Martin
Luther
Fortalen
til Romerbrevet
1522
Dette brev er det Ny Testamentes
vigtigste skrift og det allerklareste evangelium. Det fortjener, at en kristen
ikke blot lærer det ordret udenad, men hver dag beskæftiger sig med det som
dagligt brød for sjælen. Man kan nemlig aldrig læse eller meditere for meget
eller for grundigt over det. Jo mere man beskæftiger sig med det, jo mere
værdifuldt bliver det, og jo bedre smager det.
Derfor
vil jeg nu også efter de evner, Gud har givet mig, gøre, hvad jeg kan, for med
denne fortale at give en vejledning, så alle lettere kan forstå brevet. Det er
nemlig hidtil blevet forfærdelig tilsløret med en masse fortolkninger og vrøvl.
Men i sig selv er det et klart lys, der næsten er tilstrækkeligt til at
forklare hele Skriften.
For det første må vi lære
Paulus’ sprogbrug at kende, så vi ved, hvad han mener med ord som lov, synd,
nåde, tro, retfærdighed, kød, ånd og lignende. Ellers er al læsning nytteløs.
Det lille ord lov må du her ikke
forstå på dagligdags vis. Det er ikke en anvisning på, hvilke gerninger, du
skal gøre eller undlade, som vi kender det fra almindelige love, som kan
overholdes uden at hjertet er med i det. Gud dømmer efter hjertets indre.
Derfor kræver hans lov også hjertets inderste og lader sig ikke nøje med
gerninger. Den fordømmer tværtimod de gerninger som hykleri og løgn, der er
gjort uden hjertet er med. Derfor kaldes alle mennesker løgnere i Salme 116,
fordi ingen af hjertet holder eller kan holde Guds lov. Enhver finder hos sig
selv uvilje mod det gode og lyst til det onde.
Hvor
der nu ikke er en ægte vilje til det gode, stemmer hjertets indre ikke overens
med Guds lov. Derfor er der også tale om synd, som fortjener Guds vrede, selv
om der i det ydre fremstår mange gode gerninger og et ærbart liv.
Ud
fra det trækker Paulus den slutning i det andet kapitel, at jøderne alle er
syndere, og han fastslår, at kun lovens gørere er retfærdige for Gud. Han vil
dermed sige, at ingen opfylder loven med gerninger. Tværtimod siger han til
dem: ”Du, som siger, at man ikke må bryde et ægteskab, du gør det selv!”
Ligeledes: ”Med din dom over andre fordømmer du dig selv; du, der dømmer, gør
jo selv det samme.” Som vil
han sige: Du lever smukt i det ydre i lovens gerninger og dømmer dem, der lever
anderledes, og du forstår at vejlede enhver. Splinten i den andens øje ser du,
men bjælken i dit eget bemærker du ikke.
Selv
om du nemlig i det ydre overholder lovens gerninger af frygt for straf eller
ønske om løn, så gør du dog alt dette uden ægte lyst og kærlighed til loven,
men uvillig og med tvang. Du ville hellere leve anderledes, hvis ikke loven var
der.
Heraf
følger, at du i dit hjertets inderste er en fjende af loven. Hvad hjælper det,
at du lærer andre, at de ikke må stjæle, når du i hjertet selv er en tyv og i
det ydre gerne ville være det, hvis du turde? I øvrigt vil den ydre gerning
ikke lade vente længe på sig hos sådanne hyklere. Altså lærer du andre, men
ikke dig selv. Du forstå ikke selv, hvad du lærer og har endnu ikke fattet
loven rette mening. Faktisk er det sådan, at loven forøger synden, som Paulus
siger det i kapitel 5. Vi bliver nemlig mere fjendtlige mod loven, når den
kræver noget, vi ikke formår.
Derfor lærer Paulus i det 7.
kapitel, at loven er åndelig. Hvad betyder det? Ja, hvis loven var legemlig
kunne den opfyldes med gerninger, men fordi den er åndelig, kan ingen overholde
den, medmindre alt gøres af hjertet. Men
et sådant hjerte er det alene Guds Ånd, der kan skænke. Det bringer os i
overensstemmelse med loven, så vi af hjertet får lyst til loven. Herefter gør
man alt, ikke af frygt eller tvang, men ud af et villigt hjerte. Altså er loven
åndelig og vil opfyldes og elskes af sådanne åndelige hjerter og kræver en
sådan Ånd. Hvor den ikke er i hjertet, bliver der ved med at være synd, ulyst
og fjendskab imod loven, som dog er god, retfærdig og hellig.
Væn
dig derfor til den sprogbrug, at det er noget helt andet at opfylde loven end
at udføre lovens gerninger. At gøre lovens gerninger er alt det, vi gør og
formår at gøre af egen vilje og kraft. Men fordi sådanne gerninger er forbundet
med og gøres med hjertets ulyst og tvang fra loven, er de alle forgæves og til
ingen nytte.
Dette
lærer Paulus i det 3. kapitel, hvor han siger: ”Af lovgerninger bliver intet
menneske retfærdigt over for Gud.” Her kan du se, hvordan universiteterne og
deres filosofiske teologer er forførere, når de lærer, at man kan fortjene sig
til Guds nåde med gerninger. Hvem kan gøre sig fortjent til noget godt med
gerninger, når man ikke kan gøre det uden ulyst og uvilje i hjertet? Hvordan
skulle en gerning, der udgår fra et negativt og modvilligt hjerte, kunne behage
Gud?
Men
at opfylde loven er at gøre sin gerning med lyst og kærlighed, at leve
gudfrygtigt og ret, frivilligt som om der ikke fandtes nogen lov eller straf,
og ikke under lovens tvang. En sådan lyst og frivillig kærlighed giver
Helligånden i hjertet, som Paulus siger det i kapitel 5. Og Ånden skænkes os kun i, med og ved troen på
Jesus Kristus, som han siger i indledningen. Troen kommer altså udelukkende
gennem Guds ord eller evangelium, som forkynder, at Kristus er Guds Søn og
menneske, død og opstanden for vores skyld, som Paulus siger det i kapitel 3, 4
og 10.
Heraf
følger, at alene troen gør retfærdig
og opfylder loven, for den bringer os Ånden på grund af Kristi fortjeneste. Og
Ånden virker et glad og positivt hjerte, således som loven kræver. De gode gerninger springer således ud af
troen selv. Det er, hvad han lærer i kapitel 3, hvor det lyder som om han
vil ophæve loven gennem troen, efter at han har forkastet lovens gerninger.
Nej, siger han, vi stadfæster loven ved troen, dvs. vi opfylder loven gennem troen.
Synd kaldes i Skriften ikke blot
den ydre gerning, som man legemligt udfører. Synd er også alle de ting, der sætter
i gang og baner vej for den ydre gerning, nemlig hjertets indre og alle de
kræfter, som bor i det. Altså betyder det lille ord ”gøre”, at mennesket falder
dybt i synd og vandrer deri.
Synden
kommer nemlig ikke til udtryk i ydre gerning, uden at mennesker er helt med i
det med liv og sjæl. Og frem for alt ser Skriften ind i hjertet og på roden og
hovedkilden til alle synder, nemlig vantroen i hjertets indre. Ligesom altså
troen alene retfærdiggør og bringer os Ånden og lysten til gode ydre gerninger,
sådan er det alene vantroen, som synder og opvækker kødet og lysten til onde
ydre gerninger. Sådan skete det også for Adam og Eva i Paradiset, l Mos 3.
Derfor
kalder Kristus alene vantroen for synd, når han i Joh 16 siger: Ånden skal
straffe verden for den synd, at de ikke tror på mig. Inden gode eller onde
gerninger viser sig som gode eller onde frugter, må der derfor først i hjertet
være tro eller vantro, som er al synds rod, saft og hovedkraft. Vantroen kaldes
derfor i Skriften også for slangens hoved og den gamle drages hoved. Den skal
kvindens sæd, Kristus, knuse, som det blev lovet Adam, l Mos 3.
Ordene ”nåde” og ”gave” har
forskellig betydning. Helt præcist betegner ordet ”nåde” den velvilje eller
gunst, som Gud har til os hos sig selv. Ved den bevæges han til at indgyde
Kristus og Ånden med sine gaver i os. Det kan man se i kapitel 5, 15, hvor han
siger: ”Guds nåde og gave er kommet de mange rigeligt til gode ved nåden i det
ene menneske, Jesus Kristus.”
Gaverne
og Ånden vokser dagligt i os, men er endnu ikke eneherskende. Onde lyster og
synder bliver tilbage i os og strider mod Ånden, som han siger det i kapitel 7
og i Galaterbrevet 5. Første Mosebog 3 forkynder også, at der skal være strid
mellem kvindens sæd og slangens sæd. Imidlertid bevirker nåden så meget, at vi bliver regnet helt og fuldt retfærdige
for Gud. Hans nåde deles og udstykkes nemlig ikke, som gaverne bliver det, men
bringer os helt og aldeles ind under Guds velbehag for Kristi, vores talsmands
og forløsers, skyld, og fordi gaverne er begyndt i os.
Så
forstår du nu kapitel 7, hvor Paulus skildrer sig selv som stadig synder og dog
i kapitel 8 siger, at der ingen fordømmelse er for dem, som er i Kristus, for
de ufuldkomne gavers og Åndens skyld.
Med
hensyn til kødet, som endnu ikke er dødet, er vi endnu syndere. Men fordi vi
tror på Kristus, og fordi Ånden har begyndt sin gerning i os, er Gud os så
nådig og velvillig, at han hverken vil regne med eller dømme disse synder. Han
vil handle med os efter troen på Kristus, indtil synden bliver dødet.
Tro er ikke den menneskelige
indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. Når de ser, at den
megen snak om troen ikke fører til gode gerninger og et bedre liv, kommer de på
det vildspor, at troen ikke er nok. Man må også gøre gerninger, hvis man skal
blive from og salig, siger de.
Det
skyldes, at når de hører evangeliet, så misforstår de det og frembringer ved
egen kraft en tanke i hjertet, der siger: jeg tror. Det anser de så for at være
en ret tro. Men det er blot en menneskelig idé og tanke, som ikke berører
hjertets indre. Derfor virker den heller intet, og der sker ingen forandring.
Troen er derimod et guddommeligt værk i os,
som forvandler og føder os på ny af Gud, Joh l, 12-13. Den døder den gamle Adam
og gør os til helt andre mennesker i hjerte, sind, tanker og alle kræfter. Troen bringer Helligånden med sig. Ja,
troen er en levende, skabende, virkende og mægtig ting. Det er umuligt, at den
ikke uafbrudt gør godt.
Troen
spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man ser sig
om, har den allerede gjort dem og er altid virksom. Og den, der ikke gør
sådanne gerninger, er et menneske uden tro. Det famler og ser sig om efter
troen og de gode gerninger og ved hverken, hvad tro eller gode gerninger er,
skønt man kan snakke meget om troen og de gode gerninger.
Tro
er en levende, dristig tillid til Guds nåde, så vis, at den kunne dø tusind
gange deri. En sådan tillid og erkendelse af Guds nåde gør glad, frimodig og
positiv over for Gud og alle skabninger. Det virker Helligånden ved troen. Ved
den bliver mennesket villigt til at gøre godt uden tvang, glad for at tjene
enhver, lide alt muligt, elske og prise Gud, som har vist ham en så stor nåde.
Det er altså lige så umuligt at skille gerning fra tro, som det er at skille
varme og lys fra ilden.
Se
dig derfor for, og vogt dig for dine egne falske tanker og de unyttige
snakkehoveder, der vil gøre sig kloge på at dømme om troen og gerningerne,
skønt de er de største narre. Bed Gud om, at han vil virke troen i dig. Ellers
bliver du med garanti evigt uden tro, hvor meget du end udtænker og gør, som du
vil og kan.
Retfærdigheden består nu i en sådan tro. Den kaldes Guds retfærdighed eller den retfærdighed, som
gælder for Gud, fordi det er Gud, der skænker den og regner den for
retfærdighed for Kristi, vores forløser skyld. Troen bevirker, at mennesket
giver enhver, hvad han er skyldig. For ved troen bliver mennesket uden synd og
får lyst til Guds bud. Derved viser det Gud den ære, det skylder ham. Og sin
næste tjener det velvilligt, med hvad det kan, og yder dermed enhver, hvad det
skylder.
En
sådan retfærdighed kan hverken vores natur, fri vilje eller vores kræfter tilvejebringe.
For ligesom ingen kan give sig selv troen, sådan kan heller ingen borttage
vantroen selv. Og hvordan vil han da fjerne den mindste lille synd? Alt, hvad
der sker uden for troen eller i vantro, er derfor falskhed, hykleri og synd,
uanset hvor godt det tager sig ud, Rom 14, 23.
Kød og Ånd må du her ikke forstå
sådan, at kød kun er det, der vedrører de seksuelle synder, og at Ånd kun angår
det inderste i hjertet. Kød kalder Paulus, ligesom Jesus i Joh 3, alt, hvad der
er født af kød, dvs. hele mennesket med legeme og sjæl, fornuft og alle sanser.
Det stræber nemlig alt sammen efter det kødelige. Man kan altså også kalde den
for kødelig, som uden Guds nåde udtænker, lærer og vrøvler meget om dybe,
åndelige ting.
Det
kan man se i Galaterbrevet 5, hvor Paulus også kalder kætteri og had for kødets
gerninger. Og i Romerbrevet 8 siger han, at loven er magtesløs på grund af
kødet. Det er ikke kun sagt om seksuelle synder, men om alle synder, især
vantroen, som er den allerstørste åndelige synd.
På
den anden side kaldes også den åndelig, som beskæftiger sig med de allermest
dagligdags gerninger, som da Kristus f.eks. vaskede disciplenes fødder, og
Peter tog ud for at fiske. Altså er det menneske kødelig, der i det indre og i
det ydre lever og arbejder for det, der gavner kødet og tjener dette liv. Og
det menneske er åndelig, der i det indre og i det ydre lever og arbejder for
det, der tjener det kommende liv.
Uden at forstå disse ord
rigtigt, vil du aldrig begribe hverken dette brev af Paulus eller noget andet
skrift i Bibelen. Vogt dig derfor for alle lærere, der bruger disse ord
anderledes, lige meget hvem de er, om det så drejer sig om Hieronymus
og Augustin eller nogle, der er endnu mere betydningsfulde.
Lad
os nu se på selve brevets indhold.
En evangelisk prædikant bør
straks fra starten forkynde loven og
synden, for at fordømme alt det som synd, der ikke sker ved Åndens hjælp og
i tro på Kristus. Mennesker må bringes til erkendelse af sig selv og sin
elendighed, så de ydmyges og søger hjælp. Derfor begynder Paulus også i første
kapitel med at straffe de grove synder og den vantro, der er åbenlys. Det
gælder hedningernes synder både før og nu.
Paulus
lærer, at evangeliet åbenbarer Guds vrede fra Himmelen over alle mennesker på
grund af deres gudløse væsen og uretfærdighed. Selv om de ved og daglig kan se,
at der er en Gud til, så er deres natur, som den er i sig selv uden nåden, dog
så ond, at de hverken takker ham eller ærer ham. Tværtimod narrer de sig selv og
fordærves mere og mere uden ophør. Det går så vidt, at de foruden afguderi også
begår de mest forfærdelige synder og umoralske handlinger uden at skamme sig.
Ja, de mener end ikke at det er forkert, at folk lever sådan.
I kapitel 2 udvider han
fordømmelsen til også at omfatte dem, der er fromme udadtil, men synder
hemmeligt, sådan som jøderne var, og som alle hyklere er. De lever
tilsyneladende smukt, men gør det uden lyst og kærlighed. I hjerterne er de
fjender af Guds lov, og vil alligevel gerne være dommere over andre. Sådan er
alle de skinhellige, at de regner sig selv for rene og dog er fulde af
havesyge, had, hovmod og al slags urenhed, Matt 23. Det er netop sådanne, der
foragter Guds godhed og ved deres hårdhed nedkalder Guds vrede over sig.
Som
en ret forkynder af loven lader Paulus således ingen være uden synd. Han
forkynder Guds vrede for alle, som af egen natur eller vilje forsøger at leve
et ordentligt liv, og lader dem ikke være bedre end dem, der er åbenlyse
syndere. Ja, han kalder dem for forhærdede og ubodfærdige.
I det tredje kapitel samler han
dem alle i én bunke og siger, at de alle sammen er syndere for Gud. Den eneste
forskel er, at jøderne har haft Guds ord, selv om kun få har troet på det. Det
rokker dog ikke ved Guds trofasthed og pålidelighed, som han viser ud fra Salme
51, 6: ”Du er retfærdig, når du anklager, og ren, når du dømmer.” Derefter
beviser han ved hjælp af Skriften, at alle er syndere, og at ingen bliver
retfærdige ved lovens gerninger. Loven er
kun givet til erkendelse af synden.
Dernæst
begynder han at lære den rette vej til at blive from og frelst. Han lærer, at
vi alle er syndere og ikke har noget at rose sig af over for Gud, men at vi
bliver retfærdige ved troen på Kristus uden nogen fortjeneste. Kristus har
nemlig ved sit blod fortjent det til os. Han er blevet os en nådestol fra Gud,
hvor alle vores synder bliver tilgivet. Hermed viser han, at Kristi
retfærdighed, som skænkes i troen, er vores eneste hjælp. Det er nu blevet
åbenbaret ved evangeliet, men er forud bevidnet ved loven og profeterne. Selv
om lovens gerninger og al ros dermed afskaffes, så bliver loven altså
stadfæstet ved troen.
Efter at Paulus nu gennem de tre
første kapitler har åbenbaret synden og lært troens vej til retfærdighed,
begynder han nu i det fjerde kapitel at imødegå nogle indvendinger og
modargumenter. Han starter med den indvending, som alle sædvanligvis kommer
med, når de hører, at troen retfærdiggør uden gerninger: Skal man så ingen gode
gerninger gøre? Som svar henviser Paulus til Abrahams eksempel. Hvad opnåede
Abraham med sine gerninger? Var de alle forgæves? Var hans gerninger til ingen
nytte? Og han drager den konklusion, at Abraham blev retfærdig alene ved troen,
uden nogen som helst gerninger. Ja, Bibelen proklamerer, at han var retfærdig
alene for sin tros skyld endog før han lod sig omskære, l Mos 15, 6. Men når
omskærelsen intet har bidraget til hans retfærdighed, så er der sandelig heller
ingen andre gode gerninger, der gør det. Omskærelsen var jo befalet ham af Gud
og var en god gerning, der skete i lydighed mod Gud.
Ligesom
Abrahams omskærelse var et ydre tegn, hvorved hans retfærdighed i troen kom til
udtryk, sådan er alle gode gerninger blot ydre tegn, der følger troen. Som gode
frugter viser de, at mennesket allerede i sit indre er retfærdigt for Gud.
Sådan
beviser Paulus med et tungtvejende eksempel fra Skriften sin lære om troen i
det foregående kapitel. Han henviser til endnu et vidne, nemlig David, som ud
fra Salme 32 ligeledes lærer, at mennesket bliver retfærdigt uden gerninger.
Dog bliver vi ikke ved med at være uden gerninger, når vi først er blevet
retfærdige.
Dernæst
udvider Paulus eksemplet til også at omfatte alle andre lovgerninger. Han
drager den konklusion, at jøderne ikke kan være Abrahams arvinger alene på
grund af afstamning, og langt mindre på grund af lovens gerninger. De må arve
Abrahams tro, hvis de vil være rette arvinger. Abraham blev nemlig retfærdig
ved troen og blev kaldt far til alle troende, før både Moseloven og budet om
omskærelsen kom. Desuden virker loven snarere vrede end nåde, fordi ingen
overholder den af lyst og i kærlighed. Lovgerninger skaffer os snarere unåde
end nåde. Det er derfor alene troen, der modtager den nåde, som blev lovet
Abraham. Disse eksempler er jo skrevet for vores skyld, for at også vi skal
tro.
I det femte kapitel kommer
Paulus til troens frugter og gerninger, som fred, glæde, kærlighed til Gud og
næsten. Hertil kommer vished, tillid, fortrøstning, mod og håb i trængsel og
lidelser. For alle disse ting følger, hvor troen er ret. Det skyldes den
overstrømmende godhed, Gud har vist os i Kristus, at han lod ham dø for os, før
vi kunne bede om det, ja, mens vi endnu var fjender.
Altså
retfærdiggør troen uden nogen som helst gerninger. Men heraf følger ikke, at
man ingen gode gerninger skal gøre. Tværtimod udebliver de rette gerninger
ikke. Disse rette gerninger er ukendte for de gerningshellige, og i stedet for
opdigter de deres egne gerninger. Men i dem er der hverken fred, glæde, vished,
kærlighed, håb, tillid eller noget af det, der hører til de kristne gerninger
og troens væsen.
Dernæst
bryder Paulus af og foretager en spændende vandring, hvor han viser, hvorfra
synd og retfærdighed, død og liv kommer. Meget lærerigt sammenligner han Adam
og Kristus. Han viser, at Kristus måtte komme som den anden Adam for at skænke os sin retfærdighed gennem en ny,
åndelig fødsel i troen, ganske som den første Adam havde givet os sin synd
i arv gennem den gamle, kødelige fødsel.
Dermed
bliver det klart og står fast, at ingen kan hjælpe sig selv ud af synden til
retfærdighed med gerninger, lige så lidt som man kan bestemme sin legemlige
fødsel. Det bevises også derved, at den guddommelige lov, som dog rimeligvis
skulle være en hjælp, om noget ellers kunne hjælpe til retfærdighed, ikke alene
er kommet uden at være til hjælp, men endog har øget synden. For vores onde
natur bliver endnu mere fjendsk, når loven forbyder os noget, og vil hellere
følge sin egen lyst. Loven gør altså Kristus endnu mere nødvendig og gør
behovet for nåden endnu større, som hjælp for vores natur.
I det sjette kapitel tager han
troens særlige gerning for sig. Det er Åndens strid mod kødet, for fuldstændig
at døde de tiloversblevne synder og lyster, som er blevet tilbage efter
retfærdiggørelsen. Han lærer os, at vi ved troen ikke er blevet så befriede fra
synden, at vi kan være uvirksomme, dovne og sikre, som om der ikke mere fandtes
nogen synd i os. Synden er der stadig, men den regnes os ikke til fordømmelse
på grund af troen, der strider mod den.
Derfor
har vi hele livet nok at gøre for vort eget vedkommende med at tæmme vores
legeme, døde dets lyster og tvinge dets lemmer, så de er lydige mod Ånden og
ikke mod lysterne. Sådan bliver vi ligedannet med Kristi død og opstandelse, og
fuldender vores dåb, som netop betegner syndens død og et nyt liv i nåden.
Indtil vi helt rene for synd også opstår legemligt med Kristus og lever evigt.
Det
kan vi gøre, fordi vi er under nåden og ikke under loven, siger han. Men det at
være uden lov vil ikke sige, at man ingen lov har og derfor kan gøre, hvad man
lyster, pointerer han. Men at være under loven vil sige, at vi omgås lovens
gerninger uden nåden. Da hersker synden virkelig ved loven, fordi ingen af
naturen er loven venlig stemt. Og det er en stor synd. Nåden gør derimod loven
positiv for os. Så er der da ikke mere nogen synd, og loven er ikke længere
imod os, men er blevet ét med os.
Men netop dette er den rette frihed fra
synden og loven, som Paulus skriver om i slutningen af dette kapitel. Det er en
frihed til at gøre godt, fordi man
har lyst til det, og at leve ret uden lovens tvang. Derfor er denne frihed en åndelig frihed, som ikke ophæver loven,
men giver os det, loven kræver af os, nemlig lyst og kærlighed. Med dette
tilfredsstilles loven, så den ikke mere kræver og befaler.
Ganske,
som hvis du skylder en person penge og ikke kan betale. Denne gæld kan du komme
ud af på to måder. Enten ved, at han opgiver sit krav og river regningen itu.
Eller ved at et venligt menneske betaler for dig, ved at give dig så mange
penge, at du kan betale din regning. Det er på den sidste måde, Kristus har
frigjort os fra loven. Derfor er vores frihed ikke en løssluppen, kødelig
frihed, som intet skal udrette, men en frihed, der gør mangt og meget, dog fri
fra lovens krav og skyld.
I det syvende kapitel bekræfter
Paulus dette med et eksempel fra ægteskabet. Når en mand dør, er hustruen fri,
og de er således løst fra hinanden. Det er således ikke forbudt for hustruen,
at gifte sig med en anden, men hun er ikke tvunget til det. Men først nu er hun
fri til at tage en anden. Det kunne hun ikke tidligere, før hun var fri fra sin
første mand.
På
samme måde er vores samvittighed bundet til loven under det syndige, gamle
menneske. Når dette bliver dræbt ved Ånden, er samvittigheden fri og løst fra
loven. Dog ikke sådan, at samvittigheden intet skal gøre, men først nu er det
hos den anden mand, Kristus, og bærer livsfrugt.
Dernæst forklarer Paulus syndens
og lovens væsen nærmere, hvordan synden ved loven for alvor rejser sig og
bliver mægtig. Det gamle menneske bliver nemlig blot endnu mere fjendtligt mod
loven, fordi det ikke kan yde, hvad loven kræver. Dets natur er at synde, og
det kan af sig selv ikke andet. Derfor betyder loven død og alle slags plager
for det gamle menneske.
Det
skal ikke forstås sådan, at loven skulle være ond, men den onde natur kan ikke
lide det gode, fordi det gode derved fordres af den. Det er ligesom når en syg
ikke kan tåle, at man kræver løben og springen og
andre ting af ham, som et rask menneske kan gøre.
Derfor
drager Paulus her den slutning, at hvor loven erkendes ret og forstås på rette
måde, gør den ikke andet end at minde os om vores synder. Den dømmer os til
døden og gør os skyldige til den evige vrede. Det læres og erfares alt sammen
klart i samvittigheden, når den virkelig rammes af loven. Derfor må man have
noget andet og mere end loven for at gøre et menneske fromt og saligt. Men de,
der ikke erkender loven ret, er blinde og tror i deres hovmod, at de kan
tilfredsstille loven med gerninger. De forstår nemlig ikke, hvor meget loven
kræver, nemlig et frit, villigt, glad hjerte. Derfor ser de ikke Moses ret i
øjnene, han er tildækket og skjult.
Derefter viser han, hvordan Ånd
og kød kæmper mod hinanden i os. Han bruger sig selv som eksempel, så vi lærer
ret at erkende den gerning at dræbe synden i os. Han kalder imidlertid både Ånd
og kød for en ”lov”. Ligesom det nemlig er den guddommelige lovs væsen at drive
og kræve, sådan driver, kræver og raser også kødet mod Ånden og vil have sin
vilje opfyldt. På den anden side driver og kræver også Ånden mod kødet og vil
have sin vilje opfyldt. Denne kamp fortsætter i os, så længe vi lever. Hos
nogen går det hurtigere, hos andre langsommere, eftersom Ånden eller kødet
bliver stærkest. Imidlertid er hele
mennesket både Ånd og kød, som kæmper med sig selv, indtil det bliver helt
åndeligt.
I det ottende kapitel trøster
Paulus dem, der kæmper, med at deres kød ikke skal fordømme dem. Endvidere
viser han, hvori kødets og Åndens væsen består. Han lærer, at Ånden kommer fra
Kristus, der har givet os sin Helligånd, som gør os åndelige og dæmper kødet.
Ånden forsikrer os om, at vi, uanset hvor hårdt synden raser i os, dog er Guds
børn, så længe vi følger Ånden og strider
imod synden for at døde den.
Men
da intet er så godt til at undertrykke kødet som kors og lidelse, så trøster
han os i lidelsen med den hjælp, vi får fra Åndens kærlighed og alle
skabninger. Dette sker ved, at både Ånden i os sukker og at skabningen længes
sammen med os efter at blive befriet fra kødet og synden.
Så
ser vi da, at disse tre kapitler, 6, 7 og 8, handler om den ene troens gerning,
som kaldes at døde den gamle Adam og undertvinge kødet.
I det niende, tiende og ellevte
kapitel lærer Paulus os om Guds evige udvælgelse, hvoraf det følger, hvem der
skal komme til tro, og hvem der ikke skal, hvem der kan blive løst fra synden,
og hvem der ikke kan. Hermed tages det fuldstændigt ud af vores hænder og
lægges alene i Guds hånd, at vi skal blive frelst. Det er også i allerhøjeste
grad nødvendig. Vi er så svage og usikre, at hvis det stod til os, ville intet
menneske blive frelst. Djævelen ville ganske sikkert vinde over os alle sammen.
Men da Gud er trofast, så hans udvælgelse ikke slår fejl og ingen kan forhindre
ham i noget, så har vi endnu håb imod synden.
Men
her må de højtflyvende og hovmodige ånder bremses. De blander deres forstand
ind i det, som er oventil og forsøger at udforske den guddommelige udvælgelses
dybder. De bekymrer sig forgæves med at finde ud af, om de er udvalgte. Derved
styrter de sig selv i ulykke, så de enten fortvivler eller bliver ligeglade.
Den rette fremgangsmåde er
imidlertid, at du læser dette brev i den rigtige rækkefølge. Koncentrer dig
først om Kristus og evangeliet, så du erkender din synd og hans nåde. Kæmp
derefter mod synden, som de første 8 kapitler lærer det. Når du så i kapitel 8
kommer under kors og lidelser, vil du rigtig kunne forstå, hvor trøsterig
udvælgelsen er i kapitel 9, 10 og 11. For uden lidelse, kors og dødsangst kan
man ikke beskæftige sig med udvælgelsen uden skade og hemmelig vrede mod Gud.
Derfor må Adam først for alvor være død, inden man kan tåle disse ting og
drikker denne stærke vin. Se derfor til, at du ikke drikker vin, når du endnu
er et spædbarn. Enhver lære har sin måde, tid og alder.
I det tolvte kapitel lærer
Paulus om den rette gudstjeneste og kalder alle kristne for præster. De skal
ikke ofre penge eller kvæg som i loven, men deres egne legemer ved at døde de
syndige lyster.
Dernæst
beskriver han de kristnes ydre færd i det åndelige regimente, hvordan de skal
prædike, styre, tjene, give, lide, elske, leve og handle mod ven, fjende, ja,
hvem som helst. Det er de gerninger, en kristen gør, for troen er som sagt
aldrig uvirksom.
I det trettende kapitel lærer
han os at ære og være lydig mod det offentlige styre. Skønt dette styre ikke
gør mennesker retfærdige over for Gud, så er det dog indsat for at sørge for,
at de fromme har ydre fred og beskyttelse, og at de onde ikke uden frygt eller
frit i fred og ro kan øve det onde. Derfor skal også de fromme ære de
offentlige myndigheder, skønt de egentlig ikke selv trænger til det.
Til
sidst sammenfatter han alt i kærligheden og slutter med Kristi eksempel.
Ligesom han har gjort mod os, sådan skal vi også gøre og efterfølge ham.
I det fjortende kapitel lærer
Paulus, hvordan man forsigtigt skal lede og skåne de skrøbelige samvittigheder
i troen. Man skal ikke bruger den kristne frihed til at skade, men til at
styrke de svage.
Hvor
man ikke gør det, følger splid og foragt for evangeliet, som dog er det ene
fornødne. Derfor er det bedre at vige en smule for de svagttroende, til de
bliver stærkere, end at evangeliets lære skal gå helt til grunde. Det er en
kærlighedsgerning, som ikke mindst er nødvendig nu, hvor man med hensyn til at
spise kød og andre friheder frækt, udisciplineret og unødvendigt ryster de
svage samvittigheder, inden de har forstået sandheden.
I det femtende kapitel viser
Paulus med Kristus som eksempel, at vi også skal bære over med andre svage, der
falder i åbenlys synd, eller har upassende vaner. Dem må man ikke forskyde, men
bære over med, indtil også de forbedre sig.
Sådan
har Kristus også gjort mod os og gør det endnu dagligt. Han bærer over med
mange umoralske ting og onde vaner foruden al vores ufuldkommenhed, og han
hjælper og støtter os uden ophør.
Som
en afslutning beder Paulus for menigheden, roser den og befaler den til Gud.
Han viser hen til sit embede og sin forkyndelse og beder forsigtigt menigheden
om en gave til de fattige i Jerusalem. Han er fyldt med kærlighed i alt, hvad
han siger og gør.
Det sidste kapitel er fyldt med
hilsener. Men ind imellem blander Paulus en oprigtig advarsel mod
menneskelærdomme, som trænger ind ved siden af den evangeliske lære og vækker
anstød. Det er, som om han havde forudset, at det netop var fra Rom og ved
romerne, at alle de forføreriske og anstødelige kirkelige love og ritualer
ville komme. Og hele den sværm og vrimmel af menneskelige love og bud, som nu
oversvømmer hele verden. De har opslugt dette brev og hele Den hellige Skrift
samt Ånden og troen, så at der ikke er mere tilbage end bugen som afgud, den,
hvis tjenere Paulus her skildrer dem som. Gud fri os fra dem. Amen.
Altså finder vi i dette brev i
rigeste mål, hvad en kristen skal vide, nemlig hvad lov, evangelium, synd,
straf, nåde, tro, retfærdighed, Kristus, Gud, gode gerninger, kærlighed, håb og
kors er. Desuden, hvordan vi skal forholde os over for enhver, enten han er
from eller en synder, stærk eller svag, ven eller fjende og over for os selv.
Det
hele er solidt begrundet i Skriften, bevist med eksempler fra ham selv og fra
profeterne, så man ikke kan ønske sig mere. Derfor ser det også ud, som om
Paulus i dette brev i korthed har villet fremstille hele den kristne og
evangeliske lære og åbne en indgangsdør til hele det Gamle Testamente. For den,
der af hjertet har tilegnet sig dette brev, har uden tvivl det Gamle
Testamentes lys og kraft hos sig. Derfor skal enhver kristen gøre sig fortrolig
med Romerbrevet og stadig beskæftige sig med det.
Dertil
give Gud sin nåde.
Finn B. Andersen, januar 2004