Om øvrighedens ansvar for religionen
|
Indledning
Baggrunden for dette skrift var en henvendelse fra den lutherske Landgreve Filip af Hessen i 1536 om, hvordan de offentlige myndigheder skulle forholde sig til oprørske gendøbere. Det er de fire store wittenbergske teologer, Martin Luther, Johannes Bugenhagen, Caspar Creutziger og Philip Melanchthon, der i fællesskab svarer her.
Situationen var den, at gendøberne allerede flere gange havde opildnet til verdslig oprør. I 1525 førte gendøberne med Thomas Müntzer i spidsen an i bondeoprøret. Og fra 1534-35 havde gendøbere overtaget magten i byen Münster. Her introducerede de voksendåb og tiltog sig uindskrænket magt i det nye "Zion". Man legitimerede sine handlinger med den bemyndigelse, man påstod at have fået gennem himmelske visioner. Flerkoneri blev legaliseret og der blev indført fælleseje. Samtidig søgte man at udbrede sine ideer både med vold og med udsendelse af private (hemmelige) prædikanter.
Det er på denne baggrund, man må læse de lutherske teologers betænkning. På daværende tidspunkt og ind i den aktuelle situation har de ingen plads til fri religionsudøvelse. Der er kun plads til én religion i fyrstendømmet og det er fyrstens lutherske tro (som blot er kirkens almindelige lære) På reformationstiden havde ingen ret til at optræde som præst eller prædikant uden at være lovlig kaldet. De omrejsende gendøberes private mission var derfor et brud på samfundslovene uanset indholdet af deres forkyndelse. Endnu værre var det, at deres lære desuden kunne indeholde elementer, der direkte eller indirekte opildnede til samfundsomvæltninger og oprør.
Teologerne i Wittenberg viser, at øvrigheden har både ret og pligt til at stoppe gendøbernes foretagende med verdslig magt. Dette skal dog gå ordentligt og redeligt til ved hjælp af udvalgte undersøgelsesdommere. Og eventuelle retssager skal føres ud fra helt klare og tydelige beviser. Allerførst skal man dog undervise de pågældende personer grundigt i den rette lære og påvise deres vildfarelser, så de får mulighed for at ændre mening. De, der gør det, skal man ikke foretage sig yderligere med. Det gælder især almindelige tilhørere, der uforvarende er blevet ført vild.
Gendøbernes ledere og talsmænd må man derimod straffe med verdslige straffemidler, hvis de trodsigt fastholder retten til at forkynde deres lære offentligt uden lovlig kald. Straffen kan gå fra bøde over fængselsstraf og landsforvisning, helt til dødsstraf, hvis der er tale om oprør og revolution. Reformatorerne understreger her, at dommerne altid skal tage hensyn til de enkelte tilfælde og omstændigheder og ikke blot dømme efter et fast skema. I et følgebrev til selve betænkningen pointerer Wittenberg-teologerne er det er dem "meget magtpåliggende at undgå blodsudgydelser"
Teksten bringes her i en ny dansk oversættelse parallelt med den tyske tekst fra Weimarudgaven, bind 50, 5-15. På nettet kan man desuden se og læse hele originaltrykket fra 1536 her: http://daten.digitale-sammlungen.de/~db/0002/bsb00024348/image_1
Cand.theol. Finn B. Andersen august 2010 |
At de offentlige myndigheder har pligt til at stoppe de ukristelige gendøbersekter med verdslig straf.
|
Daß weltliche Oberkeit den
Wiedertäufern mit leiblicher Strafe zu wehren schuldig sei, Etlicher Bedenken
zu Wittenberg. 1536.
WA 50, 6 [Das Begleitschreiben] [Seite 8] Durchleuchter hochgeborner furst vnnd herr E F G sind vnsere arme dienst
Jn vnterthenigkeyt zuuor, Gnediger furst vnnd herr, vff E F G schrifft,
belangend die widerteuffer, senden wir E F G vnser bedencken, darinn wir clar
vnd deutlich vnser maynung angezayget, das weltlicher oberkeyt gebur,
offentliche vnrechte lahr zu weren, vnnd die halstarrigen in Jhren gebieten
zu straffen, vnnd wiewol wir wissen, das diese frag vil disputation hat, auch
blutuergießen am aller liebsten meyden wolten, so tzweyfeln wir doch nit,
diese vnser maynung sey genugsam gegrundt vnnd Christlich. Wie aber die
straffen nach gelegenhayt der vmbstende zumessigen oder zu scherpfen sind,
stellen wir zu denen, so zu solchem examen1 gezogen werden, Es sind
offentliche yrthumb [Seite 9] in der widerteuffer sect, dazu solche, die weltliche regiment
belangend, Darumb kan der richter dest leychter schließen1, vnnd sichet, das
eyn ernst von nöten ist. Gott bewar vnnd erhalt E F G allezeyt gnediglich zu
seynem lob, vnnd zu gut der Christenheit. Dat Witteberg, montags nach Pentecoste Anno 1536 E F G vnterthenige diener Martinǔs Luther D Caspar Creutziger D Joannes Bugenhagius Pomeranus D Philippus Melanthon |
|
Om kristne fyrster har pligt til at
straffe gendøbernes ukristne sekt med verdslig straf og stoppe dem med sværd.
1536 Først skal det understreges, at denne sag ikke handler om prædikeembedet, for evangeliets prædikanter og tjenere har ikke verdslig magt. Derfor skal de ikke udøve verdslig magt, men alene kæmpe med ret lære og prædiken mod vranglæren. Hvis de udøver en anden myndighed og bruger magt, som Müntzer gjorde og som det skete i Münster, er det forkert og oprør. Nej, spørgsmålet her er, om de offentlige myndigheder har pligt til at stoppe gendøbernes vranglære og andre lignende sekter med verdslig magt og straf. |
Dr] Ob Christliche Fürsten
schuldig sind, der Widerteuffer unchristlichen Sect mit leiblicher straffe,
und mit dem schwert zu wehren. 1536
[Seite 9] Erstlich ist zu mercken, das jnn dieser frage nicht geredt wird
von der Predicanten ampt, Denn die Prediger und Diener des Euangelij fueren
das schwert nicht, Darumb sollen sie keine leibliche gewalt uben, sondern
allein mit rechter leer und predigt wider die jrthum fechten, Wo sie aber jnn
ein ander ampt greiffen und das schwert fueren wollen, wie Muentzer that, und
wie zu Muenster geschehen ist, ist solches unrecht und auffrhur, Sondern hie
ist die frage von weltlicher Oberkeit, ob die selbige schuldig sey der
Widerteuffer unrechte leer und der gleichen mit leiblicher gewalt zu wehren
und zu straffen. |
|
For det andet skal de, der er blevet vildledt først modtage en klar kristen undervises og formanes til at afstå fra deres vildfarelse, inden man griber til straf. Hvis de gør det, er det kristeligt, at man viser dem nåde. Men hvis de er trodsige og ikke vil ophøre med deres vildfarelse, er det nødvendig at gribe til straf. For det tredje er det en kendt sag, at myndighederne har pligt til at stoppe oprør og ødelæggelse af lov og orden og at straffe oprørerne med sværdet. Som Paulus siger: "Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, vil pådrage sig dom." |
Zum andern, ehe man die straff fuernimpt, sol erstlich den verfuerten leuten
Christlicher klarer unterricht und vermanung geschehen, das sie von jren
jrthumen abstehen wollen, Wo sie solchs thun, ist es Christlich, das man jnen
gnade erzeige, Wo sie aber halstarrig sind, und nicht da von abstehen wollen,
da ist straff von noeten. [Seite 10] Zum dritten, das ist offentlich, das Oberkeit schuldig ist
auffrhur und zerstoerung des leiblichen Regiments zu wehren und
auffrhuerissche mit dem [Röm. 13, 2] schwert zu straffen, Wie Paulus spricht:
Wer wider die Oberkeit thut, der sol gestrafft werden. |
|
Nu har gendøberne to slags lære. Noget angår især det almindelige, offentlige liv, som at en kristen ikke må have et offentligt embede, der fører sværdet. At kristne ikke skal have nogen øvrighed ud over evangeliets tjenere. Kristne må ikke aflægge ed. Kristne må ikke have privat ejendom. Kristne har ret til at forlade deres ægtefæller, hvis de ikke vil gendøbes. Disse og lignende læresætninger finder man normalt hos alle slags gendøbere. Nu er det klart, at disse læresætninger uden videre er en ødelæggelse af det almindelige, borgerlige liv, øvrigheden, edsaflæggelse, ejendomsret, ægteskabet osv. Hvilke ødelæggelser, mord og røverier ville det ikke skabe, hvis denne lære og disse synspunkter blev almindelige? Derfor har øvrigheden bestemt pligt til at stoppe disse meninger som oprørske. Og de genstridige, om det så er gendøbere eller andre, som fastholder en eller flere af disse synspunkter, skal man straffe med verdslig magt, og alt efter omstændighederne og forholdene også straffe med sværdet, for disse synspunkter angår ikke kun religiøse sager, men er uden videre og i sig selv en åbenlys omvæltning af det verdslige styre. |
Nu haben die Widerteuffer zweyerley Artickel, Etlich belangen jnn sonderheit
das eusserlich leiblich Regiment, als nemlich, das sie halten, Christen sollen
das ampt nicht haben, welches das schwert fueret, Jtem: Christen sollen keine
Oberkeit haben, on allein die diener des Euangelij, Jtem: Christen sollen nicht
schweren, Jtem: Christen sollen nicht eigenthum haben, Jtem: Christen moegen
jre Eheliche weiber verlassen, so sie nicht woellen die Widertauff annemen.
Diese und der gleichen Artickel findet man gemeinklich bey allen Widerteuffern.
Nu ist offentlich, das diese Artickel on mittel1 ein zerstoerung sind des
eusserlichen leiblichen Regiments, Oberkeit, Eidpflicht, Eigenthum der gueter,
Ehestands &c.. Denn [Bl. A iij] so diese artickel und leer durch aus jnn gmein
gehen solt, wilche zerstoerung, mord und raub wuerde draus folgen? Darumb ist on zweivel die Oberkeit schuldig, diese Artickel als
auffrhuerisch zu wehren, Und sol die halstarrigen, es sind Widerteuffer oder
andere, welche solche Artickel, einen oder mehr, halten, mit leiblicher
gewalt und nach gelegenheit der umbstende auch mit dem schwert straffen, Denn
diese Artickel sind nicht allein geistlich sachen, Sondern sind on mittel und
an sich selbs ein offentliche zerstoerung der leiblichen Regiment. |
|
Og man skal ikke tage sig af, at gendøberne til dette siger: Vi ønsker ikke at skade nogen. Det er en påstand, der strider mod kendsgerningerne, at man omstyrter lov og orden og siger, at man ikke vil skade nogen. For hvis deres lære fik overhånd, ville det være forbi med øvrighed, edsaflæggelse, ejendomsret osv. Da Den Hellige Skrift klart viser, at visse af gendøbernes læresætninger er forkerte og djævelske og da det er klart og tydeligt, at de uden videre omstyrter den verdslige øvrighed, er der ingen tvivl om, at øvrigheden har pligt til at stoppe en sådan falsk og oprørsk lære. Og efter deres formåen (beføjelser) mildne eller skærpe straffen efter deres skøn. Nogen kommer med denne indvending: Øvrigheden kan ikke skænke nogen troen, derfor har de intet at bestille med straf på grund af tro. Dertil er der mange fornuftige svar. Dog vil vi nøjes med dette: Øvrigheden straffer ikke på grund af overbevisning og meninger i hjertet, men på grund af offentlig uret tale og lære, som også fører andre vild. Ligesom øvrigheden har pligt til at straffe anden oprørsk tale og trusler, som virkelig påvirker folk til at gøre oprør, sådan har de også pligt til at straffe denne slags oprørsk tale og lære, som virkelig påvirker folk til at gøre oprør, hvis det stod til dem. For de vil jo ikke have øvrighed, edsaflæggelse, ejendomsret. |
Und ist nicht zu achten, das die Widerteuffer dagegen sagen: Wir wollen niemand
nicht thun. Es ist protestatio contraria facto, Regiment zerreissen und
sagen: Wir wollen niemand nicht thun. Denn so jr leer solt uberhand nemen, so
were ja Oberkeit, Eid, Eigenthum &c.. auffgehaben. Die weil nu die heilig Schrifft klar leret, das bemelte Artickel der Widerteuffer
unrecht und Teufflisch sind, und klar und offentlich ist, das sie on mittel
zerstoerung sind weltlicher Regiment, ist kein zweivel: die Oberkeit ist
schueldig solcher falschen und auffrhuerischen leer zu wehren, Und nach
krafft jres ampts die straff lindern odder scherffen nach jrem bedencken. Das man nu dagegen spricht: Oberkeit kan niemand den glauben geben, darumb
sol sie niemand umb des glaubens willen zu straffen haben, — Darauff sind
viel bestendiger antwort, doch wollen wir allein dieses antworten: Oberkeit
straffet nicht von wegen der meinung und opinion im hertzen, [Seite 11] sondern von wegen der eusserlichen unrechten rede und leer, da
durch andere auch verfueret werden. Darumb, wie die Oberkeit ander auffrhuerische
rede und drewung, da durch auffrhur wircklich erreget werden, zu straffen
schuldig ist, Also ist sie auch schuldig, diese auffrhuerische reden und leer
zu straffen, als da durch die leut wircklich beweget werden, zerstoerung anzurichten,
so viel an jnen ist, Denn sie wollen, es sol kein Oberkeit, kein eid, kein
eigenthum sein. |
|
Og selv om de med hykleri farver og undskylder disse artikler, så er det dog i bund og grund deres mening. Vi mener heller ikke, man skal udspørge gendøberne med spidsfindige spørgsmål, men man skal søge og finde den egentlige begrundelse for deres lære og tale om den. Her skal man ikke lade sig narre ved Djævelens hykleri. Noget af det kan de smykke lidt, men i bund og grund finder man, at de nævnte vildfarelser skjuler sig bagved. Deres strålende hellighed er blot hykleri og djævelsk bedrag, for Paulus lærer klart, at de, der har sådanne læresætninger om det verdslige regimente og udgiver det for at være en ny slags hellighed, kommer fra Djævelen. Derfor skal en kristen øvrighed ikke lade sig skræmme af disse ånders strålende og hykleriske hellighed eller tolerance, men se på de vildledende læresætninger, der er et bevis i de genstridige om, at de er en djævelsk sekt. Det må være nok om de oprørske læresætninger, for det er ikke svært at forstå, at øvrigheden i disse læresætninger bør udøve deres embede, for at opretholde ro og orden. I Münster mente de også, at der måtte opstå et jordisk kongerige før dommedag, hvor der kun skal være ene hellige, osv. De anskaffede sig ligeledes flere hustruer. Sådanne vildfarelser er oprørske og bør stoppes grundigt. |
Und ob sie gleich mit heucheley etliche diese Artickel ferben1 und
entschueldigen, So ist doch dieses im grund jr meinung, Denn unser gemuet ist
auch nicht, das man die Widerteuffer mit subtilen fragen gefahren2 solt,
Sondern man sol den rechten klaren grund jnn jrer leer suchen und mercken,
und auff [Bl. A 4] den selbigen sprechen. Da bey sol man sich auch durch des
Teuffels heucheley nicht betriegen lassen. Etlich koennen sich etwas
schmuecken, aber im grund befindet man, das bemelte jrthum jnn jn stecken,
und das jre scheinnende3 [1. Tim. 4, 1ff.] heiligkeit allein heucheley ist,
und ein Teufflisch gespenst. Denn Paulus leret klar, Das die vom Teuffel
sind, so solche jrrige Artickel vom leiblichen Regiment halten, und sie fur
newe heiligkeit furgeben. Darumb las sich Christliche Oberkeit nicht
erschrecken die scheinnende und heuchlische heiligkeit oder gedult5 solcher
geister, sondern sehe an die jrrigen Artickel, die ein zeugnis sind jnn den
halstarrigen, das ein Teufflische Sect sey. Das sey gnug von den auffrhuerischen Artickeln, Denn es ist nicht schwer zu
verstehen, das jnn diesen Artickeln der Oberkeit gebuer, jr ampt zu
gebrauchen, das Regiment zu erhalten. Die zu Muenster haben auch gehalten, Es
mus ein leiblich Koenigreich vor dem juengsten tage werden, darinn eitel
Heilige sind &c.. Jtem haben viel weiber genomen. Solche jrthum sind
auffrhuerisch und sollen mit ernst geweret werden. |
|
For det andet har gendøberne læresætninger, der angår religiøse spørgsmål som barnedåb, arvesynd, åndsoplysning uden om og imod Guds ord. Nogle, som dem i Münster, har også hævdet, at Kristus ikke fik sin krop fra Marias krop. Ligeledes at der ikke er syndstilgivelse efter en dødssynd, osv. Angående disse punkter er det også vores svar: Ligesom den verdslige øvrighed har pligt til at stoppe og straffe åbenlys gudsbespottelse, blasfemi og løgnagtighed, sådan har de også pligt til at stoppe og straffe åbenlys, falsk lære, uret gudstjeneste og kætteri i deres egne område og hos personer, der hører ind under dem. Dette befaler Gud i det andet bud, hvor han siger: "Den, der vanære Guds navn, skal ikke lades ustraffet." Enhver har pligt til at forebygge og stoppe gudsbespottelse efter stand og stilling. Og ifølge dette bud har myndighederne magt og befaling til at fjerne uret gudstjeneste og derimod indføre ret lære og ret gudstjeneste. Således lærer dette bud os, at stoppe åbenlys falsk lære og at straffe de genstridige. Det fremgår også af ordene i 3 Mos 24, 16: "Den, der bespotter Herrens navn, skal lide døden." |
Zum andern haben die Widerteuffer Artickel, die geistlich sachen belangen,
als die Kindertauff, Erbsund, erleuchtung auser und wider Gottes wort,
Etlich, als die zu Muenster6, haben auch fuergeben, Christus habe sein leib
nicht von Maria leib genomen. Jtem, das keine vergebung sey nach der todsund
&c.. Von solchen geistlichen Artickeln ist das auch unser antwort: Wie
die weltlich Oberkeit schuldig ist, offentliche Gottes lesterung, blasphemias
und periuria, zu wehren und zu straffen, Also ist sie auch schuldig, offentliche
falsche leer, unrechten Gottsdienst und ketzereien jnn eigen gebieten und an
personen, darueber sie zu gebieten hat, zu wehren und zu straffen, Und dieses
gebeut Gott im andern gebot, da er spricht: Wer Gottes namen unehret, der sol
[Seite 12] nicht ungestrafft bleiben. Jderman ist schuldig nach seinem
stand und ampt, Gottes lesterung zu verhueten und zu wehren. Und krafft
dieses gebots haben Fuersten und Oberkeiten macht und bevelh unrechte Gottes
dienst abzuthun, Und dagegen rechte leer und rechte Gottes dienst auff
zurichten, Also auch leret sie dieses gebot offentliche falsche leer zu
wehren und die halstarrigen [3. Mose 24, 16] zu straffen. Da zu dienet auch
der text Levit. 24: ‘Wer Gott lestert, der sol getoedtet werden’. |
|
Men øvrigheden skal først modtage sikre og rigtige oplysninger, så de er på den sikre side og ikke gør nogen uret. For det er ikke ret, blot efter sædvane at dømme imod Guds ord og imod det gamle, rene kirkelige syn og lære. Sædvane er en stor tyran. Derfor bør man søge begrundelse i Guds ord og det gamle, rene kirkelige syn, for man skal ikke antage nogen lære, der ikke er bevidnet i den gamle, rene kirke, da det er indlysende, at den gamle kirke har haft alle trosartikler. Især alle dem, der er nødvendige til frelse. Derfor har magthaverne pligt til en grundig undersøgelse ud fra Guds ord og den gamle kirkelære. Nu er nogle af gendøbernes synspunkter let genkendelige. For hvilken ødelæggelse vil ikke følge, hvis man holdt op med at døbe børnene? Hvad andet ville det afstedkomme end et åbenlyst hedensk liv? Ligeledes er barnedåben så grundfæstet, at gendøberne ikke har nogen gyldig grund til at ødelægge den. Ligeledes er det en åbenlys og meget skadelig vildfarelse, at de siger, at børnene ikke har brug for syndernes forladelse, at arvesynden ikke eksisterer. |
Es sol aber die Oberkeit zuvor sich bestendiglich und recht unterrichten lassen,
da-[Bl. B 1]mit sie gewis sey und niemand unrecht thue. Denn das ist nicht
recht, allein nach gewonheit richten wider Gottes wort, und wider der alten
und reinen kirchen verstand und leer. Gewonheit ist ein grosser Tyrann1, Darumb
mus man ursach2 aus Gottes wort und der alten reinen Kirchen verstand3
suchen. Denn man sol keine leer annemen, die nicht zeugnis hat von der alten
reinen Kirchen, die weil leichtlich zu verstehen, das die alte Kirch hat alle
Artikel des glaubens haben muessen, Nemlich alles, so zur seligkeit noetig
ist, Derhalben ist der Potestat4 schueldig, das er sich gruendlich aus Gottes
wort und der alten Kirchen leer unterrichten las. Nu sind etliche Artickel der Widerteuffer, da mercklich an gelegen ist. Denn
welche zerruettung solte folgen, so man die kinder nicht teuffen solt. Was
wuerde endlich anders daraus, denn ein offentlich Heidnisch wesen? Jtem die Kindertauff ist so gegruendet, das die Widerteuffer die selbigen
umbzustossen keinen rechten grund haben. Jtem, das sie sagen, Kinder beduerffen der vergebung der sunden nicht, Erbsund
sey nichts, solchs sind offentliche und seer schedliche jrthum. |
|
Desuden skiller gendøberne sig ud fra kirken, også på de steder, hvor der er en ren, kristen lære og misbrugene og afgudsdyrkelsen er afskaffet. De opretter deres egen embede, kirke og menighed, som også er imod Guds befaling. Hvor læren er ret og der ikke foregår afgudsdyrkelse i kirken, er alle mennesker forpligtet over for Gud til at forblive under det rette, offentlige embede uden at anrette splittelse. Den, der i sådanne tilfælde laver splittelse og opretter nye embeder, handler bestemt imod Gud. Således indførte også donatisterne forhen gendåb og anrettede splittelser uden anden årsag end denne: Der var præster og folk, som ikke var fromme og derfor ville de lave en kirke, der var helt ren. Det har vi også hørt fra enkelte gendøbere. Grunden til at de også anretter splittelse, dér, hvor de ikke kan dadle læren eller gudstjenesten, er denne, siger de: Vi lever et syndigt liv, er havesyge, osv. og de ønsker at lave en ren kirke. Af den grund har kejser Honorius og Theodosius indført den paragraf i loven, hvor det hedder, at man skal straffe gendøberne med døden. For at anretter splittelse og opretter nye embeder alene på grund af de andres dårlige livsførelse, er bestemt i modstrid med Gud. Og fordi det gør meget skade og giver årsag til evig ufred, bør den verdslige øvrighed stoppe og straffe dette omhyggeligt. |
Uber das sundern sich die Widerteuffer von der Kirchen, auch an denen orten,
da reine Christliche leer ist, und da die misbreuch und Abgoetterey abgethan sind,
und richten ein eigen Ministerium5, kirch und versamlung an, welches auch
wider Gottes befelh ist. Denn wo die leer recht ist, und nicht Abgoetterey
jnn den kirchen geuebet wird, sind alle menschen schueldig fur Gott, das sie
bey dem ordentlichen, offentlichen Ministerio bleiben, und keine suenderung6 anrichten,
Und wer jnn solchem fall suenderung und newe Ministeria anrichtet, der thut
gewislich wider Gott, Wie vor zeiten die Donatisten auch ein Widertauff und
suenderung anrichten und keine ursach hatten, denn allein diese: Es weren
Priester und leut jnn der andern Kirchen, die weren nicht from, sie [Seite 13] wolten eine kirche machen, die gantz rein were. Solches haben
wir von etlichen Widerteuffern gehoert: Warumb sie suenderung machen, auch
von denen Kirchen, da sie die leer und Gottes dienst nicht straffen1 koenten?
Sagten sie: Wir fuerten ein boese leben, seien geitzig &c.., sie wolten
aber ein reine Kirch machen. Auff diesen fall ist das gesetz in Codice gemacht, durch Honorium und Theodosium,
darinn stehet, Das man die Wider-[Bl. B ij]teuffer toedten sol. Denn trennung
und newe Ministeria anrichten, allein von wegen der andern boesen siten, ist
gewislich wider Gott. Und die weil es seer ergerlich und zu ewigem unfrid
ursach gibt, sol die weltlich Oberkeit solchs mit ernst wehren und straffen. |
|
Nogle argumenterer med, at den verdslige øvrighed slet ikke skal blande sig i åndelige spørgsmål. Men det er alt for upræcist sagt. Det er ganske vist sandt: begge embeder, præsteembedet og den verdslige øvrighed er adskilt. Alligevel skal begge tjene til Guds ære. Øvrigheden skal ikke alene beskytte borgernes ejendom og legemlige liv, men deres vigtigste opgave er at fremme Guds ære og at forhindre gudsbespottelse og afgudsdyrkelse. Derfor lod kongerne i GT dem henrette, der anrettede afgudsdyrkelse med falske profeter. Det gjorde ikke blot de jødiske konger, men også de omvendte hedenske konger. For de bør forstå, at de er Guds tjenere, som skal ære ham med deres embede. Salme 2, 10: "I konger, vær nu kloge." Mod dette anfører man ordene om ukrudtet i hveden: "Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten." Men det er ikke talt til den verdslige øvrighed, men til prædikeembedet, så de ikke under dække af deres embede skal udøve nogen verdslig magt. Ud fra alt dette er det klart, de offentlige myndigheder har pligt til at forhindre og straffe gudsbespottelse, falsk lære og kætteri. |
Etliche disputirn, Weltlich Oberkeit sol gantz nicht mit geistlichen
sachen zuthun haben. Das ist viel zu weitleufftig geredt. Das ist war: beide empter,
das Predig ampt und weltlich Regiment sind unterschieden. Gleich wol sollen
sie beide zu Gottes lobe dienen, Fuersten sollen nicht allein den untherthan
jre gueter und leiblich leben schuetzen, sondern das fuernemst ampt ist,
Gottes ehr foddern, Gottslesterung und Abgoetterey wehren. Darumb auch die
Koenige im alten Testament, und nicht allein die Juedischen Koenige, sondern auch
die Heidnischen bekerten Koenig die, so falsche Propheten und Abgoetterey anrichten,
toedten liessen. Solche exempel gehoeren jnn der Fuersten ampt, Wie [Röm. 13,
3] auch Paulus leret: Das Gesetz ist gut, die Gottslesterer zu straffen
&c.. Die weltlich Oberkeit sol nicht allein dem menschen dienen zu
leiblicher Wolfart, sondern zu foederst zu Gottes ehre. Denn sie ist Gottes
dienerin, den sol [Ps. 2, 10] sie erkennen, und mit jrem ampt preisen. Psalmo
2: Et nunc, Reges, intelligite. [Matth. 13, 30] Das aber dagegen angezogen werden diese wort vom unkraut:
Lassts beides wachsen, Das ist nicht zu weltlicher Oberkeit geredt, sondern
zum Predig ampt, das sie unter schein jres ampts keinen leiblichen gewalt
uben sollen. Aus diesem allem ist nu klar, das weltliche Oberkeit schuldig
ist, Gottes lesterung, falsche leer, ketzereien zu wehren und die anhenger am
leib zu straffen. |
|
Hvor gendøberne således fører en lære, der er imod den verdslige øvrighed, er det let at dømme. Her er der ingen tvivl: I sådanne tilfælde skal de genstridige straffes som oprørere. Andre har alene synspunkter, der angår religiøse spørgsmål som barnedåb, arvesynd og unødvendige splittelser. Disse ting er imidlertid også vigtige. For det er ikke småting at smide børnene ud af kristenheden og sætte dem over i en usikker stand, ja, at bringe dem i fordømmelse. Og at oprette to slags folk iblandt os: døbte og udøbte. Ja, man ser og forstår, at der er grove, falske lærepunkter blandt gendøberne. Derfor mener vi, at de genstridige også i disse tilfælde kan straffes med døden. Og hvor begge slags vildfarelser findes, både i verdslige og åndelige sager, er dommeren endnu mere sikker og skal straffe hårdt, hvis de ikke vil afstå fra deres lære. |
Wo nu die Widerteuffer Artickel haben wider das weltlich Regiment, so ist
dest leichter zu richten. Denn es ist nicht zweivel: im selbigen fall sollen die
halstarrigen als auffrhuerische gestrafft werden. Wo aber jmand allein artickel
hette von Geistlichen sachen, als von Kindertauff, Erbsuend und unnoetiger suenderung,
die weil diese Artickel auch wichtig sind, — Denn es ist nicht wenig daran
gelegen, die kinder aus der Christenheit zu werffen und jnn einen [Seite 14] ungewissen stand
setzen, ja zu verdamnis bringen, Jtem zwey voelcker unter uns selb anrichten,
getauffte und ungetauffte, Die weil man doch sihet und greiffet, das grobe
falsche Artickel jnn der Widerteuffer Sect sind, — Schliessen wir, das jnn
diesem fall die halstarrigen [Bl. B iij] auch moegen getoedt werden. Darueber,
wo beiderley jrthum, von Weltlichen und Geistlichen sachen, jnn Widerteuffern
gefunden werden, und sie nicht da von abstehen, ist der Richter dest sicherer
und sol mit ernst straffen. |
|
Imidlertid skal man altid følge denne regel, at man først underviser folk og opfordrer dem til at afstå fra deres vildfarelse. Ligeledes skal dommeren også skelne mellem sagerne: Nogle mennesker er helt tilfældigt blevet vildledt og er ikke genstridige. Dem skal man ikke handle overilet med. Man kan også mildne straffen til udvisning eller fængsle dem, så de ikke udretter skade.. Andre er anstiftere og genstridige. Her skal dommeren være streng. Og fremholder de synspunkter, der angår det verdslige regimente, må man regne med, at de også pønser på at indføre samme styre, som i Münster. Derfor skal man straffe dem som oprørere. Hvis vi sætter Guds ære højt, må vi også omhyggeligt forhindre, at gudsbespottelse og skadelige vildfarelser breder sig. |
Es sol aber allzeit die mas gehalten werden, das man erstlich die leut unterrichten
las und vermane, von jrthumb abzustehen. Jtem der Richter sol auch
unterschied halten: Etliche sind gar aus einfalt verfueret und sind nicht
trotzig, mit denen sol man nicht eilen, Auch mag man sie linder straffen, als
mit verweisung, oder jnn gefengnis behalten, das sie nicht schaden thun. Etliche
sind anfenger1 und trotzig, da sol der Richter auch ein ernst erzeigen, Und
haben sie jrthum vom weltlichen Regiment, so darff man sich zu solchen nicht
anders versehen, denn das sie auch mit einem Muensterischen Regiment schwanger
gehen. Darumb straff er sie als auffrhuerer. Jtem, so wir Gottes ehre hoch achten, sollen wir auch mit ernst wehren, das
nicht Gottes lesterung und schedliche jrthum ausgebreitet werden. |
|
Til oplysning og bekræftelse af vores samvittighed skal man nøje huske på, at man altid skal hæfte sig ved nogle tydelige lærepunkter, hvor vranglærerne er højt og tydelig på vildspor. Desuden skal man huske, at de genstridige er forblændet af Djævelen og at det er tydeligt, at de ikke ledes af nogen god ånd, selv om de fremtræder strålende. Vi véd jo godt, at de falske profeter går klædt i fåreklæder, det vil sige, fremtræder smukt. Men man skal kende dem på frugterne. Nu er den sikre prøve på disse frugter, at man genstridigt forsvarer falske læresætninger i modstrid med Guds ord. Således kan dommeren berolige sin samvittighed og styrke sig. For på denne måde véd han, at vranglærerne kommer fra Djævelen. Derfor véd han, at man må stoppe vranglærerne. Og selv om enkelte personer slipper, som man forbarmer sig over, véd han, at man må beskytte kornet. Kort sagt, kloge undersøgelsesdommere forstå at følge dette nøje. Desuden forstår de også godt, at der skjuler sig mange skrækkelige vildfarelser blandt gendøberne. I virkeligheden er der tale om manikæisme og et nyt munkevæsen, for ydre frihed og lovløshed, ikke at eje noget, ikke at have noget styre, deri består deres hellighed. Derfor forstår man, at de er langt væk fra Kristus og ikke har et ret syn på Kristus. |
Und zu unterricht und bestetigung des gewissens jnn uns ist dieses wol zu
mercken: Wir sollen allzeit etliche klare Artickel mercken, darin die Sect groeblich
und mercklich jrret. Da bey sollen wir wissen, das die halstarrigen vom Teuffel
verblendet sind, Und das gewis ist, das sie keinen guten geist haben, ob sie
gleich einen grossen schein2 haben. Denn man weis wol, das [Matth. 7, Und jnn summa: verstendige Examinatores wissen sich hierin wol zu halten.
Dazu verstehen sie auch wol, das unter dieser Widertauff viel greulicher jrthum
stecken. Denn es ist im grund ein Manicheer Sect und newe Moencherey, Denn
eusserliche ungeberde und Barbarey, nicht eigens haben, nicht Regiment haben,
solche ding ist jr heiligkeit. Dabey ist zu verstehen, das sie weit von
Christo sind und den rechten verstand von Christo nicht haben. |
|
En dygtig prædikant underviser andre mennesker om deres livsopgaver. For eksempel minder han de gifte kvinder om, at det at få børn har Guds velbehag, osv. På samme måde skal han også undervise de verdslige øvrigheder om, hvordan de skal tjene til Guds ære og forhindre åbenlys gudsbespottelse. |
Wie auch ein verstendiger Prediger andere Stende von jrem beruff
unterrichtet. Als wie er ein Hausmutter leret, das kinder geberen Gott wol
gefelt &c.., Also sol er auch die weltlich Oberkeit unterrichten, wie sie
zu Gottes ehre dienen und offentliche Gotteslesterung wehren sol. |
|
(Herefter tilføjer skribenten): Efter at vores nådige hr. Landgreve har meddelt, at man har anholdt nogle af gendøbernes ledere og lærere, som var blevet udvist, men ikke har holdt deres løfte, kan Deres Nåde med god samvittighed straffe dem med sværdet, fordi de har handlet i ulydighed og ikke har holdt deres løfte eller ed. |
[Seite 15] (Dagegen folgt hier, zunächst von der Hand des Schreibers): Vnd nach dem vnser gnediger herr der Landtgraff meldet, das ettlich furer
vnd lerer der widertauff gefangen sind, welche zu verweisen sind, vnd yhre
zusag nit gehalden haben, mag s. f. g. mit gutem gewissen die selbige auch,
des halben, das sie vngehorsam worden, vnd ire zusage oder eid nit gehalden,
mit dem schwert straffen lassen. |
|
(Under dette følger Luthers håndskrift): Dette er de almindelige regler, men Vores Nådige Herre kan dog altid lade nåden følge straffen alt efter omstændighederne. (Under dette følger de fire underskrifter): Mart. LutheR J. Bugenhagins Pomeranüs. D. Caspar Creutziger D. Philippus MelanthoN |
(Dann folgt von Luthers Hand): Dis ist die gemeine Regel, doch mag vnser gn. herr, allezeit, gnade neben
der straffe gehen lassen, nach gelegenheit der zufelle. (Darauf die eigenhändigen Unterschriften): Mart. LutheR J. Bugenhagius Pomeranüs. D. Caspar Creutziger D. Philippus MelanthoN |