Ved underskrivelsen af De Schmalkaldiske Artikler, som Luther havde udarbejdet i 1537 på grund af et kommende kirkemøde, tilsluttede og underskrev deltagerne også Wittenberg-Konkordien om nadveren, der var blevet vedtaget året før. Den bringes her.

________

        

Wittenberg-Konkordien
om nadveren

1536
Fælleserklæring
fra teologerne i Wittenberg og i de sydtyske byer

Om Kristi legemes og blods nærvær i nadveren

Nedskrevet af Philipp Melanchthon
efter ønske fra begge parter
_____



 
Vi har hørt, hvordan Martin Bucer har forklaret sin egen og de andre sydtyske prædikanters mening om Kristi legemes og blods hellige sakramente.

De bekender i overensstemmelse med Irenæus' ord, at nadveren består af to ting, noget himmelsk og noget jordisk. Derfor mener og lærer de, at Kristi legeme og blod virkelig og efter sit væsen er til stede, bliver uddelt og modtaget med brødet og vinen.
    
De benægter, at brødet og vinen bliver forvandlet i sit inderste væsen til Kristi legeme og blod. De mener heller ikke, at Kristi legeme og blod er rumlig indesluttet i brødet, eller vedvarende er forenet med det, når nadverfejringen er ovre. Men de medgiver at brødet er Kristi legeme ved en sakramental forening. Det vil sige, de mener, at når brødet uddeles, er Kristi legeme til stede og gives virkelig.
    Men de mener ikke, at Kristi legeme er til stede uden for denne brug, når man lægger brødet tilbage eller opbevarer det i montre eller bærer det omkring i procession, som det sker i pavedømmet.

Desuden mener de, at den indstiftelse af nadveren, som Kristus har foretaget, er virksom i kristenheden, og at det ikke afhænger af hverken præstens eller modtagerens værdighed eller uværdighed. Paulus siger, at også de uværdige nyder sakramentet. Derfor mener de, at Kristi legeme og blod virkelig bliver rakt også til de uværdige, og at de uværdige virkelig konsumerer det, når Kristi indstiftelse og befaling overholdes.

Men de uværdige spiser det til dom, som Paulus siger, fordi de misbruger sakramentet, når de bruger det uden sand bod og tro. Det er nemlig indstiftet, for at det skal bevidne, at de, der gør bod og fatter nyt mod ved troen på Kristus, modtager Kristi nåde og velgerninger, så de bliver indpodet på Kristus og renset i hans blod.

 



(Ved samme lejlighed blev man også enige om følgende erklæringer om dåben og absolutionen)

             

Om barnedåben og troen

Om dåb af børn er alle fuldstændig enige om, at det er nødvendigt at døbe børnene. Løftet om frelse gælder nemlig også børnene. Men det gælder ikke dem, der er uden for kirken. Derfor er det nødvendigt, at løftet bliver tilegnet dem ved kirkens tjeneste og at de bliver optaget som medlemmer af kirken. For det er om sådanne børn, der tilhører kirken, at det siges: ”Det er ikke Faderens vilje, at én af disse skal gå fortabt.”
    Det står fast, at børnene ved dåben opnår syndernes forladelse og modtager Helligånden, der er virksom i dem på deres måde.

Vi forkaster nemlig deres fejlopfattelse, der forestiller sig, at børn behager Gud og bliver frelst uden Guds indgriben. Kristus siger jo udtrykkelig: ”Den, der ikke bliver født af vand og Ånd, kan ikke komme ind i Himmeriget.”

Selv om vi ikke forstår, hvordan Gud virker i børnene, er det dog sikkert, at han skaber nye og hellige sindsbevægelser i dem, ligesom der blev frembragt nye rørelser i Johannes som foster.
    For selv om vi ikke forestiller os, at børnene forstår noget, er disse sindbevægelser og hældninger til tro på Kristus og kærlighed til Gud på en eller anden måde identisk med troens og kærlighedens rørelser. Det er det, vi mener, når vi siger, at børnene tror. Vi udtrykker os nemlig sådan, for at man skal forstå, at børnene ikke bliver kristne eller frelst uden Guds virke i dem.

Selv om det er skik nogle steder, at dåben forrettes offentligt på bestemte dage, lærer vi dog folk, at hvis der er fare for barnets liv, skal man straks drage omsorg for, at det bliver døbt, og præsten skal døbe dem.


                 

Om absolutionen

Angående absolutionen ønsker alle, at også den personlige absolution bliver bibeholdt i kirken. Både på grund af samvittighedens trøst og fordi det er af stor nytte for den kirkelige disciplin, at folk kan blive hørt personligt og kan blive undervist. Denne samtale og udspørgen er velegnet for de udisciplinerede.

Men vi hverken bifalder eller kræver den gamle bekendelse og opregning af overtrædelserne, men alene en samtale for absolutionens skyld og for at bevare sjælesorgen.

Underskrevet af alle deltagere
29. maj 1536




Underskrifter
Foruden Martin Bucer og de andre sydtyske teologer er erklæringen underskrevet af alle de kendte wittenbergske teologer, Luther, Melanchthon, Bugenhagen, Cruciger og Spalatin.




I forordet til De Schmalkaldiske Artikler nævner Luther sin Bekendelse eller åndelige testamente fra 1528. Han var på dette tidspunkt plaget af megen sygdom og ønskede derfor at bekende de vigtigste punkter i sin tro og lære. Bekendelsen bringes her.


 


     

Martin Luthers Bekendelse
1528



  

Bekendelse og åndeligt testamente

Jeg kan se, at det bliver værre og værre med sekternes splittelser og vildfarelser, og at der ikke er nogen ende på Djævelens larm og ståhej. Sværmerne er allerede i gang med at citere mine skrifter forkert i spørgsmålet om dåben og nadveren, for at bestyrke deres vranglære. Derfor ønsker jeg med dette skrift at bekende min tro punkt for punkt over for Gud og hele verden. Jeg er fast besluttet på at holde fast ved den til min død - dertil hjælpe mig Gud! - at dø i denne tro og derefter træde frem for vor Herres Jesu Kristi domstol. Hvis nogen efter min død vil sige: ”Hvis Luther stadig levede, ville han have lært og ment anderledes om dette eller hint, for han har ikke overvejet det godt nok” osv., så vil jeg svare: Jeg har af Guds nåde nu som før og for al fremtid overvejet alle disse synspunkter så omhyggeligt som muligt i lys af Skriften, og atter ofte har trukket dem gennem Skriften, og jeg vil forsvare dem med lige så stor sikkerhed, som jeg har forsvaret alterets sakramente. Jeg er hverken beruset eller utilregnelig. Jeg ved, hvad jeg siger, og jeg er fuldstændig klar over, hvad det vil indebære for mig ved vor Herres Jesu Kristi genkomst på den yderste dag. Derfor er der ingen, der skal lave en spøg ud af det eller gøre det til tom snak. Det er alvor for mig, for jeg har af Guds nåde lært Djævelen en hel del at kende. Når han kan fordreje og forvanske Guds ord og Skriften, hvorfor skulle han så ikke kunne gøre det med mine eller andres ord?
      

Om Treenigheden

For det første tror jeg af hele mit hjerte på den høje artikel om den guddommelige majestæt, at Faderen, Sønnen og Helligånden, tre forskellige personer, er én sand, eneste og virkelig Gud, himlens og jordens skaber - i modsætning til arianerne, makedonierne og sabellianerne og lignende kættere. Alt dette har hidtil både den romerske kirke og alle kristne kirker ud over hele verden hævdet.
      

Kristi person

For det andet tror og ved jeg, at Skriften lærer os, at den anden person i guddommen, Sønnen, alene blev sandt menneske, undfanget af Helligånden uden mands medvirken og født af den rene, hellige Jomfru Maria som af en rigtig, naturlig mor, således som Lukas beskriver det så klart, og profeterne har forkyndt det. Hverken Faderen eller Helligånden er altså blevet menneske, som nogle kætteres lære går ud på.
    Jeg tror også, at Guds søn ikke kun fik et legeme uden sjæl, som nogle kættere påstår, men også en sjæl. Det vil sige, at han blev helt og fuldt menneske og født som den lovede sæd eller det forjættede barn af Abraham og David, og var Marias naturlige barn. Han var altså på enhver måde og i enhver henseende et rigtigt menneske som jeg selv og alle andre. Den eneste forskel er, at han uden synd alene er kommet til verden gennem Jomfru Maria ved Helligånden.
    Jeg tror ligeledes, at dette menneske er sand Gud, da der er blevet én evig, udelelig person af Gud og menneske, så Maria, den Hellige Jomfru, er en sand og virkelig moder ikke alene til mennesket Kristus, som nestorianerne hævder, men også til Guds søn, som Lukas siger: ”Derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn” (1, 35). Det er min og alle andres herre, Jesus Kristus, Guds og Marias eneste sande og naturlige søn, sand Gud og sandt menneske.
      

Kristi embede

Jeg tror også, at denne Guds og Marias søn, Jesus Kristus, har lidt for os arme syndere, er blevet korsfæstet, døde og blev begravet, for at han kunne udfri os fra synden og døden og Guds evige vrede ved sit uskyldige blod. At han er opstanden på den tredje dag, faret til himlen og nu sidder ved Guds den almægtige Faders højre hånd som Herre over alle skabninger i himlen, på jorden og under jorden. Han er Herre over død og liv, over synd og retfærdighed. For jeg bekender og kan bevise det ud fra Skriften, at alle mennesker stammer fra ét menneske, Adam, og ved fødslen har fået som arv hans fald, skyld og synd. Alt det, han begik i Paradiset på grund af Djævelens ondskab. Således er alle mennesker født i synd og lever og dør i synd, og de måtte være skyldige til den evige død, hvis Kristus ikke var kommet os til hjælp. Men han har taget denne synd og skyld på sig som et uskyldigt lam, og betalt for os ved sin lidelse. Og han træder endnu dagligt frem for os som en trofast, barmhjertig mellemmand, frelser og vore sjæls eneste præst og biskop.
      

Den trælbundne vilje og arvesynden

Hermed forkaster og fordømmer jeg som ren og skær vildfarelse al den lære, der hylder den frie vilje. Den er en direkte modsætning til den hjælp og nåde, vor frelser Jesus Kristus skænker os. Uden Kristus ville synden og døden være vore herrer og Djævelen vor gud og fyrste. Der ville ikke være nogen kraft eller magt, ingen klogskab eller fornuft, hvorved vi kunne forberede os til eller tragte efter retfærdighed og liv. Vi måtte derimod være Djævelens og syndens fanger og ejendom, så vi gjorde og tænkte det, som behagede dem, og som var imod Gud og hans bud.
    Jeg fordømmer ligeledes både gamle og nye pelagianere, der ikke vil lade arvesynden være nogen synd, men gør den til en fejl eller mangel. Men da døden hersker over alle mennesker, kan arvesynden ikke være nogen skavank, men en kæmpestor synd, som Paulus udtrykker det: ”Syndens løn er døden” (Rom 6, 23) og: ”Dødens brod er synden” (1 Kor 15, 56). På samme måde taler David i Salme 51, 7: ”Se, jeg er født i misgerning, min moder undfangede mig i synd.” Han siger ikke: Min moder undfangede mig med synd, men: Jeg, jeg, jeg er undfanget i synd, og min moder har båret mig under sit hjerte i synd, dvs., at jeg i moders liv er vokset op af syndig sæd, som den hebraiske tekst betegner det.
      

Klostervæsenet

Dernæst fordømmer og forkaster jeg også alle munkeordener, regler, stiftelser, klostre som lutter djævelsk bedrag og vildfarelser. Ja, overhovedet alt, hvad mennesker har grundlagt og opfundet uden for og ved siden af Skriften, bundet af løfter og pligter. Selv om der har levet mange store, hellige dér, udvalgt af Gud, som nok for en tid er blevet forført, men dog til sidst er blevet forløst ved troen på Jesus Kristus og er undsluppet fortabelsen. Så længe disse ordener, stiftelser og sekter har levet efter og holdt fast ved den opfattelse, at man på denne måde og ved sådanne gerninger vil og kan blive salig og befriet fra synden og døden, er der sket en ubestridelig og grusom bespottelse og fornægtelse af den eneste hjælp og nåde fra vor eneste frelser og formidler, Jesus Kristus. Der er jo ”ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses” (ApG 4, 12), og det er umuligt, at der skulle være andre frelsere, andre veje og måder at blive salig på end ved den eneste retfærdighed, vor frelser Jesus Kristus, som har skænket os denne retfærdighed og stillet den frem for Gud som vor eneste nådestol, Rom 3, 25.
    Det ville være en god ting, hvis man bevarede klostrene og stiftelserne med den hensigt dér at oplære unge mennesker i Guds ord, Skriften og kristen livsførelse, så man kunne uddanne gode, dygtige mænd til biskopper, præster og andre tjenere inden for kirken og dygtige, lærde mennesker til tjeneste i den verdslige øvrighed og gode, fromme og dygtige kvinder til at føre hus og opdrage børnene på kristen vis. Men at søge en vej til salighed dér, det er Djævelens lære og tro, 1 Tim 4, 1.
      

Samfundsordenen

Men de hellige ordninger og sande indstiftelser af Gud er disse tre: præsteembedet, ægtestanden og den verdslige øvrighed. Alle, der har et præsteembede eller er ordets tjenere, står i en hellig, rigtig og gudvelbehagelig orden og stand som de, der prædiker, meddeler sakramenterne, forestår den fælles fattigkasse, kordegne, kirketjenere, eller dem, der er i disses tjeneste osv. De er alle med i et arbejde, der i Guds øjne er lutter hellige gerninger.
    Også den, der er far eller mor, styrer sit hus vel og opfostrer sit barn til tjeneste for Gud, udøver en gerning, der helt igennem er velbehagelig for Gud og er en del af hans hellige forordning. Det samme er tilfældet, når børn er lydige mod deres forældre, og ansatte mod deres overordnede; det er også idel hellighed. De, der lever i disse ordninger, er levende helgener her på jorden.
    På samme måde forholder det sig med fyrster, godsejere, ministre, dommere, embedsmænd, notarer og alle, der er i tjeneste hos disse personer og er dem lydige og underdanige. De er alle gudvelbehagelige og fører i hans øjne et helligt liv. Disse tre ordninger eller indstiftelser er jo grundet på Guds ord og befaling, og det, der er det, må være helligt, for hans ord er helligt og gør alt det helligt, der er ved og i det.
      

Næstekærligheden

Oven over disse samfundsordener befinder sig den almindelige orden, der hedder kristen kærlighed, hvori man ikke kun tjener de tre samfundsordener, men også i al almindelighed enhver, der er i nød, med alle mulige velgerninger: giver den sultne mad, de tørstige noget at drikke, tilgiver sine fjender, beder for alle mennesker, lider alt muligt ondt her på jorden osv. Se, det hedder alt sammen lutter gode gerninger, men alligevel er ingen af dem en vej til salighed. Der er kun én vej, der er hævet over alle andre veje: troen på Jesus Kristus. At være hellig og blive salig er nemlig to vidt forskellige ting. Salig bliver man alene gennem Kristus, men hellig bliver man både ved en sådan tro og gennem sådanne guddommelige indstiftelser og ordninger. Selv ugudelige mennesker kan være præget af meget, der er helligt, uden at de af den grund bliver salige, for Gud ønsker sådanne gerninger af os alene til hans pris og ære. Alle, der er salige i troen på Kristus, gør den slags gerninger og søger at bevare disse ordninger.
    Det, der er sagt om ægtestanden, gælder ligeledes enker og ugifte kvinder, for de hører jo også til i hjemmet og husholdningen. Når nu disse ordninger og guddommelige indstiftelser ikke gør salige, hvad skulle så Djævelens klostre og stiftelser kunne udrette, der overhovedet ikke hviler på Guds ord, og som oven i købet raser imod den eneste vej for troen og modsætter sig den?
      

Helligåndens person og embede

For det tredje tror jeg på Helligånden, der sammen med Faderen og Sønnen er én sand Gud, og som til evig tid udgår fra Faderen og Sønnen, dog som en selvstændig person i ét guddommeligt væsen og én guddommelig natur. Gennem Helligånden som en levende, evig, guddommelig gave bliver alle troende smykket med troen og andre åndelige gaver, opvakt fra de døde, befriet fra synden og gjort glade og tillidsfulde, frie og trygge i samvittigheden. For det er vor trøst, når vi føler Åndens vidnesbyrd i vort hjerte, at Gud vil være vor fader, tilgive os vor synd og skænke os evigt liv.
    Det er de tre personer og den ene Gud, som har givet os sig selv helt og fuldt med alt, hvad han er og har. Faderen skænker os sig selv sammen med himlen og jorden og alle skabninger, så de kan tjene os og være os til nytte. Men denne gave blev formørket og gjort nytteløs ved Adams fald, så derfor gav også Sønnen os sig selv og skænkede os alle sine gerninger, lidelser, visdom og retfærdighed og forsonede os med Faderen, så vi blev levende igen og retfærdiggjorte til også at kende Faderen og hans gaver. Men da denne nåde ikke ville være til gavn for nogen, hvis den forblev hemmelig og skjult og ikke kunne komme til os, så kommer Helligånden og skænker os også sig selv helt og fuldt.
  

Nådemidlerne

Helligånden lærer os at forstå den velgerning, Kristus har vist os, hjælper os med at tage imod den og bevare den, bruge den til gavn for os, dele den ud til andre og øge og fremme den. Det gør han både i det indre og i det ydre. I det indre sker det ved hjælp af troen og andre åndelige gaver. I det ydre sker det gennem evangeliet, dåben og nadveren, hvorved han kommer til os som ad tre veje eller på tre måder og tilegner os Kristi lidelser, så frelsen bliver os til gavn.

Dåben    
Derfor hævder og ved jeg, at ligesom der ikke er mere end ét evangelium og én Kristus, således er der heller ikke mere end én dåb, og at dåben i sig selv er en guddommelig ordning, som hans evangelium er det. På samme måde som evangeliet derfor ikke er falsk eller urigtigt, selv om der findes nogle, der bruger eller udlægger det falsk eller ikke tror på det, således er dåben heller ikke falsk eller urigtig, selv om nogle modtager den eller skænker den uden tro eller misbruger den på anden måde. Af den grund forkaster og fordømmer jeg fuldstændigt gendøbernes og donatisternes lære og alle dem, der bruger gendåb.
    
Nadveren
Ligeledes siger og bekender jeg, at i alterets sakramente spises og drikkes Kristi legeme og blod med munden i brødet og vinen, selv om de præster, der deler det ud, eller de, der modtager det, ikke tror på det eller misbruger det på anden måde. Det beror nemlig ikke på menneskers tro eller vantro, men på Guds ord og ordning, medmindre de først ændrer hans ord og anordninger og udlægger dette på en anden måde, som fjenderne af nadveren gør nu. De har virkelig kun brød og vin, ejer heller ikke Guds ord og hans indstiftede ordning, men har fordrejet og forvansket disse ting ud fra deres egen opfattelse.
      

Kirken

Dernæst tror jeg, at der er én hellig, kristen kirke på jorden, som er menigheden og antallet eller forsamlingen af alle kristne i hele verden, Kristi eneste brud og hans åndelige legeme, som han er det eneste hoved for. Men biskopperne eller præsterne er i denne forbindelse ikke hoveder, herrer eller brudgomme for de kristne, men tjenere og venner og, som ordet ”biskop” fortæller os, tilsynsmænd, vogtere og beskyttere. Denne kristenhed findes ikke kun i den romerske kirke og hos paven, men i hele verden, som profeterne har forkyndt det, at Kristi evangelium skulle nå ud til alle folkeslag, Sl 2, 8; 19, 5. Således er den kristne kirke geografisk set spredt ud overalt, hos paven, tyrkere, persere, asiater, men samlet på åndelig vis i ét evangelium og én tro under ét hoved, Jesus Kristus. Pavedømmet er virkelig endetidens sande herredømme eller det rette antikristelige tyranni, der sidder i Guds tempel og regerer efter menneskers bud, som Kristus taler om i Matt 24 og Paulus i 2 Thess 2. Tyrken og al kætteri, hvor det end befinder sig, hører egentlig også med til denne pestilens. Han skal ifølge profeterne ligeledes befinde sig på det hellige sted, men han kan ikke sammenlignes med pavedømmet.
    Overalt i denne kristne kirke, hvor den end findes, er der tilgivelse for synden, dvs., et kongerige af nåde og sand aflad, for i den findes evangeliet, dåben, alterets sakramente, hvor syndernes forladelse tilbydes, hentes og modtages. Desuden befinder Kristus sig også dér og Gud og hans Ånd. Uden for denne kristne kirke er der ingen frelse eller syndsforladelse, men evig død og fordømmelse, og selv om meget ser ud til at være helligt dér, og der er mange gode gerninger, er alt dog forgæves. En sådan syndstilgivelse kan ikke kun forventes én gang, nemlig i dåben, som novatianerne lærer, men så ofte og så mange gange, man har brug for den, lige til døden.
      

Personligt skriftemål og sjælesorg

Af den grund sætter jeg slet private skriftemål meget højt, for her tilsiges Guds ord og absolution med syndernes forladelse privat og til hver enkelt, og så ofte man ønsker det, kan man deri finde tilgivelse og også trøst, råd og vejledning. Dette skriftemål er i sandhed en kostbar og nyttig ting for sjælen, så længe man ikke påtvinger nogen det med love og påbud, men lader det være frit for enhver at gøre brug af det i sin nød, når og hvor man vil - ligesom vi har frihed til at søge råd, trøst og vejledning, når og hvor vor nød og vilje kræver det. Man skal heller ikke tvinge nogen til at opregne og bekende alle synder, men kun dem, der piner ham mest, eller dem, man først og fremmest vil nævne, således som jeg har beskrevet det i min lille bog om bønnen.
      

Pavens afladshandel

Men afladen, som pavekirken sidder inde med og deler ud af, er et gudsbespotteligt bedrageri, ikke kun, fordi den opdigter og udtænker en særlig tilgivelse ud over den almindelige, der skænkes i hele den kristne kirke gennem evangeliet og sakramenterne, og således krænker og tilintetgør denne almindelige tilgivelse. Den er også bedragerisk, fordi den baserer tilgivelsen af synden på menneskers gerninger og fromme fortjenester, hvor Kristus jo alene kan give og har givet os sin fortjeneste.
  

Bøn for de døde

Jeg anser det ikke for en synd at bede for de døde ud fra sit eget skøn, da Skriften ikke nævner noget om dette. Det kunne f.eks. ske således: Kære Gud, hvis sjælen er således beskaffen, at den kan hjælpes, så vær den nådig, osv. Når det er sket en eller to gange, så lad det være nok, for vigilierne og sjælemesserne og de årlige rekviemmer er ingen nytte til, men kun Djævelens gøglemarked. Der står heller ikke noget i Skriften om Skærsilden, og det har sikkert sit udspring fra genfærdsånder. Det er efter min opfattelse unødvendigt at tro på den, selv om Gud, for hvem alt er muligt, måske kunne lade sjælen pine et stykke tid efter afskeden fra jordelivet. Men han har ikke ladet skrive eller sige noget om det, så derfor vil han heller ikke, at man skal tro på det. Jeg kender ellers Skærsilden på en anden måde, men det ville ikke være passende at undervise om den i menigheden eller på anden side beskæftige sig med den ved hjælp af messegaver eller vigilier.
    Andre før mig har angrebet påkaldelsen af de hellige, og det tiltaler mig. Jeg tror også, at det er Kristus alene, vi skal påkalde som vor mellemmand, som Skriften lader forstå. Skriften lærer intet om påkaldelse af helgenerne, derfor er det usikkert, om man skal tro på det.
      

Forbøn og salvning af syge

Hvis det at salve med olie fandt sted i overensstemmelse med Skriften (Mark 6, 13; Jak 5, 14), ville jeg godkende det, men man skal ikke gøre det til et sakramente. Ligesom man i stedet for vigilierne og sjælemesserne kunne holde en prædiken om døden og det evige liv, ved begravelsen bede en bøn og tænke over vor egen død, som det ser ud til, at de gamle gjorde, ville det også være på sin plads at besøge de syge, bede for dem og formane dem, og hvis nogen ønskede at blive salvet med olie, stod det en frit for at gøre det i Guds navn.
    Man skal heller ikke gøre ægteskabet og præsteembedet til et sakramente. De er i sig selv hellige ordninger nok. Boden er heller ikke andet end at leve i dåben og dens kraft. Således bliver der da kun to sakramenter tilbage: dåben og Herrens nadver sammen med evangeliet, hvori Helligånden i rigeligt mål tilbyder, skænker og indprenter os syndernes forladelse.
      

Messeofferet

Den værste af alle pestilenser anser jeg messen for at være, når den holdes eller sælges som et offer eller en god gerning, som nu er grundlaget for alle religiøse stiftelser og klostre, der, om Gud vil, snart skal ødelægges. Selv om jeg har været en stor, forbitret og forhærdet synder og tilbragt min ungdom på den mest skammelige måde, er min værste synd dog den, at jeg har været sådan en from munk og i mere end 15 år på en grufuld måde har fortørnet, pint og plaget min kære Herre med de mange messer. Men hans uudsigelige nåde ske lov og tak i al evighed, fordi han har ført mig ud af den vederstyggelighed og dagligt bevarer og styrker mig i den rette tro trods min ringe taknemmelighed.
    I forbindelse hermed har jeg rådet folk til, og gør det stadig væk, at forlade stiftelserne og klostrene med deres munkeløfter, begive sig væk derfra og ud i de sande kristne ordninger, så de slipper fri af den afskyelige messe og den forfærdelige fromhed som f.eks. kyskhed, fattigdom, lydighed, hvorved man tror at blive salig. Lige så smukt det var ved kristenhedens begyndelse at leve i ugift stand, lige så vederstyggeligt er det nu, når man derved fornægter Guds hjælp og nåde. Man kan udmærket leve som ung kvinde eller i enkestanden og være kysk uden denne grufulde pestilens.
      

Pædagogiske hjælpemidler

Billeder, klokker, messedragter, kirkeudsmykning, alterlys og den slags ting betragter jeg som noget frit. Den, der vil, kan undlade dem, selv om jeg anser billeder og malerier, hentet fra Skriften og fra gode historier, for meget nyttige, og at man kan bruge dem, som det passer en. Jeg har således ingen sympati for billedstormerne.
      

Det evige liv

Til sidst: Jeg tror på opstandelsen fra de døde på den yderste dag, både af onde og gode, så at enhver kan få igen, alt efter som han har handlet her i livet. Så skal de hellige leve til evig tid sammen med Kristus og de onde dø i al evighed sammen med Djævelen og hans engle. Jeg har nemlig ikke den opfattelse, som andre prædiker, at djævlene også engang skal blive salige.
  

Luthers læsevejledning    

Dette er min tro, for således tror alle kristne, og alt dette lærer Den Hellige Skrift. Hvad jeg har sagt for lidt om her i dette skrift, vil mine andre skrifter kunne supplere op med på tilstrækkelig måde, især dem, der er udkommet inden for de sidste 4-5 år. Jeg beder om, at alle from hjerter vil være mine vidner og bede for mig, så jeg kan holde fast ved denne tro til min sidste stund. Hvis jeg - det forbyde Gud! - i anfægtelse eller dødsangst skulle sige noget andet, så lad det ude af betragtning. Jeg bekender hermed for offentligheden, at det er forkert og inspireret af Djævelen selv. Dertil hjælpe mig min Herre og Frelser, Jesus Kristus, velsignet være han i al evighed! Amen.


Til forsiden