En prædiken om Kristi hellige lidelses betragtning

 

 

 

 

Tre forkerte

For det første tænker nogle over Kristi lidelse på en sådan måde, at de harmes på jøderne, samt skælder og smælder på den arme Judas. Dermed stiller de sig tilfreds med, ligesom de også har for vane, at klage over andre folk og fordømme og tale nedsættende om deres fjender. Dette kan ikke kaldes at grunde over Kristi lidelse, men over Judas og jødernes ondskab.

      For det andet har nogle talt meget om den nytte og frugt, som skal komme af at betragte Kristi lidelse. Hertil hører også et ordsproget, som tillægges Albertus: at det er bedre, én gang overfladisk at betragte Kristi lidelse, end det ville være, hvis man fastede et helt år og hver dag bad en Salme. Dette har nogle fulgt blindt, og dermed høster de det stik modsatte af det, som er den rette frugte af Kristi lidelse, for de søger kun deres eget deri. Derfor slæber de på bøger, billeder, breve og kors, ja, nogle går så vidt, at de dermed mener at kunne sikre sig mod alle slags ulykker og al slags fare, så altså Kristi lidelse, stik imod sin art og natur, hos dem skal udvirke en befrielse fra al lidelse.

      For det tredje ynkes nogle over Kristus. De beklager og begræder ham som et uskyldigt menneske, ligesom kvinderne, der fulgte efter Kristus fra Jerusalem og blev irettesat af ham og formanet til at græde over sig selv og deres børn. Sådan er også de, som i lidelseshistorien gør lange afstikkere, snakker meget om Kristi afsked i Betania og om Marias smerte, men heller ikke kommer videre. Deraf kommer det også, at man bruger så mange timer på passionsprædikenerne. Gud ved, om denne skik ikke snarere er udtænkt for at få folk til at sove end for at opvække dem.

 

Den rette betragtning af Kristi lidelse - forfærdelse        

De, der tænker ret over Kristi lidelse, er dem, som betragter den sådan, at de af hjertet forskrækkes over det og i deres samvittighed føler frygt. Denne forskrækkelse bør komme af, at du ser Guds strenge vrede og uforanderlige nidkærhed over synden og synderen, så han end ikke har villet lade synden være ustraffet på sin egen allerkæreste søn, medmindre han først gjorde en sådan streng bod for den. Som det siges i Es 53, 8: ”For mit folks synd blev han ramt.” Når det kæreste barn bliver ramt sådan, hvad må synderen så ikke forvente sig? Det må jo være en uudsigelig og uudholdelig vrede, som har mødt en så stor og umådelig person, når han under den må lide og dø! Og når du ret for alvor overvejer, at det er Guds Søn, Faderens evige visdom, som lider, så vil du nok forskrækkes, og det desto mere, jo dybere du tænker over det.

      Du må indprente det dybt og slet ikke tvivle på, at det er dig, som piner Kristus sådan, for dine synder har virkelig gjort det. Sådan slog og forfærdede Peter jøderne som med et tordenslag, idet han henvendte sig til dem alle i almindelighed: ”I naglede ham til korset.” (ApG 2, 23). Dette medførte, at tre tusinde den samme dag skælvende og bævende sagde til apostlene: ”Hvad skal vi gøre, brødre?” Når du derfor ser naglerne bryde igennem Kristi hænder, da tro med vished, at det er dine gerninger. Ser du hans tornekrone, da tro, at det er dine onde tanker?

      Overvej nu, at hvor én torn stikker Kristus, burde mere end hundrede tusinde torne stikke dig. Ja, de burde stikke dig sådan, som de stak ham, og endnu langt værre i al evighed. Når en nagle gennemmartrer Kristi hænder og fødder, da burde du selv føle dette og endnu værre nagler til evig tid. Og sådan vil det da også gå dem, som lader Kristi lidelse være spildt på sig. For dette alvorlige spejl, Kristus, vil ikke lyve eller spøge. Hvad det viser, må være sandt i allerhøjeste grad.

      En sådan forfærdelse betog Bernhard ved betragtningen af dette, så han sagde: Jeg tænkte, jeg var sikker, og vidste intet om den evige dom, som var overgået mig i Himlen, indtil jeg så, at Guds enbårne søn forbarmede sig over mig, trådte i mit sted og gik ind under denne dom. O ve! Det går overhovedet ikke at være lystig og sikker, når sagen er så alvorlig. Derfor bød Kristus kvinderne i Luk 23, 28: ”Græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn.” Og han tilføjer grunden: ”For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?” Som ville han sige: Lær af min pine, hvad I fortjener, og hvordan det skal gå jer. For her erkendes det ordsprog: Man slår de små hunde for at skræmme de store. Derfor blev jøderne også forfærdede, som ovenfor sagt, så de sagde: ”Hvad skal vi gøre, brødre?”

      I dette stykke må man øve sig flittigt, for næsten hele nytten af Kristi lidelse beror på, at mennesket kommer til selverkendelse, så det bliver forskrækket og nedslået over sig selv. Så længe mennesket ikke er kommet dertil, har det endnu ikke fået den rette nytte af Kristi lidelse. For Kristi lidelses nærmeste, naturlige virkning er den, at den gør mennesket ligedannet med ham. Ligesom Kristus blev pint forfærdeligt på legeme og sjæl for vore synder, sådan må vi også pines på samme måde i samvittigheden over vore synder. Heller ikke her drejer det sig om mange ord, men om dybe tanker og en alvorlig betragtning af synden. Vi kan bruge en sammenligning: Hvis en forbryder blev dømt, fordi han havde myrdet en fyrstes eller konges barn, og du var ligeglad, sang og pjattede, som om du var ganske uskyldig, indtil man alvorlig trængte ind på dig og overbevidste dig om, at du havde påvirket morderen til ugerningen, mon ikke verden da ville blive dig for trang, især hvis din samvittighed også vidnede imod dig? Hvor meget større angst bør der da ikke ramme dig, når du betænker Kristi lidelse? For skønt Gud nu har dømt og fordrevet hans mordere, jøderne, så har de dog været dine synders tjenere, og du er i sandhed den, som med dine synder har myrdet og korsfæstet Guds søn, som ovenfor sagt.

      Den, som føler sig så hård og tør, at Kristi lidelse ikke udvirker forskrækkelse og fører til selverkendelse, bør virkelig blive bekymret. For her eksisterer ikke andre veje: Du må engang blive ligedannet med Kristi billede og lidelse, enten det nu sker i dette liv eller i Helvede. I det mindste må du i dødens stund falde i forskrækkelse og skælve, bæve og føle alt, hvad Kristus led på korset. Nu er det frygtindgydende at skulle forvente sig dette på sit dødsleje. Derfor skal du bede Gud om, at han vil dit blødgøre dit hjerte og lade dig betragte Kristi lidelse med dens nytte og frugt. Det er heller ikke muligt, at Kristi lidelse kan blive betragtet grundigt af os selv, medmindre Gud indprenter det i vore hjerter. Denne betragtning, eller nogen anden lære, gives dig heller ikke, for at du af dig selv skal tilegne dig og fuldbyrde den, men for at du først skal søge og begære Guds nåde, så du ved hans nåde og ikke ved egen kraft må virkeliggøre den. Deraf kommer det, at de føromtalte ikke betragter Kristi lidelse ret: De anråber ikke Gud om det, men opfinder af egen kraft særlige betragtningsmåder og omgås fuldstændig menneskeligt med den. Derfor er de også uden nogen frugt.

      Den, som på denne måde betænker Guds lidelse blot en dag, en time, ja et kvarter, om ham tør vi frimodigt sige, at det gavner ham mere, end om han fastede et helt år, hver dag bad en Salme og hundrede gange læste lidelseshistorien. For en sådan betragtning forandrer mennesket i sit væsen, og genføder det på ny, næsten på samme måde, som i dåben. Her udretter Kristi lidelse sin rette, naturlige, ædle gerning, døder den gamle Adam, forjager al lyst, glæde og tillid, som man kan have til det skabte, ligesom Kristus var forladt af alle, ja af Gud selv.

      Fordi denne virkning ikke står i vores magt, så sker det ganske vist, at vi undertiden beder om at få den, og dog får vi den ikke straks; men derfor skal man dog ikke opgive eller lade være. Sommetider kommer det, når vi ikke beder om det, alt efter Guds visdom og velbehag, for han vil være fri og ubunden. Da bliver mennesket bedrøvet i sin samvittighed, og det får afsky for sit liv. Det kan ganske vist ske, at det ikke ved, at det er Kristi lidelse, som virker dette, idet det måske ikke har tænkt på den. Andre derimod kan tænke meget på Kristi lidelse, og lærer dog ikke at kende sig selv ved det. Hos de første er Kristi lidelse hemmelig, men i sandhed til stede. Hos de sidste synes den at være der, men det er kun et forførende skin. På denne måde vender Gud ofte bladet om, så de, som tilsyneladende grunder over lidelsen, i grunden slet ikke grunder over den.

 

Den anden del

Om trøsten af Kristi lidelse

Hidtil har vi befundet os i den stille lidelsesuge og virkelig holdt langfredag. Nu kommer vi til påskedag, til Kristi opstandelse. Når mennesket således har fået sin synd at se og er fuldstændig forfærdet i sit hjerte, må man give agt på, at synden ikke forbliver i samvittigheden. Deraf vil der bestemt ikke følge andet end fortvivlelse. Men ligesom erkendelsen af synden er flydt ud af Kristus, sådan må man igen kaste den tilbage på ham, og på den måde gøre sin samvittighed fri.

      Se derfor til, at du ikke gør som de forkerte mennesker, der kæmper og strider med deres synder i hjertet og stræber efter at arbejde sig ud af dem med gode gerninger eller fyldestgørelser, med valfarter eller også med aflad for på den måde blive dem kvit - hvad der dog er umuligt. Desværre er denne falske fortrøstning til egen fyldestgørelse og valfarter trængt alle for dybt ind.

      Du kaster dine synder fra dig på Kristus, når du fuldt og fast tror, at hans sår og lidelser skyldes dine synder, som han bærer og betaler. Som Es 53, 6 siger: ”Herren lod al vor skyld ramme ham.” Og Peter i 1 Pet 2, 24: ”På sit legeme bar han selv vore synder op på korset.” Og Paulus i 2 Kor 5, 21: ”Ham, der ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.”

      Disse og lignende skriftord må du stole fuldt og fast på, og det desto mere, jo hårdere din samvittighed nager dig. For gør du ikke det, men formaster dig til at ville bringe den til ro ved din egen anger og fyldestgørelse, vil du aldrig få fred, men du må til sidst helt fortvivle. For lader vi samvittigheden tage sig af vore synder, og lader vi dem blive hos os selv og betragter dem i vore hjerter, så er de os alt for stærke og lever i evighed. Men når vi ser, at de ligger på Kristus, og at han overvinder dem ved sin opstandelse, samt frimodigt tror dette, så er de døde og tilintetgjorte. For på Kristus kan de ikke forblive, for ved hans opstandelse er de opslugt. Du ser nu ingen sår, ingen smerte mere på ham, det vil sige, ingen kendetegn på nogen synd. Derfor siger Paulus i Rom 4, 25: ”Han blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.” Det vil sige, ved sin lidelse åbenbarer han vore synder og dræber dem, men ved sin opstandelse gør han os retfærdige og frie fra alle synder, såfremt vi tror det.

      Kan du derfor ikke tro, så skal du, som sagt, bede om det, for også dette stykke står frit i Guds hånd. Han giver det sommetider åbenbart, sommetider hemmeligt, sådan som vi sagde om lidelsen. Imidlertid kan du opvække en sådan tro, først ved, at du ikke mere betragter Kristi lidelse (for den har nu gjort sin gerning, når den har forskrækket dig). Du skal trænger igennem dette og betragte hans åbne og imødekommende hjerte, hvor fuldt det er af kærlighed til dig. Det er en kærlighed, som tvinger ham til at tage din samvittigheds og din synds tunge byrde på sig. På den måde bliver dit hjerte draget til ham, og troens tillid styrket.

 

Kristus er Guds hjerte

Træng derpå videre gennem Kristi hjerte til Gud Faders hjerte og se, hvordan Kristus ikke har kunnet bevise dig sin kærlighed, hvis ikke Gud Fader, i sin evige kærlighed havde villet det sådan. Du ser altså, hvordan Kristus med sin kærlighed til dig adlyder Faderens vilje. Da vil du finde Guds milde faderhjerte og bliver på den måde ved Sønnen draget til Faderen, som Kristus siger. Da vil du forstå Kristi ord: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Joh 3, 16. Det hedder da at kende Gud ret, når man griber ham, ikke i hans magt eller visdom, som er forfærdelig, men i hans godhed og kærlighed. Da kan troen og fortrøstningen bestå, da er mennesket i sandhed født på ny af Gud.

      Når nu dit hjerte således er styrket i Kristus og har fået had til synden, og det sker af kærlighed, ikke af frygt for straffen, så skal Kristi lidelse fremdeles være dig et eksempel for hele dit liv, idet du nu betragter den på en anden måde. For hidtil har vi betragtet Kristi lidelse som et sakramente, der virker i os, og som vi modtager. Nu vil vi betragte den sådan, at også vi er virksomme. Sådan nemlig:

      Hvis modgang eller sygdom besværer dig, så tænk på, hvor ringe det er mod Kristi tornekrone og nagler.

      Hvis du må gøre eller undlade noget, der er dig imod, tænk da på, hvordan Kristus, bundet og fanget, førtes hid og did.

      Fristes du til hovmod, se da, hvordan din Herre blev bespottet, hvor foragtet han hængte midt iblandt røvere.

      Hvis ond lyst og ukyskhed rører sig i dig, husk da på, hvor hjerteskærende Kristi hellige kød blev pisket, gennemstukket og naglet fast.

      Anfægtes du af had og misundelse eller hævnlyst, huske da på, hvordan Kristus med mange tårer og stærke skrig bad for dig og alle sine fjender, på hvem han dog med større ret havde kunnet hævne sig.

      Trykkes du af trængsel eller former for modgang, legemlig eller åndelig, styrk da dit hjerte og sig: Ej, hvorfor skulle jeg ikke også lide lidt bedrøvelse, når dog min Herre af angst og bedrøvelse svedte blod i Getsemane? En doven og skændig tjener ville det være, som ville ligge i sengen, når hans Herre måtte stride i dødens nød.

      Se, sådan kan man i Kristus finde styrke og mod til at stride mod alle laster og udyder. Det er at betragte Kristi lidelse ret. Det er Kristi lidelses rette frugter. Den, som øver sig sådan heri, gør det bedre, end hvis han hørte alle passionsprædikener eller læste alle messer. Det er også de rette kristne, som på den måde drager Kristi liv og navn ind i deres liv. Som Paulus siger i Gal 5, 24: ”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.”

      For med Kristi lidelse må man ikke omgås med ord og skin, men med liv og sandhed. Sådan formanes vi også i Hebr 12, 3: ”Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet.” Og Peter i 1 Pet 4, 1: ”Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind.” Men denne betragtning er kommet ud af brug og er blevet meget sjælden, skønt Paulus’ og Peters breve er fulde deraf. Vi har forvandlet væsenet til et skin og alene malet Kristi lidelse på papir og vægge.