Om Kristi legemes og blods sakramente

mod sværmerne

1526 

 

 

Martin Luther

 

 

 

 

 

Teksten er oversat efter originaludgaven i WA 19, 482-523

 

 

 

Sermon von dem Sacrament des Leibes und Blutes Christi wider die Schwärmgeister

 

 

 

1. del

Nadverens væsen

 

1. I dette sakramente er der to ting, som bør vides og prædikes. For det første hvad man skal tro på, det som man på latin kalder objectum fidei, dvs. det værk eller den ting, som man tror på, eller som man holder fast ved. For det andet selve troen eller brugen, hvorledes man på rette vis bruger det, som man tror på. Det første er uden for vores hjerte, fremholdes udvendigt for øjnene, nemlig sakramentet selv, om hvilket vi tror, at i brødet og vinen er Kristi legeme og blod i sandhed tilstede. Det andet er indvendigt, i hjertet, kan ikke udvendiggøres, og det består i, hvordan hjertet skal forholde sig over for det ydre sakramente. Indtil nu har jeg ikke prædiket ret meget om det første stykke, men har alene behandlet det andet, som også er det bedste. Men da selv samme bliver anfægtet af mange, og prædikanterne, selv de som bliver anset for de bedste, opsplittes og sammenrottes derover, så at der i fremmede lande allerede er en stor mængde, som slår ned på det og mener, at Kristi legeme og blod ikke er i brødet og vinen, kræver tiden, at der siges noget herom.

 

2. Til at begynde med vil jeg dog gerne sige: hvis det er således, at nogen er fanget i en sådan fejltagelse, vil jeg troligt råde ham til, at han bliver væk fra nadveren, indtil han kommer fri af denne fejltagelse og bliver stærk i troen. For vi har foran os den klare, enkle tekst og Kristi ord: ”Tag, spis, det er mit legeme, som er givet for jer; drik alle heraf, det er mit blod, som er udgydt for jer til forladelse af synden; gør det til min ihukommelse”. Disse er ordene, på hvilke vi pukker; de er så enfoldigt og klart talt, at selv de, vore modstandere, må bekende, at det koster besvær, hvis man vil fortolke dem anderledes, men stadigvæk følger de deres egne tanker og skaber således mørke for sig selv midt i det klare lys.

 

3. Men han, som vil fare på rette vis og ikke løbe an mod noget, han vogte sig for de spidsfindige tanker, som djævlen vækker i verden om dette stykke, så at djævlen kan suge ægget tomt og efterlade os skallen; dvs. at fjerne Kristi legeme og blod fra brødet og vinen, så at det ikke forbliver mere end et almindeligt brød, som en bager laver. Og i overensstemmelse hermed spotter vore modstandere os, ligesom det lyster dem, med, at vi er kødædere og bloddrikkere, og at vi tilbeder en bagt Gud, ligesom tidligere den frafaldne, fortvivlede Buber Averroes, som selv havde været en kristen, spottede og bagtalte de troende, idet han sagde: der er intet mere slet folk på jorden end de kristne, fordi de fortærer deres egen Gud, hvilket intet andet folk nogensinde har gjort. Var det ikke et kosteligt, spidsfindigt ord? Netop på sådanne måder driver djævlen os nu om dage alle vegne i verden.

 

4. Men Gud er en sådan slags mand, som har lyst til at gøre, hvad der for verden er naragtigt og udueligt, som Paulus siger i 1 Kor 1, 23: ”vi prædiker den korsfæstede Kristus, jøderne en forargelse og hedningene en dårskab”, endvidere v. 21: ”Da verden gennem sin visdom ikke erkendte Gud i hans visdom, behagede det Gud gennem dorsk prædiken at gøre alle dem salige, som troede derpå”. Velan, den, som da ikke tror dette, lad ham tro på den måde, at det blot er brød eller bagerbrød. Den, som har taget fejl med hensyn til troen, må tro på, hvad han vil, det er ligegyldigt. Ligesom med den, som er ved at drukne: om han drukner i en bæk eller midten af en strøm, er han lige godt druknet. Derfor siger jeg om disse ånder: hvis de opgiver ordet, så lad dem bare tro, hvad de vil, og opsplitte sig, så længe de vil; ligesom det allerede er sket, at der er opstået seks-syv sekter over nadveren, om end alle i den vildfarelse, at Kristi kød og blod ikke er dér.

 

5. Dette sker – siger jeg – fordi de for det første ikke er forblevet ved Kristi ord; dernæst fordi de har fulgt deres egne tanker og har tænkt: ”er Kristus i brød og vin og altså i så høj grad fordelt overalt, og spiser enhver Kristus? Det ville være en upassende ting”. Dette har været deres første tanke. Derfra har de så taget et malet glas for øjet, og da må ordene betyde, hvad de tænker. Således gør alle sammenrotningsånder; de skaber først en indbildskhed; hvis det behager dem, forsøger de at tvinge Skriften til at stemme overens med den. Men den, som skaber den rette tro ud fra Skriften, han tror på denne måde: Gud give, at Kristus kommer ind i brødet eller kalken, eller hvor ind han vil; når jeg har ordet, vil jeg ikke søge eller spekulere yderligere; hvad han siger, det vil jeg holde. Således indhyller den troende sig i ordet, lader sig ikke vise bort derfra, bliver også opretholdt derigennem.

 

6. For vi er jo ikke så store narre, at vi ikke forstår ordene. Hvis ikke disse ord er klare, så ved jeg ikke, hvordan man skal tale tysk. Skulle jeg ikke kunne forstå, hvad det betød, hvis nogen satte et rundbrød foran mig og sagde: ”tag, spis, det er et hvidt brød”? Endvidere: ”tag og drik, det er et glas med vin”? Derfor, når Kristus siger: ”tag, spis, det er mit legeme”, da forstår selv et barn, at hans taler om det, som han rækker.

 

7. Det er en naturlig talemåde, når nogen peger på noget, at man ved, hvad han siger. Hvis jeg nu skulle gøre et sådant ord dunkelt for mig selv og opfinde noget spidsfindigt omkring det, ville jeg forvirre mig selv. Det er klare og tydelige ord: at tage brød, takke, bryde, give, byde dem at spise, drikke, det er mit legeme, det er mit blod. Omkring disse ord bryder sværmerne hovedet under stort møje, de fremkommer først med deres indbildning; derefter skal ordene betyde, hvad enhver har fundet på. Af denne grund forbliver VI nøje ved ordene og lukker øjnene og sanserne til, for enhver ved, hvad dette betyder: ”dette er mit legeme”, og især, når han tilføjer: ”givet for jer”. Vi ved, hvad Kristi legeme er, nemlig det, som er født af Maria, led, døde og opstod.

 

8. Men de har navnlig to ting, som de indfører mod os. For det første siger de: det sømmer ikke, at Kristi legeme og blod skal være i brødet og vinen. For det andet: det er ikke nødvendigt. Disse er omtrent de bedste argumenter, som de bygger på, på hvilke vi nu vil se:

 

 

Første sværmerargument 

9. Til det første punkt kan jeg med ligeså stor ret sige: det passer sig ikke, at Gud skulle stige ned fra himlen og gå ind i moders liv; at han, som tager sig af, bevarer og fastsætter hele verden, lader sig tages af, bevares og fastsættes af en jomfru. Endvidere, at Kristus, en ærens konge, for hvis fødder alle engle må falde, og for hvem alle skabninger må skælve, skulle underkaste sig alle mennesker og lade sig hænge på et kors som den mest skændige udøver af ondt, og dét af de mest onde og fortvivlede mennesker. Så må jeg også slutte deraf, at Gud ikke var et menneske; eller, den korsfæstede Kristus var ikke Gud. Så siger de, det sømmer sig ikke, at Gud i sakramentet skulle gøre så mange undere, som han ellers intetsteds gør. For at VI tror, at det ene Kristi legeme er på hundredetusind steder, hvor end der brydes brød, og at store knogler er skjult dér, så at ingen ser eller føler dem, dét anser DE for en uskikkelig ting, laver store undere deraf; men de ser ikke, at det er tomme og unyttige tanker. Hvis man altså vil anvende denne målestok, kan man ikke lade nogen skabning eksistere.

 

10. For hvis jeg skulle og kunne udmåle skabningen og beskrive den i ord, da skulle du deri se ligeså store, ja endog større undere end i dette sakramente. Betragt sjælen, den er en eneste skabning, men den er alligevel til stede i hele legemet samtidigt, selv i den mindste tå, så at, når jeg med en nål prikker på det mindste lem på legemet, rammer man hele sjælen, og legemet spræller. Når da én sjæl samtidigt kan være i alle lemmer, hvilket jeg ikke kan forklare, hvordan foregår: skulle Kristus da ikke være i stand til i nadveren at være til stede på alle steder samtidigt?

 

11. Endvidere: min sjæl kan samtidigt tænke og tale. Medens den taler, kan den se, høre, føle etc., og imedens kan den fordøje mad til blod, kød, knogler, urin og afføring: dette anser ingen for et mirakel, fordi vi dagligt ser det og er bekendt med det. Det eneste, som disse folk mangler, er, at de aldrig rigtigt har set på en skabning; som vi skal høre nærmere om.

 

12. Se på et kornfrø på marken og fortæl mig, hvordan det går til, at strået vokser op ad jorden, ud af et eneste kornfrø, og bærer så mange kerner på akset, og giver hver eneste sin skikkelse?

 

13. Ydermere er der i een kerne mange, mange undere, hvilke de hverken iagttager eller agter på. Endvidere: hvordan går det til: jeg har kun to øjne, og dog kan jeg rumme alle hoveder på een gang med mine øjnes syn, ja jeg kan ligeså vel gøre det med ét øje som med dem begge. Altså kan ét øje fokusere på tusind kornkerner, og på den anden side kan tusind øjne fokusere på een kornkerne.

 

14. Ydermere, tag et eksempel fra ordet, som jeg taler; det er en arme, elendig stemme, som er at sammenligne med den elendigste skabning, intet mere end en et vindpust; så snart munden ophører, så er den heller ikke mere, så at der ingen svagere, forgængeligere ting kan være: alligevel er den så mægtig, at jeg med stemmen kan regere et helt land. Hvordan kan det da være, at jeg med ord kan fange så mange hjerter? Jeg har en svag stemme, og der er adskillige hundrede eller tusinde ører; alligevel opfatter hver eneste øre den hele og fuldkomne stemme; jeg fordeler den ikke sådan, at et øre kun har ét stykke af stemmen, men derimod at hvert øre har hele stemmen. Sværmerne ser dette, og de holder det ikke for et under; ja, hvis vi ikke havde set det, ville det være det allerstørste underværk.

 

15. Men hvis min stemme da kan bringe dette til veje, at den fylder alle ører, og det ene øre modtager ligeså meget som det andet, og ordet fordeles så vidt og bredt: skulle Kristus ikke så meget mere kunne gøre det med sit legeme? Hvor meget en lettere ting er det med et herliggjort legeme end med en legemlig stemme? Du finder mange andre sådanne undere blandt skabningerne, så at den, som undersøger en skabning på rette vis, ikke vil lade sig lede på vildspor af denne artikel.

 

16. Endvidere: jeg prædiker evangeliet om Kristus, og med min legemlige stemme bringer jeg dig Kristus i hjertet, så at du former ham i dig. Hvis du nu tror på rette vis, så at dit hjerte griber ordet og inden i sig holder fast ved den stemme, da sig mig: hvad har du i hjertet? Da må du svare, at du har den sande Kristus; ikke, at han sidder derinde, ligesom man sidder på en stol, men som han sidder ved Faderens højre hånd. Hvordan det sker, kan du ikke vide; men dit hjerte føler ham godt, at han i sandhed er der, gennem troens erfaring. Kan jeg nu atter med mit ord udrette dette, at den ene Kristus kommer ind i så mange hjerter gennem stemmen, og at enhver, der hører prædikenen og modtager den, i hjertet griber ham helt og aldeles - for Kristus lader sig ikke dele ind i stykker, og han bliver alligevel helt og aldeles fordelt blandt alle troende, så at ét hjerte ikke modtager mindre, og tusind hjerter ikke mere, end den ene Kristus: dette må vi da bekende, og det er et dagligt under, ja, så stort som her i nadveren – hvorfor skulle det da ikke passe sammen, at vi ifølge hans ord modtager hans legeme og blod i nadveren, og at Kristus også uddeler sig i brødet?

 

17. Men når jeg bringer Kristus ind i hjertet, hvad sker der så? Går det sådan til, ligesom sværmerne tænker sig, at Kristus stiger ned ad en stige og klatrer op igen? Han sidder stadig ved Faderens højre hånd, og også i dit hjerte, den ene Kristus som fylder himlen og jorden. Jeg prædiker, at han sidder ved Guds højre hånd og hersker over alle skabninger, synd, død, liv, verden, djævel og engel: når du tror det, så har du ham allerede i hjertet. Derfor er dit hjerte i himlen, ikke i et syn eller i en drøm, men virkeligt. For hvor han er, dér er du også: så han bor og sidder i dit hjerte, Joh 17, 23, alligevel falder han ikke fra Guds højre hånd.

 

18. Kristne erfarer og føler dette klart. Men disse folk ser ingen af disse ting, hvor stort det er, at Kristus bor i hjertet og fordeler sig helt og aldeles i ethvert hjerte og bliver udbredt gennem ordet. Derfor, hvem end der kan tro dette, for ham er dette ikke svært at tro: at Kristi legeme og blod er i nadveren. Men hvis du vil bedømme dette underfulde tegn med fornuft og tanke, vil du helt sikkert komme dertil, hvor du også må sige, at Kristus ikke bor i den troendes hjerte.

 

19. Se da – som sagt: formår den svage, legemlige stemme alle sådanne ting, at den for det første bringer den hele Kristus til ørerne, dernæst i hjertet på alle, som hører og tror, skulle det da være så underfuldt, at Kristus kommer ind i brødet og vinen? Er hjertet ikke mere uhåndgribeligt end brødet? Du vil nok ikke forsøge at bedømme, hvordan dette går for sig. Ligeså lidt som du kan sige, hvordan det går for sig, at Kristus, som han døde og opstod, er i så mange tusinde hjerter og bor derinde, og dog ved intet menneske, hvordan han bringer sig derind: således er det også ubegribeligt, hvordan dette går for sig. Men dette ved jeg dog, at ordet er der: ”tag, spis, det er mit legeme, givet for jer, gør det til min ihukommelse”. Når vi siger ordene over brødet, så er han der virkeligt, og dog er det [kun] et svagt ord og stemme, som man hører. Ligesom han da kommer ind i hjertet uden at bryde et hul deri, men alene gribes gennem ord og høren, således kommer han også ind i brødet, uden at han må lave et hul deri. På samme måde som da han efter opstandelsen kom til disciplene gennem lukkede døre, og alligevel lavede han intet hul i dørene.

 

20. Tag endnu et eksempel: hvordan blev hans moder, Marie, svanger? Skønt det er så stort et under, når en kvinde bliver svanger ved en mand, har Gud dog forbeholdt ham det, at han skulle fødes af jomfruen.

 

21. Men hvordan kommer da moderen dertil? Hun kender ikke til nogen mand, og hendes moderliv er helt lukket; alligevel underfanger hun i moderlivet et rigtigt, naturligt barn med kød og blod. Er der ikke mere af et under her end i brødet og vinen? Hvordan kommer det da der? Englen Gabriel bringer ordet: ”se, du vil blive svanger i moderlivet og bære en søn” etc. Med disse ord kommer Kristus ikke kun ind i hendes hjerte, men også ind i hendes moderliv, idet hun hører, griber og tror det. Da kan ingen sige andet, end at kraften kommer gennem ordet. Som man ikke kan benægte, at hun bliver svanger gennem ordet, og ingen ved, hvordan det går for sig, således er det også her i nadveren. For så snart Kristus siger: ”det er mit legeme”, da er hans legeme dér gennem ordet og Helligåndens kraft, Sl 33, 9. Hvis ordet ikke er dér, er det blot brød; men så snart ordene kommer til, bringer de det med, hvorom de taler.

 

22. Endvidere: vi tror, at Jesus Kristus efter hans menneskelige natur (”Menschheit”) er sat over alle skabninger, Ef 1, 20f., og fylder alle ting, som Paulus siger til efeserne 4, 7ff. Ikke kun efter den guddommelige natur (”Gottheit”), men også efter den menneskelige natur er han herre over alle ting, har alt i sin hånd, og er til stede overalt. Hvis jeg da følger sværmerånderne, som siger: ”dette passer sig ikke”, da må jeg benægte Kristus. Vi læser om Stefanus, ApG 7, 55, at han sagde: ”jeg ser himlen åben, og Jesus står ved Faderens højre hånd”. Hvordan ser han Kristus? Øjnene behøver ikke stirre i vejret. Kristus er rundt om os og i os på alle steder. Om dette forstår disse folk intet, de siger også, at han sidder ved Faderens højre hånd; men hvad det betyder, at Kristus farer til himmels og sidder ved Faderens højre hånd, ved de ikke. Det går ikke sådan til, som når du kravler opad en stige og ind i huset; snarere betydet det, at han er over alle skabninger og i alle og hinsides alle skabninger. Men at han er taget op legemligt, er sket til tegn herpå. Derfor har han nu alle ting for sine øjne, mere end jeg har dig [for mine øjne], han er os mere nær, end nogen skabning er det til en anden. Således spekulerer de altså på, at han er nødt til at stige op og ned fra himlen gennem luften, og at lade sig flytte ned i brødet, når vi spiser hans legeme. Sådanne tanker kommer ikke fra andre steder end fra naragtig fornuft og kød. Vore ord, som vi siger, flytter ham ikke ned, men er derimod givet os til sikring, så at vi kan vide, at vi ganske bestemt skal finde ham.

 

23. Men selvom han er overalt i alle skabninger, og jeg kan finde ham i sten, i ild, i vand eller selv i et reb, for han er der ganske bestemt, vil han dog ikke, at jeg søger ham dér uden ordet, og at jeg kaster mig i ild eller vand eller hænger mig i rebet. Overalt er han, men han vil ikke, at du famler efter ham overalt, men, hvor ordet er, faml efter ham dér, så griber du ham på rette vis, ellers frister du Gud og begår afguderi. Derfor har han givet os en ganske bestemt måde, hvordan og hvor man skal søge og finde ham, nemlig ordet.

 

24. Dette ved og ser disse elendige folk ikke, som siger, at det ikke kan passe, at Kristus skulle være i brødet og vin, fordi de heller ikke forstår, hvad Kristi rige og det at sidde ved Guds højre hånd er. Hvis Kristus ikke var med mig i fængsel, kval og død, hvor ville jeg da være? Han er til stede dér gennem ordet, om end ikke på samme måde som her i nadveren, hvor han gennem ordet binder sit legeme og blod, så at de modtages legemligt i brødet og vinen. Hvis vi tror dette, så er hint også nemt at gribe og tro. Himmel og jord er hans sæk: ligesom kornet fylder sækken, således fylder han alle ting. Og ligesom et frø bærer strå, aks og kerner; endvidere: ligesom en eneste kirsebærsten, som kastes i jorden, frembringer et træ, som bærer så mange blomster, blade, indre bark, ydre bark og kirsebær; endvidere: ligesom min stemme når ind i så mange ører: så meget mere kan Kristus fordele sig helt og udelt i så mange stykker.

 

25. Fordi sværmerne da ikke ser dette, fremkommer de med deres menneskeforestillinger, som foreslår, at Gud derved laver en slags gøglerværk. Men lad bare dem fortsætte som narre; men forbliv I derved, at Kristus – som sagt – gør alle disse ting gennem ordet; ligesom underne, som han dagligt gør der igennem, er utallige: skulle han da ikke gennem den samme kraft vide at gøre disse ting også i nadveren? Han har givet sig selv i ordet, og gennem ordet giver han sig også i brødet. Hvis han kan bryde igennem til hjerte og ånd og bo i sjælen, så må han på meget nemmere vis have adgang til den materielle ting, eftersom hjertet er mere fint. Men han bibeholder også de mindre undere, for at han gennem dem må minde os om de større. For det er langt større, at han gennem troen kommer ind i hjerte, end at han er i brødet; ja, han anvender netop brødet eller nadveren for troens skyld.

 

26. Hvis vi altså husker dette, behøver vi ikke tale så meget om undere i nadveren. Men hvis man vil udgrunde og bedømme Gud med fornuften, så må vi også sige om troen, at intet menneske kan tro; for han overgår al fornuft. Derfor summa summarum: hvad sværmerne siger - nemlig at fordi dette ikke kan stemme overens med fornuften, altså er det ikke sådan - vil vi simpelthen vende om og sige det modsatte: Guds ord er sandt, altså må din forestilling være falsk. Skulle dette ikke passe, bare fordi du tænker, at det ikke passer, og tænker, at din tanke skal være gældende?

 

Andet sværmerargument 

27. Det andet argument, som de fremfører, er, at det ikke er nødvendigt. Så Kristus må lade sig føre i skole og blive undervist af dem: Helligånden har ikke ramt det rigtigt. For de siger sådan her: hvis jeg tror på Jesus Kristus, som er død for mig, hvad grund er der da til, at jeg tror på en ”bagt” Gud? Velan, han vil også bage dem engang, så at deres hud bliver forbrændt. Hvem siger nu dette? Gud eller et menneske? Det er et menneske, som siger det. Hvorfor? Fordi Satan har besat dem; de har ikke lært mere end at sige og prædike ordene: ”Kristus er død for os, opstået, og deslige, etc”, men i hjertet føler de det overhovedet ikke. Vil du da belære Gud om, hvad der er nødvendigt og ikke er nødvendigt, og lade Gud beslutte sig i overensstemmelse med din forestilling? Det er bedre for os at vende dette om og sige: Gud vil have det sådan, derfor er din forestilling falsk. Hvem er du, siden du vover at tale imod det, som Gud anser for nødvendigt? Du er en løgner, og derfor er Gud sandfærdig.

 

28. Du kan ligeså godt også sige til mig, at fordi troen alene retfærdiggør, er Kristus ikke nødvendig; lad os da sige til Gud: du havde synd, død, Djævel og alle ting i din magt, til hvad nytte eller nødvendighed var det, at du sendte din søn herned og lod ham behandle grufuldt og dø? Du kunne sagtens have ladet ham blive der oppe; det havde ikke kostet dig mere end et ord, så ville synd og død være udryddet tillige med Djævlen, for du er virkeligt almægtig.

 

29. Endvidere: lad os også slutte, at Kristus ikke er født af jomfruen, og sige: hvorfor var det nødvendigt? Kunne Gud ikke ligeså godt have ladet ham føde af en mand, og alligevel have ladet ham skabe således, at han var undfanget uden synd og var forblevet uskyldig? Sandelig, lad os endda sige: det er ikke nødvendigt, at Kristus er Gud; for han har ligeså vel kunnet genopstå fra døden gennem Guds kraft og frelse os, selv hvis han var lutter menneske. Således forblinder Djævlen folk, at de for det første ikke kan se nogen af Guds værker på rette måde.

 

30. For det andet, at de heller ikke ser på ordet, og derfor vil udforske alt med deres egne hoveder. Hvis du skulle udforske en kornkerne på marken, så ville du forundre dig så meget, at du ville dø. Guds værker er ikke ligesom vores værker.

 

31. Derfor skal du svare disse modstandere: hvad kommer det mig ved, om det er nødvendigt eller ej? Gud ved, hvordan eller hvorfor det skal og må være sådan. Hvis han siger, at det er nødvendigt, da må alle skabninger tie. Men fordi Kristus i nadveren med klare ord siger: ”tag, spis, det er mit legeme” etc., da er det min pligt at tro disse ord ligeså fast, som jeg må tro alle Kristi ord. Selv hvis han rakte mig et strå og talte disse ord, skulle jeg tro det. Derfor må man lukke mund, øjne og alle sanser og sige: Herre, du ved det bedre end mig. Således er det også med dåben: vandet er dåben, og i dåben er Helligånden. Så du kan også sige: hvorfor er det nødvendigt, at man døber med vand? Men Ånden siger sådan: hører du? Her er Guds vilje og ord, bliv ved det og lad din egen indbildning fare.

 

32. Se, disse er de to grunde, som de giver for at sige, at man ikke skal tro, at Kristi legeme og blod er i nadveren. Disse er også de bedste grunde, som de kan give, og især den anden grund strækker de vidt ud. Men de er den slags grunde, som ikke desto mindre kan bevæge fromme hjerter, og som også har bevæget dem i fortiden. Også jeg selv har grundet meget over, hvilken nødvendighed der er i det, og hvordan et så stort legeme kan være i så lille et stykke brød, udelt og helt og aldeles i hvert stykke. Men hvis de rigtigt ser på en kornkerne eller en kirsebærsten, da kan det rigtignok lære dem manere. For hvorfor bespiser Gud os gennem brød eller under brødet, når han ligeså vel kunne gøre dette gennem det blotte ord uden brød?

 

33. Hvorfor skaber han ikke menneskene, ligesom han skabte Adam og Eva, på et øjeblik? Han går så langsomt frem med det, at mand og kone må komme sammen, og at barnet gennem så lang tid må opdrages under møje og arbejde. Men han siger: ”hvad angår det dig? (Joh 21). Jeg har skabt Adam og Eva sådan fra begyndelsen, men nu vil jeg gøre det på denne måde. Jeg har engang ladet en søn føde af en jomfru, dette vil jeg heller ikke gøre mere”. Altså vil disse folk binde Gud med deres lov, hvilket er det samme som, hvis jeg sagde: ”hvorfor har du givet ham et stort legeme og mig et lille? Hvorfor giver du denne sort hår og hin lyst, eller denne brune og hin grå øjne?”

 

34. Derfor er dette hovedsagen: se kun til, at du agter på Guds ord og forbliver deri ligesom et barn i vuggen. Lader du det fare et øjeblik, så er du faldet ud af det. Og dette er alene det, som djævlen vil, at han river folk ud af det, så at de bedømmer Guds ord og værk med fornuften.

 

35. Disse, siger jeg, er stadig fornuftige hjerter, som grunder over de to berørte stykker; de kan endnu hjælpes. Men de andre er idel sværmere, som går videre, og som spalter og strækker Kristi ord; ja, det er rigtige ærke-sværmere, og de har ikke en eneste grund at støtte sig til; førnævnte to grunde har dog i hvert fald en vis værdi set med fornuftens øjne. Men af den måde, hvorpå sidstnævnte sønderriver og tvinger ordene, kan fornuften virkeligt se, at de er narre. Der er kun fire ord: ”det er mit legeme”. Da vrænger den ene [Karlstadt] på næsen af det lille ord ”dette” og løsriver det fra brødet, så at man skulle forstå det sådan: ”tag, spis, det er mit legeme”, ligesom hvis jeg ville sige: ”tag og spis. Her sidder Hans med den røde jakke”. Den anden [Zwingli] griber det lille ord ”er”; det har for ham samme indhold som ordet ”betyder” (”beduetet”). Den tredje [Oecolampadius] siger, at ”det er mit legeme” har samme indhold som ”det er en figur på mit legeme”. De fremkommer med disse drømmerier uden nogen baggrund i Skriften.

 

36. Disse sværmere forstyrrer mig ikke, de er heller ikke værd, at man kæmper med dem. Nogle af dem er stumpe, grammatiske sværmere; de øvrige er spidsfindige, filosofiske sværmere. Lad dem derfor gå, og lad os forblive ved ordene, ligesom de lyder, at i brødet er Kristi legeme, og i vinen er hans blod sandelig. Ikke, at han da ikke også er andetsteds med sit legeme og blod; for i de troende hjerter er han helt og aldeles med legeme og blod; men at han ønsker at gøre os klar over, hvor og hvordan du skal gribe ham. Dér er ordet, som siger: når du spiser brødet, så spiser du mit legeme, som er givet for dig. Hvis ordet ikke var der, ville jeg heller ikke give agt på brødet. Dette er tilstrækkeligt til første del.

 

 

2. del

Om nadverens brug

 

37. Nu da vi har bevaret skatten, så vi ikke har ladet kernen tage ud af skallen, hvorved vi kun ville have beholdt avner i stedet for korn, skal der nu prædikes om den anden del: hvordan man skal bruge og nyde nadveren. For det er ikke tilstrækkeligt at vide, hvad nadveren er, nemlig at Kristi legeme og blod sandelig er dér; men det er også nødvendigt at vide, hvorfor han er dér, og hvorfor eller til hvad nytte det er blevet givet til os at modtage.

 

38. Men det er her, at vore modstandere skaber kval; Djævlen kan ikke lade det være; han må besudle, hvad Gud gør og siger; kan han ikke rive det helt væk, skaber han en tom nød af det. Paven fratog os een skikkelse i nadveren; men disse folk lader os have begge skikkelser, men de laver et hul i nøden, så vi mister Kristi legeme og blod. Derudover lader begge sider den rette brug forsvinde.

 

39. Da siger vi nu: tidligere har vi pint og ængstet os selv, hvordan vi på værdig vis skulle gå til dette sakramente. Denne ”værdige gåen hen til” kalder vi nu sakramentets brug. Tidligere havde man lært at plage sig med mange, svære gerninger, faste og skriftemål, og havde forberedt sig dertil således, at man alene brugte det som en god gerning. Så vidt gik papisterne med det, og dog forblev det alligevel intakt. Det er en nåde, at med hensyn til evangelium, Skrift, dåb og sakramente er tingen forblevet, som den er i sig selv. Men den rette brug af det har de ødelagt og taget fra os. Brugen må vi genoplive og bevare, som vi har gjort hidtil. For da jeg prædikede mod misbruget, forudså jeg ikke det kætteri, som nu tager overhånd; jeg stredes kun med dem om den rette brug.

 

40. Dette er, hvad jeg har lært: at man ikke skal bruge nadveren som en god gerning. De troede, at hvem end, der havde bekendt ordentlig og ikke kendte til nogen dødssynd i sin samvittighed og på denne måde gik til nadveren, gjorde en smuk, hellig gerning, gennem hvilken han fortjente himlen. Den, som vil bruge det på rette vis, må ikke modtage på en sådan måde, at han siger: ”Dette har jeg gjort”, ligesom hvis du havde fastet eller våget; men du skal tro, ikke kun at Kristus er til stede med sit legeme og blod, men også at han er dér - skænket til dig. Og du skal altid støtte dig til de ord: ”tag, spis, det er mit legeme, som er givet for dig. Drik, dette er mit blod, som er udgydt for dig. Gør dette til min ihukommelse”. I disse ord bliver hans legeme og blod skænket os. Der er altså to ting, der skal tros: at det er sandt tilstede, hvilket papisterne også tror; og at det er skænket os, hvilket de ikke tror, og at vi skal bruge det som en gave.

 

41. Dér hører du det, udtrykt på klart tysk: han befaler dig at tage hans legeme og blod. Hvorfor? Af hvilken grund? Fordi legemet er givet for dig og blodet er udgydt for dig. Her har de stor jammer at påføre os, disse vore nye forkyndere, eftersom de fratager os dette også, og dét på en så grufuld måde, at jeg tror, at Djævlen forsøger sit bedste, og at dommedag ikke er langt borte. Jeg ville hellere være død end høre Kristus således hånet og misbrugt af dem.

 

42. De siger, at det kun er et tegn, ved hvilket man kan genkende kristne og bedømme dem, så vi ikke intet andet har end den blotte skal. Så de kommer sammen og spiser og drikker for at ihukomme hans død. Hele kraften siges at være i denne ihukommelse, brødet og vinen er intet mere end et tegn og en farve, hvorved man kan genkende, at vi er kristne. Hvorfor gør de dette? Fordi de kaster ordene op i vinden: ”Spis, det er mit legeme, som er givet for dig”. Ordene betyder intet for dem; buldrer bare fordi hen over dem. Ordene skal ikke betyde mere end forkyndelsen og prædikenen af hans død. Men man skal uden tvivl forkynde hans død, og vi har også prædiket det på herligere måde end nogensinde de. Og hvis de ikke havde det fra os, ville de intet vide om det, for papisterne har aldrig nogensinde talt om det. Derfor har sværmerne ingen ret til at lære os dette, som om de havde udtænkt noget nyt.

 

43. Derfor prædiker vi også Kristi død i overensstemmelse med ordene: ”gør dette til ihukommelse af mig”. Imidlertid må der gøres en distinktion her. Når jeg prædiker hans død, er det i en offentlig prædiken i menigheden, hvori jeg ikke henvender mig til nogen individuelt; hvem end der griber det, griber det. Men når jeg uddeler nadveren, udser jeg det for det individ, som modtager det; jeg giver ham Kristi legeme og blod, så at han kan få tilgivelse af synder, opnået gennem Kristi død og prædiket i menigheden. Dette er noget mere end prædikenen i menigheden.

 

44. For skønt den samme ting er til stede i prædikenen som i sakramentet og omvendt, er der i sakramentet den fordel, at det er rettet mod et bestemt individ. I prædikenen udpeger eller udmaler man ingen bestemt person, men i sakramentet er det givet til dig og mig i særdeleshed, så at prædikenen bliver vores egen. For når jeg siger: ”dette er legemet, som er givet for dig, dette er blodet, som er udgydt for dig til tilgivelse af synder”, ihukommer jeg hér ham; jeg forkynder og taler om hans død. Kun er det ikke gjort offentligt i menigheden, men er henvendt til dig alene.

 

45. På denne måde har Kristus forordnet, at når vi kommer sammen, skal enhver tage af brødet og kalken, og derpå prædike om ham. Hvorfor? Fordi man ikke skal give dette til nogen anden end til dem, som er kristne, og som på forhånd har hørt Kristus prædiket. Men prædikenen eller forkyndelsen er henvendt til enhver i almindelighed, selv for dem som endnu ikke er kristne. Alene de kristne skal tage del i nadveren, men samtidig skal de betænke, at deres antal kan forøges.

 

46. Derfor skal man råbe det ud offentligt og afholde en sådan offentlig ihukommelse, at selv de, som endnu ikke kender til det, vil kommer dertil. At de afholder en sådan ihukommelse privat, er intet værd. Det skulle foregå offentligt foran menigheden, og der skulle altid være prædiken for masserne. Derfor er ordene: ”gør det til ihukommelse af mig” så meget som at sige: ”så ofte som I gør det, prædik om mig”, ligesom Paulus fortolker det i 1 Kor 11, 26, når han kalder det ”forkynde Kristi død”. Han bruger ordet ”forkynde” for at vise, at det ikke skal gøres privat, alene blandt kristne, som på forhånd kender til det, og som står og behøver ikke forkyndelse, men formaning. Snarere skal det gøres offentligt foran masserne, for dem som endnu ikke kender til det. Således betyder både ”ihukommelse” og ”forkyndelse” intet andet prædikenen af ham offentligt, ligesom det gøres i alle prædikener.

 

47. På denne måde – siger jeg – skal man altid gøre, når vi modtager nadveren. De, som får nadveren, skal imidlertid tro og være sikre på, ikke kun at de modtager Kristi sande legeme og blod i det, men også at det dér gives til dem, og at det er deres eget. Hvorfor? Ikke som gerning for penge eller fortjenestes skyld, ligesom munkene og præsterne foreholder masserne, men ”til os til tilgivelse af synder”. Nu ved vi godt, hvad tilgivelse af synder betyder. Når han tilgiver, tilgiver ham alt helt og aldeles og lader intet utilgivet. Når jeg er fri for synd, er jeg også fri for død, Djævel og helvede; jeg er en søn af Gud, en himlens og jordens herre.

 

48. Således skal enhver, som bliver angrebet eller udsat for forfølgelse, vide, hvordan han skal svare og være i stand til at sige: ”jeg forstår ordene på den måde, at i nadveren gives hans legeme og blod til mig til tilgivelse af synder”. Af denne grund må enhver kristen kende disse ord bogstav for bogstav: ”dér har min herre givet mig hans legeme og blod i brødet og vinen, for at jeg skal spise og drikke, og de skal være mine egne, så jeg kan være sikker på, at mine synder er tilgivet, så jeg kan være fri af død og helvede, have evigt liv og være et Guds barn og en arving til himlen. Derfor går jeg for at søge disse ting.

 

49. Jeg er en arme synder med døden foran mig, jeg må gennem den; og Djævlen truer med alle former for problemer og farer. Fordi jeg er i synd, en fange af død og Djævlen, fordi jeg føler, at jeg er svag i troen, kold i kærligheden, sær, utålmodig, misundelig, med synden klædende til mig fortil og bagtil, derfor kommer jeg derhen, hvor jeg finder og hører Kristi ord, så at jeg må få gaven bestående i tilgivelsen af synder”. Når vi først har gaven, da skal vi forkynde det, så at vi også må bringe andre personer til den. Se, dette er, hvordan man skal undervise børn og enfoldige om nadveren, så at de ved, hvad de skal søge dér.

 

50. Dette er altså, hvad vi kalder den rette brug af nadveren. Det er altså ikke et spørgsmål om den blotte udførelse og om bibringelse af lydighed mod kirken, for da kunne selv en gris udmærket gå til nadver. Det skal ikke gøres for en god gernings skyld, men for at dit hjerte skal blive styrket, som ordene siger: ”som er givet for dig, som er udgydt for dig”. Og selvom ordene ikke var der, som når Paulus udelader dem (1 Kor 11, 25), da har du stadigvæk legemet, som døde for dine synder, og blodet, som var udgydt for dem. Men når Kristus er givet til dig, er tilgivelsen af synder også givet til dig, og alt, som er opnået gennem skatten. Hvis du har grebet det med dit hjerte - det kan ikke gribes på nogen anden måde – og hvis du tror, da må du sige: ”ingen gerning, ingen dyd vil hjælpe mig ud af mine synder, men jeg har en anden skat, min herres legeme og blod, som er givet for mig til tilgivelse af synder. Dette er den eneste skat, den eneste tilgivelse, og der er ingen anden i himlen eller på jorden”. ApG 4,12.

 

51. Af denne grund har Kristus givet sig selv helt og aldeles til os, og han ønsker at være og forblive hos os indtil dommedag, Matt 28,20. Ikke kun, at han er dér, ligesom papisterne har ham og bærer ham frugtesløst omkring, ej heller som nogen siger: ut signum, dvs. som kun et tegn, som ville bringe os hverken forbedring eller nytte. Skulle Kristus indføre en så stor ting forgæves uden nogen brug eller nytte? Nej, dette er nytten: at du styrker din tro og gør din bevidsthed sikker, så at du derefter også er i stand til at prædike.

 

52. Så siger de, at det kun er en unyttig ihukommelse, som ikke kan være hverken dig eller nogen anden til nytte. Pas på her! Må Gud blive ved med at bevare os, ligesom han har gjort indtil nu. Djævlen har intet at gøre udover at komme og besudle det sted, hvor evangeliet har slået rod. Derfor må vi bygge solidt på disse ord og stå fast i dem, og således vil vi være i stand til at give et ordentligt svar til kætterne. For disse ord er udtrykt på klart tysk, og hovedsagen summa består deri: for det første at vi opnår syndstilgivelse som en gave, for det andet derpå prædiker og forkynder det samme.

 

53. Her har du forskellen med hensyn til, hvad ihukommelsen er, og hvordan man skal bruge nadveren og få nytte af det, nemlig intet andet end at vi forbedrer vore skrøbeligheder og fejl. Med andre folk deler vi almindelige skrøbeligheder, og enhver har sine egne specielle skrøbeligheder. Pga. disse kommer man dér for at søge styrke. Det er derfor, at dette sakramente kaldes en føde for sultne og tørstige sjæle, som føler deres jammer, og som gerne vil lade sig redde fra død og al ulykke.

 

54. Da har papisterne lært: ”på pas, gå ikke dertil, med mindre du er ren og ikke har nogen ond bevidsthed,”, så at Kristus vedbliver at have en ren bolig. Derved har de gjort de arme sjæle så forsagte og forskrækkede, at de er flygtet fra nadveren og dog alligevel har måttet modtage det under tvang – med en sådan bæven, at de ligeså gerne ville have gået ind i en ovn med ild.

 

55. Vi skal være rene i den forstand, at vi er lede ved vores synder og gladelig ville være fri for dem, og at vi er kede af, at vi er sådan nogle elendige folk – for så vidt gælder, at det er ærligt ment, uden blændværk. Men at vi skulle være uden synden, det står det ikke til nogen at opnå. Selv hvis det var sådan, ville du ikke vove at gå til nadveren, for det var indstiftet for de svages skyld. Så meget om sakramentets brug: det skal styrke bevidstheden mod al nød og anfægtelse.

 

56. Nu er der stykket omkring sakramentets frugt tilbage - om dette har jeg talt meget andetsteds – hvilket er intet andet end kærligheden. Dette har også de gamle fædre understreget højt og mest af alt, og af denne grund kaldte de også nadveren communio, dvs. et fællesskab. Dette bliver også foreholdt os her på to måder - for det første med et eksempel, for det andet med en ”lignelse” (”Gleichniss”) eller et tegn, hvilket er brødet og vinen – så at enhver kristen, ligegyldigt hvor ulærd han er, her i nadveren må kunne begribe den hele kristelige lære, hvad han skal tro, og hvad han skal gøre gennem troen. For det er nødvendigt for enhver at vide, at Kristus har givet sit legeme, kød og blod på korset, for at det skal være os en skat og hjælpe os til tilgivelsen af synder, så at vi må blive salige, frelst fra død og helvede.

 

57. Dette er det første princip af den kristelige lære. Det bliver præsenteret for os i ordene, og til tegn og sikring herpå bliver hans legeme og blod givet os til at blive modtaget legemligt. Ganske vist gjorde han kun dette een gang, udrettede og erhvervede det på korset; men han lader det hver dag på ny blive præsenteret for os, uddelt og udgydt gennem prædiken, og han befaler os til altid at huske ham og aldrig glemme ham. Det andet princip er kærligheden. Den er for det første demonstreret derved, at han har efterladt os et eksempel. Ligesom han giver sig selv for os med legeme og blod for at frelse os fra nød, således skal vi også give os selv for vores næste, på hvilken måde vi end kan og synes. Den, som ved dette og også lever i overensstemmelse hermed, er hellig og har ikke meget mere at lære, vil heller ikke finde noget som helst mere i hele Biblen. For de to principper er her sammen indskrevet som på en tavle, som altid står for vore øjne, og som er i brug dagligt.

 

58. Ud over eksemplet er for det andet også figuren eller ”symbolet”, hvor Læreren omhyggeligt har angivet, at han ønsker at give os sit legeme og blod i form af ting, som har en sådan natur (”Wesen”), at de selv af mange ting er sammensmeltet til een; ligesom brødet bringes sammen af de mange kornkerner, ud af hvilke man har een dej eller klump, så at et brød intet andet er end mange kornkerner, som er bagt ind i hinanden. ”Skønt vi er mange” (siger Paulus i 1 kor 10, 17), ”er vi dog ét brød og ét legeme”. Ligesom hvert korn mister sin form og bliver til en fælles form med de andre, så at du ikke kan se eller skelne dem fra hinanden, og de alle er identiske, om end separat tilstede, således skulle også kristenheden være een, uden sekter, så alle kan være ét, ét hjerte, sind og vilje, præcis ligesom tro, evangelium og dåb er ét, Ef 4, 5.

 

59. På denne måde handler en kristen. Han er bevidst om intet andet, end at det gode, som er hans, også gives til hans næste. Han skelner ikke, men hjælper enhver med legeme og liv, goder og ære, så meget han kan. Et lignende billede er afbilledet i vinen. Her presses mange druer sammen, og derved mister hver drue sin form, og der frembringes saft. Alle druer er til stede i vinen, men der er ingen forskel, hvorved man kan kende skelne den ene fra den anden; de er alle flydt sammen og er blevet til én saft og én drik.

 

60. Således har Kristus smukt afbilledet og ganske udskåret det hele kristne væsen, så at man ikke behøver yderligere bøger for at forstå og gribe det - med mindre det skal skitseres endnu videre. Her har vi en lektion, som er tilstrækkelig til et livslangt studium. Du behøver ikke bekymre dig om noget, som andre ikke ved, ligesom vore nye sekter gør, når de konstant opfinder nye ting. Her har du den hele ting. Du kan studere det, ligeså længe du vil, men dit kød og blod forbliver der dog altid, så at du aldrig vil være perfekt i tro, kærlighed og tålmodighed. Således er dette sakramente en tugtemester (”Zuchtmeister”), ved hvilken vi retledes og lærer, så længe vi lever.

 

61. Hvad godt er der da ved, at du vil vide nogle specielle ting bedre end nogen anden, hvis du ikke ved det, som betyder allermest? Den, som ved dette, ved alt det, som man burde vide. Uden dette er alt andet, som man kan vide, intet. 1 Kor 13, 2: ”Og hvis jeg har profetiske kræfter og forstår alle mysterier og al viden etc., men jeg ikke har kærlighed, er jeg intet”.

 

62. Djævlen fører folk ved næsen, så at de ikke giver agt på den mest vigtige ting, men ønsker at gå bagved den og frembringe noget specielt. Således mister de den højeste og eneste skat. Se, dette er der talt om på den mest enfoldige vis, så at de enfoldige nemt kan forstå, hvordan de skal bruge nadveren, og også forstå om frugten, hvorved man kan se, om man har brugt sakramente på rette måde. Lad enhver følge dette, og han vil se, hvori han mangler noget; og lad andre fable og vrøvle, som de vil.

 

 

 

3. del

Om skriftemålet

 

63. Desuden skal der også prædikes om skriftemålet (”Beicht”), igen for at undervise de enfoldige. For man ved, at indtil nu har vi ladet os torturere og ydmyge af boden – med en sådan møje, at der intet sværere bud har været, siden verden begyndte. Først fremholder jeg, at ordet beichten kommer af det lille ord jahen, fra hvilket bejychtet, bejehet formes, dvs. bekennet [bekend!]. Derfra har vi reduceret det til een stavelse, og kalder det beichte, dvs. bekendelse. Præcis ligesom visse helgener på latin blev kaldt Confessores, findes der på tysk Beichtiger; ligesom Bejychter, dvs. Bekenner [bekendere].

 

64. Der er, som jeg har sagt tidligere, tre typer skriftemål. Det første af dem er et skriftemål for Gud. For før alt andet er det nødvendigt, at jeg erkender for Gud, at jeg er en synder, ligesom evangeliet konkluderer i Rom 3, 23 og Joh 3, 3: ”med mindre man bliver født på ny, kan man ikke se Guds rige”. Den, som da bekender, at han er født af en kvinde, må gøre Gud den ære at sige: jeg er intet andet end en synder, ligesom David synger i Sl 51, 1: ”Se, jeg blev frembragt og blev til i synd, og i synd undfangede min moder mig”. Som om han ville sige: jeg må sandelig være en synder, det var født i mig; så snart jeg var skabt i moderlivet, var jeg en synder. For kødet og blodet, af hvilket jeg blev skabt, var synd. Ligesom ordsproget lyder: ”når hår og hud er dårlige, kommer der ingen god pels ud af det”. Således er leret, af hvilket vi er skabt, ikke godt. Det, som moder og fader gør dertil og bringer, er allerede synd.

 

65. Den, som ikke vil bekende dette eller ikke vil indrømme, at han er en synder, men stadig hævder at have en fri vilje, så at der endnu kan være noget godt i ham, spotter Gud og stikker Gud en løgn, og han må være evigt fordømt, som det er rimeligt. For han vil have ret og ikke lide Guds dom. Derfor siger profeten igen, Sl 51, 6: ”mod dig alene har jeg syndet, og gjort det, som du synes, er ondt, så at du forbliver retfærdig i din domsafsigelse og udadlelig i din dom”. Som om han ville sige til Gud: jeg vil ikke strides med dig, men vil lade dit ord være ret og bekende, at jeg tager fejl, og at du har ret; men dem, som anklager dig, vil have fornuftens lys og noget, gennem hvilket de vil modtage nåde; i sandhed forbliver du udadlelig frem for dem.

 

66. Men vi må fortsætte med at gøre dette skriftemål, så længe vi lever, idet vi altid siger: ”Herre, for dig er jeg en slyngel i skindet”. Imidlertid må der gøres en skelnen; for selv en slyngel og ikke-kristen kan sige dette, men han lyver så sandelig. Ingen anden end en sand kristen siger det fra hjertet, som Sl 32, 5-6 siger: ”Jeg sagde: ”jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren”; da tilgav du min skylds synd. Lad derfor alle hellige bede til dig til rette tid”. Alle hellige, så mange som der er af dem, har denne dyd i sig, at de bekender deres synder til Gud og derfor beder. Derfor gør ingen, som ikke er kristen og hellig, et sådan skriftemål.

 

67. Nu er det en fantastisk ting, at den, som er retfærdig for Gud og har Helligånden, siger, at han er en synder. Men det er rigtigt; han bekender, hvad han har været og stadig er. Han har Helligånden, men er stadig en synder pga. kødet. Af denne grund råber alle hellige mod kødet. Djævlen er heller ikke langt væk; han optænder kødet for at bringe det til at synde. Derfor er det en høj og stor bekendelse.

 

68. De andre siger også, at de er syndere, men når andre folk siger det om dem, vil de ikke høre af det. Men hvis nogen siger det til de hellige, eller hvis Gud straffer dem for deres synder, siger de: ”Ja, det er rigtigt”. Disse hyklere kunne sagtens selv ydmyge sig, men de ophører hermed, når de ønsker det. De vil ikke anklages, men æres af andre folk. Det er på sammen måde med præster og munke. De siger også, at de er syndere, men de vil ikke høre det sagt af os. Derfor spørger Gud ikke efter en sådan bekendelse. Men genuin bekendelse er befalet og nødvendig, og hele verden er skyldig at gøre den. Men ingen gør det undtagen de kristne.

 

69. Den anden type bekendelse er den, som man ikke gør til Gud, men til ens næste. Om dette taler Kristus i Matt 5, 22-25 og 6, 14-15. Jacob skriver også om det i sit brev (Jak 5, 16): ”bekend jeres synder til hinanden”, dvs. forhold jer sådan, at enhver ydmyger sig for den anden og bekender sin skyld, hvis han har krænket nogen. Der er mange slags krænkelser, både almindelige og specielle.

 

70. I den almindelige slags - frygter jeg - er vi alle inkluderet; dér sætter Fadervor os alle under ét. Denne slags består i dette, at vi ikke hjælper vor næste, ligesom vi er skyldige at hjælpe ham, med ord, prædiken, løsninger, rådslagning, med penge, goder, ære, legeme og liv. Dette krav er så strengt, at ingen er så hellig, men derimod forbliver i skylden. Derfor må vi sige til hinanden: ”jeg er dig skyldig, du er mig skyldig”. Men specielt er den, som Gud har givet meget, også meget skyldigt. Jeg er også mere skyldigt end måske tyve eller hundrede folk. Gud vil også kræve dette af mig. Der er ingen anden vej, og han vil beregne det ned til den sidste øre, hvordan jeg har investeret det og dermed, hvad jeg har opnået gennem det. Denne skyldighed angår alle i almindelighed og henvender sig ikke til nogen på en speciel måde. Jeg er enhver skyldig; på den anden side er enhver mig råd og assistance skyldig, når jeg er i nød og behøver hjælp. Men vi er ikke flittige nok med at søge efter de folk, som behøver os; og at tilbyde vores tjeneste bliver os også for meget.

 

71. Når vi ny kigger på listen (”das Register”) for at se, hvor meget vi er skyldige, må vi ryste og bævre og ikke finde andet råd end at sige: ”jeg er andre skyldig, men der er også den, som er mig skyldig; jeg eftergiver dem alle, hvad de skylder mig, og da, oh Herre, jeg beder dig, tilgiv mig også”. Derved sætter jeg en streg over det og løser det. Hvis vi ikke havde denne udvej, vil vi stå dårligt. Derfor forbliver Fadervor med at være gyldig, og det er nødvendigt, at vi tilgiver vore skyldnere, hvis vor egen skyld skal tilgives, ligesom Kristus lærer det i evangeliet, Matt 18, 12ff. Dette er en type bekendelse, som man gør offentligt for folk, idet man bekender skylden. Jeg er ikke retfærdig for Gud, ej heller for verden, bedømt efter den almindelige slags skyld. Enhver har et krav på enhver anden, og ingen opfylder dette krav i tilstrækkelig grad; derfor må enhver bede den anden tilgive sig.

 

72. Denne bekendelse gør ingen anden person end den kristne. For ikke-kristne folk tillader ikke, at dette bliver regnet som synd. De anfører den gejstlige ret, som siger: ”til enhver tilhører hans eget”; og de tror, at de goder, som de besidder, har de for deres egen skyld. Derfor bruger de alle slags goder alene til deres egen ære og fornøjelse, som Salomo siger i Ordsp: ”Den gudløses fremgang fører kun til synd, men den retfærdige er gavmild”. Den gudløse bruger sine goder, sin kløgt, sine evner og ære til at få fornøjelse og udbytte af. Alt dette er synd, og dét synd af en sådan slags, at han stadig tror, at det ikke er synd, men ret.

 

73. Gud har skabt os for at vi skal være vores næstes hjælper, men vi bliver alle ved med at synde i denne henseende. Men vi har dog det fortrin, at vi erkender dette og er kede af det, og at vi strider for at gøre mere og mere hver dag, idet vi frygter Gud og gør så meget, vi kan, og så meget, som Adam i os tillader. Hvad vi derudover ikke får gjort, sætter Gud en streg over, som vi har sagt før. Vi kan ikke håbe på at betale for det, for det er for meget. Derfor siger vi: ”tilgiv mig, på den anden side vil jeg tilgive”.

 

74. Udover denne almindelige slags skyld er der også en speciel slags. Om denne taler Kristus i Matt 5, 25. Når en bestemt person krænkes, snydes, skades, hånes eller bagtales, da skal man også bekende dette og indrømme, at man har gjort uret og bede næsten om tilgivelse. Oh, det gør ondt at bryde Adam på denne måde og ydmyge sig selv over for et arme menneske, som man foragter, og at indrømme, at denne person har ret, og give ham høj ære og sig selv den største skam. Dette var tidligere i klostrene en skik, som man tvang munkene til; men det var gadedrengeopførsel.

 

75. En gudløs vil ikke ydmyge sig selv så dybt, at han skammer sig. Han ser ikke, at det at ydmyge sig selv ville være ham en stor ære for Gud og for fromme folk. Mod denne slags skyld kan kristne i nogen grad bevare sig, både for sig selv og for andre, ved at man dækker det til og straffer det, hvor man hører om det og ser det hos andre. Men fra den almindelige slags skyld kan ingen bevare sig. Men her taler vi ikke om disse to typer bekendelser, for de foregår konstant i løbet af året, og ikke kun når man ønsker at gå til nadver.

 

76. Vi taler om den private (”heimlichen”) bekendelse, og denne, hævder jeg, er kommet af den offentlige bekendelse. Dette foregik på den måde, at kristne har sammenlagt de to førnævnte typer bekendelser. Således bekendte enhver offentligt, for Gud og menneske, før han gik til nadver. Hvor der kun var få kristne, fremsagde hver enkelt separat sin bekendelse til den anden. Derfra har man bragt det dertil, at man har villet klassificere og tælle synderne. Det ville være bedre, hvis de forblev utalte, for du vil aldrig kunne beregne, hvor meget du skulle have haft gjort af det, som du undlod.

 

77. Lad mig sige dette om den sidste type bekendelse: hvis disse to andre typer bekendelser finder sted offentligt, er man ikke skyldig at gøre brug af denne sidste type. Gud er udmærket klar over din synd. Hvis du blot bekender dem for ham og derpå for din næste, er dine synder tilgivet. Alligevel, for deres skyld, som gerne vil gøre brug af det, skal den private bekendelse på ingen måde afvises. Grunden hertil er: der er meget, som er gavnligt og dyrebart i den. For det første er absolutionen, i hvilken din næste frikender dig i Guds sted, præcis det samme, som hvis det var Gud, som talte, og det skulle sandelig være fortrøstende for os. Hvis jeg vidste, at Gud var på et specielt sted og ville absolvere mig, ville jeg ikke gå andre steder hen, men ville modtage absolutionen, så ofte som jeg kunne. En sådan absolution har han da lagt i et menneskes mund, derfor er det meget fortrøstende, specielt for bebyrdede samvittigheder, at modtage den her. For det andet tjener den private bekendelse et godt formål for de enfoldige, barnlige folk. For eftersom den almindelige pøbel er en doven ting, som til stadighed hører prædikener, men intet lærer, er der ingen i husene, som driver på med det. Så selvom den private bekendelse ikke tjente noget godt formål, er den i hvert fald god i den retning, at den giver mulighed for at undervise folk og høre, hvad de tror, lære dem at bede etc.; ellers går de omkring som kvæg. Af denne grund har jeg sagt, at man ikke burde give nadveren til nogen, med mindre han er i stand til at forklare, hvad han modtager, og hvorfor han går til nadver. Dette kan mest belejligt gøres i skriftemålet.

 

78. For det tredje er der trøst i, at enhver, som har en ond bevidsthed eller et andet anliggende eller behov, og som ønsker råd, kan bede om råd her. Derfor kan vi ikke foragte det private skriftemål. For Guds ord er til stede, som trøster os og styrker os i tro og derudover underviser os og lærer os, hvad vi mangler, og også giver os råd i nøden. Af denne grund gør ingen denne bekendelse på rette vis undtagen fromme kristne, for de må være af den slags folk, som føler, at de virkelig ønsker råd og trøst. Der er imidlertid den vanskelighed derved, at man ikke agter på absolutionen, men på vore egne gerninger, hvor vel og rent man har bekendt. Ydermere har de forsøgt at optælle deres synder, hvilket man ikke kan gøre, det ville være for meget, og det ville være et for stort arbejde at høre på disse synder.

 

79. Derfor ville den bedste måde være, at man gør det kort: ”kære boder, jeg kommer og vil gerne beklage mine synder, at jeg er en synder for Gud og menneske, men især dette og dette ligger mig for etc.” Om du vil sige dette eller ej, er op til dig. Derefter, konkluder: ”derfor beder jeg, giv mig god trøst og styrk min sjæl etc.” Således kræver det ingen møje eller arbejde. Men det er et dyrebart værk, hvilket ingen undtagen en from kristen gør.

 

80. Af alt dette ser du, at pavens bud er Djævlens, når paven befaler privat skriftemål for enhver under straf af ulydighed og dødssynd, og når han overdrager dem til Djævlen, hvilke ikke gør det. For noget sådant står sandelig ikke i vores magt at tage eller give, men det er en gave, som er kommet ned fra himlen, Jak 1. Fordi Gud ikke har befalet det, kan heller intet menneske befale det. Selv hvis jeg skulle drive alle til det, hvor mange ville I være, som gerne ville bekende, og ikke kun tilskyndet af tvang? Ikke een blandt tyve tusinde. Med de resterende begår man intet andet, end man spotter og grueligt forhåner Gud. For præsten dér udtaler en dom på Guds vegne, som er forkert, og som ikke vil være sand. Og personen bekender uvilligt og hører uvilligt absolutionen og tror på ingen af delene. Skylden ligger ikke hos præsten, men hos den, som bekender, selvom han ikke er oprigtig og ikke begærer absolutionen af hjertet.

 

81. Gud har intet ønske om, at man forgæves fører hans ord, 1 Mos 20, 7. Hvis du ikke har noget ønske om at bekende, så lad vær med hensyn til alle tre typer skriftemål. Skriftemålet er kun for fromme folk. Er du ikke from, er det bedre at lade være; for da er det ikke retfærdigt, men fordømmeligt. Så indtil nu har vi kun bekendt for at tjene paven, ikke vore sjæle, og det kaldes med rette lydighed mod paven eller kirken. Paven har fået gavn og ære af det. Men resten har fået fordømmelse af deres sjæle.

 

82. Således har du en kort og klar undervisning om de to ting, nadveren og skriftemålet sakramente og bekendelse. Det skal alt sammen ske frivilligt og af ønske. Hvis du altså selv kommer og beretter om dine synder, hvis du søger trøst og styrke, da er det gavnligt og saliggørende. Og det er nødvendigt, at man tilskynder børn og enfoldige folk til at gøre det. Det skal læres og undervises, dog ikke med tvang, men med gode ord. For, som det er blevet sagt, det er specielt tjenligt også dertil, og det skal derfor gøres. Amen.