Matt 20, 1-16
Jesus sagde: “Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt
om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet
enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved
den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde
til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til.
De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det
samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og
han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham:
Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da
det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen
og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de
første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en
denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver
en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde:
De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der
har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør
dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og
gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til
at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er
god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.”
Den rette forståelse af lignelserne
Denne evangelietekst har nogle af fædrene udlagt om prædikanterne fra verdens
begyndelse af indtil enden, så den første time skulle
være Adams tid, den tredje Noahs, den sjette Abrahams, den niende
Moses’, den ellevte Kristi og apostlenes. Sådant snak er godt til at fordrive
tiden med, når man ikke har andet at prædike om. For det
passer dårligt med, at pengene skal være det evige
liv, og at de første, som Adam og de hellige patriarker,
ikke ville lade sig nøje med det. Samt at sådanne hellige mænd skulle knurre i
Himlen og oven i købet blive revset af husbonden og anset for de sidste, det
vil sige, blive fordømt.
Derfor lader vi sådanne fabler fare og
bliver ved Kristi enkle lære og mening, som med
denne lignelse vil vise, hvordan det går til i himmeriget, det vil sige, i
kristenheden på jorden: At Gud her dømmer og virker
underlig, på den måde, at han gør de første til de
sidste og de sidste til de første. Og det er alt
sammen sagt for at ydmyge dem, som er noget, så de ikke skal stole på andet end
Guds blotte godhed og barmhjertighed. Og atter, så at de, som intet er, ikke
skal miste modet, men stole på Guds godhed, lige så vel som de andre.
Derfor skal man ikke opholde sig ved
alle enkeltheder i denne lignelse, men give agt på hovedstykket, og hvad han
tilsigter med det. Man skal ikke bekymre sig om, hvad pengene eller den første eller sidste time betyder, men hvad husbondens mening og vilje
er. Hvordan han vil have sin godhed regnet for det vigtigste, ja for det eneste
vigtige frem for alle gerninger og al fortjeneste. Sådan forholder det sig også
med lignelsen om den uærlige godsforvalter i Luk 16. Hele denne lignelse
fortælles ikke til os, for at vi også skal bedrage vores arbejdsplads, men
alene på grund af denne godsforvalters klogskab; at han så godt og klogt
forstår at forsørge sig og se på sit eget bedste, selv
om det er til sin herres skade. Den, som nu her vil granske og prædike langt og bredt om skyldnerne, og hvad gældsbeviserne, olien,
hveden og mængden betyder, han ville komme bort fra den rette mening og følge sine egne påfund, hvilket ikke vil være til gavn for nogen.
For sådanne lignelser er ikke fortalt i
den hensigt, at man skal anvende alle stykker i dem. Sådan sammenligner Paulus
i Romerbrevet 5 Adam og Kristus, og siger, at Adam har været Kristi forbillede, skønt Adam dog gav os døden og synden til arv, men Kristus livet og retfærdigheden. Men ligheden ligger ikke i arven, men i måden, hvorpå
den følger. For ligesom synden og døden hænger ved og arveligt følger dem, som bliver født af Adam, sådan hænger livet og retfærdigheden ved og følger arveligt dem, som
bliver født af Kristus. På samme måde kunne man
også fremstille en utugtig kvinde, som smykker sig til behag for verden og
synden, som et forbillede for en kristen sjæl, at også den
må smykke sig for Gud, men ikke til synd ligesom denne kvinde.
Hovedsagen i lignelsen – frelsens erhvervelse
Essensen af lignelsen i dette evangelium består altså ikke i pengene, og
hvad de er, ej heller i de forskellige timer, men i erhvervelsen og opnåelsen, eller hvordan man kan erhverve pengene.
Så, når de første her indbildte sig, at de for deres
fortjenestes skyld skulle få pengene og noget mere til, mens de sidste dog af
Herrens godhed fik den samme løn, så vil Kristus
hermed vise, at det er ren og skær godhed, hvad Gud giver os. Og ingen skal ophøje sig over den anden. Derfor siger han her: Jeg gør dig ikke uret.
Det gode, jeg giver, er jo mit og ikke dit. Giver jeg det bort, som er dit, så
kan du knurre, men må jeg ikke gøre med mit, hvad jeg vil?
Sådan afskrækker nu Kristus (ligesom også dagens epistel gør) for det første deres hovmod, som vil tilkæmpe sig Himlen
med gerninger, sådan som jøderne gjorde. De ville stå
Gud nærmest, sådan som hidtil vores præster og munke. Alle disse arbejder for
en bestemt løn, det vil sige, de anser ikke Guds lov for
at være anderledes, end som om de med visse gerninger skal opfylde den for en
bestemt løn. De forstår aldrig loven ret, ved
heller ikke, at for Gud gælder alene ren og skær nåde. Dette symboliseres ved,
at de lod sig leje og blev enige med Herren om et bestemt beløb som dagløn. Derfor bliver deres liv byrdefuldt, og de lever et strengt liv.
Nu kommer evangeliet og gør alle
lige, sådan som Paulus gør i Rom 3, 23. De, som har gjort mange gerninger,
gælder ikke mere end de åbenlyse syndere og må også blive syndere og tåle disse
ord: ”Alle har syndet,” Rom 3, 23. Og ”Ingen bliver retfærdig for Gud ved gerninger,” Rom 3, 20. Derfor ser de sig om og
foragter dem, som aldeles intet har gjort, og tåler ikke, at deres store anstrengelser
og arbejde ikke skal gælde mere end disses lediggang og uvirksomme livsførelse.
Så knurrer de mod husbonden, mener, at han gør dem uret, bespotter evangeliet
og bliver forhærdede i deres inderste. De mister da
Guds nåde og venskab og må tage deres timelige løn og gå bort med
deres penge og blive fordømte. De har ikke tjent
for hans evige nåde, men for løn. Den får de også og
intet mere.
Men
de andre må bekende, at de hverken har fortjent pengene eller nåden, men at de
får mere, end de mente, der var lovet dem.. Disse bliver ved nåden og bliver
derfor salige, foruden at de også her har timelig nok. For det beror alt sammen
på husbondens gode vilje. Om man derfor her ville gå i enkeltheder, måtte man
lade pengene betegne det timelige gode, og husbondens nåde eller venskab det
evige gode. Dagen og dens byrde og hede skulle man ikke forstå om tiden, men
anvende det på samvittigheden, nemlig sådan, at de gerningshellige har et langt
og tungt arbejde, det vil sige, de gør gerningen med tung samvittighed og et
uvilligt hjerte, tvunget og drevet af loven. Men den korte tid er den lette og
glade samvittighed, som nåden medfører. Her gør man det gode frivilligt og uden
lovens tvang.
Sådan får de nu begge den samme løn, det
vil sige, de få begge det timelige gode. Men de sidste har ikke søgt det, men det tilfalder dem, fordi de først har søgt Guds rige, Matt 6, 33. Foruden
dette er de ved nåden arvinger til det evige liv og er glade. Men de første søger det timelige, forhandler og
tjener for det, og de går derfor glip af nåden og fortjener med deres sure liv
Helvede. De sidste tør ikke tro, at de fortjener pengene,
og dog får de alt. Når nu de første ser det,
indbilder de sig, at de skulle få meget mere, og så går de glip af alt. Hvis
man derfor giver agt på deres hjerte, så ser man klart, at de sidste ikke ved
om nogen fortjeneste, men nyder Herrens godhed. De første derimod agter ikke Herrens godhed, men ser på deres
fortjeneste og, de mener, at de får det ved deres egen fortjeneste og knurrer
over det.
Disse to betegnelser: De sidste og
de første, må vi nu betragte fra de to sider, først fra Guds og
dernæst fra menneskenes. De nemlig, som er de første for menneskene, det vil sige, de som anser sig og lader sig anse
for de første og nærmeste for Gud,
dem går det for Gud ganske modsat, så de for ham er de sidste og yderste. De
derimod, som for menneskene er de sidste, det vil sige, de som anser sig og
lader sig anse for de sidste og fjerneste for Gud, dem går det også ganske
modsat, så de bliver de første og nærmeste for Gud. Den, som nu vil være sikker, skal
rette sig efter de ord: ”Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges.” (Matt 23,
12). For her står det: Den første for mennesker er
den sidste for Gud; den sidste for mennesker er den første for Gud. Og atter: Den første for Gud er
den sidste for mennesker, og den sidste for Gud er den første for mennesker.
Men dette evangelium taler ikke kun om
de første og sidste i almindelighed, og om hvordan de høje i verden intet er for Gud, som hedningerne, der intet ved af
Gud. Det sigter til dem, som om sig selv mener, at de er de første eller sidste. Derfor rammer det meget fine folk, ja, det
forskrækker de allerstørste helgener. Derfor præsenterer Kristus det også for apostlene
selv. For her kan det godt ske, at én, som for verden er ussel, svag, foragtet,
ja som måske også lider noget for Guds skyld, så han slet ikke har skin af at være noget, dog hemmelig i sit hjerte kan være fuld af selvbehag, så han anser sig for at være den første for Gud, og netop derfor er den sidste. Derimod kan én være så
forsagt og bange, at han anser sig for at være den sidste for Gud, og er netop
derved den første, skønt han for verden har penge, ære og
gods.
Man ser også, hvordan de største helgener her har frygtet, og hvor mange der af den høje gejstlige stand her er faldet. David siger i Sl 131, 2: Herre,
mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte.” Og Sl 36, 12: ”Lad ikke de hovmodige træde på mig.” Hvor ofte straffer han ikke de sikre, frække og hovmodige, som i Sl 119, 21. Ligesådan siger Paulus i 2 Kor
12, 7: ”Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store
åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som
skulle slå mig.” Og hvilke fremragende mænd er ikke
faldet, sådan som vi hørte i epistelteksten? Alle disse er
uden tvivl kommet ind på det lede, hemmelige hovmod, så de er blevet sikre og
har tænkt: Vi er nu nær ved målet; der er
ingen grund til bekymring. Vi kender Gud og har gjort det og det. Og de har
ikke mærket, hvordan de har gjort sig selv til
de første for Gud. Se, hvad var Sauls fald? Hvordan lod han David falde?
Hvordan måtte Peter falde? Hvordan faldt nogle af Paulus' disciple?
Derfor er det også nødvendigt, at
man prædiker dette evangelium i vores tider for
dem, som nu kender evangeliet, som mig og mine lige. Vi kan lære og styre hele verden, og kunne derfor let komme på den tanke, at
vi er de første og har slugt Guds Ånd med hud og
hår. For hvoraf kommer det, at der nu opstår så mange sekter, hvoraf den ene
gør ét, den anden noget andet med evangeliet? Uden tvivl deraf, at ingen af dem
tænker på, at disse ord: De første er de sidste, gælder dem. Eller,
hvis de tænker, at det gælder dem, så er de
alligevel så sikre og frygtløse, at de anser sig for
at være de første. Derfor må det da gå dem efter disse ord, at de bliver de
sidste, så de går hen og indfører en sådan skammelig
lære og bespottelse mod Gud og hans ord.
Er det ikke gået sådan med paven? Da han
med sine ikke mente andet, end at han var Guds statholder og hans allernærmeste, og tillige indbildte verden det samme, så blev han netop
derved Djævelens statholder og den allerfjerneste fra Gud, så intet menneske
under solen har raset og stormet sådan mod Gud og hans ord. Dog har han ikke
set dette sit gruelige hovmod, for han har været sikker og
har ikke frygtet for denne dybe, skarpe, høje og ypperlige
dom: De første er de sidste. Denne rammer det allerdybeste i hjertet, den
åndelige selvindbildning, som også i fattigdom, vanære og ulykke anser sig for den første, ja da
allermest.
Så er nu summen af dette evangelium, at
ingen er så høj eller kan komme så højt, at han ikke må frygte for at blive den allernederste. Og atter,
ingen er så dybt faldet eller kan falde så dybt, at han jo endnu kan håbe at
blive den allerhøjeste. Og det skyldes, at al fortjeneste
her er ophævet, og alene Guds nåde prises, og det
står fast: De første skal blive de sidste, og de sidste de første. Når han
siger: De første skal blive de sidste, så
fratager han dig al indbildskhed og forbyder dig at ophøje dig, end ikke over en skøge, selv om du
var Abraham, David, Peter eller Paulus. Når han derimod siger: De sidste skal
blive de første, da vil han forebygge al
fortvivlelse og forbyder dig at anse dig selv for at være ringere end nogen
helgen, selv om du var Pilatus, Herodes, Sodoma og Gomorra.
For ligesom vi ikke har nogen grund til at ophøje os, sådan har vi heller ingen grund til at fortvivle; men middelvejen bliver ved dette evangelium bekræftet og stadfæstet, at man ikke ser
hen til lønnen, men til husbondens godhed, som er én og den samme over høje og lave, over de første og de sidste, over
hellige og syndere, så ingen kan rose sig deraf eller trøste og stole derpå mere end andre kan det; for han er ikke alene jødernes Gud, men også hedningernes, ja alles, hvordan de end er, og
hvad de så end kaldes.