Martin Luther

Jesu Kristi Bjergprædiken

 

 

 

 

 

Luther prædikede ofte for menigheden i Wittenberg. Det var når bykirkens sognepræst Johannes Bugenhagen var af sted for at ordne kirke- og skolevæsenet i andre lande, blandt andet i Danmark.

      Under Bugenhagens ophold i Lübeck fra november 1530 prædikede Luther fortløbende over Matthæus 5-7. Disse prædikener over Bjergprædikenen udkom første gang i 1532. Gennemgangen af disse spændende kapitler er således den modne og afklarede reformators forkyndelse for den almindelige kirkegænger.

      Teksten er oversat og tilrettelagt i overensstemmelse med Martin Luthers originaltekst i Weimar Udgaven (WA) 32, 299-544.

November 2006

Jesper Kristensen og Finn B. Andersen

 

     

 

 

     

 

 

Bjergprædikenen

 

Matthæus 5-7

 

 

Martin Luthers fortale

Jeg er meget glad for, at mine prædikener over de tre kapitler hos Matthæus, som af Augustin kaldes Herrens bjergprædiken, bliver udgivet. Blot håber jeg på, at Gud vil give sin nåde til, at denne Kristi lære kan fastholdes og opretholdes ved den rette, sikre, kristelige forståelse, for det er jo i høj grad almindelige udsagn og tekster, som der drives hårdt på med og som man i høj grad lever efter i hele kristenheden. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har forelagt den rette, rene, kristne forståelse for mine tilhængere og for dem, der ønsker at høre den.

 

Kapitel fem er værst

Det er ikke til at fatte, hvordan den lede djævel så mesterligt har fordrejet og forvendt især det femte kapitel, gennem sine apostle, så han har gjort det til det stik modsatte. Kristus har her med fortsæt sat sig for at imødegå enhver falsk lære og åbenbare den rette betydning af Guds bud. Som han siger: ”Jeg er kommet for at nedbryde loven.” (Matt 5,17). Derfor tager han stykke for stykke, og vil gøre den klar og sikker. Alligevel har den Helvedes Satan ikke fundet nogen tekst i Skriften, som han har fordrejet på mere skændig måde og fået mere vildfarelse og falsk lære ud af, end netop denne, som af Kristus selv er indrettet og fremsat, for at den skal gendrive falsk lære. Det kan man kalde et djævelsk mesterstykke.

      For det første har nu disse grove svin og æsler, jurister og sofister, paveæslets højre hånd, og hans krigshær overfaldet dette femte kapitel. Af disse skønne roser har de suget en sådan gift, og udbredt den over hele verden, at Kristus er blevet skåret ned og antikrist ophøjet og sat i vejret. De lærer nemlig, at Kristus her ikke har villet have alt det, han lærer i det femte kapitel, forstået som påbud, der skulle overholdes af de kristne. Nej, han har kun villet give råd til dem, der vil være fuldkomne, og så skal de kun overholdes af dem, der har lyst til det. Uanset, at Kristus selv vredt sætter trussel på: De mennesker kommer ikke i Himlen, der ophæver det mindste af den slags bud, og han kalder det højt og tydeligt for bud.

 

tolv frivillige råd

De har opdigtet tolv gode råd i evangeliet, som den, der vil, kan overholde, hvis han frem for og over de andre kristne vil være noget højere og mere fuldkomment: De har altså ikke alene anbragt den kristne frelse og fuldkommenhed uden for troen, i gerningen, de har også gjort disse gerninger frivillige.

      Det skulle jeg mene er ensbetydende med sådan ret og slet at forbyde gode gerninger, hvad de jo beskylder os for, de store æsler og bespottere. For de kan ikke benægte dette, og her hjælper det dem ikke at dække over eller besmykke sagen, så længe der er noget, der hedder det femte kapitel hos Matthæus.

      For deres bøger og fortolkninger kan man selv slå op i; og dertil kommer fra gammel tid og endnu i dag deres ubodfærdige levned; de lever jo efter denne lære.

      Og læren om de tolv evangeliske råd er ganske almindelig hos dem; disse råd er: ikke at gengælde det onde, ikke at tage hævn, at vende den anden kind til, ikke at modstå det onde, at lade kappen følge efter kjortelen, at gå to mil i stedet for én, at give alle, der beder om det, at låne til dem, der ønsker det, at bede for sine forfølgere, at elske fjenderne, at gøre vel imod dem, der hader, osv, sådan som Kristus her lærer det. Alt sådant (udspyer de) er ikke påbud, og æslerne fra Paris angiver den egentlige grund og siger, at det ville være alt for svært, hvis de blev belastet med det, osv.

      På den måde har juristerne og sofisterne hidtil regeret kirken og lært i den, så Kristus med sin lære og udlægning har måttet være deres nar og gøgler; og desuden gør de endnu ikke bod i den anledning, men vil stadig gerne forsvare det, og stadig gerne opkaste deres forbandede, grimme kanoner igen, og krone deres paveæsel igen. Men Gud give, at jeg måtte få lov til at leve og give en sådan krone armbånd og ædelsten, så skal æslet, om Gud vil, komme til virkelig at kunne kaldes kronet.

      Derfor, kære broder, hvis du vil, og ikke har noget bedre, så lad disse mine prædikener tjene dig, for det første, imod vore junkere, juristerne og sofisterne. Jeg tænker især på kirkerets-folkene, som ganske vist selv kalder sig æsler, hvad de da også er; sådan at du kan holde fast ved Kristi rene lære på dette sted hos Matthæus imod deres æselkunst og djævlemøg.

      For det andet skal du også holde fast ved det imod de nye jurister og sofister, nemlig sektererne og gendøberne, som også på ny ud af deres dumme hoveder anretter hjertesmerte i dette femte kapitel.

      Og ligesom de første falder for meget til den venstre side, og ikke overalt vil overholde denne Kristi lære, men har fordømt og tilintetgjort den, sådan falder de andre for meget til den højre side, og lærer, at man ikke selv skal eje noget, ikke skal sværge, ikke have nogen øvrighed eller domstol, ikke beskytte sig eller forsvare sig, løbe bort fra kone og børn, og meget af den slags elendighed.

 

Falske gode gerninger og opdigtet hellighed

Sådan koger og brygger Djævelen det hele sammen, så de ikke kender forskel på verdsligt og guddommeligt rige, meget mindre véd, hvordan man bør lære og handle i hvert rige. Det kan vi, gudskelov, rose os af, at vi i disse prædikener klart og omhyggeligt har påvist og understreget, så at den, der fremover farer vild eller vil fare vild, for hans vedkommende skal vi være undskyldt, som nogen, der troligt har gjort, hvad vi skulle, til enhvers bedste. Deres blod må komme over deres egne hoveder. Lønnen for det vil vi vente på, nemlig utak, had og alle slags fjendskab, og vi siger Gud tak til.

      Fordi vi da har erfaret og gennem den slags gruelige eksempler fra både pavelige og sekteriske jurister véd, hvad Djævelen har i sinde, og tænker på at fordreje især dette femte kapitel hos Matthæus og dermed at ødelægge den rene kristne lære, så skal enhver prædikant eller sognepræst bedes om og formanes til, at han troligt og flittigt vogter imod det i den lille hjord, der er lagt hen til ham, og hjælper til med at opretholde den rette forståelse. For så længe Djævelen lever og verden består, vil han ikke ophøre med at anfægte dette kapitel. For det ligger ham meget på sinde, at han derigennem helt kan undertrykke de gode gerninger, sådan som det skete under pavedømmet; eller indrette falske gode gerninger og opdigtet hellighed, sådan som han er begyndt med det nu gennem de nye munke eller altså sektererne.

      Og selv om så begge to, både de pavelige og de sekteriske jurister og munke, gik til grunde, så ville han dog bare finde andre og opvække dem. For han må have den slags tjenere og hans rige er fra verdens begyndelse af blevet styret af munke. Selv om de ikke blev kaldt munke, så er dog deres lære og liv munkagtigt, det vil sige, det var et andet og særligt eller bedre liv, end det Gud har befalet; sådan som hos Israels folk baalitterne og den slags var, hos hedningerne gallerne og vestalitterne osv.

      Derfor kan vi ikke være sikre for ham. For ud fra dette femte kapitel er også pavens munke kommet, som dem, der for sig selv lagde beslag på den eneste fuldkomne stand, frem for de andre kristne. Denne stand grundlagde de på dette kapitel, og de har holdt fast ved det i en sådan grad, at de blev fulde af begærlighed, overlegenhed og til sidst fulde af alle mulige djævle.

      Kristus, vor kære Herre og mester, som har lukket den rette betydning op for os, vil formere og styrke os i den, og dertil hjælpe os til, at vi også lever og handler derefter. Ham være lov og tak, tillige med Faderen og Helligånden, i evighed. Amen.

 

 

 

 

 Matt 5

  

v1 Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. v2 Og han tog til orde og lærte dem:

 

En god prædikant

Ved denne fortale giver evangelisten os først en klar og levende anskuelse af, hvordan Kristus stiller sig til den prædiken, han vil holde, for at man skal se, at det er hans alvor: ”Han går op på bjerget, sætter sig og tager til orde.” Dette er de tre stykker, der hører til en god prædikant: først, at han træder frem; for det andet, at han lukker munden op og siger noget; for der tredje, at han også kan holde op igen.

      At træde frem vil sige, at stille sig hen som en mester eller prædikant, der kan og skal gøre sin gerning, som dertil kaldet, og som den, der ikke kommer af sig selv, men hvem det tilkommer af pligt og lydighed, så at han kan sige: Jeg kommer ikke anstigende her af egen magt og vilje, men må gøre det på embedes vegne.

      Dette er sagt imod dem, som både før og nu skaffer os så megen plage og fortræd, sektererne og sværmerne, der strejfer om hid og did i landet og forgifter folk, før sognepræsten og de, som sidder i embede og øvrighed, få nys derom De besmitter hus efter hus, indtil de forgifter en hel by, og så et helt land. For at holde sådanne landstrygere borte, skulle man aldeles ikke tillade nogen at prædike, som ikke har befaling dertil, og hvem embedet ikke er betroet. Heller ikke skal nogen, selv om han er præst, når han hører om en sogneprædikant i en papistisk eller anden kirke, som forfører mennesker, indlade sig på at prædike imod ham; heller ikke løbe omkring i husene og holde hemmelige møder, men blive hjemme og passe sit embede og sin prædikestol, eller tie stille, hvis han ikke vil eller kan træde offentligt op på prædikestolen.

      Gud vil ikke, at man skal løbe omkring med hans ord, som om man var drevet af Helligånden, og måtte prædike, og trænge sig ind på hvert sted og i hver krog, i huse og på prædikestole, når man intet embede har. Ikke engang Paulus selv ville prædike på de steder, hvor de andre apostle tidligere havde prædiket, skønt han var kaldet af Gud til apostel; Rom 15, 20; 2 Kor 10, 15-16. Derfor står der her, at Kristus tråder frit og offentligt op på bjerget, idet han begynder sit prædikeembede, og straks derefter siger han til sine disciple: ”I er verdens lys.” Ligeledes: ”Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.” For prædikeembedet og Guds Ord skal skinne frem som solen, og ikke snige sig om i mørket og hemmeligt, som når man leger blindebuk, men træde ud i dagen og lade sig se frit i øjnene, så både prædikant og tilhørere er visse på, at der læres ret, og at embedet er befalet, så de ikke behøver at stikke det under stolen. Sådan skal du også gøre: når du er i embedet, og har be­faling til at prædike, så træd frit og offentligt frem, og sky ingen, så du kan rose dig med Kristus: ”Jeg har talt til verden i fuld offentlighed; og i det skjulte har jeg intet talt.” Joh 18, 20.

      Men spørger du: Hvordan? Skal da ingen lære, uden det sker offentligt? Eller skal en familiefar i sit hus ikke lære sin husstand, eller ansætte en studeret mand eller en anden til at læse for dem? Svar: jo visselig, og det er også vel gjort, og der er tilmed rette sted og tid dertil. For enhver familiefar er skyldig til at opdrage og oplære eller lade andre oplære sine børn og husfolk. For han er i sit hus som en præst eller biskop over sine folk, og det er ham befalet, at han skal have tilsyn med hvad de lærer og være ansvarlig for dem. Men dette er noget andet, end hvis du ville gøre sådant uden for dit hus, og af dig selv trænge dig ind i andre huse eller til dine naboer. Du skal heller ikke tillade, at nogen sniger sig ind til dig, og i dit hus driver sit væsen med prædiken, som ikke er ham befalet. Men kommer der en til et hus eller en by, så lad ham bringe vidnesbyrd for, at han er anerkendt. Eller vise segl og brev for, at han har befaling dertil. For man kan ikke tro alle omstrejfere, som roser sig af Helligånden og dermed trænger sig ind i husene, hvor som helst de kan. Kort sagt: evangeliet eller prædikeembedet skal ikke lade sig høre i krogene, men højt på bjerget, og frit og offentligt for dagen. Det er det første, som Matthæus her vil lære.

      Det andet er, at han åbner sin mund. Dette hører, som sagt, også med til en god prædikant, at han ikke har lås for munden, og ikke alene driver sit embede offentligt, så at enhver må tie og lade ham træde frem, som den, der har guddommelig ret og befaling, men han må også lukke munden op, frisk og frimodigt. Han skal prædike sandheden og hvad der er ham befalet, ikke tie stille eller mumle i skægget, men bekende uden frygt og uforfærdet, og tale rent ud, uden at anse eller skåne nogen, det træffe hvem eller hvad, det vil.

      Det hindrer nemlig en prædikant såre meget, hvis han vil se sig om, og være bekymret for, hvad man gerne hører eller ikke hører, eller hvad der kunne volde ham ugunst, skade eller fare. Som han står højt på bjerget, på et offentligt sted, og skuer frit omkring, sådan skal han også tale frit og ikke frygte for nogen, selv om han ser mange slags folk og hoveder. Han skal tage bladet fra munden, hverken bryde sig om nådige eller unådige højtstående personer og rigmænd, hverken om penge, rigdom, ære og magt, eller om skam, fattigdom og skade, og ikke tænke på andet, end at han skal tale, hvad hans embede kræver; for derfor står han der.

      For Kristus har ikke indstiftet og indsat prædikeembedet, for at man dermed skal vinde penge, gunst, ære, venskab, eller søge sin fordel, men for at man skal bringe sandheden frit og offentligt frem for dagen, straffe det onde, og sige hvad der befordrer sjælenes frelse og salighed. Guds Ord er ikke her i verden for at lære, hvordan en ansat skal udføre sit arbejde og tjene sit brød, eller hvordan en borgermester skal regere, en bonde pløje eller høste. Kort sagt: Det hverken giver eller anviser jordiske ejendele, hvormed man kan opholde dette liv; for sådant har fornuften allerede givet enhver. Hvad det vil lære os, er hvordan vi skal vinde det evige liv, mens det tillader os at bruge dette liv og at drage omsorg for dette legeme, så længe det varer. Dog sådan, at vi véd, hvor vi skal have fast bolig og leve, når dette jordiske må ophøre.

      Når det nu kommer dertil, at man skal prædike om det andet liv, som vi skal tragte efter og for hvis skyld vi ikke skal agte det nærværende, som om vi ville blive evigt her på jorden, så begynder strid og kamp, fordi verden ikke vil tåle denne prædiken. Er nu nydelse og dette timelige liv en præst kær, så er han ikke personen til dette. Så står han blot og underholder på prædikestolen, men prædiker ikke sandheden, og lukker aldrig munden ret op. Hvor det vil gå hårdt til, holder han inde og vil ikke vove skindet. Derfor har Matthæus her forud vist os, at Kristus, som en ret prædikant, går op på bjerget og lukker munden frimodig op, lærer sandheden og straffer både falsk lære og falsk liv, som vi skal høre.

     

v3 Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Dette er jo en ret sød og venlig begyndelse på hans lære og prædiken. For han farer ikke løs som Moses eller en lovlærer med bud, trusler og forfærdelse, men på det allervenligste med lutter dragen og lokken og kærlige løfter. Og vistnok, var de ikke sådan opskrevet og tilbudt os alle, de kære ord og prædikener, som den Herre Kristus selv har talt og holdt, så ville nysgerrigheden drive og jage enhver til at løbe derefter lige til Jerusalem, ja til verdens ende, for dog at få høre blot ét eneste ord deraf. Da skulle man finde penge nok til at anlægge en banet vej derhen, og enhver ville prise sig lykkelig ved, at han havde hørt eller læst de ord og prædikener, som kom fra den Herre Kristus selv. O, hvor skulle man agte den person for ret salig, som oplevede dette! Sådan ville det virkelig gå, hvis vi ikke havde noget af det skrevet ned, selv om der ellers var meget skrevet af andre. Enhver ville sige: ja, jeg hører vel, hvad Paulus og andre af hans apostle har lært, men meget hellere ville jeg dog høre, hvad han selv har talt og prædiket. Men nu, da det er så almindeligt, så enhver har det skrevet i Bibelen og daglig kan læse det, agter ingen det for noget særligt og kosteligt. Ja, vi bliver tilmed strid deraf, og slå det hen i vejr og vind, som om ikke den høje majestæt fra Himlen, men en simpel skomager eller skrædder havde talt til os. Derfor oplever vi også til straf for vor utaknemmelighed og foragt, at vi ikke får gavn af det, og slet ikke føler eller smager, hvad der er for en skat, kraft og magt i Kristi ord. Men den, som har den nåde, at han ret anser det som Guds og ikke som menneskers ord, han vil også agte det alt højere og kostelige, og aldrig blive træt eller utilfredst med det.

      Men så venlig og sød denne prædiken er for de kristne, som er hans disciple, så fortrædelig og utålelig er den for jøderne og deres store hellige. For han giver dem med disse ord straks i begyndelsen et hårdt stød, forkaster og fordømmer deres lære, og prædiker ganske det modsatte; ja, han råber ve over deres liv og lære, som Lukas 6, 24 flg. viser. For dette er summen af deres lære: Når det går et menneske godt her på jorden, så er han salig og vel faren. Og derpå gik alting ud hos dem, at når de var gudfrygtige og tjente Gud, skulle Gud give dem nok her på jorden, og ikke lade det mangle på nogen ting. Som David siger om dem i Salme 144, 13-14, går deres lære ud på, at ”vore lagre er fulde og rummer al slags forråd; vore får på markerne bliver til tusinder, titusinder; vore okser er drægtige, der sker ingen uheld, de kælver ikke for tidligt, der lyder ikke klageråb på vore torve.” Dette kalder de et lykkeligt folk.

 

Lidelse er den kristnes kendetegn

Derimod oplader Kristus nu sin mund, og siger: Der hører noget andet til, end at have fuldt op på joden, som om han vil sige: I kære disciple, når I skal prædike blandt folk, så vil I finde, at de alle lærer og tror sådan: Den, som er rig og mægtig, er ganske bestemt salig, og omvendt: den, som er fattig og elendig, er forkastet og fordømt af Gud. For i den tro stod jøderne fast; når det gik et menneske godt, da var det tegn på, at han havde en nådig Gud; og omvendt. Dette kom deraf, at de havde mange og store løfter fra Gud om timelige, legemlige goder, som han ville give de fromme. Derpå forlod de sig, og mente, at når de havde disse, så stod de sig vel med Gud. Dette se vi også af Jobs bog; for hans venner gå i rette med ham og drive hårdt på, at han i et eller andet stykke måtte have forbrudt sig slemt imod Gud, fordi han blev sådan straffet; derfor skulle han bekende det, omvende sig og frygte Gud, så ville Gud igen tage straffen fra ham.

      Derfor er en prædiken straks i begyndelsen nødvendig, hvormed Kristus kan omstøde og udrive en sådan vildfarelse af hjerterne, som en af de største hindringer for troen, der bestyrker den store afgud Mammon i hjertet. Af sådan lære kan intet andet følge, end at mennesker bliver gerrige, og enhver blot tragter efter, hvordan han kan have fuldt op af alting og gode dage, uden mangel og modgang. Enhver måtte tænke: Er den salig, hvem det går godt og som har fuldt op af gode ting, så må jeg se til, at heller ikke jeg skal stå tilbage.

      Dette er også nu til dags hele verdens tro, især tyrkernes, som fuldt og fast forlader sig og bygge herpå. Derfor slutter de: Det er ikke muligt, at de kunne have så megen lykke og fremgang, hvis de ikke var Guds folk og han var dem nådig frem for alle andre. Sådan tror også hos os hele pavedømmet, hvis lære og liv ikke er bygget på anden grund, end blot at have nok, og som derfor har skrabet al verdens goder til sig, som man kan se for sine øjne. Kort sagt, dette er den største og almindeligste tro eller religion på jorden, som alle mennesker efter kød og blod bekender sig til, og de kan jo heller ikke agte noget andet for salighed.

      Derfor fremfører han her en hel anden, ny prædiken for de kristne, at når det går dem dårligt og de må prøve fattigdom, og give slip på rigdom, magt, ære og gode dage, skal de alligevel være salige, og ikke have en timelig, men en evig løn, så de har nok i Guds rige.

      Men siger du: Hvordan? Skal da alle kristne være fattige, og må ingen have penge, ejendele, ære og magt? Eller hvordan skulle da de rige, som fyrster, herrer og konger, bære sig ad? Må de lade al deres ejendom og ære fare, eller købe Himmeriget af de fattige, som nogle har lært? Svar: Nej, det gælder ikke om at købe det af de fattige, men selv at være fattig og at blive funden blandt sådanne fattige, når man vil have Himmeriget. For der står kort og klart: ”salige er de fattige.” Dog er dertil føjet det lille ord: ”i ånden.” Altså er det heller ikke gjort med, at nogen er legemlig fattig, og ikke har penge og ejendele. For i det ydre at have penge, ejendele, land og folk, er i sig selv ikke noget ondt, men en Guds gave og anord­ning. Heller ikke er nogen salig, fordi han er en tigger og intet ejer. Det er på at være åndelig fattig, at det kommer an. For jeg har straks i begyndelsen sagt, at Kristus her slet ikke handler om verdsligt regimente og anordning, men han vil alene tale om det åndelige, hvordan man skal leve for Gud i sit hjerte. Til det verdslige regimente hører, at man har penge. ejendele, ære, magt, land og folk, og det kan ikke bestå uden dette. Derfor kan og skal en Herre og fyrste ikke være fattig, for han må have sådanne ting til sit embede og sin stand. Det er derfor ikke me­ningen, at man må være sådan fattig, at man slet ingen ejendom besidder. For verden kan ikke bestå, hvis vi alle skulle være tiggere og intet have. Ingen familiefar kunne opholde sit hus og sine folk, når han selv intet havde. Altså: at være legemlig fattig, hjælper ikke, for man finder mangen tigger, som tager sit brød for dørene, mere stolt og ond, end nogen dommer, og der er mangen lurvet bonde, som er vanskeligere at komme til rette med, end nogen Herre og fyrste. Derfor vær legemlig og i det ydre fattig eller rig, som det er dig beskikket, det spørger Gud ikke efter; men vid, at enhver må være fattig for Gud, dvs. åndelig og i hjertet, så at han ikke sætter sin tillid og fortrøstning til timelige goder eller begraver sit hjerte deri, og lader Mammon være sin afgud. David var en fortræffelig konge og måtte sandelig have sin pung og kiste fuld af penge, sine lofter fulde af korn, og landet fuldt af alle slags ejendele og forråd; men alligevel måtte han ved siden af åndelig være en fattig betler, som han synger om sig selv, Sl 70, 6: ”Jeg er hjælpeløs og fattig, skynd dig at komme til mig, Gud!”

      Den konge, der sidder i sådan herlighed og er en Herre over land og folk, tør ikke kalde sig andet end en gæst og pilegrim, som den, der vandrer på landevejen, og ikke har noget blivende sted. Dette er et hjerte, som ikke binder sig til ejendele og guld; men, skønt det har disse ting, er det, som om det intet havde. Som Paulus siger om de kristne, 2 Kor 6, 10: ”som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt.”

      Alt dette sigter til at lære os, at alle timelige ting, og hvad der hører til det legemlige livsophold, skulle vi, medens vi leve her, ikke bruge anderledes end som en gæst, der er på et fremmed sted, hvor han overnatter, og hvorfra han drager bort om morgenen. Han behøver ikke mere end kost og husly til livsophold, og må ikke sige: ”det er mit, her vil jeg blive;” heller ikke sætte sig fast i ejendommen, som om den tilhørte ham retmæssigt. Så måtte han være beredt på, at værten snart ville sige til ham: ”Min gode mand, er du klar over, at du er en gæst her?" Gå din vej, hvor du hører hjemme.” Det er også meningen her: timelige ejendele har Gud givet dig for livet, og han under dig gerne, at du bruger det og dermed fylder mavesækken, men du må ikke sætte dit hjerte dertil, som om du ville leve evigt, men være som den, der altid rejser videre, og tragter efter en anden, højere og bedre skat, som er og evigt skal vedblive at være din rette ejendom.

      Dette er talt enfoldigt for almindelige mennesker, for at man kan lære at forstå, hvad det efter Skriftens mening er at være åndelig fattig for Gud, nemlig, at man ikke skal regne det på ydre måde efter penge og ejendele, eller efter mangel og overflod, da man ser, som før sagt, at de fattigste, usleste tiggere er de værste, mest fortvivlede skurke, og begår alle slags kæltringestreger, som brave folk, rige borgere eller herrer og fyrster ikke gør; ligesom man også på den anden side ser mange hellige folk, som har haft penge, ejendele ære, land og folk nok, og som dog har været fattige med så meget ejendele. Man må regne det efter hjertet, som ikke gør sig mange bekymringer, om det har noget eller intet, meget eller lidt, og som, hvad det så end har, altid sætter det sådan til side, som om det intet havde, og til enhver tid måtte lide skade derpå og miste det, men derimod altid holder fast ved Guds rige.

 

Åndelig rigdom og fattigdom

Fremdeles hedder den rig ifølge Skriften, som, skønt han hverken har penge eller ejendele, dog graver og roder derefter, som om han aldrig kunne få nok. Disse er det just, som evangeliet kalder de rette rige gniere, som i den største rigdom har allermindst, og aldrig lade sig nøje med, hvad Gud beskikker dem. For evangeliet ser ind i hjertet, at dette er fuldt af ejendele og guld, og dømmer derefter, selv om der intet er i pungen og pengekisten. På den anden side dømmer det også den fattige efter hjertet, om han end har både kister og hus og gård fulde. Sådan trænger den kristne tro igennem, og ser hverken på fattigdom eller rigdom, men alene på, hvordan hjertet er beskaffent. Gemmer der sig en gnier, så hedder han åndelig rig, og på den anden side hedder den åndelig fattig, som ikke hænger ved ejendele og guld, og kan lade det fare af sit hjerte. Som Kristus på et andet sted siger: ”Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv.” (Matt 19, 29). Hermed vil han drage hjer­terne bort fra det jordiske, så de ikke skal agte dette for deres rigdom, og trøster dem, der må lade det fare, med at de skal få meget mere og bedre igen også i dette liv, end de kan forlade.

      Ikke at man skal løbe fra hus og hjem, ejendele, hustru og børn, og fare om i landet til besvær for andre folk, sådan som gendøbersværmerne gør, der beskylde os for, at vi ikke prædiker evangeliet ret, fordi vi beholder hus og hjem og bliver hos hustru og børn. Nej, sådanne gale hellige vil han ikke have. Nej, det er den, som med hjertet kan forlade hus og hjem, ejendele, hustru og børn, skønt han sidder midt deri, bliver hos dem, ernærer sig med dem og tjener dem i kærlighed, som Gud har befalet, og dog sætter det til side, når det kræves, så at han for Guds skyld kan lade det fare, når det skal være. Er du sådan sindet, da har du forladt alt; det kommer altså blot an på, at hjertet ikke er taget til fange, men bliver rent for gerrighed og fasthængen ved alle jordiske ting, samt fortrøstning og tillid dertil. Sådan kan en rig godt hedde åndelig fattig, uden at han derfor behøver at bortkaste sine ejendele. Er det derimod nødvendigt, så lader han det fare i Guds navn, ikke fordi han gerne vil bort fra hustru, børn, hus og hjem, som han langt hellere ville beholde, så længe Gud giver disse ting, og tjener ham dermed, medens han dog også er beredt, hvis han igen vil tage dem fra ham. Her ser du, hvad det er at være åndelig fattig, fattig for Gud, eller åndelig intet at have og forlade alt.

      Betragt nu også det løfte, som Kristus føjer ­til, idet han siger: ”for Himmeriget er deres.” Det er jo et stor, udmærket og herlig løfte, at vi, fordi vi her gerne er fattige og ikke agte timeligt ejendele, skal have et skønt, herligt, stort og evigt gode i Himlen. Og når du her lader en liden del fare, som du dog har lov til at bruge så længe og så meget deraf, som Gud giver dig, skal du i stedet for få en krone, hvorved du bliver en borger og Herre i Himlen. Dette burde dog gøre indtryk på os, hvis vi vil være kristne og tror, at Guds Ord er sande. Men ingen giver agt på, hvem det er, som siger det, og endnu mindre hvad han siger. De lader det gå ind det ene øre og ud af det andet, og ingen bekymrer sig derom, eller tager det til hjerte.

 

Villig lidelse er Helligåndens frugt

Men han viser just med disse ord, at ingen forstår dette, uden den, som allerede er en ret kristen. For både dette stykke og alle de andre, som følger efter, er idel frugter af troen, som Helligånden selv må skabe i hjertet. Hvor der ingen tro er, vil Himmeriget også blive udenfor, og dér udebliver også åndelig fattigdom, sagtmo­dighed osv., men der vil gerrighed og havesyge, kiv og strid for dette jordiske indtage pladsen. Derfor er det spildt for sådanne verdenshjerter, så de aldrig lærer eller erfarer, hvad åndelig armod er, heller ikke tror eller agter, hvad han siger og lover om Himmeriget.

      Skønt han dog ordner det sådan, at den, som ikke vil være åndelig fattig i Guds navn, for Himmeriges skyld, han må dog være fattig i Djævelens navn og ikke have tak til. For Gud har hængt de gerrige så fast til deres vom, at de aldrig kan blive mætte eller glade i deres sammenskrabede ejendele. For hr. ger­righed er en munter gæst, som aldrig lader nogen i fred, men driver og jager uafladelig, så man aldrig nogensinde kan nyde det kære ejendele. Derfor hedder det også i Prædikerens Bog 6, 1-2: ”Der er et onde, jeg har set under solen, og det ligger tungt på mennesker: Gud kan give en mand rigdom og formue og ære, så han ikke behøver at nægte sig noget, han har lyst til, men når Gud ikke giver ham mulighed for at nyde det, så er det tomhed og en tung lidelse!” Han må stedse gå i angst og bekymring for, hvordan han skal beholde og øge det, så det ikke forsvinder eller formindskes. Han holdes i et sådant slaveri, at han ikke drister sig til at bruge én eneste krone. Men det hjerte, som kan lade sig nøje og være tilfreds, har ro og Guds rige oven i købet; hvorimod det ellers, med meget ejendele, netop på grund af gerrigheden her må lide Skærsilden, og hisset Helvedes pine, så det går, som man siger: Ondt var det før, værre blev det siden; dvs. her angst og jammer, hist hjertets pine.

      Se, sådan skikker Gud det altid, så hans ord dog må blive sande, og at ingen kan være salig, eller have nok, uden den kristne; og de andre, skønt de har alle ting, dog ikke har noget bedre, ja ikke engang har det så godt. Hvad hjertet angår, må de forblive fattige tiggere; hvorimod de kristne gerne er fattige og holder fast ved et uforgængeligt, evigt gode, nemlig Himmeriget, og er salige Guds børn, medens de andre higer og stræber efter timeligt ejendele, og dog aldrig opnår, hvad de vil. De må tilmed evigt være Djævelens martyrer, der er, kort sagt, ingen forskel imellem en tigger for døren og en sådan gerrig knark, uden at den ene intet har og lader sig afspise med et stykke brød, mens denne, jo mere han har, desto mindre kan han fyldes, selv om han fik al verdens ejendele og guld i én dynge.

      Derfor passer denne prædiken, som jeg har sagt, ikke for verden, udretter heller intet, for den bliver ved sit. Den vil være sikker på sine ting, og ikke tro, men se for øjnene og have i hænderne, og siger: ”Bedre én fugl i hånden, end ti på taget.” Derfor lader Kristus dem igen fare, vil ikke tvinge eller drage nogen til sig efter hårene; men giver sit trofaste råd, hvis nogen vil lade sig råde, og foreholder dem de allerkosteligste løfter. Vil du, så har du her fred og ro i hjertet, og hisset evigt hvad dit hjerte begærer. Vil du ikke, så lad være, og få i stedet både her og hisset al hjertesorg og elendighed. For vi ser og erfarer, at alting kom­mer an på, at man lader sig nøje og ikke hænger fast ved timeligt ejendele, der er da også mange, der kun har en eneste bid brød, og dog kan Gud fylde hans hjerte, så han er glad og mere tilfreds end nogen fyrste eller konge. Kort sagt, han er en rig Herre og kejser, og har hverken bekymring eller møje eller hjertesorg.

      Dette er det første stykke af denne prædiken: Den, som både her og hisset vil have nok, skal betænke, at han ikke skal skrabe og grave til sig for at få nok, men modtage og bruge hvad Gud giver, og nære sig af sit arbejde i troen; så har han her Paradiset og Himmeriget med, som også Paulus siger i 1 Tim 4, 8: ”Gudsfrygten er nyttig til alt og har i sig løfte både for dette liv og for det, som kommer.”

     

v4 Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Kristus begyndt altså denne prædiken vendt mod jødernes lære og tro, men det er ikke blot deres, men hele verdens, når den er allerbedste. Man holder altid fast ved den indbildning, at når man kun her har ejendele, ære og sin kære Mammon, så har man det godt, og alene for den sags skyld vil man tjene Gud. Han går nu videre, og omstøder også den indbildning, at det var det bedste og lyksaligste liv på jorden, når man blot kunne bringe det dertil, at man havde gode, behagelige dage, og var befriet for alt besvær. Som det hedder i Sl 73, 5: ”De har ingen del i menneskers nød, de bliver ikke ramt som andre mennesker.” Det er det højeste, mennesker tragte efter, at kunne leve i lyst og glæde og være uden noget onde. Nu vender Kristus bladet om, sætter lige det modsatte, og kalder dem salige, som sørger og lider ondt. Sådan er alle disse stykker helt igennem rettet mod verdens sind og tanker. For den vil ikke tåle sulter, sorg, vanære, skam, uret og overlast, og dem, der kan gå fri for disse ting, anser den for salige folk.

 

Sorg og møje er ingen sjælden plante hos de kristne

Derfor vil han nu her sige, at der er et andet liv, end det, de søger og forestiller sig, og at en kristen må være indstillet på at sørge og lide ondt i verden. Den, som ikke vil dette, kan nok her have gode dage og leve efter sin vilje, men siden skal han evig sørge, som han siger i Luk 6, 25: ”Ve jer, I som ler nu, for I skal sørge og græde.” Sådan gik det den rige mand i Luk 16, 19, der levede hver dag i luksus og i glæde, og klædte sig i purpur og dyrt tøj, og indbildte sig at han var en stor helgen og stod sig godt med Gud, fordi denne havde givet ham så meget godt. Alligevel lod han den fattige Lazarus ligge daglig for sin dør fuld af sår og bylder, i sulter og møje og stor elendighed. Men hvad dom fik han til sidst hører, da han lå i Helvedes ild: ”Husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines.” (Luk 16, 25). Se, det er netop denne tekst: ”salige er de, som sørger, for de skulle trøstes.” Hermed er atter sagt: De, som her ikke søger og nyder andet end lutter lyst og glæde, de skal evig græde og hyle.

      Men spørger du atter: hvordan skal man da bære sig ad? Skal alle de være fordømte, som ler, synger, springer og går i smukke klæder, spiser og drikker? Vi læser jo om konger og hellige mænd, som også har været glade og levet godt. I særdeleshed er Paulus en underlig helgen; han vil, at vi altid skal være glade, Fil 4, 4, og siger i Rom 12, 15: ”glæd jer med de glade,” og atter: ”græd med de grædende.” Se, det lyder jo som en modsigelse, altid at være glad og dog at græde og sørge med andre. Svar: Ligesom jeg har sagt, at det at være rig ikke er synd eller forbudt, sådan er heller ikke det at være glad, at spise og drikke godt, synd eller fordømmeligt. Sådan er det heller ikke at have ære og et anset navn; men jeg skal dog være tilfreds, selv om jeg ikke har det, eller når jeg kan lade det fare, og i stedet for dette må lide fattigdom, elendighed, skam og forfølgelse. Sådan er og skal begge dele være forenede, både at sørge og at være glad, at spise og at lide sult, som Paulus siger om sig selv i Fil 4, 11-12: ”Jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har. Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod. I ét og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og at lide mangel.” Ligeledes i 2 Kor 2, 8: ”Under ære og vanære, under spot og lovord, som vildledere og dog sandfærdige, som døende, og se, vi lever, som bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt.”

      Derfor er meningen denne: ligesom det at være fattig ikke betyder, ingen penge eller ejendom at have, men ikke at jage derefter eller satte sin tillid og fortrøstning dertil, som om det var ens Himmerige, sådan betyder også det at lide ondt og sørge, ikke i det ydre altid at hænge med hovedet, se sur ud og aldrig le, men ikke at sætte sin fortrøstning til her at have lutter gode dage og leve i sus og dus, sådan som ver­den gør. Den tragter ikke efter andet end at have idel lyst og glæde hernede, begærlig griber derefter og sætter al sin nydelse deri, medens den hverken bryder sig om Gud eller mennesker. Sådan har mange store og herlige mænd, konger og andre, der har været kristne, måttet sørge og lide ondt, selv om de har levet herligt for verden, sådan som David overalt i Salmerne klager over sin gråd og sine lidelser.

      Også nu for tiden kunne jeg vel anføre eksempler på store mænd, herrer og fyrster, som for det kære evangeliums skyld er vel erfarne i dette stykke. Som for eksempel nu på den foregående rigsdag i Augsburg, og ellers, skønt de vel i det ydre levede godt og klædte sig fyrsteligt i silke og guld, og var at se til, som om de dansede på lutter roser. Men daglig måtte de være blandt lutter giftige slanger og opleve så uhørt hovmod, trods og forsmædelse, så megen ondskab og så mange giftige ord af de skammelige papister, der havde sin lyst og glæde i at forbitre deres hjerter, og, så vidt det stod til dem, ikke undte dem en glad stund, så de måtte sluge alt og ikke kunne gøre andet end klage til Gud med suk og gråd. Sådanne folk kender noget til, hvad det betyder: ”salige er de, som sørger og lider ondt,” selv om man ikke straks ser det på dem, og de spiser og drikker med andre, undertiden også ler og spøger med dem, for at glemme deres møje. For du må ikke tro, at det at sørge er blot at græde, klage eller hyle som børn og kvinder. Det er endnu ikke den rette, dybe lidelse, når sorgen kommer ud fra hjertet og strømmer ud af øjnene, men derimod når de svære stød kommer, som rammer og bestormer hjertet, så man ikke kan græde og ikke tør klage for nogen.

      Derfor er sorg og møje ingen sjælden plante hos de kristne, selv om det ikke ses udvendigt, og det også når de gerne ville være glade i Kristus, så vel som også i det ydre liv, så vidt de kunne. For, når de betragter ver­den, må de daglig se og i hjertet føle så megen ondskab, trods, foragt og bespottelse af Gud og hans Ord, dertil så megen jammer og ulykke, som Djævelen anretter, både i det gejstlige og verdslige regimente, så de ikke kan have mange glade tan­ker, og deres åndelige glæde er såre svag. Og hvis de altid skulle se herpå, og ikke undertiden vendte øjnene bort, så kunne de ikke have en glad stund, der indtræffer alligevel mere end nok, af hvad de helst ville være foruden, så de ikke behøver at søge efter det langt borte.

 

Dobbelt op til præsten

Begynd kun at blive en kristen, så skal du nok erfare, hvad det er at sørge og lide. Kan du ikke andet, så tag dig en hustru, og sæt dig for at leve i troen som den, der har Guds Ord kær, og gør hvad der påligger dig i din stilling. Så skal du snart erfare både fra naboer og i dit eget hjem, at det ikke vil gå, som du gerne ville, og at du overalt bliver hindret og standset, så du får nok at døje og må se på, hvad der bedrøver dig i hjertet. Især må de kære præster erfare sådant, og dag­lig indøves i at drikke alskens misundelse, had, og hån, så vel som utak, foragt og bespottelse, hvormed deres hjerte og sjæl bliver gennemstukket og uophørlig plaget. Men verden vil ikke have sådan sorg og møje, derfor søger den sådanne stillinger og et sådant liv, hvori den kan have gode dage og ikke behøver at lide noget af nogen, sådan som munkenes og pavepræsternes stilling har været. Den kan ikke finde sig i, at den i gudelig tjeneste skulle tjene andre folk under lutter sorg, møje og besvær, og så ikke få andet end utak og foragt og al slags ondskab til løn. Derfor, når det ikke går den, som den vil, og den ene ser skævt til den anden, så kan den ikke andet end skælde og smælde med forbandelse og torden, ja med næven oven i købet og er straks parat til at sætte ejendele, ære, land og folk på spil. Men Gud skikker det sådan, at de alligevel ikke går fri, så de hverken skulle se eller lide noget ondt; men fordi de ikke gerne ville, giver han dem til gengæld, at de allige­vel må lide, og selv gøre ondet dobbelt tungt og besværligt med deres vrede og utålmodighed, uden at kunne have trøst og en god samvittighed. De kristne har den fordel, at, skønt de lider ondt, skal de dog blive trøstet og både her og hisset være salige.

      Derfor, den, som ikke vil være et verdens barn, men, have del med de kristne, han må lade sig indskrive på listen blandt dem, der sukker og er besværede, så han også kan blive trøstet, som løftet lyder. Det læser man et eksempel på hos profeten Ezekiel i kap. 9, hvordan Gud ud­sendte mænd med dødeligt våben mod byen Jerusalem. Men en iblandt dem sendte han med et skriveredskab, at han skulle gå midt igennem byen og sætte et mærke på alle deres pander, som sukkede og klagede over, at det gik så skammeligt til og at de måtte se på, ting der skar dem i hjertet. Den, der blev sådan mærket, skulle leve, men alle de andre skulle slås ihjel. Se, dette er de kristnes fordel, at selv om de må erfare lutter jammer og lidelse i verden, så sker det dog til sidst, når verden er allersikrest og lever i idel glæde, at bladet vender sig, og pludselig kommer der en ulykke over den, hvori den må blive hængende og gå til grunde, mens de kristne bliver reddet ud og frelst. Ligesom den kære Lot blev frelst i Sodoma, selv om de længe havde pint og plaget hans hjerte med deres skammelige adfærd, som Peter siger i 2 Pet 2, 7-8. Derfor lad verden nu le og leve i sus og dus efter sin lyst og onde vilje. Og om du end må sørge og lide ondt, og daglig se, hvad der bedrøver dit hjerte, så find dig deri, og hold dig til dette Gudsord, så du er tilfreds, og lader dig trøste og forsøger også i det ydre at opmuntre dig, så godt du kan.

      For de, der sørge sådan, må godt have og nyde glæde, hvor de kan, for at de ikke skal ligge helt under for bedrøvelsen. Derfor har Kristus netop fremsat disse ord og lovet trøsten, for at de ikke skal forsage i deres trængsel, eller lade sig berøve deres hjerters glæde helt, men blande deres bedrøvelse med trøst og opmuntring. Ellers, hvis de aldrig havde nogen trøst og glæde, måtte de sygne hen. For intet menneske formår at bære lutter sorg. Den suger al saft og kraft ud af livet, som den vise mand siger i Sir 30, 23: ”Mange er gået til i sorg.” Ligeledes Ordsp 17, 22: ”Modløshed udtørrer knoglerne.” Derfor skal man ikke alene tillade, men også befale og opfordre sådanne til at op­muntre sig, med hvad de kan, eller dog søge at mildne og til dels glemme bedrøvelsen.

      Derfor vil Kristus ikke, at man skal have lutter sorg og bedrøvelse her i verden, men han vil advare dem, som slet ikke vil have bedrøvelse, men vil have lutter gode dage og søge al deres trøst hernede. Han vil lære sine kristne, at når det går dem ilde og de må sørge, da skal de ved, at det er Gud velbehageligt, og da skal det også være dem velbehageligt, og de skal ikke forbande og rase eller fortvivle, som om Gud ingen barmhjertighed vil have med dem. Når de gør det, da skal den bitre drik blive blandet og formildet med honning og sukker, nemlig det løfte, at det er Gud velbehageligt, og at han priser de bedrøvede salige, samt at de allerede her på jorden skal blive trøstede og senere befriet fra alt ondt.

      Lad derfor verden og alle, som gør os ondt, fare frem i deres herres, Djævelens navn, og lad os synge denne trøstesang og være glade i Guds og Kristi navn. For de skal dog ikke få den udgang, som de tror; men selv om de nu glæder sig over vor modgang, og påfører os al slags ondt, skal vi dog være ved godt mod, og opleve, at de til sidst må hyle og græde, når vi blive glade og trøstede.

     

v5 Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Dette stykke følger meget fint efter det foregående, hvori han har sagt: ”salige er de fattige i ånden”. For ligesom han ovenfor lover Himmeriget og det evige gode, sådan tilføjer han her også et løfte om dette timelige liv og goderne her på jorden. Men hvordan passer det sammen: ”at være fattig” og ”at arve jorden?” Jeg mener, prædikanten har glemt, hvordan han har begyndt. For skal man arve jorden, så må man jo ikke være fattig? Og ved at arve jorden forstår han her at besidde alle slags goder her på jorden. Ikke sådan at forstå, at nogen skal besidde hele jorden; ellers måtte Gud skabe flere verdener; men han mener de goder, som Gud skænker enhver, idet han giver ægtefælle, børn. beskæftigelse, hus og hjem og hvad dertil hører, for at man må blive boende i landet, hvor man er, og være Herre over sine ejendele, som Skriften mange steder siger. Sådan står der i Salme 37, 9: ”De, der håber på Herren, får landet i arv og eje.” Og vers 11: ”De sagtmodige skal få landet i arv og eje og glæde sig over stor lykke.” Derfor giver han nu selv den forklaring, at det at være fattig i ånden, som han lige har nævnt, ikke betyder at være en tigger eller at bortkaste penge og ejendele. For han vil, at vi skal bo og forblive i landet og omgås med jordiske goder, som vi straks skal høre. Hvad betyder det nu ”at være sagtmodig?” Her må du for det første atter forstå, at Kristus slet ikke taler om øvrigheden og dens embede; for den tilkommer det ikke at være sagtmodig. Den fører sværdet for at straffe de onde og den har en vrede og hævn, som er Guds vrede og hævn. Han taler nu blot om enkelte personer, hvordan enhver for sig skal forholde sig imod andre, uden for embedet og det offentlige styre; således som far og mor, når de ikke som far og mor lever med deres børn, eller hvor de ikke udøver deres fader og moderembede, nemlig i forholdet til dem, der ikke kalder dem fader og moder, som naboer og andre folk. Sådan som jeg andet sted ofte har sagt, at man må gøre forskel på de to ting: embedet og personen. Det er en hel anden mand den, som hedder Frank eller Morten, og den, som hedder kurfyrste eller doktor og præst.

 

Forskel på embedet og personen

For her er to forskellige personer forenede i ét menneske: den ene er den, i hvem vi er født, efter hvem vi alle er hinandens lige, mand, kvinde, barn, ung, gam­mel. Men når vi nu er født, så klæder og smykker Gud dig til en anden person, gør dig til et barn; mig til en fader; en til Herre, en anden til tjener; denne til en fyrste; en anden til borger, og så fremdeles. Dette er da en guddommelig person, som den, der har et guddommeligt em­bede, og er smykket i Guds herlighed, og ikke hedder slet og ret Hans eller Klaus, men en fyrste af Sachsen, eller fader og Herre. Det er denne private person, han taler om her, men lader den anden være, hvad den skal være i sit embede og regimente, efter Guds anordning. Han taler om den enkelte, private, naturlige person, hvad enhver for sig selv, som menneske, skal gøre imod den anden.

      Derfor, når vi er i embede eller øvrighed, da skal og må vi være skarpe og strenge, fortørnes og straffe osv., for her må vi gøre, hvad Gud befaler os at gøre på hans vegne. Ellers i det, der ligger uden for embedet, skal enhver lære for sin egen person at være sagtmodig mod alle og enhver. Ikke at fare frem mod næsten med ufornuft, af had eller hævngerrighed, som den, der vil træde alting under sig, aldrig vil tåle eller vige, men fare frem som et hårdt vejr, ikke vil eller kan lade nogen komme til orde eller holde ham noget til gode, men øjeblikkelig farer op og buldrer løs, og ikke tænker på andet end på at hævne sig og slå igen. Dermed er det ikke forbudt øvrigheden at straffe og tage hævn på Guds vegne, men heller ikke indrømmet den nogen frihed, hvis en dommer, borgermester, Herre eller fyrste er en skælm og blander de to personer sam­men, og griber ud over sit embede efter egen vilkårlighed eller af misundelse, had og fjendskab, som det almindelig sker, under embedets og retfærdighedens skin og dække. Som, når vore naboer under navn af øvrighed vil gøre noget imod os, som de ellers ikke kunne sætte i værk.

      Især taler han her igen med sine jøder, sådan som han har begyndt, idet disse havde den faste overbevisning, at de ikke behøvede at tåle noget af en hedning eller fremmed; og at de gjorde ret, når de kun rask væk hævnede sig. Dertil anførte de ord, som 5 Mos 28, 13: ”Herren vil gøre dig til hoved, ikke til hale; du vil stadig komme højere op, ikke længere ned.” Det skulle de også være; men vel at mærke, når Gud gør det, da er det vel gjort. For det er en hel anden sag, når han befaler det og siger: jeg vil gøre det, end når vi selv gøre det uden befaling. Hvad han siger, det skal og må ske; hvad vi siger, det sker, hvis det kan, eller sker måske slet ikke. Derfor har det ingen vægt, hvis du ville gøre det, når herren skal gøre det, og du ikke ville vente, indtil han befaler dig det, men alligevel tilegner dig og stoler på hans løfte.

      Sådan straffer da Kristus her sådanne gale hellige, som mener, at de er herrer over hele verden, og at de har ret til slet ikke at tåle noget, men til at skælde og smælde og fare frem med vold, for at beskytte sit eget. Han lærer os, at den, som vil bestyre og besidde sine ejendele og gård, hus og hjem med fred, han må være sagtmodig, så han kan overse meget, fare frem med fornuft, og tåle, hvad tåles kan. For det kan ikke fejle, at din nabo nu og da vil forgribe sig på sig og gå dig for nær, enten af forseelse eller af ond vilje. Er det af forseelse, så gør du det fra din side ikke godt derved, at du ikke vil eller kan bære over med noget. Men er det af ond vilje, så gør du ham kun værre derved, at du sætter ondt mod ondt, og han ler i skægget, og gør sig til gode over, at han gør dig gal og gør dig ondt, så du ingen fred får eller nyder dit i ro.

      Vælg derfor ét af to, hvad du vil: enten at leve med sagtmodighed og tålmodighed blandt folk og beholde, hvad du har, med fred og god samvittighed; eller at miste dit med skælden og smælden og dertil have hverken fred eller ro. For her har du Guds Ord: ”de sagtmodige skal arve jorden.” Og betragt blot disse urolige hoveder selv, der altid ligger i strid og klammerier om ejendele og andre ting. Aldrig vil de vige for nogen, men render med hovedet imod væggen. Se efter, om de ikke forspilder mere ved alle deres konflikter, end de nogensinde kunne vinde, og til sidst sætter både land og folk, hus og hjem overstyr, og har ufred og ond samvittighed oven i købet. Og så lyser også Gud sin ”velsignelse” derover, og den lyder sådan: Vær ikke sagtmodig, så du ikke skal arve jorden og ikke nyde en smule med fred.

      Vil du leve godt og have ro, så lad du din nabos ondskab dæmpe og slukke sig selv; ellers kan du ikke gøre Djævelen noget bedre og ikke dig selv noget værre, end at du bliver hidsig og sætter hårdt mod hårdt. Har du en øvrighed, så meld det for denne, og lad den tage sig af sagen; for den er indsat til, at den ikke skal tåle, at de uskyldige blive undertrykte. Desuden skal Gud nok våge over, at hans ord og anordning stå ved magt, og at du efter hans løfte skal arve jorden. Så har du fred og velsignelse fra Gud, men din nabo ufred og dertil Guds unåde og forbandelse.

      Men denne prædiken når ikke ind til nogen uden dem, som er kristne, og som tror og véd, at de har deres skat i Himlen, som er dem sikker og som ingen kan tage fra dem. Derfor har de også her nok, selv om de ikke har kister og lommer fulde af det rene guld. Når du nu ved dette, hvorfor vil du da lade nogen forstyrre og røve din glæde, ja skaffe dig selv uro og berøve dig sådan herlig velsignelse?

      Se, sådan har du nu tre stykker med tre rige løfter: at den, som er en kristen, skal have nok både timeligt og evigt, selv om han må lide meget både i det indre i hjertet og i det ydre i livet; hvorimod verdens børn, fordi de ikke ville finde sig i nogen mangler eller lidelse eller overlast, hverken beholder og nyder Guds rige eller timeligt ejendele med fred og ro. Det kan du læse mere om i Salme 37, som er den rette forklaring til dette stykke, og som til fulde beskriver, hvordan de sagtmodige arver jorden, og de ugudelige skal blive udryddede.

     

v6 Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.

 

Livets retfærdighed

Retfærdighed betyder ikke på dette sted den kristne hovedretfærdighed, hvorved mennesket bliver fromt og velbehageligt for Gud. For jeg har før sagt, at disse otte stykker intet er andet end læren om en kristens frugter og gode gerninger. De kan alene findes, hvor troen allerede er, som træet og hovedstykket, eller indholdet af hans ret­færdighed og frelse, uden alle gerninger og fortjenester. Herfra må alle disse stykker springe ud. Derfor må du her forstå det om den ydre retfærdighed for verden, som vi efterlever imod hinanden indbyrdes. Meningen af disse ord er således kort og enfoldig denne: Den er et retskaffent, saligt menneske, som altid og af alle kræfter stræber efter, at det overalt må gå til, som det skal, og at enhver må gøre, hvad ret er og som med ord og gerning, med råd og dåd hjælper til at overholde og fremme dette.

      Dette er nu også et kosteligt stykke, som indbefatter mange gode gerninger, men som også er meget sjældent. Hvis en præst f.eks. vil blive fundet retskaffen i dette stykke, så må han se godt til at undervise og hjælpe enhver i sin stand, så han vejleder rettelig, og giver nøje agt på, hvad dertil hører. Hvor han ser, at der mangler noget og det ikke går ret til, må han være parat, advare, straffe og forbedre, som han bedst ved og kan. Således må jeg, som præst, ikke lade det mangle noget i mit embede, heller ikke de andre i deres, idet de efterfølge min lære og prædiken, og det således går ret til på begge sider. Sådanne mennesker, som lader sig dette være magtpåliggende og gør alvor af at ville handle ret og blive fundet oprigtige i alt deres væsen og al deres ger­ning, er dem, der ”hungrer og tørster efter retfærdighed.” Hvis det gik sådan til, var der ingen ugudelighed og uretfærdighed, men lutter retfærdighed og saligt væsen på jorden. For hvad er verdens retfærdighed andet, end at enhver i sin stilling gør, hvad han er skyldig at gøre? Derfor siger vi også, at alle livsforhold har deres pligt, som familiefarens pligt, moderens pligt, barnets pligt, den ansattes pligt, borgerpligt. Det kan i korthed sammenfattes sådan, at de, der skal forestå og regere andre folk, forestå sådant embede med flid, omsorg og troskab, og at de andre ligeledes tro og villig udføre deres skyldige tjeneste.

      Kristus bruger ikke forgæves sådanne ord, som ”at hungre og tørste efter retfærdighed”. Derved vil han vise, at der hører særlig omhu til og et brændende ønske, så vel som uafladelig flid. Hvor sådan sulter og tørst ikke findes, kommer der aldrig noget ud af det. Grunden er den: Det har for store og for mange hindringer, både fra Djævelen, der altid lægger sig i vejen med sine hin­dringer, og fra verden med dens børn, som er så ond, at den ikke kan tåle noget gudfrygtigt menneske, der gerne for sin egen del ville handle retskaffent og også hjælpe andre folk til det samme. Man påfører dem så mange plager, at man nok i længden kan blive led og ked af det. For det gør ondt, at man må se, hvor skændigt det går til, og at man for idel velgerninger ikke skal have andet end utak, had og forfølgelse til løn. Derfor er også mange mennesker, der ikke ville se på sådant ondt væsen, til sidst helt fortvivlet derved, og er løbet bort fra mennesker ud i ørkenen. Heraf er munke­væsenet opstået; som det også hedder fra gammel tid: fortvivlelse skaber en munk; enten fordi man ikke har tiltro til at kunne ernære sig og for bugens skyld går i klosteret, som den store hob har gjort, eller fordi man fortvivler over verden, og ikke tiltror sig selv at kunne bevare sin gudsfrygt deri, og heller ikke at kunne hjælpe andre mennesker.

      Men dette er ikke at hungre og tørste efter retfærdighed, for den, som vil prædike og leve sådan, at han lader sig bedrøve og blive utålmodig og jage i en krog, han vil sent hjælpe verden. Det gælder om ikke at krybe i en krog og ud i ørkenen, men at løbe væk derfra, hvis du er der, og byde både hænder og fødder, ja, hele legemet til. Du må sætte alt, hvad du har og magter, ind på, at være et sådant menneske, som sætter hårdt mod hårdt, ikke lader sig afskrække eller overdøve, og ikke overvinde af verdens utak eller ondskab, men stedse driver på og bliver ved af alle kræfter, hvad han formår. Kort sagt: Hertil hører en sådan sulter og tørst efter ret­færdighed, som aldrig holder op eller kan blive mæt, ikke søger og tænker på noget andet, og derimod foragter alt, hvad der på nogen måde vil hindre ham fra at befordre og opretholde ret­færdighed. Kan man ikke gøre hele verden god, så må man gøre, hvad man kan; det er nok, at man har gjort sit, og dog hjulpet nogle, om det så var blot én eller to. Vil de andre ikke lade sig hjælpe, så lade han dem fare i Guds navn. Man må ikke løbe sin vej for de ondes skyld, men tænke: jeg har ikke begyndt det for deres skyld, jeg vil heller ikke opgive det for deres skyld; måske kan nogle af dem med tiden forbedre sig, eller deres tal blive mindre, og de kunne for­bedre sig lidt. For her har du et trøsterigt og sikkert løfte, hvormed Kristus lokker og indbyder sine kristne, nemlig, at de, som hungre og tørste efter retfærdighed, skal mættes, dvs. deres sulter og tørst skal blive tilfredsstillet, så de ikke har arbejdet forgæves. Til sidst skal der dog indbringes en liden flok, for hvem deres arbejde har været godt anvendt. De skal blive kendt, ikke alene her på jorden, men endnu meget mere i det andet liv, så at enhver skal se, hvad frugt sådanne mennesker har båret ved deres flid og ud­holdenhed (selv om det ikke vil gå helt, som de gerne ville, og de nærmest må fortvivle over det). Man vil få at se, at en from præst har revet så mange sjæle ud af Djævelens gab og bragt dem til Himlen, eller at en from og retskaffen konge har været til gavn for land og folk, som skal give ham vidnesbyrd derfor, og prise ham for al verden.

      Modsatte disse er nu de falske hellige, som af lutter hel­lighed skyr verden, og løber ud i ørknerne eller kryber hen i en krog for at være fri for al sådan møje og besvær, som de ellers måtte have, og ikke behøver at tage sig nær af, hvordan det går i verden. De tænker ikke på, at de skal være andre folk til hjælp og gavn med lærdom, undervisning, formaning, straf og forbedring, eller i det mindste med bøn og sukken til Gud. Ja, det er dem modbydeligt og slet ikke tilpas, at andre folk er gudfrygtige. Man skal holde dem alene for hellige, så at den, som vil indgå i Himmerige, må afkøbe dem deres gode gerninger og fortjenester. Kort sagt, de er så fulde af retfærdighed, at de med foragt se ned på de andre stakkels syndere, ligesom den store farisæer i Luk 18 i lutter selvretfærdighed ser ned på og spytter ad den stakkels tolder, og lover og takker Gud for, at han alene er god, og andre folk onde.

      Se, imod sådanne er det Kristus her taler, de skændige, stolte, indbildske ånder, som gør sig til gode med og har deres lyst og glæde i, at andre folk ikke er gudfrygtige. Det burde de jo ynkes over, forbarme sig og hjælpe, medens de i stedet for ikke kan andet end at foragte enhver, bagtale, dømme og fordømme. Alt, hvad de ikke selv gør, må være stank og skarn. Men at de skal gå hen og formane eller forbedre en stakkels skrøbelig synder, derfor vogte de sig som for den lede djævel. Derfor skal de også engang komme til at høre, hvordan Kristus råber over dem: ”Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte.” (Luk 6, 25). For ligesom de skal mættes, som nu hungrer og tørster, sådan må de andre, som nu er så mætte, evig hungre. Her har du i korthed meningen med dette stykke, hvilket, som sagt, indbefatter mange gode gerninger, ja alle gode gerninger, så enhver for sig må leve, som han skal, blandt mennesker, og hjælpe til, at ethvert embede og alle Guds anordning må have fremgang, som jeg ofte tidligere har talt om.

     

v7 Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.

Dette er også en herlig frugt af troen, som slutter sig såre skønt til det foregående: at den, som skal hjælpe andre og se til, at alting går ret til, også må være god og barm­hjertig. Han skal ikke straks farer op og buldrer løs, hvor der endnu mangler noget og det ikke vil gå, som det skal, men hvor der dog er bedring at håbe. For dette er også en af de falske helliges dyder, at de ingen barmhjertighed eller medlidenhed kan have med skrøbelige og svage, men vil have alting holdt på det strengeste, rent og uden fejl. Så snart der mangler lidt, er det forbi med al nåde, og da er der idel vrede og forbitrelse. Som også den hellige Gregor beskriver sådanne folk, når han siger: ”Sand hellighed er barmhjertig og medlidende; men falsk hellighed kan intet andet end vredes og rase.” Og dog skal det hedde ”af kærlighed og nidkærhed for sandheden”, som de besmykker det. For det går frisk væk for sig i verden, at den driver al sin ondskab og sit raseri under det skønne og fortræffelige skin, at den gør det just for retfær­digheds skyld. Ligesom den både før og nu driver sit fjendskab og forræderi imod evangeliet under navn af at beskytte sandheden og udrydde kætteriet. Dermed vil den fortjene, at Gud skal krone den og løfte den til Himlen derfor, som den, der af lutter sulter og tørst efter retfærdighed forfølger, myrder og brænder hans hellige. For den vil sandelig også, ja vel mere end de sande hellige, have ord for at hungre og tørste efter retfærdighed; træder dertil op med så stort ydre skin og så fortræffelige ord, at den mener, Gud selv ikke skal tro andet.

      Men på frugterne kender man det ædle træ. For hvor de skal drive på retfærdighed, nemlig at det både i det gejstlige og verdslige regimente må gå ret til, der gør de det ikke, tænker heller aldrig på at undervise og forbedre nogen, lever selv uden al gudsfrygt, og når nogen straffer deres onde væsen, eller ikke roser det og gør som de ville, så må han være en kætter og fordømt i det nederste Helvede. Se, sådan er visselig alle falske hellige. For egenhelligheden gør dem så stolte, at de foragter alle andre, og ikke kan have et godt, barmhjertigt hjerte. Derfor er en advarsel for­nøden imod sådanne falske hellige, for at enhver, der har noget at gøre med næsten, hvem han efter sin stilling og sine forhold skal søge at hjælpe og bringe til rette, må se til, at han også kan være barmhjertig og tilgive. Det skal kendes på dig, at du af hjertets oprigtighed elsker retfærdigheden, og ikke vil tilfredsstille din egen herskesyge og vrede, men at du derimod er så retfærdig, at du farer venligt og varsomt frem mod den, der vil afstå fra, uret og bedre sig, og holder ham til gode og bærer hans skrøbelighed og svaghed, indtil han gør fremskridt. Først når du har forsøgt alt sådant, og der intet håb er om bedring, så må du lade ham fare, og overgive ham til dem, hvem det tilkommer at straffe.

      Dette er nu den ene side af barmhjertigheden, at man gerne tilgiver syndere og skrøbelige. Den anden er den, at man også er godgørende imod dem, der i det ydre lider nød eller trænger til hjælp, hvilket man kalder barmhjertighedens gerninger, Matt 25, 35 flg. Dette kende de hovmodige jødiske hellige heller intet til. Hos dem er intet uden lutter is og kulde, ja et hjerte så hårdt som sten, og ikke en blodsdråbe af kærlighed eller lyst til at gøre vel mod næsten, ligesom der heller ikke er nogen barmhjertighed til at tilgive synden. De bekymrer sig alene for og tragter blot efter at mætte deres egen bug, selv om andre skal dø af sult, så at der endog hos åbenbare syndere er meget mere barmhjer­tighed, end hos en sådan hellig. Og det kan jo heller ikke være andet, fordi de ophøjer sig selv og holder sig selv alene for fromme, foragter og anser alle andre for intet, og mener, at hele verden skal tjene dem alene og give dem nok; men de er ikke skyldige til at give eller tjene nogen.

      Derfor er denne prædiken og formaning foragtet og for­spildt for sådanne hellige, og finder ingen disciple uden dem, der forud hænger ved Kristus og tro, og ikke véd af nogen hellighed hos dem selv, men, sådan som de foregående stykker lærer, er fattige, elendige, sagtmodige og ret hungrige og tørstige. De er sådan sindede, at de ingen foragter, men an­tager sig og kan have medlidenhed med enhvers nød. Dem gælder nu det kostelige løfte: ”Vel jer, I som er barmhjertige, for I skal finde lutter barmhjertighed, både her og hisset, og sådan barmhjertighed, som langt over al forstand overgår al menneskelig velgerning og barmhjertighed.” For der er jo ingen sammenligning imellem vor barmhjertighed og Guds barmhjertighed, eller imellem vore goder og de evige goder i Himmerige. Alligevel lader han sig vor barmhjertighed mod næsten behage så vel, at han for én skilling lover hundrede tusinde guldstykker, hvis vi trængte til dem, og for en slurk vand Himmeriget.

      Den, som nu ikke vil lade sig bevæge ved sådanne herlige og trøsterige løfter, han kan vende bladet om, og høre en anden dom: ”Ve og forbandelse over de ubarmhjertige, for dem skal der heller ikke vises nogen barmhjertighed.” Nu for tiden er verden fuld af sådanne folk, af adel, borgere og bønder, som uden skam forsynde sig sådan imod det kære evangelium, at de ikke alene intet har at give og understøtte de stakkels præster med, men endda oven i købet plyndrer og plager dem, hvor de kan. De bærer sig ikke anderledes ad, end som om de helt ville udhungre dem og jage dem ud af ver­den. Dog går de med alt dette ganske sikker frem og mener, at Gud skal tie stille og lade alt, hvad de gør, være godt. Men ulykken vil engang komme over dem, og der vil, som jeg frygter, komme én, der skal gøre mig, der tilstrækkelig har advaret dem, til profet, og behandle dem med al ubarmhjertighed, og berøve dem både ære og ejendele, liv og velfærd. For Guds Ord må blive sandt, og idel vrede og evig ugunst må komme over dem, som ikke vil vise eller have barmhjertighed.

      Derfor vil også Kristus på den yderste dag anse sådan ubarmhjertighed som vist imod ham selv, og selv udtale den forbandelse over dem: ”Jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, derfor gå bort til evig straf.” Matt 25, 42 flg. Han advarer og formaner os trolig af lutter nåde og barmhjertighed. Den, som ikke vil have barmhjertighed, han vælger da forbandelse og evig fordømmelse! Se på den rige mand, som skønt han vel daglig så den fattige Lazarus ligge for sin dør fuld af sår og bylder, ikke havde så megen barmhjertighed, at han gav ham et knippe strå, eller undte ham smulerne fra sit bord. Men se, hvor dyrt det kom ham til at stå, så han i Helvede gerne havde givet hundrede tusinde guldstykker, hvis han kunne have rost sig af at have givet ham en eneste krumme.

     

v8 Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.

Dette stykke er lidt spidsfindigt, og ikke så let at forstå for os, som har grove kødelige hjerter og sanser, og det er endnu skjult for alle sofister, der dog skulle være de lærdeste. Ingen af dem kan sige, hvad det er at være ”ren af hjertet,” og endnu mindre, hvad det er ”at se Gud.” De omgås med idel drømmerier og løse tanker angående de ting, som de selv aldrig have erfaret. Derfor må vi betragte disse ord efter Skriften, og lære at forstå dem ret. At have et rent hjerte, har de indbildt sig, bestod i, at et menneske løb bort fra sine medmennesker hen i en afkrog, i et kloster eller en ørken, og ikke tænkte på verden eller bekymrede sig om verdslige sager og forretninger, men kun beskæftigede sig med himmelske tanker. Ved sådan drømmelære har de ikke alene narret og forført både sig selv og andre, men også gjort den ubodelige skade, at man har anset de gerninger og stillinger, som må findes i verden og er anordnede af Gud, for urene.

      Men Skriften siger om sådant rent hjerte og tanke, at det godt kan forenes med, at man har ægtefælle og børn, tænker på og sørger for dem, og omgås med andre sager og hvad dertil hører. For alt sådant har Gud be­falet. Men hvad Gud har befalet, det kan ikke være urent, ja det er netop den renhed, hvormed man ser Gud. Således, når en dommer udøver sit embede og idømmer en forbryder sin straf, så er det ikke hans, men Guds embede og gerning. Derfor er det en god, ren og hellig gerning (hvis han for øvrig er en god kristen), som han ikke kunne have gjort, når han ikke forud havde et rent hjerte. Sådan skal det også hedde en ren gerning og et rent hjerte, selv om en dreng eller pige i et hus gør et beskidt og urent arbejde, som at læsse møg eller vaske og rengøre børn. Derfor er det en skammelig fordrejning, at man agter de stillinger, som er indbefattede i De Ti Bud, så ringe, og ser sig om efter andre specielle gerninger med mere iøjnefaldende ydre skin. Som om Gud ikke havde så rene øjne eller ren mund, som vi, og heller ikke så rent hjerte og ren hånd, når han skaber mand og kvinde. Hvordan skulle da sådan gerning eller tanke gøre et urent hjerte? Men sådan skal de, som foragter Guds Ord, og alene dømmer renheden efter gerningernes ydre skikkelse og skin, blive anset som blinde og narre. Imidlertid må de gøre fortræd med deres egne løse tanker, og strække halsen for at klatre op imod Himlen, og gribe efter Gud, indtil de selv brække halsen.

      Derfor lad os ret forstå, hvad Kristus kalder et rent hjerte. Mærk dig først endnu engang, at denne prædiken er mest rettet på og henvendt til jøderne. Ligesom de ikke ville lide ondt, men søgte gode dage, lyst og glæde, heller ikke ville sulte, eller være barmhjertige, men mætte, og alene anses for fromme, dertil dømme og foragte enhver, så satte de også deres hellighed i, at de i det ydre, var rene, hvad legeme, hud, hår, klæder og mad angik, så der ikke engang måtte være den mindste plet på deres tøj. Når nogen havde rørt ved et ådsel, eller havde sår eller udslæt på sit legeme, så måtte han ikke komme ud iblandt folk. Dette anså de for renhed. Men dermed er det ikke gjort, siger Kristus; men dem roser jeg, som bestræber sig på at have et rent hjerte, ligesom han også i Matt 23, 25 siger: ”I renser bæger og gryde udenpå, men indeni er de fulde af rovlyst og griskhed.” Ligeledes vers 27: ”I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed.” Sådan er det også nu for tiden med vore gejstlige, selv om de også i det ydre fører et smukt, ærbart liv, og alting går for sig i kirken med skønne ceremonier og megen pragt, så det ser nok så skønt og lysteligt ud. Kristus spørger ikke efter sådan renhed, men vil have et rent hjerte, selv om man også i det ydre er en askepot i køkkenet, sort og smudset, og omgås med lutter beskidte ting.

 

Kun Guds Ord afgør, hvad der er rent og urent

Hvad er da så et rent hjerte? Eller hvori består det? Svar: Det er hurtigt sagt, og du behøver ikke at klatre til Himlen, eller lede i et kloster for at finde det, og vinde det med dine egne tanker. Vogt dig hellere frem for alt for, hvad du finder hos dig af egne tanker, som for idel stank og skarn. Du skal vide, at en munk i klosteret, når han sidder i sin højeste beskuelse, og tænker på sin herregud, sådan som han selv forestiller og drømmer ham, og vil kaste verden helt ud af hjertet, han sidder (med forlov) i møg, ikke til knæene, men helt op over ørerne. For han omgås med egne tanker, uden Guds Ord, og er derfor hildet i lutter løgn og bedrag, som Skriften overalt vidner. Et rent hjerte er et, som ser og tænker på, hvad Gud siger, og i stedet for sine egne tanker sætter Guds Ord. For alene dette ord er rent for Gud, ja ren­heden selv, så at også alt, hvad der holder sig dertil og følger det, bliver rent. Det kan for eksempel være en simpel håndværker, skomager eller smed, som sidder hjemme hos sig selv, lad ham være nok så smudsig og sodet, og lugte ilde af sod og skidt. Han sidder og tænker: Min Gud har skabt mig som mand, og givet mig hjem, ægtefælle og børn, og befalet mig at elske dem og ernære dem med mit arbejde osv.. Se, en sådan omgås i hjertet med Guds Ord, og selv om han i det ydre stinker, er han i det indre idel balsamlugt for Gud.

      Kommer han også ind i den høje renhed, så at han også griber evangeliet og tror på Kristus (uden hvilket heller ikke den anden renhed kan findes), så er han helt igennem ren, både i det indre i hjertet i forhold til Gud, og i det ydre i forhold til alt, hvad han foretager sig på jor­den. Alt, hvad han lever og gør, går, står, spiser og drikker, er for ham rent, og kan ikke gøre ham uren. Det kan være, når han betragter sin egen hustru og også hygger sig med hende, som patriarken Isak, 1 Mos 26, 8 (hvilket for en munk er en vederstyggelighed og gør ham uren). Dette har han Guds Ord for, og han ved, at Gud har givet ham hende. Men hvis han lod sin hustru blive siddende, og holdt sig til en anden, eller lod sit håndværk eller embede passe sig selv, og gjorde andre folk skade og fortræd, så var han ikke mere ren, for dette er imod Guds Ord.

 

Evangeliet og formaningerne

Alt er rent for ham, så længe han bliver i de to stykker, nemlig troens ord, hvorved hans hjerte bliver rent for Gud, og vejledningens ord, som lærer ham, hvad han i sin stilling skal gøre mod sin næste. Når en fattig tjenestepige gør, hvad hun skal, og desuden er en kristen, så er hun for Gud i Himlen en skøn og ren jomfru, hvem alle engle smiler til og har deres glæde af at betragte. På den anden side, den allerstrengeste karteusermunk, selv om han faster og plager sig til døde, af stor andagt græder salte tårer, og aldrig tænker på verden, men dog er uden tro på Kristus og uden kærlighed til næsten, så er han ikke andet end lutter stank og råddenhed både udvendig og indvendig, og både for Gud og engle en vederstyggelighed og væmmelse.

      Sådan ser du, hvordan alt kommer an på Guds Ord, så at hvad deri indbefattes og hvad der efterfølger dette, skal alt sammen være rent, fuldkomment og snehvidt for Gud og mennesker. Derfor siger Paulus også i Tit 1, 15-16: ”For de rene er alting rent, men for de befængte og vantro er intet rent.” Hvorfor? ”Hos dem er både forstanden og samvittigheden befængt.” Hvordan går dette til? ”De forsikrer, at de kender Gud, men i handling fornægter de ham; de er afskyelige og ulydige og er ude af stand til at udrette noget godt.” Se, hvor hæsligt apostelen afmaler dem, og hvad dårlig karakter han giver de store jødiske helgener. Tag nu for dig en karteusermunk; han mener, han helt bestemt er ren, når han lever efter sin strenge regel, i lydighed og armod, og uden hustru, afsondret fra verden. Men hvad er dette andet end deres egen mening, fremgået af deres eget hjerte, uden Guds Ord og tro, hvorved de anser sig alene for hellige og andre mennesker for urene? Dette kalder Paulus et besmittet sind, og han indbefatter derunder al deres tanke og påfund.

      Da nu sådan tanke og indbildning er uren, så må også alt, hvad de derefter gøre, være urent. Og som deres sind er, sådan er også deres samvittighed, så at, om de end både kunne og skulle hjælpe andre mennesker, så har de en samvittighed efter sådanne tanker, dvs. bunden til deres munkekutte, kloster og regel. De mener, at når de et øjeblik, deres næste til tjeneste, skal forsømme deres kram, og omgås med andre mennesker, så har de begået den sværeste synd, og gjort sig aldeles urene. Det kommer alt sammen deraf, at de ikke erkender Guds Ord og skabninger, selv om de, som Paulus siger, bekender det med munden. For hvis de vidste, hvordan og hvorfor de var skabte af Gud, ville de ikke foragte sådanne forhold, eller sætte deres eget kram i stedet, men agte dem for rene og ære dem, som Guds gerning og skabning, og derfor gerne forblive deri og tjene næsten. Dette var at kende Gud ret både i hans ord og skabning, og bevare både et rent hjerte og en ren samvittighed, som tror og slutter sådan: Hvad Gud skaber og anordner, det må være rent og godt, for han gør intet urent, men helliger alt ved Ordet, som han har bundet til alle livsforhold og skabninger.

      Derfor vogt dig for alle egne tanker, hvis du vil være ren for Gud, og se til, at du fæster dit hjerte i og til Guds Ord, så er du ren frem for alle karteusere og hellige i verden. Da jeg var ung, priste man den sætning: ”Hold jer alene, så forbliver I rene”, og anførte dertil et ord af Bernhard, som siger, at så ofte han havde været blandt mennesker, havde han besmittet sig. Sådan læser man også om en eneboer, som ikke ville lukke noget menneske ind til sig og ikke tale med nogen, og sagde: ”Den, som omgås med mennesker, til ham kan englene ikke komme.” Ligeledes om to andre, som ikke ville se deres mor, og da hun utrættelig indfandt sig, og engang overraskede dem, lukkede de døren til for hende, og lod hende stå udenfor og græde længe, indtil de til sidst overtalte hende til at gå bort og vente, til de skulle se hinanden i det evige liv.

      Se, det har man anset for noget kosteligt og den allerstørste hellighed og mest fuldkomne renhed. Men hvad er det vel? Dér står Guds Ord: ”Ær din far og din mor.” 2 Mos 20, 12. Havde de holdt dette for helligt og rent, så havde de vist deres mor og deres næste al ære, kærlighed og godhed, hvorimod de af egne tanker og selvvalgt hellighed sondre sig fra dem, og just med det, hvormed de ville være allerrenest, gøre sig selv skammelig urene for Gud. Ret som om ikke også fortvivlede slyngler kunne stille sig sådan an, så man måtte sige: ”Dette er levende helgener; de kan foragte verden, og omgås med lutter engle.” Ja, med engle fra Helvedes afgrund. Englene se intet hellere, end at man omgås med Guds Ord; dér har de lyst at bo. Derfor lad englene deroppe i Himlen være i fred, og søg dem her på jorden hos din næste, far, mor, børn og andre, idet du gør imod dem, hvad Gud har befalet, så ville englene ikke være langt borte fra dig.

      Dette har jeg sagt, for at man kan lære at finde sig til ­rette i dette stykke, og ikke søge det så langt borte, som hos munkene, der har kastet det rent ud af verden, og stukket det hen i en krog eller en kutte, hvilket er lutter stank og skarn, og Djævelens rette gemmested. Lad det være dér, hvor Gud har placeret det hen, nemlig i hjertet, som holder sig til Guds Ord og bruger det i sin stand og over for alle skabninger. Både hovedrenheden for Gud ved troen og dernæst også livets renhed skal være indbefattet i Guds Ord og udspringe af lydighed mod Guds ord og bud, hvad enten det er legemligt rent eller urent. Som jeg har sagt om en dommer, når han skal dømme en person og beskæftige sig med ydre straf, hvilket en munk anser for en forfærdelig uren gerning. Skriften siger, at han der­med tjener Gud, sådan som vi også ser, at Paulus i Rom 13, 4 kalder øvrigheden, der fører sværdet, Guds tjener, som ikke gør sin egen gerning eller handler efter egen befaling, men gør Guds gerning og handler efter Guds befaling. Så ved du nu, hvad et rent hjerte er, der lever i Guds rene og klare ord.

 

Gode gerninger udspringer af et glad hjerte

Men hvad er lønnen, eller hvad lover Kristus de rene hjerter? At de skal se Gud. Et herligt ord, som må inde­slutte en stor skat. Men hvad er det at se Gud? Munkene har også her deres drømme, at det er at sidde i munkecellen og se op mod Himlen, og føre et liv i beskuelse, som de kalde det, og som de har skrevet mange bøger om. Men det er endnu ikke på langt nær at se Gud, når du kommer anstigende med dine egne tanker, og klatrer mod Himlen, som sofisterne og vore sværmere og gale hellige, der ville afmåle og mestre Guds Ord og gerning efter deres eget hoved. Nej, at se Gud er, når du har en ret tro, at Kristus er din frelser, da ser du straks, at du har en nådig Gud. For troen leder dig opad og åbner Guds hjerte og vilje for dig, så du ser lutter overstrømmende nåde og kærlighed. Dette er at se Gud, ikke med legemlige øjne, hvormed ingen kan se ham i dette liv, men med troen, der ser hans faderlige, venlige hjerte, hvori der ingen vrede eller unåde er. For den, som anser Gud for vred, ser ham ikke ret, men har et forhæng og dække, ja en mørk sky trukket for sit ansigt. Men at se hans ansigt, som Skriften mener det, er at kende ham ret som en nådig, from fader, af hvem man tør vente sig alt godt. Det sker alene ved troen på Kristus. Og dernæst, når du lever i din livssituation efter Guds Ord og bud, med din ægtefælle, børn, naboer og næste. Så kan du se, hvad der er Guds vilje, og slutte, at det behager ham fint, da det ikke er din egen indbildning, men hans ord og befaling, som ikke lyver eller bedrager. Nu er det en herlig sag og en skat, som overgår alt, hvad man kan ønske eller tænke, at vide, at det står ret til med os for Gud, sådan at både hjertet kan trøste sig til og rose sig af hans nåde, og at man ved, at også det ydre liv og ens færden er efter hans behag. Heraf følger, at man er glad og frimodig til at gøre og lide alt, og ikke lader sig forskrække eller gøre for­sagt af noget.

      Dette formår ingen, som ikke har sådan tro og et sådant rent hjerte, der alene retter sig efter Guds Ord. Alle munke har da også offentlig lært, at intet menneske kan vide, om han står i nåden eller ikke. Og det er ikke mere end fortjent, at de, fordi de foragter troen og de rette guddom­melige gerninger og søger egen renhed, aldrig får Gud at se, eller får at vide, hvordan de stå sig med ham.

      Når du spørger en munk, der på det flittigste har bedt sine timebønner, daglig holdt sin messe og fastet, om han også er vis på, at sådant behager Gud, så må han sige: han ved det ikke, og han må lade det stå åben. Slår det til, så er det godt. Det er heller ikke muligt, at nogen kan svare anderledes. Ingen af dem kan trøste sig med at sige: ”Munkekutten har Gud givet mig eller befalet mig at bære. Messen har han befalet mig, osv.” I sådan blindhed gik vi tidligere alle sammen, da vi gjorde så mange gerninger, oprettede stiftelser, fastede, bad rosenkranse, og dog aldrig turde sige: ”Denne gerning behager Gud, det er jeg sikker på og vil dø på det.” Derfor kan ingen med sandhed rose sig af, at han ved nogen af sine gerninger eller ved sin livsførelse nogensinde har set Gud. Eller hvis nogen alligevel af hovmod ville ophøje sådanne gerninger, og mene, at Gud måtte se hen til dem og give dem løn derfor, så ville dette være at se, ikke Gud, men Djævelen i Guds sted. For vi har intet Guds ord herfor, men alt er opfundet af mennesker og udgået fra deres egne hjerter. Derfor kan det aldrig berolige eller glæde noget hjerte, men ligger skjult under hovmod, så længe indtil mennesket ligger på sit yderste. Da styrter alt sammen, og driver til fortvivlelse, og man kommer på denne måde aldrig til at se Guds ansigt.

      Den, der derimod griber Guds Ord og bliver i troen, kan bestå for Gud, og kende ham som sin nådige fader, og behøver ikke at frygte, at han står bag ham med en knippel, men er sikker på, at han, tilligemed alle engle og hellige i Himlen, ser nådig ned og smiler til ham. Se, det er Kristi mening med dette ord, at alene de, som har et sådant rent hjerte, ser Gud. Herved afklæder og udelukker han al anden renhed, så at, hvor denne hjerterenhed ikke er, gælder det dog intet for Gud, kan heller aldrig se Gud, selv om ellers alt er rent på mennesket. På den anden side, når hjertet er rent, så er alt rent, og det skader ikke, selv om alt var udvendigt urent, ja om legemet var fuldt af bylder, sår og betændelse.

     

v9 Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

Her priser Herren med høj ærestitel og stor berømmelse dem, der beflitter sig på at stifte fred, ikke alene for sig selv, men også blandt andre, så de hjælper til at jævne alvorlige og indviklede sager, bilægge strid, afværge og forhindre krig og blodsudgydelse. Dette er også en stor dyd, men meget sjælden at finde i verden og hos de falske hellige. De, der ikke er kristne, er både løgnere og mordere, ligesom deres fader, Djævelen. Derfor duer de ikke til andet end til at stifte ufred, strid, og krig. Sådan finder man nu blandt paverne, bisperne og fyrsterne næsten lutter blodhunde, der med mange kendetegn har bevist, at de intet hellere ser, end at vi alle måtte svømme i blod. Når en fyrste bliver fornærmet, mener han straks, at han må begynde krig, og så puster og hidser enhver til, så længe til man har bekriget så meget og udgydt så meget blod, at angeren kommer bagefter, og giver nogle tusind gylden for de sjæle, som er omkommet. Dette er og bliver blodhunde, som ikke kan hvile, før de på hundevis har lugtet til hinanden og har fået luft for deres vrede ved at fare i hårene på hinanden, indtil de har bragt elendighed og ulykke over land og folk. Alligevel vil de hedde kristne fyrster og have en retfærdig sag.

 

Advarsel mod at gå i krig

Der hører mere til for at begynde krig, end at du har en retfærdig sag. For skønt det her ikke forbydes at føre krig, (fordi Kristus, som før sagt, her ikke vil fratage øvrigheden og dens embede noget, men kun underviser de enkelte personer, der for sig selv vil leve kristeligt) så er det alligevel ikke ret, at en fyrste vil bekrige sine naboer, selv om han har en retfærdig sag og den anden uret. Det hedder: ”salige er de, som stifter fred”, så at den, som vil være en kristen og et Guds barn, ikke alene ikke må begynde krig og ufred, men hjælpe og råde til fred, hvor som helst han kan, selv om der på hans side var nok så megen ret og grund til at føre krig. Det er nok, når man har forsøgt alt og intet vil hjælpe, at man da må handle i nødværge, for at forsvare land og rige. Derfor skal de ikke hedde kristne, men Djævelens børn, disse hidsige ledere, som øjeblikkelig griber til våben for et ords skyld; men endnu meget mere de, som nu for tiden forfølger evangeliet, og lader dets forkyndere uskyldig brænde eller slå ihjel, som dog intet ondt har gjort dem, men alt godt, og tjent dem med legeme og sjæl. Dog om disse taler vi ikke her, men blot om dem, som vil have en god og retfærdig sag, og mener, at de, som høje og fornemmer ledere ikke kan tolerere, hvad måske andre folk ville tåle.

      Imod disse står nu her skrevet: Når du lider uret og overlast, så skal du ikke tage dit eget naragtige hoved på råd, og straks begynde at hævne dig og slå igen, men du skal tænke på og bestræbe dig for, hvordan det kan tåles og der kan blive fred. Vil dette ikke lykkes, og du ikke kan tolerere det, så er der domstole og offentlige myndigheder i landet, så du på ordentlig måde kan søge ret. De er indsat, for at de skal forhindre og straffe uret. Den, som tilføjer dig overlast, synder derfor ikke alene imod dig, men meget mere imod selve øvrigheden, da det ikke er dit, men øvrighedens bud og befaling, at man skal holde fred. Lad derfor dommeren, hvem det påligger, hævne og straffe disse ting, som den, mod hvem din modstander har forbrudt sig. Men vil du hævne dig selv, så gør du ondt værre, idet du bliver skyldig i den samme synd, som den, der synder imod øvrigheden, og griber ind i dens embede. Derved fordærver du selv din retfærdige sag; for det hedder: Den, som slår igen, gør uret og selvtægt volder strid.

 

Opfat alt i bedste mening

Se, dette er det ene, som Kristus her lærer, imod de hævngerrige og hidsige hoveder. Og han kalder for det første dem fredsommelige, der hjælper land og folk til fred, som fromme ledere, råd og offentlige myndigheder, der, for at opretholde freden, sidder i deres embede og ledelse. Dernæst også fromme borgere og naboer, der med deres gode og velgørende ord stiller, for­liger og udrydder had og uenighed, der anstiftes af onde og giftige tunger, imellem mand og hustru eller naboer. Således roser Augustin sin mor Monica for, at hvor hun så to, der var uenige, lagde hun altid et godt ord ind til begge sider, og hvad godt, hun hørte fra den ene, bragte hun til den an­den; men hvad ondt, hun hørte, det fortiede hun, eller for­mildede det så meget, hun kunne, og forligte på den måde mange med hinanden. Det går især for sig blandt kvinder, hos hvem den skændige bagvaskelse mest plejer at herske, så megen ulykke ofte anrettes ved en ond tunge. Dertil bidrage de bitre, giftige sladrekællinger, som, når de høre et ord fra nogen, på det allerskammeligste tilspidser, skærper og gør det endnu bitre, og sætter den ene op imod den anden, så der mange gange kommer jammer og mord ud af det. Det kommer alt sammen af det skændige, djævelske væsen, som af naturen klæber ved os, at enhver gerne hører og taler det værste om sin næste, og gør sig selv ret til gode, når han ser en fejl hos en anden. Er en kvinde så skøn som solen, men har en eller anden plet eller et mærke på legemet, så glemmer man straks alt det andet, og ser alene på denne plet, og taler om den. Ligeledes, hvis en kvinde har det aller­bedste rygte for dyd og ærbarhed, skal der dog nok komme en giftig tunge, som engang har set hende smile til en anden, og således rakke hende til, at hun mister sit gode navn og sin ære. Dette er rigtig giftige edderkop, som ikke kan suge andet end gift af den skønneste rose, og fordærver både blomsten og saften, af hvilken en bi suger lutter sød honning og lader roserne uskadte. Sådan gør de også, som ikke kan se andet hos andre folk, end deres fejl og mangler, og hvad de kan kritisere, hvorimod de ikke ser, hvad godt de har. Der er mange dyder hos mennesket, som Djævelen ikke kan for­dærve, men dog tillukker menneskers øjne for, eller forvender, for at man ikke skal se dem, som for eksempel en kvinde, selv om hun er stræbsom i alle måder og ingen anden dyd har, så er hun alligevel Guds skabning, og kan idet mindste bære vand eller vaske børnetøj; og der er intet menneske på jor­den så ondt, at der jo er noget hos ham, som man må rose. Hvad skal det da til, at lukke sine øjne til for det gode og alene lukke dem op for og spejde efter det urene, da Gud dog selv har tildækket legemets mest uanseelige lemmer, og, som Paulus siger, skænket dem desto større ære, 1 Kor 12, 24. Og vi derimod har sådan lyst til snavs, at kun hvad der stinker og er møg, søger vi at frem og rode rundt i, ligesom svinene. Se, dette er Djævelens rette børn; og han har jo også selv navnet Diabolus fra, at han er en bagvasker og løgner, som har sin lyst og glæde, når han på det skammeligste kan bagvaske og forbitre os imod hinanden, så han blot kan anrette mord og elendighed, og ikke lade fred og enighed bo imellem brødre og naboer, mand og hustru.

      Derom har jeg engang hørt en historie om en ægtepar, der levede med hinanden i så stor kærlighed og harmoni, at man talte derom i hele byen. Da nu Djævelen ikke kunne forhindre dette, sendte han en gammel kæltring til kvinden, der hviskede hende i øret, at hendes mand besøgte en anden kvinde, og havde i sinde at slå hende ihjel; forbitrede sådan hendes hjerte imod manden, og gav hende det råd, at hun hemmeligt skulle bære en kniv hos sig, for at hun kunne komme ham i forkøbet. Da hun havde udrettet dette, gik hun til manden, og sagde det samme om konen, hvordan denne ville efterstræbe hans liv. Og til bevis derpå, sagde hun, ville han om natten finde en kniv i sengen. Den fandt han også, og skar halsen over på hustruen med den. Om denne historie nu er opdigtet eller sandt, så er dermed vist, hvad ondt giftige bagvaskere kan anstifte også blandt dem, der af hjertet elsker hinanden, så de med rette skal hedde Djævelens intrigemagere eller djævlerak, ligesom han hedder Djævelen, Diabolus, som ikke betyder andet, end en bitter, giftig, ond bagvasker. Derfor tag dig i agt for sådanne, så du ikke hører på dem eller giver dem indgang, og læg på sinde, at hvad du hører om din næste, skal du udlægge på det bedste, eller tildække, så du kan stifte og vedligeholde fred og enighed; så skal du for hele verden og for englene i Himlen med al ære hedde et Guds barn. Denne ære skal du altid lade lokke og drage dig. Ja du skal løbe efter den, om det var dig muligt, lige til verdens ende, og gerne give alt, hvad du havde, for den. Nu får du den her tilbudt for intet, behøver ikke at give noget eller gøre noget for den, uden dette, at når du vil være Guds barn, skal du også viser dig som et sådant, og gør din fars gerning imod din næste. For sådan har også vor Herre Kristus gjort imod os, da han forligte os med faderen og bragte os ind under nåden, og endnu daglig træder frem for os og lægger et godt ord ind for os.

      Sådan skal du også gøre, så du kan være en forsonende hjælper og mellemmand imellem dine medmennesker indbyrdes, og frembære det bedste til begge sider, men fortie det onde, som Djævelen har indgivet, eller undskylde det, så godt du kan. Besøger du Grethe, så gør, som du netop hørte om den hellige Monica, Augustins mor, og sig: Ak, kære kvinde, hvorfor er du så bitter? Hun mener det i sandhed ikke så slemt; jeg mærker ikke andet hos hende, end at hun gerne vil være din kære veninde, osv. Ligeledes, når du kommer til Kirstine, da gør ligeså. Så har du, så vidt det står til dig, på begge sider søgt at stifte fred som et ret Guds barn.

      Men vil du eller må du sige det onde, da gør som Kristus har lært dig. Bær det ikke omkring til andre, men gå til den, som har gjort det, og forman vedkommende til at forbedre sig. Ikke sådan, at du bærer det til skue, hvor du kommer hen, og går forbi den, hvem det angår, taler, hvor du skal tie, og tier, hvor du skal tale. Dette er det første, som du skal gøre. Så det bliver en sag alene imellem din næste og dig. Men må du også sige det til andre, når den første måde ikke hjælper, så sig det til dem, som har ansvaret for det, som far og mor, arbejdsgiver, borgmester og dommer Dette er at handle ret og ordentligt, for at det onde kan blive standset og få sin straf.

      Bærer du det derimod ud blandt folk, så bliver personen uden bedring, og det onde ustraffet, og det bliver alligevel båret ud ved dig og andre, så enhver gør sig til gode med det. Se, hvordan en god læge bærer sig ad med et sygt barn; han løber ikke ud blandt folk og råber det ud, men går til barnet, målet pulsen og undersøger stedet, hvor det gør ondt, ikke fordi han finder sin glæde i dets lidelser, eller ler deraf, men i hjertelig og god mening, for at hjælpe det.

      Sådan læser man om den hellige patriark Josef i 1 Mos 37, som vogtede kvæget med sine brødre, og da der førtes ond tale om dem, gik han hen og fortalte det til deres fader, som deres overherre, hvem det tilkom at have tilsyn med dem og straffe dem, da de ikke ville høre ham. Men siger du: hvorfor angriber du selv offentligt paven og andre, og holder ikke fred? Svar: Man skal jo vistnok tænke det bedste og hjælpe til fred og fortie alt, hvad man kan fortie, men når synden er åbenbar og griber for vidt om sig, eller, som pavens lære, gør almindelig skade, da gælder det ikke at tie længere, men at afværge og revse, især for mig og andre, der er i offentligt embede, hvem det tilkommer at undervise og advare enhver. For mig er det befalet og pålagt, som en præst og doktor, som dertil er kaldet, at han skal se til, at ingen forføres, så jeg kan aflægge regnskab for det på den yderste dag. Sådan befaler Paulus i ApG 20, 28 præsterne, at de skal våge og give agt på hele hjorden imod ulvene, der vil komme midt iblandt den. Sådan tilkommer det mig at straffe dem, der synder offentligt, så de må bedre sig, ligesom en dommer offentligt må fordømme og straffe de onde på sit embedes vegne. For det er tilstrækkelig sagt, at Kristus her ikke taler om noget offentligt embede, men om alle kristne i almindelighed, fordi vi alle er lige for Gud.

     

v10 Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

Jeg har ovenfor sagt, at disse stykker og løfter alle må forstås i troen om de ting, som man ikke ser eller hører, og at de ikke må forstås efter det ydre. For hvordan kan det siges at gå den vel og den prises salig efter det ydre udseende, som er fattig og må sørge og lide ondt, dertil lide al slags forfølgelse, som hele verden og fornuften kalder at det går dårligt, og som man lærer at undgå?

      Den, som derfor vil have den salighed og de goder, som Kristus her taler om, må hæve sit hjerte over alle sanser og fornuft, og ikke dømme om sig selv efter hvad han føler. Han må slutte sådan: Selv om jeg er fattig, er jeg alligevel ikke fattig. Fattig er jeg vel i det ydre efter kødet, men for Gud, i troen, er jeg rig. Ligeledes, når han føler sig bedrøvet, ked af det og bekymret, må han heller ikke dømme derefter, eller sige, at han er et ulykkeligt menneske, men han må vende det om, og sige: jeg føler vel bedrøvelse, jammer og hjertesorg, men alligevel er jeg salig, glad og fuld af fortrøstning til Guds Ord.

      Netop derfor findes der i verden den modsigelse, at de, som kaldes rige og salige, ikke er det; for Kristus råber ve over dem, og kalder dem usalige, selv om det synes, som de har det godt og det gik dem fint. Derfor skal også de løfte sine tanker højere op, over rigdom og gode dage, og sige: jeg er vel rig og lever i lutter glæde, men ve mig, hvis jeg ikke har noget andet; for der må visselig stikke lutter elendighed, jammer og hjertesorg under, som vil komme over mig, før jeg ser mig for. Sådan er det da med alle disse stykker, at de alle har et andet udseende for verden, end de har efter Kristi lære.

      Så har vi nu hidtil omhandlet næsten alt, hvad der hører til et kristent liv og troens åndelige frugter, og det i de to henseender: Først at man for sin egen person er fattig, bedrøvet, elendig, lider mangel og sulter, og dernæst at man imod andre er et frugtbart, velgørende, barmhjertigt, fredsommeligt menneske, og intet gør uden gode gerninger. Her tilføjer han nu til sidst, hvordan det går den kristne for alt dette: at han, fordi han er fuld af gode gerninger også imod fjender og de onde, må have den løn af verden, at blive forfulgt og sætte liv og velfærd til og alle ting.

     

To veje

Hvis du vil være en kristen, må du derfor være beredt herpå, så du må være uforfærdet og ikke forsage eller blive utålmodig, men være glad og frimodig, og vide, at det ikke står ilde til, når det går dig sådan. Det er gået Kristus selv og alle hellige på samme måde (som vi straks skal se af de efterfølgende ord), og det bliver derfor her forudsagt dem, der ville være kristne, at de skal og må lide forfølgelse. Derfor kan du vælge, hvad du vil: Du har to veje for dig, enten til Himlen og det evige liv, eller til Helvede; enten med Kristus, eller med verden. Men det skal du vide, at hvis du tragter efter, her at ville have gode dage og ingen forfølgelse lide, så kommer du ikke med Kristus til Himlen. Og omvendt. Kort sagt, du må enten lade Kristus og Himlen fare, eller have gjort op med dig selv, at du vil lide al slags forfølgelse og plage i verden. Konklusionen bliver: Den, som vil have Kristus, han må tilsidesætte liv og velfærd, ejendele, ære, verdens gunst og nåde, og ikke lade sig forskrække hverken af foragt, utak eller forfølgelse.

      Grunden er den, at Djævelen er en ond, vred ånd, og han hverken kan eller vil tåle, at et menneske kommer i Guds rige. Beslutter nogen sig for det, lægger han sig i vejen, og opvækker og forsøger alt, hvad han formår, derimod. Vil du være et Guds barn, må du derfor være betænkt på og rustet mod forfølgelse. Som den vise mand [Siraks Bog 2,1] og Paulus siger i 2 Tim 3, 12: ”Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.” Ligeledes Kristus selv i Joh 15, 20: ”En tjener er ikke større end sin Herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer.” Det går ikke anderledes til. Derfor hedder det: ”Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,” for at man kan vide, hvad man har at trøste sig til. For ellers er det et elendigt, usaligt liv, efter det ydre at dømme, og det gør os led og ked af det, altid at leve i fare for liv og ejendele. Men når man betragter det i troen, kan man hæve sig over det og tænke: Nu har jo dog Kristus sagt: jeg er salig og har det godt. Fordi han da har sagt det, så lader jeg dette være min trøst, og er ved godt mod.

      Dette ord skal udvide mit hjerte, ja gøre det større end både himmel og jord. For hvad er alle de, som forfølger mig, imod denne mand eller hans ord? Er der en eller to, som forfølger os, så er der mange flere, ja titusinde engle imod én, som holder med os, tilsmiler, trøster og priser os salige, og derhos alle hellige, der samstemmer med Kristus og Gud selv. Derfor må vi ikke lade sådanne ord ligge så kolde og døde, men puste dem op, og gøre dem store, og sætte dem imod al forfølgelse. Så skal vi se og lære, at al vor trængsel er for slet intet at agte imod denne høje trøst og dette evige gode; Rom 8,18.

      Men han siger udtrykkeligt: ”På grund af retfærdighed,” for at vise, at det ikke er nok at blive forfulgt, når det ikke er af denne grund. For Djævelen og onde mennesker må jo også tåle, at man forfølger dem, og den ene skurk kommer ofte i kløerne på den anden; den ene morder forfølger den anden; en tyrk fører kriger imod en tatar; men de er derfor ikke salige. Det gælder alene dem, der for retfærdigheds skyld forfølges, som også Peter siger i sit første brev 4, 15: ”Ingen af jer må lide som morder eller tyv eller forbryder eller for at gå andres ret for nær.” Når det derfor ikke er for retfærdigheds skyld, har ingen lov til at gøre sig stor af eller råbe op om store lidelser, sådan som de skammelige munke forførte de arme syndere, der skulle henrettes for deres forbrydelser, og trøstede dem på den måde, at de skulle opfatte deres henrettelse som bod for deres synd. Men vogt dig for den død, der skal gælde som bod for din synd, for den hører til Helvedes afgrund. Der må først være retfærdighed på grund af den Herre Kristi død.

      Se derfor til, at du for det første har en virkelig guddommelig sag, som du må lide forfølgelse for, og at du er sikker i din sag, så din samvittighed kan stå fast, om end hele verden stod imod dig. Derfor må Guds Ord frem for alting fattes vist og fast, så man ikke er i nogen tvivl eller vaklen desangående. Hvis nu f.eks. kejser, bisper og fyrster ville forbyde dig ægteskabet, frihed til at spise, eller nadveren under begge skikkelser osv, og forfølge dig herfor, da må du se til, at dit hjerte er sikkert i sin sag, og ganske fuldt overbevist om, at Guds Ord vil have sådant frit og uindskrænket, ja at det befaler, alvorligt at overholde det og at vove liv og velfærd derfor. Så har du den sikkerhed, at du kan sige: Sagen er ikke min, men min Herres Kristi. For jeg har jo ikke udtænkt det af mit eget hoved, har ikke overtaget og begyndt det efter mit eller noget menneskes råd og vilje, men har modtaget det, bragt ned fra Himlen og forkyndt gennem Jesu Kristi mund, som ikke lyver eller bedrager, men er sandheden og retfærdigheden selv. På den persons ord vil jeg vove, lide, gøre og undlade, hvad jeg skal, og ét eneste ord fra ham skal gælde mere for mig til at trøste og styrke mit hjerte, end Djævelens og hele verdens raseri og trusler til at forskrække mig.

      For hvad har det at betyde, at en fyrste eller kejser er gal og rasende, og truer med sværd, ild og galge, når min Kristus derimod taler venligt til mit hjerte og trøster mig med sådanne løfter, at jeg er salig og står mig hjertelig godt med Gud i Himlen, og alle Himlens hærskarer og skabninger prise mig salig. Når jeg har et sådant hjerte og sind, at jeg kan lide for hans ords og gernings skyld, hvad skal jeg da lade mig forskrække af sådanne elendige mennesker, der nok stormer og raser fjendtligt imod Gud, men forgår i hast som røg og som usle vandbobler? Som også profeten Esajas siger i 51, 12: ”Det er mig, der trøster jer, hvordan kan du da frygte for mennesker, der dør, for menneskebørn, der svinder bort som græsset? Hvordan kan du glemme Herren, der skabte dig, som spændte himlen ud og grundlagde jorden?” Han, som trøster dig og har behag i dig, er evig og almægtig. Når de alle er borte, så bliver han endnu siddende deroppe, og du med ham. Hvorfor vil du da tage en elendig, stinkende mavesæks trussel og vrede mere alvorligt, end sådan Guds trøst og velbehag? Du må takke Gud og være hjertensglad over, at du er værdig til at lide dette; sådan som apostlene i ApG 5, 41, gik bort med glæde og frydesang, da de var blevet forhånet og pisket. Se, er vi nu ikke højlig velsignet med disse ord, når vi blot modtage det med kærlighed og tak? For det mangler ikke på forfølgelse, og vi har dertil den store fordel, at vore modstandere ikke selv kan fordømme vor sag. De må, og det uden at vi takker dem for det, bekende: Det er ret og sandt nok, hvad vi lære. Fejlen er den, at vi lære det, for de ville ikke lære eller modtage det af os, da noget sådant aldrig er sket eller hørt indtil denne dag. Hvad vi derfor lider, det er en hellig, salig lidelse, som de også selv må give vidnesbyrd, og derfor er det nu ikke mere en menneskelig, men en virkelig djævelsk forfølgelse, når de siger, at det ikke må hedde Guds Ord, men det skal holde sin mund. Det må ikke lade sig høre, med mindre det først kommer og lægger sig for pavens fødder, og lader sig pådømme, som det behager ham og hans dukker.

      Lad os derfor desto gladere og villigere lide alt, hvad de kan gøre os, fordi vi har den visse og faste trøst og den store og herlige ære, at vor lære og vor sag er stadfæstet ved deres egen mund. Desuden har vi det fantastiske, kærlighedsfulde løfte, at vi skal blive godt belønnet i Himlen, og at vi skal glæde og fryde os derover, som de, der ikke behøver at søge efter Himmerige, men allerede har det fuldt færdigt. Med deres forfølgelse gør de ikke andet, end at de hjælper os bedre til Himlen, ja driver og jager os dertil. Se nu, om ikke disse korte, simple ord kan sætte mere mod i os, end hele verden formår, og give os mere trøst og glæde, end alle fjender kan påføre os plage og lidelse; når man kun ikke går ordene løst forbi, men fatter dem en smule med hjertet og eftertænker dem?

      Dette er nu sagt om den forfølgelse, der sker i gerning, og som går ud over liv og ejendele, idet man øver vold imod de kristne, piner, brænder, hænger og myrder, som man nu for tiden gør og altid har gjort. Dertil kommer en anden forfølgelse, som hedder bagvaskelse, skam og skændsel, som går ud over æren og vort gode navn, som den kristne frem for alle andre mennesker må lide. Derom taler nu Kristus videre:

     

v11 Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.

Dette er også en svær og hård forfølgelse, og, som sagt, de kristnes rette lidelse, at man på det allerbitreste og giftigste bagvasker og forhåner dem. For skønt andre folk også må lide forfølgelse, og man øver vold og uret imod dem, så lader man det dog bero hermed, så de beholder deres ære og gode navn; derfor er dette endnu ikke en rigtig kristen lidelse. For her er det ikke nok med, at man lægger al pine og plage på dem, men man må dertil på det allerskændigste forhåne og bagvaske deres navn, så verden oven i købet, når den myrder de kristne, af alle kræfter roser sig af, at den har henrettet de værste forbrydere, som jorden ikke længere kunne tåle, og har bevist Gud den største og ham velbehageligste dyrkelse, som Kristus siger i Joh. 16, 2. Sådan har der ikke været noget foragteligere og skændigere navn på jorden end en kristens, og intet folk, hvem man er så hadsk og sådan forfølger med onde og giftige tunger, som kristenfolket.

      Dette beviser man nu også ærligt og redeligt imod det kære evangelium og dets præster med sådan skammelig bagvaskelse, løgn, ondskab og giftig fordrejelse, at man hellere skal ønske mange gange at lide døden, end at gennembores af disse giftige bagvaskelsespile. Her farer paven frem, og slår ned med sin torden og lynild, og fordømmer os ned i det nederste Helvede, som Djævelens værste børn. Derefter raser og stormer hans slæng, biskopper og fyrster, med så gruelige bagvaskelser og skældsord, at det kan gå igennem marv og ben, så man til sidst kunne blive træt og ligge under for det, hvis vi ikke havde en trøst, som er stærkere og mægtigere end al deres ondskab og raseri. Derfor lade vi dem rase og bagvaske så meget de ville, dem selv til plage, så de selv kan trækkes med deres umættelige og giftige had og nag; men vi er frejdige og ved godt mod. Vil de vredes og rase, så kan vi le over det og være vel til mode.

 

Lidelsens vej

Derfor siger jeg atter: Den, som vil være en kristen, må være beredt på at lide sådan forfølgelse af giftige og onde bagvaskertunger, især hvor de ikke kan komme frem med vold. Man lader hele verden hvasse sin tunge mod ham, gøre ham til sin skive, hugger og stikker løs på ham, mens han derimod frimodig foragter det alt sammen, og ler dertil i Guds navn og lader dem rase i deres Guds, Djævelens navn. Han holder sig til den trøst og forsikring, at hans sag er ret, og Guds egen sag, som de også selv må stadfæste, selv om de fordømmer os, mens de dog må sige, at det er sandhed. Og vort eget hjerte og samvittighed er forsikret for Gud om, at vi lærer ret. For vi lærer jo ikke af vort eget hoved og egen fornuft eller visdom, eller søger vor fordel eller ære hos verden, men vi prædiker og priser alene Guds Ord og gerning. Hvorimod de, vore fjender, intet andet ophøjer end deres egen gerning, fortjeneste og hellighed, og derfor forfølger os, som ikke driver på sådant sammen med dem. For de forfølger os ikke, som om vi var skørtejægere, røvere og tyve - de kan nemlig godt tåle de mest fortvivlede galgenfugle imellem sig - men derover opløfter de ramaskriget, at vi ikke vil godkende deres lære og liv, men alene prise evangeliet, Kristus, troen og de sande gode gerninger, og dette lider vi ikke for vor egen skyld, men alt for den Herre Kristi skyld. Derfor ville vi også spille spillet ud med dem, og så hård pande skal de ikke have, at vi har den endnu hårdere. De må kort og godt lade denne mand blive, hvad enten de ser surt eller blidt dertil.

 

v12 Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i Himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Dette er søde og trøstefulde ord, der skal gøre vort hjerte frydefuldt og stærkt imod al slags forfølgelse. Skal man ikke agte den kære Herres ord og trøst kostelige og højere, end en afmægtig, skiden, stinkende ormesæks, eller den skændige paves vrede, trusler, forbandelser og torden, selv om han udøste al sin vredes og forbandelses møgkiste og hele Helvede over os, som et skybrud. Her hører jeg, at det så hjertelig vel behager min Herre Kristus, og at han selv byder mig at være glad og frimodig. Desuden lover han så herlig løn, at Himmeriget skal være mit, og alt, hvad Kristus med alle hellige og hele kristenheden har? Kort sagt, en sådan skat og trøst, som jeg ikke ville bytte med hele verdens rigdom, glæde og strengespil, selv om hvert græs og hvert løv var lutter tunger, som lovede og priste mig. For her er det ikke en kristen, ja ikke en engel, som priser mig salig, men alle engles Herre, hvem både de og alle skabninger må falde til fode og tilbede. Derfor må de med alle skabninger, også løv og græs, mig til lov og pris synge og danse af glæde. Hvad er nu derimod de, som forfølger mig, andet end lutter pebernødder og luselort, med forlov, for ikke at sige noget værre? Hvad har det at betyde, om alle skabninger, blade og græs i skoven og hvert sandskorn i havet, var lutter tunger, og de af yderste evne dadlede og fordømte mig, imod et eneste ord af denne mand? For hans stemme klinger så højt, at himmel og jord må fyldes og give genlyd deraf, og derimod må alle hans fjenders hæse og kvækkende hosten og harken forstumme.

      Se, sådan skal vi lære at gøre os sådanne ord en smule nyttige, som de, der ikke stå der forgæves, men er talt og skrevet til styrkelse og trøst for os. Det er ord, hvormed vor kære mester og tro hyrde og biskop, udruster os, for at vi må være duelige og uforfærdede til at lide, når man lægger al plage og ulykke på os for hans skyld, hvad enten det er med ord eller gerninger, så vi kan foragte alt det, der volder os anstød, og bedømme det anderledes end vort eget hjerte og fornuft.

      For når man spørger sin egen tanke og følelse til råds, er det jo surt nok og gør ondt, at man skal tjene, hjælpe og bistå verden og enhver, og intet have til tak, uden det arrigste, bitreste had og onde, giftige tunger. Hvis kød og blod skulle bestemme her, ville det snart hedde: Skal jeg ikke have andet ud af det, så kan den, som har lyst, blive ved evangeliet og være en kristen, og lad Djævelen herefter hjælpe verden, når den ikke selv vil andet. Derfor klager og skriger alle og enhver nu også op om, at evangeliet ikke skaffer andet end ufred, strid og røre i verden, og at alt står værre til nu, efter at det er kommet, end før, da alt foregik stille og ordentligt, og der ingen forfølgelse var, og folk levede med hinanden som gode venner og naboer.

      Vilkårene er altså disse: Vil du ikke have evangeliet eller være en kristen, så gå hen og hold med verden, så forfølger ingen dig, og du har verdens venskab. Men vil du have evangeliet og Kristus, så vær beredt på, at det går dårligt, og at ufred og forfølgelse begynder, hvor det kommer hen. Hvorfor? Fordi Djævelen ikke vil tåle, at det går anderledes til, heller ikke vil ophøre med at hidse folk imod evangeliet, så hele verden må blive optændt imod det, sådan som nu for tiden bonde, borger, adelsmand, fyrster og herrer, der af lutter trods er evangeliet fjender, og selv ikke ved hvorfor. Derfor siger jeg, for at svare sådanne unyttige skrålhalse og selvkloge folk: Det kan og skal ikke gå roligt og stille til. For hvordan skal det gå roligt til, hvor Djævelen har ledelsen og er evangeliets dødsfjende? Og visselig heller ikke uden grund; for det gør ham følelig skade i hans rige, og skulle han lade det uhindret få fremgang, så var det snart forbi med hans rige. Men skal han standse og forhindre evangeliet, så må han opbyde al sin kunst og magt og ophidse derimod, hvad der er i hans vold. Håb derfor ikke på fred og ro, så længe Kristus med sit evangelium trænger ind i Djævelens rige, og ve den fred og ro, som var tidligere, og som de nu ønsker tilbage. For det er et sikkert tegn på, at Djævelen regerer dér med al sin magt, og at Kristus ikke er der. Og jeg frygter desværre for, at det igen vil gå sådan til, og at evangeliet alt for snart vil blive os tyskere frataget. Det er det, som disse skrig nu for tiden lægger an på.

      Men vi har jo den trøst, at det ikke er vor skyld, at det går dårligt. For vi ser jo hjertens gerne, at alt må gå ret til, og har gjort vort med lære, formaning, bøn, tryglen og eftergivenhed, også imod fjenderne. Vi tilbyder dem fred, og alt, hvad der påligger os; hjælper og råder dertil af alle kræfter, ja med fare og skade for os selv; og lider derfor, hvad der måtte være. Alligevel udretter vi intet, uden at de på det grueligste og giftigste forfølger, bagvasker og forhåner os, og ikke ville høre op, før de har kølet sig i vort blod. Da de nu ikke vil have det anderledes, lader vi dem til sidst fare med deres trusler, raseri og bagvaskelse, og holder os til den trøst, som vi her har hørt, visse på, at de ikke skal bringe det hen, hvor de gerne vil have det, med mindre de først får styrtet Kristus fra Himlen, og gjort ham med alt, hvad han har sagt, til løgner.

”således har man også forfulgt profeterne før jer.”

I er dog ikke de eneste, vil han sige, hvem dette overgår. Se jer om, og gå tilbage til alle de hellige fædre, som har levet før jer, så skal I finde, at det er gået dem alle sådan. Vil I da have noget forud for dem? Skal han for jeres skyld forandre sin skik og vis? Han har jo dog i sine kære fædre og profeter måttet tåle, at man har forfulgt og myrdet dem, at de har været bagvasket og forhånet af enhver, og til spot for verden. Man ser jo i Skriften, at det har været almindelig skik, og var blevet til et ordsprog, at når man ville nævne en profet, så kaldte man ham en dåre, som i Jehus historie, 2 Kong 9, 11 da de sagde om en profet: ”Hvorfor kom dette forrykte menneske til dig?” Og Esajas viser os i kap. 57, 4, hvordan de vrængede mund og rakte tungen ad ham. Men hvad andet har de udrettet dermed, end at de kære profeter og hellige har ære, lov og pris i hele verden, dertil regere evigt med den Herre Kristus, mens de derimod stinker så afskyeligt og bliver forbandede af enhver. Dette skal I visselig også have i vente, siger Kristus, at I skal blive belønnet, som de er belønnet, rigeligere og herligere, end I kan tro eller driste jer til at ønske, for I er just i samme selskab og menighed. Se, dette ikke jo en ret kostelig prædikant og omhyggelig mester; han udelader intet, som tjener til at styrke og gøre frimodig. Han giver os både sit ord og sit løfte, fremfører desuden, alle de helliges og sit eget eksempel og vidnesbyrd, hvormed alle engle i Himlen og alle skabninger samstemmer. Hvad mere vil vi da have? Skal vi da ikke på hans trøstefulde ord, for hans skyld udstå en dyst mod verden og Djævelen? Hvad ville vi gøre, hvis vi ikke havde en ret guddommelig sag og sådanne fortræffelige ord og løfter, og dog måtte lide, som andre folk, der ingen trøst har? For det kan dog ikke komme så vidt i verden, at man ikke skal lide noget, og det kan ikke være anderledes, end at det må gå dårligt for evangeliets skyld, så de fromme derved skal øves og hjælpes frem til deres forjættede trøst, glæde og salighed, men de onde og evangeliets foragtere og fjender skal straffes og fordømmes.

      Sådan har Kristus nu hidtil forberedt og undervist sine kristne, hvordan de for deres egen person skal leve og lide i denne verden, og især dem, der offentligt skal føre et embede i kristenheden. Skønt enhver kristen, også uden at have dette, for sin del altid skal være beredt på at stå fast, hvor det gælder om at bekende sin Herre, forsvare sin tro, og stedse være rustet imod verden, Djævelen og sværmerne, og opbyde imod dem alt, hvad man formår. Nu går han videre, og vil også pålægge dem embedet og undervise dem om, hvordan de skal føre dette; dernæst også lægge dem i munden, hvad og hvordan de skal prædike. For disse to ting er det, som gør en fuldkommen kristen: at han lever ret for sin egen person og lider, hvad han må lide, for det og dernæst at han fører og udøver sit embede ret, hvormed han skal tjene og hjælpe andre. Derfor siger han nu:

     

v13 I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.

 

Præsteembedet er kun for mandfolk

Med ordet ”salt” viser han, som sagt, hvad deres embede skal være. For salt er ikke salt for sig selv, kan ikke salte sig selv; men dets brug er, at man dermed salter kød og hvad andet, man ellers bruger det til i køkkenet, for at det må beholde sin smag, holde sig friskt og ikke rådne. Sådan, siger han, er også I salt, ikke til at bruge i køkkenet, men til at man dermed skal salte det kød, som hedder hele verden. Dette er jo et herligt embede og en stor og udmærket ære, at Gud kalder dem sit salt, og udnævner dem til, at de skal salte alt, hvad der er på jorden. Dertil hører en sådan person, som er beredt til, sådan som han hidtil har lært, at være fattig, elendig, trængende, sagtmodig osv, og at lide al slags forfølgelse, skam og bagvaskelse. Kan man ikke dette, bliver der aldrig nogen prædikant ud af det, som ret tager fat på at salte, men man bliver et kraftesløst salt, som ikke duer til nogen ting.

      For det er jo at pålægge meget, og alt for meget forlangt, at de stakkels fiskere, eller et andet stakkels foragtet menneske, for Gud skal hedde jordens salt, og driste sig til at angribe og salte alt, hvad der hedder menneske på jorden. Fornuft og natur formår det ikke, for de bliver trætte, og kan ikke tåle, at de kun skal have skam, spot og ulykke til løn, og vil snart sige: lad Djævelen salte verden i mit sted! Derfor har vore hellige fædre, bisper, munke og eneboere hidtil handlet klogt, idet de har undladt at prædike, og har taget fat på andre ting eller afsondret sig fra mennesker. For de har set, at det koster for meget at leve i uafladelig fare for liv, ejendele og ære, og tænkt: Vi vil overlade det til andre, og imens krybe hen i krog, og tjene Gud med gode dage.

      Derfor er det en vanskelig ting at være en apostel eller prædikant, og at udføre et sådant embede; ja umuligt, når der kun ses på kød og blod. Men det må være sådanne folk, som gør det gerne, for Guds og for den Herre Kristi skyld, som ikke vil tvinge eller med drive nogen til det med befaling. For kristenstanden er en sådan stand, som kræver villige hjerter. Den, der ikke af hjertet har lyst dertil, skal holde sig væk. Men vor trøst og styrke, når det går hårdt til, og verden og Djævelen ser surt til os og vredes, alt hvad de kan, er, at Kristus siger: ”I er jordens salt!” Når det ord lyser i hjertet, så man kan forlade sig derpå, og uden nogen tvivl berømme sig af at være Guds salt, så lad dem fortørnes og vredes, de, som ikke vil le. Jeg kan og tør trodse og pukke mere på det ene ord af ham, end de på al deres magt og våben. For når han erkender mig derfor, og ved sit ord giver mig vidnesbyrd om det, så må alle engle i Himlen, ja sol og måne og alle skabninger sige ja dertil, og stå på vor side imod verden og Djævelen. Og hvis det var, så havde vi dog nok i det ene ord, at han kalder og døber os sådan. Det skal de nok lade stå; så skal vi vel også bestå for dem med ære, så længe Kristus og hans ord består.

      Nuvel, hvordan denne salten går for sig, er let at forstå, nemlig, at man skal træde op og sige: Alt, hvad der er født og lever på jorden, er udueligt, råddent og fordærvet for Gud. For da han kort og klart siger, at de skal være jordens salt, altså salt for alt, hvad der hedder verden, så følger, at alt, hvad der er i verden og hedder kød eller menneske, må blive fordømt og gennemsaltet. Dermed fordømmes hele verdens hellighed, visdom og gudsdyrkelse, udtænkt af den selv, uden for Guds Ord, som det, der er af Djævelen og hører hjemme i Helvedes afgrund, når det ikke holder sig til Kristus alene. Dette er en uvenlig prædiken, som gør os uønskede for verden og pådrager os dens had og forfølgelse.

 

Kirkens ja og nej

For verden kan måske finde sig i, at man prædikede ret om Kristus og alle troens artikler; men når man vil angribe den, og salte den med, at dens visdom og hellighed intet skal gælde, ja er formørket og fordømt, det kan og vil den ikke tåle. Man beskylder præsterne for, at de ikke kan andet end at skælde ud og bide; og det må hedde om dem, at de sætter verden i oprør, stifter ufred, og forhåner og bespotter gejstlige stillinger og gode gerninger.

      Men hvad kan vi gøre? Skal man salte, så må det bide, og skælder de os end ud for at være bidske, så ved vi dog, at sådan skal det være, og at Kristus har befalet det, og vil, at saltet skal være skarpt og bide rigtig til, som vi straks skal høre. Ligesom Paulus også overalt går frem på samme måde; straffer hele verden, og fordømmer alt, hvad den lever og gør, hvis det ikke sker i troen på Kristus. Og Kristus siger i Joh 16, 8: ”Når Helligånden kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.” Det vil sige, at han skal angribe alt, hvad han finder i verden, ikke gøre nogen undtagelse eller forskel, heller ikke dadle nogle og rose andre, eller straffe alene tyve og skurke, men skære alt over én kam, den ene med den anden, han være stor, lille, from, klog, hellig, eller hvad han vil; kort sagt, alt, hvad der ikke er Kristus. For Helligånden behøver ikke at komme, eller at sende præster ud i verden, for at påvise og straffe ydre grov synd, hor, mord osv, som verden selv kender og kan straffe; men derimod hvad den holder for det kosteligste, og det, hvori den mest behager sig, hvormed den vil være from og hellig og tjene Gud.

      Derfor holder det ikke stik, hvad nu til dags nogle kloge folk hævder, at det er nok, at en præst fortæller enhver, hvad der er ret, og at han godt kan prædike evangeliet, uden at han behøver at angribe pave, biskopper, fyrster og andre institutioner og personer, hvorved megen ufred og strid opstår. Nej, det gælder: Vil du prædike evangeliet og hjælpe folk, så må du også være skarp, og komme salt i sårene, dvs. påvise løgnen og straffe, hvor det ikke går ret til, som nu for tiden med messer, munkevæsen, aflad osv. og alt, som hænge ved dette uvæsen. Sådan forargelse må ryddes af vejen, så ingen skal blive forført deraf. Derfor må man her stedse blive ved med saltningen, for at man kan holde dette uvæsen borte, og ikke give det rum nogen steder, så det opstå på ny, eller hemmelig gribe om sig. Det vil altid ske, hvor saltningsembedet ikke holdes ved lige, og som det hidtil har fundet sted i kristenheden, at idel rådden menneskelærdom har regeret og fordærvet alt. Det var sikkert ikke sket, hvis saltningen var vedblevet. For det har ikke manglet på den rette lære, fordi Skriften, evangeliet, nadveren og prædikestolen dog ved Guds nåde er forblevet i kirken. Kun skulle biskopperne og præsterne have drevet derpå, og blevet ved med at indøve og bruge det, så alt, hvad der stammer fra gamle Adam, kunne blive saltet.

      Derfor formaner og advarer Kristus her disciplene så omhyggeligt, at de skal give agt på, at sådan salten altid må finde sted. Han siger: ”Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med?” Kraftløst salt er salt, der har mistet tænderne og skarpheden, og ikke mere krydrer eller bider. Det er, når embedet med at straffe mennesker og vise dem deres elendighed og manglende muligheder går til grunde i kristenheden, så man ikke bevarer folk i anger og selverkendelsen. Man lader dem leve i den tro, at de er fromme og alt er godt, og lader således deres eget væsen, egen hellighed og selvvalgt gudsdyrkelse gribe om sig, så længe, indtil den rene lære om troen helt går til grunde igen og Kristus går tabt. Alt bliver fuldstændig fordærvet, så der ikke mere er hjælp eller råd.

 

Saltningsembedet

Dette har han forudset, og i disse ord forudsagt den kommende fare, ja skade og fordærvelse i kristenheden, at man ville forsømme denne salten eller straffeembede, og at der i dets sted ville fremstå så mange sværme af partier og sekter. Enhver vil bringe sit eget kram til torvs som ret lære og gudsdyrkelse, mens det dog intet andet er end verdsligt og kødeligt væsen, vokset ud af vort eget hoved og fornuft, hvori vi behager os selv, og rådner helt hen i det, at vi blive vildt, stinkende og fordærvet kød, som salt og straf er spildt på.

      Heraf ser du, hvor magtpåliggende dette stykke er, så Kristus ikke uden grund sætter denne befaling i spidsen for alle andre, og så omhyggelig indskærper den. Uden dette kan kristenheden ikke bestå, og Kristus ikke blive i menigheden, og der kan ingen ret erkendelse og intet ret liv være. Der er næppe nogen større skade og fordærvelse til i kristenheden, end når saltet, hvormed man skal salte og krydre alle andre ting, bliver kraftløst. Og det kan hurtigt ske. For det er en gift, som smager sødt og er vel tilpas for den gamle Adam. Så behøver han nemlig ikke stå i sådan fare, vove liv og lemmer, lide forfølgelse, spot og bagvaskelse. Derfor er vore bisper og gejstlige de klogeste folk på jorden i dette tilfælde (skønt de ikke er så meget værd, at de skal hedde kraftløst salt, men skal høre Djævelen og hans engle til, som de, der slet ikke fører noget biskoppeligt embede, men endog forfølger os i yderste grad). De prædiker sådan, at de bliver uden for fare, og har nok af ejendele og guld og dertil ære og magt.

      For den, der skal straffe hele verden, kejsere, konger, fyrster, vise og lærde, og sige, at deres væsen er fordømt for Gud, han må sætte livet på spil. Men når man hykler for dem, og lader fem og syv være lige, så har det ingen nød, så beholder man gunst og ære. Desuden kan man smigrer sig med den søde tanke, at man godt kan prædike evangeliet alligevel. Imidlertid er jeg herved blevet et kraftløst salt; for dermed lader jeg mennesker blive i deres gamle indbildning og kødelige tanker, så de farer til Helvede med mig i spidsen.

      Sådan har dette embede mange anfægtelser og forhindringer både til højre og venstre side, som vil bringe os til at tie stille, enten af frygt for fare, skade og forfølgelse, eller for ære, ejendele og vindings skyld. Så er vi desuden også skrøbelige, dovne og modvillige, så vi let lader os bringe derfra og bliver trætte, når vi ser, at det ikke har den fremgang, som vi gerne ville, og det ser ud, som det er forgæves, og at mennesker foragter lærdommen, ja blive værre og værre, jo mere man vil overbevise dem.

      Derfor må vi være rustede herimod, og alene se på Kristi befaling, som har pålagt os dette embede, og vil, at vi skal lukke munden op og straffe, hvad der er at straffe, ikke se på vor egen fare og ulejlighed, heller ikke på vor fordel og vinding, eller på andre menneskers ondskab og foragt, men trøste os med, at han gør os til sit salt, og vil bevare os. Han befaler os trøstig at salte, og ikke bryde os om eller lade os skræmme, hvis verden ikke vil tåle det og forfølger os derfor. Vi skal heller ikke give op, selv om vi, som vi mener, intet udretter. For hvad han byder os, skal vi være fornøjet med, og overlade til ham, hvad og hvor meget han vil udrette ved os. Vil mennesker ikke høre eller modtage det, så er vi ikke desto mindre salt, og har udført vort embede. Så kan vi dog med al ære og frimodighed stå for Guds domstol og svare, at vi trolig har sagt det til alle og enhver, og intet stukket under stolen, så de ingen undskyldning har, som om de ikke havde vidst bedre, og det ikke var sagt dem.

      Men de, som lader sig skræmme og tier stille for gunst, ære og ejendele, de skal også på den yderste dag høre det sagt om sig: Denne person var vor præst, og har ikke sagt os det, og det skal ikke undskylde dem, hvis de vil sige: Herre, de har ikke villet høre det. For dertil vil Kristus sige: Ved du ikke, at jeg har befalet dig, at du skal salte, og dertil alvorlig advaret dig? Skal du ikke frygte mit ord mere, end dem? Sådanne ord skal også med rette forfærde os. For her hører du den dom, han fælder over sådant kraftløst salt:

”Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.”

 

Hovedartiklen

Dette vil sige så meget som, at de heller ikke her på jorden skal have det godt. Men være rent ud forkastet af Kristus, som de, der aldeles ikke tilhører ham, og aldrig skal være hans præster, eller høre til kristenheden, men allerede er kastet ud og berøvet deres borgerskab i Himlen og samfundet med alle hellige, selv om de beholder navnet og agtes højt af mennesker, som de bedste prædikanter og helligste folk på jorden. Sådan gik det til i pavedømmet på den tid, da det var allerhelligst og frommest (ikke som nu, da det jo er blevet et verdsligt kejserdømme og et åndeligt djævelsk styre). Det var dengang da paven selv prædikede og styrede kirken, ordnede og indrettede alle ting på det skønneste med hellige stillinger og ordensregler, som Gregorius og nogle andre før og efter ham har gjort. Det anså hele verden for det ypperligste styre og den helligste gudsdyrkelse, som kunne være til på jorden, og dog duede det alt sammen til intet.

      For her manglede det salt, hvorved man skulle have bedømt og straffet alt sådant efter Guds Ord som vor egen selvopfundne hellighed. Men hele verden priste og bifaldt det, og bestyrkede således den hovmodige egenretfærdighed og den falske stolen derpå, som det rette salige liv og de i sandhed hellige livsforhold, som vi ser, at også Gregorius selv ophøjer og priser dette. Så, skønt han nok var en hellig mand, som jeg anser ham for, så har han dog intet godt udrettet med sin lære, mens det dog har et så fortræffeligt ydre skin, at intet menneske kan finde noget at udsætte, og hvis de nu kunne bringe det tilbage i den gamle stand, turde ingen prædike et ord derimod, uden at måtte hedde den værste kætter, som nogensinde har været til.

      Dette er nu det ene stykke af advarselen, at han siger: Når saltet mister sin kraft, duer det ikke til noget mere. Det andet lyder endnu forfærdeligere, idet han fælder den dom over det, at det skal kastes ud og nedtrædes af mennesker. For når det rette salt, det vil sige, den rette udlægning af Skriften mangler, hvorved man skal dømme hele verden, og intet lade gælde uden alene troen på Kristus, så mangler alt, og det hjælper intet, hvad man ellers lærer eller straffer. For både lære og liv, mester og lærling er jo allerede forkastede og fordømte for Gud. Kort sagt, når der ikke lægges vægt på denne artikel om Kristus, at vi retfærdiggøres og frelses alene ved ham, og holder alt uden for ham for at være fordømt, da er der ingen modstand og værn mere imod falsk lære. Ja, da er der ingen grænser for eller ende på al slags kætteri og vildfarelse, sekter og sværmere, idet enhver da optænker og fremfører, hvad han selv finder for godt.

      Sådan er det hidtil gået os under paven, at ingen munk drømte noget vanvittigt, uden at det måtte bringes frem på prædikestolen, og der måtte blive en særlig gudstjeneste deraf. Der har ikke været nogen løgn så skammelig, at den alligevel er blevet antaget, når man kun har turdet bringe den på prædikestolen, indtil det til sidst er kommet dertil, at man ikke alene har mistet Kristus, men også Gud med, og de selv knap nok tro nogen trosartikel mere. Jeg vil vove at sige, at i hundrede år har der kun været få paver, som har troet nogen trosartikel, som det da også nu er tilfældet i Tyskland, hvor artiklen om Kristus er udryddet hos mange, og derfor det ene sværmeri efter det andet har trængt sig ind, så den ene fornægter nadveren, den anden dåben og andre artikler, og mange allerede er blevet helt løsslupne, som slet intet tro (ligesom paverne med deres kardinaler i Rom), og således til sidst bliver til lutter kvæg og svin, og forlader verden som sådanne.

      Derfor har jeg altid formanet, ligesom Kristus her gør, at saltet må forblive salt og ikke tabe sin kraft, det vil sige, at man flittigt må fremholde hovedartiklen om troen. For hvor den ophører, kan intet forblive ret og alt er tabt. Der er ingen tro og ingen forstand mere, så ingen kan lære ret og forstå ret. Kort sagt, saltet må lade sig træde under fødder af alle og enhver, idet der ikke gives noget så groft og råt asen, at jo enhver løber til og tror det, når han blot kan fremføre noget nyt. For hvad har ikke hidtil de skændige og uforskammede munke turdet prædike, og besnakket folk med deres broderskaber, bønnesuk og rosenkranse, ja med deres lurvede kutter, som de trak på de døde, og dermed sikrede dem Himlen?

      Hvad er dette andet, end at lade sig træde under fødder af alle og enhver, og at være enhver løgnprædikant underkastet? Det kommer af, at Djævelen har fået magt over hjertet, og helt har fordærvet det med sin falske, fordømmelige lære og overtro, så Kristus bliver bortskaffet, og kundskaben om ham går tabt.

      For når jeg holder på, at Kristus alene er min retfærdighed og hellighed, så skal ingen munk nogensinde overtale eller forføre mig med sin munkekutte, rosenkranse, opdigtede gerninger og menneskepåfund. Ved troen er jeg en dommer over alle selvopfundne livsforhold og alt selvopfundet væsen; så jeg kan fordømme alt, hvad der vil vise mig noget andet, der skal gælde for Gud. Holder jeg derimod ikke fast på det, men lader skatten fare, og lader mig henvise til, at jeg også på andre måder må forsøge at blive from, forsone Gud og gøre bod for synden, så er jeg et bytte for alle slags strikker og garn, som Djævelen udstiller, og lader mig føre, som han vil. Så kommer her en, der en anden, som prædiker for mig: Vil du blive gudvelbehagelig og tjene Herren, så træk en kutte på dig; bed daglig så og så mange rosenkranse, tænd så og så mange lys for Anna; så lader jeg mig lede som en blind og er enhvers nar og fange, og gør alt, hvad man siger til mig, værgeløs imod enhver vildfarelse.

      Se, det har den Herre Kristus her selv forudsagt og advaret om, at det vil gå sådan. Alligevel har ingen forstået at tage sig i agt herfor, og hvis vi nu ikke er årvågen og passer nøje på, at vi beholder denne artikel, da vil det også gå os sådan, at vi ikke beholder nogen artikel ret og ren, eller ophører at føre vild og stifte sværmerpartier, indtil det er for sent og ingen prædiken eller lære mere hjælper, men vi er og bliver kvæg og svin; som det desværre nu allerede går for sig blandt den store hob, til løn for vor foragt og utak imod evangeliet.

     

v14 I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. v15 Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.

Dette er den anden del af det embede, som han pålægger de kære apostle, at de skal hedde og være et lys i verden. De skal nemlig undervise sjælene og føre dem til det evige liv. Hermed lægger han hele verden under apostlene, for at den skal og må oplyses af dem, og følgelig erklærer, at den hel og holden med alt, hvad den indeholder, er idel mørke og blindhed. For hvis den havde et lys, som kunne oplyse den (som den selv mener), hvad behøvedes der da apostle til. Se nu, om dette ikke er et højt og herligt embede, og en ære over al ære, at alt, hvad der er i verden, det hedde konger, fyrster, herrer, lærde, vise, hellige, må stille sig nedenfor, og lade apostlene træde op, og dadle og fordømme al deres visdom og hellighed, som de, der ikke ved, hvad de lærer eller lever, eller hvordan de har det med Gud.

      Men her kommer mester pave med sine bispedukker, som de, der vil hedde Kristi og apostlenes overordnede, og tør mestre Kristi ord, og sætte apostlene under sig. De råber op om, at det ikke er nok, at apostlene har prædiket og Helligånden har lyst gennem dem, men at man må høre og holde de sætninger, som er udgået fra de hellige fædres kirkemøder og paverne, som de, der har lært meget mere og højere. Men man skal vide, at Kristus ikke er en gøgler, der taler med halve ord; men fordi han kalder apostlene for verdens lys, så må deres lære alene gælde og være tilstrækkelig til at oplyse hele verden, så man ikke behøver noget andet lys. Ja, hvad der er uden for deres lære, må være idel mørke. Hvor meget de end lyser med deres lygte, så er det dog intet uden lutter menneskebud om ydre ting, som alligevel enhver forstår og nok selv kunne opfinde og gøre. Man skal ikke kalde dem Lux mundi, ”Verdens lys”, men Lex dei, ”Guds lov”, som dem, der drister sig til at ville regere Gud selv og hans kristenhed med deres love, som om de var meget bedre end apostlene.

      Sådan formørker de apostlenes lys med deres blinde lære, hvormed de ikke kan straffe eller undervise nogen samvittighed ret. Det ser man i alle pavens og de katolske universiteters bøger, og derfor skal de hverken hedde salt eller lys. Når det kommer højt, straffer de kun de ydre, grove forseelser, som allerede forud er straffet af verdslig ret og fornuftens lys. Men de rette knuder og hovedstykker, som vantro og falsk hellighed, er de aldrig opmærksom på. Ja, de stikker selv deri helt op over ørerne. Derfor er deres lære ren og skær kraftløst snak, dertil mørke og blindhed. De kan ikke se højere op, og hverken salte eller lyse, uden om hvordan man skal spise kød eller fisk, og klæde og opføre sig på den ene eller anden måde.

      Derfor er og bliver det alene apostlenes embede, både at straffe de indre laster ret, og igen at helbrede, trøste og oprejse alle nedslåede, bedrøvede samvittigheder. Ikke lade nogen forblive ustraffet i det onde, ikke hellere uden vejledning og oprejsning til det gode. Derfor indsætter og vier Kristus dem også til præster her, for at man alene skal og må høre dem og ikke tillade nogen sværmer indgang. Nogen af dem, som Djævelen indsætter ved siden af dem, og som også vil være salt og lys, ja mestre Kristus selv og råbe op om, at læren om troen er ikke nok, men man må komme højere op, og gribe det anderledes an, så man lider og lader sig korsfæste. Men det er ikke andet end at sætte sin egen gerning i stedet for troen, hvorved man aldrig kommer til at kende sin egen vantro, og til at straffe den hovmodighed, som skjuler sig under denne lære. Man opkaster sig selv til salt og lys, og lader det ikke blive ved det kald og den befaling, som han her giver apostlene: ”I er verdens lys”. Det er det, vi alene driver på, for at man må være vis på, og frimodig kunne vidne, at Kristus har viet os dertil, og salvet os, for at vi skal og må salte og lyse på embedes vegne og efter guddommelig befaling.

      Dette er også nødvendigt af den grund, at Kristus ikke vil have, at dette embede skal drives hemmeligt eller på ét sted alene, men offentligt over hele verden, og han giver dem tydelig til kende, hvad de har at vente af verden, når han siger: ”En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.” Meningen med det er denne, at den, der skal være et lys, skal tage sig i agt, at han ikke kryber hen i en krog, men træder frit frem og er uforfærdet. For det går sådan, som det tidligere er sagt, at de, der er kaldet til at skal være apostle og lyse, vil ikke gerne stå frem, men lader sig afskrække ved trussel, fare og forfølgelse, eller bedåre af venskab, gunst, ære og ejendele. Derfor træder de ikke frem og lukker munden op, men kryber hen i en krog, forholder sig stille og stikker piben i sækken, som nu for tiden vore gejstlige, der sidder i embedet. Det er dem befalet, at de skal forestå kristenheden og offentligt lyse med deres lære; men i stedet stikker de den under stolen. Ja, de er blevet så meget værre, som det netop er dem, der forfølge Ordet, og ville udslukke lyset. De hidser kejser, konger og hele verden op imod os, men vil alligevel sidde som herrer i huset, og vil alene regere kirken og indehave prædikestol, dåb, nadver og alt, hvad der hører til kald og embede. Men dette er den spådom, som apostlene har forkyndt, at hyrder skal blive ulve og Antikrist skal sætte sig i Guds tempel, og opløfte sig over alt, hvad der hedder Gud og gudsdyrkelse, 2 Thess 2, 4.

      Sektererne derimod, som intet kald har og gerne måtte blive siddende hjemme i krogen, de vil trænge ind overalt, og alene lyse, for at alle skal høre og se på dem. Men dette er heller ikke andet, end at de dermed søger deres egen ære, og prædiker så længe, som folk hænger ved dem, og de ikke behøver at frygte for nogen fare. Men skal de stå, som de rette præster, som de, hvem embedet er pålagt, og stedse lyse offentligt, ikke lade sig skramme af storm og uvejr, eller lade sig overdøve og underkue, så ville de snart give tabt, og vi skulle ikke finde nogen hjemme. Sådan må det på begge sider gå det kære prædikeembede: Enten lader de, hvem det er befalet, det ligge, eller de, hvem det ikke er befalet, vil udøve det. Således drives det aldrig ret, uden alene, hvor Kristus giver sådanne personer, som han her har afbildet og ovenfor forud beredt.

      Så vil han da nu sige: Vil I være mine præster, må I sandelig være rustede til at træde frit og offentligt frem og stå for verden, som på et højt bjerg, så I trøstig lader jer beskue og offentligt høre. I skal intet fortie eller stikke under stolen af hvad I skal prædike, og ikke tie eller tale nogen til gunst. Som I er lys, sådan skal I også lyse frit og offentligt, uden at se hen til ære eller skam, rigdom eller fattigdom, had eller venskab, død eller liv. I skal vide, at I tjener mig, som har sat jer til at være lys. Dette er de rette folk, som ikke lader sig bøje hverken til højre eller venstre side, som Salme 45, 7-8 siger om prædikeembedet: ”Dit kongescepter er retfærdighedens scepter. Du elsker ret og hader uret.”

      Dette er evangeliets og dets præsters dyd og ære. Enhver anden lære er uden fare, for alle andre prædiker, hvad man gerne hører, og hvad der stemmer med fornuften, og behøver ikke at frygte for forfølgelse. Men denne lære angriber man overalt, fordi den træder op med myndighed, og vil gøre verdens lys og lære til intet. Derfor forsøger verden på mange måder at dæmpe dette lys, fortrænge det, eller få det skjult under skæppen, så vi skal lade vor lære fare, eller tilbagekalde den, eller lade den vende og dreje, som de gerne vil. Men vi vil ikke sådan lade os drive fra vor post, men forblive en by på bjerget og et lys på lysestagen i huset. For ham, som har gjort os til lys, skal nok også opholde os som sådanne. Derfor slutter han nu:

     

v16 Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i Himlene.

 

Troen og de gode gerninger i rigtig rækkefølge

Se, hvor omhyggelig han indskærper formaningen, hvad han jo ikke behøvede, hvis der ikke var stor fare og nød på færde. Han vil hermed sige: Man vil formørke jeres lys, og ikke tåle det; men vær kun dristige og uforfærdede, så I holder lyset frem, og ikke kryber under skæppen med det, men redelig forvalter jeres embede. Så vil jeg sørge for, at man ikke skal få bugt dermed. For det er sikkert, at når en kristen præst holder fast derpå og bliver ved, og kan foragte verdens spot og forfølgelse, så må embedet også bestå, og evangeliet kan ikke falde, fordi de, som har det, står faste. Der skal da også altid indtil den yderste dag findes nogle, der blive stående.

      Men at han siger: ”Så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i Himlene,” er efter Matthæus’ talemåde, hvem der ligger nærmest at tale om gerninger. Sammen med de to andre evangelister Markus og Lukas, driver han ikke så stærkt og meget på den høje artikel om Kristus, som Johannes og Paulus, derfor taler og opmuntrer de meget til gode gerninger. Og sådan skal det da også være i kristenheden, at man driver på begge dele. Dog sådan at begge bevarer sit væsen og sin betydning, så man sætter troen og Kristus som det første og vigtigste og dernæst også driver på gerningerne. Da nu evangelisten Johannes helt igennem så kraftigt har drevet på hovedartiklen, og derfor rimelig anses for den øverste og fornemste evangelist, så har Matthæus, Markus og Lukas også taget det andet stykke for sig, og kraftigt drevet på dette, så det heller ikke skal blive glemt. Således er de i dette stykke bedre end Johannes, og han igen i det første stykke.

      Men du må ikke betragte ordene og læren om gerningerne sådan, at du adskiller dem fra troen, som vore blinde lærere gør. Du skal altid drage gerningerne ind under troen, så de bliver indoptaget i den, udspringer af troen og lever i troen, og alene for dens skyld prises og agtes for gode, som jeg ofte tidligere har lært. Sådan også her, når han siger: ”så de ser jeres gode gerninger.” Han mener ikke de blotte gerninger, som sådanne, eller gerninger uden tro, som vore gejstliges gode gerninger hidtil har været, men han taler om sådanne gode gerninger, som troen virker, og som ikke kan ske uden troen. For det kalder han her gode gerninger, når man driver på og bekender læren om Kristus og troen, og lider derfor. Han taler nemlig om sådanne gerninger, hvorved man lyser. Men at lyse er det rette trosembede eller læreembede, hvorved vi også hjælpe andre folk til troen.

      Derfor er dette også de højeste og bedste gerninger, og netop sådanne, hvoraf det må følge, som han her siger, at den himmelske far æres og prises. Denne lære eller prædiken berøver os nemlig al helligheds ros, og siger, at der intet godt er i os, som vi kan rose os af, og på den anden side underviser den samvittigheden, hvordan den skal forholde sig til Gud, viser den Guds nåde og barmhjertighed og hele Kristus. Dette er at åbenbare og prædike Gud ret, hvilket også er det rette offer og den rette gudsdyrkelse. Disse gerninger skal være de første og fornemste, hvorefter også gerningerne imod næsten i det ydre liv følger. Disse kaldes kærlighedens gerninger, og lyser også, men kun for så vidt de er antændte af troen og udøves i troen.

      Sådan kan du nu selv slutte, at Matthæus her ikke skal forstås om de almindelige gerninger, som enhver skal gøre imod sin næste af kærlighed, hvorom han taler i Matt 25, men særligt om den rette kristne gerning, som at lære ret, drive på troen, og undervise, styrke og opholde deri, hvorved vi viser, at vi er rette kristne. De andre gerninger kan man ikke være så sikker på, fordi også falske kristne godt kan smykke sig med og dække sig under store, skønne kærlighedens gerninger. Men at lære og bekende Kristus ret, det er ikke muligt uden troen, som Paulus siger i 1 Kor 12, 3: ”Ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden.” Ingen falsk kristen eller kætter kan forstå denne lære, endnu mindre prædike og bekende den ret. Om han end bruger og eftersnakker de samme ord, bliver han dog ikke stående derved, eller forkynder læren uforfalsket; for sekterne prædiker altid sådan, at man mærker, det ikke står ret til, men at de bringer egen ild til Herrens alter, hvorved man betager Kristus hans ære og tilegner sig den selv.

      Derfor er dette alene en ret kristens sikreste gerning, at han prædiker og ophøjer Kristus sådan, at mennesker lære, at de intet er og Kristus alt. Derfor er den også en gerning, som ikke går for sig i stilhed imellem to eller tre, blandt hvem den forbliver skjult, sådan som andre gerninger. Den skinner åbenlyst og lader sig se af hele verden. Derfor er det også kun den, der forfølges (for andre gerninger kan man godt finde sig i). Derfor hedder den med rette en gerning, hvorved vor far bliver erkendt og æret. Så højt kan de andre ringere gerninger ikke nå, som finder sted imellem mennesker indbyrdes, og som hører til De Ti Buds anden tavle [4.-10. bud]. Men de, hvorved Kristus prædikes, skal henføres til de tre første store bud, som angår Guds ære, navn og ord. Desuden bliver de prøvet og gennemrenset ved forfølgelse og lidelse, for at befindes ægte, dertil bespottet af verden, for at ikke egen ære og indbildning skal indblande sig deri, men at de må blive så meget mere prist af Gud, som det er hans ære og pris, det angår. Derfor står de også urokkeligt, fordi Gud så meget kraftigere holder sin hånd over dem, og giver dem fremgang imod verdens raseri og forfølgelse. Derfor skal vi også sætte dem højt over alle andre. Dernæst komme også de andre gerninger, som mennesker gøre mod hinanden indbyrdes, så begge dele overholdes i sin orden: Først at man altid lærer og driver på troen, og dernæst at man også lever derefter, sådan at alt, hvad vi gør, sker i og ved troen, som jeg altid har lært.

 

v17 Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.

 

De rette gode gerninger

Efter at den Herre Kristus har pålagt og alvorligt indskærpet apostlene embedet, går han nu videre, og begynder selv både at salte og lyse, som et eksempel for dem, for at de kan vide, hvad de skal prædike. Han tager nu fat på at straffe og forbedre både lære og liv hos jøderne, både deres falske indbildninger og deres gerninger. Som jeg har sagt, begynder han dog ikke her med at fremstille den høje hovedlærdom om troen, men begynder nedenfra og forklarer og indskærper lovens sande mening, som ved farisæerne og de skriftlærde var blevet hel formørket og forvendt. Det er nemlig også et nødvendigt stykke, at man renser læren om Guds bud og bringer den på ret køl.

      Det er imidlertid noget skarpt og ømtåleligt salt, at han angriber og fordømmer sådanne folk, som nogen, der hverken lærer eller lever ret. Han lader ikke noget være ret eller godt hos dem, som dog var de bedste og helligste folk, der daglig lærte Guds bud, og forrettede den hellige gudstjeneste, så ingen kunne sige dem noget på. Derved giver han dem grund til med al rimelighed, at opløfte deres skrig imod ham, som de mener, og anklage ham, som den, der ville opløse og tilintetgøre loven, som dog Gud har indsat. Ligesom paven med hans flok nu skriger over os, og udskælder os for kættere, som forbyder gode gerninger. Sådan har Kristus forud været godt beredt på, at man ville beskylde ham for dette og tolke hans prædiken sådan. Derfor kommer han først med et forord og forsikring, at det ikke er hans mening at opløse loven, men at han er kommet for at lære den ret og stadfæste den imod dem, som ved deres lære svækker loven.

      Det er sikkert også nødvendigt, at han anbringer dette forord, for den store anseelses skyld, som farisæerne havde og som de forstod at omgive sig med. Det var alene dem, der var Guds folk, og havde haft så mange profeter og hellige fædre, så at den, som vovede at straffe dem, øjeblikkelig måtte høre: Hvem er du, at du alene vil være klog og dadle enhver, som om vi og vore fædre alle sammen har faret vild? Vi har dog og prædiker Guds lov. Som også nu hele verden råber imod os og siger: Vi fordømmer de hellige fædre og hele kirken, som dog ikke kan fejle, da den styres af Helligånden, osv. Når du nu dadler vor lære og vort liv, så er dette et tegn på, at du fordømmer både loven og profeterne, fædrene og hele folket.

      Dertil svarer nu Kristus: Nej, jeg vil virkelig ikke opløse loven og profeterne, men holder og driver strengere og flittigere på den, end I. Ja, så strengt, at himmel og jord først skulle forgå, før jeg ville lade et bogstav eller den mindste tøddel af loven forgå eller være skrevet forgæves. Ja, jeg vil gå endnu videre, og sige, at den, som foragter det allermindste bud eller lærer anderledes, han skal for dette mindste buds skyld være forkastet i Himlen, om han end holdt fast på alle andre. Derfor er vi enige i dette stykke, at man strengt og ubrydeligt skal lære og holde fast ved Moses og profeterne. Det springende punkt er imidlertid, at når begge parter faktisk lærer loven, at man så bliver klar over, hvem der i sandhed lærer Skriften eller Guds lov ret og tolker den ret. (Ligesom også nu både paven sammen med andre sekter, og vi beråber os på den samme Skrift, det samme evangelium og Guds Ord). Derom rejser striden sig. Her må der saltes og straffes. For jøderne har med deres forklaringer fordrejet og fordærvet loven. Derfor er Kristus kommet, for at bringe den på ret køl igen. Ligesom vi må angribe pavens lære, som med dens stank og uhumskhed har fordærvet Skriften for os.

      Dermed nægter han ikke, at de er Guds folk, og har loven, fædrene og profeterne. Ligesom vi heller ikke nægter eller fordømmer de kristne, den dåb og det evangelium, som er under paven, men siger, at det er den rette dåb og det rette evangelium, som man har. Men dette modsætter vi os, at vi skal antage, hvad de har tilført, og lade det være ret og sandt, som de tolker og fordrejer det, og som de har besudlet den rene lære med deres forpestede, ja djævelske tilsætninger om deres munkekutter, kronragninger, aflad, skærsild og offermesse. Her må vi salte og arbejde, for at vi kan feje sådan uhumskhed ud og gøre rent. Sådan ser man, at netop de, som smykker sig med Skriftens, evangeliets og den kristne kirkes skønne navne, opløser og tilintetgør loven og Skriften og under dette skin bringer deres pest ind og har fordærvet dem sådan, at de ikke er til nogen nytte. Bagefter råber de ve over os, at vi angriber den kristne kirke, de hellige fædre, de gode gerninger osv.

      Derfor siger Kristus nu: ”Jeg er ikke kommet for at nedbryde loven, men for at opfylde den.” Det vil sige, jeg vil ikke komme med en anden eller ny lov, men tage netop den samme Skrift, som I har, og ret indskærpe og udlægge den sådan, at I kan vide, hvordan den skal holdes. For evangeliet eller Kristi prædiken bringer ikke en ny lære, som ophæver eller forandrer loven, men bringer netop det, der forud var lovet ved profeterne i Skriften, som Paulus siger (Rom 1, 2). Sådan tager vi også netop den samme Skrift, dåb og nadver, som de har, og vil ikke komme med noget nyt eller bedre. Vi gør alene dette, at vi prædiker og omgås ret dermed, og bortrydder, hvad der ikke stemmer med det.

      Augustin udlægger ordet ”opfylde” på to måder: Først sådan, at det er at opfylde loven, når man tilføjer, hvad der mangler i den. For det andet, når man opfylder loven ved gerninger og ved livet. Men den første udlægning er ikke rigtig. For loven er i sig selv så rig og fuldkommen, at man intet behøver at føje til den. Selv apostlene må bevise evangeliet og prædikenen om Kristus ud fra Det Gamle Testamente. Derfor kan ingen, ikke engang Kristus selv, forbedre loven. For hvad højere kan man gøre eller lære, end som det første bud lærer: ”Du skal elske Gud af hele dit hjerte.” (5 Mos 6, 5). Kristus giver ganske vist sin nåde og sin Ånd ud over loven og læren, så man kan gøre og opfylde, hvad loven befaler. Men det er ikke at føje noget til loven. Det er heller ikke det, han taler om her, men om den opfyldelse, som sker ved at loven læres ret. Ligesom han ved at opløse loven ikke forstår det, at man i gerning handler imod loven, men ved at man i læren ødelægger loven.

      Derfor siges der intet andet her, end hvad Paulus siger i Rom 3, 31: ”Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.” Kristus vil nemlig ikke bringe nogen anden lære, som om den forrige ikke mere skulle gælde, men han vil prædike og indskærpe den ret. Han vil vise dens rette kerne og forstand, så de må lære, hvad loven er og vil have, i modsætning til de udlægninger, som farisæerne har bragt ind. De har kun prædiket om skallerne eller bælgene. Sådan kan vi på samme måde sige til vore papister: Vi vil ikke ophæve jeres evangelium, eller prædike noget andet, men rense og polere det ligesom et spejl, der er blevet formørket og fordærvet ved jeres uhumskhed, så der ikke er blevet mere tilbage end evangeliets navn. Ingen har kunnet se noget deri. Ligesom de jødiske lærere beholdt lovens tekst, men fordærvede den ved deres tilsætninger, så der ikke kunne blive nogen ret forståelse eller brug af den.

     

v18 Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.

Det vil sige: Jeg vil have, at alt læres og holdes rent og fuldkomment, og at ikke det mindste udelades. Hermed vil han tilkendegive, at han har fundet det hel anderledes, nemlig, at det ikke nogetsteds har stået ret til med lære og liv. Derfor må han tage begge dele for sig og gennemsalte dem, så de bliver rene. Sådan må også vi lærer, at vi ikke lader det mindste bogstav udslettes af evangeliet, men siger, at alt må læres, tros og holdes rent. Sådan betinger han sig da forud, at han vil holde er skarp prædiken, og ikke lade den beskyldning sidde på sig, at han vil opløse loven, men han vil kaste beskyldningen tilbage på dem, og bevise, hvordan de har svækket og opløst loven og oversmurt den med deres tilsætninger. Ligesom vore papister har båret sig ad med evangeliet og Skriften, da de har fortiet den fornemste artikel om retfærdigheden af tro ved Kristus. Ligeledes har de borttaget den ene del af nadveren, og skjult nadverens ord. Ja, de har drevet det så vidt, at de har prædiket at de bud, som Kristus her prædiker om, ikke er nødvendige bud, men kun er gode råd. Lige stik imod de ord og det vilkår, at himmel og jord skal forgå før det allermindste af disse stykker ikke skulle holdes. Derfor fælder han straks en alvorlig dom over sådanne prædikanter i de ord, som nu følge:

 

v19 Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget.

Jeg vil holde så fast på det, siger han, at jeg ikke alene ikke vil opløse noget, men den, som er en prædikant, og ophæver eller eftergiver det mindste stykke, han skal vide, at han ikke er min prædikant, men skal være fordømt og forskudt fra Himmeriget. For de ord ”skal kaldes den mindste i Himmeriget”, betyder intet andet, end at man ingen plads skal have i Himmerige. Ligesom man anser det for ubetydeligt, at man foragter Guds bud, sådan skal man også selv regnes og forskydes. Sådan må også alle evangeliets prædikanter være rustede, at de frimodige for hele verden kan rose sig heraf, ligesom vi også kan udfordre vore modstandere til at vise os ét eneste ord eller stykke af Skriften, som vi ophæver eller ikke prædiker rettelig. De har på rigsdagen i Augsburg selv måttet tilstå, at vor bekendelse [Den Augsburgske Bekendelse] stemmer overens med Skriften og ikke strider mod nogen trosartikel. Men derover alene skriger de, at vi ikke også holder deres snak, som kirkemøderne og paven har bestemt, og vi skal være fordømte, fordi vi ikke vil have med deres råddenhed og elendige menneskepåfund at bestille.

      Vi har dog altid været beredvillige og kan også endnu godt bekvemme os til at holde alt med dem, hvis de tillod os frihed og ret til ikke at anse det fornødent til salighed, men heller ikke stridende mod evangeliet, selv om man beholder det, men, for at føje dem, holder det som en anden fri og ikke nødvendig sag, hvorved man hverken vinder eller taber noget. Ligesom man for at føje en anden går udklædt til fastelavn. Men det vil de ikke gå med til. Så kan vi da heller ikke gøre mere, heller ikke lade Kristus vor frelser fare, som har vist og gjort os mere godt ved sin dyrebare lidelse og død end paven, Fransiskus, Dominius og nogen anden helgen, for deres dårlige snaks skyld, som ikke kan nytte eller hjælpe nogen. Vil de lade os beholde ham, velan, så vil vi holde alt med dem, hvad de pålægger os, og det bedre end de selv.

      Men fordi dette ikke er nok for dem, men de vil tvinge os til at lade Kristus og den rene lære fare, selv om de ikke kan finde noget at udsætte, så foragter vi dem igen, som fordømte og forskudte af Kristus, både med deres lære og deres liv. De ikke blot opløser, men ophæver helt Guds Ord og bud, ved at de åbenlyst lærer, at det ikke er nødvendigt at elske Gud af hele hjertet, ligeledes, at man ærer sine forældre ved at gå i kloster, eller ved at give de ejendele til kirken, som man skal hjælpe dem med; ligeledes at man godt kan lade sin brud blive siddende og gå i kloster. Kort sagt: Alt, hvad Herren her fordrer efter Guds bud, har de gjort unødvendigt, som om det kun var gode råd eller overflødige gerninger.

      Deraf ser du, hvad for skønne kristne lærere og hellige folk de er, som uden skam tør ophæve og tilintetgøre alle Guds bud. Oven i købet vil de være i deres gode ret, og drister sig til at forlange af os, ja med vold og magt påtvinge os, at vi skal holde deres menneskepåfund for nødvendige. Og hvis vi ikke antager og priser det, angriber de os med gruelige edikter og al slags forbitrelse. Nu kan du selv slutte, hvad Kristus vil sige hertil, når han her fælder så streng en dom, at de, som opløser det allermindste bud, ingen del skal have i hans rige, om de end lærte og holdt alle de andre. Hvor tror du, at disse hører hen, andet end i Helvedes pøl, hvor den er dybest? For der har endnu aldrig været et så skammeligt folkefærd på jorden, som har dristet sig til at handle så frækt med Guds Ord, (som de ved, er sandt), og dog ville de prises som kristenhedens hoveder. Derfor vogt dig for dem, og ingen skal lade sig forskrække af deres fordømmelser, forfølgelser og had; for her har vi den trøst, at de, der lærer Guds Ord rent og redeligt, eller holder fast derved, skal have høj plads i Himmerige hos Kristus, om end denne flok forbander dem dybest ned i Helvede.

      Men jeg forbigår her, hvordan loven må blive opfyldt, sådan at ikke et bogstav eller en tøddel deraf forgår, skønt vi dog lærer, at intet menneske kan opfylde den. For jeg har sagt, at Kristus her ikke først og fremmest taler om livet, men om læren. Han behandler ikke den høje hovedartikel om, hvad han selv er og giver. Vi kan nemlig ikke ved lovens bud blive retfærdige eller salige, men kommer kun derved til erkendelse af os selv. Vi ser, hvordan vi ikke formå at opfylde en tøddel deraf ret af egne kræfter. Selv om vi gør, hvad vi formår, efter at vi ved dåben og troen er blevet kristne, kan vi dog aldrig derved bestå for Gud. Vi må altid krybe til Kristus, som på det allerreneste og fuldkomneste, har opfyldt det alt sammen og skænket os sig selv med hele sin opfyldelse, så vi ved ham kan bestå for Gud og loven ikke kan anklage eller fordømme os. Sådan er det altså sandt, at alt må ske og opfyldes indtil den mindste tøddel, men alene ved denne ene person, hvorom der andetsteds er talt udførligt.

     

v20 For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Her ser du, hvor dybt han griber ind, og ikke taler i almindelighed imod almindelige mennesker, men imod de allerbedste i hele folket, som var dets rette kerne og essens, der lyste for andre, som solen. Der var ikke nogen hæderlige stand eller et mere æret navn blandt folket end farisæernes og de skriftlærdes. Den, der ville nævne en hellig mand, måtte nævne en farisæer; ligesom man hos os har nævnet en karteusermunk eller en eneboer. Ligesom da også Jesu disciple uden tvivl selv har ment, at der ikke var større hellighed at finde, end hos disse mennesker, og intet mindre havde ventet, end at han skulle angribe sådanne folk. Heller ikke behøver han straks at nævne dem ved navn, for han retter ikke sin daddel mod enkelte personer iblandt dem, men imod hele standen. Han straffer heller ikke enkelte udyder eller synder, men deres retfærdighed og hellige livsførelse. Ja endog i den grad, at han nægter dem Himmeriget og tillukker det for dem, og uden videre dømmer dem til Helvedes ild. Nøjagtig som hvis han i vore dage sagde: Alle præster og munke og alt hvad gejstligt er, alle uden undtagelse, er evig fordømte til Helvede med alt deres væsen, når det er på sit allerbedste. Hvem ville høre eller tåle en sådan prædiken?

      Her skal man nu først lægge mærke til, at han medgiver, at de har en retfærdighed, og fører et smukt, ærbart liv, og dog alligevel helt forkaster denne retfærdighed, at hvis den ikke er bedre, så er den fordømt, og alt spildt, hvad man dermed kan udrette. For det andet skal bemærkes, at han taler om dem, som gerne vil komme i Himmerige. Det er alvor for dem, når de tragter efter et andet liv, hvilket det store flertal, som hverken spørger efter Gud eller Guds Ord, ikke regner, og for hvem alt, hvad man siger om evangeliet, prædikes forgæves. Men disse bliver det prædiket, for at de skal vide, at deres retfærdighed er falsk. Den må saltes og straffes, som noget, hvormed de bedrager og forfører både sig selv og andre til Helvede. Derimod skal de lære, hvad den rette fromhed er, som loven kræver; som Kristus nu herefter vil vise.

     

v21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹

 

Frivillige råd eller forpligtende bud?

Her tager han nu nogle af De Ti Bud for sig, for at forklare dem ret og vise, hvordan farisæerne og de skriftlærde, ikke har lært dem anderledes og ikke krævet dem opfyldt videre, end efter bogstaven og ordlyden, som om de blot skal forstås om de ydre grove gerninger. I det femte bud har de således ikke taget ordene ”slå ihjel” i anden mening end den at slå ihjel med hånden. De har ladet mennesker blive i den tro, at intet andet var forbudt her. Dertil har de også givet sig selv et herligt skalkeskjul, så de ikke var skyldige i mord, selv om nogen overgav en anden til døden. Som da de overgav Kristus til hedningen Pilatus, og ikke ville besudle deres hænder med blod, for at de kunne forblive hellige og rene. Ja, de ville ikke engang gå ind i dommerens hus, selv om det dog var dem alene, der overgav Kristus til døden, og tvang Pilatus til at slå ihjel ham imod sin vilje. Alligevel betragtede de sig selv som ganske rene og uskyldige, så de endog irettesatte apostlene og sagde: ”I vil bringe denne mands blod over os.” (ApG 5, 28). Som om de ville sige: Det var ikke os, men hedningerne, som dræbte ham. Sådan læser man om kong Saul i 1 Sam. 18, 25, at han var David fjendsk, og ville slå ham ihjel, men da han ville være hellig, udtænkte han, at han ikke selv ville gøre det, men sende ham blandt filisterne, for at han der måtte omkomme, og hans hånd være uskyldig i hans blod.

      Se, dette er den skønne farisæerhellighed, som kan gøre sig ren og forblive from, når den blot ikke slår ihjel med egen hånd, skønt hjertet er fuldt af vrede, had og nag og skjulte, onde og morderiske tanker. Desuden er tungen fuld af forbandelse og skældsord, som det også er tilfældet med vore papisters hellighed. De er blevet hele mestre i det stykke. For at deres hellighed ikke skal anklages og Kristi ord heller ikke binde dem, har de smukt hjulpet på det, og fået en hel del råd ud af budene. De lærer, at Kristus ikke har påbudt alt dette som nødvendigt, men henstillet det til enhvers behag, hvis man vil efterkomme det som et godt råd, så man kan have en særlig fortjeneste frem for andre. Det er således en ganske overflødig lære, som man godt kunne undvære.

      Men spørger du, af hvad grund de fremstille dette blot som råd, eller hvormed de bevise, at det kun er råd, så sige de: Oh, det vil være at besvære kristenheden alt for meget. Sådan som de katolske teologer på universitetet i Paris offentlig og uforskammet har skrevet imod mig. Ja, i sandhed, en hellig grund og et stort besvær, at en kristen skal være venlig mod sin næste og hjælpe ham i nøden, og gøre mod næsten, hvad han vil, at denne skal gøre mod ham. Fordi dette synes dem for svært, så må det ikke hedde påbudt, men være overladt til enhvers frihed. Gør nogen det, er det godt, men den, som ikke vil eller kan gøre det, skal ikke være besværet ved det. Sådan skal man forvende og mestre Kristi ord, og gøre deraf, hvad man selv behager. Men han vil ikke lade sig sådan besnakke, heller ikke tilbagekalde den dom, som han her har afsagt, at den, som ikke har en bedre fromhed, for ham skal Himlen være lukket og han skal være fordømt. Og som vi straks skal se, skal også den være skyldig til Helvedes ild, som siger tåbe til sin bror. Heraf kan du selv slutte, om vi har råd eller bud for os.

      Her har de også fundet på en skøn forklaring til at hjælpe på deres løgn, idet de sige: Det er nok forbudt at beholde had og hævn i hjertet, men tegnene derpå behøver man ikke, at lade fare. Som man siger: ”tilgivet, men ikke glemt.” Man forestiller sig, at man godt kan undgå at blive vred på sin næste, og dog unddrage ham alt godt og ikke give ham et godt ord eller en venlig mine. Spørg her Gud selv og Kristus, hvorfor han ikke også unddrager dem sådan velgerning, som korsfæster, bespotter og forhåner ham på det allerskammeligste, men beder for dem, og siger: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!” (Luk 23, 34), skønt de er det skændigste pak, som havde fortjent al straf og vrede. Ja, skulle han have faret sådan frem mod os, som har været hans fjender, og bedrevet al slags afguderi og gudsbespottelse, så havde han måttet blive deroppe i Himlen, ikke have udgydt sit blod og være gået i døden for os, men fulgt deres regel: Jeg vil nok tilgive, men ikke glemme. Imidlertid var vi alle forblevet Djævelens rov, og intet menneske havde undgået Helvede. Kort sagt: det er en fuldstændig skammelig og fordømmelig forklaring, og synd og skam er det, at nogen i kristenheden har turdet lære sådant i direkte modsætning til en så klar og åbenlys tekst. Alligevel har de smurt alle bøger fulde af sådanne løgne, og ville endnu i denne stund frækt forsvare dem. Men heraf skal vi se og lære at kende vore farisæere og hyklere med deres store hellighed, som de giver sig skin af med mange selvopfundne gerninger, medens de overtræde Guds bud uden al skam, og lærer andre mennesker det samme, sådan som Kristus både her og andetsteds skildrer dem.

 

Kærlig vrede

Vel er det sandt, at man må vredes; men lad dem vredes som har ret dertil, og lad ikke vreden gå længere end til at straffe synden og det onde, som, når man ser sin næste synde, og formaner og advarer ham om at afstå derfra. Dette er en kristen og broderlig, ja en faderlig vrede. For sådan ser du, at fromme forældre straffe deres børn, ikke fordi de ville gøre dem ondt eller tilføje dem skade, men for at de kan standse det onde og rydde det af vejen. Sådan som også øvrigheden må vredes og straffe. Her gælder det, at man ikke skal have vrede i hjertet, og dog må vise vrede tegn og miner, så både ord og handling er hård og skarp, mens hjertet dog forbliver sødt og venligt, og ikke ved af nogen harme. Kort sagt, det er den kærlige vrede, som ikke vil nogen ondt, men er personens ven, men syndens fjende, som også naturen kan lære enhver. Men det har intet steds hjemme, at man vil misbruge dette til skalkeskjul, og derunder skjule og besmykke had og nag i hjertet mod næsten; sådan som de falske hellige både gør og lære.

      Derfor tager Kristus nu dette bud for sig, og vil sige: I har hørt af farisæerne, hvordan Moses har befalet, og hvordan der fra gammel tid er lært: ”du må ikke slå ihjel.” Dermed smigrer og besmykker I jer, og går frem, som de, der flittig lærer og udøver Guds bud, sådan som de har lært dem af Moses og fået dem overleveret af de gamle. I er sikre heri og pukke på: Her har vi Moses, som siger: ”du må ikke slå ihjel.” Ved dette ord blive I stående og gå ikke videre i forklaringen, end som det ligefrem lyder, så de enfoldige må sige: Det er sandt, sådan står der i bogen. I formørker således ordene med jeres snak og tomme forklaring, så man ikke ser, hvad ordene indeholder og betyder. For mener du, at han blot taler om hånden, når han siger: ”du må ikke slå ihjel?” Hvad betyder ”du?” Ikke alene din hånd, eller fod, eller tunge, eller et andet enkelt lem, men alt, hvad du er med legeme og sjæl. Ligesom, når jeg siger til nogen: Du må ikke gøre dette, så taler jeg ikke til hånden, men til hele personen. Ja, selv om jeg sagde: Din hånd må ikke gøre det, så mener jeg dog ikke hånden alene, men hele mennesket, som har hånden. For hånden alene ville intet gøre, hvis ikke hele dit legeme med alle lemmer virkede med.

      Derfor, når han siger: ”du må ikke slå ihjel,” så er dette lige så meget, som om han ville sige: Så mange lemmer du har, så mange slags måder er der, hvorpå du kan slå ihjel, det være med hånden, tungen, hjertet, eller tegn og miner, f.eks. med øjnene, når du ser skævt til næsten, og ikke under ham livet, eller med ørene, når du ikke gerne hører tale om ham. Alt dette hedder ”at slå ihjel,” for da er hjertet og alt, hvad i dig er, sådan sindet, at det gerne så, han var død. Skønt hånden holder sig stille, tungen tier, øje og øre er lukket i, så er hjertet alligevel fuldt af mord og drab..

 

v22 Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.

Se, dette er det rette lys, som giver den rette forståelse af dette bud, og ser Moses lige i ansigtet, hvorved deres døde forklaring bliver til skamme, som en mørk lygte imod den klare sol. Nu skinner budet i en sådan skikkelse, at alle, som ser det, må forfærdes derover, og sige: Dette er at lære med myndighed, og ikke som de skriftkloge. Men skønt denne udlægning er klar nok, og andet steds ofte behandlet, må vi dog her for tekstens skyld gennemgå ordene lidt nærmere. For det første siger han: ”Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen,” dvs., han har fortjent netop den samme straf, som overgår en drabsmand, nemlig at dømmes til døden. For de ord: ”skal kendes skyldig af domstolen” har den samme mening, som når det i 3 Mos 24, 17 hedder: ”Når nogen slår et menneske ihjel, skal han lide døden.” Da nu den, som er vred på sin broder, falder under samme dom, så hedder han også med rette en drabsmand. I det andet og tredje punkt: ”Den, som siger til sin broder: raka! eller: tåbe! er skyldig for rådet og til Helvedes ild,” betegner han netop det samme, nemlig, at den, som ”er skyldig for domstolen,” er ”skyldig til døden.”

      Men han nævner tre forskellige stykker for at vise, hvordan straffen bliver større og hårdere, jo mere synden bliver ved og bryder frem. For han taler her sådan, som det går for sig for retten, når man skal straffe en forbryder, idet den, som har slået en ihjel, nemlig for det første er skyldig for domstolen, dvs. skyldig til at fremstilles, anklages og domfældes, som den, der har fortjent døden. Det er den første grad eller det første trin til døden; dog er dommen endnu ikke faldet, så der endnu kan være udsigt for forbryderen til at han kan tale sig fri og slippe løs. Men for det andet, når dommen er afsagt, at han er skyldig til at dø, så falder han ind under rådet, for at dette skal rådslå om, hvilken straf man skal anvende på ham. Her er han atter kommet døden nærmere, så han nu ikke kan undgå straffen. For det tredje, når nu dommen er fældet, og alt er besluttet, så bliver han overgivet til fængselsbetjenten, at han skal føre ham bort, og give ham hans straf. Sådan viser han ved disse tre trin, hvordan man falder dybere og dybere ind under straffen; ligesom den, der skal henrettes, altid kommer nærmere og nærmere til døden. Derfor er meningen heraf denne: Den, som er vred i hjertet, er allerede for Guds domstol skyldig til døden, men den, som går videre og siger: ”raka!” eller: ”tåbe”, over ham er dommen allerede afsagt. Kort sagt, den, som er vred på sin bror, er allerede fordømt til Helvedes ild; men den, som siger: raka! hører hjemme endnu dybere i Helvede, og endnu dybere den, som slår ihjel også med ord og næve. Sådan er det alt under samme straf og fordømmelse, og dog er denne tunger og hårdere, jo videre synden går og jo stærkere den bryder frem.

      Men hvad ”raka” betyder, er andet steds sagt, nemlig at det betyder alle slags miner, som man af vrede viser imod næsten, som når man gør fagter bag hans ryg, eller er skadefro og ler i skægget, når det går ham ilde, eller på anden måde lægger for dagen, at man under ham alt ondt, som der da nu for tiden er nok af sådanne giftige orme, der opfører sig imod os med al bitterhed, både åbenbart og med hemmelige rænker, som de, der intet hellere ville høre, end at vi alle var udryddede, og dog gå omkring som hellige og kristne folk.

      Det andet: ”tåbe” betyder ikke alene miner, men alle ord, som udgå fra et ondt, giftigt hjerte, der er næsten fjendsk. Ellers, når det udgår af et godt, moderligt hjerte, er det ingen synd. For da kan man godt straffe og skælde ud med ord, sådan som Paulus kalder sine galatere ”uforstandige” i Gal 3, 1, og som Kristus siger til disciplene: ”I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt.” (Luk 24, 25). Ja ikke det alene, men man må også fortørnes og anstille sig sur og uvenlig med miner; for alt sådant er en guddommelig vrede og harme imod det onde, ikke imod personen, men for at hjælpe næsten. Kort sagt, der er en nødvendig vrede, som ikke kan undværes i noget hjem, eller i nogen by og øvrighed, ja ikke på nogen prædikestol. For skal far, mor, dommer og præst lukke munden og næven, og ikke afvende og forhindre det onde, så gik styret og kristendom og alt til grunde ved verdens ondskab. Derfor hedder det her: ”Sagens fjende, personens ven”, som juristerne rettelig sige, når de blot også viste det ret i gerning.

     

 

v23 Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, v24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.

Han holder en lang prædiken over dette bud, og vel er det en let tekst at se til, men en meget udbredt og almindelig last, som den er rettet imod, især blandt fornemme, indflydelsesrige og kloge folk; og hvad der er eller formår noget her i verden. Her stikker den allerdybest, og dog må man ikke nævne tingene med deres rette navn. For også dette skal gælde for det allerskønneste, og der er intet, som kan pynte og smykke sig så herligt med helligheds skin, hvorunder mange folk bedrager både sig selv og andre, mens de ikke se, hvordan de i hjertet er fjendske, eller nære hemmeligt nag til sin næste. Alligevel vil de være fromme og tjene Gud, og, som han her siger, gå til alteret og ofre, og mener, at det står hel fint til med dem. Det kommer af, at man smykker sig med den skønne kåbe, som hedder nidkærhed for retfærdighed, den dyd, som elsker ret og vredes over det onde, og ikke vil tåle det. Sådan er da sværdet og øvrigheden indsat til, at de skal håndhæve retfærdighed og straffe det onde; som også far og mor må vredes og straffe. Her kommer nu den fromme skurk, hænger samme kåbe om sig, og siger, at han gør det af kærlighed til ret, og har god og rimelig grund til det. Sådan som nu for tiden fyrster og andre er fulde af gift, had og ondskab imod vore, går frem heri, og gør sig ingen samvittighed deraf, men agter det for lutter tilgiveligt og helligt. For de har også den skønne kåbe, at de siger, de er kætteriet fjendske, og sådan må der komme en stor dyd ud af det, en hellig iver og kærlighed til sandheden. Men i virkeligheden er det dog intet andet end skammeligt og giftigt had og fjendskab, som ikke på anden måde kan få afløb.

      For jeg ved og tør godt sige, at alle vore modstandere (undtagen vor kære herre, kejseren, for sin person, som den, der ikke er bedre underrettet), hverken har eller ved nogen grund, hvorfor de hader os og er os fjendske, men at det alene er af misundelse og ondskab. For det er dem ikke om at gøre, at kunne sige os nogen forbrydelse på, som om vi var skurke og ugerningsmænd, eller havde gjort dem noget ondt: ligeledes ved de, og har måttet bekende, at vor lære er den rene sandhed. Alligevel er de så fulde af gift, at de hellere ville se hele verden fuld af lutter fortvivlede skurke, end os og vore.

      Sådan er der mange, og det fine, ærbare, lærte og ellers retskafne folk, der går sådan i hemmelig vrede og had, og bliver så sure og mugne, at de ikke selv mærker det, og forbliver i den tro, at de gør det på embedes vegne og for retfærdigheds skyld. For kåben er for skøn og blænder alt for meget, til at nogen tør kalde dem andet, end retskafne og fromme folk. Så bliver der til sidst forstokkede hjerter deraf, som bestyrker og forhærder sig selv i denne giftige last. Det bliver til synd mod Helligånden, for det er en dobbelt ondskab, først at hjertets grund er fuld af vrede og had; og for det andet, at det ikke vil være synd, men at det skal hedde dyd, hvilket er at slå Gud på munden og gøre hans ord til løgn.

      Se, derfor advarer Kristus her så indstændigt, for at enhver skal se sig godt for, at han ikke bedrager sig selv med sådant hykleri og falsk skin. For ingen forestiller sig, hvilken udstrakt anvendelse denne enfoldige lærdom har, og at den rammer så store folk. For med disse ord, ”når du bringer din gave på alteret” viser han klart, at han taler om dem, som ville tjene Gud og være Guds rette børn, og har den ros, at netop de er udsøgte frem for alle. Hvad mangler dem da? Intet uden at hjertet alligevel med alt dette er fuldt af had og nag. Kære, hvad gavner det, at du uden ophør faster og beder, giver alle dine ejendele hen for Guds skyld, og angrer dig til døde, ja, om du gjorde dobbelt så mange gode gerninger, som alle munke til sammen, og med alt dette dog lader Guds bud blive upåagtet, som han vil, at du skal holde? Gør du dig ingen samvittighed af, at du udskælder og bagvasker folk, og alligevel vil gøre et stort offer? Ligesom, når en har forårsaget krig og mord og udgydt meget blod, og bagefter giver tusind gylden hen til sjælemesser, eller når en har stjålet og røvet en stor sum penge, og bagefter for Guds skyld giver en almisse. Sådan bedrager de Gud, ja sig selv med denne skønne kåbe, som om han skal anse dem for lutter levende helgener.

      Derfor siger han nu: Vil du tjene Gud og ofre, og har fornærmet nogen, eller har vrede imod din næste, så vid kort og godt, at Gud ikke vil have dit offer, men læg det helt væk og lad alt blive, og gå først hen og forlig dig med din broder. Derved mener han nu alle gerninger til Guds tjeneste og ære (for på den tid kendte man ingen bedre gerning end at ofre), og han forkaster dem dog alle, og befaler, at lægge dem helt til side, med mindre hjertet forud siger dig, at du er forligt med din næste, og ikke ved af nogen vrede imod ham. Når det er sket, kom da, siger han, og bring din gave. Dette føjer han til, for at man ikke skal tro, at han vil forkaste og foragte sådant offer; for det var ingen ond gerning, men indsat og befalet af Gud. Men dette var ondt, og fordærver aldeles offeret, at de slog de, andre, højere bud hen i vejret, og foragtede dem. Dette er at misbruge offeret til synd mod næsten.

      Så er der også et andet misbrug, som er endnu værre, nemlig at man derved vil blive salig, sone synden, forlade sig og trodse derpå for Gud. Det er der talt om andet steds. Ellers er det i sig selv en god gerning; ligesom også alle andre gerninger, der hører til den ydre gudsdyrkelse, som bøn og faste, ikke er at foragte eller skal forsømmes, hvor meningen og brugen deraf er ret, nemlig når man ikke gør det, for dermed at fortjene Himlen, og hjertet desuden er i god forståelse med næsten, så det står ret til både med tro og kærlighed. Men når du beder og faster, og dog desuden taler dårligt om din næste, påfører folk ondt rygte, og bagvasker dem, så taler munden nok hellige ord og spiser ikke en bid, mens den på samme tid bagvasker og gør ondt mod næsten, imod Guds bud.

      Derfor straffer og forbyder han også hos profeten Esajas sådan faste, hvormed de plagede deres legeme og gav sig skin af stor andagt, idet han siger: ”På fastedagen driver I handel, og jeres arbejdere jager I med. I faster i kiv og strid og kaster med sten i ondskab.” (Es 58, 3-4). Og han lærer videre, hvordan man skal faste ret: ”Den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.” (vers 6-7). Her ser du, hvordan det frem for alt er ham om at gøre, at du elsker din næste.

 

v25 Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. v26 Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.

I den foregående tekst har han prædiket til den, der har fornærmet eller fortørnet næsten, men her lærer han, hvordan den, som er blevet fornærmet, skal forholde sig, og vedbliver i samme billede, som han har begyndt, nemlig, hvordan det går til for retten, hvor to parter stå imod hinanden, og den ene klager, den anden anklages, og dommeren afsiger dommen, og straffer den skyldige part. Dette vil ikke sige andet, end at den, som fornærmer en anden, skal venlig forlige sig med ham, men den anden skal lade sig forlige og gerne tilgive. Dette er nu også et spidsfindigt stykke, og også her forstår mange folk så fint at dække og besmykke skurken dermed, at de siger, de godt vil tilgive, men ikke glemme. For der er altid den undskyldning at gribe til, som jeg før sagde, at vreden er retfærdig imod det onde, og de mener, at have god grund, og at det er ret og vel gjort.

      Derfor advarer han her atter, og viser, at det ikke alene forbudt at vredes i dette bud, men også befalet, at man gerne skal tilgive og glemme, hvad nogen har forbrudt imod os. Ligesom Gud har gjort mod os og endnu gør, når han tilgiver synden, så han udsletter den totalt af fortegnelsen, og aldrig mere husker på den. Ikke sådan, at man kunne eller måtte glemme det sådan, at man ikke mere måtte tænke derpå, men sådan, at du har et ligeså venligt hjerte imod næsten, som før han fornærmede dig. Men bliver den splint i hjertet, at du ikke er så venlig og god mod ham, som før, så er dette ikke at glemme og heller ikke af hjertet at tilgive, og du er da endnu den samme skurk, som kommer med sit offer til alteret, og vil tjene Gud, mens hjertet dog er fuldt af vrede, nag og had. Men det er der kun få, der bekymrer sig om. De går alle hen i deres skønne maske, og ser ikke, hvordan deres hjerte forholder sig til dette bud, som slet ikke vil tåle nogen vrede og noget nag imod næsten.

      Vistnok må og skal der, som før sagt, være vrede; men se da til, at den er, som den skal være, og at den er dig befalet, så det ikke er på dine egne vegne, men på dit embedes og på Guds vegne, at du må vredes, og du ikke blander de to ting, dig selv og dit embede, sammen. For din egen person skal du ikke fortørnes på nogen, hvor hårdt du end er fornærmet; men hvor dit embede kræver det, der må du vredes, selv om du for din egen person ikke har lidt nogen fornærmelse. Sådan fortørnes en from dommer på forbryderen, hvem han dog for sin egen person intet ondt ønsker, og heller ønskede måtte være ustraffet. Vreden udgår således fra et hjerte, hvori der er idel kærlighed til næsten, og det er alene den onde gerning, som må bære vreden og som må straffes. Var det ikke sådan, var der hverken vrede eller straf. Men når din bror har gjort noget imod dig og fortørnet dig, og undskylder det hos dig, og aflægger det onde, så skal også vreden bortlægges. Hvorfra kommer da det hemmelige nag, som du alligevel beholder imod ham? Det onde er jo væk og vredens årsag er borte, og han viser nu en anden adfærd, som den, der har omvendt sig og nu er blevet et helt andet menneske, og et nyt træ med nye frugter, som nu viser dig den højeste kærlighed og ære derved, at han anklager og straffer sig selv for dig? Da må du både for Gud og mennesker være et hårdhjertet menneske, hvis du ikke igen viser dig lige sådan imod ham, og da skal den dom med rette overgå dig, som Kristus her truer med.

     

v27 I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹ v28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. v29 Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. v30 Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.

Dette er atter salt imod farisæernes lære, hvori Kristus omhandler to ting: for det første budet om hor, for det andet om skilsmisse. Budet om hor havde de forklaret ligesom det femte bud, og lært sådan, at intet andet var forbudt, end den ydre gerning, og de holdt det ikke for synd, selv om deres hjerte brændte af ond lyst og begærlighed, og de også i det ydre omgikkes med usømmelige ord og skammelige fagter. Deres hellighed led dog ingen skade derved, når de kun ellers gjorde gode gerninger, flittig ofrede og bad, osv.

 

Pornografi og flirt

Dette er ikke at lære Guds bud, men at forvende det; og ikke at gøre mennesker fromme, men værre, og at indrømme og tillade al slags synd og utugt. Men her hører du en anden mester, som gør sådan hellighed til synd og skam, og ret lyser op i dette bud. Han lærer, at hor også godt kan ske med øjne, ører, mund, ja allermest med hjertet, så som når en mand ser på en kvinde, eller flirter med hende, ja tænker på hende med urent begær.

      Se nu, hvordan det må have stået til hos dette folk, og hvad slags mennesker Kristus har forefundet, da ikke alene den store hob, men også de, der forestod andre og skal lære og regere dem, ikke alene indrømmer sådant, men også selv gør det, og selv befordre årsagen til hor. Alligevel vil de udråbes for fromme, når de blot ikke bedriver hor åbenbart med gerningen. Skønt man vist let kan slutte sig til, hvor fromme og kyske folk holder sig også hvad selve gerningen angår, hvor man indrømmer så meget, og kommer så vidt, at hjertet er fuldt af begær og tilmed bryder frem med alle slags tegn, ord og gebærder. Hvad andet kan følge heraf, end også selve gerningen, når man blot får en anledning? Eller er nogen derfor frommere, fordi han må lade gerningen være, som han dog gerne vil, og hvorefter han i sit hjerte uafladelig brænder? Ligesom en slyngel, selv om han ligger fanget i et fængsel, dog godt kan ønske en anden døden, og gerne selv ville myrde ham, når han blot kunne komme til. Skal man derfor ikke kalde ham en morder, eller endog udråbe ham for from?

      Men, siger du, når det forholder sig sådan, at man ved det blotte syn kan bedrive hor, hvordan skal man da forholde sig? Både mænd og kvinder må jo dog leve sammen imellem hinanden, og daglig omgås. Eller skal man løbe ud af verden, eller stikke øjne og ører ud, og udrive hjertet?

      Svar: Kristus forbyd ikke her at leve imellem hinanden spise, drikke, ja, også at have det sjovt og more sig. Alt dette er der endnu ingen skade i, når kun det stykke holdes ude derfra, som hedder ”et lystent blik.” Jøderne vil rigtignok hjælpe sig, ved at de siger: Det er ikke synd, hvis man har en anden kær med tanker og sind, ligesom de ikke agter det for synd, at fortørnes på næsten, og være ham fjendtlig i sit hjerte. For ellers måtte man jo komme til at fordømme hele folket og så mange hellige mennesker, som om de var lutter mordere og horkarle. Derfor sætter de en næse på disse bud og siger, at man ikke skal fortolke det så strengt, men som vore lærde papister siger: Det er blot gode råd for de fuldkomne, men ingen er forpligtet på disse bud. De er kommet så langt bort, at de endog drøfter, om en elskerinde uden for ægteskabet også er synd, og det er kommet så vidt, at man i Italien næsten anser dem for hellige, som lade det blive ved dette. På den anden side er der igen nogle, som spænde det alt for stramt, og vil være så over al måde hellige, at de endog forbyder synet og lærer, at alt samkvem imellem mand og kvinde skal undgås. Deraf komme de fortræffelige helgener, som løber ud af verden i ørkener og klostre, for at undgå både at se og høre og at have noget med verden at bestille.

 

En ridderlig kamp

Men Kristus opstiller modsætningen til begge dele. Han vil ikke lade Guds bud sådan dreje og vende, at man lukker døren op for utugt og liderlighed. For han siger med klare og rene ord, at den, som ser på en kvinde med et lystent blik, bedriver hor, og han fordømmer ham til Helvedes ild, idet han siger, at det er bedre, at man river øjet ud, end at hele legemet skal kastes i Helvede. På den anden side vil han heller ikke have sådanne hellige, som løber bort fra folk. Hvis det skulle være det rette, så havde man slet ingen brug for De Ti Bud. For når jeg er afsondret fra alle folk ude i ørkenen, så behøver ingen at takke mig, for at jeg ikke bedriver hor, slår ihjel eller stjæler, og dog mener jeg, at jeg er hellig, og er løbet langt fra De Ti Bud, som er indsatte af Gud, for at vi skal lære, hvordan vi ret skal skikke os imod næsten her i verden.

      For vi er ikke skabte sådan, at vi skal løbe fra hinanden, men leve med og hos hinanden, og dele godt og ondt. Så længe vi er mennesker, må vi også hjælpe til at bære al slags menneskelig ulykke og forbandelse, som overgår os, og ruste os til at kunne bo også blandt onde mennesker, så enhver må bevise sin hellighed dér, hvor han er, og ikke blive utålmodig og flygte derfra. Vi må dog leve på jorden som imellem tidsler og torne, i en verden, som er fuld af anfægtelse, modstand og møje. Du har heller ikke vundet noget ved, at du løber bort fra folk, når du dog bærer den samme slyngel hos dig. Det vil sige, at begæret og den onde lyst sidder fast i kød og blod. For du kan dog ikke fornægte din fader og moder, selv om du er alene og under lås og lukke, heller ikke kaste kød og blod fra dig og lade dem ligge. Det gælder om ikke at vende ryggen til og flygte, men at blive på pladsen, stå ridderlig og kæmpe imod al slags anfægtelse, og med tålmodighed slå sig igennem og sejre.

 

Gudskabt seksuel appetit

Derfor er Kristus den rette mester. Han lærer dig ikke at løbe bort fra folk eller at skifte plads, men at angribe dig selv, og kaste øjet og hånden, som forarger, fra dig; det vil sige, at bortskaffe selve årsagen til synden, nemlig den onde lyst og begæring, som klæber til dig selv, og rejser sig fra dit eget hjerte. Hvor denne bliver udenfor, kan du godt uden synd være iblandt folk og omgås med enhver. Derfor siger han udtrykkeligt: ”Når du ser på en kvinde med et lystent blik, har du bedrevet hor med hende i hjertet.” Det at se forbyder han ikke, for han taler til dem, som må leve i verden blandt mennesker, som hele den foregående og også den følgende prædiken i dette kapitel klart nok viser. Men han vil, at man skal skille det lystne blik og selve det at se fra hinanden.

      Du har altså lov til at se på enhver kvinde eller mand, blot du passer på, at det lystne blik ikke indfinder sig. For dertil har Gud anordnet, at enhver skal have sin ægtefælle, at man skal lade sin lyst og begær være knyttet og henvendt på denne. Kan du blive ved det, under Gud dig det gerne, giver sin velsignelse dertil, og har sit velbehag i det, som det, der er hans egen anordning og bestemmelse. Men når du vil gå videre, og ikke lade dig nøje med den, som Gud har givet dig, og til hvem dit begær skal være henvendt, men spejder efter andre, så er du allerede gået for vidt, og har blandet begæret med ind, så også synet bliver fordærvet ved begæret. Dette er også den væsentligste årsag til ægteskabsbrud, som altid kan findes at ligge til grund, at man ikke betragter ægtefællen i lyset af Guds Ord, som den, hvem Gud giver og velsigner, men spærrer øjnene op, når man ser en anden. Da følger hjertet snart efter øjnene, så også den lyst og begær indfinder sig, som jeg alene skal have til min ægtefælle. Desuden er kød og blod i sig selv begærligt efter noget nyt. Det bliver hurtigt træt og mæt af, hvad det har, og glor altid efter noget andet. Og så puster Djævelen til, så man ikke ser andet hos sin ægtefælle, end hvad der er skrøbeligt, og lukker øjnene for, hvad der er godt og rosværdigt. Deraf kommer det, at enhver er skønnere og bedre i mine øjne, end min egen. Ja mange, der har en rigtig smuk og from hustru, lader sig sådan forblinde, at han får nag til hende, og holder sig til en afskyelig, hæslig strigle.

      Som jeg andet steds udførligere har sagt om vielsen og det ægteskabelige liv, er det derfor den rette kunst og det stærkeste værn imod dette, at enhver lærer at betragte sin ægtefælle ret i lyset af Guds Ord. Det er den kostbareste skat og det skønneste smykke, som kan findes hos en mand eller kvinde. Så vil man elske og sætte pris på sin ægtefælle, som en guddommelig gave og skat, og tænke, når man så en anden, selv om hun var skønnere end ens egen: Er hun smuk, så er hun dog ikke oversmuk, og selv om hun var den allerskønneste på jorden, så har jeg dog hjemme et meget smukkere smykke i den ægtefælle, som Gud har givet mig, og smykket med sit bud frem for alle andre, selv om hun ikke er smuk i det ydre, eller har en eller anden skrøbelighed. Når jeg betragter alle kvinder i verden, så finder jeg ingen, om hvem jeg med tak til Gud kan sige, hvad jeg med glad samvittighed kan sige om min egen: Denne har Gud selv givet mig og lagt i mine arme, og jeg ved, at det hjertelig behager ham og alle hans engle, når jeg med kærlighed og troskab holder mig til hende. Hvorfor skal jeg da foragte denne kostelige gave og holde mig til en anden, hos hvem jeg ikke finder sådan skat og sådant smykke?

 

Der er forskel på synd

Se, sådan kan jeg udmærket se på alle kvinder og tale med dem, le og spøge med dem, at lysten og begæret alligevel bliver udenfor, og ikke lade nogen være mig så skøn og kær, at jeg skal handle imod Guds Ord og bud. Og selv om jeg bliver anfægtet af kød og blod, behøver jeg dog ikke at indvilge eller lade mig overvinde, men kan kæmpe ridderlig imod det og sejre ved Guds Ord. Sådan kan jeg leve i verden, så ingen ondskab skal kunne gøre mig ond, ingen fristelse gøre mig til ægteskabsbryder. Men fordi man ikke betragter eller agter dette Guds Ord, kan det let ske, at man bliver træt af sin ægtefælle, får afsky for vedkommende, og forelsker sig i en anden, og ikke kan modstå lysten og begæret. Man kan ikke den kunst, at betragte sin ægtefælle ret i den skønhed og det smykke, hvormed Gud har beklædt denne person. Man ser ikke andet, end hvad der er for øjnene, hvordan ægtefællen er uanselig og skrøbelig, medens en anden synes at være smukkere og bedre. Sådan kan du forstå, hvornår det at se på en anden er synd eller ikke synd, nemlig, at man ikke må se på en anden, som man skal se på sin egen ægtefælle. Dog må man ikke spænde det så stramt, at når nogen imod sin vilje bliver anfægtet, og føler at sådan lyst og begær til en anden rører sig, at man derfor skulle være fordømt. For jeg har ofte sagt, at det ikke er muligt at leve i kød og blod uden syndig, ond tilbøjelighed, ikke alene i dette stykke men hvad alle budene angår. Derfor har lærerne her gjort den forskel, som jeg også tilslutter mig, at en blot og bar tanke, uden at man indvilger, ikke er dødssynd. Det er ikke muligt, når nogen har fornærmet dig, at ikke hjertet skulle røre sig eller komme i bevægelse og begynde at rejse sig til hævn; men det er endnu ikke fordømmeligt, når man blot ikke beslutter og planlægger at gøre skade, men modstår sådan fristelse. Sådan også i dette tilfælde: At Djævelen ikke skulle kunne indskyde onde tanker og ond lyst i hjertet, er det ikke muligt at undgå, men se da til, at du ikke lader sådanne pile blive siddende og vokse sig fast, men at du igen river dem ud og kaster dem bort. Gør som i fordums tid en af vore gamle har lært: ”Jeg kan ikke forhindre, at en fugl flyver over mit hovedet” siger han, ”men jeg kan forhindre, at den bygger rede i mit hår eller bider næsen af mig.” Sådan står det ikke i vor magt, at forhindre denne eller andre anfægtelse, så ingen tanker falde os ind. Blot man kun lader det blive ved, at de falde en ind, så man ikke giver dem indpas, selv om de banker på, og at man forhindrer dem fra at skyde rod, så der ikke bliver forsæt og indvilgelse ud af det. Ikke desto mindre er det alligevel synd, som dog er indbefattet i den almindelige tilgivelse, fordi vi ikke kan leve i kødet uden stor andel af synden, og enhver må have sin djævel. Som også Paulus klager over synden, som bor i ham, når han siger, at der intet godt bor i hans kød (Rom 7, 18.). Men at nogle her har drøftet og nøje undersøgt, om det også er synd, når man begærer at få en ægtefælle, er naragtigt, og at spørge både imod Skriften og naturen. For hvordan skulle mennesker indgå ægteskab, hvis de ikke havde lyst og kærlighed til hinanden? Ja, Gud har netop indgivet manden og kvinden dette begær, for at de ikke skulle ringeagte eller undgå ægteskabet. Sådan har han også i Skriften befalet mand og kvinde, at de skal elske hinanden, og vist, at han har stort velbehag deri, når mand og kvinde lever godt sammen. Derfor må sådan lyst og kærlighed sandelig ikke mangle, og der behøves både lykke og nåde, for at denne lyst og kærlighed må vedblive at være til stede. For selv uden ulykke angribes samlivet både af kødet, som snart bliver træt af denne stand og ikke vil bære ægteskabets daglige besvær, og af Djævelen, der ikke kan tåle at se to ægtefolk holde sig til hinanden i ret kærlighed. Han helmer ikke, før han får sået anledning til utålmodighed, uenighed, had og bitterhed imellem dem. Det er således ikke alene en nødvendig, men også en vanskelig kunst, som alene de kristne behersker, at have sin ægtefælle ret kær, så den ene bærer den andens skrøbelighed og alle slags tilstødende ulykker. I begyndelsen går det jo sådan, at de kunne spise hinanden op af kærlighed, som man siger, men når nyheden er forbi, er Djævelen der med sin kedsommelighed, og vil alt for hurtig fratage dig din lyst i din ægtefælle, og alt for snart optænde den andet steds.

      Dette være sagt kort om lysten og begæret, men hvad skal man sige dertil, at Kristus går så vidt, at han befaler at udrive øjet og afhugge hånden, når de forarge os? Skal man da fordærve sig selv og gøre sig blind og lam? Da måtte vi også berøve os livet, og enhver blive sin egen morder. For skulle vi bortkaste alt, hvad der forarger os, da måtte vi begynde med at udrive hjertet; men hvad var dette andet end at udrydde hele naturen og Guds skabning? Svar: Her ser du klart, at Kristus i hele kapitlet ikke taler om verdslig anordning og væsen, og at alle sådanne sprog, som hist og her forekomme i evangeliet, som at fornægte sig selv, hade sin sjæl, forlade alt; slet ikke skal henføres til det verdslige eller kejserens regimente, eller være at forstå efter lovbogen, som juristerne mener det, når det hos dem hedder at udstikke øjne, afhugge hånden, og sådant. Hvordan kunne dette liv og regimente ellers bestå? Det er alene at forstå om det åndelige liv og væsen, hvorved man ikke i det ydre for mennesker, men i hjertet for Gud kaster øje og hånd fra sig. Fornægter og forlader sig selv og alle ting. For han lærer ikke at regere med næve eller sværd, eller hvordan liv og ejendele skal regeres, men alene hvordan hjertet og samvittigheden skal regeres for Gud. Derfor må man slet ikke drage hans ord ind i retsvidenskaben eller det verdslige styre.

      På denne måde taler han også i Matt 19, 12, om dem, der er uegnede til ægteskab, og nævner tre slags. De to første er dem, som enten af naturen er fødte sådan, eller dem, som mennesker har gjort uegnede. Det er også det, som man kalder at kastrere. Men den tredje slags er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Det er nogen, der ikke er kastreret i det ydre på legemet, men i hjertet eller åndeligt, og ikke efter verdslig vis, men, som han siger, for Himmeriget; for med det verdslige har han intet at gøre. Sådan skal vi også her åndeligt udrive øje, hånd og hjerte, og lade alt fare, for at det ikke skal forarge os, og dog leve i dette verdslige væsen, hvor vi ikke kan undvære nogen af dem.

      Så er da meningen den: Når du føler, at du ser på en kvinde med uren lyst, så udriv dette øje eller syn (som det, der er imod Guds bud), ikke legemets, men hjertets, af hvilket den onde lyst fremgår. For når den onde lyst er ude af hjertet, så vil heller ikke øjet synde eller forarge dig, og du ser nu den samme kvinde med de samme legemlige øjne, dog uden uren lyst. Det er nu for dig som om du ikke havde set hende, for det øje, hvorom Kristus taler, som var tidligere, og som hedder lystens eller begærets øje, er nu ikke mere til, skønt legemet beholder sit øje ufordærvet. Sådan siger han også om dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld, når hjertet har besluttet at leve kysk, uden ægteskab, (når det har nåde til det), så har det kastreret sig selv for Himmerigets skyld, og man behøver ikke at lemlæste noget lem i det ydre på legemet. Med andre ord: Det er en sådan kastreren og udriven, som ikke hånden eller bøddelen foretager, men Guds Ord i hjertet.

      Derfor er de folk dårer, som overfører sådanne og lignende ord fra det åndelige til det ydre verdslige væsen, som om Kristus havde lært imod det verdslige styre, ja imod den naturlige anordning og skabning. Derfor er nogle faret så højlig vild, at de af utålmodighed og mistvivl om at kunne stride mod kød og blod, er gået hen og skadet sig selv, så bisperne endog har måttet forbyde det på koncilierne. Dette kommer alt sammen af den uforstand, at de ikke gøre forskel imellem Kristi og verdens rige og lære, og tager ordet ”at kastrere” i den grove forstand, så de mener, at det ikke betyder andet, end hvad verden kalder sådan, skønt Kristus dog selv udelukker sådan mening, idet han gør forskel imellem dem, som er kastrerede af naturen eller med hænderne, det være ved sig selv eller andre, og i modsætning hertil stiller dem, som hverken af naturen eller med hænderne er kastrerede. Hermed viser han jo klart, at han alene taler om de i åndelig forstand kastrerede, hos hvem legemet med alle dets lemmer er helt og ufordærvet, og dog ikke har sådan begær, som andre, som man ikke kan skære bort fra kød og blod med hænderne, selv om man fjernede de naturlige lemmer. Som de også selv siger, at sådanne kastrerede har meget mere lyst og kærlighed til kvinder, end nogen anden. Hvorfor også store konger gerne har haft sådanne folk til opsynsmænd på grund af den store troskabs og kærligheds skyld, som de har til kvinderne.

      Men det ser ud som om Kristus også ved andre lejligheder ofte har betjent sig af disse ord: ”forarg dit øje dig, forarget din hånd eller fod dig,” for de blive andre steder i evangeliet også anvendte på andre ting. Han har således brugt disse udtryk som et almindeligt billede, der kan anvendes på al slags synd. Han vil med dette lære, at man ikke skal give efter for anledninger og fristelser til synd. Her anvender og bruger han det om en enkelt bestemt synd, nemlig hor, når han befaler, at rive det øje ud, som vil forarge os med uren lyst, som da hor oftest kommer gennem øjnene ind i hjertet, hvis man ikke modstår fristelsen. Sådan anvender han de samme ord i Matt 18, 8 på en anden forargelse, hvor han kalder det et forargeligt øje eller en forargelig hånd, når en præst og lærer eller en herre og tyran vil forføre dig fra sandheden og den rette lære. Kristus befaler da, at udrive og kaste dette øje og denne hånd fra sig, så man siger: Du er nok mit øje og min hånd, mester eller regent, men hvis du vil føre mig bort fra sandheden til falsk tro, eller tvinge mig til onde gerninger, så vil jeg ikke følge dig.

     

v31 Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev.‹ v32 Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med hende, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.

 

Skilsmisse er ukristeligt

Her ser man rigtig, hvordan de havde svækket dette bud, og givet tilstrækkelig adgang og frihed til at handle imod det, uden at det dog blev regnet for synd, når man blot ikke drev det alt for langt, så det blev til offentligt ægteskabsbrud. Hvis en mand blev træt af sin hustru og gerne ville af med hende og havde lyst til en anden, var det således tilladt, at han kunne skille sig fra hende og finde en anden, som behagede ham bedre. Og selv om denne kvinde havde en anden mand, kunne man dog mesterlig fraliste den anden hans hustru, så denne måtte lade hende gå. Dog måtte det ikke hedde, at hun var taget med magt. Sådan var det også regnet for en ringe ting hos dem, hvis man havde været i seng med en anden, så man derved fik ret til hende, fordi de jo alligevel havde lov til at have flere hustruer. De havde endog bragt det dertil, at enhver uden skam og dårlig samvittighed brugte ægteskab og skilsmisse, som man selv ville. Derfor tager Kristus nu også dette stykke om skilsmisse med, og salter og straffer deres misbrug af den tilladte skilsmisse, for at undervise samvittighederne, hvordan man skal forholde sig ret angående disse ting, at man ikke går for vidt, og handler imod budet. Men han berører det her kun i korthed, for senere i kap. 19 at behandle det udførligere.

      Men hvordan man hos os skal forholde sig i ægteskabssager og med skilsmisse, har jeg sagt, at man skal overlade til lovgivningen. Det hører ind under det verdslige regimente, fordi ægtestanden er en aldeles verdslig, ydre ting, ligesom hustru, børn, hus og gård, og andet, som hører under de offentlige myndigheder og som fornuften selv kan bedømme, 1 Mos 1. Hvad offentlige myndigheder og fornuftige mennesker beslutter og anordner om disse ting ifølge ret og fornuft, skal man derfor lade gælde. Kristus anordner heller ikke noget herom som en jurist eller regent i ydre ting, men underviser alene samvittighederne som en prædikant, for at man skal bruge loven om skilsmisse ret, ikke til skalkeskjul og eget urent begærs tilfredsstillelse, imod Guds bud. Derfor vil vi her heller ikke gå videre, end til at se, hvordan det stod til hos dem, og hvordan de, der vil være kristne, skal forholde sig. (For de ikke-kristne angår os ikke, som de, hvem man ikke skal regere med evangeliet, men med tvang og straf). Vi må holde vort embede rent, og ikke gå videre end det er befalet os.

      I 5 Mos 24, 1 står der: ”Hvis en mand gifter sig med en kvinde, men bliver ked af hende, fordi han finder noget skændigt hos hende, skal han udfærdige et skilsmissebrev, give hende det og sende hende bort.” Men der føjes en klausul til, nemlig at den samme mand, hvis han siden gerne vil have hende tilbage, ikke må tage hende til sig igen. - Denne lov lærte de imidlertid snart at misbruge, så enhver straks lod sin hustru gå og smed hende ud, når han var blevet træt af hende og fik lyst til en anden. Moses tillader dog kun dette i de tilfælde, hvor manden finder en sådan uvilje eller brist hos hende, at de ikke kunne leve sammen. De brugte således loven så frit, at de selv indså, at det ikke var at rose, men måtte kaldes et letsindigt væsen. Derfor spørger de Kristus i Matt 9, 3, om det er tilladt at skille sig fra sin hustru af hvilken som helst grund? Da svarer han ligesom her, og læser dem en skarp tekst for, som de ikke havde hørt før, idet han erklærer, at både den, som skiller sig, og den, som tager en fraskilt til ægte, undtagen på grund af hor, bedriver hor og er skyld i, at også den fraskilte bedriver hor, når hun tager en anden. For ellers kunne hun ikke bryde ægteskabet, hvis hun forblev uden mand. Dermed fordømmer han ikke blot deres letsindige omgang med skilsmisse, men lærer, at de aldeles ikke skal blive skilt, eller, hvis de skilles, at begge skal forblive ugifte, og erklærer, at skilsmisse altid er årsag til ægteskabsbrud.

      Men når de spørger, hvorfor Moses da har tilladt sådan skilsmisse, svarer han: For jeres hjerters hårdheds skyld har han tilladt det. Ikke at det er ret og vel gjort, men da I er sådanne onde og rå mennesker, så er det bedre at tillade dette, end at I skal gøre, hvad værre var og afstedkomme elendighed og mord, eller leve i bestandig had, ufred og fjendskab med hinanden. Sådan er det da også nu tilrådeligt, at den verdslige øvrighed skulle give sådan anordning for nogle sære, egensindige, stridige hoveders skyld, som ikke kan finde sig i noget, og ikke er tjenlige til det ægteskabelige liv, at den lod dem skilles. For på grund af menneskenes ondskabs, kan man ikke regere anderledes, end at man ofte må tillade noget, selv om det ikke er godt, for at ikke noget værre skal ske.

      Altså står det fast, at de, som ville være kristne, ikke skal lade sig skille, men enhver skal beholde sin ægtefælle, lide og bære godt og ondt med denne, selv om der forekommer mærkelige særheder og skrøbeligheder. Og hvis man lader sig skille, skal man da forblive enlig. Vi har ikke lov til at gøre ægteskabet til en fri ting, som om det var op til os selv, at skalte og valte med det, og skifte ægtefælle og indrette os som vi har lyst. Det forholder sig som Kristus siger: ”Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille,” Matt 19, 6. For sådant uvæsen kommer af, at man ikke betragter ægtestanden efter Guds Ord, som hans værk og anordning. Man giver heller ikke agt på hans vilje, at han har givet enhver sin ægtefælle, for at man skal leve trofast sammen, og ham til behag bære de ubehageligheder, der opstår i ægteskabet. Man betragter ikke ægteskabet som andet end blot en menneskelig, verdslig ting, som Gud intet har at bestille med. Derfor bliver man hurtigt træt af det, og når det ikke går, som man ønsker, vil man straks skilles og prøve noget andet. Men Gud styrer det dog sådan, at man ikke opnår nogen fordel ved det. Det går oftest sådan, at den, der vil ændre og forbedre alle ting, og ikke vil tåle noget besvær, men have alt perfekt og uden ubehag, i de fleste tilfælde får noget andet, som giver endnu mere, ja ti gange flere vanskeligheder, ikke blot i denne sag, men i alle andre ting.

      Det kan ikke gå anderledes til her på jorden, end at man dagligt oplever meget besvær og mange ubehageligheder i ethvert hjem, by og land. Der findes ingen livsforhold, hvor man ikke må lide meget, som gør en ondt, både fra ens nærmeste, som ægtefælle, børn og kolleger, som fra ens naboer og alle slags tilfældige ulykker. Når et menneske oplever dette, bliver han snart led og ked af sin situation og bliver utålmodig og vred. Og hvis han ikke kan undgå eller ændre disse forhold, vil han skifte sin stilling og synes enhver andens stilling og livssituation må være bedre. Når han så har skiftet mange gange, har han blot fået det meget værre. For at skifte er nok let og hurtigt gjort, men at få det bedre er svært og sker sjældent. Det måtte jøderne også erfare med deres partnerbytte og skilsmisser.

 

Forelskelse og varme følelser

Derfor skal man her bære sig ad, som vi altid har lært og formanet: Når nogen ville begynde på noget nyt, som skal have et godt og lyksaligt udfald, også i sådanne jordiske sager, som at giftes, få børn, søge nyt arbejde, osv., at man da skal påkalde Gud, som har alting i sin magt og anråbte ham, som alene kan give det. For det er ingen ringe Guds gave, når det lykkes nogen at få en from, god ægtefælle, så hvorfor skulle du da ikke bede ham om, at han vil lade det lykkes? For den første forelskelse og de varme følelser er ikke nok og holder ikke i længden, hvis Gud ikke selv giver lykke og velsignelse og hjælper, så man kan bære de vanskeligheder, der kommer. De, som ikke gør dette, men kun kaste sig ind i ægteskabet på grund af varme følelser, som om de ikke behøvede Gud her, lære derfor heller ikke at leve ægteskabet. Dem går det derfor også passende sådan, at de kun har skærsild og helvedesplage i deres ægteskab, og ikke behøve nogen djævel. Fordi de ikke vil bære nogen modgang med tålmodighed, men vil have alt uden problemer og ikke vil vide noget af den artikel, som hedder syndernes forladelse, så få de til løn et uroligt, utålmodigt hjerte, og må således lide dobbelt møje, uden nogen form for tak. Men det har vi andet steds talt tilstrækkeligt om.

      Men spørger du: Er der da slet ingen grund, som gør, at ægtefællerne må lade sig skille og indgå nyt ægteskab? Svar: Kristus nævner her og i Matt 19, 9 kun én grund, nemlig ægteskabsbrud, og støtter dette på Moses’ lov, som straffer ægteskabsbrud med døden. Da nu døden alene opløser et ægteskab, så er en ægteskabsbryder allerede skilt, ikke af mennesker, men af Gud selv, og det ikke alene fra sin ægtefælle, men fra selve livet. For ved sit ægteskabsbrud har man selv skilt sig fra sin ægtefælle og opløst ægteskabet, som man ikke må opløse eller skille, og derved gjort sig skyldig til døden, så man for Gud er allerede død, selv om dommeren ikke overgiver en til døden. Da nu Gud her gør skilsmisse, så bliver den anden part løst og fri, så vedkommende ikke er forpligtet til at beholde den part, der har brudt ægteskabet, med mindre man gerne vil.

     

Hovedartiklen gælder også inden for ægteskabet

Derfor befaler eller forbyder vi hverken sådan skilsmisse, men overlader til de offentlige myndigheder at træffe bestemmelser og så lade det blive ved, hvad de offentlige love anordner. Men skal jeg råde dem, der vil være kristne, så var det meget bedre, at man formanede og opmuntrede begge parter til at blive hos hinanden, så den uskyldige ægtefælle lod sig forlige med den skyldige og af kristen kærlighed tilgav vedkommende, hvis denne ydmygede sig og lovede at forbedre sig. Det skulle da lige være, hvis der ingen håb var om forbedring eller den skyldige, som atter var forsonet med ægtefællen og taget til nåde, ville misbruge denne velgerning og fortsætte i et åbenlyst, løsagtigt liv og satse på, at man sikkert vil skåne og tilgive ham igen. I dette tilfælde vil heller ikke jeg råde eller befale at vise nåde, men hellere hjælpe til, at man gav vedkommende af pisken og puttede ham i en sæk. For én gangs forseelse kan man godt tilgive, men frækt at synde på nåde og tilgivelse skal ikke tolereres. For som sagt vil vi ikke tvinge nogen til at tage en åbenlys utugtig eller ægteskabsbryder til sig igen, hvis man ikke vil eller ikke kan på grund af væmmelse. Vi læser således om Josef i Matt 1, 19, at skønt han var en from mand, ville han ikke tage Maria, sin forlovede, til sig, da hun var gravid, og han roses for, at han hemmeligt ville skille sig fra hende og ikke anklage hende eller overgive hende til døden, som han godt kunne have gjort.

      Foruden denne grund er der også en anden, nemlig når den ene ægtefælle forlader den anden, idet den ene af ren og skær modvillighed løber bort fra den anden. Som når en hedensk kvinde er gift med en kristen, som det jo godt kan ske, at den ene ægtefælle holder fast evangeliet, men den anden ikke, sådan som Paulus nævner det i 1 Kor 7, 12-13. Da kunne der være spørgsmål, om det er tilladt at skilles? Her anordner Paulus: Hvis den ene part vil blive i ægteskabet, skal den anden acceptere det. Selv om de ikke er enige angående troen, skal troen dog ikke gøre skilsmisse i ægteskabet. Vil den anden part derimod ikke blive, så lad vedkommende gå. Du er ikke bundet eller forpligtet til at løbe bagefter. Det samme gælder, hvis en slyngel af andre grunde løber bort fra sin ægtefælle uden dennes vidende og vilje, forlader hus og hjem, hustru og børn, og bliver borte to, tre år, eller så længe han finder for godt, som det nu ofte sker. Når vedkommende så har fået sin lyst styret og sat alt over styr, kommer han hjem igen og ønsker de gamle forhold tilbage. Han forlanger, at den anden part skal være bundet til at vente på ham, så længe han ville, og igen tage ham til sig. Her skal man ikke alene forbyde en sådan skurk hus og hjem, men ophold i landet med, og uden betænkning erklære den anden part fri, når han ikke vil komme tilbage, efter at være opfordret, og der er ventet længe nok på ham. For en sådan er endnu værre end en hedning og vantro, og bør endnu mindre tåles end en almindelig ægteskabsbryder, som dog igen kan forbedre sig og bevise sin ægtefælle den forrige troskab, selv om han er faldet i en enkelt gang. Den anden driver derimod et frækt spil med ægteskabet, og har ikke hustru og børn for at bo og blive hos dem som ægtemand og far, men for at han kan have et sikkert opholdssted, når det behager ham at komme tilbage. Men sådan er Guds anordning: Den, som vil have hustru og børn, skal blive hos dem, dele godt og ondt med dem, så længe han lever, og hvis han ikke vil, skal han læres dertil, eller også være skilt fra hustru, hus og hjem. Men hvor der ikke er sådanne grunde, skal andre mangler og fejl ikke forhindre eller adskille ægteskabet, som når man for eksempel bliver vrede på hinanden eller hvad der ellers kan ske. Hvis de alligevel vil skilles, siger Paulus, at begge parter skal forblive ugifte.

 

Bedste værn mod skilsmisse er villighed til at lide

Dette være kort sagt om denne sag, for jeg har skrevet udførligt om det andet steds. Men det vigtigste middel mod skilsmisse og anden uenighed er, som sagt, at enhver lærer tålmodigt at bære det almene besvær og den modgang, som er forbundet med dette liv. Og at holde sin ægtefælle noget til gode, idet man ved, at alting ikke kan gå ret til og efter vort hoved her i verden. Du kan jo ikke engang have det anderledes eller bedre, hvad dit eget legeme angår. Du må dagligt tåle mangt og meget, som er beskidt og ulækkert, så hvis du ville kassere alt, hvad der er urent, måtte du begynde med maven og tarmsystemet, som dog nærer dig og holder dig i live.

      Kan du nu tåle disse ting af dit legeme, at det laver en stank, før du ved af det, eller begynder at buldne og væske, så der intet rent bliver tilbage på din hud, og du må holde det alt dette til gode, ja kun bevise det desto mere kærlighed og omsorg ved at pleje, vaske, bære og hjælpe det, når det fejler noget, hvorfor vil du da ikke også gøre dette med din egen ægtefælle, som Gud har givet dig, i hvem du dog har en større skat, og hvem du har større grund til at elske. For der skal imellem de kristne være en sådan kærlighed, som imellem lemmerne så samme legeme som Paulus ofte formaner (1 Kor 12, 12; Rom 12, 4), så det ene lem antager sig det andets skrøbelighed, bistår, bærer, løfter, og gør alt muligt, hvorved det kan yde det nogen hjælp. Derfor er vor rette hovedartikel ikke andet end ren og skær syndsforladelse, både for os selv personligt og mod hinanden indbyrdes. Ligesom Kristus i sit rige uafladelig bærer os og tilgiver alle slags skrøbelighed, sådan bærer og tilgiver vi også hinanden i alle forhold og sager. Den, som ikke vil dette, ham beskikker Gud, at han aldrig har ro og at de mindste ulykker eller plager bliver ti gange så tunge.

     

v33 I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret Herren.‹ v34 Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved Himlen, for den er Guds trone, v35 eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. v36 Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. v37 Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.

 

De to regimenter

Denne tekst er også blevet forvansket og udvidet med mange tilsætninger, så mange slags falsk indbildninger og vildfarelser er kommet deraf. Mange store doktorer har brudt deres hoveder, og har ikke kunnet finde sig til rette med, at her kort og godt forbydes, at man aldeles ikke skal sværge, men slet og ret lade ja være ja og nej være nej. Nogle har spændt samvittighederne så stramt, at man har været i tvivl, om der var ret, at en landsforviste forbryder aflagde edsløfte om ikke at betræde land og rige, når han blev løsladt af fængslet. Eller om man ved en ed skal slutte fred eller et forbund med muslimske lande eller vantro. Nu kan man jo ikke nægte, at Kristus selv og Paulus ofte har sværget, og at der også står i Den Hellige Skrift, at de, som sværge ved Guds navn, roses. Derfor må man også her gøre en forskel, for at man kan forstå teksten rigtig.

      Men vi har allerede hørt, at Kristus her aldeles ikke vil gribe ind i det offentlige styre og anordninger, eller fratage myndighederne noget af deres. Han prædiker alene for de enkelte kristne, hvordan de skal forholde sig personligt i deres livsførelse. Derfor skal man anse sværgen at være forbudt på samme måde, som ovenfor med at slå ihjel, og at se på en kvinde eller at begære hende. At slå ihjel er ret, og dog ikke ret; at begære en anden er synd og ikke synd, alt efter om man forstår den rette mening deraf, nemlig: Til mig og dig personligt siges det: Når du slår ihjel, så gør du uret; ser du på en anden kvinde for at begære hende, så gør du uret. Men til en dommer siger han: Slår du ikke ihjel og straffer, så skal du selv straffes; således også til en gift person: Når du ikke holder dig til din ægtefælle, så gør du uret. Sådan gælde begge dele, at man skal slå ihjel, og ikke slå ihjel; være sammen med en kvinde og ikke være det, sådan nemlig, at du ikke slår ihjel eller vredes, eller har en kvinde kær, uden at du har Guds særlige ord og befaling til det. Men når du vredes, hvor Gud byder dig at vredes, eller er gift efter Guds Ord, da er begge dele ret, for hvad Gud siger og befaler dig, er noget helt andet, end hvad du selv gør.

      Som du nu har forstået dette, sådan skal du også forstå disse ord, at det vel her er aldeles forbudt at sværge, ligesom han så aldeles har forbudt at slå ihjel, at der ikke engang må være vrede i hjertet. Ligeledes, at man skal være så ganske fremmed for mand og kvinde, at man ikke engang ser på dem, eller tænker på at begære dem. Og dog ville det være en skadelig prædiken, når man ville anvende den på domstolene eller på ægtestanden, og sige til dommeren: Du må ikke vredes, heller ikke vise vredens tegn eller gøre dens gerning; eller til et ægtepar: Du må ikke se på, eller bære kærlighed til din ægtefælle. Nej, her må man vende tingene om, og lære og befale netop det modsatte: Du, dommer, skal vredes og straffe, og enhver skal elske sin ægtefælle. Hvad mener Kristus da, når han siger, at man ikke skal begære en kvinde, og ikke have vrede i hjertet? Svar, som før sagt: Han taler om den kvinde, som ikke er givet dig af Gud, og om den vrede som ikke er dig befalet. Men er det dig befalet, da er det ikke mere din, men Guds vrede, og ikke mere dit begær, men det er indgivet og forordnet af Gud. For her har du Guds Ord for, at du skal elske din ægtefælle, og ikke begære nogen anden. Sådan må man også, hvad sværgen angår, se til, om man har Guds Ord derfor eller ikke.

      Men at han her strækker forbudet så vidt, det gør han for deres falske læreres skyld, der prædikede, at edsaflæggelse og sværgen ikke var synd, selv om det også blev brugt, hvor det ikke var nødvendigt og ikke var efter Guds Ord. Ja de havde gjort en forskel, som Kristus her viser, hvordan man frit kunne sværge, og hvilken ed, der skal gælde, og hvilken ikke. Man kunne godt sværge ved Himlen eller ved Jerusalem, eller ved sit hoved, for det var en lille ed, og forpligtede ikke så stærkt, når man blot ikke tog Guds navn med. De havde således til sidst bragt det dertil, at et rent ja og nej intet gjaldt, og man mente, det var ligegyldigt, om man holdt det, hvis man ikke havde aflagt ed på det. Netop ligesom de om det femte bud lærte, at man ikke behøvede at anse hemmeligt nag og vrede for synd, og at det ikke var synd, hvis nogen var sin hustru fjendsk, ikke havde lyst eller kærlighed til hende, men mere havde lyst til en anden og viste det ved blikke, flirt og andre tegn.

      Det er imod sådanne skidne hellige, han prædiker her og siger: hvis I ikke bliver anderledes og frommere, kommer I ikke ind i Himmeriget. Det går ikke an at bruge eden, sådan som I gør, at den skal var ret og gyldig, når og sådan, som I vil, men det hedder: ”I må slet ikke sværge, hverken ved himlen, for den er Guds trone, eller ved jorden, for den er hans fodskammel, eller ved Jerusalem, for det er den store konges by. Du må heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort. v37 Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde.

 

Et ord er et ord

I må slet ikke sværge, hverken ved templet, eller ved Jerusalem, eller ved jeres hoved, så lidt som ved Gud selv, men hvad I handle med hinanden, det skal være ja og nej, og forblive ja og nej. For det er at misbruge Guds navn, når man går ud over dette med edsaflæggelse og sværgen, som om et slet og ret ja og nej ikke skal gælde eller være bindende, uden at Guds navn tages med. Desuden er det også et misbrug, at man sværger så letsindigt, som det nu er almindeligt, da man næsten ved ethvert ord tager Guds navn i munden. Alt dette skal være aldeles forbudt; ligesom også al banden, som sker ved Guds navn, hvor den ikke burde ske.

      For at bande er ligesom at sværge både godt og ondt. Vi læser i Den Hellige Skrift, at hellige folk ofte har bandet, sådan som Noa forbandede sin ene søn, Kam, 1 Mos 9, 25, og at patriarken Jakob lyste en ond velsignelse og forbandelse over sine tre sønner, Ruben, Levi og Simeon, 1 Mos 49. Ligeledes Moses imod Korah, (4 Mos 16, 15). Ja, Kristus selv forbander i Salmerne sit Juda, og lyser i evangeliet en forfærdelig forbandelse over de falske lærere, og Paulus forbander i Gal 1, 8-9 alle lærere, som prædiker anderledes (om det så var en engel fra Himlen) at de skal være forbandet af Gud, som når vi siger: måtte Gud forhindre dem og lade dem gå til grunde, og hverken give dem nåde eller lykke! Sådan kommer den tid, da man må forbande, og da man handler uret, hvis man ikke gør det. Hvis vi for eksempel nu skulle give velsignelse til og ønske godt over, at pave, biskopper og fyrster omgås med så giftige planer og onde anslag imod evangeliet, for at udøse fromme menneskers blod og bringe Tyskland i oprør. Dette kan en kristen ikke gøre, men må og skal hertil sige: Kære Herre, forband, forstyr og nedstyrt alle deres anslag i Helvedes afgrund! Derfor kan ingen bede sit Fadervor ret, uden at han også må forbande. For når han beder: ”Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje”, så må han skære alt over én kam, hvad der er derimod, og sige: Forbandede, fordømte, til skamme blive alle andre navne. Og alle riger, som er imod dig, blive omstyrtede og ødelagte; og alle anslag, visdomme og viljer gå til grunde

      Forskellen er denne: Af sig selv skal ingen bande eller sværge, med mindre han har Guds Ord for, at han skal bande og sværge. For som sagt, hvor det sker i og efter Guds Ord, der er alt ret, at sværge, at vredes, at have lyst til en kvinde. Men dette er at have Guds Ord for det, når han befaler mig det på embedes og sine egne vegne, eller kræver det af dem, der er i embedet. Hvis du for eksempel er i fangenskab og i øvrighedens hænder, og den begærer en ed af dig, som garanti for din løsladelse, eller når en fyrste eller en dommer kræver din ed som vidne, da har du pligt til at gøre det. For her har du Guds Ord om, at du skal adlyde øvrigheden. Gud har nemlig anordnet og indrettet samfundet sådan, at den ene må være forpligtet imod den anden, for at alle stridige sager kan bringes på det rene, afgøres og bilægges ved eden, som der står i Hebræerbrevet 6, 16.

      Men siger du: Ja, men her står dog et andet ord, idet Kristus siger: Du må ikke sværge. Hertil er svaret det samme, som ovenfor blev sagt om at vredes og at slå ihjel: Du, du må ikke gøre det, som på dine egne vegne. Men her sværger ikke du, men dommeren, der befaler dig det, og det bliver her det samme, som om han selv gjorde det, og du er nu dommerens mund. Nu hverken befaler eller forbyder Kristus øvrigheden noget, men han lader dens styre gå sin gang, som det skal og må gå. Men dig forbyder han at sværge af dig selv, af egen iver eller af vane. Ligesom han forbyder dig at bruge våben, men ikke derved forhindrer dig fra at være øvrigheden lydig, hvis den vil bruge dig dertil, eller befaler dig til at drage i krig. Da har du pligt til at skyde frisk og frimodig løs. Det er da ikke mere dine næver eller dine våben, men de er øvrigheden underlagt. Og det er nu ikke dig selv, som gør det, men din overordnede, hvem det er befalet af Gud. Sådan siger vi også i lignende tilfælde, som f.eks. hvis det kom dertil, at man skal gøre et forlig med vore fjender eller med de muslimske lande, da må både kejser og fyrster give og tage ed, skønt muslimerne sværger ved Djævelen eller deres Muhammed, som han holder for sin Gud og tilbeder, ligesom vi tilbede vor Herre Kristus, og sværge ved ham.

      Sådan har du da her begrundelsen for, hvorfor det er tilladt at sværge, nemlig nødvendigheden, idet man må aflægge ed på øvrighedens befaling for at bekræfte sandheden, eller for at forlige sagen for freds og enigheds skyld. En anden grund er kærligheden, selv om det ikke kræves af øvrigheden, men sker næsten til gode Ligesom også kærligheden vredes og straffer, når den ser sin næste synde eller fare vild, som Kristus lærer i Matt 18, 15. Den kan jo ikke grine af det eller bifalde det onde. Sådan kan jeg også godt vise kærlighed mod en andens hustru, når hun er i nød eller fare, så jeg hjælper hende. Dette er ikke en kødelig, forbudt, men en kristen, broderlig kærlighed, som ikke udspringer af vellyst eller begær, men af, at min næste trænger til mig. Og den har Guds Ord for sig, som siger: Du skal elske din næste, som dig selv, (3 Mos 19, 18).

      Sådan også når jeg ser nogen i åndelig nød og fare, svag i troen eller med ængstet samvittighed eller vildfarende erkendelse, da skal jeg ikke alene trøste, men også sværge, for at styrke hans samvittighed, og sige: Så sandt Gud lever og Kristus er død, så vist er dette sandheden og Guds Ord! Her er eden så nødvendig, at man ikke kan undvære den. For derved bliver den sande lære bekræftet, den vildfarende og bange samvittighed undervist og trøstet, og udløst fra Djævelen. Derfor må du her sværge så højt og dyrt, som du kan. Sådan har Kristus og Paulus sværget, og taget Guds navn til vidne. På samme måde hører der også en ed til hvert trusselsord og ethvert løfte, som en kristen prædikant forkynder, både for at forskrække de hårde halse og at trøste de mismodige.

      Sådan også hvor man skal undskylde næsten og redde hans ære imod onde, giftige bagtalere, da må man også sige: Man gør ham, sandt for Gud, uret. For alt dette er at bruge Guds navn på en god måde, til Guds ære og sandhedens fremme, og til næstens gavn og salighed. For her har du Guds Ord og bud stående over dig, som byder dig at elske din næste, straffe de udisciplinerede, trøste de bedrøvede, og fordi det står i budet, kan det ikke være uret; ja netop dette tvinger dig til at sværge, og du gør uret, hvis du undlader det.

      Kort sagt, hvor du har Guds Ord for dig, der give Gud dig nåde til øjeblikkelig at sværge, straffe, vredes og at gøre alt, hvad du formår. Men i alt, hvad der er uden for dette, hvortil du ikke har befaling, og hvad der ikke sker for næstens nøds og nyttes skyld, skal du ikke aflægge nogen ed. For Gud vil aldeles intet har af det, som du gør af din egen magt, uden hans ord, det være hvad det vil, selv om du kunne vække døde derved. End mindre vil han have, at man misbruger hans navn til at beråbe sig derpå, hvor det hverken er nødvendigt eller kan nytte noget, eller at man fører det i munden til hver en tid og på hvert sted, sådan som man nu er vant til, hvor man sværger ved hvert ord, især på værtshusene. Det kunne godt være nødvendigt, at man grundigt straffede og forhindrede dette. Således har du da nu en ret forklaring på dette stykke, for at man ikke uden grund skal pine sig selv angående denne tekst, og gøre sig en skærsild, hvor der ingen er.

      Kristus siger videre: ”Jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved Himlen eller ved jorden eller byen, Jerusalem”. Heraf ser man, at denne by er blevet holdt højt i ære, så man har sværget ved den. Dette stadfæster han også, og kalder den en Guds by, ligesom den også på andre steder kaldes den hellige by, (Matt 4, 5). ”Hellig” hedder den nemlig, fordi Guds ord var der og Gud boede der ved ordet, og det er en smuk skik, og uden tvivl indført af brave folk, at man holdt byen i sådan ære; som også profeten Esajas højt ophøjer den, ikke for dens egen skyld, men for Ordets skyld. På den måde kan man godt kalde enhver by hellig, som har Guds Ord, og berømme den som den, hvori Gud visselig er.

      Men at han siger: ”Du skal heller ikke sværge ved dit hoved, for du kan ikke gøre et eneste hår hvidt eller sort”, dette siger han om selve skabelsen, ikke om vor brug. For han vil ikke sige, at man ikke kan farve håret, så det får en anden farve; men, at det aldeles ikke står i vor magt at frembringe et eneste hvidt eller sort hår, eller at forhindre, at det bliver sådan. Men når det er vokset frem, så kan man godt klippe det eller afsvide det, ligesom man på forskellige måder kan forandre tingene i verden, men ikke bevirke, at de skabes sådan. Således gør han vort eget hoved til en helligdom, som noget, der ikke er vort eget værk eller står i vor magt, men er Guds gave og skabning.

      Når han nu erklærer: ”I jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej”, da er dette udtrykkeligt sagt til dem, hvem der ingen befaling eller nødvendighed påligger om at sværge. For som sagt, af sig selv skal ingen sværge, men når de to ting er til stede: befaling eller nødvendighed, så er det ikke længer af sig selv, man sværger. Du gør det da ikke på egne vegne, men på dens, som kræver det af dig, som din øvrighed, eller næstens nød og Guds bud.

 

v38 I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ v39 Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. v40 Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. v41 Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.

 

Kristi rige

Også denne tekst har forvoldt mange spørgsmål og vildfarelser, næsten hos alle lærere, som ikke har vidst at skelne ret imellem de to ting, verdslig og gejstlig stand eller Kristi og verdens rige. For hvor disse to ting blandes sammen, og ikke klart og ret adskilles, kan man aldrig komme til nogen ret forståelse i kristenheden, som jeg ofte har sagt og bevist. Nu har vi hidtil ikke hørt andet, end at Kristus retter sin prædiken imod farisæerne, der forførte mennesker både med liv og lære. De havde misfortolket og fordrejet Guds bud, så der kom lutter falske hellige ud af det, sådan som de endnu den dag i dag gør. Man finder altid blandt prædikanterne nogle (hvis ikke den største del) af sådanne jødiske hellige, som ikke lærer andet end om synd og hellighed i ydre gerninger.

      Som han nu i det forrige stykke har omstyrtet og forkastet deres lære og falske fortolkning, så tager han her også det stykke for sig, som står skrevet i Moses’ lov for dem, der har befaling til at udøve det offentlige styre, og at idømme straffe, så de skal og må tage øje for øje og tand for tand, osv. De synder altså lige så meget, når de ikke straffer folk, som de andre, der uden befaling selv griber til straf og hævner sig. Ligesom i det forrige stykke den, som ikke bliver hos sin ægtehustru, synder lige så meget som den, der uden for ægteskab lever sammen med en anden. Dette havde de nu også forvendt og blandet sammen, så de anvendte den tekst, der alene angår øvrigheden, på sig selv, og tolkede den sådan, at også enhver personligt havde lov til at hævne sig, og tage øje for øje. Ganske som de også i de andre stykker havde blandet det sammen, og tilranet sig den vrede, som tilkommer og er befalet øvrigheden. Ligeledes havde de løsrevet begæret eller kærligheden fra ægteskabet. Og også uden at nødvendighed eller kærligheden krævede det, anvendte de edsaflæggelse letsindigt og misbrugt den på anden måde.

      Her kommer nu Kristus og slår sådan falsk indbildning og forståelse til jorden, giver øvrigheden dens ret og embede, men lærer sine kristne, hvordan de som mennesker, uden for embede og det offentlige styre, skal leve for deres egen person, nemlig sådan, at de ikke skal kræve hævn, men være sådan, at de er klar til, også at række den anden kind til, når nogen slår dem på den ene kind, hvis det er nødvendigt. De skal ikke alene afholde sig fra hævn med næven, men også i hjertet, med tanke og vilje. Kort sagt, han vil have et hjerte, som ikke er utålmodigt, hævngerrigt og ufredeligt. Dette er nu en anden retfærdighed, end farisæerne lærte og udøvede, mens de dog ved Moses ville besmykke sig med, at det var tilladt at hævne sig og sætte sig til modværge, når man led overlast, fordi der står i teksten: ”øje for øje, og tand for tand.”

      Nu har mange folk brudt deres hoved med disse ord, og ikke alene jøderne, men også de kristne selv har stødt sig derpå. For det syntes dem for strengt og hårdt, at man slet ikke må sætte sig imod det onde, fordi man jo trods alt må have ret og retfærdighed i landet. Nogle har herimod anført Kristi eksempel i Joh 18, 22-23, da han ved forhøret hos ypperstepræsten Hannas blev slået på kinden, og dog ikke frembød den anden, men forsvarede sin uskyldighed og irettesatte præstens tjener, som ikke synes at stemme med denne tekst

      Derfor har de sagt, at det ikke er nødvendigt at byde angriberen den anden kind til, og hjulpet denne tekst således, at det er nok, når man i hjertet er beredt til også at byde den anden kind til. Det er heller ikke forkert sagt; men de har dog ikke forstået den rette mening. De mener, at dette er at række den anden kind til, at man siger til angriberen: Se, her har du også denne kind, slå mig nu også for anden gang; eller at man også giver frakken til den, som vil tage kjortelen. Hvis dette var meningen, så måtte man kaste alt, til sidst også hus og gård, hustru og børn fra sig. Derfor siger vi, at der ikke ligger mere heri, end at det prædikes for enhver kristen, at han skal være villig og tålmodig til at lide, hvad han skal og må lide, og ikke søge hævn eller slå igen.

      Men det bliv alligevel her et spørgsmål, som vel fortjener at drøftes, om man har pligt til at tåle alting af hvem som helst, og ikke i nogen tilfælde må sætte sig til modværge eller gå i rette eller klage, heller ikke fordre og kræve sit? For hvis det skal være helt forbudt, ville der fremkomme en speciel tilstand, idet man måtte underlægge sig enhver persons ondskab og overgreb, og den ene ikke kunne være sikker for den anden eller beholde noget. Til sidst kunne intet styre blive stående.

      For at svare ret herpå, må du altid have hovedsynspunktet for øje, at Kristus udelukkende holder sin prædiken for sine kristne, og vil lære dem, hvad slags folk de skal være, i modsætning til den kødelige indbildning og tanke, som dengang rørte sig selv hos apostlene. De mente, at Kristus ville stifte et nyt rige eller kongedømme, hvor de skulle regere som herrer, og underlægge sig deres fjender og den onde verden. Sådan søger og ønsker kød og blod altid ved evangeliet sit eget, og mener ikke, at det behøver at tåle noget. Sådan tragter også paven efter at stiftet et herredømme, som er blevet en ren verdslig magt, og så frygtet, at hele verden har måttet være ham underdanig.

      Sådan se vi også nu, at hele verden i og ved evangeliet kun søger sit eget, og at der opstå så mange partier, som ikke pønse på andet, end hvordan de kan gøre sig selv til herrer og undertrykke andre, sådan som Müntzer og hans tilhængere begyndte at drive deres væsen, og efter ham andre. Dertil er der den anfægtelse for de rette kristne, når de ser, hvor dårligt det går til i verden, også hvad dens eget styre angår, at de gerne selv vil gribe ind og regere. Men det skal de ikke, og ingen skal tro, at Gud vil lade os regere og styre med verdslig ret og straf. Det kristne liv skal være aldeles afsondret derfra, så de ikke bekymre sig om det, eller har noget at gøre med det, men lader dem, som har befaling til det, sørge for, hvordan man skal dele ejendele og arv, drive handel, lave love, beskytte folk, osv., og lade det blive ved, hvad man bestemmer. Som Kristus lærer: ”Giver kejseren, hvad kejserens er” (Matt 22, 21). Vi er sat over i et andet og højere rige, som er et guddommeligt, evigt rige, hvori man ikke behøver nogen af de ting, som hører til verden, men hver især i Kristus er en Herre både over Djævelen og verden, som jeg andetsteds har sagt.

      De, som nu hører til dette jordiske regimente, de skal og må håndhæve ret og udøve straf, anordne og overholde forskel mellem stillinger, personer og ejendele, så alt går i sin rette orden, og enhver ved, hvad han skal gøre og have, og ingen blander sig i en andens embede, eller går andre for nær, eller tager, hvad andres er. Dertil hører jurister, som skal lære og påse dette. Men evangeliet har intet at gøre med dette, men lærer, hvordan hjertets forhold til Gud skal være og hvordan det under alt dette jordiske skal forholde sig, så det må forblive rent, og ikke komme ind i en falsk retfærdighed. Derfor skal man give nøje agt på, hvad Kristus taler om og til hvem, han taler, da det er hovednøglen til forståelsen af disse spørgsmål. Han taler nemlig om det åndelige væsen og liv, og for sine kristne, hvordan de skal leve og forholde sig for Gud og i verden, så hjertet hænger fast ved Gud og ikke bekymrer sig om det verdslige styre eller beskæftiger sig med de offentlige myndigheders arbejde, magt, straf, vrede og hævn.

      Når man nu spørger, om en kristen også har lov til at gå i rette, eller at sætte sig til modværge, så svar slet og ret: Nej. For en kristen er en sådan person, som ikke har noget at gøre med verdens væsen og retssystemer, og er i et rige eller under et styre, hvor det ikke skal gå anderledes til, end sådan som vi beder: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Der skal være lutter kærlighed og indbyrdes tjeneste, også imod, dem, som ikke elsker os, men er os fjendtlige og tilføjer os vold og uret. Derfor siger han til disse, at de ikke skal sætte sig imod det onde, og, så langt fra at søge hævn, hellere vende den anden kind til den, der slår dem.

      Dernæst er det et spørgsmål, om en kristen da også kan have et offentligt embede og være politikker eller arbejde ved domstolene, sådan at de to personer eller embeder forenes i samme menneske, så man både er en kristen og tillige embedsmand, dommer, arbejdsgiver eller ansat, som er lutter verdslige personer, da de tilhører det verdslige styre. Her svare vi: Ja; for Gud har selv anordnet og indsat det verdslige regimente, samt stadfæstet og bifaldt det med sit ord. For uden dette kunne dette liv ikke bestå, og vi hører alle dertil, ja er født deri, før vi blev kristne. Derfor må vi også forblive deri, så længe vi er her i verden, dog kun efter det ydre, legemlige liv og vilkår.

      Derfor er det ikke muligt andet, end at en kristen også på en eller anden måde må være en verdslig person, fordi han, i det mindste hvad legeme og ejendele angår, er under kejseren eller de offentlige myndigheder. Men for sin egen person, hvad det kristne liv angår, er han alene under Kristus, og ikke under kejseren eller noget menneske. Dog er man i det ydre underlagt og forpligtet de offentlige myndigheder, hvis man er i et embede eller stilling, har hus og ejendom, ægtefælle og børn. Alt sådant er underlagt øvrigheden. Derfor skal og må man gøre, hvad de befaler og hvad sådant ydre liv kræver, og man ville gøre uret, hvis man havde hus, ægtefælle, børn og ansatte, og ikke ville forsørge dem, og forsvare dem, hvis det var nødvendigt. Det ville ikke være ret, hvis han ville foregive, at han var en kristen, og måtte forlade alt eller lade andre stjæle det. Tværtimod hedder det: Du er nu i det verdslige regimente, hvori du ikke hedder en kristen, men en ægtefælle, arbejdsgiver, embedsmand. En kristen er du for din egen person, men for dine børn, ansatte og landets borgere er du en anden person, og skyldig til at beskytte dem.

      Se, sådan taler vi nu om en kristen i relation, ikke om en kristen for sig selv, men som bundet i dette liv til en anden person, som han har under eller over eller ved siden af sig, som arbejdsgiver, ægtefælle, barn og nabo, hvorved den ene er skyldig til at forsvare, beskytte og beskærme den anden, hvor han kan. Derfor ville det ikke være ret, hvis man her ville lære at vende den anden kind til og give både frakke og kjortel. Dette ville direkte være tåbeligt, som man fortæller om en gal helgen, der lod sig fortære af lus og ikke ville slå nogen af dem ihjel på grund af disse ord, men påstod, at man måtte lide og ikke sætte sig imod det onde.

      Er du nu en politiker, dommer, arbejdsgiver, og har folk under dig, og vil vide, hvad din pligt er, så skal du ikke spørge Kristus om det, men spørg folketinget eller landets love om det. Den skal nok sige dig, hvordan du skal forholde dig mod dem, du har ansvaret for og beskytte dem. Her har du magt og pligt både til at forsvare og straffe, så vidt som dit regimente, eller dit embede og din befaling strækker sig. Men ikke som en kristen, men som samfundsborger. Hvad var det for en dårlig mor, som ikke ville flytte og redde sit barn for en hund eller rovdyr og derefter ville sige: En kristen skal ikke sætte sig til modværge? Skulle man ikke lære hende med tørre tæsk, og sige: Er du en mor, så gør hvad din moderpligt er, som det er dig befalet, og som Kristus ikke har frataget dig, men meget mere stadfæstet.

      Derfor læser man om mange hellige martyrer, som har draget i krig, også under vantro kejsere og herrer, når de har fået befaling til det, og som frimodig har hugget til og slået ihjel, ligesom andre, så der i dette stykke ingen forskel har været imellem kristne og hedninger. Alligevel har de ikke handlet imod dette skriftsted, for de gjorde det ikke som kristne, for deres egen person, men som lydige undersåtter, forpligtet under en verdslig person og regering. Men er du løs og ubunden af verdslig regering, så har du her, som en anden person, en anden regel.

 

To forskellige personer

Læg derfor godt mærke til forskellen imellem de to personer, som en kristen må forene i sig her på jorden, fordi han lever iblandt andre mennesker, og må bruge hvad verdens og kejserens er, lige så vel som hedningerne. For han har det samme kød og blod, som han må opholde, ikke af det åndelige regimente, men af den mark og det land, som er kejserens, så længe, indtil han også hvad legemet angår flyttes over fra dette liv til et andet. Når nu denne forskel mellem hvad der hører til en kristen og hvad der hører til en verdslig person, forstås ret, så kan du forklare alle sådanne ord korrekt, og anvende dem, hvor de hører hjemme, så man ikke brygger og blander dem sammen, som paven har gjort med sin lære og sit styre.

      Dette må nu være tilstrækkelig sagt om sådanne personer, som har gensidige pligter imod hinanden under verdslig ret, som far, mor og overordnede. Men hvordan, når det er imod din egen person alene, at man gør vold eller uret, gælder det også da, at man med magt skal sætte sig imod det og forsvare sig? Svar: Nej; for her lærer den verdslige ret selv, at det at slå igen volder strid, og den, som slår igen, får uret. For derved griber man ind i dommerens embede, hvem det tilkommer at straffe, og fratager ham hans ret. Sådan er det også i andre tilfælde, når nogen stjæler eller røver noget fra dig, tilkommer det ikke dig igen at stjæle og røve fra ham. Men vi er for det meste sådan sindede, at vi øjeblikkelig, før vi ser os for, har hævnet os selv. Men sådan skal det ikke være. Vil eller kan du ikke tåle det, så kan du stævne ham for dommeren, og få din ret. For det er tilladt, at du på ordentlig måde søger og får ret; kun skal du vogte dig for at have et hævngerrigt hjerte. Sådan må en dommer godt idømme straffe, men dog ikke have had og hævngerrighed i hjertet; som det ofte sker, at man misbruger embedet for at tilfredsstille sit eget personlige nag. Men hvis dette ikke er tilfældet, men du alene ved rettens hjalp søger at beskytte og sikre dig mod vold og overlast, ikke at hævne dig eller skade næsten, så gør du ikke uret. For hvor hjertet er rent, er alt ret og vel gjort. Men der er fare derved, fordi verden og kød og blod er onde, og stedse søger sit eget, og alligevel besmykker sig med sådant skin, for at skjule skælmen.

      Således er det ikke forbudt at gå i rette og klage over uret og vold, hvis hjertet blot ikke er falskt, men er lige så tålmodigt som før. Hvis man alene gør det for at overholde ret og ikke tillade uretfærdighed, og det sker af ren kærlighed til retfærdigheden. Som jeg ovenfor har vist ved Josefs eksempel, som anklagede sine brødre for deres far, når de havde gjort noget forkert og fået et dårligt rygte. Josef roses for det, fordi han ikke gjorde det af et ondt hjerte, for at forråde dem, eller af lyst til at stifte splid, som de anså det for, og hvorfor de var ham fjendske, men af et venligt, broderligt hjerte, til deres bedste. For han så ikke gerne, at de skulle få et dårligt rygte. Dette kunne man derfor ikke kalde at søge hævn eller at ville dem ondt, men snarere at hjælpe dem til deres eget bedste, og at lide derfor, fordi de lod al deres ondskab gå ud over ham.

      Ligeledes læser vi også i Matthæusevangeliet 18, i lignelsen om den tjener, som hans herre havde eftergivet al hans gæld, men som ikke ville eftergive sin medtjener en ringe gæld. Her blev de andre tjene meget bedrøvet og anklagede ham for herren, ikke fordi de ville hævne sig eller glædes over hans ulykke, men de holdt næve, hjerte og mund rolige, så de ikke bandede eller talte dårligt om ham for andre, men bragte det frem for herren, hvem det tilkom at straffe. Således søgte de, hvad ret var med et smukt, kristent hjerte, som de, der var forpligtet til at være deres herre tro. Sådan skal og må det da også være, hvad enten det er i et hus eller en by: Ser en from og tro tjener eller borger en anden lide uret eller at hans herre tilføjes skade, må han angive det og forebygge skaden. Således også med en from borger, hvis han ser sin nabo lide skade og overlast, må han hjælpe til at redde og beskytte ham. Alt dette er verdslige anliggender, som Kristus ikke har forbudt, men meget mere stadfæstet.

      For det må og skal ikke finde sted, at man giver ethvert menneskes ondskab frit spillerum, tier stille dertil og intet gør, når man på ordentlig måde kan forhindre og komme det i forkøbet. Selv om vi alligevel skal og må tåle, at man tilføjer os uret og overlast. Man skal ikke tillade uretfærdighed, men stå fast på sandheden, og beråbe sig på retten imod vold og uret. Sådan som Kristus selv for ypperstepræsten Hannas påberåbte sig og påkaldte retten, og dog ikke desto mindre tålte, at man slog ham, og ikke alene bød den ene kind, men hele legemet frem.

      Se, her har du en ret og klar undervisning om, hvordan man skal forholde sig i begge disse stykker, så man ikke behøver de vidtløftige og farlige forklaringer, som man hidtil har søgt. Det gælder alene om at dele ret og ikke blander tingene sammen, så begge dele står ved magt, men bliver inden for sit eget område. Således kan en kristen uden synd have med alle slags verdslige sager at gøre, men ikke som en kristen, men som en samfundsborger. Hjertet skal forblive rent i sin kristendom, som Kristus fordrer og som verden ikke kan gøre. Den misbruger al verdslig orden og ret, ja alt, hvad Gud har skabt og indsat, imod hans bud.

      Således når en kristen drager i krig eller sidder til doms, og straffer eller anklager sin næste, så gør han dette ikke som en kristen, men som en kejser, dommer og jurist. Men han beholder alligevel et kristent hjerte, som ikke vil gøre nogen ondt, og det smerter ham, at det skal gå næsten ilde. Han forholder sig altså som en kristen imod enhver og tåler alle ting her i verden, på samme tid som han dog også er en samfundsborger, der overholder, bruger og gør, hvad alle love i det offentlige, på arbejdsmarkedet og i hjemmet fordrer af ham. Kort sagt, en kristen, som sådan, har intet at gøre med noget af det, der hører til dette ydre liv, for alt dette hører under det offentlige styre, som Kristus ikke vil omstøde. Han lærer heller ikke, at man skal løbe væk og forlade verden eller sit arbejde og sin stilling; men nyde godt af dette regimente, samt opfylde de pligter, det pålægger, mens man dog i det indre lever under et andet regimente, som aldeles intet har med dette at gøre og heller ikke hindrer det, men udmærket tåler det ved siden af sig.

      Ved en sådan skelnen kommer vi da til den rette forståelse af dette skriftord, der går igennem alle disse stykker, nemlig at en kristen skal ikke sætte sig imod noget ondt, mens en samfundsborger på den anden side skal modsætte sig alt ondt, hvis det falder ind under hans embede og stilling. Sådan skal en husfader ikke tåle, at hans ansatte sætter sig op imod ham, eller lever i ufred indbyrdes osv. Ligeledes skal en kristen ikke gå i rette med nogen, men lade både kjortel og kappe fare, når man vil stjæle dem fra ham. Men en borger skal beskytte og forsvare sig med retten imod vold og overlast, hvor han kan. Kort sagt, i Kristi rige gælder det at tåle alle ting, at tilgive og gengælde ondt med godt. På den anden side, i det borgerlige liv skal man ingen uret tåle, men forhindre og straffe det onde, og fremme, forsvare og opholde, hvad ret er, alt efter enhvers embede eller stilling.

      Men siger du: Ja, men Kristus har dog med rene ord her sagt: I skal ikke sætte jer imod det onde. Det lyder jo ligeud, som det under enhver omstændighed er forbudt. Svar: Ja, men læg også mærke til, hvem han siger det til. Han siger ikke, at man slet ikke skal sætte sig imod det onde, for det ville være at ophæve alt styre helt, men han siger: I, I skal ikke gøre det. Hvem er disse I? De hedder Kristi disciple, hvem han lærer, hvordan de skal forholde sig for deres egen person, uden for det verdslige regimente. For at være kristen er som sagt én ting, at have og udøve et offentligt embede og en verdslig stilling noget andet. Derfor vil han sige: Lad den, som er i et offentligt embede sætte sig imod det onde, gå i rette og straffe, som juristerne og loven lærer, men jer, som er mine disciple, hvem jeg lærer, ikke hvordan I skal regere i det ydre, men hvordan I skal leve for Gud, siger jeg: I skal ikke sætte jer imod det onde, men tåle alle ting, og have et rent og venligt hjerte imod dem, som gør jer uret eller skade. Og hvis man stjæler din skjorte, må du ikke søge hævn, men hellere lade jakken ryge med, hvis du ikke kan forhindre det.

      Han nævner her to måder, hvorved man kan lide uret eller blive berøvet. For det første ved vold og overlast, som når man slår en eller åbenlyst røver noget fra ham, og ikke spørger retten om lov; dette kalder han et slag på kinden. For det andet, når det ikke sker med åbenbar vold, men med retfærdighedens skin og rettens hjælp, som når nogen sagsøger dig for retten, som om han havde en retfærdig sag imod dig. Dette kalder Kristus at tage kjortelen for retten, hvorved man fradømmer dig dit, og du altså både må lide uskyldig og endog blive beskyldt for at have haft uret. Ikke at retten tilføjer dig skade eller vold, for den er indsat til, at den skal beskytte de uskyldige; men fordi domstolene er befolket af skurke og svindlere. De burde dømme hvad ret er, men når de ikke kan komme dig til livs med vold, bøjer og forvender de retten, og misbruger den til at fremme deres egen ondskab, som verden mesterlig forstår sig på. Dagligt driver man dette væsen, så intet nu er så almindeligt, som at gøre ret til uret og uret til ret med alle slags spidsfindige påfund og intriger.

      Allermest sker dette imod fromme kristne, hvem verden desuden er fjendtlig stemt og rigtig har lyst til at tilføje alt slags ondt. Derfor siger Kristus dem også forud, for at de må være beredt på dette i verden, og finde sig i at lide, især når det sker for den sags skyld, hvorfor de er kristne, det vil sige, for evangeliets og det åndelige regimentes skyld. For det må de vente alle slags forfølgelser og må lade alting fare. Her må vi lide, fordi vi som enkelte personer intet formå, og ikke kan værge os mod den øvrighed, der modsætter sig os. Ellers, når dette ikke er tilfældet, og du ved retten kan beskytte og forsvare dig imod overlast mod dig eller dine, så gør du ret heri og har pligt til det.

 

v42 Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.

På tre måder viser han, at de kristne må lide med hensyn til timelige ejendele: At de skal lade sig det fratage, gerne låne, og give. Her gik de skriftkloge heller ikke videre i deres lærdom, end til verdens og den offentlige ret, som ikke befaler dig, at du skal give dit bort eller lade dig det fratage, men lærer dig at omgås og handle med dine ejendele sådan, at du får lige for lige ved køb, salg og bytte. Dette prædiker Kristus ikke om, men lader det gå for sig, sådan som fornuften lærer, hvordan man skal skifte ejendele og handle. Men han viser, hvad, en kristen foruden alt dette skal have, nemlig de tre stykker: At lade sig sine ejendele fratage, det være med vold eller skin af ret, samt gerne give, og gerne låne.

      Derfor må man her atter skelne imellem verdslig ret og Kristi lære. Efter verdslig ret må du godt bruge dine ejendele, handle, købe og sælge, som man læser om de hellige patriarker, at de handlede og beskæftigede sig med penge og ejendele, ligesom andre folk. Sådan må det da også være, når man vil leve blandt mennesker, ernære hustru og børn. Alt dette hører til legemets ret, og er altså ligeså nødvendigt, som mad og drikke.

      Men foruden dette lærer Kristus dig, at du i alt sådant alligevel skal være beredt til gerne at lade dig berøve, ja at gøre godt eller give og låne, hvis du kan, og lide overlast, ikke alene på ejendele, men også på liv og lemmer, som det blev sagt i det foregående vers. Især skal du gøre alt dette for den Herre Kristi skyld, når man på grund af evangeliet vil dig til livs, så du ikke alene lader skjorte, men også jakke, ikke alene ejendele og ære, men også liv og lemmer fare. For i sådan tilfælde er der ingen tvivl, men i andre tilfælde, som hører under det verdslige regimente, har du domstol og ret, som du kan påkalde og få hjælp af, hvis der sker dig uret eller vold. Men kan du ikke få ret eller beskyttelse, må du finde dig deri, som det da også godt kan ske for den, der ikke er kristen.

 

Social omsorg med forstand

Men her må man også give agt på, at man ikke giver skurke og svindlere anledning, som vil benytte sig af denne lærdom, og sige: De kristne må finde sig i alle ting, derfor kan man roligt stjæle og røve deres ejendele. En kristen er også skyldig til at stå til tjeneste med alt, hvad han har, for enhver slyngel, så alt er tilgængeligt, og han må give eller låne ham så meget, han vil have, og ikke kræve det tilbage. Sådan som den skændige frafaldne kejser Julianus spottede med denne tekst, og stjal det, han ville, fra de kristne, idet han foregav, at han blot ville handle med dem efter deres egen lov. Nej, min gode mand, sådan går det ikke til. Det er ganske vist sandt, at de kristne skal være beredt til at tåle alting, men kommer du for dommeren, eller ryger i fængsel, så se til, hvad han vil tåle af dig! En kristen må være beredt på at tåle, hvad der overgår ham af dig og enhver, men han har ikke pligt til, at skulle give dig frit spillerum for din ondskab, hvor han med lov og ret og myndighedernes hjælp kan forhindre det. Og selv om myndighederne ikke vil forsvare ham eller endog selv farer frem med vold, skal han ikke derfor tie stille, som om han måtte bifalde det.

      Sådan også i dette stykke, selv om han end gerne skal låne og give enhver, der beder ham. Ved han, at det er en bedrager, har han ikke pligt til at give ham noget. Kristus befaler mig ikke, at jeg skal give, hvad der er mit, til enhver svindler og således bruge det, som jeg selv behøver og mine nærmeste, som jeg har pligt til at hjælpe. Så vil jeg selv senere komme til at mangle noget og falde andre til byrde. Han siger ikke, at man skal give og låne enhver, men alene den, som beder os, fordi han har brug for det. Ikke den, der frækt vil presse os til det, og som enten har nok alligevel, eller uden arbejde vil ernære sig ved at ligge andre til byrde. Derfor skal man her se sig for, og vide, hvad slags folk man har i en by. Hvem der er fattige og uden penge, eller ikke, så man ikke lukker porten op for enhver svindler eller landstryger, som ikke lider nød og godt kan forsørge sig selv. Af sådanne dagdrivere går der nu nok omkring overalt, som forsøger at misbruge denne lære og vil leve flot på andre folks bekostning, sætter alt overstyr, og vandrer omkring fra sted til sted. Sådanne folk skule man henvise til fængselsvæsenet, så de kunne lære, ikke at narre fromme mennesker med deres frækhed.

      Dette lærer Paulus også i 2 Kor 8, 2, idet han selv søger en håndsrækning hos korinterne for de fattige kristne i den dyre tid, at det ikke sker i den mening, at andre skal have lettelse, men de trængsel, dvs, at de skal have møje og arbejde og selv lide mangel, for at de andre skal have gode dage ved deres arbejde. I 2 Thess 3, 6 befaler han de kristne, at de skal holde sig fra enhver broder, der lever et uordentligt liv og arbejde støt og stille og selv skaffe sig til livets ophold, for ikke at ligge andre til byrde (v. 8 og 12). Han erklærer, at hvis nogen ikke vil arbejde, skal man heller ikke give dem noget at spise. Derfor skal den, der er i stand til at arbejde, vide, at det er Guds befaling, at man skal bestille noget, så man kan forsørge sig selv og ikke være andre til besvær. Der er nok i forvejen, som trænger til hjælp, så man har rigelig at give og låne til. Som Skriften siger i 5 Mos 15, 11: ”Der vil altid være fattige i landet.” Vi skal ikke bare låne og give, så vi strør det ud for alle vinde, og ikke ser til, hvem vi giver, men vi skal lukke øjnene op og se, hvem det er, om han virkelig er trængende og beder ret, som Kristus her siger, eller om det er en lykkejæger og en svindler.

      Her må du bruge din verdslige person, så du handler klogt blandt dem, du lever iblandt, og kender de fattige og ser til, hvad slags folk, du har for dig, og hvem du skal give eller ikke give. Ser du nu, at det er en værdig trængende, så luk din hånd op, og lån eller kautioner for ham, hvis han kan betale dig tilbage. Kan han ikke betale tilbage, skal du give ham det og slå en streg over regningen. Således kan der godt være fromme folk, som gerne ville ernære sig med hustru og børn, og arbejde, men det vil dog ikke rigtig lykkes for dem. De kommer nu og da i gæld og bekneb, og for sådanne folk skal enhver by have en lånekasse og en hjælpekasse, og kirketjenere, som påser, hvad slags folk det er, og hvordan de lever, for at man ikke skal lukke døren op for dovne vagabonder til besvær for skikkelige folk.

 

v43 I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ v44 Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, v45 for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. v46 Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. v47 Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. v48 Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!

Dette ord, som Kristus her anfører, står ikke på ét sted i Det Gamle Testamente, men hist og her i Femte Mosebog om jødernes fjender rundt omkring, som Moab, Ammon. Amalek. Skønt det ikke står udtrykkeligt, at de skal hade deres fjender, følger det dog alligevel af flere steder, som når der i 5 Mos 23 står, at de aldrig skal gøre ammoniterne og moabiterne og andre fjender noget godt og ikke ønske dem fred eller lykke. Her bliver der ganske vist tilladt og indrømmet jøderne meget, og de har også godt vidst at benytte sig af det. Men ligesom det gik med andre ting, så har de heller ikke forstået dette ret, men er gået for vidt, og misbrugt det efter deres egen onde vilje. Derfor forklarer Kristus det anderledes her, og viser dem lovens rette forståelse, som de ikke gav agt på, mens de derimod trak sådanne ord frem, som syntes at give deres egne opfattelse medhold.

       Her må vi nu atter lægge mærke den forskel, først at han alene lærer, hvad de kristne, som kristne, skal gøre, især for evangeliets og deres kristendoms skyld. Når nogen hader, misunder, bagtaler eller for følger mig for Kristi og Himmeriges skyld, skal jeg ikke igen hade, forfølge, bagtale og forbande dem, men elske, gøre godt, velsigne og bede for dem. For en kristen er et sådant menneske, som slet ikke ved af had eller fjendskab mod noget menneske, ikke har vrede eller hævn i sit hjerte, men lutter kærlighed, sagtmodighed og godgørenhed, ligesom vor Herre Kristus og hans himmelske Far selv, som han også her sætter som eksempel.

      Spørgsmål er da, hvad man så skal sige til, at man ofte i Den Hellige Skrift læser, at også hellige mennesker, ja endog Kristus selv og hans apostle har forbandet deres fjender? Kan dette kaldes at elske og velsigne dem? Eller hvordan kan jeg elske paven, hvem jeg daglig udskælder og forbander, og det med rette? De enkle svar er: Jeg har ofte sagt, at prædikeembedet ikke er vores, men Guds embede; og hvad der er Guds, er det ikke os, der gør, men ham selv igennem Ordet og embedet, som hans egen gave og handling. Nu står der skrevet i Joh 16, 8, at det er Helligåndens embede og gerning, at han skal overbevise verden om synd. Men skal han overbevise den om synd, kan han ikke hykle for den og kalde den ”nådige Herre” og sige den, hvad den gerne vil høre. Han må udskælde og tage hårdt fat på den, sådan som Kristus råber ve over sine farisæer, og Paulus i ApG 13, 10 kalder Elymas: ”Du Djævelens barn, fjende af al retfærdighed!” Og Stefanus taler også strengt til ypperstepræsten i ApG 7, 51. Specielt Paulus tager munden fuld og kalder i Gal 1, 8-9 alle dem, som ikke fører den rette lærdom om troen, for ”anathema”, det vil sige, at de skal være forbandet og fordømt og nedstyrtes i Helvedes afgrund.

      Se, sådan bærer Guds Ord sig ad. Det angriber hele verden, går løs på de fine og fornemme og hvem det er; udskælder og forbander hele deres væsen, hvilket ikke sømmer sig for mig og dig, som almindelige kristne, uden for embedet og læren. Sådan tør David fare frem i Salme 2, og sige til alle konger og herrer, at enten skal de omvende sig og ydmyges, og falde lærdommen om Kristus til fode og lade sig overbevise, eller også de skal de kort og godt være fordømt og fare til Helvede. Det kan jeg ikke gøre, men Guds Ord går frem på denne måde, tordner og lyner, og stormer imod store, vældige klipper, og slår ned, så det ryger, og sønderknuser alt, hvad der er stort, stolt og trodsigt, som Sl 29 siger. Ligeledes falder det så igen som en frugtbar regn og væder, opliver og styrker, hvad der er mat og sygt, som tørstende, visne planter.

      Når nu nogen vil fare løs og bide om sig med banden og skælden, ikke som en lærer og præst, hvem det er befalet at tale Guds Ord, så gør han uret. Men den, som dette embede er befalet, må og skal gøre det; og han gør uret, hvis han undlader det, eller af frygt ikke frimodig lukker munden op og straffer uden persons anseelse, hvad der er at straffe. Som når vi for eksempel nu må sige vore biskopper, at de er tyranner og ugerningsmænd, som offentlig med al frækhed og ondskab handle imod Gud og retfærdigheden. Dette siger jeg ikke af mig selv, men på mit embedes vegne. Ellers skal jeg for min egen person ikke sige eller ønske ondt over noget menneske på jorden, men tværtimod ønske, tale og gøre alt godt mod alle. For så fjendsk er jeg ikke imod paven, bisperne og alle fjender, som forfølger os og gør os alt det onde de kan, at jeg ikke hjertelig gerne under dem, hvad Gud giver dem af timelige goder, magt og ære. Jeg vil også gerne hjælpe dem til at opholde det, ja endnu meget hellere unde dem, at de også måtte være rige på de åndelige goder, som vi har, og ingen mangel lide på dem. Det skal være vor hjertelige glæde, hvis vi ved at ofre liv og lemmer kunne bringe dem dertil, og udrive og redde dem af deres blindhed og Djævelens magt.

      Men da de overhovedet ikke vil dette, heller ikke kan tåle eller modtage noget godt af os, så må også vi lade dem fare, og sige: Når det endelig skal være sådan, at én af to må gå under, enten Guds Ord og Kristi rige eller paven, med alle hans følgesvende, så lad ham hellere fare ned i Helvedes afgrund i hans guds, Djævelens navn, når blot Guds Ord må blive. Skal jeg velsigne og prise, eller forbande og fordømme ét af to, så velsigner jeg Guds Ord, og forbander dem tillige med alt, hvad de har. For jeg må sætte Guds Ord over alle ting, og sætte liv og lemmer, verdens gunst, gods, ære og velfærd til, for at opholde dette og blive hos Kristus, som min højeste skat i Himlen og på jorden. For ét af to må jo ske, enten at Guds Ord bliver bestående, og at de tilslutter sig det, eller, hvis de ikke vil have nåde og alt godt og salighed, så skal de dog ikke undertrykke det.

 

Ret fjendekærlighed

Sådan kan en kristen let finde sig til rette i denne sag, så han forholder sig ret både mod ven og fjende. Elsker og velsignet enhver, hvor det angår næstens person, men dog alligevel, hvor det angår Gud og hans ord, ikke lader disse lide overlast af nogen, men sætter Ordet over og frem for alt, sætter alt på spil derfor, uden persons anseelse, det være ven eller fjende, fordi det ikke er vor, eller næstens, men Guds egen sag, hvem vi er skyldige at adlyde frem for alt. Derfor siger jeg til mine værste fjender: Så vidt min egen person angår, vil jeg hjertelig gerne hjælpe dig, og gøre dig alt godt, skønt du er mig fjendsk og gør mig lutter ondt, men hvad Guds Ord angår, da skal du ikke vente hverken venskab eller kærlighed, så jeg skal handle derimod, var du end min nærmeste, allerbedste ven. Hvis du vil modstå Ordet, så vil jeg udtale sådan bøn og velsignelse over dig, at Gud skal stå dig imod og gøre dig til skamme. Gerne vil jeg hjælpe dig, men til at omstøde Guds Ord, skal du ikke formå mig til at række dig en slurk vand. Kort sagt, mennesker skal man elske og tjene, men over alle ting Gud, så hvis nogen vil forhindre eller forbyde dette, så gælder ingen kærlighed eller tjeneste mere. For det hedder: Din fjende skal du elske og gøre godt, men Guds fjender må også jeg være fjendsk, for at jeg ikke skal gøre fælles sag med dem imod Gud.

      Så har Kristus nu herved også gendrevet jødernes falske fortolkning, for de satte en voksnæse på Skriften, som om de godt måtte hade deres fjender. De forklarede loven sådan, at de slet ikke skulle være venlige mod nogen fjender, selv om Moses kun havde sagt, at de ikke skulle have venskab med nogle bestemte hedningefolk. Nogle som ikke de, men Gud specielt havde udpeget som sine fjender. At de selv skulle anse dem for fjender, som de ville, og forbande, forfølge og plage dem, har ikke været Moses’ mening. For også Salomo, som i sandhed har forstået og udlagt Moses ret, siger: ”Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke.” (Ordsp 25, 21). Dette ord citerer Paulus også i Rom 12, 20. Ordene om at hade sin fjende gælder bestemte personer og offentlige embeder, der optræder på Guds vegne, mens budet om at elske sin næste som sig selv, gælder alle mennesker og omfatter alle menneske.

      Læg mærke til, hvor højt han stiller målet, at han ikke blot straffer dem, der gøre deres fjender ondt, men heller ikke lader dem gælde for fromme, som undlader at gøre godt imod dem, der har brug for det. Han siger for det første: ”Elsk jeres fjender;” men at elske vil sige, at have et godt hjerte, og unde alle alt godt, af hjertet at være venlig, god og mild imod enhver, og ikke le ad hans skade og ulykke. Dette vil han også, skal ske med ord, når han siger: ”Velsign dem, der forbander jer” (Luk 6, 28). Man må således heller ikke lade onde ord udgå imod dem, selv om de så vredt og ondt bagtaler og forbande os, men tale og ønske dem alt godt. Heraf kommer de smukke kristne ord, som nogle fromme folk bruger, når de hører, at nogen har tilføjet dem uret eller snydt dem: ”Gud tilgive ham!” De siger det med medfølelse og har intet højere ønske, end at det ikke må skade ham for Gud. Dette er at have en god tunge imod onde tunger, så både mund og hjerte udelukkende viser kærlighed.

      For det tredje vil han dernæst, at man skal bevise sådant hjerte også ved gerninger, ved al slags venlighed og godgørenhed, når han siger: ”Gør godt mod dem, der hader jer.” (Luk 6, 27). Dette er nu en meget sjælden dyd og en lære, som sandelig slet ikke passer for verden og er naturen helt umulig, at man kun skal give og vise godhed til gengæld for al slags ondt, og ikke lade sig overvinde af nogen ondskab eller skammelig utaknemmelighed, men overvinde og udrydde det onde med det gode, som Paulus siger i Rom 12, 21. Derfor har han også forud sagt, at den, som vil være Kristi discipel og komme i Himmeriget, må have en ganske anden og bedre retfærdighed, end farisæerne og de jødiske hellige.

      Det fjerde stykke: ”Bed for dem, der forfølger og mishandler jer,” går mere på vor lære og tro end vor person og vort liv. At de forfølger os, sker for Guds Ords skyld, for at de vil have ret og vi uret. Da er det nødvendigt, at vi beder og befaler Gud sagen, fordi vi her på jorden ingen ret får. De, som forfølger os, angriber ikke alene os, men Gud selv, og griber ind i hans rige, så de ikke gør os, men sig selv den største skade, og falder ind under Guds vrede og dom. Så skal vi endnu mere forbarme os over dem, og bede for dem, at de må komme ud af deres blindhed og skrækkelige dom. For ingen kan gøre os nogen skade, uden at han først må have gjort en meget større Herre skade, nemlig den høje majestæt i Himlen.

      Dog gælder det også her, at vi kun skal gøre det, hvis det ligger uden for embedet og ikke hindrer samme, idet man må skelne nøje imellem den lære, der angår os som privatpersoner og den, som vedkommer embedet, det være gejstligt eller verdsligt, som det påligger at straffe og forhindre det onde. Selv om de, der er i embedet, derfor personligt er milde, så må de dog udøve ret og straf, som deres embedes gerning, og det var ikke ret, hvis de, af barmhjertighed, ville undlade at gøre, hvad deres embede kræver. Det ville være at hjælpe og fremme det onde, som hvis jeg ville sige til vore fjender, pave, bisper, fyrster, og hvem det er, som forfølger og undertrykker evangeliet og de stakkels folk, som holder fast i det: ”Kære herrer, Gud lønne jer, I er fromme folk og hellige fædre.” Eller hvis jeg ville tie og tilbede dem eller kysse deres fødder. Nej, min gode mand, det hedder sådan: Jeg er en præst, som skal have tænder i munden, bide og salte, og sige dem sandheden og når de ikke ville høre, sætte dem i band, lukke Himlen for dem, dømme dem til Helvedes ild og overgive dem til Djævelen på Guds vegne.

      Den, der nu har et sådant embede til at straffe og skælde ud, han skal gøre det, men uden for embedet skal enhver holde sig til den lære, at du ikke skal skælde ud eller forbande, men ønske og bevise alt godt, selv om nogen gør dig ondt. Således skal du skyde straffen fra dig og overgive den til dem, der er i embedet. Han skal nok finde sin dommer, som ikke vil lægge fingrene imellem, selv om du ikke hævner dig. For Gud vil ikke lade nogen ondskab blive ustraffet, men selv hævne og gengælde på vore fjender, hvad de har gjort imod os, som han selv siger: ”Hævnen og gengældelsen tilhører mig.” (5 Mos 32, 35). Derfor formaner Paulus også de kristne i Rom 12, 19: ”Tag ikke retten i egen hånd, men giv plads for Guds vrede.” Med disse ord lærer han ikke alene, men trøster også, som om han vil sige: Tænk ikke på at ville hævne jer, forbande og ønske ondt, for den, der tilføjer dig ondt eller gør dig skade, han griber ind i et embede, som ikke er hans, fordi han drister sig til at straffe eller tilføje dig ondt uden befaling, ja imod Guds befaling. Hvis du nu også gør dette, så griber du også ind i Guds embede, og synder ligeså meget, som den anden. Hold derfor din hånd stille og giv Guds vrede og straf tid, og lad ham styre, som ikke vil lade noget uhævnet og som straffer hårdere, end du formår at gøre. For din modstander har ikke angrebet dig, men meget mere Gud selv, og er allerede hjemfalden til hans vrede. Ham vil han ikke undgå, som da ingen endnu har undgået ham. Hvorfor vil da du vredes, når Guds vrede, som er umådelig støre og tungere end hele verdens vrede og straf, allerede er faldet på ham, og allerede har hævnet stærkere, end du formåede at hævne dig? Han har endnu ikke gjort dig en tiendedel så meget ondt, som han har gjort sig selv. Hvorfor vil du da forbande og hævne, når du ser, at han ligger under så tung en dom, så du meget mere skulle forbarme dig over hans elendighed og bede for ham, at han måtte løses derfra og forbedre sig.

      For at bekræfte og indprente denne lære ret fremsætter han her to eksempler. For det første siger han: ”for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.” Som ville han sige: Vil I hedde rette børn af den himmelske fader, så lad hans eksempel bevæge jer til at gøre, som han gør. Men hvad gør han? Han lader daglig sin sol stå op over gode og onde, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Her har han i få ord indesluttet al velgerning, som Gud viser verden her på jorden, idet han nævner to ting: solen og regnen. For hvis disse to eller blot en af dem ikke var til, ville hele verden for længe siden være øde, fordærvet og gået under. Hvis solen ikke daglig stod op, kunne man ikke arbejde en eneste dag, men alle dyr så vel som alle træer, urter og græs ville fordærves af kulde. Derfor gør solen alene den nytte, som verden er fuld, og som den aldrig kan betale, at alle dyr og mennesker, kan finde næring, og giver desuden lys og varme, så det vedbliver at leve, trives og vokse. Kort sagt, det kan ikke opregnes, hvilken velgerning Gud hver time og hvert øjeblik giver ved solen. Ja, hvor er den, der ret erkender dette eller takker derfor.

      Men skønt Gud giver, skaber og opholder alt ved solen, må vi dog også have regn, for hvis den altid skinnede, ville alt til sidst visne og gå til grunde af hede, og intet foder eller korn kunne vokse for dyr eller mennesker. Derfor har Gud sørget for regnen, så det forfriskes, og dets saft og kraft vedligeholdes. Sådan er de fire stykker indbefattede i solen og regnen, som henhører til livet og som filosofferne kalder de første betingelser: koldt, varmt, tørt og fugtigt, hvoraf ingen af dem kan være uden den anden. Hvis der var lutter kulde, eller på den anden side lutter varme, kunne intet liv trives. Nu bringer solen to ting: varme og tørhed; ligeledes regnen også to ting: kulde og fugtighed. Sådan giver Gud hver dag hele verden liv og alt, hvad der er nødvendigt, så overstrømmende og for intet, til sine fjender så vel som til sine venner. Ja det regner vel mest i en øde, vild skov og over vande, hvor det ikke er til nogen nytte, mens han lader det regne sparsomt, hvor fromme folk bo. Ja, han giver de værste skurke de bedste kongeriger, lande og folk, ejendele og guld, mens de fromme knapt får det daglige brød.

      Da nu Gud overalt i den vide verden stiller os sådanne eksempler for øje, er det, som om han derved vil formane os og sige til os: Ved du ikke, hvad for en person jeg er og hvor meget godt jeg gør dig? Så spørg sol og måne og regn derom, og alt, hvad der er koldt, vådt, varmt eller tørt. Da skal du se utallige velgerning, som jeg ikke alene viser mine kristne, men også endnu mere de onde, som ikke takker mig, men til løn forfølge min søn og fromme kristne på det værste. Du må således skamme dig, når du ser på solen, der daglig prædiker dette for dig. Ja, du må skamme dig for hver en småblomst og hvert blad i skoven, for der står skrevet på hvert blad og græsstrå, og der er ingen fugl, frugt, bær og korn så ringe, at det jo forkynder dig dette, og siger: ”For hvem bærer jeg mine skønne frugter og bær? For de største skurke og bæster på jorden.” Hvordan kan det da være, at du slet har nogen kærlighed til Gud og ikke gør noget godt mod din næste og ikke har en smule til overs for andre, mens Gud uafladelig beviser dig så meget godt gennem alle skabning!

      Nu er der dog intet menneske på jorden, som lider en hundrededel så meget af onde mennesker, som Gud daglig må lide. Ikke alene derved, at man misbrugen hans godhed og al hans skabning til lutter synd og skam, men meget mere derved, at netop de, som har allermest af disse gaver, som konger, herrer og fyrster, er ham og hans Ord så fjendske, som om det var Djævelen selv. Hvis de kunne, ville de gerne helt udrydde det, og de stormer uafladelig imod det med bespottelse, forbandelse, bagvaskelse, ja med vold og forfølgelse, så der ikke er nogen på jorden, som må lide mere had og foragt og al slags ondskab og forfølgelse end hans kristne. Dette må han nu tåle af hele verden og alligevel er han så god, at han daglig lader sin sol skinne for dem, og lader dem nyde alle hans velgerninger i overflod. Skønt de dog meget mere fortjente ikke at have et halmstrå eller et øjebliks lys, men at han uafbrudt lod Helvedes ild regne over dem, og lynstråler, hagl, spyd og sten hagle ned på dem. Dette må vel kaldes en from far, som giver sådanne skrækkelige skurke så meget godt, land, folk, frugter og godt vejr, og lader dem være herrer og stormænd over hans egen ejendom, så sol og måne samt alle skabninger må tjene dem, og lade sig misbruge til al deres ondskab og deres formastelse imod Gud. Vil vi nu være denne faders børn, så skal vi jo lade sådant stort eksempel bevæge os til at gøre ligeså.

      Det andet eksempel tager han fra de onde skurke og mordere indbyrdes. De kan også den kunst, at holde sammen indbyrdes og være gode venner med hinanden, ja hjælpe hinanden med liv og lemmer og ejendele. Alligevel går det blot ud på at gøre folk ondt, at røve og myrde, og det alene for at vinde timelige og usikre værdigenstande. Derfor skulle I med rette skamme jer, vil han sige. I, som hedder kristne og Guds børn, og vil til Himlen, og som har en så trofast og from far, der lover og giver jer alt godt. Dog er I ikke frommere end røvere og mordere og alle ugerningsmænd på jorden. For ingen af dem har endnu været så ond, at de ikke indbyrdes har holdt ord og venskab; hvordan kunne ellers deres væsen bestå? Ja endog djævlene i Helvede kan ikke leve i splid med hinanden, ellers ville deres rige snart ødelægges, som også Kristus selv siger.

      Se nu, hvor from er du, når du alene er venlig og mild imod dine venner? Du er da så from, som tyve og skurke, ja som Djævelen selv, og dermed er du sikker og godt tilfreds, og mener, det står godt til. Ja, at du rigtig herligt kan smykke og berømme dig, som om du var en engel. Ligesom vore sværmere nu for tiden roser sig af den store kærlighed, de har til hinanden indbyrdes, og påstår, at man deraf må mærke, at de har Helligånden. Men hvad gør de? De elske deres eget sværmerpak; og er desuden morderisk fjendske imod os, som dog aldrig har gjort dem noget ondt. Man ser således godt, af hvad ånd de er, og kan rose sig af, at de har ligeså megen kærlighed, som skurke og mordere, ja, djævlene selv indbyrdes. På den måde ville der ikke være noget ondt menneske på jorden; for der er jo ingen så rent forskrækkelig ond, at han jo har nogen til ven. Hvordan skulle han ellers kunne leve blandt mennesker, hvis han skulle bides og rives med alle mennesker? Hvis du nu her ville slutte: Denne elsker sine venner, derfor er han from og hellig, så måtte du til sidst også lade Djævelen og alle hans børn være fromme. Derfor lærer Kristus her imod de farisæiske hellige, at det alt sammen er falskt og ugudeligt, hvad de lærer om kærligheden. Han lærer dem at vende bladet om, og ret betragte Skriften, hvis de ville være Guds folk, for at de må lære kærligheden at kende og vise den imod deres fjender. Dermed kan de bevise, at de har en ret kærlighed og er Guds børn, ligesom han beviser sin kærlighed imod sine fjender og de utaknemmelige.

      Dette har også Moses selv udtrykkelig sagt i 2 Mos 23, 4-5: ”Når din fjendes okse eller æsel er faret vild, og du møder dem, skal du bringe dem tilbage til ham. Når du ser din uvens æsel segne under sin byrde, må du ikke svigte ham; du skal hjælpe ham.” Heraf skulle de jo have lært, at de også var skyldige at elske deres fjender, hvis de kun ret havde betragtet teksten, og ikke faret hen over den, som vore blinde lærere nu for tiden fare henover Skriften. Når Gud befaler at bringe et æsel eller en okse, som hører fjenden til, tilbage og hjælpe det op, så vil han meget mere kræve det, hvis denne selv er i fare for liv eller ejendele, hustru eller børn. I det hele taget går dette bud ud på, at du ikke må ønske din fjende skade, men forhindre denne, og, når du kan, hjælpe og befordre hans bedste. Derved kan du til sidst bevæge ham og overvinde og formilde ham med det gode, så han igen må få dig kær, fordi han ikke ser og erfarer noget ondt, men idel kærlighed og alt godt af dig.

      Derfor slutter Kristus dette kapitel med denne lære og dette eksempel: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” Her har vore filosofiske teologer drømt meget om fuldkommenheden, og henført alt til deres ordener og stillinger, som om alene præster og munke var i fuldkommenhedens stand, og oven i købet den ene højere end den anden: biskopperne højere end de andre, men paven allerhøjest. Herved er dette ord blevet røvet fra de menige kristne, som om disse slet ikke kunne være eller hedde fuldkomne. Men her hører du, at Kristus ikke taler til bisper, munke og nonner, men i almindelighed til alle kristne, som vil være hans disciple og hedde Guds børn, og ikke være ligesom tolderne og de onde, som farisæerne og vore gejstlige er.

      Men hvordan går det til, at de bliver fuldkomne? Herpå svarer jeg kort, da jeg har behandlet det udførligt andetsteds: Vi kan hverken være eller blive fuldkomne, så vi ingen synd har, sådan som de drømme om fuldkommenhed; men at være fuldkommen betyder både her og overalt i Skriften, først at læren er aldeles ret og fuldkommen, og dernæst at livet også retter sig og leves derefter. Som her, hvor det gælder, ikke alene at man skal elske dem, som gør os godt, men også sine fjender. Den, der nu lærer dette og lever efter denne lære, han lærer og lever fuldkomment..

      Men både lære og liv er ufuldkomne og urigtige hos jøderne, fordi de lærer, at man kun skal elske sine venner, og også lever derefter. Dette er en stykkevis eller delt, og kun en halv kærlighed. Men han vil have en hel, fuldkommen og udelt kærlighed, så man lige så vel elsker og gør godt mod fjender, som mod venner. Da hedder jeg et ret, fuldkomment menneske, som har og holder læren, som den er, hel og holden. Og hvis livet ikke bliver så fuldkomment, som lærens som det aldrig kan blive, da kød og blod uafbrudt forhindrer det, så skader dette alligevel ikke fuldkommenheden. Blot man stræber derefter og daglig gør fremskridt, så Ånden er Herre over kødet, og holder dette i tømme, undertrykker og betvinger det, så det ikke får magt til at handle imod denne lære. Da går kærligheden den rette middelvej og er ens mod alle, så den ikke undtager noget menneske. Således har jeg den rette kristne fuldkommenhed, som ikke består i specielle embeder eller livsformer, men er og skal være fælles for alle kristne, og som skikker og retter sig efter vor himmelske fars eksempel, der ikke udstykker eller deler sin kærlighed og sine velgerninger, men lader alle mennesker have del deri ved sol og regn, ingen undtagen, han være god eller ond.

 

 

 Matt 6 og 7