Matt 8, 23-27

4. søndag efter helligtrekonger

 

 

 

 

Stormen på søen

Matt 8, 23-27

v23 Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. v24 Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. v25 Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« v26 Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. v27 Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

 

Troens og vantroens væsen

Denne teksts beretning fremstiller også et eksempel på troen og vantroen. Heraf lærer vi, hvor mægtig troens kraft er, og at den må omgås med store og forfærdelige ting og udrette ene undergerninger. Og på den anden side, hvor for­sagt, bange og forskrækket vantroen er og dog ikke formår nogen ting. Det ser vi her hos disciplene, når vi betragter, hvordan de var til mode. I begyndelsen, da de med Kristus trådte ind i skibet, var det stille, og de følte ingen frygt. Havde nogen da spurgt dem, om de også troede, så havde de svaret ja. De så ikke, hvordan deres hjerter forlod sig på, at vejret var godt og roligt, og at deres tro altså var grundet på det synlige. Men da uvejret kom, og bølgerne brød ind i skibet, da er det forbi med troen; for den stilhed og fred, som de støttede sig til, var borte. Derfor går deres tro også sin vej, og der bliver kun vantro tilbage.

      Hvad gør nu denne vantro? Den ser ikke andet, end hvad den føler. Liv og sik­kerhed føler den ikke, men derimod bølgerne, som bryder ind over skibet, og havet, som truer med død og undergang. Og fordi de føler dette og stirrer på det og ikke vender sig bort, så ophører deres forskrækkelse og frygt heller ikke. Ja, jo mere de ser på det og føler det, desto hårdere trænger døden og fortvivlelsen ind på dem og vil hvert øjeblik opsluge dem. Men vantroen kan ikke lade være at føle eller et øjeblik vende sine tanker bort fra det, den føler. Den har nemlig intet andet at holde og trøste sig ved. Derfor kan den heller ikke noget øjeblik have fred og være stille. Sådan vil det også gå til i Helvede. Dér vil der være lutter fortvivlelse, gysen og for­skrækkelse uden nogen pause eller ophør.

 

Troens væsen

Men hvis troen havde været der, så ville den have handlet sådan: Den havde slået stormen og havets bølger ud af sine tanker og i stedet for vind og vejr stillet Guds magt og nåde, som er lovet i hans Ord, frem for sine øjne. Herpå ville troen have stolet så fast, som om den sad på en solid klippe og ikke drev om på ha­vet, som om solen skinnede klart, og der in­tet uvejr var, men ganske stille. For det er troens høje kunst og kraft, at den ser det, som ikke ses, og ikke ser det, som dog føles, ja, som trykker og trænger sig på. Ligesom vantroen alene ser det, som den føler, og slet ikke kan holde sig til andet, end hvad den føler.

      Derfor skikker Gud det også sådan, at troen ikke har at gøre med ringe ting, men med sådanne ting, som hele verden ikke kan magte, som døden, synden, verden og Djæve­len. For hele verden formår ikke at holde stand imod døden, men flygter og forstrækkes og bliver også overvunden af den. Men troen står fast og sætter sig imod døden, som opsluger hele verden, samt overvinder den og opsluger den umættelige livsæder. Sådan også med kødet; al verden kan ikke tvinge eller dæmpe det, men det regerer hele verden, og hvad det vil, må ske, så verden helt igennem er kødelig. Men troen angriber det og lægger det under sig og holder det i tømme, så det må tjene. Ligeså kan heller ikke noget menneske udstå verdens raseri, forfølgelse, bespottelse, forhånelse, had og misundelse, men alle viger derfor og giver tabt, og verden får overhånd og beholder sejr. Men troen foragter den, træder alt sådant under fødder og gør en glæde og lyst deraf.

      På samme måde: Hvem skulle kunne overvinde Djævelen med hans utallige listige anslag, hvormed han hindrer sandheden, Guds ord, troen og håbet og afstedkom­mer så mange slags vildfarelse, sekter, for­førelser, kætterier, fortvivlelse, overtro og ondskab over al måde? Al verden er mod ham, som en ildgnist mod en hel brønd. Alle må de heri være ham under­kastede, sådan som vi da også ser, hører og erfarer. Men troen er den, som giver ham noget at bestille og ikke alene undgår hans forførelse, men også åbenbarer hans listighed og gør ham til skamme, så hans bedrageri ikke får fremgang, men bliver kraftesløst og forsvinder, sådan som det nu også går med hans aflad og pavedømme.

      Sådan kan heller ingen bringe den rin­geste synd til tavshed, men den bider og æder samvittigheden, så det ikke ville hjælper noget, om hele verden trøstede og bistod et sådant menneske. Det måtte dog ned i Helvede. Her er troen en helt, som bringer alle synder til at tie, var det end så mange, som hele verden har begået.

 

Troens kamp

Er den nu ikke et almægtigt, ubeskrive­ligt væsen, denne tro, som kan bestå mod alle disse mægtige fjender og beholde sejr? Med fuld ret siger Johannes derfor: ”Den sejr, som har overvundet verden, er vor tro.” (1 Joh 5, 4). Ikke, at dette går for sig med fred og stille ro. Nej, det er en strid, som ikke forløber uden sår, uden blod. Ja, i sådan strid føler hjertet synden, døden, kødet, Djævelen og verden så hårdt, at det ikke kan tænke andet, end at det er fortabt, at synd og død har vundet, Djævelen er ovenpå, mens det kun mærker troens kraft lidt. Dette betegnes her i denne historie, når det hedder, at bølgerne ikke alene stødte an mod skibet, men ganske skjulte det, så det er ved at gå under og synke. Og Kristus ligger og sover. Her var intet håb om liv, døden havde overhånd og havde vun­det; livet lå under og var fortabt.

      Som det her gik til, sådan går det og må det gå i alle andre anfægtelser af synden, Djævelen osv. Man må føle, hvordan synden har fanget samvittighe­den, hvordan der kun er vrede og Helvede, så man synes at måtte gå evin­delig fortabt. Djævelen må gå så vidt med vildfarelser og falsk lære, at det sy­nes, som om Guds Ord ligger under og al verden opfyldes med vildfarelse. Verden må rase og forfølge, så det ser ud, som om intet menneske skulle kunne bestå eller blive salig eller bekende troen. Det må se ud, som skulle Kain alene herske og dræbe sin bror og ganske udrydde ham. Dog skal man ikke dømme og rette sig efter skinnet og følelsen, men efter troen.

      Derfor er dette evangelium et trøsterigt eksempel, som lærer os, hvordan vi skal forholde os, så vi ikke forsager i syndens nød, i dødens pine, i verdens bulder, men ved, at det ikke derfor er ude med os, selv om bølgerne skjuler skibet. Du må ikke derfor i Helvede, selv om du føler synd, vrede og unåde i din onde samvittighed. Du må ikke derfor dø, selv om al verden hader og forfølger dig og opspærrer sin strube så vidt som morgen­røden. Dette er alt sammen bølger, som bryder ind over dit skib og gør dig forsagt og tvinger dig til at råb: Herre! Frels mig, jeg forgår! Så ser du nu her evangeliets første stykke, nemlig troen, og hvordan dens væsen er - og tillige, hvor uduelig og forsagt vantroen er.

 

Kærligheden tjener næsten for intet

Det andet stykke er kærligheden. Den beviser Kristus, idet han står op og afbryder sin søvn for deres skyld, anta­ger sig deres nød, som om den var hans egen, og yder dem sin hjælp af fri kærlighed, uden deres fortjeneste. Han tager og søger heller ikke nogen løn derfor, men lader dem frit nyde og bruge hans godhed. Sådan som vi ofte have hørt, at det er den guddommelige kærligheds væsen, at den gør alt frit og for intet, Gud til pris og ære, og at en kristen lever på jorden netop for at øve sådan kærlighed, ligesom Kristus alene har levet for at gøre vel, som han selv siger i Matt 20, 28: ”Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for selv at tjene.”

 

Denne histories symbolske betydning

Kristus afbilder heri det kristne liv og især prædikeembedet. Ski­bet betegner kristenheden, havet verden, og stormen Djævelen. Kristi disciple er prædikanterne og de fromme kristne. Kristus er sandheden, evangeliet og troen. Før Kristus træder ind i skibet med sine disciple, er havet og vejret stille; men da Kristus kommer med sine disciple, bryder stormen løs, sådan som han selv siger i Matt 10, 34: ”Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd.”

      Om nu Kristus lod verden i fred og ikke straffede dens gerninger, så ville den vel være stille; men nu, da han prædiker, at de vise er dårer, de hellige syndere og de rige fortabte, så bliver den vild og gal. Sådan mener også nu nogle kloge hoveder, at det ville være godt, om man prædikede evangeliet ganske simpelt og lod de pavelige præster i fred. Så ville de nok tåle det. Men at alt dette skal revses og ikke gælde for noget, det kalder de at prædike ufred og oprør, og ikke nogen kristen lære.

      Men hvad siger dette evangelium? Der blev en stor storm på søen, da Kristus og hans disciple var gået ind i skibet. Andre skibe lod havet og vinden i fred, men dette skib må lide nød, fordi Kristus er i det. Verden kan godt udholde al prædiken, når det blot ikke er Kristi prædiken. Og grunden er den, at når han kommer, og hvor han er, prædiker han sådan, at han alene vil have ret og straffer alt andet. Som han siger i Matt 12, 30: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig.” Og Joh 16, 8: ”Helligånden skal overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.” Han siger ikke, at han blot skal prædike ligefrem, men at han skal overbevise eller straffe hele verden og alt, hvad der er deri. Men en sådan prædiken skaffer dette skib uvejr og fare. Hvis han skulle prædike sådan, at han lod verden forblive ustraffet i sit væsen, så kun han lige så godt holde sin mund og ikke komme frem med sin præ­diken; for hvis verdens væsen var godt og ulasteligt, så behøvede man aldrig hans prædiken.

 

Kendetegnet på en ret prædiken

Det er nu de kristnes og navnlig prædikanternes trøst, at de skal være forvissede om og stole på, at hvis de prædiker Kristus, så må de lide for­følgelse, det bliver ikke anderledes. Det er et ret og godt tegn på, at prædikenen er ret og kristen, når den bliver for­fulgt, især når det sker af de store, hel­lige, lærde og kloge folk. Derimod er den ikke retskaffen, når den bliver berømmet og æret, sådan som han siger i Luk 6, 22-26: ”Ve jer, når alle taler godt om jer. Således behandlede deres fædre også de falske profeter. Salige er I, når mennesker hader jer, forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn som noget ondt for Menneskesønnens skyld.” Betragt vore papister, hvordan det er med deres lære: Verdens gods, ære og magt har de ganske under sig og vil være kristne lærere; og den, som priser og prædiker deres væsen, nyder ære og alt godt.

      Derfor viser også dette eksempel, hvor de rette prædikanter skal søge deres trøst og hjælp. Ikke hos verden. Menneskers kunst og magt skal ikke beskytte dem, men Kristus selv og ham alene. Til ham og ved ham skal de med al tillid og fortrøstning holde sig i al nød, sådan som disciplene gør her. For havde de ikke troet, at han ville hjælpe dem, havde de ikke vækket ham og anråbt ham. Deres tro var ganske vist svag, og der var endnu megen vantro hos dem, så de ikke hengav sig helt til ham og vovede livet med ham. De troede heller ikke, at han kunne redde dem midt på havet og rive dem ud af døden. Det står således fast, at Guds Ord ikke må gives nogen anden mester eller dommer og derfor heller ikke nogen anden skytsherre end Gud selv. Det er hans Ord. Ligesom han derfor lader det udgå uden menneskers råd og fortjeneste, sådan vil han også selv, uden menneskers hjælp og styrke, håndhæve og forsvare det. Og den, som i denne sag søger beskyttelse og trøst hos mennesker, skal falde og miste begge dele, idet han bliver forladt både af Gud og mennesker.

      At han sover, betegner deres hjerters tilstand, at de nemlig har haft en svag og søvnig tro. Især betegnes derved, at Kristus i forfølgelsens tid ligesom unddrager sig og lader, som om han sover, idet han ikke giver styrke og kraft, ej heller fred og ro. Han lader os bekymres og arbejde i vor svaghed, så vi må erkende, hvor ganske uduelige, vi selv er, og at det alt sammen beror på hans nåde og magt, sådan som Paulus bekender i 2 Kor 1, 9, at han har måttet lide så stor trængsel, fordi han ikke skulle stole på sig selv, men på Gud, som oprejser de døde. Denne Guds søvn har David også ofte måttet erfare og taler også på mange steder derom, som når han i Sl 44, 24 siger: ”Vågn op, hvorfor sover du, Herre? Stå op, forstød os ikke for evigt!”

      Kort sagt: Dette evangelium giver os to trøsterige, opmuntrende ord, når forfølgelse for Guds ords skyld rejser sig, så vi da kan sige: Ja, det kan jeg nok tænke; Kristus er i skibet, derfor ra­ser havet og vinden, og bølgerne bryde ind og ville styrte os i dybet; men lad rase, det står dog fast, at vejret og ha­vet er ham lydige. Forfølgelsen skal dog ikke vare længere og gå videre, end han vil. Om de end falder over os, må de dog være ham lydige. Han er en herre over alle ting, derfor skal det ikke skade os. Må han blot hjælpe os til, at vi ikke forsager i vantro! Amen.

      Men at mennesker forundrer sig og priser herren, fordi vejret og havet er ham lydige, betegner, at evangeliet og Guds ord blot kommer videre og bliver ved forføl­gelse, og troen forøges. Det er også stik mod alle verdslige go­ders væsen og natur, som aftager ved ulykke og modstand og tiltager ved lykke og fred. Kristi rige derimod vokser ved trængsler og aftager ved fred og gode dage, sådan som Paulus siger i 2 Kor 12, 9: ”Min magt udøves i magtesløshed.” Dertil hjælpe os Gud! Amen.