Den Lutherske Fælleserklæring

(Konkordiefomlen)

UDFØRLIG REDEGØRELSE

for nogle punkter

i Den Augsburgske Bekendelse

(Solida Declaratio)

Fuldstændig, udførlig, tilbundsgående

gentagelse og redegørelse

for nogle artikler i

Den Augsburgske Bekendelse

som der en tid har stået strid om blandt nogle af de teologer, der bekender sig til samme, og som nu bliver bilagt og afgjort efter Guds ords vejledning og hovedindholdet i vor kristne lære.

Forord

Reformationen og Den Augsburgske Bekendelse

Hovedartiklerne i vor kristne lære er nu ved den Almægtiges særlige nåde og barmhjertighed igen blevet grundig belyst og renset ud fra Guds ord af Doktor Luther. Under pavedømmet var troen blevet forfærdelig fordunklet af menneskelærdomme og menneskebud, men vildfarelserne og misbrugene er nu blevet fordømt.

Denne kristne reformation opfattede modparten imidlertid som en ny lære og har heftig, men uden grund angrebet den, som om den var helt imod Guds ord og de kristne ordninger. I tillæg blevet den overøst med urimelige beskyldninger og anklager. De kristne kurfyrster, fyrster og byråd, som dengang antog det hellige evangeliums rene lære og lod deres kirker reformere, fremsatte derfor en kristen bekendelse efter Guds ord og overleverede den til kejser Karl den Femte på den store rigsdag i Augsburg i 1530. Heri har de klart og uden mangler aflagt deres kristne bekendelse om, hvad der bliver troet og lært offentligt i de evangeliske og reformatoriske kirker. Det drejer sig især om de vigtigste artikler, som der har stået strid om mellem dem og pavedømmet. Denne bekendelsen har modparten været meget kritisk over for, men den er, Gud være lovet, indtil denne dag ikke blevet gendrevet eller omstødt.

Til denne kristne og i Guds ord vel begrundede Augsburgske Bekendelse bekender vi os herved endnu en gang af hele vort hjerte, og vi holder fast ved den enkle, klare og tydelige mening, som ordene giver. Vi anser den nævnte bekendelse for at være vor tids kristne trosbekendelse, som rette kristne bør holde sig til næst efter Guds uovervindelige ords autoritet. Sådan har man jo også i tidligere tider på grund af de store stridigheder, der er forekommet, fremsat kristne læreartikler og trosbekendelser, som de rette lærere og tilhørere på den tid bekendte sig til med hjerte og mund. Vi agter også ved den Almægtiges nåde indtil det sidste at forblive trofast ved den førnævnte kristne bekendelse, sådan som den blev overleveret kejser Karl den Femte i 1530. Det er ikke vor tanke, hverken i dette eller andre skrifter, at afvige det mindste fra den nævnte bekendelse eller at fremsætte nogen anden og ny bekendelse.

Nødvendigheden af en luthersk fælleserklæring

Bortset fra papisternes kritik er denne bekendelse for størstedelen forblevet uanfægtet. Det kan dog ikke nægtes, at nogle teologer har afveget fra enkelte vigtige artikler. De er enten ikke nået frem til den rette mening eller ikke fastholdt dem. Ja, nogle har endog tilladt sig at tillægge dem et fremmed indhold og alligevel ønsket at tilslutte sig Den Augsburgske Bekendelse, støtte sig til den og rose sig af den. Af dette er der så opstået tunge og skadelige splittelser i de rene evangeliske kirker, ligesom det jo også i de hellige apostles livstid opstod frygtelig vildfarelse blandt dem, der ville kalde sig kristne og som roste sig af Kristi lære. Nogle ville blive retfærdige og frelst ved lovens gerning, ApG 15; andre fornægtede de dødes opstandelse, l Kor 15; og atter andre troede ikke at Kristus var sand evig Gud. Imod disse måtte de hellige apostle føre en heftig kamp i deres forkyndelse og skrifter, selv om sådanne grove vildfarelser og alvorlige stridigheder heller ikke den gang kunne forløbe uden at vække stort anstød både hos de vantro og de svage i troen. På samme måde glæder vore modstandere, papisterne, sig i dag over de splittelser, der er opstået hos os. De har det ukristelige og forgæves håb, at disse uenighederne skal lede til den rene læres endelige undergang. De, der er svage i troen, tager derimod anstød af det. Dels tvivler de på, om den rene lære kan findes hos os med så store splittelser. Dels ved de ikke hvilken part, de skal slutte sig til, når det gælder de omstridte artikler. De opståede stridighederne er nemlig ikke bare misforståelser eller strid om ord, som nogen mener, som om den ene part ikke skulle have opfattet den anden partens mening godt nok og at striden altså bare drejer sig om nogle få ord, som ikke betyder stort. Det er derimod vigtige og store sager, som der er blevet kæmpet om, og de er af en sådan art at den ene og vildfarende parts mening ikke kan eller skal tåles i Guds kirke og endnu mindre undskyldes eller forsvares.

Derfor kræver nødvendigheden, at de omstridte artikler bliver forklaret ud fra Guds ord og anerkendte skrifter, sådan at alle som har kristen forstand, må kunne afgøre hvilken opfattelse, der stemmer med Guds ord og den kristelige Augsburgske Bekendelse og hvilken, der ikke gør det. Så alle rettænkende kristne, som sandheden betyder noget for, kan vogte og bevare sig mod de vildfarelser og forvanskninger af læren som er opstået.

Den korte sammenfatning, grund, regel og rettesnor

som viser, hvordan al lære skal bedømmes efter Guds ord

og de vildfarelser, som er opstået, skal forklares og afgøres på kristen vis.

Til grundig, varig enighed i kirken er det frem for alt nødvendig at man har en sammenfattende, begrebsmæssig formulering, der er enstemmig godkendt og som er et kort sammendrag ud fra Guds ord af den lære, som de kirker, der har samme kristne tro, bekender sig til. Til dette formål har også den gamle kirke altid haft sine særlige trosbekendelser. En sådan sammenfatning af læren skal imidlertid ikke hvile på private skrifter, men på bøger, der er skrevet og godkendt i de kirkers navn, som bekender sig til den samme lære og religion. Vi har derfor med hjerte og mund erklæret overfor hinanden, at vi ikke vil lave eller antage en særlig eller ny bekendelse af vor tro. Vi vil derimod bekende os til de offentlige, almene skrifter, som i alle kirker af Den Augsburgske Bekendelse altid og på alle steder er anerkendt og brugt som symboler eller fælles bekendelser. Det er skrifter fra før splittelsen opstod blandt dem, der bekender sig til Den Augsburgske Bekendelse og så længe man i enighed overalt holdt fast ved Guds Ords rene lære, sådan som den salige Dr. Luther har forklaret den.

Bibelen

For det første bekender vi os altså til de profetiske og apostolske skrifter i Det Gamle og Nye Testamente som den rene og klare Israels kilde, som alene er den eneste, sande rettesnor, som alle lærere og alle lærer skal prøves og dømmes efter.

De tre oldkirkelige trosbekendelser

For det andet er den sande kristne lære rent og sundt forstået i gammel tid blevet sammenfattet fra Guds ord i korte artikler eller hovedstykker mod kætternes forfalskning. Vi bekender os derfor til de tre almindelige trosbekendelser, nemlig Den Apostolske, Den Nikænske, og Den Athanasianske Trosbekendelse, som herlige trosbekendelser, der er korte, kristne og grundet i Guds ord. I dem er alle de kætterierne, som på den tid var opstået i den kristne kirke, blevet gendrevet på en klar og grundig måde.

Den Augsburgske Bekendelse

For det tredje har den gode Gud i disse sidste dage af særlig nåde ved den dyrebare Guds mand Dr. Luthers trofaste tjeneste igen bragt sit Ords sandhed frem i lyset fra pavedømmets forfærdelige mørke. På grundlag af og i overensstemmelse med Guds ord er denne lære blevet sammenfattet i artiklerne og hovedstykkerne i Den Augsburgske Bekendelse, mod pavedømmets og andre sekters forfalskning. Derfor bekender vi os til Den første uforandrede Augsburgske Bekendelse. Den, der i 1530 blev skriftlig affattet i Augsburg og overleveret til kejser Karl den Femte af nogle kristne kurfyrster, fyrster og stænder i det tyskromerske rige som en fælles bekendelse for de reformatoriske kirker. Denne bekendelse er vor tids trosbekendelse. Ikke fordi den er blevet fremsat af vores teologer, men fordi den er hentet fra Guds ord og er fast og solidt grundet på det. Ved denne bekendelse bliver vore reformatoriske kirker adskilt fra papisterne og andre forkastede og fordømte sekter og kætterier, ligesom det i den gamle kirke var skik og brug at senere kirkemøder, biskopper og lærere påberåbte sig og bekendte sig til Den Nikænske Trosbekendelse.

Den Augsburgske Apologi

For det fjerde: Når det gælder den ofte omtalte Augsburgske Bekendelses egentlige og sande mening, har man efter at bekendelsen blev overleveret, skrevet en udførlig Apologi og offentliggjort den ved trykning i 1531. Dette er gjort, for at man skal forklare og forsvare sig udførligere mod papisterne, og for at ingen vildfarelse, som er fordømt, skal snige sig ind i Guds kirke under navn af Den Augsburgske Bekendelse og gøre krav på at støtte sig på den. Vi bekender os også enstemmig til denne Apologi, hvor den omtalte Augsburgske Bekendelse ikke bare efter behov bliver udlagt og forsvaret, men også stadfæstes med klare og uimodsigelige vidnesbyrd fra Den hellige Skrift.

De Schmalkaldiske Artikler

For det femte bekender vi os også til de artikler som blev nedskrevet, godkendt og antaget i en stor forsamling af teologer i Schmalkalden i 1537. De blev i første omgang opstillet og trykt med den hensigt, at de på kirkemødet i Mantua eller hvor det skulle holdes, skulle overleveres i de høje kurfyrsters, fyrsters og stænders navn, som en forklaring til den omtalte Augsburgske Bekendelse, som de ved Guds nåde havde besluttet at holde fast ved. I disse artikler gentages den omtalte Augsburgske Bekendelses lære. Nogle artikler bliver yderligere forklaret ud fra Guds ord, og desuden angives efter behov årsagen og grunden til, at man har skilt sig fra de papistiske vildfarelser og afguderier og ikke vil vide af eller agter at have noget fællesskab med dem eller indgå noget forlig med paven i disse sager.

Luthers Lille og Store Katekismus

Og for det sjette, fordi disse vigtige sager også gælder almindelige mennesker og lægfolk, som for deres frelses skyld som kristne må kunne skelne mellem ren og falsk lære, bekender vi os også enstemmig til Dr. Luthers Lille og Store Katekismus, sådan som de blev skrevet af ham og findes i hans samlede værker. De er nemlig blevet enstemmigt godkendt, antaget og offentlig brugt i kirker, skoler og hjem af alle kirker, der har sluttet sig til Den Augsburgske Bekendelse. I dem bliver den kristne lære nemlig sammenfattet på den rigtigste og enkleste måde for almindelige mennesker ud fra Skriften og ligeledes forklaret, hvor det er nødvendigt.

Normativ sammenfatning af den reformatoriske lære

Disse offentlige, alment anerkendte skrifter er i de rene kirker og uddannelsessteder alle steder blevet anset som en normativ sammenfatning af den lære, som afdøde Dr. Luther i sine skrifter tydelig har forklaret og begrundet ud fra Guds ord mod pavedømmet og andre sekter.

Vi henviser også til de udførlige forklaringer i hans lære og stridsskrifter, men i samme forstand som Dr. Luther i den latinske fortalen til sine samlede værker selv på nødvendig og kristelig vis minder om, når det gælder hans egne skrifter. Her gør han udtrykkelig opmærksom på den forskel, at kun Guds ord skal være og forblive den eneste regel og rettesnor for al lære, og at ikke noget menneskes skrift skal sidestilles med det, men at alt skal underordnes Guds ord.

Med det forkastes ikke andre gode, nyttige, rene bøger, som fortolkninger af Den hellige Skrift, gendrivelse af vildfarelse og forklaring af læreartikler. Hvis de er i overensstemmelse med den netop omtalte norm for læren, bør de ses på som nyttige fortolkninger og forklaringer, og kan bruges på gavnlig vis. Med det som hidtil er sagt om sammenfatningen af vor kristne lære, menes der blot, at man her har en enstemmig, sikker, almen norm for læren, som vore evangeliske kirker, alle og i fællesskab, bekender sig til. Fordi den er hentet fra Guds ord, skal alle andre skrifter her dømmes og prøves på, om de skal godtages og anerkendes.

At vi har indlemmet de ovenfor nævnte skrifter, nemlig Den Augsburgske Bekendelse, Apologien, De Schmalkaldiske Artikler, Luthers Store og Lille Katekismus, i den ofte omtalte sammenfatning af vor kristne lære, har sin grund i at de altid og alle steder er blevet set på som et udtryk for vor kirkes fælles, enstemmige mening. De blev da også underskrevet af de vigtigste og lærdeste teologer på den tiden, er blevet modtaget i alle evangeliske kirker og universiteter, og de er også alle skrevet og udkommet før splittelserne mellem teologerne af Den Augsburgske Bekendelse opstod. Derfor anses de som upartiske og kan ikke og skal ikke forkastes af nogen part blandt dem, der har indladet sig i strid. Ingen, som uden svig bekender sig til Den Augsburgske Bekendelse, kan have noget imod disse skrifter, men bør gerne godtage og tåle dem som vidner. Derfor kan ingen fortænke os i, at vi også fra disse skrifter henter forklaringer og afgørelser, når det gælder de artikler, der står strid om. Ligesom vi lægger Guds ord som den evige sandhed til grund, sådan inddrager og påberåber vi os disse skrifter til vidnesbyrd om sandheden og den enstemmige og rette forståelse hos vore fædre, som holdt trofast fast ved den rene lære.

Antiteserne eller forkastelse af den falske lære

For at bevare den rene lære og for at beholde en grundig, varig og gudvelbehagelig enighed i kirken, er det nødvendig, at ikke bare den rene, frelsende lære fremstilles, men også at modstanderne, som lærer anderledes, bliver tilbagevist. For trofaste hyrder bør, som Luther siger, gøre begge deler, både vogte fårene og holde ulvene væk, så de kan lære at undgå fremmede røster, og skille det gode fra det værdiløse.

Derfor har vi grundig og tydelig over for hinanden udtalt, at vi altid bør og må gøre forskel mellem unødvendig og nødvendige uenigheder. Unødvendige og unyttige stridigheder skal ikke tillades at forvirre kirken, fordi sådan strid mere river ned end bygger op. Men når det gælder trosartiklerne eller den kristne læres vigtigste hovedstykker, må den falske modlære gendrives for at redde sandheden.

Rigtignok giver de ovenfor nævnte skrifter den kristne læser med lyst og kærlighed til den guddommelige sandhed, en klar og rigtig besked om alle de omstridte artikler i vor kristne tro. Hvad man ifølge Guds ord i de profetiske og apostolske skrifter, skal anse og tage til sig som ret og sandt, og om hvad han skal forkaste, flygte fra og undgå som falskt og uret. For at sandheden skal blive bevaret desto tydeligere og klarere og kunne skilles fra alle vildfarelser, og for at intet skal kunne skjules under almindelige talemåder, har vi alligevel udtalt os tydelig og udtrykkelig over for hinanden om hver af de vigtigste og centrale artikler, som der i denne tid har stået strid om. Dette er gjort for at ikke alene de nulevende, men også vore efterkommere, kan have et offentligt sikkert vidnesbyrd om det, som er og skal være vor kirkes enstemmige mening og dom, når det gælder de omstridte artikler.

For det første forkaster og fordømmer vi alle kætterier og vildfarelser, som blev forkastet og fordømt i den første, gamle, rettroende kirke på Guds ords faste grund.

For det andet forkaster og fordømmer vi alle sekter og kætterier, som er forkastet i de ovenfor nævnte skrifter.

For det tredje, er der i løbet af de sidste 25 år på grund af religionsfreden og andre forhold opstået en del splittelser blandt nogle teologer af Augsburgske Bekendelse. Med hensyn til disse splittelser har vi derfor sammen og hver for sig utvetydig, rent og klart villet fremstille og forklare vor tro og bekendelse i teser og antiteser, det vil sige ved at opstille den rette lære og dens modsætning. Dette er gjort for at den guddommelige sandheds grund skal blive åbenbart i alle artikler og al falsk, tvetydig, mistænkelig og fordømt lære kan blive afvist. Lige meget hvor og i hvilke bøger den end måtte findes, og hvem, der end måtte have skrevet den eller vil forsvare den. Sådan at enhver kan blive nøje advaret mod de vildfarelser, der er udbredt hist og her i enkelte teologers skrifter, og ikke blive forført på grund af menneskes anseelse.

Den kristne læser kan, når det er nødvendigt, undersøge denne forklaring og sammenholde den med de ovenfor nævnte skrifter. Han vil da gennem dette klart finde, at det som bliver bekendt i sammenfatningen af vores tro, når det gælder hver eneste artikel, og det som senere til forskellige tider er blevet forklaret, og som er gentaget af os i dette skrift, ikke på nogen måde står i strid med hinanden, men er den enkle, uforanderlige, varige sandhed. Man vil se, at vi ikke som vore modstand med urette påstår, går fra den ene lære til den anden, men ønsker at stå fast ved den én gang overlevede Augsburgske Bekendelse og den enstemmige kristne forståelse af den. Ved Guds nåde vil vi urokkelig og fast holde os til den mod alle opståede forfalskninger.

1. Om arvesynden

Uenigheden

For det første er der opstået uenighed blandt nogle teologer af Den Augsburgske Bekendelse om arvesynden, om hvad den egentlig er. Den ene part har hævdet, at fordi menneskets natur og væsen er helt fordærvet ved Adams fald, er arvesynden nu efter faldet det fordærvede menneskes natur, substans, væsen. Eller i hvert fald den ædleste og højeste del af dets væsen, nemlig den fornuftige sjæl i sin inderste kerne eller i sine ædleste kræfter. Dette kaldes natursynd eller personsynd, fordi den ikke er en tanke, ord eller gerning, men naturen selv, som alle andre synder springer ud af som fra en rod. Derfor er der nu efter faldet slet ingen forskel mellem menneskets natur eller væsen og arvesynden, fordi naturen er fordærvet ved synden.

Den anden part har derimod lært at arvesynden egentlig ikke er menneskets natur, substans eller væsen; det vil sige menneskets legeme eller sjæl, som også nu efter faldet er og forbliver Guds skaberværk i os. Den er derimod noget i menneskets natur, legeme, sjæl og alle dets kræfter, nemlig en forfærdelig, dyb, uudsigelig fordærvelse af alt dette. Sådan at mennesket mangler den retfærdighed, som det i begyndelsen blev skabt med, og i åndelige ting er dødt over for det gode og forvendt til alt ondt. På grund af dette fordærv og denne medfødte synd, som sidder i naturen, kommer al gerningssynd fra hjertet. Derfor må det skelnes mellem det fordærvede menneskes natur og væsen, da dets legeme og sjæl er Guds skaberværk i os også efter faldet, og arvesynden som er et Djævelens værk, som naturen er blevet fordærvet af.

Nu er denne uenighed om arvesynden ikke en unødvendig trætte, men når denne lære bliver fremstillet ret ud fra og i overensstemmelse med Guds ord og renset for alle pelagianske og manikæiske vildfarelser, så bliver Herrens Kristi velgerninger og hans dyrebare fortjeneste og Helligåndens nådevirkning, desto bedre kendt og højere lovprist som Apologien siger. Da får også Gud æren, når Guds værk og skabning hos mennesket skilles ret fra Djævelens værk som naturen fordærves af. For at forklare denne strid kristelig og efter Guds ord og for at bevare den rette, rene lære om arvesynden, skal vi ud fra de ovenfor nævnte skrifter sammenfatte tesen og antitesen, det vil sige den rette lære og modlære, i korte hovedstykker.

Den rette lære

For det første er det sandt, at kristne ikke blot skal anse og erkende den overtrædelse af Guds bud som sker i gerning, for synd, men at også den forfærdelige, skrækkelige arvesygdom, som hele naturen fordærves af, frem for alle ting i sandhed skal holdes for og erkendes som synd. Ja, den er hovedsynden, som er en rod og kilde til al gerningssynd og bliver af Dr. Luther kaldt “natursynd eller personsynd”.

Med det vil han tilkendegive, at selv om mennesket ikke tænkte, talte eller gjorde noget ondt - noget som jo efter vore første forældres fald er umulig for den menneskelige natur i dette liv - ville dets natur og person alligevel være syndig. Det vil sige, at det ind for Gud helt og holdent og tværs igennem er forgiftet og fordærvet af arvesynden som af en åndelig spedalskhed. På grund af dette fordærv og det første menneskes fald bliver naturen eller personen anklaget og fordømt af Guds lov, sådan at vi af naturen er vredens børn, dødens og fordømmelsens børn, hvis vi ikke bliver forløst fra den ved Kristi fortjeneste.

For det andet er også det klart og sandt, som artikel 19 i Den Augsburgske Bekendelse lærer, at Gud ikke er syndens skaber, ophav eller årsag, men at det er ved Djævelens anstiftelse at synden (som er Djævelens værk) på grund af ét menneske kom ind i verden, Rom 5, 12; l Joh 3, 8. Og endnu i dag efter at naturen er fordærvet, skaber og virker Gud ikke synden i os, men arvesynden bliver, sammen med naturen, som Gud stadigvæk i dag skaber og virker hos mennesket, på grund af syndig sæd forplantet ved den legemlige undfangelse og fødsel af far og mor.

For det tredje ved og kender ingen fornuft, hvad denne arveskade er, men det må, som de Schmalkaldiske Artikler siger, “læres og tros ud fra Skriftens åbenbaring.”

I Apologien bliver dette i korthed sammenfattet i følgende hovedpunkter:

At denne arveskade er skyld i at vi alle sammen på grund af Adams og Evas ulydighed er i unåde hos Gud og af naturen er vredens børn, sådan som apostelen vidner i Rom 5, 12ff.

For det andet at den er et fuldstændig fravær af eller mangel på den medskabte arveretfærdighed i paradiset eller det Guds billede, som mennesket oprindelig blev skabt i, med sandhed, hellighed og retfærdighed. Desuden er den en manglende evne og uduelighed i alle ting, som har med Gud at gøre, eller som den latinske tekst lyder: ”Beskrivelsen af arvesynden fraskriver den menneskenatur, som ikke er fornyet, gaverne, kraften, evnen og selve den gerning at begynde og virke noget i åndelige ting.”

At arvesynden ikke bare er en sådan fuldstændig mangel på alt godt i åndelige og guddommelige ting, men at den desuden også erstatter det tabte Guds billede i mennesket med en dyb, ond, forfærdelig, bundløs, uudgrundelig og uudsigelig fordærvelse af hele naturen og alle dens kræfter, og særlig sjælens højeste og bedste kræfter i forstand, hjerte og vilje. Som følge af dette arver mennesket nu efter faldet en medfødt ond natur og en indre urenhed i hjertet, og en ond lyst og tilbøjelighed. Vi arver således alle af naturen hjerte, sind og tanker fra Adam, som med hensyn til sine højeste kræfter og fornuftens lys af sig selv har en indstilling, som går stik imod Gud og hans højeste bud. Det indebærer fjendskab mod Gud, når det gælder guddommelige, åndelige ting. For ellers, i naturlige, ydre ting, som er underkastet fornuften, har mennesket stadigvæk et vist mål af forstand, kraft og evne, selv om det er meget svækket. Men det er alligevel alt sammen så forgiftet og forurenet af arvesygdommen, at det ikke duer til noget ind for Gud.

Arvesyndens straf og løn som Gud har lagt på Adams børn og på arvesynden, er døden, den evige fordømmelse og anden legemlig og åndelig, timelig og evig elendighed, Djævelens tyranni og herredømme. Den menneskelige natur er underlagt Djævelens rige og er givet i Djævelens vold og fanget i hans rige. Han lokker og forfører mange store og vise mennesker i verden med forfærdelig vildfarelse, kætteri og anden blindhed og styrter menneskene ud i alle slags laster.

For det femte er denne arveskade så stor og frygtelig, at den hos de døbte og troende alene kan blive tildækket og tilgivet for Gud for Herren Kristi skyld. Sådan må og kan den menneskelige natur som er forvendt og fordærvet af arvesynden, alene blive helbredet ved Helligåndens genfødsel og fornyelse, som kun bliver påbegyndt i dette liv og som først bliver gjort fuldkommen i det kommende liv.

Disse punkter, som her blot er gengivet summarisk, bliver udførligere forklaret i de ovenfor nævnte skrifter, som indeholder den fælles bekendelse af vor kristne lære.

Den falske lære

Denne lære må imidlertid bevares og forsvares på en sådan måde, at det ikke sker nogen afvigelse hverken til den pelagianske eller den manikæiske side. Derfor skal vi også i korthed angive hvilken lære, der står i strid med denne artikel og bliver afvist og forkastet i vore kirker.

For det første, mod gamle og nye pelagianere, bliver følgende falske meninger og lærer afvist og forkastet, nemlig at arvesynden bare skulle være en forseelse eller skyld på grund af en andens handling, uden at vor egen natur er blevet fordærvet.

Ligeledes at de syndige, onde lyster ikke skulle være synd, men vores livsbetingelser, det vil sige medskabte væsensegenskaber i naturen.

Eller at den ovenfornævnte mangel og skade ikke egentlig og i sandhed er en sådan synd for Gud, at mennesket uden Kristus af den grund med nødvendighed er et vredens og fordømmelsens børn og i Satans rige og under Satans magt.

Også disse og lignende pelagianske vildfarelser bliver afvist og forkastet: at vores natur også efter faldet skulle være ufordærvet og særlig i åndelige ting være helt god og ren og fuldkommen i det, som hører til vores natur, det vil sige i vores naturlige kræfter.

Eller at arvesynden bare skulle være en ydre, lille og ubetydelig plet, som blot er påstænket, det vil sige en fordærvelse bare af nogle tilfældige ting ved menneskets natur, mens naturen alligevel på tros af og under dette, har og beholder sin godhed og kraft også til åndelige ting.

Eller at arvesynden ikke skulle være en berøvelse af eller mangel på sådanne åndelige, gode kræfter, men kun en ydre hindring for dem. Som når man stryger hvidløgssaft over en magnet, sådan at dens naturlige kraft ikke bliver fjernet, men bare hindret, eller at denne plet lige så let kan vaskes af som en beskidt plet fra ansigtet eller som farve fra væggen.

Ligeledes afvises og forkastes også de, som lærer, at naturen rigtignok ved faldet er blevet stærkt svækket og fordærvet, men at den alligevel ikke helt og holdent har mistet alt godt som hører til de guddommelige, åndelige ting. At det ikke er sådan, som man synger i vore kirker: “Ved Adams fald er menneskets natur og væsen helt fordærvet”. Men at den alligevel stadig på grund af og fra den naturlige fødsel har noget godt, hvor ringe og ubetydelig det end er, som færdighed, duelighed eller evne til at begynde, udføre eller medvirke til noget i åndelige ting. Når det gælder ydre, timelige og verdslige ting og anliggender, som er underlagt fornuften, så skal der gives forklaring i den påfølgende artikel.

Disse og lignende falske lærer afvises og forkastes, fordi Guds ord lærer, at den fordærvede natur af og i sig selv i åndelige, guddommelige ting ikke er i stand til noget godt, selv ikke det mindste, sådan som gode tanker. Og ikke blot det, men den kan i og af sig selv ikke andet end at synde over for Gud, (l Mos 6, 5 og 8, 21).

På den anden siden må denne lære også værnes mod den manikæiske vildfarelse. Derfor forkastes denne og lignende vranglærer: at den menneskelige natur fra begyndelsen var skabt ren og god, men at arvesynden som noget substantielt nu efter faldet af Satan gydes eller blandes ind i naturen udefra, sådan som gift blandes i vin. For selv om naturen i Adam og Eva oprindelig blev skabt ren, god og hellig, så er synden alligevel ikke ved faldet kommet ind i deres natur, sådan som manikæerne indbildte sig i sit sværmeri. Som om Satan skulle have skabt eller lavet noget substantielt ondt og blandet det med deres natur. Men mennesket blev forført af Satan og mistede ved faldet den medskabte arveretfærdighed som en straf ifølge Guds dom. Og som følge af denne berøvelse eller mangel, dette tab og denne skade, som er forvoldt af Satan, så er den menneskelige natur blevet så forvendt og fordærvet, at denne natur med dens mangel eller fordærvelse, nedarves til alle mennesker, som bliver undfanget og født på naturlig vis af far og mor. For efter faldet bliver den menneskelige natur ikke først skabt ren og god og først derefter fordærvet af arvesynden, men i det første øjeblikket af vor undfangelse er den sæd, som mennesket bliver dannet af, syndig og fordærvet. Sådan er da også arvesynden ikke nogen selvstændig ting for sig selv i eller uden for det fordærvede menneskes natur, og den er heller ikke det fordærvede menneskes eget væsen, legeme eller sjæl, eller mennesket selv. Arvesynden og den menneskelige natur, som er blevet fordærvet af arvesynden, kan og skal derfor ikke skilles, som om naturen skulle være ren, god, hellig og ufordærvet for Gud, mens blot arvesynden, som bor i naturen, skulle være ond.

Ligeledes forkastes den lære, som Augustin tillægger manikæerne, at det ikke er det fordærvede mennesket selv, som synder på grund af den medfødte arvesynd, men at det er noget andet og fremmed i mennesket som synder, og at Gud derfor ved loven ikke anklager og fordømmer naturen, som er fordærvet af synden, men blot arvesynden i naturen. For som det ovenfor er fremsat i tesen, det vil sige i forklaringen af den rene lære om arvesynden, så er hele menneskes natur, som er født på naturlig vis af far og mor, på legeme og sjæl, helt og holdent i alle kræfter, til det yderste fordærvet og forvendt på grund af arvesynden, når det gælder den medskabte godhed, sandhed, hellighed og retfærdighed i Paradis. Alligevel er den ikke helt og holdent udslettet eller forvandlet til en anden substans, som efter sit væsen ikke skulle være lig vor natur og derfor ikke skulle være af ét og samme væsen som os.

På grund af dette fordærv bliver hele menneskets fordærvede natur anklaget og fordømt ved loven, hvis ikke synden bliver tilgivet for Kristi skyld.

Men loven anklager og fordømmer ikke vor natur, fordi vi mennesker er skabt af Gud, men fordi vi er syndige og onde. Heller ikke fordi og i den grad vor natur og væsen også efter faldet er Guds værk og skabelse i os, men fordi og i den grad den er fordærvet og forgiftet af synden.

Men selv om arvesynden har forgiftet og fordærvet hele den menneskelige natur som en åndelig gift og spedalskhed, som Luther siger, sådan at man i vor fordærvede natur ikke synlig kan vise til og pege på naturen for sig og arvesynden for sig, så er der alligevel ikke nogen identitet mellem den fordærvede natur eller det fordærvede menneskes væsen, legeme og sjæl eller mennesket selv, som er skabt af Gud, og så arvesynden selv, som bor i og fordærver menneskets natur eller væsen. Det er på lignende måde som når det gælder den ydre spedalskhed, at der ikke er nogen identitet mellem legemet, som er spedalsk og så spedalskheden selv på eller i legemet, hvis man vil tale præcis. Man må skelne mellem vor natur, sådan som den bliver skabt og opretholdt af Gud, og som synden bor i og så arvesynden, som bor i naturen. Begge kan og må ifølge Den hellige Skrift betragtes, læres og tros hver for sig.

Forskellen mellem menneskets natur og arvesynden

De vigtigste artikler i vor kristne tro nøder og tvinger os til at opretholde et sådant skel. For det første vidner Skriften i artiklen om skabelsen, at Gud ikke bare har skabt den menneskelige natur før faldet, men at den også efter faldet er Guds skabning og værk, (5 Mos 32, 6; Es 45, 11; 54, 5; 64, 8; ApG 17, 25; ApG 4, 11). ”Dine hænder dannede og skabte mig (siger Job), og nu skifter du sind og tilintetgør mig! Husk, at du formede mig som ler, og nu gør du mig til jord igen. Du hældte mig op som mælk og lod mig stivne til ost. Så klædte du mig i hud og kød og vævede mig sammen af knogler og sener. Liv og lykke gav du mig, omsorgsfuldt vogtede du mit liv.“ (Job 10, 8-12). ”Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt (siger David), underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud! Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb. Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet.” (Sal 139, 14-16).

I Prædikerens Bog står det skrevet: ”Støvet vender tilbage til jorden, hvor det var, og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den.“ (Præd 12, 7).

Disse bibelord vidner klart, at Gud også efter faldet er menneskets skaber og skaber dets legeme og sjæl. Derfor kan det fordærvede menneske ikke uden nogen forskel være synden selv, ellers ville Gud være syndens skaber. På samme måde bekender også vor Lille Katekismus i forklaringen til den første artikel: “Jeg tror at Gud har skabt mig og alle skabninger, at Han har givet mig legeme og sjæl, øjne, ører og alle lemmer, forstand og alle sanser og stadig opretholder det.” På lignende måde står der skrevet i den Store Katekismus: “Jeg tror, at jeg er Guds skabning, det vil sige: Han har givet og opholder stadig både legeme, sjæl og liv, store og små lemmer, alle sanser, fornuft og forstand, osv.”

Sådan er det, selv om Guds skabning og værk er blevet sørgelig fordærvet af synden. For det stof, som Gud nu former og skaber mennesket af, er fordærvet og forvendt i Adam og går i arv til os.

Og her bør alle gudfrygtige kristne hjerter med rette tænke på Guds uudsigelige godhed, at han ikke straks forkaster dette fordærvede, forvendte, syndige stof i Helvedes ild, men af det former og skaber den nuværende menneskelige natur, som er sørgelig fordærvet af synden, for at han ved sin kære Søn kan rense det fra synden, hellige det og frelse det.

Af denne første artikel fremgår forskellen nu uimodsigelig og klart, at arvesynden ikke kommer fra Gud og at Gud ikke er syndens skaber eller ophav. Arvesynden er heller ikke Guds skabning og værk, men er Djævelens værk. Hvis der nu ikke skulle være nogen som helst forskel mellem naturen og vort legemes og vor sjæls væsen, som er fordærvet af arvesynden, og så arvesynden, som naturen er blevet fordærvet af, så ville følgen være enten at Gud, fordi han er skaber af denne natur, også skabte og dannede arvesynden, som da også ville være hans værk og skabelse. Eller fordi synden er Satans værk, ville Satan være skaberen af vor natur, vort legeme og vor sjæl, som da måtte være Satans værk og skabning, hvis vor fordærvede natur altså uden nogen forskel skulle være synden selv. Begge disse følger ville stå i strid med den første artikel i vor kristne tro. Af denne grund, og for at Guds skabning og værk hos mennesket skal kunne skelnes fra Djævelens værk, siger vi, at det er Guds skaberværk, at mennesket har legeme og sjæl. Ligeledes er det Guds gerning at mennesket kan tænke, tale, gøre og udrette noget, for det er i ham vi lever, bevæger os og er til, ApG 17, 28. Men at naturen er fordærvet, og at tanker, ord og gerninger er onde, det er fra begyndelsen Satans værk, som ved synden har fordærvet Guds værk i Adam, som så går i arv til os.

For det andet har vi artiklen om genløsningen, Skriftens mægtige vidnesbyrd om at Guds Søn har antaget vor menneskelige natur uden synd, så han er blevet os, sine brødre lig i et og alt, undtaget synden. (Hebr 2, 17). Derfor har alle de gamle rettroende lærere lært, at Kristus efter den antagne menneskenatur er af samme væsen som os, hans brødre, for han har antaget sin menneskelige natur, som i sit væsen og alle sine væsensegenskaber er helt identisk med vor natur, med synden som undtagelse, og de har fordømt den modsatte lære, som åbenbart kætteri.

Hvis der nu ikke var nogen forskel mellem det fordærvede menneskes natur eller væsen og arvesynden, så måtte følgen være, at Kristus enten ikke har antaget vor natur, fordi han ikke har antaget synden, eller at han også har antaget synden, fordi han har antaget vor natur. Begge dele strider mod Skriften. Men fordi Guds Søn har antaget vor menneskelige natur og ikke arvesynden, så er det ud fra dette klart, at den menneskelige natur og arvesynden også efter faldet ikke er én ting, men må skelnes fra hinanden.

For det tredje: I artiklen om helliggørelsen vidner Skriften om, at Gud bortvasker synden fra mennesket, renser og helliger det, og at Kristus frelser sit folk fra deres synder. Derfor kan synden ikke være mennesket selv, for Gud tager mennesket til nåde for Kristi skyld, men synden står han i al evighed i fjendskab til. Det er derfor ukristelig og afskyelig at høre det blive sagt, at arvesynden bliver døbt, helliget og frelst i den hellige treenigheds navn, og andre lignende udtryk, som findes i de nye manikæeres skrifter, og som vi ikke vil støde noget menneske med.

For det fjerde: I artiklen om opstandelsen vidner Skriften om, at netop dette vort køds substans skal opstå, men uden synd, og at vi i det evige liv netop skal have og beholde denne vor sjæl, men uden synd.

Hvis der nu slet ikke var nogen forskel mellem vort fordærvede legeme og sjæl og arvesynden, så ville jo, i strid med denne artikel i den kristne tro, følgen være, at vort legeme enten ikke ville opstå på den yderste dag og at vi i det evige liv ikke ville have vort legemes og sjæls væsen, men en anden substans eller en anden sjæl, fordi vi da skal være uden synd, eller også at synden vil opstå og i det evige liv fortsat være og forblive i de udvalgte.

Af dette er det klart, at denne lære (med alt det, som hænger sammen med den og følger af den) må forkastes, da der nemlig påstås og læres at arvesynden er selve det fordærvede menneskes natur, substans, væsen, legeme eller sjæl. Altså at der slet ikke skulle være nogen forskel mellem vor fordærvede natur, substans og væsen og så arvesynden.

De vigtigste artikler i vor kristne tro vidner stærkt og mægtig om, hvorfor det skal og må fastholdes, at der på den ene siden er en forskel mellem menneskets natur eller substans, som er fordærvet af synden og så på den anden siden synden, som mennesket er fordærvet af og ved. Og lad så dette være nok til en enkel forklaring af læren og modlæren i denne strid, når det gælder hovedsagen. I hvert fald på dette sted, hvor der jo ikke skal gives nogen udførlig drøftelse, men kun en gennemgang af de vigtigste hoveddele artikel for artikel.

Sprogbrug og udtryksmåder

Når det imidlertid gælder sprogbrug og udtryksmåde, er det bedst og sikrest, at man som forbillede bruger og beholder de sunde ord, som Den hellige Skrift og de ovenfor nævnte bøger bruger i omtalen af denne artikel.

Også ordenes tvetydighed, det vil sige ord og udtryksmåder, som bruges i forskellige betydninger, skal forklares nøje og tydelig for at undgå strid om ord. Når man f.eks. siger: Gud skaber menneskenes natur, så forstår man med ordet “natur” menneskets væsen, legeme og sjæl. Ofte kalder man imidlertid en tings måde at være på, om den er god eller ond, for dens natur, som når man siger: “Det er slangens natur at den hugger og forgifter.” Det er sådan Luther bruger ordet, når han siger, at synden og det at synde er det fordærvede menneskes art og natur.

Arvesynd betyder altså egentlig vor naturs dybe fordærv, sådan som det bliver beskrevet i De Schmalkaldiske Artikler. Af og til bliver der imidlertid også indbefattet en genstand eller et subjekt i begrebet natur. Det vil sige mennesket selv med legeme og sjæl, som synden findes og sidder fast i. Sådan er det, fordi mennesket er fordærvet, forgiftet og syndig ved synden, som når Luther siger: “Din fødsel, din natur og hele dit væsen er synd, det vil sige syndig og urent.“

Udtrykkene “natursynd”, “personsynd”, “væsenssynd”, forklarer Luther selv sådan, at han mener, at ikke bare ordene, tankerne og gerningerne er synd, men at hele menneskets natur, person og væsen i bund og grund er helt og holdent fordærvet af arvesynden.

Når det imidlertid gælder de latinske udtryk ”substantia” [væsen] og ”accidens” [tilfældig egenskab], skal man i offentlige prædikener skåne menighederne for dem, fordi sådanne ord er ukendte for almindelige mennesker. Men når de lærde benytter sig af disse udtryk indbyrdes eller blandt andre, som sådanne ord ikke er ukendt for, sådan som Eusebius, Ambrosius og særlig Augustin, men også flere andre store kirkelærere har gjort, fordi det var nødvendig for at forklare denne lære mod kætterne, så foretager de en umiddelbar fordeling. Det vil sige, en inddeling, hvor der ikke findes noget mellemled, sådan at alt som er, enten må være substans, det vil sige et selvstændigt væsen, eller accidens, det vil sige en tilfældig ting, som ikke eksisterer i og for sig selv, men i et andet selvstændigt væsen og som kan skelnes fra dette, en inddeling som også Cyril og Basil benytter sig af.

Fordi det er en sikker, uimodsigelig grundsætning i teologien, at enhver substans eller selvstændig væsen, enten er Gud selv eller et Guds værk og en Guds skabning, så har Augustin i mange skrifter mod manikæerne, sammen med alle sande lærere, efter nøje overvejelse og med alvor, fordømt og forkastet følgende udsagn: Arvesynden er substans eller natur. Det betyder: Arvesynden er menneskets natur eller væsen. Efter ham har også alle lærde og forstandige mennesker altid ment, at det som ikke består for sig selv eller er en del af et andet selvstændig væsen, men findes i noget andet på en foranderlig måde, ikke er en substans, det vil sige noget selvstændig, men en accidens, det vil sige noget tilfældig. Sådan plejer Augustin altid at tale på følgende måde:

”Arvesynden er ikke naturen selv, men en tilfældig brist i naturen, det vil sige en tilfældig mangel og skade i naturen.”

Sådan har man da også før denne strid på vore universiteter og kirker ifølge dialektikkens regler på denne måde talt frit og uden at vække mistanke, og uden af den grund at blive kritiseret af Dr. Luther eller andre retskafne lærere i vore rene evangeliske kirker.

Fordi det da er den uimodsigelige sandhed, at alt som findes, enten er en substans eller en accidens, det vil sige enten et selvstændigt væsen eller nogen tilfældig i dette, så er det en tvingende nødvendighed, som ingen kan slippe udenom, at hvis nogen vil spørge om arvesynden er en substans, det vil sige en ting som består i sig selv og ikke i nogen andet, eller om den er en accidens, det vil sige en ting som ikke består i sig selv, men i en anden, og ikke kan bestå eller findes for sig selv, så må man åbent og ligeud bekende, at arvesynden ikke er en substans, men en accidens.

Af denne grund vil Guds kirke aldrig blive hjulpet til varig fred i denne strid, men uenigheden vil snarere blive styrket og opretholdt, hvis kirkens tjenere fortsætter med at være i tvivl, om arvesynden er, og altså i ret og egentlig forstand skal kaldes, en substans eller accidens. Hvis denne anstødelige og højst skadelige strid skal kunne bringes til afslutning til gavn for universiteterne og kirkerne, er det derfor nødvendig at enhver bliver ret undervist om dette.

Spørger man derimod videre om hvilken accidens arvesynden er, så er det et andet spørgsmål som ingen filosof, ingen papist, ingen sofist, ja, ingen menneskelig fornuft, hvor skarp den end måtte være, kan give den rette forklaring på. Al forståelse og forklaring må alene hentes fra Den hellige Skrift. Den vidner om, at arvesynden er en uudsigelig skade og et sådant fordærv i den menneskelige natur, at intet rent eller godt er blevet tilbage i den og i alle dens indre og ydre kræfter. Alt er fordærvet, sådan at mennesket på grund af arvesynden i sandhed er åndelig dødt for Gud og med alle sine kræfter dødt med hensyn til det gode.

På denne måde bliver arvesynden ikke gjort mindre ved brugen af ordet accidens, såfremt det altså bliver forklaret ifølge Guds ord. Dr. Luther har jo i sin latinske udlægning af det tredje kapitel i Første Mosebog med stort alvor skrevet mod at formindske arvesynden. Ord ”accidens” tjener imidlertid bare til at angive forskellen mellem Guds gerning, dvs. vor natur bortset fra dette fordærv, og så Djævelens gerning, dvs. synden, som hænger fast ved Guds gerning og er dens dybeste og mest uudsigelige fordærv.

Sådan har også Luther i denne sag brugt og ikke forkastet ordet accidens, ligesom ordet egenskab. Men i tillæg til det har han også med særlig alvor og stor iver på den mest omhyggelige måde forklaret og indprentet enhver, hvilken grusom egenskab og accidens det er, som den menneskelige natur ikke bare er blevet uren af, men er så dybt fordærvet af, at der ikke er blevet noget rent og ufordærvet tilbage i den. Som hans ord lyder i forklaringen til Salme 90: “Hvad enten vi kalder arvesynden en kvalitet eller en sygdom, så er den i sandhed den største skade, så vi ikke bare lider Guds evige vrede og den evige død, men tilmed ikke forstår hvad vi lider.” Og videre skriver han til l Mos 3: “Vi er forgiftet med arvesyndens gift fra fodsålerne og lige til issen, fordi dette ramte os, mens vor natur endnu var fuldkommen.”

2. Om den frie vilje eller de menneskelige kræfter

Hovedspørgsmålet

Fordi der er opstået uenighed om den frie vilje ikke blot mellem papisterne og vore teologer, men også mellem nogle teologer af Den Augsburgske Bekendelse, vil vi først nøje angive, hvad uenigheden drejer sig om. Mennesket med sin frie vilje kan findes og betragtes i fire meget forskellige tilstande. Spørgsmålet her drejer sig ikke om, hvordan det var før faldet, eller hvad det, efter faldet før sin omvendelse, kan gøre i ydre ting, som gælder dette timelige livet, og heller ikke hvad det kan gøre i åndelige ting, efter at det er genfødt ved Guds Ånd og bliver styrt af Ånden, eller hvilken fri vilje det skal have, når det opstår fra de døde.

Hovedspørgsmålet er ene og alene, hvad det ugenfødte menneskes forstand og vilje kan udrette til sin omvendelse og genfødsel af egne kræfter, som er blevet igen efter faldet, når Guds ord forkyndes og Guds nåde bliver tilbudt. Om det da kan gribe, tilegne sig og sige ja til Guds nåde. Dette spørgsmål har der været strid om i flere år blandt nogle teologer af Den Augsburgske Bekendelse.

Den ene part har ment og lært, at selv om mennesket af egne kræfter ikke kan opfylde Guds bud, virkelig tro på Gud og frygte og elske ham uden Helligåndens nåde, har det alligevel før genfødslen stadigvæk så meget af de naturlige kræfter tilbage, at det i en vis grad kan gøre sig beredt til nåden og om end svagt give sit ja til den. Men hvis ikke Helligåndens nåde kommer det til hjælp, kan det ikke udrette noget med disse kræfter, men vil lide nederlag i kampen.

Den anden part, de gamle og nye entusiaster, har lært at Gud ved sin Ånd omvender mennesker og drager dem til den frelsende erkendelse af Kristus uden noget middel og redskab fra skaberværket, det vil sige uden den ydre forkyndelse og hørelse af Guds ord.

Mod begge disse fejlopfattelser har de rette lærere af Den Augsburgske Bekendelse lært og hævdet, at mennesket ved vore første forældres fald er blevet så fordærvet, at det i guddommelige ting, med hensyn til vor omvendelse og vor sjælefrelse, er blind af natur, og at det ikke forstår eller kan forstå Guds ord, når det forkyndes, men regner det for dårskab. Det nærmer sig heller ikke af sig selv Gud, men er og forbliver en Guds fjende, indtil det ved Helligåndens kraft, ved det forkyndte og hørte ord, bliver omvendt, skænkes troen, genfødes og fornyes af ren nåde uden nogen som helst medvirkning.

For at opklare denne strid på kristen måde efter Guds Ords vejledning og ved hans nåde bringe den til afslutning, fremlægger vi følgende som vor lære, tro og bekendelse:

I åndelige og guddommelige ting kan det ugenfødte menneskes forstand, hjerte og vilje af egne naturlige kræfter slet ikke forstå, tro, modtage, tænke, ville, begynde, udføre, gøre, virke eller medvirke til noget, men er helt og holdent dødt og fordærvet med hensyn til det gode. I menneskets natur efter faldet og før genfødslen er der ikke blevet den mindste gnist af åndelige kræfter tilbage, med hvilke det af sig selv skulle kunne gøre sig beredt til Guds nåde eller modtag den tilbudte nåde. Eller af sig selv være skikket eller gøre sig skikket til den, eller af sine egne kræfter kunne hjælpe, gøre, virke eller medvirke nogen til sin omvendelse. Hverken til hele omvendelsen eller halvt eller til nogen del, selv den mindste, af sig selv. (2 Kor 3, 5). Mennesket er “syndens træl” Joh 8, 34, og en fange under Djævelen, som det drives af, (Ef 2, 2; 2 Tim 2, 26). Derfor er den naturlige frie vilje efter sin forvendte art og natur kun i stand til at virke det, som mishager Gud og er ham imod.

Denne forklaring og dette grundlæggende svar på det hovedspørgsmål og stridspunkt, som blev fremsat i indledningen til denne artikel, bliver også bekræftet og stadfæstet af følgende grunde, hentet fra Guds ord. Og selv om disse grunde strider mod den hovmodige fornuft og filosofi, så ved vi alligevel at denne forvendte verdens visdom er dårskab for Gud, og at man kun skal dømmes om troens artikler ud fra Guds ord.

For det første: Menneskets fornuft eller naturlige forstand har ganske vist endnu en svag gnist af erkendelse af, at der findes en Gud og af lovens lære, (Rom 1, 19 ff.). Alligevel er det så uvidende, blindt og forvendt at selv om de allerklogeste og lærdeste mennesker på jorden læser og hører evangeliet om Guds Søn og løftet om evig frelse, vil de alligevel ikke af egne kræfter kunne begribe, fatte, forstå, tro eller holde det for sandt. Tværtimod, jo større flid og alvor de anvender, og jo mere de forsøger at begribe disse åndelige ting med deres fornuft, desto mindre forstår og tror de. De anser det alt sammen for uintelligent og eventyr, før de bliver oplyst og lært af Helligånden.

l Kor 2, 14: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok.”

l Kor 1, 21: ”For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om.”

Ef 4, 17: ”Det siger jeg da og vidner om i Herren: Lev ikke længere som hedningerne (som ikke er genfødt af Guds Ånd), tomme i deres tanker, formørkede i sindet og fremmede for livet i Gud i deres uvidenhed og deres hjertes forhærdelse.”

Matt 13, 13: ”Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter. Men jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder.”

Rom 3, 11-12: ”Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.”

Sådan kalder Skriften direkte det naturlige mennesket et mørke i åndelige og guddommelige ting, (Ef 5, 8; ApG 26, 18; Joh 1, 5). “Lyset skinner i mørket (det vil sige i den mørke, blinde verden som ikke kender eller bryder sig om Gud), og mørket har ikke taget imod det.”

På samme måde lærer Skriften at mennesket i synden ikke bare er svagt og sygt, men helt dødt, (Ef 2, 1,5; Kol 2, 13).

Akkurat som når det menneske, som er legemlig dødt, ikke af egne kræfter kan gøre sig beredt eller skikket til at få det timelige liv tilbage, sådan kan det mennesket, der er åndelig dødt i synden heller ikke af egen kraft gøre sig beredt eller skikket til at opnå åndelig og himmelsk retfærdighed og liv, hvis det ikke ved Guds Søn bliver friet fra syndens død og gjort levende.

Sådan frakender Skriften det naturlige menneskes forstand, hjerte og vilje al duelighed, skikkethed, evne og kraft til af sig selv i åndelige ting at tænke, forstå, kunne, begynde, ville, udføre, gøre, virke eller medvirke til noget godt og ret.

2 Kor 3, 5: ”Ikke at vi af os selv duer til at udtænke noget, som kom det fra os selv; at vi duer til noget, skyldes Gud.”

Rom 3, 12: “Alle er uduelige.”

Joh 8, 37: ”Mit ord når ikke ind til jer.”

Joh 1, 5: “Mørket har ikke grebet det” eller taget imod det.

l Kor 2, 14: “Det naturlige menneske forstår ikke” eller, som det græske ord egentlig betyder, “fatter ikke”, “tager ikke imod” det som hører Ånden til, eller har ingen evne i åndelige ting, ”det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det.”

Langt mindre vil det virkelig kunne tro på evangeliet og give sit ja til det eller holde det for sandhed. Rom 8, 7: “Det kødet” eller det naturlige menneske “vil, er fjendskab med Gud, for det underordner sig ikke Guds lov, ja, det kan heller ikke”. Og i en sum forbliver det, som Guds Søn siger, altid sandt: “Uden mig kan I intet gøre” (Joh 15, 5). Og Paulus siger i Fil 2, 13: ”For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.” Dette klare skriftsted er meget trøstefuldt for alle fromme kristne, som føler og erfarer blot en lille gnist og længsel efter Guds nåde og den evige frelse i deres hjerter, for de ved at Gud har tændt denne begyndelse til sand gudsfrygt i deres hjerter. Og han vil fortsætte med at styrke og hjælpe dem i deres store svaghed, så de holder ud i den sande tro lige til enden.

Herunder hører også alle de helliges bønner, hvor de beder om, at de må blive lært, oplyst og helliggjort af Gud. Netop ved det tilkendegiver de, at de ikke kan have det, som de beder om af egne naturlige kræfter. Sådan beder David mere end ti gange blot i Salme 119 om, at Gud vil give ham forstand, så han ret kan fatte og kende den guddommelige lære. Lignende bønner findes også hos Paulus i Ef 1, 17; Kol 1, 9-11; Fil 1, 9. Disse bønner og ord om vor uvidenhed og manglende evne er ikke nedskrevet for os, for at vi skal blive dovne og uvillige til at læse, høre og betragte Guds ord, men for at vi først og fremmest skal takke Gud af hjertet, at han ved sin Søn har friet os fra uvidenhedens mørke og syndens og dødens fangenskab, og ved dåben og Helligånden har genfødt og oplyst os.

Og efter at Gud ved sin Hellige Ånd i dåben har gjort begyndelsen og optændt og virket den rette gudserkendelse og tro, bør vi uden ophold bede ham om, at han ved den samme Ånd og ved sin nåde må bevare troen og sine himmelske gaver i os, gennem daglig øvelse i at læse og bruge Guds ord, og dag for dag styrke dem og opholde dem indtil enden. For hvor Gud ikke selv er lærer, kan man ikke studere og lære noget, som er Gud til behag og os og andre til gavn.

For det andet: Guds ord vidner, at det naturlige ugenfødte menneskes forstand, hjerte og vilje i guddommelige ting ikke bare er helt og holdent bortvendt fra Gud, men også fjendtlig mod Gud og vendt og forvendt til alt som er ondt. Ligeledes, at mennesket ikke bare er svagt, uduelig, ude af stand og dødt til det som er godt, men også så forfærdelig forvendt, forgiftet og fordærvet af arvesynden at det af natur og væsen er helt ondt, genstridig og fjendtlig mod Gud og alt for stærkt, levende og virksomt, når det gælder det, som mishager Gud og er imod hans vilje.

l Mos 8, 21: ”Menneskene vil kun det onde fra ungdommen af.”

Jer 17, 9: ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?”

Dette ord forklarer Paulus i Rom 8, 7: “Det, kødet vil, er fjendskab med Gud.”

Gal 5, 17: ”Kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod.”

Rom 7, 14: ”Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg er af kød, solgt til at være under synden.”

Og lige efter: “Jeg ved at i mig, det vil sige i mit kød, bor det ikke nogen godt. For jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.” (vers 18 og 22-23).

Når nu den naturlige eller kødelige frie vilje hos den hellige Paulus og andre genfødte også efter genfødslen strider mod Guds lov, hvor meget mere er den så ikke før genfødslen genstridig og fjendtlig mod Guds lov og vilje. Som det yderligere er forklaret i artiklen om arvesynden og som vi her for kortheds skyld henviser til, er det således åbenbart, at den frie vilje af sine egne naturlige kræfter ikke blot ikke kan virke eller medvirke til sin egen omvendelse, retfærdighed og frelse, eller følge, tro eller give sit ja til Helligånden, som ved evangeliet tilbyder Guds nåde og frelse, men at den på grund af sit medfødte onde, genstridige væsen er fjendtlig indstillet til Gud og hans vilje, hvis den ikke bliver oplyst og styret af Guds Ånd.

Derfor sammenligner Den hellige Skrift også det ugenfødte menneskes hjerte med en hård sten, som ikke giver efter, men gør modstand mod den, som rører ved den (Ez 36, 26); og med en uhøvlet stok (Hos 6, 5) og et vildt, utæmmet dyr (Sal 73, 22). Men det betyder ikke at mennesket efter faldet ikke længer er en fornuftig skabning, eller at det bliver omvendt til Gud uden at høre og betragte Guds ord, eller at det i ydre, verdslige ting ikke forstår, hvad som er godt og ondt og med vilje kan gøre eller lade være at gøre det.

Som Dr. Luther siger i udlægningen af Salme 91:

“I verdslige og ydre ting som gælder næring og legemets behov, er mennesket klogt, fornuftig og meget virksom, men i åndelige og guddommelige ting, som gælder sjælens frelse, er mennesket som en saltstøtte, som Lots hustru, ja, som stok og sten, som et dødt billede, der hverken bruger øjne eller mund, forstand eller hjerte. For mennesket hverken ser eller erkender Guds grufulde og forfærdelige vrede over synden og døden, men fortsætter i sin sikkerhed, endda med vidende og vilje, og kommer derfor i tusind farer og til sidst i den evige død og fordømmelse. Ingen bønner, nødråb, formaninger hjælper, heller ingen trusler og skældsord, ja, al undervisning og forkyndelse er uden virkning på det, før det bliver oplyst, omvendt og genfødt ved Helligånden, noget som alene mennesket og ingen sten eller stok er skabt til. Og mens Gud efter sin retfærdige, strenge dom helt og holdent har forkastet de faldne, onde ånder i al evighed, har han alligevel af særlig, ren barmhjertighed villet at den stakkels faldne, fordærvede menneskelige natur igen skal blive og være i stand til at blive delagtig i omvendelse, Guds nåde og det evige liv. Ikke ved sin egen naturlige, virkekraftige skikkethed, duelighed eller evne, for naturen står i fjendskab mod Gud, men af ren nåde ved Helligåndens nådige og kraftige virksomhed.”

Dr. Luther kalder dette for ”modtagelighed” (ikke aktivt, men passivt), som han forklarer på følgende måde: “Når fædrene forsvarer den frie viljen, siger de, at den er modtagelig for friheden på den måde at viljen ved Guds nåde kan omvendes til det gode og blive virkelig fri, som den fra begyndelsen var skabt til.” På lignende måde har også Augustin skrevet i 2. bog mod Julian.6

Men før mennesket bliver oplyst, omvendt, genfødt, fornyet og draget af Helligånden, kan det af sig selv og sine egne naturlige kræfter lige så lidt begynde, virke eller medvirke noget i åndelige ting og til sin egen omvendelse eller genfødsel som en sten eller stok eller lerklump. For selv om det kan styre sine ydre lemmer og høre evangeliet og i en vis grad betragte det og tale om det, sådan som man ser det hos farisæerne og hyklerne, så anser det alligevel evangeliet som en dårskab og kan ikke tro det. Ja, det er i dette tilfælde værre end en stok, fordi det er genstridigt og fjendtligt indstillet over for Guds vilje, hvis ikke Helligånden er kraftig i det og optænder og virker tro og lydighed i det og andre dyder, som er Gud til behag.

For det tredje tilskriver Den hellige Skrift ikke den naturlige frie viljes menneskelige kræfter omvendelsen, troen på Kristus, genfødslen, fornyelsen og alt som tilhører den virkelige begyndelsen og fuldførelsen af dette, hverken helt, halvt eller den mindste del. Det tilskrives totalt, det vil sige helt og holdent, Guds virke og Helligånden, sådan som også Apologien siger.

Fornuften og den frie vilje er i stand til “i nogen grad at leve ærbart i det ydre”, men at blive født på ny og at få et andet hjerte, sind og hu i det indre, det virker alene Helligånden. Helligånden åbner forstanden og hjertet til at forstå Skriften og give agt på Ordet.

Som der står skrevet i Luk 24, 45: “Da åbnede han deres forstand så de kunne forstå Skrifterne.”

Ligeledes ApG 16, 14: “Lydia hørte på, og Herren åbnede hendes hjerte så hun gav agt på det som blev talt af Paulus.”

“Han virker i os både at ville og at virke”, Fil 2, 13.

“Giver omvendelse," ApG 5, 31; 2 Tim 2, 25.

Han virker tro, Fil 1, 29: “I fik skænket den nåde at tro på Kristus”.

Ef 2, 8: Frelsen og troen “er Guds gave.”

Joh 6, 29: “Dette er Guds gerning, at I tror på den, han har udsendt.”

”Herren giver et hjerte som forstår, øjne som ser og ører som hører,” 5 Mos 29, 3; Matt 13, 15.

Han ”genføder og fornyer ved Helligånden,” Tit 3, 5.

Gud ”giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Han fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger hans love og omhyggeligt holder hans bud.” Ez 11, 19; 36, 26; 5 Mos 30, 6; Sal 51, 12.

Han skaber os i “Kristus Jesus til gode gerninger”, Ef 2, 10.

Og til “nye skabninger”, 2 Kor 5, 17; Gal 6, 15.

Kort sagt: “Alle gode gave” er fra Gud, Jak 1, 17.

Ingen kan komme til Kristus “uden at Faderen drager ham”, Joh 6, 44.

”Ingen kender Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare det for”, Matt 11, 27.

”Ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.“ l Kor 12, 3.

”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.“ Joh 15, 5.

”At vi duer til noget, skyldes Gud.“ 2 Kor 3, 5.

”Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?” l Kor 4, 7.

Særlig om dette ord skriver Augustin i sin bog “De praedestinatione”, kap. 3, at han ved dette skriftsted blev overbevist om, at han skulle lade det fejlagtige syn, som han havde haft tidligere, falde:

“Jeg har taget fejl i det, at jeg mente, at Guds nåde kun består i at Gud i forkyndelsen af sandheden åbenbarer sin vilje, men at det er vor egen opgave og står i vor egen magt at give vor tilslutning til det forkyndte evangelium.”

Og Augustin siger videre:

“Jeg har også taget fejl, når jeg sagde, at det står i vor magt at tro evangeliet og at ville, men at det er Guds gerning at give dem, som tror og vil, kraft til at virke noget.”

Bekendelsesskrifternes lære om viljen

Denne lære har sin grund i Guds ord og er i overensstemmelse med Den Augsburgske Bekendelse og de andre ovenfor nævnte skrifter, som de følgende vidnesbyrd viser.

I artikel 20 i Den Augsburgske Bekendelse hedder det:

“Mennesker uden for Kristus og uden troen er i Djævelens vold. Han driver dem også til mange slags åbenlyse synder. Derfor lærte vi først om troen, ved hvilken Helligånden bliver givet, og at Kristus hjælper os og beskytter os mod Djævelen.” Og lige efter hedder det: “Den menneskelige fornuft eller kraft uden Kristus er alt for svag over for Djævelen, som driver den til at synde.”

Disse ord viser klart at Den Augsburgske Bekendelse slet ikke holder menneskets vilje for at være fri i åndelige ting, men siger, at det er Djævelens fange. Hvordan skal det da kunne vende sig til evangeliet eller Kristus af egne kræfter?

Apologien lærer sådan om den frie vilje:

“Og vi siger også at fornuften i nogen grad har en fri vilje, for i de ting som vi kan fatte med fornuften, har vi en fri vilje.” Og lige efter: “Hjerter, som er uden Helligånden, er uden gudsfrygt, uden tro, og de har ikke tillid og tro til at Gud hører dem, at han tilgiver dem deres synd og at han hjælper dem i nød. Derfor er de ugudelige. Nu kan et dårligt træ ikke bære god frugt, og uden tro kan ingen behage Gud. Selv om vi indrømmer at vi formår at gøre sådanne ydre gerninger, så siger vi derfor alligevel, at den frie vilje og fornuften ikke formår noget i åndelige ting, osv.”

Af dette ser man klart at Apologien ikke tillægger menneskets vilje nogen evne hverken til at begynde det gode eller medvirke til det af sig selv.

I De Schmalkaldiske Artikler forkastes også følgende vildfarelse angående den frie vilje: “At mennesket har en fri vilje til at gøre godt og undgå ondt.” Og lige efter bliver det også forkastet som en vildfarelse, når der læres, at “det ikke er grundet i Skriften at Helligånden med sin nåde er nødvendig til gode gerninger”.

Videre står der også i De Schmalkaldiske Artikler:

“Og denne bod varer hos de kristne indtil døden, for den kæmper med den synd som er igen i kødet gennem hele livet, sådan som den hellige Paulus vidner i Rom 7, 14ff, at han kæmper med loven i sine lemmer, ikke ved egne kræfter, men ved Helligåndens gave, som følger tilgivelsen for synderne. Denne gave renser og fejer daglig de synder ud, som er igen, og arbejder på at gøre mennesket rent og hellig.”

Disse ord siger slet intet om vor vilje eller at den også i det genfødte menneske virker nogen af sig selv, men tilskriver det Helligåndens gave, som renser mennesket og gør det frommere og helligere hver dag, og fra dette bliver vore egne kræfter helt udelukket.

I Dr. Luthers Store Katekismus står der også skrevet:

“Også jeg er en del og et lem af denne kristne kirke, en trosfælle med del i og adgang til alle de velsignelser, den ejer. Jeg blev ført til den af Helligånden og indlemmet i den ved at jeg har hørt og stadig hører Guds ord. Det er begyndelsen til at komme ind her. Men før vi var kommet til den kristne kirke, var vi ganske under Djævelen og kendte hverken Gud eller Kristus. Helligånden bliver hos den hellige menighed eller kristenhed indtil den yderste dag. Ved hjælp af denne menighed frelser han os, og han bruger den til at forkynde Ordet. Ved Ordet virker og øger han helliggørelsen, sådan at vi daglig vokser og bliver stærke i troen og troens frugter, som Helligånden skaber, osv.”

I disse ord nævner katekismen ikke med et eneste ord vor frie vilje eller medvirkning, men tillægger Helligånden alt. Han bringer os ved forkyndertjenesten ind i kristenheden, helliger os i den og gør, at vi daglig vokser i troen og gode gerninger.

Og selv om de genfødte også i dette liv kommer så langt, at de vil det gode og har deres glæde i det og også gør godt og vokser i det, så er det alligevel som ovenfor sagt ikke af vor vilje og vor evne. Men, som Paulus selv siger det, så er det Helligånden, der både virker “at ville og at virke”, Fil 2, 13. På samme måde tilskriver han også i Ef 2, 10 Gud alene denne gerning, når han siger: ”For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.”

I Dr. Luthers Lille Katekismus står det også skrevet:

“Jeg tror at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, oplyst mig med sine gaver, helliggjort og bevaret mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliggør hele kristenheden på jorden og holder den fast hos Jesus Kristus i den rette, ene tro.”

Og i forklaringen til Fadervor i den anden bøn findes disse ord:

”Hvordan sker det, nemlig at Guds rige kommer til os? Svar: Når den himmelske Far giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror på hans hellige ord og lever et gudfrygtig liv.”

Disse vidnesbyrd siger, at vi af egne kræfter ikke kan komme til Kristus, men Gud må give os sin Hellige Ånd. Ved Ånden bliver vi oplyst, helliget og bragt til Kristus ved troen og opholdt hos ham. Hverken vor vilje eller medvirkning bliver nævnt.

Til dette vil vi føje et ord af Dr. Luther i ”Den store bekendelse om den hellige nadver”, hvor han højtidelig erklærer, at han vil holde fast ved denne lære indtil sin ende, og hvor han siger:

“Hermed forkaster og fordømmer jeg som vildfarelse al lære, som priser vor frie vilje, som noget, der strider klart imod vor frelser Jesu Kristi hjælp og nåde. Fordi døden og synden uden for Kristus er vore herrer og Djævelen vor gud og fyrste, kan det ikke findes nogen kraft eller magt, viden eller forstand med hvilken vi skulle kunne gøre os skikket til eller tragte efter retfærdigheden og livet. Vi er forblindet og fanget under synden og Djævelen, så vi gør og tænker det, som behager dem og som er Gud og hans bud imod.”

Med disse ord tillægger Dr. Luther ikke vor frie vilje nogen som helst kraft til at gøre sig beredt for retfærdigheden eller at tragte efter den, men han siger at mennesket, forblindet og fanget, kun gør Djævelens vilje og det som er Gud Herren imod. Derfor er det her ingen medvirkning af vor vilje i menneskets omvendelse. Mennesket må drages og fødes på ny af Gud, ellers er der ingen tanke i vort hjerte, som vender sig fra sig selv til det hellige evangelium for at modtage det.

Ligeledes har Dr. Luther skrevet om denne sag mod Erasmus i bogen ”Om den trælbundne vilje”. Her har han grundig og udførlig behandlet og tilrettelagt denne sag. Senere har han i den herlige udlæggelse af Første Mosebog og særlig i forbindelse med kap. 26, 22 gentaget og forklaret den. Her har han også berørt nogle andre specielle spørgsmål, som er rejst af Erasmus, som f.eks. om den absolutte nødvendighed og angiver, hvordan han ønsker, de skal forstås. Han har forsvaret dem på den bedste og mest omhyggelige måde mod al misforståelse og mistolkning. Til dette vil vi hermed holde os, og vi viser andre til det.

Derfor er det en forkert lære, når man foregiver, at mennesket stadigvæk har så meget kraft, at det ønsker at modtag evangeliet, trøste sig til det og at altså den menneskelige vilje medvirker noget i omvendelsen. Denne vildfarelse er imod Den hellige, guddommelige Skrift, Den kristne Augsburgske Bekendelse og dens Apologi, De Schmalkaldiske Artikler, Luthers Store og Lille Katekismus og andre skrifter af denne udmærkede og højt oplyste teolog.

Denne lære om vor naturlige frie viljes afmagt og ondskab og om vor omvendelse og genfødsel, at vi bare er et værk af Gud og ikke af vore egne kræfter, bliver imidlertid misbrugt på en ukristelig måde både af entusiaster og epikuræere. På grund af deres udsagn bliver mange mennesker vildledt og dovne til alle kristne øvelser i bøn, læsning og overvejelse. De siger, at fordi de af deres egne naturlige kræfter ikke er i stand til at omvende sig til Gud, vil de fortsætte med at stå Gud imod eller vente indtil Gud omvender dem med magt og mod deres vilje. Eller fordi de ikke kan gøre noget i disse åndelige ting, men alt alene er Helligåndens virkning, vil de hverken bryder sig om ord eller sakramenter, hverken høre eller læse, men vente indtil Gud indgyder sine gaver i dem fra himmelen uden midler, sådan at de virkelig føler og mærker i sig selv, at Gud har omvendt dem.

Andre modløse hjerter kan falde i tunge tanker og tvivl, om Gud har udvalgt dem og ved Helligånden også vil virke sine gaver i dem, siden de ikke føler nogen stærk, brændende tro og hjertets lydighed, men bare svaghed, angst og elendighed.

Hvordan mennesket bliver omvendt til Gud

Derfor vil vi nu videre ud fra Guds ord forklare, hvordan mennesket bliver omvendt til Gud, hvordan og ved hvilke midler Helligånden er virksom i os, nemlig ved det mundtlige ord og de hellige sakramenter, og vil virke og give os sand omvendelse, tro og ny åndelig kraft og evne til det gode i vore hjerter, og hvordan vi skal forholde os til disse midler og bruge dem.

Det er ikke Guds vilje, at nogen skal blive fordømt, men at alle mennesker skal omvende sig til ham og blive evig frelst.

Ez 33, 11: ”Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet.”

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3,16).

Derfor lader Gud af uendelig godhed og barmhjertighed offentlig forkynde sin guddommelige, evige lov og sit vidunderlige råd om vor forløsning, nemlig det hellige og frelsende evangelium om sin evige Søn, vor eneste Frelser Jesus Kristus. Ved denne forkyndelse samler han sig en evig kirke af menneskeslægten og virker i menneskenes hjerter sand omvendelse og syndserkendelse og sand tro på Guds Søn, Jesus Kristus. Og Gud vil ved dette middel, nemlig sit hellige ord, og ikke noget andet, kalde mennesker til evig frelse, drage dem til sig, omvende dem, genføde dem og helliggøre dem, når man hører Ordet forkyndt eller læser det og bruger sakramenterne efter Guds ord.

l Kor 1, 21: “For da verden ikke ved sin visdom kendte Gud, behaget det Gud ved forkyndelsens dårskab at frelse dem, som tror.”

ApG 11, 14: “Peter skal tale ord til dig, som du og hele dit hus skal blive frelst ved.” Rom 10, 17: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.”

Joh 17, 17: ”Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed. Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig.”

Derfor råber den evige Far fra himmelen om sin kære Søn og alle som forkynder omvendelse og tilgivelse for synderne i Hans navn: “Hør ham!” Matt 17, 5.

Denne forkyndelse skal alle de, som vil blive frelst, høre. For forkyndelsen af Guds ord og det at høre det, er Helligåndens redskab. Med og gennem dem vil Ånden virke kraftig og omvende mennesker til Gud og virke i dem både at ville og at virke.

Dette ord kan mennesker, der endnu ikke er omvendt til Gud og genfødt, høre og læse på ydre vis. For i ydre ting har mennesket også efter faldet, som sagt ovenfor, i nogen grad en fri vilje, sådan at det kan gå i kirke, høre forkyndelsen eller lade være.

Nådemidlernes brug og virkning

Ved dette middel, nemlig forkyndelsen og hørelsen af Guds ord, virker Gud og knuser vore hjerter og drager mennesket. Ved forkyndelsen af loven erkender det sin synd og Guds vrede og føler en sand skræk, anger og smerte i hjertet. Og ved forkyndelsen og betragtningen af det hellige evangelium om den nådige tilgivelse af synderne i Kristus, bliver en gnist af tro tændt, som modtager tilgivelsen for synderne for Kristi skyld og bliver trøstet ved evangeliets løfte. På den måde bliver Helligånden, som virker alt dette, givet i hjertet.

Rigtignok ville både forkynderens planten og vanden og tilhørerens løb og vilje være forgæves og ingen omvendelse følge, hvis ikke Helligåndens kraft og virkning kom til, som ved det forkyndte og hørte ord oplyser hjerterne og omvender dem, så mennesker tror ordet og giver sit ja til det.

Alligevel skal hverken forkynderen eller tilhøreren tvivle på Helligåndens nåde og virkning, men stole på, at når Guds ord forkyndes rent og klart efter Guds befaling og vilje, og mennesker med omhu og alvor hører på det og betragter det, da er Gud virkelig nærværende med sin nåde og giver mennesket det, som det ellers af egne kræfter hverken kan tage eller give. For man skal og kan ikke altid dømme om Helligåndens nærvær, virkninger og gaver ud fra følelserne, det vil sige ud fra hvordan og hvornår man føler det i hjertet. Men fordi det ofte sker under stor svaghed, bør vi på grund af og ifølge løftet stole på, at det forkyndte, hørte Guds ord er en tjeneste og et værk af Helligånden, gennem hvilket han virkeligt virker og er kraftig i vore hjerter, 2 Kor 2, 14ff.

Men om et menneske ikke vil høre forkyndelsen eller læse Guds ord, men foragter Guds ord og hans menighed og dør i denne tilstand og går fortabt i sine synder, kan det hverken trøste sig med Guds evige valg eller opnå hans barmhjertighed. For Kristus som vi er udvalgt i, tilbyder alle mennesker sin nåde i Ordet og de hellige sakramenter, og det er hans alvorlige vilje, at man skal høre det. Han har lovet, at hvor to eller tre er samlet i hans navn og omgås med hans hellige ord, vil han være midt iblandt dem (Matt 18, 20).

Men når et sådant menneske foragter Helligåndens redskaber og ikke vil høre, så sker det ingen uret, når Helligånden ikke oplyser dette menneske, men lader det forblive i vantroens mørke, så det går fortabt.

Som der står skrevet: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.” Matt 23, 37.

I dette tilfælde kan man vel sige, at mennesket ikke er en sten eller stok. For en sten eller stok modstår ikke den, der bevæger den. Den forstår heller ikke og føler ikke, hvad som bliver gjort med den, sådan som et menneske står Gud Herren imod med sin vilje, indtil det bliver omvendt. Alligevel er det sandt, at et menneske også før omvendelsen er en fornuftig skabning, som har forstand og vilje, men alligevel ikke nogen forstand i guddommelige ting eller en vilje til at ville noget godt og frelsende. Det kan ikke gøre noget som helst til sin omvendelse, og er i denne henseende meget værre end en sten og stok, for det står Guds ord og vilje imod, lige til Gud vækker det op fra syndens død og oplyser og fornyer det.

De, der altid står Helligånden imod og sætter sig imod den erkendte sandhed, bliver ganske vist ikke omvendt, sådan som Stefanus siger om de forhærdede jøder i ApG 7, 51). Men selv om Gud ikke tvinger mennesket til at omvende sig, drager Gud Herren alligevel det menneske, som han vil omvende, og drager det på en sådan måde at der af en formørket forstand bliver en oplyst forstand og af en genstridig vilje en lydig vilje. Det kalder Skriften at skabe et nyt hjerte (Salme 51,12).

Derfor kan det heller ikke med rette siges, at mennesket før sin omvendelse har en bestemt handlemåde, eller en måde at virke nogen godt og frelsende i guddommelige ting på. Når mennesket før omvendelsen er dødt på grund af sine synder, Ef 2, 1, så kan der ikke være nogen kraft i det til at virke noget godt i guddommelige ting, og det har altså ingen speciel handlemåde eller måde at virke på i guddommelige ting. Men når man derimod taler om det, Gud virker i mennesket, så har Gud Herren ganske rigtig én handlemåde eller én måde at virke på i et menneske som fornuftig skabning og en anden måde at virke på i en anden ufornuftig skabning eller i en sten eller stok.

Kampen mellem kød og ånd i de genfødte

Men når mennesket er blevet omvendt og således oplyst og dets vilje fornyet, da vil mennesket det gode i den grad det er genfødt og et nyt menneske og ”glæder sig inderst inde over Guds lov.” Rom 7, 22. Det gør derefter det gode i den grad og så længe, det er drevet af Guds Ånd, som Paulus siger: ”For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn.” (Rom 8,14). Og at Helligånden på denne måde driver mennesket er ikke tvang, men det omvendte mennesket gør frivilligt det gode, som David siger: ”Dit folk møder villigt frem.” (Sal 110, 3).

Alligevel forbliver der en kamp mellem kødet og Ånden i den genfødte, som Paulus skriver i Rom 7, 22ff.:

”Jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer. Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.”

Ligeledes Gal 5, 17: ”Kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.”

Af dette følger det da, at så snart Helligånden ved Ordet og de hellige sakramenter har begyndt dette genfødsels og fornyelsesværk i os, så kan og skal vi sandelig medvirke ved Helligåndens kraft, selv om det stadigvæk sker i stor svaghed. Men ikke ved vore kødelige, naturlige kræfter, men med de nye kræfter og gaver, som Helligånden i omvendelsen har begyndt i os. Som Paulus udtrykkelig og alvorlig formaner os, at vi Som hans medarbejdere ikke forgæves at have taget imod Guds nåde. (2 Kor 6,1). Det skal ikke forstås anderledes, end at det omvendte menneske gør godt i den grad og så længe som Gud styrer, leder og fører det med sin Hellige Ånd. Hvis Gud drog sin nådige hånd bort fra det, kunne det ikke et øjeblik blive stående i lydighed mod Gud. Hvis det imidlertid bliver forstå sådan, at det omvendte menneske virker med ved siden af Helligånden, på samme måde som to heste trækker en vogn sammen, så kan dette ikke på nogen måde indrømmes uden til skade for den guddommelige sandhed.

Døbtes frafald og omvendelse

Derfor er det en stor forskel mellem det døbte og udøbte menneske. For i Gal 3, 27 lærer Paulus: ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.” De er altså virkelig genfødte og har nu en fri vilje. Det vil sige at de ”igen er gjort frie”, som Kristus siger (Joh 8, 36). Det er årsagen til at de ikke bare hører ordet, men også kan give det sit bifald og modtag det i tro, om end i stor svaghed.

Fordi vi i dette liv kun har modtaget Åndens førstegrøde, og genfødslen ikke er fuldkommen, men blot er begyndt i os, fortsætter kødets strid og kamp mod Ånden også i de udvalgte og sandt genfødte mennesker. Det er således blandt de kristne ikke blot stor forskel ved at den ene er svag og den anden stærk i Ånden, men enhver kristen finder også hos sig selv, at han sommetider er frimodig i Ånden, til andre tider frygtsom og bange, sommetider brændende i kærligheden, stærk i troen og håbet, til andre tider kold og svag.

Men hvis de, der er døbt, handler mod samvittigheden og lader synden herske i sig og således bedrøver og mister Helligånden, som bor i dem, så skal de ikke døbes igen, men de må omvende sig på ny, som det ovenfor tilstrækkelig er nævnt.

For det er nu en gang vist og sandt, at der i en sand omvendelse må ske en forandring, en ny bevægelse i forstanden, viljen og hjertet, så hjertet erkender synden, frygter for Guds vrede, vender sig bort fra synden, erkender og modtager løftet om nåden i Kristus, har gode, åndelige tanker, et kristent forsæt og iver, kamp mod kødet osv. For hvor intet af dette sker eller findes, er der heller ingen sand omvendelse. Men når det gælder spørgsmålet om den virkende årsag, det vil sige om hvem det er, som virker dette i os og hvor mennesket har det fra og hvordan det kommer frem til dette, så svarer vor lære: Fordi menneskets naturlige kræfter ikke kan gøre eller bidrage noget til dette, kommer Gud af uendelig godhed og barmhjertighed os i forkøbet og lader sit hellige evangelium forkynde, ved hvilket Helligånden virker og skaber en sådan omvendelse og fornyelse i os. Ved forkyndelsen og betragtningen af Guds ord tænder han troen og andre kristne dyder i os, så de udelukkende er gaver og virkninger af Helligånden. Denne lære viser os til de midler, som Helligånden bruger til at begynde og at virke dette, og minder os også om, hvordan disse gaver skal bevares, styrkes og øges. Den formaner os til ikke at modtage Guds nåde forgæves, men bruge den flittig, så vi tænker på, hvor stor synd det er at hindre og modstå denne virkning af Helligånden.

Konklusion

På grundlag af denne grundige forklaring af hele læren om den frie vilje, kan vi nu også til slut afgøre de spørgsmål som er opstået, og som der nu i flere år har været strid om i kirkerne bag Den Augsburgske Bekendelse. Desuden kan den modsatte lære og vildfarelse blive erkendt, afvist, fordømt og forkastet.

Disse spørgsmål er: Om mennesket før, i eller efter sin omvendelse modstår Helligånden? Om det ikke gør noget som helst, men bare forholder sig rent passivt til det, Gud virker i det? Ligeledes, om mennesket i omvendelsen er og forholder sig som en stok? Ligeledes, om Helligånden bliver givet til dem, der gør modstand? Ligeledes, om omvendelsen sker ved tvang, sådan at Gud tvinger mennesket til at omvende sig mod dets vilje?

l. For det første stoikernes og manikæernes meningsløshed, at alt hvad der sker, nødvendigvis må ske sådan. Eller at mennesket gør alt af tvang, og at menneskets vilje heller ikke, når det gælder ydre gerninger, har nogen frihed eller evne til på nogen måde at yde en ydre retfærdighed og ærbarhed eller undgå ydre synd og last. Eller at menneskets vilje bliver tvunget til onde ydre gerninger, utugt, røveri, mord osv.

2. For det andet de grove pelagianeres vildfarelse, som går ud på at den frie vilje af egne naturlige kræfter uden Helligånden, kan omvende sig selv til Gud, tro evangeliet og være lydig af hjertet mod Guds lov og med denne sin frivillige lydighed kan fortjene tilgivelse for synderne og evig liv.

3. For det tredje papisternes og skolastikernes vildfarelse som gør det lidt mere spidsfindigt og lærer, at mennesket af sine egne naturlige kræfter kan gøre begyndelsen til det gode og til sin egen omvendelse, og at Helligånden så kommer det gode som er begyndt af egne naturlige kræfter, til hjælp, fordi mennesket er for svagt til at fuldføre det.

4. For det fjerde synergistenes lære, som foregiver at mennesket i åndelige ting ikke er helt dødt, når det gælder det gode, men er hårdt såret og halvdødt. Selv om den frie vilje derfor er for svag til at gøre begyndelsen og af egne kræfter omvende sig selv til Gud og være lydig af hjertet mod Guds lov, så kan den alligevel - når Helligånden har gjort begyndelsen og kaldt os ved evangeliet og tilbudt os sin nåde, tilgivelse for synderne og evig frelse - af egne naturlige kræfter komme Gud i møde og i nogen grad, om end kun lidt og svagt, bidrage, hjælpe og medvirke til at gøre sig beredt for Guds nåde og gribe og tage imod den og tro evangeliet. Den frie vilje kan også af egne kræfter medvirke ved siden af Helligånden til at fortsætte og bevare dette værk.

Mod dette syn er det imidlertid ovenfor udførlig vist at denne kraft, det vil sige evnen til at gribe nåden, ikke kommer fra vore egne naturlige kræfter, men alene ved Helligåndens virkning.

5. Ligeledes pavens og munkenes lære at mennesket efter genfødslen i dette liv kan opfylde Guds lov helt og ved denne lovopfyldelse blive retfærdig for Gud og fortjene det evige liv.

6. På den anden siden bør man også med stort alvor og iver fordømme entusiasterne og ikke tåle dem i Guds kirke. De indbilder sig, at Gud drager mennesket til sig, oplyser det og retfærdiggør og frelser det uden noget middel, uden at det hører Guds ord og uden at det bruger de hellige sakramenter.

7. Ligeledes de som indbilder sig, at Gud i omvendelsen og genfødslen skaber et nyt hjerte og nye mennesker, sådan at den gamle Adams substans og væsen, og særlig den fornuftige sjæl, bliver helt udslettet og et nyt sjælevæsen bliver skabt af intet. Denne vildfarelse fordømmer Augustin udtrykkelig i sin udlægning af Salme 25, hvor han anfører Paulus' ord “I skal aflægge det gamle menneske” (Ef 4, 22). Han forklarer det på følgende måde: “For at ingen skal tro, at menneskets substans eller væsen skal aflægges, har Paulus selv forklaret, hvad det vil sige, at aflægge det gamle menneske og klæde sig i det nye. Han siger nemlig i det efterfølgende: Aflæg derfor løgnen og tal sandhed. - Se, det er at aflægge det gamle menneske og klæde sig i det nye.”

8. Ligeledes når man uden forklaring bruger udtryk som at menneskets vilje før, i og efter omvendelsen modstår Helligånden, og at Helligånden bliver givet til dem, der modstår ham.

For af den foregående forklaring er det klart, at der ikke kan ske eller finde nogen omvendelse sted, hvor der slet ikke ved Helligånden sker nogen forandring til det gode i forstanden, viljen og hjertet. Hvis mennesket slet ikke tror løftet og ikke bliver gjort modtagelig for nåden af Gud, men helt og holdent står Ordet imod.

For omvendelsen er en sådan forandring ved Helligåndens virkning i menneskets forstand, vilje og hjerte, at mennesket kan modtage den tilbudte nåde ved Helligåndens indvirkning. Alle de, som derimod genstridig og vedholdende modstår Helligåndens virkninger og bevægelser gennem Ordet, modtager ikke Helligånden, men bedrøver og mister Ånden.

Nu bliver der også i den genfødte en genstridighed tilbage. Skriften siger om den, at kødet med sit begær står Ånden imod (Gal 5,17). Ligeledes at kødets lyster fører krig mod sjælen” (l Pet 2,11), og at loven i lemmerne kæmper mod loven i sindet (Rom 7, 23).

Derfor står det mennesket, som ikke er genfødt, Gud helt imod og er helt og holdent en slave af synden. Den genfødte har derimod lyst til Guds lov efter sit indre menneske, men ser alligevel syndens lov i sine lemmer, som strider mod loven i sindet. Derfor tjener det Guds lov med sindet, men syndens lov med kødet, Rom 7, 22ff. På denne måde kan og skal den rette mening forklares og læres grundig og klart.

Med hensyn til de udsagn som lyder: “Menneskets vilje er ikke uvirksom i omvendelsen, men udretter også noget”, og “Gud drager, men han drager den, der vil”, og som bliver indført for at bekræfte den naturlige frie vilje i menneskets omvendelse mod læren om Guds nåde, så er det af den foregående forklaring klart, at de ikke er i overensstemmelse med den sunde lære, men står i strid med den. Derfor bør de med rette undgås, når der er tale om omvendelsen til Gud.

For omvendelsen af vor fordærvede vilje, som er det samme som opvækkelsen fra den åndelige død, er ene og alene Guds værk. Akkurat som også opvækkelsen i den legemlige opstandelse alene skal tilskrives Gud, som det udførlig er påvist ovenfor og bevist med klare vidnesbyrd fra Den hellige Skrift.

Det er også blevet tilstrækkelig forklaret ovenfor, hvordan Gud i omvendelsen skaber villige mennesker af genstridige og uvillige, ved at Helligånden drager, og at menneskets genfødte vilje efter denne omvendelse ikke er uvirksom, når det gælder at øve daglig bod, men også medvirker i alle de gerninger, som Helligånden gør gennem os.

Luther siger at mennesket forholder sig ”helt passiv” i sin omvendelse, det vil sige at det ikke bidrager noget som helst til den, men bare er genstand for det, som Gud virker i det. Hans mening er imidlertid ikke, at omvendelsen sker uden at Guds ord forkyndes og høres, heller ikke at der ikke i omvendelsen vækkes en ny bevægelse i os af Helligånden og at ingen åndelige virkninger bliver påbegyndt. Han mener derimod, at mennesket af sig selv eller af sine naturlige kræfter ikke formår noget eller kan bidrage noget til sin omvendelse. Omvendelsen er ikke bare delvis, men helt og holdent en virkning, gave, foræring og gerning af Helligånden alene, som gør og virker den i menneskets forstand, vilje og hjerte ved sin kraft og magt gennem Ordet. Mennesket er som en ”passiv genstand”. Det vil sige at mennesket ikke gør eller virker noget, men at der derimod gøres noget med mennesket. Det foregår ikke som når en statue hugges i sten eller et segl trykkes i voks og genstandene ikke ved noget om det eller føler eller vil det, men på den måde, som det kort er blevet fortalt og forklaret ovenfor.

Ungdommen på universiteterne er også blevet stærkt vildledt med læren om, hvordan der er tre årsager, der sammenvirker til vor omvendelse til Gud, nemlig det forkyndte og hørte Guds ord, Helligånden og menneskets vilje. Derfor gentager vi atter her, at omvendelsen til Gud alene er Helligåndens værk. Han er den rette mester, som alene virker dette i os. Til det bruger han som sit almindelige middel og redskab forkyndelsen og hørelsen af sit hellige ord. Det ugenfødte menneskes forstand og vilje er imidlertid intet andet end det subjekt, der bliver omvendt. Helligånden virker omvendelsen og fornyelsen i et menneske, hvis forstand og vilje er åndelig død. Til dette værk bidrager det menneskes vilje, som skal omvendes, intet, men lader blot Gud virke i sig, indtil det er genfødt. Derefter virker det også sammen med Helligånden i andre gode gerninger, som følger efter og som er Gud til behag, som det udførlig er blevet forklaret ovenfor.

3. Om troens retfærdighed for Gud

Den tredje uenighed, der er opstået mellem en del teologer bag Den Augsburgske Bekendelse, drejer sig om Kristi retfærdighed eller troens retfærdighed, som af Gud tilregnes stakkels syndere til retfærdighed af nåde ved tro.

For den ene part har hævdet at troens retfærdighed, som apostelen kalder Guds retfærdighed, er den retfærdighed, der hører til Guds væsen. Det er Kristus selv, idet han er Guds sande, naturlige, væsensmæssige Søn, som bor ved troen i de udvalgte og driver dem til at gøre det rette og på den måde er deres retfærdighed. Mod denne iboende væsensmæssige retfærdighed er alle menneskers synder som en vanddråbe mod det store hav.

Modsat har den anden part ment og lært, at Kristus er vor retfærdighed alene efter sin menneskelige natur.

Mod begge disse parter har de andre lærere bag Den Augsburgske Bekendelse enstemmig forkyndt at Kristus er vor retfærdighed ikke alene efter sin guddommelige natur, heller ikke blot efter sin menneskelige natur, men efter begge naturer. Som Gud og menneske har han forløst os fra vore synder ved sin fuldkomne lydighed, retfærdiggjort og frelst os. Troens retfærdighed er således tilgivelse for synderne, forsoning med Gud og antagelse som Guds barn alene for Kristi lydigheds skyld. Ved troen alene bliver Kristi lydighed af ren nåde tilregnet alle sande troende til retfærdighed, så de på grund af den bliver frikendt for al deres uretfærdighed.

Desuden er det også opstået flere andre spørgsmål om artiklen om retfærdiggørelsen, som i det følgende skal forklares i modteser, det vil sige ved at opstille sætninger, der kommer i strid med den rene lære.

Udtrykket: Troens retfærdighed

Denne artikel om retfærdiggørelsen ved troen er, som Apologien siger, “hovedpunktet i hele den kristne lære”. Uden den kan ingen ængstelig samvittighed få en varig trøst eller virkelig kende rigdommen i Kristi nåde. Som også Dr. Luther skriver: “Hvor denne ene artikel bliver bevaret ren, forbliver også kristenheden ren, uden sekter. Hvor den derimod ikke bliver bevaret ren, er det ikke muligt at værge sig mod en eneste vildfarelse eller sektånd.” Og Paulus siger især om denne artikel: ”Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen” (l Kor 5, 6). Derfor bruger han også med stor alvor eksklusive udtryk, der udelukket menneskets gerninger, i denne artikel. Altså udtryk som ”uden lov”, ”uden gerninger”, ”gratis”. Dermed vil han påpege, hvor højst nødvendig det er, når det gælder denne artikel, at al modsat lære, bliver afvist og forkastet i modteser ved siden af den rene lære.

Den lutherske retfærdiggørelseslære

For derfor at forklare og bilægge denne uenighed ved Guds nåde på kristen måde efter Guds ord, fremsætter vi i det følgende vor lære, tro og bekendelse:

Om troens retfærdighed for Gud tror, lærer og bekender vi enstemmig, at det syndige menneske bliver retfærdiggjort for Gud, det vil sige frikendt fra alle sine synder og fra den retfærdige fordømmelsesdom, og antaget som Guds børn og arving til det evige liv uden nogen fortjeneste eller værdighed hos os. Hverken på grund af nogen forudgående, samtidige eller efterfølgende gerninger, men af bare nåde, ene og alene for vor Herre Kristi fuldkomne fortjenestes og lydigheds, bitre lidelses, døds og opstandelses skyld. Hans lydighed regnes os til retfærdighed.

Disse goder bliver tilbudt os ved Helligånden i det hellige evangeliums løfte. Og troen er det eneste middel, hvormed vi griber, modtager og tilegner os det. Denne tro er Guds gave. Ved troen lærer vi virkelig Kristus at kende som vor forløser og at sætte vor lid til ham. At vi alene for hans lydigheds skyld af nåde får tilgivelse for vore synder, bliver regnet retfærdige af Gud vor Far og bliver evig salige.

Troen

Derfor skal det forstås som én og samme sag, når Paulus siger at vi bliver retfærdige ved tro (Rom 3, 28), eller at troen bliver regnet os til retfærdighed, (Rom 4, 5), og når han siger, at vi bliver retfærdige ved den ene forløsers Kristi lydighed eller at retfærdighed er kommet over alle mennesker ved den enes retfærdighed, (Rom 5, 18).

Troen retfærdiggør nemlig ikke, fordi den er sådan en god gerning og skøn dyd, men fordi den i løftet i det hellige evangelium griber og tager imod Kristi fortjeneste. For Kristi fortjeneste må tilegnes ved troen, hvis vi skal blive retfærdige ved den.

Den dobbelte lydighed

Den retfærdighed som bliver tilregnet troen over for Gud eller den troende af bare nåde, er Kristi lydighed, lidelse og opstandelse, fordi han har opfyldt loven for os og betalt for vor synd. For da Kristus ikke kun er et menneske, men Gud og menneske i en udelelig person, så har han, fordi han er lovens herre, lige så lidt været under loven som han måtte lide og dø for sin egen person. Derfor bliver hans lydighed regnet os til retfærdighed. Ikke blot lydigheden i lidelse og døden, men også i at han frivillig i vort sted gik ind under loven og opfyldte den med sin lydighed. Derfor kan Gud nu for denne fuldkomne lydigheds skyld, som Kristus har ydet sin himmelske Far i vort sted, i gerning og lidelse, i liv og død, tilgive synden, se på os som hellige og retfærdige og gøre os evig salige. Denne retfærdighed bliver tilbudt os af Helligånden ved evangeliet og i sakramenterne, og tilegnet og modtaget ved troen. Derfor har de troende forsoning med Gud, syndernes forladelse, Guds nåde, adoptionsstatus og arveret til det evige liv.

Ordet ”retfærdiggørelse”

Derfor bruges ordet ”retfærdiggøre” her i betydningen, at erklære retfærdig og fri fra synden og frifinde fra syndens evige straf for Kristi retfærdigheds skyld som af Gud bliver tilregnet troen, Fil 3, 9. Denne brug og betydning af ordet er almindelig i Det Gamle og Nye Testamente, Ordsp 17, 15: ”Den, der frikender en skyldig, og den, der dømmer en uskyldig, vækker begge Herrens afsky.” Es 5, 22: ”Ve dem, der frikender skyldige mod bestikkelse og berøver uskyldige deres ret.” Rom 8, 33: ”Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig”, det vil sige at han frikender.

Ordet ”genfødsel”

Men fordi ordet ”genfødsel”, af og til bruges i stedet for ordet retfærdiggørelse, er det nødvendig at dette ord forklares grundig og præcis, sådan at fornyelsen, som følger efter retfærdiggørelsen ved tro, ikke blandes sammen med troens retfærdighed, men at der skelnes korrekt mellem dem.

Ordet genfødsel bliver for det første brugt sådan, at det både omfatter tilgivelse for synderne alene for Kristi skyld og den efterfølgende fornyelse, som Helligånden virker i dem, der er retfærdiggjort ved troen. Dernæst bruges ordet sådan at det alene betyder tilgivelse for synderne og at vi bliver adopteret som Guds børn. I denne anden betydning bliver ordet ofte brugt i Apologien, hvor det står: Retfærdiggørelse er genfødsel, sådan som også Paulus skelner mellem disse ord, når han siger i Tit 3, 5: ”Han frelste os ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden.”

På samme måde er også ordet ”levendegørelse” af og til blevet brugt i betydningen: syndernes forladelse. For når mennesket er blevet retfærdiggjort ved troen, er dette i sandhed en genfødsel, fordi det fra at være et vredens børn er blevet et Guds børn og således er flyttet over fra døden til livet, som der står skrevet: ”Gud gjorde os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus”, Ef 2, 5. Ligeledes: “Den retfærdige skal leve ved tro”, Rom 1, 17. I denne betydning bliver dette ord ofte brugt i Apologien.

Dernæst bliver ordet ”genfødsel” imidlertid også ofte brugt om den helliggørelse og fornyelse, som følger efter troens retfærdighed. Sådan bruger Dr. Luther det i bogen ”Om kirken og koncilerne” og andre steder.

Når vi imidlertid lærer, at vi ved Helligåndens virkning bliver genfødt og retfærdiggjort, har det ikke den betydning, at der ikke længere skulle hænge nogen uretfærdighed ved de retfærdiggjorte og genfødte i deres væsen og liv. Men Kristus med sin fuldkomne lydighed, som han har bevist sin Far lige fra sin fødsel indtil sin forsmædelige korsdød, dækker over al den synd, som stadig er tilbage i vores natur. Ved troen og for denne Kristi lydigheds skyld bliver de erklæret og anset som rene og retfærdige, selv om de på grund af deres fordærvede natur fortsat er og forbliver syndere lige til graven. Dog ikke på den måde, at vi uden bod og forbedring kan eller skal følge synden og forblive og fortsætter den.

Sand og ikke opdigtet anger må nemlig gå forud. Og de, der bliver taget til nåde af Gud alene ved tro og uden nogen gerning eller fortjeneste, de modtager også Helligånden, som fornyer og helliger dem og virker kærlighed til Gud og mennesker i dem. Men fordi den påbegyndte fornyelsen er ufuldkommen i dette liv, og synden også hos den genfødte stadig bor i kødet, så består troens retfærdighed for Gud i, at Kristi retfærdighed af nåde tilregnes os uden vore gerninger, sådan at vore synder tilgives og tildækkes og ikke bliver tilregnet os, Rom 4, 6-8.

Men hvis artiklen om retfærdiggørelsen skal bevares ren, må man her med særlig omhu passe på, at ikke det, der går forud for troen og det, der følger efter, bliver blandet ind i eller skudt ind i artiklen om retfærdiggørelsen som noget, der er nødvendig for den eller hører med til den. For det er ikke samme sag at tale om omvendelsen og retfærdiggørelsen.

Ikke alt det, der hører med til en sand omvendelse, hører også med til artiklen om retfærdiggørelsen. Til den hører nemlig med nødvendighed kun Guds nåde, Kristi fortjeneste og troen, der tager imod dette i evangeliets løfte. Ved troen tilregnes Kristi retfærdighed os, syndernes forladelse, forsoning med Gud, adoptionsstatus og arveret til det evige liv.

Derfor findes der ikke nogen sand, frelsende tro hos dem, der er uden anger og sorg og som har et onde forsæt om at forblive og ture frem i synden. En sand anger går forud, og den retfærdiggørende tro findes kun hos dem, der lever i sand, og ikke opdigtet, bod.

Kærligheden er også en frugt som helt sikkert med nødvendighed følger den sande tro. For hvis nogen ikke elsker, er det et sikkert tegn på at han ikke er retfærdiggjort, men stadig befinder sig i døden eller igen har tabt troens retfærdighed, som Johannes siger, l Joh 3, 14. Men når Paulus i Rom 3, 28 siger: “Vi gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger”, viser han dermed, at hverken den forudgående anger eller de efterfølgende gerninger hører med i artiklen om troens retfærdiggørelse. For gode gerninger går ikke forud for retfærdiggørelsen, men følger efter, og personen må først være retfærdig, før man kan gøre gode gerninger.

Forskellen på retfærdiggørelsen og fornyelsen

På samme måde med fornyelsen eller helliggørelsen. Selv om det også er en velgerning af forløseren Kristus og et værk af Helligånden, hører det alligevel ikke med i artiklen om retfærdiggørelsen for Gud. Det følger efter denne, fordi det i dette liv ikke er helt ren og fuldkommen på grund af vort fordærvede kød. Sådan skriver Dr. Luther også godt om dette i sin herlige og store kommentar til Galaterbrevet, når han siger: “Vi indrømmer at man også skal undervise om kærligheden og gode gerninger, men sådan at det sker, når og hvor det er nødvendigt, nemlig når man har at gøre med gerningerne uden for de ting, som gælder retfærdiggørelsen. Men hovedsagen, som vi her behandler, er ikke spørgsmålet, om man også skal gøre gode gerninger og vise kærlighed, men hvordan man bliver retfærdig for Gud og frelst. Og da svarer vi med Paulus, at vi bliver retfærdige “alene ved troen” på Kristus og ikke ved lovens gerninger eller ved kærligheden (Rom 3, 28). Det er ikke, fordi vi med dette vil forkaste gerningerne og kærligheden, som vore modstandere med urette anklager og beskylder os for. Vi vil blot ikke lade os lede bort fra den hovedsag, som man her har at gøre med, til en anden fremmed sag, som slet ikke hører med til disse ting. Det er kun noget, som Satan pønser på. Så længe vi har med denne artiklen om retfærdiggørelsen at gøre, forkaster og fordømmer vi derfor gerningerne. Denne artikel tillader og tåler ingen behandling af gerningerne. Derfor afskærer vi kort og godt al lov og alle lovgerninger i denne sag.” Så langt Luther.

Af denne grund og for at bedrøvede hjerter må have en varig og sikker trøst og Kristi fortjeneste og Guds nåde må få den rette ære, lærer Skriften at troens retfærdighed for Gud alene består i en nådig forsoning eller tilgivelse af synden, som af ren og skær nåde bliver givet os alene for forløseren Kristi fortjenestes skyld og bliver modtaget alene ved troen på evangeliets løfte. I retfærdiggørelsen for Gud stoler troen således hverken på angeren eller på kærligheden eller andre dyder, men alene på Kristus og på hans fuldkomne lydighed, hvormed han har opfyldt loven for os, og som regnes de troende til retfærdighed.

Det er heller ikke hverken anger eller kærlighed eller andre dyder, men alene troen, som er det eneste middel og redskab, hvormed vi kan modtag og gribe Guds nåde, Kristi fortjeneste og tilgivelse for synderne, når de bliver tilbudt os i evangeliets løfte.

Tilregnet og iboende retfærdighed

Det bliver også sagt med rette at de troende, som er blevet retfærdige ved troen på Kristus, i dette liv for det første har troens tilregnede retfærdighed, dernæst også den nye lydigheds eller de gode gerningers påbegyndte retfærdighed. Men disse to må ikke sammenblandes eller behandles samtidig i artiklen om troens retfærdighed for Gud. For da denne påbegyndte retfærdighed eller fornyelse i os er ufuldkommen og uren i dette liv på grund af kødet, kan personen ikke bestå for Guds dom ved den. Alene ved Kristi lydigheds, lidelses og døds retfærdighed, som bliver tilregnet troen, kan man bestå for Guds dom. Også efter sin fornyelse, når man allerede har mange gode gerninger og lever allermest disciplineret og godt, kan man alene for Kristi lydigheds skyld behage og tækkes Gud og blive antaget til adoption og arveret til det evige liv.

Herunder hører også det, som Paulus skriver i Rom 4, 3, at Abraham blev retfærdig for Gud ved troen alene for forløserens skyld, uden at hans egne gerninger gjorde noget til det. Det var sådan, ikke blot da han til at begynde med blev omvendt fra afgudsdyrkelsen og ikke havde nogen gode gerninger, men også da han bagefter var fornyet ved Helligånden og prydet med mange herlige og gode gerninger, l Mos 15, 6; Hebr 11, 8. Og Paulus fremsætter i Rom 4, 1 spørgsmålet om, hvad Abrahams retfærdighed for Gud hvilede på, den retfærdighed som gjorde, at han havde en nådig Gud, var Gud til behag og havde evig liv. På det svarer han: ”Den, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed. Sådan priser David også det menneske saligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger.” (Rom 4, 5-6). Selv om altså de omvendte og troende har en påbegyndt fornyelse, helliggørelse, kærlighed, dyd og gode gerninger, så kan, skal og må disse ting alligevel ikke trækkes ind i eller blandes sammen med artiklen om retfærdiggørelsen for Gud, for at forløseren Kristus må beholde sin ære og de anfægtede samvittigheder må have en sikker trøst, da vor nye lydighed er ufuldkommen og uren.

Det er Paulus' mening, når han i denne artikel så flittig og alvorlig bruger eksklusive udtryk, det vil sige ord, som gør at gerningerne bliver udelukket i artiklen om troens retfærdighed. Det er udtryk som: Uden loven, uden gerninger, uden fortjeneste, alene af nåde, gratis. Alle disse eksklusive udtryk sammenfattes, når man siger: “Ved troen alene” bliver vi retfærdige og salige for Gud. Derved bliver gerningerne udelukket. Men ikke i den forstand at en sand tro skulle kunne være uden sand anger eller at gode gerninger ikke skulle, måtte og burde følge den sande tro, som dens sikre og utvivlsomme frugter. Eller som om de troende ikke burde eller skulle gøre noget godt. Men de gode gerningerne bliver udelukket fra artiklen om retfærdighed for Gud, for at de ikke skal trækkes ind eller blandes ind, når det handler om den fattige synders retfærdighed for Gud. Som om det skulle være noget, der er nødvendig eller hører med til denne retfærdighed. Dette er den rette forståelsen af de udelukkende udtryk i artiklen om retfærdiggørelsen, det vil sige af de ovenfor nævnte ord i artiklen.

Derfor skal de også bruges flittigt og omhyggeligt i denne artikel:

1. For derved udelukkes alle vore egne gerninger, fortjeneste, værdighed, ros og tillid til al vor egen gerning helt og holdent i artiklen om retfærdiggørelsen. Vore gerninger skal hverken helt eller halvt eller på mindste måde anses som retfærdiggørelsens årsag eller fortjeneste, som om Gud skulle se på det i denne artiklen eller vi selv skulle og kunne sætte vor lid til det.

2. For at troen alene må beholde den opgave og egenskab at den alene og ellers ikke noget andet, er det middel og redskab, som Guds nåde og Kristi fortjeneste i evangeliets løfte bliver modtaget, grebet og tilegnet med, og for at kærligheden og alle andre dyder eller gerninger må blive udelukket fra denne opgave og egenskab at være en sådan anvendelse eller tilegnelse.

3. For at hverken fornyelse, helliggørelse eller gode gerninger skal blive opfattet som retfærdiggørelsens indhold eller en del af den eller dens årsag. Ellers under noget som helst skin, titel eller navn blive blandet ind i denne artikel om retfærdiggørelsen som noget, der er nødvendig for den eller hører til den. For troens retfærdighed bestå alene i syndernes forladelse af ren nåde, alene for Kristi fortjenestes skyld. Disse goder bliver tilbudt os i evangeliets løfte og modtages, gribes og tilegnes alene ved tro.

Det rigtige forhold mellem troen og de gode gerninger

Derfor må den rette rækkefølge mellem troen og de gode gerninger, og ligeledes mellem retfærdiggørelsen og fornyelsen eller helliggørelsen, bevares og opretholdes.

For gode gerninger går ikke forud for troen, heller ikke helliggørelsen forud for retfærdiggørelsen. For først bliver troen tændt i os i omvendelsen ved Helligånden, når vi hører evangeliet. Troen griber Guds nåde i Kristus, og ved den bliver personen retfærdiggjort. Dernæst, når personen er retfærdiggjort, bliver den også fornyet og helliggjort ved Helligånden. De gode gerninger følger så som frugt af denne fornyelse og helliggørelse.

Dette skal ikke forstås, som om retfærdiggørelsen og fornyelsen kan skilles fra hinanden på den måde, at en sand tro af og til for en tid kan findes og bestå sammen med et ondt forsæt. Det er blot rækkefølgen, der bliver angivet med dette, hvordan det ene kommer før det andet eller følger efter det andet. For det er sandt som Dr. Luther har sagt: “Troen og de gode gerningerne hører fint sammen og er forbundet, men det er troen alene, der griber velsignelsen uden gerningerne, men alligevel er troen aldrig alene.”

Mange uenigheder kan også opklares på en god og nyttig måde med denne sande og præcise skelnen. Apologien behandler det i forbindelse med ordet i Jak 2, 24. For når man taler om troen, hvordan den retfærdig gør, så er det Paulus' lære, at troen alene retfærdiggør uden gerninger, ved at den, som sagt, griber og tilegner os Kristi fortjeneste (Rom 3, 28). Det er noget andet, når man spørger, hvordan en kristen enten hos sig selv eller hos en anden kan kende og skelne en sand levende tro fra en hyklet død tro. Der er jo mange dovne og sikre kristne, der har en falsk indbildning af, at de tror, selv om de ikke har nogen sand tro. Til det svarer Apologien: ”Jakob kalder den tro død, som ikke har alle slags gode gerninger og Åndens frugter.” Apologiens latinske tekst har samme betydning, når den siger: “Den hellige Jakob lærer ret, når han benægter at vi bliver retfærdiggjort ved tro, som er uden gerninger, det vil sige som er en død tro.”

Men, som Apologien siger, så taler Jakob om gerningerne til dem, der allerede er blevet retfærdige ved Kristus, er blevet forsonet med Gud og har fået tilgivelse for synderne ved Kristus.

Når man imidlertid spørger: Hvor har troen det fra at den gør retfærdig og salig, og hvad hører med til det, da er det falskt og urigtig, når nogen svarer: “Troen kan ikke gøre retfærdig uden gerninger”, eller at “troen gør retfærdig i den grad den har kærlighed med sig”, eller at “det er nødvendig at gerningerne er til stede hos troen, hvis mennesket skal blive retfærdiggjort ved den for Gud”, eller at “de gode gerningerne med nødvendighed må være til stede i artiklen om retfærdiggørelsen eller er nødvendige til retfærdiggørelse”, eller at ”de gode gerningerne er en årsag som mennesket ikke kan blive retfærdiggjort uden, og at de derfor heller ikke må blive udelukket fra artiklen om retfærdiggørelsen ved de eksklusive udtryk.” For troen har alene den kraft og retfærdiggør alene af den grund, at den som et middel og redskab griber og modtager Guds nåde og Kristi fortjeneste i evangeliets løfte.

Vranglærer, der forkastes

Lade det være nok her som en sammenfattende erklæring om læren om retfærdiggørelsen ved tro, som bliver udførligere behandlet i de ovenfor nævnte skrifter. Med dette er også antitesen, det vil sige den falske modsatte lære, blevet klarlagt. I tillæg til de ovenfor nævnte vildfarelser, må også de følgende og lignende vildfarelser nemlig fordømmes, afvises og forkastes, fordi de strider mod den ovenfor givne forklaring. Det gælder når der læres:

1. Vor kærlighed eller gode gerninger er fortjeneste eller årsag enten helt eller delvis til retfærdiggørelsen for Gud.

2. Mennesket må ved gode gerninger forberede sig og gøre sig værdig til at modtage Kristi fortjeneste.

3. Vor sande retfærdighed for Gud er kærligheden eller fornyelsen som Helligånden virker i os og som er i os.

4. Troens retfærdighed for Gud består af to dele, nemlig syndernes forladelse og helliggørelsen.

5. Troen retfærdiggør kun som en begyndelse, eller delvis, eller som det grundlæggende, men vort nye liv eller kærligheden retfærdiggør også for Gud, enten supplerende eller mindre grundlæggende.

6. De troende bliver retfærdiggjort for Gud både ved tilregning og iboen, eller delvis ved tilregning af Kristi retfærdighed og delvis ved den iboende nye lydighed.

7. Løftet om nåde bliver modtaget både ved hjertets tro, mundens bekendelse og andre dyder.

Det er også forkert, når det læres, at mennesket må blive frelst på en anden måde eller ved noget andet end det, som vi bliver retfærdiggjort for Gud ved. At vi altså nok bliver retfærdige ved troen alene uden gerninger, men at det er umulig at blive frelst eller at opnå saligheden uden gerninger.

Dette er falsk, fordi det er stik imod Paulus' ord i Rom 4, 6: “Det mennesket er salig, som Gud tilregner retfærdigheden uden gerninger.” Og Paulus' begrundelse er, at vi opnår saligheden på nøjagtig samme måde, som vi opnår retfærdigheden, ja, at vi netop, når vi bliver retfærdige ved troen, også samtidig modtager barneretten og arveretten til evigt liv og salighed. Og derfor bruger og fremhæver Paulus de eksklusive udtryk, det vil sige ord som helt udelukker gerninger og egen fortjeneste, lige så stærkt i artiklen om frelsen som i artiklen om retfærdiggørelsen.

Ligeledes må også uenigheden om Guds væsens iboende retfærdighed i os forklares ret. Gud Fader, Søn og Helligånd, som er den evige og væsensmæssige retfærdighed, bor ganske vist ved troen i de udvalgte, der er blevet retfærdige ved Kristus og forsonet med Gud. Alle kristne er nemlig et tempel for Gud Fader, Søn og Helligånd, som driver dem til at gøre det, der er ret. Alligevel er denne Guds iboen ikke den troens retfærdighed, som Paulus taler om og som han kalder Guds retfærdighed, for hvis skyld vi bliver erklæret retfærdige for Gud. Guds iboen følger derimod efter den forudgående troens retfærdighed, som ikke er noget andet end syndernes forladelse og Guds nådige antagelse af syndere alene for Kristi lydigheds og fortjenestes skyld.

Den Augsburgske Bekendelses teologer bekender i vores kirker, at al vor retfærdighed må søges uden for os og uden alle menneskers fortjeneste, gerning, dyd og værdighed. Den har alene sin grund i Herren Kristus. Man bør derfor lægge nøje mærke til, i hvilken forstand Kristus kaldes vor retfærdighed, når det handler om retfærdiggørelsen. Vor retfærdighed består nemlig ikke i den ene eller den anden af Kristi to naturer, men i hele Kristi person, der i sin totale og fuldkomne lydighed som Gud og menneske, alene er vor retfærdighed.

For hvis Kristus var blevet undfanget og født af Helligånden uden synd, og havde opfyldt al retfærdighed i den menneskelige natur alene, men ikke havde været sand evig Gud, så ville den menneskelige naturs lydighed og lidelse ikke kunne blive regnet os til retfærdighed. På samme måde ville heller ikke den guddommelige natur alene, om Guds Søn ikke var blevet menneske, have kunnet være vor retfærdighed. Derfor tror, lærer og bekender vi, at hele Kristi persons totale lydighed som han har ydet Faderen for os lige til den mest forsmædelige død på korset, bliver regnet os til retfærdighed. For den menneskelige natur alene, uden den guddommelige, kunne hverken med lydighed eller lidelse gøre fyldest over for den evige, almægtige Gud for hele verdens synd. Og den guddommelige natur alene kunne ikke uden den menneskelige være forsoner mellem Gud og os.

Men fordi lydigheden er hele personens lydighed, så er den en fuldkommen fyldestgørelse og forsoning for menneskeslægten. Ved denne lydighed er Guds evige uforanderlige retfærdighed, som er åbenbaret i loven, sket fyldest. Denne lydighed er vor retfærdighed, som gælder for Gud. Den bliver åbenbaret og vist i evangeliet. Og troen sætter sin lid til den og Gud tilregner troen denne retfærdighed. Som der står skrevet i Rom 5, 19: ”ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.” Og i l Joh 1, 7: ”Jesu, Guds søns, blod renser os for al synd.” Ligeledes: Habakkuk 2, 4: “Den retfærdige skal leve ved sin tro.”

Derfor bliver hverken Kristi guddommelige eller menneskelige natur som sådan regnet os til retfærdighed, men alene lydigheden hos den person, der på én gang er Gud og menneske. Troen ser derfor på Kristi person, hvordan denne personen blev underlagt loven for os, bar vor synd og for os ydede sin himmelske Far total og fuldkommen lydighed i sin gang til Faderen fra sin hellige fødsel lige indtil døden. Med denne lydighed har han dækket til al vor ulydighed, som sidder fast i vor natur, tanker, ord og gerninger. Derfor bliver vor ulydighed ikke regnet os til fordømmelse, men bliver forladt og tilgivet af ren nåde for Kristi skyld alene.

Derfor forkaster og fordømmer vi enstemmig, foruden de førnævnte, også de følgende og alle lignende vildfarelser, fordi de strider mod Guds ord, profeternes og apostlenes lære og vor kristne tro, nemlig:

1. Kristus er vor retfærdighed for Gud alene efter sin guddommelige natur.

2. Kristus er vor retfærdighed alene efter sin menneskelige natur.

3. Når der i profeternes og apostlenes skrifter tales om troens retfærdighed, betyder ordene ”retfærdiggøre” og ”blive retfærdiggjort”, ikke at frikende for synd og få tilgivelse for synd. Det betyder, at vi i os selv og konkret bliver retfærdig på grund af den kærlighed, som indgydes ved Helligånden, og den dyd og de gerninger som følger efter.

4. Troen ser ikke alene på Kristi lydighed, men på hans guddommelige natur, sådan som den bor og virker i os, og vor synd tildækkes for Gud på grund af denne iboen.

5. Troen er en sådan tillid til Kristi lydighed, at den kan være og forblive i et menneske, selv om personen ikke lever i sand bod og uden nogen kærlighed, men fastholder synd i modstrid med sin samvittighed.

6. Det er ikke Gud selv, men kun Guds gaver, der bor i de troende.

Disse og alle lignende vildfarelser forkaster vi enstemmig, fordi de strider mod Guds klare ord, og vi holder ved Guds nåde trofast fast ved læren om troens retfærdiggørelse for Gud, som den er fremstillet, forklaret og bevist med Guds ord i Den Augsburgske Bekendelse og dens tilhørende Apologi.

Hvad der yderligere måtte være nødvendig for at forklare denne dybe og kostbare artikel om retfærdiggørelsen for Gud, som vor frelse afhænger af, vil vi, for kortheds skyld, henvise enhver til Dr. Luthers skønne og herlige udlægning af Galaterbrevet.

4. Om gode gerninger

Der er også opstået uenighed om gode gerninger blandt teologerne af Den Augsburgske Bekendelse. Den ene part har brugt følgende ord og udtryksmåde: ”Gode gerninger er nødvendige til frelse.” ”Det er umulig at blive frelst uden gode gerninger.” Ligeledes: ”Ingen er blevet frelst uden gode gerninger. For af de sandt troende kræves det gode gerninger som frugt af troen, og troen er død uden kærligheden, selv om kærligheden ikke er nogen årsag til frelsen.”

Den anden part har imod dette hævdet, at gerninger ganske vist er nødvendige, men ikke til frelse, men af andre grunder. Derfor mener de, at de nævnte udtryksmåder ikke bør tolereres i kirkerne, fordi de ikke stemmer overens med den sunde lære og rette udtryksmåde. Og de er altid blevet brugt af papisterne både før og nu mod vor kristne tro, hvor vi bekender, at alene troen gør retfærdig og salig. Derfor bør disse udtryksmåder forkastes, så Kristi, vor Frelsers, fortjeneste ikke skal forringes, og for at løftet om frelsen må stå fast og være sikker for de troende.

I denne strid har nogle få også brugt den omstridte udtryksmåde at ”gode gerninger er skadelige for frelsen”. Det er også blevet hævdet af nogle, at gode gerninger ikke er nødvendige, men frivillige, fordi de ikke bliver tvunget frem af lovens frygt og straf, men må ske af en frivillig ånd og et glad hjerte. Mod dette har andre hævdet, at gode gerninger er nødvendige.

Denne uenighed drejede sig fra først af om ordene ”nødvendig” og ”frivillig”. Især fordi ordet ”nødvendig” ikke kun betyder den evige uforanderlige ordning, ifølge hvilken alle mennesker er skyldige og pligtige til at adlyde Gud, men også undertiden den tvang, hvormed loven driver mennesker til gode gerninger.

Senere har man ikke kun været uenig om ordene, men også ført en heftig debat om selve læren. Nogle har hævdet, at den nye lydighed ikke er nødvendig i de genfødte.

For at opklare denne uenighed på kristen måde efter Guds Ords vejledning og bilægge den helt ved hans nåde, fremsætter vi vor lære, tro og bekendelse på følgende måde:

Det, man er enige om

For det første er der i denne artikel ingen strid blandt vore om følgende punkter: At det er Guds vilje, ordning og befaling at de troende skal vandre i gode gerninger. Og at de rette gode gerninger ikke er dem, som enhver efter sit eget hoved udtænker eller dem, der gøres ifølge menneskebud, men dem, som Gud selv har foreskrevet og befalet i sit ord. Og at rette gode gerninger ikke sker af egne naturlige kræfter, men når personen er blevet forsonet med Gud ved troen og fornyet ved Helligånden og atter skabt til gode gerninger i Kristus Jesus, som Paulus siger, (Ef 2,10).

Det står heller ikke nogen strid om, hvordan og hvorfor de troendes gode gerninger godtages og er Gud til behag, selv om de i dette kød er urene og ufuldkomne. Personen er nemlig Gud til behag for vor Herre Jesu Kristi skyld ved troen.

De gerninger, som hører til opretholdelsen af ydre ro og orden og som også udføres og kræves af de vantro og uomvendte, er nok rosværdige for verden og bliver belønnet af Gud også i denne verden med jordiske goder. Alligevel er de synd for Gud, fordi de ikke fremkommer af den rette tro, det vil sige de er besmittet af synd og ses på af Gud som syndige og urene på grund af den fordærvede natur og fordi personen ikke er forsonet med Gud. Et dårligt træ kan nemlig ikke give god frugt. Og som der står skrevet i Rom 14, 23: ”Alt, hvad der ikke er af tro, er synd.” Personen må først være Gud til behag, og det alene for Kristi skyld, hvis også personens gerninger skal være Gud til behag.

Troen må derfor være mor og kilde til de virkelig gode og Gud velbehagelige gerninger, som Gud vil belønne i denne og den fremtidige verden. Derfor kalder Paulus dem da også for troens frugter eller Åndens frugter (Gal 5, 22; Ef 5, 9).

Og som Dr. Luther skriver i fortalen til Romerbrevet: ”Troen er en guddommelig gerning i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud og døder den gamle Adam. Den gør os til helt andre mennesker i hjerte, sind og alle kræfter og bringer Helligånden med sig. Ja, troen er en levende, aktiv, virksom, mægtig ting, såt det er umuligt at den ikke uafbrudt skulle virke det gode. Den spørger heller ikke om gode gerninger skal gøres, men før man ser sig om, har den gjort dem og er altid i virksomhed. Men den, der ikke gør sådanne gerninger, er et menneske uden tro, som famler og ser sig om efter troen og gode gerninger og hverken ved, hvad troen eller gode gerninger er, men alligevel plaprer løs med mange ord om troen og gode gerninger. Tro er en levende, fast tillid til Guds nåde, så sikker at man kunne dø tusind gange for den. Denne tillid og kendskab til Guds nåde gør glad og frimodig over for Gud og alle skabninger. Og dette virker Helligånden ved troen, så mennesket uden tvang bliver villig og får lyst til at gøre godt mod alle, tjene alle, tåle alt til pris og ære for Gud som har vist det en sådan nåde. Det er altså umulig at skille gerningerne fra troen, ja, lige så umulig som varme og lys kan skilles fra ilden.”

Udtrykkene: nødvendig, bør og skal

Men fordi det ikke har været nogen strid blandt vore, når det gælder disse punkter, vil vi ikke behandle dem udførlig, men blot enkelt og tydelig forklare de omstridte punkter.

For det første, når det gælder de gode gerningernes nødvendighed eller frivillighed, er det åbenbart at i Den Augsburgske Bekendelse og Apologien bliver den udtryksmåde at gode gerninger er nødvendige, brugt og ofte gentaget. Ligeledes, at det er nødvendig at gøre gode gerninger, som med nødvendighed skal følge troen og forsoningen. Ligeledes, at det er nødvendigt at vi skal og må gøre gode gerninger som Gud har befalet. Sådan bliver også selve ordene ”nødvendig”, og ”skal” og ”må” brugt i Den hellige Skrift om det, vi på grund af Guds ordning, befaling og vilje er skyldige at gøre, for eksempel i Rom 13, 5f.; l Kor 9, 9; ApG 5, 29; Joh 15, 12; l Joh 4, 11.

Hvis disse udtryksmåder derfor bliver brugt i den rette betydning, er det urimeligt, at de af nogen bliver kritiseret og forkastet. Det er rimeligt, at anvende dem for at kritisere og forkaste den sikre tøjleløse indbildning. For mange opdigter for sig selv en død tro eller indbildning, som er uden bod og gode gerninger. Som om det skulle være muligt, at der på samme tid kan være en ret tro i hjertet og et ondt forsæt om at ville blive og fortsætte i synden. Noget som er umulig. Eller som om nogen skulle kunne have og bevare en sand tro, retfærdighed og frelse, når han samtidig er og forbliver et råddent og ufrugtbart træ, fordi ingen gode frugter følger. Ja, som tilmed mod samvittigheden fortsætter i synden eller på ny med forsæt giver sig hen til synden. Noget, der er uret og falsk. Man må imidlertid huske at mærke sig den forskel, at ordet ”nødvendighed” skal forstås, om ordningens nødvendighed, der udspringer fra Kristi bud og vilje, som vi skylder at gøre, men ikke en tvungen nødvendighed. Guds bud kræver nemlig, at skabningen er sin skaber lydig.

På andre steder, som f.eks. 2 Kor 9, 7 og brevet til Filemon (vers 14) og i l Pet 5, 2, bliver ordet ”nødvendig” brugt om det, som et menneske tvinges til mod sin vilje, ved tvang eller på anden måde. Noget, man kun gør for et ydre skins skyld, men alligevel uden og mod sin vilje. Sådanne skingerninger vil Gud ikke have. Den nye pagts folk skal være et villigt folk, Sal 110, 3, og ofre frivilligt, Sal 54, 8. ”Ikke vrangvilligt eller under pres”, men ”lydig af hjertet”, 2 Kor 9, 7: Rom 6, 17. For ”Gud elsker en villig giver”, 2 Kor 9, 7.

I denne betydning af ordet læres der ret, når man siger, at sande gode gerninger skal gøres frivilligt af en fri ånd, af dem, som Guds Søn har frigjort. Det er særlig i denne betydning at nogen har ønsket at understrege, at de gode gerninger skal udføres frivilligt.

Men her må man også på den anden side lægge mærke til den forskel, som Paulus taler om i Rom 7, 22: ”Jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mit kød.” Og om dette uvillige, genstridige kød, siger Paulus i l Kor 9, 27: ”Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre.” Og i Gal 5, 24: ”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.” Men det er falsk og må forkastes, når der læres, at de gode gerninger for de troende er frie, på den måde at det står til deres eget frie valg, om de vil gøre dem eller lade være. Eller at de skulle kunne handle mod loven og alligevel beholde troen og Guds nåde og barmhjertighed.

Intet må skygge for retfærdiggørelseslæren

Når man lærer at gode gerninger er nødvendige, må man også forklare, hvorfor og af hvilke grunde de er nødvendige, sådanne grunde er angivet i Den Augsburgske Bekendelse og Apologien.

Her må man imidlertid passe på, at gerningerne ikke bliver trukket ind i og blandet sammen med artiklen om retfærdiggørelsen og frelsen. Derfor bliver de udtryk med rette forkastet, som går ud på at gode gerninger er nødvendige for de troende til frelse. At det altså skulle være umuligt at blive frelst uden gode gerninger. For sådanne udtryk er stik imod læren om de eksklusive udtryk i artiklen om retfærdiggørelse og frelse. Det vil sige at de strider imod de ord, som Paulus har brugt til helt at udelukke vore gerninger og vor fortjeneste fra artiklen om retfærdiggørelsen og frelsen, og tilskrive alt alene til Guds nåde og Kristi fortjeneste, sådan som det er forklaret i den foregående artikel.

Desuden berøver disse udtryk de anfægtede og ængstelige samvittigheder evangeliets trøst og giver grund til tvivl. De er farlige på mange måder, styrker den ubegrundede tro på egen retfærdighed og tilliden til egne gerninger. De bliver desuden accepteret af papisterne og fremsat af dem til egen fordel, imod den rene lære om, at det er troen alene som frelser. De er også i modstrid med det sunde ords udtryksmåde, for der står skrevet, at det mennesket er salig, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger, Rom 4, 6. Ligeledes i artikel 6 i Den Augsburgske Bekendelse, hvor det hedder, at man bliver frelst uden gerninger ved troen alene.

Dr. Luther har også forkastet og fordømt disse påstande:

1. I forbindelse med de falske profeter i Galaterbrevet.

2. Mange gange hos papisterne.

3. Hos gendøberne, som tolker det sådan, at troen ganske vist ikke skal stole på gerningernes fortjeneste, men at gerningerne alligevel er nødvendige til frelse.

4. Også hos nogle andre blandt sine egne, som ville tolke det sådan: Selv om vi kræver gerninger som nødvendige til frelse, lærer vi alligevel ikke at man skal sætte sin lid til gerningerne.

Derfor og af de netop nævnte grunde er det ret, at det fortsætter at være sådan i vore kirker, at de omtalte udtryksmåder ikke bliver lært, forsvaret eller fremstillet på en positiv måde, men at de bliver afvist og forkastet af vore kirker som falske og urigtige. Det er udtryksmåder, som blev taget op på ny i en forfølgelsestid, da det var allermest nødvendig med en klar, ret bekendelse mod alle slags forvanskninger og forfalskninger af artiklen om retfærdiggørelsen.

En kristen kan miste troen og falde fra

For det tredje er der opstået uenighed, om gode gerninger bevarer frelsen eller om de er nødvendige for at bevare troen, retfærdigheden og frelsen. Derfor må det forklares omhyggeligt og præcist, hvordan vi bevarer frelsen, så vi ikke mister den igen. For det hedder i Matt 24, 11: ”Den, der holder ud til enden, skal frelses.” Og i Hebr 3, 14: ”Vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen.”

Derfor må vi først alvorlig afvise og forkaste den falske løsslupne indbildning, at troen og den modtagne retfærdighed og frelse ikke kan tabes på grund af nogen synd. Selv om man fastholder onde gerninger med vilje og forsæt. Selv om en kristen følger de onde lyster uden frygt og skam, står Helligånden imod og med vilje og imod sin samvittighed giver sig hen til synden, beholder vedkommende alligevel troen, Guds nåde, retfærdigheden og frelsen.

Mod denne skadelige indbildning skal vi omhyggeligt og alvorligt gentage og indprente de kristne, som er blevet retfærdige ved troen, disse sande, uforanderlige, guddommelige trusler og alvorlige straffe og formaninger:

l Kor 6, 9-10: ”Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige.”

Og Gal 5, 21 og Ef 5, 5: ”De, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.” Og Rom 8, 13: ”Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø.”

Og Kol 3, 6: ”Den slags nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn.”

Men hvordan formaningen til gode gerninger kan indskærpes, uden at det fordunkler læren om troen og artiklen om retfærdiggørelsen, giver Apologien os et fint eksempel på, når den i artikel 20 siger om ordet i 2 Pet 1, 10: ”Derfor skal I arbejde på at befæste jeres kaldelse og udvælgelse”: ”Peter lærer, hvorfor man skal gøre gode gerninger, nemlig for at vi skal befæste vort kald, det vil sige at vi ikke skal falde ud af vort kald ved på ny at synde. Gør gode gerninger, siger han, så I kan blive i jeres himmelske kald og ikke falde fra og miste Ånden og gaverne. Dem har I ganske vist ikke modtaget for de påfølgende gerningernes skyld, men af nåde ved Kristus. Og de bliver nu bevaret ved troen. Troen forbliver imidlertid ikke i dem, der fører et syndigt liv, mister Helligånden og afviser at gøre bod.” Så langt Apologien.

På den anden side betyder dette imidlertid ikke, at troen kun i begyndelsen griber retfærdigheden og frelsen og derefter overlader sin opgave til gerningerne, så de herefter må bevare troen, den modtagne retfærdighed og frelsen. For at løftet om ikke bare at modtage retfærdigheden og frelsen, men også at beholde den, skal være fast og sikker, tilskriver Paulus ikke alene troen, at vi fik adgang til nåden, men også at vi bliver bevaret i nåden og kan rose os af den fremtidige herlighed, Rom 5, 2.

Det vil sige at han tilskriver både begyndelsen, midten og slutningen alene til troen. På samme måde i Rom 11, 20:

”De blev brækket af på grund af vantro, men det skyldes troen, at du fik din plads.”

Og Kol l, 22: ”Han vil føre jer frem som hellige og lydefrie og uangribelige for sit ansigt, hvis I da forbliver grundfæstede og faste i troen.”

Og l Pet 1, 5: ”Ved Guds magt bliver I ved troen bevares til frelse”,

Og ligeledes i vers 9: ”I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.”

Det er således klart ud fra Guds ord, at troen er det egentlige og eneste middel ved hvilket retfærdighed og frelse ikke bare bliver modtaget, men også bevaret af Gud. Derfor bør det, som blev besluttet på Tridentinerkonciliet, og alt andet, som ellers måtte gå i retning af samme mening, forkastes, nemlig at vore gode gerninger bevarer frelsen, eller at den ved troen modtagne retfærdighed og troen selv helt eller delvis bliver opholdt og bevaret ved vore gode gerninger.

For selv om flere rettroende lærere før denne strid har brugt sådanne eller lignende udtryk i udlægningen af Den hellige Skrift, har de ikke med dette på nogen måde haft til hensigt at bekræfte papisternes ovenfornævnte vildfarelse. Men fordi der senere har opstået strid om denne måde at udtrykke sig på, og følgen af det har været alle slags anstødelige overdrivelser, er det det sikreste at holde fast eksemplerne på sund forkyndelse så vel som den sande lære selv, ifølge Paulus' formaning i 2 Tim 1,13. Ved det kan man affærdige megen unødig strid, så kirken bliver bevaret for mange anstød.

Kan gode gerninger være skadelige

For det fjerde, når det gælder den påstand, at gode gerninger skulle være skadelige for frelsen, giver vi følgende tydelige forklaring: Hvis nogen vil trække de gode gerningerne ind i artiklen om retfærdiggørelsen, grunde sin retfærdighed eller sin frelsevished på dem, for med det at ville fortjene Guds nåde og derved blive frelst, så siger ikke vi, men Paulus, hele tre gange, at for et sådant menneske er gerninger ikke bare unyttige og en hindring, men de er direkte skadelige (Fil 3, 7). Det er imidlertid ikke de gode gerningerne i sig selv, som har skylden for dette, men den falske tillid, som man imod Guds udtrykkelige ord sætter til gerningerne.

Men af dette følger det slet ikke, at man helt enkelt og uden videre kan sige, at de gode gerninger er skadelige for de troende med hensyn til frelsen. For hos de troende er de gode gerninger et tegn på frelse (Fil 1, 28), når de sker af de rette grunder og med de rette formål. Det vil sige når de sker i den hensigt, som Gud kræver af de genfødte. Det er nemlig Guds vilje og udtrykkelige befaling, at de troende skal gøre gode gerninger, som Helligånden virker i de troende. For Kristi skyld lader Gud disse gerningerne behage sig og lover dem en herlig belønning i dette og i det kommende liv.

Derfor bliver denne påstand fordømt og forkastet i vore kirker, fordi den er falsk og til anstød, hvis den bliver fremsat alene uden forklaring. Den svækker disciplin og ærbarhed og fremmer og styrker en vilde og løsslupne levemåden. For det som er skadelig for ens frelse, må man jo vogte sig for med største omhu.

Fordi de kristne ikke skal holdes borte fra gode gerninger, men på det flittigste formanes og tilskyndes til at gøre dem, så kan og skal denne nøgne påstand uden nærmere forklaring ikke tolereres, læres eller forsvares i Kristi kirke.

5. Om lov og evangelium

Sondringen mellem loven og evangeliet er et strålende, klart lys, der tjener til at Guds ord bliver ret delt og de hellige profeters og apostles skrifter bliver rigtig forklaret og forstået. Derfor må vi med særlig omhu fastholde denne sondring, så disse to lærer ikke bliver blandet sammen. Eller at der bliver gjort en lov ud af evangeliet, så Kristi fortjeneste bliver fordunklet og de ængstede samvittigheder berøvet den trøst de ellers har i det hellige evangelium, når det bliver forkyndt rent og klart. Den trøst, de kan holde sig oppe ved mod lovens skræk i deres værste anfægtelser.

Nu er der også i dette spørgsmål opstået uenighed mellem nogle teologer af Den Augsburgske Bekendelse. Den ene part påstår, at evangeliet ikke kun er nådeforkyndelse, men også bodsforkyndelse, som dømmer den største synden, nemlig vantroen. Den anden part mener og hævder, at evangeliet ikke er en bodsforkyndelse, der anklager synden. Det hører ind under Guds lov, som dømmer al synd og derfor også vantroen. Men evangeliet er i egentlig forstand en forkyndelse af Guds nåde og barmhjertighed for Kristi skyld. Ved denne forkyndelse får de, der omvender sig til Kristus, tilgivelse og forladelse for vantroen, som de tidligere befandt sig i og som Guds lov også fordømmer.

Forskellig brug af ordene ”evangelium” og ”bod” i Bibelen

Når vi nu gennemtænker denne uenighed grundigt, ser vi, at den hovedsaglig er forårsaget af, at det lille ord evangelium ikke altid er blevet brugt eller forstået i en og samme betydning, men på to måder, både i Den hellige, guddommelige Skrift og hos de gamle og nye kirkelærer. For sommetider bruges det sådan, at det betyder hele den lære som Kristus, vor Herre, i sin forkyndelse på jorden og i Det Ny Testamente har befalet os at fremholde. I denne læren har han sammenfattet forklaringen af loven og forkyndelsen af Guds, sin himmelske Fars, nåde og barmhjertighed, som det står skrevet i Mark 1, 1: ”Dette er begyndelsen til evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn.” Og lige bagefter sammenfattes den himmelske lære sådan: Omvendelse og syndernes forladelse, (Mark 1, 4). På samme måde sammenfatter Kristus efter sin opstandelse sin lære i få ord, når han befaler apostlene at forkynde evangeliet i hele verden: ”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.” (Luk 24, 46). På samme måde kalder også Paulus hele sin lære ”evangelium” i ApG 20, 24. Han sammenfatter det i disse hovedpunkter: Omvendelse til Gud og tro på Kristus.

Når ordet ”evangelium” således bliver brugt i bred forstand og det ikke drejer sig om sondringen mellem lov og evangelium, er den almene definition altså sand. Altså at evangeliet er en forkyndelse af bod og syndernes forladelse. For Johannes, Kristus og apostlene har begyndt sin forkyndelse med boden og på den måde udlagt og indskærpet, ikke bare nådeløftet om syndernes forladelse, men også Guds lov.

Dernæst bliver ordet ”evangelium” brugt i en anden betydning, som er mere specifik og som er grundbetydningen, hvor det ikke indbefatter forkyndelsen af omvendelse, men bare forkyndelsen af Guds nåde. Som det sker i Mark 1, 15, hvor Kristus siger: ”Omvend jer og tro på evangeliet!”

Sådan bliver heller ikke ordet ”omvendelse” brugt blot i én betydning i Den hellige Skrift. For på nogle steder bliver det brugt og forstået om hele menneskets omvendelse, som i Luk 13, 5: ”Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.” Og i Luk 15, 7: ”Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.” På dette sted i Mark 1, 15 og også andre steder, hvor der bliver gjort forskel mellem omvendelsen og troen på Kristus, eller mellem omvendelse og syndernes forladelse, betyder det at omvende sig imidlertid ikke noget andet end i sandhed at erkende synden, angre den af hjertet og afstå fra den. Denne erkendelsen kommer af loven, men den er ikke nok som en frelsebringende omvendelse til Gud, hvis ikke troen på Kristus kommer til. Den trøsterige forkyndelse af det hellige evangelium frembyder Kristi fortjeneste til alle bodfærdige syndere, som er blevet skræmt ved forkyndelsen af loven. For evangeliet forkynder ikke tilgivelse for synden for de hårde, sikre hjerter, men for de knuste og bodfærdige, (Luk 4, 18). Og for at den anger eller skræk, som loven vækker, ikke skal blive til fortvivlelse, må forkyndelsen af evangeliet komme til, så det bliver en ”omvendelse til frelse”, 2 Kor 7, 10.

Forkyndelsen af loven alene, uden Kristus, fremkalder enten overmodige mennesker, som mener om sig selv, at de kan opfylde loven med ydre gerninger, eller mennesker som havner i fuldstændig fortvivlelse. Derfor tager Kristus loven i sine hænder og udlægger den åndeligt, Matt 5, 21; Rom 7, 6,14, og åbenbarer således Guds vrede fra himmelen over alle ugudelige syndere og viser, hvor stor Guds vrede er. Sådan vises synderne til loven og lærer først ud fra den ret at kende sin synd. Denne erkendelse havde Moses aldrig kunnet aftvinge dem. For, som apostelen vidner (2 Kor 3, 13), selv om Moses bliver læst, så bliver det slør, han lade over ansigtet, liggende uden at blive taget bort. Derfor forstår de ikke loven åndelig, hvor meget den kræver af os og hvor dybt den forbander og fordømmer os, fordi vi ikke kan holde den eller opfylde den. ”Men hver gang én vender om til Herren, tages sløret bort.” 2 Kor 3, 16.

Derfor må Kristi Ånd ikke bare trøste, men også ved lovens tjeneste ”overbevise verden om synd” (Joh 16, 8). Ånden må også i den nye pagt gøre sin fremmede gerning, som profeten siger (Es 28, 21), for at den egentlige gerning, som er at trøste og forkynde Guds nåde, kan ske bagefter. Det er netop derfor, Kristus har erhvervet og sendt os Ånden, og det er derfor Helligånden kaldes Trøsteren.

Som Dr. Luther siger det i udlægningen af evangeliet på den 5. søndag efter trinitatis:

”Lovens forkyndelse er alt det, der forkynder om vore synder og Guds vrede, uanset hvordan og hvornår det sker. Evangeliet derimod er en forkyndelse, som ikke viser eller giver noget andet end Guds nåde og barmhjertighed, og syndernes forladelse i Kristus. Dog er det sandt og ret, at apostlene og evangeliets forkyndere (som også Kristus selv har gjort) stadfæster lovens forkyndelse. Og de begynder hos dem, der endnu ikke erkender deres synd eller mærker angsten for Guds vrede. Som Kristus siger i Joh 16, 8ff: ”Helligånden skal overbevise verden om synd: at de ikke tror på mig.” Ja, findes det nogen mere alvorlig og skræmmende påvisning og forkyndelse af Guds vrede over synden end netop Kristi, Guds Søns, lidelse og død? Men så længe alt dette forkynder Guds vrede og skræmmer mennesket, så er det endnu ikke forkyndelsen af evangeliet eller Kristus, men af Moses og loven over de ubodfærdige. For evangeliet og Kristus er ikke forordnet eller givet for at skræmme eller fordømme, men for at trøste og oprejse dem, der er skræmt og forsagt.”

Og på et andet sted siger Luther: ”Kristus siger i Joh 16, 8: Helligånden vil gå i rette med verden og vise den, hvad som er synd, men det kan ikke ske uden ved at loven udlægges.”

På samme måde hedder det også i De Schmalkaldiske Artikler: ”Det Ny Testamente beholder og udøver lovens gerning, som åbenbarer synden og Guds vrede. Men til denne lovens gerning føjer det straks løftet om nåde ved evangeliet.”

Og Apologien siger: ”Til en sand og frelsende omvendelse er det ikke nok blot at forkynde loven, men evangeliet må også komme til.”

Således hører begge slags lærer sammen og begge må fremholdes sammen, men i en bestemt rækkefølge og med den rette sondring. Antinomisterne eller lovmodstanderne bliver derfor med rette fordømt. De vil smide forkyndelsen af loven ud af kirken og vil, at man til at dømme synden og fremkalde anger og smerte ikke skal bruge loven, men kun evangeliet.

Den rette definition af lov og evangelium

For at enhver skal kunne se, at vi i denne strid ikke lægger skul på noget, men stiller sagen rent og klart frem for øjnene på den kristne læser, tror, lærer og bekender vi enstemmig, at loven i egentlig forstand er en guddommelig lære, hvor Guds rette, uforanderlige vilje åbenbares med hensyn til, hvordan mennesket skal være i sin natur, i tanker, ord og gerninger, for at det skal være Gud til behag og tækkes ham. Loven truer dem, der overtræder den, med Guds vrede og jordiske og evige straffe. For som Luther siger mod modstanderne af loven: Alt det, der dømmer synden, er og hører til loven. Lovens egentlige gerning er at dømme synden og føre til syndserkendelse. Og fordi vantroen er roden og kilden til al den synden, som bør dømmes, så dømmer loven også vantroen.

Men det er imidlertid også sandt, at loven og dens lære belyses og forklares af evangeliet. Ikke desto mindre forbliver det lovens egentlige gerning at dømme synden og undervise om gode gerninger.

Derfor dømmer loven vantroen, når man ikke tror Guds ord. Og fordi evangeliet er Guds ord, så dømmer Helligånden ved lovens gerning også vantroen, at man ikke tror på Kristus. For evangeliet er jo helt nøjagtig alene en lære om den frelsende tro på Kristus.

Fordi mennesket ikke har holdt Guds lov og er fordærvet i natur, tanker, ord og gerninger, er det underkastet Guds vrede, døden, alle timelige plager og straffen i Helvedes ild. På denne baggrund er evangeliet helt præcist en lære, som lærer, hvad mennesket skal tro, for at det kan få syndernes forladelse hos Gud. Evangeliet lærer at Guds Søn, vor Herre Kristus, har påtaget sig og båret lovens forbandelse, har sonet og betalt for al vor synd, så vi alene ved ham tages til nåde igen af Gud, får tilgivelse for synderne ved troen, bliver befriet fra døden og alle syndestraffe og bliver evig salige.

For alt, som trøster og tilbyder dem, der har overtrådt loven, Guds barmhjertighed og nåde, er og kaldes i egentlig forstand evangelium, et godt og glædelig budskab om at Gud ikke vil straffe synden, men tilgive den for Kristi skyld.

Derfor skal enhver bodfærdig synder tro, det vil sige, sætte al sin lid til Herren Kristus alene. Ham, der blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os. (Rom 4, 25). Ham, der ikke kendte til synd, og som blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. (2 Kor 5, 21). Ham, der er blevet os til retfærdighed. (l Kor 1, 30). Og vis lydighed bliver regnet os til retfærdighed for Gud efter hans strenge dom. (Rom 5, 19).

Loven er altså en tjeneste, som slår ihjel ved bogstaven (2 Kor 3, 6), og forkynder fordømmelse (2 Kor 3, 9). Og evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror. (Rom 1, 16). Det forkynder retfærdigheden og giver Ånden. (Gal 3, 2).

Luther har i næsten alle sine skrifter fremholdt denne forskellen med stor omhu og nøje påvist, at den kundskab om Gud, som kommer af evangeliet, er en helt anden end den, som bliver lært og tilegnet ved loven. For også hedningene har ud fra den naturlige lov haft en vis kundskab om Gud, men alligevel har de hverken kendt ham ret eller æret ham ret.

Lov og evangelium lige fra verdens skabelse

Disse to slags lærer er altid og alle steder fra verdens begyndelse blevet fremført i Guds kirke side om side med den rette sondring. For de kære patriarkers efterkommere, som også patriarkerne selv, har stadig mindet sig selv om, hvordan mennesket i begyndelsen blev skabt retfærdig og hellig af Gud og ved slangens bedrag har overtrådt Guds bud, er blevet til en synder og fordærvet sig selv og alle sine efterkommere og styrtet dem i døden og evig fordømmelse. Men de har samtidig også igen opmuntret og trøstet sig ved forkyndelsen af kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved (l Mos 3,15). Ligeledes om Abrahams sæd, i hvem alle folk på jorden skal blive velsignet (l Mos 22,18). Om Davids Søn, som skal genrejse Israels rige (Sal 110,1) og være et lys for hedningerne (Es 49, 6). Ham, der blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder, som blev straffet, for at vi kunne få fred. Ham ved hvis sår vi blev helbredt. (Es 53, 5).

Vi tror og bekender at disse to kristne hovedlærepunkter altid og lige til verdens ende må fremholdes med omhu i Guds kirke, med den rette sondring. Da vil de ubodfærdige menneskers hjerter ved forkyndelsen af loven og dens trusler i Det Ny Testamentes tjeneste blive forskrækket og bringes til erkendelse af sine synder og til omvendelse, men alligevel ikke sådan, at de mister modet eller fortvivler. Fordi loven jo er en tugtemester til Kristus for at vi skal blive retfærdige ved tro (Gal 3, 24). Den skal altså ikke vise og føre bort fra Kristus, men til Kristus, som er lovens ende. (Rom 10, 4). Derfor bliver de ved forkyndelsen af det hellige evangelium om vor Herre Kristus, trøstet og styrket igen, fordi Gud ved Kristus tilgiver dem, som tror på evangeliet, alle deres synder for Kristi skyld, adopterer dem som sine børn og af bare nåde, uden nogen fortjeneste hos dem, retfærdiggør og frelser dem. Men ikke for at vi skal misbruge Guds nåde eller synde med vilje. Denne forskel på lov og evangelium har Paulus grundig og stærkt fremstillet i Andet Korintherbrev.

Af denne grund og for at de to lærer, loven og evangeliet, ikke skal blandes sammen, og det ene tilskrives det som tilhører den anden, må man med stor omhu fremholde og bevare den sande og rette sondring mellem loven og evangeliet og omhyggelig undgå det, der kan give årsag til sammenblanding af de to lærer, så de bliver én lære. Ved en sådan sammenblanding vil Kristi fortjeneste og velgerninger nemlig let blive fordunklet, og evangeliet igen blive gjort til en lovlære, sådan som det er sket i pavedømmet. Ved det vil de kristne blive berøvet den rette trøst mod lovens skræk, som de har i evangeliet, og døren igen lukkes op for pavedømmet i Guds kirke. Det er derfor farlig og urigtig, hvis man af evangeliet, når ordet bruges i egentlig forstand, sådan at det skelnes fra loven, vil gøre en omvendelsesforkyndelse eller domsforkyndelse. Men ellers, når det bruges i bred forstand om hele læren, så siger også Apologien enkelte gange, at evangeliet er en forkyndelse af omvendelse og tilgivelse for synderne. Men i tillæg til dette viser Apologien også, at evangeliet egentlig er løftet om syndernes forladelse og retfærdiggørelse ved Kristus, og loven et ord, der dømmer og fordømmer synden.

6. Om lovens tredje brug

Det står fast, at den guddommelige lov har tre brug:

1 Loven opretholder en ydre og rimelig orden hos uopdragne og tøjlesløse mennesker.

2 Loven fører syndere til syndserkendelse.

3 Loven lærer dem, der er genfødt ved Guds Ånd og omvendt til Herren, og som nu har fået Mose dække fjernet, hvordan de skal leve og vandre i sand gudsfrygt.

Om denne tredje brug af loven er der opstået uenighed mellem nogle få teologer.

Den ene part lærer og mener, at de genfødte ikke har behov for at lære den nye lydighed eller de gode gerninger, som vi skal vandre i, af loven. Eller at påminde og hente læren om gode gerninger fra loven. De, der er blevet befriet og genoprettet ved Guds Søn, og som er Helligåndens tempel, er nu frie mennesker. Og ligesom solen uden nogen påvirkning af sig selv følger sin bane, sådan gør de genfødte også af sig selv, hvad Gud kræver af dem, drevet og tilskyndet af Helligånden.

Mod dette har andre lært, at selv om de sandt troende virkelig bliver drevet af Guds Ånd og derfor efter det indre menneske gør Guds vilje af sig selv og frivillig, så bruger Helligånden dog den skrevne lov til at vejlede dem, så også de sandt troende lærer, at Gud ikke bør tjenes efter vore egne tanker og meninger, men efter hans skrevne lov og åbenbarede ord. Det er nemlig en sikker regel og rettesnor for et gudfrygtigt liv indrettet efter Guds evige og uforanderlige vilje.

Loven er udtryk for Guds uforanderlige vilje

For at forklare og bilægge denne strid tror, lærer og bekender vi enstemmigt, at selv om de sandt troende, som er ret omvendt til Gud og retfærdiggjort, er blevet frigjort fra lovens forbandelse, bør de alligevel daglig øve sig i Herrens lov. Som der står skrevet i Sal 1, 1: ”Lykkelig den, som har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat.” For loven er som det klareste spejl, i hvilket vi tydeligt kan se Guds vilje og det, han bifalder. Derfor bør loven altid indprentes de troende og grundigt og vedvarende indskærpes dem.

For selv om loven ikke er givet for retskafne, men for lovbrydere, som Paulus siger (l Tim 1, 9), så skal det dog ikke forstås så firkantet, at de retfærdige skal leve uden lov. For Guds lov er skrevet i deres hjerter. Efter at de første mennesker var skabt, fik de nemlig en lov, som det skulle leve efter. Den rette betydning af Paulus' ord er derfor, at loven ikke formår at fordømme og dræbe dem, der er forsonet med Gud i Kristus. Lovens tvang eller plage er heller ikke pålagt de genfødte, fordi de efter deres indre menneske er positive over for Guds lov.

Det er ganske rigtig sådan, at hvis de troende og udvalgte Guds børn var blevet fuldkomment fornyet i dette liv ved den iboende Ånd, så deres natur og alle dens kræfter var helt frie fra synden, da behøvede de ingen lov eller noget til at sætte dem i gang. Da ville de af sig selv og helt frivillig uden at loven formaner, tilskynder eller driver dem, gøre det, de efter Guds vilje var skyldige at gøre. Akkurat som solen, månen og alle himmelens stjerner af sig selv og uhindret, uden nogen formaning, tilskyndelse eller tvang ifølge Guds ordning gennemfører det naturlige løb, som Gud har givet dem. Ja, akkurat som de kære engle viser en helt frivillig lydighed.

Men de troende bliver ikke fornyet fuldkomment eller fuldstændigt i dette liv. Dog er deres synd dækket af Kristi fuldkomne lydighed, så den ikke tilregnes de troende til fordømmelse. Og ved Helligånden er dødelsen af gamle Adam og fornyelsen af deres sinds ånd begyndt. Alligevel bor gamle Adam stadig i deres natur og i alle dens indre og ydre kræfter. Om dette skriver apostelen: ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt.” (Rom 7, 18), og videre: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” (Rom 7, 19). Ligeledes: ”Jeg ser en anden lov i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som fange i syndens lov, som er i mine lemmer.” (Rom 7, 23). Ligeledes: ”For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.” (Gal 5, 17).

Derfor behøver de sandt troende, udvalgte og genfødte Guds børn ikke blot lovens daglige tilskyndelser, vejledning og advarsler, men ofte også lovens tugt, så de aflægger det gamle og følger Guds Ånd. Som der står skrevet: ”Det var en lykke for mig, at jeg blev ydmyget, så jeg kunne lære dine love.” (Sal 119, 71). Og videre: ”Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.” (l Kor 9, 27). Og videre: ”Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er I uægte børn og ikke sønner.” (Hebr 12, 8). Sådan har Dr. Luther også udførlig forklaret det grundigt i Kirkepostillen i prædikenen over epistelteksten til 19. søndag efter trinitatis.

Lovens og evangeliets opgave i kristenlivet

Men det må også forklares, hvad evangeliet gør og virker i forbindelse med de troendes lydighed, og hvad der er lovens opgave, når det gælder de troendes gode gerninger.

For loven siger nok, at det er Guds vilje og befaling, at vi skal leve et nyt liv, men den giver ikke kraft og evne, så vi kan begynde eller udføre det. Men Helligånden, som bliver givet og modtaget ved evangeliets forkyndelse, og ikke ved loven, fornyer hjertet.

Derefter bruger Helligånden loven, for ved den at lære og vise de genfødte i De Ti Bud hvad, der er Guds gode vilje, som han bifalder. Så de ved, hvilke gerninger, Gud har lagt til rette, for at vi skal vandre i dem (Ef 2, 10). Helligånden tilskynder dem til dette, og når de på grund af kødet er dovne, ligegyldige og genstridige, anklages de for det ved loven. Sådan udfører Ånden på samme tid to forskellige gerninger: Han døder og gør levende. Han fører ned i dødsriget og fører op igen (l Sam 2, 6). Åndens gerning er ikke blot at trøste, men også at straffe. Som der står skrevet: Når Talsmanden kommer, skal han overbevise verden - som også gamle Adam tilhører – om synd (Joh 16, 8). Og synd er alt, hvad der er i strid med Guds lov. Og Paulus siger: ”Ethvert gudgivet skrift er nyttigt til undervisning, til anklage, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed.” (2 Tim 3, 16). Og at anklage er netop lovens egentlige gerning. Derfor, så ofte de kristne synder, anklages og straffes de af Guds Ånd ved loven, og af den samme Ånd oprejses de igen og modtager trøst ved forkyndelsen af evangeliet.

Men for at misforståelser og fejl så vidt mulig kan undgås og forskellen mellem lovens og Åndens gerninger kan læres og bevares ret og sandt, må man omhyggelig være opmærksom på, at når det tales om gode gerninger, som er i overensstemmelse med Guds lov (for ellers er det ikke gode gerninger), så har ordet ”lov” altid den samme betydning, nemlig Guds uforanderlige vilje, som mennesket skal handle efter hele liv.

Men forskellen på gerningerne skyldes forskellene på de mennesker, der bestræber sig på at leve efter Guds lov og vilje. For så længe mennesket ikke er genfødt og lever efter loven og gør gerningerne, fordi de er påbudt, og af frygt for straf eller håb om løn, er det stadigvæk under loven, som en slave. Sådanne gerninger bliver af Paulus med rette kaldt ”lovgerninger” (Rom 3, 20), for de bliver fremtvunget af loven. Disse mennesker er kainske hellige, det vil sige hyklere.

Men når mennesket er født på ny ved Guds Ånd og frigjort fra loven, det vil sige frigjort fra lovens tvang og bliver drevet af Kristi Ånd, da lever det efter Guds uforanderlige vilje, som er åbenbaret i loven. I det omfang, det er genfødt, gør det alt af en fri og villig ånd. Sådanne gerninger er ikke lovgerninger i egentlig forstand, men Åndens gerninger og frugter. Eller som Paulus kalder dem: ”Loven i mit sind” (Rom 7, 23), og: ”Kristi lov” (l Kor 9, 21). For sådanne mennesker er ikke længer under loven, men under nåden, som Paulus siger (Rom 6, 14).

Men da de troende imidlertid ikke er fuldstændig fornyet i dette liv, men gamle Adam hænger fast ved dem lige til det sidste, så fortsætter kampen også i dem mellem Ånden og kødet. Derfor har de nok lyst til Guds lov efter deres indre menneske, men loven i deres lemmer kæmper mod loven i deres sind. Derfor er det sådan, at de lever og vandrer i overensstemmelse med Guds lov. De er aldrig uden lov og alligevel ikke under loven, men i loven. De gør derfor ikke de gode gerninger på grund af lovens tvang.

Men når det gælder gamle Adam, som stadig hænger fast ved dem, må han ikke alene tvinges med loven, men også straffes og tvinges med ydre plager. Han gør kun noget godt mod sin vilje og med tvang. Ikke lettere end de ugudelige, som bliver drevet og tvunget til lydighed ved lovens trusler.

Lovens lære er også nødvendig for de troende, for at de ikke skal stole på deres egen hellighed og fromhed og under skin af Guds Ånd indføre selvvalgte gudsdyrkelser uden Guds ord og befaling. Som der står skrevet i 5 Mos 12, 8: ”I må ikke dyrke Gud på den måde, vi gør her i dag, hvor hver især gør, som han finder for godt.” Men derimod (vers 28): ”Lyt omhyggeligt til alle disse ord, som jeg befaler dig.”

Lovens vejledning er også nødvendig for de troende af en anden grund, når de gør gode gerninger. Vi indbilder os nemlig let, at vores gerninger og liv er helt rent og fuldkomment. Derfor viser Guds lov os de gode gerninger, ligesom i et spejl, så vi kan se, at alt i os endnu er ufuldkomment og urent i dette liv. Vi må således med Paulus sige: ”Jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt.” (l Kor 4, 4).

Når Paulus formaner de genfødte til gode gerninger, foreholder han dem udtrykkelig De Ti Bud, (Rom 13, 9). Og at hans gode gerninger er ufuldkomne og urene, erkender han ud fra loven, (Rom 7, 7). Og David siger i Salme 119, 32: ”Ad den vej, du befaler, vil jeg løbe.” Men samtidig må han bede: ”Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er retfærdigt over for dig.” (Salme 143, 2).

Gode gerningers værdi

Men hvordan og hvorfor de troendes gode gerninger alligevel godtages af Gud og er ham til behag, selv om de i dette liv er ufuldkomne og urene på grund af synden i kødet, det lærer vi ikke af loven. Den kræver nemlig en total fuldkommen og helt ren lydighed, hvis gerningerne skal godkendes af Gud. Men evangeliet lærer, at vore åndelige ofre godtages af Gud ved troen på grund af Kristus. (l Pet 2, 5; Hebr 11, 4).

På denne måde er de kristne ikke under loven, men under nåden, fordi personen er frigjort fra lovens forbandelse og fordømmelse ved troen på Kristus. Og fordi deres gode gerninger, selv om de er ufuldkomne og urene, er Guds til behag ved Kristus. Og fordi de ikke gøres ved lovens tvang, men af et villigt og frit sind ved Helligåndens fornyelse, som er Gud til behag i den grad de er genfødt i det indre menneske. De fører dog en stadig kamp mod gamle Adam.

For den gamle Adam er, som et utæmmet og genstridig æsel, stadigvæk en del af dem og må tvinges til lydighed mod Kristus, ikke bare ved lovens formaning, tvang og trussel, men også med ydre modgang og plager som pisk. Indtil det syndige kød er blevet helt og holdent afklædt og mennesket fuldkomment fornyet i opstandelsen. Da skal der ikke længere være behov hverken for lovens forkyndelse eller dens trussel og dom og heller ikke for evangeliet. Disse ting hører nemlig kun til i dette dødelige og ufuldkomne liv. Men ligesom de skal ser Gud ansigt til ansigt, vil de også ved den iboende Guds Ånds kraft frivillig, uden tvang, uhindret, helt rent og fuldkomment og med ren glæde gøre Guds vilje og for evigt glæde sig i Gud.

Derfor forkaster og fordømmer vi det som en skadelig vildfarelse, der ødelægger den kristne selvdisciplin og er i strid med sand gudsfrygt, når der læres, at loven på ovenfor nævnte vis og måde ikke skal fremholdes for kristne og sandt troende, men kun for de vantro, ugudelige og ubodfærdige.

7. Om Herrens måltid - Den hellige nadver

Fremstillingen af denne artikel skulle efter enkeltes mening måske ikke have været sat ind i dette skrift, hvor vi forklarer de artikler, der er uenighed om blandt teologerne af Den Augsburgske Bekendelse. Nadvermodstanderne tog jo afstand fra Den Augsburgske Bekendelse allerede fra begyndelsen af, da den i 1530 blev fremlagt og overgivet kejseren. De overrakte kejseren deres egne bekendelser.

Nogle af de teologer og andre, som roser sig af Den Augsburgske Bekendelse, sluttede sig imidlertid til nadvermodstanderne i de følgende år, ikke bare hemmelig, men til dels også offentlig. Og imod deres samvittighed har de villet bruge og fordreje Den Augsburgske Bekendelse med magt, som om den helt skulle være i overensstemmelse med nadvermodstanderne i denne artikel. Derfor har vi ikke kunnet, og vi skal heller ikke undlade, at afgive et vidnesbyrd i dette skrift om vor bekendelse af den guddommelige sandhed og på ny gentage den rette mening af Kristi ord og Den Augsburgske Bekendelse om denne artikel. Så langt det står til os, vil vi ved Guds hjælp bevare denne lære for vores efterkommere og trofast advare vore tilhørere og andre fromme kristne mod denne fordærvelige vildfarelse. Den strider fuldstændig mod Guds hellige ord og Den Augsburgske Bekendelse, og den er allerede blevet forkastet flere gange.

Uenigheden mellem lutheranerne og nadvermodstanderne

Nadvermodstanderne bestræber sig på sprogligt at holde sig så nær Den Augsburgske Bekendelse som mulig, og benytter vores kirkes måde at tale på. De bekender at Kristi legeme virkelig bliver modtaget af de troende i den hellige nadver. Men når man presser dem til at sige deres egentlige mening, forklarer de samstemmigt, åbenlyst og tydelig, at de tror, at Kristi sande og virkelige legeme og blod er så langt væk fra det indviede brød og vin, som himmelen er fra jorden. For sådan lyder deres egne ord.

De opfatter således ikke Kristi legemes og blods nærvær i nadveren som noget, der foregår her på jorden, men alene med hensyn til troen. Det vil sige, at vores tro ved de synlige tegn bliver påmindet og oprejst ligesom ved det forkyndte ord, så den løfter sig og hæver sig op over alle himle. På denne måde modtager og nyder troen så Kristi legeme, som er nærværende i Himlen, ja, troen modtager Kristus selv, med alle hans velgerninger. Denne indtagelse og nydelse sker virkelig og væsentlig, men dog kun åndelig. De mener nemlig, at ligesom brødet og vinen er her på jorden og ikke i himmelen, sådan er Kristi legeme nu i himmelen og ikke på jorden. Derfor modtager munden ikke andet end brød og vin i nadveren.

Da denne uenighed opstod, påstod de, at Herrens nadver blot er et ydre tegn, som man kan kende de kristne på. Der bliver ikke uddelt andet end almindelig brød og vin - som altså blot er et tegn på Kristi fraværende legeme.

Men da de forstod, at denne opfattelse ikke var holdbar, bekendte de, at Kristus er virkelig til stede i nadveren på grund af forbindelsen mellem hans to naturer. Altså kun ifølge sin guddommelige natur og ikke med sit legeme og blod. [Men hans legeme og blod kan altså alligevel siges at være til stede i nadveren på grund af forbindelsen og fællesskabet med den guddommelige natur, som er virkelig nærværende i nadveren. – Oversætterens forklaring].

Senere, da man med Kristi ord havde presset dem til at bekende, at Kristi legeme er til stede i nadveren, har de alligevel ikke opfattet og forklaret det anderledes, end at de tror, at det er et åndeligt nærvær. Det vil sige, at Kristus ved troen giver os del i hans kraft, gerninger og velsignelse. Kristi Ånd, der er overalt, forener vores legemer, som hans Ånd bor i her på jorden, med Kristi legeme, som er i Himlen, siger de.

Sådan er mange lærde mennesker blevet bedraget ved disse store og smukke ord, når de foregiver og berømmer sig af, at de ikke er af nogen anden mening end at Kristus er virkelig, væsentlig og levende til stede i nadveren. Men de forstår alene dette om hans guddommelige natur og ikke om hans legeme og blod, som nu er i himmelen og ellers intet andet sted. Kristus giver os med brød og vin sit sande legeme og blod at spises og drikke åndeligt gennem troen, men ikke legemligt med munden.

Indstiftelsesordene i nadveren: ”Spis, dette er mit legeme”, forstår de ikke bogstaveligt, efter den ligefremme ordlyd, men som billedtale. At spise Kristi legeme betyder altså blot at tro på Kristus. Og ordet ”legeme” er blot et symbol, det vil sige et tegn eller et billede på Kristi legeme, som ikke er til stede i nadveren og på jorden, men alene i himmelen. Ordet ”ER” tyder de sakramentalt eller billedligt, så man ikke skal tro, at selve sagen, nemlig Kristi kød er til stede her på jorden (på en usynlig og ubegribelig måde). Kristi legeme er ganske vist sakramentalt eller billedligt forenet med brødet, sådan at de troende, fromme kristne ved troen åndeligt nyder Kristi legeme, som er oppe i himmelen, lige så sikkert som de spiser brødet med munden. Men de forbander og fordømmer det som en forfærdelig gudsbespottelse, at Kristi legeme skulle være virkelig til stede i nadveren her på jorden, selv om det er usynlig og ubegribelig, og at det bliver modtaget med munden også af hyklere og navnekristne sammen med det indviede brød.

I modsætning til det bliver der i Den Augsburgske Bekendelse ud fra Guds ord lært om Herrens nadver: Kristi virkelige legeme og blod er virkelig til stede og bliver uddelt og modtaget i brøds og vins skikkelse i Herrens hellige måltid. Og den modsatte lære bliver forkastet, nemlig nadvermodstandernes, der netop på samme tid i Augsburg overgav deres egen bekendelse om, at Kristi legeme ikke var virkelig og sandt til stede i nadveren her på jorden, fordi Kristus var faret op til himmelen.

Denne mening er også tydelig fremsat i doktor Luthers Lille Katekismus med følgende ord:

”Alterets sakramente er vor Herre Jesu Kristi virkelige legeme og virkelige blod i brød og vin, indstiftet af Kristus selv for os kristne for at vi skal spise og drikke det.”

Denne lære bliver i Apologien ikke blot forklaret endnu tydeligere, men også bekræftet med Paulus’ ord i l Kor 10 på følgende måde:

Den tiende artikel bliver godtaget, hvor vi bekender, at Kristi legeme og blod sandt og virkeligt er til stede i Herrens nadver, og virkelig bliver rakt sammen med de synlige elementer, brød og vin, til dem, der modtager nadveren. Paulus skriver jo: ”Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?” Og brødet ville ikke være fællesskab med Kristi legeme, men med hans Ånd, hvis det ikke var Kristi legeme, men alene Helligånden, der var til stede. Vi ved, at ikke blot den romerske, men også den græske kirke lærer Kristi legemlige nærvær.

Fra Cyril bliver det anført at Kristus bor legemlig i os ved meddelelsen af sit kød i nadveren.

Wittenberg-Konkordien 1536

Da de, der i Augsburg havde overrakt deres egen bekendelse om denne artikel, senere havde sluttet sig til vor kirkes bekendelse, blev Wittenberg-Konkordien om nadveren udarbejdet i 1536. Det skete med deltagelse af de saksiske og sydtyske teologer, og blev underskrevet af Dr. Marin Luther og andre teologer fra begge sider. Man siger her:

Vi har hørt, hvordan Martin Bucer har forklaret sin egen og de andre sydtyske prædikanters mening om Kristi legemes og blods hellige sakramente.

De bekender i overensstemmelse med Irenæus' ord, at nadveren består af to ting, noget himmelsk og noget jordisk. Derfor mener og lærer de, at Kristi legeme og blod virkelig og efter sit væsen er til stede, bliver uddelt og modtaget med brødet og vinen.

De benægter, at brødet og vinen bliver forvandlet i sit inderste væsen til Kristi legeme og blod. De mener heller ikke, at Kristi legeme og blod er rumlig indesluttet i brødet, eller vedvarende er forenet med det, når nadverfejringen er ovre. Men de medgiver at brødet er Kristi legeme ved en sakramental forening. Det vil sige, de mener, at når brødet uddeles, er Kristi legeme til stede og gives virkelig.

Men de mener ikke, at Kristi legeme er til stede uden for denne brug, når man lægger brødet tilbage eller opbevarer det i montre eller bærer det omkring i procession, som det sker i pavedømmet.

Desuden mener de, at den indstiftelse af nadveren, som Kristus har foretaget, er virksom i kristenheden, og at det ikke afhænger af hverken præstens eller modtagerens værdighed eller uværdighed. Paulus siger, at også de uværdige nyder sakramentet. Derfor mener de, at Kristi legeme og blod virkelig bliver rakt også til de uværdige, og at de uværdige virkelig konsumerer det, når Kristi indstiftelse og befaling overholdes.

Men de uværdige spiser det til dom, som Paulus siger, fordi de misbruger sakramentet, når de bruger det uden sand bod og tro. Det er nemlig indstiftet, for at det skal bevidne, at de, der gør bod og fatter nyt mod ved troen på Kristus, modtager Kristi nåde og velgerninger, så de bliver indpodet på Kristus og renset i hans blod.

Året efter var de dygtigste teologer fra hele det tyske rige, som havde sluttet sig til Den Augsburgske Bekendelse, forsamlet i Schmalkalden og rådslog om, hvad de skulle lægge frem på det kommende kirkemøde med hensyn til denne kirkelære. De Schmalkaldiske Artikler blev da opstillet af doktor Luther, efter samråd med de andre. Og de blev underskrevet af samtlige teologer hver for sig. I disse artikler fremstiller Luther klart den egentlige, rette mening med Wittenberg-Konkordien, som på det allernøjeste stemmer overens med Kristi ord. Nadvermodstanderne havde nemlig tolket ordene til egen fordel, så Kristi legeme og alle hans velgerninger ikke blev rakt frem på anden måde med brødet end med evangeliets ord. De tolkede den sakramentale forening alene som Kristi åndelige nærvær, der sker ved troen. De Schmalkaldiske Artikler afviser denne mistolkning ved at fastslå:

”Brødet og vinen i nadveren er Jesu Kristi virkelige legeme og virkelige blod, som bliver uddelt og konsumeret ikke bare af de gudfrygtige, men også af dem, der blot har navn af kristne.”

Denne mening forklarer Dr. Luther også udførlig efter Guds ord i Den Store Katekismus. Her hedder det:

”Hvad er nu alterets sakramente? Svar: Det er Kristi virkelige legeme og virkelige blod i og under brødet og vinen, ved Kristi ord befalet os kristne at spises og drikkes.” Og straks efter: ”Jeg siger, det er ordet, der skaber og udskiller dette sakramente, så det ikke blot er almindelig brød og almindelig vin, men både er og kaldes Kristi legeme og blod.” Og lige efter: ”Med dette ord kan du styrke din samvittighed og sige: Selv om titusind djævle og alle sværmere kommer og spørger: Hvordan kan brød og vin være Kristi legeme og blod? Så ved jeg, at alle ånder og lærde til sammen i en flok ikke er så kloge som den guddommelige Majestæt i sin lillefinger. Nu står Kristi ord her: Tag, spis, dette er mit legeme, drik alle deraf, dette er den nye pagt i mit blod osv. Det holder vi fast ved, og vi vil se dem, der kan mestre disse ord og gøre noget andet ud af dem, end det han har talt. Det er sandt nok, at når du tager ordet bort eller ser på nadveren uden ordet, så har du intet andet end brød og vin. Men når ordene er hos sakramentet, som de skal være, så er det ifølge ordene i sandhed Kristi legeme og blod. For som Kristi mund taler og siger, sådan er det også. Han kan ikke lyve eller bedrage.

Ud fra dette er det nu let at svare på alle slags spørgsmål, som man nu plager sig med, som om en ugudelig præst kan forvalte og uddele sakramentet og hvad der ellers er af lignende spørgsmål. For vi slår her fast og siger: Selv om en kæltring modtager eller uddeler nadveren, så er det dog den rette nadver, det vil sige Kristi legeme og blod, lige så vel som når det uddeles eller modtages på den allerværdigste måde. For sakramentet er ikke grundet på menneskelig hellighed, men på Guds ord. Og ligesom ingen hellig på jorden, ja, end ikke en engel i himmelen kan gøre brødet og vinen til Kristi legeme og blod, så er der heller ingen, der kan ændre eller forvandle det, selv om det bliver misbrugt.

For personens eller vantroens skyld bliver det ord ikke falskt, som skaber sakramentet og som det er blevet indstiftet ved. For Kristus siger ikke: Når I tror eller er værdige, så har I mit legeme og blod, men derimod: Tag, spis og drik, dette er mit legeme og blod. Ligeledes: Gør dette, nemlig det, jeg nu gør, indstifter, giver, befaler jer at modtage. Så meget er dermed sagt: Enten du er værdig eller uværdig, så har du her hans legeme og blod i kraft af disse ord, som kommer til brødet og vinen. Læg nu vel mærke til og husk på dette, for i disse indstiftelsesord består hele vort grundlag, beskyttelse og værn mod alle vildfarelser og forførelser, som allerede er kommet eller endnu vil komme.”

Så langt Den Store Katekismus, hvor Kristi legemes og blods virkelige nærvær i den hellige nadver er stadfæstet, og hvor det ikke bare bliver forstået med hensyn til de troende og værdiges konsumering, men også for de vantro og uværdige nadverdeltagere. Men da denne højt oplyste mand i Ånden så at nogen skulle mistænkeliggøre ham efter hans død, som om han skulle afvige fra den her behandlede lære og andre kristne artikler, har han tilføjet et efterskrift til sit store skrift om nadveren fra 1528:

”Fordi jeg ser, at der med tiden bliver flere og flere sekter og vildfarelser og at det ikke er nogen ende på Satans vildskab og raseri, så vil jeg med dette skrift bekende min tro stykke for stykke, for Gud og hele verden. Ingen skal i fremtiden, i min livstid eller efter min død, kunne anføre mig og mine skrifter til falsk støtte for deres vildfarelser, som nadverfjenderne og gendøberne allerede begynder at gøre. Dette vil jeg holde fast på helt ind i døden. I denne tro vil jeg også tage afsked fra denne verden - Gud hjælpe mig til det - og komme frem for vor Herre Jesu Kristi domstol. Skulle nogen efter min død sige: Hvis Dr. Luther havde levet nu, ville han lære og forstå denne eller denne artikel anderledes, for han har ikke tænkt tilstrækkelig over den osv. - Så siger jeg nu, som jeg da ville sige, at jeg af Guds nåde har gennemtænkt alle disse artikler så omhyggelig som mulig ved hjælp af Skriften. Jeg har gennemgået dem flere gange og jeg vil forsvare dem lige så sikkert som jeg nu har forsvaret alterets sakramente. Jeg er hverken fuld eller tankeløs. Jeg ved, hvad jeg siger. Og med tanke på Herren Kristi genkomst til dom på den sidste dag, ved jeg hvad der venter. Ingen skal derfor tillægge mig nogen spøg eller løst snak i dette. Dette er alvorlig for mig, for af Guds nåde kender jeg Satan tilstrækkeligt. Kan han fordreje og forvanske Guds ord, hvad skal han så ikke kunne gøre med mine og andres ord?”

Efter denne påmindelse nævner Luther, blandt andet også denne artikel:

”På samme måde bekender jeg også om alterets sakramente, at Kristi legeme og blod i sandhed bliver spist og drukket med munden i brødet og vinen, selv om præsten, som deler det ud eller de, der modtager det, ikke tror eller misbruger det på anden måde. For det kommer ikke an på menneskers tro eller vantro, men på Guds ord og ordning. Med mindre de da først ændrer Guds ord og ordning, og tolker det anderledes, som de nuværende nadverfjender gør. De har uden tvivl kun brød og vin, for de har hverken ordet eller Herrens ordning, men har fordrejet og ændret den efter deres egen falske indbildning.”

Dr. Luther har frem for alle andre forstået den rette, egentlige mening med Den Augsburgske Bekendelse, og har holdt fast ved den og forsvaret den til sin død. Han har også med stor iver gentaget sin tro på denne artikel i sit sidste skrift om nadveren, kort tid før sin død. Her siger han:

”Jeg regner dem alle til samme flok. De er alle sammen nadverfjender og sværmere, fordi de ikke vil tro, at Herrens brød i nadveren er hans eget virkelige, naturlige legeme, som bliver modtaget med munden af såvel den gudløse, selv Judas, som af den hellige Peter og alle andre hellige. Den, der ikke vil tro det, skal lade mig være i fred og ikke regne med noget fællesskab med mig. For sådan står ordene og de bliver ikke ændret.”

Af disse forklaringer særlig dem af Dr. Luther, som den fornemste lærer af Den Augsburgske Bekendelse, kan enhver forstandig, som har sandheden og freden kær, uden tvivl forstå, hvad der altid har været den egentlige mening og forståelse af denne artikel i Den Augsburgske Bekendelse.

Ved siden af Kristi og Paulus’ ord, at brødet i nadveren ”er Kristi legeme” eller ”fællesskab med Kristi legeme”, har man også brugt disse udtryk: ”under brødet, med brødet, i brødet”. Årsagen er, at den papistiske transsubstantiationslære dermed er forkastet. Og at man har ønsket, at fastholde den sakramentale forening af brødet i sit uforandrede væsen og Kristi legeme. Det er ligesom med ordene i Joh 1, 14: ”Ordet blev kød.” Disse ord har man gentaget og forklaret med andre udtryk som: ”Ordet tog bolig iblandt os.” (Joh 1, 14). ”I ham bor hele guddomsfylden i kød og blod.” (Kol 2, 9). ”Gud var i Kristus.” (2 Kor 5, 19).

Med disse vendinger bliver Johannes’ ord gentaget og forklaret, nemlig at det guddommelige væsen ikke blev forvandlet til den menneskelige natur ved inkarnationen, men at begge naturerne uforvandlet er personlig forenet. Mange berømte lærere som Justin, Cyprian, Augustin og andre bruger netop denne sammenligning med de to naturer i Kristi person, til at forklare, hvordan det forholder sig med nadveren. Ligesom to forskellige og uforvandlede naturer nemlig er uadskillelig forenet i Kristus, sådan er der også to forskellige væsner til stede samtidig her på jorden, når nadveren bliver rettelig forvaltet, nemlig rigtig brød og Kristi sande og virkelige legeme. Alligevel er en sådan forening af Kristi legeme og blod med brød og vin ikke en personlig forening, sådan som det er tilfældet med de to naturer i Kristus. Det er en sakramental forening, som Dr. Luther og andre netop siger i den førnævnte Wittenberg-Konkordie fra 1536. Med det vil de vise, at selv om de også bruger udtryk som ”i brødet, under brødet, med brødet”, så forstår de alligevel Kristi ord i egentlig mening, sådan som de lyder. De opfatter det ikke som billedlig tale, men som en usædvanlig tale.

Som Justin siger:

”Dette modtager vi ikke som almindelig brød og almindelig drikke, men ligesom Jesus Kristus vor frelser, blev kød ved Guds ord og har haft kød og blod for vor saligheds skyld, sådan tror vi også, at det måltid, som er velsignet af ham gennem ordet og bønnen, er Herren Jesu Kristi legeme og blod.”

I sin Store Katekismus og særlig i sin sidste bekendelse om nadveren, forsvarer Luther da også med stort alvor og iver netop det udtryk, som Kristus brugte i den første nadver.

Luthers skrifter er normerende for nadversynet

Luther må med rette anses for den vigtigste lærer i de kirker, der bekender sig til Den Augsburgske Bekendelse. Og den bekendelse, som blev overrakt kejser Karl den Femte, er nærmest en sammenfatning og uddrag af hele Luther lære. Derfor kan den egentlige og sande mening og indholdet i den nævnte bekendelse ikke blive rigtigere og bedre forstået end ved hjælp af Luthers lærebøger og stridsskrifter.

Så er da også Luthers netop fremsatte mening grundet på sandhedens eneste faste, ubevægelige og urokkelige klippe. Det er indstiftelsesordene, der er gentaget Guds ord. Det er modtaget og givet videre af de hellige evangelister og apostle og deres disciple og tilhørere, og således videreført.

Om vor Herre og frelser, Jesus Kristus, vor eneste læremester, er denne alvorlige befaling givet fra himmelen til alle mennesker: ”Hør ham!” (Matt 17, 5). Han er ikke bare et menneske eller en engel, heller ikke bare sandfærdig, vis og mægtig, men den evige sandhed og visdom selv og den almægtige Gud, som ganske udmærket er klar over, hvordan og om hvad, han skal tale. Og alt, hvad han siger og lover, har han også magt nok til at udføre og virkeliggøre. Som han selv siger: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.” (Luk 21, 33). Ligeledes: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” (Matt 28, 18).

Denne sande, almægtige Herre, vor Skaber og Forløser Jesus Kristus, indstiftede dette sakramente efter det sidste aftensmåltid, da han stod i færd med at gå ind til sin bitre lidelse og død for vor skyld. Det skulle bruges med stor ærbødighed, ydmyghed og lydighed indtil verdens ende og være en stadig ihukommelse af hans bitre lidelse og død og alle hans velgerninger. En besegling og bekræftelse på den nye pagt. En trøst for alle bedrøvede hjerter. Et stærkt bånd mellem den kristne menighed og deres hoved Kristus, og mellem dem selv indbyrdes. Derfor udtalte han indstiftelsesordene med stor alvor og omtanke i denne sørgelige time. Om det brød, han havde velsignet og rakte til sine disciple, sagde han: ”Tag det og spis det. Dette er mit legeme, som gives for jer.” Og om bægret eller vinen: ”Dette er mit blod, den nye pagts blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.”

Disse ord af den evige, sande og almægtige Guds Søn, vor Herre, Skaber og Forløser, Jesus Kristus er vi derfor skyldige at forstå, ikke som billedlig, symbolsk, overført tale, som det synes at passe for vor fornuft, men derimod at opfatte dem i deres ligefremme, enkle mening. Det skal vi ikke lade os føre bort fra ved menneskelige indvendinger og modsigelser, spundet af den menneskelige fornuft, hvor kærkomment det end måtte synes for fornuften.

Da Abraham hørte Guds ord om ofring af sin søn, havde han sikkert haft grund god nok til at diskutere, om han skulle forstå ordene efter ordlyden eller om han skulle omtolke dem med en lettere eller mildere tolkning. Ordene stred jo ikke blot helt åbenlyst mod al sund fornuft og mod den guddommelige og naturlige lov, men også mod den høje troens artikel om den lovede sæd, Kristus, som skulle fødes via Isak.

Men han gjorde, som han havde gjort tidligere, da løftet om den velsignede sæd af Isak blev givet ham, selv om det syntes umulig for hans fornuft. Han gav Gud æren af at tale sandhed og vidste og stolede på, at Gud også kan holde, hvad han lover.

Derfor forstod han også her Guds ord og befaling efter ordlyden, og overlod det alt sammen til Guds almagt og visdom. Han vidste, at Gud har flere måder og veje at opfylde løftet om Isaks sæd på end man kan begribe med sin fornuft. Derfor skal vi også tro vor Skabers og Forløsers tydelige, sikre, klare og alvorlige ord og befaling, med al ydmyghed og lydighed, uden nogen tvivl eller diskussion om, hvorvidt det er mulig eller passer med vor fornuft. For denne Herre som har talt disse ord, han er selv den uendelige visdom og sandhed, og kan helt sikkert udrette og fuldføre alt det, han lover.

Alle omstændigheder ved indstiftelsen af denne nadver bevidner nu, at disse, vor Herres og frelsers, Jesu Kristi ord, ikke kan eller skal forstås anderledes, end efter deres almindelige, ligefremme og egentlige mening. For der er jo ingen tvivl om, at da Kristus gav denne befaling ved bordet og over nadvermåltidet, talte han om almindelig, naturlige brød og almindelig, naturlige vin, og om den fortæring, der sker med munden. Det kan ikke opfattes som billedtale, sådan at Kristi legeme skulle være et åndeligt brød eller åndelig føde for sjælene. Kristus afviser selv, at det skulle være billedtale. Han taler ikke om et symbol på sit legeme eller et billede på hans legeme eller om kraften af sit legeme og velgerninger, som han erhvervede ved ofringen af sit legeme. Han taler om sit sande, virkelige og væsentlige legeme, som han har givet i døden for os, og om sit sande og virkelige blod, som han har udgydt for os på korsets træ til syndernes forladelse.

Nu findes der jo ingen mere troværdig og sikker udlægning af Jesu Kristi ord end netop Kristus selv. Han forstår bedst sine ord og sit hjerte og sin mening. Og han er den klogeste og forstandigste til at forklare dem. Ved indstiftelsen af sin sidste vilje og testamente og sin evigtvarende pagt og forbund og sin forening har han her ikke brugt billedtale eller tvetydige ord, men helt almindelige, enkle, utvetydige og klare ord. Ligesom han gør ellers i alle troens artikler og indstiftelse af alle andre pagts og nådetegn eller sakramenter, som omskærelsen, de mange offer i det Gamle Testamente og senere i den hellige dåb. Og for at der ikke skulle være nogen misforståelse, siger han om det legeme, der rækkes frem i den hellige nadver: ”som gives for jer”, og om blodet: ”som udgydes for jer.” Han har også ladet denne enkle og egentlige mening forblive hos sine apostle og befalet dem, at de skulle lære alle folkeslag at holde alt det, han havde befalet dem som apostle. (Matt 28,19f).

Derfor har også de tre evangelister Matthæus, Markus og Lukas, og Paulus, der modtog indstiftelsesordene af Kristus selv efter himmelfarten, enstemmigt og med samme ord gentaget disse tydelige, klare, sikre og sande ord. Om det velsignede og fremrakte brød har de alle gentaget ordene: ”Dette er mit legeme”, uden nogen billedtale, symbolik eller forskel. Derfor er der heller ingen tvivl om, at Lukas og Paulus har nøjagtig samme mening som Matthæus og Markus om den anden del af nadveren, når de siger: ”Det, som I drikke med munden af bægret, er mit blod med den nye pagt, det vil sige det blod, hvorved jeg opretter, slutter, besegler og bekræfter mit testamente og den nye pagt, nemlig syndernes forladelse.”

Derfor er også denne gentagelse, bekræftelse og erklæring af Kristi ord som Paulus giver i l Kor 10, 16 at betragte med al mulig flid og alvor. Det er et særdeles tydeligt vidnesbyrd om det sande, væsensmæssige nærvær og uddeling af Kristi legeme og blod i nadveren. Det hedder nemlig: ”Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?” Af dette fremgår det klart, at det ikke bare er det bæger, Kristus velsignede ved den første nadver, og heller ikke kun det brød, Kristus har brudt og delt ud, men at også det vi bryder og velsigner, er fællesskab med Kristi legeme og blod.

Alle, som dermed spiser dette brød og drikker af dette bæger, modtager derfor og får i sandhed del i Kristi sande legeme og virkelige blod. For hvis Kristi legeme og blod ikke var sandt og væsentlig tilstede og blev spist, så kunne brødet ikke kaldes fællesskab med Kristi legeme, men med Kristi ånd, kraft og velgerninger. Det er sådan Apologien argumenterer og konkluderer. Og om Paulus bare taler om det åndelige samfund med Kristi legeme gennem troen som nadvermodstanderne fordrejer dette ord så, ville han ikke sige at brødet, men derimod Ånden eller troen, skulle være samfund med Kristi legeme. Men nu siger han, at brødet er samfund med Kristi legeme, at alle, som nyder det velsignede brød, også får del i Kristi legeme. Dermed kan han jo ikke tale om en åndelig spisning, men om den spisning af Kristi legeme, som er den sakramentale eller som sker med munden, og som er fælles for fromme og gudløse kristne.

Det samme fremgår også af årsagen til og omstændighederne omkring hele Paulus’ tale. Han skræmmer og advarer dem, som spiste afgudsofferkød og deltog i den hedenske dyrkelse af Djævelen og alligevel også gik til Herrens nadver og fik del i Kristi legeme og blod. Derved modtager de Kristi legeme og blod til dom og fordømmelse over sig selv. For da alle de, som i nadveren fik del i det velsignede og uddelte brød, også havde fællesskab med Kristi legeme, kan Paulus jo ikke her tale om det åndelige fællesskab med Kristus. Det åndelige fællesskab kan ingen jo misbruge og derfor behøver man heller ikke at advare mod det.

Derfor har også vore kære fædre, som Luther og andre trofaste lærere af Den Augsburgske Bekendelse, forklaret dette ord af Paulus sådan, at det på det allerbedste stemmer overens med Kristi ord. De skriver følgende: Brødet, som vi bryder, er Kristi uddelte legeme, eller Kristi meddelte legeme, som uddeles til dem, der modtager det brudte brød.

Vi forbliver i stor enighed ved denne enkle, vel begrundede forklaring af dette herlige vidnesbyrd i l Kor 10, 16. Og vi undrer os med rette over, at nogen kan være så frimodig, at de nu bruger dette ord som grundlag for deres vildfarelse, nemlig at Kristi legeme i nadveren kun skulle blive modtaget åndeligt. Det er jo ord, de selv tidligere har rettet mod nadvermodstanderne. Nu tolker de det sådan, at når det hedder, at brødet er fællesskab med Kristi legeme, så betyder det, at det er gennem det vi har samfund med Kristi legeme, som er kirken. Eller det er det middel, som vi troende bliver forenet med Kristus gennem. Ligesom evangeliets ord er et middel, som vi bliver forenet åndelig med Kristus og Kristi legeme gennem, når det bliver grebet i tro. Det er at blive indlemmet i kirken.

Men Paulus lærer udtrykkelig i l Kor 11, 27, at det ikke kun er de gudfrygtige, fromme og troende kristne, som modtager Kristi sande legeme og blod med munden i nadveren, men også de uværdige, gudløse hyklere som Judas og hans ligesindede. Altså nogen, der ikke har noget åndeligt fællesskab med Kristus og kommer til Herrens bord uden sand bod og omvendelse til Gud. De forsynder sig groft mod Kristi legeme og blod med deres uværdige spisning og drikning. Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig imod Herrens legeme og blod. Ikke bare mod brød og vin, ikke bare mod et tegn eller et symbol eller et billede på legemet og blodet, men mod Kristi virkelige legeme og blod. Det er til stede og bliver vanæret, misbrugt og skændet i nadveren, akkurat som jøderne, som med deres gerning virkelig forgreb sig mod Kristi legeme og slog ham ihjel. Sådan har også de gamle kristne fædre og kirkelærere enstemmig forstået og forklaret dette ord.

Der er altså to måder at spise Kristi legeme på. Den ene er åndelig, og om den handler Joh 6, 48-58. Det er præcis det, der ikke sker, når evangeliet høres og betragtes ved Ånden og i tro, som det også sker i nadveren. Denne åndelige konsumering er i sig selv nyttig og gavnlig og nødvendig til salighed for alle kristne til alle tider. Uden denne åndelige modtagelse er den sakramentale modtagelse, som sker med munden, ikke bare uden virkning, men også skadelig og til fordømmelse.

Den åndelige spisning er ikke noget andet end at tro på Guds ord. I forkyndelsen bliver Kristus skænket os med alle sine velgerninger. Ham, der gav sit legeme hen i døden for os og udgød sit blod for os. Den, der hører denne forkyndelse og ved tro modtager disse velgerninger og forlader sig på denne trøst, han spiser og drikker Kristi legeme og blod åndeligt.

Den anden spisning af Kristi legeme er den, der sker med munden eller sakramentalt. Kristi sande, virkelige legeme og blod bliver i den hellige nadver modtaget med munden af alle, som i nadveren spiser og drikker det indviede brød og vin. Af de troende bliver dette modtaget til et sikkert pant og forsikring om, at synderne med garanti er dem tilgivet og at Kristus bor i dem og er virksom. Af de vantro bliver det samme brød og vin modtaget med munden, men til dom og fordømmelse. For det lærer Kristi indstiftelsesord udtrykkeligt og klart. Da Kristus ved aftensmåltidet rækker sine disciple almindelig brød og vin over bordet, udtaler ham om det, at det er hans virkelige legeme og blod, som han befaler dem at spise og drikke. I den foreliggende situation, kan denne befaling ikke forstås om noget andet end om den spisning og drikning, der sker med munden. Dog ikke på ikke på grov, barbarisk måde, som kannibalisme, men overnaturlig og ubegribelig. Til denne mundtlige spisning kommer så også den anden, som er den åndelige delagtighed i Kristi legeme. Det er den, Kristus befaler med ordene: ”Gør dette til min ihukommelse.” Med det fordrer han troen.

Derfor lærer alle gamle kristne lærere enigt, sammen med hele den hellige kristne kirke, i overensstemmelse med disse Kristi indstiftelses ord og Paulus' udtrykkelige forklaring, at Kristi legeme ikke blot bliver modtaget åndeligt med troen, som det sker uden nadveren, men at det også bliver modtaget med munden - ikke bare af de troende og fromme, men også af de uværdige, vantro, falske og onde kristne. At nævne alle disse gamle lærere ville føre for langt og for kortheds skyld henviser vi derfor den kristne læser til vore udførligere skrifter.

Dette viser hvor urimelig og giftig nadverånderne spotter Herren Kristus, Paulus og hele kirken. De kalder denne modtagelse, som sker med munden og af uværdige, for ting, som en from kristen må skamme sig over at gentage. De kalder blandt andet Kristi sakramenter for Djævelens ekskrementer, som han sviner sig selv og andre til med.

Værdige og uværdige nadvergæster

Det er imidlertid vigtigt, at forklare præcis hvem, der er uværdige gæster ved denne nadver. Det er de, som er uden sand anger og smerte over sine synder og som går til nadveren uden sand tro og et godt forsæt om at forbedre sit liv. Sådanne mennesker påfører sig selv en dom, fordi de med munden spiser uværdigt og bliver skyldig mod Kristi legeme og blod.

De rette værdige gæster er de svagttroende, ringe og ængstede kristne. Det er dem, som på grund af størrelsen og mængden af deres synder, er forskræmt i hjertet og mener, at de med deres store urenhed ikke er værdige til denne Kristi ædle skat og velgerning. De mærker deres tros svaghed og beklager den, og ønsker af hjertet at tjene Gud med en stærkere og frimodigere tro og en ren lydighed. Sådanne mennesker er netop de virkelige værdige nadvergæster, for hvem nåden og styrken i dette højværdige sakramente først og fremmest er indstiftet og forordnet for. Det er netop til dem, Kristus siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt 11, 28). Ligeledes: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge.” (Matt 9, 12). Og Paulus siger: ”Guds magt udøves i magtesløshed.” (2 Kor 12, 9) Ligeledes siger han: ”Den, der er svag i troen, skal I tage imod.” (Rom 14, 1). Og hans begrundelse lyder: ”Gud har jo taget imod ham.” (vers 3). For den, der tror på Guds Søn, har evigt liv, hvad enten det så sker med en stærk eller en svag tro.

Værdigheden består altså ikke i troens større eller mindre styrke eller svaghed, men i Kristi fortjeneste. Denne fortjeneste bliver til lige meget til nytte for den svagttroende, ængstede far i Markus 9, 24, der bad Kristus om at hjælpe hans søn, som for Abraham, Paulus og andre, der havde en frimodig, stærk tro.

Indvielsen af nadverelementerne

Hidtil er det talt om det sande nærvær og den dobbelte nydelse af Kristi legeme og blod, som enten sker åndelig med troen eller også med munden. Med munden modtages det både af værdige og uværdige.

Der er imidlertid også opstået misforståelse og uenighed mellem nogle af Den Augsburgske Bekendelses lærere, om selve indvielsen af nadverelementerne. Det gælder især denne almindelige regel:

”Nadveren er ikke noget sakramente uden for brugen, eller uden for den guddommelige indstiftede handling.”

Derfor vil vi også med den efterfølgende redegørelse opklare disse sager broderlig og uden uenighed. Kristi legemes og blods sande nærvær i nadveren er nemlig ikke skabt ved noget menneskelig ord eller værk, det være sig præstens fortjeneste eller tale eller nadvergæsternes tro. Nej, alt dette skal tilskrives den almægtige Guds kraft og vor Herre Jesu Kristi ord, indstiftelse og forordning.

For Jesu Kristi sande og almægtige ord, som blev udtalt ved indstiftelsen, var ikke blot virksomme ved den første nadver, men fortsætter at gælde, virke og er fortsat virksomme i dag. Derfor bliver Kristi sande nærværende legeme og blod uddelt og modtaget alle steder, hvor nadveren bliver holdt efter Kristi indstiftelse og hans ord bliver brugt. Dette sker ved den kraft og magt, disse ord har, som Kristus talte ved den første nadver. For Kristus er også i dag selv virksom - i kraft af den første indstiftelse – gennem sit ord, når det bliver gentaget, som han har ønsket det. Det er tilfældet, hvor hans indstiftelse bliver overholdt og hans ord bliver udtalt over brød og vin og det indviede brød og vin bliver uddelt.

Dette er også sådan Chrysostomus siger det:

”Kristus dækker selv dette bord og velsigner det. For det er ikke noget menneske, som gør det fremsatte brød og vin til Kristi legeme og blod, men Kristus selv, som er korsfæstet for os. Præsten udtaler ordene med munden, men ved Guds kraft og nåde sker indvielsen. Præsten siger, at det er Kristi legeme, og ved de ord bliver de fremsatte elementer indviet. Og ligesom de ord, der blev sagt ved skabelsen: ”Bliv frugtbare og talrige og opfyld jorden”, kun blev udtalt én gang, men er virksomme til alle tider, sådan er nadverordene også kun blevet udtalt én gang, men er mægtige til at opretholde kirkens nadver indtil Kristi genkomst.”

Og Luther siger:

”En sådan befaling formår og bevirker, at vi ikke bare modtager almindelig brød og vin, men uddeler og modtager hans legeme og blod, sådan hans ord lyder. Det er ikke vores handlinger eller tale, men Kristi befaling og ordning, der gør brødet til hans legeme og vinen til hans blod. Og det lige fra den første nadver til verdens ende. Og gennem vor tjeneste og vort embede bliver det daglig uddelt.” (WA 38, 240).

Og et andet sted siger Luther:

”Sådan er det også her. Selv om jeg udtalte over alt brød, at det er Kristi legeme, ville der af denne grund ikke ske noget som helst. Men når vi ifølge Kristi indstiftelse og befaling ved nadveren siger de samme ord, så er det hans legeme. Ikke på grund af vor tale eller fordi disse ord har en sådan virkning, når de udtales, men fordi Kristus har befalet os at udtale disse ord og gøre det samme, som han gjorde ved den første nadver. Dermed har han forbundet sin befaling og gerning med vores udtale af ordene.” (WA 26, 283).

Indstiftelsesordene skal udtales offentligt eller synges tydeligt og klart for menigheden i den hellige nadverhandling og under ingen omstændigheder udelades. På den måde bliver Kristi befaling vist lydighed og tilhørernes tro på nadverens væsen og frugt bliver vækket, styrket og stadfæstet ved Kristi ord. Nemlig at Kristi legeme og blod er til stede sammen med syndernes forladelse og alle velgerninger, som er erhvervet os gennem Kristi død og blodsudgydelse, og som bliver skænket os i Kristi testamente. Desuden bliver brødets og vinens elementer helliget eller velsignet ved denne hellige brug, hvor Kristi legeme og blod bliver rakt os til at spises og drikkes. Som Paulus siger det i l Kor 10, 16: ”Velsignelsens bæger, som vi velsigner.” Denne velsignelse sker netop ved gentagelsen og fremsigelsen af indstiftelsesordene.

Men denne ”velsignelse” eller gentagelse af Kristi indstiftelsesord alene, skaber ikke noget sakramente, hvis ikke hele nadverhandlingen bliver overholdt, sådan som den er forordnet af Kristus. Det er f.eks. tilfældet, hvis man ikke uddeler og modtager det velsignede brød, men lukker det inde, ofrer det eller bærer det omkring. Kristi befaling: ”Gør dette”, omfatter nemlig hele nadverhandlingen, som vi skal overholde helt og uændret. Det indebærer, at man i en forsamling af kristne mennesker velsigner noget brød og vin, og uddeler, modtager og fortærer det, og forkynder Herrens død. Sådan som også Paulus fremstiller hele handlingen for vore øjne, både brødsbrydelsen eller uddelingen og modtagelsen, l Kor 10, 16.

Uden for brugen

For at opretholde denne sande kristne lære om den hellige nadver og for at hindre og udrydde mange slags blasfemiske misbrug og fordrejninger af dette sakramente, er førnævnte nyttige regel og rettesnor hentet fra indstiftelsesordene:

”Nadveren er ikke noget sakramente uden for brugen, eller uden for den guddommelige indstiftede handling.”

Denne regel bør på ingen måde forkastes. Den kan nemlig bruges til stor gavn i Kristi kirke. Med ordene ”brug” eller ”handling” forstås imidlertid ikke først og fremmest troen eller alene spisningen med munden, men hele den ydre synlige nadverhandling, som er indstiftet af Kristus. Til den hører indvielsen eller indstiftelsesordene, uddelingen og konsumeringen, eller som man siger, den mundtlige fortæring af det indviede brød og vin, som er Kristi legeme og blod. Uden for denne brug bør det ikke anses for et sakramente. Det gælder, hvis det ikke bliver uddelt som i den papistiske messe, men bliver ofret eller lukket inde, båret omkring og fremstillet til at tilbedes. På samme måde er dåbsvandet heller ikke noget sakramente, når det bliver brugt til at indvie klokker eller helbrede spedalskhed eller bliver stillet frem til at tilbedes. Denne regel er fra begyndelsen af reformationen sat op mod sådanne papistiske misbrug og forklaret af Dr. Luther selv.

Vi må imidlertid tilføje, at nadvermodstanderne benytter denne nyttige og nødvendige regel på en udspekuleret og bedragerisk måde til at bestride Kristi legemes virkelige og væsentlige nærvær og den mundtlige spisning. Den spisning, der foregår her på jorden og som er fælles for både værdige og uværdige. De mistolker denne spisning til at betegne troens indre åndelige delagtighed og hævder, at det, de uværdige modtager i nadveren ikke er et sakramente. Delagtigheden i Kristi legeme sker kun åndeligt ved troen, for det er troen, der gør, at Kristi legeme er til stede i nadveren. De mener derfor, at de uværdige og vantro og hyklerne ikke modtog Kristi legeme.

Men det er ikke vor tro, der skaber dette sakramente, men alene vor almægtige Gud og Frelseren Jesu Kristi sandfærdige ord og indstiftelse. Dette ord er stadig mægtigt og forbliver i kristenheden. Det bliver ikke ophævet eller gjort magtesløs gennem præstenes værdighed eller uværdighed, eller ved modtagernes vantro. Kristi hellige evangelium er og forbliver evangelium, selv om en ugudelig hører det uden at tage imod det i tro. Men det bliver ganske vist ikke til frelse for ham. På samme måde forbliver Kristus også troværdig i sit ord ved nadveren, hvad enten nadvergæsterne tror eller ej. Nærværet af hans legeme og blod sker nemlig ikke ved vores tro, men ved hans almagt.

Det er derfor en skadelig og uforskammet vildfarelse, at nogen med en listig fordrejning af denne kendte regel tilskriver vor tro mere end vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi, almagt.

Det som angår nadvermodstandernes mange begrundelser og tomme modargumenter angående et menneskelegemes væsensmæssige og naturlige egenskaber med hensyn til Kristi himmelfart, hans afsked af denne verden og lignende, er alt sammen grundig og udførlig gendrevet med Guds ord af Dr. Luther i hans stridsskrifter: ”Mod de himmelske profeter”. Ligeledes: ”At dette ord, dette er mit legeme osv. Endnu står fast, mod sværmerne.” Det samme findes også i hans store og lille bekendelse om den hellige nadver, og andre af hans skrifter. Og da det efter hans død ikke er fremkommet noget nyt fra sværmerånderne, vil vi for kortheds skyld henvise den kristne læser til disse skrifter og selv påberåbe os dem.

Vi vil ikke ved menneskelige, kloge tanker, hvilket ry de end måtte have, lade os føre bort fra den enkle, tydelige og klare mening i Kristi ord og testamente til en fremmed mening, der er anderledes end som ordene lyder. Vi vil enfoldig forstå og tro dem, sådan som de bliver hørt. Derfor er vore grunde, som vi står fast på i denne sag, de samme som dem, Dr. Luther helt til at begynde med satte op mod nadvermodstanderne:

Den første begrundelse er denne artikel i trosbekendelsen: Jesus Kristus er af væsens, naturlig, virkelig, fuldkommen Gud og menneske i én person, udelt og udelelig.

Den anden: at Guds højre hånd er alle steder.

Den tredje: at Guds ord ikke er falskt eller lyver.

Den fjerde: at Gud har og kender til mange måder at være på et sted, og ikke kun den ene, som sværmerne fabler om, den, som filosofferne kalder lokal eller rumlig.

Kristi ene legeme har tre måder eller en tredobbelt måde at være til stede på:

For det første er der den konkrete, legemlige måde, sådan som han levede legemlig på jorden, hvor han optog plads i forhold til sin størrelse. En sådan væremåde kan han stadigvæk bruge, når han vil. Det gjorde han efter opstandelsen og vil gøre det igen på den yderste dag. Som Paulus siger i l Tim 6, 15: ”Vi skal se Jesu Kristi tilsynekomst, når tiden er inde.” Og Kol 3, 4: ”Når Kristus, vores liv, bliver åbenbaret.”

På denne måde er han ikke i Gud eller hos Faderen, heller ikke i Himlen, sådan som sværmerne indbilder sig. For Gud er ikke et legemlig sted. Om dette handler de steder sværmerne anfører, om hvordan Kristus forlader verden og går til Faderen.

For det andet er der den ubegribelige, åndelige måde. Her optager han ikke plads, men gennemtrænger alle skabninger, hvor han vil. Det er lidt ligesom med vort syn, som går gennem luft, lys eller vand, men alligevel ikke optager plads. Eller som lyden eller tonen, der farer gennem luft eller vand eller væg og ikke optager og udfylder rummet. Eller som lys og varme, der gennemtrænger luft, vand, glas, krystal og lignende ting, men alligevel ingen ting fylder.

Det var denne måde, Kristus brugte, da han opstod fra den lukkede grav, og da han kom til disciplene gennem lukkede døre, og som han er i brødet og vinen på i nadveren, og som vi tror, det gik til med hans undfangelse.

For det tredje er det den guddommelige, himmelske måde, ifølge hvilken han er én person med Gud på. Efter denne væremåde kan han være endnu nærmere og gennemtrængende i alle skabninger, end på den anden måde. Og når han efter den anden måde kan være i og hos skabningen, så de ikke føler, berører, måler eller fatter ham, hvor meget mere vil han så ikke efter denne tredje måde kunne være i alle skabninger på en helt ubegribelig måde, så de hverken kan måle eller forstå ham.

For den måde, Kristus er til stede på her, hvor det gælder hans personalenhed med Gud, må vi sætte langt uden for det skabte, så langt udenfor som Gud er udenfor. Og omvendt må du sætte ham så gennemvævende og nært i alle skabninger som Gud er i dem. For han er én udelelig person med Gud. Hvor Gud er, der må også han være, ellers er vor tro falsk. Men hvem kan fortælle eller udtænke, hvordan dette går til?

Vi ved med sikkerhed, at det er sådan, at han er i Gud og uden for alt skabt og at han er én person med Gud, men hvordan dette går til, ved vi ikke. Det overstiger natur og fornuft, også alle engles forstand i himmelen. Det er kun bevidst og kendt for Gud. Og fordi det er ukendt for os og alligevel sandt, skal vi ikke fornægte hans ord, før vi er sikre på at kunne bevise, at Kristi legeme ikke kan være, hvor Ånden er, og at en sådan væremåde er falsk. Det er sværmerne, som skal bevise dette, men det vil de aldrig kunne.

Om nu Gud har og ved om endnu flere måder, som Kristi legeme kan være til stede på, så vil jeg ikke benægte det. Jeg vil blot bevise, hvor store narrer vore sværmere er, når de alene vil medgive, at Kristus har denne første konkrete måde at være til stede på. Ja, selv om han kun havde én måde, kan de ikke engang bevise, at det er i modstrid med vores nadversyn. For jeg vil på ingen måde benægte, at Guds magt ikke også skulle kunne formå, at ét legeme også på denne konkrete måde, på samme tid skulle kunne være på mange steder. For hvem vil bevise at Gud ikke formår det, og hvem vil sætte en grænse for hans magt? Sværmerne tænker vel, at Gud ikke formår det. Men hvem vil tro deres tanker? Hvordan vil de gøre sådanne tanker sikre?” - Så langt Luther.

Af disse Dr. Luthers ord er det også klart, i hvilken mening ordet ”åndelig” bliver brugt i forbindelse med nadveren i vore kirker. For ordet åndelig betyder for nadvermodstanderne ikke noget andet end det åndelige fællesskab. Det er når de rettroende bliver forenet med Kristus Herren gennem troen, i Ånden, og bliver åndelige lemmer på hans legeme.

Når Dr. Luther eller vi derimod bruger ordet åndelig i forbindelse med nadveren, forstår vi med det, den åndelige, overnaturlige, himmelske måde, som Kristus er til stede på i nadveren - og ikke alene til trøst og liv for de troende, men også til dom for de vantro. Med udtrykket ”åndelig” forkaster vi en plat konkret, kødædende, kannibalsk tankegang, som vi er blevet påduttet af nadvermodstanderne, på tros af alle vore offentlige vidnesbyrd. I denne åndelige forstand siger vi, at Kristi legeme og blod bliver modtaget åndeligt i nadveren, og spist og drukket. Selv om modtagelsen sker med munden, er det alligevel på en åndelig måde.

Vor tro bygger altså på Guds sandfærdighed og almagt i denne artikel om Kristi legeme og blods virkelige nærvær i den hellige nadver. Disse grunde er stærke og kraftige nok for vor tro i alle anfægtelser for denne artikels skyld, til at styrke og befæste den og til at omstøde og gendrive alle nadvermodstandernes angreb og indsigelser, hvor tiltrækkende og indbydende disse end måtte være for fornuften. På dette kan også et kristent hjerte sikkert og trygt støtte sig og stole på det.

Katolsk vranglære

Altså forkaster og fordømmer vi med hjerte og mund alle vildfarelser som falske, gale og forføreriske, der ikke stemmer med, men i strid med den ovenfor beskrevne og i Guds ord begrundede lære:

1. For det første den papistiske transsubstantiationslære, der lærer, at det indviede brød og vin helt og holdent mister sin substans og væsen i den hellige nadver og bliver forvandlet til Kristi legeme og blod. Det er at kun brødets og vinens ydre skikkelse og egenskaber, der bliver igen [dvs. smag, lugt, udseende]. Under dette brøds skikkelse, som ikke længer er brød, men har mistet sit naturlige væsen, er Kristi legeme nærværende også uden for nadverhandlingen, når brødet bliver lukket ind i nadverbokse eller båret omkring som skuespil og til at tilbedes.

Men, som vi har sagt: ”Nadveren er ikke noget sakramente uden for Guds ordning eller den brug, Kristus har indstiftet den til.”

2. Ligeledes forkaster og fordømmer vi alle andre papistiske misbrug af dette sakramente, som den forfærdelige offermesse for levende og døde.

3. Ligeledes at menigheden, imod Kristi udtrykkelige befaling og indstiftelse, kun får den ene del af nadveren. Disse og lignende papistiske misbrug er blevet gendrevet med Guds ord og vidnesbyrd af den gamle kirke, i vor fælles Augsburgske Bekendelse og dens Apologi, i De Schmalkaldiske Artikler og andre af vore skrifter.

Reformert vranglære

Men vi har i dette skrift først og fremmest sat os for, at afgive vor bekendelse og forklaring mod nadvermodstanderne om Kristi legeme og blods sande nærvær. De er nemlig uden skam trængt ind i vores kirker under dække af Den Augsburgske Bekendelses navn. Vi vil derfor her først og fremmest behandle deres vildfarelser og advare mod dem, sådan at vore tilhørere kan vogte sig for dem og holde sig fra dem.

Vi forkaster og fordømmer derfor med mund og hjerte alle nadvermodstandernes meninger og lærer som falske og forføreriske, som ikke stemmer med, men er imod den ovenfor beskrevne og i Guds ord begrundede lære:

Når de foregiver at indstiftelsesordene ikke skal forstås ligeud efter sin egentlige betydning om det sande, væsensmæssige nærvær af Kristi legeme og blod i nadveren, sådan som ordene lyder. De indfører en anden, ny og fremmed mening ved hjælp af en billedlig eller figurlig tolkning. Vi forkaster her alle nadvermodstandernes meninger og også deres indbyrdes modstridende meninger, hvor mange og forskellige de end er.

Ligeledes at den modtagelse af Kristi legeme og blod, som i nadveren sker med munden, fornægtes, og at det mod dette bliver lært at Kristi legeme i nadveren kun bliver modtaget ved troen på åndelig vis. Altså at vor mund i nadveren blot modtager brød og vin.

Ligeledes at der læres, at brød og vin i nadveren ikke er andet end kendetegn som de kristne kan kende hinanden på indbyrdes.

Eller at elementerne bare fremstiller betydningen, en lignelse og afbildning af Kristi fraværende legeme. At Kristi fraværende legeme med sin fortjeneste er åndelig føde for vor sjæl, ligesom brød og vin er føde for vort ydre legeme.

Eller at elementerne ikke er andet end tegn og påmindelser om Kristi fraværende legeme. Ved dette ydre billede bliver vores tro – som vender sig bort fra nadveren og stiger op over alle himle – forsikret om, at vi lige så sikkert får del i Kristi virkelige legeme og blod som vi i nadveren får del i de ydre symboler med munden. Altså, at vor tros forsikring og stadfæstelse i nadveren alene sker gennem det ydre tegn og ikke gennem Kristi virkelige og nærværende legeme og blod, som rækkes os.

Eller at kraften, virkningen og fortjenesten af Kristi totalt fraværende legeme kun bliver uddelt og modtaget af troen i nadveren. - Vi får altså kun del i hans fraværende legeme. Den her beskrevne måde er at forstå som en sakramental forening. Det vil sige som den lighed der er mellem et billede og det billedet afbilder. Altså at Kristi legeme og blod har en vis lighed med brød og vin.

Eller at Kristi legeme og blod alene bliver modtaget og konsumeret åndelig gennem troen.

Ligeledes at der læres, at Kristus med sit legeme er afgrænset til et bestemt sted i himmelen på grund af sin himmelfart, sådan at han med dette legeme ikke kan eller vil være sandt og væsensmæssig nærværende hos os i nadveren, som efter Kristi indstiftelse bliver holdt på jorden. Han er derfor så langt væk fra nadveren som himmelen er fra jorden. Sådan har nogle af nadvermodstanderne med forsæt forfalsket teksten i ApG 3, 21 til at begrunde deres vildfarelser. ”Kristus skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt genoprettes.” Det skulle betyde, at han på ingen måde kunne eller ville være hos os på jorden med sin menneskelige natur.

Ligeledes at Kristus ikke skulle have lovet det sande og væsensmæssige nærvær af sit legeme og blod i nadveren og at han heller ikke kunne eller ville magte det, fordi hans antagne menneskelige natur og egenskaber ikke tillader det eller kan tåle det.

Ligeledes når der bliver lært at troen, og ikke alene Kristi ord og almagt, gør Kristi legeme nærværende i nadveren. Dette har ført til, at nogen udelader indstiftelsesordene i nadverhandlingen. Vi fordømmer og afviser ganske vist den papistiske indvielse af nadveren. Her tillægger man nemlig selve præstens fremsigelse af ordene den kraft at frembringe sakramentet. Alligevel hverken kan eller skal indstiftelsesordene på nogen måde udelades ved nadverhandlingen, som det er vist ovenfor.

Ligeledes at de troende ikke skal søge Kristi legeme i nadverens brød og vin, men ledes bort fra nadveren og med deres tro søge det i himmelen, hvor Kristus er med sit legeme. Her kan de så få del i det.

Vi forkaster også den lære, at de vantro og ubodfærdige, som kun er kristne af navn, men ikke har en levende, sand og frelsende tro, ikke modtager Kristi legeme og blod i nadveren, men bare brød og vin. Der er kun to slags gæster ved dette himmelske måltid, nemlig værdige og uværdige. Derfor forkaster vi også, at det bliver gjort en sådan forskel blandt de uværdige, at de tøjlesløse, spottere af Guds ord, som findes i det ydre kirkefællesskab, ikke modtager Kristi legeme til dom, men bare får brød og vin.

Ligeledes også den lære at værdigheden ikke alene består i en sand tro, men også i menneskenes egne forberedelser.

Ligeledes også med den lære, at også de rettroende, som har en sand og levende tro, men mangler tilstrækkelig forberedelse, som de havde sat sig for, kan modtage sakramentet til dom, som uværdige gæster.

Ligeledes den lære at elementerne eller det synlige, velsignede brød og vin skal tilbedes. Men at Kristus selv, som sand Gud og sandt menneske, skal tilbedes i ånd og sandhed, er det kun arianske kættere, der vil benægte. Den tilbedelse kan foregå ved nadveren, hvor Kristus er virkelig og væsentlig til stede, når nadveren bruges ret. Og det kan foregå alle andre steder, især hvor hans menighed er forsamlet.

Vi forkaster også alle smarte, spottende, spørgsmål og talemåder som på grov, kødelig, kannibalsk vis bliver fremsat om den overnaturlige, himmelske nydelse af denne nadver.

Andre og flere antiteser eller forkastede modlærer er gendrevet og forkastet i redegørelsen ovenover. Dette har vi for kortheds skyld ikke villet gentage her. Det som ellers er at sige om andre forkastelige synspunkter eller meninger, kan let afledes af forklaringen ovenfor. Alt, hvad der ikke stemmer med eller er imod den ovenfor anførte og i Guds ord vel begrundede lære, forkaster og fordømmer vi.

8. Om Kristi person

Det er også opstået uenighed mellem teologerne af Den Augsburgske Bekendelse om Kristi person. Denne er ikke fra først af blevet til hos dem, men kommer oprindelig fra nadvermodstanderne.

For efter at Luther, med sikker grund i indstiftelsesordene, havde fastholdt Jesu Kristi legemes og blods sande væsensmæssige nærvær i nadveren, blev han af zwinglianerne anklaget for, at når Kristi legeme i den hellige nadver på samme tid skulle være til stede både i himmelen og på jorden, da kunne det ikke være noget virkeligt, sandt, menneskelig legeme. En sådan majestæt tilkommer nemlig bare Gud alene. Kristi legeme er ikke i stand til noget sådant.

Dr. Luther har taget til modmæle og gendrevet dette med kraft, som hans læreskrifter og stridsskrifter om den hellige nadver viser. Vi bekender os her offentlig både til hans læreskrifter og stridsskrifter. Efter hans død har nogle teologer af Den Augsburgske Bekendelse rigtignok ikke offentlig villet bekende sig til nadvermodstandernes syn på Herrens nadver. Alligevel bruger de netop det samme grundlag om Kristi person, som nadvermodstanderne fremfører og bruger til at fjerne Kristi legemes og blods sande, væsensmæssige nærvær i hans nadver. Det er det syn, at den menneskelige natur i Kristi person ikke kan tilskrives noget, som er over eller mod dens naturlige og væsentlige egenskaber. Udover dette har de anklaget Luther og alle som følger hans lære, for næsten alle gamle kætterier.

Fælles enighed

For at opklare denne strid så langt vi på kristen vis formår, og ved Guds nåde helt at bringe den til ophør, er vor enstemmige lære, tro og bekendelse ifølge Guds ord og vor enfoldige kristne tro denne:

Vi tror, lærer og bekender, at Guds Søn er en selvstændig, adskilt, fuldkommen guddommelig person, og følgelig er sand, væsensmæssig, fuldkommen Gud med Faderen og Helligånden fra evighed af. Men han har alligevel i tidens fylde antaget menneskelig natur i sin persons enhed. Dog ikke sådan at der nu skulle være to personer eller to kristus’er, men sådan at Kristus Jesus nu i én person på samme tid er sand evig Gud, født af Faderen fra evig tid af, og sandt menneske, født af den højlovede Jomfru Maria. Som der står skrevet i Rom 9, 5: ”Fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er Gud over alt og alle, højlovet til evig tid!”

Vi tror, lærer og bekender, at der i denne ene udelelige Kristi person er to forskellige naturer: den guddommelige, som er fra evighed af, og den menneskelige, som Guds Søn har antaget i sin persons enhed i tiden. Disse to naturer i Kristi person bliver aldrig hverken adskilt, sammenblandet med hinanden eller den ene forvandlet til den anden, men begge forbliver i Kristi person i deres natur og væsen i al evighed.

Vi tror, lærer og bekender også, at ligesom begge naturer forbliver i deres natur og væsen, uden sammenblanding eller adskillelse, sådan beholder også hver af dem deres naturlige, væsensmæssige egenskaber og aflægger dem ikke i al evighed. Heller ikke sådan at den ene naturs væsensmæssige egenskaber nogensinde bliver den anden naturs væsensmæssige egenskaber.

Videre tror, lærer og bekender vi, at det er væsensmæssige egenskaber, som tilhører den guddommelige natur, at være almægtig, evig, udelelig og alle steder samtidig på naturlig vis. Dette bliver i evighed aldrig nogensinde den menneskelige naturs væsensmæssige egenskaber.

Derimod er det den menneskelige naturs egenskaber at være en legemlig skabning eller skabt, at være kød og blod, at være endelig og begrænset, at lide og dø, bevæge sig fra et sted til et andet, at føle sult, tørst, kulde, hede og lignende ting. Dette bliver aldrig den guddommelige naturs egenskaber.

Vi tror, lærer og bekender også, at efter Kristi fødsel af Jomfru Maria består ingen af de to naturer for sig selv. Ingen af dem udgør en selvstændig person, men er forenet og udgør én eneste person. I denne person er og består begge samtidig, både den guddommelige og den antagne menneskelige natur som person. Det betyder altså, at ikke bare den guddommelige natur nu hører med til hele Kristi person, men også hans antagne menneskelige natur. Og at Kristi person eller Guds menneskeblevende Søn ikke er en hel person, hverken uden sin guddom eller uden sin menneskelige natur. Kristus er derfor ikke to forskellige, men én eneste person, på trods af at det findes to afskilte naturer med deres naturlige væsen og egenskaber i ham, uden at disse blandes sammen.

Vi tror, lærer og bekender også, at den antagne menneskelige natur i Kristus, ikke bare har og beholder sine naturlige, væsensmæssige egenskaber, men at den også er ophøjet gennem personens forening med guddommen, og derefter ophøjet gennem forklarelsen eller herliggørelsen til majestætens højre hånd, kraft og magt over alt som kan blive nævnt – ikke bare i denne verden, men også i den kommende.

Hvad denne majestæt angår, som Kristus som menneske er ophøjet til, så er dette ikke først sket ved opstandelsen fra de døde og ved himmelfarten, men da han i mors liv blev undfanget og blev menneske og den guddommelige og menneskelige natur blev forenet med hinanden i én person.

Denne personlige forening er alligevel ikke at forstå sådan – som enkelte med urette udlægger dem – som om begge naturer skulle være forenet med hinanden som to sammenlimede planker, så at de i virkeligheden ikke har noget fællesskab med hinanden. Dette synspunkt har været nestorianernes og samosatianernes vildfarelser og kætterier: ”De to naturer har ikke noget fællesskab med hinanden”. Dermed skiller de naturerne fra hinanden og laver to kristus’er, så den ene er Kristus og den anden Gud - Ordet, som bor i Kristus.

For sådan skriver presbyteren Theodorus: ”En mand ved navn Paulus fra Samosata havde ført gudløs lære netop på den tid, da også kætteren Manes levede. Han lærte at Herren Kristus blot havde været et helt almindeligt menneske, som Gud havde taget bolig i, som i enhver profet. Han havde også ment, at den guddommelige og menneskelige natur var delt og adskilt fra hinanden, og at disse i Kristus ikke havde noget fællesskab med hinanden – akkurat som om én skulle være Kristus og en anden Gud, Ordet som bor i ham.”

Sand og falsk lære om Kristi to naturer

Mod dette fordømte kætteri har den kristne kirke nu og altid enstemmig troet og fremholdt, at den guddommelige og menneskelige natur i Kristi person er forenet sådan, at de har et virkelig fællesskab med hinanden. Naturerne bliver dermed ikke blandet i et væsen, men i én person, som Luther skriver. På grund af denne personlige forening og dette fællesskab, har de gamle kirkelærere mange gange, både før og efter kirkemødet i Kalcedon, brugt ordet ”sammenblanding”, i god mening og betydning. Hvis det var nødvendigt, kunne mange vidnesbyrd fra fædrene anføres om dette, noget som også findes mange steder i vore skrifter.

Den personlige forenings samfund forklares med billedet af sjæl og legeme eller glødende jern. For foreningen af legeme og sjæl, ligesom også ild og jern er ikke bare en talemåde eller blot ord, men sandt og virkelig. Nemlig at de virkelig og sandt har samfund med hinanden. Alligevel sker der ingen sammenblanding eller udligning, som når man laver mjød af honning og vand. Vand og honning er da ikke længere adskillelige, men en blandet drik.

Med foreningen af guddommelig og menneskelig natur i Kristi person forholder det sig helt anderledes. For det er et helt andet, højere og uudsigeligere fællesskab og en anden forening mellem den guddommelige og menneskelige natur i Kristi person. På grund af denne forenings og dette fællesskab er Gud menneske og mennesket er Gud. Men med dette bliver naturerne eller deres egenskaber alligevel ikke sammenblandet, men beholder hver især deres natur, væsen og egenskaber.

På grund af denne personlige forening, som ikke kan være til uden et sådan sandt fællesskab mellem naturerne, har ikke alene den menneskelige natur lidt for hele verdens synd, men det er Guds Søn selv som i sandhed har lidt og er død, som Trosbekendelsen siger. Dog er det sket ifølge den antagne menneskelige natur, da den guddommelige natur hverken kan lide eller dø. Dette har Dr. Luther udførlig forklaret i sin store bekendelse om den hellige nadver, mod Zwinglis gudsbespottelige lære. Zwingli lærer, at den ene natur skal tages og forstås som om det var den anden. Dette har Luther fordømt helt ind i Helvedes afgrund som Djævelens blændværk.”

Dette er årsagen til at de gamle kirkelærere har brugt de to ord ”fællesskab” og ”forening” sammen, for at forklare denne hemmelighed. De har brugt det ene ord til at forklare det andet.

På grund af dette personlige samfund og denne forening af den guddommelige og menneskelige natur i Kristus, tror, lærer og bekender vi det, som bliver sagt om Kristi majestæt som menneske ved den almægtige Guds krafts højre hånd og det som tilkommer ham, i overensstemmelse med vor enkle kristne tro. Alt dette ville hverken være sandt eller kunne bestå, hvor denne personlige forening og naturernes fællesskab ikke bestod virkeligt og sandt i Kristi person.

På grund af denne personlige forening og naturernes fællesskab, har den højt lovede jomfru Maria ikke bare født et almindeligt menneske, men et sådan menneske, som i sandhed er Guds, Den allerhøjestes Søn, som engelen bevidner. Han viste også sin guddommelige majestæt i mors liv, idet han blev født af en jomfru uden at skade hendes jomfrudom. Hun er derfor i sandhed Guds mor og er alligevel forblevet jomfru.

På grund af denne personlige forening har Kristus også gjort alle sine underværker og åbenbart sin guddommelige majestæt efter behag, hvor og når han har villet. Dette har han altså ikke kun gjort efter sin opstandelse og himmelfart, men også i sin fornedrelsesstand, som f.eks. ved brylluppet i Kanaan. Ligeledes da han som 12-årig deltog i debatten blandt de lærde. Ligeledes da han i Getsemane med et ord slog sine fjender til jorden. Ligeledes i døden, hvor han ikke bare døde som et andet menneske dør, men med sin død overvandt synd, død, Djævel, Helvede og den evige fordømmelse. Dette havde den menneskelige natur ikke magtet, hvis den ikke havde været personlig forenet med den guddommelige natur og havde fællesskab med den.

Efter opstandelsen fra de døde er den menneskelige natur derfor også ophøjet over alle skabninger i himmel og på jord. Det er det samme som at han helt og holdent aflægger sin tjenerskikkelse og alligevel ikke aflægger den menneskelige natur, men beholder den i al evighed. Og han er også efter denne antagne menneskelige natur indsat i den fulde besiddelse og brug af den guddommelige majestæt. Denne majestæt har han haft såvel i sin undfangelse som i mors liv, men alligevel givet afkald på dette, som apostelen siger (Fil 2, 7). Dr. Luther forklarer det sådan, at han i sin fornedrelsesstand holdt det hemmelig og ikke brugte det altid, men kun når han ville. Men nu er han ikke faret op til himmelen som en anden helgen, men han er faret op over alle himle og fylder i sandhed alt og regerer alle steder, ikke bare som Gud, men også som menneske, fra det ene hav og til det andet og indtil verdens ende. Det er det, profeterne har forudsagt og apostlene bevidner, så han alle steder har virket sammen med dem og bekræftet deres ord gennem efterfølgende tegn. Alligevel er den slags ikke foregået på jordisk vis, men som Dr. Luther forklarer det, så er det foregået som siddende ved Guds højre hånd. Og Guds højre hånd er ikke begrænset til et bestemt sted i himmelen – som nadvermodstanderne uden grundlag i Den hellige Skrift foregiver – men er helt og fuldt den almægtige Guds kraft, som fylder himmel og jord. I denne er Kristus som menneske indsat reel og virkeligt. Uden sammenblanding eller udligning af naturerne i deres væsen og væsensmæssige egenskaber. Ved denne meddelte kraft og efter sit testamentes ord, både kan og er Kristus sandt nærværende med sit legeme og blod i den hellige nadver, som han med sit ord viser os hen til. Dette er ellers ikke mulig for noget menneske, fordi intet menneske på denne måde er forenet med den guddommelige natur og indsat i en sådan guddommelig majestæt og kraft, ved og i den personlige forening af begge naturerne i Kristus Jesus, Marias Søn. I ham er den guddommelige og menneskelige natur personlig forenet med hinanden, så hele guddommens fylde bor legemligt i Kristus. I denne personlige forening er det et sådan højt, inderlig, uudsigelig fællesskab, at også englene forundrer sig over det og har sin lyst og glæde i at skue det, som Peter bevidner (1 Pet 1, 12). Dette skal forklares noget udførligere i det følgende.

De to naturers fælles egenskaber

Af de nævnte grunde, som sammenfattes i læren om den personlige enhed af den guddommelig og menneskelig natur, udspringer også læren om de meddelte egenskaber, som vi skal behandle nærmere.

Det forholder sig i sandhed sådan, at hver natur beholder sine væsensmæssige egenskaber, og disse bliver ikke løst fra en og givet til en anden natur, sådan som vand kan blive hældt fra en skål over i en anden. Derfor kunne der heller ikke være noget fællesskab mellem egenskaberne, hvis den personlige enhed mellem naturerne i Kristi person ikke var virkelig. Ifølge artiklen om den hellige treenighed er dette den største hemmelighed i himmel og på jord, som Paulus siger: ”Uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev åbenbaret i kødet, osv.” (1 Tim 3, 16). Og apostelen Peter bevidner med klare ord, at også vi, i hvem Kristus bor af bare nåde, på grund af denne høje hemmelighed har ”del i guddommelig natur” (2 Pet 1, 4). Hvilket fantastisk fællesskab med den guddommelige natur må der så ikke være i Kristus, når apostelen siger, at ”i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod” – så Gud og menneske er én person. (Kol 2, 9).

Det er utrolig vigtigt, at denne lære om de fælles egenskaber bliver behandlet og forklaret meget præcist. For ord og udtryk bliver ikke brugt ens overalt, når man taler om Kristi person, om naturerne og deres egenskaber. Og hvis man ikke er opmærksom på disse forskelle, læren let forvirrende og den almindelige læser kommer i vildrede. Derfor vil vi bringe en forbemærkning, som vi vil fremstille i tre hovedpunkter, for at få en bedre og enklere fremstilling:

For det første: Fordi der i Kristus er og forbliver to forskellige naturer, uforvandlet og uden sammenblanding, når det gælder deres naturlige væsen og egenskaber, og begge disse blot er én eneste person, så bliver det, som ellers kun er den ene naturs egenskab ikke kun tilskrevet denne natur alene, som om den skulle være udskilt, men den bliver tilskrevet hele personen, som samtidig er Gud og menneske.

Men denne måde at tale på, medfører ikke, at det, som bliver tilskrevet personen samtidig er begge naturers egenskaber. Der bør omhyggeligt skelnes og forklares, hvilken af personens naturer det bliver tilskrevet. Under det hører, hvad Paulus skriver: ”Jesus Kristus, vor Herre, er som menneske kommet af Davids slægt.” (Rom 1, 3). Ligeledes: ”Kristus led én gang for menneskers synder. Han blev dræbt i kødet.” (1 Pet 3, 18).

Bag de ord, der siges her og som kun tilkommer en natur, men bør tilskrives hele personen, gemmer både de hemmelige og offentlige nadvermodstandere deres fordærvelige vildfarelse. De nævner ganske vist hele personen, men forstår ved det alligevel kun den ene natur og udelukker den anden natur fuldstændig. Som om det kun var den menneskelige natur, der havde lidt for os.

Sådan har Dr. Luther skrevet om Zwinglis talefigur i sin store bekendelse om Den hellige nadver. Vi vil derfor her gengive Dr. Luthers egne ord, for at Guds kirke dermed på bedst mulig måde kan blive bevaret mod en sådan vildfarelse. Hans ord lyder:

”Zwingli kalder det ”talefigur”, når noget bliver sagt om Kristi guddom, som tilhører den menneskelige natur, eller omvendt. Som i Luk 24, 26: ”Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?” Her drejer han ordene og hævder, at ordet ”Kristus” blot skal forstås i betydningen den menneskelige natur. - Vogt dig, vogt dig for denne ”talefigur”, siger jeg. Den er Djævelens bedrag, for den fremstiller til sidst en sådan Kristus, som gør at jeg ikke længere er nogen kristen. Den gør, at Kristus med sin lidelse og sit liv ikke gør eller er noget andet en anden almindelig helgen. For hvis jeg tror det, at kun den menneskelige natur har lidt for mig, så er Kristus en dårlig frelser, ja, da trænger han virkelig selv en frelser. I en sum: Det er usigelig, hvad Djævelen søger med denne ”talefigur”.

Og lige bagefter: ”Hvis den gamle heks, fru Fornuft, Talefigurs bedstemor, ville sige: ja, guddommen kan ikke lide og dø, da skal du svare, at det er sandt. Men fordi guddom og menneskelig natur er én person i Kristus, så tilskriver Skriften alligevel guddommen alt det, som tilhører den menneskelige natur og omvendt, for denne personlige enheds skyld. Og sådan er det i sandhed også. For det må du jo sige: denne person, der hedder Kristus, lider og dør. Og når denne person er Gud, er det derfor korrekt at sige: Guds Søn lider. For selv om den ene del (hvis man vil sige det sådan) ikke lider, nemlig guddommen, så lider personen dog, som er Gud, ved den anden del, ved den menneskelige natur. For Guds Søn er i sandhed korsfæstet for vor skyld. Altså den person, der er Gud. For denne person – jeg gentager: denne person er korsfæstet efter sin menneskelige natur.

Og lidt efter siger Luther: ”Hvis den talefigur, som Zwingli fremfører, var rigtig, måtte Kristus være to personer, én guddommelig og én menneskelig. Han henfører jo ordene om lidelsen alene til den menneskelige natur og adskiller den helt fra guddommen. For hvis gerningen bliver delt, må personen også blive delt, siden al gerning og lidelse ikke bliver tilegnet naturerne, men personen. For det er personen, der gør og lider det hele, den ene natur et og den anden natur noget andet, som alle de virkelige lærde udmærket ved. Vi anser derfor vor Herre Kristus for at være Gud og menneske i én person, uden at sammenblande naturerne eller dele personen.

Ligeledes siger Dr. Luther i skriftet Om koncilerne og kirken:

”Vi kristne må vide, at hvis Gud ikke er med i vægtskålen og giver tyngde, så synker vi med vor skål til bunds. Det jeg mener, er: Hvis det ikke er sandt, at Gud er død for os, men blot et menneske, så er vi fortabt. Men når Guds død og den døde Gud ligger i vægtskålen, så synker han ned og vi op, som en let og tom skål. Gud kan godt forlade vægtskålen og hoppe af, men han havde ikke kunnet sidde i skålen, hvis han ikke var blevet et menneske som os. Så det virkeligt og sandt kunne siges om hans lidelse: Gud er død, Guds lidelse, Guds blod, Guds død. For Gud, som han er i sin egen natur, kan ikke dø. Men efter at Gud og menneske er forenet i én person, hedder det med rette: Gud er død, når det menneske dør, som Gud er ét med eller én person med.” Så langt Luther.

Af dette er det klart, at det er ukorrekt, når man påstår, at den her fremsatte tale om at Gud har lidt, bare er en talemåde, dvs. tomme ord uden indhold. For vor enkle kristne tro lærer, at Guds Søn, som blev menneske, har lidt og er død for os og har forløst os med sit blod.

Kristi persons indflydelse på forløsningen

For det andet: hvad udøvelsen af Kristi embede angår, så handler og virker personen ikke i, med, gennem eller efter én natur alene, men i, efter, med og gennem begge naturer, eller som kirkemødet i Kalcedon præciserede det, at den ene natur, i fællesskab med den anden, virker det, som er den enkeltes egenskab. Altså er Kristus ikke kun vor forløser, konge, ypperstepræst, hoved, hyrde, osv., ifølge den én natur alene, men ifølge begge naturer.

For det tredje er det en helt anden ting, når spørgsmålet er, om ikke også naturerne i den personlige forening i Kristus har noget andet eller mere end blot deres naturlige, væsensmæssige egenskaber.

Hvad nu den guddommelige natur i Kristus angår, så er der ”ingen forandring” hos Gud, som Jakob siger (Jak 1, 17). Derfor har Kristi guddommelige natur hverken mistet eller fået noget, hvad angår væsen og egenskaber, da han blev menneske. Hvad angår den antagne menneskelige natur i Kristi person, har nogen villet bestride, at denne også i den personlige forening med guddommen skulle have noget andet og mere end alene dens naturlige, væsensmæssige egenskaber, så han overalt er sine brødre lig. Og derfor skulle den menneskelige natur i Kristus ikke tilskrives noget, som er over eller mod dens naturlige egenskaber, selv om Skriftens vidnesbyrd kunne se sådan ud.

Men at en sådan mening er falsk og uret, er så klar ud fra Guds ord, at til og med deres egne meningsfæller nu straffer og forkaster en sådan vildfarelse. For Den hellige Skrift og de gamle fædre bevidner vældig, at den menneskelige natur i Kristus, ved siden af sine naturlige, væsensmæssige, blivende egenskaber også har modtaget specielle høje, store, overnaturlige, uudforskelig, uudsigelige, himmelske fortrin i majestæt, herlighed, kraft og magt over alt, som kan nævnes, ikke bare i denne verden, men også i den kommende (Ef 1, 21). Sådan er det, fordi den menneskelige natur er forenet personlig med den guddommelige natur i Kristus og ophøjet til majestætens højre hånd og Guds kraft, efter at den havde aflagt fornedrelsen og tjenerskikkelsen, og er blevet herliggjort. Den menneskelige natur i Kristus bliver derfor også brugt til Kristi embedes gerninger efter dens mål og virkemåde. Det betyder at den har kraft og virkning, ikke bare af og efter dens naturlige, væsensmæssige egenskaber eller så langt disse formår at strække sig, men også af og efter den majestæt, herlighed, kraft og magt, som den har modtaget gennem den personlige forening, herliggørelse og ophøjelse. Og dette kan selv modstanderne nu knapt nok bestride længere. Alligevel diskuterer de, om der her blot skulle være skabte gaver eller begrænsede egenskaber, som i de hellige. Med dette skulle den menneskelige natur i Kristus så være begavet og prydet. De vil efter deres egne tanker og argumenter eller beviser opmåle og udregne, hvad den menneskelige natur i Kristus er i stand til eller ikke kan eller skal, uden at den ophører med at være til.

Men den bedste, tryggeste og sikreste vej i denne strid er denne: nemlig at hvad Kristus efter sin antagne menneskelige natur har modtaget gennem den personlige forening, herliggørelse og ophøjelse – og hvad hans antagne menneskelige natur er i stand til ud over dens naturlige egenskaber, uden at naturen bliver tilintetgjort, det kan ingen vide bedre og mere indgående end den Herre Kristus selv. Han har åbenbaret den slags i sit ord, så langt det i dette liv er nødvendig for os at vide. Vi har derfor i dette tilfælde klare, sikre vidnesbyrd i Skriften. Det skal vi enfoldig tro og på ingen måde diskutere, om den menneskelige natur i Kristus er i stand til den slags.

Nu er det som bliver sagt om de skabte gaver ganske vist både rigtigt og sandt. De bliver givet og meddelt den menneskelige natur hos Kristus, så at denne har disse for sig selv. De omfatter ikke majestæten, men er egenskaber som Skriften og de gamle fædre tilskriver den antagne menneskelige natur i Kristus.

For dette er ikke skabte gaver: at levendegøre, at have enhver dom og al magt i himmel og på jord, at have alt i sine hænder, at have alt underlagt sig, at rense fra synder osv. Det er derimod guddommelige, uendelige egenskaber, som ifølge Skriftens udsagn alligevel er givet og meddelt mennesket Kristus, (Joh 5, 21.27 og 6, 39f; Matt 28, 18; Dan 7, 14; Joh 3, 31.35 og 13, 3; Matt 11, 27; Ef 1, 22; Hebr 2, 8; 1 Kor 15, 27; Joh 1, 3.10 osv.).

Og denne meddeling af egenskaber er ikke bare at forstå som en talemåde eller som tomme ord, der siger om Kristus ifølge hans guddommelighed. Det skal forstås om ham ifølge hans antagne menneskelige natur. Det fremgår af de tre efterfølgende, uigendrivelige argumenter og grunde:

1. For det første er det en fælles regel for hele den gamle rettroende kirke, at det, som Skriften bevidner, at Kristus har modtaget her i tiden, det har han ikke modtaget ifølge den guddommelige natur – for ifølge den har han alt fra evighed af, men Kristi person har modtaget det på grund af eller med tanke på den menneskelige natur. Det vil sige, at han har modtaget det ifølge sin antagne menneskelige natur.

2. For det andet bevidner Skriften klart i Joh 5, 21. 27 og 6, 39f., at kraften til at gøre levende og holde dommen er givet Kristus, fordi han er Menneskesøn og fordi han har kød og blod.

3. For det tredje taler Skriften ikke bare i almindelighed om Menneskesønnens person, men tyder det også udtrykkelig om den antagne menneskelige natur, 1 Joh 1, 7: ”Kristi blod renser os for al synd.” Dette sker ikke alene efter den fortjeneste som engang er fuldført på korset, for Johannes taler på dette sted om, at ikke kun den guddommelige natur i Kristus renser os for al synd, når vi retfærdiggøres, men at også hans blod er et virksomt middel. På samme måde er også Kristi kød levendegørende føde ifølge Joh 6, 48–58. Sådan har også kirkemødet i Efesus ud fra dette udtalt, at Kristi kød har kraft til at gøre levende. Om denne artikel er mange andre herlige vidnesbyrd af den gamle rettroende kirke anført andre steder.

At Kristus har modtaget disse ting ifølge sin menneskelige natur og at den menneskelige natur i Kristus er givet og meddelt sådan ting, skal vi tro ifølge Skriften. Men begge naturer er som sagt forenet i Kristus, uden at de bliver blandet sammen eller den ene forvandlet til den anden, og sådan at enhver natur beholder sine naturlige, væsensmæssige egenskaber, så den ene naturs egenskaber aldrig bliver den anden naturs egenskaber. Derfor må denne lære også blive forklaret ret og bevaret mod alle kætterier.

Meddelelse af egenskaber

Vi udtænker i denne sag ikke noget nyt af os selv, men tager og henter forklaringer, som den gamle rettroende kirke har givet om dette, med godt grundlag i Den hellige Skrift. Nemlig at den guddommelige kraft, liv, magt, majestæt og herlighed ikke skal tilskrives den menneskelige natur i Kristus på samme måde som Faderen har meddelt Sønnen sit væsen og alle guddommelige egenskaber efter sin guddommelige natur, fra evighed af. Sådan er han ét væsen med Faderen og Gud lig. For Kristus er kun lig Faderen efter den guddommelige natur, efter den menneskelige natur står han under Gud. Af det er det klart, at vi ikke foretager nogen sammenblanding, udjævning eller ophævelse af naturerne i Kristus. Derfor er kraften til at gøre levende på samme måde heller ikke i Kristi kød som i hans guddommelige natur, nemlig som væsensmæssig egenskab.

En sådan meddelelse er ikke sket gennem en væsensmæssig eller naturlig udtømning af den guddommelige naturs egenskaber i den menneskelige natur, så Kristi menneskelige natur skulle have sådanne egenskaber for sig selv, afsondret fra det guddommelige væsen. Det er heller ikke sket ved at den menneskelige natur i Kristus helt skulle have aflagt sine naturlige, væsensmæssige egenskaber – og at disse nu enten var forvandlet til guddom eller i sig selv blevet lig de meddelte egenskaber. Det er heller ikke sket ved at begge naturer nu skulle være af samme slags eller ens, naturlige, væsensmæssige egenskaber og virkninger. For sådanne og lignende vranglærer er med rette blevet forkastet og fordømt af de gamle anerkendte kirkemøder på Skriftens grund: En ændring, blanding eller ophævelse af naturerne i Kristus eller af deres væsensmæssige egenskaber, skal ikke på noget måde læres eller tillades.

For ordene ”virkelig meddelt” har vi aldrig forstået som en fysisk meddelelse eller som en overføring af væsen. Sådan har enkelte, mod deres egen samvittighed, ondskabsfuldt vendt om på sådanne ord, for at mistænkeliggøre den rene lære. Denne lære er imidlertid alene rettet mod en ren titel-meddelelse, hvor nogen hævder, at der bare er tale om tomme ord og talemåder. Som om der ikke skulle være tale om mere end ord, titler og navne. Dette har de stået så hårdt på, at de ikke har villet vide om noget andet fællesskab. Vi på vor side har derimod brugt sådanne ord som ”real meddelelse” for at beskrive Kristi majestæt og understrege hans to naturers fællesskab som virkelig og reelt, uden nogen sammenblanding af naturerne og deres væsensmæssige egenskaber.

Derfor fastholder og lærer vi sammen med den gamle rettroende kirke, at den menneskelige natur i Kristus har modtaget en sådan majestæt på grund af de to naturers enhed. Nemlig, fordi ”hele guddomsfylden” bor i Kristus, ikke som i andre hellige mennesker eller i englene, men ”i kød og blod” (Kol 2, 9), som i sit eget legeme, så at den frit, når og hvor Kristus vil, lyser med al sin majestæt, kraft, herlighed og virkning i den antagne menneskelige natur. Sådan som ild gør i glødende jern og forstanden i kroppen. Disse sammenligninger har den gamle kirke brugt på en god måde til at forklare denne lære, som ovenfor nævnt. I fornedrelsesstanden blevet dette holdt skjult og tilbage, men nu efter at tjenerskikkelsen er aflagt, foregår det fuldt ud, vældigt og offentligt for alle hellige i himmelen og på jorden. Også vi skal i det kommende liv se hans herlighed ansigt til ansigt, som Johannes vidner (Joh 17, 24).

Der er og bliver derfor kun en eneste guddommelig almagt, kraft, majestæt og herlighed i Kristus. Den tilhører alene den guddommelige natur. Men disse egenskaber oplyser, åbenbarer og viser sig frit og fuldt ud i, med og gennem den antagne, ophøjde, menneskelige natur i Kristus.

Glødende jern har ikke to kilder til at lyse og brænde med, som om ilden for sig selv og lyset for sig selv hver især har kraft til at lyse og varme, men kraften til at lyse og brænde er ildens egenskab. Men fordi ilden og jernet er forenet, kommer ildens kraft til at lyse og varme til udfoldelse i, med og gennem jernet, så det glødende jern på grund af denne forening har kraft til at lyse og brænde, og dog sker det uden forvandling af ildens og jernets væsen og naturlige egenskaber.

Sådanne vidnesbyrd af Skriften, som taler om den majestæt som den menneskelige natur i Kristus er ophøjet til, forstår vi derfor ikke sådan, at denne guddommelige majestæt kun bliver tilskrevet Kristi person efter hans guddommelige natur alene. Vi forstår det heller ikke sådan, at den menneskelige natur kun har majestætens titel og navn som en talemåde blot i ord, men ikke virkelig og sandt. Dette er slet ikke at have noget fællesskab.

Hvis det forholder sig sådan, kunne man også sig om enhver skabning og især om de troende, som Gud bor i: ”Her bor hele guddomsfylden legemligt. Her er alle mag givet i himmel og på jord.” For Gud er overalt, og han har altid sin majestæt hos sig, og de troende har endog modtaget Helligånden, som har al magt.

På denne måde ville der ikke blive nogen forskel på Kristus efter hans menneskelige natur og andre hellige mennesker. Kristus ville blive frarøvet sin majestæt – som han har modtaget frem for alle skabninger – som menneske eller efter sin menneskelige natur. For med undtagelse af ham kan og skal ingen skabning – hverken et menneske eller en engel – sige: ”Mig er givet al magt i himmel og på jord.” For selv om Gud er i de hellige med ”hele guddomsfylden”, den han alle steder har hos sig, så bor han ikke ”legemligt” i dem og er heller ikke personlig forenet med dem, sådan som i Kristus. For på grund af denne personlige forening siges det om Kristus også ifølge hans menneskelige natur: ”Mig er givet al magt i himmel og på jord.” Og ligeledes: ”I ham bor hele guddomsfylden i kød og blod.” Ligeledes: ”Med herlighed og ære har du kronet ham, alt har du lagt under hans fødder.”

Men vi tror, lærer og bekender på ingen måde, at der er sket en sådan udtømning af Guds majestæt og alle hans egenskaber i Kristi menneskelige natur, at det dermed skulle have svækket den guddommelige natur eller at noget er taget fra den ene og overgivet den anden. Eller at den menneskelige natur i sin substans eller i sit væsen skulle have modtaget den samme majestæt fra Guds Søns natur og væsen adskilt eller afsondret. Altså ligesom når vand eller vin bliver hældt fra en kande over i en anden. For hverken den menneskelige natur eller nogen anden skabning i himmelen eller på jorden kan have en sådan form for Guds almagt, at den for egen del skulle blive et almægtigt væsen eller hos og for sig selv have almægtige egenskaber. Dette ville benægte den menneskelige natur i Kristus og helt og holdent forvandle den til guddom og være mod alle profeters og apostles lære.

Kristus og Helligånden

Vi tror, lærer og bekender derimod, at Gud Fader har givet sin Ånd til Kristus, sin elskede Søn, ifølge hans antagne menneskelige natur. (Derfor kaldes han også Messias, som betyder den salvede). Han har ikke modtaget disse gaver med samme mål som andre hellige. For på Kristus, som ifølge sin guddom er et væsen med Helligånden, hviler ”visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd,” ifølge hans menneskelige natur (Es 11, 2). Det er altså ikke sådan, at han som et menneske, kun vidste og kunne enkelte ting, sådan som andre hellige kan ved Guds Ånd.

Nej, Kristus er den anden person i Den Hellige Treenighed, og Helligånden udgår såvel fra ham som fra Faderen. Ånden er følgelig hans og Faderens egen Ånd og forbliver det i al evighed. Han bør derfor ikke afsondres fra Guds Søn. Derfor har Kristus efter kødet, som er personlig forenet med Guds Søn, fået meddelt hele Åndens fylde gennem denne personlige forening af naturerne. Og Ånden udfolder sig frit og med al sin kraft gennem den menneskelige natur. Ikke på den måde at Kristus kun vidste nogle ting og ikke andre, eller kunne noget og ikke andet. Nej, også ifølge sin menneskelige natur vidste og kunne han alt. Det er på ham Faderen har udgydt visdoms og krafts Ånd uden begrænsninger, så han gennem en sådan personlig forening virkelig og sandt har modtaget al erkendelse og al magt som menneske. Derfor er alle visdommens og kundskabens skatter skjult i Ham, og han har fået al magt givet, og har taget sæde ved den Højestes højre hånd i det høje. Af historien ved vi at det på kejser Valentins tid, under arianerne, var en sekt, som blev kaldt agnoeter [: uvidende], fordi de påstod, at Sønnen, Faderens ord, ganske vist vidste alt, men for hans menneskelige natur var mange ting alligevel ukendt. Mod disse har også Gregor den store skrevet.

For denne personlige forenings og det deraf følgende fællesskabs skyld – som den guddommelige og menneskelige natur virkelig og sandt har med hinanden i Kristi person – bliver Kristus efter kødet tillagt sådan ting, som hans kød ifølge natur og væsen i og for sig ikke kan være eller have, hvis denne forening ikke fandtes. Det er, at hans kød er sand, levendegørende føde og hans blod sand, levendegørende drik. Det er sådan de 200 fædre på kirkemødet i Efesus har bevidnet det: Kristi kød er levendegørende eller gør levende. Og alene dette menneske, og ellers ikke noget menneske, hverken i himmelen eller på jorden, kan i sandhed sige: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matt 18, 20). Ligeledes: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt 28,20).

Disse vidnesbyrd forstår vi følgelig ikke sådan, at alene Kristi guddom er til stede hos os i den kristne kirke og menighed, og at et sådan nærvær ikke på nogen måde skulle angå Kristus efter hans menneskelige natur. Hvis det var sådan, ville også Peter, Paulus og alle de hellige i himmelen være hos os på jorden, fordi Gud, som er alle steder, bor i dem. Men dette bevidner Den hellige Skrift kun om Kristus. Vi mener derfor, at majestæten hos mennesket Kristus er proklameret gennem disse ord, den, som Kristus har modtaget efter sin menneskelige natur ved majestætens og Guds krafts højre hånd. Nemlig at han også efter sin antagne menneskelig natur både kan og er nærværende hvor han vil, specielt at han er nærværende hos sin kirke og menighed på jorden. Det er som forløser, hoved, konge og ypperstepræst, ikke halvt eller blot med halvdelen, men med hele Kristi person. Til denne person hører begge naturer, den guddommelige og den menneskelige, ikke kun hans guddom, men også hans antagne menneskelige natur. Efter den er han vor bror og vi kød af hans kød og ben af hans ben.

Til forsikring og stadfæstelse af dette har han indstiftet sin hellige nadver. Så vil han også efter den natur, som har kød og blod være hos os, bo, virke og være mægtig i os.

På en så sikker grund har også Dr. Luther skrevet om Kristi majestæt efter hans menneskelige natur. I sin store bekendelse om nadveren skriver han sådan om Kristi person:

”Når Kristus er et sådan menneske, der er én person med Gud, og der foruden dette menneske ikke er nogen Gud, så må der af det følge, at han også på den tredje overnaturlige måde er og kan være alle steder, hvor Gud er. At alt helt igennem er fyldt af Kristus, også efter den menneskelige natur, ikke på den første legemlige, begribelige måde, men på den overnaturlige, guddommelige måde.

For her må du sige: hvor Kristus efter sin guddom er, dér er han en naturlig, guddommelig person og han er også naturlig og personlig til stede, som undfangelsen i mors liv beviser. For skulle han være Guds Søn, så måtte han være naturlig og personlig i mors liv og blive menneske. Er han nu personlig og naturlig, hvor han er, så må han også samme sted være menneske, for der er ikke to adskilte personer, men én eneste person. Hvor denne person er, dér er den ene udelte person. Og hvor du kan sige: her er Gud, der må du også sige: så er mennesket Kristus der også. Hvis du kunne pege på et sted, hvor Gud var og ikke mennesket, så var personen allerede delt. Jeg kunne da med det samme sige: her er den Gud, som ikke er et menneske og heller aldrig er blevet et menneske.

Men en sådan gud vil jeg ikke vide af eller dyrke. For af dette ville der følge, at rum og sted kunne skille de to naturer fra hinanden og dele personen. Noget som hverken død eller alle djævle formår. Og det ville være mig en elendig Kristus, som ikke på samme tid kunne være guddommelig og menneskelig person på mere end ét sted, og på alle andre steder blot var en adskilt Gud og guddommelig person, uden menneskelig natur. Nej, min gode ven, hvor du siger, Gud er, dér må du også lade den menneskelige natur være. De lader sig ikke skille fra hinanden. I Kristus er det blevet én person, og Guds Søn skiller sig ikke af med den antagne menneskelige natur.”

I den lille bog om Davids sidste ord, som Luther skrev kort tid før sin død, siger han:

”Guds evige magt er også givet ham efter den anden menneskelige fødsel her i tiden, men i tiden, ikke fra evighed af. For Kristi menneskelige natur har ikke været til fra evighed af som guddommen. Men Jesus, Marias Søn, er efter vores tidsregning nu 1543 år gammel. Og fra det øjeblik af, da guddom og menneskelig natur blev forenet i én person, da er og hedder dette menneske, som er Marias Søn: almægtig, evig Gud, som har den evige magt og som har skabt og holder alle ting oppe. Det skyldes de såkaldte meddelte egenskaber, fordi han er én person med Gud og også virkelig er Gud. Om det taler han i Matt 11, 27: ”Alt har min fader overgivet mig”. Og i Matt 28, 18: ”Mig er givet al magt i himmel og på jord.” Hvilken mig? Joh, mig, Jesus fra Nazaret, Marias Søn og født som menneske. Fra evighed af, før jeg blev menneske, har jeg denne magt fra Faderen, men efter at jeg blev menneske, har jeg også modtaget den i tiden, efter den menneskelige natur og holdt den hemmelig indtil min opstandelse og himmelfart. Da skulle det åbenbares og gøres klart, som Paulus siger det i Rom 1, 4: ”Stadfæstet og bevist som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde.” Johannes bruger udtrykket ”herliggjort” (Joh 7, 39; 17, 10).

Lignende vidnesbyrd findes også andre steder i Dr. Luthers skrifter, særlig i bogen ”At disse ord skal stå fast”, og i den store bekendelse om den hellige nadver. De er velbegrundede forklaringer om Kristi majestæt ved Guds højre hånd og om hans testamente. Dette gælder denne artikel såvel som om den hellige nadver, som der ovenfor er henvist til. For kortheds skyld skal de betragtes som gentaget her.

Afvisning af vildfarelser

Vi anser det derfor for at være en skadelig vildfarelse, hvis Kristus efter sin menneskelige natur bliver fratages sin majestæt. For så bliver de kristne frataget deres højeste trøst, den de har ved deres hoveds, konges og ypperstepræsts nærvær og tilstedeværelse. Det er ham, der har lovet dem, at ikke blot hans åbenbare guddom skal være hos dem. Den er nemlig mod os arme syndere som en fortærende ild mod tør halm. Nej, det er ham selv, ham, der er menneske og som talte med sine disciple. Ham, der har prøvet al trængsel i sin antagne menneskelige natur og som derfor også kan have medlidelse med os som mennesker og sine brødre. Ham, der vil være hos os i al vor nød, også med sin menneskelige natur, ifølge hvilken han er vor bror og vi kød af hans kød.

Vi forkaster og fordømmer derfor enstemmig, med mund og hjerte alle vildfarelser som ikke stemmer overens med denne fremførte lære. Og som er i modstrid med de profetiske og apostolske skrifter, mod de vedtagne trosbekendelser og vor kristne Augsburgske Bekendelse:

1. Hvis nogen skulle tro eller lære, at den menneskelige natur er blandet sammen med den guddommelige eller blevet forvandlet til denne på grund af den personlige forening.

2. Ligeledes, at den menneskelige natur i Kristus skulle være alle steder på samme måde som guddommen, som et uendeligt væsen, af sin egen naturs væsensmæssige kraft og egenskab.

3. Ligeledes, at den menneskelige natur i Kristus er blevet gjort lig den guddommelige natur i dens substans og væsen eller i dens væsensmæssige egenskaber.

4. Ligeledes, at Kristi menneskelige natur skulle være udbredt rumlig på alle steder i himmelen og på jorden, noget som heller ikke skal tillægges guddommen. Men at Kristus gennem sin guddommelige almagt, kan være til stede med sit legeme, hvor han vil, særlig der hvor han i sit ord har lovet et sådan nærvær, som i den hellige nadver. Det er det legeme han har sat sig med ved Guds majestæts og krafts højre hånd. Dette formår hans almagt og visdom udmærket, uden forvandling eller tilintetgørelse af hans sande menneskelige natur.

5. Ligeledes, at kun Kristi menneskelige natur skulle have lidt for os og forløst os, en natur, som Guds Søn ikke har haft noget fællesskab med i lidelsen.

6. Ligeledes, at Kristus blot efter sin guddom er nærværende hos os på jorden i det forkyndte ord og den rette brug af de hellige sakramenter, og at et sådan nærvær helt og holdent ikke angår Kristi antagne natur.

7. Ligeledes, at den antagne menneskelige natur i Kristus, på ingen måde i virkelighed og sandhed har noget fællesskab med den guddommelige kraft, magt, visdom, majestæt og herlighed, men bare har titlen og navnet fælles.

Disse vildfarelser og alle andre, som er mod den ovenfor fremstillede lære, forkaster og fordømmer vi for at være mod Guds rene ord, de hellige profeter og apostles skrifter og vor kristne tro og bekendelse.

Kristus bliver i Den hellige Skrift kaldt en hemmelighed og alle kættere støder deres hoveder mod dette. Derfor formaner vi alle kristne, at de ikke nysgerrige grubler over dette med deres fornuft. Derimod skal de enfoldigt tror sammen med de kære apostle, lukker fornuftens øjne og lader fornuften blive taget til fange i lydighed mod Kristus. De skal trøster sig ved Ham og fryder sig uden ophør over at vort kød og blod i Kristus er sat så højt ved Majestætens højre hånd og ved Guds kraft. Da skal de med sikkerhed finde holdbar trøst i al modgang og blive bevaret mod al skadelig vildfarelse.

9. Om Kristi nedfart til dødsriget

Fordi det både hos de gamle kirkelærere og hos nogen af vore er blevet givet forskellige forklaringer på artiklen om Kristi nedfart til dødsriget, vil vi også i dette spørgsmål fastholde vores enkle tro, som er sammenfattet i Trosbekendelsen. Det er også den, Dr. Luther viser os hen til, i den prædikenen han holdt på slottet Torgau i 1533 om Kristi nedfart til dødsriget. Vi bekender: ”Vi tror på Jesus Kristus, vor Herre, Guds Søn, som er død, begravet og fart ned til dødsriget.” Her skelnes der mellem artiklerne om begravelsen og nedfarten til dødsriget som to forskellige ting. Og vi tror helt enkelt, at hele personen, Gud og menneske, efter begravelsen for ned til dødsriget, besejrede Djævelen, ødelagde dødsrigets magt og fratog Djævelen al hans kraft og magt.

Men hvordan dette er gået til, skal vi ikke bekymre os om med høje, spidsfindige tanker. For lige så lidt som den foregående artikel om, hvordan Kristus er sat ved Guds højre hånd, lader denne artikel sig begribe med fornuften og de fem sanser. Den vil bare tros og fastholdes ifølge ordet. Så beholder vi den sikre lære og trøsten, at hverken dødsriget eller Djævelen kan tage os eller nogen andre, der tror på Kristus, til fange eller skade os.

10. Om de kirkelige skikke, som man kalder adiafora eller mellemting

Om ceremonier og kirkelige skikker som hverken er påbudt eller forbudt i Guds ord, men som i god hensigt er blevet indført i kirken for god ordens og sømmeligheds skyld eller for i øvrigt at bevare kristen disciplin, er der på samme måde opstået uenighed mellem nogle teologer af Den Augsburgske Bekendelse.

Den ene part mener, at man i en forfølgelsestid og i en bekendelsessituation, når fjenderne af det hellige evangelium ikke er kommet til enighed med os i læren, alligevel med uskadt samvittighed igen, kan indføre nogle afskaffede ceremonier, når modstanderne forlanger og kræver det. Når det gælder ting, som i sig selv er mellemting og hverken er påbudt eller forbudt af Gud. Hvis man på den måde kan komme til enighed med dem i sådanne adiafora eller mellemting.

Den anden part hævder imidlertid, at i en forfølgelsestid og i en bekendelsessituation, og særlig når modstanderne forsøger enten ved magt eller tvang eller ved list at undertrykke den rene lære og lidt efter lidt igen få indsmuglet sin falske lære i vor kirke, kan det heller ikke på nogen måde ske med uskadt samvittighed og uden skade for den guddommelige sandhed, selv når det gælder mellemtingene.

Sande og falske adiafora eller mellemting

For at opklare denne strid og bilægge den ved Guds nåde, giver vi den kristne læser denne enkle underretning om sagen:

Når sådanne ting fremstilles under navn og skind af at være ydre mellemting, men alligevel i grunden er imod Guds ord, selv om det er strøget en anden farve over dem, så skal de ikke anses som frie mellemting, men skal undgås som ting, der er forbudt af Gud. Derfor skal heller ikke sådanne ceremonier regnes blandt de rette, frie mellemting som har skin af eller – for at undgå forfølgelse – søges at give skin af at vor religion ikke skiller sig så meget fra den pavelige eller at denne ikke er os stærkt imod. Heller ikke skal ceremonier regnes til mellemtingene, når de bliver opfattet, krævet eller forstået som om de to modstridende religioner med det og gennem det skulle være nået til enighed. Eller at der ved dette skulle ske en tiltagevending til pavedømmet og en afvigelse fra evangeliets og den sande religions rene lære - eller at dette lidt efter lidt skulle blive følgen af det.

For i dette tilfælde skal og må det gælde, som Paulus skriver i 2 Kor 6, 14: ”Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har lys til fælles med mørke? Derfor: Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren.”

Desuden er unyttige, naragtige skuespil, som hverken tjener til god orden, kristen disciplin eller evangelisk sømmelighed i kirken, heller ikke rette adiafora eller mellemting.

Vi tror, lærer og bekender derimod, at rigtige mellemting er ceremonier, som i og for sig ikke indebærer nogen gudsdyrkelse eller er en del af gudsdyrkelsen, men som bør skelnes fra det. Som der står skrevet i Matt 15, 9: ”Forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.”

Derfor tror, lærer og bekender vi, at Guds menighed på ethvert sted og til enhver tid efter omstændighedernes behov har ret, myndighed og magt til på ordentlig og sømmelig vis, uden letsindighed og anstød, at forandre, mindske eller øge ceremonier, som det til enhver tid anses mest nyttig, gavnlig og godt med hensyn til god orden, kristen disciplin, evangelisk sømmelighed og kirkens opbyggelse.

Hvordan man med god samvittighed i sådanne ydre mellemting kan vige og give efter for de svage i troen, lærer Paulus i Rom 14 og viser det med sit eksempel i ApG 16 og 21 og 1 Kor 9.

I bekendelsessituationer

Vi tror, lærer og bekender også, at i en bekendelsestid, når fjenderne af Guds ord søger at undertrykke det hellige evangeliums rene lære, så er hele Guds menighed, ja, ethvert kristent menneske – men særlig Guds Ords tjenere som er forstandere for Guds menighed – pligtige til, i overensstemmelse med Guds ord, frit og offentlig at bekende læren og det, der hører til hele religionen. Ikke bare med ord, men også i gerning og handling. I sådanne tilfælde skal de ikke vige for modstanderne selv i disse mellemting, eller tåle at de med magt eller list bliver påtvunget dem af fjenderne, så den rette gudsdyrkelsen bliver svækket og afgudsdyrkelsen indført eller befæstet. Der står nemlig skrevet i Gal 5, 1: ”Til frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” Ligeledes i Gal 2, 4: ”Nogle indsnegne falske brødre, havde listet sig ind for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, for at trælbinde os. Men dem gav vi ikke et øjeblik efter for og bøjede os ikke; for vi ville, at evangeliets sandhed skulle blive hos jer.” Paulus taler på dette sted om omskærelsen, som på den tid var en fri mellemting, og som ellers blev brugt af Paulus i åndelig frihed. Når de falske apostle imidlertid krævede og misbrugte omskærelsen til at stadfæste deres falske lære om, at lovgerninger var nødvendige til retfærdighed og frelse, så siger Paulus, at han ikke et øjeblik bøjede sig, for at evangeliets sandhed skulle blive bevaret.

Så viger Paulus altså og giver efter for de svage, når det gælder mad og tid og dage. Men for de falske apostle, som ville lægge ting på samvittigheden, som nødvendig ting, vil han ikke vige, selv når det gælder i sig selv frie mellemting. Som han siger i Kol 2, 16: ”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter.” Og da Peter og Barnabas i et sådan tilfælde gav lidt efter, så irettesatte Paulus dem offentlig, fordi de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed. (Gal 2, 14).

Her drejer det sig ikke længere om de ydre mellemting, som efter deres natur og væsen i sig selv er og forbliver frie og derfor ikke kan tåle noget bud eller forbud om at de skal bruges eller ikke bruges, men her gælder det først og fremmest hovedartiklen i vor kristne tro, som apostelen vidner; ”for at evangeliets sandhed skulle bevares” (Gal 2, 5). Ved tvang eller bud bliver denne sandhed nemlig fordunklet eller forvendt, fordi modstanderne straks enten offentlig kræver disse mellemting for at bekræfte falsk lære, overtro og afgudsdyrkelse og for at undertrykke den rene lære og den kristne frihed, eller de bliver misbrugt til dette af modstanderne og opfattet på denne måde.

Ligeledes gælder det også artiklen om den kristne frihed, som Helligånden, som vi nu har hørt, gennem den hellige apostelens mund så alvorlig har befalet sin kirke at bevare. For så snart denne artikel bliver svækket, og menneskebud bliver påtvunget kirken med magt som noget nødvendig, som det er uret og synd at undlade, er vejen for afgudsdyrkelsen allerede beredt. Tallet på menneskebud vil ved dette efterhånden øges, og de vil ikke bare blive sat på lige linje med Guds bud, når det gælder at anses som gudsdyrkelse, men endog over dem. Så bliver afgudsdyrkerne bekræftet i deres afgudsdyrkelse ved en sådan eftergivenhed i ydre ting, når man ikke først er kommet til kristen enighed om læren. Og de sandt troende bliver derimod bedrøvet, tager anstød og bliver svækket i deres tro. Begge ting har enhver kristen pligt til at undgå for sin sjæls frelse og saligheds skyld. Som der står skrevet: ”Ve verden for det, der fører til fald.” Og: ”Den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” (Matt 18, 6).

Vi bør især lægge mærke til, at Kristus siger: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.” (Matt 10, 32).

Men at dette altid har været troen og bekendelsen hos de bedste lærere af Den Augsburgske Bekendelse, når det gælder disse mellemting, viser følgende vidnesbyrd som er hentet fra De Schmalkaldiske Artikler, som blev opstillet og underskrevet i 1537 og 1540. Vi går i deres fodspor, og ved Guds nåde har vi i sinde, at holde fast ved deres bekendelse.

De Schmalkaldiske Artikler af 1537 fastslår angående dette:

”Vi er ikke enige med de katolske biskopper i, at de er kirken, for det er de ikke. Vi vil heller ikke høre på det, de i kirkens navn påbyder eller forbyder. For et barn på syv år ved, Gud ske tak, hvad kirken er, nemlig de hellige troende og de får, som hører hyrdens røst.”

Og lige før dette slår De Schmalkaldiske Artikler fast:

”Hvis biskopperne ville være rette biskopper og tage sig af menighederne og evangeliet, så kunne man for kærlighedens og enhedens skyld tåle dem. Men det er ikke nødvendig at de ordinerer og stadfæster os og vore prædikanter. Det er også en betingelse for at tåle dem, at de aflægger alt narreværk og svindel. Men nu er de ikke rette biskopper og vil heller ikke være det. De vil være verdslige herrer og fyrster, som hverken præker eller lærer eller døber eller meddeler nadveren, eller gør nogen gerning, som kirken skal øve. I tillæg til det fordriver, fordømmer og forbander de dem, som er kaldet til et sådan embede. Derfor kan man ikke af hensyn til dem, lade kirken blive uden tjenere.”

Og i afsnittet om pavens overhøjhed eller magt, slår De Schmalkaldiske Artikler fast:

”Lige så lidt som vi vil tilbede Djævelen selv som en herre og Gud, vil vi derfor tåle hans apostel, paven, eller Antikrist, til at styre over os som hoved og herre. For løgner og mord og evigt fordærv for legeme og sjæl er kendemærkerne på det pavelige regimente.”

I Traktaten om pavens magt og overhøjhed, som er et tillæg til De Schmalkaldiske Artikler, og som alle teologerne, der var samlet i Schmalkalden, egenhændig skrev under på, finder vi følgende udsagn:

”Ingen må bebyrde kirken med egne overleveringer. For det gælder her, at ingen menneskelig autoritet eller magt skal være højere end ordet.”

Og lige efter hedder det:

”Når det forholder sig sådan, bør alle kristne tage sig i agt, så de ikke bliver delagtige i pavens falske lære, gudsbespottelser og uretfærdige grusomheder. Derfor bør de holde sig bort og forbande pave og hans tjenere som Antikristens rige. Som Kristus siger: ”Tag jer i agt for de falske profeter.” (Matt 7, 15). Og Paulus befaler, at man skal undgå ugudelige lærere, forbande dem og holde dem for en forbandelse. Og i 2 Kor 6, 14 siger han: ”Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har lys til fælles med mørke? ” Det er en alvorlig sag, at være uenig med så mange folk og føre sin egen særlige lære, men her er Guds befaling, at enhver skal tage sig i agt og ikke have samfund med dem, der fører uret lære og forsøger at indføre den med vold.”

Sådan har Dr. Luther også i en betænkning fra 1530 udførlig mindet Guds kirke om, hvad man skal mene om ceremonier i almindelighed og om mellemting i særdeleshed.

Af denne forklaring kan enhver forstå hvad en kristen menighed og ethvert kristent menneske, og særlig forkynderne i bekendelsestider, kan gøre eller ikke gøre med uskadet samvittighed med hensyn til mellemtingene, for at ikke Gud skal blive vred, kærligheden blive krænket, Guds Ords fjender blive styrket og de, som er svage i troen, tage anstød.

1. Derfor forkaster og fordømmer vi det som uret, når menneskebud i sig selv bliver anset som en gudsdyrkelse eller en del af en gudsdyrkelse.

2. Vi forkaster og fordømmer det også som uret, når sådanne bud med magt bliver påtvunget Guds menighed som nødvendige.

3. Vi forkaster og fordømmer også den opfattelse, at man i forfølgelsestider med hensyn til sådanne mellemting kan give efter for fjenderne af det hellige evangelium eller indgå forlig med dem.

4. Ligeledes anser vi det også for at være en strafværdig synd, når der i forfølgelsestider enten med hensyn til mellemtingene eller læren eller noget andet, som tilhører religionen, gøres noget i strid med den kristne bekendelse for evangeliets fjenders skyld.

5. Vi forkaster og fordømmer det også, når sådanne mellemting bliver afskaffet på en måde, som synes at indebære, at det ikke skulle stå Guds menighed frit, til enhver tid og på ethvert sted efter omstændighedernes behov i kristelig frihed at bruge en eller flere af disse ting, som det er nyttigst for kirken.

Ifølge dette vil kirkerne ikke fordømme hinanden på grund af uligheder, når det gælder ceremonier, som man i kristelig frihed har færre eller flere af end den anden, om man ellers er enige med hinanden i læren og dens artikler og også i den rette brug af de hellige sakramenter, efter det velkendte ord: ”Forskelle med hensyn til fastetider ophæver ikke enigheden i troen.”

11. Om Guds evige forudviden og udvælgelse

Blandt teologerne af Den Augsburgske Bekendelse er der hidtil endnu ikke forekommet nogen offentlig, anstødelig eller udbredt uenighed om Guds børns evige udvælgelse. Alligevel har denne artikel andre steder ført til en ganske hård strid, og der har også blandt vore været enkelte tilfælde. Desuden er der ikke altid blevet brugt de samme udtryk af teologerne. Derfor har vi ved Guds nåde, så vidt det står til os, for at komme uenighed og splittelse i denne sag i forkøbet hos vore efterkommere i fremtiden, villet fremsætte følgende redegørelse, for at alle skal vide, hvad som også med hensyn til denne artikel er vor enstemmige lære, tro og bekendelse.

For når læren om denne artikel fremstilles ud fra og i overensstemmelse med Guds Ords forbillede, kan og skal man ikke anse den for unyttig og unødvendig, og endnu meget mindre for anstødelig og skadelig. Den hellige Skrift nævner ikke denne artikel bare på et sted ligesom i forbifarten, men behandler og fremstiller den grundig på flere steder. Heller ikke må man på grund af misbrug og misforståelse gå forbi eller forkaste Guds Ords lære, men netop for at forebygge alt misbrug og al misforståelse, skal og må den rette forståelse forklares på grundlag af Skriften. Derfor består den enkle sammenfatningen af indholdet i læren om denne artikel i følgende punkter:

Forskel på Guds forudviden og Guds udvælgelse

For det første bør man omhyggelig mærke sig forskellen mellem Guds evige forudviden og hans børns evige udvælgelse til evig frelse.

For Guds forsyn eller forudviden, at Gud ser og ved alt på forhånd, før det sker, omfatter alle skabninger, gode og onde. Han ser og ved nemlig på forhånd det, som er eller skal være, det som sker eller skal ske, om det så er godt eller ondt. For alle ting, enten de er fortidige eller fremtidige, er åbenbare og nærværende for Gud. Som der står skrevet i Matt 10, 29: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.” Og Salme 139, 16: ”Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet. Ligeledes Es 37, 28: ”Jeg ved, om du sætter dig, om du går, og om du kommer.”

Men Guds evige udvælgelse eller forudbestemmelse til frelse, omfatter ikke både gudfrygtige og onde, men kun Guds børn, som er udvalgt og forudbestemt til det evige liv, før verdens grundvold blev lagt. Som Paulus siger: ”I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus.” (Ef 1, 5).

Guds forudviden ser og ved på forhånd også det onde, men ikke på den måde at det skulle være Guds nådige vilje, at det sker. Men det, som Djævelens og menneskenes forvendte, onde vilje vil og ønsker at foretage sig, alt det ser og ved Gud på forhånd. Hans forudviden, opretholder hans ordning også med hensyn til de onde handlinger og gerninger, som Gud ikke ønsker eller godkender, så der af Gud sættes en grænse og et mål for det onde, for hvor langt det må gå og hvor længe det må vare, og hvornår og hvordan han vil hindre og straffe det. Alt dette styrer Gud Herren, så at det tjener til ære for hans guddommelige navn og til frelse for hans udvalgte, og så de ugudelige bliver til skamme på grund af det.

Det ondes oprindelse

Begyndelsen og årsagen til det onde er imidlertid ikke Guds forudviden. For Gud hverken skaber eller virker det onde, eller hjælper og befordrer det. Det er Djævelens og menneskers onde, forvendte vilje, der er årsag til det onde. Som der står skrevet: ”Ødelæggelsen kommer fra dig selv, Israel.” (Hos 13, 9). Ligeledes: ”Du er ikke en Gud, der holder af uret.” (Sal 5, 5).

Men Guds evige udvælgelse ser og ved ikke blot de udvalgtes frelse på forhånd, men er også på grund af Guds nådige vilje og behag i Kristus Jesus er det den årsag, som skaber, virker, hjælper og befordrer vor frelse og alt, som hører til den. Vor frelse er grundet sådan på den, at dødsrigets porter ikke formår noget imod den. Som der står skrevet: ”Ingen skal rive mine får ud af min hånd.” Og ligeledes: ”Alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro.” (ApG 13, 48).

Denne Guds evige udvælgelse eller forudbestemmelse til det evige liv må heller ikke bare betragtes med hensyn til Guds hemmelige, uransagelige rådslutning, som om den ikke indebar mere, eller der ikke hørte mere til den, eller der ikke var mere at lægge mærke til angående den, end at Gud på forhånd havde forudset hvilke og hvor mange, der skal blive frelst, hvilke og hvor mange, der skal blive fordømt. Eller at Gud har holdt en slags mønstring og sagt: Denne person skal blive frelst, den anden skal blive fordømt; denne ene skal holde ud, den anden skal ikke holde ud.

Ud fra sådanne synspunkter gør mange mennesker sig underlige, farlige og skadelige tanker, som enten forårsager og styrker sikkerhed og ubodfærdighed eller mismod og fortvivlelse. De hænger fast i farlige tanker og siger: Gud har forudbestemt de udvalgte til frelse før verdens grundvold blev lagt. Og Guds forudbestemmelse kan ikke tage fejl eller hindres eller forandres af nogen. Er jeg derfor forudbestemt til frelse, så kan det ikke skade mig, om jeg lever uden omvendelse i al slags synd og skam, foragter ord og sakramente og ikke bekymrer mig hverken om omvendelse, tro, bøn eller gudsfrygt. Jeg må alligevel blive frelst, for Guds forudbestemmelse må nødvendigvis ske. Er jeg derimod ikke forudbestemt, så ville det alligevel ikke hjælpe, selv om jeg holdt mig til ordet, omvendte mig, troede osv.; for Guds forudbestemmelse kan jeg ikke hindre eller forandre.

Sådanne tanker kan også godt komme op i gudfrygtige hjerter, så de, selv om de af Guds nåde er omvendt, tror og har et godt forsæt, tænker: Hvis du ikke fra evighed af er forudbestemt til frelse, så er alt alligevel forgæves. Dette sker særligt, når de ser på deres svaghed og på eksemplet på dem, som ikke har holdt ud, men som er faldet fra igen.

Mod denne falske indbildning og tanke skal man sætte følgende klare grund, som er sikker og ikke kan tage fejl: Alle skrifter, indgivet af Gud, skal tjene, ikke til sikkerhed og ubodfærdighed, men til retledning, disciplin og forbedring, (2 Tim 3, 16).

Det står også fast, at alt i Guds ord er skrevet for os, ikke for at vi ved det skal drives til fortvivlelse, men for at vi skal have håb ved den tålmodighed og trøst, som skrifterne giver. Derfor er det helt sikkert ikke på nogen måde den sunde forståelse eller den rette brug af læren om Guds evige forudbestemmelse, at enten ubodfærdighed eller fortvivlelse forårsages eller styrkes på grund af den. Derfor fremstiller Skriften heller ikke denne lære anderledes end sådan, at den ved Guds ord viser os til det åbenbarede evangelium, formaner til omvendelse, tilskynder til gudsfrygt, styrker troen og giver os vished om vor frelse.

Hvis man derfor vil tænke eller tale på en rigtig og frugtbart måde om Guds børns evige udvælgelse eller forudbestemmelse til det evige liv, skal man ikke forsøge at udforske Guds blotte, hemmelige, skjulte og uudgrundelige forudviden. Man skal koncentrere sig om, hvordan Guds rådslutning, plan og forordning i Kristus Jesus, bliver åbenbart for os ved ordet. Hele læren om Guds plan, rådslutning, vilje og forordning med hensyn til vor forløsning, kald, retfærdiggørelse og frelse må ses sammen. Sådan behandler og forklarer Paulus denne artikel i Rom 8 og Ef 1, og Kristus gør det i lignelsen i Matt 22, 2–14, nemlig at Gud i sin plan og sin rådslutning har bestemt følgende:

1. Menneskeslægten skal i sandhed forløses og forsones med Gud ved Kristus, som med sin uskyldige og fuldkomne lydighed, lidelse og død har fortjent os en retfærdighed som gælder for Gud og det evige liv.

2. Kristi fortjeneste og velgerninger skal tilbydes, rækkes og meddeles os gennem ord og sakramente.

3. Gud har også bestemt, at han ved sin Helligånd vil være virksom i os, når ordet forkyndes, høres og eftertænkes, og føre hjerterne til sand bod og bevare dem i den rette tro.

4. Det er en evig bestemmelse, at alle dem, som gør bod og modtager Kristus i en sand tro, vil han retfærdiggøre, tage til nåde, adoptere og gøre til det evige livs arvinger. 5. Dem, der er retfærdiggjort ved tro, vil han helliggøre i sand kærlighed, som Paulus bevidner i Ef 1, 4.

6. Han vil også beskytte dem i deres store svaghed mod Djævelen, verden og kødet og styre og føre dem på sine veje; rejse dem op igen, når de snubler, og trøste og bevare dem i kors og anfægtelse.

7. Han vil også styrke og forøge den gode gerning i dem, som han har begyndt, og bevare dem indtil enden, hvis de holder sig til Guds ord, beder flittig, holder ud i Guds nåde og med troskab bruger de gaver, de har modtaget.

8. Han har også i sit evige råd besluttet, at han til sidst i det evige liv vil frelse og herliggøre dem, som han har udvalgt, kaldet og retfærdiggjort.

Og Gud har i denne sin rådslutning, plan og forordning ikke bare i almindelighed beredt frelsen. Han har i nåde forud tænkt på alle og enhver af de udvalgte som skal blive frelst ved Kristus, udvalgt dem til frelse og bestemt at han på den måde, som netop er beskrevet, ved sin nåde, sine gaver og sin kraft give dem del i den evige frelse, hjælpe dem, befordre, styrke og opholde dem.

Alt dette bliver ifølge Skriften indbefattet i læren om Guds evige udvælgelse til adoption og evig frelse. Det bør man derfor også sammenfatte under denne artikel, og aldrig udelukke eller udelade det, når man taler om Guds plan, forudviden, udvælgelse og bestemmelse til frelse. Og når man på denne måde gør sig tanker om denne artikel i overensstemmelse med Skriften, så kan man ved Guds nåde overveje og forstå den ret og behandle den på frelsende måde.

Guds universelle frelsesvilje

Det følgende hører også med til en fuldstændig forklaring og sund brug af læren om Guds forudbestemmelse til frelse. Da kun de udvalgte bliver frelst, de, der har deres navn skrevet i livets bog, må man kunne vide, ud fra hvad og på grundlag af hvad, man kan erkende, hvem der er udvalgt og kan trøste sig med denne lære?

Vi bør ikke dømme om dette efter vor fornuft, heller ikke efter loven eller ud fra noget ydre skin. Heller ikke bør vi driste os til at udforske den guddommelige forudbestemmelses hemmelige, skjulte dyb, men vi må give akt på Guds åbenbarede vilje. For han har åbenbart for os og kundgjort os sin viljes hemmelighed og har fremstillet den ved Kristus, for at den skal forkyndes.

Guds hemmelige rådslutning er imidlertid åbenbart for os på denne måde: Dem, Gud har forudbestemt, udvalgt og forudanordnet, dem har han også kaldet, som Paulus siger i Rom 8, 28. Nu kalder Gud ikke uden midler, men ved ordet. Derfor har han befalet, at der skal forkyndes omvendelse og tilgivelse for synderne. Det samme vidner også Paulus om i 2 Kor 5, 20: Vi er altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!” Og gæsterne, som kongen vil have med til sin Søns bryllup, lader han kalde gennem sine udsendte tjenere. Nogen ved første, nogen ved anden, tredje, sjette, niende, ja også ved ellevte time, Matt 20, 1–16.

Hvis vi derfor vil betragte vor evige udvælgelse til frelse på gavnlig måde, må vi altid holde urokkelig fast på, at også evangeliets løfte er universelt, ligesom forkyndelsen af omvendelsen. Det vil sige, at det gælder alle mennesker.

Derfor har Kristus befalet, at der ”i hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.” (Luk 24, 47).

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn.” (Joh 3,16).

Kristus ”er Guds lam, som bærer verdens synd.” (Joh 1, 29).

Han har ”givet sit legeme til liv for verden.” (Joh 6, 51).

Hans blod er ”et sonoffer for hele verdens synder.” (1 Joh 2, 2).

Og Kristus siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt 11, 28).

Og Gud har ”indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.” (Rom 11, 32). Og Gud vil, ”at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” (2 Pet 3, 9). ”Alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham.” (Rom 10, 12).

”Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus er for alle, som tror.” (Rom 3, 22).

”For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.” (Joh 6, 40).

Det er således Kristi vilje, at evangeliets løfte også skal fremholdes over for alle dem, der omvender sig.

Evangeliet er seriøst ment

Og dette Guds kald, som sker ved Ordets forkyndelse, skal vi ikke se på som et skuespil, der ikke er alvorlig ment, men vide at Gud gennem det virkelig åbenbarer sin vilje, og at han ved ordet vil virke i dem, som han på denne måde kalder, så de kan blive oplyst, omvendt og frelst.

For ordet, som vi bliver kaldet ved, er Åndens tjeneste, som bringer Ånden med sig eller som Ånden bliver givet ved. Og ordet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Og fordi Helligånden er virksom ved ordet, og giver styrke og kraft, så er det Guds alvorlige vilje, at vi skal tage imod ordet, tro det og følge det.

Derfor beskrives de udvalgte på denne måde i Joh 10, 27: ”Mine får hører min røst, jeg kender dem og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv.” Og i Ef 1, 11-14 hedder det om dem, som ved Guds beslutning er bestemt til at få del i arven, at de hører evangeliet, tror på Kristus, beder og takker, bliver helliget i kærligheden, har håb, tålmodighed og trøst i modgang. Og selv om alt dette er meget svagt hos dem, hungrer og tørster de alligevel efter retfærdigheden, (Matt 5, 6).

Så giver Guds Ånd de udvalgte vidnesbyrd om at de er Guds børn, og når de ikke ved hvad de skal bede om for at bede ret, går Ånden i forbøn for dem med uudsigelige sukke, (Rom 8, 16. 26). På samme måde vidner også Den hellige Skrift om at Gud, som har kaldet os, er så trofast, når han har begyndt sin gode gerning i os, at han også vil bevare og fuldføre den lige til det sidste, hvis vi ikke selv vender os bort fra ham, men holder fast ved det, som er begyndt i os. Til dette har han lovet sin nåde, (1 Kor 1, 8; Fil 1, 6ff; 2 Pet 3, 9; Hebr 3, 14. 6).

Vi bør være optaget af Guds åbenbarede vilje og holde os til den, fordi Helligånden ved ordet, som han kalder os ved, giver os nåde, kraft og evne til det. Vi bør derimod ikke udforske Guds dybe og skjulte forudviden. Til nogle, der nysgerrigt spurgte, om kun få bliver frelst, svarede Kristus netop: ”Kæmp for at komme ind gennem den snævre port.” (Luk 13, 23-24).

Sådan siger også Luther:

”Følg du rækkefølgen i Romerbrevet: Vær først optaget af Kristus og hans evangelium, så at du kan erkende din synd og hans nåde. Kæmp derefter med synden, som Paulus lærer fra kapitel 1 til 8. Derefter, når du i det 8. kapitel kommer i anfægtelse under kors og lidelse, så vil kapitel 9-11 lære dig, hvor trøsterig Guds forudbestemmelse er. ”

Men at mange er kaldet, men få er udvalgt, skyldes ikke Guds kald, som sker ved ordet. Som om Guds mening skulle være denne: ”I det ydre kalder jeg vel ved ordet alle til mit rige, men i mit hjerte kalder jeg ikke alle seriøst, men kun de få, som jeg kender. For det er min vilje, at størstedelen af dem, som jeg kalder ved ordet, ikke skal blive oplyst eller omvendt, men blive fordømt og forblive i den evige død. Også selv om jeg siger noget andet til dem, jeg kaldet ved mit ord.” Men det ville være at opdigte modsatrettede viljer hos Gud. Som om han, der er den evige sandhed, skulle være uenig med sig selv. Eller siger ét i sit ord og mener noget andet i sit hjerte.

Gud dømmer jo selv den synd hos mennesker, at man siger én ting og tænker og mener noget andet i hjertet, (Sal 5, 10; 12, 3). Hvis det var sådan, ville også den nødvendige og trøsterige grund blive helt usikker og ødelagt for os. At vi daglig bliver mindet om og formanet til, at vi alene ud fra Guds ord, skal lære og afgøre, hvad som er hans vilje med os. Og at vi med fast tro kan stole på alt det, som ordet tilsiger og ikke bør tvivle på det af nogen som helst årsag.

Derfor lader Kristus heller ikke blot evangeliets løfter fremsættes i almindelighed, men har også tilføjet sakramenter til løftet. De er knyttet til løftet ligesom et påtrykt segl, for at bekræfte troværdigheden af evangeliets løfte over for hver enkelt troende.

Derfor beholder vi også det personlige skriftemål med absolutionen, som artikel 11 i Den Augsburgske Bekendelse siger. Vi lærer, at det er Guds befaling, at vi skal modtage syndsforladelsen i tro og virkelig stole på, at vi er forsonet med Gud, når vi tror absolutionens ord. Vi skal hører det som ord, der kommer ned til os fra Himlen, som også Apologien siger. Denne trøst ville helt og holdent blive berøvet os, hvis vi ikke kan regne med, at det er Guds vilje mod os, vi møder i ordet og sakramenterne.

Desuden ville også den grunden blive ødelagt og berøvet os, at Helligånden er nærværende og virksom, når ordet forkyndes, høres eller bliver reflekteret over. Derfor passer den opfattelse ikke, at de personer skulle være udvalgt, som foragter Guds ord, støder det fra sig, spotter og forfølger det, eller som forhærder deres hjerter, når de hører det. Eller dem, der står Helligånden imod, fremturer i synden uden omvendelse, ikke virkelig tror på Kristus, men blot har et ydre kristen skin, eller søger andre vejer til retfærdighed og frelse uden om Kristus.

Tværtimod, ligesom Gud i sin rådslutning har bestemt, at Helligånden ved ordet skal kalde, oplyse og omvende de udvalgte og at han vil retfærdiggøre og frelse alle dem, der tager imod Kristus i sand tro - så har han også i sit råd besluttet, at han vil forhærde, forkaste og fordømme dem, som støder ordet og Helligånden fra sig, når de bliver kaldet ved ordet. Dem, der hårdnakket modstår Helligånden, som ved ordet vil være kraftig og virksom i dem. Det er i denne betydning, at mange er kaldet, men få er udvalgt.

For det er kun få, der virkelig tager imod ordet og følger det seriøst. De fleste foragter ordet og vil ikke komme til brylluppet (Matt 22, 5; Luk 14,18-20). Men årsagen til denne foragt for ordet er ikke Guds forudviden, men menneskers forvendte vilje. De forkaster eller fordrejer Helligåndens middel og redskab, som Gud tilbyder dem, og modstår Helligånden, hvis ønske det er, at være kraftig og virksom ved ordet.

Som Kristus siger: ”Hvor ofte ville jeg ikke samle dig, som en høne samler sine kyllinger under vingerne - men du ville ikke.” (Matt 23, 37).

Ligeledes tager mange til at begynde med imod ordet med glæde, men senere falder de fra. (Luk 8, 13). Men årsagen er imidlertid ikke den, at Gud ikke vil give udholdenhedens nåde til dem, han har begyndt sin gode gerning i. For det strider mod Paulus’ ord i Fil 1, 6. Den egentlige årsag er derimod den, at de igen vender sig bort fra Guds hellige bud i nydelsessyge. De bedrøver og modstår Helligånden, lader sig igen indfange af verdens urenhed, og pynter igen hjertets bolig for Djævelen, så deres situation bliver værre end den var før. (2 Pet 2, 10. 20; Luk 11, 24. 25; Hebr 10, 26; Ef 4, 30).

Udvælgelsens herlighed

Så langt er hemmeligheden om forudbestemmelsen åbenbaret for os i Guds ord. Hvis vi bliver inden for denne grænse, er det virkelig en gavnlig, frelsebringende og trøsterig lære. Den bekræfter grundigt artiklen om, at vi bliver retfærdiggjort og frelst uden nogen gerning og fortjeneste, af bare nåde, alene for Kristi skyld. For før denne verdens tidsalder, før vi var til, ja, før verdens grundvold blev lagt, da vi jo ikke kunne have gjort noget godt, er vi efter Guds forsæt udvalgt til frelse af nåde i Kristus, (Ef 1, 4; Rom 9, 11; 2 Tim 1, 9).

Ved denne lære bliver også alle falske meninger og falsk lære om vor naturlige viljes kræfter omstøt. For Gud har i sin rådslutning, før denne verdens tidsalder, bestemt og forordnet, at han selv med sin Helligånds kraft ved ordet vil skabe og virke i os alt, som hører til vor omvendelse.

Så giver denne lære også den skønne, herlige trøst, at Gud har ladt enhver kristens omvendelse, retfærdighed og frelse ligge sig så stærkt på hjerte, at han før verdens grundvold blev lagt har holdt rådslutning om det og i sit forsæt har bestemt, hvordan han vil kalde hver enkelt til frelsen og føre og bevare vedkommende deri. Videre har Gud villet sikre min frelse så trygt og godt, fordi den ellers let kunne mistes ud af hænderne på os ved svaghed eller ved ondskaben i vort kød. Eller den kunne blive revet og røvet fra os ved Djævelens og verdens list og magt. Derfor har Gud bestemt min frelse i sit evige forsæt, som ikke tager fejl eller bliver omstøt, og har lagt den i forvaring i vor Frelsers Jesu Kristi almægtige hånd, som ingen kan rive os ud af, (Joh 10, 28). Fordi vores fantastiske vished bygger på Guds beslutning, som vi er kaldet efter, kan Paulus derfor også triumferende udbryde: ”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? (Rom 8, 35).

Denne lære giver os også en herlig trøst i kors og anfægtelser, nemlig den at Gud i sin rådslutning før denne verdens tidsalder har bestemt og besluttet, at han vil hjælpe os i al nød, give os tålmodighed, skænke os trøst, skabe håb og give alt en sådan udgang, at det kan blive os til frelse. Ligeledes fremstiller Paulus dette på en trøsterig måde i Rom 8, at Gud i sit forsæt før denne verdens tidsalder har bestemt gennem hvilke kors og lidelser, han vil forme hver enkelt af sine udvalgte efter sin søns billede. Så modgang må tjene enhver til det gode, fordi de er kaldt efter Guds råd. Af dette har Paulus trukket den visse og utvivlsomme slutning at hverken trængsel eller angst, død eller liv, osv. kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.

Denne artikel giver os et herlig vidnesbyrd om at Guds kirke skal forblive og bestå mod alle ”dødsrigets porte”, og den lærer også hvilken kirke, der er Guds rette kirke, så vi ikke skal tage anstød af den falske kirkes store anseelse.

Fra denne artikel bliver der også hentet mægtige formaninger og advarsler, som ordet i Luk 7, 30: ”De forkastede Guds plan med dem.” Og Luk 14, 24: ”For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.” Og ligeledes i Matt 22, 14: ”Mange er kaldet, men få er udvalgt.” Videre: ”Se derfor til, hvordan I hører!” (Luk 8, 18). På denne måde kan læren om denne artikel blive brugt til gavn, trøst og frelse.

Man må imidlertid med særlig omhu skelne mellem det, der udtrykkelig er åbenbart om dette i Guds ord, og det, der ikke er åbenbart. For udover det, der hidtil er sagt om dette og som er åbenbart i Kristus, findes det endnu meget med hensyn til denne hemmelighed, som Gud har tiet om og skjult og alene forbeholdt sin egen visdom og erkendelse. Dette bør vi ikke udforske, og vi bør heller ikke følge vore egne tanker med hensyn til dette, eller trække slutninger eller gruble over det, men holde os til det åbenbare ord. Denne påmindelse er højst nødvendig.

For vor fordærvede naturs nysgerrighed har altid meget mere lyst til at beskæftige sig med dette end med det, som Gud har åbenbart for os om det i sit ord. Især det, som er indviklet og uforståelig og som vores skarpe intellekt ikke kan få til at passe sammen. Noget som vi heller ikke har fået befaling om.

Guds styrelse af historien

Det er således ikke nogen tvivl om, at Gud før denne verdens tidsalder præcist og helt sikkert har forudset og stadig ved, hvem af dem, der bliver kaldt, som vil tro eller ikke tro. Ligeledes hvem af de omvendte, der vil holde ud og hvem, der ikke vil holde ud. Hvem, der efter et fald igen vil vende om og hvem, der vil falde i forhærdelse. Således ved og kender Gud også helt sikkert tallet på, hvor mange der vil være på begge sider.

Men fordi Gud har forbeholdt denne hemmeligheden for sin egen visdom og ikke åbenbaret noget om den for os i ordet, og endnu meget mindre har befalet os at udforske det med vore egne tanker, men alvorlig advaret os mod det, så bør vi ikke med vore tanker trække slutninger eller grublet over det, men holde os til hans åbenbare ord, som han viser os til.

Så ved Gud helt sikkert også tid og time for enhver, når det gælder hans kald og omvendelse. Men fordi han ikke har åbenbaret dette for os, har vi befaling om, altid at beskæftige os med ordet, men overlade tiden og timen til Gud, ApG 1, 7.

Det samme skal vi gøre, når vi ser, at Gud giver sit ord på ét sted og ikke på et andet, at han tager det væk fra ét sted og lader det forblive på et andet, eller at én bliver forhærdet, forblindet og overgivet til et forvendt sind, mens en anden med samme skyld bliver omvendt igen osv.

I disse og lignende spørgsmål sætter Paulus en bestemt grænse for, hvor langt vi må gå. Vi bør nemlig tænke på Guds retfærdige dom over dem, der går fortabt og syndens straf. For det er en velfortjent straf for synden, når Gud straffer et land eller folk, fordi de foragter hans ord, så at det også går ud over efterkommerne, som man kan se det hos jøderne. Ved sådanne straffe over enkelte lande og personer viser Gud alvoren og hvad vi alle har fortjent, fordi vi forholder os modvilligt over for Guds ord, lever et liv, der er evangeliet uværdigt og ofte dybt bedrøver Helligånden. Hensigten med dette er, at vi skal leve i frygt for Gud og erkende og prise hans godhed, som han uden og mod vor fortjeneste har vist os, ved at han giver os og lader os beholde sit ord og ikke forhærder og forkaster os.

Fordi vor natur er fordærvet af synden og er værdig og skyldig til Guds vrede og fordømmelse, så skylder Gud os hverken ordet, Ånden eller nåden. Og når han alligevel giver det af nåde, så støder vi det ofte fra os og gør os uværdige til det evige liv, ApG 13, 46. Og denne Guds retfærdige, velforskyldte dom lader han os se erfare på lande, folk og personer, for at vi, når vi sammenligner os med dem og finder at vi er i samme stilling selv, desto ivrigere skal lære at kende og prise Guds rene og ufortjente nåde mod de kar, som han har forbarmet sig over, og som han forud havde bestemt til herlighed? (Rom 9, 23; 11, 5).

For det sker ikke nogen uret mod dem som bliver straffet og modtager deres syndeløn. Men når det gælder de andre, som Gud giver og bevarer sit ord hos, ved hvilket de bliver oplyst, omvendt og bevaret, da viser Gud sin rene nåde og barmhjertighed uden deres fortjeneste. Om vi går så langt i denne artikel, holder vi os på den rette vejen, som der står skrevet, Hos 13, 9: ”Ødelæggelsen kommer fra dig selv, Israel. Din hjælp kommer alene fra mig.” Men om nogen i drøftelsen af denne artikel vil stige for højt og gå over disse grænser, da bør vi med Paulus lægge fingeren på munden, tænke og sige: ”Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud?” (Rom 9, 20).

Paulus lærer klart, at vi ikke kan eller bør udforske og udgrunde alt i denne sag. Efter at han selv har drøftet mange ting angående denne artikel ud fra Guds åbenbare ord, så tier han og bryder drøftelsen af, så snart han kommer til det, Gud har forbeholdt sin skjulte visdom om denne hemmelighed: ”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! Hvem kender Herrens tanker.” (Rom 11, 33). Det gør ingen udenom og over det, som han har åbenbart for os i sit ord.

Udvalgt i Kristus ved tro

Derfor skal denne Guds evige udvælgelse betragtes i Kristus og aldrig uden for frelseren Kristus. For vi er udvalgt i Kristus før verdens grundvold blev lagt, vidner Paulus. (Ef 1, 4). Og der står skrevet, at Gud elsker os i den elskede. (Ef 1, 6). Og denne udvælgelsen bliver åbenbart fra himmelen gennem det forkyndte ord, når Faderen siger: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” (Matt 17, 5). Og Kristus siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt 11, 28). Og om Helligånden siger Kristus: ”Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.” (Joh 16, 14).

Så viser hele den hellige treenighed, Gud Fader, Søn og Helligånd, alle mennesker til Kristus, som den livets bog, hvor de skal søge og erfare Faderens evige udvælgelse. For det er besluttet fra evighed af hos Faderen, at den, som han vil frelse, vil han frelse ved Kristus, så Kristus selv siger: ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14, 6). Og endnu en gang: ”Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst.” (Joh 10, 9).

Og Kristus, Guds enbårne Søn, som er i Faderens favn, har forkyndt os Faderens vilje og dermed også vor udvælgelse til evig liv. Hans ord lyder sådan: ”Omvend jer og tro på evangeliet, for Guds rige har kommet nær.” (Mark 1, 15). Ligeledes siger han: ”Min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.” (Joh 6, 40). Og: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Joh 3, 16).

Faderen vil, at alle mennesker skal høre denne herlige forkyndelse og komme til Kristus. Og den, der kommer, vil Kristus ikke vise bort. For han siger selv: ”Den, som kommer til mig, vil jeg ikke støde bort” (Joh 6, 37).

Og for at vi skal kunne komme til Kristus, virker Helligånden den sande tro i os, når vi hører ordet. Som apostelen vidner: ”Troen kommer af det, der høres,” når det bliver forkyndt rent og klart.

Derfor bør det menneske som vil blive frelst, ikke bekymre eller plage sig med tanker om Guds hemmelige rådslutning, om det er udvalgt og bestemt til det evige liv, noget som den onde Satan plejer at anfægte og pine gudfrygtige hjerter med. Det bør derimod høre Kristus, som er livets bog, i hvilken alle de står, der er udvalgt til evig liv. Han vidner for alle mennesker uden forskel, at det er Gud vilje, at alle mennesker, som er plaget og tynget af synd, skal komme til ham for at få hvile og blive frelst.

Ifølge denne Kristi lære skal de afstå fra deres synder, omvende sig, tro på hans løfte og fuldt og helt sætte deres lid til ham. Og fordi vi ikke magter dette af os selv af egne kræfter, vil Helligånden virke omvendelsen og troen i os ved ordet og sakramenterne. Og for at vi skal kunne fuldføre det, forblive i det og holde ud i gudsfrygt, skal vi påkalde Gud om hans nåde, som han har tilsagt os i den hellige dåb (Mark 16, 16). Vi skal ikke tvivle på, at han giver os den ifølge sit løfte, som han har lovet i Luk 11, 11–13: ”Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk, eller give ham en skorpion, når han beder om et æg? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!”

Og fordi Helligånden bor i de udvalgte, som er kommet til tro, som i sit tempel og ikke er uvirksom i dem, men driver Guds børn til lydighed mod Guds bud, så skal de troende på samme måde heller ikke være uvirksomme. Endnu mindre skal de modsætte sig, at Guds Ånd driver dem, men øve sig i alle kristne dyder, i al gudsfrygt, ydmyghed, mådehold, tålmodighed, broderkærlighed og bestræbe sig på, at befæste deres kald og udvælgelse. Jo mere de erfarer Åndens kraft og styrke i sig, jo mindre grund har de til at tvivle. For Guds Ånd giver de udvalgte vidnesbyrd om at de er Guds børn, (Rom 8, 16). Og selv om de af og til kommer i så dyb anfægtelse, at de ikke længer føler nogen kraft af den iboende Ånd og med angst må sige med David: ”Jeg er fordrevet fra dine øjne.” - Så skal de alligevel igen sige med David, det, som straks følger efter, uanset hvad de erfarer i sig selv: ”Men du hørte min tryglen, da jeg råbte til dig om hjælp.” (Salme 31, 23).

Vor udvælgelse til det evige liv er ikke grundet på vor gudsfrygt eller dyd, men alene på Kristi fortjeneste og hans Fars nådige vilje, som ikke kan fornægte sig selv, fordi han er uforanderlig i sin vilje og sit væsen. Når hans børn ikke er lydige, men falder i synd, så lader ham dem derfor igen kalde til omvendelse gennem ordet, og Helligånden vil gennem ordet være virksom i dem til omvendelse. Og når de i sand bod ved en ret tro igen omvender sig til ham, vil han altid vise sit farshjertet mod alle dem, som frygter for hans ord og atter fatter mod.

Men Den hellige Skrift bekræfter, at ingen kommer til Kristus uden at Faderen drager ham (Joh 6, 44). Men Faderen vil ikke gøre det uden midler. Han har forordnet sit ord og sakramenter som de normale midler og redskaber til det. Og det er hverken Faderen eller Sønnens vilje, at et menneske skal undlade at høre eller foragte forkyndelsen af Guds ord og vente på at Faderen skal drage uden ord og sakramenter. For Faderen drager nok med sin Hellige Ånds kraft, men alligevel ifølge sin normale ordning, som han har vedtaget og indstiftet, nemlig ved at høre hans guddommelige ord. Det er som et garn, der river de udvalgte ud af Djævelens gab. Enhver fattig synder bør komme til denne hellige prædiken, høre det med flid og ikke tvivle på at Faderen drager ham til sin Søn, Kristus. For Helligånden vil være hos ordet med sin kraft og virke menneskers frelse gennem det. Det er det, Skriften mener, når den siger, at Faderen drager os.

Fortabelsens årsag skal findes i det enkelte menneske

Årsagen til at ikke alle, der hører ordet, tror, og derfor får en desto hårdere dom, skal man ikke tro skyldes, at Gud ikke under dem frelsen. De er selv årsag til det og bærer selv skylden. De har ikke hørt ordet, for virkelig at lære det, men bare for at foragte, spotte og vanære det. De har stået Helligånden imod, som vil virke i dem gennem ordet. Dette var tilfælde med farisæerne og deres tilhængere på Kristi tid.

Derfor skelner apostelen meget omhyggeligt mellem det, Gud gør, som alene frembringer kar til ære, og så det, Djævelen og mennesker gør. Efter Djævelens tilskyndelse og indgivelse, og på ingen måde efter Guds, gør de sig selv til uværdige kar. Som der står skrevet: ”I stor langmodighed har Gud båret over med vredens kar, beredt til ødelæggelse, og gjort det for at åbenbare, hvor rig hans herlighed er over barmhjertighedens kar, som han forud har bestemt til herlighed?” (Rom 9, 22-23) - [Verset er her citeret efter Konkordieformlens og Luthers oversættelse, som er præcis og korrekt. Den danske bibeloversættelse er her upræcis]. Apostelen siger her, at Gud med stor tålmodighed har båret over med vredens, men han siger ikke, at Gud har lavet dem til vredens kar. For hvis det havde været hans vilje, havde han ikke behøvet nogen stor tålmodighed. Men at de er beredt til fordømmelse, skyldes Djævelen og mennesker selv, på ingen måde Gud.

For al beredelse og iværksættelse til fordømmelse kommer fra Djævelen og mennesker på grund af synden, og under ingen omstændigheder fra Gud. For Gud vil ikke, at noget menneske skal blive fordømt. Hvordan skulle han så selv kunne gøre et menneske beredt til fordømmelse? For ligesom Gud ikke er årsag til synden, sådan er han heller ikke årsag til straffen og fordømmelsen. Den eneste årsag til fordømmelse er synden. For syndens løn er døden. (Rom 6, 23). Og ligesom Gud ikke vil synden og heller ikke har noget behag i synden, så vil han heller ikke synderens død og har heller ikke noget behag i at han bliver fordømt. For han vil ikke, at nogen som helst skal gå fortabt, men at alle skal nu frem til omvendelse. (2 Pet 3, 9). Som der står skrevet i Ez 33, 11: ”Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet.” Og Paulus vidner med klare ord om, at der af karrene til vanære ved Guds kraft og virke kan blive kar til ære, når han skriver i 2 Tim 2, 21: ”Den, der holder sig fri af det, som jeg her har talt om, bliver et redskab til fint brug, helliget, nyttigt for husets herre, anvendeligt til alt godt arbejde.” Og den, der skal rense sig, må først have været uren og derfor været et kar til vanære. Men om barmhjertighedens kar i Romerbrevet 9, siger han klart, at Herren selv har beredt dem til herligheden, noget han ikke siger om de fordømte, som selv har gjort sig til fordømmelsens kar – og ikke Gud.

Man bør også omhyggelig lægge mærke til, at når Gud straffer synd med synd, det vil sige, når han straffer dem, der har været omvendt, med forhærdelse og forblindelse, fordi de er blevet sikre, ubodfærdige og synder med forsæt, så må dette ikke opfattes, som om det aldrig havde været Guds velbehagelige vilje, at sådanne mennesker skulle komme til at kende sandheden og blive frelst. For begge dele er Guds åbenbarede vilje: For det første at Gud vil tage alle dem til nåde, som omvender sig og tror på Kristus. For det andet at han også vil straffe dem, som med vilje vender sig bort fra hans hellige bud og igen lader sig fange af verdens urenhed, pynter hjertet for Satan, og spotter Helligånden, (2 Pet 2, 20; Luk 11, 24; Hebr 10, 29). Hvis de fastholder deres ubodfærdighed, bliver de forhærdet, forblindet og evig fordømt.

Om Farao står der skrevet: ”Jeg har ladet dig fremstå netop for at vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.” (Rom 9, 17; 2 Mos 9, 16). Men Farao gik ikke fortabt, fordi Gud ikke undte ham frelsen, eller fordi det var Guds behag og vilje, at han blev fordømt og gik fortabt. For Gud vil ikke, at nogen skal gå fortabt. Han har ikke behag i synderens død, men vil, at han skal vende om og leve (2 Pet 3, 9 og Ez 33, 11).

Men at Gud har forhærdet Faraos hjerte, så Farao stadig på ny synder og bliver mere forhærdet jo mere han formanes, det er en straf for hans tidligere synder og hans grusomme tyranni, som han på helt umenneskelig måde og imod sin egen samvittighed har udøvet på mange og forskellige måder mod Israels børn. Og fordi Gud befalede, at hans ord skulle forkyndes og hans vilje kundgøres for Farao, men Farao med vilje satte sig op mod alle formaninger og advarsler, trak Gud sin hånd tilbage fra ham, og så blev hans hjerte forhærdet og forstokket, så Gud kunne vise sin retfærdige dom. Han var helt igennem skyldig til Helvedes ild. Paulus trækker da heller ikke Faraos eksempel ind i nogen anden hensigt, end at vise Guds retfærdighed, som han åbenbarer over dem, som er ubodfærdige og foragter hans ord. Det skal på ingen måde opfattes, som om Gud ikke skulle have undt ham eller noget andet menneske frelsen, eller i sin hemmelige rådslutning bestemt ham til evig fortabelse, så han ikke kunne eller havde mulighed for at blive frelst.

Ved denne lære og redegørelse for Guds børns evige og frelsende udvælgelse og forudbestemmelse giver man Gud hans ære fuldt ud. At han af ren barmhjertighed i Kristus uden vor fortjeneste eller gode gerninger frelser os efter sin viljes forsæt. Som der står skrevet i Ef 1, 5-6: ”I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn.”

Derfor er det falskt og i strid med Guds ord, når det læres, at ikke blot Guds barmhjertighed og Kristi allerhelligste fortjeneste, men også noget i os, er årsag til Guds udvælgelse, på grund af hvilket Gud har udvalgt os til det evige liv. For ikke alene før vi havde gjort noget godt, men også før vi blev født, udvalgte Gud os i Kristus, ja før verdens grundvold blev lagt. (Ef 1, 4). Som der står skrevet: ”For at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast, ikke på grund af gerninger, men fordi han selv kalder – blev der sagt til hende: Den ældste skal trælle for den yngste. Der står jo skrevet: Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.” (Rom 9, 11-13).

Ligeledes giver denne lære ingen grund hverken til mismod eller til et tøjlesløst og vildt liv, når mennesker lærer, at de bør søge den evige udvælgelse i Kristus og hans hellige evangelium som livets bog. Denne bog udelukker ingen bodfærdig synder, men indbyder og kalder alle fattige, bedrøvede syndere, som bærer tunge byrder, til omvendelse og erkendelse af deres synder og til tro på Kristus. Den lover også Helligånden til renselse og fornyelse. På den måde giver den de bedrøvede og anfægtede mennesker den allersikreste trøst, nemlig den at de ved, at deres frelse ikke hviler i deres egen hånd. I så fald ville de miste den hver stund og hvert øjeblik, ja meget lettere en det skete for Adam og Eva i paradiset. Men denne frelse hviler i Guds nådige udvælgelse, som han har åbenbart for os i Kristus. Af hans hånd kan ingen rive os ud, (Joh 10, 28; 2 Tim 2, 19).

Hvis nogen derfor fremsætter læren om Guds nådige udvælgelse sådan, at bedrøvede kristne ikke kan finde trøst ved den, men ledes til fortvivlelse, eller de ubodfærdige bliver styrket i deres ondskab, så er det sikkert, at denne lære ikke fremsættes efter Guds ord og vilje, men efter fornuften og den onde Djævels påfund. For som apostelen vidner: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med den udholdenhed og trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.” (Rom 15, 4). Hvis denne trøst og dette håbet derfor bliver svækket eller berøvet os, er det sikkert, at den er blevet forstået og udlagt i strid med Helligåndens vilje og mening.

Denne enkle, rette og gavnlige forklaring, som har et fast og godt grundlag i Guds åbenbare vilje, fastholder vi, og vi vil flygte fra og undgå alle høje, spidsfindige spørgsmål og diskussioner. Og alt, som er i strid med denne sande, enkle og gavnlige forklaring, forkaster og fordømmer vi.

Dette må være nok om de omstridte artikler, som i mange år har været drøftet blandt teologerne af Den Augsburgske Bekendelse, og hvor nogen er faret vild, så der er opstået alvorlige uenigheder og strid om troen.

Af denne redegørelse kan alle og enhver, ven og fjende, klart finde ud, at vi ikke har til hensigt at prisgive noget af Guds evige, uforanderlige sandhed (noget som det heller ikke står i vor magt at gøre) for timelig freds, ros og enigheds skyld. En sådan fred og enighed ville heller ikke bestå, fordi den ville være i strid med sandheden og sigte på at undertrykke den. Endnu mindre har vi i sinde at pynte på eller dække over forfalskninger af den rene lære og offentlig fordømte vildfarelser.

Men vi har en hjertelig lyst og kærlighed til enighed og er for vor del af hjertet ivrige efter af bedste evne at fremme en sådan enighed. Vi ønsker en enighed, som ikke krænker Guds ære, som ikke prisgiver noget af det hellige evangeliums guddommelige sandhed, som ikke giver plads for den mindste vildfarelse, men bringer fattige syndere til ret og sand omvendelse, oprejser dem ved troen, styrker dem i den nye lydighed, så de på den måde bliver retfærdige og evig frelst ved Kristi fortjeneste alene.

12. Om andre kætterske partier og sekter, som aldrig har bekendt sig til Den Augsburgske Bekendelse

Men med hensyn til de sekter og partier som aldrig har bekendt sig til Den Augsburgske Bekendelse og som ikke udtrykkelig omtales i vor redegørelse, som gendøberne, schwenkfeldianerne, de nye arianerne og antitrinitarerne, da er deres vildfarelser blevet enstemmigt fordømt af alle kirker af Den Augsburgske Bekendelse. Derfor har vi ikke villet omtale dem specielt i denne redegørelse, hvor vi især har ønsket at tilbagevise de papistiske modstanderes vildfarelser.

Vor modpart påstår frækt, at der i vore kirker og blandt vore lærere ikke findes to prædikanter som er enige i alle artikler i Den Augsburgske Bekendelse. Vi skulle i den grad være uenige og splittet, så vi ikke selv længer ved, hvad Den Augsburgske Bekendelse og dens egentlige mening er. Derfor har vi ikke blot villet bekende vor enighed med nogle få ord eller med vore underskrifter, men vi har villet fremsætte en ren, klar og tydelig forklaring af alle de artikler, som har været omdiskuteret og omstridt blandt teologerne af Den Augsburgske Bekendelse. Dette er gjort, for at alle skulle kunne se, at vi ikke på listig vis, vil skjule eller dække over alt dette eller bare tilsyneladende er kommet til enighed. Vi vil hjælpe sagen på grundlæggende vis og fremsætte vor mening om den på en sådan måde, at vore modstandere selv må bekende at vi i alt dette holder fast ved Den Augsburgske Bekendelses rette, enkle, naturlige og egentlige mening. Vi ønsker også ved Guds nåde standhaftig at holde fast ved denne lige til det sidste, og i den grad det beror på vor indsats, vil vi ikke stiltiende se på, at der indføres noget, som strider imod denne i vore kirker og universiteter, hvor den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, har sat os som lærere og hyrder.

De ovenfor nævnte partiers og sekters fordømte vildfarelser, har for størstedelen sneget sig hemmelig ind på de steder, hvor der ikke blev givet plads eller rum for det hellige evangeliums rene ord, men hvor alle dets rette lærere og bekendere blev forfulgt og pavedømmets dybe mørke endnu råder. De stakkels jævne mennesker, som ikke havde andet en pavedømmets offentlige afgudsdyrkelse og falske tro, har derfor i deres enfoldighed desværre antaget en lære, som blev kaldt evangelisk. Derfor har vi ikke kunnet undlade at aflægge vidnesbyrd også offentlig for hele kristenheden om, at vi hverken har nogen del i eller noget fælles med disse vildfarelser, om det er mange eller få af dem, men at vi derimod forkaster og fordømmer alle disse vildfarelser som urigtige og kætterske, i strid med de hellige profeters og apostles skrifter og vor kristelige Augsburgske Bekendelse, som er solidt begrundet i Guds ord.

Gendøbernes falske artikler

Vi forkaster og fordømmer gendøbernes falske, kætterske lære, som ikke skal tolereres eller tillades, hverken i kirkerne eller i staten eller i familierne:

1. At vor retfærdighed for Gud ikke bare beror på Kristi lydighed og fortjeneste, men på fornyelsen og vor egen fromhed, som vi vandrer i for Gud. Gendøbernes retskaffenhed eller retfærdighed bygger for størstedelen på deres egne, særlige regler og selvvalgte åndelighed som på en slags ny munkevæsen.

2. At de udøbte børn ikke er syndere for Gud, men retfærdige og uskyldige, og således i deres uskyld bliver frelst uden dåben, som de ikke behøver. De fornægter og forkaster på den måde hele læren om arvesynden og det som hænger sammen med den.

3. At børn ikke skal døbes før de kan bruge deres forstand og selv kan bekende deres tro.

4. At kristnes børn også uden og før dåben er hellige og Guds børn, fordi de er født af kristne og troende forældre. Af denne grund sætter de ikke barnedåben højt eller fremmer den. Dette strider mod løftets udtrykkelige ord, som kun gælder dem, som holder pagten og ikke foragter den.

5. At det ikke er nogen ret kristen forsamling eller menighed hvor det stadigvæk findes syndere.

6. At man ikke skal høre nogen prædiken i de kirker, hvor der tidligere er blevet læst papistisk messe.

7. At man ikke skal have noget at gøre med de tjenere i kirken, som forkynder det hellige evangelium i overensstemmelse med Den Augsburgske Bekendelse og dømmer gendøbernes vildfarelser, at man hverken skal gøre nogen tjeneste eller arbejde for dem, men sky dem og undgå dem, som nogen, der fordrejer Guds ord.

8. At de offentlige myndigheder i Det nye testamente ikke er Guds til behag.

9. At et kristent menneske ikke med god og uskadet samvittighed kan indehave et offentligt embede.

10. At en kristen ikke med uskadet samvittighed i visse tilfælde kan bruge de offentlige myndigheder mod de onde eller at befolkningen ikke må påkalde de offentlige myndigheder.

11. At et kristent menneske ikke med god samvittighed kan aflægge ed for domstolene eller med ed sværge de offentlige myndigheder troskab.

12. At det offentlige ikke med uskadet samvittighed kan straffe forbrydere med døden.

13. At en kristen ikke med god samvittighed kan beholde eller besidde privat ejendom, men har pligt til at give det til fællesskabet.

14. At en kristen ikke med god samvittighed kan være hotelejer, købmand eller våbenfabrikant.

15. At ægtefælder for troens skyld kan skille sig fra hinanden, og den ene forlade den anden og gifte sig med en anden, som har samme tro.

16. At Kristus ikke har antaget kød og blod fra jomfru Maria, men bragt det med sig fra himmelen.

17. At Kristus ikke er sand Gud efter sit væsen, men kun har flere og højere gaver og herlighed en andre mennesker.

Flere lignende ting lærer gendøberne, men de er indbyrdes opdelt i mange partier, hvor det ene har flere, det andet færre vildfarelser, og på den måde er hele deres sekt i grunden ikke noget andet en et nyt munkevæsen.

Schwenkfeldianernes falske artikler

Ligeledes forkaster vi også schwenkfeldianernes vildfarelser, når de lærer:

1. At alle de, som tror, at Kristus efter kødet eller den antagne menneskenatur er en skabning, ikke har nogen kundskab om den regerende himmelkonge Kristus. Og at Kristi kød ved ophøjelsen har antaget alle guddommelige egenskaber, så han i magt, kraft, majestæt og herlighed på alle måder er Faderen og det evige ord lig, når det gælder hans væsens grad og stilling. Begge naturer i Kristus har derfor samme væsen, egenskaber, vilje og herlighed, og Kristi kød hører til Den hellige treenigheds væsen.

2. At den kirkelige tjeneste, dvs. det forkyndte og hørte ord, ikke er et middel, ved hvilket Gud Helligånden lærer mennesker og giver dem frelsende kundskab om Kristus, og omvendelse og tro, og virker en ny lydighed i dem.

3. At dåbsvandet ikke er et middel eller redskab, ved hvilket Gud Herren besegler adoptionen som Guds børn og genføder os.

4. At brød og vin i den hellige nadver ikke er midler, ved hvilke Kristus uddeler sit legeme og blod.

5. At et kristent menneske, som virkelig er genfødt ved Guds Ånd, kan holde og opfylde Guds lov fuldkomment i dette liv.

6. At der ikke er nogen ret kristen menighed, hvor der ikke foretages nogen offentlig udelukkelse af menigheden eller holdes nogen formel bandlysningsproces.

7. At en tjener i kirken, som ikke selv er virkelig fornyet, retfærdig og gudfrygtig, ikke kan lære andre, så det bliver til frelse eller forvalte sakramenterne ret.

De nye arianeres falske artikler

Ligeledes de nye arianere, som lærer, at Kristus ikke er en sand Gud efter sit væsen og sin natur, af samme evige, guddommelige væsen som Faderen, men bare er prydet med guddommelig majestæt under og ved siden af Gud Faderen.

De nye antitrinitareres falske lære

1. Nogle antitrinitarer forkaster og fordømmer Kristi kirkes gamle og vedtagne trosbekendelser, den nikænske og den athanasianske, både med hensyn til indhold og ordlyd. De lærer i stedet, at der ikke er ét, eneste, evig guddommelig væsen, Faderens, Sønnens og Helligåndens, men ligesom Gud Fader, Søn og Hellig Ånd er tre forskellige personer, så har også hver person sit særlige væsen, adskilt fra de andre personer. Nogle lærer, at disse tre adskilte væsner (på samme måde som tre forskellige og efter væsen afskilte mennesker) er af samme magt, visdom, majestæt og herlighed. Andre mener, de ikke er lige, og alene Faderen er ret, sand Gud.

Alle disse og lignende artikler og alt, som hænger sammen med dem eller følger af dem, forkaster og fordømmer vi som uret, falsk, kættersk, og i strid med Guds ord, de tre godkendte Trosbekendelser, Den Augsburgske Bekendelse og Apologien, De Schmalkaldiske Artikler og Luthers katekismer. Alle gudfrygtige kristne bør vogte sig for dem, så sandt de har deres sjæles frelse og salighed kær.

For den almægtige Guds ansigt og hele kristenheden, både de, som lever nu og de, som kommer efter os, ønsker vi derfor at bevidne, at denne nu afgivne redegørelse om alle de forud nævnte og forklarede omstridte artikler og ikke noget andet, er vor lære, tro og bekendelse.

Med den vil vi også ved Guds nåde med uforfærdet hjerte træde frem for Kristi domstol og aflægge regnskab. Mod den vil vi ikke tale eller skrive noget hemmelig eller offentlig, men ved Guds nåde ønsker vi, at holde fast ved den til det sidste. Derfor har vi overvejet disse artikler grundigt og i gudsfrygt, og under påkaldelse af ham underskrevet med vore egne hænder.

Dr. Jacob Andreae, underskrevet

Dr. Nicolaus Selnecker, underskrevet

Dr. Andreas Musculus, underskrevet

Dr. Christopher Cornerus, underskrevet

David Chytraeus

Dr. Martin Chemnitz