Luther-leksikon

Citater fra Martin Luthers skrifter

520 emner - 1600 citater

med angivelse af citat-sted

______________

Efter ide og oplæg i Kurt Alands tyske ”Luther-lexikon”.

520 emner og opslagsord, 1620 citater med angivelse af placering i Luthers skrifter. Der er angivet både hvor de originale citater findes i Weimar-udgaven og i danske oversættelser.

Hvis man ønsker at læse et citat i dets sammenhæng, kan man i de fleste tilfælde let finde frem til en dansk oversættelse ved hjælp af oplysningerne under hvert citat.

På web-siderne Luther-tekster på nettet og Oversigt over danske Luther-skrifter kan man se, om der er en dansk oversættelse af det pågældende skrift, citatet er hentet fra.

Hvis der ikke er en dansk oversættelse, er der henvisninger til eventuelle norske, svenske eller engelske.

På siden Breve fra Luther kan man finde flere Luther-citater. Hvert brev har oplysninger om de emner, der berøres.

På alle sider kan man desuden søge direkte på ord og udtryk ved at bruge funktionen ”Rediger” i den øverste værktøjslinie. Klikker man her på ”rediger” finder man en knap, der hedder ”Søg på denne side” (smutvej: Ctrl+B).

Er der problemer med at finde et citat eller andre ting i den forbindelse, er man velkommen til at bruge Direkte Luther-hjælp – og det er helt gratis.

Alle citaterne er til fri afbenyttelse alle steder.

Cand.theol.

Finn B. Andersen,

Århus, oktober 2004

Absolution (syndsforladelse)

Når jeg forkynder syndernes forladelse, forkynder jeg det rette evangelium. For summen af evangeliet er: Den, som tror på Kristus, får sine synder tilgivet.

En kristen forkynder kan aldrig åbne munden uden at tilsige absolution. Det gør præsten også fra alteret, når han siger: Fred være med jer. Det betyder: Jeg forkynder jer fra Gud, at I har fred og syndernes forladelse ved Kristus. Det er netop evangeliet og absolutionen.

WA 15. 485 (Kirkepostillen, 1544. Palmesøndag)

Fuldmagten til at tilgive synder er ikke noget andet end at en præst, ja hvis det er nødvendig, enhver kristen, når han ser, at en anden er bedrøvet og ængstelig på grund af sine synder, siger til ham og i glæde udtaler dommen: ”Vær frimodig! Dine synder er dig forladt.”

Den, som tror det og modtager det, som et ord fra Gud, ham er synderne også i sandhed forladt. Men hvis troen ikke er der, hjælper det intet, om Kristus eller Gud selv udtalte dommen. For Gud kan ikke give noget til den, som ikke vil tage imod. Men den, som ikke tror, at han er tilgivet, vil ikke tage imod, og dermed foragter han Guds Ord.

WA 2, 722 (Om boden, 1519)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg, 1981, s. 156

Absolutionens port ... skal aldrig være lukket for en stakkels synder, hvor dybt han end er faldet.

WA 44, 223 (Genesisforelæsningen 1535-45)

Se også: Bod 38; Nøglemagten 211 Syndernes forladelse 87 278

Adam - Den gamle Adam

Du har en prædikant hos dig, som spiser og drikker, sover og våger med dig, nemlig den gamle Adam. Du bærer ham med dig i sengen, står op sammen med ham og lægger dig med ham igen. Han taler til dig uden ophold og er en mester til at holde ud, når det gælder at skade dig. Jo længere det går, desto koldere bliver du og så doven og træg at du til sidst helt glemmer Herren Kristus og hans evangelium og ikke spørger mere efter det.

WA 52, 210 (Huspostillen, 1544)

Se også: Arvesynd 25; Lovens tredje brug 179

Advarsel

Den største advarsel i Skriften er, at man skal vogte sig for falsk lære.

WA 24, 86 (Prædikener over Første Mosebog, 1527)

Det er ikke nok, at man forkynder for de kristne, hvad de skal tro og gøre, man må også advare dem mod dem, som er deres modstandere, for at de ikke skal tabe troen.

WA 32, 142 (Prædiken, 1530)

Afgud

Afguder er ikke bare statuer og billeder, men enhver tro, som et ugudelig sind selv finder på om Gud, uden at den har nogen støtte i Skriften.

WA 25. 100 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Afgudsdyrkelse

Enhver gudsdyrkelse, som tjener Gud uden hans ord og udtrykkelige befaling, er afgudsdyrkelse. Jo helligere og åndeligere den ser ud til at være, desto farligere og mere ødelæggende er den. Den fører nemlig menneskene væk fra sand tro på Kristus og bevirker, at de sætter deres lid til egne kræfter og gerninger og deres egen retfærdighed.

WA 40 II. 110 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 314

Der findes ikke noget farligere i verden end falsk religion eller afgudsdyrkelse, for den er oprindelsen til alt ondt. Men den går under navn af fuldkommen fromhed.

WA 5. 142 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Afgudsdyrkelse kommer af at vi ikke kender Gud, altså af vantro og blindhed.

WA 16. 347 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Det er afgudsdyrkelse at indrette en gudsdyrkelse efter eget valg og ikke på Guds befaling.

WA 42, 465 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Afgudsdyrkelse består ikke bare i, at man sætter et billede op og tilbeder det, men findes først og fremmest i hjertet. Den stirrer i andre retninger, søger hjælp og trøst hos skabte væsener, helgener eller djævle og tager ikke imod Guds hjælp, og venter ikke så meget godt fra ham, som at han vil hjælpe. Den tror heller ikke, at det gode, som sker med en, kommer fra Gud.

WA 30 I. 135 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 9, 1996, s. 45

Aflad

Den, som fortrøster eller forlader sig på aflad, og er død eller har levet i den tro, han har dermed givet afkald på Frelseren Jesus Kristus, har fornægtet ham og glemt ham og kan ikke have nogen trøst i ham. For den, som fortrøster sig på noget andet en Jesus Kristus, kan ikke have nogen trøst i Kristus.

WA 30 III. 309 (Advarsel til sine kære landsmænd, 1531)

Alder

Det er kun meget få, som når de 60 år, og de bliver set på som mennesker i høj alder. Dette er slet ikke til at undre sig over, når man sammenligner vores levevis, som er uden mådehold, med dem, som har levet mådeholdent og enkelt. Det, som man kan undre sig mere over er, at nogen til trods for dette bliver 60 år.

WA 40 III. 561 (Salme 90 udlagt, 1534)

Allegori (symbolsk tolkning)

Allegorierne tager ofte fejl og er bare en drøm, fordi de fremlægges uden grundlag i Skriften.

WA 18. 179 (Mod de himmelske profeter, 1525)

Når man benytter allegorier, taber man det rette grundlag og forståelsen for Skriften og fører blot folk på afveje.

WA 16. 69 (Over Anden Mosebog, 1524-27)

Se også: Guds ord 219; Den hellige Skrift 260; Skriftforståelse 263

Almagt – Guds almagt

Hvis Gud er almægtig, hvad kan jeg så mangle, som han ikke kan give mig eller gøre for mig? Hvis han er himmelens og jordens skaber og Herre over alle ting, hvem kan da tage noget fra mig eller skade mig? Ja, hvordan skulle alle ting ikke komme mig til gode og tjene mig, når han, som alle ting lyder og er underordnet, under mig noget godt.

WA 10 II. 390 (Bedebog, 1522)

Intet er så vanskeligt eller umuligt, at Gud ikke kan udføre det ved sit ord. Det bevidner og beviser himmelen, jorden, havet og alt det, som er i dem.

WA 42, 37 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Guds frelsesvilje 102

Almisser

(Og reelt arbejde og ærlig handel)

Lad os ikke glemme de fattige og glemme at hjælpe dem og give dem. Ikke blot med almindelige almisser, nemlig at man giver en pengesum nu og da efter egen evne og deres behov. Dette er man i alle tilfælde skyldig at hjælpe de fattige med.

Men der findes desuden også en anden slags almisser, som enhver i sit kald og sin stilling til enhver tid og stund kan hjælpe og tjene sin næste med. Det er ved at enhver driver sin handel, sit håndværk og sin næringsvej sådan, at man ikke udbytter nogen, ikke bedrager nogen med falske varer, lader sig nøje med en passende fortjeneste, betaler sine folk deres løn rigtig, bruger ret mål og vægt og hverken i køb eller salg søger sin egen fordel, så det bliver den anden til skade. For hvor meget utroskab der er i forretningsverdenen, er klart for alle. Den, som handler ærlig, giver en almisse, selv om han ikke giver noget bort for ingenting og tager en passende fortjeneste.

WA 52, 372 (Huspostillen 1544)

Det er bedre at give sin næste nogle penge, end at bygge en forgyldt kirke for Sankt Peter. Det første er påbudt af Gud, det andet ikke.

WA 10 III. 282 (Prædiken 1522)

Man skal lære de kristne: Den, som giver til den fattige eller låner til den nødlidende, gør med det en bedre gerning end om han køber sig et afladsbrev.

WA 1 , 235 (De 95 teser, 1517)

Luthers skrifter i udvalg I, 59-67

Se også: Fattigdom 79; Kærligheden til næsten 167

Amen

”Amen” betyder: Hjælp os Gud at få alle disse bønner helt opfyldt og lad os ikke tvivle på, at du har hørt os og vil bønhøre os, at du svarer ”ja” og ikke ”nej” eller gør det uvist. Derfor siger vi glade: ”Amen, det er sandt og vist”.

WA 6. 19 (Fadervor – kort fortalt, 1519)

Når du til sidst i bønnen siger ”amen” med hjertets tillid og tro, så er din bøn med sikkerhed blevet hørt.

WA 2, 127 (Fadervor udlagt, 1519)

Det amen, som vi afslutter bønnen med, grunder sig ikke på vor værdighed, men på Guds løfte.

WA 25. 238 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Anfægtelse

Så længe mennesker lever i fred og sikkerhed, foragter og forsømmer de Guds Ord. Først når anfægtelsen kommer, tror de, at det, som de tidligere er blevet formanet til af Ordet, er sandt. Sådan oplever også de fromme kun Ordets kraft og frugt i anfægtelsen.

WA 25. 189 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Hvem er vel uden anfægtelse en eneste time? Jeg vil ikke tale om modgangens anfægtelser, som er uden tal. Den farligste anfægtelse er den, at man ikke føler nogen anfægtelse, og at alt står fint til og går godt, så mennesket fristes til at glemme Gud, bliver for fri og misbruger denne tid. I sådanne tider må man påkalde Guds navn ti ganger oftere end i modgangens tider.

WA 6. 223 (Om de gode gerninger, 1520)

Luthers skrifter i udvalg I, 151-245

Troen er aldrig stærkere og herligere, end når trængselen og anfægtelsen er på det højeste.

WA 16. 234 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Fordi der er så mange anfægtelser og fristelser, er det nødvendig, at vi stadig siger af hjerte: ”Fader, led os ikke ind i fristelse. Jeg beder ikke om at blive befriet fra al anfægtelse (det ville være forfærdeligere og værre en ti anfægtelser, fordi den rette anfægtelse jo er nødvendig), men om ikke at falde og synde mod min næste eller mod dig.”

WA 2, 125 (Fadervor udlagt, 1519)

Lær dig, når du er en kristen, at du uden tvivl vil føle alle slags fristelser og onde lyster i dit kød. For når troen er der, kommer hundred onde tanker, hundred flere anfægtelser end før. Se bare til at du er mandig og ikke lader dig fange, men stadig står imod og siger: Jeg vil ikke, jeg vil ikke!

WA 12, 325 (1 Peters Brev, 1523).

Se også: Fristelse 103

Anger

Den rette anger over synden skal finde sted i kærlighed; og hvor den ikke sker i kærlighed, er den ikke anger.

WA 7. 355 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Angeren begynder hos den, som gør bod, men den fortsætter hele livet indtil døden, og varer ikke, som mange tror, bare den korte stund, skriftemålet finder sted.

WA 1 , 322 (Traktat om boden, 1518)

Vogt dig, så du ikke sætter din lid til din anger eller tror, at din smerte giver dig syndernes forladelse. Det er ikke på grund af disse ting, Gud ser til dig, men på grund af troen, som du tror hans trusler og løfter med.

WA 6. 545 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 3, 1982, s. 101

Se også: Bod 38; Omvendelse 214

Angst

Gud oprejser og styrker ikke andre end de bedrøvede, de, som skal dø og de, som er i fortvivlelse. For livets og frelsens ord tilhører dem, som er i angst og fortvivlelse. Til dem siges det med rette: Du frygter, og samvittigheden piner dig, Djævelen plager dig med sin brod, og det samme gør kødet. Men vær ved godt mod, Gud er ikke vred på dig.

WA 44, 638 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Fortvivlelse 95; Fred 97

Anseelse - personsanseelse

Vi mennesker har alle den fejl, at vi dømmer efter personens anseelse og på grundlag af sympati eller frygt. Derfor befaler Gud dem, som styrer, at de ikke skal tage hensyn til personen, om han er stor eller lille, og ikke frygte for nogen. Dette er udvalgte og værdifulde ord, en gylden tekst: Derfor skal en øvrighedsperson ikke nødvendigvis være en rig eller mægtig person, men en klog og forstandig.

WA 28. 533 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

En Ordets tjener skal frem for alt vogte sig for at forsmå eller afvise nogen ‑ ligesom umyndige børn i deres enkelhed ikke gør forskel på folk, men forholder sig ligedan over for enhver. For hvad er mere skadelig for en Ordets tjener, end at han opfører sig anderledes mod de mægtige og rige end mod de underordnede og fattige? Han er jo sendt for at tjene alle, ikke smiske for nogen og ikke foragte nogen. Du vil næppe finde nogen last i Skriften, som Guds Ånd kæmper så stærkt imod som mod det at gøre forskel på folk, fordi det er meget vanskelig at foragte mennesker, som er Guds forklædning og samtidig elske og søge mennesker i den usynlige Gud.

WA 5. 258 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Den, som tror på Ordet, ser ikke på personen, som forkynder det, og ærer heller ikke Ordet for personens skyld. Tværtimod ærer han personen for Ordets skyld. Han stiller altid personen under Ordet. Hvis personen falder fra troen og forkynder noget andet, så lader han hellere personen fare end Ordet og holder fast ved det, han har hørt. Lad personer komme og gå, når og hvor de kan og vil.

Dette er den rette forskel mellem guddommelig og menneskelig tro. Den menneskelige tro fæster sig ved personen, tror, stoler på og ærer Ordet på grund af den, som forkynder det. Men den guddommelige tro fæster sig derimod ved Ordet, som er Gud selv, og tror, stoler på og ærer Ordet. Ikke for dens skyld som har forkyndt det, men den føler, at det er så sikkert og sandt, at ingen mere kan rive den væk fra det, selv om det var den samme prædikant, som forsøgte at gøre det.

WA 10 I 1 , 129 (Kirkepostillen 1522. Juledag)

Se også: Kald 142; Stand 270

Anstrengelse

[Møje, mas, hyr, bøvl, træls, drøjt, plagsomt, byrdefuldt]

Hele livet er anstrengelse og arbejde, hvis da ikke dette onde bliver formildet ved troen og håbet om barmhjertighed.

WA 40 III. 564 (Over Salme 90, 1534/35)

Anstød

Vi lærer Guds Ord med særlig troskab og flid, men mange tager anstød af det. Men hvad angår det os? Tager folk anstød, så må man lad det ske, man kan jo alligevel ikke gøre noget ved det. Og hvorfor skulle vi lad det tynge samvittigheden?

WA 42, 473 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Selv om man stadig ser mange syndige svagheder, fristelser og lyst til vantro, utålmodighed og så videre rundt omkring sig eller føler det selv, så er der ingen grund til at forarges over andre eller selv miste modet. Selv om nogen af og til fejler og falder (sådan som Peter, da han fornægtede Kristus), så skal man ikke af den grund tro, at Gud er veget helt fra en og vil forkaste os som et ubrugeligt værktøj. Tvært imod skal man rejse sig igen ved at omvende sig og tro på Guds Ord, og trøste sig med, at man befinder sig i Kristi rige, det vil sige nådens rige, som er meget mægtigere end synden.

WA 21 , 463 (Kirkepostillen, 1544. Pinsedag)

Antikrist

Antikrist er ikke en sort djævel, heller ikke en klog djævel, som diskuterer ud fra Skriften, men en helt guddommelig majestætisk djævel, som kommer, som om han var Gud selv.

WA 45. 36 (Prædiken 1537)

Antikrist sidder ikke i en djævelstald eller i en svinesti eller blandt en flok vantro, men på det ædleste og helligste sted, nemlig i Guds tempel.

WA 40 I. 71 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 56

Antikrist har ophøjet sig over Kristus og foragtet og forandret Kristi bud. Han fritager samvittighederne for lydighed mod loven og forlanger mere lydighed mod sig selv end mod Kristus. Ja, han ophæver overhovedet alle bud.

WA 40 III. 691 (Over Esajas 53, 1544)

Særlig med henblik på verdens ende skal man altid have dette for øje: Alt bliver arrangeret sådan af Antikrist, og han indbilder almindelige mennesker, at alt, som han foretager sig mod de fromme, sker på Guds befaling og i Guds navn.

WA 5. 349 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Apostel

Vi skal alene høre på Kristus. Apostlene er kun budbærere og værktøj for Kristi ord.

WA 10 III. 143 (Prædiken, 1522)

Apostlene og prædikanterne er blot rørledninger. Gennem dem leder og fører Kristus evangeliet fra Faderen til os.

WA 45. 521 (Over Joh 14-15, 1537)

Se også: Profet 226

Arbejde

Intet menneske dør af arbejde, men ved at gå ledig og uvirksom mister folk både liv og helse. For mennesket er født til arbejde ligesom fuglen til at flyve.

WA 17 I. 23 (Kirkepostillen, 1525)

Arbejde er i sig selv en glæde.

WA 6. 120 (Traktat, 1520)

Den, som ikke vil arbejde, men bare udnytte det, som er vort, er ikke min næste. Man skal ikke understøtte den, som ikke vil bære arbejdets byrde. For ligesom min krop spiser og drikker og alligevel arbejder, sådan må også min næste arbejde.

WA 31 II. 482 (Forelæsning over Esajas 1527-30)

I gør jer mange svære og tunge bekymringer for brød og næring. Det er ikke arbejdet, men jeres ængstelige hjerte, som ikke tror, der er skyld i det. Det tror ikke, at Gud vil forsørge jer, men vil først have kister, sække, kælder og loft propfulde og vil ikke slå sig til ro, før det har et forråd, som det ikke kan opbruge i løbet af mange år.

WA 15. 374 (Prædiken, 1524)

Man skal og må arbejde, men at nogle får mad og at huset er fuldt, skal man ikke tilskrive arbejdet, men Guds godhed og velsignelse. . . Gud vil have æren, for det er ham alene, som giver al fremgang. For selv om du pløjede i hundred år og gjorde hele verdens arbejde, kunne du alligevel ikke få et halmstrå til at vokse op af jorden. Gud gør alt dette uden dit arbejde. Mens du sover, gør han af det lille kornet et strå med mange korn på.

WA 15. 366 (Prædiken, 1524)

Mennesket skal og må arbejde og gøre noget, men samtidig vide at det er noget anden end arbejdet, som forsørger det, nemlig Gud i sin velsignelse. Alligevel ser det ud som om arbejdet forsørger mennesket, fordi Gud ikke giver det noget uden at det arbejder. Akkurat som fuglen som ikke sår eller høster, men alligevel ville dø af sult, om den ikke fløj og ledte efter føde. Det, at den finder føde, er imidlertid ikke løn for arbejdet, men Guds godhed. For hvem har lagt føden, så den finder den? Uden tvivl Gud alene!

WA 15. 368 (Prædiken, 1524)

Artiklen om retfærdiggørelse

Står denne artikel, så står kirken, falder den, så falder kirken med.

WA 40 III, 351 (Salme 130, 1532/40)

Fra denne artikel kan vi ikke vige eller give efter, om så himmel og jord og alt andet faldt.

WA 50, 192-254 (De Schmalkaldiske Artikler, 1537)

(Bekenntnisschriften, 1982, s. 415)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, s. 367

På denne artikel hviler alt, hvad vi lærer mod paven, Djævelen og verden.

WA 50, 192-254 (De Schmalkaldiske Artikler, 1537)

(Bekenntnisschriften, 1982, s. 416)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, s. 367

I mit hjerte hersker denne ene artikel, nemlig troen på Kristus. Fra den, gennem den og til den strømmer alle mine teologiske overvejelser dag og nat.

WA 40 I, 33 (Store Galaterbrevs-kommentar 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 17

Hvis artiklen om retfærdiggørelsen mistes, mister vi samtidig hele den kristne lære.

WA 40 I, 48 (Store Galaterbrevs-kommentar 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 37

Artiklen om retfærdiggørelsen er den kristne læres hovedartikel.

WA 40 I, 192 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Artiklen om retfærdiggørelsen er mester og fyrste over al anden lære, og den hersker over al samvittighed og over kirken. Uden den er verden blot tomhed og mørke.

WA 39 I. 205 (Teserne om retfærdiggørelsen, 1538)

Se også: Retfærdiggørelse 238

Arvesynd

Vi er ikke syndere, fordi vi begår snart den ene, snart den anden synd, men synden begås af os, fordi vi allerede på forhånd er syndere. Det betyder: Et dårligt træ og en dårlig sæd kan kun frembringe dårlig frugt. Fra en dårlig rod kan der ikke vokse noget andet op end et dårligt træ.

WA 40 II. 380 (Salme 51, 1532/38)

Arvesynden er ikke bare mangel på den oprindelige retfærdighed, men den er en medfødt ondskab, som gør os skyldige til den evige død og også forbliver i os efter dåben og står Guds lov og Helligånden imod.

WA 39 I. 116 (Teserne om retfærdiggørelsen, 1538)

Se også: Synd 276; Syndefald 278

Astrologi og horoskoper

Når nogen påstår, at hver stjerne og hvert himmeltegn har sin indflydelse på bestemte mennesker, og at den, som er født under et vist tegn, har en bestemt natur, fører et bestemt liv og må dø en bestemt død og mener, at kunne forudsige alt dette for hvert enkelt menneske, hvordan det vil gå, så er dette en falsk lære og blot opspind.

For stjernerne er ikke skabt til at have herredømme over mig, men for at være mig til nytte og tjeneste. De skal bestemme over dag og nat, men de skal ikke have nogen styring eller magt over min sjæl. Himmelen er skabt til at give lys og tid; jorden for at bære os og ernære os. Noget mere kan de ikke yde eller udføre.

WA 24, 44 (Over Første Mosebog, 1527)

Autoritet

Det er tåbelig at sige, at man skal tro sådan eller sådan, fordi konger, fyrster og flertallet tror det. Vi er ikke blevet døbt til konger, fyrster eller til flertallet, men til Kristus og Gud selv. Vi kaldes heller ikke konger, fyrster eller flertallet. Vi kaldes kristne. Sjælen kan og skal ingen råde over, hvis han da ikke kan vise den vejen til Himlen. Men det kan intet menneske gøre, blot Gud alene.

WA 11 , 262 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Bagtalelse

Ret dig efter dette, så at du ikke så hurtigt bagtaler og sladrer om din næste, men hellere hemmelig formaner ham, så han forbedrer sig. På samme måde også når en anden bringer dig noget for øre, hvad den ene eller den anden har gjort, så lær ham, at han selv skal gå hen og tale vedkommende til rette, når han har set noget. Og har han ikke set noget, skal han tie stille.

WA 30 I. 172 (Den Store Katekismus, 1529)

Det sømmer sig for et godt menneske, at man ikke tillade bagtalelse af næsten, men hellere at udslette den, hævde det modsatte og forsvare ham. Dér, hvor man ikke kan forsvare ham, skal man alligevel undskylde ham, eller i det mindste have medlidenhed og sørge over det onde, også når det drejer sig om ens fjende og et ondt menneske. For sådan vil enhver at det skal være, hvis det gjaldt ham selv.

WA 5. 435 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Bagtalelse sker for det første, når man tillægger næsten noget, som ikke er sandt. For det andet når man trækker noget frem i lyset, som rigtignok i sig selv er sandt, men som var skjult endnu, og så lægger det næsten til last og besvær. For det tredje når man benægter noget, som folk siger offentlig for at rose og prise noget godt hos næsten og som også er sandt.

WA 1 , 45 (Traktat, 1515)

En bagtaler er en tredobbelt morder. For han dræber tre med et slag: Først sig selv, derefter den, som han hvisker noget til, og for det tredje den, som han bagtaler. For munden som lyver, dræber sjælen. Men de undskylder sig og siger: Ja, men det er jo sandt, det vi siger.

Men det er bare et tegn på deres slethed, for det som er sandt, må man også tale om på en sandfærdig måde i overensstemmelse med ordsproget: Det, som er ret, skal du også udføre ret. Og sådan bliver sandheden til løgn, så længe man ikke taler på rette sted, på ret måde, på ret tidspunkt, til rette person og med det rette indhold.

Derfor siger den hellige Bernhard at bagtaleren har en djævel på tungen, og den, som lytter til en bagtaler, får Djævelen i øret. For det andet bliver den, som skænker øre til bagtalelserne, dræbt fordi han forledes til vrede ved at lytte til bagtaleren. Derfor begår han en lige så stor synd. For det tredje sker det et drab på den, som bliver bagtalt, for når han hører om den onde bagtalelse, bliver han vred og dermed død. Og bliver han ikke vred, så er det ikke bagtalerens fortjeneste, men Guds gave. Bagtaleren har gjort, hvad han kunne.

WA 1, 473 (De Ti Bud, 1518)

Du skal modstå bagtalelser af alle kræfter. Men det, som du ikke kan forhindre, må du bære. Det er væmmelig og er en stor belastning at blive overgivet på en så skammelig måde af sådanne sladderhanker til offentlig spot ‑ uden at man aner noget om det ‑ men hvad gør vel det? Man kan alligevel ikke undgå bagtalelse og hån. Bare luk øjnene, stop ørerne og gør det, som står i din magt.

WA 20. 175 (Over Klagesangen, 1526)

Band - bandlyse

(Kirkelig karantæne)

At bandlyse betyder at smide ud og udelukke fra Guds folks forsamling. Det betyder at erklære for udskilt og holde uden for alt kirkefællesskab.

WA 21, 428 (Kirkepostillen, 1544. Søndag efter Kristi himmelfartsdag)

Bandet kan ikke være noget mere end en ydre straf, dvs. en udskillelse fra menigheden, kirken og sakramenterne.

WA 7. 406 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Barmhjertighed

Guds barmhjertighed er som himmelen, som altid står fast over os. Under dette tag er vi trygge, hvor vi end er.

WA 40 III. 389 (Over Salme 15, 1532)

Gud er ikke noget andet en bare nåde, godhed og barmhjertighed. Den, som ikke ser det, mener ikke, at der er nogen Gud, som Salme 14,1 siger ”Dåren siger i sit hjerte: Det er ikke nogen Gud.”

WA 10 III. 301 (Prædiken, 1522)

Det retfærdige og fromme menneske er også barmhjertig ligesom sin Gud. Det låner gerne, giver gerne og hjælper gerne sin næste.

WA 19. 319 (Prædiken over Salme 112, 1526)

Herren deler barmhjertigheden i tre dele, for at vi skal vide, hvad den barmhjertighed er, som vi skal vise mod vor næste. For det første skal vi ikke dømme eller fordømme. For det andre skal du tilgive din næste, når han har gjort dig noget ondt. For det tredje skal du hjælpe dem, som har brug for det. Det er det, barmhjertighed betyder, når det står i Skriften. Og alt dette må komme fra et retskaffent hjerte og ske uden hykleri eller falskhed og uden personsanseelse. Det ville være en stor fejltagelse, hvis du kun ville unde dem godt som under dig godt eller kun ville gøre godt mod dem, som gør godt mod dig eller skade dem, som skader dig.

WA 10 I 1,320 (Kirkepostillen, 1522)

Barnets tro

Ingen bliver salige gennem andres tro.

WA 17 II, 78 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 24

Troen må være til stede før eller også ved dåben, ellers bliver barnet ikke befriet fra Djævelen og synden.

WA 17 II, 81 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 28

Ved forbøn og hjælp modtager barnet sin egen tro fra Gud, hvorved det bliver saligt.

WA 17 II, 82 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 30

Faddernes og kristenhedens tro udbeder og udvirker, at børnene får deres egen tro, i hvilken de bliver døbt og selv tror.

WA 17 II, 83 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 30

Netop fordi børnene er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til tro, end de voksne og fornuftige, hvem fornuften altid står i vejen, så de ikke kan få deres store hoveder gennem den smalle port.

WA 17 II, 85 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 33

Se også: Barnedåb 29

Barnedåb

Jeg takker Gud og er glad for, at jeg blev døbt som barn. Så har jeg gjort, hvad Gud har påbudt. Hvad enten jeg troede eller ikke, blev jeg i hvert fald døbt på Guds befaling.

WA 26. 165 (Om gendåb, 1528)

Vi bærer barnet frem til barnedåben i den mening og forhåbning, at det tror og beder om, at Gud vil give det troen. Men vi døber det ikke på grundlag af dette, men alene fordi Gud har befalet det. Hvorfor det? Fordi vi ved, at Gud ikke lyver. Jeg og min næste og overhovedet alle mennesker kan tage fejl og bedrage ‑ men Guds Ord kan ikke tage fejl.

WA 30 I. 219 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 154

Se også: Barnets tro 29; Dåb 6262

Befaling

Dér, hvor Guds befaling er, er Gud selv, og det som forkyndes på hans befaling, det udfører han også selv.

WA 45. 377 (Prædiken, uden dato)

Alt, hvad du udretter, er forgæves, hvis du ikke har Gud med dig, ham, som giver befalinger og løfter.

WA 40 III. 93 (Over Salme 15ff., 1532)

Ingen skal påtage sig at udføre noget uden at have fået en bestemt befaling til det, og da skal han ikke tage hensyn til, om det sker med ret eller uret.

WA 28. 255 (Ugeprædikener over Joh 16-20, 1528-29)

Begær

Guds nåde åbenbarer, at alle mennesker er fyldt af verdsligt begær, selv om nogen skjuler det under et ydre skin.

WA 10 I 1, 29 (Kirkepostillen, 1522)

Behag

Vi skal forholde os sådan over for vor næste, at vi ikke er os selv til behag, men, så den anden kan have behag i os og forbedre sig.

WA 7. 482 (Latinsk postil, 1521)

Vil du ikke behage nogen, så lad ingen behage dig. Vil du behage alle, så lad alle behage dig. Men du må aldrig lade det gå så vidt, at du giver slip på Guds Ord af den grund.

WA 10 I 1, 92 (Kirkepostillen, 1522)

Bekendelse

Alle kristne har fået befaling om at bekende deres tro offentlig og også at føre andre til tro.

WA 12, 521 (Prædiken, 1523)

Der findes mange, som siger: Jeg forfølger ikke evangeliet, og jeg hører det gerne. Det er ikke nok: Har du evangeliet og ved, hvad det vil, må du for din sjæls saligheds skyld bekende det. Det må siden gå dig, hvordan det end vil! Ellers er du ingen kristen.

WA 10 III. 66 (Prædiken, 1522)

Hvis nu en kejser eller fyrste spurgte mig, hvilken tro jeg havde, skulle jeg sige ham det. Ikke for hans befalings skyld, men fordi jeg er skyldig at bekende min tro offentlig for enhver. Men hvis han fortsatte og befalede mig at tro sådan eller sådan, ville jeg sige: Kære Herre, tage du vare på dit verdslige regimente! Du har ingen ret til at gribe ind i Guds rige. Derfor vil jeg slet ikke lyde dig.

WA 12, 335 (1 Peters Brev, 1523)

Se også: Trosbekendelse 295

Bekymring

Man skal overlade sine bekymringer til Gud. Det arbejdet og besvær, du gør dig, er ikke mod troen, men er nyttig for at tæmme kødet. Bekymringer er derimod mod Gud.

WA 24, 116 (Over Første Mosebog, 1527)

Den tvivlende vantro stikker så dybt i os, at vi altid gør os bekymringer for at vi ikke vil få nok til livets ophold. Det kommer af at vi vil vide nøjagtig, hvordan Gud vil sørge for os. Når vi har huset fuldt af korn og kisterne fulde af penge, vil vi binde Gud til hus og kister. Han vil imidlertid være fri og ikke bundet til tid, person, sted eller noget andet. Lad ham bekymre sig om, hvordan han vil sørge for os. Han skal nok give føde og penge, i rette tid og i rette mængde. Hvis du bare tænker som så: Jeg vil arbejde i dag og se hvor han tager det fra, det som han giver mig, og i morgen på samme måde, så vil du erfare at han sørger for dig uden dine bekymringer.

WA 24, 115 (Over Første Mosebog, 1527)

Hvis Gud giver nogen en hustru og børn i huset og det han trænger til livets ophold, noget som skulle være en grund til at stole desto mere på Gud, så misbruger man disse gaver og stoler og tror mindre på Gud end før, da man ikke havde noget. Nu når man har alt, henfalder man til bekymring for legemet og for hvordan man skal opdrage sine børn til at blive noget stort. Man arbejder for at de skal nå højere end en selv eller at hver enkelt af dem skal have lige så meget som en selv. Man tænker ikke på, at ham, som har givet dem liv og legeme, også ... vil give klæder og mad. Straks falder man fra Gud i vantro og havner i den forbandede gerrighed.

WA 28. 585 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Gud forsørger sine kristne og giver dem nok, så de ikke behøver at plage sig selv med bekymring og gerrighed. Desuden skal man også vide at bekymringer og gerrighed er forbudt, men at man ikke derfor skal udsætte arbejdet, sådan som verden forvrænger begge dele og plejer at forvende alle Guds ordninger og ord. De ønsker at bekymre sig for og hige efter, hvordan de kan skaffe penge og gods, noget som bare sømmer sig for Gud og som han har forbeholdt sig selv. Men arbejdet, som er befalet dem, vil de at Gud skal sørge for. Ja, de higer efter og retter deres bekymring og begær mod hvordan de kan undgå arbejde og sveden i ansigtet. Gud vil imidlertid det modsatte: At vi skal beholde arbejdet og overlade ham bekymringen. Så ville vi have gjort vores og kunne snart komme derhen at vi uden bekymring ville have nok ved et rimelig og udholdelig arbejd.

WA 22, 80 (Kirkepostillen, 1544)

Hvad udretter vi selv om vi bekymrer os til døde? Det ville være tåbeligt, hvis en lille mand satte sig i en krog og hele livet tænkte på og bekymret sig over, hvordan han kunne blive større. Tror du ikke at hele verden ville spotte ham og holde ham for en nar? Akkurat sådan, siger Kristus, gør verden når den bekymrer sig for, hvordan den kan skaffe penge og gods. Ingen bliver rig af bekymring! Det afhænger fuldstændig af, om Gud giver sin velsignelse, og ikke af bekymringen. Er Guds der, så har man det, men er Guds velsignelse der ikke, så vil man, selv om man har det, ikke kunne nyde det eller beholde det, sådan som vi har mange eksempler på lige for øjnene af os.

WA 52, 475 (Huspostillen, 1544)

De, som bekymrer sig og anstrenger sig, får ikke noget; sådan som det står i Salme. 127, 2: ” Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover.” Så lever vi altså ikke i kraft af vor bekymring, men i kraft af at vi kaster bekymringen fra os og over på Gud.

WA 25. 245 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Beskyttelse

Man ser, at Gud beskytter dem, som sætter sit håb til ham. Han prøver troen og tillader anfægtelse. Men han forlader ikke sine, men forløser dem desto mere til sidst med ære og samtidig til stor nytte for andre mennesker.

WA 42, 492 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Bibelen

Bibelen alene er den rette herre og mester over al skrift og lære på jorden.

WA 7. 317 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Den, som ikke har eller vil have den person ret og ren, som hedder Jesus Kristus, Guds Søn, og som vi kristne forkynder, han skal lad Bibelen være. Det råder jeg til. Han vil med sikkerhed blive til skamme. Jo mere han studerer, desto blindere og dummere bliver han.

WA 54, 29 (Davids sidste ord, 1543)

Se også: Den hellige Skrift 260; Guds ord 219

Bibelord

Ved hjælp af bibelordene skal vi styrke vor tro og blive visse, så vi ikke svigter.

WA 12, 438 (Prædiken, 1523)

Gud stiller ofte bibelord, som for fornuften synes at være modstridende, op mod hinanden for at vi skal øve os i at læse ret og for at vi ikke skal tro, at vi forstår hele Skriften, når vi knapt forstår ét bibelord.

WA 10 I 2, 318 (Kirkepostillen, 1526)

Se også: Den hellige Skrift 260; Guds ord 219; Dunkle steder i Skriften 57

Bibelsyn

Vi forstår det bogstaveligt, som ordene lyder. … Sværmerne leger med teksten og behandler den, som det passer dem.

WA 26, 486 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 309

Ordene skal forstås, som de lyder.

WA 26, 498 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 324

Den, der foragter et eneste ord fra Gud, værdsætter overhovedet ingen.

WA 26, 450 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 264

I Skriften skal vi lade ordene gælde, som de lyder, ud fra deres egenart og ikke udlægge dem på nogen anden måde, med mindre en alment kendt trosartikel tvinger til det.

WA 26, 403 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 221

Se også: Den hellige Skrift 260; Dunkle steder i Skriften 57

Bibliotek

Man skal betænke vel ... at man ikke skal spare hverken flid eller omkostninger, når det gælder at oprette gode biblioteker, særlig i de store byer. For hvis evangeliet og al slags videnskab skal kunne bestå, må det jo være skrevet og indbundet i bøger og skrifter ... og ikke bare fordi de, som skal lede os på det åndelige og verdslige område, har brug for at læse og studere, men også for at de gode bøger skal blive bevaret og ikke gå tabt sammen med videnskab og sprog.

WA 15. 49 (Om at oprette skoler, 1524)

Billeder

Brug af billeder, klokker, messeklæder, kirkeudsmykning, alterlys og sådanne ting holder jeg for at være en frivillig sag. Den, som vil, kan lad det være, selv om jeg synes, at billeder fra Den Hellige Skrift og gode historiebøger er meget nyttige. Men dette er frit og overladt til hver enkeltes eget skøn. Men jeg holder ikke med billedstormerne.

WA 26. 509 (Om Kristi nadver, 1528)

Hvis nogen ville male et præcist billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfyldte himmel og jord. 1532

WA 36, 424 (Prædiken, 1532)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 6, 1992, s. 97

Biskop

”Biskop” betyder egentlig en tilsynsmand eller vagtmand som sidder på vagt og holder øje rundt omkring med, hvad enhver har behov for.

WA 12, 389 (1 Peters Brev, 1523)

Blindhed

Kan der findes noget forfærdeligere end hjertets blindhed og uvidenhed i de guddommelige ting? Kan der findes noget herligere og ædlere end et oplyst hjerte og kundskab om Gud? I det første tilfælde kan der ikke være andet en ondskab, så at selv det gode ikke er godt, hvis det er der. I det andet tilfælde kan det ikke være andet en godt, så at selv det onde ikke er ondt, hvis det er der. For hvad kan skade den, som kender og ejer Gud selv? Hvad kan gavne den, som er uden Gud, men har Djævelen? Dette store lys og dette klare skin er nu altså det hellige evangelium eller ordet om Guds nåde. Det er et åndeligt lys, som viser, hvad Gud er, hvad han gør mod os og giver os og hvad han vil have af os. Ligeledes lærer det, hvad synd, død, djævel, verden og alle ting er, hvad som skader os og hvad som tjener os til salighed.

WA 19. 133 (Prædiken, 1526)

Blomst

En lille blomst ler af alle guldsmede, skræddere og dem, der broderer. Det, de kan udrette, er ingenting sammenlignet med blomstens dragt.

WA 27. 349 (Prædiken, 1528)

Bogstavelig betydning

I Skriften er den bogstavelige betydningen, som altså ikke er billedlig, at foretrække.

WA 13, 638 (Over de små profeter, 1524-26)

Se også: Allegori 17; Skriftforståelse 263

Bondestand

Bondestanden er den lykkeligste af alle stænder.

WA 42, 158 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Bordel

(Prostitution, pornografi)

At man overhovedet diskutere bordeller, sådan som man tillader dem i de store byer, er oprørende. For det er åbenlyst mod Guds lov, og de, som offentlig tolerer denne skam, skal betragtes som hedninger.

For det er tåbeligt at sige, at bordellerne fører til, at det sker færre voldtægter og ægteskabsbrud. For en ung mand, som har omgang med prostituerede, vil, når han først har overvundet skammen, heller ikke holde sig borte fra gifte kvinder og unge piger, når anledningen byder sig.

På denne måde bliver utugten snarere fremmet en bekæmpet. Her byder det sig en anledning til synd for dem, som ellers holdt sig borte fra den, hvis ikke anledningen fandtes. Gud har vist os andre og bedre vejer, nemlig ægtestanden.

Derfor skal man anse øvrigheder som tolererer bordeller for hedenske. En gudfrygtig øvrighed skal på ingen måde tillade prostitution, og særlig ikke ved at give offentlig tilladelse. Men også mod øvrighedens vilje og trods dens forbud florerer denne skammelige last og kan ikke udryddes helt.

WA 43, 60 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Borgerligt liv

Vi er i følge vores gamle og ydre menneske underkastet det borgerlige liv, fordi ikke alle er kristne, som bekender sig som kristne.

WA 40 III. 646 (Over Esajas 9, 1543)

Bod

(Omvendelse)

Når vor Herre og Mester Jesus Kristus siger: ”Gør bod” osv., så vil han, at hele den troendes liv skal være en bod.

WA 1, 233 (De 95 Teser, 1517)

Boden varer hos den kristne lige til døden. For den kæmper mod den synd, som er igen i kødet hele livet.

WA 50. 238 (De Schmalkaldiske Artikler, 1537)

Bod betyder ikke bare at blive frommere, når det gælder det ydre liv, men at sætte sin lid til Guds godhed i Kristus og tro på syndernes forladelse. Sådanne syndere vil Kristus tage imod. Han tager også gerne imod de andre, de vil bare ikke have ham. Derfor må han lad dem fare. Fordi de ikke vil lad sig finde, må de blive i deres vildfarelse så længe de vil og se, hvordan det endelige udfald bliver.

WA 52, 381 (Huspostillen, 1544)

Angeren begynder hos den, som gør bod, men den fortsætter hele livet indtil døden, og varer ikke, som mange tror, bare den korte stund skriftemålet finder sted.

WA 1, 322 (Traktat om boden, 1518)

Vogt dig, så du ikke sætter din lid til din anger eller tror, at din smerte giver dig syndernes forladelse. Det er ikke på grund af disse ting, Gud ser til dig, men på grund af troen, som du har troet hans trusler og løfter med.

WA 6. 545 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Kristendommens første del er altså at forkynde bod og selverkendelse.

WA 40 I, 224 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 182

Se også: Omvendelse 214; Privat skriftemål 262

Bror

At være broderlig betyder, at den ene ser på den anden som en bror. Det er nu let at forstå, for naturen selv lærer os det. Du kan se, om nogen er rette brødre, ved at de holder mere sammen end venner ellers. Sådan skal vi kristne også gøre, for vi er alle brødre ved dåben, så også min far og mor er min bror og søster efter dåben. For jeg har den samme ejendom og arv, som de har fra Kristus ved troen.

WA 12, 350 (1 Peters Brev, 1523)

Broderskab

”Broderskab” betyder at alle kristne skal være som brødre og ikke gøre nogen forskel indbyrdes. For siden vi alle har én Kristus, én dåb, én tro, én skat, så er jeg ikke bedre end dig. Hvad du har, har jeg også, og jeg er ligeså rig som dig. Skatten er den samme uafhængig af om jeg har taget bedre vare på den end du og har opbevaret den i guld, mens du har den i et enkelt tørklæde. Derfor, ligesom vi har Kristi nåde og alle åndelige goder fælles, så vil vi også have liv og lemmer, gods og ære fælles, så den ene tjener den anden med alt, hvad han har.

WA 12, 297 (1 Peters Brev, 1523)

Bryllup

Tilberedelserne ved bryllup skal man ikke kritisere, når de sker med måde og omkostningerne ikke bliver for store.

WA 43, 321 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Gud ser med glæde på pynten, festen og glæden ved et bryllup for ægtestandens skyld.

WA 43, 333 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Ægteskab 324

Brød

Et menneske har to slags brød. Det første og bedste brød, som kommer fra himmelen, er Guds Ord. Det andet og ringere brød er det timelige brød, som vokser frem af jorden.

Når jeg nu har det første og bedste himmelbrødet og ikke lader noget få mig bort fra det, så vil det andet, timelige brød heller ikke mangle eller være borte. Snarere vil stene blive til brød. Men de andre, som foragter det himmelske brød og bare holder sig til det materielle, de lægger sig ned og dør, når de har maven fuld. De kan ikke spise deres ejendom helt op, men må efterlade sig den og så hinsides dø af evig hunger. Men sådan skal det ikke være. Derfor, selv om Djævelen anfægter dig med forfølgelse, mangel, hunger og nød, så bær denne lidelse, så du faster sammen med Kristus, fordi Ånden driver dig på den måde. Derefter skal de kære engle komme og tjene dig ved bordet.

WA 52, 173 (Huspostillen, 1544)

Bud

Der kan ikke findes noget større og herligere end det, Gud påbyder og befaler i sit ord.

WA 30 II. 601 (Formaning om nadveren, 1530)

Budene lærer mennesket at erkende sin sygdom, så det ser og mærker, hvad det kan gøre og ikke kan gøre, hvad det kan undlade være og hvad det ikke kan undlade. Sådan erkender man sig som en synder og et ondt menneske.

WA 10 I 2, 238 (Kirkepostillen, 1526)

Vi må vise verden, så alle ser det, at vi holder Guds bud, men ikke for at jeg ved at gøre det skal blive salig eller from. Jeg er lydig mod øvrigheden, for jeg ved at Kristus var lydig mod øvrigheden, selv om han slet ikke behøvede det. Han gjorde det bare for vor skyld. Derfor vil jeg også gøre det for Kristi skyld og til bedste for min næste. Og dette blot for at bevise min tro ved kærlighed ‑ og sådan videre gennem alle budene. På denne måde formaner apostlene os i deres skrifter til gode gerninger, ikke for at vi skal blive fromme og salige ved dem, men for at vi skal gøre vor tro fast, og bevise den for os selv og andre mennesker.

WA 10 I 2, 238 (Kirkepostillen, 1522)

Hvor budene ikke bliver holdt, følger snart mange slags straffe, fra øvrigheden, skolelærere, forældre eller ved almindelig nød. For nøden er som et fængsel for menneskeslægten.

WA 44, 704 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: De Ti Bud 41; Katekismen 144

Bud - De Ti Bud

Den, som kan De Ti Bud godt og grundig, han må kunne hele Skriften, så han kan give råd i alle sager og tilfælde og hjælpe, trøste, vurdere og dømme i såvel åndelige som verdslige sager. Han må også kunne være dommer over al slags lære, alle samfundsforhold, ånder, love og alt som ellers kan findes i verden.

WA 30 I. 128 (Den Store Katekismus, 1529)

Der findes ikke noget bedre spejl for at se, hvad du trænger til en netop De Ti Bud. Der finder du det, som du mangler og som du skal stræbe efter.

WA 6. 236 (Om de gode gerninger, 1520)

Er det da synd at leve ærbart og sømmelig, i lydighed mod De Ti Bud, ikke myrde, bryde ægteskabet, stjæle, lyve eller bedrage? Svar: Nej, så vist ikke! Men det er endnu ikke nok. Det betyder ikke at man holder De Ti Bud, selv om man ikke bryder dem i ydre handling. For Guds bud kræver ikke bare et ydre væsen og skin, men de kræver fuldkommen lydighed i hjertet. Derfor dømmer det heller ikke mennesket blot efter den ydre færd og opførsel, men efter hjertets inderste grund.

WA 21, 358 (Kirkepostillen, 1544)

Vi må ikke tro, at det er nok at høre De Ti Bud og Guds Ord én eller to gange, men vi må stadig høre det og handle efter det. For sådan er det jo også med det daglige brød, at hvis du spiser i dag, holder du ikke op, men du spiser også i morgen og sådan fortsætter du dag for dag, gang på gang for at kroppen skal få mad og næring og holde livet oppe. Så lad det da heller ikke være nok med at du har hørt og lært De Ti Bud og Guds Ord én gang, men du må fortsætte at lære hele livet, fordi man aldrig kan kende dem godt nok eller blive udlært i dem.

WA 28. 725 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

De Ti Bud er et sammendrag af den guddommelige lære om, hvad vi skal gøre, for at hele vores liv kan behage Gud. De Ti Bud er den sande kilde, som alt det udspringer fra, der kan kaldes gode gerninger. De er den rette kanal, som alle gode gerninger må strømme igennem.

WA 30 I, 178 (Den Store Katekismus, 1529. Credo s. 102)

Intet menneske kan bringe det så vidt, at han holder blot et eneste af De Ti Bud, som de skal holdes. Her må både Trosbekendelsen og Fadervor komme os til hjælp, som de midler, hvor vi må søge og nedbede og uafladelig modtage, hvad der er nødvendigt, for at holde budene, som vi siden skal høre.

WA 30 I, 179 (Den Store Katekismus, 1529. Credo s. 103)

Se også: Lov 176; Bud 40; Katekismen 144

Bugen, maven

Maven er den mægtigste afgud i alle religioner.

WA 13, 676 (Over de små profeter, 1524-26)

Nu går det over alt sådan for sig, at man bare tænker på maven og ikke forstår, at det er Djævelens snare, når man altid tænker: Hvis jeg bare havde et godt hus, en kiste med penge og ellers nok, da skulle jeg søge evangeliet. Men nu siger Kristus: Nej, du må vende det om og sige som så: Nej, jeg må først tænke på sjælen og hvordan jeg har det med Gud og holde mig til ham. Jeg vil tro, selv om maven skulle dø af sult. Derefter vil nok Gud give mig det, som tjener maven.

WA 11, 26 (Prædiken, 1523)

Gud gør alt dette for at tage din afgud fra dig, maven, og for at du skal lære at menneskets liv ikke bare består i at sørge for legemet, men at man skal sørge for både legeme og sjæl. Det ville du aldrig lære, hvis maven altid var mæt.

WA 14, 631 (Forelæsning over Femte Mosebog, 1525)

Bytte

(Ombytning, Omveksling, Byttehandel)

Det er det herlige bytte, at det, som menigheden har, får Kristus og det, som Kristus har, får menigheden.

WA 40 II, 556 (Over Salme 45, 1532)

Dette er den guddommelige nådes dyrebare skat, den underfulde ombytning: Vores synder er nu ikke mere vores, men tilhører Kristus, og Kristi retfærdighed ikke hans, men vores.

WA 5, 608 (Salmeforelæsningen 1521)

Kristus gjorde et saligt bytte med os. Han tog vor syndige person på sig og gav os sin uskyldige og sejrende person.

WA 40 I, 443 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 377

Se også: Retfærdiggørelse 238

Bøger

Hvis ønsker kunne hjælpe, kunne man ikke ønske noget bedre end at alle bøger blev fuldstændig fjernet, og at der i hele verden, og specielt hos de kristne, ikke fandtes andet igen end blot Skriften og Bibelen. Der er mere end nok i den, når det gælder al slags kunst og lære, som det er nyttig og nødvendig for et menneske at vide. Men sådanne ønsker er forgæves. Gud give at det bare fandtes nogle få bøger ved siden af Skriften.

WA 10 I 1, 627 (Kirkepostillen, 1522)

Hvad nytter det, om man læser mange bøger, men alligevel altid holder sig væk fra den rette hovedbog? Drik mere af selve brønden end af alle de små bække, som har ledet dig til brønden.

WA 10 III. 176 (Prædiken, 1522)

Se også: Bibliotek 35

Bøn

Næst efter prædikeembedet er bønnen det største embede i kristenheden. I prædikeembedet taler Gud med os. I bønnen derimod taler jeg med Gud.

WA 34 I. 395 (Prædiken, 1531)

Hvad er troen andet en bare bøn? For den beror uafladelig på guddommelig nåde. Men beror den på den, så begærer den den af fuldt hjerte. Og dette begæret er egentlig den rette bøn.

WA 8. 360 (Prædiken, 1521)

Den kristne kirke på jorden har ingen større magt eller større gerning end en sådan fælles bøn mod alt, som plager den. Det ved den onde ånd godt. Derfor gør den alt det, den kan for at forhindre denne bøn. Han lader os bygge smukke kirker, give gaver, spille, læse og synge, holde mange messer uden mådehold. Derfor er han ikke imod, men hjælper tvært imod til, for at vi skal mene at sådanne ting er det bedste og tro at vi har udrettet noget godt med det. Men hvis denne fælles stærke, frugtbare bøn ved siden af alt dette forsvinder og udebliver umærkelig på grund af sådan ydre glimmer, da har han opnået det, han ønsker.

WA 6. 239 (Om de gode gerninger, 1520)

Et menneske som vil bede, skal prøve sig selv og finde ud af, om han tror eller tvivler på at han vil blive bønhørt. Viser det sig, at han tvivler på det, eller ser på det som en usikker indbildning og lader det komme an på tilfældigheder, så er bønnen ikke noget værd. For da holder han ikke sit hjerte stille ... Derfor kan Gud ikke give ham noget, som er sikkert, lige så lidt som du kan give noget til et menneske, hvis det ikke holder hånden stille.

WA 2, 127 (Fadervor udlagt, 1519)

Hvis man opfordrer nogen til at bede, bruger hjertet straks ukyskhed som undskyldning: Der kan ikke være plads for bøn, når man har sådanne beskidte tanker! Afvis disse tanker! Du må under ingen omstændigheder vente på at en sådan prøvelse skal stoppe.

Du må ikke vente til de urene og onde tanker har forladt dit sind. Men i samme øjeblik, du mærker at fristelsen er særlig stærk og at du slet ikke er skikket til at bede, så ”gå ind i dit lønkammer”, Matt 6, 6, bed Fadervor eller noget, du ellers husker, som kan hjælpe dig mod Satan og hans fristelse. Da mærker du hvordan fristelsen giver efter og Satan viger fra dig. Men den, som mener, han kan udsætte bønnen til hjertet er uden alle urene tanker, gør ikke andet end at gøre den allerede listige Satan endnu stærkere ved sin ”visdom” og ”styrke”.

WA 40 II. 338 (Salme 51, 1532/38)

Enhver kristen må vogte sig, så han ikke venter så længe med bønnen, at han mener, at han er helt ren og godt forberedt. Sådan har Djævelen ofte plaget mig med sådanne tanker og hindret mig, så jeg har tænkt: Du er endnu ikke beredt, og du må først udføre dette eller hint, så kan du bagefter bede desto roligere. Den, som følger sådanne tanker og lader sig hindre og opholde, når det gælder bønnen, med ham vil det helt sikkert gå sådan som med bondekonen, som ville gøre alt mulig, før hun begyndte at ønske og derfor aldrig kom til at ønske noget.

WA 52, 299 (Huspostillen, 1544)

Vi må vende os til daglig at anbefale os til Gud med sjæl og legeme, hustru, børn, kolleger og alt, hvad vi har, for al nød som måtte forekomme.

WA 30 I. 197 (Den Store Katekismus, 1529)

Det skal vi vide, at alt vores værn og al vor beskyttelse beror udelukkende på bøn.

WA 30 I. 197 (Den Store Katekismus, 1529)

Uden tro kan en bøn ikke være bøn. For hvordan kan den bede, som ikke tror at Gud er så god at han vil bønhøre den, som beder? Enten foragter en sådan person Gud, eller så er han fortvivlet på grund af Gud.

WA 40 III. 503 (Over Salme 90, 1534)

En kristen må være lige sikker på at hans bøn vil blive hørt, som han med sikkerhed tror og mener, at Gud er sandfærdig.

WA 46. 86 (Joh 16, 1538)

I bønnen skal ingen bede kun for sig selv, og heller ikke blot om en bestemt gave, men man skal bede om alt og for alle.

WA 3, 448 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Man kan og skal bede over alt, på alle steder og til enhver tid. Men bønnen er aldrig så kraftig og stærk, som når hele menigheden i enighed beder sammen med hinanden.

WA 49. 593 (Prædiken, 1544)

Med bøn forstår vi ikke bare den mundtlige bøn, men alt det, som sjælen er beskæftiget med i Guds Ord: at høre, at tale, at meditere, at betragte osv. Når man beder, læser man ofte salmer, men de indeholder som regel ikke mere end tre vers med virkelig bøn; de andre vers lærer os noget, revser synden, taler med Gud, med sig selv og med mennesker.

WA 10 I 1, 435 (Kirkepostillen, 1522. Søndag efter jul)

Uden hjertets bøn er læbernes bøn en unyttig mumlen. Og lige så vel som man ikke skal foragte den mundtlige bøn, lige så vel skal man være opmærksom på, at den kommer fra hjertets bøn. Apostelen siger i 1 Kor 14, 15: ”Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden”.

WA 5. 584 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Når bønnen er alvorlig og varm, vil vi ikke gerne, at andre skal høre de ord, som vi klodset stammer frem over for Gud.

WA 44, 91 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Den rette måde at bede på er at bruge få ord, men at have mange gode hensigter og dybe tanker. Jo færre ord, desto bedre bøn; jo flere ord, desto dårligere bøn. Få ord og mange gode hensigter skal en kristen have. Mange ord og få gode hensigter er hedningernes vis.

WA 2, 81 (Fadervor udlagt, 1519)

Bøn er alene en troens gerning, som ingen anden end en kristen kan gøre.

WA 45. 681 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

Kristne som beder, er hjælpere og frelsere, ja, verdens herrer og guder ... de er den rygrad, som bærer hele verden. Derfor giver verden dem også deres løn: De bliver undertrykt og foragtet og må ligge i søle og skidt.

WA 45. 535 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

Bønnens væsen og natur er ikke noget andet en at løfte sindet eller hjertet til Gud.

WA 2, 85 (Fadervor udlagt, 1519)

Ingen bør stole sådan på sit hjerte, at han vil bede uden ord, selv om han er øvet i ånden og har erfaring i at udtrykke de fremmede tanker. Ellers vil Djævelen forføre ham fuldstændig og snart forstyrre bønnen i hjertet. Derfor skal man holde sig til bønnens ordlyd og træne sig op ved hjælp af den, indtil vingerne er vokset og man også kan flyve uden ord. For jeg foragter ikke den mundtlige bøn eller ordene, og ingen bør forkaste dem, men tage imod dem som særlig store gaver fra Gud. Men vi bør forkaste, at man ikke bruger ordene til det som er hensigten med dem, nemlig til at sætte hjertet i bevægelse, men i stedet har en falsk tillid til at det er nok bare at mumle eller plapre dem med munden, uden frygt og forbedring.

WA 2, 85 (Fadervor udlagt, 1519)

De hellige fædre har sagt, at der ikke findes noget større arbejd en at bede. At mumle med munden er let eller anses i hvert fald for at være let. Men at følge ordene med hjertets alvor i dyb andagt, med længsel og tro, så hjertet alvorlig begærer det, ordene indeholder og ikke tvivler på at Gud bønhører, det er en stor gerning i Guds øjne.

WA 6. 235 (Om de gode gerninger, 1520)

Dér, hvor en kristen er, dér er Helligånden egentlig, som hele tiden ikke gør noget andet end at bede. Selv om den kristne ikke altid bevæger munden og former ord, slår og går hjertet alligevel ‑ ligesom pulsen og hjertet i kroppen ‑ uden ophold med dette suk: Kære Fader, helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje blandt os og alle andre. Og når slagene eller anfægtelsen eller nøden rammer os hårdere og trykker os, kommer sådanne suk og bønner stærkere frem også i ord. Man kan lige så lidt finde en kristen uden bøn som et levende menneske uden puls, den som aldrig står stille, men som altid bevæger sig og slår, selv når mennesket sover eller gør noget andet, så det ikke er sig bevidst at pulsen slår.

WA 45. 541 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

Man skal bede kort, men ofte og stærkt.

WA 32, 418 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Det er ikke bøn at stå i kirken og mumle og plapre. Men angsten lærer os at bede ret. Som man siger: Sulten er den bedste kok.

WA 24, 571 (Over Første Mosebog, 1527)

Spørger du: Hvorfor lader Gud os bede og fremlægge vor nød? Hvorfor giver han det ikke uden at vi beder? For han ved jo om og ser al nød bedre end os selv? Han giver jo daglig hele verden gratis så meget godt: Sol, regn, korn, penge, liv og lemmer osv., som ingen beder ham om eller takker ham for. Gud ved, at verden ikke kan undvære lys, mad og drikke en eneste dag.

Hvorfor befaler han da, at vi skal bede om det? Svar: Han kræver det ikke for at vi skal undervise ham i vor bøn om, hvad han skal give, men for at vi skal erkende og bekende hvilke goder han giver os og at han vil og kan give os endnu meget mere. Vi underviser altså mere os selv end Gud ved vor bøn. For ved bønnen bliver jeg forvandlet, så jeg ikke gør som de ugudelige, som ikke indser dette eller takker for det. På den måde bliver mit hjerte omvendt og opvækket, så jeg lover og takker ham, tager min tilflugt til ham i nød og venter hjælp fra ham. Og alt dette tjener til at jeg, jo længere det går, desto mere lærer at erkende, hvad han er for en Gud.

WA 32, 419 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Se også: Bønhørelse 48; Fadervor 76

Bønhørelse

En indtrængende bøn opnår alt, hvad det gælder. Den får det, den vil have og meget andet og større i tillæg.

WA 44, 580 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Det er at friste Gud om jeg i min nysgerrighed ‑ uden at være i nød ‑ sætter en vis tid, sted, mål, person, måde og gerning for, hvad Gud skal gøre og for hvordan han skal give sig til kende på en håndgribelig måde.

WA 19. 212 (Profeten Jonas udlagt, 1526)

Ikke at blive bønhørt tjener til salighed og visdom, ikke til fordømmelse og dårskab. Det betyder: Det er godt, ikke blive bønhørt, for at mennesket skal lære af erfaring, at det er Gud som er lægen. Det ville det ikke lære, men ville fortsætte med at være uforstandig, hvis det straks blev bønhørt og aldrig blev ladt i stikken.

WA 5. 608 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Børn

Far og mor kan i forhold til deres børn fortjene Himmel eller Helvede, alt efter om de er gode eller dårlige opdragere.

WA 16. 490 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Det findes ingen større skade i kristenheden end at forsømme børn. For vil man hjælpe kristenheden på fode igen, må man virkelig begynde med børnene, sådan som det er sket før.

WA 2, 170 (Om ægteskabet, 1519)

At børneopdragelsen lykkes står ikke i vor, men i Guds magt. Hvis han ikke er med i båden, går det aldrig godt.

WA 24, 592 (Over Første Mosebog, 1527)

Forældrene skal ikke holde op med at søge børnenes bedste, selv om de er utaknemlige.

WA 37. 103 (Prædiken, 1533)

Gud skaber børnene. Han vil også sørge godt for dem.

WA 10 II. 304 (Om familielivet, 1522)

Gud har givet dig børn og evner til at opholde dem, ikke kun for at du skal glæde dig over dem eller opdrage dem til verdens pragt. Gud har alvorlig befalet dig, at du skal opdrage dem til tjeneste for ham. Ellers vil du med dit barn og alt det, du har, blive rykket op med rod, så alt, hvad du bruger på børn, bare bliver til ulykke.

WA 30 II. 531 (Om folkeskoler, 1530)

Hvis børnene ikke vil tage imod evangeliet, skal man ikke vende sig fra dem eller støde dem bort, men opdrage dem og forsørge dem som gode kristne og overlade deres tro til Gud, hvis de da ellers i andre ting er lydige og søde, når det gælder det ydre. For et ydre ondt væsen og onde gerninger skal og kan forældrene afværge og straffe. Vantroen og et indre ondt væsen kan ingen anden end Gud afværge og straffe.

WA 12, 122 (Over 1 Kor 7, 1523)

Lige fra den tidligste barndom af skal jeg gøre et barn vant til denne tanke og sige til det: Kære barn, du har din egen engel. Når du beder om morgenen og aftenen, vil denne engel være hos dig. Han vil sidde ved din seng i en hvid dragt og passe på dig, vugge dig og vogte dig, så den onde mand, Djævelen, ikke kommer dig nær. Ligeledes når du beder bordbøn, vil engelen være hos dig ved bordet, tjene dig, våge og vogte over dig, så intet ondt hænder dig, og, så maden gavner dig. Når man indprenter dette hos børn, så vil de fra ungdommen af lære og blive vant til at englene er hos dem. Og dette tjener ikke alene til at børn stoler på, at englene bevarer dem, men også til at de lærer at blive gode og ængste sig for at gøre ondt. Når de er alene, vil de tænke: Selv om forældrene ikke er hos os, er englene alligevel her og ser os.

WA 34 II. 247 (Prædiken, 1531)

Se også: Forældre 95; Opdragelse 215

Børn (Guds/Djævelens)

De, der bliver omvendt og tror på ham, der er død for os, de bliver Guds børn. Før var de vredens børn og tilhørte Djævelen, men når de modtager Kristus, bliver de Guds børn.

WA 46, 610 (Joh 1, s. 127, 1537)

Enhver, der ikke tror på Kristus er og forbliver et vredens og fordømmelsens barn.

WA 46, 649 (Joh 1, s. 215, 1537)

Ceremonier

Ordningerne skal tjene til fremme af troen og kærligheden og ikke til at skade troen. Når de ikke virker på denne måde mere, så er de allerede døde og færdige og gælder ikke mere, akkurat som når en god mønt bliver forfalsket og på grund af misbrug bliver afskaffet og forandret, eller som når nye sko bliver gamle og trykker og ikke bliver båret mere, men bliver kastet væk og man køber nye. Ceremonier og ordninger er ydre ting. Lad den være så god, den blot vil, alligevel kan den misbruges. Men da er den ikke mere en ordning, men en uorden. Derfor består og gælder ingen ordning for sin egen skyld, sådan som de pavelige ordningerne er blevet set på indtil nu, men det som giver liv, værdighed, kraft og dyd til alle ordninger, er den rette brug. Uden den gælder og duer de ikke til noget.

WA 19. 113 (Gudstjeneste på modersmålet, 1526)

Frem for al ting vil jeg gerne bede alle dem, som ser denne gudstjenesteordning eller vil følge den, at de ikke laver nogen absolut lov ud af den og på den måde binder eller fanger nogens samvittighed, men at de bruger den kristne frihed efter eget skøn, hvordan, hvor, når og hvor længe omstændighederne medfører det eller kræver det … Selv om det er op til enhvers samvittighed, hvordan han bruger en sådan frihed, så man heller ikke skal forbyde eller hindre nogen, så må man frem for alt se til, at friheden er og skal være kærlighedens og næstens tjener. Hvis det altså sker, at mennesker tager anstød eller farer vild på grund af sådanne forskellige brug, er vi i sandhed forpligtet til at indskrænke friheden, og så langt det er mulig at se til og virke for at mennesker hos os forbedrer sig og ikke tager anstød.

WA 19. 72 (Gudstjeneste på modersmålet, 1526)

Se også: Gudstjeneste 121

Dans

Om dans må man sige det samme som om pynt: Det er sandt som det er sagt, at den lokker stærkt til synd, når det sker uden mådehold og disciplin. Men man kan også ofte fri til en som hverken har pynt eller skønhed, for kærlighed er blind og falder (i sin blindhed) lige gerne på en lort som på en lilje.

Derfor, fordi dans i hele verden er ungdommens måde at søge ægteskab på, skal man ikke fordømme den, bare den sker til glæde og med tugt, og ikke på en skammelig måde eller med skammelige ord og fagter. De højværdige hellige skal ikke lave synd af dansen, bare man ikke misbruger den.

WA 24, 418 (Over Første Mosebog, 1527)

Er det synd at spille og danse ved et bryllup, når man ellers mener, at der kommer meget synd ud af dansen? Om der har været dans blandt jøderne, ved jeg ikke, men fordi det at danse lige så meget er en skik som at invitere gæster, pynte sig, spise, drikke og være glad, vil jeg ikke fordømme det, undtaget overdrivelsen, når der danses utugtigt eller for meget.

At der i forbindelse med dansen ofte sker synd, er ikke bare dansens skyld al den stund det samme sker både ved bordet og i kirken. Ligesom det ikke er madens og drikkevarernes skyld, når nogen opfører sig som svin ved bordet. Hvor det går tugtig for sig, lader jeg brylluppet følge skik og brug, og dans du gerne for mig.

Troen og kærligheden lader sig hverken danse eller sidde bort, bare du gør det med tugt og mådehold. De små børn danser jo uden synd. Gør du også det og blive et børn, så skader dansen dig ikke. Ellers, hvis dansen var synd i sig selv, ville man ikke tillade børn det.

WA 17 II. 64 (Kirkepostillen, 1525)

Man arrangerer dans (for at stifte ægteskab), og den bør ikke fordømmes, bare det går pænt for sig i tugt og ærbarhed.

WA 43, 315 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Bryllup 39

Dialektik

Dialektik er en nyttig øvelse for unge menneskers forstand, men når det gælder Skriften, hvor bare troen og oplysningen ovenfra er nødvendig, må enhver fornuftslutning holdes udenfor.

Br. 1, 149 (Brev)

Se også: Skriftforståelse 263

Digt

Jeg tilstår at jeg er en af dem som digt bevæger, underholder og fæster sig bedre hos end den ubundne tale.

Br. 8. 107 (Brev)

Disciplin

Man skal faste, våge, arbejde, bære simple klæder osv. Men gør det, når du mener, dit legemet behøver spægelse og mådehold! Fastsæt ikke særlige dage og steder for det, men gør det på den dag, det er nødvendig og mådeholdenheden kræver det! Det betyder at faste og forsage de verdslige lyster alle dage, for det lærer evangeliet: Sådan er Det Nye Testamentes folk.

WA 10 I 1, 34 (Kirkepostillen, 1522)

Djævelen

Hvis ikke Gud holder i dig, forfører Djævelen dig på et øjeblik.

WA 47. 586 (Matt 18-24 udlagt, 1537-40)

Satan er en Helvedes rytter. Digterne har sagt om ham at han ridder på den stakkels sjæl og samvittighed som på sin hest og leder dem hen, hvor han vil: Fra den ene synd til den anden.

WA 45. 405 (Prædiken, uden dato)

Djævelen selv i egen høj person vil gerne gøre ondt, når han kan. Derfor frister og anfægter han også de gode og fromme hjerter, så de ikke skal se hvor sort han er, og han gør sig smuk under skin af barmhjertighed.

WA 18. 387 (Bondekrigen, 1525)

I Kristus har vi sejer over Djævelen og hans magt. Djævelens magt er døden, synden og en ond samvittighed. Ved dem regerer han. Han har også skold og våben og får hjerterne til at skælve på grund af døden, og han forfører viljen til at synde, sådan som han vil. Fra alt dette er vi ikke bare blevet befriet, men vi har også vundet sejer over det. Han som har overvundet verden, har også overvundet Djævelen.

WA 20. 658 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Heller ikke Djævelen kan udrette noget imod os, for ved Kristus er vi forløst fra Djævelens magt og rige. Dette er et mørkets rige, et vildfarelsens, syndens og dødens rige. Fordi Kristus har sat os over i sit rige, som er lysets, den rette forståelses, retfærdighedens og livets rige, så behøver vi ikke længere frygte for Helvede. For Helvede og alle vore andre fjender har han, vor kære Herre, besejret.

WA 23, 716 (Prædiken, 1527)

Dom

Ingen skal dømmes, uden at han først er blevet forhørt og overbevist.

WA 24, 105 (Over Første Mosebog, 1527)

Man bør aldrig dømme nogen, før man har hørt begge parter.

WA 24, 232 (Over Første Mosebog, 1527)

Man skal ikke fælde nogen dom, hvor sikker man end er på sin sag, uden at den først er undersøgt og alle omstændigheder udforsket.

WA 24, 232 (Over Første Mosebog, 1527)

Se også: Den sidste dom 54; Dommer 56

Dom - den sidste dom

Guds domme er ikke skjulte. Guds vrede vil til sidst blive åbenbaret midt på den lyse dag. De ugudelige mener rigtignok at Gud sover og ikke ser, hvad de har for.

WA 40 II, 228 (Salme 2, 1532)

De rette kristne skulle ikke frygte for døden, men længes efter den af hele hjerte. For så længe de lever i denne jammerdal, har de kun lidt fred og ro. Snart plages de af den ene, snart af den anden ulykke. I tillæg til dette kommer at verden er deres bitre fjende, den hader og forfølger dem på forfærdelig vis. De bliver også anfægtet af deres eget kød. Desuden lader heller ikke Djævelen dem i fred, men holder synderne foran øjnene på dem, forstørrer synderne og indgiver dem giftige, onde tanker, så de bliver triste og tungsindige og frygter for døden og Guds dom. De bliver aldrig fri for denne nød så længe dette liv varer. Men på den sidste dag skal alt dette ophøre, og de vil blive forløst fra alt ondt. Derfor kalder Skriften den dagen forløsningens dag, osv. Derfor skal vi ikke frygte, men heller glæde os til denne salige og glade fremtidsdag, når vor Herre Jesus Kristus vil blive åbenbaret.

WA 17 I. 220 (Kirkepostillen, 1525)

Et hjerte som i sandhed gerne vil blive fri fra synden, glæder sig til den sidste dag, som vil opfylde dets ønske. Men hvis det ikke glæder sig, findes der ikke nogen virkelig længsel efter at blive fri fra synden. Derfor må vi frem for alle ting aflægge denne frygt og rædsel for fremtiden og gøre os flid med alvorlig at ville blive fri fra synden. Når det er gjort, kan vi ikke bare trygt vente på dagen, men også bede med fuld længsel og glæde og sige: ”Komme dit rige; ske din vilje!”

WA 10 I 2, 111 (Kirkepostillen, 1522)

Det er nu sådan, at samvittigheden må svare for Gud. Den, som består i den dommen, han består også i den sidste dom. Lad nu dommen være hvornår og hvordan den vil, Gud vil, at troen skal vise sig, så du kan have noget at trøste dig til og bestå, når det bliver alvor og du må stå frem for Gud, enten det er døden eller den sidste dom, som nærmer sig. For da går det sandelig ikke an at lyve eller bedrage, men der vil være en, som vil tiltale dig, sætte din tro på prøve og undersøge om den er ret. Da gælder den tomme hule tro ikke noget, for det vil vise sig, at den ikke har gjort noget. Den har ikke vist kærlighed, men den har været misundelig, hadefuld, gerrig og stolt og blot haft navn af at være en tro. Alt dette vil komme frem, og ingen kan holde sig skjult. Især da, når man træffer på de store og stolte ånder, som udgiver sig for at være ekstra hellige og reformerer hele verden og udretter specielt store ting, så alle skal sige at de alene er de rette kristne. Sådan går det vel an en tid at kaste blår i øjnene på folk, men når timen kommer, bliver alt denne store snak til ingenting, og det vil komme for dagen, om du har haft en ret tro og udført en rettroende gerning.

WA 36. 444 (Prædiken, 1532)

Dommedag

Vi skal være beredt på dommedag og håbe på den med glæde ... fordi den forløser os fra synden, døden og Helvede.

WA 14, 72 (2 Peters Brev udlagt, 1523)

Ingen vil være bedre rustet på dommedag end den, som ønsker at være uden synd.

WA 10 I 2, 111 (Kirkepostillen, 1522)

At ønske at dommedag aldrig skal komme, er intet andet end at ønske at Guds rige aldrig skal komme.

WA 10 I 2, 113 (Kirkepostillen, 1522)

Når mennesker allerivrigst tragter efter timeligt gods og tror at dommedag ikke kommer foreløbigt, vil de pludselig stå for Guds domstol.

WA 10 I 2, 94 (Kirkepostillen, 1522)

Dommer

Det er en almindelig plage i verden at der sjælden sidder gudfrygtige folk i dommersædet. For til at være dommer har man frem for alt brug for en gudfrygtig person. Men ikke blot en gudfrygtig person, men også en klog og beskeden person, som samtidig er modig.

WA 30 I. 169 (Den Store Katekismus, 1529)

En dommer som er forblindet af onde følelser, kan ikke dømme bedre om sandhed end en blind om farver.

WA 39 II. 43 (Teserne om modstandsretten, 1539)

Se også: Ret 236; Retssag 240

Drukkenskab

De, som vil være kristne, skal vide at den dyd som hedder at være ædru og mådeholden, skal findes hos dem. Fyldbøtter tilhører ikke de kristne, og de kan heller ikke blive salige (uden at de forbedrer sig).

WA 47. 763 (Prædiken, 1539)

Det er ikke forbudt at spise og drikke. Det er tillad at spise al slags mad og at tage en lille slurk for glædens skyld ... Men vil du i tillæg til det være et svin som du jo egentlig er fra fødselen af, så hæld blot øl og vin i dig bestandig. Så er det ikke mærkeligt, at vi er tiggere alle sammen.

WA 47. 763 (Prædiken, 1539)

Man skulle lægge de penge til side, som man vil drikke op og samle dem til en fælles skat, hver håndværkforening for sig, så pengene kunne gøre nytte ved at man hjalp og lånte til en trængende kollega, når han kom i nød. Eller så skulle man ved hjælp af disse penge lad et par unge mennesker rejse udenlands på en ærefuld måde. Det ville være rette, broderlige gerninger.

WA 2, 755 (Om nadveren og broderskabet, 1519)

Som Paulus siger i Ef 5, 18 bliver der ødelagte, vilde, rå, uopmærksomme, ubeherskede mennesker af drukkenskaben, som ikke kan opføre sig ret i nogen ting.

WA 51, 256 (Salme 101, 1534-35)

Drøm

Jeg har også af og til drømme, som gør indtryk på mig. Men jeg foragter dem og har gjort en aftale med Herren, min Gud, om at jeg vil tro Moses og profeterne. For jeg beder ikke om nogen drømme for dette liv, og jeg har heller ikke brug for dem i det næste.

WA 44, 249 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

At man finder på ‑ som nogle narre har gjort ‑ at skrive bøger om drømmene, er ikke noget andet en bedrageri. Ingen kan lave en videnskab ud af det. Den er ikke noget værd.

WA 15. 621 (Prædiken, 1524)

Dunkle steder i Skriften

Det findes ikke noget klarere end solen, det vil sige Skriften. Selv om der kommer en sky foran den, er det ikke noget andet bag skyen end den samme klare sol. Er der altså et dunkelt sted i Skriften, så tvivl blot ikke! Bag det er den samme sandhed, som et andet sted er udtrykt klart. Den, som ikke kan forstå det dunkle, bør holde sig til det klare.

WA 9. 239 (Salme 37, 1521)

Skriften med sine dunkle steder behøver udlæggelse. Gå forbi den, hvor den er dunkel og hold dig til den, dér hvor den er klar.

WA 8. 99 (Mod Latomus, 1521)

Se også: Skriftens klarhed 150

Dyd

De ydre dyder og en hæderlig vandel er ikke Kristi rige eller en himmelsk retfærdighed, men en kødets retfærdighed, som også hedningene har.

WA 40 I. 554 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 86

Hedningenes dyder er ikke noget andet en et bedrag, dersom du da ikke vil påstå at Kristus er død forgæves for vore synder.

WA 2, 458 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Hvad hjælp er der i dyd, når synderne fortsat bliver der? Derfor ... skal vi, hvis troen på Kristus ikke bliver forkyndt, regne dyden som et dække for ondskaben.

WA 2, 458 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Død

Vi må alle dø, og ingen kan dø for en anden, men enhver af os må kæmpe med døden for sig selv i egen person. Vi kan vel skrige ind i ørerne på hinanden, men enhver af os må være beredt for sig selv i dødens stund: Jeg kan ikke være hos dig og du ikke hos mig.

WA 10 III. 1-2 (Prædiken, 1522)

Der findes ingen som ikke hellere ville udholde alt andet ondt, hvis han på den måde kunne undgå dødens onde. Også de hellige har frygtet døden, og Kristus har lidt døden med frygt og blodig sved.

WA 6. 109 (Traktat, 1520)

Ingenting er sikkert. For døden kommer til dit hjem. Men hvornår timen kommer, ved du ikke. Man skal arbejde som om man skulle leve evig, men alligevel være parat som om vi skulle dø i samme stund.

WA 45. 384 (Prædiken, uden dato)

Du ved ikke, hvad Gud har for med dig eller en anden, om du lever eller dør i morgen, om du vil være frisk eller syg, eller hvad, som vil ske med dig. Hvis Gud havde ladet os fået vor livstid at vide, hvor længe eller kort vi skulle leve, så ville vi i enhver henseende være endnu værre. Nu kender vi ikke en eneste time i vores liv på forhånd og alligevel afstår vi ikke fra ondskab.

WA 20. 187 (Klagesangen, 1532)

At trøste de døende ved at sige at døden gør ende på alle trængsler og farer i dette liv, er en trøst som ikke duer noget og som ikke kan styrke hjertet i striden. For det opleves som om der bare bliver endnu større ulykker efter døden.

WA 25. 243 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Der findes ikke noget råd mod døden. Vi må dø. Ingen kan værne sig mod eller opholde døden. Vi er dømt til døden, som er så streng og stærk at ingen kan værge sig mod den. Vi må gå bort. . . Det gælder ikke bare dem, som lever i synd, men også de troende, for også de har det sådan, at de føler synden og klager over døden.

WA 24, 118 (Over Første Mosebog, 1527)

Den kristne sover i døden og går gennem den ind til livet. Men den ugudelige går fra livet og oplever døden i al evighed. Vi ser jo at nogen skælver, tvivler, mister modet og bliver afsindige og gale i dødens nød. Derfor kaldes døden også i Skriften for en søvn. For ligesom den, som sover ind, ikke ved hvad som sker med ham, og det pludselig er morgen, når han vågner op, sådan vil vi pludselig stå op på den sidste dag, uden at vide hvordan vi er kommet ind i og gennem døden.

WA 17 II. 235 (Kirkepostillen, 1525)

Når nu døden kommer til en troende kristen, siger den kristne: Velkommen, kære død, hvad godt bringer du med dig? Hvad søger du her? Ved du ikke, hvem jeg har hos mig? Kristus er min retfærdighed. Kære, kom her og tage den fra mig. Når du har taget den fra mig, da vil jeg følge dig. Men det lader du nok være. Sådan trodser de kristne døden og siger med Paulus i 1 Kor 15, 55: ”Død, hvor er din brod? Død, hvor er din sejr?” Og som han siger på et andet sted, i Fil 1, 21: ”For mig er livet Kristus, og døden en vinding.” Dør jeg, så har jeg vinding, for jeg kommer desto før til livet. Der ser du, hvad døden udretter hos de kristne. Den er bare en vinding, de taber ingenting på den, men den bider sig selv til døde på dem.

WA 20. 574 (Forelæsning over 1 Johannes Brev, 1527)

Vi må øve os i troen og vende os til at foragte døden og se på den som en dyb, stærk og god søvn. Kisten skal vi ikke se på som noget andet end vor Herre Jesu Kristi skød eller paradis, graven ikke som noget andet en et blødt leje. Sådan er det i sandhed for Gud.

WA 35. 478 (Fortaler til Sangbogen, 1524 og 1545)

Salig er den, som dør i Herren.

WA 23, 410 (Trøstebrev til de kristne i Halle, 1527)

Vi er sikre på at selv om vi dør, er vores liv alligevel uden fare skjult i Kristus, og Satans angreb vil blive overvundet.

WA 40 III. 72 (Over Salme 15 ff., 1532)

Se også: Grav, begravelse 115; Opstandelse 218; Søvn 280

Dødsnød

De, som tjener i det gejstlige embede som forkyndere og sjælesørgere, har pligt til at være hos og være til hjælp for dem, som skal dø og er i dødsnød. Kristus har nemlig offentlig forkyndt i Joh. 10, 11‑12: ”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Men den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden.” For når man skal dø, har man allermest brug for en præst. Han skal styrke og trøste samvittighederne med Guds Ord og sakramenter for at overvinde døden i tro. For det er en stor synd at lad hele menigheden som er betroet til en, være efterladt uden ledelse og styre i farens stund, når der er brand, krig, oprør eller al slags ulykke som Djævelen får i stand.

WA 23, 340 (Om man må beskytte sig mod sygdom, 1527)

Dødsstund

I dødsstunden må man lukke alle sanser og ikke ville vide eller høre andet end det, som Guds Ord siger.

WA 24, 184 (Over Første Mosebog, 1527)

Dødssynd

Man kan opregne seks slags synder mod Helligånden, og selv om de i sag er næsten ens, så er de alligevel forskellige med hensyn til resultatet og onde følger. Det er det åndelige hovmod, fornægtelsen af den erkendte sandhed, hårdnakketheden, fortvivlelsen, misundelsen mod brødre på grund af den guddommelige nåde og det at man står fast i ubodfærdighed lige til enden. Disse følger på hinanden eller giver sig udslag i gerninger. Når tiderne er rolige og fredelige, ydrer det åndelige hovmodet, fornægtelsen af den erkendte sandhed og hårdnakketheden sig, men når tiderne er dårlige og urolige, kommer fortvivlelsen, misundelsen og ubodfærdigheden for dagen.

WA 38. 546 (Matthæusevangeliet, 1538)

Se også: Synd 276

Dømme

Retfærdighedens sande tjenere ved og bekender, at de er helt og holdent synder ... Derfor dømmer de ‑ plaget af sine egne synder ‑ ingen undtagen sig selv, taler ikke ondt om nogen, foragter ingen undtagen sig selv og opfylder denne definitionen af retfærdighed: Retfærdighed betyder at anklage sig selv først, og den retfærdige anklager først sig selv.

WA 1, 427 (De Ti Bud, 1518)

Når jeg farer løs, dømmer og fordømmer, da falder jeg i en synd som er større end mange andre. Ved du noget om nogen, så gør følgende: Lav en grav af ørerne og kast den til igen, indtil du får ordre om at være dommer og straffe på embedets vegne.

WA 30 I. 171 (Den Store Katekismus, 1529)

Det er en stor forskel mellem disse to: At dømme synd og at vide om synd. Du kan vel vide om den, men du skal ikke dømme den.

WA 30 I. 170 (Den Store Katekismus, 1529)

Se også: Dom