|
|
|
|
|
|
|
|
Ny oversættelse af den autoriserede latinske tekst |
|
|
|
|
|
|
|
Første del |
|
|
|
De vigtigste trosartikler |
|
|
|
|
|
|
For at vi kan få en sådan tro, har Gud indstiftet et embede til at forkynde evangeliet og forvalte sakramenterne. For ved ord og sakramenter som midler skænkes Helligånden, der skaber tro i dem, der lytter til evangeliet - når og hvor Gud vil. Evangeliet om at Gud ikke på grund af vores fortjenester, men på grund af Kristus retfærdiggør dem, der tror, at de modtages i nåde på grund af Kristus. |
De
fordømmer gendøberne og andre, der mener, vi modtager Helligånden uden det
ydre ord gennem egne forberedelser og gerninger.
6. Om troens
frugter eller de gode gerninger
Ligeledes lærer de, at denne tro bør bære gode
frugter og gøre gode gerninger, påbudt af Gud. Men på grund af Guds vilje
og ikke for at sætte sin lid til, at disse gerninger fortjener
retfærdiggørelse over for Gud. For syndernes forladelse og
retfærdiggørelsen gribes ved tro, sådan som også Kristi ord bevidner:
"Når I har gjort alt dette, skal I sige: Vi er unyttige tjenere."
Sådan lærer også de gamle kirkelærere. Ambrosius siger nemlig: “Dette
har Gud bestemt, at den, der tror på Kristus, er frelst, idet han uden
gerninger, alene ved troen, for intet modtager syndernes forladelse.”
7. Om kirken
Ligeledes lærer de, at der altid vil eksistere
én, hellig kirke. Men kirken er de helliges og troendes forsamling, hvor
evangeliet læres ret og sakramenterne forvaltes i overensstemmelse med
evangeliet. Til sand kirkelig enhed er det nok, at være enige om evangeliets
lære og forvaltningen af sakramenterne. Det er ikke nødvendigt, at de samme
menneskelige traditioner, ritualer eller ceremonier, der er indstiftet af
mennesker, findes overalt. Som Paulus siger: “Én tro, én dåb, én Gud
og alles fader og så videre”.
8. Om
nådemidlernes kraft, når de forvaltes af onde
Kirken i egentlig forstand er en forsamling af
hellige og sandt troende, men er i dette liv sammenblandet med mange
hyklere og onde. Derfor er det tilladt at benytte sakramenter, der
forvaltes af onde. Som Kristus siger: “De skriftkloge og farisæerne
sidder på Moses’ lærestol osv.” Og både sakramenterne og ordet
er virksomme på grund af Kristi indstiftelse og befaling, selvom de
forvaltes af onde.
De fordømmer donatisterne
og lignende, der benægter, at det er tilladt at gøre brug af onde
menneskers tjeneste, og som mener, de ondes tjeneste er unyttig og
uvirksom.
9. Om dåben
Om dåben lærer de, at den er nødvendig til frelse
og at Guds nåde skænkes i dåben. Og man bør også døbe børnene, som modtager
Guds nåde, når de i dåben overgives til ham.
De fordømmer gendøberne,
der ikke anerkender barnedåben og forsikrer, at børnene bliver frelst uden
dåb.
10. Om nadveren
Om nadveren lærer de, at Kristi legeme og blod
virkelig er til stede og gives til deltagerne under måltidet. Og de
misbilliger dem, der lærer anderledes.
11. Om
skriftemålet
Om skriftemålet lærer de, at den personlige
sjælesorg med tilsigelse af syndernes forladelse bør bevares i kirken. Det
er dog ikke nødvendigt, at opregne alle fejltrin. Det er nemlig umuligt
ifølge Salme 19: “Hvem kender sine fejltrin.”
12. Om boden
Om boden lærer de, at dem, der falder i synd
efter dåben, altid kan få syndernes forladelse, hvis de omvender sig. Og
kirken bør tilsige syndsforladelse til dem, der gør bod. Helt nøjagtig
består boden af to stykker: Det ene er anger eller den angst,
samvittigheden mærker, når synden erkendes. Det andet er tro, som bliver
til ved evangeliet eller syndsforladelsen. Det er en tro, der tror, at
synderne forlades på grund af Kristus og som trøster samvittigheden og
befrir fra angsten. Derefter bør de gode gerninger følge, som er en frugt
af boden.
De fordømmer gendøberne,
der benægter, at de, der én gang er retfærdiggjorte, kan miste Helligånden.
Også dem, der påstår, at nogle allerede her i livet kan nå et så højt
stade, at de ikke længere kan falde i synd.
Også novatianerne
fordømmes, som ikke vil tilsige syndsforladelse til dé bodfærdige, der er
faldet i synd efter dåben.
Også de forkastes, der
ikke lærer, at vi opnår syndernes forladelse ved tro, men i stedet henviser
os til at optjene nåde ved vores bodsydelser.
13. Om
sakramenternes brug
Om sakramenternes brug lærer de, at de ikke er
indstiftet blot for at være ydre kendetegn blandt mennesker, men meget mere
for at være tegn og vidnesbyrd om Guds sindelag mod os. Indstiftet for at
vække og styrke troen i dem, der bruger sakramenterne. Derfor bør
sakramenterne bruges sådan, at troen kommer til. Den tro, der tror de
løfter, der gives og tydeliggøres i sakramenterne.
De fordømmer derfor dem,
der lærer, at sakramenterne retfærdiggør blot ritualet udføres og som ikke
lærer, at der ved brugen af dem fordres en tro, der tror, at synderne
forlades.
14. Om den
kirkelige ordning
Om den kirkelige ordning lærer de, at ingen bør
lære offentligt i kirken eller forvalte sakramenterne uden at være kaldet
på ret vis.
15. Om de
kirkelige skikke eller de menneskelige traditioner
Om de kirkelige skikke lærer de, at de skikke bør
blive, hvor det kan ske uden synd, og som tjener til god ro og orden. Det
gælder helligdage, fester og lignende.
Vi minder dog om, at
samvittigheden ikke skal bekymre sig om disse ting, da de ikke er
frelsesnødvendige. Vi minder også om, menneskelige traditioner, indstiftet
for at forsone Gud, fortjene nåde og udbedre synden, strider mod evangeliet
og troen. Derfor er traditioner om specielle spiser og dage osv. og løfter,
der er indstiftet for at fortjene nåde og godtgøre synden, unyttige og
stridende mod evangeliet.
16. Om samfundsordningen
Om samfundsordningen lærer de, at de offentlige
instanser er Guds gode gerninger. Derfor er det også tilladt kristne at
have job i det offentlige, som dommer at dømme efter statens og andre
gældende love, og at fastsætte passende straffe. At deltage i uundgåelige
krige og være soldat. Indgå redelige handelsaftaler, have ejendom, aflægge
ed på forlangende og gifte sig.
De fordømmer gendøberne,
der forbyder kristne disse offentlige hverv. De fordømmer også dem, der ikke
lader den evangeliske fuldkommenhed bestå i gudsfrygt og tro, men i at
afsondre sig fra samfundet. Evangeliet lærer nemlig en evig retfærdighed i
hjertet og afviser ikke den almindelige samfundsorden og familielivet.
Tværtimod bør de bevares som Guds ordninger, hvor næstekærligheden skal
praktiseres. Derfor bør kristne nødvendigvis adlyde landets love - med
mindre der befales at synde. Man bør nemlig adlyde Gud mere end mennesker,
ApG 5.
17. Om Kristi
genkomst til dom
Ligeledes lærer de, at Kristus skal komme synligt
til dom ved verdens afslutning. Han vil opvække alle døde. De retfærdige og
udvalgte vil han give evigt liv og glæde uden ophør. De ugudelige mennesker
og djævlene vil han idømme evig straf.
De fordømmer gendøberne,
der mener, at de fordømte menneskers og djævles straffe vil få ende. De
fordømmer også dem, der nu udbreder jødiske teorier om, at de fromme skal
få verdensherredømmet før de dødes opstandelse og efter at de ugudelige er
nedkæmpet overalt.
18. Om den frie
vilje
Om den frie vilje lærer de, at menneskets vilje
har en vis frihed til at leve ordentligt udadtil og foretage valg i de
ting, fornuften forstår. Men uden Helligånden har vi ikke magt til at
præstere den retfærdighed, der gælder for Gud, den åndelige retfærdighed. Et
sjæleligt menneske begriber nemlig ikke det, der hører Guds Ånd til. Det
sker kun i de hjerter, hvor Helligånden modtages gennem ordet.
Det er nøjagtig hvad
Augustin siger i 3. bog af Hypognosticon: “Vi indrømmer, at alle
mennesker har en fri vilje, da de har fornuftens brug. Uden Guds hjælp
formår de dog intet i de ting, der har med Gud at gøre, men alene hvad
angår dette liv, såvel gode som onde handlinger. Med gode handlinger mener
jeg, de ting, der stammer fra den gode natur, som at ville arbejde, spise
og drikke, have venner, tøj, hjem og familie, avle kvæg, uddanne sig til
noget godt, i det hele taget at ville noget godt i de ting, der hører dette
liv til. Alt dette sker dog ikke uden guddommelig bistand, for af Ham og
ved Ham består det og blev det til. Med onde handlinger mener jeg, at ville
dyrke afguder, være morder og så videre.
De fordømmer pelagianerne
og andre, som lærer, at vi kan elske Gud over alle ting, alene ved hjælp af
vores naturlige evner og uden Helligåndens hjælp. Og at vi kan holde Guds
bud, hvad selve handlingerne angår. For selvom vores natur til dels kan
gøre de ydre gerninger - som at holde hånden tilbage fra at begå tyveri og
mord - så kan vi dog ikke fremkalde de indre affekter som frygt for Gud,
tillid til Gud, mådehold, tålmodighed og så videre.
19. Om syndens
årsag
Om syndens årsag lærer de, at selvom Gud skaber
og opholder naturen, så er syndens årsag dog at søge i viljen hos de onde,
det vil sige Djævelen og de ugudelige. Når Gud ikke står dem bi, vender de
sig fra ham, som Kristus siger i Johannes 8: “Når han taler løgn,
taler han af sit eget”.
20. Om de gode
gerninger – udførlig forklaring
Med urette anklages vores folk for at forbyde
gode gerninger. For bøger, der gennemgår De Ti Bud og lignende, viser, at
de lærer gavnligt om alle samfundsmæssige relationer og hvilke gerninger,
der i de forskellige forhold i livet er Gud til behag. Dette blev tidligere
kun sjældent nævnt. I stedet fremhævede man barnlige og unødvendige
gerninger som specielle helligdage, fastedage, munkeordener, valfarter,
helgendyrkelse, bederemme, munkevæsenet og lignende.
Alt dette er vore
modstandere nu holdt op med, efter at de er blevet belært, så de ikke
længere nævner disse ting så meget som før. Ja, de begynder endda at nævne
troen, som før blev forbigået i største tavshed. De lærer os, at vi ikke
retfærdiggøres alene ved gerninger, men forbinder tro og gerninger og lærer
os, at vi retfærdiggøres ved tro og gerninger tilsammen. Denne lære er
lettere at tolerere end den forrige og kan bringe mere trøst end deres
tidligere lære.
Læren om troen, som bør
have den mest betydningsfulde plads i kirken, har altså længe ligget
hengemt som ukendt. Alle må jo nødvendigvis indrømme, at der i forkyndelsen
har hersket total tavshed om den retfærdiggørende tro og alene læren om
gerninger har lydt i kirken. Derfor underviser vi om troen således:
Først og fremmest at vore
gerninger ikke kan forsone Gud eller fortjene syndernes forladelse, nåde og
retfærdiggørelse. Det opnås kun ved tro, når vi tror, at vi modtager nåde
på grund af Kristus, som alene er sat frem som fredsmægler og sonoffer ved
hvem Faderen forsones. Den, der således stoler på at fortjene nåde ved
hjælp af gerninger, ringeagter Kristi fortjeneste og nåde, og forsøger uden
om Kristus at finde en vej til Gud via menneskelige kræfter. Og det skønt
Kristus har sagt om sig selv: “Jeg er vejen, sandheden og
livet”.
Denne lære om troen
behandles overalt hos Paulus. Således i Efeserbrevet 2: “Af nåde er I
frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv; Det er Guds gerning, ikke ved
gerninger”, og så videre. Og for at ingen skal komme med
spidsfindigheder om, at vi bringer en helt ny tolkning af Paulus, har hele
denne sag kirkefædrenes vidnesbyrd. For Augustin forsvarer nåden og troens
retfærdighed over for gerningernes fortjeneste i mange af sine skrifter.
Det samme gør også Ambrosius i sit skrift “Om hedningernes
kaldelse” og andre steder. Her siger han blandt andet:
“Forløsningen ved Kristus ville blive ringeagtet og de værdifulde menneskelige
gerninger ville ikke underkaste sig Guds barmhjertighed, hvis
retfærdiggørelsen, som sker på grund af nåde, i stedet skyldtes forudgående
fortjenester. Så ville det ikke være den gavmildes foræring, men den
arbejdendes løn.”
Men selvom denne lære
ringeagtes af de uerfarne, så erfarer fromme og ængstede samvittigheder
dog, hvor meget trøst den bringer. Samvittigheden kan nemlig ikke stilles
til ro ved nogen gerning, men alene ved tro, når den sikkert skønner, at vi
på grund af Kristus har en forsonet Gud. Sådan lærer også Paulus i
Romerbrevet 5: “Retfærdiggjort af tro har vi fred med Gud.”
Hele denne lære må forstås ud fra den ængstede samvittigheds kamp, og hvis
man ser bort fra denne kamp, bliver den uforståelig. Derfor er uerfarne og
verdslige mennesker uegnede til at dømme i denne sag, hvis de forestiller
sig, at den kristne retfærdighed ikke er andet end en borgerlig eller etisk
retfærdighed.
Tidligere blev
samvittighederne plaget med læren om gerninger uden at høre evangeliets
trøst. Nogle blev drevet ud i ørkenen, andre i kloster, hvor de håbede at
fortjene nåde gennem munkelivet. Andre udtænkte andre gerninger, for derved
at opnå nåde og gøre fyldest for synden. Derfor var det i højeste grad
nødvendigt, at læren om troen på Kristus blev genopdaget og formidlet, så
de ængstede samvittigheder ikke skulle mangle trøst, men vide at det netop
er ved tro på Kristus, vi modtager nåde, syndsforladelse og
retfærdiggørelse.
Desuden minder vi om, at
ordet “tro” ikke kun betegner en historisk viden, som selv de
ugudelige og Djævelen kan have. Det betegner en tro, der ikke alene tror
historien, men også historiens virkning, nemlig denne trosartikel:
Syndernes forladelse - at vi på grund af Kristus har nåde, retfærdighed og
syndernes forladelse.
Den, som nu véd, at han
på grund af Kristus har en forsonet Fader, han kender i sandhed Gud. Han
ved sig at være under beskyttelse og påkalder Gud. Han er ikke uden Gud,
som hedningerne er. For Djævelen og de ugudelige kan ikke tro denne
trosartikel: Syndernes forladelse. Derfor hader de Gud som en fjende. De
påkalder ham ikke og venter sig intet godt af ham. Også Augustin minder
sine læsere om ordet “tro” på samme måde. Han siger, at ordet
“tro” ikke bruges om viden, som også kan være i de ugudelige, men
om tillid. Den tillid, der trøster og oprejser det ængstede sind.
Dernæst lærer vi, at man
nødvendigvis må gøre gode gerninger. Ikke for at stole på, at vi derved
fortjener nåde, men af hensyn til Guds vilje. For det er alene ved tro, vi
griber syndernes forladelse og nåden. Og fordi vi ved tro modtager
Helligånden, fornys hjertet nu og frembringer nye rørelser, så vi kan gøre
gode gerninger. Således siger Ambrosius nemlig: “Det er troen, der er
mor til de gode viljer og de rette gerninger”. For uden Helligånden
er de menneskelige kræfter fyldt af ugudelige affekter og alt for svage til
at gøre gerninger, der er gode i Guds øjne. Dertil kommer at de er i
Djævelens magt, der driver mennesker til alle slags synder, til ugudelige
meninger og åbenlyse laster Det kan ses hos filosofferne, der selv har
bestræbt sig på at leve et korrekt liv og alligevel ikke har formået det.,
men er blevet besmittet med alle slags åbenlyse laster. Så dybt svækket er
mennesket, når det er uden tro og Helligånd, og alene er henvist til egne
kræfter.
Det fremgår således
klart, at denne lære ikke bør anklages for at forhindre gode gerninger, men
meget snarere roses for at vise, hvordan vi bliver i stand til at gøre gode
gerninger. For uden tro kan den menneskelige natur på ingen måde opfylde
det første og andet bud. Uden tro påkalder vi ikke Gud, forventer intet fra
ham, accepterer ikke korsets modgang, men søger menneskelig hjælp og sætter
vores lid til den. Og hjertet styres af alle slags lyster og menneskelige
meninger, når troen og tilliden til Gud er væk. Derfor siger også Kristus:
“Uden mig kan I slet intet gøre”, Johannes 15. Og kirken
synger: “Uden din guddomskraft er der intet godt i mennesket, intet
er uden synd.”
21. Om helgendyrkelsen
Om helgendyrkelsen lærer de, at man kan omtale
helgenernes historie, for at man kan efterfølge deres tro og gode gerninger
i forskellige livsforhold. Således kan Kejseren efterfølge David, når der
føres krig for at holde fjenden ude af landet - de er jo begge regenter.
Men Skriften lærer intet om at påkalde helgenerne eller søge hjælp hos dem.
For der er kun én eneste Kristus, som er givet os som fredsmægler,
sonoffer, ypperstepræst og talsmand. Det er ham, vi bør påkalde. Og det er
ham, der har lovet, at ville høre vores bønner. Og en sådan dyrkelse
godtages i højeste grad, nemlig at vi påkalder ham i al nød. Som Johannes
skriver i sit Første Brev, kapitel 2: “Hvis vi synder, har vi en
forsvarer hos Gud osv.”
Dette er grundessensen af vores lære. Som man kan
se, indeholder den intet, der ikke stemmer overens med Skriften eller den
almindelige kirke eller den romerske kirke, sådan som den fremstår i de
skriftlige kilder. Og når det forholder sig sådan, er det urimeligt at anse
os for vranglærere. Der er ganske vist uenighed om forskellige misbrug, der
har indsneget sig i kirken med tvivlsom begrundelse. Og selvom der skulle
være nogen forskel i disse ting, burde biskopperne se på det med mildhed og
tolerance i lyset af vores bekendelse, som vi netop har fremlagt. End ikke
kirkelovene er så strenge, at de forlanger ens ritualer overalt, for der
har aldrig været de samme ritualer overalt i kirkerne. Desuden bliver mange
af de gamle ritualer omhyggeligt bevaret hos os. Det er nemlig falsk
beskyldning, at vi skulle have afskaffet alle de gamle ceremonier og
ordninger i kirken. Men der har været mange beklagelser over de misbrug,
der har heftet sig ved nogle af de almindelige ritualer. Og dem, man ikke
kunne beholde med god samvittighed, har vi ændret en smule.
|
|
Anden del |
|
|
Artikler, der gennemgår de rettede misbrug |
Indledning
Menighederne hos os afviger altså ikke fra den
almindelige kirke i nogen trosartikel, men har alene udeladt enkelte
misbrug. Misbrug, der en nye og som er indført på grund af tidernes
skiften, stik imod kirkelovenes hensigt. Vi beder derfor Deres kejserlige
Majestæt høre tålmodigt på, både hvilke misbrug, vi har rettet og af hvad
grund, vi ikke har villet tvinge folk til at bevare disse misbrug imod
deres samvittighed. Deres Majestæt skal ikke tro dem, der spreder de mest
besynderlige beskyldninger blandt folk, for at vække menneskers had mod os.
Det er sådan, de fra begyndelsen har skabt irritation blandt velmenende
mennesker og lagt grunden til denne strid. Og på samme facon forsøger de nu
at øge uenigheden. Men Deres kejserlige Majestæt vil uden tvivl kunne
konstatere at både vores lære og vores ceremonier har en bedre udformning
end disse fjendske og ondsindede menneskers gengivelse. Desuden finder man
ikke sandheden gennem løse rygter eller modstandernes sladder. Derimod er
det let at se, at man intet bedre kan gøre for at bevare respekten for
ceremonierne og fremme gudsfrygt og fromhed blandt folk, end når
ceremonierne foregår korrekt i kirkerne.
22. Om nadverens
to forskellige skikkelser
Ved nadveren modtager de almindelige kirkegængere
nadversakramentet under begge former. Denne skik følger nemlig Herrens
befaling ifølge Matthæus 26: “Drik alle heraf.” Her har vi en
klar befaling fra Kristus om, at alle skal drikke af bægret. Og ingen skal
komme med udflugter om, at det kun angår præsterne. I Paulus’ Første
brev til Korintherne har vi nemlig et eksempel, der viser at hele
menigheden fik nadveren i begge former.
Og denne skik holdt sig
længe i kirken. Man ved ikke hvornår eller af hvem denne skik er ændret,
men alene at kardinal Cusanus skriver, hvornår ændringen blev godkendt.
Cyprian bevidner flere steder, at blodet blev givet til folket. Det samme
bevidner Hieronymus, som siger: "Præsterne forvalter nadveren og
uddeler Kristi blod til folkene." Ja, pave Gelasius forordner, at nadveren
ikke må deles (Kirkelovene, del 2, Om nadverens indvielse).
Først ved en sædvane, der
ikke er særlig gammel, er det blevet ændret. Men det står fast, at en
sædvane, der er indført imod Guds befalinger, ikke bør godkendes, som
kirkelovene siger (Del 8, Om sandheden). Og denne sædvane er ikke alene
indført imod Skriften, men også imod de gamle kirkelove og de
kirkehistoriske eksempler. Når nogle derfor foretrækker at bruge nadveren
under begge skikkelser, burde man ikke hindre dem mod deres samvittighed.
Og da opdelingen af
nadveren ikke stemmer med Kristi indstiftelse, plejer man hos os at udelade
den procession, der hidtil har fundet sted.
23. Om
præsternes ægteskab
Der har været offentlig klage over eksempler på
præster, der ikke har kunnet overholde cølibatet. Derfor skulle pave Pius
også have sagt, at der er gode grunde til at forbyde præsters at gifte sig,
men der er langt flere til at tillade dem at indgå ægteskab – sådan
berette Platina nemlig.
Da præsterne derfor hos
os har villet undgå offentlige skandaler, har de giftet sig og lærer, at
det er præster tilladt at indgå ægteskab. For det første fordi Paulus
siger: ”Enhver skal have sin egen ægtefælle for at undgå
utugt.” Og ligeledes: ”Det er bedre at gifte sig, end at brænde
af begær.” For det andet siger Kristus i Matthæus 19: ”Ikke
enhver kan fatte denne sag.” Dermed lærer han, at ikke enhver er
egnet til at leve i cølibat, fordi Gud har skabt os som seksuelle væsner,
Første Mosebog 1. Og det står ikke i mennesket magt at ændre vores natur,
uden ved en særskilt gave og indgreb fra Guds side. Derfor bør de, der ikke
kan leve seksuelt afholdende, indgå ægteskab. For ingen menneskelig lov
eller noget løfte kan ophæve Guds befaling og ordning. Det er grundene til,
at præsterne lærer, at det er tilladt dem at gifte sig.
Det er også en
kendsgerning, at præsterne i den gamle kirke var gift. For Paulus siger i
Første Timotheusbrev 3, at man skal vælge en, der er gift, til biskop. Og
desuden er det først 400 år siden, præsterne med magt blev tvunget ind i
cølibatet her i Tyskland. Og det med en sådan modstand, at ærkebiskoppen af
Mainz nær var blevet slået ihjel af de vrede præster i de tumulter, der
opstod, da han skulle kundgøre pavens bekendtgørelse. Og ordningen blev
gennemført så brutalt, at man ikke alene forbød fremtidige ægteskaber, men
endog opløste allerede indgåede ægteskaber, imod al guddommelig og
menneskelig ret. Ja, endda imod kirkelove, der er vedtaget af både paverne
og på nogle af de mest kendte kirkemøder.
Og da den menneskelige
natur lidt efter lidt bliver skrøbeligere som verden ældes, må man passe
på, at der ikke sniger sig flere laster ind i Tyskland. Nu har Gud
indstiftet ægteskabet som en hjælp mod vores skrøbelighed. Selv kirkelovene
siger, at man undertiden må svække tidligere tiders strenghed som tiden går
på grund af mennesket skrøbelighed. Og det var ønskeligt, at det kunne ske
under disse forhandlinger. Ellers ser det ud til, at menighederne for
fremtiden kommer til at mangle præster, hvis ægteskabet fortsat forbydes.
Nu har vi altså Guds
befaling og kender kirkens tidligere praksis. Og det urene cølibat har
frembragt mange skandaler, ægteskabsbrud og andre forbrydelser, som
fortjener retskafne myndigheders straf. Man må derfor undre sig over, at
der på ingen andre områder udøves så stor strenghed som i forbindelse med
præsters ægteskab. Gud befaler, at man skal holde ægteskabet i ære. Og
lovene i alle velordnede stater, endog hos hedningerne, smykker ægteskabet
med den største ære. Men her eksekverer man dødsstraf, og det endda på
præsterne direkte i strid med kirkelovene – og det af ingen anden
grund end at de har giftet sig. Paulus kalder det dæmoners lærdom at
forhindre ægteskab, 1 Timotheus 4. Det forstår man godt nu, hvor forbudet
mod ægteskab håndhæves med disse metoder.
Men lige så lidt som
nogen menneskelig lov kan ophæve Guds befaling, lige så lidt kan noget
løfte gøre det. Derfor tilråder Cyprian også, at de kvinder, der ikke kan
overholde deres løfte om cølibat, skal gifte sig. Hans ord lyder således i
bind 1, brev nr. 11: ”Hvis ikke de vil eller kan overholde løftet, er
det bedre, at de gifter sig, end at de falder i ilden ved deres lyster; og
de må ikke være deres brødre og søstre til forargelse.”
Ja, selv kirkelovene
tillader en vis lempelse hos dem, der har aflagt løfter, inden de blev
voksne. Og det har hidtil være det mest almindelige.
24. Om
gudstjenesten
Det er falsk anklage, at vores menigheder skulle
have afskaffet gudstjenesten. Vi har nemlig bevaret gudstjenesten og holder
den med største ærbødighed. Vi anvender også de fleste almindelige
ceremonier. Blot blander vi de latinske salmer med enkelte tyske af hensyn
til den jævne mands undervisning. For ceremonierne har først og fremmest
det formål at undervise de ukyndige. Og ikke alene Paulus befaler, at man
skal bruge et sprog folk forstår i kirken, men det er også en anerkendt
menneskeret.
Folk har vænnet sig til
at gå til nadver sammen, når de har behov for det. Hvilket også fremmer
ærefrygten og den religiøse bevidsthed over for de almindelige ceremonier.
Ingen får nemlig adgang til nadveren uden først at have været til samtale.
Og de bliver mindet om sakramenternes værdi og rette brug. Hvilken trøst de
bringer ængstede samvittigheder. Så man lærer at tro på Gud og søge og
forvente al godt af ham. En sådan tilbedelse behager Gud og en sådan brug
af sakramenterne fremmer gudsfrygten. Man finder således ikke større
religiøs andagt i vores modparts gudstjeneste end i vores.
Og det står fast, at
ærlige mennesker længe og offentligt har beklaget, at gudstjenesten er
blevet skammeligt vanhelliget, blot for at tjene penge. Det er nemlig ingen
hemmelighed, hvor udbredt dette misbrug har været i alle kirker. Man har
blot holdt gudstjeneste på grund af indtægterne og andre goder. Stik mod
kirkelovenes bestemmelser. Men Paulus advarer alvorligt den, der behandler
takkemåltidet uværdigt: “Hvis nogen spiser brødet eller drikker af
Herrens bæger på uværdig måde, så gør han sig skyldig over for Herrens
legeme og blod.” Og siden præsterne er blevet advaret mod denne synd,
holdes der næsten ingen privatgudstjenester, da de kun blev hold på grund
af indtjeningen.
Biskopperne har ikke
været uvidende om dette misbrug. Og hvis de havde rettet det i tide, kunne
denne strid være undgået. Ved deres laden stå til har de også tidligere
være skyld i, at mange unoder har listet sig ind i kirken. Først nu
begynder de at klage over kirkens dårlige tilstand. Men den har netop sin
grund i disse misbrug, der er så tydelige, at de ikke i længden kunne
tolereres. Stor uenighed om gudstjenesten og nadveren er fremkommet. Måske
som straf for at gudstjenesten i så mange århundrede er blevet vanhelliget
af dem, der burde have rettet det, og som også havde magten til det. For i
De Ti Bud står der: “Gud lader ikke den ustraffet, der misbruger hans
navn.” Og fra verdens begyndelse er der næppe noget guddommeligt, der
er blevet misbrugt til indtægtskilde som gudstjenesten.
Hertil kommer en
opfattelse, der har forøget privatgudstjenesterne i det uendelige, nemlig
at Kristus ved sin lidelse ganske vist har gjort fyldest for arvesynden,
men derudover har indstiftet nadveren for at udslette de daglige fejltrin,
både de store og de små. Det førte videre til den gængse mening, at
nadveren er en handling, der udsletter synden, både for de mennesker, der
lever og for dem, der er døde, blot ved at nadverritualet gennemføres.
Dernæst begyndte man så at diskutere, om en nadverhandling, som flere har
betalt for at få udført, gavnede lige så meget som, hvis den kun blev
udført for én betalende. Denne debat udmundede i de talløse
nadverfejringer.
Mod disse opfattelser har
vi påpeget, at de strider mod Skriften og forringer betydningen af Kristi
lidelse. For Kristi lidelse var et offer og godtgørelse, ikke alene for
arvesynden, men også for alle slags andre synder. Som det siges i
Hebræerbrevet: “Vi er blevet helligede ved Kristi offer én gang for
alle.” Og: “Med et eneste offer har han for altid
fuldkommengjort dem, der helliges.”
Desuden lærer Skriften,
at vi retfærdiggøres for Gud ved tro på Kristus, idet vi tror, vi får
syndernes forladelse på grund af Kristus. Men hvis det nu var sådan, at
nadveren udslettede både de levendes og dødes synder blot ved at
nadverritualet blev udført, så ville følgen jo være, at vi retfærdiggøres
ved nadverritualets udførelse og ikke ved tro. Men en sådan opfattelse
tillader Skriften ikke.
Og Kristus befaler, at vi
skal holde nadveren til han ihukommelse. Altså er nadveren indstiftet, for
at troen hos den, der deltager i nadveren, skal lægge sig på sinde, hvilke
velgerninger den modtager fra Kristus, og således oprejse og trøste den
ængstede samvittighed. For dette er at mindes Kristus, at mindes han
velgerninger, og betænke at de virkelig skænkes os. Det er ikke nok, at mindes
historien, som også jøderne og de ugudelig kan gøre. Nadveren er altså
indstiftet med det formål, at sakramentet her gives til dem, der trænger
til trøst. Som Ambrosius siger: Fordi jeg altid synder, har jeg altid behov
for medicinen.”
Når nu nadveren er en
sådan fælles modtagelse af sakramentet, så holder vi én fælles højmesse på
alle søndage og helligdage, og ellers når nogen har brug for nadveren. Her
rækkes nadveren til dem, der ønsker det. Og det er ingen ny skik. For
kirkefædrene før Gregorius nævner ingen privatgudstjenester, men ofte
fællesgudstjenester. Chrysostomus siger således: “Præsten står
dagligt for alteret, og nogle giver han adgang til nadveren, men andre
holder han borte.” Også i de gamle kirkelove fremgår det, at kun én
har forvaltet nadveren og at de øvrige præster og diakoner har modtaget
Herrens legeme. Således står der nemlig i den nikænske kirkelov:
“Efter præsterne skal diakonerne ifølge god orden modtage den hellige
nadver af biskoppen eller præsten.” Og angående nadveren befaler
Paulus, at folk skal vente på hinanden, så det bliver et fælles måltid.
Når højmessen hos os
altså har eksempler fra kirkens historie på sin side, både i Skriften og
hos kirkefædrene, så er vi overbevist om, at ingen vil forkaste den. Især
ikke når vi stadig bruger de fleste almindelige ceremonier. Kun har vi
skåret ned på antallet af gudstjenester på grund af de helt åbenlyse
misbrug. Heller ikke alle de store menigheder havde før i tiden
gudstjeneste hver dag. Det fremgår af historiebøgerne (Historia Tripartia,
bind 9, kapitel 38): “I Alexandria oplæses Skriften hver onsdag og
fredag, og lærerne forklarer det, ligesom ved en normal gudstjeneste, blot
er der ikke nadver.”
25. Om
skriftemålet
Skriftemålet er ikke afskaffet i vores kirker.
Ingen plejer nemlig at modtage nadveren, inden de har været til samtale og
har fået tilsagt syndernes forladelse. Og folk bliver omhyggelig påmindet
om troen på den tilsagte syndsforladelse, om hvilken der førhen var total
tavshed. De påmindes om at skatte den tilsagte syndsforladelse højt. Den er
nemlig Guds stemme og udtales på hans befaling. Denne fuldmagt med nøglen
til syndernes forladelse holder vi i ære og fremhæver hvilken trøst, den
bringer ængstede samvittigheder. Vi pointerer, at Gud fordrer tro, så vi
tror på den tilsagte syndsforladelse som var det en røst, der lød til os
fra selve Himlen. En sådan tro modtager og får virkelig syndernes
forladelse. Førhen rostes de fyldestgørende gerninger grænseløst, mens
troen, Kristi fortjeneste og retfærdiggørelsen af tro ikke blev nævnt med
et ord. Så på dette punkt bør vi slet ikke bebrejdes. Ja, selv vores
modpart er nødt til at indrømme, at læren om boden bliver omhyggelig
behandlet og fremlagt af os.
Men om selve
syndsbekendelsen lærer vi, at opregningen af alle ens fejltrin ikke er
nødvendig. Samvittigheden skal ikke bebyrdes med en sådan præcis optælling
af alle fejl. Det er jo umuligt, at huske alle fejltrin. Som Salme 19
bevidner: “Hvem lægger mærke til alle fejltrin?” Og ligeledes
Jeremias, kapitel 17: “Menneskets hjerte er svigefuldt og
uudforskeligt.” Så hvis vi kun fik tilgivelse for de synder, vi kunne
huske, ville samvittigheden aldrig få ro. Der er jo så mange synder, vi
hverken opdager eller kan huske. Også kirkefædrene siger, at opregningen af
alle synder ikke er nødvendig. Således anføres Chrysostomus i en skrivelse:
“Jeg siger ikke, du skal anklage dig selv offentligt eller hos en
anden, men at du skal adlyde profeten, der siger: åbenbar din vej for
Herren. – Bekend altså dine synder for Gud, den sande dommer, under
bøn. Fortæl din fejltrin, ikke med munden, men som samvittigheden minder
dig.” Og i afsnittet om boden, kapitel 5, indrømmes det, at
syndsbekendelsen er en menneskelig bestemmelse. Men som sagt beholder vi
skriftemålet hos os, først og fremmest på grund af syndstilgivelsens værdi,
men også på grund af samtalens andre fordele.
26. Om at gøre
forskel på mad – og om menneskelige traditioner
Det har ikke alene været en almindelig opfattelse
blandt folk, men er også blevet lært i kirkerne, at det at gøre forskel på
mad og andre menneskelige påfund, er ting, der tjener til at fortjene nåde
og gøre fyldest for synden. At det har været gængs mening fremgår af alle
de nye ceremonier, ordener, helligdage og spiseregler, man dagligt har opfundet.
Og kirkens lærere har pålagt disse ting som nødvendige for at fortjene
nåden. Og skræmt dem, der undlod disse ting. På baggrund af dette syn på
traditionerne er der opstået megen uenighed i kirken.
For det første har det
fordunklet læren om nåden og troens retfærdighed, som er hovedsagen i
evangeliet. Det er den, der først og fremmest bør dominere og lyse op i
kirken, så Kristi fortjeneste kan kendes ret og den tro, der tror, at
synderne forlades os på grund af Kristus, bliver sat langt over alle gerninger.
Det er også derfor, Paulus lægger så stor vægt på dette punkt. Han skubber
loven og de menneskelige traditioner til side og viser os, at den kristne
retfærdighed er noget helt andet end sådanne gerninger. Det er nemlig en
tro, der tror, at synderne forlades os gratis på grund af Kristus. Men
dette hovedpunkt hos Paulus er næsten blevet helt tværet ud på grund af den
opfattelse af traditionerne, at man ved at gøre forskel på mad og lignende
ting kan opnå nåde og retfærdighed. I læren om boden blev troen ikke nævnt
med et ord. Det var alene de fyldestgørende gerninger, der blev fremhævet,
som om hele boden alene drejede sig om det.
For det andet har disse
menneskelige traditioner overskygget Guds bud, fordi traditionerne sættes
højere. Som om hele kristendommen gik ud på at overholde bestemte
helligdage, ritualer, spiseregler og tøjsmag. Overholdelsen af disse ting
havde endda så fine benævnelser som at være et åndeligt liv, ja et
fuldkomment liv. Mens Guds befalinger i de almindelige livsforhold ingen
ros fik. At en far sørgede for sin familie, at en mor passede sine børn, at
en fyrste styrede de offentlige sager, det anså man for verdslige og
ufuldkomne handlinger, der stod langt under overholdelsen af disse
strålende traditioner. Og denne vildfarelse var en hård plage for de fromme
samvittigheder, der var bedrøvet over at skulle leve et sådan ufuldkomment
liv i ægteskabet, som offentlig ansat eller et andet almindeligt arbejde.
De beundrede munkene og den slags, og mente, at deres levemåde var Gud mere
tilpas.
For det tredje blev
samvittighederne udsat for en stor risiko på grund af traditionerne. Det
var nemlig umuligt at overholde alle disse ting, men alligevel anså man det
for en strengt nødvendig gudsdyrkelse. Pariserteologen Gerson fortæller,
hvordan mange var blevet fortvivlet og havde taget deres eget liv, fordi de
indså at de ikke kunne overholde alle disse traditioner. Og der lød ingen
trøst til dem om troens retfærdighed og nåde.
Man kan se, hvordan de systematiske teologer har
forsøgt at samle traditionerne for at lette byrderne for samvittigheden.
Det er dog ikke lykkes særlig godt. De har tværtimod ofte lagt store fæller
for samvittigheden.
Og universiteterne og de
teologiske foreninger har haft så travlt med at sammenstille disse
traditioner, at de ikke har haft tid til at beskæftige sig med Skriften.
Til at udforske den langt nyttigere lære om troen, korsets modgang, håbet,
det almindelige livs værdi og samvittighedens trøst i svære prøvelser.
Derfor har også Gerson og andre teologer fremført alvorlige klager over, at
de på grund af drøftelserne om disse traditioner er blevet hindret i at
beskæftige sig med lang vigtigere lærepunkter. Og Augustin fraråder at
besvære samvittigheden med overholdelsen af traditionerne og understreger
at det er ligegyldige ting. Sådan skriver han nemlig til en person ved navn
Januarius.
Man skal altså ikke tro,
at vi har taget dette emne op uden vægtige grunde eller af had til
biskopperne, som nogen falsk anklager os for. Det har været strengt nødvendigt
på grund af de fejlopfattelser, der er udsprunget fra et misforstået syn på
traditionerne. For evangeliet nøder os til at lægge vægt på læren om nåden
og troens retfærdighed i kirken. Og den kan ikke forstås, hvis folk tror,
de skal fortjene nåden ved overholdelse af selvvalgte gerninger.
Vi lærer derfor, at
overholdelsen af menneskelige skikke ikke kan fortjene nåde eller
retfærdighed. Derfor må man heller ikke mene, disse overholdelser er
nødvendig for gudsdyrkelsen.
Vi tilføjer dokumentation
fra Skriften: I Matthæus 15 undskylder Kristus apostlene, at de ikke
overholder de sædvanlige skikke. Det drejer sig om noget, der ikke var
påbud, men en frivillig mellemting, som dog havde forbindelse til
Moselovens renselser. Kristus siger da: “De dyrker mig forgæves med
menneskelige bud”. Han forlanger altså ikke en unødvendig
religiøsitet. Og umiddelbart efter fortsætter han: “Intet af det, vi
indtager, gør os urene.” Det samme står der i Romerbrevet 14:
“Guds rige har intet at gøre med, hvad man spiser og drikker.”
Og i Kolossenserbrevet 2: “Lad ingen dømme jer på grund af mad,
drikke og bestemte helligdage.” For: “Når I med Kristus er døde
fra verdens børnelærdom. Hvorfor opfører I jer så, som om I retter jer
efter verdens regler: rør ikke, spis ikke, deltag ikke i.” Og i
Apostlenes Gerninger 15 siger Peter: “Hvorfor frister I Gud ved at
lægge et åg på disciplenes skuldre, som hverken vi selv eller vores fædre
formåede at bære. For vi tror, vi frelses ved vor Herre Jesu Kristi nåde på
samme måde som dem.” Her forbyder Peter, at bebyrde samvittighederne
med flere skikke, hvad enten de er hentet fra Moseloven eller andre steder.
Og i Første Timotheusbrev 4 kaldes spiseregler
for “dæmoners lærdomme”, fordi det strider mod evangeliet at
indstifte og overholde sådanne gerninger for ved dem at fortjene nåde,
eller som om man ikke kunne være kristen uden disse skikke.
Her indvender vores
modpart, at vi forbyder selvdisciplin og undertvingelse af det gamle kød,
ligesom den oldkirkelige munk Jovinianus. Men i vores bøger vil man kunne
se, at det forholder sig anderledes. Vi har nemlig altid undervist om
korset, at de kristne skal holde ud i modgang. Det er en sand og virkelig
dødelse og ikke en opdigtet, at modnes gennem al slags modgang og blive
korsfæstet med Kristus.
Desuden lærer vi, at enhver kristen har pligt til
at opøve og disciplinere sig gennem ydre tugt eller legemlige øvelser og
almindeligt arbejde, så ikke nydelse eller lediggang skal give anledning
til synd. Og denne ydre disciplin bør finde sted altid, ikke kun sommetider
eller på bestemte dage. Som Kristus siger: “Pas på at jeres legeme
ikke bliver svækket på grund af beruselse.” Og: “Den slags
dæmoner kan kun uddrives ved faste og bøn.” Og Paulus siger:
“Jeg holder mit legeme i tømme, så det er rede til tjeneste.”
Her ses klart, at han ikke tæmmer sit legeme for at optjene syndernes
forladelse ved en sådan disciplin, men for at kroppen skal være lydig og
skikket til åndelige ting og til at udføre de opgaver, hver især har. Vi
forkaster således ikke faste, men kun de traditioner, der kræver, at det
sker på bestemte dage og med bestemt slags mad, og som udsætter
samvittigheden for fare som om disse ting skulle være en nødvendig del af
gudsdyrkelsen.
Vi har også bevaret mange
af de traditioner, der tjener til en vis orden i kirken, såsom læsningen af
de faste prædiketekster og fejringen af de normale helligdage. Men samtidig
understreges det, at sådanne ting ikke retfærdiggør for Gud, og at man ikke
synder ved at undlade disse ting, hvor det kan ske uden forargelse. Denne
frihed over for traditionerne var heller ikke ukendt for kirkefædrene. I
østkirken fejrede man nemlig påsken på et andet tidspunkt end i Rom. Og da
romerkirken anklagede østkirken for kirkebrud på grund af denne forskel, blev
de af andre kirke mindet om, at det ikke var nødvendigt, at sådanne skikke
var ens alle steder. Og Irenæus siger: “Forskellige spiseregler
ophæver ikke troens enighed.” Ligesom også pave Gregorius siger i
kirkelovens 12. kapitel, at sådanne forskelle ikke skader kirkens enhed. Og
i Tripartitas kirkehistorie, 9. bind, er der samlet en række eksempler på
forskellige ritualer, med den tilføjelse: Apostlene var ikke optaget af at
indføre bestemte helligdage, men at indskærpe gudsfrygt og venlighed.
27. Om
klosterløfterne
Hvad vi lærer om klosterløfterne, forstår man
bedst, hvis man husker på, hvordan der var i klostrene. Og hvor meget der
stadig foregår i klostrene i strid med kirkelovene! På Augustins tid var
det frie bofællesskaber. Senere da disciplinen gik i forfald, indførte man
løfterne for at genoprette disciplinen ved en slags udspekuleret fængsel.
Lidt efter lidt blev der føjet andre regler til klosterløftet. Og disse
lænker blev lagt på mange inden de havde den rette alder, i strid med kirkelovene.
Mange har også fejlagtig valgt denne levevis. For selvom de måske har haft
alderen, har de dog manglet evnen til at bedømme deres egen natur. Men var
de først fanget ind, var de tvunget til at blive, selvom nogle kunne være
blevet løst ved hjælp af kirkelovene. Og dette foregik endda oftere i
nonneklostrene end hos munkene, skønt man burde være mildere mod det svage
køn. Denne strenghed mishagede også før i tiden mange gode mennesker, der
så disse piger og unge mænd blive drevet i kloster blot for deres
underholds skyld. De så de ulykkelige følger deres beslutning fik, de
forargelser det medførte og de fælder det lagde for samvittighederne. Det
bedrøvede dem, at kirkelovenes myndighed blev fuldstændig overset og
tilsidesat i en så alvorlig sag.
Til disse beklagelige
forhold kom også sådanne forestillinger om løfterne, som endog mishagede
munkene, i hver fald de mest forstandige af dem, det er sandt. Man lærte,
at klosterløftet havde samme værdi som dåben. Man lærte, at denne levevis
fortjente syndernes forladelse og retfærdiggørelse for Gud. Ja, man
tilføjede endda at klosterlivet ikke alene fortjente retfærdighed over for
Gud, men endog mere, fordi man ikke alene overholdt budene, men også de
evangeliske råd.
Således fremstod den
mening, at klostertjenesten langt overgik dåben. Og at klosterlivet havde
større værdi end et liv som offentlig ansat eller præst og lignende, hvor
man lever efter Guds bud dér, hvor man er sat og uden selvvalgt
religiøsitet. De kan ikke benægte det, for det står i deres bøger.
Hvad har klostrene ikke udviklet sig til? Førhen
studerede man de kristne skrifter og dygtiggjorde sig på områder, der var
til gavn for menighederne. Og det var herfra man fik præster og biskopper.
Nu er det anderledes, men det er ikke nødvendig at beskrive. Førhen
oprettede man fællesskaber for at uddanne sig. Nu påstår de, at denne
levevis er indstiftet for at erhverve nåde og retfærdighed. Ja, de
forkynder, at det er den fuldkomne stand, der langt overgår alle andre
former for levevis, som Gud har bestemt.
Uden ondsindet
overdrivelse har vi beskrevet dette, for at man bedre kan forstå vores lære
i denne sag. For det første lærer vi om ægteskabet, at det er tilladt for
alle, der ikke er skikket til at leve ugift, at indgå ægteskab. Klosterløftet
kan nemlig ikke tilsidesætte Guds ordning og befaling. Og dette er Guds
befaling: For at undgå utugt skal enhver have sin egen ægtefælle. Ja, det
er ikke alene en befaling, men også Guds skabelse og bestemmelse driver
alle dem ind i ægteskabet, der ikke er undtaget ved en særskilt nådegave.
For Gud siger jo: “Det er ikke godt for mennesket at være
alene.” Dem, der følger Guds bestemmelse og befaling, synder altså
ikke. Hvem kan indvende noget mod dette? Hvor meget man end fremhæver
klosterløftets forpligtelse, formår man dog ikke at tilsidesætte Guds
befaling.
Kirkelovene lærer selv, at intet løfte må være i
strid med en højere ret. Langt mindre gælder da klosterløftet over for Guds
befaling.
Hvis de aflagte løfter
var absolut bindende, så intet kunne ophæve dem, så kunne den romerske pave
heller ikke dispensere fra dem. Det er nemlig ikke tilladt, at ophæve
forpligtelser, der er uopløselige ifølge guddommelig ret. Men den romerske
pave har klogelig indset, at der kunne vises rimelighed ved dette klosterløfte.
Man kan da også læse, at der ofte er dispenseret fra klosterløftet. Mest
kendt er begivenheden med aragonernes konge, der blev kaldt tilbage fra
klosteret, og der er også eksempler fra nyere tid.
Hvorfor overdriver vores
modpart i øvrigt løfternes forpligtelse og virkning, men er helt tavse
angående selve betydningen af et løfte. At et løfte kun kan dreje sig om
noget muligt og frivilligt, der aflægges af egen drift og efter moden
overvejelse. Og om menneskers evne til altid at leve i seksuel afholdenhed
hersker der vist ingen tvivl? Og heller ikke om hvor mange der aflægger
klosterløftet af egen drift og efter moden overvejelse? Unge piger og mænd
overtales til at aflægge løftet, inden de er i stand til at vurdere det,
ja, undertiden sker det med tvang. Det er derfor ikke rimeligt, at man så
strengt fastholder forpligtelsen, når alle ved, at det er i strid med et
løftes væsen, når det ikke indgås frivilligt og efter grundige
overvejelser.
De fleste kirkelove ophæver da også løfter
indgået inden det femtende år, da man ikke mener, der tidligere kan træffes
beslutninger, der gælder for hele livet. Nogle kirkelove føjer endda et par
år til på grund af menneskets svage natur, så de forbyder aflæggelse af
løfter inden det attende år. Men hvad enten man følger det ene eller det
andet har størsteparten undskyldning for at forlade klostrene, da de fleste
har aflagt løftet inden de blev femten.
Og selvom man virkelig
kunne bevise, at løftet blev brudt, så følger dog ikke automatisk, at de,
der har indgået ægteskab, skal opløse det igen. Augustin forbyder nemlig at
opløse ægteskabet, i sin bog Ægteskabet, kapitel 1, spørgsmål 27. Og selvom
andre senere hen har haft en anden opfattelse, er Augustin jo ikke nogen
ubetydelig autoritet.
Og skønt Guds befaling om
ægteskabet i sig selv burde være nok til at løse de fleste fra deres
klosterløfte, så vil vi nævne endnu en grund til at løftet er ugyldigt:
Enhver gudsdyrkelse, der er udtænkt og indstiftet af mennesker uden Guds
befaling og for at fortjene retfærdiggørelse og nåde, er ugudelig. Som
Kristus siger: “De dyrker mig forgæves med menneskelige
befalinger.” Og Paulus lærer overalt, at vi ikke kan opnå
retfærdighed ved vores egne gerninger eller gudsdyrkelser, udtænkt af
mennesker. Nej, retfærdighed opnår vi ved tro, når vi tror, at vi modtages
i nåde af Gud på grund af Kristus.
Og nu er det en
kendsgerning, at munkene har lært, at deres selvvalgte religiøsitet
fyldestgør for synden, fortjener nåde og retfærdighed. Men hvad andet er
det, end at forringe Kristi ære, og fordunkle og benægte troens
retfærdighed? Følgelig er disse løfter altså en ugudelig form for
gudsdyrkelse og derfor ugyldig. For et ugudeligt løfte, indgået i strid med
Guds befaling, er ikke gyldigt. Et løfte må nemlig ikke binde os til noget
uretfærdigt, som der står i kirkelovene.
Også Paulus skriver:
“I, som vil retfærdiggøres ved loven, er kommet bort fra Kristus og
er faldet ud af nåden.” Altså er også de, der vil retfærdiggøres ved
løfterne, kommet bort fra Kristus og er faldet ud af nåden. For de, der
tilskriver løfterne retfærdiggørelse, tilskriver jo der egne gerninger det,
der rettelig tilhører Kristi ære. Og ingen kan benægte, at munkene lærer,
at de retfærdiggøres og fortjener syndernes forladelse ved løfterne og
deres egne pligter. Ja, de er helt absurd kommet på den tanke, at de kan
låne andre der gerninger. Her kunne nævnes meget, som selv munkene ville
skamme sig over, hvis man hade lyst til hadefulde overdrivelser.
De har således overbevist
folk om, at deres selvvalgte religiøsitet er den fuldkomne kristne levevis.
Er det ikke at tilskrive gerningerne retfærdiggørelse? Det er ikke småting,
at opstille en bestemt form for gudsdyrkelse i menigheden uden Guds
befaling - og så lære at denne gudsdyrkelse retfærdiggør os. Troens
retfærdighed, som først og fremmest burde læres i kirken, overskygges af
denne fantastiske englereligiøsitet, med indbildt fattigdom og falsk
ydmyghed og afholdenhed, som man stikker folk i øjnene.
Desuden fordunkler det
også Guds bud og den sande gudstjeneste, når folk hører, at det kun er
klosterlivet der er en fuldkommen levevis. For den kristne fuldkommenhed
består i alvorligt at frygte Gud og samtidig have stor tro og tillid til at
vi har en forsonet Gud på grund af Kristus. Det er at søge hjælp hos Gud i
alle livets forhold og være overbevist om at vi også får det. Samtidig med
at vi i det daglige flittigt gør gode gerninger og tjener dér, hvor vi er
sat. Det er den rigtige fuldkommenhed og den sande gudsdyrkelse. Den består
ikke seksuel afholdenhed eller fattigdom eller tarvelige klæder. Men folk
får så mange mærkelige tanker på grund af disse falske opfattelser af
klosterlivet. De hører seksuel afholdenhed lovprist ud over alle grænser,
og lever derfor selv i ægteskabet med dårlig samvittighed. De hører, at
alene et liv i fattigdom er fuldkomment, og har derfor ejendom eller
forretning med dårlig samvittighed. De hører, at det kun er et evangelisk
råd, at man ikke må hævne sig, og står derfor ikke tilbage for at hævne sig
i privatlivet. De har jo lært, at et råd ikke er et bud. Atter andre mener,
at alt arbejde i det offentlige eller med ansvar i erhvervslivet ikke
passer sig for en kristen.
Man kan læse om
mennesker, der har forladt deres ægtefælle og deres arbejde i det offentlige
og er gået i kloster. Det kalder man at undfly verden og at søge et liv,
der er Gud til mere behag. De forstår ikke, at Gud skal tjenes i de
befalinger, han selv har givet, ikke i befalinger, mennesker har udtænkt.
Et godt og fuldkomment liv er det, der har Guds befaling. Det er det
nødvendigt at minde folk om. Også tidligere har Gerson kritiseret munkenes
fejlopfattelse af det fuldkomne liv og bevist at det på hans tid var noget
nyt, at klosterlivet skulle være et fuldkomment liv.
Mange ugudelige
opfattelser er altså forbundet med klosterløftet: at det retfærdiggør, at
det er et fuldkomment kristenliv, at man overholder både råd og bud, og
endda har overskydende gode gerninger. Da alt dette er falsk og opdigtet,
er klosterløfterne ugyldige.
28. Om den kirkelige
magt
Der har været en lang debat om biskoppernes magt,
hvor man meget uheldigt har sammenblandet den kirkelige og verdslige magt.
Og denne sammenblanding har ført til store kampe og mange uroligheder.
Under påberåbelse af sin magt har paven indstiftet nye former for
gudsdyrkelse, tiltaget sig en ret til at dispensere fra de kirkelige regler
og besværet samvittighederne med voldsomme bandlysninger fra kirken. Ja,
han har endda forsøgt at føre denne magt over på det verdslige område og
fratage magthaverne deres ret til at styre landet. Disse fejltrin har
fromme og lærde folk for længst kritiseret. Og for at berolige
samvittighederne har vi forsøgt at vise forskellen på den kirkelige magt og
den verdslige og lærer, at begge på grund af Guds befaling skal æres fromt
og skattes som Guds højeste velgerninger på jorden.
Vores opfattelse er da,
at nøglemagten eller biskoppernes magt ifølge evangeliet er en magt eller
et mandat fra Gud til at prædike evangeliet, irettesætte eller forlade
synder og til at forvalte sakramenterne. For Kristus udsendte apostlene med
denne befaling: ”Ligesom Faderen udsendte mig, således udsender jeg
også jer. Modtag Helligånden. Den, I forlader synderne, er de forladt. Og
den, hvem I nægter forladelse, er de nægtet forladelse.” Og i Markus
16: ”Gå ud og forkynd evangeliet for alle skabninger.”
Denne magt udføres alene
ved at lære eller prædike evangeliet og forvalte sakramenterne enten
for mange eller få, sådan som man nu er sat til det. For det drejer sig
ikke om materielle ting, men om evige ting: evig retfærdighed, Helligånden
og det evige liv. Og dette kan vi ikke opnå uden gennem tjenesten med ordet
og sakramenterne. Som Paulus siger: ”Evangeliet er Guds kraft til
frelse for enhver, der tror.” Da den kirkelige magt altså angår evige
ting og kun kan udøves gennem ordets tjeneste, så berøre den ikke den
offentlige administration lige så lidt som sangkunsten gør. For det
offentlige styre angår andre ting end evangeliet. Statsmagten beskytter
ikke sjælen, men legemet og verdslige anliggender. Den vender sig mod
åbenlys uret og tvinger mennesker med ydre magt og legemlig straf til at
opføre sig ordentlig og holde fred.
Man skal altså ikke
sammenblande den verdslige og kirkelige magt. Kirken har sin befaling til
at lære evangeliet og forvalte sakramenterne. Den skal ikke gribe ind i
andres opgaver og tiltage sig verdslig magt. Den skal ikke ophæve landets
love eller almindelig lovlydighed. Den skal ikke forhindre domstolenes
behandling af civile sager og kontrakter eller bestemme hvordan landet skal
ledes. Som Kristus siger: ”Mit rige er ikke af denne verden.”
Og: ”Hvem har sat mig som dommer eller mægler mellem jer?” Og
Paulus skriver i Filipperbrevet 3: ”Vores statsborgerskab er i
Himlene.” Og i Andet Korintherbrev 10: ”Vores våben er ikke
håndgribelige, men er Guds kraft til at ødelægge menneskepåfund.” Det
er sådan, vi underviser om de to slags magtområder. Og vi formaner til at
ære begge magtområder og erkende at de begge to er Guds gaver og
velgerninger.
Men hvis en biskop har en
magt som verdslig myndighed, har han den ikke ifølge evangeliet, men på
grund af en myndighed, der følger med en offentlig opgave. Det er
imidlertid en anden funktion en den at tjene evangeliet.
Når man altså behandler
biskoppernes myndighedsområde, bør man skelne mellem det verdslige og det
kirkelige. Ifølge evangeliet eller, som man siger, ifølge guddommelig ret
har biskopperne som biskopper - det vil sige som dem, hvem ordets og
sakramenternes tjeneste er betroet - ingen anden magt end den at forlade
synder. Og at bedømme forkyndelsen og forkaste det, der strider mod
evangeliets lære. Og at udelukke de åbenlyst ugudelige, hvis synder er
kendt fra kirkens fællesskab – men alene ved brug af ordet og ikke
med verdslig magt. Her bør menigheden nødvendigvis og ifølge guddommelig
ret vise dem lydighed, som det siges: ”Den, der hører jer, hører
mig.”
Men hvis de lærer eller
forordner noget i strid med evangeliet, så har kirken Guds befaling, der
forbyder lydighed. Matthæus 7: ”Tag jer i agt for de falske
profeter.” Galaterbrevet 1: ”Selvom en engel fra Himmelen
forkyndte jer et andet evangelium, skulle den være forbandet.” Andet
Korintherbrev 13: ”Vi formår intet imod sandheden men kun for
sandheden.” Ligeledes: ”Der er givet os magt til at opbygge,
ikke til at nedbryde.” Således siger også kirkelovene i kapitlet om
præsterne. Og Augustin siger imod biskop Petilians brev: ”Man bør
ikke give de katolske biskopper ret, når de farer vild eller har en anden
opfattelse end Guds kanoniske skrifter.”
Hvis biskopperne har et
eller andet myndighedsområde eller en funktion, hvor de skal afgøre visse
ting som for eksempel i ægteskabssager eller kirkeskat, så har de denne
myndighed ifølge menneskelig ret. Og hvis de svigter i disse ting, har de
verdslige myndigheder pligt til uanfægtet at gribe ind for at opretholde
fred og ro.
Desuden diskuterer man,
om biskopperne eller præsterne har fuldmagt til at indstifte ceremonier i
kirken og opstille regler angående mad, helligdage, præsters rangorden og
lignende? De, der siger ja, henviser til Kristi ord: ”Jeg har endnu
meget at sige jer, men I kan ikke rumme det nu, men når sandhedens Ånd
kommer, skal den lærer jer hele sandheden.” Man påberåber sig også
apostlenes eksempel, da de befalede at holde sig fra blod og kvalte dyr.
Man påberåber sig, at man – sådan som det kan opfattes – har
ombyttet sabbatten med søndagen imod de ti bud. Ja, der er intet eksempel,
man fører så stærkt frem, som netop ombytningen af sabbatten. De påstår, at
kirkens magt er så stor, at den endog kan dispensere fra befalingerne i de
ti bud.
Angående dette lærer vi,
at biskopperne ingen magt har til at indfører noget der er i strid med
evangeliet. Som ovenfor vist siger også kirkelovene det samme i paragraf 9.
Og det er altså imod skriften at indføre eller overholde skikke, hvis
efterlevelse skulle gøre fyldest for synden eller fortjene nåde og
retfærdighed. Det krænker nemlig Kristi fortjenestes ære, når man hævder,
at sådanne overholdelser fortjener retfærdiggørelse. Og det er tydeligt, at
denne opfattelse har forøget antallet af religiøse skikke i det uendelige i
kirken, samtidig med at læren om troen og troens retfærdighed er blev sat i
skyggen. Flere og flere helligdage, fastedage, skikke og nye faster for
helgenerne er blevet forordnet, fordi man mener, at overholdelsen af disse
ting fortjener nåde. På samme måde voksede også tidligere reglerne for
bodsydelser, hvor man stadig kan se spor af de fyldestgørende gerninger.
Ligeledes er det i strid
med Guds befaling, når de, der indfører nye skikke, forbinder synden med en
bestemt slags mad, specielle dage og lignende ting og således plager kirken
med lovtrældom. Som om de kristne har brug for religiøse ceremonier i
lighed med dem i de Gamle Testamente. Og som om Gud skulle have overdraget
det til apostlene og biskopperne at udforme disse ting, som nogle rent
faktisk skriver. Og det ser ud som, paven til dels er blevet ført på
vildspor af eksemplerne i Moseloven. Herfra stammer også de byrder, at det
skulle være en dødssynd at arbejde på en helligdag, også hvis det sker uden
gener for andre. At det er en dødssynd at springe bedetiderne over. At en
bestemt slags mad skulle besmitte sjælen. At faste er en gerning, der
behager Gud. Og at overtrædelser af de specielt indførte regler ikke kan
tilgives af andre end ophavsmanden til disse regler – og det selvom
kirkelovene faktisk ikke taler om synd i den forbindelse, men alene om
eftergivelse af de kirkelige bodsstraffe.
Hvorfra skulle
biskopperne have fået en sådan ret til at pålægge kirken skikke, der narrer
samvittigheden? Når Peter netop forbyder at lægge åg på disciplene og
Paulus siger, at de har fået magt til at opbygge og ikke til at nedbryde.
Hvorfor forøger biskopperne da synden på grund af disse nye skikke?
Der er jo klare
skriftsteder, der forbyder at indføre skikke med det formål at fortjene
nåde eller som noget, der skulle være nødvendigt for frelsen. Således
skriver Paulus i Kolossenserbrevet 2: ”Lad ingen dømmer jer på grund
af mad eller drikke, eller helligdage eller sabbatter.” Og videre:
”Når I med Kristus er døde fra ydre ordninger, hvorfor underkaster I
jer så påbud, som om I levede i verden: Tag ikke, smag ikke, rør ikke!
– alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun
mennesker påbud og lære, skønt det går for at være visdom.” Og
Kristus siger i Matthæus 15 om dem, der indfører disse skikke: ”Lad
dem være, de er blinde vejledere for blinde.” Og han kritiserer en
sådan gudsdyrkelse: Enhver plante, som min himmelske fader ikke har plantet,
skal rykkes op.”
Hvis biskopperne havde en
sådan ret til at besvære kirken med disse endeløse skikke og fælder for
samvittigheden, hvorfor forbyder skriften så fuldstændig at indføre og
adlyde sådanne skikke? Hvorfor kaldes det dæmoners lærdom? Mon Helligånden
forud har advaret os om dette uden grund? Følgelig er det ikke nogen biskop
tilladt, at anordne religiøse skikke som værende nødvendige for frelsen
eller i den hensigt at fortjene nåde, da noget sådant strider mod
evangeliet. Det er nemlig vigtigt at fastholde læren om den kristne frihed:
at lovtrældom ikke er nødvendig til retfærdiggørelse. Som der står i
Galaterbrevet: ”Lad jer ikke atter tvinge under trælleåg!” Det
er altafgørende, at vi bevarer evangeliets vigtigste punkt: at vi modtager
nåden gratis ved troen på Kristus, ikke på grund af efterlevelsen af
bestemte regler eller religiøse skikke anordnet af mennesker.
Hvordan bør man så forstå
søndagen og andre lignende kirkelige skikke? Vort svar er, at biskopperne
eller præsterne har lov til at indføre ordninger, der tjener til at tingene
kan gå for sig med en vis orden i kirken. Men ikke for at man skal fortjene
nåden ved disse ting eller gøre fyldest for synden. Og man må ikke tvinge
samvittighederne til at mene, at disse ting er nødvendige af hensyn til frelsen,
eller at man synder, hvis man bryder dem uden at genere andre. Således
anordnede Paulus, at kvinderne skulle have hovedet tilsløret og at
prædikanterne skulle hører i tur og orden.
Sådanne ordninger er det
rimeligt, at menigheden overholder for kærlighedens og fredens skyld, så
man ikke generer andre, så alting i kirken kan foregå med orden og uden
ballade. Men altså på en sådan måde at samvittigheden ikke tynges, så man
tror, det er noget, der er nødvendig for ens frelse eller at man synder, hvis
man overtræder dem uden at skade andre. Ingen siger jo, at en kvinde
synder, hvis hun viser sig offentligt uden slør og uden at støde andre.
Sådan er det også med
søndagen, påsken, pinsen og andre helligdage og traditioner. For hvis man
tror, det er med kirkens autoritet, man har anordnet søndagens
helligholdelse i stedet for sabbatten, tager man gruelig fejl. Det er
nemlig skriften (tysk: Gud), der har afskaffet sabbatten ved at lære os, at
man kan undlade alle Moselovens regler, efter at evangeliet er blev
åbenbaret. Men da man alligevel havde brug for en bestemt dag, så folk
kunne vide, hvornår de skulle samles, valgte kirken søndagen til dette
formål. Det ser også ud til at man har valgt søndagen som et eksempel på
den kristne frihed, så man kunne se, at hverken overholdelsen af sabbatten
eller nogen anden dag er strengt nødvendig.
Der er ført de særeste
diskussioner om lovændringer, om den nye lovs regler, om ændringen af
sabbatten, som alle stammer fra den forkerte opfattelse, at kirken med nødvendighed
må have en gudstjeneste i lighed med den gammeltestamentlige. Og at Kristus
skulle have sat apostlene og biskopperne til at udtænke nye ceremonier, der
er nødvendige for frelsen. Disse fejl har sneget sig ind i kirken, fordi
troens retfærdighed ikke er blevet forkyndt klart nok. Nogle hævder, at
søndagens overholdelse ganske vist ikke hviler på guddommelig ret, men dog
bør regnes som om den var og laver derfor regler for hvilket arbejde, der
er tilladt. Hvad er sådanne diskussioner andet end fælder for
samvittigheden? For selvom nogle har forsøgt at mildne reglerne, kan man
ikke nå et rimeligt resultat, så længe forestillingen om nødvendigheden
består. Og den må jo forblive, hvor man er uvidende om troens retfærdighed
og den kristne frihed.
Apostlene befalede at
holde sig fra blod, men hvem overholder det i dag? Og dog synder man ikke,
hvis man ikke overholder det, fordi apostlene ikke havde til hensigt at
besvære samvittigheden med disse regler. De udstedte kun dette forbud for
en tid af hensyn til de svage. Man bør nemlig huske på grunden til denne
beslutning, for at forstå evangeliets blivende betydning. Der er vel heller
ingen, der overholder alle de kirkelige regler til punkt og prikke. Og selv
hos dem, der ivrigst forsvarer de gamle traditioner, går mange regler lidt
efter lidt af brug. Og man kan ikke berolige samvittigheden, hvis ikke man
indrømmer, at overholdelsen af disse ting ikke er nødvendige for frelsen,
og at det intet ville skade, hvis man afskaffede dem.
Biskopperne kunne let
bevare en rimelig lydighed, hvis de ikke fastholdt de regler, der ikke kan
overholdes med god samvittighed. Men de kræver cølibat og ansætter ingen
med mindre de lover, at de ikke vil forkynde evangeliets rene lære. Vi
forlanger ikke at biskopperne skal genoprette enighed ved at ofre deres
værdighed, selvom det vel sømmede sig for gode hyrder. Vi ønske blot, at de
urimelige byrder afskaffes, som er nye og er anordnet i strid med kirkens
almindelige skik og brug. Muligvis har nogle af disse regler fra begyndelsen
af haft en god grund, som så ikke længere eksisterer. Det er desuden
tydeligt, at nogle er vedtaget ved en fejltagelse, som den milde pave nu
kunne ophæve, da det ikke ville skade kirkens enhed. For mange menneskelige
traditioner er blevet ændret i tidens løb, som kirkelovene selv viser. Hvis
det ikke kan imødekommes, at der gives frihed i de skikke, der ikke kan
overholdes uden synd, må vi følge den apostolske regel, som byder, at
adlyde Gud mere end mennesker. Peter forbyder biskopperne, at herske og
regere over menighederne, og vi beder blot om dette ene, at man vil tillade
at evangeliet bliver forkyndt rent og at der gives frihed i de skikke, der
ikke kan holdes uden synd. Men hvis man ikke vil give efter i noget, må de
selv se til, hvordan de vil gøre regnskab for Gud, hvis de ved
hårdnakkethed fremkalder kirkesplittelse.
Afslutning
Det er de vigtigste artikler, der kunne være
uenighed om. Vi kunne ganske vist nævne flere misbrug, men vi har
indskrænket os til de vigtigste, for ikke at gør det for langt. Ud fra
dette kan man let dømme om det øvrige. Der har været mange klager over
afladshandlen, valfarterne og misbrug ved udelukkelse fra kirken. Sognene
har været meget plagede af de omrejsende afladskræmmere. Der har været
utallige stridigheder mellem præsterne og munkene om sognegrænsen og retten
til at stå for skriftemål, begavelser, festligheder og utallig mange andre
ting.
Det har vi sprunget over,
for at det, der er det vigtigste, kunne fremstilles kort, så det lettere
kan forstås. Og vi har ikke samlet og fremlagt det for at fornærme nogen.
Vi har kun nævnt det, der er nødvendigt, for at man se, at der intet er i
vores lære og ceremonier, der er i strid med skriften eller den almindelige
kirke. Det skulle være tydeligt, at vi omhyggeligt har vogtet os for ikke
at ingen nye og ugudelige lærdomme har sneget sig ind i vores menigheder.
Disse nedskrevne artikler har vi ønsket at
fremlægge i overensstemmelse med den kejserlige bekendtgørelse. Heri kan
man se vores bekendelse og en sammenfatning af den lære, der forkyndes hos
os. Hvis der mangler noget i denne bekendelse, skal vi gerne fremlægge
yderligere forklaring med Guds hjælp og ud fra Skriften.
Deres kejserlige Majestæts tro undersåtter
Johann, hertug af Sachsen, kurfyrste.
Georg, markgreve af Brandenburg
Ernst, hertug af Lüneburg.
Philipp, landgreve af Hessen.
Johann Frederik, hertug af Sachsen.
Franz, hertug af Lüneburg.
Wolfgang, fyrste af Anhalt.
Byrådet og embedsmændene i Nürnberg.
Byrådet i Reutlingen
Smutvej til den latinske tekst