Martin Luthers breve

1507 - 25

Indledning

I Luthers skrifter støder man sommetider på spørgsmål, som man godt kunne ønske sig en nærmere uddybning af.

Hvilke konsekvenser ville Luther selv trække i bestemte lærespørgsmål og i etiske problemstillinger? Nogle af disse spørgsmål får man svar på i Luthers breve til kolleger og venner.

Men først og fremmest kommer man et skridt nærmere mennesket Martin Luther igennem hans breve. Brevene giver er blik ind i hans sorger og glæder, kampe og sejre, sygdom, modgang, men også bønhørelse og helbredelse.

Der er ikke tale om tilfældige mundtlige ytringer af Luther, som mere eller mindre præcist er refereret, som i hans bordtaler. Her i brevene får man Luthers egne ord. Der er derfor også tale om en række vigtige teologiske dokumenter. Nogle af brevene er direkte skrevet som offentlige dokumenter, mens andre er mere private breve til hans hustru og børn og venner.

Ved hvert brev er der en kort beskrivelse af indholdet og de vigtigste emner. Desuden kan man søge på bestemte ord og emner ved at bruge den funktion, der findes øverst på siden under ”rediger”. Her finder man funktionen ”Søg på denne side”.

Cand.theol.

Finn B. Andersen

december 2005

_____

Stikord / Søgeord

(Her er eksempler på ord og emner, som er nævnt i brevene):

Evangeliet

Tro, tvivl, anfægtelse

Lovens gyldighed og brug

Nadver, genindvielse, opløftning, brød- og vinrester

Sværmeri

Oprettelse af skoler

Sakramenter

Bryllup, ægteskab

Arbejde

Syndernes forladelse

Dåb, gendøber

Luthers hustru

Bolig

Bordeller

Bibelen, oversættelse

Græsk, hebraisk, latin, tysk

Messen

Gudstjenesten

Astrologi

Præsteansættelse, lønninger

Ritualer

Økonomi

Trøst

Følelser

Danmarks konge

Sveriges konge

Universitet

Politik

Alkohol, øl, vin

Verdslige regimente

Renter

Børn

Opdragelse

At miste: barn, forældre, hustru, venner

Ungdommens undervisning

Psykiske lidelser

Depression

Kirkeopbygning-menighed

Lidelsens problem

Jøderne

Verdens snarlige undergang

Epidemier

Katolikker

Tyrker

Islam

Medicin

Sjælesorg

Falsk lære

Legetøj

Kærlighed

Døden

Selvmord

Religionssamtaler

Søvn og hvile

Nattesøvn

Humor, ironi, leg med ord

Passe på sit helbred

Pædagogik

Den Augsburgske Bekendelse

Worms

Augsburg

Regensburg

Coburg

Wittenberg

Augustin

Djævelen

Paven

Karlstadt, Melanchthon, Erasmus, Zwingli, Calvin

Helligånden

Gud Fader

Jesus

Luthers kommentar til fælleserklæringen om retfærdiggørelsen:

(se under: Regensburg)

________________

1. Til Johan Braun i Eisenach.

Erfurt, 22. april 1507

Indbydelse til at overvære Luthers førte messe.

Jesus.

Til den hellige og højærværdige Kristi og Marias præst, Johannes Braun, vikar i Eisenach, min kære ven i Kristus.

Velsignelse i vor Herre Jesus Kristus! Jeg ville undse mig, højlærde Herre, ved at ulejlige jeres kærlighed med brev og bøn, hvis jeg ikke betænkte jeres oprigtige velvilje og hjertelige hengivenhed for mig, som så mange beviser og velgerninger har overbevist mig om. Derfor skriver jeg uden betænkning dette korte brev i tillid til det venskab, som forener os, i håb om, at det vil finde jer villig til at opfylde mit ønske.

Den højlovede Gud, som er hellig i alle sine gerninger, har fundet mig elendige og i alle stykker uværdige synder værdig til at ophøjes så herligt, at han af lutter overstrømmende barmhjertighed har kaldet mig til sin tjeneste. Og for så vidt det for støvet er muligt, er jeg taknemmelig for denne guddommelige godheds fylde og må nu efter bedste evne udfylde den tjeneste, som er betroet mig.

Så skal jeg da efter mine ærværdige fædres beslutning om fire uger på søndagen ”cantate” ved Guds nåde for første gang fungere. Denne dag er blevet fastsat til min første messe, fordi den er belejlig for min fader. Muligvis er det for dristigt, når jeg ydmygt kalder på jeres mildhed med en indbydelse, men jeg gør det visselig ikke, fordi jeg indbilder mig at have gjort mig fortjent af jer – hvad jeg slet ikke har – eller anser mig værdig til at besvære jer med en så lang rejse og indbyde jer til vort ringe og fattige kloster. Nej, det sker kun, fordi jeg, da jeg nylig besøgte jer, lærte jeres velvilje og beredvillige venskab at kende, rigere end ellers.

Derfor kæreste fader, Herre og broder (det første af disse navne tilkommer jer for jeres alders og omsorgs skyld, det andet for jeres fortjeneste, men det tredje tilsteder vort ordensfællesskab), såfremt jeres tid, jeres kirkelige forretninger og endelig jeres huslige anliggender tillader det, så gør mig den ære at komme til stede og hjælpe mig med jeres kære nærværelse og bønner, at vort offer kan blive Gud velbehageligt. Men bortset fra andre, som I ellers kunne ønske at medbringe, kunne I jo tage min slægtning, Konrad, den tidligere klokker ved Skt. Nikolai, til rejsefælle, såfremt han kan for sine huslige pligter og har lyst.

Sluttelig opfordrer jeg jer til at tage direkte til vort kloster og forblive nogen tid hos os. (for jeg håber, I vil bo her) og ikke gøre jer møje med at søge efter andet herberge. For I bør engang blive en ”cellarius” og bo i en celle. Lev vel i vor Herre Jesus Kristus.

Vort kloster i Erfurt, 22. april 1507.

Broder Martin Luther fra Mansfeld.

________________

2. Til prioren Andreas Lohr og Augustinernes konvent i Erfurt.

Wittenberg, 22. september 1512

Indbydelse til Luthers doktorpromotion, 18. oktober.

Til de højærværdige, ærværdige og fromme fædre, prioren, magister Andreas Lohr, og seniorerne for erfurterkonventet af biskop Skt. Augustins eremitorden, mine fædre, hvem jeg bør ære i Herren.

Jesus.

Min hilsen i Herren, ærværdige og elskede fædre. Nu står Skt. Lukas’ dag for døren, på hvilken jeg af lydighed imod fædrene og den ærværdige ordensvikar højtidelig skal promoveres til doktor i teologien, således som jeg formoder, at det er jer, hæderværdige fædre, tilstrækkelig bekendt af vor Wittenbergpriors brev. Jeg undlader at klage over min ugudelighed og utilstrækkelighed, for at jeg ikke skal synes at ophøje mig og søge ros også af ydmygheden. Gud og min samvittighed véd, hvordan det er med min værdighed, og hvor taknemmelig jeg er for denne hæder og æresbevisning.

Derfor besværger jeg jer ved Kristi barmhjertighed frem for alt, at I vil befale mig til Gud ved fælles bønner, at hans velbehagelige og velsignede vilje må være med mig, hvilket i véd, at I skylder mig som en kærlighedens pligt. Dernæst, at I, om det på nogen måde kan lade sig gøre, vil gøre mig den ære at være til stede og deltage i denne min højtidsdag, som jeg jo må kalde det, alt efter det hensyn og den hæder og ære, som skyldes vor orden og især da vor ordensvikar. Jeg ville ikke driste mig til at opfordre mine ærede fædre til en sådan rejses besvær og udgifterne derved, hvis det ikke var, fordi vor ordensvikar havde overdraget mig det, og fordi det ville være usømmeligt, uværdigt, også forargeligt, om jeg steg op til en sådan højhed, uden at I fra Erfurt var vidende om det og indbudte.

Hvis den ærværdige pater, lektor Georg Leiffer har lyst og kan følge med jer, vil også dette være velkomment. Men hvis ikke, da ske Herrens vilje! Nu beder jeg jer altså, ærede fædre, i denne sag at stille jer således, som vi venter af jer, og som det er jer værdigt at vente af jer. Vi vil bevare jeres imødekommen i taknemmelig erindring. Lev vel i Herren, alle sammen og hver især, også vore brødre, til hvem vi anbefaler os og vore i bønnen.

Wittenberg, Mauritius dagen 1512.

Broder Martin Luther.

________________

3. Til Georg Spalatin.

Wittenberg, 8. april 1516.

Luther omtaler først nogle økonomiske spørgsmål, som ikke har den store interesse og derfor er udeladt her. Dernæst får vi et eksempel på noget af det fineste inden for katolsk frelseslære. – Sandsynligvis er der endnu ikke tale om en evangelisk retfærdiggørelseslære.

Det, Luther beskriver, er den såkaldte første nåde, som skænkes gratis for Kristi skyld, og som mennesket så må samarbejde med for at vinde den evige frelse.

… For øvrigt ønsker jeg at vide, hvordan det går din sjæl, om den ikke omsider er blevet led og ked af sin egen retfærdighed og lærer at ånde frit og være trøstig i tillid til Kristi retfærdighed. For i vor tid brænder der i mange en fristelse til anmasselse og især i dem, som af alle kræfter stræber at være retfærdige og gode uden at kende Guds retfærdighed, som i Kristus er skænket os på det allerrigeste af nåde. De søger så længe at handle ret på egen hånd, at de til sidst fortrøste sig til at stå for Gud som prydede med dyder og fortjenester, hvilket er en umulighed. Du har hos os levet i denne mening, nej vildfarelse, også jeg har gjort det, men også nu kæmper jeg imod denne vildfarelse uden dog endnu at have sejret helt over den.

Derfor, min kære broder, lær at holde dig til Kristus og ham korsfæstet, lær at synge for ham og idet du mistvivler om dig selv, at sige til ham: Du, Herre Jesus, er min retfærdighed, men jeg er din synd. Du har taget mit på dig og givet mig dit. Du har taget på dig, hvad du ikke var, og givet mig, hvad jeg ikke var.

Vogt dig, at du aldrig stræber efter en så stor renhed, at du ikke mere i dine egne øjne vil synes at være en synder. For Kristus bor kun i syndere. For derfor steg han ned fra Himlen, hvor han boede blandt retfærdige, for at han også kunne bo i syndere. Betænk denne hans kærlighed ret, så skal du erfare hans sødeste trøst. For hvis det er vore egne anstrengelser og plager, som skal skaffe samvittigheden ro, hvorfor er han da død? Derfor kun i ham, ved tillidsfuld mistvivl om dig selv og dine gerninger, vil du finde fred. Så vil du deraf lære, at ligesom han har antaget sig dig og gjort dine synder til sine, således har han også gjort sin retfærdighed til din.

Tror du dette fast – og forbandet den, som ikke tror det – så bør også du antage dig dine udisciplinerede og hidtil vildfarende brødre, og hold tålmodig ud med dem, og gør du deres synder til dine egne. Og har du noget godt, så tillad, at det bliver deres. Således lærer apostelen os gensidig at antage os hinanden, ligesom også Kristus har antaget sig os til Guds ære, og atter: Lad det samme sind være i jer, som var i Kristus Jesus, han, som, da han var i Guds skikkelse, forringede sig selv, udtømte sig selv, osv. Således skal også du, hvis du synes selv at være bedre, ikke holde det for et rov, som om det var dit alene, men udtøm dig selv, og glem, hvordan du selv er, og vær som en af de andre, at du kan bære dem.

For ulyksalig er dens retfærdighed, der ved at sammenligne de andre med sig selv anser dem som værre end sig selv og ikke kan holde dem ud og tænker på flugt og forsvinden. Han burde i stedet være blevet og gavnet dem ved sin tålmodighed, bøn og eksempel. Derfor, hvis du er en Kristi rose og lilje, så skal du vide, at du færdes mellem torne, se blot til, at du ikke selv bliver en torn ved utålmodighed, overmodig dom eller skjult hovmod. Midt iblandt fjender er Kristi rige, som Salmen siger.

Derfor, hvorfor bilder du dig ind at være midt iblandt venner? Derfor, i hvad der end fattes dig, træng igennem og kast dig ned for Jesus Kristus! Han skal selv lære dig alt. Se blot på, hvad han selv har gjort for dig og alle, for at også du må lære, hvad du skal gøre for andre. Hvis han kun havde villet leve mellem gode og dø for sine venner, for hvem skulle han vel så være død, eller med hvem skulle han så nogensinde have levet? Bær dig således ad, min broder, og bed for mig, og Herren være med dig! Lev vel i Herren!

Wittenberg, onsdagen efter misericordia domini 1516.

Din broder Martin Luther af Augustinerordenen.

________________

4. Til Spalatin.

Wittenberg, 19. oktober 1516.

Luther kritiserer Erasmus’ opfattelse af lovens retfærdighed hos Paulus.

Lovens retfærdighed er nemlig opfyldelsen af De Ti Bud med det rette sindelag.

Det lærer også Augustin, som Luther foretrækker frem for Hieronymus.

Til Kristi tjener og Herrens præst, Georg Spalatin, den højlærde magister, min oprigtige ven og retskafne broder.

Jesus.

Fred og velsignelse. Min Spalatin, hvad der hos den højlærde Erasmus støder mig, er dette, at han udlægger apostelens ord om gerningernes retfærdighed eller lovens retfærdighed eller, som apostlen selv kalder det, egen retfærdighed således, at den kommer til at betyde overholdelsen af forskrifterne for ydre gudsdyrkelse. Dernæst vil han ikke erkende arvesynden, som han ganske vist indrømmer, at apostelen udtaler sig klart om i Romerbrevet 5. Men han skulle blot læse Augustin i de bøger, som han har skrevet imod pelagianerne, især ”Om ånd og bogstav”, ligeledes ”Om syndeskyld og tilgivelse”, skriftet imod pelagianernes to breve og skriftet imod Julian. Så vidt jeg véd, findes de alle i ottende bind af hans samlede værker. Da ville han få at se, at Augustin ikke fremsætter sin egen visdom, men støtter sig til de bedste kirkefædre, Cyprian, Gregor af Nazianz, Irenæus, Hilarius og Ambrosius. Så vil han ikke alene forstå apostelen rigtigt, men også agte Augustin værdig til en højere mening, end han hidtil har haft om ham.

Jeg betænker mig ikke på, at afvige fra Erasmus heri, at jeg i udlægningen af Skrifterne stiller Hieronymus ligeså langt bagved Augustin, som han lader Augustin stå tilbage for Hieronymus i alle stykker. Ikke, at jeg af forkærlighed for min ordenshelgen føres til at samstemme med Augustin, for jeg skænkede ham ikke den ringeste yndest, før jeg ved en tilfældighed faldt over hans værker.

Lovens eller gerningernes retfærdighed består på ingen måde blot i ceremonier, kirketjeneste, men meget mere i De Ti Buds efterfølgelse. Når vi holder disse uden tro på Kristus, så gør de os vel til berømte personer og til de mest retskafne mænd i mennesker øjne. Men dette har ikke mere med retfærdighed at gøre end rønnebær med figen. For vi bliver ikke, som Aristoteles mener, retfærdige ved at handle ret, det fører kun til en hyklerisk retfærdighed, men først ved at blive og være retfærdige formå vi at handle ret. Først må personen forandres, derefter gerningerne. Herren så først nådig til Abel selv, som behagede ham, og derefter til hans gaver. Dog herom en anden gang.

Gør derfor din venne- og kristenpligt og overbevis Erasmus om dette. For ligesom jeg håber og ønsker, at hans anseelse må blive stor, således frygter jeg dog for, at mange skal føle sig kaldede og berettigede til at forsvare denne døde bogstavmening, som Lyras kommentar og næsten alle skrifter efter Augustin er fulde af.

Du kunne kalde mig dumdristig, fordi jeg har bragt så store mænd ind under den kritiske stav, hvis du ikke vidste, at dette gør jeg kun til bedste for mine brødres teologi og frelse. Lev vel, min Spalatin, og bed for mig!

I hast i en krog af vort kloster på dagen efter Skt. Lucas-festen 1516.

Broder Martin Luder af Augustinerordenen.

________________

5. Til Johan Lang.

Wittenberg, 18. maj 1517.

Luther glæder sig over, at den ægte teologi er i fremgang, mens det går tilbage med studiet af Aristoteles.

Til min kære fader Johan Lang, prior i Erfurt, Augustiner-eremit.

Fred og velsignelse. Jeg har kun denne ene anledning til at skrive til dig, at jeg ikke har villet sende denne fader [klosterbroder] tomhændet til dig, uden brev og hilsen. Jeg er trøstet af Guds nåde, fordi Johannes Guman, vor broder, er kommen uskadt hjem. Den højærværdige fader Staupitz skriver, at han kommer tidligere til os.

Det går lykkeligt fremad med vor teologi og Skt. Augustin, som nu er rådende ved vort universitet. Det er Guds værk. Med Aristoteles går det lidt efter lidt ned ad bakke, og det tegner til, at han vil blive ruineret næsten for bestandig. Forelæsningerne over hans ”Sentenser” volder glædeligvis lede, og ingen kan gøre sig håb om tilhørere, medmindre han vil læse over denne vor teologi, dvs. Bibelen eller Skt. Augustin eller en anden doktor med kirkelig autoritet. Lev vel, og bed for mig!

Mandag efter vocem jucunditatis.

Broder Martin Luther.

________________

6. Til ærkebiskop Albrecht af Mainz.

Wittenberg 31. oktober 1517.

Luther opfordrer ærkebiskoppen til at standse afladsvæsenet og oversender sine 95 teser, som han opslog samme dag.

Når Luther i brevet skriver, at ingen kan være sikker på sin frelse, er det højst sandsynligt stadig et katolsk syn og ikke et evangelisk.

Til den højærværdige fader i Kristus, den berømmelige Herre, ærkebiskop Albrecht for stiftet Magdeburg og Mainz, kurfyrste af Brandenburg, min ærværdigste og nådigste Herre og hyrde i Kristus.

Jesus.

Guds rigeste nåde og barmhjertighed, høj ærværdigste fader i Kristus, Ædleste kurfyrste! I vil ikke tage mig ilde op, at jeg, den ringeste og uværdigste blandt mennesker, har dristet mig til at tænke på at tilskrive deres højærværdighed. Vor Herre Jesus er mit vidne, at jeg er mig min ringhed og jammerlighed bevidst og derfor også længe har opsat, hvad jeg nu er så uforskammet at gøre. Men jeg føler mig forpligtet og af al magt tvungen dertil af den troskabspligt, som jeg erkender at have over for jer, min høj ærværdigste fader i Kristus. Jeres højhed vil derfor være så nådig at se med milde øjne på mig, som jo kun er støv og aske, og med jeres biskoppelige sagtmodighed agte på og forstå min begæring.

Det pavelige aflad bliver for tiden ført omkring i landet i Deres kurfyrstelige Nådes høje navn til fordel for opførelsen af Sankt Peterskirken. Herved klager jeg nu ikke over afladsprædikanternes høje råb, som jeg ikke har hørt, men jeg beklager den ganske falske opfattelse heraf hos folket. Den, som disse prædikanter nu ivrigt berømmer over alt for almuen, nemlig at de ulyksalige sjæle tror at kunne være sikre i deres salighedssag, når de blot har købt afladsbreve. Ligeledes, at sjælene straks flyver ud af Skærsilden, så snart man lægger pengene i kassen. Og dernæst, at denne nåde er så stor, at der ikke gives så stor en synd, selv om man (som de siger) havde gjort sig skyldig i det umulige og krænket Guds mor, at den jo kan forlades. Ligeledes, at et menneske ved denne nåde er fri for al straf og brøde.

O du gode Gud, således undervises sjæle, der er betroede til jeres omsorg, dyrebare fader, til døden, og således vokser bestandig det tunge regnskab, som I skal aflægge for dem alle. Derfor har jeg ikke længere kunnet fortie disse ting. For intet menneske bliver sikker i sin salighedssag ved nogen biskoppelig gave, da han jo ikke engang bliver forsikret derom ved indgydelse af den guddommelige nåde. Apostelen byder os tværtimod altid at arbejde på vor frelse med frygt og bæven, og også den retfærdige blive frelst med nød og næppe. Endelig er vejen, som fører til livet, så snæver, at Herren ved profeterne Amos og Zakarias kalder dem der frelses, for brande, der rives ud af ilden, og alle vegne betoner Herren frelsens vanskelighed.

Men hvordan tør de da ved disse falske fabler og løfter om tilgivelse gøre folket trygt og frygtløs? For afladen tilfører jo ikke sjælene noget som helst godt med hensyn til frelse eller hellighed men fritager alene for en ydre straf, som fra gammel tid efter kanonisk ret plejer at pålægges sjælene.

Endelig er fromhedens og kærlighedens gerninger uendelig meget bedre end aflad, og dog prædiker de ikke om disse med sådan pragt eller iver. Nej for afladens skyld, som skal prædikes, tier de om disse, medens det dog er alle biskoppers fornemste og eneste pligt at sørge for, at folket lærer evangeliet og Kristi kærlighed. Intet steds har Kristus foreskrevet at prædike aflad, men har eftertrykkelig befalet, at evangeliet skal prædikes. Hvilken skændsel er det derfor, og hvor stor fare for en biskop, hvis han tillader, at man med fortielse af evangeliet blot larmer om afladen. For det ham betroede folk og bekymrer sig mere om den end om evangeliet! Mon ikke Kristus vil sige til sådanne: ”I sier myggen fra, men sluger kamelen.”

Hertil kommer, højærværdigste fader i Herren, at i kommissærernes instrukser, som er udgivet under jeres høje navn, siges det – uden tvivl uden jeres vidende og uden accept fra jer, højærværdigste fader – at en af de fornemste nådeydelser er denne Guds uvurderlige gave, hvorved mennesket forsones med Gud, og alle Skærsildens straffe ophæves. Ligeledes at hjertets anger ikke er nødvendig for dem, der køber sig aflad eller skriftemålsprivilegier.

Men hvad andet skal jeg gøre, højærværdige biskop og kurfyrste, end at bede jer ved vor Herre Jesus Kristus om at værdige sagen jeres faderlige omsorg og opmærksomhed og ganske at fjerne denne lille vejledning og pålægge afladsprædikanterne en anden prædikemåde, for at der ikke til sidst skal fremtræde nogen anden og i offentliggjorte bøger gendrive både disse prædikanter og instruksen til største vanære for jer, ædle Højhed. Jeg afskyer at tænke på, at dette skulle ske, og dog må jeg befrygte, at det vil komme, hvis der ikke snarlig rådes bod derpå.

Denne min ringheds tro tjeneste beder jeg, at Deres ædle Højhed vil behage at optage på fyrstelig og biskoppelig vis, dvs. med største mildhed, ligesom jeg har ydet den af et aldeles tro og hengivent hjerte. For også jeg er et får af Deres hjord. Vor Herre Jesus bevare Deres højærværdighed i evighed, amen.

Wittenberg, allehelgensaften 1517.

Hvis det måtte behage Deres Højhed, kan De tage mine vedlagte stridssætninger i øjesyn og deraf erkende, hvor tvivlsom og uvis opfattelsen af afladen er, uagtet disse prædikanter indbilder sig, at den er aldeles vis.

Deres uværdige søn

Martin Luther, augustiner, beskikket doktor i teologien.

________________

7. Til Spalatin.

Wittenberg, før den 11. november 1517.

Luther sender på forlangende en satirisk dialog af Erasmus, hvis udbredelse han dog ikke ønsker. Han vil ikke, at man skal tro, at hans teser er udgivet på befaling af kurfyrsten eller med hans accept.

Til min udmærkede ven i Kristus, den lærde Georg Spalatin, fyrstelig ”hyperaspes” [græsk: vogter] på slottet.

Jesus.

Fred og velsignelse. Min kære Spalatin, egentlig havde jeg foresat mig ikke at låne denne dialog [af Erasmus] til nogen. Hertil har jeg ingen anden grund, end at den er skrevet så behageligt, så lærd, så åndrig (dvs. så ganske erasmisk), at den tvinger til at le og drive spas med Kristi kirkes brøst og jammer, over hvilke dog snarere alle kristne burde klage og sukke hjerteligt til Gud. Men siden du har forlangt den, så har du den nu her, læs den og brug den, og send mig den så tilbage!

Mine teser har jeg ikke villet skulle komme vor høje fyrste eller nogen anden ved hoffet i hænde, før de, som mente sig omtalte deri, havde set dem. De skulle nemlig ikke tro, at jeg havde udgivet dem på befaling af kurfyrsten eller med hans accept imod Magdeburgerbispen, hvad jeg hører, at der allerede drømmes om af nogle. Men jeg kan nu bevidne, at de er udgivet uden kurfyrste Frederiks vidende. En anden gang skriver jeg om andre ting, fordi min tid er nu yderst optaget. Lev vel!

Vort kloster.

Broder Martin Eleutherius [græsk: frihed, befrieren], Augustin. Wittenberg.

Du skriver til mig om en klædning, som fyrsten har lovet mig. Jeg ville gerne vide, hvem han har overdraget at besørge den.

________________

8. Til Spalatin.

Wittenberg, 18. januar 1518.

Luther besvarer Spalatins spørgsmål, om den bedste måde at studere Den Hellige Skrift:

1. Mistvivl om dine egne evner og bed om Guds hjælp.

2. Læs Bibelen kronologisk, så du får fat i det historiske forløb.

3. Brug en god kommentar, der viser dig Kristi nåde.

Luther fremhæver her især Augustin og fraråde Hieronymus (og Erasmus).

Til Georg Spalatin, min grundretskafne ven, Kristi sande discipel og min broder osv.

De oplysninger, som du hidtil har forlangt af mig, min bedste Spalatin, har jeg evnet eller dristet mig til at give. Men når du nu forlanger vejledning til gennemforskning af Den Hellige Skrift, så kræver du noget, der ligger langt over mine kræfter, fordi jeg ikke selv kan finde en fører på dette vanskelige område. For herom tænker enhver sit, og det gælder netop også om de lærdeste og mest begavede. Her har du en Erasmus, der åbent tillægger Hieronymus denne betydning i teologi og kirke og alene vil lade ham gælde.

Hvis nu jeg fra min side spiller Augustin ud imod ham, så vil man let finde min afgørelse urimelig og mistænkelig, ikke alene fordi jeg tilhører Augustins orden, men også på grund af det udbredte og allerede længe godkendte udsagn af Erasmus, gående ud på, at det ville være den største skamløshed, om nogen ville sammenligne Augustin med Hieronymus. Også andre lærde har deres egen anskuelse om denne sag.

Jeg selv drister mig ikke i betragtning af min ringe viden og min ringe begavelse til over for så kyndige dommere at opstille en egen opfattelse. Og endelig plejer jeg altid over for dem, som enten med forsæt hader den sande videnskab eller af dovenskab er uvidende om den – og sådan er de alle! – at fremhæve Erasmus og rose ham af al magt. Jeg vogter mig af al kraft og med al flid for at udplapre de ting, hvori jeg er uenig med ham, for at intet ord af mig skal bestyrke deres misstemning imod ham.

Hvor meget der nu end er hos Erasmus, som synes mig at være Kristi erkendelse ganske uvedkommende, hvis jeg skal dømme som teolog og ikke som humanist, så har dog selveste Hieronymus, hvis ros Erasmus så højlydt forkynder, overhovedet ikke set og udsagt noget, som vidner om større lærdom og genialitet. Og hvis du gør nogen anden bekendt med denne min dom om Erasmus, så må du vide, at du har krænket venskabets love. Denne påmindelse giver jeg dig med fuldt overlæg. Som du véd, er der mange, som med al flid søger enhver lejlighed til at håne den sande videnskab. Hold derfor mine ord hemmelig, og skænk mig ikke engang tiltro, før du selv gennem din læsning har prøvet sagen. Men vil du endelig afpresse mig en udtalelse om min egen metode, så vil jeg slet intet dølge for dig, da du er min kæreste ven, men stiller dog den betingelse, at du ikke følger mig uden egen prøvelse.

For det første er det da det visseste af alt, at man ikke kan trænge ind i Den Hellige Skrift blot ved flid og begavelse. Derfor er det din fornemste pligt, at du begynder med at bede og da bede således, at, om det behager Herren at udrette noget ved dig til sin ære, ikke til din egen eller noget menneskes ære, at han så i sin store barmhjertighed vil skænke dig sand indsigt i sit ord. For der gives ingen mester i Guds ord undtagen selve den, der har talt Ordet, som det hedder: ”Alle skal være oplært af Gud” (Joh 6, 45). Derfor må du ganske mistvivle om din flid og ligeså om din begavelse og alene stole på Åndens virkning. Tro mig, det er min egen erfaring. Men har så denne ydmyge mistvivl om din egen evne vundet fodfæste hos dig, så læs Bibelen igennem fra begyndelsen til enden og indprent dig først begivenhedernes gang (hvad jeg dog formener, at du for længst har gjort). Her finder du en udmærket hjælp hos Hieronymus, dels i hans breve, dels i hans kommentarer. Men til at erkende Kristus og Guds nåde (dvs. til en dybere forståelse af det åndelige indhold) er Augustin og Ambrosius langt mere egnede, især fordi Hieronymus alt for meget har ladet sig forlede af Origenes til at allegorisere. Dette ønsker jeg at udtale uanset Erasmus’ dom, for du begærede jo ikke at høre hans, men min egen mening.

Hvis min læreplan tiltaler dig, så skulle du begynde med at læse Augustins skrift: ”Om ånd og bogstav”, som vor uforlignelig flittige Karlstadt har udgivet med fortræffelige forklaringer, derefter skriftet ”Imod Julian”, ligeledes det imod pelagianernes to breve. Føj dertil Ambrosius’ skrift om alle folkenes kaldelse, som vel efter stil og ånd og tidsregning må tilhøre en anden end Ambrosius, men dog er fuldt af lærdom. Det øvrige må komme senere, når du har fundet glæde heraf, og så vil du tilgive min dristighed, hvormed jeg har vovet på så vanskeligt et område at fremføre min lære, der afviger fra så fremragende mænds anskuelser.

Erasmus’ forsvarsskrift skal jeg sende dig. Jeg beklager højlig, at en så vældig strid er blusset op mellem videnskabens største fyrster. Erasmus er jo langt den ypperste, og han taler bedst, men han er også rigelig bitter, selv om han gør sig megen umage for at bevare venskabet.

Lev vel, min Spalatin!

Vort kloster på Skt. Priscas dag 1518, den samme dag, hvorpå du skrev til mig.

Broder Martin Eleutherius.

________________

9. Til Spalatin.

Wittenberg, 15. februar 1518.

Gode gerninger må ske i mistvivl om sig selv og i tillid til Gud – skriver Luther.

Han giver samtidig sin personlige opfattelse af afladen.

Til min Spalatin, den bedste blandt mine venner. Fred og velsignelse. Hvad du har skrevet, ja foreskrevet mig, bør jeg gøre, og det gør jeg nu, min bedste Spalatin, så at jeg gennem dig takker vor høje kurfyrste for den udmærkede og aldeles fyrstelige gave af vildt, som han har skænket vore nye magistre, og jeg har sagt det til dem alle, at gaven kom fra kurfyrsten. Men især og mest har jeg glædet mig over vor milde fyrstes sind, som han så venligt har lagt for dagen ved sin gave, fordi også mennesket elsker en glad giver.

[Gode gerninger må ske i mistvivl om sig selv og i tillid til Gud]

Du har atter tilføjet to småspørgsmål. Det ene er hvilket sind, hvilke tanker, den bør have, som vil ofre eller gøre de andre fromme gerninger. Jeg svarer kort: både mistillid og tillid bør man altid have ved enhver gerning. Mistillid med hensyn til sig selv og sit værk, tillid derimod for Guds og hans barmhjertigheds skyld. For således siger Ånden: ”Herren glæder sig over dem, der frygter ham, og som venter på hans trofasthed.” (Sl 147, 11). For en vis frygt er begyndelsen til mistillid.

Og for at jeg skal tale tydeligt: så ofte som du vil ofre eller gøre anden god gerning, skal du vide uden nogen som helst tvivl og med fast overbevisning, at en sådan gerning aldeles ikke kan behage Gud, hvor stor og god den end har været, og hvor meget den så har kostet dig, men er kun værdig til at forkastes. Derfor skal du først være din egen dommer og anklage dig selv tillige med gerningen som sådan og bekende det for Gud. En sådan bekendelse og selvanklage vil, fordi den kommer af frygt for den Guds dom, for hvilken ingen gerning kan bestå, bevirke, at den bliver velbehagelig. Eller rettere ikke så meget gerningen som denne anklage over den behager Gud, så at Gud snarere har foreskrevet os gode gerninger for at give os lejlighed til således at anklage os selv og frygte ham, end at han skulle have den tjeneste for øje, som vi dermed yder ham. Således siger Salmen: ”Før ikke sag mod din tjener, for intet menneske er retfærdigt over for dig.” (143, 2). Oh, denne så længe oversete, ukendte forklaring på retfærdigheden! Hvad er retfærdighed? Det er selvanklage. Hvem er retfærdig? Den, som anklager sig selv. Hvorfor? Fordi han foregriber Guds dom og dømmer det samme, som Gud dømmer, nemlig sig selv. Derfor samstemmer han med Gud i alt og stemmer overens med hans dom, hans vilje, og dermed er han sanddru, retfærdig osv. Således siger Skt. Augustin i sin ”Bekendelse” 9. bog: ”Ve menneskers liv, hvor rosværdigt det end er, hvis det dømmes, uden at barmhjertigheden fælder dommen.” Således vil Augustin lære dig, at alle hellige er syndere. Derfor, når du således mistvivler om dig selv, og ydmygt har bekendt dette for Herren, da kan du, bør du uden betænkning gøre regning på hans barmhjertighed. For ikke mindre synder den, der mistvivler om hans barmhjertighed end den, som stoler på sine gerninger. Han vil, at vi forud skal fortrøste os til ham og ganske fortvivle med hensyn til os selv og vort eget. Når han fordum i Moseloven talte i billeder og foreskrev, at man ikke må tage en møllesten, hverken den nedre eller den øvre kværnsten i pant, så betyder det, at fra synderen skal man hverken fjerne håbet eller frygten, men de skal være ligesom de to møllesten, mellem hvilke sjælen knuses. Således var den salige Job bange for alle sine gerninger. Og i Ordsprogene hedder det: ”Salig det menneske, der lever i ærefrygt.” Altså er din gerning god i samme grad, som du forud griber Guds barmhjertighed og mistvivler om din egen gerning. For da er det ikke mere dig, som virker for din egen ære, men Gud, som virker i dig for sin ære. Her drejer det sig kun om dette, at hans barmhjertighed må forherliges i os, derimod ikke at vi skal opblæses imod Gud af vore gerninger. Og dette er den bedste og eneste og sidste mening med alle og alt.

[Om afladen og de 95 teser]

Dit andet spørgsmål var om afladens kraft, og hvad den formår. Denne sag ligger endnu i det uvisse, og mine stridssætninger [De 95 teser] herom omtumles endnu mellem bespottelserne. Dog vil jeg sige to ting. Det første er kun for dig alene og vore venner, indtil sagen bliver offentliggjort: for mig synes nutidens aflad ikke at være andet end sjælebedrag, og jeg mener, at den er ganske unyttig undtagen for de dovne, som snorksover på Kristi vej. Om end vor Karlstadt ikke deler denne anskuelse, så står det dog fast for mig, at den intet fører til. For at få dette bedrag fjernet har jeg af kærlighed kastet mig ind i denne farefulde strids labyrint og har hidset alle de værste uhyrer op imod mig.

Det andet, jeg ville sige om afladen, hersker der ingen tvivl om, idet både mine modstandere selv tvinges til at indrømme, og hele kirken vedgår, at almisse og hjælpsomhed er uden sammenligning bedre end aflad. Lad det derfor være mit råd til dig, at du ingen aflad køber, så længe du finder fattige og trængende medmennesker, hvem du kan give, hvad du ville anvende på aflad. Handler du anderledes, så er jeg undskyldt, og du må selv tage ansvaret. Jeg nærer ingen tvivl om, at den, som forsømmer sin næste for at købe aflad, fortjener Guds vrede.

Men du vil få mere herom at se, så snart jeg, om Gud vil, får udgivet beviserne for mine teser. For dertil tvinges jeg af disse mennesker, som er mere uvidende end uvidenheden selv. De udråber mig som en kætter i alle deres prædikener, ja de raser i den grad, at de for min skyld forsøger at bringe Wittenbergs universitet i vanry som kættersk. Jeg anstrenger mig meget mere for at holde mig selv i tømme, at jeg ikke skal foragte dem, end jeg lægger an på at triumfere over dem. For de er i den grad blottede for human og teologisk dannelse, at man i kampen mod dem udsætter sig for den største vanære, og dog afføder selve deres uvidenhed en utrolig dristighed, som om deres pande var mere end kobberforhudet. Men de er stolte alene af deres egne spøgelsers og genfærds skygger, hvoraf de er i den grad opfyldt, og – hvis jeg skal anslå deres egen toneart – sådanne rene uvæsener, at man må ganske fortvivle over deres forbedring.

Kun dette ene vil jeg, du skal vide, at jeg lider forfærdeligt, fordi disse ordgydere selv, som kun kan råbe og skrige, og mange andre med dem, har fundet på en ny krigslist og snakker alle vegne op om, at jeg kun går vor høje kurfyrstes ærinde. Som om jeg af ham var blevet tilskyndet til at lægge ærkebiskoppen af Magdeburg for had. Jeg beder dig, råd mig selv til, hvad har vi at gøre, om man skal gøre kurfyrsten bekendt dermed? Det gør mig så inderlig ondt, at han skal mistænkes for min skyld, og det fylder mig med frygt og forfærdelse, at jeg skulle blive årsag til splid mellem så store fyrster.

Jeg vil gerne finde mig i, at kurfyrsten tilbyder at lade mig møde til disputats eller for en ret (kun at der gives mig offentligt lejde), blot for at de ikke indblander den uskyldige fyrste i hadet imod mig. Det er dog ret en uhyrlig menneskerace og et lysfjendtligt mørkets folk! Johannes Reuchlin har de da fundet hinsides tre provinser og mod hans vilje ført ham tilbage. Mig derimod, som står lige uden for deres dør og indbyder og beder dem om at høre, mig foragter de og snakker i krogene om, hvad de indser ikke at kunne forsvare. Men lad det nu være nok! Lev vel og tilgiv min lange skrivelse og mine mange ord. Det er jo til en ven, at jeg har talt.

Vort kloster, 15. februar 1518.

Broder Martin Eleutherius, augustiner.

________________

10. Til Johan Lang.

Wittenberg, 21. marts 1518.

Efter en kort indledning om et skrift af Karlstadt og hans sygdom, fortæller Luther om sine modstanderes rasen imod ham, og at man derfor har frarådet ham rejsen til Heidelberg, som han alligevel vil foretage, og om studenternes opbrænding at Tetzels modteser.

Til den højærværdige Johan Lang, licentiat i teologien, forstander for Augustiner-eremitterne i Erfurt.

Fred og velsignelse! Højærværdigste fader! Jeg har sendt dig nogle ark af Karlstads forklaring af Augustins skrift om ”Ånd og bogstav”, tilligemed nogle, som var bestemt for andre. Dog mindes jeg ikke, hvor mange, og for hvem de var bestemt. Har du modtaget alt, må du være i besiddelse af ni. I modsat fald skal jeg udfylde det manglende efter din angivelse. Trykningen er nemlig nået frem til det niende, for dr. Karlstadt var sengeliggende og er det endnu af feber og måtte afbryde arbejdet, som endnu hviler.

Afladskræmmerne tordner således imod mig fra deres prædikestole, at de ikke kan finde gruelige skældsord nok. De tilføjer trusler og lover folket, nogle, at jeg inden fjorten dage, andre, inden en måned ganske bestemt skal blive brændt. Endvidere udgiver de stridsartikler imod mig, så jeg må frygte, de snart vil briste af harme og forbitrelse. Endelig fraråder man mig fra alle sider at rejse til Heidelberg, for at de ikke skal fuldbyrde med baghold, hvad de ikke kan sætte igennem med magt. Men jeg vil dog fyldestgøre lydighedens pligt og rejse til fods over Erfurt, om Gud vil, men vent mig ikke, for jeg vil næppe kunne tage af sted før en uge efter påske. Vor fyrste, som er vort grundige studium af teologien meget gunstig, har uopfordret med stor iver taget mig og Karlstadt i beskyttelse og vil på ingen måde tillade, at de lokker mig til Rom. Det véd de godt og ærgrer sig frygtelig derover.

Men for at du dog skal være underrettet derom, hvis du har hørt noget om opbrændingen af Tetzels teser og for at ingen skal gøre sagen til mere end den er, som det sædvanlig sker, så er historien følgende: Studenterne, som er meget kede af det gamle filosofiprægede studium og meget ivrige for studiet af Den Hellige Bibel og vel også har nogen forkærlighed for mig, havde fået at vide, at der var kommet en mand hertil fra Halle, sendt af Tetzel, som er forfatter til disse teser. De gik da straks til denne mand og skræmte ham, fordi han vovede at komme med sådanne ting. Nogle købte en del eksemplarer af ham, andre rev dem fra ham, og hele resten, næsten 800, brændte de, efter at de forud havde udråbt og bekendtgjort, at hvis nogen ville være med ved opbrændingen og begravelsen af Tetzels teser, måtte de møde på torvet kl. 2, og det uden at fyrsten, rådet, rektor og alle vi andre vidste noget om det. Det mishager virkelig mig og alle, at manden så groft er blevet forurettet af vore. Jeg er uden skyld, men frygter, at det hele skal blive tilregnet mig. Alle vegne snakkes der om det, men alt for stor, om end ikke uretfærdig, er harmen hos vore modstandere. Hvad der vil ske, véd jeg ikke, kun at faren for mig er vokset desto mere.

Dr. Conrad Wimpina bliver af alle udgivet som forfatter til disse modteser, og jeg har anset dette for sikkert. Derfor sender jeg dig et eksemplar, som blev reddet fra ilden, for at du kan se, hvordan de raser imod mig. For øvrigt går det godt fremad med vort universitet, så at vi håber i nærmeste fremtid at få forelæsninger i begge, ja i alle de tre gamle sprog og over Plinius, matematik, Quintilian og nogle andre udmærkede emner, efter at de unyttige forelæsninger over Petrus Hispanus, Tartaretus og Aristoteles er afskaffet. Og denne sag behager også kurfyrsten og er for tiden til behandling i hans råd. Anbefal mig til fædrene og brødrene, jeg lader fader magister Using hilse og ligeså fader magister Johan Nathin.

Wittenberg, Skt. Benedicts dag (21. marts), 1518.

________________

11. Til Spalatin.

Coburg, 15. april 1518.

Munter beretning om rejsen til Heidelberg.

Til min Georg Spalatin, Kristi præst og fyrstelig bibliotekar i Wittenberg, min broder i Kristus.

At aflevere til magister Spalatin i Wittenberg.

Fred og velsignelse. Jeg antager, at vor ven Pfeffinger har fortalt dig alt, hvad vi talte sammen om, da jeg mødte ham i byen Judenbach. Blandt andet var også det mig en opmuntring, at jeg her fik lejlighed til at gøre den rige mand nogle skillinger fattigere. Du véd jo, hvor kært det er mig at falde rige folk til byrde, når det kan lade sig gøre, især da, når det er gode venner. Således lykkedes det mig at få ham til at betale frokosten også for mine to fremmede medrejsende, til sammen for os alle ti groschen. Og også her i Coburg skal jeg, om muligt, få vor nådige fyrstes rentemester til at betale for os, fordi vi, hvis han ikke vil, alligevel lever på kurfyrstens bekostning.

Endnu har jeg rigtignok ikke set manden, og jeg véd heller ikke, om jeg får ham at se. Da vi kom om aftenen og var meget trætte, lod vi et bud bringe ham et brev. Men han er selv sent gået op på fæstningen og er endnu ikke vendt tilbage. Jeg véd ikke, hvordan han vil stille sig, måske er han for optaget til, at han kan drage omsorg for os. Dernæst erindrer løberen Urbanus godt nok, at det er betroet ham at gå med os til Würtzburg. Derfor hvad enten førstnævnte kommer hjem eller ikke, fortsætter vi i morgen vor rejse, om Gud vil give lykke til.

Alt andet er ved Guds nåde i orden, undtagen at jeg må tilstå, at det var en fejl af mig at foretage rejsen til fods. Men da angeren er fuldkommen og rigelig fyldestgørelse er pålagt mig, behøves der ingen afløsning ved aflad. Umådelig træt er jeg, og ingen steder kan man få kørelejlighed, og således er da min anger og fyldestgørelse overstrømmende, alt for stor, mægtig og tilstrækkelig.

Hidtil er jeg forblevet ukendt af alle, medmindre Pfeffingers nærværelse forrådte mig, men også i Weissenfels har en mig ganske ubekendt præst kendt mig og beværtet mig udmærket. For han er magister fra Wittenberg. Andet har jeg ikke at skrive nu, uden at du må bede til Gud for mig og hilse den højærværdige fader Jakob og hans gigt. Lev vel!

Coburg, torsdag eftermiddag kl. 5, 1518.

Broder Martin Eleutherius.

________________

12. Til Johan Eck, professor i teologien i Ingolstadt.

Wittenberg, 19. maj 1518.

Brevets overskrift står i stærk modsætning til brevets indhold, hvor Luther frakender Eck virkelig teologisk lærdom og afslører hans troløshed som ven.

Som svar på Eck angreb i skriftet ”Obelisker” sender Luther sit ”Asterisker”.

Til den højlærde teolog og filosof Johan Eck, prokansler ved universitetet i Ingolstadt og kannik i Eichstädt, min særlige ven.

I min besiddelse er en bog med titlen ”Obelisker”, hvori du har forsøgt at gøre det af med mine teser om afladen. Dette er altså beviset på det trofaste venskab, som du fra din side har tilbudt mig, beviset på den kristelige kærlighed, hvormed vi hellere skal formane en broder end anklage ham. Hvordan skulle den mistanke i min enfoldighed være opstået hos mig, at du, som stillede dig så smukt og broderligt over for mig, havde i sinde at falde mig i ryggen. Men også du har opfyldt skriftordet: ”Han taler venligt med sin næste, men har hjertet fuldt af ondskab.” [Sl 28, 3]. Jeg véd, at noget sådant ville du ikke ønske dig fra min side, og dog har du kunnet gøre det imod mig. Giv agt på, hvad din samvittighed tilhvisker dig derom! Jeg er forbavset over, at du alene har kunnet have den uforskammethed at dømme om mine sætninger uden at kende og forstå dem. Denne uforskammethed beviser fuldt, hvordan du indbilder dig at være den eneste, der forstår sig på teologien, hvordan du ikke alene mener at turde med rette stille din egen mening over enhver anden, nej, hvordan du, selv når du ikke har forstået noget deraf, dog anser det for at være tilstrækkelig grund for din fordømmelse, at det ikke har tiltalt hr. Eck. Tillad dog i det mindste, at Gud endnu lever og hersker!

Imidlertid vil jeg ikke forsøge lange forhandlinger med dig, da du er fuld af raseri imod mig. Kun dette: Jeg sender dig en bog, ”Asterisker”, som jeg har skrevet imod din ”Obelisker”, og hvoraf du skal se og erkende din ukyndige anmasselse. Men for ikke at træde din ære for nær og gengælde dig lige for lige, har jeg ikke ladet den trykke, men sender dig den som manuskript. Jeg sender den kun til den ven, gennem hvem jeg har fået din ”Obelisker”, for at du atter skal få mine ”Asterisker” fra ham. Havde jeg villet offentliggøre den, ville jeg have skrevet med mere omhyggelighed og selvbeherskelse, men måske da også skarpere imod dig. Hvis du derefter fremdeles tror på din snak, velan, så skriv igen, og jeg skal imødegå dig med ikke mindre tro.

Måske sker det da, at heller ikke jeg skåner dig mere, skønt Gud véd, hvor langt hellere jeg så, at du ville besinde dig. Hvis du støder dig på noget hos mig, burde du jo også først sige mig det i fortrolighed, som du burde vide, det sømmer sig for en teolog. For enhver skøge ville i sin smule vrede have kunnet udgyde de selv samme forbandelser og uforskammetheder, som du har udgydt over mig, og som du endnu er så langt fra at fortryde, at du endog praler deraf og mener at have handlet ret. Afgørelsen ligger nu altså i din hånd. Jeg vil ikke krænke kærligheden, men på den anden side tager jeg også, om du vil det således, med glæde angrebet op, da du jo med hensyn til teologi højeste kun har lært den skolastiske teologis ydre side, dens skaller. Hvad du vil opnå over for mig, vil du få at se, hvis du foretrækker striden for freden og det blinde had for kærligheden. Men Gud give dig ligesom mig selv god forstand og lade det gå os begge vel. Du ser, at også jeg føler mig krænket og dog nedlægger våbnene, ikke fordi jeg er bange for dig, men fordi jeg frygter Gud. Efter dette pådrager jeg mig ingen skyld, om jeg tvinges til at forsvare mig offentligt. Dog vil jeg føre god tale nu: lev vel!

Wittenberg, 19. maj 1518.

________________

13. Til Johan Staupitz.

Wittenberg, 30. maj 1518.

Luther sender sine håndskrevne ”Resolutiones”, som er forklaringerne til hans afladsteser, som først blev offentliggjort i august. Han beder Staupitz om, at sende dem videre til paven (jfr. følgende brev).

I indledningen udfolder han bodens betydning, som Staupitz først havde gjort ham opmærksom på. Han slutter med at udtale sin heltemodige overgivelse i sin forestående skæbne.

Til min højærværdige og sande fader, Johan Staupitz, professor i den hellige teologi, Augustinerordenens vikar, fra disciplen Martin Luther. Mine gode ønsker og mig selv!

Jeg mindes, høj ærværdige fader, iblandt dine livsalige ord, hvormed den Herre Jesus plejer så vidunderligt at trøste mig, at talen engang faldt på ordet ”bod” (poenitentia). Fulde af medynk med mange samvittigheder og med disse plageånder, som lærer en såkaldt skriftemålsmetode med endeløse og uudholdelige forskrifter, lød det til os som fra Himlen selv, det ord af dig, at boden ikke er sand, hvis ikke den udspringer af kærlig til retfærdigheden og Gud. Hvad man anser for bodens fuldendelse, er snarere dens begyndelse.

Dette dit ord satte sig fast i mig ligesom en helts skarpe pil, og jeg begyndte derefter at sammenholde det med Skriftens udsagn om boden. Og se, jeg fornemmede ligesom den lifligste musik, alle vegne blev der et sammenspil mellem ordene og min sjæl, og de tilsmilede helt din sætning og sprang den i møde, så intet ord klinger sødere og kærere for mig end ordet ”bod”. Tidligere var der næsten ikke noget bitrere ord i hele Skriften end netop dette ord (selv om jeg med al flid også for Gud simulerede og forsøgte at udtrykke en indbildt og tvungen kærlighed dertil). Så liflige bliver Guds bud os, når vi forstår, at de ikke først og fremmest skal læses i bøger, men i vor kære frelsers sår.

Hertil kom senere, at jeg ved de udmærkede lærdes flid og venlige hjælp, som er vore lærere i græsk og hebraisk, har lært, at det samme ord på græsk hedder ”metanoia”, som er sammensat af ordene ”meta” som betyder ”efter” og ”nous” som betyder ”sind”, så bod eller metanoia betyder selvbesindelse: En indrømmelse af sin synd efter at man har modtaget dommen og erkendt sin forvildelse, noget som er umuligt uden at der sker en forandring i ens følelser og kærlighed. Alt dette stemmer så godt med Paulus’ teologi, at Paulus i det mindste efter min mening ikke kan forklare noget tydeligere.

Desuden er jeg nået til at se, at ordet ”metanoia” ikke blot kan betyde ”efter-sind”, men også (om end kun tvungent) ”igennem-sind” eller på den anden side af sindet, så ordet betyder en forandring af sind og følelse. Det beskriver ikke alene en sindsforandring, men synes også at antyde måden, hvorpå den sker, nemlig ved Guds nåde. For denne overgang i sindet, som altså er den helt sande bod, er meget hyppig i Den Hellige Skrift. Både den gamle jødiske påskefest hentyder til det, og Kristus fremstiller den, og også Abraham var længe forud et billede på den, da han begyndte at kaldes en gennemganger, en hebræer. Han blev jo flyttet til Mesopotamien.

Idet jeg grundigt overvejede dette, vovede jeg at mene, at det er falske lærere, som tillægger bodens gerninger så megen betydning, at der næsten ikke bliver andet tilbage af boden end nogle kolde fyldestgørelser og det meget pinlige skriftemål. De lod sig vildlede af den latinske oversættelse, fordi ”at gøre bod” lyder mere af en handling, altså af gerninger, end af følelsernes forandring, og grundtekstens græske ord blev på ingen måde tilgodeset.

Da nu mit hjerte glødede af disse tanker, se, da var det, at det pludselig begyndte at larme omkring os. Det genlød af de nye afladstrompeter og larmede med hornsignaler om eftergivelse, uden at vi dog derved opflammedes til den rette kampiver. Kort sagt, ved at foragte den sande bodslære kastede de sig således over forherligelsen ikke af boden, ikke af dens ringeste del deraf, som kaldes fyldestgørelse, men over eftergivelsen af den dels ringeste del. Aldrig før har man hørt en sådan forherligelse. Endelig lærte de ugudelige og falske og kætterske lærdomme med en sådan myndighed (”frækhed” ville jeg sige), at hvem der blot mukkede derimod, ville straks være blevet kastet på bålet som kætter og erklæret skyldig til evig forbandelse.

Da jeg for min del ikke evnede at stanse disse menneskers raseri, besluttede jeg at vise min uenighed på en mere beskeden måde og nøjes med at drage deres lærdomme i tvivl. Jeg stolede på kirkens og alle dens læreres anskuelse, at fyldestgørelse er bedre end at slippe for fyldestgørelse ved at købe aflad. Der er heller ingen, som nogensinde har ført anden lære. Derfor har jeg disputeret, og derved har jeg til ulykke for mig selv og fare for mit liv ophidset al verden, både middelstanden og høje og lave, så vidt det kunne iværksættes af disse pengejægere (ak, man skulle snarere sige ”sjælerøvere”). For da disse rare fyre, som er udrustede med den værste snuhed, ikke kan benægte, hvad jeg har sagt, så opdigter de, at pavens myndighed krænkes ved mine disputatser.

Dette er nu den sag, ærværdige fader, for hvis skyld jeg med fare for mig selv træder offentlig frem. Jeg som altid har elsket at sidde i en krog, idet jeg foretrækker at være tilskuer til det overmåde skønne skuespil, som vor tids højt begavede mænd opfører, frem for selv at beskues og blive udlet. Men nu må, som jeg ser, også ukrudtet lade sig se imellem kålen og det sorte lade sig se mellem det hvide, for at dette kan tage sig desto værdigere og smukkere ud.

Jeg beder derfor, at du venligst vil modtage denne min ubehjælpsomme skrivelse og, så vidt ske kan, sende den videre til pave Leo, for at den kan tjene mig som forbøn og forsvar hos ham imod mine ondskabsfulde fjenders rænker. Dermed ønsker jeg ikke at bringe dig i lignende fare. Hvad jeg foretager i denne sag, ønsker jeg gjort alene på eget ansvar. Kristus må se til, om hvad jeg har sagt, er hans sag eller min, han, uden hvis vilje og vink hverken pavens tunge har magt over sine ord, ej heller kongens hånd magt over hans hjerte, for af ham venter jeg dommen udtalt fra den romerske stol.

For øvrigt har jeg intet andet svar på disse mine venners trusler end ordet af Reuchlin: ”Den, som er fattig, frygter intet, kan intet tabe.” Jeg hverken har eller ønsker noget. Har jeg haft godt navn og ære, så får nu den blive ved at gøre det til intet, som har begyndt derpå. Det eneste, jeg har tilbage, er dette svage og af idelige besværligheder trætte legeme, hvis liv de måske kun forkorter med en time eller to, hvis de (Gud til en dyrkelse) tager det med vold eller svig. Jeg har nok i min kære genløser og forsoner, min Herre, Jesus Kristus, hvem jeg vil lovsynge, så længe jeg er til. Men hvis nogen ikke lovsynger ham sammen med mig, hvad vedkommer det mig? Lad dem hyle i deres eget selskab, hvis det behager dem bedre. Den Herre Jesus selv bevare dig i evighed, min mildeste fader.

Wittenberg, trinitatis søndag, 1518.

________________

14. Til pave Leo den Tiende.

Wittenberg, 30. maj 1518.

Luther sender paven sine ”Resolutiones”, dvs. forklaringerne til teserne om afladen.

Han underkaster sig paven ydmygt og forsikrer om sin ubetingede tillid til hans retfærdighed og sandhedskærlighed.

Til den allerhelligste fader, Leo X, pave, med ønsket om evig frelse fra Broder Martin Luther, Augustiner.

Jeg hører, allerhelligste fader, at der går meget slemme rygter om mig, hvoraf jeg forstår, at visse venner har gjort mit navn stinkende for jer og jeres omgivelser, som om jeg anstrenger mig for at nedsætte nøglemagtens myndighed. Man anklager mig som kætter, frafalden, troløs og med utallige smædenavne. Mine ører forfærdes, og mine øjne står stive af forbavselse, men min frimodigheds eneste værn rokkes ikke: en uskyldig og rolig samvittighed. Heller ikke er det noget nyt, jeg hører. For med sådanne udmærkelser er jeg også blevet hædret her i landet af disse sanddru hædersmænd med deres mere end onde samvittighed. De søger at vælte deres egne skurkestreger over på mig og at besmykke deres skændsel med min skændsel. Men sagens virkelige sammenhæng vil du, allerhelligste fader, nu nådigst høre af mig, om end jeg kun taler dårlig for mig og mangler dannelse.

I de lige foregående dage er man begyndt at prædike den apostolske aflads jubelår, og det har taget sådan overhånd, at disse prædikanter, som mente at turde vove alt under beskyttelse af dit navn, har vovet offentligt at lære de mest ugudelige og kætterske lærdomme til største forargelse, til hån og spot for den kirkelige øvrighed, som om bestemmelserne om misbrug af afladshandelen ikke vedrørte dem. Og ikke tilfredse med at udgyde denne gift med de dristigste ord har de oven i købet også udbredt småbøger blandt menigmand, hvormed de – for nu ikke at tale om deres umættelige og uhørte pengebegærlighed, hvoraf næsten hver tøddel deri stinker groft og ilde – fastslår de samme ugudeligheder og kætterier. De har gjort det således, at de med ed forpligter skriftefædrene til med al troskab og flid at indprente folket de samme løgne. Jeg taler sandhed, og ingen af dem kan benægte det, for bøgerne er der, og de kan ikke fralægge sig noget. Deres forehavende havde de også held med, og folk udsugedes med lutter falsk trøst, og som profeten siger: ”De flår huden af folk og kødet af deres knogler” (Mika 3, 2), mens de mæsker sig selv på det rigeligste og behageligste.

Et havde de, hvormed de bragte forargelsen til tavshed, frygten for dit navn, truslen med bål og kætternavnets skændsel. For det er utroligt, hvor behændige de er til at true og skræmme mennesker, også når de har mærket nogen modsigelse mod deres løse snak og opdigtelser, såfremt dette ellers kan kaldes at bringe forargelsen til tavshed og ikke snarere at vække splid, spaltninger i kirken og til sidst oprør.

Men alligevel kom fortællingerne i omløb i boderne om præsternes pengegriskhed, og nøglemagten og pavens myndighed blev ilde omtalt, derom vidner det sprog, der føres over hele landet.

For at bekende sandheden: Mit eget sind blev sat i brand, som jeg selv mener, af nidkærhed for Kristus, eller om man hellere vil, af ungdommelig iver, og dog kunne jeg ikke se, at det kunne tilkomme mig at beslutte noget eller foretage noget i denne sag. Derfor rettede jeg privat en henvendelse til enkelte af kirkens ledere. Nogle hørte på mig, andre lo ad mig, nogle mente et, andre noget andet om mig. For frygten for dit navn og truslen med band var for mægtig. Til sidst, da jeg intet andet formåede, anså jeg det for bedst i det mindste at stå dem imod med lempe, dvs. at vække tvivl, for at deres lære kunne blive drøftet. Derfor lod jeg en plakat trykke med sætninger til drøftelse og indbød alene de lærde, om nogen ville drøfte spørgsmålet med mig. Det fremgår klart og tydeligt af indledningsordene til disse disputatssætninger, hvad da også modstanderne bør kunne se.

Se, det er den brand, som de klager over, har sat hele verden i brand, måske fordi de holder mig alene, som dog ved din apostolske myndighed er lærer i teologien, for uværdig til at disputere på et offentligt universitet. Det er ellers skik og brug ved alle universiteter og i hele kirken, ikke alene om aflad, men også om uden sammenligning højere ting, om guddommelig magt, syndsforladelse, guddommelig barmhjertighed. Dog foruroliger det mig ikke synderligt, at de misunder mig denne adkomst, som din hellighed har indrømmet mig, fordi jeg mod min vilje tvinges til at unde dem langt større ting, nemlig at indblande Aristoteles’ drømmerier i teologien og føre rent forvrøvlede drøftelser om den guddommelige majestæt imod og uden de dem givne evner.

Når netop disse mine teser desuden frem for mine andre og ikke alene mine, men alle læreres, ved en særlig skæbnens magt er båret ud næsten hele jorden, så er det for mig selv et under. De er alene udgivet hos vore folk og alene for deres skyld og udgivet således, at jeg ikke kan tro, at de kan forstås af alle. De er kun sætninger til drøftelse, ikke udformet lære, ikke læresætninger, men som skik er, fremsatte i en ret dunkel og gådeagtig form. Ellers, hvis jeg havde kunnet forudse dette, ville jeg sandelig for min del have sørget for, at de skulle være lettere at forstå.

Hvad skal jeg nu gøre? Tilbagekalde kan jeg ikke og dog ser jeg, at der ved offentliggørelsen er tændt en mægtig forbitrelse imod mig. Ikke gerne træder jeg frem for menneskers offentlige og yderst farefulde og uberegnelige dom. Jeg er en ulærde, ringe begavet, udannet mand, tilmed i denne gyldne tidsalder, hvor videnskab og kunst blomstrer så selv en Cicero, som dog ellers ikke skyede lys og offentlighed, nu næsten måtte skjule sig i en krog, hvis han levede. Men nøden tvinger mig gås til at snadre mellem svaner.

Derfor og for at formilde modstanderne selv og opfylde manges ønsker, hellige fader, så offentliggør jeg nu disse mine ringe forklaringer til mine teser. Jeg udsender dem under beskyttelse og værn af dit navn, for at alle, som vil, må kunne indse, hvor rent og enfoldigt jeg har søgt at hævde og ære den kirkelige myndighed og nøglemagtens værdighed, og tillige, hvor urimeligt og troløst modstanderne har bragt mig i vanry ved så mange smædenavne. For hvis jeg var en sådan, som de ønsker at give mig udseende af, og ikke snarere havde behandlet alle spørgsmål på normal akademisk vis ved at give lejlighed til drøftelser derom, så ville det have været en umulighed for vor ædleste Herre, hertug og kurfyrste Frederik af Sachsen at tillade et så skadeligt og giftigt menneske, som jeg udgives for at være, at undervise ved sit universitet. Han, som frem for nogen anden ynder og elsker den katolske og apostolske sandhed. Og så ville jeg heller ikke være tålt af de andre så alvorlige og nidkære mænd ved vort universitet. Men det er en god sag, jeg fører, siden disse fjendtlige mennesker ikke er bange for åbenlyst at ville påføre mig, men også både kurfyrsten og vort universitet skam og skændsel.

Derfor, helligste fader, kaster jeg mig med alt, hvad jeg er og har, for din helligheds fødder. Fæld dom over mig til liv eller til død, stadfæst eller forkast, giv mig ret eller uret, ganske som det måtte behage dig. Din stemme anerkender jeg som Kristi stemme, der regerer og taler gennem dig. Har jeg fortjent døden, så vægrer jeg mig ikke ved at dø. For jorden og dens fylde er Herrens, som er højlovet i evighed, amen. Han bevare også dig i evighed! Amen.

År 1518.

________________

15. Til Wenzeslaus Link, Augustiner i Nürnberg.

Wittenberg, 10. juli 1518.

Luther vil gerne sende ham sine ”Resolutiones” om afladssætningerne, men de er endnu ikke færdigtrykt. Man advarer ham imod at rejse til Augsburg, men han er ved godt mod. Han udtaler stærke ord om den skæbne, der møder det sande evangelium og dets tjenere. Han omtaler sin prædiken om bandlysningen og et heftigt brev til ham fra Truttfetter.

Til den ærværdige fader, Wenzeslaus Link, teologisk docent og prædikant i eremitbrødrenes kloster i Nürnberg, min kære ven i den Herre Kristus.

Fred og velsignelse. Jeg ville gerne have sendt dig mit skrift med begrundelsen af mine afladssætninger, ærværdige fader, men vor bogtrykker er så langsom, at jeg også selv føler mig meget ked af det over denne forsinkelse. Det er næsten 18 uimodsigelige slutninger, som jeg har forsøgt at udgive. De småtterier, som jeg alene havde udgivet imod Tetzel, spredes da på ny og vidt omkring, hvad jeg ikke selv kunne ønske, da jeg deri alt for meget har rettet mig efter vennernes opfordringer, selv om jeg heller ikke har opfyldt deres ønsker. De andre regner mig min utålmodighed til last, mens jeg dog snarere har drevet spøg deri end ytret vrede. Ønsker du ellers at vide noget nærmere om os, vil dine to Konrader kunne give tilstrækkelig besked.

Vor ordensvikar, Johan Lang, som er her i dag, siger, at grev Albert af Mansfeld har givet ham skriftligt påbud, at han på ingen måde må tillade mig at forlade Wittenberg, fordi nogle stormænd har givet hemmelige ordrer til, at jeg enten skal hænges eller druknes. Jeg er ganske som Jeremias en stridens og tvistens mand, idet jeg daglig forbitrer farisæerne med ”nye lærdomme”, som de siger. Men ligesom jeg er mig bevidst ikke at lære andet end den ægteste teologi, således har jeg også længe forud vidst, at jeg med min prædiken ville blive de helligste jøder en forargelse og de viseste græker en dårskab.

Men jeg håber heri at være Jesu Kristi skyldner, så at han måske siger også til mig: ”Jeg vil vise ham, hvor meget han bør lide for mit navns skyld.” For hvis han ikke siger det, hvorfor har han da ladet mig stå i ordets tjeneste som ganske ubesejret, eller hvorfor har han ikke lært mig at føre anden tale? Men det er nu hans hellige vilje. Jo mere disse truer, desto mere fortrøstningsfuld er jeg: Min hustru og mine børn er der sørget for, mine marker, mit hus og alt, hvad jeg ejer, er beskikket, ære og navn plukkes allerede i stykker, kun et er tilbage, at hvis de tager dette skrøbelige og nedbrudte legeme, så kan de muligvis forkorte mit liv med en time eller to, men min sjæl kan de ikke tage. Jeg synger med Johan Reuchlin: ”Den, som er fattig, frygter intet, kan intet miste, men sidder glad med et godt håb, for han håber at vinde.”

Men jeg véd, at Kristi ord fra verdens begyndelse har været af den art, at den, som vil bære det ud i verden, nødvendigt med apostlene må være beredt på at forlade og fornægte alt og vente døden hver time. Var det ikke således, ville det ikke være Kristi ord. Med døden er det købt, med manges død er det udbredt, ved manges død bevaret, og derfor må det også fremdeles bevares og bringes videre ved manges død. Vor brudgom en nemlig en blodbrudgom. Derfor må du bede om, at den Herre Jesus vil styrke og bevare sin tro synders mod.

Jeg har for nylig holdt en prædiken for folket om bandlysningens kraft, hvori jeg i forbigående har revset dette pak af kirkelige lederes tyranni og uvidenhed. Alle undrer sig over, at de aldrig før har hørt noget sådant. Dernæst venter vi alle på, hvad ondt der herefter skal komme over mig. Jeg har tændt en ny ild, men således virker sandhedens ord, tegnet, som modsiges. Jeg havde villet disputere offentligt om disse ting, men se, rygtet løb forud, og det satte de fleste af de store herrer således i bevægelse, at min biskop over Brandenburg sendte et fornemt bud om, at jeg skulle opsætte denne drøftelse, hvad jeg også har gjort og gør, især også fordi mine venner tilråder det. Se, hvilket uhyre af et menneske jeg er, siden endog blotte forsøg fra min side ikke kan tåles!

Hr. Doktoren fra Eisenach har sendt mig brev fuld af den største nidkærhed (for således bør man hædre en mands glødende lidenskabelighed), endnu krassere end det, som du selv hørte i rådet, på samme måde talte han til mig personlig, da han var ansat i Erfurt. Indtil vanvid føler disse mennesker sig forpinte, fordi de bør blive dårer i Kristus, og om de end er lærere, der er højt ansete over hele verden, må anses for i så lang tid at have faret vild. Jeg for min del opgiver helt at ulejlige alle dårer og nattens sønner, når blot Kristus vil være mig en nådig Gud, til hvem jeg er rede at afgive ordets tjeneste.

Wittenberg, 10. juli 1518.

Broder Martin Luther.

________________

16. Til Spalatin i Augsburg.

Wittenberg, 8. august 1518.

Luther har modtaget stævning den 7. august til at møde i Rom. Han beder Spalatin udvirke hos kurfyrsten, at hans sag må blive behandlet i Tyskland. Om hans svar på Sylvester Prierias’ ”Dialog”.

Til den højlærde og tillige bedste ven, min Georg Spalatin, som for tiden er i Augsburg og som må elskes oprigtigt i Kristus.

Nu trænger jeg, min Spalatin, i højeste grad til din hjælp, ja næsten hele vort universitets ære trænger til den. Det drejer sig om, at du vil gøre sørge for hos den ædle Fyrste og dr. Pfeffinger, at vor fyrste og kejseren får paven til at lade min sag tilbagesendes eller overføres til behandling her i Tyskland, således som jeg selv har skrevet til vor fyrste. For du ser nu, hvor svigefuldt og ondskabsfuldt disse prædikanter, mine bøddelknægte lægger an på min undergang. Herom ville jeg have skrevet til hr. Pfeffinger for ved hans og vennernes tjeneste at opnå denne gunst hos kejseren og vor fyrste. Men sagen haster, for man har foreskrevet mig snævre tidsgrænser, som du vil se af dette uhyre af en stævning med dens slangegift og uhyggeligheder. Derfor, hvis du elsker mig og hader uret, så vil du snarest muligt sørge for at indhente fyrstens råd og hjælp, og når du opnår den, underrette mig, eller rettere vor ærværdige fader ordensvikar, Johan Staupitz, som måske allerede er med dig i Augsburg eller snart vil være der. For han opholder sig i Salzburg og har lovet at komme til Nürnberg Kristi himmelfartsdag. Endelig beder jeg dig om, ikke at foruroliges eller bedrøves for min skyld, for Herren vil sammen med prøvelsen berede dens udgang.

På Sylvesters ”Dialog”, som ligner ham ganske og er fuldstændig ukultiveret, svarer jeg med et skrift, som du snart skal få i dets helhed, når det er færdigt. Denne elskværdige mand er, som du vil se af stævningen, på én gang min modstander og min dommer. Lev vel! Optaget som jeg er af mange skriverier, tillades det mig ikke at være udførligere.

Wittenberg, Skt. Cyriacus’ dag 1518.

Broder Martinus Eleutherius, Augustiner.

________________

17. Til Spalatin i Augsburg.

31. august 1518.

Om prædikenen om bandlysningen. Melanchthons tiltrædelsestale. Oversendelse af gensvaret til Sylvester Prierias. Om Karlstads forestående svar på Ecks forsvarsskrift.

Til den højlærde og højtdannede Georg Spalatin, min trofaste ven i Kristus.

Fred og velsignelse. Før dit brev kom, min kære Spalatin, var prædikenen om bandlysningen allerede udgivet. Men den er så beskeden og støttet med så gode grunde til værn for sandheden, at jeg tør håbe, at den ikke blot ikke vil blive misbilliget af venner af sandheden, men også vil finde stor yndest også hos dem, der ellers finder behag i tyranni. Så højt har jeg prist pavens hellige myndighed, men uden at sleske, heller ikke uden nødvendighed. For jeg lærer intet deri, som de ikke selv har lært eller lærer.

Hvad du skriver og pålægger om vor Philip Melanchthon er sket og vil ske, det skal du ikke være i tvivl om. Fire dage efter at han var kommen, holdt han en tale, der udmærkede sig således ved lærdom og veltalenhed, at han vandt alles yndest og beundring i den grad, at du nu kan spare dig at tænke på, hvordan du skal anbefale ham til os. Hurtigt aflagde vi enhver fordring, som hans ydre fremtræden kunne vække. Vi priser og beundrer, hvad han præsterer, og takker den høje fyrste ligesom dig for hans kaldelse. Snarere bør det ligge dig på sinde, hvilket fag du helst skal anbefale ham til hos kurfyrsten. Jeg for min del ønsker ingen anden lærer i græsk, så længe vi har ham. Kun ét frygter jeg, at hans svagelige helbred ikke kan tåle livet her i vor egn, og dernæst hører jeg, at han er kaldet med en alt for ringe løn, så at man i Leipzig allerede smigrer sig med håbet om, at de snart kan tage ham fra os. De har allerede henvendt sig til ham derom, før han kom til os. Jeg og mange andre har den mistanke, at dr. Pfeffinger som sædvanlig også i denne sag alt for meget har ladet sig det være magtpåliggende at være en tro husholder over fyrstens pengekasse. Derfor, min kære Spalatin, for at tale frit og som ven med ven: Se til, at I ikke foragter hans person og alder. Han er en mand, som er al ære værd. Jeg ønsker ikke, at vi og vort universitet begår en dumhed, hvoraf vore misundere kunne lave en bedre fabel end før.

Jeg sender her et flygtigt, ubetydeligt modskrift imod snakkehovedet Sylvester, der gør sit navn al ære [Sylverster er dannet af et ord for ”skov”]. Det er to dages hastige værk. Han syntes mig ikke værd, at jeg skulle anstrenge mit hoved yderligere og forgæves bruge mine studier til at gendrive hans letfærdige og barnagtige slutningskæder.

Jeg takker Gud og dig, fordi du drager omsorg for mine anliggender. Lev vel og elsk mig i Kristus!

31.august 1518.

Broder Martin Luther af Augustinerordenen.

Doktor Andreas Karlstadt forbereder et nyt angreb imod Ecks forsvarsskrift, og så vidt jeg forstår, har Eck ikke opnået andet med sit forsvar end at vise, hvor han lettest kan såres

________________

18. Til Spalatin.

Augsburg, 10. oktober 1518.

Luther beretter om sin ankomst til Augsburg, og at han nu vil tale med kardinal Cajetan, efter at han forud har haft en samtale med gesandten Montferrat, hvis forslag han har afvist.

Til min kære Georg Spalatin, Kristi præst, den højlærde og højtdannede, min ven i Herren.

Fred og velsignelse. Vi er ankommet til Augsburg, min kære Spalatin, på Skt. Markus’ dag, som er dagen efter den hellige Frantz’ dag. Vi ankom trætte, og jeg var nær blevet liggende på vejen, på grund af et eller andet slemt mavetilfælde.. Men jeg er atter kommen til kræfter. I dag er det tre dage siden vi kom, men endnu har jeg ikke set den ærværdige hr. Legat [Cajetan]. Dog har jeg straks den første dag ved dr. Venceslaus og en anden ven ladet ham min nærværelse vide. Imidlertid skaffedes der mig af trofaste venner offentlig sikkerhed eller lejde hos de kejserlige og senatet. Alle viser mig tjenstvillighed og imødekommenhed for vor kurfyrstes skyld.

For selvom kardinallegaten tilsikrer mig enhver gunst, vil vennerne dog ikke tillade mig, at jeg uden videre skænker ham tiltro. I den grad er de forsigtige og omhyggelige for mig. De véd nemlig, at han i sit indre er yderst forbitret på mig, hvad han så end foregiver i det ydre, og det har jeg også på anden måde tydeligt kunnet forstå.

Men i dag vil jeg i hvert fald søge ham og se at opnå en første samtale. Hvad der så vil ske, véd jeg ikke. Nogle anser det for et gode for mig, at kardinalen af Gurk er fraværende, andre mener det samme om kejserens fraværelse, for han er ikke langt herfra og kan ventes tilbage hver dag. Også biskoppen af Augsburg er fraværende. I går spiste jeg til aften hos dr. Conrad Peutinger, hvis menneskelige og borgerlige fortrin du kender bedre end jeg, og som er en af de senatorer, der er ivrige for min sag, om end andre ikke står tilbage for ham. Jeg véd ikke, om den høje legat er bange for mig eller forbereder et skammeligt anslag.

I går fik jeg bud fra gesandten fra greven af Montferrat, at jeg ikke skulle fremstille mig for legaten, før han havde haft en samtale med mig. Han opsøgte mig da også, efter alles mening på foranledning af legaten og instrueret fra ham, og søgte med mange ord og, som han foregav, de bedste fornuftgrunde at bevæge mig til at føje legaten, vende tilbage til kirken og tilbagekalde mine vranglærdomme. Han henviste mig til abbed Joachim af Floris’ eksempel, der på samme måde undgik at blive dømt som kætter uagtet hans vitterlige kætterier. Dernæst frarådede han mig med største mildhed at forsøge nogen redegørelse for mine udsagn.

Vil I have et spil, en ringridning? Kort sagt: han er og bliver en italiener. Men jeg svarede: Hvis man kan belære mig om, at der af mig er sagt andet, end hvad den hellige romerske kirke lærer, skal jeg hurtigt være min egen dommer og istemme tilbagekaldelsen. Men her vil den uovervindelige vanskelighed komme, hvis han fastholder dr. Thomas Aquinas’ anskuelser mere hårdnakket, end kirkens lære og autoritet tillader. For deri vil jeg først give efter, når kirken tilbagekalder sin første læresætning, hvorpå jeg netop støtter mig [læren om Skriftens autoritet]. Ej, ej, sagde han, vil i lave ringridning? Derefter skred han frem til de urimeligste påstande, så at han åbent tilstod, at falske lærdomme kan prædikes, når de blot – det sagde han udtrykkelig – skaffede god indtægt og fyldte kassen. Desuden: At om pavemagten kunne det ikke tillades at disputere, men den burde ophøjes således, at den med sit blotte vink kunne ophæve alt, også hvad der hørte troen til, særlig da i dette tilfælde. Adskilligt andet kan jeg mundtlig fortælle. Men jeg afviste denne nye Simon, der dog ikke forstod sig nok på pelasgernes kunst, og så gik han da sin vej. Således svæver jeg da mellem frygt og håb. For denne ubehændige mægler bibragte mig da ikke så lidt håb.

Dr. Christopher Scheurl traf jeg ikke i Nürnberg. Derfor aftalte jeg med hr. Philip Feylitsch, at han på kurfyrstens vegne skulle give hr. Johannes Böschenstein seks gylden, og andre fire kunne han så låne hos dr. Scheurl eller prioren for vort kloster i Nürnberg. For han mente, at han ellers umuligt kunne gennemføre en så lang og kostbar rejse. Han vil altså komme til Wittenberg så snart som muligt. [Han blev professor i hebraisk i Wittenberg].

Vor ærværdigste fader ordensvikar, dr. Johannes Staupitz, skriver og forsikrer, at han bestemt skal komme, så snart han får efterretning om, at jeg er kommen. Derfor har jeg straks ved min ankomst sendt broder Leonardo og meldt ham mit komme, og i dag venter jeg ham.

Den frankiske gesandt var rejst hjem kort før jeg kom, dog ikke uden at efterlade et tydeligt vidnesbyrd om sin interesse for mig.

Du vil bevise mig en tjeneste ved at lade mine venner i Wittenberg få dette brev at se eller så meget deraf, som du vil lade dem vide. En anden gang skal jeg skrive udførligere og til flere. I dag tillader arbejde og tid det ikke. Du må bringe dem alle min hilsen. Jeg ønsker, at det må gå dem godt, hvad enten jeg vender tilbage eller ikke. For vist er det, at jeg vil appellere til et kommende kirkemøde, hvis den høje legat vil gå til værks imod mig med magt mere end med grunde.

Jeg véd, at paven har sendt vor høje fyrste den gyldne rose, den, som man plejer at skænke store Herrer med store forventninger, og at man med stor velvilje har lovet ham alle slags tjenester. Kort sagt, den romerske kirke, om man tør bruge dette navn, trænger umætteligt til guld, og jo mere den sluger, desto mere vokser dens tørst. Lev vel i evighed og bring vor høje fyrste min tak og anbefal mig til ham!

Augsburg, søndag efter Dionysius, 1518, i den tidlige morgen.

Broder Martin Luther af Augustinerordenen.

________________

19. Til Melanchthon.

Augsburg, 11. oktober 1518.

Anbefaling af Johannes Böschenstein. Vemodig hilsen ved udsigten til at blive ofret, klage over Italiens formørkelse.

Til min højlærde og inderligt kære Philip Melanchthon, professor i græsk i Wittenberg.

Fred og velsignelse. Vor Johannes Böschenstein har du, kæreste hr. Philip, anbefalet således til mig, at jeg ikke først behøver at anbefale ham til dig. Han er, som jeg ser, ængstelig og lidet troende, så at jeg kunne frygte, at din sympati for ham derved kunne forringes. Men jeg beder meget mere om, at du og de øvrige venner vil vise jer sagtmodige og kærlige imod ham. Angående min egen sag vil dr. Karlstadt give dig underretning. Der sker intet særligt nyt, undtagen at hele byen snakker om mig, og alle ønsker at se det menneske, der har antændt en sådan heltemodig ildebrand.

Men bevis du dig fremdeles som en mand og undervis ungdommen ret! Jeg går hen for at ofre mig for jer og for dem, om det således behager Gud. Hellere vil jeg gå til grunde og, hvad der er mig det tungeste, undvære forbindelsen med jer for bestandig, end at jeg skulle tilbagekalde, hvad jeg har lært rigtigt, og give anledning til den ædle videnskabs undergang.

Hos dem som de mest uvidende og forbitrede fjender af videnskab og lærdom er landet indhyllet i ægyptisk mørke. I den grad er de alle uvidende om Kristus og hvad der tilhører ham. Og dog har vi dem til lærere i tro og etik. Således opfyldes Guds vrede på os, når han siger: ”Jeg giver dem drenge som ledere, lømler skal herske over dem.” (Es 3, 4).

Lev vel, min kære Philip, og afvend Guds vrede fra os ved oprigtige bønner!

Augsburg, mandag efter Dionysius’ dag 1518.

Broder Martin Luther.

________________

20. Til Spalatin.

Augsburg, 14. oktober 1518.

Beretning om hans første og anden forhandling med Cajetan.

Til min højlærde ven, Georg Spalatin, Kristi præst, osv.

Fred og velsignelse. Nødig skriver jeg til kurfyrsten. Derfor beder jeg dig som hans ven modtage denne beretning og forelægge den for den milde fyrste.

Det er allerede nu den fjerde dag, at hr. Legaten forhandler med mig eller imod mig. Vel lover han for kurfyrstens skyld med mange skønne ord at ville gennemføre alt mildt og faderligt, men i virkeligheden bruger han udelukkende ubøjelig magt. Han ønsker ikke, at jeg skal svare ved en offentlig drøftelse, men han vil heller ikke forhandle privat med mig. Et var der, som han uophørlig gentog: tilbagekald, erkend vildfarelsen, dette er pavens vilje og intet andet, hvad enten du vil eller ikke, og således fremdeles. Men mest angreb han mig med pave Clemens VI’s bekendtgørelse i skrivelsen ”Unigenitus”. ”Her, her – råbte han – kan du se, at paven fastsætter, at Kristi fortjeneste er skatte, hvoraf afladen øser, tror du, eller tror du ikke?” Og han tålte ingen forklaring eller svar, men ordenes og råbenes voldsomhed var hans våben.

Endelig lod han sig ved manges møje overtale til at tillade mig en skriftlig redegørelse. Denne har jeg overrakt i dag, hvortil jeg betjente mig af hr. Philip Feylitzsch som kurfyrstens repræsentant, der endnu en gang forebragte dennes ønske. Alligevel afviste han til sidst mit indlæg med foragt, råbte på ny på tilbagekaldelse og gentog vidt og bredt Thomas Aquinas fabler og gav sig således skinnet af at have besejret mig aldeles. Ti gange omtrent begyndte jeg at tale, og ligeså mange gange slog han mig med sine råb.

Endelig greb også jeg til samme toneart og råbte: ”Hvis du kan påvise, at den pavelige lære siger, at Kristi fortjeneste er afladens skat, vil jeg efterkomme jeres ønske og tilbagekalde.” Da blev han ganske vild, tilrev sig pludselig bogen, læste i huj og hast, indtil han nåede det sted, hvor der står, at Kristus ved sin lidelse har erhvervet kirkens skat, osv.

Da udråbte jeg: ”Højærværdigste fader! Betænk dog dette ord ”erhvervet”! Hvis Kristus ved sine fortjenester har erhvervet en skat, så er hans fortjenester jo ikke selve skatten, men det, som hans fortjenester har erhvervet - og det er kirkens nøgler [dvs. nøglemagten til at forlade og fastholde synder]. Altså er min slutning rigtig nok.” Her gik han rent fra sans og samling, og da han ikke ville synes forvirret, gik han voldsomt over til andre spørgsmål og ville forsigtig have dette glemt. Men jeg i min glødende iver (rigtignok tilstrækkelig uærbødigt) udbrød: Deres højærværdigste faderlighed må dog ikke mene, at grammatikken svigter os tyskere, for ét er ”at være en skat”, et andet ”at erhverve en skat”. Og således var nu hans tillid brudt, hvorfor jeg, da han igen råbte på tilbagekaldelse, gik min vej, medens han sagde: ”Gå og vend ikke tilbage igen, medmindre du måtte være villig til at tilbagekalde.”

Og hør nu blot videre! Straks efter middag lod han vor højærværdige fader, ordensvikar dr. Staupitz kalde og søgte med mange fagre ord at få ham til at love, at han nok skulle overtale mig til tilbagekaldelse, idet han (under min fraværelse!) endog forsikrede, at jeg ikke let kunne finde nogen bedre ven end ham. Og da han havde svaret, at han havde foreholdt mig og atter i dag havde gjort dette, at jeg skulle være ydmyg og lydig over for kirken, ligesom jeg også tidligere havde fået vidnesbyrd herom af alle, så tilføjede han dog, at han ikke var mig jævnbyrdig (naturligvis efter hans mening!) i teologi eller i begavelse, men dernæst var han jo selv her på pavens vegne som foresat for os alle på dette sted, for at han selv skulle overbevise os. Endelig kom det dertil, at han foreskrev mig nogle artikler, hvormed jeg skulle tilbagekalde, og som jeg skulle fremlægge som min visdom.

Således står sagen nu. Men jeg har hverken tillid eller håb til ham. Derimod forbereder jeg daglig min appel og tænker ikke på at tilbagekalde en stavelse. Men det svar, som jeg har overgivet ham skriftlig, agter jeg at udgive, for at han kan blive gjort til skamme for al verden, om han fremdeles farer frem med vold, som han har begyndt. Lev vel! – i stor hast!

Augsburg på Skt. Calixtus’ dag, 1518.

Broder Martin Luther af Augustinerordenen.

________________

21. Til kardinal Thomas Cajetan.

Augsburg, 17. oktober 1518.

Staupitz og Link havde søgt at overtale Luther til indrømmelser. Derfor skrev han dette brev og prøvede på, hvad han kunne udrette ved den ydmygeste underkastelse. Han beklager at have været for heftig og skarp og lover at tie stille om afladen, når der også pålægges hans modstandere tavshed.

Til den højærværdigste fader og Herre i Kristus Thomas, titulærkardinal af Skt. Sixtus, den hellige apostoliske stols legat i Tyskland osv., hvem jeg bør frygte og ære i Kristus, sender jeg herved min hilsen i al underdanighed.

Højærværdigste fader i Kristus, for anden gang kommer jeg til dig, men som brevskriver. Deres højærværdigste faderlighed bevise mig den ære at høre mig mildelig.

Min fader i Kristus, vor ordensvikar, Johannes Staupitz, hvem jeg højagter og elsker, har forhandlet med mig, for at jeg skal ydmyge mig og underlægge dig min mening og har tilrådet og overtalt mig til at fatte tillid til din faderlige, nådefulde yndest, således at sagen og sendebudet i lige grad måtte glæde mig. For denne mand er for mig af sådan værd og betydning, at der ingen anden findes i verden, hvem jeg hellere ville høre og rette mig efter. Ikke mindre søgte min inderlig kære broder Wenzeslaus Link at påvirke mig ved at omtale, i hvor høj grad dit faderlige sind bør æres af mig, og han har fra den første ungdom udviklet sig sammen med mig i samme slags studieiver. Kort sagt, ærefrygten for din faderlighed kunne ikke påvirke mig stærkere og mere hjertevindende, end det er sket ved disse to mænds mellemkomst, der begge så at sige solidarisk holder mig i deres hånd. Så stor er på én gang både din mildhed og din klogskab, at jeg må erkende, at din højærværdige faderlighed ikke spørger efter, hvad mit er, men kun spørger om mig selv, uagtet du havde kunnet herske over mig ved magten alene. Derfor er nu min frygt lidt efter lidt gået over, ikke blot det, men den er forvandlet til en særlig kærlighed over for din ærefrygtindgydende faderlighed og en sand og sønlig ærefrygt.

Og nu, højærværdige Fader i Kristus, tilstår jeg, ligesom jeg også ellers har bekendt, at jeg ganske sikkert har været alt for ”indiskret”, som man siger, hidsig og uærbødig over for pavens navn. Og selv om jeg var blevet yderligt heftigt udæsket til sådan optræden, så forstår jeg nu, at det skulle have været min opgave at behandle denne sag mere beskedent, ydmygt og ærbødigt og ikke svare dåren således, at jeg blev hans lige [Ordsp 26,4]. Herover føler jeg den oprigtigste smerte og beder af hjertet om tilgivelse, og fra alle talerstole vil jeg bekendtgøre dette for offentligheden, ligesom jeg allerede ofte har gjort, og herefter gøre mig flid for, at jeg bliver en anden og taler som en anden, idet Gud ynkes over mig. Ja, jeg er absolut rede til og lover med største villighed, at jeg her vil lade være at drøfte afladsspørgsmålet, og når denne sag er endt, helt lade det hvile, når blot også de, der har engageret mig i denne tragedie, enten må få pålæg om at holde måde i deres taler eller helt tie stille.

For øvrigt, min højærværdige og min kæreste fader i Kristus, hvad angår stridens kærne, spørgsmålet om sandheden i dette stykke, da ville jeg allerhelst tilbagekalde alt såvel på dit, som på min ordensvikars befaling og råd, hvis min samvittighed på nogen måde tillod det. For det véd jeg, at ingens forskrift, ingens råd, ingens gunstbevisninger tillader mig, at jeg siger eller gør noget imod min samvittighed. Dernæst er hverken den guddommelige Thomas’ [Aquinas] eller andres forklaringer af så stort et værd, at de kan tilfredsstille mig i dette spørgsmål, når jeg har gjort mig al min flid og efter omhyggelig læsning og granskning har måttet bekæmpe dem. For de ser ikke ud til at kunne støtte sig til et tilstrækkelig sikkert fundament. Men dette ene bliver tilbage, at jeg overvindes ved bedre grunde, dvs. at jeg kan gøre fordringer på at høre brudgommens stemme. For at høre brudgommens røst, det er sikkert.

Derfor beder jeg med al ydmyghed, at din højærværdige faderlighed vil behage at forelægge denne sag for vor helligste Herre, Leo X, at når ved kirken denne tvivlsomme sag er afgjort, man da kan tilskyndes til en ret og retfærdig tilbagekaldelse eller tillidsfuldhed [?]. For jeg har intet højere ønske end at følge kirken. For ikke véd jeg, hvad min tilbagekaldelse, støttet på tvivlsomme og ubestemte grunde, skal kunne udrette, kun må jeg frygte for, at det med rette skal kunne bebrejdes mig, at jeg hverken véd, hvad jeg har bekræftet, eller hvad jeg har tilbageholdt. Lad din højærværdige Faderlighed antage sig denne min ydmygheds og føjeligheds bøn, og tillad mig som en søn at vide mig kendt værdig til mildt at blive anbefalet af jer.

Din højærværdige Faderligheds hengivne søn

Broder Martin Luther af Augustinerordenen.

________________

22. Til kardinal Cajetan.

Augsburg, 18. oktober 1518.

Allerede dagen efter det foregående brevs afsendelse skrev Luther på ny til legaten og meldte, at han ikke længere kunne vente forgæves i Augsburg og derfor ville afrejse snarest. Tillige melder han sig som appellant fra den dårligt underrettede pave til den, der bør gives bedre underretning.

Til den højærværdige Fader i Kristus og Herre Thomas, titulær kardinalpresbyter af Skt. Sixtus, den apostolske Stols legat etc.

Højærværdige Fader i Kristus! I har tilstrækkeligt vidnesbyrd om min lydighed i, at jeg legemlig svag og tillige fattig har udsat mig for denne lange rejses farer og begivet mig hertil og efter den hellige faders pålæg fremstillet mig for din højærværdighed. Desuden har jeg ved offentliggørelsen af mine ”Resolutioner” lagt mig og hele denne sag for hans helligheds fødder, afventende og rede til at underkaste mig, hvad han måtte behage at beslutte til dom eller til godkendelse. Og jeg er mig ikke bevidst at have forsømt noget som helst af, hvad der påhviler en hengiven og lydig kirkens søn.

Derfor kan og vil jeg nu ikke længere spilde tiden til ingen nytte her. Midlerne dertil mangler jeg, og karmeliterfædrene her har jeg været og er til byrde mere end nok, i særdeleshed da din højærværdige Faderlighed med tydelig røst har tilkendegivet mig, at hvis jeg ikke ville tilbagekalde, skulle jeg ikke på ny fremstille mig for jer. Og hvad og hvor meget jeg formår at tilbagekalde, har jeg angivet i mit tidligere brev.

Derfor afrejser jeg nu og vandrer af sted for at udse mig et andet sted. Vel er det blevet mig tilrådet af dem, hvis høje stilling måtte gøre indtryk på mig, at appellere ikke alene fra din højærværdige, men fra vor helligste Herre pave Leo X med hans manglende viden om forholdene til den bedre indsigt, man bør skaffe ham. Jeg ved, at for vor høje kurfyrste ville det være behageligere at se mig appellere end at høre mig tilbagekalde. Men alligevel ville jeg have undladt det, så vidt det stod til mig. For det første synes det mig ikke nødvendigt at appellere eller at få sagen forelagt for mit hjemlands dommere, fordi jeg, som jeg har forklaret, har overgivet alt til kirkens afgørelse og ene og alene venter på dens kendelse. For hvad bør eller kan jeg gøre mere? Hverken er det min anklage eller mit forsvar, som jeg har brug for, jeg som ser hen ikke til, hvad jeg har sagt, men hvad kirken vil sige, ej heller ønsker jeg at kæmpe som en modstander, men at høre som en lærling. Dernæst holder jeg mig næsten overbevist om, at denne sag er besværlig og en appel yderst velkommen, og derfor behøver jeg lige så lidt at frygte en bandlysning, som jeg har fortjent den, selv om jeg ved Guds nåde er en sådan, at jeg langt mindre frygter den end vildfarelser og falsk mening i trossager, vel vidende, at den ikke kan skade, men meget mere må gavne, hvis den sunde tro og sandhedssans har været på min side.

Derfor beder jeg jer ved Kristi inderlige kærlighed og ved din udviste store mildhed imod mig at erkende og godkende den lydighed, jeg hidtil har lagt for dagen, og gunstigt anbefale den til hans hellighed Paven, og regne mig det til gode, når jeg nu, som nødvendigheden byder og mine venner har tilrådet, rejser og appellerer min sag. For deres stemmer, som for mig er afgørende, og deres grund, som jeg ikke formår at gendrive, er denne: Hvad vil du tilbagekalde, og mon du ved din tilbagekaldelse vil pålægge os en troslov? Lad først kirken dømme, hvis der er noget at domfælde, og følg du så dens dom, ikke omvendt! Dette var for mig den grund, jeg måtte erkende mig overvundet af.

Således tager jeg da afsked med din faderlige højærværdige, som jeg i Kristus bøjer mig for.

Augsburgs karmeliterkloster, på evangelisten Lukas’ dag, 1518.

Jeres i sønlig hengivenhed

Broder Martin Luther.

________________

23. Til Spalatin.

Wittenberg, 31. oktober 1518.

Luther melder Spalatin sin hjemkomst, og at han har appelleret og yderligere vil appellere til et kommende kirkemøde, og at han agter at udgive forhandlingerne i Augsburg og de pavelige breve med bemærkninger. Til sidst omtaler han, at man kan vente karmeliterprioren, Johan Frosch’ besøg fra Augsburg.

Til min højlærde ven Georg Spalatin etc.

Jesus.

Fred og velsignelse i Jesus. I dag er jeg, min kære Spalatin, ved Guds nåde kommet sund og rask tilbage til Wittenberg, men hvor længe jeg bliver, véd jeg ikke, for min sag står sådan, at jeg både frygter og håber. Jeg har appelleret til Paven som den, der bør skaffes bedre underretning, fra den slet underrettede pave, og således er jeg rejst af sted efter at have ladet en broder tilbage, som med notar og vidner skulle overgive appellationen til kardinalen. Imidlertid vil jeg i denne stilling forberede sagens indbringelse for en anden instans, for det kommende kirkemøde, idet jeg vil slutte mig til pariserteologerne i det tilfælde, at paven i kraft af sin magtfylde, eller snarere sit tyranni skulle afvise den første appel. Jeg er fuld af glæde og fred, så at jeg undrer mig over, at denne min prøvelse har gjort stærkt indtryk på mange og store mænd.

Den velvilje og mildhed, som kardinallegaten havde lovet vor høje kurfyrste at vise imod mig, har vistnok været overordentlig og rigelig ment, men vi har ikke forstået den således. For selv ville han have tilbudt at ordne alt på den allermest faderlige måde og utvivlsomt også gjort det, hvis blot jeg havde villet tilbagekalde. For om det spørgsmål samlede sig alt. Og da jeg ikke ville det, og han på enhver måde ville det (og jeg tror ikke, at han har haft noget andet hverv end at domfælde), så har jeg været tvungen til at appellere.

Jeg skal sørge for, at mine svar på hans indvendinger bliver trykt sammen med min appellation og nogle teologiske bemærkninger til det diabolske og ikke apostoliske ”breve”, som du oftere har nævnt og nylig tilsendt mig i et eksemplar. Jeg har fået det i hænde på tilbagevejen i Nürnberg sammen med andre skrivelser. Mig synes det nu ganske utroligt, at et sådant monstrum har kunnet udgå fra en pave, især fra Leo X. Derfor hvem end den slyngel er, der har sat sig for at skræmme mig under pavens navn med et sådant dekret, så skal han komme til at forstå, at jeg endnu er i stand til at gennemskue rænker. Men er dette ”breve” virkelig udgået fra den romerske kirke, så vil jeg påvise dem deres skamløse foretagende og skændige uvidenhed.

Selve kardinallegaten egner sig udmærket for sin rolle, og det synes mig, at man i Rom begynder at blive bange og har ringe tillid til sin sag og derfor med al snu opfindsomhed søger efter udveje. Det øvrige skal jeg forklare udførligere en anden gang, og gid det måtte blive mundtligt! Anbefal mig til kurfyrsten, idet du bevidner ham min taknemmelige ihukommelse.

Endelig skylder du hensynet til kurfyrstens ære at sørge for, at han får underretning om, at karmeliterprioren fra Augsburg kommer til Wittenberg. Han behandlede os med en utrolig gæstfrihed og mildhed. På mange måder har han fortjent, at også vi fra vor side viser ham venlighed. Han rejste fra Augsburg lørdag den 23. oktober og kommer, som han siger, efter kurfyrstens indbydelse til et festmåltid. Også jeg er, når kurfyrsten har lovet det, kommet i sikker forventning om, at denne fest vil blive holdt. Sørg derfor for, at hvad han venter, sker med honnør.

Lev vel i Kristus! Søndag, allehelgensaften. På denne dag håbede jeg, at jeg skulle møde fyrsten, men jeg blev narret og har til ingen nytte fremskyndet rejsen.

Wittenberg 1518.

Broder Martin Luther af Augustinerordenen.

________________

24. Til Joh Eck.

Wittenberg, 15. november 1518.

Indbydelse til drøftelsen med Karlstadt, som der var truffet aftale om i Augsburg. Eck opfordres til selv at bestemme tid og sted.

Til den udmærkede teolog og filosof, prokansler for universitetet i Ingolstadt Johan Eck i kristelig ærbødighed.

Jesus.

Fred og velsignelse! Den aftale, som vi, min kære Johan Eck, traf i Augsburg, har nu hr. Andreas [Karlstadt] bifaldet, nemlig at I skal mødes enten i Leipzig eller i Erfurt og sømmeligt disputere til sandhedens erkendelse, for at der må komme en ende på striden og skriverierne. Han anmoder derfor om, at du selv vil bestemme en dag, da sammenkomsten skal finde sted, og vælge, hvilken af de to byer, det skal være. For han kunne jo nok have fastsat dagen for dig, men har dog ment at burde overlade dette til dig, fordi rejsens længde volder mest besvær for dig, og fordi du muligvis kan være optaget af vigtigere ting. Derfor må nu du sørge for, at det ikke bliver forgæves, at jeg har fået bragt ham så vidt, men at tværtimod modstanderne må blive skuffet i deres håb om, at teologer altid må slås og aldrig kan forliges. Lev vel! I største korthed og under forskelligartet arbejde.

Anden dag efter Martins dagen 1518.

Din Martin Luther

________________

25. Til Spalatin.

Wittenberg, 25. november 1518.

Luther tilbagesender et par breve, minder om at overgive hans og universitetets brev til kurfyrsten og afventer Spalatins mening om hans svar på kardinalens skrivelser. Han venter bandlysningen fra Rom og vil da forlade Wittenberg.

Til min kære Georg Spalatin, den udmærkede og højlærde mand, i Kristus den bedste ven.

Jesus.

Fred og velsignelse. Jeg tilbagesender hermed, min kære Spalatin, det brev, som foregives at være skrevet af biskoppen af Lüttich, og et andet fra Crotus. Men universitetets og mit brev vil du sørge for kommer vor høje fyrste for øje. Jeg imødeser din mening om mit svar på kardinallegatens skrivelse, medmindre du måtte finde det værdigst til helt at gå i glemmebogen. Mine Augsburger-akter udkommer nu.

For øvrigt forventer jeg daglig bandlysningen fra Rom. Derfor forbereder og ordner jeg alt, for at jeg, når den kommer, kan være parat og rejsefærdig og ligesom Abraham kan drage ud uden at vide hvorhen, og dog på den anden side i den fuldeste vished, fordi Gud er alle vegne. Men et afskedsbrev vil jeg efterlade. Så må du se til, om du vover at læse brev fra en bandlyst og ekskommunikeret. Lev vel nu, og bed for mig!

På Skt. Katharinas dag 1518.

Martin Luther af augustinerordenen.

________________

26. Til Spalatin.

Wittenberg, 2. december 1518.

Var der ikke kommet et brev fra Spalatin, ville Luther allerede have forladt Wittenberg, men han er stadig besluttet derpå. Det er ubehageligt for ham, at man mener, at det er kurfyrsten, som holder med ham. Anbefaling af en stedfortræder for en afdød provst.

Til min i Kristus inderligt kære, udmærkede og højlærde magister Georg Spalatin.

Jesus.

Fred og velsignelse. Hvis ikke dit brev var kommet i går, min kære Spalatin, så stod jeg nu i begreb med at forberede min tilbagetræden. Men også nu er jeg stadigvæk beredt til begge dele. Forunderlig er vore venners bekymring for mig og større, end jeg selv kunne udholde. Nogle har holdt på og stærkt opmuntret mig til, at jeg skulle give mig i fangenskab hos vor kurfyrste, og at han et eller andet sted skulle holde mig i forvaring og skrive til hr. Legaten, at jeg er i fangenskab og skal holdes i sikkerhed for at kunne kræves til regnskab

Sikkert er det, at man antager, at kurfyrsten og hele universitetet har taget parti for mig, hvad jeg nylig har hørt af en, på hvis sandfærdighed jeg kan stole. Ved biskoppen af Brandenburgs hof har man forhandlet om, på hvis tillid og tilslutning jeg stolede. En har ment, at det var Erasmus, Fabricius og andre lærde mænd. Nej, sagde biskoppen, hos paven ville disse intet betyde, den afgørende indflydelse har Wittenbergs universitet og kurfyrsten af Sachsen. Således indser jeg klart, at kurfyrsten antages at stå på min side, hvad der i sandhed ikke er mig kært. Og hvad universitetet angår, da ville jeg ønske, at det indgyder modstanderne så megen frygt som muligt. Men den mistanke om kurfyrsten vil tvinge mig til at træde tilbage, hvis der skal viges, selv om han i sine skrivelser kan gøre gældende, at han som lægmand ikke kan dømme i så vigtige sager. Især efter at han har fået at se, at det kirkeligt anerkendte universitet ikke står mig imod. Men dette er en biting. Jeg for mit vedkommende vil, hvis jeg bliver her, i mange ting savne frihed til at tale og skrive. Hvis jeg går, så kan jeg sige al ting frit og lade Kristus sørge for mit liv. Lev vel!

Wittenberg, 2. december 1518.

Broder Martin Luther

Provsten i Kemberg er død, og hans nevø har henvendt sig til mig, for at jeg skal tale hans sag hos den høje kurfyrste, så han bliver anbefalet til universitetet, der har kaldsret. Han er en god mand. Dernæst har også provstens efterladte søster indvirket meget til gunst for hans kaldelse. Jeg, som nødig besværer kurfyrsten, beder om det igennem dig. Fritag du mig for denne fortalertjeneste, for at jeg kan sige, at den er udført. Du har jo da også større indflydelse end jeg. Lev vel!

________________

27. Til Link.

Wittenberg, 11. december 1518.

Melder om den pavelige legat Miltits’ komme og omtaler forskellige af sine skrifter. Kurfyrstens stemninger.

Til den ærværdige fader Wenzeslaus Link, den dygtige teolog, Augustinergejstlig i Nürnberg, osv.

Breve til dig, fader Wenzeslaus, har jeg afsendt og afsender nu. Men budbringerne er så sjældne og også upålidelige, at jeg er i tvivl, om du har modtaget dem. Nu stoler jeg på denne, at han sikkert [eller: så hurtigt som muligt] vil nå til dig. Et rygte er kommet mig for øre om tre pavelige skrivelser, som er rettede imod mig og afgivet til Carl Miltits. Magister Caspar har erfaret det af et brev fra jer til mig og har i sin alt for store omsorg for mig meldt mig det ved særligt bud. Her sender jeg dig nu mine Augsburger-akter, der vel nok er faldet skarpere ud, end legaten havde håbet, men jeg har ingen større litterære planer. Jeg véd ikke, hvorfor jeg har disse tanker, efter min mening er sagen endnu ikke rigtig begyndt, så langt er det fra, at de høje Herrer i Rom kan håbe på afslutning. Jeg vil sende dig mine skriverier derom, for at du selv kan se, om jeg med rette aner, at den sande Antikrist regerer i den romerske kirke, som Paulus skriver. At han er værre end tyrken nu til dags, mener jeg at kunne bevise.

Vor bogtrykker har allerede udgivet min klage til et kirkemøde, i allerhøjeste grad imod mit ønske, men nu er det engang sket. Min hensigt havde været at forvare den trykt. Men Gud har haft andre tanker dermed. Disse skrighalse giver hals af mig overalt, men udretter intet ved det. Mit skrift om ”Fadervor” har jeg kaldt tilbage under arbejdet for at få det udgivet på modersmålet. Mine andre småting sender jeg dig også, nemlig svarene på legatens brev, men i den mening, at du efter læsningen vil sende det hele til vor ordensvikar. Jeg venter mine mordere fra Rom eller hvor som helst fra. Undrer mig over, at bandlysningen udsættes. Provsten i Kemberg døde under pesten, men en så rolig og mild død, at jeg aldrig har glædet mig mere over nogens død. Lige indtil det sidste var han i ord og gerning en ægte kristen. Fuld af tro og fortrøstning ønskede han selv sin udløsning. Lovet være Gud! I hans sted er trådt vort universitets rektor, magister Bartholomæus Feldkirch. Intet andet nyt har jeg at melde fra os. Her studeres ved universitetet med myreflid. Lev vel og hils alle, som bør hilses, især præsten ved Skt. Sebaldus og andenpræsten, men mest dog Pirckheimer og Albrecht Dürer og dr. Christophorus Scheurl. Dr. Eck skriver, at mit svar til Sylvester hverken behager eller mishager ham helt igennem. Men dertil føjer han dog ét klogt og sandt ord, nemlig, at for mig ligger der ikke synderlig vægt på hans dom, for i virkeligheden betyder hans råd for mig slet intet. Hvad jeg sender med som bestemt for Augsburg, håber jeg, at du vil lade besørge. Lev vel igen! I hast, 3. søndag i advent 1518.

Til en begyndelse ville kurfyrsten have været tilfreds, om jeg ikke havde været her. Senere ville han absolut, at jeg skulle blive. Hvad han nu tænker, efter at Augsburger-akterne og Klagen er udgivet, véd jeg ikke noget om. Selv forhalede han nemlig udgivelsen længe, ja også da de allerede var under trykning, ville han have haft den standset, hvilket dog ikke engang min egen indgriben havde kunnet udvirke. For tiden forhandler han i Jena om, hvad der skal svares legaten angående pengehjælpen imod tyrkerne. Jeg véd ikke, om det er tjenligt, at du gør mange bekendt med Klagen, skønt den hos os er udbredt overalt.

________________

28. Til Staupitz.

Wittenberg, 13. december 1518.

Luther melder Staupitz sin hjemkomst til Wittenberg og beklager sig over Cajetans brev til kurfyrsten, hvorpå han har givet tilbørligt svar. Kurfyrstens stilling til spørgsmålet om Luthers forbliven i Wittenberg.

Til den ærværdige og udmærkede fader Johan Staupitz, Augustiner-eremitternes ordensvikar, min mildeste fader i Kristus.

Jesus.

Da allehelgensaften gik ind, vendte jeg, ærværdige og bedste fader, glad og rask tilbage til Wittenberg, men imod alles forventning. Men senere kom denne hæslige sag op, og jeg måtte snart fortryde at være kommet hertil. Herren forbarme sig over os!

Kurfyrsten frarådede helt udgivelsen af mine Augsburger-akter, men nu har han endelig givet sit samtykke, og de er nu under trykning. Imidlertid kom der et vidtløftigt brev fra kardinallegaten til kurfyrsten, hvor han rejser gruelige beskyldninger imod mig og dig og, som han udtrykker sig, mine forbundsfæller, fordi vi uden hans vidende har forladt Augsburg, hvad han klager over som en svigefuld adfærd. Endelig tilrådede han kurfyrsten at sende mig til Rom eller udvise mig fra sine områder, for at han ikke – som det hedder – for en sølle munks skyld skal sætte en plet på sin ære. Han gør gældende, at sagen vil blive forfulgt i Rom, for således havde han skrevet til Rom om sin egen svigefuldhed og tvættet sine hænder. På dette brev har kurfyrsten ønsket et svar fra mig, som han kunne sende legaten med sit eget, og således har jeg gjort og, så vidt jeg kan skønne, til tilfredshed.

Men kurfyrsten er dog ret bekymret for mig og ville hellere have mig et andet sted. Han har i Lichtenberg, hvortil jeg blev hidkaldt, ladet magister Spalatin forhandle længe med mig. Jeg har sagt, at hvis bandlysningen kommer, vil jeg ikke blive, og han har frarådet mig så hurtigt at rejse til Frankrig. Endnu venter jeg på hans afgørelse. Men du, mildeste fader, 1ev vel, og anbefal blot min sjæl til Kristus! Jeg ser, at modstanderne er fast besluttede på at dømme mig, men hos mig styrker Kristus atter mit forsæt om ikke at vige. Hans hellige og velsignede vilje ske, ja hans vilje ske! Bed for mig!

Jeg besværger dig, hvad er det dog for noget urimeligt noget, erfurterfædrene har for, at de gør vor fader, ordensvikaren, licentiaten magisterværdigheden stridig. Hvor længe, jeg beder dig, hvor længe skal denne særhed, denne ulydighed vare ved? Da vi var sammen, glemte jeg at tale om, hvad der lå mig så meget på sinde. Vort universitet udvikler sig godt. Kun mangler det timer for vigtige forelæsninger.

Lucias dag 1518.

Din Martin Luder, den fattige lille munk.

________________

29. Luthers optegnelser til forhandlingen med Miltitz.

Altenburg, 4. eller 5. januar 1519.

Den 28. december 1518 var Miltitz kommet til Altenburg, og sandsynligvis indfandt Luther sig til forhandlinger den 3. eller 4. januar. Disse forhandlinger førtes på begge de følgende dage, og det her følgende brudstykke om stillingen synes at være nedskrevet straks ved den første sammenkomst i Spalatins hus.

Artiklerne er følgende:

Den første, at folket var forført, at det nu her efter havde en urigtig mening og forståelse af afladen.

Den anden, at dr. Luther var denne forfører eller vildfarelsens begynder.

Den tredje, at Johan Tetzel havde givet dr. Luther årsag dertil.

Den fjerde, at biskoppen i Magdeburg for vindings skyld havde formået og ansporet Johan Tetzel til denne handel.

Den femte, at Johan Tetzel i denne pålagte handel havde gjort for meget ud af den.

Derpå udtalte jeg og sagde, at ingen havde mere skyld i, at der var opstået en sådan uenighed og tvedragt om afladen, end netop hans pavelige hellighed selv, derfor var pavestolen selv alene årsagen til denne store klage over ulydighed imod den romerske kirke. For således som hans embede fordrede, skulle paven enten have forbudt biskoppen i Magdeburg og modsat sig, at han for sin person tragtede efter så mange bispeembeder, eller også have skænket ham dem begge uden betaling, ligesom han selv havde fået sit embede af Herren for intet. Men paven har forøget biskoppens ærgerrighed og ladet hans pengesyge bøde, idet han har taget så mange tusind gylden for rettighederne og dispensationerne. Derfor var biskoppen nødsaget og foranlediget til at tjene penge ved afladen og på denne måde give sine afladsprædikanter årsag til at mishandle Kristi folk på det skammeligste (ved afladshandlen). Paven havde tiet stille hertil og dermed billiget biskoppens fremgangsmåde med afladen og således gjort sig skyldig i den tredje synd. Men i denne nød er biskoppen blevet foranlediget til at se sig om efter en anden medhjælper som Johan Tetzel, der gennem mange år havde øvet det håndværk at skrabe penge sammen og derfor var en øvet mester og ellers ikke dygtig til noget. Endelig har samme Johan Tetzel fremstillet afladen så ren og lutret, dvs. prist og ophøjet den således, at hele verden nu har afsky for det. Da blev jeg først utålmodig over de jammerlige forførelser, de store beskatninger af og byrder på det arme folk, men meget mere over florentinernes pengegriskhed, som overtalte pavens gode og enfoldige hjerte til, hvad de så end måtte ønske, ja drev ham i alle slags ulykker og allerstørste fare. For det er en erfaring, at deres skammelige griskhed og pengesyge endnu mindre er til at mætte end Helvede. Da der nu tilmed var givet mig lejlighed og rimelig årsag til at antaste romanisternes pengebegærlighed, har jeg ikke villet lade denne gå unyttet hen og vil lade det, som forhen er trykt og herefter vil følge, udgå imod afladen.

________________

30. Til kurfyrste Frederik af Sachsen.

Altenburg, 5. eller 6. januar 1519.

I dette brev, som er skrevet dagen efter samtalen med Miltitz, angiver Luther de fire punkter, hvori han har tilbudt sin villighed til at medvirke til et forlig. Miltitz mente dog, at det var utilstrækkeligt.

Ædle, højbårne fyrste, nådigste Herre! Det er for meget for mig, at Kurfyrsten lader sig drage så langt med ind i min sag og møje! Men fordi nøden og Guds førelse føjer det således, så beder jeg, at Deres fyrstelige nåde vil holde mig det til gode. Igen har hr. Carl von Miltitz regnet mig det til last som en stor brøde, den vanære og forstyrrelse, der ved mig er tilføjet den romerske kirke, og jeg har på det allerydmygeste tilbudt at gøre, hvad jeg formår, for at yde erstatning. Nu beder jeg Deres fyrste nådig kaste et blik på min betænkning, som jeg hermed forelægger Kurfyrsten, for jeg ville gerne gøre noget ud af det.

For det første ville jeg love at lade denne sag hvile herefter og bløde sig selv til døde (for så vidt modparten vil gøre ligeså), for jeg holder for, at havde man ladet min skrivelse være uantastet, så ville der for længst have lagt sig tavshed omkring den. Den vise var kvædet til ende, og enhver ville være træt af at skulle høre mere på den. Også frygter jeg for, at følger man ikke denne vej, og tager man atter sagen op med magt eller ord, så kommer der først rigtig fart i den, og skammen bliver til alvor.

For det andet ville jeg skrive til hans hellighed Paven og med al ydmyghed underkaste mig og bekende, hvordan jeg er optrådt alt for hidsigt og skarpt, men dog ikke mener dermed at være trådt den hellige romerske kirke for nær. Jeg vil angive årsagen, at jeg som et trofast kirkens barn har bekæmpet den forargelige prædiken, hvoraf der i folket er fremvokset megen spot, dårlig omtale og vanære og forargelse imod den romerske kirke.

For det tredje ville jeg lade udgå en løbeseddel og formane enhver til at følge den romerske kirke, vise den lydighed og ærbødighed, og lægge dem på sinde ikke at misbruge mit skrift til forhånelse, men forstå det til den hellige romerske kirkes ære. Samtidig vil jeg bekende, at jeg alt for hidsigt har bragt sandheden for lyset, muligvis også på et uheldigt tidspunkt. For når ikke årsagen havde været så stor, så havde jeg gjort nok i dette stykke, og det ville fremdeles være tilstrækkeligt for enhver at vide, hvori den rette forskel består mellem afladen og gode gerninger.

For det fjerde har magister Spalatin ved hr. Fabian von Feylitz' mellemkomst fremsat det forslag, at sagen skal overgives til den højærværdige ærkebiskop i Salzburg, og efter hans dom, når den var vedtaget med lærde og pålidelige folks accept, skulle jeg rette mig, eller, om dette ikke blev mig muligt, falde tilbage på min klagesag. Måske kan sagen ordnes således og dermed ophæve sig selv.

Men jeg er bange for, at paven ikke ville finde sig i en dommer, og så vil heller ikke jeg underkaste mig pavens dom. Derfor når det første middel ikke kan bruges, så vil vi få den scene, at paven skriver teksten, og jeg leverer de kritiserende bemærkninger. Men det ville ikke være godt. Jeg har også talt med hr. Carol [Miltitz] om det. Han mener, at det ikke vil være tilstrækkeligt, og alligevel forlanger han ikke tilbagekaldelse, men vi skiltes fra hinanden på ubestemt tid for at overveje det videre. Véd Deres fyrstelige Nåde, om der måtte være noget yderligere for mig at gøre, da må Kurfyrsten for Guds skyld lade mig Deres vilje vide! Jeg vil gerne gøre alt, lide alt, når jeg blot ikke skal blive nødt til at spille ud igen. For tilbagekaldelse bliver der ikke noget af.

Kurfyrstens underdanige kapellan

Dr. Martinus.

________________

31. Til kurfyrste Frederik den vise af Sachsen.

Altenburg, den 6. eller 7. januar 1519.

Kort beretning om de punkter, hvori Luther og Miltitz er nået til enighed.

Ædle, højbårne fyrste, nådigste Herre! Herved lader jeg Kurfyrsten underdanigst vide, hvordan Carolus af Miltitz og jeg er nået til enighed og har fået sagen begrænset til to punkter.

For det første skal der ske en fælles standsning af sagen hos begge parter, og det bliver forbudt begge parter herefter at prædike, skrive og forhandle videre om den.

For det andet vil hr. Carolus kort skrive til den hellige fader, paven, om alle sager, hvordan han har forefundet deres nuværende stilling, og arbejde hen til, at hans hellighed pålægger f.eks. en lærd biskop at undersøge sagen og påvise artikler, som indeholder vildfarelser og skal tilbagekaldes af mig. Derefter, når man efterviser mig, at jeg er faret vild, så skal og vil jeg gerne tilbagekalde den påviste vildfarelse og ikke svække den hellige romerske kirkes ære og indflydelse.

________________

32. Til kurfyrste Frederik den vise af Sachsen.

Wittenberg, efter den 19. januar 1519.

Efter Altenburger samtalerne skrev Miltitz også til kurfyrsten og refererede de forslag, han havde stillet Luther. Dem sendte kurfyrsten videre til Luther, for at høre hans mening om dem.

Ædle, højbårne fyrste, nådigste Herre! Som kurfyrstens underdanige tjener skal jeg herved fremsætte mine ytringer om de artikler og forslag, som af Kurfyrsten er sendt til mig, for at bilægge den svære strid mellem mig og det pavelige afladsvæsen.

For det første er jeg beredt til at ære den romerske kirke i al ydmyghed og intet at forholde den hverken i himmelen eller på jorden, undtagen Gud selv og hans Ord alene. Derfor vil jeg gerne fremkomme med en tilbagekaldelse i de stykker, hvor vildfarelse bliver mig påvist. For at tilbagekalde alle stykker straks, er umuligt.

For det andet kunne jeg ikke alene finde mig i, men jeg ville endog ønske, at jeg aldrig mere skulle prædike eller undervise. For det er ikke dertil, at min lyst og kærlighed står, hverken gods eller ære er for mig knyttet dertil. For jeg véd også godt, at det på jorden ikke tåles, at Guds Ord bliver forkyndt og hævdet. Men Guds bud og Guds vilje er jeg hidtil og fremdeles underkastet i dette stykke.

For det tredje er det min eneste begæring og i min interesse at have en pålidelig, ærlig dommer, derfor nævner jeg også den højærværdigste ærkebiskop i Trier eller i Salzburg eller fyrst Philip, biskop i Freisingen og Nauenburg.

For det fjerde har det vel også for længst bevæget mit sind, at 9 kardinaler med alle deres tilhængere på pave Julius' tid intet kunne sætte igennem, og at også ellers er mange gange kejsere og konger blevet ydmygede. På den anden side har det dog styrket mig igen, at jeg har fortrøstet mig fast til, at den romerske kirke ikke ville og kunne finde sig i de kluntede og skadelige prædikener, som min disputats om afladen har afdækket, heller ikke se igennem fingre med dem eller opretholde dem og således lade det arme Kristi folk forføres ved afladets skin.

Det er også et rent under, om i vore tider, i disse sidste, onde tider en eller to af dem bliver undertrykt. For vi finder jo, at på kætteren Arius' tid, da den hellige kirke endnu var ny og ren, blev alle biskopper forjaget af deres kirke og kætterne med deres tilhængere forfulgte i hele riget gennem hele verden den eneste hellige: Athanasius. Når Gud tillod noget sådant i kirken på denne salige tid, så er det heller ikke noget stort under i mine øjne, om jeg arme menneske må bukke under. Men sandheden er forblevet, og den bliver evindelig.

For det femte, den nye skrivelse om afladen, der nu er udkommet i Rom, er for mig i mine øjne næsten til at undres over. For det første er der det, at den intet nyt bringer. Dernæst, at den fremstiller det gamle næsten dunklere og uforståeligere, end det tidligere er sket i andre skrivelser. For det tredje, at den ikke tilbagekalder de andre pavelige love, hvortil jeg har henvist og altså lader sagen blive hængende i modsigelse. For det fjerde, og det er nu det allerstørste, at den ikke, som alle andre love plejer, indfører noget ord fra Skriften eller læreren eller lovene eller angiver nogen grund, men alene fremsætter blotte ord, hvori jeg slet ikke bliver hørt, og slet intet læres med hensyntagen til mit skrift og bøn.

Fordi kirken er skyldig at give grunde for sin lære, som Peter befaler, og på mange måder forbyder at antage noget, uden at det er godtgjort, som Paulus siger, så vil jeg ikke erkende en sådan skrivelse som den hellige kirkes rette og tilstrækkelige lære. Jeg må adlyde Guds bud og forbud mere. Dog vil jeg ikke forkaste, men heller ikke bøje mig for den.

Jeg frygter også for, nådige Herre, at det vil ikke alene blive holdt for utroværdigt, men også blive anset for en spot og offentlig vanærelse af den romerske kirke, hvis jeg antog noget og tilbagekaldte noget blot for sådanne ords skyld, på en tid, hvor man i hele verden begynder at spørge om, ikke hvad, men hvorfor dette eller hint bliver sagt. For hvad kirken siger eller foretager uden angivelse af grund, det får ikke grund at stå på, blot fordi jeg tilbagekalder.

Jeg vil gerne sige til Kurfyrsten med påberåbelse af min samvittighed, at jeg uanset alle æresspørgsmål, gerne ville tilbagekalde, hvis jeg blot må høre grunde for min vildfarelse eller for sandheden. Skulle jeg nogensinde måtte tilbagekalde uden denne, så vil jeg gøre det med ord og samtidig sige, at jeg tror anderledes i hjertet. Men det ville være dem en slet ære.

Wittenberg, 1519 / 1521 (dateringen er usikker)

Kurfyrstens underdanige tjener

Dr. Martin Luther

________________

33. Til Staupitz.

Wittenberg, 20. februar 1519.

Klage over Staupitz' tavshed. Om forhandlingen med Miltitz. Om leipziger-disputatsen.

Til den ærværdige og bedste fader, Johannes Staupitz, ordensvikar for Augustiner-eremitterne osv.

Fred og velsignelse. Om end du er så langt borte fra os, ærværdige fader, og forholder dig tavs og ikke sender de ventende det længselsfuldt ventede brev, så vil dog vi bryde tavsheden. Vi ønsker, alle ønsker engang at se dig i denne Guds tugtelses tid. Jeg antager, at mine akter, dvs. den romerske vrede og harme er kommet til dig. Gud river og driver mig fremad og leder mig ikke mere. Jeg er ikke Herre over mig selv, jeg ønsker at være i ro og kastes midt ind i kamp og strid.

Carolus Miltitz møder mig i Altenburg. Han klagede over, at jeg havde vundet hele verden for min sag og fjernet den fra paven. Han havde erfaret i alle gæstgivergårde, at blandt fem mennesker var der næppe tre eller to, som tog parti for Rom Han var forsynet med 70 pavelige håndskrivelser, hvad jeg senere har erfaret fra det kurfyrstelige hof, i det øjemed at føre mig fangen til Rom, det morderiske Jerusalem, dette blodplettede Babylon. Da denne plan nu viste sig håbløs, begyndte han at virke for, at jeg skulle tilbagegive romerkirken, hvad jeg havde berøvet den, og tilbagekalde.

Men da jeg bad ham om vejledning med hensyn til, hvad jeg skulle tilbagekalde, enedes vi endelig om, at sagen skulle overgives til nogle biskopper. Jeg nævnte ærkebiskoppen af Salzburg, Trier og Freising. Den aften, da han havde modtaget mig, var jeg hans gæst til et fornøjeligt måltid, og han kyssede mig til afsked. Jeg opførte mig, som om jeg ikke gennemskuede hans ægte italienske forstillelseskunst. Tetzel har han også indbudt og dadlet og endelig i Leipzig overbevist ham om, at han månedlig har modtaget 90 gylden som løn, desuden haft vogn med tre ryttere og alle udgifter dækket. Og nu er denne Tetzel forsvundet, uden at nogen ved hvorhen, undtagen måske hans ordensbrødre.

Min gode Eck indblander mig på ny med sin falskhed i nye stridigheder, som du ser her af det medfølgende. Således sørger Gud for, at jeg ikke skal være ledig. Men med Kristi hjælp skal denne kamp for Roms rettigheder og skikke falde uheldigt ud, disse rørstave, hvortil Eck støtter sig.

Jeg vil ønske, at I kan få mine baseler-skrifter at se og således lære at kende, hvordan lærde mænd dømmer om mig, Eck og Sylvester og de skolastiske teologer. Meget vittigt omskriver de Sylvesters titel til ”magirus palatii i stedet for ”magister palatii” (magirus er det græske ord for, hvad der på latin betyder en kok), idet de med flid begår denne fejl, og også med andre tilstrækkelig skarpe bemærkninger stikker de til ham. Dette vil smage de høje Herrer i Rom ilde. Derfor beder jeg dig om dine forbønner. For jeg stoler sikkert på, at Herren tvinger dit hjerte til at bekymre sig for mig. Jeg er et menneske, som let lader mig fange af og blive optaget af selskabelighed, rus / druk, smiger / kildren, forsømmelighed og andre fortrædeligheder / bryderier / besværligheder, bortset fra de synder, som jeg i mit kald pådrager mig.

Leipzigerne er gået ind på disputatsen med Eck, som bebrejder mig, at jeg letsindigt har skrevet, at de afviste mig, og forlanger nu i breve, at jeg skal berigtige dette. Men jeg er af hertug Georg underrettet om, at de først har vægret sig, og har to gange ladet dem vide, at deres dekan tidligere har afslået min begæring, og således forholder det sig også. Så ynkelige midler tyer mennesker til for at undgå den disputats. Men hertug Georg holder derpå. Lev vel, mildeste fader.

20. februar 1519.

Broder Martin Luther, augustiner

________________

34. Til kurfyrsten af Sachsen.

Wittenberg, 13. marts 1519.

Undskyldning for, at aftalen med Miltitz om at tie ikke har kunnet holdes, da Ecks angreb har været så fjendtlige, at disputatsen i Leipzig blev uundgåelig.

Min arme underdanige forbøn gælder altid Kurfyrsten, ædle, højbårne fyrste, nådigste Herre! Ved Kurfyrstens kapellan, hr. Magister Spalatin, har jeg fået tilsendt nogle punkter, som den ærværdige hr. Carl af Miltitz, pavens udsendinge angående mig hos Kurfyrsten, har opstillet, angående dette, at jeg herefter skulle forholde mig rolig og ikke begynde noget nyt, således som vi besluttede i Altenburg. Nu véd Gud, at det var mit fulde alvor, og jeg var glad, at sagen således skulle få en ende, så vidt det stod til mig, og at jeg har holdt denne overenskomst så urokkeligt, at jeg har ladet hr. Sylvester Prierias' gensvar fare, uagtet det gav årsag nok til det modsatte. Og at jeg har foragtet mange af mine modstanderes trodsige spot og tiet også imod mine venners råd. Det var jo vor beslutning, at jeg ville tie, som hr. Carl vel véd, hvis blot min modpart også tav.

Men nu har dr. Eck uden privat advarsel angriber mig således, at man mærker, at han søger at håne og vanære ikke mig, men hele Kurfyrstens universitet i Wittenberg. Mange brave folk mener, at han er købt dertil. Det vil derfor ikke sømme sig for mig at lade sådanne underfundige kunstgreb upåagtet eller at prisgive sandheden til sådan spot. For skulle man lukke munden på mig og åbne den for enhver anden, så kan Kurfyrsten nok forstå, at jeg vil blive overfaldet også af sådanne, som ellers måske ikke turde binde an med mig.

Vel er jeg endnu af hjertet villig til lydig at følge Kurfyrstens trofaste råd, og forholde mig rolig i alt, for så vidt de andre vil gøre ligeså, skønt jeg vel har mere at varetage, og dette ikke er min lyst. Men hvis ikke, så beder jeg Kurfyrsten underdanigst ikke at tage mig det ilde op, for jeg kan heller ikke bære over min samvittighed at svigte sandheden. For skønt sagen vedrører Paven, så har jeg dog måttet følge, hvad der er disputatsskik og tage handsken op, altid med forbehold af al underdanighed og lydighed imod den hellige romerske stol. Gud spare Kurfyrsten saligt! Amen.

Skrevet i Wittenberg på søndagen invocavit 1519.

Kurfyrstens underdanige kapellan

Dr. Martin Luther, Augustiner.

________________

35. Til Joh Eck.

Wittenberg, 5. april 1519.

Angående disputatsen i Leipzig.

Atter må jeg skrive til dig. Jeg havde bedt fyrst Georg, hertug af Sachsen, om tilladelse til at disputere med dig i Leipzig. Derpå har jeg fået det svar, at han vil lade mig få nøjagtig besked, når han blot først får underretning om, at vi er indbyrdes blevet enige. Du havde i dit brev ikke talt om mig, men om Karlstadt. Imidlertid afskyer Karlstadt jeres lumske vendinger efter fortjeneste og vil vanskelig værdige dig en drøftelse. På den anden side er også du bange derfor, efter at du i hans svar til dig har lært hans styrke at kende. Alligevel har du narret fyrsten, idet du har angrebet Karlstadt, men sigtet på mig. Følgelig står det nu til dig at lade hertugen eller mig vide, om vor aftale skal gælde, for at vi ikke længere skal holde ham i uvidenhed. Gør det derfor muligt, at jeg ret snart kan få dit svar, for at jeg derigennem kan indhente endelig besked. Universitetets indvilligelse har jeg skriftlig. Lev vel, og vær endelig ikke nogen sofist mere, men bliv en teolog!

Wittenberg, tirsdagen efter lætare 1519.

________________

36. Til Spalatin.

Wittenberg, 20. juli 1519.

Luthers beretning om Leipziger-disputatsen.

Til den gode mand Georg Spalatin, hos den i De Hellige Skrifter og i bøgerne højt oplyste kurfyrste af Sachsen, min ven i Kristus.

Fred og velsignelse. At den ophøjede fyrste og I alle er komne uskadte hjem glæder vi os over, bedste Spalatin. Måtte Kristus antage sig Pfeffingers sjæl, amen. Angående den vidtberømte disputats skulle vi for længe siden have skrevet, men jeg vidste ikke, hvordan og hvorhen der skulle skrives. Sagen er den, at nogle leipzigere, som hverken er rene eller retskafne, triumferer sammen med Eck, og dette er et rygte for sladderhankene selv. Men sagen selv skal nok åbenbare det.

Straks ved vor ankomst, inden vi endnu var stået ned fra vognen, blev der fra biskoppen i Merseburg opslået et forbud mod disputatsen på kirkedøren og desuden den nye bandbulle fra paven. Den brød ingen sig om, og den mand, der havde foretaget opslaget, blev kastet i fængsel af byrådet, fordi han havde handlet uden dets vidende.

Da man intet udrettede ved dette kunstgreb, greb man til et andet, efter at Andreas Karlstadt var tilkaldt. De gjorde sig efter Ecks ønske mange anstrengelser for, at drøftelsen blot skulle være mundtlig og ikke skulle føres til protokols af sekretærerne. Han håbede nemlig, at han skulle få overtaget ved sine råb og gestus, hvad også længe lykkedes. Men herimod indvendte Karlstadt, hvad man var kommet overens om og havde aftalt, og krævede derfor, at der skulle optages en protokol. Endelig for at opnå dette blev han tvunget til i det mindste at indrømme, at sekretærernes gengivelse ikke skulle blive offentliggjort, uden at de først havde hørt nogles dom. Dette gav anledning til ny strid om valg af dommere. Endelig fik de ham til at gå ind på, at først når disputatsen var endt, skulle de enes om dommeren. Kun på dette vilkår ville de tillade drøftelsen. Således havde de nu lokket os i en fælde, så at vi kun havde valget mellem enten at give afkald på disputatsen eller nødvendigvis at underlægge den urimelige dommere. Du ser altså, med hvilke grove kunstgreb, man har berøvet os den aftalte frihed. For vi véd bestemt, at universitetet og paven enten slet ikke vil træffe afgørelsen eller vil gå os imod, og det har vore modstandere alene lagt an på.

Den næste dag tog de mig særskilt for og gjorde mig de samme forslag. Men jeg afslog alle disse betingelser, dels af frygt for at få paven indblandet, dels fordi mine venner rådede således. Da tilbød de andre universiteter uden at lade paven falde. Jeg bad om at blive stående ved den aftalte frihed, og da de nægtede det, afviste jeg disse og gav afkald på disputatsen. Således opstod hele det rygte, at jeg ikke havde mod til at tage disputatsen op, og hvad der var endnu urimeligere, at jeg ingen dommere ville tåle. Alt dette udbredte og tolkede man på den mest hadefulde og ondartede måde, så at man også stødte vore bedste venner fra os, og evig skændsel for vort vedkommende stod os allerede for øje som overhængende. Derefter gik jeg efter vennernes råd hen og gik modvillig ind på betingelserne. Dog således, at min ankesag skulle være forbeholdt, og min sag skulle ikke foregribes, og den romerske kirke skulle holdes udenfor.

Først blev der disputeret med Karlstadt om den frie vilje en hel uge. Karlstadt tog bøgerne [kirkefædrene] til hjælp og fremførte med Guds hjælp sine argumenter og forklaringer udmærket og i stor fylde. Da der efter dette også var givet Karlstadt lejlighed til at angribe Ecks sætninger, afviste denne en fortsættelse, medmindre det blev forbudt at tage bøgerne med, medens Karlstadt havde bragt bøgerne med netop for at vise sin modpart uimodsigeligt, at han benyttede citaterne af skrifterne og kirkefædrene rigtigt og ikke behandlede dem med vold. Det var Eck selv blevet overbevist om at have gjort sig skyldig i. Det gav anledning til ny tumult. Endelig blev det til fordel for Eck bestemt, at man skulle lade bøgerne blive hjemme. Men hvem ser ikke, at hvis det ved drøftelsen havde drejet sig om sandheden, havde man måttet ønske at få alle bøgerne med. Misundelsen og ærgerrigheden kunne ikke lægge sig skamløsere for dagen end netop ved denne forholdsregel.

Til sidst indrømmede den rænkefulde mand alt, hvad Karlstadt påviste, uagtet han kraftigt havde bestridt det, og samstemte ganske med ham om alt, og pralede af at have draget Karlstadt over til sin mening. For Scotus med scotisterne og Capriolus med thomisterne forkastede han og sagde, at de øvrige skolastikere havde ment og lært det samme som Karlstadt. Således faldt da Scotus og Capriolus, dvs. scotisterne og thomisternes berømteste overhoveder.

I den følgende uge disputerede han med mig. Først en meget heftig kamp om pavens overherredømme (primat). Sin kraft havde han i ordene: ”Du er Peter” og ”vogt mine får, følg mig og styrk dine brødre”, idet han tilføjede mange vidnesbyrd af kirkefædrene. Hvad jeg svarede, vil du snart lære at kende. Dernæst, da han var drevet til det yderste, fandt han hele sin støtte i kirkemødet i Konstanz. Her havde man dømt den sætning af Huss, hvori han havde udtalt, at pavedømmet stammede fra kejseren, som om den kendelse havde guddommelig gyldighed. Her tumlede han sig ret på sit eget felt, idet han foreholdt mig bøhmeren og åbent beskyldte mig for at være en kætter og beskytter af bøhmiske kættere. For han er en ligeså skamløs som dumdristig filosofisk teolog. Mere end selve disputatsen frydede disse beskyldninger leipzigerne.

Jeg fra min side opstillede herimod grækernes kirke gennem tusind år og gamle kirkefædre, som ikke havde været underlagt pavens magt, uagtet jeg ikke ville nægte ham en førsterangsstilling. Og endelig blev der også disputeret om et kirkemødes myndighed. Jeg vedgik åbent, at adskillige artikler med uret var blevet fordømt ved kirkemøder, da der var lært sådan med tydelige og klare ord af Paulus, Augustin, ja Kristus selv. Men nu svulmede den giftige øgle op og overdrev denne min brøde næsten indtil vanvid for at smigre for leipzigerne. Endelig godtgjorde jeg af selve kirkemødets ord, at ikke alle de artikler, som var blevet dømt dér, var kætterske og vildfarende, og at han derfor intet havde opnået ved sin bevisførelse. Således står det nu.

I den tredje uge disputerede vi om boden, skærsilden, afladen, om hvorvidt enhver præst har retten til at tilsige syndsforladelse. For med Karlstadt disputerede han ugerne, men med mig alene ville han forhandle. Afladen faldt nu rigtignok helt sammen, og han samstemte med mig næsten i alt, og således blev forsvaret for afladen til latter og spot, mens jeg vente, at det skulle blive drøftelsens højdepunkt. Ja til sidst gjorde han i sine offentlige prædikener sådanne tilståelser, at også folket måtte forstå, at han ingen vægt lagde på afladen.

Han siges også at have tilstået, at hvis jeg ikke havde debatteret om pavemagten, ville han let have nået til enighed med mig om alt. Endelig sagde han endog til Karlstadt selv: ”Hvis jeg kunne blive lige så enig med dig som med Martinus, så kunne også vi to blive venner.” Han svinger meget, er bedragerisk, i stand til alt. Først indrømmede han Karlstadt, at de skolastiske lærere lærer ens, derefter forkastede han over for mig den Gregor af Rimini, der alene til forskel fra alle andre skolastikere samstemte med os. Således til forskellige tider at bekræfte og benægte det samme, er der for ham intet dadelværdigt ved. Heller ikke leipzigerne kan indse dette, så stor er afstumpetheden hos dem. Ja, mere endnu: Han indrømmede ét ved disputatsen, og lærte noget andet offentlig i kirken. Og da han blev krævet til regnskab af Karlstadt for disse skiftende udtalelser, svarede han frækt, at folket ikke burde undervises i, hvad der disputeredes om.

Efter at disputatsen med mig var sluttet, disputerede han atter de tre sidste dage med Karlstadt, idet han atter indrømmede og samstemte i alt: nemlig, at når mennesket gør, hvad der ligger i ham, så er det synd, at den frie vilje uden nåden ikke kan andet end synde, og at enhver god gerning indeholder synd, og når vi ved vor egen gerning bereder os for nåden, skyldes det nåden selv. Alt dette nægter skolastikerne. Således er da næsten intet blevet blot værdigt behandlet ved denne disputats undtagen min trettende tese. Imidlertid vækker han alligevel behag, triumferer og regerer. Men kun indtil jeg får udgivet mit, for da drøftelsen er forløbet så dårligt, vil jeg på ny offentliggøre mine forklaringer til teserne.

Leipzigerne har hverken hilst på os eller besøgt os, men behandlet os som dødsfjender. Men for Eck stillede man alt til rådighed, ledsagelse og følge, gæstebud, indbydelse, endelig forærede man ham også en pelskappe, og de red tur med ham, kort sagt, alt hvad de kunne tænke sig, har de gjort for at håne os.

Desuden har de fået Cæsar Pflug og fyrsten til at bifalde det. Et har de ydet: de har æret os med den sædvanlige gave af vin, hvad de nu heller ikke kunne undlade. Men alle, som var venligt stemte, listede sig til os i det skjulte. Dog indbød dr. Aurbach os, en meget rettænkende mand, og professor Pistorius den Yngre. Også hertug Georg har indbudt os alle tre på en gang til sig.

Hertugen lod mig også kalde alene og underholdt sig udførlig med mig om mine skrifter, især om ”Fadervor”. Han beskyldte mig for at bestyrke bøhmerne i meget, og dernæst skulle jeg have bragt forvirring i mange samvittigheder ved min bog om Fadervor, så at de klagede over, at de ofte ikke kunne bede et Fadervor i fire dage, når de skulle høre efter mig, og meget andet. Og jeg var ikke så dum, at jeg ikke skelnede mellem fløjten og dem, der spillede den, og det gjorde mig ondt, at en så udmærket og from fyrste var så tilgængelig for fremmede indflydelser, da jeg dog så og erfarede tilstrækkeligt, hvor virkelig fyrsteligt han kunne tale, når han sagde sin egen mening.

Det nyeste eksempel på vore modstanderes had er følgende: på Peter og Pauls dagen blev jeg opfordret af hertugen af Pommern til at prædike evangeliet for ham i slotskapellet. Hastigt rygtedes dette i byen, og en mængde både kvinder og mænd strømmede sammen, så at jeg blev nødt til at holde prædikenen i den store disputatssal. Dér havde man opstillet leipzigermagistre og andre, som skulle passe på os. Det var den evangelietekst, som tydeligt indeholder disputatsens to emner, hvorfor jeg blev nødt til at udvikle hele disputatsens hovedindhold for alle, men til leipzigernes mishag.

Derefter blev Eck ført frem imod mig og prædikede fire gange i forskellige kirker i byen og gjorde det ganske af med alt mit for offentligheden. Således var det forlangt af disse indbildte teologer. Mig derimod blev der ikke givet adgang til nogen prædikestol, uagtet det ønskedes af mange. Jeg skulle blot anklages og beskyldes, men ikke tillige rense mig. I samme hensigt lod man også Eck ved disputatsen have det sidste ord, uagtet han var opponent, hvad jeg ikke var i stand til at få ændret.

Og endelig udbrød selve Cæsar Pflug, da han hørte, at jeg havde prædiket under hans fraværelse: ”Jeg ville ønske, at broder Martin havde gemt sin prædiken til Wittenberg.” Kort sagt, misstemning har jeg mødt en del af, men aldrig så uforskammet og gement.

Således har du nu her hele tragedien. Det øvrige kan dr. John. Plawnitzer fortælle dig. For han var selv til stede og medvirkede ikke lidt til, at disputatsen kom i stand. Og fordi Eck og leipzigerne ved denne ikke søgte sandheden, men deres egen ære, så er det intet under, at det begyndte dårligt og endte værre. For hvor man havde kunnet håbe på enighed mellem wittenbergenserne og leipzigerne, så har de ved denne misstemning bevirket, frygter jeg, at strid og misstemning først rigtig er trådt for dagen. For det er frugten af den menneskelige ærgerrighed. Jeg søger vel at holde min lidenskab i tømme, men jeg kan dog ikke helt aflægge mit mishag, for også jeg er kød. Alt for skamløs var deres misundelse og alt for ondsindet deres hårdhed i en så hellig og guddommelig sag. Lev vel, og anbefal mig til den høje fyrste.

Fjerde dagen efter Alexius’ 1519.

Din Martin Luther

Den ærværdige ordensvikar Staupitz traf jeg i Grimma.

________________

37. Til kurfyrste Frederik den Vise af Sachsen.

Wittenberg 15. oktober 1519.

Luther fortæller, at han ikke har lovet at rejse til Miltitz i Trier.

Ædle, højbårne fyrste, nådigste Herre! Min arme bøn og tjeneste gælder altid Kurfyrsten, nådigste Herre! Jeg har erfaret, at min ven og Herre, Carl af Miltitz har skrevet til jer, som om jeg skulle have forpligtet mig til at rejse med ham til Trier. Dette har været mig til forundring at høre, fordi jeg ikke har henvendt mig til ham i anden mening, end at jeg endnu var villig at underkaste mig ærkebiskoppen i Trier som dommer, således som det blev aftalt i Trier. Jeg har jo sagt og forholdt mig, som Kurfyrsten har aftalt med ham i Frankfurt, og også udtrykkelig modtaget Kurfyrstens råd og aftale, som også vor forstander nu har hørt og endnu siger. For intet har jeg mindre tænkt på end at rejse til Trier til rigsdagen med noget menneske. Der er heller ikke nævnt et ord derom, ja hr. Carl sagde, at han nu havde udrettet sit hverv og ville rejse lige til Rom Altså er jeg endnu villig og beredt til efter Kurfyrstens råd og tilsagn at komme til rigsdagen og gøre, hvad jeg skal. Men nu ville jeg intet love, endsige holde, under alle de farer, som alle vegne truer fra krig og pest og andre hændelser. Dette har jeg i ydmyg underdanighed villet berette Kurfyrsten, for at du på troværdig måde kan vide, hvad vi har aftalt i Libenwerd. Hermed anbefaler jeg mig ydmygt til din fyrstelige nåde.

Wittenberg, lørdag, Skt. Gallus' aften 1519.

Kurfyrstens underdanige kapellan og tjener

Dr. Martin Luther, augustiner

________________

38. Til Joh Lang.

Wittenberg, 16. oktober 1519.

Om det falske rygte, hvormed leipzigerne pralede, at erfurterne ville erklære sig imod Luther og for Eck. Om et forestående modskrift af Emser.

Til den ærværdige fader Johannes Lang, magister i teologien og viceordensvikar hos augustiner-eremitterne, min overordnede i Kristus.

Fred og velsignelse. Endelig er broder Georg vendt tilbage til jer, som I har ønsket. Intet nyt er der, undtagen at det dag for dag bliver værre med leipzigernes slemme rygter. De praler stadig med, at jeres erfurtere havde afsagt kendelse imod mig og for Eck. Er det sandt, så gid det må falde ud til det gode for jer, at jeres landsmænd uden grund indblander sig i en fremmed sag. Jeg har foresat mig såvel i et latinsk som i et tysk forsvarsskrift at nedsætte deres erklæring for hele verden. Jeg vil til værn for sandheden offentlig oversætte den, så snart den er udkommen, hvad enten den nu skyldes uretfærdige eller ukyndige dommere, og således være uskyldig i jeres blod. Jeg er ikke til sinds at lade én stavelse af mine teser uden forsvar. Herrens vilje ske!

Man siger, at Emser går svanger med en elefant eller vældige tigre, ved hvis fødsel leipzigernes kære muser skal gøre tjeneste. Så hedt raser kampen, og Satan raser imod Guds Ord og vil dog intet opnå ved det. Rubens, det æsel, slagter mig endnu en gang, denne gang på tysk, men heller ikke således bliver leipzigernes had mættet. Men Herren lever, og jeg lever, og i ham leve også du, og lev vel og bed for sandheden!

Gallus' dag 1519.

Broder Martin Luther, augustiner

________________

39. Til Spalatin.

Wittenberg, mellem 16. oktober og 7. november 1519.

Luther vil gerne på opfordring af kurfyrsten skrive en postil (prædikensamling), men mangler tid. Til Miltitz er der intet at svare.

Til min kæreste ven i Kristus, Georg Spalatin.

Jesus.

Mine bedste hilsener. Der er intet min Georg, som jeg oftere fra flere sider og mere indtrængende er anmodet om end det, som du i dit brev fra vor høje fyrste beder mig. Der er heller intet blandt alle mine opgaver, som jeg hellere ville gøre end netop dette, fordi jeg alene ad den vej kan håbe at hjælpe præsterne og munkene, så de kan udbrede Kristi rene teologi i folket. De kan så undgå de urene fabler, hvormed de usle prædikanter snarere ihjelslår end forkynder Kristus. Og gid paven selv ville sørge herfor, for det er hans pligt.

Men jo mere jeg ønsker, at dette kunne lykkes, desto mere frygter jeg for at komme til kort dermed, fordi jeg er alt for optaget til, at jeg virkelig kan tjene denne sag. Ellers måtte man fritage mig for en del af mine offentlige forelæsninger og af mine prædikener, og det vil falde vanskeligt. Alligevel vil jeg prøve og begynde. Dersom det behager Gud, vil det have fremgang, og ham ønsker jeg heri at tjene helt. Lev vel og anbefal mig til fyrsten! Den fortræffelige Auerbaks fortræffelige plan behager mig.

Efter min mening fortjener Carl Miltitz intet svar. Sådan som jeg har skrevet og sagt, sådan forholder det sig, og jeg kan ikke berette andet uden at lyve. For hvis hans ord har været misforståelige for mig, som lyttede til ham i al enfoldighed, så er skylden ikke min.

Wittenberg 1519.

Broder Martin Luther, augustiner

________________

40. Til Spalatin.

Wittenberg, 18. december 1519.

Rygte om Miltitz' gennemrejse i Wittenberg. Opfordringen til at skrive en prædikensamling kan Luther ikke opfylde på grund af hans mange gøremål. Om de andre sakramenter (foruden dåben, boden og nadveren) vil han ikke skrive nogen bog, da han er usikker på, om de er sakramenter. Om synet på præsteembedet.

Til min i Kristus kæreste Georg Spalatin, Kristi tjener, den retskafne og lærde mand, ven og beskytter.

Jesus.

Fred og velsignelse. Her er gået rygte om, at Carl Miltitz i går er rejst her igennem byen, hvad der synes mig underligt. Dog lad det nu være, som det vil! Hvad du skriver om, at han har hånet mig gennem et billede, har jeg læst. Hvad du så indtrængende skriver om en udlægning af evangelieteksterne og epistelteksterne i fastetiden, véd jeg ikke, om jeg, kan overkomme. Det er en stor opgave, og jeg er stærkt bebyrdet. Tror du det ikke? Salmeforelæsningen kræver en hel mands kraft, det samme gælder mit prædikeembede for folket, hvori jeg gennemgår evangeliet og Første Mosebog, for det tredje andagterne og gudstjenesterne, som min orden pålægger mig, og som også kræver en hel mand, for det fjerde hele den nye opgave med den ønskede udlægning, for nu ikke at tale om brevene, der skal skrives, dernæst beskæftigelsen med fremmede anliggender, hvortil jeg også regner sammenkomsterne med vennerne, der trænger sig om mig og ubelejligt røver en mængde tid.

Jeg er dog virkelig kun et menneske og ét enkelt menneske. Jeg er beredt til dette arbejde, som du ønsker af mig, men skal jeg opfylde dette ønske, må jeg lade alt andet ligge. Og gid jeg i ro kunne hengive mig til denne ene opgave, så ville jeg betragte det som en stor lykke. Så langt er det fra, at jeg nødig tager mig det på.

Angående de andre sakramenter skal hverken du eller nogen anden forvente et skrift af mig, indtil jeg belæres om, af hvilket skriftord jeg kan aflede dem. For mig er der ikke andre sakramente. Kun dét er et sakramente, som udtrykkelig har en guddommelig forjættelse, som øver troen, for uden det løftegivende ord og den modtagende tro kan der ikke være noget fællesskab mellem Gud og os. Men hvad de har fablet om syv sakramenter, skal du få at høre en anden gang. Skriftet ”Fjorten trøstegrunde under sygdom” (Tesseradecas) bliver trykt på latin og tysk.

Særlige præstepligter, som du forlanger angivet af mig, kender jeg ikke. Jo mere jeg tænker over det, des mindre véd jeg, hvad jeg skal nævne, undtagen ceremonielle ting. Desuden bevæges jeg stærkt af apostelen Peters ord i l Pet 2, 10, hvor det hedder, at vi alle er præster, ligeledes Johannes’ Åbenbaringen (5, 10), så at den slags præstedømme, hvori vi står, slet ikke synes forskellig fra lægfolket undtagen ved tjenesten med at række sakramenterne og ordet. Ellers er alt ligt, når undtages ceremonier og menneskelige bestemmelser. Man må undre sig over, at præstestanden har fået navn af et sakramente. Mon ikke dette også vækker din undren? Men dette og andet kan vi tale om med Philip [Melanchthon], når vi mødes, fordi vi ofte og indgående har drøftet disse ting. Din pligt som præst adskiller sig derfor kun fra lægmandens pligter kun ved de byrder, som den romerske kirke uden forskel har pålagt alle præster. Hovedsagen er, at du betænker, til hvilken plads du er kaldet, dvs. at du ligesom Esther er kaldet til et hof, samt at du skal tjene de folk, som regeres fra dette hof, hvor lejlighed gives.

Dette er nu ikke blot den vanskeligste og sværeste opgave, men utvivlsomt også den vigtigste og højeste, uden sammenligning vigtigere end alle de øvrige, være sig de kirkelige fastsatte bedetider eller hvilke som helst andre embedspligter, nogen kan pålægge dig. Brevet til dr. Henrik Stromer mente jeg bedst at kunne få besørget ved din hjælp.

4. søndag i advent 1519. Wittenberg.

Martin Luther, augustiner

Ordensvikaren gentager ikke sin bøn. Men grunden er ikke vrede, men kun den, at tiden til at søge nu er udløbet. Han vil komme til fasten og vil da i fuldt mål gøre brug af din tjeneste. Dette har han ønsket, at jeg skulle skrive til dig.

________________

41. Til Spalatin i Zerbst.

Wittenberg, 10. januar 1520.

Luther sender breve fra Leipzig om behandlingen af hans prædiken om nadveren. Om et skrift af Eck.

Til min i Kristus kæreste Georg Spalatin, for tiden i Zerbst.

Jesus.

Fred og velsignelse. Jeg sender dig nye breve, hvoraf du vil se, hvor ulyksalig leipzigernes hadefulde iver er, hvor ondartet de misbruger den fortræffelige hertug Georgs enfoldighed. Uden betænkning erklærer de det for en dødssynd, et kætteri, når nogen nyder nadveren under begge skikkelser. Imidlertid, hvor klart end Kristi evangelium har indstiftet det, har jeg dog intet villet påbyde i denne sag uden at have et kirkemødes vedtagelse at henvise til. Hvordan det stiller sig i andre sager, kan man let slutte fra denne ene. Jeg beder dig læse også det øvrige, hemmelighederne om nadverskabene og om min fødsel, min opdragelse og mine forældre. Jeg venter, at man snart vil påstå, at jeg har hustru og børn siddende i Bøhmen. Ecks skamskrift, som han har udgivet imod mit forsvar af mine artikler, gider jeg ikke sende dig. Bogen ”Canonici indocti” har du nok læst. Den behandler hyklerne fint og dog foragteligt. Lev vel i Kristus, og Herren bistå nådig og lykkeligt denne forhandling i Zerbst! Amen.

3. dagen efter helligtrekonger 1519. Wittenberg.

Broder Martin Luther, augustiner.

________________

42. Til Spalatin.

Wittenberg, 8. februar 1520.

Om Ecks forgæves forsøg på at få Luthers og andres skrifter brændt. Om Ecks skrift imod Karlstadt og en opfordring fra hertug Georg til erfurterne om at udtale sig om leipziger-disputatsen. Luthers prædikener over Matthæusevangeliet. Luther er begyndt at skrive Kirkepostillen, men har brug for dage af dobbelt længde pga. arbejdsbyrden.

Til den lærde og retskafne mand, hr. Georg Spalatin, etc.

Jesus.

Fred og velsignelse. Dr. Bernhard Adelmann omtaler i sit brev til mig, at han har draget omsorg for et svar på Ecks bog. Det er også alt, hvad jeg véd om forfatteren til ”indocti canonici”. Stilen kan efter min mening tale både for Oecolampadius og for Konrad Adelmann, Bernhards broder, der synes mig at skrive kraftigst og indholdsrigest af de to.

Vor ven Wenzeslaus meddeler mig, at Eck havde anordnet, at mine bøger ligesom ”Canonici indocti” og det tyske forsvarsskrift skulle brændes på torvet, og kulbækkenet stod allerede færdigt til den følgende dags eksekution. Men så har nogle fornuftigere lærere ved universitetet i Ingoldstadt alligevel rådspurgt Johannes Reuchlin, og han svarede dem, at de skulle se sig for, at de ikke dermed bragte hele universitetet i vanry. Derpå opgav de opbrændingen. Eck kom den følgende dag til stede og måtte rejse igen med uforrettet sag og meget vred. Man skulle tro, at manden var blevet ganske forrykt. Sådan driver man teologi nu til dags. Så lidt jeg end ønsker det, så vil du dog læse hans sidste udgydelse imod Karlstadt, som er så smudsig, at jeg endnu ikke har set en mere uforskammet og uren bog. Han har et ulykkeligt sind, en stakkels sofist, så snart han ser sine planer møde hindring eller blive kuldkastede. Hertug Georg har, som vor Lang skriver, for nylig under trusler forlangt af erfurterne, at de skal svare, om de anser mine eller hans sætninger om troen for de bedste. Fyrsten mener det vist godt, men han føres og ledes af sofisterne. Karlstadt arbejder på et modskrift mod Eck. Sådan er frugten af leipziger-disputatsen.

Af mine prædikener om Matthæus har jeg endnu ikke kunnet nedskrive et ord, min Spalatin, uagtet jeg intet har ønsket så meget, men tiden svigtede mig. Desuden har jeg begyndt postillen [Kirkepostillen] med advent og er endnu ikke nået frem til fastetiden, på den er der end ikke begyndt. Vil du vide kort besked om grunden? Opgaven er mig umulig at gennemføre. Lysten mangler jeg ikke. Kræfter skænker Guds nåde mig tilstrækkeligt. Men jeg kan næppe nok overkomme salmefortolkningen. Du aner ikke, hvor megen møje undertiden blot et enkelt vers kan volde mig. Du må sige til kurfyrsten, at ligeså gerne som jeg har begyndt på arbejdet, ville jeg også fuldende det. Men så må du skaffe mig dage af dobbelt eller tredobbelt længde, og endda ville tiden ikke slå til. Ikke sjældent berøves der mig tid ved de krav, der stilles til mig af brødre eller pårørende. I går mistede jeg endog en halv dag ved svaret på forbudet fra Meissen. Jeg har ganske vist en hurtig hånd og en beredt hukommelse, så at jeg snarest kan skrive hurtigere, end der kan trykkes. Og dog hjælper det mig ikke. Jeg gad nok engang se, hvordan det ville gå langsommere mennesker på min plads. I kender mit ønske om, at så snart Lotthers trykkeri er i orden, skal hele postillen trykkes på én gang, for at der så hurtigst muligt kan begyndes på Melanchthons bog ”Philippika” imod sententiarerne. Lev vel og anbefal mig til kurfyrsten!

8. februar 1520.

Martin Luther, augustiner

________________

43. Til Spalatin.

Wittenberg, 18. februar 1520.

Luther vil holde måde i det latinske skrift imod biskoppen af Meissen og først lade Spalatin læse det og bevidner sin frimodighed i denne sag. Derfor skulle Spalatin råde modstanderne til at være forsigtige over for Luther. Til sidst om enken Landmanns sag.

Til den lærde og fromme mand, Georg Spalatin etc.

Jesus.

Fred og velsignelse. Guds nåde indgiver mig tilstrækkeligt godt mod, bedste hr. Georg, imod den meissenske mordbrand, og du skal få at se, at jeg lyder dit råd, så vidt muligt at svare venligt. Endelig skal du og dine omgivelser få et eksemplar at se før udgivelsen, hvilket også ville være sket med det forrige, hvis ikke trykningen var kommen dit brev i forkøbet. Rigtignok mener jeg også dér at have vist bispen ærefrygt nok og ikke taget for hårdt på den løbeseddel, han havde ladet udsende, og som i sandhed er en bespottelse og mere fjendtlig imod Kristi evangelium, end noget kætteri nogensinde har været. Dette skal jeg senere påvise og ved en rigtig oversættelse godtgøre deres ukyndighed, hvis de ikke tager sig i agt. Jeg vil ikke tåle det, om så alle himlens engle ville forkynde en lære, der er dømt i evangeliet, hvor meget mindre skulle jeg da finde mig i det over for en enkelt lille jordisk kirkes afguder.

Om du så synes, så lad os komme vore modstandere i møde, og skriv til dem, hvis de stiller sig således, at de vil høre dig, og forman og bed dem være så fornuftige og forsigtige som muligt over for Luther. Sig til dem, at der er blevet skånet med al flid i det første skrift, for at ikke en lavine skal overfalde dem, medens de søger at undgå rimen. For når Herren lader mig beholde min forstand, hvad han i sin godhed vil gøre, så vil det ske, at jo mere snavs og smuds de udspreder, desto videre omkring og stærkere vil den stinke. Det falder mig ikke ind hermed at ville true så mange fortræffelige mænd. Men selve den skændsel, som de har påført sig og hæftet til sig ved den usalige løbeseddel, smerter mig, og hvad jeg måtte ønske for mig selv i en sådan sag, det tilbyder jeg på denne måde dem. Jeg ville ikke for alle verdens skatte blive fundet som forfatter til et sådan skrift.

Gid de dog indbyrdes ville råde til fornuft og enten helt tie eller rense sig ved kristelig kærlighed! Men hvis de vil opnå noget ved vold og trussel, ved videnskab, forstand, kunst eller list, da vil Herren se det og give mig, at de ikke kan narre mig. Hvis de altså lægger an på forstillelse, således som de har gjort ved denne løbeseddel, så vil de skade deres sag. Havde de spurgt mig om råd ved udgivelsen, så skulle de have skrevet således: ”Se, i kære troende, der er udkommet en prædiken, som mange opfatter forkert, derfor skal I ikke mene, at forfatteren selv ønsker at forstås således.” På den måde ville de ikke have skadet mig, men gavnet sig selv og alle. Nu derimod styrter de frem som rasende og fordømmer noget, som jeg aldrig har skrevet. Jeg har tværtimod skrevet det modsatte og det under mit navn. Eller i det mindste skulle de have skrevet til mig privat og opfordret mig til at udgive en erklæring. Men retfærdighedens og kærlighedens vej forlod de og begyndte med vold og uretfærdighed. Hvad under da, at en så ond begyndelse har fortsat i samme onde spor.

Jeg undrer mig og kan ikke undre mig nok over, at de gode folk i Meissen og Leipzig er så udannede og ukyndige, eller at deres had er så stort, at de også har ladet sig berøve deres sunde menneskeforstand. Endnu har jeg ikke haft modstandere, som jeg i den grad har foragtet, så afstumpede eller ubetænksomme er de. Det være nu, som det vil, påvirk dem, for at de ikke skal ophidse mig. Jeg har nu fanget dem, og det således, at hvis de ikke giver efter, udsætter de sig selv for den største skændsel. Hvis du synes så, vil jeg også selv skrive til biskoppen i denne mening. Til hertug Georg ville jeg også skrive, hvis jeg blot ikke vidste, at enten bliver jeg ikke læst, eller hvis jeg bliver læst, bliver jeg ikke hørt.

Hvad angår Walpurgis Landmann, da har hun hverken haft juridisk bistand eller beskyttere, men ganske på egen hånd givet sit hus til kirken. Jeg har haft udførlige forhandlinger med provsten. Men han forskanser sig bag sine paragraffer og snakker om, at hvad der en gang er givet til Gud, kan ikke tilbagegives, selv om giveren bliver tigger for bestandig eller vil dø af sult. Han har henvist mig til Gud og til den hellige messe, for at jeg dér skulle forhandle med Kristus, om han måske selv ville tale med mig og tilbagegive, hvad jeg beder om. Disse tåbeligheder fremfører den juridiske mand som fuldt alvor, også da jeg havde spurgt ham, hvorfor de ikke på Kristi vegne kunne erstatte, tilbagegive, når de på Kristi vegne havde modtaget noget. Han holder fremdeles fast ved dette, at hvad der er givet til Gud, kan mennesker ikke tilbagegive. I hoveder, der er optaget af sådan snak, kan evangeliet rigtignok ikke trænge ind. Og i evangeliet viser Kristus dog tydelig og uafladelig, hvad man skal gøre imod næsten i sådanne tilfælde, hvor nød og kærlighed er fortalere. Lev vel og bed for mig!

18. februar 1520

________________

44. Til Spalatin.

Wittenberg, 29. februar 1520.

Om et svar fra biskoppen af Merseburg. Om et forbud af biskoppen i Mainz imod munkenes tiggeri. Luther ønsker ophævelse af tiggerordenerne.

Til den lærde og retskafne mand, hr. Georg Spalatin, Kristi tjener etc.

Jesus.

Fred og velsignelse. Endelig har biskoppen af Merseburg tilbagesendt mig mit bud med hans brev, efter at han har opholdt ham i tre dage. Jeg venter også på svaret fra kardinalen af Mainz endnu. Jeg har altså læst brevet, og det mishager mig ikke, kun at han bekender, at andres skrifter og beretninger har indtaget ham imod min prædiken, som han måske aldrig selv har læst, men forkaster i tillid til andre. Dernæst fordømmer han med dygtige grunde striden om pavemagten, rigtignok under den forudsætning, at jeg tumlede mig med lyst i sådanne stridigheder og ikke meget hellere ville leve i fred, ligesom han skriver om sig selv. Men med rette giver vi råd til de syge, medens vi er raske, men Terents siger: ”Hvis du var her, ville du mene noget andet.”

At kardinalen af Mainz har forbudt tiggermunkenes betleri, tror jeg ikke er sket imod mig. Magdeburg er også fuldt af mange andre klager imod ham, som vor prior ved sin hjemkomst har fortalt. For han begynder at tyrannisere og vove alt, også med fare for at støde sine kirkelige stormænd. Hvem véd, hvad han er kaldet til i administrationen af så store områder? Tvivl ikke på, at Herren vil bruge ham til noget frygteligt i fremtiden. Hvad mig angår, ville jeg af hjertens grund ønske tiggermunkevæsenet helt udryddet, det er jo en af de artikler, for hvis skyld Eck erklærer mig for en kætter. For jeg hader dette afskyelige liv, og i dag ville jeg hellere lære et håndværk og ernære mig derved end at leve således, og i den betydning ville jeg gerne dø som en kætter uagtet Ecks indsigelser.

Jeg undrer mig over, at mit sidste brev endnu ikke er kommet dig i hænde. Om Skotts strid med Emser har jeg læst med interesse. Til dr. Calvus må jeg endnu skrive, da jeg hidtil ikke havde noget passende bud til rådighed. Lev vel og bed for mig!

Wittenberg, 4 dage efter søndagen invocavit 1520.

Martin Luther, augustiner.

________________

45. Til Spalatin.

Wittenberg, 2. marts 1520.

Med nogle skrifter, som var udkomne imod Eck.

Til min i Herren inderligt kære Georg Spalatin, Kristi tjener etc.

Fred og velsignelse. Jeg sender her, min kære Spalatin, atter nogle nyheder, som er udkommet imod Eck, og som jeg beder om at få tilbage, når du har læst dem. Du ser, at det ikke skal gå leipzigerne og Eck bedre end gollneren og hokstraten. Efter min mening tyder dialogen på Willibald Pirckheimer som forfatter for han lever i fjendskab med dr. Skeurl, og også af andre kendetegn slutter jeg det. Men alligevel behager det mig ikke, at man på den måde raser imod Eck. For det er et skamskrift, og en åben anklage er bedre end et sådant bid fra et baghold. Lev vel og bed for mig, i Herren.

Lørdag efter invocavit 1520.

________________

46. Til Spalatin,

Wittenberg, 13. april 1520.

Forklaring af ordene i Joh 15, 5: ”Uden mig kan I slet intet gøre”. Luther afviser, at vi ud fra vores medfødte natur kan gøre os fortjent til at modtage den helliggørende nåde.

Til dr. Magister Georg Spalatin.

Jesus.

Velsignelse og fred. Du har spurgt mig, min kære Spalatin, hvad Kristi ord i Joh 15 vil sige: ”Uden mig kan I slet intet gøre”. For det første går jeg ud fra, at du kender de to gamle måde at sønderrive ordene på (de kalder det at skelne), som vore lærde har gjort med hensyn til dette sted. Først skelnes der imellem Guds almindelige indvirkning og Guds særlige indvirkning, hvilket de forstår således: Ved den første kan vi udrette, hvad der hører naturen til uden nogen særlig nådevirkning, og som de hverken anser for fortjenstlige eller syndige, men på en vis måde neutrale eller moralske gode gerninger som at gå, stå, arbejde, tale, spise, og hvad vi ser ske i det ydre ved mennesker, uden at det ligefrem kan betegnes som ondt. Ved Guds særlige indvirkning skal vi kunne udrette, hvad der behøves en særlig nåde til og ligger ud over naturens rækkevidde, altså erhverve virkelig fortjeneste og undgå synd. Der er altså en almindelig indvirkning på vor natur og en speciel indvirkning fra nåden.

For det andet skelner skolastikerne mellem en ”begyndende” og en ”fuldkommen” handling. Den begyndende tilskrives den almindelige indvirkning, den fuldkomne tilskrives nådens indvirkning. Således betyder ordene: ”Uden mig kan I intet gøre”: Fuldkomment eller uden den særlige indvirkning kan I intet gøre, men I kan godt begynde, det vil sige, I kan godt gøre noget ved hjælp af den almindelige indvirkning. Altså kan vi med vore egne kræfter (ved hjælp af den almindelige indvirkning) forberede os til at modtage nåden og den særlige indvirkning, så vi kan udføre fortjenstfulde handlinger, men vi formår ikke allerede ved den almindelige indvirkning og vore kræfter at erhverve nogen fortjeneste. Således har man hidtil udlagt og forstået dette ord.

Men nu forkaster Kristus fuldstændig denne almindelige eller naturlige indvirkning, fordi naturen ikke kan lade være med at søge sit eget og misbruge Guds gaver. Han siger ligefrem og uden nogen indskrænkning, at uden den særlige indvirkning (som de kalder det), eller Guds nåde kan der intet udrettes, som ikke i Guds øjne er hjemfalden til ilden. Som han fortsætter med at sige: ”Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.” Her ser vi: Uden Kristus grønnes grenen ikke og bærer frugt, nej, den visner tværtimod. Ikke alene visner den og ødelægges, men man tager den og fjerner den fra stammen og kaster den i ilden. Sådan bliver mennesket, som blot forlader sig på den almindelige indvirkning og naturens kræfter, stadig værre og fjerner sig fra Kristus og beredes for ilden, hvor moralske og gode hans gerninger end synes udadtil.

Deraf forstår vi, at uden Kristus formår vi hverken ved en almindelig eller ved en særlig indvirkning at gøre noget, og at alt, hvad vi kan gøre ved den almindelige indvirkning, er imod Kristus og ikke for ham. Det kan tydelig iagttages på hykleren, som udretter store og mange ting, men med en ond vilje. Derfor påminder Kristus så indtrængende om, at grenen skal blive i ham som vinstokken, fordi det er umuligt, at de ikke bliver stadig værre, hvis de ikke bliver i ham, ligesom det er umuligt, at de, som ikke bliver på vejen, ikke farer mere og mere vild, medmindre de vender tilbage til vejen.

Der behøves således aldeles ingen sondring her, som om den almindelige indvirkning ikke var vildfarelsens vej. For den er en Guds nådegave, som skænkes uværdige og bestandig misbruges, ligesom vin og guld dagligt misbruges af ugudelige mennesker. Man kan således sige, at Guds indvirkning er god, men brugen af den er ikke god, med mindre vi helbredes ved nåden. Dette farlige begreb ”almindelige indvirkning”, som er at være i og handle efter naturen, bliver således altid brugt til noget ond og værdiløst, med mindre man som vinranken bliver i Kristus. For de rene er alt rent, men for de urene er intet rent, Tit 1, 15, og som alt virker sammen til gode for de fromme, således bliver alt til fordærvelse for de ugudelige. For hvem kan nægte, at også ægteskabsbryderen, skørtejægeren, morderen og spotteren handler ved hjælp af den almindelige indvirkning? For hvordan var han i stand til dette uden naturens væren og virken? Men hvem vover på den anden side at påstå, at dette skulle være en ”begyndende handlen” til det gode, en forberedelse til nåden? Ligegyldig hvor smukke gerningerne ser ud, som er gjort uden nåden, kan de ikke være andet end onde og imod nåden. De kan ikke tælle med som en forberedelse til nåden, fordi de er udført uden en god vilje i hjertet.

Det berører i virkeligheden alt sammen spørgsmålet om nåden og den frie vilje, som er så dybt og indholdsrigt, ja, så kompakt, at det ikke lader sig gøre at behandle så kort. Lev vel og bed for mig! I jeres afrejses time

Martin Luther, augustiner

________________

47. Til Spalatin.

Wittenberg, 25. juni 1520.

Melanchthon bør fritages fra at holde forelæsninger om Plinius for ikke at blive taget fra sin forelæsning over Paulus. Om Melanchthons eventuelle giftermål. Han bør bevares i Wittenberg ved en højere løn.

Til den lærde og gode mand Georg Spalatin, Kristi tjener og præst etc.

Jesus.

Fred og velsignelse. Både mig og mange andre vil det synes, at Philip ikke bør bebyrdes med forelæsningen om Plinius for apostelen Paulus’ skyld, over hvem han læser med så megen frugt, for at man ikke skal berøve ham tilhørere, for dens frugt kan på ingen måde erstattes af Plinius, og man måtte frygte for, at ånden har drevet ham dertil, den ånd, som man ikke oprørsk bør stå imod, da vi så kunne blive Satans redskab, som ville drage stor nytte deraf. Skal der i det hele taget læses over Plinius, så kunne det pålægges magister Johannes Hess. Hvad angår Melanchthons giftermål og særlig den af jer nævnte kvinde, da er det vanskeligt at profetere. Jeg ønsker ham en hustru, men vil ikke gerne hverken give bestemt anvisning eller råde. Han synes jo heller ikke selv at have travlt.

Om end jeg håber, at han ikke ønsker sig til Bayern, så er det dog mit stadige ønske, at han udmærkes med en højere løn. Derved ville man berøve dem det håb, som de knytter til, at de véd, at han er ringere stillet her, end han ville blive hos dem. Hvis der byder sig lejlighed, så sørg for at bruge den. For enhver bør også tænke på sit eget, når forholdene, dvs. Gud kalder. De sørgelige begivenheder i Strassburg skal jeg huske på passende sted. I morgen udkommer ”Sylvester” [Skriftet mod Prierias] og ”Romanisten” [Om pavedømmet i Rom] på tryk. Lev vel!

Anden dag efter Johannes Døberen 1520.

Martin Luther, augustiner

________________

48. Til Spalatin.

Wittenberg, 9. juli 1520.

Gode råd om kurfyrstens officielle stillingtagen til Luthers sag. Luther er parat til at give køb på alt andet end evangeliet.

Til min udmærkede og inderligt kære Georg Spalatin etc.

Fred og velsignelse. Jeg har, min kære Spalatin, i tavshed læst disse breve fra Rom med megen smerte over at se en sådan fordummelse og syndighed på kirkens høje steder. Jeg frygter for, at samvittighedens og sandhedens lys har bragt dem således ud af fatning, at de ikke mere er i stand til at dømme og forstå. Først dømmer de min lære og erkender den samtidig for at vidne om begavelse og lærdom, derpå siger de, at de hverken har læst mine skrifter eller søgt at få dem at læse. Herren forbarme sig over os alle!

Hvad skal jeg, netop jeg, råde fyrsten at svare? Derfor skriver jeg hellere til dig. For det første er det dig bekendt, at mine klager er retfærdigere end deres. Derom er mine skrifter vidne, hvori jeg så ofte har bekendt og klaget over, at det ikke er stridslyst, som har ført mig ind i denne sag, men at jeg med vold er drevet ind deri. Dernæst har jeg ofte tilbudt fred og tavshed. Og overalt beder jeg om og strider for, at man skal belære mig om noget bedre. Endnu er jeg også til sinds at tie, hvis det tillades mig at tie, dvs. hvis også munden stoppes på mine modstandere.

For alle er det bekendt, at Eck ikke af nogen anden grund har revet mig ind i striden om pavedømmets ret, end fordi han ønskede at bringe skam over og nedtræde både mit navn og alt mit og endelig vort universitet. Nu, da de ser, at Gud selv yder hjælp imod ham, anklager de mig for ærgerrighed. Hvilken ære skal jeg arme menneske tragte efter, jeg som ikke ønsker andet end at få lov at leve privat og i det skjulte og undgå offentligheden.

Lad hvem der har lyst tage mit embede, lad hvem der har lyst opbrænde mine skrifter! Hvad vedrører det mig? Men samtidig erklærer jeg også, at hvis det ikke tillades mig at være fri for mit lærerembede og ordets tjeneste, så vil jeg handle frit deri. Stort nok er antallet af mine synder, som trykker mig, og jeg vil ikke yderligere tilføje den dødssynd, at jeg svigter den tjeneste og findes skyldig i ugudelig tavshed og forsømmelse af sandheden og af så mange tusinde sjæle. Lad den kardinal prale med, at hans kirke ikke trænger til noget forsvar, hvorfor optræder da han som dens forsvarer?

Jeg samstemmer på alle måder i, at den høje fyrste også fremdeles fastholder sit hidtidige standpunkt og optræder som fremmed for min sag og henviser mig til offentligheden enten for at lade mig belære eller overbevise, medens han selv ikke kan påtage sig at optræde som lærd og derfor hverken vil være dommer eller fuldbyrde dommen, før der er tilvejebragt en saglig og begrundet afgørelse. Ej heller ser han, hvordan han uden at kende sagen, som de ikke engang berører med et ord, skal kunne dømme nogen, var det så også en tyrk eller en jøde, med mindre man da i Rom ønsker, at han skal adlyde mennesker mere end Gud, og gå frem imod en mand, om hvem han ikke véd, om han er skyldig eller uskyldig. Men dette kunne han ikke gøre med frelst samvittighed, og ingen, ikke engang guddommelige forskrifter, kunne tvinge hans samvittighed til noget sådant.

Lad dem straffe Sylvester, Eck, Cajetan og andre, som for deres egen æres skyld har voldet den romerske kirke denne tragedie uden nogen grund, jeg er uden skyld. Alt hvad jeg har gjort og gør, gør jeg tvunget af nødvendigheden, men altid er jeg rede til at træde tilbage, når blot ikke evangeliets sag skal tvinges tilbage. Alt kan de forlange af mig, ja frivilligt vil jeg tilbyde dem det, når de blot vil tillade, at vejen til frelse bliver fri for de kristne. Det er det eneste, jeg fra min side udbeder mig, og ellers vil jeg intet, hvilket ønske kan gøre dem mere ære? Jeg beder ikke om en kardinalhat, ikke om guld, ikke om noget som helst, der for tiden holdes i høj pris i Rom

Men hvis jeg ikke kan opnå dette, så lad dem berøve mig mit embede og tillade mig at leve og dø i afkrogen af en ørken. Jeg arme menneske beklæder ikke mit lærerembede med min vilje, tilmed må jeg lide ondt for det, medens de andre gør det gerne og høster ære derfor. Under sådanne forhold kan min sjæl hverken frygte trusler eller agte på løfter. Eller ønsker man, at jeg med magt skal indpræge frygt eller håb i mit hjerte eller i det mindste udadtil foregive det?

Hermed har du min mening om den sag. Men jeg håber, at den høje fyrste vil skrive således, at disse romerske hoveder må forstå, at Tyskland har hidtil været holdt nede ikke ved sin egen, men ved italienernes dannelsesmangel efter Guds skjulte råd. Lev vel.

På den anden Kilians dag 1520.

Martin Luther

________________

49. Til Spalatin.

Wittenberg, 10. juli 1520.

Om Melanchthons løn, bandbullen fra Rom, en bog, som er skrevet mod Eck. Luther erklærer sig parat til krig mod Rom.

Til den lærde og fromme mand, dr., magister Georg Spalatin etc.

Jesus

Fred og velsignelse. Melanchthon har selv skrevet til dig, min kære hr. Georg, om at tale hans sag, så jeg ikke behøver at bemærke yderligere derom. For øvrigt ønsker jeg næsten, at den berygtede romerske bandbulle måtte indløbe, som skal rase imod min lære. I dag håber jeg at få ”Eccius dedolatus”, som er trykt i Erfurt. Hvad Lang mener om Peter Aperbach, ser du af hans brev. Selv kender du jo manden fra drengeårene og véd, hvor begavet han er. Måske bringer Gud os denne lejlighed, som jeg ikke ønsker ubenyttet, og jeg tror ikke, at der let findes nogen anden, som er lige så vel egnet til at læse over Plinius. For hofmanden, dr. Johann von Wyck, var der ingen fare, jeg ville ikke godkende hvem som helst.

Jeg sender dig et brev fra den frankiske ridder Sylvester Skaumberg, og, hvis det ikke var for besværligt, ville jeg gerne have dets indhold antydet i fyrstens brev til kardinalen af Skt. Georg, for at de må vide, at selv om det lykkes dem med deres ban at få mig bort fra Wittenberg, vil de intet andet opnå end at gøre sagen værre. For ikke alene i Bøhmen, men midt i Tyskland findes der mænd, som kan og vil værne den fordrevne mod alle deres lyn. Da risikerer de også, at jeg under disse ridderes beskyttelse kan fare endnu værre frem mod romerne, end mens jeg fejder imod dem i et offentligt lærerembede under kurfyrsten som landsherre. Det vil helt sikkert ske, hvis Gud da ikke forhindrer det. I så fald behøvede jeg nemlig ikke at tage hensyn til kurfyrsten, således som jeg hidtil ofte har måttet gøre, også når man havde ophidset mig. Derfor, hvad der hidtil ikke er blevet dem budt af mig, det skal de vide, skyldes hverken min beskedenhed eller deres tyranni eller fortjenester, men kurfyrstens navn og autoritet, og desuden Wittenbergs universitetet. Jeg har kastet mine terninger. Jeg foragter den romerske vrede og gunst. For bestandig afviser jeg forlig med dem eller samfund med dem. Lad dem dømme og brænde mine bøger, til gengæld vil jeg opbrænde hele den pavelige kirkeret, denne hundredhovedede slange af kætterier og, hvis jeg ikke kan råde over ild, fordømme den offentligt. Det skal være slut med den ydre ydmyghed og den hidtidige nytteløse føjelighed, som jeg ikke længere vil, at evangeliets fjender skal opblæses over.

Jo mere jeg tænker over kardinalens brev, desto mere foragter jeg de mænd, som jeg ser vrider sig af ren fejhed og ond samvittighed og gør sig en sidste anstrengelse for at fremstille sig som fnysende. Med magt søger de at hævde deres uvidenhed, men frygter, at den i næste øjeblik skal få et ulykkeligt udfald. Men Herren, som véd, at jeg er en elendig synder, vil fuldføre sin sag enten ved mig eller ved en anden, derom tvivler jeg ikke.

Indlagt seddel

Måske kan fyrsten også tilføje dette: Den lutherske lære er så udbredt og rodfæstet i Tyskland og videre ud, at de romerske kun kan overvinde den ved fornuftgrunde og Skriften. Af vold og bandlysning skal de ikke vente sig andet, end at Tyskland bliver et andet Bøhmen. For tyskerne har, som de selv véd, et vildt sind, og når man ikke har overbevist dem ved fornuftgrunde og Den Hellige Skrift, så er det voveligt selv for nok så mange paver at ophidse dem. Især i nutiden, hvor videnskab og sprogkundskab hersker i landet og lægfolket begynder at tilegne sig viden. Derfor vil han, som det sømmer sig en kristen fyrste, forebygge og formane til, at de ikke prøver noget letsindigt i tillid til magt, hvis de ikke først har gjort alt nøje op, for at de ikke skal fremkalde et oprør imod sig, som de ikke kan betvinge.

Jeg skulle tro, at dette ville ryste de ulærde og frygtagtige romere godt. Dog følg din mening heri som i alt.

________________

50. Til Wenzeslaus Link i Nürnberg.

Wittenberg, 19. august 1520.

Undskylder sin hidsige skrivemåde, der synes ham nødvendig, og som i hvert fald ikke skyldes slette bevæggrunde. Staupitz har frarådet ham udgivelsen af skriftet til den kristelige adel, men hans brev er kommet for sent.

Jesus.

Fred og velsignelse. Kære fader, med mine skrifter og bøger har jeg ikke det for øje at kunne vinde roser og ære. Næsten alle dømmer min voldsomhed, men jeg har den samme følelse som du, at Gud måske på denne måde afslører menneskers løgne. Hvad der i vore dage behandles med ro, det ser jeg hurtigt går i glemme, og ingen bekymrer sig om det. Selv Rebekka måtte bære børn, som var uens og stødte sammen i hendes liv. Nutiden dømmer ilde derom, en kommende tids dom vil være bedre. Også Paulus kalder snart sine modstandere hunde, snart sønderskårne, snart unyttige ordgydere, snart bedrageriske arbejdere, Satans tjenere og lignende og skælder den kalkede væg lige i ansigtet. Hvem ser ikke, hvor heftige profeternes angreb var? Men alle disse steder er så velkendte, og derfor gør de ikke mere indtryk. Den ærværdige fader, ordensvikaren skrev til mig igen fra Erfurt og bad mig om ikke at udgive skriftet om den kristelige stands forbedring, uden at jeg ved, hvordan det er blevet ham mistænkeliggjort, men det kom for sent, da skriftet allerede er udgivet. Sørg nu for, at du mundtlig formilder ham. Hvem ved, om ikke Ånden driver mig fremad med sin stærke magt, da det dog er vist, at jeg ikke bærer mig således ad af begærlighed efter ære eller penge eller bifald. Om hævn siger jeg intet, Herren tilgive! Heller ikke stiler jeg på, at jeg kan fremkalde et oprør, men at jeg kan skaffe frihed for et almindeligt kirkemøde. Lev vel i Herren!

Søndagen efter himmelfartsdagen 1520.

Din broder Martin Luther

________________

51. Til Spalatin.

Wittenberg, 3. oktober 1520.

Luther vil ikke skrive det lovede brev til paven, fordi Eck nu er ankommet til Leipzig med bandbullen. Han lader det stå hen, om han skal bede kurfyrsten opnå et kejserligt edikt for ham og hans rodede bøger. Skriftet ”Om kirkens babyloniske fangenskab” (De captivitate babylonica) og et skrift af Karlstadt.

Til den lærde og fromme mand, dr. Georg Spalatin, Kristi tjener, min ven i Herren.

Jesus.

Fred og velsignelse. Mange breve har jeg fået fra dig og undrer mig over, at mit svar fra Buttstet endnu ikke er nået til dig. For de senere breve handlede ikke om andet end det første, nemlig om fædrene, der var sendt til mig fra Eisleben. Men nu håber jeg, at du har fået det. Karl v. Miltitz har bedt mig skrive privat til paven og rense mig for beskyldningen om, at hans person er blevet antastet af mig. Dette har jeg endnu ikke gjort, og nu vil jeg ikke gøre det, efter at Eck i Leipzig har ladet sig forstå med, at han har den mod mig udfærdigede bandbulle hos sig. Hvad han har i sinde dermed, er endnu ubekendt.

Mange mener, at jeg skulle bede vor kurfyrste skaffe mig et kejserligt edikt om, at ingen må dømme mig eller forbyde mine skrifter uden at kunne bevise det ud fra Skriften. Du må overveje, om dette er tilrådeligt. For mig selv ligger der mindre vægt derpå, fordi jeg ikke anser mine småbøger værdige til således at mangfoldiggøres, og jeg ville ønske, at de på en gang kunne forsvinde i hele verden, fordi de er rodede og uafpudsede, skønt jeg ønsker selve indholdet kendt af alle. Men det er ikke hver mands sag at samle guld af dynd, og det behøves ikke, da der findes en mængde bedre bøger og Den Hellige Skrift. Hellere ville jeg ønske, at vi kunne mangfoldiggøre levende bøger, dvs. prædikanter, og skaffe dem sikkerhed, så de kunne overgive de samme lærdomme til folket. Jeg sender dig, hvad jeg har modtaget fra Italien.

Hvis vor kurfyrste ville dette, tror jeg, at han vanskelig kunne gøre noget ham værdigere. For hvis også folket i Italien antog disse lærdomme, ville vor sag stå fastere. Hvem ved, om Gud vil opvække sådanne mænd og bevare vor fyrste i det øjemed at samvirke med ham ved sit ord? Se derfor til, hvad du her kan gøre for at fremme Kristi sag. Den, som skriver fra Venedig, er en broder til Lazarus Spengler, som har sendt brevet fra Nürnberg til mig.

Bogen om kirkens fangenskab vil udkomme på lørdag og blive dig tilsendt. Også Karlstadt fatter nu mod imod paven, efter at terningerne nu engang er kastet. Lige nu fik jeg efterretning om, at Eck ikke kan føle sig sikker i Leipzig og ringeagtes, og at han med sine mange diplomer, som han har ladet opslå over alt, bliver udlet, og at Leipzig viser ham et helt andet sind og ansigt, end han havde ventet. Det er ikke det samme som for et år siden. Endelig har han skiftet opholdssted og taget bolig i prædikebrødrenes kloster. Man siger åbent, at han ikke vil undslippe efterstræbelserne og ikke komme tilbage til Ingolstadt. Jeg ønsker ikke hans død, hvor meget jeg end ønsker at se hans planer gjort til intet. Herren gøre, hvad der er godt i hans øjne.

Her er der intet nyt undtagen den preussiske krig. Biskoppen af Mainz byder offentligt, at Huttens bøger og alle andre bøger imod paven skal inddrages. Derved bereder han kun sig selv ulykke. Hutten forbereder sig med vældigt mod til kamp imod paven og forfægter sin sag med sværd og pen. Vor Adrianus raser voldsomt imod mig, uden at jeg ved hvorfor, måske søger han lejlighed til at komme bort herfra. Jeg har intet gjort ham. Mine prædikener angriber han og er beredt til at belære mig om evangeliet, han, som ikke engang forstår sit eget område, Mosebøgerne. Vi forklarer os hans vanvid på forskellig måde. Men lad det nu være tiden vil forklare det. Lev vel i Herren!

Den hellige Franciscus' aften 1520.

________________

52. Til Spalatin.

Wittenberg, 13. oktober 1520.

Bandbullen er ankommet. Luther vil angribe den som opdigtet i et skrift, men er atter ved godt mod, da bullen og Eck foragtes over alt. Står i begreb med at rejse til Lichtenberg til forhandling med Miltitz. Luther er nu sikker på at paven er Antikrist.

Til min i Herren inderligt kære Georg Spalatin, den fromme og lærde mand etc.

Fred og velsignelse. Endelig er bandbullen, som Eck har medbragt fra Rom, kommet hertil, hvorom vore venner skriver udførligt til kurfyrsten. Jeg foragter denne bulle og bekæmper den allerede som ugudelig og løgnagtig, helt og holdent et værk af Eck. I vil se, at Kristus selv dømmes i den, dernæst, at den ikke bringer ét ord til begrundelse, og endelig at den stævner mig ikke til forhør, men til tilbagekaldelse, så at du kan vide, at de er fulde af raseri og blindhed og dårskab, ude af stand til at se og til at tænke. Imidlertid vil jeg foreløbig lade pavens navn være unævnt og angribe den som opdigtet og løjet, uagtet jeg holder den for at være ægte og deres eget værk. O, gid dog kejser Carl var en mand og skred til kamp for Kristi sag imod disse djævle!

Jeg for min person er uden frygt. Herrens vilje ske! Hvad kurfyrsten skal foretage, ved jeg ikke, kun synes det mig bedst, at sagen forties, for i Leipzig og ellers overalt bliver både bullen og Eck dybt foragtet, og jeg frygter derfor, at den vil få betydning, hvis vi bekymrer os for meget om den, mens den ellers vil falde sammen og forsvinde. Jeg sender et eksemplar af den, for at du kan se det romerske djævelskab. Skal dette herske, så er det forbi med troen og med kirken.

Men jeg glæder mig af hele mit hjerte over, at jeg må lide for så herlig en sag, og jeg føler mig, uværdig til så hellig prøvelse. Jeg føler mig så langt friere, da jeg endelig har fået vished for, at paven er Antikrist, og han er befundet at være Satans sæde. Således bevare Gud nu sine, at de ikke lade sig forføre af hans ugudelighed. Erasmus skriver, at kejserens hof belejres således af de herskesyge betlemunke, at der intet kan håbes af ham. Og det er ikke underligt, for det hedder: ”Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse.” (Salme 146, 3).

Jeg vil lige nu rejse til Lichtenberg og vil atter fremstille mig for Karl af Miltitz, således som kurfyrsten har befalet, uagtet vor forstander nødig vil det og er fuld af ængstelse.

Lev vel og bed for mig! Jeg vil forny min ankesag og gøre alt, hvad venner anser for tjenligt, uagtet jeg langt hellere tog følgerne af bandet. Men jeg har jo også andre at tage hensyn til.

Wittenberg, 1520, 13. oktober.

[Brevet er dateret den 13., men oplysninger i brevet tyder på, at det måske er fra den 11.]

________________

53. Til Spalatin.

Wittenberg, 4. november 1520.

Glæde over at Spalatin indser, at man ikke skal forlade sig på mennesker. Luther begærer ikke fyrsternes beskyttelse af evangeliet, men arbejder kun hen til, at de antager det og bliver frelste. Om hans skrifter imod bullen, om hertug Georgs og biskoppen af Merseburgs fjendskab.

Til den ved lærdom og fromhed udmærkede mand, dr. Georg Spalatin etc.

Jesus.

Fred og velsignelse. Også jeg undrer mig over, min kære Spalatin, hvori det ligger, at mine breve ikke når til dig. For to gange har jeg skrevet og erfarer, at intet er kommet dig i hænde. Jeg glæder mig over, at du omsider indser, at tyskernes forhåbninger er tomme, så at du lærer ikke at stole på fyrster og lægge vægt på, om de roser eller fordømmer mig. Hvis evangeliet var et sådant, at det behøvede denne verdens store til sin udbredelse eller bevarelse, havde Gud ikke betroet det til fiskere. Det er ikke fyrsternes og denne verdens præsters sag at beskytte Guds ord, min kære Spalatin, og det er ikke derfor, jeg søger beskyttelse af nogen, da det snarere hører dem til at lægge råd op imod Herren og hans salvede. Hvad jeg foretager, sker meget mere, fordi de ved deres ydelser mod mig fortjener at høre Guds ord, så de kan blive frelste derved. Men jeg ynkes over dem, som har hørt og erkendt det. For de kan ikke uden evig fortabelse fornægte eller forlade det. Ja, vi må frygte for, at vi og du og mange af vennerne skulle findes iblandt dem, og derfor bede om udholdenhedens Ånd.

Det er hårdt at sige alle høje gejstlige og fyrster imod, men det er ingen anden vej til at undgå Helvede og Guds vrede. Se derfor til, at de, som tager anstød af mine bitre ord, ikke er sådanne, der lægger ringe vægt på evangeliet og nærer jordiske tanker. Den, der vurderer det efter dets sande værd, bør ikke undre sig over, om der lyder advarsler og blæses alarm. Jeg selv ville uden din tilskyndelse overlade hele sagen til Gud og intet videre foretage. For jeg ved, at hans råd og hjælp må alene føre sagen igennem.

Jeg har udgivet en latinsk modbulle, den vil også blive trykt på tysk. Men lad det nu ikke forurolige dig, når man forarges over, at orden og fred forstyrres. Den romerske paves rige, som tilintetgør Kristus og befaler at fornægte troen, er ikke et fredens rige. Jeg koger således af harme, at jeg må fatte mig kort. Sådan tynger og piner denne sataniske bulle mig, og helst havde jeg tiet helt. For har nogen djævel siden verdens begyndelse talt så skamløst imod Gud? Denne bulles forfærdelige bespottelser er så ekstreme, at det overvælder mig, og ingen agter derpå. Nu er jeg ganske overbevist om, at den sidste dag står for døren. Mange og stærke grunde taler for det. Ja, Antikrists rige nærmer sig sin ende.

Hertug Georg raser imod mig af al kraft med sine sofister og biskoppen af Merseburg. Jeg ser, at denne bulle varsler et frafald, som ikke lader sig genoprette, som det sømmer sig for det romerske hof. Emser har under navn af Thomas Rhadinus Todiscus udgivet sine rasende angreb mod mig og ladet dem trykke i Rom og nu også i Leipzig. I alle disse folks øjne er det ærefuldt at opføre sig som vanvittig i utroligt raseri mod modstandere.

Jeg vil ikke skrive privat til fyrsterne, derimod vil jeg offentlig på tryk gentage min ankesag og deri opfordre alle tyskere, store og små, til at give den deres tilslutning, påvise sagens uværdige behandling og påkalde enhvers samvittighed, for at man ikke i sin dødstime skal findes skyldig i at have adlydt disse ugudelige uhyrer.

Med ærkebiskoppen af Mainz vil jeg intet have at gøre. Derimod vil jeg søge at påvirke hertug Georg og biskoppen af Merseburg, først ved brev og så ved min modbulle, når den er udkommen på tysk. Ikke fordi jeg håber at kunne formilde disse ubøjelige ånder, men for at frigøre min samvittighed ved åbent at foreholde dem faren. For det er umuligt, at den, som samstemmer med denne bulle eller ikke bekæmper den, kan blive frelst. Alt øvrigt må Gud og du se til.

Om vor kollega Adrianus har Egranus meddelt mig det samme som du. Men han er også blevet fjendtlig stemt mod mig og beskylder mig for at have lært, at gode gerninger intet betyder, men alene troen, og med nød og næppe har man kunnet hindre ham i offentlig at udskælde mig. Sluttelig har han, der er ganske ukyndig i teologien, forhånet mig og endog udfordret mig. Han er til ingen nytte og bør snart afskediges. Han er taget til Leipzig, velsagtens for at slutte fred med Eck. Herrens vilje ske!

Da Eck meget autoritært forlangte af universitetet i Erfurt, at de skulle anerkende bullen, har man afslået dette og givet til grund, at den ikke var forelagt på ordningsmæssig måde. Biskoppen af Bamberg har afvist den på lignende vis. I Erfurt har studenterne bevæbnet passet Eck op og revet de trykte eksemplarer af bullen i små stykker og kastet dem i vandet. Byrådet fralægger sig ansvaret og den romerske ledelse vover intet. Med hvilke æresbevisninger Eck er blevet modtaget i Leipzig, tror jeg, at du ved. Han er forhadt næsten af alle undtagen hertugen og biskoppen. Gør nu du, hvad Ånden tilsiger dig, og lev vel!

Wittenberg, 4. november 1520.

Martin Luther

________________

54. Til Lazarus Spengler, byskriver i Nürnberg.

Wittenberg, 17. november 1520.

Rygter om uenighed mellem Melanchthon og Karlstadt, og mellem ham og Erasmus tilbagevises. Luther lader den fornyede ankeappel trykke på latin og tysk, om end han ikke anser det for nødvendigt.

Ydmygeste tjener etc. ærede og vise, kære Herre og ven! Jeres skrivelse har jeg læst med særlig glæde over jeres store kristelige trosmod. Gud styrke jer og os alle med sin nåde. Jeg takker jer også flittigt for jeres store og venlige omsorg, som I viser imod mig og alle wittenbergere. Men I skal vide og være ganske vis på, at dr. Karlstadt og Philip enes på det bedste, selv om den ene undertiden udtrykker sig anderledes end den anden i sin undervisning. Det må være derfor, sådanne rygter kan være opstået. Men magister Philip er ved Guds nåde således udrustet, at han ikke vil have nogen strid med ham.

Således er det aldrig faldet mig ind at ærgre mig over Erasmus eller føle misstemning imod ham. Det har behaget mig, at han ikke vil nævnes af mig. Jeg har også skrevet til ham og lovet ikke mere at omtale ham eller nogen anden god ven således, fordi det besværer dem. Folk har haft travlt med at skrive sådanne ting om mig og dømme mig, lad dem ikke anfægtes deraf! Erasmus og jeg kommer jo nok til enighed, om Gud vil det. Vel er det sandt, at jeg undertiden privat med Philip drøfter, hvor nær eller fjern fra vejen Erasmus er. Det har han og enhver anden frihed til, uden at der er nogen fare ved det.

Jeg vil ingen angribe først, mig er det nok, når jeg angribes, at forsvare mig. Nu lader jeg min ankeappel trykke igen på latin og tysk, skønt jeg ikke har anset det for særlig nødvendigt, dertil er bandbullen alt for offentlig og uforskammet i sin antikristelige fordømmelse. Vi stiller os, som om den ikke var overgivet os på retmæssig måde. Vi ved ikke, om biskopperne vil udføre den. Hermed befaler jeg mig til jeres forbøn.

Wittenberg 1520, lørdag efter Skt. Martini.

Dr. Martin Luther, augustiner

________________

55. Til Johan Lang.

Wittenberg, 28. november 1520.

Om kurfyrstens tilbagekomst. Ængstelsen for hertug Georg. Kurfyrstens svar på den pavelige udsendings ønsker, og opbrændingen af Luthers bøger i Køln og Leuven.

Til den ærværdige fader, Johannes Lang, magister i teologi, Augustiner-eremit i Erfurt.

Jesus.

Fred og velsignelse. Vi glæder os over, at vor kurfyrste er kommet hjem, ærværdige Fader, og jer beder jeg, at I vil bede for vor sag. Hertug Georg raser over alle måder vanvittigt. Daglig venter vi band og lynstråler fra den side. Vi tænker at fastholde appellationen. Jeg ser, sagen udvikler sig til stor forvirring. Må Gud vende det til det gode! Jeg har læst vor fyrstes svar til Hieronymus, Aleander og Marinus, de pavelige udsendinge, så kyndigt og skarpt, at vi forstår, at hos ham har de intet udrettet. Jeg sender jer det ved lejlighed. Samme Aleander tillægges der mange fejl i et skamskrift, som ikke kan frakendes dygtighed. Mine bøger har man brændt i Køln og Leuven. Hvad der skal ske, ved vi ikke. Lev vel i Herren! Ordensvikaren er rejst med den omvendte broder Johannes til Sternberg.

Wittenberg, 2 dage før Skt. Andreas 1520.

Martin Luther

________________

56. Til Spalatin.

Wittenberg, 10. december 1520.

Om opbrændingen af alle de officielle pavelige bøger og bandbullen. Om præsten i Eilenburg.

Til den lærde og fromme mand, Georg Spalatin etc.

Jesus.

Fred og velsignelse. År 1520, den 10. december, kl. 9, i Wittenberg, lige over for Helligkorskirken foran den østlige port blev alle pavens bøger kastet på bålet. Det var både kirkelovene, bestemmelserne og forordningerne og pave Leos nyeste bandbulle, endvidere bøger af Eck og Emser og flere andre, som blev føjet til af andre, for at de papistiske mordbrændere skulle se, at der ikke behøves store kræfter til at opbrænde bøger, som de ikke kan gendrive. Det er nyhederne fra Wittenberg.

Du har engang bedt mig, at jeg skulle gøre noget for præsten i Eilenburg og denne bøn opfylder jeg nu. For han begærer af mig, at jeg ved dig skal udvirke hos den høje fyrste, at han får sine foresattes tilladelse i otte år til at opholde sig, hvor han vil, mulig optaget af anstrengt studium, fordi han igennem mange år ved deres anordninger er blevet kastet fra sted til sted og således mener sig værdig til endelig engang at kunne nyde ro for en tid efter sin egen bekvemmelighed. Dette har jeg nu gjort og gør nu og beder om, at også du vil gøre det. Se, det er jo, hvad du selv har villet! Lev vel!

Wittenberg, 10. december 1520.

________________

57. Til Spalatin.

Wittenberg, 21. december 1520.

Hvordan Luther vil forholde sig, hvis kejser Karl lader ham stævne.

Til den lærde og fromme mand, dr., mag. Georg Spalatin etc.

Fred og velsignelse. Både har jeg fra Allstedt fået udkast til mit brev og i dag fra Kindelbrücken modtaget dit brev, hvori du begærer svar fra mig på, hvad jeg vil gøre uden skade for evangeliet og det offentlige vel, hvis jeg bliver stævnet af kejser Karl, fordi du ser, at modstanderne arbejder på det af alle kræfter.

Bliver jeg stævnet, vil jeg, så vidt det står til mig, endog som syg, lade mig bringe derhen, hvis jeg ikke kan komme rask. For det er ikke ret at tvivle om, at jeg kaldes af Herren, hvis kejseren kalder mig. Desuden, hvis de vil bruge magt, hvad jo er sandsynligt (for de interesserer sig ikke for at få mig stævnet til belæring), så må sagen anbefales til Herren. For han lever og regerer endnu som den samme, der holdt sin hånd over de tre ynglinge i babylonierkongens ovn. Vil han ikke bevare, så er mit hoved kun en ringe ting, sammenlignet med Kristus, som blev slået ihjel under den største forhånelse og til forargelse for enhver og til mange menneskers fordærv. For her er spørgsmålet ikke fare eller redning af et menneskeliv, meget mere må det være vor bekymring, at vi ikke prisgiver evangeliet, for hvilket vi er trådt i skranken, til de ugudeliges spot, ikke giver vore modstandere årsag til at rose sig imod os, som om vi ikke vovede frit at bekende, hvad vi har lært, som om vi frygtede for at udgyde vort blod for det. Må Kristus i sin barmhjertighed bevare os for en sådan fejhed og for denne fjendens triumf! Amen.

Derfor selv om det må ske således, at jordens konger og fyrster rådslår sammen og med hedninger, og folkene knurrer imod Herren og hans salvede, så lærer dog Ånden i den samme salme, at de er salige, som forlader sig på ham. Ikke alene dette, men Herren vil også udle og spotte dem. Vi formår ganske vist ikke at afgøre, hvoraf der kan opstå mest fare for evangeliet og for menneskeheden, af mit liv eller af min død. Du ved, at Guds sandhed er en forargelsens klippe, sat til fald og oprejsning for mange i Israel.

Men vi har nu den ene pligt tilbage, at vi må bede Herren, at ikke kejser Karl skal besmitte begyndelsen af sin regering ved mit eller nogen andens blod til ugudelighedens forsvar. Som jeg oftere har sagt, ville jeg hellere omkomme ved romanisternes hånd alene, end at han skulle indblande sine hænder i denne sag. Du ved, hvilke ulykker der forfulgte kejser Sigismund efter mordet på Huss, så at han derefter ikke havde held til noget, døde uden arvinger, og også hans dattersøn Ladislaus senere omkom, og i et slægtled blev hans navn tilintetgjort, og hvordan endelig hans dronning Barbara blev en skændsel blandt dronningerne, og andre ting, som jeg tror, er dig bekendt. Men hvis det må være sådan, at også jeg overgives ikke alene til præsterne, men også til folkene, så ske Herrens vilje! Amen.

Her har du så min mening og hensigt. Alt kan du forvente af mig undtagen flugt og tilbagekaldelse. Flygte vil jeg ikke og endnu mindre tilbagekalde. Dertil styrke den Herre Jesus mig! For ingen af delene ville jeg kunne gøre uden fare for kristendommen og mange menneskers sjælefrelse. Jeg tilbagesender jeres udkast og vil du sin tid sende kurfyrsten brevet, således som du har rådet mig til. Jeg har hidtil ment, at alle mine skrifter nåede hurtigst til hoffet gennem fremmede hænder, derfor modtager du nu alt, hvad der er trykt. For det trykkes samtidig på tysk og latin. Lev vel og vær stærk i Herren!

Wittenberg, Skt. Thomas' Martyrs (som mange mener) dag 1520.

Martin Luther

________________

58. Til Staupitz.

Wittenberg, 14. januar 1521.

Luther minder om tidligere ord af Staupitz og om, hvordan kampen nu har tilspidset sig. En tilsigelse fra kejseren er blevet tilbagekaldt.

Jesus.

Fred og velsignelse. Da vi var i Augsburg, højærværdigste fader, sagde du bl.a. om min sag: Husk på, broder, at du har begyndt dette i vor Herres Jesu Kristi navn! Dette ord har jeg taget imod som sagt ikke af dig, men ved dig til mig, og jeg bevarer det fast og dybt i mit hjerte.

Så beder jeg dig nu med dit eget ord: husk på, at dette ord har du sagt til mig! Hidtil var det kun som en leg, nu går det alvorligere til, og som du selv har sagt, hvis ikke Gud fører den til ende, så er det umuligt. Alt ligger nu helt tydeligt i Guds hånd, det kan ingen nægte. Hvem råder her? Hvad formår mennesketanker? Oprøret står i flammer, så det kan se ud, som om det ikke kan dæmpes før den yderste dag.

Pavedømmet er ikke mere som for ganske kort siden, og selv om det bandlyser og brænder bøger og ihjelslår mig, venter der dog noget vældigt. Hvor lykkelig ville paven have været, hvis han havde grebet Luthers sag an med gode midler for at virke til fred snarere end med magt at søge at berede undergang. Pavens bøger og bulle har jeg brændt, først skælvende og bedende, men nu glæder jeg mig over det mere end over nogen anden gerning i hele mit liv. For de er værre og skadeligere, end jeg troede.

Emser skriver fra Leipzig imod mig på tysk på foranledning af hertug Georg, som ved hoffet har sat sig for at handle imod mig på den ugudeligste måde og kun er opfyldt af trusler og mordplaner.

Af kejseren blev jeg kaldt ved et brev til kurfyrsten, men også denne vægrede sig, og kejseren tilbagekaldte snart det første brev ved et senere. Hvad der vil ske, ved Gud alene. Vor ordensvikar, Wenzeslaus, er taget til Nürnberg. Tesch var i Grimma og skal være borte derfra. Gud holde sin hånd over ham! Hos os blomstrer endnu alt som hidtil. Hutten har angrebet bandbullen med de bitreste bemærkninger imod paven og har forskellige andre ting under overvejelse vedrørende den.

Mine skrifter har man brændt tre gange, i Louvain, Køln og Mainz. Sidstnævnte sted var de, der foretog opbrændingen, udsat for megen foragt og endogså livsfare. Også Thomas Murnar har skrevet et rasende skrift imod mig. Alveld i Leipzig, det æsel, foretager jeg intet imod. Lev vel, min fader, bed for Guds ord og mig? Jeg rives med og omtumles af disse bølger.

Wittenberg, Felix dag 1521.

Martin Luther.

________________

59. Til kurfyrste Frederik den Vise.

Wittenberg, 25. januar 1521.

Luther er parat til at rejse til rigsdagen i Worms, hvis han kan få sikkerhed for frit lejde og en fair bedømmelse ud fra bibelen.

Ædle, højbårne fyrste, nådigste Herre! Min ydmyge tjeneste og fattige bøn er altid til tjeneste for Deres kurfyrstelige Nåde i underdanighed.

Nådigste Herre, Kurfyrstens nådige angivelse af, hvad der er den romerske kejserlige og spanske kongelige majestæts, min allernådigste Herres betænkning og mening i min sag, har jeg erfaret med ydmygest tak og behag, og for denne nåde sender jeg min underdanigste tak. Og af hjertet glæder jeg mig over, at hans Kejserlig majestæt vil tage sig af sagen, der, om Gud vil, ikke er et enkelt menneskes, endnu mindre min, men Guds, kristenhedens i almindelighed og hele den tyske nations.

Derfor tilbyder jeg endnu engang som bestandig hidtil, i overensstemmelse med mit hyppige tilbud og særlig det, som forud er udgået i trykken, og hvoraf jeg herved overrækker Kurfyrsten en kopi, underdanigst at ville gøre og undlade alt, hvad jeg kan gøre med Gud og kristelig ære, eller hvad jeg med ærbare og kristelige og tilstrækkelige grunde af den hellige guddommelige Skrift får anvist at gøre eller undlade.

Derfor beder jeg i al underdanighed, at Kurfyrsten vil underdanigst udbede mig hos den romerske kejserlige majestæt, at jeg nådigst forsynes med tilstrækkelig sikkerhed og frit, sikkert lejde imod al vold, som jeg tydeligt nok må regne med, og sørge for, at sagen overdrages til fromme, lærde, forstandige, pålidelige og kristelige mænd, gejstlige og verdslige. Folk, som er vel grundfæstede i de hellige skrifter og har forstand og skelneevne med hensyn til guddommelige og menneskelige love og bud og har vilje dertil, for at de i fællesskab skal forhøre sig med flid og for Guds skyld ikke lade noget foretage imod mig med magt, indtil jeg er befundet at være ukristelig og uretfærdig. At kejseren som den hellige kristenheds verdslige overhoved vil passe på, at ikke mine modstandere, de pavelige, mens de har travlt med deres rasende og ukristelige forehavende imod mig, med at opbrænde mine bøger og stræbe mig efter livet og gøre mig fortræd på legeme, ære, velfærd og salighed, skal afsætte mig uden forhør og uovervundet, og når jeg har gjort noget mere for at redde den guddommelige, evangeliske sandhed ved min, egen intetsigende og uværdige person, eller om jeg fremtidig bliver tvungen og foranlediget til at gøre noget i den retning, at man da nådig vil undskylde sådant nødvendigt modværge og vil tage mig i nådig beskyttelse for at redde Guds ord, også være mine allernådigste og nådige Herrer, ligesom jeg fortrøster mig til den højtærede kejserlige majestæt og kurfyrsten som min allernådigste Herre, til jeres og alle andres kristelige kejserlige og fyrstelige dyder og nåde.

For jeg er i ydmyg lydighed beredt til, når jeg atter opnår tilstrækkelig sikkerhed og frit lejde frem og tilbage til min rådighed, på den nærmest kommende rigsdag i Worms at fremstille mig for lige lærde, fromme og redelige dommere, og med den almægtiges hjælp optræde og forsvare mig sådan, at mange i sandhed skal erfare, at jeg hidtil intet har skrevet og lært af en oprørsk, ubetænksom og uordentlig vilje og for timelig og verdslig æres og fordels skyld. Alt hvad jeg har skrevet og lært, det har jeg fremført og gjort efter min samvittighed, ed og pligt som en ringe lærer i Den Hellige Skrift, Gud til ære, til frelse og salighed for kristenheden i almindelighed, den hele tyske nation til bedste, til udryddelse af de farlige misbrug og vantro, og til befrielse af hele den hellige kristenhed fra så mange uendelige, utallige, ukristelige og fordømmelige tyranniske indgreb, byrder og gudsbespottelser.

Må kurfyrsten tillige med den romerske kejserlige majestæt behage at holde et vågent kristeligt øje med hele kristenheden. Derom er jeg i al ydmyghed villig og skyldig som den arme underdanige kapellan at gå i forbøn hos Gud og med min ringe bøn bede om guddommelig mildhed og nåde.

Wittenberg, Paulus’ omvendelsesdag 1521.

Kurfyrstens lydige, underdanige kapellan

Martin Luther

________________

60. Til Wenzeslaus Link.

Wittenberg, begyndelsen af februar 1521.

En klage fra forstanderen. Nogle nyheder. Man venter daglig efterretning fra Worms. En uforskammet udtalelse af Aleander.

Fred og velsignelse. Vor prior klager over dig, ærværdige fader, fordi vor prokurator og underprior kaldes bort herfra på samme dag, så at han alene må bære hele vor byrde, som nu er endnu større end forhen. Dog i denne sag viger jeg for begges iver. Herren lede os alle!

Abbed Henning er død. Emser raser imod mig i Leipzig. Andet nyt er der ikke her, for jeg antager, at Huttens værker om denne sag er hos jer. Men vi venter daglig nyt fra Worms, men de pavelige ønsker ikke min nærværelse der, men simpelt hen min domfældelse og undergang.

Spalatin skriver, at Aleander har vovet at sige: selvom I tyskere, som har betalt mindst af alle til pavestolen, afkaster den romerske trældoms åg, så vil vi dog sørge for, at I opriver hinanden i broderstrid og myrder hinanden. Og at dette forfærdelige uvæsen næres af Rom imod os, har jeg altid sagt og skrevet. Nu ser du, hvordan paven vogter Kristi lære. Lev vel!

Wittenberg 1521.

Din Martin Luther

________________

61. Til Staupitz i Salzburg.

Wittenberg, 9. februar 1521.

Om stemningen i Worms. Emsers bog imod pave Leos angreb på Staupitz og dennes svar, hvormed Luther er utilfreds. Nu er det tid at kæmpe for Kristus. Man kan beskylde Luther for hvad det skal være i kampen mod paven, kun ikke for tavshed og utroskab mod bekendelsen. Han er bekymret og bedrøvet over Staupitz’ holdning. Der er gang i trykkeriet.

Til den ærværdige og udmærkede mand Johan Staupitz, magister i teologi, augustiner-eremit, min foresatte i Herren.

Fred og velsignelse. Det forbavser mig, ærværdige fader, at mine breve og bøger endnu ikke er nået til dig, således som jeg ser af dine breve. Jeg selv, som prædiker for andre, fortjener til visse dadel, fordi min færden mellem mennesker river mig således med og fremmedgør mig for mig selv. Men i hvilken ånd jeg indtil nu behandler Guds ord, det ser i af, hvad jeg sender. I Worms er der endnu intet foretaget imod mig, uagtet papisterne i vildt raseri planlægger ondt imod mig. Spalatin skriver, at der er så megen stemning for evangeliet, at han håber, man ikke vil dømme mig, uden at jeg er forhørt og overbevist.

Emser har i Leipzig skrevet en skamløs bog imod mig, som fra ende til anden kun er fuld af én stor løgn imod mig. Jeg tvinges til at svare på dette misfoster for hertug Georgs skyld, hvem disse tåbeligheder gør end mere stivsindet.

Ikke ugerne hører jeg, at pave Leo også angriber dig. Således vil også du, som hidtil har forkyndt korset så godt, fremstille det for verden til eksempel. For jeg ønsker ikke, at denne ulv skal give sig tilfreds med jeres svar, fordi du indrømmer ham mere, end ret og rimeligt er. For han vil tyde det således, som om du helt fornægter mig og alt mit, efter at du har erklæret at ville underlægge dig ham som dommer. Derfor, når Kristus elsker dig, så må han tvinge dig til at tilbagekalde dette skrift, fordi paven i sin bulle har fordømt alt, hvad du hidtil har lært og troet om Guds barmhjertighed.

Da du ikke er uvidende herom, så synes det mig, at du ikke uden at støde an imod Kristus kan tilkalde den som dommer, hvem du ser rase imod nådens ord i vildt fjendskab imod Kristus. Dette burde du have bekendt åbent og overbevist ham om denne ugudelighed. For nu er det ikke tid til at frygte, men at lade sin røst høre højt, nu da vor Herre Jesus Kristus dømmes, fratages alt og bespottes. I samme grad som du formaner mig til ydmyghed, må jeg formane dig til at holde hovedet højt. For er jeg for hovmodig, så er du for ydmyg.

Det er i sandhed en alvorlig sag. Vi ser, at Kristus lider. Hidtil var det måske ret at tie ydmygt og stille, men nu, da vor kæreste frelser selv, som har givet sig hen for os, gøres til spot for hele verden, skal vi nu ikke kæmpe, skal vi nu ikke sætte livet ind? Min kære fader, faren er større, end mange mener. Her gælder nu evangeliets ord: ”Den, som bekender mig for mennesker, vil også jeg bekende for min fader, den, som skammer sig ved mig, vil også jeg skamme mig ved.”

Lad mig også findes at være stolt, gerrig, en ægteskabsbryder, en morder, en modpave og skyldig i alle laster, når man kun ikke kan beskylde mig for ugudelig tavshed, imens Herren lider og siger: ”Jeg kan ikke flygte, og der er ingen, som antager sig min sjæl. Jeg skuer til højre, men ingen vil kende mig.” For jeg håber, at jeg for bekendelsens skyld frikendes for alle mine synder. Derfor har jeg også tillidsfuldt løftet mine horn imod denne romerske afgud og sande Antikrist. Kristi ord er ikke et fredens ord, men et sværdets ord. Men skal jeg blinde undervise en seende?

Jeg drister mig til at skrive så tillidsfuldt, fordi jeg er meget bange for, at du skal stille dig imellem Kristus og paven, mens du dog ser, at mellem dem er der den stærkeste strid. Men lad os bede, at den Herre Jesus med sin munds ånde snart vil nedstyrte denne fortabelsens søn. Vil du ikke følge mig på denne vej, så må du gå og lade dig rive med uden mig! Jeg vil ved Kristi nåde ikke tie for dette uhyre med hans uhyrligheder.

I sandhed, jeres underkastelse har bedrøvet mig dybt. Den har vist mig en ganske anden end den Staupitz, der så modig forkyndte nåden og korset. Dersom du havde gjort dette før offentliggørelsen af denne bandbulle og før denne forhånelse af Kristus, ville det ikke have bedrøvet mig.

Hutten og mange andre skriver kraftigt til mit forsvar, og daglig fremkommer der sange, som vil give dette Babel liden glæde. Vor kurfyrste handler ligeså klogt og troende som udholdende, og det er på hans bud, at jeg udgiver dette forsvar på begge sprog.

Philip hilser dig og nedbeder en modigere ånd over dig. Jeg beder dig hilse lægen, dr. Ludvig, som har skrevet til mig med megen lærdom. Jeg har ingen tid til at skrive til ham, da jeg tvinges til at holde tre presser gående i trykkeriet. Lev vel i Herren, og bed for mig!

Wittenberg, Skt. Apollonias dag 1521.

Din søn Martin Luther

________________

62. Til sparlatin.

Wittenberg, 19. marts 1521.

Luther vil ikke komme til Worms for at tilbagekalde, men nok for at lade sig slå ihjel for evangeliets skyld.

Til min i Herren kære Georg Spalatin, Kristi discipel, den gode og lærde mand.

Fred og velsignelse. Jeg har modtaget de artikler, som man ønsker tilbagekaldt, min Spalatin, og forskriften for, hvordan jeg skal forholde mig. Du skal ikke gøre dig nogen tanke om, at jeg vil tilbagekalde det mindste, efter at jeg har set, at de ikke støtter det til noget andet grundlag, end at jeg har skrevet imod deres foregivne kirkes skik og brug. Jeg vil svare kejser Karl, at når jeg stævnes alene for tilbagekaldelsens skyld, vil jeg ikke komme, for det ville være det samme, som om jeg allerede var kommet derhen og vendt tilbage hertil igen. For jeg kunne også tilbagekalde her, hvis det blot drejede sig om det.

Men hvis man vil dræbe mig og på grund af mit svar anse mig for en fjende af riget, så tilbyder jeg at komme. For ved Kristi nåde vil jeg ikke flygte og lade hans ord i stikken. Men jeg er ganske vis på, at disse blodmænd ikke hviler, før de får mig dræbt, og dog ønsker jeg dette, at ingen bliver skyldig i mit blod, uden papisterne, såfremt jeg kan føre det igennem. Vi er atter blevet helt hedninger, sådan som vi var før Kristus. Så fast holder den listige Antikrist verdens riger i sin hånd. Herrens vilje ske! Imidlertid må du råde alle, hvem du kan, at de ikke tager del i de ondes skændige råd.

Magister Jodocus Morlin siger, at han har betalt dr. Hieronymus 3 gylden i skrivergebyr og vil betale mere, hvis det behøves. Kun vil han gerne vide, hvor meget der endnu bliver at betale. Han er meget ubemidlet og fattig.

Om den hebraiske lærestol har vi ofte forhandlet, og vi holder Aurogallus for værdig til, at du ved lejlighed foreslår kurfyrsten ham. Andre ting er der ikke at melde hos os. Lovsangen ”Magnificat” er under trykning, men jeg ved ikke, hvornår den bliver færdig. Lev vel i Herren, og hils alle, som skal have en hilsen.

Wittenberg, 3. dag efter søndagen judica, på hvilken dag jeg har modtaget dit sidste brev, 1521.

Martin Luther, augustiner

Det kejserlige mandat har jeg endnu ikke set.

________________

63. Til hertug Johan Frederik af Sachsen.

Wittenberg, 10. marts 1521.

Tilegnelse af udlægningen af Marias lovsang.

Jesus.

Til min ædle og højbårne fyrste og Herre, hr. Johan Frederik, hertug af Sachsen, landgreve i Thüringen og markgreve af Meissen, min nådige Herre og beskytter.

Ædle, højbårne fyrste, nådige Herre, altid står min ringe bøn og tjeneste til rådighed for Dem. Jeg har underdanigst modtaget Kurfyrstens skrivelse, som nylig blev mig overgivet, og med glæde erfaret alt trøstelig indhold deri. Jeg har nu for længe siden lovet og skylder Kurfyrsten at udlægge Marias lovsang (magnificat), men mange modstanderes dumme angreb har så ofte har forhindret mig. Derfor har jeg ment at kunne besvare Kurfyrstens brev med denne lille bog, i den tanke, at jeg måtte undse mig ved at skrive langt. Det ville ikke passe sig at udtale mig udførligere, for at jeg ikke skulle lægge hindring for Kurfyrstens unge sind, som har kærlighed til Den Hellige Skrift og kunne styrkes ved videre indøvelse deri, hvortil jeg da ønsker Guds nåde og bistand. Dette er da også højt fornødent, fordi mange menneskers velfærd beror på en sådan høj fyrstes person, når han frigøres for sig selv og regeres nådig af Gud. På den anden side bringer det ulykke for mange, når han overlades til sig selv og regerer unådigt.

For skønt alle menneskers hjerter er i den almægtige Guds hånd, er det dog ikke for intet alene sagt om kongerne og fyrsterne: Kongens hjerte er i Guds hånd, han kan vende det, hvorhen han vil. Med disse ord vil Gud forøge sin frygt hos de høje Herrer, for at de må lære, hvordan de slet ikke skal tænke på noget, som Gud ikke særlig indgiver dem. Andre menneskers handlinger bringer kun dem selv eller meget få gavn eller skade. Men herskere er kun sat til, at de skal være andre folk til skade eller gavn, og desto mere, jo videre deres regering strækker, hvorfor også Skriften kalder fromme, gudfrygtige fyrster for Guds engle, ja også for guder. På den anden side kalder den skadelige fyrster for løver, drager og rasende dyr, hvem Gud selv kalder en af sine fire plager, når han optæller pest, dyrtid, krig og rasende dyr.

Et menneskeligt hjerte, som af naturen er kød og blod, har af sig selv let til at blive overmodig. Når det gives magt, gods og ære i hænde, bevæges det endnu mere til at glemme Gud og foragte sine undersåtter. Fordi det har rum til uden straf at handle ilde, så farer det frem og bliver et dyr, gør kun, hvad det lyster, og er af navn en Herre, men i virkeligheden et uhyre. Den vise mand Bias har således talt ret: ”Embedet viser, hvad for en mand han er”. For undersåtterne tør ikke fare frem af frygt for øvrigheden.

Derfor er det nødvendigt for alle overherrer, fordi de ikke har mennesker at frygte, at de frygter Gud mere end andre, erkender ham og hans værk godt, og vandrer med omsorg, som Paulus siger i Rom 12: Den, der regerer, skal være det med iver.”

Nu ved jeg i hele Skriften intet, der tjener så godt hertil som den hellige sang af den højlovede Guds mor. Den, der i sandhed vil regere vel, skal lære og bevare den omhyggeligt. Hun synger i sandhed her på det alleryndigste om den gudfrygtige, og hvad han er for et menneske, og forud, hvilke hans værker er i de høje og lave stænder. Lad en anden høre sin veninde, som synger en verdslig sang. Denne tugtige jomfru hører rimeligvis en fyrste og Herre på, hun, der synger ham en åndelig og ren og heldbringende sang.

Det er heller ikke en upassende skik, at denne sang daglig bliver sunget i alle kirker om aftenen, dertil med særlig melodi frem for andre sange. Må den samme hellige Guds mor erhverve mig Ånden, der kan udlægge en sådan sang nyttigt og grundigt, så Kurfyrsten og vi alle kan øse frelsende forstand og et prisværdigt liv deraf og således i det evige liv prise og synge denne evige lovsang. Dertil hjælpe os Gud! Hermed befaler jeg mig Kurfyrsten, underdanigst bedende, at Kurfyrsten vil antage min ringe frembringelse med nådig velvilje.

Wittenberg, 10. marts 1521.

________________

64. Til Nikolaus Hausmann i Schneeberg.

Wittenberg, 22. marts, 1521.

Om de farefulde tider, som præsterne mærker særlig hårdt. Nødvendigheden af at kæmpe imod paven og hans præster, hvor der må træffes et afgørende valg.

Til den ærværdige broder i Kristus, dr. Nicolaus Hausmann, Kristi tro tjener i Schneeberg, min i Herren inderligt kære ven.

Jesus.

Fred og velsignelse. Jeg har fået dit brev, min kære Nikolaus, hvori du melder, at du kaldes til præsteembedet i Zwickau, og du begærer trøst af mig lille menneske. Du ved, hvor farefulde disse tider er, ganske den flugtens tid, som Kristus har forudsagt. Det er nemlig en tid, hvor den sunde lære ikke tåles, og hyrderne er blevet til ulve, så der ingen anden trøst er for os, end at vi beder Herren om, at vi enten også kan flygte, eller kan bestå i disse onde dage. Daglig erfarer jeg mere, hvordan Satan hersker overalt, så at det er mig en gru at vende mig mod kirken. Jeg er kommet til den overbevisning, at hvis der ikke kæmpes på liv og død af alle kræfter imod pavens og bispernes forskrifter, kan ingen blive frelst. Mon dette skulle være underligt og nyt for dig? Men således er det, kæreste Nikolaus. Hvis du ikke forstår det, kan du ikke gribe min trøst. Vi ser, at paven og hans folk er Kristi fjender, så at ingen kan prædike, uden at han drager omsorg for at unddrage ham fårene og forjage ham som ulven. Du ved, med hvor høje råb det påstås, at denne beskyldning er kirkesplittende, kætteri og et ubegrænset onde. Men hvad skal vi gøre? Der er ingen anden vej til frelse i denne fortabelsens tid.

Fordi mit råd er hårdt, min kære Nikolaus, og det bør være hårdest for den rådspurgte, så overlader jeg dig her ganske at handle efter frit valg og tillader dig at løbe faren selv. Hvis du tager imod embedet, gør du dig til pavens og bispernes fjende, hvis du modstår deres dekreter, men hvis du ikke gør dette, bliver du Kristi fjende. Kristi tro står ikke frit med deres strikker og rænker omkring sig. I alle disse ting foregriber jeg intet for dig, men således som jeg ville ønske, at der blev rådet mig selv, således råder jeg dig. Det står til dig enten ikke at søge råd eller tage fromt og villigt imod det, som er givet. Jeg har ikke andet, Gud er mit vidne. Lev vel!

Wittenberg, 22. marts 1521.

Din Martin Luther, augustiner

________________

65. Til en ubekendt.

Wittenberg, 24. marts 1521.

Om kampen mod paven. Bestræbelserne i Worms.

Fred og velsignelse. Til dig skriver jeg ikke, min ærværdige Fader. Skylden er din, du, som synder dobbelt, først fordi også du kun har skrevet én gang, og dernæst fordi du ikke har sendt mig et bud, som kunne bringe brev til dig. Hvordan og hvor skulle jeg ellers finde dig, jeg, som sidder i denne afkrog af verden. Jeg skriver, og nu beder jeg også, at du skal bede ikke for mig, men for Guds ord, du og dine venner. For mig selv nærer jeg ingen bekymring, uagtet mange tusinde mordere i hele verden er gjort ansvarlige for mit blod, der endnu, som ved et under, er varmt. Og den helligste Kristi modstander, hovedføreren og læreren for morderne, sætter alle kræfter ind på at ombringe mig. Amen. Herrens vilje ske! Min Kristus skal give mig sin Ånd, så jeg levende kan foragte og døende kan overvinde disse Satans tjenere. Din broder Peter sender du ingen penge, efter hvad han fortæller mig. Se til, at du sørger for ham! Hos os er der intet nyt, og du har skrevet, at alle mine bøger er solgt hos jer. Dernæst hører du fra Worms hurtigere end jeg, hvad de foretager sig i min sag. De arbejder på, at jeg skal tilbagekalde mange artikler, men min tilbagekaldelse bliver denne: Tidligere har jeg sagt, at paven er Kristi stedfortræder, nu tilbagekalder jeg og siger: ”Paven er Kristi fjende og Satans apostel.” Dertil tvinges jeg af den forbryderiske og forbandede bandbulle, hvormed de åbenlyst dømmer Kristus. Lev vel i Herren!

Wittenberg 1521, palmesøndag.

Martin Luther, augustiner

________________

66. Til Joh. Lang.

Wittenberg, 29. marts 1521.

Om den forestående rejse over Erfurt til Worms

Til den ærværdige fader, magister Johan lang, Augustinereremit.

Jesus.

Fred og velsignelse. På næste torsdag eller fredag vil jeg besøge dig, ærværdige Fader, tillige med den kejserlige herold, som stævner mig til Worms, hvis der ikke er fare ved at komme til Erfurt, eller ingen ukendt årsag hindrer mig. Da vil jeg tale udførligere med dig. I modsat fald kan du sikkert finde mig i Eisenach om lørdagen. Jeg takker for de sendte penge. Emser ser du, at jeg har behandlet som et æsel. Lev vel!

Kristi lidelses sjette dag, 1521.

Din Martin Luther

________________

67. Til hertug Johan Frederik af Sachsen.

Wittenberg, 31. marts 1521.

Svar på spørgsmålet om Kristi gode gerninger og hans søvn.

Deres fyrstelige Nådes brev har jeg underdanigst modtaget, nemlig om Kristi gode gerninger og hans søvn.

Nu er det sandt, at man i evangeliet ikke læser mere end én gang, at Kristus har sovet, som Kurfyrsten skriver. Men skulle man have skrevet om al hans søvn, hvad ville det så være blevet for en bog? Det er nok, at hans sande menneskelighed er angivet én gang i dette stykke. Han har jo bedt, fastet, gået, prædiket og gjort undergerninger oftere, end det fortælles i evangeliet, som Johannes tydeligt skriver til sidst: Jesus gjorde også mange andre tegn, som der ikke skrevet om i denne bog. Men disse ting er skrevne for at lære os og gøre os troende. [Joh 20, 30-31].

Men at han altid har gjort Faderens velbehagelige vilje, det er sandt. Hans spisen og drikken, soven og alt har behaget Faderen som de største underværker. For Faderen ser ikke på gerningerne, hvad jeg udførligt har lært i bogen om de gode gerninger.

Det er ikke nødvendigt at tro, at Kristus på korset har bedt hele salmen ”Min Gud, min Gud” [Salme 22], men heller ikke ukristeligt, hvis nogen mener dette. Det står enhvers frit for at mene det, for Skriften siger ikke noget om det, så det er ikke nødvendigt at tro andet.

Hermed sender jeg begyndelsen af ”Marias lovsang”.

Det fjerde ark er endnu under trykning. Det må jeg lade vente til min hjemkomst. For Kurfyrsten ser, hvordan jeg efter at være stævnet for rigsdagen må lade alt andet ligge. Hjælper Gud mig hjem igen, så skal Kurfyrsten snart få det. Hermed befaler jeg mig til Kurfyrsten, hvem Gud antage sig i nåde! Amen.

Wittenberg, påskedag 1521.

Kurfyrstens underdanige kappelan, dr. Martin Luther

________________

68. Til Spalatin.

Frankfurt am Mainz, 14. april 1521.

Luther melder om sin rejse på vejen til Worms, hvortil det er hans bestemte forsæt at rejse, uagtet sygdom og farer.

Til magister Georg Spalatin, ved det hellige sachsiske hof.

Jesus.

Fred og velsignelse. Vi kommer, min kære Spalatin, selv om Satan stræber efter at hindre mig ved mere end én sygdom. For på hele rejsen fra Eisenach og hertil har jeg været syg af en svaghed, som jeg ikke hidtil har kendt, og er det endnu. Jeg mærker også, at man har udsendt kejserens mandat for at forskrække mig. Men Kristus lever, og vi vil til Worms, selv om alle Helvedes porte og luftens magter står os imod. Jeg sender et eksemplar af kejserens skrivelse. I øvrigt mener jeg ikke at burde skrive brev, førend jeg kommer til stede og ser, hvad der bør gøres. For vi vil ikke gøre Djævelen oppustet, men har foresat os hellere at jage ham på flugt og trodse ham. Sørg altså for bolig! Lev vel!

Frankfurt 1521.

Martin Luther

________________

69. Til den kejserlige råd Joh. Cuspinianus i Wien.

Worms, 17. april 1521.

En kort hilsen fra Worms om, at Luther har vedkendt sig sine skrifter, men ikke agter at tilbagekalde det mindste.

Til den berømmelige og højlærde hr. Cuspinianus, den kejserlige majestæts råd i Wien etc.

Din kærlighed, berømmelige Cuspinianus, havde let ved at overtale mig til midt under denne forvirring at driste mig til at skrive til jer, da jeg allerede tidligere på grund af dit berømmelige navn ønskede at være fortrolig kendt af dig. Optag mig altså blandt dine venner, for at jeg kan bekræfte, at det er sandt, hvad din broder så højt har forsikret mig.

Lige nu har jeg stået for kejseren og den romerske broder [dvs. Legaten] og blev spurgt, om jeg ville tilbagekalde mine bøger. Derpå svarede jeg, at bøgerne vel var mine, men hvad jeg beslutter om tilbagekaldelse, ville jeg sige i morgen, efter at jeg har begæret og fået så ringe lejlighed og tid til overvejelse. Men jeg tilbagekalder ikke den mindste tøddel, så sandt Kristus er mig nådig. Lev vel, min kæreste Cuspinianus.

Worms, onsdag efter quasimodogenite 1521.

________________

70. Luthers egne optegnelse over forhøret på rigsdagen.

På kejserlige majestæts begæring og fordring er jeg i går fremtrådt og fremtræder endnu i Guds fred og med hans majestæts kristelige frie lejde for underdanigst og lydigst at høre og lytte til, hvad man efter det kejserlige mandats indhold har at foreholde mig.

Men efter at to stykker er blevet mig foreholdt i går efter min ankomst, nemlig om jeg vedkender mig og fremdeles fastholder de bøger, som siges at være udgået under mit navn, eller vil tilbagekalde, har jeg for det første straks givet mit rette svar, at jeg vedkender mig og fremdeles bekender mig til alle disse bøger og holder fast ved dem.

Med hensyn til det andet stykke, som angår det højeste gode i himmelen og på jorden, det hellige Guds Ord og troen, da har jeg underdanigst bedt om en betænkningsfrist og udsættelse, for at jeg, når jeg skulle afgive mit svar mundtligt, ikke af uforsigtighed skulle sige for meget eller for lidt og handle til min samvittigheds forstyrrelse, og hertil har jeg fået hans kejserlige majestæts samtykke.

Og omendskønt det er løbet med i talens strøm ... [fortsættelse mangler].

________________

71. Til Karl den Femte.

Friedberg, 28. april 1521.

Dette brev, som er skrevet på latin, blev oversat af Luther selv og efter hans afrejse fra Worms afsendt fra Friedberg på latin til kejseren og på tysk til kurfyrsterne og rigets stænder.

Til den mest ophøjede, sejrrigeste Herre, Karl den Femte, valgt romersk kejser, Cæsar Augustus, osv. mm.

Nåde og fred med al underkastelse, i Kristus Jesus, vor Herre. Ophøjede og sejrrige kejser, mildeste Herre, da Deres majestæt havde kaldt mig til Worms med offentligt frit lejde for at udforske mit sindelag over for de under mit navn udgivne bøger, og jeg var kommet til stede i al ydmyghed og havde fremstillet mig for majestæten og hele det kejserlige hof, lydig i alle ting, så havde Deres majestæt befalet at adspørge mig først og fremmest, om jeg vedkender mig de fornævnte bøger som mine, og om jeg er beredt til at tilbagekalde dem eller vedblivende vil fastholde dem.

Jeg har da, så snart jeg havde genkendt dem som mine (med forbehold, at der ingen snedig forandring er foretaget i dem), med al ærbødighed udtalt, at fordi jeg havde forsynet mine småskrifter med klare og tydelige Skriftsteder, kunne jeg ikke anse det for ret og passende eller på nogen måde indlade mig på at fornægte Guds Ord og på det vilkår tilbagekalde, hvad jeg har skrevet. Derfor bad jeg ydmygt Deres majestæt om på ingen måde at tåle, at jeg blev tvunget til en sådan tilbagekaldelse, men snarere drage omsorg for, at mine skrifter og bøger blev undersøgt enten af hoffet selv eller af andre, hvor som helst de var i stand til det, også de ringeste. Og at man ville behage at gendrive de vildfarelser, som de beskyldes for at indeholde, ved de guddommelige evangeliske og profetiske skrifter. Samtidig erklærer jeg med kristelig beredvillighed, at jeg, såfremt jeg blev beskyldt og overbevist om vildfarelse, ville tilbagekalde alt og selv være den første til at overgive mine skrifter til ilden og træde dem under fødder.

Men trods alt dette begærede og krævede man af mig, at jeg kort og godt skulle svare på, om jeg ville tilbagekalde eller ikke. Da svarede jeg atter så ydmygt, som jeg kunne, at da min samvittighed var bundet af Den Hellige Skrifts ord, som jeg havde anført i mine bøger, kunne jeg umuligt tilbagekalde noget, medmindre jeg blev bedre belært.

Da blev der forhandlet med mig af nogle kurfyrster, fyrster og andre af rigets stænder om, at jeg skulle overgive mine bøger til påkendelse af deres majestæt og de kejserlige stænder, hvad Badens kansler og dr. Peutinger foreholdt mig, og på ny tilbød jeg ligesom før, at jeg ville lade mig belære, men også kun ved Den Hellige Skrift eller klare grunde.

Endelig blev det forlangt, at nogle uddrag af mine skrifter skulle jeg overgive til et almindeligt kirkemøde og underkaste mig dets dom. Men jeg, der dog altid med al iver og ydmyghed har været beredt til at gøre og tåle alt, hvad der var mig muligt, har ikke kunnet opnå denne ene allerkristeligste afgørelse, at Guds ord skulle forblive frit og uhindret, og at jeg overgav mine bøger til majestæten og rigets stænder eller underkastede dem et kirkemødes afgørelse på det vilkår, at der intet blev opstillet af mig eller bestemt af dem, som stred imod Guds evangelium. Det var det, hele striden drejede sig om.

For Gud, som ransager hjerterne, skal være mit vidne, at jeg er ganske og aldeles beredt til at bøje mig for og adlyde majestæten, være sig med liv eller død, ære eller vanære, vinding eller tab. Dette har jeg oftere tilbudt og gør det fremdeles og undtager aldeles intet uden Guds Ord, hvoraf ikke alene mennesket lever, som Kristus lærer i Matt 4, men hvori også Guds engle begærer at skue ind, 1 Peter 1. Fordi Guds Ord er over alle ting, (som Paulus lærer), så bør det i alle ting bevares frit og uforhindret. Det er aldrig overladt til menneskers magt at bringe det i fare, hvor fremragende de end måtte være ved storhed, mængde, lærdom og hellighed. Paulus vover jo endog i Gal 1, 8 at udråbe: ”Om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han.” Og David ”Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse.” (Salme 146, 3). Ja, heller ikke på sig selv kan nogen bygge, for Salomon siger: ”Den, der stoler på sin forstand, er en tåbe.” [Ordsp 28, 26]. Og Jeremias 17, 5: ”Forbandet den mand, som stoler på mennesker.”

I timelige ting, som intet har at gøre med Guds ord og evige goder, skylder vi hinanden gensidig tillid, fordi fare for dem eller tab af dem ikke skader saligheden, fordi de jo til sidst skal forlades. Men med hensyn til Guds ord og de evige goder tilsteder Gud ikke, at man løber den fare at bygge på ét eller mange mennesker, men alene på ham selv, der alene har og skal have den ære og navn for at være sanddru og sandheden selv, medens alle mennesker er løgnere og forfængelige, som Paulus mesterlig forklarer i Rom 3. Og det ikke med urette, fordi en sådan tillid og stolen på egentlig er den rette tilbedelse og gudsdyrkelse. Herom siger Augustin, at den ikke tilkommer nogen skabning. Derfor anser Paulus hverken engle eller sig selv og utvivlsomt heller ingen af helgenerne i Himlen eller på jorden for værdig til en sådan tillid, tværtimod forbander han den. Heller ikke ville de selv tåle det, end sige gøre fordring derpå. For således at stole på et menneske i den evige saligheds sag, det er at tillægge en skabning den ære, der alene tilkommer skaberen selv.

Derfor bønfalder jeg ydmygt majestæten, om ikke at betragte mit forbehold med hensyn, til Guds Ord som stammende fra ond mistanke og ikke udlægge det unådigt. For det er født mig ud af de fornævnte Skriftord, for hvilke hver skabning med rette bør vige. Som Augustin siger: ”Denne skrifts autoritet er større end alle menneskeåndens evner.” At min tillid til Deres majestæt er oprigtig, kan let ses deraf, at jeg i største lydighed er kommet til stede under kejserligt offentligt lejde uden at lade mig ængste af min viden om, at mine bøger var opbrændt af modstanderne, og at der offentligt mange steder var opslået et edikt i majestætens navn imod mig og mine bøger. Disse ting kunne med rette have skræmt en sådan lille fattig munk og holdt ham tilbage, hvis ikke mit hjerte havde ventet sig alt godt og endnu gør det af den gode og almægtige Gud, af majestæten og rigets stænder.

Da jeg nu altså på ingen måde har kunnet opnå, at mine bøger blev gendrevet ud fra Den Hellige Skrift, er jeg således nødt til at rejse uden at være blevet gendrevet. Hele striden har, som sagt, stået på dette, at man ikke har behaget at gendrive de påståede vildfarelser i mine bøger med De Hellige Skrifter, ej heller har givet noget håb om eller villet love, at undersøgelsen af mine bøger og deres påkendelse ved hjælp af Guds Ord nogensinde skulle blive gennemført. Ikke desto mindre bringer jeg majestæten min ydmygeste tak, fordi det frie lejde er blevet nøje overholdt også i Worms og er mig lovet at skulle blive overholdt, indtil jeg kommer i sikkerhed. Og det er min indtrængende begæring til majestæten, for Kristi skyld, at det ikke bliver tålt, at mine modstandere undertrykker mig, bruger vold og dømmer mig, fordi jeg så mange gange har fremsat mit tilbud, som det sømmer sig en kristen og underdanigt menneske. For jeg er fremdeles fuldkommen beredt til under majestætens beskyttelse at lade mig stævne for pålidelige, lærde og frie dommere, at modtage belæring ved majestæten, ved rigets stænder, ved kirkemøder, ved doktorer, eller hvem som helst, der kan og vil, og at forelægge mine bøger og lærdomme villigt for dem alle, tåle og acceptere deres undersøgelse og dom. Jeg gør slet intet forbehold undtagen anerkendelsen af Guds åbenbare, klare og frie ord, som med rette bør vedblive at være højere end alt andet og dommer over alle mennesker.

Derfor beder jeg ydmygt ikke alene for min skyld, for jeg er intet værd, men i hele kirkens navn, for hvis skyld jeg foretager dette skridt, om at måtte sende dette brev tilbage efter min afrejse. For af hele mit hjerte ønsker jeg at råde majestæten, hele riget og den ædle tyske nation det bedste, og at alle må bevares lykkelige i Guds nåde. Ej heller har jeg hidtil søgt noget andet end Guds ære og alles fælles frelse, og heller ikke nu pønser jeg på noget, der kunne være mig selv til gavn, hvad enten så modstanderne dømmer mig eller ikke. For når Kristus min Herre har bedt for sine fjender på korset, hvor meget mere bør da jeg med glæde og tillid, til Kristus være optaget af at bønfalde og bede for majestætens bedste og for hele riget og mine høje øvrigheder og hele det tyske fædreland, af hvem jeg kun venter mig det bedste, idet jeg stoler på dette mit foranstående tilbud.

Med disse ord, ophøjede majestæt, stiller jeg mig ind under jeres vingers skygge og beder, at Herren vor Gud vil heldbringende og lykkeligt styre og bevare jer for os.

    Friedberg, søndagen cantate.

    Jeres ophøjede majestæts underdanigste kapellan Martin Luther

________________

72. Til Lucas Cranach.

Frankfurt am Main, 28. april 1521.

Luther fortæller, at han på tilbagevejen fra Worms vil blive bragt i sikkerhed et eller andet sted, og giver oplysninger om det resultatløse rigsdagsophold.

Til den omhyggelige mester Lucas Cranach, maler i Wittenberg, min kære fadder og ven.

Jesus.

Min tjeneste, kære fadder Lucas! Jeg velsigner og befaler jer Gud. Jeg lader mig indespærre og skjule, men hvor, ved jeg endnu ikke selv. Og selv om jeg hellere havde lidt døden af tyrannerne, særlig ved den rasende hertug Georg af Sachsens hånd, må jeg dog ikke foragte gode menneskers råd.

Man havde ikke gjort regning på mit komme til Worms, og hvordan det mig givne lejde er blevet holdt, ved du vel fra det forbud, som mødte mig. Jeg mener, at den kejserlige majestæt skulle have tilkaldt en doktor eller halvtreds og redelig overvundet munken. Men man har intet andet foretaget end dette: Er bøgerne dine? Ja. Vil du tilbagekalde dem eller ikke? Nej. Så af sted med dig! Oh, vi blinde tyskere, hvor barnagtigt bærer vi os ad og lader så jammerligt romanisterne spille gæk med os og narre os.

Bring din kære hustru, min hilsen og ønske om, at hun må have det godt. Jøderne må engang synge: Jo, jo, jo! Påskedagen vil også komme for os, og da vil vi synge halleluja. Et lille stykke tid må der ties og lides: ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” siger Kristus (Joh. 16, 16). Jeg håber, at det også nu skal gå således. Dog Guds vilje, som er den allerbedste, ske heri, som i himlen, således også jorden. Amen.

Hils mester Kristian og hans hustru fra mig og bring også byrådet min bedste tak for køretøjet. Tilfredsstiller licentiat Feldkirch jer ikke som prædikant, må I anmode Amsdorf om at komme, det gør han gerne. Farvel, jeg befaler jer alle til Gud, han vogte jeres forstand og jeres tro mod den romerske ulv og drage med dens tilhænger. Amen.

Frankfurt a. M., søndag cantate, anno 1521.

Dr. Martinus Luther.

________________

73. Til Melanchthon.

Wartburg, før 12. maj 1521. (et fragment.)

Den 12. maj skrev Luther til Amsdorf, at han allerede havde skrevet til alle wittenbergensere, men igen revet brevene i stykker, fordi det endnu ikke var uden fare at lade breve afgå. Af disse breve er vel det efterfølgende et. Af dets begyndelse fremgår, at det stammer fra den første tid på Wartburg. Den umiddelbart følgende formaning til at holde hans opholdssted hemmeligt viser, at brevet ikke kan have været bestemt for Spalatin, til hvem en sådan formaning ville være ganske overflødig. Adressaten må søges i Wittenberg og kan ved siden af Amsdorf, der nævnes i en af de første linier, kun være Melanchthon.

Kun med nød og næppe har jeg fået lov at afsende dette brev, så bange er man for, at det på nogen måde skal afsløres, hvor jeg opholder mig. Derfor må også du, hvis du tror, at dette sker for Kristi æres skyld, drage omsorg for, at det forbliver eller bliver tvivlsomt, om det er venner eller uvenner, som holder mig i forvaring, og du må tie. For det er ikke nødvendigt, at andre end du og Amsdorf ved noget udover dette, at jeg er i live endnu. Hvem ved, hvad Gud i disse høje anliggender vil virke gennem dette tavsheds råd. Præsterne og munkene, som rasede, medens jeg var i frihed, frygter mig nu, da jeg er fange, i den grad, at de begynder at formilde, hvad de vanvittigt har sagt mig på. De kan ikke bære vægten af mængdens trusler, og de ved heller ikke, på hvad måde de skal undslippe. Se ”Jakobs Mægtige” [1 mos 49, 24], hvad han udvirker, medens vi tier, tåler, beder. Mon det ikke er sandt, det som Moses siger: ”Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!” [2 mos 14, 14]. En vis romanist har skrevet til kardinal Albrecht af Mainz: ”Luther har vi mistet, som vi ønskede, men mængden er så ophidset, at jeg har en anelse om, at vi næppe slipper med livet, hvis vi ikke med tændte fakler søger ham overalt og får ham kaldt tilbage.” Det var hans spøg, men hvad nu, hvis den spøg bliver til alvor?

________________

74. Til Melanchthon.

Wartburg, 12. maj 1521.

Luther ønsker at vide, hvad Melanchthon tager sig til, og hvad han mener om hans indvilligelse i at forsvinde for en tid. Klager over kirkens tilstand og opfordrer Melanchthon til fortsat kamp. Et kejserligt edikt om tilintetgørelse af Luthers skrifter. Hans sygdom.

Til min kæreste bror i Kristus, Philip Melanchthon, evangelieforkynder for Wittenbergs menighed.

Fred og velsignelse. Hvad mon dog du, min kære Philip, tager dig til? Mon du beder for mig, at denne adskillelse og ensomhed, som jeg kun modstræbende er gået ind på, må udrette noget større til Guds ære? Jeg ønsker i høj grad at vide, hvad du synes om den. Jeg frygtede for, at det skulle se ud, som om jeg unddrog mig kampen, og dog var der ingen udvej for mig til at modstå deres vilje og råd. Intet ønsker jeg mere end at møde mine modstandere og byde dem min strube til.

Jeg sidder her hele dagen og stiller mig kirkens åsyn for øje og ser ordene i salme 89, 48: ”Tænk dog på, at min livstid er kort, at du har skabt alle mennesker til intethed.” Gud, hvilket grufuldt billede af din vrede er dette den romerske Antikrists afskyelige rige! Og jeg afskyer min hårdhed, at jeg ikke opløses helt i tårer, så at også jeg med mine tårers kilder kunne begræde mit folks dræbte sønner. Men der er ingen, som rejser sig og griber Gud eller stiller sig som en mur foran Israels hus på denne hans vredes sidste dag. Oh, dette paverige, værdigt for de sidste og usleste tider! Gud forbarme sig over os!

Spalatin skriver, at der trykkes en bekendtgørelse så grum, at man med fare for samvittigheden skal gennemsøge verden for at finde mine bøger, for at de hurtigt kan blive tilintetgjort. Roboam i Dresden, som puster og stønner af iver for at udføre sådanne ting, glæder sig over, at det også er blevet krævet af kejseren, at han skal skrive til den danske konge, for at han ikke skal modtage det lutherske kætteris efterladenskaber, og de synger dette vers: ”Gid han snart vil dø og hans navn forsvinde!” [salme 41, 6].

Hartmann Kronberg har givet afkald på sine 200 gylden fra kejseren og vil ikke tjene en Herre, der lytter til disse ugudelige. Jeg tror ikke, at dette edikt vil komme til at rase noget steds undtagen under denne Roboam og jeres anden nabo, hvem den forfængelige ære plager. Gud lever og regerer i evigheders evigheder. Amen.

I den senere tid har Herren rystet mig med svære smerter stammende fra hårdt liv, som volder mig det største besvær og truer med at blive værre og værre. Det har nu varet i fire dage og jeg har ikke kunnet sove om natten, og endnu har jeg ikke fået ro. Jeg beder dig, gå i forbøn for mig! For denne lidelse bliver uudholdelig, hvis den tager til, som den har begyndt.

Kardinalen af Salzburg er rejst som Ferdinands ledsager til dennes brud i Innsbruck fjerde dagen efter vor afrejse fra Worms. Denne ledsager siges at have mishaget Ferdinand og kejseren med, som Spalatin skriver. Men læs du selv hans brev! Du må skrive til mig om alt, hvad der foretages hos jer, og hvordan alt står til, og hav det godt sammen med dit kød.

Søndagen exaudi 1521, fra ødemarken.

Din Martin Luther.

________________

75. Til Amsdorf.

Wartburg, 12. maj 1521.

Luther sender hilsen og fortæller nyt. Ønsker forbøn.

Fred og velsignelse. Nylig havde jeg skrevet til jer alle, min kære Amsdorf, men jeg fulgte en bedre rådgiver og rev alle brevene itu, fordi det endnu ikke var sikkert at sende breve. Nu er der skrevet til dr. Hieronymus om bøger og trykarkene, og med dette brev skriver jeg også til forstanderen om de samme ting. I vil sørge for, hvad der skal sørges for. Herren hjemsøger mig, men bed for mig, fordi også jeg bestandig beder for dig, at Gud vil styrke dit hjerte. Vær altså tillidsfuld, og tal ordet med tillid, hvor lejlighed gives. Skriv også om, hvordan alt gik for jer på rejsen, og hvad I har hørt og set i Erfurt. Hos Philip vil du finde, hvad Spalatin har skrevet til mig.

Den dag, da jeg blev bortført fra dig, kom jeg som ny rytter træt af den lange rejse i mørke omtrent kl. 11 om natten til mit blivested. Nu går jeg ledig her som en fri mellem fanger. Vogt jer for Roboas i Dresden og damasceneren Benhadad, jeres nabo, for et grumt edikt er der udgået imod os. Herren vil le ad dem. Imidlertid lev vel, og hils alle, som skal hilses.

Søndagen exaudi, fra ødemarken, 1521.

Din Martin Luther.

________________

76. Til Johan Agricola.

Wartburg, 12. maj 1521.

Luther sender hilsen og lykønskning til en datters fødsel og opmuntrer og formaner til at holde ud uanset hans fangenskab. Vin fremmer mælkeproduktionen.

Til min kære Johan Agricola, den bundne teolog og Kristi frigivne i Wittenberg.

Fred og velsignelse. Alt, hvad jeg har skrevet til Philip og de andre, er også bestemt for dig, min kære Johannes (med mindre vennernes samfund er opløst ved min bortrejse, hvad Gud forbyde). Alligevel har jeg besluttet at sende dig en egenhændig hilsen. Så tag den nu her, og husk på dette ord: ”En tjener er ikke større end sin herre.” [Joh 13, 16]. Hils dit kød og dit ribben! Herren give, at hun må komme godt til kræfter! Amen.

Jeg er den underlige fange, som sidder her både med og mod min vilje. Med min vilje, fordi Herren vil det således, mod, fordi jeg ville ønske at kunne stå offentlig i ordets tjeneste, men det har jeg endnu ikke været værdig til. Wittenberg hades af sine naboer, men Herren vil se til, at hans time må komme. Da vil han le ad dem, når blot vi stoler på ham. Men også du er jo kaldet til at tage del i undervisningen af de unge i ordet. Udfør derfor din tjeneste, og bring, hvad Herren pålægger at bringe!

Se dette har jeg nu kun skrevet, blot for at få skrevet også til dig. Lev vel med alle dine!

Fra ødemarken, søndagen exaudi 1521.

Martin Luther.

Den ene gylden er til den nyfødte, den anden til moderen, for at hun kan drikke noget vin og have rigeligt med mælk. Havde jeg været til stede, ville jeg også have været fadder.

________________

77. Til Spalatin (i Coburg).

Wartburg, 10. juni 1521.

Den 28. maj var Spalatin i kurfyrstens følge afrejst fra Worms. Han håbede at være i Coburg til 2. juni. Et brev fra Spalatin, som er skrevet fra Coburg, fik Melanchthon den 10. juni. Luther omtaler flere af sine vigtige skriftet. Han er plaget af en voldsom lidelse. Bruger fingeret navn og afsenderadresse.

Fred og velsignelse. Jeg har både fået dit sidste brev og også allerede Oecolampadius' bog sammen med alle de andre. Fordi det bekvemmest kan ske gennem dig, min Spalatin, sender jeg nu her, som du ser, det fuldstændige manuskript til ”Magnificat” og en lille bog, som er opstået af prædikenen om skriftemålet, og som jeg har tilegnet Franz von Sickingen. Sørg for så snart som muligt at få dem trykt, hvis du samstemmer. Salme 21 har jeg forud sendt færdig til trykkeriet. Lad altså også disse ny sager blive bragt derhen, medmindre du måttet finde, at noget deri bør ændres. Med hensyn til salme 118 har jeg endnu ikke truffet bestemmelse, om jeg helst vil have den udgivet sammen med noget andet eller for sig selv alene, og jeg skal sende det manglende, så snart jeg ved, hvad du tilråder. For nu er det i gang, men endnu ikke færdigt, så at budet må lade det blive liggende her.

Postillen har jeg endnu ikke fået. Den, hvem jeg havde overdraget besørgelsen, har svigtet. Imidlertid har jeg skrevet, at hvis man ikke kan finde manuskriptet, så vil du sørge for, at jeg får et eksemplar af den kortere postil, hvis du har en med fortegnelse over epistler og evangelier. Imidlertid har jeg fuldendt min temmelig lange udlægning af juleepistelen. Desuden må jeg skrive et svar til Latomus, der hos paven praler af sin bedrift. Derimod vækker Oecolampadius min beundring, ikke så meget fordi han er faldet over det samme indhold som mig, som fordi han er så fri, så tillidsfuld og kristen. Herren bevare ham og lade ham vokse fremdeles! Amen.

Jeg er her på én gang en lediggænger og er meget optaget. Hebraisk og græsk lærer jeg og skriver uafbrudt. Slotsforvalteren her beværter mig langt over fortjeneste. Den lidelse, jeg led af i Worms, har ikke forladt mig, men er blevet værre. Aldrig i mit liv har jeg lidt sådan af hård mave og tvivler på min helbredelse. Herren hjemsøger mig således, for at jeg ikke skal være uden kors, velsignet være han! Amen.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor det kejserlige edikt stadig udebliver. Den skrivelse til rigets stænder, som jeg afsendte på tilbagerejsen fra Worms, har jeg læst trykt, men rigtignok med mange forvanskninger. Man siger her, at dr. Schiefer er død og har testamenteret kejseren en million gylden. Men Kristus er dristig nok til ikke at frygte disse guldbjerge. Gid fjenderne endelig ville erkende, at Herren selv er vor Gud.

Den unge fyrste har jeg endnu ikke svaret på hans brev, fordi jeg ikke kendte hans opholdssted. Jeg anser det heller ikke for nødvendigt at røbe mit tilflugtssted ved hyppige breve i en hvilken som helst anledning. Se til, at du beder for mig, det er det eneste, jeg trænger til, alt øvrigt har jeg i overflod. Alt hvad der gøres med hensyn til mig ude i offentligheden, er mig ligegyldigt, her sidder jeg endelig i fred. Lev vel i Herren, og hils alle, hvem det angår.

Fra øen Pathmos, 10. juni 1521.

Henricus Nesicus.

________________

78. Til Spalatin.

Wartburg, efter 15. juli 1521.

Luther sender et vedlagt fingeret brev, hvormed han tænker at kunne føre modstanderne bag lyset med hensyn til sit opholdssted. Det fingerede brev finder læseren her som nr. 100.

Til min kære ven i Herren dr. Georg Spalatin, Kristi tjener, kapellan hos kurfyrsten af Sachsen. Fred og velsignelse. Jeg går ud fra, at mit brev er kommet dig i hænde, min Spalatin, og nu sender jeg et nyt og andre ting. Da nu rygtet om mit opholdssted griber så stærkt om sig, at selv om de ikke vover at bekræfte det, man dog ikke kan få dem fra det, så ville jeg gerne, om det medfølgende brev til dig enten ved din egen eller dine omgivelsers uforsigtighed kunne tabes og således falde i modstandernes hænder, så de tror, at være kommet i uretmæssig besiddelse af en stor hemmelighed. Gid brevet kom i hænderne på svinet i Dresden, som uden tvivl hurtigt og med glæde vil forråde indholdet. Nu må du gøre, hvad der synes tilrådeligt. Om mit befindende vil overbringeren give besked. Jeg håber på bedring. Lev vel i Herren

Fra ørkenen. 1521.

________________

79. Til Spalatin.

(Wartburg, kort efter 15. juli 1521)

Det fingerede brev, som Luther nævner i det foregående brev, bringes her:

Fred og velsignelse. Jeg hører, min Spalatin, at man udspreder det rygte, at Luther opholder sig på slottet Wartburg ved Eisenach, og at denne formodning er opstået deraf, at jeg blev taget til fange i skoven der. Men mens man snakker således, sidder jeg imidlertid sikkert i det skjulte her, når blot brødrene, som er omkring mig, viser sig pålidelige. Hvis udgivelsen af mine bøger forråder mig, skifter jeg opholdssted. Mærkeligt, at ingen nu tænker på Bøhmen.

Som jeg hører, er hellig Georg, hertug af Sachsen, stadig mægtig vred, lad det bekomme ham vel, og gid han ville vredes, så længe han er papist. Jeg affærdiger ham på samme måde som landgrevinden af Hessen, nu gift med greven af Solms: hun vidste at give den store mand passende svar, idet hun overdrog hans gesandter at lade ham mindes sin bedstefader og sin mor. Du kender dog vel, hvad denne højst åndelige dame svarede hans gesandter på rigsdagen i Worms?

I Erfurt har Satan stillet en fælde for os og villet brændemærke vore tilhængere ved bagvaskelse. Men han vil intet opnå, for det er ikke vore venner, der handler sådan. Da han således ikke kan modstå sandheden, tænker han at kunne skamskænde den ved dårers tåbeligt nidkære iver for os. Det undrer mig kun, at byens råd fandt sig i dette. Ved Guds nåde har jeg det godt og er fri for papisterne. Bed for os og lev vel! Det behager vor høje fyrste endnu ikke at ville vide besked om mit opholdssted, det er grunden til, at jeg ikke skriver til ham. Atter lev vel!

Fra mit opholdssted, 1521.

Din Martin Luther.

________________

80. Til Melanchthon

Wartburg, 1. August 1521.

Dette brev indeholder Luthers provokerende og ofte citerede udtryk ”synd tappert” eller ”synd frimodigt”, som det også kan oversættes. Umiddelbart ser det ud som en opfordring til ren og skær lovløshed, men ifølge sammenhængen er ordene dog klart nok tænkt som en hjælp mod den modløshed og afmagt, der kan opstå, når man som kristen oplever at synden stadig hænger fast i vores natur og er med i alt, hvad vi foretager os.

Luthers ord skal da ses som en hjælp mod denne afmagt og fortvivlelse. Hjælpen er at være realistisk i sit syn på både sig selv og Kristus. Hverken Kristi frelse eller vore synder er opdigtede, men virkelige. Selv om synden stadig er med i alt, hvad vi foretager os, skal vi derfor ikke sætte os passive hen i en krog, men leve vort liv efter Guds vilje og udføre de opgaver, vi er sat til. Kristus har betalt for vore synder og er sejrherre over synden.

Første del af brevet er Luthers kommentar til nogle teser, som Karlstadt havde skrevet. De behandler dels det tvungne cølibat inden for munkevæsenet og præstestanden og dels det, at den katolske kirke har unddraget lægfolket den ene del af nadveren, nemlig vinbægeret med Kristi blod. Disse spørgsmål har ikke umiddelbart noget at gøre med brevets afsluttende del og er udeladt her. Det skal dog lige bemærkes, at Luther om brevene i Det Nye Testamente skriver: ”Paulus’ ord den guddommelige majestæts ord”.

Brevets afslutning er direkte henvendt til Melanchthon personligt, og lyder sådan:

Når du er nådesprædikant, så forkynd virkelig nåde og ikke opdigtet nåde. Når nåden er virkelig, må du også bære virkelige synder. Gud frelser ikke opdigtede syndere. Vær en synder og synd frimodigt, men tro og glæd dig endnu mere frimodigt i Kristus, som er sejrherre over synden, døden og verden. Vi må synde, så længe vi lever, for retfærdigheden har ikke hjemme i dette liv. Som Peter siger, så venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor (2 Pet 3, 13). Det er tilstrækkeligt, at vi ved Guds nåde kender Guds lam, som bærer verden synd. Fra Ham skal synden ikke rive os bort, om vi så bedrev hor og myrdede tusindvis af gange dagligt. Mener du, at prisen, der er betalt for at løskøbe os fra vore synder, er utilstrækkelig med dette kostbare og ædle lam?

Bed uforfærdet, også selv om du synder endnu mere uforfærdet.

________________

81. Til Spalatin.

Wartburg, 9. september 1521.

Luther udtaler sig om Erasmus' vage optræden og hans forfængelighed. Han taler om sit maveonde og opfordrer til flittig bøn og forbøn. Endelig dvæler han udførligere ved forholdene i Wittenberg og sit stærke ønske om at få Melanchthon til at træde frem som folkeprædikant, selv om han ikke er indviet og rettelig kaldet.

Fred og velsignelse. Hverken Capitos eller Erasmus' dom anfægter mig i mindste måde. Intet andet har jeg ventet af dem, ja jeg har også frygtet, at jeg på ny skulle komme i strid med den ene eller den anden af dem. For jeg så, at Erasmus er langt borte fra nådens erkendelse, så at alle hans skrifter er rettet ikke imod kors, men mod fred. Deraf hans forestilling om, at alt bør behandles så høfligt, velvilligt og humant. Men det bekymrer Behemoth sig ikke om og bedrer sig heller ikke derved i nogen retning.

Jeg mindes, at jeg tænkte i mit hjerte, da jeg i fortalen til Det Nye Testamente læste hans ord om sig selv, at en kristen har let ved at foragte æren: ”Oh, Erasmus, jeg er bange for, at du bedrager dig selv.” Det er en stor ting at foragte æren. Men Erasmus vil nu foragte den sådan, at han i sine tanker agtede den ringe, men ikke ville lade sig forfølge af andres foragt. Men hvis det blot er i ord, at man agter æren ringe, så betyder det intet, langt mindre, hvis det blot har været i tanken, at den foragtes. Tværtimod siger Paulus, at Guds rige består i kraft. Derfor har jeg hidtil ikke vovet og kan heller ikke rose mig af noget undtagen af sandhedens ord, som Herren har givet mig.

Alle deres bøger er derfor til ingen nytte, fordi de afholder sig fra at skælde ud, bide fra sig og støde. Formaner man pavens præster høfligt, mener de, at man smigrer dem, og bliver ved at værre de samme, som om de havde en ret til ikke at forbedre sig, tilfredse, når man må skælve for dem, og ingen vover at dadle dem. Om sådanne mennesker taler din Plutarch i bogen om smiger, men med endnu frygteligere alvor Jeremias: ”Forbandet den, der forsømmer at udføre Herrens gerning!” [48, 10]. Han taler nemlig her om sværdets tjeneste imod Guds fjender. Og jeg selv er meget ængstelig og plages af min samvittighed, fordi jeg gav efter for dit og vennernes råd i Worms og holdt min ånds brusen tilbage i stedet for at træde op mod disse afguder som en ny Elias. De skulle få andet at høre, hvis jeg på ny stævnedes for dem. Dog nu nok herom.

Hertug Johan den Ældre, som hidtil har været ubekendt med mit opholdssted, har nu endelig fået kundskab derom. Min vært har hemmelig betroet ham det, men han skal nok tie. Jeg har det godt her, men er træg og sløv, og føler mig også kold og ulykkelig i ånden. På sjette dag lider jeg af hård mave, så jeg har været nær ved at dø. Nu sidder jeg og lider som en, der skal føde, fuld af smerter og blodige sår og vil i denne nat ingen søvn kunne få eller i bedste fald en sparsom hvile. Dog takker jeg Kristus for, at han ikke har frataget mig en del af det hellige kors. Hvis blot jeg fik afføring som andre mennesker, kunne jeg få alle sårene helet. De læges på fire dage, men bliver så revet op på ny.

Men jeg vil nu ikke have medynk af dig, det er ikke derfor, jeg skriver, men for at du skal lykønske mig og bede for mig, at jeg må blive værdig til at gløde i ånden. For nu er det tiden til at bede af al kraft imod Satan, så skæbnesvanger en tragedie har han for med Tyskland, og jeg er bange for, at Herren tillader ham det.

Jeg er stadig dvask og lad til bøn og kamp, så at jeg er utilfreds med mig selv og til byrde for mig selv, måske fordi jeg er alene og ingen af jer hjælper mig. Lad os bede og våge, for at vi ikke skal falde i fristelse. Intet andet har jeg at skrive nu. I ved jo besked om alt.

Jeg glæder mig over, at der er fremgang i Wittenberg, tilmed fordi det sker således under min fraværelse, for den ugudelige ser det og må sukke og opgive sine ønsker. Kristus fuldføre, hvad han har begyndt! Hvor ville jeg dog ønske, at Philip ville prædike også offentligt et eller andet sted i byen på festdagene om eftermiddagen i stedet for folkets drikkeri og spil. Så kunne man vænne sig til en fri ordning efter den gamle kirkes skik og måde.

Når vi har brudt med alle menneskebud og afkastet deres åg, hvorfor skulle vi så tage hensyn til, at han ikke er indviet og munk, men er gift. Han er dog i sandhed en præst og udfører i praksis præstetjeneste, medmindre det ikke er præstetjeneste at forkynde ordet. Ellers er heller ikke Kristus selv præst, han, som jo lærte snart i synagogerne, snart fra et skib, snart på strandbredden, snart på bjergene, hvor han lærte alle mennesker, alle steder og på alle tidspunkter. Når Philip altså er kaldet af Gud til at udføre ordets tjeneste, hvad ingen kan nægte, hvad betyder det så, at han ikke er kaldet af tyrannerne, disse bisper, som styrer, ikke menighederne, men heste og ryttere. Men jeg kender hans sind og tænkemåde og ved, at han ikke lader sig påvirke af mine overtalelser. Derfor må hele menighedens bemyndigelse og tilskyndelse til for at kalde ham og overtale ham. For når den forlanger og kræver det, så kan og bør han ikke sige nej. Hvis jeg var i Wittenberg, ville jeg sætte alt i bevægelse hos byrådet og indbyggerne, for at man skulle bede ham om, at han privat og på modersmålet ville udlægge evangeliet for dem, ligesom han har begyndt på latin. Så kunne han efterhånden også blev en tysk biskop, ligesom han er blevet en latinsk biskop. Jeg vil gerne have, at du prøver på at få dette sat i værk. For folket behøver frem for alt Guds ord. Og da det bor rigeligt hos ham frem for hos nogen andre, så indser du nok, at vi også ifølge samvittighedens krav og Guds bud bør kalde ham, for at ordet ikke skal gå glip af sin frugt.

Du vil let kunne sætte dette igennem hos Lucas Cranach og Christian Döring i byrådet, også af den årsag, at Kristus ved Philips prædiken kan give erstatning for mit fravær og tavshed og således bringe Satan og hans apostle i forvirring. Origenes har også privat undervist kvinderne. Hvorfor skulle Philip så ikke også gøre det, når han kan og bør? Især da, når folket tørster og trænger dertil?

Opgiv endelig ikke for hurtigt på grund af hans undskyldninger. Han vil benytte sig af de skønneste udflugter, som det også sømmer sig for ham. For han skal ikke selv søge embedet, men lade sig skubbe frem og kalde af menigheden, ja bedes om at tjene og gøre, hvad der er til gavn ikke for ham selv, men for de mange. Jeg besværger dig, at du frem for alt sætter din flid ind på dette ene, og lad vennerne hjælpe med til alment bedste! Og så lev vel og ihukom mig hos Herren.

Fra ensomheden, på dagen efter Marias fødselsfest, 1521.

Martin Luther.

________________

82. <