Luther-leksikon

Citater fra Martin Luthers skrifter

520 emner - 1600 citater

med angivelse af citat-sted

______________

Efter ide og oplæg i Kurt Alands tyske ”Luther-lexikon”.

520 emner og opslagsord, 1620 citater med angivelse af placering i Luthers skrifter. Der er angivet både hvor de originale citater findes i Weimar-udgaven og i danske oversættelser.

Hvis man ønsker at læse et citat i dets sammenhæng, kan man i de fleste tilfælde let finde frem til en dansk oversættelse ved hjælp af oplysningerne under hvert citat.

På web-siderne Luther-tekster på nettet og Oversigt over danske Luther-skrifter kan man se, om der er en dansk oversættelse af det pågældende skrift, citatet er hentet fra.

Hvis der ikke er en dansk oversættelse, er der henvisninger til eventuelle norske, svenske eller engelske.

På siden Breve fra Luther kan man finde flere Luther-citater. Hvert brev har oplysninger om de emner, der berøres.

På alle sider kan man desuden søge direkte på ord og udtryk ved at bruge funktionen ”Rediger” i den øverste værktøjslinie. Klikker man her på ”rediger” finder man en knap, der hedder ”Søg på denne side” (smutvej: Ctrl+B).

Er der problemer med at finde et citat eller andre ting i den forbindelse, er man velkommen til at bruge Direkte Luther-hjælp – og det er helt gratis.

Alle citaterne er til fri afbenyttelse alle steder.

Cand.theol.

Finn B. Andersen,

Århus, oktober 2004

Absolution (syndsforladelse)

Når jeg forkynder syndernes forladelse, forkynder jeg det rette evangelium. For summen af evangeliet er: Den, som tror på Kristus, får sine synder tilgivet.

En kristen forkynder kan aldrig åbne munden uden at tilsige absolution. Det gør præsten også fra alteret, når han siger: Fred være med jer. Det betyder: Jeg forkynder jer fra Gud, at I har fred og syndernes forladelse ved Kristus. Det er netop evangeliet og absolutionen.

WA 15. 485 (Kirkepostillen, 1544. Palmesøndag)

Fuldmagten til at tilgive synder er ikke noget andet end at en præst, ja hvis det er nødvendig, enhver kristen, når han ser, at en anden er bedrøvet og ængstelig på grund af sine synder, siger til ham og i glæde udtaler dommen: ”Vær frimodig! Dine synder er dig forladt.”

Den, som tror det og modtager det, som et ord fra Gud, ham er synderne også i sandhed forladt. Men hvis troen ikke er der, hjælper det intet, om Kristus eller Gud selv udtalte dommen. For Gud kan ikke give noget til den, som ikke vil tage imod. Men den, som ikke tror, at han er tilgivet, vil ikke tage imod, og dermed foragter han Guds Ord.

WA 2, 722 (Om boden, 1519)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg, 1981, s. 156

Absolutionens port ... skal aldrig være lukket for en stakkels synder, hvor dybt han end er faldet.

WA 44, 223 (Genesisforelæsningen 1535-45)

Se også: Bod 38; Nøglemagten 211 Syndernes forladelse 87 278

Adam - Den gamle Adam

Du har en prædikant hos dig, som spiser og drikker, sover og våger med dig, nemlig den gamle Adam. Du bærer ham med dig i sengen, står op sammen med ham og lægger dig med ham igen. Han taler til dig uden ophold og er en mester til at holde ud, når det gælder at skade dig. Jo længere det går, desto koldere bliver du og så doven og træg at du til sidst helt glemmer Herren Kristus og hans evangelium og ikke spørger mere efter det.

WA 52, 210 (Huspostillen, 1544)

Se også: Arvesynd 25; Lovens tredje brug 179

Advarsel

Den største advarsel i Skriften er, at man skal vogte sig for falsk lære.

WA 24, 86 (Prædikener over Første Mosebog, 1527)

Det er ikke nok, at man forkynder for de kristne, hvad de skal tro og gøre, man må også advare dem mod dem, som er deres modstandere, for at de ikke skal tabe troen.

WA 32, 142 (Prædiken, 1530)

Afgud

Afguder er ikke bare statuer og billeder, men enhver tro, som et ugudelig sind selv finder på om Gud, uden at den har nogen støtte i Skriften.

WA 25. 100 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Afgudsdyrkelse

Enhver gudsdyrkelse, som tjener Gud uden hans ord og udtrykkelige befaling, er afgudsdyrkelse. Jo helligere og åndeligere den ser ud til at være, desto farligere og mere ødelæggende er den. Den fører nemlig menneskene væk fra sand tro på Kristus og bevirker, at de sætter deres lid til egne kræfter og gerninger og deres egen retfærdighed.

WA 40 II. 110 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 314

Der findes ikke noget farligere i verden end falsk religion eller afgudsdyrkelse, for den er oprindelsen til alt ondt. Men den går under navn af fuldkommen fromhed.

WA 5. 142 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Afgudsdyrkelse kommer af at vi ikke kender Gud, altså af vantro og blindhed.

WA 16. 347 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Det er afgudsdyrkelse at indrette en gudsdyrkelse efter eget valg og ikke på Guds befaling.

WA 42, 465 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Afgudsdyrkelse består ikke bare i, at man sætter et billede op og tilbeder det, men findes først og fremmest i hjertet. Den stirrer i andre retninger, søger hjælp og trøst hos skabte væsener, helgener eller djævle og tager ikke imod Guds hjælp, og venter ikke så meget godt fra ham, som at han vil hjælpe. Den tror heller ikke, at det gode, som sker med en, kommer fra Gud.

WA 30 I. 135 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 9, 1996, s. 45

Aflad

Den, som fortrøster eller forlader sig på aflad, og er død eller har levet i den tro, han har dermed givet afkald på Frelseren Jesus Kristus, har fornægtet ham og glemt ham og kan ikke have nogen trøst i ham. For den, som fortrøster sig på noget andet en Jesus Kristus, kan ikke have nogen trøst i Kristus.

WA 30 III. 309 (Advarsel til sine kære landsmænd, 1531)

Alder

Det er kun meget få, som når de 60 år, og de bliver set på som mennesker i høj alder. Dette er slet ikke til at undre sig over, når man sammenligner vores levevis, som er uden mådehold, med dem, som har levet mådeholdent og enkelt. Det, som man kan undre sig mere over er, at nogen til trods for dette bliver 60 år.

WA 40 III. 561 (Salme 90 udlagt, 1534)

Allegori (symbolsk tolkning)

Allegorierne tager ofte fejl og er bare en drøm, fordi de fremlægges uden grundlag i Skriften.

WA 18. 179 (Mod de himmelske profeter, 1525)

Når man benytter allegorier, taber man det rette grundlag og forståelsen for Skriften og fører blot folk på afveje.

WA 16. 69 (Over Anden Mosebog, 1524-27)

Se også: Guds ord 219; Den hellige Skrift 260; Skriftforståelse 263

Almagt – Guds almagt

Hvis Gud er almægtig, hvad kan jeg så mangle, som han ikke kan give mig eller gøre for mig? Hvis han er himmelens og jordens skaber og Herre over alle ting, hvem kan da tage noget fra mig eller skade mig? Ja, hvordan skulle alle ting ikke komme mig til gode og tjene mig, når han, som alle ting lyder og er underordnet, under mig noget godt.

WA 10 II. 390 (Bedebog, 1522)

Intet er så vanskeligt eller umuligt, at Gud ikke kan udføre det ved sit ord. Det bevidner og beviser himmelen, jorden, havet og alt det, som er i dem.

WA 42, 37 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Guds frelsesvilje 102

Almisser

(Og reelt arbejde og ærlig handel)

Lad os ikke glemme de fattige og glemme at hjælpe dem og give dem. Ikke blot med almindelige almisser, nemlig at man giver en pengesum nu og da efter egen evne og deres behov. Dette er man i alle tilfælde skyldig at hjælpe de fattige med.

Men der findes desuden også en anden slags almisser, som enhver i sit kald og sin stilling til enhver tid og stund kan hjælpe og tjene sin næste med. Det er ved at enhver driver sin handel, sit håndværk og sin næringsvej sådan, at man ikke udbytter nogen, ikke bedrager nogen med falske varer, lader sig nøje med en passende fortjeneste, betaler sine folk deres løn rigtig, bruger ret mål og vægt og hverken i køb eller salg søger sin egen fordel, så det bliver den anden til skade. For hvor meget utroskab der er i forretningsverdenen, er klart for alle. Den, som handler ærlig, giver en almisse, selv om han ikke giver noget bort for ingenting og tager en passende fortjeneste.

WA 52, 372 (Huspostillen 1544)

Det er bedre at give sin næste nogle penge, end at bygge en forgyldt kirke for Sankt Peter. Det første er påbudt af Gud, det andet ikke.

WA 10 III. 282 (Prædiken 1522)

Man skal lære de kristne: Den, som giver til den fattige eller låner til den nødlidende, gør med det en bedre gerning end om han køber sig et afladsbrev.

WA 1 , 235 (De 95 teser, 1517)

Luthers skrifter i udvalg I, 59-67

Se også: Fattigdom 79; Kærligheden til næsten 167

Amen

”Amen” betyder: Hjælp os Gud at få alle disse bønner helt opfyldt og lad os ikke tvivle på, at du har hørt os og vil bønhøre os, at du svarer ”ja” og ikke ”nej” eller gør det uvist. Derfor siger vi glade: ”Amen, det er sandt og vist”.

WA 6. 19 (Fadervor – kort fortalt, 1519)

Når du til sidst i bønnen siger ”amen” med hjertets tillid og tro, så er din bøn med sikkerhed blevet hørt.

WA 2, 127 (Fadervor udlagt, 1519)

Det amen, som vi afslutter bønnen med, grunder sig ikke på vor værdighed, men på Guds løfte.

WA 25. 238 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Anfægtelse

Så længe mennesker lever i fred og sikkerhed, foragter og forsømmer de Guds Ord. Først når anfægtelsen kommer, tror de, at det, som de tidligere er blevet formanet til af Ordet, er sandt. Sådan oplever også de fromme kun Ordets kraft og frugt i anfægtelsen.

WA 25. 189 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Hvem er vel uden anfægtelse en eneste time? Jeg vil ikke tale om modgangens anfægtelser, som er uden tal. Den farligste anfægtelse er den, at man ikke føler nogen anfægtelse, og at alt står fint til og går godt, så mennesket fristes til at glemme Gud, bliver for fri og misbruger denne tid. I sådanne tider må man påkalde Guds navn ti ganger oftere end i modgangens tider.

WA 6. 223 (Om de gode gerninger, 1520)

Luthers skrifter i udvalg I, 151-245

Troen er aldrig stærkere og herligere, end når trængselen og anfægtelsen er på det højeste.

WA 16. 234 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Fordi der er så mange anfægtelser og fristelser, er det nødvendig, at vi stadig siger af hjerte: ”Fader, led os ikke ind i fristelse. Jeg beder ikke om at blive befriet fra al anfægtelse (det ville være forfærdeligere og værre en ti anfægtelser, fordi den rette anfægtelse jo er nødvendig), men om ikke at falde og synde mod min næste eller mod dig.”

WA 2, 125 (Fadervor udlagt, 1519)

Lær dig, når du er en kristen, at du uden tvivl vil føle alle slags fristelser og onde lyster i dit kød. For når troen er der, kommer hundred onde tanker, hundred flere anfægtelser end før. Se bare til at du er mandig og ikke lader dig fange, men stadig står imod og siger: Jeg vil ikke, jeg vil ikke!

WA 12, 325 (1 Peters Brev, 1523).

Se også: Fristelse 103

Anger

Den rette anger over synden skal finde sted i kærlighed; og hvor den ikke sker i kærlighed, er den ikke anger.

WA 7. 355 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Angeren begynder hos den, som gør bod, men den fortsætter hele livet indtil døden, og varer ikke, som mange tror, bare den korte stund, skriftemålet finder sted.

WA 1 , 322 (Traktat om boden, 1518)

Vogt dig, så du ikke sætter din lid til din anger eller tror, at din smerte giver dig syndernes forladelse. Det er ikke på grund af disse ting, Gud ser til dig, men på grund af troen, som du tror hans trusler og løfter med.

WA 6. 545 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 3, 1982, s. 101

Se også: Bod 38; Omvendelse 214

Angst

Gud oprejser og styrker ikke andre end de bedrøvede, de, som skal dø og de, som er i fortvivlelse. For livets og frelsens ord tilhører dem, som er i angst og fortvivlelse. Til dem siges det med rette: Du frygter, og samvittigheden piner dig, Djævelen plager dig med sin brod, og det samme gør kødet. Men vær ved godt mod, Gud er ikke vred på dig.

WA 44, 638 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Fortvivlelse 95; Fred 97

Anseelse - personsanseelse

Vi mennesker har alle den fejl, at vi dømmer efter personens anseelse og på grundlag af sympati eller frygt. Derfor befaler Gud dem, som styrer, at de ikke skal tage hensyn til personen, om han er stor eller lille, og ikke frygte for nogen. Dette er udvalgte og værdifulde ord, en gylden tekst: Derfor skal en øvrighedsperson ikke nødvendigvis være en rig eller mægtig person, men en klog og forstandig.

WA 28. 533 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

En Ordets tjener skal frem for alt vogte sig for at forsmå eller afvise nogen ‑ ligesom umyndige børn i deres enkelhed ikke gør forskel på folk, men forholder sig ligedan over for enhver. For hvad er mere skadelig for en Ordets tjener, end at han opfører sig anderledes mod de mægtige og rige end mod de underordnede og fattige? Han er jo sendt for at tjene alle, ikke smiske for nogen og ikke foragte nogen. Du vil næppe finde nogen last i Skriften, som Guds Ånd kæmper så stærkt imod som mod det at gøre forskel på folk, fordi det er meget vanskelig at foragte mennesker, som er Guds forklædning og samtidig elske og søge mennesker i den usynlige Gud.

WA 5. 258 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Den, som tror på Ordet, ser ikke på personen, som forkynder det, og ærer heller ikke Ordet for personens skyld. Tværtimod ærer han personen for Ordets skyld. Han stiller altid personen under Ordet. Hvis personen falder fra troen og forkynder noget andet, så lader han hellere personen fare end Ordet og holder fast ved det, han har hørt. Lad personer komme og gå, når og hvor de kan og vil.

Dette er den rette forskel mellem guddommelig og menneskelig tro. Den menneskelige tro fæster sig ved personen, tror, stoler på og ærer Ordet på grund af den, som forkynder det. Men den guddommelige tro fæster sig derimod ved Ordet, som er Gud selv, og tror, stoler på og ærer Ordet. Ikke for dens skyld som har forkyndt det, men den føler, at det er så sikkert og sandt, at ingen mere kan rive den væk fra det, selv om det var den samme prædikant, som forsøgte at gøre det.

WA 10 I 1 , 129 (Kirkepostillen 1522. Juledag)

Se også: Kald 142; Stand 270

Anstrengelse

[Møje, mas, hyr, bøvl, træls, drøjt, plagsomt, byrdefuldt]

Hele livet er anstrengelse og arbejde, hvis da ikke dette onde bliver formildet ved troen og håbet om barmhjertighed.

WA 40 III. 564 (Over Salme 90, 1534/35)

Anstød

Vi lærer Guds Ord med særlig troskab og flid, men mange tager anstød af det. Men hvad angår det os? Tager folk anstød, så må man lad det ske, man kan jo alligevel ikke gøre noget ved det. Og hvorfor skulle vi lad det tynge samvittigheden?

WA 42, 473 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Selv om man stadig ser mange syndige svagheder, fristelser og lyst til vantro, utålmodighed og så videre rundt omkring sig eller føler det selv, så er der ingen grund til at forarges over andre eller selv miste modet. Selv om nogen af og til fejler og falder (sådan som Peter, da han fornægtede Kristus), så skal man ikke af den grund tro, at Gud er veget helt fra en og vil forkaste os som et ubrugeligt værktøj. Tvært imod skal man rejse sig igen ved at omvende sig og tro på Guds Ord, og trøste sig med, at man befinder sig i Kristi rige, det vil sige nådens rige, som er meget mægtigere end synden.

WA 21 , 463 (Kirkepostillen, 1544. Pinsedag)

Antikrist

Antikrist er ikke en sort djævel, heller ikke en klog djævel, som diskuterer ud fra Skriften, men en helt guddommelig majestætisk djævel, som kommer, som om han var Gud selv.

WA 45. 36 (Prædiken 1537)

Antikrist sidder ikke i en djævelstald eller i en svinesti eller blandt en flok vantro, men på det ædleste og helligste sted, nemlig i Guds tempel.

WA 40 I. 71 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 56

Antikrist har ophøjet sig over Kristus og foragtet og forandret Kristi bud. Han fritager samvittighederne for lydighed mod loven og forlanger mere lydighed mod sig selv end mod Kristus. Ja, han ophæver overhovedet alle bud.

WA 40 III. 691 (Over Esajas 53, 1544)

Særlig med henblik på verdens ende skal man altid have dette for øje: Alt bliver arrangeret sådan af Antikrist, og han indbilder almindelige mennesker, at alt, som han foretager sig mod de fromme, sker på Guds befaling og i Guds navn.

WA 5. 349 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Apostel

Vi skal alene høre på Kristus. Apostlene er kun budbærere og værktøj for Kristi ord.

WA 10 III. 143 (Prædiken, 1522)

Apostlene og prædikanterne er blot rørledninger. Gennem dem leder og fører Kristus evangeliet fra Faderen til os.

WA 45. 521 (Over Joh 14-15, 1537)

Se også: Profet 226

Arbejde

Intet menneske dør af arbejde, men ved at gå ledig og uvirksom mister folk både liv og helse. For mennesket er født til arbejde ligesom fuglen til at flyve.

WA 17 I. 23 (Kirkepostillen, 1525)

Arbejde er i sig selv en glæde.

WA 6. 120 (Traktat, 1520)

Den, som ikke vil arbejde, men bare udnytte det, som er vort, er ikke min næste. Man skal ikke understøtte den, som ikke vil bære arbejdets byrde. For ligesom min krop spiser og drikker og alligevel arbejder, sådan må også min næste arbejde.

WA 31 II. 482 (Forelæsning over Esajas 1527-30)

I gør jer mange svære og tunge bekymringer for brød og næring. Det er ikke arbejdet, men jeres ængstelige hjerte, som ikke tror, der er skyld i det. Det tror ikke, at Gud vil forsørge jer, men vil først have kister, sække, kælder og loft propfulde og vil ikke slå sig til ro, før det har et forråd, som det ikke kan opbruge i løbet af mange år.

WA 15. 374 (Prædiken, 1524)

Man skal og må arbejde, men at nogle får mad og at huset er fuldt, skal man ikke tilskrive arbejdet, men Guds godhed og velsignelse. . . Gud vil have æren, for det er ham alene, som giver al fremgang. For selv om du pløjede i hundred år og gjorde hele verdens arbejde, kunne du alligevel ikke få et halmstrå til at vokse op af jorden. Gud gør alt dette uden dit arbejde. Mens du sover, gør han af det lille kornet et strå med mange korn på.

WA 15. 366 (Prædiken, 1524)

Mennesket skal og må arbejde og gøre noget, men samtidig vide at det er noget anden end arbejdet, som forsørger det, nemlig Gud i sin velsignelse. Alligevel ser det ud som om arbejdet forsørger mennesket, fordi Gud ikke giver det noget uden at det arbejder. Akkurat som fuglen som ikke sår eller høster, men alligevel ville dø af sult, om den ikke fløj og ledte efter føde. Det, at den finder føde, er imidlertid ikke løn for arbejdet, men Guds godhed. For hvem har lagt føden, så den finder den? Uden tvivl Gud alene!

WA 15. 368 (Prædiken, 1524)

Artiklen om retfærdiggørelse

Står denne artikel, så står kirken, falder den, så falder kirken med.

WA 40 III, 351 (Salme 130, 1532/40)

Fra denne artikel kan vi ikke vige eller give efter, om så himmel og jord og alt andet faldt.

WA 50, 192-254 (De Schmalkaldiske Artikler, 1537)

(Bekenntnisschriften, 1982, s. 415)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, s. 367

På denne artikel hviler alt, hvad vi lærer mod paven, Djævelen og verden.

WA 50, 192-254 (De Schmalkaldiske Artikler, 1537)

(Bekenntnisschriften, 1982, s. 416)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, s. 367

I mit hjerte hersker denne ene artikel, nemlig troen på Kristus. Fra den, gennem den og til den strømmer alle mine teologiske overvejelser dag og nat.

WA 40 I, 33 (Store Galaterbrevs-kommentar 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 17

Hvis artiklen om retfærdiggørelsen mistes, mister vi samtidig hele den kristne lære.

WA 40 I, 48 (Store Galaterbrevs-kommentar 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 37

Artiklen om retfærdiggørelsen er den kristne læres hovedartikel.

WA 40 I, 192 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Artiklen om retfærdiggørelsen er mester og fyrste over al anden lære, og den hersker over al samvittighed og over kirken. Uden den er verden blot tomhed og mørke.

WA 39 I. 205 (Teserne om retfærdiggørelsen, 1538)

Se også: Retfærdiggørelse 238

Arvesynd

Vi er ikke syndere, fordi vi begår snart den ene, snart den anden synd, men synden begås af os, fordi vi allerede på forhånd er syndere. Det betyder: Et dårligt træ og en dårlig sæd kan kun frembringe dårlig frugt. Fra en dårlig rod kan der ikke vokse noget andet op end et dårligt træ.

WA 40 II. 380 (Salme 51, 1532/38)

Arvesynden er ikke bare mangel på den oprindelige retfærdighed, men den er en medfødt ondskab, som gør os skyldige til den evige død og også forbliver i os efter dåben og står Guds lov og Helligånden imod.

WA 39 I. 116 (Teserne om retfærdiggørelsen, 1538)

Se også: Synd 276; Syndefald 278

Astrologi og horoskoper

Når nogen påstår, at hver stjerne og hvert himmeltegn har sin indflydelse på bestemte mennesker, og at den, som er født under et vist tegn, har en bestemt natur, fører et bestemt liv og må dø en bestemt død og mener, at kunne forudsige alt dette for hvert enkelt menneske, hvordan det vil gå, så er dette en falsk lære og blot opspind.

For stjernerne er ikke skabt til at have herredømme over mig, men for at være mig til nytte og tjeneste. De skal bestemme over dag og nat, men de skal ikke have nogen styring eller magt over min sjæl. Himmelen er skabt til at give lys og tid; jorden for at bære os og ernære os. Noget mere kan de ikke yde eller udføre.

WA 24, 44 (Over Første Mosebog, 1527)

Autoritet

Det er tåbelig at sige, at man skal tro sådan eller sådan, fordi konger, fyrster og flertallet tror det. Vi er ikke blevet døbt til konger, fyrster eller til flertallet, men til Kristus og Gud selv. Vi kaldes heller ikke konger, fyrster eller flertallet. Vi kaldes kristne. Sjælen kan og skal ingen råde over, hvis han da ikke kan vise den vejen til Himlen. Men det kan intet menneske gøre, blot Gud alene.

WA 11 , 262 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Bagtalelse

Ret dig efter dette, så at du ikke så hurtigt bagtaler og sladrer om din næste, men hellere hemmelig formaner ham, så han forbedrer sig. På samme måde også når en anden bringer dig noget for øre, hvad den ene eller den anden har gjort, så lær ham, at han selv skal gå hen og tale vedkommende til rette, når han har set noget. Og har han ikke set noget, skal han tie stille.

WA 30 I. 172 (Den Store Katekismus, 1529)

Det sømmer sig for et godt menneske, at man ikke tillade bagtalelse af næsten, men hellere at udslette den, hævde det modsatte og forsvare ham. Dér, hvor man ikke kan forsvare ham, skal man alligevel undskylde ham, eller i det mindste have medlidenhed og sørge over det onde, også når det drejer sig om ens fjende og et ondt menneske. For sådan vil enhver at det skal være, hvis det gjaldt ham selv.

WA 5. 435 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Bagtalelse sker for det første, når man tillægger næsten noget, som ikke er sandt. For det andet når man trækker noget frem i lyset, som rigtignok i sig selv er sandt, men som var skjult endnu, og så lægger det næsten til last og besvær. For det tredje når man benægter noget, som folk siger offentlig for at rose og prise noget godt hos næsten og som også er sandt.

WA 1 , 45 (Traktat, 1515)

En bagtaler er en tredobbelt morder. For han dræber tre med et slag: Først sig selv, derefter den, som han hvisker noget til, og for det tredje den, som han bagtaler. For munden som lyver, dræber sjælen. Men de undskylder sig og siger: Ja, men det er jo sandt, det vi siger.

Men det er bare et tegn på deres slethed, for det som er sandt, må man også tale om på en sandfærdig måde i overensstemmelse med ordsproget: Det, som er ret, skal du også udføre ret. Og sådan bliver sandheden til løgn, så længe man ikke taler på rette sted, på ret måde, på ret tidspunkt, til rette person og med det rette indhold.

Derfor siger den hellige Bernhard at bagtaleren har en djævel på tungen, og den, som lytter til en bagtaler, får Djævelen i øret. For det andet bliver den, som skænker øre til bagtalelserne, dræbt fordi han forledes til vrede ved at lytte til bagtaleren. Derfor begår han en lige så stor synd. For det tredje sker det et drab på den, som bliver bagtalt, for når han hører om den onde bagtalelse, bliver han vred og dermed død. Og bliver han ikke vred, så er det ikke bagtalerens fortjeneste, men Guds gave. Bagtaleren har gjort, hvad han kunne.

WA 1, 473 (De Ti Bud, 1518)

Du skal modstå bagtalelser af alle kræfter. Men det, som du ikke kan forhindre, må du bære. Det er væmmelig og er en stor belastning at blive overgivet på en så skammelig måde af sådanne sladderhanker til offentlig spot ‑ uden at man aner noget om det ‑ men hvad gør vel det? Man kan alligevel ikke undgå bagtalelse og hån. Bare luk øjnene, stop ørerne og gør det, som står i din magt.

WA 20. 175 (Over Klagesangen, 1526)

Band - bandlyse

(Kirkelig karantæne)

At bandlyse betyder at smide ud og udelukke fra Guds folks forsamling. Det betyder at erklære for udskilt og holde uden for alt kirkefællesskab.

WA 21, 428 (Kirkepostillen, 1544. Søndag efter Kristi himmelfartsdag)

Bandet kan ikke være noget mere end en ydre straf, dvs. en udskillelse fra menigheden, kirken og sakramenterne.

WA 7. 406 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Barmhjertighed

Guds barmhjertighed er som himmelen, som altid står fast over os. Under dette tag er vi trygge, hvor vi end er.

WA 40 III. 389 (Over Salme 15, 1532)

Gud er ikke noget andet en bare nåde, godhed og barmhjertighed. Den, som ikke ser det, mener ikke, at der er nogen Gud, som Salme 14,1 siger ”Dåren siger i sit hjerte: Det er ikke nogen Gud.”

WA 10 III. 301 (Prædiken, 1522)

Det retfærdige og fromme menneske er også barmhjertig ligesom sin Gud. Det låner gerne, giver gerne og hjælper gerne sin næste.

WA 19. 319 (Prædiken over Salme 112, 1526)

Herren deler barmhjertigheden i tre dele, for at vi skal vide, hvad den barmhjertighed er, som vi skal vise mod vor næste. For det første skal vi ikke dømme eller fordømme. For det andre skal du tilgive din næste, når han har gjort dig noget ondt. For det tredje skal du hjælpe dem, som har brug for det. Det er det, barmhjertighed betyder, når det står i Skriften. Og alt dette må komme fra et retskaffent hjerte og ske uden hykleri eller falskhed og uden personsanseelse. Det ville være en stor fejltagelse, hvis du kun ville unde dem godt som under dig godt eller kun ville gøre godt mod dem, som gør godt mod dig eller skade dem, som skader dig.

WA 10 I 1,320 (Kirkepostillen, 1522)

Barnets tro

Ingen bliver salige gennem andres tro.

WA 17 II, 78 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 24

Troen må være til stede før eller også ved dåben, ellers bliver barnet ikke befriet fra Djævelen og synden.

WA 17 II, 81 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 28

Ved forbøn og hjælp modtager barnet sin egen tro fra Gud, hvorved det bliver saligt.

WA 17 II, 82 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 30

Faddernes og kristenhedens tro udbeder og udvirker, at børnene får deres egen tro, i hvilken de bliver døbt og selv tror.

WA 17 II, 83 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 30

Netop fordi børnene er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til tro, end de voksne og fornuftige, hvem fornuften altid står i vejen, så de ikke kan få deres store hoveder gennem den smalle port.

WA 17 II, 85 (Kirkepostillen 1525. 3. s. e. helligtrekonger)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 33

Se også: Barnedåb 29

Barnedåb

Jeg takker Gud og er glad for, at jeg blev døbt som barn. Så har jeg gjort, hvad Gud har påbudt. Hvad enten jeg troede eller ikke, blev jeg i hvert fald døbt på Guds befaling.

WA 26. 165 (Om gendåb, 1528)

Vi bærer barnet frem til barnedåben i den mening og forhåbning, at det tror og beder om, at Gud vil give det troen. Men vi døber det ikke på grundlag af dette, men alene fordi Gud har befalet det. Hvorfor det? Fordi vi ved, at Gud ikke lyver. Jeg og min næste og overhovedet alle mennesker kan tage fejl og bedrage ‑ men Guds Ord kan ikke tage fejl.

WA 30 I. 219 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 154

Se også: Barnets tro 29; Dåb 6262

Befaling

Dér, hvor Guds befaling er, er Gud selv, og det som forkyndes på hans befaling, det udfører han også selv.

WA 45. 377 (Prædiken, uden dato)

Alt, hvad du udretter, er forgæves, hvis du ikke har Gud med dig, ham, som giver befalinger og løfter.

WA 40 III. 93 (Over Salme 15ff., 1532)

Ingen skal påtage sig at udføre noget uden at have fået en bestemt befaling til det, og da skal han ikke tage hensyn til, om det sker med ret eller uret.

WA 28. 255 (Ugeprædikener over Joh 16-20, 1528-29)

Begær

Guds nåde åbenbarer, at alle mennesker er fyldt af verdsligt begær, selv om nogen skjuler det under et ydre skin.

WA 10 I 1, 29 (Kirkepostillen, 1522)

Behag

Vi skal forholde os sådan over for vor næste, at vi ikke er os selv til behag, men, så den anden kan have behag i os og forbedre sig.

WA 7. 482 (Latinsk postil, 1521)

Vil du ikke behage nogen, så lad ingen behage dig. Vil du behage alle, så lad alle behage dig. Men du må aldrig lade det gå så vidt, at du giver slip på Guds Ord af den grund.

WA 10 I 1, 92 (Kirkepostillen, 1522)

Bekendelse

Alle kristne har fået befaling om at bekende deres tro offentlig og også at føre andre til tro.

WA 12, 521 (Prædiken, 1523)

Der findes mange, som siger: Jeg forfølger ikke evangeliet, og jeg hører det gerne. Det er ikke nok: Har du evangeliet og ved, hvad det vil, må du for din sjæls saligheds skyld bekende det. Det må siden gå dig, hvordan det end vil! Ellers er du ingen kristen.

WA 10 III. 66 (Prædiken, 1522)

Hvis nu en kejser eller fyrste spurgte mig, hvilken tro jeg havde, skulle jeg sige ham det. Ikke for hans befalings skyld, men fordi jeg er skyldig at bekende min tro offentlig for enhver. Men hvis han fortsatte og befalede mig at tro sådan eller sådan, ville jeg sige: Kære Herre, tage du vare på dit verdslige regimente! Du har ingen ret til at gribe ind i Guds rige. Derfor vil jeg slet ikke lyde dig.

WA 12, 335 (1 Peters Brev, 1523)

Se også: Trosbekendelse 295

Bekymring

Man skal overlade sine bekymringer til Gud. Det arbejdet og besvær, du gør dig, er ikke mod troen, men er nyttig for at tæmme kødet. Bekymringer er derimod mod Gud.

WA 24, 116 (Over Første Mosebog, 1527)

Den tvivlende vantro stikker så dybt i os, at vi altid gør os bekymringer for at vi ikke vil få nok til livets ophold. Det kommer af at vi vil vide nøjagtig, hvordan Gud vil sørge for os. Når vi har huset fuldt af korn og kisterne fulde af penge, vil vi binde Gud til hus og kister. Han vil imidlertid være fri og ikke bundet til tid, person, sted eller noget andet. Lad ham bekymre sig om, hvordan han vil sørge for os. Han skal nok give føde og penge, i rette tid og i rette mængde. Hvis du bare tænker som så: Jeg vil arbejde i dag og se hvor han tager det fra, det som han giver mig, og i morgen på samme måde, så vil du erfare at han sørger for dig uden dine bekymringer.

WA 24, 115 (Over Første Mosebog, 1527)

Hvis Gud giver nogen en hustru og børn i huset og det han trænger til livets ophold, noget som skulle være en grund til at stole desto mere på Gud, så misbruger man disse gaver og stoler og tror mindre på Gud end før, da man ikke havde noget. Nu når man har alt, henfalder man til bekymring for legemet og for hvordan man skal opdrage sine børn til at blive noget stort. Man arbejder for at de skal nå højere end en selv eller at hver enkelt af dem skal have lige så meget som en selv. Man tænker ikke på, at ham, som har givet dem liv og legeme, også ... vil give klæder og mad. Straks falder man fra Gud i vantro og havner i den forbandede gerrighed.

WA 28. 585 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Gud forsørger sine kristne og giver dem nok, så de ikke behøver at plage sig selv med bekymring og gerrighed. Desuden skal man også vide at bekymringer og gerrighed er forbudt, men at man ikke derfor skal udsætte arbejdet, sådan som verden forvrænger begge dele og plejer at forvende alle Guds ordninger og ord. De ønsker at bekymre sig for og hige efter, hvordan de kan skaffe penge og gods, noget som bare sømmer sig for Gud og som han har forbeholdt sig selv. Men arbejdet, som er befalet dem, vil de at Gud skal sørge for. Ja, de higer efter og retter deres bekymring og begær mod hvordan de kan undgå arbejde og sveden i ansigtet. Gud vil imidlertid det modsatte: At vi skal beholde arbejdet og overlade ham bekymringen. Så ville vi have gjort vores og kunne snart komme derhen at vi uden bekymring ville have nok ved et rimelig og udholdelig arbejd.

WA 22, 80 (Kirkepostillen, 1544)

Hvad udretter vi selv om vi bekymrer os til døde? Det ville være tåbeligt, hvis en lille mand satte sig i en krog og hele livet tænkte på og bekymret sig over, hvordan han kunne blive større. Tror du ikke at hele verden ville spotte ham og holde ham for en nar? Akkurat sådan, siger Kristus, gør verden når den bekymrer sig for, hvordan den kan skaffe penge og gods. Ingen bliver rig af bekymring! Det afhænger fuldstændig af, om Gud giver sin velsignelse, og ikke af bekymringen. Er Guds der, så har man det, men er Guds velsignelse der ikke, så vil man, selv om man har det, ikke kunne nyde det eller beholde det, sådan som vi har mange eksempler på lige for øjnene af os.

WA 52, 475 (Huspostillen, 1544)

De, som bekymrer sig og anstrenger sig, får ikke noget; sådan som det står i Salme. 127, 2: ” Det er forgæves, at I fra tidlig morgen til sent om aftenen slider for det daglige brød; for den, Herren elsker, får det, mens han sover.” Så lever vi altså ikke i kraft af vor bekymring, men i kraft af at vi kaster bekymringen fra os og over på Gud.

WA 25. 245 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Beskyttelse

Man ser, at Gud beskytter dem, som sætter sit håb til ham. Han prøver troen og tillader anfægtelse. Men han forlader ikke sine, men forløser dem desto mere til sidst med ære og samtidig til stor nytte for andre mennesker.

WA 42, 492 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Bibelen

Bibelen alene er den rette herre og mester over al skrift og lære på jorden.

WA 7. 317 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Den, som ikke har eller vil have den person ret og ren, som hedder Jesus Kristus, Guds Søn, og som vi kristne forkynder, han skal lad Bibelen være. Det råder jeg til. Han vil med sikkerhed blive til skamme. Jo mere han studerer, desto blindere og dummere bliver han.

WA 54, 29 (Davids sidste ord, 1543)

Se også: Den hellige Skrift 260; Guds ord 219

Bibelord

Ved hjælp af bibelordene skal vi styrke vor tro og blive visse, så vi ikke svigter.

WA 12, 438 (Prædiken, 1523)

Gud stiller ofte bibelord, som for fornuften synes at være modstridende, op mod hinanden for at vi skal øve os i at læse ret og for at vi ikke skal tro, at vi forstår hele Skriften, når vi knapt forstår ét bibelord.

WA 10 I 2, 318 (Kirkepostillen, 1526)

Se også: Den hellige Skrift 260; Guds ord 219; Dunkle steder i Skriften 57

Bibelsyn

Vi forstår det bogstaveligt, som ordene lyder. … Sværmerne leger med teksten og behandler den, som det passer dem.

WA 26, 486 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 309

Ordene skal forstås, som de lyder.

WA 26, 498 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 324

Den, der foragter et eneste ord fra Gud, værdsætter overhovedet ingen.

WA 26, 450 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 264

I Skriften skal vi lade ordene gælde, som de lyder, ud fra deres egenart og ikke udlægge dem på nogen anden måde, med mindre en alment kendt trosartikel tvinger til det.

WA 26, 403 (Om Kristi nadver, 1528)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 7, 1994, 221

Se også: Den hellige Skrift 260; Dunkle steder i Skriften 57

Bibliotek

Man skal betænke vel ... at man ikke skal spare hverken flid eller omkostninger, når det gælder at oprette gode biblioteker, særlig i de store byer. For hvis evangeliet og al slags videnskab skal kunne bestå, må det jo være skrevet og indbundet i bøger og skrifter ... og ikke bare fordi de, som skal lede os på det åndelige og verdslige område, har brug for at læse og studere, men også for at de gode bøger skal blive bevaret og ikke gå tabt sammen med videnskab og sprog.

WA 15. 49 (Om at oprette skoler, 1524)

Billeder

Brug af billeder, klokker, messeklæder, kirkeudsmykning, alterlys og sådanne ting holder jeg for at være en frivillig sag. Den, som vil, kan lad det være, selv om jeg synes, at billeder fra Den Hellige Skrift og gode historiebøger er meget nyttige. Men dette er frit og overladt til hver enkeltes eget skøn. Men jeg holder ikke med billedstormerne.

WA 26. 509 (Om Kristi nadver, 1528)

Hvis nogen ville male et præcist billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfyldte himmel og jord. 1532

WA 36, 424 (Prædiken, 1532)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 6, 1992, s. 97

Biskop

”Biskop” betyder egentlig en tilsynsmand eller vagtmand som sidder på vagt og holder øje rundt omkring med, hvad enhver har behov for.

WA 12, 389 (1 Peters Brev, 1523)

Blindhed

Kan der findes noget forfærdeligere end hjertets blindhed og uvidenhed i de guddommelige ting? Kan der findes noget herligere og ædlere end et oplyst hjerte og kundskab om Gud? I det første tilfælde kan der ikke være andet en ondskab, så at selv det gode ikke er godt, hvis det er der. I det andet tilfælde kan det ikke være andet en godt, så at selv det onde ikke er ondt, hvis det er der. For hvad kan skade den, som kender og ejer Gud selv? Hvad kan gavne den, som er uden Gud, men har Djævelen? Dette store lys og dette klare skin er nu altså det hellige evangelium eller ordet om Guds nåde. Det er et åndeligt lys, som viser, hvad Gud er, hvad han gør mod os og giver os og hvad han vil have af os. Ligeledes lærer det, hvad synd, død, djævel, verden og alle ting er, hvad som skader os og hvad som tjener os til salighed.

WA 19. 133 (Prædiken, 1526)

Blomst

En lille blomst ler af alle guldsmede, skræddere og dem, der broderer. Det, de kan udrette, er ingenting sammenlignet med blomstens dragt.

WA 27. 349 (Prædiken, 1528)

Bogstavelig betydning

I Skriften er den bogstavelige betydningen, som altså ikke er billedlig, at foretrække.

WA 13, 638 (Over de små profeter, 1524-26)

Se også: Allegori 17; Skriftforståelse 263

Bondestand

Bondestanden er den lykkeligste af alle stænder.

WA 42, 158 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Bordel

(Prostitution, pornografi)

At man overhovedet diskutere bordeller, sådan som man tillader dem i de store byer, er oprørende. For det er åbenlyst mod Guds lov, og de, som offentlig tolerer denne skam, skal betragtes som hedninger.

For det er tåbeligt at sige, at bordellerne fører til, at det sker færre voldtægter og ægteskabsbrud. For en ung mand, som har omgang med prostituerede, vil, når han først har overvundet skammen, heller ikke holde sig borte fra gifte kvinder og unge piger, når anledningen byder sig.

På denne måde bliver utugten snarere fremmet en bekæmpet. Her byder det sig en anledning til synd for dem, som ellers holdt sig borte fra den, hvis ikke anledningen fandtes. Gud har vist os andre og bedre vejer, nemlig ægtestanden.

Derfor skal man anse øvrigheder som tolererer bordeller for hedenske. En gudfrygtig øvrighed skal på ingen måde tillade prostitution, og særlig ikke ved at give offentlig tilladelse. Men også mod øvrighedens vilje og trods dens forbud florerer denne skammelige last og kan ikke udryddes helt.

WA 43, 60 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Borgerligt liv

Vi er i følge vores gamle og ydre menneske underkastet det borgerlige liv, fordi ikke alle er kristne, som bekender sig som kristne.

WA 40 III. 646 (Over Esajas 9, 1543)

Bod

(Omvendelse)

Når vor Herre og Mester Jesus Kristus siger: ”Gør bod” osv., så vil han, at hele den troendes liv skal være en bod.

WA 1, 233 (De 95 Teser, 1517)

Boden varer hos den kristne lige til døden. For den kæmper mod den synd, som er igen i kødet hele livet.

WA 50. 238 (De Schmalkaldiske Artikler, 1537)

Bod betyder ikke bare at blive frommere, når det gælder det ydre liv, men at sætte sin lid til Guds godhed i Kristus og tro på syndernes forladelse. Sådanne syndere vil Kristus tage imod. Han tager også gerne imod de andre, de vil bare ikke have ham. Derfor må han lad dem fare. Fordi de ikke vil lad sig finde, må de blive i deres vildfarelse så længe de vil og se, hvordan det endelige udfald bliver.

WA 52, 381 (Huspostillen, 1544)

Angeren begynder hos den, som gør bod, men den fortsætter hele livet indtil døden, og varer ikke, som mange tror, bare den korte stund skriftemålet finder sted.

WA 1, 322 (Traktat om boden, 1518)

Vogt dig, så du ikke sætter din lid til din anger eller tror, at din smerte giver dig syndernes forladelse. Det er ikke på grund af disse ting, Gud ser til dig, men på grund af troen, som du har troet hans trusler og løfter med.

WA 6. 545 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Kristendommens første del er altså at forkynde bod og selverkendelse.

WA 40 I, 224 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 182

Se også: Omvendelse 214; Privat skriftemål 262

Bror

At være broderlig betyder, at den ene ser på den anden som en bror. Det er nu let at forstå, for naturen selv lærer os det. Du kan se, om nogen er rette brødre, ved at de holder mere sammen end venner ellers. Sådan skal vi kristne også gøre, for vi er alle brødre ved dåben, så også min far og mor er min bror og søster efter dåben. For jeg har den samme ejendom og arv, som de har fra Kristus ved troen.

WA 12, 350 (1 Peters Brev, 1523)

Broderskab

”Broderskab” betyder at alle kristne skal være som brødre og ikke gøre nogen forskel indbyrdes. For siden vi alle har én Kristus, én dåb, én tro, én skat, så er jeg ikke bedre end dig. Hvad du har, har jeg også, og jeg er ligeså rig som dig. Skatten er den samme uafhængig af om jeg har taget bedre vare på den end du og har opbevaret den i guld, mens du har den i et enkelt tørklæde. Derfor, ligesom vi har Kristi nåde og alle åndelige goder fælles, så vil vi også have liv og lemmer, gods og ære fælles, så den ene tjener den anden med alt, hvad han har.

WA 12, 297 (1 Peters Brev, 1523)

Bryllup

Tilberedelserne ved bryllup skal man ikke kritisere, når de sker med måde og omkostningerne ikke bliver for store.

WA 43, 321 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Gud ser med glæde på pynten, festen og glæden ved et bryllup for ægtestandens skyld.

WA 43, 333 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Ægteskab 324

Brød

Et menneske har to slags brød. Det første og bedste brød, som kommer fra himmelen, er Guds Ord. Det andet og ringere brød er det timelige brød, som vokser frem af jorden.

Når jeg nu har det første og bedste himmelbrødet og ikke lader noget få mig bort fra det, så vil det andet, timelige brød heller ikke mangle eller være borte. Snarere vil stene blive til brød. Men de andre, som foragter det himmelske brød og bare holder sig til det materielle, de lægger sig ned og dør, når de har maven fuld. De kan ikke spise deres ejendom helt op, men må efterlade sig den og så hinsides dø af evig hunger. Men sådan skal det ikke være. Derfor, selv om Djævelen anfægter dig med forfølgelse, mangel, hunger og nød, så bær denne lidelse, så du faster sammen med Kristus, fordi Ånden driver dig på den måde. Derefter skal de kære engle komme og tjene dig ved bordet.

WA 52, 173 (Huspostillen, 1544)

Bud

Der kan ikke findes noget større og herligere end det, Gud påbyder og befaler i sit ord.

WA 30 II. 601 (Formaning om nadveren, 1530)

Budene lærer mennesket at erkende sin sygdom, så det ser og mærker, hvad det kan gøre og ikke kan gøre, hvad det kan undlade være og hvad det ikke kan undlade. Sådan erkender man sig som en synder og et ondt menneske.

WA 10 I 2, 238 (Kirkepostillen, 1526)

Vi må vise verden, så alle ser det, at vi holder Guds bud, men ikke for at jeg ved at gøre det skal blive salig eller from. Jeg er lydig mod øvrigheden, for jeg ved at Kristus var lydig mod øvrigheden, selv om han slet ikke behøvede det. Han gjorde det bare for vor skyld. Derfor vil jeg også gøre det for Kristi skyld og til bedste for min næste. Og dette blot for at bevise min tro ved kærlighed ‑ og sådan videre gennem alle budene. På denne måde formaner apostlene os i deres skrifter til gode gerninger, ikke for at vi skal blive fromme og salige ved dem, men for at vi skal gøre vor tro fast, og bevise den for os selv og andre mennesker.

WA 10 I 2, 238 (Kirkepostillen, 1522)

Hvor budene ikke bliver holdt, følger snart mange slags straffe, fra øvrigheden, skolelærere, forældre eller ved almindelig nød. For nøden er som et fængsel for menneskeslægten.

WA 44, 704 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: De Ti Bud 41; Katekismen 144

Bud - De Ti Bud

Den, som kan De Ti Bud godt og grundig, han må kunne hele Skriften, så han kan give råd i alle sager og tilfælde og hjælpe, trøste, vurdere og dømme i såvel åndelige som verdslige sager. Han må også kunne være dommer over al slags lære, alle samfundsforhold, ånder, love og alt som ellers kan findes i verden.

WA 30 I. 128 (Den Store Katekismus, 1529)

Der findes ikke noget bedre spejl for at se, hvad du trænger til en netop De Ti Bud. Der finder du det, som du mangler og som du skal stræbe efter.

WA 6. 236 (Om de gode gerninger, 1520)

Er det da synd at leve ærbart og sømmelig, i lydighed mod De Ti Bud, ikke myrde, bryde ægteskabet, stjæle, lyve eller bedrage? Svar: Nej, så vist ikke! Men det er endnu ikke nok. Det betyder ikke at man holder De Ti Bud, selv om man ikke bryder dem i ydre handling. For Guds bud kræver ikke bare et ydre væsen og skin, men de kræver fuldkommen lydighed i hjertet. Derfor dømmer det heller ikke mennesket blot efter den ydre færd og opførsel, men efter hjertets inderste grund.

WA 21, 358 (Kirkepostillen, 1544)

Vi må ikke tro, at det er nok at høre De Ti Bud og Guds Ord én eller to gange, men vi må stadig høre det og handle efter det. For sådan er det jo også med det daglige brød, at hvis du spiser i dag, holder du ikke op, men du spiser også i morgen og sådan fortsætter du dag for dag, gang på gang for at kroppen skal få mad og næring og holde livet oppe. Så lad det da heller ikke være nok med at du har hørt og lært De Ti Bud og Guds Ord én gang, men du må fortsætte at lære hele livet, fordi man aldrig kan kende dem godt nok eller blive udlært i dem.

WA 28. 725 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

De Ti Bud er et sammendrag af den guddommelige lære om, hvad vi skal gøre, for at hele vores liv kan behage Gud. De Ti Bud er den sande kilde, som alt det udspringer fra, der kan kaldes gode gerninger. De er den rette kanal, som alle gode gerninger må strømme igennem.

WA 30 I, 178 (Den Store Katekismus, 1529. Credo s. 102)

Intet menneske kan bringe det så vidt, at han holder blot et eneste af De Ti Bud, som de skal holdes. Her må både Trosbekendelsen og Fadervor komme os til hjælp, som de midler, hvor vi må søge og nedbede og uafladelig modtage, hvad der er nødvendigt, for at holde budene, som vi siden skal høre.

WA 30 I, 179 (Den Store Katekismus, 1529. Credo s. 103)

Se også: Lov 176; Bud 40; Katekismen 144

Bugen, maven

Maven er den mægtigste afgud i alle religioner.

WA 13, 676 (Over de små profeter, 1524-26)

Nu går det over alt sådan for sig, at man bare tænker på maven og ikke forstår, at det er Djævelens snare, når man altid tænker: Hvis jeg bare havde et godt hus, en kiste med penge og ellers nok, da skulle jeg søge evangeliet. Men nu siger Kristus: Nej, du må vende det om og sige som så: Nej, jeg må først tænke på sjælen og hvordan jeg har det med Gud og holde mig til ham. Jeg vil tro, selv om maven skulle dø af sult. Derefter vil nok Gud give mig det, som tjener maven.

WA 11, 26 (Prædiken, 1523)

Gud gør alt dette for at tage din afgud fra dig, maven, og for at du skal lære at menneskets liv ikke bare består i at sørge for legemet, men at man skal sørge for både legeme og sjæl. Det ville du aldrig lære, hvis maven altid var mæt.

WA 14, 631 (Forelæsning over Femte Mosebog, 1525)

Bytte

(Ombytning, Omveksling, Byttehandel)

Det er det herlige bytte, at det, som menigheden har, får Kristus og det, som Kristus har, får menigheden.

WA 40 II, 556 (Over Salme 45, 1532)

Dette er den guddommelige nådes dyrebare skat, den underfulde ombytning: Vores synder er nu ikke mere vores, men tilhører Kristus, og Kristi retfærdighed ikke hans, men vores.

WA 5, 608 (Salmeforelæsningen 1521)

Kristus gjorde et saligt bytte med os. Han tog vor syndige person på sig og gav os sin uskyldige og sejrende person.

WA 40 I, 443 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 377

Se også: Retfærdiggørelse 238

Bøger

Hvis ønsker kunne hjælpe, kunne man ikke ønske noget bedre end at alle bøger blev fuldstændig fjernet, og at der i hele verden, og specielt hos de kristne, ikke fandtes andet igen end blot Skriften og Bibelen. Der er mere end nok i den, når det gælder al slags kunst og lære, som det er nyttig og nødvendig for et menneske at vide. Men sådanne ønsker er forgæves. Gud give at det bare fandtes nogle få bøger ved siden af Skriften.

WA 10 I 1, 627 (Kirkepostillen, 1522)

Hvad nytter det, om man læser mange bøger, men alligevel altid holder sig væk fra den rette hovedbog? Drik mere af selve brønden end af alle de små bække, som har ledet dig til brønden.

WA 10 III. 176 (Prædiken, 1522)

Se også: Bibliotek 35

Bøn

Næst efter prædikeembedet er bønnen det største embede i kristenheden. I prædikeembedet taler Gud med os. I bønnen derimod taler jeg med Gud.

WA 34 I. 395 (Prædiken, 1531)

Hvad er troen andet en bare bøn? For den beror uafladelig på guddommelig nåde. Men beror den på den, så begærer den den af fuldt hjerte. Og dette begæret er egentlig den rette bøn.

WA 8. 360 (Prædiken, 1521)

Den kristne kirke på jorden har ingen større magt eller større gerning end en sådan fælles bøn mod alt, som plager den. Det ved den onde ånd godt. Derfor gør den alt det, den kan for at forhindre denne bøn. Han lader os bygge smukke kirker, give gaver, spille, læse og synge, holde mange messer uden mådehold. Derfor er han ikke imod, men hjælper tvært imod til, for at vi skal mene at sådanne ting er det bedste og tro at vi har udrettet noget godt med det. Men hvis denne fælles stærke, frugtbare bøn ved siden af alt dette forsvinder og udebliver umærkelig på grund af sådan ydre glimmer, da har han opnået det, han ønsker.

WA 6. 239 (Om de gode gerninger, 1520)

Et menneske som vil bede, skal prøve sig selv og finde ud af, om han tror eller tvivler på at han vil blive bønhørt. Viser det sig, at han tvivler på det, eller ser på det som en usikker indbildning og lader det komme an på tilfældigheder, så er bønnen ikke noget værd. For da holder han ikke sit hjerte stille ... Derfor kan Gud ikke give ham noget, som er sikkert, lige så lidt som du kan give noget til et menneske, hvis det ikke holder hånden stille.

WA 2, 127 (Fadervor udlagt, 1519)

Hvis man opfordrer nogen til at bede, bruger hjertet straks ukyskhed som undskyldning: Der kan ikke være plads for bøn, når man har sådanne beskidte tanker! Afvis disse tanker! Du må under ingen omstændigheder vente på at en sådan prøvelse skal stoppe.

Du må ikke vente til de urene og onde tanker har forladt dit sind. Men i samme øjeblik, du mærker at fristelsen er særlig stærk og at du slet ikke er skikket til at bede, så ”gå ind i dit lønkammer”, Matt 6, 6, bed Fadervor eller noget, du ellers husker, som kan hjælpe dig mod Satan og hans fristelse. Da mærker du hvordan fristelsen giver efter og Satan viger fra dig. Men den, som mener, han kan udsætte bønnen til hjertet er uden alle urene tanker, gør ikke andet end at gøre den allerede listige Satan endnu stærkere ved sin ”visdom” og ”styrke”.

WA 40 II. 338 (Salme 51, 1532/38)

Enhver kristen må vogte sig, så han ikke venter så længe med bønnen, at han mener, at han er helt ren og godt forberedt. Sådan har Djævelen ofte plaget mig med sådanne tanker og hindret mig, så jeg har tænkt: Du er endnu ikke beredt, og du må først udføre dette eller hint, så kan du bagefter bede desto roligere. Den, som følger sådanne tanker og lader sig hindre og opholde, når det gælder bønnen, med ham vil det helt sikkert gå sådan som med bondekonen, som ville gøre alt mulig, før hun begyndte at ønske og derfor aldrig kom til at ønske noget.

WA 52, 299 (Huspostillen, 1544)

Vi må vende os til daglig at anbefale os til Gud med sjæl og legeme, hustru, børn, kolleger og alt, hvad vi har, for al nød som måtte forekomme.

WA 30 I. 197 (Den Store Katekismus, 1529)

Det skal vi vide, at alt vores værn og al vor beskyttelse beror udelukkende på bøn.

WA 30 I. 197 (Den Store Katekismus, 1529)

Uden tro kan en bøn ikke være bøn. For hvordan kan den bede, som ikke tror at Gud er så god at han vil bønhøre den, som beder? Enten foragter en sådan person Gud, eller så er han fortvivlet på grund af Gud.

WA 40 III. 503 (Over Salme 90, 1534)

En kristen må være lige sikker på at hans bøn vil blive hørt, som han med sikkerhed tror og mener, at Gud er sandfærdig.

WA 46. 86 (Joh 16, 1538)

I bønnen skal ingen bede kun for sig selv, og heller ikke blot om en bestemt gave, men man skal bede om alt og for alle.

WA 3, 448 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Man kan og skal bede over alt, på alle steder og til enhver tid. Men bønnen er aldrig så kraftig og stærk, som når hele menigheden i enighed beder sammen med hinanden.

WA 49. 593 (Prædiken, 1544)

Med bøn forstår vi ikke bare den mundtlige bøn, men alt det, som sjælen er beskæftiget med i Guds Ord: at høre, at tale, at meditere, at betragte osv. Når man beder, læser man ofte salmer, men de indeholder som regel ikke mere end tre vers med virkelig bøn; de andre vers lærer os noget, revser synden, taler med Gud, med sig selv og med mennesker.

WA 10 I 1, 435 (Kirkepostillen, 1522. Søndag efter jul)

Uden hjertets bøn er læbernes bøn en unyttig mumlen. Og lige så vel som man ikke skal foragte den mundtlige bøn, lige så vel skal man være opmærksom på, at den kommer fra hjertets bøn. Apostelen siger i 1 Kor 14, 15: ”Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden”.

WA 5. 584 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Når bønnen er alvorlig og varm, vil vi ikke gerne, at andre skal høre de ord, som vi klodset stammer frem over for Gud.

WA 44, 91 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Den rette måde at bede på er at bruge få ord, men at have mange gode hensigter og dybe tanker. Jo færre ord, desto bedre bøn; jo flere ord, desto dårligere bøn. Få ord og mange gode hensigter skal en kristen have. Mange ord og få gode hensigter er hedningernes vis.

WA 2, 81 (Fadervor udlagt, 1519)

Bøn er alene en troens gerning, som ingen anden end en kristen kan gøre.

WA 45. 681 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

Kristne som beder, er hjælpere og frelsere, ja, verdens herrer og guder ... de er den rygrad, som bærer hele verden. Derfor giver verden dem også deres løn: De bliver undertrykt og foragtet og må ligge i søle og skidt.

WA 45. 535 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

Bønnens væsen og natur er ikke noget andet en at løfte sindet eller hjertet til Gud.

WA 2, 85 (Fadervor udlagt, 1519)

Ingen bør stole sådan på sit hjerte, at han vil bede uden ord, selv om han er øvet i ånden og har erfaring i at udtrykke de fremmede tanker. Ellers vil Djævelen forføre ham fuldstændig og snart forstyrre bønnen i hjertet. Derfor skal man holde sig til bønnens ordlyd og træne sig op ved hjælp af den, indtil vingerne er vokset og man også kan flyve uden ord. For jeg foragter ikke den mundtlige bøn eller ordene, og ingen bør forkaste dem, men tage imod dem som særlig store gaver fra Gud. Men vi bør forkaste, at man ikke bruger ordene til det som er hensigten med dem, nemlig til at sætte hjertet i bevægelse, men i stedet har en falsk tillid til at det er nok bare at mumle eller plapre dem med munden, uden frygt og forbedring.

WA 2, 85 (Fadervor udlagt, 1519)

De hellige fædre har sagt, at der ikke findes noget større arbejd en at bede. At mumle med munden er let eller anses i hvert fald for at være let. Men at følge ordene med hjertets alvor i dyb andagt, med længsel og tro, så hjertet alvorlig begærer det, ordene indeholder og ikke tvivler på at Gud bønhører, det er en stor gerning i Guds øjne.

WA 6. 235 (Om de gode gerninger, 1520)

Dér, hvor en kristen er, dér er Helligånden egentlig, som hele tiden ikke gør noget andet end at bede. Selv om den kristne ikke altid bevæger munden og former ord, slår og går hjertet alligevel ‑ ligesom pulsen og hjertet i kroppen ‑ uden ophold med dette suk: Kære Fader, helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje blandt os og alle andre. Og når slagene eller anfægtelsen eller nøden rammer os hårdere og trykker os, kommer sådanne suk og bønner stærkere frem også i ord. Man kan lige så lidt finde en kristen uden bøn som et levende menneske uden puls, den som aldrig står stille, men som altid bevæger sig og slår, selv når mennesket sover eller gør noget andet, så det ikke er sig bevidst at pulsen slår.

WA 45. 541 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

Man skal bede kort, men ofte og stærkt.

WA 32, 418 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Det er ikke bøn at stå i kirken og mumle og plapre. Men angsten lærer os at bede ret. Som man siger: Sulten er den bedste kok.

WA 24, 571 (Over Første Mosebog, 1527)

Spørger du: Hvorfor lader Gud os bede og fremlægge vor nød? Hvorfor giver han det ikke uden at vi beder? For han ved jo om og ser al nød bedre end os selv? Han giver jo daglig hele verden gratis så meget godt: Sol, regn, korn, penge, liv og lemmer osv., som ingen beder ham om eller takker ham for. Gud ved, at verden ikke kan undvære lys, mad og drikke en eneste dag.

Hvorfor befaler han da, at vi skal bede om det? Svar: Han kræver det ikke for at vi skal undervise ham i vor bøn om, hvad han skal give, men for at vi skal erkende og bekende hvilke goder han giver os og at han vil og kan give os endnu meget mere. Vi underviser altså mere os selv end Gud ved vor bøn. For ved bønnen bliver jeg forvandlet, så jeg ikke gør som de ugudelige, som ikke indser dette eller takker for det. På den måde bliver mit hjerte omvendt og opvækket, så jeg lover og takker ham, tager min tilflugt til ham i nød og venter hjælp fra ham. Og alt dette tjener til at jeg, jo længere det går, desto mere lærer at erkende, hvad han er for en Gud.

WA 32, 419 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Se også: Bønhørelse 48; Fadervor 76

Bønhørelse

En indtrængende bøn opnår alt, hvad det gælder. Den får det, den vil have og meget andet og større i tillæg.

WA 44, 580 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Det er at friste Gud om jeg i min nysgerrighed ‑ uden at være i nød ‑ sætter en vis tid, sted, mål, person, måde og gerning for, hvad Gud skal gøre og for hvordan han skal give sig til kende på en håndgribelig måde.

WA 19. 212 (Profeten Jonas udlagt, 1526)

Ikke at blive bønhørt tjener til salighed og visdom, ikke til fordømmelse og dårskab. Det betyder: Det er godt, ikke blive bønhørt, for at mennesket skal lære af erfaring, at det er Gud som er lægen. Det ville det ikke lære, men ville fortsætte med at være uforstandig, hvis det straks blev bønhørt og aldrig blev ladt i stikken.

WA 5. 608 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Børn

Far og mor kan i forhold til deres børn fortjene Himmel eller Helvede, alt efter om de er gode eller dårlige opdragere.

WA 16. 490 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Det findes ingen større skade i kristenheden end at forsømme børn. For vil man hjælpe kristenheden på fode igen, må man virkelig begynde med børnene, sådan som det er sket før.

WA 2, 170 (Om ægteskabet, 1519)

At børneopdragelsen lykkes står ikke i vor, men i Guds magt. Hvis han ikke er med i båden, går det aldrig godt.

WA 24, 592 (Over Første Mosebog, 1527)

Forældrene skal ikke holde op med at søge børnenes bedste, selv om de er utaknemlige.

WA 37. 103 (Prædiken, 1533)

Gud skaber børnene. Han vil også sørge godt for dem.

WA 10 II. 304 (Om familielivet, 1522)

Gud har givet dig børn og evner til at opholde dem, ikke kun for at du skal glæde dig over dem eller opdrage dem til verdens pragt. Gud har alvorlig befalet dig, at du skal opdrage dem til tjeneste for ham. Ellers vil du med dit barn og alt det, du har, blive rykket op med rod, så alt, hvad du bruger på børn, bare bliver til ulykke.

WA 30 II. 531 (Om folkeskoler, 1530)

Hvis børnene ikke vil tage imod evangeliet, skal man ikke vende sig fra dem eller støde dem bort, men opdrage dem og forsørge dem som gode kristne og overlade deres tro til Gud, hvis de da ellers i andre ting er lydige og søde, når det gælder det ydre. For et ydre ondt væsen og onde gerninger skal og kan forældrene afværge og straffe. Vantroen og et indre ondt væsen kan ingen anden end Gud afværge og straffe.

WA 12, 122 (Over 1 Kor 7, 1523)

Lige fra den tidligste barndom af skal jeg gøre et barn vant til denne tanke og sige til det: Kære barn, du har din egen engel. Når du beder om morgenen og aftenen, vil denne engel være hos dig. Han vil sidde ved din seng i en hvid dragt og passe på dig, vugge dig og vogte dig, så den onde mand, Djævelen, ikke kommer dig nær. Ligeledes når du beder bordbøn, vil engelen være hos dig ved bordet, tjene dig, våge og vogte over dig, så intet ondt hænder dig, og, så maden gavner dig. Når man indprenter dette hos børn, så vil de fra ungdommen af lære og blive vant til at englene er hos dem. Og dette tjener ikke alene til at børn stoler på, at englene bevarer dem, men også til at de lærer at blive gode og ængste sig for at gøre ondt. Når de er alene, vil de tænke: Selv om forældrene ikke er hos os, er englene alligevel her og ser os.

WA 34 II. 247 (Prædiken, 1531)

Se også: Forældre 95; Opdragelse 215

Børn (Guds/Djævelens)

De, der bliver omvendt og tror på ham, der er død for os, de bliver Guds børn. Før var de vredens børn og tilhørte Djævelen, men når de modtager Kristus, bliver de Guds børn.

WA 46, 610 (Joh 1, s. 127, 1537)

Enhver, der ikke tror på Kristus er og forbliver et vredens og fordømmelsens barn.

WA 46, 649 (Joh 1, s. 215, 1537)

Ceremonier

Ordningerne skal tjene til fremme af troen og kærligheden og ikke til at skade troen. Når de ikke virker på denne måde mere, så er de allerede døde og færdige og gælder ikke mere, akkurat som når en god mønt bliver forfalsket og på grund af misbrug bliver afskaffet og forandret, eller som når nye sko bliver gamle og trykker og ikke bliver båret mere, men bliver kastet væk og man køber nye. Ceremonier og ordninger er ydre ting. Lad den være så god, den blot vil, alligevel kan den misbruges. Men da er den ikke mere en ordning, men en uorden. Derfor består og gælder ingen ordning for sin egen skyld, sådan som de pavelige ordningerne er blevet set på indtil nu, men det som giver liv, værdighed, kraft og dyd til alle ordninger, er den rette brug. Uden den gælder og duer de ikke til noget.

WA 19. 113 (Gudstjeneste på modersmålet, 1526)

Frem for al ting vil jeg gerne bede alle dem, som ser denne gudstjenesteordning eller vil følge den, at de ikke laver nogen absolut lov ud af den og på den måde binder eller fanger nogens samvittighed, men at de bruger den kristne frihed efter eget skøn, hvordan, hvor, når og hvor længe omstændighederne medfører det eller kræver det … Selv om det er op til enhvers samvittighed, hvordan han bruger en sådan frihed, så man heller ikke skal forbyde eller hindre nogen, så må man frem for alt se til, at friheden er og skal være kærlighedens og næstens tjener. Hvis det altså sker, at mennesker tager anstød eller farer vild på grund af sådanne forskellige brug, er vi i sandhed forpligtet til at indskrænke friheden, og så langt det er mulig at se til og virke for at mennesker hos os forbedrer sig og ikke tager anstød.

WA 19. 72 (Gudstjeneste på modersmålet, 1526)

Se også: Gudstjeneste 121

Dans

Om dans må man sige det samme som om pynt: Det er sandt som det er sagt, at den lokker stærkt til synd, når det sker uden mådehold og disciplin. Men man kan også ofte fri til en som hverken har pynt eller skønhed, for kærlighed er blind og falder (i sin blindhed) lige gerne på en lort som på en lilje.

Derfor, fordi dans i hele verden er ungdommens måde at søge ægteskab på, skal man ikke fordømme den, bare den sker til glæde og med tugt, og ikke på en skammelig måde eller med skammelige ord og fagter. De højværdige hellige skal ikke lave synd af dansen, bare man ikke misbruger den.

WA 24, 418 (Over Første Mosebog, 1527)

Er det synd at spille og danse ved et bryllup, når man ellers mener, at der kommer meget synd ud af dansen? Om der har været dans blandt jøderne, ved jeg ikke, men fordi det at danse lige så meget er en skik som at invitere gæster, pynte sig, spise, drikke og være glad, vil jeg ikke fordømme det, undtaget overdrivelsen, når der danses utugtigt eller for meget.

At der i forbindelse med dansen ofte sker synd, er ikke bare dansens skyld al den stund det samme sker både ved bordet og i kirken. Ligesom det ikke er madens og drikkevarernes skyld, når nogen opfører sig som svin ved bordet. Hvor det går tugtig for sig, lader jeg brylluppet følge skik og brug, og dans du gerne for mig.

Troen og kærligheden lader sig hverken danse eller sidde bort, bare du gør det med tugt og mådehold. De små børn danser jo uden synd. Gør du også det og blive et børn, så skader dansen dig ikke. Ellers, hvis dansen var synd i sig selv, ville man ikke tillade børn det.

WA 17 II. 64 (Kirkepostillen, 1525)

Man arrangerer dans (for at stifte ægteskab), og den bør ikke fordømmes, bare det går pænt for sig i tugt og ærbarhed.

WA 43, 315 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Bryllup 39

Dialektik

Dialektik er en nyttig øvelse for unge menneskers forstand, men når det gælder Skriften, hvor bare troen og oplysningen ovenfra er nødvendig, må enhver fornuftslutning holdes udenfor.

Br. 1, 149 (Brev)

Se også: Skriftforståelse 263

Digt

Jeg tilstår at jeg er en af dem som digt bevæger, underholder og fæster sig bedre hos end den ubundne tale.

Br. 8. 107 (Brev)

Disciplin

Man skal faste, våge, arbejde, bære simple klæder osv. Men gør det, når du mener, dit legemet behøver spægelse og mådehold! Fastsæt ikke særlige dage og steder for det, men gør det på den dag, det er nødvendig og mådeholdenheden kræver det! Det betyder at faste og forsage de verdslige lyster alle dage, for det lærer evangeliet: Sådan er Det Nye Testamentes folk.

WA 10 I 1, 34 (Kirkepostillen, 1522)

Djævelen

Hvis ikke Gud holder i dig, forfører Djævelen dig på et øjeblik.

WA 47. 586 (Matt 18-24 udlagt, 1537-40)

Satan er en Helvedes rytter. Digterne har sagt om ham at han ridder på den stakkels sjæl og samvittighed som på sin hest og leder dem hen, hvor han vil: Fra den ene synd til den anden.

WA 45. 405 (Prædiken, uden dato)

Djævelen selv i egen høj person vil gerne gøre ondt, når han kan. Derfor frister og anfægter han også de gode og fromme hjerter, så de ikke skal se hvor sort han er, og han gør sig smuk under skin af barmhjertighed.

WA 18. 387 (Bondekrigen, 1525)

I Kristus har vi sejer over Djævelen og hans magt. Djævelens magt er døden, synden og en ond samvittighed. Ved dem regerer han. Han har også skold og våben og får hjerterne til at skælve på grund af døden, og han forfører viljen til at synde, sådan som han vil. Fra alt dette er vi ikke bare blevet befriet, men vi har også vundet sejer over det. Han som har overvundet verden, har også overvundet Djævelen.

WA 20. 658 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Heller ikke Djævelen kan udrette noget imod os, for ved Kristus er vi forløst fra Djævelens magt og rige. Dette er et mørkets rige, et vildfarelsens, syndens og dødens rige. Fordi Kristus har sat os over i sit rige, som er lysets, den rette forståelses, retfærdighedens og livets rige, så behøver vi ikke længere frygte for Helvede. For Helvede og alle vore andre fjender har han, vor kære Herre, besejret.

WA 23, 716 (Prædiken, 1527)

Dom

Ingen skal dømmes, uden at han først er blevet forhørt og overbevist.

WA 24, 105 (Over Første Mosebog, 1527)

Man bør aldrig dømme nogen, før man har hørt begge parter.

WA 24, 232 (Over Første Mosebog, 1527)

Man skal ikke fælde nogen dom, hvor sikker man end er på sin sag, uden at den først er undersøgt og alle omstændigheder udforsket.

WA 24, 232 (Over Første Mosebog, 1527)

Se også: Den sidste dom 54; Dommer 56

Dom - den sidste dom

Guds domme er ikke skjulte. Guds vrede vil til sidst blive åbenbaret midt på den lyse dag. De ugudelige mener rigtignok at Gud sover og ikke ser, hvad de har for.

WA 40 II, 228 (Salme 2, 1532)

De rette kristne skulle ikke frygte for døden, men længes efter den af hele hjerte. For så længe de lever i denne jammerdal, har de kun lidt fred og ro. Snart plages de af den ene, snart af den anden ulykke. I tillæg til dette kommer at verden er deres bitre fjende, den hader og forfølger dem på forfærdelig vis. De bliver også anfægtet af deres eget kød. Desuden lader heller ikke Djævelen dem i fred, men holder synderne foran øjnene på dem, forstørrer synderne og indgiver dem giftige, onde tanker, så de bliver triste og tungsindige og frygter for døden og Guds dom. De bliver aldrig fri for denne nød så længe dette liv varer. Men på den sidste dag skal alt dette ophøre, og de vil blive forløst fra alt ondt. Derfor kalder Skriften den dagen forløsningens dag, osv. Derfor skal vi ikke frygte, men heller glæde os til denne salige og glade fremtidsdag, når vor Herre Jesus Kristus vil blive åbenbaret.

WA 17 I. 220 (Kirkepostillen, 1525)

Et hjerte som i sandhed gerne vil blive fri fra synden, glæder sig til den sidste dag, som vil opfylde dets ønske. Men hvis det ikke glæder sig, findes der ikke nogen virkelig længsel efter at blive fri fra synden. Derfor må vi frem for alle ting aflægge denne frygt og rædsel for fremtiden og gøre os flid med alvorlig at ville blive fri fra synden. Når det er gjort, kan vi ikke bare trygt vente på dagen, men også bede med fuld længsel og glæde og sige: ”Komme dit rige; ske din vilje!”

WA 10 I 2, 111 (Kirkepostillen, 1522)

Det er nu sådan, at samvittigheden må svare for Gud. Den, som består i den dommen, han består også i den sidste dom. Lad nu dommen være hvornår og hvordan den vil, Gud vil, at troen skal vise sig, så du kan have noget at trøste dig til og bestå, når det bliver alvor og du må stå frem for Gud, enten det er døden eller den sidste dom, som nærmer sig. For da går det sandelig ikke an at lyve eller bedrage, men der vil være en, som vil tiltale dig, sætte din tro på prøve og undersøge om den er ret. Da gælder den tomme hule tro ikke noget, for det vil vise sig, at den ikke har gjort noget. Den har ikke vist kærlighed, men den har været misundelig, hadefuld, gerrig og stolt og blot haft navn af at være en tro. Alt dette vil komme frem, og ingen kan holde sig skjult. Især da, når man træffer på de store og stolte ånder, som udgiver sig for at være ekstra hellige og reformerer hele verden og udretter specielt store ting, så alle skal sige at de alene er de rette kristne. Sådan går det vel an en tid at kaste blår i øjnene på folk, men når timen kommer, bliver alt denne store snak til ingenting, og det vil komme for dagen, om du har haft en ret tro og udført en rettroende gerning.

WA 36. 444 (Prædiken, 1532)

Dommedag

Vi skal være beredt på dommedag og håbe på den med glæde ... fordi den forløser os fra synden, døden og Helvede.

WA 14, 72 (2 Peters Brev udlagt, 1523)

Ingen vil være bedre rustet på dommedag end den, som ønsker at være uden synd.

WA 10 I 2, 111 (Kirkepostillen, 1522)

At ønske at dommedag aldrig skal komme, er intet andet end at ønske at Guds rige aldrig skal komme.

WA 10 I 2, 113 (Kirkepostillen, 1522)

Når mennesker allerivrigst tragter efter timeligt gods og tror at dommedag ikke kommer foreløbigt, vil de pludselig stå for Guds domstol.

WA 10 I 2, 94 (Kirkepostillen, 1522)

Dommer

Det er en almindelig plage i verden at der sjælden sidder gudfrygtige folk i dommersædet. For til at være dommer har man frem for alt brug for en gudfrygtig person. Men ikke blot en gudfrygtig person, men også en klog og beskeden person, som samtidig er modig.

WA 30 I. 169 (Den Store Katekismus, 1529)

En dommer som er forblindet af onde følelser, kan ikke dømme bedre om sandhed end en blind om farver.

WA 39 II. 43 (Teserne om modstandsretten, 1539)

Se også: Ret 236; Retssag 240

Drukkenskab

De, som vil være kristne, skal vide at den dyd som hedder at være ædru og mådeholden, skal findes hos dem. Fyldbøtter tilhører ikke de kristne, og de kan heller ikke blive salige (uden at de forbedrer sig).

WA 47. 763 (Prædiken, 1539)

Det er ikke forbudt at spise og drikke. Det er tillad at spise al slags mad og at tage en lille slurk for glædens skyld ... Men vil du i tillæg til det være et svin som du jo egentlig er fra fødselen af, så hæld blot øl og vin i dig bestandig. Så er det ikke mærkeligt, at vi er tiggere alle sammen.

WA 47. 763 (Prædiken, 1539)

Man skulle lægge de penge til side, som man vil drikke op og samle dem til en fælles skat, hver håndværkforening for sig, så pengene kunne gøre nytte ved at man hjalp og lånte til en trængende kollega, når han kom i nød. Eller så skulle man ved hjælp af disse penge lad et par unge mennesker rejse udenlands på en ærefuld måde. Det ville være rette, broderlige gerninger.

WA 2, 755 (Om nadveren og broderskabet, 1519)

Som Paulus siger i Ef 5, 18 bliver der ødelagte, vilde, rå, uopmærksomme, ubeherskede mennesker af drukkenskaben, som ikke kan opføre sig ret i nogen ting.

WA 51, 256 (Salme 101, 1534-35)

Drøm

Jeg har også af og til drømme, som gør indtryk på mig. Men jeg foragter dem og har gjort en aftale med Herren, min Gud, om at jeg vil tro Moses og profeterne. For jeg beder ikke om nogen drømme for dette liv, og jeg har heller ikke brug for dem i det næste.

WA 44, 249 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

At man finder på ‑ som nogle narre har gjort ‑ at skrive bøger om drømmene, er ikke noget andet en bedrageri. Ingen kan lave en videnskab ud af det. Den er ikke noget værd.

WA 15. 621 (Prædiken, 1524)

Dunkle steder i Skriften

Det findes ikke noget klarere end solen, det vil sige Skriften. Selv om der kommer en sky foran den, er det ikke noget andet bag skyen end den samme klare sol. Er der altså et dunkelt sted i Skriften, så tvivl blot ikke! Bag det er den samme sandhed, som et andet sted er udtrykt klart. Den, som ikke kan forstå det dunkle, bør holde sig til det klare.

WA 9. 239 (Salme 37, 1521)

Skriften med sine dunkle steder behøver udlæggelse. Gå forbi den, hvor den er dunkel og hold dig til den, dér hvor den er klar.

WA 8. 99 (Mod Latomus, 1521)

Se også: Skriftens klarhed 150

Dyd

De ydre dyder og en hæderlig vandel er ikke Kristi rige eller en himmelsk retfærdighed, men en kødets retfærdighed, som også hedningene har.

WA 40 I. 554 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 86

Hedningenes dyder er ikke noget andet en et bedrag, dersom du da ikke vil påstå at Kristus er død forgæves for vore synder.

WA 2, 458 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Hvad hjælp er der i dyd, når synderne fortsat bliver der? Derfor ... skal vi, hvis troen på Kristus ikke bliver forkyndt, regne dyden som et dække for ondskaben.

WA 2, 458 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Død

Vi må alle dø, og ingen kan dø for en anden, men enhver af os må kæmpe med døden for sig selv i egen person. Vi kan vel skrige ind i ørerne på hinanden, men enhver af os må være beredt for sig selv i dødens stund: Jeg kan ikke være hos dig og du ikke hos mig.

WA 10 III. 1-2 (Prædiken, 1522)

Der findes ingen som ikke hellere ville udholde alt andet ondt, hvis han på den måde kunne undgå dødens onde. Også de hellige har frygtet døden, og Kristus har lidt døden med frygt og blodig sved.

WA 6. 109 (Traktat, 1520)

Ingenting er sikkert. For døden kommer til dit hjem. Men hvornår timen kommer, ved du ikke. Man skal arbejde som om man skulle leve evig, men alligevel være parat som om vi skulle dø i samme stund.

WA 45. 384 (Prædiken, uden dato)

Du ved ikke, hvad Gud har for med dig eller en anden, om du lever eller dør i morgen, om du vil være frisk eller syg, eller hvad, som vil ske med dig. Hvis Gud havde ladet os fået vor livstid at vide, hvor længe eller kort vi skulle leve, så ville vi i enhver henseende være endnu værre. Nu kender vi ikke en eneste time i vores liv på forhånd og alligevel afstår vi ikke fra ondskab.

WA 20. 187 (Klagesangen, 1532)

At trøste de døende ved at sige at døden gør ende på alle trængsler og farer i dette liv, er en trøst som ikke duer noget og som ikke kan styrke hjertet i striden. For det opleves som om der bare bliver endnu større ulykker efter døden.

WA 25. 243 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Der findes ikke noget råd mod døden. Vi må dø. Ingen kan værne sig mod eller opholde døden. Vi er dømt til døden, som er så streng og stærk at ingen kan værge sig mod den. Vi må gå bort. . . Det gælder ikke bare dem, som lever i synd, men også de troende, for også de har det sådan, at de føler synden og klager over døden.

WA 24, 118 (Over Første Mosebog, 1527)

Den kristne sover i døden og går gennem den ind til livet. Men den ugudelige går fra livet og oplever døden i al evighed. Vi ser jo at nogen skælver, tvivler, mister modet og bliver afsindige og gale i dødens nød. Derfor kaldes døden også i Skriften for en søvn. For ligesom den, som sover ind, ikke ved hvad som sker med ham, og det pludselig er morgen, når han vågner op, sådan vil vi pludselig stå op på den sidste dag, uden at vide hvordan vi er kommet ind i og gennem døden.

WA 17 II. 235 (Kirkepostillen, 1525)

Når nu døden kommer til en troende kristen, siger den kristne: Velkommen, kære død, hvad godt bringer du med dig? Hvad søger du her? Ved du ikke, hvem jeg har hos mig? Kristus er min retfærdighed. Kære, kom her og tage den fra mig. Når du har taget den fra mig, da vil jeg følge dig. Men det lader du nok være. Sådan trodser de kristne døden og siger med Paulus i 1 Kor 15, 55: ”Død, hvor er din brod? Død, hvor er din sejr?” Og som han siger på et andet sted, i Fil 1, 21: ”For mig er livet Kristus, og døden en vinding.” Dør jeg, så har jeg vinding, for jeg kommer desto før til livet. Der ser du, hvad døden udretter hos de kristne. Den er bare en vinding, de taber ingenting på den, men den bider sig selv til døde på dem.

WA 20. 574 (Forelæsning over 1 Johannes Brev, 1527)

Vi må øve os i troen og vende os til at foragte døden og se på den som en dyb, stærk og god søvn. Kisten skal vi ikke se på som noget andet end vor Herre Jesu Kristi skød eller paradis, graven ikke som noget andet en et blødt leje. Sådan er det i sandhed for Gud.

WA 35. 478 (Fortaler til Sangbogen, 1524 og 1545)

Salig er den, som dør i Herren.

WA 23, 410 (Trøstebrev til de kristne i Halle, 1527)

Vi er sikre på at selv om vi dør, er vores liv alligevel uden fare skjult i Kristus, og Satans angreb vil blive overvundet.

WA 40 III. 72 (Over Salme 15 ff., 1532)

Se også: Grav, begravelse 115; Opstandelse 218; Søvn 280

Dødsnød

De, som tjener i det gejstlige embede som forkyndere og sjælesørgere, har pligt til at være hos og være til hjælp for dem, som skal dø og er i dødsnød. Kristus har nemlig offentlig forkyndt i Joh. 10, 11‑12: ”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Men den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden.” For når man skal dø, har man allermest brug for en præst. Han skal styrke og trøste samvittighederne med Guds Ord og sakramenter for at overvinde døden i tro. For det er en stor synd at lad hele menigheden som er betroet til en, være efterladt uden ledelse og styre i farens stund, når der er brand, krig, oprør eller al slags ulykke som Djævelen får i stand.

WA 23, 340 (Om man må beskytte sig mod sygdom, 1527)

Dødsstund

I dødsstunden må man lukke alle sanser og ikke ville vide eller høre andet end det, som Guds Ord siger.

WA 24, 184 (Over Første Mosebog, 1527)

Dødssynd

Man kan opregne seks slags synder mod Helligånden, og selv om de i sag er næsten ens, så er de alligevel forskellige med hensyn til resultatet og onde følger. Det er det åndelige hovmod, fornægtelsen af den erkendte sandhed, hårdnakketheden, fortvivlelsen, misundelsen mod brødre på grund af den guddommelige nåde og det at man står fast i ubodfærdighed lige til enden. Disse følger på hinanden eller giver sig udslag i gerninger. Når tiderne er rolige og fredelige, ydrer det åndelige hovmodet, fornægtelsen af den erkendte sandhed og hårdnakketheden sig, men når tiderne er dårlige og urolige, kommer fortvivlelsen, misundelsen og ubodfærdigheden for dagen.

WA 38. 546 (Matthæusevangeliet, 1538)

Se også: Synd 276

Dømme

Retfærdighedens sande tjenere ved og bekender, at de er helt og holdent synder ... Derfor dømmer de ‑ plaget af sine egne synder ‑ ingen undtagen sig selv, taler ikke ondt om nogen, foragter ingen undtagen sig selv og opfylder denne definitionen af retfærdighed: Retfærdighed betyder at anklage sig selv først, og den retfærdige anklager først sig selv.

WA 1, 427 (De Ti Bud, 1518)

Når jeg farer løs, dømmer og fordømmer, da falder jeg i en synd som er større end mange andre. Ved du noget om nogen, så gør følgende: Lav en grav af ørerne og kast den til igen, indtil du får ordre om at være dommer og straffe på embedets vegne.

WA 30 I. 171 (Den Store Katekismus, 1529)

Det er en stor forskel mellem disse to: At dømme synd og at vide om synd. Du kan vel vide om den, men du skal ikke dømme den.

WA 30 I. 170 (Den Store Katekismus, 1529)

Se også: Dom 54; Dommer 56

Dåre

Dåren har ingen øjne i hovedet, fordi han lader sig lede af overmod og frækhed.

WA 20. 47 (Klagesangen, 1532)

Dårskab

Salomo kalder alt det dårskab, som sker uden Guds Ord og gerning, og den kalder han vis, som retter sig efter Guds Ord og gerning.

WA 7. 333 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Dåb

Hvad er dåben? Dåben er ikke bare almindelig vand, men den er vand, som er indesluttet i Guds befaling og forenet med Guds ord.

WA 30 I. 379 (Den Lille Katekismus, 1529)

Tre ting må vi vide om dåben: Først at det er Guds ordning og bør holdes højt i ære. Det alene ville være nok, selv om det var en rent ydre ting ... Selv om vi ikke havde mere en disse ord: ”Gå derfor ud og gør alle folkeslag til disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, måtte vi alligevel tage imod den og udføre den som en Guds ordning.

Men nu findes ikke bare budet og befalingen der, men også løftet. Derfor er dåben meget herligere end det Gud ellers har påbudt og forordnet. Den er i det hele taget så fuld af trøst og nåde at himmel og jord ikke kan begribe det. Men til dåben hører også det, at man tror løftet. Der mangler nemlig ingenting på skatten. Det, der mangler, er at fatte og fastholde den. Derfor har enhver kristen nok med at lære sig og øve sig på at forstå, hvad dåben indebærer. Man må altid være optaget af at bevare en fast tro på det dåben tilsiger og bringer, nemlig overvindelse af Djævelen og døden, tilgivelse af synderne, Guds nåde, hele Kristus og Helligånden med dens gaver.

WA 30 I. 217 (Den Store Katekismus, 1529)

Det er nødvendigt, at vi lader os døbe, når vi er kristne, for vi kunne aldrig komme derhen at vi siger: Jeg ville gerne blive døbt. Desuden er tegnet også givet os, fordi Gud selv vil hjælpe os og for at vi skal være sikre på hans nåde, så enhver kan sige: Gud har givet mig dette kendetegn for at jeg skal være sikker på at jeg bliver salig, sådan som han har lovet mig ved evangeliet.

For han har givet os ordene, som er brevet. Og ved siden af ordene har han givet os dåben, som er seglet. Og dette for at troen, som griber Ordet, skal styrkes ved tegnet og seglet.

I dette er der ikke noget menneskeværk. For dåben er ikke mit værk, men Guds værk. For ham, som døber mig, står der i Guds sted og udfører ikke et menneskeværk. Det at døbe er Guds hånd og gerning, så det er Gud selv, som gør det. Derfor kan og skal jeg sige som så: Gud, min Herre, har selv døbt mig ved et menneskes hånd. Det kan jeg rose mig af, og det kan jeg stole på og sige: Gud, som ikke vil eller kan lyve, har givet mig et tegn, så jeg er vis på, at han er nådig mod mig, vil gøre mig salig og har ved sin Søn givet mig alt det, han har. På vor side findes det altså ingenting andet en troen alene og på hans side blot Ordet og Tegnet.

WA 12, 561 (Prædiken, 1523)

Jeg selv og alle som lader sig døbe, må bekende for Gud: Jeg kommer her i min egen og også i de andres tro. Jeg kan ikke bygge på, at jeg tror og at mange mennesker beder for mig, men jeg bygger på, at det er dit ord og din befaling, ligesom jeg ikke går til nadver på min tro, men på Kristi ord. Jeg kan være stærk eller svag, det overlader jeg til Gud. Men det ved jeg, at han befaler mig at komme frem, spise og drikke osv. og giver mig sit legeme og blod. Det vil ikke lyve for mig eller bedrage mig.

WA 30 I. 219 (Den Store Katekismus, 1529)

Hvis ikke dåben blev givet os som børn, ville adskillig færre lad sig døbe. Vi ser det jo ved prædikenen og nadveren, hvor lidt vi agter på det. Men hvis præsten gav hundred kroner til hver, blev kirken snart for lille. Nu giver Herren Gud os dette for ingenting. Når du bliver døbt, giver præsten dig ingen penge. Det er ikke noget timeligt, som bliver givet ved dåben, men det evige liv, himmelfart, evig barnekår i evig glæde og fryd, uden sorg og elendighed.

WA 49. 420 (Prædiken, 1544)

Hvordan end dåben meddeles, når det blot ikke er i et menneskes navn, men i Herrens navn, så gør den i sandhed salig, ja, jeg tvivler ikke på, at hvis nogen modtager dåben i Herrens navn, også hvis det er en ugudelig præst, der ikke meddeler den i Herrens navn, så er han dog sandt døbt i Herrens navn. For dåbens kraft ligger ikke så meget i meddelerens, som i modtagerens tro og brug.

WA 6. 531 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Man kan godt tro, selv om man ikke er døbt, for dåben er ikke mere end et ydre tegn som skal minde os om det guddommelige løfte. Kan man blive døbt, er det godt; så skal man tage imod den; for ingen skal foragte den. Kan man derimod ikke blive døbt eller dåben bliver nægtet en, er man alligevel ikke fordømt, blot man tror på evangeliet.

WA 10 III. 142 (Prædiken, 1522)

Se også: Barnedåb 29; Fadder 75; Sakramenter 244

Edsaflæggelse

Fordi et kristent menneske ikke skal have de jordiske ting kær, så skal han heller ikke for deres skyld aflægge ed. Hvis en kristen ikke skal søge det som er ham til nytte af timelige goder, hvor meget mindre skal han så ikke sværge for disse goders skyld. Ja, han skal agte Guds navn højere end sin ejendom.

WA 1, 435 (De Ti Bud, 1518)

De, som sværger på må og få og ikke forsvarer sandheden, de sværger i utide, og det er af det onde. Men når eden tjener sandheden og bidrager til at opretholde venskab og enighed, da er den ikke til spot for Guds navn, hvis man da sværger ret, men det er ærefuldt, fordi Gud nemlig får æren, og freden og enigheden bliver opretholdt.

WA 43, 191 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Når jeg ser at nogen er i åndelig nød og fare, er svag i troen, har en modløs samvittighed eller en forvildet forstand, da skal jeg ikke bare trøste, men også sværge for at styrke hans samvittighed, og sige: Så sandt Gud lever og Kristus er død, lige så vist er dette sandheden og Guds Ord. Da er eden så nødvendig, at man ikke kan undvære den. For derved bliver den rette lære stadfæstet, den forvildede og modløse samvittighed bliver undervist, trøstet og befriet fra Djævelen.

WA 32, 385 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Se også: Sværge 276

Egenkærlighed

Egenkærlighed søger sit eget, fratager Gud det, som er hans og fratager mennesker det, som er deres. Den giver hverken Gud eller mennesker noget af det, den har, er og kan. Som Augustin siger: Begyndelsen til al synd er egenkærligheden. Af alt dette følger at De Ti Bud ikke påbyder andet end kærlighed og forbyder egenkærlighed, og at ingenting andet end kærlighed opfylder budene ligesom intet andet overtræder dem end egenkærlighed. Derfor siger Paulus, at kærligheden er opfyldelse af alle budene, ligesom den onde egenkærlighed er overtrædelse af alle budene.

WA 7. 212 (Traktat, 1520)

Ordet i Matt 22, 39: ”Du skal elske din næste som dig selv!” er ikke et påbud om selvkærlighed, men betyder: Elsk din næste ligesom du allerede elsker dig selv uden at du behøver et bud for det.

WA 2, 580 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Egennytte

Hvis du søger en fordel hos din næste, som du ikke er villig til at lad ham få hos dig, da er det slut med kærligheden og den naturlige lov er brudt.

WA 6. 60 (Traktat, 1520)

Hvis du mærker, at det, du gør, kun er til nytte for dig selv, da er det, du gør, fejlagtig.

WA 7. 813 (Prædiken, 1521)

Ejendele

Det er ikke sådan ment, at man skal være så fattig, at man ikke har nogen ejendom i det hele taget. For verden kan ikke bestå, hvis vi alle var tiggere og ikke havde noget ... At være materielt fattig løser ikke problemet. For man finder mange tiggere, som er stolte og værre end en rig, når de modtager brødet ved døren, og det er mange stridbare bønder, som det er vanskeligere at komme ud af det med end med en herre og fyrste.

WA 32, 307 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Skal en kristen kunne give, må han på forhånd have noget. Den, som ikke har noget, giver ikke noget. Og skal man give i morgen og i overmorgen og om et år også ..., kan man ikke give alt bort i dag ... Vor Herre Kristus kræver ikke af os at jeg med mit gods skal gøre mig selv til tigger og tiggeren til herre. Men jeg skal tage hans trang på mig og hjælpe ham så godt, jeg formår, så den fattige kan spise hos mig og ikke jeg hos den fattige.

WA 51, 384 (Om at prædike mod ågerrenter, 1540)

Vi kan jo ikke alle være tiggere, men enhver skal producere så meget, at han kan opretholde livet og ikke være andre til besvær, men hellere hjælpe dem.

WA 32, 441 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

At have penge, gods, land og medarbejdere er i sig selv ikke forkert, men en Guds gave og ordning.

WA 32, 307 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

En ting er at have gods, noget andet er at leve for godset.

WA 22, 265 (Kirkepostillen, 1544)

Frem for alle ting skal vi tjene vore forældre, når de er fattige, med de legemlige goder, som Gud ikke behøver. Derefter skal vi tjene vore venner og for det tredje de fattige og trængende, ja, vi skal alle tjene vor næste og de kristne ved at gøre godt mod dem med lån og gaver.

WA 1, 460 (De Ti Bud, 1518)

Se også: Penge 224

Embede

Hvis du har en from og ærlig mand i byen, så tage denne redelige og fornuftige mand, som har ført et godt liv og giv ham et embede. Også selv om han ikke er lige så klog som Salomo. For Gud vil give ham fremgang og velsigne hans virke.

WA 28. 532 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Enhver skal med flid og troskab passe det embede, som er betroet ham af Gud. Men han skal vogte sig for at stole på egne kræfter og visdom og mene, at han er en så stor mand, at alt må styres efter hans råd. For en sådan selvgodhed og et sådan overmod er til skade og må fordømmes, hvis jeg regner mig selv for at være et så dygtigt menneske, at jeg kan forvalte både det verdslige regimente, hjemmet og kirken ret og klogt. Men er du en dommer, en biskop eller en fyrste, så skam dig ikke ved at falde på knæ og sige: Kære Herre Gud, du har indsat mig som fyrste, dommer, husfar eller præst. Styr du mig derfor og lær mig, give mig råd, visdom og kraft, så jeg med flid kan passe det embede, jeg er blevet betroet.

WA 43, 512 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Jeg skal ikke ophøje mig, fordi jeg er doktor, heller ikke skal en anden være stolt, fordi han er en fyrste eller herre, men jeg skal sige: I det næste liv er et barn lige så stor som mig. For man kan ikke på nogen måde tåle, at man vil være større end en anden i den kristne kirke.

WA 47. 234 (Matt 18-24 udlagt, 1537-40)

Menigheden skal udvælge sig en dygtig mand til at forvalte sakramenterne, prædike, høre skriftemål og døbe. Alle har vi vel denne ret, men ingen skal selv tiltage sig offentligt at udøve denne ret, undtaget den, der er valgt til det af menigheden.

WA 10 I 2, 239 (Kirkepostillen, 1526)

De, som forlader det embede, som de på ordentlig vis er kaldt til, gør ikke ret. Det er rigtignok ofte ubehagelig at være en forkynder, en god familiefar eller en tro og gudfrygtig forvalter af et andet embede. Men man må ikke flygte fra denne opgaven, men skal modig tage fat og fuldføre den. Og de besværligheder, som kan forekomme, må man overvinde med et stort og stærkt mod. Den, som ikke vil gøre dette, han bør ikke have noget embede. Gud har nemlig ikke indstiftet embederne, for at de skal være uden besvær.

WA 44, 657 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Det er nyttig for dig at vide at du har et embede, som det er umulig for dig at opfylde fuldkomment i alle dele. De, som mener noget andet, bliver stolte og vækker anstød på grund af deres hovmod.

WA 43, 192 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Man må skelne mellem embedet, personen og misbruget. Guds og Kristi navn er altid i sig selv hellig, men det kan alligevel blive misbrugt og vanhelliget. Sådan er også kirkens embede værdifuldt og godt, men personen som det, kan være fordømt og tilhøre Djævelen. Derfor kan man ikke på grundlag af embedet dømme om, hvem som er rette kristne eller ikke eller hvad der er den rette kirke og hvad som ikke er det.

WA 21, 434 (Kirkepostillen, 1544)

Se også: Stand 270; Det almindelige præstedømme 233; Præst 231

Engle

Hvor det er tyve djævle, er det også hundred engle. Hvis det ikke var sådan, havde vi for længe siden gået til grunde.

WA 40 II. 512 (Salme 45, 1532/33)

Enhed – kirkens enhed

Hvis der kom en fra Indien eller Etiopien, eller hvor som helst ellers, og sagde: Jeg tror på Kristus, så ville jeg sige: Det gør jeg også og derfor bliver jeg også salig. I troen og bekendelsen stemmer de kristne overens med hinanden, selv om de ellers er spredt rundt omkring i hele verden. For det hedder ikke en romersk, eller nürnbergsk eller wittenbergsk kirke, men en kristen kirke, som alle de hører til, som tror på Kristus ... Hvis man blot er døbt og tror på Kristus, er det ligegyldigt, om man kommer fra Østen eller Vesten. Ingen har noget fortrin frem for andre.

WA 47. 235 (Matt 18-24 udlagt, 1537-40)

Det er vel ingen som ikke ønsker at det verdslige regimente forholder sig rolig og at folket er lydigt og hellig. Det ville også være at ønske at kirken var enig, at det ikke fandtes noget anstød, når det gælder lære og liv, at fyrsterne holdt sig til Ordet og ikke hadede det eller forfulgte det. Men en sådan kirke og et sådan samfund kan måske males af en erfaren mester, men i denne verden vil vi aldrig finde dem. Derfor skal vi indrette os, så vi ved, at vi aldrig vil få en sådan kirke at se og et sådan godt og rolig samfund, som vi ønsker ... Du vil ikke finde en kirke noget sted, hvor der ikke er ondskab, anstød, uenighed og mange slags fejl og svagheder.

WA 40 III. 422 (Over Salme 15 ff., 1532)

Nogle uforstandige ånder hævder, at man ikke skal stride så hårdt om en trosartikel og for dens skyld rive den kristne kærlighed i stykker og overlade hinanden til Djævelen. Hvis nogen tager fejl i en lille sag og man ellers for øvrig er enig, skal man vige lidt og give afkald på noget og alligevel opretholde broderlig og kristelig enighed og fællesskab. – Nej, kære ven, ikke hvis det gælder den fred og enighed, som gør at man mister Guds Ord! For dermed ville man også miste det evige liv og alt andet! Her gælder det om, at man ikke viger eller gør nogen indrømmelser, dig eller andre mennesker til behag. For Ordet skal al ting vige, om det så er ven eller fjende. For Ordet er ikke givet for den ydre eller verdslige enigheds og freds skyld, men for det evige livs skyld. Ordet og læren skal skabe kristen enhed og fællesskab. Hvor de er lige og enige, vil det andet følge efter. Hvor det ikke er tilfælde, kan der ikke blive nogen enighed ...

Vi vil gerne holde ydre fred med dem, sådan som vi må gøre her i verden med alle, også vore værste fjender. Lad bare det være sådan i livet her i verden. Det vil vi ikke stride om. Men når det gælder læren og det kristne fællesskab, vil vi ikke have noget med dem at gøre, og vi vil heller ikke se på dem som brødre, men som fjender, fordi de bevidst holder fast ved deres vildfarelse, og vi vil kæmpe mod dem i vor åndelige kamp.

WA 34 II. 387 (Prædiken, 1531)

Når der på et sted holdes forskellige prædikener, skal fyrsten eller byen føre tilsyn og ikke tillade at der er to slags forkyndelse i et land eller i en by, for på den måde at forhindre uenighed og oprør. Man skal lad begge parter komme til orde og dømme i sagen efter den klare norm, nemlig efter Skriften og Guds Ord. Den part, som nu lærer ret, i overensstemmelse med Skriften og Guds Ord, skal man lade fortsætte, men den, som lærer uret, mod Skriften og Guds Ord, skal man afsætte. Men man skal ikke udrydde ham.

WA 52, 838 (Huspostillen, 1544)

Forbandet være den kærlighed, som bevares på bekostning af læren om troen.

WA 40 II, 47 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 254

Se også: Enighed 70; Menighed 195; Kirke 145

Enighed

Så længe Djævelens rige består, kan vi ikke vente os hverken fred eller enighed, når det gælder læren.

WA 38. 279 (Forord, 1534)

Hos de kristne hindres den åndelige enhed ikke af forskelle, når det gælder stand eller ydre livsvilkår.

WA 40 II. 114 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35) Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 318

Mellem præsterne og Ordets tjenere bør der råde enighed, så de har den samme indstilling og lærer, gør, råder og ordner alt på den samme måde.

WA 31 I. 548 (Salmer, 1530)

Lige så meget som man stræber efter enighed, når det gælder levemåde, må vi stræbe efter enighed i lære og tro. Hvis vi kan beholde den fuldt og helt, vil vi sammen med dem også prise enigheden i kærlighed, som dog må underordnes troens og Åndens enighed. For taber du dén enighed, har du tabt Kristus. Og har du tabt Kristus, vil kærligheden ikke hjælpe dig noget.

Men hvis du derimod beholder Åndens enighed og Kristus, skader det dig ikke, om du ikke er enig med dem, som forvrænger Ordet og derved opløser Åndens enighed. Derfor vil jeg hellere at ikke alene de, men også hele verden falder fra mig og bliver min fjende, end at jeg falder fra Kristus og får ham til fjende ... Men med dem, som elsker Kristus og lærer og tror hans ord ret, tilbyder vi ikke bare at holde fred og enighed, men vi vil hjertelig gerne tåle og bære al deres svaghed og synd. Vi vil også gerne vise dem til rette med sagtmodigheds ånd, når de er faldet.

WA 40 II. 136 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35) Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 338

Se også: Kirkens enhed 68

Ensomhed

Det er overmåde farlig og skadelig, at et menneske er helt alene, særlig i anfægtelse. ”Ve den, der er alene!” siger Prædikeren i 4, 10. ”Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op.”

WA 40 I. 493 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 30

Epistel (brev)

Den fejltagelse at mene, at du ikke hører evangeliet, når du lytter til en epistel af Peter eller Paulus, må du vise langt fra dig. Lad dig ikke vildlede af ordet ”epistel”. Alt det, Paulus skriver i sine breve, er det rene evangelium, som han selv siger i Rom 1, 15 f. og i 1 Kor 4, 15. Ja, jeg vover at sige, at i Paulus’ breve træder evangeliet klarere og tydeligere frem end hos de fire evangelister. For de fire evangelister har beskrevet Kristi liv og ord, som ikke blev forstået, før Helligånden kom for at forklare ham, som han selv siger. Men Paulus skriver ingenting om Kristi liv, men udtrykker klart, hvorfor han er kommet og hvordan man skal forholde sig til ham.

WA 10 I 1, 46 (Kirkepostillen, 1522)

Se også: Evangelium 73; Den hellige Skrift 260

Erfaring

I et tysk ordsprog siger man om en ung læge, at han har brug for en ny kirkegård, om en ung og uerfaren jurist, at han indvikler alt i stridigheder og om en ung teolog, at han fylder Helvede med sjæle. For de vil klare alt ved hjælp af deres love og regler uden den erfaring, som alene kan gøre en klog. Derfor stormer de frem og tager fejl, til skade både for mennesker og selve sagen.

WA 42, 505 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Efterfølgelse – Kristi efterfølgelse

Det er Kristi efterfølgelse at vi har det samme sind som den Herre Kristus, så vi går igennem det samme som ham og dør ligesom han har taget døden på sig. Når Gud kommer og siger: Du skal dø, da skal du uden modsigelse være beredt og sige: Ja, Herre, her er jeg. Gør med mig som du vil! Men det bliver hårdt, for en anden vil føre dig hen, hvor du ikke vil.

WA 17 II. 348 (Kirkepostillen, 1527)

Man kan ikke vogte sig nok mod den fejltagelse, som går ud på at ville følge efter de fromme og hellige fædre i deres gerninger. Ingen tænker på, at det ikke er deres gerninger man skal efterligne, men deres tro, som var kilden til deres gerninger, selv om man måtte gøre helt andre gerninger end de gjorde. For hvis man efterligner fædrenes gerninger, så kommer der ikke andet ud af det end hedenske dyder.

WA 5. 478 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Eftergivenhed

Der er nogle bedrevidende hoveder, som nu begynder at reparere og forbedre tilstandene og glatte modsætningerne ud. De fremholder, at man skal vige og give efter på begge sider. Vi lader dem gøre det og forsøge det, de kan, og under dem gerne anstrengelserne. Men hvis de vil gøre Djævelen from og til ét med Kristus, vil de være de første, der opnår det.

Jeg mener imidlertid, at det vil være med sådan lappeværk som når man vil lime potteskår sammen, Siraks Bog 22, 9. Der har allerede været mange reparatører, som har forsøgt det, men de har arbejdet forgæves og har behandlet både nål og tråd forkert. I andre sager, som gælder vores handlinger eller ceremonier og lignende ydre ting, kan man slutte forlig og lappe så godt, man kan, men når det gælder troen og Kristi rige, hvor man vil bøje og gøre staven krum, vil Kristus ikke have nogen lapning eller forbedring. Og når man prøver at ville gøre det, så gør man det på den måde bare værre, så man taber det helt. For denne stav må og skal være hel og lige uden noget brud eller hul.

WA 41, 136 (Prædiken, 1535)

Erhvervelse - uddeling

Kristi erhvervelse af frelsen og uddelingen af den er to forskellige ting:

Kristus har én gang for alle på korset fortjent og vundet syndernes forladelse til os. Men denne forladelse uddeler han, hvor som helst han er, til hver en tid og på alle steder.

WA 26, 294 (Om Kristi nadver, 1528. DK s. 133)

Kristus er én gang død for os, og den død deler han ud, ved at vi prædiker og døber, ved Helligånden, og ved at vi læser i Skriften og spiser hans legeme.

WA 26, 295 (Om Kristi nadver, 1528. DK s. 134)

Se også: Nådemidler 213; Retfærdiggørelse 238

Etik

De kristne underviser bedre om god opførsel og alle dyder end nogen andre, fordi de, når de gør det, også tager hensyn til troen.

WA 40 II. 29‑30 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Evangelium

Ordet evangelium er græsk og betyder et godt budskab. For i det forkyndes det frelsende ord om livet som gives ved et guddommelig løfte, og det tilbyder nåde og syndernes forladelse. Derfor hører gerningerne ikke til evangeliet, for det er ikke lov, men blot tro. Det er ene og alene tilsagn og tilbud om guddommelig nåde. Den, som tror på evangeliet, modtager nåden og Helligånden. Når det sker, bliver hjertet glad og lykkelig i Gud og opfylder således loven helt frivillig, uden frygt for straf og uden krav på løn. For det har rigelig med Guds nåde og ved den er der gjort fyldest for lovens krav.

WA 10 I 2, 158 (Kirkepostillen, 1522)

Evangelium vil sige et godt og trøsterigt budskab. Det er som når en rig mand lover en fattig tigger en million. Det ville være et evangelium, et godt budskab, for ham, som han gerne ville høre og glæde sig over af hjertet. Men hvad er gods og penge i forhold til denne trøstefulde og nåderige forkyndelse, at Kristus tager imod de elendige og vil være en konge, som vil hjælpe de døde, synderne og dem, som er fanget under loven, frem til retfærdighed og det evige liv.

WA 52, 25 (Huspostillen, 1544)

Forkyndelsen af syndernes forladelse i Jesu Kristi navn, det er evangeliet.

WA 2, 466 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

I kirken skal man ikke beskæftige sig med noget andet med mere omsorg end med det hellige evangelium, fordi kirken ikke har noget værdifuldere eller gavnligere.

WA 1, 604 (Forklaring til De 95 Teser, 1518)

Evangeliet behøver ikke noget rum eller sted, hvor det skal være, det vil og må være i hjerterne.

WA 18. 323 (Bondekrigen, 1525)

Evangeliet skal ikke gøre noget andet end at grundfæste samvittigheden, røre hjertet og styrke troen. De andre ting er ikke andet end hedenske regler for kroppen.

WA 45. 383 (Prædiken, uden dato)

Ligesom solen oplyser hele jordens kreds med sine stråler, sådan samles alle mennesker under evangeliet. Og selv om ikke alle straks tror Ordet, så bliver det alligevel forkyndt både for fromme og ugudelige, for de første som en Guds kraft til frelse, for de andre til dom.

WA 13, 119 (Over de små profeter, 1524-26)

Man skal ikke måle evangeliet efter antallet af dem, som hører det, men efter det lille antal af dem, som tager imod det. Disse er ikke iøjnefaldende, man lægger ikke mærke til dem, men Gud handler alligevel i dem på en skjult måde.

WA 12, 509 (Prædiken, 1523)

For at evangeliet skal vedkomme os rigtigt, må der først komme en længsel efter det og en nød i samvittigheden. Evangeliet kommer ikke til den, som har overflod og gode dage, men bare til de ængstede samvittigheder, som har stor længsel og en sjæl, som lytter til en sådan trøsterig forkyndelse.

WA 24, 467 (Over Første Mosebog, 1527)

Dette er vor store bekymring: Hvis nogen har ladet en pegeseddel eller måske bare en mønt ligge i vinduet eller i stuen, da bekymrer han sig og frygter at pengene skal blive stjålet fra ham, men evangeliet kan han undvære et helt år. Og sådanne folk vil alligevel regnes for at være evangeliske.

WA 10 I 2, 373 (Kirkepostillen, 1526)

Hele evangeliet lærer ikke andet end tro på Gud og kærlighed til næsten.

WA 8. 15 (Salme 68, 1521)

Man må skaffe sig af med den vrangforestilling, at der findes fire evangelier og kun fire evangelister. Det er helt forkert, at nogen deler Det Nye Testamentes bøger i lovbøger, historiske bøger, profetiske bøger og visdomsbøger og tror at de på den måde (jeg ved ikke hvordan) kan gøre Det Nye Testamente ligt Det Gamle Testamente. Vi må holde fast på, at ligesom Det Gamle Testamente er en bog som Guds lov og bud er skrevet i, og desuden fortællingerne om dem, som holdt disse bud og dem, som ikke holdt dem, sådan er Det Nye Testamente en bog, som evangeliet og Guds løfter er skrevet i, og desuden også fortællingen om dem, som tror dette og om dem, som ikke tror det. Derfor kan man være vis på, at der kun findes ét evangelium, ligesom der kun findes ét Nytestamente, kun én tro og kun én Gud, som lover frelse.

WA Bibel 6. 2 (Fortale til Bibelens skrifter)

Se også: Lov og evangelium 181; Bibelen 33

Evighed

Hvad evigheden er, kan man ikke forestille sig.

WA 12, 444 (Prædiken, 1523)

Fadder

Man skal bruge fine, gode, alvorlige og fromme præster og faddere, som man ved, gør sin pligt med alvor og en ret tro.

WA 19. 538 (Dåbsbogen, 1526)

Fordi dåben er en hellig handling, tager vi ikke sådanne til faddere, som offentlig fører et skamløst liv.

WA 36. 101 (Prædiken, 1532)

Se også: Barnets tro 29; Barnedåb 29; Dåb 62

Fadervor

Fadervor er den allerbedste bøn, som findes på jord, fordi Gud Fader har givet os den gennem sin Søn.

WA 32, 420 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Det er en god øvelse, særlig for almindelige mennesker, børn og tjenestefolk, at bede hele Fadervor hver dag, både morgen, aften og ved bordet.

WA 32, 420 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Væn dig altså til at gå i seng og sove ind med et Fadervor hver aften og at stå op med det igen om morgenen.

WA 46. 79 (Joh 16, 1538)

Fadervor er den største martyr på jorden. For alle plager og misbruger det.

WA 38. 364 (En enkel måde at bede på, 1535)

Se også: Bøn 44

Falde i synd

Vi er alle syndere og falder i synd. Men når en sand kristen falder, vender han snart om og kæmper mod synden, for at den ikke skal blive til anstød for næsten. Det er vanskeligt, ikke at blive såret i krig, men det er en ære, når man kan stå op igen. Hvis man derimod viger, er det en skam. Sådan kæmper også den kristne midt i synden, og alligevel mod synden.

WA 20. 700 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Ingen er nogensinde faldet så dybt, at han ikke kan rejse sig igen.

WA 40 I, 197 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 160

Se også: Syndernes forladelse 87 278; Bod 38

Falskhed

Når de ugudelige begynder at føle sig fornærmet, ... da kommer deres falskhed for dagen, ligeledes deres blodige had, misundelse og det, som følger med det.

WA 5. 137 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Familie

Du skylder først og fremmest at skaffe din hustru, dine børn og dine ansatte det nødvendige. Du må ikke tilbageholde det, de har krav på hos dig.

WA 15. 303 (Om handel og renter, 1524)

Se også: Ægteskab 324

Far og mor

En far skal være en biskop og en præst for sit hus.

WA 24, 223 (Over Første Mosebog, 1527)

En far skal straffe sit barn som en dommer, undervise det som en lærd doktor og forkynde for det som en præst eller biskop.

WA 16. 504 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Far og mor kan fortjene himmeriget, men også Helvede ‑ ved den måden, de tager sig af deres børn på.

WA 16. 504 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Se også: Forældre 95; Opdragelse 215

Fare

Det er en meget farlig fristelse, at udsætte sig for fare og hverken passe på eller at søge at undgå den så godt man kan, og så siden ‑ når det er gået galt ‑ skyde skylden over på, at det var Guds vilje. De fromme bør altså stadig være klar over, at de ikke kan vide noget om fremtiden eller om hvordan det hele kommer til at gå. Det ved Gud alene. Men selv om vi ikke ved noget, skal vi alligevel gøre alt det, som står i vor magt ... I ydre ting og farer skal vi følge vor fornuft ... og gøre det som fornuften og vore menneskelige evne lærer os, selv om selv det bedste råd kan føre os vild.

WA 44, 87 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Faste

Den rette kristne faste som Jesus taler om, består i at du tugter din krop og holder måde.

WA 32, 431 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Vil du faste på en ret måde, så vær klar over at du først og fremmest bør være et fromt menneske, som både har en ret tro og en ret kærlighed.

WA 32, 432 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Man skal ikke faste, for at man ved det skal fortjene noget ‑ som om det var en god gerning. Man skal kun faste for at være rustet og skikket til at bruge Guds Ord.

WA 15. 450 (Prædiken, 1524)

Se også: Disciplin 53; Mådehold 204

Fattig

Når et fattigt menneske har et ret hjerte, er det mere velstående end en rig, for det er glad for lidt og takker Gud for de største rigdomme, som er kundskaben om Gud og nåden i Kristus. En rig derimod er fattig midt i alle de pengene, som han har skrabet sammen, og selv om han har overflod, lider han savn. Hvad kommer denne ulighed af? Den kommer ikke af de ydre ting, som vi bruger, men af at hjerterne er forskellige.

WA 42, 511 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Men hvis du spørger: Hvordan da? Skal alle kristne så være fattige, og er det ikke tillad for nogen at have penge, gods, ære, magt osv.? Eller hvad skal de rige gøre? Fyrsterne, herrerne og kongerne? Skal de skaffe sig af med alt deres gods og ære eller købe Himmeriget af de fattige, sådan som nogen har lært? Svar: Nej, der er ikke tale om at købe af de fattige, men selv at være fattig og findes blandt de fattige, som skal arve Himmeriget. For det er sagt tydelig og med klare ord: ”Salig er de fattige”. Men der står også disse ord: ”i ånden”. Derfor opnår man ikke noget ved at være materielt fattig og ikke have penge og gods. For at have penge, gods, land og folk er i og for sig ikke uret, men er Guds gave og ordning. Derfor er ingen salig, fordi han er en tigger og ikke har noget, som er hans eget, men det, som betyder noget, er at være fattig i ånden.

WA 32, 307 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Det er i sandhed gudsbespottelig at sige: Gud glemmer de fattige, vender sit ansigt bort fra dem og spørger ikke efter dem. For han har jo i det første bud befalet dem, at tro på ham og håbe på ham, i det andet at påkalde hans navn, i det tredje at vente på hans ord. Hvorfor ægger den ugudelige da Gud, når han mod Guds udtrykkelige bud og vilje beskylder ham for at glemme de fattige?

WA 5. 346 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Hvor ville de rige og mægtige være, hvis der ikke fandtes fattige og underordnede? Som fødderne bærer kroppen, sådan bærer de små i samfundet alle de højere stænder.

WA 17 II. 57 (Kirkepostillen, 1525)

Fattigdom

Gud tager ikke fattigdommen bort fra sine hellige, men han lader dem heller ikke gå under og gå til grunde.

WA 19. 564 (Prædiken, 1526)

Fejltagelse

Den kristne kærlighed kan ikke tie stille eller tåle at næsten tager fejl eller synder. Den må revse og forbedre, hvor den kan.

WA 24, 255 (Over Første Mosebog, 1527)

Mange bliver ført vild på grund af pavedømmets påstand om, at kirken ikke tager fejl. Men til dette skal du sige: Joh, den tager fejl og kan tage fejl. For man kan ikke bringe kirken sammen på et lidt sted. Den er en almindelig, kristen kirke, som er spredt i hele verden. Ofte finder du den på et sted, du mindst af alt ville vente det. Derfor er det alene den Herre Kristus, som ikke tager fejl, men kirken kan tage fejl.

Og at den kan tage fejl, det har vi allerede erfaret, ved at den har antaget og godtaget den skik, som blev foreslået af paven, at man kun skulle uddele brødet i nadveren. Kirken har hverken sat sig mod dette eller talt mod det. … Derfor tro du bare at kirken er hellig, men jeg stoler ikke på den af den grund, for jeg ser et eksempel på, hvad den kan gøre under pavedømmet.

WA 46. 772 (Joh 1-2, 1537-38)

En ting er at tage fejl, noget andet er at stå hårdnakket fast på det og fornægte. Augustin siger: Jeg kan vel tage fejl, men jeg vil ikke være en kætter og holde fast på fejlen. Vore sektånder holder hårdnakket fast ved deres unyttige meninger. Vi kan tage fejl på grund af kødet som vi drager med os, men i Ånden må vi se til, at vi ikke fremturer i fejltagelsen, efter at vi er blevet klar over den.

WA 20. 753 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Festdag

Hver dag er en festdag, og man skal ikke synde på nogen af dem.

WA 1, 439 (De Ti Bud, 1518)

Se også: Helligdag 127; Søndag 279

Filosofi

Man må skelne klart mellem filosofi og teologi.

WA 40 I. 410 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 348

Teologi er ikke filosofi. Filosofien ser på de ting, som er nærværende. Den bliver opblæst af lykken. Men når lykken ophører, mister den modet.

WA 43, 567 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Fjendekærlighed

Har vi været uværdige og alligevel blevet modtaget i barmhjertighed og har modtaget Guds velgerning uden vor fortjeneste og som syndere ‑ hvorfor skulle vi da spare vore velgerninger alene til dem, som fortjener dem eller er værdige til dem? Nej, ikke sådan, men lad os være Guds børn og også gøre vel mod vore fjender og mod dem, som gør ondt mod os, sådan som Gud har gjort og stadig gør med os, vi som er hans fjender og har gjort ondt mod ham. Dette siger Kristus også i Matt 5, 44: ”Elsk jeres fjender!”

WA 10 I 1, 103 (Kirkepostillen, 1522)

Fjender - evangeliets fjender

Alle fjender af sandheden har store ting i sinde og gør forfærdelige ting. Til sidst er de alligevel som røgen mod vinden og himmelen, som forsvinder af sig selv uden vind.

WA 8. 5 (Salme 68, 1521)

Man siger, og det er et ordsprog: Sulten er den bedste kok. Derfor er de kristnes trængsel deres og kirkens redning. Kors og undertrykkelse er kirkens ophøjelse og triumf. Hvad kirkens fjender end gør, er det sikkert, at jo mere vi bliver undertrykt desto mere retter vi os op. For Kristus er vor konge og høvding, som i sandhed ikke viger for noget ondt, for med sin uudsigelige magt rejser han de faldne op, gør de døde levende og lader de undertrykte sejre og vinde.

WA 40 III. 90 (Over Salme 15 ff., 1532)

Fjendskab – verdens fjendskab

Den, som bekender Kristus og som forkynder Guds evangelium, må ikke undre sig, når alle mennesker viser afsky for ham og foragter ham. Ja, hvis det ikke sker, er han endnu ikke en fuldkommen Kristus-bekender, for dette er et sikkert tegn på hans frelse, når han er mennesker til spot og folk til foragt.

WA 5. 615 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Folk

En folkestamme bliver først kaldt et folk, når den har en øvrighed, et land, love og frihed.

WA 42, 448 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Foragt

Vor Herre Gud har ikke åbenbaret sit ord, for at det skal foragtes, men for at vi skal høre det og omgås det flittig, og for at vi skal lære det af det, som vi ikke ved fra naturens side. De, som studerer andre emner, som f. eks. læger, jurister og filosoffer, har flere tilhørere ... Men vi har Guds Ord og skabning. Hvis vi ikke forsker og læser flittig i det, er det vor egen skyld, hvis de velgerninger, som tilbydes os der, bliver taget fra os. For så har vi ikke fortjent andet.

WA 43, 314 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Ingen vil regnes for en gudsforagter. Alligevel er det sandt, at alle de er gudsforagtere, som foragter Guds Ord eller gudstjenesten.

WA 40 III. 103 (Over Salme 15 ff., 1532)

Forandring

Man skal ikke afskaffe eller forandre noget i kirken, som man ikke kan afskaffe eller forandre på grundlag af klare Skriftord.

WA 26. 167 (Om gendåb, 1528)

Forbandelse

Det sømmer sig ikke at en kristen forbander selv sin værste fjende eller ugerningsmand, for han har fået befaling om at føre evangeliet på sine læber.

WA 17 II. 52 (Kirkepostillen, 1525)

Forbedring

Hvem, siger du, vil bestræbe sig alvorligt på at forbedre sit liv? Til det svarer jeg: Ikke et eneste menneske. Og ingen vil være i stand til det af sig selv, for Gud bor slet ikke i dine såkaldte ”forbedrere” som ikke har Ånden, fordi de er hyklere. De udvalgte og de fromme derimod bliver forbedret ved Helligånden, de øvrige vil gå til grunde.

WA 18. 632 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Ingen kan vide om en anden, om han virkelig er from eller om han bare synes from. For de onde bliver også gjort til skamme, og fortvivlede kæltringer græder ofte og vil være fromme, men det er bare tilsyneladende og ikke for alvor. Sådan opførte Farao sig ofte, men hans hjerte var ikke med i det. For når straffen nærmer sig, er man from, men når faren er over, fortsætter det som før. Man forbedrer sig ikke af hjertet, men det er en tvungen fromhed, akkurat som vi bliver fromme i tider med pest og nød.

WA 16. 126 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Vi skal ikke så hurtigt miste modet, når det gælder mennesker, som har syndet ... For hjerterne kan med tiden blive forandret, de bliver mildere og roligere, så de forbedrer sig i deres ondskab. Med tiden forsvinder den voldsomme forbitrelse og den hidsige vrede.

WA 43, 548 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Forbillede

Det er rosværdigt og fint, når man følger Kristi forbillede ... Men det fører ikke til, at man opnår retfærdighed for Gud.

WA 40 I. 389 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 330

Evangeliets virkelige kerne og grundvold er, at du først modtager og erkender Kristus som en gave, der er skænket dig af Gud og hører dig til, inden du bruger ham som forbillede.

Når du på den måde har Kristus som din saligheds grund og egentlige skat, så følger det andet punkt efter. Da kan du bruge ham som dit forbillede, så du også giver dig således hen for at tjene din næste, som du ser, at Kristus har givet sig hen for dig. Se, da er både troen og kærligheden i virksomhed.

Vær derfor opmærksom på, at Kristus skænket dig som en gave nærer din tro og gør dig til en kristen. Men Kristus som et forbillede øver dig i gode gerninger. Disse gerninger gør dig derfor ikke til en kristen, men de udføres af dig, der forinden er blevet kristen.

WA 10 I 1, 8-18 (Kirkepostillen 1522, indledningen)

Forbrydelse

Offentlige forbrydelser skal ikke straffes af mængden eller af privatpersoner, men af øvrigheden med det offentlige sværd.

WA 14, 665 (Forelæsning over Femte Mosebog, 1523)

Fordømmelse

Den eneste måde at undgå den evige fordømmelse på og opnå salighed, er at høre Guds Ord.

WA 52, 374 (Huspostillen, 1544)

Se også: Dom 54

Forebygge

Vi skal bruge de midler, som Gud tillader for at afvende farer. Det skal vi være bevidst om på grund af dem, som fører alt tilbage til Guds forsyn og på den måde ophæver de gerninger og de midler, som Gud har forordnet.

De siger nemlig: Hvis dette skal ske, så vil det ske med nødvendighed også uden at jeg gør noget for det. Og hvis de begiver sig ud i en unødvendig fare, lover de alligevel sig selv værn og beskyttelse. For Gud må nødvendigvis yde beskyttelse ifølge sit løfte, mener de.

Dette er onde og ugudelige tanker, for Gud vil, at du skal bruge de midler, som du kan bruge. Han vil, at du skal benytte anledningen, når den byder sig. For han vil jo, at du ved at gøre det, skal udføre det, som han har forordnet ... Derfor skal man i dette liv gøre det arbejde, som er nødvendig. Man skal så, plante, sørge for at brødføde sig osv. Og så vil Gud også gøre det, han vil.

WA 43, 547 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Fordi du ikke ved, hvor længe du lever, skal du bruge de midler, som er nødvendige til livets ophold. Hvis det altså er bestemt, at du skal dø efter udgangen af en måned, så skal du alligevel ikke friste Gud, fordi du ikke endnu er sikker på det, men du skal bruge de midler, som er nødvendige for at opholde livet.

WA 44, 77 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Forfølgelse

I det ydre kender man det hellige kristne folk på det hellige kors, som er et middel til at hellige dem. For at blive som sit hoved, Kristus, må det lide al ulykke og forfølgelse, al slags anfægtelse og ondskab fra Djævelen, verden og kødet. Indvendig må det sørge, være mismodig og bange, udvendig må det være fattig, foragtet, sygt og svagt.

WA 50. 641 (Om koncilierne og kirken, 1539)

Forfølgelse og mord kan ikke skade Guds kirke og de kristne. De kristne bliver ikke færre af den grund. Tværtimod, jo længere kirken er under korset og under Djævelens og verdens tyranni, desto mere vokser den ... Af de kristnes blod vokser der stadig nye kristne op, som spejler sig i og undrer sig over de lidende kristnes tro, Kristus-bekendelse, tålmodighed under korset og udholdenhed, så de omvender sig til den kristne tro og bliver frelst.

WA 16. 17 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Ja, siger de overkloge, vi forfølger hverken Kristus eller evangeliet, for vi er jo også kristne, vi har Den Hellige Skrift og evangeliet. Vi vil holde fast ved den kristne kirke og troen, men det sømmer sig ikke for os at ikke tolerere kætterne, de frafaldne og de ulydige. Her findes der altså en så stor hellighed at de under skin og navn af at være Kristi venner og forsvarere, kan forfølge Kristus og de kristne.

Ja, verden er nu så from og hellig, at man ikke kan finde nogen som man kunne kalde Kristi fjende eller kunne revse med Guds ord, selv om de i praksis viser sig som de værste fjender, jager og forfølger gudfrygtige prædikanter og uskyldige folk, som ikke har gjort andet end at leve og tro ifølge Kristi ord og befaling.

De gør bedrevidende kirker og prædikestole øde og tomme. De vil ikke at noget skal blive forkyndt undtaget det, som de selv gerne vil høre. De tror og lever som livsnydere og svin og vil frit, uhindret og ustraffet gøre og lad være at gøre det, de har lyst til. Og alligevel vil de alle være lydige mod den hellige kirke, og kaldes gudfrygtige og kristne mennesker og anses for at være evangeliets venner.

WA 41, 134 (Prædiken, 1535)

Forførelse

At sjælene bliver forført er det skadeligste af alt ondt og bedrøver en gudfrygtig sjæl dybt.

WA 5. 130, 32‑34 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Forkyndelse

Hvis vi ikke holder os til forkyndelsen, så er Ordet ikke i os, men løgn og bedrageriske tanker. Kætterne vandrer i mørket og siger, at det er lys.

WA 20. 616 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Man kan med sikkerhed kende den kristne menighed på, om evangeliet forkyndes rent.

WA 11, 408-16 (Om menighedens læreansvar, 1523)

Vi ved med sikkerhed, at hvor evangeliet forkyndes, er det umuligt, at der ingen kristne skulle være, hvor få, syndige og svage de end er.

WA 11, 408-16 (Om menighedens læreansvar, 1523)

Da den kristne menighed hverken skal eller kan være uden Guds ord, følger det klart af det foregående, at de må have lærere og prædikanter, der forkynder ordet.

WA 11, 408-16 (Om menighedens læreansvar, 1523)

Se også: Prædiken 231

Forladelse – syndernes forladelse

Er du faldet og kan sige af hjertet: Jeg har syndet, så kan også Gud sige: Jeg har tilgivet dig. Men hvis du derimod forsvarer og fortier synderne, så vil han sige, at han ikke kan tilgive dig det.

WA 44, 503 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Gud vil ikke være nådig mod og tilgive nogen synderne, som ikke også tilgiver sin næste. Derfor kan det heller ikke være ret med troen, hvis den ikke bringer frugt, så man tilgiver sin næste og beder om tilgivelse. Findes denne frugt ikke, så er det ingen ret tro.

WA 15. 484 (Prædiken, 1524)

Syndsforladelsen skal blandt de kristne ikke have nogen begrænsning. Den ene skal altid tilgive den anden og vogte sig for at tage hævn. For hævnen er Guds sag alene. Den skal man uanfægtet overlade til hans magt og majestæt.

WA 52, 521 (Huspostillen, 1544)

Den ydre tilgivelse, som jeg beviser i gerning, er et sikkert tegn på, at jeg har syndernes forladelse hos Gud.

WA 32, 423 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Når en kristen er blevet from og retfærdig ved troen og har modtaget syndernes forladelse, så må han for alt i verden ikke blive sikker, som om han nu var løs og fri fra alle synder, for først nu begynder en evig kamp og strid mod synderne, som stadig sidder fast i os.

WA 40 II. 352 (Salme 51, 1532/38)

Se også: Absolution 14; Nøglemagten 211; Retfærdiggørelse 238

Forladthed

Hvad det betyder at være forladt af Gud, forstår vi ikke uden at vi først ved, hvem Gud er. Gud er liv, lys, visdom, sandhed, retfærdighed, godhed, magt, glæde, ære, fred, salighed, og alt godt. At være forladt af Gud betyder, at være i døden, mørke, uforstand, løgn, synd, ondskab, svaghed, sorg, skændsel, uro, fortvivlelse, fordømmelse og alt ondt.

WA 5. 602 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Formaning

Selv om et menneske ved, hvad det skal gøre og ikke skal gøre, må det fortsat formanes, for at det ikke skal blive dovent og sløv.

WA 32, 210 (Prædiken, 1530)

Se også: Lovens tredje brug 179

Fornuft

Det er virkelig sandt at fornuften er en virkelighed og at den er den vigtigste af alle ting. Målt med de andre ting i livet ‑ er den det allerbedste, ja, noget lige ud guddommeligt.

WA 39 I. 175 (Teserne om retfærdiggørelsen, 1538)

I de ting som har med denne verden at gøre og i dem, som angår mennesker, er mennesket fornuftig nok. Her behøver vi ikke noget andet lys end fornuften. Derfor underviser Gud heller ikke i Skriften om, hvordan man skal bygge hus, lave klæder, gifte sig, føre krig og lignende ting. Det naturlige lys er tilstrækkelig til dette. Men i de guddommelige ting, dvs. de ting, som gælder Gud og som går ud på at gøre det, som er Gud til behag for at blive frelst, dér er naturen stok blind, så den ikke kan vejlede det mindste, når det gælder disse ting. Den er så hovmodig at den plumper i og falder som en blind hest. Alt det, den siger og beslutter, er med garanti lige så falsk og fejlagtig som at Gud lever.

WA 10 I 1, 531 (Kirkepostillen, 1522)

I legemlige farer er det rigtigt at bruge fornuften. Den forstår, hvad det gælder og kan give gode råd i sagen. Sådan styrer en god husfar som er kommet i vanskeligheder, sine handlinger med fornuften, men kaster alligevel ikke troen bort.

WA 42, 469 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Det, som er mod fornuften, er sikkert nok endnu mere mod Gud. For hvordan skulle det, som strider mod den menneskelige sandhed ikke også stride mod den guddommelige sandhed? Kristus deler jo i Joh. 3, 12 sandheden i en jordisk og en himmelsk del og siger: ”Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske.”

WA 8. 629 (Om munkeløfterne, 1521)

Fornuften er også et lys og et skønt lys. Men den kan ikke finde og vise vejen og lede foden, når det gælder at komme ud af synden og døden til retfærdighed og liv. Den forbliver i mørket, ligesom vores stearinlys og vokslys ikke oplyser himmel og jord, men kun de små hjørner i husene. Solen oplyser imidlertid himmelen, jorden og alt andet. Sådan er Guds Ord den rette sol, som giver os den evige dag, for at vi skal leve og være lykkelige. Lykkelig er den, som har lyst til at have og se et sådan lys, for det skinner gerne. Men muldvarperne og flagermusene, dvs. verden, ønsker ikke at se det.

WA 48. 76 (Noter)

Fornuften kan holde sit lys højt og rose sig af at være klog i verdslige, forgængelige ting. Men den kan slet ikke klatre op i Himlen, og man spørger den ikke til råds i sager, som angår frelsen. For i dette er verden og fornuften helt blind, de er og forbliver i mørket, og vil aldrig i evighed lyse og skinne. Det eneste lys er Kristus alene. Han kan og vil råde og hjælpe.

WA 46. 587 (Joh 1-2, 1537-38)

Fornuften, hvor skøn og herlig den end er, tilhører alligevel blot verden. Her har den sit herredømme og sit rige. Men i Kristi rige, råder alene Guds Ord.

WA 16. 261 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Fornuften ved nok, at Gud kan og skal hjælpe, men den kan ikke nå den sande Gud. Den kan nok tale om ham, men hvem han er, hvor han er og hvordan han hjælper, ved den ikke.

WA 28. 611 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Vor forstand er alt for ringe til at vi kan begribe Guds majestæt.

WA 25. 237 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

At driste sig til at udgrunde eller forsvare Guds ordning ved hjælp af fornuften ‑ selv om fornuften på forhånd er grundet i troen og oplyst af den ‑ er ensbetydende med at ville oplyse den klare sol med en mørk lygte og at ville placere et bjerg på et strå.

WA 6. 291 (Om pavedømmet i Rom, 1520)

Du forstår ikke, hvordan det går til at din mund ler, at øjnene ser et slot eller et bjerg på lang afstand, heller ikke hvordan et menneske, når det sover og kroppen ser ud til at være død, alligevel lever. Selv om vi ikke forstå det mindste om os selv, ikke engang hvordan det går til at et hår vokser, vil vi alligevel i Djævelens navn med vor fornuft, som er så blind, når det gælder dens egne ting, klatre op i Himlen uden Guds Ords hjælp og fatte og udgrunde Guds majestæt.

WA 41, 274 (Prædiken, 1535)

Vor fornuft ser gennem et farvet rødt eller blåt glas. Den kan ikke tage glasset væk fra øjnene. Derfor bliver nødvendigvis også alt det, den ser, rødt, blåt eller grønt.

WA 16. 143 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Blandt alle farer på jord er der ikke noget farligere end en højtflyvende, egensindig fornuft, særlig i åndelige ting, som har med sjælen og Gud at gøre. For det er lettere at lære et æsel at læse end at ydmyge disse menneskers fornuft og lede dem på den rette vej. Fornuften må nemlig blive ydmyget og tilintetgjort.

WA 1, 696 (Salme 109, 1518)

Den naturlige fornuft forårsager kætteri og vranglære. Troen lærer og holder fast på sandheden, for den er bundet til Skriften. Den hverken bedrager eller lyver.

WA 10 I 1, 191 (Kirkepostillen, 1522)

Begyndelsen, midten og enden på alle vranglærer er, at man viger af fra Guds enkle ord, og vil bruge fornuften til at forstå og forbedre Guds under.

WA 26. 608 (Om både brød og vin i nadveren, 1528)

Vor medfødte, gudsfjendske fornuft er Guds værste og farligste fjende.

WA 40 I, 362 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 308

Se også: Forstand 93

Fornægtelse

Hvis nogen holder fast på sin fornægtelse, så vil Kristus også fornægte ham for altid. Men hvis nogen vender om fra at fornægte til at bekende, så vil Kristus også gøre det og omvendt.

WA 38. 508 (Matthæusevangeliet, 1538)

Fornærmelse

En kristen kan aldrig blive så fornærmet, at han ikke trods alt, skulle kunne tilgive.

WA 10 I 2, 322 (Kirkepostillen, 1526)

Forstillelse

Ingen er uden forstillelse og smiger, heller ikke uden vrang-forestillinger når det gælder Guds Ord.

WA 5. 433 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Forsætter – gode forsætter

Et godt forsæt er ifølge evangeliet en bevægelse i hjertet skabt af Helligånden, som går ud på, fra nu af at hade synden af kærlighed til Gud.

WA 39 I. 346 (Teserne mod antinomerne, 1537-40)

Se også: Lovens tredje brug 179; Lov og evangelium 181

Forsoning

Vi er foruretterne, Gud og hans lov er den forurettede part.

WA 40 I, 503 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 39

Derfor må der komme en midler til at opfylde loven, borttage dens vrede og forsone mig fortabte synder, der er skyldig til den evige død, med den vrede Gud.

WA 40 I, 503 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 39

Kristus har genløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt. Ikke med guld eller sølv, men med sit hellige og dyrebare blod og med sin uskyldige lidelse og død.

WA 30 I. 243-425 (Lille Katekismus, 1529)

Kristus befriede ved sin død hele menneskeslægten fra synden og den evige død.

WA 40 I, 535 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 69

Evangeliet stiller Kristus frem for os som forsoneren af Guds vrede ved sit eget blod, og som frelseren.

WA 40 I, 544 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 77

Guds Søn har ved sin død udfriet os fra en åndelig og evig trældom under de grusomste og mest uovervindelige tyranner: loven, synden og Djævelen, og således forsonet os med Gud Fader.

WA 40 II, 5 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 214

Se også: Universel forsoning 309

Forstand

Troen oplyser ikke forstanden. Den gør den til og med blind.

WA 4, 356 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Se også: Fornuft 88

Forsyn

Man skal ikke forsøge at udforske den skjulte Gud forsyn, men være tilfreds med det forsyn, som bliver åbenbaret i kaldet og prædikeembedet.

WA 43, 463 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Tag imod det løfte og forsyn, som findes hos dig og udforsk ikke i nysgerrighed Guds hemmelige rådslagninger.

WA 43, 460 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Satan tager forsynet fra os med magt, det forsyn, som vi har fået vished om gennem Guds Søn og de hellige sakramenter. Han gør os usikre på det, som vi er ganske sikre på. De mennesker, som vil undersøge de høje ting, som har med Guds forsyn og forsæt at gøre, driver selv deres hjerter til fortvivlelse og ødelægger dem.

WA 42, 313 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Gud har ikke befalet mig at sørge for forsynet, men han har befalet mig at håbe.

WA 5. 172 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Se også: Prædestination 227

Fortjeneste

Man skal slet ikke søge nogen fortjeneste eller egen retfærdighed og ikke beskæftige sig med nogen gerning, som man vil bringe frem for Gud.

WA 28. 747 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Hvis det drejede sig om fortjenesten, ville vi aldrig vide med sikkerhed, hvornår vi havde nok fortjeneste. Da ville vi altid stå i fare for at blive fordømt

WA 43, 178 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Det er ikke på grund af vor fortjeneste, at vi har dåben, evangeliet og absolutionen. Alt dette er gaver fra den barmhjertige og nådige Gud for Kristi skyld.

WA 40 III. 444 (Over Salme 15 ff., 1532)

Fortrøstning

Vogt jer for ‑ ligesom de ugudelige ‑ at fortrøste jer til menneskelig hjælp og menneskelige pagter. Gud skal være jeres trøst, ellers vil I omkomme.

WA 25. 118 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Gud lader mennesket falde så dybt i fare og angst, at det ikke længere findes råd eller hjælp. Alligevel vil han, at vi ikke skal fortvivle, men stole på ham, som kan gøre det mulige ud af det umulige og noget ud af intet.

WA 10 I 2, 386 (Kirkepostillen, 1526)

Alt sker, for at vi skal lære at fortrøste os på Gud og tro på ham i al nød og ikke blive bange, når noget ondt sker med os, eller vrede, når det går de ugudelige godt. For vor Herre Gud er en som prøver sine og lader det gå dem godt, for at man med vished skal forstå og lære, at han er en nådig Gud. Men han skjuler det af og til så dybt, at man ikke kan se det. Hvis man holder ud, er det nok med blot et eneste ord fra ham, så er man igen hjulpet.

WA 37. 538 (Prædiken, 1533)

Den, som vil være en kristen, må frygte Gud, stole på ham og passe sit kald. Da vil man have nok at gøre! Man skal lægge sin vej i Herrens hænder morgen og aften, sove i Herrens navn, stå op igen og gøre det, som lægger sig til rette for os, hvilken stand, vi end tilhører.

WA 44, 573 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Tillid 287; Tro 289

Fortvivlelse

Det sømmer sig ikke, at du foragter dig selv og fortvivler over dig selv, allermindst når du føler dig elendig. Fordi det ikke er ret at fordømme, forbande eller fortvivle over nogen som helst synder, så er det heller ikke ret af dig at fordømme og forbande dig selv, enten du så har syndet mod dig selv eller andre. Ligeledes sømmer det sig ikke for dig at rose og retfærdiggøre dig selv, eller at vente noget af dig selv, om du nu vil være dig selv eller andre til behag. Det, som sømmer sig for dig er, at du alene roser dig af Herren og har din glæde og lyst i hans navn, han som er god i sine helliges øjne.

WA 5. 196 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Når vi er bedrøvet, ja, når vi er nærmest fortvivlelsen, da fremstår håbet skønnest.

WA 40 II. 502 (Salme 45, 1532/33)

Forældre

Det skal forældre vide, at de ikke kan gøre nogen bedre gerning og nytte for Gud, kristenheden, hele verden, sig selv og sine børn, end når de opdrager deres børn godt ... Omvendt fortjener de heller ikke Helvede lettere end ved deres egne børn, og nogen mere skadelig gerning kan man heller ikke gøre end at forsømme sine børn og lad dem bande og sværge, lærer dem dårlige ord og sange og lad dem leve efter deres egen vilje. Nogen opmuntrer dem oven i købet med overdreven luksus og fremgang i verden, så de bare vil være verden til behag, komme til tops og blive rige, mens de hele tiden tænker mere på, hvordan de kan drage omsorg for kroppen end for sjælen.

WA 2, 169 (Traktat om den dobbelte retfærdighed, 1519)

Uden tvivl er far og mor apostel, biskop og præst for deres børn, fordi de forkynder dem evangeliet. I korthed: Der findes ikke nogen større og ædlere magt på jorden, end den forældrene har over deres børn, for de har jo både den åndelige og verdslige magt over dem.

WA 10 II. 301 (Om ægteskabet, 1522)

Selv om der ikke er nogen større magt på jorden end fars og mors, så er den alligevel ovre, når Guds Ord og gerning begynder. For når det gælder de sager, som har med Gud at gøre, skal hverken mor eller far, heller ikke en biskop eller noget andet menneske, men alene Guds Ord lære og føre dem. Og om mor og far byder, lærer eller beder dig om at gøre noget mod Gud og tjenesten for Gud, noget som ikke er klart påbudt eller befalet af ham, da skal du sige til dem: Hvad har du og jeg med hinanden at gøre? ... For mor og far har også pligt til ‑ ja, netop derfor har Gud sat dem som mor og far ‑ at føre børnene til Gud efter Guds bud. Det siger Paulus i Ef 6, 4: ”Fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning.” Det vil sige: Lær dem Guds bud og ord, sådan som I selv har lært det og ikke jeres egne tanker”.

WA 17. II. 67 (Kirkepostillen, 1525)

Se også: Familie 77; Far og mor 77; Opdragelse 215; Børn 49

Frafald

Jeg siger og gentager ofte: Frafaldet fra læren er ikke menneskelig, men djævelsk. Det er et fald fra den højeste Himmel til det dybeste Helvede. For de, som hårdnakket holder fast i vranglæren, erkender ikke deres synd, men de forsvarer den også som den højeste retfærdighed. Derfor kan de aldrig få tilgivelse.

WA 40 II. 41 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 248

Den, der falder ud af nåden, mister helt og holdent den forsoning, syndsforladelse, retfærdighed, frihed og evigt liv, som Kristus har fortjent os med sin død og opstandelse. Og i stedet for skaffer han sig Guds vrede og dom, synden, døden, trældom under Djævelen og den evige fortabelse på halsen.

WA 40 II, 22 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 231

Hvis en hellig bevidst og med vilje handler mod Guds bud, så er han ikke længere hellig, men har uddrevet troen og Helligånden. Bevidst indvilgen og ondt forsæt borttager helligheden og uddriver Helligånden.

WA Br 10, 513 (brev nr. 3960)

De, som ikke strider mod synden, men indvilger i den, falder helt tilbage i arvesynden og bliver, som de var før dåben.

WA 17 II, 286 (Kirkepostillen, 1544)

Man skal ikke nægte dem tilgivelse, der synder af svaghed, selv om det sker gang på gang, når blot de atter rejser sig op og ikke bliver ved med deres synder.

WA 40 II, 20 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 229

Se også: Dødssynd 61; Bod 38

Fred

Af freden har vi fået liv og legeme, hustru og børn, hus og hjem, ja, alle lemmer, hænder, fødder, øjne og al sundhed og frihed, og vi sidder i sikkerhed bag fredens mur. Det er vel næsten et halvt Himmerige, hvor freden råder ... Freden kan hjælpe dig til at synes at en bid tørt brød smager som sukker og en slurk vand som ædel vin.

WA 31 I. 202 (Salme 82, 1530)

Hvem kan sige, hvilket uudsigelig gode den kære fred er, og hvor meget den giver og sparer bare på et år?

WA 30 II. 560 (Om folkeskoler, 1530)

Freden køber man aldrig for dyrt, for den bringer den, som køber den, stor nytte.

WA 40 III. 496 (Over Salme 90, 1534)

Den, som har to køer, skulle give den ene bort blot for at beholde freden. Det er bedre at eje en ko med god fred end to i krig. ”Hellere én hånd fyldt med hvile end to hænder fyldt med slid og jagen efter vind!”, som Prædikeren 4, 6 siger.

WA 44, 784 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

En klog øvrighed skal arbejde meget mere for at opretholde freden end for at forbedre lovene. For de som gør det ene, men lader det andet være, bliver ikke opmærksom på ”bjælken”, men ser kun ”splinten”.

WA 40 II. 382 (Salme 51, 1532/38)

Den timelige fred, som er det største gode på jorden og som også alle andre verdslige goder er indbefattet i, er egentlig en frugt af det rette prædikeembede. For hvor det findes, udebliver krig, strid og blodsudgydelse. Hvor prædikeembedet derimod ikke forvaltes ret, er det heller ikke underligt, at der findes krig og stadig uro, og lyst og vilje til krig og blodsudgydelse.

WA 30 II. 538 (Om folkeskoler, 1530)

Vi ville gerne ønske, at der rådede fred over alt og at alle tog imod evangeliet. Så behøvede vi ikke at lide nogen forfølgelse. Men hvad er det som mangler? Det at man ikke kan opnå dette i verden og at den ikke vil give os nogen fred, men vi må tage imod fjendskab for kærlighed og venskab og ufred og forfølgelse for fred. Hvem kan have fred længere end naboen vil? Derfor må der være strid og ufred selv om de kristne ikke bidrager til det hverken med råd eller dåd, men bare må lide, bære skylden og kaldes ulydige og oprørske.

WA 41, 135 (Prædiken, 1535)

Verdslig fred består i at det ydre onde, som forårsager ufreden, bliver taget væk. Når f.eks. en fjende belejrer byen, så er der ufred. Men når fjenden er væk, så er der fred igen. Sådan er det også med fattigdom og sygdom: Så længe de plager dig, er du ikke tilfreds. Når de derimod er forbi og du er fri af ulykken, sygdommen og fattigdommen, så er der igen ydre set fred og ro. Men den, som oplever det, bliver ikke forvandlet. Men med den kristne eller åndelige fred er det omvendt: Her forbliver de ydre ulykker, som fjender, sygdom, fattigdom, synd, djævel og død. De forlader os ikke, men ligger rundt om os på alle kanter. Alligevel er der fred, styrke og trøst indvendig i hjertet, så man ikke bryder sig om ulykken, men til og med bliver endnu ydmygere og gladere, når ulykken kommer end når den ikke kommer.

WA 12, 519 (Prædiken, 1523)

Når det gælder verdens fred er det, sådan at den bare giver fred i det ydre. Man spiser og drikker, synger og danser og er lykkelig i kødet. Men den kristne fred er en fred i hjertet, selv om man i det ydre lider under forfølgelse, angst, nød og modstand.

WA 10 I 2, 281 (Kirkepostillen, 1522)

Fred i kirken

Hvor disse to ting findes, at man lærer ret og forsvarer sig mod kætterne, følger med nødvendighed fred og ro. Hvor derimod en af disse eller begge mangler, venter man forgæves på fred.

WA 31 II. 764 (Højsangen, 1530-31)

Det er bedre, at der ikke er fred og at himmel og jord forgår end at det mangler noget ved Kristi rige og hans herlighed.

WA 40 III. 43 (Over Salme 15 ff., 1532)

Derfor væk med alle de profeter, som råber til Kristi folk: Fred, fred - og der er dog ingen fred. Og lad det gå alle profeter vel som råber til Kristi folk: Kors, kors - og der er dog intet kors.

WA 1, 238 (De 95 Teser, 1517)

Fremmed retfærdighed

Denne fremmede retfærdighed er indgydt i os. 1519

WA 2, 146 (Traktat om den dobbelte retfærdighed, 1519)

Min urenhed bliver renset i Kristus. Altså må jeg hjælpes ved en fremmed undfangelse og fødsel, som dækker og smykker min egen. … Han skænker mig sin fødsel.

WA 37, 56 (Von Jesu, 1533 – DK 45)

Jeg er klædt i Kristi fødsel og liv ved dåb og tro… Det er altså en fremmed hellighed og dog vores.

WA 37, 57 (Von Jesu, 1533 – DK 46-47)

Vi er altså rene ved en fremmed retfærdighed, nemlig Guds Søns og hans fødsel, liv, lidelse og død.

WA 37, 60 (Von Jesu, 1533 – DK 52)

Se også: Retfærdiggørelse 238

Frelser

Hvis du har en ret tro på, at Kristus er din Frelser, ser du straks at du har en nådig Gud. For troen leder dig og åbner Guds hjerte og vilje for dig, så du kun ser overvældende nåde og kærlighed. Det er at skue Gud ret ... i troen at se hans faderlige og gode hjerte, som er uden vrede og unåde. For den, som ser ham som en vred Gud, ser ham ikke ret, men har et forhæng eller dække, ja, en tyk tåge, trukket for ansigtet.

WA 32, 328 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Der er jo ”ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses” (ApG 4, 12), og det er umuligt, at der skulle være andre frelsere, andre veje og måder at blive salig på end ved den eneste retfærdighed, vor frelser Jesus Kristus, som har skænket os denne retfærdighed og stillet den frem for Gud som vor eneste nådestol, Rom 3, 25.

WA 26, 504 (Om Kristi nadver, 1528. DK, s. 328)

Se også: Jesus 142

Frihed

For at vi grundigt skal forstå, hvad et kristent menneske er og hvordan det står til med den frihed, som Kristus har vundet for os og givet os, skriver Paulus meget om friheden. Jeg vil udtrykke det med disse to teser:

En kristen er en fri herre over alle ting og ingen underdanig.

En kristen er en tjenstvillig slave for alle og alle underdanig.

WA 7. 20 (Om den kristne frihed, 1520)

Du er fri i alle ting hos Gud på grund af troen, men hos mennesker er du alles tjener på grund af kærligheden.

WA 12, 133 (1 Kor 7, 1523)

Den kristne frihed kan både blive den til del som er fri og den, som er slave, den som er taget til fange og den som tager andre til fange, en kvinde ligesom en mand, en tjener og en tjenestepige ligesom en herre og en frue. Vi taler om friheden for Gud, den som består i at Gud frikender os fra synderne. Denne frihed kan blive enhver til del.

WA 33, 659 (Ugeprædikener over Joh 6-8, 1531)

Der skal være en fri, naturlig villighed i os til at gøre det gode og til at lad være med at gøre det onde. Det er den åndelige frihed og forløsningen fra loven.

WA 10 I 1, 361 (Kirkepostillen, 1522)

Kristen eller evangelisk frihed er samvittighedens frihed. Ved denne bliver samvittigheden fri fra gerningerne, ikke på den måde at det ikke sker nogen gerninger, men på den måde at man ikke sætter sin lid til dem. For samvittigheden er ikke en kraft som virker gerningerne, men en kraft som dømmer dem.

WA 8. 606 (Om munkeløfterne, 1521)

De, som forstår Kristus ret, dem vil intet menneskebud kunne tage til fange: de er fri, ikke ifølge kødet, men ifølge samvittigheden.

WA 25. 224 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Mennesket har rigtignok en frihed, men ikke, så det kan handle eller lad være med at handle efter Guds bud. For når det gælder Guds bud, er mennesket ikke fri, men det skal være lydig mod Guds bud, ellers må det tage dødens dom ind over sig. I de ting, som Gud ikke har givet noget bud om, er man imidlertid fri, f. eks. når det gælder de ydre handlinger.

WA 42, 512 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Det findes også en kødets frihed, som særlig hersker i verden. Den, som påberåber sig denne frihed, adlyder hverken Gud eller lovene, men han gør efter eget forgodtbefindende alt, hvad han har lyst til. Og en sådan frihed søger alle i vores tid.

WA 40 II. 3 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 212

Kristus vil, at hans kirke skal være fri, sådan som Paulus siger i 2 Kor 1, 24: ”Vi er ikke herrer over jeres tro.” Han har ikke villet at hans kirke skulle være underlagt lærernes tyranni. For den anerkender bare en læremester: Kristus. Ham tjener den også i sand ydmyghed.

WA 43, 109 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Kristus gør os ikke frie i politisk eller i kødelig, men i teologisk eller åndelig forstand.

WA 40 II, 3 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 212

Frelsesvilje – Guds frelsesvilje

Hvem kan give noget, hvis man ikke vil modtage det? Ikke engang Gud, der skænker verden alt, hvad der er godt uden at holde noget tilbage, kan dog give noget til dem, der ikke vil have det. Nej, når de slår hånden af ham, må han lad sine goder gå til spilde på dem og dertil lad dem fare.

WA 36, 441 (Prædiken, 1532)

Johannes Døber siger: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.”

Nu kan du jo ikke nægte, at også du er et stykke af verden. … Her er slet ingen undtaget. … At nogle ikke tror, er ikke Kristi skyld, men skylden ligger hos mig. Han har alvorligt befalet mig at tro.

WA 46, 682 (Joh 1, 1537. DK, s. 274)

Frimodighed

Enten skal man slet ikke fortælle de store i verden sandheden, men så krænker man den guddommelige majestæt, eller hvis man fortæller den, bliver man beskyldt for ikke at fortælle den for sandhedens skyld, men for at krænke kongen og svække hans magt. Sådan må en forkynder nødvendigvis enten vække anstød hos Gud eller hos de høje i denne verden.

WA 5. 374 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Der er brug for en stor og stærk tro, for at være så fri i sin tale at man ikke frygter for at kroppen eller brødkurven kan tage skade. Troen må være tapper for at kunne tale sådanne oprigtige ord.

WA 19. 326 (Over Salme 112, 1526)

Fristelse

Gud lader ikke sine kære blive udsat for lidelse uden årsag. Det sker jo ikke af vrede eller unåde, men af stor nåde og godhed for at vise os, hvordan han i alle ting mener det godt og faderlig med os, hvordan han trofast sørger for sine og styrer alt, så deres tro opøves mere og mere og bliver stadig stærkere ... Sådan opholder han dem i ydmyghed og selverkendelse, for at de ikke skal blive stolte og sikre på deres tro og hellighed, sådan som det skete med Peter, da han mente, han kunne give sit liv for Kristus (Joh. 14, 37). Derfor er fristelse lige så nødvendig, ja, endnu nødvendigere end mad og drikke, for at vi skal fortsætte med at leve i ydmyghed og frygt og lære at holde os alene til Guds nåde.

Gud lader os blive udsat for fristelse for at skræmme de sikre og for at trøste de skræmte og ængstelige samvittigheder, når de ser, at Gud har ladet ikke bare dem, men også de største og helligste blive angrebet på denne måde og har ladet dem lide under fristelser og angst. Hvis vi ikke havde haft eksempler i Skriften på at det også er gået de hellige sådan, kunne vi ikke udholde det, og vor svage samvittighed ville altid klage og sige: ”Jeg er den eneste som lider under dette. Hvorfor har Gud ikke ladet andre fromme og hellige blive fristet sådan? Derfor må det være et tegn på at Gud ikke vil have mig.”

Men når vi nu ser og hører, at Gud har handlet sådan med alle store og hellige, så finder vi lære og trøst i dette, så vi ikke bliver modløse, men forholder os rolige og venter indtil han redder os ud af den, sådan som han har hjulpet alle de kære hellige. Den sande årsag til at Gud gør sådan, er at han vil lære sine hellige, hvordan de skal søge trøst og forholde sig, så de i fristelsen kan finde og beholde Kristus.

WA 17 II. 22 (Kirkepostillen, 1525)

I fristelsen glemmer vi alle gaver. Vi ser bare på den øjeblikkelige smerte og bekymring. For fristelsen slukker alt så fuldstændigt, at man ikke ser eller føler andet end det onde, og bare tænker og venter på det. Også de, som er allermest erfarne i Den Hellige Skrift har i fristelsen brug for nogen, som kan give dem et trøstens ord fra Den Hellige Skrift. I fristelsens stund har vi behov for at blive mindet om det, som er givet os.

WA 31 II. 620 (Højsangen, 1530-31)

Til troen hører frem for alle ting Guds Ord som troens grund og klippe. Derfor kan det at friste Gud ikke betyde noget andet end at ville have med Gud at gøre uden hans ord, dvs. når man tror på det, som han ikke har befalet os at tro på og ikke har fastsat i sit ord, eller når man ikke tror det, som han har befalet os at tro på og har fastsat i sit ord.

WA 10 I 1, 618 (Kirkepostillen, 1522)

Det er den allerfarligste og største fristelse af alle at gå i rette med Gud om, hvorfor han har gjort dette eller hint, for Guds gerninger er ubegribelige.

WA 25. 291 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Den, som kan tage sin tilflugt til Gud i fristelsen, så han ikke fortvivler i sorgen, men sukker og beder, han har overvundet fristelsen.

WA 25. 245 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Vi bliver ikke fristet, for at vi skal blive bange og gå under, men for at Ordets kraft skal komme for dagen og troen vokse. Troen svækkes nemlig ved lediggang.

WA 25. 318 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Fristelsen kan ikke overvindes ved hjælp af noget timelig eller forgængelig, men kun ved hjælp af Kristus. Derfor er de nogle tåber, som tror, at de kan overvinde fristelserne ved at flygte eller på anden måde. De bør hellere flygte til Kristus og væbne deres hjerte ved at se på ham i tro.

WA 3, 351 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Selv om vi har Guds løfter og bud, skal vi ikke friste Gud. Det vil sige at vi ikke skal foragte de midler, vi har, men bruge dem. Derfor har Gud ikke givet dig fornuft og fornuftens råd og hjælp for at du skal foragte den. Det gør de, som er overmodige og de, som fortvivler, når de siger: Jeg gør, hvad jeg vil. Jeg kan alligevel ikke forhindre det, som er nødvendig og må ske ifølge skæbnen. Sådan taler de, som fortvivler.

Men de, som er overmodige, plejer at bruge sådanne ord: Selv om jeg ikke spiser, så vil jeg alligevel leve godt, hvis det er meningen, at jeg skal leve. Gud har lovet mig livet, derfor betyder det ingenting, om jeg spiser eller ikke. Vi skal imidlertid vogte os vel for at friste Gud ved overmod eller fortvivlelse. Det er en tåbelig ting, at ville udforske det, som Gud ifølge sin specielle rådslutning har skjult for dig.

WA 44, 77 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Fromhed

Vil du opnå en ret fromhed, som gælder for Gud, så må du fuldstændig fortvivle over dig selv og tro på Gud alene. Du må give dig helt og fuldt til Kristus og tage imod ham, så alt det, han har, bliver dit, og alt det, du har, bliver hans.

WA 10 I 2, 233 (Kirkepostillen, 1526)

Frygt

Hvor der ikke er tro, er det bare frygt, angst, rædsel og sorg, når der tænkes på Gud eller når han bliver nævnt. Ja, had og fjendskab mod Gud er det, som findes i et sådan hjerte. Det har sin årsag i at hjertet føler sig skyldig i samvittigheden og ikke har tillid til, at Gud er nådig og god mod det. For det ved at Gud er en fjende af synd og straffer den forfærdelig. Når nu begge disse ting findes i hjertet: Forvisning om synd og erkendelse af Guds straf, må det altid være bedrøvet, mismodig og bange. Det er hele tiden bange for, at Gud står bag det med stokken ... Hvis jeg skulle sige noget til den slags hjerter om glæden i Gud, ville det være det samme som hvis jeg skulle overtale vandet til at brænde. Det angår dem slet ikke, for de føler hvordan Guds hånd trykker dem i samvittigheden.

WA 10 I 2, 170 (Kirkepostillen, 1522)

Du bliver ikke forløst fra synderne ved hjælp af frygt, selv om du frygtede i tusind år. De fordømte frygter til evig tid, alligevel bliver de ikke af den grund fri fra synden. Ja, frygten øger blot synden ... Frygten må ophøre og lysten til retfærdighed tage til.

WA 10 I 2, 111 (Kirkepostillen, 1522)

Vi skal ikke frygte for vold, men for lykke og gode dage, for de kan skade os mere en angst og forfølgelse. Vi skal heller ikke frygte for verdens visdom og klogskab, for den kan ikke skade os. Ja, jo mere verdens visdom rejser sig mod sandheden, desto renere og klarere bliver sandheden. Derfor kan der ikke ske noget bedre med evangeliet end at verden rejser sig mod det med vold og visdom. Jo mere samvittigheden, synden og Djævelen anfægter mig, desto stærkere bliver min retfærdighed. For synderne som trykker mig, gør mig ondt. Jo stærkere jeg holder ud i bøn og råb til Gud, desto stærkere bliver troen og retfærdigheden stadig. Det er det, Paulus mener, når han siger (2 Kor 12, 9): ”Min magt udøves i magtesløshed”.

WA 10 I 2, 422 (Kirkepostillen, 1526)

Man skal ikke tillade kvinder, som passer børn, at skræmme børnene med skrækbilleder og fantasier, særlig ikke om natten. Man skal hellere opdrage børn til en sund frygt, så de frygter de ting, som man skal have ærefrygt for, og ikke, så man gør dem ængstelige på en måde, som vil skade dem hele livet.

WA 1, 449 (De Ti Bud, 1518)

Fuldkommenhed

At være fuldkommen vil sige at frygte og elske Gud og gøre næsten alt godt.

WA 52, 489 (Huspostillen, 1544)

Se også: De Ti Bud 41

Fyldestgørelse

Det er en stor vildfarelse at tro, at man kan gøre fyldest for sine synder. For Gud tilgiver dem altid uforskyldt af uendelig nåde uden at kræve noget for det.

WA 1, 245 (Traktat om aflad og nåde, 1517)

Se også: Retfærdiggørelse 238; Lov og evangelium 181

Fylderi (drukkenskab)

Fylderi er en så alvorlig synd at det hindrer dig i din dåb, syndstilgivelse, tro på Kristus og din sjæls salighed.

WA 47. 763 (Prædiken, 1539)

Se også: Drukkenskab 56

Følelser og tro

Nu lærer evangeliet mig noget ganske andet, end jeg føler.

WA 40 II 472-610 (Salme 45, 1532)

Følelse og tro afhænger ikke af hinanden.

WA 10 I 1, 614 (Kirkepostillen, 1522)

Vore sanser, tanker og følelser må vi sige farvel og alene give agt på det, den siger, som trøster os med Guds ord.

WA 40 II 472-610 (Salme 45, 1532)

Vi føler Kristi nærvær i vores hjerter.

WA 46, 718 (Joh 1, 1537. DK, s. 331)

Gave

Alt, hvad vi er, lever og har, er Guds gave, sådan det også står i Romerbrevet: ”Hvem har givet ham noget først?” (11, 35).

WA 40 II. 452 (Salme 51, 1532/38)

Guds gaver findes, men det er en meget større gave, at man ser dem og erkender dem.

WA 40 II. 550 (Salme 45, 1532/33)

Man kan også værdsætte en lille gave højt og sige: Den kommer fra et kærligt hjerte. For hvor der er kærlighed og venskab, ser man ikke så meget på gaven som på hjertet. Det tilfører gaven noget meget vigtig.

WA 21, 483 (Kirkepostillen, 1544)

Gavernes giver har givet sig selv.

WA 40 II 472-610 (Salme 45, 1532)

Ordet ”gave” eller ”karisma” betegner det, som Gud giver de troende efter syndsforladelsen.

WA 40 II, 421 (Salme 51, 1532/1538. DK, s. 331)

Helligåndens gaver følger efter syndernes forladelse.

WA 40 II, 421 (Salme 51, 1532/1538. DK, s. 98)

Se også: Nådegaver 213

Genfødsel

Helligånden genføder og bevæger menneskets vilje.

WA 39 I, 202 (Teserne om retfærdiggørelsen, 1537)

Troen er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny af Gud.

WA Bibel 7, 11 (Forord til de bibelske skrifter, 1522)

Den nye fødsel giver os atter, det, vi efter skabelsen har mistet.

WA 46, 622 (Joh 1, 1537. DK, s. 148)

Den nye fødsel sker ved troen på Kristus.

WA 40 I, 539 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 72

Genfødelsen og fornyelsen er et nyt lys, en ny flamme. Der fødes nye og fromme følelser, gudsfrygt, tillid til Gud og håb. Der opstår en ny vilje.

WA 40 I, 540 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 72

Se også: Tro 289; Dåb 62

Genfødsel – ny genfødsel

Tror du på syndstilgivelsen, bringer det dig atter tilbage din dåbs uskyld og du bliver genfødt på ny.

WA 30 II, 505 (Om nådens nøgler, 1530. DK, s. 802)

Gerning

En kristen skal sige få ord og gøre mange gerninger.

WA 10 I 1, 136 (Kirkepostillen, 1522)

Gerninger – gode gerninger

Troen er begyndelsen til alle gode gerninger.

WA 5. 119 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Gode gerninger gør ingen god, ligesom heller ikke frugterne kan gøre et træ godt, men et godt træ bærer gode frugter, og et godt menneske gør gode gerninger. Et godt menneske og et godt træ vokser uden gerninger alene ved troen på Guds sande ord.

WA 6. 95 (Teserne om troen, 1520)

Begge disse ordsprog er sande: Gode og fromme gerninger skaber aldrig en god og from mand, men en god og from mand gør gode og fromme gerninger. Onde gerninger skaber aldrig en ond mand, men en ond mand gør onde gerninger.

WA 7. 32 (Om den kristne frihed, 1520)

Det, som vi gør mod Gud, kaldes ikke gode gerninger, men det som vi skal gøre mod vor næste, det er gode gerninger.

WA 10 III. 98 (Prædiken, 1522)

Gud ser ikke på den ydre gerning, men på hjertet. Når det er retskaffent og frygter Gud, da er alt, hvad det menneske gør, Gud til behag.

WA 43, 207 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Det er ikke muligt, at en gerning behager Gud eller opnår noget hos ham, som ikke er gjort af fri kærlighed.

WA 6. 444 (Til den kristne adel, 1520)

Det kommer an på den rette forståelse af de gode gerninger. Gud kræver gode gerninger og vil, at de skal gøres. Jeg taler imidlertid om sådanne gerninger, som bliver krævet og rost i Skriften, ikke om sådanne, som mennesker gør og udfører uden Guds Ord og befaling, blot ud fra egen fromhed og eget skøn og i modsætning til de rette gode gerninger.

WA 45. 510 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

På grundlag af din samvittigheds vidnesbyrd og dine gerninger får du vished om, at Gud har behag i dig og kalder dine gerninger gode. Sådan ved en gudfrygtig mor, som opfylder sin pligt i opdragelsen af børn, med vished at denne gerning behager Gud. Gerningernes ros består i, at jeg kan sige med god samvittighed: Jeg ved, at denne gerning behager Gud.

WA 25. 356 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Hvem har nogen sinde forkastet gode gerninger? Vi forkaster kun de falske gerninger, som ser ud som om de er gode.

WA 10 I 1, 410 (Kirkepostillen, 1522)

Gode gerninger er ikke dem, som vi i hovmod har udvalgt selv, men dem, som Gud har påbudt, så enhver skal gøre det, som Gud har befalet og pålagt ham i hans stand her på jorden.

WA 34 II. 131 (Prædiken, 1531)

Man skal gøre gode gerninger, bede og faste, blot ikke den gerning, du gør i dit kald eller i din stand, forsømmes eller forhindres på grund af det. Gudsdyrkelse er ikke bundet til en eller to gerninger, heller ikke til en eller to stænder, men er fordelt på alle gerninger og alle stænder.

WA 10 I 1, 413 (Kirkepostillen, 1522)

De, som vil komme ind i Himlen med deres egne gerninger, drager Kristus ned til sig, men det skulle jo være omvendt. Kristus må drage os op til sig ellers går vi fortabt.

WA 52, 230 (Huspostillen, 1544)

Jo mere vi anstrenger og plager os for at blive fri fra synden, desto værre bliver det med os.

WA 40 I. 73 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 58

De gode gerninger strømmer frem af troen og stammer fra glæden i hjertet over, at vi har syndernes forladelse uforskyldt gennem Kristus.

WA 40 I, 234 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 190

Se også: Lov og evangelium 181

Gerningsretfærdighed

De gerningsretfærdige vil ikke tage imod nåde og evig liv for ingenting, men vil fortjene det med deres gerninger.

WA 40 I. 224 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 182

Gerningshellighed

De gerninger, som de gerningshellige udfører, forgår, men vi holder os til Kristus, som er evig.

WA 24, 310 (Over Første Mosebog, 1527)

De gerningshellige, som er veget af fra den sunde lære, kan ikke være sikre på det, de gør, men de har altid en skælvende samvittighed.

WA 25. 359 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Det er meget svært for et menneske, som hele sit liv har været bundet i gerningshellighed, at hæve sig op og løfte sig af et fuldt hjerte ved troen til den ene midler.

WA 36. 372 (Prædiken, 1532)

Se også: Lov og evangelium 181

Glemsel

Så snart vi begynder at glemme, hvad vi har været, glemmer vi også den nåde, som vi har fået.

WA 28. 755 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Den, som glemmer Gud, krænker ham uden ophør og ved ikke, at han krænker ham. Det forekommer særlig blandt de ugudelige.

WA 5. 320 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Glæde

På glæden kan vi kende vor mangel på tro. For lige så stærkt som vi tror, så stærkt vil vi også nødvendigvis glæde os.

WA 25. 347 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Det er ikke noget galt ved at være glad. Men at glæde sig sådan over en skabning, at man glemmer Gud og ikke forstår og takker ham for hans velgerninger, det er galt. Det er imidlertid let at falde i den synd, når man har gode dage. Derfor er det godt at frygte Herren.

WA 25. 247 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Når vi på grund af vor synd skulle græde, ler vi. Og når vi skulle le og fryde os af hjertet, fordi Kristus er død for os og har givet os det evige liv, græder vi. For enten værdsætter vi ikke denne glæde højere end andre glæder i verden som gør os gladere, eller så vil vi ikke og kan vi ikke lade os trøste, når synden og Guds vrede rigtig rammer os i hjertet.

WA 52, 800 (Huspostillen, 1544)

Godhed

Det hedder vel at vi skal være gode, men ikke at vi allerede er gode. Vi bliver gode og det er i færd med at ske.

WA 17 II. 116 (Kirkepostillen, 1525)

Godhed – Guds godhed

Godhedens væsen er at gøre godt mod dem, som ikke fortjener det og som er uværdige til det. For med dem, som har fortjent det, sker der jo ikke en velgerning, men noget de har ret til. Man gengælder godt med godt, men det har man jo pligt til at gøre.

WA 4, 278 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Guds godhed varer evig. Uden ophør gør han altid det bedste mod os. Han giver os legeme og sjæl, beskytter os dag og nat og opholder stadig vort liv. Han lader måne og sol skinne for os og lader himmel, ild, luft og vand tjene os. Han lader vin, korn, mad, føde, klæder, træer og alt nødvendig vokse op af jorden og giver guld og sølv, hus og hjem, og børn, kvæg, fugl og fisk. Kort sagt: Hvem kan opregne alt? Og dette giver han os rigeligt og i overflod, alle år, alle dage, alle timer, hvert øjeblik.

WA 31 I. 69 (Salme 118, 1529-30)

En godhed, som ikke holder op eller bliver træt på grund af ondskab, den er og kaldes en guddommelig godhed. Et menneske er ikke i stand til at vise en sådan godhed.

WA 31 I. 77 (Salme 118, 1529-30)

Gud er allernærmest, når han synes længst væk.

WA 25. 132 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Gods

Den, som har noget, skal være herre over det, han ejer. Den, som er en slave af det han ejer, ejer ikke godset, men godset jer ham. For han tør ikke bruge det, når han vil, og han kan heller ikke tjene andre med det, nej, han er ikke engang så fri, at han tør røre det. Men er han herre over sit gods, så tjener godset ham og ikke omvendt. Da hjælper han de fattige med det og giver til dem, som ikke har noget. Når han ser en, som ikke har nogen frakke, så siger han til sine penge: Kom frem, hr. Mønt, der er en fattig og nøgen mand, som ikke har nogen frakke. Ham må du tjene. Her ligger der en syg uden lindring. Kom frem, hr. Pengeseddel, og du, hr. Mønt, ud med jer! Hen og hjælp ham! De, som behandler deres ejendele på den måden, de er herrer over det, og sådan bør alle rette kristne gøre.

WA 10 I 2, 376 (Kirkepostillen, 1526)

Hvorfor bekymrer I jer for gods og penge her på jorden? Det er jo alligevel forgængeligt og vil ikke vare længe, selv om det er givet af Gud. Fryd og trøst jer heller med de store himmelske værdier, som I allerede har i rigt mål og som ikke kan blive taget fra jer.

WA 41, 585 (Prædiken, 1536)

Fordi Gud ikke har behov for vor ejendom, står det fast, at det som vi lader komme vor næste til gode, også tilkommer ham.

WA 3, 210 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Godset skal være i hænderne, ikke i hjertet.

WA 19. 580 (Prædiken, 1526)

Når man sammenligner det gode, man har med det dårlige, man ikke har, bliver man straks klar over hvilken stor skat man har, når det gælder ejendele. Den, som har sunde og friske øjne, ved ikke at værdsætte dette og glæder sig heller ikke over denne gave fra Gud. Men hvis man er blind, se da hvilken pris man vil betale for at kunne se! Akkurat sådan er det også, når man er syg og i alle lignende tilfælde. Om Gud gav mig veltalenhed, magt og visdom, ville jeg alligevel ikke være fornøjet, fordi vi jo altid vil have det, vi ikke har, og ikke sætter pris på det, vi har. Er man ikke gift, ville man gerne være det. Er man gift, bliver man snart ked af det. I det hele taget er vi at sammenligne med kviksølv, som aldrig er i ro. Menneskehjertet er så ustadigt, at det ikke kan glæde sig over en eneste af Guds velgerning.

WA 20. 13 (Klagesangen, 1532)

Vi ser og erfarer, at alt kommer an på at være tilfreds og ikke hænge fast ved timeligt gods. Vi skal lære af alle dem, som blot har en bid brød og alligevel lader Gud fylde hjertet, så de er lykkelige og mere tilfredse end en fyrste eller konge. Kort sagt: Den, som har det sådan, er en rig herre og kejser og behøver ikke at have nogen bekymring, stræben eller hjertesorg.

WA 32, 310 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Grav, begravelse

Graven er vores hjem og evige bolig, for der findes ikke nogen vej tilbage derfra. Alligevel sørger vi over dem, som bæres til graven. Med højlydt gråt og klager bæres de til graven. Derfor: frygt Gud fra ungdommen af, før du bliver gammel, for da har du ikke noget mere tilbage end at blive båret til graven med sorg.

WA 20. 196 (Klagesangen, 1532)

Fordi Kristus er kommet i jorden og er blevet begravet, så må alle kristnes grave nu være helligdomme. Hvor der ligger en kristen, ligger der en virkelig helgen; ikke på grund af ham selv eller hans egen hellighed, men fordi han har død i troen på den hellige, korsfæstede og begravede Guds Søn, som også havde en grav, som var herlig og hellig, sådan som Esajas siger i kap. 11, 10. Sådan fylder dette mennesket Kristus hele verden, fylder den op med helligdomme, så også død og grav, galge og sværd, ild, vand, osv. bliver helligdomme. Men dette kan kun ske ved troen.

WA 37. 61 (Prædiken, 1533)

Se også: Død 58; Opstandelse 218

Gud

En Gud er noget, man venter sig alt godt af og som man tager sin tilflugt til i al nød. Derfor, det at have en Gud er ikke noget andet end at sætte sin lid til ham og tro på ham af hjertet. Jeg har ofte sagt at alene hjertets tillid og tro gør både Gud og afgud. Er troen og tilliden ret, så er også din Gud ret; og omvendt: Hvor troen er falsk og uret, der findes heller ikke den rette Gud. For de to hører sammen: Tro og Gud. Det, som du stoler på i hjertet og tror på, det er egentlig din Gud.

WA 30 I. 133 (Den Store Katekismus, 1529)

Hele verden kalder det en Gud, som mennesket sætter sin lid til i nød og anfægtelse, det, som det fortrøster sig til og stoler på, det, som det ønsker sig alt godt af og som kan hjælpe det. Sådan har hedningene gjort. Først har de gjort Jupiter til hjælper og Gud. Derefter har de drevet meget afgudsdyrkelse med fornuften. Romerne har lavet sig mange slags guder for mange forskellige formål, for at få den hjælp, de trængte. En skulle hjælpe folk i krig, en blev tiltroet kraft til en ting, en anden til en anden ting. En skulle lad kornet vokse, en anden skulle hjælpe på havet ved skibbrud. En valgte sig lige så mange guder, som der var nød, gods og nyttige ting på jord, indtil de til og med gjorde vækster og urter til guder ... Fornuften beskriver Gud sådan: Han er den, som hjælper et menneske, gør godt mod det og er det til nytte. Ud fra dette forstår man, at fornuften bare ved så meget om Gud, som Paulus siger i Rom 1, 19‑21, at man ved, at Gud eksisterer.

WA 28. 609 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Har du et hjerte, som kun venter sig godt af Gud, særlig i nød og savn, og som i tillæg forsager og giver afkald på alt, som ikke er Gud, da har du den ene, rette Gud. Omvendt: Hvis hjertet klynger sig til noget andet og venter sig mere godt og mere hjælp fra det end fra Gud og ikke skynder sig til ham, men flygter fra ham, når det går dårligt, da har du en afgud.

WA 30 I. 136 (Den Store Katekismus, 1529)

Hvad kommer det af, at vi elendige, stakkels mennesker, som ikke engang ved, hvordan det går for sig, når vi taler, ler og sover, alligevel taler om, hvordan Guds væsen er? Og det uden at gå til Guds Ord, bare ud fra vores eget hoved? Er det ikke dårskab over al dårskab, at et menneske som ikke kan beskrive den mindste ting, som han daglig ser på sin krop, alligevel drister sig til at ville vide det, som er uden for og over al fornuft og som bare Gud selv kan tale om? Og så turer det frem i overmod og hævder, at Kristus ikke er Gud!

WA 41, 271 (Prædiken, 1535)

Sådan som du tror på Gud, sådan har du ham. Tror du at han er nådig og barmhjertig, så er han det mod dig.

WA 17 I. 412 (Kirkepostillen, 1525)

At der er skjult meget i Gud, som vi ikke ved, tvivler intet menneske på.

WA 18. 606 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Gud styrer verden så mærkværdig, at han er nærmest, dér hvor man mener at finde døden og Djævelen.

WA 24, 632 (Over Første Mosebog, 1527)

Gud er en Gud for de bange og ydmyge. Han siger i Salme 50,15: ”Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig.”

WA 25. 248 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Vil du møde Gud, så skriv disse ord ind i dit hjerte. Sov ikke, men vågn op og lær dem og se godt på dem, de ord, som Kristus siger i Joh. 3, 16: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Dette bør enhver, som kan skrive, skrive ned, man bør læse og høre det, tænke på det og grunde på det, morgen og aften, enten man sover eller er vågen.

WA 47. 92 (Joh 3-4 udlagt, 1538-40)

At erkende Gud ret vil sige at erkende, at hos ham er der bare nåde og godhed.

WA 18. 520 (De syv bodssalmer, 1525)

Dette er Guds væsen: Ikke at modtage godt, men at give; altså at gengælde ondt med godt.

WA 4, 269 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Gud er kun godhed.

WA 4, 248 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Gud er en glødende ovn fuld af kærlighed, som rækker fra jorden lige til himmelen.

WA 10 III. 56 (Prædiken, 1522)

”Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden.” (1 Tim 2, 4). Derfor giver han disse kendetegn på dette: Den Hellige Skrift for at blive læst. Ordet for at blive forkyndt og hørt, myndighederne for at holde fred, far og mor for at opdrage børn, himmel og jord for at give næring og ellers alt, hvad de bærer og magter. Derimod ønsker Djævelen, at intet menneske skal leve eller have fred. Til tegn på dette lader han Den Hellige Skrift blive foragtet, Ordet ikke hørt eller troet, myndighederne ikke blive enige, far og mor ikke opdrage børn og himmelen og jorden blive misbrugt mod Gud og mennesker.

WA 48. 212 (Noter)

Hvis nogen ville male et præcist billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfyldte himmel og jord.

WA 36, 424 (Prædiken, 1532)

(Troen og livet, 1992, side 97)

Guds hus

Der hører ikke mere til Guds hus, end at Gud er der med sit ord.

WA 24, 497 (Over Første Mosebog, 1527)

Herrens hus er dér, hvor Gud bor, og han bor, hvor hans ord er, enten det er på marken, i kirken eller på havet. Og omvendt, hvor hans ord ikke er, dér bor han ikke og dér er hans hus heller ikke, men Djævelens hus og bolig, selv om det så var en kirke af guld indviet af alle biskopper.

WA 31 I. 179 (Salme 118, Den skønne lovsang, 1529)

Der hvor Gud taler, der bor han også. Hvor Ordet lyder, der er Gud, der er hans hus. Og når han ophører med at tale, så er det heller ikke hans hus mere. Selv om han lod sig høre på taget eller under taget eller på broen over Elben, så er det vist og sandt, at han bor der.

WA 14, 386 (Prædikener over Første Mosebog, 1523)

Guds hus og tempel har til alle tider og for alle gudfrygtige mennesker været det sted, hvor man ærer Gud. For han bor i sandhed der, siger man, hvor han virkelig bliver dyrket, særlig i forsamlingen af dem, som tror på ham. Derfor kan man ikke kalde noget sted for Guds hus eller tempel med større ret end et andet sted, heller ikke berømme et sted frem for et andet på grund af dets størrelse, kostbarhed, inventarer eller bygning, eller på grund af tilstrømningen af folk, men det er sådan som jeg har sagt, at man kender Guds sande tempel på om folk kommer sammen der for at bede, dyrke Gud og høre hans ord.

WA 5. 142 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Kirken kalder man normalt Guds hus, ikke fordi Gud bor der, men fordi Guds ord bliver hørt og forkyndt der. Og selv om det blev forkyndt under et grønt træ, så ville det sted være Guds sted og bolig, fordi Guds ord hersker der. Sådan er det ikke, fordi vi har indviet, udsmykket eller prydet stedet til dette formål, men på grund af det guddommelige ord, som jeg ikke har hentet, men som kommer på Guds befaling. Dér hvor nu Guds ord er, dér er også hans hus, og dér vil Gud tilbedes. For Guds ord gør ikke bare stedet hellig og gør det til Guds sted og hus, men det samme ord skaber guder af mennesker.

WA 16. 105 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Se også: Kirke 145

Guds Søn

Kristus er Guds Søn og evig, almægtig Gud. Hvad foretager Guds Søn sig da? Han bliver menneske for vor skyld. Han går ind under loven, for at løse os fra loven. Han lader sig korsfæste og dø på et kors, for at betale for vore synder. Han står atter op fra de døde, for at han ved sin opstandelse kan berede os en indgang ind til det evige liv og hjælpe os ud af den evige død. Han sidder ved Guds højre hånd som vor talsmand, og skænker os Helligånden, hvorved han fører og bevarer sine troende mod alle Djævelens anfægtelser og angreb.

Når Guds Søn gør disse ting for menneskers skyld, hvordan må da ikke Guds hjerte være stemt mod os mennesker, da jo Sønnen gør dette ifølge Faderens vilje og befaling?

WA 52, 140-42 (Huspostillen, 1544. Septuagesima søndag)

Se også: Frelser 100; Kristus

Gudsbespottelse

Hor og uredelighed er vel en stor synd, men i sammenligning med gudsbespottelse er den lille.

WA 12, 237 (En appel til ridderne af den tyske orden, 1523)

Gudserkendelse

Det er ikke mulig at begribe selv den mindste trosartikel ved hjælp af den menneskelige fornuft og fatteevne. Derfor er der ikke et eneste menneske på jorden, der nogensinde har fattet eller har en ret tanke om Gud og en sand gudserkendelse uden Guds Ord. Det må selv hedningene bevidne.

WA 28. 91 (Ugeprædikener over Joh 16-20, 1528-29)

Hvor Guds Ord ikke findes, findes der heller ikke nogen sand gudserkendelse. Hvor gudserkendelsen mangler, hersker der ugudelig uvidenhed, indbildninger og vrangforestillinger om den sande Gud.

WA 14, 588 (Forelæsning over Femte Mosebog, 1523)

Den sande gudserkendelse består ikke i at spekulere, men den skrider til handling.

WA 20. 641 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Gudsfrygt

Gudsfrygt er ikke noget andet end gudsdyrkelse.

WA 19. 305 (Over Salme 112, 1526)

Kun gudsfrygten kan bestå i trængsler, fordi den har Ordet og stoler på Ordet.

WA 25. 153 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Gud vil ikke at frygten alene skal herske, men han vil, at man i hjertenød skal holde fast ved håbet på hans barmhjertighed.

WA 43, 44 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Gudstjeneste

Det findes ikke nogen anden gudstjeneste end troen alene.

WA 32, 53 (prædiken 1530)

Det findes ikke nogen større gudstjeneste end den kristne kærlighed, som hjælper og tjener de nødlidende.

WA 12, 13 (Ordning af socialhjælp, 1523)

Alt, som sker ifølge Guds Ord, er en sand gudstjeneste.

WA 38. 587 (Matthæusevangeliet, 1538)

I Det Nye Testamente er den eneste gudstjenesten, vi skal yde Gud, at vi forkynder de velgerninger, som Gud har vist os syndere i Kristus.

WA 25. 156 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Ganske vist er det sandt at den fornemste og højeste gudstjeneste er at forkynde og høre Guds ord og at forvalte sakramenterne, osv. Ligeledes at gøre de gerninger, som hører til De Ti Buds første tavle. Men vi tjener også Gud ved at gøre de gerninger, som den anden tavle kræver: at ære far og mor og at leve tålmodig, rent og ærbart. For den, som lever sådan, tjener og ærer Gud med det.

WA 45. 682 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

Du skal vide, at det at tjene Gud ikke betyder noget andet end at tjene din næste og i kærlighed gøre vel mod ham, om det så gælder børn, hustru, tjener, fjende, ven, uden forskel, hvem det end er som har brug for dig til legeme og sjæl, og hvor du end kan hjælpe legemligt og åndeligt. Dette kaldes gudstjeneste og gode gerninger.

WA 10 I 2, 168 (Kirkepostillen, 1522)

Hvis enhver tjente sin næste, så var hele verden fuld af gudstjeneste. En karl i stalden tjener Gud akkurat som en studerende. Når tjenestepigen og fruen i huset er gudfrygtige kaldes det gudstjeneste. Så ville alle hjem være fulde af gudstjeneste og alle huse ville være kirker, fordi man tjener Gud her.

WA 36. 340 (Prædiken, 1532)

Gudstjeneste er intet andet end at tjene Gud med hjertet både i det ydre og det indre. Det består i at man holder ham i ære og frygter ham. Man gør ikke noget og lader ikke være at gøre noget uden at vide at det behager ham.

WA 24, 548 (Over Første Mosebog, 1527)

En kristen må have Gud i hjertet, så han ikke behøver andet for sig selv. Alligevel må han også med en ydre gudstjeneste offentlig fortælle og bekende, at han har en Gud.

WA 24, 507 (Over Første Mosebog, 1527)

Det bedste vi kan gøre for Gud, er at love og takke. Det er også den eneste rette gudstjeneste. Alle andre goder får vi af ham, for at vi skal give ham et sådan lovoffer. Og hvis man viser dig til en anden gudstjeneste, så skal du vide, at det er vildfarelse og bedrag ... Gudstjeneste er at love Gud, og den vil være fri, ved bordet, på værelset, i kælderen, på loftet, i huset, på marken, alle steder, af alle mennesker, til alle tider. Den, som siger noget andet til dig, lyver.

WA 10 I 2, 80 (Kirkepostillen, 1522)

Selv om de ydre ordninger i gudstjenesten sådan som at messe, synge, læse og døbe ikke har noget med frelsen at gøre, så er det alligevel ukristeligt at være uenig om det og forvirre de stakkels folk med det. Man skulle hellere lægge vægt på at forbedre folk i stedet for at følge ens eget sind og egne meninger.

WA 18. 418 (Sendebrev, 1525)

I gudstjenesten sømmer det sig ikke at foretage sig noget uden Guds befaling; og den som alligevel gør det, frister Gud.

WA 31 II. 644 (Højsangen, 1530-31)

Selv om den ydre form er fri ‑ ifølge troen ‑ og kan forandres med god samvittighed til enhver tid, på ethvert sted, af ethvert menneske, så er man alligevel ‑ ifølge kærligheden ‑ ikke fri til at følge denne frihed, men er forpligtet til at tage hensyn til, hvad folket kan tåle og hvad som tjener til at forbedre det.

WA 18. 419 (Sendebrev, 1525)

Præsten skal altid under gudstjenesten vende sig mod folket, sådan som Kristus uden tvivl gjorde det under nadveren.

WA 19. 80 (Gudstjeneste på modersmålet, 1526)

Du skal vide, at intet ydre kan skade troen eller tilføje den noget tab. Man skal blot lægge vægt på, at hjertet ikke fæster sig ved de ydre ting eller sætter sin lid til dem. Dette må vi sige og forkynde og så lad Ordet virke.

WA 10 III. 29 (Prædiken, 1522)

Gæstebud ‑ fest - gæster

Gæstebudene skal tjene til at gøre hjerterne glade og opmuntre sindet, når det har sorg.

WA 43, 146 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

De kristne inviterer gæster for at glæde sig af hjertet og for at takke Gud.

WA 43, 146 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Gæstfrihed

Gæstfrihed findes over alt, hvor kirken er.

WA 43, 2 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Had

Af had og misundelse følger al ulykke, mord, nød og plage i verden, stiftet af Djævelen. Men af kærligheden følger bare lykke, fred, frelse, hjælp, trøst, råd og det bedste, Gud selv har og giver.

WA 36. 424 (Prædiken, 1532)

Have

Enhver have er en Guds bog, hvor man kan se det under, som Gud gør hver dag.

WA 49. 725 (Prædiken, 1545)

Havesyge

Det ugudelige væsen og gerrigheden står altid ved siden af hinanden i Skriften. For så snart et menneske falder fra troen, kan det ikke stole på Gud længere, men må skrabe og rage til sig for at samle noget.

WA 31 I. 296 (Salme 111, 1530)

Den elendige gerrighed og ågerrenterne har fordærvet landet fra grunden af.

WA 51, 331 (Om at prædike mod ågerrenter, 1540)

Når Gud skænker et menneske ægtefælle og børn, og i tillæg det, man trænger til livets ophold, noget som skulle være grund til at stole desto mere på Gud, så misbruger man i stedet gaverne og stoler og tror mindre på Gud end før, da man ikke havde noget. Nu når man har alt, hengiver man sig til bekymring for legemet og for hvordan man kan opdrage børnene godt og arbejder for at de skal nå længere i livet end man selv gjorde. Eller at enhver i hvert fald skal have lige meget som en selv. Man tænker ikke på, at han som har givet liv og legeme, også vil give mad og tag over hovedet, klæder og levebrød. Man falder hurtigt fra Gud i vantro og havner i den forbandede gerrighed.

WA 28. 585 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Vi vender vores hjerte bort fra det vi har, til det vi ikke har. Altså har vi heller ikke det, som vi ejer. For hjertets begær retter sig ikke mod det, som det har, men mod det, som det ikke har.

WA 19. 304 (Over Salme 112, 1526)

Hedning

Ordet ”hedning” må man ikke forstå i naturlig, men i teologisk betydning, sådan som de står ind for Gud; nemlig uden Gud, uden gudstjeneste, uden løfter.

WA 38. 596 (Matthæusevangeliet, 1538)

Ordet ”hedning” omfatter alt det, hedningerne har: Retfærdighed, visdom, magt, forstand og alle gaver.

WA 40 II. 269 (Salme 2, 1532/46)

Hedningenes bøger underviser om dyd, ret og visdom for velfærd i denne verden. Den Hellige Skrifts bøger underviser om troen og om gode gerninger for det evige liv.

WA 51, 243 (Salme 101, 1534-35)

Helgen

Man skal ikke bygge på helgenernes gerninger, eksempel eller ord, men kun på Guds Ord, som alene ikke tager fejl eller lyver.

WA 10 II. 142 (Traktat mod paven, 1522)

Hellig

Enhver er en djævel i sig selv, men hellig i Kristus.

WA 1, 277 (Prædiken, 1518)

Se også: Hellighed 129; Helliggørelse 128

Helligånden

Troen bringer Helligånden med sig.

WA Bibel 7, 11 (Fortalerne til de bibelske skrifter, 1522)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 1, 1981, s. 120

Når du læser Guds Ord, taler Helligånden også med dig … Helligåndens tale er det, han har skrevet og forseglet. Når Helligånden taler, tager pennen i hånden og trykker bogstaverne i hjertet, da bliver mennesker forandret og får vished. For det er skrevet og trykt i hjerterne på dem, de har et pant, en ring, et segl, så de ikke har nogen tvivl.

WA 47. 184 (Joh 3-4 udlagt, 1538-40)

Helligånden er en lærer, som er vis i sin sag og som giver vished og ikke lader os svæve i uvished.

WA 23, 245 (At Kristi nadverord stadig står fast, 1527)

Ånden gør ved nåden hjerterne glade og villige til at gøre det gode, så mennesker gør gerningerne frivillig, uden tanke på løn og bare for at ære Gud. For ved troen og Ånden er de allerede retfærdige og salige. Ingen ville magte at bringe dem så langt.

WA 10 I 1, 259 (Kirkepostillen, 1522)

Ånd er alt det, som Helligånden virker i os. Men kød er alt det, vi gør for os selv ifølge vor natur uden Ånden. Derfor er alle de kristnes gerninger, sådanne som at elske ægtefælle, at få børn, at styre hus, ære sine forældre, at være lydig mod øvrigheden og lignende ting ... Åndens frugter.

WA 40 I. 348 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 294

Gud vil ikke give nogen Ånden uden Ordet og prædikeembedet, som han selv har indstiftet med sigte på det, og som han har befalet, alene at tale om Kristus.

WA 17 II. 135 (Kirkepostillen, 1525)

Det er ganske vist sandt, at kun Helligånden kan oplyse hjerterne og tænde troen, men det gør han ikke uden det ydre embede og uden den ydre brug af sakramenterne.

WA 43, 187 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Ros dig ikke af Ånden, når du ikke har det åbenbare, ydre ord. For det vil sikkert ikke være en god ånd, men Djævelen selv fra Helvede. For Helligånden har indesluttet sin visdom, sine råd og alle hemmeligheder i Ordet og åbenbaret dem i Skriften, så ingen skal undskylde sig med at de behøver at søge eller forske i noget andet eller mere. Det er heller ikke noget højere og bedre, man kan lære eller opnå end det, som Skriften lærer om Jesus Kristus, Guds Søn, vor Frelser, som er død og opstået for os.

WA 36. 501 (Prædiken, 1532)

Den, som ikke står op i samme stund og øjeblik Helligånden kalder på ham, vil aldrig gribe ham. For drager han først videre, kommer han aldrig igen.

WA 43, 349 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Ved evangeliets prædiken har de modtaget Helligånden.

WA 40 I, 156 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 2, 1981, s. 127

Se også: Nådegaver 213; Treenighed 289

Helligdag

Helligdage er ikke indstiftet for lediggang eller fornøjelse, men til vor frelse og Guds ære, for at vi skal høre Guds Ord, mindes hans velgerninger og blive undervist, opbygget og opholdt i troen og kærligheden til Gud.

WA 14, 663 (Forelæsning over Femte Mosebog, 1523)

Vi holder ikke helligdage for de forstandige og lærde kristnes skyld, for de trænger dem ikke, men først og fremmest fordi det er nødvendigt for kroppen. For naturen lærer og kræver at almindelige mennesker, ansatte, som hele ugen passer deres arbejde og opgaver, også få mulighed for at holde fri en dag for at hvile ud og få nye kræfter. Og dernæst har vi helligdagen allermest, for at vi på en sådan hviledag kan finde tid og sted til at holde gudstjeneste og komme sammen, for at høre Guds Ord og synge og bede og love Gud.

WA 30 I. 144 (Den Store Katekismus, 1529)

Vi kristne skal holde helligdag altid og kun beskæftige os med hellige ting. Det vil sige at vi skal omgås Guds Ord hver dag og bære det i hjerte og mund. Men fordi vi ikke alle har tid og frihed, må vi hver uge bruge nogen timer for ungdommen og i det mindste en dag for hele menigheden til bare at koncentrere os om dette og at lære De Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor og således indrette hele vores liv og væsen efter Guds Ord. Hvor dette praktiseres og er i brug, har man en ret helligdag, men hvor det ikke er sådan, skal det ikke kaldes en kristen helligdag. For ikke-kristne kan vel også godt feste og drive den af, men det helliger ikke hviledagen.

WA 30 I. 145 (Den Store Katekismus, 1529)

Se også: Festdag 80; Søndag 279

Helliggørelse

Så længe vi lever i kødet, begynder vi bare og hjælper blot til med at skabe det, som vil blive fuldendt i det næste liv.

WA 7. 59 (Brev til Paven, 1520)

Vi tror på ham, som daglig kalder os ved Ordet og giver, forsøger og styrker troen ved det samme ord og ved syndernes forladelse, for at han, når alt er fuldført, og vi har holdt fast ved dette og dør bort fra verden og al ulykke, endelig kan gøre os hellige på en fuldkommen og evig måde. Dette venter vi nu på i troen ved Ordet.

WA 30 I. 191 (Den Store Katekismus, 1529)

Livet består ikke i stilstand, men i at forvandles fra det gode til det bedre.

WA 56. 441 (Romerbrevet, 1515)

Når du opgiver viljen til at blive endnu bedre, holder du i det hele taget op med at være god.

WA 56. 441 (Romerbrevet, 1515)

Hvor Helligånden er til stede, fornyr den menneskene, indgiver dem nye tilskyndelser og gør forfængelige, hidsige og misundelige til ydmyge, venlige og kærlige mennesker.

WA 40 II, 125 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 328

Se også: Kristi efterfølgelse 72; Lovens tredje brug 179

Hellighed

Kristen hellighed eller hele kristenhedens hellighed består i, at Helligånden giver mennesker tro på Kristus og helliger dem på den måde (ApG 15, 9). Det vil sige at han fornyer hjerte, sjæl, legeme, gerning og liv og skriver Guds bud, ikke på stentavler, men på hjerter af kød (2 Kor 3, 3). Ifølge den første tavle giver han en ret Gudserkendelse, så de, som er oplyst af ham med den rette tro, kan modstå alle kætterier, overvinde alle falske tanker og vildfarelser og stå fast i troen mod Djævelen. Han giver også styrke og trøst til svage samvittigheder mod syndens anklage og anfægtelse, så sjælene ikke skal miste modet eller fortvivle ... Siden giver han også en ret frygt og kærlighed til Gud, så vi ikke foragter Gud og knurrer mod hans underfulde domme, men at vi i alt, som sker, om det er godt eller ondt, elsker, lover, takker og ærer ham.

WA 50. 626 (Om koncilierne og kirken, 1539)

Se også: Lov og evangelium 181

Helligholdelse af søndag

At helligholde hviledagen er ikke noget andet end at tale hellige ord, gøre hellige gerninger og føre et helligt liv. For dagen i sig selv behøver ikke at blive gjort hellig ... Men Gud vil, at den skal være hellig for dig. Derfor gør du den hellig eller vanhellig, afhængig af om du beskæftiger dig med hellige eller vanhellige ting på den dag. En ret helligholdelse går ikke til på den måde, at man sidder bag ovnen og ikke udfører noget hårdt arbejd eller pynter op med blomster og tager sit bedste tøj på, men ved at man handler efter Guds Ord og øver sig i det. Guds Ord er skatten, som gør alle ting hellige. På hvilket tidspunkt, man end beskæftiger sig med Guds Ord, forkynder det, hører det, læser det eller tænker over det, så bliver mennesket, dagen og gerningen gjort hellig af det. Det sker ikke på grund af nogen ydre gerning, men på grund af Ordet, som gør os alle til hellige mennesker.

WA 30 I. 144 (Den Store Katekismus, 1529)

Helvede

Sådan som det ser ud for mig, er forskellen mellem Helvede, Skærsilden og Himmel den samme som mellem fortvivlelse, næsten fortvivlelse og frelsesvished.

WA 1, 234 (De 95 Teser, 1517)

Hvad Helvede er før den sidste dag, er jeg endnu ikke alt for sikker på. For jeg tror ikke, at der findes et specielt sted, hvor de fordømte sjæle opholder sig nu, sådan som malerne maler det og levebrødsprædikanterne forkynder det.

WA 19, 225 (Profeten Jonas udlagt, 1526)

Hemmeligheder – Guds hemmeligheder

Guds hemmeligheder er Kristi ord, korsets visdom, evangeliet, som Gud har åbenbart i Det Nye Testamente. I Det Gamle Testamente var de skjult.

WA 7. 494 (Latinsk postil, 1521)

Du må ikke ønske at kende de Guds hemmeligheder, som han har villet, at du ikke skal kende.

WA 5. 173 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Den guddommelige majestæts hemmeligheder, som Gud ikke har åbenbaret for os i sit ord, skal vi lad gå os forbi og ikke forsøge at få kendskab til.

WA 42, 646 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Himmelfart

Kristi himmelfart og hans sæde ved Guds højre hånd må man lad være en virksom og kraftig ting, som altid har stor betydning. Man må ikke tro, at han er faret op til Himlen, sidder deroppe og lader os regere hernede. Men han fór op, fordi han deroppe er bedst i stand til at regere og udrette noget.

For hvis han havde fortsat med at være synlig på jorden for mennesker, havde han ikke kunnet udrette så meget. For så havde alle mennesker ikke kunnet være hos ham og høre ham. Derfor har han gjort det, så han har at gøre med alle og regerer i alle, så han kan tale til alle og at alle kan høre ham og at han kan være hos alle. Vogt dig derfor, så du ikke tænker, at han nu er langt væk fra os. Det er nemlig omvendt: Den gang han var på jorden, var han for langt væk fra os, men nu er han os nær.

WA 12, 562 (Prædiken, 1523)

Himmerige

Du skal se mod himmelen, som om din far sad der. Dér er der ikke noget andet en venlighed og kærlighed. Dér er det et farshjerte og ingen vrede.

WA 34 I. 299 (Prædiken, 1531)

Som Paulus siger, bor Gud i os, og vi ser Himmelporten stå åben, så længe der er kristne på jorden. For hvor der er kristne, dér er Gud, og dér står Himlen også åben.

WA 46. 718 (Joh 1-2, 1537-38)

Dér hvor evangeliet findes, er Kristus; hvor Kristus findes, er Helligånden og hans rige, Himmeriget.

WA 37. 180 (Prædiken, 1533)

Man skal ikke bare stirre op mod himmelen, når man hører tale om Himmeriget. For Himmeriget er over alt, hvor sakramenterne og troen er.

WA 37. 180 (Prædiken, 1533)

Se også: Guds rige 242; Kristi rige 242

Hensigt – god hensigt

Vor gode hensigt, selv om vi bruger den som påskud efter eget behag, er alligevel falsk.

WA 10 III. 270 (Prædiken, 1522)

En god hensigt duer ikke. Man må først have Guds Ord og være sikker på, at det er gjort ret.

WA 24, 354 (Over Første Mosebog, 1527)

Historier – bibelske historier

Krøniker og historiebøger skal holdes for at være de vigtigste bøger ligegyldig hvilket sprog, de er skrevet på. For de er underfuldt nyttige for at få kundskab om verdens gang, ja, også for at se Guds under og gerninger.

WA 15. 52 (Om at oprette skoler, 1524)

De bibelske fortællinger ... med deres herlige og tydelige eksempler på tro er nyttige til opdragelse, tugt, undervisning, trøst, ja, til alt, som Paulus tilskriver ordet om troen. For hvad andet er de bibelske fortællinger end det synlige ord eller troens gerning, som lærer os netop det i praksis, som Den Hellige Skrift ellers foreskriver os i ord og forkyndelse? Hvis man lader være, når man læser de hellige fortællinger, at handle i tro, ... så vil de hedenske fortællinger blive meget vigtigere og herligere for os. Og af det må der med nødvendighed følge at et hjerte, som er tomt for tro og følger den naturlige fornuft, får modvilje mod de bibelske fortællinger, foragter dem og ser på dem, som værdiløse bagateller i forhold til de store begivenheder blandt herskerne i verden.

WA 30 III. 539 (Forord, 1532)

Hjælp

Menneskelig hjælp ligner et siv, som rigtignok er smukt, men svagt. Sådan vækker også menneskelig hjælp store forhåbninger, når man ser på det ydre, men den bedrager, og enden på den er blot fordærvelse og skam. Derfor skal vi ikke støtte os til noget andet end Guds Ord, ellers kommer vi sikkert til at falde akkurat som dem, der støtter sig til et siv.

WA 25. 227 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

I al nød og fare må vi gøre sådan mod vor næste: Brænder hans hus, så befaler kærligheden mig at løbe til og hjælpe ham med at slukke. Er der nok folk der til at slukke, kan jeg gå hjem eller jeg kan blive der. Falder han i vandet eller i en grøft, så er det ikke tilladt at løbe væk, men jeg må springe hen til ham så hurtig, jeg kan og hjælpe ham. Er der andre til stede, som gør det, er jeg fri.

Ser jeg, at han sulter eller tørster, må jeg ikke forlade ham i sulten og elendigheden, men give ham noget at spise og drikke og ikke se på faren for at jeg selv skal blive fattigere eller ringere. For den, som ikke vil hjælpe og bistå en anden, selv om det kan føre til fare eller skade for en selv, for ens krop eller ejendom, han vil aldrig hjælpe sin næste. Det vil nemlig altid se ud som om det indebærer tab, fare, skade eller forsømmelse for en selv.

WA 23, 351 (Om man må beskytte sig mod sygdom, 1527)

Hjerte

Det findes mange synder skjult inde i mig, som jeg må være bange for. Vi må ikke tro, vi er sikre i os selv, heller ikke når vi har Ordet... sådan som Paulus formaner i 1 Kor 10, 12: ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.” Den skumle fælde er, at ingen kan se og kende sit hjerte. Vores hjerte er vor nærmeste og største fjende.

WA 31 I. 344 (Salme 1-25, 1530)

Menneskehjertet kan ikke holde måde i lykkens tid. Ja, det kan det lige så lidt, når modgangen kommer. Da vil det straks give op og gå til grunde. I begge tilfælde er det for svagt, men det er alligevel meget svagere, når det gælder at bære lykke en ulykke. Man plejer jo at sige: Et menneske kan bære alt andet bedre end gode dage. Man siger også: Der skal en god ryg til at bære gode dage.

WA 19. 372 (Profeten Habakkuk udlagt, 1526)

Når man har fået alt det, man vil have, så er der alligevel ingen ro for menneskehjertet. For begæret er lige så umættelig efter at ønskerne er opfyldt, som det var før.

WA 20. 24 (Klagesangen, 1532)

Et hjerte, som kæmper med fortvivlelse, kan aldrig få nok og aldrig for meget af kundskab om Guds vilje.

WA 42, 324 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Troen kræver hjertet, ikke forstanden.

WA 4, 356 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Hor

Det er skammeligt, når kristne er af den opfattelse, at hor i sig selv ikke er synd.

WA 42, 125 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Bordel 37

Hovmod

Hovmod bevirker at folk giver sig ud for at være mægtige, visere og mere retfærdige end de i virkeligheden er.

WA 40 III. 379 (Over Salme 15 ff., 1532)

Hovmod er, som Augustin ganske rigtig siger, mor til alle kætterier, ja, kilden til al synd og fordærvelse.

WA 40 II. 123 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i Udvalg 4, 1984, s. 327

Husfar

Enhver husfar har pligt til i hvert fald én gang om ugen at spørge sine børn og ansatte og høre, hvad de ved og har lært om religionen, og hvis der er noget, de ikke kan, må de alvorlig formanes til at lære det.

WA 30 I. 239 (Den Store Katekismus, 1529)

Den, som ikke gør godt mod sin egen familie, er ingen kristen og er værre end en hedning.

WA 1, 246 (Traktat om aflad og nåde, 1517)

Se også: Forældre 95

Husholdning

Man skal og må føre sin husholdning i tro. Derfor er det nok at vide at det ikke kommer an på, hvad vi gør, men at alt beror på Guds velsignelse og hjælp.

WA 15. 366 (Prædiken, 1524)

Husstand

Du må holde dit hus i stand, familien i orden, vejlede hustru og opdrage børn ret, men ikke, så det bare går efter dit hoved og at du bare sætter din lid til din egen visdom.

WA 20. 41 (Klagesangen, 1532)

At være ægtemand, tjener, tjenestepige eller en tro arbejder skal man anse for at være en god, høj og guddommelig stand. Man kunne så dømme ret om alle gerninger og alle stænder og lære og leve ret, og alt ville gå på den allerbedste måde, hvis man fulgte Ordet. Det ville være de rette stænder, som Gud har skabt og forordnet og som han har behag i. Og hvis Gud ville, at man kunne nå dertil, at en by havde mange sådanne fromme borgere, hustruer, børn, herrer, tjenere og tjenestepiger, så ville vi have Himmeriget på jorden.

WA 32, 512 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Se også: Familie 77; Ugift stand 304

Hustru

En god hustru får man ikke tilfældig eller uden guddommelig ledelse. Hun er en Guds gave, som vi ikke får på grund af vores eget råd eller vor egen vilje, sådan som hedningerne mener.

WA 43, 377 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Forældrene kan vel sørge for at man får hus og ejendom, men at man får en god hustru, står alene i Guds hånd. Det kommer af det at en hustru er et større gode end hus og gård. Mennesket har magt fra Gud til at regere over dyrene og hvad der ellers findes på jorden., så det er herre over det. Derfor står huset og det som hører til huset, i dets magt. Men at få en god hustru står ikke i mandens magt. For over menneskesjælen kan ingen anden end Gud regere ved Ordet og evangeliet. Hvor Ordet ikke findes, findes det heller ingen orden. Vil man alligevel regere, så kommer der bare hykleri ud af det, og det kommer ikke fra hjertet. Derfor siger man om ægteskabet, at der er noget mærkelig med en hustru; for hun er så vanskelig at regere over.

WA 24, 421 (Over Første Mosebog, 1527)

Det er specielt vanskeligt at være svigersøn i huset hos en mægtig og rig mand, og der findes ikke nogen som er værre at leve med end en rig og herskesyg hustru. For da må manden følge sin hustru i det, hun bestemmer og vil. I det mindste så overvinder kvinderne de mænd, som er fanget af kærligheden, og gør dem føjelige med kærtegn.

WA 43, 312 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Når en mand elsker sin hustru, da er hun for ham den smukkeste og kæreste.

WA 16. 218 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

At tjene kvinder som vil være herrer i huset er ikke bare tungt, men også skammelig. Kvinderne skal ikke herske over mændene, men over børn, får og æsler.

WA 43, 312 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Det gør en gudfrygtig hustru meget ondt, hvis hun oplever, at hun bliver forsømt af manden. Hun kan meget lettere overvinde uret fra andres side, når bare manden omgiver hende med venlighed og kærlighed. For mandens kærlighed betyder livet for kvinderne ... Det gør en god hustru mere ondt end selve døden, når manden er i dårlig humør, sur, vanskelig og vred. For hun vil nemlig gerne blive opmuntret af sin mand og er lige så bange for at han ikke skal bryde sig om hende som for mørket og den største ulykke.

WA 43, 646 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Familie 77

Hvile

Mennesket kan ikke arbejde altid. Det må også hvile. Derfor har Gud ikke bare forordnet dagen for arbejde, men også natten for søvn.

WA 52, 416 (Huspostillen, 1544)

Man tjener Gud ved at hvile.

WA Br 12. maj 1530

Hvorfor?

Spørgersmålet ”hvorfor” er en skadelig tanke og fører til sikker undergang, frem for alt når vi flyver for højt og vil filosofere over forsynet.

WA 42, 670 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Guds vilje, hans visdom og almagt er uudgrundelig; det at vi er skabt, kræver at vi ikke spørger: Hvorfor: Vi skal bare adlyde ham, som bestemmer over os.

WA 42, 645 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Guds hemmeligheder 130; Teodicé (Gud og det onde) 282

Hykler

Det findes ikke større frygt og fortvivlelse end den, man møder hos hyklerne, når de bliver sat på prøve. Ligeledes findes det ikke større sikkerhed og større mod end hos dem, når alt går sådan som de ønsker det. Da påtager de sig alt, til og med at kæmpe mod Gud.

WA 25. 114 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Hykleri

Hykleri og mammon er to afguder, som har indgået forbund med hinanden.

WA 25. 353 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Hævn

Vi skal bifalde, at Gud straffer, men vi skal ikke have lyst til hævn, men have medlidenhed og huske på, hvorfor Menneskesønnen er kommet: For at man ikke skal kræve dom og hævn over synderne.

WA 45. 410 (Prædiken, uden dato)

En kristen skal ikke hævne sig ... og ikke af nogen grund holde op med at gøre godt... men han skal sætte sit håb til Gud.

WA 8. 215 (Salme 37, 1521)

Det er ukristelig og gudsbespottelig at sige: Jeg kan og vil ikke tilgive ham, at han har syndet mod mig. Jeg vil hævne mig osv. For sådanne forblindede mennesker forstår ikke, at de fratager Gud æren, han, som hævnen alene tilkommer. På den måde tiltager de sig hævnen og overgiver deres sjæl til Satan, den, som de har fået af Gud og som de skylder ham. Det er måske bare en lille menneskelig årsag som foranlediger dette.

WA 15. 732 (Prædiken, 1524)

Høre

Når vi hører Guds ord, skal vi ikke fæste opmærksomheden ved det mennesket, som taler, men ved Gud, som underviser os gennem denne person.

WA 5. 132 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Håb

Håbet er ‑ det er alle enige om ‑ en guddommelig dyd, som bare retter sig mod Gud. Men Gud er godheden selv og den barmhjertighed, som han har lovet os. Hvis nogen sætter sit håb til noget andet end til den barmhjertighed, Gud har lovet os ‑ det vil sige til Gud selv ‑ så er han overmodig og har allerede mistet alt håb.

WA 5. 162 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Dette er den første frugt af Ordet, at de kristne bliver undervist, så de vokser i tro og håb, at de i alt det, de gør og er, lærer at stole på Gud og at vente fra ham alt det, de behøver til legeme og sjæl.

WA 51, 281 (Salme 101, 1534-35)

Håbet vokser altid. Også lidelser og forfølgelser bidrager til det. For håbet øger ikke i samme grad som vanskelighederne aftager, nej, vanskelighederne øger snarere håbet, for at håbet ikke skal sætte sin lid til vor magt, men blive opholdt ved Helligåndens kraft. Helligånden hjælper os og styrker os i håbet, så vi ikke skal flygte fra eller frygte for verdens ulykker, men stå fast lige til døden og overvinde alt ondt.

WA 10 I 2, 92 (Kirkepostillen, 1522)

Tålmodighed og den trøst, Skriften giver, giver os håb. For hvor evangeliet ikke er, er det hverken håb, trøst, fred, tro, kærlighed, Kristus, Gud eller noget andet godt.

WA 10 I 2, 92 (Kirkepostillen, 1522)

Gud vil, at man skal vente på hjælp og bistand, men ikke at man skal kunne røre den og se den. Derimod vil de ugudelige ikke tro på hjælpen, men de vil føle den. Derfor foragter de læren om troen og søger kødelig styrke. Ordene ”Jeg sætter mit håb til Herren” indeholder derfor summen af hele den kristne lære, som ikke beror på noget ydre og synlig, men på håbet.

WA 25. 119 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Hånds - ånds arbejde

Man skal slet ikke høre på dem, som hævder at kun arbejde med hænderne er værd at kaldes arbejde.

WA 42, 158 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Åndsarbejde 332

Håndværk

Er du en håndværker, så finder du Bibelen i dit værksted, i din hånd og i dit hjerte. Den lærer og forkynder dig, hvad du skal gøre mod din næste: Når du ser på dine håndværks-redskab, din nål, dit fingerbøl, dit ølkrus, dine varer, din vægt og tommestok, så læser du dette bibelord skrevet over alt (Matt 7, 12): ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.” Du ser ikke noget sted, hvor dette ord ikke står skrevet for dine øjne. Ingen ting af det, du omgås med til daglig, er af så lille betydning, at det ikke uophørlig siger dig dette, hvis du vil høre efter. Og der er ingen mangel på prædikener, for du har lige så mange prædikanter, som du har varer og værktøj og andet udstyr i hus og hjem, og alle råber de til dig: Kære, gør du med mig sådan mod din næste, som du vil, at din næste skal gøre mod dig med det, han har.

WA 32, 495 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Ikke-kristen

Jo færre kristne og jo flere ikke-kristne og djævle, der findes på et sted, desto vældigere og mægtigere hersker Kristus der. Har han kun få at regere over, så har han desto mere at værne om og tage vare på.

WA 31 I. 233 (Salme 117, 1530)

Se også: Falsk kristen 158; Kristen-navnet 162

Indbildskhed

Se her har du i korthed grunden og årsagen til al afgudsdyrkelse, alt kætteri, al skindhellighed, al vranglære og alt det, som profeterne råbte mod og grunden til at de blev dræbt. Det er dette, hele Skriften handler om. Alt kommer fra den naturlige fornufts stolthed og egensindige indbildskhed. Den mener, at den kan sætte sin lid til at den ved, hvordan man skal være from og tjene Gud og så blæser den sig op på grund af dette. Derfor vil den ikke høre på eller tåle nogen læremester og mener, at den ved nok selv og selv vil finde ud af, hvordan man skal være from og tjene Gud. Men det kan ikke og vil ikke den guddommelige sandhed tåle at den gør, for det er den største vranglære og strider mod Guds ære. Her begynder spliden og korset.

WA 10 I 1, 206 (Kirkepostillen, 1522)

Du skal holde din indbildskhed i tømme, ligesom du skal tæmme kødets onde lyster.

WA 51, 132 (Prædiken, 1546)

At forfalske Guds Ord og forkynde egen indbildskhed under skin af at det er Guds Ord, sker snart og let, når man ikke ser sig for og forbliver i Åndens enighed, når hver enkelt hellere følger sit eget hoved og sin egen mening, og når ingen viger for en anden, men synes bedst om sin egen indbildskhed. Sådan må det gå, hvor kærligheden ikke findes, at de lærde og stærke vil gælde for at være noget selv og foragter de svage i troen. Da får Djævelen god anledning til at så sit ugræs. Derfor kalder også Paulus i Ef. 4, 3 kærligheden for Åndens enhed og formaner os til, omhyggelig at holde fast ved Åndens enhed i fredens enhed.

WA 17 II. 128 (Kirkepostillen, 1525)

Ingenting behager et menneske så stærkt som egenkærligheden, når det har en særlig glæde ved sin egen visdom. De griskes begær er ikke noget i forhold til det tilfælde, at man elsker sin egen indbildskhed og tolker smukke tanker ind i Skriften. Det er helt og holdent Djævelens værk.

WA 51, 130 (Prædiken, 1546)

Irettesætte

Enhver kan og skal irettesætte, hvor hans embede eller næstens nød kræver det og hvor det virker til forbedring. Sådan som Salomo siger i Ordsp 27, 6: ”En vens hug er velmente, en fjendes kys er falske.” Det er gode ord og slag, som kommer af kærlighed og et trofast hjerte. Derimod kan fjenden sagtens tale gode, glatte ord af et falskt og bittert hjerte, og alligevel lader han dig hellere dø og ødelægges, før han advarer dig mod skaden eller redder dig fra ødelæggelsen ved at revse dig. En trofast og god læge må jo ofte i nød amputere et lem fra legemet hos en syg under store smerter for at redde hele legemet.

WA 21, 307 (Kirkepostillen, 1544)

Når vi ser, at vor næste falder fra troen eller tager fejl og synder, skal vi ikke styrke ham i hans ondskab og retfærdiggøre sagen, men vi skal revse ham og holde forseelsen frem for ham i sagtmodighed, men ikke hade ham eller bekæmpe ham eller tage vor kærlighed fra ham. For Paulus siger til galaterne (Gal. 6, l): ”Hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed.”

WA 10 III. 134 (Prædiken, 1522)

Jesus

”Jesus” betyder det samme som en ”redder”, en ”frelser”. Han kaldes frelser. ”Saliggører” ‑ det er ikke noget godt ord. En frelser er en, som bringer lykke og frelse og hjælper mennesker i al nød ‑ både legemligt og åndeligt.

WA 34 I. 13 (Prædiken, 1531)

Se også: Guds Søn 119; Frelser 100

Kald

Enhver skal føre et liv, som han ved, behager Gud, selv om det skulle være foragtet og ringe. At være tjener, tjenestepige, far, mor, det er livsformer, som er indstiftet og helliget ved et guddommelig ord og behager Gud.

WA 25. 385 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Se først og fremmest til at du tror på Kristus og er døbt. Dernæst skal du se på dit embede og kald. Jeg er kaldt til at forkynde. Når jeg nu forkynder Guds Ord, gør jeg en hellig gerning, som Gud har behag i. Er du far, mor: Tro på Jesus Kristus, så er du en hellig far og en hellig mor. Snak med dine børn hver morgen, lad dem bede, irettesæt dem og forman dem. Pas huset og sørg for mad. Alle disse gerninger er hellige, for du er kaldet til dem. Et liv, som finder sted i Guds Ord og i kaldsgerningen, er et hellig liv.

WA 37. 480 (Prædiken, 1533)

Vi skal med god samvittighed blive i vores kald og vide, at der bliver udrettet mere ved sådanne gerninger end hvis man havde grundlagt alle klostre og holdt alle ordensregler; ja, selv om det er det altersimpleste husarbejde.

WA 29. 566 (Prædiken, 1529)

Vi må være forsigtige, når det gælder dette, så vi ikke gør os falske forhåbninger, som strider mod Guds Ord og vores kald. Hvis nogen ikke vil krydse Elben over broen, men alene til fods i tro til Gud, vil han ganske sikkert drukne. Ligeledes vil en Guds Ords tjener, som forsømmer sit prædikeembede og tager kampen op alene i tro til Gud, handle dumt, og han vil omkomme i den fare, som han har opsøgt, og det vil være fuldt fortjent.

WA 40 III. 155 (Over Salme 15 ff., 1532)

Se også: Stand 270; Embede 66

Kamp - de kristnes kamp

At være rustet på legemet tilhører det verdslige regimente. På den måde værger fyrster og herskere sig mod onde mennesker og fjender. Det gælder ikke os. For vi skal ikke kæmpe om sølv og guld, land og folk, slot og byer, eller for timelig fred og ydre retfærdighed eller for at enhver skal beholde det, som er hans. Andre folk er sat til det, jurister og andre embedsmænd, som ved hvad der er ret og hvordan den skal bevares.

Men vi kristne er et andet slags folk og står i en anden kamp. Vi slås for et andet liv, land, gods, skat og rige, som skal vare evig. Så har vi også fjender, som vi ikke kan besejre eller dræbe med jern, stål, sværd eller gevær. Derfor må vi også være rustet på anden vis, nemlig med den rustning, som kommer fra himmelen, som Gud selv har vist os og givet os.

WA 34 II. 397 (Prædiken, 1531)

Enhver kristen står i den samme kamp. Der findes ofte tidspunkter, hvor jeg trætter med Gud og rejser mig mod ham i utålmodighed. Jeg er ikke fornøjet med Guds vrede og dom. På den anden side kan han ikke lide min utålmodighed og knurren. Og det betyder at loven hersker. En kristen er efter kødet altid en slave under lovens herredømme. ”For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.” Gal 5, 17.

WA 40 I. 525 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 60

Det sker ofte at tanker, som vi let kan overvinde i dag, i morgen overvinder os og bringer os til fald. Derfor må en kristen ikke bare være rustet med styrke, men også med udholdenhed. Derfor siger Kristus også i Matt 10, 22: ”Den, der holder ud til enden, skal blive frelst.”

WA 40 III. 366 (Over Salme 15 ff., 1532)

Kanon – Skriftens kanon

Kirken kan ikke ved at optage en bog i Den Hellige Skrifts kanon give den mere anseelse eller styrke, end den har i sig selv.

WA 2, 325 (Mod Eck, 1519)

Katekismen

Katekismen er et kort uddrag og en afskrift af hele Den Hellige Skrift.

WA 30 I. 128 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 36

Den, som ikke kan katekismen, skal ikke kaldes en kristen, ikke blive givet adgang til nadveren og heller ikke få lov til at stå fadder.

WA 29 471 (Prædiken, 1529)

Katekisme betyder undervisning. Enhver kristen skal med nødvendighed kende katekismen. Den, som ikke kan den, skal ikke regnes med blandt de kristnes tal.

WA 30 I. 2 (Katekismusprædikener, 1528)

Katekisme betyder undervisning. Den bruger man for at undervise hedninger, som vil blive kristne i, hvad de skal tro, vide, gøre og lad være med at gøre.

WA 19, 76 (Tysk gudstjeneste, 1526)

Regn ikke med, at unge mennesker kan lære og tage vare på den kristne lære, bare ved at høre prædikener.

WA 30 I. 132 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 40

Man regner dem som forbilleder og som de bedste og nyttigste lærere, som kan undervise godt i katekismen, dvs. Fadervor, De Ti Bud og Trosbekendelsen. De er sjældne fugle. For der står ikke nogen berømmelse eller glans af dem, men de gør desto mere nytte. Det er også den forkyndelse, som er mest nødvendig, fordi hele Skriften er kort indbefattet i katekismen. Der findes ikke noget evangelium, som ikke underviser i den. Bare nu nogen ville gøre dette, og påtage sig at undervise almindelige mennesker. Man må stadig indprente folk enkle ting som Fadervor, De Ti Bud og Trosbekendelsen, og dernæst må man fortsætte med at indskærpe det og minde om det i alle evangelier og prædikener. De lærer alligevel, desværre, lidt nok af det.

WA 23, 486 (Zakarias, 1527)

Jeg er også teolog og har læst Den Hellige Skrift i mange slags farer, og jeg har gjort adskillige erfaringer. Alligevel føler jeg mig på grund af dette ikke så ophøjet, at jeg ikke dagligt ligesom børnene beder og grunder i mit hjerte på katekismen, dvs. De Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor. Jeg remser ikke bare ordene op, men jeg tænker over dem, hvad hvert enkelt ord vil sige ... For Ordet er givet os af Gud, for at vi, som 5 Mos 6, 7 siger, skal indprente dem og øve os i dem. Uden denne daglige øvelse sætter der sig ligesom rust på vore hjerter, så vi bliver ødelagt af den grund.

WA 40 III. 192 (Over Salme 15 ff., 1532)

Kirke

Det er evangeliet, der føder kirken.

WA 7, 721 (Mod Catharinus, 1521)

Skriften taler ganske enkelt om kristenheden og kun på én måde, som man har gjort to ud af. Den ene måde, ifølge Skriften, er at kristenheden er forsamlingen af alle Kristus-troende på jorden, sådan som vi siger i Trosbekendelsen: ”Jeg tror på Helligånden, de helliges fællesskab.” Dette fællesskab eller samfund er forsamlingen af alle dem, som lever i den rette tro, i håbet og kærligheden. Kristenhedens væsen, liv og natur er således ikke en legemlig forsamling, men en forsamling af hjerter i én tro, sådan som Paulus siger i Ef 4, 5: ”Én Herre, én tro, én dåb”.

Altså selv om de i det ydre skulle være skilt fra hinanden med tusind mil, så er de alligevel en forsamling i Ånden, fordi den ene forkynder, tror, håber, elsker og lever på samme måde som den anden, sådan vi synger om Helligånden: ”Du, som har samlet alle sprog i troens enhed.” Det er egentlig en åndelig enhed, og derfor kaldes det her et samfund af hellige. Denne enhed er alene nok til at udgøre en kristenhed. Uden denne enhed findes der ingen enhed i kristenheden, om det så gælder en by, en tid, en person, en gerning eller hvad, det så skulle være.

WA 6. 292 (Om pavedømmet i Rom, 1520)

På hvilket tegn kan jeg kende kirken? Det må vel findes et eller andet synligt tegn, som kan samle os på et sted for at høre Guds Ord? Da svarer jeg: Et tegn er nødvendig, og vi har det også, nemlig dåben, nadveren og frem for alt evangeliet. Disse tre er varetegn, mærke og kendetegn på de kristne. Hvor du ser at dåben, nadveren og evangeliet findes, dér finder du helt sikkert kirken uanset stedet og menneskene.

WA 7. 720 (Mod Catharinus, 1521)

Kirken er et hus, hvor man skal elske Gud og høre ham. Ikke træ eller sten, ikke dyr uden forstand, men mennesker, som kender, elsker og priser Gud. For at du skal sætte din lid til Gud i alle ting, i kors og lidelse, skal du vide, at der er en sand kirke, selv om der så blot er to troende mennesker sammen. Derfor siger Kristus: Den, som elsker mig, holder mit ord; dér vil jeg bo, dér har I min kirke.

WA 47. 776 (Prædiken, 1539)

Kirken er hellig, det er sandt, men at være hellig betyder ikke at være uden synd og fejl her på jorden, men det betyder (som Paulus siger i Gal 5, 16 ff. og 2 Thess 2, 13) at være hellig i Ånden ved Guds Ord, og alligevel være i synden efter kødet. Synderne er rigtignok fuldt ud tilgivet for Kristi Ånds skyld, men derfor bliver de ikke rigtige eller sande. For tilgivet synd eller fejl er stadigvæk synd og fejl, og de bliver aldrig til ret eller sandhed, selv om de ikke fordømmer os mere.

WA 30 III. 342 (Om den kejserlige bekendtgørelse, 1531)

For så vidt kirken lever i Kristi ord og tro, er den hellig og retfærdig i Ånden, som Paulus siger i 1 Kor 7, 3. Men for så vidt, den virker og taler uden Kristi ord og tro, fejler og synder den. Men den, som laver trosartikler på grundlag af sådanne syndige gerninger og ord i kirken, han spotter kirken og gør Kristus selv til en løgner.

WA 30 III. 342 (Om den kejserlige bekendtgørelse, 1531)

Hele verden skal og kan ikke have noget andet lys at blive oplyst af en Kristus alene. Denne tro og bekendelse er den rette grund, som den kristne kirke er bygget på. Dette er også kirkens eneste mærke og kendetegn, som man med sikkerhed kan genkende den på.

WA 46. 596 (Joh 1-2, 1537-38)

Årsagen til at kirken har så store gaver, er at Gud selv, Kristus, er dens konge og lærer. Hvordan skulle det kunne gå til, at alt godt ikke er dér, hvor Gud er og regerer, hvor synd og død ikke hersker, men Kristus og frelsen selv findes?

WA 25. 323 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Den kristne kirke er en hær. Vi står alle i kamp. Evangeliet er vor fane. Under det fører vi krigen på ret måde, og vi sejrer ved Ordet.

WA 46. 502 (Prædiken, 1538)

Det er ikke os, som kan holde kirken oppe. Det var heller ikke vore forfædre. Det vil heller ikke blive vore efterkommere. Men det har været, er stadig og vil fortsat være ham, som siger: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28, 20).

WA 50. 476 (Fortale, 1538)

Det er befalet os alvorligt, at ingen i kirken skal driste sig til at foreskrive eller gøre noget, om det er lidt eller meget, småt eller stort, af egen forstand eller på grundlag af menneskers råd eller skøn. Men den, som vil lære eller gøre noget i kirken, skal tale og gøre det, så han på forhånd er vis på, at det, han siger og gør, i sandhed er Guds Ord og gerning og befalet af ham. Og er det ikke sådan, så skal han forlade forkyndelsen og embedet og gøre noget andet i mellemtiden. Ligeledes skal heller ikke de andre høre, tro eller tage imod noget andet end det, som er befalet dem af det sikre vidnesbyrd, som findes i det guddommelige ord og dets befalinger. For Gud spøger ikke, og sjælenes evige frelse afhænger af det. Hvor denne regel og befaling ikke følges, føres sjælene ind i evig skade og ødelæggelse.

WA 21, 422 (Kirkepostillen, 1544)

Gud bevare mig for en kirke, hvor der kun er hellige. Jeg vil være i den kirke og blandt den flok, hvor der er svage, syge, mismodige, som kender og føler deres synder og elendighed; og som uafbrudt sukker og råber til Gud om trøst og hjælp, og som tror syndernes forladelse; og som på grund af ordet, som de lærer rent og uforfalsket, bliver forfulgt.

WA 46, 583 (Joh 1, 1537. DK, s. 79)

Se også: Menighed 195

Kirkebyggeri

Der findes ingen anden grund til at bygge kirker end at de kristne skal komme sammen, bede, høre prædiken og modtage sakramenterne.

WA 10 I 1, 252 (Kirkepostillen, 1522)

Det er godt, at der findes et hus, hvor vi alle kommer sammen for at høre Guds ord og tage del i sakramenterne. Men det er tåbeligt at tro, at vi har bygget et hus for Gud, hvor han vil høre os mere end på andre steder ... Vi skal takke Gud, for at han har lovet at høre vore bønner på ethvert sted.

WA 17 II. 513 (Kirkepostillen, 1527)

Kirkegård

En kirkegård skal være anlagt, så den vækker dem, som kommer, til andagt.

WA 23, 377 (Om man må beskytte sig mod sygdom, 1527)

Hos de kristne skal kirkegården være et hvilested ... og man skal lægge de døde i jorden og begrave dem med ære.

WA 47. 496 (Matt 18-24 udlagt, 1537-40)

Det er ret og prisværdigt, at man ærer det sted, hvor de kristne hviler, og at man arrangerer værdige begravelser. For der hvor de ligger en kristen, ligger der i sandhed en helgen, som gør stedet helligt enten det er indviet eller ikke.

WA 37. 62 (Prædiken, 1533)

Se også: Grav, begravelse 115; Opstandelse 218

Kirkeledelse

Kristus vil ikke have nogen, som hersker i hans kirke, men alt vores arbejde når det gælder at forkynde og når det gælder at høre skal være indrettet på at lære Kristus at kende.

WA 47. 233 (Matt 18-24 udlagt, 1537-40)

Jeg formaner jer, kære brødre og fædre, som engang skal svare for forsamlingens vel, at I holder jer beredt og vel rustet. Vær ikke bare forberedt på at undervise de troende som allerede har et ret sind og opmuntre dem til en ret tro, men vær også rustet til kamp for at gendrive modstanderne. Ellers vil de kristne menigheder hurtig blive spredt, hvis der ikke er nogen til at kæmpe i forreste række og gendrive modstanderne. De må udlægge de ord ret fra Den Hellige Skrift som modstanderne påberåber sig, og forsvare sandheden.

WA 40 II. 497 (Salme 45, 1532/33)

De, som vil styre kirken eller som vil have verdslige embeder, skal passe dem flittigt og råbe til Gud hver dag om at forblive ydmyge.

WA 42, 382 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Biskop 36; Det almindelige præstedømme 233

Kirketugt

Det, som er til anstød, må fjernes ved Guds Ord. For selv om alt det som ydre set er til anstød, bliver fjernet, så hjælper det ikke noget, hvis hjerterne ikke bliver ført fra vantro til ret tro. For et vantro hjerte finder altid på noget nyt, som bliver til anstød. Sådan som det også skete blandt jøderne, som oprettede ti afguder efter at have gjort ende på en. Derfor må man i Det Nye Testamente benytte den rette måde til at fordrive Djævelen og anstødet, nemlig Guds Ord. Når Ordet omvender hjertet, falder Djævelen og al hans pragt og magt bort af sig selv.

WA 15. 220 (Mod sværmerånden, 1524)

Åbenbare synder som hor, mord, drukkenskab og lignende skal hindre folk i at komme til nadver.

Men det skal forstås sådan, at de, der fremturer i sådanne synder og ikke har i sinde at holde op, de skal ikke gå til nadver.

De, der har ligget i sådanne synder, men nu holder op, forbedrer sig og bliver frommere, de skal ikke lade sådanne synder bremse sig. De skal begære syndsforladelse, modtage nadveren og bede Gud om nåde til herefter at leve et bedre liv.

WA 52, 213-16 (Huspostillen, 1544. Onsdag før påske)

Finder du, at du er så forstokket, at du ikke vil holde dig fra synden og at det ikke bekymrer dig, så har du grund til ikke at gå til nadver, for så er du ingen kristen.

Det allerbedste var, at du stoppede en sådan ugudelig livsførelse, følte anger over det, og ved den rette tro på Guds løfter atter sluttede dig til de kristne og deltog med dem i nadveren. Men vil du ikke det, så hold dig fra nadveren.

WA 52, 213-16 (Huspostillen, 1544. Onsdag før påske)

Se også: Bandlyse 28; Bod 38

Klage

Paulus lærer de kristne, at de skal forholde sig sådan til øvrigheden og ellers til alle, at ingen kan rejse en klage eller et krav mod dem.

WA 17 II. 89 (Kirkepostillen, 1525)

Klarhed – Skriftens klarhed

Der findes en dobbelt klarhed i Skriften, sådan som der også er en dobbelt dunkelhed, en ydre som er skabt ved hjælp af Ordet, og en anden som findes i hjertets erkendelse. Når vi taler om den indre klarhed, så kan intet menneske forstå et eneste bogstav i Skriften, hvis han ikke har Guds Ånd. Alle har et formørket hjerte, så de, selv om de kan genfortælle alt det, som står i Skriften, alligevel ikke forstår eller erkender noget af det. De tror hverken på Guds eksistens, eller at de er hans skabninger, eller noget som helst andet ... Det er nemlig nødvendig at have Ånden, for at forstå hele Skriften eller en del af den. Når vi imidlertid taler om den ydre klarhed, så er der overhovedet ikke noget uklart eller tvivlsomt, men alt det, Skriften indeholder, er gennem Ordet bragt ud i det klareste lys og lagt åben for hele verden.

WA 18. 609 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Se også: Allegori 17; Skriftforståelse 263; Bibelsyn 34

Klogskab

Veluddannede folk og verdens børn er fjender af ordet om korset på grund af deres klogskab. Det er også disse folk, som Ordet anklager mest.

WA 5. 298 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Kloster

At tjene Gud vil sige at tjene næsten, sådan som Kristus og apostlene gjorde. De gemte sig ikke væk i et kloster i evig ensomhed.

WA 19. 290 (Spørgsmål om klosterløftet, 1526)

Klæder - tøj

Når vi klæder os overdådigt og hengiver os til forlystelsessygen, vidner vi for alle, at vi har glemt det onde, som vi er revet ud af og det gode, som vi har modtaget.

WA 42, 166 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Konfessioner - trosretninger

Der vil altid være mange forskellige slags tro og religioner i verden. Men der findes kun én hyrde og én hjord, som Gud vil tage imod som sine børn for Kristi skyld, nemlig alle, som tager imod evangeliet, både af jøder og hedninger. For at følge denne hyrde og hans stemme er den eneste rette religion.

WA 52, 282 (Huspostillen, 1544)

Korsfæstede – Den Korsfæstede

Ser du Kristus hænge på korset og ser du hans sår, så skal du tænke som så: Det er mine synder!

WA 29. 229 (Prædiken, 1529)

Ser du billedet af den korsfæstede, hvor han udgyder sit blod, så se på det billede som et, som med rette skræmmer dig, så dit hjerte siger: Ve mig, er min synd og Guds vrede over mig så stor!

WA 46. 286 (Prædiken, 1538)

Se også: Kristus; Stedfortrædende straflidelse 272; Forsoning 92

Kraft

Gud udfører sit værk ved sin kraft og ikke ved vor visdom og magt. For alt, som tilhører os, er svagt og ingenting værd. Men netop i sådan svaghed og i det, som ikke er noget, beviser Gud sin kraft, sådan som det står i 2 Kor 12, 9: ”Min magt udøves i magtesløshed.”

WA 43, 585 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Vil vi leve som rette kristne, må vi skelne klart mellem Guds kraft og vor kraft, mellem Guds gerning og vore gerninger. Sådan forstår du nu, at dette punkt er hovedstykket i hele den kristne tro.

WA 18. 614 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Når vi ikke ved, hvad vi magter, så ved vi heller ikke, hvad vi kan gøre. Men når vi ikke ved, hvad vi skal gøre, så kan vi heller ikke gøre bod, når vi gør fejl. Ikke at ville gøre bod er imidlertid en utilgivelig synd.

WA 18. 613 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Krig

Den verdslige øvrighed er ikke indsat af Gud, for at den skal bryde freden og begynde krig, men for at den skal opretholde fred og afværge krig, sådan som Paulus siger i Rom 13, 4: sværdets opgave er beskyttelse og straf; at beskytte de gode med fred og at straffe de onde med krig. Og Gud som ikke tåler uret, ordner det, så de, som fører krig, møder krig, sådan som ordsproget siger: Ingen er så ond, at det ikke findes nogen værre. Sådan lader også Gud det blive sagt om sig selv i Salme 68, 31, at han er den, som splitter de krigslystne folk.

WA 19. 645 (Om soldater kan eje nåden, 1526)

Der kræves mere for at begynde en krig, end at du har en retfærdig sag. Selv om der her (i Matt 5, 9) ikke bliver forbudt at føre krig, så er det alligevel ikke sådan, at en fyrste har ret til at føre krig med sin nabo, selv om han har ret og den anden uret. For det står jo: ”Salige er de, som stifter fred.” Den, som vil være en kristen og Guds barn, skal ikke blot lad være med at begynde krig eller ufred, men skal også give hjælp og råd for at bevare freden, når han har en mulighed, selv om det findes både ret nok og årsager nok til at føre krig. Det er tilstrækkeligt at man, når man har forsøgt alt og intet hjælper, griber til nødværge for at beskytte land og folk.

WA 32, 330 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

En fyrste må ikke følge krigsaktivisternes råd, når de ophidser og tilskynder ham til at begynde krig og siger: Skal vi finde os i sådanne ord og sådan uret? Det er en dårlig kristen, som vil risikere liv og lemmer i hele landet for et slots skyld.

WA 11, 276 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Den, som begynder krig, har uret, og det er retfærdigt, at den, som først griber til kniven, bliver slået eller i hvert fald straffet. Sådan går det også tit, og sådan er det gået i fortiden, at de, som har begyndt krigen, har tabt, og at de, som har måttet forsvare sig, meget sjælden er blevet slået.

WA 19. 648 (Om soldater kan eje nåden, 1526)

Hvad skal man sige om den mand, som ikke bare fører krig for sit gods skyld, men også for jordisk æres skyld, for at han skal blive set på som en stor og statelig mand? Svar: Ærekærhed og pengekærlighed er begge dele begær, det ene lige så forkert som det andet, og den, som fører krig på grund af sådan synd, han vinder Helvede.

WA 19. 658 (Om soldater kan eje nåden, 1526)

At føre krig uden at være i nød er som at fiske med en guldkrog. Hvis man mister krogen, kan fiskeriet ikke lønne sig. Og selv om man fik noget, ville tabet alligevel være meget større end gevinsten. Man har ikke lov til at begynde krig eller at længes efter krig. Den kommer alligevel alt for hurtig og uønsket af sig selv. Man skal holde fred, så længe man overhovedet kan, selv om det ikke holder og selv om man må købe den med alle de penge, som ville gå til krigen eller som kunne blive vundet i krigen. Sejren erstatter aldrig det, som går tabt i krigen.

WA 31 I. 203 (Salme 82, 1530)

De gale fyrster i verden begynder krig af ren forfængelighed, ikke for at beskytte land og folk, men for at tilfredsstille sin egen lyst. Det er det, som ophidser dem mod hinanden.

WA 24, 276 (Over Første Mosebog, 1527)

Der ville være færre krigere og lykkeligere sejre, hvis fyrsterne ifølge Salmernes bog stolede på Herren og bad med mere tapperhed end de slås. Da ville de virkelig være ”Elohim”, dvs. Guds afbillede på jorden og guddommelige fyrster. Så ville de ikke gå i krig, før det blev krævet af dem, og før de blev tvunget til det af retmæssige grunde, og da ville de gøre alt dette i hjertets ydmyghed.

WA 5. 569 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

I krig må man sætte sig til modværge og hugge, stikke og brænde modig om sig. Da hersker der bare vrede og hævn. Men ingen af delene skal komme fra menneskets hjerte, men fra Guds dom og befaling, så man straffer de onde, for at man kan have fred for dem. Selv om krigen påfører dig skade og lidelse, må du tåle det.

WA 41, 747 (Prædiken, 1534)

Et andet spørgsmål: Hvad nu hvis min herre har uret i krigen? Svar: Hvis du ved sikkert, at han har uret, da skal du frygte og adlyde Gud mere end mennesker (ApG 5, 29) og ikke føre krig eller deltage i krig, for da kan du ikke have god samvittighed for Gud. Ja, siger du, men min herre tvinger mig, tager livet af mig, giver mig ikke penge og løn, og desuden vil jeg blive foragtet og regnet som en, der er fej, ja, som en, der er troløs og forlader sin herre i nøden. Svar: Det må du risikere, du må lade det gå, som det kan for Guds skyld.

WA 19. 656 (Om soldater kan eje nåden, 1526)

Alt det, man skriver og siger om, hvilken stor plage krig er, er sandt. Men man skal også være klar over, hvor mange ganger større den plage er, som man afværger ved krig. Hvis folk var gode og gerne holdt fred, da ville krig være den største plage på jorden. Men hvad gør du ved det faktum, at verden er ond, og at folk ikke vil holde fred, men røver, stjæler, myrder, mishandler kvinder og børn og tager ære og gods? En sådan total, verdensomfattende ufred, som intet menneske kan overleve i, må den lille ufred, som hedder krig og våben, sætte en stopper for.

WA 19. 626 (Om soldater kan eje nåden, 1526)

Man skal ikke dadle krigstjenesten for, at den ødelægger, brænder, slår, tager til fange osv. For det gør kun kortsynede, enfoldige barneøjne, som ikke vil se på lægen, når han amputerer en hånd eller et ben, og som ikke ser og forstår, at det drejer sig om at redde hele legemet. Derfor må man se på krigstjeneste og våbenbrug med voksne øjne, og forstå, hvorfor man ødelægger og gør sådanne forfærdelige ting. Da vil man forstå, at dette i sig selv er en tjeneste for Gud ligeså nødvendig og nyttig for verden som at spise og drikke og enhver anden gerning.

WA 19. 626 (Om soldater kan eje nåden, 1526)

Kristen, kristenstand

Alene dåben, evangeliet og troen gør os til åndelige og kristne mennesker.

WA 6. 407 (Til den kristne adel, 1520)

Kun den er en kristen som tror, at Kristus har lidt for os og er Guds lam, som er slagtet for vore synder.

WA 31 II. 433 (Forelæsning over Esajas 1527-30)

Når nogen spørger, hvad de kristne kan og lærer, så skal man ikke svare noget andet, end at de kender Kristus, som er sendt fra Faderen.

WA 28. 96 (Ugeprædikener over Joh 16-20, 1528-29)

Ligesom det er umuligt, at Kristus i sin retfærdighed ikke skulle være Faderen til behag, så er det også umuligt, at vi ikke skulle være ham til behag, når vi ved troen holder os til Kristi retfærdighed. Derfor er en kristen almægtig og herre over alle ting, derfor ejer han alt, gør alt og er fuldstændig uden synd. For selv om han synder, kan synden ikke mere skade ham, men bliver tilgivet på grund af Kristi retfærdighed, som er uovervindelig og tilintetgør alle synder.

WA 6. 133 (Traktat, 1520)

En kristen er en konge, dvs. en kristen er en herre over alle ting, og alle skabninger må være lydige mod ham, men på åndelig måde. I det ydre kan både liv og ejendom blive taget fra ham, men han arbejder og gør det, som er befalet ham. Og selv om alt bliver taget fra ham, så tjener det alligevel hele tiden blot til at forbedre ham, og troen vokser hele tiden, øger og styrer i hjertet, så hverken rigdom eller fattigdom bekymrer ham eller gør ham tristere eller gladere. Hvis han er rig og har gods og penge, så er han ikke gladere for det; og han er ikke tristere, hvis han er fattig. Hvis man skæller ham ud, eller hvis man lovpriser ham, er det det samme for ham. Det, som giver ham det mod, han har, er den glade og sikre tro, som gør, at han holder fast ved Gud.

WA 16. 258 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Hver enkelt kristen er en sådan menneske, som Herren Kristus selv var på jorden, og udretter lige så store ting. Han regerer over hele verden i sager, som har med Gud at gøre, han kan hjælpe og være til nytte for alle, og han gør de største gerninger, som sker på jorden.

WA 45. 532 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

Mennesket er og forbliver Adams barn, dvs. et jordisk menneske under synd og død. Men når du spørger efter en kristen, må du søge meget højere. For der findes et andet menneske, som ikke kaldes Adams barn og som ikke har far og mor på jorden, men er et Guds barn og en arving til Himmeriget. Men en kristen kaldes sådan, fordi han af hele sit hjerte hænger fast ved Frelseren, som er gået til Faderen, og tror at han for hans skyld og ved ham har Guds nåde og evig forløsning og liv. Dette kan vi ikke kæmpe os til eller gribe, opnå eller lære ved vores eget liv, vor egen dyd eller gerning, så vi på grund af det skulle kunne kaldes gode mennesker her på jorden. Heller ikke kan vi opnå det ved retfærdigheden efter loven og De Ti Bud, selv om disse også er nødvendige.

WA 21, 365 (Kirkepostillen, 1544)

Ikke den er en ret kristen, som ikke har eller føler synd, men den, som synden ikke bliver tilregnet af vor Herre Gud på grund af troen på Kristus.

WA 40 I. 235 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Tænk på og ret dig efter dette: Vil du være en kristen, så vær det! For det er ikke mulig på nogen anden måde. Du kan ikke gøre vejen bredere, og du må se på at her går de få og der går de mange.

WA 32, 503 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Den, som er begyndt at være en kristen, må tænke på, at han endnu ikke er en kristen, men han forsøger at blive en kristen, så han kan rose sig med Paulus i Fil 3, 12 15: ”Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det, om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus. … Således skal vi tænke, vi der er fuldkomne.” For en kristen er en, som altid er i færd med at blive det, han er endnu ikke blevet det.

WA 38. 568 (Matthæusevangeliet, 1538)

Den, som vil være en kristen, må tænke på, at han er en soldat, som står opmarcheret til kamp og har alle Satans og verdens pile imod sig.

WA 25. 318 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

De kristne bliver trådt under fode, verden bliver båret på hænderne.

WA 34 II. 126 (Prædiken, 1531)

Den, som vil holde sig til Kristus, får hele verden til fjende.

WA 28. 600 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

En kristen er en sjælden fugl. Der er få af dem som ved, hvad en ret kristelig frihed er. Den store mængde tror, det drejer sig om legemets frihed og ved ikke at det drejer sig om sjælens og samvittighedens frihed, at du nemlig endnu ikke er ren eller retfærdig i hjerte og samvittighed. Skal du imidlertid blive ren og retfærdig, må du erkende at du kun kan blive ren, retfærdig og salig ved kongen Jesus Kristus, ved hans blod, som han har udgydt for dig på korset. Det gør dig fri. Men Moseloven, kejserens lov og andre ting gør dig ikke fri. Når jeg taler sådan, mener jeg ikke, at man ikke skal være lydig mod øvrigheden og tjene den og give den det, den har ret til. For den kristne frihed gælder ikke legemet og det ydre væsen, men sjælen.

WA 20. 579 (Prædiken, 1526)

Kristen – falsk kristen

Det findes altid flere falske end fromme kristne. Det store flertal spørger ikke efter Guds Ord, erkender det ikke som en velgerning, så de kan høre det uden skade eller fare. Nej, de bliver snart mætte og trætte af det og ser på det, som en plage, at de må høre Guds Ord og modtage den hellige nadver.

WA 51, 270 (Salme 101, 1534-35)

Selv om mange inden for kristenheden holder sig til kirken og selv om alle bliver kaldt kristne, findes blandt de kristne, har skin af at være kristne og opfører sig som kristne, modtager alterets sakramente, bliver døbt, men alligevel sidder fast i vantro og et ugudelig og syndig væsen, så er de falske kristne og lerkar, hvis de da ikke kommer længere ... For de er blot kristne af navn, skin og ydre opførsel, men indvendig og i virkeligheden og bag dette ydre er de det ikke. Derfor må enhver lade Kristus vinde skikkelse i sig og blive en kristen, ja, man må blive helt og fuldt fornyet.

WA 16. 242 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Hvis vi ikke ville tåle noget ugræs, så ville der heller ikke findes nogen kirke. For siden kirken ikke kan være uden ugræs, så ville det betyde, at man ville udrydde kirken, hvis man forsøgte at udrydde ugræsset. Denne påstand er ganske enkel og sand, fordi det i virkeligheden forholder sig sådan, så kirken ikke kan være uden de onde. Og sværmerne, som ikke vil have noget ugræs hos sig, opnår blot med det, at der heller ikke er nogen hvede hos dem. Det betyder: Idet de kun vil være hvede og en ren kirke, bevirker de med deres alt for store hellighed, at de ikke bliver en kirke, men en ren djævel-sekt. De hovmodige og de opblæste og de som indbilder sig at være særlig hellige, er alt andet end en kirke. For kirken bekender, at den er en synderinde og at den tåler blandet ugræs, dvs. både kættere, syndere og ugudelige.

WA 38. 560 561 (Matthæusevangeliet, 1538)

Den falske kirke fordømmer, foragter og forfølger den sande kirke og kræver navnet ”Guds folk” alene for sig selv. Denne strid er kirken altid optaget af. De, som ikke er kirke, vil være det, mens de, som er den rette kirke, bliver plaget og undertrykt af den falske.

WA 42, 588 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Kristenliv

En kristen er en fri herre over alle ting og ingen underdanig. En kristen er en tjenestevillig slave af alle ting enhver underdanig.

WA 7. 21 (Om den kristne frihed, 1520)

Et kristent væsen består af disse to dele: Troen og kærligheden.

WA 17 II. 457 (Kirkepostillen, 1527)

Kristenliv er ikke at være god, men at blive god, ikke at være sund, men at blive sund, ikke at være, men at blive, ikke ro, men bevægelse. Vi er det ikke endnu, men vi bliver det. Det er endnu ikke gjort og er endnu ikke sket, men det er undervejs. Alt gløder og glinser ikke endnu, men alt bliver bedre.

WA 7. 336 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

En kristen skal være en ny skabning eller et nyt værk skabt af Gud. Han taler, tænker og dømmer anderledes om alle ting end verden taler og dømmer om dem.

WA 36. 255 (Prædiken, 1532)

Et kristent menneske kan holde og tilpasse sig alle menneskelige bud, sæder og skikke, blot de ikke støder an mod Guds bud og blot man ikke lader samvittigheden sætte sin lid til det, at man holder dem.

WA 8. 609 (Om munkeløfterne, 1521)

Enhver kristen om han er herre eller tjener, fyrste eller undersåt osv. kan benytte det i livet, som Gud giver ham: Land, folk, hus og gård, hustru og børn, gods og penge, mad og drikke. Men han må blot gøre det som om han er en gæst her, som tager sig en bid brød og et kort middagsmåltid, og som føler sig som en gudfrygtig gæst i et herberg.

Alle kristne af alle stænder, både herrer og fruer, tjenere og tjenestepiger skal forholde sig, så de, mens de er på jorden, har og bruger mad og drikke, klæder og sko, hus og gård, som gæster, så længe Gud vil. Men de skal også forholde sig, så de er rustet og beredt til at sætte staven til side, når alt dette forsvinder og gå som en gæst gennem et hus eller en by, hvor man ikke hører hjemme.

Der hvor han er, må han opføre sig ærlig og fredelig og ikke komme nogen for nær. For det passer sig ikke, at en gæst lever i et fremmed hus efter sit eget behag og skøn og stifter uro. For som det hedder: Vil du være gæst, må du også opføre dig fredelig og opføre dig som en gæst, ellers vil man snart vise dig døren og kaste dig i fængsel.

WA 21, 342 (Kirkepostillen, 1544)

Et kristeligt væsen består ikke i ydre opførsel. Det forandrer ikke mennesket med hensyn til ydre stand, men med hensyn til den indre, dvs. det giver et andet hjerte, en anden vilje, et andet sind, som gør de samme gerninger som en anden, som ikke har det samme sind og den samme vilje. For en kristen ved, at det er troen, det helt kommer an på. Derfor går, står, spiser, drikker, klæder, arbejder og handler han på den samme måde som et almindeligt menneske i hans stilling, så man ikke bliver opmærksom på hans kristendom, sådan som Kristus siger i Luk. 17, 20 f.: ”Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er inden i jer.”

WA 10 I 1, 137 (Kirkepostillen, 1522)

Man kan ikke bedømme en kristen efter hans ydre livsførelse. For den er ligeså uren og skrøbelig som de ikke-kristnes livsførelse. Derfor må de daglig bede: ”Forlad os vor skyld!” Den, som vil se på og dømme en kristen retfærdig, han må gøre det ifølge troen. For ifølge vores kød og blod er vi syndere og må dø og vente os al slags ulykke, som alle andre her på jorden, ja, mere end andre, som ikke er kristne. For kristne føler synden mere end andre mennesker.

WA 52, 251 (Huspostillen, 1544)

Når en kristen drager i krig eller sidder på dommersæde og dømmer og straffer eller anklager sin næste, så gør han det ikke som en kristen, men som soldat, dommer, jurist osv. Men han beholder alligevel et kristent hjerte, som ikke ønsker at gøre nogen noget ondt, og som lider, fordi der sker noget ondt med hans næste. Han lever altså også som en kristen og er ens mod alle og lider selv på alle måder i verden; og alligevel holder, bruger og gør han ved siden af det i egenskab af at være et menneske i det verdslige regimente, alt som landets eller byens lov, borgerretten eller husretten kræver af ham.

Kort sagt: En kristen lever ikke, så man kan se i det ydre, at han er en kristen. Alt dette tilhører kejserens regimente, og det omstødte Kristus ikke, og han lærte heller ikke, at man skulle løbe fra det og forlade verden eller sin stilling og stand. Han lærte, at man skulle benytte dette regimente og denne ordning, bøje sig under det, men i det indre alligevel leve for et andet regimente, som ikke har noget med det første at gøre, og derfor heller ikke hindrer det, men kan eksistere godt ved siden af det.

WA 32, 393 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Hele kristenlivet består i disse to ting: Tro på Gud og hjælp din næste! Det lærer hele evangeliet. Det skulle forældrene sige til deres børn hjemme og over alt. Børn skulle også stadig sige disse ord til hinanden.

WA 10 III. 361 (Prædiken, 1522)

Vil du gælde for at være en retskaffen kristen for Gud og verden, en som ikke blot har Kristus på tungen, eller blot læser om ham på et papir eller i en bog, men som har ham dybt i hjertet, så tænk på at du skal bevise det for enhver i gerning og liv, at din kærlighed skal tjene og hjælpe din næste.

WA 36. 420 (Prædiken, 1532)

En kristen må være retfærdig og hellig, ellers er han ingen kristen, efter som kristenheden er hellig, og hele Skriften kalder de kristne hellige og retfærdige.

WA 31 I. 166 (Salme 118, 1529-30)

En kristen skal sige få ord og gøre mange gerninger. Det gør han også ganske sikkert, hvis han er en ret kristen. Gør han ikke det, er han endnu ikke en ret kristen.

WA 10 I 1, 136 (Kirkepostillen, 1522)

Dette er hovedpunkterne i det kristne liv: Troen, håbet, kærligheden og korset. For dér hvor Guds Ord, det hellige evangelium findes, vil det hellige kors heller ikke udeblive.

WA 24, 249 (Over Første Mosebog, 1527)

En kristen må være et menneske, som kan foragte alt det, som verden har af godt eller ondt og som ringeagter alt det, som Djævelen kan friste og lokke, true og skræmme med. En kristen må være en, som rejser sig alene mod al verdens magt og en ridder og helt, som besejrer og overvinder alt.

WA 45. 479 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

Et kristenliv er et salig og glæderigt liv, og Kristi åg er mildt og godt.

WA 17 II. 433 (Kirkepostillen, 1527)

Kristen-navnet

En sand kristen er en, der ikke blot har kristendommen i munden eller læser papirer og bøger derom, men virkelig har det i sit hjerte. 1532.

WA 36, 420 (Prædiken, 1532)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 6, 1992, s. 92

Der er to slags kristne. Alle, der er døbt og genfødt i dåben, kaldes ganske vist kristne, men det er ikke alle, der forbliver ved dåben. Mange falder fra Kristus og bliver falske kristne. De har kun navnet og er kun kristne i det ydre. … Du må se på, om du virkelig tror og lever som en kristen, at du både indvendig i hjertet og i det ydre med livsførelsen lever ret.

WA 46, 707-8 (Joh 1, 1537. DK s. 312-13)

Kristus

Gud vil ikke, at man skal gå til ham, erkende ham eller elske ham på nogen anden vej. Det siger han i Joh. 14, 6: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Hører du at det står fast som et bjerg: Ingen kommer til Faderen uden ved Kristus. Øv dig på denne vej, og du bliver på kort tid en dygtigere teolog end alle de romerske universitetsteologer. De kender nemlig ikke denne dør og denne vejen, men lukker den for sig selv med deres ulyksalige indbildskhed.

WA Br. 1, 329

Kristus er frelsens faste grund og en uovervindelig klippe for alle dem, som tror på ham.

WA 5. 376 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Jeg vil ikke have nogen anden mester end en: Han hedder Kristus i himmelen, sådan som han selv har befalet os i Matt 23,10. Alle andre vil jeg regne for medelever.

WA 6. 587 3. (Om Ecks bandbulle, 1520)

Ved troen er Kristus i os, ja, ét med os.

WA 1, 364 (Heidelberg-Teserne, 1518)

At tro på Kristus er ikke noget andet end at være vis på, at den, som har ham, har Faderen og alle de guddommelige goder, nåde og evig liv.

WA 28. 139 (Ugeprædikener over Joh 16-20, 1528-29)

Gud er i sandhed vor Far og vor Gud; men begge dele blot i Kristus.

WA 40 I. 99 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Kristus kan ikke være vor styrke, før vi bliver afmægtige i os selv og korsfæstet ved alle slags lidelser. Da bliver han vor salme, sang og vise. Derefter følger sejren og frelsen ind i det evige liv.

WA 48. 65 (Noter)

Kristi rige består i den kærligheden og næstekærligheden hans egne viser mod hinanden.

WA 3, 386 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

De tager fejl, som mener, at Kristus er en lovgiver, som bringer de moralske sæder i orden og som på samme måde som Sokrates giver fuldkomne eksempler på dyd. For selv om han også bestemmer over den ydre livsførelse, så dømmer han alligevel først det indre menneske og fornyer det. Dernæst styrer han også legemet, hænderne og fødderne. For gerningerne følger troen, akkurat som skyggen følger kroppen.

WA 25. 324 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Tro på Kristus! I ham tilsiger jeg dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed. Tror du, så har du. Tror du ikke, så har du ikke.

WA 7. 24 (Om den kristne frihed, 1520)

Se også: Stedfortrædende straflidelse 272; Forsoning 92; Frelser 100

Kristi liv og død

Begge dele, både Kristi liv og død, er vor skat.

WA 37, 60 (Von Jesu, 1533 – DK 53)

Se også: Kristi lydighed 183

Kunst

Man skal også studere de ædle kunster og sprog, som Paulus siger i 1 Tim 4, 4 5: ”Alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; for det helliges ved Guds ord og ved bøn.”

WA 42, 316 317 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Kyskhed (seksuel disciplin)

Hvis ingen anden gerning end det at være kysk var påbudt, ville vi alligevel alle sammen have nok at gøre med det. En så farlig og brændende last er ukyskheden. Den raser i alle lemmer, i hjertet med tanker, i øjnene med det, man ser, i ørerne med det, man hører, i munden med det, man siger, og i det man gør med hænderne, fødderne og hele kroppen.

WA 6. 268 (Om de gode gerninger, 1520)

Ingen har så lidt kærlighed til kyskheden som netop de, som undlader at gifte sig af blot hellighed.

WA 30 I. 162 (Den Store Katekismus, 1529)

Kætter

At tage fejl gør ingen til kætter, men at forsvare og beskytte fejltagelsen gør det.

WA 7. 711 (Mod Catharinus, 1521)

Kætterne er uforbederlige ligesom jøderne. Så snart de hører den absolutte sandhed, nemlig Guds Ord, som de ikke kan modstå, lukker de ørene. De gør det gerne mod bedre vidende, for ved at lytte til Ordet alene kunne de risikere at blive lyst i band.

WA 3, 321 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Det er Satans og kætternes eneste kunststykke, at de ikke vil give indtryk af at føre ond lære. For der er ingenting de tager tungere, end når man siger om dem, at de er til skade for kirken. De ser på sig selv som de allerreneste og mest trofaste tjenerne i kirken og som dem, der er mest nidkære for Guds ære og sjælenes frelse.

WA 38. 559 (Matthæusevangeliet, 1538)

Kætteri

Kætteri kan man aldrig afværge med magt. Man må benytte en anden metode og man må kæmpe og handle med andre våben end sværd. Guds Ord skal kæmpe i sådanne sager. Hvis ikke Ordet kan udføre det, så vil den verdslige magt heller ikke kunne udføre det, selv om den væder jorden med blod. Kætteri er en åndelig ting. Man kan ikke dræbe det med jern, brænde det væk med ild eller slukke det med vand. Det er kun Guds Ord, som kan gøre det.

WA 11, 268 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Sådan går det altid: Efter den rene forkyndelsen af Ordet følger kætterierne. Derfor har man et ordsprog, som siger: Hvor Gud bygger en kirke, bygger Satan et kapel ved siden af.

WA 25. 91 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Der findes intet kætteri, som ikke også har sagt noget sandt. Derfor skal man ikke på grund af de løgne, som findes i kætteriet benægte denne sandhed.

WA 14, 694 (Forelæsning over Femte Mosebog, 1523)

Kærlighed – Guds kærlighed

Hvis nogen ville male et præcist billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der opfyldte himmel og jord.

WA 36, 424 (Prædiken, 1532)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 6, 1992, s. 97

Guds kærlighed har lagt synden på Kristus.

WA 40 I, 436 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 371

Kærlighed – vor kærlighed

Den som ret vil elske Gud og holde hans bud, han må være, så han kan give afkald på gods, legeme og liv.

WA 45. 154 (Prædiken, 1537)

Det er kærlighedens første og største gerning, som en kristen skal gøre, når han er blevet en troende: At bringe andre mennesker til troen på den samme måde som han selv er kommet til troen.

WA 12, 521 (Prædiken, 1523)

Mennesket elsker på en gal måde sig selv og kun sig selv. Denne fejl kan det ikke rette på uden at sætte sin næste i sit eget sted.

WA 56. 126 (Romerbrevet, 1515)

Kærlighed er ikke noget andet end at være nådig og god af hjertet, og at tilbyde og vise al godhed og venskab.

WA 36. 358 (Prædiken, 1532)

Hvor der ikke findes kærlighed, kan man aldrig give nok undervisning.

WA 1, 481 (De Ti Bud, 1518)

Kærligheden er på samme tid en stor ven og en stor fjende. Den straffer hårdt og hjælper godt. Den har en hård skal, men en sød kerne. Den er bitter for det gamle, men sød for det nye menneske.

WA 10 I 1, 266 (Kirkepostillen, 1522)

Kærligheden til næsten

Forbandet være det liv man kun lever for sig selv og ikke for næsten. Men velsignet være det liv, man ikke lever for sig selv og tjener sig selv, men næsten med lære, vejledning og hjælp og hvad det end måtte være, han behøver.

WA 10 I 2, 240 (Kirkepostillen, 1526)

Næstekærlighed agter ikke sit eget, ser ikke på om nogen er stor eller lille, men ser på hvad der er nyttige og nødvendige gerninger for næsten og menigheden.

WA 11, 261 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Kærligheden er det bedste og det ædleste. For den er fra Gud og er et vidnesbyrd om og en frugt af vor åndelige fødsel. . . Med dette tegn viser vi, at Gud er i os.

WA 20. 738 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Vil du vide, hvordan du skal elske din næste og have et klart eksempel på det, så tænk nøje over, hvor glad du er ved dig selv. Da vil du ganske sikkert opdage, at du ivrig ønsker at nogen har dig kær også i nød og fare og hjælper dig med alle slags råd, ja, ikke bare alle menneskers råd og dåd, men også alle andre skabningers. Du behøver ikke nogen bog om dette, som skulle formane dig og lære dig, hvordan du skal elske din næste. For du har den allerfineste og bedste bog i dit eget hjerte og den indeholder alle love.

WA 40 II. 72 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Selv om der bare findes et eneste menneske, som du er uvenlig indstillet overfor, så er du ingenting, selv om du kunne udføre mirakler.

WA 2, 579 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Kød

Gud giver ikke sin velsignelse til dem, som giver efter for kødet og er dovne. Han vil hellere, at man tugter kødet og dræber det, sådan som Paulus siger i Gal. 5, 24: ”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.”

WA 44, 348 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Vi må altid tro på, håbe på og hænge fast ved Kristus som hoved og kilde for vor retfærdighed. Den, som tror på ham, vil ikke blive til skamme. Dernæst må vi også beflitte os på at være retfærdige, også når det gælder det ydre. Det vil sige at vi ikke skal følge kødet, som stadig indgiver os onde tanker, men vi må stå imod med Ånden, så vi ikke i utålmodighed mister modet på grund af folks utaknemlighed og foragt, de, som misbruger den kristne frihed. I Ånden skal vi stå imod denne og alle andre fristelser.

WA 40 II. 90 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Hvis nogen oplever kødets magt, skal han ikke straks miste modet, men stå kødet imod i Ånden og sige: Jeg er en synder og jeg føler synderne, fordi kødet endnu ikke er tilintetgjort og fordi synden sidder fast her så længe, jeg lever. Men jeg vil følge Ånden og ikke kødet, det vil sige at jeg vil gribe Kristus i troen og håbet, og jeg vil hente kraft i hans ord. Når jeg er blevet styrket i Ordet, vil jeg ikke udføre det, kødet har lyst til.

WA 40 II. 91 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Selv om jeg siger, at I skal vandre i Ånden, ikke give kødet rum og ikke efterkomme kødets lyst, så vil det ikke sige, at jeg forlanger af jer, at I helt skal have fornægtet eller dræbt kødet, men at I skal holde det i tømme.

WA 40 II. 85 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Se også: Kristenliv 159

Lam - Guds lam

Kristus er Guds lam, der træder til og bliver en synder i stedet for os alle, ja, han blev gjort til synd som om han havde begået al verdens synd, fra verdens skabelse til dens ende. Det er lammets embede, art og egenskab.

WA 46, 682 (Joh 1, 1537. DK s. 272)

Se også: Stedfortrædende straflidelse 272

Langmodighed, Guds

Gud er langmodig og tålmodig og straffer ikke straks dem, som gør det onde. Men af den grund undgår de ikke straffen fuldstændig. Tværtimod er tiden allerede bestemt, da de skal gribes og blive straffet efter fortjeneste for deres ondskab.

WA 42, 577 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Gud slår ikke straks til med pisken; han giver rum og tid for bod, og er af væsen nådig og tålmodig og tåler de onde. Det må man vide og forstå, og derfor må vi også vente, for han vil ikke lade de onde forblive ustraffet, og han vil ikke forlade dem, som venter på ham.

WA 31 I. 374 (Salme 1-25, 1530)

Last

Hvor man lader en last gribe om sig, findes det ikke noget råd mere.

WA 51, 262 (Salme 101, 1534-35)

Se også: Synd 276

Lediggang

Formaningen til at stå tidlig op og gå sent i seng skal man udvide til at gælde alle stænder, ikke blot håndværkerne, som må stå tidlig op af sengen og gå til deres dagsværk. Det er ikke dårlig at stå tidlig op og gå sent i seng, ligesom det heller ikke er dårlig at vide, at hele dagen er fyldt af arbejde. Det forlanger Gud nemlig af alle mennesker. Men dovenskaben fordømmer han.

WA 40 III. 237 (Over Salme 2, 1532)

Gud vil ikke have dovne folk, som går uvirksomme, men man skal arbejde trofast og flittig, enhver i sit kald og embede. Så vil Gud give velsignelse og fremgang i arbejdet.

WA 31 I. 437 (Salme 147, 1530)

De, som lever i lediggang, går ikke på Guds, men på Djævelens veje. For de er ikke, og de lever ikke i Guds ordning, for Gud har forordnet, at vi skal arbejde.

WA 40 III. 279 (Over Salme 15 ff., 1532)

Legeme

Den, som ikke kan overlade Gud sin bekymring for legemet, kan aldrig betro sin sjæl til ham.

WA 10 III. 232 (Prædiken, 1522)

Hvor troen er ret, må den angribe og holde kødet i tømme, for at det ikke skal gøre, hvad det har lyst til ... Alligevel må man ikke svække eller ødelægge legemet ... Det er godt, at man faster. Den rette faste er imidlertid, at man ikke giver legemet mere mad end nødvendig for at beholde sundheden, og at man lader det arbejde og våge, så det gamle æsel ikke bliver stolt og går af sted og danser på isen og brækker et ben, men at det holdes i tømme og adlyder ånden.

WA 12, 282 (1 Peters Brev, 1523)

Legemet er dødeligt. Derfor må man sørge for det og derefter sætte det til at arbejde.

WA 36. 216 (Prædiken, 1532)

Lidelse

Man skal formane de kristne til at følge deres hoved Kristus med glæde gennem straf, død og Helvede og hellere sætte deres lid til at komme i Himlen gennem megen lidelse end gennem en sikker fred.

WA 1, 238 (De 95 Teser, 1517)

Sørg ikke, når du møder lidelse, der er ingen fare. Vær du blot en god kristen, forkynder, præst, borger, bonde, adelsmand og herre, og pas dit arbejde flittig og trofast. Lad Djævelen sørge for at finde et stykke træ, som han kan lave et kors af til dig, og verden en gren, som den kan lave en pisk af til din hud, selv om øvrigheden passer på dig. For så klog og mægtig er ingen øvrighed, at den kan beskytte og bevare dig fra Djævelen og onde mennesker og alt ondt, selv om den er from og flittig. Vær du blot en ret kristen, som lider for Guds skyld med et uskyldigt hjerte.

WA 51, 412 (Til præsterne, om at prædike mod ågerrenter, 1540)

Når man må bære kors og lidelse, så bliver tiden altid lang og gør en utålmodig. Lidelsen er ikke tung, når man kan se en ende på den. Da tænker man: Det er en ond time, en ond dag, en ond uge, derefter bliver det bedre. Men når man ikke ser nogen ende, så er al lidelse uudholdelig at bære, selv om den blot varer et kvarter.

WA 31 I. 354 (Salme 1-25, 1530)

En kristen må vide, at hans lidelse vil få en ende og ikke vil vare evig, ellers ville han være som en fordømt Judas, som vil fortvivle og spotte Gud.

WA 31 I. 422 (Salme 111, 1530)

Al lidelse, som de fromme har, er lille og varer blot et lille øjeblik, fordi det er bestemt hos Gud, at den ikke skal vare altid.

WA 25. 310 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Vi må lære at se på Guds Ord og vilje. Da vil vi lide alt med et tålmodigt hjerte, hvor tungt det end måtte være.

WA 43, 140 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Kristi efterfølgelse 72

Lidelse – Kristi lidelse

Døden er Guds vredes evige straf. Derfor må vi have en anden, som har lidt en uskyldig, ren død for os og dermed betalt Gud, så denne vrede og straf fjernes fra os.

WA 37, 59 (Von Jesu, 1533 – DK 50)

Se også: Forsoning 92

Ligegyldighed

De allerstørste mænd, som er blevet berømt ved deres dyd, fromhed og store gerninger, var ikke døde stokke eller opblæste ånder, som hverken kunne bevæges af triste eller af gode ting. Det sømmer sig for gudfrygtige mennesker, at de tager de frommes ulykke, glæde eller lykke til hjertet og også bliver bedrøvet, når deres modstandere kommer i fare. Det er sådan en indstilling, Helligånden skaber i gudfrygtige mennesker.

WA 43, 277 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Lignelse

Man skal ikke se på alle enkelthederne i Jesu lignelser, men lægge mærke til hovedsagen, hvad Jesus ville sige med lignelsen.

WA 17 II. 137 (Kirkepostillen, 1525)

Se også: Skriftudlægning 264

Liv

Vi skal ikke se anderledes på dette livet end en fremmed og pilegrim ser på det land, hvor han er en udlænding og gæst. En fremmed kan ikke sige: Her er mit fædreland, for han hører ikke hjemme der. En pilegrim tænker ikke på at blive i det land, som han valfarter til eller at blive i det herberg, hvor han overnatter, men hans hjerte og tanke står til et andet sted. I herberget indtager han blot sine måltider og har sit natkvarter og vandrer så straks videre til det sted, som er hans hjem.

Sådan er også vi kristne blot fremmede og gæster i denne verden og tilhører et andet land og rige, hvor vi har en fast bolig og et sted at blive i evighed. Derfor skal vi opføre os som fremmede og gæster i dette fremmede land og i dette herberg, og ikke tage mere fra det end mad, drikke, klæder, sko og hvad vi behøver for overnatning, og tænk: Herfra skal vi drage til vores fædreland, hvor vi er borgere.

WA 34 II. 113 (Prædiken, 1531)

Dette liv smager ikke en kristen. Han tænker mere på det evige end på det jordiske liv. Han har også mere glæde af det evige liv end af dette jordiske.

WA 16. 240 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Hvis det ikke fandtes nogen trængsler, som kunne gøre dette livet forhadt for os, så ville i det mindste synderne og særlig det, at man så hurtig kan blive hovmodig, gøre os trætte af dette liv.

Enhver alder har sine besværligheder. Begæret plager unge mennesker, og det udslukkes heller ikke altid, selv om man gifter sig. I manddommens alder stræber man efter rigdom og skraber sammen, og så vokser gerrigheden blot. Hvis man har levet godt og ærbart og har forvaltet sit embede ret, og har været en god præst eller en god øvrighedsperson, så opstår der gerne selvglæde af det. Selvglæde sammen med gerrigheden hører egentlig de gamle til.

Sådan er vores liv ikke blot syndig, men det er synden selv. I tillæg til dette kommer mange andre onder. I barndommen udsættes man for meget uret, i ungdommen for farer, i manddommen for sygdomme og laster. Og alligevel brydes og bøjes menneskers hårde nakker ikke af så meget ondt. Selv om vi trykkes af mange trængsler og synder, er vi alligevel stolte og hovmodige og foragter Gud og hans domme. Vi falder i mange slags store synder. Derfor er der ikke noget håb om, at vi kunne leve i dette kødet uden synd, og vi må bekende ligeud: ”O Herre Jesus, hvor ofte og hvor groft har jeg ikke syndet! Du ser det; jeg kan ikke se alt; tilgive mig.”

WA 25. 247 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Livet er for dem, som tror og har det guddommelige løftet, blot en valfart. På denne valfart opholdes de ved håbet om det næste og bedre liv.

WA 44, 663 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Det kristne livet består ikke i at være from, men i at blive from; ikke i at være frisk, men i at blive frisk; ikke i at være, men i at blive; ikke i at være i ro, men i at være i bevægelse. Vi er det ikke endnu, men vi er i færd med at blive det. Det er endnu ikke gjort eller sket, men det er i færd med at ske. Det er ikke enden, men vejen. Alt gløder og glinser endnu ikke, men alt bliver bedre.

WA 7. 336 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Aldrig fornemmer man Guds hånd kraftigere over sig end når man betragter de år af ens liv, som er gået.

WA 6. 110 (Traktat, 1520)

Den lever bedst, som ikke lever for sig selv, og den lever dårligst, som lever for sig selv.

WA 7. 214 (Traktat, 1520)

Forbandet være det liv, som man lever blot for sig selv og ikke for sin næste. På den anden side, velsignet være det liv, som man ikke lever for sig selv, men for sin næste ved at tjene ham med lære, retledning og hjælp og hvad han ellers måtte trænge til.

WA 10 I 2, 240 (Kirkepostillen, 1526)

Dette liv er blot en vej til døden, eller snarere et raskt løb mod døden.

WA 5. 464 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Vores liv er frem for alt et liv midt i døden, og alligevel holdes håbet på livet oppe midt i døden.

WA 42, 147 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Vores liv er en stadig kamp mod den medfødte synd, for hvad vi end ellers måtte have af forstand og fromhed, bliver det alligevel for lidt.

WA 31 I. 379 (Salme 1-25, 1530)

Dette liv er indbegrebet af alt ondt.

WA 20. 759 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Hele vores liv, som vi fører her på jorden, er ikke andet en død, selv om vi ikke agter på det. Vores liv og vor død er ikke langt fra hinanden, hvis jeg blot kunne se det ret. For når jeg lægger mig i sengen, ved jeg ikke om jeg kommer til at stå op af sengen igen. Når jeg sætter mig til bordet, ved jeg ikke om jeg kommer til at rejse mig op igen. I mange år er vi gået til sengs og vågnet igen af søvnen. Denne vane gør, at vi ikke regner det for lige så farlig at sove ind, gå ud af huset eller gøre noget andet som det at dø. Men det er alligevel ikke nogen anden forskel end vanen. For den samme engel, som tager imod mig og tager mig op, når jeg dør, må tage imod mig og rejse mig op, når jeg synker hen i søvnen. Når nogen sover, hvem er det da, som bevarer ham? Det er akkurat som om han var i døden.

WA 34 II. 276 (Prædiken, 1531)

Håbet om at leve længere er plantet ind i alle mennesker fra naturens side. Derfor indretter mennesker al deres tanke og stræben som om de skulle leve evig. For i tankerne gør de livet til et evigt liv, selv om døden følger dem lige i hælene og er vor allernærmeste nabo.

WA 40 III. 524 (Over Salme 90, 1534)

Se også: Kristenliv 159

Liv efter døden

Men hvordan det forholder sig med dette liv (efter døden), når legemet er dødt, det kan vi blot tro, men ikke begribe. Det er nok at vide, at vi lever, selv om legemet er dødt. Men hvordan vi skal leve, det ved vi ikke nu. For dette livet er skjult i Gud (Kol 3, 3).

WA 38. 505 (Matthæusevangeliet, 1538)

I det næste liv vil troen ophøre, og i dens sted kommer den rette og fuldkomne gerning og kærlighed. Den evige herligheds klarhed vil nemlig komme i troens sted, hvor vi ser Gud, som han er. Først da findes der en sand og fuldkommen gudserkendelse, en ret fornuft og en ret god vilje, ikke som den filosofferne og teologerne har, men en som er himmelsk, guddommelig og evig.

WA 40 I. 428-29 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 364

Lov

Når synderne ikke er erkendt, er det hverken rum for eller håb om et frelsesmiddel, fordi man ikke tåler lægens hånd, når man regner sig for rask og ikke synes at trænge til læge. Derfor er loven nødvendig. Den gør synden kendt, for at det hovmodige menneske, som regner sig som frisk, skal ydmyge sig efter at have erkendt syndens grusomhed og størrelse og sukke og længes efter den nåde, som tilbydes i Kristus.

WA 18. 767 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Loven afslører sygdommen, evangeliet giver lægemiddelet.

WA 10 III. 338 (Prædiken, 1522)

Loven er en lærdom om forbandelse, vrede, synd og død.

WA 40 II 472-610 (Salme 45, 1532)

Evangeliet og loven skiller sig væsentlig fra hinanden ved at loven forkynder, hvad man skal gøre og ikke gøre, ja, hvad som allerede er gjort og ikke er gjort og hvad som umulig kan gøres og ikke kan gøres (derfor skaber loven blot erkendelse af synden), mens evangeliet derimod forkynder, at synderne er tilgivet og at alt allerede er opfyldt og gjort. Loven siger: ”Betal, hvad du skylder!” (Matt 18, 28), men evangeliet siger: ”Dine synder tilgives dig!” (Matt 9, 2).

WA 2, 466 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Loven er givet for at mennesker skal lære af den, hvad synden er. Hvor man ikke erkender synden, kan man ikke forstå, hvad tilgivelse og nåde er og endnu meget mindre bede om det. Ja, da er nåden ikke til nogen nytte i det hele taget. Nåden skal nemlig kæmpe i os og sejre i os over loven og synden, så vi ikke fortvivler. Akkurat som en god læge må være erfaren i lægekunsten, så han først må vide, hvilken sygdom som foreligger, hvis han skal hjælpe den syge. Hvis han nemlig ikke ved årsagen til sygdommen, kan han komme til at give en skadelig gift i stedet for medicin. På den samme måde må man først erkende synden, før man forkynder nåden. Det er dette loven er til. Man skal vise mennesker katekismen og flittigt forkynde De Ti Bud.

WA 46. 143 144 (Joh 16, 1538)

Moses kan ikke gøre mere ved hjælp af loven end at vise, hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre. Men kraft og evne til at gøre det eller ikke at gøre det giver han ikke, og han lader os altså sidde fast i synden.

WA Bibel 8. 20 (Fortalerne til de bibelske skrifter, 1522-46)

Intet menneske bliver bedre ved loven, men blot værre, fordi loven ikke hjælper eller giver nåde, men blot byder og kræver, at vi skal gøre det, som et menneske hverken kan gøre eller har lyst til at gøre. Men Ånden, den guddommelige nåde, giver hjerterne styrke og kraft og skaber et nyt menneske, som får lyst til Guds bud og med glæde gør alt det, der skal gøre.

WA 7. 654 (Svar til Emser, 1521)

Kristi lov er en ydmyg kærlighed, som tjener alle, som ved sig at stå i gæld til alle og som er enhver underdanig.

WA 4, 361 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Ethvert rige må have sine love og sin ret, og uden lov kan intet rige eller styre bestå. Det lærer den daglige erfaring os godt nok.

WA 11, 262 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

De rettroende behøver ikke noget verdslig sværd eller nogen verdslig ret. Og hvis hele verden var rette kristne, dvs. rettroende, så behøvede man ikke hverken fyrste, konge, herre, sværd eller ret. Alt dette ville være unødvendigt. For hvad skulle alt dette tjene til, hvis de havde Helligånden i hjertet?

WA 11, 249 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Kærligheden er alle loves ende.

WA 42, 505 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Hvor man forkynder loven uden kærlighed, findes der ikke nogen større ulykke, uret eller nogen større elendighed på jord. For da er loven intet andet end en plage og en ødelæggelse.

WA 17 II. 92 (Kirkepostillen, 1525)

Se også: Lov og evangelium 181

Lovens brug

De Ti Bud, der taler om vores hellige livsførelse over for Gud og mennesker, er ophørt, så de ikke længere kan fordømme dem, der tror på Kristus. Men De Ti Bud forbliver og gælder for alle kristne, hvad angår lydigheden. For den retfærdighed, som loven kræver, bliver opfyldt i de troende ved nåden og Helligåndens hjælp.

WA 46, 569 (Joh 1, 1537. DK s. 54,)

Hvad gør Loven? Den er et ord, der viser mig, men ikke giver mig livet. At vise og at give er to vidt forskellige ting.

WA 46, 659 (Joh 1, 1537. DK s. 231)

Loven har to slags disciple:

Den ene slags er dem, som mener, de af egen kraft kan holde den. De bliver hovmodige. … Det er den muslimske, papistiske og jødiske tro.

Den anden slags disciple … bliver fortvivlede, så de flygter fra Gud.

WA 46, 659-60 (Joh 1, 1537. DK s. 232)

Kristus bringer os det, som loven kun lærer os og fordrer af os. … Når vi kommer til tro på Kristus, får vi et andet sind. … Loven bliver mig da dyrebar og god, for nu er den givet mig til liv. Tidligere viste den mig kun, hvad jeg burde gøre, nu begynder jeg at leve efter den.

WA 46, 662 (Joh 1, 1537. DK s. 236,)

Lovens rette brug og formål er at anklage ubekymrede og sikre mennesker, så de bliver forskrækket og dybt fortvivlet.

WA 40 I, 257 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 209

Lovens egentlige opgave er altså at stille os frem for Guds ansigt og åbenbare os Guds vrede.

WA 40 I, 259 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 211

Se også: Lov og evangelium 181

Lovens tredje brug

Bemærkning:

Udtrykket lovens tredje brug” findes kun et par gange hos Luther og man kan diskutere, hvor rammende udtrykket er. Desuden er de teologiske eksperter heller ikke helt enige om den præcise definition af begrebet. Udtrykket skal altså anvendes med en vis forsigtighed.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at Luther fastholder, at loven har en fortsat opgave også for den, der er troende. Loven skal fastholde os på de sande gode gerninger, der er til gavn for vores næste, så vi ikke selv opfinder nogle specielt fromme og unyttige gerninger (som f.eks. i munkevæsenet).

Der er altså ikke tale om særlige kristne gerninger, men om at fastholde den troende på Guds uforanderlige vilje, som den blandt andet kommer til udtryk i De Ti Bud.

Med Kristi død og opstandelse er alle de gammeltestamentlige regler for ofringer og jødiske forskrifter ganske vist ophævet, men det er ikke det, der er det specielt nye. Jesus er ikke kommet for at ændre loven, men for at ændre vort forhold til den.

Som det fremgår af det første citat hos Luther, er det ikke først og fremmest loven, der ændres, men menneskets forhold til den. Det er måske derfor, Luther i stedet for at tale om lovens tredje brug hellere taler om Kristus som ”gave og eksempel”. Også den kristnes nye liv og gode gerninger er nemlig en frugt af Kristi død og opstandelse.

_________

Kødelig frihed består i, at loven ændres eller bortfalder, mens mennesket forbliver uændret. Kristen frihed består derimod i, at vi bliver forandret, mens loven forbliver uændret.

Da hilses den samme lov, som før var forhadt, velkommen, fordi Guds kærlighed nu er udgydt i vore hjerter ved Helligånden.

WA 2, 560 (Galaterbrev-kommentaren, 1519)

Man bliver ikke en kristen ved at gøre, men ved at høre. Men når man har hørt og fattet evangeliet, skal man glad sige Gud tak og først da øve sig i de gode gerninger, der er foreskrevet i loven. Loven og gerningerne følger altså efter det at høre om troen.

WA 40 I, 345 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 291

Når vi tror på Kristus, får vi Helligånden og begynder at opfylde loven.

WA 40 I, 428 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 364

Intet menneske kan bringe det så vidt, at han holder blot et eneste af De Ti Bud, som de skal holdes. Her må både Trosbekendelsen og Fadervor komme os til hjælp, som de midler, hvor vi må søge og nedbede og uafladelig modtage, hvad der er nødvendigt, for at holde budene, som vi siden skal høre.

WA 30 I, 179 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 103

Trosbekendelsen viser os alt det, vi kan forvente at modtage af Gud. Kort sagt, lærer vi ham her at kende helt og aldeles. Det har netop det formål, at vi så kan gøre det, som De Ti Bud befaler.

WA 30 I, 182 (Den Store Katekismus 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 108

Intet menneske kan holde De Ti Bud fuldstændig, selv om vi er begyndt at tro. Derfor er intet mere nødvendigt, end at man altid har åben for forbindelsen til Gud. At man råber og beder ham om, at han vil opholde og forøge troen og opfyldelsen af De Ti Bud.

WA 30 I, 193 (Den Store Katekismus 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 121

Loven må foreskrive den troende, hvad han skal gøre og lide, og hvordan han skal omgås mennesker.

WA 40 I, 595 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 121

Paulus har for skik efter at have undervist om troen og belært samvittighederne at tilføje forskrifter for, hvordan man skal leve. Dermed formaner han de troende til at øve indbyrdes kærlighed.

WA 40 II, 59 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 266

Kristne adlyder gerne i dette stykke om at vise gensidig kærlighed.

WA 40 II, 62 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Så ubegribelig og uendelig er den menneskelige fornufts blindhed, at den hverken kan dømme ret om troens lære eller om livet og gerningerne.

WA 40 II, 71 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 277

Prædikenen om De Ti Bud skal forblive i kirken for deres skyld, der nu er kristne og hellige, for at de kan vide, hvad en ret, gudelig livsførelse er, og hvad det er for gode gerninger, de skal udøve.

WA 52, 23-30 (Huspostillen, 1544. Tredje søndag i advent)

Se også: Lovens brug 178

Lov og evangelium

Den herlige forskel mellem loven og nåden skal vi lære nøje. Og ikke sammenblande dem, som vi alle tidligere har gjort.

WA 46, 663 (Joh 1, 1537. DK s. 239)

De, der alvorligt forskrækker folk med loven og bringer dem til erkendelse af deres synder, og som så atter trøster de forfærdede med evangeliet, de lære loven rettelig.

WA 46, 664 (Joh 1, 1537. DK s. 241)

Der er to slags erkendelser af Gud. Den ene kommer fra loven, den anden fra evangeliet. Gud har nemlig givet os to slags lære: lov og evangelium.

Lovens erkendelse er fornuften bekendt. … Loven står skrevet i vore hjerter … Selv om den er givet klarere ved Moses.

Den anden gudserkendelse sker ved evangeliet, nemlig at alle mennesker af natur er en gru for Gud og evig fordømt under hans vrede og i Djævelens magt. Det kunne de ikke reddes fra uden ved at Guds søn blev menneske, døde og genopstod og derved udslettede synden, døden og Djævelen. … Denne gudserkendelse vokser ikke op i vores jord. Fornuften kender ikke det mindste til den.

Den første gudserkendelse er medfødt og fælles for alle mennesker, og den blev fornyet ved Moseloven. Den anden erkendelse må kundgøres os ovenfra og ved troen indplantes i vore hjerter.

WA 46, 667-69 (Joh 1, 1537. DK s. 246-51)

Evangeliet lærer ikke, hvad jeg skal gøre – for dette er med rette lovens opgave – men hvad en anden har gjort for mig.

WA 40 I, 168 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 138

Forskellen mellem loven og evangeliet giver hele den kristne lære i en sum.

WA 40 I, 209 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 170

Loven er en opkræver. Den vil kort sagt have noget af os. – Evangeliet derimod kræver ikke, men giver gratis og befaler os at tage imod, hvad der bliver tilbudt os, med fremstrakte hænder.

WA 40 I, 337 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 284

Lovens opgave og anvendelse er ikke blot at påvise synden og Guds vrede, men også at drive til Kristus.

WA 40 I, 490 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 27

Se også: Kristenliv 159; Evangelium 73

Lydighed

Vores kød tror ikke, at det er sandt, at en tjener, som er lydig mod sin herre, tjener Gud, og at det samme også gælder en søn, en datter, en tjenestepige eller en elev, som adlyder læreren. For troede vi det, ville alle vore gerninger ske med herlighed, glæde og taknemlighed. Men fordi vi ikke har Helligånden, så tror vi heller ikke at en herre, en husfrue, en præst, en lærer og andre sådanne er indsat af Gud. Derfor er al lydighed blevet helt lammet hos os, for ellers ville vi jo med glæde være lydige.

WA 43, 340 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Når Gud befaler, skal man ikke nøle eller diskutere længe. For Gud ønsker lydighed, men han hader udsættelse.

WA 43, 163 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Lydighed - Kristi lydighed

Kristus var lydig mod Faderen for os. (1537).

WA 39 I. 48-53 (Teserne om retfærdiggørelsen, 1538)

Se også: Kristi liv og død 164; Stedfortrædende lovopfyldelse 272

Lykke

Hvis nogen er lykkelig, skal vi ikke se surt på dem, sådan som hyklerne gør. De vil være noget specielt og udgiver sig altid for at være kloge og prægtige med deres upassende alvor, og de gør alle, som er lykkelige og ikke ser sure ud, til syndere og narrer. Vi skal være glade for at mennesker er lykkelige, så længe det ikke er imod Guds vilje.

WA 17 II. 54 (Kirkepostillen, 1525)

Mangel på lykke er ikke årsagen til at dine planer ikke har nogen fremgang, men din dumhed, og det at du ikke kender dig selv og Gud.

WA 40 III. 243 (Over Salme 15 ff., 1532)

Lyst

Lysten bliver ikke overvundet ved at man tilfredsstiller den og giver den frie tøjler. Lysterne bliver blot endnu mere ophidset af det. Men hvis man dæmper og dræber dem, bliver de besejret og tilintetgjort med Åndens sværd.

WA 4, 282 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Vi bedriver hor, og selv om vi ikke gør det offentlig for hele verden, så gør vi det alligevel i hjertet og når vi har plads, tid, sted og anledning, bryder vi alle sammen ægteskabet. Denne lyst er indplantet i alle mennesker, uden undtagelse, mand og kvinde, gammel og ung; alle ligger vi syge på dette sygehus. Og denne sygdommen sidder ikke på os som en frakke, vi kan tage af og lægge bort; nej, vi har bragt den med os fra mors liv, og den er kommet ind i vores kød og blod, marv og ben og i alle årer.

WA 16. 511 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Læge

At lægerne er herrer, ser man straks, og at man ikke kan undvære dem, lærer erfaringen os. At lægestanden også er en nyttig, trøsterig og velsignelsesrig stand for verden og desuden udfører en tjeneste, som behager Gud og er skabt og indstiftet af ham, viser sig ikke blot i lægegerningen i sig selv, men det bevidner Skriften også. I Siraks Bog er der næsten et helt kapitel, som roser lægerne og siger: ”Vis lægen ærbødighed, nyttig som han er, for også ham har Herren skabt, og lægekunsten stammer fra den Højeste.” (38, 1).

WA 30 II. 580 (Om folkeskoler, 1530)

Se også: Medicin 194

Lærdom

Det er Guds Ord alene, som skaber lærde, brugbare og modige mennesker, som kan gøre meget godt uden at stræbe tungt for det. De ugudelige derimod rådslår længe og udretter alligevel ikke noget godt.

WA 43, 78 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

I det verdslige regimente er det sådan, at en ældre er klogere end en yngre, og en lærd ved mere end en troende. Men i åndelige sager kan et barn eller en tjener, en kvinde eller en troende lige så vel eje Guds nåde som en ældre eller en herre eller paven. Kort sagt: Ingen lærd skal tage retten fra dig til at vurdere, for den ret har du lige så vel som ham.

WA 10 I 2, 337 338 (Kirkepostillen, 1526)

Vi skal give Gud æren, når vi ikke ved noget og ikke gøre som de højtuddannede, som mener, at det ville være en skam, hvis der var noget, som de ikke viste eller kunne sige noget om.

WA 24, 119 (Over Første Mosebog, 1527)

Jeg beder alle kristne, særlig præsterne og prædikanterne, at de ikke alt for snart vil være doktorer i teologien og indbilde sig, at de ved alt. (Både indbildninger og det spændte tøj i væven krymper ganske meget!) Lad dem hellere øve sig daglig i Den Hellige Skrift og vogte sig for selvsikkerhedens og overmodets giftige pile og trofast blive ved med at læse, lære, tænke, meditere og undervise andre.

WA 30 I. 128-29 (Den Store Katekismus, 1529)

Nogen mener vel at skrivearbejde er et let job og ikke noget værd. Men at sidde til hest i fuld rustning og at tåle hede, frost, støv, tørst og andre strabadser, det er et rigtig arbejde. Ja, dette er den almindelige, daglige vise om at ingen ved hvor skoen trykker, som ikke har den på. Enhver føler blot på sine egne strabadser og stirrer på den andens gode skæbne. Sandt nok, det ville være vanskelig for mig at ride med rustning. Men jeg ville også gerne se den rytter, som kunne sidde stille hele dagen og se i en bog, når han hverken har lyst til at gøre sig bekymringer, digte, tænke eller læse. Spørg en skriver, forkynder eller taler, hvilket arbejd det er at skrive og tale. Spørg en lærer, hvilket arbejde det er at undervise og opdrage børn.

WA 30 II. 573 (Om folkeskoler, 1530)

Lære

Når Herren befaler sine kristne at vogte sig for falsk lære og dermed gør dem til dommere og giver dem magt, ja, også befaling, om at prøve al lære og at dømme om den, så kræver han også, at de skal være vise og forstandige kristne, som ved, hvad der er ret lære og kan skelne mellem den og den falske lære.

WA 22, 147 (Kirkepostillen, 1544)

Den, som ikke holder fast ved læren, ligner et svajende siv som blæses hid og did af vinden og som må gå til grunde. Men den, som hænger fast ved Gud alene og hans nåde, han falder ikke til jorden og går heller ikke til grunde, for klippen er stærk.

WA 17 I. 233 (Kirkepostillen, 1525)

Som maden er, sådan bliver også måltidet; og som læren, sådan også troen. Er læren ret, bliver der også en ret tro; er læren falsk og forgiftet, så bliver der også en falsk og død tro.

WA 24, 207 (Over Første Mosebog, 1527)

Læren er ikke vor, men Guds, og den tåler ikke noget. Her hører tålmodigheden op. Jeg skal sætte alt ind og tåle alt, hvad de gør mod mig for at Guds ære og hans Ord ikke skal lide skade. For det at jeg går under, er ikke til meget skade, men hvis jeg lader Guds Ord gå under og tier, da skader jeg Gud og hele verden. Selv om jeg nu ikke kan stoppe munden på dem eller værge mig mod deres beskyldninger, så skal jeg alligevel ikke tie eller lade dem få ret, når de kritiserer mit gode liv. Selv om de gør mig uret, så er det alligevel ret for Gud.

WA 17 II. 233 (Kirkepostillen, 1525)

Når læren forbliver ren, så er det håb om at også livet let kan forbedres. Solens stråler er rene selv om de falder og skinner på skidt. Og Gud holder noget rent oppe blandt os, noget som kan gøre os hellige, selv om vi falder. Det er hans ord, som hjælper os til straks at fordømme vranglæren. Det sætter Herren højt, og det elsker han. I derimod får ikke engang dårlig samvittighed af, at I forfalsker Ordet.

WA 13, 688 (Over de små profeter, 1524-26)

Det kommer langt fra lige så meget an på livet som på læren. Selv om livet ikke er helt rent, kan læren alligevel godt være det. Man må have tålmodighed med livet ... Livet vil ikke komme på højde med læren, så længe vi lever her på jorden. Det ser vi jo også klart på alle de eksempler, som viser os, hvor meget der har manglet på at selv de helligste mennesker har levet et fuldkomment liv ... hvordan apostlene mange ganger snubler og bliver gjort til nar. Der findes kun få eksempler i Skriften, hvor ikke svaghed og fejl er fulgt med i livet.

WA 24, 607 (Over Første Mosebog, 1527)

Der er en stor forskel på lære og liv, ligesom der er stor forskel på himmel og jord. Livet kan vel være urent, syndig og skrøbelig, men læren må være ren, hellig, usmittet og uforanderlig. I livet kan der mangle noget, som læren kræver, men, siger Kristus, der må ikke mangle en tøddel eller bogstav i læren, selv om der mangler et helt ord eller en hel linje i livet. Årsagen er: Læren er Guds Ord og selve Guds sandhed. Livet derimod er vor gerning. Derfor må læren være helt ren. Om der er noget, som mangler eller er skrøbelig i livet, så er Gud tålmodig og tilgiver. Men hvis man forandrer eller ophæver læren, som man skal leve efter, det kan og vil han ikke tåle, og han skal heller ikke gøre det.

WA 30 III. 343 (Om den kejserlige bekendtgørelse, 1531)

Det skal du vide, at det er ikke blot om at gøre at høre, men Guds Ord skal også læres og tages vare på.

WA 30 I. 146 (Den Store Katekismus, 1529)

Lære – falsk lære

Falsk lære hverken går eller kører, den flyver! Og folk tager imod den og holder fast ved den, som om de var gale.

WA 23, 567 (Zakarias, 1527)

De ugudelige taler blot om sådanne ting, som folk kan lide at høre og som smigrer dem. Det lærer os at være klar over, at den lære, som smigrer os, bringer os død. For vore sanser og vore tanker synes, at denne lære er smigrende, men i virkeligheden er den dødelige pile.

WA 5. 356 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Hvordan kunne man vogte sig for falske profeter, hvis man ikke havde lov til at tænke over, hvad de lærer, og dømme og bedømme det? For ingen falsk profet kan findes blandt tilhørerne. De må findes blandt lærerne. Derfor skal og må alle lærere og deres lære underkastes tilhørernes dom.

WA 11, 410 (Om menighedens kaldsret, 1523)

Se også: Falsk profet 227

Lærer - skolelærer

Der er intet arbejde, jeg bedre kan lide, eller noget jeg heller ville være, end skolelærer.

WA 32, 65 (Prædiken 1530)

Hvis jeg kunne eller måtte afstå fra prædikeembedet og andre ting, så er der ikke nogen stilling jeg hellere ville have end det at være skolelærer eller lærer for børnene. For jeg ved at dette arbejde næst efter prædikeembedet er det allernyttigste, største og bedste, og jeg ved ikke rigtig endnu hvilket af dem, som er det bedste. For det er vanskeligt at dressere gamle hunde og at gøre gamle skurke fromme. Og det er det, prædikeembedet arbejder med, og derfor må det for det meste arbejde forgæves. Men de unge småtræer kan man lettere bøje og trække i, selv om også nogen knækker på grund af det. Kære ven, lad det være den største dyd her på jorden trofast at opdrage andre folks børn, noget som blot få, og næsten ingen, gør med sine egne.

WA 30 II. 579 (Om folkeskoler, 1530)

Det siger jeg i korthed: En flittig og from skolelærer eller magister eller hvem det måtte være, som opdrager og underviser børnene med troskab, kan man aldrig lønne nok eller betale for med penge.

WA 30 II. 579 (Om folkeskoler, 1530)

Der kræves af en lærer, at han kan revse og overbevise ... Dette skal imidlertid ske uden bitterhed, uden vrede og had, så man ikke forsøger at hævne sig, men at forbedre eleverne.

WA 31 II. 679 (Højsangen, 1530-31)

Lærer i kirken

I som er lærere, se til at I er rene. Gør ikke Ordet til en forestilling, men undervis i det på enkel vis.

WA 25. 325 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

En lærer har pligt til ikke blot at fremlægge sin egen lære, men også at bekæmpe fremmede lærer.

WA 5. 339 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Læretugt

For at dømme om læren, ind- og afsætte lærere og sjælesørgere, skal man ikke vende sig til menneskelove, ret, gammel oprindelse, brug, vane osv., om det så er fastsat sådan af pave eller kejser, af fyrster eller bisper, om den hele eller halve verden har holdt sig til det og om det har eksisteret i et eller i tusind år. For menneskesjælen er en evig ting i modsætning til alt, som er timelig. Derfor skal den blot styres med det evige ord. For det er skammelig at regere for Gud over samvittighederne med menneskeret og gammel vane. Derfor må man i disse ting handle efter Skriften og Guds Ord. For Guds Ord og menneskelære er modstridende det slår aldrig fejl når menneskelæren vil regere over sjælen.

WA 11, 408 (Om menighedens kaldsret, 1523)

Lært af Gud

Den, som er lært af Gud, ønsker at have et hjerte, som søger og elsker Guds Ord enkelt og alvorlig.

WA 38. 278 (Forord, 1534)

Løfte

Intet er mere dyrebart i hele Den Hellige Skrift en Guds løfte. Hvis ikke der fandtes noget løfte, fandtes det heller ikke nogen bøn eller gerninger eller tro, nej, ikke en gang livet eller noget andet. For Guds løfte holder os oppe og trøster os i al anfægtelse i kød og ånd.

WA 5. 376 (Salmerne, 1519-21)

Løftene bliver ikke givet, for at vi på grund af dem skal dovne og sove eller gøre noget, som strider mod løfterne. Nej, vi skal arbejde, være vågne og bære frugt. For jeg blev ikke døbt, modtager ikke nadveren og blev ikke forløst for at gå hjem og snorke og dovne, men når du har løftet, dåben og absolutionen, så tænk over at du er kaldet til at våge og til med stor omhu at udføre det, som hører til troen og til dit kald.

WA 43, 617 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Fordi en tjeneste blot behager Gud, når den er gjort af hjertet og med glæde, følger det også, at et højtideligt løfte blot skal gælde, opfyldes og holdes, når det gøres med kærlighed og glæde. Det vil sige når Helligånden er til stede.

WA 11, 397 (Om klosterløftet, 1523)

Løgn

Mennesket har meget til fælles med mange dyr, når det gælder grådighed, vrede, had, dovenskab osv., men når det gælder lasten at lyve, overgår det dem og bliver lig Djævelen, for kun mennesket er løgnagtig, og dets far er Djævelen. For det er kun mennesket, der har fået fornuft og talens gave, for at det skal tale sandheden. Og derfor mener jeg, at der blandt alle skældsord ikke er noget værre end når nogen kalder en anden en løgner lige op i ansigtet. Dette skældsord krænker en meget mere end hvis man bliver kaldt ukysk, drukkenbolt, vred eller hovmodig. Og jeg tror, at dette føles så stærkt af den menneskelige natur, fordi det er en unaturlig last for mennesket og det menneskelige fællesskabs største fjende.

WA 1, 511 (De Ti Bud, 1518)

Jeg synes ikke, at der findes nogen mere skammelig last på jorden en løgn og utroskab, som river alt menneskelig fællesskab i stykker. For først river løgn og utroskab hjerterne fra hinanden, og når hjerterne har vendt sig fra hinanden, så går hænderne også fra hinanden, og når hænderne er fra hinanden, hvad kan man da gøre eller udrette?

WA 51, 259 (Salme 101, 1534-35)

At bringe en, som er gået forkert tilbage på den rette vejen, er let, men hvem kan bringe en løgner tilbage, som ivrigt stritter imod sandheden af alle kræfter?

WA 5. 538 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

De to farver, som Djævelen har i sin fane, og som han leder sit rige ved hjælp af, er løgn og mord. De får ros og pris i verden og har navn af at være den højeste hellighed og retfærdighed.

WA 41, 744 (Prædiken, 1534)

Det ordsproget er sandt som siger, at man behøver syv løgne for at bekræfte én løgn. Som Hieronymus også siger: Falskheden behøver mange udflugter for at man skal holde den for sandhed.

WA 5. 243 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Løgn og forførelse bliver kun knust ved at de bliver afsløret og erkendt. Så snart løgnen bliver erkendt, behøver den ikke flere slag, den falder og forsvinder af sig selv i skam.

WA 8. 678 (Om at holde sig fra oprør, 1522)

Løn

De, som behager Gud, vil altid, selv om de ikke søger efter det, få en stor løn.

WA 5. 564 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Låne

Kød og blod gør denne indvending: Hvis jeg skal låne og give til enhver, hvad ville jeg så til slut have igen for mig selv? Jeg svarer med Paulus: Alting må gå ordentlig for sig, men allermest må man tage sig af troens egne folk, Gal 6,10.

WA 10 III. 102 (Prædiken, 1522)

Mad

Al mad er ren og Guds gode skaberværk.

WA 10 I 2, 63 (Kirkepostillen, 1522)

Hvis vi blot ville spise enkel mad uden udenlandske krydderier, som blot bruges for at tilfredsstille ganen, ville vi uden tvivl leve længere.

WA 42, 425 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Magt

Ingen magt er så stor, ingen fæstning så stærk, at ikke Gud kan erobre den.

WA 40 III. 226 (Over Salme 15 ff., 1532)

Kirkens magt er intet andet end Guds Ord.

WA 5. 377 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Mammon

Mammon er også en gud, dvs. den bliver æret som Gud af mennesker og den hjælper dem også af og til. Men hvad hjælper det med mammon, hvis man tørster? Hvad med sygdom? Sådan kan mammon altså ikke hjælpe ved legemlig nød. Hvad vil den så udrette, når synd og død trykker samvittigheden? Derfor giver mammon nok glæde, men den er så ensidig, at den ikke kan blive mere ensidig. Mammon er blot en nydelse for øjnene ligesom et malet billede.

WA 40 III. 57 (Over Salme 15 ff., 1532)

Se også: Penge 224; Ejendele 65

Manden

Den sorg bliver lagt på manden, at han er plaget af arbejde, som han hverken bryder sig om eller har nogen glæde af. Det skal ikke findes nogen, som ikke føler byrden af arbejdet.

WA 42, 157 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Hvor Gud ikke gør et under og laver en engel ud af manden, kan jeg ikke se, hvordan han kan være alene og uden hustru uden at komme under Guds vrede og unåde. Og forfærdelig er det, om han skulle dø uden at have en hustru. I det mindste skulle han i alvorlig mening og hensigt forsøge at blive gift. For hvad vil han svare når Gud spørger: Jeg har skabt dig som mand, som en, der ikke skal være alene, men skal have en hustru, hvor er din hustru? Jeg taler her om en naturlig mand. For den, som Gud giver kyskhedens gave til, regner jeg ikke med. For ellers skal ingen trække sig ud af denne vanskelighed, ved ikke at have nogen hustru og leve sådan som han lyster, anderledes end Gud har befalet ham.

WA 18. 410 (Sendebrev, 1525)

Martyr

Vil I ikke lide for Guds skyld, så må I være martyrer for Djævelen.

WA 18. 368 (Bondekrigen, 1525)

Medicin

Nogen synder alt for meget og er så overmodige og dumdristige, at de frister Gud. De afskyr at tage medicin, de undgår ikke de steder og de mennesker, som har haft smitsomme sygdomme. De siger, at hvis Gud vil beskytte dem, så vil han nok gøre det uden al medicin og alle vore anstrengelser! At handle sådan vil ikke sige at stole på Gud, men at friste ham. For Gud har skabt medicinen og givet os fornuften for at værne og tage vare på legemet, så det kan leve og være friskt.

WA 23, 363 (Om man må beskytte sig mod sygdom, 1527)

Meditation

Du skal meditere, ikke blot i hjertet, men også i det ydre. Når det gælder den mundtlige forkyndelse og ordene i Bogen, skal du stadig sammenligne dem med hinanden, læse dem om og om igen med flittig opmærksomhed og eftertanke for at blive klar over, hvad Helligånden mener med det. Og vogt dig, så du ikke bliver træt og tænker, at det er nok, når du har læst, hørt og sagt det en eller to gange og at du da forstår alt til bunds. For du bliver aldrig en god teolog af det, og de, som tænker sådan, er som umoden frugt, der falder af træet før den er halvmoden.

WA 50. 659 (Forord til de tyske skrifter, 1539)

Se også: Skriftforståelse 263; Bibelen 33

Medlidenhed

At vise medlidenhed vil sige at tage sig af sin næste og lad hans nød gå sig til hjertet. Når det går den anden dårligt, skal du ikke tænke: Aha, det er retfærdig, og selv om det ville tilstøde ham endnu mere, har han fortjene det. Hvor det er kærlighed, tager man sig af sin næste på en sådan måde, at den ulykke, som sker med ham, går lige så meget til hjertet på en, som om ulykken var sket med en selv.

WA 12, 350 (1 Peters Brev, 1523)

Menighed

Det er nødvendig at vide, hvor og hvem den kristne menighed er, så mennesker ikke fremfører menneskelige anliggender under navn af den kristne menighed, (sådan som de ikke-kristne normalt gør). Man kan med sikkerhed kende den kristne menighed på, at det rene evangelium bliver forkyndt. For ligesom man med sikkerhed kan genkende en hær i krig på den fanen, den fører i felten, sådan kender man også med sikkerhed Kristus og hans hær på evangeliet. Det har vi Guds sikre løfte på (Es 55, 11).

WA 11, 408 (Om menighedens kaldsret, 1523)

Den kristne menighed vil altid bestå, selv om der blot var to mennesker på jorden. For Gud lader Ordet blive forkyndt for deres skyld, som tror. Derfor er det ingen tvivl om at Ordet endnu ikke er gået under. Af og til kan det rigtignok undertrykkes, men alligevel fortsætter det med at bestå.

WA 24, 149 (Over Første Mosebog, 1527)

Se også: Kirke 145

Menneske

Det er umuligt, at et naturligt menneske som er kød og blod og ikke er undervist af Guds Ånd, skulle kunne dømme om eller forstå de ting, som hører Gud til. Som Paulus siger i 1 Kor 2, 14: ”Men et naturlig menneske tager ikke imod det som hører Guds Ånd til, for det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, for det skal bedømmes åndeligt.”

WA 17 II. 389 (Kirkepostillen, 1527)

Mennesket er en speciel skabning skabt til at have del både i guddommelighed og udødelighed. For mennesket er en bedre skabning en himmel og jord og alt, som findes i dem.

WA 42, 87 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Mennesket med fornuft og vilje, indvendig og udvendig, med legeme og sjæl, er kød, fordi det med alle kræfter, udvendig og indvendig, blot søger det som er kødelig og det som er godt for kødet.

WA 12, 373 (1 Peters Brev, 1523)

Det er ikke noget menneske som er så ondt, at det ikke har noget godt i sig.

WA 30 II. 127 (Om krigen mod tyrkerne, 1528)

Menneskebud

Alt liv, alle love og alle gerninger, som ikke er eller sker i Guds Ånd, trætter samvittigheden og plager legemet til ingen nytte. Derfor bliver menneskebud med rette kaldt møjsommelige og besværlige. For det første udmatter de samvittigheden, for det andre plager de legemet, for de kan ikke holdes uden meget anstrengelse. For det tredje fortærer de gods og ejendom. Derfor har hyklerne det meget værre i deres menneskebud, end de fromme i deres sande tjeneste for Gud.

WA 25. 126 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Menneskebilleder giver ikke sjælen nogen næring, og er blot skidt.

WA 38. 592 (Matthæusevangeliet, 1538)

Det, som mennesker har givet påbud om, er og bliver menneskeværk. Hvordan man end vender og drejer det, kommer der ikke noget godt ud af det.

WA 6. 447 (Til den kristne adel, 1520)

Menneskelære

Menneskelære er en herlig ting, som synes at være en stor kunst og visdom, men som alligevel er underlagt tilfældigheder. Den er tung og minutiøs, desuden er den uvis, ubestandig, usikker og ustabil, fordi der ikke står noget bag den: Den er blot en unyttig og bedragerisk pragt og et spøgelse.

WA 23, 569 (Zakarias, 1527)

Når lyset er urent, det vil sige, når troen er blandet med menneskelærer, så gør vi nok mange gerninger, men de er forgæves, fordi de ikke er lys. Kristus er vores sande lys. Englene ser dette lys, men vi hører det.

WA 20. 617 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Vi fordømmer ikke menneskelæren, fordi den er menneske-lære, for det kunne vi godt bære, men fordi den er mod evangeliet og Skriften. Skriften frigør samvittighederne og forbyder dem at lade sig tage til fange af menneskelære. I stedet fanger den selv menneskelæren. Denne modsætning mellem Skriften og menneskelæren kan vi ikke opløse.

WA 10 II. 91 (Traktat, 1522)

Hvis man brugte menneskelære, sådan som man bruger mad, drikke og klæder, ville der ikke ske nogen skade. Ingen spiser, drikker eller klæder sig, fordi han mener at blive salig ved det. For havde man en sådan hensigt og en sådan samvittighed, ville det være en grov dumhed for alle.

WA 10 I 1, 577 (Kirkepostillen, 1522)

Messe - messeofret

Messen er ikke noget andet end en skrækkelig og grufuld gudsbespottelse.

WA 18. 28 (Om den romerske messe, 1531)

Se også: Nadver 205

Misbrug

Ingen mad, ingen drikke, ingen farve, ingen specielle dage, ingen fagter er forbudt eller påbudt, men alt er frit for enhver, blot man ser til, at man holder sig ædru og er mådeholden. Ikke disse ting selv, men uordenen, overfloden, misbruget er det, som er forbudt. Men når mad, klæder, specielle steder og dage får en særstilling og bliver skilt ud, er det i virkeligheden menneskebud og ikke evangelisk, kristelig lære og frihed. Til slut bliver det blot hykleri og skindhellighed ud af det, og ikke mådehold og ædruelighed. Derfor brug alt på jorden, hvad du vil, når du vil og hvor du vil, og tak Gud, sådan som Paulus lærer: Vogt dig blot for overflod, uorden, misbrug og utugt, så går du på den rette vejen.

WA 10 I 1, 33 (Kirkepostillen, 1522)

Vi skal ikke så hurtigt fare op, når der forekommer et misbrug af noget, så vi vil rive det ned eller tilintetgøre det. For hvis vi ville forkaste alt, som kunne lede til misbrug, hvilken tumult ville vi ikke anrette? Det findes mange mennesker, som tilbeder solen, månen og stjernerne. Skal vi af den grund gribe ind i det og kaste stjernerne ned fra himmelen, eller styrte solen og månen ned? Nej, vi må lade det være. Vin og kvinder bringer folk i nød og hjertesorg og gør mange til narrer og vanvittige folk. Skal vi af den grund hælde vinen ud og dræbe kvinderne? Nej, slet ikke. Guld og sølv, penge og gods anretter meget ondt blandt folk. Skal man af den grund skaffe sig af med alt dette? Nej, sandelig ikke. Ja, hvis vi ville fordrive vor nærmeste fjende som skader os allermest, så måtte vi fordrive og dræbe os selv. For vi har ikke nogen fjende som skader os mere en vores eget hjerte.

WA 10 III. 33 (Prædiken, 1522)

Mistænksomhed

Selv om en kristen ikke forlader sig på noget menneske, er han heller ikke fjende af noget menneske. Og selv om han ikke holder nogen for at være så sikker, at han ikke kan bringes til fald på grund af egen lyst eller af Djævelen, så venter han alligevel det bedste af alle, ja, til og med fra de onde. Sådan bevarer han sin kærlighed ren og vis, og han beholder sine venner. Al sin lid derimod har han sat til Guds godhed.

WA 42, 478 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Misundelse

Misundelsen er et utæmmet onde, som altid har givet de fromme i verden meget at gøre.

WA 43, 187 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Mod

Ligesom verdens mennesker er modige og stolte, sådan er også de kristne. Men de kristne er endnu meget stærkere og større på grund af Helligånden, så de møder verden, Djævelen, døden og al ulykke uden frygt. Det vil sige at de har en åndelig styrke, for det hebraiske ordet ”ånd” skulle man med rette oversætte: Et mod som er stærkt og dristig. For åndelig styrke ligger ikke i benene eller kødet, men det er hjertet og modet som gør det. Omvendt betyder svaghed at være modløs, forsagt og fej.

WA 17 I. 435 (Kirkepostillen, 1525)

På grund af de mange fristelser, som møder de fromme, kræves der et stort og frygtløst mod for at holde fast ved troen og kærligheden. Men hvordan kan et sådan mod beskrives bedre end når det kaldes en stærk kærlighed? For kærligheden har overherredømme over alt andet. Det viser ikke blot den ærlige kærlighed, man finder i ægteskabet ... men også ungdommens vilde galskab. For det er sandt hvad digteren Vergil siger: Kærligheden overvinder alt.

WA 31 II. 757 (Højsangen, 1530-31)

Jeg ville ønske, at jeg havde et fastere og mere stabilt mod som ikke blot kunne foragte alle tyrannernes trusler, kætterierne, som bliver sået af fanatikerne og anstødet og uroen som dette forårsager. Men jeg ville også ønske et mod, som straks kunne fordrive skrækken og smerten i hjertet og til sidst ikke engang rykke forskrækket tilbage for døden, men modtage den som en højst velkommen gæst. ”Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, som strider mod loven i mit sind osv.” Rom 7, 23. Andre må modstå andre prøvelser, som f. eks. fattigdom, skam og utålmodighed.

WA 40 III. 90 (Over Salme 15 ff., 1532)

Modløshed

Selv om vi må bekende at vi er fattige, elendige syndere skal vi alligevel ikke miste modet, men hænge fast ved Guds løfter og bede om hans nåde.

WA 52, 121 (Huspostillen, 1544)

Man skal ikke frygte eller miste modet, selv om det går aldrig så galt.

WA 31 I. 271 (Salme 1-25, 1530)

De ord eller tanker som vækker modløshed, mismod og fortvivlelse hos os, er ikke fra Gud, men fra Djævelen eller fra menneskene.

WA 5. 321 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Modløsheden kommer af at vi er svage og ikke ser vor ydre styrke, mod og kraft ... og fordi vi gør os bekymringer, fordi vi ikke tror, Gud kan hjælpe os.

WA 28. 701 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Modstandsret

Hvis øvrigheden har uret, har folk så alligevel pligt at følge den? Svar: Nej. For ingen bør handle mod retten, men man må lyde Gud, som vil at retten skal råde, mere end mennesker.

WA 11, 277 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Moseloven

Moseloven angår jøderne, os binder den ikke længere.

WA 24, 6 (Over Første Mosebog, 1527)

Heller ikke De Ti Bud angår os.

WA 24, 7 (Over Første Mosebog, 1527)

Vi vil godt anse Moses for en lærer, men vor lovgiver er han ikke, medmindre han stemmer overens med Ny Testamente og den naturlige lov.

WA 24, 7 (Over Første Mosebog, 1527)

Se også: Lov 176; Lov og evangelium 181

Munk (billedligt)

Vi har en stor munk siddende inde i vort bryst.

WA 40 II 472-610 (Salme 45, 1532)

Munkevæsen

Munkevæsenet er et Babel, når det gælder vildfarelse, uvidenhed, ulydighed, vantro, røveri fra Gud, gudsbespottelse osv.

WA 8. 638 (Om munkeløfterne, 1521)

Munkestanden er ikke befalet af Gud, følgelig er den lid man sætter til den, ugudelig og gudsbespottelig.

WA 25. 180 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Se også: Kloster 151

Musik

Jeg skulle ønske af hele mit hjerte at enhver ville love og prise musikkens guddommelige og fortræffelige gave. Jeg bliver så overvældet af de mange og store egenskaber musikken har, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal kunne tale ret om den, eller hvor jeg skal begynde eller ende min tale.

WA 50. 368 (Fortale, 1539)

Engang var musikken hellig og guddommelig. Men i tidens løb kom den i begærets og forfængelighedens tjeneste.

WA 5. 98 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Myndighed - verdslig myndighed

Jo større magt, desto større ulykke, hvor det ikke handles i gudsfrygt og ydmyghed.

WA 6. 406 (Til den kristne adel, 1520)

Ingen magt er så stor og forfærdelig, at den ikke er underlagt en kristen.

WA 24, 263 (Over Første Mosebog, 1527)

Man ser godt af erfaringen, at Djævelen ikke frygter nogen magt på jord. For selv om man brændte alle jøder og kættere med magt, så ville ingen alligevel blive overvundet eller omvendt ved det.

WA 11, 269 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Det verdslige regimente har love, som ikke strækker sig længere end til legeme og ejendele og alt, som tilhører det ydre på jorden. For Gud kan og vil ikke, at nogen skal regere over sjælene undtagen ham selv. Derfor, hvor den verdslige myndighed tiltager sig at give love for sjælen, griber den ind i Guds regimente og forfører og ødelægger sjælene.

WA 11, 262 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Man skal sige til de onde: Det er rigtignok sandt, at de kristne for deres egen skyld ikke er eller behøver at være underordnet retten eller sværdet. Men sørg først for at gøre verden fuld af rette kristne, før du regerer den kristelig og evangelisk. Men det vil du aldrig kunne gøre. For verden og mængden er og bliver ikke-kristen, selv om alle er døbt og kaldes kristne. Men de kristne bor (som man siger) langt fra hinanden.

Derfor tåler verden ikke at det bliver et kristent styre over hele verden, nej, ikke engang over et land eller over en stor mængde mennesker. For der er altid mange flere af de onde end af de fromme. Derfor, at driste sig til at regere et helt land eller hele verden med evangeliet, er det samme som hvis en hyrde slap ulve, løver, ørne og får løs i en stald og lod dem gå frit blandt hinanden og sagde: Spis, og vær fromme og fredelige sammen. Stalden står åben. I har nok af mad. I behøver ikke at være bange for hunde! I et sådan tilfælde ville fårene vel holde fred og fredelig lad sig fodre og regere, men de ville ikke leve længe og intet dyr ville være i fred for et andet.

Derfor må man nøje skille disse to regimenter fra hinanden og lad begge bestå. Det ene som gør mennesker kristne, det andet som skaber ydre fred og værner os mod onde gerninger. Ingen af dem er tilstrækkelig uden det andet i denne verden. For uden Kristi åndelige regimente kan ingen blive from for Gud ved hjælp af det verdslige regimente. Derfor omfatter Kristi regimente ikke alle mennesker, men de kristne er altid i mindretal, og de findes midt iblandt de ikke-kristne. Hvor det verdslige regimente eller loven regerer alene, må der blot blive hykleri, selv om Guds bud var der. For uden Helligånden i hjertet kan ingen blive frelst, om han gør aldrig så gode gerninger. Men hvor det åndelige regimente regerer alene over land og folk, gives ondskaben frit spillerum og al vildskab slippes løs, for den almindelige verden kan ikke tage imod det eller forstå det.

WA 11, 251 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Se også: Verdsligt regimente 318

Mængden - Flertallet

Dumme mennesker roser en sag og ser på den som uovervindelig, blot fordi flertallet tager den i forsvar.

WA 5. 237 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Mørke

Dér hvor Kristus ikke er, er der mørke, om det skinner aldrig så lyst og klart.

WA 10 I 1, 528 (Kirkepostillen, 1522)

Den, som vandrer i mørket, hans gerninger er hykleri og fulde af bitterhed, for Helligånden findes ikke dér, men blot Djævelen.

WA 20. 650 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Mådehold

Mådehold viser sig ikke blot, når det gælder mad og drikke, men også når det gælder at holde måde i al sin livsstil, i ord, gerninger og opførsel, så man ikke lever for kostbart og undgår overdådighed, når det gælder pynt og klæder, så ingen skal rose sig for meget og blive for overmodig.

WA 14, 20 (2 Peters Brev udlagt, 1523)

En kristen skal også når det gælder mad og drikke vise mådehold og forsigtighed for legemets skyld og ikke bebyrde det og ødelægge det med fylderi og frådseri, så han kan være sund, fornuftig og skikket til bøn. For den, som ikke lægger vind på at passe sin stilling eller tjeneste i ædruelighed og mådehold, men i stedet drikker sig fuld som et svin hver dag og er en drukkenbolt, han er ikke skikket hverken til bøn eller til andre kristne ting, nej, han duer heller ikke til noget andet.

WA 47. 758 (Prædiken, 1539)

Det er påbudt enhver at leve mådeholdent, ædru og tugtig, ikke blot en dag eller et år, men daglig og altid. Det er det Skriften kalder sobrietas = ædruelighed. Selv om alle ikke kan holde de store fastetider, kan de alligevel klare at holde måde, når det gælder mad, drikke, søvn og alt det, som legemet behøver. Alt er til for at afhjælpe nød ikke for at bruges i overflod og til sløseri, for vi skal ikke leve her på jorden som om alt drejede sig om at spise og drikke, danse og lege. Selv om det af og til hænder at vi går ud over dette på grund af vor svaghed, så gælder ordet om syndernes forladelse også her, som når det gælder andre daglige forseelser.

WA 32, 433 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Nabo

Det er ikke den mindste nåde her på jorden at have fromme, trofaste naboer. For de kan gøre alt godt, og på den måden sikres freden bedre end hvis en by havde al verdens magt og var beskyttet af jernmurer.

WA 31 I. 440 (Salme 147, 1530)

Nadver

Ligesom når det gælder dåbens sakramente, siger jeg også og bekender, når det gælder alterets sakramente, at legemet og blodet i brødet og vinen i nadveren virkelig bliver spist og drukket med munden, selv om præsten, som deler det ud eller de, som modtager det, ikke tror eller misbruger det på anden måde. For det kommer ikke an på menneskers tro eller vantro, men på Guds Ord og ordning. Så måtte der da være tale om tilfælde, hvor de først forandrede Guds Ord og tolkede det anderledes, sådan som de nuværende nadverfjender gør, som blot har vin og brød. For de har heller ikke Guds Ord og indstiftede ordning, men har efter eget hoved forvansket og forandret det.

WA 26. 506 (Om Kristi nadver, 1528)

Vil jeg have mine synder tilgivet, skal jeg ikke løbe til korset, for her finder jeg ikke syndstilgivelsen uddelt endnu. Jeg skal heller ikke holde mig til mindet om og erkendelsen af Kristi lidelse ... for heller ikke her finder jeg syndstilgivelsen. Jeg skal i stedet holde mig til nadveren eller evangeliet: Her finder jeg det ord, som uddeler, skænker, tilbyder og giver mig den tilgivelse, som blev erhvervet på korset. Derfor har jeg lært ret, at den, som på grund af sine synder har dårlig samvittighed, skal gå til nadver og hente trøst her, ikke fra brødet og vinen, ikke fra Kristi legeme og blod, men fra Ordet, som i nadveren tilbyder, skænker og giver mig Kristi legeme og blod, givet og udgydt for mig. Er det ikke klart nok?

WA 18. 203 (Mod de himmelske profeter, 1525)

Vi går til nadver for her at modtage en skat. I og med den skat får vi tilgivelse for synderne. Hvorfor det? Fordi ordene står her og giver os det. Derfor befalede han mig at spise og drikke, for at det skal være mit og tjene mig som et sikkert pant og tegn ... som er indstiftet for mig mod min synd, mod døden og al ulykke.

WA 30 I. 224 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 162

Det har hændt mig nogle gange, at jeg havde sat mig for at modtage nadveren på en bestemt dag. Men når denne dag kom, så var andagten væk eller der var kommet en hindring i vejen, eller jeg følte mig uforberedt, så jeg sagde: Javel, lad mig gøre det om otte dage! Otte dage senere fandt jeg igen mig selv lige så uforberedt og hindret som forrige gang. Javel, endnu en gang om otte dage vil jeg gøre det! Sådanne ”otte-dage” blev der så mange af, at jeg helst havde løbet væk fra det hele og aldrig mere havde modtaget sakramentet. Men da Gud gav mig den nåde, at jeg mærket Djævelens bedrag, sagde jeg: Hvad gælder det, Satan, tag du blot et helt år med din og min skikkethed! og så brød jeg mig igennem og gik op, nogen gange måske uden at have skriftet på forhånd (noget jeg ellers gør) for at trodse Djævelen, særlig når jeg ikke var mig bevidst at have begået nogen grove synder.

WA 30 II. 617 (Formaning om nadveren, 1530)

Se også: Nådemidler 213; Sakramenter 244

Natur

Vores hus, gård, mark, have og alt er fuldt af Bibelens budskab, hvor Gud ikke blot taler gennem sine undergerninger, men også åbner vore øjne, rører ved vore sanser og oplyser os i hjertet.

WA 49. 434 (Prædiken, 1544)

Hvor naturen alene leder os og ikke bliver hjulpet af Guds lærdomme, kommer den visselig på afveje og ender blot i vildfarelse og blindhed. Den bliver til en ren troldkvinde og fuld af al slags overtro.

WA 10 I 1, 629 (Kirkepostillen, 1522)

Gud forkaster ikke naturen fuldstændig, men lader den forblive i de hellige.

WA 24, 614 (Over Første Mosebog, 1527)

Naturret

Man begynder nu at berømme den naturlige ret og den naturlige fornuft, som om al skreven ret er udsprunget og kommer fra den. Og det er jo en god og sand berømmelse. Men fejlen ligger i, at enhver indbilder sig, at naturretten befinder sig i hans hoved.

WA 51, 211 (Salme 101, 1534-35)

Navn – Guds navn

Selv om Guds navn har genlydt i hele verden, så bliver det alligevel ikke noget sted holdt højt og hellig undtagen i de oprigtiges råd og blandt de kristne, og blot hos dem bliver alle hans undere erkendt og lovprist. Disse holder hans navn hellig og i ære, ikke blot med lovprisning med munden, men også med hjertets erkendelse. For de ved, at de selv ikke skal have nogen ære eller navn for disse undere, men lader ham alene få navnet og æren i frygt og ydmyghed. Det er det, som kaldes at holde hans navn højt og hellig. Men de, som vil være noget og søger navn eller berømmelse, skønt de ikke er noget, de vanærer og vanhelliger hans navn, sådan som hyklerne og de hovmodige hellige gør, de som lovpriser sig selv og ikke en eneste af Guds gerninger.

WA 31 I. 424 (Salme 111, 1530)

Så længe vi forbliver i den rette tro, bliver Guds navn påkaldt over os. Det betyder, at vi af Guds nåde bliver Guds børn og Kristi medarvinger og bliver kaldt det, som Guds navn lyder: Retfærdige, hellige, vise og guder.

WA 13, 168 (Over de små profeter, 1524-26)

Guds navn bliver spottet og skændet for vor skyld og ved os, når vi ikke vandrer værdig efter Guds Ord og lever, handler og opfører os anderledes end det sømmer sig for kristne og når vi holder os til falsk lære, driver utugt osv.

WA 13, 168 (Over de små profeter, 1524-26)

Nidkærhed

Nidkærhed er ikke en ond vrede, som den fjender har mod hinanden, men en kærlighedens vrede, en venlig, faderlig vrede, sådan som de, som elsker hinanden har mod hinanden. Denne vrede tjener til at gøre kærligheden desto varmere bagefter og til at forny den. For hvis denne vrede ikke af og til var sammen med kærligheden, ville kærligheden blive doven, og rusten ville fortære den som jern. Men nidkærligheden renser den og fornyer den stadig.

WA 23, 516 (Zakarias, 1527)

Nyheder

Man siger tit: Ak, det har jeg allerede hørt for længe siden, fortæl mig noget andet! Sådan vil man stadig have en ny lære, og det klør i ørerne på folk efter nyheder. Når hjertet bliver træt af Guds Ord, så det ikke længere holder det for sin bedste skat, da er døren åben både foran og bag, så Djævelen har fri adgang og kan indføre al slags vranglære.

WA 28. 628 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Vor natur er, så vi altid vil have noget nyt og ikke er tilfreds med den lære, som er blevet overleveret og som vi har modtaget. Fordi Satan nu ved at vi er sådan, lægger han sig efter vor natur og indfører en umådelig pragt og opvækker nye sekter og lærer.

WA 20. 684 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Nysgerrighed

Mange er så nysgerrige, at de helst ville opsnappe, hvad alle siger og lægge mærke til hvert eneste vink. Ja, de er tilmed så nysgerrige, at de lytter ved vinduer og vægge efter, hvad nogen måtte sige om dem. Dem sker det retfærdighed, når de hører noget, som gør dem ondt. Hvis du vil høre på alt snak, så husk på at du også vil høre folk som forbander dig, og det af dem, som du mindst havde ventet det af. For hvis du vil have styr på alt, vil du også høre meget, som du ikke kan lide. Altså er det overflødig i nysgerrighed at lægge mærke til alt snak.

WA 20. 147 (Klagesangen, 1532)

Nytte

Når du mærker at din tjeneste kun er til nytte for dig selv, da er din tjeneste falsk.

WA 7. 813 (Prædiken, 1521)

Nærig

En nærig person kan ikke gøre noget bedre en at dø. I livet er han hverken til nytte for Gud eller andre mennesker, ja, ikke engang for sig selv. Han kan ikke gøre noget andet end at synde mod Gud, mennesker og også mod sig selv. Han gør ikke engang noget godt mod sit eget legeme.

WA 44, 2 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

De nærige har ingen fordel af deres penge. De ser på dem hele tiden, men alligevel kan de ikke se sig mæt på dem.

WA 20. 79 (Klagesangen, 1532)

Et nærigt menneske er Mammons slave og fange.

WA 41, 332 (Prædiken, 1535)

Se også: Havesyge 124

Næste

Vor næste er ethvert menneske, særlig den, som trænger vor hjælp.

WA 40 II. 73 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 279

Den, som går forbi sin næste, går også forbi Gud.

WA 37. 140 (Prædiken, 1533)

Se også: Kærligheden til næsten 167

Nød

Dette er måden vor Herre Jesus Kristus gør det på: Hvor han vil redde og hjælpe ... lader han først nøden nå et højdepunkt, hvor det er værst, for at han bagefter desto herligere og mægtigere kan vise os sin kraft og hjælp. På den måde drive han os til at skrige og råbe til ham, for at troen skal øves og styrkes, og erfare hvordan han på underfuld måde og som Salme 9 siger til rette tid hjælper i nøden. Han vil vise os, at det aldrig er sådan, at han ikke kan hjælpe, og at alt ikke er tabt, selv om Djævelen raser og larmer, stærk og mægtig, ond og rasende, men at det blot er noget, som mangler ved vor tro, og at det er vantroens skyld.

WA 51, 160 (Prædiken, 1546)

Ingen kan forstå det første bud ret, uden at han på forhånd har været i savn og nød, så det så ud som om Gud havde glemt ham, og at han ville forlade ham. Da råber du: Ak Gud! Hvor skal jeg vende mig? Hvor skal jeg få trøst og hjælp? Skal jeg se i kælderen, på loftet, i køkkenet, i kisten og tage min skat frem fra den? Jeg har jo ingen! Da kommer det første bud og råber til dig og alle andre mennesker: ”Jeg er Herren, din Gud”. Denne husfar vil give dig at spise og drikke ... Blot le spottende af det, du ugudelige krop! Ordet: ”Jeg er din Gud, jeg har svoret dig at gøre godt”, giver de sultne brød og mel i sækken, det giver sundhed i sygdom og alt, hvad man ellers trænger.

WA 28. 721 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Det er godt, at Gud lader os møde prøvelser og erfaringer og lærer os at erkende vor nød gennem kamp og tvivl og når vi ser, at vore råd og planer er forgæves. Ellers ville vi ikke vide, at vi behøver ham og lærte aldrig hverken at tro eller at bede.

WA 22, 127 (Kirkepostillen, 1544)

Gud kaster altid sine ud i nød og al slags fare, men lader dem aldrig gå under i faren.

WA 24, 596 (Over Første Mosebog, 1527)

Forbered jer på den nød, som kommer, hvordan man skal se på og overvinde sult, savn og anfægtelse, nemlig ved at forstå, at det blot er en ydmygelse og prøvelse fra Gud. Gud vil ikke forlade de anfægtede og nødlidende kristne, men han vil vide, om de tror på ham eller ikke.

WA 28. 719 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Nød bryder alle love og har ingen lov. Sådan har kærligheden pligt til at hjælpe, hvor der ikke er nogen, som hjælper eller kan hjælpe.

WA 11, 412 (Om menighedens kaldsret, 1523)

Se også: Hvorfor? 137 Trængsel 296

Nøglemagten

Nøglemagten er ikke noget andet end en guddommelig befaling eller et guddommeligt ord, hvor Kristus befaler sin kirke eller giver den magt til at fastholde eller tilgive synder, til at lukke eller åbne Himlen, til at binde og løse synderne.

WA 30 II. 456 (Om nådens nøgler, 1530)

Kristus har ikke givet nøglemagten blot til biskopperne, men til sin kære kirke og ikke til skade, men til nytte. Han har heller ikke givet den, for at den skal være til udvendig nytte for legeme og gods, men til åndelig nytte for sjælene.

WA 30 II. 437 (Om nådens nøgler, 1530)

Se også: Sakramenter 244; Absolution 14; Privat skriftemål 262

Nåde

De to små ord nåde og fred omfatter hele den kristne læres væsen.

WA 40 I. 72 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 57

Vi kan ikke love og prise Gud bedre og give ham mere ære, end når vi bekender, at han af blot nåde og barmhjertighed tager synd, død og Helvede fra os og giver sin elskede Søn for os og skænker os alle gode ting.

WA 12, 557 (Prædiken, 1523)

Syndens byrde skal ikke drive nogen til fortvivlelse, men man skal i stedet sætte sin lid til nåden og prise den, fordi den er så stor, for den opsluger synderne, hvor store de end måtte være.

WA 44, 821 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Nåde er at Gud er barmhjertig mod os. … Nåde betyder syndernes forladelse for Kristi skyld.

WA 46, 658 (Joh 1, 1537. DK, s. 228)

Ordet ”nåde” betyder gunst, at Gud tager imod os, tilgiver synden og retfærdiggør os gratis ved Kristus.

WA 40 II, 421 (Salme 51, 98; 1532/1538)

Nåde har at gøre med et personligt forhold (relation). Det er ikke en egenskab (kvalitet) i os, som de romerske teologer lærer.

WA 40 II, 421 (Salme 51; 1532/1538)

De romerske teologer lærer, at nåden er en skjult kvalitet i hjertet. Hvis man opbevarer den som en skat i hjertet, så den samarbejder med den frie vilje, vil det blive anerkendt af Gud.

…

Vi lærer og tror anderledes om nåden, nemlig at den er en vedvarende og uophørlig bevægelse eller virkning, som Helligånden frembringer og udvirker, så vi ikke betvivler Guds løfter, men tror og handler til Guds behag. … Helligånden er aldrig uvirksom i de troende.

WA 40 II, 422 (Salme 51, 99; 1532/1538)

Se også: Retfærdiggørelse 238; Syndernes forladelse 87 278

Nåde og gave (favor - donum)

Paulus skelner sådan: Nåden er én ting og gaven noget andet.

Ordet ”nåde” betyder gunst, at Gud tager imod os, tilgiver synden og retfærdiggør os gratis ved Kristus.

Ordet ”gave” eller ”nådegave” (karisma) betegner det, som Gud giver de troende efter syndsforladelsen.

WA 40 II, 421 (Salme 51, 98; 1532/1538)

Nåde og gave er de to stykker, de kristne modtager fra Gud. Nåden forlader synden og giver stadig trøst og fred. Gaven består i, at Helligånden virker nye tanker i os, nyt sind, nyt hjerte, trøst, styrke og liv.

WA 21, 458 (Kirkepostillen, 1544. Første pinsedag)

I Kristus har vi dobbelt hjælp:

Først træder han frem for os hos Gud og er vore synder skjul. For det andet giver han os sin Helligånd og kraft, så vi kan begynde at elske Gud og holde hans bud.

WA 45, 153 (Prædiken, 1537)

Kristus har ikke alene fortjent os ”gratia”, nåden, men også ”donum”, Helligåndens gave, for at vi ikke alene må have syndernes forladelse, men også syndernes ophør.

WA 50, 599 (Om koncilierne og kirken, 1539)

Se også: Gave 107; Nåde 211

Nådegaver

Helligåndens gaver følger efter syndernes forladelse.

WA 40 II, 421 (Salme 51, 98; 1532/1538)

Ordet ”gave” eller ”nådegave” (karisma) betegner det, som Gud giver de troende efter syndsforladelsen.

WA 40 II, 421 (Salme 51, 98; 1532/1538)

Se også: Gave 107; Nåde 211

Nådemidler

Vi hører vor himmelske fars stemme i dåben, nadveren, absolutionen og prædikenen.

WA 46, 712 (Joh 1, 1537. DK, s. 320)

Vi hører Gud tale med os i dåben, i nadveren, ved skriftemålet og i ordene fra dens mund, der forkynder ordet for folk.

WA 46, 712 (Joh 1, 1537. DK, s. 320)

Se også: Sakramenter 244; Prædiken 231; Forkyndelse 86

Omhu

Hvis intet kommer i stand uden omhu, når det gælder det verdslige regimente og andre videnskaber, så sker det endnu mindre inden for teologien.

WA 40 II. 481 (Salme 45, 1532/33)

Omvendelse

Herren kræver af os, at vi skal omvende os, ikke som om vi kunne udføre det med vore egne kræfter, men for at vi skal erkende vor afmagt og tigge om Åndens hjælp. Blot ved Åndens hjælp kan vi blive omvendt.

WA 13, 551 (Over de små profeter, 1524-26)

Se dette er evangeliets rette lære om den kristne omvendelse, som består af to dele: Anger og ængstelse på grund af synden, og tro på syndernes forladelse for Kristi skyld.

WA 21, 267 (Kirkepostillen 1544, tredje påskedag)

Se også: Bod 38; Syndernes forladelse 87 278

Onde

Det er godt, at det onde altid anfægter os, så vi ikke bliver svage på grund af verdens fristelser og falder og synder.

WA 6. 129 (Traktat, 1520)

Gud hjemsøger sine med meget ondt ... for at de skal dræbe tilliden til deres egen retfærdighed og erkende at de ingenting er.

WA 25. 265 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Verdens ondskab forbliver altid den samme ... derfor findes de samme onder altid i verden.

WA 20. 137 (Klagesangen, 1532)

Ondskab

Ondskaben er ængstelig optaget af, at den under en ærefuld titel skal regnes for at være retfærdighed og fromhed.

WA 5. 242 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Her ser du, at når Gud virker i det onde og gennem det onde, så sker det onde. Gud kan imidlertid ikke gøre noget ondt, selv om han kan udføre noget ondt ved hjælp af det onde, for han er selv god og kan ikke gøre ondt. Han benytter imidlertid det onde som værktøj, som ikke kan undgå hans greb og magten i hans bevægende kraft. Skylden ligger altså hos værktøjerne, som Gud ikke tillader at være uvirksomme, så det onde sker. Gud selv virker i dette som en bevægende kraft, men ikke på nogen anden måde, end når en tømmermand gør dårlige hug med en dårlig og sløv økse. Dette er grunden til at den ugudelige ikke kan gøre noget andet en stadig at fejle og synde, fordi han ikke lades i ro af den guddommelige almagts drivkraft, men han må ville, ønske og handle akkurat sådan som han er af naturen.

WA 18. 709 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Opdragelse

Vi er sandelig nogle narre! For vi kan fortjene Himlen eller Helvede ved vore egne børn og alligevel bekymrer vi os ikke om det. For hvad hjælper det, om du er aldrig så from selv, men opdrager ugudelige børn, og det er din egen skyld?

WA 1, 451 (De Ti Bud, 1518)

Det sker for mange forældre, at børnene, selv om de er godt opdraget, kommer ud i noget dårligt. Herren vil ikke, at man skal lade dem løbe omkring og altid få deres vilje, men at man skal opdrage og lære dem med al flid. Lykkes det, så tak Gud, lykkes det ikke, så har vi gjort vores. For at børn skikker sig godt, står ikke i vores, men i Guds vold og magt. Hvis han ikke er med i båden, går det aldrig godt.

WA 24, 591 (Over Første Mosebog, 1527)

Almindelige mennesker tænker ikke på at, hvis de har et begavet barn, skylder de Gud og verden at lade dem gå i skole og studere. Enhver mener at man har fri ret til at opdrage sine børn efter egen vilje uden hensyn til Guds Ord og ordning. Ja, sådan gør rådsherrerne i byerne og næsten hele øvrigheden også, de lader skolerne gå til grunde som om de var fri fra ansvar for dem, og de bryder sig ikke om dem. Ingen tænker på, at Gud alvorlig befaler og vil, at begavede børn skal opdrages til hans pris og gerning, noget som ikke kan ske uden skoler. Men alle er interesseret i erhverv, som giver verdslig vinding, som om Gud og kristenheden ikke længere behøvede præster, prædikanter og sjælesørgere, og som om den verdslige øvrighed ikke længere behøvede ledere, embedsmænd og skrivere.

WA 30 II. 132 (Om krigen mod tyrkerne, 1528)

Forældrene tænker blot på, hvordan de skal pynte børnene og udstille dem, så de kan blive anset af denne verden. De skaffer dem rigdom og hænger guld om halsen på de unge, så de næsten ikke kan gå. Og forældrene ønsker ikke, at man skal revse det. Sådan forbliver den naturlige kærlighed altid verdslig og overklog. Den ønsker ikke og tåler ikke, at man tugter børn.

WA 9. 218 (Om ægteskabet, 1519)

Man skal opdrage børn til en ret frygt, så de frygter de ting, som man skal have ærefrygt for, men man skal ikke gøre dem bange og nervøse, noget som skader dem hele livet.

WA 1, 449 (De Ti Bud, 1518)

Fordi Kristus ville opdrage mennesker, måtte han blive menneske. Skal vi opdrage børn, må vi blive børn sammen med dem.

WA 19. 78 (Gudstjeneste på modersmålet, 1526)

Fordi vi forkynder for børn, må vi også snakke som dem.

WA 30 I. 143 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 56

Se også: Familie 77

Oplysning

Ingen bringer lyset med sig, når man fødes til verden, og man finder det heller ikke på jorden. Skal man finde det, må man modtage det af Kristus, han som alene oplyser alle mennesker, som kommer til denne verden.

WA 46. 594 (Joh 1-2, 1537-38)

Oprør

Den, som vil leve under evangeliet og bære Kristi kors, må gøre sig fortrolig med, at han vil blive beskyldt for at være en oprører.

WA 28. 380 (Ugeprædikener over Joh 16-20, 1528-29)

Når tilliden til religionen er ødelagt, så følger der med nødvendighed oprør og uenighed, som er begyndelsen til et riges forfald.

WA 25. 153 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Ja, siger de, du skal ikke lære eller forkynde evangeliet, du skal ikke revse vor falske lære og vores skammelige liv, du skal ikke afsløre vor afgudsdyrkelse, for gør du det, bliver der oprør.

WA 28. 382 (Ugeprædikener over Joh 16-20, 1528-29)

Aldrig er der mindre grund til at frygte oprør, end når Guds Ord bliver forkyndt. For da er Gud nærværende som fredens Gud.

WA 8. 50 (Mod Latomus, 1521)

Oprør er uden fornuft og rammer som regel de uskyldige mere end de skyldige. Derfor er heller intet oprør ret, lige meget hvilken god sag, det måtte repræsentere. Der kommer altid mere skade ud af det end forbedring.

WA 8. 680 (Om at holde sig fra oprør, 1522)

Se også: Modstandsret 200; Øvrighed 329

Opstandelse

Jeg vil aldrig have nogen anden tanke end denne: Opstandelsen er sket for mig.

WA 46. 327 (Prædiken, 1538)

De kristne tror det, som man ikke kan begribe eller se her og nu, nemlig at vores legeme efter dette liv skal stå op fra døden, graven og forrådnelsen og være med Herren Kristus i luften, meget herligere, smukkere og lysere end solen og alle andre skabninger. Og fordi vi ved, at vor Herre Kristus er gået foran os og allerede regerer ved Guds højre hånd med den hensigt at føre os til denne herlighed, skal vi med rette holde endnu stærkere fast ved denne trosartikel end vi gør.

WA 41, 81 (Prædiken, 1535)

Døden i Kristus er i virkeligheden ikke en død, men en god og dejlig kort søvn. I den skal vi hvile et lille øjeblik ligesom i en seng uden syndens og den virkelige døds jammer, uden nød, angst og alle dette livs ulykker, sikkert og roligt uden nogen sorger, dejlig og blødt. Indtil den tid kommer, da han vil vække os op og kalde os sammen med alle sine kære børn til sin evige herlighed og glæde. For fordi man kalder døden en søvn, så ved vi, at vi ikke skal forblive i den, men at vi skal vågne op igen og leve. Den tid, vi sover, vil ikke synes længere for os, end hvis vi var sovet ind i samme stund. Da vil vi også græmme os over, at vi har været bange og ængstelige i dødsstunden for denne gode søvn. Og så kommer vi vor Herre og Frelser Kristus i møde i skyerne i ét øjeblik, levende ud af grav og forrådnelse, helt friske, med et rent, lyst og forklaret legeme.

WA 22, 402 (Kirkepostillen, 1544)

Så snart øjnene lukker sig, vil du blive vækket op. Tusind år vil være som om du havde sovet en halv time. Ligesom vi, når vi ikke hører timeslagene om natten, ikke ved hvor længe vi har sovet, sådan forsvinder i døden de tusind år endnu hurtigere. Før man får sagt et suk, er man en smuk engel.

WA 36. 349 (Prædiken, 1532)

Se også: Påske 234

Ord

En kristen skal sige lidt og gøre meget. Det gør man da også helt sikkert, hvis man er en ret kristen. Hvis man derimod ikke gør det, er man endnu ikke en ret kristen.

WA 10 I 1, 136 (Kirkepostillen, 1522)

Hvert ord er et tegn, som betyder noget. Ordet giver til kende, hvordan menneskets hjerte er.

WA 13, 638 (Over de små profeter, 1524-26)

Ord – Guds ord

Hvor Ordet er, er paradiset og alt andet.

WA 43, 673 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Vor tro skal have en grund, som er Guds Ord og ikke sand eller mose, menneskevane eller menneskeværk.

WA 10 I 1, 589 (Kirkepostillen, 1522)

Guds Ord er en helligdom over alle helligdomme, ja, den eneste, som vi kristne kender og har. På hvilket tidspunkt, man end forkynder, hører, læser eller tænker over Guds Ord, så bliver personen, dagen og gerninger helliget på grund af det ... Derfor siger jeg, at hele vores liv og gerning må stå under Guds Ord, hvis det skal være til behag for Gud og kaldes hellig.

WA 30 I. 145 (Den Store Katekismus, 1529)

Hvor man ikke stadig øver sig i og beskæftiger sig med Guds Ord, kan kirken ikke bestå, og kirken har altid haft sine sakramenter eller nådetegn og ceremonier.

WA 42, 401 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Dette er et træffende ord, som man skulle skrive på alle vægge: Det er blot Guds Ord som vil bestå. Det som er over og udenom Guds Ord, vil forgå som en blomst på marken.

WA 25. 254 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Gud virker mere med sit Ord end om du og jeg bragte al magt sammen i en bunke.

WA 10 III. 16 (Prædiken, 1522)

Det, som Gud lægger mest vægt på, er, at hans hellige ord i kristenheden forbliver det eneste og er uden noget tillæg af menneskelære. Men Ordet kan ikke forblive uden at man anser Kristus, som den eneste bygherre og lader ham alene få æren. Hvor det ikke er sådan, er der ingen enighed, og det må nødvendigvis også blive et Babel ud af det.

WA 24, 233 (Over Første Mosebog, 1527)

Jo mere man er optaget med Guds Ord, desto klarere og nyere bliver det, og man siger med rette: Jo længere, desto kærere. Hvor man derimod ikke er optaget af Guds Ord, bliver det snart glemt og kraftløst.

WA 17 I. 27 (Kirkepostillen, 1525)

Guds Ord er mad. Den, som spiser det, hungrer endnu mere efter det. Derfor skal Guds Ord være rigelig iblandt os, men vi skal aldrig blive mæt af det. Vi har de sikreste løfter om og den trøst, at vi ikke skal blive træt af Ordet, selv om vi omgås flittig med det. Derfor lad os med desto større flid og brændende begær kaste os over det og ikke give nogen rum for modviljen, som Satan bruger for at friste os.

WA 25. 172 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Den, som tror Ordet, han vil visselig blive frelst. For det er vores eneste værn. De forskræmte og svage sjæle kan nemlig ikke oprejses af en menneskelig hånd. Her er der brug for Ordet. Den, som griber det, han oplever den fornyelse, som kommer fra Ordet.

WA 25. 106 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Guds Ord er sandfærdig og skaber ikke hyklere, men retskafne, sandfærdige mennesker og sådanne, som har en ret tro og mening om Gud.

WA 31 I. 583 (Salme 19, 1530)

Hvor man betragter, hører og bruger Guds Ord med alvor, har det kraft, så det aldrig bliver uden frugt, men stadig vækker en ny forståelse, lyst og andagt og renser hjerte og tanker.

WA 30 I. 146 (Den Store Katekismus, 1529)

Det er en fin frugt og kraft, som kommer fra det kære ord, at de, som holder fast ved det, ikke blot modtager styrke og trøst for sjælene fra det, men også bliver beskyttet mod uret lære og falsk hellighed.

WA 51, 283 (Salme 101, 1534-35)

Vi skal holde Guds Ord herlig og højt som en almægtig kraft. For den, som har det, har og kan alt. Omvendt kan og skal intet beskytte ham mod synd, død og Djævel som ikke har Guds Ord.

WA 52, 515 (Huspostillen, 1544)

Det er forskel på at have Guds Ord og at holde Guds Ord. Mange har det, men holder det ikke, og de holder i stedet mammon, ære, magt og gunst højere end Guds Ord. Derfor elsker de heller ikke Kristus og bedrager sig selv, når de stoler på at de har Guds Ord og daglig hører og læser det. Alligevel forbedrer de sig ikke af den grund.

WA 48. 179 (Noter)

Kun det at høre Guds Ord bringer sand glæde. Kun sådan finder hjertet fred ved at skue Gud. Alt andet som man måtte foretage sig, efterlader tvivl i hjertet.

WA 40 II. 409 (Salme 45, 1532/33)

Guds Ord og troen overgår alt, alle gaver og al personlig værdighed.

WA 54, 285 (Mod pavedømmet i Rom, 1545)

Guds Ord er en hån for fornuften, og de som tror på det, er få.

WA 23, 530 (Zakarias, 1527)

Det er Guds Ords måde at være på, at det taler om ting, som går over vor forstand. Når det love syndsforladelse, love det umulige ting, som man ikke kan forestille sig. Derfor kan troen ikke grunde sig på noget andet end Ordet. Hvis den lader Ordet fare og tænker, at det hele ikke rimer og passer, da falder den straks og går tabt.

WA 25. 163 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Gud har besluttet, at ingen skal eller kan tro eller modtage Helligånden uden at høre evangeliet blive prædiket eller lært.

WA 46, 582 (Joh 1, 1537. DK, s. 78)

Se også: Den hellige Skrift 260

Ordforståelse

I Skriften er den ligefremme forståelse af et ord, som der ikke er noget billedlig i, den, som man bør foretrække.

WA 13, 638 (Over de små profeter, 1524-26)

Se også: Allegori 17; Skriftforståelse 263

Ordination

Vi lægger hænderne på Ordets tjenere og beder samtidig til Gud. Dette gør vi kun for at aflægge vidnesbyrd om, at dette er Guds ordning, akkurat som når det gælder alle andre embeder i kirken, alle embeder i det verdslige regimente og alle embeder i hjemmet.

WA 44, 407 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Ordinationen skal betyde og være: At kalde til præsteembedet og at anbefale det. Dette har og må Kristus og hans kirke have magt til ... hvor den findes i verden, akkurat som den må have Ordet, dåben, sakramentet, Ånden og troen.

WA 38. 238 (Om privatmesse og præstevielse, 1533)

Mennesker fra alle samfundslag kan kaldes til det embede, som består i at lære evangeliet. Men fordi alle ting skal gå ordentlig for sig i kirken, så er det ikke tilladt, at vi alle sammen uden forskel lærer, men blot de lærer, som er kaldet til det. Derfor gælder forskellen mellem det gejstlige og det verdslige blot udøvelsen af embedet, ikke retten til at have det.

WA 25. 255 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Se også: Prædikeembede 229; Det almindelige præstedømme 233

Overflod

Mange mennesker bliver ødelagt af overflod. Det er imidlertid ikke den guddommelige velsignelses skyld.

WA 42, 510 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Overmod

Vor natur er så ødelagt, at så længe det går os godt, er vi tilbøjelige til at føle os så store og overmodige, at vi sikkert ikke ville kunne bestå, hvis ikke Helligånden kom os til hjælp. Ingen love, ingen straffe kan bevare os mod denne fejl. Blot stemmen fra himlen knuser dette hovmod og bringer glæden i det rigtige forhold til gudsfrygten.

WA 40 II. 297 (Salme 2, 1532)

Man må ikke handle i overmod, men ydmygt i frygt. For hvis overmodet ikke er uden fare i verdslige ting, hvor hjerterne er opblæst på grund af tillid til egen rigdom, magt og visdom, så er den endnu farligere i teologien, og her forekommer den hyppigst. Djævelen kommer nemlig til Guds børn og forsøger med alle midler at gøre dem selvsikre og overmodige. Derfor må man dagligt kæmpe mod denne hemmelige gift og specielt vogte sig, så man ikke bliver selvglad, som om man allerede kendte forskellen mellem lov og evangelium.

WA 40 III. 387 (Over Salme 15 ff., 1532)

Intet menneske er så højt, eller vil komme så højt, at det ikke behøver at frygte for at blive det allerlaveste. Og omvendt ligger ingen så dybt eller kan falde så dybt, at man ikke kan håbe, at man skal blive den højeste. Her er al fortjeneste nemlig ophævet og blot Guds godhed bliver lovprist, og det er fast besluttet, at den første skal blive den sidste og den sidste den første.

Ved at sige at den første skal blive den sidste, tager han alt overmod fra dig og forbyder dig at sætte dig selv højere end en hore, selv om du var som Abraham, David, Peter eller Paulus. Ved at sige at den sidste skal blive den første, afværger han al fortvivlelse og forbyder dig at sætte dig selv lavere end en helgen, selv om du var Pilatus, Herodes, Sodoma eller Gomorra. For ligesom vi ikke har nogen grund til at ophøje os selv, så har vi heller ikke nogen grund til at fortvivle.

WA 17 II. 140 (Kirkepostillen, 1525)

Overtro

Det findes intet mægtigere i verden end overtroen. Den er dronning og kejserinde over alt som er højt i verden, men for Gud er den en vederstyggelighed.

WA 25. 267 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Overtroen fornægter og foragter ikke blot Gud, men også næsten.

WA 25. 399 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Penge

Kristus vil ikke, at man ikke skal have eller erhverve sig penge og gods eller at man, hvis man har det, skal kaste det bort, sådan som nogen narre blandt filosofferne og gale helgener blandt de kristne har lært og gjort. For Gud lader dig gerne være rig, men han vil ikke at du skal fæste din kærlighed til rigdommen.

WA 32, 457 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Find ud af hos dig selv, hvad du helst ville have af disse to ting: Et hus fuldt af penge, masse af kontanter og dertil et urolig og griskt hjerte, som ikke vil bruge kontanterne, men stræber efter stadig mere godt, og samler og skraber sammen og ikke kan være lykkelig. Eller ville du hellere slet ikke have nogen kontanter og derfor et lykkelig og rolig hjerte, som stoler på Gud og er vist på at Gud findes og vil give det nok, så det ikke tvivle på det? Ja, hvis man skulle svare i følge fornuften, så ville fornuften sige: Jeg vil hellere have ingenting og alligevel være sikker på at få det, jeg behøver hver dag, end at have et hus fuldt af penge og alligevel ingen glad eller rolig stund.

WA 19. 309 (Salme 112, 1526)

Se også: Ejendele 65; Rigdom 240

Person

I verden er det nødvendig, at skelne mellem personerne og gøre forskel, for at de onde skal holdes i tømme.

WA 14, 655 (Forelæsning over Femte Mosebog, 1523)

For Gud hører al forskel på personer op, men for verden er det ikke sådan.

WA 40 I. 178 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Pine

Al pine, ja, alt det Gud lægger på os, tjener til forbedring og er gavnlig for de kristne.

WA 1, 245 (Traktat om aflad og nåde, 1517)

Enhver har sin plage. Den ene bliver dræbt, den anden jages ud i elendighed, den tredje bliver frataget sine ejendele osv. Sådan må vi i det mindste i denne tid blive holdt for at være narre, svage og blive spottet af verden, som Kristus siger: I skal hades af alle.

WA 25. 221 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Politik

Vi må meget omhyggelig lægge mærke til den forskel, at vi taler ganske anderledes om tingene i teologien end i politikken. I politikken vil Gud, at de personer, som han opholder og regerer verden ved, skal æres som hans værktøj og maske. Når man imidlertid kommer til spørgsmål, som tilhører religionen, samvittigheden, gudsfrygten, troen og gudstjenesten, da behøver ingen at frygte for noget menneske. Ingen må sætte sin lid til det, ingen må vente trøst fra det, og ingen behøver at håbe at han legemlig eller åndelig vil kunne blive frelst ved noget menneske.

WA 40 I. 176-77 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 144

Se også: Lovens brug 178; Verdsligt regimente 318

Profet

Profeterne er stjernerne og månen, men Kristus er solen. Hvor som helst han kommer, forkynder og lyser, gælder hans ord så meget at de andre ikke regnes for noget i forhold til det og ikke ses i det hele taget på grund af ham, selv om månen og stjernerne også lyser og skinner klart. Moses, loven og profeterne er vel også lærde og fine prædikanter, men i forhold til Kristi budskab er det ingen ting alt sammen, for det er som hvis man om dagen tændte et vokslys mod solens glans og lys.

WA 33, 445 (Ugeprædikener over Joh 6-8, 1531)

En profet er egentlig en som forkynder om Kristus. Derfor, selv om mange profeter i Det Gamle Testamente har spået om fremtidige ting, så er de alligevel kommet, og blev de alligevel sendt af Gud, for at de skulle forkynde Kristus.

De, som nu tror på Kristus, er alle profeter, for de har den rette hovedsag, som alle profeter skulle have, selv om ikke alle har spådomsgaven. For ligesom vi ved troen er Herren Kristi brødre, konger og præster, så er vi også alle profeter ved Kristus. For alle kan vi sige, hvad som hører til salighed, Guds ære og kristelig liv, og desuden ved vi også så meget om de fremtidige ting, som vi behøver: At den sidste dag kommer og at vi skal stå op fra de døde. Sådan forstår vi hele Skriften. Om dette siger også Paulus i 1 Kor 14, 31: ”I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen.”

WA 14, 29 (2 Peters Brev udlagt, 1523)

Profet – falsk profet

Hvorfor lader Herren falske profeter fremstå blandt de fromme og efter de retskafne forkyndere? Er han ikke så mægtig og stærk, at han kunne forhindre dette, så evangeliet kunne forblive rent og kraftig? Ja, han kunne vel gøre det, men han gør det ikke. Han lader det derimod ske for at prøve sine og betale de utaknemlige deres løn. For som Paulus siger i 1 Kor 11, 19: ”Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på!” Det betyder, at de, som har en sand tro kommer for dagen for at deres Ånd og Ord skal blive bevidst og udrette noget.

WA 17 I. 356 (Kirkepostillen, 1525)

Se også: Falsk lære 187

Prædestination

Gud har beredt en sådan frelser, som er indsat og forordnet til, at alle mennesker skal have gavn deraf og blive salige. Derfor må det i egentligste forstand være Guds vilje og mening, som også Paulus siger i 1 Tim 2, 4, at alle mennesker skal blive hjulpet, ikke kun materielt, men mod synden og døden.

WA 52, 161 (Huspostillen, 1544)

At nogen bliver fordømt og ikke frelst, sker i egentligste forstand ikke derfor, at Gud vil det sådan, men fordi de ikke vil tage imod den frelser, som Gud ikke desto mindre har forordnet til, at han skal hjælpe alle.

WA 52, 161 (Huspostillen, 1544)

Det er en fuldstændig gudløs opfattelse at mene om Gud, at det alene er en mangel ved hans vilje, der gør, at vi ikke alle bliver frelst. … Det er en djævelsk gudsbespottelse.

WA 52, 141 (Huspostillen, 1544)

Betragt Kristi sår og blod, som blev udgydt for dig. Her fremstråler forudbestemmelsen. … Hvis du har Kristus, har du også den skjulte Gud tillige med den åbenbarede. … Drop spekulationerne om den skjulte Gud.

WA 43, 457-63 (Genesis-forelæsningen 1535-45. Over kap. 26, 9)

Vi skal vide, at Gud ikke har udelukket nogen undtagen den, som udelukker sig selv.

WA 21, 260 (Kirkepostillen 1544. Tredje påskedag)

Se også: Guds frelsesvilje 102; Forsyn 93

Prædikant

En kristen prædikant ... er en Guds tjener, ja ... en Guds engel, en ret biskop for Gud, en frelser for mange mennesker, en konge og fyrste i Kristi rige og blandt Guds folk, en lærer, et lys for verden ... Der er ikke nogen mere dyrebar skat eller ædlere ting på jord og i dette liv, end at være en ret og tro præst eller prædikant.

WA 30 II. 533 (Om folkeskoler, 1530)

Alle prædikanter skal være sikre på, at de kan sige: Gud siger det. Det er Guds Ord, og når jeg forkynder Guds Ord, så er det lige så alvorligt som hvis jeg sværger. Den, som ikke er sikker på dette og ikke kan sige: Gud siger det, han bør holde op med at forkynde, for han vil ikke udrette noget godt.

WA 20. 578 (Prædiken, 1526)

Den, som ikke tager Ordet til sig, han tager det heller ikke til sig for prædikanternes skyld, selv om alle engle talte til ham. Og den, som tager det til sig for prædikantens skyld, han tror ikke på Ordet, heller ikke på Gud ved Ordet, men han tror på prædikanten. Derfor består hans tro heller ikke længe.

WA 10 I 1, 129 (Kirkepostillen, 1522)

En prædikant skal opvise to ting. For det første må han have et skyldfrit liv og ikke give nogen årsag til at spotte læren. For det andet må han have en fejlfri lære, så han ikke vildleder dem, som følger ham. Det gode liv skal han have mod fjenderne, som ser mere på livet end på læren og foragter læren for livets skyld, læren skal han have for vennernes skyld, som agter mere på læren end på livet og bærer over med livet for lærens skyld. For det er jo sandt, at intet liv er så godt, at det er uden synd for Gud. Derfor er det nok, at det er ustraffeligt for mennesker. Men læren må være så god og ren, at den ikke blot holder stand over for mennesker, men også over for Gud. Derfor må enhver gudfrygtig prædikant kunne sige: Hvem blandt jer kan kritisere mig? Blandt jer, siger jeg, som er mennesker, men for Gud er jeg en synder.

WA 17 II. 232 (Kirkepostillen, 1525)

En gudfrygtig prædikant sørger blot for at han udfører sin tjeneste ret, så sjælene bliver hjulpet. Han bekymrer sig ikke om, hvad han får for det, ja om han endog må lide alt og kæmpe med slanger og have verden og Djævelen som fjender. Han overlader til Gud at sørge for, at han får noget at spise osv., og trøster sig med en anden skat (som han gør alt dette på grund af) i det næste liv, som er så stor at al ulykke, som han lider her, er småting sammenlignet med den.

WA 32, 459 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Ordets prædikanter skal ikke indlade sig på næringssorger, og de skal være afholdende i alt for at behage deres herre, som vil give dem deres arv. Ordet er nemlig deres gods og rigdom. Med Ordet tjener de Gud og holder folket oppe, for at det skal tage det lovede land, som er sjælenes frelse, i eje.

WA 14, 685 (Forelæsning over Femte Mosebog, 1523)

Se også: Forkyndelse 86

Prædikeembede

Kristus har ikke stiftet og indsat prædikeembedet, for at det skal tjene til at erhverve penge, gods, gunst, ære og venskab eller til at søge egen fordel, men for at man frit og offentlig skal bringe sandheden for dagen, revse de onde og sige, hvad som hører til sjælenes nytte, frelse og salighed.

WA 32, 304 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Den, som vil være prædikant, bør vogte sig nøje for tom ære og griskhed. Hvis han føler sig belastet af disse synderne, skal han undgå prædikeembedet. Ellers vil han ikke kunne udrette noget godt, men blot føre skam over Gud, forføre sjælene og stjæle og røve gods.

WA 17 II. 144 (Kirkepostillen, 1525)

Intet er mere virkekraftigt, end at læreren først angriber sig selv. Derefter kan han desto friere også revse andre.

WA 7. 499 (Latinsk postil, 1521)

Den, som tror på Ordet, agter ikke på personen, som taler Ordet, og ærer heller ikke Ordet for personens skyld, men omvendt ærer han personen for Ordets skyld og placerer altid personen under Ordet. Og selv om personen går under eller endog falder fra troen og forkynder noget andet, så lader han hellere personen fare end Ordet, og holder fast ved det, han har hørt.

WA 10 I 1, 129 (Kirkepostillen, 1522)

Det embede som går ud på at forkynde evangeliet, er det største af alle, for det er det rette apostolske embede, som lægger grunden for alle andre embeder.

WA 12, 191 (Om indsættelse af præster, 1523)

At forkynde evangeliet er ikke noget andet end at bede Kristus komme til os eller at bringe os til ham.

WA 10 I 1, 13 (Kirkepostillen, 1522)

Hvor Guds Ord ikke bliver forkyndt, er det bedre at man hverken synger eller læser eller kommer sammen.

WA 12, 35 (Om gudstjenestens ordning, 1523)

At forkynde Guds Ord er ikke noget andet end at pådrage sig hele Helvedes og Satans vrede, og dernæst at udfordre alle verdens hellige og al verdens magt. At udsætte sig for så mange af Satans tænder, er den allerfarligste måden at leve på.

WA 25. 253 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Selv om enhver har ret til at forkynde, så skal man alligevel ikke bruge nogen til det, og ingen skal selv tiltage sig det, uden at være indsat til det af andre. De andre skal vige for ham, som de har indsat og tage imod ham for at man kan opretholde en passende ære, tugt og orden.

WA 8. 497 (Om messens misbrug, 1521)

Se også: Forkyndelse 86; Gudstjeneste 121

Prædiken

Alle vore prædikener skal sigte mod at vi skal vide og tro, at Kristus alene er verdens eneste frelser og trøst, vore sjæles hyrde og tilsynsmand, ligesom evangeliet helt og holdent peger på Kristus. Derfor er prædikenen, ikke noget andet end Johannes’ vidnesbyrd. Derfor trækker vi ikke folk til os selv, men fører dem til Kristus, som er vejen, sandheden og livet. På den anden side er alle de falske lærere som ikke prædiker om Kristus, men vidner og prædiker om sig selv.

WA 46. 588 (Joh 1-2, 1537-38)

Hvis beretningen om Kristi lidelse og opstandelse stod alene, ville den være en unyttig prædiken, som Djævelen og de ugudelige lige så let kunne kende, læse og forstå som de rette kristne, men når man forkynder, hvad beretningen om Kristi lidelse og død tjener til, da er den et nyttig, frelsende og trøstende budskab.

WA 10 I 2, 214 (Kirkepostillen, 1526)

Når Guds Ord bliver forkyndt, gør det samvittighederne glade, sikre og rene for Gud. For det er et ord om nåde og tilgivelse, og det er godt og sød. Men når man forkynder menneskepåfund, gør det samvittighederne triste, ængstelige og skælvende.

WA 2, 453 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Ved evangeliets prædiken har de modtaget Helligånden.

WA 40 I, 156 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Se også: Forkyndelse 86

Præst (præsteembedet)

En præst eller prædikant laver ikke et evangelium, og ved deres forkyndelse eller embede bliver deres ord ikke til evangelium. Ellers ville alt, som de talte, være evangelium. Nej, de rækker blot eller giver evangeliet gennem deres forkyndelse. For evangeliet er der på forhånd og må være der på forhånd.

WA 38. 239 (Om privatmesse og præstevielse, 1533)

Enhver kristen har og udøver præstegerninger. Men over dette står nu embedet som fremfører og forkynder læren offentlig. Til dette hører præster og prædikanter. For i menigheden kan alle ikke indehave embedet, for det passer heller ikke at døbe og at række nadveren i ethvert hus. Derfor må man udvælge og indsætte nogen, som er skikket til at forkynde og desuden øvet i Skriften til at indehave læreembedet og forsvare læren. Ligeledes forvalter de sakramenterne for menigheden, for at man skal vide hvem, som er døbt og for at alt skal gå ordentlig for sig. Ellers ville det langsomt blive en kirke, hvor enhver nabo prædikede for den anden, og hvor de gjorde alt uden orden. Dette er imidlertid ikke præstestanden, sådan som den er i sig selv, for den er et almindelig offentlig embede for dem, som alle er præster, det vil sige kristne.

WA 41, 213 (Prædiken, 1535)

Jo frommere en præst eller prædikant er, desto mere nidkærhed føler han.

WA 46. 747 (Joh 1-2, 1537-38)

At være en hyrde vil sandelig ikke sige at have stor pragt og herlighed, men det er en tjeneste, som den ene gør den anden.

WA 10 I 2, 242 (Kirkepostillen, 1526)

Også en præst arbejder ”i sit ansigts sved”, og gør noget som i sandhed er et stort arbejd. Han arbejder med hovedet, når han nemlig studerer trofast for at kunne udføre sit embede med at forkynde og uddele sakramenterne.

WA 17 I. 23 (Kirkepostillen, 1525)

Så snart en prædikant eller præst bliver grisk og æresyg, så er han ikke til nogen nytte mere, og han kan heller ikke forkynde noget godt. Han vil ikke gøre nogen vred, særlig ikke de store og mægtige, og forsømmer på den måde sin tjeneste og embede, som kræver, at han skal revse de onde.

WA 32, 454 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Der findes ikke noget højere navn og ikke nogen højere ære for Gud og mennesker end det at være præst. Han er en person og har et embede som udtrykkelig har med Gud at gøre. Han er nærmest Gud og omgås blot med guddommelige ting.

WA 41, 153 (Prædiken, 1535)

Præstens embede er forkyndelsen. Hvis han derimod ikke forkynder, så er han blot præst i samme forstand som et malet billede af et menneske er et menneske.

WA 6. 566 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Kirkens præsteembede uddeler evangeliets velsignelse ved at forkynde, forvalte sakramenterne, give afløsning, trøste og fremstille nådens ord.

WA 40 I, 387 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 328

Se også: Gudstjeneste 121; Prædikeembede 229

Præstedømme, det almindelige

Den, som er døbt, kan rose sig af allerede at være viet til præst, biskop og pave, selv om det ikke passer for alle at udøve et sådan embede.

WA 6. 408 (Til den kristne adel, 1520)

Vi er alle præster, så mange som er kristne. De derimod, som vi kalder præster, er tjenere, som er valgt af os, og de gør alt i vores navn. Deres præstedømme er blot en tjeneste.

WA 6. 564 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Selv om vi alle er præster, så kan og skal vi ikke derfor alle prædike eller lære at styre. Man må udskille og vælge nogen af hele mængden, som bliver pålagt et sådan embede. Og den, som har det, han er ikke præst for embedets skyld (alle andre er jo også præster), men han er en tjener for alle andre. Og hvis han ikke kan eller vil forkynde og tjene mere, så træder han igen tilbage i den almindelige mængde, overgiver sit embede til en anden og er ikke noget andet end enhver almindelig kristen. Sådan må man skelne prædikeembedet eller tjenesteembedet fra den almindelige præstestand, som består af alle døbte kristne. For embedet er ikke noget andet end en offentlig tjeneste, som bliver pålagt en person af hele menigheden, der alle samtidig er præster.

WA 41, 210 (Prædiken, 1535)

Se også: Forkyndelse 86

Påkaldelse

Hvor ulykkelige er de ikke, som på grund af deres mange og store synder har mistet modet og ikke ved hvor mægtig, underfuldt og herlig Gud redder dem, som kalder på ham.

WA 5. 85 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Hvor man af hjertet nævner Guds navn og påkalder det, kan Djævelen ikke forblive i længden, da han meget nødigt hører dette navn. Og hvis Gud ikke holdt os oppe, fordi vi påkalder ham, så ville der møde os mange skrækkelige og forfærdelige ting. Jeg har selv prøvet det og erfaret, at pludselige, store ulykker straks har vendt sig og ikke har anrettet skade på grund af denne påkaldelse.

WA 30 I, 132 (Den Store Katekismus, 1529)

Se også: Bøn 44

Påske

Hvilke Guds undere skal vi mindes ved vor påskefest? Vi skal offentlig lovprise, forkynde og bekende det uudsigelige under, som Gud har gjort mod os i Kristus. Vi var nemlig fordømt i synden, fortabt i døden, taget til fange under Djævelen. Fra dette har han frelst os ved sit blod og sin død, og bragt os fra synden til retfærdigheden, fra døden til livet, fra Djævelen til Gud. Det er andre undere end de gamle, som forløste Israels børn fra det jordiske Egypten, fra den timelige død og den dødelige faraos magt. Og på den måde forløste han blot et fåtal, nemlig Israels børn.

Her er det en evig forløsning fra evige synder, død og Djævel. Og desuden er mange flere forløst i dette tilfælde, nemlig hele verden. Hvad skal man sige om dette? Der findes ikke nogen sammenligning her, men ligesom det ikke er mulig at sammenligne himmel og jord, evig og timelig, så kan de gamle undere heller ikke sammenlignes med disse undere, for de er næsten ikke engang et forbillede eller tegn i sammenligning med disse sande undere.

WA 31 I. 412 (Salme 111, 1530)

Blandt os kristne er alle dage påske. Det er blot det, at man fejrer påske én gang om året på en speciel måde … og det er ikke galt, men godt og rosværdigt, at man også fejrer den tid da Kristus døde og opstod. Alligevel skal man ikke binde mindet om hans lidelse og opstandelse til denne højtid, men vi kan mindes det alle dage, sådan som Paulus siger i 1 Kor 11, 26: ”Hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.”

WA 31 I. 397 (Salme 111, 1530)

Se også: Guds lam 169; Universel forsoning 309; Opstandelse 218

Regere (efter evangeliet)

At driste sig til at regere et helt land eller hele verden med evangeliet er som hvis en hyrde samlede ulve, løver, ørne og får sammen i en stald og lod dem gå frit blandt hinanden og sagde: Spis og vær fredsommelige og gode mod hinanden. Stalden står åben. I har nok af spise. I behøver ikke være bange for hund eller kæp. I et sådan tilfælde ville fårene nok holde fred og fredelig lade sig nære og regere. Men de ville ikke leve længe, og vilddyrene ville ikke holde sig fra at fare løs på hinanden.

WA 11, 252 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Se også: Lovens brug 178; Verdsligt regimente 318

Religion

Religionen er det bedste af alle menneskelige gerninger, og alligevel bliver den fordømt, når den ikke grunder sig på Guds Ord.

WA 25. 383 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Den sande og eneste religion og gudsdyrkelse er den, at man tror på tilgivelsen for synderne, som Gud giver af nåde, uden alle gerninger af barmhjertighed.

WA 25. 287 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Vi kan rose os over for alle andre religioner og trøste vore hjerter med, at den religion, som vi bekender, alene er den sande.

WA 25. 98 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Når man kommer til spørgersmålet om religion, samvittighed, gudsfrygt, tro og gudstjeneste, behøver ingen frygte nogen person og ingen må sætte sin lid til nogen.

WA 40 I. 177 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Renhed

Vor renhed er en fremmed renhed, for Kristus smykker og beklæder os med sin retfærdighed.

WA 40 II. 407 (Salme 51, 1532/38)

Ret

Man skal ikke altid gøre det, man har ret til, men man må tage hensyn til, hvad som er nyttig og gavnlig for ens næste.

WA 10 III. 5 (Prædiken, 1522)

Retfærdig

Det, som sker i dette livet, det sker alt sammen for de gudfrygtige menneskers skyld, og for deres skyld, som skal blive salige. For deres skyld skinner solen, bevares og opholdes øvrighed og styre, er landet frugtbart og stiftes ægteskab. Kort sagt: alt, som er i himmelen og på jorden er rettet mod det mål, at de retfærdige skal samles og at tallet på dem, som skal blive frelst, kan blive fuldt.

WA 44, 66 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Det er de retfærdiges trøst, at de midt i deres fattigdom er rige, at de har ære midt i skammen og lyst og glæde midt i ulykken.

WA 19. 315 (Salme 112, 1526)

Se også: Retfærdiggørelse 238; Bytte 43

Retfærdig og synder – på én gang

Den kristne er således på én gang retfærdig og synder.

WA 40 I, 368 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 313

Se også: Synd 276; Falde i synd 76

Retfærdiggjort

Den kristne er helt from i det indre gennem troen eller Kristus, og dernæst i det ydre gennem sine gerninger. Dog er det således, at syndernes forladelse virker med, så de kristnes retfærdighed i alle ting meget mere består i tilgivelse end i egen gerning.

WA 36, 374 (Prædiken, 1532)

Læg mærke til den nye definition på retfærdighed: Retfærdighed er at erkende Kristus.

WA 31 II. 439 (Forelæsning over Esajas 1527-30)

Ved troen på Kristus bliver Kristi retfærdighed vor retfærdighed, og alt det som er hans, ja, han selv, bliver vores. Derfor kalder apostelen Paulus vor retfærdighed Guds retfærdighed (Rom 1, 17).

WA 2, 146 (Traktat om den dobbelte retfærdighed, 1519)

Når vi kæmper i ånden mod kødet, er vi i hvert fald retfærdige i det ydre, selv om denne retfærdighed ikke gør os velbehagelige for Gud. Derfor skal ingen fortvivle, ikke engang hvis han mærker at kødet stadig rejser sig til ny kamp mod ånden, eller når han ikke straks kan tvinge kødet til at bøje sig for ånden.

WA 40 II. 90 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Den ydre, timelige, verdslige og menneskelige retfærdighed er ikke til nogen nytte for den fremtidige herlighed, men modtager sin løn i dette liv.

WA 2, 489 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

I det almindelige liv kalder man den dyd for retfærdighed, som giver enhver det, som er hans. I Skriften er troen på Jesus Kristus retfærdigheden.

WA 2, 503 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Guds retfærdighed og frelse bliver ikke åbenbaret for nogen, uden at hans uretfærdighed og fordømmelse er blevet åbenbaret først.

WA 1, 111 (Prædiken, 1516)

Troens retfærdighed består i nåde, ikke i gerninger.

WA 18. 771 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Retfærdigheden består ikke i vore gerninger selv om disse skal være hellige og uden anstød men den består i syndernes forladelse og Guds nåde.

WA 52, 406 (Huspostillen, 1544)

Det er ikke den, der gør meget, der er retfærdig, men den, der uden gerninger tror meget på Kristus.

WA 1, 364 (Heidelberg-teserne, 1518)

Se også: Bytte 43; Syndernes forladelse 87 278; Tro 289

Retfærdiggørelse

At gøre retfærdig er Guds sag alene, akkurat som det er Guds værk alene at skabe.

WA 25. 373 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Troen gør ingen retfærdig som en gerning, men grunden til at den retfærdiggør, er at den griber den barmhjertighed, som bliver tilbudt i Kristus. I denne tillid til Guds barmhjertighed lever den sande kirke med ydmyg bekendelse af sin synd og uværdighed og håber at Gud for Kristi skyld vil tilgive den.

WA 42, 192 (Genesisforelæsningen 1535-45)

Et menneske må vide tre ting for at blive saligt. For det første at det ved, hvad det skal gøre og hvad det ikke skal gøre. For det andet at når det nu ser, at det af egne kræfter ikke kan gøre det eller lade være at gøre det, da skal det vide, hvor det skal tage, søge og finde det, som gør, at det kan gøre det og lade være at gøre det. For det tredje at det ved, hvordan det skal søge og hente dette. For en syg er det jo også for det første nødvendig at vide, hvilken sygdom han har og hvad han kan gøre og hvad han ikke kan gøre. Dernæst må han vide, hvor det lægemiddel findes, som skal hjælpe ham til at gøre og lade være at gøre alt dette ligesom et friskt menneske.

WA 7. 204 (Traktat, 1520)

Kristus alene gør mig retfærdig på trods af mine onde gerninger og uden mine gode gerninger.

WA 40 II, 20 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 229

Se også: Bytte 43; Syndernes forladelse 87 278; Tro 289

Retfærdighed

Kristus, som troen favner, og som bor i hjertet, er altså den kristne retfærdighed, for hvis skyld Gud regner os retfærdige og giver os evigt liv.

WA 40 I, 229 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 186

Vores hellighed og retfærdighed er Kristus. I ham er vi fuldkomne, men ikke i os selv.

WA 46, 583 (Joh 1, 1537. DK, s. 80)

Den kristne retfærdighed består af disse to dele: troen i hjertet og Guds tilregnelse.

WA 40 I, 364 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 309

Bortset fra den svage tro, at vi er begyndt på at gribe om Kristus, er retfærdigheden ikke en egenskab inde i os som en indre egenskab, men den er uden for os som Guds nåde og tilregnelse.

WA 40 I, 370 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 314

Se også: Retfærdiggørelse 238

Retssag

Spørgersmålet er og det bør diskuteres om en må lide alt fra alle og ikke i noget tilfælde kunne forsvare sig, og heller ikke føre en sag for retten og klage, eller gøre krav på det som er ens eget. For hvis dette var helt forbudt, så ville den mærkelige situation opstå, at man måtte lide under enhvers selvtægt og forbrydelser og intet ville være i fred for den anden og man ville heller ikke kunne beholde noget. I så fald vil intet ordnet styre kunne bestå.

WA 32, 388 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Vil eller kan du ikke tåle uret, så kan du ... gå til dommeren og selv drive din ret igennem. For Kristus tillader, at du på lovlig vis kræver og tager din ret, blot du ser til, at du ikke har et hævngerrigt hjerte … Hvis der ikke er noget sådan med i spillet, og du blot prøver at forsvare og beskytte dig med ret mod vold og forbrydelser, og ikke søger efter hævn eller prøver at skade din næste, da gør du ikke uret, for hvor hjertet er rent, er alt ret og vel gjort.

WA 32, 392 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Rigdom

Gud giver dig ikke rigdom, for at du skal slutte ud fra det, at han er nådig mod dig. Han har vist dig en anden, større velgerning, som gør at du kan slutte dig til det. Han vil prøve dig, om du fortsat vil frygte ham, ydmyge dig for ham og vise ham den lydighed, du skylder ham. For det er det de færreste folk som gør. De fleste stiger lykken til hovedet. Derfor siger ordsproget: Lykke gør overmodig. Og også: Det skal god ryg til at bære gode dage.

WA 43, 52 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Gud revser os ikke, fordi vi har rigdom og gods, men fordi vi bruger ejendommen galt. Det sker, når man blot bruger den for at tilfredsstille sine lyster, ikke hjælper de fattige med den, og når man ikke er en tro husholder over det, Gud har givet os.

WA 13, 189 (Over de små profeter, 1524-26)

Rigdom er Guds gave. Man skal ikke kaste den bort, men takke Gud for den og benytte den på kristen vis.

WA 47. 356 (Matt 18-24 udlagt, 1537-40)

Stor rigdom trøster ikke så meget som et lykkeligt hjerte.

WA 6. 120 (Traktat, 1520)

Hvor det er stor rigdom og magt, er der også store synder og meget uret. Penge skaber tyve. Lykke skaber skurke, som det er sagt: Stor lykke er vanskelig at tåle for et menneske.

WA 19. 381 (Profeten Habakkuk udlagt, 1526)

Når det med rette tilfalder jer rigdom fra Gud, så ret ikke jeres lid til den og gør ikke mammon til Gud. For godset bliver ikke givet os, for at vi skal bygge på det og stole på det det er ingenting og blot tomhed men for at vi skal bruge det, nyde det og give andre af det.

WA 19. 580 (Prædiken, 1526)

Intet i verden hindrer troen så meget som rigdom og mammon. Den, som er rig og har noget, skubber Guds Ord væk og bryder sig ikke om det. Den, som er fattig, gør alt for at værge sig mod fattigdommen. Derfor går det ikke ret for sig hverken på den ene eller den anden siden.

WA 36. 349 (Prædiken, 1532)

Når vi frygter og ærer Gud, så er vejen beredt til at blive rig og salig og at have nok.

WA 19. 305 (Salme 112, 1526)

Den allersikreste metode til at blive rig er for det første at søge Guds rige og hans retfærdighed, så vil vi, siger Kristus (Matt 6, 33), også få alt det andet. Vi vender derimod helt om på det og søger først penge og gods og derefter vil vi stræbe efter Guds rige. En kristen må imidlertid først være en tigger. Guds Ord og det som gælder Gud, må have forrang.

WA 13, 680 (Over de små profeter, 1524-26)

Rige – Guds rige

Guds rige er et nådens og barmhjertighedens rige og ikke et vredens og straffens rige, for her er der blot tilgivelse, kærlighed, tjeneste, velgerninger, fred og glæde osv. Men det verdslige rige er et vredens og strenghedens rige, for her er der blot straf, forbud, dom og fordømmelse for at tvinge de onde og beskytte de gode. Derfor fører det også sværdet, og en fyrste eller herre kaldes Guds vrede eller Guds ris.

WA 18. 389 (Bondekrigen, 1525)

Læg nøje mærke til dig selv om du er mest tilbøjelig til at gøre det gode eller det onde. Finder du hos dig at du har mest kærlighed til det gode og til at være venlig og god af hjertet mod din næste, og erkender du at du er ringere og uværdigere end alle andre skabninger og er villig til at hjælpe de fattige, så er Guds rige begyndt at få plads i dig. Sådan bliver mennesket stadig mere og mere fyldt af gode gerninger helt til vi dør. Så fuldendes det hele i det næste liv.

WA 9. 136 (Fadervor udlagt, 1518)

Rige – Kristi rige

Hele Kristi kongerige er syndsforladelse.

WA 12, 688 (Prædiken, 1523)

Kristi rige på jorden er ikke et verdslig rige. Det består heller ikke i, hvordan man her på jorden spiser, drikker, holder hus og tager vare på sit legeme, men Kristus har ordnet et åndelig rige, for at man i det skal søge og finde de evige, guddommelige goder. Han har indrettet dette rige, så det er og forbliver rigelig forsørget med Guds Ord, sakramenter, kraft og Helligåndens gaver, og at der slet ikke mangler noget af det, som tjener til at skænke og opretholde det evige liv. Derfor lader han verden i dens regimente have tilstrækkelig forråd af det, den behøver, men han befaler sine kristne, ikke at se på det timelige som deres gave og trøst, men at stræbe efter Guds rige, som skal gøre dem evigt rige og give dem nok for altid.

WA 22, 122 (Kirkepostillen, 1544)

Kristi rige varer lige til verdens ende. Da vil Gud være konge, siger Paulus til korintherne, 1 Kor 15, 25 ff. De, som altså vil komme ind i dette rige, må have et sindelag, som gør, at de forlader alt andet og retter deres hjerte mod det kommende liv.

WA 15. 542 (Prædiken, 1524)

Ros

Lad ingen rose sig af sin fødsel, sine forfædre, sin visdom, rigdom eller magt, men det eneste, man skal rose sig af, er at man erkender Gud som Herre.

WA 42, 616 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Rygte

Den, som foragter et godt rygte, er grusom. Næsten behøver jo et godt rygte.

WA 5. 190 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Man skal ikke kaste vrag på et godt rygte. Augustin siger, at vi skal have god samvittighed for Gud og et godt rygte blandt mennesker.

WA 12, 445 (Prædiken, 1523)

Råd

Selv de bedste råd slår fejl, hvor Gud ikke er med i spillet.

WA 51, 202 (Salme 101, 1534-35)

Sakramente og forbillede

(Kristus som sakramente og forbillede)

Augustin lærer, at Kristi lidelse er både et sakramente og et forbillede: Et sakramente som forkynder og skænker syndens død i os, som tror det; et forbillede, som vi må efterligne i vores legeme ved at lide og dø.

WA 2, 501 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Se også: Nåde og gave 212

Sakramenter

Bemærkning:

I 1520 gør Luther opmærksom på, at der efter Skriftens sprogbrug helt præcis kun er ét sakramente, nemlig Jesus Kristus selv og hans redningsaktion for os.

Det, kirken taler om, er egentlig blot sakramentale tegn, hvis indhold netop er det ene sakramente, Kristi fuldbragte frelse.

Alt efter definitionen på de kirkelige sakramenter kan Luther frem til 1530 tale om to eller tre sakramenter.

Efter 1530, hvor Den Augsburgske Bekendelse bliver officiel luthersk bekendelse, regner både Luther og de andre teologer med tre sakramenter: Dåben, nadveren og absolutionen med tilsigelse af syndernes forladelse. Se de følgende citater.

_________

Hvis vi benytter Skriftens sprogbrug, er der kun ét sakramente og tre sakramentale tegn.

WA 6, 501, (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Den latinske oversættelse bruger ordet ”sacramentum”, når der i den græsk tekst står ”mysterium”. Det betegner overalt i Den Hellige Skrift noget helligt, hemmeligt og skjult. …

Paulus kalder således Kristus selv for et ”sakramente” i 1 Tim 3, 16: ”Uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed (sacramentum/mysterium): Han blev åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af englene, prædiket blandt folkene, troet i verden, taget op i herligheden.” …

Således er ”sacramentum” og ”mysterium” hos Paulus selve den Åndens visdom, som er skjult i en ”hemmelighed” – som er Kristus. Som Paulus siger det i 1 Kor 2, 7. …

Paulus kalder også forkynderne af disse hemmeligheder for uddelere (husholdere), fordi de forkynder Kristus som Guds kraft og visdom på en sådan måde, at hvis man ikke tror det, begriber man det ikke. Altså er dette hemmelige sakramente en skjult ting, som forkyndes med ord, men som gribes med hjertets tro.

WA 6, 501 og 551-52. (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 3, 1982, s. 25 og 112-13

I Det Nye Testamente er dåben og nadveren ligesom Guds klæder, som Gud viser sig for os i og handler med os i.

WA 25. 127 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Vi har og behøver sakramenterne, for at hele menigheden skal vide, at vi erkender vor synd og tror på tilgivelse for den for Kristi skyld.

WA 40 II. 442 (Salme 51, 1532/38)

Vi bekender gerne, at boden med nøglemagten til at absolvere er et sakramente. Den indeholder nemlig et løfte og troen på syndernes forladelse for Kristi skyld.

WA 54, 425-30 (Teser mod teologerne i Louvain, 1545. Tese 34)

Sakramenterne er intet andet end tegn, som tjener og styrker troen. Uden tro er de heller ikke til nogen nytte.

WA 2, 686 (Om forberedelse til at dø, 1519)

Den højeste kunst er at vide, at sakramenterne ikke beror på vor værdighed, for vi lader os ikke døbe som mennesker, der er værdige og hellige, og kommer heller ikke til skriftemålet, som om vi var rene og uden synd, men det er omvendt: Vi kommer som fattige, elendige mennesker og netop fordi vi er uværdige.

WA 30 I. 230 (Den Store Katekismus, 1529)

Når vi retfærdiggøres ved troen, må følgen være, at også sakramenterne blot er virksomme ved troen på Kristus.

WA 6. 24 (Traktat, 1520)

Alle sakramenterne er indstiftet for at nære troen.

WA 6. 529 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 3, 1982, s. 74

Sakramentet er en fæstning, en bro, en dør, et skip og en båre for os, ved hjælp af hvilket vi rejser fra denne verden til det evige liv. Derfor kommer det helt an på troen, for den, som ikke tror, er lig et menneske, som skal rejse over havet, men som er så lidt modig, at det ikke stoler på skibet, og derfor bliver tilbage og aldrig kan blive salig, fordi det ikke vil gå om bord og rejse over.

WA 2, 753 (Om nadveren og broderskabet, 1519)

Paulus siger til romerne (10, 10) at for at blive frelst, er det nødvendig at tro af hjertet. Han siger ikke, at det er nødvendig at modtage sakramenterne. For selv uden at modtage sakramenterne legemligt kan man, så længe de ikke bliver foragtet, blive frelst ved troen. Men uden troen er intet sakramente til nogen nytte, ja, de bringer tilmed død og fortabelse.

WA 7. 320 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Vil du vente så længe, at du først bliver ren og stærk, kommer du aldrig til nadver, og det bliver til ingen nytte for dig.

WA 15. 496 (Prædiken, 1524)

Kirkens præsteembede uddeler evangeliets velsignelse ved at forkynde, forvalte sakramenterne, give afløsning, trøste og fremstille nådens ord.

WA 40 I, 387 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 328

Det er den samme Gud, der til forskellige tider har givet forskellige løfter og forskellige tegn for at forlade synder og frelse menneskene, men det er den samme nåde, alle har modtaget.

WA 6, 552 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 3, 1982, s. 115

Se også: Dåb 62; Nadver 205; Absolution 14; Nådemidler 213

Salighed (frelse)

Den, som ikke modtager saligheden af blot nåde, før alle gode gerninger, vil aldrig modtage den.

WA 10 I 1, 111 (Kirkepostillen, 1522)

Saligheden er indvendig i dig ved troen. Derfor er det øvrige liv efter dåben blot venten og længsel efter at saligheden skal åbenbares.

WA 10 I 1, 108 (Kirkepostillen, 1522)

I de ting, som gælder sjælenes salighed, skal intet andet end Guds Ord forkyndes og modtages.

WA 11, 263 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Alt hvad menneskesindet kan udtænke, lad det være så hellig, det blot vil, og lad mennesker synes om det, hvad de vil, må falde til jorden, hvis mennesket skal blive salig. For hvordan end mennesket stiller sig, så kan det ikke komme i Himlen uden at Gud først kommer med sit ord, som tilbyder os Guds nåde og oplyser hjertet, for at det skal slå ind på den rette vejen.

WA 17 II. 428 (Kirkepostillen, 1527)

Det er indplantet i alle menneskers hjerte, som om det var fra naturen, at vi gerne vil være fromme, og enhver tænker på, hvordan han kan nå saligheden. Derfor har mange tænkt og ment dette, og andre noget andet, for at få en nådig Gud og erhverve himmelen. Men ingen har nogensinde truffet på den rette vej, fordi alle har stået fast på, at de ville udføre det med deres egne gerninger.

WA 17 II. 290 (Kirkepostillen, 1527)

Den rette vej til at blive salig er, at tro på Kristus og at tjene sin næste.

WA 10 I 1, 492 (Kirkepostillen, 1522)

Samfundslivet

Ligesom det er forkynderembedets opgave og ære at skabe hellige af syndere, levende af de døde, salige af de fordømte og Guds børn af Djævelens tjenere, så er det også samfundets opgave og ære at gøre mennesker af vilde dyr og at værne mennesker, så de ikke bliver vilde dyr igen.

WA 30 II. 555 (Om folkeskoler, 1530)

I samfundslivet skal lydighed mod loven drives igennem med den største strenghed. Her må man glemme evangeliet, samvittigheden og nåden.

WA 40 I. 208 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

I samfundslivet må man handle i overensstemmelse med fornuften som jo også viser os, hvad der er ret for Gud har lagt det timelige og det legemlige under fornuften.

WA 30 II. 562 (Om folkeskoler, 1530)

De, som i samfundslivet stoler på deres egen fornuft og egen klogskab, skaber forvirring og forhindrer alt.

WA 43, 513 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Verdsligt regimente 318

Samtale

Samtaler om de guddommelige ting giver hjertet nyt mod, vækker troen, skaber kærlighed og underviser på mange måder.

WA 43, 18 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Nådemidler 213

Samvittighed

Som samvittigheden er, sådan er Gud.

WA 14, 648 (Forelæsning over Femte Mosebog, 1523)

Sådan som samvittigheden forholder sig til Gud, sådan er det. Tror du at han er nådig, så er han nådig, frygter du for ham som for en forfærdelig dommer, så er han det også.

WA 24, 231 (Over Første Mosebog, 1527)

Uden en god samvittighed og et sorgløst hjerte for Gud (dvs. uden tilgivelse af skylden) kan ingen blive salig.

WA 2, 714 (Om boden, 1519)

Hvad kan være en større glæde end en glad, sikker og modig samvittighed, som sætter sin lid til Gud og hverken frygter verden eller Djævelen? Og ligeledes: Hvor er større sorg og mere tungsind end i en ond, modløs og skyldbetynget samvittighed?

WA 31 I. 177 (Salme 118, Den skønne lovsang, 1529)

Sagen er, at samvittigheden må svare over for Gud. Den, som består her, består også i den sidste dom.

WA 36. 444 (Prædiken, 1532)

Den, som tror på Kristus, er sikker i sin samvittighed og retfærdig.

WA 56. 410 (Romerbrevet, 1515)

Samvittighedsfrihed

Legemet er underkastet al slags besvær. Samvittigheden derimod skal ikke være underkastet nogen, fordi den ved evangeliet har frihed fra synden, nøden, loven, Helvede og alle menneskelige bestemmelser.

WA 25. 312 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Hvis nu en kejser eller fyrste spurgte mig, hvad min tro var, skulle jeg fortælle ham det. Ikke for hans befalings skyld, men fordi jeg er skyldig at bekende min tro offentlig for enhver. Hvis han derimod gik videre og befalede mig, at jeg skulle tro sådan eller sådan, da ville jeg sige: Kære Herre, pas du dit verdslige regimente. Du har ingen magt til at angribe Gud i hans rige, og derfor vil jeg slet ikke adlyde dig. For du kan jo ikke tåle at nogen griber ind på dit område. Hvis nogen mod din vilje drog gennem dit land, så ville du skyde med kanoner efter ham. Mener du da at Gud tåler det, når du støder ham fra hans trone og vil sætte dig selv i hans sted? Peter kalder den verdslige øvrighed for en blot menneskelig ordning. Derfor har den ingen magt til at blande sig i Guds ordning.

WA 12, 335 (1 Peters Brev, 1523)

Se også: Trosfrihed 295

Sange

Jeg tror ikke, det er skjult for nogen kristen, at det er godt og velbehagelig for Gud at synge åndelige sange.

WA 35. 474 (Fortaler til Sangbogen, 1524 og 1545)

Bogtrykkerne gør vel i, at de flittig trykker gode sange og gør dem tiltalende med al slags udsmykning, så folk opmuntres til at glæde sig over troen og gerne synge.

WA 35. 477 (Fortaler til Sangbogen, 1524 og 1545)

Sandhed

Sandheden er hård, men ordet om korset er endnu hårdere.

WA 5. 151 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Ordet ”sandhed” går ikke blot på ordene, men det må i det hele taget stå som overskrift over hele livet. Alt det, vi siger, tænker, lever og er, skal være vist og sandt, for at ikke blot verden, men også vi selv, ikke skal blive bedraget.

WA 40 II. 389 (Salme 51, 1532/38)

Sandhed er Åndens frugt mod hykleriet og løgnen. En kristen skal ikke blot være sandfærdig i sine ord, men også retskaffen i livet, så han ikke har navn af at være en kristen uden at have en kristens gerninger, og så han ikke lever hedensk i umoral, griskhed og andre laster.

WA 17 II. 213 (Kirkepostillen, 1525)

En ting er ikke godt og sandt, fordi det er sagt af en mægtig, hellig eller en anden lignende person, men det er først sandt ret og godt, når det alene kommer fra Gud.

WA 2, 480 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Når man siger og gør sandheden, forårsager man vrede og fjendskab. Det har også hedningene sagt. Det er ikke deres skyld, som siger sandheden, men deres, som ikke vil høre den. Skal man af den grund ikke forkynde sandheden og ved at tie stille lade alle mennesker ende hos Djævelen? Hvem kan eller vil tage ansvaret for det? Den, som er en from kristen, og som agter at leve evigt efter dette liv og også vil hjælpe andre til det, han må også sandelig vise sig som en kristen og sige det, som ligger ham på hjertet og vise verden, at den brede vej fører til Helvede og den evige død. Gør han det, bliver verden vred, og han får Djævelen på halsen.

WA 21, 298 (Kirkepostillen, 1544)

Sand kristendom

Det er endnu langt fra sand kristendom, når man blot taler om, hvad man skal gøre eller undlade, hvad der er godt og ondt. Sand kristendom er, når man ved, hvad Kristus er og gør.

WA 37, 48 (Om Jesus, 1533 – DK 30)

Sekt

Paulus kritiserer her (Gal. 4, 17) de falske apostles smiger. Med imponerende kunststykker og list plejer Satan ved hjælp af sine tjenere, at føre de enfoldige bag lyset. Som Paulus siger i Rom 16, 18: ”Med søde og indsmigrende ord forleder de troskyldige mennesker.” Først sværger de ved alt, som er helligt, at intet ligger dem mere på hjertet end Guds ære. Ligeledes bedyrer de, at de er drevet af Ånden til at forkynde den klippefaste sandhed, fordi de ser, hvor forsømt det stakkels folk er eller fordi Guds Ord ikke forkyndes ret af andre. Sådan skal da (i det mindste) de udvalgte befries fra vranglæren og nå frem til det sande lys og til erkendelsen af sandheden. Derefter love de dem, som tager imod deres lære, saligheden helt sikkert. Under skin af fromhed og i fåreklæder ville disse glubske ulve gøre stor skade i de kristne menigheder, hvis ikke vågne og trofaste hyrder står dem imod.

WA 40 I. 641 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Denne verdens børn er meget klogere og ivrigere i deres anstrengelser end de fromme i deres. Heller ingen lærer er så flittig, når det gælder at udbrede sandheden, som kætterne og stifterne af sekterne, når det gælder at udbrede deres vranglærer.

WA 25. 199 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Sandelig er det sandt: Den, som ikke holder sig til Ordet, vil heller ikke kunne værge sig mod selv den mindste vranglære. Ordet alene må holde os oppe, ellers går det helt galt for os. Derfor skal enhver flygte fra sekterne og sværmerne som fra Djævelen selv, de som fører os væk fra Ordet og Skriften til mennesketanker ... Og det betyder at blive ført fra klippegrund ud i kviksand. Jo mere man ønsker at få fast grund under fødderne, desto dybere synker man, og det er umuligt at værge sig mod det endelige fald. For Guds Ord alene er den rette varige klippegrund, hvor man kan få fast grund under fødderne.

WA 52, 805 (Huspostillen, 1544)

At der ikke blot er vranglære, partier, sekter og kætteri i hele verden, men at Ordet, troen, Ånden, dåben, Den Hellige Skrift, nadveren og de kristne stadig findes nogen steder, det skyldes ikke menneskelig magt eller visdom, men er ene og alene Guds nåde og gave. Ellers ville Djævelen vende op og ned på det og rive alt ned.

WA 31 I. 84 (Salme 118, 1529-30)

Det er løgnens farlige evne, at man misbruger Den Hellige Skrift til bedrag ved falsk udlægning, for at gøre løgnen desto mere troværdig på grund af Skriftens høje anseelse. Alle vranglærere støtter sig derfor ikke blot på fornuften (ganske vist begynder de med fornuften og fastslår først hvilken vej, de synes, er den rette), men de påberåber sig også Skriften for derefter at udlægge den efter eget skøn.

WA 4, 436 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Sekterne og partiånderne roser sig af at have den rette ånd, og alligevel er det intet andet end ren gudsbespottelse.

WA 16. 469 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Alle sekter stemmer overens i det, at de taler unyttige ting og at enhver smigrer sit eget parti.

WA 5. 371 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Se også: Falsk lære 187

Selvmodsigelser i Bibelen

Skriften kan umulig være selvmodsigende undtagen for tåbelige og forhærdede hyklere.

WA 40 I. 458 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 391

Se også: Bibelen 33

Selvophøjelse

Vi skal ikke ophøje os over andre, fordi vi har nogen fordele på grund af vor stand, men vi skal erkende at det findes forskellig slags nåde og mange slags livsforhold i dette liv. Gud er imidlertid den samme for alle, selv om de så er tjenere eller frie, rige eller fattige, blot de holder sig til Ordet og holder ud i troen.

WA 42, 649 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Indbildskhed 140

Selvtillid

Uden at vakle og uden at tvivle må du have hans vilje med dig for øje, for at du urokkelig skal tro, at han vil gøre store ting også med dig. Denne tro lever og virker og gennemtrænger og forandrer hele mennesket. Den tvinger dig til at være ydmyg, hvis du har en høj stilling, og den trøster dig, når du er nedbøjet. Og jo højere du står, desto mere må du frygte, og jo dybere du er undertrykt, desto mere kan du trøste dig.

WA 7. 553 (Marias lovsang, 1521)

Sjæl

Ingen skal eller kan befale over sjælen, uden at man da ved at vise den vejen til Himmelen. Det kan intet menneske imidlertid gøre, men kun Gud alene.

WA 11, 263 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Over sjælen kan og vil Gud ikke lade nogen regere undtaget sig selv alene. Derfor, hvor den verdslige myndighed tiltager sig at give love for sjælen, griber den ind i Guds regimente og forfører og ødelægger sjælen.

WA 11, 262 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Sjælen kan være foruden alle ting, undtaget Guds Ord. Uden Guds Ord kan ingenting hjælpe den. Hvor den imidlertid har Guds Ord, behøver den ikke mere andre ting, men har nok i Ordet: Mad, glæde, fred, lyst, retfærdighed, sandhed, visdom, frihed og alt godt i overflod.

WA 7. 22 (Om den kristne frihed, 1520)

Menneskesjælen er en evig ting i modsætning til alt, som er timelig. Derfor skal den blot styres og opholdes af det evige Ord. For det er ret og slet skammeligt, at regere over samvittighederne med menneskeret og gammel vane. Derfor må man i dette handle efter Skriften og Guds Ord. For Guds Ord og menneskelære strider mod hinanden, når de vil regere over sjælene det kan aldrig slå fejl.

WA 11, 409 (Om menighedens kaldsret, 1523)

Verden kan ikke tro at sjælen er udødelig.

WA 20. 70 (Klagesangen, 1532)

Sjælesorg

Jeg sætter det private skriftemål meget højt, for her tilsiges Guds ord og absolution med syndernes forladelse privat og til hver enkelt. Så ofte man ønsker det, kan man her finde tilgivelse og også trøst, råd og vejledning. Dette skriftemål er i sandhed en kostbar og nyttig ting for sjælen, så længe man ikke påtvinger nogen det med love og påbud, men lader det være frit for enhver at gøre brug af det i sin nød, når og hvor man vil - ligesom vi har frihed til at søge råd, trøst og vejledning, når og hvor vor nød og vilje kræver det.

WA 26, 507 (Om Kristi nadver, 1528)

Hvis jeg havde undervist én sjæl og reddet den fra Helvedes afgrund, havde jeg ikke arbejdet forgæves.

WA 15. 313 (Om handel og renter, 1524)

Se også: Privat skriftemål 262; Nådemidler 213

Sjælesørger

Næst efter forkyndelsen af evangeliet er fattigomsorgen en god sjælesørgers fornemste opgave.

WA 40 I. 191 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 155

De, som har kirkens embede, dvs. prædikanterne og sjælesørgerne, må lære, hvordan de skal forholde sig over for de svage og skrøbelige. De skal lære sig dem at kende så godt som Kristus kender os. Det betyder, at de ikke skal fare løs på dem hårdt og brutalt med trusler, vrede og fordømmelse ... men være milde og overbærende mod dem og bære deres svaghed, indtil de bliver stærkere.

WA 21, 337 (Kirkepostillen, 1544)

Se også: Præst 231

Skam

Vi vil leve på denne måde med vor medkristne: Hvis vi kender til noget, som kan føre skam over ham, men som endnu ikke er almindelig kendt, skal vi dække det til (med kærlighedens kappe). Det ville jeg også ønske, at man gjorde mod mig. Men når den er blevet åbenbar og alle ved om den og den ikke længere kan holdes skjult, da skal vi igen hjælpe til med at skjule den og gøre den så pæn som man kan.

WA 24, 126 (Over Første Mosebog, 1527)

Skaber

Lær først, hvor du kommer fra, nemlig fra ham som kaldes ”himmelens og jordens skaber”. Det er en stor og høj ære, som jeg skal tage imod med stor glæde, at jeg bliver kaldt og er en skabning og et værk af den eneste og højeste Gud. Verden søger stor ære ved hjælp af penge, magt og lignende. Men den er ikke så from, at den værdsætter denne ære.

WA 45. 13 (Prædiken, 1537)

Enhver skal opfatte ordene med ånden og få så meget ud af dem, at han forstår at Gud gør, skaber og virker alle ting i himmel og på jord ... Den, som forstår det, bliver snart klar over, at han ikke kan røre en finger eller tænke en tanke, uden at Gud må virke det, og at livet ikke ligger helt og holdent i hans hånd, men helt i Guds hånd. For hvis jeg tror, at han har skabt hele verden af intet og at alt er opstået på hans ord og bud, så må jeg jo bekende, at også jeg er en del af verden og hans skaberværk. Der må følge af dette, at det ikke står i min magt at løfte en hånd, men at Gud alene gør og virker alt i mig.

WA 24, 21 (Over Første Mosebog, 1527)

Skaberværk

Skaberværket er i sin helhed den allersmukkeste bog eller Bibel, hvor Gud har beskrevet og malet sig selv.

WA 48. 201 (Noter)

Jo dybere man erkender skaberværket, desto større undere opdager man i det.

WA 3, 534 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Den, som erkender Gud, erkender også det, Gud har skabt, forstår det og har det kært. For i skaberværket ser vi guddommens fodspor.

WA 43, 276 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Alle skabninger er Guds ansigt eller en maske Gud har iklædt sig. Men til dette trænger man en visdom, som kan skelne mellem masken og vor Herre Gud selv. Denne visdom har verden ikke. Derfor kan den heller ikke skelne vor Herre Gud fra masken.

WA 40 I. 174 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Vor Herre Gud har givet alt, for at det skal nydes og bruges, men ikke for at det skal tilbedes eller æres på religiøs vis. Brug derfor brødet, vinen, klæderne, ejendommen, pengene osv., men set ikke din lid til dem og ros dig ikke af dem. For man skal blot rose sig af Gud og sætte sin lid til ham. Ham alene tilkommer kærligheden, frygten og tilbedelsen.

WA 40 I. 176 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 144

Skabning

Alle Guds gerninger og skabninger er Guds Ord.

WA 7. 650 (Svar til Emser, 1521)

Vi skal se på alle Guds gode skabninger, så vi forstår, at skylden kommer først og fremmest fra vores begær, dernæst fra vor egenvilje og til sidst fra vor fordærvede natur.

WA 42, 510 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Hvis man vil udrydde det, som giver årsag til synden, så kunne man ikke lade noget blive stående igen. Man kan ikke forkaste skabningen på grund af misbruget.

WA 28. 552 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Gud har ordnet det sådan, at den ene skabning altid skal tjene den anden.

WA 36. 333 (Prædiken, 1532)

Skikkelse

En smuk skikkelse er noget godt, som Gud har skabt og den er slet ikke at foragte.

WA 43, 329 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Skilsmisse

De, som vil være kristne, skal ikke lade sig skille, men enhver skal beholde sin ægtefælle, lide og bære godt og ondt sammen med ham, selv om han er sær, egen og skrøbelig. Hvis man skiller sig, skal man forblive ugift. Man skal ikke lave en frihed, når det gælder ægteskabet, som om det stod i vor magt at behandle det, forandre det og skifte det, som vi vil. Men det er sådan som Kristus siger i Matt 19, 6: ”Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.”

WA 32, 378 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Du skal beholde din ægtefælle, selv om han er god eller dårlig. For det hedder: Har du taget mig, så må du beholde mig, selv om du er glad for mig eller træt af mig.

WA 17 I. 21 (Kirkepostillen, 1525)

Når det gælder skilsmisse, bliver der spurgt, om den er tilladt eller ikke? Jeg hader skilsmisse så stærkt, at jeg næsten hellere ville tillade dem at gifte sig igen efter skilsmissen, end at tillade selve skilsmissen. Men om det er tilladt, vover jeg ikke at afgøre. Kristus siger i Matt 5, 32: ”Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.” Her tillader Kristus skilsmisse, men blot i det tilfælde at der er sket ægteskabsbrud.

WA 6. 559 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 3, 1982, s. 127

Vi hverken bifalder skilsmisse eller forbyder den, men overlader det til øvrigheden at behandle den og lader det foregå på den måde, som den verdslig lov bestemmer.

Men for at give et råd til dem, som vil være kristne: Det ville være meget bedre, hvis man formanede begge parter og fik dem til at ønske at blive hos hinanden. Den uskyldige ægtefælle skulle lade sig forsone med den skyldige, når den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig, og tilgive vedkommende af hjertet.

Hvis det da ikke er sådan, at man ikke kan håbe på nogen forbedring, eller at den skyldige, som er blevet forsonet og taget til nåde igen, misbruger denne velgerningen og igen åbent hengiver sig til utugt og stoler på at man igen skal skåne ham og tilgive ham. Da ville jeg heller ikke tilråde eller påbyde at vise nåde, men hellere hjælpe til med at piske ham eller putte ham i sækken. For man skal tilgive, hvis forseelsen sker én gang, men hvis nogen synder frit, på trods af nåde og tilgivelse, skal man ikke tåle det.

WA 32, 379 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Når nogen har en syg ægtefælle, som er blevet ude af stand til at fuldføre sin ægteskabelige pligt, kan vedkommende da ikke tage en anden ægtefælle? Ikke for alt i verden! Han skal tjene Gud i den syge og vente og tænke, at Gud har sendt noget i huset, som skal hjælpe ham til at nå Himlen. Salig og atter salig er du, om du erkender denne gave og nåde og på den måde tjener din ægtefælle for Guds skyld.

Men siger du, at du ikke kan være afholdende, lyver du. Hvis du for alvor tjener din syge ægtefælle og erkender, at Gud har sendt dig dette, og takker ham, så lad ham sørge for dig. Han vil helt sikkert give dig nåde, så du ikke behøver at bære mere, end du magter. Han er alt for trofast til at berøve dig din ægtefælle ved sygdom og så ikke også sørge for at redde dig fra kødets fristelser, blot du trofast tjener den syge hos dig.

WA 10 II. 291 (Om ægteskabet, 1522)

I Ny Testamente er det forbudt ægtefæller at lade sig skille fra hinanden. Derfor håber jeg ikke, at den slags ting skal finde sted hos os.

WA 30 I, 177 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 101

Se også: Utroskab 312; Ægteskab 324

Skole

Guds Ord bliver bevaret for os og vore efterkommere ved at vi opretholder gode skoler og opdrager ungdommen.

WA 51, 40 (Prædiken i Leipzig, 1545)

Skoleelev

En skoleelev som lytter til sin lærer i tro, skal vide at han ved at gøre det udfører en gerning, som er guld værd.

WA 44, 630 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Skrift - Den hellige Skrift

Du kan ikke læse for meget i Skriften. Det, du læser, kan du ikke læse for godt. Det, du læser godt, kan du ikke forstå for godt. Det, du forstår godt, kan du ikke lære for godt, og det, du lærer godt, kan du ikke leve for godt.

WA 53, 218 (Forord, 1543)

For den, som tror og holder Kristi ord, er Himlen åben, Helvede lukket, Djævelen fanget, synden tilgivet, og han er et barn af det evige liv. Det lærer denne bog, Den Hellige Skrift, og ellers ikke nogen anden bog på jorden. Den, som derfor vil leve evigt, bør studere flittig i Skriften. Den, som ikke gør det, eller ikke vil gøre det, han er og bliver i den evige død.

WA 48. 155 (Noter)

Den Hellige Skrift ønsker at blive læst med stor opmærksomhed og flid.

WA 2, 551 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Det er en af de største plager på jorden at Den Hellige Skrift bliver så foragtet også blandt dem, som er sat til at bruge den. Alle andre ting, som videnskab og studium af bøger, praktiserer man og har gang i både dag og nat, og det er ingen ende på arbejde og anstrengelse. Blot Den Hellige Skrift lader man ligge som om man ikke behøvede den. Og de, som gør så meget ære af den, at de læser den én gang, de kan straks alt. Og aldrig har der været en kunst eller bog på jorden, som alle er blevet så hurtigt udlært i som i Den Hellige Skrift. Og alligevel er det jo ikke blot ord, som skal læses i Skriften, sådan som man tror, men det er ord, som skal efterleves, ord som ikke er skrevet for at man skal spekulere på dem og digte om dem, men til liv og gerning.

WA 31 I. 67 (Salme 118, 1529-30)

Hvis nogen angriber jer og siger: Man må have fædrenes udlægning, for Skriften er dunkel, da skal I svare: Det er ikke sandt. Der er ikke skrevet nogen klarere bog på jorden end Den Hellige Skrift. I forhold til andre bøger er den som solen i forhold til et andet lys. De taler blot sådan, for at føre os væk fra Skriften og ophøje sig selv til læremestre over os, for at vi skal tro på deres drømmeprædikener. Det er en stor og grusom fornærmelse og spot mod Den Hellige Skrift og hele kristenheden, når man siger at Den Hellige Skrift er dunkel og ikke så klar, at enhver kan forstå den og forkynde og bevise sin tro.

WA 8. 236 (Salme 37, 1521)

Det findes intet klarere end solen, dvs. Skriften. Er der kommet en sky foran, så er det alligevel intet andet bag end den samme klare sol. Er der altså et dunkelt sted i Skriften, så tvivl blot ikke på, at der er helt sikkert den samme sandheden bag det, og den er udtrykt klart på et andet sted. Den, som ikke kan forstå det dunkle, må holde sig til det klare.

WA 8. 239 (Salme 37, 1521)

Når de letfærdige ånder overfalder Skriften, drager de den hid og did, sådan som de har gjort det indtil nu. Og jo helligere et skriftsted er, desto lettere er det at tage fejl af det, og desto større ulykke forårsager fejlen.

WA 17 II. 447 (Kirkepostillen, 1527)

Det, som ikke fastsættes af den guddommelige Skrift, er det ikke nødvendig at holde for at være en trosartikel.

WA 10 I 1, 564 (Kirkepostillen, 1522)

Når Den Hellige Skrift tier fuldstændig stille, er det ikke tilladt for os at hævde noget eller benægte noget. Det, som Den Hellige Skrift lærer, benægter eller fastsætter som sandt, det kan også vi ubekymret følge og lære ... (Det den tier stille om) kan vi ikke vide noget eller lære noget om.

WA 43, 301 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

I Den Hellige Skrift fremholdes der ikke noget unyttig. Alt, som er skrevet, er skrevet os til lærdom, Rom 15, 4.

WA 43, 332 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Guds ord 219; Bibelen 33

Skriftemål - privat skriftemål

Når det gælder privat skriftemål før nadveren, mener jeg stadig det, som jeg har lært indtil nu. Nemlig at det hverken er nødvendigt eller skal kræves. Det er alligevel nyttigt og slet ikke at foragte. For Herren har ikke engang sagt, at nadveren er nødvendig eller krævet den ved et påbud, men han har stillet enhver frit, når han siger i 1 Kor 11, 25: ”Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!”

WA 12, 216 (Latinsk gudstjeneste, 1523)

Når jeg formaner dig til at skrifte, gør jeg intet andet end at formane dig til at være en kristen. Når jeg har bragt dig derhen, så har jeg også bragt dig til skriftemålet.

WA 30 I. 238 (Den Store Katekismus, 1529)

Jeg vil ikke, at nogen tager det hemmelige skriftemål fra mig. Men jeg vil heller ikke tvinge nogen til det eller at nogen skal blive tvunget til det, men frit overlade afgørelsen til den enkelte. Vor Gud er ikke så fattig, at han ville lade os have blot én absolution og blot ét trøsteord til at styrke og trøste vor samvittighed med. Nej, vi har mange slags absolution i evangeliet, og vi er rigelig overøst med megen trøst. Denne trøst og disse løfter skal vi ikke foragte, og vi skal kræve og høre dem fra vore brødre.

WA 10 III. 63 (Prædiken, 1522)

Skriftemålet består af to dele: Det ene er, at man bekender synderne, det andet at man modtager absolutionen eller tilgivelsen fra sin sjælesørger som fra Gud selv og ikke tvivler på det, men tror fast at synderne derved er tilgivet af Gud i himmelen.

WA 30 I. 383 (Den Lille Katekismus, 1529)

Hvilke synder skal man skrifte? For Gud skal man bekende sig skyldig i alle synder, også dem vi ikke ved om, sådan som vi gør det i Fadervor. Men for skriftefaderen skal vi blot bekende de synder, som vi ved af og føler i hjertet.

WA 30 I. 384 (Den Lille Katekismus, 1529)

Hemmelige ting skal forblive hemmelige og holdes hemmelige i skriftemålet.

WA 44, 221 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Sjælesorg 255; Absolution 14

Skriftforståelse

Det er ikke den rigtige metode til at forstå og udlægge Den Hellige Skrift på en frugtbar måde, at man samler forskellige Skriftord sammen fra forskellige steder uden at bryde sig om den sammenhæng, de står i, eller uden at sammenligne dem. Nej, det er den mest almindelige måde at tage fejl i Skriften på.

WA 2, 361 (Mod Eck, 1519)

Den, som vil studere Den Hellige Skrift, skal se til, at han så godt han kan, holder sig til den ligefremme ordlyd og ikke viger fra den undtagen i tilfælde, hvor en trosartikel tvinger os til at forstå skriftstedet anderledes end ordene lyder. For vi kan være sikre på, at der ikke har været talt enklere ord på jorden end dem, som Gud har talt.

WA 24, 19 (Over Første Mosebog, 1527)

I Skriften må man lægge mærke til, ikke blot hvad, der bliver sagt, men også hvem, der siger det.

WA 8. 75 (Mod Latomus, 1521)

Den Hellige Skrift er ikke en bog, som kommer fra fornuften. Juristernes og poeternes kunst kommer fra fornuften, og omvendt kan fornuften fatte den, men Moses og profeternes lære kommer ikke fra fornuften.

WA 37. 364 (Prædiken, 1533)

Man må behandle og omgås Skriften på en saglig måde. Ordet er fra begyndelsen kommet til på mange måder. Man må ikke blot se på, om det er Guds Ord, om Gud har talt det, men også til hvem, det er sagt, om det gælder dig eller en anden. For der er lige så stor forskel på det, som på sommer og vinter. Gud har sagt meget til David, og har befalet ham at gøre dette eller hint. Men det angår ikke mig, og det er heller ikke sagt til mig. Hvis han vil, kan han jo tale til mig. Du må se på det ord som angår dig, som bliver talt til dig, og ikke på det, som angår en anden.

Der findes to slags ord i Skriften: Det ene angår mig ikke og træffer mig heller ikke. Det andet gælder mig, og det, som angår mig, kan jeg modigt stole på og sætte min lid til som til en stærk klippe. Træffer det mig ikke, skal jeg vente. De falske profeter drager omkring og siger: Kære folk, det er Guds Ord. Det er sandt, det kan ikke benægtes. Men vi er ikke det folk, som han taler til. Gud har hverken befalet os dette eller hint, som han har befalet dem at gøre.

WA 24, 12 (Over Første Mosebog, 1527)

Se også: Allegori 17; Bibelsyn 34

Skriftudlægning

Det er utåleligt, at enhver stikker hovedet ind i Den Hellige Skrift, roder rundt i den og forstår den, sådan som han selv vil. Det skal ingen driste sig til uden at han har Helligånden.

WA 16. 68 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Det forholder sig sådan med hele Den Hellige Skrift, at den udlægger sig selv ved hjælp af steder som hentes og bringes sammen fra hele Skriften. På den måde vil den alene være sin egen læremester. Det er også frem for alt den sikreste måden at udforske Skriftens mening på, når du beflitter dig på at komme frem til en samlet forståelse, efter at have sammenlignet de enkelte steder og studeret dem nøje.

WA 14, 556 (Forelæsning over Femte Mosebog, 1523)

Fordi Den Hellige Skrift ønsker at blive håndteret med frygt og ydmyghed og hellere vil udgrundes med andægtig bøn end med skarp fornuft, er det umuligt, at det kan gå til uden skade, både for dem selv og for dem de underviser, når de trænger ind i Skriften med kold fornuft og urene fødder, som om det var et menneskeværk, og så roder rundt i den uden at gøre forskel og uden at have respekt.

WA 1, 507 (De Ti Bud, 1518)

Min ven, det naturlige sprog er kejserinden. Det overgår al søgt, spidsfindig og sofistisk digtning. Det må man ikke vige bort fra, uden at man tvinges af en åbenlys trosartikel, ellers er der ikke et eneste bogstav i Skriften, som står i fred for de åndelige tusindkunstnere.

WA 18. 180 (Mod de himmelske profeter, 1525)

Man skal lade ethvert ord stå i sin naturlige betydning og ikke opgive den, uden at troen tvinger en til det.

WA 11, 436 (Om tilbedelse af nadveren, 1523)

Jeg vil bede jer om, at I ikke foragter sprogstudierne, men at I, fordi I kan dem godt, lader jeres prædikanter og begavede unge lære sig latin, græsk og hebraisk godt. For jeg ved bestemt, at den, som skal prædike over og udlægge Skriften og ikke har hjælp af det latinske, græske og hebraiske sprog, men må gøre alt på modersmålet, vil foretage en hel del fejlgreb.

WA 11, 455 (Om tilbedelse af nadveren, 1523)

Kendskab til sprog er nødvendig for at udlægge Skriften. Men selv om sprogkundskaben står i forreste række, så er sagkundskaben alligevel vigtigere.

WA 42, 195 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Allegori 17; Bibelsyn 34

Skrøbelighed

Kun de er uværdige, som ikke føler deres skrøbelighed og ikke vil være syndere.

WA 30 I. 231 (Den Store Katekismus, 1529)

”Vi, som er stærke, skylder at bære de svages svagheder.” Rom 15, 1. Derfor skal man ikke gribe fat i dem med strenghed, men trøste dem, så de, selv om de er svage, ikke skal miste modet helt. Med tiden vil de blive stærkere.

WA 12, 533 (Prædiken, 1523)

Skyld

Den kristne bliver ingen noget skyldig netop ved at bekende, at han er enhver noget skyldig i enhver henseende.

WA 17 II. 90 (Kirkepostillen, 1525)

Gud er en underlig Gud i sin ret og dom, så at den har større skyld, som ikke tilgiver, end den, som har påført andre skade og lidelse.

WA 2, 118 (Fadervor udlagt, 1519)

Se også: Synd 276

Skæbne

Det ville være en latterlig Gud ... som ikke med sikkerhed kunne forudse de kommende ting ... for selv hedningene tillægger sine guder at de bestemmer skæbnen uafvendelig.

WA 18. 718 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Skærsilden

I tillæg til alt dette har denne dragehale (paven) frembragt messen og mange former for elendighed og afgudsdyrkelse. Først har vi Skærsilden. Med sjælemesser og vigilier på den syvende dag, den tredivte dag og årsdagen for dødsfald, med menighedsuger og alle sjæles dag og sjælebad har man villet virke ind på opholdet i Skærsilden, så messen næsten blot benyttes for de døde, mens Kristus jo kun har indstiftet nadveren for de levende.

Derfor er Skærsilden med al sin pomp og pragt, gudstjenester og pengeforretning ikke at regne for andet en et spøgelse som Djævelen står bag. For det står i strid med troens hovedartikel, som siger, at alene Kristus og intet menneskeværk skal hjælpe sjælene, rent bortset fra at det ikke er befalet os eller påbudt os noget, når det gælder de døde. Derfor kunne man lade det være, selv om der ikke havde været vildfarelse og afguderi.

WA 50. 204 (De Schmalkaldiske Artikler, 1537)

Skønhed

Den dyd som kommer fra en smuk krop, er velkommen. Hvis der desuden kommer mange dyder, bliver skikkelsen endnu meget smukkere. Det er ikke kroppens skønhed, som pryder en smuk kvinde, men det er snarere hendes ærbarhed, mådehold, ydmyghed og det at hun ikke er uvenlig. Disse dyder overgår langt al ydre skønhed, og selv de, som er mindre pæne, bliver (på grund af disse dyder) tiltalende og smukke. .. Dyden er nemlig en smukkere pryd for mennesket end den ydre skønhed. Men hænder det, at en kvinde har begge dele, da binder hun snart nogen fast i kærlighedens lænke det passer altid!

WA 44, 355 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Smiger

Smiger er synd mod det ottende bud.

WA 1, 511 (De Ti Bud, 1518)

Sorg

Ligesom det er synd, når vi skaffer os sorg og møje ved vore egne påfund, så er det også synd, når vi ikke vil holde ud i sorgen, når Gud lægger den på os.

WA 20. 36 (Klagesangen, 1532)

I sorgen trøster Gud med ord og eksempler fra Den Hellige Skrift.

WA 19. 592 (Prædiken, 1526)

Man skal sørge over de døde, men man må holde måde. Når du mister din bror, far, hustru eller en anden slægtning, så har du grund til at sørge og skal ikke være som en stok eller sten, så du ler, når dine kære venner bliver begravet, for det er ikke en stund for latter, og et sådan stenhårdt jernhjerte mishager Gud. Men alligevel skal sorgen ske med måde, så du ikke bliver fortæret af en overdreven sorg.

WA 43, 277 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Trængsel 296

Spekulation

Vi skal ikke spekulere over den guddommelige majestæt, men heller rette vore urolige og svævende tanker mod Ordets skat. For den, som spekulerer op i skyerne og vil fange dem, han styrter i afgrunden. Derfor skal vi holde os til det enkle ord.

WA 25. 244 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Spil

Fest dag og nat, luksus i klædedragt og udsvævelser i syndigt spil kan man ikke tåle.

WA 42, 334 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Spot

Vil vi holde fast ved evangeliet, bliver vi spottet og fordømt af verden, som regner os for at være de mest ulykkelige mennesker. Det skal vi ikke bryde os om.

WA 12, 363 (1 Peters Brev, 1523)

Det er den trøst, vi kristne har, at vi kan sige: Ordet er ikke mit, troen er ikke min, de er Guds gerninger. Den, som spotter mig, spotter Gud.

WA 12, 383 (1 Peters Brev, 1523)

Se også: Bagtalelse 26

Spotter

Også spotterne hører til løgnerne, ikke blot de grove, som vi alle kender, som uden skam vanærer Guds navn og ikke tilhører os, men Djævelen, men også de, som offentlig spotter og overgiver sandheden og Guds Ord til Djævelen.

WA 30 I. 140 (Den Store Katekismus, 1529)

Sprog, sprogkundskab

Vi kan ikke benægte at selv om evangeliet er kommet blot ved Helligånden og kommer sådan hver dag, så kommer det alligevel til os ved hjælp af sprogene, og det er også ved hjælp af sprogene, at det udbredes. Derfor må det også holdes oppe ved hjælp af dem.

WA 15. 37 (Om at oprette skoler, 1524)

Hvor sprogene forsømmes, vil evangeliet til sidst helt sikkert gå under.

WA 15. 38 (Om at oprette skoler, 1524)

Vi vil ikke kunne beholde evangeliet uden sprogene. Sprogene er skeden, som Åndens sværd sidder i. De er skrinet, som man bærer dette klenodie i. De er bægeret, som indeholder denne drik. De er kammeret, hvor denne mad findes. Og som evangelieteksten viser, er de kurvene som man bevarer brødene, fiskene og smulerne i. Ja, hvis vi forsømmer sprogene og ikke bryder os om dem, så vil vi ikke blot miste evangeliet, men det vil også ende med, at vi ikke kan, tale eller skrive korrekt hverken latin eller tysk.

WA 15. 38 (Om at oprette skoler, 1524)

Jeg ved med sikkerhed, at den, som vil forkynde og udlægge Skriften og ikke gør brug af det latinske, græske og hebraiske sprog, men vil gøre det udelukkende på modersmålet, han vil gøre mange fejlgreb. For jeg har erfaret, hvordan sprogene hjælper os til en ren forståelse af den guddommelige skrift.

WA 11, 455 (Om tilbedelse af nadveren, 1523)

Se også: Skriftudlægning 264

Stand

Man skal prise alle Guds stænder og gerninger så højt, man blot kan og ikke foragte nogen af dem på grund af en anden.

WA 30 II. 596 (Formaning om nadveren, 1530)

Gud har forordnet mange slags stænder, hvor man skal øve sig og lære at lide: For nogen er det ægtestanden, for andre den gejstlige stand, og for andre igen regeringsstanden, og han har befalet alle, at de skal have anstrengelse og arbejde, at de skal døde kødet og vende sig til tanken på døden.

WA 2, 734 (Om dåben, 1519)

Guds gaver er mangfoldige og ulige. Den ene tilhører en højere stand end en anden. Men ingen ved hvem som er den højeste for Gud. For Gud kan ophøje en som her er den allermindste, til at blive den allerstørste der. Derfor skal enhver, selv om han sidder højt oppe, fornedre sig og vise sin næste ære.

WA 12, 334 (1 Peters Brev, 1523)

Alle stænder sigter mod at tjene andre.

WA 15. 625 (Prædiken, 1524)

Der findes ikke nogen stand på jorden, hvor man ikke må tåle meget, som gør en ondt, både fra dem, som tilhører en, som ens hustru, børn, tjenestefolk og undersåtter, men også udefra, fra naboer og alle slags tilfældige ulykker. Når et menneske ser og føler sådan ting, bliver han snart træt og ked af sin stand og farer op med utålmodighed, vrede og forbandelser, og hvis han ikke kan undgå disse fortrædeligheder eller forandre dem, vil han skifte stand. Enhver anden stand eller stilling synes ham at være bedre, og når han har skiftet tilstrækkelig mange gange, oplever han det, som et endnu større onde. For at skifte er noget som sker let og snart, men forbedring er vanskelig og sjælden.

WA 32, 378 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Se også: Kald 142

Standhaftighed

Vi skal lære, at en kristen skal være mest tapper, når han er i fare og når hans sag synes at være tabt. For det er dårerne, som sætter deres lid til våben og magt og er modig og tapper så længe de har den, men på den anden side fortvivler, når dette værn er gået tabt. De kristne derimod har fået befaling om at være standhaftige og fulde af håb, når de er i fare, men at frygte og at ikke være stolte, når alt står godt til.

WA 25. 188 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Stat og kirke

Gud har ikke skabt kirken, for med den at ophæve det verdslige regimente, men gennem kirken stadfæster han det tværtimod.

WA 43, 198 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Det skal ikke være sådan, og ingen skal tænke, at Gud vil regere og herske over os med verdslig ret og straf. De kristnes liv skal være helt adskilt fra dette, så de ikke bekymrer sig om det eller har noget med det at gøre. De skal lade dem, som det er pålagt, sørge for hvordan man skal fordele goder, handle, straffe, beskytte osv., og lade det ske, sådan som de gør det, sådan som Kristus lærer os (Matt 22, 21): ”Give kejseren hvad kejserens er!” For vi er sat ind i en anden og højere orden, som er et guddommelig, evig rige, hvor man slet ikke behøver nogen af de ting, som tilhører verden.

WA 32, 389 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Når de (tyrannerne) griber ind i det åndelige regimente og vil fange samvittigheden, hvor Gud skal sidde og regere, da skal man slet ikke adlyde dem, men hellere sætte livet til af den grund. Det verdslige rige og regimente strækker sig ikke længere end til de ydre og legemlige ting.

WA 12, 334 (1 Peters Brev, 1523)

Skal kirken holdes oppe, må man have en from fyrste, som giver den herberge, plads og fred, så læren og gudstjenesten kan udbredes.

WA 43 199 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Trosfrihed 295; Verdsligt regimente 318

Stedfortrædende lovopfyldelse

Kristus, som bringer syndsforladelse, skænker de troende sin opfyldelse af loven. Desuden skænker han dem også den kraft, at de af hjertet begynder at holde lovens bud.

WA 21, 359 (Kirkepostillen, 1544. Fjerde søndag efter påske)

Stedfortrædende straflidelse

Døden er Guds vredes evige straf. Derfor må vi have en anden, som har lidt en uskyldig, ren død for os og dermed betalt Gud, så denne vrede og straf fjernes fra os.

WA 37, 59 (Von Jesu, 1533 – DK 50)

Se også: Forsoning 92

Stolthed

Det er vor alles fælles fejl at den gamle Adam blæser sig op og bliver stolt, når Gud giver herlige gaver, for han ser at andre ikke har sådanne gaver. . . Af naturen kan vi ikke andet end at berømme os af Guds gaver, ligesom vi på den anden side fortvivler helt, når disse Guds gaver bliver taget fra os.

WA 42, 551 39, 552 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Straf – Guds straf

Når Gud straffer, er vi så fortvivlede, at ingen trøst, ingen godhed, ingen nåde kan rette os op og styrke os. Hvad Gud end gør med os, er vi alligevel ikke til nogen nytte.

WA 19. 223 (Profeten Jonas udlagt, 1526)

Når Herren vor Gud straffer verden, må også vi kristne lide skade, ligesom den ene nabo lider skade, når den anden har ildebrand.

WA 46, 716 (Joh 1, 1537. DK, s. 327)

Se også: Hvorfor? 137 Teodicé (Gud og det onde) 282

Strid

Vi (de troende) strider på anden vis end de ugudelige. De strider med vold og oprør, vi med bøn, Ordet og tålmodighed.

WA 5. 234 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Kristne strider ikke for sig selv med sværdet eller andre våben, men med korset og lidelsen, akkurat som deres høvding Kristus.

WA 18. 315 (Bondekrigen, 1525)

Stridslysten

Augustin lærer, at man skal lade de stridslystne være og ikke svare dem.

WA 2, 615 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Vil man give et navn til striden, denne allerskammeligste af alle menneskelige sygdomme, så fortjente den vel nærmest betegnelsen ”den babylonske ondskab”. Striden ødelægger religionen, lovene, den gode moral og nedriver alt, som endnu er godt i livet, sådan som eksemplerne i kirken, samfundsstyret og hjemmene viser os.

WA 42, 422 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Uenighed 303

Styrke

Den, som lader den Herre Kristus være sin styrke ... lærer hans ord med al flid, omgås det daglig og tager det til hjerte. . . han er virkelig stærk og fast.

WA 34 II. 375 (Prædiken, 1531)

Svaghed

Gud kan nok tåle svaghed, men han tåler ikke ondskab og foragt.

WA 45. 386 (Prædiken, uden dato)

Blandt de kristne forholder det sig sådan, at de har mange syndere og skrøbelige blandt sig, ja, de omgås blot sådanne og ikke de hellige. Derfor forkaster de ingen, men lærer alle, ja, de tager sig lige så hjertelig af dem, som om de selv var svage. De beder og forkynder for dem, formaner og opmuntrer dem og gør alt, hvad de kan, for at hjælpe dem. Det er den rette kristne måde at være på. Sådan har Gud handlet mod os i Kristus, og sådan handler han fremdeles.

WA 17 II. 112 (Kirkepostillen, 1525)

Med syge og fejlende mennesker skal man have tålmodighed.

WA 50. 566 (Om koncilierne og kirken, 1539)

Jeg kan vel give min næste verdslige goder og yde ham legemlig tjeneste med mit arbejde og min anstrengelse. Jeg kan også tjene ham med undervisning og forbøn. Ligeledes ved at besøge og trøste ham, når han er syg eller bedrøvet, give ham at spise, når han er sulten, løse ham, når han er fange osv. Men det allerstørste er, hvis jeg kan bære min næstes svaghed.

WA 15. 499 (Prædiken, 1524)

Når vi begår en lille fejl, råber vore modstandere straks: Er det det evangeliske liv? Er det kristen moral? Det er dumme mennesker og de kender ikke Den Hellige Skrift. De ser ikke, at det er de kristnes lov at bære de svage. Hvad skulle dette bud tjene til, hvis alle var fuldkomment hellige? Derfor må der nødvendigvis være svage mennesker i den hellige kirke, sådanne som vækker anstød med deres liv. Derfor består Kristi rige af dem, som bærer og af andre, som bliver båret. Og vores liv er sammensat af en blanding af styrke og svaghed.

WA 25. 270 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Svir

Drikkeri er en slags pest i vores land, som er sendt over os af Guds vrede.

WA 2, 590 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Store og grusomme skader, skam, mord og al slags ulykke, som sker på legeme og sjæl, skulle give os grund til at tage os i agt for drikkeri og svir.

WA 51, 257 (Salme 101, 1534-35)

Sværge

Se: Edsaflæggelse 64

Sværmer

I kirken har vi Guds Ord. Djævelen ønsker ikke, at vi skal være tro mod det, og indfører derfor alle slags sværmere, som kommer med noget nyt om dåben og nadveren, ja, om Kristus selv.

WA 52, 420 (Huspostillen, 1544)

Synd

Hvis et menneske kunne føle syndens størrelse, ville han ikke leve et øjeblik længere, så stor magt har synden. Af dette fremgår det, at vi ikke forstår syndens sande væsen, men blot skyggebilleder og de gådefulde ord.

WA 39 II. 210 (Teserne til Johann Marbach, 1543)

Det er ikke den, der er en ret kristen, som ikke har eller føler nogen synd, men den, som af Gud ikke tilregnes synd på grund af tro på Kristus.

WA 40 I. 235 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Et hellig eller troende menneske føler vel en overvældende mængde af synd i sig. Den bliver imidlertid ikke tilregnet ham på grund af troen.

WA 10 III. 126 (Prædiken, 1522)

Kristi død er et hav og en afgrund, som Gud Fader har kastet alle synderne i.

WA 17 I. 338 (Kirkepostillen, 1525)

Kristus kan ikke blot hjælpe mod én synd, men mod alle mine synder, og ikke blot mod min synd, men mod hele verdens synd.

WA 37. 202 (Prædiken, 1533)

Synden har blot to steder at være. Enten er den hos dig og hænger om halsen på dig, eller så ligger den på Kristus, Guds lam. Hvis den ligger på din ryg, er du fortabt, men hviler den på Kristus, er du fri og bliver frelst. Grip nu det, du vil. At synden fortsat skulle ligge på dig ville være i overensstemmelse med lov og ret, men af nåde er den kastet på Kristus, lammet.

WA 46. 683 (Joh 1-2, 1537-38)

Ingen synd er alene, men den ene drager altid den anden med sig. Og det plejer at være sådan, når det gælder alle synder: Den, som ikke straks rejser sig igen og kommer til indsigt, han kommer snart ud for en anden fristelse. Efter den synd, som består i ægteskabsbrud og utugt, følger løgn, derefter mord og blodsudgydelse og endelig fortvivlelse.

WA 44, 369 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Ingen skal tvivle på, at alle vore gode gerninger er dødssynder, hvis de dømmes efter Guds dom og hans alvor og ikke blot af nåde bliver antaget for at være gode. Paulus’ ord i Rom 3, 19 f. er derfor gyldig: Skriften indeslutter os alle under synd, for at hele verden skal blive skyldig for Gud og erkende, at ingen kan blive retfærdiggjort ved gode gerninger, og for at Gud skulle forbarme sig over alle og retfærdiggøre dem af nåde. Det er den rette kristne lære: ved hjælp af den lærer et menneske at frygte og stole på Gud. Derfor kan han elske og love Gud, fordi han fortvivler over sig selv og fuldt ud lader sig nøje med Guds nåde.

WA 7. 445 (Begrundelse og hjemmel, 1521)

Det findes to slags synd: Den ene er den, som man bekender. Den vil aldrig blive uden tilgivelse for nogen. Den anden er den, som man forsvarer. Den kan ingen tilgive. For den ønsker ikke at være synd eller at modtage tilgivelse. Derfor sætter også Kristus, når han taler om tilgivelsen eller nøglerne i Matt 18, 18, de to tingene ved siden af hinanden, nemlig at løse og binde, for at vise at den synd, som man ikke er villig til at lade være synd eller få tilgivet, kan man ikke løse, men må binde i Helvedes afgrund, og modsat: Den synd, som man bekender, skal man løse og løfte til Himlen.

WA 32, 426 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Dén Kristus eksisterer ikke, som er død for de syndere, som ikke efter tilgivelsen af synderne tager afstand fra synden og fører et nyt liv.

WA 50. 599 (Om koncilierne og kirken, 1539)

Lovforagterne vil lade folk forblive i deres gamle væsen og alligevel erklære dem salige. Men konsekvensen må være, at en kristen skal have Helligånden og føre et nyt liv – eller vide, at han ingen Kristus har.

WA 50. 599 (Om koncilierne og kirken, 1539)

Føler du ikke nogen synd mere, så er du ganske sikkert helt død i synden.

WA 30 II. 619 (Formaning om nadveren, 1530)

Den, som af hjertet begærer tilgivelse for sine synder, han må i det mindste have det forsæt, at han ikke vil forøge skylden. Han vil afstå fra synden, forbedre sig og for fremtiden blive frommere. For at fortsætte i synden og ikke ville vende sig bort fra den og alligevel bede om tilgivelse, er det samme som at spotte Gud.

WA 52, 524 (Huspostillen, 1544)

Se også: Arvesynd 25;

Syndefald

Alle, som siger, at menneskets natur fortsat er ufordærvet efter faldet, filosoferer på ugudelig vis og i strid med teologien. På samme måde også med dem som siger at mennesket, når det gør det som står op til det, kan fortjene Guds nåde og livet.

WA 39 I. 176 (Teserne om retfærdiggørelsen, 1538)

Se også: Arvesynd 25; Falde i synd 76; Frafald 96

Syndernes forladelse

Syndernes forladelse skænkes helt og holdent ved løftet, som troen griber.

WA 40 II, 421 (Salme 51, 1532/1538. DK, s. 98)

Overalt i den kristne kirke, hvor den end findes, er der tilgivelse for synden, dvs. et kongerige af nåde og sand aflad, for i den findes evangeliet, dåben, nadveren, hvor syndernes forladelse tilbydes, hentes og modtages.

WA 26, 507 (Om Kristi nadver, 1528)

Syndstilgivelsen kan ikke kun forventes én gang, nemlig i dåben, som nogle mener, men så ofte og så mange gange, man har brug for, den lige til døden.

WA 26, 507 (Om Kristi nadver, 1528)

Se også: Retfærdiggørelse 238; Tro 289

Synge

Den onde ånd føler sig ikke godt tilpas, når man synger eller forkynder Guds Ord i den rette tro ... og kan ikke fortsætte med at være der, når et hjerte er åndeligt lykkeligt.

WA 54, 34 (Davids sidste ord, 1543)

Søndag

Efter den nye lov er hver dag en helligdag, naturligvis i tillæg til de dage, som ved et særligt kirkebud er bestemt til at være dage, hvor man skal høre Guds Ord, skal modtage nadveren og komme sammen til fælles bøn.

WA 2, 540 (Lille Galaterbrevs-kommentar, 1519)

Vi kristne har den frihed, at hvis sabbatten eller søndagen ikke passer for os, kan vi tage mandagen eller en anden dag i ugen og gøre en søndag af den.

Alligevel må det gå ordentlig for sig, når det gælder dette. Det bør være en dag eller en tid, som passer for alle, og det er ikke op til enhver, at gøre noget specielt, når det gælder det, som angår alle mennesker og den fælles kirke. Heller ingen må forandre den fastsatte tid eller dag, uden at en almindelig nød kræver det.

Derfor skal man ordne det sådan, at alle kommer sammen på en bestemt, passende tid, hvor almindelige mennesker kan gøre sig fri fra det, de er optaget med eller fra arbejdet, og på et bestemt sted, hvor de kan vide, at de kan høre deres prædikant.

Hvis der imidlertid opstår en sådan nød, at man ikke kan forkynde eller komme sammen på den fastsatte dag, så kan man godt gøre det dagen efter eller en anden dag. Men fordi søndagen nu i almindelighed er blevet antaget som vor sabbat eller helligdag, så lad det være sådan. Lad os blot huske på, at vi er herrer over den og ikke den over os.

For hvis hver enkelt skulle gøre noget nyt, når det gælder dagen, tiden og stedet efter sit eget forgodtbefindende, så ville det heller ikke være rigtig. Nej, når det gælder dette, skal vi alle sammen være enige og komme sammen for at høre Guds Ord, påkalde ham sammen med hinanden igen, bede til ham i al nød og takke ham for de velgerninger, vi har modtaget.

WA 49. 591 (Prædiken, 1544)

Se også: Festdag 80; Helligdag 127; Hvile 137

Søvn

Søvnen er en guddommelig og skøn gave som falder på mennesket som dug og forfrisker hele legemet.

WA 42, 97 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Hvile 137

Taknemlighed

Vi kan ikke give Gud andet end lov og tak, fordi vi har fået alt andet fra ham, det være sig nåde, ord, gerning, Evangelium, tro og alle ting. Det er også den eneste, rette, kristne gudsdyrkelse: Lov og tak.

WA 10 I 2, 161 (Kirkepostillen, 1522)

Vi kan ikke gøre nogen større og bedre gerning mod Gud eller vise ham en rettere gudsdyrkelse end ved at takke ham.

WA 31 I. 76 (Salme 118, 1529-30)

Det hører med til et kristent hjerte, at det viser sig taknemlig, frem for alt over for Gud, men også i forholdet til mennesker.

WA 45. 195 (Prædiken, 1537)

Intet dyr, ikke engang grisen, lever så skammelig som verden. For grisen kender i hvert fald fruen og tjenestepigen, som den modtager foder af. Den løber jo og skriger efter hende. Men verden kender ikke Gud og bryder sig ikke om ham, skønt han gør vel mod den, så den har rigelig og i overflod for ikke at snakke om, at den skulle takke og love ham for det.

WA 31 I. 434 (Salme 147, 1530)

Taler

Tre ting forventer man af en taler: Hans foredrag må belære, skabe glæde og bevæge hjertet. Sådan har Kristi ord ikke blot kraft til at belære, men også til at vække og bevæge.

WA 4, 284 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Tanker

Menneskers tanker er jordiske, selv om de er aldrig så hellige.

WA 5. 153 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Når troen findes, kommer det hundred flere onde tanker og hundred flere fristelser end før.

WA 12, 325 (1 Peters Brev, 1523)

Vi må yde modstand mod de urene tanker, ikke godtage dem og samtidig tigge Gud om hjælp ved alvorlig bøn.

WA 40 III. 541 (Over Salme 90, 1534)

Selv om du har onde tanker, skal du ikke fortvivle over det. Se blot til, at du ikke lader dig tage til fange af dem.

WA 12, 325 (1 Peters Brev, 1523)

Teodicé (Gud og det onde)

Man siger, at Gud plejer at lade netop det bedste hænde de værste mennesker. Og det er de allerstørste anstød, som også bekymrer de helliges tålmodighed, for ikke at snakke om de verdens vise og filosofferne.

WA 42, 509 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Hvis nogen spørger, hvorfor Gud lader det gå de ugudelige vel, er det nok at svare, at det behager Gud at gøre det.

WA 42, 672 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Hvis vi kristne kunne aflægge regnskab for hinanden og veje de skatter og den overflod, vi har af goder jeg taler ikke nu om det jordiske, forgængelige og foranderlige, som timelige goder, ære, et sundt legeme osv., men om de åndelige, evige goder, som vi har i Kristus så ville vi snart erkende, at de overgår mere en hundred tusind ganger alt det, verden har og kan rose sig af.

WA 41, 581 (Prædiken, 1536)

Se også: Hvorfor? 137

Teolog

En teolog, som forsker i den rene og ægte forståelse, må nødvendigvis frem for alt søge råd i Den Hellige Skrift og dømme i overensstemmelse med den.

WA 5. 281 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Så ofte en teolog passer sit embede, bringer han Gud det mest velbehagelige offer, og bliver i sandhed kaldt den Allerhøjestes præst, og han er det også.

WA 40 II. 194 (Salme 2, 1532/46)

Så meget ser jeg, som at den endnu ikke er en teolog, som ved og forkynder store ting, men den er det, som lever helligt, som en teolog. Jo fjernere jeg er fra dette hellige liv, desto mere vanære jeg min stand.

WA 5. 26 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Den, der ved at skelne evangeliet fra loven, skal takke Gud og vide, at han er en teolog.

WA 40 I, 207 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 168

Teologi

Den rette, fuldkomne lære om troen og kærligheden er den korteste og den længste teologi. Den korteste, når det gælder ord, den længste, når det gælder liv.

WA 40 II. 74 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 280

Kristi kors er den eneste undervisning i Guds Ord, den reneste teologi.

WA 5. 217 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Den, som vil studere teologi og Den Hellige Skrift med udbytte, skal frem for alt lære at forstå synden ret, og Romerbrevet skal være for ham som en nøgle til Den Hellige Skrift.

WA 44, 507 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Jeg vil vise dig en ret måde at studere teologi på, for jeg har øvelse i det. Hvis du holder dig til dette, vil du blive så lærd, at du selv (hvis det var nødvendig) kunne lave lige så gode bøger, som kirkefædrene og koncilerne. Sådan vover også jeg uden hovmod og løgn at rose mig af, at jeg ikke ville stå meget tilbage for nogen kirkefædre, hvis det skulle gælde om at skrive bøger. Men jeg kan langtfra rose mig af det samme liv. Og det er den måde (at studere teologi på) som den hellige kong David lærer os i Salme 119, og uden tvivl har også alle patriarkerne og profeterne holdt sig til den. Her finder du tre regler, som er rigelig fremstillet gennem hele salmen, og de er: Bøn, meditation og prøvelse. [Meditation er hos Luther altid meditation over Bibelen, altså eftertænksom bibellæsning]

WA 50. 658 (Om koncilierne og kirken, 1539)

I teologien omstøder en lille vranglære hele læren. Læren er ikke vor, men Guds, derfor kan vi ikke opgive en bid af den.

WA 40 II. 46 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 253

Testamente - juridisk testamente

Vi skal ved hjælp af et testamente sørge for, at vi kan skilles fra dette liv i fred og ikke give vore efterkommere grund til bitterhed, uenighed og strid om vor ejendom og vores gods.

WA 43, 356 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

- Det Gamle Testamente

Der findes intet ord i Det Nye Testamente, som ikke ser tilbage på Det Gamle Testamente, hvor det er forkyndt på forhånd. Det Nye Testamente er intet andet end en åbenbaring af Det Gamle Testamente, på samme måde som om man havde et lukket brev og så åbnede det. Sådan er Det Gamle Testamente Kristi testamentariske brev, som han efter sin død har ladet åbne, læse ved hjælp af evangeliet og forkynde over alt.

WA 10 I 1, 181 (Kirkepostillen, 1522)

Hvis det var nyttig eller nødvendig for næstens salighed, ville det være nødvendig at holde alle dele af Det Gamle Testamente. For enhver er skyldig at gøre det, som er nyttig og nødvendig for næsten, om det så er Det Gamle eller Det Nye Testamente, om det er en hedensk eller jødisk ting, sådan som Paulus lærer i 1 Kor 12, 13.

WA 11, 256 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Vi vil ikke længere anse Moses for at være en hersker eller lovgiver, nej, det vil Gud heller ikke. Moses har blot været en midler og lovgiver for det jødiske folk. Det er til dem, han har givet loven. Man må altså stoppe munden på sektånderne, som siger: Det siger Moses, det står skrevet hos Moses og lignende ting. Da skal du sige: Moses angår os ikke. Hvis jeg antager ét bud hos Moses som gyldig for mig, må jeg antage hele Moses. Og af det ville det følge, hvis jeg altså tager Moses som mester og lovgiver, at jeg måtte lade mig omskære, vaske klæderne efter jødisk skik, spise og drikke på jødisk vis osv. Derfor vil vi altså ikke holde eller antage Moses. Moses er død, det var forbi med hans herredømme, da Kristus kom.

WA 24, 6 (Over Første Mosebog, 1527)

Man skal ikke længere forkynde eller undervise i Det Gamle Testamente for at binde mennesker med det, men blot for at hente troseksempler fra det, som kan hjælpe os til at blive klar over, hvordan Gud holder sine løfter.

WA 20. 578 (Prædiken, 1526)

Nogen ringeagter Det Gamle Testamente, fordi det blot er givet til jødefolket og for fremtiden er uaktuelt og blot beretter om fortidige hændelser. De mener, at de har nok i Det Nye Testamente og hævder, at de blot søger den åndelige meningen i Det Gamle Testamente, sådan som også Origenes, Hieronymus og mange andre store folk har gjort det. Men Kristus siger i Joh. 5, 39: ”I ransager skrifterne og det er dem, som vidner om mig”.

WA Bibel 8. 11 (Fortalerne til de bibelske skrifter, 1522-46)

Det Gamle Testamente er en lovbog, som lærer os, hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre. Desuden har den eksempler og fortællinger, som viser, hvordan disse love bliver holdt og overtrådt.

WA Bibel 8. 13 (Fortalerne til de bibelske skrifter, 1522-46)

I Det Gamle Testamente vil du finde svøbet og krybben, som Kristus ligger i, og også hyrdernes engel viser til det.

WA Bibel 8. 13 (Fortalerne til de bibelske skrifter, 1522-46)

Vi ville heller ikke forstå Det Gamle Testamente ret, hvis vi ikke i lys af Det Nye Testamente kunne se det lige ind i ansigtet.

WA 54, 45 (Davids sidste ord, 1543)

Se også: Den hellige Skrift 260; Lov og evangelium 181

- Det Nye Testamente

Det Nye Testamente er en bog, hvor evangeliet og Guds løfte er skrevet, og også historien om dem, som tror på det og om dem, som ikke tror på det.

WA Bibel 6. 2 (Fortalerne til de bibelske skrifter, 1522-46)

I Det Nye Testamente regerer Gud åndelig i os ved Kristus, det legemlige og ydre styre udfører han ved hjælp af øvrigheden.

WA 12, 276 (1 Peters Brev, 1523)

Enhver kristen tilrådes, at han først og fremmest læser hovedbøgerne i Det Nye Testamente og gør sig lige så kendt med det ved daglig læsning, som han er med det daglige brød.

WA Bibel 6. 10 (Fortalerne til de bibelske skrifter, 1522-46)

Man skal være klar over, at der kun er ét evangelium, ligesom det kun er én bog, som er Det Nye Testamente og kun én tro og én Gud, som lover frelse

WA Bibel 6. 2 (Fortalerne til de bibelske skrifter, 1522-46)

Se også: Den hellige Skrift 260; Lov og evangelium 181

Tilbedelse

At tilbede vil sige at vende sig til Gud, påkalde ham i nøden, takke ham for hjælpen og huske på og rose sig af hans velgerninger.

WA 42, 631 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

En åndelig tilbedelse vil sige at hjertet bøjer sig for og viser ærefrygt for Gud, så du af hjertets grund beviser og bekender, at du er Guds underdanige skabning.

WA 11, 446 (Om tilbedelse af nadveren, 1523)

Tilgivelse af næsten

Når vi oplever Guds barmhjertighed mod os, skal vi også gerne tilgive de medbrødre, som har krænket os.

WA 15. 733 (Prædiken, 1524)

Se også: Kærligheden til næsten 167; Næste 209

Tilgivelse – Guds tilgivelse

Se: Syndernes forladelse 87 278; Absolution 14

Tillid

Gud vil, at vi i lykke såvel som i ulykke skal sætte vor lid til ham alene.

WA 40 II. 417 (Salme 51, 1532/38)

Hjertets tro og tillid er den rette opfyldelse af det første bud.

WA 16. 464 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Den rette tillid til Gud bliver tilvejebragt med stort besvær, men alligevel ikke på nogen anden måde end ved Guds Ord og Jesus Kristus.

WA 5. 216 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Se også: Tro 289

Tjener (ansatte)

Den, som ikke behandler sine ansatte ordentligt, er ingen kristen og værre end en hedning.

WA 1, 246 (Traktat om aflad og nåde, 1517)

Tjeneste

Hele verden er fuld af tjeneste for Gud. Hvis hver enkelt levede og handlet, sådan som han er pålagt, ville alt ske som en tjeneste for Gud. For alt, som sker på Guds befaling, er en tjeneste mod ham, om det er aldrig så lidt.

WA 36. 325 (Prædiken, 1532)

Hvor en hvilken som helst from bonde eller borger eller undersåt tjener sin herre, tjener han også Gud. Det samme gælder et barn eller en ansat.

WA 36. 353 (Prædiken, 1532)

Ingen har alle gaver, embeder og dyder. Ved enhver kristen må der derfor være noget, som mangler. Derfor har Gud ordnet det sådan, at den ene tjener den anden. Intet lem udfører sin tjeneste ved hjælp af sig selv. Øjnene kunne ikke se, hvis de ikke blev åbnet. Maven kunne ikke fordøje noget, hvis ikke munden skaffet den mad. Foden kunne ikke gå osv. Hvert enkelt lem tjener således det andet. Og netop det som værdsættes allermindst, er mest nødvendig.

WA 15. 606 (Prædiken, 1524)

Se også: Gudstjeneste 121

Tradition, overlevering

Man skal ikke regne fædrenes autoritet for noget, og de fejlagtige afgørelser, som jo alle er affattet uden og uden for Guds ord, skal man rive i stykker og forkaste. For Kristus gælder mere end fædrenes autoritet.

WA 18. 630 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Man skal ikke tro noget menneske, hvor hellig det end er, men blot se på ham, som kalder os og på Guds Ord. Iveren for Guds Ord skal imidlertid ikke blot vare et eller to år, for Guds Ord er uendelig. Modstanderne skriger: Ambrosius, Augustin har lært noget sådan eller noget andet. Men de angår os ikke, hvis de da ikke bringer os Kristi ord. Den af dem, som klarest har Ordet, vil jeg hellere følge end Augustin eller nogen anden, hvem det så end måtte være. Fordi Augustin lærer klarere og udlægger Skriften tydeligere end Ambrosius, er det nyttigere at læse Augustin end Ambrosius.

WA 43, 407 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Treenighed

Hvis fornuften holder læren om den hellige treenighed for at være dårskab, hvad bekymrer det os? For det er ingen kunst at bruge ordkløveri i sådanne sager. Jeg kunne gøre det lige så godt som andre. Men Gud være lovet, jeg har fået nåde til ikke at ønske at disputere så meget, når det gælder dette. Når jeg ved, at det er Guds Ord og at Gud har sagt det, så spørger jeg ikke mere efter, hvordan det kan være sandt og lader mig alene nøje med Guds Ord, lige meget om det rimer med fornuften eller ikke. Sådan skulle enhver kristen gøre, når det gælder alle artiklerne i vor hellige tro, så man ikke spekulerer og diskuterer for meget over, om de er mulige, men blot ser på og spørger efter, om det er Guds Ord. Er det hans ord, har han sagt det, så stol fuldt og fast på det. Det vil ikke lyve eller bedrage dig, selv om du ikke forstår det nu, hvordan det hænger sammen.

WA 41, 273 (Prædiken, 1535)

Tro

Vi har så meget, som vi tror og håber.

WA 3, 180 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Så meget som du tror, så meget har du.

WA 2, 719 (Om boden, 1519)

Alt afhænger af troen. Hele kristenlivet beror på den.

WA 16. 262 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Troen er så god, at den gør alt godt, som hører mennesket til.

WA 12, 559 (Prædiken, 1523)

Ingen gerning kan gøre mennesket anderledes end det er, blot troen kan og gør det.

WA 32, 100 (Prædiken 1539)

Troen er en stor ting, man kan aldrig fuldt ud forstå dens magt, kraft, styrke og vælde. … Intet er umuligt eller for vanskelig for den. Troen er en stor og herlig gerning. Den, som tror, er en herre. Og selv om han dør, lever han alligevel videre. Er han fattig, vil han blive rig. Er han syg, vil han blive rask igen.

WA 16. 187 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Det er troens særpræg, at den omgås og tror på det, som ikke er nærværende endnu. For det, som er forhånden, behøver man ikke tro på, man føler det og ser det. Når en rig mand, som har nok af penge og gods, tror, at han ikke skal dø af sult i år, så er ikke det nogen tro. Men den tror ret, som ikke har noget forråd og alligevel holder sig til Guds Ord om at Gud vil skaffe ham mad ligesom en far gør, hvis han holder fast i gudsfrygt og passer sit kald.

WA 52, 517 (Huspostillen, 1544)

Dette er vor hovedartikel og det er vor rette, sande, kristne tro, og ingen anden tro, nemlig at: Kristus er sand Gud og sandt menneske. Og alene dén tro gør salig. Den, som nu vil have en anden tro, må blot give sig på vej og se, hvor han havner. Vil fornuften ikke tro, at Gud har kunnet blive menneske, så må den lade være. Men vi kristne tror det, for Guds Ord siger det, og intet er umulig for troen. Fornuften kan synes det er et anstød og en forargelse så meget den blot vil. Det er altså sådan, at den som vil finde forløsning fra Djævelens magt, synderne og døden og blive salig, han må tro, at Kristus er sand Gud og at verden er skabt ved ham, og at han også er sandt menneske født af Maria. Alene denne tro og ellers ingen, hvad det end kaldes, gør salig.

WA 46. 599 (Joh 1-2, 1537-38)

Du skal hverken tro mere eller mindre, end du har Guds Ord for. For det er troens væsen og natur, at stole på og bygge på Guds Ord. Hvor det ikke er noget Guds Ord, kan og skal der ikke være nogen tro.

WA 10 I 1, 616 (Kirkepostillen, 1522)

Troen er ingen gerning, men den er gerningernes læremester og livsnerve.

WA 6. 520 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 3, 1982, s. 56

Troen skal være af en sådan beskaffenhed, at enhver gør den Herre Jesu Kristi opstandelse til sin egen. Det er nemlig ikke nok blot at tro, at han er opstået fra de døde, for af det følger der hverken fred eller glæde, kraft eller magt. Derfor må du altså tro, at han er opstået for din skyld, at han er indsat i herlighed, ikke for sin egen skyld, men til bedste for dig, for at han kan hjælpe dig og alle, som tror på ham, og at synden, døden og Helvede er overvundet ved hans opstandelse og sejren skænket dig.

WA 12, 518 (Prædiken, 1523)

Troen er en kristen tro, når du tror uden at tvivle, at Kristus ikke blot er en sådan mand for Peter og helgenerne, men også for dig, ja, for dig mere end alle andre. Din salighed afhænger ikke af, at du tror, at Kristus er Kristus for de fromme, men af at du tror, at han er Kristus for dig og at han er din. Denne tro bevirker, at Kristus bliver kær for dig og god at have i hjertet. Dernæst følger kærlighed og gode gerninger efter uden tvang. Følger de derimod ikke efter, så findes denne tro ikke virkeligt. For hvor troen er, må Helligånden også være og virke kærlighed og godhed i os.

WA 10 I 2, 24 (Kirkepostillen, 1522)

Det er egentlig troens natur, at den beviser sin kraft i frygt, i døden, i synden og i alt, som gør et menneske svagt og modløst.

WA 12, 499 (Prædiken, 1523)

Vi kristne er virkelige konger og herrer over al ulykke og lykke, som kommer fra Kristus, og alle bærer vi guldkroner, i hvert fald i troen.

WA 40 II. 561 (Salme 45, 1532/33)

Alle de, som tror, ser Guds ansigt uden ophør, dvs. de erkender at Gud er blot godhed og ser på dem med barmhjertige øjne.

WA 24, 580 (Over Første Mosebog, 1527)

”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” Hebr 11, 1. Det vil sige at troen er tillid til de ting som vi ikke begriber i dette liv, men blot kan tro, indtil de i sin tid bliver åbenbare. Nu er de imidlertid stadigvæk usynlige.

WA 40 II. 590 (Salme 45, 1532/33)

Tro og løfte står i et gensidigt forhold til hinanden.

WA 57. 45 (Romerbrevet, 1515)

Adam har været en kristen allerede længe før Kristi fødsel, for han havde den samme tro på Kristus, som vi har. For tiden gør ingen forskel på troen. Troen er den samme fra verdens begyndelse til enden ... Derfor har han modtaget det samme ved sin tro, som jeg også har modtaget. Han har ikke set Kristus med øjnene, og det har vi heller ikke. Han har derimod haft ham i Ordet, og vi har ham også i Ordet. Den eneste forskel ligger i det, at det dengang var noget, der skulle ske i fremtiden, mens det nu er sket.

WA 24, 99 (Over Første Mosebog, 1527)

Vor tro er stadigvæk meget svag og kold. Hvis den var så vis og stærk, som den vel skulle være, så kunne vi ikke holde ud at leve af blot glæde.

WA 46. 613 (Joh 1-2, 1537-38)

Når vi begynder at tro, begynder vi samtidig at dø fra denne verden og leve for Gud i det fremtidige liv, så troen virkelig er død og opstandelse, dvs. den åndelige dåb, hvor vi dukker under og dukker op.

WA 6. 534 (Om kirkens babylonske fangenskab, 1520)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 3, 1982, s. 81

De, som ikke tror, og tager sin tilflugt til menneskelig hjælp, de vil falde og omkomme.

WA 25. 118 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Sådan som du tror, sådan elsker du og omvendt.

WA 20. 755 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Følelse og tro afhænger ikke af hinanden.

WA 10 I 1, 614 (Kirkepostillen, 1522)

Den, som vil blive salig, skal være sådan indstillet, som om der ikke fandtes noget andet menneske på jorden end ham alene, og at al trøst og alle tilsagn i hele Skriften blot angik ham alene.

WA 16. 433 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Troen er ikke nogen let kunst, men en højst udsøgt ting, som det ville tage et menneske hundred tusind år at lære, hvis det levede så længe.

WA 29. 494 (Prædiken, 1529)

Ingen menneskelig klogskab kan begribe troen.

WA 30 I. 192 (Den Store Katekismus, 1529)

Det er hver enkeltes egen risiko, hvordan man tror, og man har selv ansvaret for, at man tror ret. For lige så lidt som en anden kan fare til Helvede eller til Himlen for mig, lige så lidt kan han tro eller ikke tro for mig. Og lige så lidt som han kan lukke Himmel eller Helvede op eller i for mig, lige så lidt kan han få mig til at tro eller ikke tro.

WA 11, 264 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Troen ser uafbrudt på Kristus. Den er ikke rettet mod noget andet end Kristus alene, som har overvundet synden og døden og bragt retfærdighed, frelse og evig liv.

WA 40 I. 545 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 79

De troende må være ganske visse på, at de har en fast tiltro til Guds Ord eller til nådesløftet, dvs. til syndstilgivelsen for Kristi skyld.

WA 39 I. 562 (Teserne mod antinomerne, 1538)

Troen er en levende, dristig tillid til Guds nåde. (1522)

WA Bibel 7, 11 (Fortalerne til de bibelske skrifter, 1522-46)

Bøj dine ører – det er at tro.

WA 40 II (Salme 45, 1532. Horsens 1865, s. 180)

Troen er i sig selv Guds gerning og værk i hjertet, og den retfærdiggør af den grund, at den griber om Kristus, Frelseren selv.

WA 40 I, 164 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 134

Troen har slet ikke nogen anden genstand end Jesus Kristus, Guds Søn, givet hen for verdens synder.

WA 40 I, 164 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Troen retfærdiggør uden og inden kærligheden.

WA 40 I, 240 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 195

Ordene i Gal 2, 20 ” Kristus elskede mig og gav sig selv hen for mig”, er stopfulde af tro.

WA 40 I, 297 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 245

Troen er en uafbrudt vedvarende seen hen til Kristus alene.

WA 40 I, 545 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 79

Se også: Tillid 287; Retfærdiggørelse 238

Tro – falsk tro

Sådan gør den falske, farvede troen altid. Så længe det går den godt og det står godt til, er den stolt, også over Gud og alt hvad Gud er, og den er så forstokket og hård, at ikke engang en ambolt er så hård. Men når den begynder at synke og miste modet, så findes der heller intet mere modløst i himmel og på jord. Den krøb gerne ind i et musehul og føler at hele den vide verden presser den, og den søger da og modtager gerne hjælp og råd hos fjender og venner, hos foragtede og ærede.

WA 19. 209 (Profeten Jonas udlagt, 1526)

Trofasthed

Hvor trofasthed og tro hører op, vil også et ordnet styre snart ophøre.

WA 51, 259 (Salme 101, 1534-35)

Trosartikel

Guds Ord skal opstille trosartikler og ellers ingen, ikke engang end engel.

WA 50. 206 (De Schmalkaldiske Artikler, 1537)

Trosbekendelse

Hele den apostolske trosbekendelse er indeholdt i disse ord: ”Du er Messias, den levende Guds Søn.”

WA 38. 612 (Matthæusevangeliet, 1538)

Trosfrihed

Fordi det er op til hver enkeltes samvittighed, hvordan han tror eller ikke tror, og fordi den verdslige myndighed ikke lider noget tab ved det, så skal den også være fornøjet og passe sine egne ting og lade folk tro, hvordan de vil og kan og ikke tvinge nogen med magt. For troen er en fri gerning, som man ikke kan tvinge nogen til. Ja, det er en guddommelig gerning i Ånden. Så det er langt fra, at nogen ydre magt skulle kunne fremtvinge den eller skabe den.

WA 11, 264 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Se også: Samvittighedsfrihed 250

Trossager

Gud har befalet, at vi i trossager ikke skal se på nogen apostel, heller ikke på nogen profet osv., for troen står ikke i menneskelig magt.

WA 33, 476 (Ugeprædikener over Joh 6-8, 1531)

I åndelige sager og trossager skal ingen driste sig til at forhandle med Gud og hans tanker.

WA 28. 608 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Trussel

Truslen er for de ugudeliges skyld, men de forstår den ikke. Trøsten er for de gudfrygtige, som knapt kan fatte den på grund af frygt og skræk.

WA 13, 76 (Over de små profeter, 1524-26)

Trængsel

Hvis vi altid levede i fred og uden anfægtelse, ville vi aldrig lære Gud selv at kende. Kort sagt: vi ville aldrig blive rette kristne, og kunne heller ikke forblive kristne. Det er nøden og angsten, som tvinger os til det og bevarer os som kristne. Derfor er trængsel og kors ligeså nødvendige for os som livet selv og meget nødvendigere og nyttigere end al verdens gods og ære.

WA 31 I. 95 (Salme 118, 1529-30)

En kristen skal, når han er i trængsel, ikke græde og klage, springe hid og did, blive modløs, spotte eller fortvivle, men sukke til Herren med tålmodighed.

WA 25. 176 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Jeg holder mig til nådens ord i alle trængsler, i angst og nød, både åndelig og legemlig, når jeg ikke kan finde trøst og hjælp noget andet sted. Blot i nådens ord og intet andet sted finder jeg den rette trøst og styrke, og det i rigelig mål.

WA 51, 281 (Salme 101, 1534-35)

Se også: Nød 209; Sorg 268

Trætte (skænderi)

Man skal ikke diskutere med trættekære. For de bliver ikke bedre af det, blot endnu mere ophidset. De søger nemlig ikke sandheden, men ære og triumf. Derfor skal man rette sig efter Kristus. Når man har sagt det, som er ret, og de vil skrige og trætte videre, så gå væk.

WA 38. 538 (Matthæusevangeliet, 1538)

Trøst

Guds styrke og trøst bliver ikke givet til nogen, uden at han beder om det af hjertets grund.

WA 1, 160 (De syv bodssalmer, 1517)

Verdslig trøst tragter efter at se og føle det, den bedrøvede beder om, og har ikke tålmodighed. Man må imidlertid være tålmodig og håbe på den trøst, som Skriften giver.

WA 15. 69 (Et trøstebrev, 1524)

Ligesom man har pligt til at trøste en anden i trængsel, så har den, som er i prøvelse også pligt til, at lytte til trøsten, som et helt sikkert ord fra Gud (og det er det også).

WA 25. 132 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Det er vor trøst, som holder os oppe og gør hjertet glad og modig mod verdens forfølgelse og raseri, at vi har en herre, som ikke blot forløser os fra synderne, Guds vrede og den evige død, men også beskytter og redder os i lidelse og forfølgelse, så vi ikke går under. Og selv om de raser på det grusomste mod de kristne, skal hverken evangeliet eller kristenheden gå under af den grund, men forfølgerne vil selv få deres hoveder knust.

WA 41, 224 (Prædiken, 1535)

Se også: Sjælesorg 255

Tugt

Når forbandelsen viger og prøvelsen er over, så kommer velsignelsen og freden ... Da tænker den fromme, når han er sluppet ud af anfægtelsen: Jeg har jo alligevel en nådig Gud! Jeg var modløs og på vej til Helvede. Men nu ser jeg at denne kamp var til nytte for mit liv. Jeg havde aldrig troet, at Gud var mig så nær. Derfor er det skønt, på denne måde at opleve frugten af disciplinen og tugten.

WA 44, 112 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Ved straf bliver narrene bragt på ret vej igen.

WA 25. 353 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Se også: Lovens brug 178

Tunge

Tungen, som apostelen Jakob kalder en verden af uretfærdighed, er lige efter hjertet det allermest syndige af alle lemmer, for intet andet lem synder på så mange måder, ja, i alle henseender undtaget hjertet.

WA 1, 505 (De Ti Bud, 1518)

At sværge ved Guds navn er nu ganske almindelig og i daglig brug. For blandt alle lemmer har vi intet letsindigere end tungen som plaprer løs og ikke regner det for noget, at den nævner Guds navn så letsindigt, når det gælder uvæsentlige ting, det navn, som den skulle holde højt i ære.

WA 16. 466 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Hvis det ikke fandtes onde tunger, behøvede man intet sværd.

WA 51, 247 (Salme 101, 1534-35)

Kristus fremhæver her (Matt 7, 31 37) særligt to lemmer: Ørerne og tungen. For Kristi rige grunder sig på disse to. Det kan ikke modtages på nogen anden måde end med disse to lemmer, tungen og ørerne. For der står skrevet: Kristus styrer sit rige blot ved Ordet, og så ved troen. Hvor man gør det af med Ordet og ørerne, dvs. troen, bliver der ikke nogen forskel tilbage mellem Kristi rige og denne verdens rige. Den kristne lever her på jorden som et almindeligt menneske og den vantro lever på samme måde som den helligste. Her findes der (rent ydre set) ingen forskel. Alligevel taler og hører den kristne helt anderledes med tungen og ørene, den kristne har nemlig en tunge, som priser og love Guds nåde og forkynder Kristus. Den taler ikke af havesyge, roser hverken verdslig pragt, glæde eller verdens lyst. Verden derimod taler om penge, om skatter osv.

WA 37. 512 (Prædiken, 1533)

Tvang (til tro)

Jeg vil forkynde det, sige det og skrive det, men at tvinge eller presse nogen, vil jeg ikke, for troen skal være villig og fri og modtages uden tvang.

WA 10 III. 18 (Prædiken, 1522)

Ingen skal tvinges til at tro eller til at tage imod evangeliet.

WA 12, 12 (Ordning af socialhjælpen, 1523)

Fordi man ikke kan indgyde troen i hjertet, så kan og skal man heller ikke tvinge eller presse nogen til det. For kun Gud kan udrette det og gøre Ordet levende i menneskets hjerte. Derfor skal vi lade Ordet virke frit og ikke lægge vore gerninger til det. Vi har rigtignok ret til at forkynde, men vi har ikke kontrol over resultatet. Det vil sige, vi skal forkynde Ordet, men vi skal overlade afgørelsen til Gud alene.

WA 10 III. 15 (Prædiken, 1522)

Det er ikke nødvendig at trænge ind i samvittigheden på nogen ved at benytte tvang. Det hedder jo, at ingen skal tvinges til tro, men blot kaldes. Hvis nogen skal komme til tro, må Gud bevæge ham til det ved sit kald. Hvis Gud ikke gør det, hvad udretter du så med dit pres?

WA 7. 292 (Til de skriftende, 1521)

Troen vil ikke tvinge og presse nogen til evangeliet, men stille enhver frit og lade afgørelsen være op til den enkelte. Den, som tror, han tror. Den, som kommer, han kommer. Og den, som bliver udenfor, han bliver udenfor.

WA 10 III. 139 (Prædiken, 1522)

Vi vil ikke vide af nogen tvang. Den derimod, som ikke hører og følger vor forkyndelse og formaning, ham vil vi ikke have noget at gøre med, og han skal heller ikke have noget af evangeliet.

WA 30 I. 237 (Den Store Katekismus, 1529)

Til dem, som ikke vil lære katekismen (De Ti Bud, Trosbekendelsen, Fadervor osv.,) skal man sige, at de fornægter Kristus og ikke er kristne. De skal heller ikke gives adgang til nadveren, være faddere ved dåben eller benytte nogen del af den kristne frihed, men fuldstændig henvises til paven og hans kirkelige embedsmænd og så til Djævelen selv. Desuden skal forældre og husfædre nægte dem mad og drikke og advare dem om at fyrsten vil jage sådanne rå mennesker ud af landet osv. For selv om man ikke kan eller skal tvinge nogen til troen, skal man alligevel lade folk vide, hvad der er ret og uret hos dem, som de bor iblandt og arbejder og lever sammen med.

WA 30 I. 349 (Den Lille Katekismus, 1529)

Tvivl

Helligånden er ikke nogen skeptiker, og har ikke skrevet tvivlende eller usikre meninger ind i vore hjerter, men derimod fast vished, som bliver vissere og fastere end livet selv og al erfaring.

WA 18. 605 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Den, som tvivler, ligner en bølge på havet, som bliver drevet og bevæget af vinden.

WA 30 I. 211 (Den Store Katekismus, 1529)

Det gælder om at man ved, om man har fået nåde hos Gud. For man må vide, hvordan man har det med Gud, hvis samvittigheden skal være lykkelig og kunne bestå. Hvis nogen tvivler og ikke holder fast på, at han har en nådig Gud, så har han det heller ikke. Sådan som man tror, sådan har man det.

WA 2, 249 (Prædiken, 1519)

Se hvordan Djævelen blot angriber de troende. Hedninger, de vantro og de ikke-kristne angriber han ikke. De hænger på ham som skel. Men når han ser dem, som har Guds Ord, troen og Ånden, dem kan han ikke døje. Han ved godt, at han ikke kan vinde, selv om de snubler. Han ser godt, at selv om de falder i en stor synd, er de ikke dermed fortabt. For de kan altid rejse sig igen. Derfor tænker han, at han må gøre det på en anden måde og tage hovedet. Og når han har bragt det derhen, at man tvivler på, om det er Guds Ord, så er spillet vundet.

WA 24, 86 (Over Første Mosebog, 1527)

Når mennesket først er bragt derhen, hvor han tvivler, kommer han også snart til det punkt, hvor han spotter Gud og siger: Gud har ikke befalet det, eller selv om han nok har befalet det, mener han det ikke alvorligt.

WA 24, 87 (Over Første Mosebog, 1527)

Tyranner

Det er vel rimeligt, at afsætte og fængsle en fyrste, konge eller herre, som bliver sindssyg. For han kan ikke længere regnes som et menneske, når fornuften er væk.

WA 19. 634 (Om soldater kan eje nåden, 1526)

Kristi evangelium har ikke været stærkere noget sted end hvor man mindst har villet tåle det. For da deres time kom, gik tyrannerne under og Ordet blev tilbage som sejrherre. Se for eksempel på Jerusalem og Rom

WA 19. 401 (Habakkuk, 1526)

Se også: Modstandsret 200; Verdsligt regimente 318

Tyveri

Du skal ikke tro, at kun det er tyveri, som består i, at du røver det fra din næste, som hører ham til. Du stjæler lige så meget som når man stjæler penge fra en andens pung eller kiste, hvis du ser at din næste lider af hunger, nød, tørst osv., eller ikke har sko og klæder eller et sted at bo, og du ikke hjælper ham. For din ejendom er ikke din, du er blot indsat som forvalter over den, for at du skal dele ud til dem, som trænger til det ... Derfor er en rig mand, som ikke er en tyv, ja, en stor tyv, en sjældenhed. Det ville også behøves et langt tov, for at hænge sådanne store tyve. Sådanne tyve findes der imidlertid ikke så mange af, for den almindelige mand har ikke så stor ejendom, som de rige, der blot skraber, flår, udpiner og udbytter de fattige og samler store skatte. Det er dem, som er de virkelige og største tyve, og dem hænger man ikke i galgen, men de får ære af alle og de øverste pladser, men de vil ikke undgå galgen til sidst. Djævelen vil selv blive mester over dem. Han vil binde dem fast i Helvede, så de ikke kan komme væk fra ham.

WA 16. 513 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Når du udbytter folk eller ikke udbetaler dem deres løn rigtig, så er det et tyveri. Du er en tyv for Gud og vil se den fattige Lazarus foran dig på dommens dag, ham, som du har nægtet at give noget ved en sådan handlemåde, og som du desuden har bestjålet og frataget det, som var hans, på grund af din griskhed.

WA 52, 372 (Huspostillen, 1544)

Tålmodighed

De kristnes tålmodighed lader sig ikke overvinde. Den håber fra dag til dag, fra år til år, den sejrer og overvinder alt til sidst.

WA 40 III. 367 (Over Salme 15 ff., 1532)

Gud hjælper de tålmodige, som venter trøst og hjælp fra ham og ikke bliver forbitrede og knurrer mod Gud, ikke laver vrøvl på grund af utålmodighed, ikke søger forbudt hjælp eller sætter deres lid til menneskelig trøst osv. Kort sagt: Lidelse og håb er de kristnes sejr.

WA 48. 99 (Noter)

Ja, ganske vist skal en kristen tie stille og være tålmodig i al ydmyghed, og ligeledes skal han tilgive dem deres uret, som fornærmer ham. Alligevel hører tålmodigheden, ydmygheden og alle andre kærlighedsgerninger op, når jeg står i fare for at miste ham, som jeg lider for. Når det drejer sig om at miste Gud og at fornægte hans ord og den rette gudstjeneste, da skal man ikke have nogen tålmodighed. Da må vi være faste og visse på det guddommelige løfte, som gælder for os, så vi ikke på nogen som helst måde lader det blive taget fra os.

WA 43, 495 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Udholdenhed i troen

Den, som holder ud i troen, vil til sidst helt sikkert erfare, at Gud ikke forlader sine. Han vente måske med trøsten og spænder strengene så stramt, at man næsten tror, de vil briste. Men han indfinder sig i ret tid, og netop som vi tror, vi styrter i fortabelsen, rejser han os op med sin hjælp.

WA 42, 464 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Udvælgelse

Djævlene forlanger af mennesket, at det skal begære at blive sikkert på sin udvælgelse og gøre sig bekymring af den grund.

WA 5. 623 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

De hellige har ikke trøstet sig til visheden om deres udvælgelse og det evige liv og grebet dette ved en speciel åbenbaring, men ved troen på Kristus.

WA 21, 514 (Kirkepostillen, 1544)

Se også: Prædestination 227; Guds frelsesvilje 102

Uenighed

Erfaringen lærer os at uenighed river fra hinanden og ødelægger hus, land, folk og alle ting.

WA 37. 321 (Prædiken, 1533)

Guds Ord forbliver i evighed. Derfor skal det, at vi er få og fjenderne mange og mægtige, ikke bekymre os i dag. Vi skal heller ikke tage anstød af kirkens elendige anseelse, fordi det ikke synes at være noget håb om enhed på grund af den store uenighed og de mange meninger og spliden mellem fyrsterne og de mægtige. For selv om et fromt hjerte ikke kan se på disse tingene uden med stor sorg, så må man alligevel ikke på grund af dette opgive alt håb. For kirken har det løfte, at den skal udbrede sig vidt og bredt.

WA 25. 340 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Ufred

De kristne bidrager ikke til ufred med hverken råd eller dåd, men må blot lide, og de må desuden bære skylden for at blive kaldt ulydige og oprørske.

WA 41, 136 (Prædiken, 1535)

Ugift stand

Kristus har selv taget tre slags mennesker ud af skaberordningen. I Matt 19, 12 siger han: ”Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld.” Udover disse tre grupper bør intet menneske driste sig til at være uden ægtefælle. Og den, som ikke befinder sig blandt disse tre grupper, bør blot tænke på et liv i ægteskab, for der er intet andet som er muligt, hvis du vil være retskaffen.

WA 10 II. 277 (Om ægteskabet, 1522)

En nar er en, som tager sig en kone, siger verden. Og det er sandelig sandt. Mange højlærde mænd har ment, at en vis mand ikke skal gifte sig, om hustruen så var visdommen selv. Ja det er ret og fint sagt. For de, som mener, at der ikke er noget liv efter dette liv (sådan som nogen folk mener), de gør meget klogt i at klare sig ved hjælp af frit hor og ikke binde sig til alt det besvær, som følger med et liv i ægteskab, så de her i dette liv kan have nogen færre onde dage.

WA 12, 93 (1 Kor 7, 1523)

Se også: Familie 77

Ugudelig

Den, der lever uden tro, er ugudelig, selv om han til det ydre lever et ærbart liv. Ydre onde gerninger er vel en frugt af vantro, men egentlig kalder man det et ugudelig liv som udadtil synes smukt, selv om hjertet er fuldt af vantro. Disse ugudelige mennesker vil Herren straffe, fordi deres forkyndelse er fræk og halsstarrig. For de holder sig altid til deres egne tanker, lader sig ikke binde og er hårde som flint og forbander og spotter bestandig.

WA 14, 86 (2 Peters Brev udlagt, 1523)

Også de ugudelige har Guds Ord. Men det er blot skallen, ikke kernen, nemlig adgangen til nåden, frugten af Kristi lidelse osv., selv om de har malet historier om dette på alle vægge. Men ingen af dem kender til nytten af Kristi lidelse. Det forbliver altid en hemmelighed. Grunden til det er, at de ikke vil være syndere. Kristus har imidlertid lidt for syndere. Derfor taler de meget om Kristi lidelser, men forstår intet af det. Når vi siger: Kristus har lidt for dig, altså er du en synder, vil de ikke godtage det.

WA 31 I. 381 (Salme 1-25, 1530)

Det er umuligt, at det menneskelige hjerte er uden frygt: For når kærligheden er ret, så er også mennesket selv ret, men når det er galt med kærligheden, er det også galt med mennesket. Da nu de ugudelige, fordi de har mistet troen på Gud, stoler på deres penge og gerninger, kan det ikke være anderledes, end at de må pines af bekymring og frygt for at miste pengene. De må også, fordi de ikke er retfærdiggjort ved troen, plage sig i frygt og angst med menneskebud som ikke er noget værd. Derfor er det altså en dobbelt frygt, som plager dem: Den ene er, at de ikke må synde, den anden, at de ikke må lide mangel.

WA 5. 423 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Det er alle ugudeliges måde at være på, at de er bange for og har respekt for straf. Synderne bekymrer de sig derimod ikke om, men vil gerne fortsætte med at synde uden straf. Men det går ikke, synden fører altid straf med sig.

WA 19. 215 (Jonas Bog, 1526)

De ugudelige har aldrig fred, enten det går dem godt eller dårlig. For går det dem godt, bliver de overmodige, stolte og selvgode og glemmer fuldstændig vor Herre Gud, pukker og trodser blot på deres egen magt, rigdom, visdom, hellighed osv., og desuden sørger de for at beholde og øge det de allerede har og pønsker på, hvordan de kan forfølge og undertrykke dem, som kommer i vejen for dem. Men når bladet vender sig for dem, og det vil jo altid ske før eller siden, så er de de elendigste og bedrøveligste mennesker, som straks fortvivler og mister modet. Hvad er det, som de mangler? De ved ikke, hvor og hvordan de skal søge trøst, fordi de ikke har Guds Ord, som er det eneste, som på en ret måde lærer, hvordan man skal være tålmodig og tillidsfuld, når det går dårligt, Rom 15, 4.

WA 51, 268 (Salme 101, 1534-35)

Ukyskhed (seksuel urenhed)

At holde ukyskheden i tømme koster slid og møje.

WA 6. 267 (Om gode gerninger, 1520)

Augustin siger, at blandt alle de kampe, kristne må føre, er kampen for kyskhed den hårdeste, alene derved, at den udkæmpes dagligt uden ophør, og man sjældent sejrer. Alle hellige har klaget og grædt over det.

WA 6. 267 (Om gode gerninger, 1520)

Hvis kyskheden skal bestå, behøver den mange andre gode gerninger: Faste og mådehold imod frådseri og drukkenskab, nattevågen og morgenduelighed imod dovenskab og for meget søvn, arbejde og besvær mod lediggang. For frådseri, drikkeri og meget søvn, dovenskab og lediggang er ukyskhedens våben, som den let overvinder kyskheden med.

På den anden side kalder apostelen Paulus faste, vågen og arbejde for guddommelige våben, som man kan overvinde ukyskheden med. Dog således at denne øvelse ikke ødelægger vor gudskabte natur, men kunne bremser ukyskheden.

Over alt dette er bønnen og Guds Ord det bedste forsvar, så når den onde lyst vågner, skal mennesket tage sin tilflugt til bønnen, læse og overveje evangeliet og deri betragte Kristi lidelse.

WA 6. 268 (Om gode gerninger, 1520)

Se også: Kyskhed (seksuel disciplin) 164

Ulydighed

Ulydighed er en større synd end mord, ukyskhed, tyveri, bedrag og alt, som kan indbefattes i disse synder.

WA 6. 250 (Om de gode gerninger, 1520)

Ulykke

Vi skal se på og modtage al vor ulykke, som om Gud tændte et lys for os med ulykken, så vi ser og erkender hans godhed og velgerninger på utallige andre områder. Så vil vi synes, at det er et lille onde, ikke mere end hvis en lille dråbe vand faldt i et stort bål eller en gnist i et stort hav.

WA 31 I. 74 (Salme 118, Den skønne lovsang, 1529)

Den største samvittighedsfuldhed over for det første bud er at frygte Gud i gode dage og stole på ham i ulykken. Det kan de ugudelige ikke, men fordi de ikke har tro, vil de bestemme både måden og tiden for hans hjælp, ved hjælp af hvem, og når de vil forløses. For kødet vil absolut høre og se hjælpen og have den på en håndgribelig måde. Derfor tager det sin tilflugt til sine egne kræfter og sine egne gerninger og vil ikke vente på hjælpen fra Gud. Derfor bliver det til skamme og fortvivler i farens stund.

WA 25. 205 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Så snart en ulykke tilstøder os, ser vi os omkring og tænker over, hvad vi har gjort som fortjener det. Da hjælper Djævelen også til. For det er meget om at gøre for ham, at tynge vores hjerte og gøre lidelsen endnu større. Men de kristne skal flittig lægge mærke til Kristi ord: ”Alt dette,” siger Herren i Joh 15, 21, ”skal de gøre mod jer på grund af mit navn.” Her er det jo bestemt og klart sagt, hvorfor det sker. For det er noget andet, når man siger: De vil gøre sådan mod jer for mit navns skyld, eller om man siger: For jeres synders skyld.

WA 52, 730 (Huspostillen, 1544)

Gud sender ulykke for de ugudeliges skyld. Men fordi de fromme lever sammen med de ugudelige i dette liv, så hænder det, at også de fromme må bære en meget stor del af denne ulykke. Og omvendt: De ugudelige nyder de goder, som Gud giver verden for de frommes skyld. I det næste liv vil de fromme imidlertid blive skilt fra de ugudelige, som da alene vil lide den velfortjente pine.

WA 25. 380 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Gud hjemsøger sine med mange ulykker ... for at de skal døde tilliden til deres egen retfærdighed og erkende at de ingenting er.

WA 25. 265 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Verdens ondskab forbliver altid den samme ... og derfor findes de samme ulykker altid her i verden.

WA 20. 137 (Klagesangen, 1532)

Under

Alle undere som engang er sket, sker også lige til i dag ved troen.

WA 3, 543 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Jeg har aldrig ønsket, at der skulle ske et tegn for lærens skyld. For jeg er sikker på, at man ikke ville udrette noget med det, og alt ville af denne vrange og hykleriske slægt blive tilskrevet Djævelen. Jeg lader mig derfor nøje med, at de bliver overbevist ved sandhedens kraft og må fordømme sig selv i deres egen samvittighed.

WA 38. 601 (Matthæusevangeliet, 1538)

Vores hus, gård, mark, have og alt er fuldt af Bibelens budskab, fordi Gud ikke blot forkynder gennem sine undere, men også åbner vore øjne, rører ved vore sanser og lyser ind i hjertet.

WA 49. 434 (Prædiken, 1544)

Vi er så vant til, at kornet hvert år vokser op af jorden, og så forblindet af denne vane at vi ikke lægger mærke til det. For det, som vi ser og hører daglig, det holder vi ikke for at være noget under. Og alligevel er det et lige så stort, ja, hvis man skulle tale ret om det, vel et endnu større under, at Gud laver korn af sand og sten, end at han mætter skaren med syv brød.

WA 22, 121 (Kirkepostillen, 1544)

Solen går op over os hver dag. Det er et stort under, at den ikke blot skinner i en eller to dage, men i mange måneder, ja, alle år. Men det er nu så almindeligt, at vi tænker, at det ikke kan være anderledes. På samme måde er det heller intet under for os, at vin og korn vokser hvert år. Disse, så vel som andre daglige undere, skulle styrke vor tro på Gud, for at det kommer et hvedekorn og andre vækster op af jorden er et ligeså stort under, som hvis Gud stadigvæk i dag ville give manna fra himmelen. Men det bliver ikke set på den måde, og det som er almindelig, foragter vi.

WA 16. 301 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Underne skal tjene til at vi erkender den sande Gud.

WA 16. 103 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Ungdom

Hvis ungdommen ikke får de rette lærere, så har Djævelen med sine tilhængere snart vundet spillet.

WA 47. 270 (Matt 18-24 udlagt, 1537-40)

Selv om de unge ikke mangler lærere og andre som beskytter og advarer dem, så er de alligevel som voks. De lader sig let forlede til synd, er uforskammede og trodsige. Men arvesynden, som Djævelen lurer på de unge med, begynder også at rase i dem og fanger de unge i smigerens og vellystens lænker.

WA 44, 353 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Universel forsoning

Kristus har og bærer kort sagt alle de synder, som alle mennesker har begået, på sit legeme.

WA 40 I, 433 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 369

Alle de synder, som jeg, du og vi alle har begået og fremtidig vil begå, er Kristi egne synder.

WA 40 I, 435 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 370

Den barmhjertige Fader sagde til sin Søn: Du skal være den repræsentant for alle mennesker, der har begået alle menneskers synder.

WA 40 I, 437 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 372

… Hele verdens begåede, nuværende og kommende synder.

WA 40 I, 438 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 373

Kristus befriede ved sin død hele menneskeslægten fra synden og den evige død.

WA 40 I, 535 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 69

Se også: Forsoning 92; Guds frelsesvilje 102

Universel frelsesvilje

At alle mennesker ikke bliver oplyst, er ikke Lysets, det vil sige Vor Herres Jesu skyld, for han kaldes og er verdens og alle menneskers lys. Dertil er han også forordnet af Gud.

WA 46, 595 (Joh 1, 1537. DK, s. 100)

At alle ikke modtager Lyset (Kristus) er ikke Lysets skyld, men deres, som ikke vil modtage Lyset. – Hvad kan den kære sol gøre for, at jeg lukker øjnene til, når den lyser og skinner? Eller skjuler mig under jorden for den? Solen skinner ikke desto mindre videre for alle dem, der vil modtage dens lys og bruge det.

WA 46, 595 (Joh 1, 1537. DK, s. 100)

Se også: Forsoning 92; Guds frelsesvilje 102

Upartisk

Den er upartisk, som elsker alle lige højt, venner som fjender, og som gør vel mod alle uden forskel.

WA 3, 145 (Første Salmeforelæsning, 1513-16)

Uret

Det skal og bør ikke være sådan, at man lader enhver gøre, hvad han vil, at man blot tier stille til det og ikke gør noget for at modvirke det, hvis man kan hindre og afværge det på en ordentlig måde, selv om vi alligevel skal og må lide, når nogen gør vold og uret mod os. For man skal ikke godtage uret, men må aflægge vidnesbyrd for sandheden og beråbe sig på retten mod vold og forbrydelser.

WA 32, 393 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Hvis det skulle være sådan, at enhver, som havde ret, selv skulle straffe den, som havde uret, hvad ville der så komme ud af det her i verden? Da ville det gå sådan, at tjeneren slog herren, tjenestepigen fruen, børn forældrene og eleverne læreren.

WA 19. 641 (Om soldater kan eje nåden, 1526)

Uretfærdighed

Alt er uretfærdighed, som ikke sker efter Guds lov, og det omfatter både åndelige og legemlige overtrædelser.

WA 10 I 1, 51 (Kirkepostillen, 1522)

Uskyld

Over for mennesker skal vi ikke give slip på vor uskyld.

WA 5. 221 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Hvis nogen bliver tillagt noget, som ikke er sandt, skal man ikke lade det sidde på sig ... men man skal frit vise sin uskyld.

WA 28. 307 (Ugeprædikener over Joh 16-20, 1528-29)

Utaknemlighed

Vil du være en god kristen og have håb om det evige liv, så vis godhed mod alle, forbarm dig over alle elendige. Selv liv og legeme skal du sætte ind, men håb ikke på tak for det.

WA 42, 583 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Ligesom det at love Gud og være taknemlig mod ham er den bedste gudstjeneste, her på jorden og i himmelen, sådan er også utaknemligheden den allerværste last og største skam over for Gud, men alligevel er verden fuld, fuld, fuld af den lige til himmelen.

WA 31 I. 76 (Salme 118, 1529-30)

Gud bevare os fra utaknemlighedens grufulde last og fra at glemme Guds velgerning.

WA 30 II. 588 (Om folkeskoler, 1530)

Gud ser gennem fingrene, så han kan bære over med utaknemlighed en stund, men han vil i sin tid ikke lade det være uhævnet. Men mennesker kan ikke gøre dette, utaknemligheden mishager dem for stærkt. Til dette behøves der en guddommelig tålmodighed.

WA 16. 322 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Utroskab

Roden til utroskab er, at enhver søger sit eget.

WA 5. 437 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Utugt

Djævelen driver (de ugudelige mennesker til utugt), så de med stor fare for krop og sjæl, ja, med tab af deres sundhed, opnår det, de har lyst til.

WA 44, 360 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

De unge skal vogte sig for utugt, og for at beholde deres kyskhed skal de styrke deres hjerter ved at læse Guds Ord.

WA 43, 377 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Ukyskhed (seksuel urenhed) 306

Uvidenhed

Den uovervindelige uvidenhed er kun en undskyldning i verdslige ting, men ikke i teologien.

WA 43, 637 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Valg

Skal vi lide, så lad det være det, som Gud påfører os og ikke det, vi vælger selv. For han ved bedst, hvad som tjener os og er mest nyttig for os. Vores valg duer ikke til noget og er uden gavn.

WA 23, 431 (Trøstebrev til de kristne i Halle, 1527)

Vane

En vane, den være så gammel og almindelig, den blot vil, skal alligevel vige for sandheden.

WA 23, 415 (Trøstebrev til de kristne i Halle, 1527)

Veje – De to veje

Gud lægger to veje foran os: Vil du have min nåde og den evige salighed for intet og uden alt anstrengelse og eget arbejde, eller vil du hellere forsøge at fortjene den med dine gerninger og alligevel ikke opnå den?

WA 28. 746 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Ingen kan rose sig af, at han ved vejen til himlen, endnu mindre af at hans værk og gerning er vejen derhen. For Kristus og han alene er vejen.

WA 45. 496 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

For at komme til Faderen findes der blot én eneste vej. Den heder ikke gode gerninger eller Guds bud, men Jesus Kristus.

WA 52, 641 (Huspostillen, 1544)

Guds Ord alene viser vejen til himlen, nemlig at Herren Kristus selv er den rette vej, som vores hjerte kan bygge og stole på.

WA 45. 495 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

De ugudeliges vej ser næsten altid bedre ud end de gudfrygtiges vej.

WA 5. 28 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Se også: Lov og evangelium 181

Velgerninger

Den, som vil gøre godt, må gøre det på en ødsel måde.

WA 42, 584 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

At gøre noget godt én eller to ganger er let. Men ikke at blive vred over utaknemligheden og ondskaben hos dem, som man har gjort godt imod, det er vanskelig.

WA 40 II. 163 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Ingen af Guds velgerninger er så lille, at den ikke opvejer alle de gerninger, som du kan give ham.

WA 28. 743 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

Velsignelse

Alt er blot Guds gave, og på grund af hans velsignelse har vi det, vi har. Og derfor kaldes det en velsignelse. Det er en Guds gave, som han giver os ved sin velsignelse.

WA 30 III. 574 (Om den aronitiske velsignelse, 1532)

Velsignelse betyder egentlig at forøge. Når vi velsigner, gør vi ikke andet end at ønske godt, men det, vi ønsker, kan vi ikke udføre. Men Guds velsignelse indebærer en forøgelse og er virksom, ligesom hans forbandelse på den anden side er en formindskelse, som også er virksom.

WA 42, 40 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Ven

Hvis Gud ikke er vor ven, kan ingen ven hjælpe os. Men når han er vor ven, så gør det ingenting, hvis ingen andre er vor ven.

WA Bibel 9 I. 190 (Fortalerne til de bibelske skrifter, 1522-46)

Jeg regner det for at være en mindre skade at miste alt gods end at miste en trofast ven.

WA 42, 501 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Den, som er ensom og forladt af venner, han trykkes af ensomheden og selv om han gør sig møje og kæmper mod den, så kan han blot sejre efter uhyre store anstrengelser. Alt går imidlertid lettere, hvis man har en bror, man har tillid til ... Derfor skal man flygte fra ensomheden og holde sig til folk, man kender, frem for alt når man er i åndelig nød.

WA 42, 501 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Næste 209; Bror 39

Venlighed

Omgængelighed og venlighed i sindet og i det praktiske liv er en dyd. Kristne skal ikke være uvenlige og sure, men milde, venlige og omgængelige. De skal være mennesker, som enhver gerne vil omgås med, som ikke vejer medmenneskenes fejl på guldvægt, ja, som til og med vender dem til det gode. Kristne skal gerne vige for andre, komme ud af det med de uomgængelige osv.

WA 40 II. 118 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 323

De kristne skal være et stærkt folk og alligevel venlig, så der findes en alvorlig venlighed og et venligt alvor, som Kristus er et forbillede på i evangelierne.

WA 17 II. 209 (Kirkepostillen, 1525)

Al falsk venlighed går ud på at have desto bedre anledning til at skade den anden.

WA 42, 201 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Vente

Hele det liv, som en rettroende kristen fører efter dåben, er intet andet end en venten på at den frelse, som han allerede ejer, skal blive åbenbaret.

WA 10 I 1, 108 (Kirkepostillen, 1522)

Vores liv skal ikke være noget andet end en stadig længsel og venten mod det fremtidige liv, men alligevel sådan, at den er rettet mod Kristi barmhjertighed og så man påkalder ham.

WA 14, 89 (2 Peters Brev udlagt, 1523)

Verden

Gud har ikke skabt verden, som en skomager eller tømrer, som ikke bekymrer sig for, om huset bliver revet væk af vand eller ødelagt af brand. Men når Gud har skabt noget, så går han ikke væk, men bliver der og opholder og styrer det, som han har begyndt. Og når det er fuldendt, bliver han der fortsat.

WA 45. 97 (Prædiken, 1537)

Med ordet ”verden” forstår Den Hellige Skrift ikke blot de ugudelige og forbryderne, men også de allerbedste, klogeste og frommeste.

WA 40 II. 174 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Hvis verden var from, så behøvede vi ikke nogen kejser, fyrste, borgermester, dommer eller nogen bøddel. For enhver ville villigt af sig selv gøre det, han burde gøre, akkurat som enhver spiser og drikker villig og uden tvang. Men fordi verden er en stald fuld af kæltringer, så må man have love og øvrighed, dommere, bødler, sværd, galger og mere af samme slags for at værge sig mod de onde.

WA 20. 577 (Prædiken, 1526)

Verden tager imod guddommelige og menneskelige velgerninger med stort begær, og tilskriver dem sin egen fortjeneste, retfærdighed og dygtighed.

WA 44, 568 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Verden vil altid være sig selv lig. Satan er verdens fyrste, og ved ham lader den sig forlede til alt ondt. For den er mørkets rige, som nødvendigvis må hade lyset, Joh 1. Og følgelig foragter den også dem, som forkynder Guds Ord, forfølger dem og skælder dem ud som narrer og dræber dem til sidst som uværdige mennesker.

WA 13, 89 (Over de små profeter, 1524-26)

Verden er intet andet end en stald fuld af kæltringer: Verden er Djævelens rige, og blod og kød er hoffolkene.

WA 20. 553 (Prædiken, 1526)

Det er verdens gang: At tragte efter indtægt og stor rigdom, at lægge land og folk under sig, at have magt og ære og at leve i lyst og gode dage.

WA 24, 144 (Over Første Mosebog, 1527)

Verden kan tage alle ting fra os og tilintetgøre os, også vore gode gerninger og vores gode liv. Men troen må den lade blive i hjertet, og den forbliver også lige til den sidste dag.

WA 10 I 1, 323 (Kirkepostillen, 1522)

Det er for kirkens skyld jorden fremdeles består i universet, ellers ville himmel og jord i et øjeblik gå op i flammer. For verden er ikke et hvedekorn værd, fordi den er fuld af gudsbespottelse og ugudelig væsen. Men fordi kirken lever midt blandt de ugudelige, så lader Gud det for kirkens skyld ske, at også de ugudelige nyder de almindelige goder og gaver i dette liv. Alt det verden har, har den for kirkens skyld.

WA 44, 161 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Verdens visdom

Verdens visdom kan og ved ikke at lære mere end hvordan man kan få fred på jorden. Men Gud vil, at du skal være en kristen og vide, hvordan du kan få en nådig Gud og det evige liv. Det kan du ikke lære af fornuften, men det er Guds Ord, som lærer dig det.

WA 16. 261 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Verdsligt regimente

Ligesom det er prædikeembedets gerning og ære, at det skaber hellige af syndere, levende af døde, salige af fordømte, Guds børn af Djævelens tjenere, sådan er det det verdslige regimentets gerning og ære, at det skaber mennesker af vilddyr og holder mennesker oppe, så de ikke bliver til vilddyr.

WA 30 II. 555 (Om folkeskoler, 1530)

I det verdslige regimente skal man på det strengeste kræve lydighed mod loven. Her skal man ikke vide noget af evangeliet, samvittigheden, nåden.

WA 40 I. 208 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 169

I det verdslige rige må man handle ud fra fornuften, for Gud har lagt det timelige regimente og alle legemlige ting under fornuften.

WA 30 II. 562 (Om folkeskoler, 1530)

De, som forlader sig på sine egne råd og sin egen klogskab, når det gælder det verdslige regimente, forvirrer og forhindrer alt.

WA 43, 513 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Se også: Øvrighed 329

Vilje

Det er ikke ukristelig, nysgerrig eller overflødig, men i særdeleshed sundt og nødvendig for den kristne at vide, om hans egen vilje kan gøre noget eller ikke gøre noget i de ting, som har med frelsen at gøre.

WA 18. 614 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Den frie vilje er efter syndefaldet blot en virkelighed i navnet. Når den frie vilje gør det, den er tilbøjelig til, begår den dødssynd.

WA 1, 359 (Heidelberg-teserne, 1518)

Den menneskelige vilje er placeret i midten (mellem Gud og Satan) som et ridedyr. Når Gud har sat sig på det, vil det og går det derhen, hvor Gud vil. Når Satan har set sig på det, vil det og går det derhen, hvor Satan vil. Og det står ikke til dets frie afgørelse at løbe til en af de to rytterne eller søge at skaffe sig en af dem. Det er rytterne selv, som kæmper med hinanden for at få fat i det og eje det.

WA 18. 635 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Nu når Gud har løst min frelse for afhængighed af min vilje og gjort den afhængig af sin vilje og lovet at frelse mig ikke på grund af min egen gerning eller livsførelse, men på grund af sin nåde og barmhjertighed, da er jeg sikker og vis på, at han er trofast og ikke vil lyve for mig. For han er så stor og mægtig, at ingen djævel eller nogen vanskeligheder kan overvinde ham eller rive mig væk fra ham.

WA 18. 783 (Den Trælbundne Vilje, 1525)

Se også: Guds frelsesvilje 102; Prædestination 227

Visdom

Det er en stor nåde, at blive kaldt vis, klog eller forstandig. Virkelig visdom er intet andet end kundskab om Gud, når jeg ved, hvad jeg skal mene om Gud, og kender hans guddommelige velbehag.

WA 17 I. 389 (Kirkepostillen, 1525)

Guds visdom finder man intet sted undtaget i hans Ord. Den, som har Ordet kært, værdsætter det og stadig omgås det, han er ikke blot en sand lærd, som er oplyst af Gud frem for alle andre verdensvise og lærde, men han er også en dommer over al visdom og lære, over Djævelen og mennesker.

WA 48. 74 (Noter)

Denne (nemlig de kristnes) visdom overgår langt, langt al anden visdom, for den er en guddommelig visdom.

WA 40 II. 459 (Salme 51, 1532/38)

Ingen har udtømt visdommen så fuldkomment, at han ikke længere behøver at øve sig eller lære mere. For man må altid lære og vokse, og denne visdommen må man i virkeligheden lære af Guds Ord. Den kan ikke begribes med øjnene eller med kødelig forstand.

WA 44, 73 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Den verdslige visdom er sådan beskaffen, at den ikke blot vil regere i timelige, verdslige ting, men også i de ting, som hører Gud til. Den grubler og udtænker altid noget nyt, også i de åndelige og guddommelige ting.

WA 17 II. 389 (Kirkepostillen, 1527)

Se også: Verdens visdom 318

Vished

Vi skal daglig mere og mere tragte efter at komme ud af uvisheden og nå frem til vished og bestræbe os på at udrydde den skadelige vildfarelse med roden, den som hele verden er forført af, nemlig at et menneske ikke kan vide, om det står i nåden eller ikke. For hvis vi tvivler på Guds nåde og ikke tror, at Gud for Kristi skyld har behag i os, så fornægter vi, at Kristus har forløst os, ja, vi betvivler ret og slet alle hans velgerninger.

WA 40 I. 579 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 4, 1984, s. 107

Videnskab

Den falske udlægning af Skriften i pavekirken skal drive os til studium af de lærde videnskaber og af talekunsten, som er højst nødvendig for en teolog.

WA 25. 144 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Vranglære

Vi kan ikke undgå at have et ydre fællesskab med vranglærere, for vi må spise og drikke med hinanden, sælge og købe, men vi må ikke antage deres lære eller holde med dem i den.

WA 17 I. 241 (Kirkepostillen, 1525)

Se også: Falsk lære 187

Vrede

Sagtmodighed er Himlen, vrede er Helvede, mellemtingen mellem de to er denne verden.. . derfor jo sagtmodigere du er, desto nærmere er du Himlen.

WA 1, 482 (De Ti Bud, 1518)

Vi skal sige: Det findes intet menneske på jorden det måtte i så fald være en nyfødt som ikke bliver vred, gør onde gerninger og taler onde ord ... Naturen er ikke i stand til noget andet. Nu siger loven: Du skal af hjertet, i ord og gerning, være et godt og fint menneske og ikke have noget ondt i dig. Ja, hvor skal jeg tage et sådan menneske fra? Min mor giver mig det ikke! Det må komme ned fra himmelen. For der findes intet menneske på jorden, uden at det bliver vredt, og har onde ord og gerninger i sig, så sandt det er af kød og blod.

WA 12, 623 (Prædiken, 1523)

Når det gælder din egen person, skal du ikke blive vred på nogen, ligegyldig hvor alvorlig du er blevet fornærmet. Men når dit embede kræver det, må du blive vred, selv om der ikke er sket noget ondt, når det gælder din person.

WA 32, 368 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Når en kristen ser, at han er blevet forledt til vrede eller ond lyst, skal han se på det som en dødelig gift og en ond byld og sukke til Gud, om at Gud vil helbrede ham. For det er virkelig sandt, at denne kødelige lyst, selv om den er behagelig og dejlig, alligevel ikke er noget andet end et giftigt bid af den gamle slange, som bringer samvittigheden ind i en forfærdelig skam og bitterhed.

WA 1, 484 (De Ti Bud, 1518)

Vrede – Guds vrede

Døden er Guds vredes evige straf. Derfor må vi have en anden, som har lidt en uskyldig, ren død for os og dermed betalt Gud, så denne vrede og straf fjernes fra os.

WA 37, 59 (Von Jesu, 1533 – DK 50)

Ved Kristus er Djævelens hoved knust, Guds vrede og dom over synden forsonet og ophævet, og løftet opfyldt.

WA 46, 590 (Joh 1, 1537. DK, s. 91)

Ordet synd omfatter Guds evige vrede og Satans herredømme.

WA 40 I, 84 (Store Galaterbrevs-kommentar, 1531/35)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 2, 1981, s. 66

Se også: Lov og evangelium 181; Stedfortrædende straflidelse 272

Våge

Den rette måde at våge på, er at våge over Guds Ord, så man kan slå Djævelen og hans giftige pile tilbage og sejre, så man ikke synder.

WA 36. 626 (Prædiken, 1532)

Kristus våger over dig med større omsorg, end du gør over dig selv, og han tilintetgør fjendens angreb.

WA 5. 279 (Forelæsning over Salmerne, 1519-21)

Til det at våge hører det, at man over alt og altid er optaget af og studerer Guds Ord, at man længselsfuldt og alvorligt griber efter det og gerne hører det, synger det, siger og læser det mod den skammelige dovenskaben og søvnigheden.

WA 36. 627 (Prædiken, 1532)

Ydmyghed

Sand ydmyghed ved aldrig, at den er ydmyg, for hvis den viste det, ville den blive hovmodig på grund af den anseelse, som denne gode dyd har. Ydmygheden fæstner sig i stedet med hjerte, sind og tanker ved de små ting, som den uafladelig har for øje.

WA 7. 562 (Marias lovsang, 1521)

Ligesom sagtmodigheden er den kristne dyd, som gør os venlige og velvillig stemt mod vore fjender, så er ydmygheden den kristne dyd, som gør os gode mod de brødre, som er svage, syndige og elendige. Ja, som gør os endnu ringere end dem og får os til at mene, at vi må være tjenere for dem, som står lavere end os, og at vi derfor ikke må herske over dem, selv om vi har flere gaver eller dyder. Og alt dette må komme fra hjertet.

WA 38. 529 (Matthæusevangeliet, 1538)

Ydre ting

Man må skelne mellem forskellige ydre ting og ikke forkaste alt ydre helt. Man forkaster det med rette, når det ikke er til nogen nytte for frelsen, men bliver gjort efter menneskelig opfattelse og behag. Dette gælder, endnu mere, når det bliver gjort i hovmod og uden Guds Ord.

WA 43, 70 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Ædruelighed

Ingen kan overveje Guds Ord med udbytte uden at han er ædru. En grovæder og fyldebøtte er ikke skikket hverken til at tro eller til at vinde i kampen.

WA 20. 774 (Forelæsning over 1 Joh, 1527)

Ægteskab

Gud har selv indstiftet ægteskabet ... og derfor behager denne stand ham med alt sit væsen, gerninger, lidelse og hvad, den ellers medfører. Hvordan kan et hjerte have et større gode, mere fred og lyst end i Gud, når det er vis på at dets stand, væsen og gerning behager Gud?

WA 10 II. 294 (Om ægteskabet, 1522)

Ægtestanden er ikke bare lige så god som andre stænder, men den overgår dem alle, om det så er kejsere, fyrster, biskopper eller hvem, det skal være. For den er ikke en speciel stand, men den mest almindelige og ædle stand, som findes i hele kristenheden, ja, i hele verden.

WA 30 I. 162 (Den Store Katekismus, 1529)

Martin Luther. Skrifter i udvalg 9, 1996, s. 81

Ligesom det er et nødvendig og strengt bud, når Gud siger (2 Mos 20, 13 14): ”Du må ikke slå ihjel. Du må ikke bedrive hor”, så er det et ligeså strengt og nødvendig bud, ja endnu meget nødvendigere og strengere, når Gud siger: ”Du skal leve i ægteskab, du skal have en ægtefælle!”

WA 30 II. 61 (Fortale, 1529)

Hvis man vil begynde ægtestanden på en gudfrygtig og kristen måde, så er der tre ting, som hører med: For det første at man begynder ægteskabet i tro. For det andet at man beder og påkalder Gud om en from ægtefælle. For det tredje at man frier efter at forældrene har fået det at vide på forhånd og har givet deres samtykke.

WA 17 I. 17 (Kirkepostillen, 1525)

Fordi en ægtefælle er en Guds gave, skal du, før du begynder at gøre noget, bede Gud om, at han vil give dig en from ægtefælle. Selv om Gud kunne give dig det uden din bøn, vil han ikke gøre det, men han vil, at du først skal give ham æren og erkende, at det er hans gave, som du af hjertet skal bede ham om ved at påkalde ham og sige i dit hjerte: Kære Gud og vor Herre Jesu Kristi far, giv mig arme barn en from ægtefælle, som jeg kan leve gudfrygtig sammen med i ægteskabet ved Helligåndens nåde.

WA 17 I. 19 (Kirkepostillen, 1525)

Troen og kristenstanden er en så fri ting, at den ikke er bundet til nogen stand, men er over alle stænder, i alle stænder og gennem alle stænder. Derfor er det unødvendig at træde ind i eller forlade en stand for at blive salig. Men i den stand, du er, når evangeliet og troen finder dig, dér kan du fortsætte at være og blive salig.

Derfor er det ikke nødvendigt, at du forlader ægteskabet og løber væk fra din ikke-kristne ægtefælle for troens eller salighedens skyld. På den anden side er det heller ikke nødvendigt, at du gifter dig for troens eller salighedens skyld. Til slut, er du gift, om det er med en kristen eller ikke-kristen, med en from eller en ond, så bliver du af den grund hverken salig eller fordømt. Er du ugift, så bliver du heller ikke af den grund hverken salig eller fordømt. Alt står dig frit.

Men hvis du er en kristen og fortsætter med at være det, så bliver du salig; og hvis du fortsætter med at være en ikke-kristen, bliver du fordømt.

WA 12, 126 (1 Kor 7, 1523)

Ægteskabet er en ydre, legemlig ting som alle andre verdslige affærer. Ligesom jeg både kan spise, drikke, sove, gå, ride, handle og tale med en hedning, en jøde, en tyrker eller en kætter, så kan jeg også indgå ægteskab med en. Og bryd dig ikke om, hvad de narre siger, som forbyder det. Man finder ofte kristne, som er meget værre i deres vantro end jøder, hedninger, tyrkere eller kættere. En hedning er lige så meget en mand og en kvinde, skabt god fra Guds side og det lige så god som Peter og Paulus og Lucia, for ikke at snakke om en unyttig og falsk kristen.

WA 10 II. 283 (Om ægteskabet, 1522)

En from ægtefælle er lige så nødvendig som en frisk hånd eller et friskt ben. For passer en ægtefælle ikke godt til dig, så har du få gode dage og timer, og du ville nok hellere være lam i en arm eller et ben. Hvis det skal gå godt, så må du begynde med Gud. At begynde med Gud skal du ikke betragte som noget, der er latterlig eller til spot.

WA 17 I. 19 (Kirkepostillen, 1525)

Den troskab, de har lovet hinanden, udgør hovedsagen i det ægteskabelige liv og er faktisk hele det ægteskabelige liv. Derfor består det ægteskabelige liv ikke i det at elske hinanden, ellers ville jo også horer og horkarle være gift! Nej, ægteskabet består i troskaben, det at den ene siger til den anden: Jeg er din og du er min. Det er ægteskabet.

WA 9. 216 (Traktat om ægteskabet, 1519)

I ægteskabet søger enhver glæde og lyst, og derefter, når de er kommet ind i det og ikke finder dette, så hader de ægteskabet.

WA 45. 608 (Joh 14 og 15 udlagt, 1537)

Hvis hverken manden eller hustruen vil være overbærende med den anden part i ægteskabet - naturligvis bortset fra sådanne tilfælde som truer selve det ægteskabelige fællesskab så bliver ægteskabet snart til et tyranni og ødelægger alt.

WA 40 III. 215 (Over Salme 15 ff., 1532)

Manden skal ikke tro, at han har taget sig en hustru for at blive fri for alle pligter, at han nu kan spankulere omkring og opføre sig som en sheik og lad hustruen forsørge sig. Nej, manden skal forsørge sin hustru ligesom en far sine børn.

WA 17 I. 22 (Kirkepostillen, 1525)

Det er det første, at manden skal arbejde flittig for at forsørge sin hustru og sine børn.

WA 17 I. 23 (Kirkepostillen, 1525)

Hvis hver sin lektie lærer flot,

så bliver der snart i hjemmet godt!

WA 30 I. 339 (Den Lille Katekismus, 1529)

Se også: Bryllup 39; Familie 77; Ugift stand 304

Ægteskabsbrud

Ægteskabsbrud er det største røveri og det værste tyveri på jorden. For da ofrer man et levende legeme, som ikke er ens eget, og tager også et levende legeme, som heller ikke er ens eget.

WA 12, 101 (1 Kor 7, 1523)

Den største årsag til ægteskabsbrud er ... at man ikke ser Guds Ord som Gud giver og velsigner en med i sin ægtefælle, men i stedet spærrer øjnene op, når man ser en anden. Snart følger hjertet efter øjnene, så også den lyst og det begær, som jeg bare skulle have til min hustru, slutter sig til.

WA 32, 371-72 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Hvis manden ikke ser eller agter på Guds Ord, kan det snart ske, at han bliver træt af og nærer modvilje mod sin ægtefælle og synes mere om end anden og ikke kan modstå lysten og begæret. For han kan ikke den kunst, at se ret på den skønhed og pynt, som Gud har givet ens ægtefælle for hans skyld. Man ser ikke mere end det øjnene fortæller, hvordan hustruen synes at være ond og elendig og den anden smukkere og bedre.

WA 32, 372 (Matt 5-7, Bjergprædikenen, 1530-32)

Se også: Ukyskhed (seksuel urenhed) 306; Skilsmisse 258

Ære

Vi har pligt til, at vise ærbødighed mod alle selv om vi er frie. For vor frihed er ikke en frihed til at gøre ondt, men blot til at gøre godt. Nu har vi ofte sagt at enhver kristen ved troen får alt det, som Kristus selv har, og på den måde bliver hans bror. Derfor, ligesom jeg giver den Herre Kristus al ære, så skal jeg også ære min næste. Det viser sig ikke blot i ydre fagter, at jeg bukker for ham og sådanne ting, men meget mere indvendig i hjertet, så jeg holder af ham, ligesom jeg holder af Kristus.

WA 12, 333 (1 Peters Brev, 1523)

De er nogen store narrer, som blot ser på fyrsternes og herrernes store pragt og ære, smukke klæder og guldkæder. Men hvis de lægger mærke til al den bekymring og fare, alt anstrengelse og arbejde, som er knyttet til disse kæder, ville de sige: Om de så blot ejede rent guld, så ville vi hellere foretrække vor lille hytte eller vores stråtag frem for det, og lade dem beholde deres store slotte og sige: Må Gud bevare mig fra deres guldkæder og perler.

WA 28. 516 (Prædikener over Femte Mosebog, 1529)

At ære er intet ubetydelig ord. Gud siger ikke: Du skal være glad for din far og din mor, være lydig mod dem, gøre godt mod dem eller lignende, men han siger: Du skal ære dem. Æren rækker længere end kærligheden. Derfor sætter Gud mor og far højt, for æren tilhører Gud alene. Nu meddeler Gud mor og far ære, derfor findes der ikke nogen højere myndighed på jorden end forældrenes.

WA 16. 487 (Prædikener over Anden Mosebog, 1524-27)

Det er en overmåde stor og herlig ære, når et Guds menneske kan rose sig af at han er Guds tjener, barn og folk. I forhold til det er al verdens ære ingenting. Men verden bryder sig ikke om sådan ære, men søger ære af mennesker, sådan som Kristus siger i Joh 5, 44: ”Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden?”

WA 31 I. 424 (Salme 111, 1530)

Ærgerrighed

Æren er så dybt rodfæstet i alle mennesker, at ingen last sidder så dybt i dem som ærgerrigheden. Ingen vil være ingenting eller magte ingenting. Enhver synes godt om sig selv. Af dette kommer al nød, ufred og krig på jorden.

WA 10 I 1, 88 (Kirkepostillen, 1522)

Ærekærhed og pengekærlighed er begge to griskhed, den ene lige så forkert som den anden.

WA 19. 658 (Om soldater kan eje nåden, 1526)

Store mænds lyst til berømmelse og ære er et åbenbart tegn på, at kundskaben om Gud er gået tabt. Vi skal nemlig tjene ham i lydighed og ikke søge vor egen ære.

WA 40 II. 325 (Salme 51, 1532/38)

Ødselhed

Vi skal ikke ødsle Guds velsignelse bort, men tage omhyggelig og flittig vare på den, så vi desto bedre kan hjælpe fattige og trængende mennesker, hvis der er mangel nogen steder.

WA 52, 198 (Huspostillen, 1544)

Økonomi

Man skal og må omgås med sin økonomi i tro. Derfor er det nok, at man er klar over dette: Det kommer ikke an på vor gerning, men alt afhænger af Guds velsignelse og hjælp.

WA 15. 366 (Til de kristne i Riga, 1524)

Øvrighed

Hvis hele verden var rette kristne, dvs. rettroende, ville det ikke være nødvendig eller nyttig med fyrste, konge, herre, sværd eller ret. For hvad skulle dette tjene dem til, hvis de havde Helligånden i hjertet, som lærer dem og forårsager, at de ikke gør uret mod nogen, elsker alle og gerne lider uret, ja, til og med døden, med glæde? Hvor man tåler uret og kun gør ret, er det ikke nødvendig med kiv, fjendskab, dom, dommer, straf, ret og sværd. Derfor er det umuligt, at den verdslige ret og sværdet kan have noget at gøre blandt kristne, fordi de gør meget mere af sig selv end al ret og lære kræver af dem.

WA 11, 249 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Hvis nogen ville styre verden efter evangeliet og ophæve al verdslig ret og ikke bruge sværdet under det påskud at alle er døbte og kristne, og at evangeliet ikke tillader at have nogen ret eller noget sværd blandt dem og at det heller ikke er nødvendig, kære ven, give mig så et råd: Hvad ville et sådan menneske gøre? Han ville løse båndene og lænkerne, som holdt vilddyrene, så de ville rive og slide enhver i stykker og desuden hævde, at de var tamme og søde kæledyr. Det ville jeg mærke på mine sår! Sådan ville de onde under navn af at være kristne misbruge den evangeliske frihed, køre løs med deres skurkestreger og sige, at de er kristne og ikke underlagt nogen lov eller noget sværd. Sådan er der allerede nu nogen, som farer rundt og er helt tåbelige.

WA 11, 245 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Det er det nødvendigste her i verden, at man har et strengt verdsligt styre. For verden kan ikke regeres efter evangeliet, for Ordet ringeagtes for meget og angår blot en lille kreds af mennesker. Det griber blot nogen få, og ikke en af tusind tager imod det. Derfor kan man ikke oprette noget ydre styre med det. Helligånden har en lille flok, de andre er alle sammen skurke og horer, de må have et verdsligt sværd.

Hvor det verdslige regimente ikke bruger sit embede strengt, skraber alle til sig i deres egen sæk. Derefter følger oprør, mord, krig og voldtægt af kvinder og børn, så ingen kan leve i tryghed. Flertallet er ikke kristent. Konger, fyrster, og herrer må føre sværdet og hugge hovederne af. Straffen må beholdes, så de andre bliver holdt i frygt, og de fromme kan høre evangeliet og passe deres arbejde, for at enhver kan leve stille og rolig. Apostlene har i deres forkyndelse talt med stor omhu om det verdslige sværd.

WA 17 I. 149 (Kirkepostillen, 1525)

Hvis en fyrste regerer sit folk, så han ikke tillader nogen at gøre uret og straffer forbryderne, gør han vel og bliver rost. For når det gælder øvrigheden, hedder det: Betal det, du skylder. Hvis du ikke kan, kaster man dig i fængsel. Vi må have en sådan øvrighed, men man kommer ikke i Himlen ved hjælp af den. Derfor bliver verden heller ikke frelst ved hjælp af den. Men den er nødvendig for at verden ikke skal blive værre. Den er blot en beskyttelse og et værn mod ondskaben. For hvis den ikke fandtes, ville den ene fortære den anden og ingen kunne beholde liv, ejendele, hustru og børn.

For at ikke alt skal gå til grunde, har Gud indsat sværdet, som afværger ondskaben til en vis grad, for at det verdslige regimente skal kunne skabe fred, og for at ingen skal gøre uret mod den anden. Derfor må man lade det ske. Alligevel er det ikke indsat, som sagt, for dem som tilhører himlen, men blot for at folk ikke skal komme endnu dybere i Helvede og gøre situationen endnu værre.

WA 12, 675 (Prædiken, 1523)

Vi må lære, hvor lang øvrighedens arm er og hvor vidt dens hånd rækker, for at den ikke skal strække sig for langt og gribe ind i Guds rige og regimente. Det er det meget nødvendig at vide. For hvis man giver den for vidt rum, sker der uudholdelig og grusom skade. Og det er heller ikke uden skade, hvis den stænges inde for trangt. I det ene tilfælde straffer den for lidt, i det andet straffer den for meget, selv om det er lettere at tåle at den synder i det første tilfælde ved at straffe for lidt. Det er altid bedre at lade en slyngel leve end at dræbe et uskyldigt menneske.

WA 11, 261 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Ligegyldig om øvrigheden er god eller ond, skal vi underordne os, når den bestemmer over ydre ting. Men hvis den også vil bestemme over åndelige ting, så blander den sig ind i Guds dom og sætter sig på hans sæde. Da skal man ikke følge den eller være lydig.

WA 15. 667 (Prædiken, 1524)

Man skal ikke stå øvrigheden imod med vold, men blot med bekendelse af sandheden. Hvis den vender om til sandheden, er det godt, hvis ikke, er du undskyldt og lider ondt for Guds skyld.

WA 11, 277 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Du bør vide, at en klog fyrste lige fra verdens begyndelse har været en sjælden fugl, og endnu meget sjældnere har fromme fyrster været.

WA 11, 267 (Om den verdslige øvrighed, 1523)

Se også: Verdsligt regimente 318

Åbenbaring

Det er om at gøre for Gud i hele Skriften, både i Det gamle og Det Nye Testamente, at give åbenbaring og kundskab om sin Søn. Alt sigter på Sønnen.

WA 54, 88 (Davids sidste ord, 1543)

At vente på at blive oplyst på en helt speciel måde, uden de ydre midler, hvad er det andet end at ville stige op til Himlen uden stige?

WA 43, 71 (Genesis-forelæsningen 1535-45)

Jeg er aldrig blevet undervist gennem tegn eller en speciel åbenbaring, og har heller ikke bedt Gud om noget tegn. Nej, jeg har tværtimod bedt om det modsatte, for at jeg ikke skal ophøje mig eller blive trukket væk fra det talte ord ved Satans bedrag. For i Ordet er der ingen risiko. Det er kraftig og forvandler hjerterne, som ikke er forvendte. Sektererne derimod er forvendte, og de læser alt, som mestre og ikke som elever, og på den måde bekræfter de blot deres vranglære.

WA 25. 120 (Forelæsning over Esajas, 1527/29)

Se også: Guds ord 219

Åger

En ågerkarl er en morder. For den, som udsuger en anden, og røver og stjæler det fra ham, han skulle leve af, begår et lige så stort mord som den, der lader en anden dø af sult og ødelægger ham. Det er netop det, en ågerkarl gør og alligevel sidder han trygt i sin stol, selv om han, hvis det havde været ret, skulle dingle i galgen og blevet opædt af lige så mange ravne, som mængden af penge, han havde stjålet.

WA 51, 361 (Til præsterne, om at prædike mod ågerrenter, 1540)

Åndsarbejde

Spørg en embedsmand, prædikant eller taler, hvilket besvær, det er at skrive og tale. Spørg en skolelærer, hvilket arbejde det er at undervise og opdrage eleverne. Pennen er let, det er rigtig nok. Intet håndværksredskab er det lettere at skaffe til veje, end det man bruger for at skrive, for man behøver blot en gåsefjer, som man finder nok af over alt gratis. Men alligevel må man stille den bedste del, hovedet, til disposition og det ædleste lem, tungen, og den fineste funktionen, talen, som findes i menneskekroppen og lad dem arbejde hårdt. Når det gælder andre erhverv, bruger man kun hånden, foden, ryggen og lignende lemmer, og hvor man desuden kan synge lykkelig og spøge frit ved siden af, noget den, der skriver, må undlade. Fingrene kan gøre det, siger man om den, der skriver, men hele kroppen og sjælen er med i arbejdet.

WA 30 II. 573 (Om folkeskoler, 1530)

Se også: Hånds - ånds arbejde 139

Fortegnelse over

Martin Luthers skrifter

Originalteksterne

Her følger en fortegnelsen over de skrifter af Martin Luther, som er benyttet i dette leksikon. Rækkefølgen er i overensstemmelse med Weimar-udgaven af Luthers skrifter. Stedsangivelserne som står til højre under Luther-citaterne, tjener som vejledning, når man vil finde ud fra hvilket Lutherskrift det pågældende citat er hentet fra. Det første tal angiver vedkommende bind i Weimar-udgaven og det andet tal (efter punktum) siden, hvor Luther-ordet findes.

I nogen få tilfælde er citatet hentet fra Luthers brev (: WA Br) og fra hans fortaler til Bibelen (: WA Bibel).

De danske oversættelser

En oversigt over de danske oversættelser, der er henvist til, kan ses ved at klikke her.

_______

Weimar-udgaven

Bind 1

44–52: Sermo (Contra vitium detractionis. 1. Mai 1515)

109–111: Sermo (Dominica IV. Adventus. 21. Dezember 1516)

158–220: Die sieben Bußpsalmen. 1517

233–238: Disputatio pro declaratione virtutis indulgentiarum. 1517

243–246: Ein Sermon von Ablass und Gnade. 1517

267–277: Zwei deutsche Fastenpredigten. 1518

319–324: Sermo de poenitentia. 1518

353–374: Disputatio Heidelbergae habita. 1518

398–521: Decem praecepta Wittenbergensi praedicata populo. 1518

525–628: Resolutiones disputationum de indulgentiarum virtute. 1518

630–633: Pro veritate inquirenda et timoratis conscientiis consolandis conclusiones. 1518

689–710: Auslegung des 109. (110.) Psalms. 1518

Bind 2

80–130: Auslegung deutsch des Vaterunsers für die einfältigen Laien. 1519

145–152: Sermo de duplici iustitia. 1519

166–171: Ein Sermon von dem ehelichen Stand. 1519

183–240: Resolutio Lutheriana super propositione XIII. de potestate papae. 1519

244–249: Ein Sermon gepredigt zu Leipzig auf dein Schloss am Tage Petri und Pauli. 1519

254–383: Disputatio I. Eccii et M. Lutheri Lipsiae habita. 1519

443–618: In epistolam Pauli ad Galatas commentarius. 1519

685–697: Ein Sermon von der Bereitung zum Sterben. 1519

713–723: Ein Sermon von dem Sakrament der Busse. 1519

727–737: Ein Sermon von dem heiligen hochwürdigen Sakrament der Taufe. 1519

742–758: Ein Sermon von dem hochwürdigen Sakrament des heiligen WAhren Leichnams Christi und von den Brüderschaften. 1519

Bind 3

11–652: Dictata super Psalterium. 1513–16

Bind 4

1–462: Dictata super Psalterium. 1513–16

650–653: Sermo (Theologiae fundamentum. Zwischen 1514–20; vielleicht aus einer Fastenpredigt

Bind 5

19–673: Operationes in Psalmos. 1519–1521

Bind 6

11–19: Eine kurze Form, das Paternoster zu verstehen und zu beten. 1519

24: Disputatio de lege et fide. 1519

36–60: (Grosser) Sermon von dem Wucher. 1520

63–75: Ein Sermon von dem Bann. 1520

88–98: Resolutio disputationis de fide infusa et acquisita. 1520

104–134: Tessaradecas consolatoria pro laborantibus et oneratis. 1520

202–276: Von den guten Werken. 1520

285–324: Von dem Papsttum zu Rom wider den hochberühmten Romanisten zu Leipzig. 1520

404–469: An den christlichen Adel deutscher Nation von des christlichen Standes Besserung. 1520

497–573: De captivitate Babylonica ecclesiae praeludium. 1520

579–594: Von den neuen Eckischen Bullen und Lügen. 1520

Bind 7

20–38: Von der Freiheit eines Christenmenschen. 1520

42–73: Epistola Lutheriana ad Leonem Decimum summum pontificem. Tractatus de libertate christiana. 1520

204–229: Eine kurze Form der Zehn Gebote, eine kurze Form des Glaubens, eine kurze Form des Vaterunsers. 1520

271–283: Auf des Bocks zu Leipzig Antwort. 1521

290–298: Ein Unterricht der Beichtkinder über die verbotenen Bücher. 1521

308–457: Grund und Ursach aller Artikel D. Martin Luthers, so durch römische Bulle unrechtlich Verdammt sind. 1521

463–537: Enarrationes epistolarum et euangeliorum, quas postillas vocant. 1521

544–604: Das Magnificat verdeutschet und ausgelegt. 1521

621–688: Auf das überchristlich usw. Buch Bocks Emsers zu Leipzig Antwort. 1521

705–778: Ad librum eximii Magistri Nostri Magistri Ambrosii Catharini, defensoris Silvestri Prieratis acerrimi, responsio. 1521

808–813: Ein Sermon auf dem Hinwege gen Worms zu Erfurt getan. 1521

Bind 8

4–35: Deutsche Auslegung des 67. (68.) Psalmes. 1521

43–128: Rationis Latomianae confutatio. 1521

210–240: Der 36. (37.) Psalm Davids. 1521

340–397: Evangelium von den zehn Aussätzigen. 1521

482–563: Vom Missbrauch der Messen. 1521

573–669: De votis monasticis Martini Lutheri iudicium. 1521

676–687: Eine treue Vermahnung an alle Christen, sich zu hüten vor Aufruhr und Empörung. 1522

691–720: Bulla coenae domini, das ist, die Bulla vom Abendfressen des allerheiligsten Herrn, des Papstes, verdeutscht durch Martin Luther. 1522

Bind 9

29–94: Randbemerkungen zu den Sentenzen des Petrus Lombardus. 1510/11

107–114: Randbemerkungen zu Anselmi opuscula und zu Johannis de Trittenhem liber lugubris de statu et ruina monastici ordinis. Um 1513 bis 1516

123–159: Auslegung und Deutung des heiligen Vaterunsers. 1518

213–219: Der nicht von Luther selbst in den Druck gegebene Text des Sermons vom ehelichen Stand. 1519

Bind 10 I 1

8–18: Ein kleiner Unterricht, WAs man in den Evangelien suchen und erWArten soll. Aus der Weihnachtspostille 1522

18–58: Epistel zu der Messe in der Christnacht, Tit. 2, 11–15. Aus der Weihnachtspostille 1522

58–95: Evangelium in der Christmesse, Luk. 2, 1–14. Aus der Weihnachtspostille 1522

95–128: Epistel Pauli in der Frühchristmesse, Tit. 3, 4–7. Aus der Weihnachtspostille 1522

128–141: Evangelium in der Frühchristmesse, Luk. 2, 15–20. Aus der Weihnachtspostille 1522

180–247: Evangelium in der hohen Christmesse.. ., Joh. 1, 1–14. Aus der Weihnachtspostille 1522

247–270: Epistel am Sankt Stephanstag, Apg. 6, 8–14. Aus der Weihnachtspostille 1522

305–324: Evangelium am S. Johannistag, Joh. 21, 19–24. Aus der Weihnachtspostille 1522

324–378: Epistel am Sonntag nach dem Christtag, Gal. 4, 1–7. Aus der Weihnachtspostille 1522

379–448: Evangelium am Sonntag nach dem Christtag, Luk. 2, 33–40. Aus der Weihnachtspostille 1522

449–503: Epistel am Neujahrstag, Gal. 3, 23–29. Aus der Weihnachtspostille 1522

519–555: Epistel vom Tage der heiligen drei Könige, Jes. 60, 1–6. Aus der Weihnachtspostille 1522

555–728: Evangelium am Tage der heiligen drei Könige, Matth. 2, 1–12. Aus der Weihnachtspostille 1522

Bind 10 I 2

21–62: Evangelium am ersten Sonntag des Advent, Matth. 21, 1–9. Aus der Adventspostille 1522

62–93: Epistel am zweiten Sonntag des Advents, Rom. 15, 4–13. Aus der Adventspostille 1522

93–120: Evangelium am zweiten Sonntag des Advent, Luk. 21, 25–36. Aus der Adventspostille 1522

147–170: Evangelium am dritten Sonntag des Advent, Matth. 11, 2–10. Aus der Adventspostille 1522

170–187: Epistel am vierten Sonntag des Advent, Phil. 4, 4–7. Aus der Adventspostille 1522

213–225: Evangelium am Ostertag, Mark. 16, 1–8 Aus Roths Sommerpostille 1526

228–240: Evangelium am ersten Sonntag nach Ostern, Joh. 20, 19–31. Aus Roths Sommerpostille 1526

241–249: Evangelium am zweiten Sonntag nach Ostern, Joh. 10, 12–16. Aus Roths Sommerpostille 1526

278–284: Evangelium am Pfingsttag, Joh. 14, 23–31. Aus Roths Sommerpostille 1526

313–324: Evangelium am vierten Sonntag nach Trinitatis, Luk. 6, 36–42. Aus Roths Sommerpostille 1526

332–340: Evangelium am achten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 7, 15–21. Aus Roths Sommerpostille 1526

355–367: Evangelium am dreizehnten Sonntag nach Trinitatis, Luk. 10, 23–37. Aus Roths Sommerpostille 1526

370–381: Evangelium am fünfzehnten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 6, 24–34. Aus Roths Sommerpostille 1526

382–391: Evangelium am sechzehnten Sonntag nach Trinitatis, Luk. 7, 11–17. Aus Roths Sommerpostille 1526

391–398: Evangelium am siebzehnten Sonntag nach Trinitatis, Luk. 14, 1–11. Aus Roths Sommerpostille 1526

417–428: Evangelium am dreiundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 22, 15–22. Aus Roths Sommerpostille 1526

Bind 10 II

72–92: Von Menschenlehre zu meiden und Antwort auf Sprüche, so man führet, Menschenlehre zu stärken. 1522

105–158: Wider den falsch genannten geistlichen Stand des Papsts und der Bischöfe. 1522

275–304: Vom ehelichen Leben. 1522

375–501: Betbüchlein. 1522

Bind 10 III

1–13: 1. Invokavitpredigt: Die Hauptstücke, so einen Christen belangen. 9. März 1522

13–20: 2. Invokavitpredigt: Die Stücke, die da müssen sein. 10. März 1522

21–30: 3. Invokavitpredigt: Die Dinge, die unnötig sind, sondern freigelassen von Gott. 11. März 1522

30–40: 4. Invokavitpredigt: Von Bildern und von Speisen. 12. März 1522

55–58: 7. Invokavitpredigt: Von der Liebe der Frucht des Sakraments. 15. März 1522

58–64: 8. Invokavitpredigt: Matth. 18. 15 (Von der Beichte). 16. März 1522

65–68: Sermon am Palmtag, Matth. 21, 1 ff. 13. April 1522

94–99: Predigt in Borna über Joh. 20, 21 ff. 27. April 1522

101–103: Predigt in Altenburg über die guten Werke. 28. April 1522

124–133: Sermon von Sünde, Gerechtigkeit und Urteil, Joh. 16, 5 ff. 18. Mai 1522

133–147: Sermon am Auffahrtstag, Mark. 16, 14 ff. 29. Mai 1522

176–200. Sermon von dem reichen Mann und dem armen Lazarus, Luk. 16, 19–31. 22. Juni 1522

228–234: Predigt am Tage Petri und Pauli, der heiligen zwölf Boten, Luk. 5, 1 ff. 20. Juli 1522

268–273: Sermon von der Himmelfahrt Mariae, Luk. 10, 38 ff. 15. August 1522

273–292: Sermon von dem unrechten Mammon, Luk. 16. 1 ff. 17. August 1522

332–341: Sermon von den Heiltumen (heiliges Kreuz i. 14. September 1522

352–361: Sermon zu St. Michael zu Erfurt, getan vom Glauben und Werken, Matth. 25, 1 ff. 21. Oktober 1522

386–393: Predigt zu Weimar am Sonntag vor Simeon und Juda, Matth. 9, 2. 26. Oktober 1522

Bind 11

21–27: Ein Sermon am ersten Sonntag in der Fasten, Matth. 4. 1 ff. Februar 1523

245–281: Von weltlicher Obrigkeit. 1523

394–400: Ursach und Antwort, dass Jungfrauen Klöster göttlich verlassen mögen. 1523

408–416: Dass ein christliche Versammlung oder Gemeine Recht und Macht habe, alle Lehre zu urteilen usw. Grund und Ursache aus der Schrift. 1523

431–456: Vom Anbeten des Sakraments des heiliger. Leichnams Christi. 1523

467–475: Von zweierlei Menschen, wir sie sich in dem Glauben halten sollen und WAs der sei. 1523

Bind 12

11–30: Ordnung eines gemeinen Kasten. 1523

35–37: Von Ordnung Gottesdienst in der Gemeine 1523

92–142: Das siebente Kapitel S. Pauli zu den Korinthern. 1523

169–196: De instituendis ministris Ecclesiae. 1523

205–220: Formula missae et communionis. 1523

232–244: An die Herrn deutschs Ordens, dass sie falsche Keuschheit meiden . . . 1523

259–399: Epistel S. Petri gepredigt und ausgelegt. Erste Bearbeitung. 1523

438–452: Sermon und Eingang in das erste Buch Mose. 15. März 1523

453–457: Sermon am Sonntag nach Mitfasten, Joh. 8, 46 ff. 22. März 1523

495–505: Sermon am zweiten Osterfeiertag, Luk. 24, 13 ff. 6. April 1523

506–517: Sermon am dritten Osterfeiertag, Luk. 24, 36 ff. 7. April 1523

517–524: Sermon am ersten Sonntag nach Ostern, Joh. 20: 19 ff. 12. April 1523

529–540: Sermon von dem guten Hirten, Joh. 10, 12 ff. 19. April 1523

555–565: Sermon am Himmelfahrtstag, Mark. 16, 14 ff. 14. Mai 1523

621–629: Sermon auf das Evangelium Matth. 5. 20 ff. 12. Juli 1523

673–688: Sermon am dreiundzWAnzigsten Sonntag nach Pfingsten, Matth. 18. 23 ff. 1. November 1523

Bind 13

2-703: Praelectiones in prophetas minores. 1524 bis 1526

Bind 14

14–91: Die andere Epistel S. Petri und eine S. Judas, gepredigt und ausgelegt. 1523 bis 1524

97–488: Predigten über das erste Buch Mose. 1523/24

497–744: Vorlesung über das Deuteronomium. 1523/24 Deuteronomion Mosi cum annotationibus. 1525

Bind 15

27–53: An die Ratherrn aller Städte deutschen Lands. 1524

69–78: Ein christlicher Trostbrief an die Miltenberger . . . aus dem 119. Psalm. 1524

210–221: Ein Brief an die Fürsten zu Sachsen von dem aufrührischen Geist. 1524

293–322: Von Kaufshandlung und Wucher. 1524

360–379: Der 127. Psalm, ausgelegt an die Christen zu Riga in Livland. 1524

444–453: Predigt am Sonntag Invokavit, Matth. 4, 1 ff. 14. Februar 1524

481–497: Predigt am Palmsonntag. Von der Beichte, vom Gebrauch des Sakraments. 20. März 1524

497–506: Predigt am Gründonnerstag, Joh. 13, 1- ff. (Von der Frucht des Sakraments, der christlichen Liebe). 24. März 1524

542–545: Predigt am Sonntag Kantate, Joh. 16, 5 ff. 24. April 1524

602–609: Predigt (?) am Sonnabend vor Bonifatius, 1. Kor. 12, 1–23. 4. Juni 1524

610–622: Predigt über Apostelgeschichte 16. 8. Juni 1524

623–626: Predigt über 1. Joh. 3, 13 ff. 8. Juni 1524

664–671: Predigt am zehnten Sonntag nach Trinitatis, Luk. 19, 41 ff. 31. Juli 1524

724–734: Predigt am zweiundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 18, 23 ff. 23. Oktober 1524

Bind 16

1–646: Predigten über das 2. Buch Mose. 1524–1527

Bind 17 I

8–29: Predigt vom Ehestand, Joh. 2, 1 ff. 15. Januar 1525

138–150: Predigt über 1. Tim. 6, 18–2, 2. 24. März 1525

212–227: Zweite Predigt bei der Bestattung Friedrichs des Weisen, 1. Thess. 4, 15 ff. 11. Mai 1525

228–243: Predigt über den 26. Psalm am Freitag nach Jubilate. 12. Mai 1525

284–317: Predigt am Tage Johannes des Täufers, Luk. 1, 67 ff. 24. Juni 1525

336–341: Predigt am Sonntag vor Jakobi, Matth. 5, 20 und Rom. 6, 3 ff. 23. Juli 1525

354–372: Predigt am Sonntag nach Jakobi, Matth. 7 15 ff. 30. Juli 1525

380–399: Predigt am Sonntag nach Laurentius, Luk. 19, 41 ff. 13. August 1525

409–413: Predigt am Sonntag nach Mariae Geburt, Luk. 17, 11 ff. 10. September 1525

428–438: Sermon von Stärke und Zunehmen des Glaubens und der Liebe, Eph. 3, 14 ff. 1. Oktober (?) 1525

Bind 17 II

16–32: Evangelium am ersten Sonntag nach Epiphanias, Luk. 2, 42–52. Aus der Fastenpostille 1525

32–60: Epistel am zweiten Sonntag nach Epiphanias, Rom. 12, 6 ff. Aus der Fastenpostille 1525

88–104: Epistel am vierten Sonntag nach Epiphanias, Rom. 13, 8 ff. Aus der Fastenpostille 1525

109–123: Epistel am fünften Sonntag nach Epiphanias, Kol. 3, 12 ff. Aus der Fastenpostille 1525

126–135: Epistel am Sonntag Septuagesimae, 1. Kor. 9, 24 ff. Aus der Fastenpostille 1525

135–141: Evangelium am Sonntag Septuagesimae, Matth. 20, 1 ff. Aus der Fastenpostille 1525

141–153: Epistel am Sonntag Sexagesimae, 2. Kor. 11, 19 ff. Aus der Fastenpostille 1525

161–172: Epistel am Sonntag Quinquagesimae, 1. Kor. 13, 1 ff. Aus der Fastenpostille 1525

186–197: Evangelium am ersten Sonntag in der Fasten, Matth. 4, 1 ff. Aus der Fastenpostille 1525

205–213: Epistel am dritten Sonntag in der Fasten, Eph. 5, 1–10. Aus der Fastenpostille 1525

231–237: Evangelium am Sonntag Judika. Joh. 8, 46–59. Aus der Fastenpostille 1525

289–297: Evangelium am Thomastag, Joh. 20, 24–29. Aus Roths Festpostille 1527

345–353: Evangelium am Tage Johannes, des heil. Apostels und Evangelisten. Joh. 21, 19–24. Aus Roths Festpostille 1527

387–398: Evangelium am Tage Matthiae, des heiligen Apostels, Matth. 11, 25–30. Aus Roths Festpostille 1527

427–435: Evangelium am Pfingstmittwoch, Joh. 6, 44–51. Aus Roths Festpostille 1527

446–454: Evangelium am Tage Petri und Pauli, der heiligen Apostel, Matth. 16, 13–19. Aus Roths Festpostille 1527

457–462: Ein anderer kurzer Sermon am Tage, da Maria zu Elisabeth ging, Luk. 1. Aus Roths Festpostille 1527

467–475: Evangelium am Tage Annae, Matth. 1, 1–16. Aus Roths Festpostille 1527

515: Von der Sünde wider den heiligen Geist, ein Sermon über das Evangelium, Matth. 12, 31f. Aus Roths Festpostille 1527

Bind 18

22–36: Vom Greuel der Stillmesse. 1525 62–214: Wider die himmlischen Propheten, von den Bildern und Sakrament. 1525

291–334: Ermahnung zum Frieden auf die zwölf Artikel der Bauernschaft in SchWAben. 1525

357–361: Wider die räuberischen und mörderischen Rotten der Bauern. 1525

367–374: Eine schreckliche Geschichte und ein Gericht Gottes über Thomas Münzer. 1525

384–401: Ein Sendbrief von dem harten Büchlein wider die Bauern. 1525

408–411: Sendschreiben an den Erzbischof Albrecht von Mainz und Magdeburg, sich in den ehelichen Stand zu begeben. 1525

417–130: Luther, Bugenhagen, Hoffmann: Sendschreiben an die Christen in Livland. 1525

479–530: Die sieben Bußpsalmen. Zweite Bearbeitung 1525

600–787: De servo arbitrio. 1525

Bind 19

70–113: Deutsche Messe und Ordnung des Gottesdiensts. 1526

131–163: Die Epistel des Propheten Jesaja, so man in der Christmesse lieset. 1526

185–251: Der Prophet Jona ausgelegt. 1526

287–293: Antwort auf etliche Fragen. Klostergelübde belangend. 1526

297–336: Der 112. Psalm Davids gepredigt. 1526

345–435: Der Prophet Habakkuk ausgelegt. 1526

537–541: Das Taufbüchlein aufs neue zugerichtet. 1526

552–615: Vier tröstliche Psalmen. an die Königin zu Ungarn. 1526

623–662: Ob Kriegsleute auch im seligen Stande sein Können. 1526

Bind 20

7–203: Vorlesung über den Prediger Salomo. 1526. Annotationes in Ecclesiasten. 1532

549–561: Erste Predigt über die Epistel Jeremia 23. 5–8. gehalten am fünfundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis. 18. November 1526

561–580: Zweite Predigt über die Epistel Jeremia 23, 5–8. gehalten am sechsundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis. 25. November 1526

599–801: Vorlesung über den ersten Brief des Johannes. 1527

Bind 21

297–316 Epistel am zweiten Sonntag nach Ostern, 1. Petr. 2, 20–25. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

316–338: Evangelium am zweiten Sonntag nach Ostern, Joh. 10, 12–16. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

339–349: Epistel am dritten. Sonntag nach Ostern. 1. Petr. 2, 11–20. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

352–380: Evangelium am vierten Sonntag nach Ostern, Joh. 16, 5–15. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

383–410: Evangelium am Tage der Himmelfahrt Christi, Mark. 16, 14–20. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

411–423: Epistel am Sonntag nach der Himmelfahrt Christi, 1. Petr. 4, 8–11. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

423–437: Evangelium am Sonntag nach der Himmelfahrt Christi, Joh. 15, 26–27; 16, 1–4. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

444–477: Evangelium am Pfingsttage, Joh. 14, 23 bis 31. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

479–497: Evangelium am Pfingstmontag, Joh. 3, 16 bis 21. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

508–522: Epistel am Sonntag Trinitatis, Rom. 11, 33–36. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

Bind 22

74–92: Evangelium am fünften Sonntag nach Trinitatis, Luk. 5, 1–11. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

115–131: Evangelium am siebenten Sonntag nach Trinitatis, Mark. 8, 1–9. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

141–155: Evangelium am achten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 7, 13–21. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

260–275: Evangelium am fünfzehnten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 6, 24–34. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

390–405: Evangelium am vierundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 9, 18–26. Aus Crucigers Sommerpostille 1544

Bind 23

64–320: Dass diese Worte Christi "Das ist mein Leib" noch fest stehen. 1527

338–386: Ob man vor dem Sterben fliehen möge. 1527

402–434: Tröstung an die Christen zu Halle. 1527

485–664: Der Prophet Sacharja ausgelegt. 1527

699–725: Eine gute Predigt von der Kraft der Himmelfahrt Christi, Eph. 4, 8–10. 31. Mai 1527

Bind 24

1–710: In Genesin Mosi librum sanctissimum Declamationes. 1527

Über das erste Buch Mose, Predigten samt einem Unterricht, wie Moses zu lehren ist. 1527

Bind 25

87–401: Vorlesung über Jesaja. 1527/29. In Esaiam Scholia ex D. Martini Lutheri praelectionibus collecta. 1532/34

Bind 26

144–174: Von der Wiedertaufe an zwei Pfarrherrn. 1528

261–509: Vom Abendmahl Christi. Bekenntnis. 1528

560–618: Ein Bericht an einen guten Freund von beiderlei Gestalt des Sakraments auf des Bischofs zu Meißen Mandat 1528

Bind 27

348–353: Predigt am fünfzehnten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 6, 24 ff. 20. September 1528

509–518: Predigt am zweiten Weihnachtsfeiertag, Luk. 2, 15 ff. 26. Dezember 1528

Bind 28

43–500: Wochenpredigten über Johannes 16–20. 1528-1529

509–763: Predigten über das 5. Buch Mose. 1529

Bind 29

226–233: Predigt am Karfreitag, Historia passionis to-ta. 26. März 1529

471–-473: Predigt am siebenten Sonntag nach Trinitatis nachmittags in Kemberg, Katechismuspredigt. 11. Juli 1529

488–497: Predigt am neunten Sonntag nach Trinitatis, Luk. 16, 1 ff. 25. Juli 1529

564–582: Sermon über das Evangelium Matth. 9, 1 ff. Von dem Gichtbrüchigen, Marburg. 5. Oktober 1529

Bind 30 I

2–122: Katechismuspredigten. 1528

125–238: Der Große Katechismus. 1529

243–425: Der Kleine Katechismus. 1529

Bind 30 II

60–63: Vorrede zu Justus Menius' Oeconomia Christiana. 1529

107–148: Vom Kriege wider die Türken. 1528

435–507: Von den Schlüsseln. 1530

517–588: Eine Predigt, dass man Kinder zur Schule halten solle. 1530

595–626: Vermahnung zum Sakrament des Leibes und Blutes Christi. 1530

632–646: Sendbrief vom Dolmetschen. 1530

Bind 30 III

205–248: Von Ehesachen. 1530

276–320: WArnung an seine lieben Deutschen. 1531

331–388: Glosse auf das vermeinte kaiserliche Edikt. 1531

539–540: Vorrede zu Justus Menius' In Samuelis librum priorem enarratio. 1532

574–582: Der Segen, so man nach der Messe spricht über das Volk, aus dem vierten Buche Mose im 6. Kapitel, ausgelegt. 1532

Bind 31 I

43–182: Scholien zum 118. Psalm. Das schöne Confitemini. 1529–1530

189–218: Der 82. Psalm ausgelegt. 1530

223–257: Der 117. Psalm ausgelegt. 1530

263–383: Die ersten 25 Psalmen auf der Coburg ausgelegt. 1530

391–426: Der 111. Psalm ausgelegt. 1530

430–456: Der 147. Psalm, Lauda Jerusalem, ausgelegt. 1532

464–577: Kleinere Arbeiten über die Psalmen. 1530–1532

580–586: Auslegung des 19. Psalms. 1531

Bind 31 II

1–585: Vorlesung über Jesaja. 1527–1530. In Esaiam Prophetam Enarrationes. 1527

586–769: Vorlesung über das Hohelied. 1530–1531. In Cantica Canticorum brevis, sed admodum dilucida enarratio.

Bind 32

47–54: Predigt am Ostersonntag nachmittags, Mark. 16, 1 ff. 17. April 1530

55–65: Predigt am Ostermontag nachmittags, Luk 24, 13 ff. 18. April 1530

94–105: Predigt über das Evangelium am dreizehnten Sonntag nach Trinitatis, Luk. 10. 23 ff. 15. September 1530

141–149: Predigt am einundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis nachmittags, Eph. 6, 10 ff. 6. November 1530

210–225: Predigt am ersten Adventssonntag nachmittags, Rom. 13, 11 ff. 27. November 1530

299–544: Wochenpredigten über Matth. 5–7. 1530–32

Bind 33

1–675: Wochenpredigten über Joh. 6–8. 1530. 1531 und 1532

Bind 34 I

12–20: Predigt am Tage der Beschneidung nachmittags, Luk. 2, 21. 1. Januar 1531

50–75: Hochzeitspredigt über den Spruch Hebr. 13, 4. 8. Januar (?) 1531

292–301: Predigt am Ostermontag nachmittags, Ostergeschichte. 10. April 1531

391–400: Predigt am Sonntag Vocem Jocunditatis nachmittags, Joh. 16, 24 ff. 14. Mai 1531

Bind 34 II

108–137: Predigt von unserer seligen Hoffnung (in Kemberg) über den Spruch S. Pauli Tit. 2, 13 ff. 19. August 1531

243–269: Predigt am Michaelstag, Matth. 18, 1 ff. 29. September 1531

270–287: Predigt von den Engeln am Michaelstag nachmittags, Matth. 18, 1 ff. 29. September 1531

360–406: Predigt am einundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis nachmittags, Eph. 6, 10 ff. 29. Oktober 1531

Bind 35

474–484: Die Gesangbuchvorreden. 1524. 1545. 1542.

Bind 36

96–102: Predigt am Sonntag nach Erhardi, Von der Taufe. 14. Januar 1532

214–217: Predigt am siebenten Sonntag nach Trinitatis (im Hause), Mark. 8, 1 ff. 14. Juli 1532

237–254: Predigt am zwölften Sonntag nach Trinitatis, 1. Thess. 4, 13 ff. 18. August 1532

255–270: Predigt auf dem Schlosse zu Wittenberg, 1. Thess. 4, 13 ff. 22. August 1532

323–327: Predigt am fünfzehnten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 6, 24. 8. September 1532

333–338: Predigt am Michaelstag (im Hause), Matth. 18, 5 ff. 29. September 1532

338–342: Predigt am neunzehnten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 22, 34 ff. 29. September 1532

346–349: Predigt am vierundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 9, 18 ff. 10. November 1532

349–352: Predigt am fünfundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis, Joh. 6, 1 ff. 17. November 1532

352–375: Summa des christlichen Lebens, aus S. Paulo 1. Tim. 1, 5–7 neulich gepredigt. 24. November 1532

416–430: Predigt am zweiten Sonntag nach Trinitatis nachmittags, 1. Joh. 4, 16–21. 9. Juni 1532

442–454: Predigt am fünften Sonntag nach Trinitatis, 1. Joh. 4. 30. Juni 1532

478–507: Predigt am elften Sonntag nach Trinitatis, 1. Kor. 15. 11. August 1532

543–554: Predigt am zWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis, 1. Kor. 15. 13. Oktober 1532

618–631: Predigt am ersten Adventssonntag, 1. Kor. 15. 1. Dezember 1532

Bind 37

35–72: Von Jesu Christo eine Predigt am Hofe zu Torgau gepredigt. 2. Artikel, 16. 17. April (?) 1533

100–103: Predigt am vierten Sonntag nach Trinitatis (im Hause), Luk. 6, 36 ff. 6. Juli 1533

124–127: Predigt am achten Sonntag nach Trinitatis (im Hause), Matth. 7, 15 ff. 3. August 1533

136–140: Predigt am dreizehnten Sonntag nach Trinitatis (im Hause), Luk. 10, 23 ff. 7. September 1533

146–148: Predigt am vierzehnten Sonntag nach Trinitatis, Luk. 17, 11 ff. 14. September 1533

171–174: Predigt am achtzehnten Sonntag nach Trinitatis (im Hause), Matth. 22, 34 ff. 12. Oktober 1533

180–183: Predigt am zWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis (im Hause), Matth. 22, 2 ff. 26. Oktober 1533

201–203: Predigt am ersten Adventssonntag (im Hause), Matth. 21, 1 ff. 30. November 1533

317–322: Predigt am Sonntag Okuli, in der Schlosskirche gehalten, Luk. 11, 14 ff. 8. März 1534

363–367: Predigt am Ostermontag, Luk. 24, 13 ff. 6. April 1534

425–450: Der 65. Psalm zu Dessau vor den Fürsten zu Anhalt gepredigt. 5. Juni 1534

476–480: Predigt am fünften Sonntag nach Trinitatis (im Hause), Luk. 5, 1 ff. 5. Juli 1534

506–520: Predigt am zwölften Sonntag nach Trinitatis, in der Schlosskirche, Mark. 7, 31 bis 37. 23. August 1534

534–539: Predigt am sechzehnten Sonntag nach Trinitatis (im Hause), Luk. 7, 11–17. 20. September 1534

Bind 38

96–127: Verantwortung der aufgelegten Aufruhr. 1533

195–256: Von der Winkelmesse und Pfaffenweihe. 1533

276–279: Vorrede zu Antonius Corvinus Quatenus expediat aeditam recens Erasmi de sarcienda ecclesiae concordia rationem sequi. 1534

358–375: Eine einfältige Weise zu beten für einen guten Freund. 1535

447–667: Annotationes in aliquot capita Matthaei. 1538

Bind 39 I

78–126: Die Disputation de iustificatione. 1536

175–180: Die Disputation de homine. 1526

202–257: Die Promotionsdisputation von Palladius und Tilemann. 1. Juni 1537

342–358: Die Thesen gegen die Antinomer. 1537 bis 1540

489–584: Die dritte Disputation gegen die Antinomer. (Promotionsdisputation des Cyriacus Gerichius) 6. September 1538

Bind 39 II

39–91: Die Zirkulardisputation über das Recht des Widerstandes gegen den Kaiser (Matth. 19, 21). 9. Mai 1539

206–232: Die Promotionsdisputation von Johann Marbach. 16. Februar 1543

Bind 40 I

15–688: In epistolam S. Pauli ad Galatas commentarius ex praelectione D. Martini Lutheri collectus. (1531) 1535

Bind 40 II

1–184: In epistolam S. Pauli ad Galatas commentarius. . .

193–312: Enarratio Psalmi secundi. 1532 (1546)

315–470: Enarratio Psalmi LI. 1532 (1538)

472–610: Praelectio in psalmum XLV. 1532 (1533)

Bind 40 III

9–475: Vorlesung über die Stufenpsalmen. 1532/33 (1540) In XV Psalmos graduum

484–594: Enarratio Psalmi XC. 1534/35 (1541)

597–682: Enarratio capitis noni Esaiae. (1543/44). 1546

685–746: Enarratio LIII. capitis Esaiae. (1544) 1550

Bind 41

79–121: Erste Predigt über den 110. Psalm. 8. Mai 1535

122–153: Zweite Predigt über den 110. Psalm. 10. Mai 1535

153–167: Dritte Predigt über den 110. Psalm. 29. Mai 1535

182–203: Fünfte Predigt über den 110. Psalm. 5. Juni 1535

204–215: Sechste Predigt über den 110. Psalm. 9. Juni 1535

270–279: Ein Sermon auf das Fest der heiligen Dreifaltigkeit. 23. Mai 1535

280–292: Predigt am ersten Sonntag nach Trinitatis, Luk. 14, 16 ff. 30. Mai 1535

318–333: Predigt über das Evangelium des vierten Sonntags nach Trinitatis, Luk. 6, 36 ff. 20. Juni 1535 (?)

578–590: Predigt am Sonntag Kantate, Jak. 1. 17 ff. 14. Mai 1536

704–707: Predigt am zWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis, Eph. 5, 15 ff. 29. Oktober 1536

743-752: Eine Predigt vom Zorn, Matth. 5, 20–22. 16. April 1534

Bind 42

1–673: Vorlesung über 1. Mose von 1335–1545

Bind 43

1–695: Vorlesung über 1. Mose von 1535–1545 (Forts.,)

Bind 44

1–825: Vorlesung über 1. Mose von 1535–1545 (Schluss)

Bind 45

11–24: Hauspredigt von den Artikeln des Glaubens, in Schmalkalden gehalten. 11. Februar 1537

25–47: Predigt am Sonntag Invokavit. Matth. 4, 1–11. 18. Februar 1537

94–98: Predigt am ersten Sonntag nach Trinitatis, Rom. 11, 36. 3. Juni 1537

102–104: Predigt am fünften Sonntag nach Trinitatis, 1. Petr. 3, 8 ff. 1. Juli 1537

145–156: Predigt am achtzehnten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 22, 34 ff. 30. September 1537

194–199: Predigt am zweiundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis, Phil. 1, 3 ff. 28. Oktober 1537

204–250: Predigt am Tage Allerheiligen, Ps. 8. 1. November 1537

377–378: Von der Freudsamen Auferstehung Christi. .., Mark. 16. 14. Ohne Datum

381–383: In qua potestate haec facis. Matth. 21, 23. Ohne Datum

384–386: Sint lumbi vestra precincti. Ohne Datum

405–107: Venit Jesus in fines Gergesenoruni, Matth. 8, 28 ff. Ohne Datum

407–410: De zelo apostolorum ignem contra Samaritanos, Luk. 9, 51 ff. Ohne Datum

465–733: Das XIV. und XV. Kapitel S. Johannes durch D. Martin Luther gepredigt und ausgelegt. 1537

Bind 46

1–111: Das XVI. Kapitel S. Johannes gepredigt und ausgelegt. 1538

186–194: Predigt in der Schlosskirche gehalten. 1. Thess. 1, 1 ff. 26. Februar 1538

285–289: Predigt am Karfreitag, Christi Passion. 19. April 1538

322–328: Predigt am Ostertag nachmittags, in der Schlosskirche gehalten. Christi Auferstehung. 21. April 1538

498–502: Predigt am vierzehnten Sonntag nach Trinitatis, Gal. 5, 16 ff. 22. September 1538

538–789: Auslegung des ersten und zweiten Kapitels Johannes in Predigten. 1537 und 1538

Bind 47

1–231: Auslegung des dritten und vierten Kapitels Johannes in Predigten. 1538–1540

232–627: Matth. 18–24 in Predigten ausgelegt. 1537–1540

757–771: Predigt am Sonntag Exaudi, 1. Petr. 4, 8 ff. 18. Mai 1539

772–779: Predigt auf dem Schloss Pleissenburg zu Leipzig, Joh. 14, 23–31. 24. Mai 1539

Bind 48

1–297: Bibel- und Bucheinzeichnungen Luthers

Bind 49

135–160: Predigt am Sonntag Quasimodogeniti, in Dessau gehalten, Joh. 20, 19 ff. 4. April 1540

223–228: Predigt über den 1. Psalm. Ohne Datum. 1541

415–422: Predigt am Himmelfahrtstage, ApG. 1, 1 ff. 22. Mai 1544

422–441: Predigt am Sonntag Exaudi, 1. Kor. 15, 39 ff. 25. Mai 1544

588–615: Predigt am siebzehnten Sonntag nach Trinitatis, bei der Einweihung der Schlosskirche zu Torgau gehalten, Luk. 14, 1: ff. 5. Oktober 1544

723–727: Predigt am Sonntag Kantate, 1. Kor. 15, 35 ff. 3. Mai 1545

Bind 50

192–254: Die Schmalkaldischen Artikel. 1537. 1538

368–374: Praefatio zu den Symphoniae incundae. 1538

468–477: Wider die Antinomer. 1539

509–653: Von den Konziliis und Kirchen. 1539

657–661: Vorrede zum 1. Bande der Wittenberger Ausgabe der deutschen Schriften. 1539

Bind 51

22–41: Predigt in Leipzig gehalten, Luk. 19, 41 ff. 12. August 1545

123–134: Predigt am zweiten Sonntag nach Epiphanias, Rom. 12, 3. 17. Januar 1546

148–163: Predigt am vierten Sonntag nach Epiphanias, in Eisleben gehalten, Matth. 8, 23–27. 31. Januar 1546

163–173: Predigt auf das Fest der Opferung Christi im Tempel, in Eisleben gehalten, Luk. 2, 22–32. 2. Februar 1546

200–264: Auslegung des 101. Psalms. 1534–1535

267–295: Der 23. Psalm über Tisch ausgelegt. 1536

331–424: An die Pfarrherrn wider den Wucher zu predigen, Vermahnung. 1540

Bind 52

23–30: Evangelium am dritten Adventssonntag, Matth. 11, 2–10. Aus der Hauspostille 1544

116–122: Evangelium am dritten Sonntag nach Epiphanias, Matth. 8, 1–13. Aus der Hauspostille 1544

171–177: Evangelium am Sonntag Invokavit, Matth. 4, 1–11. Aus der Hauspostille 1544

182–192: Evangelium am Sonntag Okuli, Luk. 11, 14–28. Aus der Hauspostille 1544

192–198: Evangelium am Sonntag Laetare, Joh. 6, 1–15. Aus der Hauspostille 1544

205–212: Eine Predigt von dem hochwürdigen Sakrament, aus der Epistel an die Korinther, 1. Kor. 11, 23–26. Aus der Hauspostille 1544

228–236: Von dem Nutz des Leidens Christi, Rom. 5, 8–11. Aus der Hauspostille 1544

245–253: Evangelium am heiligen Ostertag. Von der Frucht der Auferstehung Christi, Matth. 28, 1–10. Aus der Hauspostille 1544

275–282: Evangelium am zweiten Sonntag nach Ostern, Misericordias Domini, Joh. 10, 12–16. Aus der Hauspostille 1544

298–305: Evangelium am Sonntag Vocem iucunditatis, Joh. 16, 23–30. Aus der Hauspostille 1544

368–376: Evangelium am zweiten Sonntag nach Trinitatis, Luk. 16, 19–31. Aus der Hauspostille 1544

376–383: Evangelium am dritten Sonntag nach Trinitatis, Luk. 15, 1–10. Aus der Hauspostille 1544

404–412: Evangelium am sechsten Sonntag nach Tri-nitatis, Matth. 5, 20–26. Aus der Hauspostille 1544

412–419: Evangelium am siebenten Sonntag nach Tri-nitatis, Mark. 8, 1–9. Aus der Hauspostille 1544

419–427: Evangelium am achten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 7, 15–21. Aus der Hauspostille 1544

469–478: Evangelium am fünfzehnten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 6, 24–34. Aus der Hauspostille 1544

489–496: Evangelium am achtzehnten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 22, 34–46. Aus der Hauspostille 1544

514–521: Evangelium am einundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis, Joh. 4, 47–54. Aus der Hauspostille 1544

521–529: Evangelium am zweiundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 18, 21 bis 35. Aus der Hauspostille 1544

552–563: Evangelium am siebenundzWAnzigsten Sonntag nach Trinitatis, Matth. 5, 1–12. Aus der Hauspostille 1544

634–644: Evangelium am Tage Philippi und Jakobi, Joh. 14, 1–14. Aus der Hauspostille 1544

724–732: Evangelium am Tage Simonis und Judae, Joh. 15, 17–25. Aus der Hauspostille 1544

792–800: Die neunte Predigt. Wie man den Herrn Christum ausführet, Simon ihm das Kreuz nachträgt und die Weiber, die mitgehen, weinen, Luk. 23, 26–31. Aus der Hauspostille 1545

809–819: Die zwölfte Predigt. Wie der Herr Christus seine Mutter Johannes befiehlet. . . , Joh. 19, 25–37. Aus der Hauspostille 1545

819–827: Die dreizehnte Predigt. Wie der Herr Christus vom Kreuz genommen und in ein neues Grab gelegt und das Grab von den Kriegsknechten verWAhret worden sei, Matth. 27, 57–66. Aus der Hauspostille 1545

828–-839: Evangelium am fünften Sonntag nach Epiphanias, Matth. 13, 24–30. Aus der Hauspostille 1545.

Bind 53

28–184: Supputatio annorum mundi. 1541. 1545

216–218: Vorrede zu Johannes Spangenberg Postilla deutsch vom Advent bis auf Ostern. 1543

Bind 54

28–100: Von den letzten Worten Davids. 1543

206–299: Wider das Papsttum zu Rom, vom Teufel gestiftet. 1545

Bind 56

3–154: Epistola beati Pauli apostoli ad Romanos. Die Glossen (Handschrift)

157–528: Epistola ad Romanos. Die Scholien (Handschrift)

Bind 57

5–127: Epistola beati Pauli ad Romanos. Die Glossen (Nachschriften)

53–108: Die erste Vorlesung über den Galaterbrief 1516/17. Die Scholien

Martin Luther. Skrifter i udvalg

1981-96. Bind 1-9, Forlag: Credo

Bind 1. Om et kristenmenneskes frihed, m.fl., København 1981

Bind 2. Store Galaterbrevskommentar I, 1981

Bind 3. Om kirkens babyloniske fangenskab. 1982

Bind 4. Store Galaterbrevskommentar II. 1984

Bind 5. Troens artikler. Prædikener af Luther. 1985

Bind 6. Troen og livet. Prædikener og teserækker. 1992

Bind 7. Troens evangelium. Ord og sakrament. 1994

Bind 8. Mod Latomus. Om synd og nåde. 1995

Bind 9. Den store katekismus. 1996

Luthers skrifter i udvalg

1980-83. 5 bind, Forlag: Aros

Bind 1. De reformatoriske hovedskrifter

Bind 2. Skrifterne om kirke og gudstjeneste

Bind 3. Bibelfortolkning og prædikener

Bind 4. Evangelium og samfundsliv

Bind 5. Om den trælbundne vilje

__________

Web-redaktør

Cand.theol.

Finn B. Andersen

e-post: finnbandersen@msn.com