Først og fremmest beder jeg venligst om, at alle, der ser eller vil følge denne vores gudstjenesteordning, for Guds skyld endelig ikke gør nogen nødvendig lov ud af det. De skal heller ikke besnære eller fange nogens samvittighed med det. Men i overensstemmelse med den kristne frihed, skal de bruge den efter behag, hvor, når og så længe forholdene gør det muligt eller nødvendigt. For vi lader den ikke udgå i den mening, at vi vil mestre nogen med den eller regere nogen med love, men fordi der overalt bliver fremsat krav om nadver og gudstjeneste på modersmålet. Der er også utallige klager og forargelser over de mange måder, som den nye gudstjeneste holdes på. Enhver laver sin egen, nogle i god mening, men andre også i deres fremfusenhed. De vil gerne fremkomme med noget nyt og vinde anseelse blandt andre. Sådan går det jo altid med den kristne frihed, at få bruger den anderledes end til egen fornøjelse og nytte, og ikke til Guds ære og næstens forbedring.
    Men selvom det er overladt til enhvers samvittighed, hvordan han vil bruge sådan frihed, og at den ikke må forhindres eller forbydes nogen, så bør man dog vide, at friheden er og skal være kærlighedens og næstens tjener. Hvor det derfor går sådan, at mennesker forarges eller vildledes ved disse forskellige skikke, er vi sandelig forpligtede til at indskrænke friheden og, så vidt muligt, bære os ad på en sådan måde, at folk forbedres og ikke forarges ved os. Fordi der med hensyn til vores samvittighed over for Gud ikke ligger nogen vægt på denne ydre ordning, som dog kan være næsten gavnlig, skal vi i kærlighed stræbe efter at have samme sindelag og samme måde og skikke, så godt som det nu kan ske, som Paulus lærer. Ligesom alle kristne har den samme dåb og det samme nadver, og der ikke af Gud er givet nogen et særligt.
    Dog vil jeg ikke hermed kræve, at de som allerede har deres egen gode ordning eller ved Guds nåde kan gøre det endnu bedre, skal opgive den eller give efter for os. For det er ikke min mening, at hele Tyskland simpelthen skal antage vores Wittenbergske ordning. Det har jo hidtil heller aldrig været tilfældet, at stiftelser, klostre og præster i alle stykker fulgte én og samme skik. Men det ville være smukt, hvis gudstjenesten inden for en provins foregik på samme måde, og de omliggende småbyer og landsbyer fulgte købstadens skik. Om de i andre provinser også brugte den samme gudstjenesteordning eller tilføjede noget særligt, skulle stå frit og ikke lægges dem til last. For hovedsagen er, at vi aldeles ikke opstiller en sådan ordning for deres skyld, der allerede er kristne. De behøver ingen af disse ting, og vi lever heller ikke for deres skyld. De lever derimod for dem iblandt os, der endnu ikke er kristne, for at de kan gøre dem til kristne. Deres gudstjeneste er åndelig.
    Men man må have en sådan ordning for deres skyld, der endnu skal blive kristne eller mere grundbefæstet. En kristen har heller ikke brug for dåben, ordet og nadveren som kristen, for han har det allerede alt sammen, men som synder. Men allermest har man den for helt almindelige mennesker og for de unges skyld, som daglig skal og må øves og opdrages i Skriften og Guds Ord. Så de kan blive fortrolige med Bibelen og lære at anvende og kende den godt, så de kan forsvare deres tro og med tiden lære andre og sådan hjælpe til at forøge Kristi rige. For deres skyld skal man læse, synge, prædike, skrive og digte, og hvis det var nyttigt og påkrævet, ville jeg lade ringe dertil med alle klokker, spille med alle instrumenter og bruge alt, som kan frembringe lyd. Netop derfor er de pavelige gudstjenester så kritisable, fordi man har gjort love, gerninger og fortjeneste af det og undertrykt troen. Gudstjenesten tager ikke sigte på de unge og almindelige mennesker, så de bliver ført ind i Bibelen og Guds ord. Præsterne klamrer sig til de gamle ceremonier, som noget, der skal tjene dem selv og er nødvendigt til salighed. Det er Djævelen selv, der står bag. På den måde har de gamle heller ikke ordnet eller bestemt gudstjenesten.

  
Gudstjeneste på latin
Gudstjeneste på latin har vi tidligere udsendt vejledning om med titlen ”Formula Missæ”. Den vil jeg ikke have ophævet eller forandret. Ligesom vi hidtil har benyttet den her hos os, skal det stadig være tilladt at bruge den, hvor og når det måtte passe os, eller der er en passende anledning. For jeg ønsker på ingen måde, at det latinske sprog skal afskaffes ved gudstjenesten. For mig drejer det hele sig om de unge. Og hvis jeg formåede det, og hvis det græske og hebraiske sprog var ligeså almindelig brugt iblandt os som det latinske og havde ligeså megen fin musik og sang, som det latinske har, så skulle man om søndagen holde messe, synge og læse skiftevis på alle fire sprog: på modersmålet, latin, græsk og hebraisk.
    Jeg holder slet ikke med dem, der kun sætter pris på ét sprog og foragter alle andre. For jeg ville gerne opdrage sådanne unge mennesker og sådanne folk, der også kunne være til nytte for Kristus i fremmede lande og tale med andre folk. Det skulle nødig gå os som valdenserne i Bøhmen, der har taget deres tro til fange i deres eget sprog. De kan ikke tale forståeligt eller tydeligt med nogen, men mindre han først lærer deres sprog. Men sådan gjorde Helligånden ikke i begyndelsen. Helligånden tøvede ikke til alverden kom til Jerusalem og fik lært hebraisk, men gav alle slags tungemål til prædikeembedet, for at apostlene kunne tale, overalt hvor de kom hen. Dette eksempel vil jeg hellere følge, og det er også rimeligt, at man lærer de unge mange sprog. Hvem ved hvordan Gud i tidens løb vil bruge dem? Det er også derfor skolerne er oprettede.
  
Gudstjeneste på modersmålet
For det andet er der den tyske messe eller gudstjeneste, som vi nu skriver om, og som skal indrettes efter almindelige mennesker. Disse to former for gudstjeneste må vi lade foregå og ske, så de afholdes offentligt i kirkerne for alle. Her er der endnu mange, der ikke tror eller er kristne. De fleste står bare og glor efter noget nyt. Denne gudstjeneste skal foregå som hvis vi holdt den på torvet eller en anden åben plads midt blandt tyrker og hedninger. Her er der endnu ingen ordnet og stabil forsamling, i hvilken man kan styre de kristne efter evangeliet, men det er en offentlig indbydelse til troen og kristendommen.
  
Gudstjeneste kun for de troende
Den tredje form for gudstjeneste, som skulle være i overensstemmelse med den rette evangeliske ordning, skulle derimod ikke afholdes offentligt blandt alle slags folk. Det skulle være for dem, der for alvor ville være kristne og bekende evangeliet med hånd og mund. De skulle indskrives med navn og samles i et hus til bøn, til skriftlæsning, til dåb, til modtagelse af nadveren og til at udøve andre kristelige gerninger. Inden for en sådan ordning kunne man kende, straffe, forbedre, udstøde eller bandsætte dem, der ikke levede som kristne, efter Kristi regel i Matt 18, 15 ff.
    Her kunne man også pålægge de kristne en almindelig givertjeneste, som man villigt gav og uddelte blandt de fattige, efter Paulus' eksempel i 2 Kor 9. Her behøvedes ikke mange og lange sange. Her kunne man også holde dåb og altergang på en kort og smuk måde, og lægge hele vægten på ordet og bønnen og kærligheden. Her måtte man have en god, kortfattet katekismus omfattende Trosbekendelsen, De Ti Bud og Fadervor. Kort sagt, hvis man havde folk og personer, der for alvor ønskede at være kristne, så var gudstjenestens ordning og indhold snart bragt i stand.
    Men jeg kan og vil endnu ikke ordne eller indrette en sådan menighed eller forsamling. For jeg har endnu ikke folk og personer til det. Desuden ser jeg heller ikke mange, der føler behov for det. Men kommer det så vidt, at jeg må gøre det og bliver tvunget til det, så jeg ikke med en god samvittighed kan undlade det, så vil jeg gerne bidrage og hjælpe det bedste, jeg formår.

Imidlertid vil jeg lade det forblive ved de to omtalte offentlige former og hjælpe til at fremme en sådan gudstjeneste, der kan oplære ungdommen og kalde og vække folk til troen. De kristne, som tager Guds ord alvorligt, må så selv finde hinanden og holder sammen, så der ikke skal blive noget parti-væsen, hvis jeg ville drive det efter mit eget hoved. For vi tyskere er et vildt, udisciplineret, støjende folk, som man ikke let kan udrette noget med, hvis ikke den højeste nød driver os.

  
Undervisning i katekismen
Nuvel, i Guds navn. For det første er der ved den tyske gudstjeneste brug for en central, letforståelig, enkel og god katekismus. Katekismus er den undervisning, som man bruger blandt hedninger, der ønsker at blive kristne. Den omhandler, hvad de skal tro, gøre, undlade og vide i kristendommen. De, der var i gang med en sådan undervisning og lærte troen, før man døbte dem, kaldte man derfor også for katekumener. Denne undervisning eller belæring ved jeg ikke at indrette værre eller bedre, end den allerede har været indrettet siden kristendommens begyndelse og endnu eksisterer, nemlig omfattende disse tre stykker: De Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor. I disse tre stykker står enkelt og kort næsten alt, hvad en kristen behøver at vide.
    Da man endnu ikke har nogen særlig menighed, må denne undervisning nu foregå på følgende måde: På bestemte dage eller daglig, hvis forholdene kræver det, forkyndes disse stykker fra prædikestolen og fremsiges eller læses hjemme i husene for børnene og ens husstand, hvis man vil gøre dem til kristne. Men ikke blot sådan, at de lærer eller fremsiger ordene udenad, som det hidtil er sket, men man skal spørge dem stykke for stykke og lade dem svare, hvad hvert enkelt betyder, og hvordan de forstår det. Kan man ikke på én gang spørge om alt, så skal man tage ét stykke for den ene dag, den anden dag et andet. For hvis forældre eller formyndere ikke vil påtage sig denne opgave, enten selv eller med andres hjælp, vil der overhovedet aldrig finde nogen katekismeundervisning sted, med mindre man indrettede en særlig menighed, som før omtalt.

Sådan skal man også ved De Ti Bud spørge, hvad det første, det andet, det tredje og de øvrige bud betyder. Sådanne spørgsmål kan man tage af vores ”Bønnebog”, hvor de tre stykker kort er udlagt, eller man kan selv gøre det anderledes, indtil man får samlet hele summen af den kristne børnelærdom i to stykker, som i to små punge i hjertet, nemlig tro og kærlighed.
  
Kristendom og pædagogik - barnets religiøse pung
Troens pung har to rum. I det ene rum ligger det stykke af kristentroen, at vi tror, at vi ved Adams synd alle sammen er fordærvede, syndere og fordømte (Rom 5, 12; Sl 51, 7). I det andet rum ligger det stykke, at vi alle ved Jesus Kristus er blevet forløst fra dette fordærvede, syndige, fordømte væsen (Rom 5, 18; Joh 3, 16). Kærlighedens pung har også to rum. I det ene ligger det stykke, at vi skal tjene næsten og gøre vel imod ham, ligesom Kristus har gjort imod os (Rom 13, 8). I det andet rum ligger det stykke, at vi gerne lider og tåler al slags ondt (1 Johs. 3, 16).
    Når nu et barn begynder at forstå det, skal man vænne det til at bringe Bibelvers fra prædikenen med hjem og fremsige dem for forældrene, når man sidder ved bordet. Ligesom man før i tiden plejede at fremsige latinen. Derefter skal man lægge Bibelversene i pungene og de to rum, på sammen måde som med mønter og pengesedler.
    Lad nu denne troens pung være til store og små pengesedler. I det første rum anbringer man så dette vers: ”Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker” (Rom 5, 12) og: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.” (Sl 51, 7). Det er halvtreds- og hundredkronesedler. I det andet rum lægges tohundrede og femhundredkronesedlerne, som dette skriftord: ”Kristus blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.” (Rom 4, 25), ligeledes: ”Se, Guds lam, der bærer verdens synd.” (Joh 1, 19). Det ville være to, store, værdifulde pengesedler.
    Kærlighedens pung er til mønterne. Læg i det første rum skriftstederne om at gøre godt, som disse, Gal 5, 13: ”Vær i kærlighed hverandres tjenere,” Matt 25, 40: ”Hvad I har gjort imod én af disse mine mindste brødre, har I gjort imod mig.” Det ville være to tiere i pungen. I det andet rum kan man lægge disse skriftsteder (Matt 5, 11): ”Salige er I, når man forfølger jer for min skyld”, (Hebr 12, 6): ”Herren tugter den, han elsker, han straffer hver søn, han holder af.” Det er to tyvere ned i pungen.

At møde tilhøreren, hvor han befinder sig
Lad ingen her mene sig for klog og foragte sådan børneleg. Da Kristus ville opdrage menneskene, måtte han blive et menneske. Skal vi opdrage børn, må vi også blive børn med dem. Gud give, at sådan børneleg blev udført pædagogisk, så skulle man på kort tid få et land af kristne folk og sjælene ville blive rige i Skriften og i erkendelse af Gud. Så kunne de selv lave flere af disse punge som i Melanchthons troslære og gemme hele Bibelen i dem. Ellers går man daglig til prædikenen og går derfra igen som man kom. For man mener, at det kun drejer sig om at høre hele tiden.  Ingen tænker på at lære eller huske noget af det. På den måde hører mange mennesker prædikener i tre, fire år og lærer dog ikke så meget, at han kan gøre rede for et eneste stykke af Trosbekendelsen, som jeg næsten daglig erfarer. Der står skrevet nok i bøgerne, men det er endnu ikke indprentet i hjerterne.

  
Prædiketeksterne
Den vigtigste og fornemste del af al gudstjeneste er at prædike og lære Guds ord. Derfor indretter vi prædikenen og læsningen på denne måde:
    
Søndage og helligdage
På søndage og helligdage beholder vi de sædvanlige epistler og evangelier og har tre prædikener. Tidlig, klokken 5 eller 6, synger man nogle salmer som til morgensangen. Dernæst prædiker man over dagens epistel, mest for folk, der skal på arbejde, så der også kan blive sørget for dem, og de kan få Guds ord at høre, hvis de ikke kan være til stede ved de andre prædikener. Derefter følger en vekselsang og skiftevis ”Dig Gud, vi lover” (Te deum laudamus) eller ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn” (Benedictus) tillige med Fadervor, bøn og lovprisning af Herren.
    Til højmesse, klokken 8 eller 9, prædiker man over evangeliet, som det passer til tiden året rundt. Om eftermiddagen, under aftensangen, prædiker man over Det Gamle Testamente, kapitel for kapitel, før man synger ”O, store Gud vi lover dig”. Men når vi beholder epistler og evangelier i kirkeårets rækkefølge, ligesom hidtil, så er grunden den, at vi ikke har noget særligt at udsætte på denne skik. Sagen er nemlig den i Wittenberg for tiden, at der er mange, som skal uddannes til prædikanter på steder, hvor en sådan deling af epistlerne og evangelierne stadig findes og måske forbliver i brug. Fordi vi altså kan gavne og tjene disse folk, uden skade for os selv, lader vi det ske sådan. Men vi vil ikke kritisere dem, der tager evangelisternes hele bøger for sig. Hermed har lægfolket tilstrækkeligt med prædiken og kristendomsundervisning, så vidt vi skønner, men den, som ønsker mere, finder nok på de andre dage.
    
Hverdage
Tidlig mandag og tirsdag morgen finder der nemlig en oplæsning sted på tysk af De Ti Bud, Trosbekendelsen, Fadervor og af dåbens og nadverens indstiftelsesord, for at disse to dage skal vedligeholde og styrke den rette forståelse af katekismen.
    Tidlig om onsdagen er der en tysk tekstlæsning. Dertil er hele evangelisten Matthæus bestemt. Denne dag skal være hans, fordi han især er en herlig evangelist til at belære menigheden, og fordi han gengiver den gode prædiken, som Kristus holdt på bjerget og driver stærkt på at øve kærlighed og gode gerninger.
    Men evangelisten Johannes, som især lærer stærkt om troen, har også sin egen dag, lørdag eftermiddag ved aftensangen, så vi holder altså to evangelister i daglig øvelse.
    Tidlig om morgenen om torsdagen og fredagen tages de daglige ugelektioner af apostlenes breve og af de øvrige skrifter i Ny Testamente. Hermed er der anordnet tilstrækkeligt af læsning og prædiken til at holde Guds ord i gang. Desuden er der også forelæsninger på universitetet for de lærde.
    
Børnenes deltagelse i gudstjenesten
For at øve børnene og skoleeleverne i Biblen går det sådan til: Hver dag hele ugen igennem synger de før læsningen nogle salmer på latin, ligesom det hidtil har været sædvane ved morgensangen. For, som allerede omtalt, vil vi holde ungdommen til det latinske sprog i Biblen og øve dem deri. Efter salmerne læser børnene skiftevis, to eller tre, som det nu er langt, et kapitel af Ny Testamente på latin. Derpå læser en anden det samme kapitel på tysk for at øve dem eller for en eller anden lægmands skyld, som måtte være til stede og høre det. Dernæst går de med en svarvekselsang over til den tyske læsning, som er nævnt ovenfor. Efter læsningen synger hele skaren en tysk sang, så fremsiger man stille et Fadervor, endelig læser sognepræsten eller kapellanen en kirkebøn, og så slutter vi, som vi plejer med en lovprisning til Gud.
    På samme måde synger børnene ved aftensangen nogle af aftensangssalmerne ligesom de hidtil er blevne sunget, på latin med et kort omkvæd, derpå en gendigtning, hvis man har en. Derefter læser de igen skiftevis, to eller tre, et helt eller et halvt kapitel, som det nu er langt, af Gamle Testamente på latin. Dernæst læser en anden det samme kapitel på tysk, så følger ”Min sjæl ophøjer Herren” (magnificat) på latin med en svarvekselsang eller et kort omkvæd. Derpå fremsiger man stille for sig selv et Fadervor og kirkebønnen med en lovprisning af Herren. Det er den daglige gudstjeneste ugen igennem i de byer, hvor man har skoler.

Her beholder vi endnu messeklæder, alter og lys, indtil de alle er slidt op, eller det behager os at ændre herpå. Men hvis nogen vil bære sig anderledes ad, så tillader vi det. Men ved den rette gudstjeneste, hvor der udelukkende er kristne, skulle altret ikke stå som nu, men præsten burde altid vende sig mod menigheden, sådan som Kristus gjorde ved nadveren. Nuvel, det må vente til tiden kommer.
  
Første salme    
Men først synger vi en åndelig sang eller tysk salme, på en enkel melodi [Luther gengiver her noderne. Det er den første af de otte såkaldte kirketonearter ”den doriske toneart”]:

  
Kyrie
Derpå kyrie eleison (: Herre, forbarm dig.), også i samme tone, tre gange, ikke ni gange, sådan:

  
Bøn
Dernæst læser præsten en bøn messende sådan [tonen er angivet]:

  
Oplæsning af epistelteksten
Derpå messes epistelteksten i ottende toneart, for at den kan være i samme tonehøjde som bønnen. [Igen med melodivejledning og eksempel fra epistelteksten 1 Kor 4, 1-5 sat på noder].
    Men præsten skal læse epistlen med ansigtet vendt mod menigheden. Bønnen derimod læses med ansigtet vendt mod altret.
    
  
Anden salme
Efter epistlen synger man en tysk sang: ”Nu bede vi den Helligånd” eller en anden, og det med ledsagelse af hele koret.

  
Oplæsning af evangelieteksten
Dernæst læser han evangeliet i femte toneart med ansigtet vendt mod menigheden. [Luther giver igen konkret vejledning med et eksempel fra Joh 1, 19-28].

  
Trosbekendelsen synges
Efter evangeliet synger hele kirken trosbekendelsen på tysk: ”Vi tror alle på én Gud” (Wir glauben all' an einen Gott - gendigtning af den nikænske trosbekendelsen).

  
Prædikenen
Derpå holdes prædikenen over søndagens eller helligdagens evangelium. Og jeg synes, at hvor man har den tyske postille for hele kirkeåret, ville det være bedst, hvis man bestemte, at postillen til den dag, enten den hele eller et stykke deraf, oplæstes for folket. Ikke blot for de præsters skyld, som ikke kan gøre det bedre, men også for at danne et værn mod sværmere og sekter, sådan som man ser og skønner af teksterne ved morgensangen, at noget lignende har været skik. Ellers ender det bare med at enhver prædiker, hvad han vil, og i stedet for evangeliet og dets udlægning bliver der igen prædiket løgnehistorier. Hvor da ikke åndelig forstand og Helligånden selv taler gennem prædikanterne. Ånden vil jeg ikke hermed sætte nogen grænser. Helligånden lærer nok at tale bedre end alle postiller og homilier. Det er også en af årsagerne til, at vi beholder epistlerne og evangelierne, sådan som de står ordnede i postillerne, fordi der er så få åndsfyldte prædikanter, der formår at behandle en hel evangelist eller en anden bog på en fyndig og nyttig måde.
    
  
Kirkebøn og indledende formaning til nadver
Efter prædikenen skal der følge en offentlig fri gengivelse af Fadervor og en formaning til dem, som vil til alters, på følgende eller en bedre måde:

Men om man vil holde en sådan parafrase og formaning på prædikestolen umiddelbart efter prædikenen eller foran altret, det må man selv afgøre. Det ser ud som om de gamle har gjort det på prædikestolen, hvorfor man stadig har den sædvane, at man på prædikestolen læser en fællesbøn eller Fadervor, mens formaningen er blevet til en offentlig syndsbekendelse. For sådan forblev Fadervor med en kort udlægning i folket, og Herren blev ihukommet, som han har befalet ved nadveren.
    Men jeg vil bede om at man for folkets skyld holder denne parafrase eller formaning med bestemte eller foreskrevne ord eller på en særlig måde, så at ikke én i dag holder den på sin måde og en anden i morgen anderledes og vildleder folket, så det hverken kan lære eller huske noget. For det gælder jo om at undervise og vejlede folket, og derfor er det nødvendigt, at man her holder lidt igen på friheden og benytter en enslydende genfortælling eller formaning, især i samme kirke og menighed, hvis man ikke vil følge en anden for frihedens skyld.

  
Derefter følger nadveren og indvielsen på denne måde:

  
Uddelingen af nadveren - to modeller
Men det synes mig, at det passer godt til nadveren, at uddele og give sakramentet straks efter indvielsen af brødet, inden man velsigner bægeret. For sådan taler både Lukas og Paulus: Ligeledes tog han også bægeret, efter at de havde spist osv.
    Imens kunne man jo synge den tyske Helligsang (sanctus) eller sangen: `Gud være lovet' eller Johan Huss' sang: `Jesus Kristus, vor Frelser'. Dernæst velsigner man bægeret og give også det og synge, hvad der er tilbage af de ovennævnte sange, eller det tyske ”O, du Guds lam” (agnus dei). Og man skal sørge for, at det går pænt, ordentligt og sømmeligt til, ikke lade mænd og kvinder være imellem hinanden, men kvinderne efter mændene. Derfor skal de også stå adskilt fra hinanden på særlige steder. Men hvordan man skal forholde sig med det hemmelige skriftemål, har jeg skrevet tilstrækkeligt om andetsteds.

  
Opløftning af brød og vin (elevation)
Opløftelsen af brød og vin vil vi ikke afskaffe, men bevare, fordi den stemmer smukt med den tyske Helligsang (sanctus), og symboliserer, at Kristus har befalet, at vi skal komme ham i hu. For ligesom sakramentet legemligt bliver opløftet og Kristi legeme og blod dog ikke ses derunder, sådan bliver han ihukommet og ophøjet ved prædikenens ord, dertil bekendt og højagtet ved sakramentets modtagelse. Dog bliver alt grebet i troen, og man ser ikke, hvordan Kristus har givet sit legeme og blod for os og fremdeles daglig fremstiller og ofrer det for os hos Gud for at erhverve os nåde.

  
Helligsangen (sanctus)

  
Derpå følger bønnen og velsignelsen

Det er nu nok om den daglige gudstjeneste og om Guds ords forkyndelse, allermest for at opdrage ungdommen og for at vække almindelige mennesker. For de, der er nysgerrige efter at se nye ting, vil snart blive trætte og kede af alt dette, ligesom de også er blevet det af den latinske gudstjeneste, hvor man daglig har læst og sunget i kirkerne. Alligevel er kirkerne blevet øde og tomme, og sådan går det også med den tyske. Derfor er det det bedste at sådan gudstjeneste indrettes for ungdommen og for almindelige mennesker, der tilfældigvis kommer til. Hos de andre vil hverken lov eller ordning eller formaning eller tilskyndelse hjælpe noget. Dem må man lade fare, for at de villigt og frit kan undlade det i gudstjenesten, som de kun gør uvilligt og ugerne. Tvungen tjeneste behager alligevel ikke og er forgæves og til ingen nytte.
  
Helligdagene
Men med festerne: jul, påske, pinse, mikkelsdag, Marias renselsesdag m. m. må det som hidtil foregå på latin, indtil man får tilstrækkelig med tysk sang til dem. For dette værk er i sin begyndelse, derfor er alt det, der behøves endnu ikke parat, kun må man vide hvorledes det skal og må foregå på en og samme måde, for at der kan rådes bod på de mange slags måder.
    Fastetiden, palmesøndag og den stille uge beholder vi, ikke for at vi tvinger nogen til at faste, men for at lidelseshistorien og evangeliestykkerne, som er henlagte til disse tider, kan forblive i brug. Dog ikke sådan at vi afholder palmeprocession, tildækning af billeder og hvad der mere findes af narreværk eller at vi reciterer lidelseshistorien fire gange.
    Vi ønsker heller ikke, at der skal prædikes otte timer over lidelseshistorien på langfredag. Den stille uge skal være ligesom andre uger undtagen, at man prædiker over lidelseshistorien en time daglig hele ugen igennem, eller hvor mange dage man nu synes, og nadveren kan modtages af dem, der ønsker det. For ved gudstjenesten blandt kristne mennesker skal alt jo ske for ordets og sakramentets skyld.
  
Afsluttende bemærkning
Kort sagt: denne og enhver anden ordning skal bruges sådan, at man straks ophæver den og indfører en anden, hvor der opstår misbrug. På samme måde som kong Ezekias sønderbrød og bortskaffede kobberslangen, som dog Gud selv havde befalet at gøre, fordi Israels børn misbrugte den. For enhver ordning skal tjene til at fremme troen og kærligheden og ikke til skade for troen. Når den nu ikke gør det længere, så er den allerede død og borte og gælder ikke mere, ligesom en god mønt, der er forfalsket, for misbrugens skyld inddrages og ændres, eller som nye sko, når de bliver gamle og trykker, ikke mere bæres, men kastes bort og man køber nogen andre. En ordning er en ydre ting. Den kan være så god, den være vil, den kan dog blive genstand for misbrug. Men så er den ikke mere en ordning, men en uorden. Derfor består eller gælder ingen ordning noget i sig selv, sådan som man hidtil har ment om de pavelige ordninger; men enhver ordnings liv, værdighed, kraft og nytte ligger i den rette brug. Ellers gælder og dur den slet ikke til noget.
Guds Ånd og nåde være med os alle. Amen.

____