Indholdsfortegnelse

    Man sendte da den bedste mand, man havde, nemlig dr. theol. Johann Bugenhagen, der var eksperten i kirkeordninger. Han havde allerede med held udarbejdet kirkeordningerne for Braunschweig, Hamburg, Lübeck og Pommern. Han var her i Danmark fra 1537-39.
    Kirkeordningen er udarbejdet ud fra det nye syn på evangeliet og ud fra de lutherske grundprincipper. Bugenhagen opholdt sig i landet som udsending for Luther og Wittenberg og stod i tæt kontakt med sin hjemby.
    Inden vedtagelsen var Kirkeordinansen da også til gennemlæsning og godkendelse i Wittenberg. Den danske Kirkeordinans, som er vores danske, lutherske kirkes grundlov eller grunddokument, er således et konkret og praktisk udtryk for den oprindelige, originale lutherdom og er godkendt af Luther selv.
    Derfor får den også en plads her på websiden med Luthers værker. Teksten bringer her i en nudansk gengivelse efter originalteksten, som den er gengivet af Martin Schwarz Lausten i ”Kirkeordinansen 1537 / 39”, Odense 1989.

Vi, Christian den Tredje, med Guds nåde Danmarks, Norges, Slavers og Goters konge, hertug i Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve i Oldenborg og Delmenhorst, hilser vore riger og hertugdømmer med nåde, fred og lykke fra Gud.
    Gud, vor Herre, har nu nådigt stoppet den uro og ballade, som har varet i nogen tid, og givet os vor Herre Farfaders og Herre Faders rige at styre og regere. Derfor er det vor allerhøjeste og største vilje og ønske, at vi må hjælpe den forfaldne Jesu Kristi og vor Herres lære og ret sand kristendyrkelse. Det har vi langt tidligere ønsket vore lande, indtil vi nu kan fuldkomme det, for hvilket vor Herre Jesus Kristus skal have lov og tak.
    For denne sags skyld lod vi forsamle højlærde mænd og prædikanter fra menighederne i Danmarks rige og vore hertugdømmer og befalede dem, at de skulle skrive os en kristelig ordinans, hvor vi kunne finde vejledning. Og da samme Ordinans blev os overgivet, sendte vi den til den ærværdige Fader, dr. Martin Luther, ved hvem Gud af sin mildhed og barmhjertighed i disse sidste tider igen har sendt Kristi hellige og rene evangelium. Han har gennemset Ordinansen sammen med flere andre højlærde mænd i Den Hellige Skrift og dømte den at være god og ret.
    Men for at sådan en gudelig gerning måtte gå des rettere til, har vi begæret af højbårne fyrste Johann Frederik, hertug af Sachsen og kurfyrste, vor særdeles gode ven, at han sendte os hid den elskelige Johann Bugenhagen af Pommern, en doktor i Den Hellige Skrift. Denne højlærde mands råd og hjælp har vi sammen med vort rigsråd brugt til at fuldbyrde denne hellige Ordinans. Dette oplyser vi, for at man skal vide, at vi ikke i denne sag har været selvrådige eller fremfusende, men har brugt så mange og ansete hjælpere.
    Da nu samme Ordinans var blevet fuldendt, forelagde vi den ved vor kansler for vort menige riges råd, som vedtog samme Ordinans og gav sit samtykke i alle måder.
    Kun begærede de, at prædikanterne måtte påmindes om, at de i begyndelsen skulle fare lempeligt i den kristne menighed med de syndere, som med tiden kan forbydes den hellige nadver. Og hvem vil ikke lade sig dette vel behage, om han ellers er en kristen?
    Her omhandles jo intet andet end det rene og klare evangelium. Ligeledes sakramenterne efter Kristi egen indstiftelse. Sang og Bibellæsning. En ordnet sammenkomst til at høre prædiken og modtage den hellige nadver. Ligeledes hvordan ungdommen må opdrages i boglige og gode kunster, i Guds hellige ord og Den Hellige Skrift. Hvordan tjenerne i den hellige kirke må blive ordentlig forsørgede og der må blive sørget for skoleundervisningen. De fattige have deres pleje. Børnelærdommen må praktiseres i alle hjem, så også børnene på landet nu herefter må kunne lære det, som før ikke blot bønder, men adelen med, ja selv konger og fyrster ikke vidste noget om. (Det skal de også stå Kristus til regnskab for, dem, der har berømmet sig selv som den hellige kirkes hoveder og alligevel kun har taget vare på sig selv og deres egen fordel.)
    Hvad forkert kan der være i disse ting? Nævn en eneste ting af disse, som ikke enhver kristen af hjertet måtte ønske gå for sig. Men for at man ikke skal mene, at vi heri ene og alene har brugt andre mænds opfattelser, da bekender vi med stor taknemmelighed, at Gud af sin godhed har givet også os nogen forstand på det hellige evangelium. Derfor vil vi nu sige denne vor mening om denne Ordinans.
    To ting behandles her i denne Ordinans. Den ene hører alene Gud til, som er det, at vi vil have Guds ord, som er loven og evangeliet, retsindigt prædiket, sakramenterne ret uddelt, børnene vel oplærte, at de, der er døbte i Kristus, må blive i Kristus. At kirkens tjenere, skolerne og fattige folk må forsørges og få deres føde.
    Disse ting er ikke vor ordinans, men dermed vil vi tjene vor herres Jesu Kristi ordinans. Han er vor eneste lærer og mester så vel som vor eneste frelser og visse salighed. Det er ham Faderen viste hen til og sagde: ”Hør ham”. Og selv siger han: ”Mine får hører min røst.” Han har selv åbenbaret og givet os evangeliet ind i verden, som tidligere har været i Gud fra evighed af. Dette evangelium befalede han at prædike for al skabningen. Desuden indstiftede han også dåben og den hellige nadver, som han befalede at uddele og modtage i overensstemmelse med sin indstiftelse og ikke anderledes. Imod det evangelium og disse Kristi indstiftelser skal man ingen høre eller agte, om det så var en engel fra Himlen, som Paulus tør sige. Ja, som Kristus selv siger: ”Mine får kender ingen fremmedes røst, men flygter derfor”.
    Hvordan kan vi nu være så tåbelige, at vi her vil vente på et kirkemøde og så måske dø forinden i vor vantro og ugudelighed? Koncilier eller en menneskelig ordinans kan ikke gøre noget imod Guds ordinans. Hvis et kirkemøde vil fordømme Djævelens lære og antikristelige skikke, som vi hidtil er blevet bedraget med, og ville befale at prædike evangeliet rent og ret og lade sakramenterne uddele efter Kristi egen indstiftelse og den apostolske lære, sådan som vi nu gør det med dette vort kirkemøde og Ordinans, da måtte de jo være ugudelige og ikke kristne, som ikke tog imod dem. Men det har vi allerede længe forgæves ventet på.
    Nu vil de måske sige: ”Vi lægger ikke evangeliet hindring i vejen, men I skal dog vente på vor dom og udtalelse om jeres lære.”
    Dertil svarer vi så, at vi ikke agter på sådan skuffende og dårlig snak. Vi har det rette og sande evangelium, som for de betyngede samvittigheder prædiker syndernes forladelse uforskyldt alene for Jesu Kristi, Guds Søns, skyld, som er hengivet for os. Og når vi således er løst fra synden, regnes vi retfærdige for Gud og er Guds børn og arvinger til det evige liv og alt det gode, Gud har. Børn, som Gud Fader evindelig vil elske i sin elskelige Søn, som vi ved troen har modtaget, og som er givet os af den samme Fader. Hvordan skulle han ikke også give os alt andet godt med ham? Andet evangelium har vi ikke.
    Men i stedet for dette evangelium, som Gud prises og æres for, har det antikristelige parti givet os Djævelens lære, som lærer at prædike løgn og indbildning, som så vældig synes at være en sand gudstjeneste. De har pålagt os gerninger og bod for synden, klosterregler, vedtægter, overholdelser, aflad, pilgrimsgang, broderskaber, deres opdigtede offer, deres vederstyggelige messer, skærsild, vievand, bestemte fastedage, præsternes unyttige natandagter, bønnemesser for de døde, hellige steder, klokkedåb, salving, afklipning af håret, indviede klæder, deres urene klosterliv, deres forbud mod præsteægteskab, som Gud dog har bestemt og indstiftet, forbudt mad, lægfolks forbud mod Kristi blods bæger og helgenpåkaldelse. Og alle de misbrug, de har indført i alle gerninger og ceremonier, ved hvilke de har lært os, at vi skal forlige os med Gud og gøre gerninger og bod for synden og således erhverve syndernes forladelse.
    De påstår nok, at de kender Gud, som Paulus siger, men med sådan lære og handlinger fornægter de det sande og hellige evangelium, Jesu Kristi blod og Gud Faders barmhjertighed. De vil ikke lade syndernes forladelse være uforskyldt alene for Jesu Kristi skyld.
    Disse antikristelige lærdomme, løgn og bedrageri sender vi nu tilbage til Djævelen igen, hvorfra de er kommet, og giver Gud ære, idet vi holder os til Kristi sande evangelium. Så lader vi også sakramenterne gives og modtager rettelig efter Kristi egen indstiftelse. Ja, vi modtager dem af vor Herre Jesus Kristus selv, om end ved hans tjeners hånd, ligesom vi også modtager evangeliet af ham selv, skønt ved hans tjeners mund, som forkynder det.
    Hvad mangler vi nu? Har vi ikke det sande evangelium, fordi vi nu ved troen på Kristus er forligte med Gud og gjort til Guds børn?
    Så bekender vi nu det samme, som vi tror. Vi lærer vore børn det samme. Vi påkalder, vi beder, vi takker Gud og hører Guds ord, og det bliver vi ved med. Det er også den sande gudsdyrkelse efter de tre første bud.
    Desuden lader vi os belære om gode gerninger og en kristen livsførelse, om tålmodighed under det hellige kors, om lydighed, om at kristne mennesker kun har én lov som er kærlighed, i hvilken enhver efter sit kald tjener sin næste og er vis på, at han gør det som en tjeneste mod Kristus selv. Gud give os nåde til at gøre sådanne gode troens frugter i god og rette tid.
    
Dette har vi hidtil sagt om de stykker, som hører til Guds ordinans og skik, som ikke skal kaldes vores ordinans, og heller ikke skal krænkes og overtrædes af noget menneske. Og vi byder, at den skal holdes, for at vi dermed må være vor Herre Jesus Kristus lydig, som har beskikket og befalet denne ordinans, sig til ære og os til salighed.
    Men det andet stykke i denne Ordinans må siges at være vores, fordi et og andet godt kan ændres deri (uden Guds fortørnelse), skønt også det angår Gud. Det gælder de ting, vi har bestemt om personer, tid, sted, tale, måde, præstetjenesten, sang og ceremonier, om visitats, om en ordnet sammenkomst til gudstjeneste, osv. Disse ting har vi ikke anordnet tilfældigt, men de er heller ikke specielt hellige. De skal blot tjene Guds sande ordinans, så alt kan foregå sømmeligt og praktisk, så det tjener Guds ord.
    Og hvem vil nu herefter i evangeliets lys begære de tidligere unyttige og forfængelige ceremonier, som indeholder fejlagtige meninger om gudsdyrkelse og retfærdighed? De anses for tjenester mod Gud og som gode gerninger, der bringer os fortjeneste, imod troen på Kristus og Guds riges evangelium. Vi har herefter nok at gøre med de rette nødvendige gode gerninger, at vi ikke tør give os af med disse ligegyldige og unyttige ting.
    Derfor beder vi alle vore undersåtter, hvad stand de end er i, at de vil bevare denne Guds og vor Ordinans, som vi nu her lader udgive. Ligeledes beder vi vore lensmænd og superintendenter (: biskopper), at de, så hurtigt som muligt, iværksætter det, der her er anordnet, både i købstæderne og i landsbyerne. Og betænk, at når de skaffer sig selv en dom og en fordømmelse, (som Paulus siger), der modstår den Guds ordning, som er verdslig magt og øvrighed, hvor meget må da de fordømme sig selv, som foragter og modstår vor Herres Jesu Kristi hellige evangelium. Moses har jo forud kundgjort: ”Den, som ikke hører denne profet Kristus, ham vil jeg straffe, siger Herren.”
    Vi skal heller ikke lade det forblive ustraffet, hvis nogen drister sig til af egensindighed at modstå noget i denne Ordinans. For vi har ikke den magt, Gud har givet os, forgæves. Vor Herre Jesus Kristus bevare jer evindelig. Amen.

Desværre har der været stor strid og uenighed i riget, idet der har været et stort misbrug, og der ikke har været holdt i den ene kirke som i den anden en almindelig brug både med messer, prædiken, dåb, sakramentet og anden gudstjeneste. Derfor har vi med vort elskelige menige Danmarks Rigsråds samtykke overvejet rigets og dets indbyggeres gavn og bedste, på det riget skulle være i rolighed både om religionen og om andet. Vi har i enighed udarbejdet en kristelig Ordinans om religionen, som følger her efter. Den vil vi, skal holdes i alle stifter og kirker overalt i riget, med mindre der på et almindeligt, frit og kristeligt kirkemøde besluttes anderledes. Da vil vi altid rette os derefter, som fromme kristne bør gøre.
    
Til ydermere sandheds bekendelse har vi, Christian, konge, ladet herunder hænge vort majestætssegl,
ligeledes har også vi, rigsråd, Mogens Gjøe til Krenkerup, Danmarks riges hofmester, Johan Friis til Hesselager, kansler,
Tyge Krabbe til Vegholm, Danmarks riges marsk,
Predbjørn Podebusk til Vosborg, ridder,
Ove Lunge til Tirsbæk, ridder,
Axel Brahe til Krogholm, ridder,
Mogens Munk til Palsgård,
Erik Banner til Asdal,
Oluf Rosenkrantz til Vallø, Ridder,
Holger Ulfstand til Hekeberg, ridder,
Knud Bille til Svanholm, ridder,
Trud Ulfstand til Torup, ridder,
Eske Bille til Vandaas, ridder,
Claus Podebusk, ridder,
Axel Ugerup til Ugerup, ridder,
Knud Gyldenstjerne til Ivernæs, Ridder,
Peder Ebbesen til Turestrup
og Jørgen Quitzow til Sandager, Danmarks Rigskansler,
med vor viden og gode vilje hængt vore segl på denne kirkeordning for os og vore arvinger, i vor Herres Jesu Kristi navn.
Givet i Odense på den almindelige Rigsherredag, 1539 år efter Guds fødsel, den 14. dag i juni måned.

1. Læren.
Man skal udnævne gode, dygtige prædikanter, som kan og vil prædike retsindigt og forvalte sakramenterne på passende vis og forklare katekismen, som er børnelærdommen, om de Guds 10 bud, Trosbekendelsen, Fadervor og sakramenternes brug for de unge, uerfarne og ulærde kristne.


2. Ceremonierne og den ydre kirketjeneste.
Der skal forordnes og fastsættes nyttige og ensartede ceremonier, som er ydre skikke for alle sognekirker, så almindelige mennesker ikke skal forarges af nogen forskel i den slags ting.


3. Skolerne.
Der skal ansættes gode, egnede skolelærere i købstæderne og de små byer, som med stor dygtighed kan oplære ungdommen i alle måder.


4. En almindelig hjælpekasse.
Den skal være for kirkens tjenere og de fattige, at der må være penge til at lønne kirkens tjenere og for at man også kan hjælpe de fattige.


5. Superintendenter (biskopperne) og deres provster.
Der må være nogen, som kan fastholde kirkens tjenere på deres embede og se til, at alle ting går ordentligt og ret til alle vegne.

6. Gode bøger
For at være en god sognepræster må man have gode bøger til at drage nogen sand gudsfrygt af, og ikke uforvarende blive forgiftet af dårlige bøger, som der allerede er udgivet mange af, og dagligt kommer flere.



  

Denne lære indeholder især tre punkter

Desuden skal hele den evangeliske lære alle vegne være ren, sikker og ligedan hos alle. Frem for alt skal man grundigt og omhyggeligt lægge stor vægt på artiklen om menneskets retfærdighed, så enhver forstår, hvad troen er og hvad den virker, hvordan vi kommer til tro, og på hvilken måde vi bliver retfærdige. Ja, også hvilken opfattelse prædikanterne selv skal have, og hvordan de skal prædike.
    Her vil vi nu opstille nogle artikler, som man især i sin prædiken skal have for øje, som til oprindelige kilder, så prædikenen ikke skal bevæge sig hid og did og hverken have hoved eller hale.

Guds lov og gudfrygtighed.
Evangeliet og troen på Gud.
Boden, hvorledes man skal sig rette og bedre.
Korset.
Bønnen.
Gode gerninger.
Den frie vilje.
Den kristne frihed.
Guds evige forudbestemmelse.
Menneskelige skikke.
De offentlige myndigheder og overordnede.
Ægteskabet.
Helgenerne.
Faste.
[Religiøse]-billeder.

Og flere andre stykker, så prædikanterne ikke skal forvirre almindelige menneskers sind med en uvedkommende prædiken og på den måde jage dem væk fra evangeliet. Vi vil også her have dem påmindet om, at de skal være forsigtige og frem for alt passe på, når de taler om Guds evige forudbestemmelse, om den kristne frihed eller om andre lignende trosartikler, som langt overgår den menneskelig fatteevne. I disse artikler trækker man let forkerte konklusioner. Man skal også passe på, ikke at forklarer og behandler noget, som er dunkelt og uforståeligt, uden det er absolut nødvendigt.
    Det vil de alt sammen ved Guds nåde få passende kundskab om, hvis de ellers altid er i gudelige bøn og seriøst beder til Gud og er flittige til at læse gode bøger og især frem for alle andre artikler grundigt lærer om synd og syndens forladelse.
    Nu afhænger sakramenternes rette uddeling og børnelærdommens enkle udlægning af, at sakramenterne forvaltes nøjagtigt efter Guds ord, og børnelærdommen ligeledes forklares enkel. Så vil vi da også forlange, at disse ting skal ske ligedan hos alle.
    Nu er der af Jesus Kristus, vor Herre, indstiftet to sakramenter, dåben og Herrens nadver, som man lærer om i børnelærdommen. Til disse lægger sig det tredje, som kaldes boden, der er anger og forbedring, som sker, når en synder bekender og fortryder sin vildfarelse og synd, og modtager afløsningen ved evangeliet, og igen træder ind i den pagt, han har sluttet med Gud i dåben.

Det er sådanne skikke i kirkerne, som i almindelighed er antaget for en god ordens skyld, uden at det dog har noget at gøre med retfærdighed og nødvendighed.

1.    Undervisning med gudstjeneste for børn.
2.    Hvordan gudstjenesten skal holdes for folket.
3.    Om at prædike Guds ord.
4.    Barnedåb.
5.    Skriftemål og syndsforladelse.
6.    Nadver.
7.    Helligdagene.
8.    Bryllup.
9.    Præsteansættelse.
10.    Udelukkelse fra menigheden.
11.    Omsorg for syge.
12.    Omsorg for fanger.
13.    Begravelse.
14.    Undervisning af jordemødre.
15.    Fødselsforberedelse.
16. Abort og børnemishandling.


  

Hensigten med det er at vænne børnene til Den Hellige Skrift. Det skal foregå under ledelse af skolelæreren.
    På hverdage fra kl. 8 til 9 skal børnene efter sædvane være i kirken. Når to børn har begyndt en vekslesang, skal korene vekselvis synge tre lette morgensalmer, eller også færre, som sognepræsten synes, så børnene ikke skal plages med alt for megen sang. Desuden ét af de 22 afsnit i salme 119. Når man er hele salmen igennem, skal man i stedet én gang synge den Athanasianske Trosbekendelse og derefter begynde på vekselsangen igen og synge den igennem.
    Hvis der ikke holdes en prædiken, skal man læse et stykke fra Ny Testamente. Når sangen er forbi, skal et af børnene læse teksten på latin sådan: Denne hellige lektie skriver evangelisten Matthæus i kapitel 1, osv. Hvis man vil, kan en anden også læse, ja, en tredje ligeså, hvis man synes. Den tredje oplæsning skal da være på dansk, medens de to andre var på latin.
    Efter denne læsning skal de begynde en dansk sang eller også Zakarias' lovsang ”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.” (Benedictus, Lukas 1, 68-79) med en vekselsang, hvis man ønsker. Siden skal børnene falde på knæ og synge ”Herre forbarm dig” (kyrie eleison) og bede Fadervor i kor.
    Derpå skal en af de voksne sige: ”Herre, vis os din barmhjertighed”, med tilhørende svar fra koret. Så: ”Herren være med jer” med bøn.
    Til sidst synger børnene: ”Lad os love Herren”.
    Hvis der så er nogen, der af særlige grunde ønsker at komme til nadver, kan det finde sted her, eller også efter prædikenen, hvis der bliver prædiket. Dog skal der være stor nød på færde, for at den almindelige nadver om søndagen ikke må synes at foragtes dermed.

Samme fremgangsmåde kan bruges på nogle hverdage fra 14 eller 16. Efter ringningen kan man på samme måde synge tre eller færre lette aftensangssalmer som vekselsangen, dog ikke fra Salme 119.
    Desuden skal børnene synge teksten Det Gamle Testamente med fast begyndelse og slutning, sådan: ”Teksten står skrevet i Første Mosebog kapitel 1, osv.” Derefter en hverdagshymne og en dansk sang eller Marias lovsang (Magnifat, Lukas 1, 46-55) med en vekselsang, og så slutter de ligesom om morgenen.
    
Aftener før en helligdag og på helligdage til aftensang skal alle ting gøres på samme måde. Blot med den forskel, at man efter tekstlæsningen synger en svarsang, sluttende med ”Ære være Faderen”. Derefter hymnen og efter denne Marias lovsang med en vekselsang. Til sidst Simeons lovsang (Lukas 2, 29-32: ”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord”) og så sluttes ligesom før.
    Til morgensangen på søndage og helligdage skal der før prædikenen synges tre salmer eller færre og to dele (16 vers) af Salme 119 sammen med en vekselsang, hvorefter børnene stille og uden melodi skal oplæse katekismen, som er børnelærdommen. Skolelæreren skal dog begynder først på hvert afsnit, på denne måde:

1. ”Dette er Herren vor Guds Ti Bud.”
Så følger børnene efter i et roligt tempo én ad gangen: ”Jeg er Herren din Gud. Du må ikke have andre guder.”
2. Skolelæreren: ”Dette er vor Trosbekendelse.”
Så børnene, én ad gangen: ”Jeg tror på Gud Fader den almægtige.”
3. Skolelæreren: ”Dette er Herrens Bøn.”
Så børnene: ”Vor Far, du som er i Himlene.”
4. Skolelæreren: ”Dette er indstiftelsen af dåbens sakramente, hvor Kristus befaler, at døbe i hans navn. Han siger:”
Så børnene, efter hinanden: ”Gå ud i hele verden, osv.”
5. Læreren: ”Dette er skriftemålets løfte, brug og gave.”
Så børnene: ”Jesus sagde: du er Peter - og jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, osv.”
6. Læreren: ”Dette er indstiftelsen af vor Herre Jesu Kristi legemes og blods sakramente.”
Børnene: ”Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, osv.”


Efter denne børnelærdom må børnene, hvis man synes, læse bibelteksterne. Bagefter kan man synge en svarsang og børnene kan synge verset med ”Ære være Faderen”. Og der sluttes som sædvanlig.
    På søndage og på helligdage skal alting foregå til aftensang som på aftenerne før helligedagene. Men hvis sangen forlænges mere end godt er med hensyn til prædikenen, som skal finde sted, da må kirkens præst tale med skolelæreren, så han forkorter sangen.
Desuden vil og befaler vi, at man i domkirker og [de tidligere katolske] klostre skal forholde sig på samme måde med al gudstjeneste. Der skal ikke læses nogen andagt uden de fastsatte og man skal omhyggeligt passe på, ikke at synge noget, der kan være imod Den Hellige Skrift.
    Ja, her må biskoppen eller superintendenten flittigt se til, at her ikke sker andet, hverken i domkirker eller klostre.
    For dem vil vi ud fra Den Hellige Skrift lade udarbejde en ordning om, hvordan de skal synge de syv daglige andagter og lade den trykke bag efter denne Ordinans, at de af bibelen må øve sig i Guds ord.
  

Alle andre altermesser skal helt ophøre, og der skal kun holdes en enkelt, for dem, der vil til nadver. Messen er nemlig intet andet, end brugen af Herrens nadver, til at trøste de skrøbelige samvittigheder og forkynde Herrens død.
    Så skal der nu holdes én højmesse om søndagen for dem, der vil modtage nadveren. Der skal bruges almindelige messeklæder, et alter med dug, med almindelig bæger og fad og tændte lys.
    Kannikkerne, og især de hvis domkirke ikke er nogen sognekirke, skal holde én søndagsmesse på latin, dog kun hvis der er nogen, der vil til alters.
    Den ordløse offermesse, som kaldes Canon, ønsker vi, at man opgiver, og så må de i stedet forkynde Herrens død.
    Her skal man se til, at Fadervor og indstiftelsesordene, der lyder ved nadveren, bliver læst på dansk, så vel i domkirker som i andre kirker, som det bliver dem foreskrevet.
    Præsten, der holder gudstjenesten, skal knæle ved alteret, og for sig selv læse en syndsbekendelse.
    Så skal han også bede for ordets fremgang, for kongen, og riget, imens folk synger.
Siden skal han holde nadver efter den vedtagne skik, men så den ikke bliver besmittet med ord, der kan minde om offer eller gerning, som det er sket i pavens kirke med mis-dyrkelse og bespottelse.
    Først, skal de synges eller læses en indgangsbøn, som kaldes indgangssalme (introitus), men ikke nogen der ikke er taget fra Den Hellige Skrift. Ligesom også de, der falder på søndage, og på Kristi højtids dage, er taget fra Salmerne, eller i dens sted nogle danske salmer, og især i landsbyerne.
    ”Herre, forbarm dig.” (kyrie eleison) med forskellige melodier, der passer til årstiden, ligesom det indtil nu har været holdt, med englenes lovsang, ”Ære være Gud i det højeste” (gloria in excelsis Deo). Præsten skal begynde den på latin eller danske, og siden skal menigheden følge efter.
    Så vender han sig mod folk, og siger: ”Herren være med jer”, og vender sig så om igen og læser bønnen, men det hele skal være på dansk, og kun én, med mindre situationen kræver én til, og folk skal svare: amen.
    Når det er nu gjort, så vender han sig atter igen til folk og læser epistelen på dansk.
To børn skal så synge ”Halleluja”, som er en evig røst i den hellige kirke. Det skal være med omkvædet, men uden lang koropvisning.
    Dernæst skal man synge en dansk sang, hvor man plejer at synge en vekselsalme. Den skal være taget fra Skriften, eller også kan man bruge en vekselsang kun med to vers.
    Alle sekvenssange skal udelades på nær de tre på Kristi hovedhøjtider, fra jul til kyndelmisse, ”Grates nunc omnes”, i den danske udgave ”Nu lader os alle takke Gud vor Herre etc.”
    Fra påske og til pinsedag synges ”Victime paschali laudes”, i den danske ”Krist stod op af døde.” Og pinsedag synges ”Veni sancte spiritus”, i den danske oversættelse ”Nu bede vi den Helligånd etc.”.
    Så vender præsten sig til folk igen, og læser evangeliet på dansk, med denne begyndelse: ”De følgende ord, osv.”
    Dernæst vender han sig atter til alteret og begynder trosbekendelsen.
    Derefter synges på dansk ”Vi tror alle sammen på én Gud, osv.”.
    Herefter skal så altid den almindelige prædiken holdes. Hvis der så bagefter er nogen, der vil til nadver, så forbereder han så meget brød og vin, som svarer til det antal personer, der skal have nadveren. Disse folk skal gå op til alteret, mændene ved den højre, og kvinderne ved den venstre side.
    Når præsten har gjort klar, vender han sig mod dem, der skal til nadver, og holder en formaning om nadveren.
    Når den er færdig, vender han sig til alteret, og skal med høj røst på dansk synge: Lad os alle bede: Fadervor, osv. Og koret svarer: amen.
    Og straks derefter begynder han på nadvertestamentets ord, men overalt på dansk, og lige efter at ordene er sagt, kan han på ret vis opløfte brød og vin, og lade ringe med en klokke, mens det sker, som man plejer og hvis han synes.
    For i disse ting skal den kristne frihed holdes ved magt, dog sådan at folk først undervises om det, så meget som der er behov for. Man skal intet forandre her uden biskoppens samtykke og befaling.
    Når præsten uddeler brødet og vinen, skal han intet sige til dem, som modtager nadveren, da der er sagt tilstrækkeligt til alle, da det blev indviet.
    Og præsterne skal omhyggelig lægge vægt på, at de ved hvor mange, der skal til nadver, så det ikke bliver nødvendigt at indvi to gange.
    Og mens folk får nadveren, begynder skolelæreren på sangen ”Jesus Kristus er vor salighed”, eller noget andet lignende.
    Og straks folk er færdig med nadveren, skal sangen ophøre.
    Når det er nu gjort, så vender præsten sig til folk, og siger: ”Herren være med jer”, og vender sig så om igen og læser en takkebøn, og folk skal svare: amen.
    Siden skal han atter vende sig til folk, og først sige: ”Herren være med jer”.
    Derefter skal han velsigne folk med den velsignelse, som skrevet står i 4 Mos 6: ”Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.”
    Så skal kirken svare: amen.
    Og skolelæreren skal begynde én kort salme på dansk, og dermed er det slut.

Imens tager præsten messeklæderne af og lægger alt på plads. Knæler så igen ved alteret, og takke Gud stille for sig selv.

Men når der ikke er nadver, da skal brød og vin ikke indvies, så vi ikke atter falder tilbage i misbrug af nadveren, ved at bruge det imod Guds befaling. Præsten kan dog fremsige nadverritualet i en messeskjorte alene uden messehagel, foran en pult og ikke for alteret, og så springe indstiftelsesordene over, og efter en sang eller to læse en bøn eller to, og til sidste velsigne folk, som man plejer.
    På de store Kristi højtider, som jul, påske, pinsedag, trinitatis søndag, skal der synges i stedet for indgangssalmen (introitus) på latin, ”Ære være Gud i det højeste” (gloria in excelsis), med sekvens-salmer af den rette slags, og så den latinske indledningsbøn, som præsten skal begynde: ”Herren være med jer” (Dominus vobiscum), ”Opløft jeres hjerter” (sursum corda) etc. Dernæst Helligsangen (sanctus), og så Fadervor (pater noster), med nadverens ord, men altid på dansk, til sidst ”O, du Guds lam” (agnus dei).
    Men her må præsten dog selv bestemme det hele.

  

Evangeliets prædiken tjener os til at få Guds Ånd og den evige salighed. Prædikanterne står således især her i Kristi sted, som han selv siger i Lukas 10, 16: ”Den, der hører jer, hører mig”. Derfor skal de ikke være lige glade med, hvordan ordene falder, men de skal med omhu på en forståelig måde fremføre deres tale som et Guds ord. De skal tale som fra Gud og for Guds åsyn ved Jesus Kristus, så de på ingen måde gør vold på teksten, hverken ved at tilføje eller trække noget fra.
    Først skal da den, som prædiker, opmuntrer folk til at påkalde Guds hjælp. Dernæst skal han oplæse teksten som skal fortolkes og siden udlægge den. Og han skal ikke forlænge sin prædiken over én time.
    Han skal heller ikke stå og sige, hvad han selv er optaget af, men hvad der hører sagen til, ligesom han skal formane med klare og enkle ord.
    For alt i verden skal han afholde sig fra al slags skænden og forhånelse, så han ikke omtaler nogen med navn. Han skal alene straffe synden i almindelighed, især ting, han har hørt eller ved med sikkerhed. Uaktuelle sager skal han derimod ikke komme ind på. Han skal heller ikke hadefuldt fare løs på papisterne, medmindre det er nødvendigt til advarsel og for eksemplets skyld.
    Når prædikenen er til ende, skal prædikanten atter opfordre folket til at bede for det åndelige og verdslige livs behov, samt alt det, der trænger til forbøn, og allermest da for vor nådige herre og konge, at Gud ved ham vil beskærme og give det hellige evangelium sin rette fremgang, så vi af hans nåde med fred må fremme Guds ære.
    Så skal menigheden bede fadervor. Når det er sket, skal skolelæreren begynde en dansk sang, især en om fred, og sammen med menigheden synge den til ende. Eller hvis der er nogen særlig nød på færde, da synges en salme, at Gud nådig vil afvende den fra os. Eller man kan bruge en bøn i form af en vekselsang og derefter en bøn om samme sag. Menigheden skal dertil svare: amen.
    Så følger formaningen før nadveren, som tidligere er omtalt. Her skal man nu give agt på at de sædvanlige litanier skal synges i det mindste én gang om ugen efter prædikenen, på den dag sognepræsten vil.

Om søndagen skal der i byerne altid prædikes over det sædvanlige søndagsevangelium af hjælpepræsten ved morgengudstjenesten og til højmesse af sognepræsten.
    Om eftermiddagen gennemgås børnelærdommen altid, så vel for de unge som for de gamle. Først budene, dernæst trosbekendelsen, siden Fadervor, og til sidst sakramenterne, hvordan de er indstiftede, og hvordan de skal bruges. Dog således, at der altid afsluttes ét afsnit hver gang. Og til sidst skal der altid følge en klar og enslydende forklaring, sådan som den står i Luthers Lille Katekismus.
    Her skal man heller ikke brillere med sin visdom og skarpsindighed, men alting skal foregå til menighedens opbyggelse. Underviserne skal altid bruge de samme udtryk, så det er lettere at forstå på grund af den enslydende lære.
    Før et af katekismens hovedstykker gennemgås i enkeltheder, skal samme afsnit fremsiges i sin helhed, dog så langsomt at både unge og gamle kan følge med for sig selv. Derefter skal der gås i enkeltheder, og der sluttes så med den tale, der hører til. Og når denne børnelærdom er gennemgået på denne måde i alle sine afsnit, skal man begynde forfra igen.
Højst to gange om ugen skal der prædikes i byerne, nemlig om onsdagen og fredagen. Hvis der er særlig behov, kan man dog tage to dage til.
    Der skal ikke prædikes over andre tekster end dem, der er enkle og nyttige, som f. eks. søndagsepistlerne eller lignende. Med dem kan man formane folk til en sand bod, sand gudsfrygt, ret tillid til Gud og sande gode gerninger. For troen kan ikke være ret uden bod, og boden heller ikke uden troen, og Kristus vil have begge dele prædiket, Lukas 24, 47.
    Vi har dog intet imod, at der tillige i de byer, hvor der er mange mennesker, også daglig prædikes over andre tekster, som, når det ellers udlægges, kan være til opbyggelse.
    I landsbyerne skal der ligeledes altid om søndagen prædikes over det sædvanlige evangelium en halv time, og den følgende halve time skal bruges til forklaring, af børnelærdommen. Og hvis nogle af dem, der nu er sognepræster på landet, ikke ret kan prædike det, der hører Gud til, så må de ordret oplæse fra danske postiller, både evangeliets udlægning og forklaringen til børnelærdommen. Dog må de med tiden vænne sig til at prædike og tale selv, så de ikke benytter det, som man en tid bærer over med i kærlighed, som årsag til dovenskab.
    Hver søndag skal landsbypræsterne forklare et afsnit i børnelærdommen, og når de omtaler et enkelt stykke, skal de også, som før sagt om købstadpræsterne, altid først fremsige hele det pågældende afsnit. Hvis de f. eks. er kommet til de ti bud og skal forklare ét af dem, skal de alligevel oplæse alle de andre bud, selv om der kun ved forklaringen udlægges det ene. På samme måde gør man ved trosbekendelsen og fadervor.
    Og de skal oplæse de samme stykker så langsomt, at almindelige mennesker kan gentage dem for sig selv.
    Hver del af børnelærdommen skal de altid sammenfatte med en tydelig og kort udlægning, således som det står i Luthers Lille Katekismus. De skal ikke gøre det på nogen anden måde. Og de skal altid begynde og slutte hvert af de seks stykker, som børnelærdommen indeholder, på samme genkendelige måde, og det skal de blive ved med. Derfor skal samme børnelærdom også begyndes forfra igen, så snart én gennemgang er foretaget.
    Efter prædikenen skal prædikanterne drage omsorg for, at der altid holdes bøn både for vort styre, for de almindelige behov og det rene Guds ords fri fremgang, så enhver af hele sit hjerte og sind beder et Fadervor til Gud.
    Til sidst skal der synges en dansk sang, eller de sædvanlige litanier med en kollekt, hvis situationen kræver det.
    Forud for de tre største Kristi højtider: juleaften, påskeaften og pinseaften, skal der til aftensang prædikes et kvarter. Men det vil vi kun, skal finde sted i købstæderne. På de tre højtider skal man på alle tre helligdage også prædike om eftermiddagen.
    På de andre højtider, som er nytårsdag, helligtrekongersdag, kyndelmissedag [2. februar], Mariæ bebudelsesdag, Kristi himmelfartsdag, Mariæ besøgelsesdag, Sankthansdag, Mikkelsdag [29. september] og allehelgensdag, skal der kun prædikes om dagen og ikke på aftenen forud, uden man gerne vil.
    Flere højtider holder vi ikke end disse, samt søndagene.

Særlige prædikener i årets løb
På Skt. Stefans Dag skal der prædikes om diakoner og tillige tales om Skt. Laurentius' eksempel, for at folk kan få indprentet omsorgen for de fattige.
    På Apostlen Johannes' Dag, som falder 3. juledag, skal man prædike om de forskellige livsopgaver, så enhver bliver bevidst om sine opgaver og lader sig dem være befalet og ikke forlader dem.
    På Fastelavns Søndag, skal man læse Matthæusevangeliet 3, 13-17 om vor Herres Jesu Kristi dåb. Den dag skal man forklare alt det, der vedrører dåbens sakramente.
    Skærtorsdag skal man forklare Kristi legemes og blods sakramente. Hvis nogen så ønsker at komme til nadver, skal det hele foregå med sang og læsning, som man plejer om søndagen.
    Blot skal man alvorligt gør folk opmærksom på, at de ikke kun skal modtage nadveren alene på grund af sædvane for højtidens skyld. Og om aftenen skal der også tales noget om fodtvætningen, hvordan Kristus vaskede disciplenes fødder. Ligeledes skal man også tale om den angst, han følte i Getsemane Have, før han gik i døden.
    Langfredag, om morgenen efter børnesang, når menigheden har sunget den danske sang til ende, skal prædikanten bestige prædikestolen og oplæse hele lidelseshistorien, stykke for stykke, sådan som den er sammenskrevet efter de fire evangelier af dr. Johann Bugenhagen. Man skal læse frem til opstandelsesberetningen. Og der skal begyndes på denne måde: ”Dette er vor Herres Jesu Kristi lidelseshistorie, som den står skrevet hos de fire evange1ister, osv.
    Derefter må han i en halv time undervise folk om Jesu lidelses brug og siden, om eftermiddagen kan man så fortsætte med de andre stykker i lidelseshistorien. Hvis nogen ønsker nadver denne dag, kan det finde sted, men hele det stykke af messen, som sædvanlig holdes før prædikenen, udelades, så man begynder efter prædikenen på formaningen og lader Fadervor følge straks efter.
    På søndagen efter påske, skal der ud fra dagens tekst fra Johannesevangeliet 20, 19-31 prædikes om kirkens absolutionsnøgler og deres virkning og myndighed.
    Sankt Hans Dag skal man prædike om Guds ords mundtlige forkyndelse, imod de gendøbere, der stærkt pralende misbruger det profetiske ord i Joh 6, 45: ”Alle skal være oplærte af Gud.” Det ord tolker de som en direkte oplæring af Gud selv, og derfor foragter de den mundtlige prædiken og lægger alle skoler øde. Man skal dog ikke forbigå historien om Johannes Døber, som næppe kan klares med én prædiken, om hans undfangelse, fødsel, prædiken og halshuggelse. Man kan derfor vente med noget af det til en senere lejlighed. Og så skal man også på denne dag synge en sang, der handler om ham.
    Alle Helgens Dag skal der prædikes om den rette kristne tro, som Guds helgener havde, og hvordan man skal efterfølge dem. Menigheden må forstå, hvordan de hellige kan æres på kristen vis uden påkaldelse og al vrang dyrkelse.
    Skt. Michaels Dag og Alle Engles Dag skal der ske en almindelig taksigelse for al den afgrøde, man har fået det år. Til taksigelse skal der med hjertens gudelighed straks efter prædikenen af hele menigheden synges: ”Oh, store Gud, vi love dig.” Hele dagen, både om morgenen, før middag og efter måltidet skal der prædikes om englene, hvad gavn vi har af deres tjeneste, som man altid skal takke Gud for.

  

Særlige helligdage skal holdes, ikke for dagenes egen skyld, men for at ordet må blive prædiket og evangeliets indhold kan blive til forklaret på en gavnlig måde.
    Som før sagt fastholder vi ingen helligdage undtagen de sædvanlige søndage, for at folk én gang om ugen kan hvile sig fra deres arbejde, høre Guds ord, modtage sakramenterne sammen, bede om alt, hvad de trænger til og takke Gud for hans velgerninger.
    Vi holder Kristi tre hovedhøjtider, hver i tre dage, for at høre Kristi historie.
    Ligeledes nytårsdag, helligtrekongers dag, kyndelmisse dag og Mariæ bebudelsesdag, og hvis den falder i den stille uge, da skal den holdes palmelørdag efter gammel sædvane. Ligeledes, Kristi himmelfartsdag, Mariæ besøgelsesdag med sit sædvanlige evangelium (Luk 1, 39), men epistlen skal læses hos profeten Esajas 11, 1-10: ”Men der skyder en kvist fra Isajs stub, osv.” Desuden skt. Hans dag, skt. Michaels dag, til taksigelse, og allehelgensdag.
    Apostlenes dage skal omtales fra prædikestolen, og tillige med skt. Maria Magdalene dag og skt. Laurentz' dag henlægges til de nærmest følgende søndage. På skt. Maria Magdalenes dag kan man synge ”Den bitre død dig trængte” Dog skal der på disse søndage også læses, synges og prædikes det, der hører vedkommende søndag til. Blot skal der i slutningen af prædiken, om der findes noget sikkert og sandt om dem i Skriften, gøres opmærksom på det, så man her kan have et forbillede til at tro på Gud, elske sin næste og tålmodigt bære det hellige kors.
    Men hvor der finder daglig prædiken sted, må det stå frit for at prædike over samme evangelium eller historie på den dag, det falder.

  

Dåben er jo en besegling på det, vi tror om Kristus. Ja, den er en pagt, som Gud har gjort med os i Kristus til at styrke troen og symbolisere boden, der kræver en kristen livsførelse.
    Børn skal døbes med dansk læsning og i samme døbefont som sædvanlig. De skal have tøjet af og så overøses med vand tre gange. Dog skal man tage hensyn til deres helbred, om de på nuværende tidspunkt kan tåle at få tøjet af. Det er jo børnenes frelse, der er formålet med dåben og ikke deres fordærv. Så skal præsten spørge fadderne, hvis barn det er, og om det er hjemmedøbt.

Fremstilling i kirken efter nøddåb
Hvis han da hører, at barnet er rettelig døbt, skal han ikke døbe det igen, da der kun er én dåb, Efeserbrevet 4, 5. Han skal så blot fremsige trosbekendelsen og læse Markusevangeliet (10, 13-16) og bede Fadervor.
    Dernæst skal han sige til dem, der er til stede, og især til fadderne, som barnets forældre skal spørge, om ikke før nøddåben, så bagefter: ”Kære brødre og søstre. Dette barn er allerede døbt og har Helligånden med syndernes forladelse. Derfor vil vi ikke døbe det igen for ikke at bespotte og forhåne Helligånden. Det skal I faddere bevidne som et vidnesbyrd for alle andre og takke vor Herre og Gud, som har taget dette barn til nåde ved Kristus.
    Så skal han sige til barnet: ”Herren bevare både din indgang og din udgang fra nu og til evig tid. Og fadderne svarer: amen.
    Derpå bedes den sidste bøn, som læses ved slutningen af barnedåben: ”Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi fader, osv.”.
    Til sidst skal han med få ord sige til fadderne, at de alle vegne skal bære vidnesbyrd om denne dåb. Og hvis det sker, at barnets forældre dør, da skal de over for barnet være i forældrenes sted i de ting, der angår saligheden (så meget som det er dem muligt, og hvis de er i nærheden).

Hvis barnet ikke er døbt
Men hvis barnet ikke er døbt, eller man er i tvivl, om barnet er døbt, som det kan ske, så skal man døbe barnet ret. Vi vil nemlig ikke bruge en betinget dåb, hvor man plejer at sige: ”Hvis du ikke er døbt, så døber jeg dig.” Nej, præsten skal først formane fadderne, som står ved siden af barnet, så de bliver påmindet om dåbens storhed, så de er opmærksomme på, hvad der nu siges.
    Så skal præsten begynde med at sige: ”Far herud, du urene ånd, osv.” [se dåbsritualet].
    Når dåben så er foretaget, skal præsten atter henvende sig til fadderne, som man plejer, så de må vide, hvad de skylder barnet, hvis det sker, at forældrene dør, før det bliver voksen. De skal da oplære barnet i børnelærdommen, hvis de er i nærheden, for at barnet, må forblive hos Kristus, når det vokser op, ligesom det ved dåben er indpodet i ham.
  

Absolutionen med tilsigelsen af syndernes forladelse fører en synder tilbage til den pagt, der blev stiftet i dåben, hvis han ellers tror det.
    Ingen skal afløses, uden han begærer det på grund af syndserkendelse. Derfor skal sognepræsterne i byerne være til stede i kirken om lørdagen under aftensang, men i landsbyerne før højmessen holdes om søndagen. Han skal være parat til at modtage alle dem, der ønsker at skrifte og komme til nadver.
    Den, der skrifter, skal gøre skriftefaderen regnskab for sin livsførelse og enten i almindelighed bekende sig som en synder eller også vedgå noget, han har forsømt i sin dagligdag. Hvis der er noget specielt, der plager ham, skal han fortælle det. Der forlanges dog ikke, at man opregner alle synder i alle detaljer, men det kan være en stor trøst for samvittigheden, at man fortæller noget.
    Men her må præsten være dygtig og indsigtsfuld, så han kan anvise hjælp mod den aktuelle synd ud fra Guds ord. Så skal han afløser den skriftende med håndspålæggelse, med mindre han finder, at den pågældende er bandsat og endnu ikke forligt med den hellige kirke.
    Ønsker vedkommende derefter nadveren, skal han grundigt spørges om, hvad mening og forståelse han har om Herrens nadver. Om han forstår, hvad nadveren er, og hvad gavn den bringer, og hvorfor han ønsker at modtage den. Om han har gjort fremgang i Kristi skole, så han er i stand til at opregne de ti bud og andet, der hører til børnelærdommen.
    Hvis han ikke kan det, skal han udelukkes fra deltagelse i nadveren, som den der ikke har festtøj på. Dog skal præsten undervise ham om dette i det personlige skriftemål, så han venter med at gå til nadver, indtil han har forbedret sig eller lært noget grundigere. Man skal ikke påføre ham et dårligt rygte ved først at bortvise ham offentligt ved altergangen.
    Ingen drabsmand skal meddeles absolution, før han er blevet forligt med de pårørende og har fået sagen gjort op både med myndighederne og de efterladte. Endnu mindre skal man give ham en benådningsattest uden myndighedernes og de pårørendes accept. Men det er ikke nødvendigt at lave regler for det.
    Men den som efter et sådant manddrab er blevet forligt med de pårørende og myndighederne, skal efter gammel skik tage nogle af sine venner og bekendte med sig, og om søndagen henvende sig til den pågældende sognepræst. Straks efter prædikenen skal han så foran alteret offentligt tilkendegive sin anger og sorg for alle. Når sognepræsten så har hørt ham, skal han opfodre hele menigheden til at bede for ham, trøste ham med det hellige evangelium og derpå meddele ham syndsforladelse.
    På samme måde skal også de, der har begået incest, og alle dem, der har fortørnet den hellige kirke med åbenlyse synder, gøre offentlig bod. Ønsker de så seriøst og af hjertet at få absolution, skal man offentligt tilsige dem syndernes forladelse, så de atter bliver forligte med menigheden og den hellige kirke.
    De synder, der er offentlig kendt, skal forlades med en offentlig absolution. Og de, der er hemmelige, skal man også afløse privat.
    Her skal man dog ikke holde sig tilbage over for dem, der er dømt til døden og skal henrettes for deres forbrydelse. Dem skal man tilsige syndsforladelse og række nadveren, hvis de ønsker det.
  

Nadveren er de troende kristnes stadfæstelse. Ja, den er et pant, der bevidner og giver vished om, at vi får det, der loves os i evangeliet, nemlig syndernes forladelse, tilregning af retfærdighed og det evige liv.
    De, der vil til alters og modtage nadveren, skal altid modtage både brød og vin.
    Hvis nogen er skrøbelig i troen, så de ikke tør modtage det således, eller endnu ikke er så oplyste, kan blive undervist en tre måneders tid af grundige og fromme prædikanter om Kristi indstiftelse. Så kan de måske få vilje til at modtaget det på denne måde, især når de har andre kristnes eksempel for øje. Hvis de så alligevel ikke vil høre, skal man ikke anse dem for skrøbelige og uoplyste, men for forhærdede og genstridige imod Kristi indstiftelse.
    Til det hellige fællesmåltid, som alene tilhører de kristne, må ingen få adgang, medmindre de først har henvendt sig til præsten og bedt ham om at få nadveren. Heller ikke skal alle, der beder om det, have adgang til nadveren, før de har gjort rede for sig selv og deres tro og svaret på de spørgsmål, der stilles dem om nadveren. Medmindre da at man kender dem som gode og retskafne personer.
    Ja, selv om nogen kender alle svarene, skal man alligevel også se på deres livsførelse. Hvis den ikke stemmer med deres kundskab, skal de holdes borte fra nadveren. Dog skal det siges til dem i det private skriftemål, som før nævnt.
    Altså skal ingen af de troende have lov til at deltage i nadveren, hvis de ikke først har meddelt det til præsten. Desuden heller ingen af dem, der har ladet sig overhøre, men ikke kan svare på det, de spørges om. Ligeledes heller ingen af de overhørte, som ikke i deres livsførelse efterlever det, de i overhøringen har bekendt, og som de giver sig ud for.

    
Kort sagt, de Kristi disciple, der har henvendt sig til kirkens tjenere, har ladet sig overhøre og bekendt sandheden, og dertil har bevist bekendelsen med deres liv og så har fået afløsning og ikke er blevet tilbagevist, de må få nadveren og gå op til alteret, mændene først og derpå kvinderne.
    To gange årligt, nemlig palmesøndag og 4. søndag i advent, skal der offentliggøres, hvem der skal afholde sig fra alterets sakramente.

  

Angående de, der ønsker at indgå ægteskab, har Guds ords tjenere ingen andre opgaver end at forene dem i ægteskabet ved vielsen og undervise deres bekymrede samvittigheder. Alt andet hører ind under de offentlige myndigheder.
    Ingen, der er nær beslægtet, skal vies i ægteskab, heller ikke dem, der hemmeligt har forlovet sig, uden accept fra dem, de er undergivet. Heller ikke dem, der ikke først har offentliggjort deres hensigt i kirken, og som med en almindelig bøn har ladet sig bære frem for Gud.
    Men hvor der nu er to, for hvem der ikke er disse eller andre hindringer, så må de i menighedens nærværelse, efter landets vedtagne regler af kirkens lovlige tjener lade sig forene efter de retningslinier og den fremgangsmåde, som står i Doktor Mortens Lille Katekismus [se Luthers vejledning her].
    Og fra denne dag af skal intet ægteskab tillades indtil tredje led, for at den ærbare og naturlige blufærdighed over for ens familie, som indtil nu har været fastholdt af vores fædre, må holdes i hævd.

  

Den ordning at have præster er ikke andet end en skik i kirken til at kalde nogle til at tjene med Guds ord og sakramenter. Alligevel skal ingen dog af sig selv, uden han bliver lovlig kaldet, tiltage sig den tjeneste i kirken eller trænge sig ind i noget sogn.
    Alle præster i hvert herred eller provsti skal sammen med deres superintendent udvælge en af præsterne, som de anser for duelig dertil, hvad enten han bor i en købstad eller i en landsby, til at være provst over præsterne og menighederne der i herredet.
    Og når man trænger til en præst ved nogen kirke, da skal der, førend nogen vælges, efter Kristi eget ord og eksempel, ihærdigt bedes om en sådan. Siden skal de ledende i menigheden, hvem det påhviler, på menighedens vegne tilligemed provsten vælge den, de anser for egnet. Det skal være en, der er kendt for at have en god livsførelse og gode vaner, som menigheden kan anbefale til superintendenten over vedkommende stift. Og så skal menigheden sende ham med en skrivelse til superintendenten, og lade ham blive overhørt i sin lærdom og forstand.
    Men hvor der er nogle, som fra gammel tid står som retmæssige protektorer til at sørge for visse kirker og vælge sognepræster og prædikanter dertil og anbefale vedkommende for biskoppen, da skal menigheden bede disse velgørere om en person, som den anser for egnet til embedet og så anbefale ham for superintendenten.
    I købstæderne skal denne rettighed være hos borgmestre og råd, også hvor byrådet hidtil ikke har haft en sådan rettighed. På den betingelse at de ikke misbruger denne vor Ordinans og bestemmelse og at menigheden, som sender den valgte person til superintendenten og den kongelige repræsentant, sørger for hans løn.
    Hvis nu den mand, menigheden ønsker, findes skikket i lærdom, da skal superintendenten sende ham til den kongelige repræsentant over samme sted, for at han kan modtage og stadfæste ham på vore vegne.
    Den ed, som han ved denne lejlighed skal aflægge, lyder sådan og ikke anderledes:

    Så snart han kommer, skal vor lokale repræsentant tage venligt imod ham og derpå sende ham med en skrivelse til superintendenten, for at han ikke skal besværes med langvarige rejseudgifter, og menigheden ej heller alt for længe skal undvære sin sognepræst og sjælesørger på Guds vegne, som ikke kan være uden fare.
    Vor lokale repræsentant skal heller ikke modtage noget af ham, for at vore lensmænd ikke skal findes i den gerrighed, som vi forbyder superintendenten.
    Vore præster skal heller ikke presses eller fristes til at købe sig det hellige kirkeembede ved en forbandet bestikkelse. Her skal kun kaldes gode og dygtige danske mænd. Ja, de skal endog overtales til det med en hellig påmindelse, hvis de ellers ikke vil. Så langt er det fra, at de på falsk og ugudelig vis skal købe sig det.
    Altså sømmer det sig ikke for vore lensmænd, som det førhen ikke sømmede sig for pavens biskopper, medmindre de i allerhøjeste grad vil blive beskyldt for tyranni og bestikkelse.
    Men hvis skriveren, der udfærdiger ansættelsesbrevet, skal have noget for sit arbejde, som dog er begrænset, skal det være en halv gylden, eller allerhøjst én gylden som en påskønnelse. Den må den valgte sognepræst give den lokale repræsentants skriver. Dog skal menigheden, som har sendt ham, refundere den.

Selve ordinationen
Når han så kommer tilbage til superintendenten med brevet, skal han ledsage ham til domkirken i byen, hvor han bor, og foran alteret overdrage ham embedet på følgende måde:
    Først skal en af præsterne, når epistlen er læst ved gudstjenesten, bestige prædikestolen og sige: ”Denne danske mand NN har menigheden i NN valgt og kaldet til at betjene sig med det hellige evangelium. Han er kendt for en god livsførelse og er af biskoppen blevet overhørt og er fundet at have den nødvendige dygtighed og retskaffen lærdom. Han skal nu foran altret ordineres og udnævnes til samme embede med hellige ords oplæsning, formaning, håndspålæggelse og en from bøn til Gud. Derfor anmoder han nu enhver kristen om, at han vil bede Gud lade sin tjeners gerning være sig til behag, og at den må blive Gud til ære og mange mennesker til frelse. Desuden skal I flittigt takke Gud ved Jesus Kristus, at han værdiges at sende sin kirke gode prædikanter. Det er i sandhed de gaver, han efter at være opfart til Himmels gav sin kirke, som der står skrevet Efeserbrevet 4.
    Så skal han, som skal modtage embedet, sammen med nogle andre af de præster, som måtte være til stede, knæle foran altret, mens skoleeleverne på latin synger:
”Veni, sancte spiritus” (”Kom Helligånd, opfyld dine troendes hjerter”).
    Derpå skal superintendenten stående for altret læse bønnen: ”Gud, du som ved din Helligånds oplysning belærer de troende hjerter, osv.”
    Så vender han sig mod menigheden og læser på dansk den hellige lektie, der handler om biskopper, fra Paulus' Brev til Titus 1, 5-9.
    Dernæst skal han pålægge ham, som menigheden skal have, at prædike evangeliet ret og forvalte sakramenterne ret. Endvidere, at han skal lære ret om boden, om korset, om øvrigheden og den lydighed, som hører dertil, om gode gerninger og at han med den sande lære skal imødegå al vranglære, samt at han selv flittigt skal læse og studere i Den Hellige Skrift og altid bede.
    Til alt dette skal ordinanden med høj røst svare i hele menighedens påhør, at han med Guds nådige hjælp flittigt vil gøre det.
    Så skal biskoppen, dvs. superintendenten, sammen med de tilstedeværende præster lægge hænderne på ham og på dansk bede Fadervor med høj røst, samt en bøn, fremsagt uden messetone. Til sidst skal han bede menigheden svare amen.
    Så synger man ”Nu bede vi den Helligånd” med alle versene. Imens knæler superintendenten og beder for sig selv, men når det første vers er sunget, rejser han sig og står vendt mod altret. Også de andre præster rejser sig sammen med den, som er blevet ordineret. Så går han hen og stiller sig i nærheden af altret, for at han må modtage den hellige nadver, til hvilken han da skal gå frem før alle andre.
    Sådan skal hele handlingen med denne udnævnelse og ordination fuldendes efter det ord af Paulus i 1 Tim 4, 4-5: ”Det Gud har skabt helliges ved Guds ord og ved bøn.”

Indsættelsen
Siden skal superintendenten sende ham med et forseglede brev til provsten og anbefale ham for ham såvel som for de øvrige præster, hvis der er flere i samme by, hvor han er ordineret til at være sognepræst. Ligeledes også til borgmestre og råd og hele menigheden, at han skal være deres prædikant i Guds ord og uddele Kristi sakramenter til dem. Så skal provsten om søndagen eller næste helligdag i prædikenen anbefale ham for menigheden og læse biskoppens brev om at han er rettelig kaldet, overhørt og ordineret til embedet.
    Når vor lokale repræsentant senere har et eller andet ærinde derhen (ellers gøres det ikke behov, at han rejser af sted alene for den sags skyld), da skal han på kongens vegne give befolkningen på samme sted befaling om, at de skal modtage omtalte præst på bedste måde og i rette tid give ham, hvad der tilkommer ham, og alvorligt sige dem, at han på kongens vegne vil straffe de ulydige.
    Det er vor alvorlige befaling, at vore lensmænd skal udføre dette, når det kan være dem belejligt.
    Fremdeles findes der vel her i riget de sogne, hvor der hverken er så mange indbyggere eller sådanne midler, at de hver for sig kan lønne deres egen sognepræst. Det er grunden til, at én sognepræst kan være nødsaget til at betjene mange sogne, både til sit store besvær og deres ringe forbedring. Derfor skal ingen sognepræst have flere kirker, end han til gavns kan betjene både med prædiken og sakramenteforvaltning og med sin degn undervise i børnelærdommen, dvs. katekismen, og besøge dem med passende mellemrum og lære dem efter Ordinansen, sådan som superintendenten og provsten i herredet foreskriver ham. Så må der da af flere sogne blive ét sogn, hvor superintendenten, provsten og vor lokale repræsentant synes det er fornødent, så de skriver det til os, så vi kan stadfæste det.
    Ingen tiggermunke må efter denne dag opholde sig i vore riger. De må hverken tigge eller prædike eller høre skriftemål. Men de, som er gamle og skrøbelige og ikke duer til noget kirkeligt embede, de må blive i klostret, og her må de have deres føde for Guds skyld. Dog skal de aflægge kappen og klosterklæderne og ikke bespotte evangeliet.
    Ligeledes skal de billeder, som uoplyste menneske aflægger løfter til og bruger som gudsdyrkelse, og som der også langvejs fra er stor valfart til med meget afguderi, ganske fjernes. For enhver ved jo, at det ikke er andet end afguderi.
    De sognepræster, der nu er således ordinerede til den åndelige tjeneste, at prædike evangeliet, må agtes for og kaldes det de er, så længe, de holder fast ved den retsindige lærdom og gode vaner og en ordentlig livsførelse. De skal ikke beskæftige sig med nogen almindelig forretning, som ikke kommer dem og deres embede ved. Men hvis de begynder at blive anderledes, end de var til at begynde med eller bør være og ikke råder bod derpå, når de er blevet påmindede, så må de, efter superintendentens og provstens skøn, af øvrigheden sættes i rette, ja afsættes, og regnes for uordinerede ligesom andre almindelige mennesker.

  

Bandlysning er det sidste lægemiddel, kirken har til at behandle åbenlyse synder og laster med, og derfor skal man bevarer det også hos os.
    Alle de, der åbenlyst lever i kendte laster og således fortørner kirken, som ægteskabsbrydere, kunder hos prostituerede, osv. og ikke vil forbedre sig, når de én eller to gange påmindes, men hårdnakket bliver i deres ondskab, de skal anses for hedninge og fordømmelige mennesker, Matth 18, 15-17.
    De skal heller ikke have adgang til alterets sakramente, så de ikke pådrager sig selv større fordømmelse, så længe de ikke fortryder, hvad de så åbenlyst har gjort forkert. Men til prædikenen må man give dem adgang. Dog skal man stadig flittigt advare dem, så de frygter den dom, som prædikanterne på menighedens vegne har ladet lyde over dem, ifølge Guds ord. De skal ikke nedkalde en større Guds dom over sig og således forvandle kirkens moderlige ris til en evig fordømmelse. For hvad som helst prædikanterne på denne måde efter Guds ords påbud beslutter, det vil Gud holde helt ved magt.
    Dog må vi med en sådan bandsat have et menneskeligt samkvem for freds og ordens skyld, men man skal ikke behandle ham som en broder, for at hans misgerning ikke skal regnes kirken til last.
    Alt det andet hører ind under de offentlige myndigheder. For gudsbespottere, ægteskabsbrydere, voldtægtsmænd, kirkerøvere og kirkernes ugudelige overfaldsmænd falder også ind under straffeloven (sværdet). Og retsvæsenet har pligt til at yde kirken så megen tjeneste, at den kan leve i fred.

  

Rette og gode prædikanter bør allermest besøge syge og fattige, for de har meget mere end andre behov for at høre evangeliet, og de tager også helst imod det. Derfor skal prædikanterne altid besøge de fattige og syge, og ved passende lejlighed flittigt minde folk om, at de bør sende bud efter præsten, så snart de rammes af sygdom. Så kan han besøge dem noget oftere og give dem påmindelse og gode råd. De skal ikke vente til den yderste nød, med mindre nogen da bliver overrasket af en brat og pludselig sygdom.
    Hvor de da én gang er blevet tilkaldt, der skal de nu og da gå hen igen, som den syge har det behov, hvis han da ikke har andre hos sig, som kan gøre tilstrækkelig fyldest med undervisning. Men hvis de ikke tilkaldes, er det en gyldig årsag til at blive borte.
    Når præsten da kommer hen for at give nadveren til en syg, skal han især give agt på, hvordan den syge har skikket sig i Guds ord, for at han til des større nytte kan undervise ham.
    Hvis den syges tilstand tillader det, skal han så af klare steder i Skriften bevise, at alle mennesker er syndere og alene ved troen på Jesus Kristus får syndernes forladelse.
    Efter denne formaning skal han tale om, hvortil Kristus har indstiftet sin nadver. Imens skal han bede om, at man vil lægge en ren dug på bordet og et tændt lys, hvis det kan skaffes. Så skal han lægge brød på fadet og hælde vin i bægeret. Og når det er gjort, skal han vende sig mod dem, der er til stede og sige: ”Vor Herre Jesus Kristus siger selv sådan i Matthæus 18, at hvor to eller tre er samlede i hans navn, der er han midt iblandt dem, og hvad de beder om i hans navn, det skal de virkelig få. Fordi vi nu er samlede her i Herrens navn for at fejre hans nadvers mindefest, så vil vi give vor syge broder eller søster hans hellige sakramente, da han eller hun ikke kan deltage i den kristne nadver sammen med os andre.”
    Så skal han med klar røst på dansk først læse Trosbekendelsen og Fadervor og derpå indstiftelsesordene og sige: ”Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat da han blev forrådt et brød, osv.” Så rækker han den syge Kristi legeme, som man plejer.
    Dernæst skal han tage bægeret og sige på samme måde: ”Ligeledes tog han også bægeret, osv.”
    Præsterne skal også iføre sig ordentlige og passende præsteklæder (dog de almindelige) når de således forvalter nadveren, det højtværdige sakramente til ære.
    Til sidst skal han flittigt undervise den syge om dåben, om korset og frem for alt lægge ham tålmodighed på sinde, da jo vor Herre og Gud ikke sender os korset, fordi han vil ødelægge os. Han vil derimod kalde os til bod og bedring og således lære at kende både os selv og ham, for at han, når vi råber og kalder på ham, kan dele sine goder og sin nåde med os. For den, han elsker, tugter han og har et særligt behag i, som en fader har det i sin søn. Og det er den sabbat, man skal holde hellig for Gud, at man tålmodigt udholder alt, skulle det endog gælde døden, så at vor dåb således må fuldkommes. Især fordi vor død, når vi er i Kristus, ingen død er, men en indgang til det sande liv, som der står skrevet: ”Den, der tror på mig, skal aldrig dø” (Joh 11, 26).
    De, der i deres levetid har foragtet evangeliet eller ført et dårligt liv, hvis de på det sidste vil lade sig omvende af præsterne, da er det godt. Vil de ikke, da må Kristi legemes og blods sakramente ikke gives dem, for at de ikke skal modtage det til deres egen større fordømmelse. Men de, der bekender Kristus og samtidig erkender deres onde livsførelse og virkelig alvorligt beder om nadveren, dem kan man uden fare give det. For præsten kan dog ikke dømme om andet og mere, end hvad han ser og hører.
    Desuden skal de også flittigt besøge de nødlidende og fattige på institutionerne én eller to gange om ugen og venligt trøste dem med Guds ord, samt belære dem, om det er nødvendigt.
  

Dette er også en barmhjertighedsgerning, som Kristus på den yderste dag vil vedkende sig, Matthæus 25.
    De forbrydere, som skal henrettes, skal prædikanterne besøge, ikke blot når de føres ud til straffen, men også mens de sidder fængslet. Og så skal de tale med dem og vejlede dem til erkendelsen af Guds nåde.
    For da sådanne åbenlyse syndere som regel foragter Guds nåde, medmindre de nu og da påmindes, kan de næppe blive for grundigt undervist om Guds nåde. Men hvis Gud giver nogle af dem sin nåde, så de virkelig bekender deres tro på ham og ønsker at modtage nadveren, så skal man gives dem den, selv en dag eller to før de bliver henrettet. Men dem, hos hvem en sådan bekendelse af tro ikke findes, må man befale Gud i vold, selv om den belæring, der kan gives dem, ikke af den grund skal meddeles med mindre omhu. Og man skal ikke forlade dem, før de er blevet henrettede.
  

De dødes begravelse er også at betragte som en barmhjertig gerning, for hvis skyld præsten ikke skal blive træt af at komme til stede, når man sender bud efter ham.
    Når en kristen er hensovet i Herren og bæres til graven, må man lade ringe med klokkerne. De, som vil have ringet, skal give de penge til kirkens vedligeholdelse, som man før plejede at give. Man ringer ikke for de dødes skyld, men for at opvække de levende. Og hvor der er skoler, skal skoleeleverne gå foran liget og synge enten ”Benedictus” eller salmen ”Vor Gud han er så fast en borg” eller ”Af dybsens nød”, samt vekselsangen ”Mens vi lever her på jorden” eller andre danske salmer. Men hvor der ikke er skoler, må følget gå tavse efter liget, som bæres ud.
    Når man kommer til graven, sænker man liget ned og kaster graven til. Imens kan børnene sammen med de tilstedeværende synge: ”Vi tro alle sammen på én Gud” og ”Simeons lovsang”. Så skal præsten, hvis han har tid og er blevet bedt om det, holde en kort formaning ud fra Paulus eller et andet sted i Skriften med følgende ord: ”Kære brødre og søstre, da vi hører og ser, osv.” Til sidst skal han bede dem alle knæle og bede Fadervor, for at vi alle må blive bestandige i troen både i liv og død.
  

Man skal have sådanne jordemødre, som er ærbare og gudfrygtige, som forstår sig på deres gerning og bor på et passende sted i forhold til både de fattige som de rige.
    Præsterne skal undervise disse jordemødre om, hvordan de skal forholde sig både mod de kommende mødre og mod fostret. For det første skal de være sådan mod kvinderne, og især dem, hvis nedkomst er nær forestående, at de trøster dem og formaner dem til taksigelse. Først for Guds velsignelse på grund af livsfrugten, som ikke alle kvinder får. Dernæst fordi Gud selv er nærværende med hjælp og bistand, hvis man påkalder ham, 2 Makkabæerbog 7.
    Desuden skal jordemødrene fortælle dem, at de også må forstå, at den smerte, de lider under fødslen er et kors, som er pålagt dem af Gud, 1 Mos. 3, 16. Denne smerte skal dog med Guds hjælp hurtigt forvandles til glæde for dem, Joh 16, 21. Og hvis de skal gennemgå livsfare, bør de være tålmodige og befale sig Gud i vold tillige med alle dem, der bærer hans kors. Herom skal man dog ikke tale meget, medmindre der synes at være stor livsfare på færde.
    Endvidere skal jordemødrene forholde sig sådan med frugten og fostret, som findes død i moders liv, at de befaler det i Guds varetægt, da det, der er dødt, men ikke er kommet til verden, ikke angår dem. De skal alene gøre sig flid for, at kvinden, som er i veer også bliver ved.
    Men finder de fostret levende, skønt døden nær, da skal de alligevel ikke døbe det, som man plejer at gøre, før det helt er født til verden. For intet kan genfødes, som endnu ikke er født. Man skal blot befale det i Guds varetægt med disse eller lignende ord: ”Oh, Herre Jesus Kristus, du, som har særlig omsorg for de børn, der bæres til dig, og gerne modtager dem til det evige liv, du som sagde: Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre - på dit ord bærer vi dette barn til dig, ikke i favn, men med vore bønner. Oh, Jesus, vor kære Herre og frelser, modtag det og lad det til evig tid nyde din forløsning, som du erhvervede os på korset. Amen.”
    Hvis det skulle ske, at et sådan barn dør uden dåb, da skal man ikke give slip på håbet om dette barns salighed, men holde sig til disse ord: ”Lad de små børn komme til mig.” Og: ”Hvad som helst i beder om i mit navn, osv.” (Mark 10, 14 og Joh 14, 13).

    Hvis barnet også er i livsfare efter fødslen, skal jordemoderen tillige med andre gudfrygtige danske kvinder, som er til stede, straks give dette Gud i vold med disse ord:
”Oh, Herre Jesus Kristus, dette barn bærer vi til dig på dit eget ord og beder dig modtage det og lad det blive en kristen.” Eller også kort og godt: ”Oh, Herre Jesus, modtag dette barn.” Og så skal det straks døbes med disse ord: ”Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.”
    Hvis man skynder sig så meget, at barnet ikke får navn, må man senere navngive det. Senere skal det bæres til kirke, for at barnets dåb må stadfæstes af præsten og blive forkyndt i faddernes nærværelse.
    Men det skal ikke døbes igen, for at vi ikke skal forsynde os imod Den Hellige Skrift, medmindre der er tvivl om barnets dåb, når man spørger fadderne, som tidligere nævnt.

  

Kommende mødre er Guds rette redskaber, som han bruger på ærefuld vis og derfor des mere elskede af Gud, jo nærmere de er ved at føde.
    Derfor skal de af præsterne flittigt undervises om, at når de venter sig, må de ofte befale deres livsfrugt i Guds varetægt med ord som disse:
    ”Vi takker dig, almægtige, evige Gud, for denne din velsignelse, og vi beder dig, Herre Jesus Kristus, at du vil lade denne frugt altid være dig befalet. Fordi du har befalet at lade de små børn komme til dig, så ofrer vi dig også dette foster med denne vor bøn, at du vil tage imod det og lade det få evig gavn af dit hellige, dyrebare blod. Amen.”
    Et sådant barn, som på denne måde efter Kristi egne ord gives og skænkes ham allerede i moders liv, må ikke betragtes som fordømt, selv om det dør før fødslen, lige så lidt som man betragtede de israelitiske børn, der døde uomskårne inden den ottende dag, som fordømte.
    De skal heller ikke være bange og mene, at de selv tilhører den onde, som man af uvidenhed og vantro hidtil har ment. Det skal være deres trøst. Selv om gravide kvinder nok fristes mere end andre, fordi Satan anstrenger sig for at få kvinderne til at hade deres kald og kedes derved, skønt de netop dermed allermest behager Gud, 1 Tim. 2, 15. Og nu er de tilmed fri for Moseloven, så de ikke skal holde den, og ikke behøver at lade sig føre ind af præsten, når de efter fødslen vil i kirke. Dog må de, som skik og brug er, holde sig hjemme, og selv om det ikke sker af skrøbelighed, skal de dog gøre det af høflighed og ærbarhed for ikke at blive til forargelse og et dårligt eksempel, og dermed måske være til ringe hjælp for deres børn.

  

En kvinde, der uforsætligt og mod sin vilje ligger sit barn ihjel, (hvad sognepræsterne dog i deres prædikener flittigt skal formane kvinderne til at passe på), skal sognepræsten fremstille for superintendenten, og af ham skal hun begære afløsning fra synden. Så skal superintendenten pålægge hende en overkommelig pengesum som bod, så meget som hun kan betale, og pengene skal tilfalde fattighjælpekassen.

I skolen kan børn opdrages og få sindet beredt til evangeliet. Ved denne forberedelse gør man den første barndom egnet til sand kristen gudsfrygt og andre dyder. Børnene tilegner sig de kundskaber, som har stor betydning, når det drejer sig om enten at lære det, der hører til Guds ære i kristendommen, eller at lære det, der hører til at opholde og bevare et godt civilt liv og det verdslige styre.
    I hver købstad skal der være en latinskole og egnede lærere, som kan vejlede dem, enten tre eller i det mindste to.
    Til dem skal børnene sendes, for at de ikke igen skal falde fra Kristus, som de én gang, i dåben, blev indviet til.
    Og gode prædikanter skal altid råde forældre til med al omhu at betænke, at det er deres pligt at lade børnene studere, og at Gud også kræver det af dem.
    Samfundet har brug for, at der findes nogle, ved hvem vi kan efterlade os sand kristelig gudsfrygt blandt vore efterkommere, ligesom der også er brug for folk i den offentlige forvaltning til almen gavn.
    Dette skal også superintendenten og vor lokale repræsentant flittigt indskærpe og tilskynde til, når de foretager deres embedsrejser og på vore vegne strengt befale, at dette skal ske, og således hjælpe til med både råd og dåd at skolerne kan oprettes.

I hver købstad skal der kun være én skole og alle de andre skoler, som holdes her og der, skal lukkes. Skolen skal være delt i flere forskellige klasser, så man kan dele børnene op. Der skal heller ikke læres andre sprog i dem end latin, for latinskolerne ødelægges ofte af danske og tyske skoler. Og de skoler, der læser græsk og hebraisk, søger mere deres egen fordel og forbedring end børnenes, som man nok har erfaret.
    Hvor der er tre lærere ved skolen, skal der være fire klasser, men hvor der kun er to, skal der ikke være mere end tre klasser. Den første klasse skal være for dem, der lærer deres ABC og lærer at stave. Nogle må sidde i den ene side af klassen og andre i den anden side. ABC-børn skal lære at læse af bøger, som foruden ABC indeholder Fadervor, Trosbekendelsen, De Ti Bud, dåbens og nadverens ord, og andre lignende børnebønner. Og når de om aftenen sendes hjem, skal de have to gloser for.
    Læseretarderede, som er blevet færdige med ABC-bogen og har lært så nogenlunde at læse, skal have Donats grammatik og Catos fortællinger. Cato skal de lære at læse, men Donat må de lære at forstå ord for ord, og de skal flittigt øves deri. Når de én gang har læst den til ende, skal de begynde forfra igen, indtil de ret har lært at læse. Desuden skal de også hver dag skrive og forevise deres skrift, og ligeledes skal de om aftenen, når de sendes hjem, have to gloser for og høres i dem næste dag, når de læser deres lektie op.
    Den anden klasse er for dem, der kan læse ret og kan grammatikkens regler. Deres bøger skal om morgenen være Melanchthons grammatik og som øvelsesbog i grammatik skal de have Æsops Fabler og ved læsningen af samme skal de vænne sig til at bøje navneord og udsagnsord.
    Efter middag læses Æsops Fabler og om aftenen Mosellanus' episoder fra dagligdagen og når de er blevet dygtige i disse bøger, da må de begynde med nogle af de bedste og skønneste af Erasmus af Rotterdams hverdagstaler. Imens skal de flittigt øves i altid at tale latin, skrive det ret, og lære at oversætte smukt. Om aftenen skal man give dem et eller andet ordsprog og lade dem gå hjem med det. Næste dag skal de høres deri.
    Den tredje klasse skal være for dem, som er noget dygtigere i grammatik og så nogenlunde kan deklinere, konjugere og oversætte. Deres bøger skal atter om morgenen være Melanchthons grammatik, og til grammatisk øvelsesbog skal de bruge Terents komedier. Endvidere skal man lade dem oversætte og lære den tilsvarende grammatik udenad. Om eftermiddagen skal Terents gennemgås med dem, hvilken forfatter de også skal lære udenad. Og når de har opnået nogen dygtighed deri, skal de læse udvalgte komedier af Plautus. Om aftenen skal læses nogle af Ciceros breve eller lignende.
    De skal altid tale latin, og hver dag fremsige noget af Terents. En gang om ugen skal de skrive stil, og når de går hjem om aftenen skal de have to vers for, som har en opbyggelig betydning om gode vaner, osv.
    Den fjerde klasse i de skoler, hvor der er to lærere foruden skolemesteren, er bestemt for dem, der så nogenlunde kan både tale og skrive latin. Deres bøger skal også være Melanchthons grammatik om morgenen. Til øvelse i grammatik kan bruges Vergils fortællinger og efter oversættelsen skal man vise børnene de vigtigste figurer i ord, oratier og sentenser, og når de er vel øvede heri, kan man omsider gennemgå Melanchthons lærebog i talekunst.
    Om eftermiddagen læses Vergil og dernæst Ovids eventyr. Om aftenen fra Cicero.
Og for at de ikke skal tale andet end latin, skal de daglig oplæse nogle vers af Vergil, ligesom de flittigt skal øve sig i sprogbehandlingen og hver uge skal de udarbejde stile eller vers.
    Den femte klasse er for dem, som har sådanne kundskaber i latinen, at de nu kan skrive og tale det ret godt. Med dem må skolemesteren godt læse begyndelsesgrundene i græsk, men således at det sker uden nogen som helst forsømmelse i latinundervisningen. For deres mening er ulidelig, som vil have, at børnene skal lære græsk og hebraisk, før end de har gjort fremskridt i latinen.
    I alle købstæder skal skolemestrene beholde de indtægter, de hidtil har haft, og er der nogle, som ikke er tilstrækkeligt forsørgede, da kan superintendenterne og sognepræsterne i de byer give os det til kende. For vi vil, at både disse og andre, som vejleder ungdommen, skal være rimelig forsørget, og vi vil gerne lægge til af vort, hvor noget mangler.

Om morgenen fra klokken 6 til 8 skal der i hele skolen flittigt undervises i grammatik. Først af hensyn til ordene, for at man kan vide deres rette oprindelse, dernæst deres rette betydning, så man kan forklare, hvordan ordene hænger sammen, og endelig for at man kan lære at give den rette betoning og vide, med hvad tone hver stavelse skal udtales, alt efter som eleverne i hver klasse formår at begribe det. Denne øvelse skal altid finde sted på denne vis, og når den er tilendebragt, begyndes den forfra igen, for at ungdommen må øves vel og fornemme grammatikkens rette væsen. Derfor råder de såre ilde for børnenes undervisning, som forhindrer dem tilegnelsen af grammatiske regler og mener, at grammatik kan læres bedre på anden måde.
    Når klokken slår 8, skal eleverne fra de øverste klasser begive sig til kirkens kor. Imens skal de mindste klasser overhøres i skolen.
    Når de andre så kommer fra kirke, skal de sammen med sagte røst oplæse katekismen og gå hjem. Fra 12 til 13 skal børnene kun synge, for at de må lære at synge ikke blot af vane, men som kunst, heller ikke til almindelige noder, men også diskant. Klokken 13 skal hver af de tre klasser have deres øvelser hver for sig. Anden klasse i Æsop, tredje i Terents og fjerde i Vergil.
    Når klokken er 14, skal børnene i de øverste klasser atter søge til kirkens kor, og de i de mindste klasser på ny overhøres. Mellem 15 og 16 skal klasserne igen adskilles og have deres øvelser hver for sig. De i anden klasse i barnelære og da lære det ordsprog, de skal fremsige næste morgen. De i tredje klasse i Ciceros breve, og de skal da lære de to vers, de skal fremsige næste dag. De i fjerde klasse i Ciceros taler, og de skal tillige have nogle vers for af Vergil, som de skal lære udenad og fremsige næste morgen.
    Sådan skal undervisningen foregå om mandagen, tirsdagen, torsdagen og fredagen. Fra 1. november til 1. februar skal børnene dog først møde klokken 7 om morgenen og gå hjem igen, når klokken er 16 og gå over i koret, når den slår 9, som skolemesteren nu synes.
    Onsdag morgen skal man overhøre dem i alt det, de har fået gennemgået, for at der må være en rigtig flittig øvelse. Derpå skal der opgives dem emner enten til stile eller vers, som de senere skal aflevere, og når sangen klokken 8 er forbi, skal de have fri og ikke mere den dag give møde, hverken i skolen eller i kirken. For det er jo som poeten siger: ”Hvad der ikke nu og da har ro, kan ikke blive ved.”
    Børnenes studier kan dog kun lykkes, når den er forbundet med gudsfrygt. Som også Kristus siger: ”Søg først Guds rige, osv.” eller som Gud også befaler i 5 Mos 6, at vi skal lære vore børn at frygte Gud. Derfor skal hver lørdag anvendes sådan, at eleverne den dag især hører om det, der angår religionen, for at børnene i almindelighed må vænnes til gudsfrygt, tro og en god livsførelse.
    Så skal da først hele børnelærdommen, dvs. katekismen, på det enkleste udlægges for dem, stykke for stykke. Dernæst kan man for de mere modne læse noget af Det Ny Testamente, f.eks. Matthæus, eller de letteste af Paulus' breve, Davids salmer eller Salomos Ordsprog, som børnene nu kan begribe det. Dog så ligetil som muligt, at de rent og ret uden menneskelig forvanskning må lære det, der hører kristendommen til og vænnes til at kende hykleri, overalt hvor den udgiver sig for sand gudsfrygt. Og for at børnene desto ivrigere må lægge sig efter at lære noget i Den Hellige Skrift, da er det ikke nok at læse meget for dem, men man skal vænne dem til at lære udenad.
    De i anden klasse kan enfoldigt fremsige ordene i børnelærdommen, de andre derefter forklaringen dertil.
    Men de, der sidder i fjerde klasse, skal fremsige nogle udvalgte salmer og nogle kernesteder af Skriften, som skolemesteren som et lørdagsarbejde skal kræve af dem. Og dette skal de lære udenad, for at det ikke skal gå i glemme. Siden skal de gå til aftensang, og når den er endt, skal de have fri. Og på samme måde forholder man sig aftenen forud for helligdage.
    Men når vi nu har oprettet skoler i de små byer med skolemester og én eller to hjælpelærere, betyder det ikke, at vi i de større købstæder vil have nedlagt eller forringet de noget bedre skoler med skolemester og fire eller fem hjælpelærere. For hvad ville det være for en ordning? Men vi vil, at samme skoler med superintendentens, provstens, prædikanternes og byrådenes hjælp skal komme på fode igen, så der kan blive flere klasser og mere og større undervisning for børnene end før.
    Og i den by, hvor der hidtil har været flere latinskoler, skal man bibeholde én. De andre skal nedlægges. Og når samme skole er kommet på fode, skal man sende os en fundats, for at vi kan stadfæste den og yde skolen et tilskud, hvis der ikke er nok til dem, der skal læse.
    Til disse skoler skal børnene sendes fra de omkringliggende landsbyer, ligesom også fra de mindre byer, når de er forberedt og har lært noget hjemme.
    Vi vil også, at der i Holsten og vore andre fyrstendømmer, foruden de almindelige skoler i byerne, skal oprettes to særlige skoler i to dertil egnede byer. Og disse skoler skal have skolemester og fem eller seks hjælpelærere og ordnes som skolen i Hamburg. Det vil vi lægge vægt på, og noget sådan vil vi stadfæste.
    Ligeledes skal skolemestrene med al flid agte på elevernes læreevner og altid, når børnene er blevet 12 år give forældrene tilkende, hvem der ikke synes at have udbytte af læsningen, for at de i tide kan sættes til noget andet. Men dem, de mener, har let ved at lære, skal de lade blive i skolen til de er 16 år.
    Men fra det samme år skal de se nøje til, hvem der med fordel kan dele med andre det udbytte, de har fået af deres læsning, og de, som synes at kunne gøre det, skal ofres til Herren og sendes til universitetet, enten på egen eller på menighedens bekostning. Men de, der ikke så godt egner sig, skal tages ud af skolen og sættes til ærlig, verdslig arbejde.
    De såkaldte ”skrive-skoler” for drenge og piger og andre, der ikke dur til at lære latin, må øvrigheden betale. Dog skal forstanderne for disse skoler holde øje med, at sand gudsfrygt indpodes disse børn med børnelærdommen.

Præster og degne skal nyde de samme privilegier, som de havde i bispernes tid. Og de skal ikke yderligere besværes af os, end de før var besværet af bisperne. Dog vil vi have et kristeligt tilsyn med, at de bliver forskånede efter lejligheden. Og nye byrder, som bisperne har pålagt, men vi afskaffet, skal forblive afskaffet efter denne dag og ikke mere pålægges dem.

Hvert sogn i købstæderne skal i det mindste have to præster. Men hvis befolkningen er talrig i en by, som kun udgør ét sogn, behøver man dér flere, som f. eks. Malmø, der udgør ét sogn. Her skal man have fire.
    Landsogne skal lade sig nøje med hver sin sognepræst, hvis de kan lønne ham. Kan de ikke det, da må der lægges en eller to af de nærmeste sogne til. Men ingen skal have mere end tre sogne, uden åbenbar nød kræver det. Men herom er der allerede sagt nok.

Bonden skal give tiende af alt slags korn og kvæg ifølge den bestemmelse, som kongelig majestæt og Danmarks rigsråd med den menige adel er enedes om og har beseglet. Og deraf skal præsten have en tredjedel, som det fremgår af samme beseglede vedtægt. Men i de landsdele, hvor de ikke har så meget korn, som de har i Jylland, Sjælland, Fyn, Skåne og Lolland-Falster, skal de give smør, brød, fisk og andet, som de plejer at give tiende af og give efter gammel sædvane.
    Ligeledes skal hver sognepræst beholde sin præstegård med alle rettigheder og rette tilliggende, som har været den tillagt fra gammel tid. Og hvad der med urette og uden dom og ret er kommet bort, det skal komme tilbage med rette.
    Ligeledes skal præsterne have deres offer på de tre Kristi store højtider, først i messen, så snart epistlen er læst.
    Der skal også udpeges to kirkeværger i hvert sogn til at stå for kirkerenten. Samme personer skal med provsten forsvare sognepræsterne og svare til deres sager, og hvis de ikke kan gøre det via aftaler, skal de føres for øvrigheden og ordne det således, at præsterne kan få deres rettigheder ind i rette tid.
    Og hvis der noget sted med urette er frataget noget, enten bondegårde, marker, eng, skov, fiskevand eller lignende, skal de sørge for, at det kommer tilbage med rette. For evangeliet fratager ingen det, der tilkommer ham, men hjælper enhver at beskytte alt det, der hører ham til. Så meget mindre skal man derfor tage fra evangeliet, hvad godt der er tillagt det.
    Prædikanter og sognepræster skal ikke drive købmandskab undtagen med det, de avler hjemme hos sig selv, langt mindre skal de holde skænkestue. Og de skal altid gå i ret, sømmelig præstedragt, som det sømmer sig en Guds ords tjener. Det samme vil vi også have sagt om superintendenterne og prædikanterne i købstæderne, samt om alle, der gør tjeneste både i kirkerne og i skolerne.
    Desuden skal ingen tiltage sig noget landsogn medmindre han bliver lovlig kaldet dertil. Der skal heller ikke tolereres kapellaner, som lader sig leje til sognene, for sådanne kan næppe gøre tjeneste med en god samvittighed, endsige blive bestandige i fristelse. For ligesom de, der således lader sig indvælge i sognene, ikke jager så såre efter det, hvortil de er beskikkede, nemlig folks bedste med råd og lærdom, således indsætter de også sædvanligvis de mest uegnede til menighedens betjening og undertrykker således under gudfrygtigheds skin al gudsfrygt. Ja, ofte indsætter de arme sognefolk ulve som hyrder, og hvad grellere er, folk, som ikke selv er indviede eller beskikkede til nogen tjeneste eller embede i kirken, men som slet og ret kun er lægmænd og således i enhver henseende uskikkede til noget sådant embede, selvom vi dog ikke nu just vil kalde dem kirkerøvere eller kolleger til healeren Simon [ApG 8,18-24], som med gunst og gave indfører sig for vindings skyld.
    Her vil vi nu, at de sogne, som fra gammel tid har tilhørt et kannikkedømme, skal blive ved med det. Ligeledes må de kannikker, som har sogne i forpagtning, beholde dem, såfremt tjeneren gør sit embede fyldest. Dog skal også han, så vel som andre sognepræster være underlagt superintendenten. Men når disse kannikker er døde, som nu har nævnte kirker i forpagtning, da skal de være fri som andre kirker.
    Hvis riddere og adelsmænd har kaldsret til nogen kirke, da må de, når sognepræsten dør, selv forpagte kirken til hvem de vil, dog på det vilkår, at den person, som de kalder, skal sendes til superintendenten og overhøres af ham.
    Og hvis superintendenten finder, at han er uduelig til at forestå samme menighed, da skal han ikke ansættes, men den, som har kaldsretten, skal ansætte en anden, der af superintendenten findes egnet.
    Da nu adelen har krævet at være fri for den tiende, de dog er sognepræsten som deres hyrde og sjælesørger pligtig, og ikke kan nødes til at betale samme tiende, så beder vi dem betænke, at de er kristne mennesker og af egen fri vilje bør give Kristi tjenere, dvs. hans præster, hvad der synes dem selv for godt, for at ikke den fordømmelse skal overgå dem, som Kristus taler om: ”Den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig. Derfor skal det også gå folk fra Sodoma tåleligere end sådanne foragtere.” [Luk 10,16, Matt 11,24].
    Landsogne, som ligger i nærheden af købstæder, skal tage degne fra skolerne dér og lade dem få den sædvanlige rente som hjælp til studier. Dog skal de degne, som nu bor i samme sogne, beholde dem på livstid.
    Degnene skal undervise ungdommen i børnelærdommen, dvs. katekismus, en gang om ugen på det sted og til den tid, som sognepræsten anordner. Alle landsbydegne skal ligeledes herefter undervise i børnelærdom, og hvis de ikke er skikkede dertil, da må de ikke være sognedegne.
    Til underhold af de præster, som prædiker i købstæderne, skal man lade følge det gods, som hidtil er tillagt sognene og hører dertil som en gammel rettighed. Men hvis sognepræsterne ikke kan underholdes tilstrækkeligt hermed, så vil Vi tillægge så meget andet kirkegods, at det kan blive nok, når vi derom får besked af superintendenten og lensmanden og får at vide, hvordan forholdene er.
    Til hver sognekirke i købstæderne skal udpeges to kirkeværger eller diakoner, som skal have føre regnskab med al kirkens rente. Hvert kvartal, eller når det ellers bedst lader sig gøre, skal de optage samme rente og fordele den mellem præsterne, og hvert år skal de aflægge regnskab for alle poster i byrådets nærværelse.
    Når landsbypræster dør, da skal deres enker og børn have deres underhold i sognene et helt år efter mandens død, indtil de kan flytte et andet passende sted hen.
    Men når året er omme, da skal hun fraflytte præstegården, om sognepræsten vil handle strengt. Hvis det også synes efterkommeren svært, da må han betænke, at han får alt det, som han her må give afkald på, igen for sin enkes vedkommende.
    Når nogen Guds ords tjener dør i en af købstæderne, da skal menigheden drage omsorg for hans enke. Og dette befaler vi, at hun snarest muligt skal hjælpes efter sine forhold, hvilket vi befaler vore borgmestre og råd i samme byer. For vi vil, at samme præsteenker snarest skal have en fribolig, og, hvis det gøres behov, tildeles hjælp af de fattiges kiste. Eller også må de én gang få halvdelen af den årlige rente, som havde tilfaldet den døde. Her skal superintendenten og lensmanden, når de foretager deres embedsrejser, føre tilsyn med, at dette sker.
    Til de fattiges hjælp skal al den rente anvendes, som de hidtil plejer at få, samt hvad der ellers af velvilje kommer ind som gaver, både det, der indsamles på helligdage, eller skænkes på anden vis.
    I dette øjemed skal der også beskikkes diakoner, to eller flere (efter som øvrigheden synes), der er forstandige og gudfrygtige. De skal modtage samme midler og gå omkring på helligdagene og samle ind, og derpå troligt og rundeligt uddele det til de fattige, efter enhvers behov. Og hvert år skal de i rådets og præsternes nærværelse aflægge regnskab for alt det, de har modtaget og givet ud.
    Sognepræsterne skal alle enten leve kysk som ugift eller også gifte sig. Hvis de gør herimod, skal man formane dem én eller to gange. Vil de så alligevel ikke råde bod derpå, da skal de afskediges fra deres embede, og andre ansættes i deres sted.

Først af alt vil vi, at der til fattige folks frie brug igen skal henlægges landsbyer, møller, fiskevand, skove, ager og eng, samt hvad andet, der kan findes at have været henlagt fra tidligere tid til sådanne fattige menneskers ophold, men som er kommet bort med urette. Og hvis der nogle steder ikke findes at være tilstrækkeligt, da vil Vi føje til, hvad der mangler, for vi ved, hvad Kristus har sagt: Hvad i har gjort imod en af de mindste i mit navn, det har i gjort imod mig.
    Men til bestyrelse af de fattiges gods skal der indsættes diakoner, som med troskab skal hæve renten og gøre regnskab såvel for indtægten som for udgiften i overværelse af rådet og præsterne.
    Hospitalets forstander skal føre et fromt og gudfrygtigt liv. Han skal have ansatte under sig i forhold til, hvor mange fattige der, så at enhver kan få den betjening, han behøver.
    Samme forstander skal med hustru og børn og tjenestefolk lønnes af den offentlige kasse, dog således, at der i første række drages omsorg for de syge, så at denne udgift ikke anvendes til nogen ødselhed. Forstanderen må også have en vogn og sende den ud for at tigge i hele lenet, for at de fattige også kan nyde godt af almisser. Og hvor vognen kommer frem, skal landsbypræsterne være omhyggelige med at formane folk til kærlighedsgerninger.
    På sognepræsternes og i byerne rådenes forslag skal diakonerne indlægge de fattige, som er virkelig trængende eller syge, og ikke mere indlægge, hvem de selv lyster, men kun sådanne, som mest trænger til det.
    Dem skal sognepræsten også besøge en eller to gange om ugen, og hvis han finder, at der på en eller anden måde forsømmes noget i den pleje, de fattige skal have, da skal han gøre forstanderen opmærksom på det, og hvis han ikke vil høre, skal han bringe sagen for diakonerne. Og i det mindste én gang om ugen skal han trøste samme syges samvittigheder.
    Store hospitaler, som ligger temmelig langt fra købstæderne, skal selv have og føde deres præster, for at de fattige ikke må komme til at lide nogen skade, hvis det var nødvendigt at give dem nadveren eller at trøste nogen, der skulle dø om natten.
    Der skal også lægges vægt på, at værelser, senge, fade, skåle og hvad andet, der bruges, holdes adskilt efter de syges forskellige sygdomme, især hvor der er fare for, at sygdommen kan smitte, så at sygdommen ikke ved indbyrdes samkvem må brede sig til mange.
    De sygdomme, som kan helbredes, skal lægerne gøre deres bedste med og lægge energi i at helbrede dem og tage løn for deres arbejde, for at de fattige ikke alene må opholdes, men også hjælpes til at blive raske, så meget som det er muligt.


  

Af superintendenter, som skal holde denne reformation af kirken ved magt, skal der være én i hvert stift, og til medhjælpere skal de have en provst i hvert herred.
    Hvis provsterne ikke har indtægt nok af de sogne, som de har, vil vi rundelig tillægge dem noget mere, for at de, som har umage af andre, ikke selv skal lide armod. Men når provsterne af nødvendighed besøger en kirke, skal kirken give dem én mark [et pengebeløb]og huse dem gratis. Dog skal han ikke medføre mere end én vogn.

En superintendent må foruden hustru og børn have to tjenestepiger til sin husholdning. Han kan heller ikke undvære følgende tjenere: han skal jo have en skriver, en karl at sende i sit ærinde, en køresvend, som kan røgte fire heste, og en dreng, som han stedse kan have hos sig. Her kan det også gå des bedre til, om samme dreng holdes til bogen og disse nævnte tjenere lærer noget godt i Den Hellige Skrift, for at der senere kan blive gode sognepræster og skolemestre af dem. Men fordi superintendenterne, som skal være de rette biskopper og ærkebiskopper i kirken nu ikke kaldes til noget driverliv, som de tidligere biskopper plejede at hengive sig til, men til et stort arbejde, må vi af Guds nåde vel få at mærke, at de på latin studerer og lærer andre Den Hellige Skrift, prædiker Guds ord for folket, ikke alene hjemme i byen, hvor de bor, men overalt i stiftet, hvor som helst de kommer. De skal holde vore undersåtter til at være fredelige og lydige med den formaning, som de i deres prædikener skal gøre om de offentlige myndigheder og om den lydighed, man har pligt til at vise samme. De skal lægge vind på, at præsterne alle retsindigt og enigt lærer Kristi hellige evangelium, og hvad dertil hører, og at sognepræsterne med deres husstand fører et anstændigt liv, som Paulus siger det til Timotheus og Titus [1 Tim 3, 1-13, Titus 1, 5-9], således som det jo sømmer sig til gavn for Kristi menigheder.
    Før de ansætte nogen til sådan tjeneste, skal de flittigt overhøre dem. Og når de er overhørte og af lensmanden stadfæstede på kongens vegne, skal de ansætte dem til embedet og med en skrivelse sende dem til de pågældende menigheder i Herrens navn.
    Men de, som gør herimod og ikke tager vare på deres embede, skal de give en advarsel og straffe dem, så at de bedrer sig, ellers må de tage lensmanden og provsten til sig tillige med nogle andre sognepræster og afsætte dem fra embedet.
    De skal også tage sig af alle de sager, som angår samvittighederne, og i hvilke man spørger om råd af Guds ord. Når enten vi eller nogle af vore skriver til dem, eller når noget sådant bliver dem forelagt rundt i stiftet, så skal de på det allerflittigste, de kan, af Skriften afgive svar derpå, efter den nåde, som er dem givet. Eventuelt kan de rådføre sig med nogle af de øvrige superintendenter eller nogle af de forstandigste præster, for at de kan give et fast og pålideligt svar.
    Men ægteskabssager må de henvise til Os selv eller vor lensmand og (hvis det er i købstæderne) til borgmestre og råd, såfremt der er sådan trætte imellem to eller flere, at der må afsiges en klar dom, eller om der er nogen offentlig kendt skammelig last, eller man frygter for forargelse iblandt almuen. Ellers må de befri samvittighederne ved hjælp af Guds ord i disse såvel som i andre sager og give gode, faste råd.
    De skal ikke give sig af med at dømme i nogen verdslig sager medmindre de kaldes til det af os eller bliver bedt om det af vort råd eller vor lensmand i ting, som ikke er imod deres ed og embede.
    De skal også besøge skolerne, når de rejser omkring til købstæderne, og sammen med vor lensmand påse, at alting går rigtigt til. De skal heller ikke forsømme at spørge om, hvorledes de fattige forsørges.
    Det er et under, hvis én mand er nok til at overkomme dette, så han skal ikke bekymre sig med andre ting. Ja, hvem er dygtig til det, som Paulus siger [2 Kor 2, 16].
    Fordi de kaldes til sådant vanskeligt arbejde og til at drage omsorg for kirken, og vi ikke vil, at de skal kræve noget, være sig lidt eller meget, for deres tjeneste, men betjene hvert menneske vederlagsfrit med det der kræves af dem, undtagen det, de tillige med deres folk og fire heste fortærer hos landsbypræsterne og i købstæderne hos kirkeværgerne, når de én gang årlig er på visitatsbesøg, samt ellers når deres nærværelse for nogen nødvendig sags skyld kræves af nogen menighed, eller når det i øvrigt er påkrævet, at de rejser derhen, da lover vi, som vi over for Gud bekender det at være vor pligt, at vi vil beskytte dem med vore lensmænd. Ligesom vi godt ved, hvad Kristus siger (Matth 10, 10 ff.): ”En arbejder er sin løn værd, osv. Men vil nogen ikke tage imod jer, så forlad den by og ryst støvet af jeres fødder, osv.” Og som Paulus siger, at sådanne præster er dobbelt ære værd, og især de, der arbejder i Ordets tjeneste. Så vil vi give hver superintendent et ærligt ophold og løn for sig og så mange tjenestefolk, som i det foregående omtalt og fastsætte, hvor de hvert år kan modtage det. Og det samme vil vi under vort segl tilskrive enhver af dem.
    Og hvis vi senere i sandhed erfarer, at de ikke har tilstrækkeligt deri, da vil vi tilskyde, hvad der måtte mangle, for at Gud kan være med os og vore undersåtter i vore riger og lande, når vi lægger vind på at fremme det, som hører til gudsdyrkelsen og den almindelige fred. Gud unde os flittigt at gøre det for sin Søns, Jesu Kristi, vor Herres skyld. Amen.
    Men da alting er dyrere i København end andre steder i landet, og man også her for universitetets skyld vil have brug for mere til tæring, da tillægger vi den superintendent, som skal bo der, så meget til hans løn, at han skal have det tredje professorat i teologien, som har mindre indtægter end de andre, og så skal han flittigt holde forelæsninger over Den Hellige Skrift på universitetet, når han er hjemme og ikke er nødt til at rejse ud på visitats.
    Da det også påhviler kristne mennesker at have omsorg for de fattige, da holder vi det for tilbørligt (når tiden er inde) at være omhyggelige for superintendenternes samt øvrige kirkens tjeneres efterlevende enker og faderløse børn.

Superintendenten skal selv have tilsyn med alle skoler og vide, hvorledes der læres både i religion og i de andre boglige kunster, og han skal hertil ansætte skolemestre, som han selv tillige med provsten og de bedste i rådet har overhørt.
    Men skolemesteren skal selv skaffe sig hørere, som under ham skal tjene i skolen, og han skal antage dem, som sognepræsten godkender.
    Superintendenten skal engang med det første med fuldmagt fra os og sammen med vor lensmand besøge alle sognekirkerne og få god besked om alle sognene, lade opskrive alt det gods, som er tilliggende, med alle de indtægter, det omfatter og optegne alt i to tydelige fortegnelser. Den ene skal han beholde hos sig selv, den anden skal han overgive vor lensmand, og den skal være til vor rådighed, så at det altid deraf kan erfares, om kirkens tjenere har nok til deres ophold, og holdes kontrol med, at ingen herefter røver noget fra kirken, om han end har lyst dertil.
    Frem for alt skal superintendenten i denne første visitats nøje læse og fuldt vel vide, hvad der er bestemt ved denne vor Ordinans og sammen med vor lensmand se til, at der kommer gode sognepræster i hvert sogn og sammen med præsterne og rådet ordne skolerne i købstæderne og forsyne dem godt med gode skolemestre. Og herom skal vor lensmand give vore undersåtter sammesteds befaling.
    Men fordi mange sognepræster og degne beklager sig over ikke at have de nødvendige indtægter til sig og deres folk, da skal vor superintendent tilkalde en god, gudfrygtig og lærd mand, og vor lensmand i vedkommende stift skal tilkalde en god, gudfrygtig riddersmand og de fire skal hurtigst muligt, og siden så tit behov gøres, drage omkring og visitere alle sognekirkerne. Og den præst, som ikke har tilstrækkelig indtægt, skal, om det kan lade sig gøre, have tillagt endnu et sogn. Eller vi vil på anden vis finde på råd og forhandle med sognepræsten og sognemændene, så at sognepræsten så vel som degnen kan få en god og tilbørlig indtægt, hvoraf de kan have deres føde og ophold.
    Frem for alt vil vi, at superintendenten tillige med vor lensmand flittigt skal tilskrive os, hvad enhver sognepræst, enhver prædikant, enhver anden af kirkens tjener, hver skolemester og hører har brug for til sin føde, at vi kan stadfæste dem varigt underhold. Og hvis kirkerne ikke formår så meget, da vil Vi tilskyde, hvad der mangler. Ellers, ser vi nok, kan gudstjenesten ikke blive ved og opretholdes iblandt os. Vi håber, at Gud i sin miskundhed må styrke os dertil. Amen.
    For skolemestrene og hørerne skal vor lensmand sammen med superintendenten af kirkens indtægter i hver købstad fastsætte nogle renter, som har en fornøden størrelse, hvilke skolens mænd må oppebære, når de er døde, som nu besidder dem. Således skal der fastsættes en fast og varig indtægt for skolemesterens person, som han skal have og beholde så længe, han er ved skolen.
    Her vil vi nu minde superintendenterne om, at de betænker, hvad apostlene formanede Paulus og Barnabas, som Paulus selv skriver i Galaterbrevet 2, 10: ”Kun skulle vi huske på deres fattige, hvad jeg netop har bestræbt mig for at gøre.” De skal hver i sit stift sammen med vor lensmand, provsten, præsterne og byrådene i hver købstad oprette en menig hjælpekasse for de fattige, i hvilken kasse man kan samle, hvad kristne mennesker giver af almisse, testamentariske gaver og andet, som skænkes i Guds navn, ligeledes også penge fra de forskellige foreninger og klubber, med mere. Ligeledes skal samme kasse også bestyre det jordegods, som måtte skænkes til dette formål.
    Vi vil endvidere, at der til fattiges understøttelse af superintendenten og lensmanden og andre, som sidder der på vore vegne, tillige med byrådet i købstæderne til fattigkassen skal henlægges alle de midlertidige besiddelser, der ikke har kendte arvinger, når de er afgået ved døden, som nu besidder dem ifølge de af os udstedte, beseglede breve. Undtaget er dog sådanne, som vi måtte tildele Københavns universitet eller tillægge kirker og børneskoler, uden naturligvis på nogen måde af den grund at skade dem som for alvor er fattige.
    Her skal nu også præsterne formane folket til at give Gud og vor Herre Jesus Kristus i de fattige, det de tidligere af en god, men dog vildfaren mening, plejede at give til messer, munke, aflad, sjælemesser, ja, gudsbespottelse, hvilket præsterne kan gøre uden enhver mistanke om gerrighed, da de ikke har omhu for sig selv, men for de fattige, hvilket alle kristne er Gud skyldige.
    Desuden skal superintendenten med vor lensmand, provsten, præsterne og byrådet i købstæderne beskikke nogle flittige dannemænd, som elsker Guds ord, sådan som der står skrevet i ApG 6, 3 og 1 Tim 3, 1-13, som skal være forstandere for fattigkassen og diakoner for fattigfolk, og som ikke er forsømmelige i deres bestilling. De må vide når, hvad og hvem, de skal give, og de må undertiden, når der er behov, rådspørge præsterne.
    Disse fattigfolks tjenere skal hvert år skifte, dog ikke alle, men således, at en eller to fortsætter, som nu har indhøstet erfaringer med hensyn til at forestå fattigforsørgelsen. Regnskab skal de derimod aflægge hvert år på en fastsat tid, og det skal de gøre for provsten, præsterne og rådet. Hermed kan de nu gøre Gud en velbehagelig gerning.
Provsterne skal også have kendskab til landsbyen, og én gang årlig skal de besøge alle sognene, og rådet skal, når de kommer til en købstad, være til stede. Og når kirkeregnskabet er aflagt, skal de først forhøre sig om, hvorvidt sognepræsterne rettelig prædiker evangeliet, udlægger børnelærdommen, uddeler sakramenterne, og om de i alle måder forestår deres embede, som de skal og pryder det med et godt levned, ligeledes, om de er tilstrækkeligt forsørgede.
    Og dernæst skal de give agt på sognefolket og erfare, om de har gjort fremskridt i den kristne tro, som de bekender, hvorledes deres forhold er til papismen, som de har forladt, hvad vilje de har til den evangeliske lære, hvorledes de i deres livsførelse skikker sig derefter.
    De skal også syne kirkerne og kirkegårdene og udspørge, om sognepræsterne får deres vanlige løn, som tilkommer dem.
    Og hvis de finder noget at kritisere hos sognepræsterne, da skal de flittigt minde dem om deres pligter. De, som da ikke vil forbedre sig, skal indføres for superintendenten, og dem, han ikke kan få irettesat, må man lade komme for øvrigheden eller lensmanden sammesteds.
    Ligeledes hvor sognefolkene ikke holder Ordinansen og ikke giver sognepræsten, hvad der tilkommer ham. Hvis de nu bliver påmindede af provsten, og ikke selv vil rette sig og gøre det, som med rimelighed forlanges, da skal man lade det indbringe for øvrigheden eller lensmanden sammesteds.
    Sognepræsterne skal overfor provsten tilkendegive deres mangler, og så skal provsten bringe sagen for superintendenten, at han kan bringe alting i orden, for at Guds ord ikke må komme i ondt rygte som følge af præsternes indbyrdes kiv og trætte.
    Ligeledes skal også den, som vil tiltale en præst eller en degn i en gejstlig sag, tiltale ham for herredsprovsten eller superintendenten i overværelse af vor lensmand for vedkommende stift. Kan de ikke forliges på denne måde, da må de indstævne dem for os selv. Drejer det sig om verdslige sager, f. eks. om jord, mark, eng eller gæld, da skal han stævne ham for herredsting og landsting, og hvis præsten er forsømmelig og ikke giver besked til den, som på vore vegne har befaling over stiftet, når han er stævnet eller tiltalt for herredstinget eller landstinget og som følge af sin forsømmelse mister jord eller ejendom, da skal præsten og degnen stå os til regnskab for det.
    Hvor der mangler sognepræster, skal provsterne straks begive sig hen og formane både myndighederne og befolkningen til at bede Gud om at få en god sognepræst. Siden skal han påminde kirkeværgerne, som sagen især påhviler, om, at de hos biskoppen og rådet lægger sig efter at få en sådan.
    Superintendenterne skal hjemme, hvor de bor, udlægge Den Hellige Skrift og sommetider prædike. Men blot én gang årlig skal de, hver i sit stift, sammen med vor lensmand besøge kirkerne, når tiden er belejlig, medmindre der indtræffer nogen særlig nødvendighed, der kræver, at de oftere begiver sig af sted. Og da skal man overhøre dem, hvis religionskundskab, man ikke har tillid til, og styrke de retskafne og af Guds ord rette, hvad der kan være blandt folk af vrang lære. Også skal superintendenten tillige med vor lensmand forhøre sig om, hvorledes det forholder sig med præsterne og skolerne, samt hvordan det går med hospitalerne og fattigfolks hjælpekasse og drage omsorg for, at intet mangler her.
    Hvis superintendenten befindes ikke at forestå sit embede så nidkært, som han bør, men enten lader sig bestikke af sognepræsterne med gaver eller begår nogen anden forseelse, eller endog, hvad Gud forbyde, falder i nogen åbenbar syndig last eller kætteri, da skal man indstævne ham for kongen, og så skal han udtale sig i to eller tre andre superintendenters nærværelse efter Paulus' ord i 1 Tim 5, 19: ”Anklager mod en ældste skal du ikke tage imod, hvis der ikke er to eller tre vidner.” Selv vil vi nøje se til, at ingen dannemand skal blive beskæmmet eller ske nogen uret, selvom han også måtte blive anklaget uden grund. Men hvis han ikke råder bod på den mangel eller last, som han kan aflægge, skal han afsættes fra sit embede. For superintendenterne skal, som gode biskopper plejer det, være ulastelige, ikke blot når de vælges, men også siden efter skal de se nøje til, at de ikke lader sig besætte af nogen uværdig sviren, gerrighed eller hovmod. De, som befatter sig dermed og åbenbart ligger under for det og ikke forbedrer sig, når de én eller to gange advares, skal kongelig majestæt, efter at de er blevet afsatte, retslig forfølge, ligesom også andre, der bærer sig ad på denne vis, såvel som også øvrigheden skal have sin rettighed mod andre af kirkens og skolens tjenere, når de som følge af en eller anden stor last er blevet afsatte fra deres embeder eller gør sig skyldige i nogen halsløs gerning, hvilket dog Gud bevare alle sine tjenere for.
    Når der i et stift er ledighed i bispeembedet, skal sognepræsterne fra stiftets købstæder komme sammen, dog således, at menighederne alligevel betjenes med prædiken og sakramenter. På den tyvende dag efter hans død skal de samles i den by, hvor superintendentens bolig er, og så skal de endrægtigt give fire sognepræster fuldmagt og myndighed til at udvælge en, som er bekendt for at være egnet og værdig både i lærdom og levned. Derpå skal samme fire præster ledsage ham til den nærmest boende superintendent, for at han kan blive overhørt. Kan det ikke ske straks, så må de gøre det så hurtigt som muligt. Hvis han da skønner, at han er egnet til embedet, da skal han siden sende ham til kongelig majestæt, for at han kan blive stadfæstet. Hvis da kongen antager ham, skal han ved sine befalingsmænd og lensmand der i stiftet overdrage ham myndigheden i det pågældende stift og befale alle sognepræsterne at anse ham for og adlyde ham som superintendent i de forhold, hvor han har krav derpå. Og så skal superintendenten sværge kongen troskab og love at være flittig i sit embede og åndelige regimente, som han har på kirkens vegne, efter den nåde, Gud giver ham. På det vilkår skal han også have under sig alle provster, sognepræster og prædikanter, og de skal lyde superintendenten, medmindre de, hvad Gud forbyde, får nogen anke mod ham, hvorfor de vil anklage ham for kongen, eller han fører vrang lære eller udviser forsømmelighed i sit embede, og hans forseelse er så stor, at han enten ikke vil eller kan råde bod derpå. I så tilfælde skal hverken præsterne eller de øvrige superintendenter forholde sig tavse, om de ved noget sådant. Og lensmændene sammesteds skal give os det tilkende, hvis de ude i stifterne hører sådanne rygter om superintendenterne. Men at enten vore lensmænd eller andre skal stævne dem for os eller andre, når de ikke åbenbart har fået dårligt ry på sig, tilsteder vi ikke, snarere befaler vi, at de skal forsvare og beskærme dem, om det gøres fornødent.
    Når en superintendent således er antaget til stiftet, skal han offentlig indvies i den købstad, hvor han bor, på en søndag eller højtidsdag førend prædikenen holdes, foran altret ved provsterne og fem eller seks af de nærmest boende præster.
    Men den superintendent, som bor nærmest, skal foretage indvielsen af ham, således som senere skal omtales.

Vore lensmænd og rådet i købstæderne giver vi befaling om at holde denne vor Ordinans ved magt og være kirkens og skolens tjenere til hjælp, når de af superintendenten eller af provsten får besked om, at der ikke gives dem det, de skal have, eller de overfaldes af noget ondt menneske. Ja, hvorfor skulle ikke vore lensmænd og råd bevise Guds tjenere den samme velvilje, som de har pligt til at vise selv den ringeste bonde, medmindre de vil fortørne både Gud og os.

Fordi der i denne tid udgår mange dårlige bøger, af hvilke ikke blot de uerfarne og ukyndige, men også de forstandige ofte forgiftes, så må alle gode sognepræster alene bruge de bøger, som vise og lærde mænd har godkendt, for at de ikke under sandhedens skin også skal inddrikke vildfarelse, til stort fordærv for de mennesker, som skal fæste lid til dem.

Af nye bøger skal der her i vore riger ingen trykkes af bogtrykkerne, hverken danske, latinske, tyske eller til dansk oversatte, medmindre de først er blevet gennemset af universitetet og får et godt vidnesbyrd af enhver superintendent her i landet. Der må heller ikke indføres nogle, som er trykt andre steder, især af den slags, som indeholder noget vedrørende troen eller landets og byernes styre eller økonomi.
    Ligeledes vil vi ikke have, at nogen her i vort kongedømme trykker eller lade trykke håndbøger, gudstjenestevejledninger eller andre bøger omhandlende de kirkelige ceremonier med nye salmer og sange på dansk, som synges til latinske noder, således som den oprørske Müntzer gjorde. For deres brug er til ingen nytte for os, men kræver ansættelse af nye korister, som skal synge disse svære sange. Og ligeledes forbyder vi at lade trykke nye bønner og kollekter enten til messen eller ellers i almindelighed, uden at det sker med universitetets og superintendentens godkendelse, for man får ellers ingen ende på at gøre bøger, love, statutter og ordinanser. Enhver må i sit sogn eller kirke lade sig nøje med denne vor og rigets Ordinans. Hver sognepræst kan for sit eget vedkommende lave kristelige bønner, også til højtidsdage, men de skal være ganske korte. Det er ikke nødvendigt at bede på samme måde alle steder med foreskrevne ord, hvis man ellers ret påkalder Gud.
    Epistlen og evangeliet kan enhver læse på dansk af andre bøger, indledningssalmen skal de kun synge ved bestemte lejligheder, mest i købstæderne, især på højtidsdage, og så skal det være på latin.

  

Kirkeværgerne i købstæderne skal sørge for passende og ordentlige boliger til deres prædikanter og sognepræster, samt andre kirkens og sognets tjenere og vedligeholde dem af kirkens penge og reparere, hvad der mangler, ligesom der skal være et passende arbejdsværelse. Ligeledes skal de opretholde skolen og skolelærernes boliger. Hvor der i en købstad er flere sogne, skal alle kirkeværgerne opretholde skolen og skolelærernes boliger, dog således, at der bliver forskel på kirkerne, så at den kirke, som har bedst råd, tilskyder mest efter vor lensmands, superintendentens, provstens og rådets opfordring.
Det vilde jo være en alt for stor uretfærdighed, hvis præsterne i købstæderne selv måtte nødes til at bekoste boliger opførte, da de kan afsættes af tjenesten. Husene tilhører kirken, og der tilkommer ikke deres efterlevende enker og faderløse børn noget heraf, når de dør.
    For superintendenterne og deres folk vil vi selv lade bygge, hvad de har brug for, medmindre kannikker og klostermænd bygger for dem, hvis de bor hos og underviser samme kannikker og klostermænd i Den Hellige Skrift.

  

Vi vil så hurtigt som muligt udnævne superintendenter til hvert stift i Norge og give dem befaling om, at de så meget som muligt anstrenger sig for, at hvert sogn får gode præster til at forkynde det sande Guds ord, og at der intet må forsømmes i det, som angår Guds ords prædiken og menneskers frelse. Desuden skal de ordne, hvad der hører under dem i andre af de sager, som omhandles i denne vor Ordinans, indtil vi selv kommer til Norge, hvilket vi med Guds hjælp håber, kan ske snart. Så vil vi efter superintendenternes råd bestemme og stadfæste, hvad der ikke kan holdes af denne Ordinans, for på mange punkter vil en anden ordinans være nødvendig.

Den, som har tjent enten i kirken eller i skolen, og som omhyggeligt har forestået sit embede længe og trofast, men nu ikke længere kan bestride det på grund af skrøbelighed, ham vil vi give et præbende [kirkelig ejendom med renteindtægter], det første, som måtte blive ledigt i riget, til at leve af resten af sine dage.

[et kollektiv af katolske præster ved domkirkerne]
Vi vil og byder, at disse (hvad de altid burde have gjort) i købstaden, hvor de bor, til en rimelig løn ansætter en lærd mand i Den Hellige Skrift, som på latin offentligt kan gennemgå Skriften både for kannikker, skoledegne, forstandige borgere og andre, som vil søge derhen. Samme læsemester skal sommetider prædike, men dog således, at den sædvanlige prædiken ikke af den grund forhindres.
    Og de kannikker, som ikke af studiehensyn opholder sig andetsteds, skal hver dag synge fra Den Hellige Skrift og Guds ord, således som os elskelige dr. Bugenhagen fra Pommern har foreskrevet i overensstemmelse med den kristne tro, og som vi har ladet det aftrykke i tillægget til denne Ordinans. De skal ikke som tidligere besværes med den lange sang, men have en hellig og lystelig øvelse i Guds ord, påkalde og takke Gud. På denne måde kan gudfrygtige mennesker så godt som legende vænne sig til Den Hellige Skrift. Derfor bør ingen kannik, som kaldes sådan efter den kanoniske hellige Skrift, føle sig besværet i dette stykke. Og på søn- og helligdage må de, hvis der er nogen, som ønsker at modtage nadveren, holde en messe, medmindre deres kirke er en sognekirke, hvorom der før er talt. De skal også leve ordentligt af deres renter og studere i den tid, de ikke har nogen tjeneste, indtil de kaldes til et embede. De af dem, som ikke lever i cølibat, skal gifte sig, som Gud har befalet og ikke give agt på den djævelens lærdom, som er derimod. Som apostlen siger: ”Ægteskabet skal holdes i ære af alle og ægtesengen være ubesmittet; for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere. Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har.” Vi vil ikke tillade, at de hos sig har berygtede kvinder eller sådanne, som af menigheden er mistænkte for ukyskhed, Gud til fortørnelse og den kristne menighed til forargelse.
    Hvis nogen af dem for sin lærdoms eller dygtigheds skyld kaldes til at være superintendent, sognepræst, prædikant, skolemester, professor ved universitetet eller til noget arbejde til gavn for menigheden, da skal han have sin fulde løn, som er tillagt samme embede og alligevel beholde alt det, han oppebar af kannikkedømmet, medmindre han frivilligt vil give afkald på noget deraf. Således bliver de bedste, og de som tjener andre med deres gode lærdom, de rigeste.
    Den, som afviser denne vor gunst og velvilje, hvad gør han andet end at hade sand gudsfrygt og ærlighed?
    De skal heller ikke på nogen måde befatte sig med den befaling, som vi i denne vor og rigets Ordinans har givet vore superintendenter, lensmænd og provster, medmindre det sker, at de rettelig bliver kaldede dertil.
    Hvad det i øvrigt er nødvendigt at bestemme om kannikkerne, det vil vi anordne i universitetsordinansen.

De munke, som forstår Guds sandhed, må nyde deres frihed efter evangeliet, i deres egen fri samvittighed.
    Hvis de høfligt og ydmygt af deres forstander beder om tilladelse til at gå ud og forsørge sig selv og af samvittighedsgrunde ikke længer vil forblive i kloster, men efter Guds vilje vil begynde et andet liv, da skal de ikke forhindres deri, men forstanderen skal lade de stakkels mænd gå og give dem klæder og nogle rejsepenge for Guds skyld. Hvis samme forstander nægter dem det, skal han stå os til regnskab derfor. Det er jo nemmere at lade en munk, som ikke vil blive, gå med en god og rundelig almisse, end at føde ham alle hans levedage i klostret imod hans vilje og samvittighed. Men vi vil sandelig ikke være delagtige i nogens urene renlivethed og ukyske liv, som vi end ikke vil tillade.
    Men de munke, som vil forblive i kloster, skal være deres forstander undergivne og lydige så længe, de bliver der og gøre det, som gode hellige dannemænd bør gøre, dvs. leve et godt og ærbart liv. De må gå med deres kapper og bære ens klæder, ikke for nogen klosterregels skyld, men for at man af deres dragt kan se, hvad kloster de tilhører. De skal ikke have nogen afraget plet på hovedet, men bære hætte eller hue, hvis de ikke vil lade deres hår vokse. De skal ikke løbe omkring, hvor de vil, uden deres forstanders befaling. Snarere skal de gerne høre religiøse foredrag og prædikener, gerne selv læse i Den Hellige Skrift, for at der må være nogle, som senere kan blive sognepræster.
    Derfor skal også ethvert sådant kloster have en god og lærd mand, der kan gennemgå Den Hellige Skrift, børnelærdommen, som vi kalder katekismen, prædike osv. Og for dette sit hellige arbejde skal han have et sømmeligt ophold tillige med sin husstand. Desuden skal de på søndage og helligdage holde messe, således som det er sagt om kannikkerne.

De, som for deres samvittigheds skyld ikke længer vil blive i klostret og kan skaffe sig et hæderligt udkomme, må gå ud og med deres nærmeste venners råd gifte sig. Men så længe de opholder sig i klostret, skal de høre efter og være lydige mod deres priorinde eller abbedisse og ikke færdes eller rejse landet rundt som andre løsagtige personer. De skal ikke give sig af med drik og løsagtighed sammen med mandfolk, og hvis priorinden eller abbedissen tillader dem sådan løsagtigt liv eller selv gør det, da skal hun afsættes og en anden hæderlig og gudfrygtig nonne ansættes i hendes sted. Ligeledes skal de, som vil forblive i klostret og have deres ophold der, bære en ærbar klædedragt, som det sig bør, dog skal de ikke tvinges til at gå med skuldeklæde, da vi har erfaret, at mange anser det for at være mere gudfrygtigt at bære dette end andre klædningsstykker.
    Når superintendenten sammen med en lærd mand og lensmanden tillige med en riddersmand kommer på visitats i jomfruklostrene, og superintendenten har undersøgt, om de overholder deres ceremonier og kirkeskik i overensstemmelse med Ordinansen, da skal det også undersøges, om de får deres retmæssige underhold med klæde og føde, ligeledes, om klostrene holdes ved magt, bygges og forbedres. Og hvis der findes nogle mangler, skal de gøre dem, som har klostret i forlening, opmærksom derpå, og hvis skaden ikke bliver udbedret, skal de give os selv det tilkende.
    I hvert sådant kloster skal der ansættes en lærd og velegnet prædikant, som har en ærbar dannekvinde til hustru og gode husfolk, til at prædike for dem. Og han skal derfor have en rimelig løn og et passende ophold.
    De må også synge og holde nadver, ligesom kannikkerne, medmindre prædikanterne synes, det er nyttigere, at de synger noget mindre og snarere på dansk end på latin, så de på denne måde kan få nogen undervisning i Guds ord, når de bedre forstår, hvad de synger og læser.

  

Samtidig med at superintendenten siger følgende, skal han lægge hånden på Det Ny Testamente:

Når epistlen er læst i gudstjenesten, skal en præst eller provsten bestige prædikestolen og sige således:

Derpå skal man straks synge: ”Veni sancte spiritus.” Imens går folk op i koret eller så nær, som de kan komme. Så skal den, som skal indvie ham, gå så langt frem, at man kan høre, hvad han siger, og være iført et skulderslag og en korkåbe, ligesom den, der skal indvies, og de øvrige præster, så mange som kan være til stede, skal alle have skulderslag på.
    Så skal han først opfordre folk til at bede et Fadervor, at Gud vil værdiges at være med i det, som de nu har for. Straks efter bønnen rejser han sig, og stående priser han med få ord det allerhelligste prædikeembede, idet han omtaler, hvor nyttigt og umisteligt det er, samt hvor højt Helligånden ved skt. Paulus priser denne kirkens tjeneste, som Kristus efter sin himmelfart har givet, når han siger: ”Kristus for op til det høje og gav menneskene gaver, idet han gjorde nogle til apostle, andre til evangelister osv.”
    Dette er den allerstørste Guds velgerning, som han har bevist os, at han har givet sin Søn i døden for os og skænket os dygtige prædikanter og lærefædre, som ved at forkynde ordet skal uddele denne Guds rigdom i verden. Om dette siger Kristus: ”Den, som hører jer, hører mig.” Derfor er nu denne gode og gudfrygtige dannemand valgt til superintendent over dette stift.
    Så skal man synge salmen: ”Domine, dominus noster” [salme 8]. Af den skal han derpå udlægge et eller to vers om Kristi prædikanter og hans rige. Men den, som foretager indvielsen, skal se til, at han ikke gør det alt for længe, så folk kedes derved og foragter hele handlingen.
    Så skal han straks oplæse for den nye superintendent de steder i Ordinansen, som angår hans embede, især fra ordene:

Derpå skal han befale ham at lære det rene evangelium og at prædike syndernes forladelse og det evige liv alene i Jesus Kristus, Guds Søn.
    Ligeledes om kærlighed, korset, boden, øvrigheden, og hvordan man efter Guds ord skal være den lydig.
    Ligeledes om sakramenterne, fordi de er indstiftet af Kristus. Han skal hverken lære noget andet eller anderledes.

Så skal man straks synge salmen: ”Ecce nunc benedicite domino” [salme 134]. Når salmen er til ende, da siger han:

Videre skal han sige:

Her skal nu en af præsterne læse:

Straks skal en anden præst læse ApG 20, 18:

Og en tredje præst læser den tredje tekst fra 2 Tim 4, 1-5:

Efter disse læsestykker siger han:

Videre siger han:

Her skal han nu sammen med præsterne og de ældste lægge hænderne på hans hoved, som skal indvies, og sige klart og tydeligt:
Lad os bede: ”Vor fader osv.”
Videre skal han sige:

Så skal de alle svare: amen.
Og straks efter synger man: ”Nu bede vi den Helligånd.”
Medens det første vers synges, knæler de alle sammen foran altret og beder. Så rejser de sig og går til deres pladser for bagefter sammen med andre kristne at modtage den hellige nadver.
    Alt dette skal læses på dansk, for at menigheden kan forstå, hvad der siges. Men salmerne skal synges på latin, da der jo følger en kort udlægning deraf på dansk.
    Når den sidste kollekt læses i messen, skal de atter gå frem foran altret og modtage den sædvanlige velsignelse, skønt den ikke forkyndes og gives dem alene, men hele menigheden.    

Hvis noget nu er forsømt i denne Ordinans, da vil vi altid med vort elskelige Danmarks rigsråd og lærde mænds råd forandre og revidere, hvad der er kristeligt og rimeligt og ikke strider imod det hellige evangelium og Guds rene lære.
    Dertil give Gud i Himlen os sin nåde ved vor Herre og frelser Jesus Kristus.

Amen.