Martin Luther
Den Store Katekismus
med ny fortale
og formaning til skriftemål
1530
Forord
I 1528 var Luther med på en rundrejse til de nye
lutherske menigheder. Han kunne da konstatere, at det stod sløjt til med folks
viden om selv de helt grundlæggende ting i kristendommen.
For at råde bod på det, udarbejder Luther noget
undervisningsmateriale. Det er en bearbejdning af en række undervisningsforløb,
som Luther selv havde haft over katekismen.
Resultatet af det er Den Lille og Den Store
Katekismus. De svarer til hinanden som det vi i dag ville kalde elevens bog og
lærerens bog. I den lille finder man det stof, som børnene og den jævne kristne
skulle kunne. I den store et dette så uddybet og forklaret. Luther giver
desuden er række gode pædagogiske og teologiske råd, samtidig med at der er
konkrete vejledninger til de enkelte emner og afsnit.
De første udgaver udkom i 1529, men allerede året
efter kom der et nyt oplag. Her har Luther udvidet sin indledning med en række
vigtige iagttagelser og gode råd. Desuden tilføjer han en kort vejledning om
skriftemålet, hvor det især er den personlige sjælesorg, Luther er optaget af.
Det er denne reviderede og udvidede udgave fra
1530, der her bringes i en ny oversættelse.
Oversat og tilrettelagt ved
cand.theol.
Finn B. Andersen
Dr. Martin Luthers fortale
Når vi lægger så megen vægt på katekismen og
indtrængende beder andre gøre det, har det sine gode grunde. Vi ser nemlig, at
mange prædikanter og sognepræster desværre er meget forsømmelige på dette
område og foragter både deres embede og denne lære. Nogle gør det på grund af
deres høj akademiske uddannelse, andre af ren dovenskab og økonomiske hensyn.
Som om de var sognepræster og prædikanter for pengenes skyld og ikke havde
andet at bestille end at nyde de materielle goder, så længe de lever, som de
var vant til under pavedømmet.
De har nu så
rigeligt, klart og let tilgængeligt alt, hvad de skal bruge til at lære og
prædike, i mange nyttige bøger. Alligevel er de ikke så samvittighedsfulde og
ansvarsbevidste, at de anskaffer sådanne bøger, og hvis de har dem, bruger de
dem dog ikke. Det er bøger som ”Prædikener, der tolker sig selv”,
”Ingen grund til panik”, ”Færdige prædikener” og
”Guldåren” og hvad ellers der findes af hjælpemidler. Ak, de er
alle sammen nogle værre materialister og livsnydere, der snarere burde passe
svin og fange rotter end at være sjælesørgere og sognepræster.
Evangeliets
frihed gælder ikke kødet
Nu da de er fri for det unyttige og besværlige
bønneremseri syv gange i døgnet, kunne de i det mindste bruge lidt tid morgen,
middag og aften. Her kunne de læste en side eller to af katekismen, af min
lille bog om bøn, af Ny Testamente eller noget andet fra Bibelen, og så bede et
Fadervor for sig selv og deres sognebørn. På den måde kunne de dog vise
evangeliet lidt respekt og taknemmelighed, til gengæld for at de ved det er
blevet befriet for så mange byrder og besværligheder. Kunne de dog blot skamme
sig lidt over, at de ligesom svin og hunde, ikke har fået mere ud af evangeliet
end denne skadelige, kødelige frihed. For den store hob agter desværre
evangeliet alt for ringe også uden præsternes passivitet. Ja, selv når vi
opbyder al vores energi, udretter vi intet særligt. Hvad skal det så blive til,
hvis vi er forsømmelige og dovne, som vi var under pavedømmet?
Og dertil kommer
sikkerhedens og ligegyldighedens skammelige last, at mange mener, at katekismen
er en ringe, simpel lære. Når de har bladret den igennem en enkelt gang, tror
de straks, de kan det hele, og kaster bogen hen i en krog. De skammer sig
næsten over at læse mere i den. Ja, man finder også nogle slyngler og
nærighoveder blandt adelen, der hævder, at man nu hverken behøver sognepræst
eller prædikant mere, da man jo har det i bøgerne og selv kan læse det. De lader
ubekymret præsteembederne forfalde og stå tomme og lader sognepræst og
prædikant lide bitter nød og sult. Det passer fint for de tåbelige tyskere at
bære sig sådan ad, for vi tyskere har sådanne forfærdelige folk og må lide
under det.
Luthers
eget andagtsliv
Men det siger jeg for min egen del: Jeg er også
doktor og prædikant, ja så lærd og erfaren som nogen af dem, der er så opblæste
og sikre. Alligevel gør jeg som et barn, der skal lærer katekismen. Om morgenen
og når jeg ellers har tid, læser jeg og gentager ord for ord Fadervor, De Ti
Bud, Trosbekendelsen, Davids salmer, osv. Og desuden må jeg endnu
daglig læse og studere og kan alligevel ikke tingene, som jeg gerne ville. Nej,
jeg må blive ved at være et barn og elev i katekismen, og det vil jeg også
gerne. Men disse sarte, kræsne folk vil med én gennembladning straks være
klogere end alle doktorer, kunne alt og ikke behøve mere. Nuvel, det er et
sikkert tegn på, at de foragter både deres embede og folks sjæle, ja, også Gud
og hans ord. De behøver slet ikke at falde, de er nemlig allerede faldet
gruelig dybt. De trængte virkelig til at blive børn og begyndte at lære den
ABC, som de for længst mener at være kommet ud over.
Derfor beder jeg
disse dovne tyksakke og overmodige helgener, at de for Guds skyld vil åbne
ørerne og tro, at de sandelig, sandelig ikke er så lærde og så høje doktorer,
som de selv indbilder sig. Ingen skal tro, han er udlært i disse ting eller ved
nok, selv om han så selv synes, han kan det hele særdeles godt. For selv om man
vidste og kunne alt til punkt og prikke, hvad der dog ikke er muligt i dette
liv, så er der alligevel megen nytte og frugt ved, at man daglig læser og ved
eftertanke og tale øver disse ting. Helligånden er nemlig nærværende ved denne
læsning, gentagelse og eftertænkning og føjer stadig nyt, øget lys og
forståelse til, så det stadigt smager bedre og bedre og trænger dybere ind, som
Kristus også lover i Matthæus18, 20: Hvor to eller tre er forsamlede i mit
navn, dér er jeg midt iblandt dem.
Beskyttelse
mod det onde
Desuden er det en uvurderlig hjælp mod Djævelen,
verden, kødet og alle onde tanker, at man omgås med Guds ord, taler om det,
gennemtænker det. Således priser også den første Salme dem salige, der dag og
nat beskæftiger sig med Guds lov. Du kan med garanti ikke finde røgelse af
nogen slags, der virker stærkere mod Djævelen, end at du beskæftiger dig med
Guds bud og ord, taler og synger om det, overvejer det. Det er i sandhed det
rette vievand og det tegn, han flygter for, og hvormed han lader sig fordrive.
Nu burde du jo alene
af denne grund gerne læse, tale, tænke og beskæftige dig med sådanne stykker,
selv om du ingen anden frugt og nytte havde, end at du derved kunne fordrive
Djævelen og onde tanker. Han kan nemlig hverken høre eller tåle Guds ord. Og
Guds ord er ikke som anden løs snak eller eventyr, men som Paulus siger i Rom
l, 16, er det en ”Guds kraft”, der tilføjer Djævelen brændende
smerte, men os en overstrømmende styrke, trøst og hjælp.
Er det nødvendig at
sige mere? Hvis jeg skulle fortælle om al den nytte og frugt, som Guds ord
virker, hvordan skulle jeg så få papir og tid nok. Djævelen kalder man en
tusindkunstner. Hvad skal man så kalde Guds ord, som forjager og tilintetgør en
sådan tusindkunstner med al hans kunst og magt? Det må jo være mere end en
hundredtusindkunstner. Hvordan kan vi så letsindigt foragte denne magt, nytte,
kraft og frugt, især os, der vil være sognepræster og prædikanter? Man burde jo
ikke alene intet give os at spise, men jage os bort ved at pudse hundene på os
og kaste møg efter os. For ikke blot behøver vi hver dag Guds ord som dagligt
brød, men vi må også have det som værn mod tusindkunstneren, Djævelens,
uafbrudte anfægtelser og fælder.
Er det ikke nok som
opfordring til dagligt at læse katekismen, så bør dog Guds bud alene tvinge os
tilstrækkeligt. I Femte Mosebog 6, 9 befaler Gud strengt, at man altid skal
beskæftige sig med Guds bud og have det som et mærke for sine øjne og i sine
hænder hvad enten man sidder, går, står eller ligger. Det er sikkert ikke uden
grund, Gud byde og befale os det så strengt. Nej, han kender den nød og fare,
vi er i og Djævelens vedvarende, rasende stormløb og anfægtelse. Derfor advarer
han os og beskytter os som med en god rustning mod Djævelens brændende pile, og
med en effektiv medicin mod hans dødbringende smitte og gift. Ja, sikke nogle
vanvittige, tåbelige fjolser vi er. Vi bygger og bor blandt så mægtige fjender,
som Djævelen, men ringeagter alligevel vores forsvarsvåben og er for dovne til
at se og tænke på dem.
Katekismen
er nøglen til Bibelen
Men hvad gør nu disse overmætte, frække helgener,
der ikke vil eller gider læse og lære katekismen dagligt? De regner sig selv
for meget klogere end Gud selv med alle sine engle, profeter, apostle og alle
kristne. For Gud selv skammer sig ikke ved dagligt at belære os på denne måde,
da han intet bedre ved at lære os, og stadig lærer os det samme og ikke tager
fat på noget nyt eller noget andet. Og heller ingen hellige kender noget bedre
eller noget andet at lære og kan aldrig lære det færdigt. Er vi så ikke nogen
forfærdelige snobber, når vi bilder os ind, at vi kan det hele, bare vi har
læst og hørt det én gang. Og at vi ikke mere behøver at læse og lære det, men
på én time er blevet udlært i det, som Gud selv ikke kan blive færdig med at
lære os? For han underviser os fra verdens begyndelse til dens ende, og alle
profeter og alle hellige har måttet lære det, er blevet ved med at være elever
og må stadig være det.
For det må jo være
sådan: Den, der kan De Ti Bud godt og grundigt, han forstår også hele Bibelen.
Han kan derfor råde, hjælpe, trøste, træffe afgørelse og dømme, i alle sager og
spørgsmål, både åndelige og verdslige, så han kan være dommer over alle
lærdomme, samfundsklasser, religiøse anliggender, retsspørgsmål og hvad der
ellers kan være i verden. Og hvad er hele Salmernes bog andet end blot tanker
over og indøvelse i det første bud? Nu ved jeg alt for godt, at sådanne
driverter og frække ånder ikke forstår en eneste Salme, endsige da hele Den
Hellige Skrift. Alligevel tror de, at de ved alt og foragter katekismen, der er
et kort resumé og en sammenfatning af hele Bibelen.
Derfor beder jeg
endnu en gang alle kristne, og især sognepræsterne og prædikanterne, at de ikke
alt for tidligt vil være doktorer og indbilder sig at vide alt. Det er nemlig
med indbildninger som med nyt tøj: det kryber. De skal dagligt øve sig flittigt
og blive ved, og desuden omhyggelig vogter sig for hovmod og sikkerhedens
giftige smitte. Og de skal fortsætte med at læse, lære, overveje og
betragte, og ikke holde op, før de med sikkerhed har erfaret, at de har lært
Djævelen til døde og er blevet klogere end Gud selv og alle hans hellige.
Hvis de gør sig den
umage, vil jeg love dem, ja, de skal selv erfare, hvilken frugt, de får, og
hvor dygtige folk Gud vil gøre af dem. Med tiden kan de selv smukt bekende, at
jo længere og mere de beskæftiger sig med katekismen, jo mindre ved de og jo
mere har de at lære. Først da vil de som de sultne og tørstige rigtig kunne
smage det, de nu i deres overflod og rigdom, ikke engang gider snuse til.
Dertil give Gud sin nåde. Amen.
Katekismens fem grundtekster
Guds
Ti Bud
1. Du må ikke have andre guder end mig.
2. Du må ikke misbruge Guds navn.
3. Du skal holde hviledagen hellig.
4. Du skal ære din far og mor.
5. Du må ikke slå ihjel.
6. Du må ikke bryde ægteskabet.
7. Du må ikke stjæle.
8. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste.
9. Du må ikke begære din næstes hus.
10. Eller hans hustru, ansatte, dyr eller noget,
der er hans.
Trosbekendelsen
1. Jeg tror på Gud fader, den almægtige, himmelens
og jordens skaber.
2. Og på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vores
Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under
Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Helvede, på tredje
dag opstanden fra de døde, opfaren til himmels, siddende ved Gud Faders den
almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
3. Jeg tror på Helligånden, en hellig kristelig
kirke, de helliges fællesskab, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et
evigt liv. Amen.
Fadervor,
som Kristus har lært os.
Vor far, du som er i Himlene!
1. Helliget blive dit navn.
2. Komme dit rige.
3. Ske din vilje, som i Himlen, således også på
jorden.
4. Giv os i dag vores daglige brød.
5. Og forlad os vores skyld, som også vi forlader
vores skyldnere.
6. Og led os ikke ind i fristelse,
7. Men fri os fra det onde. Amen.
Katekismen
giver et kort resumé af Bibelen
Det er de vigtigste stykker, som man først og
fremmest må lære sig at gentage ord for ord. Og man skal vænne børnene til
dagligt at fremsige dem. Både morgen og aften og ved måltiderne, og man skal
ikke give dem mad og drikke, før de har sagt dem. På samme måde har familiens
overhoved også pligt til at forholde sig overfor sine ansatte, at han ikke
beholder dem i sin tjeneste, hvor de ikke kan dem eller ikke vil lære dem. Man
skal ikke finde sig i, at nogle er så primitive og asociale, at de ikke vil
lære disse tre hovedstykker. For her er alt, hvad Bibelen indeholder,
sammenfattet på en kort, enkel og ligefrem måde. De kære fædre eller apostle,
hvem det nu end har været, har her i et kort resumé sammenfattet, hvad der er
de kristnes lære, liv, visdom og kunnen, hvad de taler om og beskæftiger sig
med og hvad de lever på.
Når man har forstået disse
tre stykker, er det rimeligt, at man også kan gøre rede for vores sakramenter,
som Kristus selv har indstiftet. Det er dåben og Kristi hellige legeme og blod.
Teksterne står hos Matthæus og Markus i slutningen af deres evangelier, hvor
Kristus giver sine disciple de sidste instrukser og udsender dem.
Dåben.
Gå hen og lær alle folkeslag og døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses. |
Men den, der ikke tror, skal fordømmes. |
Så meget er nok for
almindelige kristne at vide om dåben fra Bibelen.
Nadveren
På samme måde om det andet sakramente med korte,
enkle ord som teksten hos Paulus:
Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede, brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag det og spis det! Det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse! |
På samme måde tog han også et bæger efter måltidet og sagde: Dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte I drikker, til min ihukommelse. |
Pædagogiske
synspunkter
Således har man nu i alt fem stykker, der rummer
hele den kristne lære, som man altid skal lægge vægt på, snakke om og overhøre
ord for ord. For du skal ikke regne med, at de unge lærer dem og husker dem
alene gennem prædikenen. Når de nu kan disse stykker godt, kan man tilføje
nogle salmer eller sange, der passer til, for at indprente og styrke det lærte.
På den måde kan man gøre ungdommen kendt med Bibelen, så de stadig når videre.
Man skal dog ikke slå sig
til tåls med, at de alene lærer ordlyden og kan gengive teksten. De unge skal
også deltage i gudstjenesten, især når katekismen gennemgås, så de hører den
blive udlagt og lærer at forstå, hvad hvert stykke rummer. Så de kan redegøre
for, hvad de har hørt, og svare rimelig fornuftig, når man spørger dem, så
prædikenen ikke bliver uden nytte og frugt. For at indprente disse ting for
ungdommen bestræber vi os på, at prædike over katekismen så ofte som muligt. Og
vi gør det ikke svært og indviklet, men kortfattet og letforståeligt, så det
rigtig trænger ind og bliver husket. Derfor vil vi nu behandle de nævnte
stykker efter hinanden og så tydeligt som muligt vise, hvad der er vigtigt.
1 Du må ikke have andre guder
Det vil sige: Du skal alene anse mig for din Gud.
Hvad betyder det, og hvordan skal det forstås? Hvad betyder det at have en Gud,
eller hvad er Gud?
Svar: En Gud kaldes det,
som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød.
Altså er det at have en Gud intet andet, end at man af hjertet stoler og tror
på ham. Det er alene hjertets tillid og tro, der afgør, både hvad der er Gud og
afgud, som jeg ofte har sagt. Er troen og tilliden ret, er også din Gud ret. Og
omvendt, hvor tilliden er falsk og urigtig, er den rette Gud der heller ikke.
For de to hører sammen, tro og Gud. Det, du knytter dit hjerte til og stoler
på, er i virkeligheden din Gud.
Derfor er dette buds
meningen altså, at det kræver hjertets sande tro og tillid, som retter sig mod
den ene, sande Gud og holder fast ved ham alene. Det vil sige så meget: Se til,
at jeg alene er din Gud, og søg ikke nogen anden. Det betyder, at mangler du
noget godt, da vent det af mig og søg det hos mig, og hvis du lider ulykke og
nød, så hold dig nær til mig. Jeg, jeg vil give dig, hvad du behøver og hjælpe
dig ud af al nød. Lad blot ikke dit hjerte hænge ved noget andet og finde ro
deri.
Definitionen
på en gud
Det må jeg forklare tydeligere, så man virkelig
forstår det ved nogle almindelige eksempler på det modsatte. Mange mennesker
mener, at have Gud og fuldt op af alt, når de har penge og ejendele. I stolthed
stoler de så sikkert på det, at de ikke bryder sig om nogen anden. Se, de har
også en Gud, som hedder Mammon (Matt 6, 24), det vil sige penge og gods, som de
af hele deres hjerte knytter sig til, og som er den almindeligste afgud på
jorden. Den, der har penge og gods, føler sig sikker, føler sig glad og
uforfærdet, som sad han midt i Paradis. Og omvendt, den, der ingen har, han
tvivler og taber modet, som vidste han ikke af nogen Gud. Man vil finde meget
få, som er ved godt mod, ikke jamrer og klager, når de ikke har mammon. Det
klæber ved den menneskelige natur lige til graven. På samme måde med den, der
stædigt sætter sin lid til, at han har store evner, klogskab, magt, gunst,
venskab og ære, han har også en gud, men ikke den sande, den ene Gud. Det ser
du igen af, hvor overmodig, sikker og stolt man er over sådanne goder, og hvor
modløs, når man ikke har dem eller mister dem. Derfor siger jeg endnu en gang:
At have en gud er at have noget, som man af hjertet sætter hele sin lid til.
Se nu ligeledes på, hvad vi
har begået i blindhed under pavedømmet. Når nogen havde tandpine, fastede han
og vendte sig til den hellige Apollonia. Frygtede han ildebrand, gjorde han den
hellige Laurentius til nødhjælper. Frygtede han pest, aflagde han løfter til
den hellige Sebastian. Der er meget mere af sådan afskyelighed, hvor enhver
vælger sin egen helgen og tilbeder og påkalder ham om hjælp i nøden. Hertil
hører også dem, der er så ekstreme, at de slutter pagt med Djævelen, for at han
skal give dem, hvad de behøver af penge, hjælpe dem i ulovlig elskov, bevare
deres kvæg, skaffe deres tabte ejendom tilbage eller andet, som mirakelmagerne
og de der, beskæftiger sig med åndeverden gør. For alle disse sætter deres hjertes tillid til noget andet end den sande
Gud, venter sig intet godt af ham og søger det ikke hos ham.
Din
tro gør din gud
Nu forstår du altså let, hvad og hvor meget dette
bud kræver. Menneskets hele hjerte og al dets tillid skal rettes mod Gud alene
og ikke mod nogen anden. For du kan nok forstå, at det at have en Gud ikke
betyder, at man kan gribe om ham med hænderne og holde ham fast eller stikke
ham i en pung eller lukke ham inde i en kasse. Men det er at gribe om
ham, når hjertet griber om ham og hænger ved ham. Og af hjertet at hænge ved
ham betyder ikke andet end helt at forlade sig på ham. Det er, som ville han
sige: Hvad du før har søgt hos helgenerne eller ventet dig af Mammon eller
noget andet, det skal du alt sammen vente af mig, og du skal holde mig for den,
der vil hjælpe dig og i rigt mål give dig alt godt.
Se, nu ved du, hvad der er
den rette ærefrygt og gudstjeneste, der behager Gud, og som han påbyder os med
trussel om evig vrede. Nemlig at hjertet ikke har nogen anden trøst og tillid
end til ham og ikke lader sig rive derfra, men gerne risikerer og forsager alt
i verden af denne grund. På den anden side kan du let se og forstå, hvordan
verden udelukkende bedriver falsk gudstjeneste og afguderi. For der har aldrig
været et folk så amoralsk, at det ikke har indrettet og holdt en gudstjeneste.
Men hver har til sin særlige gud ophøjet det, som han ventede sig noget godt af
og hjælp og trøst. For eksempel har de hedninger, der satte deres lid til magt
og herredømme, gjort deres Jupiter til højeste gud. Andre, som
stræbte efter rigdom og lykke eller efter lyst og gode dage, Herkules, Merkur,
Venus eller andre. De gravide kvinder valgte Diana, og enhver gjorde straks det
til gud, som hans hjerte drog ham til. Men således indbefatter det at have en
gud, også efter alle hedningers mening, at have tillid og tro. Fejlen er, at
deres tillid er falsk og usand, for den er ikke rettet mod den
ene Gud, uden hvem der i sandhed ingen gud er, hverken i himlen eller på jorden
(2 Mos 44, 6). Derfor gør hedningerne egentlig deres opdigtede indbildning og
drøm om Gud til afgud og forlader sig på det rene intet. Således er det med al
afgudsdyrkelse, for den består ikke alene i, at man opstiller et billede og
tilbeder det, men den har først og fremmest sin rod i hjertet. Det spejder
efter og søger hjælp og trøst hos skabningen, hos helgener eller djævle. Det
retter sig ikke mod Gud og venter ikke, at han vil hjælpe, og tror heller ikke,
at det gode, der sker, kommer fra Gud.
Hertil kommer endnu en
falsk gudstjeneste, det største afguderi, som vi til dato har bedrevet, som
stadig regerer i verden, og som alle munkeordener er grundet på. Det angår
alene samvittigheden, som her søger hjælp, trøst og salighed i egne gerninger.
Man tiltror sig at kunne aftvinge Gud himmelen og fører regnskab over, hvor
meget man har skænket, fastet, holdt messe osv. Man forlader sig på det og
pukker på det, som vil man ikke have noget givet af ham, men selv erhverve det
eller få det ved helgenernes overskydende gerninger. Akkurat som om han måtte
stå til tjeneste for os som vores skyldner, mens vi var hans baroner. Hvad er
det andet end af Gud at gøre en afgud, ja en opdigtet gud, og at regne sig selv
for gud? Men det er nu lidt for akademisk til at passe i de unges undervisning.
Det
nordeuropæiske ord ”gud”
Men man skal fremholdes for folk, at de nøje skal
mærke sig og huske dette buds mening. Man skal sætte sin lid til Gud alene og
håbe og vente sig alt godt af ham som den, der giver os legeme, liv, mad,
drikke, beskæftigelse og sundhed, beskyttelse, fred og alt, hvad vi trænger til
af timelige og evige goder. Han bevarer os mod ulykke og redder og hjælper os,
når noget ondt sker os. Kort sagt, Gud er, som nu tilstrækkeligt er sagt, alene
den, fra hvem man modtager alt godt og fries fra al ulykke. Derfor, mener jeg
også, vi her nordpå fra gammel tid netop kalder Gud med et navn, der er
smukkere og bedre end noget andet. Vores ord ”gud” kommer nemlig af
det lille ord ”god”, fordi han er en evig kilde, der strømmer over
med lutter godhed, og fra hvem alt, som er og kaldes godt, har sit udspring.
Skabningen
som Guds redskab
For selv om vi får meget godt fra mennesker, så
modtager vi det jo i virkeligheden fra Gud, fordi vi får det på grund af hans
befaling og ordning. For vores forældre og al øvrighed, ja, hver enkelt over
for sin næste, har befaling til at gøre os alt muligt godt. Egentligt modtager
vi det ikke af dem, men gennem dem, fra Gud. For skabningerne er kun Guds hånd,
kanal og middel, som han giver alt ved. Han giver moderen bryster og mælk at række
barnet, korn og al vækst på jorden til livets ophold, alt sammen
goder, ingen skabning selv kan frembringe. Derfor må ingen driste sig til at
tage eller give noget, der ikke er befalet af Gud, så man erkender det som hans
gaver og takker ham derfor, som bønnen kræver. Derfor skal man heller ikke
afvise de ting, som goderne formidles igennem og heller ikke i overmod søge
andre måder eller veje, end dem, Gud har befalet. For så er det ikke at få det
fra Gud, men at søge det ved egen hjælp.
Så se nu enhver på sig
selv, at man frem for alle ting holder dette bud højt i ære og ikke regner det
for en spøg. Spørg og ransag dit eget hjerte grundigt, så vil du nok finde ud
af, om det alene holder sig til Gud eller ej. Har du et sådant hjerte, som kan
vente sig alt godt fra ham, især i nød og savn, og ellers lade alt fare, som
ikke er Gud, så har du den ene sande Gud. Omvendt, hænger hjertet ved noget
andet, som det venter sig mere godt af og bedre hjælp fra end af Gud, så det
ikke løber til Gud, men flygter fra ham, når det går dårligt, så har du en
afgud.
Belønning
og straf
For at man skal være klar over, at Gud mener det
alvorligt og holder øje med det, har han for det først føjet en frygtelig
trussel til dette bud, dernæst et smukt, trøsterigt løfte. Det skal man
understrege tydeligt og indskærpe ungdommen, så den tager sig det til sig og
husker det. Der står: ”Jeg er Herren, din Gud, en nidkær Gud, der
hjemsøger fædrenes misgerninger på børnene indtil tredje og fjerde led, når man
hader mig, men viser barmhjertighed i tusind led, når man elsker mig og holder
mine bud.” (2 Mos 20, 5-6). Skønt disse ord gælder alle budene, som vi
nedenfor skal høre, er de dog føjet netop til dette hovedbud, fordi det betyder
allermest, at et menneske har et ret hovedstykke. For hvor hovedstykket er i
orden, må også hele livet blive ret. Og omvendt.
Så lær nu af disse ord,
hvor vred Gud er mod dem, der sætter deres lid til noget uden for ham, og
omvendt, hvor mild og nådig han er mod dem, der af hele hjertet tror og fortrøster
sig til ham alene. For vreden ophører ikke før i fjerde slægtled, men
velgerningen eller godheden strækker sig over mange tusind led. Dette betyder,
at man ikke så sikkert skal overlade alt til tilfældigheder, som de rå hjerter
gør i den tro, at det ikke betyder noget. Han er den Gud, der ikke ladet det
ustraffet, at man vender sig bort fra ham, og han ophører ikke med sin vrede
før i fjerde led, når alle er helt udryddede. Derfor vil han frygtes og ikke
foragtes.
Historiens
vidnesbyrd
Dette har han også vist os i alle de historier og
beretninger, som Bibelen er fuld af, og som den daglige erfaring stadig
grundigt bekræfter. For han har udryddet al afgudsdyrkelse fra begyndelsen af,
både hos hedninger og jøder. Og endnu i dag omstyrter han al falsk
gudstjeneste, så at alle, der fremturer heri til sidst, må gå til grunde. Selv
om man derfor endnu finder stolte, mægtige og rige vomme, der ser stort på Guds
vrede, fordi de stoler på deres Mammon, i den tro at de kan bestå mod Guds
vrede, så vil de dog ikke kunne klare sig i længden. Før man ser sig om, vil de
gå til grunde med alt, hvad de har stolet på, sådan som alle andre er gået
under, selv om de troede sig endnu sikrere og mægtigere.
Disse stivnakker tror, at
Gud intet ser og er ligeglad, fordi han er overbærende og ikke straks griber
ind. Derfor må han slå til og straffe, så det huskes lige til børnebørnene. Så
alle fatter det og ser, at det ikke er nogen spøg for ham. For det er dem, han
tænker på, når han siger: ”dem, der hader mig”, det vil sige, dem,
som fremturer i deres trods og stolthed. Hvad man prædiker eller siger til dem,
vil de ikke høre. Irettesætter man dem, for at de skal forstå deres situation
og forbedre sig, inden straffen rammer dem, bliver de tossede og vrede. Sådan
gør de sig rigtig fortjent til vreden, som vi nu dagligt ser det med biskopper
og fyrster.
Men selv om disse
trusselsord er skrækkelige, så er trøsten i løftet meget mægtigere. De, der
holder sig til Gud alene, kan stole på, at han vil vise barmhjertighed imod
dem. Det vil sige, at han giver dem ene gode velsignelser, ikke alene dem, men
også deres børn i tusind og atter tusind generationer. Dette løfte skal bevæge
og drive os til at stole på Gud med hjertets fulde tillid, så vi søger alt godt
hos ham, både timeligt og evigt, fordi den høje majestæt tilbyder så store
ting, lokker så hjerteligt og lover så rigeligt.
Virkelig
lykke
Må disse ord derfor gå enhver til hjertet og ikke
regne dem, som om de var talt af et menneske. For det er enten evig
velsignelse, lykke og salighed eller evig vrede, ulykke og fortvivlelse, der
står på spil. Hvad kan du få eller ønske mere, når han så venligt lover dig, at
han med alt godt vil være din, at han vil beskytte og hjælpe dig i al nød? Men
der mangler desværre meget i at verden tror og regner det for Guds ord, fordi
de ser, at dem, der sætter deres lid til Gud og ikke til velstandsånden, lider
bekymring og nød. Og Djævelen modstår dem og hindrer dem, så de mangler penge,
popularitet og status, ja, knap nok livet. Modsat har de, der tjener
pengeguden, magt, popularitet, status og materielle værdier og alt, hvad der er
behageligt i denne verden. Derfor må man indprente sig disse ord, der netop er
rettet mod et sådant ydre skin, og vide, at de ikke lyver eller bedrager, men vil
blive virkeliggjort.
Tænk du selv efter eller
spørg en anden og sig mig: Hvad har de i sidste ende opnået, alle dem, der har
brugt deres energi og tid på at skabe sig en formue og materielle goder? Så vil
du opdage, at deres slid og arbejde er spildt. Og selv om de har samlet store
formuer sammen, så er de dog gået tabt og er forsvundet. Og selv har de aldrig
nået at have glæde af deres værdier, som de ikke engang har kunnet give videre
blot til tredje slægtled. Eksempler kan du finde nok af i alle historier og hos
gamle, erfarne folk. Læg kun mærke til dem og regn med dem. Saul var en stor
konge, udvalgt af Gud, og en from mand. Men da han sad solidt på sin trone, lod
han sit hjerte trække i den forkerte retning. Han satte sin lid til sin krone
og sin magt, så han måtte gå under med alt, hvad han havde, så ikke engang hans
børn forblev i live. David var derimod en fattig, foragtet mand, jaget og
upopulær, så hans liv intetsteds var sikkert. Men han blev bevaret i stedet for
Saul og blev konge. For
disse ord måtte stå fast og gå i opfyldelse,
fordi Gud ikke kan lyve og bedrage. Overlad du kun til Djævelen og verden at
bedrage med deres glimmer, der nok holder en tid, men til syvende og sidst er
intet.
Lad os derfor lære det
første bud godt, så vi forstår, at Gud ikke finder sig i nogen dumdristig
tillid til noget som helst andet og intet højere kræver af os end en hjertelig
forventning om alt godt. Vi skal derfor gå den rette, lige vej og bruger alle
goder, som Gud giver, på samme måde som en skomager bruger sin nål og tråd til
sit arbejde og derefter lægger dem til side. Eller som en gæst i et herberg,
der får mad og seng blot som et midlertidigt behov. Sådan skal enhver gøre i
sin stilling, efter Guds ordning, og ikke lade noget tage førstepladsen og
blive herre eller afgud. Det må være nok om det første bud, som vi har
behandlet grundigt, fordi der ligger allerstørst vægt på det. For, som vi før har sagt, hvor hjertet har det godt med Gud,
og dette bud holdes, følger alle de andre bud efter.
2 Du må ikke misbruge Guds navn
Det første bud har nu undervist vores hjerte og
lært os om troen. Det andet bud fører os uden for os selv og retter mund og
tunge mod Gud. Det første, der bryder frem fra hjertet og viser sig, er nemlig
vores ord.
Som jeg nu ovenfor har lært
dig at svare på, hvad det vil sige at have en Gud, må du også lære at forstå og
gentage meningen af dette og de andre bud enkelt og ligetil.
Når man spørger: Hvorledes
forstår du det andet bud, og hvad vil det sige at bruge Guds navn unyttigt
eller misbruge det? – svar da i al korthed: Det er at misbruge Guds navn,
når man nævner Gud Herren, hvordan det så end sker, til at bekræfte løgn og al
slags umoral. Derfor lærer dette bud så meget, at man ikke med falskhed må
anføre Guds navn eller tage det i munden, når hjertet godt véd, eller burde
vide, at det forholder sig anderledes. Det sker ofte, når nogen sværger for
retten, og den ene part lyver mod den anden. For Guds navn kan man ikke
misbruge værre, end hvis man bruger det til at lyve og bedrage med. Det er den
simpleste og enkleste mening med dette bud.
Af dette kan enhver nu selv
let regne ud, hvornår og på hvor mange måder, Guds navn bliver misbrugt, selv
om det er umuligt at opregne alle misbrug. Kort sagt, sker der al slags misbrug
af Guds navn for det første i almindelige handler og ting, der drejer sig om
penge, ejendele og anseelse. Det kan foregå offentligt for retten, i butikkerne
eller andre steder, når man sværger og aflægger falsk ed på Guds navn eller
lægger sit hoved på et fad i en sag. Og især er det meget almindeligt i sager
omkring parforholdet, når man bryder de løfter, man har givet hinanden.
Men allermest foregår
misbrugene i åndelige sager, der angår samvittigheden, når falske prædikanter
står frem og udgiver deres løgnagtige narrestreger for Guds ord.
Se, alt dette er at smykke
sig med Guds navn eller gøre sig selv ren og retfærdig med det, hvad enten det
nu drejer sig om almindelige handler eller høje og skarpsindige sager angående
tro og lære. Og blandt løgnerne hører også spotterne, ikke alene de grove, der
er kendt for at krænke Guds navn uden skam, og som ikke hører under kirken, men
for retten, men også dem, der offentligt spotter sandheden og Guds ord og
påstår det kommer fra Djævelen. Det er ikke nødvendigt at uddybe nærmere her.
Fordobling
af synden
Lad os nu huske på, hvor stor vægt, der ligger på
dette bud, så vi omhyggeligt kan tage os i agt for al slags misbrug af det
hellige navn. Det er den værste synd, der kan begås i ydre forhold. At lyve og
bedrage er i sig selv en stor synd. Men den bliver endnu større, hvis man
forsøger at retfærdiggøre det ved at bruge Guds navn som skalkeskjul, så der af
én synd bliver en dobbelt, ja, så man mangedobler synden.
Derfor har Gud også
tilføjet et alvorligt trusselsord: ”For Herren vil ikke lade den
ustraffet, der misbruger hans navn.” (2 Mos 20). Det vil sige, at det
ikke passere upåtalt, men bliver straffet. For som han ikke vil lade det være
ustraffet, at man vender sit hjerte fra ham, således vil han heller ikke finde
sig i, at man bruger hans navn til at smykke løgnene med. Nu er det desværre en
almindelig plage i hele verden, at der kun er så få, der ikke bruger Guds navn
til løgn og al slags ondskab. De er lige så få som dem, der af hjertet alene
tager deres tilflugt til Gud.
For den smukke egenskab har
vi alle af naturen, at når vi har gjort en skurkestreg, vil vi gerne dække og
smykke vores udåd, for at ingen skal se den eller vide besked om den. Ingen er
så frække, at de roser sig af deres ondskab. Alle vil gerne gøre det i smug, så
ingen opdager det. Overrasker man nu en, må Gud holde for med sit navn og gøre
slyngelstregen from, for at forvandle vanæren til ære.
Det er verdens almindelige
fremgangsmåde, og det har bredt sig som en syndflod i alle lande. Derfor har vi
også fået den løn, vi søger og fortjener: pest, krig, inflation, ildebrand,
oversvømmelse, ulydige hustruer, børn, kolleger og al slags ulykke. Hvor skulle
al den elendighed ellers komme fra? Det er en stor nåde, at jorden endnu bærer
og nærer os.
Derfor skal man frem for
alt holde de unge fast på dette og de andre bud og vænne dem til at have dem
forrest i hukommelsen. Og hvis de overtræder dem, skal man straks irettesætte
dem og altid indprente og indskærpe dem budet, så de kan opdrages ikke alene
med straf, men også i ærbødighed og frygt for Gud.
Så forstår du nu, hvad det
betyder at misbruge Guds navn. For at sammenfatte det kort, er det altså enten
at bruge det alene til løgn og under det navn udgive noget for sandhed, der
ikke er det, eller at bruge det til at sværge, bande og udøve magi ved, og
handle ondt, på hvad måde det end sker.
I
sandhedens tjeneste
Foruden det må du også vide, hvordan man bruger
Guds navn ret. For når det hedder: ”Du må ikke misbruge Guds
navne,” siges der tillige, at man skal bruge det ret. For Guds navn er
netop åbenbaret og givet os, for at vi skal bruge det til gavn. Derfor giver
det sig selv, at når det er forbudt at bruge det hellige navn til løgn eller umoralske
ting, så er det på den anden side påbudt at bruge det til sandhed og alt godt.
Det gør man, når man sværger sandt, hvor det er nødvendigt og det forlanges.
Når man lærer ret. Og når man påkalder Guds navn i nød og lover og priser det,
når det går godt, osv. Det er alt sammen sammenfattet og befalet i ordene fra
Salme 50: ”Kald på mig på nødens dag. Jeg vil udfri dig, og du skal ære
mig!” Alt dette er at bruge Guds navn i sandhedens tjeneste til vores
evige gavn, og på den måde helliges hans navn, som vi beder i Fadervor.
Her har du således essensen
af hele dette bud forklaret. Og når man forstår det, kan man let svare på det
spørgsmål, der har bekymret mange lærere, nemlig hvorfor det er forbudt i
evangeliet at sværge, når dog Kristus, Paulus og andre hellige har sværget så
tit? Meningen er kort og godt den, at man ikke skal sværge på noget ondt, dvs.
på en løgn, og hvor det ikke er nødvendigt eller nyttigt. Men på det gode og
til næstens forbedring må man godt sværge. For det er en sand og god gerning,
hvorved Gud prises og sandheden og retten bekræftes, løgnen gendrives og folk
forliges, lydigheden fremmes og strid bilægges. For Gud selv træder imellem og
skiller ret og uret, ondt og godt fra hinanden. Sværger den ene part falsk, så
har han sin dom, at han ikke skal undgå straffen. Og selv om det går noget tid,
skal intet dog lykkes for ham. Alt, hvad han har vundet, skal forsvinde mellem
fingrene og aldrig blive nydt med glæde. Således har jeg ofte set det blandt
mange af dem, der brød deres ægteskabsløfte. Bagefter havde de ikke én god dag
eller time, men er endog blevet ramt forfærdeligt både på sjæl og legeme, og
deres ejendele.
Børneopdragelsens
nødvendighed
Derfor opfordrer jeg indtrængende, at man tidligt
vænner børnene til ikke at lyve ved at advare, afskrække, formane og straffe
dem. Frem for alt må de ikke bruge Guds navn til det. Hvis man blot lader stå
til, kommer der ikke noget godt ud af det. Det er jo åbenlyst, at verden er
værre end nogensinde. Der er ingen lov og orden, ingen samfundsmoral, ingen
føler ansvar eller viser troskab, men overalt finder man ansvarsløse folk uden
nogen grænser. Hverken belæring eller straf gør indtryk på dem. Og alt sammen
skyldes det Guds vrede og straf, fordi man har tilsidesat hans bud.
På den anden side skal man
også tilskynde og opmuntre børnene til at ære Guds navn og til stadighed have
det klar i alt, hvad de møder og oplever. For det er at vise Guds navn den
rette ære, at man forventer al trøst af ham og beder ham om hjælp. Altså skal
hjertet først ved troen giver ham ære, derefter kommer munden med sin
bekendelse, som vi har hørt.
Det er en god og nyttig
vane, der er effektiv mod Djævelen, der altid er i nærheden og lurer på,
hvordan han kan friste til synd og nederlag, smerte og lidelse. Men hvor man af
hjertet nævner Guds navn og påkalder det, dér kan han ikke forblive i længden,
da han meget nødigt hører dette navn. Og hvis Gud ikke holdt os oppe, fordi vi
påkalder ham, så ville der møde os mange skrækkelige og forfærdelige ting. Jeg
har selv prøvet det og erfaret, at pludselige, store ulykker straks har vendt
sig og ikke har anrettet skade på grund af denne påkaldelse. For at ærgre
Djævelen skal vi altid have det hellige navn på læben, for at han ikke skal
kunne skade os, som han gerne vil.
Pædagogiske
indlæringsmetoder
Det er også en god skik, at man vænner sig til
daglig at betro sig under Guds beskyttelse med sjæl og legeme, hustru, børn,
medhjælpere og alt, hvad man har, mod al den ulykke, der kan møde os. Det er
fra denne skik, bordbønnerne og morgen- og aftenandagten stammer. Også den
pædagogiske børneskik, at slå korsets tegn, når man ser eller hører noget
forfærdeligt og skrækkeligt, og sige: ”Herre Gud, beskyt os. Hjælp os,
kære Herre Krist!” eller noget lignende. Og på samme måde, når vi uventet
oplever noget godt, hvor lidt det så er, at man da siger: ”Gud ske tak og
lov! Det har Gud sendt.” osv. Sådan som man tidligere vænnede børnene til
at faste og bede til de forskellige helgener. Det synes Gud betydelig bedre om
end al slags klosterliv eller den strengeste munkehellighed.
Se, sådan kunne man på
barnets vilkår og med leg opdrage ungdommen til at frygte og ære Gud. På den
måde ville det første og andet bud komme til sin ret og blive praktiseret. Da
kunne noget godt slå rod, vokse op og bære frugt, så sådanne folk voksede op,
som hele landet kunne få gavn af og glæde sig over. Det ville også være den
rigtige måde at opdrage børn på, imens man stadig kan vænne dem til det med det
gode og frivilligt. For det, man alene kan fremtvinge ved hjælp af tvang og
straf, kommer der ikke noget godt ud af. Man kan højest opnå, at de opfører sig
pænt, så længe de er under opsyn.
Men med den rette metode
slår det rod i hjertet, så de frygter Gud mere end trusler og straf. Dette siger
jeg så ligetil for ungdommens skyld, at det dog en gang må trænge ind og slå
rod. For når vi prædiker for børn, må vi også tale som dem.
Så har vi da vist, hvordan
man forhindrer misbrug af Guds navn og lært den rette brug, som ikke består i
ord alene, men i praksis og livsførelse. Og man skal vide, at det i høj grad
behager Gud, og at han vil belønne det rigeligt, som han også strengt vil
straffe misbruget.
3 Du skal holde hviledagen hellig
Hviledagen har vi opkaldt efter det hebraiske ord
sabbat, der egentlig betyder at hvile, dvs., at ophøre med arbejdet. Derfor
plejer vi også at sige, at vi holder fyraften eller helligaften.
Nu har Gud i Det Gamle
Testamente udskilt den syvende dag og bestemt den til hvile og påbudt at
helligholde den frem for alle andre dage. Hvad denne ydre hvile angår, er budet
alene givet til jøderne. De skulle standse det grove arbejde og hvile, for at
både mennesker og dyr kunne rekreere sig og ikke blive nedslidt ved uafbrudt
arbejde.
Jøderne tolkede senere
budet alt for snævert og misbrugte det groft, så de også anklagede Kristus og
ikke ville tolerere sådanne gerninger af ham, som de dog selv udførte på denne
dag. Man kan læse om det i evangelierne. Akkurat som om dette bud var opfyldt
ved, at man ikke udførte nogen ydre gerning. Det er dog ikke meningen, som kort
og godt er den, at de skulle holde fridagen eller hviledagen hellig, som vi
siden skal høre.
Moselovens
regler gælder ikke for kristne
Derfor angår dette bud efter sin ydre, bogstavelige
mening ikke os kristne. Det angår rent ydre ting som andre bestemmelser i Det
Gamle Testamente, der er bundet til særlige forhold, personer, tider og steder.
Alt dette er nu gjort frit ved Kristus. Vi vil derfor enkelt og ligetil vise,
hvad Gud kræver af os i dette bud i kristen betydning. Husk da på, at vi ikke
holder hviledag for de lærde og erfarne kristnes skyld, for de trænger ikke til
det. Vi gør det første og fremmest af hensyn til vores legeme og de almindelige
behov, som naturen lærer os og kræver, så almindelige mennesker, der hele ugen
passer deres arbejde og opgaver, kan få en pause til at slappe af og få ny
energi. Men allermest gør vi det, for at man på en sådan hviledag har mulighed
for at deltage i gudstjenesten, hvad man ellers ikke har. Man kan da samles,
for at høre og beskæftige sig med Guds ord, og for at bede, prise og lovsynge
Gud.
Men disse ting er som sagt
ikke bundet til bestemte tider som hos jøderne, så det netop skal ske på den
eller den dag. Ingen dag er i sig selv bedre end nogen anden. Egentlig burde
det foregå hver dag, men da almindelige mennesker er forhindret, må man i det
mindste vælge én dag i ugen til det. Og da nu søndagen fra gammel tid har været
brugt, skal man lade det blive ved det, for at det kan foregå i enighed og orden,
og der ikke ved unødige forandringer skabes forstyrrelser.
Budets
blivende betydning
Den enkle mening med dette bud er da, at når man
holder hviledag, skal man sørge for at komme til at høre Guds ord. Denne dags
egentlige formål er altså prædikenen for børnene og almindelige mennesker. Men
man skal ikke tolke hvilen så strengt, at en eller anden tilfældig
arbejdsopgave, som ikke kan udskydes, skulle være forbudt.
Når man derfor spørger,
hvad de ord betyder: ”Du skal hellige hviledagen”, så svar: At
hellige hviledagen betyder så meget som at holde den hellig. Hvad vil det da
sige at holde hellig? Ikke andet end at bruge hellige ord, gøre hellige
gerninger og leve et helligt liv. For dagen i sig selv trænger ikke til nogen
helligelse, for den er i sig selv skabt hellig, men Gud vil have, at den skal
være hellig for dig. Altså bliver den hellig eller vanhellig for dig, alt efter
om du øver hellig eller vanhellige gerninger på denne dag.
Hvordan sker nu en sådan
helligholdelse? Ikke ved at man sidder og varmer sig under dynen og ikke
udfører noget rigtigt arbejde, heller ikke ved at man gør sig i stand og tager
sit fineste tøj på, men ved at man som sagt beskæftiger sig med Guds ord, øver
sig i det.
Ja, vi kristne skal jo
altid holde hviledag på denne måde, altid foretage os hellige ting, dvs.,
daglig omgås Guds ord og have det i hjerte og mund. Men da vi som sagt ikke
altid har tid og lejlighed, bør man hver uge sætte nogle timer af til ungdommen
og i det mindste én dag for hele menigheden, som de udelukkende kan bruge på De
Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor, så hele vores liv og tilværelse bliver
indrettet efter Guds ord. Når som helst det sker, holdes der ret helligdag.
Hvis det ikke sker, skal det ikke kaldes en kristen hviledag. For at slappe af
og gå ledige kan ikke-kristne også godt, ligesom hele sværmen af pavelige
præster daglig står i kirken, synger og ringer, men alligevel ikke helliger
nogen hviledag. De prædiker nemlig ikke Guds ord eller lever efter det, men
lærer og lever lige stik imod det.
Alene
Guds ord gør hellig
For Guds ord er helligdommen over alle helligdomme,
ja, den eneste helligdom, som vi kristne kender til og har. For selv om vi
havde alle helgeners relikvier eller indviede klæder i massevis, så ville det
ikke gavne os. Det er alt sammen døde ting, som ikke kan hellige nogen. Men
Guds ord er den skat, der helliger alle ting, og hvorved alle helgener selv er
blevet helliget. Når som helst man omgås med Guds ord, prædiker, hører, læser
eller overvejer det, bliver personen, dagen og arbejdet helliget, ikke for den
ydre gernings skyld, men for ordets skyld, der gør os alle hellige. Derfor
siger jeg altid, at hele vores liv og al vores gerning må leves og handles ud
fra Guds ord, hvis det skal kaldes helligt og gudvelbehageligt. Hvor dette
sker, står dette bud ved magt i sin fylde.
Alt, hvad vi derimod tænker
og gør uden om Guds ord, er vanhellig for Gud, selv om det stråler og skinner
nok så meget. Ja, selv om man så smykkede det med ene helgenrelikvier, som de
selvopfundne kirkelige ordener gør, der ikke kender Guds ord, men søger
hellighed ved egne gerninger.
Læg derfor mærke til, at
dette buds kraft og nytte ikke består i at hvile, men i at hellige, så at der hører
særlige hellige øvelser til denne dag. For andet arbejde og opgaver kaldes jo
egentlig ikke hellige øvelser, med mindre mennesket i forvejen er helligt. Men
her må der ske en sådan gerning, som gør mennesket selv helligt. Men det sker
som sagt alene ved Guds ord. I den hensigt har man indrettet steder, tider og
personer og hele den ydre gudstjeneste, for at det kan foregå offentligt.
Guds
ord fordrer alvor og seriøsitet
Da der nu ligger så stor vægt på Guds ord, at ingen
hviledag kan helligholdes uden det, skal vi vide, at Gud vil have dette bud
strengt overholdt. Han vil straffe alle, der foragter hans ord og ikke vil høre
og lære det på de tidspunkter, der er bestemt. Mod dette bud synder de, der
misbruger og vanhelliger hviledagen åbenlyst. De undlader at høre Guds ord på
grund af pengebegær eller letsindighed, eller de sidder rundt på værtshusene
som gale, fulde svin. Men det vanhelliges også af dem, der kun hører Guds ord
som ren underholdning og kommer og går af gammel vane. Når året er omme, er de
ikke nået videre end året før. For man har hidtil ment, at det var at
helligholde hviledagen ret, når man om søndagen havde overværet en messe eller
hørt evangeliet blive oplæst. Men Guds ord blev der ikke spurgt efter, ligesom
der heller ikke var nogen til at undervise.
Nuvel, selv om vi nu har
Guds ord, har vi dog ikke afskaffet dette misbrug. Vi hører gerne prædikenen og
lader os formane, men vi hører det uden alvor og opmærksomhed. Derfor skal vi
huske på, at det ikke alene drejer sig om at høre ordet, men at det også skal
læres og bevares. Og tænk ikke, at det er noget, du kan gøre som du har lyst
til, eller at der ikke ligger stor vægt på dette. Det er Guds bud, og at det
betyder, at du bliver krævet til regnskab for, hvordan du har hørt, lært og
æret hans ord.
På samme måde må man også
irettesætte de kræsne ånder, der straks er overmætte og mister appetitten, når
de har hørt en prædiken eller to, som om de nu kunne selv og ikke mere behøvede
nogen læremester. For det er netop den synd, man hidtil har regnet blandt
dødssynderne, og som kaldes kræsenhed eller kedsomhed, er en ulykkelig,
ødelæggende tilstand, som Djævelen fortryller og bedrager mange hjerter med,
for at han kan overrumple os og ubemærket berøve os Guds ord.
For du må huske på, at selv
om du kan det aldrig så godt og er en mester i alle ting, så befinder du dig
dog dagligt i Djævelens rige. Og han hviler hverken dag eller nat, men søger at
overrumple dig, så han kan så vantro og onde tanker i dit hjerte mod de
foregående og alle de andre bud. Derfor må du altid have Guds ord i hjerte,
mund og øre. For hvor hjertet er passivt og ordet ikke lyder, bryder han ind og
har gjort ulykken, før man er klar over det. Omvendt har Guds ord en sådan
kraft, hvor man tænker på det, hører det og beskæftiger sig seriøst med det, at
det aldrig er uden frugt, men altid giver ny forståelse, energi og discipelsind
og renser hjerte og tanker. For Guds ord er ikke passivt og dødt, men virksomt
og levende. Og selv om vi ikke havde brug for anden hjælp eller var udsat for
andre fare, så burde det dog lokke enhver, at Djævelen derved holdes væk og
jages bort, og dette bud bliver opfyldt og glæder Gud mere end alle prangende,
hykleriske gerninger.
4 Du skal ære din far og mor
Hidtil har vi lært de tre første bud, der handler
om vores forhold til Gud. For det første, at man hele sit liv af ganske hjerte
skal forlade sig på ham, frygte og elske ham. For det andet, at man ikke må
misbruge hans hellige navn til løgn eller noget andet ondt, men bruge det til
Guds pris og til næstens og egen gavn og salighed. For det tredje, at man på
hviledage og helligdage omhyggeligt skal beskæftige sig med Guds ord, for at
vores liv og gerninger kan være på ret kurs. Nu følger de syv andre bud, der
gælder vores forhold til vores næste. Det første og vigtigste er:
DU SKAL ÆRE DIN FAR OG MOR
Denne opgave som far og mor har Gud specielt
fremhævet i forhold til alle andre livsopgaver, der er forordnet af ham. Han
befaler os ikke blot at elske, men også at ære vores forældre. Vores søskende
og vores næste i almindelighed, befaler han os ikke noget højere, end at vi
skal elske dem. Han fremhæver og udmærker således vores far og mor frem for
alle andre personer på jorden og stiller dem på linie med sig selv. For at ære
er noget meget højere end at elske, fordi det ikke alene omfatter kærligheden,
men også disciplin, ydmyghed og ærefrygt, som for en skjult majestæt. Det
kræver ikke alene, at man tiltaler dem venligt og med ærbødighed, men især at
man både med hjerte og i omgangsform er sådan imod dem, at man viser dem ære og
regner dem for de øverste næst efter Gud. For den, man af hjertet skal ære, må
man også agte for høj og stor.
Derfor skal man indskærpe
børnene, at de skal anse deres forældre som dem, der står i Guds sted. Selv om
de er ubegavede, fattige, skrøbelige og underlige, skal de huske på, at de dog
er deres far og mor, givet dem af Gud. På grund af deres livsførelse eller
fejltagelser skal man ikke berøve dem æren. Man skal ikke se på personerne,
hvordan de er, men på Guds vilje, der har skabt og indrettet det på den måde.
Ellers er vi alle lige over for Gud, men indbyrdes mellem mennesker er der
nødvendig med en sådan ulighed og fastsat forskel. Derfor har Gud også befalet
at overholde den, så du er lydig mod mig som din far, og at det er mig, der har
myndigheden.
Så lær nu for det første,
hvad det er for en ære mod vores forældre, dette bud kræver. Nemlig at man frem
for alt andet anser dem for kostbare og værdifulde som den største skat på
jorden. Dernæst at man også i sprogtonen viser selvdisciplin, så man ikke
brokker sig, er stædig og råber, men lader dem have ret og tier, selv om de
også går for vidt. For det tredje, at man også med praktiske opgaver og
økonomisk viser dem den ære, at man hjælper til i det daglige og også når de
bliver gamle, syge, skrøbelige eller økonomisk trængte. Alt dette skal man ikke
blot gøre glad og gerne, men også med ydmyghed og ærefrygt, som for Gud. For
den, der i sit indre véd, hvordan man skal betragte sine forældre, vil ikke
lade dem lide nogen nød, men sætte dem over og ved siden af sig selv og hjælpe
dem med alt, hvad han har og formår.
En
gerning, Gud med garanti synes om
For det andet: Læg mærke til, hvilken stor, god og
hellig gerning, der her lægges hen til børnene, men som man desværre ganske
foragter og slår hen i vejret. Man er sig ikke bevidst, at det er Gud, der har
befalet det, og at det er et helligt guddommeligt ord og lære. Havde man regnet
med det, ville man vide, at de, der lever efter dette ord, også må være hellige
mennesker. Så havde man ikke behøvet at opfinde noget klosterliv eller
kirkelige ordener. Så var ethvert barn blevet ved dette bud og havde kunnet
vende sig til Gud med god samvittighed og sige: Skal jeg øve gode og hellige
gerninger, véd jeg ikke noget bedre, end at vise mine forældre al ære og
lydighed, for det har Gud selv befalet. For det, Gud befaler, må være langt
ædlere end alt, hvad vi selv kan udtænke. Og fordi der ikke findes nogen højere
og bedre mester end Gud, er der virkelig ikke nogen bedre lærdom end den, han
giver. Og nu lærer han i rigt mål, hvad man skal gøre, når man vil gøre
retskafne, gode gerninger. Og når det er ham, der har befalet det, viser han,
at de også behager ham. Når det nu er Gud, der har befalet det og han ikke véd
noget bedre at befale, så vil jeg jo ikke kunne gøre det bedre.
Se, på denne måde burde man
have undervist et fromt barn, givet det en god opdragelse og beholdt det hjemme
i lydighed og til hjælp for forældrene, så man havde haft gavn og glæde af det.
Men man har ikke villet holde Guds bud frem, men har ladet det ligge og er
løbet let hen over det, så børnene ikke er blevet bekendt med det. I stedet har
man stået og måbet over det, vi selv har fundet på, uden at tage Gud med på
råd.
Lad os derfor for Guds
skyld omsider lære, at de unge må sætte alt andet til side og først og fremmest
give agt på dette bud. Hvis de vil tjene Gud med virkelig gode gerninger, skal
de gøre det, som deres far og mor eller dem, der er sat i deres sted, har brug
for. For den, der véd og gør det, har først og fremmest den store trøst i
hjertet, at man trods alle dem, der øver deres egne gode gerninger, frimodigt
kan rose sig og sige: Se, denne gerning behager min Gud i Himmelen, det véd jeg
bestemt. Lad dem med deres mange, store, sure og besværlige gerninger alle på
én gang træde frem og rose sig. Lad os se, om de kan gøre noget, der er større
og bedre end lydigheden mod fader og moder, som ifølge Guds ord og vilje kommer
lige efter lydigheden mod Guds egen majestæt. Når det gælder Guds ord og vilje
og hvordan den skal udføres, er der intet, der gælder mere end forældrenes
ønsker og hvad, de siger. Blot det ikke strider mod lydigheden mod Gud og er i
konflikt med de forrige bud.
Derfor bør du af hjertet
være glad og takke Gud, fordi han har udvalgt dig og sat dig i stand til udføre
en så værdifuld og kærkommen gerning. Og selv om den ud ad til anses for den
ringeste og mest nedvurderede, så skal du anse den for noget stort og kostbart.
Ikke på grund af vores værdighed, men fordi den indbefattes i og omsluttes af
en kostbar prydelse og helligdom, nemlig Guds ord og bud. Oh, hvor meget skulle
ikke alle eneboere, munke og nonner give, hvis de med alt deres religiøsitet
kunne fremvise bare én eneste gerning, øvet på hans bud og med glad hjerte
kunne sige til Gud: Nu véd jeg, at denne gerning er dig velbehagelig. Hvad skal
der dog blive af disse stakkels fattige mennesker, når de for Gud og alverden
skal stå rødmende af skam foran et ungt menneske, der har levet efter dette
bud, og de så må tilstå, at de med alle deres anstrengelser ikke er værdige at
række dette barn et glas vand. Der sker dem nu kun deres ret på grund af deres
djævelske forførelse, fordi de ringeagter Guds bud og i stedet forgæves må
plage sig med selvopfundne gerninger og kun få kritik og ulykke som løn.
Barnets
lydighed eller klosterlivets hellighed
Skulle et hjerte nu ikke springe og strømme over af
glæde, når det tager fat på sine daglige opgaver og gør, hvad der er befalet,
at det da kan sige: Se, dette er bedre end alle eneboernes hellighed, selv om
de faster sig til døde og uden ophør beder på deres knæ. Her har du nemlig en
sikker tekst og et guddommeligt vidnesbyrd om, at han har befalet dette, men
ikke med et ord har befalet klosterlivet. Men det er ulykken og verdens
forfærdelige blindhed, at ingen tror det. Djævelen har i den grad fortryllet os
med falsk hellighed og vores egne gerningers falske glimmer.
Derfor gentager jeg, at jeg
gerne ser, at man åbner øjne og ører og lægger sig dette på sinde, for at vi
ikke igen skal blive lokket fra Guds rene ord til Djævelens løgn og pjank. Så
ville det også stå bedre til, så forældrene fik langt mere glæde, kærlighed,
venskab og enighed i hjemmene. Og børnene kunne også vinde forældrenes hele hjerte.
Hvis børnene derimod er trodsige og ikke vil gøre, hvad de skal, før man truer
dem med straf, så gør de både Gud og forældrene vrede. De berøver sig selv den
gode samvittigheds skat og glæde og samler sig en bunke ulykker. Derfor går det
nu også sådan i verden, som alle beklager, at unge såvel som gamle er uden
hæmninger og grænser, og ikke har nogen ærefrygt eller respekt. De gør ikke
noget, uden de drives af udsigt til straf og repressalier, og i det skjulte
foretager de sig alt, hvad de kan komme af sted med. Derfor vil Gud også
straffe dem og lade dem rammes af al slags elendighed og ulykke. Forældrene
formår almindeligvis intet selv. Den ene tåbe avler den anden. Som de selv har
levet, sådan bliver deres børn.
Dette bør nu være det
første og vigtigste, der skal drive os til at adlyde dette bud. Og hvis vi ikke
havde nogen far og mor, måtte vi ønske, at Gud ville vise os sten eller træ,
som vi kunne regne for vores far og mor. Når han nu har givet os levende
forældre, hvor meget mere burde vi så ikke være glade for at kunne vise dem ære
og lydighed. Vi véd, at det behager den høje majestæt og alle engle, men ærgrer
alle djævle. Tilmed er det den største gerning, vi kan øve, næst efter den høje
gudstjeneste, der er befalet i de forrige bud. For at give nødhjælp og anden
gerning mod næsten kan ikke sammenlignes med dette. Gud har sat denne ordning
øverst, ja stillet den i sit sted på jorden. Denne Guds vilje og hans velbehag
skal være os årsag og bevæggrund nok til villigt og med lyst at gøre, hvad vi
formår.
Glem
ikke at takke
Desuden er vi jo pligtige til over for verden at
være taknemmelige for de velgerninger og alt det gode, vi har modtaget fra
vores forældre. Men her hersker Djævelen også i verden, så børnene glemmer
deres forældre, ligesom vi alle glemmer Gud. Ingen tænker på, hvordan Gud
forsørger, bevarer og beskytter os og giver os så meget godt til sjæl og
legeme. Men så snart noget ondt rammer os, bliver vi vrede og beklager os
utålmodigt. Straks har vi glemt alt, hvad vi i vores livstid har modtaget af
godt. Nøjagtig det samme gør vi mod vores forældre, og der er ikke noget barn,
der indser eller tænker på det, med mindre Helligånden giver det. Denne
utaknemmelighed i verden kender Gud så rigelig. Derfor påminder og formaner han
os ved budene, for at enhver skal huske på, hvad hans forældre har gjort for
ham. Derved erkender han, at han har legeme og liv fra dem, og er blevet
ernæret og opdraget af dem, og ellers hundrede gange var omkommet i sit eget
skidt uden dem. Derfor er det rigtig og godt sagt af gamle, kloge folk: Gud,
forældre og lærere kan man aldrig takke eller gengælde nok! Den, som besinder
sig på dette, vil vel uden tvang vise sine forældre al ære og bære dem på
hænderne som dem, Gud har skænket ham alt godt gennem.
Med
udsigt til et godt liv
Foruden alt dette må det også være en stor
drivkraft, at Gud har føjet en dennesidig forjættelse til dette bud: ”for
at du kan få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig.” (2
Mos 20, 12). Se selv, hvor seriøst Gud tager det med dette bud, så han
tilkendegiver, at lydigheden imod det ikke alene er ham velbehagelig, og at han
har sin glæde og lyst deri, men at det også skal bringe lykke og blive til
vores egen fordel, så vi kan føre et stille og roligt liv med alt godt. Derfor
priser og fremhæver Paulus det også i Efeserbrevet 6, 2, når han siger:
”Det er det første bud, der er knyttet forjættelse til: for at det må gå
dig vel, og du må få et langt liv på jorden.” For selv om de andre bud
har deres forjættelser, er det dog ingen steder så klart og tydeligt udtalt som
ved dette bud.
Frugten og lønnen er, at
den, der holder dette bud, skal have gode dage, lykke og velstand. På den anden
side er straffen også, at den, der er ulydig, skal dø tidligt og ikke have
nogen glæde af livet. For udtrykket ”at leve længe” betyder i
Bibelen ikke blot at opnå en høj alder, men at have alt det, der hører med til
et langt liv, som et godt helbred, hustru og børn, beskæftigelse, fred, god
regering osv., uden hvilket dette liv ikke kan nydes med glæde eller vare
længe. Vil du nu ikke adlyde din far og mor og lade dig opdrage, kommer du til
at adlyde politi og domstole, og lyder du ikke dem, så kommer du i hvert fald
til at adlyde bedemanden, det vil sige, døden. For dette er kort og godt Guds
vilje: Enten gengælder han dig med alt godt, hvis du adlyder ham, elsker og
tjener ham, eller han sender dig både bøddel og død, hvis du gør ham vred. Hvad
er grunden til, at der er så mange forbrydere, som man daglig må idømme lange
straffe, om det ikke er ulydighed? Fordi de ikke vil lade sig retlede af det
gode, bringer de det ved Guds straf så vidt, at man kun ser ulykke og stor sorg
på deres vej. For det sker meget sjældent, at den slags mennesker dør en
naturlig død i deres alderdom.
Men de fromme og lydige har
den velsignelse, at de lever godt og længe og, som vi før har sagt, ser deres
børnebørn i tredje og fjerde led. Man kan også se, at hvor der findes fine
gamle slægter, der lever i velstand og har mange børn, kommer det af, at nogle
af dem har fået en god opdragelse og har set det eksempel, forældrene har
givet. Derimod står der skrevet om de ugudelige i Salme 109, 13: ”Hans
afkom gå til grunde, hans navn slettes ud i næste slægtled.” Læg dig da
på sinde, hvor vigtig en ting lydigheden er for Gud, siden han sætter den så
højt og finder så stort behag i den og belønner den så rigeligt, men holder så
strengt på at straffe dem, der handler imod den.
Alt dette siger jeg, for at
man skal indprente ungdommen det. For ingen er klar over, hvor nødvendigt dette
bud er, da det under pavedømmet ikke har været værdsat eller lært. Det er så
enkle og lette ord, derfor mener enhver, at han kan springe let hen over dem og
glor efter andre ting, da han i forvejen kan dem. Man indser og tror ikke,
hverken at Gud vredes så strengt, hvis vi forsømmer dette bud, eller at de
gerninger, vi øver, når vi holder budet, er Gud så kostbare og velbehagelige.
Forældremyndigheden
uddelegeres
Til dette bud hører også at tale om al slags
lydighed mod offentlige myndigheder, der lovgiver og styrer. For fra
forældrenes myndighed afledes og stammer al anden myndighed. Hvis en far ikke
formår at opdrage sit barn alene, tager han en skolelærer til hjælp, der
underviser det. Er han for svag, tager han sine venner og naboer til hjælp. Dør
han, overdrager han forældremyndigheden til andre, der har ret til det.
Ligeledes må han også have ansatte under sig til at hjælpe med husets arbejde.
Alle, der har den funktion, der ligger i ordet ”herre”, er i
forældres sted og modtager deres magt og myndighed fra dem. I Bibelen kaldes de
derfor også alle for fædre dem, der ifølge deres myndighed har et faderembede
og skal vise et faderligt sindelag mod alle, som står under dem. Således har
romerne og andre folk også tidligere kaldt manden og konen i huset for husfar
og husmor, ligesom fyrster og konger kaldes for landsfædre. Og det er en stor
skam for os, der vil være kristne, at vi ikke også bruger den betegnelse eller
i det mindste agter og ærer dem som sådanne.
Hvad et barn nu er fader og
moder skyldig, skylder de også dem, der er i forældrenes sted. Derfor bør de
ansatte se til, at de ikke alene adlyder deres foresatte, men også ærer dem som
deres egne forældre og udfører alt, hvad de véd, man ønsker af dem. Ikke af
tvang og modvilje, men med glæde og lyst, netop fordi det er Guds bud, og det
behager ham mere end noget andet. Af denne grund bør de yde deres bedste og
være glade for, at de har fået nogle foresatte. De kan have en glad
samvittighed og vide, hvordan de skal gøre de rette gyldne gerninger, der
hidtil har været forsømte og foragtede. I stedet løb enhver i kloster, på
valfart og efter aflad i Djævelens navn, sig selv til skade og med dårlig
samvittighed.
Straf
og belønning i ret perspektiv
Hvis man nu bare kunne gøre almindelige mennesker
bevidst om dette, så måtte både børn og unge jo springe højt af glæde, love og
takke Gud. De kan ved dagligdags opgaver erhverve sig en skat, som dem, man
ellers regner for de helligste, ikke har. Er det ikke en stor hæder at vide og
kunne sige: ”Når du udfører dine daglige opgaver i hjemmet, er det bedre
end alle munkes hellighed og strenge liv?” Og desuden har du det løfte,
at det alt sammen skal blive dig til lykke og velsignelse. Hvordan vil du blive
saligere eller leve mere helligt, hvad gerningerne angår? For over for Gud er
det alene troen, der gør hellig og tjener ham, mens gerningerne tjener andre
mennesker. Da har du alt godt, hjælp og beskyttelse fra Herren, dertil en god
samvittighed og en nådig Gud, der vil gengælde dig hundrede gange. Hvis du blot
er ærlig og lydig, er du næsten kongelig, men hvis ikke, hviler der kun vrede
og unåde over dig fra Gud, og du har ingen fred i hjertet og rammes desuden af
al slags modgang og ulykker. Den, det ikke gør indtryk på, så han forbedre sig,
overlader vi til domstol og bedemand. Derfor skal den, der vil lytte til et
godt råd, huske på, at Gud ikke spøger, men at det er dig, Gud taler til og
kræver lydighed af. Lyder du ham, da er du hans kære barn. Foragter du hans
bud, da skal du have vanære og modgang og et bedrøvet hjerte som løn.
Der er også grund til at
tale om lydighed mod de offentlige myndigheder, der som sagt også hører ind
under faderstanden, og hvis område strækker sig vidt. Her drejer det sig ikke
om en enkelt far, men om så mange fædre, som der er personer, der har nogen
under sig, som indbyggerne i et land eller en by, eller i et firma. For gennem
disse offentlige fædre giver Gud os dagligt brød, hus og hjem, beskyttelse og
sikkerhed på samme måde som gennem vores naturlige forældre. Da den altså med
denne udmærkelse bærer sit navn og sin rang, er det vores pligt at ære den og
agte den højt som den dyreste skat og det kosteligste klenodie på jorden.
Gud er
ikke blind
Den, der nu er lydig, villig og parat til at tjene
og gerne vil gøre alt for at ære sin øvrighed, véd, at han gør, hvad der er Gud
velbehageligt, og at han får glæde og lykke som løn. Vil han ikke gøre det med
kærlighed, men foragte det, og er modvillig og oprørsk, skal han på den anden
side også vide, at han ikke skal vente nåde og velsignelse. Og mener han, at
han kan tjene penge på sin modstand, vil han på andre måder miste ti gange så
meget eller falde i domstolenes hænder eller omkomme i krig, under epidemier
eller inflation. Og han skal ikke opnå, at få nogen glæde af sine børn og lide
skade gennem sine kolleger, naboer eller fremmede og tyranner, for at han kan
få løn og høste, hvad han søger og fortjener.
Om vi kun én gang ville
lade os overbevise om, hvor velbehagelige sådanne gerninger er for Gud og
hvilken rig belønning, de indebærer, så skulle vi udelukkende sidde i
overstrømmende lykke og have alt, hvad vores hjerte begærer. Men fordi man nu
fuldstændig foragter Guds ord og bud, som om de var talt af en eller anden nar,
så lad os se, om du kan skubbe Gud af tronen. Hvor vanskeligt bliver det mon
for ham, at betale dig igen? Lev du derfor hellere med Guds nåde, fred og
lykke, end i ulykke under hans unåde. Hvorfor tror du vel, at verden er så fuld
af utroskab, synd, elendighed og mord, andet end at enhver vil være sin egen
herre og øvrighed, ikke tager hensyn til nogen og gøre alt, hvad han har lyst
til. Derfor straffer Gud den ene slyngel med den anden, så hvis du bedrager og
foragter din herre, kommer der en anden, som er på samme måde over for dig. Ja,
så du i dit eget hus må finde dig i ti gange så meget ondt fra hustru, børn og
kolleger.
Vi føler godt vores ulykke,
brokker os og klager over utroskab, vold og uret, men vil ikke indse, at vi
selv er slyngler, der redeligt har fortjent straffen og ikke bliver bedre
derved. Vi vil ikke have nåde og lykke og derfor er det rimeligt, at vi kun
møder modgang uden formildende omstændigheder. Der må åbenbart endnu findes
fromme mennesker på jorden, siden Gud endnu lader os få så meget godt. Hvis det
gik os efter fortjeneste, skulle vi ikke eje en øre i huset eller et græsstrå
på marken. Alt dette har jeg måttet udfolde med så mange ord, for at nogen dog
ville tage det til hjerte, og vi kunne blive frigjorte fra den blindhed og
elendighed, hvori vi er faldet så dybt. Så vi for alvor kunne lære Guds ord og
vilje at kende. For deraf skal vi lære, hvordan vi kan have nok af glæde, lykke
og salighed, både i tid og i evighed.
Vores
åndelige fædre
Vi har altså talt om tre slags fædre i forbindelse
med dette bud. De naturlige fædre, de fædre, der er vores foresatte i det
daglige arbejde og landsfædrene i landets ledelse. Desuden er der også åndelige
fædre, ikke som under pavedømmet, hvor de vel havde titlen, men ikke har udført
noget faderligt embede. For åndelige fædre er alene dem, der underviser os i
Guds ord og leder os, som Paulus roser sig af at være en far, når han siger:
”For i Kristus Jesus var det mig, der ved evangeliet blev far til
jer.” (1 Kor 4, 15). Fordi de nu er fædre, tilkommer der dem også ære, og
det vel frem for andre. Men det er dem, der får den allermindst. For verden
ærer dem på den måde at man jager dem ud af landet og ikke under dem en bid brød.
Kort sagt, de må, som Paulus siger, være verdens affald, et udskud i alles øjne
(1 Kor 4, 13).
Derfor er det nødvendigt,
at indskærpe for folk, at de, der vil kaldes kristne, over for Gud er skyldige
at vise dem, der våger over vores sjæle, dobbelt ære, så man gør godt imod dem
og støtter dem økonomisk. Så vil Gud også give dig nok, og du skal ikke mangle
noget. Men her jamrer og klager alle sig. De er bekymrede for, om deres økonomi
nu vælter, og kan derfor ikke lønne bare én retskaffen præst, mens vi før
mættede ti katolske ædedolke. Derfor har vi også fortjent, at Gud tager sit ord
og sin velsignelse fra os og igen lader løgnepræster fremstå, der atter kan
føre os til Djævelen og i tilgift udsuge vores penge og vores blod.
Men de, der holder sig Guds
vilje og bud for øje, har det løfte, at det rigeligt skal gengældes dem, hvad
de ofrer deres naturlige og åndelige fædre og yder til deres ære. Ikke bare
sådan, at de et år eller to skal have brød, klæder og penge, men et langt liv,
næring og fred og evigt være rige og salige. Gør derfor kun, hvad du er
skyldig, og lad Gud sørge for, hvorledes han vil ernære og opholde dig. Har han
lovet det og endnu aldrig løjet, vil han heller ikke lyve for dig her. Det
skulle drive os og skabe et hjerte i os, der måtte smelte af lyst og kærlighed
til dem, vi skylder ære, så vi opløftede vores hænder og glade takkede Gud, der
har givet os sådanne løfter, for hvis skyld vi burde løbe til verdens ende. For
om hele verden forenede sine kræfter, formåede de dog ikke at lægge én time til
vores liv eller give os et eneste lille korn af jorden. Men Gud kan og vil give
dig alt i overflod efter dit inderste ønske. Men den, der foragter dette og
slår det hen i vejret, er ikke værdig at høre et Guds ord. Dette er nu rigeligt
sagt til alle, der hører ind under dette bud.
Formaning
til forældrene
Desuden er det også rimeligt, at der prædikes for
forældrene og alle dem, der er i forældrene sted, om hvordan de skal forholde
sig mod dem, der er betroet i deres varetægt. Det står vel ikke udtrykkeligt i
De Ti Bud, men er dog ellers befalet rigeligt så mange andre steder i Bibelen.
I dette bud, hvor Gud nævner far og mor, vil han også have forældrene
indbefattet. For han vil ikke have slyngler og tyranner til denne opgave og embede.
Og han giver dem heller ikke magt og ret til at styre, for at de skal lade sig
tilbede, men for at de skal huske på, at de selv er skyldige at lyde Gud, og at
de frem for alt hjerteligt og trofast skal varetage deres embede, så de ikke
alene føder og legemligt forsørger deres børn, kolleger og landsmænd, men først
og fremmest opdrager dem til Guds pris og ære. Tænk derfor ikke, at det beror
på din egen opfattelse og forgodtbefindende, men at Gud strengt har befalet og
pålagt dig det, og for ham skal du også stå til ansvar for det.
Her har vi atter den store
elendighed, at ingen er opmærksom på dette bud eller tager det alvorligt. Man
lever, som om Gud havde givet os børn, for at vi skulle have dem til fornøjelse
og underholdning. De ansatte, for at vi bare skulle bruge dem til opgaverne som
malkekøer og arbejdsheste. Og landets indbyggere, for at vi egenrådigt skal
herske over dem og overlade dem til sig selv, som om det ikke kom os ved, hvad
de lærer, eller hvordan de lever. Ingen vil indse, at der her er tale om en
befaling af den guddommelige majestæt, som strengt kræver det efterlevet og
straffer overtrædelser. Og man ser ikke den store nød, der gør at man med alvor
tager sig af ungdommen.
Opdragelse
og uddannelse
For hvis vi vil have gode og dygtige folk både til
de verdslige og kirkelige opgaver, må vi sandelig ikke spare nogen energi,
besvær eller omkostning på vores børns undervisning og opdragelse, så de kan
tjene Gud og verden. Vi skal ikke alene tænke på, hvordan vi kan samle gods og
penge til dem. Gud kan godt forsørge dem uden os og gøre dem rige, således som
han også daglig gør. Men han har givet og betroet os børn, for at vi skal
opdrage og lede dem efter hans vilje, ellers behøvede han jo hverken far eller
mor til det. Derfor må enhver gør sig det klart, at han under tab af den
guddommelige nåde frem for alt er skyldig at opdrage sine børn til gudsfrygt og
erkendelse. Og hvis de er egnede til det skal man også lade dem undervise og
studere, så man kan få nytte af dem, hvor der er behov.
Hvis man nu gjorde det,
skulle Gud også i rigt mål velsigne os og give os sin nåde til at opdrage
mennesker, som folk og fædreland kunne forbedres ved. Så skulle man få gode og
dygtige medborgere, samvittighedsfulde og huslige kvinder, som igen kunne
opdrage fromme børn og legekammerater. Betænk nu selv, hvilken ubodelig skade
du gør, hvis du er sløset her og ikke gør dit til, at dit barn opdrages til et
nyttigt, Gud velbehageligt menneske. Du drager da al synd og vrede over dig
selv og dine børn og fortjener Helvede, selv om du var nok så from og hellig.
Og fordi man foragter dette, straffer Gud også verden så forfærdeligt, at man
hverken har offentlig ro og orden, styrelse eller fred. Derfor klager vi også
alle sammen uden at kunne indse, at det er vores egen skyld. For således som vi
opdrager dem, får vi dem også, ulydige og uden for pædagogisk rækkevidde. Det
burde nu være nok til formaning. En grundigere uddybning må ske en anden gang.
5 Du må ikke slå ihjel
Vi har nu gennemgået alt om det åndelige og det
verdslige styre, altså lydigheden mod den guddommelige og faderlige myndighed.
Men her går vi nu ud af vores eget hus til naboerne for at lære, hvordan vi
skal leve indbyrdes, enhver med sin næste. Derfor er hverken Gud eller
øvrigheden indbefattet i dette bud, lige så lidt som det fratager dem den ret,
de har til at idømme dødsstraf. For Gud har overdraget den magt, han har til at
straffe forbrydere, til øvrigheden i forældrenes sted. Som man kan læse i Femte
Mosebog 21, 18-21, så stillede forældrene førhen selv deres børn for retten og
dømte dem til døden. Derfor er der her tale om et forbud privatpersoner
imellem, men ikke for øvrigheden.
Dette bud er nu let nok at
forstå og er ofte blevet udlagt, da man hvert år hører det i forbindelse med
evangelieteksten fra Matthæus 5, 20-26, hvor Kristus selv udlægger det og
sammenfatter det i en hovedsum, nemlig at man hverken må dræbe med hånd,
hjerte, mund, tegn eller attituder, og heller ikke give gode råd eller yde
hjælp til det. Derfor forbydes enhver her at vredes, undtagen som sagt dem, der
er sat i Guds sted, altså forældre og øvrighed. For Gud, og de, der er i Guds
sted, skal netop udtrykke deres vrede, irettesætte og straffe på grund af dem,
der overtræder dette og andre bud.
Men årsagen til og
nødvendigheden af dette bud er, at Gud udmærket er klar over, hvor ond verden
er, og at dette liv rummer mange ulykker. Derfor har han sat dette og andre bud
mellem de gode og de onde. Som der nu er mange slags fristelser mod alle bud,
sådan går det også her, fordi vi må leve blandt mange mennesker, der gør os
fortræd, så det giver anledning til at vi bliver irriteret på dem. Ser din nabo
f.eks., at du har fået et bedre hus og gård, større materiel fremgang og lykke
fra Gud end ham, ærgrer han sig og misunder dig og taler ondt om dig. Sådan får
du ved Djævelens tilskyndelse mange fjender, som ikke under dig noget godt
hverken i legemlig eller åndelig henseende. Når man nu oplever det, vil vores
hjerter rase og fnyse og hævne sig. Så begynder man at skændes og slås, og
bagefter følger elendighed og mord. Her kommer Gud os nu i forkøbet som en
venlig far og vil have striden bilagt, for at det ikke skal udvikle sig til
noget værre, eller den ene skal ødelægge den anden. Han vil kort sagt have, at
hver og en skal være beskyttet, befriet og berolige mod uret og vold fra andre
menneskers side og have dette bud opstillet som en ringmur, en fæstning og et
fristed for næsten, så man ikke skal tilføje ham fortræd og skade på legemet.
Syndens
kædereaktion
Meningen med dette bud er altså, at man ikke skal
tilføje sin næste noget ondt, selv om han i høj grad har fortjent det. For når
drab er forbudt, er også alt det forbudt, der kan blive årsag og ophav til
drab. For mange, som ikke slår ihjel, forbander dog næsten eller ønsker ham af
hjertet så meget ondt, at hvis det skulle komme over ham, ville han snart dø.
Da det nu af naturen hænger ved enhver, og det er almindeligt, at ingen vil
tåle noget af den anden, vil Gud bortrydde selve roden og årsagen til hjertets
vrede mod næsten og vænne os til altid at have dette bud for øje og spejle os i
det. Vi skal se på Guds vilje og med hjertelig tillid og påkaldelse af hans
navn overgive den uret, vi lider, til ham og lade de andre rase og vredes i
deres fjendskab, så de gør, hvad de vil. På den måde skal et menneske lære at
tæmme sin vrede og få et tålmodigt og forsonligt hjerte, især mod dem, der
giver ham årsag til vrede, altså hans fjender.
Mange
slags mord
Hovedsummen af dette bud er derfor, at man tydeligt
skal gøre folk forståelige, hvad det betyder ikke at slå ihjel. For det første,
at man ikke tilføjer nogen noget med hånd eller i gerning. Dernæst at man ikke
bruger tungen til at overtale eller råde nogen til ondt. Ligeledes at man ikke
bruger eller tillader noget middel eller nogen metode, som kan skade eller
krænke nogen. Og endelig, at hjertet ikke er fjendsk mod nogen eller af vrede
og had ønsker ondt over nogen, så at både legeme og sjæl er uden skyld over for
enhver, særlig over for dem, der ønsker eller tilføjer dig noget ondt. At øve
ondt imod dem, der under dig alt godt og som er venlige mod dig, er jo ikke
menneskeligt, men djævelsk. Imod dette bud forsynder sig ikke blot de, der gør
deres næste ondt, men også den, der kan gøre sin næste godt ved at forhindre,
forebygge, beskytte og redde, men ikke gør det. Hvis du således lader nogen gå
nøgen, som du kunne have givet tøj, så er du skyld i at han fryse ihjel. Ser du
nogen sulte, og du ikke giver ham mad, så er du skyld i at han dør af sult. På
samme måde, hvis du ser nogen uskyldigt dømt til døden eller i lignende nød, og
du ikke redder ham på trods af, at du kender middel og udvej, så er du skyld i
hans død. Og det hjælper ikke, at du siger, at det ikke er sket med din
medvirken, for du har unddraget ham din kærlighed og berøvet ham den
velgerning, som kunne have reddet ham.
Passiv
dødshjælp i luthersk betydning
Derfor kalder Gud også med rette alle dem for
mordere, som over for mennesker i nød og livsfare ikke hjælper med vejledning
og handling. Han vil lade dem ramme af en meget hård dom på den yderste dag,
som Kristus selv forkynder, når han siger: ”For jeg var sulten, og I gav
mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke,
jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig, jeg var nøgen, og i gav mig ikke
tøj, jeg var syg eller i fængsel, og i så ikke til mig.” (Matth 25,
42-43). Det vil sige: I ville have ladet mig og mine dø af sult, tørst og
kulde, sønderrive af vilde dyr, rådne op i fængsel og gå til grunde i elendighed.
Hvad er det andet end at kaldes mordere og blodhunde? For selv om du ikke har
begået noget sådant i handling, så har du dog ladet din næste blive i sin
ulykke og ladet ham omkomme. Og det er jo akkurat det samme, som om jeg så
nogen falde i vandet og kæmpe for livet eller falde i ilden og kunne række ham
en frelsende hånd og redde ham, men ikke gjorde det. Ville jeg da ikke stå for
alles øjne som en morder og usling? Derfor er det Guds bestemte vilje, at vi
ikke skal lade noget menneske lide noget ondt, men vise vores næste al godhed
og kærlighed. Og det gælder, som før sagt, ganske særligt dem, der er vores
fjender. For at gøre sine venner godt er kun en simpel hedensk dyd, som Kristus
siger i Matthæus 5.
Her har vi da atter Guds
ord, hvormed han opmuntrer og driver os til rette, ædle og høje gerninger, som
mildhed, tålmodighed og kort sagt kærlighed og virksom godhed mod vores
fjender. Og han vil stadig minde os om at tænke tilbage på det første bud, at han
er vores Gud og derfor vil hjælpe os, være os nær og beskytte os, så han kan
neddæmpe vores lyst til at hævne os.
Dette skulle man nu lære
med kraft og indskærpe, så ville vi få hænderne fulde af gode gerninger. Men
dette er ikke værd at prædike for munkene. Det ville gøre gejstligheden for
stor skade og være nærgående mod eneboernes hellighed, og man ville vel netop
beskylde os for at forbyde gode gerninger og lægge klostrene øde. For på denne
måde ville det almindelige kristne liv gælde lige så meget, ja, meget mere, og
enhver kunne se, hvordan de med et falsk og hyklerisk skin af hellighed
bedrager og forfører verden, fordi de har bagatelliseret dette og andre bud og
holdt dem for unødvendige, som om de ikke var bud, men blot evangeliske råd. Og
desuden har de frækt prist og udskreget deres hykleri og gerninger som det mest
fuldkomne liv, for at de kunne føre et godt og behageligt liv uden kors og
tålmodighed. Det er også derfor de er gået i kloster, for at de ikke skulle
behøve at lide noget ondt af nogen eller gøre noget godt. Men du skal vide, at
dette er de sande, hellige og guddommelige gerninger, som Gud med alle engle
glæder sig over, mens al menneskelig hellighed er at sammenligne med stank og
skidt, som ikke fortjener andet end vrede og fordømmelse.
6 Du må ikke bryde ægteskabet
De følgende bud er nu i sig selv lette at forstå ud
fra de foregående, for de går alle ud på, at man skal vogte sig for alt det,
der kan skade næsten. Og de er opstillet i en udmærket rækkefølge. Først taler
de om næstens person selv. Dernæst peges der på den person, der står ham
nærmest eller som har den højeste værdi for ham næst efter hans liv, nemlig
hans ægtefælle, som er ét kød og blod med ham. Der er ikke noget andet, man kan
skade ham mere med. Derfor indskærpes det også her klart, at man ikke skal
tilføje ham nogen skade ved hans ægtefælle. Ifølge ordlyden sigter budet
egentlig kun på ægteskabsbrud, fordi det hos det jødiske folk var forordnet og
påbudt, at enhver skulle gifte sig. Derfor blev ungdommen også meget tidligt
gift, så det at leve ugift ikke blev regnet for noget. Offentlig prostitution
var heller ikke tilladt, som det nu er tilfældet. Derfor var ægteskabsbrud den
almindeligste form for seksuel synd hos dem.
Ægteskabet
er en guddommelig ordning
Men fordi der blandt os findes en værre suppedas og
en skammelig sammenblanding af alle former for seksuelle synder og utroskab er
dette bud rettet imod al slags uordentlig seksualitet, under hvad navn det end
nævnes. Det er ikke blot den ydre gerning, der er forbudt, men også ethvert
middel, anledning og tillokkelse til det. Så hjerte, mund og hele kroppen kan
være disciplineret og ikke give rum for seksuelle synder eller yde hjælp eller
vejledning til det. Ja, ikke alene det, men vi skal også forhindrer, beskytte
og redde, hvor der er fare på færde. Vi skal yde bistand og vejledning, for at
vores næste kan bevare sin ære. Hvis du undlader at gribe ind, hvor du kunne
have hindret synden, eller ser igennem fingre med det, som om det ikke kom dig
ved, har du lige så stor skyld som gerningsmanden selv. Kort sagt kræves der
både at enhver lever disciplineret, og at han også hjælper sin næste til det.
Gud vil altså ved dette bud omgærde og beskytte enhvers ægtefælle, så ingen
forgriber sig på vedkommende.
Men fordi dette bud gælder
netop ægteskabet og giver anledning til at tale om det, skal du for det første
lægge vel mærke til, hvordan Gud så herligt priser og ære det. Han både
stadfæster og beskytter ægteskabet med dette bud. Ovenfor i det fjerde bud stadfæster
han det: »Du skal ære din fader og din moder.” Men her værner og
beskytter han det som sagt. Derfor vil han også, at vi skal ære det og anse det
for en guddommelig, salig ordning, og leve i det, fordi han har indstiftet det
før alle andre livsstillinger. I den hensigt har han også skabt mænd og kvinder
forskellige, som man kan se - men ikke til umoral. Det er for at de skal holde
sig til hinanden, være frugtbare, få børn og forsørge dem og opdrage dem til
Guds ære. Derfor har Gud også velsignet denne ordning rigt frem for alle andre
og har skænket den alt, hvad der findes i verden, for at familien kan blive
godt og rigeligt forsørget. Det ægteskabelige liv er altså ikke en leg eller en
menneskelig opfindelse, men en fortræffelig ordning, og det ægteskabelige liv
er guddommelig seriøst. For det er Gud meget magtpåliggende, at man opdrager
folk, der kan tjene verden og hjælpe den til gudserkendelse, saligt liv og alle
gode egenskaber for at bekæmpe ondskaben og Djævelen.
Derfor har jeg altid understreget,
at man ikke må foragte eller ringeagte denne ordning, som den blinde verden og
vores falske kirkefolk gør. Vi skal værdsætte den i lyset af Guds ord, som den
er smykket og helliget med. Den er ikke blot ligestillet med alle andre
livsstillinger, men går forud og over alle, hvad enten det er kejsere, fyrster,
biskopper, og hvad de end kaldes. For hvilke kirkelige og verdslige ordninger
der end er, må de alle ydmyge sig og lade sig finde i denne ordning, som vi
senere skal høre. Derfor er den ikke nogen speciel ordning, men en
altomfattende og ædel ordning, der findes i hele kristenheden, ja i hele
verden.
For det andet bør du også
vide, at den ikke blot er en hæderlig, men også en nødvendig ordning. Og det er
alvorligt påbudt af Gud, at mænd og kvinder, af hvilken samfundsklasse, de end
er, skal være i den. Det er de nemlig skabte til, med undtagelse af nogle få,
som Gud særlig har undtaget. Det er enten fordi de ikke egner sig til ægteskab,
eller fordi de ved en særlig overnaturlig nådegave er fritaget, så de kan
bevare seksuel renhed uden for ægteskabet. For hvor naturen går sin gang, som
Gud har skabt den, er det ikke muligt at bevare en ren moral uden for
ægteskabet. Kød og blod er og bliver kød og blod, og den naturlige lyst og
drifterne har deres uforanderlige og nødvendige gang, som enhver ser og mærker.
For at det derfor skal være lettere at undgå seksuelle synder, har Gud befalet
ægtestanden, for at enhver skal have sin egen ægtefælle og lade sig nøje med
det. Selv om der også i ægteskabet er behov for Guds nåde, for at hjertet kan
forblive rent på dette punkt.
Det
urene cølibat
Heraf ser du, hvordan hele vores papistiske flok af
præster, munke og nonner sætter sig imod Guds ordning og bud, når de foragter
og forbyder ægteskabet og lover evig kyskhed og derved bedrager folk med løgn
og hykleri. For ingen har så lidt kærlighed og lyst til en ren moral, som netop
de, der for deres store helligheds skyld unddrager sig ægteskabet. Enten lever
de offentligt og skamløst i hor eller de gør hemmeligt nogen ting, der er endnu
værre, som man ikke engang tør nævne, men som man desværre så ofte har erfaret
sandheden af.
Kort sagt, selv om de
afholder sig fra selve den ydre gerning, så kredser deres tanker uafbrudt om
sex og urene lyster. Det er et uafbrudt begær og en skjult lidenskab, som man
kun kan leve med i ægteskabet. Derfor er ethvert løfte om seksuel renhed uden
for ægteskabet forbudt ifølge dette bud. Og det er tilladt, ja, endog befalet
stakkels bundne samvittigheder, der er blevet bedraget gennem deres
klosterløfter, at de må træde ud af den umoralske ordning og træde ind i det
ægteskabelige liv. Klosterlivet har ikke magt til at bevare renheden, selv om
det var aldrig så guddommeligt, og de, der forbliver deri, må stadig synde mere
og mere imod dette bud.
Det fortæller jeg, for at
man kan give ungdommen lyst til ægteskabet og vide, at den er en salig og Gud
velbehagelig ordning. Derved kunne man med tiden atter bringe det derhen, at
den igen kunne komme til ære og ret, og at det hæmningsløse og umoralske liv,
der nu breder sig alle steder i verden med offentlige bordeller og andre
skammelige ting, må blive stoppet. Det er de sørgelige følger af denne foragt
for ægteskabet. Det er derfor også forældrenes og de offentlige myndigheders
pligt at sørge for, at ungdommen opdrages med en god moral og livsførelse. Og
når de bliver voksne, skal man lade dem gifte sig med ære efter Guds vilje.
Dertil give Gud sin velsignelse og nåde, så det bliver til velsignelse og
glæde.
Et
godt ægteskab kræver indsats
I overensstemmelse hermed, skal det til slut siges,
at dette bud ikke alene kræver, at enhver lever moralsk rent i gerning, ord og
tanker i sin livsstilling, dvs., først og fremmest i ægteskabet, men også, at
man elsker og er glad for den ægtefælle, Gud har givet. For hvor den
ægteskabelige renhed skal bevares er det altafgørende, at mand og hustru lever
med hinanden i kærlighed og enighed, så de af hjertet og i troskab virkelig vil
hinanden. Det er en af de vigtigste ting, der fremmer kærligheden og viljen til
at holde sit ægteskab rent. Og hvor det er tilfældet, vil den rette
seksualmoral også følge af sig selv uden noget bud. Derfor formaner Paulus også
så flittigt ægtefolkene til at elske og ære hinanden. Her har du nu atter en
kostelig gerning, ja, mange og store, gode gerninger, som du med glæde kan rose
dig af mod alle kirkelige ordner, som man har fundet på uden Guds ord og bud.
7 Du må ikke stjæle
Næst efter din person og din ægtefælle er dine
ejendele også vigtige. Også det vil Gud have bevaret og befaler derfor, at
ingen må tage noget af det eller skade det. For at stjæle betyder ikke andet
end med urette at sætte sig i besiddelse af en andens ejendom. Heri er kort
sagt indbefattet enhver gevinst, der sker på næstens bekostning, i enhver form
for handel. Det er nu en meget vidt udbredt last, som man næsten ikke regner
for noget, så den går ud over alle grænser. Hvis man skulle hænge alle dem, der
er tyve, men dog ikke vil kaldes det, ville verden snart blive en ørken og hverken
bødler eller galger række til. At stjæle er som sagt ikke bare det, at man
tømmer pengekasser og lommer, men også at man snyder på torvet, i forretninger,
spisesteder og værksteder, ja, kort sagt, alle steder, hvor man handler og
modtager og giver varer og arbejde for penge.
De
virkelige stortyve
For at forklare det for almindelige mennesker, skal
jeg vise et grelt eksempel, så man kan se, hvor fromme, vi er. Hvis en ansat
ikke er ærlig og omhyggelig med sine opgaver, men pådrager skader eller lader
nogen ske, som godt kunne være forhindret, så kan man påfører det sted, hvor
man er, et tab på flere tusind kroner. Vi taler her om ting, man gør i ond
hensigt og ikke ved uheld, der ikke var planlagt. Det samme er tilfældet hvis
man på grund af dovenskab, ligegyldighed eller ondskab sløser eller handler
uforsvarligt med tingene for at irritere og sætte sig op mod sine overordnede.
Hvis en anden hemmeligt havde fjernet eller stjålet de samme ting, ville han
være blevet straffet som en forbryder, men du tør rose dig af og holde på din
ærlighed, og ingen skal vove at kalde dig tyv. Det samme gælder også alle
håndværkere og arbejdere, der i deres begærlighed ikke ved, hvordan de bedst
kan få mest mulig i betaling og løn. Alligevel er de dovne og fusker med deres
arbejde. De er alle sammen værre end hemmelige tyve, som man dog kan sætte bag
tremmer eller forebygge at de gør det igen. Men mod de andre kan man ikke værge
sig, og der er ingen, der tør kritisere dem eller beskylde dem for tyveri. Man
vil hellere tabe ti gange så meget ud af sin pung. For her er det mine naboer,
gode venner og mine egne kolleger, som jeg ellers venter mig godt af, der er de
første til at snyde mig.
Således sker det også i
stor udstrækning på torvet og i den daglige handel, hvor den ene åbenlyst
bedrager den anden med dårlige varer, mål, vægt og penge og snyder ham med
smarte, udspekulerede finansoperationer eller andre metoder. Man sætter
priserne op og piner og plager køber, som man har lyst. Hvem kan vel opregne
alle disse ting? Det er kort sagt det almindeligste arbejde og den største klub
på jorden. Og betragter man verden og alle dens foretagender, så er den ikke
andet end en kæmpe stald, fuld af store tyveknægte. Derfor er det heller ikke
lommetyvene, der er de virkelige stortyve, men dem, der sidder på fine kontorer
og kaldes direktører og ærlige borgere, mens de bag de flotte facade sjæler og
røver.
Ja, her burde man måske tie
om de små tyve, når man skal tage fat på de store ærketyve, som de store i
samfundet søger selskab med, og som daglig udplyndrer ikke en by eller to, men
hele landet. Og hvad med alle tyves overhoved og øverste skyts-herre, den
hellige pavestol i Rom og hele dens slæng, som gennem tyveri har tilranet sig
alverdens skatte, og som de den dag i dag ruger over? Det er kort sagt sådan
her i verden, at de, der kan stjæle og røve åbenlyst, går frit og sikkert uden
at nogen straffer dem. De forlanger oven i købet at være æret og agtet, mens de
små, hemmelige tyve, som én gang har forgrebet sig, må lide skam og straf og
anse de andre for retskafne og hæderlige folk. De andre skal alligevel vide, at
de over for Gud er de største tyve, og at han også vil straffe dem efter deres
værdighed og fortjeneste.
Ærlighed
varer virkelig længst
Da nu dette bud, som jeg har påvist, rækker så
vidt, er det nødvendigt og rigtigt at indskærpe og udlægge det for almindelige
mennesker, så man ikke lader folk gå så sikre og sorgløse omkring, men altid
stiller dem Guds vrede for øje og indprenter dem den. For det er ikke for de
kristne, vi skal prædike dette, men først og fremmest for de tyveknægte og
skurke, som dommer og fængselsbetjent snarere skulle prædike for. Derfor skal
enhver vide, at han under fortabelse af Guds nåde er forpligtet til ikke at
gøre sin næste nogen skade, eller berøve ham nogen fordel, eller vise utroskab
i handel og arbejde. Tværtimod skal man i troskab bevare hans ejendom, fremme
og befordre hans gavn, særlig da hvis man får løn og penge for det.
Den, der nu overmodigt
foragter dette, kan nok gå fri og undslippe samfundets staf, men han kan ikke
undslippe Guds vrede og straf. Han skal blive en hjemløs tigger, og desuden få
al plage og ulykke, hvis han forhærder sig i trods og hovmod. Nu lader du stå
til, når du skulle tage vare på dine opgaver, lever behageligt, modtager din
løn som en tyv og lader dig alligevel ære som et fint menneske. Det er der
mange, der gør, når de lægger sig ud med deres arbejdsplads og kun uvillig
tjener og hjælper, når det drejer sig om at afværge skader og ulykker? Se nu
til, hvad du vinder ved det. For når du en gang bliver din egen og får dit eget
hjem, hvad Gud til din ulykke nok skal hjælpe dig til, så skal alt dette komme
igen og gengældes dig, og al den skade, du har gjort, skal du komme til at
betale tredive gange igen.
På samme måde skal det gå
håndværkere og medhjælpere, af hvem man nu må høre og finde sig i den værste
frækhed, som om de var herrer over andres ejendom, så enhver må give dem, hvad
de forlanger. Men lad dem blot flå en, så længe, de kan. Gud skal ikke glemme
sit bud, men give dem løn som fortjent og ikke lade dem komme på den grønne
gren, men på den rådne gren, så de ikke skal få nogen fremgang eller lykke. Gid
vi havde en ordentlig ledelse her i landet, så skulle man snart få bugt med dem
og få afværget al den frækhed. Sådan var det forhen tilfældet hos romerne, hvor
man til skræk og advarsel gjorde kort proces med sådanne folk.
Den samme skæbne burde
ramme alle andre, som gør det offentlige, frie marked til en røverhule, hvor
man daglig snyder de fattige og er årsag til nye ulykker og inflation. Enhver
bruger det frie marked efter sit eget forgodtbefindende, som om han med fuld
ret og god samvittighed kunne sælge sine varer så dyrt, som det nu passer ham,
uden at nogen tør protestere.
En
skrøbelig gevinst
Alt dette vil vi nu roligt se på og lade dem flå og
stjæle og skrabe sammen, men vi vil sætte vores lid til Gud, som også uden
vores tro skal føre sin sag. Vi vil håbe på, at han vil give dig en sådan
velsignelse, at kornet i din lade, dyrene i din stald og varerne på dit lager
skal blive ødelagt, når du længe nok har flået og stjålet. Ja, om du bedrager
eller snyder nogen for en krone, skal rust fortære og ødelægge dine penge, så
du aldrig får nogen glæde af dem.
Vi ser det daglig erfaret
og opfyldt for vores øjne, at der ingen lykke er ved stjålet og uærligt
erhvervet ejendom. Hvor mange er der ikke, som dag og nat skraber penge sammen,
og aldrig bliver de en krone rigere? Og selv om de samler sig nok så meget,
møder der dem så mange plager og ulykker, at de hverken kan nyde det med glæde
eller lade det gå i arv til deres børn.
Men da ingen bekymrer sig
om det, men lever, som om det ikke kom os ved, må Gud på anden måde ramme os og
lære os, hvad der hører til en god livsførelse. Han må lade den ene
skattestigning efter den anden komme over os eller lade en flok slyngler gæste
os, der på et øjeblik tømmer vores pengekasser og punge og ikke standser, så
længe vi har en krone tilbage og som tak ødelægger og afbrænder vores huse og
ejendomme og myrder og voldtager kvinder og børn.
Kort sagt, stjæler du
meget, vær så vis på, at dobbelt så meget skal blive stjålet fra dig. Og den,
der med magt og svindel røver og erhverver sig en gevinst, skal komme til at
finde sig i, at en anden gør det samme ved ham. For den kunst mestrer Gud, når
den ene røver og stjæler fra den anden, så at straffe den ene tyv med den
anden. Hvordan skulle man ellers få bødehefter og fængsler nok?
Særlig
omsorg for de ringest stillede
Enhver, der nu vil tage imod et godt råd, skal
vide, at det er Guds bud, som han vil have taget alvorlig. For selv om du
foragter, bedrager, stjæler og udplyndrer os, vil vi nok komme over det og
udholde og tåle din frækhed og i overensstemmelse med vores Fadervor tilgive
dig og have barmhjertighed med dig. Vi véd nemlig, at de ærlige dog altid skal
have nok, og at du skader dig selv mere end nogen anden.
Men tag dig i agt, når de
stakkels fattige, som der er så mange af, kommer til dig, dem, der må slide for
de daglige fornødenheder. Dem skal du behandle med respekt og ikke som nogen,
der lever af din nåde. Hold op med at flå dem og klæde dem ikke af til skindet,
samtidig med at du oven i købet afviser dem i stolthed og hovmod. Det er
mennesker, som du burde gøre vel imod.
Men nu må de gå skuffet og
bekymret bort, og fordi de ikke kan klage deres nød til nogen, skriger og råber
de mod himmelen. Jeg siger det endnu en gang, tag dig i agt for det som for
selve Djævelen. For deres suk og råb er dødsens alvorligt, og skal blive dig og
hele verden for tung en byrde at bære. For det skal nå frem til ham, der tager
sig af fattige og undertrykte hjerter og ikke vil lade dem være uhævnede. Men
foragter du det og trodser du, så se til, hvem du står imod. Vil det lykkes for
dig og gå dig vel, må du over for alverden kalde Gud og mig for en løgner.
Vi har nu formanet, advaret
og forbudt tilstrækkeligt. Den, der ikke vil agte eller tro det, vil vi lade
gå, til han selv kommer til at erfare det. Dog må man indprente dette for
ungdommen, for at den kan tage sig i agt og ikke følge i den gamle,
hæmningsløse floks spor, men have Guds bud for øje, at ikke Guds vrede og straf
også skal ramme dem.
Vi har pligt til at tale og
irettesætte med Guds ord. Men til at styre en sådan offentlig frækhed, hører
der vågne og modige ledere til, der vil lovgive og sørge for at det går ærligt
til i al slags handel og foretagender, så de fattige ikke bliver plaget og
undertrykt, og at de offentlige myndigheder ikke selv bliver belastet med de
andres synder.
Lad der nu være sagt
tilstrækkeligt om, hvad det vil sige at stjæle, for at man ikke skal tage det i
al for snæver betydning, men lade det gælde i alle forhold, hvor man har med
næsten at gøre. Og for at sige det kort ligesom ved de forrige bud: Det er
forbudt for det første at tilføje næsten skade og uret, hvordan det end sker,
ved at forringe eller fratage ham hans ejendele. Og man ikke må tillade eller
se igennem fingre med noget sådant, men forhindre og afværge det. På den anden
side er det påbudt at hjælpe og fremme alt til hans bedste, og hjælpe ham, hvis
han lider nød, dele med ham og yde ham lån, og det enten han er ven eller
fjende.
Den, som nu søger og ønsker
at gøre gode gerninger, skal finde nok, som er Gud hjertelig velbehagelige, og
som han vil overøse med nåde og velsignelse, så det rigeligt skal gengældes os,
hvad vi gør til vores næstes nytte og gavn. Som også kong Salomon lærer i
Ordsprogene 19, 17: ”Er man god mod den ringe, låner man Herren. Han
gengælder en, hvad godt, man har gjort.” Du har en rig Herre, som du kan
stole på, og som ikke skal lade dig mangle noget eller lide nød. Så kan du med
god samvittighed nyde hundrede gange mere, end du i utroskab og med uret kan
sammenskrabe dig. Den, der ikke bryder sig om velsignelse, skal finde vrede og
ulykke nok.
8 Du må ikke sige falsk
vidnesbyrd
Foruden vores eget legeme, vores ægtefælle og vores
ejendele har vi endnu en skat, som vi ikke kan undvære, nemlig vores ære, vores
gode navn og rygte. For det er ikke rart at leve blandt andre i offentlig
vanære og foragtet af enhver. Derfor vil Gud ikke have, at næstens navn, ære og
rygte berøves ham, så lidt som, at hans penge og hans ejendele skal berøves
ham, for at enhver kan stå som et hæderligt menneske over for ægtefælle, børn,
kolleger og naboer.
Retssager
skal være fair
For det første sigter dette bud ifølge den
bogstavelige ordlyd, på den offentlige domstol, når et stakkels uskyldigt
menneske anklages og dømmes ved hjælp af falske vidner, så han straffes på sin
frihed, ejendele eller ære.
I vores dage kunne man
måske tro, at dette kun angik os i ringe grad, men blandt jøderne var det
ganske almindeligt, selv om dette folk levede under et godt styre. Og selv hvor
et sådant styre endnu findes, forløber det ikke uden denne synd. Årsagen hertil
er, at hvor dommere, eller andre folk med magt sidder i retten, kan det ikke
undgås, at det går efter verdens skik og brug. Man vil nødig fornærme nogen,
men hykler og smigrer for at vinde gunst, penge, gode forbindelser eller
venskab. Af den grund må en fattig mand ofte komme til kort med sin sag, få
uret og lide straf. Og det er en almindelig plage i verden, at der sjældent
sidder ærlige folk i retten.
For der hører jo frem for
alt en ærlig mand til for at være dommer, ja, ikke alene ærlig, men også klog
og dygtig, modig og dristig. For den, der skal dømme sandt i alle sager og
ramme rigtigt med sin dom, vil ofte komme til at fornærme gode venner, familie,
naboer og rige og mægtige folk, som både kan gavne og skade ham meget. Derfor
må han være ganske blind og lukke både øjne og øren og kun se på det, der angår
sagen og så dømme efter det.
Derfor sigter dette bud for
det første til, at enhver skal hjælpe sin næste til hans ret og ikke tillade,
at den forhindres eller fordrejes, men fremme den og fastholde den. Det gælder
hvad enten man er dommer eller vidne, og ligegyldigt hvilken sag, det drejer
sig om.
Der er her særlig sat vores
herrer jurister nogle retningslinier, for at de kan omgås sagerne med ærlighed
og redelighed. De skal lade ret være ret og ikke fordreje eller fortie noget af
hensyn til penge, ære eller position. Dette er en del af dette bud og dets
egentligste mening, hvad angår alt det, der sker inden for retsvæsenet.
Men dernæst har det en
langt mere vidtrækkende betydning, når man anvender det på de kirkelige
domstole eller de kirkelige myndigheder. Her er det således, at enhver vidner
falsk imod sin næste. For hvor der findes fromme prædikanter og kristne, fælder
verden straks den dom, at de er kættere, frafaldne, ja, oprørere og afskyelige
forbrydere. Dertil kommer så, at Guds ord på det skammeligste og giftigste må
lade sig forfølge, bespotte, udskælde og blive beskyldt for løgn, blive
fordrejet, og forklaret og udlagt falsk. Men lad det gå sin gang. Det er den
forblindede verdens skik, at den fordømmer og forfølger sandheden og Guds børn,
og alligevel ikke regner det for nogen synd.
Sladder
og bagtalelse
Desuden er alle tungens synder forbudt i dette bud,
og det gælder for os alle sammen. Det er de synder, som man skader og fornærmer
sin næste med. For at sige falsk vidnesbyrd er intet andet end sladder. Og det
onde, som man med sin sladder gør sin næste, vil Gud have afværget, hvad enten
det nu er falske prædikanter med deres lære og bespottelse, falske dommeres og
vidners udsagn eller anden løgn og ondsindet omtale uden for retten.
Hertil hører særlig den
ondskabsfulde og afskyelige last at bagtale og bagvaske, hvormed Djævelen rider
os, og som der kan siges meget om. For det er en almindelig og skadelig plage,
at enhver hellere vil høre ondt end godt om sin næste. Og selv om vi selv er så
onde, og ikke kan tåle, at nogen taler dårligt om os, men gerne vil, at al
verden skal forgylde os ved sin omtale af os, kan vi dog ikke tåle, at man
taler godt om de andre.
For at vi kan undgå denne
last, skal vi derfor huske, at det ikke er tilladt at dømme og straffe sin
næste offentligt, selv om man ser ham synde, med mindre man har befaling til at
dømme og straffe. Der er nemlig en meget stor forskel mellem at dømme og at
have kendskab til synd. Du kan godt have kendskab til den, men dømme den, skal
du ikke. At min næste synder, kan jeg nok se og høre, men jeg har ingen
befaling til at omtale det for andre. Hvis jeg gør det alligevel og dømmer og
fordømmer, så falder jeg i en synd, der er større end næstens. Men har du
kendskab til noget, så gør dine ører til en grav og luk den til, til du får
befaling til at være dommer og at straffe på embedes vegne.
Bagtalere er altså dem, der
ikke lader det blive ved at have kendskab til synden, men går videre og fælder
dom. Og når de véd en smule om en anden, render de rundt i alle kroge med det
og fryder og morer sig over at kunne rode op i andres smuds, ligesom svinene,
der vælter sig i skidtet og roder deri med deres tryner. Det er ikke andet end
at gribe ind i Guds dom og embede, dømme og straffe med den hårdeste dom. For
ingen dommer kan straffe strengere og gå videre, end at han siger: Denne er en
tyv, morder, forræder osv. Den, der derfor vover at sige noget sådant ophøjer
sig selv til offentlig myndighed. For selv om du ikke har nogen
straffesanktion, så bruger du dog din tunge til næstens skam og skade.
Derfor vil Gud have
forhindret, at nogen taler dårligt om en anden, selv om han også er skyldig og
man godt véd det. Endnu værre er det, hvis man ikke véd det, og kun har det fra
løse rygter. Du spørger: Skal jeg da ikke sige det, hvis det er sandhed? Jeg
svarer: Hvorfor bringer du det så ikke frem for en dommer? Fordi jeg ikke kan
bevise det offentligt, og så giver man mig bare en over næsen og afviser mig i
vrede. Aha, kære, lugter du nu lunten? Hvis du ikke har mod til at gå til rette
vedkommende og forsvare din påstand, så hold hellere din mund. Men véd du
noget, så hold det for dig selv og tal ikke til andre om det. Men siger du det
videre, selv om det er sandt, så er du dog en løgner, når du ikke kan bevise
det, og så bærer du dig til og med ad som en kujon. For man skal ikke fratage
nogen hans gode navn og rygte, med mindre det i forvejen offentligt er frataget
ham.
Falsk vidnesbyrd er altså
alt det, man ikke kan bevise. Derfor, hvad der ikke gennem tilstrækkeligt bevis
er kendt, skal ingen offentliggøre eller udgive for sandhed. Kort sagt: Hvad
der er hemmeligt, skal man lade forblive hemmeligt eller også straffe det
hemmeligt, som vi siden skal høre. Hvis du derfor støder på en, der fører
unødvendig sladder og nedsættende tale om en anden, så modsig ham i hans åbne
ansigt, at han kan rødme og skamme sig. På den måde vil mange forstå at holde
sin mund, som ellers vil bringe et stakkels menneske i vanry, som han
vanskeligt kan befri sig fra. For godt navn og rygte er let at røve, men ikke
let at give tilbage.
Undtagelser
for de offentlige myndigheder
Det er altså kort og godt forbudt at tale ondt om
næsten. Dog er de offentlige myndigheder, præster og forældre også undtaget
her. For dette bud må ikke forstås på den måde, at det onde ikke må være
straffet. Det er her ligesom med det femte bud, der forbyder at påføre nogen
legemlig straf. Alligevel synder domstol og fængselsvæsen ikke imod Guds bud,
når de ifølge deres embede gør næsten ondt. For Gud selv har indrettet dette
embede og forbeholdt sig retten til at straffe efter sit behag i henhold til
sin trussel i det første bud.
Skønt man ikke skal dømme
eller fordømme nogen, er det derfor en synd, hvis de, der har fået befaling til
det, ikke gør det, ligesom det er synd, hvis nogen gør det uden i embedes
medfør. For i embedes medfør er det nødvendigt, at man taler om det onde,
fremfører klagemål, spørger og vidner. Det er på samme måde som en læge, der må
se og føle på intime steder, hvis han skal kunne hjælpe. Sådan er øvrighed,
forældre, ja også søskende og i øvrigt gode venner skyldige, hvor det er
nødvendigt og nyttigt, at straffe det onde.
Men det ville være den
rette måde, om man handlede i overensstemmelse med evangeliet, hvor Kristus i
Matthæus 18, 15 siger: ”Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og drag
ham til ansvar på tomandshånd.” Her har du en kostelig og god regel om,
hvordan du bedst kan styre din tunge, så du kan tage dig i agt for det
forfærdelige misbrug. Ret dig nu efter det, så du ikke er for hurtig til at
udsprede ondt om din næste til fremmede og lyve ham noget på. Forman ham
derimod i enrum, så han kan omvende sig. Gør på samme måde, hvis der er en, der
sladrer om en eller anden. Lær også ham, at han selv bør gå hen og irettesætte
vedkommende hvis han har set det. Og hvis ikke, så skal han holde sin mund.
Kristen
klagevejledning
Det kan du også lære af det, der dagligt foregår i
hjemmet. For sådan handler de ansvarlige i hjemmet. Hvis de ser et af børnene
eller en medhjælp ikke gør, hvad de skal, siger de det selv til vedkommende
person. Men hvis de var så tossede, at de gik ud på gaderne for at klage til
naboerne over vedkommende, ville naboerne sikkert sige: Din tosse, hvad kommer
det os ved? Hvorfor siger du det ikke til vedkommende selv? Se, det ville være
kærligt handlet at gøre sådan, så der blev rådet bod på det onde, og din næste
beholdt sit gode navn og rygte, som også Kristus siger på det anførte sted:
Hører han dig, så har du vundet din broder. Da har du gjort en stor og
fortræffelig gerning. For mener du, at det er en ringe ting at have vundet en
broder? Lad alle munke og hellige ordener med alle deres gerninger blive
smeltet sammen i klump og se, om de kan rose sig af, at de har vundet én
broder.
Endvidere lærer Kristus:
”Men hører han dig ikke, så tag endnu een eller to med dig, for at enhver
sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn.” Man bør
altså altid henvende sig til den, hvem det angår, og ikke bagtale ham, uden at
han ved af det.
Men vil det heller ikke
hjælpe, så fremlæg det for den offentlige myndighed, hvad enten det nu er for
en verdslig eller en kirkelig domstol. For her står du ikke alene, men har de
vidner med dig, gennem hvilke du kan overbevise den skyldige og på hvis udsagn
dommeren kan begrunde, dømme og straffe. Derved kan man på lovlig og retfærdig
vis standse eller forhindre det onde. Men at gå rundt og sladre i krogene om
næsten og rode i snavset forbedrer ingen. Og når man så senere skal stå i
retten og vidne, vil man helst ikke have sagt det. Derfor var det godt for
sådanne sladderhanke, at man lod dem bøde for deres øregas, andre til advarsel.
Hvis du gjorde det for at gavne din næste eller af kærlighed til sandheden,
behøvede du ikke at snige dig hemmeligt omkring eller undgå dagen og lyset.
Alt dette gælder hemmelige
synder. Men hvis synden er offentlig kendt, så dommeren og alle andre kender
til det, kan du uden at synde tage afstand fra en sådan og lade ham fare som
en, der har pådraget sig selv vanære. Og du kan også offentligt vidne imod ham.
For når det er kommet åbenlyst for dagen, kan der ikke være tale om bagtalelse
eller falsk dom eller falsk vidnesbyrd, som når vi nu straffer paven og hans
lære, som offentligt er fremstillet i bøger og udskreget for al verden. For
hvor synden er åbenlys, er det kun rigtigt at revse den offentligt, så enhver
kan tage sig i agt for den.
Tungen
i det godes tjeneste
Dette er altså hovedindholdet af dette bud og den
almindelige mening med det, nemlig at ingen skal være sin næste, hverken fjende
eller ven, til skade med sin tunge eller tale ondt om ham, det være sig sandhed
eller løgn, når det ikke sker på embedes vegne eller i den hensigt, at det skal
blive til hans forbedring. Man skal bruge sin tunge til at sige det bedste om
enhver, til at skjule næstens synd og fejl, undskylde ham, retfærdiggøre ham og
holde hans gode navn og rygte i ære. Årsagen skal allermest være den, som
Kristus påpeger i evangeliet og som han vil have alle de bud, der angår næsten,
samlet i: ”Alt hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det samme skal
I gøre mod dem.” (Matth 7, 12).
Dette lærer naturen os også
på vores eget legeme, som Paulus siger i Første Korinterbrev 12, 22:
”Tværtimod, de lemmer på legemet, som synes at være de svageste, netop de
er nødvendige, og de lemmer, som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi
desto større ære, og de lemmer, som vi undser os ved, klæder vi med desto
større blufærdighed.” Ansigt, øjne, næse og mund skjuler ingen, for de
behøver det ikke, fordi de er de anseligste lemmer, vi har. Men de
skrøbeligste, dem vi rødmer over, skjuler man med omhu. Her må hænder, øjne og
hele legemet hjælpe med at dække og tilhylle.
Således bør vi alle skjule
vores næstes skrøbeligheder og efter al evne tjene, hjælpe og fremme hans ære
og omvendt værge ham imod, hvad der kan blive ham til vanære. Og det er i
særdeleshed en god og fin vane, at man opfatter alt det, man hører om næsten,
på bedste måde, når det da ikke er noget åbenlyst ondt. Man skal holde ham det
til gode imod den giftige sladder, der kun forsøger at opspore og opsnappe
noget ondt hos næsten og fordreje og udlægge alt på den værste måde, som det nu
især sker med det stakkels Guds ord og dets forkyndere.
Derfor er der i dette bud
indbefattet rigtig mange gode gerninger, som i højeste grad har Guds velbehag
og bringer overflod af godhed og velsignelse med sig, hvis blot den blinde
verden og de falske hellige ville erkende dem. For der er intet i og på hele
mennesket, som i højere grad og i videre omfang både kan gøre godt og øve skade
i åndelige og verdslige sager, end netop tungen, der dog er det mindste og svageste
lem.
9 og 10: Du må ikke begære
9 Du må ikke begære din næstes hus
10 Du må ikke begære din næstes hustru, folk
eller dyr eller noget, der hører din næste til
Disse to bud er særligt givet til jøderne, selv om
de til dels også angår os. De handler nemlig ikke bare om ydre ægteskabsbrud og
tyveri, fordi det allerede er forbudt tilstrækkeligt i de foregående bud. Men
nogle mente, at de havde holdt alle budene, når blot de i det ydre havde gjort
eller undladt de pågældende gerninger. Derfor har Gud tilføjet disse to bud,
for at man også skal anse selve det at begære eller tragte efter næstens hustru
eller ejendom for synd og forbudt. Særlig fordi arbejdere og medhjælpere under
det jødiske styre ikke som nu var frie og tjente for løn, så længe de ville,
men var deres herres ejendom med legeme og alt, hvad de ejede, ligesom kvæget
og anden ejendom.
På samme måde havde en mand
magt over sin hustru, så han ved skilsmissebrev offentligt kunne skille sig fra
hende og tage en anden. Derfor var der risiko for, at en, der gerne ville have
en andens hustru, fandt et påskud til at skille sig fra sin egen hustru og
lokke den andens bort fra sin mand, så han under skin af ret kunne tage hende
til sig. Det blev ikke regnet for nogen synd eller skam blandt jøderne, lige så
lidt som det gør hos os i vores dage, hvis en arbejdsgiver afskediger sine
ansatte og lokker en andens medarbejdere til sig.
Derfor forstod jøderne
disse bud helt korrekt således, at ingen må gå med tanker eller planer om at
erhverve sig noget, der tilhører en anden. Det kan være hans hustru, ansatte,
hus og gård, marker, dyr. Heller ikke selv om det kan gøres med skin af ret,
hvis det alligevel er til skade for næsten. Men budets indhold er endnu mere
omfattende og dybere end det. For i det syvende bud er den synd forbudt at
tilegne sig fremmed ejendom eller holde noget tilbage, man ingen ret har til.
Men her forbydes det desuden, at fralokke næsten noget, selv om man kan gøre
det uden direkte at komme i konflikt med samfundets love, så ingen kan beskylde
en for at have gjort noget ulovligt.
Intelligensen
på afveje
For af naturen er vi sådan, at ingen under sin
næste så meget som sig selv, og enhver skraber så meget til sig selv, som han
formår, så må de andre klare sig, som de bedst kan. Og så vil vi oven i købet
anses for at være gode mennesker og på smukkeste måde pynte på os selv og
skjule det skurkagtige sind. Vi spejder og søge efter så mange behændige kneb
og smarte fiduser, som man i vores tid er så dygtige til, så det ser ud, som om
man havde loven på sin side, som man frækt påberåber sig.
Alligevel vil man ikke
finde sig i, at det kaldes for frækhed, men påstår, at det blot er fornuftighed
og forsigtighed. Her er også jurister og advokater gerne behjælpelige, som
vrider og drejer retten, som det bedst kan tjene sagen. De fordrejer ordene og
kommer med udflugter uden hensyn til nogen rimelighed eller næstens behov. Kort
sagt, den, der i sådanne sager er den dygtigste og mest udspekulerede, får
bedst hjælp af domstolene. Som det også hedder: ”Loven hjælper den, der
er årvågen.”
Derfor er dette sidste bud
ikke givet for dem, der i verdens øjne er rene slyngler, men netop for de mest
ærbare. De, der vil roses og kaldes redelige og hæderlige mennesker, fordi de
ikke har forbrudt sig imod de foregående bud. Således som særlig jøderne gerne
vil gælde for at være, og endnu mange mægtige og betydningsfulde mennesker i
dag. For de andre, den almindelige hob, står meget lavere, nemlig under det
syvende bud, for de spørger ikke efter, hvordan de med ære og ret kan skaffe
sig tingene.
Når
synden gøres juridisk lovlig
Den slags sker især, hvor man søger domstolene for
at fratage noget fra næsten og skille ham af med noget af det, der er hans
ejendom. For at give et eksempel, kan det være, når man er uenige og skændes om
en stor arv eller om faste ejendomme, da fremfører man og tager alt det til
hjælp, som kan have skin af ret. Man pudser og pynter det op, så retten må
tilfalde en, og man kan beholde ejendommen på en sådan måde, at ingen bagefter
kan klage over det eller gøre krav på det.
På samme måde går det, når
nogen vil have et slot, en by, et gods eller noget andet stort. Så bruger mange
bestikkelse og gode forbindelser eller på anden måde, for at det kan blive
frakendt en anden og tilkendt ham, og han tilmed kan få det bekræftet ved brev
og segl, så det kan siges, at være erhvervet med fuld lovlig ret og med
ærlighed.
Det samme sker også ved
almindelig køb og salg, når den ene behændigt snupper noget ud af hånden på den
anden, så han må kigge langt efter det. Eller overlister og snyder ham, hvor
han ser sin fordel eller gevinst, så den, der er blevet snydt måske som følge
af pengemangel eller gæld ikke kan beholde det. Svindleren kan på den måde få
det for det halve eller for slet ingen penge.
Og så skal det tilmed hedde
sig, at det ikke er taget eller erhvervet med urette, men købt redeligt. Det
hedder her: Den, der kommer først til mølle, får først malet. Og enhver er sig
selv nærmest, den anden må så se, hvad der bliver tilbage. Og hvem er vel så
klog, at han kan udtænke alle de måder, som man under ærligheds maske kan
tilrane sig andres ejendele? Det anser verden ikke for uret og vil ikke se, at
næsten lider tab og må give afkald på det, han ikke uden skade kan undvære. Men
da der ikke findes nogen, der vil, at noget sådant skulle ske for ham selv,
burde man let kunne indse, at disse udveje og påskud er falske.
Sådan gik det også til med
hustruerne før i tiden. Når en blev forelsket i en anden mands hustru, kendte
man sådanne kneb, at man enten selv eller gennem andre, sørgede for, at hendes
ægtefælle blev træt af hende. Eller hun opførte sig på en sådan måde, at hendes
mand måtte lade sig skille og overlade hende til den anden. Den slags ting gik
uden tvivl stærkt i svang under den gamle pagt, ligesom man i evangeliet kan
læse om kong Herodes, at han tog sin egen broders hustru til ægte, mens
broderen endnu levede. Og dog ville han, som Markus 6, 20 vidner, gå for at
være en ærlig og from mand.
Sådanne eksempler håber jeg
ikke skal finde sted blandt os, fordi Det Nye Testamente forbyder, at ægtefolk
må lade sig skille. Men måske har man tilfælde, hvor en med list forsøger at
fratage en anden en rig forlovet. Men det er ikke sjældent blandt os, at den
ene franarrer og berøver den anden ansatte eller overtaler dem med gode ord.
Gud
kan ikke narres
Alt dette må nu være, som det vil. Men vi skal
vide, at Gud ikke vil, at du fratager din næste noget, der tilhører ham, så han
må savne det. Blot for at du kan få din begærlighed tilfredsstillet, samtidig
med at du i verdens øjne kan beholde det med ære. For det er en skjult,
svindleragtig ondskabsfuldhed. Og du har spillet under dække, som man siger,
for at man ikke skal lægge mærke til det. Og selv om du lader, som om du ikke
har gjort nogen uret, så er du dog gået din næste for nær.
Selv om det ikke kaldes at
stjæle og bedrage, så betyder det dog, at du har begæret næstens ejendom, det
vil sige, franarret ham det mod hans vilje og misundt ham det, Gud har givet
ham. Og selv om dommeren og alle andre må lade dig beholde det, vil Gud dog
ikke lade dig have det i fred. For han gennemskuer dit skurkagtige hjerte og
verdens snuhed, der tager hele hånden, hvis man blot rækker den en lille
finger, så det også resulterer i åbenlys uret og vold.
Altså lader vi disse bud
have deres ligefremme betydning, at der for det første er befalet, at man ikke
skal ønske sin næste nogen skade. Man skal heller ikke hjælpe eller give
anledning til det, men unde ham og lade ham beholde, hvad han ejer. Desuden
skal man fremme og hjælpe, hvad der kan blive ham til nytte og gavn, som vi
ønsker, at andre skal gøre mod os. Budet er således særlig rettet imod
misundelsen og den skammelige købesyge, for at Gud kan udrydde årsagen og roden,
som det udspringer fra og som man skader næsten med. Derfor siger Gud det også
så tydeligt med ordene: ”Du må ikke begære, osv.” Gud vil først og
fremmest have, at vores hjerte skal være rent, selv om vi dog ikke når så
langt, så længe vi lever her. Derfor forbliver det et bud, der i lighed med de
andre bud, altid anklager os og viser os, hvor lidt vores fromhed er værd over
for Gud.
De Ti Bud er livets norm
Vi har nu gennemgået De Ti Bud. De er et sammendrag
af den guddommelige lære om, hvad vi skal gøre, for at hele vores liv kan
behage Gud. De Ti Bud er den sande kilde, som alt det udspringer fra, der kan
kaldes gode gerninger. De er den rette kanal, som alle gode gerninger må
strømme igennem. Ingen gerning og intet sindelag, der tilsidesætter disse bud,
kan være Gud velbehagelig om gerningerne og sindelaget end i verdens øjne er
nok så fin og imponerende. Lad os nu se, hvad vores store helgener kan prale af
med hensyn til deres munkeordener og store, vanskelige gerninger. Ting, som de
har udtænkt og pålagt sig, mens de har ladet budene ligge, som om de var for
ringe eller for længst var udført.
Jeg mener, at man skulle
have nok at gøre, hvis man skal holde disse bud: mildhed, tålmodighed,
kærlighed til fjender, seksuel renhed, hjælpsomhed og alt, hvad det fører med
sig. Men sådanne gerninger gælder intet og regnes ikke i verdens øjne. De er
ikke bemærkelsesværdige og opsigtsvækkende og øves ikke på særlige tidspunkter,
særlige steder og måder, men er almindelige hverdagsopgaver, som den ene nabo
kan gøre mod den anden. Derfor har de ingen anseelse.
Dagligdagens
sande gode gerninger
Munkenes gerninger får alle til at spærre øjne og
øren op. Dertil bidrager de selv med stor pomp og pragt og herlige bygninger,
som de udsmykker sådan, at alt kan skinne og stråle. Man afbrænder røgelse, man
synger og ringer, man tænder bedelys og alterlys, så man for alle disse ting
ikke kan se eller høre andet end en præst, der står i en gylden kåbe eller en
lægmand, der hele dagen ligger på knæ i kirken. Det kaldes en kostelig gerning,
som man ikke kan rose nok. Men at en fattig tjenestepige passer et lille barn
og trofast gør, hvad der er hende pålagt, må ikke regnes for noget. Hvad skulle
ellers munke og nonner søge i deres klostre?
Men se, er det ikke en forbandet
frækhed af disse håbløse helgener, at de vover at opfinde et højere liv og
bedre levemåde, end De Ti Bud lærer. De påstår som sagt, at det er et ringe
liv, der kun passer for almindelige mennesker, mens deres er for de hellige og
fuldkomne. De ynkelige, blinde mennesker ser ikke, at intet menneske kan bringe
det så vidt, at han holder blot et eneste af De Ti Bud, som de skal holdes. Her
må både Trosbekendelsen og Fadervor komme os til hjælp, som de midler, hvor vi
må søge og nedbede og uafladelig modtage, hvad der er nødvendigt, for at holde
budene, som vi siden skal høre. Derfor er det med deres pral, som hvis jeg
ville prale og sige: Jeg ejer ganske vist ikke en rød øre, men en million tror
jeg nok, jeg kan betale.
Hænderne
fulde
Det understreger jeg så kraftigt, for at man kan
blive befriet for det grove misbrug, der har slået så dybe rødder og for at man
i alle samfundslag kan vænne sig til alene at se hen til Guds bud og blot
bekymre sig om det. For det vil vare længe, inden man kan tilvejebringe en lære
eller en livsform, der kan hamle op med De Ti Bud, fordi de er så høje, at
ingen i menneskelig kraft kan opfylde dem. Og den, der kunne det, måtte være et
himmelsk, engleagtigt menneske, højt hævet over al verdens hellighed.
Gå bare i gang og tag godt
fat, sæt al din energi og evner ind, så vil du få så meget at bestille, at du
ikke vil søge eller spørge efter nogen anden gerning eller regne nogen anden
hellighed. Det må være nok om den første del af katekismen, både til undervisning
og formaning. Dog vil vi til slut gentage den tekst, der hører til, og som vi
har omtalt under det første bud. Så kan man kan se, hvor stor vægt Gud lægger
på, at man grundigt lærer, beskæftiger sig med og lever efter De Ti Bud.
”Jeg, Herren din Gud,
er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer efterkommerne på
grund af synden hos dem, der hader mig, men i tusind led viser barmhjertighed
mod dem, der elsker mig og holder mine bud!”
Skønt denne tilføjelse som
sagt først og fremmest er føjet til det første bud, er den dog givet for alle
budenes skyld, fordi de alle sigter på dette og skal være rettet imod det.
Derfor har jeg sagt, at man også skal påminde og indskærpe ungdommen det, så
den lærer det og husker det. Så kan man se, hvad der skal drive og lokke os til
at holde disse bud. Derfor skal man opfatte ordene, som om de hørte særligt til
hvert eneste af budene, så de bliver en virkelig bestanddel af dem alle.
Gud
vil faktisk have budene efterlevet
Disse ord indeholder både et vredt trusselsord og
et venligt løfte for at afskrække og advare os, men også for at lokke og drage
os til at modtage hans ord som guddommelige alvorsord og agte dem højt. Gud
udtrykker, hvor stor vægt, han lægger på det, og hvor strengt, han våger over
det. Han straffer alle grueligt og forfærdeligt, som foragter og overtræder
hans bud, men på den anden side belønner han rigeligt dem, der agter hans bud
højt og gerne vil handle og leve efter dem. Dermed kræver han, at alle budene
skal opfyldes med et sådant hjerte, der frygter Gud alene og kun har ham for
øje. Og som følge af denne frygt afholder sig fra alt, der er imod hans vilje,
for at han ikke skal vredes. Som på den anden side også stoler på ham alene og
af kærlighed gør det, som han vil have, fordi han taler så venligt med os som
en far og tilbyder os al nåde og godhed.
Dette er også meningen og
den rette udlægning af det første og fornemste bud, som alle de andre skal have
deres udspring i og flyde igennem. Ordene ”Du må ikke have andre guder end
mig”, betyder altså simpelthen ikke andet end det, som her siges: Du skal
frygte og elske mig som din eneste rette Gud og forlade dig på mig. For hvis
dit hjerte er således over for Gud, har du opfyldt dette og alle de andre bud.
Den, derimod, der elsker noget andet i Himmelen og på jorden, holder hverken
dette eller noget andet bud. Den hellige Skrift forkynder og indskærper således
over alt dette bud med henblik på de to stykker, gudsfrygt og tillid. Især gør
profeten David det fra først til sidst i Salmerne, hvor han siger:
”Herren har behag i dem, der frygter ham, dem, der stoler på hans
barmhjertighed” (Salme 147). Det er, som om hele budet er forklaret i det
ene vers og netop siger så meget: Herren har behag i dem, der ingen andre guder
har!
Budene
er en organisk helhed
Altså skal det første bud lyse og kaste glans over
alle de andre. Derfor må du også lade dette stykke omfatte alle budene ligesom
båndet eller ringen i kransen, således at det føjer begyndelsen til slutningen
og binder det hele sammen, så man stadig gentager det og ikke glemmer det.
Sådan i det andet bud, at man frygter Gud og ikke misbruger hans navn til at
bande, lyve, bedrage og anden synd, men bruger det ret ved påkaldelse, bøn og
tak, udsprungen af kærlighed og tillid til det første bud. På samme måde skal
denne frygt, kærlighed og tillid drive og tvinge os, så vi ikke foragter hans
ord, men gerne lærer og hører det, ærer det og holder det helligt.
Det samme gælder nu også
hvad de følgende bud angår med hensyn til næsten. Alt skal ske i kraft af det
første bud, nemlig at man ærer sin far og mor, herrer og al øvrighed,
underordner sig dem og er dem lydige, ikke for deres skyld, men for Guds skyld.
For du må hverken anse eller frygte din far eller mor eller gøre noget eller
undlade at gøre noget, dem til behag, men kun se til, hvad Gud kræver og
fordrer af dig. Undlader du det, har du en vred dommer, men handler du efter
det har du omvendt også en nådig fader. Ligeledes, at du ikke tilføjer din
næste nogen lidelse, skade eller ulykke eller på anden måde går ham for nær.
Det gælder både hans legeme, hans hustru, ejendele, ære eller ret, som det i
det ene bud efter det andet er befalet. Heller ikke selv om du havde lejlighed
og årsag til det, og ingen mennesker ville straffe dig for det.
Men du skal gøre godt imod
enhver, være hjælpsom og fremme hans forhold, når og hvor du kan, alene af
kærlighed til Gud og i tillid til, at han rigeligt skal lønne dig for alt. Så
ser du, hvordan det første bud er begyndelsen og kildevældet, der strømmer
gennem alle de andre bud og som de atter vender tilbage til, og som de alle
afhænger af, så begyndelse og ende er knyttet sammen og viklet ind i hinanden.
Det er gavnligt og
nødvendigt atter og atter at erindre om, formane til og fremholde for
ungdommen, så de ikke bliver opdraget som dyr med straf og tvang, men i
gudsfrygt og til hans ære. Det er ikke et menneskeligt påhit, men den høje
majestæts egne bud. Og han våger selv over det med en sådan alvor, at han
rammer den med vrede og straf, der foragter hans bud, men omvendt gengælder dem
overstrømmende rigelig, der holder dem. Hvor man betænker det og lægger sig det
på sinde, da vil man af sig selv føle lyst og trang til gerne at gøre Guds
vilje.
Derfor er det ikke uden
grund befalet i Det Gamle Testamente, at man skal skrive budene på alle vægge
og i alle hjørner, ja, selv på sine klæder. Det var ikke blot for at de skal
være skrevet der og være til pynt, som jøderne gjorde, men for at man uafbrudt
skulle have dem for øje og i stadig erindring søge at opfylde dem i alt, hvad
man foretog sig. Det var som om budene stod skrevet alle steder, hvor man så
hen. På den måde vil man både hjemme i sit hus og over for sine naboer finde
anledning nok til at leve efter De Ti Bud, så ingen for den sags skyld behøvede
at gå langvejs.
Her ser man atter, hvor
højt disse bud bør ophøjes og prises frem for alle andre ordner, bud og
gerninger, som man ellers lærer og lægger vægt på. For her kan vi trodse og
sige: Lad alle vise og hellige træde frem, og lad os se, om de kan fremvise én
eneste gerning, som disse bud. Dem kræver Gud med en sådan alvor og befaler
under trussel om sin strengeste straf og vrede, og tilføjer desuden så herlige
løfter om, at han vil overøse os med alt godt og alle velsignelser. Derfor bør
man også frem for alt andet lære De Ti Bud og holde dem for dyrebare og
værdifulde, som den største skat, Gud har givet os.
Trosbekendelsen
Hidtil har vi hørt det første stykke i den kristne
lære og set alt det, Gud vil, at vi skal gøre og lade være med. Nu
følger så meget passende Trosbekendelsen, der viser os alt det, vi kan forvente
at modtage af Gud. Kort sagt, lærer vi ham her at kende helt og aldeles.
Det har netop det formål, at vi så kan gøre det, som De Ti Bud befaler.
For de rager så højt, at alle menneskers evne er alt for ringe og svage til at
holde dem.
Det er lige så nødvendigt
at lære denne del af katekismen at kende som den første del, for at man kan
vide, hvordan man kommer så vidt, og hvorfra man får kraft til at holde budene.
For hvis vi af egen kraft kunne holde De Ti Bud, som de skal holdes, så
behøvede vi intet andet, hverken troen eller Fadervor. Men inden man nøjere
forklarer troens nytte og gavn, er det for almindelige mennesker nok, at de
lærer at fatte og forstå troens indhold.
For det første har man
hidtil delt Trosbekendelsen op i 12 artikler, selv om der i virkeligheden er
mange flere, hvis man enkeltvis ville opstille alle de stykker, der står i
Bibelen og hører til troen. Enkelte af dem kunne heller ikke udtrykkes med så
få ord.
Men for at man lettest og
enklest kan tilegne sig det, sådan som det skal læres af børnene, vil vi kort
sammenfatte bekendelsen i tre hovedartikler efter de tre personer i guddommen.
Her er det, som alt, hvad vi tror på, viser hen til. Den første artikel om Gud
Fader forklarer skabelsen, den anden om Sønnen forklarer frelsen, den tredje om
Helligånden helliggørelsen.
I sin allerkorteste form
kan bekendelsen altså sammenfattes i ordene: Jeg tror på Gud Fader, der har skabt
mig, jeg tror på Guds Søn, der har befriet mig, jeg tror på Helligånden, der
gør mig hellig. Én Gud og én tro, men tre personer, derfor også tre artikler
eller bekendelser.
Vi vil nu i korthed gennemgå ordene.
Den første
artikel
Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens
og jordens skaber
Her er på det allerkorteste afbildet og
fremstillet, hvordan Gud Faders væsen, vilje, gerning og værk er. For når De Ti
Bud har befalet os, at man ikke må have mere end én Gud, må man vel spørge:
Hvad er Gud da for en mand? Hvad gør han? Hvordan kan man prise ham, eller male
og beskrive ham, så man kan kende ham? Det lærer nu denne og de følgende
artikler, så Trosbekendelsen ikke er andet end de kristnes svar og bekendelse
til det første bud. Som når man spurgte et lille barn: Kære, hvad har du for en
Gud? Hvad véd du om ham? Barnet kunne så svare: Min Gud er først og fremmest
Faderen, der har skabt himmelen og jorden. Ud over det, holder jeg intet for
Gud, for der er ingen anden, der kunne skabe himmelen og jorden.
Men for de lærde og mere
erfarne kan man nærmere udfolde alle tre artikler og dele dem i så mange
stykker, der er ord. Men for de unge må det være nok at forklare det
nødvendigste, nemlig at denne artikel angår skabelsen, så man bliver stående
ved ordet: Himmelens og jordens skaber. Hvad er nu sagt, eller hvad mener du
med ordet: Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber?
Svar: Dette mener og tror jeg, at jeg er Guds skabning, det vil sige, at
han har givet og uden afbrydelse stadig opholder mit legeme, sjæl og
liv, lemmer, både store og små, alle sanser, fornuft og forstand m.m., mad og
drikke, tøj, arbejde, ægtefælle og børn, kolleger, hus og hjem osv. Dernæst at
han lader alle skabninger tjene mig til livets nytte og gavn, både sol, måne og
stjerner på himmelen, dag og nat, luft, ild, vand, jord og hvad den bærer og
yder, fugle, fisk, dyr, korn og planter af enhver slags. Desuden hvad der mere
findes af legemlige og jordiske goder som en god ledelse, fred og tryghed. Man
lærer således af denne artikel, at ingen af os har livet fra sig selv eller ved
sig selv kan opholde livet eller noget af alt det, der lige er opregnet og hvad
mere der kunne opregnes, hvor lille og ringe det end er. For alt er
sammenfattet i ordet: Skaber.
Den
fortsatte skabelse og opholdelse
Desuden bekender vi også, at Gud Fader ikke alene
har givet os alt det, som vi har og ser for vores øjne, men at han også daglig
vogter og beskytter os mod alt ondt og al ulykke, forhindrer al slags fare
og uheld. Og alt det gør han af ren og skær kærlighed og godhed, uden at vi har
gjort os fortjent til det, som en venlig fader, der drager omsorg for, at intet
ondt skal hænde os. Men at uddybe det, hører ind under de to andre ord i denne
artikel, nemlig ”Fader” og ”almægtig”.
Heraf følger nu af sig
selv, at når alt det, vi ejer og har, og hvad der er i himmelen og på jorden,
daglig gives os af Gud og af ham opholdes og bevares for os, så er vi også
skyldige uden ophør at elske, prise og takke ham for det. Vi skal kort og godt,
ganske og aldeles tjene ham med disse ting, sådan som han kræver og befaler i
De Ti Bud.
Her er der nu meget at tale
om, hvis man skulle udfolde, hvor få de er, der tror denne artikel. For vi
springer alle let hen over denne artikel, hører den og siger den, men vi ser og
tænker ikke på, hvad den lærer os. For hvis vi af hjertet troede det, ville vi
også handle efter det og ikke gå så stolt frem, være trodsige og prale, som om
vi havde liv, rigdom, magt og ære fra os selv, så man skulle frygte og tjene
os, sådan som den usalige, forvendte verden gør. Den er aldeles overvældet af
sin blindhed og misbruger alle Guds goder og gaver alene til sit eget hovmod,
købesyge, lyst og nydelse. Den ser ikke engang hen til Gud for at takke ham
eller erkende ham som sin herre og skaber.
Derfor skulle denne artikel
ydmyge og forskrække os alle, hvis vi troede den. For vi synder daglig med
øjne, øre, hænder, legeme og sjæl, penge og ejendele og med alt, hvad vi har,
især dem, der endnu bekæmper Guds ord. Dog har de kristne det fortrin, at de
erkender, at de er skyldige at tjene Gud og være ham lydige.
At
leve som et bevidst menneske
Derfor skal vi daglig øve os i denne artikel, indprente
os den og erindre den i alt, hvad vi oplever og hvad der hænder os af godt. Og
når vi bliver reddet ud af nød og fare, skal vi tænke på, hvordan det er Gud,
der giver og tildeler os alt dette. Vi skal deri skønne og se hans faderlige
hjerte og uudsigelige kærlighed imod os. Så ville vores hjerte blive opvarmet
og opflammet til at være taknemmeligt og til at bruge alle sådanne goder til
Guds ære og pris.
Så har vi da i korthed
meningen med denne artikel og det, der er vigtigst for almindelige mennesker at
lære. Både hvad vi har modtaget fra Gud, og hvad vi derfor også er ham
skyldige. Det er en meget dyb og værdifuld erkendelse, men en endnu kosteligere
skat. For her ser vi, hvordan Faderen har givet os sig selv med alle sine
skabninger og på det allerrigeste forsørger os i dette liv, foruden at han også
ved sin Søn og Helligånden overøser os med uudsigelige, evige goder, som vi nu
skal høre.
Den
anden artikel
Jeg tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn,
vores Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under
Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje
dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den
almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Her lærer vi den anden person i guddommen at kende,
så vi ser, hvad Gud har skænket os ud over de førnævnte timelige goder. Han har
nemlig udøst sig selv helt og aldeles og ikke beholdt noget, som han ikke har
givet os. Denne artikel er utrolig dyb og omfattende, men for også at behandle
den kort, så børn kan forstå den, vil vi tage ét ord for os og indbefatte hele
artiklens indhold i det. Vi lærer nemlig her, hvordan vi er blevet befriet. Det
samler vi i ordet, at Jesus Kristus er vores ”Herre”.
Når nogen nu spørger: Hvad
tror du i den anden artikel om Jesus Kristus? svar da kort: Jeg tror, at Jesus
Kristus, den sande Guds søn, er blevet min Herre. Hvad betyder så det at blive
en herre? Det vil sige, at han har befriet mig fra synden, fra Djævelen,
fra døden og fra al ulykke. For tidligere havde jeg ikke nogen herre eller
konge, men var fanget under Djævelens magt, fordømt til døden, bundet i
synd og blindhed.
Befrielse
fra syndens konsekvenser
For dengang vi var blevet skabt og havde modtaget
al slags godt af Gud Fader, kom Djævelen og bragte os ud i ulydighed, synd, død
og al ulykke. Vi faldt i Guds vrede og unåde, dømt til evig fordømmelse,
som vi selv havde bevirket og fortjent det. Der var hverken gode råd, hjælp
eller trøst, før denne eneste og evige Guds Søn af grundløs godhed forbarmede
sig over vores jammer og elendighed og kom ned fra Himmelen for at hjælpe os.
Så er vores tyranner og fangevogtere nu jaget bort alle sammen, og i deres sted
er Jesus Kristus kommet, livets, retfærdighedens, al godheds og saligheds
Herre. Og han har revet os stakkels fortabte mennesker ud af Helvedes gab, vundet
og frigjort os, og atter ført os tilbage til Faderens yndest og nåde.
Han har taget os under sin beskærmelse og beskyttelse som sin ejendom, for at
regere og lede os ved sin retfærdighed, visdom, magt, liv og salighed.
Befrielsens
omkostninger
Hovedindholdet af denne artikel er altså, at det
lille ord ”Herre” ganske enkelt betyder så meget som en befrier.
Det vil sige, den, der har ført os fra Djævelen tilbage til Gud, fra
døden til livet, fra synden til retfærdigheden og bevarer os her. Men de andre
stykker, der følger efter hinanden i denne artikel, tjener kun til at forklare
og udfolde denne befrielse. Hvordan og med hvilke midler befrielsen er sket,
det vil sige, hvad han har måttet udholde, hvad han har brugt og risikeret for
at vinde os og bringe os under sit herredømme. Han måtte nemlig blive menneske,
undfanget af Helligånden og uden al synd født af Jomfruen, for at han kunne blive
Herre over synden. Han har desuden måttet lide, dø og blive begravet for at gøre
fyldest for mig og betale, hvad jeg har forskyldt. Og betalingen var
ikke med sølv eller guld. Han betalte med sit eget dyrebare blod. Og alt
dette har han gjort, for at han kunne blive min Herre. Han har jo ikke gjort
det, eller behøvede at gøre det, for sin egen skyld. Derefter er han igen
opstået, har slugt og fortæret døden. Og til sidst er han faret til Himmels og
har taget herredømmet ved Faderens højre, så at Djævelen og alle magter må
adlyde ham og ligge ved hans fødder, indtil han på den yderste dag omsider
fuldstændig adskiller og afsondrer os fra den onde verden, Djævelen, døden og
synden.
Nærmere
forklaring følger på søndag
Men at uddybe hver enkelt af disse stykker, hører
ikke hjemme under den korte børnelærdom, men til de store prædikener hele året
igennem, især på de søndage og helligdage, der er forordnet til at behandle
hver enkelt artikel udførlig, som Kristi fødsel, lidelse, opstandelse,
himmelfart, osv. Desuden hviler hele det evangelium, vi prædiker, på, at man
grundigt forstår denne artikel. På denne artikel hviler hele vores frelse og al
salighed. Og denne artikel er så indholdsmættet og omfattende, at vi altid vil
have rigeligt at lære.
Den tredje
artikel
Jeg tror på Helligånden, én, hellig, kristen
kirke, de helliges menighed, syndernes forladelse, kødets opstandelse og et
evigt liv. Amen.
Denne artikel kan jeg, som sagt, ikke forklare
bedre end ved at tale om helligelsen. Ved det fremstilles og afbildes
Helligånden ved sit embede, nemlig at han gør hellig. Derfor må vi holde fast
ved ordet ”Helligånd”, fordi det er så kortfattet, at man ikke kan
bruge noget bedre. For der nævnes mange slags ånder i Bibelen, som menneskets
ånd, himmelske ånder og onde ånder. Men alene Guds Ånd kaldes Helligånden, det
vil sige, den, der har gjort os hellig og endnu gør os hellig. For ligesom
Faderen kaldes en Skaber og Sønnen en Befrier, således skal også Helligånden
ifølge sin gerning kaldes en Helliger eller en Helliggører. Men hvordan går
denne helligelse til? Svar: Ligesom Sønnen har fået det herredømme, ved hvilket
han befrier os, gennem sin fødsel, død og opstandelse, således udfører
Helligånden også sin helligelse gennem de ting, der nævnes i artiklen. Det
er de helliges samfund eller den kristne kirke, syndernes forladelse, kødets
opstandelse og det evige liv. Det vil sige, at Helligånden først fører os ind i
sin hellige menighed og lægger os i kirkens skød, som han bruger til at prædike
for os og bringe os til Kristus.
Skatten
uddeles og troen vækkes
For hverken du eller jeg kunne nogensinde vide
noget om Kristus eller tro på ham eller få ham til Herre, hvis det ikke ved
evangeliets prædiken blev tilbudt og skænket os i vores indre af
Helligånden. Frelseværket er udført og fuldbragt. For Kristus har erhvervet og
vundet skatten til os ved sin lidelse, død og opstandelse. Men hvis hans
gerning forblev skjult, så ingen vidste det, var det jo forgæves og spildt. For
at nu en sådan skat ikke skal ligge begravet, men tværtimod tages i anvendelse
og blive til gavn, har Gud ladet ordet udgå og forkynde. Derved bliver
Helligånden givet, der bringer og tilegner os denne skat og befrielse.
Derfor er helligelsen intet andet end at bringe os til den Herre Kristus, så vi
kan modtage et sådant gode, som vi ellers ikke kunne selv.
Så lær nu at forstå denne
artikel helt tydeligt. Når man spørger: Hvad mener du med ordene: ”Jeg
tror på Helligånden”, så skal du svare: Jeg tror, at Helligånden gør mig
hellig, som hans navn lyder. Men hvorved gør han dette, eller på hvad måde og
med hvilket middel gør han det? Svar: Ved den kristne kirke, syndernes forladelse,
kødets opstandelse og det evige liv. Han har nemlig en særlig menighed i
verden, som er den mor, der føder og plejer enhver kristen ved Guds ord. Ved
menigheden åbenbarer og forkynder han ordet, så hjerterne bliver oplyst og
antændt. På den måde fatter og modtager man det, hænger ved det og forbliver
ved det.
Helligånden
og evangeliet følges ad
For hvis Helligånden ikke lader Guds ord prædike og
opvækker hjerterne, så man fatter det, da er det spildt. Sådan gik det til
under pavedømmet, da troen var gemt helt væk, og ingen kendte Kristus som en
Herre eller Helligånden som den, der gør hellig. Det vil sige, at ingen troede,
at Kristus var vores Herre, der uden vores gerninger eller fortjeneste havde
vundet os en sådan skat og gjort os velbehagelige for Faderen. Hvad manglede
der da? Helligånden var der ikke til at åbenbare det og lade det prædike. I
stedet var der mennesker og onde ånder, der lærte os, at vi skulle blive salige
og finde nåde ved vores egne gerninger. Derfor var der heller ikke nogen
kristen kirke. For hvor man ikke prædiker om Kristus, er der ingen Helligånd,
som skaber, kalder og samler den kristne kirke. Og uden for denne kirke kan
ingen komme til den Herre Kristus. Lad det være tilstrækkeligt om denne
artikels hovedindhold. Men fordi de stykker, der omtales i den, ikke er så
klare for almindelige mennesker, vil vi kort gennemgå dem.
De
svære udtryk
Trosbekendelsen kalder på latin den hellige kristne
kirke for ”communio sanctorum”. Det betyder et samfund af hellige.
Begge udtryk betyder det samme, men til at begynde med har det ene udtryk ikke
stået der, og det er også oversat dårligt og uforståeligt ved ”de
helliges samfund”. Hvis man tydeligt skulle gengive det, måtte man
oversætte det helt anderledes. Det græske ord ”ecclesia” betyder egentlig
en ”forsamling”. Men vi er så vant til ordet
”kirke”, som folk ikke forbinder med en forsamling af mennesker,
men med et indviet hus eller kirkebygning. Huset skal ikke kaldes en kirke uden
alene på grund af de mennesker, der kommer sammen i bygningen. For vi, der
kommer sammen, laver og indretter os et særligt rum og giver huset navn efter
forsamlingen.
Ordet »kirke« betyder
således egentlig ikke andet end en almindelig forsamling. Ordet er af
græsk oprindelse, ligesom også ordet ecclesia, for grækerne siger på deres
sprog ”kyria”, ligesom man på latin kalder det ”curia”.
Derfor skulle det på vores sprog egentlig hedde ”en kristen menighed
eller forsamling”, eller allerbedst og klarest ”en hellig kristenhed”.
På samme måde skulle ordet
”communio”, der er tilføjet, heller ikke gengives ved samfund, men
ved menighed. Udtrykket er nemlig ikke andet end en slags fodnote
eller tolkning, som en eller anden har brugt til at forklare, hvad en
hellig kirke betyder. Det er der så nogle folk uden ret megen sprogkundskab,
der har oversat til ”de helliges samfund”, skønt det udtryk er
svært at forstå og ikke giver nogen mening for almindelige mennesker. Man burde
i stedet oversætte det med ordene ”de helliges menighed”, det vil
sige, en menighed hvor der udelukkende er hellige, eller endnu bedre ”en
hellig menighed”. Dette siger jeg, for at man kan forstå udtrykket,
fordi det nu er blevet så almindeligt, at det vanskeligt igen kan udryddes, og
det bliver jo næsten anset som kætteri, hvis man forandrer et eneste ord.
Helligelsen
sker ved ordet
Men meningen og indholdet af tilføjelsen er den:
Jeg tror, at der er et lille helligt folk og menighed på jorden, der består
udelukkende af hellige mennesker, under ét hoved, Kristus. De er sammenkaldt af
Helligånden, i én tro, ét sind og samme overbevisning, med mange slags gaver og
dog fælles i kærligheden, uden partier og splittelse. Af den er jeg også en del
og et lem, delagtig i og fælles om alle de goder, den har. Jeg er bragt til
denne menighed og indlemmet i den ved Helligånden, ved at jeg har hørt Guds ord
og endnu hører det. Det er nemlig sådan, man kommer derind. For tidligere,
førend vi kom derind, tilhørte vi fuldstændig Djævelen og kendte intet til Gud
og Kristus. Helligånden forbliver hos denne hellige menighed eller kristenhed
lige til den yderste dag. Ved den drager han os og bruger den til at fremholde
Ordet, så vi er optaget af det. Ved Ordet virker og forøger Helligånden
nemlig helligelsen, så vi dagligt vokser og bliver stærk i troen og dens
frugter, som Helligånden frembringer.
Dernæst tror vi også, at vi
i kristenheden får syndernes forladelse. Det sker ved de hellige sakramenter og
absolutionen, samt ved alle slags trøstende ord i hele evangeliet. Under dette
punkt hører derfor alt, hvad der er at sige om sakramenterne og deres brug, ja,
kort sagt, hele evangeliet og alle opgaverne i menigheden, der altid må være i
gang. For selv om Guds nåde ganske vist er erhvervet ved Kristus, og
helligelsen er udført ved Helligånden gennem Guds ord, da vi blev forenet med
den kristne kirke, er vi dog aldrig uden synd på grund af vores kød, som vi
endnu slæber rundt på.
Daglig
syndsforladelse
Derfor er alt i kristenheden indrettet til, at man daglig
kan hente den reneste syndsforladelse ved ord og tegn, til trøst og
oprejsning for vores samvittighed, så længe vi lever. Selv om vi stadig har
synd, virker Helligånden altså, at den dog ikke skader os, fordi vi er i
kristenheden, hvor der ikke er andet end syndsforladelse. Både fordi Gud
tilgiver os, og fordi vi indbyrdes tilgiver og bærer over med hinanden og
hjælper hinanden. Men uden for kristenheden, hvor evangeliet ikke findes, er
der heller ingen tilgivelse, ligesom der heller ikke kan være nogen hellighed.
Derfor har de udstødt og udskilt sig selv alle dem, der søger og vil fortjene
hellighed ved deres egne gerninger, og ikke ved evangeliet og syndernes
forladelse.
Vækst
i kristenlivet
Da helligheden imidlertid er begyndt og daglig
forøges, venter vi, at vores kød bliver aflivet og begraves med al dets
urenhed, men derefter kommer til syne igen i herlighed og opstå i fuldstændig
og total hellighed til et nyt, evigt liv. For endnu er vi kun halvvejs rene
og hellige, så Helligånden stadig må arbejde på os med ordet og daglig uddele
syndernes forladelse, indtil vi når det liv, hvor der ikke mere skal være nogen
forladelse. Da skal der helt og holdent være rene og hellige mennesker, fulde
af fromhed og retfærdighed, frelste og frie fra synd, død og al ulykke, i et
nyt, udødeligt og forklaret legeme. Se, alt dette skal være Helligåndens embede
og gerning, at han her på jorden begynder og daglig forøger helligheden
ved hjælp af de to ting: den kristne kirke og syndernes forladelse. Men når vi
er blevet til støv, vil han på et øjeblik fuldføre det helt og til evig tid
bevare os ved de sidste to ting i artiklen. Men at der her står ”kødets
opstandelse” er heller ikke en helt præcis oversættelse. For når vi hører
ordet ”kød”, tænker vi straks på butikker med fødevare. Det ville
være mere dækkende, hvis vi sagde ”legemets eller ligets
opstandelse”. Det har dog ikke den store betydning, når man blot forstår,
hvad der menes med udtrykket.
Dette er nu den artikel,
der altid må være i gang og fortsætte sit værk. For skabelsen er afsluttet, og
befrielsen fuldført, men Helligånden udfører stadig sin gerning indtil den
yderste dag. Og i den hensigt har han stiftet en menighed på jorden, som han
taler og udretter alt gennem. For han har endnu ikke samlet hele sin kristenhed
eller helt uddelt syndernes forladelse. Derfor tror vi på ham, som daglig
kalder os ved Ordet og giver, forøger og styrker troen ved det samme ord og ved
syndernes forladelse. Og når det alt sammen er fuldbyrdet, og vi holder ud og
afdør fra verden og al ulykke, vil han til sidst gøre os fuldstændig hellige
for evigt. Det venter vi nu på ved Ordet i troen.
Guds
uudsigelige kærlighedsfylde
Se, her har du Guds sande væsen, vilje og
værk på det smukkeste afbildet i ganske få, men dog indholdsmættede ord. Heri
består al vores visdom, der langt overstiger al menneskelig visdom, tanke og
forstand. For selv om hele verden energisk har stræbt efter at finde ud af,
hvad Gud dog er for en størrelse, og hvilke planer, han har med os, så er man
dog aldrig nået frem til noget. Men her har du det alt sammen fuldt udfoldet. I
disse tre artikler har han selv vist os og lukket op for sit faderlige
hjertes inderste væsen og uudsigelige kærlighedsfylde. For han har netop
skabt os, for at han kunne befri os og gøre os hellige. Og ud over at han har
skænket og overdraget os alt, hvad der er i himmelen og på jorden, har han også
givet os sin Søn og Helligånd, ved hvem han drager os til sig. Vi kan nemlig
aldrig nå frem til at erkende Faderens barmhjertighed og nåde, uden ved vores
Herre Kristus, der er det faderlige hjertes spejl. Uden Kristus ser vi
ikke andet end en vred og frygtindgydende dommer. Men vi kunne heller ikke vide
noget om Kristus, hvis ikke Helligånden havde åbenbaret det.
Derfor adskiller og
afsondrer disse tre trosartikler os kristne fra alle andre mennesker på jorden.
Der findes ganske vist også uden for kristenheden mennesker, der kun tror på og
tilbeder én sand Gud, det være sig hedninger, tyrkere, jøder eller falske
kristne og hyklere. Men ingen af dem véd, hvad Gud tænker om dem og derfor forventer
de heller ikke nogen kærlighed eller noget godt af ham. Derfor forbliver de
under evig vrede og fordømmelse. De har nemlig ikke vores Herre Kristus og
er heller ikke oplyst og benådet med nogen gave fra Helligånden.
Troens
dobbelte gode
Heraf ser du, at troen er en helt anden lære end De
Ti Bud. Budene lærer os ganske vist, hvad vi skal gøre. Troen
derimod fortæller os, hvad Gud gør og giver os. De Ti Bud er desuden
indskrevet i alle menneskers hjerter, men troen kan ingen menneskelig klogskab
fatte. Den kan alene læres af Helligånden. Budene gør ingen til kristen, for
Guds vrede og unåde forbliver altid over os, fordi vi ikke kan holde, hvad Gud
kræver af os. Men troen bringer intet andet end nåde og gør os fromme og
velbehagelige for Gud. For ved denne erkendelse får vi lyst og kærlighed til
alle Guds bud, fordi vi her ser, hvordan Gud helt og aldeles med alt, hvad han
har og formår, giver os sig selv til hjælp og bistand, så vi kan holde De Ti
Bud. Faderen giver os alle skabninger til hjælp, Kristus giver alle sine
gerninger og Helligånden giver alle sine gaver.
Det er tilstrækkelig
forklaring til Trosbekendelsen, som grundviden for almindelige mennesker, så
man ikke bliver overbebyrdet. Når blot man fatter hovedindholdet, kan man senere
selv gå videre og inddrage flere steder fra Bibelen, så man fortsætter med at
øge sin indsigt. For så længe vi lever her på jorden, er det nødvendigt at
prædike og høre om dette dagligt.
Fadervor
Vi har nu hørt, hvad vi skal gøre og tro. Heri består
det bedste og saligste liv. Nu følger det tredje stykke, der handler om,
hvordan man skal bede. Det forholder sig nemlig sådan, at intet menneske kan
holde De Ti Bud fuldstændig, selv om vi er begyndt at tro. Djævelen og verden
og vores eget kød sætter sig imod det af al magt. Derfor er intet mere
nødvendigt, end at man altid har åben for forbindelsen til Gud. At man
råber og beder ham om, at han vil opholde og forøge troen og opfyldelsen af De
Ti Bud og rydde alt det bort, der ligger i vejen og hindrer os. For at vi kan
vide, hvordan, vi skal bede, har vores Herre Kristus selv lært os måden og
ordene. Det skal vi nu se på.
Formaning
til bøn
Men før vi gennemgår Fadervor stykke for stykke, er
det allervigtigste, at vi formaner og tilskynder folk til at bede, ligesom
Kristus og apostlene har gjort. Det er nemlig udgangspunktet, at man er
klar over, at vi ifølge Guds bud er skyldige at bede. For under det
andet bud, ”du må ikke misbruge Guds navn”, har vi hørt, at der
kræves, at man skal prise det hellige navn og påkalde det eller bede. For at
påkalde er ikke andet end at bede. Og det er befalet strengt og alvorligt. Det
er lige så nødvendigt som de andre bud om, ikke at have andre guder, ikke at
slå ihjel, ikke at stjæle, osv. Derfor må ingen tro, at det er lige meget, om
man beder eller ej. Mange overfladiske mennesker lever i den indbildning og
tanke: Hvorfor skulle jeg bede. Det er ikke til at vide, om Gud bryder sig om
eller vil høre min bøn? Beder jeg ikke, så beder en anden. På den måde vænner de
sig til aldrig at bede. Og de bruger det påskud, at da vi forkaster falske og
hykleriske bønner, så lærer vi, at man ikke skal eller må bede.
Det er ganske vist sandt,
at det, man hidtil har foregivet skulle være bøn, og som man har afplapret og
skrålet i kirken, ikke har været nogen virkelig bøn. Sådan ydre ting kan vel
være en øvelse for små børn, skoleelever og almindelige mennesker, når de
bruges på rette måde. Det kan kaldes at synge eller læse, men ikke at bede i
egentlig forstand. At bede er nemlig, som det andet bud siger, at råbe til Gud
i al nød. Det kræver han af os, og det kommer ikke an på, hvad vi synes. Hvis
vi vil være kristne, må og skal vi bede. Nøjagtig som vi må og skal være
lydige mod vores forældre og de offentlige myndigheder.
Ved bøn og påkaldelse
bliver Guds navn æret og brugt til vores gavn. Det skal du først og fremmest
huske på, for at de tanker, der vil afholde eller skræmme dig fra at bede, kan
blive tilbagevist og bragt til tavshed. Det går jo heller ikke, hvis et barn siger
til sin far: Hvilken rolle spiller min lydighed? Jeg gør akkurat, hvad der
passer. mig, det er jo ligegyldigt. Nej, budet står der. Du skal og må gøre
det. Sådan beror det heller ikke her på min vilje, om jeg beder eller ej, men
jeg skal og må bede, med tanke på Guds vrede og unåde.
Budet
er en hjælp
Det skal man altså frem for alt lægge mærke til og
fastholde, for at man derved kan tilbagevise og bringe de tanker til tavshed,
der vil afholde eller skræmme os fra at bede. Som om det ikke havde noget at
betyde, om vi bad eller ej, eller som om det kun er befalet dem, der er mere
hellige end os og derfor står sig bedre med Gud. Af naturen er det menneskelige
hjerte nemlig så usikker, at det altid flygter for Gud og tænker, at han
hverken ønsker eller bryder sig om vores bøn, fordi vi er syndere, der kun har
fortjent hans vrede.
Imod sådanne tanker skal vi
se på dette bud og vende os til Gud, for at vi ikke skal gøre ham endnu mere
vred ved vores ulydighed. Ved dette bud giver han os endnu tydeligere til
kende, at han ikke vil forstøde os eller jage os bort, selv om vi er syndere.
Han vil i stedet drage os til sig, for at vi kan ydmyge os for ham, klage vores
nød og elendighed og bede om nåde og hjælp. Man læser derfor i Bibelen, at han
også vredes på dem, der for deres synders skyld er blevet ramt, fordi de ikke
igen vendte sig til ham og ved bønnen atter har stillet hans vrede og søgt hans
nåde.
Heraf skal du nu drage den
slutning, at fordi det er befalet så alvorligt at bede, må man på ingen måde
foragte sin bøn, men tænke stort og højt om den. Lær dette ved eksempler fra de
andre bud. Et barn må på ingen måde foragte sin lydighed imod sin far og mor,
men altid tænke: Denne gerning er en lydighedshandling, og hvad jeg gør,
udfører jeg kun i den hensigt at lyde Guds bud. Det bygger jeg på, og det kan
jeg holde mig til og anse for noget stort, ikke for min egen værdigheds skyld,
men for budets skyld. På samme måde er det også her. Hvad og hvorfor vi beder,
skal vi anse som påbudt af Gud og gjort i lydighed mod ham og tænke således:
Min person gør ikke bønnen noget værd, men det, at Gud har befalet det. Derfor
skal enhver, hvad han end beder om, altid komme frem for Gud i lydighed mod
dette bud.
Derfor beder og formaner vi
enhver indtrængende, at man lægger sig det på hjerte og på ingen måde foragter
bønnen. For hidtil har man i Djævelens navn lært sådan, at ingen har regnet det
for noget, og man har ment, at det var nok, når den ydre gerning skete. Det var
lige meget, om Gud hørte det eller ej. Det er at gøre grin med bønnen og bare
at mumle hen i vejret, derfor er det en forgæves bøn. For vi lader os forvirre
og afskrække af sådanne tanker: Jeg er ikke hellig og værdig nok. Hvis jeg var
så from og hellig som Peter eller Paulus, så ville jeg bede. Men den slags
tanker må man jage bort. For det samme bud, som gjaldt Paulus, gælder også mig,
og det andet bud er givet lige så vel for min skyld som for hans, så han har
ikke noget bedre eller helligere bud at rose sig af.
Derfor skal du sige: Den
bøn, jeg beder, er lige så værdifuld og hellig og velbehagelig for Gud, som
Paulus’ og de allerhelligstes. Jeg vil gerne lade ham være helligere,
hvad hans person angår, men ikke hvad budet angår. I forholdet til bønnen anser
Gud ikke personen, men han har behag i bønnen for sit ords skyld og på grund af
lydigheden. For på det bud, som alle hellige grunder deres bøn på, grunder jeg
også min. Desuden beder jeg netop om det samme, som de alle beder og har bedt
om. Og yderligere er det lige så vigtigt, ja, endnu vigtigere for mig end for
de store hellige.
Dette er det første og
vigtigste stykke, at al vores bøn skal grunde sig på og bero på lydighed mod
Gud, uanset vores person, om vi er syndere eller fromme, værdige eller
uværdige. Og vi skal vide, at Gud ikke vil, at man skal drive gæk med det. Han
vredes og straffer, hvis vi ikke beder, lige så vel, som han straffer al anden
ulydighed. Men vi skal også vide, at han ikke vil lade os bede forgæves. For
hvis han ikke ville bønhøre dig, ville han heller ikke så strengt befale dig at
bede.
Bønnens
løfter
For det andet skal vi så meget ivrigere drives og
lokkes til bøn, fordi Gud har knyttet et løfte til den og tilsagt os, at det vi
beder om, virkelig skal ske. Som han siger i Salme 50: ”Og kald på mig på
nødens dag, jeg vil udfri dig, og du skal ære mig.” Og Kristus siger i
Matthæus 7, 7: ”Bed, så skal der gives jer…, for enhver, der beder,
han får.” Det burde jo opvække vores hjerte og antænde det med lyst og
kærlighed til at bede, fordi han med sit ord bevidner, at det er ham inderligt
velbehagelig, at vi beder. Han vil virkelig høre og bønhøre os, for at vi ikke
skal ringeagte det eller slå det hen i vejret og bede uden vished. Dette kan du
foreholde ham og sige: Her kommer jeg, kære far, og beder, ikke som følge af
mit eget påfund eller min egen værdighed, men efter dit bud og løfte, som ikke
kan skuffe mig eller lyve. Den, der ikke tror et sådant løfte, skal vide, at
Gud vredes på ham som en, der vanærer ham og gør ham til en løgner.
Desuden burde det også
lokke og drage os, at Gud foruden sit bud og sit løfte kommer os i forkøbet og
selv lærer os ordene. Han viser os både måden, vi skal bede og lægger os i
munden, hvad vi skal bede om. Vi kan se, hvor hjerteligt han antager sig vores
nød, og at vi ikke skal tvivle på, at en sådan bøn er ham velbehagelig og
virkelig vil blive hørt. Det er en kæmpe fordel frem for alle andre bønner, som
vi selv kan udtænke. For dem ville samvittigheden altid være i tvivl om og
sige: Jeg har bedt, men hvem ved, om det behager ham, eller om jeg har bedt på
rette måde? Derfor findes der her på jorden ikke nogen finere bøn end Fadervor,
fordi der er sådan fantastisk vidnesbyrd om, at Gud hjertelig gerne hører det.
Derfor skal vi ikke bytte det bort for al verdens gods.
Husk
situationens alvor
Denne bøn er desuden også foreskrevet os, for at vi
skal se og tænke på den nød, der skal tvinge os til at bede uafbrudt. For den,
der vil bede, må fremføre, forelægge og nævne noget, som han begærer. Ellers er
det ikke nogen bøn. Derfor har vi også med rette forkastet de bønner, som munke
og præster dag og nat med møje fremhyler og fremmumler, skønt ingen af dem
tænker på at bede om noget som helst. Og hvis man bragte alle deres kirker og
alle kirkens ansatte sammen, måtte de indrømme, at de aldrig af hjertet har
bedt om så meget som blot en dråbe vin. For ingen af dem har givet sig til at
bede af lydighed mod Gud og af tro på løftet eller på grund af nød. Man har i
bedste fald ikke tænkt på andet end at gøre en god gerning, som man ville
betale Gud med, som om de ikke ville modtage noget af ham, men kun bringe ham
noget.
Men hvor det skal være en
ret bøn, må det også være alvor, at man kender sin nød, nemlig sådan en nød,
der trykker os og driver os til at råbe til Gud og påkalde ham. Så bliver
bønnen af sig selv, som den skal være, så man ikke behøver nogen undervisning
i, hvordan man skal forberede sig til det og komme i den rette stemning. Men
den nød, der skal ligge os på hjerte, både for os selv og for andre, vil du i
rigeste mål finde i Fadervor. Derfor skal den også tjene til, at man husker
denne nød, betragter den og lægger sig den på sinde, så vi ikke bliver sløsede
til at bede. For vi har alle rigeligt, som vi mangler. Men fejlen er, at vi
ikke føler det eller ser det. Derfor vil Gud også, at du skal klage din nød og
fremføre dit ønske, ikke fordi han ikke kender det, men for at dit hjerte må
blive optændt til at bede endnu stærkere og ønske sig endnu mere. Du skal folde
dit tæppe helt ud, så der er plads til at modtage en masse.
Derfor burde man fra barn
af vænne sig til, at enhver daglig beder for al sin nød, når man føler noget,
der trykker. Og også for andre folk, som man lever iblandt, som for præsten, de
offentlige myndigheder, naboer, kolleger og altid for Gud fremholde hans bud og
forjættelser og vide, at han ikke vil have det foragtet. Dette siger jeg, fordi
jeg gerne vil have det indprentet igen i folk. Så de kunne lære at bede ret og
ikke gå så ligeglade og kolde omkring, så de dag for dag bliver mere uegnet til
at bede. Det er netop det, Djævelen ønsker og hjælper til af al sin magt, for
han føler udmærket, hvilken plage og skade, der tilføjes ham, når der virkelig
bliver bedt.
Værn
mod det onde
For det skal vi vide, at al vores beskærmelse og
beskyttelse beror på bønnen alene. For vi er alt for svage over for Djævelen og
al hans magt og hele hans følge, der rejser sig imod os, så de sagtens kunne
træde os under fod. Derfor må vi besinde os og gribe til de våben, som de
kristne skal være udrustede med for at modstå Djævelen.
For hvad mener du, det er,
der hidtil har udrettet så store ting, afværget eller forhindret vores fjenders
råd, planer, som Djævelen har villet undertrykke evangeliet med. Det er nogle
fromme menneskers bøn, der som en jernmur er kommet imellem dem og os. Ellers
ville man have fået set et ganske andet skuespil, hvor Djævelen havde ødelagt
hele Tyskland i dets eget blod.
Lad dem blot le og drive
deres spot med det. Vi vil dog ved bønnen alene være stærke nok både over for
dem og Djævelen, blot vi holder flittig ved uden at blive trætte. For når som
helst en from kristen beder: Kære far! Lad dog din vilje ske, da siger han
deroppe: Ja, kære barn, det skal sandelig ske og opfyldes, på trods af al
verden og Djævelen!
Det er nu sagt til
formaning, at man frem for alle ting kan lære at agte bønnen for stor og
dyrebar og forstå forskellen mellem at fremplapre en remse og bede en bøn. For
vi forkaster ikke bønnen. Kun det unyttige skrigeri og mumlen forkaster vi, ligesom
Kristus selv forbyder og forkaster lange opremsninger, når man beder.
Nu vil vi gennemgå Fadervor
enkelt og kort. Den består af syv artikler eller bønner efter hinanden, der
omfatter alle former for nød, der uafbrudt omgiver os. Enhver af dem er så
alvorlig, at det burde drive os til at bede hele livet.
Den første
bøn
Helliget
blive dit navn
Den første bøn er vanskelig at gengive ordentlig,
fordi udtrykket ikke er helt almindeligt. Meningen med udtrykket er dette:
himmelske far, hjælp os, at kun dit navn må være helligt! Hvad betyder det så,
at Guds navn må blive helligt? Er det da ikke allerede helligt? Svar: Jo, det
er altid helligt i sig selv, men i vores brug af det, er det ikke helligt. For
Guds navn er givet os, fordi vi er blevet kristne og er døbt. Vi kaldes Guds
børn og har sakramenterne, ved hvilke han gør os til en del af sig selv. Alt,
hvad Gud har, skal derfor tjene til vores nytte. Det vigtigste for os er da, at
Guds navn må blive holdt i ære, helligt og ophøjet som den højeste skat og
helligdom, vi ejer. Derfor beder vi som fromme børn om, at hans navn, som er
helligt i Himmelen, også må være og blive helligt på jorden, hos os og i hele
verden.
Hvorledes bliver det nu
helligt blandt os? Det tydeligste svar, man kan give er: Når både vores lære og
vores liv er gudfrygtigt og kristent. For når vi i denne bøn kalder Gud vores
far, har vi også pligt til altid at regne os og opføre os som fromme børn, så
han ikke skal have skam, men ære og ros på grund af os. Nu bliver hans navn vanhelliget
af os enten ved ord eller gerninger, for hvad vi gør her på jorden, er enten
ord eller gerninger, tale eller handlinger. Det sker altså for det første, når
man i Guds navn prædiker og lærer noget, der er falsk og forførerisk, så hans
navn bruges til at pynte og tilsløre løgnen med. Det er den største skændsel og
vanære af Guds navn. Det sker også, når man bruger Guds navn til at dække over
sværgen, banden og magi, osv.
For det andet vanhelliges
Guds navn gennem åbenlyst syndig livsførelse og handling, når de, der kaldes
kristne og Guds folk, er ægteskabsbrydere, alkoholikere, købelystne,
misundelige og bagtalere. Her bliver Guds navn for vores skyld atter udsat for
skam og spot. En jordisk far får jo skam og kritik af at have et ondt og ulydigt
barn, som med ord og i gerninger handler sådan imod ham, at han bliver foragtet
og vanæret. På samme måde er det også Gud til vanære, hvis vi, der benævnes
efter hans navn og har alt godt fra ham, lærer, taler og lever anderledes, end
som fromme og himmelske børn. Så må Gud høre, at man siger om os, at vi ikke er
Guds, men Djævelens børn.
Du ser altså, at vi i dette
stykke netop beder om det, Gud kræver i det andet bud, nemlig at man ikke skal
misbruge hans navn til at sværge, bande, lyve, bedrage osv., men bruge det ret
til Guds pris og ære. For den, der bruger Guds navn til noget syndigt,
vanhelliger og skandaliserer dette hellige navn, ligesom man tidligere regnede
en kirke for vanhellig, hvis der var begået et mord eller anden forbrydelse i
den. Eller man vanærede en alterkalk eller en anden hellig ting, som i sig selv
var hellig, men blev vanhelliget ved misbrug. Således er denne bøn let og klar
nok, når man blot forstår selve det sproglige udtryk, nemlig at udtrykket
”at hellige” betyder at love, prise og ære, både med ord og i
gerning.
Læg nu mærke til, hvor
nødvendig denne bøn er. Vi ser, hvordan verden er fuld af religiøse sekter og
falske lærere, der alle bruger det hellige navn som skjul for deres djævelske
lære. Derfor burde vi uafbrudt råbe og skrige imod alle sådanne, både mod dem,
der fører falsk lære og har en falsk tro, og mod dem, som angriber, forfølger
og undertrykker vores evangelium og den rene lære. Det er folk som pavens
biskopper, tyranner, sværmere osv. Men også hos os selv, der ganske vist har
Guds ord, men ikke er taknemlige for det, eller lever efter det, som vi bør.
Når du nu af hjertet beder om det, kan du være vis på, at det behager Gud. For
intet er ham kærere at høre, end at hans ære og pris sættes over alt andet, og
at hans ord læres rent og holdes højt og i ære.
Den
anden bøn
Komme
dit rige
I den første bøn bad vi om, at Gud vil våge over,
at verden ikke smykker sin løgn og ondskab med hans navn, men at han vil gøre
sådan, at den holder det højt og helligt både med lære og liv, så det gennem os
må blive lovet og priset. I den anden bøn beder vi så om, at også hans rige må
komme. Men ligesom Guds navn i sig selv er helligt, og vi alligevel beder om,
at det må være helligt iblandt os, sådan kommer Guds rige også på samme måde af
sig selv uden vores bøn. Alligevel beder vi om, at det også må komme til os.
Det vil sige, at vi beder om, at det må være virksomt iblandt os og hos os, så
vi også må høre til dem, blandt hvem hans navn helliges og hans rige kommer.
Hvad betyder nu Guds rige?
Svar: Intet andet end det, vi før hørte i Trosbekendelsen, at Gud har sendt sin
søn, Kristus, vores Herre, til verden, for at løskøbe og befri os fra Djævelens
magt og føre os ind i sit rige. Han vil som en retfærdighedens, livets og
salighedens konge herske over os imod synd og død og en ond samvittighed.
Derfor har han også givet os sin Helligånd, der skænker os alt det ved sit
hellige ord, og som oplyser og styrker os ved sin kraft i troen. Derfor beder
vi nu for det første om, at det må blive virksomt hos os og hans navn blive
prist gennem hans hellige ord og en kristen livsførelse. At vi, der har
modtaget dette ord, må forblive ved det og daglig vokse i det, og at det hos
andre mennesker må vinde indgang og tilslutning. Vi beder om, at det med kraft
må udbredes over jorden, så mange må blive bragt til nådens rige ved
Helligånden og få del i befrielsen. Så vi alle til evig tid må forblive i det
ene kongerige, der nu har taget sin begyndelse.
For Guds riges kommer til
os på to måder. Dels her i tiden ved ordet og troen, dels evigt, når Kristus
kommer igen. Vi beder om begge disse ting, at det må komme til dem, der endnu
ikke er delagtige i det, og til os, som har fået det, at det må tiltage ved
daglig vækst, og siden i det evige liv. Alt dette er det samme som at sige:
Kære Fader! Vi beder dig, giv os først og fremmest dit ord, så evangeliet må
blive prædiket ret over hele verden. For det andet, at det ved troen må blive
modtaget og blive virksomt og levende i os. At dit rige således må have
fremgang iblandt os gennem ordet og Helligåndens kraft, og at Djævelens rige må
blive omstyrtet, så han ikke længere kan have magt og ret over os. Vi beder om,
at det til sidst må blive ødelagt, og synd og død og Helvede blive
tilintetgjort, så vi evigt må leve i fuldkommen retfærdighed og salighed!
Heraf ser du, at vi ikke
beder om småting eller om jordiske, forgængelige goder, men om en stor og evig
skat og om alt, hvad Gud kan give os. Og det er alt for stort til, at et
menneskeligt hjerte skulle komme på den tanke at driste sig til, at ønske det,
hvis Gud ikke selv havde befalet os at bede om det. Men fordi han er Gud, vil
han også have den ære, at han giver meget mere og rigeligere, end nogen kan
fatte. Som en evig uudtømmelig kilde, der strømmer rigeligere, jo længere den
flyder og jo mere den dækker. Han begærer intet højere af os, end at vi beder
om mange og store ting, ligesom han på den anden side vredes, når man ikke
tillidsfuld beder og ønsker noget.
Det er som hvis en rig og mægtig
konge gav en fattig tigger lov til at bede om hvad som helst, og var parat til
at give ham de største kongelige gaver, og klovnen så ikke bad om andet end en
portion slotssuppe. Man ville med rette anse ham for et fjols eller en
uforskammet skurk, der gjorde grin med kongens gavmildhed og ikke havde
fortjent at møde kongen mere. Sådan er det også en stor skam og vanære for Gud,
når han tilbyder og lover så mange og ufattelig store gaver, og vi så foragter
det og ikke tror, at vi skal få dem, og næppe nok tør bede om et stykke brød.
Dette skyldes alt sammen
den forfærdelige vantro, der ikke venter sig så meget af Gud, som at han skulle
mætte os, endsige at man forventer sådanne rige gaver af Gud, uden at tvivle.
Derfor bør vi styrke os imod det og lade Guds rige være det første, vi beder
om. Så skal vi bestemt også få alt andet i rigt mål. Som Kristus siger:
”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives
jer i tilgift.” For hvordan skulle han lade os lide mangel og nød med hensyn
til dette liv, når han lover os det evige og uforgængelige?
Den
tredje bøn
Ske
din vilje på jorden, som den sker i Himmelen
Vi har nu bedt om, at Guds navn må blive æret af
os, og at hans rige må vinde fremgang iblandt os. I de to stykker er alt
indbefattet, som gælder Guds ære og vores frelse, så vi må få Gud og alle hans
goder i eje. Men her er det af stor nødvendighed, at vi holder fast ved det og
ikke lader os rive bort fra det. Ligesom et land med et godt styre både må have
nogen, der bygger og styrer godt, og nogen, der forsvarer, beskytter og værner
om det, således er det også her. Selv om vi har bedt om det vigtigste, nemlig
om evangeliet, troen og Helligånden, at han vil styre os og befri os fra
Djævelens magt, så må vi også bede om, at han vil lade sin vilje ske. For det
ville være mærkeligt, om vi blot skulle holde fast ved det og tåle alle de
mange stød og knubs af alle dem, der forsøger at forhindre de to foregående
stykker.
For ingen gør sig det
klart, hvordan Djævelen sætter sig imod det, fordi han ikke kan tåle, at nogen
tror eller lærer ret. Og det gør ham meget ondt, at han må lade sine løgne og
modbydeligheder, der æres under det guddommelige navns skønneste skin, blive
afsløret og kritiseret, og dertil blive uddrevet af hjertet og finde sig i, at
hans rige lider en sådan skade. Derfor larmer og raser han af al sin magt og
kraft som en vred fjende og samler alt, hvad der er ham underlagt og tager
desuden verden og vores eget kød til hjælp. For vores kød er i sig selv sløvt
og har lyst til det onde, selv om vi har modtaget og tror Guds ord. Og verden
er ond og ugudelig. Her ophidser han og puster til ilden, for at han kan hindre
os og drive os tilbage og fælde os og atter bringe os under sin magt. Det er al
hans vilje, sind og tanke, som han tragter efter dag og nat. Og han under sig
ikke et øjebliks ro, men bruger alle kneb, rænker, midler og metoder, som han
overhovedet kan udtænke.
Derfor må vi virkelig være
forberedt og huske, at hvis vi vil være kristne, får vi Djævelen og alle hans
engle og verden til fjender, og at de vil tilføje os al mulig ulykke og
hjertesorg. For hvor Guds ord bliver prædiket, modtaget eller troet, så det
bærer frugt, skal det kære, hellige kors heller ikke udeblive. Og her skal
ingen tænke, at han kan leve i fred, men han må sætte alt det ind, han har på
jorden, gods, ære, hus og hjem, hustru og børn, legeme og liv. Dette gør vores
kød og den gamle Adam ondt. For det gælder om at være standhaftig og tålmodigt
finde os i, at man angriber os og slippe det, man tager fra os. Derfor er det
som i alle andre tilfælde meget nødvendigt, at vi uafbrudt beder: Kære Fader,
ske din vilje, ikke Djævelens og vores fjenders vilje, ej heller alle deres,
som forfølger og undertrykker dit hellige ord eller som hindrer dit rige. Og
giv os, at vi med tålmodighed bærer og overvinder alt det, vi af den grund må
lide, så vores arme kød ikke af dovenskab eller sløvhed skal vige eller falde
fra.
Se, således har vi i disse
tre bønner enkelt og ligetil de vigtigste ting, der vedrører Gud. Det er dog
alt sammen af hensyn til os, fordi det, vi beder om, alene gælder os. Nemlig,
at de ting også må ske i os, som også sker uden vores medvirken. Guds navn
bliver helliget og hans rige kommer, også uden vores bøn. På samme måde sker og
fuldføres hans vilje også, selv om Djævelen og hele hans følge larmer, vredes
og raser kraftigt imod det og forsøger at udrydde evangeliet helt. Men for
vores egen skyld må vi bede om, at Guds vilje må ske blandt os trods al deres
rasen, så de ikke kan udrette noget, og vi trods al vold og forfølgelse holder
fast og lader Guds vilje være os til behag.
Sådan en bøn skal nu være
vores skjold og værn, der kan tilbageslå og overvinde alt, hvad Djævelen,
paven, biskopperne, tyrannerne og kætterne kan gøre mod vores evangelium. Lad
dem da alle sammen rase og forsøge det yderste, lad dem rådslå og beslutte,
hvordan de kan undertrykke og udrydde os, for at deres vilje og råd kan have
fremgang. Mod dette skal en eller to kristne med denne ene bøn være vores mur,
som de skal løbe panden imod og knuses. Den trøst og det trodsige mod har vi,
at Djævelens og alle vores fjenders vilje og planer skal blive tilintetgjort,
hvor stolte, sikre og vældige, de end føler sig. For hvis deres vilje ikke blev
brudt og forhindret, kunne Guds rige ikke være på jorden og hans navn ikke
blive helliget.
Den
fjerde bøn
Giv os
i dag vores daglige brød
Her tænker vi nu på vores stakkels madkurv, vores
legemes og jordiske livs behov. Det er en kort og enkel bøn, men omfatter dog alligevel
mange ting. For når du nævner og beder om dagligt brød, så beder du om alt det,
der hører med til at have og nyde det daglige brød og om at blive fri for alt,
der hindrer det. Derfor må du lade dine tanker gå videre end til komfuret og
dagligvarerne, men også ud over markerne og i hele landet, der bærer og skaffer
det daglige brød og alle slags næringsmidler. For hvis Gud ikke lod kornet
vokse og velsignede fødevarerne og hele landets produktion, ville vi aldrig
kunne tage et brød ud af ovnen eller have noget at sætte frem på bordet.
Og for at vi kan fatte os i
korthed, så omfatter denne bøn alt det, der hører til dette liv på jorden,
fordi det kun er derfor vi har brug for det daglige brød. Nu hører det ikke
alene til livet, at vores legeme får næring og tøj, og hvad der hører til
livets ophold, men også at vi må leve i fred og ro blandt de mennesker, vi
færdes og omgås med i dagligdagen. Kort sagt, alt, hvad der angår vores daglige
liv i hjemmet og blandt vores naboer, såvel som hos de offentlige myndigheder.
For hvor disse ting bliver forhindret, så alt ikke går, som det skal, skader
det også livet, så det til sidst ikke længere er til at holde ud. Derfor er det
allervigtigst at bede for de offentlige myndigheder og landets ledelse, fordi
det er via dem, Gud især sørger for dagligt brød og gode livsvilkår. For selv
om vi af Gud har fået alt godt i overflod, kan vi dog ikke i tryghed og glæde
beholde noget af det, hvis han ikke giver os et stabilt og fredeligt styre. For
hvor der råder ufred, strid og krig, er det daglige brød allerede borte eller i
al fald indskrænket.
Derfor var det rimeligt,
hvis man i enhver god fyrstes skjold i stedet for en løve eller en krone satte
et brød eller prægede det på mønterne for at minde både dem og befolkningen om,
at vi gennem de offentlige embeder har beskyttelse og fred og uden dem ikke kan
spise eller beholde det kære brød. Derfor er de også al ære værd, så vi giver
dem, hvad vi skal som dem, ved hvem vi nyder alt det, vi har, i fred og ro.
Ellers kunne vi ikke beholde en eneste øre. Dernæst skal vi også bede for dem,
at Gud gennem dem må give os endnu mere velsignelse og gode gaver.
Hermed er der nu i korthed
angivet og påpeget, hvor langt denne bøn når, til alle de forskellige forhold
på jorden. Heraf kunne man nu gøre en lang bøn og med mange ord opregne alle de
ting, der hører med her. Vi beder således om, at Gud vil give os mad og drikke,
klæder, hus og hjem og godt helbred, og lade kornet på marken vokse og
afgrøderne trives, og dertil hjælpe os hjemme med økonomien, give og bevare en
from ægtefælle, fromme børn og kolleger, lade vores arbejde, opgaver, og hvad
vi ellers har at gøre, få fremgang og lykke, give os trofaste naboer og gode
venner osv.
På samme måde, at han vil
give kejsere og konger og alle samfundslag, og især landets ledelse, alle
offentlige myndigheder og embedsmænd visdom, kraft og lykke til at regere godt
og klare alle ulykker og fjender. Og at han vil give indbygger og menigmand
lydighed, fred og enighed. Ligeledes at han vil vogte os for al slags skade på
legeme og næring, uvejr, hagl, ildebrand, oversvømmelse, giftstoffer,
epidemier, kvægsygdomme, krig og vold, inflation, skadedyr, forbrydere osv.
Angående alt det er det godt at indprente folk, at alt dette og meget andet må
gives os af Gud, og at vi må bede om det.
Men først og fremmest er
denne bøn rettet mod vores farligste fjende, Djævelen. For al hans higen og
tragten går ud på at fratage os eller hindre alt det, vi har fra Gud. Og han
nøjes ikke med at forhindre og forstyrre det åndelige styre, for på den måde at
forføre sjælene og bringe dem under sin magt gennem sine løgne. Han forsøger
også at afværge og forhindre, at der kan bestå noget styre med gode og
fredelige forhold på jorden. Derfor er han skyld i så megen strid, mord, oprør
og krig, ligesom uvejr og hagl. Han ødelægger kornet og kvæget, forurener
luften osv. Kort sagt, det gør ham ondt, at nogen får en bid brød af Gud og får
lov til at spise det i fred. Og hvis det stod i hans magt, og vores bøn ikke forhindrede
det, ville vi sandelig ikke beholde et strå på marken, ikke en krone i huset,
ja, ikke en time ville han lade os leve, især ikke dem, der har Guds ord og
gerne vil være kristne.
Se, således vil Gud vise
os, hvordan han antager sig al vores nød, og så trofast sørger også for vores
timelige behov. Og selv om han også i rigeligt mål gør det for de ugudelige og
onde, vil han dog, at vi skal bede om det, for at vi skal erkende, at vi
modtager det af hans hånd, og derved se hans faderlige godhed imod os. For hvis
Gud slår hånden af os, vil intet lykkes eller trives, hvad man daglig erfarer.
Hvad er det ikke for en plage i verden med den dårlige økonomi, ja, med daglige
prisstigninger og snyd i almindelig handel og arbejde? Man undertrykker de
stakkels fattige og berøver dem deres daglige brød, hvad vi desværre må finde
os i. Men de skal se til, at de ikke glemmer den fælles bøn, og vogte sig for,
at dette lille stykke af Fadervor ikke vender sig imod dem.
Den
femte bøn
Forlad
os vores skyld,
som
også vi forlader vores skyldnere
Denne bøn angår nu vores stakkels, elendige liv,
der ikke foregår uden synd. Selv om vi har Guds ord og troen og lever efter
hans vilje, samt styrker os ved Guds gaver og velsignelse, så fejler vi endnu
daglig og gør ting, vi ikke burde. For vi lever i denne verden blandt
mennesker, der påfører os meget ondt og giver os anledning til utålmodighed,
vrede, hævn, osv. Dertil kommer, at vi har Djævelen i hælene på os, som
angriber os fra alle kanter og kæmper imod alle de foregående stykker, så det
ikke er muligt altid at stå fast i en sådan stadig kamp. Derfor er der også her
yderst nødvendigt at bede og råbe: Kære far! Forlad os vores skyld! Ikke sådan
at forstå, at han ikke uden vores bøn og før vores bøn tilgiver synden. Før vi
bad om det eller nogensinde tænkt på det, skænkede han os jo evangeliet, hvori
der udelukkende er tilgivelse. Men det gælder om, at vi erkender og modtager en
sådan tilgivelse.
Vort kød, som vi daglig
lever i, er af den art, at det ikke stoler og tror på Gud. Det lader sig stadig
beherske af onde lyster og begær, så vi daglig synder i ord og gerning, ved
overtrædelser og undladelser. Derfor bliver vores samvittighed usikker, så vi
frygter Guds vrede og unåde og derved mister den trøst og tillid, som
evangeliet skænker os. Derfor er det nødvendigt, at man uafbrudt griber til
denne bøn og henter trøst, så vores samvittighed igen kan blive oprejst.
Det tjener til, at Gud kan
bryde vores stolthed og holde os i ydmyghed. For den ret har han forbeholdt
sig, at når nogen vil pukke på sin fromhed og foragte andre, må han betragte
sig selv og holde denne bøn op for sig. Så opdager han, at han er nøjagtig lige
så from som de andre, og at vi alle må skamme os over for Gud og glæde os over,
at vi kan få forladelse. Og så længe vi lever her på jorden skal ingen tænke,
at han kan nå så vidt, at han ikke længere behøver en sådan forladelse. Kort
sagt, hvis Gud ikke uafbrudt forlader os vores skyld, er vi fortabte.
Meningen med denne bøn er
altså, at Gud ikke vil se hen til vores synd og lønne os, efter hvad vi daglig
fortjener, men handle nådigt mod os og tilgive os, som han har lovet, så vi med
en glad og frimodig samvittighed kan træde frem for ham og bede. For hvis
hjertet ikke står i det rette forhold til Gud og kan gribe denne trøst, vil det
aldrig driste sig til at bede. Men en sådan tillid og et sådant glad hjerte kan
ingen få, uden at han ved, at han har sine synders forladelse.
Men der er tilføjet et
gavnligt og trøsterigt tillæg: ”Som også vi forlader vores
skyldnere.” Han har lovet os, at vi skal være sikre på, at alt er os
forladt og eftergivet, men dog kun hvis vi også tilgiver vores næste. For
ligesom vi daglig pådrager os mere skyld over for Gud, og han dog af nåde
forlader os alt, sådan må vi også bestandig tilgive vores næste, når han gør os
skade og uret, når han lægger onde planer imod os, osv. Tilgiver du nu ikke, så
tro ikke, at Gud tilgiver dig.
Men tilgiver du, så har du
den trøst og vished, at tilgivelse skænkes dig i himmelen. Men ikke på grund
af din tilgivelse, for Gud gør det frit, uforskyldt og af ren nåde, fordi
han har lovet det, sådan som evangeliet lærer os. Men til at styrke os og gøre
os trygge sætter han dette som et garantimærke ved siden af løftet. Det
stemmer med bønnen i Lukas 6, 37: »Tilgiv, så skal i få tilgivelse.”
Derfor gentager Jesus det også lige efter Fadervor, når han i Matthæus 6, 14
siger: ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske
far også tilgive jer, osv.”
Derfor er dette tegn
tilføjet denne bøn, for at vi, når vi beder, skal huske på løftet og tænke
således: Kære far! Derfor kommer jeg og beder om, at du vil tilgive mig, ikke
fordi jeg kan gøre fyldest eller kan fortjene det, men fordi du har lovet det
og sat dit segl derpå, for at det skal være sikkert, som om jeg fik absolutionen
udtalt af dig selv. For det samme, som dåb og nadver udretter som ydre tegn,
det virker også dette tegn til at styrke vores samvittighed og gøre den glad.
Og det er netop frem for alt andet givet os i den hensigt, at vi hvert øjeblik
skal kunne bruge og øve det, som noget, vi altid har hos os.
Den
sjette bøn
Led os
ikke i fristelse
Vi har nu hørt nok om, hvilket besvær og arbejde,
det koster at få alt det, man beder om og holde fast ved det, og at det
alligevel ikke sker uden skrøbelighed og snublen. Dertil kommer, at selv om vi
også har fået tilgivelse og en god samvittighed og er fuldstændig frikendte, så
er det dog således med livet, at man kan stå i dag og falde i morgen. Selv om
vi derfor er kristne og har en god samvittighed for Gud, må vi dog stadig bede
om, at han vil bevare os fra at falde tilbage og give efter for anfægtelse
eller fristelse. Men der er tre slags fristelser, der lokker: kødets, verdens
og Djævelens. For vi bor i kødet og har gamle Adam på nakken, der daglig rører
sig og lokker os til seksuelle synder, dovenskab, frådseri og drukkenskab,
købesyge og bedrageri for at narre og snyde næsten, og, i en sum, alle slags
onder lyster. Det hænger ved os af natur og bliver tillige sat i bevægelse ved
andres selskab og eksempel, når vi hører og ser noget, der let kan smitte og
optænde selv et uskyldigt hjerte.
Desuden er der verden, der
plager os med ord og gerninger og lokker os til vrede og utålmodighed. Der er
kort sagt ikke andet end had, misundelse, fjendskab, vold, uret, utroskab,
hævn, sværgen, skænderi, bagtalelse, hovmod og stolthed i forbindelse med
overdreven luksus, ære, ros og magt, fordi ingen vil være den ringeste, men
enhver vil sidde til højbords og ses af alle. Hertil kommer så også Djævelen,
der puster til ilden og ophidser overalt. Men især driver han sit spil med det,
der angår samvittigheden og de åndelige ting, så vi ringeagter både Guds ord og
gerning. Så kan han nemlig rive os bort fra troen, håbet og kærligheden og
drive os til vantro, falsk sikkerhed og forhærdelse eller omvendt til
fortvivlelse, gudsfornægtelse og bespottelse og utallige andre forfærdelige
ting. Alt det er nu snarer og fælder, ja, virkelige gloende pile, som ikke
kommer fra kød og blod, men som Djævelen på det allergiftigste skyder mod vores
hjerter.
Det er store, alvorlige
farer og anfægtelser, som enhver kristen oplever. Og blot én af dem, er mere
end rigelig. Og fordi vi er i dette elendige liv, hvor man fra alle sider
trænger og jager os, tilskyndes vi til altid at råbe og bede om, at Gud ikke
vil lade os blive sløve og trætte og atter falde tilbage i synd, skam og
vantro. Ellers er det umuligt at overvinde selv de mindste anfægtelser.
Bønnen om ikke at blive
ledt ind i fristelser, betyder altså, at Gud giver os kraft og styrke til at
stå imod, uden at anfægtelsen dog borttages eller ophæves. For fristelser
og tilskyndelser kan ingen undgå, fordi vi lever i kødet og har Djævelen
omkring os. Vi må derfor finde os i at møde anfægtelser, ja, at stå i dem op
til halsen. Men vi beder om, at vi ikke må falde og drukne i dem. Derfor er der
stor forskel på at opleve fristelse og at indvilge i den eller sige ja til
den.
Vi kommer alle til at mærke
til fristelser, selv om alle ikke oplever det på samme måde, men nogle værre og
sværere end andre. Sådan fristes de unge først og fremmest af kødet, de voksne
og ældre af verden. Dem, der beskæftiger sig meget med teologiske spørgsmål,
som de stærke kristne, fristes af Djævelen. Men at mærke og føle fristelsen
skader ingen, fordi det sker imod vores vilje, og vi helst var fri for den. For
hvis man ikke mærkede og følte fristelsen, var der jo ikke tale om anfægtelse.
Men at indvilge i fristelsen sker, når man overlader den roret og ikke står
imod den eller beder om hjælp.
Derfor må vi kristne være
rustede og daglig være forberedte på og vente, at vi uafbrudt bliver anfægtet.
Ingen skal vandre så tryg og uagtsom, som om Djævelen var langt fra os, men
altid være forberedt på hans angreb og slå ham på flugt. For selv om jeg også i
dette øjeblik er uden forbudte lyster, tålmodig, venlig og står fast i troen,
skal Djævelen nok i samme sekund afskyde en sådan pil imod mit hjerte, så jeg
næppe kan blive stående. For han er en sådan fjende, som aldrig ophører eller
bliver træt, men hvor den ene anfægtelse hører op, kommer der altid andre og
nye til. Derfor er der ikke noget andet råd eller nogen anden trøst end at løbe
hen og gribe om Fadervor og af hjertet sige til Gud: Kære far! Du har befalet mig
at bede, lad mig nu ikke blive fristet og falde tilbage! Så vil du mærke, at
den må høre op og omsider overgive sig. Men vil du driste dig til at klare dig
selv med dine egne tanker og dit eget råd, vil du kun gøre det værre og give
Djævelen mere rum. For han har et slangehoved, og hvis han blot kan finde et
hul, hvor det kan komme igennem, følger hele kroppen efter. Men bønnen kan
holde ham borte og drive ham tilbage.
Den
syvende og sidste bøn
Men
fri os fra det onde. Amen
På grundsproget lyder denne lille bøn således:
”Fri eller beskyt os fra den onde eller den ondskabsfulde.” Det ser
ud, som om Kristus taler om Djævelen og har ønsket at sammenfatte det hele, så
hovedindholdet af hele Fadervor er rettet imod vores hovedfjende. For det er
ham, der forhindrer alt det iblandt os, som vi beder om: Guds navn og ære, Guds
rige og vilje, det daglige brød, en glad og god samvittighed osv. Derfor
sammenfatter vi nu til sidst alt dette og siger: Kære far! Hjælp dog, at vi må
blive fri for årsagen til alle disse ting! Men ikke desto mindre indbefattes
heri også alt ondt, som møder os i Djævelens rige: fattigdom, ulykker, død og,
kort sagt, al den usalige jammer og hjertesorg, som der er så ufattelig meget
af på jorden. Fordi Djævelen ikke alene er en løgner, men også en morder,
jagter han uafbrudt vores liv og køler sin vrede ved at bringe os ulykke og
skade på legemet. Det er årsagen til de mange dødsulykker og at så mange bliver
psykisk syge, drukner, begår selvmord og mange andre skrækkelige ting. Derfor
har vi her på jorden ikke andet at gøre mod denne hovedfjende end uafbrudt at
bede. For hvis Gud ikke hjalp os, var vi ikke sikre for ham et eneste øjeblik.
Heraf ser du, hvordan Gud
ønsker, at vi skal bede om alt, hvad der anfægter os også legemligt, så vi ikke
søger og venter hjælp fra andre end ham. Denne bøn har han imidlertid sat til
sidst. For skal vi bevares og fries fra alt ondt, må hans navn først helliges i
os, hans rige være iblandt os og hans vilje ske. Derefter vil han bevare os fra
synd og skam, og alt det, der gør os ondt og skader os.
Sådan har Gud kortfattet
beskrevet al den nød, der til enhver tid kan komme over os, så vi ikke skal
have nogen undskyldning for at lade være med at bede. Men her er det afgørende,
at vi også lærer at sige Amen. Det vil sige, at vi ikke tvivler på, at vores
bøn virkelig er hørt og skal blive opfyldt. For Amen er helt og holdent et
troens ord uden spor af tvivl. Det grunder sig ikke på eventyr, men véd at Gud
ikke lyver, når han har lovet at bønhøre os. Hvor en sådan tro ikke findes, er
der heller ingen sand bøn. Derfor er de folk fanget i en skadelig indbildning,
der beder på en sådan måde, at de ikke vover af hjertet at sige ja dertil og
tro på, at Gud virkelig bønhører. De bliver i tvivlen og siger: Hvordan skulle
jeg være så dristig og rose mig af, at Gud hører min bøn? Jeg er dog en elendig
synder, osv.
Det skyldes, at de ikke ser
på Guds løfter, men på deres egne gerninger og værdighed. På den måde gør de
Gud til en løgner og ringeagter ham. Derfor får de heller ikke noget, som Jakob
siger: ”Man skal bede i tro, uden at tvivle, den, der tvivler, ligner
nemlig en havets bølge, der jages og kastes hid og did af vinden, og et sådant
menneske må ikke vente at få noget fra Herren.” (Jakob 1, 6-7). Se, så
vigtigt er det for Gud, at vi er overbeviste om, at vi ikke beder forgæves, og
at vi på ingen måde skal ringeagte vores bøn.
Dåben
Dåbens
bibelske begrundelse
Vi har nu gennemgået de tre hovedstykker i den
almindelige kristne lære. Ud over det skal vi også se lidt på vores to
sakramenter, der er indstiftede af Kristus. Enhver kristen må i det mindste
have en kort grundlæggende viden om dem. For uden sakramenterne ville der ikke
være nogen kristne, selv om man desværre hidtil intet har lært om dem. Vi
begynder med dåben, ved hvilken vi allerførst blev optaget i kristenheden. Men
for at man lettere skal kunne forstå det, vil vi gennemgå det systematisk, og
kun standse ved det, der er vigtigt. For hvordan man skal fastholde og forsvare
dåben over for andre kirkesamfund og kirkelige retninger, overlader vi til de
lærde.
Først må man frem for alt
nøje kende de ord, som dåben er grundet på, og som det hele drejer sig om. Det
er ordene i Matthæus 28, 19, hvor vores Herre Kristus siger: ”Gå ud i
hele verden, lær alle folk og døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens
navn." Og i Markus 16, 16: “Den, der, tror og bliver døbt, skal
blive frelst, men den, der ikke tror, bliver fordømt.“
I disse ord skal du for det
første lægge mærke til, at her står Guds bud og indstiftelse, så man ikke kan
tvivle om, at dåben er en guddommelig ting, der ikke er udtænkt eller opfundet
af mennesker. For ligesom jeg kan sige om De Ti Bud, Trosbekendelsen og
Fadervor, at dem har intet menneske udtænkt i sit eget hoved, men de er
åbenbaret og givet af Gud selv, sådan kan jeg også triumferende sige, at dåben
ikke er noget menneskeværk, men indstiftet af Gud selv. Tilmed har han
alvorligt og strengt påbudt, at vi skal lade os døbe ellers bliver vi ikke frelst.
Man skal derfor ikke tro, at det blot er en bagatel i stil med at tage noget
nyt tøj i brug. For det er af største vigtighed, at man anser dåben for
virksom, værdifuld og herlig. Det er på det punkt, vi allermest kæmper og
strider, fordi verden nu er så fuld af kirkelige retninger, der råber op om, at
dåben er en ydre ting, der intet udretter. Men lad den aldrig så meget være en
ydre ting, for her står Guds ord og bud, der indstifter, begrunder og
stadfæster dåben. Og hvad Gud indstifter og påbyder, kan ikke være unyttigt,
men må være en aldeles kostelig ting, selv om den også i det ydre var ringere
end et halmstrå. Har man hidtil regnet det for noget stort, når paven med sine
breve og skrivelser uddelte aflad, gav tilladelse til kirkebyggeri og alterudsmykning,
og det alene for brevenes og seglenes skyld, så burde vi anse dåben for noget
langt højere og mere værdifuldt, fordi Gud har befalet den, og den desuden sker
i hans navn. For sådan lyder ordene: Gå hen og døb, men ikke i jeres navn, men
i Guds navn.
For at blive døbt i Guds
navn er, at blive døbt af Gud selv, og ikke af et menneske. Selv om det
sker ved et menneskes hånd, er det dog i sandhed Guds eget værk. Enhver
kan derfor tænke sig til, at dåben er langt højere end nogen gerning, øvet af
et menneske, ja, selv af en helgen. For hvordan skulle man kunne udføre en
gerning, der var mere værd end en, der er udført af Gud selv? Men her har
Djævelen travlt med at blænde os med billig glimmer og føre os bort fra Guds
gerning og hen til vores egen gerning. For det ser langt mere religiøst ud, når
en munk gør en masse vanskelige og store gerninger. Og vi synes alle sammen
meget bedre om det, som vi selv udretter og gør os fortjent til. Men Bibelen
lærer sådan: selv om man samlede alle munkenes mest skinnende gerninger sammen
i en bunke, så ville de alligevel ikke være så ædle og fine, som hvis Gud
samlede et halmstrå op. Hvorfor? Fordi personen er ædlere og bedre! Man skal
nemlig ikke agte personen efter gerningerne, men gerningerne efter personen, fra
hvem de må hente deres værdi. Men det er den tåbelige fornuft ligeglad med.
Fordi dåben ikke glimrer som de gerninger, vi selv gør, skal den ikke gælde for
noget.
Frelsende
gudvand
Lær nu heraf at få en korrekt forståelse af dåben,
så du kan svarer på spørgsmålet om, hvad dåben er. Nemlig, at den ikke bare er
almindeligt vand, men at dåben er vand, omsluttet af Guds ord og bud og derved
helliget. Dåben er udelukkende gudvand. Ikke fordi selve vandet er
finere end andet vand, men fordi Guds ord og bud er hos det. Derfor er det helt
igennem skurkestreger og Djævelens hån, når vores nye superånder, fjerner Guds
ord og befaling fra dåben og ikke anser den for andet end det vand, der kommer
ud af vandhanen. Derfor råber de op: Hvad skulle en håndfuld vand mon kunne
hjælpe sjælen? Ja, kære, hvem véd ikke, at vand er vand, hvis man adskiller
vandet og ordet? Men hvordan tør du gribe ind i Guds ordning og fjerne den
største skat, som Gud har forbundet og omsluttet den med, og som han ikke vil
have skilt derfra? For kernen i vandet er Guds ord eller bud og Guds navn, der
er en større og finere skat end himmelen og jorden.
Læg altså godt mærke til
denne forskel, at dåben er en helt anden ting end alt andet vand. Ikke på grund
af selve vandets beskaffenhed, men fordi der her er føjet noget mere værdifuldt
til. For Gud har selv føjet sin ære til og lagt sin kraft og sin magt deri.
Derfor er det ikke bare almindeligt vand, men et guddommeligt, himmelsk,
helligt og frelsende vand, eller hvordan man nu skal prise det. Alt
sammen på grund af Ordet, der er et himmelsk og helligt ord, som ingen kan
prise tilstrækkeligt. For Ordet formår alt og rummer alt, hvad Gud er. Derfor
er dåben også det, vi kalder et sakramente. Som Augustin rammende siger:
”Ordet kommer til elementet og der fremstår et sakramente.” Det vil
sige, når ordet kommer til elementet eller den naturlige ting, bliver det til
et sakramente, der er en hellig ting og et guddommeligt tegn.
Derfor lærer vi altid, at
man ikke skal bedømme sakramenterne og de ydre ting, som Gud har anordnet og
indstiftet, efter deres umiddelbare udseende. Man skal huske på, at Guds ord er
indesluttet i disse ting, som nødden i sin skal. På samme måde er det jo også
med vores forældre og de offentlige myndigheder. Hvis man kun ser på, hvordan
de har næser, øjne, hud og hår, så ligner de jo alle andre mennesker, og en
eller anden kunne da komme og sige: Hvorfor skal jeg holde mere af mine
forældre end af de andre? Men fordi budet kommer til: Du skal ære din far og
din mor, så ser jeg her et helt andet menneske, smykket og klædt med Guds
majestæt og herlighed. Budet er den gyldne kæde, de bærer om halsen, ja, kronen
på deres hoved, som viser mig, hvordan og hvorfor jeg skal ære netop dette kød
og blod.
På samme måde og endnu mere
skal du ære dåben og anse den for værdifuld for Ordets skyld, fordi Gud selv
har æret den både med ord og gerninger, og endog stadfæstet den med tegn fra
himlen. For mener du, at det blot var skuespil, da Kristus lod sig døbe, og
himmelen åbnedes, og Helligånden fór ned i synlig skikkelse, og der var ren og
skær guddommelig herlighed og majestæt? Derfor understreger jeg endnu en gang,
at man for alt i verden ikke må adskille og fjerne de to ting, Ordet og vandet,
fra hinanden. For hvis man fjerner Ordet, så er det ikke andet vand end det
vand, vi bruger til daglig. Det kunne man for den sags skyld godt kalde en
badedåb. Men når Ordet føjes til, som Gud har forordnet det, så er det et
sakramente og kaldes Kristusdåben. Det er nu det første stykke om det hellige
sakramentes væsen og værdighed.
Dåbens
virkning
For det andet, da vi nu véd, hvad dåben er, og hvad
vi skal anse den for, så må vi også lære, hvorfor og hvortil den er indstiftet,
det vil sige, hvad den gavner, giver og gør. Det kan man heller ikke
lærer bedre end gennem de førnævnte ord af Kristus, nemlig: ”Den, der
tror og bliver døbt, skal blive frelst." Det skal man helt enkelt forstå
som ordene lyder, så dåbens kraft, gerning, nytte, frugt og resultat er, at den
frelser. For man døber ingen, for at han skal blive borgmester, men for at han
skal blive frelst, som ordene lyder. Men at blive frelst, betyder jo som man
ved, netop at blive løst fra synden, døden og Djævelen og at komme ind i Kristi
rige og leve evigt i fællesskab med ham.
Her ser du atter, hvor
dyrebar og værdifuld dåben må anses for at være, fordi vi ved den opnår en
sådan uudsigelig skat, som også viser, at den ikke bare er helt almindelig
vand. For almindelig vand kan ikke udrette sådanne ting. Men Ordet gør det,
samt det at Guds navn er deri. Og hvor Guds navn er, dér må der også være liv
og salighed, så det med rette kan kaldes et guddommeligt, frelsende, virkende
og nåderigt vand. For ved Ordet får vandet kraften til at være genfødelsens
bad, som Paulus siger det i Titusbrevet 3.
Men vores kloge hoveder, de
nye superånder, fremhæver, at alene troen frelser, mens gerninger og ydre ting
derimod intet hjælper. Til det svarer vi, at det er fuldstændig rigtigt, at
intet i os ud over troen frelser, som vi skal se. Men de blinde vejledere vil
ikke se, at troen må have noget, den kan tro. Det vil sige, at troen må
have noget, som den kan holde sig til, og som den kan stå fast på. Derfor
klynger troen sig nu til vandet og tror, at det er en dåb, der er fuld af
salighed og liv. Ikke på grund af vandet, som det vist nu er tilstrækkelig
klart, men fordi vandet er forenet med Guds ord og ordning, og fordi hans navn
er knyttet dertil. Når jeg nu tror på det, hvad andet tror jeg så på end Gud,
som den, der har givet og plantet sit ord i vandet og giver os denne ydre ting,
for at vi her kan gribe en sådan skat?
Nu er de så tåbelige, at de
adskiller troen og den genstand, som troen er knyttet og bundet til, selv om
det så blot er noget ydre. Ja, det skal og må være noget ydre, så sanserne kan
fatte og gribe det og derved føre det ind i hjerterne. Hele evangeliet er jo
også en ydre og mundtlig prædiken. Kort sagt, hvad Gud gør og virker i os,
det vil han virke gennem sådanne ydre ordninger. Hvor Gud nu taler og
uanset hvilke midler, han bruger, så skal troen rette sin opmærksomhed derhen
og holde sig til det. Her har vi ordene: ”Den, der tror og bliver døbt,
skal blive frelst." Hvad andet taler disse ord om end dåben, det vil sige,
om det vand, der er indesluttet i Guds ordning? Deraf følger, at den, der
forkaster dåben, forkaster Guds ord, troen og Kristus, som henviser og binder
os til dåben.
Troens
betydning
For det tredje, da vi har set dåbens store nytte og
kraft, så lad os nu videre se, hvem, der modtager det, som dåben giver og
gavner. Det er atter klart og tydeligt udtrykt netop i ordene: ”Den, der
tror og bliver døbt, skal blive frelst.” Det vil sige, at det alene er
troen, der gør et menneske værdig til at modtage det frelsende, guddommelige
vand på gavnlig måde. Fordi disse ting frembæres og loves her i ordene ved og
med vandet, kan det ikke modtages på anden måde, end ved, at vi tror det af
hjertet. Uden tro er dåben ikke til nogen nytte, selv om den så i sig
selv er en guddommelig og uvurderlig skat. Derfor udretter dette korte udtryk
”den, der tror”, så meget, at det udelukker og tilbageviser alle
gerninger, som vi kan finde på at gøre i den hensigt at opnå og fortjene
frelsen. For det står fast, hvad der ikke er tro, det bidrager intet til
frelsen og modtager heller intet. Men hvis de nu siger, som de plejer: Dåben er
dog også selv en gerning, og du siger, at gerningerne intet gælder til
salighed. Hvad bliver der da af troen? Svar: Ja, vores gerninger udretter
ganske rigtigt intet til frelsen, men dåben er heller ikke vores gerning, men
Guds gerning. Du må nemlig nøje skelne Kristusdåben fra badedåben. Og Guds
gerninger er frelsende og nødvendige til frelse, og de udelukker ikke troen,
men kræver den, for uden tro kan man ikke gribe dem. For derved, at du lader
dig overøse med vand, har du endnu ikke udført og modtaget dåben, så den gavner
dig noget. Nej, dåben gavner dig, når du lader dig døbe i den overbevisning, at
det sker efter Guds befaling og ordning og i Guds navn, så du i vandet kan
modtage den lovede frelse. Nu kan hverken hånden eller legemet modtage denne
frelse, men hjertet må tro det.
Sådan ser du klart, at
dåben ikke er en gerning udført af os, men at det er en skat, som Gud giver
os, og som troen griber. På samme måde som vores Herre Kristus på korset
ikke er vores gerning, men en skat, indesluttet og frembåret i Ordet og
modtaget i troen. Derfor gør de os uret, når de råber op imod os, som om vi
prædikede imod troen. Når vi dog udelukkende påpeger, at troen er så
nødvendig, at vi uden den hverken kan modtage noget eller få gavn af det.
Hermed har vi de tre ting,
man må vide om dette sakramente. Og som det vigtigste, at det er Guds ordning,
som vi bør holde i ære. Dette forhold alene var tilstrækkelig grund til at lade
sig døbe, selv om dåben udelukkende var en ydre ting. På linie med det fjerde
bud om at ære sine forældre, der alene angår kød og blod, men er omsluttet af
Guds bud og derfor har en anden status. Sådan også med dåben, selv om vi kun
havde ordene ”Gå hen og døb”, så måtte vi dog modtage og benytte
dåben som en Guds ordning. Men nu foreligger der ikke alene et bud og en
befaling, men også et løfte. Derfor er dåben noget langt herligere, end hvad
Gud ellers har påbudt og anordnet. Kort sagt, dåben er så fuldt af trøst og
nåde, at himmel og jord ikke kan rumme det. Men det er en stor kunst, at tro
det. Der er ingen mangler ved skatten, men der mangler det, at man griber og
fastholder den.
Derfor har enhver kristen
hele livet igennem nok at lære og øve sig i angående dåben. Han har altid nok
at gøre med at blive fastere i troen på, hvad dåben tilsiger og bringer,
nemlig sejr over døden og Djævelen, syndernes forladelse, Guds nåde, Kristus
med alt, hvad han har og Helligånden med sine gaver. Kort sagt, det er så
overstrømmende, at når vores svage natur betænker det, falder den i tvivl, om
det nu også er rigtigt. Tænk nemlig selv efter: Hvis der et sted var en læge,
som kunne forhindre at folk døde, eller, hvis de døde, straks kunne bringe dem
til live igen på en sådan måde, at de derefter levede evigt, hvor ville verden
da lade det sne og regne over ham med penge, så almindelige mennesker ikke
kunne komme til for de rige. Men her i dåben får enhver gratis en sådan skat og
et sådant lægemiddel bragt lige til døren. Et lægemiddel, der opsluger døden og
holder alle mennesker i live.
Derfor skal vi tænke på
dåben og bruge den nyttigt, så vi styrker og trøster os ved den, når vores synd
og samvittighed tynger os. Sig da: Jeg er dog døbt, men er jeg døbt, så er det
også lovet mig, at jeg skal blive frelst og have det evige liv både til sjæl og
legeme. Derfor sker begge dele i dåben, både at legemet, der ikke kan modtage
andet end vandet, overøses og at ordet samtidig udtales, for at sjælen også kan
modtage det. Fordi nu begge dele, vand og ord, er én dåb, så må også både
legeme og sjæl blive frelst og leve evigt. Sjælen gør det ved ordet, som den
tror på, og legemet, fordi det er forenet med sjælen og også modtager dåben,
således, som det er i stand til. Derfor har vi ingen større skat, hverken til
legeme eller sjæl, for derved bliver vi aldeles hellige og salige, hvilket
ellers intet liv og ingen gerning på jorden kan udrette.
Det er nu tilstrækkeligt at
vide om dåbens væsen, gavn og brug.
Barnedåben
Her opstår nu et spørgsmål, som Djævelen har
forvirret verden med gennem sine kirkelige partier, nemlig angående barnedåben,
om børnene nu også tror og bliver døbt på rette måde? Herpå svarer vi kort:
Den, der er ulærd, må skyde det spørgsmål fra sig og henvise det til de lærde.
Mange
barnedøbte har Helligånden
Men vil du svare, så svar således: At barnedåben
behager Kristus, fremgår tydeligt af hans egen gerning. Gud har nemlig
helliget og givet Helligånden til mange af dem, der er blevet døbt som børn.
Også den dag i dag findes der mange, hvor man kan mærke på både deres liv og
lære, at de har Helligånden. Ligesom det jo også af Guds nåde er givet os den
gave, at vi kan udlægge Bibelen og kende Kristus, hvilket ikke kan ske uden
Helligånden. Men hvis Gud ikke anerkendte barnedåben, ville han ikke give nogen
af dem Helligånden eller blot en lille del. Kort sagt: Der måtte fra gamle dage
af og indtil denne dag ikke have været en eneste kristen på jorden.
Nu bekræfter Gud dåben ved
at indgyde Helligånden, som man jo kan spore hos adskillige kirkefædre,
som Bernhard, Gerson, Johann Hus og andre, der er døbt som børn. Og når den
hellige kristne kirke skal bestå indtil verdens ende, må man jo indrømme, at
barnedåben er Gud velbehagelig. Han kan ikke være imod sig selv eller hjælpe
løgnen og ondskaben eller give sin nåde og Ånd dertil. Dette er næsten det
bedste og stærkeste bevis for almindelige mennesker, der ikke har studeret. For
man kan ikke berøve os eller omstøde denne artikel: ”Jeg tror på den
hellige, almindelige kirke, de helliges menighed, osv.”
Forskel
på dåbens gyldighed og gavn
Dernæst siger vi videre, at det vigtigste for os
ikke er, om den, der bliver døbt, tror eller ikke tror. Dåben bliver nemlig
ikke ugyldig af den grund, men alt beror på Guds ord og bud. Det er
måske sat lidt på spidsen, men følger dog af det foregående. Her så vi, at
dåben udelukkende er vand og Guds ord hos og med hinanden. Det vil sige, at når
ordet er hos vandet, så er dåben korrekt, selv om troen ikke kommer til. Min
tro gør ikke dåben, men modtager den. Og dåben bliver ikke forkert, selv om
den end ikke modtages og bruges rigtig, fordi dåben ikke er bundet til vores
tro, men til ordet. For selv om en jøde i dag kom med falskhed og forkerte
motiver, og vi med fuld alvor døbte ham, måtte vi ikke desto mindre sige, at
denne dåb var gyldig. For vandet er til stede sammen med Guds ord, selv
om det ikke blev modtaget, som det skulle. Det er på samme måde med dem, der
går uværdigt til nadver. De modtager et rigtigt sakramente, selv om de ikke
tror.
Vi kan altså konstatere, at
disse partiers indvending intet har at betyde. For selv om børnene ikke kunne
tro - hvad vi dog har set, ikke er rigtigt - så ville dåben alligevel
være gyldig, og ingen skal gendøbe dem. Nadveren tager jo heller ikke skade af,
at der er en, der deltager med forkerte motiver. Og man kan ikke give lov til,
at vedkommende på grund af det første misbrug lidt efter atter fik nadveren,
som om han ikke fik et virkeligt sakramente første gang. For det ville i
allerhøjeste grad være at spotte og krænke sakramentet.
Hvordan kan man komme på
den tanke, at Guds ord og ordning skulle være forkert og ikke gælde noget,
fordi vi bruger det på uret måde? Derfor, har du ikke troet, så tro nu og sig
til dig selv: ”Dåben var der intet galt med, men jeg har desværre ikke
modtaget den ret.” For også jeg selv og alle, der lader sig døbe, må over
for Gud bekende: ”Jeg kommer her i min tro, og hjulpet af de andres tro,
alligevel kan jeg ikke bygge på, at jeg tror, og at mange beder for mig, men
jeg bygger på, at det er dit ord og din befaling.” Jeg går heller ikke
til nadver på min tro, men på Kristi ord. Om jeg så er stærk eller svag,
det lader jeg Gud råde for. Men det véd jeg, at han befaler mig at komme og
spise og drikke, og at han skænker mig sit legeme og blod. Det lyver eller
bedrager mig ikke.
Barnets
tro er Guds gave
Sådan gør vi nu også med barnedåben. Vi bærer
barnet til dåben i den overbevisning og med det håb, at barnet kan tro, og vi
beder Gud om, at han vil skænke det troen. Men vi døber ikke på det, men
alene på, at Gud har befalet det. Hvorfor? Fordi vi véd, at Gud ikke lyver.
Jeg, mine nærmeste og alle mennesker kan tage fejl og lyve, men Guds ord kan
ikke fejle.
Derfor er det frække og
tåbelige folk, der drager denne slutning: Hvis jeg ikke tror, så kan dåben ikke
være rigtig. Det ville jo være det samme som at sige, at hvis man ikke tror, så
er Kristus heller intet. Eller hvis jeg ikke er lydig, så er forældre og
øvrighed intet. Er det mon at drage en korrekt slutning, at hvis man ikke gør,
hvad man skal gøre, så skal selve genstanden heller ikke være noget eller gælde
noget? Min gode ven, vend det om og slut meget snarere sådan: Netop derfor er
dåben noget og rigtig, fordi man kan modtage den forkert. For hvis den ikke i
sig selv var gyldig, kunne man ikke misbruge den eller synde imod den. Det er
nemlig sandt, som man siger: ”Misbrug ophæver ikke en tings væsen, men
stadfæster den.” Guld taber ikke sin renhed, selv om det bæres af en
slyngel, der har stjålet det.
Derfor står det fast, at
dåben altid forbliver gyldig og beholder sit sande væsen, selv om kun ét
menneske blev døbt, og det endda ikke troede ærligt. For Guds indstiftelse og
ord lader sig ikke rokke eller ændre af mennesker. Men disse sværmerånder er så
forblindede, at de ikke ser Guds ord og bud og ikke regner dåben for mere end
vandet i vandhanen, eller øvrigheden for andet end almindelige mennesker. Og
fordi de ikke kan se nogen tro og lydighed, skal selve tingene heller intet
gælde. Her er en hemmelig, oprørsk djævel på færde, der gerne vil rive magten
fra øvrigheden, for at man siden kan træde den under fødder og forvrænge og
tilintetgøre alle Guds gerninger og indstiftelser. Derfor må vi være vågne og
bevæbnede og ikke lade os lokke eller vige fra ordet, så vi ikke bare lader
dåben være et uvirksomt tegn, som sværmerne tror.
Dåbens
symbolik
Til sidst skal man også vide, hvad dåben
symboliserer, og hvorfor Gud netop har føjet dette ydre tegn og handling til
det sakramente, ved hvilket vi først optages i kristenheden. Det ydre tegn
eller ceremonien bestod oprindelig i, at man dykkede os helt ned under vandet
og derefter løftede os op igen. Disse to stykker, at komme under vandet og igen
komme op, viser dåbens kraft og virkning, som ikke er andet end den
gamle Adams dødelse og derefter at det nye menneskes opstår. Disse to ting skal
ske med os hele vores liv. Et kristent liv er således ikke andet end en daglig
dåb, som en gang er begyndt og stadig fortsættes. For det må ske uden ophør, at
man stadig renser det ud, der er af den gamle Adam, så det, der hører det nye
menneske til, kan komme frem. Hvad er da det gamle menneske? Det er det, der er
os medfødt fra gamle Adam, vrede, had, misundelse, umoral, griskhed, dovenskab,
hovmod, ja, vantroen med alle dens laster, der af naturen ikke har noget godt i
sig. Når vi nu kommer ind i Kristi rige, skal alt dette daglig aftage, så vi
stadig bliver mildere, mere tålmodige og fredselskende og mere og mere aflægger
vantroen, griskheden, hadet, misundelsen og hovmodet.
Dette er de kristnes rette
brug af dåben, som brugen af vand symboliserer. Hvor denne renselsesproces
nu ikke sker, men man overlader magten til det gamle menneske, så det bliver
stærkere, kan man ikke tale om, at dåben bliver brugt, men at man tværtimod bekæmpet
dåben. For de, der er uden for Kristus, kan ikke gøre andet end dag for dag
blive værre, som også ordsproget siger: ”Jo længere, jo værre!”
Hvis én i fjor var stolt og grisk, er han i år mere grisk og stolt. Lige fra
ungdommen vokser syndens frugter og bliver ved. Et lille barn har ingen
særlig last, men når det vokser op, bliver det udisciplineret og umoralsk,
og som voksen, kommer de alvorlige laster frem, jo længere, jo værre. Derfor
følger det gamle menneske uophørligt sin natur, hvis man ikke hindrer det og
dæmper det ved dåbens kraft. Når man derimod er blevet en kristen, mindskes
den gamle natur dag for dag, indtil den helt forsvinder. Det er virkelig at
nedsænke sig i dåben og daglig komme op igen. Altså er det ydre tegn ikke kun
givet, for at det skal virke kraftigt, men også for at symbolisere denne
virkning. Hvor troen nu bærer frugt, er det ikke blot et tomt symbol, men
virkningen er med. Men hvor troen ikke findes, forbliver det blot et
ufrugtbart tegn.
Bodens
sakramente
Her kan man også se, at dåben både med sin kraft og
symbolik også omfatter det tredje sakramente, som man kalder boden. Men
egentlig er det blot dåben i brug. For hvad er bod andet end alvorligt
at bekæmpe det gamle menneske og træde ind i en ny livsførelse? Når du derfor
lever i boden, så vandrer du i dåben, der ikke alene symboliserer det nye liv,
men også virker det, begynder det og hjælper det fremad. For i dåben får vi
nåde, ånd og kraft til at undertrykke det gamle menneske, så det nye kan komme
frem og blive stærkt. Derfor bliver dåben altid stående. Og selv om nogen
falder ud og synder, har vi dog altid fri adgang, så man igen kan underlægge
sig det gamle menneske. Men man må ikke mere overøse os med vand. For selv om
man lod sig nedsænke i vand hundred gange, er der dog ikke mere end én dåb,
hvis gerning og betydning består og vedvarer. Boden er altså intet andet end
en tilbagevenden og indtræden i dåben, så man genoptager og udfører det,
man tidligere var begyndt på, men var holdt op med.
Det siger jeg, for at man
ikke skal få den opfattelse, som vi har haft længe, at dåben var tilintetgjort,
hvis man faldt i synd, så man ikke mere kunne bruge den. Grunden hertil var, at
man ikke så på dåben som andet end en ydre gerning, der én gang var udført. Og
det skyldes sikker en udtalelse af Hieronymus, hvor han siger: ”Boden er
den anden planke, som vi må redde os i land på, efter at skibet er forlist, som
vi gik om bord i og sejlede med, dengang vi kom ind i kristenheden.” Ved
den udtalelse er dåbens brug ophævet, som om den ikke mere kan gavne os. Derfor
er denne udtalelse forkert. For skibet går ikke under, for det er Guds
ordning og ikke vores opfindelse. Men det kan godt ske, at vi snubler og
falder over bord. Men hvis nogen falder ud, må han se til, at svømme
tilbage til skibet og holde fast i det, indtil han atter bliver halet
indenbords. Og så må han genoptage det, han var begyndt på.
Dåben er altså en herlig og
værdifuld ting, der river os ud af Djævelens gab og gør os til Guds ejendom, dæmper
og borttager synden og derefter daglig styrker det nye menneske og stadig øver
sit værk, indtil vi forlader denne elendighed og kommer til den evige
herlighed. Derfor skal enhver anse dåben for sit daglige tøj, som han altid
skal have på, så han altid er at finde i troen og dens frugter, holder det
gamle menneske nede og lader det nye vokse. For vil vi være kristne, må vi øve
den gerning, som vi blev kristne ved. Men falder nogen ud, må han atter
komme tilbage. For ligesom Kristus, vores nådestol, ikke forlader os eller
nægter os at komme tilbage, selv om vi synder, sådan forbliver alle hans skatte
og gaver også. Når vi i dåben én gang har modtaget syndernes forladelse, så
bliver den også hos os hver dag, så længe vi lever, dvs. så længe vi trækkes med
det gamle menneske.
Nadveren
Nadverens
bibelske begrundelse
Ligesom vi har hørt om den hellige dåb, må vi også
se på det andet sakramente og de tre hovedpunkter: Hvad nadveren er, hvad den
gavner, og hvem der skal gå til nadver. Svarerne finder vi i de ord, som
Kristus har indstiftet nadveren med. Og de ord bør enhver kende, der vil være
en kristen og gå til alters. For vi har ikke tænkt os, at lade nogen kommer
til nadver, der ikke véd, hvad de kommer efter eller hvorfor de kommer.
Nadverordene lyder sådan:
”Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød,
takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag dette og spis det, det
er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig! Ligeså tog
han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: Drik alle
heraf, dette bæger er den nye pagt ved mit blod, der udgydes for jer til
syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker det, til ihukommelse af
mig!”
Heller ikke her vil vi
strides og kæmpe med dem, der spotter og vanærer dette sakramente. Men ligesom
ved dåben vil vi først og fremmest lære, hvad der er hovedsagen, nemlig at den
vigtigste ting er Guds ord og indstiftelse eller befaling. For nadveren er ikke
udtænkt eller indstiftet af noget menneske, men af Kristus, uden nogens råd og
beslutning. Som vi har set, forbliver De Ti Bud, Fadervor og Trosbekendelsen
urokkede i deres væsen og værdighed, selv om ingen holder dem, beder eller
tror. På samme måde forbliver også dette højværdige sakramente urokket og
ubeskadiget, selv om vi bruger og behandler det uværdigt. Du tror vel ikke, at
Gud skulle spørge efter vores gerning og tro, så han af den grund skulle ændre
sin ordning? I alle jordiske ting forbliver alt jo, sådan som Gud har skabt og
ordnet det, hvordan vi så end bruger og behandler det. Det må man altid
indskærpe, for så kan man tilbagevise næsten alle de kirkelige partier. For de
vurderer sakramenterne uafhængigt af Guds ord, som noget, vi gør.
Wienerbrød
eller ”vinogblod”
Hvad er da nadveren? Svar: Det er vores Herre
Kristi sande legeme og blod, i og under brødet og vinen. Og det er ved Kristi
ord befalet os kristne at spise og drikke. Og som det blev sagt om dåben, at
den ikke er almindelig vand, så siger vi også her, at nadveren er brød og vin,
men ikke almindeligt brød og vin, som man plejer at sætter på bordet, men brød
og vin omsluttet af Guds ord og bundet til det.
Det er Ordet, der
frembringer dette sakramente og adskiller det fra almindeligt brød og vin,
så det er og kaldes Kristi legeme og blod. For det hedder: ”Når ordet
kommer til den ydre ting, bliver det et sakramente.” Denne sætning af
Augustin er så rammende og godt sagt, at han næppe har sagt noget bedre. Ordet
må gøre elementet til et sakramente. Hvis ikke, forbliver det blot en
almindelig genstand. Nu er det ikke en fyrstes eller en kejsers, men den
guddommelige majestæts ord og ordning, som alle skabninger burde falde til fode
og bekende, at det er således, som han siger, og modtage det med al ære, frygt
og ydmyghed. Ved hjælp af dette ord kan du styrke din samvittighed og sige:
Selv om hundred tusind djævle og alle sværmerne kommer farende og siger:
Hvordan kan brød og vin være Kristi legeme og blod, så véd jeg dog, at samtlige
ånder og høj lærde tilsammen ikke er så kloge som den guddommelige majestæts
lillefinger. Nu har vi Kristi ord: ”Tag dette og spis det, det er mit
legeme. Drik alle heraf, det er den ny pagt i mit blod.” Det holder vi
fast ved, og vi vil se dem, der vil være i stand til at mestre ham og gøre det
anderledes, end han her har talt det. Det er vel sandt, at når du tager ordet
væk eller betragter det uden ordet, så har du intet andet end almindelig brød
og vin. Men når ordet forbliver der som det skal og må, så er brødet og vinen i
kraft af dette ord, i sandhed Kristi legeme og blod. For som Kristi mund taler
og siger, sådan er det, fordi han ikke kan lyve eller bedrage.
Derfor er det let at
besvare de mange spørgsmål, som man i øjeblikket er optaget af. Om også en
ugudelig præst kan forvalte og uddele sakramentet, og lignende spørgsmål. For
ud fra det, vi lige har set, er svaret klart: Selv om en slyngel uddeler eller
modtager sakramentet, så modtager han alligevel det rette sakramente, lige så
vel som den, der omgås med det på den allerværdigste måde. I begge tilfælde er
det Kristi legeme og blod, for sakramentet er ikke grundet på menneskers
hellighed, men på Guds ord.
Ligesom ingen helgen på
jorden, ja, ingen engel i Himmelen, kan gøre brød og vin til Kristi legeme og
blod, sådan kan heller ingen forandre eller ændre nadveren, selv om det også
bliver misbrugt. Ordet, der indstifter og frembringer sakramentet, bliver ikke
falsk på grund af personen eller vantroen. For Kristus siger ikke: Når I tror
eller er værdige, så har I mit legeme og blod, men derimod: Tag, spis og drik,
det er mit legeme og blod. Ligeledes: Gør dette. Nemlig det, jeg nu gør,
indstifter, giver jer og byder jer at tage. Det betyder så meget som: Hvad
enten du er uværdig eller værdig, så har du her hans legeme og blod, i kraft af
de ord, der kommer til brødet og vinen. Mærk dig det og hold godt fast derpå.
For disse ord er hele vores grundlag for vores beskyttelse og vores værn imod
alle de vildfarelser og forførelser, der nogensinde er opkommet eller endnu måtte
fremkomme.
Syndernes
forladelse serveres
Således har vi nu i korthed omtalt det første
stykke, der angår sakramentets væsen. Lad os nu videre se på den kraft
og magt, hvortil sakramentet er indstiftet. For det er hovedsagen, at man er
klar over, hvad man skal søge og hente deri. Det fremgår nu tydeligt og klart
af de netop citerede ord: ”Det er mit legeme og blod, som gives og
udgydes for jer til syndernes forladelse.” Her siges kort sagt: Derfor
går vi til nadver, for at vi her kan modtage en sådan skat, ved og i hvilken vi
får syndernes forladelse. Hvorfor det? Fordi ordene står der og giver os det.
For derfor byder Kristus mig at spise og drikke, for at det skal være mit og
komme mig til gavn som et sikkert pant og tegn, ja, som selve det gode,
der er givet for mig imod synden, døden og alt ondt.
Derfor kaldes det med god
grund for himmelføde, der nærer og styrker det nye menneske. For ved dåben
bliver vi først genfødt, men alligevel forbliver det gamle menneske hos os. Det
giver os så mange hindringer og anfægtelser fra Djævelen og verden, så vi ofte
bliver trætte og sløve, ja, så vi undertiden snubler. Derfor er dette
sakramente givet til daglig føde og næring, for at troen kan tage til og
styrkes, så den ikke falder tilbage under sådan kamp, men bestandig bliver
stærkere og stærkere. For det nye liv skal leves sådan, at det altid tager
til og går fremad. Men herunder må det lide meget. For Djævelen er så ond
en fjende, at når han ser, at vi står ham imod og bekæmper det gamle menneske,
og han ikke kan undertrykke os med magt, da sniger han omkring og angriber os
fra alle sider. Han prøver alle kneb og holder ikke op, før han omsider har
gjort os trætte, så man enten falder fra troen eller lader hænder og fødder
synke og bliver ked af det hele eller utålmodig. Ind i denne situation, hvor
hjertet føler, at det bliver for svært, er denne trøst netop givet, så vi her
kan hente ny styrke og energi.
Men her vrider nu vores
kloge ånder sig med stor evne og klogskab, så de skriger og larmer op: Hvordan
kan brød og vin tilgive synden eller styrke troen? Selv om de hører og véd, at
vi ikke siger dette om brød og vin, da brød i sig selv er brød, men om det brød
og vin, der er Kristi legeme og blod og har hans ord hos sig. Dét og intet
andet er netop skatten, som en sådan syndsforladelse er erhvervet ved. Nu
skænkes og tilegnes det os ikke på anden måde end i de ord: ”Givet og
udgydt for jer”. For i de ord har du begge dele, både at det er Kristi
legeme og blod, og at det er dit som en skat og en gave. Nu kan Kristi legeme
jo ikke være en ufrugtbar og virkningsløs ting, der intet virker eller gavner.
Men lige meget hvor stor skatten end er i sig selv, må den dog være omsluttet
af Ordet og rækkes os, ellers ville vi ikke vide noget om den eller søge den.
Derfor er det også helt hen
i vejret, når de siger, at Kristi legeme og blod ikke er givet eller udgydt for
os i nadveren, og derfor kan man ikke få syndernes forladelse i sakramentet. For
selv om frelsen er fuldbragt på korset og syndernes forladelse er erhvervet ved
det, så kan det dog ikke komme til os på anden måde end gennem ordet. For
hvordan vidste vi ellers at det var sket eller skulle skænkes os, hvis man ikke
forkyndte det gennem prædikenen eller det mundtlige ord? Hvorfra kunne de vide
det, eller hvordan kunne de gribe og tilegne sig det, hvis de ikke holder sig
til og tror på Bibelen og evangeliet? Men nu er hele evangeliet og indholdet i
Trosbekendelsen jo ved ordet lagt ind i dette sakramente og serveret for os.
Hvorfor skulle vi da lade dem rive en sådan skat ud af sakramentet? De må dog
bekende, at det netop er de ord, vi hører overalt i evangeliet. Og lige så lidt
som de kan sige, at hele evangeliet eller Guds ord uden for sakramentet er
virkningsløst, lige så lidt kan de sige, at de samme ord er det i nadveren.
Troens
betydning
Således har vi nu hele sakramentet, både hvad det
er i sig selv, og hvad det giver og gavner. Nu må vi så også se, hvem det er,
der modtager denne kraft og nytte. Som vi ovenfor har sagt det i forbindelse
med dåben og ellers ofte har slået fast, så er svaret i al korthed dette: Den,
der tror det, som ordene forkynder og som de bringer. For de er ikke sagt eller
forkyndt for sten eller træ, men til dem, der hører ordene: ”Tag og
spis!” Og fordi Kristus tilbyder og lover syndernes forladelse, kan det
ikke blive modtaget på nogen anden måde end ved troen. Denne tro kræver han
selv i ordet, når han siger: Givet ”for jer” og udgydt ”for
jer”. Det er som vil han sige: Derfor giver jeg det og byder jer at spise
og drikke, for at I skal tilegne jer det og nyde det. Den, der nu betragter det
som sagt til ham personlig og tror, at det er sandt, han ejer det også. Men
den, der ikke tror, han har intet, fordi han lader sig det tilbyde forgæves og
ikke vil nyde et sådant frelsebringende gode. Skatten er åbnet og lagt uden
for din dør, ja, på dit bord, men det hører med, at du også tager den til dig
og stoler på det, som ordene giver dig.
Det er nu hele den kristne
forberedelse til at modtage dette sakramente på værdig måde. For da denne skat
udelukkende frembydes i ordene, kan man ikke gribe og tilegne sig den på anden
måde end med hjertet. For med de bare næver kan man ikke gribe en sådan gave og
evig skat. Faste og bøn kan være en udmærket ydre forberedelse og øvelse for
børnene, for at legemet kan opføre sig disciplineret og ærbødigt over for
Kristi legeme og blod. vores legeme kan imidlertid ikke fatte eller modtage
det, der bliver skænket i og med nadveren. Men troen i hjertet gør det, hvor
denne skat erkendes og begæres. Dette må nu være nok, som en grundlæggende
undervisning om dette sakramente. Hvad der yderligere kunne være at sige, hører
hjemme i anden sammenhæng.
Nadverens
nødvendighed
Da vi nu har den rette lære og forståelse af
sakramentet, er det til sidst også nødvendig med en formaning og tilskyndelse
til, at man ikke skal være ligeglad med en sådan stor skat, der dagligt bruges
og uddeles blandt de kristne. De, der ønsker at være kristne, skal bestræbe sig
på ofte at modtage dette højværdige sakramente. For vi ser, at nogen undlader
det af ren og skær dovenskab. Mange af dem, der hører evangeliet, lader både ét
og to år gå uden at bruge nadveren, fordi pavens narrestreger er afskaffet, så
vi er fri for hans tvang og regler. Som om de er så stærke kristne, at de ikke har
brug for nadveren. Nogle holder sig også væk af frygt, fordi de har hørt, at
ingen skal komme uden at føle sig drevet af hunger og tørst. Og andre
indvender, at det er en fri ting, der ikke er nødvendig, og at det er nok, at
de tror. Og sådan går det med de fleste, at de bliver helt udisciplineret og
til sidst foragter både sakramentet og Guds ord.
Det er ganske rigtig sandt,
som vi har sagt, at man for Guds skyld ikke skal drive eller tvinge nogen, for
at man ikke atter skal begå et nyt sjælemord. Men det skal man dog gøre sig
klart, at folk, der i så lang tid holder sig borte fra nadveren, ikke bør
regnes for kristne. For Kristus har ikke indstiftet det, for at man skal
behandle det som et skuespil, men har befalet sine kristne at spise og drikke det
og derved tænke på ham. De, der virkelig er kristne og anser nadveren for
værdifuld og nyttig, skal nok selv søger for at komme til nadver. Men for at
den jævne kirkegænger og de svage, der også gerne vil være kristne, kan blive
endnu mere tilskyndet til at overveje den nød og det behov, der skal drive dem,
vil vi dog sige lidt om det. For ligesom det i andre spørgsmål, der angår
troen, kærligheden og tålmodigheden, ikke er nok blot at lære og undervise,
men det også er nødvendigt at formane daglig, således er det også her
tiltrængt at prædike, for at man ikke skal blive sløv og doven. For vi véd og
føler godt, hvordan Djævelen altid bekæmper dette og alle kristne aktiviteter,
og forsøger at ødelægge og hindre så meget, han kan.
For det første har vi den
klare tekst, hvor Kristus siger, ”gør dette” til ihukommelse af
mig. Det er ord, der byder og befaler os, der vil være kristne, at bruge
sakramentet. Den, der derfor vil være Kristi discipel, han skal tænke på
nadveren og bruge den, ikke af tvang, men af lydighed mod vores Herre Kristus
og til hans behag. Men indvender du: Der står jo også ”så ofte som I gør
det”. Han tvinger altså ingen, men gør det frit. Svar: Det er sandt, men
der står ikke, at man aldrig skal gøre det. Netop fordi han siger ”så ofte”,
som I gør det, så er det jo underforstået, at man skal gøre det ofte. Ordene er
netop tilføjet, fordi sakramentet skal være frit og ikke bundet til særlige
tider som jødernes påskelam. Dette måtte de kun spise én gang om året og kun på
den fjortende dag efter den første fuldmåne om aftenen. Det er, som han derfor
her vil sige: Jeg indstifter en påskefest eller et måltid for jer, som I ikke
kun skal nyde én gang om året på netop denne ene dag, men så ofte I har
lejlighed og behov og uden hensyn til tid og sted. Paven har ganske vist
fordrejet disse ord og gjort nadveren til en jødefest på ny.
Ingen
kristendom uden kirkegang
Du ser således, at friheden ikke er givet til, at
man skal foragte sakramentet. For det kalder jeg foragt, hvis man uden gyldig
forhindring, lader gå så lang tid, hvor man ikke ønsker at komme til nadver.
Vil du have en sådan frihed, kan du lige så godt tage endnu mere frihed, så du
slet ikke er nogen kristen og ikke behøver hverken at tro eller bede. For det
ene er lige så meget Kristi bud som det andet. Men vil du være en kristen, må
du i det mindste engang imellem adlyde og efterkomme dette bud. For et
sådant bud burde jo bevæge dig til selvbesindelse og til at tænke: Hør,
hvad er jeg egentlig for en kristen? Hvis jeg virkelig var en kristen, ville
jeg vel længes lidt efter det, som min Herre har befalet mig at gøre.
Når vi stiller os så
ligegyldige over for nadveren, kan man sandelig se, hvad slags kristne vi har
været under pavedømmet. For da gik vi messe udelukkende af tvang og frygt for
menneskebud, uden lyst og kærlighed, og uden at tænke på, at det er Kristi
befaling. Men vi tvinger eller presser ingen, og ingen skal gøre det bare for
at tjene os eller være os til behag. Men det skal tilskynde og opmuntre dig, at
Kristus vil have det, og at det behager ham. Man skal ikke lade sig presse til
troen eller nogen god gerning af mennesker. Vi gør ikke andet, end at vi siger
og formaner, hvad du skal gøre, ikke for vores, men for din egen skyld. Kristus
drager og tilskynder dig. Vil du foragte det, bliver ansvaret dit eget.
Dette skal nu være det
første, særlig for de kolde og ligegyldige, for at de skal tænke sig om og
vågne op. For det er virkelig sandt, hvad jeg også selv har erfaret, og som
enhver vil opdage hos sig selv, at når man unddrager sig nadveren, bliver man
dag for dag mere rå og kold og slår det til sidst hen i vejret. Ellers må man
jo rådføre sig med sit hjerte og sin samvittighed og opføre sig som et
menneske, der gerne vil stå sig godt med Gud. Jo mere nu dette sker, desto mere
vil hjertet blive opvarmet og opflammet, så det ikke bliver helt koldt.
Nadver
og kirketugt
Men siger du: Hvad så, hvis jeg ikke føler mig
beredt? Svar: Det er også min anfægtelse. Og den stammer særlig fra den gamle
opfattelse under paven. Den gang pinte man sig selv, for at man kunne være helt
ren, og Gud ikke skulle finde den mindste plet på os. Det har gjort, at vi nu
er blevet så ængstelige, at enhver straks siger forfærdet: Oh, ve, du er ikke
værdig! Og så begynder vores natur og fornuft at måle vores uværdighed overfor
det store, dyrebare gode. Da føler man sig som en mørk lygte imod den lyse sol
eller som smuds imod ædelstene. Og fordi vi ser dette, vil vi ikke frem, men
venter, til vi bliver beredt. Og så går den ene uge efter den anden, det ene
halvår efter det andet. Men vil du se efter, hvor from og ren, du er, og
arbejde på, at intet skal anklage dig, så kommer du aldrig.
Derfor skal man her gøre
forskel på folk. For de, der er amoralske og udisciplineret, til dem
skal man sige, at de skal blive borte. De er ikke skikkede til at modtage
syndernes forladelse, fordi de ikke føler behov for den og ikke ønsker at være
fromme. Men de andre, der ikke er sådanne umoralske folk uden hæmninger, de
skal ikke blive borte, selv om de også er svage og skrøbelige. Som også
Hilarius har sagt: ”Hvis en person ikke har begået en sådan synd, at man
med rette kan udstøde ham af menigheden og regne ham for en ikke-kristen, skal
han ikke holde sig borte fra sakramentet, for at han ikke skal berøve sig
livet.” Så vidt kommer ingen, at han ikke daglig har mange skrøbeligheder
i kød og blod.
Derfor skal disse mennesker
lære, hvor vigtigt det er at være klar over, at sakramentet ikke afhænger af
vores værdighed. For vi lader os ikke døbe, fordi vi er værdige og hellige,
og vi går ikke til skrifte, fordi vi er rene og uden synd. Tværtimod kommer vi
lige modsat, fordi vi er arme elendige mennesker og netop fordi vi er uværdige.
Det gælder naturligvis ikke den, der slet ikke begærer nåde og absolution, og
som ikke har tænkt sig at lægge sit liv om. Men den, der gerne vil have nåde og
trøst, skal tilskynde sig selv og ikke lade sig afskrække men sige: Jeg ville
gerne være værdig, men jeg kommer uden værdighed på dit ord, fordi du har
befalet det, og som den, der gerne vil være din discipel. Min værdighed må det
gå med, som det kan. Det er imidlertid svært, for det blokerer og hindrer os
altid, at vi mere ser på os selv end på Kristi ord. For vores natur vil gerne
have det således, at den kan bygge på sig selv, og hvis ikke, holder den sig
tilbage. Det er nok om det første stykke.
Syndernes
forladelse med personlig adresse
For det andet er der foruden budet som nævnt også
løftet, der på det allerstærkeste skal tilskynde og drive os. For der står de
venlige og kærlige ord: ”Det er mit legeme, som gives for jer. Det er mit
blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.” Disse ord er ikke
prædiket for stok og sten, men for dig og mig. Ellers kunne Kristus lige så
godt have tiet stille og ikke indstiftet noget sakramente. Derfor må du betænke
og tage dig selv med ind i ordet ”jer”, for at Kristus ikke skal
tale forgæves med dig.
For her byder han os den
skat, som han har bragt os fra himmelen, og som han også på det venligste
indbyder til, når han i Matthæus 11, 28 siger: ”Kom hid til mig, alle I,
der er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.” Det er
både synd og skam, når han så hjerteligt og venligt opfordrer og formaner os
til at gribe vores højeste og bedste gode, og vi så stiller os så fremmede til
det og går så lang tid, at vi bliver helt kolde og forhærdede, så vi hverken
har lyst eller kærlighed til nadveren. Man skal jo ikke anse sakramentet for en
skadelig ting, som man skal flygte fra, men som et helt igennem helbredende og
trøstende lægemiddel, som hjælper og giver liv til både sjæl og legeme. For når
sjælen bliver helbredt, så er legemet også hjulpet. Hvorfor opfører vi os så
som om det var en gift, der bringer smerte og død? Det er vel sandt, at de, der
foragter det og lever ukristeligt, modtager nadveren til deres skade og
fordømmelse. For sådanne mennesker er ingen ting nemlig godt og frelsende. De
er i samme situation som en syg, der i ulydighed spiser og drikker noget, som
lægen har forbudt. Men de, der mærker deres svaghed og gerne vil være fri
for den og begærer hjælp imod den, de skal bruge nadveren som en kostelig
modgift imod den gift, de har i sig. For her i sakramentet modtager du af
Kristi mund syndernes forladelse, der omfatter og bringer Guds nåde og Guds Ånd
med sig med alle sine gaver, beskyttelse og kraft mod døden, Djævelen og al
ulykke.
Således har du fra Guds
side både vores Herre Kristi befaling og hans løfte. Yderligere skal din egen
nød, som du kæmper med, drive dig, da det er derfor denne befaling, indbydelse
og løfte er givet. For Kristus siger selv: ”De raske har ikke brug for
læge, men de syge” (Matt 9, 12). Og de syge er jo netop dem, der er
plagede og er besværede med synd, frygt for døden og anfægtelse af kødet og
Djævelen. Er du nu besværet, og føler din svaghed, gå så glad hen og lad dig
forfriske, trøste og styrke. For vil du vente, til du bliver dette kvit, så du kan
komme ren og værdig til sakramentet, så må du i al evighed blive borte derfra.
For da fælder han dommen og siger: Er du ren og from, så behøver du ikke mig,
og jeg heller ikke dig. Derfor er de uværdige alene dem, der ikke mærker deres
svaghed og ikke vil være syndere.
Fjender
på alle sider
Men siger du: Hvordan skal jeg da bære mig ad, når
jeg ikke kan føle en sådan nød eller hunger og tørst efter sakramentet? Svar:
De, der har det sådan, ved jeg ikke noget bedre råd at give, end at de må gribe
i deres eget bryst og se efter, om de ikke også har kød og blod. Og hvis det er
tilfældet, så læs for din egen skyld, hvad Paulus skriver i Galaterbrevet 5, 19
om dette kød: ”Kødets gerninger er åbenlyse, som: utugt, ægteskabsbrud,
urenhed, magi, overtro, fjendskaber, strid, hidsighed, egennytte, splittelser,
partier, misundelse, drukkenskab, nydelsessyge og lignende.” Hvis du
derfor ikke kan føle det, så tro dog Bibelen. Den lyver ikke for dig, for den
kender dit kød bedre end du selv. Ja, Paulus trækker i Romerbrevet 7, 18 den
slutning: ”For jeg véd, at i mig, det vil sige, i mit kød, bor der intet
godt.” Når Paulus må sige sådan om sit kød, så vil vi ikke være bedre
eller helligere. Men at vi ikke føler det, er kun så meget værre. Det er et tegn
på, at man har et spedalsk kød, der intet kan føle, og dog breder sig og
smitter alt. Som sagt, er du i den grad følelsesløs, så tro dog Bibelen, der
udtaler dommen over dig. I det hele taget, jo mindre du føler dine synder og
skrøbeligheder, jo mere grund har du til at søge hjælp og lægedom.
For det andet, så se efter,
om du ikke også er i verden. Og hvis du ikke ved det, så spørg din nabo ad. Er
du i verden, så regn ikke med, at det vil mangle på synd og nød. Begynd kun at
leve, som om du ville være en kristen og blive ved evangeliet, og se så til, om
du ingen fjender får, der tilføjer dig ondt, uret og vold og giver dig
anledning til synd og umoral. Har du ikke erfaret det, så lad Bibelen, som
overalt giver verden dette vidnesbyrd, sige dig det.
Foruden alt dette har du jo
også Djævelen om dig, og ham kan du ikke helt undgå, når vores Herre Kristus
selv ikke kunne undgå ham. Hvad er da Djævelen? Ikke andet, end hvad Bibelen
kalder ham, en løgner og en morder. En løgner, der forfører hjertet bort fra
Guds ord og forblinder dig, så du ikke føler din nød og kan komme til Kristus.
En morder, som ikke under dig livet en eneste time. Hvis du kunne se, hvor
mange knive, spyd og pile, der hvert øjeblik er rettet imod dig, ville du være
glad for at kunne komme til nadver, så ofte som muligt.
Men at man kan gå så tryg
og uopmærksom omkring, beror ene og alene på, at vi ikke tænker og tror, at vi
er i kødet og i den onde verden, eller i Djævelens rige. Øv dig derfor vel i
dette og gå i dig selv, eller se dig om og hold dig blot til Bibelen. Føler du
da stadig intet, har du så meget mere grund til at klage både for Gud og din
broder. Lad dig da vejlede og modtag forbøn, og stop ikke før stenen er
væltet fra dit hjerte, så skal du nok blive klar over nøden. Du skal opdage, at
du ligger dobbelt så dybt som andre stakkels syndere, og at du trænger meget
mere til sakramentet imod din elendighed, som du desværre ikke ser. Må Gud
dog give dig nåde, så du kan føle din nød og få mere behov for sakramentet.
Især fordi Djævelen angriber dig sådan og uden ophør angriber dig, så han kan
ødelægge dig både på sjæl og legeme, så du aldrig kan være sikker for ham. Hvor
hurtigt kan han ikke påføre dig jammer og elendighed, når du allermindst venter
det.
En kort
formaning til skriftemål
En
frivillig sag
Om skriftemålet har vi altid lært, at det skal være
frit og uden det pavelige tyranni, løsrevet fra al tvang og befriet fra den
uudholdelige byrde, der var pålagt kristenheden. For der har ikke været nogen
større plage indtil nu, end at man har tvunget alle til at skrifte, som om det
handlede om den største dødssynd. Man har desuden gjort det så byrdefuldt og
pint folk med at optælle alle synder, så ingen var i stand til at skrifte
grundigt nok. Og det værste var, at ingen lærte eller vidste, hvad skriftemålet
er, eller hvor nyttigt og fuld af trøst det er. Det eneste resultat var en
masse angst og skræmte samvittigheder. Alle var tvunget til at skrifte og intet
var mere ubehageligt.
Men nu er vi befriet for de
ting, så man ikke længere er tvunget til det og skal gøre det i frygt. Desuden
er vi sparet for den plage at skulle fortælle alle synder nøjagtig. Og endelig
har vi den fordel, at vi nu ved, hvordan man skal bruge skriftemålet på en god
måde, til trøst og styrke for vores samvittighed.
Misbrug
af friheden
Den frihed har alle været dygtig til at lære, ja
desværre alt for dygtig. Man gør kun, hvad man selv vil og bruger friheden som
om det var en frihed til aldrig mere at bruge skriftemålet. Vi er hurtige til
at lære det, der passer ind i vores eget kram. Og de ting, der er behagelig og
godt i evangeliet, har folk let ved at fatte. Men som jeg har sagt, så hører
disse svin ikke ind under evangeliet og skal ikke høste nogen af fordelene, men
skal forblive under paven og drives og plages til at skrifte, faste osv., endnu
mere end før.
Den, der ikke tror
evangeliet og vil leve og handle efter det, som en kristen skal, han skal
heller ikke nyde nogen af fordelene. Hvad er den af, når du kun vil have alle
goderne, men intet yde eller gøre? Derfor vil vi ikke prædiket for sådanne folk
eller give dem del i vores friheder, men sende dem tilbage til paven, så han
kan plage dem som en sand tyran. For til folk, der ikke vil adlyde evangeliet,
hører netop en sådan fangevogter, der er Guds djævel og bøddel. Men for andre,
der gerne lader sig vejlede, må vi stadig prædike, påminde, tilskynde og lokke,
så denne værdifulde og trøsterige skat, som evangeliet rækker os, ikke ligger
ubrugt. Derfor vil vi også sige lidt om det personlige skriftemål for at
undervise og formane folk.
Forskellige
slags skriftemål
For det første har jeg sagt, at foruden det
skriftemål, vi her taler om, er der endnu to former, som man kunne kalde almindelige
syndsbekendelser, som alle kristne skal bruge. Det er de bekendelser, hvor
man skrifter sin synd for Gud alene eller for næsten alene og beder om
tilgivelse. Det er også det, der er indeholdt i Fadervor, når vi siger:
”Forlad os vores skyld, som vi også forlader vores skyldnere.” Ja,
hele Fadervor er intet andet end et sådant skriftemål. For hvad er vores bøn
andet, end at vi bekender, hvad vi ikke har eller ikke gør, hvad vi skulle, og
beder om nåde og en god samvittighed? Dette skriftemål skal og må ske uden
ophør, så længe vi lever. For et kristent liv består egentlig i, at vi
erkender os som syndere og beder om nåde.
På samme måde er også det
andet almindelige skriftemål, som enhver skal gøre overfor sin næste, bundet
til Fadervor, nemlig at vi indbyrdes skrifter vores synd og tilgiver hinandens
skyld, før vi kommer til Gud og beder ham om tilgivelse. Nu er vi uden
undtagelse alle skyldige over for hinanden. Derfor skal og må vi ganske
åbenlyst bekende vores synd alle og enhver, og ikke skamme sig over for
hinanden. For det går, som man siger: Er én from, vil alle være det. Og ingen
handler over for Gud eller næsten, som han skal. Dog er der ved siden af denne
almindelige skyld også en særlig, hvor man har gjort en anden vred, så man
specielt må bede ham om tilgivelse. Sådan har vi i Fadervor to absolutioner
eller syndstilgivelser. Vi får både tilgivelse for, hvad vi er skyld i over for
Gud og over for vores næste, hvis vi tilgiver næsten og forsoner os med ham.
Den
personlige sjælesorg
Foruden disse offentlige, daglige og nødvendige
skriftemål findes der så også det personlige skriftemål, som alene sker i
samtale med en anden kristen. Det er hvis der er noget særligt, der
anfægter eller plager os. Noget, som vi kæmper med, men ikke rigtig finder ro
i. Eller hvis vi føler os svage i troen. Vi kan da snakke med en anden kristen
om det og få gode råd, trøst og styrke, når og så ofte vi vil.
Denne personlige samtale er
ikke omfattet af budet som de andre to, men er stillet til rådighed for enhver,
der har behov for det, for at man kan bruge det, når det er nødvendigt. Det
udspringer af den ordning, at Kristus selv har lagt absolutionen eller
tilsigelsen af syndernes forladelse i munden på sin kristenhed og har befalet,
at vi skulle løses fra synden på denne måde. Hvor der nu er et hjerte, der føler
sin synd og begærer trøst, har man her en sikker tilflugt, hvor vi finder og
hører Guds ord. Her sætter Gud os fri ved et andet menneske og forkynder
tilgivelse.
Skriftemålets
to dele
Som jeg ofte har sagt, skal du derfor lægge godt
mærke til, at skriftemålet består af to dele: Den første er vores værk eller
vores gerning, at jeg beklager min synd og begærer trøst og opmuntring. Det
andet er et værk, som Gud gør, når han ved ordet, der er lagt et andet menneske
i munden, frikender mig for mine synder. Dette er det fornemste og mest
værdifulde stykke, der gør skriftemålet lifligt og trøsterigt. Indtil nu har
man lagt al vægt på vores gerning og ikke tænkt længere, end at vi skulle have
skriftet fuldstændigt. Akkurat som om det kun var en god gerning, som man ville
betale Gud med. Hvis skriftemålet ikke var foretaget fuldkomment og på den mest
nøjagtige måde, måtte absolutionen ikke gælde eller synden være tilgivet.
Dermed drev man folk så vidt, at enhver måtte fortvivle over at skulle skrifte
så nøjagtigt, så det var helt umuligt. Ingen kunne finde ro eller tro på
absolutionen. Derfor gjorde de ikke alene det kære skriftemål unyttigt for os,
men gjorde det også besværligt og upopulært til åbenlys skade og fordærv.
Derfor skal vi være
omhyggelige med, at adskille de to dele vidt fra hinanden og regne vores
gerning for ringe, men Guds ord for højt og stort. Vi skal ikke bruge
skriftemålet som ville vi gøre en kostelig gerning og give noget til Gud, men
kun for at modtage fra ham. Du behøver ikke komme og fortælle, hvor retskaffen
eller ond du er. Er du en kristen, ved jeg det allerede, er du det ikke, ved
jeg det endnu mere. Men du skal gøre det, for at du kan klage din nød og
lade dig hjælpe, så du kan få et glad hjerte og en god samvittighed.
Her er det ikke nødvendigt,
at presse nogen med bud. Men vi siger: Den, der er kristen eller gerne vil være
det, har her et godt råd, nemlig at han skal gå hen og hente denne kostelige
skat. Er du ikke kristen og begærer du ikke denne trøst, så overlader vi til en
anden at tvinge dig. Dermed ophæver vi nu hele pavens tyranni, bud og tvang, da
vi aldeles ikke behøver den. For vi lærer som sagt således: Den, der ikke
villig og for absolutionens skyld går til skrifte, skal blot blive væk. Ja,
den, der går for sin gernings skyld, og sætter sin lid til hvor fuldstændigt
han har skriftet, skal også blive væk. Men vi formaner til, at du skal skrifte
og fortælle din nød, ikke fordi du skal gøre det som en god gerning, men fordi
du skal høre, hvad Gud siger til dig. Du skal se på ordet eller
absolutionen, agte det som værdifuldt og dyrebart og modtage det som en
virksom, nyttig skat med al ærbødighed og tak.
Uafhentet
gevinst
Når man nu understreger dette og påviser den nød,
der skulle bevæge og tilskynde os, behøver man ikke megen nøden og tvang.
Enhver skulle drives af sin egen samvittighed og gøres så bange, at han ville
blive rigtig glad og gøre som en tigger, der hørte, at man et sted uddelte en
stor gave og penge og tøj. Da behøvede man ingen til at drive eller tvinge ham
af sted. Han ville af sig selv løbe, alt hvad han kunne, for ikke at gå glip af
det. Man skal ikke gøre det til en befaling, så alle tiggere skulle løbe derhen
alene, fordi man befalede det, men ikke fortalte, hvad man skulle søge og hente
der. Det ville betyde, at man gik med ulyst og ikke regnede med at hente noget,
men blot skulle udstilles som en fattig og elendig tigger? Det ville man ikke
øse megen glæde eller trøst ved, men blot blive endnu mere fjendtlig stemt over
for budet.
Indtil nu har pavens
prædikanter været tavse om den fortræffelige, rige gave og uudsigelige skat og
kun drevet folk sammen, netop af den grund, at man skulle se, hvor urene og
smudsige mennesker vi var. Hvem kunne da med glæde gå til skrifte? Men vi siger
ikke, at man skal se, hvor fuld du er af smuds og spejle dig deri, men vi råder
og siger: Er du fattig og elendig, så gå hen og brug den lægende medicin.
Den, der nu føler sin elendighed og nød, vil få en sådan længsel efter
skriftemålet, at han med glæde løber efter det.
Men den, der ikke regner
det og ikke kommer af sig selv, ham lader vi passe sig selv. Men de skal dog
vide, at vi ikke regner dem for kristne. Så lærer vi nu, hvor fortræffeligt,
kostbart og trøsterigt det er med skriftemålet, og vi formaner til, at man ikke
foragter denne dyre gave i betragtning af vores store nød. Er du nu en kristen,
behøver du hverken tvang fra min side og da slet ikke pavens bud, men du vil
sikkert tvinge dig selv og bede mig om, at du må få del i det. Men foragter
du det og går hovmodigt omkring uden skrifte, så trækker vi den slutning, at du
ikke er kristen og heller ikke skal modtage nadveren. For du foragter, hvad
ingen kristen skal foragte, og bevirker derved, at du ikke kan have nogen
tilgivelse af synden. Og det er et sikkert tegn på, at du også foragter
evangeliet.
Kort sagt: Vi vil ikke vide
af nogen tvang. Men den, der ikke hører og følger vores prædiken og formaning,
med ham vil vi ikke have noget at bestille, og han skal heller ikke have nogen
fordel af evangeliet. Var du en kristen, ville du være glad, selv om du skulle
løbe hundrede kilometer efter det, og du ville ikke lade dig presse, men komme
og presse os. For her må det blive omvendt med tvangen, så vi står under budet,
og du kommer i frihed. Vi presser ingen, men ser gerne, at man presser os,
ligesom man tvinger os til at prædike og uddele nadveren.
Når jeg derfor formaner til
skrifte, gør jeg ikke andet, end at jeg formaner dig til at være en kristen.
Hvis jeg kan bringe dig til at være det, har jeg også bragt dig til at bruge
skriftemålet. For de, der stræber efter gerne at ville være fromme kristne og
blive deres synder kvit og have en glad samvittighed, har allerede den rette
hunger og tørst. De snapper efter brødet som en jaget hjort, der er udmattet af
sult og tørst. Som Salme 42 siger: ”Som hjorten skriger efter vand,
således skriger min sjæl til dig, Gud.” Så smertefuldt og bange, som
hjorten søger efter en frisk kilde, så angst og bange søger jeg efter Guds ord
eller absolutionen og nadveren. Se, det ville være en ret lære om skriftemålet.
Så kunne man få lyst og kærlighed til det, så folk kom til os og løb efter os,
mere end vi brød os om. Papisterne lader vi plage og pine sig selv og andre,
som ikke regner denne skat, men lukker sig selv ude. Men lad os løfte vores
hænder og love og takke Gud, fordi vi er kommet til en sådan erkendelse og
nåde.
Afslutning
Hele denne gennemgang af katekismen er nu sagt til
formaning, ikke alene til os gamle og voksne, men også til de unge mennesker,
som man skal opdrage i den kristne tro og forståelse. Derved kan man så meget
lettere gøre de unge fortrolige med De Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor, så
de går til dem med lyst og alvor og fra ungdommen af øver sig i dem og blive
vant til dem. For det er nu næsten for sent med de gamle, så man ikke kan nå
langt med dem. Man må derfor opdrage dem, der skal komme efter os og overtage
vores embede og gerning, så at de frugtbart kan opdrage deres børn, for at Guds
ord og kristenheden kan blive bevaret. Derfor bør enhver, der har ansvar i
familien vide, at man efter Guds befaling og bud er skyldig at lære sine børn
det, eller lade dem undervises i det, de skal kunne. Fordi de er døbt og
optaget i kristenheden, skal de også have del i nadverens fællesskab, for at de
kan hjælpe os og blive til nytte. For de bør dog alle hjælpe os at tro, elske,
bede og stride imod Djævelen.