Martin Luther

Om indsættelse af tjenere i kirken, 1523

De instituendis ministris Ecclesiae, 1523

WA 12, 169-96

 

 

 

 

 

 

Til mine venner i Kristus, ædle og vise borgmestre og rådmænd samt menigmand i bøhmiske Prag, nåde og fred fra Gud, vor fader, og den Herre Jesus Kristus!

 

Ædle herrer!

Tit og mange gange er jeg både mundtligt og skriftligt blevet anmodet om at skrive til jer angående den rette måde at kalde og indsætte hyrder i menigheden på. Endelig har kristen kærlighed tvunget mig til, at tage sagen, skønt jeg meget vel ved, at det overstiger mine kræfter, fordi jeg også her hjemme har mere at tage vare på, end jeg kan bestride alene. Men da jeres tarv nødvendigvis kræver det, så vover kærligheden dristigt alt, for den stoler på, at den formår alt, når kun Gud, fra hvem dygtigheden kommer, virker i den. Derfor giver jeg jer, hvad jeg har; men under den forudsætning, at det ganske overlades til enhver at dømme frit i sagen. For hvor man begærer min tjeneste, tør jeg ikke overskride min fuldmagt, hvorfor jeg også indskrænker mig til at råde og formane, men overlader det til enhver selv at handle. Men Herren, som har begyndt at vække jer til at søge lys over sagen, han fuldføre jeres forehavende og bestræbelse og krone den med velsignelse i gerningen, hans nåde og evangeliet til ære; lovet være han både i tid og evighed. Amen!

 

Som forord må jeg erklære, at hvis nogen venter, at jeg her vil afskaffe eller forbedre den skik at kronrage og salve præsterne, som nu har været i brug længe, da må han vide, at dette skrift handler om helt andre ting. Jeg vil ikke forbyde folk at beholde deres gejstlighed, så længe det lyster dem, ja deres overtro, lige så ærkekatolsk og ældgammel, som den er. Men her går vi i sporet af den rene og rette kirkeskik, som er fremstillet i Skriften. Derfor giver vi ikke meget for, hvad vedtægter har indført og fædrene fulgt i dette stykke. Vi har nemlig nu en rum tid klart nok påvist, at vi ikke behøver, ja hverken tør eller vil være slaver af menneskelige påfund. Vi vil derimod, i kraft af vor kristelige frihed, gøre os til herre over det efter behag, som der står skrevet: ”alle ting, være sig Peter eller Paulus, er jeres; men I er Kristi”.

 

 

Om papisternes ordination

Men inden vi begynder at tale om vores anliggende, nemlig om den kristne indsættelse af hyrder, er det ret og rimeligt, at vi først undersøger papisternes såkaldte indvielse. Vi vil drage sammes grove ugudelighed frem for lyset, for at fordærvelsen, som David siger, kan vise sig i sin nøgne afskyelighed. Og for at de, som endnu hænger fast i den, kan få øjnene op og desto lettere tage sig i agt. For at begynde så småt, vil vi først omtale det åg, som I bøhmere især frem for andre er blevet trykket af.

      Efter at Satan havde fået overhånd, så hvad man kalder biskopper og præster var forsvundet af landet, ja så hele kongeriget Bøhmen var hærget og ladt i stikken, blev I under denne hårde og gruelige nød tvunget med magt af de romerske biskopper til år for år at sende jeres præster til Rom for at købe indvielse hos papisterne. For da de indenlandske biskopper anså jer for at være uforbederlige kættere, ville de for ingen pris indvillige i at indvie dem. Hvor stor skade og fare har denne tvang derfor ikke forvoldt jer? Jeg vil endda ikke omtale, hvad de udsætter sig for på ejendom og helbred, som med så stort besvær og omkostninger må påtage sig så lang en rejse blandt fremmede, ja blandt fjender, for omsider at vende hjem igen og forestå jeres anliggender. Men hvor mange vender ikke tilbage med slemme sygdomme, ja med fordærvede vaner og brændemærkede samvittigheder? Dog er det forfærdeligste, at de ved en skændig og nederdrægtig overenskomst mellem jeres tyranner og deres bødler, det vil sige mellem biskopperne, blevet tvunget og pisket til at købe deres indvielse imod samvittigheden. Ingen af dem tør altså med god samvittighed rose sig af, at han er gået gennem den rette dør ind i fårefolden. Dette er jo dog det allertungeste, at I alene og udelukkende skulle være bundet til sådanne hyrder, der er trængt ind andre steder end gennem døren.

      Denne tvang har senere fremavlet en afskyelig frihed, så enhver letsindig krabat, enhver frafalden ordensbroder, ja selv sådanne skarn, som hvert land regner til udskuddet, har haft frit rykind hos jer og overtaget præsteembeder, så denne jeres yderligere nød endog er blevet til et ordsprog, når det hedder: har nogen fortjent stejle og hjul i Tyskland, kan han endnu blive en god præst i Bøhmen! På denne måde er Bøhmen blevet fyldt med de værste galgenfugle, dernæst også med uvidende hyrder, og, hvad der er det værste, med glubende ulve. Men hvad fordel har den hellige romerske stol haft af, at bøhmerne således gik til grunde i tøjlesløshed? Jo den hellige fader har tænkt, at det netop faldt i hans kram at skovle penge ind, og drive handel med denne gift og landeplage, med tøjlesløs frihed, for at han kunne spise og fordærve jeres sjæle. Det var rigtignok på ingen måde fordi han undte jer friheden, men pengegriskheden har dog bevaret ham til at vise sig så nådig, at han solgte sin hellige indvielse til kættere og dødsfjender.

      Herfra stammer tillige den store elendighed og babyloniske forvirring i jeres så berømte kongerige, idet nogle har fået deres præster påtvunget, andre er for svage til at turde straffe dem de har, og således går det da til, at enhver fører, hvad lærdom han vil. På et sted prædikes der således, på et andet sted således; nogle bedrager befolkningen ved at udgive sig for præster uden at være det, andre køber sig til præsteembeder og atter andre bliver påtvunget jer med magt, og efterfølgeren fører atter anden lærdom end hans forgængere. Da der således ikke er tegn på og tanker om noget virkeligt præsteskab, kan jeg ikke sammenligne det gode Bøhmen ved andet end ved det Babylon, som profeten beskriver, hvori vildkattene springer rundt og uglerne tuder. Det er derfor ikke underligt, at folket i Bøhmen under denne forvirring er spaltet i stridende partier, og hverken kender til kristen tro eller kristen livsførelse, hvorfor også hele deres præstevæsen rent ud betragtes som en pest for landet.

      Denne forfærdelige og gruelige tilstand burde med rette bevæge alle bøhmere, til alle som én at rejse sig mod denne ugudelighed. Ja var nøden og elendigheden bevisligt så stor, at der ikke var nogen anden udvej til at få andre kirketjenere, så ville jeg med god samvittighed give det råd: så hellere slet ingen tjenere holde. Da var det langt bedre og gavnligere, hvis enhver husbond læste evangeliet hjemme i sit hus. Og da det tillige har enstemmigt medhold, og er skik over hele verden, at indrømme lægfolk ret til at døbe, så er det tillige et råd, at enhver husbond, der blev far, selv døbte sine børn, og således sørgede for sig selv og sine i overensstemmelse med kristendommens lære, selv om de hele livet igennem ikke turde eller ikke kunne nyde den hellige nadver. Alterets sakramente er nemlig ikke ubetinget nødvendigt for frelsen. Evangeliet og dåben er tilstrækkelig, fordi alene troen gør retfærdig, og alene kærligheden gør gudfrygtig.

 

 

Nødvendig afholdenhed fra nådemidlerne

Sandelig, blev to eller tre eller ti huse, eller en hel by, eller flere byer enige om at følge dette råd, så de hjemme i husene mellem dem selv indbyrdes øvede troen og kærligheden ved evangeliets bistand, da ville Kristus med sikkerhed være iblandt dem, og anerkende dem som sin menighed, om der så end aldrig kom nogen indviet kronraget og salvet, eller på hvilken som helst anden måde, påtvunget tjener og rakte dem alterets sakramente og andre kristne goder. Nej, Kristus ville ikke fordømme dem for det, han ville tværtimod han belønne dem for denne deres gudfrygtige og kristne afholdenhed fra de nådemidler, som de alene kan få gennem ukristelige og ugudelige tjenere. Han har jo nemlig selv sagt: ”Kun ét er nødvendigt. Det er Guds Ord, som mennesket lever af.” (Luk 10, 42). Når et menneske derfor lever af Ordet, og ejer Ordet, så kan han give afkald på det øvrige. Navnlig når han derved vil undgå de vantros lærdom og betjening. Og hvad hjalp det, om man frit kunne nyde resten, men måtte undvære Ordet, hvori livet alene er at finde? Men de købte og indsmuglede papister driver med deres indvielse alene på at gøre Guds Ord husvildt i Bøhmen, så kun nadveren bliver alene tilbage. Det vil med andre ord sige, at de stjæler det ene fornødne fra jer, og vil spille herrer i landet ved det andet, som ikke er uomgængelig nødvendigt. Omvendt skal en husbond derfor ved Ordet skaffe sine det ene fornødne, og så længe han befinder sig i fangenskab, kan han så i kristen ydmyghed lade det gå med resten som det kan. Man må nemlig under sådanne forhold tage jøderne som eksempel under deres fangenskab, for skønt de hverken kunne besøge Jerusalem eller ofre der, så holdt de dog troen i live ved Ordet, og levede tåleligt blandt fjenderne, skønt de sukkede og længtes efter Jerusalem. På samme måde gjorde også en husbond, som sagt, under pavens tyranni mest rigtigt og sikrest i at sukke og længes efter alterets sakramente, så længe han hverken kunne eller turde modtage det. Dog skulle han hjemme i sit hus alvorligt og utrætteligt ved undervisning i Guds Ord øve sine egne i troen, indtil Gud fra Himlen måske forbarmede sig, og enten ophævede dette fangenskab, eller på anden måde sendte en duelig tjener. Min mening er altså denne: Man er bedre tjent med slet ingen, end med en ugudelig ukristelig og skammelig tjener, der alene kommer for som en tyv og morder at spise og fordærve.

      Men at elendigheden og nøden skulle bringe det så vidt, er der, Gud ske lov! ingen udsigt til, andet end måske hos de skrøbelige og hos dem, der er overdrevet ængstelige ved alt. De øvrige, som tror og erkender sandheden, har dog fuldkommen i deres magt at skaffe sig alle ukristelige kirketjenere fra livet, og på den anden side alene at kalde og indsætte duelige og kristne, så ofte de finder det nødvendigt. Det er nemlig et overordentlig fint påfund, som alene dette syndens menneske har kunnet udtænke, at han, ved at påtrykke vielsens hemmelighedsfulde stempel, skaber præster for evigheden, uden at nogen forbrydelse formår at ændre dette. Det har han ene og alene fundet på, for at han på denne måde kunne gøre sit voldsherredømme uforgængeligt, og sikkert blive ved at synde trodsigt, når folk måtte tage til takke med de værste slyngler uden nogensinde selv at kunne træffe et bedre valg. Dog, dette voldsherredømme skal vi tale om senere. Men efter at jeg nu her har formanet jer bøhmere til at sørge for jeres eget fornødenhed og give den papistiske indvielse en god dag og hurtig afsked, så vil jeg kun tilføje en indlysende omstændighed, som må bevæge jer og alverden til med ækelhed at vende den omtalte afskyelige og gruelige papistiske indvielse ryggen.

      Jeg udsætter indtil videre den anke, der må gøres mod den papistiske indvielse, at alle såkaldte præster besmøres og beskikkes alene ifølge biskoppens eneret, uden at man i mindste måde spørger eller bekymrer sig om den menigheds samtykke og stemme, som man sætter dem til at styre; skønt dog netop menigheden, som Guds folk, har mest at sige og størst part i sagen. Man må på ingen måde pånøde den nogen imod dens vilje; for kun hvem der var menigheden velbekendt, og som havde kaldet, fordi man mente at kunne være tjent med manden, skulle biskoppen bekræfte i embedet. Nu indvier man derimod i almindelighed præster på det uvisse, så næsten ingen længere ved, hvilken menighed han engang i fremtiden skal betjene. Ja størstedelen bliver endog kun indviet til kapellaner for at varetage messeofferet. Så langt er det fra, at menigheden kan være vidende om, hvilke præster biskoppen finder for godt at salve til den. Men skønt dette er en meget skadelig uorden og et skændigt misbrug, vil jeg dog, som sagt, udsætte denne anke indtil videre.

 

 

Det største og vigtigste hverv i kirken

Hvad der derimod med rette må forfærde enhver højt, som har Kristus kær, og bevæge ham til hellere at lide alt, end at modtage indvielse af papisterne, det er, at hvert stykke, som hører til denne indvielse, er det allergroveste og antikristeligste misbrug, både i sig selv og på den måde, det hele foregår. Ja, var de ikke ramt af gruelig blindhed og med vanvid, så måtte man antage, at de rigtig flittigt ville gøre nar af Gud lige op i hans åbne ansigt. Når vi nemlig går ud fra Skriftens vidnesbyrd, og dernæst fra apostlenes eksempel og bestemmelser, så ser vi, at præsternes beskikkelse eller indvielse alene er anordnet, for derved at skaffe menigheden tjenere i Guds Ord. Her er talen naturligvis kun om Guds Ords offentlige betjening i menigheden, hvorved Guds hemmeligheder bliver uddelt. Det rette embede skal indvies ved en hellig indvielse, da det er det største og vigtigste hverv i kirken, og hele Guds husholdning består ved det. Intet i Guds rige kan bestå uden Ordet, hvorimod alle ting består ved Ordet alene. Men de gode papister har ikke engang kendskab til eksistensen af et sådan husholderembede, når de beskikker eller indvier præster. Lad os derfor se, hvad de gør.

      For det første er de alle til hobe slået med blindhed. De ved virkelig, hverken hvad Ordet eller hvad ordets betjening vil sige, og det gælder især biskopperne, skønt det er dem, som indvier eller beskikker præster. Og hvordan er det så muligt, at de med deres indvielse kan indsætte tjenere for Ordet? Men i stedet for ordets tjenere indvier de også kun undertjenere (klerke), som skal besørge messeoffer og høre folk skrifte, for det er biskoppens mening, når han rækker ham nadverkalken og giver ham fuldmagt til at velsigne den, samt til at ofre alterets sakramente for levende og døde. Ja heri består den overstrømmende store myndighed, som de praler af, at ingen engel nogensinde har fået overdraget, ja end ikke Guds moder selv. Og dog er disse svin med alt dette værre end skøger og mordere. Det er endda biskoppens mening, når han med umådelige hellige og gådefulde fagter indblæser Helligånden med disse ord: ”Modtag Helligånden”! at han derved gør ham til skriftefader, så han altså får fuldmagt til at holde messe og at høre skrifte, hvori hele herligheden hidtil har bestået.

      Du må frit kalde mig en løgnhals af værste skuffe, hvis du blandt alle dem, der er ordineret på denne måde, kan opvise én eneste, som med god samvittighed kan sige, at der ved indvielsen er blevet ham pålagt at være husholder over Guds hemmeligheder, eller at forkynde evangeliet og forestå Guds menighed, som han har erhvervet sig med sit eget blod. Sandelig, ingen af dem har nogensinde hørt et ord herom, ja drømmer ikke engang om, at dette vedkommer præsterne. De får rigtignok kalken i hånden, men i den tanke, at det hele drejer sig om, at de herefter skulle have ret til, for det første at velsigne og ofre Kristus i messen, og for det andet at høre skrifte. Hvad man ellers i øvrigt spørger om, er alene, om man har udsigt til et levebrød og kan få gode dage. Det hele drejer sig altså ene og alene om at besørge messeofferet, det er præstevielsens egentlige blomst. Den, der blot har bragt det så vidt, ham har kirken allerede kendt for god som præst, og hans myndighed er der ellers ingen, som har, som smøringen af fingeren og kronragningen afgørende beviser. Til det andet, eller til Guds Ords betjening, har de en anden og nymodens ceremoni, som uden sammenligning står langt tilbage for den hellige indvielse, eller præstelige ordination, og slet og ret besørges af en sognepræst eller endog simpelt hen af den verdslige øvrighed. Det var jo heller ikke rimeligt, at så høje herrer som hyrder og biskopper skulle have ulejlighed med dette. Nej, det må overlades til de allersimpleste, laveste og udskuddet, som noget der er alt for langt under de andres værdighed. At være husholder over Guds hemmeligheder og at vogte sjæle, det er jo en simpel bestilling, hvortil der intet uudsletteligt præstestempel hører, og som ikke kan kaldes den hellige vielses sakramente. Men til at velsigne og ofre Kristus, ja dertil hører der naturligvis et uudsletteligt mærke. Det er den hellige vielses ægte sakramente!

      Endvidere pådrager det ugudelige bispekryb sig Guds hastige vrede, ikke blot ved at foragte ordets tjeneste, som de ombytter med deres messedegnevæsen, men de skubber også den frelsende dåb fra sig, som en forretning, der må være dem uvedkommende, og som er alt for lav for sådanne perlestukne nathuer og guldbroderede bispekåber. Og dog er det dåben, der levendegør og helliger os til evigt liv. Derimod falder det rigtig i deres kram, i stedet for sjæle at døbe livløse døde genstande, som sten, altre og klokker, der jo er ligeså umodtagelige for dåben, som de selv for sandheden. Det er jo så afsindigt og tåbeligt, at man måtte briste af latter, når man uden at overveje sagens alvor så en biskop drive sådan gæk. Men når man i ånden forstår den gudsbespottelse, som herved bedrives, må man briste af harme.

      Må man erklære sig mod præstevæsenet overhovedet, så må man da først og fremmest benægte, at alle de, som papisterne har smurt under deres indvielse, er præster. Af det anførte er det indlysende, at de aldeles ikke indlader sig på at beskikke ordets tjenere, men kun messedegne og skriftefædre. De kan heller ikke bevirke eller frembringe andet, end hvad de har til hensigt at bevirke og frembringe. Eller med andre ord, da de på ingen måde har til hensigt at overdrage fuldmagt til at undervise menigheden, men kun til at holde messe og høre skrifte, så er det også en umulighed, at de kan overdrage andet, end hvad der er deres hensigt. Da det nu tillige er soleklart, at messen ikke er noget offer, samt at deres skriftemål, som de udgiver for at være en salighedssag, er vind, og at tværtimod begge dele hverken er mere eller mindre end menneskepåfund, gudsbespottelse og løgn af værste slags; så følger nu heraf, at ingen kan blive en Guds præst eller tjener ved denne deres hellige indvielse. Man bliver kun en falsk og pyntet gøgler, der står og ofrer, hvor der intet offer er, og tilgiver syndeskyld, hvor ingen har ret til at anklage, ligesom hvis en skuespiller ville le og springe om for sin egen fornøjelses skyld, når ingen anden gad se på ham eller le af ham.

      Dette er, hvad der burde tilskynde, ikke blot jer bøhmere, men enhver kristen til hellere at lide alt, end blive besmittet ved en sådan gudsbespottelig indvielse. Og alle de, som hidtil er blevet indviet på denne måde, burde være inderligt bedrøvet over, at de således er blevet bedraget af løgnens blændværk. Og har nogen en enkelt gang holdt virkelig messe, eller opfyldt en ægte kirketjeners bestemmelse, da er det sandelig ikke sket i kraft af deres højhellige indvielse, som kun er lutter løgn og gudsbespottelse, men det er derimod sket i kraft af troen og kirkens fuldmagt, som har været tvunget til i mangel af det rette embede at tage tingene, som de var, og at lempe sig efter forholdene. Men nu, da der er kastet lys over sagen, er det uforsvarligt længere at forhåne og bespotte Gud. Nej, nu skal man afsky løgnens abespil som den grueligste sjælepest og den skammeligste forhånelse af hele menigheden. Men enhver, som er kommet for skade at deltage i skuespillet i stedet for i embedsgerningen, han skal nu skynde sig at gribe det virkelige embede og for fremtiden varetage det ret og forsvarligt. Han skal vende messedegnevæsenet ryggen, og i stedet bestræbe sig på at forkynde sin menighed Guds Ord og at forestå sit sogn på en anstændig måde. Han skal af hele sit hjerte forkaste og forbande den smørelse og indvielse, hvormed han blev indsat. For selv om han er indsat på en falsk og ukristelig måde, behøver han på ingen måde at forlade sin virkekreds, når han kun har omvendt sig, og forkastet og forbandet sin uberettigede adkomst.

      Hvis nu disse pyntedukker og forlorne biskopper med deres indvielse og ofring, for sjov eller for alvor, foretog sig noget, som ikke var lige stik mod evangeliet, og de dog ved siden af det ville lade os beholde Kristus i uforstyrret besiddelse af sit rige, så fortjente deres narrestreger ikke så hård en straf, eller så kunne man bedre finde sig i dette uvæsen. Men nu er deres afsindighed og gruelige dårskab af den karakter, at hvis deres offer og embede skulle have gyldighed, så måtte Kristus helt og aldeles fornægtes og fortrænges, hvilket jeg også ved andre lejligheder i tilstrækkelig omfang har påvist. Man må ikke tage mig ilde op, at jeg også her finder anledning til at gentage enkelte ytringer.

 

 

Kirken har kun ét eneste offer

Hele evangeliet og hele Skriften erklærer nemlig, at Kristus er ypperstepræsten, som alene én gang for alle, og kun ved at ofre sig selv, har borttaget al menneskelig synd, og har erhvervet en evig forløsning, da han med sit eget blod indtrådte den ene gang i helligdommen og således fuldførte sit frelserværk for evigt. Derfor gives der nu aldeles intet sonoffer længere for vore synder uden hans alene. Og når vi med oprigtig tro fortrøster os til dette ene offer, da bliver vi renset for alle vore synder, uden nogen egen fortjeneste eller gerningshellighed. Men i tilknytning til dette offer og han hengivelse for os, har han indstiftet et uforgængeligt minde, idet han har befalet os at forkynde hans død i den hellige nadver. Derved vil han nære og styrke troen, som vi skal have i kraft af dette offers gyldighed.

      Men hvilke afskyeligheder bedriver de papistiske præster nu ikke i denne henseende? De ofrer dagligt og på utallige steder over hele verden hans legeme og blod, som om hans ene offer ikke var tilstrækkeligt, eller som om han ikke én gang for alle havde erhvervet en evig forløsning. I kraft af denne, deres ofring, uddeler de så syndsforladelse, rigtignok ikke en evig, men kun en daglang, som må fornyes næste morgen. Denne afskyelighed overgår sandelig det værste vanvid. For hvad er det i grunden andet end at lege med ord og give det udsende af, at man sætter stor pris på Kristi offer, mens man på samme tid i virkeligheden fornægter og ophæver det. For hvordan i alverden er det muligt, at jeg på én gang kan tro, at jeg ved Kristus har modtaget evig syndsforladelse, da han en gang for alle hengav sig for mig, og dog alligevel ved en daglig gentagelse af et én gang for alle bragt offer, bestandigt kan søge først en, og så en anden syndsforladelse. Nej, når jeg tror, at mine synder er mig evig forladt ved Kristi offer, som er bragt én gang for alle, så kan jeg ikke vedblive med at søge syndsforladelse ved de andre ofringer. Det ene udelukker nødvendigvis det andet. Søger jeg syndsforladelse ved daglige ofre, så må jeg opgive troen på Kristi evige offers gyldighed, og omvendt.

      Her ser I nu, hvordan disse offerpræster ved et skrækkelig ugudeligt misbrug, under navn af kristendom, har frarøvet os Kristus og hele hans rige, og i stedet for har indført deres eget væsen, deres offer og narrestreger, i overensstemmelse med Kristi profeti om, at vederstyggeligheden skal løfte hovedet i helligdommen. Ligesom Kristi ord her opfyldes: ”Mange skal komme til jer i mit navn, og sige: jeg er Kristus.” Eller giver de sig ikke netop ud for Kristus, når de med deres daglige og utallige ofringer tiltager sig æren for, hvad Kristus alene og én gang for alle har udrettet? Kalder man ikke det at fraliste troen den sandhedens klippegrund, som er i Kristus og at bygge den på menneskelige løgnes flyvesand?

      Her ser vi således, hvad det er for præster papisterne skaber ved deres indvielse. De er sandelig ikke Guds, men derimod Satans, præster. Kristus tramper de ned med deres fødder, hans offer afskaffer de, hvorimod de under hans navn sælger deres eget kram, og får verden narret til at tro på deres ofringer. Derfor kan der heller ikke længere rejses det spørgsmål, om man skal begære og modtage indvielse af papisterne, da det er en sikker og afgjort sag, at man allermindst i pavens rige kan meddele indvielse og ordinere præster. Skinnet synes vel at tale stærkt for, at man virkelig indvier og beskikker præster; men en sådan øjenforblindelse bruger trolddommens fyrste netop for dermed at kunne befæste sit ugudelige væsen. Derfor tvinger vores samvittighed os troende til at afsky hans indvielse som den mest forbandede ting. Ja, hensynet til vores evige frelse tvinger os til på det strengeste at afholde os fra dem, der ved og forstår dette, og dog lader sig indvie af denne Guds fjende, denne Baal Peor!

      Netop dette skal I bøhmere frem for noget andet folk lægge jer på hjerte. For jer bliver det ikke blot af Gud tilregnet som ukristeligt, en skæbne I deler med de andre folk i kristenheden, men det er tillige den største skændsel for jer, som man ikke kan opvise magen til, at I tigger om og betaler for indvielse af jeres fjender, der på den mest lumpne og vanærende måde har bragt Johan Hus, Hieronymus fra Prag og mange andre på bålet. De har direkte stilet efter at udrydde jer fra jordens overflade, og har til den dag i dag bestandigt og på oprørende måde tildænget jer med skældsordet: ”kætter”, mens det har kostet jer strømme af blod at modstå hans giftige anslag. Dog skammer denne blodige tyran sig på ingen måde over sin ondskab, angrer den ikke, så lidt som han tilbagekalder sin uretfærdige fordømmelsesdom over uskyldigt blod, eller giver jer det ved ugudeligt magtsprog frarøvede kristennavn tilbage. Han føler heller ikke i mindste måde sorg over, at så meget tysk blod er blevet udgydt forgæves og til uoprettelig sjæleskade i kampen mod jer for at befæste hans gudsbespottelige voldsherredømme. Nej, han har så hård en pande og så stiv en nakke, at han endnu den dag i dag allerhelst ønskede, at både I og vi sank med hinanden i graven, så der ikke blev en gnist tilbage af den oplysning, hvormed Kristus endnu værner om sin ære.

      Endnu lyser han sin tomme og intetsigende forbandelse over kong Georg og alle indbyggerne i Münsterberg, det skønne hertugdømme, som hører under Bøhmens krone, en medfart, som også mange andre må udholde. Men Gud ske lov, at det syndens menneske er blevet åbenbart, om hvem Peter for længe siden har sagt, at han frækt vil bandlyse konger og fyrster. Men vi har en anden biskop, der kan velsigne, hvor han forbander, som der står skrevet: ”De vil forbande, men du vil velsigne.” (Sl 109, 28). Pavens bandstråle mod kong Georg og hertugdømmet Münsterberg og alle dem, der deler skæbne med dem, har altså aldrig haft, og har endnu ikke mere at sige, end hvad Salomo siger i Ordsprogene (26, 2): ”Som en svale i flugt, sådan rammer bandet ikke en uskyldig.” For kong Georg og hele hans slægt er og bliver det tværtimod til evig tid en stor ære for Gud, som alle andre konger og landsherrer må misunde ham, at han således er blevet hjemsøgt af den forbandede stol og dette fortabelsens barn.

 

 

Pavedømmet er Satans største mesterstykke

Ak kære bøhmere! Vil I da endnu bestandigt vedblive med at søge denne jeres fjendes hånd til ingen verdens nytte, ja på den skammeligste og ugudeligste måde? Vil I endnu have det allermindste at gøre med denne bøddel, denne blodhund, denne kættermager, hvem der aldeles intet godt kommer fra. Ja, som er en vederstyggelighed for Gud og mennesker? Gør I ham ikke i modsat fald den uforsvarlige indrømmelse vedrørende hans gerninger, at han har gjort ret i at bandlyse jer? Er det i virkeligheden ikke sådan, at I på samme tid fordømmer alle jeres ærlige og hæderlige foretagender imod ham? Erklærer I ikke på samme tid jer selv for at være kættere? Forvandler I ikke netop herved Johan Hus' kristne og uskyldigt udgydte blod til kætterblod, som man med fuld ret kan rose sig af at have udøst? Jo, det må være tilfældet, når I kysser den hånd, der udgød det, når I falder ned for fødderne af ham, der tramper på jer, og overøser jer med evig skændsel. Hvor meget rigtigere gjorde I derfor ikke i at holde jer i så tilbørlig afstand fra ham, at I, så vidt muligt end ikke mærkede stanken af hans navn! Når Paulus endog befaler os at undgå en horkarl og en drukkenbolt, hvor meget mere er da ikke enhver, som bekender Kristus, forpligtet til at undgå dette afskum, dette Satans største mesterstykke, som ingen må røre eller tugte.

      Lad mig nu se, kære fromme herrer, at I for det første kommer mig i møde i dette stykke; ja selv om I kvier jer ved det, skal jeres egen samvittighed og frygt for Gud dog tvinge jer til for fremtiden hverken at begære eller at modtage nogen indvielse af dette fortabelsens barn, selv om den blev tilbudt jer. Endnu mindre skal I modtage nogen, der kommer til jer med hans indvielse, og medbringer uhyrets navn og mærke. Går I først med på det, så er alle anstrengelser spildt, da er det til ingen nytte, at jeg ved mine råd søger at støtte jeres sag. Desuden bliver jeres berømte, ja salige frafald fra Satans rige derved nedskrevet til en bagatel og til barnestreger; for hvad betyder det, at man praler af at have frigjort sig fra pavens åg, når man dog lader denne tyrans tyveknægte og sjælemordere styre samvittighederne, skønt man vil lade, som om man har sagt farvel til ham selv? Må ikke hele verden antage, at det blod, som I strømmevis er udgydt, de farer som I har udstået, den forsmædelse I som kristne har lidt, ved alle vegne at blive udråbt for kættere, alene udspringer af en tom ordstrid og kævleri, så I kun med munden har brudt med paven, men i virkeligheden på ny har underkastet jer hans voldsherredømme? Langt mere rosværdigt handler vi tyske narre da ved at bære åget uden omsvøb, ved at tage tingene, som de er og kalde den ved deres rette navn. Vi giver os ikke ud for at være ulydige mod paven, for at vi ikke i vores elendighed skal trøste os ved en falsk ros, eller for at vi ikke skal gøre den forbandede tyran en stor glæde ved at gøre os selv latterlige.

      Nu kunne en spørge: ”Hvad skal vi da gøre? Nød bryder alle love! Har vi end ingen præster, så kan vi dog ikke undvære dem, vi har!” Ja, hvis dette var rigtigt, så burde man have indset og mærket og sagt dette, inden man begyndte på at vende paven ryggen, eller man burde dog nu snarest muligt vende tilbage til og anerkende det afhængighedsforhold, som man havde løsrevet sig fra. Og det må man langt hellere gøre end så ynkeligt miste friheden og lade sig afspise med vind, som om man var kommet i besiddelse af frihed, skønt man sulter i dobbelt så hårdt et fangenskab. Sagen stiller sig derfor nødvendigvis sådan, at vi endnu i dag må gøre ét af to: enten vise, hvordan vi uden pavevælde kan skaffe os præster, eller hvis vi ikke vil det, skønt vi kunne, bør vi give os villigt og rede ind under fangenskabet, og med fuldt ud vidende og frit forsæt tjene mørkets fyrste i hans ugudelighed, hvilket Kristus, vores nådige herre og mester, forbyde nogensinde skulle ske!

 

     

At være præst er ikke det samme som at være sognepræst

Først skal det siges, at en præst og en sognepræst eller tjener ikke er det samme. Til præst fødes man, men til tjener kaldes man. Her må man gå ud fra troens faste grund, for at vi ved Guds Ords kraft kan omstøde denne vidt forgrenede og mægtige anstødssten, at mennesker først har fundet på at bruge navnet præster, og derpå har stået stift og trodsigt på, at alle, som blev kronraget og salvet af biskopperne, var præster. Ved at smykke sig med dette navn, har Satan listigt indsneget sig, og har derpå ædt og omstyrtet det hele med et forfærdende raseri. Derpå har han hentet syv andre djævle, der var endnu værre, har med dem taget sin borg i besiddelse, og der troner han nu i god ro og mag, så alle folk ved Ordet ”præst” nu alene tænke på et sådant kronraget og salvet uhyre, der er opblæst af menneskeligt hovmod og opstået af overtro. Når du derfor kun selv vil lukke øjnene op og med forbigåelse af slik og brug, gammel vedtægt og den store masse alene vil holde fast ved og åbne øret for Guds Ord, så skal du snart blive hævet over denne forargelse.

      Så skal det da nu for det første stå klart for os, som en urokkelig sandhed, at i den nye pagt kan ingen blive præst ved ydre salvelse. Hvis der altså findes sådanne karle, må de være falske afgudspræster. De kan hverken fremføre eksempler på eller skrifthenvisninger for deres salvelse. De kan ikke belægge den med et eneste ord fra evangelierne og de apostolske breve. Hele dette væsen er derimod opstået og indført ved lutter menneskepåfund, ligesom Jeroboams gudsdyrkelse i Israel. Til præst i Det Nye Testamentes forstand må man nemlig fødes og ikke fabrikeres, skabes, og ikke indvies. Denne fødsel er imidlertid ikke efter kødet, men af vand og Ånd, og foregår i genfødelsens bad. Derfor er alle kristne uden undtagelse også præster, og alle præster er kristne. Og det var en fordømt tale, hvis man ville sige, at en præst var andet end en kristen, for sådan snak strider mod Guds Ord, grunder sig på lutter menneskelærdom, gammel vedtægt eller flertallets mening. Og når man af en af disse tre grunde opstiller noget som en trosartikel, da er det en gru og gudsbespottelse, hvad jeg har påvist i tilstrækkeligt omfang et andet sted.

      Derimod lyder det Guds Ord i Skriften, hvormed vi skulle berolige og styrke vores samvittighed i, at alle kristne, og de alene, er præster sådan: ”Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.” (Sl 110, 4). Med det kan vi forkaste alle de salvede og kronragede, for Kristus blev hverken raget eller salvet til præst. Derfor kan ingen, der vil træde i hans fodspor, nøjes med at blive salvet til præst, men må gå en helt anden vej, som gør al smørelse og salvning helt overflødig. Her ser du da, hvor gudsbespotteligt disse forlorne præstemagere, disse biskopper, snakker om, at man nødvendigvis må salves og indvies, og at man ikke på nogen anden tænkelig måde kan blive præst, om man end var nok så hellig, ja var Kristus selv. Hvorimod de siger, at selv en slyngel som Nero og en usling som Sardanapel kan blive præst på deres måde.

      Hele følgen af dette bliver jo kun den, at de benægter, at Kristus og hans kristne er præster. Ingen kan på denne måde blive præsteviet og tage mod præstedømmet uden derved at fornægte, at han allerede i forvejen er præst. Ved at gøre dem til præster på deres vis, afsætter de dem med det samme fra det rette præstedømme, så deres indvielse i Guds øjne slet ikke er andet end tomt abespil, skønt den rigtignok på samme tid er en virkelig og sørgelig vanhelligelse. Når det nemlig hedder: ”Jeg skal indvies til præst”, så har man jo med det samme sagt, eller i gerningen indrømmet, at man hverken i forvejen har været eller endnu er blevet præst. Det ligner til forveksling det afskyelige munkekneb, at de hæver de såkaldte evangeliske råd til skyerne, på samme tid som de fornægter Guds bud.

      Imod dette er det klart, rigtigt og kristeligt forsvarligt at slutte sådan: Kristus er præst, derfor er alle kristne præster! Det fremgår af Salme 22, 23: ”Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre.” Og ligeledes i Salme 45, 8: ”Gud, din Gud, har salvet dig med glædens olie frem for dine brødre”. Men at vi er hans brødre grunder sig alene på den nye fødsel. Derved er vi blevet præster som ham, Guds børn som ham, og konger som ham. For han har ført os over i det himmelske med sig, for at vi skulle være hans brødre og medarvinger og besidde alt i ham og med ham. Desuden har vi mange andre skriftsteder med et lignende indhold, hvor vi kaldes ét med Kristus, ét brød, ét bæger, ét legeme, hans lemmer, ét kød, ben af hans ben osv., så vi jo må have alle ting tilfælles med ham.

      Heraf drager vi nu følgende velsignede slutning: Er Kristus blevet den nye pagts første præst uden hårklipning, salvelse og præstemærke, og uden den biskoppelige vielses hele abespil, så har han også gjort sine apostle og disciple til præster uden disse narrestreger. Derfor er denne tåbelige skik aldeles overflødig, og selv hvor den er i brug, er den dog aldeles utilstrækkelig til at gøre nogen til præst. Ellers tvinges man jo til at sige, at hverken Kristus eller hans apostle har været rette præster. Heraf er det derfor aldeles indlysende, at jeg med fuld ret har kunnet sige, at der intet sted findes præster i mindre grad end netop her, hvor man indvier præster sådan som det sker nu om dage. De udelader alt det, som Kristi og hans apostles præstedømme grunder sig på, og som alene er i stand til at gøre folk til præster; hvorimod de kommer frem med deres eget hjernespind, og føjer denne løgn til: Herved er du blevet præst, og uden dette var du ikke blevet præst! Det vil jo med andre ord sige: Fordi Kristus hverken er blevet klippet skaldet eller salvet af os, så er han heller ikke nogen rigtig præst!

 

 

De præstelige hverv

Men lad os nu gå videre, og af de såkaldte præstelige hverv godtgøre, at alle kristne er ligeberettigede som præster. Andre steder har jeg udførligt gennemgået disse skriftsteder: ”I er et kongeligt præsteskab” (1 Pet 2, 9). Og: ”Du har gjort os til konger og til præster for vor Gud” (Åb 5,10). Her fremgår det, at de præstelige opgaver består i at lære, prædike og forkynde Guds Ord, døbe, forvalte eller uddele alterets sakramente, løse og binde synder, gå i forbøn for andre samt ofre og fælde dom over alle andre lærdomme og ånder. Det er sandelig vigtige og kongelige opgaver.

 

1. Forvaltningen af Guds Ords

Det første og allervigtigste, hvoraf alt det andet afhænger, er imidlertid at lære Guds Ord. Den, der lærer Guds Ord, kan også indvie nadveren ved Ordet, binde og løse ved Ordet, døbe ved Ordet og ofre og bedømme alt ved Ordet. Vedkommende kan ikke med rette nægtes noget af det, der hører med til præstedømmet. Nu er Ordet netop fælles for alle kristne. Som Esajas siger: ”Alle dine børn skal være oplært af Gud.” (Es 54, 13). Det udlægger Kristus netop sådan i Joh 6, 45, at alle, som hører og lærer af Gud, er oplært af Herren. Og denne hørelse sker ved Kristi ord, som der står i Rom 10, 17. Og som det hedder i Salme 149: ”Med lovsang til Gud i munden og tveægget sværd i hånden, for at tage hævn over folkene og revse folkeslagene, for at binde deres konger med lænker, deres ædle med kæder af jern og fuldbyrde på dem den alt skrevne dom til ære for alle hans fromme!”

      Og at denne første opgave, nemlig tjenesten med Guds Ord, er fælles for alle kristne, fremgår desuden af følgende skriftsted: ”I er et kongeligt præsteskab, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, som kaldte jer fra mørket til at vandre i hans underfulde lys.” (1 Pet 2, 9). Må jeg nu være så fri at spørge om, hvem det da er, som er kaldet fra mørket til hans underfulde lys? Er det måske alene de kronragere og salvede pyntedukker, eller er det ikke snarere alle kristne? Men Peter indrømmer dem ikke blot ret til, men befaler dem ligefrem, at forkynde Guds guddomsmagt, som sandelig ikke vil sige andet end at prædike Guds Ord. Lad dem nu komme frem, alle de, som har opfundet et dobbelt præstedømme, nemlig dels et åndeligt og almindeligt, og dels et ydre og særligt. De foregiver, at Peter her taler om det første af disse. Hvori består da deres ydre og særlige præstedømme? Skal det da ikke forkynde Guds herlighed? Men her nævner Peter netop det åndelige og almindelige præsteskabs befaling vedrørende dette. Rigtignok har disse gudsbespottere et ydre præstedømme for dem selv, men derved forkynder de ikke Guds, men pavens herlighed, og de udbreder deres eget ugudelige kram. Desuden gives der intet andet præstedømme end det åndelige, som er fælles for alle kristne, og som Peter her beskriver.

      Det samme bekræfter også Kristi egne ord hos Matthæus, Markus og Lukas, når han siger til dem alle ved den sidste nadver: ”Gør dette til min ihukommelse!” Dette har han ikke alene sagt til de kronragede og salvede, for ellers måtte heller ikke andre end de modtage Kristi legeme og blod. Men nu består samme ihukommelse slet ikke i andet, end netop i Ordets forkyndelse, som Paulus udlægger det, når han siger: ”Hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, skal I forkynde Herrens død, indtil han kommer.” (1 Kor 11, 26). Men nu vil dette at forkynde Herrens død ikke sige andet, end netop dette: at forkynde den Herres herlighed, der kaldte os fra mørket til sit underfulde lys. Derfor er det dum snak af slynglerne at sige, at apostlenes ord kun angår præstestanden, eller dem som er indviet ved deres narreværk, skønt apostelen her pålægger og forpligter alle og enhver til samme Ordets tjeneste. Det er enhvers ret og pligt at fejre Herrens ihukommelse, så Gud overalt kan blive lovet og prist for sin hellighed. Men ved Herrens ihukommelse forstår apostelen ikke sådan noget, som det offerpræsterne holder i deres mørke afkroge, eller når de blot mumler for sig selv, men derimod Ordets offentlige forvaltning til frelse for tilhørernes sjæle.

      Paulus stadfæster dette, når han taler sådan, ikke til enkelte kronragede, men til hele menigheden, og hver enkelt kristen i særdeleshed: ”Når I kommer sammen, skal den ene have en salme, en anden en belæring, én har en tungetale, en anden har tolkningen.” (1 Kor 14, 26). Og lidt senere: ”I kan alle komme til at tale profetisk, så alle kan belæres og alle formanes.” (v. 31). Vær nu derfor så god at sige mig, hvad apostelen mener med ordet ”alle”? Mon han alene derved forstår de kronragede? Sådan har vi tilstrækkelig godtgjort, hvad disse skriftsteder på det stærkeste og klareste bevidner: at Guds Ords forvaltning, som er kirkens vigtigste embede, er fuldstændig ens og fælles for alle kristne. Ja, det er ikke blot deres ret, men også deres pligt. Derfor må præstedømmet også nødvendigvis være ét og fælles for alle kristne. Så mod disse guddommelige kraftsprog gælder alle fædre og kirkeforsamlinger intet, om de så end var flere, end de kunne tælles. Og lige så lidt ligger der nogen magt på gammel slendrian og alverdens vedtægt, som er den løse grund, hvorpå de kronragede slyngler understår sig i at bygge deres præstedømme.

 

2. Forvaltningen af dåben

Den næste præstegerning er at døbe, en opgave, som er så almen, at man i nødstilfælde endog har indrømmet kvinden ret til at døbe, og som nu snart ikke længere regnes for en præstelig gerning. Men enten det behager papisterne eller ikke, så må vi her sætte dem til vægs, og bruge deres egen indrømmelse som bevis på, at alle kristne, kvinderne iberegnet, er præster uden kronragning og uden det præstelige mærke. For når man døber, udtaler man jo det levende ord, som genføder sjælene samt frelser fra synd og død. Det har jo uden sammenligning mere at sige, end det har at velsigne brødet og vinen, for at forkynde Guds Ord er kirkens vigtigste embede. Når kvinderne derfor døber, forretter de den egentlige præstegerning, og det ikke på en for dem ejendommelig måde, men ved en kirkelig handling, der er almengyldig og offentlig, og alene kan udføres af præster.

      Her må man godt nok undre sig højt over papisternes dumhed og tankeløshed, som de ved denne lejlighed lægger åbenlyst for dagen. Dåbshandlingen har de givet alle ret til at udføre, og dog forbeholder de sig selv alene præstedømmet, skønt ingen på nogen måde har ret til at døbe, med mindre han er en præst eller har del i præstedømmet. De indrømmer desuden selv, at dåben er det første sakramente, og dog tillader de ikke andre end deres egne præster at betjene dette andet sakramente. Men alle sakramenter må jo være lige ærværdige og hellige, fordi de grunder sig på det samme Guds Ord.

      Men sagen er den, at de har bragt sig selv i knibe ved deres egen blindhed, da de ikke har syn for den overstrømmende herlighed, som Guds Ord stråler med i dåben. Havde de kun for alvor fået øje for det, ville de finde, at ingen værdighed på jorden, hverken den præstelige eller den biskoppelige, ja end ikke pavens hellighed, er så stor, at den ikke godt kan tillægges enhver, hvem man betror Ordets forvaltning. At kaldes præst, biskop - ja selv pave, må nemlig regnes for småting i sammenligning med at kaldes tjener for Guds levende og evigtvarende Ord, som formår og udretter alt.

      Hele præstevielsen bliver således et latterligt skuespil, navnlig når man betænker, at de ikke regner biskopværdigheden for noget sakramente og heller ikke tillægger den noget særligt mærke, skønt de dog netop herpå begrunder præsteværdighedens og præstevældets forrang. Ikke desto mindre må bispestanden være den fornemste, fordi den meddeler indvielsen og påtrykker præstestemplet. Og dog er standen selv lavere, fordi den mangler indvielse og mærke. Altså meddeler det ringere åbenbart større myndighed, end det selv er i besiddelse af. Skulle de udsmykke denne urimelighed, måtte de opdigte en ny adskillelse mellem værdighed og myndighed. Ak, den dumme løgn, som i sig selv er uholdbar, kan og ved jo ikke andet end at spille med tomme ord. Derved viser Kristus os, hvor dårligt begrundet alting er i pavens rige, og at det hele er selvmodsigende galskab. Derfor må man heller ikke undre sig over, at de på samme tid har overdraget dåbens præstelige sakramente til alle, og dog udelukkende har forbeholdt sig selv præstedømmet.

 

3. Forvaltningen af nadveren

Den tredje opgave består i at indvie og uddele det indviede brød og vinen. Her praler de kronragede af, at sejren er på deres side. Her trodser de rigtigt og siger: Denne magt har ingen anden, hverken englene eller jomfruen, Guds moder. Vi vil ikke indlade os videre på dette sludder her, men siger kun, at også denne opgave er fælles for alle kristne lige så vel som de andre stykker af præstedømmet. Og vi forlanger ikke, at nogen slet og ret skal tro os på vort ord, men vi grunder det på Herrens ord og udtrykkelige erklæring, når han ved nadveren siger: ”Gør dette til min ihukommelse”! For også de kronragede præster indrømmer, at Kristus ved disse ord har skabt præster, og givet dem fuldmagt til at velsigne. Men nu har han talt disse ord til alle sine, såvel til dem, som dengang var nærværende og spiste og drak af brødet og vinen, som til alle dem, der senere hen i tiden også måtte komme til at spise og drikke deraf.

      Heraf følger da, at den fuldmagt, som her gives, er givet til dem alle. Herimod har de andre intet andet at sætte end fædrene, kirkeforsamlingerne, den lange vedtægt samt deres allerypperste trosartikel, der lyder sådan: ”Vi har de fleste på vores side, og vi har en sådan skik, derfor må det være sandt og sikkert.” Yderligere kunne vi som vidne fremføre en af Paulus’ ytringer: ”Jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer.” (1 Kor 11, 23). Paulus taler også her til alle korintherne, og stiller dem alle lige, det vil sige indvier dem til præster med fuldmagt til at indvie nadveren.

      Men papisterne kan ikke se Guds Ords herlighed for en stor bjælke i deres eget øje, og de falder i forundring over, hvordan brødets og vinens væsen kan blive forvandlet til Kristi legeme og blod. Men så sig mig dog, min bedste, hvad er denne magt til at velsigne vin og brød at regne for i sammenligning med fuldmagten til at døbe og forkynde Guds Ord? En kvinde døber og prædiker livets ord, hvorved synder udslettes, hvorved den evige død ophæves, hvorved denne verdens fyrste uddrives, hvorved Himlen gives i arv og eje, kort sagt: hvorved hele den guddommelige majestæt meddeler sig til sjælen. Men hvilke mirakler gør så præsten? Han forvandler brødet! Hvormed? Ikke med noget andet ord, heller ikke med noget større og kraftigere. Hvad følger så af brødets forvandling? Slet ikke andet, end at præsten bliver bange for sig selv, og falder i forundring over den høje værdighed og kraft, han er kommet i besiddelse af. Kalder man ikke dette at gøre en myg til en elefant? Derfor har også alle de, som ringeagter Ordets kraft, fortjent at sidde ene på forundringsstolen.

      Her ser vi da også, hvorfor evangelisterne og apostlene omtaler dette sakramente så sjældent, at mange ønsker, at de havde talt langt mere derom, hvorimod de ved alle lejligheder indskærper og fremhæver Ordets tjeneste så indtrængende og hyppigt, at man ofte kan synes, at det er for meget. Det er helt sikkert sket, fordi Helligånden godt har set, at de kronragede tosser ville komme frem med deres bagvendte afguderi, at de ville drage hjertet bort fra det kraftige sandhedsord og kaste sig over den døde forvandling af brød og vin, og hele deres liv igennem klynge sig fast ved det synlige og håndgribelige, og derfor foragte det vidunderlige lys, som vi er kaldet til. Selv om der derfor slet ikke forelå noget vidnesbyrd af Skriften, så var det dog både vist og sandt, at hvis det største, nemlig Ordet og dåben, er overdraget alle, så kan det mindre, nemlig at forvalte nadveren, ikke med rette kunne nægtes dem. Kristus gør jo også selv denne slutning: ”Livet er mere end maden, og legemet mere end klæderne.” (Matt 6, 25). Det er det samme som at sige: Hvem Gud skænker det største, vil han også unde det ringere.

 

4. Forvaltningen af skriftemålet og opgaven som sjælesørger

Den fjerde præstegerning består i at afløse og binde med hensyn til synder. Ikke nok med at de udelukkende har forbeholdt sig selv denne myndighed og gjort forkert brug af den, de har tillige trukket ordene ved håret, som om hele den lovgivende magt alene tilkom dem. Ordet ”binde” forklarer de sådan, at det får betydningen: at give, love, byde og forbyde, hvilket, med skam at sige, er præcis, hvad de gør, for det må man rigtignok sige er at binde samvittigheder. Men hvor samvittighederne utilbørligt bindes, er det ren og skær løgn og bedrag, som når de har forbudt præsteskabet at gifte sig eller at smage den mad, som Gud har skabt og bestemt til føde for os. Omvendt forklarer de ordet ”løse”, som at tage penge for at dispensere eller ophæve deres egne dårlige love, som de tidligere uretmæssigt har skaffet folk på halsen. De narrer altså først samvittighederne til at lade sig binde, for siden at narre dem til at købe sig fri. For resten gør de også brug af denne magt til at løse og binde i skriftestolen og ved bandsættelse, men det er også et fordømt og aldeles uberettiget misbrug.

      Ved dette tyveri og denne ugudelige tilsnigelse af menighedens myndighed har de drevet det til, at nøgleembedet ingen steder findes i mindre grad, end hos dem selv, skønt de rigtignok ved enhver lejlighed praler af, at de har nøglen i forvaring. Men de lukker hverken Himlen op eller i for samvittighederne, de lukke kun op for alverdens pengeposer, hvorimod vi alle, så mange af os, som er kristne, har lige adgang til nøgleembedet, hvilket jeg ofte har forsvaret og begrundet i mine skrifter mod paven. Sådan lyder Kristi ord jo nemlig, som han ikke blot har talt til apostlene, men til alle kristne: ”Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder. Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.” (Matt 18, 15-18).

      Her agter jeg ikke på gøglernes falske kunster, når de ved dette skriftsted opdigter denne forskel: at den retmæssige bemyndigelse til kirkenøglen er én ting, og brugen af den et andet, for det gør de på egen hånd uden medhold i Skriften. De burde bevise deres påstande med gode grunde, men de bærer sig her ad som overalt; i stedet for først at bevise eller gøre det sandsynligt, at der var overdraget dem en anden myndighed, end den, der er fælles for hele menigheden, så forudsætter de påstanden som givet og bevist, og slutter sig så videre til deres opdigtede sondring og løgn. De siger: Nøglemagten tilhører rigtignok menigheden, men brugen tilkommer biskopperne. Dette kalder man løs snak, der slår sig selv på munden. Kristus overdrager uimodsigeligt alle kristne både nøglemagten og dens anvendelse, når han siger: ”Han skal i dine øjne være som en hedning.” Hvad mener Kristus med ”dine øjne”? Hvem er dette rettet til? Er det måske paven? Nej, han tiltaler alle kristne uden forskel. Når han derfor siger: ”i dine øjne”, så overdrager han ikke blot en myndighed, giver ikke blot en tilladelse, men byder og befaler tillige vedkommende at gøre brug og anvendelse af denne myndighed. For disse ord: ”Han skal i dine øjne være som en hedning,” vil jo sige det samme som: Du må ikke bo sammen med ham, du må ikke have noget fællesskab med ham! Og det er jo i virkelighed ensbetydende med at lyse ham i band, at tillukke Himlen for ham.

      Det bekræftes også af de følgende ord: ”Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen.” Hvem omfatter disse ord? Angår de ikke alle kristne? Angår de ikke den kristne menighed? Siger man, at det ikke er brugen af, men kun retten til kirkenøglen, som han her har givet menigheden, så siger vi, at han slet ikke har overgivet nogen brugen af kirkenøglen, ikke engang Peter; for ordene lyder ens overalt på de steder, hvor Kristus overdrager denne myndighed. Den samme betydning, som man giver ordene på ét sted og til én person, må man give dem alle vegne; og omvendt, lader man på ét sted ordene betyde overdragelse af brugen, så må man også på alle andre steder lægge denne betydning i dem. For hvor Guds Ord forekommer enslydende, er det uforsvarligt at udlægge dem anderledes end på samme måde, ellers bespotter man Guds hemmeligheder ved eget hjernespind, som disse vindmagere understår sig i at gøre.

      Derfor er denne løgn heller ikke af menneskelig oprindelse. Nøglemagten tilhører nemlig hele menigheden, alle kristne tilsammen, så vel som hvert enkelt lem på menigheden, og det ikke blot som myndighed betragtet, men også med hensyn til brugen. Ja, i enhver henseende, som kan nævnes. Ellers måtte vi bruge vold mod Kristi ord, for han taler åbenlyst til enhver, især når han siger: ”i dine øjne”, eller ”så har du vundet din broder.” Ligesom jeg også for min påstand vil anføre det ord, som Kristus retter særlig henvendt til Peter: ”Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget” (Matt 16, 19), og endvidere: ”Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om,” og: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matt 18, 19-20). I disse skriftsteder overdrages og indrømmes åbenlyst den mest fuldstændige ret og mest udstrakte brug af nøgleembedet. Med mindre vi ville frakende Kristus selv retten til og brugen af kirkenøglen, når han er sammen med to eller tre. Disse skriftsteder har jeg udførligt gennemgået ved andre lejligheder. Tillige har jeg ovenfor påvist, at Ordets forvaltning er fælles for alle, og at løse og binde vil slet ikke sige andet end at prædike evangeliet og bringe det i anvendelse. For at ”løse”, hvad vil det vel sige andet end at forkynde at synderne er forladt af Gud, og at ”binde”, hvad vil det sige andet end at borttage evangeliet og forkynde, at synderne ikke er forladt? Hvad enten de andre så giver os lov eller ikke, så erklærer vi nøgleembedet for fælles ejendom, da det slet ikke består i andet end i Ordets anvendelse og overførelse på et bestemt tilfælde.

      Dog, vi behøver ikke at strides længe om erobringen af denne myndighed, når vi kender Kristus. Det er ingen hemmelighed længere, at papisterne mangler ethvert kendskab til Kristus, at de er fuldstændig ukendte med troen og evangeliet. Men hvor kundskab om Kristus og troen mangler, véd man heller ikke, hvad der er synd for Gud. Deres blindhed og vantro tvinger dem, som Esajas siger, til at kalde det gode ondt og det onde godt og at vende op og ned på alt. Men hvor man hverken véd besked om synd eller hellighed, er det en umulighed, at man enten kan løse eller binde. Heraf følger nu, at når vi vil følge sandheden i dette stykke og holde os til Kristi indstiftelse, så hverken er eller kan nøgleembedet være hos papisterne og deres kronragede offerpræster, så længe de fremturer i deres løgn; også selv om de så virkelig var præster, og alene havde bemyndigelse til dette embede, eller havde fået fuldmagten ved deres indvielse. Hvordan i alverden kan et menneske binde, så længe han ikke véd, hvad han skal binde? Derfor er følgen af deres rasende blindhed også den, at de lukker Himlen og åbner Helvede for dem selv og deres egne, så de nu omstunder fordømmer og forbyder evangeliet, og hæver deres egne påfund til skyerne og på egen hånd giver afløsning. Ved denne grove forvanskning og dette ugudelige misbrug har de på én gang mistet både nøglemagten og dens anvendelse.

 

5. Hvervet med at ofre vort legeme

Den femte præstelige opgave består i at ofre. Her forstår disse fuldsnuder fra Efraim, som profeten kalder dem, rigtig at prale, og ved denne gerning har de selv skilt sig fra os. De har gjort hele verden afsindigt rasende, skønt hele deres forvandling af nadveren til et offer alene grunder sig på plump og håndgribelig løgn. Men da vi tidligere har talt herom, vil vi ikke spilde mange ord på det her. Men vi beråber os på Det Nye Testamentes vidnesbyrd, og erklærer, Djævelen til trods, at der i Det Nye Testamente ikke er tale om noget andet offer, end det ene, som gælder over hele verden. Det er det, Paulus sigter til i Rom 12, 1, når han lærer os, hvordan vi skal ofre vort legeme ved at korsfæste kødet, ligesom Kristus for vores skyld har ofret sit legeme på korset. I dette offer samler Paulus både takkeofret og bønneofret, på samme måde som Peter i 1 Pet 2, 5, når han befaler os ved Kristus at bringe åndelige, gudvelbehagelige, ofre, det vil sige, at ofre os selv, og hverken Gud eller slagtekvæg.

      Hvad de derfor gør så stor blæst af som et ganske overordentligt offer, det er ganske vist et overordentligt offer, ja kronen på hele deres præstevæsen, men det er tillige af den beskaffenhed, at enhver oprigtig kristen ingen del skal og tør have i det, men endog må fordømme det som gudsbespottelse og afguderi af allerværste slags. Vi må derfor på det omhyggeligste undgå enhver berøring dermed som en pest, lige meget hvor tykt de smøre på og praler af, at det er en gammel vedtægt, og at det har den brede befolknings bifald. Men man farer lige godt vild, selv om man også har stort følge. Også den, der brænder sammen med andre, går op i røg.

      Derfor skal vi stå stejlt og fast på, at der i kirken kun er tale om én eneste slags offer, nemlig vore egne personer. Men da der nu ikke skal bringes andre ofre end det ene, som slagtes og beredes ved Guds Ord, og Ordet som sagt er fælles gods, så følger heraf, at der kun kan være tale om én slags offer over det hele. Men da der nu, som Peter siger, kun gives åndelige ofre i menigheden, det vil sige sådanne, som bliver ofret i ånd og sandhed, så er de umuligt, at de kan bringes af andre, end af dem, der selv er åndelige, det vil sige af en kristen, af en som har Kristi Ånd. Men papisterne har nu deres fornøjelse af at blive ved med at skråle op om, at deres offer udmærket kan bringes af lastefulde mennesker, for ikke at tale om, at der slet ikke spørges, om de er åndelige. De påstår nemlig, at deres offer af sig selv, ved den blotte handling, er Gud velbehageligt, uden hensyn til personen, som bringer det (opere operati, non operantis). Ved denne deres egen erklæring er disse gruelige gudsbespottere grebet i at ville oplære Gud til at tage nådigt imod Kains offer, selv om han ikke fandt behag i Kain. De praler jo af, at deres offer er noget i sig selv fortjenstligt, selv om det bringes af en vederstyggelig og fordømt person. Og det skønt aldeles intet i menigheden kan tækkes Gud, med mindre mennesket først som Abel har hans velbehag; men velbehagelig bliver man alene ved troen og Ånden, og derimod ikke ved offer. Da de nu selv må tilstå, at størstedelen af deres offerpræster er åndløse, og dog ingen i menigheden kan bringe Gud et offer uden i ånden, så er det indlysende, at deres offer ikke er menighedens offer, men derimod menneskers løgnagtige påfund.

 

6. Forbønnens tjeneste

Den sjette opgave består i at bede for andre. En skam er det at fortælle, hvor ublu og forargeligt disse hyklere har bedraget alverden med deres forbønner, og i dette dermed har forvandlet den ægte kirke til en opdigtet synagoge. Men nu har Kristus overgivet alle kristne uden undtagelse en bestemt daglig bøn, som er et tilstrækkeligt og uomstødeligt bevis på, at der kun er én slags præstedømme, som er fælles for alle. Det papistiske præstedømme er derimod den sorteste løgn, opspundet uden for kirken, og indsmuglet med enestående ondskab. Da forbøn består i på en andens vegne at træde frem som mægler for Gud, som det alene tilkommer Kristus, men desuden er pålagt alle hans brødre i bønnen, så har vi i sandhed alle sammen befaling om at øve denne præstelige opgave. Selv papisterne erklærer det jo for en præstelig handling, når de beder for andre lægmænd, skønt deres plapperi er filisteragtig afgudsdyrkelse, slem vinding og røgelse for den eneste Gud de kender, nemlig deres egen bug.

      Nu er det ganske vist ikke let at afgøre, enten det sker af dumhed eller ugudelighed af disse kalkede grave, at de uden at kende kraften og betydningen af Herrens bøn, først erklære den for en almindelig bøn for alle, og dernæst tilegner sig selv og forbyder alle andre retten til at holde bøn, fordi det er en præstelig opgave. Men når man fremfører sådanne ord: ”Kun vi er præster, I er lægfolk”, da har man jo dermed sagt: ”kun vi er kristne, kun vi må bede, I er hedninger, og kan ikke bede, I kan alene blive hjulpet ved vore bønner”. Siger man derimod: ”I har også ret til at bede ligeså fuldt som os”, da har man med det samme sagt: ”I er også Kristi præster og brødre, som har tilladelse til at træde frem på hinandens vegne i bønnen”.

      Men Gud har forstået at ramme disse bønneremsere med sin hævn. For da de har tilegnet sig eneretten til at gå i forbøn for folket, er det ved Guds underfulde styrelse blevet til et latterligt skuespil. De har holdt Gud og mennesker for nar så længe, at de nu selv er blevet til grin med deres løgne. Hvor hører man virkelige bønner rundt om i de uendeligt mange stiftelser, klostre og sognekirker? Nej de remser kun ordene op. De drømmer rigtignok om, at de har davidsharpen i forvaring, som Esajas siger, men det er plapperi det hele, så det må hedde om dem: ”Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.” (Es 29, 13).

      Derfor kan man støde på mange blandt dem, som i fyrre år eller hele deres levetid igennem har opremset Trosbekendelsens hellige ord, uden at de en eneste gang virkelig har bedt til Gud. Og denne vederstyggelighed skal vurderes så højt, at man anser dem for præster, og kalder dem højærværdigheder, og bygger store kirkebygninger til dem, som vi anvender store omkostninger på og derfor pålægger alverdens kongeriger skat og afgifter. Vi er endt med at lukke munden på alle virkelige præster og forbedere hos Gud, for at disse knægte kan bede for dem, skønt Gud vist dårlig nok agter dem værdige til at sammenlignes med de hedninger, som forventer bønhørelse på grund af deres mange ord. Men disse tænker, som Kristus siger, slet ikke på, at der til bøn hører bønhørelse. Hvordan kan de da forvente den? Nej, de remser og plaprer på ingen måde i håb om bønhørelse, men kun for at ære Gud med læberne. Tillige for ved deres hundekunster at narre penge fra folk og fylde deres egen vom. Ikke desto mindre er de ifølge den pavelige magtfuldkommenhed Guds præster – ja, Satans præster, for han er denne verdens Gud. Når de derfor beder for os, er det i grunden det samme som at opægge den eneste sande Guds vrede imod os.

      Lad os derfor høre, hvad den rette dommer og mægler, nemlig Kristus, siger i denne sag: ”Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have.” (Joh 4, 23-24). Derimod ikke dem, som løber til Garizims bjerg eller til Jerusalem for at dyrke ham. Her har vi en kendelse og afgørende dom af den guddommelige majestæt. Så længe der ikke kan rokkes ved den, har det ingen nød med os. Derfor erklærer vi frit og frejdigt i Guds navn: at paven og hans slæng ganske rigtig har et præstedømme for dem selv, og at de på en ganske ejendommelig måde holder bøn for alle kristne, men rigtignok ikke som præster og forbedere, men derimod som skuespillere og afgudsdyrkere. Det vil sige, de drømmer, at de leger præster og forbedere, det, som alle kristne i virkeligheden er, for ligesom kun de alene i ånden råber: ”Abba, hjerteelskede fader!” sådan er de også de eneste forbedere og de eneste præster.

 

7. Ansvaret for den rette lære

Den syvende og sidste opgave består i at undersøge og bedømme enhver lærdom. Sandelig, disse skinpræster og navnkristne har haft gyldig grund til at forbeholde sig denne beskæftigelse; for de har trods alt været kloge nok til at indse, at lod de menigheden beholde denne rettighed, så måtte de snart ud med alle tyvekosterne. Men har man først berøvet tilhørerne retten til at bedømme læren, hvad forhindrer eller afskrækker da en doktor eller underviser fra at komme med det værste skidt, ja, fra at være endnu værre end Djævelen, hvis det var muligt? Indrømmer og anbefaler man derimod tilhørerne retten til at bedømme, hvor utilbørligt kan eller tør da en lærer tillade at udtale sig, selv om han var mere end en engel fra Himlen?

      Havde man kun undt os denne frihed, da ville ikke blot en Paulus have irettesat en Peter, men da havde man også dømt englene. Da ville også paverne og kirkeforsamlingerne uden tvivl have vejet deres ord omhyggeligere og været mere forsigtige med at give love om præstedømmet, prædikeembedet og de andre menighedsanliggender, som dåb, velsignelse, band, forbøn og bedømmelse af ånderne, hvis de blot selv havde været nødt til at frygte menighedens dom og kendelse. Ja, der var aldrig i al evighed opstået noget papisteri, hvis menighedens stemme var blevet hørt. Derfor vidste de nok, hvad de gjorde, da de forbeholdt sig selv retten til dette stykke for deres egen mund. Men det har de kun formået at håndhæve, indtil Guds vrede, som Daniel siger, havde fyldt sit mål. ”Nu skal den lovløse åbenbares; ham skal Herren Jesus dræbe med sin munds ånde og tilintetgøre, når han kommer synligt.” (2 Thess 2, 8).

      Her finder Kristi ord i Joh 10, 27 deres anvendelse: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.” Og Matt 7, 15: ”Tag jer i agt for de falske profeter. Og Matt 16, 6: ”Se til, at I tager jer i agt for farisæernes surdej.” Og Matt 23, 2-3: ”De skriftkloge og farisæerne sidder på Moses' stol. Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør.” Disse og mange andre steder i evangeliet og hele Skriften formaner os til ikke at fæste lid til falske lærere. Hvad lærer Kristus os da derved andet, end at enhver sjæl selv skal vogte sin salighed og værne om sin frelse ved at være sig fuldstændigt og selvstændigt bevidst, hvad han skal tro, og hvem han skal følge? Han skal med frihed og indsigt bedømme enhver, der vil give ham undervisning, mens han i hjertet alene lader sig belære af Gud, Joh 6, 45. For du bliver hverken frelst eller fordømt på grund af en andens lærdom, den være sig for resten så rigtig eller falsk som den være vil, men du bliver alene frelst ved din egen tro. Mennesker må lære og prædike, som de vil, din sag, ja din salighedssag, er det at prøve din egen tro.

      Men Paulus har rigtig fanget disse karle i deres egen borg, og frataget dem alle deres våben, når han i 1 Kor 14, 30 siger: ”Får en anden, som sidder der, en åbenbaring, skal den første tie stille.” Og videre i v. 32: Profeters ånder underordner sig under profeter” Og i v. 31: I kan alle komme til at tale profetisk.” Hvad er det så for noget vrøvl, som paven og hans slæng i lange tider har faldbudt deres varer med, når det hedder: ”Det er vores vilje og strenge befaling!” eller: ”Den romerske kirke er dronningen over alle kirker og rettesnor for troen!” Nu vel, lad hende sidde og brede sig på lærestolen, men derfor har hun ikke ret til at lukke munden på os andre, når nogen i forsamlingen får en åbenbaring. Hun skal ikke udelukkende profetere, alle vi andre har også ret dertil, den ene efter dem anden.

      Kunne Paulus irettesætte og straffe Peter, da han hyklede eller levede anderledes, end han troede, hvor meget mere kan vi da ikke tage os den frihed at dømme og bedømme den romerske kirke. Den er fuld af hykleri fra hoved til hale, og er slet ikke bygget og grundet på andet end på lutter skinhellighed! Men lad os her engang betragte, hvor snildt disse vindmagere lægger deres planer, hvilken slem selvmodsigelse de har viklet sig ind i ved at stride mod Gud og mod dem, der hører ham til. Vi tror nemlig virkelig, at de indbilder sig at være, eller vi ser i hvert fald, at de udgiver sig for at være, alle kristnes lærere og hyrder.

      Men nu er det min ringe mening, at de må indrømme, at en kristen er et menneske, som har Helligånden, og at denne Ånd, efter Kristi egne ord, underviser os om alt, som Johannes også siger det: ”Hans salve lærer jer alt.” (1 Joh 2, 27). Det vil med få ord sige: en kristen skal være så fast overbevist om, hvad han skal tro og ikke skal tro på, at han vil dø derpå eller i det mindste er rede til at dø derpå. Nu beder jeg jer om at sige mig: er det ikke en enestående frækhed af papisterne, at de understår sig i at stikke næsen i sky og sige: ”Lægfolk skulle tro os, og ikke sig selv!” Hvad er dette i grunden andet end rent ud at sige: Vi indrømme rigtignok, at de kristne har Helligånden, som giver dem vished om, hvad de skal tro eller ikke tro, men da Helligånden ikke kan måle sig med os, og vi er bedre underrettet, så skal Helligånden være undergivet os og smukt adlyde os!

      Men grunden til at de udelukkende har forbeholdt sig selv mesterskabet er den, at når de ikke behøvede at frygte for, at nogen turde sige dem imod, så kunne de lære og prædike, hvad de selv ville. Da de først havde opnået dette, var det dem en let sag at tilrane sig al magten både i guddommelige og menneskelige anliggender, og således endte de med at blive vore guder. Men nu hedder det tværtimod: ”Kun én er jeres mester, og I er alle brødre.” (Matt 23, 8). Derfor er vi alle lige, og har samme ret, for det sømmer sig jo ikke for brødre, der udgør ét samfund, at trættes om rangen, eller snyde hinanden for arven, eller gøre forskel på rettigheder, navnlig i åndelige anliggender, som der er tale om her. Derfor er også dommerembedet, lige så vel som enhver af de ovennævnte opgaver, af den beskaffenhed, at vi ikke alene har lov til at tilbageerobre vor tabte ret, men vi fornægter ligefrem Kristus som vores broder, hvis vi ikke gør det. Her er talen ikke om noget vilkårligt eller tilladeligt, men om hvad der er befalet og nødvendigt. Derfor bliver enhver ganske vist også forbandet, som samtykker i pavens nederdrægtighed, og omvendt skal enhver velsignes, der skyr ham ved et kristeligt kirkebrud.

     

De papistiske offerpræster                             

Hvad der hidtil er sagt, angår imidlertid alene alle kristnes fælles rettigheder og myndighed. Alle de, i det foregående opregnede præstelige opgaver, er fælles ejendom, som vi har bevist. Derfor er det usømmeligt, hvis den ene ville ophøje sig over den anden og tilegne sig som sit eget, hvad der tilhører alle. Enhver kan frit indtræde i sine rettigheder og bringe dem til udførelse, hvis han ikke lever sammen med andre, der er i besiddelse af samme ret. Men samfundets regler kræver, at en, eller så mange som menigheden finder tjenligst, udvælges og antages til i alle ligeberettigedes navn at bestride alle offentlige opgaver. Derved undgår man, at der opstår en gruelig forvirring i Guds folk, så kirken bliver forvandlet til et Babel. Apostelen har befalet, at alt skal gå ordentligt og anstændigt til. Én ting er det nemlig, at en enkelt person på menighedens befaling udøver en fælles rettighed, noget andet derimod, at enhver i nødstilfælde selv gør brug af sin ret. I en offentlig menighed skal ingen uden ved hele menighedens samtykke og stemme bringe sin ret i udøvelse, men i nødstilfælde står det enhver fuldkommen frit.

      Lad os nu tale et ord med de papistiske offerpræster, og bede dem om at sige os, om deres præstedømme indeholder flere bestanddele, end de ovennævnte stykker. Hvis det er tilfældet, er det intet kristeligt præstedømme, men tæller det ikke flere rettigheder, så kan der umuligt eksistere et for dem særligt præstedømme. Hvordan de så end drejer og vender sig, gør vi derfor denne slutning, at enten har de slet intet præstedømme, eller også har de et, som er fælles for alle kristne. Har de et for dem selv, så må det være Satans eget. Kristus har nemlig lært os, at vi skal kende alle træer på frugterne. Frugterne af vort almindelige præstedømme har vi jo nu set, lad dem derfor enten opvise andre frugter eller tilstå, at de slet ikke er præster. Fordi man på andres vegne bærer frugterne offentligt til skue, har man derfor ikke bevist, at præstedømmet er forskelligt, men kun at brugen er forskellig. Vil de derimod forsvare deres præstedømme ved alene at påberåbe sig kronragning og smørelse og præstekjole, da må man tilstå dem, at de tager til takke med lidt. Vi ved jo, at både en so og en træklods kan blive kronraget og indsmurt og iført en kjole.

      Vi står derimod fast på, at der intet andet Guds Ord gives, end det, som alle kristne er forpligtede til at forkynde; at der ikke gives nogen anden dåb end den, som alle kristne kan meddele; at der ikke gives noget andet ihukommelsesmåltid ved Herrens bord, end det, som enhver kristen efter Herrens egen indstiftelse kan være med til; at der ikke gives andre slags synder, end dem, som enhver kristen har fuldmagt til at løse og binde; at ingen kan eller må gå i forbøn, uden de kristne alene; og endelig, at kun den kristne skal bedømme ånderne. Men heri indbefattes jo alle de præstelige og kongelige opgaver. Lad derfor papisterne enten føre bevis for os, om hvorvidt der hører andre opgaver til præstedømmet, eller også må de opgive deres præstedømme og slippe byttet. Derimod lader vi os aldeles ikke forstyrre af, at de nu så længe har nægtet os salvelse og kronragning og præsteklæder og andre menneskelige vedtægter, som overtro har fremavlet, selv om en engel fra Himlen havde givet dem det. Dette er os aldeles ligegyldigt, da det kun er gammel skik og flertallets dumme indbildning, skønt det rigtignok nu om stunder anses for at være noget stort.

      Af alt dette fremgår det nu efter min mening tydeligt nok, at de som betjener menigheden ved nadveren og Ordets prædiken, ikke må og ikke skal kalde sig præster. At man kalder dem præster, er nemlig enten en levning fra hedenskab eller en misforståelse af Moseloven. Desuden har navnets overførelse på kirkelig grund forvoldt umådelig skade. Derimod måtte de langt hellere, efter Det Nye Testamentes sprogbrug, kaldes tjenere, diakoner, tilsynsmænd, uddelere, eller på grund af deres alder: ”ældste”. Paulus siger nemlig i 1 Kor 4, 1: ”Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder.” Han siger netop ikke: ”Man skal betragte os som Kristi præster.” Han vidste nemlig godt, at præstenavnet og præstedømmet var fælles for alle. Herfra stammer det hyppigt brugte udtryk hos Paulus ”uddeler” (dispensatio) eller ”forvalter” (økonomia), tjeneste, tjener, træl (ministerium, minister, servus). Han roser sig ikke sig af standen eller rangen, retten eller værdigheden, men af opgaven og tjenesten, og lader derimod menigheden beholde selve præstedømmets rettighed og værdighed.

      Men er de slet og ret tjenere, da går deres uudslettelige præstemærke tabt, og deres evige præsteværdighed er ikke andet end opspind. Man kan nemlig udmærket afsætte en tjener, hvis han ophører med at være tro, hvorimod man kan beholde ham i tjenesten, så længe han opfører sig ordentligt, og menigheden er tilfreds med ham, ligesom med en verdslig tjener, der er forvalter for ligeberettigede medborgere. Ja man skal langt snarere afsætte en tjener i et åndeligt end i et verdsligt anliggende, eftersom hans utroskab er langt mere fordærveligt end den andens, der kun kan forvolde skade på forgængelig ejendom. Den anden bortødsler og forspilder derimod de evige goder. Når en åndelig tjener opfører sig som en skurk, er det derfor de andre brødres pligt at udvise ham af menigheden, eller lyse ham i band, og at indsætte en anden i hans sted.

      På denne måde, og ved at støtte os til Skriften, (hvis Guds Ord står til troende), kan der rådes bod på den usalige jammer, der hidtil har kuet Bøhmen, så man næsten er blevet drevet til tiggerstaven, og har måttet døje de kronragede præster og allermest uværdige æsler. Her ser vi nemlig soleklart og håndgribeligt, hvorfra man skal forsyne sig med Ordets tjenere. Man skal nemlig tage dem af Kristi hjord, og ellers intetsteds fra. Nu er det jo nemlig tilstrækkeligt påvist, at enhver har ret til at tjene med Ordet, ja, at det er enhvers pligt at gøre det, når han enten ser, at ingen anden er til stede, eller at de tilstedeværende fører falsk lærdom. Det fastslår Paulus udtrykkelig i 1 Kor 14, 29, for at Guds herlighed kan blive forkyndt os alle.

      Hvor meget snarere må da ikke en hel menighed have ret til og være forpligtet til ved almindelig valg at overdrage denne tjeneste til en eller flere, hvem man tillige giver sit samtykke til at få overdraget udøvelsen af menighedens øvrige anliggender. Sådan bærer også Paulus sig ad, når han i 2 Tim 2, 2 siger: ”Hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at undervise andre.” Her overspringer Paulus alle ophævelser med kronragning og indsmøring. Han taler heller ikke et ord om indvielse, ser alene på dygtighed i at undervise, og vil alene have Ordet overdraget til dem.

      Men når nogen får fuldmagt til at betjene Ordet, så bliver med det samme alle de opgaver overdraget ham, som i kirken alene kan besørges i kraft af Ordet, nemlig retten til at døbe, at velsigne, at holde bøn, at dømme og bedømme. For at prædike evangeliet er det vigtigste af alle kirkens embeder, ja det er det ægte apostoliske embede, som bærer alle de andre, der må være grundede herpå, som den gave at kunne belære, profetere, forestå helbredelse, og de andre nådegaver, som Paulus opregner i 1 Kor 12, 28. Kristus har jo for det meste også indskrænket sig til at prædike evangeliet, da den vigtigste opgave navnlig tilkom ham som den ypperste, hvorimod han ikke døbte. Paulus roser sig også af, at han ikke blev udpeget til at døbe, hvilket er en lavere opgave, der først senere følger efter. Han blev derimod udsendt for at prædike evangeliet, som er det vigtigste.

      Den førnævnte fremstilling af menighedens valgret fremgår desuden med nødvendighed af trangen, og anbefaler sig ved at stemme overens med troens almindelige væsen. For da kirken fødes og vokser, opholdes og styrkes ved Ordet, så er det klart, at den ikke kan undvære Ordet. Er Ordet derfor forsvundet, så er det et tegn på, at kirken er ophørt med at være til og må synke i graven. Videre, da enhver i dåben er en født Ordets tjener, og hverken paver eller biskopper ville sætte nogen til at betjene, men kun til at udrydde Ordet og ødelægge kirken, så følger heraf, at vi enten må se på, at kirken lægges øde uden Ordet, eller også må vi træde sammen og ved afstemning udvælge en eller flere af vores midte, som nødvendigheden kræver det, og som er egnede til det. Derpå skal vi indsætte dem i menigheden, og i dens påsyn stadfæste deres kaldelse under bøn ved håndspålæggelse. Når dette er sket, skal man anerkende dem som rette biskopper og Ordets tjenere, og som sådanne agte dem højt. Vi må fuldt og fast tro på, at alt hvad der således er foretaget i enighed ved almindelig afstemning blandt de troende, som kender og bekender evangeliet, er en Guds gerning og skyldes ham.

      Ja, hvis de førnævnte grunde skulle findes utilstrækkelige, så måtte vi dog finde opmuntring og sikkerhed nok i disse Herrens ord i Matt 18, 19-20: ”Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” Når nu to eller tres overensstemmende viljer formår alt i Herrens navn, og Kristus tillægger sig selv æren for, hvad de udretter, skulle vi da ikke meget snarere tro, at det er en Guds gerning, som han understøtter og medvirker til, når vi i hans navn kommer sammen og holder bøn, for derpå af vores egen midte at udvælge alle biskopper og Ordets tjenere? Og det så meget mere, som vi fra begyndelsen af, i dåben, er født og kaldet til dette embede, så der i og for sig ingen valghandling fordres.

      Ønsker vi derfor, at se eksempler herpå, så læser vi i Apostlenes Gerninger 18, 24, at Apollo uden ydre kald og indvielse ankom til Efesus, og prædikede alene af overstrømmende, glødende kærlighed. Ja, han bragte endog jøderne til fuldstændig tavshed. Må jeg nu være så fri at spørge, med hvad ret han har dristet sig til at gøre brug af Ordets tjeneste? Han har ikke benyttet sig af større frihed, end den, hvortil alle kristne bestandigt har direkte brugsret ifølge 1 Kor 14, 30: ”Får en anden, som sidder der, en åbenbaring, skal den første tie stille.” Eller som Peter siger i 1 Pet 2, 9: ”I skal forkynde hans guddomsmagt.” Samme Apollo blev endog senere missionær uden nogen videre indvielse eller beskikkelse, og han varetog ikke blot en prædikants gerning, men gjorde også megen nytte blandt dem, der allerede var kommet til tro. Det samme er også enhver kristen forpligtet til at gøre, så snart han ser, at der er svære tider for Ordet, og han føler sig egnet dertil, selv om ingen menighed ligefrem har begæret hans tjeneste. Langt mere gælder dette da i det tilfælde, hvor han bliver opfordret og udvalgt af ligeberettigede brødre eller af en hel menighed.

      Et andet eksempel har vi i Stefanus og Filip, der alene var beskikkede til at tjene ved bordene. Ikke desto mindre gjorde Stefanus store undere blandt folket, og debatterede med synagogen, og overvandt jødernes menighed med Åndens våben, nemlig Ordet. På samme måde tog også Filip sig samme frihed, da han omvendte samaritanerne, og rejste frem og tilbage mellem Ashdod og Cæsarea. Kære, hvad berettigede dem hertil? Med hvilken fuldmagt gjorde de dette? De var sikkert hverken blevet anmodet eller udvalgte af nogen hertil, men de har handlet af egen drift og ifølge almindelig berettigelse, da lejligheden tilbød sig, og de så, at befolkningen savnede Ordet, og at der var behov for dets tjeneste. Hvor langt snarere måtte de da ikke have gjort det, hvis de af flere eller af en hel menighed havde været opfordret og udvalgt til det? Og er en hedning, der blev omvendt af Filip derfor at betragte som en ægte kristen, hvilket han ganske bestemt må antages for, så har han vel også undervist andre i Guds Ord. Han havde jo også befaling om at forkynde hans herlighed, der har kaldet os fra mørket til sit underfulde lys. Og er dette tilfældet, så må også mange være kommet til tro på grund af Ordet, for Guds Ord vender ikke tomt tilbage. Af denne tro er der nu fremstået en menighed, og denne menighed har så ved Ordet modtaget og gjort brug af retten til at døbe, prædike og udføre alle de tidligere nævnte kirkelige handlinger. Alt dette blev udrettet ved denne ene hedning, alene i kraft af hans i dåben erhvervede rettighed og hans tro, fordi ingen tidligere fandtes at være særligt kaldede til at varetage gerningen.

      Derfor gælder det, kære herrer, ene og alene om, at I udruster jer med en urokkelig klippefast tro. For vil I virkelig fremme jeres lands tarv, da fordres dertil især en frimodig og moden tro. Vi skriver da heller ikke alt dette for andre end for de troende, for kun de kan have forstand på disse ting. De vantro derimod kan ikke have mindste gavn af det, lige meget hvad enten de så har biskopper eller ikke. De, der ikke lade sig overbevise af så klare skriftsteder og eksempler, er hverken kristne eller udgør nogen menighed. Derimod finder de disse dumme narrestreger, som kronragning smørelse og præstekjoler, at være fuldkommen i orden, skønt dette hverken har hjemmel i Skriften eller ved eksempler. Det er alene, fordi det er gammel vedtægt, og har mængdens bifald. Men en from kristen må lukke øjnene for alt ydre og tilfældigt, og alene se på Guds klare ord, og skal så i troen holde urokkelig fast ved, at han magter og kan opnå alt, hvad han véd, der er forjættet i Guds Ord.

      Ja, siger de vel så, dette er jo noget splinternyt, som ingen nogensinde har vovet sig ud i før, sådan at vælge og beskikke biskopper. Hertil svarer jeg kun, at det er en ældgammel betragtning af sagen, som er stadfæstet ved apostlenes og deres disciples eksempler, skønt denne skik rigtignok er blevet afskaffet og ophævet ved papisternes sorte kunster og forbistrede lære. Derfor skal man fra vores side være desto ivrigere for at arbejde på at udrydde det nye forpestede uvæsen, og på at optage og følge den gamle kirkeskik og orden i Guds hus igen. Og selv om det virkelig var noget splinternyt, så burde man ikke lade sig afskrække af nyheden, men alene lade det velsignede ord råde og regere, fordi Guds Ord i denne henseende er uimodsigeligt og klart, og indeholder tilstrækkelig fuldmagt og udtrykkelig befaling. Især når sjælenes tarv nødvendigvis kræver et sådant skridt. Men sig mig nu lige først, om ikke alt, hvad der angår troen, i grunden er noget nyt? Var dette embede ikke noget nyt på apostlenes tid? Var det ikke noget nyt, dengang da Abraham ofrede sin søn? Var det ikke noget nyt, dengang da Israel gik igennem Det Røde Hav? Er det ikke også noget nyt for mig, at jeg gennem døden skal indgå til livet? Men i alle disse tilfælde skal man udelukkende holde øjnene fæstet på Guds Ord, og ikke på nyheden, for bliver man forarget over dette, må man til sidst opgive troen på ethvert af Guds Ord.

      Derfor, kære brødre! tro alene Guds Ord, så bliver I ikke forargede over nyheden, og tager alene hensyn til jeres egen erfaring. Hvis nyheden skulle volde betænkeligheder, hvorfor tog I da ikke dette op til overvejelse, da I bøhmere alene rejste jer mod paven og dristigt vovede alt for Johan Hus' skyld? Var det måske ikke også noget nyt, som ingen tidligere havde prøvet på? Ja, lige til denne dag har I hele verden imod jer, og dog vovede I dengang skridtet, skønt I ikke havde Skriften så uimodsigeligt på jeres side som i dette stykke. Havde I dengang mod til at forfølge, hævde og forsvare jeres ret, der var frataget og næsten ganske nægtet jer, og det skønt sjælenøden dengang ikke var nær så gruelig som nu, hvorfor vil I da ikke forfølge, hævde og forsvare jeres ret i dette tilfælde? På den ene side er det jo en afgjort sag, at I står bevæbnede til tænderne med skjold og værge fra Davids våbenlager, ligesom der også er stor sjælenød forhånden, og det skændige og forsmædelige fangenskab gør et sådant skridt nødvendigt. På den anden side må den ubundne frihed tilskynde og opmuntre jer, da lejligheden for øjeblikket er god, og udsigten til at nå målet meget lovende. Alt hvad der ved første øjekast synes nyt og revolutionært, vil med tiden udjævne sig af sig selv, langt lettere end jeres frafald fra det papistiske tyranni tidligere har formået. Det gælder kun om, at I dristigt vover det i Herrens navn, så vil Gud være med jer.

 

Konkret anvisning på ansættelse af sognepræster

Sådan skal I da gribe sagen an: Først og fremmest skal I anråbe Gud i jeres bønner, både hjemme i husene og i menighedens forsamling, og ellers enhver i sit stille sind. For det er ganske bestemt et vigtigt skridt, ikke så meget fordi det er noget usædvanligt, som fordi det er et kæmpeskridt. Derfor vil jeg, at I hverken har tiltro til jeres egen kraft eller kløgt i dette stykke, men i ydmyghed begynder sagen med frygt og bæven, med dyb beklagelse og oprigtig bekendelse af, at I selv har styrtet jer i denne elendighed og trældom ved jeres egne synder. Træd således frem med sønderknuste hjerter for Guds nådestol og barmhjertigheds trone, som er Jesus Kristus, vore sjæles biskop. Bed ham inderligt om, at han vil sende sin Ånd i jeres hjerter, for at han kan arbejde med jer, eller rettere sagt virke i jer både at ville og at udrette! For skal denne sag begynde med held og ende saligt, er det nødvendigt, at Guds kraft arbejder med jer. Og den kan alene Gud skænke jer, som Peter bevidner.

      Når I nu således har bedt, skal I fuldt og fast tro, at han, som I har anråbt, er trofast og vil stå ved sit ord; så han giver jer, når I begærer; lukker op for jer, når I banker på; og lader sig finde af jer, når I søger ham. Så kan I vide for vist, at det ikke er jer, som driver værket, men at I meget mere selv bliver drevet dertil. Når I da således, enten på opfordring eller uden opfordring, er blevet forsamlede med alle dem, hvis hjerter Gud har rørt til at have endrægtigt brodersamfund med jer, så skal I skride frem i sagen på følgende måde i Herrens navn: I skal frit vælge dem af jeres midte, som I anser for værdige og duelige til embedsgerningen. Derpå skal de ældste blandt jer lægge hænderne på dem, og på denne måde stadfæste dem i embedet og overgive dem til menigheden. Kun på denne måde skal I skaffe jer hyrder og biskopper. Men hvordan de bør være, som menigheden skal vælge, lærer Paulus os tilstrækkelig om i Tit 1, 5-9 og 1 Tim 3, 1-13.

       Hvad selve valghandlingen angår, da anser jeg det ikke for nødvendigt, at der straks forhandles om det på Bøhmens almindelige landdag. Enhver by kan jo afholde valg for sit eget vedkommende, og den ene by tage den andens til mønster; men på landdagen skal man rådslå om, hvorvidt hele landet vil følge denne kirkeskik eller ikke, eller om en del vil antage den straks eller opsætte den indtil videre, eller om man slet ikke vil indlade sig på det. Til troen kan ingen nemlig tvinges, men man skal give Helligånden rum og vise ham den ære, at lade ham virke, hvor han vil. Det er heller ikke forventeligt, at alle skal synes godt om denne kirkeorden, navnlig da den kommer bag på dem. I skal heller ikke tage jer det nær, hvis I ikke kan opnå fuldkommen enighed i dette forhold. Ja, jo større modstand I finder, desto mere må I derved tilskyndes til nidkærhed for denne sag. For det første er det nok, når kun nogle få giver de andre et eksempel til efterfølgelse, for at de så senere, efter at skikken er indført, kan drage flere efter sig. Men vil Gud give lykke til, at flere byer på denne måde valgte deres biskopper, så måtte biskopperne senere træde sammen, og de ville vel med lethed kunne enes om at vælge én eller flere af deres midte til at være deres overhoveder; det vil sige til at betjene og besøge de andre. Sådan læser vi jo i Apostlenes Gerninger, at Peter besøgte menighederne. Til sidst kunne da hele Bøhmen på denne måde nå at blive et ægte evangelisk ærkebispedømme, hvis overhoved var rig, ikke på gods og guld og på folk og land, men på forskellige nådegaver, og som flittigt besøgte menighederne.

      Men er I endnu for skrøbelige i troen til at turde indføre denne frie og apostolske måde at udnævne præster på, nuvel, så vil vi endnu i nogen tid bære over med jeres skrøbelighed og give jer lov til at beholde dem, som papisterne har indviet til jer, som for eksempel jeres Gallus og hans lige, hvis forvaltning I langt bør foretrække for de papistiske biskoppers. Men lad så disse mænd kaldes, udnævnes og indsættes, dem, de anser for duelige til læreembedet, når blot I kan tolerere dem, alt i overensstemmelse med den her givne anvisning og Paulus’ lære. En biskop vil nemlig ifølge Paulus’ sige en mand, som er betroet Ordets tjeneste, og i denne forstand er jeres Gallus altså en ægte biskop, skønt han mangler stav og hue og alt det øvrige biskoppelige flitterstads, hvormed man kun har haft til hensigt at henlede folks opmærksomhed på sig selv og give befolkningen noget at glo på. Se denne indrømmelse gør vi jer, indtil I bliver mere modne og stærke, og får rigtig begreb om, hvori Ordets kraft består. Derimod må jeg straks på det bestemteste fraråde jer, på nogen som helst betingelse, at modtage og anerkende den papistiske indvielse, og dem som er mærket med den. Den er nemlig af den beskaffenhed, at den ikke kan antages uden synd og vantro og uden den største fare for sjælene.

      Men skulle I blive fristet af tvivl og ængstet af den tanke, at I måske slet ikke er nogen menighed, eller kan regne jer til Guds folk, da lyder mit svar sådan: Kirken kendes ikke på ydre skikke, men alene på Guds Ord. Som Paulus siger i 1 Kor 14, 24-25: ”Hvis alle taler profetisk, og der kommer en ikke-troende ind, vil han falde på sit ansigt og udbryde: Gud er virkelig hos jer.” Og nu står det jo fast, at Guds Ord og Kristi kundskab bor rigeligt iblandt jer. Hvordan det så end må gå for restens vedkommende, så kan Guds Ord ikke være ufrugtbart, hvor svagt man så end sporer frugten i den ydre livsførelse. Selv om menigheden er skrøbelig, hvad synden angår, er den det dog ikke over for Ordet. Vel synder man, men man fornægter ikke Ordet, men holder fast ved det. Derfor må man ikke forstøde dem, der anerkender og bekender Ordet, skønt de ikke kan prange og prale med vidunderlig hellighed, når blot de ikke fører et lastefuldt liv i åbenlyse laster. Var der derfor kun ti eller seks iblandt jer, som holdt fast ved Ordet, så måtte I dog ikke tvivle på, at kirken findes iblandt jer. Alt, hvad disse få besluttede i denne sag, med eller uden de andres samtykke, som endnu ikke har tilegnet sig Ordet, det skal man ligeud betragte som en Guds gerning, når kun værket drives i ydmyghed og under bøn, som før nævnt.

      Men til sidst kan jeg ikke skjule min frygt for, at den allerstørste vanskelighed og hindring for denne plans udførelse vil blive korset, der lige så vel må følge på denne, som på enhver anden sag, der er af Gud. For Satan sover ikke, og han ser meget godt, hvad vi har til hensigt og tilsigter med dette skridt. Derfor vil han heller ikke lægge hænderne i skødet eller forsømme nogen lejlighed, men sætte sig drabeligt til modværge. Han er denne verdens fyrste, og mærker vore hensigter, ligesom omvendt vi også kender hans planer. Det kors, jeg sigter til, er det, at denne verdens magthavere og hedningernes ledere med deres verdslige love ikke vil tillade sagens fremme. Ja, de vil komme jer i forkøbet med deres forbud, inden I endnu har taget nogen afgørende beslutning. Det er nemlig et udslag af han gerning, der ikke blot er denne verdens fyrste, men dens Gud, og som virker i de vantros hjerter. Det er derfor helt udelukket, at I kan iværksætte denne sag under ydre fred og ro. Derfor må I forberede jer på den stærkeste modstand og så farlige storme, at det for jeres øjne vil komme til at se ud, som om det lille kirkeskib blev overskyllet sådan af bølgerne, at det må synke til havets bund.

      Hvad anden trøst kan jeg i denne henseende give jer, end dette ord af Peter: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker.” (ApG 5, 29). For når I ved, at I har adgang til en hellig sag, der er Gud velbehagelig, som tilfældet er her, så skal I holde stand på klippen og kækt foragte vind og vove, som rejser sig mod jer for at skræmme jer. Lad skybruddet kun komme, og fasthold midt under uvejret at fred og hvile, gunst og ære skal falde i deres lod, der er besluttet på at følge Guds velbehagelige vilje. Kristus har på ingen måde kastet en brand ind i verden og opægget den grusomme Behemot, fordi han har ondt i sinde imod jer, som Job tænkte. Han vil derimod oplære og optugte os til at forstå, at udfaldet ikke beror på vore egne, meget svage, kræfter, men på Guds vældige arm, så vi ikke skal give os selv æren, eller på anden måde forsynde os mod Guds nåde. Vi skal helt og aldeles fortvivle om vor egen dygtighed, og som Skriften ofte formaner os, sidde stille og lade ham kæmpe for os, så han under vores skrøbelighed kan knuse enhver magt og modstand. Mens vi sidder stille, skal han kue stormen og havets bølger, som der står skrevet: ”Er I rolige og trygge, finder I styrke.” (Es 30, 15). Og: ”Gudsfrygt er det stærkeste af alt.” (Visd 10, 12).

      Ja, hvad der allermest må tilskynde jer til at fremme sagen med nidkærhed, er når I ser, at fyrster og magthavere yder jer modstand. Det må være jer et sikkert bevis og bekræftelse på, at den sag, I har begyndt, er af Gud, og at Gud, hvis Ord I ejer, er med jer. Var denne sag af denne verden, ville verden ikke blot tillade men elske sit eget. Men nu, da den ikke er af denne verden, og Gud selv gennem sit Ord har lagt os den på hjerte, så vil verden langt fra billige den. Tværtimod vil den hade og forfølge den. Men vær ved godt mod, han, som er i jer, er større end han, som er i verden og har overvundet verden! Ja, ser det endog ud, som skulle det hele gå til grunde under frygtelige storme og indre strid, så de vantro begynder at blive bange for, at himlen skal falde ned, da er det os lige meget. Vores klippe skælver ikke for lyn og tordenbrag, og vi skræmmes ikke af vindens hylen og vejrets raseri, men imødeser det med en god og frejdig samvittighed, og håber troligt på godt vejr.

      Frygt derfor ikke, o Juda og Jerusalem! men står fast, da skal I komme til at erfare Guds nådige bistand. Læg frimodigt hånd på værket, Gud vil selv arbejde med jer! Det er jo på ingen måde noget nyt, at denne verdens fyrste fnyser og raser sådan, når det for ham gælder om at beholde sit rige. Hvad skulle han ellers gribe til? Han vil naturligvis helst beholde sin trone i fred. Når han ser, at det ikke lader sig gøre, spiller han sin sidste trumf ud, det vil sige, raser så vildt og afsindigt, som han formår. Han farer omkring som en brølende løve, og søger at opsluge, hvem han kan. Da Gud nu til advarsel for os har fremstillet ham for os ved hjælp af dette billede, hvorfor vil vi da indbilde os selv, at han nu farer lempeligere frem? Hvorfor skulle vi da ikke iføre os troens fulde rustning for at yde ham modstand? Stå derfor fast, kære herrer! Og kæmp modigt! Grib Åndens sejrende og almægtige sværd, som er Guds Ord. Enten må man med urokkelig tro foretage et modigt angreb, eller også må man blive hjemme og søge skjul. ”Kampen står ikke mod kød og blod, men mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” (Ef 6, 12).

      Tilskyndet af den hårde nød, har jeg nu i al enfoldighed talt om den rette måde at udnævne kirkens tjenere på. Jeg er godt tilfreds, når jeg blot derved har foranlediget, at dygtigere og mere indsigtsfulde folk tager sagen under overvejelse og udtaler sig om den. For vi er ikke alle lige velegnet til enhver gerning. Nådegaverne er mangeartede og forskelligt fordelt, men vores Herre er den samme. Og han virker ikke i en enkelt, men i os alle, ikke som det behager os, men som det behager ham. Med tiden vil enten andre, eller måske jeg selv, vise, hvordan gudstjenesten med alle dertil hørende kirkelige handlinger bør reformeres fra grunden af, skønt enhver af kirkens tjenere udmærket formår at råde sig selv i dette stykke, vejledet af den guddommelige salvelse, når han blot er kaldet i overensstemmelse med evangeliet. For øjeblikket er det hovedsagen, at vi, først og fremmest under bøn og påkaldelse af Gud, opnår at få rette Ordets tjenere, at vi dog, inden vi lukker vore øjne, måtte værdiges dette frydefulde syn. Amen!