Martin Luther
  |
Den kristne
frihed
Indledning
Martin Luthers skrift fra 1520 om den
kristne frihed er et af de første dugfriske udtryk for Luthers genopdagelse af
det frigørende evangelium.
Det
er Luthers egen offentlige redegørelse for, hvad der er kernen i hans nye forståelse
af evangeliet. Han giver her sin definition på lov og evangelium. Beskriver
frelsen med billedet af et bryllup og et saligt bytte.
På
baggrund af kristendommens helt centrale begreber giver Luther så en udførlig
behandling af lovens og evangeliets plads i kristenlivet. Fordi den kristne
består af to forskellige naturer siges der i Bibelen ting, der tilsyneladende
står i direkte modsætning, hvis man ikke er opmærksom på, at disse udsagn har
forskellig adressat.
Skriftet
er nyoversat af web-redaktøren og de enkelte overskrifter er ikke oprindelige.
Den
kristne frihed
Paulus beskriver udførligt, hvordan
en kristen er og hvordan det forholder sig med den frihed, som Kristus har
vundet og skænket os. For at vi lettere kan forstå det, har jeg sat det op i to
sætninger:
1)
En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet
nogen.
2) En kristen er en tjenende træl i alle ting og underordnet
enhver.
Disse to udsagn findes klart hos Paulus
i 1 Kor 9, 19: ”Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig selv til alles
tjener.” Ligeledes Rom 13, 8: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske
hinanden.” Men kærligheden er villig til at tjene og underordne sig det, den
har kær. Sådan står der også om Kristus i Gal 4, 4: ”Gud sendte sin søn, født
af en kvinde, født under loven.”
Den kristnes to naturer
For at forstå disse modstridende
sætninger om friheden og tjenesten, må man huske på, at enhver kristen har to
naturer, en åndelig og en legemlig. Med henblik på sjælen kaldes den kristne et
åndeligt, nyt, indre menneske, men med henblik på kød og blod kaldes han et
legemligt, gammelt, ydre menneske.
På
grund af denne forskel bliver der i Skriften sagt ting om den kristne, som står
i direkte modsætning til hinanden, som det om friheden og tjenesten.
Det nye menneske
Vi vil først se på det indre,
åndelige menneske for at se, hvad der
hører til, for at nogen kan være og kaldes en gudfrygtig og fri kristen.
Det er da klart, at intet ydre kan gøre et menneske gudfrygtigt, hvad man så
end kalder dette ydre. Den kristnes gudfrygtighed og frihed eller modsat hans
uretfærdighed og fangenskab er hverken af legemlig eller ydre art. Hvad gavner
det sjælen, at legemet er uden lænker, frisk og sundt, spiser, drikker og
lever, som det vil? Og på den anden side, hvad skader det sjælen, at legemet er
fanget, sygt og svagt, sulter, tørster og lider, som det ikke gerne vil? Ingen
af disse ting når ind i sjælen, så de kan befri eller fange den, gøre den god eller
ond.
Det
gavner således ikke sjælen, om legemet ifører sig hellige klæder, som præsterne
og gejstligheden gør. Heller ikke om legemet er i kirken eller på hellige
steder, eller har med indviede ting at gøre. Ja, det gavner end ikke sjælen, om
man i det ydre beder, faster, valfarter og gør alle gode gerninger, som til
enhver tid kan udføres legemligt. Det, som skal bringe og give sjælen
retfærdighed og frihed, må være af en ganske anden art. For alle de nævnte
ting, gerninger og handlemåder, kan et ondt menneske, en skinhellig og en
hykler også gøre. Og af den slags ting kommer der heller ikke andet end
skinhellige folk. På den anden side skader det ikke sjælen, om legemet bærer
verdslige klæder, opholder sig på uindviede steder, spiser, drikker, undlader
pilgrimsrejserne og bønnerne og lader alle de gerninger ugjorte, som de
ovennævnte skinhellige udfører.
Guds
ord er sjæleføde
Sjælen har intet andet, hverken i
Himmelen eller på jorden, hvorved den kan leve, være gudfrygtig, fri og en
kristen, end alene det hellige evangelium, Guds ord, forkyndt om Kristus. Som
Jesus siger selv i Joh 11, 25: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på
mig, skal leve, om han end dør.” Ligeledes står der i Joh 14, 6 ”Jeg er vejen
og sandheden og livet” og i Matt 4, 4: ”Mennesket skal ikke leve af brød alene,
men af hvert ord, der udgår af Guds mund.”
Så
må vi da være forvisset om, at sjælen kan undvære alle ting undtagen Guds ord.
Uden Guds ord, er der intet, der kan hjælpe den. Men når sjælen har Guds ord,
så behøver den heller ikke noget andet. Den har da i Ordet alt, hvad den har
behov for af mad, glæde, fred, lys, indsigt, retfærdighed, sandhed, visdom,
frihed og alt godt i rigt mål. Således læser vi i Salmernes Bog, særlig Sl.
118, 8 at der ikke er noget, profeten råber mere efter end Guds ord. Og i
Skriften anses det for at være den strengeste straf og et udslag af Guds vrede,
når han tager sit ord fra mennesker. På den anden side gives der ingen større
nåde end den, at han sender mennesker sit ord, som der står i Salme 107, 20: ”
Han sendte sit ord og helbredte dem.” Og Kristus er ikke kommet for at have
noget andet embede end at forkynde Guds ord. Også alle apostle, biskopper,
præster og hele gejstligheden er kaldet og indsat alene for Ordets skyld, skønt
det nu til dags desværre går helt anderledes til.
Evangeliets
indhold
Du spørger måske: hvad er det da for
et ord, som giver en så stor nåde, og hvordan skal jeg bruge det? Svaret er:
Det er intet andet end den forkyndelse, Kristus bragte, sådan som evangeliet indeholder
den. Den forkyndelse skal være og er sådan, at du hører din Gud tale til dig
om, hvordan hele dit liv og alt det, du gør, intet er for Gud. Du må evigt gå
fortabt med alt, hvad der bor i dig. Og når du virkelig tror dette, så må du
fortvivle over dig selv og bekende, hvor sandt Hoseas’ ord er: ”Oh, Israel, i
dig er intet andet end fordærvelse, men alene i mig er din hjælp.”
Men
for at du kan komme ud af dig selv og bort fra dig selv, det vil sige bort fra din
egen fordærvelse, så stiller han sin kære Søn, Jesus Kristus, foran dig. Ved
sit levende, trøstefulde ord siger han til dig: Du skal med fast tillid
overgive dig til ham og dristigt stole på ham. Så skal alle dine synder
tilgives dig og al din fordærvelse være overvundet på grund af din tro. Du skal
være retfærdig og sanddru, have fred, gudfrygtighed, opfyldelse af alle bud og
frihed i enhver henseende. Som Paulus skriver i Rom. 1, 17: ”Den retfærdige
skal leve af tro” og i Rom. 10, 4: ”Kristus er enden på loven til retfærdighed
for enhver, som tror.”
Troen
alene
Derfor burde alle kristne med rette
arbejde med og øve sig i én ting, nemlig at indprente sig Ordet og Kristus i
deres indre, så de til stadighed opøver og styrker en sådan tro. Intet andet kan gøre et menneske til en
kristen. Som Kristus sagde til jøderne i Joh 6, 29, da de spurgte ham, hvad
de skulle gøre for at udføre gudvelbehagelige og kristelige gerninger: ”Guds
gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.” Han er den eneste, Gud Fader
har bestemt dertil.
Derfor
er troen på Kristus en umådelig skat.
Troen bringer nemlig al salighed med sig og borttager al usalighed. Som der
står i Mark 16, 16: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der
ikke tror, skal dømmes.” Og som Paulus siger i Rom 10, 10: ”Med hjertet tror
man til retfærdighed.” Kort sagt retfærdiggør troen så rigeligt alle dem, der
har den. Troen er nemlig opfyldelsen af alle bud, så man ikke behøver andet for
at være retfærdig og from.
Lov og evangelium
Men hvordan går det til, at troen
alene gør retfærdig og giver en så umådelig stor rigdom uden nogen gerning? Der
er jo dog i Skriften foreskrevet så mange love, bud, gerninger, og levemåder.
Her skal vi omhyggelig give agt på og alvorligt fastholde, at alene troen uden
nogen gerninger gør retfærdig, fri og salig. Dette skal vi i det følgende se
nærmere på.
Hele Bibelen består af to ting:
1)
Guds bud eller love
2)
Guds løfter eller tilsagn.
Loven
Budene lærer og foreskriver os mange
slags gerninger, men dermed er de endnu ikke gjorte. De giver os anvisninger,
men hjælper os ikke. Budene lærer os,
hvad man skal gøre, men giver ingen kraft til at gøre det. Derfor er de kun
bestemt til, at mennesket i dem skal se sin magtesløshed over for det gode og
lære at fortvivle over sig selv. Derfor kaldes de også den gamle pagt, og de
hører alle hjemme i den gamle pagt.
Således
viser budet: ”Du må ikke begære”, at vi alle sammen er syndere, og at intet
menneske formår at være uden ondt begær, hvordan det så end bærer sig ad. Deraf
lærer mennesket, ikke at stole på sig selv, men at søge hjælp andetsteds, for
at kunne være uden ondt begær. Således bliver det bud, som vi ikke selv kan
holde, opfyldt ved en andens hjælp. På samme måde er det med alle de andre bud.
Mennesket
lærer således sin afmagt at kende gennem budene. Man mærker angsten over,
hvordan man skal opfylde budet. For budet skal opfyldes, hvis mennesket ikke
skal blive fordømt. Den, der erfarer det, er virkelig ydmyget og tilintetgjort
i egne øjne. Han finder intet hos sig selv, som han kan blive from ved.
Evangeliet
Så kommer da det andet ord, Guds
løfte og tilsagn. Det siger: Vil du opfylde alle bud, blive dit onde begær og
din synd kvit, således som budene forlanger og kræver det? Hør så her: tro på Kristus.
I ham tilsiges dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed. Tror du det, så har du det. Tror du det ikke, så har du det ikke.
For det, som ikke er muligt for dig ved nogen lovgerning, og den slags er der
mange af, skønt de er nytteløse, det bliver let og enkelt for dig ved troen.
Alt er kort og godt sammenfattet i troen. Den, der har troen, har alt og er
salig, og den, der ikke har troen, skal intet have.
Således giver Guds tilsagn, hvad budene
kræver og opfylder, hvad loven byder. Alt er således Guds, både bud og
opfyldelse. Han alene befaler, og han alene opfylder. Derfor er Guds tilsagn
den nye pagts ord og hører også til i den nye pagt.
Troen
gør os til ét med evangeliet
Nu er disse og alle Guds ord hellige,
sande, retfærdige, fredsstiftende, frie og fulde af alt godt. Derfor bliver
den, der holder fast i dem med sand tillid, forenet med Ordet så helt og
aldeles, at alle Ordets egenskaber også bliver sjælens egne. Således bliver
sjælen også hellig, retfærdig, sand, fredfyldt, fri og fuld af alt godt på
grund af Guds ord ved troen. Den troende bliver et sandt Guds barn, som Joh 1,
12 siger: ”Alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem,
der tror på hans navn.”
Heraf
fremgår det klart, hvorfor troen formår så meget, og hvorfor ingen gode
gerninger kan sammenlignes med den. Ingen god gerning hænger nemlig så fast ved
Guds ord, som troen gør. Gerningerne kan heller ikke være i sjælen, for dér
regerer alene Ordet og troen. Som Ordet
er, således bliver også sjælen, ligesom jernet bliver rødglødende som ild ved
foreningen med ilden. Således ser vi, at en kristen har nok i troen og ikke
trænger til nogen gerning for at blive from. Men når han ikke længere trænger
til nogen gerning, så er han virkelig løst fra alle bud og love. Og er han
løst, så er han virkelig fri. Det er den kristne frihed, nemlig troen alene,
som bevirker, ikke at vi går uvirksomme omkring eller gør onde gerninger, men
at vi ikke behøver nogen gerning for at opnå retfærdighed og frelse.
Troen
giver Gud ære
Desuden forholder det sig sådan med
troen, at den, der tror en anden, tror ham, fordi han anser ham for at være et
troværdig og sandfærdig menneske.
Det
er den største ære, man kan vise en anden, ligesom det omvendt er den største
hån, når man regner ham for at være upålidelig og løgnagtig. Sådan er det også,
når vi tror Guds ord. Så anser vi Gud for at være sandfærdig, from og
retfærdig, og dermed viser vi ham den allerstørste ære, der kan vises ham. Da
giver vi nemlig Gud ret, lader ham have ret, da ærer vi hans navn og lader ham
handle med os, som han vil. For vi tvivler ikke på, at han er retskaffen og
sandfærdig i alle sine ord.
På
den anden side kan man ikke vise Gud større vanære end den ikke at tro ham.
Dermed anser man ham nemlig for at være løgnagtig og letsindig. Desuden
fornægter man Gud med en sådan vantro og oprejses en afgud i hjertet efter sit
eget hoved, som om man vidste bedre besked end ham.
Men
når Gud ser, at vi tilskriver ham sandhed og således ærer ham ved vores tro, så
ærer Gud også os og anser os for at være fromme og sandfærdige. Og vi er da
også virkelig fromme og sandfærdige ved denne tro. For det, at vi tilskriver
Gud sandhed og retfærdighed, det er ret og sandt og gør retfærdig og
sandfærdig. Det er nemlig sandt og rigtigt at holde Gud for sandfærdig. Det gør
de mennesker ikke, som ikke tror, skønt de piner og plager sig selv med mange
gode gerninger.
Det
salige bytte
Troen virker ikke blot, at sjælen
bliver ligedannet med det guddommelige ord, fuld af nåde, fri og frelst. Troen forener også sjælen med Kristus som en
brud med sin brudgom. Ved dette ægteskab følger, at Kristus og sjælen
bliver ét legeme, som Paulus udtrykker det. Således bliver også begges ejendom,
lykke og ulykke og alle ting fælleseje. Hvad Kristus har, det er den troende
sjæls ejendom, og hvad sjælen har, det bliver Kristi ejendom. Nu har Kristus
alt godt og al frelse, som bliver sjælens ejendom. Og sjælen har al last og
synd på sig, som bliver Kristi ejendom.
Her sker der nu et saligt bytte, en glædelig
omveksling. Kristus er både Gud og
menneske, han har aldrig syndet, og hans retfærdighed er uovervindelig, evig og
almægtig. Ved troen, som er vielsesring,
gør Kristus vores synd til sin egen og handler fuldstændig, som havde han selv
begået den. Så må synden opsluges og tilintetgøres i ham, for hans
uovervindelige retfærdighed er stærkere end alle synder. Således bliver sjælen
da løst og fri fra alle sine synder alene for vielsesringens skyld, det vil
sige for troens skyld, og får skænket sin brudgoms evige retfærdighed.
Er
det nu ikke et herligt bryllup, når den rige, ædle, retfærdige brudgom, tager
den elendige, foragtede, onde prostituerede til ægte og befrier hende fra alt
ondt og smykker hende med alt godt? Så er det ikke længere muligt, at hendes
synder fordømmer hende, for de ligger nu på Kristus, og i ham er de overvundet.
Således har hun en overvældende retfærdighed i sin brudgom, så hun nu igen kan
bestå mod al synd, selv om den stadig hænger fast ved hende. Paulus siger derom
i 1 Kor 15, 57: ”Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!”
I denne sejr er døden opslugt sammen med synden.
Troen
er opfyldelsen af det første bud
Her ser du atter, hvad grunden er
til, at troen med rette tilskrives så stor betydning, at den opfylder alle bud
og gør retfærdig uden nogen som helst gerning. For du ser nemlig, at det alene
er den, der opfylder det første bud, hvori det påbydes, at vi skal ære Gud.
Selv om du fra top til tå var fuld af bare gode gerninger, så var du alligevel
ikke retfærdig og gav ikke Gud nogen ære, og altså opfyldte du ikke det første
bud. Man kan ikke ære Gud uden at tilskrive ham sandhed og alt godt, for sådan
er han virkelig. Men det gør de gode gerninger ikke. Det gør alene troen.
Derfor
er troen alene menneskets retfærdighed og opfyldelsen af alle bud. Den, der
opfylder det første hovedbud, opfylder nemlig med sikkerhed også let alle andre
bud. Gerningerne er derimod døde ting, der hverken ærer eller priser Gud, selv
om de nok kan udføres og lade sig udføre til Guds ære og lovprisning. Men her
søger vi ikke det, der udføres, nemlig gerningerne, men gerningsmanden og
udøveren, der virker dem og ærer Gud dermed. Og det er ingen anden end hjertets
tro. Troen er nemlig gudfrygtighedens kilde og hele væsen. Derfor er det en
farlig, uklar tale, når man lærer mennesker at opfylde Guds bud med gerninger.
Opfyldelsen må ske ved troen, forud for alle gerninger, og gerningerne må følge
af denne opfyldelse.
Alle
kristne er konger og præster
For yderligere at se, hvad det er, vi
har i Kristus og hvor stort et gode, en ret tro er, må man vide, at Gud i den
gamle pagt forbeholdt sig retten til alt det førstefødte. Førstefødselsretten var værdifuld. Den
medførte to store fordele i forhold til alle de andre børn i familien, nemlig
herredømmet og præsteskabet, eller kongemagten
og præstedømmet. Således var den førstefødte dreng herre over alle sine
brødre og præst eller pave i forholdet til Gud.
Det
er et forbillede på Jesus Kristus, som i egentlig forstand er Gud Faders førstefødte
Søn ved jomfru Maria. Derfor er han konge og præst. Han er det dog i åndelig
forstand, fordi hans rige ikke er jordisk og ikke består i jordiske, men i
åndelige goder som sandhed, visdom, fred, glæde og salighed. Hermed er de
jordiske goder dog ikke udelukket, for alle ting er underlagt ham både i
Himmelen og på jorden og i Helvede, skønt man ikke ser denne magt, fordi han
regerer åndeligt, usynligt.
Så
består hans præstedømme da heller ikke i ydre adfærd og klædedragt, som vi ser
det hos mennesker. Det består usynligt i ånden på den måde, at han uafbrudt
står for Guds ansigt og ofrer sig selv og gør alt, hvad en ret præst skal gøre.
Han beder for os, som Paulus siger i Rom 8, 34. Ligeledes lærer han os i
hjertets indre. Begge disse ting er en præsts egentlige og rette tjeneste, for
på samme måde er det også de jordiske, menneskelige præsters opgave at bede og
lære.
Vi
er alle konger
Kristus har førstefødselsretten med
dens ære og værdighed, som han deler den med alle sine kristne, så de alle gennem
troen er konger og præster med ham. Som Peter siger i 1 Pet 2, 9: ”I er et
kongeligt præsteskab”, en præstelig kongemagt.
Og
sådan går det til, at en kristen ved troen hæves så højt over alle ting, at han
åndeligt bliver herre over alt. Ingen ting kan nemlig skade hans frelse. Ja,
alle ting må være ham underdanig og hjælpe ham til salighed, som Paulus lærer i
Rom. 8, 28: ”Alt virker sammen til gode for dem, der er kaldet.” Det være sig
liv, død, synd, retfærdighed, godt og ondt, som man nu kan nævne det. Ligeledes
i 1 Kor 3, 21: ”Alt tilhører jo jer, enten det er verden eller liv eller død,
enten det er det, som nu er, eller det, som kommer.” Det betyder ikke, at vi
legemligt har magt til at besidde eller bruge alle ting sådan som mennesker på
jorden gør, for vi skal dø legemligt. Ingen kan undslippe døden. Der er også
mange andre forhold, vi er underlagt, som man ser det hos Kristus og hans
hellige.
Det herredømme, kristne har, er åndeligt
og udøves under legemlig undertrykkelse. Når det gælder min sjæl, kan jeg gøre
fremskridt, selv om også jeg mangler alt, så at selv død og lidelse må tjene
mig og være mig nyttige til salighed. Det er sandelig en høj, ærefuld værdighed
og et virkelig almægtigt herredømme, en åndelig kongemagt, hvor intet er så
godt eller så ondt, at det ikke må tjene mig til gode, når jeg tror. Jeg
behøver dog ikke disse ting, for min tro er mig nok. Se, hvor dyrebar den
kristne frihed og magt er.
Vi
er alle præster
At vi er præster, er endnu større end
at være konger. For præstedømmet gør os værdige til at træde frem for Gud og
bede for andre. Det at stå for Guds ansigt og bede, tilkommer ingen andre end
præsterne. Kristus har gjort det sådan, at vi åndeligt må træde frem på andres
vegne og bede, ligesom præsterne træder legemligt frem på folkets vegne og
beder. Men den, der ikke tror på Kristus, ham tjener ingen ting til gode. Han
må trælle under alle ting og forarges over alt. Desuden er hans bøn ikke
velbehagelig og når heller ikke frem for Guds ansigt.
Hvem
kan nu se til bunds i en kristens ære og højhed? Ved sin kongemagt har han magt
over alle ting, og ved sin præstegerning har han magt over Gud, for Gud gør,
hvad han beder om og vil. Som der står skrevet i Salme 145, 19: ”Han gør, hvad
de, der frygter ham, ønsker, han hører deres råb om hjælp.”
Denne
ære opnår en kristen alene ved troen, ikke ved nogen gerning. Deraf ser man
klart, hvordan en kristen er fri i forhold til alle ting og står over alle
ting. Han behøver ingen gode gerninger for at blive retfærdig og salig, for troen
giver ham alt til overmål. Og hvis nogen var så tåbelig at mene, at han ved en
god gerning kunne blive retfærdig, fri, salig eller kristen, da ville han miste
troen og alting. Det er som med hunden, der havde et stykke kød i munden, men
samtidig snappede efter spejlbilledet i vandet, så den derved mistede både kød
og spejlbillede.
Den
særlige præstetjeneste
Spørger du nu: Hvad er da forskellen
mellem præster og lægmænd i kristenheden, når de alle er præster? Svar: Man har
givet ordene: præst, gejstlig og lignende en urigtig betydning ved at overføre
dem fra de mange til de få, som man nu kalder den gejstlige stand. Den hellige
Skrift angiver ingen anden forskel, end at den kalder de uddannede eller
præsteviede tjenere, trælle, husholdere, som skal prædike Kristus, troen og den
kristne frihed for andre. For selv om vi alle i lige høj grad er præster, så
kan vi dog ikke alle tjene eller forvalte eller prædike. Sådan skriver Paulus
også i 1 Kor 4, 1: ”Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere
af Guds hemmeligheder.”
Men
nu er der af denne forvalterstilling blevet et så verdsligt, overfladisk,
prægtigt og frygteligt herredømme og magtmiddel, at den rette verdslige magt på
ingen måde kan sammenlignes med det. Man opfører sig som om almindelige kristne
er noget andet end det kristne folk. Dermed har man fjernet enhver forståelse
af, hvad den kristne nåde, frihed og tro er og af alt, hvad vi har i Kristus,
ja, af Kristus selv. I stedet har vi fået en mængde menneskelige bud og
gerninger og er fuldstændig blevet trælle under de mest uduelige mennesker på
jorden.
At
prædike med troen som mål
Af alt dette lærer vi, at den
prædiken ikke er tilstrækkelig, som blot overfladisk beskæftiger sig med Kristi
liv og gerninger som om det blot var en historisk eller fortidig beretning. For
slet ikke at tale om, når man ganske tier om ham og prædiker om kirkelovene
eller andre menneskebud og lærdomme. Der er også mange, som prædiker og lærer
om Kristus på en sådan måde, at de kun føler medlidenhed med ham og raser mod
jøderne eller på lignende måde fører sig barnligt frem.
Kristus må og skal prædikes sådan, at troen
vokser frem for dig og mig og bevares. Denne tro fremkommer og bevares
derved, at det siges mig, hvorfor
Kristus er kommet. Vi må høre, hvordan
man får nytte og gavn af ham, og hvad han har bragt og givet os. Det sker,
når man på rette måde udlægger den kristne frihed, vi har fra ham, og viser, at
vi er konger og præster, herrer over alle ting. Alt, hvad vi gør, er i Guds
øjne velbehageligt og bliver hørt, som tidligere nævnt.
Når
et hjerte hører om Kristus på den måde, så mærker det en ægte glæde, modtager
trøst og bliver mildt stemt mod Kristus, så det får kærlighed til ham. Så langt
kan det aldrig komme ved love eller gerninger. Hvem kan skade eller skræmme et
sådant hjerte? Kommer synd og død over det, så tror det, at Kristi retfærdighed
er dets egen og at synden ikke længere er dets egen, men tilhører Kristus. Så
må synden forsvinde for Kristi fromhed ved troen, som vi før hørte. Hjertet
lærer med apostelen at byde synd og død trods og sige: ”Død, hvor er din
sejr? Død, hvor er din brod? Dødens brod
er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved
vor Herre Jesus Kristus!” 1 Kor 15, 55-57.
Anden
del
Det ydre menneske
Det må være nok om det indre
menneske, om dets frihed og om den
grundlæggende retfærdighed, der hverken behøver lov eller gode gerninger.
Ja, de er endog skadelige, hvis nogen vil formaste sig til at ville
retfærdiggøres ad den vej.
Nu
kommer vi til den anden del, til det ydre menneske. Her skal vi give svar til
alle dem, der har taget forargelse af den foregående tale og som plejer at
sige: Ja så, når nu troen betyder alt og alene gælder for at være tilstrækkelig
til at gøre retfærdig, hvorfor er da de gode gerninger påbudt? Så vil vi lade
de gode gerninger ligge og intet gøre. Nej, min gode mand, sådan er det ikke!
Sådan ville det nok være, hvis du udelukkende var et indre menneske og var
blevet helt og holdent åndelig. Men det sker først på den yderste dag. Her på
jorden bliver det kun til en begyndelse og en vækst, som skal fuldkommes i den
næste verden. Derfor kalder apostelen det for Åndens førstegrøde. Derfor hører
det, der blev sagt ovenfor, hjemme her: En kristen er en tjenende træl i alle
ting og underordnet enhver. Det vil sige: som fri behøver han intet at gøre,
men som tjener skal han gøre alt.
Selvdisciplin
og gode gerninger
I det indre, hvad sjælen angår, er en
kristen fuldstændig retfærdiggjort ved troen og har alt, hvad man skal have.
Blot skal samme tro og fylde til stadighed vokse indtil det evige liv. Vi
bliver dog ved med at have et legemligt liv her på jorden, så vi skal styre
vores legeme og omgås andre mennesker. Her kommer gerningerne ind. Her må man
ikke gå ledig. Legemet må virkelig tvinges og opøves med faste, vågen, arbejde
og al slags rimelig disciplin, så det bliver lydigt imod og ligedannet med det
indre menneske og troen. Legemet må ikke hindre eller modarbejde disse, som det
har for skik, når det ikke bliver holdt i tømme. For det indre menneske er ét
med Gud, glad og lystig for Kristi skyld, som har gjort så meget for os. Al
dets glæde består i, at det til gengæld også må tjene Gud for intet i frivillig
kærlighed.
Men
så finder det i sit kød en modstræbende vilje, der vil tjene verden og gøre,
hvad den har lyst til. Det vil troen ikke finde sig i, men kaster sig af alle
kræfter over den syndige vilje, for at dæmpe og styre den. Som Paulus siger i
Rom 7, 22: ”Jeg glæder mig inderst inde over Guds lov. Men jeg ser en anden lov
i mine lemmer, og den ligger i strid med loven i mit sind og holder mig som
fange i syndens lov.” Og i 1 Kor 9, 27: ”Jeg er hård ved min krop og tvinger
den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive
forkastet.” Og i Gal 5, 24: ”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet
kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.”
De
rigtige motiver
Men disse gerninger må ikke ske med
den hensigt, at mennesket derved skulle blive retfærdigt for Gud. For troen tåler ikke denne falske hensigt.
Troen er og skal være den eneste retfærdighed for Gud. Gerningerne skal kun
gøres i den hensigt, at legemet skal blive lydigt og renset for sine onde
lyster, og at øjet kun ser på de onde lyster for at drive dem ud. Fordi sjælen
er ren ved troen og elsker Gud, ønsker den, at alt andet også skal være rent.
Først og fremmest da dets eget legeme. Og den ønsker, at enhver sammen med den
skal elske og love Gud. Sådan går det til, at mennesket for sit eget legemes
skyld ikke kan gå uvirksomt omkring, men må gøre mange gode gerninger for at
opdrage legemet. Dog er disse gerninger ikke den egentlige skat, der gør ham
from og retfærdig for Gud. Gerninger gør han af frivillig kærlighed, for intet,
for at behage Gud. Dermed søger eller ser han heller ikke på andet, end at
disse ting behager Gud, hvis vilje han gerne vil gøre på allerbedste måde.
Ud
fra det kan enhver selv finde det mål af selvdisciplin, der er nødvendig for at
holde legemet i tømme. Man skal faste, våge og arbejde så meget, som det er
nødvendigt for at dæmpe legemets modvilje. Men de andre, som mener, at de kan
blive fromme og retfærdige ved hjælp af gerninger, giver ikke agt på
selvdisciplinen, men ser kun på de ydre gerninger og mener, at når bare de gør
mange og store gerninger, så er sagen klaret. Imens brækker de halsen på det og
ødelægger deres helbred. Det er en stor dårskab og misforståelse af det kristne
liv og troen, at de forestiller sig at blive retfærdige uden troen ved hjælp af
gerninger.
Tro
og gerninger i den rigtige rækkefølge
Lad os bruge nogle billeder om dette!
De gerninger, der gøres af en kristen, som ved sin tro og uforskyldt af Guds
nåde alene er blevet retfærdigt og saligt, skal man ikke regne for anderledes
end de gerninger, Adam og Eva gjorde i Paradiset. Der står i 1 Mos 2, at Gud
satte det skabte menneske i Paradiset, for at det skulle dyrke og vogte det. Nu
var Adam af Gud skabt from og god og uden synd. Han behøvede ikke gennem sit
arbejde og sin vogtergerning at blive from og retfærdig. Men for at han ikke
skulle gå ledig omkring, gav Gud ham en opgave med at plante, dyrke og vogte
Paradiset. Det var udelukkende frie gerninger, ikke gjort for at opnå noget,
men alene for at behage Gud. Adam arbejdede ikke for at opnå fromhed, for den
havde han på forhånd, og den ville have været os alle medfødt af naturen. Sådan
er det også med et troende menneskes gerning. Ved troen er vi atter sat ind i
Paradiset og skabt på ny. Vi behøver
ingen gerning for at blive fromme. Men for at vi ikke skal gå ledigt omkring,
men bruge vores legeme og bevare det, så er der befalet os at gøre sådanne
frivillige gerninger, alene for at være Gud til behag.
Et
andet eksempel er med en indviet biskop. Når han indvier kirker, konfirmerer de
unge eller udfører andre af sine embedsgerninger, så er det ikke disse
gerninger, der gør ham til biskop. Ja, hvis han ikke forud var bispeviet, så
duede disse gerninger ikke, men var de rene narrestreger. Således er det også
med en kristen, der er indviet ved troen og gør gode gerninger. Han bliver ikke
bedre på grund af dem eller mere indviet til kristen, det kan nemlig kun den
voksende tro gøre. Ja, hvis han ikke forud troede og var kristen, så var alle
hans gerninger intet værd, de var blot naragtige og fordømmelige synder.
Derfor er disse to udsagn sande:
1)
Gode,
fromme gerninger gør aldrig nogen god og from, men et godt, fromt menneske gør
gode, fromme gerninger.
2)
Onde
gerninger gør aldrig nogen ond, men et ondt menneske gør onde gerninger.
Altså må personen altid være god og
from forud for alle gode gerninger, så følger gode gerninger bagefter. De gode
gerninger udgår fra den fromme, gode person. Som Kristus også siger: ”Et godt
træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode
frugter.” (Matt 7, 18). Nu er det jo klart, at det ikke er frugten, der bærer
træet, og at træet ikke vokser på frugten. Det er træerne, der bærer frugten og
frugten vokser på træerne. Ligesom træerne må være der før frugterne, og
frugterne hverken gør træerne gode eller dårlige, sådan må mennesket i sin
person på forhånd være from eller ond, før det gør gode eller onde gerninger.
Og menneskets gerninger gør det ikke til et godt eller ondt menneske, men
mennesket gør gode eller onde gerninger.
Det
samme ser vi i alt håndværk. Et godt eller dårligt hus gør ikke tømreren god
eller dårlig, men en god eller dårlig tømrer laver et godt eller dårligt hus.
Det er ikke værket, som skaber mesteren, der lavede det, men som mesteren er,
sådan er hans værk.
På
samme måde er det med menneskets gerninger. Sådan som vores tro eller vantro
er, sådan er også vores gerninger gode eller onde. Det forholder sig ikke
modsat, at vores tro bliver som vores gerninger er. Lige så lidt som
gerningerne skaber tro, lige så lidt skaber de fromhed. Men ligesom troen
medfører fromhed, sådan medfører den også gode gerninger.
Som
altså gerningerne ikke gør nogen from, og mennesket forud må være fromt, før
det handler, sådan er det klart, at alene troen af ren nåde ved Kristus og hans
ord gør en person tilstrækkelig from og salig. Ingen gerning, intet bud er
nødvendigt til frelse for en kristen. Han er fri i forhold til alle lovbud, og
af lutter frihed og for intet gør han alt, hvad han gør, uden at søge sin egen
fordel eller frelse ved det. Han har allerede nok og er salig ved sin tro og
Guds nåde. Han gør kun gode gerninger for at vise Gud ære derved.
Træet
og dets frugter
Modsat gælder det for den, der er
uden tro, at ingen god gerning er ham nyttig til retfærdighed og frelse, og ingen
ond gerning gør ham ond og fordømt. Det er vantroen, som gør personen ond og
træet dårligt. Vantroen gør onde og fordømte gerninger. Derfor, når man bliver
from eller ond, begynder det ikke ved gerningerne, men ved troen, som også
vismanden siger, at al synds begyndelse er at vige fra Gud og ikke stole på
ham. Sådan lærer også Kristus, at man ikke skal begynde ved gerningerne. Han
siger: Enten er et træ godt, og så er dets frugt også god, eller det er
dårligt, og så er dets frugt også dårlig. Det er, som at sige, at den, der vil
have god frugt må begynde forud, ved træet, og plante et godt træ. Sådan må
den, der vil gøre gode gerninger, ikke begynde med gerningerne, men ved
personen, der skal gøre gerningerne. Men der er intet, som kan gøre personen god
undtagen troen, og intet kan gøre personen ond undtagen vantroen.
Ganske
vist er det sandt, at i menneskers øjne er det gerningerne, som gør from eller
ond, det vil sige, gerningerne viser i det ydre, hvem der er from eller ond.
Som Kristus siger i Matt 7, 20: ”I kan altså kende dem på deres frugter.” Men
dette er alt sammen ydre skin, og det vildleder mange folk, så de skriver og
lærer, hvordan man skal gøre gode gerninger og blive from, men de tænker
overhovedet aldrig på troen. Så går den ene blinde hen og leder den anden, de
plager sig med mange gerninger og når dog aldrig den rette fromhed. Paulus
skriver om det i 2 Tim 3, 5-7: ”I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter
dens kraft. De vil altid lære, men lærer aldrig sandheden at kende.”
Den,
der nu ikke vil fare vild sammen med disse blinde, må se længere end til
gerningerne, budene eller læren om gerningerne. Han må først og fremmest se til
personen, hvordan den bliver from. Den bliver nemlig ikke from og salig ved bud
og gerninger, men ved Guds ord, det vil sige ved hans forjættelse om nåden, og
ved troen. I dette består hans guddommelige ære, at han gør os salige, ikke ved
vores gerninger, men ved sit nådige ord, for intet, af ren og skær
barmhjertighed.
Når
talen om gode gerninger bliver falsk
Af dette fremgår det klart, hvornår
gode gerninger må forkastes, og hvornår de ikke må, og hvordan man skal bedømme
enhver lære, der indskærper gode gerninger. Hvis man drager den falske
konklusion og fører den urigtige lære, at vi ved gerninger bliver fromme og
salige, så er gerningerne allerede forkerte og helt forkastelige. Så er de jo
ikke frie, og de spotter Guds nåde, som gør from og salig ved troen alene.
Dette formår gerningerne ikke, og når de alligevel tager sig for at gøre det,
da angriber de nådens værk og dens ære.
Derfor
forkaster vi de gode gerninger, ikke for deres egen skyld, men på grund af
denne urette tilføjelse og falske, forkerte opfattelse, som får dem til at se
gode ud, skønt de ikke er gode. De bedrager sig selv og alle andre, akkurat som
de glubske ulve i fåreklæder.
Men
denne urette tilføjelse til og forkerte opfattelse af gerningerne er ikke til
at overvinde, hvor troen mangler. Den må blive i disse gerningsretfærdige,
indtil troen kommer og gør det af med den. Menneskets natur kan ikke i egen
kraft uddrive den, ja, den kan end ikke erkende den, idet den anser den for
noget kostbart og saligt. Derfor forføres da også så mange ved den.
Selv
om det altså er rigtigt at skrive og prædike om anger, skriftemål og det at
gøre fyldest, så er det, når man ikke går videre til troen, faktisk en helt
igennem djævelsk og forførerisk lære. Man må ikke kun prædike den ene slags
Guds ord, men dem begge. Budene skal man prædike for at forskrække syndere og
afsløre deres synd, så de angrer og omvender sig. Men derved må det ikke blive.
Man skal også prædike det andet ord, uden hvilket budene, angeren og alt det
andet ingen nytte er til. Endnu findes der vel prædikanter, der prædiker anger
over synden og nåde, men de understreger ikke Guds bud og løfter på en sådan
måde, at man lærer hvoraf og hvordan angeren og nåden kommer. Angeren fremspringer af budene, troen af
Guds løfter. Det menneske, der ved frygten for Guds bud er blevet ydmyget
og er kommet til selverkendelse, bliver altså ved troen på Guds ord
retfærdiggjort og oprejst.
Gode
gerninger mod næsten
Det, som er sagt indtil nu, gælder om
gerninger i al almindelighed og om det, som en kristen skal gøre mod sit eget
legeme. Vi skal nu tale om andre gerninger, nemlig dem, man skal gøre imod andre
mennesker. For mennesket lever jo ikke blot i sit eget legeme, men også blandt
andre mennesker på jorden. Man kan derfor ikke være uden gerninger over for
dem, for man må jo tale med dem og have med dem at gøre, selv om det, man gør,
ikke er nødvendig til retfærdighed og frelse. Formålet med alle disse ting skal
alene være, at han vil tjene og gavne andre. Han skal ikke have øje for andet
end hvad næsten har brug for. Sådan er et ægte kristenliv.
Her
går troen i gang med liv og lyst, som Paulus lærer i Gal 5, 6. Også filipperne
underviser han sådan. Efter at have mindet dem om, at de ved deres tro på
Kristus har al nåde og alt, hvad de trænger til, lærer han dem videre og siger
i Fil 2, 1-4: ”Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring,
hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min
glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed,
med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed,
men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres
eget, men tænk alle også på de andres vel.” Se,
her har Paulus givet en klar fremstilling af, hvad et kristenliv består i,
nemlig at alle gerninger skal være rettede mod næstens behov. Fordi enhver for
sit eget vedkommende har nok i troen, skal alle gerninger og livet i øvrigt
bruges til at tjene næsten med i frivillig kærlighed.
Paulus
bruger her Kristus som forbillede og siger i Fil 2, 5-8: I skal have det sind
over for hinanden, som var i Kristus Jesus. Selv om han havde Guds skikkelse,
og selv havde nok, så det ikke var nødvendigt, at han blev from og salig, så
gav han afkald på alt det og tog en tjeners skikkelse på. I alt, hvad han
gjorde og led, havde han kun vort bedste for øje. Selv om han var fri, blev han
altså et tjener for vores skyld.
At
være Kristus for min næste
Sådan skal en kristen ligesom
Kristus, sit hoved, helt og fuldt lade sig nøje med sin tro og stadig vokse i
den. Den er hans liv, hans retfærdighed og salighed. Den giver ham alt, hvad
Kristus og Gud har, som tidligere sagt. Som Paulus siger i Gal 2, 20: ”Mit liv
her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv
hen for mig.” Og selv om en kristen nu er fuldstændig fri, så skal han
alligevel villig gøre sig til tjener for at hjælpe sin næste. Han skal omgås
ham og handle mod ham, som Gud har handlet med ham i Kristus. Og han skal gøre
det alt sammen for intet, uden at søge andet ved det end Guds velbehag.
En
kristen skal tænke som så: Nuvel, min Gud har i og med Kristus givet mig
uværdige og fordømte menneske al fromheds og saligheds fulde rigdom, helt
ufortjent, af ren og skær barmhjertighed. Fremover behøver jeg ikke andet end
at tro, at sådan er det. Så vil jeg da også fri, glad og for intet gøre, hvad
der behager ham. Jeg vil være en Kristus mod min næste, som Kristus er blevet
det for mig. Jeg vil ikke gøre andet, end hvad jeg ser, han trænger til, har
gavn af og hvad der tjener ham til salighed. Dette vil jeg gøre, fordi jeg ved
min tro har tilstrækkeligt af alting i Kristus.
Se,
således udspringer kærligheden og glæde over Gud af troen. Og af kærligheden
udspringer et frit, villigt, glad liv i uselvisk tjeneste for næsten. På samme
måde som vor næste lider nød og trænger til vore gerninger, som vi jo ikke selv
har brug for, således har vi over for Gud været i nød og trængt til hans nåde.
Ligesom Gud gennem Kristus har hjulpet os gratis, således skal vi derfor også
med vort legeme og dets gerninger ikke gøre andet end at hjælpe næsten.
Vi
ser således, hvor højt og ædelt liv et kristenliv er. Men det er desværre nu
ikke blot i forfald i hele verden, det kendes og prædikes heller ikke mere.
Hensynet
til min svage næste
Vi læser i Luk. 2, at jomfru Maria gik
op til templet efter de seks uger og lod sig rense i overensstemmelse med
loven. Hun handlede ganske som alle andre kvinder, skønt hun ikke som de var
uren og således ikke havde pligt til at lade sig rense, ja, ikke behøvede denne
renselse. Men hun handlede af frivillig kærlighed for ikke at vise de andre
kvinder foragt, men dele kår med dem. På samme måde lod Paulus Timotheus
omskære, ikke fordi det var nødvendigt, men for ikke at give de jøder, der var
svage i troen, anledning til onde tanker. Omvendt ville han ikke lade Titus
omskære, da man ville tvinge ham dertil og hævdede, at det var nødvendigt til
salighed (ApG 16, 2; Gal 2, 3).
I
forbindelse med betaling af skat siger Kristus selv til Peter i Matt 17, at
kongebørn er fri for at betale skat. Alligevel fortsætter han i vers 27: ”Men
for at vi ikke skal forarge dem, så gå ned til søen, kast en krog ud og tag den
første fisk, der bider på, og når du åbner dens gab, vil du finde en mønt. Tag
den og giv dem den for mig og dig.” Det er et fint eksempel på denne lære, at
Kristus kalder sig og sine for frie kongebørn, der ikke har pligtig til at gøre
disse ting, men som dog frivilligt underkaster sig, gør sig til tjenere og
betaler skat.
Lige
så lidt som denne gerning var nødvendig for Kristus til fromhed og salighed,
lige så lidt er alle de andre af hans og de kristnes gerninger nødvendige til
frelse. De er alle sammen frie tjenester til bedste og bedring for andre
mennesker. Sådan skulle også alle præsters, klostres og foreningers gerninger
være. Enhver skulle gøre sin stands eller ordens gerning alene for at føje de
andre, for at styre sit eget legeme og for at være et eksempel for andre til
også at handle sådan. De andre trænger jo også til at beherske deres legeme.
Man må dog altid tage sig i agt for den forestilling, at man kan blive from og
salig på den måde, for det kan alene troen udrette.
På
samme måde befaler Paulus også i Rom. 13, 1 og Tit. 3, 1 at kristne skal
underordne sig den verdslige magt. Ikke for at de skal blive fromme ved det,
men for at de derved frivilligt skal tjene de andre og øvrigheden og føje sig
efter deres vilje af kærlighed og frihed. Den, der har en sådan indsigt, kan
med lethed finde sig til rette med pavens, bispernes, klostrenes,
stiftelsernes, fyrsternes og herrernes utallige bud og love. Visse gale
embedsmænd er optaget af disse ting, som var de nødvendige til salighed, og de
kalder dem med urette kirkens bud. Men en fri kristen siger som så: Jeg vil
faste, bede og gøre dette og hint, som er påbudt, ikke fordi jeg behøver det
eller for derved at blive from og kristen. Men jeg vil gøre og lide det for at
være paven, biskoppen, menigheden eller min broder eller herre til behag, til
eksempel og tjeneste. Sådan har jo Kristus til bedste for mig gjort og lidt
langt større ting, som var langt mindre nødvendige for ham. Og skønt det er
urigtigt af tyrannerne at kræve sådanne ting, så skader det mig dog ikke så
længe, det ikke er imod Gud.
Gerningernes
målestok
Ud fra dette kan enhver dømme og
skelne sikkert mellem alle gerninger og bud og også mellem de blinde og gale og
de retsindige kirkelige embedsmænd. For en hvilken som helst gerning, der ikke
sigter mod at tjene næsten eller være ham til behag, er ikke en god, kristen
gerning. Deraf kommer min bekymring for, at kun få stiftelser, kirker, klostre,
altre, messer og testamenter kan siges at være kristelige. Hertil hører også
faster og bønner, som særlig afholdes for visse helgener. Jeg frygter nemlig,
at den enkelte i det alt sammen kun søger sit eget i den hensigt at sone sin synd
og blive salig. Alt dette stammer fra uvidenhed om troen og den kristne frihed.
Og visse blinde biskopper driver folk til den slags, mens de roser dette væsen,
smykker det med aflad og ikke mere underviser i troen.
Men
jeg råder dig til, at vil du stifte en forening, bede eller faste, så gør det
ikke i den mening, at du vil gøre dig selv noget godt. Du skal frit give det
ud, så andre mennesker kan nyde godt af det. Gør det til gavn for dem, så er du
en ret kristen. Hvad skal du med gods og gode gerninger, som du ikke har brug
for til at beherske og forsørge dit eget legeme? Du har jo nok i troen, deri
har Gud givet dig alle ting.
Som
et åbent rør
Se,
på denne måde skal Guds gaver strømme fra den ene til den anden og være fælles. Enhver skal tage sig af sin næste,
som gjaldt det ham selv. Fra Kristus strømmer gaverne til os, han, som i sit
liv tog sig af os på en måde, som var han det, vi er. Fra os skal de strømme
til dem, der har brug for dem. Og det i en sådan grad, at jeg må stille også
min tro og min retfærdighed frem for Gud for min næste for at dække hans synd,
tage den på mig og handle, som var de mine egne. Det er netop dette, Kristus
har gjort for os alle. Se, dette er kærlighedens væsen, hvor den ellers er
sand. Og kærligheden er sand, hvor troen
er sand. Derfor tillægger den hellige apostel i 1 Kor 13 kærligheden det
særlige, at den ikke søger sit eget, men hvad der gavner næsten.
Af
alt dette følger den konklusion, at en kristen ikke lever i sig selv, men i
Kristus og i sin næste. I Kristus lever
han ved troen, i næsten ved kærligheden. Ved troen føres han op over sig
selv til Gud, fra Gud føres han igen ved kærligheden ned under sig selv, og dog bliver han altid i Gud og i den
guddommelige kærlighed. Sådan siger Kristus det i Joh 1, 51: ”I skal se
himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.” Se, det
er den rette åndelige, kristne frihed, som gør hjertet fri fra alle synder,
love og bud. Denne frihed er så højt hævet over enhver anden frihed, som himlen
er over jorden.
Gud give os ret at forstå og bevare
den.
Amen!