Martin Luther
Guds frelsesvilje
__
Oversættelse
Finn B. Andersen
Århus 1993
I forordet til den samlede udgave af Luthers
latinske skrifter fra 1545 gør Luther opmærksom på, at han i sine tidlige
skrifter har skrevet meget, som han nu må forkaste.
Hans
teologi stod ikke fuldt færdig på én gang, men udviklede sig lidt efter lidt
gennem kampe og skriverier.
Dette faktum gør sig også gældende i
Luthers syn på forholdet mellem Guds frelsesvilje og det evige nådevalg.
Som
munk i augustiner-eremitter ordenen overtog Luther også mere eller mindre
ureflekteret Augustins syn på forudbestemmelsen. Først langt inde i reformationen
reviderede Luther sin opfattelse her. Nyopdagelsen af evangeliet trængte da
også igennem på dette punkt. Meget tyder på, at det var mødet med en radikal
augustinsk udvælgelseslære inden for den evangelisk fløjs egne række, der for
alvor førte til en revision at dette lærepunkt hos Luther. Det skyldes specielt
et skrift af Zwingli, som han fremlagde ved Rigsdagen i Augsburg i 1530.
Med denne revision hos de wittenbergske
teologer efter 1530 fremstår der en evangelisk udvælgelseslære, hvor Guds
altomfattende og universelle frelsesvilje kommer til at stå i centrum. Gud vil
virkelig, at alle mennesker skal frelses og komme til tro. Derfor har det
enkelte menneske lov til at regne med, at evangeliet også gælder for ham og
hende.
Dette gudsbillede har sit direkte
udspring i reformationens nye evangelieforståelse, som lidt efter lidt gennemtrængte
hele Luthers tænkning og teologi. Luther kan i en prædiken fra 1532 udtrykke
det sådan:
"Hvis nogen ville male et præcist
billede af Gud, måtte det være et billede af lutter kærlighed, som var den
guddommelige natur intet andet end en åben ild og lidenskabelig kærlighed, der
opfyldte himmelen og jorden."
Da mange af disse senere Lutherskrifter
ikke længere er tilgængelig på dansk, bringes de her i en ny oversættelse.
Som indledning til oversættelserne
bringes en kort oversigt over den forståelse af Guds frelsesvilje, der har
præget henholdsvis den lutherske og den reformerte kirke fra reformationen af.
I bibelen finder vi en række udsagn,
der lærer, at Gud fra evighed af har foretaget en udvælgelse, der ikke omfatter
hele menneskeheden, men kun enkelte personer. Således slutningsordene i
lignelsen om kongesønnens bryllup i Matt. 22,14: "Mange er kaldet, men få
er udvalgt", og ordene i Ef 1,4 om, at Gud før verden blev grundlagt, har
udvalgt os i Kristus. Disse ord er ifølge vers 1 talt til de troende. I
Johannes' Åbenbaring tales der i kap. 13,8 om nogen "hvis navn ikke, fra
verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog".
På den
anden side har vi en række udsagn, der klart lærer, at Guds frelsesvilje er
universel og strækker sig til alle. Således 1 Tim.2,4: "Gud vil, at alle
mennesker skal frelses", og i den lille bibel, Joh. 3,16, hvor det hedder,
at Gud elskede "verden", så han gav sin Søn. Og mange andre steder.
På den ene
side har vi altså en række udsagn, der lærer en særlig og begrænset udvælgelse
af enkeltpersoner og på den anden side nogle, der forkynder Guds almene
frelsesvilje.
Ud fra en
overbevisning om at bibelen ikke modsiger sig selv på et så væsentligt punkt,
har man i kirkens historie søgt at harmonisere disse udsagn på forskellig måde.
Den første, som da påkalder sig
opmærksomhed, er den nok betydeligste af kirkefædrene, nemlig Augustin, hvis
syn på prædestinationen har sat den absolutte standard for teologien på dette
punkt.
Ifølge egne
oplysninger ændrede Augustin sit syn på prædestinationen i 397, foranlediget af
striden med Pelagius om den rette forståelse af synd og nåde. Inden dette
tidspunkt havde Augustin været af den opfattelse, at Gud havde forudbestemt dem
til frelse, som han fra evighed af havde set ville komme til tro. Han opfattede
da troen som noget, der stod i menneskets egen magt at fremkalde og præstere. I
striden med Pelagius blev det ham imidlertid klart, at også troen er Guds gave,
som Augustin så ikke længere mente, kunne være årsagen til forudbestemmelsen.
Årsagen
måtte ligge i Gud selv, som suverænt havde udvalgt nogle til frelse, og havde
forbigået de andre. Dem, Gud har udvalgt, skænker han så her i tiden troen på
en uimodståelig måde. De udvalgtes
tal er fastsat af Gud og kan hverken øges eller mindskes. De udvalgte kan ikke
miste troen, så de falder endegyldigt fra.
Da Augustin
ikke direkte lærer, at Gud har udvalgt nogle til fortabelse, men blot har
forbigået dem, idet han har udvalgt andre, har man kaldt dette for en enkelt
prædestinationslære, modsat en dobbelt, hvor man direkte siger, at nogle er
bestemt til frelse og andre til fortabelse.
Ud fra almindelige logiske regler og
systematisk teologi må
man dog betegne Augustins lære som en dobbelt prædestinationslære, da han
fornægter Guds universelle og altomfattende frelsesvilje. Ordene fra 1Tim.2,4:
"Gud vil, at alle mennesker skal frelses" omtolkede han da også med
logisk konsekvens til "alle slags" mennesker, dvs. mennesker fra alle
sociale lag, erhverv osv.
Bagsiden af
Augustins kompromisløse kamp for Guds alenevirken og nådens eneherredømme er
altså en benægtelse af Guds universelle frelsesvilje. Det er et aspekt, der
oftest overses i vurderingen af Augustins teologi.
Springer vi frem til reformationstiden,
ser vi, at Luther i første omgang mere eller mindre ureflekteret overtog
Augustins syn.
Luther var
jo munk i augustiner-eremitter ordenen. Denne orden byggede først og fremmest
på Augustins teologi, og det var da også hos Augustin, Luther fandt sin
vigtigste støtte i sin nye forståelse af evangeliet.
I
kommentaren til Romerbrevet fra 1516 fornægter Luther således endnu i lighed
med Augustin Kristi universelle soningsdød. Kristus er ikke død for alle, men
kun for de udvalgte (kommentaren til Rom. 8,28).
Først i
1525 tager Luther sin udvælgelseslære op til en grundigere revision. Det sker i
skriftet "Om den trælbundne vilje".
Her
vedkender Luther sig læren om Guds altomfattende og universelle frelsesvilje.
Det hedder her om Guds vilje, sådan som den er åbenbaret i Skriften: "Gud
vil, at alle mennesker skal frelses, så sandt han kommer til alle med sit
frelsende ord, og når det slår fejl, ligger skylden hos menneskets vilje, som
ikke giver ham adgang, sådan som det hedder i Matt. 22,37: 'Hvor ofte har jeg
ikke villet samle dine børn, men I ville ikke'."[1]
Samtidig
har Luther en række vanskeligt forståelige udtalelser om den skjulte Gud i
skriftet. Forståelsen af disse ytringer har været meget omdiskuteret, og blandt
andet udgav man fra reformert hold hele bogen, da man mente, man kunne bruge
den i argumentationen i den senere strid med lutheranerne om udvælgelsen.
Heldigvis
har Luther dog selv i sine senere skrifter uddybet og forklaret sit syn på
udvælgelsen og givet konkret vejledning i, hvordan han ønsker sin bog læst.
Derved fremkom der det, som man med rette kan kalde en evangelisk
udvælgelseslære, der er udformet helt i overensstemmelse med den reformatoriske
lære om retfærdiggørelsen.
Efter 1525
møder vi således hos Luther en entydig fastholden ved Guds universelle og
altomfattende frelsesvilje, hvor den eneste årsag til forskellen i
menneskers udvælgelse alene ligger hos det enkelte menneske selv, nemlig i
hvorvidt man i tro modtager Guds frelsestilbud eller afviser og modstår det.
I den reformerte kirke låste man sig
fra starten fast på en bestemt forståelse af bibelens udsagn om udvælgelsen, og
bortforklarede samtidig bibelens lære om Guds almene frelsesvilje. De vers, der
udtrykker en almen frelsesvilje, omtolkede man i lighed med det, man ser hos
Augustin, hvor alle mennesker bliver til alle slags mennesker.
Hos den
reformerte kirkes grundlægger, Calvin, og hos hans betydeligste efterfølger,
Beza, møder vi en ubetinget og dobbelt forudbestemmelse.
Ifølge
denne lære har Gud fra evighed af delt hele menneskeheden i to. Helt
uafhængig af den enkeltes forhold til Kristus og evangeliet. Alene fordi
Gud ville det sådan, til forherligelse af hans barmhjertighed og hellige retfærdighed.
Calvin siger således direkte, at menneskene er ”skabt” med forskellig
bestemmelse. Den ene del af menneskeheden er skabt til evigt liv, for at
forherlige Guds barmhjertighed, og den anden del er skabt til evig fordømmelse,
for at forherlige Guds hellige retfærdighed. Calvin kalder selv denne bestemmelse
for en forfærdelig bestemmelse (decretum horribile). For at virkeliggøre
denne plan har Gud også bestemt syndefaldet![2]
Efter
således suverænt at have delt hele menneskeheden i to, har Gud besluttet at
føre de udvalgte til evigt liv gennem Kristus. Kristus er kun død for disse
udvalgte og ikke for hele verden. Gennem evangeliets forkyndelse
skænker Gud nåden og skaber troen hos de udvalgte på uimodståelig måde.
Disse kan heller ikke senere falde endegyldigt fra.
Denne lære
er således en systematisk og konsekvent
gennemført dobbelt forudbestemmelseslære, både til frelse og fortabelse. Udvælgelseskriterierne
er alene at finde i Guds suveræne vilje. Det er derfor også en absolut eller ubetinget udvælgelseslære,
hvor der helt ses bort fra det enkelte menneskes forhold til Kristus og
evangeliet.
Dette reformerte syn på udvælgelsen
fremkom først efter Luthers død, og var således ikke et egentligt stridspunkt i
Luthers levetid. Første ved religionssamtalerne mellem de reformerte og
lutheranerne i Mömpelgard i 1586 blev det tydeligt og kom officielt frem, at
der her var to uforenelige og
modstridende syn på udvælgelsen.
De to
vigtigste repræsentanter ved samtalerne var fra luthersk side Jakob Andreä,
medforfatter af Konkordiebogen, og fra reformert side Thedor Beza, den
betydeligste af Calvins efterfølgere.
Emnerne for
samtalerne var kristologien og nadverlæren. I drøftelserne omkring nadveren kom
man også ind på dåben, og det var
her, prædestinationslæren blev inddraget. Beza gjorde da hjertes indre
genfødelse og meddelelsen af Helligånden afhængig
af Guds forudbestemmelse. Dåben var kun
virksom for dem, Gud i sit evige råd havde bestemt til evigt liv. Mod dette
satte lutheranerne dåbens virkning i forbindelse med Guds løfters
universalitet, hvilket betyder, at syndsforladelsen er til stede
"reelt", og ikke kun bliver vist
i dåben, men også reelt bliver skænket
til troens modtagelse.
Disse
ytringer førte så ind i en egentlig diskussion omkring prædestinationen.[3]
Allerede inden disse samtaler havde der
på luthersk grund været enkelte
drøftelser om nådevalget. Vi har således bevaret et brev fra Martin Chemnitz, som var hovedforfatter
af Konkordiebogens afsnit om prædestinationen.
Chemnitz
brev er hans svar til Fyrst Wolffgang på baggrund af en strid i Osterode om
spørgsmålet, om nådevalget skulle opfattes som universelt, omfattende alle mennesker, troende som vantro, eller om
det snarere var partikulært, kun
omfattende en del af menneskeheden.
Chemnitz
skriver, at han ikke kan svare så kategorisk på et så dybt emne. Han henviser
til, at emnet har været behandlet på et konvent i Torgau og i Strassburg, hvor
man afviste at kalde nådevalget universelt, da det stred mod bibelens faktiske
sprogbrug. Ifølge bibelen bliver alle, der er udvalgt nemlig også frelst, altså
kan det ikke omfatte både troende og vantro. På den anden side afviser Chemnitz
også uden videre at kalde nådevalget for partikulært, da det kan opfattes som
om Gud ikke ønsker at alle skal frelses. Chemnitz råder derfor til at man
undgår disse udtryk, og i stedet omhyggeligt forklarer selve sagen.[4]
Netop den
problemstilling, hvor man ønsker at fastholde
både Guds universelle frelsesvilje og
et nådevalg, der kun omfatter de troende, var det, man kom til at beskæftige
sig indgående med fremover i ortodoksien.
Nøglen til at fastholde begge udsagn
fandt man hos Luthers nærmeste medarbejder, Melanchthon, som allerede havde
formuleret sin forståelse i sin troslære "Locien" fra 1535.
Forståelsesnøglen
er den nøje overensstemmelse mellem retfærdiggørelse og udvælgelse. Da Guds retfærdiggørelse af mennesker
jo er virkeliggørelsen her i tiden af
den frelsesplan, som han har bestemt
fra evighed af - og da Gud ikke har besluttet ét i evighed, for at udføre noget
andet i tiden - så må retfærdiggørelsen og udvælgelsen svarer fuldstændigt til
hinanden som en plan og dens udførelse gør. På samme måde som vi retfærdiggøres
alene på grund af Guds barmhjertighed og Kristi fortjeneste grebet i tro, på
samme måde er vi udvalgt fra evighed af. Skønt Kristus ganske vist først
her i tiden har udført sit frelsesværk og mennesker først her i tiden i troen
griber dette, så indgår ikke desto mindre begge dele i Guds udvælgelse
fra evighed af.[5]
Den
lutherske lære kan således kaldes en betinget udvælgelseslære.
Betinget både af Kristi frelsesværk og af menneskers forhold dertil.
Guds
frelsesvilje er ubetinget og strækker sig til alle, men udvælgelsen af
enkeltpersoner er betinget af menneskers forhold til Kristus.
Det betyder imidlertid ikke, at Gud på forhånd
har fundet noget i de udvalgte, som har bevæget ham til at udvælge netop dem.
Nej, som i retfærdiggørelsen således også i udvælgelsen. Det er Gud, der først
kommer til os og tilsiger os syndernes forladelse. Det er ham det selv gennem
nådemidlerne vækker troen i vore hjerter. – Men mennesket kan modsætte sig
Guds frelsestilbud og modstå nåden, og dét gør forskellen på dem, der
bliver retfærdiggjort og udvalgt og dem, der ikke bliver det. Modsat den
reformerte kirke lærer den lutherske kirke, at mennesker rent faktisk kan
modstå nåden. Dette hænger blandt andet sammen med at Gud har skabt mennesket i
sit billede, som en selvstændig person, og ikke som et dyr eller en
programmerbar robot.
Meningen
med at Gud skabte mennesket som et selvstændig individ var, at mennesket skulle
elske Gud i frivillig kærlighed - ikke at de skulle vælge noget andet.
De, der gør det, har således kun sig selv at takke.
Denne evangeliske udvælgelseslære skal
på ingen måde rokke ved Luthers lære om den trælbundne vilje. Læren om
menneskets bundne vilje fastholder, at vi, sådan som vi er i os selv af
naturen, ikke af hjertet kan opfylde Guds lov, frelse os selv eller selv finde
på at søge Gud. Mennesket er af natur fjendtlig indstillet mod Gud, derfor
nytter det heller ikke blot at formane og appellere til omvendelse og tro.
Dette er noget som Gud må virke i os gennem evangeliets forkyndelse.
Denne
sandhed fremhævede også Vilh. Beck, som beklagede, at nogle mente, at vi har en
fri vilje, og "at hele sagen med at blive troende udelukkende skulle bero
på, om man vil". Nej, "at et menneske bliver omvendt, bliver troende,
det er der sandelig ingen af os, der kunne gøre ved nogen. Det er et mirakel,
en undergerning, som ingen kan gøre Jesus efter".[6]
Troen er
alene Guds værk og ren gave. Luther afviser klart Aristoteles lære om, at fornuften stræber efter det
bedste og altid tragter efter det gode. Nej, hvis Gud ikke kom til os først og
drog os til sig ved evangeliet, da måtte vi gå evigt fortabt, og ingen ville
komme til tro. Troens mulighed, ja, troen selv, er noget Gud giver gennem evangeliet.
Det er ikke
os, der vælger Gud, men Gud der vælger os. Men han gør det ikke på
uimodståelig måde. Af natur er vi alle fjender og modstander af Guds vilje,
men dette hindrer ikke i sig selv Guds frelse. Det afgørende er, hvordan vi
forholder os, når Guds frelsestilbud lyder til os gennem evangeliet, om vi da
hårdnakket fastholder vor modstand.
For vore tanker og fatteevne volder det
problemer at forstå, hvordan Gud fra evighed af kan vide og tage hensyn til
menneskers tro her i tiden. En tro, der ikke fremstår automatisk ved fastlagte
naturlove, men som er afhængig af menneskets reelle valgmulighed, der ikke på
forhånd er afgjort eller bestemt af Gud.
I
Konkordiebogen undlod man at gå nærmere ind på dette tidsaspekt, men nøjedes
med at fastslå, at det evige nådevalg er sket på nøjagtig samme måde som
retfærdiggørelsen her i tiden, nemlig i Kristus og ved tro.
I
ortodoksien blev man imidlertid nødt til at præcisere den lutherske lære over
for det reformerte syn. Ifølge de reformerte var nådevalget jo sket helt
tilfældigt, uafhængigt af menneskers forhold til Kristus. De ortodokse teologer
præciserede nu derfor, at nådevalget var sket på baggrund af Guds forudviden
om menneskers tro på Kristus. Guds alvidenhed indebærer ifølge de ortodokse
teologer, at alting ligger blottet for Guds åsyn i et eneste nærværende nu. Gud
er hævet over tid og rum, og for ham er alting lige nærværende, derfor kan han
også fra evighed af tage hensyn til en tro, der først opstår her i tiden.
I nyere tid har der været en
længerevarende strid om nådevalget blandt lutheranerne i Nordamerika. Det var
den længste og mest omfattende strid i den amerikanske kirkes historie. Også de
norske menigheder i Nordamerika blev splittet i denne strid. I 1922 sluttede de
fleste af de norske menigheder sig dog sammen igen og nedfældede deres syn på
nådevalget i dokumentet "The Madison Agreement".[7]
Heri
anerkender man både Konkordiebogens og ortodoksiens fremstilling som to
gyldige udtryk for en ret forståelse af bibelens tale om det evige
nådevalg.
Som et
udtryk for ortodoksiens fremstilling henviste man til "Pontoppidans
Explanation, Question 548". Bag dette udtryk gemmer der sig såmænd den
århusiansk fødte Erik Pontoppidan,
senere biskop i Bergen, og hans "Sandhed til Gudfrygtighed" fra 1739.
Denne forklaring til Luthers Lille Katekismus havde de norske emigranter med
sig, da de drog til Amerika.
Spørgsmål
548, som der refereres til, lyder sådan: "Hvad er udvælgelsen?", og
svaret er: "At Gud har beskikket alle dem til det evige liv, som han af
evighed har set ville antage den tilbudte nåde, tro på Kristus og i denne tro
blive bestandig indtil enden".
Gud har fra evighed af set, hvem der
ved Helligåndens virken gennem nådemidlerne ville komme til tro - og dem har
han udvalgt - og lagt deres frelse i sine stærke hænder.
Johann
Gerhard, der regnes for ortodoksiens betydeligste teolog, har sammenfattet den
lutherske lære om udvælgelsen sådan: "Udvælgelsen er sket under hensyn til
Kristus, som gribes i troen (intuitu Christi per fidem apprehendendi)".[8]
Det er også
den tanke, man finder i 1 Pet.1,2: "Udvalgt ifølge Gud Faders
forudviden", og i Rom.8,29: "Dem, han forud har kendt, dem har han
også forudbestemt til at blive hans Søns billede lige".
Den reformerte kirke har siden
modereret Calvin og Bezas lære. Ved samtalerne mellem lutheranerne og de
reformerte i Leipzig i 1631 var man således enige om, at bekende Guds
universelle frelsesvilje og Kristi stedfortrædende død i alles sted. De
reformerte trak dog noget i land, idet de ønskede at lade det stå som et
ubesvaret spørgsmål, hvorfor Gud kun skænkede enkelte troen, når han i sin
almagt kunne skænke alle troen.[9]
Samme
synspunkt møder vi også i nyere tid i den lutherske Missouri-synode i
Nordamerika. Her vil man også lade det stå som en hemmelighed i Gud, hvorfor
ikke alle bliver frelst. Man afviger således på dette punkt fra den
traditionelle lutherske kirkelære, der alene lægger årsagen til menneskers
forskellige frelse og udvælgelse i mennesket selv.
Det evangeliske syn på nådevalget, som
blev udformet i reformationen og stadfæstet som luthersk kirkelære i
ortodoksien, finder vi hos en lang række teologer. Af nordiske teologer i nyere
tid kan blandt andet nævnes Rosenius, P. Madsen, Hallesby og Prenter.
Rosenius
siger således: "Indbydelsen går ud. Der graves og gødes om træet. Gennem
dette får mennesket en evne, en anledning, som det ikke før havde, til at vælge
mellem døden og livet, og først da afgør det ved den stilling, det indtager,
sin evige skæbne. Nu siger Paulus her, at Herren i sin alvidenhed har forudset,
hvem der modtager nåden. Ikke udset, men forudset. Og det er disse, Gud i kraft
af sin forudviden fra evighed har forudbestemt til at blive hans Søn lig."[10]
Også om
forbønnens betydning i forbindelse med disse spørgsmål har Rosenius en vigtig
bemærkning: "Vel må vi ikke vente, at Gud for vor bøns skyld bryder den
orden, han selv har fastsat, og gør vold på et genstridigt menneskes frihed -
friheden til at vrage Guds kaldende og vækkende nåde. Men det bør vi tro, at
Gud for de troendes forbøns skyld gør noget særligt for det menneske, som
forbønnen gælder."[11]
Hallesby
udgav i 1921 sit skrift "Utvelgelsen", som på en fin og klar måde
formidler det lutherske syn på nådevalget. Han siger her, at grunden til at man
ofte misforstår denne lære er, at: "man sammenblander Guds evige
frelservilje, som angår alle mennesker med Guds evige utvelgelse eller
forutbestemmelse, som kun angår de mennesker, der ikke nekter å ta imot frelsen."
Hallesby
fastholder også menneskets mulighed for at modsætte sig Guds frelsestilbud. –
Og at menneskets stilling til evangeliet netop indgår i Guds evige nådevalg:
"Guds evige forutbestemmelse utelukker ikke menneskets eget frie valg, men
inneslutter dette". Hallesby tager derfor også afstand fra et
"absolut nådevalg", hvor der ikke tages hensyn til, hvordan den
enkelte forholder sig til Kristus.[12]
Da Hallesby
henviser til P. Madsen og i vid udstrækning følger fremstillingen i hans
dogmatik, er det overflødigt at gå nærmere ind på ham her.
I
"Kirkens tro" fra 1964 fremhæver også Prenter menneskets
valgmulighed, når Ånden ved evangeliets forkyndelse virker på hjerterne:
"Gud kan ved sit evangelium og ved sin Ånd frigøre denne trælbundne vilje
til at tro ham gerne og glad. Dog kender Ny Testamente den gåde, at et menneske
kan sige nej til Guds evangelium og Guds Ånd".
Prenter
forklarer dette med, at gåden ligger i troens eget væsen. Troen er tillid til
Gud. Men: "denne tillid er personlig og frivillig ellers er den ikke
tillid".[13]
Der er således alt mulig grund til både
at stå vagt om og glæde sig over, at vi i den lutherske kirke har en evangelisk
udformet lære om nådevalget, der helt og fuldt fastholder bibelens tale om Guds
altomfattende frelsesvilje.
En udvælgelse
i Kristus, ved tro. – Hvor ingen på forhånd er udelukket fra Guds side.
Tekster af Luther
om Guds frelsesvilje
og menneskets personlige frihed
Den første Luther-tekst er hentet fra
Luthers store forelæsning over Første Mosebog fra 1535-45. Forelæsningen over kapitel
15 er fra først i 1538. Luthers kommentar til vers 6 bringes her i fuld længde.
I versene
umiddelbart forud har Gud givet Abraham løfte om afkom. Dette løfte indeholder også
forjættelsen om Kristus, hvad især Paulus udfolder i Galaterbrevet kap. 3.
Luther gør
opmærksom på, at 1. Mos 15,6 er det første vers i bibelen, hvor troen omtales.
Han
benytter derfor lejligheden til at belyse den bibelske trosopfattelse. Det
lykkes her, at give en utrolig præcis og klar beskrivelse af troens væsen. Hvad
troen er. Hvorfor alene troen retfærdiggør. Ligeledes gerningernes rette plads
og betydning. Dette tydeliggøres også ved at den reformatoriske trosforståelse
afgrænses over for en række misopfattelser af troen.
Stykket
handler ikke direkte om Guds frelsesvilje, men er taget med som et klassisk
eksempel på Luthers retfærdiggørelseslære, der danner udgangspunktet for
Luthers tale om Guds frelsesvilje.
Oversættelsen er foretaget fra den latinske
originaltekst i WA 42,561-67. Overskrifterne er ikke oprindelige.
Hele forelæsningen over Første Mosebog
findes oversat til norsk i 2 bind på 1090 og 1247 sider, i "Dr. Martin
Luthers Udførlige Udlæggelse af første Mosebog".
______
Dette skriftsted har ingen udlagt
bedre, grundigere, klarere og kraftigere end den hellige Paulus i Romerbrevet
kapitel 3 til 12. Og han udlægger det sådan, at dette løfte om afkom ikke bør
forstås blot om det retmæssige biologiske eller naturlige afkom, men om den
åndelige og evige arving.
For Moses
bruger en lignelse, ikke om jordiske eller naturlige ting, men om himmelske.
Derfor er det et himmelsk løfte, ikke om kødelige børn, men om åndelige, eller,
som Paulus kalder det, "løftets børn". Denne forståelse er klar ud
fra Paulus.
Det at
Moses tilføjer, "Abraham troede Gud", er det første sted i
Skriften, vi har om troen. For det, som Moses tidligere har omtalt, kræver
kun tro, men priser og anbefaler den ikke, sådan som det fortælles om kvindens
sæd, befalingen om at bygge en ark, truslen om syndfloden, befalingen til
Abraham om at forlade sit land, osv.
Alle
sådanne løfter og trusler er trosord, der kræver tro, men de priser ikke troen,
sådan som dette vers. Derfor er dette en af de fornemste tekster i hele
Skriften.
Paulus har
ikke alene udlagt den på det omhyggeligste, men også med stor flid rost den for
menigheden, idet han tilføjer hertil: "Det blev ikke skrevet på grund af
Abraham selv", som senere døde, "men for vor skyld, for at vi kan
blive belært og bekræftet".
Dette er i
sandhed at behandle Skriften apostolsk, og grundfæste dette universelle
udsagn, for hvilket helvedes porte skælver og gør modstand, at alle, der
tror Guds ord, er retfærdige.
For at jeg
ikke ved min forelæsning skal formørke denne allerbedste fortolker, vil
jeg her gøre det kort. Læs Paulus, og læs ham opmærksomt, så vil I se,
at han fra dette sted opstiller den fornemste artikel i vor tro,
utålelig for verden og Satan, at troen alene retfærdiggør, og at tro er, at samstemme
med det guddommelige løfte og antage det for sandt.
Fra denne
grundvold lærer Hebræerbrevets forfatter, at alle de helliges bedrifter er
indesluttet i troen, og siger, at de har udrettet alt ved troen. "Uden tro
er det umuligt at behage Gud", og når Gud lover noget, fordrer han at vi
tror det, dvs., at vi anser det for sandt og pålideligt, så vi ikke tvivler på
udfaldet af løftets indhold.
Hvis man imidlertid spørger, om Abraham
ikke var retfærdig før dette tidspunkt, svarer jeg: Han var retfærdig, for han
troede på Gud. Men Helligånden har her klart villet bevidne, at fordi løftet
omhandler det åndelige afkom, at man da drager den rigtige slutning, at de,
der antager dette afkom, eller tror på Kristus, er retfærdige.
Der var en
udmærket tro i Abraham, da han drog ud fra sit fædreland og begyndte sin
landflygtighed. Men ikke alle har befaling om at gøre det samme. Derfor
tilføjes det ikke dér: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til
retfærdighed". Det tilføjes her, hvor det tales om det himmelske afkom,
for at det skal stå fast for kirken til alle tider, at de, der med Abraham tror
dette løfte, i sandhed er retfærdige.
Dette
udsagn har Helligånden klart og tydeligt villet fremstille på det sted, hvor
det især rettelig hører hjemme, at retfærdighed intet andet er end at tro
Guds løfter.
Her opstår mange drøftelser om lov og
tro, om loven retfærdiggør, om troen afskaffer loven, osv.
Paulus
beskæftiger sig her meget lærd med omstændighederne omkring tidsforholdene.
I dette kapitel taler Moses om retfærdighed og den retfærdige Abraham eller
retfærdiggørelsen, før loven, før lovgerninger, ja, før lovens folk, og førend
Moses, lovgiveren, blev født. Altså er retfærdigheden ikke alene ikke af
loven, men den er før loven, og loven eller lovgerninger gør intet dertil.
Hvad da, er
loven ubrugelig til retfærdighed? Ja, fuldstændig. Men gør alene troen
retfærdig uden gerninger? Ja, fuldstændig. Ellers må du forkaste Moses, som
siger, at Abraham var retfærdig før loven og før lovgerninger, ikke fordi han
ofrede sin søn, der endnu ikke var født, ikke fordi han gjorde denne eller hin
gerning, men fordi han troede Gud, der gav sit løfte.
Her nævnes
intet om en forberedelse til nåden, intet om troens udformning ved
kærligheden, intet om en forudgående beskaffenhed. Men der siges, at
Abraham var midt i sine synder, tvivl og angst, i sjælens største uro.
Hvordan erhvervede han da
retfærdigheden? Alene
på den måde, at Gud taler, og Abraham tror Guds tale. Dertil kommer
Helligånden og bevidner at troen er sand, og bekræfter at netop det, at han
tror eller selve denne tro, er retfærdigheden, som tilregnes af Gud til
retfærdighed, og anses for retfærdighed.
Da de ord,
som Gud taler, især angår det åndelige afkom, Kristus, så udfolder Paulus denne
hemmelighed, og udtaler klart, at retfærdigheden fås ved troen på Kristus. Lad
os derfor fastholde denne lære, så vi ikke tillader Satans og pavens raseri at
rive os bort.
At Satan
hader denne lære, ses af den kendsgerning, at han ikke alene dagligt på det
fjendtligste bekæmper den gennem pavens tjenere og frækt håner og fordømmer
den, men også de jødiske rabbinere viser deres tåbelighed og det had, de nærer
mod Kristus.
De
oversætter nemlig dette sted således: "Abraham troede på Gud, og tænkte
retfærdigt om ham", dvs., Abraham troede Herren, og tænkte at Gud var
retfærdig og ville give ham afkom, fordi han var retfærdig, altså fordi Gud så
hen til Abrahams fortjeneste og hellighed.
Sådanne
tanker er sandelig rabbinerne og Kristi fjender værdige. For på den måde fordrejer
de hele meningen, og udelukker løftet og nåden, og opstiller den menneskelige
retfærdighed, skønt Paulus ud fra dette sted på det kraftigste bekæmper denne
opfattelse som falsk og ugudelig.
Vi vil ikke strides længe om det
hebraiske ord "hasjav", om det betyder at tilregne eller at tænke,
da de dækker samme sag. For når den guddommelige majestæt tænker om mig at jeg
er retfærdig, at mine synder er forladt, at jeg er befriet fra den evige død,
og jeg med taknemmelighed i troen griber om disse Guds tanker om mig, så er
jeg i sandhed retfærdig, ikke ved mine gerninger, men ved troen, der griber
om denne guddommelige tænkning.
For Guds
tanker er den ufejlbare sandhed. Når jeg derfor griber dem med en fast tanke, ikke en usikker formodning
eller tvivl, er jeg retfærdig.
For troen
er en fast tanke eller tillid til Gud om, at han ved Kristus er
forsonet, at han ved Kristus tænker fredstanker om os, ikke på straf eller
vrede. For disse hører sammen, Guds tanke eller løfte og troen,
der griber Guds løfte.
Paulus
oversætter altså korrekt det hebraiske "hasjav" til det græske
"logizesthai", der hentyder både til at tænke, ligesom det også er et
ord, der bruges om tilregning. For når du tror Gud, der giver løfter, så
regner Gud dig retfærdig.
Her nævnes
hverken loven, eller omskærelsen eller ofrene, som grunden til at Gud vil anse
dem værdige til retfærdighed. Alene hans tilregning, alene den nåde, at han gør
sig disse tanker om os.
For
retfærdigheden skænkes Abraham, ikke fordi han gør gerninger, men fordi han
tror. Og den skænkes ikke til troen som vor gerning, men på grund af
Guds tanker, som troen griber.
Det er
altså som en del af vor troslære, at Paulus behandler ordet "regne".
"Den, som har gerninger at opvise", siger han, "ham tilregnes
lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste; anderledes med den, som ikke har
gerninger at opvise, men tror på Ham, som retfærdiggør den ugudelige, ham
regnes hans tro til retfærdighed". (Rom 4,4-5). Og lidt før: "Af lovgerninger
bliver ingen retfærdiggjort". (Rom 3,20).
Det er
kendt, hvad lovgerninger er: De højeste og bedste dyder. De udretter altså
intet til retfærdighed.
Intet, uden
alene barmhjertigheden gælder, siger Paulus, og forkaster således alle vore
dyder.
For skønt Gud kræver vore gode
gerninger og ikke vil, at vi følger kødets begæringer, men alvorligt befaler,
at vi ikke alene tøjler dem, men fuldstændig udrydder dem, så kan de dog ikke
hjælpe os for Guds domstol. For de er forurenet og besmittet af det onde
begær. Hvis altså ikke Gud ser bort fra vore synder, ja, også fra vor
retfærdighed og gode gerninger, og regner os retfærdige på grund af troen, der
griber Sønnen, så er det til anklage og dom for os. Alene barmhjertigheden,
alene tilregningen, frelser os.
Her er
altså vor lære grundfæstet, at vi retfærdiggøres for Gud ved tilregning på
grund af Guds barmhjertighed.
Fra denne
kilde øser Paulus sin lære i Romerbrevet og Galaterbrevet, hvor han tilskriver
retfærdigheden til troen, og ikke til gerningerne eller loven.
Men se hvor skødesløst, søvnigt og
blindt også Lyra (katolsk bibelfortolker) førhen har fordrejet dette sted med
sin fortolkning.
For han siger,
at det rettelig er den ved kærligheden formede tro, der retfærdiggør
sjælen. Han anser altså den tro, der ikke er formet ved kærligheden, for en
nøgen tro, som han forkaster. Hvad andet er det end at sige, at Gud
forbigår troen og ser på kærligheden og gerningerne.
Men hvordan
stemmer det med Moses og Paulus? For hvis troen formes ved kærligheden, er det
jo først og fremmest gerningerne, Gud agter. Men hvis det er gerningerne, er
det jo os selv. Så bliver kærligheden eller gerningerne de levende farver.
Troen blot en skitse, en ubearbejdet og rå ting.
Sådanne
upassende tanker fødes af ukendskab til de hellige sager, så man
sammenblander lov og løfte, tro og gerninger, som man på det tydeligste bør
skelne imellem.
Løftet er lærens første og fornemste
del, hvor til troen
tilslutter sig, eller for at sige det tydeligere, som troen griber. At gribe
det sikre løfte kaldes tro, og retfærdiggør, ikke som vor gerning, men som
Guds gerning. For løftet er en gave, en guddommelig tanke, hvor Gud giver os
noget. Ikke en af vore gerninger, som om vi gjorde eller gav Gud noget, men
vi modtager noget fra Gud, og det alene ved hans barmhjertighed.
Den, der
altså tror løftets Gud, og anser ham for sanddru og for at være trofast, når
han lover noget, han er retfærdig eller regnes retfærdig.
Derefter
kommer så også loven.
For Gud giver ikke alene løfter, han byder og befaler også. Og det hører til
loven, at man tilpasser sin vilje efter den og adlyder og udretter, hvad Gud
befaler.
Må man ikke
sige, at det er et besynderlig fordrejet synspunkt, at anse løfte og lov for at
være ens? Men når der nu bør skelnes mellem dem, da alene troen
omfavner løftet og gerningerne tjener loven, er det så ikke
tåbeligt, at opdigte en uformet tro og lære, at troen kun retfærdiggør, når den
er formet af kærligheden? Hvorfor lader man ikke begge dele forblive inden
for sine egne grænser?
Sandelig,
troen er intet andet, og kan ikke være det, end at give løftet sit bifald. Og
da dette bifald regnes til retfærdighed, hvordan kan så disse tåbelige
paveteologer tilføje kærlighed, håb og andre dyder.
Jeg ved
vel, at dette er Guds herlige gaver og guddommelige befalinger, som Helligånden
fremkalder og forøger i os. Jeg ved, at troen ikke eksisterer uden disse
gaver, men her er spørgsmålet, hvad der er enhvers særart. Ligesom hvis
du i hånden har forskellige frøsorter, og jeg ikke spørger om, hvilke
forskellige sorter der er, men hvad der er hver enkelt sorts egenart.
Her siger
jeg klart, hvad alene troen udretter, ikke hvilke dyder den er forbundet med.
Alene troen omfavner løftet, tror løftets Gud og rækker hånden ud og griber
det, som Gud rækker. Denne egenskab er alene troens gerning. Kærlighed,
håb, tålmodighed har deres genstande, som de omgås, har andre grænser,
inden for hvilke de hører til. For de omfavner ikke løftet, men udfører
befalinger. De hører Gud, når han byder og befaler, men de hører ikke Gud, når
han giver løfter, det gør troen.
Skriftens
vidnesbyrd er her klar og ubetvivlelig, at troen tilregnes retfærdighed, dvs.,
at den gudstroende Abraham af Gud regnes retfærdig. Denne erklæring giver
Skriften ikke gerningerne.
Således bør
vi dømme ud fra denne kilde, ikke ud fra paveteologernes tåbelige meninger, som
tænker således: "Se, det er ikke nok, at du tror, du må også gøre gode
gerninger". Som om vi skulle lære, at Gud alene giver løfter og ikke også
giver loven, og pålægger os visse opgaver.
Men når
Gud giver løfter, så er det Gud selv, der udfører noget mod os, skænker og
giver os noget. Når han derimod ved loven befaler, så forlanger han noget af os
og vil, at vi gør noget.
Derfor bør
man fastholde denne forskel, at troen, der omgås med løftets Gud og modtager
hans løfter, den alene retfærdiggør.
Men
kærligheden omgås med Gud, når han byder og befaler, og udfører hans befalinger
og adlyder Gud. Ligesom der bør skelnes mellem løfte og lov, således også
mellem tro og kærlighed, og mellem troens og kærlighedens definitioner, og det
skadelige udtryk om troen, der er formet af kærligheden, bør forkastes, da det
tilskriver kærligheden alt og fraskriver troen alt.
Man bør rette opmærksomheden på den
hellige Skrift, der rigeligt bevidner, at ingen kan opfylde loven. Loven
kræver, at du skal elske Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv. Men
hvem, spørger jeg, gør dette? For endog de helliges kærlighed er ufuldkommen
og forstyrres ofte af frygt, ofte af mistillid, ofte af utålmodighed i
modgang. Hvordan ser det da ud med den af kærligheden formede tro? Hvis Gud
ikke vil anse dig for retfærdig, hvis ikke du har elsket ham af hele hjertet og
opfyldt loven, bliver du aldrig retfærdiggjort.
Lær altså
at retfærdigheden ikke bør tillægges din kærlighed, dine gerninger eller din
fortjeneste. For disse er altid besmittede, ufuldkomne og forurenede, hvorfor
der kræves, at man bekender deres uværdighed og i ydmyghed beder om nåde, og
alene ser hen til barmhjertigheden, alene til løftet om Kristus, som troen
modtager, og ved dette forsvarer sig mod samvittigheden for Guds domstol.
Dette er
sund og sand lære. Derimod er paveteologernes lære om den uformede og den
formede tro af djævelen, og udsletter troens lære og indhyller os i
muhamedanernes og jødernes vildfarelser. Derfor bør de skyes som helvedes gift.
Vi ved ganske vist, at troen aldrig
er alene, men sammen med sig bringer kærligheden og mange andre gaver. For
den, der tror på Gud og er vis på, at han er nådig mod os, da han har givet os
sin Søn og med Sønnen det evige livs håb, hvorledes kan han andet end at være
ivrig efter at vise sin taknemmelighed for sådanne velgerninger? Hvorledes kan
han andet end vise Gud lydighed ved tålmodighed i modgang?
Således
fører troen med sig et hav af de smukkeste dyder og er aldrig nogensinde alene. Men derfor skal man ikke
sammenblande tingene, og tilskrive det, der er troens egenart til andre
dyder.
Troen er
ligesom en moder, af hvem disse dyder fødes. Hvis troen ikke først er til stede, vil du forgæves søge
disse. Hvis troen ikke har omfattet løftet om Kristus, er kærligheden og andre
dyder ikke til stede, selvom også hyklerne for en tid kan opvise en
efterligning af dem.
Løfte og lov bør altså adskilles.
Løftet fordrer tro, loven gerninger. Løftet er vist og fast og opfyldes med
sikkerhed, da Gud er den handlende. Loven opfyldes ikke, fordi vi, der skal
udføre den, er mennesker, dvs., svage syndere.
Vor
retfærdighed grunder sig altså ikke på lov og gerninger, da vi ikke kan opfylde
loven fuldkomment, men på løftet, der er fast og urokkeligt. Da troen altså
griber løftet, virkeliggøres og opfyldes det med sikkerhed, og dermed følger
som en ufejlbar følgeslutning, at fordi alene troen omfatter løftet, så er det
alene troen, der retfærdiggør.
Lov og
gerninger retfærdiggør ikke, og dog bør de læres, og gerningerne bør læres og
gøres, så vi forstår vor elendighed og desto ivrigere omfavner nåden.
Denne
teologi er ikke, som de spottende papister råber, født af os eller udtænkt og
opfundet af os. Doktor Paulus har overleveret den og citerer sit vidne Moses,
der siger, at Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,
dvs., Abraham blev regnet retfærdig på grund af Guds barmhjertighed, da han
troede løftet.
Endvidere
indeslutter alle Guds løfter Kristus, uden hvem Gud intet har med os at
bestille.
Forskellen
på Abrahams tro og vores er altså ingen anden, end at Abraham troede på den
Kristus, der skulle komme, vi på ham, der nu er kommet, og denne tro
retfærdiggør alle.
Vejledning i at læse Den Trælbundne Vilje
Fra Genesis-kommentaren
Følgende stykke er også fra Luthers
store kommentar til Første Mosebog.
Vi befinder
os i perioden 1540-42, hvor Luther i sine forelæsninger er nået frem til 1 Mos
26,9.
Vi får her
Luthers egen vejledning i, hvordan hans bog "Om den trælbundne vilje"
skal læses og forstås. Især de vanskelige udsagn om den skjulte Gud.
Luther
advarer mod spekulationer omkring forudbestemmelsen, der går ud over, hvad der
er åbenbaret i ordet og sakramenterne. Sådanne spekulationer er både umulige og
farlige.
Luther
præciserer her den fulde overensstemmelse og identitet mellem den skjulte og
den åbenbarede Gud. Ganske vist er der ting, Gud ikke har givet til kende og
som derfor er skjulte, men intet af dette er i modstrid med det, han har åbenbaret for os.
Inkarnationen
og forsoningen er fuldt dækkende
udtryk for Guds vilje. Kristi frelsergerning og budskabet derom, er den fulde
og sande åbenbaring af Guds tanker med os.
Oversættelsen er foretaget fra den
latinske originaltekst i WA 43,457-63.
Overskrifterne er ikke oprindelige.
_____
Ud fra denne tekst vil jeg gerne
benytte lejligheden til at tale om tvivlen, Gud og Guds vilje.
Jeg hører
nemlig, at der rundt omkring blandt adelen og de fornemme udspredes ugudelige
ord om forudbestemmelsen eller Guds forudviden. De siger: "Hvis jeg er
forudbestemt, bliver jeg frelst, hvad enten jeg gør godt eller ondt. Hvis jeg
ikke er forudbestemt, bliver jeg fordømt, uden hensyn til at jeg flittigt
anstrenger mig."
Mod sådanne
upassende meninger vil jeg gerne tale meget, hvis jeg kan på grund af mit
skrøbelige helbred. For hvis disse ord er sande, som det jo synes, så
ophæver de totalt betydningen af at Guds Søn blev menneske, led og opstod,
og alt, hvad han gjorde til verdens frelse. Hvad nyttede da profeterne og hele
den hellige skrift? Hvad gavnede sakramenterne? Sådan forkaster og nedtramper
man alt.
Dette er et
djævelsk og giftigt påfund, og selve arvesynden, hvormed Djævelen forførte vore
første forældre, da han sagde: "I skal blive som Gud". For de lod sig
ikke nøje med den åbenbarede guddom, hvis erkendelse er salig, men ville
trænge ind i guddommens dybder. De tænkte nemlig, at der måtte være en eller
anden hemmelig grund til at Gud havde
forbudt dem at spise af frugten på træet, der stod midt i Paradiset. Den ville
de vide.
Af samme grund siger også disse i dag:
"Det, som Gud har fastsat, må nødvendigvis ske. Altså er al bekymring om
religion og sjælens frelse nytteløs og usikker."
Men
hemmeligheden er ikke for dig, så du skal bedømme, hvad der er uudforskelig. Hvorfor tvivler du og
forkaster den tro, Gud har åbenbaret dig? I hvilken hensigt sendte Gud da sin
Søn, for at lide og blive korsfæstet for os? Til hvilken nytte er sakramenterne
indstiftet, hvis de er usikre og helt virkningsløse til vor frelse? Hvis jeg
nemlig bliver frelst uden hensyn til Sønnen og sakramenterne, blot jeg er
forudbestemt. Så var Gud, ifølge disse gudsbespottere, en forfærdelig tåbe,
at han sendte Sønnen, lod lov og evangelium prædike, sendte apostlene, hvis han
alligevel ville, at vi skulle være usikre og tvivle, om vi blev frelst eller
fordømt.
Men dette
er Djævelens bedrag, der forsøger at bringe os i tvivl og vantro, skønt
Kristus kom til verden for at gøre os helt visse. For af sådanne meninger
må nødvendigvis følge enten fortvivlelse eller foragt for Gud, den hellige
bibel, dåben og alle guddommelige velgerninger, ved hvilke han ønsker at
grundfæste os mod usikkerhed og tvivl. For de siger med epikuræerne: "Lad
os leve, æde, drikke, i morgen dør vi". Med muhamedanerne styrter de sig
blindt i døden, i ild og sværd, da de mener, at det forud er fastsat, om de
skal omkomme eller undslippe.
Mod disse tanker skal man sætte den
sande og sikre erkendelse af Kristus. Ligesom jeg ofte har mindet om, at det
især er nyttigt og nødvendigt, at Guds erkendelse er helt vis i os, så vi med fast
sind holder fast ved den grebne sandhed. Ellers er vor tro forgæves. For hvis
Gud ikke fastholder sine løfter, så er det ude med vor frelse. Modsat er det
vor trøst, at om også vi forandres, så har vi dog en tilflugt hos ham, der ikke
forandres. Således fastslår han i Mal 3,6: "Jeg, HERREN, er ikke blevet en
anden." Og i Rom 11,29: "Sine nådegaver og sit kald fortryder Gud
ikke."
Således har jeg lært i mit svarskrift "Om den trælbundne vilje"
og andre steder, at man må skelne, når man behandler vor viden om Gud, eller
snarere, når vi har Gud som genstand. For man må enten tale om den skjulte
Gud eller den åbenbarede Gud. Om Gud for så vidt som han er ikke er
åbenbaret, er der ingen tro, ingen viden, ingen erkendelse. Dér skal man rette
sig efter de ord, der siger: "Det, der er over os, angår os ikke."
For sådanne tanker, der søger at udforske noget højere, der går højere og ud
over Guds åbenbaring, er fuldstændig djævelsk og udretter intet andet end at
nedstyrte os i selve undergangen, fordi man undersøger en uudforskelig
genstand, nemlig den
ikke-åbenbarede Gud. Lad derfor hellere Gud beholde sine beslutninger og
hemmeligheder i det skjulte. Der er ingen grund til at vi så ivrigt anstrenger
os for at få dem afsløret.
Moses søgte også at få Guds ansigt at
se. Men Herren svarede: "Bagfra vil jeg vise mig for dig, men mit åsyn kan
du ikke skue." Denne nysgerrighed er nemlig selve arvesynden, der
tilskynder os til at søge en vej til Gud gennem naturlige spekulationer.
Men det er en stor synd, og et nytteløst og forgæves forsøg. For således siger
Kristus i Joh 14,6: "Ingen kommer til Faderen uden ved mig." Derfor,
så vidt du nærmer dig den ikke-åbenbarede Gud, så er der ingen tro, intet ord
og ingen erkendelse, fordi det er en usynlig Gud, hvem du ikke kan gøre synlig.
Desuden har
Gud på det alvorligste forbudt denne tragten efter guddommen. Således svarer
Kristus apostlene i ApG 1 da de spørger: "Er tiden nu kommet, da du vil
genoprette Riget?" "Det tilkommer ikke jer at kende tider eller
timer". Lad mig forblive skjult dér, hvor jeg ikke har åbenbaret mig for
dig. Ellers bliver du årsag til din egen undergang. Ligesom Adam på det
grueligste faldt, fordi den, der ransager Majestæten, overvældes af
herligheden.
Fra begyndelsen har Gud straks villet
imødekomme denne nysgerrighed. For således har han fremsat sin vilje og sit
råd: Jeg vil herligt kundgøre dig min forudvidenhed og forudbestemmelse, men
ikke på fornuftens og den kødelige visdoms vej, således som du forestiller dig.
Således vil jeg gøre: Fra en ikke-åbenbaret Gud vil jeg blive en åbenbaret,
og dog forblive den samme Gud. Jeg vil blive menneske eller sende min Søn,
som skal dø for dine synder og opstå fra døden. Således vil jeg opfylde dit
ønske, så du kan vide, om du er forudbestemt eller ej. "Denne er min Søn.
Hør ham!" Betragt ham, der ligger i krybben, i moders skød, lidende på
korset. Se, hvad han gør, hvad han taler. Dér kan du med sikkerhed gribe mig.
"For den, der ser mig", siger Kristus, "han ser Faderen
selv". Hvis du hører ham, og bliver døbt i hans navn og bevarer hans ord,
så er du med vished forudbestemt og sikker med hensyn til din frelse. Men hvis
du spotter og foragter hans ord, er du fordømt. For den, der ikke tror,
fordømmes.
Andre
tanker, og fornuftens og kødets vej, skal dødes, for Gud afskyr dem. Dette ene
skal du gøre, at du betragter Sønnen og i dit hjerte stiller dig tilfreds med
Kristus, der fødes, gør undergerninger og korsfæstes. For dér er livets bog,
i hvilken du står skrevet. Det er det eneste og sikreste middel mod denne
forfærdelige sygdom, at mennesket bliver ved med at stille spørgsmål i deres
udforskning af Gud og til sidst falder i fortvivlelse eller foragt. Hvis du ønsker
at undfly fortvivlelse, had og bespottelse af Gud, så undlad spekulationerne
om den skjulte Gud og stands de forgæves anstrengelser på at få Guds åsyn
at se. Ellers bliver du for evigt hængende i vantro og anklage, og går fortabt.
For den, der tvivler, tror ikke, og den, der ikke tror, fordømmes.
Således bør vi afsky og fordrive disse
ugudelige ord, som epikuræerne udspreder: "Hvis alt sker med nødvendighed,
så sker det således". Men Gud er ikke nedsteget fra himmelen, for at gøre
dig uvis om forudbestemmelsen eller lærer dig at foragte sakramenterne,
absolutionen og Guds andre ordninger. Nej, han indstiftede dem, for at gøre os
helt visse og fjerne tvivlens sygdom af dit sind, så du ikke alene skal tro med
hjertet, men endog se med legemets øjne og røre med hænderne. Hvorfor forkaster
du da dette og klager over, at du ikke kan vide, om du er forudbestemt? Du har
evangeliet, er døbt, har absolutionen, du er en kristen, og dog tvivler du og
siger, at du ikke ved om du tror eller ej, om du holder for sandt, hvad der
prædikes om Kristus i ord og sakramenter.
Men jeg kan
ikke tro, siger du. Således plages mange i en sådan prøvelse, og jeg husker, at
en kvinde kom til mig i Torgau og med tårer klagede over, at hun ikke kunne tro.
Da gennemgik jeg trosbekendelsen med hende, og ved hver enkelt led spurgte
jeg, om hun anså dette for sandt og for at være sket således eller ej. Hun
svarede da: "Hver eneste sætning er sand, men jeg kan ikke tro".
Dette er et satanisk bedrag. Derfor sagde jeg, at hvis hun holdt alt dette for
sandt, så var der ingen grund til at klage over sin vantro. For hvis du ikke
tvivler på, at Guds Søn er død for dig, så tror du visselig. For at tro er
intet andet end at anse dette for den visse og ubetvivlelige sandhed.
Gud siger til dig: Se, her har du min
Søn, hør ham og modtag ham. Hvis du gør det, er du allerede vis med hensyn til
din tro og frelse. Men jeg ved ikke om jeg forbliver i troen, siger du.
Antag alligevel den nærværende forjættelse og udvælgelse, og udforsk ikke
nysgerrigt Guds hemmelige rådslutning. Hvis du tror den åbenbarede Gud og
antager hans ord, så vil han også lidt efter lidt åbenbare den skjulte Gud. For
"den, der ser mig, ser også Faderen", Joh 14,9. Den, der forkaster
Sønnen, mister også med den åbenbarede Gud tillige den ikke-åbenbarede. Men
hvis du med en fast tro hænger ved den åbenbarede Gud, således at du i dit
hjerte har sat dig for ikke at slippe Kristus, selv om du skulle miste alt, da
er du helt sikker forudbestemt, og skal forstå den skjulte Gud. Ja, du
forstår ham allerede nu. Hvis du erkender Sønnen og hans vilje, at han
ønsker at åbenbare sig for dig og være din herre og frelser, så kan du også
være vis på at Gud er din herre og far.
Se, hvor venligt og nådigt Gud befrier
dig fra denne forfærdelige anfægtelse, som Satan på mange måder driver på med,
for at gøre os tvivlende og usikre, så han endog gør os helt fjendske over for
Ordet. For hvorfor skulle man hører evangeliet, hvis alt kommer an på
forudbestemmelsen, spørger de. Således berøver man os forudbestemmelsen, som
er forsikret os gennem Guds Søn og sakramenterne, og gør os usikre dér,
hvor vi skulle være helt sikre. Er det ængstede samvittigheder der angribes med
denne anfægtelse, dør de i fortvivlelse. Således som det næsten var hændt mig,
hvis ikke Staupitz havde befriet mig i min nød. Er de derimod foragtere, bliver
de, de værste epikuræere. Derfor skal vi flittigt indprente os disse udsagn i
vort sind: Joh 6,44: "Ingen kommer til mig, hvis ikke Faderen drager
ham". Ved hvem? Ved mig. "Den, der ser Faderen, ser mig". Og til
Moses: "Du kan ikke skue mit åsyn, thi intet menneske kan se mig og
leve". Ligeledes: "Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer,
som Faderen har fastsat af egen magt". Gå I og udret, hvad jeg har
befalet. Ligeledes: "Spørg ikke efter det, der er dig for højt, og
undersøg ikke det, der er dig for vanskeligt. Hvad Gud har befalet dig, det
skal du altid lægge dig på sinde, uden at være optaget af andre ting". Hør
Sønnen, der påtog sig menneskenatur, og forudbestemmelsen vil vise sig af sig
selv.
Staupitz
trøstede mig med disse ord: "Hvorfor plager du dig med disse
spekulationer? Betragt Kristi sår og blod, som blev udgydt for dig. Dér
fremstråler forudbestemmelsen". Altså bør man hører Guds Søn, der blev
sendt i kød og blev åbenbar, for at tilintetgøre denne djævelske gerning og
gøre os helt visse med hensyn til forudbestemmelsen. Derfor siger han til dig:
"Du er mit får, for du hører min røst". "Ingen kan rive dig ud
af min hånd".
Mange, der ikke på denne måde har
bekæmpet denne anfægtelse, er endt i fortvivlelse. Derfor bør de frommes sind
omhyggeligt grundfæstes. Således advarer en eneboer i bogen "Vitæ
Patrum" sine tilhørere mod disse spekulationer. "Hvis du ser en,
sætte sin fod inden for i himlen", siger han, "så hiv ham
tilbage". Således plejer nyomvendte nemlig at forestille sig Gud
anderledes end Kristus. Det er dem, der forsøger at stige til himmels og plante
begge ben dér, men pludselig nedstyrter de til helvede. De fromme skal derfor
tage sig i agt og kun være optaget af dette ene, at lære at klynge sig til
barnet og Sønnen, Jesus, der er din Gud, der for dig blev menneske. Kend og hør
ham, glæd dig over ham og sig tak. Hvis du har ham, har du også den skjulte
Gud tillige med den åbenbarede. Han er den eneste vej, sandhed og liv, uden
hvilken du ikke vil finde andet end ødelæggelse og død.
Netop derfor åbenbarede han sig i kød,
for at udfri os af døden, kødet og Djævelens magt. Af en sådan erkendelse
kan der ikke andet end at fremvokse stor glæde og fryd over, at Gud er
uforanderlig og virker med uforanderlig nødvendighed, at han ikke kan fornægte
sig selv, men holder sine løfter. Det er os altså ikke tilladt at omgås
sådanne tanker eller tvivle om forudbestemmelsen, men det er ugudeligt, ondt og
djævelsk. Når Djævelen derfor anfægter dig med dette, så sig: "Jeg tror på
vor Herre Jesus Kristus, om hvem jeg ikke tvivler, at han blev menneske, led
og døde for mig. Til hans død er jeg døbt". Ved dette svar forsvinder
anfægtelsen og Satan vender dig ryggen.
Således har
jeg ofte fortalt det mindeværdige eksempel med nonnen, der led under sådanne
anfægtelser. For også i pavedømmet var der mange fromme, der oplevede disse
åndelige anfægtelser, som i sandhed er sataniske og fordømmelige tanker. For
der er ingen forskel på en, der tvivler, og en fordømt. Når nonnen derfor følte
sig angrebet med Satans gloende pile, sagde hun intet andet end: "jeg er
en kristen".
Således bør
også vi gøre, undgå al diskussion og sige: "jeg er en kristen", dvs.
Guds Søn er blevet menneske og er født for at forløse mig, og han sidder ved
Faderens højre hånd og er min frelser. Driv således Satan tilbage med så få ord
som muligt: "Vig bag mig Satan. Bring mig ikke i tvivl. Guds Søn kom til
verden for at ødelægge dine gerninger og anfægtelser". Da ophører
anfægtelsen og vi får atter fred, ro og kærlighed til Gud.
Derimod er det ikke synd at tvivle om
en eller anden persons hensigt. Ligesom Isak tvivlede på, om han ville overleve
og finde en venlig vært. Om et menneske kan jeg tvivle. Ja, jeg bør tvivle, da
det ikke er min frelser. For der står skrevet: "Sæt ikke jeres lid til
fyrster". Mennesket er en løgner og bedrager, men over for Gud skal man
ikke forholde sig tvivlende. Han hverken vil eller kan forandre sig eller lyve.
Den højeste gudsdyrkelse, som han kræver, er at du holder ham for sanddru.
Derfor har han givet dig de sikreste beviser på sin troværdighed og sanddruhed.
Han har givet Sønnen som menneske til døden, indstiftet sakramenterne, for at
du skulle vide, at han ikke er bedragerisk, men sanddru. Heller ikke bekræfter
han det med blot åndelige argumenter, men med håndgribelige. Jeg ser vand, brød
og vin; jeg ser præsten, hvilket alt sammen er legemlige ting, i hvilke
naturlige skikkelser han åbenbarer sig. I dit forhold til andre mennesker bør
du tvivle på, hvem du skal tro og hvilket sindelag de har over for dig. Men om
Gud bør du med vished og uden tvivl mene, at han er dig nådig på grund af
Kristus og har forløst og helliget dig med sin Søns blod. Således kan du blive
sikker med hensyn til din forudbestemmelse, idet alle nysgerrige og farlige
spørgsmål om Guds hemmelige råd er fjernet, til hvilke Satan forsøger at drive
os ligesom han gjorde med vore første forældre.
Hvor stor
ville ikke deres lykke have været, hvis de omhyggeligt havde haft Guds ord for
øje, og havde spist af alle andre træer på nær det, som Gud havde forbudt dem
at spise af. Men de ville udforske, hvorfor Gud havde forbudt dem at bruge
frugten på dette ene træ. Der til kom den onde lærer Satan, der forøgede og
befordrede denne nysgerrighed.
Således åbenbarer Gud os sin vilje ved
Kristus og evangeliet. Men det ringeagter vi, og i lighed med Adams eksempel
har vi behag i det forbudte træ frem for andre. Denne fejl er blevet indpodet i
vor natur. Da paradiset og himmelen er blevet lukket, og englen sat dér, som
vogter, er det imidlertid forgæves, vi søger at trænge derind. For Kristus har
i sandhed sagt: "Ingen har nogen sinde set Gud". Og dog har Gud i sin
uendelige godhed åbenbaret sig for os, for at tilfredsstille vort ønske, og har
vist os et synligt billede: Se, du har min Søn. Den, der hører Ham og bliver
døbt, han er indskrevet i Livets bog. Dette åbenbarer jeg ved Sønnen, hvem
du kan berøre med hænderne og skue med øjnene.
Dette har
jeg indtrængende og omhyggeligt ønsket at påminde om og give videre. For efter
min død vil mange fremføre mine bøger og der i bevise alle slags fejl og deres
afsindige påfund. Jeg har blandt andet skrevet, at alt sker med uforanderlig
nødvendighed, men samtidig tilføjet, at man skal se hen til den åbenbarede Gud,
sådan som vi synger i salmen: "Er heist Jesu Christ, der HERR Zebaoth, und
ist kein ander Gott". Jesus Kristus er Herren Zebaot, og der er ikke anden
Gud. Og mange andre steder. Men alle disse steder vil de gå hen over, og kun
fremdrage det, der handler om den skjulte Gud. I altså, som nu hører mig,
husk på, at jeg har lært dette, at man ikke skal forske i den skjulte Guds
forudbestemmelse, men være tilfreds med, hvad der er åbenbaret ved forkyndelsen
og ordets tjeneste. For dér kan du få vished om din tro og frelse, og sige:
Jeg tror på Guds Søn, som sagde: "Den, der tror på Sønnen, har evigt
liv". Altså er der i Ham ingen fordømmelse og vrede, men Gud Faders
velbehag. Det samme har jeg også bevidnet andre steder i mine bøger, og nu også
videregivet mundtligt. Derfor er jeg undskyldt!
Johannes 14,10
Følgende stykke er hentet fra Luthers
kommentar til Joh 14-16 fra 1538.
Denne bog får af Luther selv den vel nok bedste anbefaling, han har
givet nogen af sine bøger. Han siger i 1542, at det er den bedste bog, han
nogensinde har lavet (se f.eks. Erlanger udg. 49,1 eller Walch2 8,265).
Luthers bordfælle Johann Mathesius fortæller i sin bog "Dr. Martin Luthers
liv" (Kbh. 1844, bd.2,13), at Luther ofte tog denne Johannes-kommentar med
sig og læste i den.
Vi møder her det samme tema som i 1 Mos 26,9, nemlig forudbestemmelsen.
Og ligesom dér understreges der her den stærke overensstemmelse mellem Faderen
og Kristus.
Hvor Luther i 1525 i sin bog "Om den trælbundne vilje" har
enkelte ytringer om den skjulte Gud og den åbenbarede Gud, der kunne misforstås
som var der to modsatrettede viljer i Gud, fremhæver Luther her i sin bog fra
1538 gang på gang den fulde overensstemmelse. Således i kommentaren til
Joh 14,24: "Der gives hverken noget andet Guds ord til mig eller om mig i
himlen, end det Kristus taler med mig."
Sådan som vi i bibelen læser, at Kristi vilje og sindelag er imod os,
sådan er i sandhed også Guds bestemmelse og vilje med os. Faderen har "ét
hjerte og én vilje tilfælles med Kristus" (til Joh 14,16).
Oversættelsen er foretaget fra den
tyske originaltekst i WA 45,519-27. Overskrifterne er ikke oprindelige.
Hele kommentaren
findes i en ældre dansk oversættelse med gotisk skrift med titlen
"Frelsens Olie", Odense 1855.
____
Disse ord er alle talte i den hensigt,
at indprente og indøve denne hovedartikel, at når det gælder vort forhold til
Gud og hans vilje med os, at vi da lærer alene at beskæftige os med dette ene,
nemlig at vi har Jesus Kristus for øje. Her må vi lukke øjne og hjerte for alt,
hvad der bliver lært og prædiket, endog i moseloven, endsige da ud fra
menneskelig fornuft og tanker, og ikke lade os anfægte eller fare vild, hvad
enten vi har handlet og levet ondt eller godt, helligt eller syndigt. Dette er
den kunst, som både Johannes som en ægte evangelist, og Paulus mere end nogen
andre, lærer: på det stærkeste at sammenføje og sammenbinde Kristus og Faderen,
så vi lærer, ingen tanker at gøre os om Gud uden om Kristus. Straks vi
hører Guds navn nævnt, eller der bliver talt om hans vilje, gerninger, nåde
eller unåde, må vi lærer, ikke at dømme efter vores egne følelser eller
menneskers klogskab, ja, end ikke efter loven, men alene at skjule og gemme
os i denne Kristus. Vi skal ikke se eller hører andet end, hvordan han viser
sig for os som et lille barn i sin moders arme og skød; ligeledes når han, som
den trofaste frelser, barmhjertigt udgyder sit blod for os på korset; ligeledes
hvordan han atter opstår, og træder Djævelen, helvede og døden under fode. Alt
dette forkynder og skænker han dig selv og ved sine apostle, så at han
tilstrækkeligt har vist, at han ingen vrede eller unåde nærer mod dig, men gør
alt, hvad han skal og kan, dig til hjælp og trøst, blot du vil tro det og tage
imod det.
Ja, siger du, det ser og hører jeg vel,
men hvem ved, om også Gud har dette sindelag mod mig? Svar: Vogt dig for denne
tankegang! Det er nemlig at dele og adskille Kristus og Gud. Ligesom Filip her
gør, idet han lader Kristus fare, og leder efter Gud oppe i himlen. Han
tænker: Jeg hører ganske vist Kristus tale med mig, men hvordan ved jeg, hvad
Faderen i himlen tænker om mig og har besluttet? Hvad er det andet end en
vantro og skjult fornægtelse af Gud? Derfor må Kristus også irettesætte ham, og
rive ham ud af denne vildfarelse, idet han siger: Filip, hvad skal det betyde,
at du adskiller Faderen og mig, og med dine tanker klatrer op i skyerne og
lader mig tale forgæves med dig? Hører du ikke, hvad jeg siger? Den, der ser
mig, ser Faderen selv. Tror du ikke, at Faderen er i mig, og jeg i Faderen? De
ord, jeg taler, er ikke mine ord, men Faderens ord. Dette er venlige, men
samtidig alvorlige ord fra Herren. Han vil ikke, at man forgæves og uvist skal
stirre her og der, men vil have os helt og aldeles bundet til sig og sit ord,
så vi ikke søger Gud andre steder end i Ham.
Således har også forhen eneboeren Antonius rådet sine ordensbrødre, når
en ny uerfaren hellig ville være klog og i egne tanker udgrunde Guds hemmelige
råd. Hvis de så en klatrer til himmels og sætte sin ene fod derop, skulle de
straks rive ham væk, inden han fik den anden fod med, og så måtte styrte på
hovedet ned. Dette er godt talt mod sådanne flagrende ånder, der gerne vil
spekulere om høje ting. De ville gerne bore hul i himlen, for at se alt, hvad
Gud selv er og gør. Imens lader de Kristus farer, som om de ingen behov
havde for ham.
Vogt dig derfor for sådanne tanker, der
farer frem uden Guds ord, og deler og adskiller Kristus og Gud. Han har ikke befalet dig at farer op
og glo efter, hvad han og englene foretager sig. Derimod lyder hans befaling:
Denne er min Søn, den elskede. Hør ham! Her stiger jeg ned til jer, så I kan
se, høre og gribe mig. Her, og ingen andre steder, kan de træffe og finde mig,
alle de, der længes efter mig og gerne vil befries fra deres synder og blive
salige. Her burde vi straks samstemme og slutte: Dette taler Gud selv, ham vil
jeg følge, og intet andet ord eller prædiken hører, ej heller lærer eller vide
andet om Gud. For i denne person bor hele guddomsfylden legemlig, som Paulus
siger, og foruden ham er der ingen Gud. Kun i ham træffer du Gud og
kommer til ham, skønt han er allestedsnærværende. Hvor man hører denne persons
ord eller ser hans gerninger, dér hører og ser man i sandhed Guds ord og
gerninger.
Da nu Kristus har befalet sine apostle at videregive og udbrede sit ord, så ser du også hos dem Kristus selv, og altså også Gud Fader. For apostlene taler ikke andre ord end hvad de har modtaget af hans mund, og viser alene hen til ham. Dette er så gået videre til os gennem rette biskopper, præster og prædikanter, der har modtaget det fra apostlene. Altså udgår alle prædikener i kristenheden fra denne Kristus, og viser hen til ham. De ord og gerninger, som de udøver på kirkens vegne, er således også Herren Kristi ord og gerninger, hvad enten de selv personligt er gode eller onde. Altså bør de alle sige: Du skal ikke se eller følge mig, men alene den Herre Kristus, hvad han siger og viser dig gennem mig. Det er nemlig ikke mine ord, men Kristi ord. Dåben og nadveren, som jeg rækker, er ikke mine, men hans dåb og nadver. Embedet, som jeg fører, er ikke mit, men Herrens embede. Men når det er Kristi ord og dåb, så er det også Faderens ord og dåb. Han siger jo selv: Hvad jeg taler og gør, gør jeg ikke af mig selv, men Faderen, som bor i mig, gør sine gerninger.
Altså er det alt sammen én dej og kage, så alt udgår fra Faderen gennem
Kristus. Som Kristus siger: Hvad jeg taler, taler ikke jeg, men Faderen.
Ligeledes Paulus og de andre apostle og prædikanter: Det er ikke mig, der døber
eller tilsiger syndernes forladelse, men Kristus. Det er ikke os, der taler,
men Kristus og Gud selv, osv. Derfor når du hører denne prædiken, så hører du
Gud selv. Modsat, hvis du foragter denne prædiken, så er det ikke os du
foragter, men Gud selv. For alt er Guds, der kommer til os i enhver kristen
og prædikants mund, og siger til os: Vil du se mig og mine gerninger, så se på
Kristus; vil du hører mig, så hør disse ord. Således overgiver Kristus det til
sine apostle, de igen til deres efterfølgere, biskopperne og prædikanterne, og
de videre til den ganske verden. Altså er apostlene og prædikanterne blot
rør, hvor igennem Kristus sender og leder sit evangelium fra Faderen.
Derfor, når du hører evangeliet blive ret lært eller et menneske blive døbt, nadveren
blive rakt eller modtaget, syndernes forladelse tilsagt, dér kan du frimodigt
sige: I dag har jeg set Guds ord og gerning, ja, hørt og set Gud selv prædike
og døbe, osv. Tungen, stemmen og hånden er vel et menneskes, men ordet og
tjenesten er i virkeligheden den guddommelige majestæts. Derfor bør det også
anses og tros, som hørte man Guds stemme lyde fra himlen, eller så ham med
hænderne døbe og række nadveren. Altså må vi her ingen adskillelse eller
forskel gøre mellem Gud og hans ord og handlinger, som er givet os gennem
Kristus. Heller ikke må vi søge Gud andre steder eller gøre os andre tanker om
ham.
Når vi kommer i himlen, da skal vi se
ham på anden måde, uden mellemmand og dunkelhed, men her på jorden kan du ikke
se eller gribe ham med din grublen og grunden. Som Paulus siger, ser vi ham i
et spejl, i en gåde, nemlig i ordet og sakramenterne. De er ligesom hans
maske og klædning, hvor under han skjuler sig. Dog er han virkelig
nærværende, og gør undere, prædiker, uddeler nadveren, trøster, styrker og
hjælper. Vi ser ham altså, som når vi ser solen gennem skyen. For nu kan vi
ikke tåle at skue majestætens strålende åsyn, derfor må han tildække og skjule
sig som bag en tyk sky. Altså er det en afgjort sag, at den, der vil se og
gribe begge, både Faderen og Kristus, som han nu forklaret troner i sin
majestæt, han må gribe dem i de ord og gerninger, som de i kristenheden virker
igennem ved prædikeembedet og andre tjenester.
Derfor må vi under ingen omstændighed være så uforstandige, at vi deler
og adskiller Gud, Kristus og hans ord. Heller ikke må vi undersøge den blotte
majestæt, sådan som hedningerne, muhamedanerne, intellektuelle og andre gør. Da
han er kommet ned på jorden og taler til os og virker gennem prædikanter,
forældre og andre, skal vi ikke farer op i skyerne og beskæftige os med, hvad
Gud for sig selv laver eller tænker. Sådanne tanker og spørgsmål kommer ikke
fra en god ånd, men fra Djævelen. Hvis du virkelig vil vide, hvordan du har
det med Gud, og om du har hans velbehag, så hør på disse ord, da får du
straks besked: Den som ser og hører mig, han ser og hører også Faderen. Derfor
se til at du bifalder, hvad Kristus prædiker for dig og gør igennem sin
kristenhed ved prædikanter, forældre og andre fromme mennesker. Hvis du af
hjertet hører dette og forbliver derved, så er du vis i din sag, og bør og skal
ikke tvivle, for hvad disse taler til dig, det siger i sandhed Gud selv.
Opfører du dig derimod som et
samvittighedsløst menneske, der ikke vil agte på dette, men derimod ved egne
tanker vil udforske og udgrunde, hvordan du har det med Gud i himlen, da er du
fortabt. Og det med rette, da du ikke vil modtage det, Gud har forelagt dig,
men søger andre midler. Han er jo netop til stede, for at sige og vise dig,
hvordan hans sindelag er mod dig, så du kan være vis i din sag. Ligeså har han
forordnet alle slags tjenester og embeder i kristenheden, så hele verden er
fuld af hans gerninger. Men du lader det hele ligge, som var det intet, og
tænker: Gud er der oppe i himlen blandt sine engle, og har andre ting for. Hvad
kan prædikanter, forældre og andre hjælpe? Nej, hvis jeg selv kunne hører og se
ham så! – Men dette er at adskille og dele Gud og hans gerninger, Kristus og
hans ord, hvilket bør sammenføjes og forbindes så tæt som muligt.
Derfor bør enhver give agt, så
han aldrig mere udforsker Gud med sin forstand og tanke, men lærer fuldstændig
at binde sig til og holde fast ved ordet. Ud fra det skal man dømme og
slutte, så tager man ikke fejl. Nu hører du jo i ordet intet andet end dette:
Tro på mig, at jeg for Kristi skyld tilgiver dig dine synder og er dig nådig.
Lad dig døbe på dette. Vær lydig mod dine forældre, og gør hvad dit kald og
stand fordrer. Så har du alt, hvad du behøver, ja, Gud selv. Javel, siger du,
skulle dette være at se og hører Gud? Jeg mener, Gud er jo oppe i himlen,
derfor må vi have en speciel åbenbaring fra ham. – Nej, sådan går det ikke til,
men vil du finde ham, da må du søge ham i ordet, hvori han er indhyllet, så
skal du siden se ham også i hans majestæt. Her vil han ikke foretage sig noget
specielt ud over eller imod sine forordninger, som han har givet til kende i
sit ord.
At man ringeagter dette er et
ødelæggende påfund, som nu er så alment og udbredt. Sådan tanker havde også
Müntzer og gendøberne tidligere, idet de uforskammet sagde, at de ikke ville
regne med Kristus, hvis han blot prædikede evangeliet og døbte, men ikke talte
til dem direkte. Dette er i sandhed det sikre kendetegn og kernen hos alle
falske, vildførende ånder, at de bortkaster det ydre ord og sakramenterne,
og ikke lader sig nøje med Guds almindelige ordninger, som han har givet
hele kristenheden, og hvor igennem han regerer den. De vil ikke hører, hvad han
siger og lader dem forkynde, om hvordan de skal finde ham, men de vil lærer og
undervise ham om, hvordan han bør omgås dem. Men det får de ikke held til. Han
er ikke en, der lader sig trække rundt efter skægget, eller opfinder noget
specielt til hver enkelt, eller efter dit ønske bringer et nyt evangelium,
dåb, prædiken eller åbenbaring. For han har én gang for alle besluttet og sagt
om denne Kristus: Her er manden, som I skal høre, hvis I vil komme til mig og
blive salige. Så vid da nu, at jeg intet andet tegn vil give jer. Vær derfor
optaget af at modtage ham, ellers er I fortabte. Dette har han klart og
tydeligt sagt og strengt befalet. Dog udretter det intet over for den vantro
verden. Så fuldstændigt regeres den af den hovmodige Djævel, der vil gribe Gud
i hans majestæt.
Således begyndte også muhamedanismen med specielle påfund, da man
ikke ville forblive ved det almene evangelium. Kristus er jo nu faret til
himmels, sagde Muhamed, jeg må derfor have en engel gennem hvem Gud kan tale
med mig. Gik derefter videre og lavede en ny bibel, nemlig koranen, og
afskaffede dåben. Således har også paven med sine præster og munke
hidtil gjort. De har ladet Kristus og troens ord fare. Bibelen har de ladet
ligge lukket. Kristus har de foregivet sidde i himlen som en streng dommer.
Derfor måtte man have Maria og de afdøde helgeners forbøn, og gennem
messeofferet forsone Gud. Ligeledes foregiver de, at dåben og et almindeligt
kristent liv i kald og stand er ringe ting. I stedet har de opfundet specielle
fine tjenester og embeder. Har indstiftet en højere munkedåb. I én sum: ene af
speciel selvvalgt hellighed har de opfundet, uden om og imod Guds almindelige
ord og ordning og den almindelige gudvelbehagelige samfundsorden. Alene de
kunne derigennem komme i himlen, og også derved hjælpe andre dertil. Deres
strålede som ene kostbare ædelstene. Den almindelige dåb, nadver, forældre,
øvrighed og samfundsorden var mod dette som en ubehagelig stank, og intet værd.
Dette har opfyldt verden, så det rette lys og kristenhedens høje ære er blevet
fordunklet og trådt under fode.
Derfor må vi atter udrense og bortkaste sådan djævlemøg, og lade den
rette lære lyse og præges i hjerterne, så vi imod dette lærer og tror: Jeg skal
og vil ikke vide af nogen gerning, nogen gudstjeneste, nogen åndelighed
eller hellig livsførelse uden alene hvad denne mand, Kristus, har sagt
eller apostlene har befalet, og hvad de har videregivet prædikanterne efter
sig. Når jeg hører dem, hører jeg ham selv. Når jeg hører ham, så hører jeg
Faderen. Hvor alt går ret til, er alt altså indflettet og forbundet med
hinanden som i en kæde, ligesom man kan følge åen eller bækken tilbage til sit
udspring. Først drikker jeg vand af røret, så af bækken, indtil jeg kommer til
kilden.
Dette skal læres og indskærpes ikke
alene fra prædikestolene i hele kristenheden, men også sådan at enhver kristen
selv øver sig i det og vænner sig til det i ens egne personlige anfægtelser.
Når Djævelen med sine pile angriber mig med den evige forudbestemmelse, Guds
vrede og dom, at jeg da er bevæbnet med Kristi ord, og siger: Vig bort, du lede
løgneånd og spis dit eget møg, og lad mig i fred for sådanne tanker. Jeg har
lært af Kristus og Gud selv, at hvis jeg vil vide, hvordan Gud tænker om mig og
vil med mig, da skal jeg ingen anden høre end min Herre Kristi mund. Da ser og
hører jeg intet andet end at han giver mig sin dåb og nadver, tilsiger mig syndernes
forladelse og frikender mig. Dér er der jo ingen vredestegn, som om han vil
støde mig til helvede.
I
dåben vil han ikke drukne mig, men vaske, rense og levendegøre mig. I nadveren
sætter han mig ikke et sværd for halsen, som ville han dræbe mig, men byder mig
at spise og drikke. Således hører jeg i prædikenen heller ingen vrede og unåde,
men udelukkende faderlige, barmhjertige løfter og trøsteord. Således har han
også mig til gode forordnet og givet forældre, øvrighed og overordnede, hvilket
alt sammen er ene nådetegn. Hold dig til dette, og lad andre diskutere og
forgæves udforske, hvad Gud har for oppe i himlen. Du vil aldrig finde ud af
det, om du så spekulerede dig til døde. Men her har du det for vist, så du
hverken bør eller skal tvivle. Netop derfor åbenbarede han sig fra himlen og
sagde: "Denne er min Søn, den elskede. Hør ham." Videre har han
betroet det til sine apostle, og de til deres efterfølgere, som igen har givet
det til os og vore børn. Altså går det ret til, sådan som Gud har forordnet
det, når jeg altid ser og hører ham gennem rørledningerne, så jeg følger
bækken, der udgår fra Kristus og fører til kilden.
Se, det er den skønne tale og prædiken
holdt i anledning af apostlen Filips spørgsmål. Dermed er der ikke alene givet
svar på hans spørgsmål, men også på alle andres flyvske tanker, så de
understår sig i at udforske Gud. Hermed er altså gennem Kristus sagt dig og
hele verden: Hvad foretager du dig, at du vil søge Gud andre steder end i mig,
eller se og høre andre ord og gerninger end dem, jeg taler og virker? Ved du
ikke, at jeg er i Faderen og Faderen er i mig? Dernæst hører du mig i den
hellige Paulus. Paulus hører du i Titus eller de andre prædikanter, og så
videre i alle, der prædiker ordet. Altså er alle ét i den Herre Kristus. Hvor
Paulus er, dér er jeg. Hvor jeg er, dér er Paulus og alle prædikanter. Alle
helt og holdent i Kristus. Kristus i og med Faderen. Og modsat, Kristus i alle,
og Faderen i Kristus. Hvordan kan du da være så uforstandig at spørge, hvor
Faderen er? Sådan må ingen af Kristi disciple spørge. Lad de andre
ikke-kristne, hedninger, jøder, muhamedanere, kættere, munke og videnskabsmænd
forske og søge. Men tag du dig i agt, at du ikke farer Kristus forbi. For da
finder du ikke Gud, men den lede Djævel, der som sagt ikke kan bedrage folk
på anden måde end ved at male Majestætens navn uden på sine egne løgne.
Derfor må enhver, der ikke vil
forføres, lære med flid at indprente sig dette, at man simpelthen forbliver
ved ordet, og intet andet hører eller antager, som omhandler Gud. Lad dem
så blot prise Guds navn så højt de vil, og fremstille ham så herlig og
majestætisk, de kan. Sådan som Djævelen ofte har gjort over for mig, så jeg var
helt ude af mig selv og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Bliv derfor ved
ordet og sig: Nu vil jeg ikke have noget med det at gøre, om det så var den
rette Majestæt selv. Han har nemlig befalet mig, at jeg ingen andre steder skal
søge ham eller tænke om ham end i Kristus. Derfor er det i sandhed en af
Djævelens ånder, der bedrager mig under navn og skin af Majestæten, og forsøger
at forskrække og jage mig bort fra Gud. Når Gud dog tvært imod ved Kristus på
det allervenligste drager mig til sig, og giver mig de visse tegn på hans nåde og
min salighed, nemlig ordet og dåben.
Også hedningerne har erfaret og bevidnet dette, at man ikke ved egne
tanker eller udforskning med fornuften kan vide noget sikkert om Gud. Således
skriver man om en konge, der spurgte sin lærdeste filosof, om hvem Gud er.
Filosoffen udbad sig nogle dages betænkningstid. Men da han skulle svare,
udsatte han det atter. Og ligeså tredje og fjerde gang. Indtil han til sidst
måtte bekende, at han ikke vidste, hvad han skulle svare, og at jo mere han
tænkte over det, jo mindre begreb han. Sådan går det enhver, der understår sig
i med sine tanker at udfinde noget om Gud. Jo mere han forsker, jo længere
bort kommer han. Til sidst mister han fuldstændig Gud, hvis der ikke sker
det, at han griber Kristus og holder sig til ordet. Indprent dig derfor Jesu
ord til Filip nøje: "Hvordan kan du sige: 'Vis os Faderen'?" Kære,
flyv ikke omkring i egne tanker. Lad Gud være Gud, synd synd, hellighed
hellighed. Ja, lad alt være og blive som det vil. Men hør du på, hvad jeg siger,
og bliv ved det: "Den, der ser mig, ser Faderen"; og "de ord,
jeg taler, er ikke mine, men Faderens".
Læg mærke til, hvordan han sammenfatter de to stykker, sine ord og sine
gerninger, og tilegner begge dele til Faderen. Ordene "den, der ser mig,
ser Faderen" udlægger han selv, nemlig, at det intet andet er end at se på
hans ord og gerninger. For også jøderne har set ham med øjnene, men de så ham
som en ko ser, uden at det gjorde nogen forandring. Men et kristent syn og
erkendelse vil sige, at se på hans mund og hænder, og give agt på, hvad han
taler og gør. Af dette følger en sådan erkendelse, at man forstår og erfarer at
Gud bor og åbenbarer sig i ham, og at hans ord og gerninger er Guds ord og
gerninger. Dette ønsker han på det kraftigste at indprente os i denne sidste
prædiken inden sin afsked. Som sagt er det ham magtpåliggende at vi forstår
dette, som alene er den rette, men også den sværeste kunst for en kristen.
De to næste stykker er hentet fra Luthers
Huspostil, der udkom i 1544. Huspostillen indeholder prædikener, som Luther har
holdt i sit hjem for sin familie, logerende og de mange gæster. Der drejer sig
her især om prædikener fra den senere periode i Luthers liv, dvs. fra 1530 og
frem.
Huspostillen
er flere gange blevet oversat til dansk, blandt andet i en udgave, som Vilh.
Beck stod for.
De to
stykker er uddrag fra to forskellige prædikener. Det ene er fra prædikenen på
septuagesima søndag over Matt.20,1-16. Ifølge en tekstvariant til den græske
grundtekst slutter vers 16 med ordene "mange er kaldede, men få er
udvalgte". Det er de ord, Luther udlægger her. Vi møder de samme ord i
Matt.22,14. Det andet stykke er fra prædikenen på Maria renselses Dag, også
kaldet Kyndelmisse, en af de festdage, der blev afskaffet i Danmark og Norge
ved "festindskrænkningen" i 1770. Prædiketeksten fra Luk.2,25-32 er
senere blevet optaget under anden tekstrække på søndag efter jul.
Uddragene
gengives i fuld længde. De er oversat fra tysk fra WA 52,140-42 og 161-62.
___
Af disse ord udleder de selvkloge
hoveder mange upassende og ugudelige tanker. De tænker: ”Den, som Gud har udvalgt,
bliver frelst uden midler”. Og modsat: ”Den, der ikke er udvalgt, han kan gøre,
hvad han vil, være så from og troende, som han vil, så er det dog fastsat, at
han skal falde fra, så han ikke kan blive frelst. Derfor vil jeg lade det gå,
som det må. Skal jeg I Himlen, så kommer jeg det. Hvis ikke, så er det
forgæves, hvad end jeg gør.” – Enhver kan vist slutte sig til, hvilke vilde,
sikre mennesker, der fremkommer ved sådanne tanker.
I
prædikenen på søndag efter nytår, hvor vi så på ordene fra profeten Mika, er
det tilstrækkeligt vist, at man skal tage sig I vare for sådanne tanker som for
Djævelen selv, og I stedet finde en anden vej til at betragte og overveje Guds
vilje. Man skal lade Gud I fred I hans majestæt og forudbestemmelse. Den er
nemlig ubegribelig. Og det er umuligt, at man ikke falder I forargelse derover.
Enten fører sådanne tanker til fortvivlelse, eller også bliver man helt gudløs
og fræk.
Den, der
vil kende Gud og hans vilje ret, skal gå den rette vej, da bliver han ikke
vildledt, men retledt. – Og den rette vej er Herren Kristus, som han selv
siger: ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig”. Den, der ønsker at kende
Faderen ret og komme til ham, han skal altså komme frem til Kristus og lære ham
at kende. Kristus er Guds Søn og evig, almægtig Gud. Hvad foretager Guds
Søn sig da? Han bliver menneske for vor skyld. Han går ind under loven, for at
løse os fra loven. Han lader sig korsfæste og dø på et kors, for at betale for
vore synder. Han står atter op fra de døde, for at han ved sin opstandelse kan
berede os en indgang ind til det evige liv og hjælpe os ud af den evige død.
Han sidder ved Guds højre hånd som vor talsmand, og skænker os Helligånden,
hvorved han fører og bevarer sine troende mod alle Djævelens anfægtelser og
angreb. – Dette er at kende Kristus ret!
Når nu
denne erkendelse findes og står fast I hjertet, da kan du fare til Himmels og
gøre dine beregninger. Når Guds Søn gør disse ting for menneskers skyld,
hvordan må da ikke Guds hjerte være stemt mod os mennesker, da jo Sønnen
gør dette ifølge Faderens vilje og befaling? Er det ikke sandt, at da tvinger
din egen fornuft dig til at slutte sådan: ”Når Gud har givet sin enbårne Søn på
denne måde for vor skyld, så kan han ikke mene det dårligt med os mennesker.
Han vil jo ikke, at vi skal gå fortabt, siden han har udtænkt og brugt det
højeste middel, for at hjælpe os til livet”. På denne måde kommer man ret
til Gud, som også Kristus siger I Joh.3,16: ”Således elskede Gud verden, at han
gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes,
men have evigt liv”. Hvis man holder disse tanker mod dem, der fremkom af den
anden mening, så vil man kunne se, at de stammer fra den lede Djævel, der
ønsker at føre mennesker I forargelse, så de enten fortvivler eller bliver
frække og gudløse. Han forventer jo intet godt af Gud.
Andre
udtænker andre tanker og tolker ordene sådan: ”Mange er kaldede”, dvs. Gud
tilbyder sin nåde til mange, men ”få er udvalgte”, dvs. han lader kun få smage
denne nåde, da det jo kun er få, der bliver frelst. – Men det er en helt gudløs
opfattelse! For hvordan er det muligt, at man ikke skulle blive Gud fjendtligt
stemt, hvis man tror og mener om Gud, at det alene er en mangel ved hans
vilje, der gør, at vi ikke alle bliver frelst? – Men denne mening kan man
blot sammenholde med den, hvor man først lærer Herren Kristus at kende, så vil
man kunne se, at det er en djævelsk gudsbespottelse.
De ord som
Herren taler, at ”mange er kaldede”, har således en ganske anden betydning. For
evangeliets prædiken er offentlig og angår alle, som blot vil høre og modtage
det. Gud lader det netop derfor forkynde så offentligt og alment, for at enhver
skal tro og modtage det og blive frelst. – Men hvordan går det? Som det videre
hedder: ”Få er udvalgte”, dvs. kun få forholder sig således mod evangeliet, at
Gud kan have behag I dem. For nogle hører evangeliet og regner det ikke. Andre
hører det, men holder ikke fast ved det og vil ikke lide derfor. Atter andre
hører det, men går højere op I penge og materielle goder og et behageligt liv.
Dette behager ikke Gud og han kan ikke have behag I sådanne mennesker. Det
er det, Kristus kalder, ikke at være udvalgt, dvs. at de forholder sig sådan,
at Gud ikke kan have behag I dem. Derimod er de udvalgte og gudvelbehagelige,
som flittigt hører evangeliet, tror på Kristus, beviser troen med gode frugter
og lider det, de skal.
Denne
forståelse er den rette, som ikke vildleder, men retleder folk, så de tænker:
Vel, skal jeg være Gud til behag og udvalgt, så passer det sig ikke, at jeg
lever med en dårlig samvittighed, synder mod Guds bud og ikke anser synden for
noget. Tværtimod må jeg gå for at høre Guds ord, bede Gud om hans Helligånd,
ikke slippe ordet af hjertet, modsætte mig Djævelens indskydelser og bede om
beskærmelse, tålmodighed og hjælp. Det fremkommer der gode kristne af. De,
derimod, der holder for, at Gud ikke under ethvert menneske frelsen, falder
enten I fortvivlelse eller sikkerhed, bliver gudløse folk, der lever som dyr,
og tænker: Det er jo dog bestemt, om jeg skal blive frelst eller ej, hvorfor
skulle jeg så bekymre mig? – Nej, ikke sådan! Du har befaling om, at høre Guds
ord og tro på Kristus, at han er din frelser, som har betalt for dine synder.
Tænk på denne befaling, så du efterkommer den. Mærker du da til vantro og
svaghed, så bed Gud om hans Helligånd. Og betvivl ikke, at Kristus er din
frelser, så skal du ved ham, på hvem du tror, dvs. til hvem du fortrøster dig,
blive frelst. Dertil hjælpe vor kære Herre Jesus Kristus os alle!
____
Hvad siger Simeon her? Er det ikke
sandt, at han maler et ganske andet billede af Gud end det, som dit hjerte
forestiller sig? Hvis det virkelig var Guds mening blot at straffe synderen
uden at vise nåde, så var det ikke nødvendigt, at han planlagde at sende en
frelser, for at hjælpe os. Men nu siger Simeon, at Gud har beredt en sådan
frelser, som er indsat og forordnet til, at alle mennesker skal have gavn deraf
og blive salige. Derfor må det i egentligste forstand være Guds
vilje og mening, som også Paulus siger i 1 Tim. 2,4, at alle mennesker skal
blive hjulpne, ikke materielt, men mod synden og døden. Til dette er denne
frelser bestemt, som Gud har beredt for alle folkeslagene. Hvem vil nu frygte
for en sådan Gud eller ængste sig, da han jo gerne vil, at det i al evighed
går os godt, og selv har forordnet og beredt alt, hvad dertil hører?
At nu
nogle, ja, de fleste, bliver fordømt og ikke frelst, det sker i egentligste
forstand ikke derfor, at Gud vil det sådan. – Men fordi de ikke holder sig til
denne Guds nådige vilje og ikke vil tage imod den frelser, som Gud ikke
desto mindre har forordnet til, at han skal hjælpe alle.
Hvis en rig
mand i en by ønskede at skænke alle fattige en stor sum penge, men nogle ikke
ville komme, for at modtage pengene af ham, hvem bar da skylden for, at
nogle af de fattige forblev fattige og ikke blev rige som de andre. Egentlig
ikke den rige mand, men de selv, da de er sådanne dovne slyngler, der ikke
vil gå derhen, hvor de har fået besked om.
På nøjagtig
samme måde går det i denne verden. Simeon, den fromme mand, lyver ikke, at Gud
har beredt denne frelser, for at alle folkeslag skal modtage ham, have gavn af
ham og blive frelst. Hvis nu jøderne er så forstokket, at de ikke vil, paven,
muhamedanerne og hedningerne heller ikke, og heller ikke du, hvad skal man så
gøre? Det hjælper ikke, at du i Guds navn farer løs og søger dig en anden
frelser, for at se hvordan det er. Gud vil ikke gøre noget ekstraordinært for
din skyld. Vil du have hjælp, så tag imod dette barn. Tro at Gud for hans skyld
vil være dig nådig, tilgive dig dine synder og frelse dig, så skal du blive
frelst. For han er frelseren fra synd og død. Vil du derimod ikke lade dig
hjælpe, dvs. modtage ham, så bliv under Guds vrede og fordømmelse - men tak
ingen derfor uden dig selv!
Fra Guds
side mangler der ikke noget. Han har beredt denne frelser. Det er jo et
vidnesbyrd om, at han ikke er os uvenligt stemt og ikke vil lade os fordømme
uden mulighed for hjælp. Ja, denne hjælp har han beredt for alle mennesker, for
at enhver skal have gavn deraf. Ikke alene Simeon, Maria, Peter og Paulus, men
alle mennesker - ingen undtaget. Den, der har behov for hjælp mod synd
og død, han skal finde den. Således har Gud som en god far forordnet det.
Tag dig
derfor i agt, at du ikke selv ved din vantro udelukker dig selv og selv afskærer dig fra denne hjælp,
som Gud ikke alene har forjættet dig, men også trofast har opfyldt, som Simeon
siger.
Det næste stykke er ikke af Luther, men
Melanchthon. Vi tager det alligevel med her, hvor vi beskæftiger os med Luthers
syn på forholdet mellem Guds universelle frelsesvilje og nådevalget. Det gør vi
med god grund, da Melanchthon dels var Luthers højt betroede medarbejder og
nære ven, og dels fordi Melanchthons troslære, Locien, var reformationstidens
egentlige lærebog i dogmatik, som Luther anså for en fuldgyldig og meget præcis
gengivelse af den reformatoriske lære - mere præcis end hvad han selv mente,
han kunne udtrykke det i sine egne skrifter. Luther roste Melanchthons troslære
til skyerne ved flere lejligheder. Så sent som i 1543 udtaler Luther, at for at
blive en god teolog kræves der kun to ting, nemlig at man flittigt studerer
bibelen og læser Melanchthons Loci godt og grundigt, så man har den i hovedet,
for der er ikke efter den hellige skrift skrevet en bedre bog (WA Tr 5,204).
Melanchthons
troslære har også en særlig betydning for os, da den ifølge Den Danske
Kirkeordinans af 1537/39 hører med til folkekirkens grundbøger.
Teksten
findes i CR 21,450-53.
_____
Om forudbestemmelsen
Om forudbestemmelsen skal vi ikke dømme
ud fra fornuften eller loven, men ud fra evangeliet. Man skal heller ikke
søge anden årsag til forudbestemmelsen end den, der er til retfærdiggørelsen.
Hvis dette udgangspunkt står fast, vil man let kunne besvare de mange
spørgsmål. For hvis vi drager vore slutninger ud fra evangeliet og sammenholder
forudbestemmelsen med retfærdiggørelsen, får vi en enkel og lige vej.
Ligesom vi tager vort udgangspunkt i Guds ord, når vi behandler læren om
retfærdiggørelsen, sådan skal vi også tage vort udgangspunkt i ordet eller
evangeliet, når vi beskæftiger os med forudbestemmelsen. Både den enkeltes
anfægtelser omkring udvælgelsen og de lærdes diskussioner derom stammer fra
enten fornuften, når den er uden Guds ord, eller også fra loven. Man
forestiller sig, at udvælgelsens årsag er vor egen værdighed eller gode
gerninger, da det er sådan, fornuften og loven tænker. Næsten alle katolske
teologer er hildet i denne mening, idet alt, hvad de lærer, er en lovens
retfærdighed. Men vi påminder om, at det er evangeliet, vi skal betragte.
Ved evangeliets løfte er der to
ting, som man skal være opmærksom på nemlig at retfærdiggørelsen loves os
gratis, af nåde, og at løftet er universelt, omfattende alle
mennesker. Det er nemlig disse to ting, der foruroliger os mest. Dels tanken
om, at vi ikke er udvalgt, fordi vi er uværdige. Dels tanken om, at skønt vi
var værdige, så har Gud dog udvalgt nogle, der behager ham, og derfor tør vi
ikke håbe på frelsen, da vi måske ikke er med i de udvalgtes antal. Begge
forestillinger afviser vi, og bevæbner os omhyggeligt med en evangelisk
tankegang. Derfor skal vi hverken se på vor egen værdighed, eller gøre det
altomfattende evangelium partikulær, så det blot skulle omfatte nogle. Nej,
enhver skal indregne sig selv i det universelle løfte. Når vi anfægtes
eller gennemtænker udvælgelsen, skal vi ikke tage udgangspunkt i vore egne
overvejelser eller loven, men i evangeliet. Hvis man søger udvælgelsens årsag
uden for evangeliet, kan man ikke undgå at tage fejl. Vi må således ikke lade os
føre bort fra evangeliet, men lade alle andre tanker fare.
Da løftet er af nåde, slutter vi med
rette, at udvælgelsens årsag er Guds barmhjertighed. Da løftet desuden
er universelt, gør de, der ændrer det til kun at omfatte enkelte, simpelthen
løftet uvist og udrydder troen. Da vi nu imidlertid må antage, at løftet
virkelig er universelt og gælder alle, så siger vi således om
retfærdiggørelsen, at den efterfølgende har en vis årsag i dem, der
modtager den. Dog ikke vor egen værdighed, men at vi griber løftet,
gennem hvilket Helligånden er virksom, som Paulus siger i Rom.10,17:
"Troen kommer gennem hørelsen". På samme måde siger vi også om
udvælgelsen efterfølgende, at de, der ved tro griber barmhjertigheden og
bevarer denne tillid til det sidste, at de uden nogen tvivl er udvalgt. Alt
dette flyder fra den kilde, at vi ikke tænker om Guds vilje uden og ud over
Guds ord. Det gør de, der, når de søger efter årsagen til udvælgelsen, eller
når de søger at fjerne enhver årsag, ikke samtidig leder samvittigheden ind i
evangeliets løfter.
Heller ikke bifalder jeg, at nogle vil
udforske udvælgelsens hemmeligheder. For skønt man kan finde visse sandheder,
er det dog unyttigt og forvirrende, og fører os bort fra beskæftigelsen med
evangeliet. Der er heller ingen anfægtelse, der så hårdnakket plager os og
bekæmper troen, som ideen om, at løftet skulle være partikulært og kun gælde
enkelte. Derfor, for at afhjælpe vores svagheder og ikke give grobund for
mistillid, så bør enhver selv samle sig nogle skriftsteder, der viser,
at løftet omfatter alle. Det kan være skriftsteder som disse: Rom.3,22
"Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, der tro";
Joh.3,16 "For at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have
evigt liv"; Rom 10,12 "Alle har den samme Herre, rig nok for alle,
der påkalder ham". Sådanne skriftsteder bringer den sødeste trøst, især
når den anden del føjes til, nemlig at velgerningerne gives os af nåde. Herhen
hører også ordene fra 1Tim.2,4 "Gud vil, at alle mennesker skal frelses";
og Rom.2,11 "Der er ikke personsanseelse hos Gud". Disse ord skal vi
betragte, så vi ikke giver næring til vor medfødte mistillid og beskylder
Gud for at nære personsanseelse og gøre forskel. Desuden skal vi huske på,
at det onde stammer fra os selv, så vi ikke med vilje giver efter
for vor medfødte vantro og modstår løftet, eller lærer at søge en anden
årsag til udvælgelsen uden om Guds ord. Og skønt Augustin er noget
problematisk, så siger han dog i sit skrift Om forudbestemmelsen og Nåden:
"De, der med et oprigtigt sind hører evangeliets kald og gør det, der står
til dem, dem frelser Gud i sin godhed". Skønt nogle ønsker at drøfte denne
sag grundigere, så er det dog for mig tilstrækkeligt at koncentrere sig om det,
det kan gavne samvittigheden. Derfor skal samvittigheden i denne kamp kaldes
tilbage til løftet, og da især huske på, at løftet både er af nåde og
universelt.
Det, som jeg her har sagt, er ikke i
strid med Kristi ord i Joh.6,44 "Ingen kan komme til mig, uden at Faderen
drager ham". For vi bør altid tage vort udgangspunkt i Guds ord. Når vi
således griber ordet, er Gud samtidig virksom gennem ordet, således som der
står skrevet i Rom.1,16 "Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver,
som tror". Heller ikke Paulus' ord i Rom 9,16 "Altså beror det
ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser
barmhjertighed", begrænser løftets rækkevidde, men lærer os, at
barmhjertigheden er udvælgelsens årsag, som før sagt. Hele Paulus' tale er
holdt, ikke for at skræmme, men for at trøste. Da det imidlertid er nødvendigt,
at fraskrive lovens retfærdighed al fortjeneste og værdighed for at bevare
trøsten, er det at han siger, at det ikke afhænger af mennesker vilje eller
stræben. Og hvad kan også være mere ønskelig end at udvælgelsen ikke afhænger
af vor retfærdighed, men af Guds barmhjertighed, så den kan være vis.
Desuden
hører det med til trøsten, at tale om udvælgelsen virkning, dvs. at der
virkelig findes en menighed af udvalgte, som tror Guds ord. Vi skal ikke have
den falske opfattelse, at de, der på grund af lovens retfærdighed tilraner sig
denne titel, alt imens de forfølger evangeliet, virkelig er Guds kirke. Det er
det, Paulus vil forhindre i Romerbrevet, idet han fratager jøderne titel af
kirke, den titel de tilraner sig selv på grund af lovens retfærdighed. Over for
disse sætter han de udvalgtes kirke, og kalder de andre forhærdede, idet han
taler om straf og forfølgelse. Til menigheden i Efesus siger han i kap.1,4, at
"Gud udvalgte os i Kristus", for at minde dem om, at udvælgelsens
årsag ikke er vor værdighed, men Kristus. Vi må derfor ikke se bort fra
Kristus eller evangeliet, når vi undersøger udvælgelsen, men søge
udvælgelsens årsag i Kristi barmhjertighed og løfte. Ligeledes i Rom.8,30
"Dem, han har forudbestemt, dem har han også kaldet; og dem, han har
kaldet, dem har han også retfærdiggjort". Dette siger han til trøst for de
troende, for at de skal vide, at der er en sand udvalgt kirke, hvori evangeliet
vil være virksomt. Han tilføjer desuden ordene om kaldelsen, for at understrege
at udvælgelsen virkeliggøres gennem ordet, og at kaldelsen hører med til
udvælgelsen. Dette er tilstrækkeligt til en kort forklaring om
forudbestemmelsen.
______
I udgaven af Locien fra 1548 præciserer
Melanchthon en enkelt punkt endnu tydeligere. Teksten findes i CR 21,659:
Da løftet er universelt og der ikke er
modstridende viljer i Gud, så må det nødvendigvis være i mennesket at den
udslagsgivende grund findes til, hvorfor Saul forkastes og David antages, dvs.
at det nødvendigvis i nogen måde skyldes forskellige handlemåder af de
to.
Det næste lille stykke er hentet fra
optegnelserne i Anton Lauterbachs dagbog.
Lauterbach
havde sin daglig gang i Luthers hus i årene 1537-39. Her nedskrev han Luthers
udtalelser og svar på forskellige spørgsmål. Lauterbachs optegnelser er meget
præcise, med angivelse af den nøjagtige dato for de enkelte udtalelser. Disse
såkaldte bordtaler af Luther har selvfølgelig ikke samme værdi som hans egne
skrifter, men vi bringer Lauterbachs optegnelse her, da den på en flot måde
blot sammenfatter, hvad vi har set i Luthers øvrige skrifter.
Udtalelsen
er fra den 20.juni 1539, og er Luthers svar på et spørgsmål, om årsagen til den
forskellige udvælgelse af mennesker. Teksten findes i WA Tr 4,423.
___
Bordtalen fra 1539
Om årsagen til forskellen i udvælgelsen
svarede Luther: Årsagen til at Gud udvælger én og ikke en anden, skal man søge
i mennesket, ikke i Guds vilje. For Guds løfter er universelle. Han vil,
at alle mennesker skal frelses. Derfor er skylden ikke vor Herre Guds, som
giver løfterne, men deres, som ikke vil tro.
Luthers sidste ytring her I spørgsmålet
om Guds frelsesvilje er en prædiken fra hans berømte Kirkepostil. Ligesom
Melanchthons troslære hører også Luthers Kirkepostil med til den danske kirkes
grundbøger ifølge Kirkeordinansen.
Kirkepostillen
består af en Sommerdel og en Vinterdel, hvor Vinterdelen indeholder prædikener
fra Luthers egen hånd fra advent til påske. Vinterdelen blev udgivet ad to
omgange I 1522 og 25. Sommerdelen indeholder prædikener til resten af
kirkeåret, dels på baggrund af stenografi af prædikener, Luther har holdt og
dels tidligere trykte prædikener.
Hele
Kirkepostillen udkom samlet I 1543 og 44 med Luthers godkendelse og forord.
I prædikenen på Trinitatis Søndag tager
Luther spørgsmålet op, hvordan vi kan kende Gud og hans vilje.
Forudbestemmelsen berøres da også ganske kort.
Oversættelsen
er foretaget fra den tyske originaltekst I WA 21,508-22.
Hele Kirkepostillen er oversat til
letforståelig norsk/dansk med gotisk skrift. Den udkom I Norge I flere oplag,
bl.a. I Stavanger 1862. I 1907 blev der også fremstillet et oplag til et dansk
forlag.
____
Rom. 11,33-36: O dyb af Guds rigdom og
visdom! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For
"hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? Hvem har
givet ham noget først, så han må gøre gengæld?" Thi fra ham og ved ham og
i ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.
Denne tekst læser vi på denne dag,
fordi vi fejrer den hellige treenighed eller de tre personer i det guddommelige
væsen. Dette er den første, høje og ubegribelige hovedartikel, som i den
kristne kirke skal opretholdes ved Guds ord, så vi kender Gud, sådan som han
vil kendes. Paulus behandler ikke artiklen nærmere i teksten, men berører den
kun ganske kort til sidst, sådan som vi skal høre. Alligevel vil han lære os,
at vi i disse høje sager, hvor vi taler om Gud, det være sig hans væsen eller
hans vilje og gerninger, ikke skal tænke og dømme efter menneskelig visdom, men
alene efter Guds ord. Disse guddommelige sager er alt for høje og overgår langt
vor fornuft, så de aldrig kan gribes eller udgrundes med den menneskelige
forstand.
Skønt jeg ofte
har skrevet og sagt meget herom, skal vi dog kort sige lidt her. Sprogligt er
det måske ikke særligt korrekt eller godt, at omtale Gud med ordet
"trefoldighed" eller "treenighed", men da vi ikke har andre
ord, må vi tale så godt, vi kan. Som sagt er denne artikel så højt hævet over
menneskelig forstand og sprog, at Gud som en far må bære over med sine børn,
når vi stammer og vrøvler så godt vi kan, når blot troen er ret og ren.
Med disse
ord ønsker man at udtrykke, at der skal tros, at den guddommelige majestæt er
tre forskellige personer i ét, sandt væsen. Det er de kristnes åbenbaring og
erkendelse om Gud, at de ikke alene ved, at der er en eneste, sand Gud, adskilt
fra og over al skabningen, og at der ikke kan være andre end denne ene Gud, men
også, hvad denne ene Gud er i sit inderste, uudgrundelige væsen.
Den menneskelige fornuft og visdom kan
af sig selv nå så langt, at den kan slutte, om end med besvær, at der må være
et eneste, evigt, guddommeligt væsen, som har skabt, opretholder og styrer alle
ting. Når den ser sådanne skønne, velordnede skaberværker over alt i naturen,
der på en så vidunderlig og ordnet måde har deres bestemte pladser og
funktioner, så må den indrømme, at det ikke er muligt at noget sådant skulle
være blevet til tilfældigt eller være skabt og styret af sig selv. Der må være
en skaber og herre, hvorfra alt kommer og styres. Gud kan altså erkendes gennem
sit skaberværk, som også Paulus siger i Rom 1,20: "Guds usynlige væsen,
både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens
skabelse af, idet det forstås af hans gerninger".
Dette er en
erkendelse gennem virkningerne, hvor man betragter Gud i det ydre, i hans
gerninger og styre. Ligesom når man betragter et slot eller et hus udvendigt,
og dermed aner noget om slotsherren eller husejeren. Men et forhåndskendskab om
det indre, om hvad eller hvordan Gud er i sig selv eller i sit inderste væsen,
det har ingen menneskelig visdom nogensinde haft. Ingen kan heller vide noget derom,
uden de, der får det åbenbaret ved Helligånden. For ligesom ingen ved, hvad der
bor i et menneske, uden menneskets ånd, der er i ham, som Paulus siger i 1 Kor.
2,11: "Således kender heller ingen, hvad der bor i Gud, uden Guds
Ånd." Udefra kan jeg vel se, hvad du gør, men jeg kan ikke se, hvad du har
i sinde og tænker. Modsat kan heller ikke du vide, hvad jeg tænker, med mindre
jeg giver det til kende gennem ord eller tegn.
Så meget
mindre kan vi se og vide, hvad Gud i sit eget, hemmelige væsen er, førend
Helligånden, som ransager og skuer Guds dybder, åbenbarer det, som Paulus siger
i 1 Kor. 2,10. Det gør Helligånden gennem denne prædiken. Her lærer han os, at
der i den guddommelige majestæt ikke er mere end et eneste, udelt væsen, der
dog er således beskaffen, at der for det første er den person, der kaldes
Faderen. Af ham er den anden person, som kaldes Sønnen, født fra evighed af. Og
den tredje person, der udgår fra dem begge, og som kaldes Helligånden. Disse
tre personer er ikke adskilte som to eller tre brødre eller søstre, men
forbliver et eneste, udelt og udeleligt væsen.
Noget
sådant, siger jeg, er ikke udgrundet ved menneskelig visdom, som ikke kan
klatre op og stige ind i Himlen, men det er åbenbaret fra Himlen af. Derfor er
det også alene de kristne, der kan tale om, både hvad det guddommelige væsen er
i sig selv, og også hvorledes han i det ydre viser sig i sin skabning, og
hvilke tanker han har med mennesker, nemlig at de skal blive salige. Alt dette
hører de fra Helligånden, der åbenbarer og forkynder det gennem ordet.
De andre, der ikke har en sådan
åbenbaring og derfor dømmer efter egen klogskab, som jøderne, muhamedanerne og
hedningerne, de må anse en sådan prædiken for den største vranglære og det
værste kætteri. De siger, at vi kristne er tåbelige og gale, som laver tre
guder, selvom al fornuft - og også Guds ord - lærer, at der ikke kan være mere
end en. Det kan ikke passe, at der er mere end én husfar i huset og mere end én
konge i et kongerige, endnu mindre at der er mere end én Gud, der regerer over
himmel og jord. Med en sådan visdom mener de, at have gendrevet os og gjort vor
tro til spot og foragt. Som om vi var så store fjolser og grødhoveder, at ikke
også vi kan se dette. Vi er, Gud ske tak, lige så kloge som de, og strider og
beviser lige så godt som de, om ikke bedre og med bedre grunde end deres koran
og de jødiske kommentarer, at der ikke er mere end én eneste Gud.
Men vi
siger og ved desuden ud fra Skriften, at når vi skal tale om disse guddommelige
ting, så er det langt fra nok at bruge sin forstand og pukke på sin store
visdom, men dertil hører en højere erkendelse end noget menneske kan præstere,
for at behandle denne og alle andre artikler i vor tro. Det er kun et ringe
kendskab, man har til Gud, når man ikke ved mere end hvad også hedningerne kan
erfare og slutte ud fra almindelig logik. Også hedningen Aristoteles
konkluderer i sin bedste bog ud fra ordene hos den viseste digter, Homer, at
der ikke kan være noget godt styre dér, hvor der er mere end én herre, som hvor
der i et hus er mere end én husfar eller husmor til at bestemme over
tjenestefolkene. Derfor må ethvert styre alene have én herre og konge.
Dette er
ganske vist rigtigt og sandt. For Gud har også indplantet et sådant lys og
forstand i den menneskelige natur, så han har givet en antydning og billede af
sit guddommelige styre, at han er al skabningens eneste herre og skaber. Men
dermed er det høje, evige, guddommelige væsen endnu ikke tilstrækkeligt
udforsket og erkendt. For selvom jeg har lært, at der er ét eneste guddommeligt
væsen, der regerer alle ting, så ved jeg dog stadig ikke, hvad og hvordan det i
det indre går for sig i selve det guddommelige væsen. Det kan ingen sige mig,
uden hvor Gud selv åbenbarer det gennem sit ord.
Nu har vi
kristne Skriften, hvorom vi med sikkerhed ved, at den er Guds ord. Den har
jøderne også, og er fra deres fædre kommet til os. Derfra, og ingen andre
steder, stammer alt, hvad man ved om Gud og de guddommelige gerninger, også hos
muhamedanerne og hedningerne - altså det, der hos dem ikke er åbenbare fabler
og eventyr. Skriftens ord er med store undergerninger blevet bevidnet og
stadfæstet lige til i dag. Den lærer os altså om denne artikel, at der ikke er
andre guder eller guddommelige væsener uden denne ene Gud. Skriften beskriver
ikke alene Gud udefra, men fører os ind i hans inderste væsen og viser os, at
der i denne ene er tre personer. Dog ikke tre guder eller tre guddomme, men et
eneste, udelt, guddommeligt væsen.
En sådan åbenbaring følger og
udspringer netop af Guds højeste gerning, der er en tilkendegivelse af hans
guddommelige rådslutning og vilje, som han fra evighed af har besluttet. Ifølge
den har han gennem forkyndelsen givet løfter om, at hans Søn skulle blive
menneske og dø, for dermed at forsone menneskeslægten med Gud. Vi kunne ikke
hjælpes fra vort forfærdelige fald i synd og evig død, uden ved en evig person,
der har magt over synd og død, så han kan udslette dem og i stedet give
retfærdighed og evigt liv. Derfor kunne det ikke være en engel eller nogen
anden skabning, men måtte være Gud selv. Nu kunne Faderens person ikke gøre
det, da det var ham der skulle forsones, men det måtte være en anden person,
som havde været med til at beslutte dette, og gennem hvem og på grund af hvem
forsoningen skulle ske.
Altså er
der to forskellige personer. En, der bliver forsonet, og en anden, der
bliver sendt til forsoning og bliver menneske. Den ene kaldes Faderen, som
den første, der ikke har sit udspring fra nogen andre. Den anden kaldes Sønnen,
der er født af Faderen fra evighed af. Dette viser og bevidner Skriften, idet
den om Guds Søn i Sl 2,7 siger: "Du er min Søn, jeg har født dig i
dag." Ligeledes i Gal. 4,4: "Da tidens fylde kom, udsendt Gud sin Søn
osv." Heraf følger, at fordi Sønnen kaldes en person, må han nødvendigvis
være forskellig fra Faderens person.
På samme
måde bliver også Helligånden omtalt som en speciel og særlig person, der bliver
sendt eller udgår fra Gud Fader og Søn. Således i Joel 3,1: "Jeg vil udgyde
min Ånd over alt kød". Her bliver der udgydt en Ånd, som kaldes Guds eller
en guddommelig Ånd, og må være af samme guddommelige væsen. Ellers kunne det
ikke hedde "min Ånd". Samtidig må det være en selvstændig person, som
ikke er lig med den, der sender eller udgyder. Da Ånden desuden viser sig i
skikkelse af en due og en flamme, så må det være en anden person end både
Faderen og Sønnen.
Ligeledes gælder det, at når vi lærer, at
Guds Søn er blevet menneske med samme natur som os, for at forløse os fra synd
og død, og skænke os evigt liv, uden al vor fortjeneste og medvirken, så giver
vi ikke hverken jøder eller muhamedanere mindre grund til latter og spot, end
når vi taler om de tre personer. Dette er endnu mere urimeligt for den
menneskelige visdom, der i sin jødiske og muhamedanske, ja, hedenske prædiken
slutter, at Gud er en eneste, almægtig herre over alle, som har skabt alle
mennesker og givet dem loven, for at de skal leve derefter. Deraf følger, at
han er nådig mod de fromme og lydige, men straffer og fordømmer de ulydige.
Den, der derfor gør gode gerninger og vogter sig for synder, ham vil han
belønne osv.
Dette er
udelukkende hedenske tanker, udsprunget fra samfundets borgerlige indretning og
styreform. Som om det i Guds rige skulle foregå på samme måde, som når en
husfar styre børn og tjenestefolk. Sådanne kalder man gode ledere og herrer,
som gør denne forskel mellem sine. En sådan hedensk visdom, hellighed og
gudstjeneste lærer og driver også paven. Sådan troede vi alle i pavedømmet og
vidste ikke andet - jeg lige så vel som de andre. Ellers ville vi have lært og
handlet anderledes. Kort sagt, den, der ikke har denne åbenbaring og Guds ord,
han kan ikke tro og lære anderledes.
Med denne
tro var vi ikke bedre stillet end hedningerne og muhamedanerne. Ja, vi kunne
ikke værger os mod nogen forførelse og løgn, der udgav sig for en god gerning
og en gudstjeneste. Dengang måtte vi følge enhver slyngel, der kom med sin
munkekappe, i stedet for Kristus. Vi mente, at de, der overholdt sådanne ting,
blev salige. Hele verden var fuld af falsk gudsdyrkelse, hvilket Skriften
kalder afgudsdyrkelse, udsprunget af menneskelig klogskab. Da bliver man taget
til fange, når man tror, at alt sådant er gode gerninger, gjort i lydighed mod
Gud. De ved ikke bedre. Og hvordan skulle de vide det, når det ikke bliver dem
åbenbaret? Og hvor det bliver forkyndt, vil man ikke hører det, men følger sine
egne tanker. Det forbliver altså skjult og ubegribeligt for dem, som Paulus
siger her "hvem har lært Herrens sind at kende?"
Os er Guds råd og sind derimod
åbenbaret og forkyndt, hvordan og hvorfor Gud sendte og gav sin Søn i vort kød.
For vi ved fra Guds ord, at intet menneske kan retfærdiggøre sig selv for Gud,
men at alt, hvad vi lever og gør, er under Guds vrede og fordømmelse. Vi er
nemlig fuldstændig født i synd og er af natur ulydige mod Gud. Skal vi blive
fri fra synden og blive frelst, må vi tro på denne mellemmand, Guds Søn. Han
tog vor synd og død på sig, og betalte derfor med sit blod og sin død. Og ved
sin opstandelse forløste han os derfra.
Ved det
forbliver vi, selvom vi på grund af denne tro bliver hånet af den hedenske
klogskab, der lærer, at Gud belønner de fromme. Det ved vi meget godt, også
uden deres belæring. Her må vi imidlertid have en højere visdom, der ikke er
udtænkt af os eller opstået i vort hjerte, men gennem guddommelig åbenbaring
skænket os af ren nåde.
Vi vil ikke
med vor egen forstand og tanker udforske Guds planer, tanker og veje, for
derved at blive Guds rådgiver. Sådan som de, der imod Paulus' ord her,
understår sig i, at gribe Gud i hans guddom og ikke ønsker at modtage eller
lære noget fra ham, men at give ham noget, så de kan blive belønnet. De gør sig
så mange guder, som deres tanker er, i hvilke de udtænker og drømmer sig til en
gud. Enhver munkeorden eller anden selvvalgt gerning må gælde lige så meget som
det, Gud Fader, Søn og Helligånd i den evige rådslutning har besluttet og
udført. De er altså ikke andet end munkekuttebærere og gerningslærere, hvad
også åbenbare, grove lovovertrædere vel kunne præstere. Og når de længe har
gjort dette, ved de dog stadig ikke, hvordan de har det med Gud. Det bliver som
Paulus siger: "Hvem har lært Herrens sind at kende, så han skulle kunne
undervise ham?"
Det kan
ikke kaldes at kende Herrens sind, at du selv strikker noget sammen, hvad du
selv kan udtænke, opfinde og fatte, udenom enhver guddommelig åbenbaring. Hvad
hjælper det dig, hvis du ikke kan sige andet end, at Gud er den fromme nådig og
straffer de onde? Hvem forsikrer dig, at du er from og behager Gud med dit
papistiske og muhamedanske munkevæsen og hellighed? Er det nok at sige, at den,
der overholder disse ting, ham vil Gud give himlen? Nej, kære ven, her gælder
det ikke at komme med, hvad du selv mener og siger. Det kan jeg lige så godt
som du. Så udtænker enhver noget specielt. Den ene en grå munkekappe, den anden
en sort, osv. At høre og erfare, hvad Guds råd, vilje og hensigt er, det kan
intet menneske sige dig ud fra sit eget hoved. Ingen bog på jorden kan lære dig
det, uden alene det ord og det skrift, som Gud selv har givet os. Heri
forkyndes os, at Gud har sendt sin Søn til verden, for at forløse den fra
synden og Guds vrede. Den, som tror på ham, skal eje det evige liv.
Se, det er
hvad Paulus i denne epistel vil vise de kristne, at disse høje guddommelige
sager, dvs. både hans virkelige guddommelige væsen og hans vilje, styrelse og
gerninger, fuldstændigt overgår alle menneskers tanker, forstand og visdom.
Kort sagt, det er og bliver helt ubegribeligt, uudgrundeligt og totalt skjult
for den menneskelige forstand. Alt er forgæves, ja, mørke og løgn, hvad den
tager sig for at udforske, vide, lære og forstå. Hvis noget skal læres,
erkendes og begribes, må det ske alene gennem åbenbaringen, dvs. ved Guds ord,
der er givet fra Himlen.
Disse ord hos Paulus henfører vi ikke
til spørgsmålet om Guds forudbestemmelse af hvert enkelt menneske, om det skal
blive frelst eller ej. Dette spørgsmål vil Gud overhovedet ikke, at vi spørger
om eller udforsker. Derfor har han heller ikke givet nogen særskilt åbenbaring
om dette, men henviser ethvert menneske til evangeliets ord. Dette skal
de regne med og lytte til, og vide at de, der tror det, skal blive frelst.
På denne måde har alle hellige grebet det evige liv og haft fuld tillid til
deres udvælgelse, ikke på grund af en speciel åbenbaring om deres
forudbestemmelse, men ved troen på Kristus. Derfor vil heller ikke Paulus -
efter at han i de tre foregående kapitler har behandlet forudbestemmelsen - at
nogen skal spørge eller undersøge, om han er forudbestemt eller ej. Tværtimod
fremholder han evangeliet og troen for enhver. Ligesom han tidligere har
lært, at vi bliver frelst ved troen på Kristus, således siger han også her i
kap. 10,8: "Ordet er dig nær, i din mund og dit hjerte". Han
forklarer videre, at dette ord bliver forkyndt for alle mennesker med den
hensigt, at alle skal tro det. Som han fortsætter: "De har jo
alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der påkalder ham. For enhver, der
påkalder Herrens navn, skal frelses." (Rom. 10,12-13).
Det, han
behandler i disse kapitler, er Guds forunderlige styre i sin kirke. De, der har
navn og ros af at være Guds folk og kirke (som f.eks. Israels folk), de bliver
forkastet for deres vantros skyld. De andre, der ikke tidligere har været Guds
folk, men har levet i vantro, de bliver nu Guds sande kirke og frelst, fordi de
modtager evangeliet og tror på Kristus. Det er altså alene deres egen
vantros skyld, at de bliver forkastet. For Guds nåde og barmhjertighed i
Kristus bliver tilbudt til evigt liv, uden nogen fortjeneste, til dem, der før
levede i vantro og synd, blot de vil modtage og tro det. Som Paulus siger:
"Gud har indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig
over alle" (Rom. 11,32).
Herefter følger nu denne tekst, hvor
han på grund af stor forundring over Guds styre i sin kirke, udbryder: "O,
dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelig er ikke hans
domme, og hvor usporlige hans veje!"
Det er Guds
høje tanker og planer, der langt overgår alle menneskers, ja, alle skabningers,
forstand og tanker, at han så rigeligt udøser sine gaver af ren nåde og barmhjertighed.
Han udvælger de arme, elendige, uværdige, som er indesluttet under synden, dvs.
de, der føler og erkender sig i sandhed for Gud at være under den evige vrede
og fordømmelse. De skal vide både hvad han i sit indre guddommelige væsen er,
og hvad han har på hjerte, nemlig at han ved sin Søn vil give dem, der tror,
evigt liv og salighed. De andre, der stolt og sikker bryster sig af sine store
gaver, at de er kaldet til at være Guds folk frem for andre, har særskilte
løfter, profeter og fædre, osv., og mener, at Gud ikke kan og vil anse andre
folk på jorden for sit folk og sin kirke, dem forkaster og fordømmer han på
grund af deres vantro, i hvilken deres stolthed og indbildning om egen visdom
og hellighed holder dem fanget.
Det er
sandelig en rig, uudsigelig, guddommelig visdom og erkendelse, som kun de har,
der tror på Kristus, at de kan skue ind i Guds dybder og se, det
guddommelige hjertes tanker og sind. Dog kan de i deres svaghed ikke
fuldkomment begribe det, eller forstå det længere end, de i troen fatter det
åbenbarede ord - som i et spejl, i en gåde (som Paulus siger det i 1 Kor.
13,12). For den blinde, vantro forstand er det derimod skjult, så der
overhovedet intet er deraf i deres sind og tanker. Ja, de vil slet ikke hører
eller vide noget derom, selvom det blev dem åbenbaret.
Paulus har
set og erfaret, hvordan især det hovmodige jødiske folk gjorde kraftig og
hårdnakket modstand mod evangeliets prædiken. Han må forundre sig over det og
udbryder: hvad skal jeg sige mere? Jeg ser jo, at det ikke er andet end Guds
dybe, uudgrundelige visdom og hans ubegribelige dom og uudforskelige veje, osv.
Således siger han også i 1 Kor. 2,7: "Vi prædiker Guds visdom, den
hemmelige, skjulte, som Gud før verdensløbets begyndelse har forudbestemt for
at føre os til herlighed. Den har ingen af denne verdens fornemme kendt".
Dybderne og
rigdommen i denne visdom og erkendelse skal vi kristne erkende ved troen - for
eller er den ikke til at fatte eller begribe, som han selv siger. Da verden
ikke gør det, må vi holde det for sandt og give Gud den ære, at han i sandhed
er en vis, retfærdig, gavmild Gud og Herre, hvis rigdom og fylde ikke kan
udsiges. Al skabningen burde love og prise ham for, at han på så vidunderlig en
måde styrer sin kirke ved sit ord og åbenbaring. De, som hører og modtager det,
får derved et sådant lys, at de omvender sig til ham og erfarer frelsen. Det
kan de andre ikke. Denne uudsigelige godhed viser han mod alle, der
befinder sig under synden og Guds vrede. De uværdige og fordømte flytter han
fra dødens og helvedes magt over i nådens og det evige livs rige. Blot de søger
nåde og tror på hans Søn, Kristus.
Modsat
forkaster og fordømmer han som en retfærdig dommer dem, der ikke vil tro og
give agt på den åbenbaring og det vidnesbyrd om sin vilje, som han har vist
i sin Søn, men tværtimod trodser og pukker på deres egne blinde visdom og
retfærdighed. Berøvet nådens trøst og lys må de for altid være afsondret og
forkastet fra Guds rige, uanset hvor stort navn og kald de har, så de anses for
Guds folk og kirke.
Dette er
Guds ubegribelige domme og hans uudforskelige veje, dvs. hans styre og
gerninger. Guds domme kaldes det, som han anser for ret og uret, hvad der
behager ham eller ikke, hvad han belønner eller straffer. Kort sagt, hvad man
skal gøre eller undlade. Hans veje er, hvad han vise og vil gøre mod mennesker.
Det formår mennesket ikke selv at se eller at udtænke med sin forstand. Her må
vi lade Gud være mester med sine domme og tanker om, hvad der er ret og uret,
guddommelige gerninger og styre. I stedet for skal vi ydmyge os og bekende, at
vi intet forstår, langt mindre kan råde ham, men give ham den ære, at han er
vor Gud og skaber, der bedre ved og forstår, hvem han selv er og hvordan han
skal styre os arme, elendige kryb.
"For hvem kender Herrens tanker,
eller hvem blev hans rådgiver, eller hvem gav ham noget først, så der skulle
gives ham gengæld derfor?" (Rom. 11,34-35).
Tre ting
nævner Paulus, for at fratage verden al ros i guddommelige sager. At kende
Herrens sind og tanker, hvad han har for eller hvad han har besluttet fra
evighed af. At være hans rådgiver eller vise, hvad og hvordan han skal løse og
udføre tingene. Og give ham noget, dvs. at hjælpe ham med vore evner, kræfter
og gerninger. Alt dette er umuligt for den menneskelige natur. Da den ikke kan
kende Herrens tanker, kan den langt mindre give ham råd eller hjælpe ham.
Det er
således et skrækkeligt hovmod, at verden understår sig i at mene, ikke alene at
den af sig selv kan begribe og forstå Guds væsen, vilje og værk, men også give
ham råd om, hvordan han skal udføre det, og hvad han skal synes om. Ja, man vil
med sine gerninger selv udrette og gøre så meget, at Gud må give os løn derfor.
Man ønsker den ære at have udrettet så store, fortræffelige ting i kirken, at
den blev styrket og opretholdt derved, for således at fylde Himlen med sin
store hellighed.
Gud må
derfor omstøde sådanne forvendte tanker, og i sit styre og værk gøre det
modsatte af, hvad de tænker og mener, for at deres visdom må blive til dårskab,
så de forarger sig og snubler. I gerning og gennem erfaringen viser han os, at
det ikke kommer til at gå, som vi tænker og foreslår, så vi må bekende at vi
ikke har forstået hans tanker, planer og vilje, og heller ikke kan blive hans
rådgiver. Hverken mennesker eller engle har på forhånd kunnet udtænke eller
sige noget, langt mindre behøver han nu at tage os med på råd eller lønne os
for noget, vi har givet ham.
Dette viser sig hos tre slags mennesker
på jorden, blandt hvilke de kristne må leve.
Den første
slags er de helt grove svin, der slet ikke spørger efter, hvem Gud er og
hvordan han regerer. De regner ikke med noget som helst i Guds ord og tror ikke
på noget. Det eneste, de regner med, er deres penge og vom. Tænker kun på,
hvordan de selv kan fylde sig, ligesom svinene i svinestien. For dem skal man
intet prædike af denne tekst: "O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos
Gud!" Selvom man i al evighed prædikede derom, kunne de dog intet forstå.
De vil hellere hører om fylderi og svineføde, hvormed de kan fylde deres vom.
Vi lader dem derfor være og blive de svin, de er. De er allerede udskilt fra
andre mennesker. Dog er det skrækkeligt, at man - også blandt kristne - skal se
og høre noget sådant.
Den anden
slags er de, der har fornuften i behold, og som bekymrer sig om, hvordan Guds
tanker og meninger, domme og veje er - og hvordan man bliver salig. Det er også
det, hedningerne og vi selv under pavedømmet har besværet vore tanker med.
Herfra udspringer al afgudsdyrkelse på jorden. Her kommer enhver og gør sig
sine egne tanker om Gud. Muhamed lærer, at den, der antager Koranen og dens
tro, bliver salig. Munkene lærer, at den, der holder deres regler og orden,
bliver salig. Paven lærer, at den, der holder hans love og gudstjeneste,
valfarter til Rom og køber afladsbreve, han modtager syndernes forladelse, mens
den, der foragter dette, er under Guds vrede. Dette kalder man også domme og
veje, ved hvilke man regerer samvittighederne og lover evigt liv, idet man mener,
at det er Guds domme og veje.
Men Guds
ord siger, at Gud ikke vil tolerere dette. Det er vranglære, mørke og forgæves
gudsdyrkelse, dvs. gudsdyrkelse, der fremkalder Guds vrede og fjendskab. Hele
verden må bekende, at selvom de længe lever efter sådanne selvvalgte påfund, at
de dog ikke med vished kan sige, om Gud virkelig er dem nådig på grund af deres
liv og gøren. De går altid i blinde og mørke, indtil Gud ved lovens åbenbaring
træffer hjertet, så de med skræk må erkende, at de har levet uden kendskab til
Gud og hans vilje. Der er ikke flere gode råd eller nogen hjælp, med mindre de
griber evangeliets ord om Kristus.
Sådan var
vi alle tidligere. Også jeg, som en gejstlig, lærd doktor vidste og forstod
ikke andet. Jeg drømte, at min munkekappe behagede Gud og var en vej til
himlen. Jeg mente, at jeg kendte Herrens tanker ganske godt og ønskede at give
ham gode råd og tjene ham, så han måtte belønne mig. Nu derimod ser jeg, at
dette var falsk og blindhed. Af hans ord må vi lære, at intet andet gælder over
for ham end hans søn, den korsfæstede Kristus. I denne tro skal enhver leve og
gøre, hvad hans kald og stand fordrer. Sådan bliver man vis på, hvad der er ret
og uret for Gud, da vi ikke selv har opdigtet det, men har det gennem
åbenbaringen, hvori Gud viser os, hvad han har på sinde. Som Paulus siger i 1
Kor. 2,16: "Vi har Kristi sind". Og i vers 10: "Os har Gud åbenbaret
det ved sin Ånd".
Den tredje slags er de, der farer forbi
dette. De hører ganske vist ordet eller åbenbaringen. Jeg taler nemlig her ikke
om dem, der bevidst forfølger Guds ord, for de hører hjemme under den første
kategori, som slet ikke spørger efter Gud. Nej, jeg taler om dem, der lader
åbenbaringen stå, men som, forført af Djævelen, farer over og forbi
åbenbaringen og vil forstå de domme og veje, som Gud ikke har åbenbaret. Hvis
de virkelig ville være kristne, burde de slå sig til tåls med og takke Gud for,
at han har givet os sit ord. Heri viser han os, hvad der behager ham og hvordan
vi bliver salige. Nu lader de sig derimod fører af Djævelen og søger andre
åbenbaringer. De grubler over, hvordan Gud er i hans usynlige majestæt, og
hvordan han hemmeligt styrer verden. Hvad han har fastsat om enhvers fremtid.
Vor natur og fornuft kan ikke lade være. I sin visdom vil den forstå Guds dom
og være til stede i Guds hemmelige råd, for at belære og mestre ham. Det er den
lede Djævels sædvane, og grunden til at han blev styrtet i afgrunden, at han
ville begribe den guddommelige majestæt. Stadig ønsker han at bringe mennesker
til fald som han gjorde i Paradis, derfor frister han de hellige. Ja, selv
Kristus førte han op på templets tinde.
Mod dette
anfører Paulus disse ord, som svar på den selvkloge fornufts spørgsmål om,
hvorfor Gud har straffet og forkastet jøderne og i stedet har ladet hedningerne
komme til evangeliet. Og hvorfor han styrer verden sådan, at han ophøjer onde,
gudløse mennesker, men lader de fromme lide og undertrykkes. Hvorfor han
udvalgte Judas til apostel og siden forkastede ham. Og antog en morder og
røver. Paulus vil med sine ord forbyde, at vi stiger op til den skjulte
majestæt, men at vi i stedet holder os til åbenbaringen, som er givet os. En
sådan forsken og klatren er ikke alene forgæves, men også skadelig. Selvom du
forskede i al evighed, ville du intet opnå, og desuden brække halsen.
Vil du
handle ret, så kan du intet bedre gøre end at du stiller dig tilfreds med Guds
ord og gerninger, hvori han har åbenbaret sig og hvori han lader sig høre og
gribe. Når Gud stiller sin Søn frem for dig på korset, da ser du det værk, som
har forløst dig. Her kan du med vished gribe Gud og vide at han ikke vil
fordømme dig på grund af dine synder, når du tror, men skænke dig evigt liv.
Som Kristus siger: "Således elskede Gud verden, at han gav sin eneste Søn,
for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv".
I denne
Kristus er, som Paulus siger, alle visdommens og kundskabens skatte skjult til
stede. Her kan du forske og studere, og vide at du har nok. Her kan du forundre
dig over Guds høje åbenbaring og således få lyst og kærlighed til Gud. For det
er et sådan værk, at du aldrig kan udforske det til bunds i dette liv. Selv
ikke englene kan se sig mætte her, som Peter siger, men har deres glæde og lyst
i dette syn.
Dette siger
jeg af den grund, at man kan vide at undervise og vejlede de, som plages og
anfægtes af Djævelen med sådanne tanker, så de frister Gud. Djævelen lokker dem
til ad afveje at udforske uden for åbenbaringen, hvad Gud tænker om dem.
Derover falder de i tvivl og mismod, så de ikke ved, hvordan de skal bestå. For
dem skal man fremholde disse ord, og som Paulus gjorde det over for jøderne og
de selvkloge, straffe dem for, at de med deres klogskab vil gribe Gud og undervise
ham, som hans rådgivere og mestre. De vil handle med Gud uden midler og give
ham noget, så han er skyldig at gengælde dem. Men det bliver der ikke noget af.
Han har bygget så højt, at du ikke kan klatre op til ham. Han har så megen
visdom, råd og rigdom, at du aldrig vil kunne udgrunde eller forstå det. Du
skal bare være glad for, at han har ladet dig erkende lidt af det og har ladet
dig erfare noget gennem åbenbaringen.
Som det videre hedder: "Af ham,
ved ham og i ham er alle ting. Hans er æren i evighed".
Hvad har vi
at rose os af, vil han sige. Alt, hvad der er til, altså også vor visdom og
formåen, har ikke sit udspring fra sig selv, men fra ham. Alt har sin begyndelse
fra ham, og består og opretholdes af ham. Som ApG 17,28 siger: "I ham
lever, røres og er vi". Hvad vi er og formår, at vi lever, har fred og
beskyttelse, og kort sagt, hvad godt og ondt, der sker os, det sker ikke
tilfældigt eller uden grund, men ud fra og ved hans guddommelige råd og vilje.
Han sørger for os som sit folk og hjord. Han leder, gør vel imod os, hjælper i
nøden og opretholder os. Derfor tilhører også ham al lov og ære fra hele
skabningen.
At Paulus
siger: "Af ham, ved ham og i ham", betyder ganske enkelt, at både
begyndelsen, midten og endemålet er helt og aldeles fra Gud. Alle skabninger
har deres herkomst fra ham, og deres vækst, hvor stor, lang og bred, de skal
være. For at sige det helt enkelt, så begynder ethvert korn med, at det døde frø
sætter rod i jorden; derefter skyder der et strå frem, som sætter blade, aks og
korn. På samme måde har alt det skabte sin begyndelse, midte og endemål,
hvordan det skal være og hvor længe det skal bestå. Og hvis Gud trak sig
tilbage, så kunne intet længere eksistere. Om det end var begyndt og voksede,
ville det dog ikke nå sit mål.
Kort sagt,
alt beror på Gud. Hvis han ikke satte det i gang, ville intet blive til eller
eksistere, og hvis han ophørte, kunne intet bestå. For Gud har ikke skabt
verden som en tømrer, der bygger et hus og så drager bort og lader huset stå
som det kan. Nej, han bliver der og opholder alt, sådan som han har skabt det.
Ellers kunne det hverken bestå eller forblive.
Paulus
siger ikke blot, som han gør andre steder: "Af ham er alle ting", men
tilføjer yderligere to ting, så han skaber et treleddet udsagn. Samtidig
bringer han atter de tre led sammen og forener dem til ét, idet han siger:
"Ham være æren". Dermed har han sikkert villet antyde de tre personer
i det guddommelige væsen, skønt han ikke nævner dem ved navn. Sådan har også de
gamle lærere forstået dette udsagn som et vidnesbyrd om den hellige treenighed.
Alle ting er skabt af Gud Fader gennem Sønnen og består ved Helligånden. Som
Paulus også siger det andre steder, som f.eks. i 1 Kor. 8,6: "For os er
der kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, og én Herre, Jesus Kristus, gennem
hvem alt er".
Således
lærer Skriften os, at skabelsen af alle ting vel er et værk af den ene Gud
eller hele guddommen. Dog er der i dette ene væsen tre forskellige personer, så
man med rette siger, at al oprindelse, beståen og forbliven er fra Faderen som
den første person gennem Sønnen, som er af Faderen, og ved Helligånden, som
udgår fra både Faderen og Sønnen. Alle tre personer forbliver dog én eneste,
udelt guddom.
Hvordan og
hvorledes denne forskel på personerne finder sted fra evighed af, skal og må vi
lade uudforsket. Vi kan jo ikke engang forstå det, Gud har skabt. Ingen
skabning er så klog, at den selv kan forstå de tre stykker: begyndelse, midte
og endemål. Selvom der er forskel på disse tre dele, så hænger de så nøje
sammen, at man i det ydre ikke kan adskille dem. Hvem har nogensinde forstået
og kunnet forklaret, hvordan det går til, at et blad vokser ud af et træ, eller
at et frø slår rod, og at et kirsebær vokser ud af en blomst gennem træ og
kerne? Ligeledes: hvordan et menneskes liv og lemmer vokser og tager til? Eller
hvad med synsevnen; eller hvordan tungen kan lave så mange forskellige lyde og
ord, som kan opfattes af så mange forskellige ører og hjerter? Langt mindre
forstår vi, hvordan det forholder sig med vort inderste væsen, med vor tanker,
følelser og hukommelse. Hvordan kan vi da indbilde os, at vi skulle kunne
begribe og forstå Guds evige, usynlige væsen med vor forstand?
Noter:
[1]. WA 18,686
[2]. CR 29,865
[3]. Gottfried Adam:
"Der Streit um die Prädestination im ausgehenden 16. Jahrhundert";
Neukirchen 1970, s. 43
[4]. P. J. Rehtmeyer:
"Historiæ Ecclesiasticæ Inclytæ Urbis Braunsvigæ", bind 3, Beylagen
s. 239-44
[5]. Se oversættelsen fra
Melanchthons troslære her i bogen
[6]. Annexet
1898, s. 95
[7]. Hans
Robert Haug: "The predestination controversy in the lutheran church in
North America", Philadelphia/Michigan 1968, s. 899-901
[8]. Johann
Gerhard: "Loci Theologici ", Leipzig 1885, del IV, s. 49
[9]. H. A.
Niemeyer: "Collectio Confessionum in Ecclesiis Reformatis Publicatarum",
Leipzig 1840, s. 653 ff.
[10]. Samlede Skrifter V,
Hillerød 1974, s. 133
[11]. Samlede Skrifter
XIII, s. 145
[12]. Ole Hallesby:
"Utvelgelsen", Oslo 1932, s. 31-33