Kong Christian den Femtes

Danske Lov

 

af 15. april 1683

 

 

 

Enevældig konge af Danmark-Norge, 1670-1699

Valgsprog: Med gudsfrygt og retfærdighed

 

 

  

 

 

 

 

Forord

Kong Christian den Femtes Danske Lov er den første systematiske samling af lovgivningen i Danmark. Lovene er samlet efter emne og sag i 6 dele eller 6 bøger. Alle lovene om kirken og religionen er samlet i Anden Bog med titlen ”Om religionen og gejstligheden”.

    Det er denne del af Danske Lov, som bringes her. Originalteksten bringes parallelt med en lidt mere læselig gengivelse. Helt nudansk er det ikke. Kapitlerne om præsterne bolig og tiende er der ikke gjort meget ved.

Nogle af disse love er stadig gældende dansk lov. Andre er ophævede eller ændret. I nogle tilfælde er man usikker på deres juridiske gyldighed.

    Den mest kendte og citerede lov er den første, der definerer den danske kirkes bekendelsesgrundlag. Med Grundloven i 1849, hvor der indføres religionsfrihed, ophæves denne lov ganske vist til dels, men den er stadig aktuel, fordi folkekirkens præster forpligter sig på dette bekendelsesgrundlag i deres præsteløfte.

    Den nøjagtige og kongelig autoriserede udgave af ”Den uforandrede Augsburgske Bekendelse” kan ses ved at klikke her.

 

 


Links

Kongeloven kan læses her

Hele Danske Lov som PDF

Oversigt over de danske konger kan ses her

Grundloven kan læses her

 

 

 

 

 

Kongens forord

 

 

(Originalteksten)

 

 

Kongens forord

Vi Christian den Femte af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, Giøre hermed for alle vitter­ligt, at saa som GUDS FRYGT OG RETFÆRDIGHED ere de tvende fornemste Støtter og Hovetpillere, med hvilke Lan­de og Riger udj deris bestandige Flor og Velstand befæstis og opholdis, og derfor ligesom Gud Allermægtigste til det første haver givet Os een stor Anledning i disse Nordiske Lande, hvor hand saa naadeligen haver ladet antænde sit Ords og Euangelii klare Lys, som aabenbarligen over alt iblant os skinner og lyser til den sande og rette Religions Bestyrkelse, som bestaar i een fornuftig og retsindig GUDS FRYGT og Dyrkelse:

(Lidt nyere dansk)

 

Kongens forord

Vi Christian den Femte af Guds nåde, konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenborg og Delmenhorst, gør hermed for alle vitterligt:

Gudsfrygt og retfærdighed er de to fornemste støtter og hovedpiller, med hvilke lande og riger i deres bestandige flor og velstand befæstes og opholdes. Og Gud allermægtigste har givet os en stor anledning i disse nordiske lande, hvor han så nådigt har ladet antænde sit Ords og evangeliets klare lys. Det skinner og lyser åbenlyst over alt iblandt os til den sande og rette religions bestyrkelse, som består i en fornuftig og retsindig gudsfrygt og gudsdyrkelse.

       Saa er og til det andet, som er RET OG RETFÆRDIGHED i Lande og Riger at stadfæste, højligen fornøden saadanne Love at beskikke og forordne, hvorved RETFÆRDIGHED fra al Vold og Ind­pas maa vorde beskærmet;

For at stadfæste ret og retfærdighed i lande og riger er det derfor højligt fornøden, sådanne love at beskikke og forordne, hvorved retfærdighed fra al vold og indpas må blive beskærmet.

       Ti dersom et hvert Menniske var retsindigt og ville nøjis med det ham med Rette til kom, og ikke søge sin Næstis Skade, men giøre hannem den samme Ret, hand ville sig selv skulle vederfaris, da giordis ingen Lov fornøden; Men derfor settis Loven, at de retvise og fredsommelige maa nyde deris Ret, og de Uretvise og Uretfærdige, som ikke ville giøre Ret efter det, som i Loven skrevet er, kand vorde ved den Straf, som i Loven sat er, formeente at giøre Uret.

Hvis ethvert menneske var retsindigt og ville nøjes med det, der med rette tilkommer ham, og ikke søgte sin næstes skade, men gjorde ham den samme ret, han ville skulle ske sig selv, da var ingen lov nødvendig. Men loven sættes for at de retvise og fredsommelige må nyde deres ret, og de uretvise og uretfærdige, som ikke ville gøre ret efter det, som er skrevet i loven, kan blive forhindret i at gøre uret ved den straf, som er fastsat i loven.

       Dette have voris Elskelige Forfædre, Højlovlige Konger i Danmark, meget vel og grundeligen overvejet og betænkt, som der­for, een efter anden, have til deris Undersaatters Tarv og Nytte sat Lov og Ret i Riget. Fremmede Scribentere for nogle hundrede Aar siden give Konning Harald Gormsen, hvilken de kalde den Store og Allerchristeligste, den Be­rømmelse, at foruden den synderlig Guds Frygt, som hos hannem fantis, haver hand og sat Love og Ret, ikke alleeniste for de Danske, men og for de Saxer paa begge Sider af Elben og de Frisér, hvilke de samtlige med Iver have holdet over;

Dette har vores elskelige forfædre, højlovelige konger i Danmark, meget vel og grundigt overvejet og betænkt, og har derfor til deres undersåtters tarv og nytte sat lov og ret i riget. Fremmede skribenter gav for nogle hundrede år siden kong Harald Gormsen (Harald I Blåtand), som de kalder den store og allerkristeligste, den berømmelse, at foruden den synderlige gudsfrygt, som fandtes hos ham, har han også sat love og ret. Ikke alene for danskerne, men også for sachserne på begge sider af Elben og friserne, hvilke de alle sammen med iver har overholdt.

 

       Men eftersom Lovene i gamle Tider bestod meere i Undersaatternis Ihukommelse, end i nogen skrift­lig forfattet Lovbog, da have de Højstberømmelige Kon­ger, Valdemar den Store og Valdemar Sejr, foruden Kirkeloven ladet forfatte for et hvert Land her i Riget een skreven Lovbog, hvorefter de skulle rettis og dømmis, anseende, at, som Riget tilforn somme Tider hafde været adskilt i adskillige Regæringer, og saa hver Part haft sine Love og Skik, de da skulle blive ved det, som de vare vaante til. Deris Efterkommere have siden Tid efter an­den forbedret Lovene med adskillige Retter, Recesser og Forordninger;

Lovene bestod i gamle tider mere i undersåtternes ihukommelse, end i nogen skriftlig forfattet lovbog. Derfor har de højstberømmelige konger, Valdemar den Store og Valdemar Sejr, foruden kirkeloven ladet forfatte for et hvert land her i riget en skreven lovbog, hvorefter de skulle rettes og dømmes. De tog hensyn til, at, som riget førhen sommetider havde været adskilt i forskellige regeringer, hvor hver part har haft sine love og skik, at de da skulle blive ved det, som de var vante til. Deres efterkommere har siden fra tid til anden forbedret lovene med adskillige retter, recesser og forordninger.

       Dog have de hid til dags ej været samlede udj een Bog, eller i nogen god Orden, ej heller hver Materie til sin beqvem Stæd henført, hvilket haver giort i baade Dommerne og Parterne Besværlighed, at een hver Materie paa adskellige Stæder skulle søgis: Tilmed vare Undersaatterne, som hafde een Gud, een Tro, een Konge i et Rige, ligesom adskilte ved sær Lovbøger og Retter­gang: Tidens Længde og Forandring haver end ogsaa foraarsaget adskillig Forandring udj det, som i Begyndelsen vel nok kand have været beskikket.

Alle disse love har dog hidtil ikke været samlet i én bog, eller i nogen god orden, heller ikke hver forhold til sin bekvem sted henført. Det har gjort det besværligt for både dommerne og parterne, at enhver sag skulle søges på adskillige steder. Desuden var undersåtterne, som havde én Gud, én tro, én konge i ét rige, ligesom adskilte ved særlige lovbøger og rettergang. Tidens længde og forandring har også forårsaget adskillig forandring i det, som i begyndelsen vel nok kan have været beskikket.

 

       Paa det derfor at Lovene efter Tidernis Tilstand og Omstændighed i adskillige Maader kunde forbedris, da haver Voris Elskelig kiere Her Fader, SI: og Højærværdigst Ikuhommelse, strax i Begyndelsen af den Kongelig Souveraine ArveRegæring, som ved Guds Forsyn af voris kiere og tro Undersaatter med een frj Villie og velberaad Hue Højstbemælte voris Elskelig kiere og nu SI: Her Fa­der er bleven overdragen, og i saa Maader den gamle Arverettighed i voris Kongelig Huus og Familie igien ind ført, allernaadigst anbefalet, at efter adskillige Udkastelser, som til een fuldkommen Lovbog vare giorte, een særdelis skulle samlis og forfattis af Loven, Recesserne, Ordinantzerne og de til den Tid udgangne Forordninger, saa vit med den Kongelige Souveraine ArveRegæring og ellers Tidernis Tilstand kunde over eens komme og tienlig være at indføris til een Lighed udj Loven og Retter gangen udj samtlige Rigets underliggende Lande, saa vel som til Lovens Forbedring, hvis i de forrige Love og For­ordninger ikke saa lige var i agt taget.

Vores elskelig kære hr. fader, salige og højærværdige ihukommelse, har derfor allernådigst anbefalet, at een særdeles skulle samles og forfattes af loven, recesserne, ordinanserne og de til den tid udgangne forordninger, til een lighed udi loven og retter gangen udi samtlige rigets underliggende lande. Det skulle ske så vidt med det den kongelige suveræne arveregering og ellers tidernes tilstand kunne over ens komme, for at lovene efter tidernes tilstand og omstændighed i adskillige måder kunne forbedres, efter at adskillige udkast, som til een fuldkommen lovbog var gjort. Dette iværksatte vores elskelig kære hr. fader straks i begyndelsen af den kongelige suveræne arveregering, som ved Guds forsyn af vores kære og tro undersåtter med en fri vilje og velberåd hue højstbemeldte hr. fader er bleven overdragen, og i så måder den gamle arverettighed i vores kongelige hus og familie igen indført.

 

       Dette Verk, som saaledis efter Kongelig Befalning var samlet og forfattet Aar 1669, Aaret før end Gud kaldede Højstbemælte Voris SI: Her Fader fra dette Jordiske til sit ævige Himmelske Rige og æris Krone, og Gud da, som er alle Kongers Konge, hafde sat Os paa den Kongelig ArveStoel og Throne, have Vi af Christelig og Kongelig Iver til Rets og Retfærdigheds Befordring, Fremgang og Bestyrkelse iblant vore kiere Undersaatter her i Riget ved nogle af voris Raad og Betiente med Flid ladet igiennemsee, og endelig selv givet voris Allernaadigste Slutning paa alt hvis som for billigt eller fornøden kand have været eragtet derudj enten at tilsette, forandre, eller fratage;

Dette værk var således efter kongelig befaling samlet og forfattet år 1669, året før end Gud kaldede højstbemeldte vores salige hr. fader fra dette jordiske til sit evige himmelske rige og æres krone. Og Gud, som er alle kongers konge, har sat os på den kongelige arvestol og trone. Derfor har vi af kristelig og kongelig iver til rets og retfærdigheds befordring, fremgang og bestyrkelse iblandt vore kære undersåtter her i riget ved nogle af vores råd og embedsmænd med flid ladet gennemse, og endelig selv givet vores allernådigste slutning afgørelse på alt, hvad som for billigt eller fornøden kan have været enten at tilføje, forandre, eller fjerne.

 

       Og er særdelis udelat, først alt hvis som ikke kunde beqvemme sig med voris Kongelig Souveraine ArveRegærings Ret; Dernæst er og udelat hvis som hidindtil er befundet at have foraarsaget baade formedelst Meeneederj stor Guds Fortørnelse, saa vel som formedelst vitløftige og langvarige Processer stor Bekostning og Armod hos Undersaatterne, og dog hverken Sandhed ved de Midler, eller slig Lovens Maade, at være kommen for Lyset, langt mindre den Nødlidendis til sin Ret. For det tredie er ogsaa af denne Lovbog udelat alt hvis Politien egentlig vedkom­mer, hvorom ingen saa stadige Love eller Anordninger kand giøris, som jo efter Tidernis Lejlighed een eller anden Forandring kunde behøver hvorfor Vj slige for­anderlige Love og Anordninger (som Ubrødeligen dog alligevel skal holdts, indtil anderledis allernaadigst vorder anordnet) i een sær Bog, PolitieOrdning kaldet, ville lade forfatte, og ikke ville have dennem indførte eller beblandede med denne Lov, som i vort Rige Danmark udj stetzvarendis Brug herefter skal forblive. Endelig efter­som Loven bør at være skikket efter hver Mands Tarv, lige billig og lige taalelig for alle, saa at ingen ved Lo­ven enten nyder nogen Fordeel, eller tager Skade frem for andre, saa er og udelat alt hvis i saa Maader nogen frem for andre sig enten til Fordeel eller Skade, hvad hel­ler det maatte bestaa i blotte Ord, eller i Gierningen, selv kunde tilegne.

Især er der udeladt, først alt hvad der ikke kunne stemme med vores kongelig suveræne arveregerings ret; dernæst er også udeladt hvad der hidtil er befundet at have forårsaget stor bekostning og armod hos undersåtterne både på grund af fals vidneforklaring stor Guds fortørnelse, så vel som formedelst vidtløftige og langvarige processer. Desuden er hverken sandhed ved de midler, eller sådanne lovens måde, kommet for lyset, langt mindre den nødlidendes til sin ret. For det tredje er også af denne lovbog udeladt alt, som specielt vedrører politiet, hvorom ingen så varige love eller anordninger kan gøres, som jo efter tidernes lejlighed en eller anden forandring kunne behøves. Sådanne foranderlige love og anordninger vil vi lade forfatte i en særlig bog, politiordning kaldet (som ubrødelige dog alligevel skal holdts, indtil anderledes allernådigst bliver anordnet). Vi vil ikke have dem indførte eller blandet med denne lov, som i vort rige Danmark i stedsevarende brug herefter skal forblive. Loven bør være tilpasset efter hver mands tarv, lige rimelig og lige tålelig for alle, så at ingen ved loven enten nyder nogen fordel, eller tager skade frem for andre. Derfor er for det sidste også udeladt alt, hvad i så måder nogen frem for andre sig enten til fordel eller skade kunne tilegne, hvad enten det måtte bestå i blotte ord, eller i gerningen.

 

       Hvis ellers Privilegier og Friheder, som Loven, Recesserne og een Deel Forordninger tilforn ikkun tilegnede dennem, hvis Forfædre i Begyndelsen med deris Dyd og Tieniste for Riget og Fædernelandet deslige Privilegier hafde forhvervet, derom have Vj, for at op­muntre alle til Dyd, paa sine Tider og Stæder giort saadan allernaadigst Anordning, at forbemælte Privilegier og Friheder skal strekke sig til alle vore kiere og tro Undersatter i Almindelighed saaledis, at alle de, som for­medelst deris Dyd og Dygtighed af Os til noget Embede, eller Forretning, hvoraf de selv kand have nogen ære og Berømmelse, vorde bestilte og antagne, alle foromrørte Privilegier, Friheder, ære og Værdigheder nyde;

Angående de privilegier og friheder, som loven, recesserne og en del forordninger tidligere kun tilegnede dem, hvis forfædre i begyndelsen med deres dyd og tjeneste for riget og fædrelandet havde erhvervet, derom har vi, for at opmuntre alle til dyd, på sine tider og stæder gjort sådan allernådigst anordning, at fornævnte privilegier og friheder skal strække sig til alle vore kære og tro undersåtter i almindelighed. Det betyder, at alle de, som på grund af deres dyd og dygtighed af os til noget embede, eller forretning, hvoraf de selv kan have nogen ære og berømmelse, blive kaldet og antaget, skal nyde alle for nævnte privilegier, friheder, ære og værdigheder.

       Og er saaledis dette vigtige Verk ved Guds naadige Bistand og efter lang Ynske nu fuldfærdiget og kommet til den Ende, at det efter voris allernaadigste Befalning er vordet trykt, hvormed Vi alle forrige Love, Ordinantzer, Recesser og Forordninger, saa vit de her ikke findis indførte, ville gandske have ophævede, og ej i nogen Maade tillade, at, saa som de til ævig Tid bør at være magtisløse og uden nogen Brug, de da efter denne Dag enten af Parterne i no­gen Rettergang maa brugis, eller af Dommerne i forrefaldende Sager anseeis;

Dette vigtige værk er nu således ved Guds nådige bistand og efter lang ønske nu fuldført og kommet til den ende, at det efter vores allernådigste befaling er blevet trykt. Hermed vi alle forrige love, ordinanser, recesser og forordninger, så vidt de her ikke findes indførte, ganske være ophævede, og ikke i nogen måde tillade. De er for altid ugyldige og ubrugelige, de da efter denne dag ikke må bruges af parterne i nogen rettergang eller tages i betragtning af dommerne i forefaldende sager.

 

       Ti byde Vi og alvorligen befale alle og een hver, i hvo de og ere, som bygge og boe udj vort Rige Danmark, eller derudj noget Gods eje, eller sig der opholde, at de rette sig efter alt hvis her staar skrevet i denne Lovbog, saa fremt de ville undgaa den Straf, som i den sat er, og ikke have forbrut al Kongelig Hyl­dest og Naade. Særdelis strengeligen befalis Dommerne og alle, som dømme skulle, at de udj alle Sager, som dennem forrekomme, denne Lov som een Rettesnor følge, og derefter retsindeligen kiende og Dom afsige uden nogen Anseelse til Vold, Magt, Højhed, Frændskab, Venskab, Had eller Avind, og hielpe hver Mand til Rette, den Ringe og Fattige saa vel som den Høje og Rige, Indlændiske og Udlændiske, og med deris Domme frelse alle dem, som med Vold tvingis, særdelis fattige Enker og faderløse Børn, paa det at Sandhed, Retfærdighed og Fred maa boe i Landet, og den retfærdige og højeste Dommeris Naade og Miskundhed maa styrkis og formeeris over voris Kongelige ArveHuus, voris ArveRiger og Undersaatter til bestandig Velstand med timelig og ævig Velsignelse. Givet paa vort Slot Kiøbenhavn den Femtende Aprilis Aar efter Christi Fødsel Et Tusind Sex Hundrede Firesindstyve og Tre, Voris Regærings Fiortende.

Derfor byder vi og befaler alvorligt alle og enhver, hvem de end er, som bygger og bor i vort rige Danmark, eller her ejer noget gods, eller opholder sig her, at de skal rette sig efter alt, hvad der her står skrevet i denne lovbog. Såfremt de ville undgå den straf, som i den er bestemt, og ikke miste al kongelig hyldest og nåde. Særdeles strengt befales dommerne og alle, som skal dømme, at de i alle sager, som de får, følger denne lov som en rettesnor, og derefter retsindigt kende og dom afsige uden nogen anseelse til vold, magt, højhed, frændskab, venskab, had eller avind, og hjælpe enhver til rette. Både den ringe og fattige så vel som den høje og rige, indfødte og udlændinge. De skal med deres domme frelse alle dem, som med vold tvinges, især fattige enker og faderløse børn, så sandhed, retfærdighed og fred må bo i landet, og den retfærdige og højeste dommers nåde og barmhjertighed må styrkes og formeres over vores kongelige arvehus, vores arveriger og undersåtter til bestandig velstand med timelig og evig velsignelse. Givet på vort slot i København den 15. april år 1683 efter Kristi fødsel, vort 14. regeringsår.

 

 

 

 

 

Anden Bog - Om religionen

 

1. Kapitel

Om religionen

 

Om Religionen

Den Religion skal i Kongens Riger og Lande alleene tilstædis, som overeens kommer med den Hellige Bibelske Skrift, det Apo­stoliske, Nicæniske og Athanasii Symbolis, og den Uforandrede Aar et tusind fem hundrede og tredive overgiven Augsburgiske Bekiendelse, og Lutheri liden Catechismo.

 

 

Om religionen

I det danske kongedømme er alene den religion tilladt som stemmer overens med Den Hellige Bibel, Den Apostolske, Nikænske og Athanasianske Trosbekendelse og Den uforandrede Augsburgske Bekendelse, der blev overgivet i 1530 og Luthers Lille Katekismus.

 

 

 

 

 

 

 

2. Kapitel

Hvem der må prædike og kaldes og ordineres til embedet som præst

 

Hvo der maa Prædike og til PræsteEmbedet kaldis og indviis

 

1. Een hver Indlændisk, eller udlændisk, som er til sinds at lade sig bruge paa Prædikestoelen, om hand end skiønt er Magister Philosophiae, skal først tage af Professoribus Theologiæ i Kon­gens Universitet een Attestation om sin Forfremmelse i Guds Ords Kundskab; Dernæst skal hand have af Theologis i for­nævnte Universitet et skriftligt Vidnisbyrd om sine Gaver paa Prædikestoelen. Og naar hand saaledis Literas Attestationis og Dimissionis bekommet haver, og derhos ført et got stille Levnet, uden ny Noder og anden Letfærdighed, maa hand, og ikke el­lers, tilstædis at lade sig høre paa Prædikestoelen, og tage Kalds­brev, hvor hand lovligen kand blive kaldet.

Hvem der må prædike og kaldes og ordineres til embedet som præst

 

1. Enhver indfødt eller udenlandsk person, som har til hensigt at lade sig bruge på prædikestolen, skal først tage en attestation om sin forfremmelse i Guds Ords kundskab af professorerne i teologi på kongens universitet. Også selv om han er magister i filosofi. Dernæst skal han af teologerne på førnævnte universitet have et skriftligt vidnesbyrd om sine gaver på prædikestolen. Og når han således har fået eksamensbevis og er færdig på universitetet, og desuden har ført et godt stille levned, uden nye noder og anden letfærdighed, må han, og ellers ikke, have lov til at lade sig høre på prædikestolen, og tage kaldsbrev, hvor han lovlig kan blive kaldet.

 

2. Saa skal hand og have et Utviflagtigt Vidnisbyrd fra Universi­tetet om sin Lærdom, Levnet og Omgængelse, før end hand til PræsteEmbedet indviis. Og hvis nogen Studiosus, som haver sit Testimonium Academicum fra Universitetet bekommet, ikke strax der efter bliver kaldet til noget PræsteEmbede, da skal hand, naar hand siden bliver kaldet, og til Embedet skal indviis, ogsaa fremvise for Biskoppen Utviflagtig Bevis fra de Stæder, som hand imidlertid haver opholt sig paa, og i sær fra Provsten og Præsten, i hvis Provstie og Meenighed hand levet haver, at hand haver levet skikkelig, end og i Klædedragt, og sig paa Prædikestoelen øvet; Og skal Provsten og Præsten meddeele ham saadan Bevis uden Betalning.

2. Han skal også have et sikkert vidnesbyrd fra universitetet om sin lærdom, livsførelse og væremåde, før han indvies til præsteembedet. Og hvis nogen student, som har fået dette bevis, ikke straks derefter bliver kaldet til noget præsteembede, da skal han, når han siden bliver kaldet, og skal indvies til embedet, også fremvise for biskoppen et sikkert bevis fra de steder, som han i mellemtiden har opholdt sig på. Især fra provsten og præsten, i hvis provsti og menighed han har levet, at han har levet skikkelig, selv i klædedragt, og øvet sig på prædikestolen. Provsten og præsten skal meddele ham sådan bevis uden betaling.

 

 

3. Men paa det den studerende Ungdom deris nødige Øvelser i Prædiken ikke skal betagis, da skal i alle Gymnasiis og største Skoler forordnis, at den, som sig i Prædiken vil øve, det in Gymnasiis for Professoribus, og i Skolerne for Rectore og hans Medtienere, giøre kunde, hvor een hver da om sin Feil med Frugt kand advaris.

3. For at den studerende ungdom ikke skal fratages de nødvendige øvelser i prædiken, skal i alle gymnasier og største skoler forordnes, at den, som vil øve sig i prædiken, gør det i gymnasier i overværelse af professorerne, og i skolerne for rektor og hans medtjenere, så enhver da kan gøres opmærksom på sin fejl med frugt.

4. Ingen maa stædis til noget Præstekald, som ikke er sine fulde fem og tyve Aar.

4. Ingen må stedes til noget præstekald, som ikke er sine fulde fem og tyve år.

5. Ingen Student, som sig med Lejermaal forseer, maa efter første Forseelse før end to Aar ere forløbne, bevilgis enten Skole, Dægne eller Præste-Kald, at betiene; Siden skal hand pligtig være at føre med sig til Biskoppen rigtig Vidnisbyrd om sit Livs og Levnets Forhold og Forbedring, og derhos Kongens Bevilning, at hannem er tillat Kald at maa betiene, saa fremt hand ellers til noget skal stædis og forfremmis, hvilket dog ikke bør at skee i det Sogn, som Forseelsen er begangen; Men hvis saadan Forseelse anden gang begaais, da bør hand aldrig nogen Prædikestoel at betiene.

5. Ingen student, som har brudt lejeloven, må efter første forseelse før end to år er forløbet, bevilges at betjene hverken skole-, degne- eller præstekald. Siden skal han have pligt til at vise biskoppen et godt vidnesbyrd om sit livs og levneds forhold og forbedring, og derhos kongens bevilling, at han har tilladelse at betjene embedet, hvis han ellers til noget skal stedes og forfremmes. Det bør dog ikke ske i det sogn, som forseelsen er begået. Men hvis sådan forseelse sker anden gang, da bør han aldrig betjene nogen prædikestol.

 

 

 

 

 

3. Kapitel

Hvordan præster skal kaldes

 

Hvorledis Præster skal kaldis

 

Hvordan præster skal kaldes

l. Naar noget Kald ledigt vorder, da skal Provsten strax sig der hen begive, og af Prædikestoelen med Meenigheden giøre flittig Bøn til Gud, at hand Kirken med een god Præst og Tiener vil forsyne.

1. Når noget kald bliver ledigt, skal provsten straks begive sig derhen, og fra prædikestolen med menigheden gøre flittig bøn til Gud, at han vil forsyne kirken med en god præst og tjener.

2. Derefter kalder den, som Rettighed dertil haver, saadan een Person, som hand agter beqvem at være, og lader hannem høre af Meenighederne, som hand er kaldet til i Provstens Nærvæ­relse, saa fremt Tiden og Stædet det i nogen Maade tilstæde. Og hvis Meenigheden da imod hannem noget haver billigen at kunde sige, enten paa hans Liv og Levnet, eller paa hans Ga­ver, maa de det ved Supplication, eller Memorial, paa behørige Stæder med Biskoppens og Provstens Paaskrift andrage, og deris Bevislighed derpaa tillige lade følge; Og hvis befindis noget Uskikkeligt hannem al være overbevist, da bør hand uden videre Proces ej at nyde Kaldet, men een anden dertil at kaldis; Men haver Meenigheden imod samme Person intet med Billighed at sige, da skal hand begive sig til Biskoppen, som hannem skal overhøre, og hvis hand hannem i Lærdom og Levnet Skikkelig befinder, da skal hand hannem til Præste-Embedet uden Ophold indvie med de forordnede Ceremonier.

2. Derefter kalder den, som har rettighed dertil, sådan en person, som han anser for at være egnet, og lader menighederne, som han er kaldet til, høre ham i provstens nærværelse, hvis tiden og stedet tillader det i nogen måde. Og hvis menigheden da har noget rimeligt at indvende imod ham, enten på hans liv og levned, eller på hans gaver, må de dokumentere det. Og hvis der kan bevises noget uskikkeligt om ham, da bør han uden videre proces ikke få kaldet, men en anden skal kaldes dertil. Men har menigheden intet at indvende mod samme person, da skal han begive sig til biskoppen, som skal overhøre ham, og hvis han finder ham passende i lærdom og levned, skal han ordinere ham til præste-embedet uden udsættelse med de forordnede ceremonier.

3. Og naar hand indviet er, skal Biskoppen med sit beseglet Brev forskikke hannem til Provsten, og skal saa Provsten om Søndagen, eller den næste Hellig Dag der­efter, i Prædiken tale hans Beste for den gandske Meenighed og Stædets Øvrighed, eller Patron, og oplæse Biskoppens Brev, at hand er rettelig kaldet, over­hørt og til Embedet ordineret, at være deris Prædiker i Ordet, meddeele dennem Christi Sacramenter, og dennem i deris Saligheds Sag betiene.

3. Og når han er ordineret, skal biskoppen sende ham til provsten med sit beseglet brev. Provsten skal så om søndagen, eller den næste helligdag derefter, i prædiken tale hans bedste for den ganske menighed og stedets øvrighed, eller ejer, og oplæse biskoppens brev, at han er rettelig kaldet, overhørt og til embedet ordineret, til at være dens prædiker i Ordet, meddele Kristi sakramenter, og betjene menigheden i dens saligheds sag.

4. Hvor tvende, eller trende, Sogner ere annexerede, og af Kon­gens Undersaatter een haver jus Patronatus til det eene, og een anden til det andet, Hovedsogn, eller Annex, da paa det Sognene kand blive tilsammen, som de af Arrilds Tid været have, og Præsten af dem samtlige kand have sin tilbørlig Un­derholdning, da bør Pafroni at skifte imellem sig, at den eene kalder Præst til samtlige Sogne den eene gang, og den anden den anden gang, og saa holder det altid, naar Præst kaldis skal; Dog hvis det eene Sogn, enten Hovedsogn, eller Annex, skulle befindis dobbelt saa got af Indkomst som det andet, da skal Patronus dertil have Magt at kalde to gange til Sognene, imod den, som er Patronus til det ringere Sogn, med mindre Patroni imellem sig selv, enten tilforn anderledis ere foreenede, eller herefter foreenis kunde. I lige maade haver Kongen bevilget, at der maa holdis med de Sogne, som Kongen haver sig forbe­holdne, enten de ere Hovedsogne, eller Annexer.

4. Hvor to, eller tre, sogne er annekterede, og af kongens undersåtter en har ejendomsret til det ene, og en anden til det andet, hovedsogn, eller anneks, da på det sognene kan blive tilsammen, som de af Arrilds tid været have, og præsten af dem samtlige kan have sin tilbørlig underholdning, da bør ejerne at skifte imellem sig, at den ene kalder præst til samtlige sogne den ene gang, og den anden den anden gang, og så holder det altid, når præst kaldes skal; dog hvis det ene sogn, enten hovedsogn, eller anneks, skal befindes dobbelt så godt af indkomst som det andet, da skal ejeren dertil have ret at kalde to gange til sognene, imod den, som er ejer til det ringere sogn, med mindre ejerne indbyrdes, enten først anderledes er forenede, eller herefter forenes kunne. På samme måde har kongen bevilget, at der må gøres med de sogne, som kongen har sig forbeholdne, enten de er hovedsogne, eller annekser.

 

5. Forsømmer nogen af Kongens Undersaatter, som Rettigheden haver, at kalde inden sex Ugers udgang efter Kaldet er ledigt vorden, da haver hand sin Rettighed den gang forbrut; Men befindis den Person, som i rette Tid kaldet er, ikke skikkelig, tienlig, eller dygtig til saadant højt Embede at betiene, naar hand af Biskoppen overhøris, og Biskoppen der­om sin skriftlig Erklæring fremskikker, da bør om saadant til­forn udgivet Kaldsbrev ikke videre Proces at drivis; Men den, som Rettigheden haver, fri stande til nyt Kald at træde

5. Forsømmer nogen af kongens undersåtter, som har rettigheden, at kalde inden seks ugers udgang efter kaldet er blevet ledigt, da har han mistet sin rettighed denne gang; men befindes den person, som i rette tid er kaldet, ikke skikkelig, tjenlig, eller dygtig til sådant højt embede at betjene, når han af biskoppen overhøres, og biskoppen derom sin skriftlig erklæring fremskikker, da bør om sådant tidligere udgivet kaldsbrev ikke videre proces at drives; men den, som rettigheden har, fri stande til nyt kald at træde.

 

6. End hender det sig, at enten een Capellan kaldis til at vorde Sognepræst, eller een Sognepræst anden Stæds fra bliver kaldet til at være Sognepræst i et andet Sligt, eller paa et andet Stæd, da skal hand og først forskrivis til Biskoppen, og sig for hannem angive, før end hand af Provsten indsettis i samme Embede.

6. End hænder det sig, at enten en kapellan kaldes til at være sognepræst, eller en sognepræst anden steds fra bliver kaldet til at være sognepræst i et andet stift, eller på et andet sted, da skal han først indkaldes til biskoppen, og sig for ham angive, før end han af provsten indsættes i samme embede.

7. Ingen, som noget Præstekald begærer, maa derfor nogen Gave byde, eller give; Dog maa hand give Skriverne, som Kaldsbrevet og Confirmatzen skrive, noget for deris Umage, hver et Lod Sølv, eller to i det højeste.

7. Ingen, som ønsker noget præstekald, må derfor nogen gave tilbyde, eller give; dog må han give skriverne, som skriver kaldsbrevet og bekræftelsen, noget for umagen, hver et lod sølv, eller to i det højeste.

8. Befindis nogen, enten ved sig selv, eller andre, Gave at have budet, eller givet, for Kald, miste ikke alleeniste det Kald, men end og aldrig tilstædis til noget andet deref­ter, og den, som Gave for Kald haver, annammet, give ikke alleeniste dobbelt igien til næste Hospital, men og miste sit Embede, om hand haver noget; Men haver hand selv jus Patronatus til Kaldet, da bør hand at miste sit jus; Og skal den Person, som til PræsteEmbedet skal indviis, være forpligtet at giøre sin højeste Eed for Biskoppen, at hand hverken selv, eller ved andre haver budet, givet, eller lovet, nogen Gave for at bekomme Kaldet. Befindis og nogen paa anden Ulovlig maade, enten at have udgivet Kaldsbrev, eller Kaldsbrev annammet, da bør den, der kaldet haver, at miste sit jus, og den, der kaldet er, at miste aldelis Kaldet.

8. Findes nogen, enten ved sig selv, eller andre, gave at have tilbudt, eller givet, for kald, miste ikke alene det kald, men end og aldrig tilstedes til noget andet derefter, og den, som gave for kald har, modtaget, give ikke alene dobbelt igen til nærmeste omsorgsinstitution, men og miste sit embede, om han har noget; men har han selv jus patronats til kaldet, da bør han at miste sin ret; og skal den person, som til præsteembedet skal indvies, være forpligtet at gøre sin højeste ed for biskoppen, at han hverken selv, eller ved andre har budet, givet, eller lovet, nogen gave for at får kaldet. Befindes og nogen på anden ulovlig måde, enten at have udgivet kaldsbrev, eller kaldsbrev modtaget, da bør den, der kaldet har, at miste sin ret, og den, der kaldet er, at miste aldeles kaldet.

9. Ingen maa til PræsteEmbedet indviis, uden hand til no­get vist Kald og Embede er kaldet; Og ellers skulle alle, som kaldis til noget Kald, i hvem og jus Patronatus til Kaldet haver, før end de til Embedet indviis, indskikke i Kongens Cancellie deris skriftlig Troskabs Eed.

9. Ingen må ordineres til præsteembedet, uden han er kaldet til et bestemtkald og embede; og ellers skal alle, som kaldes til noget kald, og de, der har kaldsretten indsende i kongens kancelli deres skriftlig troskabs ed, før end de ordineres til embedet.

10. Een hver, som til PræsteEmbedet indviis, skal give til det Kongelig Universitet i Kiøbenhavn to Lod Sølv, som af Biskoppen skal indkrævis, og til Rectorem Universitatis aarligen fremskikkis.

10. Enhver, som til præste-embedet indvies, skal give til det kongelig universitet i København to lod sølv, som af biskoppen skal indkræves, og til universitetets rektor årligt fremsendes.

 

 

 

 

 

4. Kapitel

Om præsternes opgaver med tjenesten i kirken og prædiken

 

Om Præsternis Embede med Tienesten i Kirken og Prædiken

 

Om præsternes opgaver med tjenesten i kirken og prædiken

1. Ingen Præst skal have fleere Kirker, end hand til Gavns med Prædiken, Sacramenternis Uddeelelse, Ungdommens Undervisning i Børnelærdommen, og de Sygis Besøgelse, vel kand forrestaa.

1. Ingen præst skal have flere kirker, end han til gavns kan betjene med prædiken, sakramenternes uddeling, ungdommens undervisning i børnelærdommen, og de syges besøg.

2. Hvert Sogn i Kiøbstæderne skal i det minste have to Præ­dikere; Men hvor der er stor Meenighed i een Bye og ik­kun et Sogn, der maa de have flere.

2. Hvert sogn i købstæderne skal i det mindste have to prædikanter. Hvor der er en stor menighed i en by og kun et sogn, der må de have flere.

3. Sognepræsten prædiker selv til Højmesse, og Medtieneren til Froprædiken og Aftensang, saa som paa hvert Stæd hidindtil brugeligt været haver.

3. Sognepræsten prædiker selv til højmesse, og medtjeneren til froprædiken og aftensang, sådan som det hidtil på hvert sted har været sædvanen.

 

4. Præsterne skulle forrette Guds Tieniste i Kirken med Læsning, Sang, Bøn, Prædiken og Sacramenternis Uddeelelse, paa den maade og med de Ceremonier, som i Vor Frue Kirke i Kongens Residentz-Stad Kiøbenhavn holdis og brugis efter det forordnede Ritual.

4. Præsterne skal forrette gudstjeneste i kirken med læsning, sang, bøn, prædiken og sakramenternes uddeling, på den måde og med de ceremonier, som det holdes og bruges i Vor Frue Kirke i kongens residents stad København efter det forordnede ritual.

5. Præsterne skulle forrette Guds tieniste i Kirken paa efterskrevne Tider om Aaret.
A. Paa alle Søndage.
B. Paa ef­terfølgende Helligdage: Tre Christi Hoved-Højtider; hver i tre samfælde Dage, Juel, Paaske og Pintze. Ny Aars, eller Christi Omskærelsis, Dag. Hellig Tre Kongers eller Christi Aabenbarelsis, Dag. Mariæ Reenselsis Dag. Den ellevte Dag i Februarii Maanet. Mariæ Bebudelsis Dag, hvilken skal holdis paa PaImeLøverdag, dersom den indfalder paa Palme-Søndag, eller derefter. Christi Himmelfarts Dag. St. Hans Baptistæ Dag. Mariæ Besøgelsis Dag. St. Mikkels Dag: Alle Hel­gens Dag. Item, Skærtorsdag og Langfredag.
C. Paa ordinarie Bededage, som i Kiøbstsederne skulle holdis hver Fredag af hver Sognepræst i sit Sogn, det heele Aar igiennem, men paa Landsbyerne paa den første Søgne Onsdag, eller Torsdag paa de Stæder, hvor det er saa anordnet, i hver Maanet i Hovedsognet, og den anden i Annexen, og skal Tienisten begyndis det tiligste mueligt er, saa den kand være endet, før end noget Ting holdis.
D. Paa alle Onsdagene, eller Torsdagene, hvor det saaledis er anordnet, i Faste, indtil Dimmel Uge, paa Landsbyerne.
E. Paa de Tider i Kiøbstsederne, som hid­indtil brugeligt været haver. Paa den første Dag i hver af de tre store Højtider skal paa Landsbyerne i Hovedsognet ogsaa prædikis om Eftermiddagen, eller Aftensang.

5. Præsterne skal forrette gudstjeneste i kirken på efterskrevne tider om året:

A. På alle søndage.

B. På efterfølgende helligdage: tre Kristi hovedhøjtider; hver i tre samfulde dage, jul, påske og pinse. Nytårsdag, eller Kristi omskærelses dag, helligtrekongersdag eller Kristi åbenbarelsesdag. Maria renselses dag. Den ellevte dag i februar måned. Marie bebudelses dag, hvilken skal holdes på palmelørdag, dersom den falder på palmesøndag, eller derefter. Kristi himmelfarts dag. Johannes døbers dag, Maria besøgelses dag. St. Mikkels dag: alle helgens dag. Ligeledes, skærtorsdag og langfredag.

C. På almindelige bededage som i købstæderne skal holdes hver fredag af hver sognepræst i sit sogn hele året, men i landsbyerne på den første almindelige onsdag eller torsdag på de steder, hvor det er anordnet, i hver måned i hovedsognet og den anden i annekset. Tjenesten skal begyndes så tidligt som muligt, så den kan være endt før end noget ting holdes.

D. På alle onsdagene, eller torsdagene, hvor det således en anordnet, i faste, indtil ugen før påske, i landsbyerne.

E. På de tider i købstæderne som hidtil brugeligt været har. På den første dag i hver af de tre store højtider skal i landsbyerne i hovedsognet også prædikes om eftermiddagen, eller aftensang.

6. Præsterne skulle i deris Prædikener forklare de forordne­de Texter, og dennem henføre til Troens Lærdom og christelige Skikke og Sæder, og retteligen lære Loven og Evangelium efter Guds aabenbarede Ord, og den Hellige Kirkis Symbola, og den Uforandrede Augsburgiske Bekiendelse, og baade i Kirken saavelsom andenstæds, i ærlige Forsamlinger, i Omgængelse og Besøgelser, for­mane deris Tilhørere at frygte Gud og ære Kongen, og i deris Liv og Levnet lade see Troens Frugter: Og særdelis saa lempe deris Prædikener, efter som Tilhørernis For­hold meest udkræver.

6. Præsterne skal i deres prædikener forklare de forordnede tekster, og henføre dem til troens lærdom og kristelige skikke og sæder, og lære loven og evangelium ret efter Guds åbenbarede ord, og den hellige kirkes symboler, og den uforandrede Augsburgske Bekendelse. De skal både i kirken så vel som andetsteds, i ærlige forsamlinger, i omgængelse og besøg, formane deres tilhørere til at frygte Gud og ære kongen, og i deres liv og levned lade troens frugter se. Især skal præsterne tilpasse deres prædikener, efter hvad tilhørernes forhold mest kræver.

 

7. De skulle i deris Prædikener og Forklaringer ej fremføre noget, som er mørkt og vanskeligt at forstaa: Ej heller bevise deris Visdom og Skarpsindighed paa det hellige Stæd, men alting giøre til Christi Meenigheds Opbyg­gelse.

7. De skal i dens prædikener og forklaringer ikke fremføre noget, som er mørkt og vanskeligt at forstå: ikke heller bevise deres visdom og skarpsindighed på det hellige sted, men gøre alting til Kristi menigheds opbyggelse.

8. De skulle ej heller sige hvad dennem selv lyster; Men hvad der hører til Sagen skulle de paaminde med klare og velforstandige Ord.

8. De skal ikke heller sige hvad dem selv lyster; men hvad der hører til sagen skal de påminde med klare og velforstandige ord.

9. De skulle holde sig fra allehaande Skienden og Porhaanelse, saa at de ingen røre ved Navn: Alleeniste skulle de straffe Synden i Almindelighed, og saadant, som de have hørt og vide forvist. Hvad de ej have sandfærdeligen hørt tale om, det skulle de tie, og i Særdelished skulle de vare sig, at de intet af deris privat Affecter, eller Had, paa det Hellige Stæd tale og fremføre, og saaledis sig selv hævne.

9. De skal holde sig fra alle former for skænden og forhånelse, så at de ingen nævner ved navn. De skal alene straffe synden i almindelighed, og sådanne ting, som de har hørt og ved med sikkerhed. Hvad de ikke har sandfærdigt hørt tale om, det skal de tie med, og i særdeleshed skal de tage sig i vare for, at de ikke taler og fremfører nogen af deres private affekter, eller had, på det hellige sted, og således hævner sig selv.

10. De skulle ikke heller hadskeligen lade ilde paa andre, som have anden Troes Bekiendelse; Men naar fornøden giøris, og mand frygter for Forargelse, eller Forførelse, skulle de med Beskedenhed Meenigheden derom advare og for­mane.

10. De skal heller ikke ondskabsfuldt tale dårligt om andre, som har en anden trosbekendelse. Men hvis det er nødvendigt, og man frygter for forargelse, eller forførelse, skal de med beskedenhed advare og formane menigheden derom.

11. De skulle ej giøre deris Prædikener alt for vitløftige, og ej dem over een Time forlænge den gemeene Mand til Kiedsommelighed og dis mindre Opbyggelse, som alt for meget paa een gang ikke fatte og beholde kand.

11. De skal ikke gøre deres prædikener alt for ordrige, og ikke forlænge dem oven én time almindelige mennesker til kedsommelighed og des mindre opbyggelse. De kan ikke fatte og beholde alt for meget på én gang.

12. De skulle altid slutte deris Prædikener med Bønner til Gud, for Guds Ord frj Fremgang, for Kongen og det Kon­gelig Arve-Huus, for Øvrighed og for den almindelig Nødtørft.

12. De skal altid slutte deres prædiken med bønner til Gud, for Guds Ord fremgang, for kongen og den kongelige familie, for øvrighed. Og for den almindelig eksistens.

13. De skulle tvende gange om Aarel, PalmeSøndag og fierde Søn­dag i Advent, oplæse efter Prædiken i een hver Meenighed de Kongelige Love om dem, som sig fra Naderens Sacramente skulle entholde, om Sværen, om Helligbrøde, og om Børnetugt.

13. De skal to gange om året, palme-søndag og fjerde søndag i advent, oplæse efter prædiken i enhver menighed de kongelige love om dem, som skal afholde sig fra nadverens sakramente, om sviren, om helligbrøde, og om børneopdragelse.

14. Præsterne paa Landsbyerne skulle uden nogen forsømmelse endeligen anvende den siste Deel af Prædiketimen til Børne­lærdommens Forklaring med Lutheri Udleggelse, paa det de Gamle saavel som de Unge ret til Grunde maa forstaa samme Lærdoms Meening, og den vide at føre til brug i Liv og Lev­net, hvilket i Synderlighed af Præsterne drivis skal. Og naar Dagen er stakket om Vinteren, og Præsten haver fleere Tienister, skal hand dog i Enden af hver Prædiken oplæse een gang, eller to, Lutheri egen Forklarings Ord over den Deel, som hand ellers noget lidet ydermeere forklare skulle.

14. Præsterne i landsbyerne skal uden nogen forsømmelse desuden anvende den sidste del af prædiketimen til børnelærdommens forklaring med Luthers udlægning, så de gamle såvel som de unge ret til grunde må forstå samme lærdoms mening, og vide hvordan de skal bruge den i liv og levned, hvilket især præsterne skal stå for. Og når dagen er kort om vinteren, og præsten har flere tjenester, skal han dog i enden af hver prædiken én gang, eller to, oplæse Luthers egen forklaringsord over den del, som han ellers yderligere skulle gennemgå.

 

15. I ligemaade skulle Præsterne i Kiøbstæderne ogsaa anvende den siste Deel af Aftensangs Prædiken paa forskreven Maade med Børnelærdommens Forklaring.

15. I lige måde skal præsterne i købstæderne også anvende den sidste del af aftensangs prædiken på forskreven måde med børnelærdommens forklaring.

16. Til alle Tolvprædikener, hvor de i Brug ere, skal prædikis Catechismus, uden paa de store Højtider, eller naar nogle sserdelis Tester paa særdelis Tider ere forordnede. Saa skal og Catechismus prædikes til alle Aftensange om Løverdagen, hvor de i Brug ere, før end Skriftemaal holdis; Og skal det ordentlig forrettis, at, hvor den eene Præst haver sluppet den siste Præ­diken, der skal den næstfølgende tage sin Text efter.

16. Til alle tolvprædikener, hvor de er i brug, skal prædikes katekismus, undtagen på de store højtider, eller når nogle særlige tekster på særlige tider er forordnede. Sådan skal katekismen også prædikes til alle aftensange om lørdagen, hvor de er i brug, førend der holdes skriftemål. Det skal tilrettelægges sådan, at hvor den ene præst har sluppet den sidste [katekismus-] prædiken, der skal den næstfølgende begynde sin gennemgang.

 

17. Præsterne paa Landsbyerne, som have ikkun et Sogn, skulle begynde Kirketienisten, om Sommerdag ved syv Slet, og om Vin­terdagen ved otte Slet. Have de fleere Sogne, da skal de hver anden Søndag først holde Tienisten i Hovedsognet, og hver an­den Søndag i Annexet, undtagen i Novembri, Decembri og Januario, i hvilke tre Maaneder de maa alle Søndage og Helligdage holde først Tieniste i Hovedsognet. Ellers skulde de begynde Tienisten i den Kirke, som den først skal holdis udj, ved sex Slet, undtagen i fornævnte tre Maaneder, i hvilke Tienisten skal begyndis ved syv Slet; Og skulle Præsterne om Søn­dagen advare Meenigheden, i hvilket Sogn og paa hvad Tid Tienisten skal begyndis efterfølgende Søndag, Hellig­dag, eller Bededag.

17. Præsterne i landsbyerne, som kun har ét sogn, skal begynde kirketjenesten, om sommeren klokken syv og om vinteren klokken otte. Har de flere sogne, skal de hver anden søndag først holde tjenesten i hovedsognet, og hver anden søndag i annekset, undtagen i november, december og januar, i hvilke tre måneden de alle søndage og helligdage må holde først tjeneste i hovedsognet. Ellers skal de begynde tjenesten i den kirke, som den først skal holdes i klokken seks, undtagen i førnævnte tre måneder, i hvilke tjenesten skal begyndes klokken syv. Og præsterne skal om søndagen meddele menigheden, i hvilket sogn og på hvad tid tjenesten skal begyndes efterfølgende søndag, helligdag, eller bededag.

 

18. Præsterne maa ej lyse paa Prædikestoelen for noget, som ikke billigen dertil henhører, og som den Christen Kirkis Bøn ikke udkræver; Men kand paa Landsbyerne skikkeligen efter Tienisten paa Kirkegaardene vel forrettis; Men i Købstæderne bør det at skee til Tinge; Og om noget giøris fornøden af Prædikestoelen at givis tilkiende, da skal det for Tienisten Præsten angivis, at hand, som det Stæds Respect best bør at have i Agt, kand vide, om der bør at lysis derom, eller ej.

18. Præsterne må ikke lyse på prædikestolen for noget, som ikke rimelig henhører dertil, og som ikke behøver den kristen kirkes bøn. Man kan i landsbyerne passende gøre det efter gudstjenesten på kirkegårdene. Men i købstæderne bør det ske ved de offentlige møder. Hvis det er nødvendigt, at noget bekendtgøres fra prædikestolen, skal det meddeles den tjenestegørende præst, så han, som den, der har ansvar for kirkens brug, kan afgøre om der bør ske fra prædikestolen.

 

 

 

 

 

5. kapitel

Om præsternes opgaver med sakramenterne og privat skriftemål (sjælesorg)

 

Om Præsternis Embede med Sacramenterne og lønlig Skriftemaal

 

1. Præsterne skulle i Kirken forrette og uddeele de hellige Sacramenter, Daabens og Naderens, aldelis efter Christi egen Indstiftelse med den Læsning og Ceremonier, som sædvanlige ere.

Om præsternes opgaver med sakramenterne og privat skriftemål

 

1. Præsterne skal i kirken forrette og uddele de hellige sakramenter, dåben og nadveren, nøjagtig efter Kristi egen indstiftelse med den læsning og de ceremonier, som er sædvanlige.

2. Saa fremt nogen Præst, enten døber Børn, eller Naderens Sacramente forretter i nogens Huus, uden Fornødenhed det udkræver, skal hand give til Straf fyrretyve Lod Sølv, og den, som det lader giøre, et hundred Lod Sølv.

2. Hvis nogen præst, enten døber børn, eller forretter nadverens sakramente i nogens hus, uden at det er nødvendigt, skal han give til straf fyrretyve lod sølv og den, som det lader gøre, et hundred lod sølv.

 

3. Børn skulle døbis i Kirkens Funt, eller Bekken, og maa dertil ej brugis noget Kar, Fad, eller Bekken, som til an­den Brug i Husene ere beskikkede.

3. Børn skal døbes i kirkens font, eller bækken, og der må ikke bruges noget kar, fad, eller bækken, som er beregnet til anden brug i hjemmene.

4. Egtefolkis Børn døbis, naar Tienisten er ude, men Hore- og Slegfred-Børn skulle i Kiøbstæderne døbis efter tolv Slet, og paa Landsbyerne naar de have offret med de egte Børn; Og med saadanne Hore og SlegfredBørn maa ej offris.

4. Ægtefolks børn døbes, når gudstjenesten er forbi, men børn født uden for ægteskabet skal i købstæderne døbes efter klokken tolv, og i landsbyerne når de har ofret for de ægte børn. For de andre børn må der ikke ofres.

5. De skal være Vidnisbyrd og Faddere til Daaben, som ere ærlige og Uberygtede Folk; Dog maa dertil ej fleree bedis end fem af Mands og Qvindis Personer tilsammen.

5. Der skal være vidner og faddere til dåben, som er ærlige og uberygtede folk. Dog må der ikke være mere end fem af mands og kvindes personer tilsammen.

 

6. Hvo som lader sine Børn ligge Udøbte uden Kirken over otteDage, efterat de ere føde, skal have forbrut tyve Lod Sølv til næste Hospital, som af Kongens Befalningsmand, eller Stædets Øvrighed, skal indkrævis, som de agte at forsvare. Dersom Børnene ere svage, have hver Christne Forældre saadant tilbør­lig i Agt at tage, at ingen Saligheds Middel bliver ved nogen Forsømmelse efterlat.

6. Den, der uden at kontakte kirken, lader sine børn ligge udøbte mere end otte dage, efter at de er født, skal bøde tyve lod sølv til nærmeste omsorgsinstitution. Bøden skal indkræves af kongens befalingsmand, eller stedets øvrighed, som de agte at forsvare. Hvis børnene er svage, har alle kristne forældre sådant tilbørlig i agt at tage, at intet salighedsmiddel bliver tilsidesat ved nogen forsømmelse.

7. Forsømme Forældrene at lade Barn komme til Daaben, og det uden Daab bortdøer, da stande de aabenbarlig Skrifte, som derudj ere skyldige.

7. Forsømme forældrene at lade barn komme til dåben, og det dør uden dåb, da skal de ansvarlige afgive offentlig forklaring.

 

8. Børn, som for dens Svagheds Skyld ere hiemmedøbte, skulle, saa snart de komme til pas, føris til Kirken, og deris Daab af Præsten stadfæstis og forkyndis i Faddernis Nærværelse paa den sædvanlige Maade.

8. Børn, som for deres svagheds skyld er hjemmedøbte, skal, så snart de kommer til kræfter, føres til kirken, og deres dåb stadfæstes af præsten og forkyndes i faddernes nærværelse på den sædvanlige måde.

9. Men ingenlunde skulle de døbis igien, uden saa er, at der er Tvifl paa, om de ere døbte, og ej med Vidner bevisis, at de rettelig døbte ere.

9. Men ingenlunde skal de døbes igen, undtagen hvis der er tvivl, om de er døbte, og ikke med vidner kan bevise, at de rettelig er døbte.

 

10. Præsterne skulle ingen annamme til Naderens Sacramentis Deelaglighed, med mindre de sig tilforn for Præsten have beteet, skriftet og annammet Afløsning.

10. Præsterne skal ikke lade nogen komme til nadver, med mindre de først har henvendt sig til præsten, har skriftet og modtaget syndernes forladelse.

11. De skulle ikke tilstæde de Unge at komme til Sacramentet, før end de have vel fattet deris Børnelærdom, at finde deraf den rette Meening i Hiertet, og derhos hvorledis de skulle bekiende sig for Præsten, og vide at svare til Lutheri smaa Spørsmaal om sligt, og saa forstaa, hvad Afløsning haver med at føre: Saa som og de Gamle skulle i det ringeste vide Børnelærdommens bare Ord at forstaa; Item hvorledis de skulle begære at skriftis, og hvad Herrens Nadere er, og hvad Nytte den haver med sig, og til hvad Ende de begære at bruge den.

11. De skal ikke lade de unge at komme til nadver, før de har fattet deres børnelærdom godt, så de har den rette forståelse i hjertet. Desuden skal de vide, hvordan de skal skrifte for præsten, og vide at svare til Luthers små spørgsmål om dette, så de forstår, hvad afløsning udretter. Også de voksne skal i det mindste vide, hvad børnelærdommens ord betyder, og hvordan de skal begære at skrifte, og hvad Herrens nadver er, og hvad den gavner, og hvorfor de ønsker at få den.

12. Og paa det Præsten kand have dis bedre Tid til at undervise dennem, som begære Afløsning, skal hand komme i Kirken Løverdagen tilforn at skrifte, saa at Sacramentets Forrettelse paa Landsbyerne skeer ordinarie paa den eene Søndag i Hovedsognet, og paa den anden i Annexet.

12. For at præsten kan have des bedre tid til at undervise dem, som ønsker afløsning, skal han komme i kirken lørdagen før for at skrifte, så at nadveren i landsbyerne normalt holdes den ene søndag i hovedsognet, og den næste søndag i annekset.

 

13. Men paa det ingen skal komme som af een Vane til Herrens Nadere Ubereed og Uværdig, skulle de, som enten først ville gaa dertil, eller have noget synderligt billigen at tage i Agt, gaa til Præsten nogle Dage tilforn, at hand beqvemmeligen med dem derom kand handle.

13. Men for at ingen skal komme uberedt og uværdig til Herrens nadver blot af vane, skal de, som enten vil deltage, eller har noget særligt på hjertet, gå til præsten nogle dage før, så der er tid til at tale med præsten om det.

 

14. Præsten skal mod de Tider, som hand veed Sognefolket sig til Herrens Naderis Brug helst plejer at ville samle, dennem advare, at de hans og deris egne Vilkor ville be­tænke, og ikke komme fleere, end hand kand betiene, og tilbørligen høre og undervise.

14. Præsten skal ved de tider, hvor han ved sognefolket plejer at gå til Herrens nadver, gør dem opmærksom på, at de skal tænke på hans og deres egne vilkår, og ikke komme flere, end han kan betjene, og tilbørlige høre og undervise.

15. Og eftersom alle ikke kand være lige forstandige, og ingen dog, som søger sligt hierteligen og ydmygeligen, bør uden vigtige Aarsager letteligen at forvisis, skal der flitteligen givis Agt paa dem, som endda sig gierne undervise lade, og anlove at føre saa Bod derpaa, at de ej meere skulle findis saa Ubereede, søgende nu af Guds Naade den rette Værdighed dertil uden al Motvillighed. Dette skulle Præsterne flittig have i Agt, som de det for Gud med een god Samvittighed kunde være bekient, og for deris Christen Øvrighed forsvare.

15. Alle kan ikke være lige forstandige, men præsten bør dog ikke afvise nogen uden tungtvejende grunde, hvis de hjertelige og ydmyg ønsker at komme til nadver. Derfor skal man flittig tage sig af dem, som gerne vil lade sig undervise, og lover at forbedre sig, så de ikke mere skal findes så uberedt, idet de nu ved Guds nåde søger den rette værdighed dertil uden al modvillighed. Dette skal præsterne flittig have i agt, som de det for Gud med en god samvittighed kunne være bekendt, og for dens kristne øvrighed forsvare.

16. Men dersom Præsten befinder nogen aldelis Ubereed og motvillig til at lade sig undervise, da skal hand hannem i Skriftested en advare, at hand holder sig fra Sacramentet, indtil hand rotter sig, og lærer noget bedre.

16. Men hvis præsten finder nogen aldeles uberedt og modvillig til at lade sig undervise, da skal han ham i skriftestolen advare, at han holder sig fra nadveren, indtil han retter sig og lærer noget bedre.

17. Ingen skal med Haands Paaleggelse af Præsten afløsis, uden hand af et angerfult Hierte begærer sine Synders Forladelse; Og skal den, som skrifter, i Almindelighed bekiende sine Synder for Præsten, og om noget nager hannem i hans Samvittighed, skal hand ikke bluis ved at sige det frem; Men alle Synders Opregnelse, eller hvers i sær, udkrævis her ikke.

17. Ingen skal med håndspålæggelse af præsten afløses, uden at han af et angerfuldt hjerte begærer sine synders forladelse. Den, som skrifter, skal i almindelighed bekende sine synder for præsten, og om noget nager ham i hans samvittighed, skal han ikke blues ved at sige det frem. Men alle synders opregnelse, eller hver enkelt, kræves ikke.

18. Præster skulle ingen Bandsatte, eller som for Letfærdighed, Manddrab, Tyveri, Meeneed, eller andre aabenbarlige Laster, ere skyldige til at staa aabenbare Skrifte, annamme til lønlig Skriftemaal, før end de Kirkens Disciplin udstandet have, med mindre de komme at ligge paa deris Sotteseng, og alvorligen i deris Sygdom begære at være deelagtige i Herrens Legeme og Blod, før end de døe, og sig dertil Christeligen skikke; Dog skal de, om de blive til pas igien, alligevel Meenigheden aabenbarligen forbede, og da at givis tilkiende, hvorfor de tilforn til Naderens Sacramente ere tilstæte.

 

18. Præsten skal ikke modtage nogen til privat skriftemål, som er bandsatte, eller som for letsindighed, manddrab, tyveri, falsk vindeforklaring, eller andre åbenlyse laster, er skyldige til at stå åbenbare skrifte. Ikke før de har gennemgået kirkens opdragende foranstaltninger. Med mindre de komme til at ligge for døden og i deres sygdom oprigtig begære at blive delagtige i Herrens legeme og blod, før de dø, og sig dertil kristelige skikke. Dog skal de, hvis de bliver raske igen, alligevel undskylde sig offentligt over for menigheden, og tilkendegive, hvorfor de tidligere er blevet forment adgang til nadverens sakramente.

19. Det skal og agtis, at de, som villei gaa til Skrifte, skulle holde sig saa vit fra Skriftestoelen, at Præsten kand der særdelis handle med den, som giør sin Bekiendelse, som og siden med een hver af dennem at ingen anden det høre kunde, enddog det ellers skeer i den gandske Meenigheds Aasyn i Skriftestoelen, enten oppe ved Alteret, eller ikke langt derfra, saa andre blive neden i Kirken saa længe, uden Trængsel imellem sig, til den forrige faar sin Afløsning. Hvor med Præsterne saa vel som Klokkerne, eller Dægnene og Substituterne, skulle have flittig Indseende.

19. Man skal også se til, at de, som skal gå til skrifte, skal holde sig så langt væk fra skriftestolen, at præsten kan koncentrere sig om den, som gør sin bekendelse, og siden med enhver af dem, så ingen andre kan høre det, selv om det ellers foregår i hele menigheds påsyn i skriftestolen, enten oppe ved alteret, eller ikke langt derfra. De andre skal blive nede i kirken så længe, uden at trænge på, til den forrige har fået sin afløsning. Det skal præsterne så vel som klokkerne, eller kordegnene og medhjælperne være meget opmærksom på.

20. Præsten maa ikke uden sit Kalds Fortabelse aabenbare hvad nogen for hannem i lønlig Skriftemaal bekient ha­ver, med mindre det kunde angaa noget Forræderj, eller Ulykke, som ved Præstens Aabenbarelse kunde forrekommis; Og dog bør dens Navn, som det bekient haver, saa vit mueligt er, at fortiis.

20. Præsten må ikke uden sit embedes fortabelse åbenbare hvad nogen har bekendt for ham i privat skriftemål, med mindre der er tale om forræderi, eller ulykke, som ved præstens oplysning kan forhindres. Dog bør dens navn, som har bekendt det, så vidt muligt forties.

 

21. Ingen Præst maa tage Penge, eller anden Foræring af dennem, som kommer til Skrifte i Kirken, enten der skeer lønlig, eller aabenbare Afløsning.

 

21. Ingen præst må tage penge, eller anden foræring af dem, som kommer til skrifte i kirken, enten der er tale om privat eller offentlig afløsning.

 

22. Præsterne maa ingen Ubekiente annamme til Naderens Sacramente, med mindre de føre deris Bevis med sig om deris Liv og Levnet fra den Stæds Præst, som de ere komne fra.

22. Præsterne må ingen ubekendte modtage til nadverens sakramente, med mindre de føre deres bevis med sig om deres liv og levned fra den bys præst, som de er kommet fra.

23. Præsterne skulle ingen tilstæde at bruge Naderens Sacra­mente til Verdslige Sagers Vidnisbyrd, eller Uskyldigheds Bekræftelse, men alleeniste til Indstiftelsens endelige Aarsager.

23. Præsterne skal ikke tillade nogen at bruge nadverens sakramente til verdslige sagers bevidnelse, eller uskyldigheds bekræftelse, men alene til indstiftelsens egentlige årsager.

24. Præsterne skulle vide tallet paa dem, som skulle være deelagtige i Naderens Sacramente, paa det der ikke paa Alteret skulle fattis Brød og Vin, og de saa nødis til an­den gang at igientage Læsningen, eftersom de hverken Brødet, eller Kalken, maa uddeele, før end de med Ordet og Bønnen ere helligede.

24. Præsterne skal vide tallet på dem, som skal deltage i nadveren, så der ikke på alteret skal mangle brød og vin. For i så fald bliver det nødvendigt at gentage læsningen, fordi hverken brødet eller kalken, må uddeles, før de er helligede med Ordet og bønnen.

25. Præsterne skulle holde efterskrevne fra Naderens Sacra­mente. l. Dem, som ere aabenbare Bandsatte, og ikke igien afløste. 2. Dem, som forhærdeligen hænge ved nogen vit­terlig Kætter'. 3. Afsindige Mennisker og Ufornumstige Børn. 4. Saa mange, som haarnakkeligen leve i nogle aabenbare Laster, som Horkarle, Skørlevnere, Aagerkarle, Slemmere, Skiendegieste, Voldsmænd, og allermeest Guds Ords Forhaanere og Foragtere, som aabenbare og foruden al Guds Frygt synde.

25. Præsterne skal holde efterfølgende fra nadverens sakramente. 1. Dem, som er offentligt bandlyste, og ikke igen afløste. 2. Dem, som hårdnakket holder fast ved noget bevidst kætteri. 3. Afsindige mennesker og ufornuftige børn. 4. Så mange, som hårdnakket leve i åbenlyse laster, som seksuelle synder, økonomisk svindel, ballademagere, voldsmænd, og allermest Guds Ords forhånere og foragtere, som synder åbenlyst og uden al gudsfrygt.

 

26. Ellers skal ingen forholde sig for længe fra Naderens Sa­cramente, som veed med god Forskiel, hvad det er at an­namme og bruge Herrens Legem og Blod; Ikke skulle heller de Unge sig længe derfra forholde, som ere komne til den Alder og Forstand, at de kunde giøre Skilsmis, og vide, hvad paa saadant Stæd Christeligen forhandlis; Og skulle baade de, som enten i Visitatzer, eller og foruden, for deris gode Forfremmelse derudj ved Præsten, Prov­sten, eller Biskoppen, dertil annammis, saa ogsaa alle de, der vide at giøre Regnskab for Ordenis Meening i hver Deel eenfoldeligen efter Lutheri Fortale i hans li­den Catechismo, være alvorligen paaminte, at de bruge Sacramentet nogle gange om Aaret,, og jo saa tit, som de finde nogen Anstød, som dem til saadan Aandelig Læge­dom at annamme skulle bevæge.

26. Ellers skal ingen afholde sig for længe fra nadverens sakramente, som ved god besked om, hvad det vil sige at modtage og bruge Herrens legeme og blod. Heller ikke de unge, som er kommet i den alder og forstand, at de forstår, hvad der foregår, og kender den åndelige værdi, skal afholde sig derfra for længe. Både de, som enten i overhøringer eller uden, for deres gode indsigt ved præsten, provsten, eller biskoppen, får lov til det, ligesom også alle de, der kan gøre rede for ordenes mening i hver del enfoldig efter Luthers fortale i hans Lille Katekismus, skal være alvorlige påmindet, at de bruger nadveren nogle gange om året. Ja, så tit, der er noget, der besværer dem, som skal bevæge dem til at modtage sådan åndelig lægedom.

 

27. Entholder sig nogen over et heelt Aar fra Naderens Sacra­mente, da skal hand udstaa Kirkens Disciplin, og hvis hand, alle Advarseler Uagtede, bliver i saadan Fraholdelse fremturendis, da skal saa med hannem handlis, som herefter i det IX. Capitel mældis.

27. Afholder nogen sig over et helt år fra nadveren, skal han tilrettevises af kirken, og hvis han, alle advarsler uagtet, fortsætter i sådan undladelse, da skal der handles med ham, som det fremgår i det 9. kapitel.

 

28. Hvo som i Drukkenskab befindis den Dag hand haver faaet Afløsning, eller brugt Naderens Sacramente, skal staa aabenbare Skrifte.

28. Den, der drikkes sig fuld, den dag han har fået afløsning, eller brugt nadverens sakramente, skal irettesættes offentligt.

 

29. Begaais af nogen til Guds Navns Bespottelse større Forseelse, eller anden Forargelse, da skal det og billigen med højere Straf anseis, efter som det befindis grovt at have været.

29. Begår nogen til Guds navns bespottelse større forseelse, eller anden forargelse, da skal der med rimelighed idømmes højere straf, i forhold til hvor groft, det har været.

 

 

 

 

 

 

6. kapitel

Om præsternes opgave med at undervise de unge

 

Om Præsternis Embede med Ungdommens Undervisning

 

Om præsternes opgave med at undervise de unge

 

1. Præsterne paa Landsbyerne skulle med Dægnene, eller Substituterne, undervise Ungdommen i Børnelærdommen, saa de en­delig een gang i et af Sognene hver Uge see til hvorledis der­med tilgaar, og det saa forskaffe, at hvis om Søndagen ej kand forrettis, der til een anden Dag i hver Uge, som er hver Ons­dag om Eftermiddagen, bestemmis, saa fremt de ikke have lov­lig Forfald, og da skal de een anden Dag dertil tage og bruge, og at hand, som lærer Børnene, giør det stetze med al Flid og Alvorlighed, uden Forargelse og Forsømmelse, som Præsten selv baade i Provstens og Biskoppens Visitatz vil svare dertil.

 

1. Præsterne i landsbyerne skal med degnene, eller medhjælperne, undervise ungdommen i børnelærdommen, så de mindst én gang i ét af sognene hver uge sørger for, at det sker. Og hvis det ikke kan foregå om søndagen, må de henlægge det til en anden dag i hver uge, som f.eks. onsdag om eftermiddagen. Med mindre de er lovlig forhindret. Da skal de finde en anden dag dertil. Den, som lærer børnene, skal altid gøre det omhyggeligt og alvorlighed, uden forargelse og forsømmelse, så præsten selv kan forsvare det både ved provstens og biskoppens overhøring.

 

2. Dersom Ungdommen bliver forsømmelig at lære Børnelærdom­men, skulle de af Præsten straffis derfor, og Forældrene alvorligen paamindis og formanis, at de jo holde deris Børn dertil, og dem ingenlunde derfra forholde, ej heller nogen af hvis unge Tyende de kunde have i deris Huse, men at de end heller, Mor­gen og Aften, foruden daglige Bønner, besynderlig paa de hel­lige Dage, lære de Unge over alt, som de have hos sig, det de selv tilforn have lært, indtil de af Præsten og Dægnen rettis i hvis tilforn ikke vel var fattet, og ydermeere i Lutheri For­klaring kunde undervisis, uden de ville hver gang der paaklagis, være skyldige for Helligbrøde, eller omsider straffis med Kirkens Disciplin, som for Motvillighed og Ugudelighed.

 

2. Hvis ungdommen bliver forsømmelig med at lære børnelærdommen, skal de af præsten straffes derfor, og forældrene alvorlige påmindes og formanes, at de skal holde deres børn dertil. De skal ikke holde dem derfra, heller ikke hvis de har unge medhjælpere i deres hjem. Tværtimod skal de morgen og aften, foruden daglige bønner, især på helligedage, lære alle de unge, som de har hos sig. De skal lære dem det, de selv tidligere har lært, indtil de af præsten og degnen rettes i det som de ikke før forstod ordentligt. Desuden skal de undervises i Luthers forklaring, så de ikke hver gang skal rettes og være skyldige i helligbrøde, eller omsider irettesættes af kirken for modvillighed og ugudelighed.

 

 

 

 

 

 

 

7. Kapitel

Om præsters embede med husbesøg, omsorg for de fattige, syges og fangers besøg

 

Om Præsters Embede med Husbesøgelse, Omsorg for de Fattige, Sygis og Misdæderis Besøgelse

 

Om præsters embede med husbesøg, omsorg for de fattige, syges og fangers besøg

 

1. Præsterne skulle have synderlig indseende med, end og stundum Huus fra Huus, hvor meest fornøden er, og beqvemmeligst skee kand, at de, som ere i deris Meenigheder, nære sig redeligen, og holde deris Børn til Lære, Haandverk og anden Tieniste, hvorom der og alvorligen bør at skee Formaning af Præsterne.

1. Præsterne skal have særlig indseende med, endog undertiden hus for hus, hvor det mest er nødvendigt, og lettest kan ske, at de, som er i deres menighed, nære sig redelig, og holde deres børn til lære, håndværk og anden tjeneste. Det bør de også formanes alvorligt om af præsterne.

 

2. Præsterne skulle have Omsorg for de Fattige, og ikke alleeniste formane Sognefolket til at give Almisse, men og gaa dem for derudj med et got Exempel; De skulle flitteligen tilsee, at hvis de Fattige givet og Christeligen tillagt er, de det nyde og bekomme.

2. Præsterne skal have omsorg for de fattige, og ikke alene formane sognefolket til at give almisse, men også selv vise dem et godt eksempel. De skal flittig tilse, at det som er givet og kristelig tillagt de fattige, at de også modtager og får det.

3. Præsterne skulle ideligen besøge de Syge og Vanføre, og flitteligen, naar Aarsag givis, paaminde Folket, at de betimeligen, naar de blive syge, sende Bud efter dem, at de kunde siden dis ideligere komme til dem, og give dem Paamindelse og gode Raad, og ej bie indtil den alleryderste Nød, med mindre nogen bliver af een brat og Uforseet Sygdom forrasket. Hvor Præsterne ere da een gang kal­dede, did skulle de siden omstunden komme igien, efter som den Syge haver behov, uden hand haver andre hos sig, som hannem med Undervisning og Trøst nok fyldistgiøre kunde. Men dersom de ikke kaldis, da ere de undskylte, om de ikke komme.

3. Præsterne skal ofte besøge de syge og vanføre, og flittig, når årsag gives, påminde folk, at de i tide, når de blive syge, sender bud efter dem. Så kan de des oftere besøge dem, og give dem påmindelse og gode råd. De skal ikke vente til den alleryderste nød, med mindre nogen bliver overrasket af en brat og uforudset sygdom. Hvor præsterne er kaldet hen én gang, skal de siden nu og da komme igen, som den syge har det behov. Undtagen hvis han har andre hos sig, som kan undervise og trøste ham tilstrækkeligt. Men hvis de ikke kaldes, da er de undskyldte, hvis de ikke kommer.

4. Det er og billigt, at dersom Præsten, der begæris af den Syge, behøver Heste og Vogn, derhen at komme, de da hannem med Budet tilskikkes.

4. Det er også rimeligt, at hvis præsten, der ønskes af den syge, behøver heste og vogn, for at komme derhen, at man da sørger for det sammen med budet.

5. Begærer og den Syge med Christelig Attraa at være deelagtig i Naderens Sacramente, da skal Præsten hannem det efter forregaaende Skriftemaal og Afløsning meddeele med de sædvanlige Ceremonier.

5. Ønsker den syge også med kristelig attrå at modtage nadverens sakramente, da skal præsten efter foregående skriftemål og afløsning give den syge det med de sædvanlige ceremonier.

 

6. Præsterne maa ikke i deris Besøgelser anmode den Syge, som ligger paa sin Sotteseng, om noget Verdsligt, som kunde hindre hannem i hans Christelig Bereedelse til Døden.

6. Præsterne må ikke i deres besøg anmode den syge, som ligger på sit dødsleje, om noget verdsligt, som kan hindre ham i hans kristelige beredelse til døden.

 

7. Præsterne skulle ofte besøge Misdædere, som for deris Misgierninger paa deris Liv side i Fængsel, at de kunde undervise dennem til deris Synders Vederkiendelse og Guds Naadis Til­flugt, at de retteligen kunde bereedis til Naderens Sacramentis Annammelse, som dennem, om de det begære, een eller to Dage, før end de rettis, skal meddeelis.

7. Præsterne skal ofte besøge fanger, som for deres misgerninger er dømt til døden, så de kan undervise dem til deres synders erkendelse og Guds nådes tilflugt. Så kan de forberedes godt til at modtage nadverens sakramente, som man skal give dem, hvis de ønsker det, én eller to dage, før de henrettes.

 

8. De skulle og følge dennem til Retterstedet, og intet efterlade af den Undervisning og Formaning, som dem til deris Salighed kand givis, og ej overgive dennem, før end de blive henrettede.

 

8. Præsterne skal også følge dem til retterstedet, og intet undlade af den undervisning og formaning, som man kan yde dem til deres frelse, og ikke forlade dem, før de blive henrettede.

 

 

 

 

 

 

 

8. Kapitel

Om præsters embede med ægtefolk, jordemødre og barselskvinder

 

Om Præsters Embede med Egtefolk, Jordemodere og Barselqvinder

 

Om præsters embede med ægtefolk, jordemødre og barselskvinder

 

1. Præsterne have intet med Egte-Personer paa Egteskabs vegne at skaffe, uden at trolove og vie dem tilsammen, og at under vise deris bekymrede Samvittigheder.

1. Præsterne har intet at bestille med ægtefolk på ægteskabs vegne, udover at trolove og vie dem, og at undervise deres bekymrede samvittigheder.

2. Trolovelsen og Sammenvielsen skulle de forrette med de sædvanlige Ceremonier.

2. Trolovelsen og vielsen skal de forrette med de sædvanlige ceremonier.

3. De maa ingen i de forbudne Leed, ej heller nogle Ubekiente, som ej ere deris egne Sognefolk, trolove, eller vie tilsammen, før end de fremvise deris Skudsmaal fra den Stæd de komne ere, eller have trofaste Vidner og Forlovere, at de for anden Trolovelse og Egteskab ere frj; Ej heller, naar der er giort lov­lig Forbud, før end ved endelig Dom er kient udj Sagen.

3. De må ikke trolove eller vie nogen, der ifølge loven er for nær beslægtede. Heller ikke nogen ubekendte, som ikke er deres egne sognefolk, før de fremviser attest fra den by, de kommer fra, eller har trofaste vidner og forlovere, som kan bevidne, at de er frie for anden trolovelse og ægteskab. Heller ikke, når der er gjort lovlig anmodning, før end sagen er afgjort ved endelig dom.

4. De maa og ingen vie sammen, før end der om deris Egteskab er tre Søndager forkyndet paa Prædikestoelen; Ej heller nogen Enkemand, eller Enkeqvinde, før end de have holdet Skifte, og giort Rigtighed med deris Medarvinger.

4. De må heller ingen vie, førend deres påtænkte ægteskab er meddelt fra prædikestolen tre søndage. Heller ikke nogen enkemand, eller enkekvinde, før de har gjort boet op, og delt korrekt med deres medarvinger.

5. Trolovelser og Vielser skulle ej holdis i andet Sogn, end Fæ­stemøen, eller Qvinden er, og sig opholder udj, uden det skeer med hendis Sognepræstis samtykke.

5. Trolovelser og vielsen skal ikke holdes i et andet sogn, end det bruden eller kvinden er fra og opholder sig i, uden det sker med hendes sognepræsts samtykke.

6. Præsterne skulle alvorligen forbyde de trolovede Personer at søge Seng sammen, før end de i Kirken i Egteskab retteligen blive samlede.

6. Præsterne skal alvorlig forbyde de trolovede personer at søge seng sammen, før de er blevet rigtig forenet i ægteskab i kirken.

7. Hver Præst skal have een Bog at tegne ved Dag og Tid deris Navne udj, som hand trolover og vier tilsammen, saa ogsaa de Børns, som hand døber i sit Sogn, Egte og Uegte, tillige med Faddernis Navne.

7. Hver præst skal have en bog til at skrive dato og navne i, for dem, han trolover og vier, og også de børn, som han døber i sit sogn, ægte og uægte, tillige med faddernes navne.

8. Præsterne skulle undervise Jordemodere, hvorledis de sig skul­le forholde baade med Barselqvinderne og Fosteret, og skulle samme Jordemodere være ærlige og gudfrygtige Qvinder, som sig paa deris Embede forstaa, og boe paa beqvemmelige Stæ­der, saa vel de Fattige som de Rige til Hielp. Samme Jorde­modere, hvis de befinde Fosteret dødt i Moderens Liv, skulle de det Gud befale, og giøre deris Flid til, at Mo­deren, som er forrespent, maa blive reddet. Men finde de Fosteret levendis, eller noget fremkomme, dog nær dødt, da skulle de alligevel ikke døbe det, før end det aldelis er født. Er Barnet i Livs Fare, efterat det fuldkommeligen født er, da maa Jordemoderen det døbe med Vand, og ikke andet, om Præsten ikke er ved Haanden, eller nogen skikkelig Mands Person, som er kommen til Skiels alder.

8. Præsterne skal undervise jordemødrene om, hvordan de skal forholde sig både med barselkvinderne og fosteret. Og jordemødre skal være ærlige og gudfrygtige kvinder, som er dygtige til deres arbejde og bor centralt, til gavn for så vel de fattige som de rige. Hvis jordemødrene finder fosteret dødt i moderens liv, skal de befale det til Gud, og anstrenge sig for, at moderen, som er i fare, må blive reddet. Men finder de fosteret levende eller noget fremkommer, som dog næsten er dødt, da skal de alligevel ikke døbe det, før det er helt født. Er barnet i livsfare, efter at det er helt født, må jordemoderen døbe det med vand, og ikke andet, hvis præsten ikke er i nærheden eller en skikkelig voksen mand.

9. Præsterne skulle formane Barselqvinderne til Bøn og Paakaldelse for deris Foster, saa og at de sig indeholde i fem, eller sex, Uger efter deris Barnefødsel, efter hvil­ken Tid de skulle holde deris Kirkegang, dog Egteqvinder alleene ledis i Kirken af Præsten, hvor det hidindtil haver været brugeligt.

9. Præsterne skal formane barselkvinderne til bøn og påkaldelse for deres foster. Og til at de bliver hjemme i fem eller seks uger efter deres barnefødsel. Når den tid er gået skal de komme i kirke. Dog ledes ægtekvinden alene ind i kirken af præsten, hvor det hidtil har været skik.

10. Præsterne skulle flitteligen i deris Prædikener formane Forældrene, og i Synderlighed Qvinderne, at de med de­ris Børn have god Varetægt, at de ej for deris Forsømmelsis, eller Uagtsomheds, Skyld komme til Ulykke.

10. Præsterne skal flittig i deres prædiken formane forældrene, og især kvinderne, at de passer deres børn godt, så der ikke på grund af forsømmelses eller uagtsomheds sker ulykker.

 

 

 

 

 

9. Kapitel

Om præsternes og deres medhjælperes opgave og myndighed over for de ubodfærdige

 

Om Præsternis og deris Medhielperis Embede, og Kirkens Myndighed imod de Ubodfærdige

 

Om præsternes og deres medhjælperes opgave over for de ubodfærdige

 

1. I Kiøbstæderne skal een hver Sognepræst i sit Sogn nogle af de gudfrygtigste, oprigtigste, ivrigste og beste Sognemænd tilforordnis, som skulle til Christelig Skik og Myndighed at erholde være hans Medhielpere og Bistandere, og, om saa mueligt og tienligt er, skulle Kirkeværgerne og de Fattigis Forstandere for andre dertil af Stigtsamptmanden, Biskoppen, Præsten og Borgemester og Raad forordnis, eller ogsaa i deris Stæd, eller til dennem tvende, eller fire andre af de gudfrygtigste og beste efter Sognets Størrelse og Vilkor, dertil forordnis og brugis; Og som det fornemste, som der bør at agtis, er, at de et got ærligt Røgte og Vidnisbyrd om deris Levnet og Christelig Omgængelse have, saa bør og det der hos, saa vit mueligt er, havis i Agt, at saadanne dertil bestillis, som ikke med vitløftig Reisen og Seglatz deris Næring søge. Ikke heller maa de, der eengang dertil ere velforordnede, uden vigtige Aarsager, eller andre beqvemme igien ere at bekomme, letteligen foriøvis; Hvorfor de og for andre Bestillinger, som: Formynderskab, Kæmners, Tingmænds, Sandemænds, og deslige, Bestillinger skulle være forskaanede.

1. I købstæderne skal enhver sognepræst i sit sogn have nogle af de gudfrygtigste, oprigtigste, ivrigste og bedste sognemænd tilknyttet, som skal være hans medhjælpere og bistandere til at opretholde kristelig skik og myndighed. Hvis det er muligt og tjenligt, skal kirkeværgerne og de fattiges forstandere som de første udvælges dertil af stiftsamtmanden, superintendenten, præsten og borgmester og råd. Eller også i deres sted, eller til dem to, eller fire andre af de gudfrygtigste og bedste efter sognets størrelse og vilkår. Det vigtigste er, at de har et godt ærligt rygte og vidnesbyrd om deres levned og kristelige omgængelse. Desuden bør man vælge nogen, der ikke i deres arbejde rejser meget og er væk længe. Ikke heller må de, der engang dertil er forordnede, uden vigtige årsager let forloves, med mindre der er tilstrækkelig med suppleanter. Disse personer er fritaget fra andre opgaver som: formynderskab, kæmners, tingmænds, sandemænds, og deslige.

 

2. Paa Landsbyerne skal Kirkens Forsvar med Provstens Raad tvende af de gudfrygtigste, beste og vederhæftigste Sognemænd til Kirkeværgere bestille, som og skulle være Præstens Medhielpere, og dog, om de for Besværings Skyld det ikke udstaa kunde, maa de hver tredie, eller fierde, Aar forandris.

2. I landsbyerne skal to af de gudfrygtigste, bedste og vederhæftigste sognemænd udnævnes til kirkeværger til kirkens forsvar med provstens råd. De skal også være præstens medhjælpere. Hvis det er for krævende, kan de udskiftes hver tredje eller fjerde år. 

 

3. Fornævnte Medhielpere og Bistandere skulle Præsten derfor tilforordnis. l. At, naar hand det af dem begærer, skulle de sig med hannem forsamle. 2. Udj alt, hvis hans betroede Tilhøreris skikkelig og Christelig levnets Fremdragelse angaar, naar hand det begærer, skulle de hannem troligen raadføre. 3. Og, naar behov giøris, hielpe og bistande. 4. Saa velsom ogsaa selv Agt give, og derforuden randsage, og sig flitteligen bespørge om alt hvis som tviflraadigt kunde være, og til Guds ære og hans Meenigheds Opbyggelse kunde tiene. 5. Og det uden nogen Persons Anseelse Uforsømmet give deris Sielesørger tilkiende, og dersom befindis, at de med nogen, enten for vild, eller Venskab, see igiennem fingre, da skulle de være forfaldne til de Fattige at give sex Lod Sølv, hvilke Præsten med Husbondens Foged skulle forpligtede være at infordre, saa fremt de selv dertil ikke ville svare.

3. førnævnte medhjælpere og bistandere skal præsten derfor tilforordnes. 1. At, når han det af dem begærer, skal de sig med ham forsamle. 2. De skal trofast rådføre sig med ham i alt, hvad hans betroede tilhøreres skikkelig og kristelig levneds fremdragelse angår, når han ønsker det. 3. Og, når behov gøres, hjælpe og bistå. 4. Så vel som også selv agt give, og derforuden ransage, og sig flittigt spørge om alt hvis som tvivlrådigt kunne være, og til Guds ære og hans menigheds opbyggelse kunne tjene. 5. Og det uden nogen persons anseelse uforsømmet give deres sjælesørger tilkende, og dersom befindes, at de med nogen, enten for vinding eller venskab, ser igennem fingre, da skal de være forfaldne til de fattige at give seks lod sølv, hvilke præsten med husbondens foged skal forpligtede være at inddrive, såfremt de selv dertil ikke ville svare.

 

4. Eeden skal giøris af dem, som dertil udnævnis, for Præsten i nogle af Sognemændenis Nærværelse paa fornævnte fem Artikler, som efterfølger: Jeg N. N. udvalt til denne min Sognepræstis Medhielper lover og tilsiger, at jeg med al Troeskab vil forrestaa dette mit Christeligt Embede, og af min yderste Magt og Formue søge og fordre Guds Ære, samt Kirkens og de Fattigis Gavn og Beste, Præsten i Kirkens Disciplin at giøre tilbørlig Bistand, som her i forskrevne fem Artikler er sagt, saa som jeg vil svare for Gud og Christelig Øvrighed, saa sant hielpe mig Gud og hans hellig Evangelium.

4. Eden skal gøres af dem, som dertil udnævnes, for præsten i nogle af sognemændenes nærværelse på førnævnte fem artikler, som efterfølger: Jeg NN udvalgt til denne min sognepræsts medhjælper lover og tilsiger, at jeg med al troskab vil forestå dette mit kristelige embede, og af min yderste magt og formue søge og fordre Guds ære, samt kirkens og de fattiges gavn og bedste, præsten i kirkens disciplin at gøre tilbørlig bistand, som her i forskrevne fem artikler er sagt, så som jeg vil svare for Gud og kristelig øvrighed, så sandt hjælpe mig Gud og hans hellige evangelium.

5. Ingen Geistlig, eller Verdslig, Øvrighed skal hermed betagis deris Jurisdiction, Bestilling, eller Christelig Forsorg, meget mindre skal Sognepræsten noget af sin pligtig Omhue og Bestillings Myndighed herved være betagen; Men skal langt meere tiene hannem til Hielp og støre Myndighed.

5. Ingen gejstlig, eller verdslig, øvrighed skal hermed betages deres jurisdiktion, bestilling, eller kristelig forsorg, meget mindre skal sognepræsten noget af sin pligtig omhu og bestillings myndighed herved være betagen; men skal langt mere tjene ham til hjælp og større myndighed.

6. Præsten skal, før end hand noget for Medhielperne lader offentlig indkomme, altid med sin egen særdelis og hemmelig Advarsel og Paamindelse først forsøge, om den Skyldige sig vil raade og undervise lade; Men dersom saadan Christelig og venlig Paamindelse intet formaar, da skal hand siden i alle hans Medhielperis Nærværelse og Paahør hannem igien med Alvor formane at rette og bedre sig.

6. Præsten skal, før han noget for medhjælperne lader offentlig indkomme, altid med sin egen særdeles og hemmelig advarsel og påmindelse først forsøge, om den skyldige vil lade sig vil råde og undervise. Men hvis sådan kristelig og venlig påmindelse intet formår, da skal han siden i alle hans medhjælperes nærværelse og påhør ham igen med alvor formane at rette og bedre sig.

7. Præsten skal med sine Medhielpere sig i det ringeste fire gange om Aaret til Tamperdagen, eller i samme dags Uge, i Sacristiet i Kirken forsamle, og dersom nogen uden lovlig Undskyldning da udebliver, skal hand give til de Fattige to Lod Sølv, hvortil Præsten skal have indseende, at de udkomme, saa fremt hand ikke selv vil dem udgive: Og ellers ogsaa saa tit, som een hver Sognepræst i sit Sogn noget vigtigt forrefalder, da skal hand om Søndagen efter Tienisten forsamle fornævnte Medhielpere, enten naar hand selv noget, som Raadførelse udkræver, haver formerket, eller hand af nogen af dennem der om noget, som saadant kunde udkræve, er bleven advaret, og, dersom noget tviflraadigt, eller vigtigt, forrefalder, da skal Provsten og tvende næste HerretsPræster hosvære med Raad og Myndighed alting at forrette, naar Præsten det af dennem begærer.

7. Præsten skal med sine medhjælpere sig i det mindste fire gange om året til tamperdagen, eller i samme dags uge, i sakristiet i kirken forsamle, og dersom nogen uden lovlig undskyldning da udebliver, skal han give til de fattige to lod sølv, hvortil præsten skal have indseende, at de udkommer, såfremt han ikke selv vil dem udgive: og ellers også så tit, som enhver sognepræst i sit sogn noget vigtigt forefalder, da skal han om søndagen efter tjenesten forsamle førnævnte medhjælpere, enten når han selv noget, som rådførelse udkræver, har bemærket, eller han af nogen af dem der om noget, som sådant kunne udkræve, er bleven advaret, og, dersom noget tvivlrådigt, eller vigtigt, forefalder, da skal provsten og to næste herredspræster være parat med råd og myndighed alting at forrette, når præsten det af dem begærer.

8. Hvad Synder og Laster, og alt hvis Præsten i Guds Ord er befalet at straffe, det samme bør hans Medhielpere at staa hannem bi udj, om behov giøris; Men særdelis bør de at have indseende med saadanne Laster, som ellers ved sædvanlig Rettergang ikke saa beqvemmeligt er at afskaffe, eller bevise, som: Prædikens Forsømmelse, hellige Dagis Misbrug til Gilde, Drik, Dobbel, Gøglen, Fikten, eller andet saadant, Fraholdelse fra Sacramentet over et fierding, halft, eller heelt, Aar, idelig Sværen og Banden, Guds Ords Skiemt og Misbrug i Omgængelse, ond Forligelsemaal imellem Egtefolk, som Uchristelig, uden billige Aarsager, sig imod hin anden forholde, saa og Forældre og Børn indbyrdis, Halstarrighed hos trolovede Folk, som ikke ville lade sig sammenvie til Egteskab, lætfærdig Skanderen og Snak, lætfærdig Selskabs Besøgelse og Omgængelse, Rufferj, Fylderj og idelig Drukkenskab, Ubillig Fordeel i Kiøb og Sal, Ulovlig Aager, Gierighed, i Synderlighed Ungdommens Forførelse til Drik, Dobbel, Letfærdighed, overflødig Bekostning og Ødselhed. Med dette og alt saadant bør een hver af Præstens Medhielpere, saa vel som Præsten selv, hver for sig, som det først spørger, at forrekomme, og med hemmelig Formaning og ivrig Advarsel giøre deris Kald med Flid, at saadant maa afskaffis, saa vel som ogsaa siden sig samtlig raadføre, hvorledis det best skee kand; Og ligesom ingen dermed bør at beskæmmis, men alting, det hemmeligste mueligt er, at forrettis, saa bør og ingen deris Advarsel ilde at optage, men for een Christelig Kierligheds Øvelse og broderlig Skyldighed at holde.

8. Hvad synder og laster, og alt hvad præsten i Guds Ord er befalet at straffe, det samme bør hans medhjælpere at stå ham bi udi, om behov gøres; men særdeles bør de at har indseende med sådanne laster, som ellers ved sædvanlig rettergang ikke så bekvemt er at afskaffe, eller bevise, som: prædikens forsømmelse, hellige dages misbrug til gilde, drik, hasardspil, gøglen, fikten, eller andet sådant, afholdelse fra sakramentet over et kvart, halvt, eller helt, år, idelig sværgen og banden, Guds Ords skæmt og misbrug i omgængelse, ond forligelsemål imellem ægtefolk, som ukristelig, uden rimelige årsager, sig imod hinanden forholde, så og forældre og børn indbyrdes, stædighed hos trolovede folk, som ikke ville lade sig sammenvie til ægteskab, letfærdig skanderen og snak, letfærdig selskabs besøg og omgængelse, rufferi, fylderi og idelig drukkenskab, urimelig fordel i køb og salg, ulovlig åger, gerrighed, især ungdommens forførelse til drik, spil, letsindighed, overflødig bekostning og ødselhed.

Med dette og alt sådant bør enhver af præstens medhjælpere, så vel som præsten selv, hver for sig, som det først sørger for at forhindre, og med hemmelig formaning og ivrig advarsel gøre deres kald med flid, at sådant må afskaffes, så vel som også siden sig samtlige rådføre, hvorledes det bedst kan ske. Ingen bør dermed ydmyges, men alting, det hemmeligste muligt er, at forrettes. Ligeledes bør ingen opfatte deres advarsel ilde, men anse det for en kristelig kærligheds øvelse og broderlig skyldighed.

 

9. Men dersom saadan hemmelig, Christelig, sagtmodig og broderlig Advarsel ingen Frugt vil skaffe, da maa Præsten ved Dægnen, eller Klokkeren, som een kunde til sig tage, om behov giøris, lade samme Person for sig kalde, og da i sine Medhielperis samtlig Paahør med Iver og Alvor hannem igien undervise, og laste og straffe saadan Guds Ord haarnakket og halstarrig Foragt.

9. Men dersom sådan hemmelig, kristelig, sagtmodig og broderlig advarsel ingen frugt vil skaffe, da må præsten ved degnen, eller klokkeren, som en kunne til sig tage, om behov gøres, lade samme person for sig kalde, og da i sine medhjælperes samtlige påhør med iver og alvor ham igen undervise, og laste og straffe sådan Guds Ord hårdnakket og halsstarrig foragt.

 

10. Dersom den Indkaldede ikke møder, og ikke haver Uforbigængelig Forfald, hvorpaa af dennem strax kand kiendis, da skal hand saa meget meere vorde mistænkt, og strax findis til to Lod Sølvs Straf til Husarme; Men skeer det tiere af Modvillie og Foragt, da skal hand advaris at holde sig fra Naderens Sacramente, indtil hand beviser det hellige Kirke-Embede sin tilbørlig Lydighed og Ære, saa og truis med Band, og da skal hannem aarsagen dertil udtrykkeligen formældis.

10. Hvis den indkaldte ikke møder, og ikke har uforbigængelig forfald, hvorpå af dem straks kan kendes, da skal han så meget mere være mistænkt, og straks findes til to lod sølvs straf til husvilde; men sker det tiere af modvilje og foragt, da skal han advares at holde sig fra nadverens sakramente, indtil han beviser det hellige kirkeembede sin tilbørlig lydighed og ære, så og trues med band, og da skal ham årsagen dertil udtrykkelige meddeles.

 

11. Dersom endda al saadan Paamindelse og Refselse intet vil frugte, men meere foragtis, da skal Sognepræsten, efterat hand sig med Provsten og Biskoppen derom raadført haver, trende Søndage lyse til Band, og ellers tit og ofte tilforn af Prædikestoelen giøre Bøn og Formaning for samme Person. Men om disimidlertid ingen kiendelig Forbedring bevisis, da skal Præsten siden ved Navn udelukke samme Person af Guds Meenighed og Samqvem, og bruge den Maade, som i Ritualen findis.

11. Hvis endda al sådan påmindelse og revselse intet vil frugte, men mere foragtes, da skal sognepræsten, efter at han har rådført sig med provsten og biskoppen, tre søndage lyse til band, og ellers tit og ofte tilforn af prædikestolen gøre bøn og formaning for samme person. Men om der imidlertid ingen kendelig forbedring bevises, da skal præsten siden ved navn udelukke samme person af Guds menighed og samkvem, og bruge den måde, som i ritualet findes.

12. Den, som Bandsat er, maa ikke stædis til Naderens Sacramente, ej heller være Vidne til Daaben, ej heller indbydis, eller komme, til nogen hæderlig Samqvem, før end hand sig med Gud og hans hellige Meenighed igien aabenbarlig forliger.

12. Den, som er bandsat, må ikke komme til nadver, ej heller være vidne til dåben, ej heller indbydes, eller komme, til noget hæderlig samkvem, før end han sig med Gud og hans hellige menighed igen åbenbart forliger.

13. Indbyder nogen videndis saadanne til Fadder, eller anden hæderlig Samqvem, da skal hand derfor efter Præstens og hans Medhielperis Betænkende være forfalden, enten til at staa aabenbare Skrifte, eller give noget til de Fattige. Indtrænger den Bandsatte sig til noget, som hannem her forbudet er, bøde derfor til sit Herskab, som derom af Præsten skal advaris. Befindis Herskabet der over ikke at straffe, da skal Præsten give Biskoppen det tilkiende, som det siden for Kongen skal anbringe.

13. Indbyder nogen videndes sådanne til fadder, eller anden hæderlig samkvem, da skal han derfor efter præstens og hans medhjælperes betænkende være forfalden, enten til at stå offentligt skrifte, eller give noget til de fattige. Indtrænger den bandsatte sig til noget, som ham her forbudet er, bøde derfor til sit herskab, som derom af præsten skal advares. Befindes herskabet der over ikke at straffe, da skal præsten give biskoppen det tilkende, som det siden for kongen skal anbringe.

 

14. Den, som saaledis Bandsat er, maa imidlertid tilstædis at høre Guds Ord i Kirken; Dog skal hand have særdelis et stæd for sig, hvor det hannem forordnis, og skal Præsten derforuden tit og ofte saadant Menniske formane, og, naar Lejligheden givis, lære og undervise, at hand sig omvender, og med Gud og sin Øvrighed forliger.

14. Den, som således bandsat er, må imidlertid tilstedes at høre Guds Ord i kirken; dog skal han have et særligt sted for sig selv, hvor det ham forordnes, og skal præsten derforuden tit og ofte sådant menneske formane, og, når lejligheden gives, lære og undervise, at han sig omvender, og med Gud og sin øvrighed forliger.

15. Men dersom hand inden Aar og Dag sig ikke ved aabenbarlig Bekiendelse og Afbøn i Guds Meenighed igien indlemmer, da skal hand for Provstemodet indstævnis, og da ved Dom sit Herskab overantvordis, og siden af Kongens Riger og Lande forvisis.

15. Men hvis han inden år og dag sig ikke ved åbenbart bekendelse og undskyldning i Guds menighed igen indlemmer, da skal han for provstemødet indstævnes, og da ved dom sit herskab overgives, og siden af kongens riger og lande forvises.

16. Dersom da den Bandsatte formeener sig i een, eller anden, Maade at være for urettet, da maa hand Sagen til Kongens højeste Ret indstævne, og siden gaais derom hvis Ret er; Dog skal hand strax tage Stævning, med mindre Exsecutionen skal have sin gænge.

16. Dersom da den bandsatte formener sig i een, eller anden, måde at være forurettet, da må han sagen til kongens højeste ret indstævne, og siden gås derom hvis ret er; dog skal han straks tage stævning, med mindre eksekutionen skal have sin gænge.

17. Men dersom nogen, enten fra Naderens Sacramente haver været udelukt, eller med Band truet, og vil sig dog omvende, og giøre een alvorlig og hiertelig Bekiendelse, eller andre, som bør at staa aabenbare Skrifte, eller de, som inden Tinge med oprakte Fingre befindis Meeneedige at være, eller de, som til Tinge have været sigtede og Tyverj overbevist, og dog benaadede; Item de, som for Manddrab ere benaadede, og de, som Bandsatte have været, og nu een ret alvorlig og Hiertens Omvendelse begære at bevise, de maa igien for deris aabenbarlige Forseelser og Forargelser aabenbarligen til Meenigheden annammis, hvilket skee skal efter Prædiken til Højmesse, imens Meenigheden er tilstæde, og ikke, enten til Froprædiken, eller før end Tienisten begyndis til Højmesse. Afløsningen skal være efter den dertil i Ritualen forskreven Maade.

17. De, der enten har været udelukket fra nadveren eller med band truet, og vil sig dog omvende, og gøre en alvorlig og hjertelig bekendelse, de må igen offentligt modtages i menigheden. Det gælder også dem, som for deres åbenbare forseelser og forargelse, bør stå åbenbare skrifte, eller de, som inden tinge med oprakte fingre befindes meneder at være, eller de, som til tinge har været sigtede og tyveri overbevist, og dog benådede. Ligeledes de, som for manddrab er benådede, og de, som bandsatte har været, og nu en ret alvorlig og hjertens omvendelse begære at bevise. Det skal ske efter prædiken til højmesse, imens menigheden er til stede, og ikke, hverken til froprædiken, eller før end tjenesten begyndes til højmesse. Afløsningen skal være efter den dertil i ritualet forskreven måde.

 

18. Naar den Bandsatte er saaledis igien i Guds Menighed indlemmet, og haver derpaa efter sin Christelig Omvendelse bekommet Afløsning, da maa ingen, enten til Tinge, eller i anden Forsamling, eller nogenstæds, hannem det bebrejde; Og saa fremt nogen det giør, da skal hand give tyve Lod Sølv til Straf, til lige Deele imellem de Fattige og den, som det blev bebreidet, og om hand ikke formaar dem at udgive, stande aabenbare Skrifte.

18. Når den bandsatte således igen er indlemmet i Guds menighed, og har derpå efter sin kristelig omvendelse bekommet afløsning, da må ingen, enten til tinge, eller i anden forsamling, eller nogetsteds, ham det bebrejde. Hvis nogen gør det, da skal han give tyve lod sølv til straf, til lige dele imellem de fattige og den, som det blev bebrejdet, og om han ikke formår dem at udgive, stande åbenbare skrifte.

 

19. Døer nogen Bandsat, som ikke, enten aabenbare i Kirken, eller paa sin Sotteseng bliver afløst, da maa hand ikke begravis i Kirke, eller Kirkegaard.

19. Dør nogen bandsat, som ikke, enten åbenbare i kirken, eller på sit dødsleje bliver afløst, da må han ikke begraves i kirke, eller kirkegård.

20. Dersom nogen, der aabenbarlig haver syndet paa et Stæd, og kand ikke saa lettelig komme did igien, hvor Meenigheden aabenbarlig skulle forbedis, for adskillige Aarsagers Skyld, begærer hiertelig Afløsning paa det Stæd, som hand da befindis paa, kand det hannem og aabenbarligen tilladis; Dog saaledis, at den Præst, som er paa det Stæd, hvor Synden er bedreven, beskedentlig tilkiendegiver den heele Sags Omstændigheder og Lejligheder, at samme Person maa uden Fare aabenbarligen afløsis, saa og beder den Sognepræst at giøre det, i hvis Meenighed hand da findis at være. Og, naar samme Person der er afløst, skal Sognepræsten den forrige Præst tilskrive det hos sig at være forrettet, at hand det derefter kand forkynde ogsaa aabenbarligen i sin Meenighed, som til at afbede den begangen Forargelse paa samme Persons vegne, hvorpaa hand paa det andet Stæd hafde bekommet Afløsning.

20. Hvis nogen, der åbenlyst har syndet på et sted, og kan ikke så let komme did igen, hvor menigheden åbenbart skal forbedes, for adskillige årsagens skyld, begære hjertelig afløsning på det sted, som han da befindes på, kan det ham og åbenbar tillades; dog således, at den præst, som er på det sted, hvor synden en bedreven, beskedenlig tilkendegiven den hele sags omstændighed og lejligheder, at samme person må uden fare åbenbar afløses, så og beder den sognepræst at gøre det, i hvis menighed han da findes at være. Og, når samme person der er afløst, skal sognepræsten den forrige præst tilskrive det hos sig at være forrettet, at han det derefter kan forkynde også åbenbar i sin menighed, som til at afbede den begåede forargelse på samme persons vegne, hvorpå han på det andet sted havde bekommet afløsning.

 

21. Naar nogen for sin Forseelse bør at staa aabenbare Skrifte, og hand sig med et angerfult Hierte og gudelig Andagt dertil indstiller, da skal Præsten slæde hannem til Afløsning, om end skiønt Herskabet sin Rettighed ikke bekommet haver.

21. Når nogen for sin forseelse bør stå åbenbare skrifte, og han sig med et angerfuldt hjerte og gudelig andagt dertil indstiller, da skal præsten modtage ham til afløsning, selv om herskabet sin rettighed ikke bekommet har.

22. Hender det sig, at nogen Ubekient, som i Kongens Riger og Lande født er, og holdis fra Sacramentet, fordj hand ikke skaffer Bevis om sit Liv og Levnet, sig saaledis forseer, at hand Kirkens Disciplin bør at udstaa, da skal hand dog ikke til aabenbarlig Afløsning annammis, med mindre hand skaffer Bevis; Og hvis hand den ikke skaffer inden een vis forrelagt Tid, da skal hand til Provstemodet indstævnis, og saaledis med hannem handlis, som her oven for om halstarrige Bandsatte er mældet.

22. Hænder det sig, at nogen ubekendt, som i kongens riger og lande født er, og holdes fra sakramentet, fordi han ikke skaffer bevis om sit liv og levned, sig således forser, at han kirkens disciplin bør udstå, da skal han dog ikke til åbenbar afløsning annammes, med mindre han skaffer bevis; og hvis han den ikke skaffer inden en vis forelagt tid, da skal han til provstemødet indstævnes, og således med ham handles, som her ovenfor om halsstarrige bandsatte en meddelt.

 

23. Ingen maa af den Christen Meenighed udelukkis, eller bandsettis, ej heller maa lysis til Band for den, som ikke vidis hvem hand er; Men dersom nogen Synd og Utilbørlig Gierning af Ubekient Menniske bedrivis, da skal Præsten af Prædikestoelen bede og formane Gud, at, saa fremt samme Menniske lever, det maatte blive kient, aabenbaret og tilbørligen straffet, og komme til sine Synders Bekiendelse og Omvendelse: Derhos, at efterdj samme Menniskis Synder, som hand holder hemmelig, ere hannem i Himmelen forbeholdne, og hand derfor er saa meget dis længre fra sin Omvendelse, som hand holder sig Ubekient for Guds Ords Tienere og den Christen Meenighed, da skal hand advaris, om hand saa er ved Haanden, at hand den Formaning hører, eller og derom spørge kand, at hand holder sig fra Christi Legems og Blods Sacramente, efterdj hand er i Guds Vrede, indtil hand sig bedrer, bekiender og omvender.

23. Ingen må af den kristen menighed udelukkes, eller bandsættes, ej heller må lyses til band for den, som ikke vides hvem han er. Hvis nogen synd og utilbørlig gerning af ubekendt menneske bedrives, skal præsten derimod fra prædikestolen bede og formane Gud, at, såfremt samme menneske lever, det måtte blive kendt, åbenbaret og tilbørlig straffet, og komme til sine syndens bekendelse og omvendelse. Fordi dette menneskes synder, som han holder hemmelig, er ham i himmelen forbeholdne, og han derfor er så meget des længere fra sin omvendelse, som han holder sig ubekendt for Guds Ords tjenerne og den kristne menighed, da skal han advares. Hvis han så er ved hånden, at han den formaning hører, eller og derom spørge kan, at han holder sig fra Kristi legemes og blods sakramente, fordi han er i Guds vrede, indtil han sig bedre, bekender og omvender.

 

24. Dersom nogen Husbond, eller Herskab, befindis at ligge og øve sig i nogle aabenbare Synder og Laster, imod Gud og sin egen Samvittighed, eller og sine Tienere fra Guds Tieniste med Hoverj, eller anden Syssel, uden største Aarsag og Fornødenhed, om Bede- eller Hellig-Dage findis at holde, da skal Præsten i det Sogn, som samme Person er boesat, eller og sig opholder, først i eenrum hannem advare; Og dersom det ikke vil hielpe, give Provsten og Biskoppen det tilkiende, hvilke fornævnte Person skulle for sig indkalde, og iligemaade med hannem med Band, og andet, sig forholde og procedere, saa som de for Gud og Kongen i sin Tid agte at forsvare, om de herudj af nogen Persons Anseelse sig lade betage og afholde fra at forrette det, som de Gud og Kongen pligtige ere i deris Bestilling at efterkomme. Dersom da saadan Person enten med Trusel, Beskikkelse, eller anden Gevalt, sig paa nogen Guds Ords Tiener understaar sig at forgribe, da skal det ingenlunde blive Ustraffet; Og saa fremt Præsten sig ikke herefter retter, da skal hand af Kongens Stigtsbefalingsmand og Biskoppen tiltalis og dømmes fra sit Kald; Og dersom Kongens Befalningsmand, eller Biskoppen, ikke Kongen det tilkiendegiver, skulle de give fire hundrede Lod Sølv til næste Hospital.

24. Hvis nogen husbond, eller herskab, befindes at ligge og øve sig i nogle åbenbare synden og laster, imod Gud og sin egen samvittighed, eller og sine tjenere fra gudstjeneste med hoveri, eller anden syssel, uden største årsag og fornødenhed, om bede eller helligdage findes at holde, da skal præsten i det sogn, som samme person er bosat eller opholder sig, først i enerum advare ham. Hvis det ikke vil hjælpe, skal han give provsten og biskoppen det tilkende, hvilke førnævnte person skal for sig indkalde, og i lige måde med ham med band, og andet, sig forholde og procedere, så som de for Gud og kongen i sin tid agte at forsvare, hvis de af nogen persons anseelse sig lade betage og afholde fra at forrette det, som de Gud og kongen pligtige er i dens bestilling at efterkomme. Hvis da sådan person enten med trussel, beskikkelse, eller anden gevalt, sig på nogen Guds Ords tjener indestår sig at forgribe, da skal det ingenlunde blive ustraffet; og såfremt præsten sig ikke herefter retter, da skal han af kongens stiftsbefalingsmand og biskoppen tiltales og dømmes fra sit kald; og hvis kongens befalingsmand, eller biskoppen, ikke kongen det tilkendegiver, skal de give fire hundrede lod sølv til nærmeste omsorgsinstitution.

 

25. Dersom ellers nogen paa Præsten, eller hans Medhielpere, skielder, eller nogen af dem for deris velmeente hemmelig Advarsel og Refselse beskikker, da bør det deris Øvrighed at tilkiendegivis, som derover skulle straffe; Og hvis de det efterlade, da skal det paa højere Stæder andragis.

25. Dersom ellers nogen på præsten, eller hans medhjælpere, skælder, eller nogen af dem for deres velmente hemmelig advarsel og revselse beskikket, da bør det deres øvrighed at tilkendegives, som derover skal straffe; og hvis de det efterlade, da skal det på højere steder andrages.

26. Og eftersom Præsten med sine Medhielpere got og Christeligt Betænkende, Limfældighed og Beskedenhed, i tviflraadige Sager haver at bruge, saa skulle de Sager, som alleene i eenrum for dennem forrettis, med Paainindelse, Formaning, Forspørgen og Advarsel om udspret Røgte, ikke siden til nogen udvortis Verdslig Forhør, eller Proces, drivis imod dennem, om end skiønt alting ikke befindis, som Røgtet gaar, eller for Verdslig Ret komme nogen til Skade i nogen Maade. Og paa det den Berøgtede, om hand Uskyldig er, ikke skal komme i Vanrøgte, da skal intet skriftlig fattis om saadant; Men alting hemmelig i deris Mode holdis og forrettis; Og om Præsten, eller hans Medhielpere, noget, som hemmeligt er, udføre, da skal hand miste sit Kald, og een hver af dem give til de Fattige trediesindstyve Lod Sølv.

26. Og eftersom præsten med sine medhjælpere godt og kristeligt betænkende, lemfældighed og beskedenhed, i tvivlrådige sager har at bruge, så skal de sager, som alene i enerum for dem forrettes, med påmindelse, formaning, spørgen og advarsel om udspredt rygte, ikke siden til nogen udvortes verdslig forhør, eller proces, drives imod dem, om end skønt alting ikke befindes, som rygtet går, eller for verdslig ret komme nogen til skade i nogen måde. Og på det den berygtede, om han uskyldig er, ikke skal komme i vanrygte, da skal intet skriftlig fattes om sådant; men alting hemmelig i deres møde holdes og forrettes; og om præsten, eller hans medhjælpere, noget, som hemmeligt er, udføre, da skal han miste sit kald, og enhver af dem give til de fattige tres lod sølv.

 

27. Præsterne skulle og alle dem, som med Sværen og Banden sig dagligen forsee, udj Skriftemaal derom beskedentlig og med Betænkende advare, saa og een hver i Prædiken og Skriftemaal tilraade, at de i deris Huse dermed tilbørlig Indseende have; De skulle og i alle ærlige Samqvemme paaminde dem, som i saa Maade Gud fortørne, og derhos formane, at de noget til de Fattige udgive; De skulle og deris Navne, som sig herimod motvilligen anstille, antegne og til Herskabet overlevere, som tilbørligen dennem bør at straffe.

27. Præsterne skal og alle dem, som med sværgen og banden sig daglige forse, udi skriftemål derom beskedent og med betænkende advare, så og enhver i prædiken og skriftemål tilråde, at de i deres huse dermed tilbørlig indseende har; de skal og i alle ærlige samkvem påminde dem, som i så måde Gud fortørne, og derhos formane, at de noget til de fattige udgive; de skal og deres navne, som sig herimod modvillig anstille, antegne og til herskabet overlevere, som tilbørlig dem bør straffe.

 

28. Befindis Præsten, eller hans Medhielpere, i deris Bestilling at see igiennem Fingre, eller være forsømmelige, da skulle de efter Kongens Stigtbefalningsmands og Biskoppens Sigtelse straffis, som vedbør.

28. Befindes præsten, eller hans medhjælpere, i deres bestilling at se igennem fingre, eller være forsømmelige, da skal de efter kongens stiftsbefalingsmands og biskoppens sigtelse straffes med bøde.

29. Naar nogen Tvist, eller Ueenighed, kunde indfalde imellem Forældre og Børn, Husbond og Husfrue, trolovede Folk, eller og andre Naboer og Venner, som Christeligt og best var at kunde uden Vitløftighed og anden Eftertale i Stilhed vorde bilagt, da bør og kand een hver, som meest Christeligt Hierte haver, og meest begærer at skye Forargelighed, Had og Avinds onde Begyndelse, enten beklage sig for sin Sielesørger alleene, eller, om det ikke vil hielpe, for hannem og hans Medtienere tilhaabe, og saaledis give Christeligen Aarsag til, at af een ringe Misforstand ikke skulle følge een Hednisk Uforligelighed, men meget Ont i Tide kunde forrekommis. Findis nogen forargelig i saadan Uforligelighed at fremture, da handlis med hannem saaledis, som tilforn om Halstarrige er mældet.

29. Når nogen tvist, eller uenighed, kunne indtræffe imellem forældre og børn, husbond og hustruer, trolovede folk, eller og andre naboer og venner, som kristeligt og bedst var at kunne uden vidtløftighed og anden eftertale i stilhed vorde bilagt, da bør og kan enhver, som mest kristeligt hjerte har, og mest begærer at sky forargelighed, had og avinds onde begyndelse, enten beklage sig for sin sjælesørger alene, eller, om det ikke vil hjælpe, for ham og hans medtjenere, og således give kristelige årsag til, at af en ringe misforståelse ikke skal følge en hedensk uforligelighed, men meget ondt i tide kunne forekommes. Findes nogen forargelig i sådan uforligelighed at fremture, da handles med ham således, som tilforn om halsstarrige er meldt.

 

 

 

 

 

 

 

10. Kapitel

Om præsters embede med lig

 

Om Præsters Embede med Lig

 

Om præsters embede med lig

 

1. Præsterne skulle kaste Jord paa de Døde, naar de ere hensatte, eller i Jorden nedsatte, og dersom de have Stun­der, og ere bedne derom, skulle de paa Prædikestoelen holde een Prædiken og Formaning af Guds Ord til Folket, og hvis dennem derfor godvilligen givis, maa de annamme, en­ten de ere Kiøbstæd eller Landsbye-Præster; Men ingenlunde maa de nogen forreskrive, hvad, eller hvormeget, de ville have, under deris Kalds Fortabelse. For Jorden alleene at paakaste maa de intet tage paa Landsbyerne.

 

1. Præsterne skal kaste jord på de døde, når de er hensatte, eller i jorden nedsatte, og hvis de har tid og er bedt derom, skal de på prædikestolen holde en prædiken og formaning af Guds Ord til folket, og hvis der gives dem noget derfor frivilligt, må de modtage det, enten de er købstad- eller landsby-præster. Men de må ingenlunde nogen foreskrive, hvad, eller hvor meget, de ville have, under deres kalds fortabelse. For jorden alene at påkaste må de intet tage i landsbyerne.

 

2. Udj Ligprædikener skulle de holde Maade med den Dødis Liv og Levnets Opregnelse og Berømmelse, og vogte sig, at de intet sige, som kand være imod deris egen Samvit­tighed, saa og at de intet Usømmeligt om den Døde mæl­de.

 

2. I ligprædikenen skal de holde måde med den dødes liv og levneds opregnelse og berømmelse, og vogte sig, at de intet sige, som kan være imod dens egen samvittighed, så og at de intet usømmeligt om den døde melde.

 

3. Udj Pest og smitsomme Sygers Tider skulle de i Kirken giøre kort og kun half saa lang Ligprædiken som ellers, og paa Kirkegaarden i Stædet for Ligprædiken alleene giøre een kort Formaning, eller læse een Bøn og Herrens Bøn, og derudj med de hosværende Gud om Sygdommens Formildelse, og anden Nødtørft paakalde.

 

3. Under pest og smitsomme sygers tider skal de i kirken gøre kort og kun halv så lang ligprædikener som ellers, og på kirkegården i stedet for ligprædiken alene gøre en kort formaning, eller læse en bøn og Herrens bøn, og med de hosværende Gud om sygdommens formildelse, og anden nødtørft påkalde.

 

4. De maa ej kaste Jord paa, eller holde Ligprædiken over no­gen, som for sin Misgierning er bleven rettet, eller har myrt sig selv med Villie, eller er bandsat og ikke afløst, eller er dømt til mindre Mand, før end Øvrigheden og Sagsøgeren er tilfreds­stillet.

 

4. De man ikke kaste jord på, eller holde ligprædiken over nogen, som for sin misgerning er blevet henrettet, eller har myrdet sig selv med vilje, eller er bandsat og ikke afløst, eller er fradømt sine borgerlige rettigheder, før end øvrigheden og sagsøgeren er tilfredsstillet.

 

 

 

 

 

 

11. Kapitel

Om præsters liv og levned, forseelser og bøder

 

Om Præsters Liv og Levnet, Forseelser og Bøder

 

Om præsters liv og levned, forseelser og bøder

 

l. Præsterne skulle i al deris Liv og Levnet og Omgængelse sig saaledis anstille, som det Guds Ords Tienere bør, at deris Tilhørere kunde tage gode Exempler af dem, og deris Liv og Lærdom kand svare hin anden til Opbyggelse og uden Forargelse, saa at de ikke selv med deris Liv og Levnet deris Embede vanære; Men sig saaledis altid for­holde, som deris Kalds Værdighed udkræver.

 

1. Præsterne skal i al deres liv og levned og omgængelse sig således anstille, som det Guds Ords tjenere bør, at deres tilhørere kunne tage gode eksempler af dem, og deres liv og lærdom kan svare hinanden til opbyggelse og uden forargelse, så at de ikke selv med deres liv og levned deres embede vanære; men sig således altid forholde, som deres kalds værdighed udkræver.

 

2. De skulle altid gaa i rette Præste-Klæder, som kand søm­me een Guds Ords Tiener: Ingen Vaaben, Kaarer, eller Bysser, bære, eller med sig føre: Deris Hustruer og Børn skulle klæde sig tarveligen, som den Stand sømmer, uden al Overdaadighed.

 

2. De skal altid gå i rette præste-klæder, som kan sømme en Guds Ords tjener: ingen våben, kårer, eller bøsser, bære, eller med sig føre: deres hustruer og børn skal klæde sig almindeligt, som den stand sømmer, uden al overdådighed.

 

3. Ingen Præst maa sig med andens Kald bevare, enten med Guds Tienistis Forrettelse, Ligprædiken, eller i andre Maader, uden det skeer efter den rette Sognepræstis Begæring, og med hans Villie, eller Biskoppens Befalning.

 

3. Ingen præst må beskæftige sig med en andens opgaver, enten med gudstjenestes forrettelse, ligprædiken, eller i andre måder, uden det ske efter den rette sognepræsts begæring, og med hans vilje, eller biskoppens befaling.

 

4. Præsterne maa ingen Brandstød- eller Trøgle-Breve give nogen, men alleeniste een Forskrivelse til Øvrigheden om deris Nød og Trang.

 

4. Præsterne må ingen brandhjælps- eller trygle-breve give nogen, men alene en forskrivelse til øvrigheden om deres nød og trang.

 

5. De skulle ingen Sognevidner underskrive, eller forsegle; Men Skudsmaal skulle de give, som de agte at forsvare.

 

5. De skal ingen sognevidner underskrive, eller forsegle; men skudsmål skal de give, som de agte at forsvare.

 

6. Præsterne paa Landsbyerne skulle holde tilbørlig Lykkelse, Gierder, Hegnet og andet, med deris Naboer, paa det de skulle ikke komme i Kiv og Trette med dem; Men holde sig fra deris Gadestævne, ej heller komme til Tin­ge, uden de højligen nødis dertil, og have tilforn derom sig med deris Provst og Superintendent raadført.

 

6. Præsterne i landsbyerne skal holde tilbørlig skel, gærder, hegnet og andet, med deres naboer, på det de skal ikke komme i kiv og trætte med dem; men holde sig fra deres gadestævne, ikke heller komme til tinge, uden de kraftigt nødes dertil, og har først derom sig med deres provst og biskop rådført.

 

7. De skulle betimeligen udgive hvis Giesterj, eller andet, som de i Kongens Jordebog staa for, saa og den Pension af deris Kald, som de hidindtil givet have.

 

7. De skal betimelige oplyse, hvis de driver hotel, eller andet, som de i kongens jordebog står for, så og den pension af deres kald, som de hidindtil givet har.

 

8. Ingen Præst maa reise langvejs hen i Stigtet, uden hand giver Provsten det tilkiende; Ej heller uden Stigtet uden Biskoppens Forlov; Og dog skal hand alting saa­ledis beskikke, at intet i hans Fraværelse bliver i Embe­det forsømt.

 

8. Ingen præst må rejse langvejs hen i stiftet, uden han giver provsten det tilkende; ikke heller uden stiftet uden biskoppens tilladelse; og dog skal han alting således beskikke, at intet i hans fraværelse bliver i embedet forsømt.

 

9. Præsterne skulle ingen Kiøbmandskab bruge, uden med hvis hiemme hos dem selv avlis og giøris: Meget mindre skulle de holde noget Drikkehuus, eller selge, enten øl, eller Brændevin.

 

9. Præsterne skal ikke drive købmandsforretning, uden med det som hjemme hos dem selv avles og gøres: meget mindre skal de holde noget drikkehus, eller sælge, enten øl, eller brændevin.

 

10. De maa ingen Verdslige Bestillinger sig med bevare, som: Fogeds, Skrivers, Procurators til Tinge, Kiøgemesters til Bryllupper, eller andet Vertskab.

 

10. De må ikke beskæftige sig med verdslige opgaver, som: Fogeds, skrivers, prokurators til tinge, kogemesters til bryllupper, eller andet værtskab.

 

11. Hvilken Præst sig i Naderens Sacramentis Forrettelse Uagtsom og Utilbørlig forholder, og Vinen for Brødet uddeeler, skal strax Prædikestoelen forbydis, og holde sig fra den, og efter offentlig Afbed af Provsten afløsis: Eller og, om den, som sig forseer, selv er Provst, af Biskoppen, eller, om hand af Sygdom, eller anden lovlig Forfald, forhindris, af een dertil af hannem forordnet fornemme Provst; Siden skal hand, som sig forseet haver, for Provstemodet af Biskoppen indstævnis, og efterat om hans Livs og Levnets Forhold flitteligen er vordet randsaget, da, saa fremt det befindis klarligen, at hand enten for Uskikkeligt Levnet er berøgtet, eller af Drukkenskab samme Forseelse haver begaaet, bør hand baade Kald og Embede at have forbrut. End befindis hand ellers i Liv og Levnet i alle Maader skikkelig, og haver slig Forseelse af bar Uagtsomhed og dybe Tanker beganget, da maa hand sin Forseelse efter aabenbar Afløsning med Penge-Straf til fattige Præste-Enker afsone, efter Kongens Stigtbefalningsmands og Biskoppens Sigelse. Men befindis nogen af Sygdom og Uformodentlig Skrøbeligheds Tilfald at være overilet, da maa hand blive ved Kaldet, og een Capellan underholde; Dog maa hand ikke selv noget for Alteret forrette.

 

11. Den præst, der er uagtsom og forretter nadveren usømmeligt, så han uddeler vinen for brødet, skal straks forbydes prædikestolen, og holde sig fra den, og efter offentlig afbedt af provsten afløses. Eller hvis den, som sig forser, selv er provst, af biskoppen, eller, om han af sygdom, eller anden lovlig forfald, forhindres, af en dertil af ham forordnet fornemme provst. Siden skal den, som har forset sig, for provstemødet af biskoppen indstævnes, og hans liv og levned grundigt undersøges. Hvis det da findes klart, at han enten for uskikkeligt levned er berygtet, eller af drukkenskab samme forseelse har begået, bør han både miste kald og embede. Men findes han ellers i liv og levned i alle måder skikkelig, og har sådan forseelse af bar uagtsomhed og dybe tanker begået, da må han sin forseelse efter offentlig afløsning med penge-straf til fattige præste-enker afsone, efter kongens stiftsbefalingsmands og biskoppens afgørelse. Men findes nogen af sygdom og uformodentlig skrøbeligheds tilfald at være overilet, da må han blive ved kaldet, og ansætte en kapellan; dog må han ikke selv noget for alteret forrette.

 

12. Provsten skal dennem, som saaledis have annammet Sacramentet, i eenrum for sig tage, og dem undervise, hvor storlig de sig forseet have, i det de ikke selv agtede, hvad de giorde; Dog skal hand derhos trøste dem i dette saa vel som andre syndige Tilfald, og siden offentlig alle Til­hørerne advare, at de sig vel skulle betænke, at dersom nogen saadan Tilfald kunde forrekomme, de heller selv med sagtmodig Advarsel det hos Præsten forrekomme, end som sig i hans Ubetænksomhed giøre deelagtige. Der efter kunde de, som saadant er vederfaret, efter hemmelig Paamindelse og Skriftemaal igien annammis til Sacramentet.

 

12. Provsten skal dem, som således har modtaget sakramentet, i enrum for sig tage, og dem undervise, hvor alvorligt de har forset sig, fordi de ikke selv agtede, hvad de gjorde. Dog skal han derhos trøste dem i dette så vel som andre syndige tilfald, og siden offentlig alle tilhørerne advare, at de sig vel skal betænke, at hvis sådanne tilfælde forekommer, de heller selv med sagtmodighed gøre præsten opmærksom på det, end sig i hans ubetænksomhed gør delagtige. Derefter kunne de, som sådant er vederfaret, efter privat påmindelse og skriftemål igen modtages til nadver.

 

13. Hvilken Præst til Egte tager noget Qvindfolk, som af an­den tilforn besovet er, eller befindis at have søgt Seng med sin Hustrue, før end de til Egteskab ere sammenviede, miste sit Kald efter lovlig Proces.

 

13. Den præst som tager noget kvindfolk til ægte, som af anden først besovet er, eller befindes at have søgt seng med sin hustru, før end de til ægteskab er sammenviet, miste sit kald efter lovlig proces.

 

14. Befindis nogen Præst saa beskænket, at hand ikke kan giøre sit Embede uden Forargelse, om hand fordris til nogen, da skal hand strax uden videre Paamindelse dømmis fra sit Kald; Og derfor, naar nogen Geistlig Mand bliver til noget ærligt Vertskab indbøden, skal hand in­genlunde sig til Drukkenskab lade bevæge, ej heller til nogen anden Overflødighed, Nattesæde, Letfærdighed i Snak, i Dantz, eller noget saadant; Ingen maa heller an­mode hannem, meget mindre ville nøde hannem til nogen Drukkenskab.

 

14. Befindes nogen præst at have drukket så meget, at han ikke kan gøre sit embede uden forargelse, om han fordres til nogen, da skal han straks uden videre påmindelse dømmes fra sit kald. Og når nogen gejstlig mand bliver til noget ærligt værtskab indbudt, skal han ingenlunde sig til drukkenskab lade bevæge, ikke heller til nogen anden overflødighed, nattesæde, letfærdighed i snak, i dans, eller noget sådant. Ingen må heller anmode ham, meget mindre ville nøde ham til nogen drukkenskab.

 

15. Præsterne skulle beflitte sig paa at have og bruge for­uden Bibelen gode tienlige Bøger, som af vise og lærde Mænd ere vedtagne. Haver Præsten Middel, og vil ikke forskaffe sig saadanne Bøger, naar hand af Provsten, eller Biskoppen, derom er bleven paamint, da bør hand at straffis derfor efter Biskoppens Sigelse.

 

15. Præsterne skal beflitte sig på at have og bruge foruden Bibelen gode tjenlige bøger, som af vise og lærde mænd er vedtagne. Har præsten penge, men vil ikke forskaffe sig sådanne bøger, når han af provsten, eller biskoppen, derom er bleven påmindet, da bør han straffes derfor efter biskoppens afgørelse.

 

16. De Bøder, som Præster, eller andre Gejstlige, blive tildømte at udgive for Forseelser, som til deris Afsettelse fra Kaldet ej strekke, skal givis til fattige Præste-Enker, i hvo og jus Patronatus til Kirkerne haver. Det samme skal og forstaais om de Lejermaals Bøder, eller andre deslige Bøder, som ej strekke sig til den gandske Boeslod og Formuis Fortabelse, hvilke der kand falde paa Præstegaardenis Grund, og skulle udgivis af deris Tienistefolk og Tyende.

 

16. De bøder, som præster, eller andre gejstlige, blive tildømte at give for forseelser, som til deres afsættelse fra kaldet ikke strække, skal gives til fattige præste-enker, i hvo og jus patronats til kirkerne har. Det samme skal og forstås om de lejermåls bøder, eller andre deslige bøder, som ikke strække sig til den ganske bolod og formues fortabelse, hvilke der kan falde på præstegårdenes grund, og skal udgives af deres tjenestefolk og ansatte.

 

 

 

 

 

12. Kapitel

Om præsters boliger og indkomster

 

Om Præsters Boliger og Indkomster

 

Om præsters boliger og indkomster

 

1. Præsterne skulle boe i deris Sogne, og hos deris betroede Meenighed, og i deris rette Præstegaarde, hvilke de skulle beholde frj med al deris Rettighed og rette Tilliggelse, som der af Alders Tid tilligget haver; Og hvor der ere tvende, eller fleere, Præste­gaarde, da skal Præsten boe i den eene, og nyde af dens Skov frj Olden og fornøden Ildebrand, og af de andre Gaarde, saa vel som af Bøndergaardene, der til hans Bord tillagte ere, skal hand opbære og nyde al Frugt og Landgielde, saa og Herligheden, saa vit hand haver haft i rolig Hævd i tyve Aar, eller og hand beviser hannem med rette at tilhøre.

1. Præsterne skal bo i deres sogne, og hos deres betroede menighed, og i deres rette præstegårde, hvilke de skal beholde fri med al deres rettighed og rette tilliggelse, som der af alders tid tillægget har; og hvor der er to eller flere, præstegårde, da skal præsten bo i den ene, og nyde af deres skov fri olden og fornøden ildebrand, og af de andre gårde, så vel som af bøndergårdene, der til hans bord tillagte er, skal han opbære og nyde al frugt og landgilde, så og herligheden, så vidt han har haft i rolig hævd i tyve år, eller og han beviser ham med rette at tilhøre.

 

2. Om saa er, at der ikke er Skov til den Gaard, som Præsten iboer, da skal hand nyde frj Olden og frj Ildebrand til Skiellighed af de Skove, som ligge til den anden Præste eller AnnexeGaard, om der er Skov til; Dog skulle de, som have Tilsyn med Præsteskovene flittig tilsee, at Præsterne dem ikke forhugge.

2. Om så er, at der ikke er skov til den gård, som præsten bor i, da skal han nyde fri olden og fri ildebrand til skellighed af de skove, som ligger til den anden præste- eller anneksgård, om der er skov til; dog skal de, som har tilsyn med præsteskovene flittig tilse, at præsterne dem ikke forhugge.

3. Af Annexe-Gaardene nyde Præsterne selv alle Tiendens Deele.

3. Af anneks-gårdene nyder præsterne selv alle tiendens dele.

4. Med Præstegaardenis Bygninger, som Præsterne boe udj, og dennem er tillat at maa sig tilforhandle for et hundred Rix Da­ler, og alle de Penge, som deraf kand indbringis, ere de Fattige i Kiøbenhavn overdragne, skal forholdis, som efterfølger:

4. Med præstegårdenes bygninger, som præsterne bor i, og dem er tilladt at må sig tilforhandle for et hundred rigs daler, og alle de penge, som deraf kan indbringes, er de fattige i København overdragne, skal forholdes, som efterfølger:

       A. Skal ingen Creditorer, i hvad Gields Fordring de hos Præsten, hans Husfrue, Børn, eller Arvinger kunde have, enten i Præ­stens levende Live, eller efter hans Død, ved hvad Navn, eller under hvad Prætext, det og være kunde, tilstædis nogen Udlæg, Forsikkring, eller Pant, i nogen tilkiøbt Præstegaards Bygning at bekomme; Men hvis den Indehavende Boe og Formue ikke kunde tilstrekke til den bortskyldige Gields Afleggelse, maa Creditorerne hos den afdøde Præstis Efterkommere saa meget be­komme, som Bygningen første Kiøb kostet haver, hvis den dis imidlertid ikke er bleven brøstfældig; Men dersom den højere skulle vurde vurderet, skal det øvrige den Afdødis Hustrue og Børn til een ringe Underholdning tilkomme uden nogen Creditorernis Prætention og Forhindring; Dog skal i een hver Præ­stis Sterfboe, som een prioriteret Gield, forlods udtagis, hvis den afgangen Præst til de Fattigis Directeurer for den afkiøbte Præstegaards Bygning kand være skyldig bleven, saa vel som i Sædlands Sligt for hvis hand til Præste-Enkerne kand have anlovet at udgive, eller paa Rente have.

       A. Skal ingen kreditorer, i hvad gælds fordring de hos præsten, hans hustru, børn, eller arvinger kunne have, enten i præstens levende live, eller efter hans død, ved hvad navn, eller under hvad prætekst, det og være kunne, tilstedes nogen udlæg, forsikring, eller pant, i nogen tilkøbt præstegårds bygning at får; men hvis det indehavende bo og formue ikke kunne tiltrække til den bortskyldige gælds aflæggelse, må kreditorerne hos den afdøde præsts efterkommere så meget får, som bygningen første køb kostet har, hvis den des imidlertid ikke er bleven brøstfældig; men dersom den højere skal vorde vurderet, skal det øvrige den afdødes hustru og børn til en ringe underholdning tilkomme uden nogen kreditorernes prætention og forhindring; dog skal i en hver præsts dødsbo, som en prioriteret gæld, forlods udtages, hvis den afgangne præst til de fattiges direktører for den afkøbte præstegårds bygning kan være skyldig bleven, så vel som i sjællands stift for hvis han til præste-enkerne kan have lovet at udgive, eller på rente har.

       B. Dersom nogen tilkiøbt Præstegaards Bygning ved Ulykkelig Hendelse afbrændis, da skal til dens Opbyggelse givis af hver Kirke i samme Stigt, hvor Ulyk­ken skeet er, som nogen Middel haver, een Rix Daler.

       B. Dersom nogen tilkøbt præstegårds bygning ved ulykkelig hændelse afbrændes, da skal til deres opbyggelse gives af hver kirke i samme sligt, hvor ulykken sket er, som nogen middel har, en rigs daler.

       C. Naar nogen Præst, som sin Præstegaards Bygning betalt haver, ved Døden afgaar, da skal hans Efterkommere i Kaldet betale hans Arvinger samme Bygning og dens Forbedring efter to næste Præsters og to beste Sognemænds Vurdering; Dog saa at Vur­deringen ikke overgaar fem hundrede slette Daler.

       C. Når nogen præst, som sin præstegårds bygning betalt har, ved døden afgår, da skal hans efterkommere i kaldet betale hans arvinger samme bygning og deres forbedring efter to næste præsters og to bedste sognemænds vurdering; dog så at vurderingen ikke overgår fem hundrede slette daler.

       D. Naar no­gen Præstis Hustrue ved Døden afgaar, da maa ikke Præstegaardens Bygning, naar Skifte holdis, saa som noget Sterfboen tilhørende, komme til Deelning; Men efter Præstens Død skal den komme hans Børn og egne Arvinger til beste, og til dennem alleene af Efterkommeren efter Vurderingen betalis. Men gifter Præsten sig igien, og efter sin dødelige Afgang een Hustrue ef­terlader, da tager hun lige Lod i Gaardens Vurdering, som i an­den Sterfboens Formue.

       D. Når nogen præsts hustru ved døden afgår, da må ikke præstegårdens bygning, når skifte holdes, så som noget dødsbo tilhørende, komme til deling; men efter præstens død skal den komme hans børn og egne arvinger til bedste, og til dem alene af efterkommeren efter vurderingen betales. Men gifter præsten sig igen, og efter sin dødelige afgang en hustru efterlader, da tager hun lige lod i gårdens vurdering, som i anden dødsbos formue.

       E. Haver nogen Præst ikke villet sig tilforhandle sin Præstegaards Bygning for overskrevne hundrede Rix Daler, da skal hand aarligen til hver ellevte Junii erlegge til de Fattigis Directeurer sex Rix Daler, som ere Renten af for­nævnte Hovedstoel, uden al Vederlag; Og naar hand ved Døden afgaar, skal det være de Fattigis Directeurer paa de Fattigis vegne tilstæt, Gaarden at lade vurdere, og forlods ud paa dens Brøstfældighed lovlig Fæld tage efter Lands Maneer af beste Gods, og hvis dennem da synis for de Fattige nyttigst at be­holde, saasom enten hvis Gaarden bliver vurderet for, om den befindis vel holden ved magt, hvilket Efterkommeren i Kaldet da til de Fattige alleene, og ikke til den afgangen Præstis Arvin­ger, eller Creditorer, skal betale, ligesom de Fattigis Fuldmæg­tige med hannem derom paa Directeurernis vegne vorde forligte, eller om det synis for de Fattige gavnligere, kand de Fældet nyde og beholde; Hvor imod da Efterkommeren i Kaldet den brøstfældige Gaard frj kunde foræris, eller, for hvis billigt er, forundis, med de Vilkor, at hand den aarligen bygger og for­bedrer, hvilket hans Arvinger siden, uden videre Betalning, af Efterkommeren skal betalis.

       E. Har nogen præst ikke villet sig tilforhandle sin præstegårds bygning for overskrevne hundrede rigs daler, da skal han årlig til hver ellevte juni erlægge til de fattiges direktører seks rigs daler, som er renten af fornævnte hovedstol, uden al vederlag; og når han ved døden afgår, skal det være de fattiges direktører på de fattiges vegne tilstedt, gården at lade vurdere, og forlods ud på deres brøstfældighed lovlig fæld tage efter lands maner af bedste gods, og hvis dem da synes for de fattige nyttigst at beholde, såsom enten hvis gården bliver vurderet for, om den befindes vel holden ved magt, hvilket efterkommeren i kaldet da til de fattige alene, og ikke til den afgangen præsts arvinger, eller kreditorer, skal betale, ligesom de fattiges fuldmægtige med ham derom på direktørernes vegne blive forligte, eller om det synes for de fattige gavnligere, kan de fældet nyde og beholde; hvor imod da efterkommeren i kaldet den brøstfældige gård fri kunne foræres, eller, for hvis billigt er, forundes, med de vilkår, at han den årlig bygger og forbedrer, hvilket hans arvinger siden, uden videre betaling, af efterkommeren skal betales.

       F. Lader nogen Præst imidlertid sin Gaards Bygning forfalde, skal det være Directcurerne frit for, naar saadant dem tilkiendegivis, Gaarden uden Ophold at lade syne, og dens Brøstfældighed ved Uvillige Dannemænd taxere, hvilket af Præstens boe skal udtagis, og strax paa Gaar­den settis, med mindre hand stiller nøjagtig Forsikkring for sig, at hand det paa Gaarden inden et Aars Forløb vil anvende, og skal de Fattige dog efter forrige Præstis Død have Magt med Efterkommeren i Kaldet derom at capitulere.

       F. Lader nogen præst imidlertid sin gårds bygning forfalde, skal det være direktørerne frit for, når sådant dem tilkendegives, gården uden ophold at lade syne, og deres brøstfældighed ved uvillige dannemænd taksere, hvilket af præstens bo skal udtages, og straks på gården sættes, med mindre han stiller nøjagtig forsikring for sig, at han det på gården inden et års forløb vil anvende, og skal de fattige dog efter forrige præsts død har magt med efterkommeren i kaldet derom at kapitulere.

       G. Paa det Directeurerne altid kand have een rigtig Videnskab om Præstegaardenis Beskaffenhed, da skal Kirkernis Forsvar med Provsterne dennem Underretning flittig herom giøre, saa ogsaa efterkomme alt hvis Directeurerne af dennem til de Fattigis Gavn og Beste i denne Post at forrette begærende vorde, som de agte at for­svare.

       G. På det direktørerne altid kan have en rigtig videnskab om præstegårdenes beskaffenhed, da skal kirkernes forsvar med provsterne dem underretning flittig herom gøre, så også efterkomme alt hvis direktørerne af dem til de fattiges gavn og bedste i denne post at forrette begærende blive, som de agte at forsvare.

5. Præsterne skulle nyde deris Tiende og Offer paa de tre store Højtider, til Brudevielse, Børnedaab og Barselqvinders Kirke­gang: Saa og een Høstdag af Husmænd og Husqvinder, som ikke selv have Kornsæd til deris Huse paa Landsbyerne: Og i Kiøbstæderne deris Præstepenge tvende gange om Aaret, saa som de hidindtil nydt have.

5. Præsterne skal nyde deres tiende og offer på de tre store højtider, til brudevielse, barnedåb og barselkvinders kirkegang: så og en høstdag af husmænd og huskvinder, som ikke selv har kornsæd til deres huse i landsbyerne: og i købstæderne deres præstepenge to gange om året, så som de hidindtil nydt har.

6. Dersom Præsterne noget er frakommet med Uret, enten Gaarde, Huse, Agre, Eng, Skov, Fiskevand, eller noget saadant, da skulle Kirkens Patroner, eller Kongens Befalningsmænd, deele samme Ejendom dertil igien med rette; Iligemaade skulle de dennem tilhielpe, at de af Sognefolket deris Rettighed til gode rede bekomme, og i alle Maader dennem mod Uret forsvare.

6. Dersom præsterne noget er frakommet med uret, enten gårde, huse, agre, eng, skov, fiskevand, eller noget sådant, da skal kirkens patroner, eller kongens befalingsmænd, dele samme ejendom dertil igen med rette; i lige måde skal de dem hjælpe, at de af sognefolket deres rettighed til gode rede får, og i alle måder dem mod uret forsvare.

 

 

 

 

13. Kapitel

Om præste-enkers og arvingers vederlag, som kaldes nådens år

 

 

Om Præste-Enkers og Arvingers Vederlag, som kaldis Naadens Aar

 

Om præste-enkers og arvingers vederlag, som kaldes nådens år

 

 

1. Naar nogen Landsbyepræst døer, efterat Rug er saaet, som kort efter St. Mortens Dag, da skal hans efterlevendis Enke, Børn, eller Arvinger, have den heele Rugsæd, som er lagt, og den halve Bygsæd, som tilkommendis vaar skal leggis, med den hal­ve tilkommendis Tiende.

1. Når nogen landsbypræst dør, efter at rug er sået, som kort efter st. Mortens dag, da skal hans efterlevendes enke, børn, eller arvinger, have den hele rugsæd, som er lagt, og den halve bygsæd, som tilkommendes vår skal lægges, med den halve tilkommendes tiende.

2. Men døer hand efter Bygsæden, som imellem Voldermisse og St. Bartholomæi Dag, da maa de høste det, som saaet er, tage det Aars halve Tiende, og have siden den halve Rugsæd, som skal leggis.

2. Men dør han efter bygsæden, som imellem voldermisse og st. Bartholomæi dag, da må de høste det, som sået er, tage det års halve tiende, og have siden den halve rugsæd, som skal lægges.

3. Men døer hand imellem St. Bartholomæi Dag og St. MortensDag, da skal de beholde det Aars Tiende alsammen, og have den tilkommendis Rugsæd alleene.

3. Men dør han imellem st. Bartholomus' dag og st. Mortensdag, da skal de beholde det års tiende al sammen, og have den tilkommendes rugsæd alene.

4. Under Sæden forstaais alt det slags Korn tillige med Engen, som det Aar høstis og biergis i den Vong, som de Sæden be­komme af.

4. Under sæden forstås alt det slags korn tillige med engen, som det år høstes og bjærges i den vang, som de får sæden fra.

5. Til den Sæd, som skal leggis, og Efterkommeren nyder half af, naar den høstis, skal Efterkommeren udstaa den halve Omkost­ning, som derpaa gaar med Pløjning, Sædekorn og Høstarbejde.

5. Til den sæd, som skal lægges, og efterkommeren nyder halv af, når deri hestes, skal efterkommeren udstå den halve omkostning, som derpå går med pløjning, sædekorn og høstarbejde.

6. Alt Offer, som inden Kirken falder, fra den Dag Præsten døde og indtil Aarsdagen derefter, skal deelis i tvende lige Deele, hvoraf Enken og Arvingerne bekomme den eene, og Efterkom­meren den anden; Men hvad som Efterkommeren givis uden Kirken, som for Ligprædiken og anden Tieniste, det beholder hand alleene for sin Umage. Iligemaade deelis og al Landgielden og anden sædvanlig Retzel, som af Gaardmænd og Husmænd givis.

6. Alt offer, som inden kirken falder, fra den dag præsten døde og indtil årsdagen derefter, skal deles i to lige dele, hvoraf enken og arvingerne får den ene, og efterkommeren den anden; men hvad som efterkommeren gives uden kirken, som for ligprædiken og anden tjeneste, det beholder han alene for sin umage. I lige måde deles og al landgælden og anden sædvanlig retzel, som af gårdmænd og husmænd gives.

 

7. PræsteEnken beholder PræsteGaarden et gandske Aar om­kring, dog saa, at hun den forsvarligen ved lige holder. Imid­lertid skal hun forskaffe Efterkommeren nogen beqvem Væ­relse derudj med Seng, Ild og Lys, og holde hannem til Kost, indtil et andet Aar hand tager Renten af Kaldet.

7. Præste-enken beholder præste-gården et ganske år omkring, dog så, at hun den forsvarlig ved lige holder. Imidlertid skal hun forskaffe efterkommeren et bekvemt værelse derud med seng, ild og lys, og holde ham til kost, indtil et andet år han tager renten af kaldet.

 

8. Hvis Efterkommeren herudj afgaar, det skal hand, om hand i levende Live kommer fra Kaldet, eller efter hans Død hans Efterleverske og Arvinger, have Vederlag for, paa den Maade, som sagt er.

8. Hvis efterkommeren herud afgår, det skal han, om han i levende live kommer fra kaldet, eller efter hans død hans efterleverske og arvinger, have vederlag for, på den måde, som sagt er.

 

9. Hender det sig, at Efterkommeren strax efter sin Formands Død træder til den fulde og heele Indkomst, da kand hans Efterleverske og Arvinger ikke holde sig til noget Vederlag for det, som hand ikke haver mist.

9. Hænder det sig, at efterkommeren straks efter sin formands død træder til den fulde og hele indkomst, da kan hans efterleverske og arvinger ikke holde sig til noget vederlag for det, som han ikke har mist.

10. Dersom Enken paa Landet ikke bliver i Kaldet efter Præstens Død forsynet, da skal Efterkommeren aarligen af Kaldet give hende noget til Underholdning, som Provsten og tvende Præster i Herredet efter Kaldets Lejlighed og hendis Vilkor kunde bil­ligt eragte; Dog at det ikke overgaar den ottende Part af Kal­dets visse Indkomme, hvilket hun skal nyde, saa længe hun si­der i et ærligt og Uberøgtet Enkesæde, og hende af Præsten leveris, dersom hun sig opholder inden Herredet; Hvis ikke, da det leveris i næste Kiøbstæd paa det Stæd, som Enken det er begærendis; Men hvis i Kaldet findis fleere end een Enke, da bør samme Pension at lignis imellem dennem efter deris Vilkor og Tilstand af Provsten og tvende Præster med Biskoppens Raad.

10. Dersom enken på landet ikke bliver i kaldet efter præstens død forsynet, da skal efterkommeren årlig af kaldet give hende noget til underholdning, som provsten og to præster i herredet efter kaldets lejlighed og hendes vilkår kunne billigt eragte; dog at det ikke overgår den ottende part af kaldets visse indkomme, hvilket hun skal nyde, så længe hun sider i et ærligt og uberygtet enkesæde, og hende af præsten leveres, dersom hun sig opholder inden herredet; hvis ikke, da det leveres i næste købstad på det sted, som enken det er begærendes; men hvis der i kaldet findes flere end en enke, da bør samme pension at lignes imellem dem efter deres vilkår og tilstand af provsten og to præster med biskoppens rand.

11. Naar nogen Kiøbstædpræst døer, da skal i lige Maade hans Enke beholde Præstegaarden et Aar omkring, med mindre hun af Kirkeværgerne imidlertid bliver forseet med een beqvem Boelig, hvilken hun frj skal nyde, saa længe hun sider i et ærligt og Uberøgtet Enkesæde; Og ellers skal hun efter sin Mands Død, og hans Børn, eller Arvinger, een sinde have halfdeelen af den aarlige visse og Uvisse Præsterente, undtagen Trolovelse- og Begravelse-Penge, at regne fra Præstens Død indtil Aarsdagen der­efter. Siden skal Øvrigheden foruden frj Boelig forsee hende og hendis Børn, om hun selv ingen Middel haver, med nogen Op­hold af de Fattigis Penge: Men hvis ingen Middel dertil findis hos Øvrigheden, da skal Efterkommeren give hende noget aarligen til Underholdning efter Kaldets Lejlighed, og Provstens og tvende Præsters Sigelse.

11. Når nogen købstadpræst dør, da skal i lige måde hans enke beholde præstegården et år omkring, med mindre hun af kirkeværgerne imidlertid bliver forset med en bekvem bolig, hvilken hun •fri skal nyde, så længe hun sider i et ærligt og uberygtet enkesæde; og ellers skal hun efter sin mands død, og hans børn, eller arvinger, en sinde have halvdelen af den årlige visse og uvisse præsterente, undtagen trolovelse- og begravelsespenge, at regne fra præstens død indtil årsdagen derefter. Siden skal øvrigheden foruden fri bolig forse hende og hendes børn, om hun selv ingen middel har, med nogen ophold af de fattiges penge: men hvis ingen middel dertil findes hos øvrigheden, da skal efterkommeren give hende noget årlig til underholdning efter kaldets lejlighed, og provstens og to præsters sigelse.

 

12. Præsters og andre Geistlighedens Enker, som nødis til i Kiøbstæderne sig at nedsette, skulle, saa længe de i deris Enkesæde side, og føre et Christeligt og ærligt Levnet, være frj for al bor­gerlig og Byens Skat og Tynge, om de end skiønt drive nogen ringe Handel; Men dersom de bruge nogen stor Handel, da give de af Handelen alleene. Men de, som befindis gandske fattige at være, skulle herforuden ogsaa være frj for al Indqvartering, Vagthold og deslige.

12. Præsters og andre gejstlighedens enker, som nødes til i købstæderne sig at nedsætte, skal, så længe de i deres enkesæde side, og føre et kristeligt og ærligt levned, være fri for al borgerlig og byens skat og tynge, om de end skønt drive nogen ringe handel; men dersom de bruge nogen stor handel, da give de af handelen alene. Men de, som befindes ganske fattige at være, skal herforuden også være fri for al indkvartering, vagthold og deslige.

 

13. Hvor i Kiøbstæderne, eller paa Landsbyerne, er Capellan i Kal­det, som lønnis af Sognepræsten, og ikke haver sin visse Rente i andre Maader, der skal efter Sognepræstens Død Arvingerne og Efterkommeren, begge lige eens, Aaret omkring hannem un­derholde, eftersom de lige udj Renten og Fordeelen opbære.

13. Hvor i købstæderne, eller i landsbyerne, er kapellan i kaldet, som lønnes af sognepræsten, og ikke har sin visse rente i andre måder, der skal efter sognepræstens død arvingerne og efterkommeren, begge lige ens, året omkring ham underholde, eftersom de lige udi renten og fordelen opbære.

14. Hvad Kongelige Skatter, eller Paalæg, paabydis af Kaldets Ind­komst, skal een hver udgive, som hand deraf opbærer og ny­der.

14. Hvad kongelige skatter, eller pålæg, påbydes af kaldets indkomst, skal en hver udgive, som han deraf opbærer og nyder.

 

 

 

 

14. Kapitel

Om kapellaner, eller præsternes medtjenere

 

Om Capellaner, eller Præsternis Medtienere

 

Om kapellaner, eller præsternes medtjenere

 

l. Hvilken Sognepræst, som for Alderdoms, Skrøbeligheds, eller Sognenis Vitløftigheds, Skyld behøver een Medtiener, hand maa med Biskoppens og Provstens Raad sig een skikkelig Person, end og sin egen Søn, om hand dertil duelig befindis, ud­vælge dertil, og hannem til Biskoppen forskrive, at hand hannem til Embedet indvier; Dog at den, som haver Rettighed til at kalde Sognepræst, beholder sin Ret Ubeskaaret, naar Sog­nepræsten, enten døer, eller Kaldet afstaar.

 

1. Den sognepræst, der på grund af alderdom, skrøbelighed, eller sognenes størrelse, behøver en medtjener, han må med biskoppens og provstens råd sig en skikkelig person udvælge dertil, end og sin egen søn, om han dertil er duelig. Vedkommende skal sendes til biskoppen, at han ham til embedet indvier; dog at den, som har rettighed til at kalde sognepræst, beholder sin ret ubeskåret, når sognepræsten, enten dør, eller kaldet afstår.

 

2. Ellers maa ingen Sognepræst, saa længe hand er ung og karsk, tage Capellan, hvilken hand kand give een ringe Ting for al Tienisten og Umagen, og selv leve i Ørkisløshed og Vellyst, og optage dog al Renten.

 

2. Ellers må ingen sognepræst, så længe han er ung og karsk, tage kapellan, hvilken han kan give en ringe ting for al tjenesten og umagen, og selv leve i ørkesløshed og vellyst, og optage dog al renten.

 

3. Hvis Contract imellem Sognepræsten og Capellanen oprettis, skal af Provsten med underskrivis og forseglis, at det kand gaa lidelig til paa begge Sider; Og skal det i Kaldsbrevet indføris, hvad Capellanen aarligen skal have til Løn, og at Sognepræ­sten vil beholde hannem hos sig, saa længe hand skikker sig ærligen og vel, og indtil hand med andre bedre Vilkor bliver forsynet.

 

3. Hvis kontrakt imellem sognepræsten og kapellanen oprettes, skal provsten medunderskrive og forsegle den, at det kan gå rimelig til på begge sider; og skal det i kaldsbrevet indføres, hvad kapellanen årlig skal have til løn, og at sognepræsten vil beholde ham hos sig, så længe han skikker sig ærlige og vel, og indtil han med andre bedre vilkår bliver forsynet.

 

4. Hvad Omkostning Capellanen giør paa Reisen til Biskoppen at lade sig overhøre og indvie, det bør Sognepræsten at betale.

 

4. Hvad omkostning kapellanen har på rejsen til biskoppen for at lade sig overhøre og indvie, det bør sognepræsten betale.

 

5. Ingen Sognepræst maa forskyde nogen Capellan af sin Tieniste, som begærer deri at blive, uden hand tilforn faar hannem overbevist nogen saa stor Brøst, at hand uden Forargelse ikke kand blive, og lovlig Dom imellem dem bliver given, indholdendis billig Aarsag til saadan Skilsmis.

 

5. Ingen sognepræst må forskyde nogen kapellan af sin tjeneste, som begærer deri at blive, uden han først får ham overbevist nogen så stor brøst, at han uden forargelse ikke kan blive, og lovlig dom imellem dem bliver given, indeholdendes billig årsag til sådan skilsmisse.

 

6. Dersom nogen Capellan uden skiellig Aarsag letsindeligen, Provsten og Biskoppen Uvitterlig, overgiver sit Kald, da have han sig selv det at tilregne, om hand ej til andet Stæd forhielpis, om han end skiønt baade Præ­stens og Sognemændenis gode Vidnisbyrd haver.

 

6. Dersom nogen kapellan uden skellig årsag letsindig, provsten og biskoppen uvitterlig, overgiver sit kald, da have han sig selv det at tilregne, om han ikke til andet sted forhjælpes, om han end skønt både præstens og sognemændenes gode vidnesbyrd har.

 

7. Biskoppen maa ej Sognepræsten nogen Capellan paatrænge, uden det var for hannem beklaget og bevist, at hand forsømmede sit Sognefolk, og ikke kunde giøre dem den Tieniste, som hand burte, og Biskoppen hafde hannem tilforn derom paamint, at hand skulle skaffe Tienisten ret forsørget, enten ved sig selv, eller ved een Capellan, og hand det ikke haver villet giøre; Ti da bør hand enten at holde een skikkelig Mand til Capellan, eller og miste Kaldet.

 

7. Biskoppen må ikke sognepræsten nogen kapellan påtrænge, uden det er for ham beklaget og bevist, at han forsømmer sit sognefolk, og ikke kunne gøre dem den tjeneste, som han burde. Biskoppen skal først påminde ham om, at han skal sørge for at tjenesten bliver varetaget, enten ved sig selv, eller ved en kapellan. Han bør enten holde en skikkelig mand til kapellan, eller også miste kaldet.

 

8. Sognepræsten skal holde sin Capellan som een Guds Tiener og Medbroder i Guds Ord at ære og forfremme, og derfor at for­skaffe hannem uden Knur, Skiendsord, og anden Ulempe, een nødtørftig og lidelig Underholdning med Mad, øl, Stue, Seng, Varme, Lys, Klædetvet og andet, saa og god Fodringskab, naar hand paa Sognepræstens og sit Embeds vegne nogenstæds skal forrejse.

 

8. Sognepræsten skal anse sin kapellan for en Guds tjener og medbroder i Guds Ord, og ære og forfremme ham. Han skal uden knur, skældsord, og anden ulempe skaffe ham, en nødtørftig og rimelig underholdning med mad, øl, stue, seng, varme, lys, klædetvet og andet, og også god fodringskab, når han på sognepræstens og sit embedes vegne nogetsteds skal forrejse.

9. Capellanen skal sig imod Sognepræsten som imod sin Fader og Husbond, tilbørligen med al Lydighed, Ydmyghed og Flittighed, Tugtighed og Troskab forholde, foruden al Motvillighed imod hannem, hans Hustrue, eller Folk. Befindis anderledis hos Sognepræsten, eller Capellanen, skulle de derom paamindis, settis til Rette, og straffis efter Sagens Lejlighed.

 

9. Kapellanen skal sig imod sognepræsten som imod sin fader og husbond, tilbørlig med al lydighed, ydmyghed og flittighed, tugtighed og troskab forholde, uden nogen modvillighed imod ham, hans hustru, eller folk. Befindes anderledes hos sognepræsten, eller kapellanen, skal de derom påmindes, sættes i rette, og straffes efter sagens lejlighed.

 

10. Capellanen maa ikke gifte sig ind i Sognepræstens Huus imod hans Videnskab og Villie, som kunde foraarsage største Besvæ­ring og ond Forligelse.

 

10. Kapellanen må ikke gifte sig ind i sognepræstens hus imod hans videnskab og vilje, som kunne forårsage største besværing og ond forligelse.

 

11. Capellanen skal intet i Embedet forrette uden Sognepræstens Minde og efter hans Befaling.

 

11. Kapellanen skal intet i embedet forrette uden sognepræstens minde og efter hans befaling.

 

 

 

 

 

 

 

15. Kapitel

Om degne og medhjælpere

 

Om Dægne og Substituter

 

Om degne og medhjælpere

 

1. Til Dægne skal herefter alleene forordnis Studentere, som skulle tage deris Kaldsbrev paa Embedet af den, som Rettighed haver at kalde, og saa overhøris af Biskoppen, om de dertil dygtige ere.

1. Til degne skal herefter alene forordnes studenterne, som skal tage deres kaldsbrev på embedet af den, som rettighed har at kalde, og så overhøres af biskoppen, om de dertil dygtige er.

 

2. Dægnene paa Landsbyen skulle foruden den Undervisning, som skeer om Søndagen, ogsaa eengang om Ugen undervise Ungdom­men i Børnelærdommen, saa at udj hver Uge udj Sognet det heele Sogns Ungdom eengang bliver af Dægnen undervist, og paa det sligt dis beqvemmeligere skee kand, skal Ungdommen af Torper og smaa Byer fortøje sig til den Stæd, som Dægnen dem henstævner med Præstens Villie og Raad.

2. Degnene i landsbyen skal foruden den undervisning, som skeer om søndagen, også engang om ugen undervise ungdommen i børnelærdommen, så at hver uge i sognet det hele sogns ungdom en gang bliver af degnen undervist, og for at det lettere kan ske, skal ungdommen af torper og små byer forføje sig til det sted, som degnen dem henstævner med præstens vilje og råd.

 

3. De skulle forrestaa Sangen i Kirken, naar Guds Tieniste der forrettis, efter den sædvanlige Maade.

3. De skal forestå sangen i kirken, når der holdes gudstjeneste, efter den sædvanlige måde.

 

4. De maa ej være Tingskrivere, eller betiene andre Verdslige Be­stillinger.

4. De må ikke være tingskrivere, eller betjene andre verdslige bestillinger.

5. De skulle Aften og Morgen ringe Bede- og Fred-Klokken; Men hvor ingen Sædedsegn, eller Substitut, er, skulle enten Sognemændene selv skiftis til det at forrette, eller samtlig handle med een, som det kand giøre.

5. De skal aften og morgen ringe bede- og fred-klokken; men hvor ingen sædedegn, eller substitut, er, skal enten sogne-mændene selv skiftes til det at gøre det, eller samtlige handle med en, som det kan gøre.

6. De skulle være deris Sognepræster hørige og lydige, i hvis de dennem paa deris Embedis vegne befale.

6. De skal være deres sognepræster hørige og lydige, i hvad de dem på deres embedes vegne befale.

7. Naar nogen Præst foraarsagis ved Skrivelse at raadføre sig med Biskoppen, da skal Dægnen, eller Substituten, bære samme Skrivelse til næste Præst, som med sin Dægn, eller Sub­stitut, skal fremsende den til sin Naboe, og saa fremdelis, ind­til Brevet til Biskoppen fremkommer; Iligemaade forholdis med Beskeden, eller Raadførsel, fra Biskoppen paa Præstens Angivelse tilbage paa sine Stæder igien. Det skal og paa samme Maade holdis, naar Biskoppen paa sit Embeds Vegne skriver, enten Provster, eller Præster til.

7. Når nogen præst forårsages ved skrivelse at rådføre sig med biskoppen, da skal degnen, eller substitutten, bære samme skrivelse til næste præst, som med sin degn, eller substitut, skal fremsende den til sin nabo, og så fremdeles, indtil brevet når frem til biskoppen. På samme måde forholdes med beskeden, eller rådførsel, fra biskoppen på præstens angivelse tilbage på sine steder igen. Det skal og på samme måde holdes, når biskoppen på sit embedes vegne skriver, enten provster, eller præster til.

8. Sædedægnene maa ej uden Herredet forrejse uden Præstens Videnskab og Forlov.

8. Sædedegnene må ikke rejse uden for herredet uden præstens viden og tilladelse.

9. Dægnene paa Landsbyerne skulle over alt være boesidende hos Sognene, og nyde de Dægneboeliger, som af Alders Tid have været Dægnene tillagte, med al deris rette Tillæg, og hvor ingen Dægneboelig været haver, skal dennem af Kirkerne og deris Pa­troner og Forsvar forskaffis beqvemme Boeliger i Sognet; Hvil­ke Dægnene selv skulle holde ved lige og forbedre; Men ellers nyde dem frj for Landgielde, Ægt og Arbeid.

9. Degnene i landsbyerne skal over alt være bosiddende i sognene, og nyde de degneboliger, som af alders tid have været degnene tillagte, med al deres rette tillæg, og hvor ingen degnebolig været har, skal dem af kirkerne og deres ejere og forsvar forskaffes bekvemme boliger i sognet; hvilke degnene selv skal holde ved lige og forbedre; men ellers nyde dem fri for landgælde, ægt og arbejd.

10. De skulle nyde af Bønderne deris Offer paa de tre store Fe­ster, til Bryllupper, Børnedaab, og Barselqvinders Kirkegang, saa og den sædvanlig smaa Retzel, Brød, Kage, Flesk, Gaas, Eg, som Bønderne hidindtil givet have; Item deris Dægnetraver, hvor Dægnetraver have været hidindtil givne, som skal være den tredie Deel saa meget, som Præsten bekommer til Tiende af alle slags Korn; Hvilke Dægnetraver skulle Dægnen paa Age­ren leveris. Hvor hidindtil brugeligt haver været, at Dægnen i Slæden for Dægnetraver haver bekommet Korn i Skeppen, der bør det herefter derved at forblive; Dog at det ikke overgaar fornævnte Proportion.

10. De skal nyde af bønderne deres offer på de tre store fester, til brylluppet, barnedåb, og barselkvinders kirkegang, så og den sædvanlig små retzel, brød, kage, flæsk, gås, æg. Som bønderne hidindtil givet have; ligeledes deres degneafgift, hvor degneafgift hidtil er blevet givet, som skal være den tredje del så meget, som præsten herkommer til tiende af alle slags korn; hvilke degneafgift skal degnen på ageren leveres. Hvor hidindtil brugeligt har været, at degnen i stedet for degneafgift har fået korn i skæppen, der bor det herefter derved at forblive; dog at det ikke overgår fornævnte proportion.

 

11. Af Kirkerne bekomme Dægnene intet til Løn.

11. Af kirkerne får degnene intet til løn.

12. Der skal ingen Substituter være paa Landsbyerne, uden de, som de boesidende Dægne for deris Alderdoms, Svagheds, eller anden lovlig Aarsags, Skyld med Præstens og Provstens Sam­tykke tage for dem selv, og selv lønne.

12. Der skal ingen substitutter være i landsbyerne, uden de, som de bosiddende degne for deres alderdoms, svagheds, eller anden lovlig årsags, skyld med præstens og provstens samtykke tage for dem selv, og selv lønne.

13. Dægnene skulle over alt, enten der er jus Patronatus til Kir­ken, eller ej, aarligen give een vis Pension til Skolerne, enten i Korn, eller Penge, som skal være den femte Part af deris KornIndkomst. Dem, som ikke hidindtil penseret have, skal Patroni og Kirkernis Forsvar taxere, som dem billigt synis efter Lejlig­heden med Provstens og Bispens Betænkende; Dog at Pensionen ej overgaar den femte Part af Korn-Indkomsten, som forskre­vet staar.

13. Degnene skal over alt, enten der er ejer til kirken, eller ikke, årlig give en vis pension til skolerne, enten i korn, eller penge, som skal være den femte part af deres kornindkomst. Dem, som ikke hidindtil penseret have, skal ejeren og kirkernes forsvar taksere, som dem billigt synes efter lejligheden med provstens og bispens betænkende; dog at pensionen ikke overgår den femte part af korn-indkomsten, som forskrevet står.

14. De skulle i rette Tide levere Pensionerne til Rectores Scholarum, som skulle uddeele dem ærligen til dem, som de tilkomme, enten Lærere, eller Discipler, og giøre Regnskab derfor for Sko­lens Inspectoribus, Superintendenterne, Provsterne, Sognepræ­sterne, Borgemester og Raad.

14. De skal i rette tide levere pensionerne til skolerektorerne, som skal uddele dem ærlige til dem, som de tilkomne, enten lærere, eller elever, og gøre regnskab derfor for skolens inspektør, biskopperne, provsterne, sognepræsterne, borgmester og råd.

 

15. Dægnene i Kiøbstæderne skulle nyde den Indkomst, som de af Alders Tid nydt have.

15. Degnene i købstæderne skal nyde den indkomst, som de fra gammel tid har nydt.

 

 

 

 

16. Kapitel

Om provster

 

Om Provster

 

Om provster

 

l. Der skal være een Provst i hvert Herret, som skal være Biskoppens Medhielper at tilholde Kirke og Skole-Tienere at giøre deris Embede, og see til, at alting gaar allevegne skikkelig og ret til.

1. Der skal være en provst i hvert herred, som skal være biskoppens medhjælper at tilholde kirke- og skole-tjenere at gøre deres embede, og se til, at alting går alle vegne skikkelig og ret til.

2. Præsterne i hvert Herret med deris Superintendent maa ud­vælge sig een Provst iblant sig selv, hvilken de agte duelig der­til, enten hand boer i Kiøbstæden, eller paa Landsbyen.

2. Præsterne i hvert herred må med deres biskop vælge sig en provst iblandt sig selv, som de agter duelig dertil, enten han bor i købstaden, eller i landsbyen.

3. Provsterne skulle eengang i det ringeste, eller oftere, om Aaret, om Biskoppen det nødigt eragter, besøge alle Sognene i deris Provstj, i hvo de og tilhøre, og jus Patronatus til dennem have, og forfare, hvorledis Præsten prædiker, udlegger Børnelærdommen, uddeeler Sacramenterne, og om de i alle maader sømmelig staa deris Em­bede for, og pryde det med et got Levnet.

3. Provsterne skal mindst én gang om året eller oftere, hvis biskoppen anser det nødvendigt, besøge alle sognene i deres provsti, i hvo de og tilhøre, og jus patronats til dem have, og erfare, hvorledes præsten prædiker, udlægger børnelærdommen, uddeler sakramenterne, og om de i alle måder sømmelig stå deres embede for, og pryde det med et godt levned.

 

4. Dernæst skulle de flittelig forfare om Ungdommens Undervis­ning i deris Børnelærdom, Børnene overhøre, om Dægnenis og Substituternes Flittighed i deris Kald randsage, dennem til Vindskibelighed derudj formane, saa vel som og Præsterne tilholde dermed at have Indseende, som deris Kald udkræver.

4. Dernæst skal de flittig erfare om ungdommens undervisning i deres børnelærdom, børnene overhøre, om degnenes og medhjælpernes flittighed i deres kald ransage, dem til omhyggelighed derud i formane, så vel som og præsterne tilholde dermed at have indsende, som deres kald udkræver.

 

5. Dersom de befinde nogen Brøst, eller Forsømmelse, hos Præsterne, eller andre deris underhavende Geistlige, i de­ris Embede, Forhold og Levnet, da skulle de flittelig paaminde dem hvad de bør at giøre, og hvilke sig da ikke ville rette, dennem skulle de indføre for Biskoppen, og hvilke hand da ikke kand sette til Rette, dennem skulle de stævne til Provstemode for Kongens Stigtsbefalningsmand og Biskoppen, og aldelis intet Uskikkeligt dølle, eller underslaa, men tilbørligen lade det paatale og straffe, saa fremt de ikke selv derfor ville stande til Rette.

5. Hvis de finder nogen mangler eller forsømmelse, hos præsterne, eller andre deres underhavende gejstlige, i deres embede, forhold og levned, da skal de flittig påminde dem, hvad de bør gøre, og hvilke sig da ikke ville rette, dem skal de indføre for biskoppen, og hvilke han da ikke kan sætte til rette, dem skal de stævne til provstemode for kongens stiftsbefalingsmand og biskoppen, og aldeles intet uskikkeligt skjule eller underslå, men tilbørlig lade det påtale og straffe, såfremt de ikke selv derfor ville stå til regnskab.

 

6. De skulle og give Agt paa Sognefolket, at de kunde vide, hvad de sig i den Christelig Troe have forbedret, og hvor­ledis de skikke sig efter Evangelii Lærdom med deris Levnet.

6. De skal også give agt på sognefolket, at de kunne vide, hvad de sig i den kristelig tro have forbedret, og hvorledes de skikke sig efter evangeliets lærdom med deres levned.

7. Hvo som i Provstens Visitatz ikke lader sin Ungdom og Tyen­de fremkomme, paa deris Navne skal Provsten een hvers Øv­righed Fortegnelse forskaffe, som af dennem som for anden Helligbrøde bør at straffis.

7. Den, der ikke ved provstens visitats ikke lader sin ungdom og ansatte fremkomme, på deres navne skal provsten enhvers øvrighed fortegnelse forskaffe, som af dem som for anden helligbrøde bør straffes.

8. Provsterne skulle udspørge, om Sognepræsterne faa deris van­lig Løn, som de bør at have, og hvor de befinde, at Sognefolket ikke holder sig efter hvis her dem befalis, skulle de dem paaminde, og hvis de ikke vil rette sig, da skal de give Kongens Befalningsmand, eller Herskabet, det tilkiende.

8. Provsterne skal udspørge, om sognepræsterne få deres vanlig løn, som de bør have, og hvor de finder, at sognefolket ikke holder sig efter hvad her dem befales, skal de dem påminde, og hvis de ikke vil rette sig, da skal de give kongens befalingsmand, eller herskabet, det tilkende.

9. De skulle og forfare om Kirkernis Indkomster, saa og hvorledis Kirkerne og Kirkegaardene ved lige holdis, hvorom her­efter videre mældis i det 22. Capitel.

9. De skal også erfare om kirkernes indkomster, så og hvorledes kirkerne og kirkegårdene vedligeholdes, hvorom herefter videre mældes i det 22. kapitel.

 

10. For saadan og anden deris Umage skulle de have aarligen een Rix Daler af hver Kirke, i hvo dertil og jus Patronatus haver, og skal Præsterne derforuden, naar de komme Kirkerne at be­søge, holde dem frj Herberge; Dog at de ikke komme sterkere end i een Vogn.

10. For sådan og anden deres umage skal de have årlig en rigs daler af hver kirke, i hvo dertil og jus patronats har, og skal præsterne derforuden, når de kommer kirkerne at besøge, give dem fri husly; dog at de ikke komme mere end i en vogn.

11. De skulle aarligen møde til de bestemte Provstemoder, og, naar de hiemkomme, skulle de forsamle hver sine Herretspræster, og meddeele dem hvis paa Provstemodet for­handlet er.

11. De skal årlig møde til de bestemte provstemoder, og, når de hjemkommer, skal de forsamle hver deres herredspræster, og meddele dem hvad på provstemødet forhandlet er.

12. Naar Provsterne noget have med samtlige deris Herretspræster at forrette, da skulle de dem forskrive til at møde i een belejlig Kirke, ungefær midt i Herredet, hvor Modet skal anstillis med Barne-Visitatz, Sang og Prædiken, gud­frygtig og lærd Samtale. Og naar det, med hvis de ellers kunde have med Præsterne at handle, er forrettet, skulle Præsterne een hver til sit sig igien hiemføje; Men alle Calenter, Lav og Gilde, skulle aldelis være afskaffede.

12. Når provsterne noget have med samtlige deres herredspræster at forrette, da skal de dem forskrive til at møde i en belejlig kirke, cirka midt i herredet, hvor modet skal anstilles med børne-visitats, sang og prædiken, gudfrygtig og lærd samtale. Og når det, som de ellers kunne have med præsterne at forhandle, er forrettet, skal præsterne en hver til sit sig igen hjemføje; men alle klubber, lav og gilde, skal aldeles være afskaffede.

 

13. Provsterne skulle have Forstand i Landloven; Og naar nogen Præst, eller Skole-Betiente i Købstæderne, ved Døden afgaar, da skal Provsten med een Præst i samme Herret, eller, om hand er forhindret, eller selv ved Døden afgangen, i hans Stæd den næstboendis Præst i samme Herret, strax fortøje sig til Sterfboen, og den forsegle; Siden skal den, som til Provst forordnet bliver, med tvende Præster være over Skifte, og efter Landslov det forhandle.

13. Provsterne skal have forstand i landloven; og når nogen præst, eller skole-betjente i købstæderne, ved døden afgår, da skal provsten med en præst i samme herred, eller, om han er forhindret, eller selv ved døden afgangen, i hans sted den næstbondes præst i samme herred, straks forføje sig til dødsboet, og den forsegle; siden skal den, som til provst forordnet bliver, med to præster være over skifte, og efter landslov det forhandle.

 

 

 

 

 

17. Kapitel

Om superintendenterne, som er de rette bisper i kirkerne

 

Om Superintendenterne, som ere de rette Bisper i Kirkerne

 

Om superintendenterne, som er de rette bisper i kirkerne

 

1. I hvert Stigt skal være een Superintendent, som Kongen dertil beskikker og stadfæster, som skal have alle Prov­ster, Præster, Skoletienere, Dægne og Substituter under sig, og holde dem til at giøre deris Embede, og see til, at al­ting gaar skikkeligen og ret til, som her befalis.

1. I hvert stift skal være en biskop, som kongen dertil beskikker og stadfæster, som skal have alle provster, præster, skoletjenere, degne og medhjælpere under sig, og holde dem til at gøre deres embede, og se til, at alting går skikkelig og ret til, som her befales.

 

2. Hand skal til Embedet indviis af Biskoppen i Sædland i Kongens Residentz-Stad Kiøbenhavn i vor Frue Kirke udj Provstens og fem, eller sex, Præsters Overvæ­relse, paa een Søndag, eller anden Højtids-Dag, før end Prædiken begyndis, for Alteret, med sædvanlige Ceremo­nier; Men Biskoppen i Sædland skal indviis af den Superintendent, som næst hos er boendis.

2. Han skal til embedet indvies af biskoppen i Sjælland i kongens resident-stad København i Vor Frue kirke med provstens og fem, eller seks, præsters overværelse, på en søndag, eller anden højtids-dag, før end prædiken begyndes, for alteret, med sædvanlige ceremonier; men biskoppen i Sjælland skal indvies af den biskop, som bor tættest på.

 

3. Naar Biskoppen indviet er, da skal hand strax an­namme samme Stigt og forrette sit Embede.

3. Når biskoppen er indviet, skal han straks modtage samme stift og forrette sit embede.

4. Ingen Superintendent maa annamme nogen Foræring af Stigtsprovsterne og Præsterne, naar hand indtræder i sit Embede, ej heller maa Provsterne og Præsterne hannem noget byde; Tagis, eller givis, nogen Foræring, da skal den til fattige Præste-Enker der i Stigtet være forbrut, og derforuden baade den, som tager, og de, som give, være pligtige til at give lige saa meget til samme Enker, som Foræringen er værd.

4. Ingen biskop må modtage nogen foræring af stiftsprovsterne og præsterne, når han indtræder i sit embede, ikke heller må provsterne og præsterne ham noget byde; tages, eller gives, nogen foræring, da skal den til fattige præste-enker der i stiftet være forbrudt, og derforuden både den, som tager, og de, som give, være pligtige til at give lige så meget til samme enker, som foræringen er værd.

 

5. Superintendenterne skulle lære andre den hellige Skrift, prædike Guds Ord for Folket, ikke alleeniste i Byen der som de boe, men ogsaa over det heele Stigt, hvor som helst de komme.

5. Biskopperne skal lære andre Den Hellige Skrift, prædike Guds Ord for folket, ikke alene i byen, hvor de bor, men også over det hele stift, hvor som helst de kommer.

6. De skulle holde Kongens Undersaatter til at være fred­sommelige og lydagtige, med den Undervisning, som de skulle giøre i deris Prædiken om Herskab, og den Lydig­hed mand dem pligtig er.

6. De skal holde kongens undersåtter til at være fredsommelige og lydige, med den undervisning, som de skal gøre i deres prædiken om herskab, og den lydighed man er dem pligtig.

7. De skulle legge Vind paa, at alle Præsterne retsindeligen og eendrægteligen lære Christi hellige Evangelium, og andet der bør at følge med, og at Præsterne med deris Hussinde føre et skikkeligt Levnet, saa som saadanne Christi Tienere vel anstaar.

7. De skal lægge vind på, at alle præsterne retsindig og endrægtig lære Kristi hellige evangelium, og andet der bør følge med, og at præsterne med deres husstand føre et skikkeligt levned, så som sådanne Kristi tjenere vel anstår.

 

8. Men hvilke, som derimod giøre, og ikke tage Vare paa deris Embede, eller leve Uskikkeligen, dennem skulle de give Paamindelse og Advarsel, og straffe dem, saa at de enten bedre sig, eller lade dem for Kongens Stigtsbefalningsmand og sig i Provstemodet indkomme, og sette dennem af deris Embede.

8. Men hvilke, som derimod gøre, og ikke tage vare på deres embede, eller leve uskikkelig, dem skal de give påmindelse og advarsel, og straffe dem, så at de enten bedre sig, eller lade dem for kongens stiftsbefalingsmand og sig i provstemødet indkomme, og sætte dem af deres embede.

9. De skulle besøge deris Stigtskirker aarligen, saa mange de kunde af Stæd komme, saaledis, at ingen Kirke inden tre Aar bliver Ubesøgt, og flitteligen randsage om alt det, som her oven for om Provsternis Visitatz mældet er, og intet af alt det forsømme, eller efterlade, som der sagt er, med mindre de selv derfor ville stande til Rette.

9. De skal besøge deres stiftskirker årlig, så mange de kunne af sted komme, således, at ingen kirke inden tre år bliver ubesøgt, og flittig ransage om alt det, som her oven for om provsternes visitats meldt er, og intet af alt det forsømme, eller efterlade, som der sagt er, med mindre de selv derfor ville stande til rette.

 

10. De skulle og besøge alle Børneskoler, baade smaa og store, naar de komme til Kiøbstæderne, saa og Hospitalerne, at for­fare hvorledis Skoletienerne og de Fattigis Forstandere staa deris Embede for, og hvorledis de Fattige forsørgis.

10. De skal og besøge alle børneskoler, både små og store, når de komme til købstæderne, så og omsorgsinstitutionerne, at erfare hvorledes skoletjenerne og de fattiges forstandere stå deres embede for, og hvorledes de fattige forsørges.

11. I Skolerne skulle de flittig overhøre ikke aleeniste Disciplerne, men ogsaa Skolemesterne og Hørerne, saa og flittelig have i Agt, at ingen deris Tid i Skolen Unyttig forspilder.

11. I skolerne skal de flittig overhøre ikke alene eleverne, men også skolemestrene og lærerne, så og flittig have i agt, at ingen deres tid i skolen unyttig forspilder.

 

12. I Hospitalerne skulle de have Opsyn med, at de, som ikke ere ret Hospitals Lemmer, ej i Hospitalerne underholdts, men henvisis med Arbejden, Spinden, Haandverker, sig at nære.

12. På omsorgsinstitutionerne skal de have opsyn med, at de, som ikke er rigtige trængende, ikke på omsorgsinstitutionerne underholdes, men henvises med arbejde, spinden, håndværker, sig at nære.

13. I deris Visitatzer, saa og naar de for nogen nødig Sags Skyld eskis af nogen Kirke, eller have Behov did at henrejse, skulle de have frj Fortæring hos Præsterne paa Landsbyerne og Kirke­værgerne i Kiøbstæderne med deris Folk og fire Heste.

13. I deres visitatser, så og når de for nogen nødig sags skyld tilkaldes af nogen kirke, eller have behov did at henrejse, skal de have fri fortæring hos præsterne i landsbyerne og kirkeværgerne i købstæderne med deres folk og fire heste.

14. De skulle aarligen i Kongens Cancellie Beretning indskikke, om noget af det, som her befalis, i Sognene bliver for­sømt, eller seet igiennem fingre med, som de selv ikke kunde raade Bod paa.

14. De skal årlig i kongens ministerium beretning indsende, om noget af det, som her befales, i sognene bliver forsømt, eller set igennem fingre med, som de selv ikke kunne råde bod på.

15. Superintendenterne maa ingen til noget Præstekald for­skrive, eller sig dermed befatte, før end Personen af den, som Rettighed haver at kalde, bliver hannem tilsent at overhøris; Ej heller maa de nogen til Embedet indvie, uden hand Kaldsbrev fra den, der Rettigheden haver, og sit lovlig Testimonium fra Universitetet fremviser.

15. Biskopperne må ingen til noget præstekald forskrive, eller sig dermed befatte, før end personen af den, som rettighed har at kalde, bliver ham tilsendt at overhøres; ikke heller må de nogen til embedet indvie, uden han kaldsbrev fra den, der rettigheden har, og sit lovlig bevis fra universitetet fremviser.

 

16. De maa ej tage Foræring ved sig selv, eller andre, naar de Præster indvie, eller for Confirmatz, meget mindre for Gunst, eller Gave, Vild eller Venskab, Had eller Vrede, forhindre nogen at blive Præst, som dertil lovligen kaldet er, og lærd og duelig dertil befunden.

16. De må ikke tage foræring ved sig selv, eller andre, når de præster indvie, eller for confirmatz, meget mindre for gunst, eller gave, vild eller venskab, had eller vrede, forhindre nogen at blive præst, som dertil lovlig kaldet er, og lærd og duelig dertil befunden.

17. Superintendenterne skulle tage for sig alle de Sager, som Samvittighederne ere anrørende, om hvilke mand spørger Raad af Guds Ord, naar enten Kongen befaler det, eller hans Raad og Befalningsmænd skrive dem til, eller og noget saadant bliver dem ellers forrelagt i Stigtet, saa skulle de, paa det flittigste de kunde, af Skriften svare dertil, af den Naade dennem er given, bespørge sig med andre Superintendenter, Professoribus Theologiæ og de forstandigste Præster, at de kunde svare det, som vist og fast er.

17. Biskopperne skal tage for sig alle de sager, som samvittighederne er vedrørende, om hvilke man spørger råd af Guds Ord, når enten kongen befaler det, eller hans råd og befalingsmænd skrive dem til, eller og noget sådant bliver dem ellers forelagt i stiftet, så skal de, på det flittigste de kunne, af Skriften svare dertil, af den nåde, som er dem givet, spørge sig med andre biskopper, teologiske professorer og de forstandigste præster, at de kunne svare det, som vist og fast er.

 

18. Egteskabs Sager skulle de forvise til deris rette Stæd og Rettergang, saa fremt der skal offentlig Dom imellem Parterne afsigis, eller om der er nogen skammelig Last overlyst vitterlig, eller og mand frygter for nogen For­argelse blant Almuen. Ellers maa de befrj Samvittighe­derne af Guds Ord i disse saa vel som i andre Sager, og efter Ordets Lydelse give gode bestandige Raad.

18. Ægteskabs sager skal de forvise til deres rette sted og rettergang, såfremt der skal offentlig dom imellem parterne afsiges, eller om der er nogen skammelig last overlyst vitterlig, eller og man frygter for nogen forargelse blandt almuen. Ellers må de befri samvittighederne af Guds Ord i disse så vel som i andre sager, og efter Ordets lydelse give gode bestandige råd.

 

19. De skulle ikke holde sig til at dømme i nogle Verdslige Sager, uden de dertil af Kongen befalis.

19. De skal ikke holde sig til at dømme i nogle verdslige sager, uden de dertil af kongen befales.

20. Superintendenterne skulle nyde deris Indkomster, som dennem tillagte ere, Tiender, Landgielde, Cathedraticum og andet, som de med Rette bør at have.

20. Biskopperne skal nyde deres indkomster, som dem tillagte er, tiender, landgælde, cathedraticum og andet, som de med rette bor at have.

21. Superintendenterne skulle selv holde deris Residentzer ved lige af de Middeler, som der tillagte ere, eller herefter tillagte vorde, og skal een hver Superintendents Arvinger svare til hvis hand af samme Middeler i sin Tid opbaaret, og ikke paa Residentzen til fornøden Reparation anvent haver.

21. Biskopperne skal selv holde deres residenser ved lige af de midler, som der tillagte er, eller herefter tillagte blive, og skal enhver biskops arvingen svare til hvad han af samme midler i sin tid opbåret, og ikke på residensen til fornøden reparation anvendt har.

 

22. Alle Geistlige Personer, som Superintendenterne have un­der sig, skulle ære deris Superintendent, og lyde hannem i de Ærinder, som een Superintendent befalede ere, under deris Embedis Forbrydelse; Men finde de med hannem no­gen merkelig Last, eller hand fører nogen vrang Lærdom, eller forsømmer sit Embede, saa at hans Brøst er saa stor, at hand ikke enten kand, eller vil, raade Bod derpaa, da skulle hverken Præsterne, eller de andre Superintendenter tie med hannem; Men give Kongens Stigtsbefalningsmand det tilkiende, som det for Kongen bør at andrage. Ellers maa Kongens Befalningsmænd ingen Su­perintendent for Kongen beføre, naar hand ikke er aabenbare berøgtet; Men de skulle Superintendenterne beskierme og forsvare, om Behov giøris.

22. Alle gejstlige personer, som biskopperne have under sig, skal ære deres biskop, og lyde ham i de ting, som er en biskop befalet, under deres embedes forbrydelse; men finder de hos ham nogen mærkelig last, eller han fører nogen vrang lærdom, eller forsømmer sit embede, så at hans brøst er så stor, at han ikke enten kan, eller vil, råde bod derpå, da skal hverken præsterne, eller de andre biskopper tie med ham; men give kongens stiftsbefalingsmand det tilkende, som det for kongen bør indberette. Ellers må kongens befalingsmænd ingen biskop for kongen føre, når han ikke er åbenbar berygtet; men de skal biskopperne beskærme og forsvare, om behov gøres.

 

23. Superintendenterne skulle være Ulastelige, ikke alleeniste naar de til Embedet forordnis, men og siden naar de der­til ere beskikkede. Dersom nogen Superintendent bliver befunden ikke at staa sit Embede saa trolig for, som det sig burte; Men lader sig forkrænke af Præsterne med Gaver, eller og tager nogen anden Forsømmelse derfor, at band jo ikke er aarvaagen til at giøre det, som han­nem befalet er, eller og lader sig befinde i nogen lastelig Slemmerj, Gierighed, eller Hofmod, eller falder i nogen anden aabenbarlig syndig Last, eller Kætterj, da skal mand klage hannem for Kongen, saa skal hand stædis til Ords i to, eller tre, andre Superintendenters, eller andris, som Kongen dertil forordner, Nærværelse; Og dersom hand da derudj bliver aabenbare overvunden, og ikke raader Bod paa den Brøst, eller Last, der hand kand rette sig udj, da skal hand settis af sit Embede, og være lige Ret undergiven, som nogen anden, der saadant giør.

23. Biskopperne skal være ulastelige, ikke alene når de til embedet forordnes, men også siden, når de dertil er beskikkede. Dersom nogen biskop bliver befunden ikke at stå sit embede så trolig for, som det sig burde; men lader sig forkrænke af præsterne med gaver, eller og tager nogen anden forsømmelse derfor, at han jo ikke er årvågen til at gøre det, som ham befalet er, eller og lader sig befinde i nogen lastelig slemmeri, gerrighed, eller hovmod, eller falder i nogen anden åbenbar syndig last, eller kætteri, da skal man klage over ham for kongen, så skal han stedes til ords i to, eller tre, andre biskoppers, eller andres, som kongen dertil forordner, nærværelse; og dersom han da derimod bliver åbenbar overvunden, og ikke råder bod på den brøst, eller last, der han kan rette sig udi, da skal han sættes af sit embede, og være lige ret undergiven, som nogen anden, der sådant gør.

 

24. Naar nogen Superintendent ved Døden afgaar, da skal hans efterlevendis Hustrue blive boendis i Biskoppens Residentz et halft Aar derefter i det ringeste; Dog ikke flytte før end om Paaske, eller St. Mikkel Dags Tider. Døer, eller bortkommer, hand imellem den første April og den første Julij, da skal hand, eller hans Efterleverske, Børn og Arvinger nyde tre fierde Deele af det nærværendis Aars Biskoppelig Indkomst. Døer, eller bortkommer, hand imellem den første Julij og den første Octobris, da skal de nyde det heele nærværendis Aars Indkomst. Døer, eller bortkommer, hand imellem den første Octobris og den første Januarij, da skal de nyde det lieele nær­værendis Aars Indkomst, og een fierde Deel af det tilkommendis; Men døer, eller bortkommer, hand imellem den første Januarij og den første April, da skal de nyde det nærværendis Aars heele Indkomst og halfdeelen af det tilkommendis: Og skal Aaret regnis fra den første April til andet Aars første April; Og skal Biskoppens Enke og Arvinger være for­pligtede til strax at levere til Efterkommeren Stigtskisten med alle Breve og Documenter, som Stigtet og Embedet vedkomme; Og hvis den afdøde Superintendents Enke selv ingen Midler haver, og hun ikke benaadis med nogen aarlig Indkomst, enten af Kirkerne, eller i andre Maader, da skal Efterkommeren give hende noget aarligen til Underholdning, saa længe hun sidder i et ærligt og Uberøgtet Enkesæde efter Biskoppens Indkomstis Lejlighed, efter Stigtsbefalningsmandens og fire de ælste Provsters Sigelse; Dog at det ikke overgaar hundrede Rix Daler.

24. Når nogen biskop ved døden afgår, da skal hans efterlevendes hustru blive bondes i biskoppens residens et halv år derefter i det mindste; dog ikke flytte før end om påske, eller st. Mikkel dags tider. Dør, eller bortkommer, han imellem den første april og den første juli, da skal han, eller hans efterleverske, børn og arvinger nyde tre fjerde dele af det nærværendes års biskoppelig indkomst. Dør, eller bortkommer, han imellem den første juli og den første oktober, da skal de nyde det hele nærværendes års indkomst. Dør, eller bortkommer, han imellem den første oktobers og den første januar, da skal de nyde det hele nærværendes års indkomst, og en fjerde del af det tilkommendes; men dør, eller bortkommer, han imellem den første januar og den første april, da skal de nyde det nærværendes års hele indkomst og halvdelen af det tilkommendes: og skal året regnes fra den første april til andet års første april; og skal biskoppens enke og arvingen være forpligtede til straks at levere til efterkommeren stiftskisten med alle breve og dokumenter, som stiftet og embedet vedkomme; og hvis den afdøde biskops enke selv ingen midler har, og hun ikke benådes med nogen årlig indkomst, enten af kirkerne, eller i andre måder, da skal efterkommeren give hende noget årlig til underholdning, så længe hun sidder i et ærligt og uberygtet enkesæde efter biskoppens indkomsts lejlighed, efter stiftsbefalingsmandens og fire de ældste provsters sigelse; dog at det ikke overgår hundrede rigs daler.

 

25. Biskoppen i Sædland skal boe i Kongens Residentz-Stad Kiøbenhavn, og være tertius Theologiæ Professor i Universitetet, og der aabenbare læse den hellige Skrift, naar hand er hiemme, og ikke er udreist at besøge Kirkerne, Skolerne og Hospita­lerne.

25. Biskoppen i Sjælland skal bo i kongens residens-stad København, og være tredje professor i teologi, og der offentligt undervise i Den Hellige Skrift, når han er hjemme, og ikke er udrejst at besøge kirkerne, skolerne og omsorgsinstitutionerne.

 

 

 

 

18. Kapitel

Om skolerne

 

Om Skolerne

 

Om skolerne

 

1. I alle de Kiøbstæder og paa de Stæder, hvor der bør at være Latinske Skoler, der skal beskikkis Lærde og skikkelige Perso­ner, som dennem kunde forrestaa, tre, eller to i det minste. Til dennem skal Ungdommen settis til at lære Guds Frygt og anden Lærdom, hvormed de i fremtiden kunde tiene Gud i Kirker, Skoler og Academier, eller i verdslige Bestillinger til meenige Mands Behov, og maa til saadanne Skoler forsendis Børn baade af Landsbyerne saa vel som af Kiøbstædeme, naar de noget hiemme lært have.

1. I alle de købstæder og på de steder, hvor der skal være latinske skoler, skal der ansættes lærde og skikkelige personer, som dem kunne forestå, tre, eller to i det mindste. Til dem skal ungdommen sættes til at lære gudsfrygt og anden lærdom, hvormed de i fremtiden kunne tjene Gud i kirker, skoler og akademier, eller i verdslige bestillinger til almindelige menneskers behov. Til disse skoler kan sendes børn både fra landsbyerne så vel som fra købstæderne, når de har lært noget hjemme.

2. Skolemesteme settis af Biskoppen, hvilke hand med Sognepræsten haver overhørt, og dertil dygtige befundet. Men Skolemesteren skal selv forsørge Skolen med Hørere, og tage dennem, som Sognepræsten kiender og holder gode derfor.

2. Skolemestrene ansættes af biskoppen, de som han med sognepræsten har overhørt, og dertil dygtige befundet. Men skolemesteren skal selv forsørge skolen med lærere, og tage dem, som sognepræsten kender og holder gode derfor.

3. De, som i de store Kiøbstædskoler, hvor der ere fire, eller fleere. Hørere, saa vel som i de Skoler, som lige ved dem agtis, for Rectores skulle tiene, skulle enten være Magistri, eller Candidati Magisterii. Over alt maa ingen betrois enten Rectoris, eller Hørers, Platz i store, eller smaa, Skoler, før end de in Examine Philosophico ere kiente dygtige at nyde primam in Philosophia Lauream, og tage Graden det første den bliver holden.

3. De, som i de store købstadskoler, hvor der er fire, eller flere, lærere, så vel som i de skoler, som lige ved dem agtes, for rektorer skal tjene, skal enten være magistre, eller candidati magisterii. Over alt må ingen betros enten rektorers, eller lærers, plads i store, eller små, skoler, før de i filosofikum er kendt dygtige at erhverve førstegraden in filosofi, og tage graden det første den bliver holden.

4. Skolemesteme og Hørerne skulle og have god Opsyn med Bør­nene, og holde dem til Tugtighed, Høviskhed, gode Sæder, og til Reenlighed.

4. Skolemestrene og lærerne skal også have godt opsyn med børnene, og holde dem til disciplin, høflighed, god opførsel, og til renlighed.

5. I Skolerne skulle de Bøger Ungdommen forrelæsis, og den Skik brugis, som efter Kongens Befalning af Professoribus i det Kon­gelig Universitet i Kiøbenhavn er forfattet, eller herefter forfat­tet vorder.

5. I skolerne skal de bøger ungdommen forelæses, og den skik bruges, som efter kongens befaling af professorerne i det kongelige universitet i København er forfattet, eller herefter bliver forfattet.

 

6. Med Chorsang og Bøn skal forholdis, som Skolemesteren med Biskoppens og Sognepræstens Raad det gudeligst og best anordner, og saa som Skik og Brug haver været siden Reformatzen.

6. Med korsang og bøn skal det foregå, som skolemesteren med biskoppens og sognepræstens råd det gudeligst og bedst anordner, og så som skik og brug har været siden reformationen.

7. Skolemesterne skulle med Flid agte deris Disciplers Næmme, og altid, naar Børnene ere over deris tolvte Aar give Forældre­ne, eller Formynderne i rette Troemaal tilkiende, hvilke af deris Studering intet synis at blive forbedrede, at de maa i Tide settis anden Stæds hen til et ærligt Haandverk, eller Hantering, efter een hvers Lejlighed; Men hvilke de fornemme at have got Næmme, dennem skulle de holde i Skolen til sextende Aar; Men fra det Aar skulle de see grandgiveligen til, hvilke der kunde til Gavns lære andre, hvad de selv af deris Studering have lært, og de, som synis det at kunde giøre og have naaet det Maal i deris Lærdom, som dem i Skolerne forreskrevit er, dennem maa de forskikke til Kongens Universitet med et kort og sandfærdigt Testimonio om deris Forhold i Skolen; Men de, som det ikke kunde giøre til Gavns, de maa tagis fra Skolen, og settis til ærlige verdslige Embeder.

7. Skolemestrene skal med flid give agt på deres elevers evner, og altid, når børnene er over deres tolvte år give forældrene, eller formynderne i rette tromål til kende, hvem studeringen intet synes at fremme, at de må i tide sættes anden steds hen til et ærligt håndværk, eller erhverv, efter enhvers lejlighed. Men dem, som de fornemme at have gode boglige evner, dem skal de holde i skolen til sekstende år. Fra det år skal de se grundigt på, hvem, der kunne til gavns lære andre, hvad de selv af deres studering have lært, og de, som synes det at kunne gøre og have nået det mål i deres lærdom, som dem i skolerne foreskrevet er, dem må de sende til kongens universitet med et kort og sandfærdigt bevis om deres forhold i skolen; men de, som det ikke kunne gøre det til gavns, de må tages fra skolen, og sættes til ærlige verdslige embeder.

 

8. Skoletienere skulle beholde den Løn og Rente, som dennem til­lagt er.

8. Skoletjenere skal beholde den løn og rente, som dem tillagt er.

 

9. Skolemesteren maa ej forrejse nogenstæds langvejs fra Skolen uden Biskoppens, eller Sognepræstens i de smaa Kiøbstæder, Forlov under hans Embeds Forbrydelse.

9. Skolemesteren må ikke rejse nogetsteds langvejs fra skolen uden biskoppens, eller sognepræstens i de små købstæder, forlov under hans embedes forbrydelse.

 

10. Hørerne maa ingenstæds forrejse uden Skolemesterens Forlov; Men langvejs fra Skolen at forrejse maa Skolemesteren ej stæde dennem uden Biskoppens Villie og Vidskab, eller Sogne­præstens i de smaa Kiøbstæder.

10. Lærerne må ingensteds rejse uden skolemesterens forlov; men langvejs fra skolen at rejse må skolemesteren ikke stede dem uden biskoppens vilje og viden, eller sognepræstens i de små købstæder.

 

11. Befindis Skolemesterne, eller Hørerne, at være forsømmelige, saa de ikke vare deris Timer at læse for Børnene, eller og slaa sig til Drukkenskab, Løsagtighed, eller andre slige Laster, eller og Utilbørligen straffe deris Discipler, og ikke derudj holde tilbørlig Maade, eller med Børnenis Indkomsters Forvaltning Urigtigen omgaais, da skulle de af Biskoppen og Sogne­præsten advaris. Raade de ikke Bod derpaa, da maa Biskoppen forvise dennem Skolen, og andre beqvemme Per­soner i deris Stæd igien sette.

11. Befindes skolemestrene, eller lærerne, at være forsømmelige, så de ikke varetager deres timer at læse for børnene, eller og slå sig til drukkenskab, løsagtighed, eller andre sådanne laster, eller også utilbørlig straffe deres elever, og ikke holder rimelig måde, eller med borgernes indkomsters forvaltning urigtig omgås, da skal de af biskoppen og sognepræsten advares. Råde de ikke bod derpå, da må biskoppen forvise dem skolen, og ansætte andre passende personer i deres sted.

 

12. Færler maa de ej bruge i Skolerne at lemlæste Børn med; Dog maa de vel have Færler, om nogle store Rebeller ville sette sig op imod dennem.

12. Kæppe må de ikke bruge i skolerne at lemlæste børn med. Dog må de godt have kæppe, hvis nogle store bøller ville sætte sig op imod dem.

13. Alle Pugeskoler skulle aldelis være afskaffede.

13. Alle pugeskoler skal aldeles være afskaffede.

14. Skrive- og Regne-Skoler skal Øvrigheden i Kiøbstæderne for­ordne og forsørge; Og skal Forstanderne for samme Skoler og Sognepræsten have Indseende med, at Børnene i Guds sande Frygt oplæris; Skolemesterne skulle af Sognepræsten overhøris, før end dem saadanne Skoler betrois. De skulle og lade deris Discipler fremkomme for Provsten i Kirken, og af hannem over­høris, naar den aarlig Visitatz skeer.

14. Skrive- og regne-skoler skal øvrigheden i købstæderne forordne og forsørge; og forstanderne for samme skoler og sognepræsten skal have indsende med, at børnene i Guds sande frygt oplæres. Skolemestrene skal af sognepræsten overhøres, før end dem sådanne skoler betros. De skal og lade deres elever fremkomme for provsten i kirken, og af ham overhøns, når den årlige visitats skeer.

15. Ingen maa udskikke nogen uden Riget med sine Børn, som dem skal informere, med mindre saadan Person først af Biskoppen i det Stigt, udaf hvilket Børnene udskikkis, er over­hørt og befunden at være af den her i Riget vedtagen Religion. Giør nogen herimod, straffis derfor, som den, der Kongens Lov ikke haver villet agte.

15. Ingen må sende nogen udenlands med sine børn, som dem skal informere, med mindre sådan person først af biskoppen i det stift, ud af hvilket børnene udskikkes, er overhørt og befunden at være af den her i riget vedtagen religion. Gør nogen herimod, straffes derfor, som den, der kongens lov ikke har villet agte.

16. Ingen maa antage nogen i sit Huus til sine Børn eller anden Ungdom, i Latine og boglige Konster at undervise, som ikke er i Kongens Universitets Studenters Tal inskreven, og sig hos sin Præceptorem Academicum, om hans Tieniste begæris der som Universitet er, eller hos Biskoppen, eller i det rin­geste Sognepræsten paa andre Stæder, angivet haver, at hand til saadan Tieniste fordris, paa det den, som saadan Tieniste begærer, kand vide, om den Person til Tienisten tienlig er.

16. Ingen må antage nogen i sit hus til sine børn eller anden ungdom, i latin og boglige kunster at undervise, som ikke er i kongens universitets studenters tal indskreven, og sig hos sin skoleleder, om hans tjeneste begæres der som universitet er, eller hos biskoppen, eller i det ringeste sognepræsten på andre stæder, angivet har, at han til sådan tjeneste fordres, på det den, som sådan tjeneste begærer, kan vide, om den person til tjenesten tjenlig er.

 

 

 

 

19. Kapitel.

Om omsorgsinstitutioner og fattige

 

Om Hospitaler og Fattige

 

Omsorgsinstitutioner og fattige

 

1. I hvert almindeligt Hospital skal af Hospitalets Inspecteurer (dog at Kongens Confirmation derpaa tagis) tilskikkis een god gudfrygtig og vederhæftig Mand, som enten er Ugift og fører et got kyskt Levnet, eller som er gift, og haver ingen Børn; Og skal hand imod tilbørlig Løn forrestaa Hospitalet, og opbære og anvende al den Rente og Indkomst, visse og Uvisse, som Hospitalet haver, til de Fattigis Ophold og Behov, og i alle Maader tiene de Fattige med Tro, videndis og rammendis deris Gavn og Beste. Og naar samme Forstander døer, da skal hvis hand sig efterlader blive hos samme Hospital, og skulle de Fattige være hans Arvinger.

1. På hver almindelig omsorgsinstitution skal af inspektøren (dog at kongens bekræftelse derpå tages) tilskikkes en god gudfrygtig og pålidelig mand, som enten er ugift og fører et godt kyskt levned, eller som er gift, og ingen børn har. Han skal for en rimelig løn forestå stedet, og opbære og anvende al den rente og indkomst, visse og uvisse, som stedet har, til de fattiges ophold og behov, og i alle måder tjene de fattige med tro, kundskab og rammendes deres gavn og bedste. Og når samme forstander dør, da skal det, som han sig efterlader blive hos samme omsorgsinstitution, og skal de fattige være hans arving.

2. Hand skal have fornødne Tienere under sig, saa at de Fattige kand uden billig Klage blive betiente.

2. Han skal have de nødvendige ansatte under sig, så de fattige kan blive betjente uden rimelig klage.

3. Hand skal have Tilsyn, at de, som med smitsomme Sy­ger ere beladne, ikke besmitte de andre, saa og giøre sin Flid, at de, som have lægelige Syger, kunde blive hiulpne til deris Førlighed igien.

3. Han skal have tilsyn med, at de, som med smitsomme sygdomme er beladne, ikke smitter de andre, og ligeledes gøre sin flid, at de, som har lægelige sygdomme, kunne blive hjulpne til deres førlighed igen.

4. Hand skal hvert Aar giøre rigtig Regnskab for alle Ho­spitalets Indtægter og Udgifter i Kongens Befalningsmands. Biskoppens og andris, som Tilsyn er be­falet, Overværelse.

4. Han skal hvert år gøre rigtig regnskab for alle omsorgsinstitutionens indtægter og udgifter i overværelse af kongens befalingsmands, biskoppens og andres, som tilsyn er befalet.

5. Hand skal med Lov og Ret forsvare Hospitalets Gods, og med Lov og Ret igienkalde hvis med Uret derfra kand være kommet.

5. Han skal med lov og ret forsvare omsorgsinstitutionens gods, og med lov og ret igenkalde, hvad der med uret derfra kan være kommet.

6. Ingen maa i Hospitalerne indtagis for Gunst, eller Gave, Vild eller Venskab; Men alleene de, som det storligen behøve; Ej heller maa der nogen indleggis, enten eene, eller selv anden for een Genant og vis Sum Penge, uden det befindis at kunde skee med Hospitalets store Fordeel.

6. Ingen må på omsorgsinstitutionerne indtages for gunst, eller gave, vild eller venskab; men alene de, som det stort behøve; ikke heller må der nogen indlægges, enten ene, eller selv anden for en genant og vis sum penge, uden det befindes at kunne ske med omsorgsinstitutionens store fordel.

7. Det skal ej tilstædis dem, som i Hospitalerne ere ind­tagne, at gaa ofte i Byen, uden alleeniste til Kirken, uden Forstanderens Forlov; Ej heller gaa om at betle, eller tage sig anden Idræt for, enten med Drik, Rettergang, eller andet saadant, som rette Hospitals Lemmer ikke sømmer.

7. Det skal ikke tilstedes dem, som på omsorgsinstitutionerne er indtagne, at gå ofte i byen, uden alene til kirken, uden forstanderens forlov; ikke heller gå om at betle, eller tage sig anden idræt for, enten med drik, rettergang, eller andet sådant, som ikke sømmer sig for institutionens beboere.

8. Alle Hospitals Lemmer, som noget med Hænderne kunde arbejde, eller forrette noget de andre til gode, skulle tilholdis det godvilligen og gierne at giøre; Dersom de det benegle, som de til Gavns kunde giøre, bør de at forvisis Hospitalet.

8. Alle institutionens beboere, som noget med hænderne kunne arbejde, eller forrette noget de andre til gode, skal tilholdes det godvillig og gerne at gøre. Hvis de nægte det, som de til gavns kunne gøre, bør de forvises fra omsorgsinstitutionen.

9. Ingen maa længre nyde sit Ophold i Hospitalerne, end til hand faar sin Førlighed igien, og kand paa andre Maader forhværve sit Brød; Men saadanne, som ikke for ret Hospitals Lemmer kand agtis, bør at udvisis, og andre Syge, Vanføre, og rette Hospitals Lemmer i deris Stæd indtagis.

9. Ingen må længere nyde sit ophold på omsorgsinstitutionerne, end til han får sin førlighed igen, og kan på andre måder erhverve sit brød; men sådanne, som ikke for ret institutionens beboere kan agtes, bør udvises, og andre syge, vanføre, og rette beboere i deres sted indtages.

10. Findis nogen at være Utaknemmelig, knuragtig, til Druk­kenskab, eller anden Uskikkelighed tilgiven, da skal den først nogle gange paamindis; Dersom saadan Paamindelse ikke hielper, da skal den udvisis, og een anden i det stæd indtagis.

10. Findes nogen at være utaknemmelig, knuragtig, til drukkenskab, eller anden uskikkelighed forfalden, da skal den først nogle gange påmindes; dersom sådan påmindelse ikke hjælper, da skal den udvises, og en anden i det sted indtages.

11. Sognepræsten skal een og anden sinde om Ugen besøge de indlagte Fattige, og dersom hand finder i nogen maade Forsømmelse paa den Røgt og Underholdning, som de Fattige skulle have, da skal hand paaminde Forstande­ren; Dersom hand vil ikke raade Bod derpaa, da skal hand lade dennem det vide, som Hospitals Tilsyn er betroet, Kongens Befalningsmand, Biskoppen, el­ler andre, at der maa retteligen raadis Bod derpaa, hand skal og i det minste eengang om Ugen trøste samme Fattige og Syge.

11. Sognepræsten skal en og anden gang om ugen besøge de indlagte fattige, og hvis han finder i nogen måde forsømmelse på den pleje og underholdning, som de fattige skal have, da skal han påminde forstanderen. Hvis han ikke vil råde bod derpå, da skal han lade dem det vide, som er betroet tilsyn med institutionen, kongens befalingsmand, biskoppen, eller andre, at der må retteligen rådes bod derpå. Præsten skal også mindst én gang om ugen trøste samme fattige og syge.

12. Store Hospitaler maa have og selv underholde deris Præ­ster, at de Fattige ej lide nogen Skade, om nogen om Nattetide i Døds Angist begærede Trøst, eller at være deelagtig i Christi Legem og Blod.

12. Store omsorgsinstitutioner må have og selv underholde deres præster, at de fattige ikke lide nogen skade, hvis nogen om natten i dødsangst begærede trøst, eller at blive delagtig i Kristi legeme og blod.

13. Naar de Fattige hendøe, da skal dennem forskaffis een ærlig Christen Begravelse i Hospitals Kirkegaard paa Hospitals be­kostning, uden de have Venner som dertil noget ville hielpe, og skal alt hvis de Bortdøde sig efterlade, komme Hospitalet til gode, og Forstanderen at føre det til Regnskab; Have de Venner, som dennem ville lade begrave til andre Byens Kirker da bør det dem ej at formenis; Men de Afdødis efterlatte Middeler skulle dog følge Hospitalet, som sagt er.

13. Når de fattige dør, da skal dem forskaffes en ærlig kristen begravelse på institutionens kirkegård på stedets bekostning, uden de have venner som dertil noget ville hjælpe, og skal alt hvad de bortdøde sig efterlade, komme omsorgsinstitutionen til gode, og forstanderen at føre det til regnskab; have de venner, som dem ville lade begrave til andre byens kirker da bør det dem ikke at formenes; men de afdødes efterladte midler skal dog følge omsorgsinstitutionen, som sagt er

14. Ellers skal saaledis i Hospitalerne forholdis, som een hvers Kongelige Stiftninger, eller andre gudfrygtige Folkis Fundatzer, medføre.

14. Ellers skal således på omsorgsinstitutionerne forholdes, som enhvers kongelige stiftninger, eller andre gudfrygtige folks fundatser, medføre.

15. For andre Fattige og Husarme skal og forordnis Forstandere, som med ret Troeskab skulle opbære Renten af hvis som de Fattige er tillagt, saa og hvis derforuden af gudfrygtige Folk velvilligen givis, eller i Kirkerne om Prædikedagene i Tavlerne samlis, eller i andre Maader dem tilleggis; Hvilket de skulle uddeele iblant de Fattige troligen og rundeligen, efter som hver haver Behov; De skulle og giøre rigtig Regnskab paa alt det de have indtaget og udgivet i Øvrighedens og Sognepræstens Over­værelse.

15. For andre fattige og husvilde skal og forordnes forstandere, som med ret troskab skal opbære renten af hvad som de fattige er tillagt, så og hvis derforuden af gudfrygtige folk velvillig gives, eller i kirkerne om prædikedagene i bøsserne samles, eller i andre måder dem tillægges; hvilket de skal uddele iblandt de fattige trolig og rundelig, efter som hver har behov; de skal og gøre rigtig regnskab på alt det de have indtaget og udgivet i øvrighedens og sognepræstens overværelse.

16. Paa Landsbyerne skulle Kirkens Patroner, hvor de ere, eller Kirkeværgerne, med Sognepræsten uddeele til de Fattige i Sognet, efter som een hvers Nødtørftighed meest udkræver, hvis Penge, som enten i Tavlerne, eller i Blok­kene, eller i andre Maader givis til Fattige.

16. I landsbyerne skal kirkens ejer, hvor de er, eller kirkeværgerne, med sognepræsten uddele til de fattige i sognet, efter som enhvers nødtørftighed mest udkræver, de penge, som enten i kurvene, eller i bøsserne, eller i andre måder gives til fattige.

 

 

 

20. Kapitel

Om professorerne

 

Om Professoribus

 

Om professorerne

 

l. Ingen skal annammis til at være Professor i Kongens Universi­tet i nogen Facultet, uden hand tilforn uden Præside offentlig for opponentibus Professoribus disputeret haver.

 

1. Ingen skal antages til at være professor i kongens universitet på noget fakultet, uden han først uden medhjælp offentligt har forsvaret sin doktordisputats.

 

2. Professores skulle giøre deris Embede efter Fundatzen og Constitutiones Academiæ med Flid og Troeskab, med Lectionibus og Disputationibus publicis, og have flittig Ind­seende med den Studerende Ungdoms Exercitier, og holde den til Guds Frygt, Lydighed mod Øvrigheden, Ærbarhed, Skikkelighed. Fredsommelighed og Ædruelighed, og intet Usømmeligt, som af dem begaais, lade Ustraffet bortgaa.

 

2. Professorer skal gøre deres embede efter fundatsen og constitutiones academiæ med flid og troskab, med forelæsninger og afhandlinger, og have flittig indsende med den studerende ungdoms eksercitser, og holde den til gudsfrygt, lydighed mod øvrigheden, ærbarhed, skikkelighed, fredsommelighed og ædruelighed, og intet usømmeligt, som af dem begås, lade ustraffet ske.

 

3. Professores maa ingen fra Skolerne i Universitetet annamme, som ikke have naaet det Maal i deris Lærdom, som om Sko­lerne forreskrevet er, og som ikke have et got Vidnisbyrd fra Skolen om deris Livs og Levnets Forhold.

 

3. Professorer må ingen fra skolerne i universitetet modtage, som ikke have nået det mål i deres lærdom, som om skolerne foreskrevet er, og som ikke have et godt vidnesbyrd fra skolen om deres livs og levneds forhold.

 

4. Professores Philosophiæ skulle fire gange om Aaret i det minste holde Examina Philosophica for dennem, som skulle nyde primam in Philosophia Lauream, og som agte at betiene Rectoris, eller Hørers, Platz i nogen Skole, eller at komme til Examen Theologicum.

 

4. Professorer i filosofi skal fire gange om året i det mindste holde eksamen i filosofi for dem, som skal erhverve førstegraden i filosofi, og som agter at betjene rektors eller lærers, plads i nogen skole, eller at tage eksamen i teologi.

 

5. Professores Theologiæ skulle om Onsdagen og Løverdagen, naar ikke læsis, eller Consistorium holdis, overhøre dem, som ere til Sinds at lade sig bruge paa Prædikestoelen, og give dem uden nogen Betalning een Attestation, hvorvidt de sig in Lectione Biblica og in Locis Communibus sanæ Doctrinæ & Confessionis forfremmet have, og ere deri saa grundede, at mand formoder, at de med Guds Aands og Naadis Hielp og Bi­stand sig med god Forhaabning hos Biskoppen til videre Examen, og hos dennem, som Rettighed have at kalde Præster, til at lade sig høre, hvor noget Kald ledigt vorder, og ellers, kunde angive. Derforuden skulle fornævnte Theologi een gang, eller to, i det ringeste, og oftere, om fornøden giøris, høre den­nem Prædike, og saa meddeele dem et skriftligt Vidnisbyrd om deris Gaver.

 

5. De teologiske professorer skal om onsdagen og lørdagen, når der ikke læses, eller konsistorium holdes, overhøre dem, som er til sinds at lade sig bruge på prædikestolen, og give dem uden nogen betaling en attestation, hvorvidt de har uddannet sig i Bibelen, dogmatikken og bekendelsesskrifterne, og er deri så grundede, at man formoder, at de med Guds Ånds og nådes hjælp og bistand sig med god forhåbning hos biskoppen til videre eksamen, og hos dem, som rettighed have at kalde præster, til at lade sig høre, hvor noget kald ledigt bliver, og ellers, kunne angive. Derforuden skal fornævnte teolog en gang, eller to, i det mindste, og oftere, om fornøden gøres, høre dem prædike, og så meddele dem et skriftligt vidnesbyrd om deres gaver.

 

6. De maa ingen tillade at komme til Examen Theologicum, før end hand haver været tvende Aar paa Academiet, og hand udj overskrevne Examine Philosophico er kient dygtig til at nyde primam in Philosophia Lauream.

 

6. De må ingen tillade at komme til teologisk eksamen, før end han har været to år på universitetet, og har bestået filosofikum..

 

7. Professores skulle ingen meddeele Testimonium publicum fra Universitetet, som ikke tvende Aar ideligen haver været og studeret i Universitetet, eller i et Aar i det ringeste, om hand haver været paa fremmede Universiteter, og hans Dygtighed befindis; Hvilket da maa skee med alle Professorum Samtykke.

 

7. Professorer skal ingen meddele offentligt bevis fra universitetet, som ikke to år idelig har været og studeret i universitetet, eller i et år i det ringeste, om han har været på fremmede universiteter, og hans dygtighed befindes; hvilket da må ske med alle professorernes samtykke.

 

8. Der skal een Lector Theologiæ holdis hos een hver Domkirke, saa vel som og udj Odense, som paa Latine skal læse overlyst den hellige Skrift for Skoledægne og andre, som did ville søge; Hand skal stundum prædike paa nogen forskikket Tid; Dog saa, at ingen vanlig Prædiken dermed forhindris.

 

8. Der skal være en teologisk lektor ved hver domkirke, som på latin skal gennemgå Den Hellige Skrift for skoledegne og andre, som did ville søge. Han skal sommetider prædike på nogen forskikket tid; dog så, at ingen vanlig prædiken dermed forhindres.

 

9. Lectores Theologiæ saa vel som andre Professores in Gymnasiis skulle for Professoribus i Kongens Universitet i Kiøbenhavn give og giøre een Prøve om deris Lærdom og Duelighed, før end de i deris Bestilling indtræde.

 

9. De teologiske lektorer så vel som andre professorer i gymnasiet skal for professorerne i kongens universitet i København give og gøre en prøve om deres lærdom og duelighed, før end de i deres bestilling indtræde.

 

 

 

 

 

 

21. Kapitel

Om bøger og almanakker

 

 

Om Bøger og Almanaker

 

Om bøger og almanakker

 

1. Ingen, i hvo det og være kand, maa noget lade trykke, før end det tilforn i Kongens Universitet i Kiøbenhavn er igiennemseet og paakient af Decano i den Facultet, som Materien hører hen til, eller af een anden Professore, som Decanus formedelst an­det lovligt Forfald det tilskikker; Og skal den, som det at igiennemsee tilkommer, med sin Paaskrift og Haands undertegnelse sit Betænkende paa det, som til Trykken forfærdigis skal, saaledis give, som hand selv dertil agter at svare, hvilket Betæn­kende for udj de Bøger, Tractater, eller al anden Materie, som i Trykken udkommer, skal trykkis; Dog skal Theologiske Ma­terier, som nogen paa Landet vil have trykt, først Biskoppen i Stigtet at igiennemsee tilstillis, og med hans Betæn­kende til Kongens Universitet, der videre at paakiendis, fremskikkis. Hvo herimod giør, baade den, som trykker og trykke lader, straffis ikke alleeniste for saadan Ulydighed, men ogsaa for Skriftets Indhold, om derudj noget forargeligt findis.

1. Ingen, lige meget hvem, må lade noget trykke, før det først i kongens universitet i København er gennemset og bedømt af dekanen i den fakultet, som emnet hører ind under, eller af en anden professor, som dekan formedelst andet lovligt forfald det tilskikker. Den, som får det til gennemsyn, skal med sin påskrift og underskrift sit betænkende på det, som til trykken forfærdiges, således give, som han selv dertil agter at svare. Denne betænkning skal trykkes i de bøger, traktater, eller al anden materiale, som i trykken udkommer. Dog skal teologiske materialer, som nogen på landet vil have trykt, først biskoppen i stiftet at gennemse tilstilles, og med hans betænkende til kongens universitet, dér videre at påkendes, fremskikkes. Hvo herimod gør, både den, som trykker og trykke lader, straffes ikke alene for sådan ulydighed, men også for skriftets indhold, hvis der findes noget forargeligt i det.

 

2. Ingen maa lade trykke i Riget, eller andenstæds, noget Skrift Kongens Højhed, Begæringen, eller Politien angaaende, med mindre det af dennem bliver igiennemseet, som Kongen dertil forordner. Hvo herimod giør, straffis efter Sagens Beskaffen­hed.

2. Ingen må lade trykke i riget, eller andetsteds, noget skrift kongens højhed, regeringen, eller politiet angående, med mindre det bliver gennemset af dem, som kongen dertil forordner. Hvo herimod gør, straffes efter sagens beskaffenhed.

 

3. Ingen Danske Bøger, som uden Kongens Riger ere trykte, maa af nogen Ind- eller Udlændisk i Riget indføris, eller forhandlis; Ej heller maa nogle Bøger i Tysk Sprog, som handle om frem­met Religion, eller andet, som nogen Tvistighed, eller Scrupel, i den Uforandrede Augsburgiske Confessions Troe og Religion kunde eragtis at foraarsage, uden Kongens sær Tilladelse, i Kon­gens Riger og Lande indføris, sælgis, eller fal holdis. Hvo her­imod giør, have forbrut samme Bøger, saa vel som hvis hand haver med at fare, og derforuden straffis som den, der Kongens Lov ikke tilbørligen haver villet have i Agt.

3. Ingen danske bøger, som er trykt i udlandet, må indføres i landet af nogen dansker eller udlænding, eller forhandles. Heller ikke må nogle bøger på tysk, som handler om fremmed religion, eller andet, som kan forårsage nogen uenighed eller tvivl med hensyn til Den Uforandrede Augsburgske Bekendelses tro og religion, indføres, sælges, eller uddeles uden kongens særlige tilladelse, i kongens riger og lande. Hvo herimod gør, har forbrudt samme bøger, så vel som hvad han har med at fare, og derforuden straffes som den, der kongens lov ikke tilbørlig har villet have i agt.

 

4. Skulle og nogle Bøger i Kongens Riger og Lande trykkis, eller der trykte indføris, som kunde have Udseende til noget Oprør, eller imod Kongens Højhed, eller anden Ulempe foraarsage, da bør ikke alleeniste Personerne, som saadanne trykke, eller ind­føre, i højeste Maader at straffis, men og Bøgerne ved Bødelen offentlig paa Ilden kastis og opbrændis.

4. Hvis nogle bøger i kongens riger og lande trykkes eller indføres, som kunne have udsende til noget oprør, eller imod kongens højhed, eller anden ulempe forårsage, da bør ikke alene personerne, som sådanne trykke, eller indføre, i højeste måder at straffes, men også bøgerne ved bøddelen offentlig på ilden kastes og opbrændes.

 

5. Ingen enten Ind- eller Udlændisk maa trykke, eller i Riget indføre, eller sælge, andre Almanaker, eller Skrive-Calender end dem, som af den Person, der af Rectore og meenige Professoribus i Kiøbenhavn dertil er forordnet, ere sammensatte og for­fattede, under samme Almanakers, saa vel som andet deris medhavendis, Forbrydelse, og derforuden videre Straf, som Kon­gens Lovs overtrædere bør; Dog skal ikke være formeent, at mand jo til sin egen Brug maa forskrive fremmede Almanaker og Calender.

5. Ingen hverken dansker eller udlænding må trykke, eller i riget indføre, eller sælge, andre almanakker, eller skrive-kalender end dem, som af den person, der af rektor og menige professorer i København dertil er forordnet, er sammensatte og forfattede, under samme almanakkers, så vel som andet deres medhavendes, forbrydelse, og derforuden videre straf, som kongens lovs overtrædere bør; dog skal ikke være forment, at man jo til sin egen brug må forskrive fremmede almanakker og kalender.

6. Ingen Spaa-Calender maa her i Riget sammenskrivis og tryk­kis, ej heller nogen Spaadom om Krig, dyr Tid, Pestilentze, eller andre saadanne Tilfælde, derudj indføris; Hvorfor og ingen Bog­trykker maa nogle saadanne Calender, under et hundred Lod Sølvs Straf, trykke, eller oplegge.

6. Ingen spå-kalender må her i riget sammenskrives og trykkes, ikke heller nogen spådom om krig, dyrtid, pestilens, eller andre sådanne tilfælde, indføres; hvorfor og ingen bogtrykker må nogle sådanne kalender, under et hundred lod sølvs straf, trykke, eller oplægge.

 

 

 

 

22. Kapitel

Om kirkernes tilsyn, indkomster, udgifter, bygning

 

 

Om Kirkernis Tilsyn, Indkomster, Udgifter, Bygning

 

Om kirkernes tilsyn, indkomster, udgifter, bygning

 

1. De, som Kongen haver forordnet til at have Tilsyn med Kir­kerne, og være deris Forsvar, skulle aarligen, saa vit mueligt er, Kirkerne besøge, og ramme deris Gavn, og see til, at de holdis ved Hævd og Bygning, og at med deris Indtægter sparsom og rigtig omgaais; De skulle og hanthæve og forsvare Kirkernis Jorder og Indkomme, og dersom noget er frakommet, skulle de det ved Dom igienkalde.

1. De, som kongen har forordnet til at have tilsyn med kirkerne, og være deres forsvar, skal årlig, så vidt muligt er, kirkerne besøge, og ramme deres gavn, og se til, at de holdes ved hævd og bygning, og at med deres indtægter sparsom og rigtig omgås; de skal og håndhæve og forsvare kirkernes jord og indkomme, og dersom noget er frakommet, skal de det ved dom genkalde.

2. De skulle aarligen i egen Person høre Kirkernis Regnskaber, og dem tillige med HerretsProvsten underskrive, som de tilsam­men agte at forsvare, om Urigtigen med Kirkens Regnskaber omgaais. Forsømme de dem aarligen at høre, og enten Kirkerne, eller Kirkeværgerne, derover tage Skade, stande dem til Rette derfor.

2. De skal årlig i egen person høre kirkernes regnskaber, og dem tillige med herreds-provsten underskrive, som de tilsammen agte at forsvare, om urigtig med kirkens regnskaber omgås. Forsømme de dem årlig at høre, og enten kirkerne, eller kirkeværgerne, derover tage skade, stande dem til rette derfor.

 

3. De skulle aarligen indlevere i Kongens Rentekammer een Gienpart af Kirkeregnskaberne med rigtig Fortegnelse paa Kirkernis Beholdninger, saa ogsaa hos hvem Kirkernis Penge ere udsatte.

3. De skal årlig indlevere i kongens rentekammer en genpart af kirkeregnskaberne med rigtig fortegnelse på kirkernes beholdninger, så også hos hvem kirkernes penge er udsatte.

 

4. De, som nyde jus Patronatus, og Kirkernis Indkomme opbære og nyde, maa ej lade Kirkerne forfalde, saa fremt de saadant jus, eller Benaadning, fremdelis beholde ville. Lader Patronus og den, som til Kirkens Indkomst er berettiget, Kirken forfalde, og ikke raader Bod paa hvis Mangel, som hand af Biskoppen advaris om, da bør hand, eller hans Arvinger, at erstate Kirken Opbørselen til dens Reparation, og Kirken selv siden sine Indkomme beholde til got Regnskab under dens Tilsyn, som Kongen dertil forordner.

4. De, som nyder ejendomsret og kirkernes indkomme opbærer og nyder, må ikke lade kirkerne forfalde, såfremt de sådant ret, eller benådning, fremdeles beholde ville. Lader ejeren og den, som til kirkens indkomst er berettiget, kirken forfalde, og ikke råder bod på hvis mangel, som han af biskoppen advares om, da bør han, eller hans arving, at erstatte kirken udgifterne til dens reparation, og kirken selv siden sine indkomme beholde til godt regnskab under deres tilsyn, som kongen dertil forordner.

5. Biskoppen skal i sin Visitatz forfare om Kirkernis Til­stand; Angivis nogen Mangel, da skal hand ved sin Skrivelse give det Kirkens Forsvar, eller Patron, tilkiende, at der kand raadis Bod paa.

5. Biskoppen skal i sin visitats forfare om kirkernes tilstand; angives nogen mangel, da skal han ved sin skrivelse give det kirkens forsvar, eller ejer, tilkende, at der kan rådes bod på.

6. Herrets-Provsten skal aarligen, naar hand visiterer Kirkerne, forfare Kirkernis, saa vel deris, som under jure Patronatus ere, som andris, Indkomsters Tilstand; Dernæst hvis Mangel, eller Brøst, paa Bygning, eller Ornamenter, findis, og det ved Syn, som Præsten med fire vederhæftige Sognemænd skulle giøre, og give fra sig beskrevet, som af Provsten selv og skal underskrivis, og aarligen af hannem, før Regnskab giøris, Kirkens Forsvar, eller Patron, tilstillis, paa det hand kand raade Bod paa hvis fornøden er.

6. Herreds-provsten skal årlig, når han visiterer kirkerne, forfare kirkernes, så vel deres, som under jure patronatus er, som andres, indkomsters tilstand; dernæst hvis mangel, eller brøst, på bygning, eller ornamenter, findes, og det ved syn, som præsten med fire vederhæftige sognemænd skal givne, og give fra sig beskrevet, som af provsten selv og skal underskrives, og årlig af ham, før regnskab gøres, kirkens forsvar, eller patron, tilstilles, på det han kan rande bod på hvis fornøden er.

 

7. Forfarer Provsten nogen Jord, Rettighed, eller Indkomme, at være Kirken frakommen, da skal hand og give Kirkens Forsvar det tilkiende, at hand det med Retten indtaler.

7. Forfarer provsten nogen jord, rettighed, eller indkomme, at være kirken frakommen, da skal han og give kirkens forsvar det tilkende, at han det med retten indtaler.

 

8. Præsten skal raadføre Kirkeværgerne, og ramme Kirkens Gavn; Hand skal og med egen Haand skrive og klarere Kirkens Regn­skab med sit eget Blek og Papir, saa og overvære, naar Regn­skabet høris, og da om Kirkens Lejlighed, Indtægt og Udgift, giøre god og sandfærdig Underretning.

8. Præsten skal rådføre kirkeværgerne, og ramme kirkens gavn; han skal og med egen hånd skrive og klarere kirkens regnskab med sit eget blæk og papir, så og overvære, når regnskabet høns, og da om kirkens lejlighed, indtægt og udgift, gøre god og sandfærdig underretning.

9. Kirkernis Forsvar skulle sette til Kirkeværgere vederhæftige Dannemænd, som vide Kirkens Beste, og ej søge egen Nytte i Indtægt, Udgift, Kiøb og Sal, Vognleje, Bygning, eller andet. Kirkeværgernis Navne, som fremdelis blive, skulle aarligen sist i hvert Aars Regnskab indføris. Haver nogen tre Aar været Kirkeværger, og anden vederhæftig er at bekomme, da maa een anden i hans Stæd tilsettis. Tilskikker Kirkens Forsvar nogen Sognemand at være Kirkeværger, da skal hand rette sig efter samme Befalning; Dog Landsbyer belangende, saa længe Kir­kens Forsvar eller Patron, selv haver vederhæftige Bønder i Sognet, da bruge sig først dennem, og siden andris.

9. Kirkernes forsvar skal sætte til kirkeværgerne vederhæftige dannemænd, som vide kirkens bedste, og ikke søge egen nytte i indtægt, udgift, køb og sal, vognleje, bygning, eller andet. Kirkeværgernes navne, som fremdeles blive, skal årlig sidst i hvert års regnskab indføres. Har nogen tre år været kirkeværger, og anden vederhæftig er at får, da må en anden i hans sted tilsættes. Tilskikker kirkens forsvar nogen sognemand at være kirkeværger, da skal han rette sig efter samme befaling; dog landsbyer belangende, så længe kirkens forsvar eller patron, selv har vederhæftige bønder i sognet, da bruge sig først dem, og siden andres.

 

10. Døer, forløvis eller afsettis, nogen kirkeværger, da skal hand, eller hans Arvinger, strax fra sig til Efterkommeren levere Beholdningen med Kirkens Bøger og Breve, og an­det Kirken tilhørende, som hand hos sig haft haver.

10. Dør, forloves eller afsættes, nogen kirkeværger, da skal han, eller hans arvinger, straks fra sig til efterkommeren levere beholdningen med kirkens bøger og breve, og andet kirken tilhørende, som han hos sig haft har.

 

11. Kirkeværgerne skulle hvert Aar giøre Rede og Regnskab, og strax legge fra sig hvis de skyldige blive, og ej bevilgis, eller befalis, til Kirkens Fornødenhed i samme Aar at anvendis; Skeer det ej, da skal Kirkens Forsvar det ved Retten indfordre, og dennem afsette, og andre i deris Stæd forordne.

11. Kirkeværgerne skal hvert år gøre rede og regnskab, og straks lægge fra sig hvis de skyldige blive, og ikke bevilges, eller befales, til kirkens fornødenhed i samme år at anvendes; skeer det ikke, da skal kirkens forsvar det ved retten indfordre, og afsætte dem, og andre i deres sted forordne.

12. I hvert Stigt skal være tvende Bøger paa alle samme Stigtis Kirkers Indkomme, Tiender, Landgielde, Gaarde, Huse, Jorder, Skove, og al anden Rettighed: Den eene skal være i Kongens Stigtsbefalningsmands Giemme, og den anden i Biskoppens i Stigtskisten, hvor og ellers alle andre Geistligheden angaaende Original-Breve og Documenter forvaris. Begærer nogen Vedkommende Copie af dennem, da skal Biskoppen give hannem den. I samme Bøger skal og være indført Præsternis Ejendomme, Gaarde og Huse, dog til Efterretning alleene.

12. I hvert stift skal være to bøger på alle samme stiftes kirkers indkomme, tiender, landgælde, gårde, huse, jorder, skove, og al anden rettighed: den ene skal være i kongens stiftsbefalingsmands gemme, og den anden i biskoppens i stiftskisten, hvor og ellers alle andre gejstligheden angående original-breve og dokumenter forvares. Begærer nogen vedkommende kopi af dem, da skal biskoppen give ham den. I samme bøger skal og være indført præsternes ejendomme, gårde og huse, dog til efterretning alene.

 

13. Hver Kirke skal have een numereret, igiennemdraget, og af Kirkens Forsvar forseglet Regnskabsbog, som skal være i Præ­stens og Kirkeværgernis Giemme; I samme Bog skal først indføris Kirkestoelen underskreven af Kirkens Forsvar, Provsten og Præsten, hvorudj er indført Kirkens visse Indkomst, Ejen­dom og Rettighed, være sig Gaarder, Huse, Jorder, Enge, Sko­ve, samt deraf gaaende Landgielde, eller Afgift; Dernæst Korntiende, Qvægtiende, Midsommers Tiende, Hovedstoel og Rente; Item Fæ og alt andet, som Kirken haver nogen Indkomme af, eller den tilhører, hvad Navn det og have kand, nok Kirkens In­ventarium, Ornamenter, Kalk og Disk, Klæder, Bøger og deslige. Derefter skal inføris Regnskaberne, som skulle sluttis til den første Maji, Aar efter Aar, forhørte og underskrevne af Kir­kens Forsvar og Provsten.

13. Hver kirke skal have en nummereret, igennemdraget, og af kirkens forsvar forseglet regnskabsbog, som skal være i præstens og kirkeværgernes gemme; i samme bog skal først indføres kirkestolen underskreven af kirkens forsvar, provsten og præsten, hvor ud i er indført kirkens visse indkomst, ejendom og rettighed, være sig gårde, huse, jorder, enge, skove, samt deraf gående landgælde, eller afgift; dernæst korntiende, kvægtiende, midsommers tiende, hovedstol og rente; item fæ og alt andet, som kirken har nogen indkomme af, eller den tilhører, hvad navn det og have kan, nok kirkens inventarium, ornamenter, kalk og disk, klæder, bøger og deslige. Derefter skal indføres regnskaberne, som skal sluttes til den første maj, år efter år, forhørte og underskrevne af kirkens forsvar og provsten.

 

14. I Regnskaberne skal først indføris Kirkens Inventarium, at det er beholdet, og derhos hvormed det enten er forbedret, eller forringet; Dernæst forrige Aars Beholdning i Penge, Vare og Materialier, derefter al Kirkens visse og Uvisse Indkomst, ved hvad Navn det være kand, siden Udgifterne stykkeviis, med Dag og Dato og deris Beviser, og omsider Kirkens Beholdning, Rente og Restantz, alt stykkeviis, hvor meget og hos hvem det findis, saa og hvem Brevene paa Kirkens Penge, som ere udsatte paa Rente, haver i Forvaring.

14. I regnskaberne skal først indføres kirkens inventarium, at det er beholdet, og derhos hvormed det enten er forbedret, eller forringet; dernæst forrige års beholdning i penge, vare og materialer, derefter al kirkens visse og uvisse indkomst, ved hvad navn det være kan, siden udgifterne stykkevis, med dag og dato og deres beviser, og omsider kirkens beholdning, rente og restantz, alt stykkevis, hvor meget og hos hvem det findes, så og hvem brevene på kirkens penge, som ene udsatte på rente, har i forvaring.

 

15. Landgieldspenge skal opbæris i Rix Skillinger, Marker og Da­ler, Daleren regnet til to Lod Sølv, og Marken til et halft.

15. Landgældspenge skal opbæres i rigs skillinger, marker og daler, daleren regnet til to lod sølv, og marken til et halvt.

16. Kirkens Korn, Smør, og anden Landgielde skal aarligen efter got og ydefærdigt Korns og Smørs Landkiøb taxeris tre Uger i det seeniste for den første Maji af dem, som Kongen dertil forordnet haver, eller herefter forordner, saaledis, at baade Kirkernis Beste rammis, og Varerne ej saa dyre settis, at ingen vil dem kiøbe, saa at de blive hos Kirkeværgerne, beliggende, dennem og Kirkerne til Skade.

16. Kirkens korn, smør, og anden landgælde skal årlig efter godt og ydefærdigt korns og smørs landkøb takseres tre uger i det seneste for den første maj af dem, som kongen dertil forordnet har, eller herefter forordner, således, at både kirkernes bedste rammes, og varerne ikke så dyre sættes, at ingen vil dem købe, så at de blive hos kirkeværgerne, beliggende, dem og kirkerne til skade.

17. Midsommers eller Qvægtiende skal ej settis ringere end efter ret Landkiøb. Præsten skal paa samme Qvægtiende holde rigtig Register med Kirkeværgerne, og til Rigtigheds Vitterlighed deris Annammelse underskrive, hvor Kirken Qvægtiende tilkommer.

17. Midsommers eller kvæg-tiende skal ikke sættes ringere end efter ret landkøb, præsten skal på samme kvægtiende holde rigtig register med kirkeværgerne, og til rigtigheds vitterlighed deres modtagelse underskrive, hvor kirken kvægtiende tilkommer.

18. Kirkens Tiendekorn skal Kirkens Forsvar til den, som meest af den give vil, bortfæste for Penge, efter det Kiøb, som tilforn ommældet er; Vegrer nogen sig efter det Kiøb at ville give Penge, da yde Kornet efter Stædsmaalsbrevet i rette Tid paa det Stæd i Stigtet, som Kirkeværgerne det henvise, eller have sit Fæste forbrut uden videre Proces.

18. Kirkens tiendekorn skal kirkens forsvar til den, som mest at den give vil, bortfæste for penge, efter det køb, som tilforn ovennævnt er; vægrer nogen sig efter det køb at ville give penge, da yde kornet efter stedsmålsbrevet i rette tid på det sted i stiftet, som kirkeværgerne det henvise, eller have sit fæste forbrudt uden videre proces.

 

19. Sognemændene ere nærmist til at faa Kirketienden til Fæste, dersom de ville give deraf saa meget som nogen anden, og giøre Forsikkring om Betalningen til rette Tide, og dersom de over Afgiften vorde Kirken til Villie med Vogne at hente Sand, Tøm­mer, Steen og andet saadant til Kirkens Fornødenhed, kand med dennem lideligere handlis.

19. Sognemændene er nærmest til at få kirketienden til fæste, dersom de ville give deraf så meget som nogen anden, og gøre forsikring om betalingen til rette tide, og dersom de over afgiften blive kirken til vilje med vogne at hente sand, tømmer, sten og andet sådant til kirkens fornødenhed, kan med dem rimelig handles.

 

20. Hvor Kirken Bygfældig er, der skal alle Veje søgis Tienden paa det højeste at opsette.

20. Hvor kirken bygfældig er, den skal alle veje søges tienden på det højeste at opsætte.

21. Ellers, hvor Tienden det taaler, skal handlis med dennem, som fæste, at de videre give Kirken til Beste.

21. Ellers, hvor tienden det tåler, skal handles med dem, som fæste, at de videre give kirken til bedste.

 

22. Hvor Afslag er paa nogle Tiender bevilget for øde Gods ved Pest, Krig, eller Sandflugt, og det igien bebyggis, der skal søgis den forrige og billige Afgift.

22. Hvor afslag er på nogle tiender bevilget for øde gods ved pest, krig, eller sandflugt, og det igen bebygges, der skal søges den forrige og billige afgift.

23. Af Tienden maa ej giøris fremlaan; Hvo den vil opbære, fæste sig den; Dog maa den, som Tienden haver i Fæste, unde Bøn­derne den for Korn.

23. Af tienden må ikke gøres fremlån; hvo den vil opbære, fæste sig den; dog må den, som tiende har i fæste, unde bønderne den for korn.

24. De, som Tienden pro officio nyde, eller dermed forlænis, maa fæste den bort til hvem de vil; Dog alleene paa deris Livs Tid, som dermed ere forlænte.

24. De, som tiende pro officio nyde, eller dermed forlenes, må fæste den bort til hvem de vil; dog alene på deres livs tid, som dermed er forlente.

25. Jorder, som ere givne fra Bøndergaarde til Kirken, skulle de Bønder, fra hvis Gaarde samme Jorder ere givne, be­holde for Landgielde, som deraf plejer at gange af gam­mel Tid; Dog skulle de være pligtige, Mand efter Mand, at fæste samme Jorder af Kirkens Forsvar, eller Patron, paa Kirkens vegne for een skiellig Fæste til Kiendelse, naar den afdøer, eller bortkommer, som fæst haver. Ha­ver nogen derudover taget Jord og Ejendom fra Kirken, hand bøde derfor efter Loven, naar Kirkens Forsvar, eller Patron, Ejendommen til Kirken igien med Dom vundet haver.

25. Jorder, som er givne fra bøndergårde til kirken, skal de bønder, fra hvis gårde samme jorder er givne, beholde for landgælde, som deraf plejer at gange af gammel tid; dog skal de være pligtige, mand efter mand, at fæste samme jorder af kirkens forsvar, eller patron, på kirkens vegne for en skellig fæste til kendelse, når den dør, eller bortkommer, som fæst har. Har nogen derudover taget jord og ejendom fra kirken, han bøde derfor efter loven, når kirkens forsvar, eller patron, ejendommen til kirken igen med dom vundet har

26. Findis Sognepræster og Sædedægne at være brøstholdne, og have ringe Jord at bruge, da skulle de, naar nogle Kirkejorder, som ikke fra Bøndergaarde komne ere, blive le­dige, dennem for andre bekomme for billig Fæste; Dog at de deraf aarligen til gode Rede udgive til Kirkerne hvis Landgielde og Afgift, som af dennem plejer og med Rette bør at gange.

26. Findes sognepræster og sædedegne at være brøstholdne, og have ringe jord at bruge, da skal de, når nogle kirkejorder, som ikke fra bøndergårde komne er, blive ledige, dem for andre får for billigt fæste; dog at de deraf årlig til gode rede udgive til kirkerne hvis landgælde og afgift, som af dem plejer og med rette bør at gange.

 

27. Kirkens Fæ og Qvæg, som aarlig Indkomme havis af, maa ej forandris, hvor det er, og det, som er forkommet, skal igien indtalis.

 

27. Kirkens fæ og kvæg, som årlig indkomme haves af, må ikke forandres, hvor det er, og det, som er forkommet, skal igen indtales.

 

28. Det, som bekommis af Kirkens Skove, være sig Oldengield. Vindfælder, eller tornet Træer, skal specificeris til hvem og hvor dyre det sælgis; Og skulle alle Kirker be­holde deris Skove og Fordeel deraf med Olden og andet, hvor andre ikke have sær Adkom og gamle Jordbøger paa samme Skovis Herlighed.

28. Det, som bekommes af kirkens skove, være sig oldengæld, vindfælder, eller fornet træer, skal specificeres til hvem og hvor dyre det sælges; og skal alle kirker beholde deres skove og fordel deraf med olden og andet, hvor andre ikke have sær adkom og gamle jordbøger på samme skovis herlighed.

29. Alle Stædsmaale og andet Uvisse af alle Kirkers, som giøris Regnskab for, Tiender, Gaarde, Boel, Jorder og Huse, forblive Kirkerne alleene, og ingen at tilholde sig noget deraf, med mindre de have lovlig Adkomst derpaa, EjendomsBreve og gamle Jordbøger, som det udvise.

29. Alle stedsmåle og andet uvisse af alle kirkers, som gøres regnskab for, tiender, gårde, bol, jorder og huse, forblive kirkerne alene, og ingen at tilholde sig noget deraf, med mindre de have lovlig adkomst derpå, ejendoms-breve og gamle jordbøger, som det udvise.

 

30. Naar Navnene forandris paa dem, som Kirkens Tiender eller Ejendomme, have i Fæste, og andre bekomme dem igien, da skal deris Navne i Regnskabet indføris tillige med Stædsmaalet, som deraf ganget er.

30. Når navnene forandres på dem, som kirkens tiender eller ejendomme, have i fæste, og andre bekomme dem igen, da skal deres navne i regnskabet indføres tillige med stedsmålet, som deraf ganget er.

31. For Grave i Kiøbstæd eller Landsbye-Kirker skal betalis efter Platzens Lejlighed, i Choret, eller uden, oppe eller nedre i Kir­ken: Hvo og Kirkens Gulv aabner, om end Graven hannem til­hører, give noget til Kirken, efter som billigt og sædvanligt er.

31. For grave i købstad- eller landsby-kirker skal betales efter pladsens lejlighed, i koret, eller uden, oppe eller nedre i kirken: hvo og kirkens gulv åbner, om end graven ham tilhører, give noget til kirken, efter som billigt og sædvanligt er.

32. Der maa ej giøris Forskiel paa Kister, men givis lige meget for Fyr eller EegeKister at nedsettis.

32. Der må ikke gøres forskel på kister, men gives lige meget for fyr- eller ege-kister at nedsættes.

33. Ingen maa nyde meere end eet Lejerstæd.

33. Ingen må nyde mere end eet lejersted.

34. Ingen maa sælge nogen Begravelse i Kirken, enten i Kiøbstædeme, eller paa Landsbyen, uden Kirkens Forsvars Samtykke; Der maa ej heller i Kirken, eller paa Kirkegaarden nogen Grav gravis, muris, eller aabnis, eller Ligsteene paaleggis, eller Epitaphia opsettis, eller Stoele opsettis, eller forandris, uden Kirkeværgernis og Kirkens Forsvars Videnskab og Tilladelse.

34. Ingen må sælge nogen begravelse i kirken, enten i købstæderne, eller i landsbyen, uden kirkens forsvars samtykke; der må ikke heller i kirken, eller på kirkegården nogen grav graves, mures, eller åbnes, eller ligstene pålægges, eller epitaphia opsættes, eller stole opsættes, eller forandres, uden kirkeværgernes og kirkens forsvars videnskab og tilladelse.

 

35. Kirkerne skulle ej besværis med de Begravelser, som findis hos Kirkerne, uden Kirkens Bygning, at holde ved lige, med mindre Kirkerne dennem til Stoelestade nyde, eller der er saa meget derfor til Kirken givet, at Capellet deraf med god Forraad kand holdis ved lige.

35. Kirkerne skal ikke besværes med de begravelser, som findes hos kirkerne, uden kirkens bygning, at holde ved lige, med mindre kirkerne dem til stolestade nyde, eller der er så meget derfor til kirken givet, at kapellet deraf med god forråd kan holdes ved lige.

 

36. Præsten og Kirkeværgerne nyde frj Begravelse i Kirken om de i Bestillingen bortkaldis.

36. Præsten og kirkeværgerne nyder fri begravelse i kirken om de i bestillingen bortkaldes.

37. For Kiøbstæd-Kirkegaards Grave givis efter Kirkernis Nødtørft og Arvingernis Formue; Men de Fattige nyde Gravene frj uden Betalning.

37. For købstad-kirkegårds grave gives efter kirkernes nødtørft og arvingernes formue; men de fattige nyder gravene fri uden betaling.

 

38. Ville de, som Formue have paa Landsbyen, give noget godvilligen for Kirkegaards Begravelse, da føris det og til Regnskab; Dog maa ingen besværis paa sit yderste om noget saadant under otte Lod Sølvs Straf; Men hvis de ville legge Steen, eller andet Monument, paa Gravene, da bør de at give noget derfor til Kirken efter Billighed.

38. Ville de, som formue have i landsbyen, give noget godvillige for kirkegårds begravelse, da føres det og til regnskab; dog må ingen besværes på sit yderste om noget sådant under otte lod sølvs straf; men hvis de ville lægge sten, eller andet monument, på gravene, da bør de give noget derfor til kirken efter billighed.

39. For Klokkerne at ringe til Begravelser i Kiøbstæderne betalis, saa som hidindtil Brug haver været, eller som herefter af Kir­kens Forsvar med de beste Sognemænds Samtykke forordnel varder. Paa Landsbyerne givis af Klokkerne, som Formuen kand være, een, to, tre, eller fire, Mark.

39. For klokkerne at ringe til begravelser i købstæderne betales, så som hidindtil brug har været, eller som herefter af kirkens forsvar med de bedste sognemænds samtykke forordnet bliver. I landsbyerne gives af klokkerne, som formuen kan være, en, to, tre, eller fire, mark.

40. Klokkerne paa Landsbyen maa ikke brugis til at ringe til Gadestævne, Gilde, eller andet saadant; De maa ej heller ringis, naar nogen døer, før end Liget skal begravis, og da ej heller længre, end een Time i det højeste.

40. Klokkerne i landsbyen må ikke bruges til at ringe til gadestævne, gilde, eller andet sådant; de må ikke heller ringes, når nogen dør, før end liget skal begraves, og da ikke heller længere, end en time i det højeste.

41. Kirkens Forsvar skal sette een vis Taxt paa hvis baade Klok­ker og .Gravér skulle have for deris Umage, saa og tilsee, at .Gravene, særdelis i Pest Tid, blive kaste vel dybe, tre Sædlands Alne i det ringeste.

41. Kirkens forsvar skal sætte en vis takst på hvis både klokker og graver skal have for deres umage, så og tilse, at gravene, særdeles i pest tid, blive kaste vel dybe, tre sjællandske alen i det ringeste.

 

42. Klokkeren maa ej stille Klokken nogen til Villie, enten for Brylluppers, Begravelsers, eller anden Aarsags Skyld, anderledis end Solen og Dagens Tid det udkræver under tyve Lod Sølvs Straf til Kirken.

42. Klokkeren må ikke stille klokken nogen til vilje, enten for brylluppers, begravelsers, eller anden årsags skyld, anderledes end solen og dagens tid det udkræver under tyve lod sølvs straf til kirken.

 

43. For Stoelestader i Kiøbstæderne skal givis foruden første Kiøb efter deris Velbelejlighed aarligen, som Kirkernis Forsvar med Sognemændenis samtykke forordner.

43. For stolestader i købstæderne skal gives foruden første køb efter deres velbelejlighed årlig, som kirkernes forsvar med sognemændenes samtykke forordner.

 

44. Ingen Stoelestader kand arvis; Dog ville Arvingerne, om de boe i Sognet, give derfor som andre, da ere de dem næst.

44. Ingen stolestader kan arves; dog ville arvingerne, om de bo i sognet, give derfor som andre, da er de dem næst.

45. Kirkeværgerne skulle have een Bog, hvorudj de ordentlig skulle antegne alle deris Navne, som Stoelestade nyde, enten de dennem kiøbt, eller i Leje have, og hvad hver aarligen giver deraf, og naar de betale.

45. Kirkeværgerne skal have en bog, hvorudi de ordentlig skal antegne alle deres navne, som stolestade nyde, enten de dem købt, eller i leje have, og hvad hver årlig giver deraf, og når de betale.

 

46. De, som Stoelestader bevilgede ere, skulle ej formeene andre got Folk Platz hos sig i Stoelene, imens der er Rum, som Kir­ken ikke fyldist for haver bekommet.

46. De, som stolestader er bevilget, skal ikke formene andre godt folk plads hos sig i stolene, imens der er rum, som kirken ikke fyldest for har fået.

47. Naar nogen af een Stoel uddøer, eller udkommer, og een anden i det Stæd indkommer, da skal altid den ælste staa næst Gangen, og siden de andre, som de ere gamle til; Dog een hvers Stand herudj Upræjudiceret.

47. Når nogen af en stol uddør, eller udkommer, og en anden i det sted indkommer, da skal altid den ældste stå næst gangen, og siden de andre, som de er gamle til; dog en byers stand herudi upræjudiceret.

 

48. Paa Landsbyen følger Stoelestadet Gaarden og dennem, som derudj boe; Dog saa at de Unge ydmyge sig for de Gamle.

48. I landsbyen følger stolestadet gården og dem, som derudi bo; dog så at de unge ydmyge sig for de gamle.

49. Hvor tvende boe paa een Gaard, hvor ikkun et Stoelestade tilligger, da nyder den, som først er kommen i Gaar­den at boe, Stoelestadet, og den anden nyder sit Stade, hvor Kirkens Forsvar det forordner.

49. Hvor to bo på en gård, hvor ikkun et stolestade tillægger, da nyder den, som først er kommen i gården at bo, stolestadet, og den anden nyder sit stade, hvor kirkens forsvar det forordner.

 

50. Husmændene og Inderster skulle nøjis med de Platzer, som blive til overs, naar Gaardmændene med Stoelestader ere for­synede.

50. Husmændene og inderster skal nøjes med de pladser, som bliver til overs, når gårdmændene med stolestader er forsynede.

51. Studiiskat, Cathedraticum, Kirkeskat, Skoleskat, som Kirkerne udgivet have, eller og med Rette bør at give, skal fremdelis udgivis som af Alders Tid, og Provsterne tilstillis, som hver paa sine forordnede Stæder skulle levere. De som jus Patronatus ved Benaadning, Mageskifte, eller i andre Maader, af Kongen, eller fra Gejstligheden, bekommet have siden Reformatzen, skul­le dog udgive saadanne Penge, efter som Kirkerne af Alders Tid udgivet have, med mindre de kunde bevise, at derfor tilforn er skeet fyldist og Udlæg, saa at de Vedkommende intet afgaar.

51. Studieskat, cathedraticum, kirkeskat, skoleskat, som kirkerne udgivet have, eller og med rette bør at give, skal fremdeles udgives som af alders tid, og provsterne tilstilles, som hver på sine forordnede steder skal levere. De som jus patronats ved benådning, mageskifte, eller i andre måder, af kongen, eller fra gejstligheden, fået have siden reformatzen, skal dog udgive sådanne penge, efter som kirkerne af alders tid udgivet have, med mindre de kunne bevise, at derfor først er sket fyldest og udlæg, så at de vedkommende intet afgår.

 

52. Naar Regnskabs-Provster selv høre Kirkeregnskaberne, og de Kirkerne forsvarligen besøge, da skulle de have af hver Kirke, som Formue haver, een Rix Daler Provstepenge, og een Orts Daler Kaastehold, og een Orts Daler Skriverpenge, og aldelis in­tet videre. Penge, Korn, eller andet, enten til Vognleje, Fortæring til Regnskabs Forhør, Provstepenge, Giesterj, Skriverpenge, til sig selv, eller deris Tienere, eller andet, ej heller Pension, med mindre det er nogen visse Pension, som findis for hver Kirke udtrykkelig indført baade i de gamle og ny Kirkeregnskabs-Bøger. Hvor Kirkerne foramede ere, eller mindre tilforn givet have end fornævnte sex Orts Daler, der skal og herefter med dem omdragis.

52. Når regnskabs-provster selv høre kirkeregnskaberne, og de kirkerne forsvarlig besøge, da skal de have af hver kirke, som formue har, en rigs daler provstepenge, og en orts daler kostpenge, og en orts daler skriverpenge, og aldeles intet videre, penge, korn, eller andet, enten til vognleje, fortæring til regnskabs forhør, provstepenge, giesteri, skriverpenge, til sig selv, eller deres tjenere, eller andet, ikke heller pension, med mindre det er nogen visse pension, som findes for hver kirke udtrykkelig indført både i de gamle og ny kirkeregnskabsbøger. Hvor kirkerne er forarmede, eller mindre først givet have end fornævnte seks orts daler, der skal og herefter med dem omdrages.

 

53. Provstens Regnskabs-Penge foruden hans Visitatzpenge ere af hver Kirke, som ej er under jure Patronatus, een Ort, eller een Mark Danske, efter som Kirkens Formue er. Af Fattige Kirker givis ingen Regnskabs-Penge.

53. Provstens regnskabs-penge foruden hans visitats-penge er af hver kirke, som ikke er under jure patronatus, en ort, eller en mark danske, efter som kirkens formue er. Af fattige kirker gives ingen regnskabs-penge.

54. Præsten givis for hvert Regnskab at skrive een Mark Danske, og intet videre til Papir, eller andet.

54. Præsten gives for hvert regnskab at skrive en mark danske, og intet videre til papir, eller andet.

 

55. Kirkeværgerne skulle have for deris Umage een Rix Daler, eller to, hvor og naar stor Bygning falder, af formuende Kirker; Si­den maa de ingen videre Omkostning paa Rejser, eller andet, Kirken tilskrive. Af vedtørftige Kirker have de intet.

55. Kirkeværgerne skal have for deres umage en rigs daler, eller to, hvor og når stor bygning falder, af formuende kirker; siden må de ingen videre omkostning på rejser, eller andet, kirken tilskrive. Af vedtørftige kirker have de intet.

56. Kirkens Forsvars Skrivere have een Ort til sin Bekostning af hver Kirke, og intet videre, enten til Vognleje, Regnskabs-Penge, eller og af hvad Aarsag det være kand.

56. Kirkens forsvars skrivere have en ort til sin bekostning af hver kirke, og intet videre, enten til vognleje, regnskabs-penge, eller og af hvad årsag det være kan.

57. Hvor noget vist er lagt til Vin og Brød at holde, skal Sogne­præsten det for nogen anden nyde, om hand det begærer; Befindis det, som dertil er forordnet, videre, end vel behøvis, at kunde forslaa, da skal Kirkens Forsvar og Biskoppen derudj ramme Kirkens Gavn, saa Kirken kand nyde hvis til saadan Brug ikke fornøden giøris; Hvor intet vist dertil haver været beskikket, der skal Kirkens Forsvar med Biskoppen noget vist efter Sognets Størrelse forordne, og iligemaade Præsterne, om de det begære, forunde, som og da alleene skulle pligtige være at svare dertil, om nogen Mangel, eller Klage, derpaa befindis.

57. Hvor noget vist er lagt til vin og brød at holde, skal sognepræsten det for nogen anden nyde, om han det begærer; befindes det, som dertil er forordnet, videre, end vel behøves, at kunne forslå, da skal kirkens forsvar og biskoppen derudi ramme kirkens gavn, så kirken kan nyde hvis til sådan brug ikke fornøden gøres; hvor intet vist dertil har været beskikket, der skal kirkens forsvar med biskoppen noget vist efter sognets størrelse forordne, og i lige måde præsterne, om de det begære, forunde, som og da alene skal pligtige være at svare dertil, om nogen mangel, eller klage, derpå befindes.

 

58. Kirkelys giøris ej fleere got end et Par om Aaret til otte, ti, tolv Skaalepund efter Kirkens Formue.

58. Kirkelys gøres ikke flere godt end et par om året til otte, ti tolv skålepund efter kirkens formue.

59. Maj til Kirken gotgiøris for een half, eller heel. Mark efter Kirkens Formue og Størelse.

59. Maj til kirken godtgøres for en halv, eller hed, mark efter kirkens formue og størrelse.

60. Naar Bygning forretagis, som noget paa sig haver, da skal Kir­kens Forsvar ved Syn, i Præstens og nogle beste Sognemænds Overværelse, Bygningens Fornødenhed i egen Person, om mueligt er, lade besee og taxere.

60. Når bygning foretages, som noget på sig har, da skal kirkens forsvar ved syn, i præstens og nogle bedste sognemænds overværelse, bygningens fornødenhed i egen person, om mulige er, lade bese og taksere.

61. Hvis Flikkerj, som paa Kirkerne skal forretagis, det skal i Kirke-Regnskabs Forhør i Kirkebogen af Kirkens Forsvar indføris, underskrivis, og siden ej gotgiøris, uden det tilforn er bevilget.

61. Hvis flikkeri, som på kirkerne skal foretages, det skal i kirke-regnskabs forhør i kirkebogen af kirkens forsvar indføres, underskrives, og siden ikke godtgøres, uden det først er bevilget.

62. Paa Kirkens vegne maa ingen Bekostning anvendis, før Tag, Hvælning, Vegge, eller Mure, Vinduer, Loft og Dore, ere for­færdigede; Hvilket altsammen skal Uforsømmeligen flyis og forfærdigis.

62. På kirkens vegne må ingen bekostning anvendes, før tag, hvælving, vægge, eller mure, vinduer, loft og døre, er forfærdigede; hvilket alt sammen skal uforsømmelig flyes og forfærdiges.

63. Tager Kirken Skade paa noget deraf for nogens Forsømmelse, at det ej ved lige holdis, eller i Tide forfærdigis, da svare de dertil, som med Kirken Indseende bør at have, saa og de, som det forsømme, saa fremt Kirken haver Middel dertil. Kommer Ufonnodelig Fald paa noget, da advare Præsten Provsten, og Provsten Kirkens Forsvar, siden rette sig hver, som hand agter at forsvare.

63. Tager kirken skade på noget deraf for nogens forsømmelse, at det ikke ved lige holdes, eller i tide forfærdiges, da svare de dertil, som med kirken indseende bør have, så og de, som det forsømme, såfremt kirken har middel dertil. Kommer uformodelig fald på noget, da advarer præsten provsten, og provsten kirkens forsvar, siden rette sig hver, som han agter at forsvare.

 

64. Kand Kirken med sin egen Indkomst ej hielpis, da skal Kirkens Forsvar overveje og betænke, ved hvad Middel den hielpis kand, om de andre Kirker, som ere under hans Tilsyn, og ere ved Evne og Forraad, kunde komme den til Hielp med Laan og Forstrekning, eller og, om den kand hielpis med Sognemændenis Tilskud, eller i andre Maader.

64. Kan kirken med sin egen indkomst ikke hjælpes, da skal kirkens forsvar overveje og betænke, ved hvad middel den hjælpes kan, om de andre kirker, som er under hans tilsyn, og er ved evne og forråd, kunne komme den til hjælp med lån og forstrækning, eller og, om den kan hjælpes med sognemændenes tilskud, eller i andre må der.

65. Skal Kirken indbyggis, eller prydis med Taarn, Hvælning, extraordinarie Klokker, eller deslige, da kand Sognefolket efter deris egen Andagt det lade giøre, hvor Kirkerne dertil ikke have Formue.

65. Skal kirken indbygges, eller prydes med tårn, hvælving, ekstraordinær klokker, eller deslige, da kan sognefolket efter deres egen andagt det lade gøre, hvor kirkerne dertil ikke have formue.

66. Alle Materialier og andet til Kirkens Bygning, Flikker og Fornødenhed, skulle i rette Tide for beste Kiøb kiøbis, og deris Bevis tagis, som det sælge, ved Tal, Vægt og Maal, hvormeget og hvor dyre; Og skal det staa Kirkeværgerne frit for, at søge best Kiøb, hvor dennem lyster, og ej være forpligtede at kiøbe dem hos een alleene; Dog dersom Kirkens Forsvar for got anseer at handle med een Danne­mand i een Kiøbstæd paa gandske Horrets vegne, det være hannem frit for; Dog at gode Vare leveris, og for saa bil­ligt Kiøb, som andensteds best havis kand; Ti af hvad Aarsag nogen leverer noget til Kirken, da skal det dog i Regnskabet ej videre gotgiøris end for det billig Kiøb, som andenstæds havis kand.

66. Alle materialer og andet til kirkens bygning, flikkeri og fornødenhed, skal i rette tide for heste køb købes, og deres bevis tages, som det sælge, ved tal, vægt og mål, hvor meget og hvor dyre; og skal det stå kirkeværgerne frit for, at søge bedst køb, hvor dem lyster, og ikke være forpligtede at købe dem hos en alene; dog dersom kirkens forsvar for godt anser at handle med en dannemand i en købstad på ganske herreds vegne, det være ham frit for; dog at gode vare leveres, og for så billigt køb, som andetsteds hest haves kan; ti af hvad årsag nogen leverer noget til kirken, da skal det dog i regnskabet ikke videre godtgøres end for det billig køb, som andetsteds haves kan.

 

67. Store Bygningers Fortingninger skal skee med og efter Kir­kens Forsvars Raad, og skal al Arbejds og Varers Fortingning skee i Provstens, Præstens og nogle beste Sognemænds, Over­værelse; Flikkeriet fortingis i Præstens Overværelse, naar Da­gen længst er, paa Arbejdemis egen Kost, nøjeste Kiøb mueligt er, og for een vis Penge, og ej Drikkepenge, øl, eller andet, tilsigis; Og skal saa fortingis, at saa fremt Arbejdet ej er giort til Gavns, da Embedsfolket paa deris egen Bekostning skulle det reparere. Naar de betalis, da tagis deris Bevis derpaa, som ar­bejdet have, eller og Præstens, med deris Segl, eller Merke, om de selv ej skrive kunde.

67. Store bygningers fortingninger skal ske med og efter kirkens forsvars råd, og skal al arbejdes og varers fortingning ske i provstens, præstens og nogle bedste sognemænds, overværelse; flikkeriet fortingis i præstens overværelse, når dagen længst er, på arbejdernes egen kost, nøjeste køb muligt er, og for en vis penge, og ikke drikkepenge, øl, eller andet, tilsiges; og skal så fortinges, at såfremt arbejdet ikke er gjort til gavns, da embedsfolket på deres egen bekostning skal det reparere. Når de betales, da tages deres bevis derpå, som arbejdet have, eller og præstens, med deres segl, eller mærke, om de selv ikke skrive kunne.

68. Kirkens Bønder skulle, saa vit de pligtige ere, giøre Rejser for Kirken; De andre Rejser skulle indføris ved Dag og Datum, og hvad Materialier og Bygningsmænd de have ført til og fra Ar­bejdet; Men dersom Bygningsmændene for deris eget Ærindis Skyld drage Hiem, imidlertid de arbejde, da bør Kirken det ej at betale. Ellers om nogen stor Reparation behøvis paa Kirkerne, da skal meenige Bønder i Sognet, i hvo de og tilhøre, være for­pligtede et Læs, eller to, af Materialier fra næste Kiøbstæd der hen at føre, om det er der at bekomme; Dog skal de ikke hente dem længre fra end sex Mile, ej heller i deris Høst, eller Sædetid, dermed besværis; Og skal hver Proprietarius sine egne Tienere derom tilsige.

68. Kirkens bønder skal, så vidt de pligtige er, gøre rejser for kirken; de andre rejser skal indføres ved dag og datum, og hvad materialer og bygningsmænd de have ført til og fra arbejdet; men dersom bygningsmændene for deres eget ærindes skyld drage hjem, imidlertid de arbejder, da bør kirken det ikke at betale. Ellers om nogen stor reparation behøves på kirkerne, da skal menige bønder i sognet, i hvo de og tilhøre, være forpligtede et læs, eller to, af materialer fra næste købstad der hen at føre, om det er der at får; dog skal de ikke hente dem længere fra end seks mile, ikke heller i deres høst, eller sædetid, dermed besværes; og skal hver proprietarius sine egne tjenere derom tilsige.

69. Hvis over Bygningen til overs bliver, skal, saavit Kirken ikke med første behøver, sælgis, eller, om det ikke skee kand, settis i god Forvaring, og tøris i Kirkens Beholdning, og Inventarium, ved Vægt, Maal og Maade, være sig Materialier, som til Bygning tiene. Baller, Spande, Tru, Stiger, Spader, Skovle, StillihgsTømmer, og alt saadant hvis nævnis kand.

69. Hvis over bygningen til overs bliver, skal, så vidt kirken ikke med første behøver, sælges, eller, om det ikke ske kan, sættes i god forvaring, og føres i kirkens beholdning, og inventar, ved vægt, mål og måde, være sig materialer, som til bygning tjene, baller, spande, trug, stiger, spader, skovle, stillings-tømmen, og alt sådant hvis nævnes kan.

70. Kirkeværgerne i Kiøbstæderne skulle holde deris Kirker af Kirkernis egen Indkomme ved lige, uden andre Kirkers Tillæg og Besværing, saa og forsørge deris Sognepræster, Capellaner, og andre Kirketienere, med beqvemme og skikkelige Boeliger, og af Kirkernis Middel holde dem ved lige, og bygge derpaa hvad der fattis til Fornødenhed.

70. Kirkeværgerne i købstæderne skal holde deres kirker af kirkernes egen indkomme ved lige, uden andre kirkens tillæg og besværing, så og forsørge deres sognepræster, kapellaner, og andre kirketjenere, med bekvemme og skikkelige boliger, og af kirkernes middel holde dem ved lige, og bygge derpå hvad der fattes til fornødenhed.

 

71. De skulle holde Skolen og Skoletienemis Boeliger ved Magt, og hvor som i een Kiøbstæd ere fleere Sogne, der skulle alle Kirke­værgerne holde Skolen og Skoletienemis Boeliger ved Magt; Dog saa, at den Kirke, som meest fonnaar, skal mest lade til, efter Kongens Befalningsmands, Biskoppens, Provstens og Øv­righedens Sigelse.

71. De skal holde skolen og skoletjenernes boliger ved magt, og hvor som i en købstad er flere sogne, der skal alle kirkeværgerne holde skolen og skoletjenernes boliger ved magt; dog så, at den kirke, som mest formår, skal mest lade til, efter kongens befalingsmands, biskoppens, provstens og øvrighedens sigelse.

 

72. Kirkeladerne paa Landsbyen skulle og holdis ved lige, saa vit mueligt er, om Kirkeværgerne nødis til, naar ingen vil fæste Kirketienden, at indlegge og udtærske Kirkens Korn derudj; Men naar Kirkeværgerne dem ikke behøve, skulle de bortlejis; Dog at de, som dem i Leje have, selv dem ved lige holde, og at der ingen Kroe, eller Drikkehuus, deri holdis.

72. Kirkeladerne i landsbyen skal og holdes ved lige, så vidt muligt er, om kirkeværgerne nødes til, når ingen vil fæste kirketienden, at indlægge og udtærske kirkens korn derudi; men når kirkeværgerne dem ikke behøve, skal de bortlejes; dog at de, som dem i leje have, selv dem ved lige holde, og at der ingen kro, eller drikkehus, deri holdes

73. I Kirken maa ej indleggis nogen Lading, eller Vare, Men Kirkerne blive til den Brug de ere forordnede, saa at Præ­sterne kunde have Platz at forrette deris Embede, og Sognefolket maa have Rum at høre Prædiken. Giør nogen herimod, have Varene forbrut til Kirken.

73. I kirken må ikke opbevares nogen lading, eller vare, men kirkerne blive til den brug de er forordnede, så at præsterne kunne have plads at forrette deres embede, og sognefolket må have rum at høre prædiken. Gør nogen herimod, have varerne forbrudt til kirken.

74. Kirkens Fortog maa ingen bruge, indhegne, eller Bygning paasette, uden Kirkens Forsvars Bevilning, og Kirken faar sin Rettighed deraf.

74. Kirkens fortov må ingen bruge, indhegne, eller bygning påsætte, uden kirkens forsvars bevilling, og kirken får sin rettighed deraf.

 

75. Kirkeværgerne paa Landsbyen skulle med Sognemændenis Hielp bygge i hvert Sogn et Fattig-Folkis-Huus til de Fattige der i Sognet, som ikke kunde faa andenstæds Huus, og sette een Blok hos Huset, at got Folk kunde legge deris Almisse derudj; Og skal Præsten og Kirkeværgerne have Nøglen dertil, og Præ­sten skal formane Sognefolket hver Søndag i Kirken, at de be­tænke de Fattige med deris Almisse.

75. Kirkeværgerne i landsbyen skal med sognemændenes hjælp bygge i hvert sogn et fattigfolks-hus til de fattige der i sognet, som ikke kunne få andetsteds hus, og sætte en blok hos huset, at godt folk kunne lægge deres almisse derudi; og skal præsten og kirkeværgerne have nøglen dertil, og præsten skal formane sognefolket hver søndag i kirken, at de betænke de fattige med deres almisse.

 

76. Kirkens Beholdning og indkrævet Restantz skal settis paa Ren­te, om den hos visse Folk kand blive udsat, og naar Summen beløber sig til tyve Daler; Der skal tagis af hver tyve Daler een, og af hver hundred fem. Hvis Beholdningen er ringer end tyve Daler, eller og den ikke til visse Folk kand blive udsat, kand Kirkens Forsvar betroe Kirkeværgerne dem, om de ere vederhæftige, eller og indlegge dem paa et sikkert Stæd, til Kir­ken dem behøver, eller de kand blive vis udsat, og ellers maa Kirkeværgerne ikke have Kirkens Penge uden Rente.

76. Kirkens beholdning og indkrævet restance skal sættes på rente, om den hos visse folk kan blive udsat, og når summen beløber sig til tyve daler; der skal tages af hver tyve daler en, og af hver hundred fem. Hvis beholdningen er ringer end tyve daler, eller og den ikke til visse folk kan blive udsat, kan kirkens forsvar betro kirkeværgerne dem, om de ene vederhæftige, eller og indlægge dem på et sikkert sted, til kirken dem behøver, eller de kan blive vis udsat, og ellers må kirkeværgerne ikke have kirkens penge uden rente.

 

77. Sette adskillige Kirker een samlet Sum Penge paa Rente, da tager hver Kirke sin Part af Renten, og Haandskriften bliver hos den Kirke, som største Part haver i Hovedstoelen, eller hvor Kirkernis Forsvar eragter den sikkerst at kunde giemmis.

77. Sætte adskillige kirker en samlet sum penge på rente, da tager hver kirke sin part af renten, og håndskriften bliver hos den kirke, som største part har i hovedstolen, eller hvor kirkernes forsvar eragter den sikkert at kunne gemmes.

 

78. Naar Kirkens Regnskab høris, da skulle de, som det høre, vel tage i Agt, om Kirkens Penge staa hos visse Folk, hvad Forvaring mand derfor haver, om Renten er udkom­men, eller resterer, om nogen Uvisse Gield deriblant findis, om Renten, eller Hovedstoelen, eller anden Indkom­me, over rette Tid forholdts, at det Kirken til beste kand indkrævis, og i Tide opskrivis, hvor Uvederhæftighed ventis; Og skulle Kirkeværgerne saadan Beholdning og Re­stantz med lovlig Proces og Dom, det første mueligt er, indkræve, og derudj af Kongens Befalningsmænd og deris Fogder forhielpis.

78. Når kirkens regnskab høres, da skal de, som det høre, vel tage i agt, om kirkens penge stå hos visse folk, hvad forvaring man derfor har, om renten er udkommen, eller resterer, om nogen uvisse gæld deriblandt findes, om renten, eller hovedstolen, eller anden indkomme, over rette tid forholdes, at det kirken til heste kan indkræves, og i tide opskrives, hvor uvederhæftighed ventes; og skal kirkeværgerne sådan beholdning og restance med lovlig proces og dom, det første muligt er, indkræve, og derudi af kongens befalingsmænd og deres fogder hjælpes.

 

79. Kirker, som have laant Penge af andre Kirker til deris For­nødenhed, skulle give Rente deraf, dersom de selv ere for­muende, eller have Penge paa Rente.

79. Kirker, som have lånt penge af andre kirker til deres fornødenhed, skal give rente deraf, dersom de selv er formuende, eller have penge på rente.

80. Naar Kirkens RegnskabsBog er fuldskreven, da bestillis een ny paa Kirkens Bekostning, og den gamle henleggis i Stigtskisten forsvarligen at giemmis. Dog skal den tilstillis den, som Kirken haver i Forsvar og under Tilsyn, naar hand den begæ­rer, som og siden den igien i Stigtskisten skal indlevere.

80. Når kirkens regnskabsbog er fuldskreven, da bestilles en ny på kirkens bekostning, og den gamle henlægges i stiftskisten forsvarlig at gemmes. Dog skal den tilstilles den, som kirken har i forsvar og under tilsyn, når han den begærer, som og siden den igen i stiftskisten skal indlevere.

81. Præsterne skulle i Biskoppens Visitatz og i Provstemode give tilkiende, om noget af alt det, som her befalet er, forsømmis.

81. Præsterne skal i biskoppens visitats og i provstemode give tilkende, om noget af alt det, som her befalet er, forsømmes.

 

 

 

 

23. Kapitel

Om tiende

 

 

Om Tiende

 

Om tiende

 

1. Bønder og Meenig Almue, Husmænd, Inderster, Pebersvenne og Tienistefolk, som bruge Kornsæd, og alle andre, som nogen Bondejord besaae, skulle til gode Rede tiende hver tiende Næg, eller Kærv, af alle Slags Korn, Rug, Byg, Hvede, Boghvede, Havre, Erter, Vikker, saa som Afgrøden falder paa hvert Stykke Jord, eller Ager; Men af hvis ikke saais, deraf givis intet til Tiende.

1. Bønder og menig almue, husmænd, inderster, pebersvende og tjenestefolk, som bruger kornsæd, og alle andre, som nogen bondejord beså, skal give tiende af hver tiende neg, eller kærv, af alle slags korn, rug, byg, hvede, boghvede, havre, ærter, vikker, så som afgrøden falder på hvert stykke jord, eller ager; men af hvis ikke sås, deraf gives intet til tiende.

 

2. De skulle og tiende hver tiende Qvæghøvde, som fødis, intet undertaget. Lam, Kalve, Føl, Kid, Grise, Høns, Gæs, Ænder, saa og Bisværme, og hvo som i et Aar ikke tillegger saa meget Qvæg, at de have tj Høvder, da skulle de tilhaaberegne til et andet Aar, indtil de have tj Høvder, og da give det tiende efter gammel Sædvane.

2. De skal også give tiende af hver tiende kvæghøvde, som fødes, intet undertaget, lam, kalve, føl, kid, grise, høns, gæs, ænder, og bisværme, og hvo som i et år ikke tillægger så meget kvæg, at de have ti høveder, da skal de tilhåberegne til et andet år, indtil de have ti høveder, og da give det tiende efter gammel sædvane.

3. Hvis Bøndergaarders Jorder siden Aar 1661 ere til Avls- eller Lade-Gaarders Brug henlagte, eller herefter henlagte vorde, af dennem skal lige saa vel tiendis, og anden Rettighed givis, som de af Bønderne selv bleve brugte.

3. Hvis bøndergårdes jorder siden år 1661 er til avls- eller lade-gårders brug henlagte, eller herefter henlagte blive, af dem skal lige så vel gives tiende, og anden rettighed gives, som de af bønderne selv blev brugte.

4. Tienden skal deelis i tre lige Deele, til Kongen, Kirken og Præsten, efter den Brug og Skik, som hidindtil været haver.

4. Tienden skal deles i tre lige dele, til kongen, kirken og præsten, efter den brug og skik, som hidindtil været har.

5. Bønderne skulle Tienden i Nægerne, eller Kærvene, afsette paa hver Ager, udj deris, eller deris Fuldmægtigis, Nærværelse, som den skal opbære, om de tilstæde ere, og ville være, og siden henføre den til dem, som til den ere berettigede, dog ikke over een Mil langt, eller straffis, derfor som for Ulydighed. Men dersom hastig Høst indfalder, eller og den, som Tienden skal opbære, ej møder i rette Tid, naar hand er advaret, da haver Bonden Fuldmagt sit Korn at indføre; Ti ingen Bonde er pligtig med sin Skade at bie Tiendetagerens Velbelejlighed, men Tiendetageren bør at rette sig efter Bondens Lejlighed; Dog at Bonden efter Byemændenis Vedtægt sig tilbørligen med Høst i rette Tide forholder.

5. Bønderne skal give tienden i nægerne, eller kærvene, afsætte på hver ager, udi deres, eller deres fuldmægtiges, nærværelse, som den skal opbære, om de tilstede er, og ville være, og siden henfører den til dem, som til den er berettigede, dog ikke over en mil langt, eller straffes, derfor som for ulydighed. Men dersom hastig høst indfalder, eller og den, som tienden skal opbære, ikke møder i rette tid, når han er advaret, da har bonden fuldmagt sit korn at indføre; ti ingen bonde er pligtig med sin skade at bie tiendetagerens velbelejlighed, men tiendetageren bør at rette sig efter bondens lejlighed; dog at bonden efter bymændenes vedtægt sig tilbørlig med høst i rette tide forholder.

 

6. Spørger Tiendetageren sig for ved Kirke, eller i Bye, hvilken Dag Sognemændene høste ville, da være de pligtige at sige Dagen omtrænt, om Vejrliget sig føjer.

6. Spørger tiendetageren sig for ved kirke, eller i by, hvilken dag sognemændene høste ville, da være de pligtige at sige dagen omtrent, om vejrliget sig føjer.

7. Klager Tiendetageren paa nogen Mand, at hand ikke retfserdeligen tiendet haver, og begær derfor hans Korn at kastis, da skal den Beskyltis Husbond pligtig være at lade det kaste. Findis hans Brøst, da betale hand til Anklageren tre dobbelt saa meget, som forsveget er, med hans Bekostning, og derforuden have forbrut sin Gaard til sit Herskab; Vil Husbonden ej hielpe den Klagende til Rette, da klagis det for Kongens Befalningsmand, hand hielpe hannem til Rette, som sagt er.

7. Klager tiendetageren på nogen mand, at han ikke retfærdig tiende har, og begær derfor hans korn at kastes, da skal den beskyldtes husbond pligtig være at lade det kaste. Findes hans brøst, da betale han til anklageren tre dobbelt så meget, som forsveget er, med hans bekostning, og derforuden have forbrudt sin gård til sit herskab; vil husbonden ikke hjælpe den klagende til rette, da klages det for kongens befalingsmand, han hjælpe ham til rette, som sagt er.

 

8. End befindis den Beskylte Uskyldig, da skal Anklageren betale hannem for hans Skadis Lidelse efter Dannemænds Sigelse.

8. End at befindes den beskyldte uskyldig, da skal anklageren betale ham for hans skades lidelse efter dannemænds sigelse.

9. Foruretter Tiendetageren nogen i Tiendens Opbørsel i nogen Maade, og fordrer, eller tager meere, eller af andet, eller paa andet Stæd, end som her sagt er, da give hand den, som saaledis forurettis, tre dobbelt igien.

9. Foruretter tiendetageren nogen i tiendens opbørsel i nogen måde, og fordrer, eller tager mere, eller af andet, eller på andet sted, end som her sagt er, da give han den, som således forurettes, tre dobbelt igen.

 

10. Kiøbstæder, som Avl bruge, bør og billigen, med mindre de sær Benaadning derpaa have, eller og andre Midler have, deris Kirker at holde ved lige med, at give Tiende, hvilken skal deelis ikkun i tvende Parter, den eene til Kirkens og den anden til Præstens Behov.

10. Købstæder, som avl bruge, bør og rimelig, med mindre de sær benådning derpå have, eller og andre midler have, deres kirker at holde ved lige med, at give tiende, hvilken skal deles ikkun i to parter, den ene til kirkens og den anden til præstens behov.

11. De Sædegaarde, som hidindtil have været frj for Tiende at give, skulle herefter nyde samme Frihed, i hvo dem og eje og beside, paa det Ejermændene skulle holde deris Tienere til at tiende retfærdeligen; Dog skulle de deris Sognepræster fyldistgiøre for deris Umage og Tieniste; Ti Sognepræsterne ere deris Løn værde, og ikke meere pligtige at tiene dem til forgævis end andre deris Sognefolk.

11. De sædegårde, som hidindtil have været fri for tiende at give, skal herefter nyde samme frihed, i hvo dem og eje og besidde, på det ejermændene skal holde deres tjenere til at tiende retfærdig; dog skal de deres sognepræster fyldestgøre for deres umage og tjeneste; ti sognepræsterne er deres løn værd, og ikke mere pligtige at tjene dem til forgæves end andre deres sognefolk.

12. Naar Bønderne føre Præsten sin Tiende, da maa hand give dem tilsammen to Tønder Øl i deris Gildeshuus, og ikke ydermeere med Øl, eller Mad, at give dennem besværis. Det samme er og om Kirkeværgerne, om de annamme selv Kierketienden i Nægen.

12. Når bønderne fører præsten sin tiende, da må han give dem tilsammen to tønder øl i deres gildehus, og ikke ydermere med øl, eller mad, at give dem besværes. Det samme er og om kirkeværgerne, om de modtager selv kirketienden i nægen.

13. Husmænd, Inderster og Pebersvenne, som ikke tiende til Kirken, enten af Komsæd, eller af Qvæg og Bisværme, skulle aarligen i fire Qvartaler give til Kirken een half Mark Danske.

13. Husmænd, inderster og pebersvende, som ikke giver tiende til kirken, enten af kornsæd, eller af kvæg og bisværme, skal årlig i fire kvartaler give til kirken en halv mark danske.