Martin Luthers breve

1526 - 46

Indledning

I Luthers skrifter støder man sommetider på spørgsmål, som man godt kunne ønske sig en nærmere uddybning af.

Hvilke konsekvenser ville Luther selv trække i bestemte lærespørgsmål og i etiske problemstillinger? Nogle af disse spørgsmål får man svar på i Luthers breve til teologiske kolleger og venner.

Men først og fremmest kommer man et skridt nærmere mennesket Martin Luther igennem hans breve. Brevene giver er blik ind i hans sorger og glæder, kampe og sejre, sygdom, modgang, men også bønhørelse og helbredelse.

Der er ikke tale om tilfældige mundtlige ytringer af Luther, som mere eller mindre præcist er refereret, som i hans bordtaler. Her i brevene får man Luthers egne ord. Der er derfor også tale om en række vigtige teologiske dokumenter. Nogle af brevene er direkte skrevet som offentlige dokumenter, mens andre er mere private breve til hans hustru og børn og venner.

Ved hvert brev er der en kort beskrivelse af indholdet og de vigtigste emner. Desuden kan man søge på bestemte ord og emner ved at bruge den funktion, der findes øverst på siden under ”rediger”. Her finder man funktionen ”Søg på denne side”.

Cand.theol.

Finn B. Andersen

December 2005

_____

Stikord / Søgeord

(Her er eksempler på ord og emner, som er nævnt i brevene):

Evangeliet

Tro, tvivl, anfægtelse

Lovens gyldighed og brug

Nadver, genindvielse, opløftning, brød- og vinrester

Sværmeri

Oprettelse af skoler

Sakramenter

Bryllup, ægteskab

Arbejde

Syndernes forladelse

Dåb, gendøber

Luthers hustru

Bolig

Bordeller

Bibelen, oversættelse

Græsk, hebraisk, latin, tysk

Messen

Gudstjenesten

Astrologi

Præsteansættelse, lønninger

Ritualer

Økonomi

Trøst

Følelser

Danmarks konge

Sveriges konge

Universitet

Politik

Alkohol, øl, vin

Verdslige regimente

Renter

Børn

Opdragelse

At miste: barn, forældre, hustru, venner

Ungdommens undervisning

Psykiske lidelser

Depression

Kirkeopbygning-menighed

Lidelsens problem

Jøderne

Verdens snarlige undergang

Epidemier

Katolikker

Tyrker

Islam

Medicin

Sjælesorg

Falsk lære

Legetøj

Kærlighed

Døden

Selvmord

Religionssamtaler

Søvn og hvile

Nattesøvn

Humor, ironi, leg med ord

Passe på sit helbred

Pædagogik

Den Augsburgske Bekendelse

Worms

Augsburg

Regensburg

Coburg

Wittenberg

Augustin

Djævelen

Paven

Karlstadt, Melanchthon, Erasmus, Zwingli, Calvin

Helligånden

Gud Fader

Jesus

Luthers kommentar til fælleserklæringen om retfærdiggørelsen:

(se under: Regensburg)

1. Til kurfyrst Johan Af Sachsen

Wittenberg. 12. januar 1526

Luther anmoder kurfyrsten om at ville modtage den landflygtige danske konge Christian II.

Nåde og fred i Kristus. Berømte, højbårne fyrste, nådige herre. Hans kongelige majestæt af Danmark har sendt mig et brev og budskab og blandt andet ladet anmode om og begære, at jeg, da hans kongelige majestæt ligefrem ønsker atter at begive sig hertil for at slippe for det ukristelige væsen og ønske, der bliver foreholdt hans kongelige majestæt i Nederlandene, ville hjælpe med til hos Deres kurfyrstelige Nåde at anmode om, at hans kongelige majestæt her måtte blive underholdt med en beskeden hjælp, indtil Gud lægger det til rette på anden måde. Nu har jeg det håb, at min anmodning ikke behøves, fordi det er åbenbart, at der er sket et stort Kristi under med dette menneske, og at han er så forandret og blevet omvendt, at vi skal erkende, at vi i ham har Kristus selv til gæst. Og hvem véd, hvorfor Gud lader det gå således, at han støder en så stor fyrste i elendighed og giver ham i vort skød. Dog jeg véd, hvad der kan blive indvendt herimod. Og derom kan jeg måske, når jeg kommer til Torgau, tale nærmere med Deres kurfyrstelige Nåde ved mundtlig samtale gennem dem, der skal fremlægge sagen. Jeg beder blot om, at Deres kurfyrstelige Nåde indtil da ikke vil berøve den stakkels mand håbet om et nådigt eller trøstende svar.

Hermed Gud befalet.

Wittenberg, fredag efter epifanias 1526.

Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

Martinus Luther.

________________

2. Til kurfyrst Johan Af Sachsen

Wittenberg, 9. februar 1526

Om Melanchthons løn og arbejdsområde.

Min nådigste herre, hertug Johan, kurfyrste i Sachsen, til hans kurfyrstelige Nåde personlig.

Nåde og fred i Kristus. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre. Deres kurfyrstelige Nåde har ved universitetsforholdenes ordning befalet årligt at give magister Philip 200 gylden. Nu gør manden indvendinger imod at modtage dem af den grund, at han ikke nøjagtigt og dagligt formår at holde forelæsninger over Skriften og derfor ikke mener at kunne tage imod dem med en god samvittighed. Og da han mener, at Deres kurfyrstelige Nåde forlanger strengt, at han skal holde forelæsninger på den måde, så hjælper det ikke det mindste hos ham, hvad jeg siger og forklarer. Derfor er det min underdanige bøn, at Deres kurfyrstelige Nåde selv vil give ham oplysning om Deres sindelag og forklare ham, at I er tilfreds med, at han hjælper med i teologien med disputatser og forelæsninger ligesom hidtil, blot så meget han formår, selv om det kun var én gang om ugen, eller som han nu kan. For selv om Deres kurfyrstelige Nåde ligefrem forærede ham en sådan løn for et år eller to, var han det i sandhed værd, da han vel i to år forud uden særlig løn under stort arbejde og med megen frugt har holdt forelæsning over Skriften, og måske han også til dels derved har ødelagt sit helbred. Jeg ville så gerne her igen bringe Skriften i gang, fordi man alle vegne hos os søger forståelse af Skriften.

Hermed Gud befalet. Amen.

Fredag efter Agathas dag 1526.

Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

Martinus Luther.

(Melanchthon skulle også dagligt undervise i græsk.)

________________

3. Til Johannes Agricola i Eisleben

Wittenberg, 18. februar 1526

Luther udtaler, at de reformerte vranglærere ikke vil få fremgang. Han fortæller om Elisabeth, Christian den Andens hustrus død.

Dr. Johannes Agricola, den såre tro lærer for ungdommen i Eisleben, Kristi tjener, min meget kære ven i Herren.

Nåde og fred i Kristus. Skønt jeg ikke igen har noget at skrive om, kære Agricola, skriver jeg dog for at bringe dig og din hustru en hilsen. For det, som du i dit sidste brev har spurgt om, antager jeg imidlertid er blevet dig bekendt, nemlig om strassburgkætterne. Gud omvende dem. For mod Oekolampadius og Zwingli er der blevet skrevet udmærket af de lærdeste mænd i Schwaben. Denne bog bliver her udgivet på ny, ligesom også billicanus1 bog (jeg sender dig den hermed). Denne er skrevet kort, medens hines er udførlige og lærde.

Jeg håber, at de endeligt må opgive deres forhåbninger med hensyn til det, hvoraf de hidtil så dristigt har pralet. Denne ene vranglære har allerede affødt fem sekter, der alle mener det samme, men som bruger forskellige forsvarsgrunde, derfor vil de snart gå til grunde.

Den kongelige hustru og virkelige dronning Elisabeth, den danske konges hustru, er afgået ved døden, således som kong Christian selv har skrevet til mig. Men hun døde i en stor tro, efter at hun havde modtaget Herrens nadver på rette måde efter Kristi indstiftelse. Og hun kunne ikke, skønt der fra de fornemstes side blev gjort stærke forsøg derpå, overtales til at vende tilbage til pavens tro. Men Kristus ville åbenbart også en gang have en dronning i himlen.

De fyrstelige børns lærer anbefaler jeg dig. Og hils din Else og alle vore. Min Catena [: lænke] hilser også dig og dine, idet hun ofte tænker på dig med ærbødighed.

Lev vel til evig tid.

18. februar 1526.

Martinus Luther.

________________

4. Til Spalatin

Wittenberg, 17. juni 1526

Luther takker for lykønskning i anledning at sin søns fødsel og udtrykker sin glæde over denne begivenhed.

Min broder i Herren, magister Georg Spalatin, Kristi tjener i Altenburg.

Nåde og fred. Jeg takker dig i Herren, min kære Spalatin, for din hjertelige lykønskning til mig lykkelige ægtemand (Gud lade mig fremdeles vedblive at være det), i anledning af, at jeg ved min udmærkede hustru og kære kone ved Guds velsignelse har fået en lille søn, en lille Hans Luther, og således ved Guds forunderlige nåde er blevet fader.

Jeg under dig det samme og beder om, at det må ske ved en endnu lykkeligere og større velsignelse, da du er bedre og større end jeg. Men bed om, at Kristus må bevare mit barn imod Satan, om hvem jeg véd, at han intet vil forsømme for at komme til at ramme mig i min søn, hvis Gud tillader det. For barnet lider allerede nogen plage af forskellige småsygdomme, jeg véd ikke hvilke, eller snarere af mælken, som, efter hvad man mener, er i usædvanlig grad ufordøjelig hos kvinder, der nylig har født.

Det gør mig ondt, at magister Eberhard er blevet berøvet sin glæde. Men Guds vilje er god, om dens godhed end fremtræder på skjult måde, så man ikke føler noget mere bittert end den. Hvornår kommer du for øvrigt til os, for at du en gang kan se de gamle minder om fortrolighed og venskab? Jeg har plantet en have og bygget en brønd, og begge dele lykkedes godt. Kom, og du skal blive kranset med liljer og roser.

Lev vel i Herren, og bed for mig.

Søndagen efter Vitus’ dag 1526.

Martinus Luther.

________________

5. Til Nikolaus Hausmann

Wittenberg, 14. oktober 1526

Om arbejdet med oversættelsen af det gamle testamente. Udtalelse om Herrens kommes nærhed.

Guds tjener, dr. Nikolaus Hausmann, biskop for menigheden i Zwickau, min ældre ven i Herren.

Nåde og fred. Der var ikke noget nyt her, kære Nikolaus, som boghandleren kunne sende dig. For min lille bog om krigsvæsenet er endnu ikke færdig. Dog arbejdes der dagligt på den.

Jeg grunder over Sacharias, så følger Habakkuk og Jonas efter. Salomons prædikener volder mig megen besvær. Det er, som han ikke vil lade sig læse. Dog tvinges han dertil. Hidtil har denne bog ligget helt hen.

Det er sandt, når du siger, at verden er ved at gå til grunde. Også jeg tror, at dagen er nær, da den store Guds komme skal åbenbares. I den grad syder, brænder, vakler, falder, styrter og larmer det alle vegne.

Lev vel, og bed for mig.

Søndag efter Dionysius’ dag 1526.

Martinus Luther.

________________

6. Til dronning Maria af Ungarn

Wittenberg, 1. november 1526

Dronning Maria var enke efter kong Ludvig II af Ungarn, som den 29. august 1526 var faldet i kampen mod tyrkerne. Hun var søster til kejser Karl den Femte og var blevet gunstig stemt over for den evangeliske lære gennem sin skriftefader Johan Henkel.

Gennem dette brev tilegner Luther hende sin udlægning af de fire trøstesalmer (Sl 37, 62, 94 og 109).

Den berømte, højbårne frue, fru Maria, født Dronning af Spanien osv., Dronning af Ungarn og Böhmen, min nådigste frue.

Nåde og trøst fra Gud vor fader og Herren Jesus Kristus.

Nådigste fru dronning. Jeg havde efter fromme mænds tilskyndelse besluttet at tilegne Deres kongelige majestæt disse fire Salmer i den hensigt at formane Deres kongelige majestæt til fremdeles med frimodighed og glæde at fremme Guds hellige ord i Ungarn, fordi jeg havde fået den gode efterretning, at Deres kongelige majestæt er gunstigt stemt over for evangeliet, skønt I er blevet i høj grad forhindret deri af de ugudelige biskopper (som har stor magt i Ungarn og næsten ejer det meste deraf), idet de også har ladet uskyldigt blod udgyde og har raset grundigt mod Guds sandhed.

Men da sagen nu desværre ved Guds magt og forsyn har taget den vending, at tyrken har anrettet al denne jammer og elendighed og har ihjelslået det ædle unge blod Kong Ludvig, Deres kongelige majestæts kære ægtefælle, så har jeg også måttet forandre min plan. Havde biskopperne nu ladet evangeliet gå sin gang, så ville nu hele verden have været fyldt med råb om, at denne hændelse var kommen over Ungarn for det lutherske kætteris skyld. Hvor ville der da være blevet spottet. Man må nu se, hvem de vil give skylden. Gud har, som jeg ser, afværget det, for at der ikke skulle blive nogen årsag til sådan spot.

Da Paulus i Romerbrevet skriver til alle, at Den Hellige Skrift er en trøstebog og lærer os tålmodighed, så er jeg alligevel blevet ved og har ladet disse Salmer udkomme for med al den trøst, Gud giver os, at trøste Deres kongelige Majestæt i denne store pludselige ulykke og elendighed, hvormed den almægtige Gud i denne tid hjemsøger Deres kongelige Majestæt. Det sker ikke af vrede eller unåde, hvilket vi med god grund skal håbe, men for at opdrage og prøve, for at Deres kongelige majestæt må lære alene at forlade jer på den rette fader, som er i himlen, og trøste jer ved den rette brudgom, Jesus Kristus, der også er vor broder, ja vort kød og blod, og fornøje jer med de rette venner og trofaste fæller, de kære engle, der er hos os og værner om os.

For skønt det er rimeligt, at dette dødsfald er bittert og svært for Deres kongelige Majestæt, idet I derved så tidligt er blevet enke og er blevet berøvet Deres kære ægtefælle, vil dog Skriften, særligt Salmerne, igen give Deres kongelige Majestæt megen god trøst i den anledning og i rigeste grad vise jer den kære, elskelige fader og søn, i hvem det visse og evige liv ligger skjult. Og i sandhed, den der kommer så langt, at han i Skriften kan se og føle faderens kærlighed til os, han kan også lettere udholde al den ulykke, der findes på jord. På den anden side kan den, der ikke føler denne kærlighed, heller ikke være rigtig glad, selv om han svømmede i al verdens vellyst og glæde. Der er jo dog intet menneske, der kommer til at opleve en så stor ulykke som den, Gud fader selv har oplevet, at man til sidst giver hans kæreste barn den tak for alle hans undere og velgerninger, at man spytter på ham, forbander ham og ihjelslår ham ved den forsmædeligste død på korset. Skønt enhver tænker, at hans egen ulykke er den største, og den går ham mere til hjerte end Kristi kors, selv om Kristus havde lidt korsdøden ti gange. Det kommer af, at vi har ikke nær så megen tålmodighed, som Gud har, derfor gør mindre kors os mere ondt end Kristi kors.

Men barmhjertighedens fader og al trøsts Gud give Deres kongelige Majestæt trøst i sin søn Jesus Kristus ved sin Helligånd, så at I snart glemmer denne elendighed eller dog må kunne bære den mandigt. Amen.

Wittenberg, den første i vintermåneden 1526.

Deres kongelige majestæts beredvillige tjener,

Martinus Luther.

________________

7. Til kurfyrst Johan Af Sachsen

Wittenberg, 22. november 1526

Luther anmoder på ny om, at der må blive truffet de fornødne foranstaltninger til præstelønninger og ungdommens undervisning.

Han anbefaler at udpege fire visitatorer og råder til bl.a. at anvende klostergodset til kirkens og det almindelige vels fremme.

Han beder om, at Karlstadt må få lov til at bo i Kemberg.

Nåde og fred i Kristus. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Jeg har i lang tid ikke henvendt mig med noget andragende til Deres kurfyrstelige højhed. Nu har der samlet sig flere ting sammen. Deres kurfyrstelige Nåde vil ganske sikkert have tålmodighed til at høre på mig.

For det første, nådigste herre, klager mange af præsterne næsten på alle steder overmåde meget. Bønderne vil nemlig slet ikke mere give noget. Og der er blandt befolkningen en sådan utaknemmelighed overfor Guds hellige ord, at Gud uden tvivl snart må lade en stor plage komme. Og hvis jeg kunne gøre det med en god samvittighed, ville jeg gøre mit til, at de ingen præster eller prædikanter fik, og de så kom til at leve som svinene, hvad de i virkeligheden gør. Der er ingen gudsfrygt eller tugt mere, fordi pavens band er forsvundet, og enhver gør kun, hvad han vil.

Men fordi det påhviler os alle, særligt øvrigheden, frem for alt at søge at opdrage den stakkels ungdom, som dagligt fødes og derefter opvokser iblandt os, og holde den til gudsfrygt og tugt, må man have skoler, prædikanter og præster. Vil de ældre ikke, så får de for bestandig fare til Djævelen. Men hvor ungdommen bliver forsømt og ingen opdragelse får, dér har øvrigheden skylden, og så bliver landet fuldt af ville og løse mennesker. Derfor tvinger ikke blot Guds bud, men også den nød, der rammer os alle, til at søge en udvej heri.

Men nu, da det er forbi med pavens og gejstlighedens tvang og styrelse i Deres kurfyrstelige Nådes land, og alle klostre og stiftelser er hjemfaldne til Deres kurfyrstelige Nåde som overhoved, følger dermed også den pligt og besværlighed at ordne den slags sager. For ellers er der ingen, som kan eller skal tage sig deraf. Derfor vil det i overensstemmelse med alt, hvad jeg har talt med Deres kurfyrstelige Nådes kansler og hr. Niklas von Ende om, være nødvendigt, at Deres kurfyrstelige Nåde som den, hvem Gud i et sådant tilfælde har givet befaling og myndighed dertil, lader landet visitere af fire personer: to, der forstår sig på tiende og timelige forretninger, og to, der forstår sig på læren og personer, for at de efter befaling fra Deres kurfyrstelige Nåde kan sørge for at der oprettes og skaffes underhold til skoler og præsteembeder, hvor det er nødvendigt.

Hvor det drejer sig om en købstad eller en landsby, der har råd dertil, har Deres kurfyrstelige Nåde magt til at tvinge dem til, at de giver det fornødne til skoler, præsteembeder og præster. Vil de ikke gøre det eller sørge derfor til deres egen salighed, så skal Deres kurfyrstelige Nåde som øverste formynder for ungdommen og for alle, der trænger dertil, med magt holde dem til, at de gør det. Ganske på samme måde som man med magt tvinger dem til at bygge broer, anlægge stier og veje eller til at give og yde tjeneste med, hvad landets almindelige vel kræver. Hvad landet behøver og trænger til, det skal de give og dertil skal der ydes hjælp af dem, som bruger og nyder landets goder. Nu er der ikke noget nødvendigere end at opdrage dem, der kommer efter os og siden skal overtage styrelsen.

Har de derimod ikke råd dertil og på anden måde har for svære byrder, så er der klostergodset, som først og fremmest er oprettet til og endnu skal bruges til bedste for menigmand. For Deres kurfyrstelige Nåde vil let indse, at der til sidst ville lyde et frygteligt skrig, og det ville ikke være let at forsvare, dersom skolerne og præsteembederne nedlægges, og adelen skulle tilvende sig klostergodset, således som det allerede forlyder, og som også nogle gør. Da nu sådant gods ikke kommer Deres kurfyrstelige Nådes kasse til gode, og desuden er indstiftet til gudstjenestens fremme, så skal det rimeligvis også først og fremmest tjene dertil. Hvad der så derefter måtte blive til overs, må Deres kurfyrstelige Nåde anvende til landets behov eller til fattige mennesker.

Endnu en anden sag. Dr. Karlstadt har bedt mig meget om at skrive til Deres kurfyrstelige Nåde med bøn om, at der må vises ham den gunst, at han må bo i Kemberg. For han kan ellers på grund af bøndernes slethed ikke blive i landsbyerne, således som Deres kurfyrstelige Nåde kan erfare af denne skrivelse fra ham og tillige af Hans von Grafendorf. Men han undser sig for selv at skrive til Deres kurfyrstelige Nåde. Fordi han indtil nu har afholdt sig fra offentlig optræden, og dels vi for vort vedkommende, dels høvedsmanden Hans Metsoh, anser det for forsvarligt, og provsten i Kemberg desto bedre kunne have tilsyn med ham, beder jeg også underdanigst om, at Deres kurfyrstelige Nåde venligst vil forunde ham det, skønt Deres kurfyrstelige Nåde allerede har gjort meget og for hans skyld har måttet høre meget. Men Gud vil desto rigeligere gengælde det. Han står for hans sjæl. Hans legeme og dem, der hører ham til, skal vi gøre godt imod. Guds nåde være med os. Amen.

Torsdag efter Elisabeths dag 1526.

Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

Martinus Luther.

________________

8. Til Spalatin i Altenburg

Wittenberg, 1. januar 1527

Luther klager over, at nogle af dem, der står hoffet nær, benytter sig af kurfyrstens for store mildhed til at plyndre klostrene, og meddeler, hvad han har gjort og vil gøre for at afværge dette.

Nåde og fred i Herren. At det ikke er min skyld, kære Spalatin, at jeg skriver så sjældent til dig, derom skal indlagte breve være mine vidner, for de har stadigt ligget for mine øjne og ventet på t bud, som kunne bringe dem til dig. Af den måned og dag, da de er skrevne, og af den sag, hvorom de handler, vil du kunne se, at jeg selv efter at have glemt tingene og endeligt at være overvundet af kedsommelighed har åbnet dem for at se, hvad jeg havde skrevet. Endeligt kom der et bud. Og jeg gjorde mig megen anstrengelse for, at han ikke skulle gå bort uden at have fået mine breve med til jer angående skatteopkræverens sag i Eisenberg. Men heller ikke således havde jeg lykke med mig. Da jeg gik ned for at søge efter ham, meddeltes det mig, at han overvundet af utålmodighed var gået sin vej. Hans nærværelse må være blevet mig meddelt alt for sent. Jeg blev også ærgerlig over mine egne folk. Men således går det: hvad der ikke berører en personligt, det tager man sig ikke af. Men tænk selv igen på, om jeg plejede at opsætte så længe, da du var ved hoffet, dvs. Da du udpegede bestemte sendebud eller toldere, som skulle give dig mine breve. Men nu må vi bruge de bud, som tilfældigt er til stede. Og hvem er der, må jeg spørge, iblandt dem, som enten spørger om eller bringer eller søger eller venter på breve? Så meget til mit forsvar, for mine mange beskæftigelser vil jeg ikke bruge som undskyldning, da der ikke gives nogen af dem, der ikke tillader mig at skrive til dig, efterdi jeg angående dit sindelag imod mig er fuldt forvisset om, at et brev vil være dig kært, selv om det endog er skrevet under måltidet.

Nu til sagen.

(Luther går over til, på spøgefuld måde, at udtale sig om nogle specielt tyske sproglige vendinger, særlig forkortelser, der vanskeligt lader sig gengive på dansk. – derefter fortsætter han):

Men en såre alvorlig sag er det, kære Spalatin, at klostrene plyndres, og du må tro mig, at den sag piner mig voldsomt. Jeg har allerede i skrivelser gjort, hvad du begærer. Og da jeg ikke var tilfreds dermed, brød jeg, da fyrsten var her, imod alles vilje ind i fyrstens soveværelse, for at jeg kunne få en enesamtale med ham om den ting. Kun riedesel2 var til stede. Uden at fyrsten ventede det, henvendte jeg mig til ham og klagede omtrent over alt det, hvorom du skriver, efter at jeg i forværelset havde klaget for den unge fyrste, og han havde vist, at han var ilde til mode over sligt.

Jeg fik det svar, at man skulle sørge for, at alt gik rigtigt til. Hvad skal jeg sige? Jeg frygter for, at man under vor såre gode fyrste opvarter mig og os alle med røg, skin og fabler, og det på en sådan måde, at vi nødes til at være uvidende om, hvem der er ophavsmændene. De tænker: Frederik er død, og i den tanke spiller de selv konger i dette land, men Gud give dem ikke lykke dertil. Og dette er det allerbitreste for mig, at disse mennesker, som tidligere ikke delte kurfyrst Frederiks fromhed, men var fjender af evangeliet, hvad de i virkeligheden endnu stadigt er, nu, da de har fået lejlighed til at gøre bytte, spotter, ler og jubler, efter at de har beriget sig, fordi det under evangeliets navn er dem tilladt på én gang at være evangeliets største fjender og at nyde alle de friheder, evangeliet giver. Har du nogensinde været vidne til en lignende uretfærdighed?

Jeg ser, hvor overbebyrdet fyrsten er, og at det er forgæves at påminde ham. Og jeg véd intet andet råd, end at jeg i et offentligt lille skrift påminder fyrsten om at bestyre klostrene anderledes, så kunne dog måske på den måde hine folk komme til at skamme sig. For du véd, at det ikke giver noget håb, at du formaner ham til, at han skal styre sit fyrstendømme og regere efter sin broders eksempel. Han er en trofast mand, som er udsat for alles snedighed. Og han tror, at andre mennesker er lige så gode og trofaste, som han selv er. Verden kræver, at en fyrste skal være et slet menneske, og at en konge skal være en tyran. Du ser, at jeg er blevet vidtløftig, og det på én gang af nødvendighed og med vilje. Hvis du i øvrigt har et godt råd fra Kristus, så må du meddele mig det. Vi vil så gerne følge det. For vi hader altid Satans rasen, efterstræbelser og ondskab alle vegne i alle stykker, så at vi har sind til på enhver måde at modarbejde og skade ham.

Lev vel i Herren med dit ribben. Min lille Hans hilser dig. Han er nu i tandperioden og begynder at pludre og at give de morsomste lyde fra sig over for hvem som helst. Også Käthe ønsker dig alt muligt godt, mest en lille Spalatin, som kan lære dig, hvad hun roser sig af at have lært af sin lille Hans, nemlig ægteskabets frugt og glæde, hvortil paven og hans verden var uværdig.

På omskærelsens dag 1527.

Martinus Luther.

________________

9. Til Hans Ottensass i Spangenberg

Wittenberg, 5. februar 1527

Ottensass havde som borgmester i Hersfeld ladet denne by slutte sig til de oprørske bønder. Efter byens indtagelse lod landgreven ham og rådsherren Henrik Reiss føre i lænker til Spangenberg. Efter Luthers forbøn gav landgreven begge deres frihed. Dog måtte de ikke vende tilbage til Hersfeld. I brevet giver Luther her meddelelse om, at han er gået i forbøn for dem.

Den ærbare Hans Ottensass, borgermester i Hersfeld, som nu sidder fangen i Spangenberg, min gode ven.

Nåde og fred. Hvor ondt gør det mig dog, kære Hans, at I så længe har været fanget. Og jeg har ikke vidst det. Først i går kom Deres skrivelse mig i hænde. Jeg har med flid og skyndsomt skrevet til min nådige herre, landgreven, fordi der just tilfældigt var et brevbud rede. Gud give, at det, som jeg håber, må hjælpe. Jeg har også sendt anmodning til magister Adam, for jeg er villig til at tjene jer.

Gud befalet, for jeg har meget at gøre.

St. Agathes dag 1527. Martinus Luther.

(Magister Adam Crato eller Kraft fra Fulda var blevet fordrevet fra Fulda, fordi han sluttede sig til Luther. I Hersfeld var han blevet kendt med landgreven, og denne udnævnte ham i 1525 til hofpræst i Kassel. I 1527 blev han professor i Marburg, hvor han døde 1558.)

________________

10. Til Mikael Stiefel i Tolleth

Wittenberg, 4. maj 1527

Luther er skuffet og vred på Zwingli, som han netop har skrevet en bog for at imødegå.

Nåde og fred. Jeg har, kære Mikael, i forgårs sendt dig et brev med min lille bog imod sværmerne. Jeg håber, at du har modtaget den, og at den har tiltalt dig. For mange er ved Guds nåde blevet bekræftede i den sande tro ved denne lille bog. Jeg venter nu til gengæld et rasende svar fra dem, hvem jeg efter Kristi gave og vilje skal møde med kraft og visdom.

For Zwingli har skrevet en ”Forklaring” til mig og vedlagt et egenhændigt brev, fuldt af hovmod og frækhed. Der gives nemlig ingen forbrydelse eller grusomhed, hvori han ikke anser mig for skyldig. Ikke en gang mine fjender papisterne hudfletter mig i den grad som disse vore venner, som intet ville have været uden os og før os, som slet ikke vovede at åbne munden, men som nu, efter at de er blevne opblæste ved vor sejr, retter angreb imod os.

Det kan man kalde at sige tak. Det kan man kalde at gøre sig fortjent over for mennesker. Kort sagt, nu endelig forstår jeg, hvad det vil sige, at verden ligger i det onde, og at Satan er denne verdens fyrste. Hidtil havde jeg tænkt, at dette kun var ord, men nu ser jeg, at det er virkeligt, og at Djævelen i sandhed regerer i verden.

Tak din herskerinde i mit navn fra min lille Hans og fra Katharina. Lille Hans er umådelig stolt af den kostbare klædning, som du har sendt ham. Hvis jeg til gengæld kunne tjene hende i noget, ville det glæde mig meget. For jeg mærker, at Gud er med hende. Hermed Gud befalet. Amen.

Min Käthe ønsker inderligt, at du må have det godt.

Wittenberg 1527. Martinus Luther.

________________

11. Til Leonhard Keyser

Wittenberg, 20. maj 1527

Leonhard Keyser var kapellan i Waizenkirchen. Han blev fængslet, fordi han forkyndte den lutherske lære og dømt til døden. Den 16. august 1527 led han martyrdøden på bålet.

Den ærværdige broder i Kristus, dr. Leonhard Keyser, Kristi fange og hans trofaste og kære tjener, min ven i Herren.

Nåde, kraft og fred i Kristus. Fanget er dit gamle menneske, kære Leonhard, efter Kristi, din frelsers, vilje og kaldelse, han, som også for dig og dine synder gav sit nye menneske hen i ugudeliges hænder, for at han ved sit blod kunne frikøbe dig til at være hans broder og medarving til det evige liv.

Det gør os ondt for dig. Og vi gør os flid med at bede for dig, at du må blive befriet, for at du må leve, ikke for dig selv, men for andre, til Guds ære, hvis han selv vil det. Men hvis det er den himmelske vilje, at du ikke skal befries, så se til, at du, som dog har den største frihed i ånden, kækt og stadigt overvinder kødets skrøbelighed eller i det mindste holder ud ved Kristi kraft, han, som er med dig i fængselet og vil være med dig i al nød, således som han så trofast og venligt lover, når han siger: ” Jeg er med ham i trængslen”.

Derfor er det nødvendigt, at du med tillid råber til ham selv i dine bønner, og at du med Trøstesalmerne holder dit mod oppe under denne Satans rasen, for at du må kunne styrkes i Herren og ikke tale for svagt eller blidt imod Behemoths tænder, som om du var blevet overvundet og frygtede Satans hovmod. Men kald på Kristus, som over alt er nærværende og mægtig, så kan du drive spot med og gøre nar ad Satans trods og hovmod i vished om, at han ikke kan skade dig, og det desto mindre, jo mere han raser, således som Paulus siger: ”er Gud for os, hvem kan da være imod os.“ Alle ting er lagt under hans fødder. Han kan selv komme dem til hjælp, som fristes, fordi han også selv er blevet fristet i alle ting.

Derfor, min kæreste broder, vær stærk i Herren, og vær kraftig i hans styrkes vælde, så at du, hvad enten du bliver fri eller ikke, af et godt hjerte må erkende, tåle, elske og prise Guds faderlige vilje imod dig.

At du til evangeliets ære må formå dette, det virke vor Herres Jesu Kristi Fader, al barmhjertigheds fader og al trøstens Gud efter sin herlige nådes rigdom. Amen.

Lev vel i ham, og bed også for os.

Wittenberg, 2. dag efter søndagen cantate 1527.

Martinus Luther.

________________

12. Til fru Elisabeth Agricola i Eisleben

Wittenberg, 10. juni 1527

Trøsteskrivelse i anledning af legemlig og psykisk lidelse.

Den ærbare og dydige fru Elisabeth Agricola, lærerinde, min kære veninde.

Nåde og fred, min kære Else. Jeg havde den bedste vilje til at skrive til dig, men brevbudet var borte, inden jeg så mig for. Så tænker jeg også, at det vil blive bedre med dig, efter at din hr. Magister er kommen hjem. Men du må ikke være så modfaldent og forsagt, men tænke, at Kristus er nær og hjælper dig at bære din lidelse. For han har ikke forladt dig, således som dit kød og blod indbilder dig. Men råb du kun for alvor af hjertet, så kan du være vis på, at han hører dig, fordi du véd, at det er hans art at hjælpe, styrke og trøste alle dem, der begærer at høre ham til.

Så vær nu frimodig, og tænk på, at han har lidt såre meget mere for dig, end du nogensinde kan lide for hans og din skyld. Så vil vi også bede og bede alvorligt om, at Gud vil antage sig dig i sin søn Kristus og styrke dig i denne din legemlige og sjælelige svaghed. Hermed Gud befalet. Amen.

Hils din magister og alle dine fra os alle.

Givet pinsemandag år 1527.

Martin Luther.

________________

13. Til Nikolaus Hausmann

Wittenberg, 13. juli 1527

Om et ægteskabsspørgsmål, hvor manden er forsvundet.

Visitatsrejsernes begyndelse.

Luther har haft et ildebefindende.

Den ærværdige og hellige mand, hr. Nikolaus Hausmann, præst for menigheden i Zwickau, min ældre broder i Kristus.

Nåde og fred. Hvis den mands sag forholder sig, som han fortæller, så kan han med rette beholde hustruen, fordi den første mand har forladt hende for så længe siden og har udsat sig selv og hende for alle farer. Det er min mening.

Visitatsen er begyndt at blive virkeliggjort. Allerede for otte dage siden er hr. Hero og magister Philip afrejste i den anledning. Kristus føre dem. Amen.

Rom er ynkelig ødelagt tillige med paven, idet Kristus regerer således, at kejseren, som tidligere forfulgte Luther for paven, nu tvinges til at ødelægge paven for Luther. Alt tjener nemlig Kristus til gavn for dem, der hører ham til, og til skade for hans modstandere.

Ellers er der ikke noget nyt.

Min Käthe og min lille Hans hilser dig. Lev vel i Kristus. Jeg har haft et stærkt anfald af besvimelse, så at jeg endnu tvinges til at afholde mig fra at læse og skrive.

Margrethes dag 1527. Martinus Luther.

(6. maj 1527 erobrede kejser Karls tropper Rom, og paven måtte flygte.)

________________

14. Til Spalatin

Wittenberg, 19. august 1527

Sygdom, forbøn, helbredelse.

Luther er tilfreds med den første beretning om kirkevisitationen.

Luther ser pesten i Wittenberg, som Satans angreb på reformationen.

Positiv over for medicin

Mens mange rejser bort fra byen, bliver han og Bugenhagen (og Kristus), pga. sjælesørgeriske opgaver.

Nåde og fred. Jeg glæder mig over, at du er blevet rask igen, og takker vor Herre Kristus derfor. Jeg ønsker, at du vil bede for mig, at også jeg må blive helt rask, hvis det er Guds vor frelsers vilje.

Lad ikke på nogen måde rygterne om kirkevisitationen forvirre dig, for fyrsten har i går sendt mig visitatsberetningerne, for at jeg skal se dem og bedømme, om de fortjener at udgives. Alt er fint, hvis det blot må blive ordnet, sådan som det er forordnet, som du vil få at se. Lad kun modstanderne prale med deres løgne, således som de plejer, da de ikke kan trøste sig med sandheden.

Pesten er vel begyndt her, men den er temmelig mild. Men det er besynderligt, hvor folk ængstes og flygter. Jeg har ikke før set noget så stort fra Satans side. I den grad volder han forskrækkelse, ja glæder sig over, at han således kan skræmme hjerterne, nemlig for at han kan splitte og ødelægge dette eneste universitet, som han ikke uden grund hader frem for alle de andre. Dog har der under hele pesttiden indtil i dag ikke været mere end atten døde, når man medregner alle dem, der har været i byen af piger og børn og alle andre tilsammen. I fiskerforstaden har pesten raset heftigere. Men i vores forstad er der endnu intet lig, skønt alle bliver begravede her.

I dag har vi begravet Tilo Denus’ hustru, som i går udåndede næsten i mine arme. Og det er den første begravelse i midtbyen. De andre 18 begravelser er foregået omkring mig ved Elsterporten. Blandt dem var også Deres fru Eberhard’s søster, en ung giftefærdig pige, som du må fortælle magister Eberhard. Også Johannes Gronebergs datter er død.

Hans Lufft er atter kommet op og har overvundet pesten. Og mange andre kommer sig, hvis de bruger medicin. Men mange er så tåbelige, at de foragter medicin og dør uden grund. Også Justus Jonas’ lille søn Johannes er afgået ved døden. Jonas selv er rejst med sin familie til sin hjemegn. Jeg bliver. Det er nødvendigt på grund af den forfærdelige angst hos folket. Derfor er Pomeranus og jeg alene her tilligemed kapellanerne. Men Kristus er hos os, så at vi ikke er alene. Og han vil i os sejre over den gamle slange og manddræber og syndens mester, selv om han bider ham i hælen.

Bed for os, og lever vel.

Wittenberg, 2. Dag efter Marias Himmelfart 1527.

Hils magister Eberhard og alle vore, og anbefal os til dem. Sværmerne har skrevet imod mig, men jeg har endnu ikke deres bøger. Men Zwingli ville sende mig et andet endnu mere trodsigt brev, men det var ikke ved hånden.

Din Martinus Luther.

________________

15. Til Johannes Agricola

Wittenberg, 21. august 1527

Luther ser sin egen åndelige svaghed og lidelser som Satans kamp mod evangeliet.

Min broder i Kristus, Johannes Agricola, Guds tjener, lærer for børnene i Eisleben.

Nåde og fred i Kristus. Jeg takker dig, kære Agricola, for den trøst, som du har givet mig, når du skriver, at jeres menighed er bekymret og beder for mig. Gud trøste også jer i trængsel. Og jeg beder om, at I ikke må ophøre med at trøste mig og bede for mig, fordi jeg er hjælpeløs og fattig.

Det er ikke nadversværmerne, der gør os urolige. Deres tåbelige angreb har jeg hverken læst eller set, og jeg har det håb ved Kristus, at jeg også i fremtiden skal foragte Satan og tilmed overvinde ham, når han angriber mig på den måde. Men Satan selv raser imod mig med hele sin magt, og Herren har sat mig til et tegn over for ham ligesom en anden job, og han prøver mig med en forfærdelig svaghed i ånden. Men for de helliges bønners skyld skal jeg ikke overlades i Satans hænder, selv om de hjertesår, jeg har fået, vanskeligt læges. Det er mit håb, at denne min kamp har betydning for mange, skønt der ikke er nogen ulykke, som mine synder ikke har fortjent. Men dette er mit liv, at jeg véd og tør rose mig af, at jeg har lært Guds Ord rent og ret til manges frelse. Det ærgrer Satan og derfor vil han gerne omstyrte og tilintetgøre mig tilligemed ordet.

Således går det til, at jeg vel ikke lider noget af betydning fra verdens tyranners side, mens andre bliver ihjelslåede og brændte og dør for Kristi skyld. Men så lider jeg så meget mere i ånden fra verdensfyrstens side. Men i alt skal Gud og vor Herres Jesu Kristi fader være priset, som fuldbyrder sin hellige vilje på mig, den vilje, som også, om end i det skjulte, er god og velbehagelig. Amen.

Hilsen fra Johannes Pomeranus [Bugenhagen], som er alene hos mig sammen med kapellanerne. Dog er vi ikke alene. Kristus er usynlig, men virkelig hos os tilligemed jeres og alle de helliges bønner og alle de hellige engle.

Kristi nåde være med jer. Amen.

21. august 1527.

Martinus Luther.

(Bugenhagen boede i Luthers hus under pesten.)

________________

16. Til de kristne i Halle

Wittenberg, sidst i september 1527

Trøstebrev i anledning af præsten mag. Georg Winklers mord.

Luthers syn på denne verden, på lidelser og modgang.

Alle Kristi kære venner i Halle: Nåde og fred i Kristus Jesus, vor Herre og frelser. Amen.

Jeg har for længst foresat mig, mine kære herrer og venner, at skrive en formaning og trøst for jeres kærlighed i anledning af den ulykke, som Satan har tilføjet jer ved det mord, som han har begået på den gode, fromme mand magister Georg Winkler fra Bischofswerda. Dermed har han taget jeres trofaste præst og Guds ord fra jer. Men jeg har hidtil haft så mange slags hindringer, særligt min svagelighed. Og skønt jeg endnu ikke helt er kommen mig, kan jeg dog nu ikke udsætte det længere. Og selv om vi ikke just ville søge at trøste os i dette tilfælde, så ville det dog være urigtigt at tie stille til et sådant skammeligt og forræderisk mord og lade det gå upåtalt hen, at sådant blod nedgraves i jorden, hvormed Guds hellige ord er blevet bevidnet og bekendt.

Derfor vil jeg skrive derom og bidrage til, at dette blod kommer til at råbe og skrige til Himlen. Indtil Gud, den barmhjertige fader og retfærdige dommer, hører skriget, ligesom han hørte røsten fra den hellige Abels blod, og skaffer ret og hævn over morderen og forføreren, den gamle fjende, som har forvoldt det. Så Gud lader magister Georgs blod blive en guddommelig sæd, som han ved Satans og hans lemmers hænder har sået i jorden, og som bringer hundrede fold frugt. I stedet for den ene myrdede Georg vil der således fremstå hundrede andre prædikanter af den rette art, som gør Satan tusinde gange mere skade og fortræd, end den ene mand har gjort. Og fordi han ikke har villet høre og tåle den ene, skal han komme til at tåle, høre og se mange og atter mange. På samme måde gik det jo også paven ved Johannes Huss’ blod. Ham ville han ikke give lov til at sige et muk i en krog, men nu må han lade ham råbe i hele verden, indtil selve Rom, ja næsten hele verden er blevet ham for lille, og det får endda ingen ende. Amen.

[Djævelen er denne verdens herre]

Men det skal trøste og tilfredsstille jer, kære venner, og os. For det første er det nemlig intet under, at et sådant mord og en sådan ulykke sker på jorden. For dette liv er ikke et liv, men en morderhule, som er underkastet Djævelen. Som Kristus siger i Joh 14, 30 og 16, 11, er Djævelen verdens fyrste, og i Joh 8, 44, at han er en manddræber fra begyndelsen og en løgner. Hvis vi nu vil og må leve på jorden, så må vi også betænke, at vi er gæster, og at vi bor i et sådant herberg, hvor værten er en ondsindet vært. Og hans hus har den indskrift og det skilt over døren: ”til mord og til løgn”. For det tegn og våben har Kristus selv hængt over hans dør og hus, når han i Joh 8, 44 siger: han er en manddræber og løgner, nemlig en manddræber, der myrder legemet, en løgner, der forfører sjælen. Det er hans forretning og gerning. Således holder han hus. Således går det til i dette herberg, det bliver ikke anderledes Og den, der er i tjeneste hos ham, må hjælpe ham med det. Og den, der er gæst hos ham, må forvente og udsætte sig for sådanne ting.

Det lærer vi også af al vor erfaring, for han beviser sig tydeligt som en morder derved, at der sker så mange mord i verden, på havet, på marken, i husene og gårdene. Snart bliver én stukket ned, snart brækker én halsen, her drukner én, hist bliver en anden brændt. Sådan er der mange slags måder, som mennesker bliver dræbt på. Og det er alt sammen Djævelens værk, udøvet af ham selv eller hans tjenere. Og så raser han endda først rigtigt, når han ophidser fyrster og konger imod hinanden, så at der i hele verden uden afbrydelse og ophør finder krig og mord, strid og blodsudgydelse sted. Som om mennesker slet ikke var fødte til andet end til at myrde, og som om de slet ikke kunne dø, uden at de selv dræber og myrder hinanden. Og især myrder han allerhelst dem, som i hans gæstgivergård vil give sig af med at tale Guds Ord. For dem kan han ikke lide. De gør hans gæstgivergård mistænkelig og forråder ham, når de siger, at han er en morder og løgner.

På samme måde beviser han også tydeligt sine løgne derved, at der alle vegne i verden er så megen vildfarelse, vranglære, partivæsen og kætteri. Det er også Djævelens værk at bringe sjælene ind under forførelse og fordømmelse, foruden hvad der falder ind under hans hemmelige anfægtelser. Han anfægter enhver enkelt i hans tro med tvivl, med falske indskydelser, med falsk trøst, med falsk skræk osv. Han er i det hele taget en fader, dvs. en mester og tusindkunstner i at optænke og opfinde løgn, for at også de udvalgte skal falde i vildfarelse (Matt 24,24), hvis ikke Gud holdt sin stærke og nådige hånd over os.

Netop sådan handler man også nu med jer i Halle. Da han så, at hans løgne ville blive afslørede, og at det hellige evangeliums sandhed ville komme for dagen ved hans gæst, den fromme mand hr. Georg, vidste han ikke at klare sig på anden måde end at gøre, hvad der er hans art. Som en morder dræbte han ham, for at hans egne løgne uden nogen modsigelse fra sandhedens side kunne få lov til at herske i Halle og fastholde sjælene under fordømmelsen.

Derfor er det den første del af vor trøst, at vi dog véd, hvad det er for en morder, der har myrdet vor kære broder hr. Georg, selv om vi ikke med vished kan vide, hvad det er for junkere, der har givet befalingen dertil, eller hvad det er for næver og våben, der har fuldbyrdet det. For jeg hører, at biskoppen i Mainz bliver rost i høje toner som uskyldig, hvilket jeg også af hjertet ønsker, at han må være. Jeg går ud fra, at det er således. Og fordi jeg ganske godt kender flere biskopper, som sikkert gerne handlede anderledes, hvis de turde og kunne det, så er jeg visselig også tilbøjelig til at tro, at den kirkelige ledelse i Mainz havde tilrettelagt dette mord på hr. Georg. For de har for længe siden haft endnu større mordplaner, da de med deres morderiske rådslagning ved det fromme blod, kejser Karl ville ophidse de tyske fyrster imod hinanden og drukne Tyskland i mord og blod. Derved kunne de sikre sig selv at leve med ro og lyst i deres horeri og skurkegerninger. Den, der påtager sig at føre et helt land ind i mord og blod, han regner det sikkert for en ringe ting, om han myrder en enkelt mand. Men Gud afværgede denne gang i nåde de morderiske, blodtørstige hundes ondskab.

Sådan er de, disse gejstlige, hellige folk, som opholder kristenheden med deres messer og bønner og ved siden af tænker på og begærer at ofre hele verden ved deres forræderi og mord til den gamle morder, deres Gud, Djævelen. Jeg antager, at det netop er ved den slags snigmordere, at det er sket, at man, efter hvad jeg hører, hemmeligt har druknet mange præster i Rhinen og siden fundet dem døde. Jeg må rose de tyranner, som, skønt de tjener Djævelen, dog ved offentlige domme frit og åbenlyst dræber vore brødre og er deres gerning bekendt. Men snigmorderne har ikke så mange ærlige blodsdråber i sig, at de frit tør gøre brug af deres magt og borgerlige myndighed, men bærer sig ad som forrædere og skurke. Men bliv bare ved, I snigmordere, I går på den rigtige bane, ligesom Kain gjorde, der også i hemmelighed myrdede sin broder. Oh, hvor herligt blev det fortiet! På samme måde vil også jeres mordgerning, som I har begået på hr. Georg, hvem I end er, også vedblive at være hemmelig og fortiet. Ingen vil kende jer undtagen dem, der nu kender Kain.

Nu vel, Satan har visselig gjort det. Kirkeledelsen i Mainz kan ikke med sikkerhed beskylde derfor. Men så meget véd jeg, at de har den stedlige styrelse, dom og retshåndhævelse i deres hænder, og at de regerer mere end biskoppen. Det forholder sig jo i almindelighed i alle stifterne således, at biskoppernes hænder er bundne ved løfter og forpligtelser, så det forholder sig med deres magt over deres kirkeledelse på samme måde som med Rolands magt over sit sværd. De hedder nok biskopper, men er det ikke, mens medlemmerne af kirkeledelsen er biskopper, men hedder det ikke. Hvis de ikke gør noget for, at et sådant mord med al flid bliver undersøgt og straffet, så vil de visselig bifalde det og le i skægget, selv om de ikke ligefrem har befalet det. Derfor må man udskælde dem som landevejsrøvere og voldsmænd på deres egen landevej og forbrydere mod den kejserlige landefred. Når de lader en mand myrde, uden at han er forhørt eller dømt, stik mod al retfærdighed og kejserlig retsorden og intet gør i den anledning.

[Lydig mod øvrigheden]

For det andet finder vi med hensyn til dette mord trøst i, at den fromme Georg er myrdet som den, der var lydig mod øvrigheden. For da han blev opfordret til at drage ud af Halle til sin herre, agtede han sit liv ringe til trods for, at der kom ham mange onde varsler for øje. Det gjorde han, for at han kunne blive fundet som den, der var lydig. Dermed har han efterfulgt sin rette Herre, Jesus Kristus, så at man også kan sige om ham: han blev lydig indtil døden. Han gik efter ordet hos Paulus: ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem” (Rom 13, 1). Han er virkelig også gået efter Guds ords anvisning og i lydighed og er således død i Herren, så vi sikkert har lov til at synge om ham: ”Salig er den, der dør i Herren” (Åb 14, 13). Ja, han har ikke blot været lydig, men han har også elsket sin Herre og udvist al troskab imod ham med legeme og liv. For jeg hører det blive sagt på forunderlig måde, hvor urokket og trofast han har holdt fast ved biskoppen under oprøret, og hvordan han med alle kræfter har afværget oprøret, så at han også har været meget kær og værdifuld for sin herre biskoppen. Nu bliver han på denne måde lønnet for alt dette. Sådanne folk myrdes af gejstlige stiftsherrer, medens horkarle og forbrydere æres.

[For evangeliets skyld]

For det tredje er han ikke alene blevet myrdet som den, der tjente og var lydig imod den jordiske øvrighed, men også for evangeliets skyld og især for den artikels skyld, at han har lært og villet uddele nadveren under begge skikkelser [både brød og vin]. Da opstod der en ildebrand. Da måtte Satan tilligemed hans snigmordere afværge, at man ikke rev mere i stykker, og forlange, at han skal drage ud af et fremmed bispedømme, som Magdeburg er, ind i et andet, nemlig Mainz, under hvis domstol han dog ikke hører, og derefter myrder de ham hemmeligt og på forræderisk måde, mens han er undervejs. For således er der meddelt mig, at han efter snigmordernes anslag ved biskoppelige breve er blevet opfordret til at drage fra Halle til Aschenburg. Men da han kom derhen, holdt man ham alene tilbage og sendte hans rejsefælle hjem. Og man har ikke kunnet tale meget med ham, uden at han skal have sagt: ”drag bort, jeg må blive her og måske lide døden for Kristi skyld.” Han har haft en anelse om eller måske set og hørt så meget hos sine snigmordere, at han måtte blive tilbage og blive en Kristi martyr.

I nogle dage beholdt man også hans hest og satte ham på den som en narrehest, der blev kaldt pastor, og sendte ham bort, som om han atter skulle drage hjem, sammen med en ledsagende rytter. Undervejs ville en sognepræst beholde ham natten over i sin landsby, men den ledsagende rytter ville ikke gå ind derpå. Derefter ville han ride en anden vej gennem en skov. Men det ville den rytter, der ledsagede ham, ikke, for at han ikke skulle undslippe de forud bestilte snigmordere. Så overfaldt de den gode mand lige uden for Aschenburg, og de store helte og præsteriddere stak ham ned og har, hvis de ikke gør bod, gjort sig fortjent til helvedes krone. Og den skal de også nok få tilligemed deres herrer og Djævelen i helvede. Det er hvad, jeg ved om begivenheden.

[Luther fortsætter her med ud fra Nytestamente og kirkens historie at bevise, at nadveren skal fejres under begge skikkelser. Derefter trøster han læserne med, at mag. Georg nu er frelst fra alle farer, også fra den fare at falde i åndelig vildfarelse. I øvrigt ser Luther i det, som er sket, et varsel om at der snart vil komme en frygtelig dom over Tyskland, idet Gud plejer at borttage de retfærdige forud for en stor straffedom. Vi skal for øvrigt efter Jesu eksempel bede for fjenderne. Vi kan ikke vente andet, end at vi må gennem mange trængsler ind i Guds rige.] Han slutter sit lange brev sådan:

Det går ikke an, at vort hoved, Kristus, dør på korset og bærer en tornekrone, og vi så skulle blive salige ved kun at leve i lyst og glæde uden alle lidelser. Men skal vi ind i lidelserne, så lad det være sådanne, som Gud lader komme over os, og ikke sådanne, som vi selv vælger. For han véd bedst, hvad der er tjenligt og nyttigt for os. Vores vælgen duer ikke og er unyttig. Kristus, vor Herre og frelser, være med jer med al nåde. Amen. Og bed for os, i særdeleshed også for mig.

________________

17. Til Mikael Stiefel i Tolleth

Wittenberg, 22. oktober 1527

Luther har modtaget beretningen om Leonhard Keysers martyrdød.

Han priser mandens mod og klager over sin egen ringhed.

Nåde og fred. Jeg har, kære Mikael, modtaget din beretning om Leonhard Keyser. Imidlertid har jeg af hans fætter også modtaget alle Leonhards håndskrifter. Jeg vil altså med det første offentliggøre dem. Kristus give sin Ånd dertil.

I øvrigt bed for mig, som så voldsomt bliver slået i ansigtet af Satans engel, at Kristus ikke skal forlade mig. Jeg elendige, som så lidt ligner Leonhard. Jeg prædiker med mange ord, men han er en kraftig Ordets gører. Hvem vil gøre mig værdig til, at jeg ikke med det dobbelte, men med det halve af hans ånd måtte overvinde Satan og slippe fra dette liv? Gud være lovet, at han mellem så mange rædselsfulde ting har vist os uværdige i det mindste dette ene herlige syn af sin nåde, for at det ikke skal se ud til, at han ganske har forladt os.

Bed for mig, broder Mikael, at Kristus vil virke, at vi kommer til at ligne Leonhard. Han kaldes med rette ikke blot konge, men kejser, fordi han har overvundet ham, hvis magt ingen lige har på jorden. Han er ikke blot præst, men ypperstepræst og i sandhed pave, han, der således hengav sit legeme til et velbehageligt, levende og helligt offer for Gud. Han hedder også med rette Leonhard, dvs. Løvekraft. Alle hans navne er betydningsfulde. Han er den første, der har helliget og opfyldt sit familienavn.

Tak og hilsen til din frue fra min lille, pludrende Hans. For hende beder både jeg og min Käthe, at hun må leve vel i Kristus sammen med hendes afkom. Pomeranus elsker og hilser dig varmt. Lev vel i Kristus.

3. Dag efter Lukas’ dag 1527.

Din Martinus Luther.

________________

18. Til Amsdorf i Magdeburg

Wittenberg, 1. november 1527

Lidelsens problem

Luther har brug for vennens forbøn i nogle voldsomme anfægtelser.

Pest og anden sygdom har ramt byen og Luthers nærmeste.

Han udbringer dog en skål til minde om 10 årsdagen for reformationens begyndelse.

Nåde og fred. Som det behager Herren, således går det. Derfor er jeg, som hidtil plejede at trøste alle andre, nu selv uværdig til al trøst. Dette ene begærer jeg, at du vil bede med mig, at Kristus vil gøre med mig, hvad der behager ham. Blot han vil bevare mig, at jeg ikke skal blive utaknemmelig og fjendtligsindet over for ham. Han, som jeg hidtil med så megen iver og varme har forkyndt og tjent, om end jeg også har fortørnet ham med mange og store synder. Satan ønsker, at der på ny må gives ham en Job, og at han må prøve en Peter tillige med hans brødre. Gid det må behage Kristus at sige til ham: ”skån hans liv”, og til mig: ”jeg er din frelse”, ligesom jeg endnu håber, at han ikke vil vredes over mine synder indtil enden.

Jeg ønsker at svare nadversværmerne. Men hvis jeg ikke bliver stærkere i ånden, kan jeg intet. Dit eksemplar beholder jeg, men skal i sin tid tilbagegive dig det.

Mit hus begynder at blive et hospital. Augustinus’ hustru Hanna har haft pest, men kommer sig igen. Vi er bekymret for Margrethe Moch, som har en mistænkelig svulst og andre sygdomstegn, selv om hun er i bedring. Jeg er meget ængstelig for min Käthe, der nu atter snart skal føde. Min lille Hans har allerede været syg i tre dage, han spiser intet og har det dårligt. Man siger, at det er smerter for tænder. Man mener, at de begge er i stor fare. For kapellanen Georgs hustru, som også venter sin nedkomst, er angrebet af pesten og lider allerede. Gid barnet dog kunne reddes. Herren Jesus være hende nær med sin barmhjertighed.

Således er der udadtil kampe, indadtil angst, og det af den sværeste slags. Kristus besøger os. Vor eneste trøst, som vi sætter imod Satans raseri, er den, at vi i det mindste har Guds frelsende Ord, for at de troende sjæle må bevares, selv om Satan fortærer legemerne.

Derfor må du anbefale os til brødrene og til dig selv, at I beder for os, at vi tappert må bære, hvad Herrens hånd lægger på os, og at vi må overvinde Satans magt og list, enten ved døden eller ved livet.

Amen.

Wittenberg,

allehelgensdag, i det tiende år efter afladens forkastelse.

Lad os til minde om det begge trøstefulde tage en drik. 1527.

Din Martinus Luther.

(Georg Rörer var den første, som Luther ordinerede. Hans hustru var søster til Bugenhagen. Hun døde af pesten dagen efter.)

________________

19. Til Justus Jonas i Nordhausen

Wittenberg, 11. november 1527

Luther føler sig under hårdt pres, både udefra og indefra. Det er Guds ris.

Han har dog stadig håb. Og kan se sin lidelse, som en del af kampen for evangeliet.

Käthe skal snart føde og lille Hans er syg, men i bedring.

Forbøn.

Nåde og fred i Herren Jesus, vor frelser. Jeg takker dig, kære Jonas, fordi du beder for os og nu endelig også har skrevet til os. Jeg antager, at det brev, som jeg i går afsendte til dig, imidlertid er kommet dig i hænde. Jeg har endnu ikke læst Erasmus og nadversværmerne undtagen omtrent tre ark af Zwingli. De gør ret, når de træder på mig elendige menneske. Derved udfylder de Judas’ eksempel, idet de også tvinger mig til at klage med Kristus: ”Han forfulgte den hjælpeløse og fattige og ville dræbe den modløse. Jeg har syndet mod Herren og må bære hans vrede.” [Sl 109, 16 og Mika 7, 9].

Pave og kejser, fyrster, biskopper og hele verden hader og efterstræber mig. Og det er ikke nok, med mindre mine brødre plager mig. Ja, mine synder, døden, Satan og hans engle raser uophørligt imod mig. Og hvem skal bevare og trøste mig, hvis også Kristus forlader mig, for hvis skyld de har fattet had til mig? Men han vil ikke for bestandigt forlade den elendigste synder. Jeg tror nemlig, at jeg er den ringeste af alle mennesker. Jeg ville ønske og atter ønske, at Erasmus og nadversværmerne blot et eneste kvarter kunne prøve mit hjertes elendighed. Så ville jeg trygt udtale, at de for alvor ville omvende sig og blive helbredte. Nu er mine fjender stærke og levende, dernæst føjer de smerte til smerte og forfølger den, som Gud har slået.

Men lad det være nok, for at jeg ikke skal klage og være utålmodig under Guds ris, for han sårer og læger, døder og gør levende. Han være lovet for sin hellige, velbehagelige og fuldkomne vilje. Det kan ikke være andet, end at den må behage Kristus, hvem verden og dens fyrste hader således: ”Hvis I var af verden, ville verden elske sit eget.”

Jeg er også bekymret i anledning af min hustrus nedkomst, således har eksemplet med kapellanens hustru gjort mig ængstelig. Men den mægtige har gjort store ting imod mig. Og derfor kræves det også af mig, at jeg skal bære store ting. Kristus er min, hvem jeg har lært og bekendt rent. Han skal være min klippe og min styrke. Amen.

Min lille Hans kan ikke længere hilse dig på grund af sygdom, men han ønsker, at du vil bede for ham. I dag er det tolvte dag, hvor han intet har spist. Han har kun fået næring af det, som han har drukket. Nu begynder han dog at spise lidt. Det er underligt, hvor det barn på sin måde gerne ville være glad og kækt, men han kan ikke, fordi han er alt for svag.

Vi håber, at pesten har ende. Lev vel og kys din datter og omfavn hendes mor, og husk os i jeres bønner. Og for at meddele dig noget nyt, så har jeg set et brev, som den unge mand, Kristian Guldsmeds hustrus broder har skrevet, i hvilket han bekender, at han har forenet sig med Dorthea Fälkin, hvis familierne på begge sider giver deres tilladelse, i et inderligt og virkeligt ægteskab, og han vil følge søsterens og Kristians råd og hjælp. Hvad der vil ske, véd jeg ikke, men du kan sikkert fortælle hans søster det.

Jeg ønskede ikke, at Rom var brændt, det ville nemlig være et for stort tegn. Gid vi atter kunne komme til at bo sammen og udgive Prædikerens Bog, inden vi dør. Jeg anbefaler mig til dine bønner. Kristian er udvandret med sin familie til Berlin, men markgrev Joakim har befalet ham allerede samme dag at forlade hele hans landområde af frygt for pesten. Se Satans og menneskenes ondskab.

Vi wittenbergere er så forhadte af alle, og man har en sådan væmmelse og frygt for os, som Salmens siger: ”menneskers spot og folks foragt”, men, som vi håber, englenes og de helliges glæde og krone. Amen.

Martinus Luther, Kristi skarn.

________________

20. Til Nikolaus Hausmann i Zwickau

Wittenberg, 17. november 1527

Luther oplever, at det er Satan selv, der angriber ham. Men Kristus har en snor i Satan.

Luther får hjælp via forbøn og gode Skriftsteder. Hans egen bibellæsning slår ikke til her.

Nåde og fred i Kristus. Gid vor Herre Kristus må trøste dig igen, kære Nikolaus, på samme måde som du har trøstet mig. Jeg, som kun er en synder, takker min Herre, fordi han hidtil ikke har tilladt Satan at udføre sin vilje på mig, skønt han har søgt det med forunderlig og stor kraft og list. Bed om, at Kristus indtil enden må sejre i mig imod Satans anløb. Jeg tror virkelig, at det ikke er en menig djævel, men selve de onde ånders fyrste, som har rejst sig imod mig.

Så stor er hans magt og således bevæbner han sig i sin klogskab med Skriften imod mig, at hvis jeg ikke holdt fast ved ord, som andre giver mig, ville mit kendskab til Skriften ikke være nok. Derfor siger jeg, at du så meget mere må bede for mig, og hvis et sådant tilfælde skulle indtræde for dig, da ville du, som man siger, kunne forstå Satans dybder.

Min Käthe begynder i dag at føle smerter. Kristus stå hende bi, når hun skal føde. Amen.

Søndagen efter Martins dag 1527.

Martinus Luther.

________________

21. Til Justus Jonas i Nordhausen

Wittenberg, 29. december 1527

Pesten er ophørt og folk vender tilbage til byen.

Luther håber, at Justus Jonas også snart vender tilbage.

Käthe har født deres første datter, Elisabeth (10. dec.)

Nåde og fred. Jeg undrer mig over, at du, kære Jonas, endnu ikke er vendt tilbage, da pesten nu er både død og begravet. Ikke en gang i vor trængsel har du besøgt os, vi ville gerne have udredet omkostningerne derved. Nu kommer de, der flygtede tilbage i store flokke, næsten alle borgere. I morgen kommer også magistraten. Universitetets folk vil også være her om kort tid, som Philip skriver. Gud har på herlig og underfuld vis forbarmet sig over os, for at han kunne åbenbare, at vort evangeliums bønner i høj grad har været ham til behag, skønt vi kun er syndere.

Margrethe Moch er vendt tilbage fra selve døden, efter at hun ganske var opgivet, da hun hverken kunne høre eller fatte mere. Hun har mistet sin bror i Segren i sit sted.

Endelig er vi alle raske. Også min Käthe med vor lille datter Elisabeth er rask. Hun hilser dig hjerteligt, men hun ønsker meget stærkt, at du og hele din familie var sund og rask til stede her.

Vi har i går trolovet Hanna af Sala. Nytårsdags aften kan du, om du vil, komme til bryllup. Da indtræder hun nemlig i ægteskab med præsten Peter fra Halle. Han er af en god og anset familie, med hvilken også pastor Peter i Dresden, en fjende af ordet, menes at være nær beslægtet.

Jeg er rask på legemet, men på sjælen kun for så vidt Kristus hjælper. Kristus og jeg hænger ved hinanden med en tynd tråd. Men Satan har hængt sig ved mig med stærke reb, ja med skibstove og prøver på at trække mig i dybet. Men den svage Kristus sejrer endnu eller strider i hvert fald tappert ved jeres bønner. Derfor bliv ved, og gør ved jeres bønner den svage Kristus stærk, for at han ved sin afmagt kan knække Satans magt og trods. Hævn mig, ved at hans hovmod bliver til skamme, ligesom jeg har hævnet jer ved at åbenbare hans klogskab og list. Men alt og alle er i Kristus og af Kristus. Hils din kommandant og alle dine, og kom snart tilbage.

Wittenberg, søndagen efter Kristi fødsel 1528 [29. dec. 1527].

________________

22. Til Wenceslaus Link i Nürnberg

Wittenberg, 14. juni 1528

Luther udtaler sin harme over det forbund, der er sluttet mellem de katolske fyrster.

Nævner vanskelighederne med oversættelsen at profeterne til tysk.

Den lige så gode som fromme mand Wenceslaus Link, Kristi tjener i evangeliet i Nürnberg, min bror.

Nåde og fred. Du kender flere nyheder, end jeg formår at skrive. Du ser, hvor store bevægelser, der er fremkaldt ved dette forbund af ugudelige fyrster, hvis tilværelse de selv nægter. Men Hertug Georgs meget kolde undskyldning fortolker jeg nærmest som en tilståelse. Men lad dem nægte, undskylde, opdigte, jeg véd dog ganske nøje, at dette forbund hverken er et intet eller et eventyr, hvor fabelagtigt og skrækkeligt det end er. Hele verden véd også, at de med råd og dåd, ved befalinger og den voldsomste iver indtil nu offentligt har forsøgt og iværksat og endnu iværksætter sådanne ting. De vil nemlig have evangeliets lys slukket, hvilket ingen kan nægte.

Men hvorfor skriver jeg dette til dig, som uden tvivl véd god besked om alt dette? Det sker blot, for at du skal vide, at heller ikke vi tror disse ugudelige, skønt vi tilbyder, ønsker og giver fred. Gud vil forvirre denne den tåbeligste tåbe, der ligesom Moab er i besiddelse af større frækhed end magt, og som ophøjer sig på en måde, der slet ikke svarer til hans kræfter, således som han altid har gjort.

Vi vil bede mod disse manddræbere, og vi ønsker, at der indtil nu må blive båret over med dem. Hvis der bliver sat nye ting i værk fra deres side, vil vi bede til Gud og formane vore fyrster, at de uden barmhjertighed må blive tilintetgjorte, fordi de, umættelige blodsugere som de er, ikke vil hvile, før de mærker, at Tyskland drypper af blod.

Vi arbejder i vort ansigts sved for at give profeterne vort hjemlands dragt. Åh Gud, hvor stort og besværligt et arbejde det dog er, at få de hebraiske forfattere til at tænke og tale tysk. De modsætter sig og vil ikke slippe deres hebraiske tungemål og efterligne det barbariske tyske sprog. Det er, som hvis nattergalen skulle opgive sin fine melodi og tvinges til at efterligne gøgen, hvis ensformige røst den afskyr.

Lev vel, og bed for os.

Søndagen efter Barnabas’ dag 1528.

Martinus Luther.

________________

23. Til Urbanus Rhegius i Augsburg

Wittenberg, 7. juli 1528

Luther har hørt, at Rhegius er blevet overbevist om den lutherske nadverlæres rigtighed.

Nåde og fred i Kristus. Et rygte er kommet til os, glædeligere end noget tidligere, kære Urban. For ved breve fra forskellige og ved Zwinglis pralende udtalelser havde vi fået mistanke om dig, så vi troede, at du havde taget afgørende afstand fra os, hvad nadverspøgsmålet angår. Nu forlyder der noget andet om dig. Men den tidligere håbløse sorg over, at du var blevet fremmed for os, tillader os næppe at tro, at det er sandt. Men det er vort hjertes dybeste ønske. Og vor Herre Kristus høre vore sukke for dig og trøste os med et sådant glad budskab. For vi betragter det som en opstandelse, som at holde en broderlig påskefest, hvis du ikke længere er os fremmed, men i den eneste sande opfattelse deler tro med os. Dette skriver jeg måske med alt for stor ængstelse. Men af erfaring kender jeg, hvor ofte vi plejer at blive bedraget, ikke blot ved onde, men endnu mere ved gode efterretninger. Derfor beder jeg, at du vil være så god at skrive til os og gøre os mere forvissede om, i hvilken ånd du lever, og på hvilket standpunkt du står.

Lev rigtig vel i Kristus.

Givet 7. juli 1528 i Wittenberg. Din Martin Luther.

________________

24. Til Wenceslaus Link i Nürnberg

Wittenberg, 14. juli 1528

Falske profeter skal ikke straffes juridisk, men bortvises.

Luthers syn på sygdom, især psykiske, og medicin.

Vejledning i sjælesorg over for svært anfægtede.

Meddelelser om evangeliets fremgang i bl.a. Hamburg.

(Brevet er muligvis sammenstykket af flere fragmenter, iflg. WA)

Nåde og fred i Kristus Jesus. Først bedes du bringe hr. Abbeden vor tak for appelsinerne, som han har givet os. Jeg kan nemlig ikke selv skrive til ham, da jeg er så optaget af at skrive til andre.

Jeg glæder mig over, at visitatsen er begyndt hos jer og hos markgreven. Kristus give dertil sin hjælp ved sin Ånd. Jeg tænker, at du véd, at Urban Rhegius er kommen til sig selv igen og nu strider kraftigt ved vor side imod de fjendtlige nadversværmere. Hvad om markgreven kaldte ham? Han skulle visselig ikke ugerne komme. Derimod vil jeg ikke give noget løfte angående Amsdorf, fordi han af mange årsager er så nødvendig på det sted, hvor han nu er.

Du spørger, om det er øvrigheden tilladt at dræbe falske profeter. Jeg vil kun med megen tøven være med til en dødsdom selv i det tilfælde, at vedkommende til overflod har gjort sig fortjent dertil. Desuden afskrækkes jeg af de følger, som vi ser hos papisterne og før Kristus hos jøderne. Dér var det bestemt, at falske profeter og kættere skulle dræbes, men i den følgende tid skete det, at ingen andre end de helligste og uskyldige profeter blev dræbt under påberåbelse af denne bestemmelse. Ugudelige øvrigheder støttede sig til den og erklærede hvem de ville for falske profeter og kættere. Jeg frygter for, at det samme ville blive følgen hos os, hvis man først af ét eksempel kunne påvise sin berettigelse til at dræbe de frafaldne. Vi ser jo endnu, hvordan de uskyldiges blod hos papisterne udgydes i kraft af denne bestemmelse i stedet for de skyldiges. Derfor kan jeg på ingen måde gå med til, at falske lærere dræbes. Det er tilstrækkeligt, at de forvises. Hvis denne straf skulle blive misbrugt af eftertiden, synder man dog i mildere grad og må selv bære skaden.

(Luthers syn på sygdom og medicin)

Angående de sindssyge mener jeg, at alle dårer og de, som er berøvede deres forstands brug, plages eller er besatte af onde ånde. – Ikke fordi de er fordømte af Gud dertil, men fordi Satan på forskellige måder plager mennesker, nogle i sværere, andre i lettere grad, nogle i kortere, andre i længere tid.

Når lægerne tilskriver mange af den slags tilfælde naturlige årsager og vil lindre dem med medicin, kommer det af, at de er uvidende om, hvor stor de onde ånders magt og kraft er. Kristus var ikke i tvivl om, at den krumbøjede kvinde i Lukas 13, 16 var ”holdt bundet af Satan.” Og Peter forsikrer i ApG 10, 38, at alle dem, som Kristus helbredte, var ”overvældede af Djævelen.” Altså må jeg også tro, at stumme, døve og lamme skylder Satans ondskab deres tilstand. Endeligt er det ikke tilladt at tvivle om, at pest og feber og andre svære sygdomme er de onde ånders værk. Det også er dem, der skaber uvejr, ildebrande og dårlig høst.

Til sidst: når der gives onde engle, hvad mærkeligt er der så i, at de gør alt ondt og tilføjer menneskeslægten al slags skade og fare, så langt Gud tillader det?

Således forholder det sig, selv om de fleste af den slags tilfælde, når Gud vil det i sin barmhjertighed over for os, kan helbredes ved urter og andet almindelig medicin. Se, hvad Job måtte lide af Satan. Og så siger lægen, at alle disse ting kommer og helbredes på naturlig vis. Derfor tror jeg, at de sindssyge hos dig til en tid fristes af Satan. Skulle Satan nemlig ikke kunne gøre folk sindssyge, når han fylder hjerterne med horeri, mord, vold og alle onde lidenskaber?

Til sidst: Satan er nærmere, end noget menneske tror, og allernærmest de helligste. Han slår jo endog Paulus i ansigtet, og fører Kristus, hvorhen han vil.

(Luthers vejledning i sjælesorg for anfægtede)

Dem, der er anfægtede i deres tro og håb, plejer jeg at trøste således. Først råder jeg dem til at undgå ensomheden, men derimod altid at omgås med andre og snakke med dem om Salmerne og Skrifterne.

Dernæst fortæller jeg dem, at de skal overbevise sig selv om, at disse tanker i virkeligheden ikke er deres egne, men Satans, og at de derfor må gøre de stærkeste anstrengelser for at vende hjertet til andre ting og forlade sådanne tanker. Det kan ganske vist være meget vanskeligt at gennemføre, men er dog det hurtigste lægemiddel. For vedblivende at dvæle ved disse tanker, at kæmpe med dem og ville overvinde dem eller vente på, at de skal høre op, det er blot til sin egen undergang at aktivere dem og styrke dem.

Det bedste er, hvis de kommer ind, så igen at lade dem gå ud og ikke tænke længe på dem eller give sig til at diskutere med dem. Hvis man ikke bærer sig sådan ad, er der ingen hjælp at hente. Men du må forstå, hvor vanskeligt dette er at praktisere. Da det nemlig ved tanker af den art drejer sig om Gud og om evig frelse, vægrer naturen sig voldsomt ved at forlade og foragte dem uden først at være kommen til vished.

Vores natur er nemlig uvidende om, at denne vished og sejr umuligt kommer ved tænkning, ved at dvæle ved og diskutere med dem. For så søger man vished og sejr ved sine egne tanker og sit eget råd, som Satan godt véd. Derfor indprenter han disse tanker således og gør dem så nødvendige, at ingen vil slippe dem og vende sig bort fra dem, men at alle derimod vil vente og længes efter, at de hører op. Men det fører kun til, at de ligger under, og Satan kommer til at regere.

Men for at de lettere kan vænne sig til at sige sig løs, så skal man overtale dem til at høre på et eller andet ord af et godt menneske som en røst fra Gud i Himlen. Således er jeg oftere blevet helbredt ved det ene ord af Pomeranus: ”Du bør ikke foragte vor trøst.” Og da var jeg overbevist om, at det var en røst fra himlen. Så forstår man, hvad det vil sige: ”Dit ord har vederkvæget mig.”

Denne fristelse gennemgik Kristus, da han sagde til Satan: ”Du skal ikke friste Herren din Gud.” Ved det ord sejrede han og efterlod også os at sejre over Djævelen. For den slags tanker er virkelig intet andet end at friste Gud, selv om vi ikke mener det, medens det står på. Vi tror tværtimod, at de i højeste grad hidrører fra himlen og er ganske nødvendige til vor frelse, fordi de stiller os over for Gud, som vi ikke må foragte.

Hjertet vover ikke at sige til ham, der frister: ”Du er ikke Gud,” eller ”jeg vil ikke have en sådan Gud.” Og dog er det nødvendigt at sige således, for at du kan komme bort derfra og tænke om Gud på en helt anden måde. Det sker, hvis du fatter tro til og ganske overgiver dig til ordet fra ham, som trøster og fører dig tilbage.

Jeg har anvendt mange ord om denne sag, og dog har jeg ikke skrevet tilstrækkeligt, for jeg véd, hvad Satan formår med den slags fristelse.

Endelig må de bede og tro, at de får hjælp. – Og de bliver virkelig hjulpne, når de tror. De kæmper og lider ikke alene. Vi vil alle stå dem bi med vore bønner, og vi bærer hinandens byrder.

Tilføj endnu, at hvor Satan ikke holder op, dér må de bære det med tålmodighed, idet de véd, at Satan over for dem, som han ikke formår at erobre ved pludselig vold eller list, vil han forsøge at udmatte ved udholdenhed. Som salmisten synger: ”De angreb mig hårdt fra min ungdom, men de overvandt mig ikke. De pløjede min ryg og trak lange furer.” En sådan kamp er et behageligt skuespil for Gud og englene. Og enden derpå vil blive frelse og lykke. Amen.

Det har min billigelse, at den tredje del af min lille bog bliver udgivet. Og der behøves ikke nogen anden fortale af mig, da der jo allerede er en. Dog kunne også du anbringe en foran. Men det stykke, der handlede om det personlige skriftemål, var udeladt. Jeg sender det hermed på vedlagte seddel, som du nok vil være så god at tilføje. Mere sender jeg ikke, fordi bogen voksede så meget, og mange andre ting trængte sig ind mellem det, som skulle skrives. Lev vel i Herren, og bed for mig.

Her er intet nyt, undtagen at Nikolaus von Minkwitz har samlet en hær og plyndret Fürstenwald, sædet for biskoppen af Lebus, uden at jeg kender grunden dertil og hensigten dermed. Jeg er meget ked af det, selv om det er sket uden blodsudgydelse og ildspåsættelse, og det forlyder, at han blot har plyndret. Det hedder om biskoppen, at han er forhadt af alle i hele markgrevskabet undtagen af den gamle markgreve.

Indbyggerne i Hamburg har efter brunsvigernes eksempel modtaget evangeliet og kalder allerede Pomeranus til at komme dertil. Det samme gælder Goslar, og vi håber det også om Lübeck. For mange af borgerne dér har kærlighed til evangeliet, og senatet er blevet mildere stemt og står ikke så meget imod som tidligere. Doktor Pack har, efter hvad jeg formoder, frivilligt overgivet sig i fangenskab hos landgreven. Hidtil har man beskyldt ham for, at han har opdigtet det omtalte forbund mellem fyrsterne. Nu siges det, at han skal forhøres, og han skal have lovet, at han vil retfærdiggøre og undskylde sig med ære. Kristus bevirke, at denne list falder tilbage på det bondehoved, som jeg anser for at være ophavsmand til det, dvs. på vor største modstanders hoved, som du kender. Amen. Der er nemlig forunderlige hemmeligheder i dette forbund. Men lad det kun gå, ”for der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares.”

Endnu en gang: lev vel med din vinranke og dine druer.

14. juli 1528. Martinus Lutherus.

(Det nævnte skrift er en særudgave af den sidste del af ”Den store bekendelse om nadveren”, som blev besørget af Link. )

________________

25. Til en unavngiven

Wittenberg, 20. juli 1528

Luther udøver sjælesorg over for en, der er anfægtet på grund af tanker omkring prædestinationen.

Luther fremhæver kraftigt Guds universelle frelsesvilje. Det er kun vantroen og tvivlen på Guds løfter, der kan udelukke os fra frelsen. Denne tvivl forsøger Djævelen at indbilde os, derfor må vi aktivt afvise tvivlen ved at tage Gud på ordet. For Gud vil virkelig, at alle mennesker skal frelses.

Min kære herre og ven!

Frem for alt ønsker jeg dig Gud Herrens nåde og barmhjertighed ved hans enbårne søn Jesus Kristus, vor eneste frelser og saliggører.

For nogle dage siden har min kære broder Kaspar Creuziger, doktor i Den hellige Skrift, med beklagelse meddelt mig, at han ved besøg af forskellige af dine venner har forstået, at du er grebet af mærkelige, underlige tanker om Guds forudbestemmelse, og at du derved er blevet ganske forvirret, ja ligesom døv og ude af fatning, og at der endelig kan næres frygt for, at du med egen hånd kunne afskære og forkorte dit liv, hvorfra Gud den almægtige bevare dig. Han har også tillige åbenbaret og stykkevis fortalt mig, hvad det er for tanker og forestillinger du har.

Dine overvejelser og grublerier skal særligt gå ud på, at den almægtige Gud fra evighed af véd, hvem der skal eller vil blive salige, hvad enten de allerede er døde eller er levende endnu eller i fremtiden skal leve. Og det er jo sandt, og man må og skal indrømme det. For han véd alle ting, og intet er skjult for ham. Han har tal på og véd nøje besked om dråberne i havet, stjernerne på himlen, alle træernes rødder, kviste, grene og blade, ja alle menneskers hovedhår.

Deraf slutter du så, at du kan gøre, hvad du vil, godt eller ondt, så véd dog Gud, om du skal blive salig eller ikke. Og det er jo sandt. Og dog tænker du derved mere på fordømmelsen end på saligheden. Og derover bliver du forsagt og véd ikke, hvordan Gud er sindet imod dig. Og derfor bliver du helt forknyt og forvirret. Med henblik derpå vil jeg nu som min kære herres Jesu Kristi tjener sende denne betænkning og trøst til dig, for at du kan vide, hvordan den almægtige Gud er sindet imod dig, om du er udset til salighed eller fordømmelse.

Selv om den almægtige Gud véd alle ting, og alle gerninger og tanker i alle skabninger sker efter hans vilje i følge hans viljes rådslutning, så er det dog hans alvorlige vilje og mening, som er besluttet fra evighed af, at gøre alle mennesker salige og delagtige i den evige glæde. Det udtales klart i Ez 18, 32, hvor han siger: ”Jeg ønsker ikke nogens død, siger Gud Herren. Vend om, så skal du leve!” Fordi han nu vil gøre de syndere, der lever og færdes alle vegne under den vide, høje himmel salige, så må du ikke ved dine tåbelige tanker, som indgives dig af Djævelen, afsondre dig og udelukke dig selv fra Guds nåde.

For hans nåde rækker og strækker sig fra solens opgang til dens nedgang, Salme 103, 12, og strækker sig til alle, der omvender sig og som i sandhed angrer og gør bod, og som modtager hans barmhjertighed og begærer hans hjælp. For han er rig nok for alle, som påkalder ham, Rom 10, 12. Dertil hører en ret, sand tro, som uddriver en sådan forsagthed og fortvivlelse. Og dette er vor retfærdighed, som der står i Rom 3, 22: ”Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel.” Mærk disse ord ”for alle,” om du ikke også hører med blandt dem og er en af dem, som ligger og kæmper under synderfelttegnet. Derom må jo dog dit hjerte overbevise dig, og du må føle det i din samvittighed. Ellers måtte du da være kommen for højt til vejrs og have givet formastelige tanker rum og plads og have slået Guds ord hen i vejret.

Derfor har du mere årsag til at gå i inderlig bøn til Gud og være vis på, at bønnen bliver hørt. Og skulle Gud tøve og ikke straks komme, bliver han dog ikke borte. For han forlader ikke dem, som påkalder ham, og som ved bønnen afstår fra og ganske og aldeles uddriver deres forsagthed og skælven og giver deres fortvivlelse og dens ophavsmand, Djævelen og hans våbendrager, afsked.

Når den slags ugudelige tanker falder dig ind, må du endeligt ikke tænke andet, end at de stammer fra den onde ånd og Djævelen selv, og ikke tilskrive dig selv disse tanker, men derimod forføreren. Og så må du anråbe Gud om bistand og hjælp til i fremtiden at blive bevaret for sådanne tanker. Og tænk så stadigt meget på saligheden - mere end på fordømmelsen. Og trøst dig med Guds ord, det, som er sandt og evigt. Så vil den slags onde vinde høre op og helt forgå.

Når du har en god og lige vej at gå på, hvorfor vil du så vakle så længe omkring og fare vild? For Gud Fader selv peger på og viser dig med sin finger, hvordan han er sindet mod dig, når han råber med høj og klar stemme: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” (Matt 17, 5). Og selv om du var blevet nok så forstokket og ganske døv og ikke opløftede dine øjne til himlen, som et fortvivlet, forstokket menneske - og selv om dine ører havde mistet hørelsen, så at du ikke kunne høre Gud fader i det høje råbe, så skulle du dog fornemme og se sønnen, som står på vejen, hvor enhver må gå forbi. Hør ham råbe på samme måde, ja endnu heftigere, når han med en stærk lyd som med en vældig basun udråber det, som der så herligt står skrevet i Matt 11, 28: ”Kom, kom - hvor vil I hen med jeres unyttige tanker? I vil ikke skaffe jer frelsen ved disse og lignende drømme. – Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Han siger ikke alene ”kom”, men ”alle”. Ingen er udelukket. Lige meget hvem det er. Selv om det er den allerværste. For de bliver til sidst de bedste, (Matt 21, 31). Det gælder horkarle og forbrydere, derimod hører de verdslig fromme, som bærer pæne klæder, ikke med.

Fordi alle således skal komme, ingen undtagen, han være eller tænke, hvad han vil, så løb da også du med og spring til. Bliv ikke tilbage i modvilje hos den fortabte hob. Tøv dog ikke i efterladenhed og modvilje. Videre siger Kristus: ”til mig.” Gå ikke hen til en anden, som ikke véd besked om vejen og selv har mistet tråden til at finde ind i labyrinten og derfor farer hid og did i forvirring. Nej, gå til ham, der siger dette ”til mig,” og som kan finde sti og vej i mørke, ved dag og nat, og véd sikker besked, så man ikke behøver at tage noget forkert skridt.

Det er Kristus alene, der er den eneste vej og sti, Joh 14, 6. Han er den cirkel, hvori alene det midtpunkt findes, hvori alle andre figurer er indbefattede, og den lille prik på skiven, som alle skytter må sigte efter, det eneste ettal, der er begyndelsen til alle tal, så være de så store og strække sig så langt, som de vil, ja, selv om man slet ikke kunne udtale dem. Derfor siger han netop dette ”til mig.”

Men hvem er det, som skal komme? Det er dem, der ”slider sig trætte og bærer tunge byrder.” Hvad er det for en flok ringe mennesker? Jeg kender ikke den slags bønder, som hedder Mester Træt og Mester Byrde. Nej, så skulle det snarere være fornemme navne som hr. Borgmester. Ja, således plejer rigtignok vor menneskefornuft Mester Kløgtig at gruble over og rode i Guds ord som soen i en roemark.

Nu, indbydelsen udgår til den, som slider sig trætte og bærer tunge byrder og er besværet af mange forskellige tanker, som stammer fra Djævelen, som aldrig holder ferie. Og så bliver der store byrder, ja bjerge deraf, så store, at man til sidst ikke véd, hvordan man skal komme igennem og er ved at gå til grunde og ganske at tabe modet derover. Derfor siger han også: ”besværet”, som om han godt vidste det og gerne ville hjælpe at bære og tage vore byrder på sin nakke - og ikke blot hjælpe os at bære dem, men ganske og aldeles befri os for dem.

Det er for dig, som slider dig træt og bærer tunge byrder. Det er, som om han ville sige: jeg véd godt, at du har haft store byrder at bære, og at du er træt. Du skal ikke stille dig an, som om du befinder dig vel og har hvilet ud. Kom her med de byrder, som hviler på din nakke og ryg. Hvil, og lad alle dine unyttige tanker fare. ”Jeg vil give jer hvile.” Tro det om mig, hav tillid og stol på mig. Jeg vil give jer ”hvile”. Jeg vil atter bringe alt i orden for dig. Er du fra først af skabte af en ringe jordklump, ja af intet, så er jeg også endnu så mægtig, at jeg kan og vil befri dig fra det onde og fordrive de onde tanker fra dig.

Således skal vi ved og med den guddommelige skrift trøste vort sind og vor samvittighed, få de onde tanker til at blive stille og gøre dem modstand. For over Guds ord skal man ikke gruble, men over for det skal man være stille og lade fornuften bøje sig derfor. Man skal tro ordet, holde det for sikkert og ikke slå det hen i vejret og derved give den onde ånd så megen magt, at han overvinder os, og vi derved går til grunde og fortabes.

For Guds ord er pålideligt, sandt og evigt, Hebr 1, 3, ved det er alle ting, hvad de end hedder, blevet skabt, og det opholder rigeligt endnu alt, hvad der lever og bevæger sig. Derfor skal vi holde det for større, vigtigere, mægtigere og kraftigere end disse flyvende, intetsigende, unyttige tanker, der indgives menneskene af Djævelen. Ordet er sandt, men menneskets tanker er forfængelige.

Derfor skal vi huske, at den almægtige Gud ikke har skabt, forudbestemt eller udvalgt os til fortabelse, men til frelse, således som Paulus bevidner, Ef 1, 4. Man må ikke angående Guds forudbestemmelse begynde med at disputere ud fra loven eller fornuften, men ud fra Guds nåde og evangeliet, som er forkyndt for alle mennesker. Sådan som englene holdt den første prædiken for hyrderne på marken og sang deres lovsang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Og de mente ikke dermed legemets fred for dette liv, men sindets fred. Ikke den fred, som findes, hvor man er sikker over for dem, der beskatter, plyndrer og overfalder. Hvor man bekriger hinanden med våben. Men dér, hvor man er sikker over for sindets og hjertets fjende. Dér, hvor kødet, verden, døden og Djævelen flygter og må stikke af.

Derefter skal man ikke trække noget fra eller forkorte noget af den nåderige forjættelse, der trækker sig til både onde og gode, små og store, kolde og varme, tørre og friske og idet hele taget til alle. Og man skal ikke tilegne forjættelsen blot til de fromme hellige folk, der går med lange klæder lige til skoene, for at de i ren ydmyghed, af tugt og særlig ærbarhed, kan skjule deres ben. Det er jo netop dem, som afkorter Guds forjættelser og gør dem usikre, og som derved ganske og aldeles ophæver og borttager troen. Derfor skal man ud fra ordet om Gud Herrens nåde og barmhjertighed bedømme og vurdere disse og lignende tanker om Guds forudbestemmelse. Og hvor det sker, er der for fremtiden ingen plads og lejlighed til, at et menneske sætter sig hen og piner sig selv. Det ville heller ikke hjælpe det mindste, selv om man sugede marven ud af sine ben og kun kom til at bestå af hud og hår.

Hvad kommer det dig ved, at den almægtige Gud lader sin kære sol skinne over fromme og onde, over det visne og det grønne? For skønt Gud har bestemt solen til, at den skal tiltrække og føre jordens fugtighed med dens kræfter til træernes rødder, grene og kviste, for at de kan bære frugter, så forbliver et vissent træ alligevel ufrugtbart, og den kære sols virkning er spildt på det. Og dog ikke fuldstændigt, for der skyder jo dog ofte smukke skud op fra et gammelt vissent træs rødder. Og selv om solen slet intet virker i et gammelt træ, der er fuldstændig tørret ind, så behøver det ikke udelukkende at være træets skyld, men det kan også være jordbundens skyld, idet den nemlig er sur og sumpet. For hvor der er god jordbund, der fremkommer også gode, skønne frugter, efter ordsproget: god mark, godt korn. Og således gælder det også, at hvor der lyder en god forkyndelse, lære og trøst, dér findes også gode, gudfrygtige samvittigheder og glade hjerter.

Du kan ikke forhindre eller afværge, at solen giver sit naturlige skin, skønt den kun er en lille skabning i sammenligning med hele himmelhvælvingen og stjernerne, og den mindste stjerne på himlen er større end den hele vide verden. Lige så lidt og endnu mindre kan og må du binde Guds nåde, som hverken har bund, højde, mål eller måde, begyndelse eller ende, og heller ikke kan udmåles. Hvis du nu her ville spørge verden og udbede dig råd hos den, ville den sige, det er et spildt og tåbeligt arbejde at gøre sig ulejlighed over for et fortørret træ med at vande det, endsige da at lade den smukke kære sol skinne på det.

Kære, gå ikke således i rette med Gud, og prøv ikke på således at holde regning med ham. Hvad om Guds søn havde spurgt ypperstepræsterne og levitterne, der stod under korset, om han skulle tage røveren med til paradis? Hvad tænker du da, de ville have sagt? Uden tvivl: ”Vi gad nok se, om tyve og mordere kan komme i himlen?” Og måske ville de også have svaret: ”Hvis han hører hjemme i paradis, så havde vi ikke hængt ham i galgen. Han kommer lige så meget i paradis, som du er Gud.” Således dømmer og taler den usle verden, og sådanne er den menneskelige fornufts tanker.

Da Johannes lå og sov i Jesu skød, og Peter spurgte: ”Hvad så med ham,” (Joh 21, 22. 23), svarede han ham derfor også træffende og sagde: ”Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?” Det er, som om han ville sige: Se til, at du holder dig til det, som du har med at gøre, at du bliver ved det, som er overdraget til dig, og at du ikke snubler og falder. Hvis enhver fejer for sin egen dør, så bliver vi alle salige. Så behøves der ikke megen grublen over, hvad Gud i sit råd har besluttet om, hvem der skal blive frelst eller ikke.

Og det er på ingen måde det samme, hvis jeg siger: ”alle mennesker skal dø” (og det skal vi jo virkelig), og så hvis jeg siger: ”alle mennesker går fortabt” på den måde, som folk normalt tænker det. Vi har nemlig en lås, og den kan vi låse på dette sted, nemlig denne: at tro på Guds ord. Derved bliver disse tanker blæste bort. Den, der ikke vil tage det sikre i stedet for det usikre, må til sidst gå bort med tomme hænder, og han får endda spot i tilgift. Den, der ikke i tide vil tage imod råd, og som forkaster den almægtige Guds ord, må den lede Djævel hente. Han vil nemlig ikke udeblive, så sandt som Gud er Gud. Ak, når man har givet et menneske så gode ord, og han dog ikke har villet lade sig råde og hjælpe, så må man dog lade ham gå. Og sker der ham så noget ondt, må man sige: han har ikke villet lade sig redde, så der sket ham kun, hvad der er ret. Som man har redet, må man ligge.

Men til forskel fra det, må man i sandhed og udtrykkelig sige til dem, som modtager evangeliet og Guds ord, og som hænger ved det og tilegner sig dets tilsagn og bliver ved det indtil enden: du skal blive frelst. Men den, med hvem det ikke er tilfældet, bliver fordømt i evighed, 2 Tim 2, 12. Og hvis det skulle gå os efter vore tanker, som kødet og Djævelen indskyder os, så ville vi alle være dødens bytte. Derfor har vi forjættelsernes ord.

Salige er de, som retter sig derefter og trøster sig dermed og bliver fast derved indtil enden. Derved får vi nemlig del i Herrens nåde og trøster os dermed og får derved hjælp til at lægge de djævelske tanker til side. Vi kan opløfte vore hjerter i troen til Gud og slutte hos os selv med vished, at vi har syndernes forladelse og i følge forjættelsen er retfærdige i Kristus og for Kristi skyld, som den hellige Paulus bevidner, Gal 3, 22.

Således går det, når vi, efter at vi i angst og forfærdelse hverken har kunnet finde vej eller sti, atter rejser os i den tro, der støtter sig til Guds tilsagn og forjættelser om Kristus eller i Kristus. Amen.

Den 20. juli 1528.

________________

26. Til kronprins Christian af Danmark

Wittenberg, 24. juli 1528

Luther sender en hilsen til den danske kronprins, den senere kong Christian den Anden.

Han benytter lejligheden til at advare mod en person, der prædiker for lidt om troen og næstekærligheden, og for meget om unødvendige ting (vist nok om tusindårsriget). Luther ser gerne, at han bliver bremset lidt og at evangeliet bevares rent.

Til den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Christian, arving til Norge, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve til Oldenborg-Delmenhorst, min nådige herre.

Nåde og fred i Kristus, berømte, højbårne fyrste, nådige herre! Skønt jeg ikke har noget særligt at skrive til Deres fyrstelige nåde, men fordi herværende mester Ecchard fra Deres land begiver sig til sit fædreland, har jeg ikke turdet undlade at vise Deres fyrstelige nåde min underdanige tjeneste. Jeg håber, at det stadig må stå godt og ret til i Deres fyrstelige nådes lande, navnlig med det hellige evangelium, om end det ikke kan ske uden modstand, da Satan ikke sover. Især ønsker jeg, at Melchior Hofmann vil holde sig inden for visse grænser. For jeg finder det ønskeligt, at han ville vente med sin prædikantvirksomhed, indtil han er bedre undervist om tingene. Men det, som jeg har hørt fra ham, og som han også lader gå i trykken, tjener slet ikke sagen, men er spild af ord. Det er ting, som man meget godt kan undvære, for at vide og lære, hvad der sømmer sig for en kristen. Og dét berører han tilmed kun med få ord og meget sjældent. Derfor går min underdanige formaning ud på, at Deres fyrstelige nåde med alvor skal hævde enigheden i læren og ikke give sådanne vildskud for megen plads. Vi har nok, hvoraf vi kan lære, hvordan vi skal tro på Kristus og tjene vor næste under korset. For det er ting, som desværre kun meget få af os forstår eller agter på, og som endnu langt færre beviser med gerning og liv, mens vi dog spekulerer på andre unødvendige ting, som ikke gavner, men snarere hindrer den fornødne lære. Kristus, vor kære Herre og frelser, oplyse, opflamme og styrke Deres fyrstelige nåde til altid og evindeligt at gøre hans velbehagelige vilje. Amen.

Hermed anbefaler jeg mig til Deres fyrstelige nåde.

Wittenberg, fredag efter Maria Magdalenes dag, 1528.

Deres fyrstelige nådes underdanige

Martinus Luther.

(Melchior Hofmann var oprindelig ivrig lutheraner, men efter at have støttet ham i længere tid brød Luther med ham, da han overalt vakte store uroligheder ved sine sværmeriske idéer. Han prædikede navnlig Herrens nære genkomst og var en ivrig gendøber. Kong Frederik I beskyttede ham i længere tid, men efter en samtale i Flensborg forvistes han fra Danmark.)

________________

27. Til Nikolaus Hausmann

Wittenberg, 5. august 1528

Luther takker for legetøj til lille Hans. Om tyrkerkrigen.

Om datteren Elisabeths død (10 md. gammel). Det berører Luther dybt

Nåde og fred. Min lille Hans takker dig, bedste Nikolaus, for klapremøllen, som han er meget stolt af og glad over. Om tyrkerkrigen har jeg ganske vist begyndt at skrive. Jeg håber ikke, det vil være unyttigt. Min kære lille datter Elisabeth er død. Det er mærkeligt, hvordan sorgen over hende næsten har gjort mit sind kvindagtigt. Så ondt gør det mig. Aldrig før havde jeg troet, at en fars sind kunne blive så følsomt for børnene. Bed for mig til Herren. Lev vel i ham.

Wittenberg, 5. august 1528.

Martinus Luther.

________________

28. Til fru Margaretha N.

Wittenberg, 15. december 1528

Et trøstebrev i anledning af ægtefællens død.

Han havde forsøg at begå selvmord, men havde angret det før sin død.

Djævelen kan tage magten over vores lemmer mod vores vilje.

Nåde og fred i Kristus! Ærbare, dydige frue! Din søn har fortalt mig om den jammer og ulykke, som er tilstødt dig ved din kære mands bortgang, derfor bevæges jeg af kristelig kærlighed til at skrive dette trøstebrev.

For det første skal det trøste dig, at Kristus i den svære kamp, som din husbond har stået i, alligevel omsider har fået overmagten og til sidst har sejret. Dertil, at din husbond til sidst gik bort med fornuft og kristelig erkendelse i troen på vor Herre, hvilket jeg har hørt med overmåde stor glæde. For således har Kristus selv kæmpet i haven og har alligevel til sidst vundet sejr og er opstået fra de døde.

Men når din husbond selv har såret sig, skyldes det, at Djævelen har magt over lemmerne, han har ført hans hånd med magt mod hans egen vilje, for havde han gjort det med vilje, ville han visselig ikke være kommet til sig selv igen og blevet omvendt til en sådan bekendelse af troen på Kristus. Hvor ofte bryder ikke Djævelen arm, hals, ryg og alle lemmer? Djævelen kan godt have magt over legeme og lemmer uden vor vilje.

Derfor skal du give dig tilfreds i Gud og regne dig blandt den flok, om hvilken Kristus siger: ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.” (Matt 5, 4). Alle hellige må synge denne Salme: ”På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.” (Sl 44, 23). Sorg og ulykke må der til, hvis vi skal blive delagtige i trøsten.

Tak også Gud for den store nåde, at din husbond ikke døde i kamp og fortvivlelse, som det går nogle, men ved Guds nåde mægtigt blev udfriet, så han ved sin død fandtes at være en troende, bekendende kristen, om hvem det er sagt: ”Salige er de, som dør i Herren.” Og Kristus siger selv (Joh 11,25): ”Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.” (Joh 11, 25). Hermed trøste og styrke dig Gud fader i Kristus Jesus. Amen.

Wittenberg, Lucias tirsdag, anno 1528.

Martinus Luther.

________________

29. Til Nikolaus Hausmann

Wittenberg, 13. februar 1529

Om kirkevisitation og gudstjenesteordning samt skriftet om tyrkerkrigen.

Til den ærværdige broder i Kristus, dr. Nikolaus Hausmann, biskop for menigheden i Zwickau, min ældre broder.

Nåde og fred i Kristus! Det glæder mig overordentligt, kære Hausmann, at jeres visitation ved Guds nåde har fået en så lykkelig afslutning. Der er håb om, at alt det øvrige, som tjener kirkernes behov, med tiden ligeledes skal opnås.

Litanierne synger vi i kirken både på latin og på modersmålet. Måske vil de begge blive trykt med noder eller melodi. Fastedage, udelukkelse af menigheden og andre vigtige kirkelige handlinger skal i sin tid følge efter, skønt det nu kan være tilstrækkeligt til en begyndelse.

Jeg har i den sidste tid lidt af svimmelhed og hovedpine foruden det, som Satans engel volder mig. Bed du for mig, at Gud vil styrke mig i troen og i hans ords forkyndelse!

Hertug Georg vil jeg ikke mere svare. Mit lille skrift om tyrkerkrigen håber jeg snart at få udgivet. Det ville allerede for længst være udkommet, hvis ikke de første ark ved tjenestefolkenes uagtsomhed var bortkomne. Jeg har desuden haft lidt besvær med at få hold i tankegangen og fremstillingen igen, derfor har det trukket så længe ud.

Min Käthe hilser dig ærbødigt, ligeledes dr. Jonas og Philip og alle vore folk. Vi frygter for, at Pomeranus næppe vender tilbage før pinse, fordi hans hustru venter sin nedkomst ved påsketid. Kristus være med dig. Amen.

13. februar 1529. Din Martinus Luther.

(Kirkevisitationen i Zwickau var blevet afholdt af Spalatin fra 25–31. januar 1529 til almindelig tilfredshed.)

________________

30. Til fru magister Göritz i Leipzig

Wittenberg, 5. maj 1529

Luther ønsker at fru Göritz skal være gudmor for datteren Magdalene, født 4. maj.

Datteren kaldes en hedning, der skal hjælpes til kristendommen gennem dåben.

Til fru magister Göritz.

Nåde og fred i Kristus! Ærbare, dydige frue, kære veninde! Jeg beder dig for Guds skyld, fordi Gud af mit og min kære Käthes liv har skænket mig en stakkels hedningepige, at du vil øve den velgerning at hjælpe samme stakkels hedningepige til kristendommen og blive hendes åndelige mor, for at hun ved din tjeneste og hjælp også må komme ud af Adams gamle fødsel til Kristi nye fødsel i den hellige dåb. Det vil jeg gengælde dig på den måde, som du måtte ønske. Hermed Gud befalet. Amen. Jeg har ikke turdet gå ud i den frie luft.

1529. Martinus Luther.

________________

31. Til W. Link i Nürnberg

Wittenberg, 6. maj 1529

Takker for et ur. Rigsdagen i Speier. Tyrkerne. Kristi genkomst er nær.

Nåde og fred i Kristus! Det ur, som du har foræret mig, kære Wenceslaus, er ankommet. Om det nu er, fordi det er blevet træt på rejsen, eller det endnu ikke har vænnet sig til sit nye opholdssted, nok er det, at det er gået i stå. Dog ser det ud til, at det med tiden vil genoptage sin gang.

Jeg takker dig for det. Men da jeg er en fattig mand, har jeg intet at give dig igen. For de bøger, jeg nylig har udsendt, antager jeg, du har fået for længe siden. Og de er af en sådan beskaffenhed at de ikke bør anses for værdige til at kaldes gaver. De er nemlig gamle, som nu blot fremtræder i en anden skikkelse.

Herren har forøget min familie med en lille datter, Magdalena. Fødselen forløb uden uheld, og moderen er uden for fare.

Så er nu atter en rigsdag afsluttet, men næsten uden resultat, udover dette, at Kristi forfølgere og sjæletyrannerne ikke formåede at tilfredsstille deres raseri. Når vi har opnået det af Herren, er det os nok. For af det kirkemøde, man nu taler om, gør vi os ingen forhåbninger.

Der er hos mig en mand fra Venedig, som bestemt hævder, at en udsending fra Venedig opholder sig ved det tyrkiske hof. Sådan kæmper vi så længe mod tyrken, indtil paven, venetianerne og franskmændene åbenlyst og skamløst til sidst er blevet tyrkere. Endvidere meddeler han, at der i franskmændenes hær nu sidst ved Pavia har været 800 tyrkere, af hvilke kun 300 kom fra det med liv og lemmer. De er nu blevne kede af den krig og er igen draget hjem. Da du i dit brev ikke omtaler disse uhyrligheder, antager jeg, at du ikke kendte dem, men jeg har fået både skriftlig og mundtlig meddelelse derom under sådanne omstændigheder, at jeg tror, det er sandt. Således er den midnat nær, i hvilken det råb skal høres: ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham!” [Matt 25, 6]

Bed for mig, og lev vel med dit kød, og hils alle vore venner.

6. maj 1529. Din Martinus Luther.

________________

32. Til kurfyrst Johan

Wittenberg, 22. maj 1529

Luther advarer mod at indgå et forsvarsforbund.

Til den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Johan, hertug til Sachsen, kurfyrste og landgreve i Thüringen og markgreve af Meissen, min nådigste herre.

Nåde og fred i Kristus! Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Magister Philip har blandt andre nyheder fra rigsdagen også bragt mig den, at der skal være blevet sluttet et nyt forbund, først og fremmest af min nådige herre, landgreven af Hessen og en del stæder. Det har foruroliget mig ikke så lidt, fordi jeg brændte mig sidste år, da Gud ved en særlig nåde udfriede os fra det farlige forbund. Og selv om jeg har det håb, at Gud vil beskærme os også i fremtiden og give Deres kurfyrstelige Nåde sin ånd og sit råd, så du herefter vogter dig for den slags forbund, har jeg dog på grund af dyb bekymring, tvunget af min samvittighed, ikke kunnet afholde mig fra at skrive til Deres kurfyrstelige Nåde om det. Jeg ved ud fra egen erfaring, at man ikke kan være nok på vagt overfor Djævelen og hans lyster. Kristus, vor Herre, vil ved vor bøn mage det så, at selv om landgreven også fortsætter med sit arbejde på at få sluttet forbund (hvad Gud i sin nåde måtte afværge!), så vil Deres kurfyrstelige Nåde ikke lade sig indvikle deri og ikke lade sig binde. Al den ulykke, der vil følge deraf, kan vi ikke tænke os.

For det første er det sikkert, at et sådant forbund ikke er af Gud. Det sluttes ikke af tillid til Gud, men af menneskelig visdom for at søge menneskelig hjælp alene og forlade sig på det, som ikke har nogen god grund. Derfor kan det heller ikke bære god frugt, bortset fra, at et sådant forbund er unødvendigt. For det pavelige parti har ikke ret stor magt, og de mangler mod og mandshjerte til at foretage sig noget. Og Gud har allerede beskærmet os mod dem med sin magts gode mure. Således opnår vi jo intet andet ved et sådant forbund end at bevirke, at også modparten slutter forbund og muligvis for at værne og forsvare sig foretager sig yderligere skridt, end de ellers ville gøre. Dernæst må man befrygte, og måske med alt for god grund, at når landgreven har fået dannet et sådant forbund, så vil han ikke, da han er en urolig ung fyrste, kunne forholde sig i ro, men i lighed med sidste år finde en eller anden anledning ikke alene til forsvar, men også til angreb. Det er jo ikke af Gud, at vi optræder sådan, da der endnu ingen er, som jager eller efterstræber os.

For det andet, og det er det allerværste, vil det i et sådant forbund være sådan, at flertallet er mennesker, som modstår Gud og nadveren. De er letsindige fjender af Gud og hans ord. Så vi kommer til at bære byrden af alle deres laster og bespottelser, bliver delagtige i dem og forsvarer dem. Derfor kan vi ikke indgå noget farligere forbund til at vanære og svække evangeliet og fordømme os selv med legeme og sjæl. Det arbejder Djævelen desværre på. Kan det ikke være anderledes, så give Gud, at Deres kurfyrstelige Nåde må afvise landgreven og blive stående uden for forbundet, således som jeg hører, at min nådige herre, markgrev Georg har sagt og selv gør det. Vor Herre Kristus, som hidtil på forunderlig måde har hjulpet Deres kurfyrstelige Nåde uden landgreven, ja, imod landgreven, vil vel også i den kommende tid hjælpe og råde.

For det tredje har Gud altid i det gamle testamente fordømt sådanne forbund, der tilsigter menneskelig hjælp, som Esajas fortæller i kapitel 7, 8 og 30. ”Vender I om og holder jer i ro, bliver I frelst.” (Es 30, 15). Vi skal være troens børn med den rette tillid til Gud. Men skal vi have forbund, så vil han sende os det, uden at vi skal arbejde på det eller bekymre os derfor. Som han lover i Matt 6: ”I må altså ikke være bekymrede. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Og Peter siger: ”Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.” [1 Pet 5, 7]. Og Esajas: ”Hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør.” [51, 12]. Da landgreven én gang har gjort et så alvorligt fejltrin, vil man ikke kunne have ubetinget tillid til ham, men må være forsigtig, da man ikke har sporet nogen forandring eller anger eller sorg derover hos ham.

Dette har jeg underdanigst villet skrive til Deres kurfyrstelige Nåde i det håb, at Kristus allerede har sagt det samme bedre og stærkere i Deres kurfyrstelige Nådes hjerte. Vi beder og gør det med viljen til at blive bønhørt, at Gud, al nådes fader, vil råde os og bevare Deres kurfyrstelige Nåde imod alle Djævelens listige anløb og fristelser, amen. Måtte Deres kurfyrstelige Nåde optage denne min skrivelse nådigt!

Wittenberg, den 22. maj 1529.

Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

Martinus Luther.

(22. april 1529 havde landgrev Philip af Hessen og kurfyrsten af Sachsen og stæderne Strassburg, Nürnberg og Ulm indgået en ”hemmelig aftale” til fælles forsvar, hvis de skulle blive angrebet ”for Guds ords skyld”.)

________________

33. Til markgrev Georg af Brandenburg

Wittenberg, 18. juli 1529

Luthers råd om at oprette skoler og universiteter til gavn for både kirken og samfundet

Til den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Georg, markgreve af Brandenburg, hertug til Stettin og Pommern, fyrste til Rügen, borggreve af Nürnberg, min nådige herre.

Nåde og fred i Kristus! Berømte, højbårne fyrste, nådige herre! Jeg har, om end mod min vilje, ladet Deres fyrstelige Nåde vente længe på mit svar, for først havde jeg jo fuldt op af arbejde, da budet ankom, og senere har jeg ikke haft et pålideligt sendebud, hvorfor jeg beder Deres fyrstelige nåde velvilligst have mig undskyldt. Men da jeg nu i denne hr. Georg Schlegel har fundet en mand med en tillidsvækkende færd, vil jeg hermed tilkendegive Deres fyrstelige nåde, hvad jeg efter magister Philip Melanchthons råd og betænkning anser for det bedste i denne sag.

For det første billiger vi ganske, at man lader klostrene og stiftelserne forblive, som de nu er, indtil de uddør. For så længe de gamle endnu lever derinde, er der ikke meget håb om, at det ville gå fredeligt til, hvis de blev tvungne til at fremme eller tåle sådanne forandringer. Desuden ville sådanne forskrifter og forordninger, som på ny blev givet efter de tidligere gamle eksempler, efterhånden igen føre til det samme ufrugtbare væsen som før. Men hvad man ønskede at genindføre af de gode, gamle kirkeordninger, det skulle man gøre i de almindelige børneskoler og sognekirker, hvor også almindelige mennesker kan komme og blive vakt op. Sådan gør vi her i Wittenberg og i adskillige andre byer.

For det andet ville det sikkert være udmærket, om Deres fyrstelige nåde anviste et belejligt sted (eller to) i Deres fyrstendømme til et universitet, hvor man ikke blot underviser i den hellige Skrift, men også i retsvidenskab og alle slags fag. Derfra kunne man få lærde folk til prædikanter, sognepræster, embedsmænd, rådsherrer osv. Til hele fyrstendømmet. Og hertil skulle klostrenes og stiftelsernes midler anvendes, så at man kunne få virkelig gode, forsvarligt lønnede lærerkræfter: 2 teologer, 2 jurister, 1 mediciner, 1 matematiker og fire eller fem lærere i dialektik, retorik osv. For hvor der skal drives ordentlige studier, kræves der ikke ensomme munkegange eller tomme klostre og klosterkirker, men derimod en by, hvor mange kommer sammen og indbyrdes øver sig og ansporer og tilskynder hinanden. Ensomme studier gør det ikke, men fælles studier, hvor den ene ofte er den anden en hjælp igennem sit eksempel.

For det tredje, at der i alle byer og landsbyer skal oprettes gode børneskoler. Blandt dem kan man tage og udvælge de børn, der er duelige til universitetet og som man kan opdrage til gavn for land og folk. Hvor småbyerne og borgerne ikke har råd til det, bør man, for at få nogle dygtige unge mennesker, på ny ty til de ledige klostre og stiftelser og oprette stipendier, så at hver by kan have én eller to studenter.

Når menigmand så efterhånden ser, at deres sønner kan blive sognepræster og prædikanter eller opnå andre embeder, vil de sikkert igen holde dem til skolen, men heller ikke før. For nu mener de, at en studeret mand ikke længer kan få sit daglige brød.

Om det nu skulle ske, at de, som har fået deres uddannelse i disse skoler, kommer i tjeneste og embede i andre fyrstendømmer, og man så gør den indvending, at man derved foretrækker folk andet steds fra, bør man betænke, at de ikke tager nogen skade deraf. For de vil uden tvivl hos andre fyrster og folk søge at fremme sådanne skoler og institutioner og således vinde gunst. Dette har jeg efter min ringe forstand ment at kunne tilråde Deres fyrstelige nåde. Gud give Deres fyrstelige nåde sin Helligånd til alle disse forbedringer, til i alle ting at fuldbyrde hans velbehag. Amen.

18. juli 1529.

Deres fyrstelige nådes beredvillige

Martinus Luther.

Jeg beder også, at min nådige herre, så vidt det er Deres fyrstelige nåde muligt, vil skænke overbringeren af brevet, hr. Georg Schlegel fra Gunzenhausen, en portion af de ledige stipendier, så han kan blive i stand til i nogen tid at studere her hos os. For der kan, efter vort skøn om ham, blive en god sognepræst eller prædikant af ham. Desuden er han jo hjemhørende her.

(Markgreven havde udbedt sig reformatorernes betænkning herom. Dette er spiren til det senere så berømte universitet i Erlangen.)

________________

34. Til Justus Jonas

Wittenberg, 17. august 1529

De økonomiske forhold for den nye præst i Olsnitz.

Philip Melanchthon i dyb sorg, fordi hans 1½-årige søn er død. Luther er medsørgende og kan ikke undvære Melanchthons fulde arbejdskraft.

Nåde og fred i Kristus! Min kære, højærværdige Jonas! Jeg har ønsket, at denne mand, som I har indsat til præst i Olsniz, skal komme til dig med dette mit brev til vidne. Han har nu besluttet at klage til dig, fordi han ikke har noget at leve af. Ganske vist udfører han sin gerning, men uden løn. Se derfor til, at han ikke skal dø af sult, at han må få truffet aftale med dig enten for en kortere tid eller også for bestandigt. Han synes mig at være meget beskeden i kundskaber, dér stikker han ikke meget dybt. Dertil kommer så sultens byrde, hvorved han måske kunne drives ud i vanvid. Hans forstand synes nemlig ikke at være fuldt ud tilforladelig.

Sidste søndag har Herren frataget vor ven Philip [Melanchthon] hans søn Georg. Du kan nok tænke dig, hvad møje og besvær vi har med at trøste denne mand med så sart og følsomt et hjerte. Han tager sig sønnens død overmåde nær, uprøvet som han hidtil har været i sådanne tilskikkelser. Bed du for ham, så godt du formår, at Herren må trøste ham, og skriv dernæst et trøstebrev på din sædvanlige veltalende måde. Du véd selv, hvor betydningsfuldt det er, at denne mand får lov at leve og stå i sin fulde kraft. Vi er alle delagtige i hans smerte og kummer, mit eget daglige arbejde alene fraregnet. Men de ydmyges og nedbøjedes Gud er endnu ikke overvundet, selv om vor ven endnu er meget svag. Om andre ting en anden gang, når sorgen engang er mildnet. Lev vel, og hils ærbødigt dine medbiskopper i Herren.

Den 3. dag efter Marias Himmelfart 1529.

Din Martinus Luther.

(Melanchthons søn Georg, der blev født 25. november 1527, døde 15. august 1529.)

________________

35. Til kurfyrst Johan af Sachsen

Wittenberg, 17. august 1529

Luther takker for nyt tøj i forbindelse med hans deltagelse i religionssamtalerne i Marburg. Han er dog lidt bekymret over al den luksus, som han ikke mener, sømmer sig for en præst.

Nåde og fred i Kristus! Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Jeg har længe opsat at takke Deres kurfyrstelige Nåde for den tilsendte gave af klæder og tøjstoffer. Men jeg vil underdanigt bede Deres kurfyrstelige Nåde ikke at tro dem, der fremstiller mig, som om jeg led mangel. Jeg har desværre fået mere, i særdeleshed fra Deres kurfyrstelige Nåde, end jeg kan forsvare for min samvittighed. Det sømmer sig ikke for mig som præst at have overflod, og jeg ønsker det heller ikke.

I det hele taget forekommer den nådige velvilje, som jeg har været genstand for fra Deres kurfyrstelige Nådes side, mig at være så gavmild, at jeg ligefrem ængstes. Jeg ville jo ikke gerne her i dette liv findes iblandt dem, til hvem Kristus siger: ”Ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst.” [Luk 6, 24].

Desuden vil jeg, for at tale på verdslig vis, nødigt falde Deres kurfyrstelige Nåde til besvær. Jeg véd jo, at Deres kurfyrstelige Nåde har for skik at give så meget bort, at der på den måde intet bliver tilovers. Stopper man sækken for stærkt, revner den.

Derfor, skønt det allerede ville have været for meget med det farvede klæde, vil jeg dog for at vise Deres kurfyrstelige Nåde min taknemlighed til ære for Deres kurfyrstelige Nåde bære den sorte kjole, selv om den jo er alt for kostbar for mig. Havde ikke Deres kurfyrstelige Nåde skænket mig den, havde jeg aldrig kunnet bære en sådan klædning.

Jeg beder derfor, at Deres kurfyrstelige Nåde for fremtiden vil vente, indtil jeg selv klager og beder om hjælp, for at jeg ikke, fordi Deres kurfyrstelige Nåde således kommer mig i forkøbet, skal undse mig ved at bede for andre, der er langt mere værdige til en sådan gunst. For Deres kurfyrstelige Nåde gør allerede for meget for mig. Kristus vil og skal i sin nåde gengælde dig rigeligt, det beder jeg af hjertet, amen.

Den 17. august 1529.

Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

Martinus Luther.

(Kurfyrsten havde forsynet Luther rigeligt med smukt stof til nyt tøj, da han skulle af sted til religionssamtalen i Marburg.)

________________

36. Til Johan Brenz i det schwabiske Hall

Wittenberg, 29. august 1529

Om Brenz’ kommentar til Amos Bog.

Luthers syn på værdien af religionssamtalen i Marburg.

Til den ærværdige broder i Kristus, Johan Brenz, Kristi tro og oprigtige tjener i det schwabiske Hall.

Nåde og fred i Kristus! Dit værk om profeten Amos, ærværdige og vidtberømte Brenz, har jeg fået overbragt og gennemlæst. Det er langt fra mig at forandre eller tilføje noget i dette dit værk. Jeg vil ikke være herre over den hellige Skrift. Gid jeg i sandhed må være discipel! Men din forlægger forhaler med forsæt udgivelsen, idet han frygter, jeg véd ikke hvilke rænker fra typografernes side. Han skal imidlertid nok komme til at udgive det, med mindre han da regner min tilskyndelse for intet. Gid Kristus således må fortsætte og fuldføre sin gerning i dig!

Endvidere skriver du om sammenkomsten i Hessen, som du er blevet indbudt til. Din vurdering er ganske rigtig, at der fra sådanne underfundige sammenkomster ikke plejer at tilføres Guds kirker noget godt. Derfor beder jeg dig: tag ikke del i det, og giv ikke tilsagn derom, hvis du ikke allerede har gjort det. Vi wittenbergere har fra første færd af bestemt modsat os fyrstens plan. Men da denne ungdommelige hessiske makedoner i den grad overhængte vor fyrste, blev vi nødte til at give efter. Men først efter at vi to eller tre gange udførligt har givet dem til kende, at de ikke måtte gøre sig forhåbninger om noget resultat, noget godt, men at man snarere måtte frygte, at alt ville tage en vending til det værre. Men landgreven stod fast på sit. Vi har dog kun lovet at komme på den betingelse, at han også indbød anderledes tænkende og endog redelige papister, som kan være vidner mod dem, når de siden hen giver sig til at prale og udbasunere sig selv som helgener. Hvis du ikke kommer, vil det nu passe os bedst. Og skønt jeg længes overmåde efter at se dig, vil jeg dog hellere undvære det, som er behageligt for mig selv personligt, end ved at pleje min egen behagelighed bringe det almene vel i fare. Kristus opbygge dig og give dig vækst til hans ære, amen! Bed for mig synder!

29. august 1529.

Din Martinus Luther.

________________

37. Til Luthers hustru

Marburg, 4. oktober 1529

Om resultatet af samtalen i Marburg.

Zwingli og Oecolampadius fastholder en symbolsk opfattelse af nadveren

Nåde og fred i Kristus! Kære hr. Käthe, du skal vide, at vor venskabelige samtale i Marburg nu er slut. Vi er blevne enige i næsten alle punkter med undtagelse af, at modparten fastholdt, at der i nadveren er brød og brød alene, og at de kun vil bekende, at Kristus er åndeligt nærværende deri. I dag søger landgreven at opnå et forlig mellem os, eller dog i det mindste, hvis vi bliver ved at være uenige, at vi alligevel betragter hinanden som brødre og Kristi lemmer. Det arbejder landgreven ivrigt for. Men vi vil ikke kendes ved dem som brødre og lemmer, skønt vi gerne vil omgås dem fredeligt og i fordragelighed. Jeg tænker, at jeg bryder op i morgen eller i overmorgen og drager til vor nådige herre i Schleiz i Voigtland, hvorhen hans kurfyrstelige Nåde har kaldet os.

Fortæl hr. Pommer [Bugenhagen], at de bedste argumenter var Zwinglis: ”Et legeme må altid være på et bestemt sted, altså kan Kristi legeme ikke være i brødet” (corpus non potest esse sine loco: ergo christi corpus non est in pane). Og Oecolampadius’: ”Nadveren er et symbol på Kristi legeme” (sacramentum est signum corporis christi).

Jeg tror, Gud har slået dem med blindhed, så de ikke har kunnet fremføre noget. Jeg har meget at bestille, og budet haster. Ønsk dem alle god nat, og bed alle for os! Vi er foreløbigt alle sammen raske og sunde og lever som fyrster. Kys lille Lene og Hans fra mig.

Fransiscus’ dag 1529.

Deres beredvillige tjener

Martinus Luther.

Johan Brenz, Andreas Osiander og doktor Stephan fra Augsburg er også komne hertil.

Folk her er blevet gale af frygt for svedesygen. I går er hen imod et halvt hundrede gået til sengs, og én eller to af dem er døde.

________________

38. Til Johan Agricola i Saalfeld

Jena, 12. oktober 1529

Om religionssamtalen i Marburg.

Til den ærværdige broder i Herren, Johan Agricola, Kristi tjener.

Nåde og fred i Kristus! Kære Agricola! Vi er på hjemrejsen fra vor sammenkomst i Marburg, og da vi er i nabolaget, vil vi kort meddele dig udfaldet. Landgreven af Hessen gav os en prægtig modtagelse og beværtede os glimrende. Til stede var Oecolampadius, Zwingli, Bucer, Hedio samt tre rådsherrer, Jacob Sturm fra Strassburg, Ulrich Frank fra Zürich og N. fra Basel. De bad over al måde ydmygt om fred. Derefter forhandlede vi i to dage. Jeg svarede Oecolampadius og Zwingli og anførte imod dem dette ord: ”Dette er mit legeme,” og gendrev alle deres indvendinger.

Dagen i forvejen havde vi dog haft en fortrolig, fredelig samtale, jeg med Oecolampadius, Philip med Zwingli. Imidlertid ankom også Andreas Osiander, Johan Brenz og Stefan fra Augsburg. Kort sagt: disse mennesker mangler erfaring i at disputere og er ude af stand dertil. For skønt de følte, at deres grunde intet beviste, ville de dog ikke vige på dette ene punkt om Kristi legemes tilstedeværelse, og det (så vidt vi kan skønne) mere af frygt og skam end af ondskab.

På alle andre punkter har de givet efter, således som du vil se af den traktat, der nu er trykt [Marburg-artiklerne]. Til sidst bad de os om, at vi i det mindste ville anerkende dem som brødre, og landgreven nødte os hårdt, men vi kunne ikke vige for dem. Dog gav vi dem i fred og kærlighed hånden på, at de heftige ord i skrift og i tale foreløbigt skal indstilles, og at enhver skal forkynde sin opfattelse uden angreb på modparten, men naturligvis ikke uden at forsvare sin egen og gendrive de andres. Således skiltes vi. Vær så god at fortælle den kære broder dr. Kaspar Aquila dette, og bed for os! Kristi nåde være med jer, amen!

Jena, 12. oktober 1529.

Din Martinus Luther.

________________

39. Til Nikolaus Hausmann i Zwickau

Wittenberg, 10. november 1529

Om tyrkerkrigen.

En personlig opmuntring i anledning af forfølgelse, samt et råd om ægteskab.

Til den ærværdige kristen, dr. Nikolaus Hausmann, den tro biskop for menigheden i Zwickau, min kære broder.

Nåde og fred i Kristus! Kære Nikolaus! Vær stærk i Herren, og frygt ikke så meget for tyrkerne, for Kristus lever. Og ud fra Daniels syn (som Philip og Jonas er i begreb med at udgive) er der håb om, at det ikke skal lykkes dem at bemægtige sig Tyskland, selv om de angriber os og således straffer os for vor ligegyldighed for evangeliet. For det er et håndgribeligt under, at tyrkerne har trukket sig tilbage fra deres sted og lejr, og deres dristighed er dér blevet brudt. Dommens dag er forhånden, og da skal Gud tilintetgøre både Gog, som er tyrken, og Magog, som er paven. Den første er Kristi politiske fjende, den sidste hans kirkelige.

Men når folk med et bidende og skarpt øgenavn kalder dig en ”bitte helgen” og håner dig, ønsker jeg dig oprigtigt til lykke med, at du er værdig til et så stort had fra Satans side. Da han ikke kan andet, må han nøjes med at sætte giftige tunger i bevægelse mod dig. Men det bedste, du kan gøre, er at le igen ad hans afmægtige, stinkende gift og lade ham kysse skarnet. Du kan nemlig hverken såre ham sværere eller hævne dig på en mere ærefuld måde, end hvis du glad i sind ler ad disse hans afmægtige og kraftesløse stik og bid.

Jeg ønsker Christina megen glæde på hendes bryllupsdag. Hvis nu også du ønsker at indgå ægteskab, vil jeg med glæde ønske dig lykke dertil. Men hvis du kan undvære en hustru og afholder dig fra dette skridt, vil du være langt lykkeligere, og jeg lykønsker dig end mere. Ikke fordi jeg vil nedsætte ægteskabet, den stand, Gud selv har indstiftet, men fordi jeg (som Paulus siger) ikke bør undlade at lykønske den frygtløse mand, som er fri for de mangfoldige huslige anliggender og de mange mennesker. Måtte Kristus belære dig og give dig sundhed og virke, at du beder for mig! Lev vel i ham!

Mortens aften 1529.

Din Martinus Luther.

(Melanchthon og Justus Jonas udsendte et lille skrift om Danielbogens kap. 7, hvor profetens syn udlægges om tyrkerne.)

________________

40. Til kurfyrst Johan af Sachsen

Wittenberg, 23. november 1529

Luther ønsker at stoppe udgivelsen af et Ny Testamente med kommentarer. Oversættelsen er stort set en kopi af Luthers, men med nogle uheldige kommentarer tilføjet af Hieronymus Emsers.

Til den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Johan, hertug af Sachsen og kurfyrste, landgreve i Thüringen og markgreve af Meissen, min nådigste herre.

Nåde og fred i Kristus! Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Nogle fromme borgere har skrevet til os fra Lübeck, at nogle lollarder i Rostock lader Emsers testamente trykke i Sachsen. Herved vil de utvivlsomt besmitte mange mennesker på stedet og volde megen fortræd. Man har derfor bedt om, at Deres kurfyrstelige Nåde, om det er jer muligt, vil skrive til den berømte, højbårne fyrste, hertug Henrik af Mecklenburg, og bede om, at hans fyrstelige Nåde til evangeliets ære og sjælenes gavn ville forbyde, at noget sådant bliver trykt og hindre dets udbredelse, hvor det allerede er udkommet.

Ganske vist synes jeg for min del godt om Emsers testamente, hvad teksten angår, som denne slyngel skammeligt har stjålet fra mig. Det er jo næsten ordret min tekst, blot med nogle få ændrede gloser, som ingen skade gør. Og jeg har intet imod, at man har den og læser den. Men han har nu på så nederdrægtig og skammelig vis har forgiftet teksten med sine forklaringer og bemærkninger, at teksten mister sit værd og i stedet for gør skade. Derfor beder jeg altså om, at Deres kurfyrstelige Nåde allernådigst vil indgive en sådan forbøn for os hos den højt ansete fyrste, hertug Henrik, og lade os få svar med dette bud, som er udsendt i samme ærinde. Dog kun for så vidt som det er Deres kurfyrstelige Nåde belejligt. For så vidt det står til os, vil vi værge os mod Djævelen. Vor herre Kristus være med Deres kurfyrstelige Nåde i al evighed, amen!

Clemens’ dag, 1529.

Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

Martinus Luther.

________________

41. Til abbed Frederik Pistorius i Nürnberg

Wittenberg, 13. december 1529

Konrad Mauser, som er jurastuderende i Wittenberg, ønsker at blive gift, men mangler sine forældres tilladelse. Det forsøger Luther at hjælpe ham med.

Hvordan Luther vurderer en ægtefælle.

Brugen af kristennavnet.

Den ærværdige kristen, dr. Frederik, biskop i Nürnberg, min ældre broder i Herren.

Nåde og fred i Kristus. Min agtede ven i Kristus! Jeg har på én gang intet og dog meget at skrive om til dig. Jeg har ganske vist intet fra mig selv at skrive, uden at jeg anbefaler mig til dine fromme bønner. Derimod har jeg meget på hjerte angående den nyforlovede Konrad Mauser, borger fra Deres by, en i fremragende grad uplettet og god mand. Og din egen menneskelige følelse kan utvivlsomt let forstå, at hvis jeg skulle skrive et brev, som var hans nye og varme kærlighedsflamme værdigt, ville hele verden næppe kunne fatte det. Selv den vise kong Salomon tilstår, at han ikke kan fatte en mands vej til en jomfru. Men jeg taler spøgefuldt om dette, for at anbefale Mausers giftermål for dig. Han ønsker nemlig, at hans forældre må blive venligt stemte over for ham i denne sag.

Det vil ske, hvis du ved din venlighed medvirker til, at hans far kommer til at forstå, at hans søn Konrad har valgt en meget smuk pige og, hvad der er det bedste, en pige, som prydes af en god karakter og livsstil, og lad mig tilføje, som er en kristen. Værdien af dette sidste udtryk er ganske vist sunket hos folket, fordi det bruges så ofte og i flæng, men sådan er det ikke hos os.

Og pigens far er ikke uden formue, sådan som det er tilfældet med borgere her i byen, og han er medlem af rådet og en meget anset mand blandt de mere velstående hos os. Han styrer sit hus omhyggeligt, og hans hustru er flittig og vel anset. Jeg beder dig nu om at være så venlig at gøre Mausers far, når det er belejligt, kendt med alt dette, for at han ikke skal bedrøve, men snarere glæde sin søn ved sit samtykke. For uden sin fars samtykke gifter han sig ikke. Men han ønsker meget gerne, at faren ville vise sin billigelse ved at komme og være til stede ved brylluppet.

Og vi ønsker inderligt, at også du måtte komme til stede, men vi frygter for, at vi dermed beder om noget umuligt. Vær nu så venlig at gøre, hvad der synes dig bedst, og lev lykkeligt i Kristus. Amen.

St. Lucias dag 1529.

Din Martin Luther.

________________

42. Til Luthers far

Wittenberg, 15. februar 1530

En sjælesørgerisk perle.

Luther trøster sin syge far det bedste han formår.

Til min kære far, Hans Luther, borger i Mansfeld i Dalen, nåde og fred i Kristus Jesus, vor Herre og frelser, amen!

Kære far! Min broder Jakob har skrevet til mig, at du er meget syg. Da luften nu er usund, og da der tilmed er fare alle vegne også på grund af tiderne, drives jeg til at nære bekymringer for jer. For skønt Gud hidtil har givet dig et sundt og hårdført legeme og bevaret det for dig, så volder din høje alder mig dog bekymringer nu. Selv uden det kan ingen af os jo nogensinde være sikre på vort liv. Derfor var jeg selv hjertens gerne kommet personligt til dig, men nu har mine gode venner dog rådet mig fra det og fået mig til at opgive det. Også jeg selv indser godt, at jeg ikke burde friste Gud ved at vove mig ud i faren, for du véd nok, hvordan både herremænd og bønder er velvilligt stemte over for mig.

Men en stor glæde ville det være mig, hvis du, om det er muligt, sammen med mor lod jer bringe her til os. Det beder også min Käthe som alle vi andre om med tårer. Jeg håber, at vi alle skal kunne pleje jer på det bedste. Derfor har jeg sendt Cyriakus til jer for at undersøge, om det er muligt med din helbredstilstand. For hvad enten det efter Guds vilje bliver liv eller død for dig, ville jeg jo, hvad rimeligt er, inderlig gerne være personlig til stede hos dig og efter det fjerde bud vise mig taknemmelig mod Gud og dig ved i troskab at yde dig min sønlige tjeneste.

Imidlertid beder jeg af mit ganske hjerte til den far, som har skabt dig og givet mig dig til far, at han i sin uendelige miskundhed vil styrke dig, oplyse dig med sin Ånd og bevare dig, for at du med glæde og taksigelse må kende hans søns, vor Herres Jesu Kristi salige lære. Hertil er du også nu ved hans nåde blevet kaldet, og er kommet til ud af de forrige tiders gruelige mørke og vildfarelser. Og jeg håber, at hans nåde, som har skænket dig sådan erkendelse og således begyndt sin gerning i dig, vil bevare og fuldføre den indtil enden til det evige liv og til vor Herres Jesu Kristi herlige genkomst. Amen.

For han har også allerede beseglet denne lære og tro i dig og stadfæstet den med sit mærketegn, idet du nemlig for mit navns skyld tillige med os alle har været genstand for megen bagtalelse, forsmædelse, hån, spot, foragt, had, fjendskab, ja tilmed været udsat for farer. Men det er de rette mærketegn (Gal 6, 17), hvori vi, som apostelen Paulus siger, må være ligedannede med vor Herre Kristus, for at vi også må være ham lig i hans tilkommende herlighed.

Vær derfor selv nu i din svaghed frisk og trøstig til mode, for vi har der hos Gud en trofast og usvigelig hjælper, Jesus Kristus, som har tilintetgjort dødens og syndens magt for os og nu sidder der for vor skyld og tilligemed alle englene ser på os og venter på os, når vi skal fare herfra, for at vi ikke skal nære bekymring eller frygt for, at vi skal gå til grunde eller fortabes. Han har alt for stor magt over døden og synden, til at de skal formå noget over os, og dertil er han så inderlig trofast og mild, at han hverken kan eller vil lade os ene, når vi blot beder om det uden at tvivle.

For han har lovet, forjættet og tilsagt os, at han hverken kan eller vil skuffe eller bedrage os. Det er der ingen tvivl om. ”Bed” siger han, ”så skal der gives jer, søg, så skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.” [Matt 7, 7]. Og andetsteds: ”Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.” [ApG 2, 21]. Og hele Davids Salmebog er fuld af sådanne trøsterige forjættelser, navnlig Salme 91, som er særlig god at læse for alle syge.

Dette vil jeg skrive til dig i bekymring over din sygdom (da vi ikke kender timen), for at jeg også kan blive delagtig i din tro, kamp, trøst og tak til Gud for hans hellige ord, som han i disse tider har givet os så rigeligt, kraftigt og nådigt.

Men er det hans guddommelige vilje, at du skal vente endnu længere på det bedre liv og stadig være med til at lide og til at høre og se ulykke i denne sørgelige og usalige jammerdal, og at du sammen med alle kristne skal hjælpe til med at bære og vinde sejr, så vil han også give dig nåde til villigt og lydigt at gå ind under alt dette. For dette fordømte liv er jo dog ikke andet end en rigtig jammerdal, hvor man ser og hører mere og mere synd, ondskab, plage og ulykke, og intet deraf hører op eller formindskes, før der kastes jord på os. Så må det jo holde op, og vi må få lov til at sove og hvile i Kristi fred, indtil han kommer og opvækker os med glæde, amen.

Hermed befaler jeg dig ham i vold, som har dig mere kær end du selv og har bevist dig så stor en kærlighed, at han har taget din synd på sig og sonet den med sit blod. Han har kundgjort dig dette ved evangeliet og ved sin Ånd virket troen på det hos dig. Ja, således har han beredt og stadfæstet alt så sikkert og fast, at du nu hverken behøver at nære bekymringer eller frygt i nogen retning, når du blot med hjertet forbliver fast og trøstigt ved hans ord og troen på ham. Når du gør dette, så lad kun ham sørge for det hele. Han skal gøre alt vel, ja han har allerede gjort alt på det allerbedste, bedre end vi forstår. Han, vor kære herre og frelser være med og hos dig, for at vi må ses igen med glæde. Ja, Gud give, det må ske, enten her eller hisset. For vor tro står fast, og vi nærer ingen tvivl om, at vi atter om kort tid skal ses hos Kristus. For afskeden med dette liv er i Guds øjne langt ringere, end hvis jeg skulle rejse hjem fra jer i Mansfeld og hertil, eller du til Mansfeld fra mig i Wittenberg. Det er visselig sandt, at det kun er en lille times søvn om at gøre, så skal alt blive anderledes.

Selv om jeg nu håber, at din præst og sjælesørger fuldt ud vil vise dig sin tro tjeneste i denne sag, så at du næppe har min behov, så har jeg dog ikke villet undlade at gøre dig en undskyldning for min legemlige fraværelse, som Gud véd, gør mig hjertelig ondt.

Min Käthe, lille Hans, lille Lene, tante Lene og det hele hus hilser dig og beder trofast for dig. Hils min kære mor og hele vennekredsen fra mig. Guds nåde og kraft være og blive med dig til evig tid. Amen.

Wittenberg, 15. februar anno 1530.

Din kære søn Martin Luther.

(Luthers far døde 29. maj 1530.)

________________

43. Til Nikolaus Hausmann i Zwickau

Wittenberg, 25. februar 1530

Manglende kirkeinventar i Zwickau.

Luthers arbejde med oversættelse af Bibelen.

Til den ærværdige kristen, dr. Nikolaus Hausmann, biskop for menigheden i Zwickau, min oprigtige, ældre broder.

Nåde og fred i Kristus! Dit sidste brev var meget kærkomment, som dine breve altid er, kære Hausmann, på grund af den særprægede, oprigtige ånd, som de altid er båret af, og din store velvilje over for mig. Men jeg så gerne, at du engang ville sende mig en skriftlig fortegnelse over alle de ting, som du mener, I mangler i kirken. For jeg kan hverken huske alt dette eller se det selv. Men så ville jeg have det i erindring, og når jeg stadigt havde det for øje, kunne jeg måske ved given lejlighed, når jeg har lidt fritid, søge at få det sat igennem. Ellers er jeg så forstyrret af alle de forskellige ting, at jeg glemmer det fra dag til dag, og så går tiden. For nu arbejder vi på udgivelsen af Daniel til trøst i disse de sidste tider. Vi har også lagt hånd på arbejdet med Jeremias og de øvrige profeter. Det Ny Testamente udsender vi til den første Frankfurtermesse. Sikkert fremkalder vi derved et nyt raseri imod os fra de paveliges side. For i en omhyggelig fortale og noter har vi udlagt Åbenbaringen næsten helt. Bliv ved at bede for os! Min Käthe hilser dig ærbødigt.

25. februar 1530.

Din Martinus Luther.

(Luthers oversættelse af Det Gamle Testamente (med apokryfer) blev først afsluttet i begyndelsen af 1534. Sammen med Melanchthon besørgede Luther i slutningen at 1529 en ny udgave af sin oversættelse af Ny Testamente, som foruden adskillige tekstændringer indeholdt nye randnoter og en mere udførlig fortale til Johannes Åbenbaring.)

________________

44. Til Justus Jonas

Wittenberg, 14. marts 1530

Opfordring til Justus Jonas om snarest at komme til Wittenberg i anledning af den forestående rigsdag i Augsburg.

Til Justus Jonas, visitator i hertugdømmet Sachsen! Nåde og fred i Kristus! Kurfyrsten har i et fælles brev opfordret dig, Pomeranus, Philip og mig til at komme sammen og sætte alt andet til side for inden førstkommende søndag at træffe de nødvendige forberedelser til rigsdagen, som skal træde sammen den 8. april. For kejser Karl vil selv være til stede i Augsburg for, som han siger i sin bulle, i venskabelighed at bilægge alt. Derfor vil vi tre i dag og i morgen besørge så meget, vi formår, selv om du er fraværende. Dog er det også din pligt for at efterkomme kurfyrstens ønske at overlade dit arbejde til de andre kammerater og så indfinde dig her hos os i morgen. For alting er fremskyndet. Gud gøre det sådan, at alt må ske til hans ære!

14. marts 1530, kl. 12.

Martinus Luther.

(21. januar sammenkaldte kejser Karl den Femte til en rigsdag i Augsburg den 8. april.

Først 11. marts fik kurfyrsten kejserens bud i Coburg. Kurfyrsten skrev straks til Luther, som modtog brevet 14. marts. Han skrev samme dag ovenstående brev for at kalde Justus Jonas tilbage til Wittenberg fra hans visitationsrejse.)

________________

45. Luthers betænkning til kurfyrst Johan af Sachsen om rigsdagen i Augsburg

Wittenberg mellem 14. og 20. marts 1530

Luthers betænkning i forbindelse med forberedelserne til rigsdagen i Augsburg.

I Kristi kirke har man brug for følgende ting:

For det første et retskaffent prædikeembede, så det hellige, guddommelige ord bliver prædiket og lært flittigt og loyalt ud af en ren, kristen forståelse, uden tilsætning af nogen falsk menneskelærdom. I en sådan forkyndelse bliver alt det klart og rigtigt og på særlig måde lært og fremstillet, hvordan følgende skal forstås: Kristus og evangeliet, den sande bod og gudsfrygt, hvordan man opnår syndernes forladelse, om kirkens myndighed og nøglemagt.

Denne lære og hele summen af evangeliet bliver i denne Kristi kirke forkyndt med en sand, udholdende flid dagligt og uden ophør både i menigheden og over for hver enkelt kristen for sig igennem prædiken, læsning, trøst og formaning, igennem udlæggelse af Salmerne og alle de forskellige bøger i Skriften, således som Paulus skriver i 1 Kor 14,26. Dér lærer man ret om den kristne frihed, hvordan samvittighederne er frie i Kristus. For at opnå en sådan lære giver man med største alvor og højeste flid agt på, at der kan blive oprettet og opretholdt skoler for drenge og piger, for at der kan blive opdraget en god ungdom. Dér lærer man også sprog, hebraisk, græsk og latin, og biskopperne bestræber sig på at hindre, at sådanne studier, der er så nyttige for at forstå Den Hellige Skrift, skal gå til grunde.

Dér er også i sandhed: Dåb, Kristi nadver, erkendelse af synd og den guddommelige vrede, erkendelse af nåden, Helligånden med sine gaver, kristenkærlighed, undervisning om kors og lidelse, undervisning om rette, gode gerninger, tro, håb, skriftemål og en rigtig brug af absolutionen, en rigtig børneopdragelse og undervisning af ungdommen i katekismen: De Ti Bud, Fadervor, Trosbekendelsen, korte, trøsterige Salmer, bordbønner og taksigelse og fremsigelse af nogle bibelvers for forældrene. Ligeledes om morgenen, når børnene står op, bliver de af forældrene formanede til at bede ret og alvorligt, både sammen med andre og i lønkamret.

Kristne syndsbekendelser og bønner for alle livsforhold og for nød og ulykker.

Det rette band, som består i at mennesker på grund af åbenlyse synder forbydes adgang til sakramenterne.

I Kristi kirke er der: retskafne, lærde biskopper og præster, som behersker den hellige Skrift, og, som Paulus siger, er udrustede og dygtige til at lære andre, til at trøste andre og stoppe munden på modstanderne. Retskafne diakoner, som tager sig af de fattige. Den rette, klare, sikre og grundige undervisning om, hvad den kristne kirke er, og hvor den er. Omsorg for de fattige, en ret administration af den fælles fattighjælp, hospitaler, at man besøger og trøster alle sognebørn, alle syge, alle forsagte og anfægtede, de bedrøvede og ængstede samvittigheder. En rigtig trøsterig undervisning for de døende i deres dødstime. En rigtig, klar undervisning, sikkert begrundet ud fra Skriften, om, hvilke livsforhold eller livsstillinger der er kristne, om øvrigheden og dens gerning, om forældre, om hvordan det sømmer sig at forholde sig for sønner, døtre, ansatte, arbejdsgivere, undersåtter, ægtefolk, alle embeder og erhverv, for at de kan føre deres liv saligt, tugtigt og kristent.

Der er også ordentlige, sømmelige, ydre ceremonier og gudstjenester, en rigtig faste, anstændig beklædning, fri brug af de forskellige spiser, ordentlige kirker og steder, hvor man prædiker Guds ord. Og alt dette med den rette undervisning om den kristne frihed og om, hvordan man kan bruge den ydre gudstjeneste efter Guds vilje.

Efter disse højst fornødne stykker, på hvilke alene al magt ligger, og uden hvilke ingen kristen kirke kan være til, spørger de nuværende biskopper kun lidt eller intet. Og man må ynkes og til evig tid klage over, at de slet ikke bekymrer sig om så store sager, som rigtige biskopper burde kende, ikke tænker på dem, ikke kender noget til dem, heller ikke lader sig undervise eller belære deri.

(Derefter følger et nyt, længere afsnit med overskriften: I pavens kirke finder man disse stykker. Det er en registeragtig optegnelse over alt det i pavekirken, som Luther forkastede, småt og stort imellem hinanden: kirkeskikke, relikvier, valfarter, præsternes cølibat og konkubinat, munke og klostervæsen m. M. Han anklager biskopperne, som ikke har været på vagt overfor alt dette, som efterhånden har sneget sig ind, de har fundet sig i, at samvittighederne er blevne ledte vild undertiden bryder harmen løs. ”hvad ville apostelen Paulus have sagt overfor sådant skændigt misbrug, om det var hændt i hans tid? Men Djævelen skammer sig ikke over nogen løgn.” Han slutter således):

Disse offentlige misbrug vil biskopperne se bort fra. Men hvilken stor, grufuld skade sådanne ting har tilføjet sjælene og samvittighederne, det viser erfaringen. Gud Herren forunde os, at alle løgne og alt hykleri må blive gjort til skamme, og at Guds ord som hidtil må trænge igennem, få frit løb og blive prist! Amen.

________________

46. Til Nikolaus Hausmann i Zwickau

Coburg, 18. april 1530

Om forsinkelsen af rigsdagen.

Tyrkernes planer.

Til den gode mand, dr. Nikolaus Hausmann, den tro biskop for menigheden i Zwickau, min ældre broder i Herren.

Nåde og fred i Kristus! For Martin Sanger har jeg gjort så meget, som jeg kunne, kære Hausmann, sådan som han selv vil berette det. Ligeledes vil han fortælle Cordatus og dig, at vi endnu sidder ørkesløse her, uvidende om, hvornår vi kan rejse videre. For i går kom der et brev og et sendebud, som siger, at kejseren endnu opholder sig i Mantua, og at han vil fejre påskefesten dér. Der siges, at de pavelige gør sig de største anstrengelser for at hindre, at rigsdagen bliver til virkelighed, fordi de er bange for, at der skal træffes en beslutning, som går dem imod. Endelig siges der, at paven er vred på kejseren, fordi han vil blande sig i de kirkelige forhold og høre begge parterne. Han havde håbet, at kejseren ville nøjes med at udføre hans vilje mod kætterne og genoprette de gamle forhold. For de vil ikke have noget ændret, intet opgive, intet have afgjort ved dom, intet undersøgt, men ønsker simpelthen, at vi skal dømmes og tilintetgøres, men at de skal genindsættes i deres gamle besiddelse, og vi således gå til grunde. Ja, sådan vil vi komme til at gå den fuldkomne ruin i møde, således bør man forblinde de ugudelige, når de skal gå til grunde. Ja, der er endog dem, der mener, at rigsdagen helt bliver aflyst, så der intet bliver af den. Jeg har fået påbud af fyrsten om, når de andre er rejste af sted til rigsdagen, at forblive her i Coburg, jeg véd ikke, af hvilken grund. Sådan er alt, hvad der sker, usikkert fra dag til dag.

Florens (= Firenze) er hverken blevet erobret eller forligt med paven, men det smerter end ikke paven. Hæren i byen har altid råbt, at den også stod under kejserens kommando. Derfor har man på hans befaling ophørt udefra at bekæmpe dem med magt og har hævet belejringen og skænket dem friheden. Deraf kan du skønne, hvor meget vore bønner formår, når vi er vedholdende.

Tyrken skal have lovet eller rettere truet med, at han næste år vil vende tilbage til Tyskland med opbydelse af alle sine kræfter, og at han desuden vil føre tatarerne mod os med ikke mindre styrker. Men der står skrevet: ”Herren gør folkenes råd til intet,” [Sl 33, 10] Ordet og bønnen vil kæmpe imod dem. Bed for mig, og lev vel i Kristus!

Coburg, 2. påskedag 1530.

Martinus Luther.

Florentinerne har gennem et sendebud ladet købe for 1000 dukater af mine bøger i Frankfurt, de skal nu føres ned til Florens. Måske vil de give evangeliet indgang i deres by af had til paven. Dette meddeles som pålideligt fra Frankfurt.

(Luther var sammen med Melanchthon, Justus Jonas og Veit Dietrich og Spalatin og Agricola i kurfyrstens følge ankommet til grænsefæstningen Coburg 15. april. Først 23. april fortsatte kurfyrsten rejsen, efter at han dagen i forvejen havde fået en kejserlig skrivelse om rigsdagens åbning.)

________________

47. Til Melanchthon

Fæstningen Coburg, 23. april 1530

Luther mener, det er de sidste tider. Han ser tyrkerne med islam og pavens vranglære som tegn på dette.

Nattesøvn og bekymringer.

Til den kære broder, magister Philip, Kristi tro og vise tjener og discipel.

Nåde og fred i den herre Jesus! Omsider er vi da ankomne til vort Sinaj, kære Philip. Men vi vil gøre os et Sion af dette Sinaj, og bygge tre hytter, Salmerne én, Profeterne én og Æsop én. Men det vil tage tid. Stedet er i sandhed overmåde skønt og ypperligt egnet til studeringer, kun at din fraværelse gør det trist. Jeg begynder at blive vred af hele mit hjerte på tyrken og Muhammed, fordi jeg ser den utålelige Satans grumhed, hvormed de så hovmodigt hærger mennesker både til legeme og sjæl. Nuvel, jeg vil bede og græde og ikke høre op, før jeg føler, mit råb er blevet bønhørt i Himlen. Dig plager vort eget riges hjemlige uhyrer mere. Men det er os beskikket af Gud at se og udholde dette dobbelte ve, som samtidig raser og stormer løs på os i dette sidste angreb. Men selv dette angreb er et vidnesbyrd og en profeti om deres undergang og vor udfrielse.

Jeg beder Kristus, at han stadigt vil give dig en god nattesøvn og befri og bevogte dit hjerte for bekymringer, dvs. fra Djævelens gloende pile, amen. Dette skriver jeg i min fritid, jeg har nemlig endnu ikke fået min kiste med papir og andre sager, da jeg endnu ingen slotsforvalter har set. Her er intet, som kan forstyrre roligheden, hele det største hus, som rager op over hele fæstningen, står til vor rådighed. Jeg har fået overladt nøglerne til alle værelserne. Der skal være over 30 mand, som får deres kost her, deriblandt 12 til at holde vagt om natten og to hornblæsere til at holde udkig fra tårnene. Men hvad er det? Ellers har jeg ikke noget at fortælle. Guds nåde være med dig, amen. Hils dr. Kaspar og magister Spalatin fra mig! At hilse magister Agricola og Aquila har jeg bedt Jonas om.

Fra fuglenes rige, klokken 3, 1530.

Martinus Luther.

(Luther var ikke alene på borgen. Foruden nevøen Cyriakus havde han den 23-årige magister Veit Dietrich, en af hans ”bordfæller” fra Wittenberg, til selskab, sammen med ham læste Luther Davids Salmer.)

________________

48. Til Luthers bordfæller

Fæstningen Coburg, 28. april 1530

Luther morer sig over fuglenes ”rigsdag” uden for borgen, som han sammenligner med den i Augsburg.

Nåde og fred i Kristus, kære herrer og venner! Jeg har modtaget jeres fælles skrivelse og erfaret, hvordan det står til alle vegne. Og for at I atter må erfare, hvordan det står til her, gør jeg jer hermed vitterligt, at vi, nemlig jeg, magister Veit og Cyriakus, ikke drager til rigsdagen i Augsburg, men at vi alligevel nok er komne til en anden rigsdag.

Der er lige neden for vort vindue et krat som en hel lille skov, hvor allikerne og kragerne har henlagt en rigsdag. Der er en riden frem og tilbage og et uophørligt skråleri dag og nat, som om de alle sammen var fulde og gale, og gamle og unge tirrer hinanden, så det undrer mig, at deres stemme og vejr kan slå til så længe. Og jeg gad nok vide, om der er nogen tilbage hos jer af disse adelsmænd og rustede krigere, jeg synes, de må være forsamlede her fra hele verden.

Jeg har endnu ikke set deres kejser, men ellers danser og svanser herremændene og storpralerne bestandigt for vore øjne. De er ikke just prægtigt klædte, men alle ensformigt i samme farve, alle lige sorte og med lige grå øjne. Alle synger de den samme sang, dog med den liflige forskel mellem gamle og unge, store og små. De sætter ikke pris på de store paladser og sale, for den skønne, vide himmel danner hvælvingen i deres hal, deres gulv er idel mark, smykket med smukke grønne grene, og væggene er så vide, som nåede de til verdens ende. De bryder sig heller ikke om heste og harnisk, for de har fjervogne, hvormed de undflyr selv bøsserne og kan unddrage sig et vredesudbrud. Det er store, mægtige herrer, men hvad de beslutter, véd jeg endnu ikke.

Så vidt jeg dog har hørt af en tolk, har de et vældigt krigstog for imod hvede, byg, havre og malt og allehånde sæd og korn, og her vil mange blive slået til riddere og udføre store bedrifter.

Sådan sidder vi her i rigsdagen og hører og ser til med stor lyst og glæde, hvordan fyrsterne og herrerne synger lystigt og lever højt sammen med rigets andre stænder. Men navnlig morer vi os over at se, hvor ridderligt de svanser, pudser deres næb og styrter sig i kampen, så de indlægger sig ære, idet de overvinder korn og malt. Vi ønsker dem held og lykke til alle sammen at blive spiddet på en gærdestav.

For jeg regner dem ikke for andet end sofister og papister med al deres prædiken og skriven, og alle dem må jeg altså have for mine øjne i én flok, for at jeg kan høre deres liflige røst og prædiken og se, hvilket overmåde nyttigt folkefærd de er til at forstå alt, hvad der er på jorden og så oven i købet bestandigt drive gæk med os.

I dag har vi hørt den første nattergal, den har ellers ikke villet stole på april. Hidtil har vi kun haft dejligt vejr, det har endnu ikke regnet ud over en smule i går. Hos jer er det måske anderledes. Hermed Gud befalet, og se til, at I holder godt hus.

På malt-tyrkernes rigsdag, 28. april 1530.

Martinus Luther, dr.

________________

49. Til Melanchthon

Fæstningen Coburg, 12. maj 1530

Luther bliver hindret i sit omfattende arbejde på grund af problemer med hovedet.

Han får medicin for dette. Mærker tydeligt alderdommens skavanker.

Luther erkender nødvendigheden af at slappe af og ikke arbejde for hårdt. Formaner også Melanchthon til at passe på sit helbredt. Hvile er gudstjeneste.

Til den kære broder, magister Philip Melanchthon, den modige og tro Christophorus (Kristus-bærer).

Nåde og fred i Herren! Kære Philip! Allerede den 8. maj begyndte jeg på et svar på dit brev fra Nürnberg, men så kom der noget i vejen, så at jeg har opsat det til nu, og i mellemtiden har jeg modtaget pakken fra Augsburg med jeres breve. Mit stridsskrift mod de gejstlige har jeg allerede for længe siden gjort færdigt og sendt til Wittenberg. Jeg har også oversat de to kapitler hos Ezekiel om Gog, som skal udgives tillige med en fortale. Da jeg var færdig med det, tog jeg fat på Profeterne og greb sagen an med så stor en iver, at jeg beregnede at have profeterne oversat før pinse. Derefter skulle jeg til Æsop og andre ting. Og jeg ville sikkert have fået det gjort, således skred arbejdet fra hånden.

Men det gamle, ydre menneske led skade, så at det hverken kunne udholde eller følge det nye, indre menneskes energi. For mit hoved begyndte at fyldes med susen, ja torden, så hvis jeg ikke straks havde ladet arbejdet ligge, ville jeg være faldet i afmagt, hvad jeg kun med nød og næppe har undgået de to sidste dage. Således er det nu tredje dag, hvor jeg hverken har villet eller kunnet se et bogstav. Det vil ikke længere gå, ser jeg nok. Årene begynder at gøre sig gældende. Mit hoved er blevet til et kapitel, og således vil det gå videre: det bliver til en paragraf og til sidst blot en simpel sætning [: et latinsk ordspil, hvor noget bliver mindre og mindre]. Derfor er jeg ganske ledig og hviler helt. Men efterhånden vil denne uro i hovedet lægge sig, når den bliver behandlet med de fornødne lægemidler og medicin. Her har du grunden til, at jeg svarer dig så sent. Samme dag, som dit brev kom fra Nürnberg, havde Satan sit gesandtskab hos mig. Men jeg var alene, både Veit og Cyriakus var borte, og han vandt sejr, for så vidt som han tvang mig til at forlade værelset og søge andre menneskers selskab. Jeg kan næsten ikke vente på den dag, da jeg endelig skal se denne min ånd iklædt vældig kraft, ja guddommelig majestæt.

Således står det til indadtil med mig, udadtil er det anderledes. Blandt andet skriver du om, at Eck igen fører krig mod os sammen med din Billican. Hvad har man ellers at gøre på rigsdagen? Således tænker disse klodsede æsler om kirkens sager, således behandler de dem. Men lad dem passe sig selv! Magister Joakim har sendt mig karotter, dadler og druevin, og to gange har han skrevet til mig på græsk. Men når jeg bliver rask igen, vil jeg skrive et brev til ham på tyrkisk, så kan han selv prøve at læse noget, som han ikke forstår. Hvorfor skriver han dog til mig på græsk? Her vil jeg slutte (mere en anden gang), for at jeg ikke igen skal fremkalde den hovedpine, som endnu ikke har fortaget sig. Jeg mærker den allerede stærkt. Men jeg beder, I må også bede!

Jeg ville meget gerne have skrevet til den unge fyrste, således som du ønsker, om den unge makedoner, og til den gamle fyrste og til jer alle, men jeg kan først gøre det senere. Herren være med jer! Hils hele jeres kreds! Men hvad jeg først og fremmest ønsker, er, at du ser til ikke at ødelægge dit hoved, således som jeg har gjort det. Derfor pålægger jeg dig og alle vennerne, at de under trussel om bandlysning tvinger dig til at tage de fornødne helbredshensyn, så du ikke går hen og bliver din egen morder og bagefter foregiver, at det kun er sket, fordi du var lydig mod Gud. For man tjener Gud ved at hvile, ja måske bedre ved at hvile end ved alt andet. Derfor har han befalet at overholde sabbatten så særlig strengt. Foragt derfor ikke dette! Det er Guds Ord, jeg skriver.

12. maj 1530.

Din Martinus Luther.

________________

50. Til kurfyrst Johan af Sachsen

Fæstningen Coburg, 20. maj 1530

Luther opmuntrer kurfyrsten og roser ham for han arbejde for evangeliets fremme.

Til den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Johan, hertug af Sachsen, osv.

Nåde og fred i Kristus, vor Herre og frelser, amen! Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Jeg har nu længe tøvet med svar på Deres kurfyrstelige Nådes første skrivelse fra Augsburg, som I nådigt har skrevet til mig for at meddele mig nyheder og formane mig til, at jeg ikke skal lade tiden falde mig lang på dette sted. Men det er visselig uden grund, at Deres kurfyrstelige Nåde så nådigt tænker på mig og bekymrer jer for mig. For vi skal tænke på og sørge og bede for Deres kurfyrstelige Nåde, som vi da sandelig også troligt gør. Tiden falder mig sandelig ikke lang, vi lever som fyrster her, og disse uger her er følgelig svundet for mig, så de knapt synes mig som tre dage. Men Deres kurfyrstelige Nåde er og må nu være på et kedsommeligt sted, så hjælpe da vor kære fader i himmelen, at Deres kurfyrstelige Nåde må blive fast og tålmodigt i hans nåde, som han så rigeligt har bevist os.

For for det første er det jo sikkert, at Deres kurfyrstelige Nåde alene for Guds skyld må bære sådan møje, bekostninger, fare og kedsomhed, fordi alle de rasende fyrster og fjender ikke har nogen anden beskyldning mod Deres kurfyrstelige Nåde, end at I holder jer til det rene og skære levende Guds ord. Ellers må de jo anse Deres kurfyrstelige Nåde for en ulastelig, stille, from og tro fyrste.

Fordi dette er sikkert, så er det jo et stort tegn på, at Gud har Deres kurfyrstelige Nåde kær - som den, hvem han så rigeligt har skænket sit hellige ord og gjort værdig til for Ordets skyld at udstå sådan vanære og fjendskab, hvilket altid må trøste Deres samvittighed. For at have Gud til ven er jo en rigere trøst end at have hele verdens venskab. Derimod ser vi, hvordan Gud ikke agter de rasende og vredagtige fyrster værdige til at kende eller eje hans ord. Ja, forblindede og forhærdede må de endog bespotte og forfølge det som rasende og ubesindige, hvad der er skrækkelige tegn på hans store harme og vrede over dem. Derfor burde de med rette ræddes og være fortvivlede i deres samvittighed, og sådan må det da også gå dem til sidst.

Oven i købet viser den barmhjertige Gud sig endnu nådigere ved, at han gør sit ord så mægtigt og frugtbart i Deres kurfyrstelige Nådes land. For Deres kurfyrstelige Nådes land har visselig de fleste og de allerbedste præster og prædikanter, som forkynder læren så troligt og rent og hjælper til at holde en så skøn fred og orden som i intet andet land i hele verden. Derfor vokser der nu en skøn ungdom op af drenge og piger, som er så vel oplærte i katekismen og i Skriften, at det gør mit hjerte godt at se, hvordan unge drenge og piger nu langt bedre kan bede til, tro på og tale om Gud og Kristus, end alle stiftelser, klostre og skoler førhen har kunnet og endnu den dag i dag kan det.

Denne ungdom i Deres kurfyrstelige Nådes land er visselig et skønt paradis, som der heller ikke findes mage til i verden. Og alt sådant bygger Gud i Deres kurfyrstelige Nådes skød til tegn på, at han er Deres kurfyrstelige Nåde nådig og blid. Som ville han sige: ”Velan, kære hertug Hans, her betror jeg dig min ædleste skat, mit dejlige paradis, at du skal være en far derfor. For jeg vil have det under din beskærmelse og styrelse og gøre dig den ære, at du skal være min gartner og tilsynsmand.” Dette er visselig sandt. For vor Gud og Herre, som har sat Deres kurfyrstelige Nåde til at være dette lands fader og hjælper, han opholder os alle ved Deres kurfyrstelige Nådes embede og tjeneste, og alle må vi spise Deres kurfyrstelige Nådes brød. Det er jo ganske, som om Gud selv var Deres kurfyrstelige Nådes daglige gæst og Deres myndling, fordi hans ord og hans børn, som ejer hans ord, er Deres kurfyrstelige Nådes daglige gæster og myndlinge.

På den anden side er det værd at lægge mærke til, hvilken skade de andre fyrster ved deres rasen tilføjer den kære ungdom, så de forvandler Guds paradis til syndige, rådne, djævelske pøle og ødelægger alt, og de har også dagligt idel djævle til bords og som deres gæster. For de er ikke værdige til Guds ære, siden de af alt deres gods end ikke giver Guds ord et glas koldt vand. Ja, de giver tilmed stadigt den tørstende Kristus på korset eddike, myrra og galde. Og dog findes der alligevel hemmeligt mange fromme mennesker iblandt dem, som længselsfuldt ser hen til Deres kurfyrstelige Nådes paradis og forjættede land og bærer det frem i inderlig forbøn.

Fordi Gud da bor så rigeligt i Deres kurfyrstelige Nådes land og i sin store nåde lader sit ord herske dér, så at Deres kurfyrstelige Nådes embede, midler og ganske ejendom bruges til hans salige tjeneste og egentligt alt sammen er idel daglige almisser og ofre, som uafladeligt skænkes Guds hellige ord til ære, og da Deres kurfyrstelige Nåde tilmed er begavet med et fredsommeligt hjerte, som ikke er blodtørstigt eller morderisk, sådan som hin flok er og må være, så har Deres kurfyrstelige Nåde sandelig al grund til at fryde jer i Gud og trøste jer ved sådanne store tegn på hans nåde. For det er jo en stor og herlig ære, at Gud har udvalgt og indviet Deres kurfyrstelige Nåde og agtet jer værdig til med liv og gods, land og folk og alt, hvad I ejer, at yde ham denne skønne gudstjeneste, at hans guddommelige ord ikke blot ikke forfølges, men ligesom ernæres og opholdes i Deres land. Ej heller skader det noget, om nogle iblandt os er dårlig stillet, derfor går Deres kurfyrstelige Nådes tro tjeneste alligevel ud på at bevare Ordet.

Og endeligt har Deres kurfyrstelige Nåde også det fortrin, at alle kristne, særligt i Deres egne lande, beder inderligt og trofast for jer, og vi véd, at vor bøn er ret, og at sagen er god, hvorfor vi også er sikre på, at den er Gud velbehagelig og vil blive bønhørt. Ja, den kære ungdom vil udrette dette, de, som med deres uskyldige tunger beder og råber så inderligt til Himmelen og så trofast anbefaler Deres kurfyrstelige Nåde i Guds varetægt som deres kære fader. Derimod véd vi jo, at modstandernes sag er dårlig, hvorfor de heller ikke kan bede, men bruger lumske anslag og bygger alt på deres egen kløgt og magt, som man jo tydeligt kan se, men så står huset jo på det rene sand.

Denne min skrivelse vil Deres kurfyrstelige Nåde nok nådigt modtage af min hånd, Gud véd, at jeg siger sandheden og ikke hykler, for det gør mig ondt, om Satan skulle komme og ængste og formørke Deres kurfyrstelige Nådes sind. For jeg kender ham ganske godt fra den side og véd nok, hvordan han plejer at drive sit spil med mig selv. Han er en sorgens og surmuleriets ånd, som ikke kan lide, at et hjerte har glæde og hvile, især ikke fred i Gud. Hvor langt mindre vil han da kunne lide, at Deres kurfyrstelige Nåde er ved godt mod, da han nok véd, hvor meget Deres ve og vel ligger os alle på hjerte, og ikke blot os, men næsten hele verden. Ja, jeg kunne næsten sige selve himmelen, fordi der virkelig i Deres kurfyrstelige Nådes land er en stor del af Kristi rige, som ved frelsens ord er og uafladeligt bliver bygget. Det véd Satan, og derover vredes han. Derfor er vi alle pligtige at stå Deres kurfyrstelige Nåde trofast bi med forbøn, trøst, kærlighed og med alt, hvad vi til enhver tid kan. For når Deres kurfyrstelige Nåde er glad, så lever vi, men når I er bedrøvet, da er vi syge.

Men vor kære herre og trofaste frelser, Jesus Kristus, som al nådes fader så rigeligt har åbenbaret og skænket os, han sende jer sin Helligånd, den rette evige trøstermand, som er langt bedre end alle mine ord, og han opholde, styrke og bevare altid Deres kurfyrstelige Nåde imod alle sorgens, mørkets og vredens ånds giftige og gloende pile. Amen, kære Gud, amen!

Givet den 20. maj 1530.

Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

Martinus Luther.

________________

51. Til Luthers Søn Hans

Fæstningen Coburg, muligvis 19. juni 1530

Luther skriver til sin søn Hans på fem år og bruger følgende pædagogiske metode: Han digter en sød historie om en paradisisk have, hvor alle børn er kongebørn, der leger, ridder på heste, danser og har adgang til alle slags frugter. For at komme ind i haven må man være from, flittig og bede.

Min hjertekære søn, Hansemand Luther i Wittenberg.

Nåde og fred i Kristus, min kære lille dreng! Jeg ser gerne, at du lærer meget og beder flittigt. Gør det, min lille søn, og bliv ved med det, så vil jeg tage en køn gave med til dig, når jeg kommer hjem.

Jeg kender en smuk og dejlig have. Derinde går mange børn, som har små gyldne klæder på, og de samler dejlige æbler op under træerne og pærer, kirsebær og gule og blå blommer. De synger, hopper og er glade, og de har også kønne små heste med guldtømmer og sølvsadler. Så spurgte jeg den mand, som ejer haven, hvad det var for børn, og han svarede: ”Det er de børn, som gerne beder og er flittige og fromme.” Så sagde jeg: ”kære mand, jeg har også en lille dreng, som hedder Hansemand Luther, kunne han ikke også komme herind i haven, så han også kunne få sådanne dejlige æbler og pærer og ride på sådanne nydelige små heste og lege med disse børn?” Så sagde manden: ”Hvis han beder og er flittig og from, så skal han også komme ind i haven, og også Lippus og Jost. Og når de kommer alle sammen, så skal de også få fløjter, trommer og alle slags strengespil, og de skal også danse og skyde med små armbrøster.”

Og han viste mig en dejlig eng der i haven, som var indrettet til dans. Der hang masse af gyldne fløjter og trommer og fine sølvarmbrøster, men det var endnu så tidligt, at børnene ikke havde spist, derfor kunne jeg ikke vente på dansen og sagde til manden: ”Åh, kære herre, jeg vil straks gå hen og skrive alt dette til min lille søn Hansemand, for at han altid kan bede flittigt og være from og flink, for at han også kan komme i denne have. Men han har en tante Lene, hende må han have med.” Så sagde manden: ”Lad gå, gå så hen, og skriv det til ham.”

Derfor, min kære lille Hansemand, vær flittig og bed trøstigt, og sig det også til Lippus og Jost [Melanchthons og Justus Jonas’ drenge], for at de også kan være flittige og bede, så skal I komme sammen ind i haven. Hermed den almægtige Gud befalet, hils tante Lene, og giv hende et kys fra mig.

År 1530.

Din kære far

Martinus Luther.

________________

52. Til Hieronymus Weller i Wittenberg

Fæstningen Coburg, 19. juni 1530

Luther takker for undervisningen af lille Hans Luther.

Han giver gode råd mod tungsind og depression.

Nåde og fred i Kristus! Jeg har fået to breve fra dig, kære Hieronymus, begge særdeles kærkomne. Ganske særligt det sidste, hvori du skriver om min søn Hans, at du er hans lærer, og han din interesserede og opmærksomme discipel. Hvor ville jeg dog gerne gengælde dig det, om jeg kunne! Kristus vil belønne dig, hvor jeg kommer til kort.

For øvrigt har magister Veit ladet mig vide, at du undertiden lider af depression[det latinske ord her er ”trist”], som især angriber de unge, sådan som Skriften siger: ”Modløshed udtørrer knoglerne.” [Ordsp 17, 22]. Og på mange steder forbyder Helligånden dette tungsind, således Prædikeren 11, 9: ”Glæd dig, unge mand, mens du er ung, lad dit hjerte være glad i ungdommens dage.” Og lige efter: ”Fjern kvalen fra dit hjerte.” Sådan også Siraks Bog 30, 21-24: ”Giv dig ikke hen i sorg, plag ikke dig selv med grublen. Et lykkeligt hjerte er liv for mennesket, glæde øger tallet på dets levedage. Nyd livet, skaf dit hjerte opmuntring, og hold sorgen langt borte, mange er jo gået til i sorg, den er til ingen nytte. Lidenskab og vrede gør ens levedage færre, bekymring gør én gammel før tiden.” Sådan siger også Paulus til korintherne, at verdens bedrøvelse virker død.

Derfor må det bestemt slås fast for dig, at disse mørke, knugende tanker ikke er fra Gud, men fra Djævelen. For Gud er ikke bedrøvelsens Gud, men trøstens og glædens Gud. Som Kristus selv siger det: ”Han er ikke dødes, men levendes Gud.” Og hvad er det at leve andet end det at være glad i Herren? Væn dig derfor til over for sådanne tanker straks at drive dem på flugt, idet du siger: ”Det er ikke Gud, som har sendt dig.” Denne overtalelse er ikke fra ham, som kaldte dig. Kampen er hård i begyndelsen, men igennem øvelsen bliver den lettere. Du er jo ikke den eneste, som kæmper med de tanker. Det gør alle de hellige. Men de har stridt og sejret. Derfor må heller ikke du give op over for de onde tanker, nej, gå dristigere på!

Den store hemmelighed i denne kamp er dette ikke at lytte til disse tanker, grunde over dem eller bryde sig om deres bebrejdelser, men agte dem ringe og gå dem forbi som en hvæsende gås. Den, som får lært det, vil sejre. Den, som ikke får det lært, vil blive overvundet. For at lytte til dem og disputere med dem, indtil de skulle høre op eller vige af sig selv, er netop at tirre og forstærke dem. Lad Israels folk være dig et eksempel! De vandt sejr over slangerne ikke ved at betragte dem og indlade sig i kamp med dem, men ved at vende blikket i en anden retning, nemlig til kobberslangen. Dette er den rigtige og sikre vej til sejr i denne kamp. Se derfor til, kære Hieronymus, at du ikke giver rum for disse tanker i dit hjerte! Således svarede en forstandig mand engang en anden, som var anfægtet og sagde: ”Der falder mig sådanne onde tanker ind.” - ”Så lad dem falde ud igen,” var svaret. Det var det allerbedste svar, han kunne have givet ham. Og en anden gang, da der var en mand, som klagede over det samme, var der én, som svarede ham: ”Du kan ikke hindre fuglene i at flyve over dit hoved, men du kan hindre dem i at bygge rede i dit hår.”

Derfor vil du gøre bedst i at more dig sammen med andre eller fornøje dig på anden måde, uden så bagefter at få dårlig samvittighed af morskaben. For Gud har ikke velbehag i denne golde bedrøvelse. Bedrøvelsen over vore synder er derimod på én gang kortvarig og glad i nådens forjættelse og syndernes forladelse. Men bedrøvelsen fra Djævelen er uden forjættelse. Den er en blot og bar bekymring over ting, som er unyttige og umulige for Gud. Mere derom, når jeg kommer hjem igen. Hils din broder indtil videre! Jeg er begyndt på et brev til ham, men sendebudet har hastværk. Jeg skal en anden gang skrive til ham og andre. Jeg anbefaler din discipel til dig. Kristi Ånd trøste og opmuntre dit hjerte, amen!

19. juni 1530.

Din Martinus Luther.

________________

53. Til Melanchthon

Fæstningen Coburg, 30. juni 1530

Luther skriver til Melanchthon, der har svært ved at bevare modet under forhandlingerne på rigsdagen i Augsburg.

Til min kære broder, magister Philip Melanchthon, Kristi discipel.

Nåde og fred i Kristus! Jeg véd virkeligt ikke, kære Philip, hvordan jeg skal skrive til dig, sådan forfærdes jeg ved tanken på dine pessimistiske og frugtesløse bekymringer, at jeg tror, jeg kommer til at tale for døve øren. Det kommer af, at du kun tror på dig selv. Mig og andre tror du ikke på, til stor skade for dig selv. Jeg vil tilstå dig sandheden: jeg har været i større trængsler, end du nogensinde vil komme i, og jeg håber og ønsker, at intet menneske, end ikke de, som nu raser således mod os, hvor fordærvet og skændige de end er, skal friste samme skæbne som jeg. Og dog er jeg ofte i disse svære tider blevet opmuntret gennem et broderligt ord, undertiden fra Pomeranus [: Bugenhagen], undertiden fra dig, undertiden fra Jonas og andre. Hvorfor lytter du dog så ikke også til os, som virkelig ikke taler efter kødets eller verdens vilje, men efter Guds vilje og med garanti ved Helligånden? Lad blot os blive agtede ringe, for at ikke han, beder jeg, skal blive agtet ringe, som taler gennem os. Er det da en løgn, at Gud har givet os sin Søn, så lad Djævelen være et menneske i mit sted eller en af sine skabninger. Men er det sandhed, hvorfor går vi så i denne stygge frygt og ængstelse, bekymring og sorg? Som om ikke han, der gav os sin søn, ville stå os bi i de mindre ting, eller som om Satan var stærkere end han!

Når en sorg rammer os personligt, så er jeg den svage, og du den stærke. Derimod i forhold, som vedrører det almene, der er du, som jeg i de private, og jeg er i de almene spørgsmål som du i de private (hvis man kan kalde det privat, som foregår mellem mig og Satan). Du agter dit eget liv ringe, men frygter for den almene sag. Jeg derimod er i den almene sag ved godt og frejdigt mod, da jeg véd for vist, at vor sag er retfærdig og sand. Ja den er Guds og Kristi egen sag, som ikke blegner under syndens skyld, således som jeg usle helgen må blegne og skælve for min person. Derfor er jeg en næsten sorgløs tilskuer og agter papisternes trusler og rasen for intet. Hvis vi falder, falder Kristus, verdens hersker, med os. Og skulle det ske, at han falder, så vil jeg hellere falde med Kristus end stå med kejseren.

Det er heller ikke jer, som bærer denne sag alene. Sandelig, jeg er trofast hos jer med mine suk og bønner. Blot jeg også kunne være der også med min person! For det er jo også min sag, ja mere min end alle jeres, men aldrig har jeg handlet i ubesindighed eller drevet af begær efter ære eller vinding, det vidner Ånden for mig. Det har også sagen selv vist hidtil og skal stadig vise det indtil enden. Derfor beder jeg dig ved Kristus: sæt ikke således de guddommelige forjættelser og trøstegrunde til side, når han siger: ”Kast dine bekymringer på Herren. Sæt dit håb til Herren, vær stærk, fat mod.” Salmernes bog og evangelierne er fulde deraf. ”Vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Det skal vise sig, at det er rigtigt, det véd jeg med sikkerhed, at Kristus er verdens overvinder. Hvorfor frygter vi da således for den overvundne verden, som om den var sejrherren? Dog, et sådant ord skal man hente på sine knæ fra Rom og Jerusalem. Men fordi vi har forjættelserne i så stort et tal og til stadighed, og de er os så kendte, forstår vi ikke at værdsætte dem ret. Men det er ikke godt. Jeg véd, det skyldes vor tros svaghed. Men lad os bede med apostlene: ”Herre, giv os mere tro.”

Salzburgtyrannen, som har voldt dig så megen fortræd, skal Herren gengælde efter hans gerninger. Men han havde fortjent et andet svar af dig, sådant et, som jeg rimeligvis ville have givet ham: ”Vil jeres kejser ikke tåle, at riget bringes i forvirring, så vil vor herre kejser heller ikke tåle denne spot. Stol I kun trøstigt på jeres kejser, så vil også vi stole på vores og se, hvem der beholder marken.” Nuvel, lad dem kun handle. De har endnu ikke nået enden. De ønsker, frygter jeg, at høre det kendte ord af Julius Cæsar: ”De har villet dette.”

Men det er forgæves, at jeg skriver dette, da du efter filosofien vedbliver at styre disse anliggender med din forstand, det vil sige, at handle afsindigt med forstanden. Du tager livet af dig selv og kan heller ikke indse, at en sag, som ikke ligger i din hånd og ikke følger din plan, også vil blive afgjort, uden at du behøver at bekymre dig om det. Og Kristus forbyde, at den skulle blive overgivet til din plan og i din hånd, hvad du så standhaftigt ønsker. Så ville vi smukt gå en hastig undergang i møde for alverdens åsyn. Men det hedder: ”Stræb ikke efter det, der overgår din formåen.” Det angår dig. Den herre Jesus bevare dig, at din tro ikke skal svigte, men at den må vokse og vinde sejr, amen! Jeg beder for dig, har hidtil gjort det og vil fremdeles gøre det, og jeg tvivler ikke om, at jeg er blevet bønhørt, for jeg føler dette ”amen” i mit hjerte. Går det ikke efter vor vilje, så sker dog det, som er bedre. For vi forventer et kommende rige, når alt i denne verden har skuffet os.

Den sidste dag i juni 1530.

Din Martinus Luther.

________________

54. Til Nikolaus Hausmann

Fæstningen Coburg, 6. juli 1530

Om oplæsningen af Den Augsburgske Bekendelse på rigsdagen 25. juni.

Kejseren og mange biskopper synes at være positiv stemt.

Bønnens vigtighed.

Den ærværdige hr. Nikolaus Hausmann, den tro og oprigtige biskop for menigheden i Zwickau.

Nåde og fred i Kristus! Bedste ven! Vor ven Februarius eller Hornung vil fortælle dig alt det, som foregår Augsburg og her hos mig, bedre end jeg kan gøre det skriftligt. Dog har dr. Jonas efter hans ankomst hertil skrevet til mig, at vores Bekendelse, som vor ven Philip har forfattet, af vor kurfyrstes minister dr. Kristian er blevet oplæst offentligt for kejseren og alle rigets fyrster og bisper i selve kejserens palads, dog med udelukkelse af folkets brede lag.

Bekendelsen er underskrevet først af kurfyrsten af Sachsen, derefter af markgrev Georg af Brandenburg, vor unge fyrste Johan Frederik, landgreven af Hessen, hertugerne Ernst og Franz af Lüneburg, fyrst Wolfgang af Anhalt og af byerne Nürnberg og Reutlingen.

Nu går de kejserlige og rådslår om svaret. Mange biskopper er stemte for fred og foragter Fabers og Ecks kunster. En af biskopperne skal under en privat samtale have sagt: ”Dette er den rene sandhed, vi kan ikke benægte den.” Ærkebiskoppen af Mainz roses meget for sin iver for freden. Ligeledes har hertug Frederik af Brunsvig, som venligt havde indbudt Philip til sit bord, bevidnet, at han ikke kunne modsige artiklerne om nadveren under begge skikkelser, om præsternes ægteskab og om ligegyldigheden af de forskellige spiser. Vore venner giver også kejseren den ros, at ingen på rigsdagen er mildere end han. Således former begyndelsen sig. Kejseren behandler vor kurfyrste ikke blot venligt, men næsten med ærbødighed. Sådan skriver Philip.

Det er forbavsende, hvor alle er optændte af hengiven kærlighed for kejseren. Om Gud vil det, kan denne sidste kejser måske blive den bedste, ligesom den første var den værste. Lad os kun bede, for bønnens magt fornemmes håndgribeligt. Underret Cordatus og alle brødrene om dette, det er nemlig sandhed. Jeg tænker, du i mellemtiden har modtaget mine breve til dig og din broder.

Herren være med dig, amen! Hils alle vore venner!

Fra ørkenen, 6. juli 1530.

Din Martinus Luther.

(25. juni om eftermiddagen havde minister Kristian Beier oplæst Den Augsburgske Bekendelse, ikke i den sædvanlige, store rigsdagssal, hvortil mange tilhørere havde adgang, men i en mindre sal i biskoppens palads, hvor kejseren boede. Men oplæsningen blev hørt af en stor mængde, som var forsamlet i gården udenfor.)

________________

55. Til Konrad Cordatus i Zwickau

Fæstningen Coburg, 6. juli 1530

Luther udtaler sin fulde tilfredshed med Den Augsburgske Bekendelse.

Bøn.

Nåde og fred i Kristus! Her har du, kære Cordatus, ét levende og ét livløst brev, nemlig Februarius og mit brev til din biskop. I dem vil du kunne få alt det at vide, som jeg nu véd om rigsdagen. Derfor har jeg intet yderligere at skrive til dig. Jonas skriver, at han har været til stede og hørt, da vore venners bekendelse blev forelæst af dr. Kristian i fulde to timer, og at han gav agt på alles ansigtsudtryk. Om dette har han lovet mig en mundtlig beretning. Jeg har et eksemplar af Bekendelsen her, men har påbud om at holde den hemmelig.

Modstanderne har målbevidst og med alle midler arbejdet på, at kejseren hverken skulle tillade oplæsningen eller påhøre den. Dog fik de udvirket, at den ikke blev læst op offentligt for rigets undersåtter. Men derefter blev den på kejserens befaling overrakt og læst op for det samlede rige, det vil sige for rigets fyrster og stænder. Jeg glæder mig af hjertet over at have oplevet denne time, hvor Kristus er blevet offentligt forkyndt gennem sådanne bekendere i en så stor forsamling i en så helt igennem smuk bekendelse. Således opfyldes ordet: ”Jeg taler om dine vidnesbyrd for konger.” Men også det efterfølgende skal opfyldes: ”og jeg er ikke blevet til skamme.” [Sl 119, 46 - dette vers står som motto på titelbladet af Bekendelsen]. For han, som ikke lyver, har sagt: ”Den, som bekender mig for mennesker, ham vil jeg bekende for min fader, som er i Himlen.”

Om de andre ting tænker jeg, du får alt at vide fra anden side. For der er udkommet en bog om kejserens festlige indtog. Jeg må efter håndgribelige beviser erkende, at Gud med rette kaldes bønhører, Salme 65, for dette navn lovprises han med rette og efter fortjeneste over hele jordens kreds. Bliv derfor ved at bede og opflamme alle til bøn, især for kejseren, denne prægtige, unge mand, som er værdig til Guds og menneskers kærlighed. Dernæst for vor fyrste, der ikke er mindre god, og som bærer på et tungt kors, og for Philip, som plager sig sørgeligt med bekymringer. Sender man bud efter mig, sender jeg også bud efter dig, tvivl ikke om det. Herren være med dig, amen!

Fra ørkenen, 6. juli 1530.

Din Martinus Luther.

________________

56. Til Lazarus Spengler

Fæstningen Coburg, 8. juli 1530

Kurfyrsten har bestilt Lazarus Spengler i Nürnberg til at udforme et segl til Luther.

Luther giver her sin egen tolkning af den berømte Luther-rose.

Nåde og fred i Kristus! Ærbare, gunstige kære herre og ven! Siden du ønsker at vide, om du har ramt rigtig med udarbejdelsen af mit segl, så vil jeg her i alt venskab meddele dig mine første tanker om, hvad jeg kunne ønske at sætte i mit segl som et symbol på min teologi.

Det første skulle være et sort kors midt i et hjerte, som har sin naturlige farve, for at jeg kunne minde mig selv om, at troen på den korsfæstede frelser os. For hvis man tror af hjertet, bliver man retfærdiggjort.

Skønt det er et sort kors, der skal døde og også smerte, så lader det dog hjertet beholde sin farve og ødelægger ikke naturen. Det dræber ikke, men bevarer i live. For den retfærdige skal leve af tro, nemlig af tro på den korsfæstede?

Dette hjerte skal stå midt i en hvid rose for at tilkendegive, at troen giver glæde, trøst og fred og sætter hjertet i en hvid, strålende rose. Men det er ikke den glæde og fred, som verden giver, derfor skal rosen være hvid og ikke rød. Den hvide farve er åndernes og alle englenes farve.

Denne rose står i et himmelblåt felt, fordi denne glæde i ånden og troen er en begyndelse til den kommende himmelske glæde. Den er allerede tilegnet og grebet i håbet, men er endnu ikke åbenbaret.

Og i det blå felt skal der være en gylden ring, som symbol på, at denne salighed i Himlen varer evigt og aldrig får ende. Den overgår langt al anden glæde og rigdom, ligesom guldet er det ædleste og kostbareste metal.

Vor kære herre Kristus være med din ånd, til du har fået det evige liv!

Skrevet fra ørkenen Grubok, 8. juli 1530.

________________

57. Til Justus Jonas

Fæstningen Coburg, 13. juli 1530

Opfordring til at stå fast over for papisternes forhandlingsplaner.

Den ærværdige kristen, hr. Justus Jonas, Kristi bekender, i Augsburg, min ældre broder i Herren!

Nåde og fred i Herren! Her sidder jeg, kære Jonas, og gør mig bekymrede tanker om jer. Jeg formoder, at vor sag netop nu nærmer sig det kritiske punkt, men jeg håber samtidigt, at den skal få en god udgang. Kun må I ikke tabe modet. Jo mere overmodige de andre bliver, des mindre må I vige. Jeg tror, de vover at mene, at I bøjer jer og viger på alle punkter, når de blot giver deres befalinger og forskrifter gennem kejseren. Hvem kan undgå at se, at kejseren intet gør af sig selv, men sættes i bevægelse og bearbejdes af andre. Hvis I står fast uden at vige, tvinger I dem til at tænke anderledes om jer og forandre de planer, de har lagt, så de giver sig udslag i forbitrelse. Så vil vor sag have lettere ved at modstå vold og trusler end de sataniske rænker, som jeg hidtil har frygtet mest.

Lad dem kun gøre krav på den retmæssige besiddelse. Lad så også os kræve, at de giver os Leonhard Kaiser tilbage og mange andre, som de med så blodig uret har dræbt. At de tilbagegiver de mange sjæle, som er ført i fordærv ved deres ugudelige lære. At de tilbagegiver alt det gods, som de har tilranet sig ved deres svigagtige afladshandel og andre bedragerier. At de tilbagegiver den Guds ære, som de har krænket ved så mange bespottelser. At de tilbagegiver kirkens renhed, som de så skændigt har besudlet både med deres personer og skikke. Hvem kan vel opregne alt? Da vil også vi forhandle om den retmæssige besiddelse.

Dog glæder jeg mig overmåde over, at de efter Guds vilje har begyndt at blive så afsindige, at de ikke skammer sig over at fremføre sådanne ting. Han, som har omtumlet og forvirret dem således, at de anser disse skammelige og tåbelige ting for smukke og rimelige, han skal yderligere hjælpe os i fremtiden. Lad dette være de første varsler fra den guddommelige hånd, som vil stå os bi. Således trøster jeg mig. Men nu har I allerede andre planer, og disse er nu gamle. Jeg håber, at mine breve har nået jer (fem gange i det mindste har jeg skrevet og lige så mange gange til Philip). Den herre Jesus selv, vor frelse og vort liv, vor kærlighed og tilflugt, være med jer, det er mit håb, amen!

Fra Coburg, 1530 på Margrethes dag.

Hils magister Eisleben og vore andre venner.

Mart. Luther.

(Leonhard Kaiser, der var luthersk præst, blev brændt som kætter 16. august 1527 i byen Schärding i Bayern. De første evangeliske martyrer var augustinermunkene Voss og Esch, som blev brændt 1. juli 1523 i Brüssel.)

________________

58. Til Spalatin i Augsburg

Fæstningen Coburg, 13. juli 1530

Luther minder om, at rigsdagen ikke handler om politik, men er en åndskamp.

Og evangeliets tjeneste er lidelsens og smertens tjeneste.

Nåde og fred i Kristus, vor Herre! Også jeg tror, min kære Spalatin, at kejseren er en meget ven1igsindt mand, sådan som I alle bedømmer ham. Men jeg har intet håb om, at han vil fremme vor sag, skønt han egentligt har stor lyst dertil. For hvad vil én mand kunne gøre imod så mange dæmoner? Derfor er Herren vor tilflugt, han, som er mægtig i de svage. Han elsker at trøste de forsagte og at hjælpe de forladte. Men hvad der er hændt jer, siden I skrev, det drøfter jeg ivrigt med mig selv, og jeg har mine anelser i den anledning.

Jeg antager, at vor sag netop nu er nået til krisen, og at I ikke blot er fordømte, men endog må tåle deres trusler og pralerier. For det er besynderligt, så mange sejre over modstandere melder om fra Augsburg, at de allerede har deres hæl på vor nakke, så vi er til spot og hån for alle.

Men han siger: ”Vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Ham, der sidder i Himlen, vil spotte dem, således ser jeg på sagen. Men han hjælper os ikke, førend vi først er ladt ene. ”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.” Vi er gået ind til den tjeneste, om hvilken der siges: ”I skal hades af alle på grund af mit navn.” Og dog undrer vi os nu, da dette had rammer os, som blev forudsagt med så stor troværdighed og myndighed?

Hvis vi vil hindre denne forudsigelse i at gå i opfyldelse, så måtte vi enten have holdt os borte fra denne tjeneste eller have draget omsorg for, at det ikke blev forudsagt. Men da det nu er forudsagt, og vi er gået ind til tjenesten, så er det for sent for os at tænke på at ville gøre den virkningsløs og intetsigende og at ville vinde menneskers yndest og gunst. Lad derfor kun denne forudsigelse gå i opfyldelse, og lad os kun mærke deres had, for sådan kan man kalde det med rette. Det er ikke spøg. For skrifterne skal ikke blot vise sig at være sande, men de skal også gå i opfyldelse, ja, propfyldes, så de bliver propfuld opfyldt.

Det glæder mig at høre om hertug Georg, at han optræder, som han gør. Gud vil gengælde ham hans afsindige adfærd, som er ham værdig, og yderligere tilføje ham andre slag. Herren trøste og styrke jer alle!

Fra ensomheden, Coburg på Margrethes dag 1530.

Din Martinus Luther.

(I et brev fra 8. juli 1530 fortæller Melanchthon Luther, at det efter hans mening er hertug Georg af Sachsen, som er lederen for modstanderne.)

________________

59. Til kansler Brück i Augsburg

Fæstningen Coburg, 5. august 1530

Luther opmuntrer Brück under hans vanskeligheder og henviser spøgefuldt til de daglige undere i naturen (som nogle også i dag tror, de kan bortforklare med naturlove og evolutionslære).

Den agtværdige, højlærde hr. Gregorius Brück, dr. jur., minister og rådsherre hos kurfyrsten af Sachsen, min nådige herre og kære ven.

Nåde og fred i Kristus! Agtværdige, høj lærde, kære herre og ven! Jeg har nu nogle gange skrevet til min nådigste herre og til vore venner, så at jeg næsten tror, at jeg har gjort for meget ud af det - navnlig til min nådigste herre. For det kunne næsten se ud, som om jeg nærer tvivl om, at Guds trøst og hjælp er lige så stor og stærk hos hans kurfyrstelige Nåde som hos mig. Men jeg har gjort det efter tilskyndelse af vore venner. For nogle af dem er så vemodigt stemte og bekymrede, som om Gud havde glemt os, hvad han dog på ingen måde kan. For så måtte han jo før glemme sig selv. Det skulle da være, at vor sag ikke var hans sag, og vor lære ikke var hans ord. Men nu, da vi er visse på dette og ikke tvivler om, at det er hans sag og hans ord, så er vor bøn visselig også hørt, og hjælpen til os er allerede besluttet og beredt. Det kan ikke fejle. For han siger: ”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.” [Es 49, 15-16].

Jeg har for nyligt set to undere. Det første var dette, at jeg så ud af vinduet og så stjernerne på himmelen og hele Guds skønne hvælving, men intetsteds så jeg nogen bærepille, som mesteren havde befæstet denne hvælving på. Dog faldt himmelen ikke ned, og denne hvælving står også fast endnu. – Men nu er der nogle, som søger efter sådanne piller og gerne vil gribe dem og føle dem. Og da de ikke formår det, ryster og bæver de, som om himmelen sikkert måtte falde ned. Og det af ingen anden grund, end at de hverken kan gribe eller se pillerne. Når de blot kunne tage på dem, så ville himmelen stå fast.

Det andet var dette, at jeg så store, tykke skyer svæve over os med sådan en tyngde, at de kan sammenlignes med et stort hav, og dog så jeg intet gulv, som de hvilede eller havde fæste på. De var ikke indfattede i noget. Og dog faldt de ikke ned på os, men hilste os med et tvært ansigt og flyede.

Da skyerne var borte, lyste begge dele frem, deres gulv og vort tag, nemlig regnbuen, som havde båret dem. Men det var dog et skrøbeligt, spinkelt og svagt gulv og tag, som hurtigt forsvandt i skyerne og mere lignede det farvede lys, der plejer at skinne igennem malet glas, end en sådan vældig bro. Og man kunne lige så vel fortvivle over broens beskaffenhed som over det vældige havs tyngde. Og dog viste det sig, at denne tilsyneladende afmægtige skygge bar vandmasserne og beskyttede os.

Sådan er der stadig nogle, som ser mere på vandmassens og skyernes tykkelse og store tyngde end på denne tynde, smalle og lette, skyggeagtige bro. Derfor ængstes de. For de ville gerne føle denne skygges kraft, og da de ikke kan det, frygter de, at skyerne skal anrette en evig syndflod.

Sådan må jeg skrive til Deres agtværdighed med venlig skæmt og dog uden ironi. For det har glædet mig meget at høre, hvordan Deres agtværdighed frem for alle andre har været ved godt mod i denne vor anfægtelse. Jeg havde ganske vist håbet, at den politiske fred i det mindste kunne være bevaret, men Guds tanker er højt over vore tanker. Og det er også retfærdigt, for han hører og gør mere, end vi forstår eller beder om. For vi véd ikke, hvad vi skal bede om. Og hvis han nu ville bønhøre os, når vi beder om, at kejseren må give os fred, så ville det måske blive langt mindre og ikke langt mere, end vi forstår, og så ville nok kejseren få æren i stedet for Gud.

Men nu vil han selv skaffe os fred, så at han alene skal få den ære, som også tilkommer ham alene. Ikke at vi hermed foragter hans kejserlige majestæt, men vi beder og ønsker, at hans kejserlige majestæt intet vil foretage sig, som strider imod Gud og den kejserlige ret. Men skulle hans kejserlige majestæt gøre dette, hvad Gud forbyde, så vil vi dog som trofaste undersåtter tro, at det ikke er kejseren, som handler sådan, men at det er andre tyranner, som gør det under navn af hans kejserlige majestæt. Så vil vi skelne mellem hans kejserlige majestæts navn og disse tyranners værk, ligesom vi også gør forskel på Guds navn, når kætterne og løgnerne bruger det, så at vi ærer Guds navn, men undgår løgnene. Således kan og skal vi heller ikke hverken billige eller gå med til tyrannernes foretagender, som de driver under kejserens navn.

Men dette værk, som Gud nådigt har betroet os, vil han velsigne og fremme ved sin Ånd, og han vil hverken glemme eller forsømme at hjælpe os med at træffe den rette måde, tid og sted. Endnu har disse blodmennesker ikke udrettet halvdelen af, hvad de er begyndt på, og de har heller ikke endnu nået det mål, de gerne vil.

Vor regnbue er svag, og deres skyer er mægtige, men udfaldet vil vise sig. Deres agtværdighed vil nok bære over med min snak og trøste magister Philip og alle de andre. Kristus vil også trøste og beskærme vor nådigste herre. Ham være tak og pris i evighed, amen! I hans nåde befaler jeg også Deres agtværdighed med al troskab.

Skrevet i ørkenen, 5. august 1530.

Martinus Luther, dr.

(Gregorius Brück, der var født 1484, var minister under tre kurfyrster og spillede som sådan gentagne gange en betydelig rolle. Han var i Frederik den Vises følge med på rigsdagen i Worms.)

________________

60. Til Luthers hustru

Fæstningen Coburg, 14. august 1530

Luther fortæller sin hustru om den seneste udvikling på rigsdagen. Som svar på Den Augsburgske Bekendelse udarbejdede papisterne Confutationen, som blev oplæst på rigsdagen 3. august. Protestanterne fik intet eksemplar.

Luther har været plaget af susen i hovedet, men er nu rask igen.

Nåde og fred i Kristus! Min kære Käthe! Dette bud må så hastigt videre, at jeg ikke kan nå at skrive mere. Kun vil jeg ikke lade ham drage af sted uden et par egenhændige ord. Du kan sige til hr. Johan Pommer og dem alle, at jeg snart skal skrive mere. Vi har endnu intet hørt fra Augsburg, men venter hvert øjeblik budskab og brev. Af løse rygter har vi hørt, at vore modstanderes svar skal være blevet offentligt forelæst, men at man ikke har villet give vore venner en afskrift, så de kunne svare på det. Jeg véd ikke, om det er sandt. Hvis de sådan skyr lyset, vil vore venner ikke blive der længe.

Jeg har været rask siden Lorenzdag [10. august] og ikke mærket nogen susen i hovedet. Det har rigtigt gjort mig oplagt til at skrive, for før plagede denne susen mig meget. Hils alle og alt, en anden gang mere! Gud være med jer, amen! Bed frimodigt, for jeres bønner er ret på deres plads, og Gud skal nok hjælpe.

Søndag efter Lorenzdagen 1530.

Martinus Luther.

(Inden Luther nåede at sende brevet her, fik han breve fra Augsburg. Han sendte det derfor først sammen med et nyt brev.)

________________

61. Til Hans von Sternberg

Fæstningen Coburg, 27. august 1530

Luther tilegner slotsforvalteren på Coburg, Hans von Sternberg, sin fortolkning af Salme 117. Han kommer herved ind på en kritik af den daværende adel.

Luther anbefaler åndelige valfarter, som foregår via Bibelen og andre gode bøger.

Brevet gengives her med nogle udeladelser.

Den strenge og ærbare Hans von Sternberg, ridder, min gunstige herre og ven.

Nåde og fred i Kristus, vor Herre. Strenge, ærbare, gunstige herre og ven! Jeg har nylig ladet udkomme en lille bog om Salme 117. Men fordi den blev til i hast og uforvarende blev så stor og tilmed udgik med ringe anseelse, bar og nøgen, har jeg atter ladet den gå i essen og forbedret den, (skønt ikke meget), for at den, når den var lidt bedre påklædt, kunne blive mere tiltalende og kunne bringe mere frugt. Den hellige Skrift fortjener jo, at man ærer og smykker den rigeligt og så godt, man overhovedet formår, for at den dog måske kunne finde nogle, der bryder sig om den. Den har nemlig i forvejen nok af fjender og forfølgere.

Men jeg har villet udbrede bogen med Deres navn, ikke blot for at den derved kunne få mere anseelse hos nogle, der foragter al kunst og lære, men også for at det kunne være et vidnesbyrd om, at der dog er nogle virkelig fine folk blandt adelen.

For tiden opfører den største del af adelen sig nemlig så bespotteligt og skammeligt, så de dermed sætter ondt blod og fremkalder den samme mening hos menigmand, at hele adelen er fuldstændig unyttig. Og sådan opfattelse i befolkningen er farlig, og det er heller ikke godt, at man således kommer til at ringeagte dem, der skal regere i verden. Der kunne let en anden gang komme anden skade ud af det, når Djævelen finder lejlighed og tid, sådan som han gjorde det i oprøret under Münzer.

Vi har endnu for vore øjne de gejstliges eksempel. De sad også så sikkert og levede så skammeligt, at hele verden måtte foragte dem, skønt de selv mente, at det var umuligt, at de skulle blive så foragtede og falde så dybt. Alligevel er det sket, og man må være bekymret for, at de aldrig mere vil nå frem til den anseelse, de har haft.

Adelen anstrenger sig nu for at følge deres eksempel, og jeg nærer alvorlig bekymring for, at det også vil lykkes dem at arve de gejstliges lykke. Hvordan skal det kunne blive anderledes? For Gud lyver ikke, når han siger i 1 Sam. 2, 30: ”De, der ringeagter mig, skal blive til skamme.” Ja, de mener, at fordi det trækker så længe ud, så har det ingen nød, de trodser og stamper imod både over for Gud og mennesker og foragter Guds ord, disciplin og ære. Men ligesom Gud uforvarende er kommen over gejstligheden, således vil han sandelig også komme over adelen. Han er mægtig nok til det. Han vil også give dem nok af stød og puf, så de fyger bort som asken for vinden.

… For at nu ikke en så sørgelig mening om adelen skal brede sig for meget, er det vel nødvendigt, at man roser og priser nogle af adelen, som også fortjener det. For Gud sørger dog altid for, at der i den stand, som han selv har stiftet, findes nogle redelige og fromme mennesker, selv om der er nok så få af dem, for at hans skabning og ordning ikke skal være helt forgæves, selv om der kun lige var én Loth i Sodoma. … Fordi Gud Fader i Himlen har givet jer en virkelig alvor og kærlighed over for hans hellige Ord og al dyd, har jeg derfor ikke villet undlade at prise og love denne Guds nåde (for det skyldes Guds nåde og ikke din egen kraft), om dog måske nogle uopdragne rå adelsmænd ved et sådant eksempel skulle føle sig tilskyndede til også at tragte efter at opføre sig som adelsmænd og ikke som bønder og svin.

… Men jeg ønsker, at du må finde behag i denne slags bøger, og at dit hjerte deri må finde en bedre og talrigere valfart end de valfarter, som du muligvis har gjort til Jerusalem. Det er ikke således at forstå, at jeg foragter sådanne valfarter. Jeg ville gerne selv foretage en sådan rejse. Og nu, da jeg ikke mere kan det, hører og læser jeg dog gerne derom Men vi har ikke foretaget en sådan valfart med nogen særlig høj tanke, ligesom det gik mig i Rom, da jeg også var en sådan tåbelig helgen, løb gennem alle kirker og kløfter og troede alle de løgne, som er udgivet dér. Jeg har vel også i Rom holdt en messe eller ti, og jeg var tilmed ret ked af, at min fader og mor endnu levede, for jeg ville gerne have udfriet dem af Skærsilden ved mine messer og ved hjælp af andre fortræffelige gerninger og bønner. Man har i Rom det ordsprog: ”salig er den mor, hvis søn læser en messe lørdag før sankthansdag.” Hvor gerne ville jeg dér have gjort min mor salig. Men der var så stor en trængsel, så jeg ikke kunne komme til, og jeg spiste derfor en spegesild.

Nu vel, vi gjorde det, som vi bedst forstod det. Og den romerske stol straffede ikke den slags grove løgne. Men nu har vi, Gud ske lov, evangelierne, Salmerne og andre hellige skrifter, hvori vi vil foretage valfarter til nytte og frelse. Dér kan vi beskue og besøge det sande forjættede land, det sande Jerusalem, ja det sande paradis og himmerige, og foretage vandringer ikke gennem de helliges grave og legemlige boliger, men gennem deres hjerter, tanker og ånd.

Jeg ønsker herved, at di og dine kære må være anbefalede til Gud. Og tilgiv mig min snak, for det er mig en glæde at se og høre fromme adelsmænd, fordi der lyder nok af råb om de andre. Gud hjælpe os alle. Amen.

Fra ørkenen, lørdag efter Bartholomæus’ dag 1530.

Deres tjenstvillige

Martinus Luther, dr.

________________

62. Til Luthers hustru

Fæstningen Coburg, 8. september 1530

Om rigsdagens afslutning og arbejdet med Salme 117, nadveren og profeterne

Og en lille gave til sin søn

Nåde og fred i Kristus! Min kære Käthe, dette bud kom hastigt forbi, så jeg ikke kunne skrive meget, men jeg håber, at vi selv skal komme ret snart. For dette bud havde brev med fra Augsburg om, at forhandlingerne i vor sag nu er endt, og at man nu afventer, hvad kejseren vil beslutte og dømme. Man holder for, at det alt sammen vil blive udsat til et kommende kirkemøde, for biskopperne af Mainz og Augsburg holder stadig fast på deres standpunkt, ligesom også Pfalzgreven, Trier og Köln nægter deres samtykke til ufred eller krig. De andre ville gerne rase og venter, at kejseren vil gribe ind med strenghed. Guds vilje ske, når kun rigsdagen snart må få en ende! Vi har gjort og tilbudt nok. Papisterne vil ikke vige et hårsbred, men der skal komme én, som skal lære dem at vige og rømme.

Det undrer mig, at Hans Wiss ikke har villet modtage Salmen [Salme 117]. Jeg havde ikke troet, at han var så kræsen, det er jo dog et udmærket skrift. Send det da straks til Georg Rau, og und ham det. Hvis skriftet om nøglemagten falder i hr. Johan Pommers og Creuzigers smag, så lad det bare trykke. Det er dog ikke det samme, som at man fejrer Djævelen.

Det undrer mig virkeligt, hvem der kan have sagt dig, at jeg er syg, da du dog ser de bøger, som jeg skriver, for dine øjne. Således har jeg jo nu udgivet alle profeterne undtagen Ezekiel, som jeg nu er i færd med, mens jeg samtidigt arbejder på traktaten om nadveren, og hvad der ellers er af brevskrivning og andet.

Nu kan jeg ikke skrive mere på grund af travlhed. Hils alle og alt! Jeg har en stor, pæn bog af sukker til lille Hans Luther, som Cyriacus har taget med fra Nürnberg fra den smukke have. Hermed befaler jeg jer Gud i vold. Bed for mig! Gør med Polner efter Pommers og Wellers råd.

Skrevet i ørkenen, 8. september 1530.

Martinus Luther.

(Luther omarbejdede skriftet Om Nøglemagten, så det først udkom i september. Det er i ny dansk oversættelse her på nettet med titlen ”Nådens Nøgler”. Det er i dette skrift, Luther i forbindelse med omvendelsen taler om ”ny genfødelse”.)

________________

63. Til Melanchthon i Augsburg

Fæstningen Coburg, 20. september 1530

Fra Osiander og andre hørte Luther rygter og klager over, at de lutherske forhandlere, og især Melanchthon, skulle være for eftergivende. Luther tror ikke på rygterne og beder derfor om nogle konkrete facts, som han kan bruge.

Min kære broder, magister Philip Melanchthon, Herrens tjener.

Nåde og fred i Kristus! Du gør dig ingen tanker om, hvordan jeg er blevet overdænget med masser af klager, mundtlige og skriftlige, over jer og især over dig siden jeres sidste breve. Hvad mig angår, da skriver jeg kun højst ugerne om dette, for jeg har en naturlig modvilje mod at bedrøve dig, selv om det kun er i småting. For da du har haft vor sags hele byrde hvilende på dig, så har du krav på kun at høre opmuntring fra mig. Det har jeg under hele sagen troligt søgt at efterkomme. Men nu må jeg kæmpe også med vore venner og deres breve. Jeg plejer at forsvare mig på følgende måde: jeg siger straks: ”Vore venner i Augsburg skriver anderledes til mig om disse ting og omtaler ikke det, I nævner.”

Jeg har jo den mening, at jeg bedre kan tro jer end de andre, og jeg håber, at I intet skjuler for mig af det, som betyder noget for sagens gang. Dernæst er jeg af den trygge overbevisning, at I ikke vil gøre indrømmelser på noget punkt, som svækker Bekendelsen og angriber evangeliet. For hvad det betyder at hævde evangeliet og overrække vor bekendelse, skulle jeg vel have nødigt at forklare jer det? For det er dog vort gamle løfte, som vi af egen drift har aflagt, at vi vil lide alt og gøre alt, endog imod vore fjender, for så vidt vi kan det med uskadt samvittighed og i overensstemmelse med evangeliet. Derfor har jeg været rolig og ubekymret for vor sag, selv om jeg for jeres skyld har frygtet vold og svig. Derfor beder jeg dig ved Kristus, at du, så snart det er dig muligt, skriver, hvad der er forefaldet siden sidste brev, enten direkte til mig eller over Nürnberg. For vore venners klagebreve pånøder én den tanke, at der i mellemtiden er opstået en fare for vor sag. Forleden dag var der én, som bemærkede noget i den retning ved middagsbordet, medens den unge fyrste var til stede. Men jeg slog det hen og sagde: ”Det har de ikke skrevet noget om til mig, jeg venter på brev derom.” Vær derfor så god at give mig noget, hvormed jeg kan stoppe munden på dem! For hvad jeg hidtil har svaret dem, både skriftligt og mundtligt har været ganske uden virkning på dem. Den herre Jesus bevare og lede dig i sin nåde og barmhjertighed, amen!

Fra ørkenen, tirsdag efter Lamberts dag 1530.

Din Martinus Luther.

(Efter afrejsen fra rigsdagen 12. september ankom fyrst Johan Frederik til Coburg 14. september. I et brev til sin far fortæller han, at han fandt Luther ”frisk, sund og glad”, med et skæg så stort, at man næsten ikke kunne kende ham. Fyrsten tilbød Luther at tage ham med til Wittenberg. Men Luther afslog tilbudet: han ville vente på sine venner på Coburg og ”tørre sveden af dem efter deres varme bad.”)

________________

64. Til Justus Jonas i Augsburg

Fæstningen Coburg, 20. september 1530

Ligesom i det forrige brev til Melanchthon forelægger Luther Justus Jonas klagerne over forhandlingerne og beder om oplysninger.

For Luther går grænsen for eftergivenhed, hvor det skader evangeliet og en god samvittighed. Man skal ikke søge politisk fred for enhver pris.

Nåde og fred! Af dit sidste brev kunne jeg forstå, min kære Jonas, at I ikke var gået ind på modstandernes fordringer, og det var mig en glæde. Og nu har jeg hver dag ventet jer tilbage, enten med deres forbandelse eller velsignelse. Men i stedet for får jeg gennem mange af vore betydende mænd underretning om, at I har prisgivet alt og var villige til flere indrømmelser for fredens skyld. Dette budskab kom over mig som lyn og torden. Men jeg svarede: ”Jeg véd, at vore venner har skrevet til mig, at de har afvist de betingelser, som modstanderne stillede, og at sagen igen var sendt tilbage til kejseren. Her står jeg, således er min tro.”

Men da de gik mig på klingen så stædigt og hårdnakket, ja højlydt erklærede, at endog Luther gik deres ærinde, da han godkendte alle deres indrømmelser, og at der truede vor sag større fare fra jer end fra modstanderne, og at det var et vanskeligere hverv at bringe jer til enighed indbyrdes end at drive jer til handling over for fjenderne, så aftvang de mig disse ord: ”Er dette således, så har Djævelen vakt en køn splid iblandt os indbyrdes.” For de betingelser, som papisterne givet det smukke navn: ”Urokkelige og uangribelige grunde”, dem vil jeg ikke antage, selv om en engel fra himlen bestormede mig og befalede mig det.

Det eneste, modstanderne arbejder på, er, at de ikke selv skal vige et hårsbred for os, men at vi ikke blot skal indrømme dem deres kirkelige love, messen, nadver under én skikkelse, cølibat og den sædvanlige, hidtidige magtområde, men endogså bekende, at de har haft ret i deres meninger, i deres myrden og i alt, hvad de har gjort, og at de hidtil er blevne falskelig anklagede af os. Det vil sige, at de vil retfærdiggøre sig selv og fordømme os med vort eget vidnesbyrd, og det betyder ikke blot at tilbagekalde, men at forbande os selv og velsigne dem to og tre gange.

Men hvorfor dvæle længere ved dette over for dig? Som om I ikke selv kan se deres grænseløse skamløshed og frækhed, der er så uhyrlig, at det århundrede aldrig vil komme, hvor den bliver glemt. Og hvortil opstille alle disse betingelser, hvis vi ville gå med til dette sidste? Når vi blot giver efter i spørgsmålet om kirkeretten eller i spørgsmålet om privatmesse, så vil blot den ene af disse sætninger være tilstrækkelig til at fornægte hele vor lære og bekræfte deres. Dernæst, hvis vi indrømmer biskopperne deres gamle magtområde, så vil alt i endnu højere grad være prisgivet, så vil nemlig selve de, som vedbliver at være fjender af evangeliet, blive evangeliets forkyndere.

Men vore venners hårde og grundløse breve tvinger mig til at skrive, som jeg har gjort, så at jeg dog kan sige, at jeg har skrevet til jer. For I véd, hvad jeg tidligere har givet jer til kende, hvorvidt man efter mit skøn kan indrømme biskopperne myndighedsområde. Jeg har tilstrækkeligt formanet jer til ikke at gøre større indrømmelser, end allerede er sket, og samtidig har jeg særskilt sendt fyrsten selv et udførligt svar. Men jeg taler for døve øren.

Derfor, kære Jonas, lad mig vide, om der er sket noget videre siden sidst, som jeg ikke kunne billige. For efter det sidste brev kan jeg ikke i de hidtidige begivenheder se noget, som de har grund til at besvære sig over, da sagen jo på ny skal være sendt tilbage til kejseren. Men se til, at I ikke lader det komme til en spaltning i vore egne rækker.

Vel kan freden have sin betydning i vore øjne, men fredens giver og krigenes herre er større end freden, ham skal vi søge mere end freden. Det er heller ikke vor sag at profetere om kommende krige, vor sag er det at tro og stole enfoldigt på Gud. Jeg skriver ikke dette, fordi jeg mener, at I vil gøre flere indrømmelser. Men den næsten mere end tragiske voldsomhed i de breve, hvormed vore venner pisker mig, tvinger én til at frygte selv dér, hvor man er sikrest. Heller ikke jeg vil herefter vige et hårsbred for modstanderne. For jeg ser, hvordan disse gennemhovmodige og slette mennesker har os til bedste og håner os, opblæste og sikre som de er, på grund af vor svaghed. Og jeg kender til fulde Ecks karakter, som den er blevet, ikke igennem kunstfærdig opøvelse, men ifølge hans natur, hvordan han plejer at føre sin modpart med sig bort fra sagens sammenhæng og mål, indtil han får lokket ham i en snare, som han har lagt imod sagen. Men nok om det.

Jeg er nær ved at revne af vrede og harme. Jeg beder jer: Afbryd forhandlingerne med dem og kom hjem! De har vor Bekendelse, de har evangeliet. Vil de det således, så lad dem det, vil de ikke, så lad dem gå deres, vej. Bliver der krig ud af det, så lad den komme, vi har bedt og gjort nok. Herren har beredt dem til slagtoffer, for at han kan gengælde dem efter deres gerninger. Men os, sit folk, vil han befri, endog fra Babylons ild. Jeg beder dig, kære Jonas, tilgive mig, at jeg har afkastet denne byrde, som hvilede på mit sind, i dit skød. Men hvad jeg skriver til dig, skriver jeg til jer alle. Den herre Jesus føre jer hjem igen i god behold som tapre mænd! Så skal han senere gøre jer glade, amen!

Fra ørkenen, 20. september 1530.

Din Martinus Luther.

________________

65. Til Lazarus Spengler i Nürnberg

Fæstningen Coburg, 1. oktober 1530

Om afslutningen på rigsdagen i Augsburg. Forbøn for præsten Martin Glaser.

Den ærværdige, veluddannede hr. Lazarus Spengler, rådsherre i byen Nürnberg, min velvillige herre og ven.

Nåde og fred i Kristus! Afskeden i Augsburg, som I, min kære herre og ven, skriftligt har meddelt hr. Veit, har min kære herre, hertugen af Lüneburg, givet mig både mundtlig og skriftlig beretning om. Jeg synes, at det er ægte verdensvisdom. Så må man da begribe, at vor Kristus, selv om han fordømmes af dem, er så mægtig, at han ikke blot kan regere våsehoveder, men også tåber. Og hvordan skulle eller kunne det ende anderledes, når man raser imod Guds åbenbarede visdom, end med at de smæder Gud og håner os, som det hedder i den anden Salme. Men dermed er det ikke nok, de må også erfare det følgende vers: ”Han skal tale til dem i sin vrede.” De vil have det sådan, det ske dem da, som de beder! Vi er undskyldt og har gjort nok. Deres blod komme over deres egne hoveder!

Jeg har også skrevet til dr. Wenceslaus for min gode gamle medbroder og klosterfælle, hr. Martin Glaser, for at han skulle tale hans sag over for jer og flere andre. Jeg beder derfor Deres velvished, at I vil lade ham være jer anbefalet, for jeg véd ikke andet om, hvordan det står til med ham, end hvad han skriver til mig, at han på grund af fattigdom må opgive sit præsteembede, og det ser jeg ikke gerne.

Den barmhjertige Gud styrke og lede jer ved sin Ånd og føre os engang sammen i glæde hisset!

Coburg, 1. oktober 1530.

Martinus Luther.

(4. oktober forlod Luther Coburg sammen med sine venner fra Augsburg i kurfyrstens følge.)

________________

66. Til Martin Bucer i Strassburg.

Wittenberg, 22. januar 1531

Forskellene i nadversynet hos Luther og Martin Bucer.

Luther redegør for sit syn på fælleserklæringer og forlig.

Fred kontra sandhed og samvittighed.

(6 år senere kom man frem til en virkelig enighed med Wittenberg-Konkordien 1537).

Den ærværdige dr. Martin Bucer, Guds ords tjener i menigheden i Strassburg, min ældre broder.

Nåde og fred i Kristus. Vi har læst den lille bog med din bekendelse, som du har sendt, kære Bucer, og vi billiger dens indhold, og vi takker Gud for, at vi i det mindste for så vidt er enige, som du skriver, at vi begge bekender, at Kristi legeme og blod virkeligt er til stede i nadveren og med ordene rækkes til føde for sjælen. Men jeg undrer mig over, at du hævder, at også Zwingli og Oekolampadius deler denne opfattelse og mening. Men nu taler jeg med dig.

Vi bekender altså, at Kristi legeme virkeligt rækkes til føde for sjælen, og der ikke er nogen grund til ikke at sige, at det også på denne måde rækkes til den ugudelige sjæl, skønt denne ikke tager imod det. På samme måde som solens lys tilbydes lige så vel den seende som den blinde. Det undrer mig derfor, hvorfor det besværer jer yderligere at bekende, at Kristi legeme sammen med brødet rækkes så vel de frommes som de ugudeliges mund udefra. Når man indrømmer, at legemet rækkes de enkelte sjæle, har man jo dog dermed nødvendigvis indrømmet, at legemet er nærværende og rækkes flere steder på én gang.

Men hvis denne mening endnu ikke er nået til modenhed hos jer, så mener jeg, at man må udsætte sagen og fremdeles vente på den guddommelige nåde. Jeg kan ikke vige fra denne mening. Og selv om I ikke mener, at Kristi ord, som du skriver, kræver denne mening, så føler min samvittighed dog, at det forholder sig således. Derfor kan jeg ikke bekende, at jeg er nået til en grundig og fuldstændig enighed med jer, med mindre jeg ville krænke min samvittighed. Tværtimod ville jeg derved give anledning til en langt større forvirring i vore menigheder og til en endnu værre fremtidig uenighed imellem os, hvis vi på den måde talte stort om enigheden mellem os. Derfor beder jeg dig også af hensyn til jeres og vore menigheders samvittighed og fred: lad os ikke forvolde, at vi ved dette middel vækker mere uenighed, uro og forargelse. Men lad os overlade sagen til Gud, idet vi imidlertid bevarer freden, således som den nu er, og den enighed, som hidtil er fastslået, at vi bekender, at Kristi legeme virkeligt er til stede og rækkes i det indre til den troende sjæl.

For I kan selv let indse, at hvis der fastsloges, at der er enighed mellem os, så ville det ske, at nogle af jeres folk gik til alters hos os, og på den anden side nogle af vore folk gik til alters hos jer, men gjorde det med forskellig tro og samvittighed. Så modtog de nødvendigvis for begge parters vedkommende noget andet, end de troede. Og således måtte ved vort embede eller samvittighed deres tro enten blive bespottet ved hemmelig og verdslig svig, nemlig når de ikke vidste besked med det, eller når de vidste besked, nedbrydes ved åbenbart tempelran. Men du ser nok, hvor fromt og kristeligt det ville være.

Derfor, når vi skal vælge mellem to onder, og nødvendigvis må finde os i ét af dem, lad os så vælge det mindste. Lad os derfor hellere finde os i denne mindre uenighed med en mindre fred, end at vi ved at bestræbe os for at helbrede den skulle fremkalde virkelige sørgespil af uenighed i større omfang og af forstyrrelse i langt værre grad.

Og jeg ønsker, at du vil tro mig, således som jeg også sagde til dig i Coburg, at jeg ønsker, at uenigheden mellem os må blive tøjlet, selv om det også skulle koste mit liv tre gange. Jeg har jo indset, hvor nødvendigt jeres samfund er for os, og hvor store vanskeligheder striden imellem os hidtil har voldt og endnu volder evangeliet, så at jeg er vis på, at alle Helvedes porte, hele pavedømmet, hele det tyrkiske rige, hele verden, alt kød og alt, hvad der er af ondt, ikke kunne skade evangeliet så meget, hvis vi var enige. Men hvad skal jeg gøre i en sag, hvor det er umuligt, at der kan udrettes noget?

Derfor må du, hvis du vil handle ret, ikke tilskrive det stædighed hos mig, men derimod min ærlige samvittighed og min tros tvingende magt, når jeg afslår dette forlig. Efter vor samtale i Coburg havde jeg et lyst håb, men dette håb er endnu ikke fast.

Herren Jesus oplyse os, og gøre os fuldt ud enige. Det beder jeg om, det græder jeg for, det sukker jeg efter, med det i tanker ønsker jeg, at du må leve vel.

Wittenberg, 22. januar 1531.

Martinus Luther.

________________

67. Til fru Barbara Lisskirchen i Freiburg

Wittenberg, 30. april 1531

Luther skriver til Barbara Lisskirchen, som var en yngre søster til Hieronymus og Matthias Weller.

Luther trøster hende i hendes anfægtelse med hensyn til spørgsmålet om Guds udvælgelse og forudbestemmelse. Disse tanker kommer fra Djævelen, som vi må vise bort og i stedet koncentrere os om den lidende Kristus, der er Guds hjertes spejl.

Nåde og fred i Kristus. Dydige, kære frue! Deres kære broder, Hieronymus Weller, har meddelt mig, i hvor høj grad du er bekymret på grund af anfægtelse om det evige forsyn. Det gør mig i sandhed ondt. Måtte Kristus vor Herre fri dig derfra. Amen.

Jeg kender nemlig den sygdom godt og har ligget på hospitalet deraf, syg til den evige død. Og foruden at bede for jer vil jeg nu gerne give jer trøst og råd. Det er ganske vist kun dårligt, når man i sådanne ting er henvist til blot at skrive. Men jeg skal dog ikke undlade at gøre, hvad jeg formår, i håb om, at Gud vil give nåde dertil. Jeg vil fortælle dig, hvordan Gud har hjulpet mig ud deraf, og med hvilke forholdsregler jeg endnu dagligt bevarer mig derimod.

For det første må du fastholde i dit hjerte, at sådanne tanker visselig skyldes den onde Djævels indskydelser og hans gloende pile. Dette siger Skriften. For sådanne tanker går netop ikke ud på andet end at udforske den guddommelige majestæt og vil udforske hans høje forsyn. Og i Siraks Bog 3, 22 hedder det: ”Hvad der er skjult, skal du ikke ofre opmærksomhed”, men tag dig af det, som Gud har befalet dig. For det gavner dig ikke, at du gaber efter det, som ikke er dig befalet. Og David siger også i Salme 131, 1: ”Jeg omgås ikke med store planer, der er for underfulde for mig.”

Derfor er det sikkert, at det ikke kommer fra Gud, men fra Djævelen. Han plager hjertet dermed, for at mennesket skal blive vredt på Gud og fortvivle. Og alt dette har Gud dog strengt forbudt i det første bud, og han vil, at man skal tro, elske og prise ham, og deraf lever vi.

For det andet: når nu sådanne tanker falder dig ind, skal du lære at spørge ved dig selv: kære, i hvilket bud står der, at jeg skal tænke derover eller give mig af dermed? Når der da ikke findes noget sådant bud, da lær at sige: ”O, så flyt dig, du onde Djævel, du vil drive mig til, at jeg skal sørge for mig selv, skønt Gud dog alle vegne siger, at jeg skal lade ham sørge for mig. Han siger: ”Jeg er din Gud, dvs. at jeg sørger for dig. Tro mig deri, og vent, at jeg svarer til mit navn, og lad mig sørge for dig.” Som Peter lærer: ”Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.” (1 Pet 5, 7). Og David: ”Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig.” (Salme 55, 23).

For det tredje: Hvis nu tankerne ikke straks hører op (for Djævelen hører nødigt op), så må du heller ikke for dit vedkommende høre op, men bestandigt vende hjertet derfra og sige: ”Hører du ikke, Djævel, at jeg ikke vil have sådanne tanker? Og Gud har forbudt dem, vig bort, jeg må nu tænke på hans bud og lader ham selv sørge for mig. Hvis du virkeligt er så klog på den slags sager, så far op til himmelen, og disputer med Gud selv, han skal nok svare dig.” Sådan skal du altid vise Djævelen fra dig og vende hjertet til Guds bud.

For det fjerde: Blandt alle Guds bud er det vigtigste dette, at vi skal holde hans kære søn, vor Herre Jesus Kristus, frem for os, han skal være hjertes daglige og vigtigste spejl, hvori vi ser, hvor kær Gud har os, og hvor herligt han som en god Gud har sørget for os, så at han også har givet sin kære søn hen for os.

Ja her, netop her lærer man den rette kunst angående forudbestemmelsen og ikke noget andet sted. Da vil du blive klar over, at du tror på Kristus. Hvis du tror, da er du kaldet, og hvis du er kaldet, så er du visselig også udvalgt. Du skal aldrig slippe dette spejl og denne nådetrone ud af hjertets øje. Men når sådanne tanker kommer og bider som slanger af ild, så skal du hverken se hen til tankerne eller slangerne, men altid vende dine øjne bort og betragte kobberslangen, dvs. Kristus, som er givet hen for os, så skal det nok med Guds hjælp blive bedre.

Men der må, som sagt, kæmpes, og man må bestandigt slippe de onde tanker. Falder de dig ind, så lad dem atter falde ud, ganske på samme måde, som når man straks spytter det snavs ud, som flyver ind i munden. Således har Gud hjulpet mig. For det er Guds alvorlige befaling, at vi skal betragte sønnen, i hvem han rigeligt har vist, at han (således som det første bud lærer,) er vor Gud, som hjælper os og sørger for os. Derfor vil han ikke tåle, at vi hjælper os selv eller sørger for os selv. For det vil være det samme som at fornægte Gud og det første bud og Kristus tillige.

Den onde Djævel, som hader Gud og Kristus, vil med den slags tanker søge at få os til i modstrid mod det første bud at vende vort sind bort fra Gud og Kristus hen på os selv og vor sorg. Så fordrister vi os til at gå ind i Guds embede, som består i at sørge for os og være vor Gud. Sådan ville Djævelen også i Paradis gøre Adam til Gud, så at Adam skulle være sin egen Gud og skulle sørge for sig selv og frarøve Gud omsorgen og det guddommelige værk. Det blev også anledningen til, at Adam faldt så dybt.

Det er alt, hvad jeg denne gang ønsker at give dig af råd, og jeg har opfordret din broder, Hieronymus til, at han med flid skal advare og formane dig, så du lærer at høre op med disse tanker og sender Djævelen hjem, så han selv kan udgrunde dem. Han véd nok, hvordan det er gået ham i den anledning, nemlig at han er falden fra himmelen ned i afgrunden.

Summen af det hele er dette, at hvad der ikke er os befalet, skal ikke vildlede eller bekymre os, det er Djævelens bestilling og ikke Guds.

Vor kære Herre Jesus Kristus vise dig sine fødder og sine hænder, og lade en venlig hilsen nå ind i dit hjerte, så du alene betragter og hører ham, indtil du bliver glad i ham. Amen.

Den sidste dag i april, år 1531.

Dr. Martinus Luther.

________________

68. Til Luthers mor

Wittenberg, 20. maj 1531

Luther trøster sin mor på hendes dødsleje. – Og intet er for godt til mor.

Luther sender hende her det reformatoriske evangelium for fuld udblæsning direkte fra hjertet. En perle blandt Luthers skrifter.

Den fromme fru Margrethe Luther, enke i Mansfeld, min hjertenskære mor.

Nåde og fred i Kristus Jesus, vor Herre og frelser, amen. Min hjertenskære mor. Jeg har modtaget min broder Jakobs brev om din sygdom, og det gør mig hjertelig ondt, især er jeg ked af, at jeg ikke legemligt kan være hos dig, som jeg meget gerne havde villet. Men alligevel kommer jeg legemligt til dig med dette brev, og vil jo ikke være åndeligt borte fra dig eller fra nogen af dem, der hører os til.

Men skønt jeg håber, at dit hjerte uden dette mit brev er blevet undervist tilstrækkelig længe og rigeligt, og det Gud ske lov rummer Guds trøstende ord i sig og desuden er forsørget med prædikanter og trøstere fra alle kanter, så vil jeg dog også gøre mit og erkende min pligt over for dig, fordi jeg er dit barn, og du er min mor, således som vor fælles Gud og skaber har skabt os, for at jeg også må forøge den flok, som trøster dig.

For det første véd du jo, kære mor, af Guds nåde god besked om, at din sygdom er hans faderlige nådes tugtelse. Tilmed et meget ringe ris i sammenligning med den tugtelse, han sender over de ugudelige, ja også ofte over sine egne kære børn, hvoraf den ene bliver halshugget, den anden brændt, den tredje druknet osv. Vi må alle synge: ”På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.” Derfor skal denne sygdom ikke bedrøve eller bekymre dig, men du skal modtage den med tak som sendt af hans nåde, især i betragtning af, hvor ringe en lidelse det er, når den snart fører til døden, i sammenligning med den lidelse, som hans egen kære søn, vor Herre Jesus Kristus måtte igennem. Han måtte ikke lide for sig selv, således som det er tilfældet med os, men for os og for vore synder.

For det andet kender du også, kære mor, din frelses rette hovedstykke og grund, hvorpå du skal bygge din trøst i denne og al anden nød, nemlig hjørnestenen Jesus Kristus. Den grund, der ikke vakler for os og ikke skal skuffe os, og som heller ikke vil lade os synke eller gå under. For han er frelseren og hedder alle fattige synderes frelser og en frelser for alle dem, der, kommer ind i nød og død, og som forlader sig på ham og påkalder hans navn.

Han siger: ”Vær frimodig, jeg har overvundet verden.” Har han overvundet verden, så har han visselig også overvundet verdensfyrsten med al hans magt. Men i hvilket andet består hans magt end i døden, hvormed han havde underkastet sig os og fanget os for vore synders skyld? Men nu da døden og synden er overvunden, må vi med glæde og fortrøstning lytte til det søde ord: ”Vær frimodig, jeg har overvundet verden.”

Og vi skal på ingen måde tvivle på, at det virkelig er sandt. Ja ikke det alene, men det bliver også befalet os, at vi med glæde og med al taksigelse skal tilegne os denne trøst. Og den, som ikke vil lade sig trøste af dette ord, han volder den kære trøster uret og den største vanære. Ganske som om det ikke var sandt, at han befaler os at være frimodig, eller som om det ikke var sandt, at han har overvundet verden, så at vi igen skulle lade den overvundne Djævel, synd og død tage magten som vore tyranner imod den kære frelser. Derfra bevare Gud os.

Derfor skal vi nu glæde os i al tryghed og glæde. Og når måske en tanke om synden eller døden vil forskrække os, da skal vi opløfte vort hjerte derimod og sige: ”Se, kære sjæl, hvad gør du? Kære død, kære synd, hvordan skulle du leve og forskrække mig? Véd du ikke, at du er overvunden, og at du død er fuldstændig død? Kender du ikke én, som har sagt om dig: jeg har overvundet verden? Det er ikke passende for mig at høre eller lade mig påvirke af din trussel, men derimod at høre og tilegne mig min frelsers trøsteord: vær frimodig, jeg har overvundet verden.”

Det er sejrherren, den rette helt, der hermed giver og delagtiggør mig i sin sejr: vær frimodig! Ved ham bliver jeg, til det ord og den trøst holder jeg mig. Dertil holder jeg mig, medens jeg lever, og når jeg farer herfra. Han lyver ikke for mig. Den falske trussel ville gerne bedrage mig og søge at påvirke mig med løgnetanker om denne sejrherre og frelser, og det er og bliver dog løgnetanker, så sandt det står fast, at han har overvundet dig og har befalet os at være frimodige.

Således roser Sankt Paulus sig også og trodser mod dødens trussel [1 Kor 15, 44]: ”Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” Forskrække og tirre kan du, som et dødningebillede af træ, men du har ingen magt til at myrde. For din sejr, brod og kraft er opslugt ved Kristi sejr, du kan vise tænder, men æde kan du ikke. For Gud har givet os sejren over dig ved Jesus Kristus, vor Herre, han skal have lov og tak derfor, amen.

Lad dit hjerte, kære mor, bekymre sig med sådanne tanker, men ellers ikke med noget. Og vær kun taknemmelig for, at Gud har hjulpet dig til denne erkendelse, og at han ikke har ladet dig blive siddende i den pavelige vildfarelse, hvor man lærte os at bygge på vore egne gerninger og på munkenes hellighed og at betragte denne eneste trøst, vor frelser, ikke som en trøster, men som en grusom dommer og tyran, så vi måtte flygte fra ham til Maria og helgenerne og ikke har kunnet hente nogen nåde eller trøst hos ham.

Men nu véd vi noget andet om vor himmelske fars bundløse godhed og barmhjertighed, nemlig at Jesus Kristus er vor midler og nådestol og vor biskop i Himlen for Gud, og at han daglig er en forbeder og forsoner for alle dem, der blot tror på ham og påkalder ham. Han er ikke en grusom dommer undtagen alene for dem, der ikke tror på ham, eller ikke vil modtage hans trøst og nåde. Han er ikke den, der anklager eller truer os, men den, der har vundet forsoning til os og er gået i vort sted ved sin egen død og ved sit blod, som han har udgydt for os. Derfor skal vi ikke frygte for ham, men træde hen til ham med fuld tryghed, og vi skal kalde ham kære frelser, du søde trøster, vore sjæles trofaste biskop osv.

Til denne erkendelse har Gud som sagt kaldet dig. Derpå har du segl og brev fra ham, nemlig evangeliet, dåben og nadveren, således som du har hørt prædiket om det. Derfor kan det ikke have nogen fare eller nød med dig. Vær kun frimodig, og sig med glæde tak for denne store nåde. For han, som har begyndt sit værk i dig, han vil også i nåde fuldende det. For vi kan ikke hjælpe os selv i disse sager, vi kan ikke ved vore gerninger i nogen henseende besejre synden, døden og Djævelen. Derfor er der en anden, som i vort sted og for os, har udrettet det så fantastisk og som giver os del i sin sejr og befaler os, at vi skal tage imod det og ikke tvivle om det. Og han siger: ”Vær frimodig, jeg har overvundet verden,” og atter: ”Jeg lever, og du skal leve, og ingen skal tage din glæde fra dig.”

Al trøsts far og Gud skænke dig ved sit hellige ord og ved sin Ånd en fast, glad og taknemmelig tro, for at du saligt må overvinde denne og al anden nød og til sidst smage og erfare, at det er sandhed, når han selv siger: ”Vær frimodig, jeg har overvundet verden.” Hermed befaler jeg dit legeme og sjæl til hans barmhjertighed. Amen.

Alle dine børn og min Käthe beder for dig. Nogle græder, nogle spiser og siger: bedstemoder er meget syg. Guds nåde være med os alle. Amen.

Søndag efter Herrens himmelfart 1531.

Din kære søn,

Martin Luther.

(Luthers mor døde den 30. juni 1531.)

________________

69. Til kurfyrst Johan af Sachsen

Wittenberg, 16. juni 1531

Luther gør kurfyrsten opmærksom på byembedsmandens Hans Metzsch' utugtige liv og hans manglende omsorg for genopbygningen af et stykke af muren omkring Wittenberg.

Luther redegør for, hvordan han som præst har formanet Metzsch til at holde op med sin utugt. Da det ikke har hjulpet, har han i hemmelighed forbudt ham at komme til nadver. Da det heller ikke har hjulpet, har Luther i sinde at gå offentligt i rette med Metzsch, da hans synd er åbenlys.

Brevet giver et indblik i Luthers sjælesørgeriske praksis, herunder også spørgsmålet om tavshedspligten.

Nåde og fred i Kristus. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre!

Jeg skal og vil ikke blande mig i den verdslige regering, heller ikke bagtale Deres kurfyrstelige Nådes embedsmænd. Men det almindelige klageråb lyder så stærkt, og jeg går ud fra, at Deres kurfyrstelige Nåde tiltror mig troskab og kærlighed, hvilket jeg også i høj grad skylder jer. Derfor vil jeg ikke gerne, når der er noget galt på færde, få skin af at have tiet til skade for Deres kurfyrstelige Nåde.

Sagen er altså denne: vor forvalter Hans Metzsch er ofte på en god og alvorlig måde af mig blevet formanet til, at han skulle holde op med sit horeri og utugtige liv med kvinder. Jeg har tilkendegivet ham, at det blev mig i længden som præst umuligt at tåle og tie stille til et sådant forargeligt væsen. Alligevel fortsætter han og gør det så åbenlyst, at det fylder alles mund og næse, ører og øjne. Og han har over for mig personligt bekendt, at han ikke kan undvære kvinder. Derfor har jeg for mit vedkommende brudt alt samkvem med ham og i hemmelighed forbudt ham at komme til nadver.

Han vedbliver imidlertid med sit utugtige liv og viser dermed sin mangel på gudsfrygt. Så jeg vil blive nødt til i fremtiden at træde op imod ham i offentlig prædiken og fordømme ham [: bandlyse ham]. Derfor beder jeg hermed Deres kurfyrstelige Nåde i al underdanighed, når I erfarer noget om, at jeg tager sagen op mod ham, at I nådigt vil overveje denne meddelelse. For en sådan forargelse vil stoppe munden på mig og tillige give andre lejlighed til slethed. Det kan gerne være, at han er en god krigsmand. Men jeg ønsker ikke at have ham til at forsvare mig i nøden, når han ikke har Gud for øje. Og det er dog Gud, der hidtil uden sværdslag har beskyttet os og endnu dagligt opholder os på forunderlig måde.

For det andet ønsker jeg også i en anden sag at bevare min troskab mod Deres kurfyrstelige Nåde. Jeg har også talt venligt med ham og andre angående nedbrydningen af bymuren. Men når man svarer mig, at jeg er en mand, der giver mig af med skriveri, og ikke forstår mig på den slags ting, indrømmer jeg gerne dette. Hvis det ikke desto mindre skulle vise sig, at det går anderledes, end disse bygherrer tænker, skal ingen sige, at jeg ikke har søgt at værne Deres kurfyrstelige Nåde mod skade. For jeg véd fuldt vel, hvor strengt man hidtil har våget over porten, så at byen har været godt lukket. Men nu står byen åben dag og nat på et stykke af over hundrede skridt, så at svin og alt muligt løber ind, fra marken til torvet og fra torvet til marken, og det står dem frit for at gå og rode, hvor de vil, for muren er brudt ned lige til grunden, og der er intet bygget op eller gjort i stand. Hvis det skal kaldes godt og smukt, så må jeg finde mig i det.

Deres kurfyrstelige Nåde bedes optage denne min tilkendegivelse nådigt og overveje sagen. Min hovedbekymring er den, at vi for sent og forgæves skal komme til at klage, hvis et eller andet skulle hænde ved Guds afgørelse her, hvor der nu er så mange børn af store og redelige folk, og hvor tiderne er meget farlige.

Han går rundt med oprejst pande og vækker en stærk klage imod sig, så Deres kurfyrstelige Nåde må endeligt se til, at der ikke skal opstå uvilje. Fromme folk er tålmodige, men sækken kan blive så fuld, at den revner. Og der kunne let fænge en gnist blandt de utålmodige, som ikke ville være tilfredse med hans trods, banden og tyranni.

Det er, Gud ske lov, en from, fredelig og lydig by. Men trykket og trodsen kunne let vende sig og få folk til at tænke, at man dog vel ikke skulle frygte en embedsmand mere end deres landsfyrste.

Jeg beder endnu en gang om, at Deres kurfyrstelige Nåde vil modtage denne henvendelse som skrevet kun ud af underdanig troskab. Jeg har tiet længe nok, for at jeg ikke skulle forulempe nogen. Men hvis jeg ikke er fuldstændig tåbelig, så skalter og valter de med Deres kurfyrstelige Nådes ejendom og penge efter deres eget forgodtbefindende. Skønt Deres kurfyrstelige Nåde muligvis véd alt dette, har jeg dog villet vise min tjeneste.

Gud styrke og trøste Deres kurfyrstelige Nådes hjerte mod alle den ondes anslag. Amen.

Fredag efter Vitus' Dag 1531.

Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

Martinus Luther.

________________

70. Til kurfyrst Johan af Sachsen

Wittenberg, 14. august 1531

Luther lover efter kurfyrstens anmodning at ville bede for ham. Det har han også hidtil gjort, både fra prædikestolen og privat.

Den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Johan, hertug til Sachsen og kurfyrste osv., landgreve til Thüringen og markgreve til Meissen, min nådigste herre.

Nåde og fred i Kristus. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Den højtærede kansler dr. Brück har meddelt mig Deres kurfyrstelige Nådes nådige hilsen med anmodning om, at jeg vil bede for Deres kurfyrstelige Nåde. Jeg takker på det underdanigste for og har ikke gjort mig fortjent til den nådige hilsen og alle de nådesbevisninger, som Deres kurfyrstelige Nåde så mangfoldigt og rigeligt har ladet mig uværdige blive til del. Men at bede for Deres kurfyrstelige Nåde er jo min skyldighed. Jeg har også hidtil gjort det flittigt og af hjertet både offentligt på prædikestolen og hemmeligt i mit lønkammer. Jeg vil også, så længe jeg lever, gøre det med troskab. Jeg kunne nemlig ikke undlade det uden at synde, fordi jeg ser og erfarer, hvilken byrde og hvor mange ubehageligheder både udefra og indefra Deres kurfyrstelige Nåde er udsat for.

Men den store og nådige Gud, som har agtet Deres kurfyrstelige Nåde værdig til at lide så meget for sit Ords skyld, ja også at bære så meget for det verdslige regimentes skyld, vil ikke forlade Deres kurfyrstelige Nåde, men styrke og trøste jer indtil Deres salige ende. For han har sagt: ”Jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig,” og atter: ”Kast din sag på Herren, og han skal forsørge dig.” Således som hans underfulde gerninger også hidtil tilstrækkeligt har vist, særligt med hensyn til den sidste rigsdag osv.

Deres kurfyrstelige Nådes kære søn, hertug Ernst, vil jeg i troskab tjene med, hvad jeg formår. Kristus, vor Herre, ledsage og bevare, styrke og styre i sin nåde Deres kurfyrstelige Nåde på denne rejse og fremdeles Amen.

Givet i Wittenberg mandag efter Skt. Laurentius' dag.

Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

Martin Luther.

________________

71. Til Hans Löser af Sachsen, arvemarskal

Wittenberg, 16. december 1531

Med spøgefuld hentydning til den jagt, som Luther nyligt har deltaget i hos Löser, sender han ham sin udlægning af Salme 147.

Den strenge og hæderlige Hans Löser, arvemarskal til Sachsen, min gunstige herre og gode ven.

Nåde og fred i Kristus. Strenge, hæderlige, kære herre og ven! Da jeg sidst var hos dig for ved legemlig bevægelse at fordrive den susen for ørerne og den hovedpine, hvoraf jeg led, og du viste mig den store ære og venlighed også at tage mig med på din jagt, holdt jeg også, mens jeg sad på vognen, en åndelig jagt og fangede Salme 147 tillige med udlæggelsen af den. Og det er for mig den allerfornøjeligste jagt og det ædleste vildt. Efter at jeg har bragt det hjem og tilberedt det, har jeg ønsket at meddele dig det, for at jeg ikke med en ond samvittighed skulle beholde noget så værdifuldt, som er vundet på din grund, hemmeligt hos mig selv, og for at man ikke skulle finde, at jeg ikke blot er utaknemmelig, men endog volder skade. Derfor sender jeg dig helt og holdent alt, hvad der tilhører dig, og beholder det dog samtidigt helt og holdent for mig selv. For den slags vildt lader sig dele mellem venner på så forunderlig en måde, at enhver får det hele, og at andre derved intet mister. Du bedes modtage det på venlig måde. For jeg er villig til at tjene dig. Hermed være du Gud befalet tillige med din husranke og druer. Amen.

Lørdag efter Lucias dag 1531.

Dr. Martinus Luther.

________________

72. Til Luthers hustru

Torgau, 27. februar 1532

Luther fortæller om sit besøg hos den syge kurfyrst Johan af Sachsen.

Om afskedsgave til en af de ansatte.

Nåde og fred i Kristus. Min hjertenskære Käthe!

Jeg håber, at når dr. Brück, som han trøster sig med, får orlov, vil jeg komme sammen med ham i morgen eller i overmorgen. Bed Gud om, at han vil føre os friske og sunde hjem. Jeg sover overmåde godt, omtrent seks eller syv timer i træk, og så endda to eller tre timer til. Jeg tænker, at det er øllets skyld, skønt jeg er lige så ædruelig som i Wittenberg. Doktor Kaspar siger, at sygdommen i vor nådige herres fod ikke æder videre om sig. Ingen fange, der er anbragt i Hans Stokmesters fængsel, lider en sådan pine, som hans kurfyrstelige Nåde må lide af sårlægens behandling. Hans kurfyrstelige Nåde er ellers på hele sit legeme så frisk som en fisk. Men Djævelen har bidt og stukket ham i foden. Bed, bed fremdeles. Jeg håber, Gud fremdeles vil høre os, som han har begyndt. For dr. Kaspar holder også for, at her kan Gud alene hjælpe.

Da Johannes [ansat hos Luther] nu rejser bort, kræver nødvendigheden og æren, at jeg lader ham drage bort på en hæderlig måde. For du véd, at han har tjent os med troskab og flid og i sandhed efter evangeliet i ydmyghed har gjort og lidt alt. Derfor bør du betænke, hvor ofte vi har givet noget til slette fyre og utaknemmelige slyngler, hvor det alt sammen gik til spilde. Vær gavmild, og lad ikke en sådan from svend lide nogen mangel, da du véd, at det vil være vel anvendt og Gud velbehageligt. Jeg véd vel, at vi kun har lidt. Men jeg ville gerne give ham ti gylden, hvis jeg havde dem. Men under fem gylden skal du ikke give ham, da han ingen klæder har fået. Hvad du kan give derover, det skal du gøre, derom beder jeg dig. Menighedens kasse burde ganske vist, mig til ære, give noget til en sådan tjener hos mig, i betragtning af, at jeg på egen bekostning til tjeneste og nytte for dens kirker må underholde mine tjenere. Men de må i den henseende gøre, som de vil. Men lad der ikke mangle noget fra din side, så længe vi har et bæger. Tænk på, hvordan du kan skaffe det. Gud vil nok give noget andet i stedet, det véd jeg. Hermed Gud befalet. Amen.

Og sig til præsten fra Zwickau, at han må tage til takke med herberget. Når jeg kommer, vil jeg fortælle, hvordan Mühlfurt og jeg har været gæster hos Rietesel, og hvordan Mühlfurt åbenbarede stor visdom for mig. Men jeg var ikke drikkelysten efter en sådan drik.

Giv lille Hans et kys fra mig, og sig til lille Hans, lille Lene og moster Lene, at de skal bede for den kære fyrste og for mig. Jeg kan ikke finde noget at købe til børnene i denne by, skønt her holdes årsmarked. Hvis jeg ikke får bragt noget med mig hjem, må du have noget i beredskab til mig.

Tirsdag efter Reminiscere 1532.

Dr. Martinus Luther.

________________

73. Til Thomas Zink i Hofheim

Wittenberg, 22. april 1532

Luther trøster Thomas Zink i anledning af hans søns død, som var student i Wittenberg, er død.

Herved får vi et eksempel på Luthers sjælesorg over for de efterladte.

Sygdom, død, efter døden. Sorg og trøst. Følelser.

Nåde og fred i Kristus vor Herre. Min kære ven! Jeg går ud fra, at du nu har fået efterretning om, at din kære søn, Johannes Zink., som hidtil af dig er blevet sat til at studere hos os, er blevet ramt af en svær sygdom, og skønt der i sandhed ikke har manglet på indsats og omsorg, og intet lægemiddel er blevet sparet, så er sygdommen dog blevet stærk og har taget ham bort og bragt ham til vor Herre Jesus Kristus i Himlen.

Han har så at sige for os alle været et kært ungt menneske, og særligt for mig, som mange aftner har brugt ham til at synge i mit hus. Og det kom af, at han var så stille og ærbar og meget flittig i sine studier, så at det har gjort os alle meget ondt i anledning af hans bortgang. Havde det blot på nogen måde været os muligt, ville vi gerne have reddet og opholdt ham. Men han har været endnu meget kærere for Gud, siden han har villet have ham.

Nu er det naturligt, at en sådan hændelse og begivenhed vil volde din og din hustrus, hans forældres, hjerter bedrøvelse og bekymring. Det kan jeg ikke fortænke dig, da det volder os alle, og særligt mig, bekymring. Dog formaner jeg dig, at du vil takke Gud endnu langt mere, fordi han havde skænket dig et sådant godt og fromt barn og havde agtet dig værdige til at anvende dine omkostninger og anstrengelser på så god en måde.

Men det skal være din, som det også er vor, højeste trøst, at han snarere er hensovet end død, og det så smukt og stille, med en så skøn tro, fornuft og bekendelse, at vi alle undrer os derover. Og lige så lidt som den kristne tro kan være falsk, lige så lidt kan der være tvivl om, at han er hos Gud, sin rette fader, og dér er salig til evig tid. For med et så smukt kristeligt endeligt kan man ikke gå fejl af Himlen.

Gid du også desuden vil betænke, hvor meget du har at takke for og trøste dig med, at han ikke, som det går med mange andre, er omkommet på en brat eller gruelig måde. Og selv om han havde levet længe, ville du dog med dine omkostninger ikke have kunnet hjælpe ham længere frem end til at få et embede eller en tjeneste. Men nu er han på det sted, hvor han nødigt ville bytte med hele verden, ikke en gang for et eneste øjeblik.

Derfor lad din bedrøvelse være af den art, at du modtager endnu mere af trøst. For du har ikke mistet ham, han er kun sendt forud for dig, for at blive bevaret i evig salighed. For således siger Skt. Paulus: Vi skal ikke sørge over de afdøde eller hensovede således som hedningerne, der ikke har noget håb.

Jeg venter, at hans lærer, magister Veit, vil meddele dig nogle af de skønne ord, han udtalte inden sin død. De vil glæde og trøste dig. Men jeg har af kærlighed til den fromme unge mand ikke villet undlade at sende dette brev til dig, for at du kan have et sikkert vidnesbyrd om, hvordan det er gået med ham.

Til Kristi, vor Herres og trøsters nåde være du anbefalet. Amen.

St. Georgs aften, år 1532.

Dr. Martin Luther, med egen hånd, skønt nu også svag.

________________

74. Til Valentin Hausmann i Freiberg

Wittenberg, 24. juni 1532

Luther giver gode råd i forbindelse med angstanfald. Det fremgår ikke klart, om der er tale om åndelige anfægtelser eller psykiske problemer, eller en blanding. I andre breve kan man se, at Luther også anbefaler brugen af læger og medicin.

Nåde og fred i Kristus, vor Herre. Min kære Valentin! Jeg har hørt om den angst, som du er besværet af. Men du skal ikke sørge så meget derover. For Gud er underlig over for os, så at det altid synes os ondt og skadeligt, det, som dog er meget gavnligt for os, selv om vi ikke forstår det. Hvem véd, hvilken endnu større ulykke der ville have ramt dig, hvis Gud ikke således havde holdt dig under sin tugt og bevaret dig i sin frygt? Derfor må du virkeligt ikke være utålmodig over, at du ikke straks får så stærk en tro. Skt. Paulus siger i Rom 14 og ApG 15, at de svage i troen ikke er forkastede. Gud er ikke en fader, som bortkaster sine syge og urene børn, ellers beholdt han ingen. Derfor skal du sige sådan: ”Kære fader, behager det dig at tugte mig således, så vil jeg også gerne have det således, din vilje ske, skænk mig derfor tålmodighed.”

For det andet véd jeg ikke, hvordan du bærer dig ad over for dette. For du skal påkalde Gud og bede. Særligt på den tid, da du føler, at det vil komme, skal du falde på knæ og råbe til himmelen. Og selv om denne lov ikke vil smage dig, og det synes dig at være forgæves og koldt, så lad derfor ikke være, men tag endnu et stærkt tilløb, og bed desto kraftigere, jo mere det synes dig at være unyttigt. For på det punkt må du lære at kæmpe og ikke holde op og ikke lade stå til eller finde dig i, hvad angsten vil indbilde dig, indtil den hører op af sig selv. Ellers bliver den stærkere og stærkere. Nej, du, må bede af al magt og med bønnens råb og med kraftige ord råbe Fadervor. For frem for alt må du forstå det af hjertet og ikke tvivle om, at denne angst kommer fra Djævelen. Ham vil Gud, at du skal stå imod. Og derfor lader han sådanne ting komme over os, for at han kan komme til at høre stærke bønner fra os og hjælpe os.

For det tredje: hvis det går dårligt med at bede, så lad nogen læse af Salmerne eller Det Nye Testamente med klar røst, og hør derpå. For du må vænne dig til i sådan tid ikke at lade dig pine af ulykken ved, at du blot holder dig til din egne tanker uden Guds ord, så du vil vente, indtil den holder op af sig selv. Du må huske på, at du samtidigt skal bede og lytte til Guds ord, således som det lyder, skønt du heller ikke udenfor sådanne tider må forsømme at kæmpe i bøn derimod. Så vil det med Guds hjælp med tiden blive bedre. For uden Guds ord er fjenden os for stærk, men bøn og Guds ord kan han ikke tåle.

Hermed være du Gud befalet. Amen.

Givet på Johannes Døberens dag, 1532.

________________

75. Til Nikolaus Hausmann i Dessau

Wittenberg, 17. december 1533

Luther udtaler sig om sit skrift ”von der winkelmesse und pfaffenweihe” (om den katolske privatmesse og præsteindvielse).

Den ærværdige i Kristus, hr. Nikolaus Hausmann, magister i Dessau, Kristi tro tjener.

Nåde og fred i Herren. Jeg tror, at du, min kære Hausmann, har hørt om alle de underfulde ting, Gud har gjort for os. Han har nemlig givet fred mellem fyrsterne, fred med erfurterne, genoprettet den tidligere fred med kejseren, og det er alt sammen sket med vor fyrstes fulde billigelse og stadfæstelse. Gud være takket derfor. Amen. Nu håber jeg, at håbets snebjerget vil skinne og lyse i dit hjerte efter så mange skyer og tåger.

Desuden har jeg allerede angrebet papisterne med deres vilde larm og raseri ved et skrift af en ny slags ”Om privatmessen,” fordi de vil have det således. Hvis dine småkonger falder i forundring, kan du sige til dem, at Luther i denne lille bog stiller pavedømmets visdom og magt på prøve. Hvis de kan aflægge regnskab for deres lære, har de vundet, hvis de ikke kan, hvad vil de så gøre, hvis de i dødskampen tvinges til at indrømme disse og andre yderligere grunde, som Djævelen fremfører? For man må først og fremmest handle således, at samvittighederne i alle ting er visse og sikre. For hvis der blot er den mindste tvivl tilbage, så vakler alt.

Der må derfor skelnes klart mellem Guds ord og menneskers ord. For Herrens dag vil gøre det klart, hvad der er træ, hø og strå, og hvad der er guld, sølv og ædle stene. Det gælder om vished om sandhed i dette punkt. Kan papisterne give den, så er dermed antikristen fuldt afsløret i al sin afskyelighed. Kort og godt, hvis nogen angriber dig stærkt i anledning af denne min bog eller i anledning af, hvad jeg ellers har skrevet om papisterne, da kan du i korthed sige: Luther bekender her den kamp, han for nylig har haft med Djævelen, og beder om absolution (som bogens ord klart udtaler det). Den, som kan give ham den, skal prises salig. Men man må høre op med blot at råbe og anføre urimeligheder, og i stedet give virkeligt svar, for at anføre noget er ikke det samme som at give bevisgrunde. Ellers kunne også Luther (således som han også var beredt til) anføre urimeligheder, men han følte, at det ikke var nok. Derfor skrifter han og beder papisterne om at komme frem med deres visdom, hvormed de i stolthed dømmer Gud og mennesker.

Min herskerinde hilser dig.

Fjerde dag efter Lucias’ dag, 1533

Din Martin Luther, dr.

(I sit skift ”om privatmessen og præsteindvielsen” fortæller Luther, hvordan Djævelen i en søvnløs nat minder ham om alle de grunde, der taler mod den private messe, og hvordan han derfor må bekende, at han i 15 år i virkeligheden har drevet afguderi ved at udføre privatmessen efter romerkirkens forskrifter).

________________

76. Til fru Dorothea Jörger

Wittenberg, 27. april 1534

Om anvendelsen af det stipendium for fattige studenter, som fru Jörger havde oprettet.

Nåde og fred i Kristus. Ærbare, dydige frue. Jeg vil gerne lade dig vide, at din almisse, Gud ske lov, er blevet meget vel anvendt og er blevet og endnu er mange fattige til hjælp. Og jeg tvivler ikke om, at Gud, som har indgivet dig at gøre det, også åbenbart vil vise, at det er ham til velbehag som et kært takoffer, for at du skal bekende og prise hans nåde, som han har vist dig ved sin kære søn Jesus Kristus. Gud styrke dig i en fast tro og fuldføre på herlig måde sit værk, som han har begyndt i dig. Amen.

Jeg havde ikke selv vidst og heller ikke troet, at der i denne ringe by og dens fattige universitet var så mange fromme og velbegavede unge mænd, som år igennem har levet af vand og brød og har lidt frost og kulde, for at de kunne studere Den Hellige Skrift og Guds ord. For dem er din almisse blevet en stor lindring og vederkvægelse. Jeg har allerede uddelt over halvdelen deraf og fået sikkerhed for, at det er kommet hæderlige unge mænd og ikke dovne personer til gode.

Dette har jeg ikke villet undlade at meddele dig, for at du kan vide, hvordan dine penge bliver anvendt. Andreas har jeg givet mere end de andre, én gang 10 gylden, siden igen 10 gylden. De andre fik 2, 3 eller 4 gylden, således som det har kunnet være passende efter gode venners råd, og de har alle været glade og taknemmelige. Som en erindring sender man dig efter Mikael Stiefels opfordring medfølgende lille indbundne bog. Da han for tiden er uden præsteembede, har jeg givet ham 10 gylden. Han sender dig hjertelig hilsen.

Kristus være med dig og alle din kære. Amen.

Mandag efter jubilate søndag 1534.

Martinus Luther, dr.

________________

77. Til Matforas Weller i Freiberg

Wittenberg, 7. oktober 1534

Luther giver en bekendt gode råd om, hvordan han skal overvinde sine bange, triste tanker.

Disse anfægtelser stammer fra Djævelen og må fordrives med sang og musik og gode venners hjælp. Når vi er svage, må vi støtte os til andres trøst, som fungerer som Guds talerør.

Nåde og fred i Kristus. Ærbare, gunstige, kære ven! Din kære broder har meddelt mig, at du er meget bekymret og lider af sørgmodighedens anfægtelse. Han vil sikkert fortælle dig, hvad jeg har udtalt til ham. Men, kære Matforas, du må ikke heri følge dine egne tanker, men derimod høre efter, hvad andre siger til dig. For Gud har befalet, at det ene menneske skal trøste det andet, og vil også, at den bedrøvede skal tro en sådan trøst som talt af Gud selv. For sådan siger han ved Skt. Paulus: ”trøster de modfaldne.” Og i Esajas 40: ”Trøst mit folk, trøst det, tal venligt til det.” Og som Moses og profeterne mange gange forkynder det, er det ikke Guds vilje, at et menneske skal være bedrøvet, men skal tjene ham med glæde og ikke bringe noget offer i sørgmodighed. Derfor har han også befalet, at vi ikke skal sørge, men overlade ham hver sorg, fordi han vil sørge for os, således som Peter lærer ud fra Salme 55 [1 Pet 5, 7].

Efterdi Gud således vil, at den ene skal trøste den anden, og at enhver skal tro trøsten, så lad dine tanker fare, og vær klar over, at det er Djævelen, som plager dig med det. Det er slet ikke dine egne tanker, men den onde Djævels indskydelser. Han kan nemlig ikke lide, at vi har en eneste glædestanke.

Så hør nu, hvad vi i Guds navn vil sige dig, nemlig at du skal være glad i Kristus som den, der er din nådige herre og frelser. Lad ham sørge for dig, han sørger i virkeligheden for dig, selv om du ikke har lige, hvad du gerne ville have. Han lever endnu. Så betro dig fuldt ud til hans omsorg. Det behager ham (som Skriften siger) som det bedste offer. For der gives ikke noget kærere og velbehageligere offer end et glad hjerte, der fryder sig i Herren.

Derfor når du er bedrøvet, og det vil tage overhånd, da sig: Vågn op, jeg må spille vor Herre Kristus en sang på orglet, lad det være ”O store Gud, vi lover dig” eller ”Sakarias’ lovsang”. For Skriften lærer mig, at han gerne lytter til glad sang og strengespil. Og grib så kun frit i tangenterne, og syng dertil, indtil tankerne forsvinder, således som David og Elisa gjorde. Kommer Djævelen igen og fylder dig med sorg eller tunge tanker, så skal du frimodigt værge dig og sige: Vig bort, Djævel, jeg skal nu synge og spille for min Herre Kristus.

Således må du lære at modstå ham i sandhed og ikke tillade ham at fylde dig med disse tanker. For hvis du blot lader én af dem slippe ind og hører på den, så tager han ti andre ind bag efter, indtil han overmander dig. Derfor er der intet bedre at gøre end øjeblikkeligt at slå ham på snuden, ganske på samme måde, som den ægtemand gjorde, når hans hustru begyndte at drille og bide, så tog han fløjten frem fra bæltet og fløjtede trøstigt, indtil hun til sidst blev så træt, at hun lod ham være i fred. Sådan skal du også slå i orglet eller samle nogle gode venner og vedblive med at synge, indtil du lærer at spotte Djævelen.

Hvis du blot kunne tro, at sådanne tanker er Djævelens tanker, så havde du allerede vundet sejr. Men fordi du endnu er svag i troen, så hør nu på os, vi véd nemlig ved Guds nåde besked om det, og støt dig til vores stav, indtil du selv lærer at gå. Og når gode folk trøster dig, min kære Matforas, så lær at tro, at det er Gud, som taler til dig. Så følg, og tvivl slet ikke på, at det visselig er Guds ord, som efter hans egen befaling trøster dig ved mennesker.

Og den samme herre, som har befalet mig at skrive dette, hvilket jeg derfor må gøre af lydighed mod Gud, han give dig at tro det alt sammen, han tale selv ind i dit hjerte. Amen.

Wittenberg, onsdag efter Franciskus' dag, år 1534.

Dr. M. Luther, med egen hånd.

________________

78. Til Hans Kohlhase

Wittenberg, 8. december 1534

Hans Kohlhase var blevet bedraget af en junker Zaschwitz i Kursachsen. Det forsøgte han nu at vinde tilbage med vold. Kurfyrst Johan Frederik søger at få et forlig i stand og samtidig henvendte Kohlhase sig til Luther om råd.

Luther råder ham til at bøje sig, selv om han ikke helt opnår sin ret. Der er bedre at lide uret og beholde en god samvittighed.

Nåde og fred i Kristus. Min gode ven! din ulykke har i sandhed gjort mig ondt og gør mig endnu ondt, det véd Gud. Det ville uden tvivl fra først af have været bedre ikke at foretage hævnen, fordi den ikke kan foretages, uden at samvittigheden besværes, da den er selvtægt. Og det forbyder Gud i 5 Mos 32, Rom 12: ”Hævnen hører mig til, siger Herren, jeg vil betale.” Det kan ikke være anderledes, for den, der indlader sig derpå, han udsætter sig for at komme til at gøre meget over for Gud og mennesker, som en kristen samvittighed ikke kan billige.

Og nu er det ganske vist sandt, at det er med rette, at den skam og den uret, du har lidt, må gøre dig ondt, og at du er pligtig til at søge at skaffe og opretholde din ret, men det må ikke ske ved synd eller uret. ”Hvad der er ret, skal du efterjage på retfærdig måde,” siger Moses. Man kan ikke gøre uret til ret ved en anden uret. Nu er det visselig uret at tage sig selv til rette, og Guds vrede lader det ikke være ustraffet. I det, som du kan udføre med ret, gør du vel, men kan du ikke få din ret, så er der intet andet råd tilbage end at lide uret. Og Gud, der således lader dig lide uret, har vel årsag dertil over for dig. Han mener det heller ikke ondt eller ilde med dig. Han kan også let på redelig måde igen erstatte det med noget andet, og du er dermed ikke forladt af ham.

Og hvad ville du gøre, hvis han på anden måde ville gribe ind med straf, på kone, barn, legeme og liv? Da måtte du nok, hvis du vil være en kristen, sige: min kære herre Gud, jeg har i virkeligheden fortjent det, du er retfærdig, og handler kun alt for lidt med mig efter mine synder. Og hvad er alle vore lidelser i sammenligning med hans søns, vor Herres Kristi, lidelser?

Når du da begærer mit råd, som du skriver, så råder jeg, at du skal modtage freden, som du kan få den, og lid hellere skade på gods og ære, end at du også i fremtiden indlader dig på et sådant foretagende. For så bliver du ansvarlig for alle de synder og forbrydelser, som de begår, der tjener dig under fejden. De er jo ikke fromme, og de føler ikke troskab over for dig, men søger kun deres egen fordel. Til sidst vil de forråde dig selv, og så har du lavet en net redelighed. Man skal dog ikke male Djævelen over døren eller bede ham til fadder, han kommer nok alligevel. For den slags folk er Djævelens tjenere, og de får også i regelen et endeligt, der svarer til deres gerninger.

Men du skal betænke, hvor vanskeligt din samvittighed vil kunne udholde, at du med vidende skulle føre så mange mennesker i fordærvelse. Det har du ikke nogen ret. Så stil dig nu selv tilfreds, Gud til ære, og lad den skade, du har lidt, være dig tilføjet af Gud, og bid det alt sammen i dig for hans skyld. Så skal du få at se, at han atter vil velsigne dig og rigeligt lønne dit arbejde, så at den tålmodighed, hvormed du har båret byrden, vil blive dig kær. Dertil hjælpe Kristus, vor Herre dig, han, som er en lærer i og et eksempel på al tålmodighed og en hjælper i nød. Amen.

Tirsdag efter Nikolai dag, 1534.

________________

79. Til Justus Jonas i Wittenberg

Wittenberg, 16. december 1534

Luther udtaler sin tvivl om, at de forestående forligsforhandlinger med de reformerte (særlig Bucer) om nadverspørgsmålet vil føre til noget. Han vil give Melanchthon en betænkning med i den anledning.

Min broder, hr. Dr. Justus Jonas.

Nåde og fred være med dig, kære Jonas, men død og helvede være ved Kristi kraft over dine nyresten. Amen. Jeg ville have ønsket, at jeg kunne have fået en samtale med dig og med andre, inden magister Philip rejser, men hverken kunne du komme til mig eller jeg til dig. Dog, den erklæring, jeg i morgen vil afgive, vil jeg afgive angående min overbevisning, og jeg vil beholde et eksemplar og vise det til dig og alle de andre. Jeg vil nemlig intet foretage alene i denne sag, skønt jeg aldeles ikke tror, at der kan opnås nogen enighed mellem os og dem. Og Philip siger, at han ikke vil handle alene i denne sag. Og opgaven er for stor til, at endog to eller tre mænd af den største autoritet kan løse den, derfor forekommer det mig, at den udmærkede Philips rejse vil være fuldstændig forgæves Jeg kan ikke gå bort fra min mening. Selv om verden skulle styrte sammen, ville jeg dog være uforfærdet under dens fald, osv.

Besøg mig, så snart du kan. Lev vel.

17. december 1534.

Din Martin Luther.

(Det var landgreve Philip, der ønskede denne forhandling ført. Den fandt sted i Cassel 28. og 29. december 1534 i landgrevens nærværelse).

________________

80. Luthers instruktion til Melanchthon

Wittenberg, 17. december 1534

Skrevet i anledning af forligsforhandlingerne i Cassel angående nadverspørgsmålet. Se noterne til forrige brev.

Hermed mine tanker.

For det første må vi på ingen måde gå ind på, at man siger om os, at ingen af parterne hidtil har forstået hinanden. Ved et sådant lægemiddel vil vi nemlig ikke finde helbredelse for så stort et sår, når ingen af os på nogen af siderne tror, at det er sandt. Og andre vil tænke, at det er opdigtet af os, og således vil vi gøre sagen endnu mere mistænkelig. Ja snarere gøre den helt igennem tvivlsom, da den er fælles for alle, og da det ikke under den megen forvirring og uro i sjælene vil være til gavn under den form at føje en forargelse til.

For det andet. Vi har hidtil været uenige, idet de andre har holdt nadveren for et tegn, men vi har hævdet, at det er Kristi legeme, og vi har været fuldstændig uenige i opfattelsen af nadveren. Derfor forekommer det mig, at intet er mindre nyttigt, end at vi skulle opstille en lære, der skulle ligge midt imellem vore synspunkter, og en ny mening, hvorved også de andre skulle indrømme, at Kristi legeme virkeligt er til stede, mens vi skulle gå ind på, at det kun er brød, som spises i nadveren. For skal jeg tie stille med samvittigheden, må det nøje overvejes, i hvor høj grad vi i en sag, der er fælles for alle, herved lukker op for alle mulige tanker. Der vil deraf udspringe strømme, ja et helt hav af spørgsmål og meninger. Derfor er det meget mere sikkert, hvis de andre ligeud bliver ved deres tegn. For hverken de på deres side eller vi på vor side og endnu mindre vi begge til sammen formår at drage hele verden over til den mening, men vi vil langt snarere fremkalde mange forskelligartede tanker. Derfor ønsker jeg, at menigheden i disse to opfattelser må blive ganske roligt stående, hellere end at der skal gives lejlighed til en uendelighed af spørgsmål, der let fører til, at mennesker ender med slet intet at tro.

For det tredje må vi gøre gældende, 1) at vi har selve evangeliets klare tekst på vor side, og den gør ikke uden grund indtryk på alle mennesker, ikke blot på de fromme. På vor side har vi 2) de fleste af kirkefædrenes udtalelser, og dem kan man ikke let gå udenom eller med god samvittighed opfatte anderledes, end de lyder, når sproglig forståelse er i så stærk overensstemmelse med teksten. Det er 3) farligt at hævde, at kirken i så mange år over hele verden ikke skulle have haft den sande forståelse af nadveren. Vi indrømmer jo nemlig alle, at nadveren og ordet dog er blevet bevarede, om de end har været tildækkede af mange afskyelige forhold.

For det fjerde er Skt. Augustins udtalelser om tegnet, der synes at stride mod vor opfattelse, ikke så stærke, at de tilstrækkeligt kan modsige de tre punkter, som nu er anførte. Især da det klart kan påpeges og bevises ud af Augustins skrifter, at han taler enten om det nuværende legemes tegn, f.eks. når han i skriftet mod Adimantus siger: ”Herren har ikke taget det i betænkning at kalde det sit legeme, idet han gav dem sit legemes tegn,” eller om sit mystiske legemes tegn, hvorom han ofte taler, særligt i skriftet om Johannes. Her lærer han udførligt, at vi skal spise Kristi kød i hans mystiske legeme eller, som han selv siger, i menighedens samfund, enhed og kærlighed. Disse ord bruger han nemlig.

For det femte, det stærkeste af alle Augustins ord er dette: ”Det er ikke det legeme, du ser, som du skal spise” osv. Og dog mindes samvittigheden Kristi klare ord (”dette er mit legeme”), og da forklares dette ord af Augustin let således, at han taler om det synlige legeme, således som ordene lyder (”det, som du ser”). Således strider Augustin ikke mod Kristi klare ord. Desuden er Augustin alt for svag til, at han blot ved det ene usikre ord, der tilmed på tilfredsstillende måde lader sig bruge i overensstemmelse (med Kristi ord), skulle kunne bevæge os til den modsatte mening.

For det sjette, jeg kan ikke forstå Skt. Augustin anderledes (således har han også klart forstået kirkefædrene forud for ham selv), end at der over for jøderne og hedningerne skulle læres, at Kristi legeme hos de kristne ikke spises synligt og på legemlig vis. På den måde har de forsvaret troen på sakramentet. Til gengæld måtte der også over for hyklerne blandt de kristne læres, at man ikke modtog nadveren til frelse, hvis man ikke spiste det åndeligt, dvs. hvis man ikke var forenet med og indlemmet i menigheden. Og af denne grund har man krævet kærligheden i nadveren, således som man tydeligt får det at vide af Augustin, som uden tvivl har modtaget denne opfattelse fra de tidligere kirkefædre og fra sin tids sædvane.

For det syvende, hvis disse punkter er i behold, er der intet, som man kan forlange af mig. For også jeg ønskede gerne, Kristus er mit vidne derpå, at denne uenighed var bragt til ophør, selv om det skulle koste mit liv og blod mere end én gang. Men hvad skal jeg gøre? De andre er efter deres gode samvittighed fast bundne til en anden mening. Lad os derfor tåle dem. Hvis de er oprigtige, vil den herre Kristus udfri dem. På den modsatte side er jeg (med mindre jeg ikke kender mig selv) i en god samvittighed bunden til min mening. Lad dem da også tåle mig, når de ikke kan slutte sig til mig. Hvis de virkelig vil fastholde deres mening, nemlig angående Kristi legemes nærværelse sammen med brødet, og de forlanger, at man på den anden side skal tåle os, så vil jeg med største fornøjelse tåle dem i håb om samfund i fremtiden. For foreløbigt kan jeg ikke dele deres overbevisning og mening.

Dernæst, om der end kræves en politisk sammenslutning, behøver den ikke at hindres ved en forskel i det religiøse. Ligesom vi véd, at der godt kan finde ægteskabelige, handelspolitiske og andre borgerlige forbindelser sted mellem mennesker af forskellig religion, 1 Kor 7.

Kristus virke, at Satan fuldstændigt må knuses under vore fødder, amen.

Men vor mening er, at Kristi legeme er således til stede sammen med eller i brødet, at det virkeligt spises sammen med brødet. Alt, hvad der foregår med brødet, det foregår også med Kristi legeme, så at man virkeligt kan sige, at Kristi legeme rækkes, gives, modtages og spises, når brødet rækkes, gives, modtages og spises. Det vil sige, at det er mit legeme.

________________

81. Til Wenceslaus Link i Nürnberg

Wittenberg, 2. marts 1535

Efter nogle spøgefulde bemærkninger opfordrer Luther Link til at samle tyske ordsprog og digte. Luther er i det muntre hjørne.

Den berømte og højtærede hr. Wenceslaus Link, Kristi teolog og tjener, min broder i Herren.

Nåde og fred i Kristus! Kære Wenceslaus, der er snart gået meget lang tid, hvor jeg hverken har talt eller skrevet latin, så jeg frygter for, at jeg ikke mere forstår vort gamle latin, ja jeg tror, at du også geråder i en lignende fare. Og derfor håber jeg, at denne tro vil retfærdiggøre mig for dig uden onde eller gode gerninger, fordi du over for så store syndere er som en forsonlig Gud, således som du også gerne ønskede, at du måtte blive behandlet, når du gør dig skyldig i lignende synder. Amen.

Jeg havde egentligt intet at skrive om, men jeg ville ikke, at disse meget agtede kristne kvinder, nemlig fru Tetzel og hendes døtre, skulle rejse herfra uden breve.

Jeg ville også gerne sende nogle bjerge af guld. Men vor Elbflod er i disse år oftere gået over sine bredder, og den har taget alt guldsandet med sig, og har i stedet efterladt os sten og flint, hvoraf nogle atomer har sat sig fast i Justus Jonas' sider [Jonas led af nyresten], skønt han er en afgjort fjende af epikuræerne, som disputerer om atomerne.

Men nu har jeg spøget nok, jeg, som er syg og rask, svag og stærk, syndig og retfærdig, snart død og dog levende i Kristus. Jeg beder dig, som befinder dig mellem strømme af guld og sølv, at du sender mig – ikke poetiske drømme, men poetiske sange, som behager mig meget. Forstår du mig?

Jeg vil nu tale tysk, min nådige hr. Wenceslaus. Hvis det da ikke er alt for svært eller for meget eller for langt eller for bredt eller for højt eller for dybt eller på anden måde for vanskeligt, så beder jeg, at du vil lade en eller anden ung mand samle alle tyske billeder, rim, sange, bøger, mestersange, som i løbet af disse år er blevet malet, digtet, udgivet, trykt hos dig ved din tyske digtere, billedskærere eller bogtrykkere, for jeg har årsag til, at jeg gerne ville have disse ting. Latinske bøger kan vi her selv frembringe. Vi lærer med flid at skrive tyske bøger, og vi håber, at vi snart må kunne gøre det bedre, end vi hidtil har gjort det, bedre, end nogen kan tænke.

Lev vel i Kristus, og bed for mig. Herren være med dig og hele dit kød, og hils alle vore venner.

3. dag efter oculi 1535.

Din Martinus Luther, doktor – lige så vel som du selv.

________________

82. Til Benedikt Baworinsky, biskop for de bøhmiske Brødre

Wittenberg, 18. april 1535

Luther udtaler sin glæde over at være ét med de bøhmiske brødre i forståelsen af sakramenterne og læren. Det er ikke nødvendigt, at have de samme ceremonier og skikke.

Nåde og fred i Kristus. Ærværdige hr. Benedikt! Magister Philip og jeg har omhyggeligt hørt på de to brødre, som du har sendt til os. Og de vil til gengæld give dig besked om vor mening. Det har særligt været os meget kært, at de, hvad troen på nadveren angår, har fremsat den rette forståelse. Og udtryk, som nogle gange har foruroliget mig, er blevet således forklarede, at jeg indrømmer, at jeg nu er tilfredsstillet. Og jeg kan ikke se, at der i selve sagen eller forståelsen er nogen uenighed, selv om vi bruger andre ord. Men det er, som man siger, til ingen nytte at indlade sig i strid om ord, når man er enig om selve sagen. Det har glædet os meget, at det står rigtigt til hos dig med hensyn til dåben. Hvor man nemlig på rette måde bevarer disse to sakramenter og forvalter dem rigtigt, der iagttager man også let alle de andre ting. Om disse ting vil brødrene selv udførligere fortælle dig. Så længe du er enige med os og vi med dig, er der derfor ingen grund til, at du tvivler på vor oprigtige kærlighed og velvilje over for dig. Og skulle der mangle noget i den retning fra nogen af siderne (da alle hellige i dette liv ikke er fuldkomne), så vil vi bære over hermed i gensidig og kristen tålmodighed.

Det er fuldt ud tilstrækkeligt, når den hellige almindelige kirke er enig i tro og lære. Ritualerne og skikkene må nødvendigvis være forskellige. For sådan mener og skriver også apostlene, sådan har også Kristus foreskrevet, at man skal tilgive brødrene, når de blot er og bliver i Kristus. Også vi hævder meget stærkt, at man skal skelne mellem lære og liv. Af læren afhænger det nemlig, om man er en kristen eller en kætter, men af livet afhænger det, om man er hellig eller en synder. De onde skal irettesættes og udelukkes, men brødrene skal (som Paulus lærer) først påmindes og ikke straks forkastes.

Du vil få mere at høre herom af brødrene. Lev vel i Kristus. Bed for os, ligesom også vi beder for dig.

Skrevet på 3. søndag efter påske 1535.

________________

83. Til kurfyrst Johan Frederik af Sachsen

Wittenberg, 9. juli 1535

Luther skriver spøgefuldt om den truende pest. Han mener ikke, der er fare på færde, så længe landfogeden Hans Metzsch tør blive i byen.

Pesten nåede Wittenberg hen imod den 18. juli. Universitetet blev i den anledning midlertidigt henlagt til Jena. Men Luther blev i Wittenberg.

Den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Johan Frederik, hertug til Sachsen og kurfyrste, osv. Nåde og fred i Kristus samt mit fattige Fadervor. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre.

Kansler, dr. Brück, har meddelt mig Deres nådige tilbud til mig for det tilfælde, at pesten skulle optræde her. Og jeg takker i al underdanighed for denne nådige omsorg og tilbud, og skal også nok melde mig med mit underdanige svar, når tilfældet indtræder. Men min sikre vejrhane er landfogeden Hans Metzsch. Han har hidtil haft lige så fin en næse som en grib over for pesten, så han ville sikkert kunne lugte den, når den befandt sig fem alen under jorden. Siden han endnu er blevet her, kan jeg ikke tro, at der allerede skulle være pest her. Vel er det sandt, at et hus eller to har haft en streg deraf, men luften er endnu ikke forgiftet. For siden tirsdag er der ikke fundet et lig eller nogen syg. Dog fordi hundedagene er begyndt, og de unge mænd er blevne forskrækkede, har jeg fundet mig i, at de spadserer omkring, for at deres tanker kan komme i ro, indtil man ser, hvad der vil ske. Men jeg mærker, at denne ungdom gerne lytter til al den snak om pesten, for nogle har bylder på skoletasken, nogle kolik i bøgerne, nogle udslet på pennen, nogle gigt i papiret. For mange er blækket blevet muggent. Nogle har også spist breve fra deres mødre. Deraf har de fået hjertepine og længsel efter hjemmet. Og der er mere af den slags sygelighed, end jeg kan fortælle.

Og der er vel fare forbundet dermed, når de ældre og deres foresatte ikke søger at hjælpe og gribe ind med alvor og alle slags lægemidler over for sådanne sygdomme, så kan der vel gerne komme en epidemi ud af det, indtil man hverken kan få prædikanter eller præster eller lærere, indtil svin og hunde bliver det bedste kvæg. I den retning arbejder papisterne meget flittigt.

Men Kristus, vor Herre, give Deres kurfyrstelige Nåde som hidtil nåde og barmhjertighed til sammen med alle fromme kristne øvrighedspersoner at skaffe et stærkt lægemiddel og apoteker over for en sådan sygdom, Gud til lov og ære, til ærgrelse for Satan, som er en fjende af al kunst og tugt. Amen.

Hermed Gud befalet. Amen.

Fredag efter Mariæ bebudelsesdag 1535.

Deres kurfyrstelige Nådes underdanige

Martin Luther.

________________

84. Til Jakob Probst i Bremen

Wittenberg, 23. august 1535

Om forhandlingerne om fred med nadversværmerne.

Luther er plaget af nedsat arbejdsevne.

Nåde og fred i Kristus. Da vor ven Johannes, en fortræffelig mand og kær broder, rejser ned til dig, har jeg ikke villet sende ham af sted uden brev, skønt jeg ikke har noget at skrive uden en hilsen. For enten véd du i forvejen besked om alt det andet, eller du kan på en udførlig og troværdig måde få det at høre af Johannes.

Der gøres sikkert med stort håb og med megen iver forsøg på at få enighed tilvejebragt mellem os og nadversværmerne. Gid Kristus må lade enigheden komme i stand i oprigtighed og med mildhed fjerne denne store forargelse, så det ikke skal være nødvendigt, at det sker på en voldelig måde, således som det skete i Münster. Gud kroner kejseren med store sejre i kampen til søs mod tyrkernes våbenfæller i Afrika.

Jeg selv bliver gammel ikke af år, men i henseende til kræfter, idet jeg er blevet næsten helt uskikket til arbejde om formiddagen.

Bed for mig om en salig udgang af denne onde verden. Og lev vel med alle dine. Også min Käthe og din lille guddatter Margrethe hilser dig.

Wittenberg, dagen før Bartholomæus' dag 1535.

Din Martinus Luther.

________________

85. Til præsterne i Strassburg

Wittenberg, 5. oktober 1535

Luther udtaler sin beredvillighed til fortsat forhandling om enighed med præsterne i Strassburg.

De ærværdige kristne mænd, de herrer præster, lærere og Ordets tjenere, vore kære brødre i Herren i menigheden i Strassburg.

Nåde og fred i Kristus. Jeres brev, ærede brødre, har været mig til megen glæde, fordi jeg derigennem uden vanskelighed er blevet overbevist om, at jeres sind er fuldt rede til klart og oprigtigt at oprette enighed med os. Derfor beder jeg om, at I ligeledes vil være overbeviste om, at jeg er lige så ivrig efter at indtræde i enighed med jer, som jeg er ivrig efter, at den Herre Jesus Kristus altid vil være mig nådig. Og I må ikke tvivle om, at jeg, for så vidt det står til mig, gerne og med glæde er rede til at gøre og lide for denne sag, hvad der så end vil blive krævet af mig og befalet mig. Lad os nu blot fortsætte, og gid Gud, idet vi anråber ham med vore bønner og brændende begæringer, må fuldføre det, som han har begyndt, for at denne enighed må blive fast og stedsevarende, uden nogen anstødssten eller hindring.. Amen

I øvrigt, mine kære brødre, fordi denne sag angår mange og store fyrster og folk, må vi planlægge en eller anden sammenkomst, og det jo før jo hellere, hvor vi ved indbyrdes samtale får tilrettelagt denne og andre sager. Denne sag er nemlig, som I selv let vil indse, af så stor betydning, at det nok er værd så at sige at ødsle både tid og penge på den. Hvis jeg også skal være til stede, er det nødvendigt, at der vælges et sted i Hessen eller i vort Coburg, for fyrsten vil sikkert ikke lade mig rejse uden for sit område. Rådslår derfor med brødrene også for jeres vedkommende angående tid og sted, og skriv til os igen, for at vi kan forhandle med fyrsten om denne sag og ligeledes gøre andre af vore brødre i Sachsen, Pommern, Preussen og andre steder bekendt dermed, for at de enten kan sende repræsentant eller betro sagen til en af os. For jeg ville slet ikke gerne, at der skulle komme en hel mængde mennesker sammen.

Herren Jesus være med jer og forøge for jer sin nåde og mellem os alle sin fred. Amen. Jeres sendebud kommer sent tilbage. Han vil selv fortælle jer, hvad røverne har foretaget over for ham.

Wittenberg, 5. oktober 1535.

Jeres broder i Kristus Martinus Luther.

________________

86. Til Gereon Sailer i Augsburg

Wittenberg, 5. oktober 1535

Gereon Sailer, læge i Augsburg, havde efter samråd med Luther foretaget en længere rejse til forskellige byer i Tyskland for at fremme enigheden blandt de evangeliske. I et brev af 8. september 1535 til Luther havde han givet Luther beretning om det heldige udfald af rejsen. Luther udtaler her sin glæde over Sailers meddelelser.

Den berømte hr. Gereon Sailer, dr.med., den ansete læge i Augsburg, min kære ven i Kristus.

Nåde og fred i Kristus. Dit brev, kære hr. Doktor, var mig meget kærkomment og opmuntrende, ikke blot i sig selv, men fordi det også medbragte så mange andre og glade skrivelser fra andre byer. Derfor har jeg på ærefuld måde og med glæde så at sige modtaget de ærværdigste og mest heldbringende sendebud. Kristus, som har begyndt dette gode fredens og enighedens værk, fuldføre og fremme det indtil enden. Amen.

Jeg har, som du krævede, så godt som jeg har formået, svaret alle i ærbødighed og med venlighed, for at de alle kan indse, hvor hjerteligt jeg ønsker at befæste denne enighed. For med hensyn til vor sammenkomst må du træffe aftale sammen med andre, om den er ønskelig eller ikke. Derefter vil du give os underretning, for at vi kan give meddelelse derom til vore fyrster og stæder.

Dr. Philip opgiver sin rejse til Frankrig. Han er blevet holdt tilbage og hindret ved mange årsager, fordi der ikke blot fra et enkelt sted, men også fra mænd af den største autoritet, var skrevet til os om den franske konges troløshed. Det gør mig i sandhed voldsomt ondt for bønderne i det franske Provence på grund af deres ulykkelige og undertrykte stilling. Og jeg ville ønske, at jeg kunne give dem råd, ligesom jeg kan bede for dem. Hvis de flygtede, ville de dog måske kunne finde steder, hvor de kunne leve. Kristus forbarme sig over dem og befri dem og hjemsøge endeligt en gang alle, der øver uret. Amen.

Jeg anbefaler mig til din venlighed i Herren. Han lede og bevare dig og alle dine til evig tid.

Wittenberg, 5. oktober 1535.

Din Martinus Luther.

________________

87. Til fru Agnes Lauterbach i Leisnig

Wittenberg, 25. oktober 1535

Luther trøster Agnes Lauterbach, der har mistet sin lille søn.

Her i tiden ligger nåden gemt under korset.

Nåde og fred i Herren. Min kære veninde. Hr. N. har meddelt mig, at du er meget bedrøvet i anledning af din søn, hvem Gud havde givet dig og nu så hurtigt igen har taget fra dig. Men hvad skal vi sige dertil? Vi må på denne måde lære Guds vilje at kende som den, der kun er god og hellig, selv om det også ser helt anderledes ud for vor vilje.

Du har jo så ofte læst og hørt, at Guds værk er skjult, og at al nåde ligger gemt under korset, indtil åbenbaringens tid kommer, da vi skal se det og med glæde høste det, som vi nu sår med tårer, som David siger i Salme 126: ”Grædende går de ud, mens de bærer såsæden.”

Derfor hold måde med din sorg. Gud lever endnu, og han har mere til os, end han endnu har givet. Han trøste dig i Kristus, sin kære søn. Amen.

Crispinus' dag 1535.

________________

88. Til Justus Jonas

Wittenberg, 28. oktober 1535

Om forskellige sager, blandt andet om Käthes mange gøremål og om hendes bibellæsning.

Nåde og fred i Kristus. Dr. Kristian Bauer er i dag for 8 dage siden afgået ved døden, som magister Philip skriver. Han led af feber. Dertil stødte på grund af rejser hoste og betændelse, som gik fra hovedet ned i brystet. Jeg sender brevet med. Brück er ikke i Prag, som du kan læse i Philips brev. Vi har endnu ikke fået nogen efterretning fra rejsen til Østrig. Sidste søndag bortrev pesten Schadewalt, den meget gode borger i vor by. Siden har vi igen haft fred. Også mit bryst lider af saltsved og undertiden af hoste. Mange studenter kommer tilbage. Ellers har jeg ikke mere at meddele.

Jeg undrer mig over, hvor pavens legat kan være, eller hvorhen han drager, da der er så megen stilhed om ham og hele konciliet. Hils hele din familie, og bed for os.

Jeg omgås med tanker om at opstille nogle sætninger mod privatmessen, ligeledes om 1 Kor 13 og nogle andre steder, der handler om retfærdiggørelsen.

Min hr. Käthe sender dig sin hilsen. Hun kører, dyrker markerne, vogter og sælger kvæg, brygger osv. Desuden har hun også taget fat på at læse Bibelen, efter at jeg har lovet hende 50 gylden, hvis hun kommer igennem den inden påske. Hun gør det med megen iver. Hun er allerede nået til 5. Mosebog.

Simons og judas' dag 1535.

Din Martinus Luther.

________________

89. Til præsterne i Strassburg

Wittenberg, 27. november 1535

Luther udtrykker her sine stærkeste ønsker om enighed med strassburgerne.

Han føler sig som en færdig, gammel mand.

Til Herrens Ords tjenere i Strassburg, mine elskede herrer og brødre i Kristus.

Nåde og fred i Kristus. Jeg ser, mine kære brødre, af jeres breve, at I har forstået mit sidste brev på en sådan måde, som om jeg helt og holdent havde gjort vor sammenkomst afhængig af fyrsternes og stædernes vilje, skønt jeg ikke har villet det. Men for at det kunne ske på den bedste måde, har jeg ment, at det var det bedste, at det skete med deres vidende. Men jeg er således sindet, at jeg inderligt ønsker, vi skal komme sammen, selv om fyrsterne eller stæderne ikke vil medvirke dertil. For nu, da jeg er grå, udlevet, ganske færdig med og mæt af alt, har jeg intet højere ønske, end at denne enighed så vidt muligt bliver bekræftet, inden jeg sover hen. Hvis fyrsterne vil være medvirkende, er det godt, hvis ikke, så vil jeg dog forsøge at opnå, at de i det mindste tillader os det og finder sig i vor sammenkomst, skønt jeg venter mig noget meget bedre, særligt af vor fyrste. Hvad tidspunktet angår, er det rigtigt, hvad I mener, at det næppe kan lade sig gøre før påske, særligt på grund af mit vaklende helbred. Dog skal jeg gøre, hvad jeg formår, og skal være rede, til hvilket tidspunkt sammenkomsten skal finde sted, enten det bliver før eller efter påske, jeg ville nemlig meget gerne selv være til stede.

Stedet vil vi udpege, så snart vor fyrste er kommen tilbage. For at sætte det uden for vort fyrstendømme vil næppe nogensinde blive mig tilladt. Jeg vil træffe aftale med vor fyrste i Thüringen enten om Eisenach, Gotha eller Weimar og tænker at opnå, at det bliver et af disse steder.

Forinden vil jeg drage omsorg for, at jeg herfra har menighedernes tilslutning og enighed fra præsternes side, for at der ikke skal behøves megen larm om sagen. Jeg hører med glæde, at I har gjort det samme.

Lev vel og bed. Og tvivl ikke om, at denne enighed også ligger os på hjerte, så sandt vi ikke vil anse vor Herre Kristus for digt. Og for hans skyld har jeg dog som en af hans uværdige bekendere tålt og tåler endnu i høj grad kors fra Satan og verden. Vi beder nemlig også for vort vedkommende flittigt for jer både i offentlige og private bønner. Gud være pris. Amen.

27. november 1535.

Jeres Martin Luther.

________________

90. Til Johan Forster i Augsburg

Wittenberg, 12. juli 1536

Luther fortæller om resultaterne af mødet med de sydtyske teologer.

De forhandlinger, som oprindeligt var bestemt til Eisenach, var af hensyn til Luthers skrøbelige helbred i stedet blevet afholdt i Wittenberg i sidste del af maj 1536. Her var Luther og de wittenbergske teologer blevet enige med de sydtyske evangeliske om en fælleserklæring om nadveren og om tilslutning til Den Augsburgske Bekendelse og Apologien.

Den ærværdige kristen, dr. Joh. Forster, den tro lærer og tjener i menigheden i Augsburg, min meget kære broder.

Nåde og fred i Kristus. Jeg beder dig inderligt kære Forster, at du med venlighed og tålmodighed vil bære over med, at jeg intet har fået skrevet til dig om vor sammenkomst. Jeg ser nemlig og havde selv tænkt alvorligt på, at du har ventet det. Men jeg har været så begravet i arbejde med breve til andre og med forskellige sager, at jeg blev nødt til at opsætte at skrive til de nærmeste venner, indtil jeg var blevet færdig med dem, hvis venskab jeg først måtte vinde. Jeg mente, at du og andre gamle venner lettere ville finde dig i min tøven, og at du bedre kunne vente end de, som på grundlag af det nylig stedfundne forligsforhandlinger trængte ind på mig, og dertil hører frem for alt dit byråd. Ja ikke en gang indtil i dag har jeg fået skrevet til alle vore venner om disse ting, og jeg nødes til i denne sag at gøre brug af det fyrstelige kancelli.

Ved denne sammenkomst har jeg virkelig udførligt og tydeligt nok atter og atter hævdet, at hvis de ikke havde et rent og oprigtigt sind over for selve sagen, så skulle de lade være med at slutte forlig, fordi den hidtidige uenighed i virkeligheden var mere betryggende end en opdigtet enighed, som kan føre til uendelige stridigheder. Men de tog imod alt, også vor Apologi, på så from og alvorlig en måde, at det ikke ville have været rigtigt at afvise dem. Jeg udtalte også: ”hvis du handler anderledes, vil vi fremholde netop denne Apologi imod dig.” Kristus véd, hvad der vil ske, og hvis han skal gøre denne enighed stabil, må han udføre et stort under. Men vi venter allerede nu svaret fra deres kirkelige og borgerlige myndigheder, om de bifalder denne vor aftale, for at der således endeligt kan sluttes forlig, og det kan offentliggøres. For uden tilslutning fra begge parter kan intet afgøres ved os alene. De har fået fuldmagt fra vor side, og vi giver på samme måde vore venner fornøden meddelelse. Det er, som jeg håber, tilstrækkelig tydeligt sagt til Martin Bucer, at han ikke tillader eller bevirker, at rådet skrider ind mod de katolske ejendomme og love.

Bed med os, at alt må lykkes, og at der (ved Guds indgriben) endeligt må komme en afslutning på de mange og store forargelser i kirken, amen. Hils alle dine. Min Käthe hilser dig. Herren være med dig.

12. juli 1536. Din Martinus Luther.

________________

91. Til kong Christian den Tredje af Danmark

Wittenberg, 2. december 1536

Luther udtaler sin billigelse af, at kongen har afsat de katolske biskopper, men henstiller indtrængende at anvende kirkegodset til lønning for præsterne og kirkerne.

Kirken er frelsens formidler ved Ordet.

Den stormægtige, berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Christian, udvalgt konge til Danmark og Norge, hertug til Slesvig og Holsten osv., min nådigste herre.

Nåde og fred i Kristus, vor Herre og frelser, og mit fattige Fadervor. Stormægtige, berømte, højbårne fyrste, nådigste herre konge! Jeg har med megen glæde modtaget Deres kgl. majestæts skrivelse, og det har tiltalt mig meget, at Deres Majestæt har afsat biskopperne (da de dog ikke kan høre op med at forfølge Guds ord og forstyrre den borgerlige styrelse), og jeg vil også, hvis jeg kan, på det bedste hjælpe med til at forklare og forsvare det.

Men jeg beder også i ydmyghed om, at Deres kgl. Majestæt af de kirkelige midler, som er henlagt under kronen, vil udsondre så meget, at kirkerne også i fremtiden kan blive forsørgede på en tilstrækkelig og sømmelig måde. For hvis disse midler bliver opløste og splittede, hvad vil man da lønne prædikanterne med? Denne (måske unødige) formaning giver jeg Deres kgl. Majestæt, som også uden min formaning vil vide at optræde på en god og kristelig måde i denne sag, derom nærer jeg ingen tvivl. Det er kun vore folk, der bevæger mig til at gøre denne bemærkning, for blandt dem er der mange, som meget gerne vil rive alt til sig. Og hvis Gud ikke havde givet os sådanne fromme landsfyrster, som tager sagen med fuldt alvor og troskab, og tog sig af det, så ville mange præstekald ligge øde. Hvis nu Satan også ville bedrage nogle i Deres Majestæts lande, så hjælpe Gud til at betænke kirkens tarv. For det påhviler kirken at sørge for Guds ords forkyndelse og for alle, som både nu og i fremtiden skal lære at blive salige og at undfly den evige død. Alt dette afhænger nemlig af Guds ord.

Kristus, vor kære Herre, være med Deres kgl. Majestæt nu og til evig tid, amen.

Søndag efter Skt. Andreas dag 1536.

Deres kgl. Majestæts villige

Martin Luther, dr.

________________

92. Til Luthers søn Hans

Wittenberg, 27. januar 1537

Luther skriver til sin ældste søn Hans, som var begyndt i skolen.

Luther formaner ham til gudsfrygt og flid, med henvisning til både Guds trusler og velsignelser.

Nåde og fred i Herren. Din flid og de breve, du har sendt mig, min kæreste søn, har til denne dag glædet mig. Om du således bliver ved, yder du ikke blot mig, din fader, der elsker dig, tak, men mest vil du gøre dig selv gavn, for at du ikke skal synes at være blevet til vanære. Sørg derfor for, at du flittigt ofrer dig for det, som du har begyndt. For Gud, som har befalet, at børn skal adlyde deres forældre, har også lovet de lydige børn velsignelse. Se til, at du ganske kan have denne velsignelse for øje, og at du ikke lader dig forlede af dårlige eksempler. For den samme Gud har også truet de ulydige børn med forbandelse. Frygt derfor den Gud, der velsigner og forbander, ham, der vel udsætter opfyldelsen af sine forjættelser og sine trusler til de ondes fordærvelse, men dog alligevel opfylder dem tilstrækkelig hurtigt til de godes frelse. Frygt således Gud, og lyd dine forældre, som til visse kun vil dig dit bedste, og undgå slet og uhæderlig sladren og snak. Din mor sender dig hjertelig hilsen, ligeså tante Lehna og dine andre søstre og brødre, som også alle ser hen til din læsnings lykkelige gang og ende. Mor har sagt, at du skal hilse din lærer og hans hustru. Dernæst, om de har lyst til at følge med dig hjem i fastelavnsferien, er de velkomne, kun er jeg til samme tid bortrejst. Det beder tante Lehna især om. Farvel, min søn, lær af og hør på de gode mænds formaninger. Herren være med dig.

Skrevet på lørdagen efter Paulus' omvendelsesdag 1537.

M. Luther, din fader både i kød og ånd.

________________

93. Til Justus Jonas i Wittenberg

Altenburg, 1. februar 1537

Luther skriver dette brev på turen til Schmalkalden, hvor lutherske teologer, fyrster og rådsherrer skulle mødes for at forhandle om modtagelse eller afslag på indbydelsen fra paven til et almindeligt kirkemøde. Man vedtog at sige nej tak til indbydelsen.

Nåde og fred i Kristus. Skønt, bedste Jonas, disse linjer vil være temmelig længe om at nå dig, har jeg dog villet tilkendegive, at vi håber, at du nu endeligt må være kommet dig af din stensygdom, og at vore bønner må være hørte. Det rygte har her nået os, at den højhellige legat, biskoppen af Acqui, vil søge at træffe vor fyrste umiddelbart fra Nürnberg, som det skrives til denne fra Coburg. Fyrsten svarede dem, at om legaten kom, skulle man vise ham til Schmalkalden. Dér vil man afvente ham, hvis hans komme bekræftes. Og selv om jeg antager, at han virkeligt kommer, så kommer han uden tvivl ikke af frygt for tyrken, men efter dennes råd og indgriben for at bede om hjælp osv. Lutheranerne er jo ellers bare slagtefår, hvis ikke disse vanvittige bøddelknægte netop engang havde deres hjælp behov. Men vi vil se. Også den kejserlige kansler doktor Matthias Held vil komme til stede, og måske vil konventet blive større, end begge parter har ventet. Gud give, at det må blive et lovligt koncil.

Her er en kannik fra Zeitz, én, der er faldet fra sin orden, idet han har giftet sig, en udmærket mand, som forsikrer alt, hvad han kan, at der til dette konvent vil komme lærdere mænd end til selve kirkemødet i Mantua. Dette skriver jeg for at trøste dig. For jeg længes meget efter dig. Lev vel, og besøg mine og også Pommers Rom med hans små borgere [Bugenhagens familie]. Vi er sunde og glade, og er desuden blevet prægtigt beværtede og forsørgede på det bedste af fyrsten på hans slotte i Grimma og Altenburg.

1. februar, Altenburg, i den ottende time af natten.

Din Martin Luther, dr.

________________

94. Til Jakob Meyer, borgmester i Basel

Schmalkalden, 17. februar 1537

Luther bevidner sin glæde over tilslutningen til Wittenberg-Konkordien (enighedserklæringen mellem lutheranerne og de schweiziske protestanter). Meyer skal hjælpe, så striden ikke atter blusser op. Luther lover selv at gøre sit dertil. Luther har været 4 måneder om at besvare Meyers brev.

Nåde og fred i Kristus. Ærbare, omsorgsfulde, kære herre og ven. Dit skrift tilligemed andre, også det medsendte skrift fra de schweiziske forbundsbyer, har jeg alle modtaget og forstået, og jeg har videre mærket med glæde din flid og alvor for at fremme Kristi evangelium. Gud den almægtige give stadig og mere nåde, så vi alle sammen kan samstemme i ret og uforfalsket enighed og i fuld enig lære og mening. Således som Skt. Paulus har sagt, at vi alle med ét hjerte og én mund skal prise Gud, vor Herres Jesu Kristi fader, desuden tilgive hinanden og bære over med hinanden, som Gud tilgiver os og bærer over med os i Kristus Jesus.

Nu er det intet under, fordi vi endnu lever i kødet, at der måske kan hænge nogen mistænksomhed både ved os og ved dig, fordi vi er stillet over for hinanden og har truffet hinanden i disse sager ikke for at spøge eller skælde, men i alvor, som folk, der vel har været uenige, men aldrig har drevet spøg eller letfærdige sager med hinanden. Derfor vil det – ved siden af kristelig kærlighed – være nødvendig pligt at glemme hug og smerter og så meget desto alvorligere atter at tragte efter enighed, det må opnås med tålmodighed, sagtmodighed, god samtale og hvormed det ellers kan være, men især med hjertelig bøn til Gud, den kære fader, al enigheds, trøsts og kærligheds fader.

Derfor beder jeg atter inderligt om, at du hos dig vil holde trofast ved og hjælpe, at de alle sammen vil bidrage til at bringe sagerne i ro, lempe og fremme dem til det bedste. Det skal heller ikke mangle hos os, og vi gør også, hvad vi kan, dertil, lader os ikke bevæge af noget skrift eller nogen tale, og på vor prædikestol og blandt folket er alt ganske stille, men din folk må ikke skræmme de hvilende fugle, men også trofast hjælpe til fred med os. Forholdene vil ikke skikke sig efter os, men vi må skikke os efter dem. Så vil også Gud, der begynder dette, være med og nådigt fuldføre det. Hermed Gud befalet. Amen. Hils Joakim Vadian og dr. Wolf Capito. Jeg har ikke kunnet skrive til alle, for jeg er på grund af den besværlige stensygdom den ganske dag et unyttigt menneske.

Martinus Luther.

Lørdag efter Valentins dag 1537.

________________

95. Til Luthers hustru

Tambach, 27. februar 1537

Luther har været alvorlig syg og selv troet, han skulle dø.

Hverken lægemidler eller husråd synes at hjælpe.

Han ser det som Guds under og svar på forbøn, at han er blevet rask igen.

Han glæder sig nu til at komme hjem til Käthe igen.

Nåde og fred i Kristus. Du kan imidlertid leje dig andre heste til dit behov, kære Käthe, for min nådige herre beholder dine heste og sender magister Philip hjem med dem. For selv er jeg i går brudt op fra Schmalkalden og kørte hertil på min nådige herres egen vogn. Jeg har nemlig ikke været rask de sidste tre dage og har til denne nat siden sidste søndag ikke givet den mindste dråbe vand fra mig, har ikke kunnet hvilet eller sovet og ikke kunnet beholde, hvad jeg har drukket eller spist. Summa, jeg har været død og befalet Gud og min gode Herre dig og småbørnene, som skulle jeg aldrig se dig mere, jeg har haft medlidenhed med dig, men jeg havde beskikket mig selv graven. Nu har man bedt så hårdt for mig til Gud, så manges tårer har formået, at Gud denne nat har åbnet min blære, og i to timer er vel et fad fuldt gået fra mig, og jeg synes, at jeg er født på ny.

Tak derfor Gud, og lad de kære småbørn med tante Lehna takke den rette fader, for de havde sikkert mistet deres jordiske fader. Den fromme fyrste har ladet løbe, ride, hente, og efter al formue gjort sit bedste, for at jeg dog skulle blive hjulpet, men det har ikke nyttet. Din kunst hjælper mig heller ikke med dit husråd. Gud har gjort under med mig denne nat og gør det stadig gennem fromme menneskers forbøn.

Dette skriver jeg til dig, fordi jeg tror, at min nådigste herre har befalet landfogeden at sende dig mig i møde, da jeg jo kunne dø undervejs, så du forinden kunne tale med mig eller dog se mig, hvilket nu ikke er nødvendigt, og du kan blive hjemme, fordi Gud så rigeligt har hjulpet mig, at jeg nu glæder mig til at komme hjem til dig igen. I dag kører vi til Gotha. I øvrigt har jeg skrevet fire gange, og det undrer mig, at intet er kommet til dig.

Tirsdag efter reminiscere, 1537.

Martin Luther.

________________

96. Luthers første testamente

Gotha, 28. februar 1537

(Se forrige brev). Da Luther kom til Gotha, følte han sig trods bedringen den foregående dag døden nær. Bugenhagen har da nedskrevet hans testamente således:

Jeg véd – Gud være lovet – at jeg har gjort ret i at have stormet pavedømmet med Guds ord. For pavedømmet er en bespottelse af Kristus og evangeliet.

Bed for mig, at min kære Philip, Jonas og Cruciger tilgiver mig alt, hvad jeg har syndet imod dem.

Trøst min Käthe, at hun må bære dette i bevidstheden om, at hun har levet godt sammen med mig i 12 år. Selv har hun tjent mig ikke blot som hustru, men også som tjenerinde. Gud gengælde hende det! Men I vil sørge for hende og børnene, så godt I kan.

Hils vor kirkes tjenere fra mig. De fromme borgere i Wittenberg har tjent mig ofte.

Sig vor udvalgte fyrste og min herre, landgreven, med mine ord, at de ikke skal lade sig skræmme på grund af disse og lignende råb fra modstanderne: ”De røver kirkens gods” osv., fordi de ikke røver således, som visse andre gør det. For jeg ser dem netop ved dette gods sørge for gudstjenesten. Men selv om i øvrigt der tilfaldt dem noget af sådant gods, hvem kunne da bedre modtage det? Sådant er fyrsternes og ikke de papistiske døgenigters.

Befal med mine ord, at de trofast i Gud tager sig af evangeliets sag, alt hvad Helligånden tilråder, jeg foreskriver dem ikke måden. Den barmhjertige Gud styrke dem til at blive i den sande lære og til i gerning at vise deres taknemlighed, fordi de er blevet befriede fra Antikrist.

Jeg har i bøn alvorligt befalet dem Gud, og jeg håber, at han selv vil bevare dem fra at falde tilbage til den papistiske ugudelighed. For selv om de er syndere i visse forhold og ikke i alt er rene, vil de dog være sikre på Guds godhed, skønt modstanderne smeder rænker og anklager hårdt. For det er intet imod de antikristelige modstanderes ugudelighed, spot, had, manddrab osv., hvoraf den guddommelige barmhjertighed netop har frigjort dem. Derfor skal de være stærke og gå fremad i Herrens navn!

Jeg er nu beredt til at dø, om Herren vil. Dog ville jeg gerne leve til pinse, for at jeg for hele verden kunne anklage heftigere end hidtil dette romerske bæst og hans rige i et offentligt skrift. Det vil jeg gøre, hvis jeg lever, jeg vil ikke behøve sporer. I øvrigt vil der komme andre efter mig, som vil handle hårdere imod dette bæst, skønt også jeg ville handle temmelig hårdt, hvis jeg skulle leve.

Derefter befaler jeg min sjæl i Faderens og min Herres Jesu Kristi hænder, hvem jeg har forkyndt og bekendt over hele jorden.

________________

97. Til jøden Josel (Rosheim)

Wittenberg, 11. juni 1537

Josel var overrabbiner og optrådte flere steder som jødernes talsmand. I august 1536 havde kurfyrsten af Sachsen forbudt jøderne at nedsætte sig inden for hans rige. Josel havde i den anledning anmodet Luther om over for kurfyrsten at anbefale jødernes sag.

Luther afslår anmodningen med den begrundelse, at jøderne har misbrugt hans tidligere støtte. De har brugt Luthers støtte til at føre en aggressiv mission med stærkt hånende og nedsættende udtalelser om Jesus.

Til den omsorgsfulde Josel, jøde i Rosheim, min gode ven.

Min kære Josel! Jeg ville ganske vist gerne tale din sag hos min nådige herre både med mund og pen, ligesom da også mit skrift [”At Jesus Kristus er født jøde”] i høj grad har tjent hele det jødiske folk. Men fordi din landsmænd misbruger denne min tjeneste så skammeligt og foretager sig ting, som vi kristne ikke kan finde os i, har de dermed selv hindret mig i at kunne fremme deres sag hos fyrster og herrer, hvad jeg ellers gerne ville have gjort.

For jeg har været og er endnu stemt for, at man skal behandle jøderne venligt med tanke på, at Gud dog engang vil se i nåde til dem og føre dem hen til deres Messias - men ikke i den tanke, at de ved min godhed og hjælp skulle blive styrkede og endnu værre i deres vildfarelse. Derom vil jeg, hvis Gud giver mig lejlighed og tid, skrive en lille bog, om jeg kunne vinde nogle af de hellige patriarkers og profeters, din fædres, slægt og hjælpe dem til deres forjættede Messias. Skønt det i sig selv er mærkværdigt, at vi skal drage og lokke jer til jeres naturlige herre og konge, ligesom forhen dine forfædre, da Jerusalem endnu stod, har draget og lokket hedningerne hen til den sande Gud.

Ville det ikke være rimeligt, hvis du tænkte, at vi hedninger vel ville være så hovmodige og afskyelige, at vi slet ikke ville tilbede jeres bedste konge, endsige en sådan fordømt og korsfæstet jøde. Især da der altid har været et dødeligt fjendskab mellem hedninger og jøder, hvis det ikke havde været den sande Guds vældige magt, som ved sin kraft havde lagt det ind i hjertet hos os hovmodige hedninger, der var jeres fjender? For I jøder ville jo aldrig tilbede en hængt eller radbrækket hedning som en herre, det véd du dog.

Derfor må du ikke holde os kristne for narre og gæs, men endeligt en gang forstå, at Gud dog omsider ønskede at hjælpe jer ud af den elendighed, hvori I har været nu i over 1500 år. Men det sker kun, hvis I sammen med os hedninger modtager jeres slægtning og herre, den kære korsfæstede Jesus.

Jeg har nemlig også læst jeres rabbinere. Og hvis de var gået i den retning, så ville jeg ikke have været så stejl og hård, uden at det ville have bevæget mig. Men de kan intet andet end at råbe: det er en korsfæstet og fordømt jøde. Og på samme måde har jo alle din forfædre ikke ladet være med at fordømme, stene og pine nogen af de hellige og profeterne. Og de måtte jo også alle være at fordømme, hvis jeres anskuelse er den, at Jesus af Nazaret med rette er blevet korsfæstet og fordømt af jøderne. Det har I nemlig før ofte og alle vegne gjort. Læs, hvordan I har båret jer ad med jeres konge David og med alle fromme konger, ja med alle hellige profeter og mennesker, og anse derfor ikke os hedninger uden videre for hunde. For du ser, at jeres fangenskab vil vare for længe, og I finder dog, at vi hedninger, hvem I anser for jeres værste fjender, er velsindede og villige til at give råd og hjælp, kun at vi ikke kan tåle, at I spotter og forhåner jeres blod og kød, Jesus af Nazaret, og – hvis I kunne – gerne skilte alle hans fra alt, hvad de er, og hvad de ejer.

Jeg vil også være profet, skønt jeg er en hedning, ligesom Bileam var: det vil ikke gå, som I håber, for den tid, som blev fastsat af Daniel, er for længst omme. Og selv om I end vender og drejer det nok så underligt og laver ud af teksten, hvad I vil, så er værket allerede sket.

Gid I nu vil optage, hvad jeg her skriver, på en venlig måde som en formaning til jer. For for den korsfæstede jødes skyld, som ingen skal tage fra mig, ville jeg gerne gøre det bedste mod alle jøder, kun at I ikke måtte bruge min godhed imod jer til jeres forhærdelse. Det skal I vide klart. Derfor må I bringe jeres breve til min nådige herre gennem andre. Hermed Gud befalet.

Givet i Wittenberg, mandag efter Barnabas' dag i året 1537.

Martin Luther.

________________

98. Til Bugenhagen i København

Wittenberg, 5. juli 1537

Luther skriver til Bugenhagen, som er i København i anledning af de første evangeliske biskoppers ordination.

Luther er i bedring efter en alvorlig sygdom.

Nåde og fred. Magister Johannes Saxo-Holstener har jeg overgivet at skrive til dig alt nyt, som jeg har modtaget fra Nürnberg i disse dage, bedste Pomeranus. Heri vil du se den nürnbergske enkes herlige eksempel [et testamente til de evangeliske]. Hertil føjer jeg, at her er opstået det store og næsten sande rygte, at bøddelen i Halle er død. Så stor er rytternes og løbernes hastighed og fart gennem landsbyer og stæder, én her, en anden dér. Men alt holdes skjult, undtagen at alle sikkert og bestemt siger, at biskoppen virkelig er syg til døden, hvad andre forklarer som, at han er død. Også paven skulle være død, fortæller man.

Om den tragedie, som her viser sig at være øvet af magister Paulus, skriver også magister Johannes efter min befaling til dig. Jeg sønderrives næsten af vrede imod ham og dem, som ønsker, at denne skændsel skulle synes vor kirke ringe. Men med Guds vilje vil jeg være Luther i denne sag.

Jeg er atter begyndt at tale offentligt og at læse, ja – i går har jeg i dit sted talt ved onsdagstjenesten, og jeg har gode kræfter, når Satan lader mig i ro, han, som så ofte prøver på at knuse mig og gør mit hoved træt. Kristus lever, og vi tilhører ham og er selv salvet, sådan har det behaget barmhjertighedens Fader ved ham at give os riget. Du skal ærbødigt hilse den gode herre konge og alle de gode mænd, og du skal vide, at vi beder flittigt for dig alle og din sag. Herren være med dig.

5. juli 1537.

Din Martin Luther.

________________

99. Til Eoban Hessus i Marburg

Wittenberg, 1. august 1537

Eoban Hessus blev i 1536 ansat som professor i latin i Marburg.

Luther takker ham her for hans oversættelse af Salmerne til latin.

Martin Luther, dr. i Skriften, hilser vor tids berømteste digter, den fromme og retskafne dr. Eoban Hessus, min meget kære ven i Herren.

Nåde og fred i vor Herre Jesus Kristus, amen, berømte Eoban, min meget kære broder i Herren, jeg har modtaget dit Salmeværk. Og med den største nydelse har jeg læst det, læser det og vil bestandigt læse det. Så værdifuldt er for mig det arbejde, som du har anvendt på den for mig så dyrebare bog. Og jeg bringer dig min største tak for, at det ved hjælp af din rige og fromme digterbegavelse er blevet mig muligt at se dette kongelige, guddommelige og blandt hebræerne berømteste digterværk oversat på latin.

For jeg priser i høj grad også den flid, som alle de andre har anvendt på at oversætte, belyse og bearbejde dette digterværk, selv om de måske undertiden ikke forstår alt (vi kan jo ikke alle have evner til alt). Kun må jeg fraregne dem, som indfører et jødisk mørke i det klareste lys i adskillige af Salmerne, derover kan jeg nemlig ikke lade være at føle væmmelse.

Derfor anerkender jeg dit arbejde i højeste grad, fordi det har vist sig, at du er den første og måske den eneste, der er således hjemme i hele det latinske sprog, så at du har kunnet tage fat på og på så lykkelig en måde fuldføre gengivelsen i latinsk poesi af denne guddommelige digtning. Derved har du i sandhed på én gang bevist, at der i digterne er en ånd, der kommer fra de overjordiske boliger, og at den findes hos dig i sandhed og i rigere og stærkere grad end hos de andre, så at du har kunnet gengive denne kongelige skjalds kraftige tale, en tale, der er ukendt hos andre digtere, hvad enten de drives frem af en stærk digterbegejstring eller en fin smag.

Det kunne du på ingen måde have gjort, hvis du ikke foruden at eje forståelsen også, som vi plejer at udtrykke det, havde været virkeligt grebet af selve indholdet. Men denne grebethed kommer hverken af naturen selv eller af den verdslige og sædvanlige digterbegavelses kraft og påvirkning, men er i virkeligheden en ny gave af Ånden og stammer fra en højere og himmelsk påvirkning.

Derfor ønsker jeg dig ikke blot til lykke, men jeg priser også min Herre Jesus Kristus, som ved sin Ånd har gjort dig til skikket til at udføre dette hellige arbejde, som uden tvivl vil blive til megen nytte og til et godt eksempel for mange andre, særligt for ungdommen, som af dette digterværk ved troende opdrageres hjælp vil kunne lære ikke blot dannelse og poesi, men også åndelige realiteter. For jeg tilstår, at jeg er en af dem, der bevæges stærkere og glæder sig inderligere og gribes mere vedholdende af den digteriske end af den almindelige tale, selv om det er selve Cicero eller Demothenes, der fremfører den. Og når det går mig således over for andre digte, hvor meget mere må du være forvisset om, at det går mig således over for Salmernes Bog.

Fra ungdommen har jeg fundet glæde og tilskyndelse og øvelse ved denne bog, og det ved Guds nåde ikke uden at have fået stor velsignelse af den. For selv om jeg ikke vil foretrække min gave for andres gaver, så roser jeg mig dog i hellig stolthed deraf, at jeg ikke ville for alle troner og riger i verden undvære dette ene, som jeg har opnået ved at fryde mig ved betragtningen af Salmerne under Helligåndens velsignelse. For jeg ejer ikke en så tåbelig ydmyghed, at jeg ville fortie de gaver, Gud har skænket mig. I mig selv har jeg i sandhed mere end nok, som kan ydmyge og lære mig, at jeg er intet. Men i Gud må man visselig ophøje sig, i hans gaver må man glæde sig, triumfere og rose sig, ligesom jeg gør i min egen tyske Salmebog og endnu mere i din eobanske Salmebog, men alt sammen til ros og ære for Gud, som er velsignet i evighed. Lev vel i ham i evigheders evighed, amen.

Wittenberg, 1. august 1537.

________________

100. Til byrådene i de schweiziske byer

Wittenberg, 1. december 1537

Luther skriver til byrådene i de schweiziske byer Zürich, Bern, Basel, Schaffhausen, Skt. Gallen, Mühlhausen og Biel, som havde tiltrådt Wittenberg-Konkordien.

Luther undskylder, at han ikke har fået deres brev besvaret tidligere, og udtaler sin glæde over deres tilslutning. Han går nærmere ind på spørgsmålet om ordet og sakramenterne, som schweizerne havde udtalt sig udførligt om i deres skrivelse.

De ærbare, omsorgsfulde herrer, borgmestre, fogeder, forvaltere, rådsherrer og borgere i det schweiziske forbunds stæder, Zürich, Bern, Basel, Schaffhausen, Skt. Gallen, Mühlhausen og Biel, mine særdeles gunstige herrer og gode venner.

Nåde og fred i Kristus vor Herre og frelser. Ærbare, omsorgsfulde, kære herrer og venner!

Jeg har nu tøvet alt for længe med at svare på jeres skrivelse, som jeg modtog i Schmalkalden. Jeg ville gerne herved gøre undskyldning for denne min tøven. Men jeg håber, at det ikke er nødvendigt, da jeg går ud fra, at du selv godt véd, hvor meget jeg hver dag har om ørerne, jeg, som nu tillige er svag og gammel. Derfor har jeg nu med magt måttet stjæle mig bort fra mennesker og sager, for at jeg endeligt en gang kunne få denne skrivelse besørget.

Jeg har nu atter læst jeres skrivelse og glæder mig nu for det første højligt over, at jeg har erfaret, at al den skarphed og mistanke, der tidligere har været til stede mellem os og jeres prædikanter, nu er forsvunden, og at det er jeres fulde alvor at antage forliget, og at det er jeres beslutning at gennemføre det. Al enigheds og kærligheds Gud og fader fuldføre selv i nåde dette begyndte værk, som der står skrevet i Ordsprogene 16, 7: ”Når Herren finder behag i en mands færd, får han også hans fjender til at slutte fred med ham.” Nu er det vel sandt, og det kan ikke være anderledes, end at en så stor uenighed ikke bliver helet så let og hurtigt uden revne og ar. For der vil både hos dig og hos os være nogle, hvem et sådant forlig ikke behager, men for hvem det vil være genstand for mistanke. Men når fra begge sider vi, der mener det alvorligt, vil gøre vor flid, vil den kære fader og Gud sikkert give nåde til, at det, der er i vejen hos de andre, med tiden vil bløde sig til døde, og at det plumrede vand atter klarer sig.

Det er derfor min venlige bøn til dig, ærværdige herrer, at du for alvor vil gøre, hvad du formår, for at få de skrålhalse, der findes hos dig, og som snakker så meget mod os og forliget, til at høre op med deres skrål, og at du vil lære folket på enfoldig måde at overlade denne sag til dem, som har kald og evne dertil, og ikke lægge hindringer i vejen for den, på samme måde som også vi på vor side både i skrifter og prædikener forholder os ganske stille og lægger bånd på os selv og ikke råber op mod jeres venner, for at heller ikke vi skal blive årsag i, at der sker nogen hindring for dette forlig. For det ser vi jo gerne af hele vort hjerte. Og Gud være lovet derfor, for af strid og skrål har der hidtil været nok, hvis det skulle kunne have udrettet noget.

Og det er fremdeles min ydmyge bøn til dig: gid du vil se på mig som en, der mener det af mit hjerte, og hvad der kan tjene til forligets fremme, skal, så vidt jeg formår til enhver tid, ikke mangle fra min side, det véd Gud, som jeg kalder til vidne på min sjæls oprigtighed. For uenigheden har hverken hjulpet mig eller nogen anden, men har gjort mange skade, så der visselig hverken har været eller endnu er noget godt at håbe derved.

[Luthers gennemgang af artiklerne]

Og når jeg nu går over til jeres artikler, da finder jeg ingen mangel ved den første, om det mundtlige ord. Herom lærer vi heller ikke anderledes. For Helligånden må virke i det indre i tilhørernes hjerter, og det ydre ord alene udretter intet. Hvis det ydre ord alene kunne gøre det, ville alle jo blive troende, som hører det, men det sker ikke, som erfaringen viser os. Og Paulus siger til romerne i det 10. kapitel: ”Har de da ikke hørt? Jovist. Men de troede ikke alle evangeliet.” Og dog er det mundtlige evangelium er Guds Ord og en Guds kraft til salighed for alle, som tror derpå, Rom 1. Det er gennem det, Gud kalder og drager, hvem han vil, ved sin Helligånd. Og skulle der på dette punkt i skrifter, som vi har skrevet mod hinanden, være noget, som ikke er blevet forstået ganske tydeligt (for vi kan ikke tale helt ens på grund af sproget), så vil dr. Capito og magister Bucer forklare dig det tydeligt og klart og på allerbedste måde. Jeg tør i den henseende ganske stole på dem, at de vil gøre det med al flid og troskab, ligesom jeg hidtil ikke har sporet andet hos dem.

Ligeledes hvad dåben angår, i den anden artikel, sporer jeg heller ikke nogen uenighed. For ligesom der nu er sagt om det mundtlige ord, således mener vi også, at vandet og Ordet (som er det vigtigste i dåben) ikke udretter noget i det ydre, hvis ikke Helligånden virker indvendig. Og dog er dåben Guds ydre tegn, ja, Guds redskab og middel, hvorved han virker i os. Det er ikke blot et menneskeligt kendetegn eller symbol.

Hvad den tredje artikel, om Kristi legemes og blods sakramente, angår, da har vi aldrig lært og lærer det heller ikke nu, at Kristus farer herned fra Himlen eller Guds højre hånd og atter farer op, hverken på synlig eller usynlig måde. Vi bliver fast ved trosartiklens ord: ”Opfaren til Himmels, siddende ved Guds højre hånd, hvorfra han skal komme igen.” Vi overlader det til den guddommelige almagt, hvordan hans legeme og blod gives os i nadveren, hvor man samles efter hans befaling og holder sig til hans indstiftelse. Vi forestiller os ikke, at der sker hverken nogen opfart eller nedfart, men vi bliver ligefremt og enfoldigt ved hans ord: det er mit legeme, det er mit blod. Dog, som allerede sagt, hvor vi ikke ganske har forstået hinanden heri, er det nu det bedste, at vi er venlige over for hinanden og altid tiltror hinanden det bedste, indtil det grumsede og uklare vand sætter sig.

Desuden kan også dr. Capito og magister Bucer give yderligere vejledning i den henseende, når blot vore hjerter mødes og lader al uvilje fare, for at der kan være lejlighed for Helligånden til at fuldkommengøre kærligheden og venskabsforliget. Også vi vil, og især mig, af hjertet lade al uvilje fare og tænke på dig med troskab og kærlighed. For selv om vi, der tager sagen alvorligt, gør det bedste, vi kan, behøver vi dog i høj grad Guds hjælp og råd, fordi Satan i sit fjendskab mod os og mod forliget nok skal vide at finde sine folk, som vil kaste træer og klipper i vejen, så at det ikke er nødvendigt, at også vi volder strid og er mistænksomme over for hinanden. Vi skal tværtimod kun række hinanden hjerte og hånd og holde fast, for at det ikke skal blive værre end før.

Angående spørgsmålet om bandlysning og absolution (nådens nøgler) erindrer jeg ikke, at der nogensinde har været strid eller uenighed imellem os. Måske er det forstået bedre hos dig end hos os, og når ellers alt kommer i orden, vil der, om Gud vil, ikke deri være noget, som kan hindre eller forsinke forliget.

Dette må nu for denne gang i al korthed være mit svar til dig, ærværdige herrer. Jeg beder om, at du vil modtage det på bedste måde. For jeg har dagligt hovedet fuldt af mange sager, endsige tanker, så at jeg ikke kan udtale mig så nøje om hver enkelt ting, som om jeg ikke havde at gøre med mere end én eller to ting.

Hermed anbefaler jeg dig alle, ærværdige herrer, og alle jeres til al barmhjertigheds og trøsts Fader. Han skænke os på begge sider sin Helligånd, som formår at sammensmelte vore hjerter i kristen kærlighed og forståelse og at udfeje al menneskelig og djævelsk ondskabs og mistankes skum og rust, til lov og pris for sit hellige navn og til mange sjæles salighed – imod Djævelen og paven samt alle hans tilhængere, amen.

1. december, 1537.

Martinus Luther, dr.

________________

101. Til Martin Bucer i Strassburg

Wittenberg, 6. december 1537

Dette brev er en slags følgeskrivelse til det lige forud anførte brev til de schweiziske byers råd, og det er derfor også en uddybning af dette.

Luther meddeler til sidst i brevet noget om Bugenhagens virksomhed i Danmark.

Nåde og fred i Kristus. Jeg har nu endeligt, kære Bucer, fået svaret på det brev fra schweizerne, som du overgav mig i Schmalkalden. Undskyld denne min tøven, især da du véd, at jeg både må bære på en krop, der lider af sygdomme og alderdom og er sløv og slap i sig selv, og tillige må bære omsorg for vor kirke og mange sager, der både er besværlige og ubehagelige, for ikke at sige ærgerlige.

Men jeg sender dig et eksemplar, for at du kan have roret, hvormed dette skib skal styres. For jeg har overladt alt til dig og til dr. Capito, da der ikke var nogen anden grund til at skrive så venligt og mildt, siden du to havde gjort mig sagen vanskelig, idet du tilkendegav, at der endnu dér findes nogle, som er modstandere af forliget, og at der var grund til at nære mistanke om, at mit brev kunne blive dem bekendt eller falde i deres hænder. Men du vil gøre alt efter den gave, som er givet dig af Gud. Jeg har i hvert fald skrevet enfoldigt og klart.

Jeg synes mindre om schweizernes latinske end om byernes tyske bekendelse, særligt hvad læren om alterets sakramente angår. Det øvrige tiltaler mig for tiden rigtig godt. Bring en ærbødig hilsen til dr. Capito og alle jeres venner, jeg kan ikke svare de enkelte. Pomeranus [Bugenhagen] er endnu i Danmark. Og alt, hvad Gud gør ved ham, lykkes. Som en virkelig biskop har han kronet kongen og dronningen, og han har nyordnet universitetet. Lev vel i Herren.

På Skt. Nikolaus' dag 1537.

Din Martinus Luther.

(Bugenhagen var kommet til København i juli 1537. 12. august salvede og kronede han Kong Christian den Tredje og Dronning Dorothea. 2. september indviede han de 7 danske evangeliske superintendenter eller biskopper. Bugenhagen fungerede et halvt år som universitetets rektor og holdt teologiske forelæsninger. Han drog først tilbage til Wittenberg, efter at den danske Kirkeordinans var vedtaget i juni 1539 på herredagen i Odense.)

________________

102. Til Henrik Bullinger i Zürich

Wittenberg, 14. maj 1538

Henrik Bullinger var elev af Zwingli. Han blev ansat som sognepræst ved domkirken i Zürich i 1532. Han søgte at mægle mellem de schweiziske og de tyske reformatorer. Luther takker i dette brev for en tilsendt bog og udtaler sig om Zwingli.

Den fortræffelige dr. Henrik Bullinger, den flittige og omsorgsfulde præst i Zürich, min ærede og elskelige ven i Herren.

Nåde og fred i Kristus. Jeg har, kære Bullinger, modtaget dit brev sammen med din bog om Skriftens autoritet og bispeembedet. Jeg har ganske vist endnu ikke gennemlæst bogen, da jeg har været optaget af mange andre ting. Men jeg ville dog ikke opsætte svaret til tiden efter den forestående leipzigermesse, selv om jeg således ikke formår på grund af manglende tid at opfylde dit ønske om, at jeg skal udtale min bedømmelse af din bog. I virkeligheden véd du i øvrigt, at hverken formen eller indholdet for din undersøgelse er os utiltalende, men at vi dog er forskellige i vor opfattelse og vore følelser. Jeg vil nemlig tale åbent: siden jeg har set og hørt Zwingli i Marburg, har jeg anset ham for en meget god mand, og det samme gælder om Oekolampadius, således at deres sag næsten har taget livet fra mig, og det fordi jeg blev nødt til at tro, at han var eller snarere vedblev at være fremmed for vor overbevisning, som vi i lige så høj grad anser for at være sand, som I gør med hensyn til jeres. Og det har også gjort mig ondt, at du under dit navn derefter har udgivet Zwinglis bog, og det under den mærkværdigste lovprisning, da du dog vidste, at der i den bog er mange ting, som med grund måtte såre ikke blot os, men alle fromme. Det er ikke således at forstå, at jeg misunder Zwingli hans berømmelse (jeg har følt megen smerte i anledning af hans død). Men hvad lærens renhed angår, må man ikke give køb af hensyn til noget menneske. Dette skriver jeg, for at du kan se, at jeg optræder i fuld oprigtighed uden nogen forstillelse over for dig. Måske mener du, at vi tager fejl, men det overgiver jeg til Guds dom. Vi kan visselig ikke billige alle din meninger uden at besvære vor samvittighed, og det vil du utvivlsomt ikke forlange af os. Men intet kunne glæde mig mere før min bortgang, end om den Ånd endeligt ved Guds nåde blev givet, som vederkvægede mit hjerte og min sjæl i Herren ved, at vi i Kristus kunne få den samme indsigt og prædike det samme til Gud faders ære og sjælenes frelse. Optag indtil videre dette på bedste måde, indtil jeg, om Gud vil, får læst din bog. Lev vel.

Wittenberg, 14. maj 1538.

________________

103. Til Anton Unruhe, dommer i Torgau

Wittenberg, 13. juni 1538

Luther takker dommeren for, at han har taget sig af en fattig kones ret over for nogle uretfærdige adelsmænd. Han takker ligeledes for den tilsendte tønde øl.

Af brevet fremgår det, at Luther ofte og gerne hjalp folk på det sociale område.

Den ærbare og vise hr. Antonius Unruhe, dommer i Torgau.

Nåde og fred ved Kristus vor Herre. Ærbare, vise, kære, gode herre og ven! ”Tag imod råd, I jordens dommere: Tjen Herren i frygt!” Det er de ord, der skal være dommernes daglige valgsprog. Og jeg tror, det er dit. For du er en sådan from og kristen dommer. Det vidnesbyrd får du af alle, som hidtil har kendt dig. Jeg takker dig, min kære dommer Antonius, at du har hjulpet fru Margaretha Dorst, og at du ikke har ladet de adelige junkere fratage den arme kone ejendom og liv.

Du véd at doktor Martin ikke alene er teolog og forkæmper, men også sagfører for fattige folk, som strømmer til ham fra alle ender og kanter for at få hjælp og anbefaling fra ham over for øvrighederne, så at han godt kunne få nok at bestille dermed, hvis der ikke ellers var andet arbejde, der tyngede ham. Men doktor Martin tjener gerne de fattige, hvilket også du plejer at gøre, for du frygter Gud Herren, elsker Jesus Kristus, gransker i Skriften og Guds ord og lærer også dagligt din katekismus lige så godt som børnene i jeres skoler. Det vil Herren Kristus altså komme i hu.

Men kære dommer Antonius, var det dig dog ikke nok, at du hørte min bøn og anbefaling og gav mig opmuntrende efterretning om din kærlighed og tjenstvillighed? Måtte du desuden komme mig personlig i hu med en gave, og det oven i købet med en hel tønde torgausk øl af din egen brygning? Jeg er ikke den velgerning værd. Og skønt jeg vel véd, at du ikke er fattig, men at Gud har velsignet dig med megen timelig ejendom, så havde jeg hellere set, at du havde bortgivet øllet til jeres fattige, som ved deres samlede forbøn ville have bragt dig mere velsignelse end den arme Martin alene. Dog skal du have tak for din gode vilje, og Gud gengælde dig det, ham være du hermed anbefalet.

Givet i Wittenberg torsdag efter pinse 1538.

Martin Luther.

________________

104. Til Jakob Probst

Wittenberg, 15. september 1538

Luther undskylder at han skriver så sjældent. Det skyldes hans store arbejdsbyrde, sygdom og anfægtelser.

Nævner en mulig præstekandidat, pavens påtænkte kirkemøde, antinomisterne (lovforagterne) og krigen mod tyrkerne.

Nåde og fred i Kristus. Alt for sjældent skriver jeg til dig, kære Jakob, og jeg svarer ikke på dine breve, som du gerne ønskede. Men jeg håber, at du vil optage det velvilligt og godt, idet du kender de mangfoldige krav, forretninger, arbejde, alder og anfægtelser stiller til mig. Dernæst tænker jeg også, at du ikke behøver breve fra mig, da du på anden måde er blevet så rigelig begavet af Gud, så at du selv er i stand til at lede og trøste både dig selv og alle andre i denne onde verden, der er nedsunken i så megen utaknemmelighed og foragt for frelsens ord. Men nok om det.

Fra Nordtyskland er der kommet to gode og lærde brødre til os. Men vi er oversvømmede af fattige fra alle kanter og er selv fattige. Dog havde vi besluttet at underholde dem begge, så godt vi kunne. Men da de ikke for sprogets skyld kan være til nytte her, mente hr. Philip, at vi burde sende den ene af dem til dig, hvis der, som han antager, hos dig er et præsteembede ledigt, for at de ikke skal nødes til at gå ledige. I er desuden rige, og jeres rigdoms flod kan let lade noget strømme over til deres fattigdoms ebbe. Men skulle menneskers utaknemmelighed være så stærk hos dig, at du ikke kan underholde ham, indtil han bliver ansat som præst, så send ham tilbage til os, så vil vi dele med ham, hvad vi har.

Hvad nyheder angår, så er jeg, der er en udmattet olding og træt af meget arbejde, altid blevet fornyet fra dag til dag. Der rejser sig nemlig bestandigt nye sekter imod mig, og kampen imod dem kræver ny ungdomskraft. Angående antinomisterne vil du få besked af de medfølgende teser. Hvis der ikke var noget andet bevis for, at vi er kaldede og udvalgte til Guds rige, og at vi har det sande Guds ord, så ville dette ene være tilstrækkeligt, at vi altid på ny angribes af så mange forskellige sekter, for slet ikke at tale om papisterne og de private anfald fra Satan, som jeg er genstand for. Desuden er Ordet blevet foragtet blandt vore egne. Men vi er ikke bedre end apostlene og profeterne eller Herren selv.

Der skrives bestandigt, at kejseren, franskmændene og venetianerne har forenet deres flåder imod tyrkerne, og de har haft en heldig begyndelse til søs i deres angreb på den mægtige fjende. Gud velsigne og give lykke til de kristnes bønner.

Kirkemødet har man forlagt til Vicenza, og dér er det fuldstændigt slumret ind. Paven morer sig i Rom og søger med rette eller urette at berige og ophøje sine egne, efter at han ved drab eller gift har udryddet dem, hvis midler hans sønner begærer. Rom er uden sammenligning blevet så ringe, at Gud ikke kan agte det værdigt til at lade det blive reformeret: Guds vrede er fuldt ud kommet over det.

Hilsen fra min hr. Käthe og din guddatter, min lille Margrethe, for hvem du efter min død vil tænke på en retskaffen brudgom. Om mig selv skriver jeg intet, uden at du må bede for mig, at Herren vil fri mig fra Satans engels næveslag og torne og efter sin vilje vil give mig en god stund, når jeg skal frelses ud af denne jammerdal. Herren være med dig, og hils din frue fra mig og min Käthe.

Søndag efter korsets ophøjelse 1538.

Din Martinus Luther.

________________

105. Til Nikolaj Amsdorf i Magdeburg

Wittenberg, 25. november 1538

Der er udbrudt pest i Magdeburg, og Luther meddeler i den forbindelse en række overvejelser omkring døden. Og hvordan døden oplevedes anderledes under pavedømmet og så nu.

Luther føler sig som 55-årig gammel og udslidt.

Den i fromhed og lærdom fremragende mand dr. Nikolaus af Amsdorf, den oprigtige og tro biskop for menigheden i Magdeburg, hvem jeg i høj grad agter og elsker i Herren.

Nåde og fred i Kristus. Jeg er, kære Amsdorf, virkeligt i højeste grad forundret, hvad der vel kan være hændt dig eller vennerne hos dig, siden du intet skriver til os. Og efter at jeg har erfaret, at pesten rasede hos dig, har jeg ikke kunnet få nogen til at bringe brev til dig. Én eneste gang har jeg modtaget brev fra dig sammen med bogen mod Schønitz fra statholderen. Men den gang vidste jeg slet intet om pesten. Det, som du skriver om, at man på denne tid er grebet af frygt for pesten, har jeg også erfaret, da vi for nogle år siden havde pesten hos os.

Det undrer mig, at jo rigere der prædikes om livet i Kristus, desto mere frygter folket for døden. Måske kommer det af, at de forhen, mens de var under pavedømmet, på grund af et falsk håb om livet, frygtede døden mindre, medens de nu, da det sande håb om livet bliver fremstillet for dem, føler, hvor skrøbelig naturen er til at tro på sejrherren over døden. Eller det hidrører fra, at Gud prøver os i vor skrøbelighed, og i en bestemt sag tillader Satan at blive mere dristig og stærk.

Da vi endnu levede i pavens tro, var vi som drukne, drømmende eller snarere gale og foretrak den sande død for livet, fordi vi ikke vidste, hvad døden og Guds vrede er. Men nu, da sandheden lyser for os, og da vi kender Guds vrede klarere, føler vor natur, efter at den er opvakt af sin søvn og sin galskab, at dens kræfter intet forslår til at gå gennem døden. Således går det til, at man nu frygter mere end forhen.

Det stemmer med, at vi, medens vi var under pavedømmet, ikke blot ikke følte synden, men forudsatte i vor tryghed, at vi var retfærdige. Nu da trygheden er hævet ved syndens erkendelse, frygter vi mere, end vi burde. Den gang gik vi i vor tryghed til den ene side, hvor vi burde have været frygtsomme, nu går vi frygtsomme til den anden side, hvor vi burde være trygge.

Jeg trøster mig derfor i denne sag med, at Kristus vil, at hans kraft skal fuldkommes i magtesløshed. For medens vi under pavedømmet var stærke, retfærdige og vise, da fuldkommedes ikke blot ikke Kristi kraft, men den lå ganske udslukt og erkendtes ikke. Her minder jeg om det ord i Salme 71 og anvender det herpå: ”Kast mig ikke bort, når jeg bliver gammel, forlad mig ikke, når kræfterne svigter.” Jeg tænker nemlig, at den sidste tid allerede er Kristi alderdom og den tid, hvor kræfterne forgår, dvs. da Djævelen gør sit stærkeste og sidste angreb, ligesom David i den sidste tid, da hans kræfter var ved at forgå, nær var blevet dræbt af kæmpen, hvis ikke Abishaj var kommen ham til hjælp [2 Sam 21, 15-17].

Dog håber jeg, at du erfarer, at de, som dør, hensover saligt og i Kristus, ligesom vi også erfarede det her. Og dette er, hvad Salmisten siger: ”Forlad mig ikke,” og hvad Kristus siger: ”I magtesløsheden fuldkommes min kraft!” De levende bæver vel og er svage, men når de skal dø, forvandles de næsten til andre mennesker og dør frimodigt i Herren. Og hvilken dom kan nu være retfærdigere og bedre end den, at de levende skælver, men at de, som skal dø, styrkes i Kristus, dvs. at de, som skal leve, føler, at de skal dø, og de, som skal dø, føler, at de skal leve? Jeg håber også, at ikke mange hos dig dør i vantro eller fortvivlelse, men at alle eller i hvert fald de fleste dør i bekendelsen af Kristus og efter at have modtaget nadveren til et vidnesbyrd og går bort til livet efter døden. For således så vi det ske her med alle, små og store. Ja den gang har jeg i sandhed i et helt år lært at synge med Paulus: ”Som døende, og se, vi lever.” Og et andet sted: ”Hver dag dør jeg.”

Jeg tror visselig ikke, at Paulus kun var af træ eller sten, så at han slet ikke følte dødens gru eller magt, ikke heller at han taler om andres, men om hvordan han selv oftere står overfor døden. Som han siger til korintherne: ”Ofte i dødsfare.” Dette var for ham ikke blot betragtninger eller overvejelser angående døden, men en følelse af selve dødens magt, som om der slet ikke mere var noget håb om liv. For hvad er den blotte betragtning angående døden andet end uvidenhed og ufølsomhed overfor døden?

Men hvorfor var det nødvendigt at skrive så udførligt til dig om det? Det er virkeligt ikke for din skyld eller angående dig, jeg plejer at tænke sådan, men derimod for de menneskers skyld, der er hos dig og hos os. Og fordi der lyder en sådan klage angående folk hos dig, har jeg ikke villet, at du skal dølge disse mine tanker i denne sag. I øvrigt er jeg, hvad dig angår, ikke blot bekymret, men jeg beder indtrængende for dig, at Herren ikke vil tage dig bort fra os. Du ser nemlig, hvor bebyrdet jeg er, jeg, som allerede er gammel og udtømt for kræfter. Det ville nemlig være meget bedre, at jeg blev udfriet, og at du blev ladt tilbage efter mig under al den elendighed, hvori menighederne er stedte, end at jeg, når du var død, blev tilbage alene og som den elendigste blandt de elendige. Jeg, som på grund af kræfternes ophør og på grund af alder intet mere formår. Og jeg ser og indrømmer, at jeg dog bør gøre meget, som jeg ikke formår. Herren lede og opholde dig endnu længe. Bed også du for mig, at han vil bevare mig sammen med dig, indtil hans rige kommer, amen.

St. Katharinas dag 1538.

Din M. L.

________________

106. Til Kaspar Güttel i Eisleben

Wittenberg, januar 1539

Luthers brev til Kasper Güttel handler om den antinomistiske strid, hvor nogle mente, at Guds lov ikke længere havde nogen plads i forkyndelsen og kirken. Brevet blev udgivet som et lille skrift med titlen ”Mod antinomerne” eller ”Imod de lovløse”. Det er gengivet på dette link:

http://www.antinomerteserne.lutherdansk.dk/

________________

107. Til alle evangeliske præster

Wittenberg, februar 1539

Vær from, og bed, hvem der kan. For Djævelen sover ikke, tyrken tøver ikke, papisterne hviler ikke. – Sådan skriver Luther her i sit brev, som kunne kaldes et bods- og bededagsbrev.

Dr. Martin Luther til alle kristne præster, som elsker evangeliet.

Nåde og fred, osv. Mange slags nye efterretninger og rygter om tyrkernes fremrykning har omsider helt forvirret os, så vi næppe véd, hvad vi skal tro. Måske er Guds vrede nærmere, end vi tænker, så tyrkerne overrasker os, når vi føler os allertryggest, og vi lever sorgløst, fordi vi ligesom ulven har vænnet os til råbene, således som det skete på kong Ludvigs tid. Derfor mener jeg, at det bedste værn herefter vil være, at vi ruster os mod dem med bøn, for at Gud selv i sin nåde vil stå for husholdningen og styre denne svøbe, og at han til sit hellige navns ære vil tilgive os vore mange og store synder.

Dertil kommer, at papisterne i lang tid har haft i sinde at anrette en ulykke i de tyske områder. De kan heller ikke holde op, men raser jo længere jo værre og havde gerne sat det i værk i den forløbne sommer, hvis Gud ikke på en særlig måde havde grebet ind. Og de er så stærblinde, at de ikke betænker, at det vel kunne være i deres magt at begynde, men at de ikke kom til at råde for, hvordan det ville ende, men at de muligvis selv kom til at gå under. For derfor nærer jeg ingen bekymring, hvis Gud ikke vil lade en underfuld plage indtræde, at de skulle gennemføre deres forehavende, for dertil er der lange udsigter. Men jeg er bekymret for, at hvis de begynder, så vil der komme en krig, der ikke ophører, før Tyskland er ødelagt i bund og grund. For så vil vi på vor side blev nødte til at værge os - som man da også er pligtig til - og jeg ville da også trøstigt tilråde det. Man skal ikke være bange for sådanne slette samvittigheder og fordømte væsener og gå hen og underkaste sig under dem som under gale hunde.

Vore synder på begge sider er meget modne, store og stærke, hos dem i form af løgn, gudsbespottelse, vold, mord, forfølgelse af uskyldigt blod osv., men hos os i form af utaknemmelighed, foragt for det guddommelige ord, gerrighed og megen vilkårlighed. Derfor er det min store bekymring, at Gud vil blive nødt til på grund af, at hans vrede i højeste grad er udfordret, at lade én af disse to svøber eller måske dem begge gå ud over os tyskere.

Derfor er det min inderlige bøn (for at jeg kan gøre, hvad der står til mig), til alle præsterne, at de troligt formaner deres folk og med flid foreholder dem disse to Guds svøber, for at de må komme til at frygte og blive frommere. For det er ingen spøg, og jeg gruer for vore synder. Jeg giver mig heller ikke gerne af med at være profet, for det plejer i almindelighed at indtræffe, hvad jeg forudsiger.

For det andet er det min opfordring, at de også alvorligt vil bede til Gud og anråbe ham, fordi det dog ikke kan være anderledes, end at Tyskland engang over for Gud må bøde for sin dårskab, fordi der ingen grænser er for dets synd, men det bliver bestandigt værre og værre. Så ville Gud dog måske hjemsøge os med en anden svøbe, det være sig pest eller noget andet, for at dog fyrstendømmerne, stænderne og regeringen måtte blive bevarede, og ikke tyrkerne skulle overfalde os, medens vi er så sikre og sovende, og for at han endnu mindre skulle tillade, at vi æder og fortærer hinanden indbyrdes under papisternes rasen. Det er i sandhed på tide og nødvendigt at bede. For Djævelen sover ikke, tyrken tøver ikke, papisterne hviler ikke. Der er intet håb om, at de skulle ophøre med deres blodtørst. De mangler hverken vilje, vrede, gods eller penge, men til en begyndelse har de nok deraf. Kun har Gud hidtil ikke tilskikket dem mod og kræfter nok, ellers ville Tyskland for længst være druknet i blod, således som paven og hans tilhængere har truet os med.

Intet menneskeligt råd og ingen menneskelig magt formår at værge os over for disse blodhunde, men Gud alene formår at værge os, som han hidtil har gjort. Vær derfor from, og bed, hvem der kan, at Gud ikke vil slå sin hånd af os og lade os skøtte os selv efter vor fortjeneste på grund af de svære synder på begge sider. Papisterne beder ikke, kan heller ikke bede på grund af deres blodtørst, de ser heller ikke deres grundige fordærvelse, kan heller ikke se det på grund af blindhed, ondskab, hovmod og rigdom. Så lad dog os være fromme og årvågne og bede, vi, som af Guds nåde kan se og bede. Så véd vi, at vi visselig bliver bønhørte, således som vi hidtil har erfaret, hvilke store ting vor bøn har udrettet, uden at nogen papistisk Gudsdespoter kan mærke det, som der står skrevet: ”Lad den ugudelige blive ophøjet, for at han ikke skal se Guds ære.”

________________

108. Til Melanchthon

Wittenberg, 2. marts 1539

Luther skriver til Melanchthon, som var med kurfyrsten i Frankfurt, hvor der blev afholdt et møde mellem repræsentanter for det schmalkaldiske forbund og sendebud fra kejser Karl og kong Ferdinand for om muligt at afværge den truende krig.

Den berømte mand, dr. Philip Melanchthon, Kristi tro og oprigtige tjener, min meget kære broder i Herren.

Nåde og fred i Kristus. I dag har jeg modtaget brev fra dig, kære Philip, og fra Myconius. Og jeg har glædet mig over, at der er en fast enighed mellem vore venner. Vi beder for dig, at Herren vil give dig råds og forstands ånd over for Satans tanker. Vi har haft en stærk forventning om, at der skulle ske et omsving hos dig, og da du har været så tavse, har vi været bekymrede for, at forbitrelsen skulle være blevet endnu mere rasende.

antinomisterne er også begyndt at rase i Saalfeld. Rådet har begæret min afgørelse og ville sende de to modstandere Aqvila og diakonen herhen. Jeg har dog henvist sagen til Justus Menius. Magister Henrik Ham er heller ikke uvirksom hos markgrev Johan. Han er en ivrig discipel af denne vor Stellio, som på pralende måde har udtalt: ”Jeg mener, at wittenbergerne nu har fået en lektor, som vil lære dem dialektikken.” Heraf kan du se, hvor ivrige disse højhellige evangelister er efter at gøre os skade. Kristus vil nedtræde Satan under sine fødder, amen.

Kohlhase har igen vundet en sejr, idet han har fanget og bortført en rig møller. Vi fik for sent kendskab om sagen og foretog et tappert udfald til en mark i nærheden, ikke langt fra murene, og – som det sømmer sig en malet Kristoffer og en Georg af træ, har vi forfærdet nogle skyer og stjerner ved nogle skud. Fjenden finder beskyttelse i markgrevskabet ved åbenbar troløshed. Men det er os klart, at vi er genstand for Satans troløse angreb både hjemme og ude. Adelen vil spille fyrste og undertrykke fyrsterne, for at alt således kan blive bare oprør.

Men fornøjelig og skøn er den efterretning, du får om din datter Hanna, som har født sin anden datter, og som var uvidende om, at hun var gravid, indtil ganske kort tid inden fødslen. Glade og taknemmelige over for Gud har vi alle givet os til at le hjerteligt. Af brev fra din Magdalene vil du erfare, at det står vel til i dit hjem. Ved disse og andre af Guds utallige velgerninger vil vi trøste os over for de mange skammelige forhånelser og rasende angreb fra Djævelen og fra mennesker. Lev vel i Kristus. Da mit helbred er så vaklende, har jeg i dag begyndt at søge rekreation ved at holde forelæsning over Første Mosebog. Teologien ligger nemlig alt for meget brak og forsømmes, når du og Pomeranus er borte, og jeg er syg.

Dr. Justus er gået ud at spadsere og er derfor ikke hjemme. Den eneste teolog, der er hos os i disse dage, er dr. Kaspar.

Den anden marts 1539.

Din Martinus Luther.

________________

109. Til kong Gustav Vasa af Sverige

Wittenberg, 18. april 1539

Sveriges konge har anmodet om en lærer til sin søn Erik. Luther sender Georg Norman sammen med dette anbefalingsbrev. Luther giver også hans rejsefælle, Mikael Agricola, et par gode ord med på vejen. Han blev senere biskop i Åbo.

Den berømte og udmærkede herre, hr. Gustav, svenskernes og goternes konge, min meget milde herre.

Nåde og fred i Kristus. Berømte herre og milde konge! Deres Majestæts tro og omhyggelige gesandt hr. Nikolaus fra Sverige har meddelt mig, at det er overdraget ham at finde en god opdrager til at undervise Majestætens kongelige søn. Dette har jeg hørt med ikke ringe glæde, idet jeg ser, at Gud har givet Majestæten iver både for fromhed og for lærdom, så De i den henseende er et udmærket eksempel for andre. For hvad er til sidst skønnere og nødvendigere for kongerne, end at de enten selv af naturen er mere begavede end andre, eller at de ved opdragelse er blevet grundigt underviste, for at de ikke altid skal være nødte til at se med andres øjne og tro på andres meninger.

Kristus, som har begyndt sit værk i Deres kgl. Majestæt, fuldkomme det og lade det vokse stort, for at der også i hele riget, særligt ved stiftskirkerne, må oprettes skoler, hvor unge mænd kan opdrages til at være præster i sognene. For dette er det højeste og største hverv, der påhviler de konger, som foruden den politiske styrelse ønsker at fremme kristen fromhed, og det er bekendt, at rygtet, berømmelige konge, i den retning i overordentlig grad berømmer Majestæten frem for andre. Og vi beder Herren om, at han ved sin Ånd vil lede Majestætens hjerte. Til disse og andre sager har Guds nåde givet Dem nok af velskikkede redskaber, blandt andre Georg Norman, som nu er kaldet til at være opdrager for Deres kongelige søn. Ham har magister Nikolaus endelig fundet, og jeg har også bedt ham om, at han ville gå i Deres tjeneste. Han er en mand, der lever et helligt liv, beskeden, oprigtig og lærd, skikket og værdig i enhver henseende til at være Deres kgl. søns opdrager. Ham anbefaler jeg i højeste grad til.

Som hans rejsefælle følger Mikael Agricola, som er født og hjemmehørende i Sverige. Han er vel en ung mand, men udmærker sig både ved kundskaber, begavelse og en god livsførelse. Han kan være til den største nytte i Deres majestæts rige. Også ham anbefaler jeg som et fortræffeligt menneske. Og jeg beder Kristus, at han selv ved disse mænd vil bringe megen velsignelse til jeres land. Det er jo ham, som kalder og udnævner dem ved Majestæten. Barmhjertighedens Far velsigne selv ved sin Helligånd rigeligt alle Deres kgl. majestæts råd og foretagender, amen.

Sjette dag efter qvasimodogeniti 1539.

Deres kgl. majestæts underdanigst hengivne

Martinus Luther.

________________

110. Til fru Ursula Schneidewin

Wittenberg, 10. juli 1539

Luther beder fru Schneidewin give tilladelse til, at hendes søn, Johannes, gifter sig.

Luther mener, at man skal have forældrenes accept til ægteskab, men at forældrene også skal være rimelige over for deres børns ønsker. Brevet her viser så, at hvis forældrene er stejle uden grund, må præsten skære igennem: - Hvis forældrene ikke vil, så må sognepræsten ville.

Brevet viser også, hvor alvorligt og seriøst Luther ser på kæresteri og forelskelse.

Nåde og fred. Ærbare, dydige frue! Jeg har, hvis jeg husker ret, to gange skrevet til dig angående din søn Johannes. Han beder gennem mig om, at du ville vise modersind over for ham (som du er skyldig til) og give din vilje til, at han må tage den unge pige til ægte. Dermed har han opfyldt sin sønlige pligt, ligesom Samson gjorde over for sine forældre.

Jeg har også derved villet tilkendegive, at jeg ikke har kunnet vente længere, men anser det for bedst, da jeg nærer et trofast sindelag over for ham, at han bliver hjulpet ud af den fare, hvori han befinder sig. Ellers bliver hans studium hindret, og der vil i det hele taget ikke komme noget godt ud af, om du ville være så hård. Derfor er det også til din ære, jeg gør, hvad jeg gør. Og pigen er jo ligestillet med ham og et agtværdigt barn af gode forældre. Dernæst bør du også betænke, at det ikke går an at vække kærlighed hos andres børn og derefter uden grund at lade dem fare, hvilket du næppe ville finde dig i med hensyn til din egne børn. Sådan føler andre det også, hvor det går hæderligt til.

Jeg har også fremdeles skrevet til dig og rådet dig til ikke at modsætte dig, for at vi ikke skal blive tvungne til at lade sagen gå sin gang. For jeg har ganske vist skrevet, at børn ikke skal indgå ægteskab uden deres forældres billigelse, men jeg har på den anden side også skrevet, at forældrene ikke skal lægge hindringer i vejen for deres børn. Imidlertid kan jeg nu ikke gentage alt, hvad jeg tidligere har skrevet. Og det undrer mig med rette, at du slet ikke har svaret mig. Det er mig en byrde, at en stadig gæst ved mit bord skulle narre en datter af en af vore borgere. Derfor beder jeg endnu en gang om, at du hurtigt vil give et godt svar. Ellers er vi nødte til at gøre, hvad vi formår, for at afværge forargelse. Der er nu rettet tilstrækkelige anmodninger til dig. Hvis forældrene ikke vil, så må sognepræsten ville.

Hvis du muligvis er bekymret for, hvordan han skal ernære sig, bør du tænke, at man skal stole på Gud, som alene forsørger ægtestanden. Jeg vil heller ikke, så længe jeg lever, slippe Johannes, skønt han sikkert selv, om Gud vil, skal klare det, også uden min hjælp. Derfor beder jeg om, at du lader dig overtale. Jeg bliver nemlig også træt af at skrive så ofte om noget, som du ikke har nogen virkelig grund til at hindre. Ellers måtte jeg jo tænke, at du blot vil holde mig hen i modstand mod din søn. Og det ville ikke være mig kært, da jeg jo altid har stået i et hjerteligt forhold til dem, der hører dig til.

Hermed Gud befalet, amen. Og jeg beder om din svar snarest muligt.

Torsdag efter Kylianus' dag 1539.

Martinus Luther, dr.

(Også denne gang udeblev svaret, og Johannes Schneidewin indgik ægteskab uden moderens billigelse. Han blev senere juridisk professor i Wittenberg.)

________________

111. Til Martin Bucer i Strassburg

Wittenberg, 14. oktober 1539

Luther undskylder sine få breve. Beder Bucer skrive en latinsk fortale for ham, da han ikke selv behersker latin så godt mere på grund af det tyske.

Han har læst en bog af Calvin med tilfredshed.

Tager humoristisk afstand fra italiensk racisme.

Den berømte mand, hr. Martin Bucer, biskop for menigheden i Strassburg, Herrens sande tjener, min meget kære broder i Kristus.

Nåde og fred i Herren. Jeg tænker, kære Bucer, at du er klar over, at det ikke er nødvendigt, at jeg skriver ret ofte til dig. Du har nemlig bedre tid og er yngre, for ikke at tale om de mange sager og forretninger, hvormed jeg bliver overvældet hver time. Derfor må du være fornøjet med at få svar på én gang på alle de breve, som du skriver til mig. For jeg håber, at vore hjerter er forbundne i oprigtighed. Og det samme mener jeg om alle dine medarbejdere, hvem jeg beder dig om at bringe min ærbødige hilsen.

Det er mig dog meget kært, at du ikke lader os være uvidende om, hvad der foregår hos dig, særligt hvad der angår korsets, dvs. det korsfæstede ords sag. Skt. Peters ord begynder at blive opfyldt: ”De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv.” De vil fortabes. De udspreder atter strenge trusler, og de praler med, at de skal have virkning. Gud forstyrre deres råd, som han hidtil har gjort, skønt vore synder, vor utaknemmelighed og foragt varsler om, at der må komme en stor ulykke over os. Og hos os forklarer man det som en gruelig straf, at vindene og vandene nu allerede på sjette måned har raset på usædvanlig måde, så at de gamle iblandt os ikke mindes noget lignende.

Vor Grato har forlangt, at jeg skulle skrive en fortale til mine Postiller. Men jeg er ikke øvet i latin, og selv om jeg har været det, er jeg dog blevet afvænnet dermed, ved at jeg så længe har talt tysk. Derfor bad jeg ham om, at han ville henvende sig til dig, hvad jeg også endnu beder om.

Angående den engelske konge frygter jeg for, at dit håb bliver til intet. Vi hørte englænderne selv, medens de var her, klage over deres konge og beundre vor frihed. Han har i disse dage haft en gesandt hos vor fyrste, men han har ikke overbragt eller fortalt noget, som antydede noget håb. Herren styre hans og andre kongers hjerte til sin ære.

Angående kejseren er forudsigelserne rigtige, at han efter at have forenet sig med den gudsforhadte pave har mistet al lykke og Guds velsignelse. Men man giver os ganske skylden derfor.

Lev vel, og bring dr. Johan Sturm og Calvin min ærbødige hilsen. Jeg har med stor fornøjelse læst deres småbøger. Jeg ville ønske for Sadoleto, at han ville tro, at Gud også har skabt menneskene uden for Italien. Men denne overbevisning formår ikke at trænge ind i italienernes hjerter, da de på grund af deres hovmod frem for alle andre er blevet ganske blottede for menneskelig forstand. Endnu en gang lev vel.

Kalikstus' dag 1539.

Din Martinus Luther, dr.

________________

112. Til kurfyrst Joakim den Anden af Brandenburg

Wittenberg, 4. december 1539

Luther glæder sig over indførelsen af reformationen i Brandenburg og udtaler sig om det tilsendte udkast til kirkeordningen.

Han har indvendinger til nadverprocession, den sidste olie og sygenadver.

Nåde og fred og mit fattige Fadervor. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Deres kurf. Nådes sendebud og henvendelse til mig har jeg modtaget, og det virkeligt med en særlig glæde og med tak til Faderen for al hans nåde. Og jeg véd ikke at gøre mere derved end, at jeg af hjertet beder og vil bede om, at den kære Gud i sin nåde og barmhjertighed vil fremme og fuldføre det værk, han har begyndt i Deres kurf. Nåde, til sin ære og pris, dvs. til mange sjæles frelse og salighed. For Satan vil blive meget misfornøjet med det og, ligesom han hidtil også har gjort over for os, af al magt og kunst søge på enhver måde at lægge hindringer i vejen.

Men det trøster mig, hvad jeg forstår af de tilsendte artikler, at Deres kurf. Nåde er godt inde i sagerne, så at jeg ikke frygter så meget for slangens list som for løvens brøl, der måske, når det kommer fra de høje stænder, kunne bevæge Deres kurf. Nåde. Vel havde jeg ikke endnu for tiden tænkt mig, at Deres kurf. Nåde havde kunnet eller måttet gøre et sådant skridt. Men jeg har hidtil indbildt mig, at Deres kurf. Nåde ikke havde formået at gennemføre det, selv om De gerne ville have gjort det.

Derfor har jeg også tiet stille. Og jeg har hverken villet eller indladt mig på at formane eller tilskynde Deres kurf. Nåde til dette foretagende. Men det er Gud Herren, der gør alt ud over vor bøn og vort værn, som Paulus siger til efeserne. Ham være pris og ære i evighed, amen. For vi skal ikke gøre noget uden ham, men han vil gøre alt uden os og dog i os. Det er også rigtigt, og så lykkes det. Når vi derimod gør noget uden ham, bliver vi stolte, men kommer dog til sidst ingen vegne.

Deres kurf. Nådes fortale, som er bestemt til at udkomme i trykken sammen med kirkeordningen, tiltaler mig i højeste grad. Men angående det ene afsnit, som Vicel har overrakt mig, nemlig om processioner, brugen af den sidste olie og nadveren, har jeg mundtligt udtalt min mening til Deres kurf. Nådes sendebud. At man skulle bære nadveren i procession under én skikkelse, ville være at spotte Gud, således som Deres kurf. Nåde selv véd, det ville jo kun være et halvt, ja slet intet sakramente. Men om man bar nadveren omkring under begge skikkelser, det ville være endnu værre og noget så nyt, at det ville bringe hele verden til at spærre både mund og øjne op, og det ville tillige give papisterne anledning til at drive spot. Og da Deres kurf. Nåde har været så frimodig overfor Djævelen i de første og vigtigste artikler, er det min bøn, at De også vil lade disse ubetydelige artikler fare, for at Djævelen ikke skal gøre hele reformationen til grin og latter.

Man måtte finde sig i, at den sidste olie og nadveren bringes til de syge, når blot det ikke skete på papistisk vis. Men når jeg skal sige Deres kurf. Nåde min mening, fordi jeg ser, at det er alvorligt for Dem, forekommer det mig, at man nok måtte lade disse to stykker vedblivende være i brug, men man skulle ikke tage dem med i reformationsordningen eller lade noget derom komme i trykken. For når fortalen fastslår, at denne reformation skal være grundet på Skriften og i overensstemmelse med den første kirkes brug, ville det fremkalde mange stiklerier og kritiske domme fra dem, som vil hævde det modsatte. For kirkeskikkene har fra først af været i høj grad forskellige. Desuden har Kristus heller ikke indstiftet den hellige olie som et sakramente. Og ved den sidste olie overholder man heller ikke Skt. Jakobs ord, og der sker heller ikke mere det, som Jakobs ord udtaler. For på den tid bestod skikken i, at man derved har helbredt de syge legemligt ved et under, idet de frembar troens bøn, således som Jakobs ord lyder, og Markus også bevidner i kap. 6.

Det må også vedblive at være brug at bringe nadveren til de syge, så længe det må gøres, men det er ikke nødvendigt at tage det med i den trykte ordning, for det er noget, som er indført af menneskelig andagt og ikke i kraft af Guds befaling. Derfor må man blive ved dermed, dog uden overtro, indtil man kan gøre det på en bedre måde.

Ligeledes skal man under messen tage sakramentet bort fra alteret og ikke sætte det hen i ciboriet [: lille skab, der bruges i katolske kirker til opbevaring (og tilbedelse) af indviet brød]. I øvrigt har jeg givet Deres kurf. Nådes gesandter besked. De vil sikkert give Deres kurf. Nåde god underretning. Hermed befaler jeg Deres kurf. Nåde til vor Herres Jesu Kristi kære, trofaste Fader. Jeg ønsker, at Deres kurf. Nåde vil være min nådigste herre. Heller ikke ophører jeg, skønt jeg kun er en fattig stakkel, at bede for Deres kurf. Nåde.

Torsdag efter Skt. Andreas' dag, år 1539.

Deres kurf. Nådes villige Martinus Luther, dr.

(Det lykkedes kurfyrsten at få en midlertidig billigelse af den nye kirkeordning fra kejseren og kong Ferdinand. Fortalen til den brandenburgske kirkeordning udkom i juli 1540, efter at den i marts var antaget af stænderne, der havde været samlede i Berlin).

________________

113. Til Georg Buchholzer

Wittenberg, 4. december 1539

Dette brev en slags følgeskrivelse til det foregående brev til kurfyrsten. Luther udtaler her sine frihedsprincipper med hensyn til de ydre kirkeskikke, når blot det rene evangelium prædikes og samvittighederne ikke bindes.

Den værdige hr. Georg Buchholzer, provst i Berlin, min kære broder i Kristus.

Nåde og fred ved Kristus. Kære hr. Provst! Jeg må fatte mig kort i mit brev af hensyn til svagheden i mit hoved. Betænkningen fra os alle angående den kirkeordning, som din kurfyrste, markgreven, min nådige herre har indført, vil du tilstrækkeligt lære at kende i brevene. Du har imidlertid problemer med, at du skal bære korkappe i processionen, under bønnen eller korsugerne og på Markus' dag, og over vandringen omkring kirkegården om søndagen under vekselsang og på påskefesten under festsang, dog uden at føre nadveren i procession.

Til det vil jeg give dig følgende råd. Hvis din herre, markgreven og kurfyrsten osv., vil lade dig prædike Jesu Kristi evangelium rent, klart og purt uden mennesketilsætninger og uddele dåbens og Jesu legemes og blods sakramenter efter Jesu egen indstiftelse - og hvis han vil lade anråbelsen af helgenerne som nødhjælpere, midlere og forbedere falde og vil afstå fra at lade nadveren bære omkring i procession og vil lade de daglige messer falde tilligemed vigilierne og sjælemesserne for de døde og lade være med at indvie vand, salt og urter, og hvis han vil lade afsynge rene vekselsange, hvad enten det er på latin eller tysk, under processionerne - så gå i Guds navn med, og bær et sølv eller guldkors, en korkappe af fløjl, silke eller linned, og har din kurfyrste ikke nok i én eller to korkapper, så træk den tredje på, ligesom ypperstepræsten Aron var iført 3 kapper over hinanden, og de var smukke, hvorfor man under pavedømmet kaldte kirkeklæderne for ornater. Har din kurf. Nåde heller ikke nok i én omgang eller procession under sang og klang, så gå kun syv gange med omkring, ligesom Josua gik med Israels børn omkring Jeriko og opløftede krigsskrig og blæste i basuner. Og hvis din herre, markgreven, har lyst dertil, så kan han jo gå foran og springe og danse med harper, pauker, cymbler og bjælder, ligesom David gjorde foran Herrens ark, da den blev bragt ind i Jerusalem.

Jeg vil være meget tilfreds med det, for noget sådant vil, når blot misbrugene holdes borte, hverken fremme eller hæmme evangeliet noget som helst, blot det ikke bliver gjort til noget, der er nødvendigt til frelse, eller man dermed binder samvittigheden. Og kunne jeg blot nå, så langt med paven og papisterne, da ville jeg takke Gud og være glad. Og hvis paven ville lade mig have frihed i disse ting og frihed til at prædike – selv om han så befalede mig (med respekt at melde) at hænge bukser om mig, så ville jeg gøre det for at føje ham.

Hvad nadverens opløftelse under nadverfejringen angår, da er den slags ceremonier også frie, og der kan ikke deraf opstå nogen fare for den kristne tro, når der ikke føjes noget yderligere til. Derfor kan du i Guds navn foretage denne opløftelse, så længe man ønsker det. Når vi her i Wittenberg har afskaffet opløftelsen, har vi haft tilstrækkelig årsag dertil, som I måske ikke har i Berlin. Vi vil heller ikke indføre den igen, når der ikke foreligger andre særlige nødvendige grunde til det. For det er en fri sag og en ordning, indført af menneskelig andagt, og ikke Guds befaling.

Din herres sendebud vil sikkert give dig videre underretning. Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, i hvis gerning du står, bistå dig troligt ved sin Ånd og hjælpe til, at hans navn må blive helliget, hans rige må komme og hans vilje må ske, derom beder jeg dagligt i mit Fadervor, amen.

Lev vel i Herren, for hans kraft fuldkommes i magtesløshed.

Givet torsdag efter Andreas' dag 1539.

Martin Luther, doktor.

________________

114. Luthers absolutionsformel til nürnbergerne

Wittenberg, 15. februar 1540

På grund af de mange kirkegængere og nadvergæster i Nürnberg havde man, ved siden af den personlige sjælesorg, indført et fællesskriftemål med fælles tilsigelse af syndernes forladelse, som man også praktiserer her i landet.

Denne praksis var blandt andet præsten Osiander imod. Menigheden skrev derfor til teologerne i Wittenberg, som i en fællesskrivelse 28. november 1536 godkender den nye praksis. (Se dette).

Luther giver her et forslag til en fællesabsolution.

Kære venner! Fordi vi alle er dødelige og aldrig er sikre for døden, så ydmyg jer for Gud, bekend i jeres hjerter, at vi alle er fattige syndere, der hvert øjeblik behøver hans nåde og tilgivelse. Og hvis Gud i dag eller i morgen ville kalde nogen af jer bort fra denne jammerdal, så tilsiger jeg som præst og prædikant efter hans befaling alle, som nu er her til stede og hører Guds ord, og som med en sand anger over deres synder tror på vor Herre Jesus Kristus, alle deres synders forladelse i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, amen. Gå bort i fred, hvad enten det går til liv eller død.

________________

115. Til Melanchthon

Wittenberg, 8. april 1540

Melanchthon var sammen med andre wittenberg-teologer til et møde i Schmalkalden for at forhandle om forsøg på at undgå krig med de kejserlige.

Luther taler store ord om bønnens magt, som er den kejserinde, der styrer begivenhederne.

Den berømte dr. Magister Philip Melanchthon, Kristi tro tjener, min meget kære broder.

Nåde og fred. Også jeg undrer mig meget over hvad det betyder, som du skriver, kære Philip, at kejseren lover at ville gå ind på en privat forhandling, skønt jeg tror, at kejseren er i tvivl om, hvad han helst vil tage sig for. Hans hjerte må have mange krinkelkroge, fordi han er stillet imellem så mange slanger, så han hverken kan tilfredsstille os eller dem på en klar måde med bestemte løfter. Jeg tænker nemlig på, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg var i den samme ufrie stilling som ham, især når man ikke var meget kyndig i tingene.

Man bør bede til Gud for ham. Det er i hvert fald et ikke lidet under fra Gud, at han hidtil så længe har holdt kejserens hånd tilbage, idet kardinaler og biskopper forgæves har søgt at forbitre, ophidse, opægge og drive ham frem. Derfor bør vi takke Gud.

Hvad der end vil ske, det vil ske og opnås ved bønnen. Den er nemlig den eneste almægtige kejserinde inden for de menneskelige forhold. Ved bønnen vil vi gennemføre alt, ved den skal vi gribe styrende ind i de bestemmelser, som træffes, ved den skal vi rette fejlene, ved den skal vi tåle, hvad der ikke kan rettes, overvinde alt ondt og bevare alt godt, således som vi hidtil har gjort og har erfaret bønnens kraft.

Om den véd papisterne intet, de foragtelige mennesker, for hvem så mange anslag har været forgæves. For hverken vil eller kan de komme til besindelse, fordi Guds vrede til sidst er kommet over dem, deres hænder er nemlig fulde af Kristi og de kristnes blod, ja de er endog for længst helt drukne i de helliges blod. Skønt vi lever i syndigt kød og kun er elendige syndere, er vi dog rene for menneskers blod, ja hader endog disse blodmennesker og denne blodgud, hvem de tilhører, og som driver dem frem. Jeg har skrevet dette for blot at svare og bevidne, at jeg har modtaget dine breve, for om sådanne sager plejer vi i fortrolighed at samtale med hinanden, når vi har med disse ting at gøre. Endelig håber jeg, at du på rejsen vil modtage andre breve.

Alt står ved Guds nåde vel til hos os, kun ville jeg ønske, at du kom hurtigst muligt, ja at du allerede var kommen tilbage. Lev vel i Herren. Hils alle vennerne, og sig dem, at alt står vel til i deres hjem.

Den anden time efter solformørkelsen. Vi så solen i dens nød i den sørgeligste tilstand i to timer fra kl. 5 til hen imod kl. 7. Herre, afvend det onde imod fjenderne, og frels os i dit navn, amen. Min Käthe, som er blevet fuldkommen rask, hilser dig ærbødigst, hun har dig i høj grad kær og elsker dig overmåde meget.

________________

116. Til Nikolaus Sastrow, Købmand i Stralsund

Wittenberg, 14. april 1540

Luther opfordrer Sastrow til ikke at lade sig holde tilbage fra Herrens bord, fordi han i øjeblikket fører en retssag.

Den ærbare, omsorgsfulde Nikolaus Sastrow, borger i Stralsund, min gunstige og gode ven.

Nåde og fred. Din kære søn, magister Johannes, har med megen beklagelse fortalt mig, at du, kære ven, i mange år har afholdt dig fra nadveren til stor forargelse for andre. Og han har bedt mig om at opfordre dig til at ophøre med dette farlige forhold, fordi vi ikke nogen time er sikre på vort liv. Det er hans barnlige trofaste omsorg for dig, hans fader, der har bevæget mig til at skrive dette brev til dig. Og det er min kristne og broderlige opfordring til dig, således som vi skylder hinanden det i Kristus, at du afstår fra dette forhold, og at du betænker, at Guds Søn har lidt meget mere, men dog har tilgivet dem, der korsfæstede ham, og at vi dog til sidst, når timen kommer, må tilgive, ligesom en tyv også må tilgive, når han hænger i galgen. Er sagen kommen for retten, så lad den gå sin gang, og afvent rettens afgørelse. Det hindrer slet ikke at gå til nadver. Ellers kunne vi og vore fyrster ikke gå til nadveren, fordi vi stadig har sag med papisterne. Overlad du sagen til retten, og imens skal du lade din samvittighed være fri og sige: Den, hvem retten bliver tilkendt, lad ham have ret, imidlertid vil jeg tilgive den, der har gjort uret, og gå til nadver. Så går du ikke uværdigt, fordi du begærer ret og er villig til at lide uret, hvis dommeren giver dig ret eller uret. Modtag i venlighed denne formaning, som din søn indtrængende har bedt mig om at give dig.

Hermed Gud befalet, amen.

Onsdag efter misericordia dei 1540.

Martin Luther.

________________

117. Til Luthers hustru

Weimar, 2. juli 1540

Under et ophold i Weimar var Melanchthon blevet dødssyg. Kurfyrsten sender bud til Luther, der kommer til Weimar. Efter intens bøn befaler Luther Melanchthon at rejse sig. – Luther selv oplever det som en dødeopvækkelse som i tilfældet med Lazarus. Under alle omstændigheder et stærkt og konkret bønnesvar.

Ikke nok med det, så nævner Luther også en ægte dæmonuddrivelse.

Som det fremgår, smitter glæden også af på Luthers tone i brevet, men viser også Luthers store agtelse for Käthe og hendes evner.

Min hjertekære Käthe, doktorinde Luther og frue på det nye Svinetorv.

Nåde og fred. Kære jomfru Käthe, nådige frue til Zülsdorf, og hvad Deres Nåde ellers hedder mere. Jeg lader herved underdanigst Deres Nåde vide, at jeg har det godt her, jeg spiser som en bøhmer og drikker som en tysker, Gud ske tak, amen. Årsagen er den, at magister Philip virkelig har været død og er stået op fra de døde ganske ligesom Lazarus. Gud, vor kære Fader, hører vor bøn. Det ser vi og kan tage og føle på, og dog tror vi det ikke, og derfor skal ingen sige amen til denne vor skammelige vantro.

Jeg har skrevet til vor sognepræst, dr. Pommer, at greven til Schwartzburg beder om en præst til Greussen. I den sag må du også som en klog kone og doktorinde hjælpe magister Georg Major og magister Ambrosius at råde med, hvem af de tre, der vil lade sig overtale. Det er ikke noget dårligt sognekald. Dog du er klog nok og ordner det på bedste måde.

Her i Arnstad har sognepræsten på rigtig kristen vis uddrevet en ond ånd af en lille pige, som vi, om Gud, som endnu lever, vil det, agter at fortælle, og det skal gøre Djævelen ondt.

Jeg har fået brevene fra børnene og fra vor bakkalaureus, som ikke er noget barn længere. Men fra Deres Nåde har jeg ikke fået noget brev. Men, om Gud vil, svarer du vel nu endeligt en gang med din nådige hånd på dette mit fjerde brev.

Jeg sender her med magister Paul det sølvæble, som fyrstens nådige hånd har foræret mig, således som jeg tidligere har fortalt, til fordeling mellem børnene og med spørgsmål om, hvor mange kirsebær og æbler de vil tage derfor. Og betal dem så kontant. Du kan beholde stilken.

Bring vore kære pensionærer, særlig dr. Severus eller Schiefer min venligste og hjerteligste hilsen. Og bed dem om at være behjælpelige med at føre tilsyn med alle sager i kirkerne, skolerne og huset, og hvor det ellers behøves. Bed også magister Georg Major og magister Ambrosius, at de vil være dig til hjælp i hjemmet. Om Gud vil, bryder vi på søndag op fra Weimar for at drage til Eisenach. Og Philip følger med. Hermed Gud befalet.

Sig til Lycaonus, at han ikke må glemme at passe morbærrene, ellers sover han fra det, men det må han ikke gøre. Han skal tage sig af det. Og vinen skal han også tappe af i rette tid. Vær alle glade, og bed. Amen.

Weimar, Mariæ bebudelsesdag, 1540.

Martinus Luther, din hjertensven.

(Luther ejede en have ved svinetorvet i Wittenberg. Zulsdorf var en lille landejendom et par km syd for Leipzig, resten af Katharinas families ejendom, som Luther nylig havde købt. Luthers ældste søn Hans, blev allerede i en alder af 13 bakkalaureus).

________________

118. Til Luthers hustru

Eisenach, 16. juli 1540

Luther var efter ønske fra kurfyrsten fulgt med denne til Eisenach for at kunne give råd, når der indløb meddelelser fra Hagenau om, hvordan det gik med forhandlingerne dér. Luther skriver, at alle har det godt, også Melanchthon (se foregående brev).

Min nådige jomfru Katharina Luther von Bora og Zulsdorf, boende i Wittenberg, min hjertenskær.

Nåde og fred. Min kære jomfru og frue, Käthe. Deres Nåde skal vide, at vi her, Gud ske lov, er friske og sunde, spiser som bøhmere (dog ikke meget), drikker som tyskere (dog ikke synderligt), og er vel til mode. For vor nådige herre fra Magdeburg, biskop Amsdorf, er vor bordfælle. Vi véd intet andet nyt at meddele, end at dr. Kaspar, Mecum og Menius er på en lystrejse fra Hagenau til Strassburg, til tjeneste og ære for Hans von Jena. Magister Philip befinder sig, Gud ske lov, igen vel. Fortæl min, kære hr. Schiefer, at der om hans konge, Ferdinand, går det rygte, at han vil byde tyrken til fadder ved de evangeliske fyrsters dåb. Men jeg håber ikke, det er sandt, ellers ville det virkeligt være for groft. Skriv nu også en gang til mig, om du har modtaget alt, hvad jeg har sendt dig, således de 90 gylden, som jeg nyligt sendte med kusken Wolf. Hermed Gud befalet, amen. Og hold børnene til at bede. Der er her en sådan hede og tørke dag og nat, at det ikke er til at beskrive eller holde ud. Kom du kære yderste dag, amen.

Fredag efter Margrethes dag 1540.

Biskoppen af Magdeburg sender dig venlig hilsen.

Din hjertensven

Martin Luther.

________________

119. Til Luthers hustru

Eisenach, 26. juli 1540

Inden Luther den næste dag bryder op fra Eisenach på hjemrejsen, efter at man var blevet klar over, at forhandlingerne i Hagenau intet førte til, sender han endnu en hilsen til Käthe.

Den rige frue til Zulsdorf, fru doktorinde Katharina Lutherinde, legemlig boende i Wittenberg, i ånden vandrende i Zulsdorf, min hjertenskær. I hendes fraværelse at åbne og læse af dr. Pommer.

… Om Gud vil, vil vi i morgen, tirsdag, begive os på rejse til Wittenberg. Det er blevet den rene elendighed med rigsdagen i Hagenau. Møje og arbejde er spildt og omkostningerne forgæves. Men selv om vi intet andet har udrettet, så har vi dog hentet magister Philip ud af Helvede [døden – se brevet fra 2. juli] og vil atter med glæde bringe ham hjem fra graven – med Guds vilje og nåde, amen.

Djævelen herude, som selv er besat med nye onde djævle, forvolder brand og skade, så det er skrækkeligt. For min nådigste herre er der i thüringerskoven afbrændt mere end tusinde tønder land skov, og det brænder endnu. Desuden er der i dag kommet melding om, at der også er gået ild i skoven ved Werda og mange andre steder, og det hjælper ikke at forsøge at slukke. Det vil bevirke, at træet bliver dyrt. Bed, og få andre til at bede imod den onde Satan, der på det heftigste angriber os, ikke blot på sjæl og legeme, men også på gods og ære. Gid Kristus, vor Herre, ville komme fra himmelen og blæse en ild op imod Djævelen og hans medhjælpere, som han ikke kunne slukke, amen. Jeg har ikke været vis på, om dette brev ville finde dig i Wittenberg eller Zulsdorf. Ellers ville jeg have skrevet om flere ting. Hermed Gud befalet, amen. Hils vore børn og alle pensionærerne.

Mandag efter Jakobs dag 1540.

Din hjertenskær

M. Luther, dr.

________________

120. Til Melanchthon

Wittenberg, 7. december 1540

Mødet i Hagenau blev fortsat ved nye forhandlinger i Worms, men de førte heller ikke til noget. Melanchthon deltog i dette møde. Luther skriver dette brev til ham under mødet og udtaler sig om mødets betydningsløshed, om kejserens edikt og om sit arbejde med en ny udgave af bibeloversættelsen.

Nåde og fred i Herren. Kære Philip, jeg er meget ilde berørt af, at jeg af dine breve ser, at du ikke har modtaget vore breve. Men du kender jo hoffet og sæderne og rænkerne og ikke mindst Satan. Jeg havde bestemt troet, at du, efter at du har gjort ophold i Worms, havde fået brev fire gange, skrevet med min egen hånd, dog kun for så vidt som jeg plejer at sende dem til dig alene og med din personlige adresse, da jeg er for doven og sløvet af alderdom til, at jeg orker skrive til hver enkelt person. Jeres sidste brev modtog vi i går, i hvilket I skriver om Granfells tale, som vi også har set, og om de kristne og moderate artikler som man anmoder jer om at opstille, og om jeres svar. Jeg blev glad over Djævelens tåbelighed, dvs. over Kristi magt, som tvang dem til at udøve og søge så tåbelige ting. Hvis jeg nogensinde har haft forhåbninger med hensyn til denne forhandling, for hvilken man har gjort så store forberedelser, så er de nu aldeles styrtede sammen. Hvad skal vi nu? Hvad skal vi gøre? Det må enten være list eller vold, hvad disse mennesker foretager og siger. De tilhører Satan, selv om de påtager sig skikkelse af en majestæt eller endog af en lysets engel. Herren vil, som han har lovet, give os sin Ånd. For det er ikke jer, som taler. Vi beder og håber for vort vedkommende, at denne forhandling ikke bliver til noget.

Vi har her set kejserens edikt, og vi sørger for, at det bliver trykt, for at kejserens vilje også kan komme offentligt frem for verden. Da jeg så det første gang, troede jeg virkeligt, hvad også andre mente ligesom jeg, at det var opdigtet for at bringe forvirring i sammenkomsten i Worms. Men Satans hadefulde ytringer er så djævelske, at de ikke kan opdigtes, med undtagelse af dem, om hvilke han véd, at de vil være skadelige for os. Han véd nemlig, at det ikke beror på opdigtelse, men at det alt er sandt, sikkert og urokkeligt, som virkes og siges imod ham. Kom Herre Jesus, amen. For din munds ånde forfærder din modstander. Lad dit komme i herlighed også snart indtræde, amen.

Her ophører man ikke med at straffe brandstifterne. Ved Guds nåde bliver Heintz af Wolffenbüttel hver dag mere forhadt. Alt står vel til i jeres hjem, så I skal ikke være bekymret. Vi sender jer englænderen Robert Barnes forsvar. Herren føre jer snart og velbeholdne tilbage, for hvor I nu er, vil I intet få udrettet, selv om I er almægtige i Kristus. Af den øde og tomme verden kan du nemlig ikke frembringe en jordbund, der bærer græs og frugter. I må lade den vedblive at være øde og tom. I Kristus formår vi at gøre alt, ja større ting, end han selv gør. I Djævelen formår vi intet, derfor lad os opgive ham.

Jeg håber, at du og Kaspar har set Det Nye Testamente igennem. Uden at have hørt jeres mening har vi ladet Job, Salmerne, Ordsprogene, Prædikeren, Højsangen, Esajas og Jeremias gå i trykken. Ezekiel vil I næppe finde af den grund, at jeg, som du véd, i den første tid blev hindret ved sygdom. Og nu vil muligvis det samme blive tilfældet, med mindre I snart kommer tilbage.

Lev vel, og hils alle vore venner. Vi har sørget for, at vort brev sendes til Nürnberg, for at det, således som du har bedt om, kan blive sendt til dig ved Veits hjælp, siden hoffets langsommelighed og ligegyldighed er, som den er.

Min fru Käthe sender jer sin ærbødige hilsen. Hun er i færd med at brygge Wittenberg-øl, som hun vil beværte jer med, når I kommer hjem. Herren være med dig.

Tredje dag efter Nikolai dag 1540.

Din Martin Luther.

________________

121. Til Frederik Myconius i Gotha

Wittenberg, 9. januar 1541

Luther fortæller, at han beder til Gud om sin syge vens helbredelse, og opfordrer ham til selv at bede om det samme.

Ifølge Myconius' selv fik dette brev en stærk virkning på hans helbredelse. Han overlevede således også Luther, som Luther ønskede det.

Den berømte Frederik Myconius, biskop for menigheden i Gotha og menighederne i Thüringen, min inderlig kære broder.

Nåde og fred. Kære Frederik! Jeg har modtaget dit brev, hvori du fortæller, at du er syg til døden, eller, som du på den rette og hellige måde forklarer det, syg til livet. Og nu var det mig ganske vist en særlig glæde, at du er så uforfærdet over for døden eller den søvn, som er fælles for alle de fromme, og at du også begærer at vandre herfra og være sammen med Kristus. Det er jo en følelse, vi bør have, ikke blot når vi ligger på sygelejet, men også her i livet, medens vi er raske, til enhver tid, på ethvert sted, under alle forhold, således som det sømmer sig kristne, som allerede er oprejste, levendegjorte sammen med Kristus og sammen med ham satte i det himmelske, vi som også er englenes dommere, så at der intet andet står tilbage end hylsterets aflæggelse og gådernes ophør.

Som sagt, er det mig en særlig glæde at høre alt dette om dig. Men dog beder og bønfalder jeg Herren Jesus, ham, som er vort liv, vor frelse og vor sundhed, om, at han ikke vil lade denne ulykke hænde mig, at jeg, medens jeg endnu er i live, skulle se, at du eller andre af vore medarbejdere skulle trænge igennem og nå inden for forhænget til hvile og lade mig tilbage udenfor blandt de onde ånder for også efter din bortgang at plages endnu mere. Jeg, som dog er tilstrækkelig plaget i mange år, og som vel derfor kunne være blevet værdig til og have fortjent at komme forud for dig. Derfor bønfalder jeg om, at Herren vil gøre mig syg i dit sted, og at han vil befale mig at nedlægge denne min unyttige telthytte, som nu har udtjent og er svækket. For jeg ser tilstrækkelig klart, at jeg ikke er til nytte for nogen. Derfor beder jeg dig også om, at du selv sammen med os vil bede Herren om, at han vil bevare dig i længere tid til tjeneste for sin kirke og til foragt for Satan. Du ser det visselig, og han, der selv er vort liv, ser alt, hvad hans menigheder behøver både af personer og gaver.

Efter at vi i fem uger har ventet på breve fra Worms og næsten til sidst havde opgivet håbet, har vi endeligt i rigeligt mål modtaget breve. En del af dem sender Georg Rører til dig. På vor side føres alle forhandlinger med kraft og visdom. Derimod sker det fra de andres side så barnagtigt, tåbeligt og udueligt, med grove og løgnagtige rænker, så at du derigennem kan se, hvordan Satan selv, nu da morgenrøden oprinder, på tusinde måder søger at skjule sig og skabe sig tilflugtssteder og finde på udflugter, fordi han ikke kan tåle lyset. Skønt intet deraf lykkes, således som det nødvendigvis må gå ham, som lige stik imod den åbenbare sandhed vil forsvare og besmykke åbenbar løgn, hvilket er umuligt.

Men hvorfor skal vi tvivle? Herligheden, kraften, sejren, frelsen, æren tilkommer det slagtede og genopstandne lam, og sammen med ham også os, som tror, at han er slagtet og atter oprejst. Det er der ingen tvivl om.

Vi håber, at vore udsendinge snart vil vende tilbage. Lev vel, kære Frederik. Og Herren tillade ikke, at jeg skulle høre om din bortgang, medens jeg er i live, men han lade mig ikke overleve dig. Det bønfalder jeg om, det vil jeg, og min vilje ske, amen. For med denne min vilje søger jeg Guds navns ære og aldeles ikke min egen lyst og fordel. Endnu en gang lev vel. Der bliver bedt af hjertet for dig. Min Käthe og alle de andre hilser dig, stærkt bevægede som de er i anledning af din sygdom.

Søndag efter epifanias 1541.

Din Martin Luther.

________________

122. Til Melanchthon

Wittenberg, 12. april 1541

Luther opmuntrer Melanchthon, der har brækket højre arm. Selv har Luther haft noget influenza, der udviklede sig til kraftig betændelse i øret, så den seje, gamle munk må græde af smerte. Med hjælp fra lægerne og menighedens forbøn er han nu i bedring.

Gud skåner os ikke for sygdom og modgang, men han er med os midt i det: ”Herren er livet midt i døden.” Det gælder såvel privat som i kirkens liv: ”Vore sager beror ikke på tilfældigheder, men alene på Guds styrelse.”

Dr. Philip Melanchthon, Kristi discipel og sendebud til Regensburg.

Nåde og fred. Vi har allerede modtaget dit andet brev, kære Philip. Og skønt det gør mig ondt, at du har brækket din højre arm, så tror jeg dog hverken på dine eller mine egne varsler. Vore sager beror ikke på tilfældigheder, men på bestemte råd, ikke på vort eget råd, selv om det er nok så heldigt. men alene på Guds styrelse

Ordet har stærk fremgang, bønnen er brændende, håbet er udholdende, troen vinder sejr, så vi nødes til at erfare det. Og hvis vi ikke var kød, kunne vi sove trygt, idet vi ihukommer det ord hos Moses: ”Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!” For selv om vi i nok så vågen tilstand vil råde, tale og handle anderledes i alle henseender, så gælder det dog: hvis Herren ikke kæmpede for os, da vågede vi forgæves. Men hvis han kæmper for os, så sover vi ikke forgæves. Og det er sikkert, at han vil stride for os og lidt efter lidt og skridt for skridt vil stige ned fra sin trone for at holde den dom, som vi forventer. Der gives så mange tegn, som overbeviser mig derom.

Det står ved Guds nåde godt til i jeres hjem. I skal ikke frygte, vær stærke og glade, og uden bekymring. Herren er nær. Lad kun Henrik’erne, biskopperne, ja endog tyrken og Satan selv foretage sig, hvad de vil. Vi er rigets sønner, vi, som ærer og forventer den frelser, som på ny bespottes og dræbes af disse Henrik’er.

Jeg har igen læst min bog mod denne djævel [”Imod Hans Wurst”], og jeg undrer mig over, hvordan det er hændt mig, at jeg har været så moderat. Jeg skyder skylden for det på min hovedpine, som ikke har tilladt, at mit sind blev henrevet til et kraftigere og voldsommere angreb. Men lad ham komme tilbage, hvis Herren vil det. Dog glæder det mig blot en lille smule at have kæmpet i denne sag for kirken. Min sygdom bliver værre. Du har profeteret om strømmende væske i hovedet, og nu forstår jeg sandelig, hvad hovedvæske er. For så meget spyt, slim og snot er der gået igennem hals og næse, at jeg undrer mig i høj grad over, hvordan mit hoved, der allerede er gammelt og ødelagt af arbejde, har kunnet have alle disse frygtelige ting indeni sig, og at ikke snarere et slagtilfælde, svimmelhed, epilepsi og andet lignende pludseligt har slået mig til jorden i løbet af få timer. Til sidst samlede de deres kræfter, blev til materie, og på sejrens dag angreb strømmene mit hoved gennem venstre øre, ja mit liv i en sådan grad, at jeg på grund af den uudholdelige smerte under stride tårer (hvilket jeg ikke let falder hen til, og dog strømmede tårerne mindre, end jeg ønskede) sagde til Herren: ”Enten må det her ophøre, eller jeg må ophøre.” For denne voldsomme naturens kamp var ikke til at udholde i to dage, men den følgende dag gik der hul på den lille øresvulst og en skrækkelig, væmmelig, gul og blodig væske begyndte at træde ud og er ikke ophørt med at flyde fra den time. Imens suser alle haves og skoves storme i mit hoved, så at jeg intet hører, med mindre man råber meget højt til mig. Lægerne lover sødt og elskværdigt, at udrensningen er helbredende: det venter jeg på. Lad Herren gøre, hvad godt er. Det er dog godt, at jeg i det mindste kan læse og skrive, idet jeg intet hensyn tager til min svimmelhed, skønt jeg endnu ikke kan få lov til at nyde søvnen, som jeg plejer. Jeg skriver ikke dette, for at du skal tage varsler for mig ud herfra, men for at du kan vide, at Herren er livet midt i døden. Denne udrensning tilskriver jeg menighedens bøn. Ellers ville det have været umuligt at udholde denne sump i mit hoved så længe. Lev vel, og bed for os, således som vi gør for jer. Om andet vil andre skrive indgående.

Tredje dag efter palmesøndag år 1541.

Din Martinus Luther.

________________

123. Til kurfyrst Johan Frederik af Sachsen

Wittenberg, 25. april 1541

Luther takker kurfyrsten, fordi han har sendt ham sin livlæge (se foregående brev).

Luther tilskriver sin helbredelse menighedernes forbøn og lægernes indsats.

Den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Johan Frederik, hertug til Sachsen, det hellige romerske riges ærkemarskal og kurfyrste, osv.

Nåde og fred i Kristus og mit fattige Fadervor. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Jeg takker Deres kurf. Nåde allerunderdanigst, og det er i virkeligheden alt for meget, at Deres kurf. Nåde så hjertelig har taget sig af min gamle, dårlige hytte og af så nådig omsorg har sendt mig Deres kurf. Nådes egen livlæge med så trofast ordre osv. Jeg havde ganske vist gerne set, at den kære Herre Jesus med nåde havde hentet mig, nu da jeg kun er til liden nytte på jorden. Men Pommer har ved sin vedholdende forbøn i kirkerne (efter min antagelse) hindret det, og nu er det, Gud ske lov, blevet bedre. Så må jeg da også bekende, at lægerne virkelig har gjort deres bedste. Nu vel, det ske, som Gud vil, amen.

Hermed den kære Gud befalet, amen.

Mandag efter qvasimodo 1541.

Deres kurf. Nådes underdanige

Martinus Luther.

________________

124. Luther og Bugenhagen til kurfyrst Johan Frederik

Wittenberg, 29. juni 1541

Efter kurfyrstens ønske giver Luther og Bugenhagen her deres betænkning om forligsforhandlingerne i Regensburg mellem lutheranerne og katolikkerne.

Man var nået meget langt i drøftelserne og havde opstillet nogle fælles artikler om bl.a. retfærdiggørelseslæren, som begge parter faktisk kunne tilslutte sig. Men som det fremgår af betænkningen her manglede man noget helt afgørende.

Forhandlingerne minder på mange punkter om den nye fælleserklæring om retfærdiggørelsen. Betænkningen kan derfor også ses som Luthers kommentar til den.

Nåde og fred i Kristus! Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Som jeg sagde fra starten og endnu siger, og som erfaringen viser, så er den enighed, man stræber efter, blot noget menneskelig og papistisk vrøvl. For det er umuligt at gøre Kristus og Slangen enige. Det eneste, man søger, er at håne os. Dog ser jeg gerne, at vores lære blev drøftet, belyst og erkendt, som det skete på rigsdagen i Augsburg.

Når Deres kurf. Nåde nu ønsker vores mening om de fire forligsartikler, så beder jeg om, at De først vil sende Philip og Caspar hjem igen, da de er færdige med udarbejdelsen. Det der står tilbage nu, er en sag mellem fyrsterne på begge sider. Og hvis min opfattelse når frem, inden Philip og Caspar er rejst, får de bare ballade. For så er Fanden løs. Deres kurf. Nåde gør sikkert også klogt i, at kende en sikker vej hjem. Gud stå os bi, for jeg er bekymret for Dem.

Hvis kejseren eller hans repræsentant virkelig mener det seriøst med at opnå et forlig, så må det i Guds navn eller med Guds hjælp foregå på følgende måde, for at sige det ligeud: De må først forlige sig med Gud og offentligt bekende, at de hidtil har taget fejl. Paverne har i 600 år forført flere hundredtusind sjæle. Kejseren har i 20 år brændt, druknet og myrdet mange fromme mennesker, eller tilladt at det er sket ifølge hans love. Du gode Gud, selv om vi ville eller kunne opnå forlig med dem, så ville den himmelske dommer ikke tillade det. Abels blod vil ikke tillade det. Og hvis vi indvilligede i det, ville vi også blive fordømt. Det så de gerne. (…)

Men hvis Deres kurf. Nåde ønsker det, så er vores mening denne, at De skal fremlægge Den Augsburgske Bekendelse og Apologien og sige, at vi ikke kan vige fra den med god samvittighed. Men i verdslige sager vil vi gerne adlyde, som vi også hidtil har gjort. En sådan fremgangsmåde bryder de sig ikke om. Ligesom Zwingli heller ikke brød sig om det i Marburg, hvor jeg ikke ville vige fra ordene: ”Dette er mit legeme”. For Djævelen forsøger at få os på andre tanker.

Hvis de mener det seriøst, må deres teologer også vise Gud den ære, at de bekender, at de ikke tidligere har lært sådan, som de nu gerne vil give det udseende af. Deres bøger er offentligt tilgængelige, hvor man kan se, at deres teologer har lært, at der er to former for nåde ved retfærdiggørelsen: Den nåde, der gives gratis og den nåde, der bevirker, at vi vinder yndest. Den gratis nåde er hos dem alle former for gaver, også den indgydte tro. Det er den tro, vi kalder den retfærdiggørende tro. Og som de altså også har lært at tale om af os. Men den nåde, der bevirker, at vi vinder yndest hos Gud, det vil sige, bliver retfærdiggjort, den kalder de kærlighed. Det kan de ikke benægte. Hvis de ikke tilbagekalder disse ting, men bagefter kommer listende og vil smykke sig med en tro, der er virksom ved kærligheden, så mener de det ikke rigtigt.

Det bedste er derfor, at Deres kurf. Nåde fremholder Den Augsburgske Bekendelse og bliver ved den. For det var her, man tog udgangspunkt i Hagenau og fortsatte med i Worms og må også lægges til grund igen i Regensburg.

Vi vil dog efter Deres kurf. Nådes ønske gennemgå de fire artikler, selv om vi ikke, hvordan de er blevet drøftet. For vi kan se af magister Philips skrifter, hvor klart de er lagt frem og fastholdt. Og hvis De synes, må Pomers og min underskrift gerne blive tilføjet, så De ikke bliver beskyldt for at være den eneste af os, der er så stejl. Hermed den kære Gud befalet, onsdag den 29. juni 1541.

Om retfærdiggørelsen

I artiklen om retfærdiggørelsen er der sagt meget godt lige fra indledningen og på flere andre steder, nemlig at alle mennesker er født i synd, er vredens børn og intet formår. De må modtage nåde og blive frelst alene gennem midleren Jesus Kristus. Sådan som Paulus lærer i de første 7 kapitler i Romerbrevet og i alle sine andre breve. Her er vi helt enige. Men her må man desuden også lærer, at vi [katolske] teologer hidtil har taget fejl og forført folk, og at vi beklager det. Det gælder disse udsagn:

1. Mennesket har en fri vilje til at gøre godt, også i åndelige sager.

2. Den nåde, der bevirker, at vi modtages i nåde af Gud, er kærligheden.

3. Den gratis nåde er den indgydte tro, som også findes i de ugudelige.

4. Når et syndigt menneske gør, hvad det formår af sig selv, fortjener det nåden helt rimeligt.

5. De retfærdige, der ved siden af den indgydte tro også har kærligheden, fortjener det evige liv på fuldt værdig måde.

6. Mennesket opfylder med sine naturlige evner Guds lov efter indholdet, men ikke efter dens hensigt.

7. Der har været 12 sande kirkemøder.

8. Det er ikke umuligt for den frie vilje at opfylde Guds bud.

Og hvad der mere er af sådanne alvorlige bylder og sår, som de ikke vil hele, men skjule i hemmelighed.

Hvis de ikke vil have disse ting med i denne artikel, er det et sikkert tegn på, at det blot er Djævelens blændværk med dette forlig. For disse ting strider tydeligt imod artiklen om retfærdiggørelsen.

Og hvis sådanne forfærdelige ting, som hidtil er blevet lært i modstrid med retfærdiggørelsen, ikke bliver fordømt offentligt i prædikener og skrifter, og bliver befalet at fordømmes i kejserlige skrivelser, så er hverken almindelige mennesker eller læren hjulpet. For så forbliver alt, som det hidtil har været. For det er ikke alene nødvendigt, at lære, hvad der rigtigt, men også, som Skriften gør, at advare mod det, der er forkert, så man kan tage sig i agt. Man må ikke alene pleje fårene, men også holde ulvene væk med kæp og hund, ellers er plejen til ingen nytte. Derfor er denne artikel for kort og utydelig til at blive offentliggjort. Den vil blot skabe endnu mere ulighed og uenighed end før.

Den anden artikel om den frie vilje

I artiklen om den frie vilje, ved jeg ikke, hvad man er nået frem til. Men jeg så gerne, at man undlod at bruge udtrykket ”fri vilje” i kirken. Ingen her nogensinde forstået dette udtryk og gør det heller ikke nu. Desuden har det anrettet stor skade. Man burde her følge min og Skriftens regel: Hvad der ikke er befalet og som er skadeligt, skal man ikke benytte, men simpelthen fjerne. Paulus kalder sådanne ord for ”kenofonia”, tomme ord, unyttige ord, og forbyder dem som skadelige. Men i filosofien kan man benytte det, som et kraftigt udrensningsmiddel, der renser ud til død.

Den tredje artikel om troen og de gode gerninger

Da jeg heller ikke her ved, hvad man er nået frem til, må man fastholde det, der er sagt i artiklen om retfærdiggørelsen, at troen gør personen retfærdig. Rom 3, 28: ”Vi mener, at et menneske gøres retfærdigt uden gerninger, alene ved troen.”

Gerningerne eller kærligheden, som er samme sag, gør ikke personen retfærdig, men udføres af den retfærdiggjorte person, som troens frugter. Her må man atter fordømme disse udtryk eller artikler:

1. Kærligheden er den nåde, der skaffer os yndest hos Gud. Det er deres vigtigste artikel.

2. Hvis mennesket gør, hvad det formår af sig selv, fortjener det nåden med rimelighed.

3. Mennesket kan opfylde Guds bud efter ordlyden, og flere andre ting.

Den fjerde artikel om arvesynden

Den fjerde artikel om arvesynden er korrekt. Men også her må man fordømme dette:

1. Den frie vilje er fri på begge områder [verdsligt og åndeligt].

2. Den kan af sig selv opfylde Guds bud.

Kort sagt: De må i disse artikler tilbagekalde, fordømme og forbande hele deres teologi, alle kommentarer, dekreter, traktater, bandbuller, breve, alle klostres og ordners liv og lære, alle paver, kardinaler og biskopper samt alt, hvad de har vundet med deres vildfarelser, afguderier og løgne. Hvis de ikke gør det, er det sikkert, at de ikke ønsker at forlige sig med Gud og kun med falskhed foregiver at ville forlige sig med os. Så kan de beholde deres lære og belemre os med deres skidt og således kaste os i Helvedes ild. For det hedder ikke alene at tro på Kristus og erkende synden, men også at fordømme denne verdens fyrste, Joh 16.

Martin Luther, dr.

Johann Bugenhagen Pomeranus, dr.

________________

125. Luthers andet testamente

Wittenberg, 6. januar 1542

Luther fik skrevet sit første testamente 28. februar 1537 efter en alvorlig sygdom (se nr. 258). Det andet testamente her gælder især den økonomiske sikring af Käthe.

Jeg Martin Luther, doktor osv., bekender med denne min egen håndskrift, at jeg har givet min kære og trofaste hustru Kathrine som pension (eller hvad man vil kalde det) for hendes levetid, for at hun derved kan leve efter sit behag og til sit bedste, og giver hende det i kraft af nærværende og i dag udfærdigede brev:

Nemlig det lille gods Zulsdorf, således som jeg har købt og indrettet det, med alt, hvad dertil hører, således som jeg hidtil har haft det,

For det andet Brunos hus til bolig, således som jeg har købt det under min tjener Wolffs navn,

For det tredje bægrene og smykkerne, derunder ringe, klæder, de skænkede guld og sølvgroschen, hvilket antageligt er omtrent 1000 gylden værd.

Min grund dertil er:

For det første, at hun som en from og trofast ægtefælle altid har respekteret og elsket mig og ved Guds rige velsignelse har født og opdraget mig fem levende børn (som endnu er i live, Gud give, det må længe være så),

For det andet, at hun skal overtage og betale den gæld, som jeg endnu er skyldig (såfremt jeg ikke får den betalt, medens jeg lever), og som, så vidt jeg véd, andrager omtrent 450 gylden, muligvis kan der findes mere,

For det tredje og allermest, at jeg vil, at det ikke skal være hende, der er i børnenes hænder, men derimod børnene, der er i hendes hænder, og holder hende i ære og er hende undergivne, således som Gud har befalet det. For jeg har set tilstrækkeligt, hvordan Djævelen ved slette og onde tunger opægger børnene, selv om de er fromme, imod dette bud, især når mødrene er enker, og sønnerne får hustruer og døtrene får mænd, og svigermoderen fremdeles får svigerdatter og svigerdatteren svigermoder osv.

For jeg fastholder, at en mor vil være den bedste formynder for sine egne børn, og at hun vil bruge et sådant lille gods og en sådan pension, ikke til skade og tab, men til nytte og gavn for børnene, da de er hendes kød og blod, og hun har båret dem under sit hjerte.

Og hvis hun efter min død blev nødt til eller i øvrigt foranlediget til at ændre sin stilling (jeg kan nemlig ikke sætte grænse for Guds værk og vilje), så fortrøster jeg mig dog til og vil herved udtale denne min fortrøstning, at hun vil forholde sig moderligt overfor vore fælles børn og dele alt redeligt med dem, som det er ret, det være sig pension eller andet.

Og jeg beder også hermed underdanigst min nådigste herre, kurfyrste hertug Johan Frederik, at hans kurf. Nåde nådigt vil beskytte og håndhæve denne gavebestemmelse eller pension.

Tillige beder jeg alle mine gode venner, at de vil være vidner for min kære Käthe og hjælpe med at forsvare hende, hvis unyttige tunger vil besvære eller bagtale hende, som om hun skulle have stukket nogle rede penge til side, som hun ville fravende eller unddrage de arme børn. Jeg er vidne på, at der ingen rede penge er ud over bægrene og smykkerne, som ovenfor er nævnt under pensionen. Og det må enhver åbenlyst kunne regne ud, når man véd, hvor meget jeg har haft i indtægt fra min nådige herre og ellers ikke har haft en skilling eller en krumme fra nogen i indtægt, og hvad jeg har fået af gaver, hvilket ovenfor er anført under smykkerne, og som til dato endnu er båndlagt og at finde under min gæld. Og dog har jeg af denne indtægt for disse gaver bygget og købt så meget og ført en stor og kostbar husholdning, at jeg, ligesom andre, selv må betragte det som en særlig og forunderlig velsignelse, at jeg har kunnet få råd dertil, og at det ikke er underligt, at der ingen rede penge er til stede, ja at der ikke er større gæld.

Jeg beder om dette, fordi Djævelen, når han ikke mere kan komme mig nær, på enhver måde vil opsøge min Käthe alene af den grund, at hun har været og, Gud ske lov, endnu er manden doktor Martins ægtehustru.

Til sidst beder jeg også derom, fordi jeg i denne gavebestemmelse og pension ikke anvender de juridiske former og ord (hvortil jeg har mine grunde). Man må lade mig være den person, som jeg dog i sandhed er, nemlig offentligt bekendt – og det både i Himlen, på jorden og i Helvede – og som har anseelse eller autoritet nok, til at man kan tro mig og stole på mig mere end nogen notar. For når Gud, al barmhjertigheds Fader, har betroet sin kære Søns evangelium til mig fordømte, arme, uværdige og elendige synder og tillige har hjulpet mig til og fundet mig at være tro deri, således at også mange mennesker i verden ved mig har modtaget evangeliet og anser mig for en lærer i sandheden - til trods for pavens band, kejserens, kongernes, fyrsternes, præsternes, ja alle djævles vrede. Derfor må man dog meget mere tro mig i disse ringe sager, især da man kan se min egen håndskrift, som er temmelig vel bekendt. Jeg håber, det er nok, når man kan sige og bevise: dette har dr. Martin Luther, som er Guds notar og vidne i hans evangelium, fastsat som sin alvorlige og velovervejede bestemmelse med sin egen hånd og sit segl til bevis.

Udfærdiget og givet epifaniasdagen 1542.

M. Luther.

(Dokumentet er til sidst forsynet med en på latin affattet bevidnelse af Melanchthon, Cruciger og Bugenhagen.)

________________

126. Til greve Albrecht af Mansfeld

Wittenberg, 23. februar 1542

Luther advarer grev Albrecht imod at undertrykke borgerne til egen vinding.

Det kan få konsekvenser for hans frelse – og for Luthers, hvis han ikke advarer greven.

Den ædle, velbårne herre, hr. Albrecht, greve og herre til Mansfeld, min nådige og hjertelig kære landsherre.

Nåde og fred i Herren og mit fattige Fadervor osv. Nådige og hjertelig kære landsherre. Gid Deres Nåde vil lytte nådigt til mit fattige suk, når jeg på grund af den tale og det råb, som jeg med stor bedrøvelse hver dag må høre om min kære landsherre, ikke kan begynde min skrivelse med glæde, uden at jeg kan gøre ved det. Dette gør mig virkelig ondt og volder mit barnlige hjerte smerte.

Deres Nåde føler vel også selv, at De allerede er blevet kold og har slået Deres lid til Mammon, og tragter efter at blive meget rig, og at De, hvad også klagerne går ud på, påfører undersåtterne et alt for hårdt og stærkt tryk. At De også har i sinde at fratage dem deres arvede smelteovne og ejendomme og i virkeligheden gøre dem til livegne. Dog dette vil Gud ikke tåle, og hvis han tåler det, så vil han lade grevskabet gå til grunde i fattigdom. For det er hans gave, som han let kan tage igen uden at skylde nogen regnskab derfor, således som Haggai siger: ”Du samler meget, men jeg gør, at pungen bliver hullet, og blæser på kornbunken, så du intet beholder.”

Jeg tænker, at det er til afsked, jeg skriver dette til Deres Nåde, da graven nu er mig nærmere, end man måske tror. Derfor beder jeg ligesom tidligere, at Deres Nåde vil omgås mere mildt og nådigt med undersåtterne og lade dem blive ved deres ejendom, så vil De også selv blive bevaret under Guds velsignelse både her og hisset. Ellers vil De miste det alt sammen. Og det vil gå ligesom der står i Æsops fabel om ham, der skærer den gås op, som hver dag lagde et gyldent æg. Han mistede dermed det daglige gyldne æg tillige med gåsen og æggestokken, og ligesom det gik hunden hos Æsop, som mistede kødstykket i vandet, da den snappede efter skyggen. Da viser det sig visselig at være sandt: Den, der vil have for meget, får kun lidet, som Salomon skriver såre meget om i Ordsprogene.

Alt i alt, det, som ligger mig på sinde, er Deres Nådes sjæl, som jeg ikke kan slippe ud af min omsorg og lade blive forkastet (for det vil visselig ske ved at blive udstødt af menigheden). Dertil tvinges jeg ikke blot af den kristne kærligheds bud, men også af Ezekiels tunge trussel i kapitel 3. Her har Gud lagt på os prædikanter, at vi vil blive fordømte for andre menneskers synd, når han siger: ”Hvis du ikke advarer den uretfærdige og ikke taler til ham og advarer ham mod hans uretfærdige færd for at holde ham i live, så skal den uretfærdige dø på grund af sin skyld; men hans blod vil jeg kræve af din hånd.” Derfor vil Deres Nåde vel vide at holde mig denne nødvendige formaning til gode, da jeg ikke kan lade mig fordømme for Deres Nådes synders skyld, men tværtimod søger at hjælpe Dem sammen med mig til salighed, så længe det endnu er muligt. I modsat fald er jeg hermed undskyldt over for Gud.

Hermed være De anbefalet til den kære Gud i al nåde og barmhjertighed.

Givet torsdag efter Peters stol 1542.

Deres Nådes villige og af hjertet trofaste

Martin Luther, doktor.

________________

127. Til Anton Lauterbach i Pirna

Wittenberg, 10. marts 1542

Vi kan ikke undvære prøvelser, men vi skal ikke selv opsøge eller udvælge dem, men tage dem, som Gud lægger på os.

Den ærværdige kristen, Anton Lauterbach, præst for menigheden i Pirna og biskop for egnen deromkring, min meget kære broder i Kristus.

Nåde og fred. Forvent Herren, vær mandig, kære Anton. Hvis der ikke var nogen prøvelse til at øve de kristnes tro, tænk så på, hvad der ville blive af de sikre, dovne og nydelsessyge kristne. Akkurat det samme, som der blev af dem under pavedømmet. Derfor er prøvelserne rabarber, myrra, aloe vera og modgift mod alle indvoldsorme, al materie, forrådnelse og skarn i dette syndens legeme. Derfor skal man ikke foragte prøvelserne. Men vi skal heller ikke søge eller udvælge dem efter vor egen vilje. Vi skal tværtimod modtage netop den art af trængsler, som Gud vil sende os. For han véd nøje, af hvilken art og i hvilken mængde de skal være, for at de kan blive til størst nytte og gavn for os.

Derfor skal også du være stærk og tænke, at, hvis vi i det hele taget skal ind under trængsler (hvad vi visselig skal), da skal vi meget hellere tåle disse end dem, som er værre og sværere. Tål og bær alt, hvad kentaurerne og papisterne foretager sig. Dog må du ikke forsømme at virke, skrive, bede og forsøge alt hos fyrsten, og hvor som helst det er nødvendigt. Hvem véd, når Gud giver en belejlig time? Og da gælder det om, at vi ikke findes som folk, der er blevne trætte, og som har givet efter for den utrættelige fjende Djævelen, for da ville vi for sent komme til at føle ansvar over os selv og ærgre os over vor blødagtighed.

Du må altså slet ikke græmme dig over din mor, som hellere vil leve under pavedømmet og forarges på evangeliet end hos dig i Pirna. Bed uophørligt for hende, så har du gjort, hvad der påhviler dig. Det ville sikkert ikke være godt, hvis alt, hvad vi begærer eller ønsker, skete straks og med det samme. Gud sørger bedre for os, idet han ser, hvor tåbelige de ting er, som vi begærer netop i øjeblikket.

Om tyrken har vi ingen nyheder, heller ikke om felttoget fra vor side. I Belgien har kejseren ved et offentligt edikt forbudt at forfølge lutheranerne. I Frankrig havde evangeliet, mens der herskede fred i to år, lidt efter lidt trængt sig ind ved hjælp af indførte bøger. Da de sofistiske munke fik det at vide, begyndte de at ophidse parlamentet i den grad, at de brændte 50, men de fremkaldte kun derved en sådan harme blandt befolkningen, at kongen, for at der ikke skulle blive tumult og oprør i Paris, blev nødt til at gribe ind og neddæmpe raseriet.

Biskoppen i Köln begynder at afskaffe misbrug i sit stift. Lovet være Gud, som herliggør sit evangelium således, at dersom vore egne folk fra Bethsaida, Korazin og Nazaret ikke modtager en profet i hans fædreland og de derfor bliver overladte til deres egen forvirring, så modtages han dog af samaritanerne og den kanaanæiske kvinde osv. Men vi vil dog fortsætte med at prædike, bede og tåle. Der er løn for vor møje, og vi arbejder ikke forgæves. I hast. Lev vel i Herren. Bed tillige for mig, at jeg må sove hen i en god time. Løbet har jeg fuldendt, troen har jeg bevaret, striden har jeg stridt, så meget som der er blevet givet mig efter mit mål.

Hils din Agnes og Elisabeth. Min fru Käthe og alle hos os hilser dig.

6. dag efter reminiscere 1542.

Din Martin Luther.

________________

128. Til kurfyrst Johan Frederik af Sachsen

Wittenberg, 26. marts 1542

Luther er fritaget for ejendomsskat på det store kloster, men vil gerne betale lidt til kampen mod tyrkerne. Også for at vise et godt eksempel.

I øjeblikket består hans hjælp i forbøn og et skrift mod islam.

Den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Johan Frederik, hertug til Sachsen, det hellige romerske riges ærkemarskal og kurfyrste, osv.

Nåde og fred i Kristus og mit fattige Fadervor. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Nu må jeg have skøret lidt af min gæld, fordi jeg i så lang tid ikke har svaret Deres kurf. Nåde.

For det første takker jeg underdanigst for den domsafgørelse, som Deres kurf. Nåde har ladet falde mellem min Käthe og folkene fra Köritzsch, for den dom er meget tiltalende for os, og vi havde vel for freds og godt naboskabs skyld indrømmet dem mere med det gode (i den for dem ønskede retning).

For det andet takker jeg også for vinen, skønt det er en overflødig gave.

For det tredje har de herrer rektor og lærere ved universitetet tilkendegivet mig, at Deres kurf. Nåde har befalet, at man ikke skal kræve skatten af mine huse og ejendomme, men kun beregne skatten. Derfor bringer jeg også min underdanige tak. Men jeg må meddele Deres kurf. Nåde mine tanker og bede Dem at høre dem i nåde.

Hvad det store klosterhus angår, kunne jeg ikke betale skat af det, selv om jeg skulle, for jeg ville være helt fortvivlet, hvis min Käthe eller børnene efter min død skulle bestride udgifterne derved. Jeg kan næppe nok, mens jeg lever, holde det ved lige med tag, glas og jern osv., så at tredjedelen deraf ikke er gjort i stand. Og det bedste ved det, er at Deres kurf. Nåde i kraft af den affattede bestemmelse har forkøbsretten til det. Så hører jeg også og har let ved at tro det, at det, hvis disse tider vedbliver, godt kan hænde, at man kunne af forsvarshensyn blive nødt til at nedbryde huset og kollegiet. Derfor har jeg forud været betænkt på dette og har til min Käthe og mine børn købt den nærmeste grund tilligemed Brunos hus for 400 gylden og 20 gylden for dets istandsættelse. Men jeg har deraf kun betalt 120 gylden, som jeg har lånt, men jeg er blevet tilskyndet til købet, ved at jeg skal afdrage betalingen i løbet af 10 år. Derfor kan jeg også vanskeligt svare skat, fordi jeg intet ejer deri, men skylder det hele.

Men derfor vil jeg i underdanighed bede om, at Deres kurf. Nåde vil sætte mine andre ejendomme i skat, nemlig haven for 500 gylden, jordlodden med haven for 90 gylden og en lille have for 20 gylden. Og grunden dertil er den, at jeg gerne med mine fattige skillinger sammen med andre, der villigt giver, vil yde mit tilskud til hæren mod tyrkerne. For af de uvillige er der nok, desuden ville jeg gerne være et eksempel, for at de skulende øjne ikke skal blive for misundelige, når også dr. Martin har måttet give noget. Og hvem véd, om de skillinger, der kommer fra os der er villige, kunne ligesom den fattige enkes gave, hun, som ved sin skærv lagde mere end de rige, behage Gud mere end de uvilliges gylden. Og jeg ville gerne være iblandt dem, som også med deres legemlige indsats skader eller må lide skade af tyrkerne. Hvis jeg ikke var så gammel og svag, ville jeg antageligt også personligt være med i rækkerne. Dog har min bøn sammen med menigheden i lang tid været med i felten. Jeg frygter nemlig for, at vore tyskere skal blive for overmodige og fremdeles ikke vil omvende sig og foragte fjenden, som ikke er at foragte, da han har alle djævle i Helvede med sig. Og hvis Gud ikke som den forsonede Gud vil være med os tilligemed sine engle, da har jeg kun ringe håb til vor magt eller udrustning osv.

Til sidst har jeg læst hr. Julius Pflugs skrift, skønt jeg har fået det for sent. Jeg har i slutningen indføjet nogle bemærkninger. Men det er en meget slem ting, at han angriber os med den gejstlige ret, den, som de ikke selv rører med en finger. Og hvis de skulle holde den, måtte de alle fratræde deres stilling, paven først, derefter alle biskopper, domherrer som de, der er fordømte og afsatte ved deres egen ret. Og det skal de få at høre, hvis de kommer igen.

Hermed den kære Gud befalet, amen. Og jeg beder, at Deres kurf. Nåde vil holde mig til gode, at dette mit svar er blevet så forsinket. Jeg sidder nemlig nu fast i et arbejde på at male Muhamed en smule på tysk, så at jeg af den grund ikke kan tænke på eller bekymre mig for noget andet.

Deres kurf. Nådes underdanige

Søndagen judica 1542.

Martinus Luther, dr.

________________

129. Til Jakob Probst i Bremen

Wittenberg, 26. marts 1542

Luther fortæller, at han har indviet Amsdorf til biskop.

Om krigen mod tyrkerne og islam. Og Karlstads død.

Han kalder Käthe for sin herre og Moses.

Han føler sig udslidt og er træt af dette liv - eller denne død, som han kalder det.

Den i Herren ærværdige Jakob Probst, virkelig biskop for menigheden i Bremen, den oprigtige teolog, min meget kære broder i troen og i ordet.

Nåde og fred i Herren. Jeg har ikke, kære Jakob, tid til at skrive meget. Jeg er nemlig svækket af alder og anstrengelser, gammel, kold og udtjent, som man siger, men jeg får heller ikke lov til at have nogen ro, idet jeg dagligt er plaget af en mængde sager og anledninger til at skrive. Således véd jeg mere end du om, hvor skæbnesvanger denne tid er. Verden trues af undergang, det er sikkert. I den grad raser Satan, og verden bliver dyrisk, så vi har kun denne ene trøst tilbage, at hin dag er nær. Og fordi verden er mæt af Guds ord og begynder ligefrem at væmmes ved det, vil der opstå færre falske profeter. For hvorfor skulle de fremkalde kætterier, når de foragter ordet på nydelsessyg vis? Tyskland har været, men vil ikke mere blive, hvad det har været. Adelen tragter efter at herske over alle ting, stæderne lægger råd op imod hinanden indbyrdes (og med rette). Således må riget, idet det er i indre opløsning, løbe i armene på de onde ånders hær, som raser blandt tyrkerne. Og man bryder sig ikke stort om, hvor vidt man har en forsonlig eller en vred Herre. Man vil nemlig ved egen kraft vinde sejr over tyrkerne, de onde ånder, Gud og alle. Så stor er den tåbelige tillid og tryghed hos det Tyskland, der går sin undergang i møde.

Men hvad skal vi gøre i den anledning? Det er forgæves, om vi klager, og forgæves, om vi græder. Men tilbage står, at vi beder: ”Ske din vilje,” beder for Guds rige og for Guds navns helligelse. Når vi gør det, så lad os lade dem gå, styrte sammen, gå til grunde, stå, gå under, som de vil. Lad det gå, som det vil gå, fordi det vil gå, som det går. Hvorfor skal vi til ingen nytte plage og udmatte os selv for de ryggesløses skyld, som vil og må gå til grunde? Den, som selv vil det, sker der ingen uret.

Det undrer mig, at du ikke har hørt den nyhed, at dr. Nikolaus Amsdorf er blevet ordineret til biskop i Naumburg af overkætteren Luther på Fabians' dag. Det var en dristig handling, som i høj grad har vakt had, uvilje og harme. Jeg har allerede en bog i essen om den sag. Gud véd, hvad der vil ske. Hr. Philip vil skrive om den samme sag. Ved Guds nåde er han sund og rask, men han er den, der er mest overlæsset af alle mennesker, en Atlas, der bærer himmelen og jorden. Brenz lever. Karlstadt er død af pest i Basel, han, der selv var en pest for menigheden i Basel, således som dens biskopper skriver til os. De tilføjer til sidst, at ånder har plaget ham under hans sygdom, og at de endnu efter hans begravelse volder uro i hans hus. Jeg ville ønske, at han blev frelst, og har altid villet det. Men hans ubodfærdighed indtil enden ligger uden for mine ønskers mulighed og min billigelse. Gud, som er dommer over os alle, må se dertil. Jeg er allerede i færd med at oversætte en bog, hvis titel er ”Gendrivelse af Muhameds Koran.” Gode Gud, hvor stor er dog din vrede over for kirken, men allermest over for tyrken og Muhamed. Muhameds dyriske væsen overgår al forestilling. Doktor Jonas fremstiller stadig Kristus i Halle, trods Heintz og Meintz, disse forbandede og største uhyrer. Kristus lader sig dér lettere fremstille, Gud ske tak. Gid de må holde ud og ikke i lighed med os i løbet af kort tid blive trætte af det. Derom en anden gang.

Min lille Margrethe, din guddatter, har modtaget og takker for den guldgylden, du har givet hende. Min herre og Moses, min Käthe, bringer dig og din hustru sin ærbødige hilsen. Hils din kansler, Johannes Zelst. Og bed for mig, at jeg må vandre bort i en god stund. Jeg er mæt af dette liv eller, rettere sagt, af denne allerbitreste død.

Herren være med dig, amen.

Søndagen judica 1542.

Din Martin Luther.

________________

130. Til kurfyrst Georg af Anhalt

Wittenberg, 26. juni 1542

Om afskaffelsen af opløftningen af brød og vin ved nadveren.

Brevet viser desuden, at man i tilfælde af for lidt brød og vin har praktiseret at indvie det nye med et forkortet ritual.

Til den ædle fyrste, hr. Georg, fyrste af Anhalt, herre til Bernburg, min nådige herre.

Min kære herre og gode ven dr. Augustin [Schurff] har fortalt mig, at Deres kurfyrstelige nåde er bekymret over, at vi har afskaffet opløftningen ved nadveren. Det er ganske vist ikke mig, men dr. Pomer [Bugenhagen], der har gjort det. Men jeg har ikke villet strides om det. For det er det samme for mig, om man bruger opløftning som hos os eller undlader det som i Magdeburg og næsten alle andre steder i Sachsen. Desuden kunne jeg se, hvor nødigt vores diakon brugte opløftningen og i hvert fald ikke løftede højere end til munden. Derfor har Pomer længe haft planer om at afskaffe opløftningen. Det er ikke nogen ny tanke.

Deres kurfyrstelige nåde må slå sig til tåls med det, som også jeg gør, nemlig at ceremonierne ikke er trosartikler. – Skønt de altid har påkaldt sig mere og større opmærksomhed end Ordet og sakramenterne. Jeg forholder mig derfor sådan, at hvor man bibeholder de gamle ceremonier, gør jeg det også (med mindre de er ugudelige). Og hvor ceremonierne bliver afskaffet, følger jeg trop.

Desuden har vi også selv undladt opløftningen, hvis der var indviet for lidt brød og vin, så der måtte indvies noget mere. Det undlader man også i pavedømmet, hvis man må indvie noget mere. Især undlader man opløftningen, hvis det drejer sig om nadverbrødet til menigheden. – Og alligevel er det jo et rigtigt sakramente. Hvis nogen desuden ønskede at indføre opløftningen igen, har jeg ingen indvendinger. Det står os frit og er ufarligt. Sakramenterne bliver hverken tilført eller frarøvet noget af den grund. For ceremonierne er underlagt os og ikke omvendt. Undtagen hvor kærligheden fordrer det. Deres kurfyrstelige nåde forstår sikkert disse ting meget bedre end jeg formår at udtrykket det. Hermed den kære Gud befalet! Amen.

Mandag efter Sankthans, 1542

Deres tjenstvillige

Dr. Martin Luther

________________

131. Til Markus Crodel i Torgau

Wittenberg, 26. august 1542

Luther sender sin søn Hans på 16 år sammen med en anden dreng til Crodel, som var rektor ved skolen i Torgau.

Den fortræffelige Markus Crodel, den tro og oprigtige lærer for ungdommen i Torgau, min kære ven i Herren.

Nåde og fred. Efter aftalen mellem dig og mig sender jeg til dig, kære Markus, min søn Hans, for at du kan bruge ham ved drengenes undervisning i grammatik og musik, tillige for at du kan give agt på og rette hans opførsel, for jeg har den største tillid til dig i Herren. Udgifterne derved afholder jeg med glæde. Og du vil nok med tiden underrette mig om, hvor meget fremskridt han gør, og hvor vidt der skal gås videre frem med ham. Jeg har ladet drengen Florian følge med, mest af den grund, at jeg forstår, at disse drenge trænger til de mange andre drenges kammeratlige eksempel, hvilket synes mig at udrette mere, end at den enkelte undervises privat for sig selv. Men ham skal du behandle noget strengere, og hvis du kan anbringe ham hos en borger, skal du gøre det, hvis ikke, da bring ham tilbage. Gud give lykke til dette foretagende.

Hvis jeg får at se, at det lykkes med denne søn, skal du snart, hvis jeg lever, også få to andre sønner. For det forekommer mig, at der ikke vil blive skolelærere, som kan sammenlignes med dig i flid, særlig i grammatik og god opførsel.

Når de skal til højere studier, er det bedre, at de senere vender her tilbage.

Lev vel i Herren, og befal Johannes Walther [komponist], at han skal blive rask ved min forbøn, og at han lader min søn være anbefalet til ham i musikken. For jeg kan nok frembringe nogle teologer, men jeg ønsker også at skabe grammatikere og musikere.

Endnu en gang lev vel, og hils også Gabriel og hans kære. For tredje gang og i evighed lev vel.

Lørdag efter Bartholomæus' dag, år 1542.

Din Martinus Luther.

________________

132. Til Markus Crodel i Torgau

Wittenberg, 6. september 1542

Luther beder Crodel hurtigst sende Hans hjem i anledning af hans søster Magdalenes alvorlige sygdom. Hun døde 20. september, 13 år gammel. (se også de næste breve).

Nåde og fred. Kære Markus Crodel! Jeg beder dig, at du ikke for min søn Hans omtaler, hvad jeg her skriver til dig. Min datter Magdalene ligger allerede på det yderste og vil i løbet af kort tid gå til sin sande Fader i Himlen, hvis ikke Gud vil det anderledes. Men hun længes så stærkt efter at se sin broder, at jeg er blevet nødsaget til at sende vogn efter ham. De har elsket hinanden så inderligt. Måske kunne hans komme fremkalde en bedring i hendes helbred. Jeg gør, hvad jeg formår, for at ikke samvittigheden bagefter skal bebrejde mig at have forsømt noget. Du bedes derfor, uden at du omtaler grunden, pålægge ham, at han hurtigst muligt vender tilbage hertil med denne vogn. Hun er måske så allerede sovet ind i Herren eller igen vendt tilbage til livet.

Lev vel i Herren. Sig til ham, at det drejer sig om noget, som måtte pålægges ham i hemmelighed. Ellers står alt vel til.

6. september 1542.

Din Martin Luther.

________________

133. Til Justus Jonas i Halle

Wittenberg, 23. september 1542

Luther fortæller om sin datters død og den store smerte, det er. Trods troens trøst er forældrekærligheden stærk.

Jonas har problemer med sin søn, der er teenager.

Den berømte hr. Justus Jonas, dr. i teologien, provst for Wittenberg, sendebud i Halle i Sachsen, min ældre broder i Herren.

Nåde og fred i Herren. Jeg bliver ved min opfattelse, kære Jonas, at det aldrig vil ske, at Satan i Mainz får købt borggrevskabet Halle, især ikke, når det skal koste en så stor pris, og med den betingelse, at han skal tillade evangeliets frie løb. Hvad end denne forbandelsens og fortabelsens søn gør eller siger, så er det løgn og forstillelse. Du husker, at jeg plejer at sige, at man aldrig under solen har set noget snedigere end denne person. I den grad søger han at gøre løjer og grin med vor fyrste, ligesom han gør med alle mennesker. Derfor mener jeg at I hallensere er urolige til ingen nytte og lader jer forfærde af lyn fra et bækken, hvilket er den største fornøjelse for dette uhyre, som kun lever alene for dette som den mest djævelske djævel at betragte de elendiges ulykke, eller som, hvis ulykken ikke virkeligt er til stede, glæder sig over, at de plages af en indbildt ulykke.

Din søn har jeg i henhold til dit brev formanet alvorligt og strengt, at han skal adlyde sin fader og det oven i købet en sådan fader, som han har. Han skal med tak ihukomme, i hvor høj grad Gud har velsignet ham ved, at han har sin fader i live, indtil han har nået manddomsalderen. Og at han har en person, der kan råde og hjælpe ham således, at den svaghed, hvori han efter sin alder befinder sig, og hans medfødte syndighed kan blive styret i denne onde verden og over for den rasende Djævel. Han lovede, at han ville blive lydig og afvente råd fra dig og fra lærerne.

Jeg antager, at det er kommet dig for øre, at min inderlig kære datter Magdalene er blevet født på ny ind i Kristi evige rige. Jeg og min hustru burde jo kun takke med glæde over en så lykkelig bortgang og et så saligt endeligt, hvorved hun er undsluppet kødets, verdens, tyrkens og Djævelens magt. Dog er forældrekærlighedens magt så stor, at vi ikke formår det uden hulken og hjertesuk og den allerstørste smerte. I det gamle hjerte står nemlig den i højeste grad lydige og ærbødige piges ansigtstræk, ord og håndbevægelser fra hendes levetid og fra hendes dødsleje således indskrevet, at ikke en gang Kristi død – og hvad er dog alle andres død i sammenligning med den - helt kan udslette det, således som det burde være tilfældet. Derfor skal du takke Gud på vore vegne. For han har i virkeligheden øvet et stort nådeværk over for os, idet han således har forherliget vort kød. Som du véd, var hun af en mild og blid og fuldt ud elskelig karakter. Lovet være Herren Jesus Kristus, som har kaldet, udvalgt og herliggjort hende. Gid jeg og alle mine og alle vore venner måtte få en sådan død, eller rettere sagt på den måde få del i livet. Om dette ene beder jeg til Gud, al trøsts og barmhjertigheds Fader. Lev vel i ham tillige med alle dine.

Sabbatten efter Matthæus' dag 1542.

Din Martin Luther.

________________

134. Til Jakob Probst i Bremen

Wittenberg, 9. oktober 1542

Luther ser det som Guds straf, at hertug Henrik af Brunsvig er blevet angrebet og fordrevet.

Luther fortæller om datterens død. Han har fået lidt luft for sin sorg ved at skælde ud på døden.

Nåde og fred. Det er sandt, hvad du skriver, kære Jakob, at N. [hertug Henrik af Brunsvig], denne fortabelsens søn, er blevet hjemsøgt af Gud, således som han har fortjent, og som de forud udtalte profetier imod ham har villet det. Han er af Gud fremstillet som et eksempel, ikke blot for verdens tyranner iblandt os (ligesom alle århundreder har samme eksempler på tyranner), men også for Ordets foragtere, hvoraf Tyskland er fuldt, og mest af dem, der i høj grad under ham ulykke, men som ikke synderligt afskyr deres egen synd. Og du må som scotist forklare os, hvad forskel der er mellem den, der i utaknemmelighed foragter Ordet, og en åbenbar tyran. Begge siger i deres hjerte: ”Der er ingen Gud,” – kun har N. på en usædvanlig måde været en dåre. I øvrigt trykkes også vi tilstrækkeligt af vore synder, det véd jeg, men det er forgæves, vi klager. Lad det gå, som det går, fordi det jo går dog, som det går.

Hos os fortælles der om nye uhyrer af græshopper, hvis billede jeg har set. Her har de endnu ikke været. Men i egne ikke langt herfra er der hele skyer og en mængde af dem, så at vogne og heste i én, to, tre mil må drage som gennem knagende krebs. Alle vegne raser denne pest. Fra Ungarn hører vi kun lidt eller intet.

Min kære datter Magdalene er gået hjem til sin himmelske Fader, hun sov hen i fuld tro på Kristus. Jeg har overvundet mine faderlige følelser, men kun ved i vrede at råbe og skælde ud på døden har jeg stillet tårerne. Jeg elskede hende meget. Men døden vil på hin dag få sin gengældelse sammen med ham, der er dens ophavsmand.

Lev vel, og bed for mig.

Min Käthe, som stadig græder, og hvis øjne er våde af gråd, hilser dig.

Dionysius' dag 1542.

Din Martin Luther, doktor.

________________

135. Til Justus Jonas i Halle

Wittenberg, 26. december 1542

Luther trøster sin ven i anledning af dennes hustrus død. Han giver en meget smuk skildring af hendes væsen, med stor forståelse af vennens sorg.

Luther er overbevist om, at vi skal møde vores kære igen.

Den berømte og gode mand, hr. Justus Jonas, dr.theol., Kristi sendebud i Halle i Sachsen, provst for Wittenberg, min ældre og ærværdige ven i Herren.

Nåde og fred i Kristus, som er vor frelse og trøst. Jeg véd ikke, hvad jeg skal skrive til dig, kæreste Jonas, således har din pludselige sorg overvældet mig. Vi har alle i hende mistet den venligste livsledsager. Hun var ikke blot elsket af mig i sandhed, men hendes blik var altid i højeste grad venligt og trøstefuldt, især da vi vidste, at hun bar og delte både alle vore gode og alle vore svære oplevelser med os, ganske som om de var hendes egne. Det er i sandhed en bitter skilsmisse. Om hende havde jeg håbet, at hun efter min bortgang blandt alle kvinder skulle blive den vigtigste og største trøster også for mine kære. Jeg er ramt af en voldsom smerte, når jeg erindrer hendes milde sind, hendes smukke opførsel og hendes trofaste hjerte. Jeg nødes til at græde ved savnet af en kvinde, der var så fremragende i fromhed og ærbarhed, blufærdighed og elskværdighed. Hvad du må føle, kan jeg let vurdere ud fra min egen erfaring. Her har kødet ingen trøst at bringe, man må gå til ånden og tænke på, at hun på lykkelig måde er gået forud for os hjem til ham, som har kaldet os alle, og som også vil føre os hjem til sig i sin lykkelige time fra denne elendige og onde verden, amen.

Imidlertid beder jeg dig kun være bedrøvet (for det har du grund til), for at du må ihukomme vor fælles kristne lod. Hvor svært det end er efter kødet, når vi skilles, skal vi jo dog i det tilkommende liv engang opleve, at vi bliver forenede ved den dejligste forening og bliver samlede hos ham, den eneste, der elskede os således, at han ved sit eget blod og ved sin død tilvejebragte livet for os. For ”selv om vi dør, så lever vi dog”, sådan siger Paulus [2 Kor 6, 9]. Vi er i sikre hænder, når vi sover hen i den rene tro på Guds Søn. Og det er sandt at Guds barmhjertighed er bedre end livet. Hvor langt væk fra denne herlighed er ikke tyrkerne, jøderne og de, som er endnu værre, nemlig papisterne, kardinalerne, de, som burde sørge, for at de ikke skal komme til at sørge i evighed. Efter at vi i en kort tid har været bedrøvede, skal vi få del i den uudsigelige glæde. Til denne glæde er din Käthe og min Magdalene tillige med mange andre gået ind forud for os, og de kalder, opmuntrer og lokker dagligt os, at vi skal følge efter.

For hvem skulle ikke blive træt af de forfærdelige eksempler, vi oplever i denne tid, hvis vi da skal bruge det udtryk ”tid” og ikke snarere dette ”Helvede”. Alt ondt, hvormed disse sodommiter dag og nat piner vor sjæl og vort blik. Og det er, som vi læser om Noahs tid. De bedrøver Helligånden, så at hele skabningen må føle sorg, idet den sammen med os med uudsigelige sukke sukker efter både sin egen og vor forløsning. Gid han, som kender og forstår disse sukke, snart må bønhøre dem, amen.

Så bestyrtet som jeg er i anledning af din sorg, har jeg måttet indskrænke mig til at skrive dette til dig, om hvem jeg ikke tvivler, at du er nedtrykt af den tungeste sorg. Min Käthe blev lamslået. For din hustru og hun var forenede i én sjæl. Vi beder om, at Herren også vil trøste dit kød. For ånden har det, som kan glæde den, når den tænker på, at den hellige og salige kvinde fra din side er henrykket til Himlen og det evige liv. Herom er der ingen tvivl, når hun efter at have bekendt troen med så fromme og hellige ord er sovet ind ved Kristi bryst. Således sov også min datter ind til min store og eneste trøst. Herren, som har tilladt, at du ydmyges, han trøste dig igen nu og i evighed, amen.

Tredje dag efter Kristi fødselsdag 1542.

Din Martin Luther, dr.

________________

136. Til kurfyrst Johan Frederik af Sachsen

Wittenberg, 10. februar 1543

Om dr. Curio og Djævelens vrede mod universitetet i Wittenberg.

Den berømte højbårne fyrste og herre, hr. Johan Frederik, hertug til Sachsen, osv.

Nåde og fred i Herren, berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Man har bedt mig om endnu en gang at skrive til Deres kurf. Nåde angående dr. Curio, om jeg end agter det unødvendigt, fordi Deres kurf. Nåde har tilladt ham at tjene hans højhed, den højbårne fyrste i Mecklenburg. Men fordi de unyttige munde vil tyde det derhen, som om han dermed var afsat fra sit forelæsningsembede, så er det min underdanige bøn, at De vil styre sådanne munde ved et offentligt ord. Jeg vil nemlig lade Deres kurf. Nåde mine arme tanker vide, for jeg har mærket (det kunne heller ikke være anderledes), at det er et rigtig djævelsk spøgelse, der er begyndt at skænde dette universitet skole, som han tidligere ofte har gjort det og vil vedblive at gøre det. Hvor han ikke kan gøre det blandt fremmede, så dog iblandt os selv (som Skriften siger, at Djævelen er blandt Guds børn). Ja, vi har hans sæd iblandt os, det er vist. I dag er det dr. Curio, i morgen en anden. Han kan ikke hvile, fordi dette universitet står. Jeg fortænker ham heller ikke deri, for han har haft ærgrelse nok af dette universitet og barberet staklen med en skåret segl. Det være, hvad det være vil, så beder jeg Deres kurf. Nåde om, at holde nådigt øje (som du også gør) med universitetet, hvortil Djævelen har et skævt og unådigt øje, og hjælpe til, at han ikke her måtte gøre sin stank til balsam. Sandelig Djævelen søger os, så vi må bede og være ydmyge, ellers er vi fortabte.

Deres kurf. Nåde tage vel imod mit brev, jeg ville hellere skåne Dem. Og endnu mere mig selv, men det kan ikke gå, jeg må skrive mig til døde.

Hermed den kære Gud befalet.

Scolasticæ, 1543.

Deres kurf. Nådes underdanige,

Martin Luther, dr.

________________

137. Til præsterne i Wittenberg provsti

Wittenberg, februar 1543

Luther og Bugenhagen sender en appel til bod og bøn mod de angribende tyrkere.

Til alle præster, vore kære herrer og brødre i Kristus, nåde og fred i Herren, fra dr. Martin Luther og dr. Johannes Pommer [Bugenhagen].

Vor nådigste herre, hertug Johan Frederik, kurfyrste osv., har skrevet til os og befalet og formanet både jer og os, at vi altid flittigt skal formane folket til bod og bøn imod Guds svøbe, tyrken. Hvilket vi altså med vor nådigste herres befaling beder jer om, at I tilstrækkeligt formaner efter det sidst udsendte skrift, ja, vi tvivler ikke om, at I har gjort det og endnu gør det.

Krigstoget i forrige sommer gik jo ikke så godt, idet de svære skatter voldte meget ondt, meget gods gik til spilde, mange folk mistedes – og allerværst: Kristi navn blev højligt foragtet blandt tyrkerne, mens Muhamed vandt stort ry. Tilmed skal nogle fyrster og herrer (som man siger) have tilbageholdt skatterne og ingen hjælp sendt, hvad der var skrækkeligt for os at høre. Og vi må jo tænke, at enten står de i forbund med tyrken og er kristenhedens forrædere eller i hvert fald arge fjender af kristenheden, eller de er tyrken selv, fordi de har beholdt og bortødt pengene så skændigt til yderste skade for kristenheden. Heraf er megen ond tale opstået i riget. Hvor de så end er, skulle man med rette kaste dem ud af riget og fratage dem al rigdom, de havde tilmed fortjent større straf.

Sådant og lignende har sandelig også bevæget os, at vi (især jeg, dr. Martin) næsten havde holdt vor bøn forgæves, som om Gud ikke ville høre, fordi der ikke alene ikke blev gjort bod, men ågret, stjålet, forfordelt, og al slags vilkårlighed er til stede i alle stænder, høje og lave. Man har altid høstet, hvor ikke egen sæd var sået, men også blandt os fandtes sådanne fjender af kristenheden, der unddrog de kæmpende kristne deres proviant i denne nød, så meget har de udrettet, at de kristne, tyrken til tjeneste, har lidt hungersnød. Sådant, siger jeg, har sandelig også bevæget os sammen med andre fromme folk, idet det synes, som ville Guds vrede og straf ikke være til at afbede, men derimod lade tyrken og hans forrædere få fremgang.

Men fordi Guds Ord er os befalet, så er bønnen også påbudt os. Lad det derfor kun gå, som det går. Den, der ikke vil gøre bod eller være from, han forblive (som han selv vil) ond i Djævelens navn. Vi må bede, ligesom vi også må prædike, uden ophør og uhindret, fordi vi er hos verden og i verden, for at vor samvittighed kan være fri på hin dag, da vi imod den falske, utaknemlige og onde verden trofast og indtil enden ufortrødent har ført vort kristelige embede og vist vor kærlighed. Vil Gud straffe den ved tyrken, som den fortjener og endnu heftigt med al ubodfærdighed og ondskab stræber derefter, så vil vor bøn dog atter bøje sig til os, som Kristus siger Matt 10, 13. Og det er vort vidnesbyrd for Gud, at vi af hjertet har holdt stand under hans vrede og tyrken og gerne havde reddet det arme Tyskland af synd, af Guds vrede og af fordærv.

Således skal du også stadigt undlade klokkeringningen ved middagstid, men i stedet i kirken efter prædikenen, når folket er samlet, hjælpe det til alvorligt at bede og så lade børnene i husene bede. For vi gamle har ikke så langt igen, inden vi farer herfra, men vore efterkommere skal vi tjene dermed, at de må blive i Kristi tro og evig salighed, sikre imod Muhameds djævel.

Glem heller ikke rigsdagen i Nürnberg, at Gud, al nådes Fader, vil oplyse og bøje fyrsternes hjerter, at de engang ville ophøre med deres uenighed, forene sig hjerteligt med al magt og anderledes end hidtil gå til sagen, inden tidspunktet bliver forspildt, da de ellers ville arbejde forgæves. Eksempler er tilstrækkeligt for hånden med Ungarn og mange andre lande. Den, der ikke vil høre, ham vil Gud heller ikke høre. Men vi, der prædiker og beder, er uden skyld. Hermed Gud befalet. Amen.

________________

138. Til Wenceslaus Link i Nürnberg

Wittenberg, 20. juni 1543

Luther sender noget forsinket Link en fortale til dennes bog. Luther undskylder forsinkelsen med, at han er gammel, syg og overbebyrdet af arbejde.

Luther mener, at de befinder sig i tiden efter Antikrists fald og at paven er Antikrist.

Den udmærkede og gode mand, dr. Wenceslaus Link, virkelig teologisk doktor, Kristi tro tjener i menigheden i Nürnberg, min kære ven i Herren.

Nåde og fred i Herren. Min fortale kommer alt for sent til dig, hvilket sker, fordi dine tanker er andre end mine tanker. Du tænker, at jeg er rask, og at jeg ikke er meget optaget, og, hvad der er endnu mere urigtigt, at jeg er vel egnet til at skrive passende fortaler. Jeg tænker helt anderledes, nemlig at jeg allerede er død og dog ganske overvældet af arbejde med at skrive breve og bøger, holde teologiske forelæsninger, lider af stensmerter og er desuden optaget af mange andre ting, så jeg får alt for lidt tid til at læse og bede i enrum, hvilket er meget svært for mig.

Men her har du nu fortalen, sådan som den er. Hvis du synes mindre godt om den, kan du enten forandre den, hvor du vil, eller helt kassere den. Jeg ønsker, at jeg i en god time må få lov til at gå hjem til Gud. Jeg er mæt og træt og duer ikke mere til noget. Men gør det for mig, at du alvorligt beder om, at Herren vil tage min sjæl op til sig i fred. Jeg efterlader ikke vore menigheder i et sørgeligt udseende, men derimod som dem, der blomstrer ved den rene og klare lære og er i vækst fra dag til dag ved hjælp af mange gode og redelige præster. Schweizerne og züricherne vil være domfældte af sig selv, som Paulus siger, ved deres hovmod og afsindighed. Herren oplyse og omvende deres hjerter, amen.

Om tyrken hører vi vigtige ting. Jeg beder imod ham. Men jeg er i tvivl om, mod hvilken slags tyrker Gud vil fuldbyrde min bøn. For hvis det går således fremad for vore naboer, vil vi blive regerede meget hårdere af dem end af tyrkerne. De raser voldsomt i deres lyster. Og det er den tid, som er forudsagt efter Antikrists fald, hvor mennesker skal blive nydelsessyge og ugudelige, så Kristi ord opfyldes: ”Og som det var i Noahs og Lots dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage.” [Luk 17, 26].

Lev vel i Herren tilligemed dine. Bring dine kampfæller en ærbødig hilsen.

20. juni 1543.

Din M. L.

________________

139. Luthers første brev til Wolferinus

4. juli 1543

I de to næste breve til Wolferinus behandler Luther spørgsmålet om nadverhandlingens varighed og hvad man skal gøre, hvis der bliver brød og vin tilovers. Bliver det ved med at være Jesu legeme og blod for altid?

(Se en uddybende kommentar til dette spørgsmål ved at klikke her)

Wolferinus’ teser

Teser om sakramenterne og ceremonierne

Sakramenterne er guddommelige handlinger, hvor Kristus så kraftigt som muligt forsikrer, at han skænker sin kære menighed sin nåde.

Uden for denne handling er de ikke sakramenter, men blot elementer.

Det er derfor vanvittigt, ja total afsindigt og rablende uvidenhed, at mene, at det, der bliver til overs af vin eller brød eller dåbsvand, er et sakramente.

Endnu mere vanvittigt er det, at fortsætte med at strides om sådanne bagateller.

Sådan opstår de værste skandaler nemlig, når man ikke hører Guds mægtige ord ordentligt.

Ceremonier er de ritualer, helligdage, sange, faster og lignende kirkelige sager, som enhver præst kan forøge eller begrænse i forhold til menighedens situation.

Det er vanvittigt, ja total afsindigt og rablende uvidenhed, at mene og lære, at kirkelig enighed består i overensstemmelse i disse ceremonier.

Endnu mere vanvittigt er det, at fortsætte med at strides om disse ligegyldige bagateller.

Kirkelig enhed, både universelt og lokalt, består i den sande lære og den rette brug af sakramenterne.

_________

Luthers brev

Til Simon Wolferinus den i Herren agtværdige pastor ved Sankt Andreas Kirken i Eisleben. Fra din bror i Kristus og medtjener i troen.

Nåde og fred i Herren. Til alle de andre elendigheder her i min alderdom kommer nu også at du min kære Simon og Hr. Frederik, pastor ved St. Andreas Kirke i min fødeby Eisleben påfører mig denne sorg. Jeg har set dine teser og breve, hvor du går så hårdt til angreb som var det den mest fortabte papist. Og så er I dog begge præster i samme by og for samme menighed. Men med stor skandale. Og hvad så, om han har fornærmet dig offentligt, hvad han dog selv benægter og som jeg heller ikke tror. Hvorfor benytter du ikke de normale klagemuligheder eller går kærlighedens vej? I stedet opfører du dig som en vanvittig nar og ikke som en tjener over for en medtjener. Er der virkelig ingen fornuftige mennesker blandt os eller hos jer, for hvem du kunne udøse din vrede, inden du offentligt skaber dig tosset?

Men til sagen! Vi har det ikke fra dig, men du har det sikkert fra os, at sakramenterne er handling og ikke udstilling. Men hvordan berettiger det dig til din mageløse fremfusenhed, så du ikke afstår fra denne beskidte fremgangsmåde, som du ved, vil skabe skandale, nemlig at blande det vin og brød, der bliver tilovers sammen med det andet brød og vin. Hvis eksempel følger du her? Ser du ikke, hvilke farlige tanker, du sætter i gang, hvis du strammer dit syn så ekstremt, at sakramentet ophører, når handlingen ophører?

Man vil let opfatte dig som zwinglianer, og jeg tror, du allerede er ramt af Zwinglis vildfarelse, når du opfører dig så hovmodig og hysterisk i din mageløse og pralende visdom. Var der ingen anden vej, end at give almindelige mennesker og vore modstandere den mistanke, at du er en foragter af nadveren? Når du på denne dårlige måde sammenblander og opblander resterne fra nadveren med det andet vin. Hvorfor gør du ikke som de andre kirker? Ønsker du at være enestifter af denne nye og farlige ting? Ja, jeg skriver dette med smerte, og du skal vide, at du har såret mig og bedrøvet min ånd.

Du siger selv, at det drejer sig om bagateller, men hvorfor skaber du dig så på den måde over disse bagateller? Disse bagateller må jo være vigtige. Men du er måske ligeglad med, hvem du sårer, blot du får ret angående disse småting? Men Herren, som du står imod, vil også stå dig imod.

Derfor formaner jeg dig, som en der ved, eller i hvert fald burde vide, hvordan man opfører sig i kirken, at du forliger dig med Frederik, og at I begge har samme sind og fører samme lære. Du kan jo spise og drikke det, der bliver til overs ved nadveren, sammen med nogle af nadvergæsterne, sådan som vi gør her. Så kan du undgå disse skadelige og svære spørgsmål om nadverhandlingens ophør. Spørgsmål, der vil tage livet af dig, hvis du ikke kommer til fornuft. Din argumentation ophæver sakramentet helt, for du har intet, som du kan svare modstanderne med, når de påpeger, at sakramentet står mere i ro end det er i bevægelse under nadverhandlingen. Så havner vi i den filosofiske forestilling, at nadveren kun er et sakramente i handlingen, men ikke hvis brød og vin tilfældigvis står stille et øjeblik. Det bliver dermed tid og bevægelser, der skaber sakramentet. Og mange andre absurde følger. Gør derfor som i de andre kirker, og hold op med at bekrige dem, så du ikke taber slaget i vanære. Du kan være vis på, at jeg selv af alle kræfter vil bekæmpe din mageløse og ubesindige skandale og krænkelse. Jeg vil ikke have min sidste tid ødelagt af dine skandaler. Lev vel i Herren – i Herren, siger jeg, og behersk din stridslyst og dit hovmod, især mod en bror, der hverken er kætter eller har en anden lære end vores.

Mandag efter Peters og Paulus’ dag, 1543 - (4. juli 1543).

Dr. Martin Luther

Også jeg dr. Johannes Bugenhagen Pomeranus underskriver vor ærede fader Luthers brev.

________________

140. Luthers andet brev til Wolferinus

20. juli 1543

Se forrige brev

Til Simon Wolferinus den i Herren agtværdige pastor ved Sankt Andreas Kirken i Eisleben. Fra din bror i Kristus og medtjener i troen.

Nåde og fred i Herren. Er det ikke naturligt, at jeg bliver oprørt og bedrøvet, min bedste Simon Wolferinus. I bor i den samme by og er tjenere for den samme kirkes menighed, og er enige i hele læren. Alligevel må jeg være vidne til, at I strides som fjender om en sag, som I ikke selv helt forstår. Og selv om I forstod den, er den dog ikke så vigtig. Tænk dog selv på din position, om en så voldsom debat passer sammen med kærlighed og brodersind. Jeg kan se, at Satan frister jer, så han kan gøre en splint til et træ eller snarere en lille gnist til en ildebrand. I kunne jo have løst dette gennem en fredelig samtale, da det ikke gælder en sag mod de gale papister, men kolleger i samme tro.

Dr. Philip skriver ganske vist helt korrekt, at nadveren ikke er et sakramente uden for nadverhandlingen. Du definerer imidlertid nadverhandlingen alt for kort og snævert. Resultatet kan blive, at du slet ikke har noget sakramente. For fremsigelsen af indstiftelsesordene er jo den vigtigste og mest centrale handling i nadveren. Så hvis din korte og snævre definition står fast, er der ingen, der modtager Kristi legeme og blod, så snart fremsigelsen af ordene ophører. Det er med garanti ikke det, dr. Philip mener. Og din definition føder uendelig tvivl i samvittigheden og ubegrænsede spørgsmål, ligesom hos papisterne. De diskuterer, om det er ved det første, midterste eller sidste af indstiftelsesordene, at Kristi legeme og blod kommer til stede. Man skal altså ikke alene se på det umiddelbare øjeblik for bevægelseshandlingen, men også på tidsforløbet. Ikke et matematisk tidspunkt, men et fysisk tidsforløb. Man må give handlingen et tidsrum og tidsrummet en passende udstrækning. Et tidsforløb, som man kalder det.

Således definerer vi tidsrummet eller nadverhandlingen: Den begynder med Fadervor og varer indtil alle har været til nadver og drukket bægeret og spist oblaterne, og folk er blevet sendt bort og har forladt alteret. På den måde er vi sikre og frie fra endeløs tvivlsomme og farlige spørgsmål. Dr. Philips definition tager sigte på det, der sker uden for nadverhandlingen. Det er imod det, at man udstiller nadveren og bærer den i procession. Det er ikke en definition inden for selve nadverhandlingen, som skal dele nadverhandlingen op. Sørg altså for, at nogen af nadverdeltagerne eller præsten selv konsumerer det, der eventuelt er til overs af nadveren. Men ikke sådan at kun præsten eller en anden drikker resten af vinen. Giv det til nogen af dem, der også har spist brødet, så vi ikke kommer til at dele nadveren op på en uheldig måde eller behandler den uden respekt. Det er min mening, og jeg ved, at det også er Philips mening.

Dernæst formanes I til enighed og fred, og til at holde Herrens forskrifter, så I begge tilgiver og forsoner jer. Ellers kan I ikke uden farer og skandaler, ja, ikke uden Guds strenge vrede, være kirkens tjenere. Hvis I er betænkelige ved en indbyrdes samtale, kan I jo bruge andre, egnede personer, som kan fungere som forligsmænd.

Det, som jeg her skriver til dig, vil jeg også skrive til Vigelius og Hr. Frederik. Herren lede jeres hjerter til Kristi kærlighed og udholdenhed. Jeg beklager, at dette brev er dikteret, men jeg kunne ikke selv skrive på grund af hovedpine. Husk mig derfor også i din bøn, og gør mit hjerte glad. Det vil I gøre, hvis jeg hører, at I har forsonet jer i Herren, i hvem I må have det godt.

Givet i Wittenberg 20. juli 1543.

Martin Luther

________________

141. Til Kristof Froschauer i Zürich

Wittenberg, 31. august 1543

Luther takker for modtagelsen af den i Zürich udkomne latinske bibel.

Han ønsker dog ikke at have noget at gøre med de zwinglianske præster, da han mener, de går fortabt ligesom Zwingli.

Til den ærbare, kloge Kristof Froschauer i Zürich, bogtrykker, min gunstige, gode ven.

Nåde og fred i Herren, ærbare, kloge, gode ven. Jeg har modtaget den bibel, som du har sendt og skænket mig gennem din bogholder, og derfor takker jeg dig meget. Men fordi det er et arbejde af dine præster, med hvilke jeg efter Guds kirkes orden ikke kan have noget fællesskab, gør det mig ondt, at de næsten således skal arbejde forgæves og dog gå fortabt. De er blevet tilstrækkeligt advarede, at de skulle afstå fra deres vildfarelse og ikke så jammerligt føre det arme folk med sig til Helvede. Men dér hjælper ingen formaning, man må lade dem fare. Derfor må du ikke mere sende og forære mig noget af, hvad de laver og arbejder, jeg vil ikke gøre mig delagtig i den fordømte og skammelige lære, men vide mig uskyldig, bede og lære imod dem til min ende. Gud omvende dog nogle og hjælpe den arme kirke, at den dog engang kunne blive fri for sådanne falske, forførende præster. Amen. Om de end ler ad det alt sammen, vil de dog engang komme til at græde, når også de rammes af Zwinglis dom, hvem de følger. Gud vogte dig og alle uskyldige hjerter for deres gift. Amen.

Fredag efter Augustinus' dag.

Martinus Luther, dr., med egen hånd.

________________

142. Til Nikolaus Amsdorf i Zeitz

Wittenberg, 7. november 1543

Luther fortæller om sine planlagte, men forhindrede besøg.

Teologiske overvejelser om sygdom og modgang.

Verdens fordærv og Kristi snarlige komme.

Den i Kristus ærværdige dr. Nikolaus af Amsdorf, biskop for menigheden i Nürnberg, min oprigtige og sande ældre ven i Herren.

Nåde og fred i Herren. Jeg er indtil utålmodighed vred på mig selv, ærværdige ven i Herren, fordi jeg så ofte har besluttet at rejse til dig, og når jeg så allerede skulle være afrejst den næste dag, og alt var ordnet, er der dog kommen en eller anden grund, som hindrede mig i at udføre mit forsæt. Det ser ud til, at Gud tillader Satan, at han i overensstemmelse med sit navn således står mig imod. Derfor vil jeg herefter forsøge, hvis Guds vilje tillader det, ved første lejlighed at ile til dig uden forud at have lagt planer. Jeg længes nemlig meget efter at se dig endnu en gang, inden jeg dør.

Mit hoved var kommet sig temmelig godt, og skønt lægerne har plaget mit ben ved deres brændejern, har det dog ikke hindret min rejse. De laver et åbent sår på mit venstre ben for (men hidtil uden held) at hjælpe på mit hoved. Men jeg tror, at min sygdom består i alderdom, dernæst i anstrengende arbejde og de svære overvejelser, men især i Satans næveslag. Mod alt dette vil al lægernes kunst forgæves søge at læge mig. Men jeg føjer mig efter deres meninger, for at jeg ikke skal få udseende af at være en fjende af dem, selv om jeg også tror, at de tager fejl. Det drejer sig jo dog kun om den gamle skælm, ham vil jeg gerne vove derved. Hjælper det, så hjælper det. For nu har hovedet igen begyndt uden grund at volde smerte. Jeg tror, det er Satan.

Dette skriver jeg til dig, for at du skal vide, at det er mit højeste ønske, så snart Gud giver lejlighed dertil, at komme til dig.

Jeg véd ingen nyheder og bryder mig heller ikke synderligt om det. Verden er verden, den har været det og vedbliver at være det. Den véd intet om Kristus og bryder sig ikke om at vide noget om ham. Den må derfor gå sine egne veje, så at hverken Kristus eller vi véd noget af den at sige, undtagen dette, at det hverken er eller bliver sandhed, hvad verden véd og begærer. Som der står skrevet: ”Hvert menneske er kun som et vindpust.” Og: ”Du gør deres billede til intet.” Ikke desto mindre fortsætter de i deres raseri, og hver dag bliver de værre. Dette giver os den store trøst, at Guds æres dags komme er ved at indtræde. For denne usigelige foragt for Ordet og de frommes uudsigelige sukke tilkendegiver, at verden er overgivet til, at dens egen fortabelses og vor frelses dag skal fremskyndes. Amen, det ske, amen. Sådan var verden før Syndfloden, og sådan var den forud for Sodomas undergang, forud for Jerusalems ødelæggelse, forud for Roms ødelæggelse, forud for Grækenlands og Ungarns ulykke. Og sådan vil den blive og er den forud for Tysklands undergang. Høre skal de ikke, føle må de. Herom ville jeg gerne tale nærmere med dig, for at vi gensidig kunne trøste hinanden. Vi må dog synge med dem, der i Jeremias 51, 9 siger: ”Vi ville helbrede Babylon, men den lod sig ikke helbrede. Forlad den, lad os gå hver til sit land! ”

Lev vel i Herren, som er vor frelse, og som vil frelse os til evig tid, amen.

7. november 1543.

Din hjertelig hengivne,

Martin Luther.

________________

143. Til kurfyrst Johan Frederik af Sachsen

Wittenberg, 3. december 1543

Om det hebraiske professorat i Wittenberg.

Luther ønsker en, der er både sprogkyndig og kristen.

Den berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Johan Frederik, hertug til Sachsen, osv.

Nåde og fred i Herren og mit fattige Fadervor. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre! Den hebraiske lærestol er ved Aurogallus' død blevet ledig, hvilken stilling nu sikkert flere vil anstrenge sig for at opnå. Men jeg beder underdanigst Deres kurf. Nåde om frem for andre at give og befale den til magister Lucas Edenberger, ikke alene fordi han for tiden har svært ved at klare sig (hvilket vel andre i så henseende nok så meget føler), men fordi han er Deres kurf. Nåde og os alle vel bekendt. Han er tro og flittig, alvorlig for den rene lære, hvilket alt sammen er nødvendigt for den, der forelæser hebraisk. For der er mange hebraister, der er mere rabbinske end kristne, og dog er det sandheden, at den, der ikke søger Kristus og studerer sin bibel og det hebraiske sprog, han ser intet og taler som den blinde om farven. Nu er jo magister Lukas en ret teolog, dygtig i hebraisk og har også gjort sig fortjent hos Deres kurf. Nåde. Hvem kender de andre, der så nylig er komne hid og endnu ikke har vist, hvad de duer til. Deres kurf. Nåde vil sikkert således nådigt høre min underdanige bøn. Jeg beder ikke af svig, heller ikke uden grund. Hermed den kære Gud befalet, han hjælpe Deres kurf. Nåde og alle fromme fyrster og herrer i denne svære tid, hvor Djævelen tænker så skønt og ondt, så at Gud må værge imod ham, amen.

Deres kurf. Nådes underdanige

Martin Luther, dr.

________________

144. Til kong Christian den Tredje af Danmark

Wittenberg, 12. april 1544

Luther beder kong Christian om at bringe et brev videre til den svenske konge.

Sagen handler om en bedrager ved navn Konrad Peutinger.

Til den stormægtige, berømte, højbårne fyrste og herre, hr. Christian til Danmark, Norge, vendernes og goternes konge, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, greve til Oldenborg og Delmenhorst, min nådigste herre.

Nåde og fred og mit fattige paternoster. Stormægtigste, berømte, højbårne, nådigste herre konge. Den arme, forladte fru Kathrine Peutinger har bedt mig om at skrive dette bønskrift til Deres kgl. Nåde. Det drejer sig om følgende: der er hos den kgl. majestæt i Sverige en skid fyr, der kalder sig doktor Peutinger, og som er kommet så vidt med løgn og praksis, at han er blevet kansler i Sverige og, efter hvad jeg hører, kalder sig greve. Den samme fyr er en bundtmagersøn fra Frankfurt a. M., har aldrig været doktor, har faret alle lande rundt og drevet al slags bedrageri. Derunder også dette, at han har taget til ægte den brave fru Kathrine – af adel og gode venner – offentligt boet hos hende, men nu til sidst som en skurk forladt hende i elendighed. Han skal berømme sig af, at han er skilt fra hende ved dr. Luther og magister Philip (det er ikke sandt), og derpå have taget sig en anden af slægten Kockeritz, med hvem han er kommet til Sverige og er blevet kansler. Nu er der ofte skrevet til kongen af Sverige. Men slyngelen har forstået at tilintetgøre brevene. Fordi der nu ikke mere er noget håb eller nogen måde at komme til kongen af Sverige uden igennem Deres kgl. majestæt, er det vor allerunderdanigste bøn, at De ville gøre et godt barmhjertighedens værk og nådigt hjælpe til, at disse breve kunne komme kgl. majestæt i Sverige i hænde. For ingen af os tvivler om, at kendte kgl. majestæt i Sverige kun den slyngel, da ville han vel vide at behandle ham på rette måde. Denne min underdanige bøn vil Deres kgl. majestæt sikkert opfylde. Jeg har ikke kunnet afslå at skrive. Sagen er vis og åbenbar at bevise med land og folk. Og den arme frue må næsten hjælpe sig med tiggerbrød hos sine venner. Hermed den kære Gud befalet. Amen.

Påskeaften 1544.

Deres kgl. majestæts villige tjener

Martin Luther, dr.

________________

145. Til kurfyrst Johan Frederik

Wittenberg, 2. juni 1545

Om en præsteforflyttelse.

Nåde og fred og mit fattige Fadervor. Berømte, højbårne fyrste, nådigste herre. Dette er i korthed min underdanigste betænkning i anledning af Deres kurf. Nådes skrivelse. Når de i Colditz har lyst til at få præsten fra Rochlitz, især da denne måske er ked af jøderegimentet, ser jeg det gerne, at han bliver flyttet derfra til Colditz, og jeg ønsker dem, at de må beholde denne præst længe og have ham evigt. For magister Augustinus giver ham et meget godt vidnesbyrd. For vor magister Rosenberg – den tidligere omtalte – vil Gud nok finde en anden stilling. Mig er det en særlig glæde at høre, hvordan folk holder af deres præster og præsterne af deres folk. Og agt det for en særlig nåde, for det er meget almindeligt, at man ikke bryder sig om præsterne. Det kommer af, at Djævelen er sur på det embede, som de fører, men det hjælper ham ikke. Hermed den kære Gud befalet, amen.

Tirsdag efter trinitatis 1545.

Deres kurf. Nådes underdanige

Martin Luther, dr.

________________

146. Til Andreas Osiander i Nürnberg

Wittenberg, 3. juni 1545

Luther trøster vennen i anledning af hans hustrus og datters død.

Den berømte Andreas Osiander, Guds tro og oprigtige tjener i menigheden i Nürnberg, min ærværdige broder og ældre ven i Herren.

Nåde og fred i Kristus, som er vor trøst, ja som ganske tilhører os, ligesom vi ganske tilhører ham, således som Paulus siger: ”hvad enten vi lever, eller dør, er vi Herrens.” Vi har hørt, at den bedste og kæreste Osiander på ny er blevet hjemsøgt af døden, og det ved et dobbelt dødsfald på én gang, nemlig ved den kære hustrus og datters død. Og på grund af eksemplet med min egen kære datter er jeg i stærkeste grad forvisset om, at din datters død har voldt dig særlig smerte. Det er underligt, hvor dybt min Magdalenes død smerter mig. Jeg kan endnu ikke glemme hende. Men jeg véd for vist, at hun er på vederkvægelsens og det evige livs sted, og at Gud har givet mig et stort tegn på sin kærlighed derved, at han i hende, medens jeg endnu er i live, har modtaget mit kød i sit skød. Men dette er den naturlige forældrekærlighed, der vel, som du véd, er god og naturlig, men som vi dog skal korsfæste, for at Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje må blive opfyldt. Ligesom også sønnen selv, ved hvem og for hvis skyld alle ting er, var villig til at sætte livet til og dø, skønt han hverken var skyldig eller pligtig dertil.

Dette skriver jeg for at bevidne, og jeg tror, at du virkeligt tror det, at vi tager del med dig i disse prøvelser, ligesom Gud har gjort dig til en oprigtig og trofast broder i vor tro og vor lære. For du vil ofre denne din kære Isak som et brændoffer, Herren til en velbehagelig lugt. Jeg tænker ikke dermed på din datter eller din hustru, de, som fremdeles lever og er frelste i Herren, men jeg tænker på denne stærke og bitre naturlige følelse, som er alt for levende i os. Men Herren har brug for dette brændoffer, men kun til vor egen trøst. Men hvad vil svinet lære Minerva? Du véd jo alle disse ting meget bedre, uden at jeg skal undervise dig derom.

Lev vel, og vær overbevist om, at du er indesluttet i vor kærlighed.

3. juni 1545.

Din Martin Luther, dr.

________________

147. Til Luthers hustru

Zeitz, 28. juli 1545

Luther klager over de umoralske forhold i Wittenberg. Han nævner konkret usømmelig påklædning. Han ser gerne, at Käthe flytter fra byen og ønsker ikke selv at vende tilbage.

Til min venlige, kære hustru Katharina Luther von Bora, præstefrue, bryggerske, gartnerske, og hvad hun mere måtte være.

Nåde og fred, kære Käthe! Hvordan vor rejse er gået, vil vel Hans alt sammen fortælle dig, selv om jeg endnu ikke er vis på, om han ikke skal blive hos mig. Men så vil i hvert fald dr. Kaspar Creutziger og Ferdinandus vel fortælle derom. Ernst von Schønfeld har modtaget os godt i Löbnitz, endnu bedre Heintz Scherla i Leipzig. Jeg ville gerne gøre det således, at jeg ikke atter skulle vende tilbage til Wittenberg. Mit hjerte er blevet for koldt til mere at være dér. Jeg ville også gerne, at du solgte have, hus og gård. Jeg ville da atter skænke min nådigste herre det store hus, og det ville være det bedste for dig at trække dig tilbage til Zülsdorf, så længe jeg endnu lever og kunne hjælpe dig med min løn til at forbedre det lille gods. For jeg håber, at min nådigste herre vil lade min løn følge med i det mindste til mit livs sidste år. Efter min død vil de fire elementer i Wittenberg sikkert ikke kunne lide dig. Derfor ville det være bedre, mens jeg er i live, at få gjort, hvad der bør gøres.

Måske vil Wittenberg, som det lader til med dets nuværende regimente, ingen Skt. Veits eller Skt. Johans dans få, men en betlerdans eller Beelzebuls dans, sådan som de er begyndt. Fruerne og jomfruerne blotter sig for og bag, og der er ingen, der straffer eller afværger det. Og oven i købet bliver Guds ord spottet. Kun bort og ud af dette Sodoma. Jeg har hørt mere på landet, end jeg ellers erfarer i Wittenberg, derfor er jeg træt af byen og vil ikke komme igen, dertil hjælpe mig Gud.

I overmorgen rejser jeg til Merseburg, for fyrst Georg har bedt mig meget derom, jeg vil altså strejfe omkring og før spise tiggerbrød, inden jeg vil martre og forurolige mine fattige, sidste, gamle dage med det uordentlige væsen i Wittenberg, med tab af mit sure, dyre arbejde. Du kan gerne (om du vil) lade doktor Pommer og magister Philip dette vide, og doktor Pommer må gerne for min skyld velsigne Wittenberg. For jeg kan ikke længere udholde dens vrede og ulyst. Hermed Gud befalet. Amen.

Tirsdag. Hvidløgsdag 1545.

Martin Luther, dr.

________________

148. Til Nikolaus Amsdorf

11. januar 1546

(Om en diakon, der har uddelt indviede og uindviede nadverbrød sammen. Luther skriver her at nadverbrødene uden for nadverfejringen ikke længere er et sakramente).

(Se en uddybende kommentar her)

Til den i Kristus ærværdige fader og herre Dr. Nikolaus, menighedens sande biskop i Naumburg, deres i Herren højagtede og ærede ældste.

Nåde og fred i Kristus! Da Dr. Filip, Creutziger og Major ikke er her, nødes vi to, Pomeranus [Bugenhagen] og jeg, til at svare dig, ærværdige fader i Herren. For det første er det ikke uagtsomhed, men skændigt, ja, skandaløst af denne diakon. Det er ringeagt for både Gud og mennesker offentligt at behandle indviede og uindviede nadverelementer ens. Derfor skal han simpelthen udstødes af vore menigheder. Lad ham gå til sine zwinglianere. Det er ikke nødvendigt, at vi holder en fremmed fængslet hos os. En, som man ikke kan have tiltro til, selv om han aflagde ed.

Dernæst har den, der modtog det uindviede nadverbrød ikke syndet. Hans tro har frelst ham, fordi han troede, at han modtog en ret nadver. Han stolede på Guds ord, og har ikke gjort noget forkert. Ligesom den, der tror, er døbt, selv om den, der døbte ham, spillede skuespil eller døbte med andet end vand. Det er dog ikke nødvendigt at drøfte det nærmere her, at ikke de uerfarne samvittigheder skal blive forvirrede og urolige. Det er nok, at for den, der tror, er alt muligt.

Angående de blandede nadverbrød er det udmærket, at de blev opbrændt. Men i virkeligheden var det ikke nødvendigt at destruere dem, da de uden for brug ikke er et sakramente (: extra usum nihil sit sacramentum). Dåbsvandet er jo heller ikke en dåb uden for brugen. For den, der spiser og tror, er Kristus virksom i nadveren. Men for at undgå forargelse var det korrekt at destruere dem.

I øvrigt har jeg intet nyt at berette. I går rejste dr. Philip til Torgau, hidkaldt af fyrsten, som overvejer at sende ham til samtalerne i Regensburg. Jeg har af bedste evne søgt at overtale fyrsten til ikke at sende Philip til en så unyttig, forgæves og indholdsløs samtale. Man vil blot holde os for nar, og spilde tid og penge. De anser os for æsler, der ikke forstår deres grove og tåbelige kunstgreb og dumheder, som ikke er mindre tåbelig end den latterlige visdom og strudsagtige listighed hos dine meissnere.

Lev vel i Herren.

Dr. Martin Luther.

(Melanchthon og Major var i Torgau). (WA Br XI, 259).

________________

149. Ordet kommer til elementet
og frembringer et sakramente

Uden dato

Luther kommenterer Augustins ord: ”Ordet kommer til elementet og frembringer et sakramente.” Han gør opmærksom på, at ”Ordet” også omfatter Jesu ord om at spise og drikke. Hvor det ikke finder sted, er der ifølge Luther ikke noget sakramente.

Derfor er det at spise og drikke hovedsagen i nadveren og ikke en ydre tilbedelse.

Det er dog også tilladt at vise en ydre ærbødighed, hvis den kan ske uden overtro.

(Se en uddybende kommentar her)

Dette udsagn af Augustin er velegnet til at forstå, hvordan papisterne har indført så mange misbrug og store fejl. De konkluderer nemlig sådan: Augustin bekræfter, at sakramenterne består af to ting, nemlig ordet og den materielle genstand. Altså bliver brød og vin straks til Kristi legeme og blod, så snart præsten har udtalt nadverordene. Og ligesom man bør ære Kristus, sådan bør man også tilbede det brød, der er anbragt i opbevaringsboksen, for ikke at blive til føde for orm og mus.

Således blev det almindelig opfattelse i pavedømmet, at ingen bønner var Gud mere velbehagelige eller lettere blev bønhørt, end hvis de blev fremført et sted, hvor man opbevarede indviet brød.

For at undgå denne fejltolkning skal man gøre sig klart, at Augustin ikke kun tænker på de ord, Kristus udtalte, men at det i høj grad også omfatter befalingen om at modtage og spise brødet. Det er først efter at disciplene har fået brødet serveret, at Kristus siger: ”Dette er mit legeme.” Det er som om Kristus med dette ønsker at sige: Uden for denne brug er mit legeme og blod ikke knyttet til disse elementer.

Vi skal nemlig ikke opfatte dette måltid som et magisk ritual, hvor Kristus bliver bundet uden om sit ord ved menneskers overtro. For ligesom dåben blot er almindelig vand, hvis der ikke er nogen til stede, der skal døbes, sådan konkluderer vi også klart, at der ikke er andet end almindelig brød og vin, selv om ordene blev gentaget 1000 gange, hvis der ikke er nogen til at spise og drikke, som Kristus har befalet det.

Når det således gælder det spørgsmål, hvad der med absolut nødvendighed hører med til et sakramente, svarer vi: Der hører tre ting med til et sakramente. Det første, der nødvendigvis må til, er en fysisk genstand, dvs. det synlige tegn. Dernæst er det udtalen af alle sakramentordene. Og for det tredje er det den rette brug i overensstemmelse med Kristi indstiftelse. Den nådefulde dåbs fysiske genstand er vandet. Ordene, der skal lyde, er disse: Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og selve neddykningen eller overøsningen er den rette brug af Kristi befaling. Sådan er det også med nadveren. For det første er der de fysiske genstande, brød og vin. Dernæst udtalen af alle ordene. Til sidst kommer den rette brug, som er at spise og drikke.

Af dette kan man klart se, hvad der er den rette forståelse af Augustins ord, som man lærer alle steder. Og man kan besvare spørgsmålet om tilbedelse. Nogle mener, det giver sig selv, fordi de slutter sådan: Kristus bør tilbedes og Kristus er i nadveren, altså bør nadveren tilbedes. Men her skal man give nøje agt på Kristi ord. Han siger nemlig ikke: Tag dette og tilbed det, men han befaler, at man skal spise og drikke det. Alene den handling, der er foreskrevet af Kristus og som altså er at spise og drikke, er den eneste og rette ære, vi kan og bør vise over for denne ceremoni.

Vi dadler dog ikke den ærbødighed, der giver sig kropslig udtryk og som er opstået gennem tiden, hvis det kan ske uden overtro, som om sådanne pædagogiske handlinger skulle være en absolut nødvendig gudsdyrkelse, som man ikke kan undlade uden synd. Vi må nemlig altid huske på de ord Kristus citerer fra Esajas: ”Forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud,” Matt 15, 9. Menneskelige traditioner er ikke gudsdyrkelse. Hvis vi tilbeder brød og vin med disse overtroiske meninger, er vi åbenlyse afgudsdyrkere og indretter en gudstjeneste, der bekæmper det klare ord. For Gud vil ikke påkaldes anderledes end han selv har befalet os, nemlig i ånd og sandhed.

(WA Br 12, 399-401, nr. 4315).

________________

150. Til Jakob Probst i Bremen

Wittenberg, 17. januar 1546

Luther har mistet synet på det ene øje, men er stadig i fuld gang med sit arbejde.

Han glæder sig over, at forskellen mellem ham og zwinglianerne er blevet klar.

Om teserne mod teologerne i Louvain.

Den ærværdige hr. Jakob Probst, lærer for menigheden i Bremen, min kære ven i Kristus.

Frelse og fred. Det er som en gammel, udlevet, doven, træt, kold og nu tillige enøjet mand, jeg skriver til dig, kære Jakob. Jeg havde også håbet, at der nu, da jeg er halvdød, skulle gives mig en, som det synes mig, fortjent ro. Men man skulle næsten tro, at jeg aldrig havde udført, skrevet, talt og bestilt noget, således overvældes jeg nu af arbejde med at skrive, tale, udføre og virke. Men Kristus er alt i alle, mægtig og virksom, højlovet i evighed, amen.

Det, som du skriver angående schweizerne, at de skriver så heftigt imod mig, så de dømmer mig som et elendigt menneske, der har en elendig forstand. Det glæder mig meget, for det har jeg villet med mit skrift. For det har været mit ønske, at de ved deres offentlige udtalelse skulle bevidne, at de er mine fjender. Det har jeg nu opnået, og, som sagt, derover glæder jeg mig. Jeg, den elendigste blandt alle mennesker, har nok i denne ene saligprisning: ”Saligt det menneske, der ikke går efter nadversværmernes råd, ikke står på zwinglianernes vej og ikke sidder i zürichernes sæde.” Her har du min mening.

Hvad du i øvrigt ønsker, nemlig at jeg skal bede for dig, det gør jeg. Jeg ønsker, at du til gengæld vil bede for mig. Og ligesom jeg ikke tvivler om, at dine bønner for mig formår noget, således anmoder jeg om, at du ikke vil tvivle om, at mine bønner formår noget for dig. Og hvis jeg går først bort (hvad jeg ønsker), vil jeg drage dig efter mig. Hvis du går først bort, vil du drage mig efter dig. For vi bekender én Gud og forventer frelseren sammen med alle de hellige.

Jeg er nu begyndt at behandle teologerne i Louvain i et offentligt skrift, så godt som jeg ved Guds hjælp formår det. Jeg er nemlig mere vred på disse ufornuftige væsener, end det egentlig sømmer sig for en sådan teolog og gammel mand som mig. Dog må man træde op imod Satans uhyrer, selv om man skulle blæse sit sidste åndedræt imod dem.

Lev vel. Og tænk på, at du ikke blot er en af mine ældste og fortroligste venner, men at du for Kristi skyld, hvem vi begge forkynder, er en af mine kæreste venner. Vi er syndere, men han er vor retfærdighed. Han lever i evighed, amen.

17. januar 1546.

Bring din hustru, dine og vore venner en ærbødig hilsen i alle vore venners navn.

Din Martin Luther, dr.

(Det omtalte skrift mod teologerne i Louvain er Luthers sidste skrift om sakramenterne. Det kan læses her i dansk oversættelse: http://home1.stofanet.dk/martin.luther-dansk/id124.htm).

________________

151. Til Luthers hustru

Halle, 25. januar 1546

På spøgefuld måde fortæller Luther om, hvordan floden Saales oversvømmelse har sinket hans rejse.

Nåde og fred i Herren, kære Käthe! I dag kl. 8 er vi komne til Halle, men ikke nået til Eisleben, for der mødte os en vældig ”gendøberske” med vandvogn og store isflager, som dækkede landet og truede os med ”gendåb”. Og vi kunne heller ikke komme tilbage for mudderets skyld. Vi måtte altså ligge stille i Halle mellem vandene, som dog ikke fristede vor tørst, men vi tog godt torgauer øl og rhinskvin i stedet, hvormed vi vederkvægede og trøstede os, til Saale atter ville rase ud. For da folkene og kuskene og for resten også vi selv var ængstelige, har vi ikke villet vove os i vandet og friste Gud, for Djævelen er vred på os og bor i vandet. Og det er bedre at være forvaret end beklaget, og der var dog ingen grund til at gøre paven samt hans anhang en narreglæde. Jeg havde ikke troet, at Saale kunne volde sådan skade, at den ville buldre over stenveje og alt.

Nu ikke mere, men bed derhjemme for os og vær from. Jeg tror, at om du havde været her, havde du også rådet til at gøre sådan, og da havde vi for en gangs skyld fulgt dit råd. Hermed Gud befalet, amen.

I Halle på Paulus' omvendelsesdag, anno 1546.

Martin Luther, dr.

________________

152. Til Luthers hustru

Eisleben, 10. februar 1546

Luther taler på spøgefuld måde om Käthes bekymringer.

Nåde og fred i Kristus. Allerhelligste doktorinde! Vi takker dig venligst for din store bekymring, for hvilken du ikke kan sove. Siden du har haft sådan bekymring for os, havde ilden nær fortæret os i vort herberge ved stuedøren, og i går var uden tvivl i kraft af din bekymring en sten nær faldet ned i hovedet på mig og ville måske have knust det som i en musefælde. For i vort hjemlige gemak har det over vort hoved raslet med kalk og lim i to dage, indtil vi tog folk, som berørte stenen med to fingre, da faldt den ned så stor som en lang pude og to store hænder bred: den havde i sinde at takke for din hellige bekymring, hvis ikke de hellige kære engle havde holdt vagt. Jeg er bekymret for, at du ikke holder op med at være bekymret, jorden ville sluge os til sidst og alle elementer forfølge os. Er det således du lærer katekismen og troen? Bed du, og lad Gud sørge. Som det hedder: ”Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig.” Salme 55, 23 og mange andre steder.

Vi er, Gud være lovet, friske og sunde, når undtages, at sagerne volder os ubehag, og at dr. Jonas gerne ville have sig et dårligt lår, for han havde nær stødt sig på en lem: så stor er misundelsen hos folkene, at han ikke har villet unde mig alene at have et dårligt lår. Hermed Gud befalet. Vi ville nu gerne væk herfra og fare hjem, om Gud vil, amen, amen, amen.

Scholasticas dag 1546.

Deres helligheds villige tjener

M. L.

________________

153. Til Luthers hustru

Eisleben, 14. februar 1546

Luther udtaler sin glæde over, at mæglingen mellem greverne af Mansfeld er ved at lykkes. Han fortæller, hvor godt han har det.

Til min venlige, kære hustru, fru Katharina Luther von Bora, i Wittenberg.

Nåde og fred i Herren, kære Käthe! Vi håber at komme hjem i denne uge, hvis Gud vil. Her har Gud vist stor nåde, for gennem deres forhandlere har fyrsterne næsten løst alle uoverensstemmelser. Der er kun et par ting tilbage. Blandt andet forsoningen mellem de to brødre grev Gebhard og grev Albert, som jeg regner med at tage fat på i dag. Jeg har indbudt dem til at være mine gæster, så de kan komme til at snakke sammen. For indtil nu har de været tavse og vist meget bitterhed i deres breve.

Ellers er fyrsternes børn glade og køre rundt i slæder med små klokker. De besøger hinanden med små gaver og er i godt humør, selv grev Gebhards søn. Man må således konstatere, at Gud er den, der hører bønner.

Jeg sender dig den ørred som Albrechts hustru har skænket mig. Hun er hjertens lykkelig over forliget.

Dine små sønner er stadig i Mansfeld. Jacob passer dem. Vi har nok at mad og drikke, og lever som baroner. Vi bliver godt opvartet, endog for godt, så vi næsten glemmer jer i Wittenberg. Desuden plager mine nyresten mig ikke, Gud være lovet. Men dr. Jonas’ ben er ikke for godt, på grund af såret på skinnebenet. Men Gud vil hjælpe os. Fortæl alt til magister Philip, doktor Pomer og doktor Cruciger.

Her lyder rygter om, at doktor Martin er blevet ført på vildspor. Det samme siger man i Leipzig og Magdeburg. Andre siger også, at kejseren er 200 km væk, nær ved Soest i Westphalen. Nogle siger, at Frankrig hyrer lejesoldater og at landgreven gør det samme. Men lad dem blot snakke og synge, som de vil. Vi vil vente og se, hvad Gud gør. Hermed Gud befalet. Amen.

Eisleben, 14. februar, 1546

Martin Luther, dr.

________________

154. Til Philip Melanchthon

14. februar 1546

Til Philip Melanchthon, min højtærede broder i Kristus.

Nåde og fred! Kære Philip i dag har jeg modtaget et meget kærkomment brev fra kurfyrsten, der kalder mig hjem. Jeg vil skynde mig at rejse, da jeg er syg og træt af denne sag. Jeg vil imidlertid bede dig om at sende et bud, der kan møde mig på vejen, hvis jeg allerede er rejst. Han skal medbringe de ting, jeg bruger til at pleje mit ben med. De har nemlig ikke nogen af disse medikamenter her. Du ved, hvor vigtigt det er. Min kære Käthe ved, hvor medikamenterne står i mit værelse.

Man har skrevet til os som sandt, at pave Paul døde 3. januar og er blevet begravet [nyheden var falsk]. Biskoppen i Köln har skrevet til grev Albrecht og inviteret ham til Nordhausen 1. marts til et møde mellem greverne. Han tror nemlig, at greverne vil blive udelukket fra bispedømmet i Köln af NN. Resten får du, når vi ses, hvis Gud vil, for jeg ønsker at komme væk herfra.

Farvel i Herren!

14. februar, 1546

Din Martin Luther.

________________

155. Kommentar til Luthers syn på nadverelementerne

Den 11. januar 1546, en måned før sin død, skrev Luther et brev til sin ven gennem mange år Nikolaus Amsdorf, som var den første lutherske biskop. Luther havde selv indviet ham som biskop i Naumburg i 1542. I brevet giver Luthers sin opfattelse af realpræsensens varighed i nadveren. Altså hvor længe nadverens brød og vin bliver ved med at være Kristi legeme og blod. Hvor den katolske kirke lærer, at der sker en forvandling af brød og vin, som aldrig igen ophører, så lærer Luther, at der i nadveren sker en sakramental forening af brød og vin med Kristi legeme og blod. Denne sakramentale forening har sin begyndelse og sin slutning.

To år tidligere definerer Luther varigheden af den sakramentale forening i et brev til præsten Simon Wolferinus (4. juli 1543). Denne præst i Eisleben havde offentliggjort nogle teser, hvor han definerer nadveren meget snævert. I sine teser siger han: ”Sakramenterne er guddommelige handlinger, hvor Kristus så kraftigt som muligt forsikrer, at han skænker sin kære menighed sin nåde. Uden for denne handling er de ikke sakramenter, men blot elementer.”

Luther afviser denne definition, fordi den kan opfattes, som om sakramentet kun eksisterer i selve bevægelsen eller handlingen, men ikke hvis man stiller bægeret eller oblaterne fra sig. Luther definerer derfor nadverens varighed fra nadverritualets begyndelse med Fadervor og til den sidste nadvergæst har forladt alteret. For at undgå usikkerhed, tvivl og en lang række overvejelser ønsker Luther desuden, at alt brød og vin bliver konsumeret i forbindelse med nadveren. Enten kan præsten selv gøre det eller han kan dele det med det sidste hold nadvergæster, hvis der er for meget.

Hvis der alligevel af en eller anden grund bliver noget til overs efter nadverens afslutning, er det dog ikke længere et sakramente, som det fremgår af det sidste brev. Luther udtaler nemlig her, om et stykke nadverbrød, der er blevet korrekt indviet til brug ved en ret luthersk nadver, at det nu efter nadverens ophør ikke længere er et sakramente. Derfor var det sådan set heller ikke nødvendigt at destruere det, selv om det var udmærket at gøre det i dette tilfælde for at undgå nogen forargelse.

         Da der hersker nogen uklarhed på dette punkt, er denne præcisering i et af Luthers sidste breve både vigtig og klargørende. Luther siger nemlig her om et helt konkret stykke indviet nadverbrød, at det nu efter nadverens afslutning ikke længere er Kristi legeme. Og denne præcisering er ikke blot en tilfældig privat ytring, men er skrevet i et brev til den første lutherske biskop. Dermed får det også karakter som officiel luthersk syn.

Luther står således til det sidste fast på den officielle opfattelse, som han selv var medunderskriver af i 1537, nemlig Wittenberg-Konkordien. Samtidig med at man bekender, at brød og vin er Kristi legeme og blod under nadverhandlingen, afviser man at der sker en vedvarende forening mellem nadverelementerne og Kristi legeme og blod. Uden for brugen er nadverelementerne ikke et sakramente. I forbindelse med forberedelsen til kirkemødet i Schmalkalden i 1539 blev Wittenberg-Konkordien underskrevet af samtlige deltagere og er desuden gengivet i Konkordieformlen, så den må anses for det officielle og ægte syn på realpræsensens varighed. Tilstedeværelsen af Kristi legeme og blod, eller Kristi realpræsens, er ikke vedvarende. Den har sin begyndelse og sin afslutning. Det, der eventuelt bliver til overs, er ikke længere et sakramente. På samme måde som dåbsvandet efter at dåben er udført ikke længere er en dåb eller et sakramente.

________________