Martin Luthers kamp

for lovens fortsatte brug i kirken

 

Indledning

De følgende tekster er alle skrevet af Luther i årerne 1537-40. De er skrevet mod nogle evangeliske teologer, der fik navnet ”antinomerne”. Direkte oversat betyder navnet ”imod-loven” og betegner en lille gruppe, der misforstod reformationens nyopdagede evangelium. De mente, at Luthers forkyndelse måtte indebære, at Guds lov ikke længere havde nogen funktion. Hverken i kirkens forkyndelse eller i den enkeltes kristenliv.

Luther tilbageviser denne misforståelse og klargør lovens rette plads og fortsatte betydning.

 

Den første tekst er et åbent brev og den næste tekst består af en række teser, som Luther udarbejdede som oplæg til samtaler omkring lovens fortsatte funktion i kirken.

 

Den første tekst er oversat fra Weimar-udgaven bind 50, 468-77 med titlen ”Wider die Antinomer”. Teserne er fra WA 39 I, 342-58.

 

En nærmere redegørelse for reformatorernes syn på lov og evangelium kan ses ved at klikke på denne lille bog. Det drejer sig især om lovens fortsatte funktion i kristenlivet:

 

 

 

 

 

 

 

 

       

Imod de lovløse

(Til forsvar for lovens fortsatte brug som overbeviser af synd)

 

Til den ærede og lærde Hr. Caspar Güttel, doktor og prædikant i Eisleben, min særligt gode ven i Kristus

        Nåde og fred i Kristus, kære hr. doktor! Jeg går ud fra, at De for længst har modtaget et eksemplar af mine artikler mod de nye ånder, der har dristet sig til at ville smide Guds lov eller De Ti Bud ud af kirken og henvise dem til rådhuset. Aldrig havde jeg ventet, at sådan falsk åndelighed kunne opstå i noget menneskes tanker, langt mindre at nogen ville virkeliggøre dem. Men Gud advarer os ved den slags eksempler, så vi må tage os i agt og ikke bilde os ind, at Djævelen er så langt borte fra os, som disse selvsikre, frække ånder forestiller sig. Vi må virkelig med frygt, ydmyghed og alvorlig bøn til stadighed råbe til Gud om hjælp og beskyttelse, ellers vil Djævelen snart vise os et syn, så vi er parat til at sværge på, at det er Helligånden selv. Dette har vi store og forfærdelige eksempler på, ikke bare fra kættere før i tiden, men også fra vor egen tid.

        Nu kunne jeg vel være villig til at glemme alt dette, som har gjort mig så ondt, og slå mig til ro i håb om, at jeg med mine artikler havde klargjort og advaret tilstrækkeligt imod det. Men det har Satan ikke villet finde sig i. Han vil altid have mit navn blandet ind i det, som om det ikke stod så dårligt til mellem dem og mig. Jeg er bange for, at hvis jeg var død i Schmalkalden, ville det hedde sig, at jeg var beskytter for den slags ånder, fordi de påberåber sig mine bøger.

        De har imidlertid gjort det helt uden mit vidende og vilje. De har leget bag min ryg, uden at lade mig se så meget som et ord eller bogstav af det alt sammen. De har heller ikke spurgt mig til råds. Således blev jeg tvunget til mere end én gang at belære magister Johann Agricola, ud over det, han kunne erfare gennem mine artikler. Og under overværelse af vores doktorer og teologer sagde jeg ham, hvad der skulle siges. For han er ophavsmand og mester for dette spil. Alt dette gjorde jeg for at gøre ham det begribeligt, hvilken tjeneste han har vist mig og min ånd, som jeg anser for også at være god.

        Således gav han ydmygt efter (i hvert fald med ord og mimik) og lovede at moderere sig, hvor han var gået for vidt og lære det samme som os. Det stolede jeg på og stillede mig tilfreds. Men da det fortsatte og de ligefrem i deres efterfølgende skrifter roser sig af, at doktor Martin og magister Eisleben er helt enige, har jeg yderligere måttet presse ham til at komme med en offentlig tilbagekaldelse på tryk. Der var ingen andre måder, som man kunne udrydde denne gift på i Eisleben og omegn. Det gik han også villigt med til. Men da han var usikker på, om han kunne gøre det tilstrækkelig præcist, gav han mig fuldmagt til at udarbejde det. Han bad mig om at skrive, hvad jeg anså for nødvendigt. Det ville han så være fuldt ud tilfreds med. Dette påtog jeg mig så og efterkom han opfordring. Især for at forhindre magister Eisleben eller andre i at kunne sige efter min død, at jeg ikke havde haft nogen indvendinger, men havde accepteret og godkendt det.

        Magister Johannes Eisleben ønsker således at tilbagekalde, hvad han har undervist og skrevet mod loven og De Ti Bud og erklære sig enig med os i det, som vi har hævdet både her i Wittenberg og over for kejseren i Augsburg i Bekendelsen og Apologien. Og hvis han senere mener og lærer noget andet, skal det regnes for intet og fordømmes. Jeg vil gerne rose ham for, at han ydmygede sig således. Men da det nu er en kendt sag, at han var en af mine bedste og nærmeste venner, vil jeg overlade rosen til en anden, for at ingen skal nære nogen mistanke om, at det ikke var alvorligt ment fra min side. Bliver han ved med at være ydmyg, så kan og vil Gud ophøje ham, men afviger han fra det, så vil Gud atter støde ham ned.

        For at dette ikke kun skal betragtes som et brev til Dem alene, beder jeg Dem, kære hr. Doktor, at De gør det så kendt som muligt og meddeler det til alle, især til dem, der ikke kan læse. Det blev trykt for at være tilgængeligt for alle, der kan eller vil læse, for at det ikke skal hedde sig, at det kun var skrevet til Dem. Det er den eneste måde, som jeg kan værge mig over for Satan på. Han prøver altid på at fremstiller mig og mine synspunkter anderledes i offentligheden.

       

Og det undrer mig meget, hvorledes man dog kan tillægge mig at smide loven og De Ti Bud bort, når man blot har én, men mange af mine udlægninger af De Ti Bud. Ligeledes prædikes og indøves de daglig i vore kirker, for ikke at tale om Den Augsburgske Bekendelse og dens Apologi og andre af vores bøger. Desuden synges de også i to salmer. Ja, der males og skrives og laves træsnit, og morgen, middag og aften fremsiges de af børnene, så jeg ved snart ikke flere måder, de kan indøves på. Kun det ene mangler vi, at vi i vort liv og virke desværre ikke praktiserer og virkeliggør dem, som vi burde.

        Og jeg selv, så gammel og lærd som jeg er, siger dem dagligt højt ord for ord som et barn. Så hvis nogen skulle have læst noget andet ud af mine skrifter og samtidig ser, hvor stor en vægt jeg lægger på katekismen, burde han komme til mig og sige: Kære dr. Luther, hvordan kan det være, at du, som beskæftiger dig så meget med de Ti Bud, alligevel kan lære, at vi skal smide dem væk? Det var sådan, de skulle have handlet og ikke arbejdet bag min ryg og ventet på min død for så at bruge mig til det, der passer dem. Godt, det skal være dem tilgivet, hvis de holder op med den slags.

        Ganske vist har jeg lært – og lærer stadig, at syndere skal vækkes til omvendelse ved prædikenen om eller betragtningen af Kristi lidelser, for at de derved kan se, hvor stor Guds vrede over synden er. Ja, at der ikke findes anden hjælp imod den, end at Guds Søn måtte dø. Dette er ikke min lære, men fædrenes. Hvad for noget, fædrenes? Det er hele kristenhedens, alle profeters og apostles prædiken. Men hvordan skulle følgerne af en sådan prædiken kunne blive, at loven skulle afskaffes? Sådanne følger kan jeg ikke finde i min lærebog i logik. Jeg ville også gerne se og høre den mester, der var i stand til at vise det!

        Når Esajas i kap. 53, 5 siger: ”Han blev knust for vore synder”, sig mig så, min gode mand: Når der prædikes, at han blev knust for vore synder, betyder det så, at loven dermed smides bort? Hvad står der skrevet: ”for vore synder”. Vil det så ikke sige: ”fordi mit folk syndede mod mine bud og ikke holdt min lov?” Eller kan nogen forestille sig, at der er noget, der hedder synd, hvor der ingen lov er? Den, der fjerner loven, må samtidig fjerne synden. Hvis han lader synden blive stående, må han meget mere lade loven blive stående. Som Rom 5,13 siger: ”Synd kan ikke opregnes, når der ikke er nogen lov.” Og er der ingen synd, så er Kristus intet. For hvorfor dør han, når der hverken er lov eller synd, som han må dø for? Her kan man se, at Djævelen ved sådant kogleri ikke har til hensigt at afskaffe loven, men Kristus, lovens opfylder.

        Han ved godt, at Kristus hurtigt og nemt kan skaffes af vejen, men loven er skrevet i hjertets grund og kan umuligt afskaffes. Det ser vi tydeligt i klagesalmerne, hvor de kære hellige ikke kan bære Guds vrede, som ikke kan være andet end erfaringen af lovens prædiken i samvittigheden. Djævelen ved også udmærket godt, at det er umuligt at rive loven ud af hjertet, som Paulus viser i Rom 2, 14: ”Når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte, og deres samvittighed optræder som vidne, og deres tanker anklager eller forsvarer hinanden.” Derfor gælder det om, at Djævelen kan få gjort mennesker sikre og lærer dem ikke at agte på hverken lov eller synd. Når de så en gang pludselig overraskes af døden eller en ond samvittighed, så er de blevet så vant til den søde sikkerhed, at de synker i Helvede uden hjælp. De har ikke lært andet om Kristus end den søde sikkerhed. Derfor må angsten være et sikkert tegn på, at Kristus, som de tror, er ren sukkersødme, har forstødt og forladt dem. Det er det, Djævelen ønsker og søger at opnå.

        Det ser ud til, at disse ånder sidder fast i den opfattelse, at alle, der lytter til vores prædiken, udelukkende er kristne uden synd, mens de i virkeligheden er bedrøvede, elendige hjerter, der føler deres synd og frygter Gud og derfor har brug for trøst. Sådanne tilhørere kan man aldrig gøre den kære Jesus sød nok for. De sukker efter mere, som jeg har oplevet det hos mange (for ikke at tale om mig selv.) Men den slags ånder er ikke som disse kristne. De er nemlig trygge og tilfredse. En ren og skøn jomfru, en stor sangerinde, synger et sted således: ”Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han er barmhjertig mod dem, der frygter ham.” (Lukas 1, 50-53). Hvis Marias lovsang her taler sandt, må Gud være en fjende af de sikre ånder, der intet frygter. Og sådan må de folk jo nødvendigvis være, der afskaffer loven og synden.

        Derfor beder jeg Dem, kære hr. Doktor, om at forblive i den rene lære, som De har gjort hidtil. Vi skal og må blive ved med at kalde syndere til omvendelse, ikke blot ved den milde nåde og Kristi lidelser, at han døde for os, men også ved lovens trussel. For de andre foregiver, at der kun findes én måde at prædike omvendelse på, nemlig at Kristus er død for os. Det er den eneste rigtige måde. Ellers farer kristenheden vild. Men det passer ikke. Der er mange forskellige måder at prædike på, med Guds trusler, løfter, straf og hjælp, og hvad der ellers findes. Vi må bringes til omvendelse, det vil sige til erkendelse af synden og loven, ved alle de mange eksempler, Skriften giver. Som alle profeterne, apostlene og Paulus selv sige: ”Ved du ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse? (Rom 2, 4).

        Men lad os nu sige, at jeg havde lært og sagt, at man ikke skal prædike lov i kirken. Alle mine øvrige skrifter modsiger jo dette, ligesom jeg fra begyndelsen har lagt stor vægt på katekismen. Hvorfor skulle man så hænge sig så hårdnakket i det og samtidig gå imod det, jeg ellers altid har lært? Jeg ville jo så have taget afstand fra mig selv, sådan som jeg måtte gøre det i forhold til papisternes lære. Jeg tør i sandhed rose mig af, at der i vor tid ikke har været en papist med større alvor og samvittighedsfuldhed end mig. For det, der nu kaldes papisme, drives ikke af frygt for Gud, sådan som jeg, stakkels tosse, blev det. Nu er det ganske andre ting, de søger. Det kan man tydeligt se, og det er de godt klar over selv. Jeg måttet erfare ordene fra 2 Pet 3, 18: ”I skal vokse i nåde og erkendelse af vor Herre og frelser, Jesus Kristus.” Hvis jeg nu skulle destillere deres bøger og uddrage essensen deraf, så har jeg endnu ikke set nogen doktor, noget kirkemøde eller en Peter, der straks fra begyndelsen havde fuldført dette ”at vokse”, som om det var det samme som ”at være fuldendt”. Et klart udtryk for dette ser vi jo ved, at Peter selv også måtte lære sit ”at vokse” af Paulus. (Gal 2, 11f.) Og Paulus af Kristus, som måtte sige til ham: ”Min nåde er dig nok.” (2 Kor l2, 9)

        Du store Gud, kan man da ikke tåle, at kirken må bekende sig som synder og tro sine synders forladelse og bede derom i Fadervor? Men hvordan skal vi vide, hvad synd er, hvis der ingen lov eller samvittighed er? Og hvordan vil man forkynde Kristus, og det han har gjort for os, hvis vi ikke ved, hvad loven er, som han har opfyldt for os eller hvad synd er, som han har gjort fyldest for? Og selv om vi ikke behøvede loven og var i stand til at rive den ud af vore hjerter, hvilket dog er umuligt, så måtte vi alligevel for Kristi skyld forkynde den - som det er gjort og fortsat skal gøres - så vi kan vide, hvad han har gjort og lidt for vor skyld. For hvem kunne vide, hvad og hvorfor Kristus led for os, hvis ingen vidste, hvad synd og lov var? Derfor må der prædikes lov, hvor man vil prædike Kristus, selv om man ikke nævner selve ordet lov. For samvittigheden forfærdes alligevel ved loven, når der forkyndes, at Kristus måtte opfylde den med så store omkostninger. Hvorfor vil man afskaffe det, der ikke kan afskaffes, ja, som ved at afskaffes blot forstærkes? For loven ryster mig langt mere, når jeg hører, at Kristus, Guds Søn, selv måtte bære den for mig, end når der før blev holdt truende prædikener, hvor der ikke blev talt om Kristus og Guds Søns store pine. For i Guds Søn ser jeg Guds vrede i praksis, det som loven kun kan vise mig med ord og ringere gerninger.

        Ak, jeg burde i det mindste have fred for mine egne. Det burde være nok med papisterne. Man kunne med Job og Jeremias ligefrem have lyst til at sige: Jeg ville ønske, jeg aldrig var født. Ligesom jeg kunne fristes til at sige: Jeg ville ønske, jeg aldrig havde udgivet mine bøger for ikke at tale om, at jeg godt kunne bære, at de var forsvundet alle sammen, og at bøger af disse fine ånder kunne købes i alle butikker, sådan som de gerne vil have det. Så kunne de få den ære, de hungrer efter. Men jeg må ikke agte mig selv højere end vor kære Herre, Jesus Kristus, der også undertiden klagede: ”Jeg har arbejdet forgæves – min møje er forgæves.” Men Djævelen er denne verdens herre. Jeg har aldrig for alvor troet, at Djævelen var verdens herre og gud, før end nu, hvor jeg virkelig har erfaret, at det også er en artikel i troen: Verdens fyrste, denne tidsalders gud. Det bliver dog (Gud ske lov) ikke troet af menneskenes børn, og selv tror jeg det kun svagt. For enhver synes godt om sit eget og alle håber, at Djævelen er over alle bjerge, og at Gud er i vor lomme.

        Men for de troendes skyld, for deres frelses skyld må vi leve, prædike, skrive, gøre og tåle alt. Med henblik på Djævelen og de falske brødre var det bedre, om der aldrig var blevet prædiket, skrevet, gjort noget, men at vi hurtigst muligt var døde og begravet. For de fordrejer og spotter alligevel alt, og der kommer kun forargelse og elendighed ud af det, fordi de har Djævelen som rytter og ledes. Derfor skal og må der kæmpes og lides. Vi kan ikke have det bedre end de kære profeter og apostle, som det også gik sådan.

        Man har opfundet en ny metode, hvorefter der først skal prædikes nåde derefter åbenbaring af vreden, så man hverken behøver at høre eller nævne ordet lov! Det er jo en fin leg, der passer dem storartet. Og de mener, at de kan tilpasse Skriften, som de vil og dermed blive verdens lys. Det forsøger de at pådutte Paulus i Romerbrevet l. Men de ser ikke, at Paulus netop prædiker det modsatte. Han begynder med at vise, at Guds vrede åbenbares fra Himmelen og gør hele verden til syndere og skyldnere over for Gud. Derefter, når de er blevet syndere, lærer han dem, hvordan de skal finde nåde og blive retfærdiggjorte, sådan som de tre første kapitler så klart og stærkt viser det. Og hvor er det også en mærkelig form for blindhed og naragtighed, når de mener, at åbenbaring af vrede er noget ganske andet end loven. Men det er umuligt at skille ad. For åbenbaring af vrede er netop loven, hvor den erkendes og opleves. Som Paulus siger: ”Loven fremkalder vrede.” (Rom 4, 15). Er det ikke smart gjort. De vil afskaffe loven og lærer den dog, når de prædiker om åbenbaringen af vreden. Men de vender op og ned på tingene og lærer loven efter evangeliet og vreden efter nåden. Jeg kan tydeligt se de skændige vildfarelser, Djævelen har udtænkt med denne leg, men lige nu vil jeg ikke gå nærmere ind på det. Det er heller ikke nødvendigt, da jeg håber, dette vil tage en ende.

        Det er et helt specielt hovmod og en ganske særlig indbildskhed, der viser sig i dette, at de vil bringe noget nyt og specielt frem, så folk skal sige: ”Han er virkelig lidt af en mand. Han er en ny Paulus. Hvorfor skulle teologerne i Wittenberg vide det hele? Jeg har da også hoved.” Ja, vist har han hoved, men et hoved der søger sin egen ære og gør sig latterlig i al sin visdom. De vil afskaffe loven og prædiker dog om vreden, som kun loven kan gøre. Altså gør de ikke andet end at smide bogstaverne ”LOV” væk, men stadfæster Guds vrede, som forklares og forstås via disse bogstaver. De vender blot rækkefølgen hos Paulus på hovedet og vil have det første stykke til sidst. Det er vel nok et stort kunststykke, der ville få verden til at undre sig? Men lad det være nok for denne gang. For jeg håber, at når magister Eisleben holder op og trækker sine ord tilbage, vil også de andre, der har det fra ham, give slip på det. Gud hjælpe dertil. Amen.

        Af alt dette kan man let se, hvordan det er gået til fra begyndelsen af i kirkens historie: Når Guds ord åbnede sig for mennesker, og hans lille flok samledes omkring det, blev Djævelen opmærksom på dette lys. Straks gav han sig til at blæse og puste og storme løs fra alle hjørner og kroge med stærke, heftige vindstød for at blæse det guddommelige lys ud. Og hvis man var i stand til at værge sig imod det eller få en eller to storme under kontrol, så blev han ved med at gå til angreb mod lyset ved at finde et andet hul, som han kunne blæse og storme igennem. Der har aldrig været nogen pause eller noget ophør, vil heller ikke blive det før på dommens dag.

        Jeg tror, at alene jeg (for ikke at tale om de gamle) har oplevet mere end tyve storme og kætterier, som Djævelen har sendt imod mig. Først var det pavedømmet. Ja, egentlig burde alle vide om alle de vindstød, bandlysninger og bøger, hvormed Djævelen har raset imod mig, hvor jammerligt de har revet og slidt i mig, prøvet at æde og ødelægge mig. Ja, jeg har også haft held til at puste lidt på dem, men jeg har ikke opnået andet, end at de blot er blevet vildere og galere og har givet sig til at sprutte og puste uden ophør indtil denne dag. Og siden jeg nu ikke længere frygter for al denne Djævelens sprutten, bryder han nu ind gennem et andet hul, nemlig gennem Münzer og det oprør, der nær havde blæst lyset ud. Men da Kristus næsten havde stoppet hullet til, rev han ved hjælp af Karlstadt så mange ruder ud af vinduet og pustede og susede, så jeg troede, at han nu ville fare af sted med både lys og voks og væge. Men også her hjalp Gud sit forblæste, stakkels lys og bevarede det, så det ikke gik ud. Derefter kom alle gendøberne, stødte døre og vinduer op for, som de håbede, at få lyset til at slukkes. Farligt så det ud, men de opnåede ikke, hvad de ville.

        Nogle har også raset mod de gamle lærere, mod pave og Luther i fællesskab, sådanne som Servet, Campanus og lignende. De andre, der ikke offentligt eller på tryk har gået til angreb på mig, – hvilke giftige skriverier og ord jeg personligt har måttet tåle fra dem, vil jeg ikke engang fortælle om. Kun det vil jeg sige, at jeg af egen erfaring (uden at inddrage kirkehistorien) har måttet lære, at kirken ikke kan leve i ro på grund af det kære Ord, ja, på grund af det frydefulde, frelsende lys. Vi må stadig på ny vente nye storme fra Djævelen, sådan som det har været fra den første begyndelse. Det kan du læse om i kirkehistorien såvel som i de hellige fædres bøger.

        Og selv om jeg skulle leve hundrede år endnu og ved Guds nåde være i stand til at dæmpe, ikke bare tidligere og nuværende storme og kætterier, men også de fremtidige, så ved jeg godt, at jeg ikke vil have skaffet fred for vore efterkommere, fordi Djævelen lever og regerer. Derfor beder jeg også om nåde i min sidste time og ønsker ikke mere af dette uvæsen. Og til jer, vore efterkommere, vil jeg sige: Bed og brug Guds ord flittigt, bevar det stakkels forblæste Guds lys, vær rede og stå rustede, for I må til enhver tid forvente, at Djævelen vil knuse et vindue eller en væg, rive taget eller døren af for at slukke dette lys. For han dør ikke før på dommens dag. Du og jeg må dø, men når vi er døde, er han den samme, som han altid har været og kan ikke lade sine stormangreb være.

        Jeg kan se på lang afstand, hvordan han i raseri puster sine kinder op, til han bliver helt rød i hovedet for at blæse og storme. Men vor Herre Kristus har lige fra begyndelsen, og også i egen person, givet ham sådanne slag på hans oppustede kinder, at der slap lutter djævlefis ud med en stank af ondskab. Og det vil han også blive ved at gøre. For han kan ikke lyve, når han siger: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28, 20), og ”Dødsrigets porte skal ikke få magt over kirken.” (Matt 16,18). Samtidig er det blevet os befalet at våge og gøre vort til, at lyset bevares. Det hedder jo: ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge.” (l Pet 5, 8). Det gjaldt ikke blot på apostlenes tid, da Peter skrev dette, men lige indtil verdens ende. Det må vi indrette os efter. Må Gud hjælpe os, som han har hjulpet vore fædre og også vil hjælpe vore efterkommere til lov og pris for hans guddommelige navn i evighedernes evigheder. For vi er ikke dem, der kan bevare kirken, vore fædre kunne det heller ikke, ligesom vore efterkommere heller ikke kan. Han alene kan. Han, der stadig er og altid vil være, og som taler sådan: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Og som Hebræerbrevet siger i kap. 13, 8: ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid”, og i Åb l, 8: ”Jeg er den, som er og som var og som kommer.” Ja, dette er hans navn, ingen anden har det navn og skal heller aldrig have det.

        For hverken du eller jeg har været til i tusind år, men kirken blev alligevel bevaret uden os. Det var takket være ham, der hedder ”Ham, der er og var”. Så er det altså heller ikke nu på grund af os, for vi er ikke i stand til at bevare kirken. Vi kan ikke værge os mod Djævelen forklædt som pavedømme, sværmere og onde mennesker. Afhang det af os, ville kirken og vi med den gå til grunde for vore øjne, hvis ikke der var en anden, der bevarede både kirken og os. Han gør det så tydeligt, at vi kan tage og føle på det, om vi ikke vil tro det. Vi må overlade det til ham, om hvem det hedder ”som er” og ”i dag”. Netop derfor kan vi heller ikke gøre noget for at bevare kirken, når vi er døde, for det vil han sørge for, om hvem der står skrevet: ”han som kommer” og ”til evig tid”. Og det, vi nu siger om os selv, det måtte også vore fædre sige, som Salmerne og hele Skriften viser. Og vore efterkommere vil erfare det på samme måde, så de sammen med os og hele kirken kan synge Salme 124:

 

1 Hvis ikke Herren havde været med os,

det skal Israel sige,

2 hvis ikke Herren havde været med os,

dengang mennesker rejste sig mod os,

3 da havde de slugt os levende

i deres flammende vrede mod os,

4 da var vandet skyllet over os,

floden var strømmet over os,

5 da var det brusende vand

strømmet over os.

6 Lovet være Herren,

der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder!

7 Vort liv blev reddet som fuglen fra fuglefængernes fælde.

Fælden blev knust, og vi blev reddet.

8 Vi har vor hjælp i Herrens navn,

himlens og jordens skaber.

 

Vi har dog sørgeligt mange eksempler på dem, der om sig selv har tænkt, at de måtte bevare kirken, som om kirken var bygget på dem. Til sidst gik de også skammeligt til grunde. Og alligevel har denne Guds hårde dom over vor stolthed og vort hovmod ikke kunnet nedbryde eller ydmyge eller forhindre det. Hvad er der ikke sket med Münzer fra vor egen tid (for ikke at tale om tidligere tider), som bildte sig ind, at kirken ikke kunne bestå uden ham? Han måtte opretholde og styre den. Og for kort tid siden skulle gendøberne have været os tilstrækkelig advarsel, så vi burde blive klar over, hvor mægtig og tæt på den fine Djævel er, og hvor farlige de er, disse smukke tanker. Lad os følge Esajas' råd, når vi skal give os i kast med noget og først finde ud af, om det er Gud eller afgud, guld eller ler. Men det hjælper ikke, for vi er så sikre og uden bekymring. Vi tror, Djævelen er langt borte fra os, og vi har ikke det samme kød, som Paulus taler om i Rom 7, 23, hvor han klager over, at han ikke kan befri sig fra sig selv, (som han gerne vil), men er fanget. Men vi er de helte, der ikke behøver at bekymre os for vort kød og vore tanker. Vi er ren ånd og har taget vort kød såvel som Djævelen til fange. Ja, vi bilder os ind, at alt, hvad vi tænker og finder på, helt bestemt og sikkert er fra Helligånden. Det kan ikke slå fejl. Derfor ender det også med, at både hest og mand brækker halsen.

        Men nu må det være nok jammer for denne gang. Måtte vor kære Herre Kristus være og blive vor Kære Herre Kristus, lovet i al evighed. Amen.

       

       

       

 

Seks teserækker

imod modstanderne af loven

(Seks teserækker imod antinomerne)

 

 

Dr. Martin Luthers første disputats.

Imod nogle lovløse (antinomer)

 

1. Omvendelsen er ifølge alle vidnesbyrd og i sandhed anger over synden forbundet med et forsæt om at forbedre sit liv.

2. Denne anger er egentlig intet andet, og kan ikke være det, end følelsen og erfaringen af loven selv i hjerte og samvittighed.

3. For mange hører ganske vist loven, men da de ikke erfarer lovens mening og kraft, hverken angrer de eller omvender sig.

4. Omvendelsens første del, dvs. angeren, bliver alene fremkaldt ved loven. Den anden del, dvs., det gode forsæt, kan ikke komme ved loven.

5. For et menneske, der er forskrækket over de begåede synder, kan ikke ved egne kræfter frembringe et godt forsæt, når man ikke engang kan det, når man befinder sig i fred og sikkerhed.

6. Men når man ved syndens kraft er overvældet og skamfuld, falder man i fortvivlelse og had mod Gud, eller nedstiger til dødsriget, som Skriften siger.

7. Derfor bør der til loven tilføjes et løfte eller evangelium, der trøster og oprejser den forskrækkede samvittighed, så man kan beslutte sig for det gode.

8. Omvendelse alene ved loven er en halv omvendelse, eller begyndelsen på omvendelsen, eller kun i delvis forstand en betegnelse for omvendelse, da den mangler det gode forsæt.

9. Og hvis den varer ved, bliver det en omvendelse som Kains, Sauls og Judas’, og alle, der har mistillid til Guds barmhjertighed og fortvivler, dvs., går fortabt.

10. Sofisternes definition på omvendelsen, at den er anger og et godt forsæt osv., har de fra fædrene og underviser derefter.

11. Men definitionens enkelte dele, angeren, synden, det gode forsæt, har de ikke forstået heller ikke kunnet lære videre.

12. De har opdigtet, at angeren er en handling frembragt af den frie viljes kraft, der vender sig fra synden, når den vil eller ikke vil.

13. Men angeren er en sådan lidelse og sorg, som samvittigheden, hvad enten den vil eller ej, påtvinges at udholde, når den rammes eller pines af loven.

14. De har opdigtet, at synden er, hvad der er imod de menneskelige overleveringer, sjældnere, hvad der er imod moralloven.

15. Ja, arvesynden anser de ikke for synd efter dåben, slet ikke imod den første tavle.

16. Mod sådanne avner kommer loven, Guds hammer, som Jeremias siger, der sønderknuser klipper og indeslutter alle mennesker under synd (Jer 23, 29).

17. De mener, at et godt forsæt er en af den menneskelige kraft valgt beslutning om for fremtiden at undfly synden.

18. Men ifølge evangeliet er det Helligåndens drift, at man af kærlighed fremover afskyr synden, om end synden i kødet stadig kæmper kraftigt imod.

19. Man skal ikke undre sig over deres uvidenhed, for når de tilsidesætter Skriften, kan de ikke forstå, hverken hvad loven eller evangeliet er.

20. De har nemlig fordybet sig sådan i menneskelig lære og regler, at de i hellige og guddommelige sager dømmer ligesom i søvne.

21. Imod sådanne unyttige lærere, der blot fører til håbløshed, tager evangeliet fat på at lære, at omvendelsen ikke bør bestå alene i fortvivlelsen.

22. Men den, der omvender sig, bør også fatte håb, og således hade synden af kærlighed til Gud, hvad der i sandhed er et godt forsæt.

23. Dette, mener nogle, taler imod Guds lov, idet de ikke betænker det emne, der omhandles eller temaets genstand.

24. Og de lærer skadeligt, at Guds lov simpelthen skal fjernes fra kirken, hvilket er blasfemisk og gudsforagteligt.

25. For hele Skriften lærer, at omvendelsen bør begynde ved loven, hvilket både selve sagens beskaffenhed og erfaringen viser.

26. ”Ret deres tanker på dødsriget”, som det siges, ”alle, der glemmer Gud”, og ”Sæt, o Herre, en lovlære over dem, så de forstår, at de er mennesker osv.” (Sl 9, 18 og 21).

27. ”Fyld deres åsyn med skam, så de søger dit navn, Herre” (Sl.83,17), og ”I sine hænders gerninger fanges synderen” (S1 9, 17).

28. Sagens beskaffenhed giver, at død og synd er i menneskets natur inden liv og retfærdighed.

29. For vi er ikke retfærdige og levende, der så overgives til synd og død, men som de, der forud er syndere og døde ved Adam, må vi retfærdiggøres og levendegøres ved Kristus.

30. Derfor skal der først undervises om Adam, dvs., om synd og død, han, der er et forbillede på den kommende Kristus, der siden skal undervises om.

31. Ja, synd og død må nødvendigvis gøres kendt, ikke ved nådens og trøstens ord, men ved loven.

32. Erfaringen viser også, at Adam først blev anklaget af loven som overtræder, derefter oprejst ved løftet om kvindens afkom osv.

33. Også David blev først tilintetgjort af Nathan ved loven, idet han sagde: ”Du er manden, osv.”, derefter frelst ved evangeliet, da han sagde: ”Du skal ikke dø, osv.” (2 Sam 12, 7 og 13).

34. Paulus blev først slået til jorden af loven, da han hørte: ”Hvorfor forfølger du mig?” Derefter levendegjort ved evangeliet: ”Stå op osv.” (ApG 9, 4 og 6).

35. Og Kristus selv i Mark.1: ”Omvend jer og tro på evangeliet, for Guds rige er kommet nær”.

36. Ligeledes: ”I hans navn skal der prædikes omvendelse og syndernes forladelse” (Luk 24, 47).

37. Ligesom også Ånden først skal overbevise verden om synd, for at han kan undervise om troen på Kristus, dvs. syndernes forladelse (Joh 16, 8).

38. Paulus fastholder denne fremgangsmåde i Romerbrevet, hvor han først lærer, at alle er syndere, som må retfærdiggøres ved Kristus.

39. Det samme bevidner Lukas i Apostlenes Gerninger, at Paulus lærte, at hverken jøder eller hedninger kan retfærdiggøres uden gennem Kristus, og hvad dermed følger (ApG 15, 11).

 

 

 

Dr. Martin Luthers anden disputats

 

1. Loven er ikke alene unødvendig til retfærdiggørelse, den er fuldstændig unyttig og totalt ubrugelig.

2. Og de, der fastholder ideen om retfærdiggørelse ved loven, for deres retfærdiggørelse bliver den endog til en gift og pest.

3. Og når retfærdiggørelsen behandles, kan der ikke prædikes for meget om lovens magtesløshed og den giftige tillid til loven.

4. For loven er ikke givet, for at den skal retfærdiggøre eller levendegøre eller være til nogen som helst hjælp til retfærdighed,

5. men for at vise synden og virke vrede, dvs., for at anklage samvittigheden.

6. Døden er os ikke påført, for at vi skal få liv ved den, heller ikke er synden os medfødt, for at vi skal blive uskyldige ved den.

7. Således er loven heller ikke givet, for at vi ved den skal blive retfærdige, da den hverken kan give retfærdighed eller liv.

8. Kort sagt, så stor afstand som der er mellem himmel og jord, så langt bør loven holdes borte fra retfærdiggørelsen.

9. Og når det drejer sig om retfærdiggørelsen, bør intet andet læres, tales, tænkes, uden alene ordet om nåden, der er vist os i Kristus.

10. Men af dette følger ikke, at loven skal afskaffes og fjernes fra kirkens forsamling.

11. Ja, så meget desto mere er det nødvendigt at lære og drive på den, fordi den ikke er nødvendig, men tværtimod ubrugelig til retfærdiggørelse.

12. Så det hovmodige menneske, der sætter sin lid til egne kræfter, kan oplyses om, at det ikke er muligt at blive retfærdiggjort ved loven.

13. For synd og død skal især påvises, ikke fordi de er nødvendige til liv og uskyld,

14. men for at mennesket kan erkende sin uretfærdighed og ulykke, og således ydmyges.

15. Hvis synden forbliver ukendt, sætter man sin lid til en falsk uskyld, som det ses hos hedningerne og senere hos Pelagius.

16. Hvis døden er ukendt, indbilder man sig, at dette liv er livet, og at der ikke er noget andet i fremtiden.

17. Da imidlertid alene loven lærer begge dele, er det klart, at loven er i højeste grad nødvendig og nyttig.

18. Hvad som helst der fremholder synd, vrede og død, udfører lovens opgave, hvad enten det er i GT eller NT.

19. For at åbenbare synden er intet andet, og kan ikke være andet, end lovens egentligste virkning og kraft.

20. Lov, syndspåvisning og vredesåbenbaring er ord med samme indhold, ligesom menneske, en, der kan le og fornuftsvæsen.

21. At afskaffe loven og beholde vredesåbenbaringen er det samme som at benægte, at Peter er et menneske og samtidig forsikre, at han er en, der kan le eller et fornuftsvæsen.

22. Samme slags visdom er det at afskaffe loven og dog lære, at synden bør tilgives.

23. Da Helligåndens Skrift siger, at uden lov er synden død, og hvor der ingen lov er, dér er heller ingen overtrædelser,

24. så er det umuligt, at synden eksisterer eller bliver erkendt uden loven, enten den skrevne eller den indhuggede.

25. Videre følger: da der ingen synd er (da jo loven er afskaffet) så er der heller ingen Kristus, forløseren fra synd. For sådan siger Kristus selv: ”De raske har ikke brug for læge.” (Luk 5, 31).

26. Men da Kristus er kommet, ikke for at ophæve, men opfylde loven, er han altså kommet forgæves, hvis der ikke er nogen lov, der skal opfyldes i os.

27. Og da Guds lov kræver vor lydighed mod Gud, ophæver disse lovbekæmpere også lydigheden mod Gud.

28. Af dette er det klart, at Satan i disse sine redskaber blot med ord lærer om synd, omvendelse og Kristus.

29. Men i virkeligheden fjerner han Kristus, omvendelsen, synden og hele Skriften, og samtidig Gud selv, Skriftens forfatter.

30. Og han har i sinde at oprette den giftigste sikkerhed og foragt for Gud, en frygtløs og evig ubodfærdighed, værre end Epikur selv.

31. Dette beviser deres egne ord om, at loven anklager synden, men dog uden Helligånden, alene til fordømmelse.

32. Dette viser, at de vil lære en sådan synd, der ikke fordømmer, ja, som måske endda frelser uden Kristus.

33. For hvis synden ikke fordømmer, indebærer det, at Kristus ikke har forløst os fra fordømmende synder, og således heller ikke fra Guds vrede.

34. For en synd, der ikke fordømmer, er en bedre synd end retfærdigheden selv og livet.

35. For hvad er saligere, end at have synd, der ikke for dømmer, dvs., ikke-eksisterende synd?

36. Hvis loven altså fjernes, er vi frelst fra synden, så vi ikke har brug for en Kristus som forløser osv.

37. Men også det er falskt, at loven anklager synden uden Helligånden, da loven er skrevet med Guds finger.

38. Og al sandhed, hvor den end er, er af Helligånden, og at forhindre loven er at forhindre Guds sandhed.

39. At afskaffe loven på grund af dens opgave, at den anklager synden til fordømmelse, er indlysende vanvid.

40. For dette er syndens magt, som Paulus siger, at synden er dødens brod, og loven er syndens kraft (1 Kor 15, 56).

41. Lad os altså æde og drikke, og med disse lærere synge: ”Bort med den, der bekymrer sig om i morgen”.

42. For loven, syndens kraft, er afskaffet, og følgelig er også syndens magt, døden, afskaffet, og også dødsriget ødelagt.

43. Ikke ved Guds Søns blod, der har holdt og opfyldt loven, men fordi vi benægter, at der er en Guds lov, som op fyldes.

44. Alt, hvad de siger om synd, omvendelse, Kristus og syndsforladelse, er de mest beskidte løgne og Satan selv værdig.

45. For loven, der var før Kristus og anklagede os, som nu ved Kristus er blevet forsonet ved syndernes forladelse, bør også herefter opfyldes ved Ånden.

46. Således forbliver loven efter Kristus i det kommende liv som opfyldt, idet det, som den her krævede, da fuldt ud skal virkeliggøres i de nye skabninger.

47. Derfor afskaffes loven aldrig i al evighed, men forbliver, enten som den, der bør opfyldes af de fordømte, eller som den, der er opfyldt i de salige.

48. Men disse Satans disciple ser ud til at mene, at loven kun varede til en tid og ophørte med Kristus, ligesom omskærelsen gjorde.

 

 

Dr. Martin Luthers tredje disputats

 

1. Omvendelsen hos papisterne, tyrkerne, jøderne og alle vantro og hyklere er ens.

2. Den består i at angre én eller enkelte synder og gøre fyldest for dem, derefter er man sikker med hensyn til de andre synder eller arvesynden.

3. Og deres omvendelse er stykkevis og tidsbegrænset, og omfatter kun enkelte synder og enkelte områder aflivet.

4. Således slutter og mener de, fordi de slet ikke forstår arvesynden, som er en fordærvelse og ødelæggelse af hele den menneskelige natur.

5. De troendes omvendelse til Kristus går videre end til de ydre synder, er vedvarende og strækker sig gennem hele livet, lige til døden.

6. Den består i at modstå og hade naturens sygdom eller synd lige til det sidste.

7. For Kristus siger rettelig til alle, der hører ham til: ”Omvend jer”, og viser dermed, at han vil, at hele deres liv skal leves i omvendelse.

8. For i hele dette liv forbliver synden i vort kød og modstår sin modstander, Ånden.

9. Derfor er alle gerninger efter retfærdiggørelsen intet andet end en omvendelse eller et godt forsæt imod synden.

10. For derved drages der blot omsorg for at synden, der er påvist ved loven og tilgivet ved Kristus, bliver udrenset.

11. Ligesom israelitterne efter erobringen af Kanaans land fordrev jebusitterne fra de ydre egne af landet.

12. Og ligesom det ikke var et lettere arbejde at fordrive de resterende jebusitter fra yderzonerne end erobringen i begyndelsen,

13. således er det heller ikke lettere ved en vedvarende omvendelse at bekæmpe de tilbageblevne synder end at indlede kampen.   

14. Det er grunden til, at de hellige og retfærdige, når Gud øver dem ved loven, ofte er bedrøvede og sørger over synden.

15. Skønt de dog burde glæde sig i Herren, da de med tilgivne synder befinder sig i nåden. 16. Ja, selv om de ikke kan anføre nogen konkrete synder, råber de dog så ynkeligt og beder Gud om nåde, som man kan se i Salmerne.

17. Fadervor, af Herren selv overleveret til sine hellige og troende, er en del af omvendelsen, og fyldt med lovens lærdom.

18. For enhver, der i fuld alvor beder denne bøn, bekender med egen mund, at han har syndet mod loven og omvender sig.

19. For den, der beder om, at Guds navn må blive helliget, han bekender, at Guds navn endnu ikke er blevet fuldstændigt helliget.

20. Og den, der beder om, at Guds rige må komme, bekender, at han endnu til dels befinder sig i Satans rige, som modstår Guds rige.

21. Den, der beder om, at Guds vilje må ske, bekender, at han for en stor del er ulydig mod Guds vilje, og omvender sig derfra.

22. Men da det er Guds lov, der lærer, at Guds navn bør helliges, så bevidner den, der beder, at han ikke har opfyldt loven.

23. Og den, der afskyr den resterende del af Satans rige i sig, bekender samtidig, at han ikke har opfyldt loven, især ikke den første tavle.

24. Og den, der beder om, at Guds vilje må ske i ham, bekender, at han ikke er lydig mod Guds vilje.

25. Og denne bøn bør bedes af hele kirken indtil verdens ende, og af hver enkelt hellig indtil døden.

26. For hele kirken er hellig og bekender, at den har synd og bør leve i vedvarende omvendelse.

27. Derfor lærer Fadervor selv, at loven er før, under og efter evangeliet, og derfra bør omvendelsen tage sin begyndelse.

28. For den, der beder om noget, bevidner først, at han ikke har, hvad han beder om, og at han forventer, at det bliver ham skænket.

29. Og det er loven, der først viser os, hvad vi ikke har, og som det dog er nødvendigt, at vi har.

30. Af dette følger, at disse fjender af loven også bør afskaffe Fadervor, når de afskaffer loven.

31. Ja, også størstedelen af Kristi egne taler må de fjerne fra evangelieberetningerne.

32. For i Matt.5 ikke alene gentager han selv Moseloven, men udlægger den også fuldkomment og lærer, at den ikke skal nedbrydes.

33. Og da han underviser farisæeren om det første og største bud i loven, bekræfter han loven og siger: ”Gør dette og du skal leve” (Luk 10, 28).

34. Rundt omkring i evangelierne anklager, irettesætter, truer og forskrækker han også og udfører lignende af lovens opgaver.

35. Så at der aldrig før og heller ikke i fremtiden kommer så skamløse folk som disse, der lærer, at loven bør afskaffes.

36. De elendige mennesker skammer sig jo over at lære og gøre, hvad Herren selv gjorde og lærte.

37. Lad os antage, at synden kunne gøres kendt ved andet end loven, hvilket dog er umuligt.

38. Hvorfor skulle loven da høre op, når den gør det samme, som det andet, nemlig at gøre synden kendt?

39. Og selv om man også grammatisk eller som emne fjernede ordet ”bov”, for det må nødvendigvis være det de mener,

40. hvem kunne da fjerne den levende lov, indskrevet i vore hjerter, det anklagende skyldbrev med dets lovbestemmelser imod os, som er lig med Moseloven?

 

 

Dr. Martin Luthers fjerde disputats

 

1. Aldrig har der i kirken været en mere giftig lære imod omvendelsen end den papistiske, når undtages saddukæerne og epikuræerne.

2. De har beholdt den hele og sande omvendelse, men de har ikke tilladt, at man må være sikker på syndsforladelsen.

3. For de lærer folk, også dem, der omvender sig, at de bør være usikre med hensyn til Guds nåde og syndsforladelsen.

4. Og henviser de ulykkelige til fortjenesten ved egen anger, bekendelse og fyldestgørelse, og til sidst til skærsilden.

5. Dog har de ikke fastsat måden eller omfanget af angeren, bekendelsen, fyldestgørelsen eller skærsilden.

6. Men hvem vil omvende sig, hvis man er usikker på, om man beholder eller får forladelse for sine synder?

7. Med en sådan opfattelse lærer de ubodfærdige og sikre ikke at begynde på omvendelsen.

8. Og de ængstede, der er i færd med at omvende sig, tvinges til at falde i den yderste ubodfærdighed.

9. I en sådan omvendelse tjener Kristus ikke til andet, end at man tvinges til at mistvivle om hans død for ens synder.

10. Denne yderste ubodfærdighed er også mere farlig og håbløs end den ubodfærdige sikkerhed.

11. De sikres ubodfærdighed er foragt for Gud, den yderste ubodfærdighed er bespottelse af Helligånden.

12. Altså bør man tage sig i agt for papisternes lære om omvendelsen, som for Helvede og Djævelen selv.

13. Endnu mere må man tage sig i agt for dem, der overhovedet ikke vil lade omvendelsen forblive i kirken.

14. For de, der nægter, at loven skal bæres, ønsker i virke ligheden heller ingen omvendelse.

15. Deres begrundelse, at det, der ikke er nødvendigt til retfærdiggørelse, hverken i begyndelsen, midten eller til sidst, ikke bør læres, er ikke holdbar.

16. Hvis du for det første spørger, hvad disse fine ord ”begyndelse, midte og til sidst” dækker, vil du opdage, at de ikke selv forstår dem.

17. Det svarer til at ville hævde: At mennesket er død i synden, er ikke nødvendigt til retfærdiggørelse, hverken i begyndelsen, midten eller til sidst. Altså bør det ikke læres.

18. At ære forældrene, leve ærbart, undgå mord, hør, tyveri, er ikke nødvendigt til retfærdiggørelse. Altså bør det slet ikke læres.

19. At mennesket bør tjene i hjem og samfund, er ikke nødvendigt til retfærdiggørelse. Altså bør sådan lov afskaffes.

20. Sådanne følgeslutninger kaldte sofisterne førhen spottende: ”fra dunkelt til mørkt”.

21. Hvis den logiske følgeslutning blot betyder, at disse ting ikke er nødvendige at lære til retfærdiggørelse, hvad nyt bringer det da?

22. Af dette følger ikke, at loven bør afskaffes eller ikke læres, fordi den intet gavner til retfærdiggørelse.

23. Som delbevis anføres falskt erfaringerne fra Paulus og Barnabas, ved hvis tjeneste hedningerne skulle retfærdiggøres uden lov.

24. For Paulus beviser, at alle er syndere, hvad der er lovens opgave at påpege, netop ved at lære, at vi må retfærdiggøres i Kristus.

25. Den, der bør retfærdiggøres, må jo være en synder og endnu ikke retfærdig. Og kun gennem loven overbevises man om, at man er en synder.

26. ”Uden lov” bør overalt hos Paulus forstås, således som Augustin ret udlægger det, som ”uden lovens hjælp”. Det princip har vi altid fulgt.

27. For loven hjælper intet til sin opfyldelse. Men kræver at blive opfyldt.

28. Og den kræver endda at blive opfyldt så nøje, at intet unyttigt ord vil forblive ustraffet, som Kristus selv bevidner.

29. Ligeledes bevidner Herren, at ikke et punktum eller en tankestreg i loven skal gå til grunde, førend alt er gjort.

30. Ja, gælden skal betales endog indtil den mindste mønt, hvis ikke Kristus går imellem ved lovens opkrævning.

31. Nåden og syndernes forladelse gør os ikke sikre over for synden, døden og loven, som om de slet ikke eksisterede.

32. Men meget mere omhyggelige og påpasselige, så vi hver dag besejrer dem ved Kristus vor frelser.

33. For loven er ikke noget, vi kan få til at forsvinde, men noget der allerede ufrivilligt eksisterer i os, før, i begyndelsen, i midten, til sidst og efter retfærdiggørelsen.

34. For den vil, fra synden tog sin begyndelse gennem Adams fald, og indtil den opfyldes ved sejrherren Kristus, læres, gøres kendt og herske.

35. Sandelig, alene troen på Kristus retfærdiggør, den alene opfylder loven, den alene gør gode gerninger, uden lovens hjælp.

36. For alene troen modtager syndernes forladelse og gør spontant gode gerninger gennem kærligheden.

37. Sandt er det, at efter retfærdiggørelsen følger de gode gerninger af sig selv uden loven, dvs., uden lovens hjælp eller tvang.

38. Kort sagt, loven er ikke brugbar, heller ikke nødvendig, hverken til retfærdiggørelse, eller til nogen god gerning, endnu mindre til frelse.

39. Men tværtimod er retfærdiggørelse, gode gerninger og frelse nødvendig til lovens opfyldelse.

40. For Kristus kom for at frelse det fortabte og genoprette alt, som Peter siger.

41. Derfor afskaffes loven ikke ved Kristus, men genoprettes, så mennesket bliver, som det engang var, ja, endnu bedre.

 

 

 

Dr. Martin Luthers femte disputats

 

1. Loven hersker over et menneske, så længe det lever.

2. Men det befries fra loven, når det dør.

3. Det er altså nødvendigt, at mennesket dør, hvis det ønsker at blive befriet fra loven.

4. Når loven hersker over mennesket, så længe det lever, så hersker synden også over det, så længe det lever.

5. Derfor må mennesket dø, hvis det ønsker at blive befriet fra synden.

6. Loven er nemlig syndens kraft, og dødens brod er synden.

7. Disse tre er uadskillelige, lov, synd og død.

8. Så vidt som døden er i mennesket, så vidt er også synden og loven i mennesket.

9. Uden for Kristus erfarer vi loven, dvs., den endnu ikke opfyldte lov, som dog nødvendigvis bør opfyldes af os.

10. I Kristus er loven opfyldt, synden udslettet, døden ødelagt.

11. Dvs., hvis vi ved troen på Kristus er korsfæstede og døde, så er de det i sandhed også i os.

12. Men hvis vi lever, er vi endnu ikke i Kristus, men uden for Kristus, under lov, synd og død.

13. Og sagen selv og erfaringen viser, at selv de retfærdige dør og overgives til døden hver dag (2 Kor 4, 11).

14. Derfor må de nødvendigvis, så vidt som de er underlagt døden, også være underlagt loven og synden.   

15. De er fuldstændig uerfarne og løgnagtige bedragere, de, der har til hensigt at afskaffe loven i kirken.

16. For det er ikke alene tåbeligt og ufromt, men helt umuligt.

17. For hvis man vil afskaffe loven, må man samtidig afskaffe synden og døden.

18. For døden og synden eksisterer ved loven, som Paulus siger: ”Loven slår ihjel” (2 Kor 3, 6), og ”loven er syndens kraft” (1 Kor 15, 56).

19. Men da man hver dag virkelig ser retfærdige dø, er det tåbeligt at mene, at de er uden lov.

20. For hvis loven ikke er, er heller ikke synden og døden.

21. De burde altså først bevise, at de retfærdige er helt uden al synd og død.

22. Eller at de ikke mere levede i kødet, men var borttaget fra verden.

23. Da kunne der rettelig læres, at også loven var helt borttaget og ikke længere burde læres.

24. Men da de ikke kan bevise dette, og erfaringen klart viser dem det modsatte,

25. så er de tydeligt uforskammede lærere, der vil afskaffe loven fra kirken.

26. Men langt mere uforskammede og fuldstændig vanvittige er de, der også vil afskaffe loven hos de vantro og ikke lære den.

27. Hvis de hellige og retfærdige skal vises deres synd og død, dvs., loven, for hvem den dog ikke er givet (1 Tim1, 9),

28. hvor meget snarere skal den så ikke vises de vantro og onde, til hvem den rettelig og især er givet.

29. Når de opdigter, at deres menighed eller tilhørere simpelthen alle er fromme og kristne uden lov,

30. er det klart, at de er fuldstændig vanvittige og ikke ved, hvad de taler om eller påstår.   

31. For det er intet andet end at mene, at alle deres tilhørere er borttaget fra dette liv.

32. Men det er at mene, at man selv kan opføre og se et skuespil på en tom scene.

33. For i denne tidsalder er der altid både retfærdige, der lever i kødet, og onde i større antal, blandet mellem hinanden.

34. Da altså loven, hvorved man erkender synden og døden eller Guds vrede, er givet, uden tvivl for at den skal læres og ikke afskaffes,

35. så er den også givet til de fromme, for så vidt som de endnu ikke er døde og stadig lever i kødet.

36. Når vi er opvakt med Kristus, skal der ikke være nogen synd, død eller lov, som vi var underlagt, mens vi levede,

37. men den samme Kristus er endnu ikke fuldstændig opvakt i sine troende, men han er, som en førstegrøde, begyndt at blive opvakt fra de døde i dem.

38. Men i de vantro, som i stort tal gennemtrænger kirken, er han helt død, ja, han er der slet ikke.

39. Og de er udelukkende under loven, og bør forskrækkes ved loven, ja, også ved synlige lyn, om man kunne.

40. Så vidt som Kristus er opvakt i os, så vidt er vi uden lov, synd og død.

41. Men så vidt som han endnu ikke er opvakt i os, er vi under lov, synd og død.

42. Derfor skal loven, ligesom også evangeliet, uden for skel læres både de vantro og de troende.

43. De vantro, for at de skal forskrækkes, idet de erkender deres synd, døden og Guds uundgåelige vrede, hvorved de ydmyges.

44. De troende, for at tilskynde dem til at korsfæste kødet med dets begæringer og laster, at de ikke skal blive sikre:

45. For sikkerhed udrydder troen og gudsfrygten, og gør at det sidste bliver værre end det første.   

46. Man ser ganske klart, at lovforagterne mener, at synden ved Kristus er fjernet i sin beskaffenhed - både filosofisk og juridisk.

47. Og de forstår overhovedet ikke, at det alene er ved tilregning og tilgivelse, den er fjernet, pga. Guds barmhjertighed.

48. For det er i gudsforholdet (relative), ikke i beskaffenhed eller substans, at synden er fjernet, loven afskaffet, døden tilintetgjort.

49. Og det hele pga. Kristus i dette liv, indtil vi når frem til det fuldkomne liv, i Kristi fylde.

50. Vi ved, og de selv har lært det af os, at Kristus er blevet os både et sakramente og et eksempel.

51. Ikke vi, og endnu mindre de, men Augustin har på det smukkeste udformet dette.

52. Han siger: ”Ved sin ene (død) stemmer Kristus overens med vor dobbelte (død) og danner derved det fuldkomne tal”.

53. Men hverken Augustin som forfatteren, eller vi som hans disciple, tilføjer den konsekvens, at loven derfor bør afskaffes.

54. Dette har de selv føjet til ud af deres eget hoved og tilskyndet af deres mester, Djævelen, for at de kunne være nye forfattere og særligt fremragende.

55. Skriften har overleveret os fire måder, hvorpå vi skal prædike og lære om menneskenes frelse, samlet fra fire af Guds gerninger.

56. For Gud forskrækker med trusler, trøster med løfter, påminder med plager, lokker med velgerninger.

57. Men disse fire, når de læres, ophæver de ikke loven, men stadfæster den.

58. Guds godhed leder dig til omvendelse, dvs., at du erfarer, at loven er syndens kraft.

59. Og når loven forskrækker og dræber, bevirker den, at man går i sig selv eller kommer til selverkendelse.

60. Det udretter disse fanatikere ved deres brug af Kristus som sakramente og eksempel, at de fjerner Kristus selv.

61. For hvis loven afskaffes, ved man ikke, hvad Kristus var eller udrettede, da han opfyldte loven for os.

62. For hvis man vil forstå lovens opfyldelse, dvs. Kristus, er det nødvendigt at man ved, hvad loven og dens opfyldelse er.

63. Dette kan kun læres, hvis man lærer, at loven ikke er opfyldt i os, og vi derfor er syndens og dødens skyldnere.

64. Når det læres, lærer vi, at vi alle er lovens skyldnere og vredens børn.

65. De vantro både med kød og ånd, eller totalt, men de troende for så vidt som de lever i kødet.

66. Altså er lovens lære nødvendig i kirken og bør helt fastholdes, da Kristus ellers ikke kan fastholdes.

67. For hvad kan man fastholde hos Kristus, hvis loven, som han har opfyldt, afskaffes, så man ikke ved, hvad han har opfyldt.

68. Altså er loven således opfyldt i Kristus, at du kun kan lære om ham, hvis du også lærer, at loven ikke er opfyldt i os.

69. Kort sagt, at afskaffe loven og efterlade både synden og døden, er at skjule syndens og dødens sygdom, til menneskers fordærv.

70. Når engang døden og synden er afskaffet, hvilket Kristus har udrettet, da kan loven saligt afskaffes. Ja, da stadfæstes loven (Rom 3, 31).

 

 

Dr. Martin Luthers sjette disputats

 

1. Denne følgeslutning hos Paulus: ”Hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse” (Rom 4, 15), er sand, ikke alene i teologien, men også i samfundet og i sig selv.   

2. Ligeledes denne: ”Hvor der ingen synd er, dér er heller ingen omvendelse eller syndsforladelse”.

3. Ligeledes denne: ”Hvor der hverken er omvendelse eller syndsforladelse, dér er heller ingen vrede eller nåde”.

4. Ligeledes denne: ”Hvor der hverken er vrede eller nåde, dér er heller ingen guddommelig eller menneskelig styrelse”.

5. Ligeledes denne: ”Hvor der ikke er guddommelig eller menneskelig styrelse, dér er hverken Gud eller menneske”.

6. Ligeledes denne: ”Hvor der hverken er Gud eller menneske, dér er intet uden måske Djævelen”.

7. Det indebærer, at antinomerne, lovens fjender, er rene djævle eller Djævelens brødre.

8. Det hjælper ikke antinomerne, at de roser sig af, at de lærer meget om Gud, Kristus, nåde, lov osv.

9. Det er intet nyt eller sjældent, at Herrens navn misbruges, endog af dæmonerne selv.

10. Antinomernes bekendelse er lig med den, hvor dæmonerne råber: ”Du er den levende Guds Søn” (Luk 4, 34 og 8, 28).

11. Og ligner de falske profeter, der skønt de sværgede: ”Så sandt Herren lever”, dog sværgede falsk, som Esajas og Jeremias vidner (Es 48, 1; Jer 5, 2).

12. Den, der benægter, at man skal lære den fordømmende lov, benægter i virkeligheden loven selv.

13. Og hvis han alligevel lærer om loven, er det med Moses’ dække, ikke med åbent og sandt ansigt, dvs., med en kødelig forståelse.

14. En lov, der ikke fordømmer, er en opdigtet og malet lov ligesom en bevinget hest eller en drage.

15. Heller ikke samfundslovene eller den naturlige lov er noget, hvis ikke de fordømmer og skræmmer synderne (Rom 3, 19; 1 Pet 2, 14).

16. Derfor siges det med rette: ”Af dårlige skikke kommer gode love”.

17. Hvad antinomerne taler om Gud, Kristus, tro, lov, nåde osv., taler de uden forstand, ligesom når en papegøje snakker.

18. Derfor kan ingen lære hverken teologi eller politik af antinomerne.

19. Derfor bør de skyes som de mest skadelige lærere, der giver licens og afladsbrev til al umoral.

20. For de tjener ikke Kristus, men deres egen bug, idet de søger at behage mennesker, så de kan vinde anerkendelse af mennesker.