Kristi
himmelfartsdag
Mark 16,
14-20
Mark 16, 14-20
v14 Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad
til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke
havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. v15 Så sagde han til
dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. v16 Den, der
tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. v17 Og
disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de
skal tale med nye tunger, v18 og de skal tage på slanger med deres hænder, og
drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne
på syge, så de bliver raske.«v19 Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han
taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. v20 Men de drog ud
og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de
tegn, som fulgte med.
Markus sammenfatter
i dette evangelium med få ord alt, hvad Kristus har gjort efter sin opstandelse
indtil 40 dage efter, da han opfor til Himlen. Kristus har altså ikke talt alt
dette på én gang eller i én og samme time. Derfor har nogle også næret tvivl
ved dette kapitel, om det nemlig forholdt sig helt rigtigt med det, fordi det
ikke synes at stemme overens med de andre og lyder, som om begge disse ting
skete samme gang, nemlig, at Herren straffer disciplene for deres vantro, og at
han giver dem befaling om, hvad de skal prædike. De andre evangelister
fortæller mellem disse ting meget mere, hvordan han åbenbarede sig for alle
disciplene ikke én gang, men ofte, og i de 40 dage spiste og drak med dem, så
de ikke længere kunne drage hans opstandelse i tvivl. Derfor må man efter de
andre evangelister dele og adskille disse to stykker, som er sammenfattet kort
her. For det, at han straffede disciplene, skete ikke længe efter hans
opstandelse, nemlig fra første påskedag til den ottende, da alle havde set ham,
og han havde befalet dem at møde ham på et bjerg, hvor han ville fare op til Himlen
og hvor han tog afsked med dem.
Derved at han nu straffer disciplene for
deres vantro og hjerters hårdhed, tillægges dem en ikke ringe svaghed, da de
ikke alene har været vantro, men også stivsindet og hårdnakket, så de endog
havde sat sig imod og bestridt det, som de havde hørt og andre set, nemlig at Herren
var opstanden. Men tillige viser sig også her Kristi store tålmodighed eller
sagtmodighed imod sådanne, som ikke alene har været vantro, men også stivsindet
og ikke har villet tro. Han forskyder eller foragter dem ikke for denne sags
skyld, men har tålmodighed med dem og gør dem oven i købet til prædikanter om
det, som de hidtil selv ikke har troet, for at deres vidnesbyrd just derved
skulle blive desto kraftigere. For de skulle også selv erfare det, og det måtte
også gå dem sådan, at de kom til at prædike ikke alene for uvidende og vantro,
men også for hårde hjerter og forfølgere. De skulle også af egen erfaring lære
at have tålmodighed med andre, som også ville blive hårde. Dog ikke med dem,
som med frækhed og af lutter ondskab raser mod den åbenbare sandhed.
Falske
Messias-forventninger
De kære
disciple havde imidlertid en anden større årsag til deres hårdhed, end andre
kunne have. For dette folk var fremstået sådan og havde et sådant styre, at enhver
mente, at det alene kunne være Jerusalem, som skulle kaldes Guds og Kristi rige.
Det havde de mange vidnesbyrd og udsagn om af profeterne. Hos dem findes der mange
ord om, at Kristus skulle regere evigt i Jerusalem, i Davids hus og på hans trone.
Det har hedningerne slet ikke haft noget løfte om.
Derfor ser det også for jødernes øjne
ganske latterligt ud, ja utroligt og forargeligt, at Herren så ganske forbigår
Jerusalem, præsteskabet og alt, som var ved styret, og ikke skænker det nogen
opmærksomhed eller hyldning. I stedet udsender han disse enkelte ringe
disciple, som slet ingen anseelse eller navn havde, i hele verden for at
prædike. Dermed ville han udføre den herlige profeti, som næsten var udtalt af
alle profeters mund, at det store budskab skulle udgå fra Jerusalem og, som Sl
68, 12 siger, en stor skare med glædesbud. Dette måtte jo også opfyldes og
blive sandt, sådan som han også selv ved sin afsked befaler sine disciple, at
de ikke måtte forlade Jerusalem, men vente, indtil de bliver iførte kraft fra
det høje, ApG 1, 4; Luk 24, 49. Og påskedag sagde han til dem: og han sagde til
dem: ”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den
tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes
forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem.” (Luk 24, 46-47.
Derfor tænkte nu enhver: Når den tid
kommer, at Kristus vil lade sit budskab udgå for at lægge verden under sit
rige, så vil han visselig tage de store folk, ypperstepræsterne, de øverste og ledelsen
i Jerusalem med på råd og uden dem intet foretage. Dette er jo det af Moses
stiftede styre, hvorved dette folk må regeres. Men nu går han hen og lader alt,
hvad der er ordentligt styre, fare, som om han ikke anså dem værdige til at
blive spurgt til råds. Han sammenkalder fremmede folk, en flok tiggere, som han
bringer til Jerusalem og befaler at udrette så store ting. Det forargede jøderne
og forekom også apostlene underligt og utroligt, at han skulle gå så småt frem,
uden al anseelse, ja uden hele det jødiske styres råd, vidende og medvirken.
På den anden side kunne de også se i Skriften
(når de havde villet se det), at Kristus ikke skulle fødes af præstestanden,
men af Juda stamme. De gejstlige herrer i Jerusalem kunne derfor ikke vente andet.
Dernæst havde Skriften heller ikke navngivet nogen borger, hverken i Jerusalem
eller Betlehem, af hvem Kristus skulle fremstå. Derfor skulle de givet Gud æren
og tænkt som så: Vi skal ikke vente ham af vor eller nogen anden stamme, uden
alene af Juda, af Davids stamme. Det vidste de også godt og grundede deres
slægtsregistre og beregninger på det. Derfor læser man også, at den blinde ved
vejen i Luk 18, 38. og den hedenske kvinde Matt 15, 22 råbte til ham: ”Jesus,
Davids søn, forbarm dig over mig!” Hvoraf vidste nu denne fattige tigger og denne
fremmede kvinde, at han var Davids søn, uden alene af, at det var kendt i det
ganske folk, at Kristus skulle fødes af Davids stamme og af ingen anden?
Skønt han nu ikke var i Jerusalem, i den
regerende stamme, vidste de dog, at han var af Davids stamme, opvokset i
Nazaret. Derfor skulle de have modtaget ham, især da de hørte og så hans lære
og undergerninger. Alle måtte bekende, at ingen kunne prædike sådan eller gøre
sådanne gerninger som ham. Tilmed vidste de også, at det nu var tiden, som profeterne
havde peget på. Desuden havde profeten Zakarias sagt med klare ord, at han
skulle være fattig, det vil sige, være en af det fattige, ringe folk, uden stor
magt, pragt, rigdom og ære. Men fordi de foragtede alt dette og ikke ville høre
eller kende ham, så fører han sin gerning videre og videre, opfylder Skriften,
samler sin lille flok og opretter ved dem sit rige, uden at hverken præster
eller råd i Jerusalem erfarer noget derom. Imens lader han dem gabe i vejret og
tænke: Når han kommer og vil begynde sit rige, vil han uden tvivl især oprette
det gennem os. Men det gør han ikke, og begynder det dog i Jerusalem og befaler
sine disciple at forblive der indtil Helligåndens sendelse, der skulle begynde dette
i dem. Man kunne altså tage og føle på, at alt var gået til og opfyldt sådan,
som profeterne havde sagt.
Imidlertid er også apostlene her selv
svage og langsomme til at tro dette, fordi de ikke så ham fremtræde på den
måde, som de og hele det jødefolk havde tænkt og håbet. Hvis han var Kristus
(og det anså apostlene ham jo for), ville han også lade sig se i Jerusalem for
alt folket og begynde, ordne, iværksætte og bekræfte sit styre, så alt folket
ville hænge ved ham. Hele verden skulle synge og tale om denne konges store
magt og herlighed, hvorved også de selv ville blive ærede, rige og frelst. Men
nu handler han så aldeles stik modsat, lader sig behandle som forbryder og dør
på korset og da han skal være opstået igen, viser han sig kun for nogle få og
enkelte. Derfor kunne de ikke tro, at så store ting skal blive udført ved dem,
som dem, de havde hørt om gennem Skriften og af ham selv.
Derfor må han have tålmodighed med dem for
denne deres hårdheds skyld. Han straffer dog og retter på deres uforstand. Og
da de nu er samlet og han vil tage afsked med dem, begynder han at sige dem,
hvordan hans rige vil fremtræde, og at han ved dem vil udrette dette. Ikke ved
de herrers hjælp, råd og medvirken, som var i Jerusalem. Heller ikke ved nogen
verdslig eller ydre vold og magt, men alene ved prædikeembedets budskab og befaling,
som han nu pålægger dem, idet han siger:
v 15-16 Gå ud i
alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver
døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.
Det er
majestætiske ord fra den, der med rette kaldes en majestæt. Disse fattige tiggere
befaler han at gå ud og forkynde denne ny prædiken, ikke i én by eller i ét
land, men i hele verden, i alle fyrstedømmer og kongeriger. De skal frit og
trøstigt oplade deres røst for hele skabningen, så at alt, hvad der hedder
menneske, må høre denne prædiken. Det er dog sandelig at strække hånden langt
ud og gribe om sig, ja ret at læsse dygtig på sig. Det er en så stærk og vældig
befaling, at mage til bud aldrig er
udgået i verden. For enhver konges eller kejsers, fyrstes eller herres bud
går ikke videre end til hans land, folk og undersåtter, ligesom en familiefars
til hans husstand. Men denne befaling strækker sig til alle konger, fyrster,
lande og folk, store og små, unge og gamle, lærde, vise og hellige. Med dette
ene ord underlægger han sig alt herredømme, al magt, al visdom, hellighed,
højhed og styre, som findes på jorden. Ham, hvem alle ting skal være
underlagte. Hvad skal hele verden nu tænke og sige hertil andet end dette: Hvordan
understår denne mand sig ganske alene, med sine elleve fattige tiggere at
tiltage sig magt over Moses og alle profeter, ja over alle mennesker? Moses
selv blev ikke sendt andet end til Farao og hans folk. Hvad er dette ene
menneske, imod hele verden, mere eller bedre end en bondedreng i en landsby?
Kongelig befaling
Nu kan det
ikke være en almindelig herre, som tiltager sig sådan magt og sender bud ikke
til en eller flere herrer eller konger, men til alle i den vide verden, og det
på sådan måde, som havde han fuldmagt og herredømme over dem, som over sine
undersåtter, og giver sine disciple sådan befaling, at de ikke skal undse eller
forfærde sig for nogen, han være så stor og vældig, han være vil. De skal gå deres
gang frit frem, stedse videre og videre, så vid som verden er, og prædike, som
skulle man måtte høre dem og ingen kunne lægge dem hindring i vejen. Sådan er
det også sket og gået til, begyndende fra Jerusalem, ud over hele verdens kreds.
Det har dog ingen anden magt gjort eller formået, for der har endnu aldrig
været nogen kejser, som har kunnet bringe halvdelen af verden under sig. Hvoraf
kommer det da, at fra
Jerusalem af indtil det yderste verdens hjørne véd enhver om denne konge,
Kristus, at sige? Han har endog udrettet dette uden sværdslag og hærmagt, alene
ved de fattige tiggere, som han udsender gennem så mange kongeriger og
fyrstendømmer, der modstår dem med sværd, våben, ild og vand og alle evner. Hvis
det skulle beroet på apostlenes kraft, var de sikkert ikke kommet uden for
døren. Vi ser jo, at de frygtede for jøderne, krøb i skjul og holdt sig inde
bag lukkede døre; men der de havde fået befalingen, træde de frem, ikke alene
iblandt deres eget folk, men i alle kongeriger, gennem alle herredømmer, trods hele
verdens vold og magt, ja Djævelens oven i købet. Hvorfra får de nu både dette mod og denne kraft? Den har ingen
persisk konge, ingen romersk, muslimsk eller tatarisk kejser skænket dem, men
den Herre alene, som i dag opfor til Himlen og befalede dem, at de skulle gå ud
og prædike for hele skabningen. Og det er lykkes for dem og vil fremdeles
lykkes indtil verdens ende. Han kan altså ikke være en almindelig herre, men er
den, hvem al magt er givet i Himlen og på jorden, sådan som han selv siger i Matt
28, 18, så både engle og mennesker, samt alle skabninger må være ham underkastede.
Som også Gud selv siger til ham i Sl 2, 8: ”På din bøn giver jeg dig folkene
som ejendom og den vide jord som arvelod.” Det er grunden til, at også vi kender
ham og tror på ham, for hvem skulle vel ellers få verden til, at man alle vegne
tror på denne jøde?
Derfor er det virkelig særdeles vældige
ord i denne befaling. Her viser han selv, at han er mere end alle kejsere,
konger og herrer. Han er den, der i egen person underlægger sig hele skabningen,
og hvis befaling ikke går ud på blot at bringe alle mennesker hans hilsen eller
bede om noget af en eller anden herre på jorden, men som med fuld myndighed
udsender en befaling til dem alle. Den skal de modtage og lade gælde. Heraf
følger da, at denne befalende herre er mere og større end nogen engel, for de
er nok mægtige, vældige herrer, men bliver udsendte af Gud for at udrette hans
befalinger, dog ikke til hele verden. Ligesom Moses har ført sit folk ud ved en
engel. Denne herre derimod giver selv befaling, og det en, der udgår til hele
verden, ja til alle skabninger, som hørte det ham til alt sammen. Dette er
ingen givet uden denne søn, født af jomfruen. Derfor må han være den eneste
herre over alle ting, engle og mennesker, det vil sige, den eneste Gud og alle
skabningers ophav.
Denne befaling lyder nu sådan: ”Gå ud i
alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.” Hermed skuer han vidt
omkring sig; for han vil ikke have sin prædiken puttet væk i et hjørne, eller
lagt i skjul. Heller ikke at nogen farer hemmeligt frem med den og i smug. Han
vil have den frit og åbent forkyndt, så også den kære sol på Himlen, ja alle
træer og sten må høre den, hvis de havde ører. Og det er da også sket, skønt
verden i så mange hundrede år har sat sig imod det. Den har trængt sig frem, så
der aldrig i verden har været sådan kraft og magt, der er gået så vidt omkring
og har strakt sit herredømme så langt. Derfor
må der da også være en stor, guddommelig magt i denne prædiken. Den kan
ikke have at gøre med ringe, letfærdige eller syndige sager, som ellers i
verden går mest i svang (såsom røveri, tyveri, løgn, bedrag, mord, ondskab,
uretfærdig vold og tyranni), men med idel himmelske og guddommelige ting. Det er
også et tegn på, at den ikke blot er noget menneskeligt værk, men Guds eget,
hvor både ord og gerning stemme overens og åbenlyst vidner sådant for alle
skabninger under hele Himlen, til vands og til lands.
Dernæst udsender han dem, ikke for at
vække noget oprør, eller for at gøre indgreb i kongernes, fyrsternes og den
verdslige øvrigheds styre, men lægger dem alene dette ord og denne befaling i
munden, at udrette hans magt ved deres tunger eller prædikeembede. Dette embede
skal altså ikke tale om verdslig orden, herredømme eller rigdom. Heller ikke om
det jødiske folks, lovens, gudstjenestens og præsteskabets herlighed, som efter
jødernes forventning skulle udbredes i hele verden. Det skal være en sådan
prædiken, som lærer om de høje ting, hvordan man skal bestå for Gud, blive
forløst fra synd, død og alt ondt og blive frelst. Det vil sige, hvordan man
skal få evig retfærdighed, liv og herlighed.
Dette er nu en ny prædiken, som verden slet
intet ved om, og som er såre vidt forskellig fra al anden prædiken og lære. Ja,
han sætter den over alt, som man kan lære på jorden, så de alle må vige for den
og indrømme den alene kraft til at frelse.
For når han siger: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen,”
så vil han ikke have nogen udelukket. Han viser hermed, at hele verden endnu
intet véd eller ejer af denne lære og med al sin visdom og kunst, hvor lærd og
hellig den end vil være, dog her er blind. Ja, selv hans jøder, skønt de har Moses
og megen gudstjeneste, ejer dog ikke dette lys og erkendelse af deres frelse
eller frelse, sådan som Zakarias siger i sin lovsang i Luk 2, 32. For havde de
selv vidst det før eller af deres eget hoved havde kunnet optænke det, så havde
det ikke været nødvendigt at prædike for dem, og han havde ikke behøvet selv at
komme ned fra Himlen og at udsende sine prædikanter i hele verden. Derfor er
hermed hele verden sat i skole, for at den skal høre og lære dette og må
bekende, at den intet har vidst om dette. Det kan den vel vide og lære, hvordan
man skal bygge, styre hus, regere land og folk, og hvordan man i det ydre skal
være from, leve disciplineret og ærbart. Men om disse ting, som angår Guds
rige, og hvordan man skal blive fri fra synd og død, derom véd den intet. Her bliver
al lære udelukket og fraskilt, også Moses og De Ti Bud, og den befaling bliver givet,
at apostlene skal gå hen og lære alle mennesker, hvad de ikke vidste, og sige
dem, at de ifølge Guds befaling må høre og modtage denne prædiken, hvis de
ellers ville blive frelst.
Hvad nu denne prædiken hedder og hvad den
lærer, viser Kristus også tydeligt. For det første giver han den det skønne
navn ”at prædike evangeliet”. Han har uden tvivl med velberådet hu kaldet den
med dette specielle nye navn, til forskel fra al anden prædiken og lære, for at
den skal fremtræde som noget andet end Moselov, og hvad man lærer om
menneskelige handlinger og gerninger, så den med dette nyt navn skal trænge
desto bedre ind og blive bevaret bedre.
For ordet ”evangelium” betegner intet
andet end et nyt, godt og glædeligt budskab eller lære og prædiken, der
forkynder noget, som man hjertelig gerne hører. Det må ikke være en lov eller et
bud, som kræver noget af os og driver på os, og truer os med straf og
fordømmelse, hvis vi ikke gør det. Det hører ingen gerne og selv om man længe
og meget både lærer det og gør derefter, så godt man formår, så følger der dog
ingen trøst eller glæde efter. Vi kan nemlig aldrig stille loven tilfreds, så
den ophører at drive på og anklage os. Hvis vi skulle blive hjulpet, måtte Gud
derfor sende en anden prædiken ved sin søn, hvor vi kunne få trøst og fred. Men
hvad evangeliet er og om forskellen mellem lov og evangelium, er der ofte
tidligere og tilstrækkeligt talt. Dog vil vi her se, hvordan Kristus selv
definerer eller forklarer, hvad evangeliet lærer, når han siger:
v16 Den, der tror og
bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.
Det er bestemt
en kærlig, venlig, trøsterig prædiken og hedder med rette et evangelium. Her hører du med ordene ”skal frelses”, Himlen
lukket op, Helvede lukket i, loven og Guds dom ophævet, synd og død begravet,
og liv og frelse lagt hele verden i skødet, når den blot vil tro det. O,
den der dog ret kunne lære disse to ord: at tro og at blive frelst. Det er nok
korte ord og få bogstaver, men dog en prædiken så vældig, at verden ikke kan
begribe, at denne nåde og uudsigelig skat
bliver skænket os ved denne prædiken, helt og aldeles uden vor fortjeneste.
Vi har ikke bidraget med noget. Ja, vi har end ikke vidst noget om det. Hvis verden
kunne tro det, tænker jeg, at den af bare kærlighed ville spise evangeliets
prædikanter og især apostlene. Man ville løbe til dem i store flokke, med al
glæde kysse deres fødder, bære dem på hænder og love og takke Gud for, at man
havde oplevet at høre en kristen.
Velan, det bliver ganske vist lært og
drevet på, navnlig i denne tid, men det forbliver nok også nu ved det, som her
er sagt, at Kristus har måttet straffe også sine disciples vantro og hjertets
hårdhed. For vantroen er stærk i os og vore hjerter for snævre og for svage til
at fatte de høje og kostelige ord. Selv om vi gerne vil blive frelst, går vi
altid efter vore sanser og følelser af,
hvordan synden plager os, Guds vrede ængster og forskrækker os, og søger og
tragter efter, hvordan vi kan hjælpe os selv ved vore egne gerninger og hos os selv finde noget, som vi kan bestå med
for Gud.
Derfor må vi også stadigt lære, prædike og
drive på dette, fordi det ikke kan tilegnes på én gang. Dag for dag, ja år for
år kan det dog blive mere og mere fattet, så langt, som man kan bringe det her
på jorden. For disse to ting må forenes, sådan som Kristus knytter dem sammen,
når han siger: ”Den, der tror, skal frelses.” Hvad angår den ene ting, nemlig
frelsen, er der ganske vist ingen mangler og fejl. Den er givet og skænket os helt
i ordet og evangeliet, som er Guds urokkelige sandhed. På vores tro mangler der
derimod stadig meget, så vi ikke kan gribe og fastholde dette godt nok. Som jeg
allerede har sagt, er denne nåde og skat nemlig så overvældende stor, at det
menneskelige hjerte må protestere og næsten forskrækkes for det, når det rigtig
betænker, at den høje, evige majestæt lukker sin Himmel op på vid gab og lader denne
nåde og barmhjertighed skinne over al min og verdens synd og jammer. Og at denne herlig skat alene skænkes os ved og
med Ordet.
Så
står da dette ord fast og omfatter, både hvad evangeliet er, nemlig en prædiken
om troen på Kristus, og hvad dets kraft skal være, nemlig at enhver, der tror,
skal frelses. Jøderne har vel indtil denne dag ventet på, at deres Messias
skal komme og genoprette byen Jerusalem med templet og opretholde Moseloven, så
den bliver antaget af hele verden. Men hvad sker? Just på det sted, hvor og på
den tid, da gudstjenesten var på det herligste, og loven strengest blev
overholdt af de bedste, ædleste og viseste og lærdeste folk, da kommer Guds søn
selv til og afsiger denne dom. Desuden befaler han også sine disciple at
prædike sådan gennem hele jødedommen og hele verden: Ikke det at holde på
templet eller det levitiske præstedømme, ikke det at iagttage omskærelsen eller
loven og dens gudstjeneste frelser (selv om dette var påbudt dette folk af Gud);
men: Den, der tror, skal frelses, han kaldes jøde eller hedning. Her er alle
lige, og ingen har nogen fordel frem for den anden, Rom 3, 22, fordi dette ord
skal prædikes for hele skabningen.
Dette er jo at gøre et grimt skår i
jødedommen og at gribe sådan ind, som om han alene var herre, hvem alt må være
underlagt. Dette havde hverken Moses eller nogen profet turdet gøre, for de
måtte alle lade sig omskære og holde loven under sjæls og legemes forlis. Og
denne Jesus tør med sådan vælde gøre indgreb og så aldeles tilsidesætte loven,
som om han slet ikke bryd sig om den og intet vil vide af den. Han giver kort
og tørt den befaling: Hvor I end kommer hen og prædiker, må I ikke sige til verden,
at den skal komme hid til Jerusalem og holde Moseloven, men I skal sige sådan
til dem alle: Vil de blive frelst, og det stræber enhver jo efter og navnlig jøderne
på denne tid, så må de tro denne jeres prædiken om mig og på den lade sig døbe.
Denne prædiken skal I begynde blandt mit folk, som med lov og gudstjeneste vil
frelses. Drag så videre gennem hele det romerske rige og til alle verdens hjørner,
til dem, der dyrker deres afguderi. Straf og fordøm det alt sammen og sig til
dem: Dette er den befaling, som jeg, Himlens og jordens Herre, giver, at de skal
tro på mig. Dette er min prædiken, som skal gå gennem hele verden, uhindret og
uhæmmet, uanset om jøderne ikke vil tro den og for dens skyld sætte jer i band
og overgive jer Djævelen, og hedningerne desuden vil forsøge at dæmpe den med
vold og magt.
Guds absolutte frelsesvilje
Dette er nu
også en trøsterig prædiken for os, for også vi er tænkt på i disse Kristi ord,
når han siger: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.” Heri
er indbefattet og indesluttet alle dem, som hører denne prædiken, hvem, de end
er, og hvor stort eller lille deres tal end er. For hele verden betyder jo ikke et stykke eller to af den, men alt,
hvad der hedder menneske, hvor som helst de bor. Derfor har evangeliet også
måttet løbe så vidt omkring og løber endnu stedse. Selv om det ikke altid
forbliver på et sted, må det komme alle vegne og lyde alle steder og i alle hjørner
af verden. Og ligesom det er en altomspændende
befaling at prædike evangeliet overalt og for alle mennesker, sådan er det også
et altomfattende Guds bud og befaling, at alle skal tro dette ord.
Denne Kristi befaling var også højst
nødvendig på grund af jødernes hovmodige praleri, som ville overdøve hele
verden med den og pukkede på, at de alene kaldes Guds folk. Det var alene til
dem, fædrene og profeterne var givet, og af hvis afkom Kristus var lovet at
skulle komme. Dette praleri måtte Kristus fjerne og udrydde, ellers havde de
stoppet munden på os hedninger og prentet fast i os, at vi alle til hobe må
blive jøder og antage omskærelsen, hvis vi ikke herimod havde denne klare
befaling, som Kristus byder at forkynde for hele skabningen. Derfor siger han
sådan: Den, der tror, hører til Guds folk og er frelst, hvad enten han kaldes jøde
eller hedning, græker eller barbar, præst eller lægmand, mand eller kvinde. Skønt
vi ikke har den ydre ros og fortrin, som de havde, at Gud havde æret og begavet
dem med store mænd og undere og givet dem Skriften og løfterne frem for alle
andre.
Sådan er det nu alt sammen udjævnet og
bragt på samme linie, så ingen i noget kan rose sig for Gud frem for den anden.
Han vil slet ikke have nogen foragtet, dadlet eller forskudt. Det hedder: For
HELE skabningen skal I prædike og forkynde dette. Så er da den største,
vældigste, ædleste, lærdeste, helligste ikke bedre end den ringeste, enfoldigste
og mest foragtede på jorden. Alt er smeltet sammen i én klump. Her bliver ingen
foretrukket og udskilt til skade eller gunst, til ære og fortrin. Det beror alt
sammen på dette: ”Den, der tror”, de være nu hvem og af hvad slags folk,
nation, stand, væsen og så ulige i verden, som de være vil. For der må jo være
ulighed og forskel med hensyn til det ydre liv på jorden, sådan som nu
skabningerne engang er og kaldes. Enhver er noget for sig, og enhver anderledes
end den anden. Solen er ikke måne, kvinden er ikke mand, Herren er ikke tjener.
Når det gælder det ydre og legemligt styre,
må prædikenen derfor også være forskellig, ligesom ethvert land og folk på
jorden har sin særlige lov, ret og sine særlige skikke. Enhver stand og embede må
pålægges og undervises om den gerning, det har at udføre. Men selv om alt dette
går for sig i den skønneste orden, hele jødedommen med dens gudstjeneste, det
verdslige styre med dets stillinger, i tugt og lydighed mod det, som er enhver
befalet, så kan man dog ikke sige: Den, der gør dette eller hint, skal frelses.
Derfor bliver i dette Kristi rige alt rørt sammen og samlet til én kage, nævnt
med ét navn og indbefattet i ét stykke. Ikke den eller den, der lever på den
ene eller anden måde, gør det eller det, men den, der tror, bliver frelst. Her
har du det alt sammen. Du være nu jøde eller hedning, herre eller tjener, enlig
eller ægtemand, munk eller lægmand, hvis du tror, så er du, siger Kristus, i
mit rige, et frelst menneske forløst fra synd og død.
Sådan skiller nu den Herres Kristi styre
sig ved denne prædiken tydeligt fra alt andet styre i denne verden. Dér må man
lære sådan: Den, som holder disse love og bud, ikke røver, ikke stjæler, ikke
slår ihjel, han skal ikke blive straffet, men rost, æret og beskyttet som et
lydigt medlem af samfundet. Dér ville det ikke gælde og passe sig, hvis man
ville sige sådan: Den, der tror, skal i dette rige få ære og gods, for her
læres alene om det, som man kan se, og om det, som dette jordiske liv består i.
Men dermed at du er from for verden og lever smukt, er du endnu ikke i Guds
rige. Dertil fordres endnu noget højere, som hedder at tro på Kristus, som er
opfaren til Himlen og sidder hos Guds højre hånd. For dette verdslige rige på
jorden véd og forstår slet intet om troens åndelige ting og må derfor også lade
være med at blande sig. Skønt den blinde verden alligevel drister sig til at mestre,
hvad den ikke forstår og heller ikke kan overkomme.
På den anden side har Kristi rige heller
ikke noget at gøre med disse ydre ting, men lader dette væsen blive uforandret
i sin orden, som det er og går for sig. For Kristus befaler, at de skal prædike
evangeliet for hele skabningen. Skabningen er og findes der allerede, før
evangeliet kommer, det vil sige, alle verdslige sager og anordninger, som af
mennesket med fornuften og den af Gud indplantede naturlige visdom er bragt i stand.
Det er det, Peter kalder ”enhver menneskelig ordning”, 1 Pet 2, 13, men dog
også i Rom 13, 2 kaldes Guds ordning. Deri vil Kristus ikke forandre eller gøre
noget nyt, men lader dem blive, hvad de er og hedder. Han lader alene verden
forkynde om dette sit evige rige, hvordan man kommer ind i det og bliver fri
for synden og den evige død, samt at alle uden forskel i dette rige skal være
ham underkastet og erkende ham for deres herre ved troen.
Hvad er tro
Disse ord:
DEN, DER TROR, må vi nu også se på og forstå nøje, så vi ikke lader dem
forvrænges ved falske udlægninger og tilføjelser, som papisterne fordunkler og ødelægger
disse herlige og vældige ord med. De hælder deres gift i og siger, at man med
ordet ”tro” også må forstå de gode gerninger, så det altså skulle lyde sådan: Den,
der tror og gør gode gerninger, skal frelses. Det er nu de højlærde mestre, som
vil sætte Kristus i skole, styre hans tunge og lære ham, hvad han skal sige. I
deres blindhed udspyr de, hvad de vil, og véd dog ikke i disse høje ting, hvad
de taler om. Men vi skal vise Kristus den
ære, at vi holder hans ord purt og rent, da han godt selv har vidst, hvad
han ville sige og hvad han ville have forkyndt om disse ting, som han byder dem
at prædike i hele verden.
Han har omhyggeligt talt så ligetil og
klart: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses”, for derved at udelukke
både jødernes og hele verdens falske indbildning og tillid til egne gerninger,
og henfører det alt sammen til troen og dåben, det vil sige, ikke til vores,
men til sin egen gerning. For modsat dette vil både jøderne og hele verden
holde fast på deres berømmelse af og trodsen på deres egen hellighed og ikke
tillade, at det dadles eller forkastes. Jøderne roste sig af, at de havde
omskærelsen og loven og holdt mange slags gudstjenester. Det mente de, bestemt
også måtte gælde noget til frelse, og kunne derfor ikke acceptere, at de blev sammenlignet
med hedningerne, som ikke havde nogen af disse ting, så også disse skulle kunne
kaldes Guds folk og blive frelst, uden at de antog disse ting og blev jøder.
Ligesom jo også de falske apostle og mange af dem, som var blevet kristne, kæmpede
mod denne artikel og modsagde apostlenes lære.
Ja, hvad har ikke hedningerne selv gjort,
som dog ikke havde Guds ord og heller ikke den rette erkendelse? De ville
alligevel ikke høre og modtage evangeliet, og det netop af den grund, at de
ikke ville have deres afguderi straffet, men mente, at de også tjente den sande
Gud med deres ofre og gudstjeneste, og ville ikke høre på, at alt dette skulle
være fordømt.
Sådan gør endnu og til alle tider de, der omgås
med gerninger og lærer folk, at de derved bliver frelst. De kan ikke tåle, at
man straffer deres liv og virken som noget, der ikke kan gælde eller være
fortjenstligt til frelse. Derfor kan de heller ikke holde sådan lære for at
være ret, når Kristus her siger: Den, der tror, skal frelses. Og selv om de
endda antager evangeliet og vil være kristne, sådan som vore papister, så lader de dog ikke denne lære være ren,
men tilføjer deres tilsætninger og forklaringer. De siger, at man må forstå det
sådan: Den, der tror og dertil gør gode gerninger, skal frelses. Det vil altså
sige så meget som, at man ikke ved troen alene, men også ved gode gerninger opnår
frelsen. Ligesom også de falske apostle og deres disciple blandt jøderne
indførte sådant tillæg til denne lære og foregav, at det ikke var nok med troen
alene, men man måtte også holde Moseloven. De sagde: Hvis I ikke lader jer
omskære, kan I ikke blive frelst. Derved skabte de forvirring hos de sande
disciple og kristne, så de rette apostle i Jerusalem måtte gendrive denne
vildfarelse med en klar udtalelse, (ApG 15)
Her siger du måske: Ja, men du lærer dog
selv, at en kristen må gøre gode gerninger, for de er jo befalet af Gud og han
vil have sin lov overholdt. Som Kristus selv siger i Matt 19, 17: ”Vil du gå
ind til livet, så hold budene!” Derfor kan troen alene ikke gøre retfærdig og frelse,
og dette ord må altså forstås sådan, at man ikke udelukker gerningerne, men at
Kristus her fordrer, at man ved siden af og over de gode gerninger også lærer
om troen, som jøderne og hedningerne ikke havde. For det bekender også vore papister, at gerningerne hos dem, som ikke
har troen, ikke er tilstrækkelige, men at både tro og gerninger må være til stede.
De taler heller ikke om gerninger efter Moseloven, omskærelsen og den jødiske
gudstjeneste, som nu er ophørt, men om de gerninger, som befales i De Ti Bud, som
lærer en lydighed, som alle mennesker er Gud skyldige.
Som bevis på, at dette ord må forstås
sådan, anfører de ordene i Matt 28, 19-20, hvor Kristus siger: ”Gå hen og gør
alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og
Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet
jer.” Disse ord, sige de, hører også til den befaling, som Kristus her giver apostlene.
Derfor må man tage hele teksten sammen, så den altså indbefatter ikke alene
troen, men også gerningerne.
Svar: Dette er, som jeg har sagt, blot tom
snak og falsk, fordrejet udlægning af de blinde fornuftvise, der intet forstår
af disse evangeliets høje ting og lære. De véd heller ikke, hvad de siger,
hverken om troen eller om gode gerninger, eller hvordan man skal skelne mellem disse ting i læren. For vi bekender
også og har bestandig lært, både mere eftertrykkeligt og bedre end de, at man
skal lære og gøre gode gerninger, og at disse må følge på troen. Hvor de ikke
følger, er troen ingen retskaffen tro.
Derfor udelukker denne lære om troen ikke
de gode gerninger, som om de ikke behøvedes eller skulle være til stede. Spørgsmålet
er ikke her, om man skal gøre gode gerninger eller ikke, men her må man i læren
skelne mellem, hvad hver enkelt af begge disse stykker udretter og formår. De
skal begge holdes inden for de rammer, hvor de hører hjemme, så at man ret kan
lære at forstå begge dele, både hvad troen modtager og udretter, og hvorfor og
hvortil gode geringer er nødvendige. Denne forskel lærer evangeliets prædiken,
ligesom også apostlene overalt, så det ikke er andet end blindhed eller også
bevidst ondskab, når de fornuftskloge, lig urene svin roder alt sammen uden
nogen forskel, og blander ordene sådan med hinanden, at man ikke kan forstå
nogen af dem ret.
Troen og de gode
gerninger
Derfor siger
vi nu, at man skal anse begge disse tekster, som står her og hos Matthæus, ret
og beholde begge sådan, som de står og lyder, men hver i sin orden. For det er
sandt og ret, at man skal lære mennesker alt, hvad Kristus har befalet og
forordnet, hver gang man lærer om det, som vi skal gøre. Man skal dog gøre det
sådan, at man ikke udelader eller glemmer det andet stykke, som her er talt om
troen, men ordner det sådan, som han selv sætter og ordner det. For i den samme
tekst hos Matthæus står der, at han først giver apostlene befaling om at gå hen
og lære alle folk og døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det vil
sige, at de skal forkynde dem evangeliets lære, hvordan de skal blive frelst (som
hverken jøderne eller hedningerne vidste noget om) og derpå døbe dem og således
gøre dem til kristne. Dette er det første
og fornemste, hvormed også disse ord stemme: Den, der tror og bliver døbt,
skal frelses. Derpå kommer det andet stykke, som skal følge på
læren om troen, nemlig hvad de, som således tror og er døbt, skal gøre. Disse,
siger han, skal I lære at holde alt det, som jeg har befalet jer, så det går
efter mit ord og ikke efter den jødiske lov og ceremonier eller efter
menneskebud i selvvalgte gerninger eller gudsdyrkelser.
Derfor
skal man holde disse to stykker adskilt fra hinanden og ikke blande dem sammen.
Læren om troen og vor dåb går foran som hovedstykket og grunden til vor frelse.
Derpå følger det andet. Sådan bliver hver del lært og opretholdt inden for sine
egne rammer. For der er, som jeg ofte har sagt, og som i sig selv er klart, en
stor forskel mellem disse to, nemlig læren om det, som vi gør og som kaldes vor
gerning, og om det, som Kristus har gjort og som vi modtager af ham. Og dette
sidste bør anses og ophøjes langt højere end det andet.
Nu er det åbenbart, at Kristus i disse
ord, ikke foreholder os vor gerning eller en lovlære, men sin gerning og gave,
som vi ikke kan modtage uden ved troen. Det er den skat, hvorved vi blive frelst,
ikke erhvervet eller fortjent af os, men skænket os af ham. Vi kan jo ikke sige
og rose os af, at Kristus, på hvem vi tro, eller dåben, som vi modtager til
ham, er vor gerning eller er erhvervet til os af noget menneske.
For at vise dette fremsætter han også dette
ord så rent og klart: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses. Som ville han
hermed sige: Når man spørger om og vil vide, hvordan man bliver frelst, da skal
dette være hovedstykket og hovedlæren,
at man må tro og blive døbt. Her drøftes ikke, om man skal gøre gode gerninger,
for det er der slet ingen spørgsmål om. Her handles om en større sag, nemlig ikke
om, hvad vi gør, men om, hvor vi skal søge og i sandhed kan erhverve det,
hvorved vi bliver frelst fra synd og død og opnår evigt liv og frelse. Her
forklarer og udlægger Kristus egentlig, hvad der skal være evangeliets
hovedlærdom, og sætter det alene i troen og dåben og slutter, at vi er frelst derfor og derved, at vi har
Kristus ved troen og dåben
For AT TRO betegner egentlig at holde for sandt og af hele hjertet
forlade sig på det, som evangeliet og hele Trosbekendelsen forkynder om
Kristus: At han er sendt og givet os af Gud, og at han derfor har lidt, er død,
opstanden og faret til Himmels, for at vi for hans skyld skal få syndernes
forladelse og det evige liv af Gud. Og for at troen desto stærkere skal gribe
og fastholde dette, giver han os dåben,
for med dette synlige tegn at bevidne,
at Gud antager os og virkelig skænker
os det, som ved evangeliet bliver forkyndt og rakt os.
Skal jeg nu tro dette, må jeg ikke blande
mine egne gerninger ind eller søge min egen fortjeneste og vove at bringe dette
frem for Gud, sådan som munkene og de jødiske helgener gør. For disse to ting kan
ikke forliges og bestå sammen: At tro at vi for Kristi skyld, uden vor
fortjeneste har Guds nåde, og at antage at vi også kan erhverve den ved
gerninger. For hvis den skænkedes os for vore gerningers skyld, så behøvede vi
jo ikke Kristus til det. Derfor skal man heller ikke tåle denne sammenblanding
og tiggerværk, som de elendige filosofiske teologer har lappet og strikket
sammen, nemlig at Kristus nok har gjort fyldest for arvesynden og de tidligere
begåede synder og åbnet døren til Himlen, men at vi nu selv ved vore gerninger
må gøre bod for synden og fortjene nåden, så vi kan slippe helt ind. Det er at
berøve Kristus hans ære, ja, at gøre ham unyttig med hans død, opstandelse og
himmelfart, som havde han ikke gjort nok fyldest for os, og som var hans
lidelse og blod ikke kraftig nok til at udslette synden. Det blod, der er et
sonoffer for hele verdens synder ifølge 1 Joh 2, 2.
Og at man skal forstå dette og lignende ord
sådan, lærer og forklarer Paulus i sine breve og navnlig i Romerbrevet 3, 21-26,
hvor han viser, at vi alene for midlerens og sonofferets, Kristi skyld, ved forløsningen
i hans blod har syndernes forladelse og bliver erklæret retfærdige for Gud. Han
bruger klart og tydeligt ordet ”gratis”, uforskyldt, uden vor fortjeneste, så
vi kan have en solid trøst og ikke behøver at tvivle på nåden og frelsen, selv
om vi er uværdige og endnu har synd hos os.
Lov og evangelium – ret
forstået
Men hvor man
lærer folk sådan: Vil du have syndernes forladelse og en nådig Gud, så må du
eje så og så mange gode gerninger og så og så megen fortjeneste – da er troen allerede
kuldkastet og ødelagt. Kristus nytter da til intet, samvittigheden er frataget
al trøst og mennesket drevet til fortvivlelse, fordi det søger hos sig selv og
tiltror sig selv at kunne udrette det,
for hvis skyld alene Kristus er sendt, og som han selv har måttet fuldbringe
for os, nemlig at opfylde loven og ved sin lydighed fortjene os nåde og evigt
liv.
Se sådan må dette og andre ord om troen
forstås, så man ikke lader dem forvrænges og fordærves ved falske fortolkninger og tilføjelser, som strider mod troen og
Kristi mening. Det må jo blive tilfældet, så snart man blander gerningslæren med
ind og ikke skelner mellem evangeliets hovedlære om Kristus, som
alene indbefatter troen, og lovens lære
om vore gerninger. Som sagt kan disse to ikke bestå sammen, men er hinanden
stik modsatte, nemlig: at man tror, at nåden og det evige liv skænkes os alene
for Kristi skyld og dog ved siden af søger noget hos sig selv, som man
fortjener nåden med.
Dernæst vil Kristus også med disse ord
egentlig ophæve og borttage både jødernes og hele verdens indbildskhed og pukken
på deres lov eller gerninger, og fastslår, at ingen for den årsags skyld bliver
frelst, men alene ved troen på denne Herre, om hvem det prædikes, at han ved
sig selv har overvundet vor synd og død og nu sidder ved Guds højre hånd.
Disse to ord hos Matthæus og Markus, som
papisterne af uforstand blander sammen, kan du nu efter dette adskille ret, så
de begge bliver stående med deres rette mening. I den første tekst, at den, der
tror og bliver døbt, skal frelses, er vore gerninger udelukket fra troen, hvad
angår deres fortjeneste. Når talen er om en kristens frelse og retfærdighed for
Gud, er vore gerninger uden betydning. Ikke sådan at forstå altså, at de ikke
skal være til stede, eller at en kristen og troende ikke behøver at gøre gode
gerninger, men sådan, at man véd, at vi ikke bliver frelst ved vor egen
værdighed, eller at vore gerninger ikke fortjener nåden og det evige liv. Kristus
alene har fortjent os det og skænker os det for sin skyld, og vi modtager det
ved troen. På den måde bliver dette ord: Den, der tror og bliver døbt, skal
frelses, ret forstået.
Når man nu véd og ejer dette, så skal derefter også følge det andet ords lære,
at vi også skal gøre gode gerninger. De sker således også i og ved troen, som
altid griber om Kristus og foreholder Gud, at han for denne midlers skyld, af
nåde vil antage vort liv og gerninger og lade sig det behage og ikke tilregner
os det urene og syndige, som endnu hænger ved os. På denne måde bruger man også
ordene fra Matt 28 rigtig. Blot må man ikke kaster hovedstykket væk, som skal være
der først, for hvor troen ikke er, gælder al vor gerning og livsførelse intet
for Gud. Der kan heller ikke udføres nogen virkelig god gerning, som Kristus
siger i Joh 15, 5: ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre.”
Se, når du gør denne forskel, kan du også
forstå dette ord ret og tillige lære at bruge det og gøre dig det nyttigt til
trøst i kampen mod samvittighedens skræk for synd og død. Uden erfaring af den
art forstår man dog ikke, hvad troens kraft er; sådan som man ser både hos
papisterne og hos alle andre partier. De prædiker ganske vist også dette ord,
men går så koldt hen over det, som var det en ganske ubetydelig ting. Ved deres
påhængte tilføjelser viser de, at de slet intet forstå. Véd du da ikke, siger
en papist, noget andet at prædike om, end om troen? Vi er da vel ikke vantro
hedninger eller muslimer? Ja, kære mand, er det så let, så tag dog fat og forsøg
en gang, hvordan du kommer fra det, når den time engang kommer, da døden træder
dig under øjne eller Djævelen ængster og bedrøver din samvittighed, så din egen
fornuft eg alle sanser ikke føler andet end blot Guds vrede og Helvedes angst.
Er du da en kristen, sådan som du foregiver,
så skal du jo tro og ikke tvivle på den artikel, at Kristus er død for dig og
ved sin opstandelse og himmelfart har overvundet, ja udslettet og opslugt dine
synder, døden og Helvede. Hvoraf kommer det da, at du endnu er så bange for døden,
flygter for Gud og blegner for hans dom? Det er jo et tydeligt tegn på, at du
mangler troen, for den kan ikke bekymres eller forsage for døden og Helvede.
Hvor troen findes, løfter den hjertet op og fjerner frygten, så det trøstig kan
sige: Hvad bryder jeg mig om syndens, dødens og Helvedes skræk? Jeg har jo en
herre, som sidder deroppe hos Guds højre hånd, hersker over alle ting i himmel
og på jord og skænker mig sin retfærdighed og sit liv. Kan du den kunst til gavns,
vil jeg også sige, du er en doktor i teologien over alle andre doktorer. Men
det vil visselig også gå dig som alle andre, selv de største hellige, at det
snart vil slippe op for dig og knibe med troen, når det rigtig kommer til prøvelser og kamp.
At verden agter læren om troen så ringe, kommer
af, at den lever i sikkerhed og sorgløshed og ikke véd eller har erfaret, hvilken
angst synden og en fortvivlet samvittighed fremkalder. Men når så døden og dens
rædsel overfalder dem, da véd de intet råd og falder hurtig i fortvivlelse og må
da erfare, fordi de har ventet for længe, hvordan det forholder sig med troen, som
de før ikke vidste. Troen er nemlig ikke døde
bogstaver eller ord på tungen, eller en tom tanke og indbildning, som
papisterne kalder tro, men et uforsagt og uforfærdet mod, som med hjertets hele
tillid kan trodse på Kristus mod synd, død og Helvede.
Derfor klage også de største hellige over deres
svaghed og må bekende, at de endnu mangler meget i troen, fordi de endnu føler
frygt og angst og er bedrøvede og bekymrede. For på disse ord behøver man bestemt
ikke at tvivle ellers finde nogen mangel: Den, der tror, skal frelses. Helvede
er allerede lukket i, Himlen er åben, evigt liv og glæde ligger beredt. Men det
er i det første stykke, der mangler noget, nemlig at du endnu ikke er det
menneske, som benævnes ”den, der tror”, det vil sige, en troende. Eller også er
du endnu svag i troen. Men hvor svag du
end er, hvis du kun hænger fast ved Kristus, skal du dog finde en trøst,
kraft og styrke, som skal overvinde al dødens og Helvedes frygt, som alle
menneskers kræfter, gerninger og fortjenester ikke formår.
Ja, indvender din samvittighed på grund af
lovens prædiken: Du har alligevel
synd og har ikke holdt Guds bud, som du dog under straf af evig fordømmelse er
skyldig til. Svar blot: Det véd jeg desværre alt for godt og du behøver ikke nu
fortælle mig om det. Spar din lovlære om mine gerninger til et andet sted,
indtil jeg først får fat på denne min saligheds hovedskat, nemlig Kristus med
hans retfærdighed, som har overvundet min synd og død. Det vil jeg alene høre
om nu, og det skal stå så langt og højt over det andet, som Himlen over jorden.
Her er ikke spørgsmål om, hvad jeg skal gøre, eller hvordan jeg skal leve, men
om hvordan jeg skal kunne bestå mod synd og død eller, sådan som Kristus her
siger, blive frelst.
Når jeg har opnået det og da trods alt,
hvad der hedder synd, død, Helvede, Guds vrede, lov og gerninger, i Kristus er blevet
retfærdig og frelst og en arving til det evige liv, så vil jeg også høre,
hvordan jeg skal leve hernede på jorden. Kom da og lær og forman som en trofast
skolelærer, så meget du kan, dog sådan, at du med din Moses ikke går videre,
end det tilkommer dig. Du skal ikke lære mig, at jeg ved noget sådant bliver frelst
eller overvinder synd eller død.
Dette er altså det ord, som han befaler at
prædike for hele skabningen. Men for at man kan vide, at han vil have en sådan
prædiken stadfæstet i sit rige, så ingen skal tvivle på det eller vente på
nogen anden, men holde for og vide, at det skal forblive derved som en uigenkaldelig
dom fra denne hele skabningens Herre – så gentager han endnu engang det samme
og forstærker det ved en nægtelse, idet han siger:
Men den, der ikke tror,
skal dømmes.
Her hører du
den endelige dom imod jødernes og hele verdens trods og berømmelse. For ligesom
det forrige stykke med ét ord har lukket Himlen op, lukket Helvede i, ophævet Moses
og lovens skræk, for alle dem, der tro, sådan lukker han her igen med ét ord Himlen,
åbner Helvedes gab, gør døden almægtig og Moses til en utålelig tyran, for alle
dem, der ikke tro. Herimod skal og vil intet hjælpe dig. Om du end, ligesom
jøderne, ivrer dig til døde over loven, ja for dens skyld lader dig pine og
brænde og siger: Jeg har dog gjort mange gode gerninger og gjort mig det virkelig
surt. Her hører du dommen: ”Den, der ikke tror, skal dømmes.”
For selv om alle mennesker foretage sig og
udrette alt, hvad de kunne formå, så er det dog alt sammen, uden Kristus,
indesluttet under synden og Guds vrede, sådan som vi har hørt i prædikenen over
Joh 16, 8-9: ”Helligånden skal overbevise verden om synd: at de ikke tror på
mig.” Her er fordømmelsen allerede udtalt over verden med al dens lovretfærdighed
og gudstjeneste. Denne dom kan ingen på jorden undgå eller frelses fra
fordømmelsen, uden derved at han hører og tror denne prædiken, som siger, at
de, der tror på denne Herre, ikke skal dømmes for deres synders skyld, men modtage
syndernes forladelse og evigt liv.
”For således elskede Gud verden (siger
Kristus i Joh 3, 16-18), at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på
ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til
verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der
tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke
har troet på Guds enbårne søns navn.” Denne fordømmelsesdom bliver over ham for
vantroens skyld, der fastholder alle hans synder, så de ikke bliver ham
tilgivet, men forøger synden og gør fordømmelsen sværere ved, at man foruden
alle andre synder også foragter Kristus og ikke vil tro.
Den synlige kirke
Men at
Kristus til det første stykke: ”Den, der tror”, tilføjer og taler om dåben, det
sker af hensyn til hans befaling om det ydre embede i kristenheden, sådan som
han også i Matt 28, 19 sammenfatter det i de to stykker: ”Lær alle folk og døb
dem.” Dermed viser han først at troen, som denne tekst prædiker om, dog ikke
bør forblive hemmelig og skjult, som var det tilstrækkeligt, at enhver, når han
hører evangeliet, ville gå hen og beholde sin tro for sig selv alene, og ikke
behøvede at bekende den for andre. For at det må blive åbenbart, ikke alene
hvor evangeliet prædikes men også, hvor
det bliver modtaget og troet, det vil sige, hvor kirken og Kristi rige befinder sig i verden, vil han ved
dåbens guddommelige tegn bringe og holde os sammen.
Hvis vi var uden det og levede adspredt
uden ydre forsamling og tegn, kunne kristenheden ikke udbrede sig eller blive
opretholdt indtil enden. Men nu vil han ved sådan guddommelig forsamling binde os sammen, så evangeliet udbredes
stedse videre og videre, og at også andre bliver føjet til ved vor bekendelse. Således
er altså dåben et offentligt vidnesbyrd for hele verden om evangeliets lære og
vor tro, hvoraf man kan se, hvor og hos hvem denne herre regerer.
For det andet har han også forordnet dette
tegn, for at man skal vide, at han gennem
dette ydre embede, både ordets og dåbens, vil virke og være kraftig til stede i sin kirke. Enhver skal altså
modtage dåben og være forvisset om, at Kristus selv ved den bevidner for os, at
vi nu er antaget af Gud Fader, Søn og Helligånd. Det er det, der ligger i at
være døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn efter Kristi befaling. Sådan skal dåben altså ved siden af ordet og
løftet, være et sikkert tegn og segl på, at vi er kaldet til Kristi rige og
indlemmet i ham. Og hvis vi i troen hænger fast ved ham, skal vi være Guds børn
og arvinger til det evige liv, sådan som der andetsteds ofte er sagt om dåden.
Det er rigtig fint ordnet af Kristus, at
han i sit rige, som jo skal udbredes i hele verden og blandt hele skabningen,
ikke fastsætter mange og mange forskellige slags ceremonier, sådan som det
forhen var hos jøderne, og som det er i de indbyrdes så forskellige lande og
folk, nationer og sprog. Uden mange ceremonier og ydre bestemmelser tager han
det mest simple og almindelige til et tegn, der overalt er ét og det samme,
ligesom også prædikenen er én og den samme her og på alle steder. Han gør alt,
hvad der er i verden, stort og lille, fattigt og rigt, højt og lavt, aldeles
lige for Gud. Selv hvis der kom en fra verdens ende og så, hvordan vi gjorde,
måtte han sige, at det var nøjagtig det samme ord og tegn, som han havde lært
og modtaget.
Ellers er der megen forskel i verden, og der
er næppe nogen by, nogen familie eller nogen borger, som ikke har sin egen
skik. Men de kristne er sådanne folk, som med hensyn til deres kristne væsen
alle har den samme lære, det samme ord, det samme tegn. Ligesom de også alle
vegne har den samme tro og bekendelse, så at Kristi rige alle vegne må være et
kærlighedens, enighedens og fredens rige. Dette kunne nu ikke forblive så ens
og bestandigt i verden imod alle djævle og deres redskaber, hvis ikke Kristus
med sin guddommelige magt opretholdt det indtil verdens ende.
Ligesom man jo ser og erfarer, hvor hurtigt
de mange partier, som Djævelen anstifter, splittes og går til grunde af sig
selv. Hvor mange utallige sekter og tyranner har Djævelen ikke i disse 1500 år
oprejst mod evangeliet, hvormed han har forsøgt at tilintetgøre Kristi rige,
eller i det mindste at splitte det ad? Og alligevel forbliver indtil denne dag
én og samme prædiken, tro og dåb, så selv verden, hvis den ikke forsætlig var
blind og forstokket, måtte se og erkende denne herres kraft og magt.
Dåbens nødvendighed
Kristus lader
det være nok med kun at nævne dåben i første del af sætningen: ”Den, der tror
og bliver døbt.” Han nævner ikke dåben igen i sidste del: ”Den, der ikke tror,
skal dømmes.” Det er sikkert fordi, det allerede er nævnt i det første stykke
og der tillige er givet yderligere befaling om dåben andre steder, som i Matt
28, 18-20: ”Lær alle folkeslagene og døb dem i Faderens og Sønnens og
Helligåndens navn” Det betyder altså ikke,
at man godt kan undvære dåben eller at det er tilstrækkeligt, hvis nogen ville hævde,
at han havde troen og derfor ikke behøvede dåben.
Den, der bliver en kristen og tror, vil bestemt
også gerne modtage dette tegn. Dermed får man et guddommeligt vidnesbyrd og
bekræftelse på sin frelse, som man kan styrke og trøste sig ved hele livet.
Desuden bekender man også dette for hele verden. Sådan hører begge stykker med til
at være en kristen, som Paulus siger i Rom 10, 10: Med hjertet tror man for Gud
og hos sig selv og med munden bekender man for verden. Skønt det også kan hænde, at nogen tror, selv om de ikke er døbt, mens
andre modsat kan være døbt, uden i sandhed at tro.
Derfor må man forstå denne tekst sådan, at
dåben hermed er befalet og stadfæstet som noget, man ikke skal foragte, men
bruge, sådan som det er sagt. Dog skal
man ikke forstå det så snævert, at nogen skulle være fordømt, fordi de ikke har
kunnet blive døbt.
Ifølge denne
tekst kan man sammenfatte det i fire sætninger:
1.
Nogle tror og bliver
døbt. Det er Kristi almindelige befaling og den regel, som man skal lære og følge.
2.
Nogle tro og bliver
ikke døbt.
3.
Nogle tro ikke og bliver
alligevel døbt.
4.
Nogle tro ikke og
bliver heller ikke døbt.
Denne forskel
giver teksten selv. Og man har altid i enighed ment, at hvis nogen troede og
dog døde udøbt, så blev vedkommende dog ikke fordømt af den grund. Der kan jo
være tilfælde, hvor nogen tror og bliver overrasket af døden, skønt de ønskede
at blive døbt. Det er det ikke nødvendigt at sige mere om nu.
Men her har de skændige gendøbere villet laste den kære dåb,
idet de erklærer, at den, der ikke forud tror, skal man heller ikke døbe.
Dermed ønsker de at omstøde barnedåben.
Da der imidlertid i de forrige udlægninger og ellers ofte nok er skrevet mod
gendøbernes vildfarelse, vil vi ikke gå nærmere ind på det nu. Det er nok, at
man véd, hvordan Kristus så vel som apostlene skiller disse to stykker fra
hinanden: At lære eller prædike, og at blive døbt. For dåben bliver kun givet
én gang (ellers måtte man have mange præster, hvis man skulle døbe så ofte, som
man prædikede og lærte), men læren og prædikenen er det fornemste stykke, som altid
må finde sted.
Dåb og tro
Derfor bliver
der ikke givet nogen befaling, om dåben skal komme først eller følge efter, men
om at prædikenen frem for alt skal lyde og finde sted, enten nu dåben følger
eller ikke. For det er klart, at den, som én gang er døbt, ikke mere behøver
dette tegn, men ordet og prædikenen, hvorved troen opvækkes, styrkes og
opholdes, trænger vi til uden ophør. Derfor ser vi også, at dåben bliver langt
ringere personer betroet end prædikeembede. Kristus døbte ingen selv, som det
fremgår i Joh 4, 2. Han befalede sine disciple at gøre det. Og Paulus siger i 1
Kor 1, 17, at han ikke er udsendt for at døbe, men for at prædike evangeliet.
Han døbte kun få mennesker selv, skønt han havde prædiket evangeliet for næsten
alle hedninger.
Summen er derfor den, at man skal give agt
på ordet eller læren og ikke give sig til at granske mennesker for at se, om de
også i sandhed tror. Hvor ordet forkyndes, skal man også give dåben, det være
nu til unge eller gamle. Det er dig ikke
befalet og det er desuden umuligt, at se ind i et menneskes hjerte, om det tror
eller ikke. Det skal alene være overladt til Kristus. Ligesom det heller
ikke er os befalet i vort prædikeembede at se efter, hvordan enhver tror, og
hvem der modtager ordet eller ikke. Det duede ikke, hvis du kun ville prædike dér,
hvor du forud vidste, de ville modtage ordet og tro. På den måde ville du jo aldrig
komme til at prædike.
Derfor må du heller ikke i døbeembedet
vente, indtil du med vished ved, hvem der tror eller ikke, men giv agt på, at
hvor ordet lyder og høres, og nogen ønsker at blive døbt, dér er det dig
befalet at meddele dåben, både til unge og gamle. For hvor ordet, som er hovedsagen,
har sin rette gang, går alt det øvrige også ret til. Ligesom også på den anden
side, hvor ordet eller læren ikke er ret, dér er det andet også forgæves, for dér
er hverken tro eller Kristus. Det er Ordet,
der bringer og skænker os det hele, sakramentet med dets kraft,
samvittighedens trøst og Kristus selv. Ordet er hans kraft og magt, ligesom Sl
110, 2 kalder det hans styrkes eller riges scepter, og Paulus kalder det i Rom
1, 16 for en Guds kraft til frelse for enhver, der tror.
At
prædike ordet er altså det rette hovedembede, som Kristus og alle apostlene
selv har ført og befalet at føre, ligesom han også her specielt giver befaling
om det: Gå ud i hele verden og prædik evangeliet for hele skabningen. Det andet
og ringere embede, kan også godt blive udført af andre, som ikke har denne høje
befaling, ligesom jo også både Kristus og apostlene har sendt mange sådanne til
at lægge hænderne på de syge. Og man må vel tænke sig, at da de troendes antal
på pinsedag og senere ved apostlenes prædiken forøgedes til fem tusinde, der
modtog ordet og lod sig døbe (ApG 2, 41; 4, 4), at da hele denne mængde ikke blev
døbt af apostlene, som måtte varetage deres befalede prædikeembede, men af
andre, som var hos apostlene. Ligesom også Paulus, da han allerede var kaldet
til apostelembedet, blev døbt af en discipel, Ananias, ApG 9, 18.
Derfor kommer det ikke an på personen, hvem
der døber eller bliver døbt, hvem der prædiker ellers hører, om han er hellig
eller en synder, troende eller vantro. Når ordet blot forbliver og læres rent,
så er også embedet ret, personen være nu, hvem han vil. Hvor nu dette forud er
til stede, taler han da med dig og mig, som hører ordet og vil være kristne, og
formaner dig med dette ord: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses.
Men til prædikanterne, som er i embedet og
har fået dette pund at arbejde med, siger han, at de blot skal prædike, hvor de
kommer hen, og tillige med prædikeembedet også meddele dåben. Men at afgøre,
hvem der tror eller ikke tror, må de overlade Kristus selv. Dette står ikke i
prædikantens, men alene i den Herres Kristi magt, hvem han vil frelse eller
fordømme, som den, der er Herre over liv og død og kan skænke eller tage det,
når han vil.
Nu vil han imidlertid ikke fortie, hvem
han vil give det, idet han siger: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses,
og på den anden side: Den, der ikke tror, skal blive fordømt. Så intet andet
kan her hjælpe eller hindre nogen, og der gælder ingen forskel mellem personer
og stand, men den ene er ligeså god og kær for ham som den anden, når man blot
vil tro og blive døbt. Det skal alle de lære, som hører denne prædiken.
Præsterne og lærerne skal i deres embede
kun give agt på, at de prædiker trofast og, som Paulus siger i ApG 20, 27, ikke
fortier noget, men forkynder alt, hvad der er Guds vilje, så at tilhørerne kan
vide, hvad Gud vil have af dem og har besluttet om dem. Det har verden altid
tragtet, forsket og søgt efter, men ingen har kunnet finde det, før det ved
Kristus blev os åbenbaret fra Himlen og lagt i denne prædiken, så ingen
herefter skal søge eller gabe efter andre åbenbarelser. Her hører du tydeligt
og klart, hvad evangeliet viser dig gennem den mundtlige prædiken og sakramenterne,
så du ikke skal være i tvivl, at hvis du tror denne prædiken, skal du frelses.
Tror du derimod ikke, så er fordømmelsens
dom besluttet over dig, hvor meget du end med dine gerninger stræber efter frelsen,
selv om du så gjorde alle engles og menneskers gerninger og undere. For herved
er hele verden delt i to dele, som er såre vidt adskilt fra hinanden. Den ene
farer op til Himlen, den anden ned til Helvede, så der om denne sag på den
yderste dag ikke vil blive fældet nogen anden dom, end efter denne prædiken: Den,
der har troet, eller ikke troet.
Derfor skal vi takke Gud for, at vi også
er en del af dem, som skal frelses. For vi er jo også blandt dem, som kaldes
Guds skabninger, som han har befalet at forkynde dette for. Dernæst er vi også,
Gud være lovet, døbt til Kristus og har for hele verden prædiket og. bekendt
ham som den Herre, der sidder ved Guds højre hånd og regerer over alle ting. Prædikenen,
troen og bekendelsen er ren og retskaffen. Gud give,
at også livet var derefter.
Dette være nu sagt om evangeliets
prædiken, som Kristus befaler at forkynde i hele verden efter hans bortgang. Nu
følger det sidste stykke:
v17 Og disse tegn skal
følge dem, der tror
Her har
sværmerne nu noget at gruble på, og kommer med unyttige spørgsmål om tegnene,
om de er ophørt, og hvorfor de endnu ikke stadigvæk sker ved os? Men også herom
er det nok at vide, at sådanne tegn er givet
til vidnesbyrd om og åbenbar bekræftelse på denne evangeliets prædiken.
Derfor måtte de også, navnlig ved evangeliets begyndelse, forekomme ofte,
indtil evangeliet var blevet udbredt i verden. Efter dette er de ikke mere så
almindelige, ligesom de jo heller ikke er nødvendige nu, da denne prædiken er
kommet ud i alle lande og tungemål.
Det er ganske vist sandt, at den samme Kristi kraft og virkning altid
forbliver i kristenheden, så sådanne undere godt kan ske endnu, hvis det er
nødvendigt. Det er da også ofte sket og
sker endnu, at dæmoner uddrives i Kristi navn. Ligeledes at syge ved bøn og Kristi navns påkaldelse
bliver raske, og at mange i stor, både
legemlig og åndelig nød, bliver hjulpet. Evangeliet forkyndes jo også den
dag i dag på nye sprog, hvor det
forhen ikke har været kendt. For sådanne tegn er skænket hele kristenheden, sådan
som han her siger: ”Dem, der tro.” Man ser ikke altid sådanne tegn hos de enkelte personer, ligesom heller ikke alle
apostlene har udført dem i lige grad.
Disse tegn er imidlertid endnu kun ringe
og næsten børne-undergerninger imod de rette, høje undere, som Kristus uden ophør
virker i kristenheden ved sin guddommelige, almægtige kraft, som han ofte taler
om andre steder. Det er, at kristenheden forsvares og opholdes på jorden, og at
Guds ord og troen, ja, at én eneste kristen endnu findes på jorden, trods Djævelen
og alle hans engle, trods så mange tyranner, partier og falske, utaknemmelige
folk blandt de kristne, ja trods vort kød og blod, som alt sammen storme mod
Kristi rige. Alligevel kan Djævelen med alt, hvad han formår og tager til
hjælp, dog ikke blive så mægtig, at han er i stand til at fjerne døbefonten ud
af kirken, eller evangeliet fra prædikestolen, eller udslette og udrydde Kristi
navn og den lille hob, som hænger ved Kristus, af sit rige her i verden, skønt
han med største alvor har prøvet på og endnu ikke undlader at gøre det gennem
pave, muslim og alle sine redskaber.
Sådan Kristi undergørende kraft lover og
berømmer Sl 110, 2, hvor der står, at han skal regere midt iblandt sine fjender.
Disse er jo så onde og bitre, at, hvis de kunne, vendte de gerne i ét øjeblik
op og ned på alt, som lever og røres i kristenheden. Og dog kan en enkelt kristen ved sin prædiken og bøn hjælpe og
opholde en hel by eller et land, mens Djævelen ikke kan hindre, men mod sin
vilje må lade mange folk komme til dåben, høre og lære evangeliet, ja for dets
skyld lade både husholdning og styre forblive urørte.
Dette hedder med rette at uddrive dæmoner,
at bortjage slanger og tale med nye tunger for de troende og kristne. For de
andre synlige gerninger er alene tegn for den uforstandige, vantro skare, siger Paulus i 1 Kor 14,
22, og de sker for deres skyld, som man
endnu må bringe til kristendommen. Men vi, som allerede véd dette og tro
evangeliet, hvortil behøver vi dem? Og hvis det var nødvendigt, skulle de ske
meget lettere end disse store mirakler, som vi ser udført hos os af Kristus,
ved hvilken Djævelens magt, dødens og syndens skræk i vore hjerter bliver
overvundet, og så mange fromme kristne, både unge og gamle, gladelig dør i
Kristus og ved deres tro træder Djævelen under fode. En sådan Kristi riges
kraft og magt berømmer Paulus og de andre apostle overalt, og Kristus selv priser dette frem for alle
undergerninger, idet han i Luk 10, 19-20 siger: ”Se, jeg har givet jer magt
til at træde på slanger og skorpioner og magt over hele fjendens styrke, og
intet vil kunne skade jer. Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men
glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.”
Sådan foregår endnu den dag i dag og altid
de store tegn og undere, at en by eller en lille gruppe og forsamling af
kristne forbliver i en ret Gudserkendelse og i en sand tro, skønt mere end
hundrede tusinde djævle stå imod dem, og verden er så fuld af partier og onde
skurke og tyranner. Til trods for det forbliver evangeliet, dåben, nadveren og
Kristi bekendelse. Så man ser, hvordan Kristus nok for hedningernes skyld har
måttet give ydre tegn, som man med sine øjne kunne se og fatte, men de kristne
måtte have langt højere, himmelske tegn, imod hvilke de andre endnu er
jordiske. Derfor er det ikke underligt, at de nu er ophørte, efter at
evangeliet alle vegne har lydt og er forkyndt for dem, som forhen intet vidste
om Gud, men som han med ydre undere måtte vinde og ligesom med børn tilkaste sådanne
æbler og pærer.
Derimod har vi grund til at prise og
berømme de store og herlige undergerninger, som Kristus dagligt gør i sin
kristenhed, så den kan overvinde Djævelens kraft og magt og river mange sjæle ud
af dødens og Helvedes gab, mens Djævelen daglig strider imod og raser i verden
med fnysende vrede og grumhed og dog må vige for de kristne. Hvad har det at betyde, at han raser lidt i
et stakkels menneske, og derefter må fare ud af det? Hele verden forbliver jo
alligevel i hans magt, hvis den ikke lærer Kristus at kende. Men hvor et
hjerte trods dødens og syndens og Helvedes skræk gladelig dør i fortrøstning
til Kristus, er han virkelig jaget fra sin stol og bolig, og hans magt og rige
svækket og omstyrtet.
Men sådanne under og tegn skal den
ugudelige verden ikke se eller agte, men med åbne øjne og forstokket hjerter
løbe derimod og laste dem, ligesom den da altid foragter Guds gerning. Ja, de
bespotter endda Kristi og apostlenes ydre, åbenbare undergerninger. Og endnu
meget mere vil de foragte dem, hvis de udførtes af os. Derfor har Gud også måttet
ophøre med dem, efter at evangeliet alle vegne er åbenbaret, og alene give
sådanne tegn, som de må forarges over og støde an på og derfor også ved den
guddommelige magt styrte om og gå under. Sådan som det også gik jøderne med
Kristus, da de ikke ville modtage de tegn, hvormed han viste dem og enhver
velgerning og hjælp, men søgte og begærede andre. Da holder han også op med det
og vil ikke lade dem se noget andet tegn end profeten Jonas’ tegn, idet han
efter sin korsfæstelse lå tre dage i graven i idel svaghed og død, og dog,
revet ud af den ved sin opstandelse og himmelfart igen regerer mægtig i hele
verden og styrter og kuldkaster den med dens vælde.