Martin Luther – Homofili og ægteskab

 

 

 

 

 

 

 

 

Martin Luthers syn på homofili

Martin Luther har ved flere lejligheder udtalt sig om homoseksualitet. Oftest sker det blot med nogle få bemærkning, uden at gå i detaljer med emnet. Mest udførligt sker det ved en forelæsning ved det teologiske fakultet i Wittenberg i april 1539. Det er i forbindelse med hans store forelæsningsrække over Første Mosebog.

     Her får vi også forklaringen på, hvorfor det kun er sjældent og kort, han berører emnet. Det skyldes dels at emnet er ham meget imod og at det desuden var relativt ukendt i videre kredse på hans tid. Homoseksualitet hører ind under gruppen af ”uhørte synder” eller ”stumme synder”. Og Luther har intet ønske om at lave reklame for dem, tværtimod. Luther er overbevist om, at homofili stammer fra Djævelen, som har fordrejet den naturlige tiltrækningskraft mellem mand og kvinde.

     Tiltrækningskraften mellem kønnene er skabt af Gud som noget godt. På latin udtrykkes det med et ord, der er gået over i almindelig sprogbrug. Det er ordet ”appetit”. Denne appetit på det modsatte køn er ifølge Luther medskabt og var inden syndefaldet fuldstændig ren. Seksualiteten er ikke noget, der først kommer ind efter syndefaldet, men har sin rette plads allerede i uskyldighedstilstanden i Paradis. Luther kan netop sammenligne den med madappetit. Hvis syndefaldet ikke var sket, ville den seksuelle akt have været lige så smuk og naturlig som at spise. Og man ville skamme sig lige så lidt over det som over at spise.

     Efter syndefaldet er den seksuelle appetit blevet besmittet af synden og den onde lyst, så den ikke længere er helt ren. Men selve appetitten kønnene imellem er stadig gudvillet. Alt dette udfolder Luther især i sin gennemgang af de tre første kapitler af Første Mosebog.

     Med homofili er der imidlertid tale om en fuldstændig fordrejning af denne tiltrækningskraft, så den nu retter sig mod mennesker af samme køn. Og denne fordrejning skyldes ifølge Luther Djævelen, som har eksporteret denne synd til Tyskland via italienske klostre. Homoseksualitet gik derfor under betegnelsen ”italienske bryllupper”. I en vis forstand er homoseksuelle bryllupper altså et gammelt fænomen. Modsat de fleste danske biskopper, har Luther imidlertid ikke tænkt sig at være gæst ved disse italienske bryllupper.

 

Syndernes forladelse – eller tilladelse

Som for al anden synd er der imidlertid også tilgivelse for denne synd. Vel at mærke, hvis den angres og bekæmpes - på lige linie med al anden synd. Ifølge Luther og alle de reformatoriske teologer er der kun tilgivelse for de synder, man angrer og vender sig fra. Det springende punkt er ikke om man falder i den samme synd igen, men om man virkelig angrer sin synd og tager kampen op mod den.

     Den, der afblæser kampen og slutter fred med sin synd, har ingen tilgivelse og går derfor ifølge Luther evigt fortabt. Det gælder også, hvis synden er homoseksualitet.

 

Åndelig kvaksalveri

At give en eventuel kirkelig velsignelse eller lignende over et sådan forhold, er som at undlade at behandle en dødelig sygdom. Man kan nok dulme smerterne og skjule symptomerne, men der sker ingen helbredelse. Hvis man gør det, når der faktisk er mulighed for helbredelse, er man kvaksalver.

     At de dansk biskopper ønsker at indføre et ritual for registreret partnerskab er udtryk for rent kvaksalveri. Som det tydeligt fremgår, er det i strid med alt, hvad Luther og reformationen står for. Registreret partnerskab kan måske siges at være en nødvendig borgerlig ordning, men religiøst og kristent er det en dødsattest. Ønsket om at indføre et ritual for registreret partnerskab er ifølge Luther et forsøg på at ville velsigne Fandens værk.

    

Cand.theol.

Finn B. Andersen

 

 

 

 

Martin Luthers store kommentar til Første Mosebog, kapitel 19, 4-5

Skriftens syn på homofili

I sin forelæsning for de teologiske studenter og andre interesserede tilhørere fortæller Luther lidt om homoseksualitetens historie. Derefter giver han Bibelens syn på dette fænomen sammenlignet med ægteskabet. Det sker i forbindelse udlægningen af kapitel 19, 4-5. Oversættelsen bringes parallelt med Luthers originale latinske tekst fra Waimar-udgaven (WA 43, 55-58):

 

 

V. 4-5. Næppe var de gået til ro, før huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste én. De råbte til Lot: Hvor er de mænd, der er kommet til dig i nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med dem!

Moses fortsætter med beskrivelsen af denne forfærdelige synd. Og jeg behandler ikke gerne denne tekst, fordi tyskernes ører endnu er uskyldige og rene for denne afskyelige og skrækkelige synd. For skønt også denne skændsel, ligesom andre synder, ved ugudelige soldater og utugtige handelsrejsende har sneget sig ind, så foregår det dog hemmeligt, så andre ikke kender til det. Karthäusermunkene er de første, som har bragt denne forfærdelige skændsel til Tyskland fra de italienske klostre. De fortjener virkelig afsky for det. Så vel og priselig har de studeret og gået i lære i Rom.

Pergit Moses in descriptione horribilis peccati. Ac ego quidem non libenter versor in hoc loco, quod aures Germanorum adhuc innocentes et purae sunt ab hoc portento: etsi enim haec quoque labes, ut reliqua peccata, irrepsit per impium militem et voluptuarium mercatorem: tamen, quae in occulto fiunt, ignorantur ab aliis. Carthusiani monachi digni odio sunt, hi contagium hoc horribile ex monasteriis Italicis primi intulerunt in Germaniam, sic scilicet laudabiliter Romae instituti et eruditi sunt.

Men i denne tekst er der også en nyttig og nødvendig lære. Vi ser nemlig, at så snart verden gør synder til vane, og folk trygt praktiserer dem, følger Guds straf snart efter. Derfor skal vi lære at frygte Gud og tage kampen op mod vort kød og Djævelen, for at vi ikke skal komme i sådan synd og skam, som Gud ikke kan lade gå ustraffet hen.

Continet autem locus hic necessariam et utilem doctrinam. Videmus enim, quod, cum peccata in mores abeunt, et homines securi eis indulgent, vindicta divina statim consequitur. Discamus igitur timere Deum, et armare nos contra carnem et diabolum, ne in similia flagitia ruamus, quae Deus non potest impunita transmittere.

Moses beskriver ganske tydeligt den menneskelige slægts jammer og elendighed. Englene havde netop spist, vil han sige, og ved bordet uden tvivl talt med hinanden om mange slags ting, om gudsfrygt, om retfærdighed, om folks fordærvede levevis og tilintetgørelsen af al disciplin og ærbarhed. For over alt dette havde den hellige Lot sikkert beklaget sig for dem. Det er ikke uden grund, at Peters 2. brev 2, 8 siger, at hans retfærdige sjæl pintes ved dag efter dag at se og høre deres lovløse gerninger. Derfor strømmede hans mund over af det, som hans hjerte var fuldt af, og han kunne ikke afholde sig fra det af stor hjertesorg, fordi han nu fik lejligheden og havde så hellige gæster.

Moses satis grandibus verbis describit miseriam et calamitatem generis humani. Postquam comedissent Angeli, inquit, absque dubio in coena varia locuti de timore Dei, de iustitia, de corruptela morum et disciplinae dissolutione, De his enim forte conquestus [2. Petri 2, 8] est sanctus Loth: Non enim frustra dicit Petrus, animam iusti cruciatam [Matth. 12, 35] diu noctuque, quod indigna et videre et audire cogebatur. Os igitur ex abundantia cordis locutum est1 , nec se potuit continere dolor, cum tam opportuni et sancti contigissent hospites.

Da måltidet var forbi, og det var sengetid, er byens mænd, mændene i Sodoma (for dette gentages, for at gøre synden rigtig stor) så rasende og dårlige, at de ikke alene ikke viser disse fremmede gæster nogen venlighed eller tjeneste, men ikke engang lader dem hvile en time i en anden mands hus, hvor trætte de så end er, de overfalder dem med vold, før de går til sengs, og vil ikke unde dem ro. Er dette ikke en umenneskelig og uhørt grusomhed? Men dog er det endnu forfærdeligere og skændigere, så det næppe kan udsiges, at de ville drive utugt med dem. Og dette gøre byens mænd, ikke blot tilfældige slyngler eller omrejsende, tjenere eller tilflyttere, men de fornemste borgere, som havde skullet beskytte andre og straffe de andre for sådan misgerning.

Postquam igitur coena peracta est, et tempus suaderet somnum, quid fit? viri civitatis, viri Sedom (haec repetitio ad aggravandum peccatum pertinet) adeo furiosi sunt, ut non solum nullum praestiterint offitium hospitibus, sed in aliena domo ne ad horam quidem fessos sinerent quiescere: saeviunt in lassos, antequam cubitum abeunt, etiam somnum invidentes. Nonne barbaries et crudelitas insignis? Sed hoc gravius et prorsus infandum est, quod ad libidinem eos flagitant, atque hoc faciunt viri civitatis, non leves ex plebe homines, mercenarii, servi, inquilini, sed praecipui cives, quorum erat tueri alios, et punire similia flagitia in aliis.

Derfor tjener dette også til, at man skal forstå, at der ikke var ti retfærdige i byen. For disse var de fornemste af borgerne, havde hustruer, børn og tjenestefolk. Dem skulle de have regeret og holdt til tugt og ærbarhed. Men se, hvordan de handler, og hvad de understår sig til at vove imod uskyldige fremmede gæster, midt på åben gade!

Pertinet igitur hoc quoque eo, ut intelligas non fuisse decem iustos in civitate. Hi enim cives erant primo loco, habebant uxores, habebant liberos et familias, has gubernare debebant, et adsuefacere ad disciplinam et pudicitiam, sed quid ipsi designant? quid tentant? idque in publico, et contra hospites innocentes?

Og Moses siger klart, at dette gjorde folkene eller mæn­dene i Sodoma, som var hele dette lands hovedstad og derfor havde skullet foregå de andre byer omkring med et godt eksempel. For dette er almindeligt, at små byer gerne retter sin levevis og sin ordning efter de store. Men hvad godt kan der have været i de andre fire små byer, når der var så megen skam og last at se i den for­nemste, som havde skullet regere de andre? For hør nu, hvad Moses videre siger:

Repetit autem Moses et dicit, viri Sodom hoc fecerunt, quae caput fuit totius regionis, atque ideo exemplo esse debebat vicinis civitatibus. Ita enim fit, Minores respublicae ad maiorum exempla se comparant, sed quid de illis quatuor inferioribus iudicabimus, cum tantum vitii in praecipua, quae ceu gubernatrix aliarum fuit, conspiciatur? Nam audi porro Mosen.

De omringede huset, sendte ikke deres tjenere hen til Lots hus for at spørge efter, hvad det var for gæster, og hvorfra de var kommet. De kom heller ikke selv for at forhøre sig om det, men de omringer huset på alle kanter og truer, ligesom fjender.

Circumdant domum, non mittunt apparitores, seu lictores ad domum Loth exploraturos, qui hospites sint, qui advenerint, nec ipsi exploratum veniunt. Sed domum circum circa cingunt minitantes hostile aliquid.

Disse omstændigheder foranledige mig næsten til at tro, at de den dag fejrede en fest med gæstebud over hele byen, siden hele byen var så afsindig. For selv om de end ikke alle ville begå denne gerning, så hjalp de dog alle til og havde lyst og glæde af denne borgernes afsindighed mod disse fremmede. Men nu kommer det ud på ét, selv at begå en gerning eller at indvilge i den, når andre gøre den.

Haec circumstantia facit, ut credam festum tum fuisse diem, et convivia agitata per urbem, tota enim civitas insaniit, etsi enim non omnes perpetrare facinus voluerunt, tamen omnes fuerunt in studio, ac delectati sunt hoc civium furore contra hospites. Pari autem loco sunt faciens et consentiens.

Men af alle omstændigheder, som her beskrives, er dette det forfærdeligste som nu siges: ”både ung og gammel”. Der bruges her et hebraisk ord, der betyder en yngling, og som anvendes om unge tjenere, drenge eller piger. Moses viser herved, at alle de, som var voksne og nu for deres alders skyld kunne bruges i tjeneste og følte kødets lyst, sluttede sig til bor­gerne, til kongen, hans embedsmænd, rådsherrer og de fornemste i byen. Også de gamle er med, som dog på grund af deres alder skulle have mistet den seksuelle lyst, eller som i al fald med sine grå hoveder og sin anseelse havde kunnet stille de andre rasendes larm og støj. Og for at man bedre kan forstå denne sag, skal man ikke forestille sig andet, end at folket løb til fra alle ender af byen. Vistnok kunne de ikke alle øve denne gerning, men dog havde de lyst dertil og ind­vilgede deri.

Porro inter ista quatuor membra durissimum est, quod sequitur: ‘a puero usque ad senem’.  Est aetatis nomen, ac fere eo utuntur Hebraei, cum de servis et ancillis loquuntur. Significat enim eos, qui 20. 24. 26, annum attigerunt, iam per aetatem ad serviendum utiles, ac qui iam sentiunt aestus carnis, hi omnes se associant civibus, Regi, consiliariis, senatoribus, optimatibus, etiam senes adsunt, in quibus vel mortua Venus, vel qui saltem compescere furorem reliquorum canitie et autoritate poterant: et, ut clarius rem intelligas, omnis populus simul ex omnibus civitatis angulis accurrit. Non quidem potuerunt omnes perpetrare facinus hoc, sed et delectati sunt facto, et consenserunt.

Hvad skal vi nu tro den fromme Lot, hvis hus alt dette gjaldt, tænkte ved denne, hele byens afsindige larm og rasen? For han var den eneste, der frygtede Gud i hele denne afsindige by, og i sit hus omhyggelig overholdt ærbarhed og kyskhed, så meget det kun var ham mu­ligt, medens de andre frækt og uden nogen skam begik utugt, voldtægt, unaturlige forhold og selv incest, så det ikke længere ansås for synd, men kun for tidsfordriv. Som det nu til dags går til blandt adelen og i Holland, hvor det ikke anses for synd, men for underholdning, tidsfordriv og spøg at drive horeri, hvorfor det da heller ikke straffes.

Quid autem putabimus cogitasse in hoc totius civitatis furore pium Loth, cuius unius domus petebatur ab omnibus? Unus enim timebat Deum, et domi suae disciplinam ac castitatem, quam poterat diligentissime, tuebatur, reliquis libere et sine pudore indulgentibus adulteriis, stupris, molliciei, incestibus etiam, adeo ut non peccata, sed ludus aliquis haberentur: quemadmodum hodie inter nobiles et in inferiore Germania fornicatio pro ludo habetur, non pro peccato, itaque etiam sine omni poena est.

Og først har italienerne, dernæst også nogle domherrer i Tyskland, lært, at horeri ikke kunne være synd hos personer, som var frie og ikke bundne til andre, men at det var en naturens trang, som måtte have sit løb. Dette vil vi forskåne uskyldige hjerter for at høre, for jeg taler ikke gerne om det, men alligevel må vi vogte os for, at ikke ved sådan forargelig tale den uforsigtige ungdom, som alligevel er tilbøjelig til synd, forføres og fordærves. For hvor man lærer og lever således, og synder og laster blive til daglig vane, der kan man, som Seneca siger, hverken råde eller hjælpe. Men be­tragt Bibelens ord, og døm derefter om sådanne ting. I Hebr 13, 4 siges det: ”Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.” Ligeledes 1 Kor 6, 9: ”Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd skal arve Guds rige.” Og Hebr 12, 14: ”Uden helligelse kan ingen se Herren.”

Et in Italia primum, deinde a quibusdam Canonicis in Germania disputatum est, simplicem fornicationem soluti cum soluta non esse peccatum, sed naturae purgationem quaerentis exitum. Honor sit auribus innocentibus, non enim libenter haec tracto, et tamen cavendum nobis est, ne tales scandalosi sermones incautam et alioqui pronam ad peccatum aetatem abripiant ac evertant. Ubi enim sic vivitur et docetur, ac vicia in mores abeunt, ibi, inquit graviter Seneca1 , remedii locus non est. [Hebr. 13, 4] Vos Pauli sententias vobis proponite, et ex illis iudicate: ‘Fornicarios [1. Kor. 6, 9] et adulteros iudicabit Deus’. ‘Nolite decipi, fornicarii et adulteri regnum [Hebr. 11, 6] Dei non possidebunt.’ Et Ebrae⌊orum 11.: ‘Sine castitate nemo Deo placebit’.

I Rom så jeg nogle kardinaler, som man ærede som hel­gener, fordi de lod sig nøje med omgang med kvinder. For der begås forfærdelige synder, ikke hemmelig eller i en krog, men offentlig, og i dette spil gå de øverste og fornemste forud for hele byen. Hvad kunne man vel der finde for råd eller hjælp mod sådan synd? Hvem ville vel påtage sig at revse dem, hos hvem synd og skam anses for en priselig vane og øvelse? Når du nu med disse ville sammenligne andre, som, skønt de synder, dog gøre det hemmelig og skammer sig over det, da måtte du sige, at dette endda var syndere, som man kunne tåle, som man i det tyske ordsprog siger om hr. Ingen: Skønt hr. Ingen synder, gør han det dog på en måde, som man kan finde sig i, for han frygter og skammer sig dog, og vil ikke gerne, at hans synd skal komme ud iblandt folk. Men således var sodomitterne ikke til sinds, derfor var der ingen bedring at håbe hos dem. Hos dem var alt kommen for at yderste, og her kunne der ikke anvendes hverken råd eller hjælp, men Gud måtte komme ned fra Himlen og straffe disse syndere.

Vidi ego Romae tanquam sanctos adoratos quosdam Cardinales, qui consuetudine mulierum fuerunt contenti. Non igitur ibi occulte nec privatim, sed publice infanda flagitia committuntur, exemplo et authoritate principum et totius civitatis. Hic quis remedii potest locus esse? aut quis arguet tales? qui peccata pro laudatis moribus habent? et cum laude ea putant exerceri? Ad hos si compares illos, qui etsi peccant, tamen clam peccatum habent, et pudore suffunduntur, dices tolerabiles esse peccatores: sicut proverbium Germanicum dicit de Nemine : Nemo etsi peccet, tamen tolerabiliter peccat. Habet enim timorem et pudorem saltem crassum et servilem, quod nollet vulgari peccatum suum. Tales Sodomitae non erant, itaque desperata apud eos erant omnia, nec relinquebatur remedio locus. Sed necesse erat Dominum de coelo descendere et punire.

Men skønt det er skrækkeligt, at man således må se og erfare, hvor stor magt Satan har over mennesket, når det først engang har vendt sig bort fra gudsfrygt og lydighed, (for han hviler ikke, men driver stedse fra den ene synd til den anden), så er det dog nyttigt og godt, at man betænker det og derved lader sig drive til bøn. Ja, det lærer os også, at Gud altid tager sig af os og sørger for os, idet han advarer os og ligesom holder os tilbage og bringer os tilrette med sit faderlige ris, som da bliver sødt og kosteligt, når vi betænker, hvad et menneske plejer at gøre, som er overladt til sig selv og trygt og sikkert farer frem i synder.

Etsi autem horribile est experiri et videre, quanta sit potentia Satanae, postquam homo semel a timore Dei deflexit. Non enim cessat impellere de peccato in peccatum, tamen utiliter haec cogitantur, et ad orationem invitant. Imo etiam commendant nobis curam coelestis Patris de nobis, admonentis et quasi in viam revocantis nos per patrum flagellum, quod hoc modo dulcescit, cum cogitas, quid soleat homo sibi relictus et indulgens libere peccato.

Sodomitternes synd er nu ganske og aldeles imod naturen. For medens det er naturligt og indplantet i menneskets væsen, at en mand føler kærlighed og lyst til en kvinde, lader de denne naturlige begærlighed fare og får lyst til det, som er ganske og aldeles imod naturen. Hvorfra kommer da denne forkerte måde? Uden tvivl fra Djævelen, som, efter at han engang har vendt gudsfrygten ryggen, så mægtig trykker og besværer den menneskelige natur, at han endog udslukker den naturlige lyst og begærlighed og opvækker en anden, som er mod naturen.”

Sodomitarum singularis enormitas est, discedentium a naturali ardore et desyderio, quod divinitus implantatum est in naturam, ut masculus ardeat in foeminam, et appetentium, quod contra naturam poenitus est, unde haec est perversitas? sine dubio ex Satana, qui, postquam a timore Dei semel deflexum est, tam premit naturam valide, ut extinguat naturalem concupiscentiam, et excitet eam, quae contra naturam est.

Og Moses selv fremstiller denne synd som rigtig stor, idet han også tilføjer disse forfærdelige ord, som intet fornuftigt menneske kan tåle i sine ører: ”Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med dem!” Disse ord siger ikke en eller to i hoben, men den hele by, de unge med de gamle, ja øvrigheden selv. Lær derfor, hvad profeten Esajas mener, når han kap. 3, 9 siger om sit folk: ”De fortæller om deres synd som Sodoma, de skjuler intet.” Sådanne skændige ord lader de lyde, ikke inde i huset, men står udenfor på åben gade og fordrer offentlig, i øv­righedens navn og med dens fuldmagt, at man skal føre de to engle ud til dem. Derfor var det ikke en sådan synd, som de ville have holdt hemmelig, men det lader til at have været en almindelig og offentlig vane, som ingen skammede sig ved.

Moses peccatum hoc valde exaggerat, cum addit horribilem istam vocem, et in auribus omnium sanorum hominum intollerabilem: ‘Educ viros istos, ut eos cognoscamus’. Hoc clamat non unus et alter, sed tota civitas, iuniores cum senibus, etiam ipse magistratus. Disce igitur, quid Propheta [Jes. 3, 9] Esaias velit, cum dicit de suo populo: ‘sicut Sodoma praedicaverunt

 peccatum suum’. Non in ipsa domo tam infandam vocem edunt. Foris stant in publico, et publice Magistratus autoritate postulant educi Angelos duos. Non igitur hoc eiusmodi peccatum fuit, quod cuperent clam esse et coelari: Apparet publice fuisse morem, cuius neminem puduit.

Og denne synd bliver endnu forfærdeligere og alvorligere derved, at de gør sådan mod fremmede og gæster. Men hvordan stod det da nu vel til i de andre fire byer, der var ligesom disciple af Sodoma, når deres hovedstad, hvorefter de rettede sig, bar sig således ad?

Auget autem indignitatem, quod in hospites talia audent. Quid autem fecerunt aliae quatuor inferiores civitates et quasi discipulae, hoc cum Sodoma, princeps earum, faceret?

Var Herren derfor ikke kommet med den velfortjente straf, var det borgerlige liv forfaldt mere og mere og havde ikke længere kunnet bestå. For hvor al ægteskabelig troskab er ophævet og utugt og skændsel får frit spillerum, forfalder også al orden, lov og ærbarhed. Men når dette er borte, da forbliver der ingen borgerlig orden, men al uorden bliver følgen af det og et dyrisk og vildt liv. Derfor måtte Gud nødvendigvis straffe og sætte en bom for dette vilde og afsindige liv, andre til skræk og eksempel.

Dominus meritam poenam non adduxisset, paulatim dilapsa esset politia, nec potuisset consistere. Si enim vinculum coniugii tollas, et vagas libidines permittas, cum disciplina leges et honestas omnis intercidit. His autem sublatis non politia, sed mera bestialitas et feritas relinquitur. Itaque Dominus coactus est, ut poenam infligeret, et grassantem immodice furorem reprimeret, aliis in exemplum.

 

 

 

Den Lille Andagsbog

Betbüchlein 1522. WA 10 II, 384

(Homoseksualitet - Den unaturlige, stumme synd)

 

Imod det sjette bud. 

Den, der krænker jomfruer, bryder ægteskab, udøver blodskam og den slags ukyskhed.

Den, der bruger unaturlig måde eller person (det er stumme synder).

Den, der ophidser eller fremkalder den onde lyst med frække ord, sange, historier og billeder.

Den, der ophidser og lader sig påvirke ved at se, røre og have villige tanker.

Den, der ikke undgår årsagerne til disse ting: såsom spiseri, druk, lediggang, dovenskab, søvn og samvær med kvinder eller mænd.

Den, der ophidser andre til ukyskhed med overdreven udsmykning og attituder, osv.

Den, der yder husly, tid og hjælp til at gør disse ting.

Den, der ikke med råd og dåd hjælper med til at bevare en andens kyskhed.

Widder das sechst.

Wer iunckfrawen schwecht, ehebricht, blutschanden und der gleych unkeuscheyt wircket.

Wer unnaturliche weyße odder personen (das sind stummen sunde) gebraucht.

Wer mit schandparn worten, lydlin, historien, bilden, die boeße lust reytzt oder tzeygt.

Wer mit sehn, greyffen, willigen gedancken sich reytzet und befleckt.

Wer die ursach nit meydet, als fresszen, sauffen, muessickeyt, faulheyt, schlaffen unnd weybs oder manß personen gemeynschafft.

Wer mit uberigem schmuck, geberden &c.. andere tzur unkeuscheyt reytzet.

Wer hauß, rawm, tzeyt, hulff stattet solche sunde tzu thun.

Wer eynß andernn keuscheyt nitt hilfft bewaren mit radt und tadt.

 

 

 

 

 

 

 

Den Store Katekismus

Det sjette bud

 

Du må ikke bryde ægteskabet

De følgende bud er nu i sig selv lette at forstå ud fra de foregående, for de går alle ud på, at man skal vogte sig for alt det, der kan skade næsten. Og de er opstillet i en udmærket rækkefølge. Først taler de om næstens person selv. Dernæst peges der på den person, der står ham nærmest eller som har den højeste værdi for ham næst efter hans liv, nemlig hans ægtefælle, som er ét kød og blod med ham. Der er ikke noget andet, man kan skade ham mere med. Derfor indskærpes det også her klart, at man ikke skal tilføje ham nogen skade ved hans ægtefælle. Ifølge ordlyden sigter budet egentlig kun på ægteskabsbrud, fordi det hos det jødiske folk var forordnet og påbudt, at enhver skulle gifte sig. Derfor blev ungdommen også meget tidligt gift, så det at leve ugift ikke blev regnet for noget. Offentlig prostitution var heller ikke tilladt, som det nu er tilfældet. Derfor var ægteskabsbrud den almindeligste form for seksuel synd hos dem.

Du sollst nicht ehebrechen
Diese Gebote sind nun an sich selbst leicht zu verstehen aus dem nächsten, denn sie gehen alle dahin, dass man sich hüte vor allerlei Schaden des Nächsten; sind aber fein ordentlich gestellt. Zum ersten auf seine eigene Person; danach fortgefahren auf die nächste Person oder das nächste Gut nach seinem Leibe, nämlich sein eheliches Gemahl, welches mit ihm ein Fleisch und Blut ist, also dass man ihm an keinem Gut höheren Schaden tun kann. Darum auch deutlich hier ausgedrückt wird, dass man ihm keine Schande zufügen soll an seinem Eheweibe. Und lautet eigentlich auf den Ehebruch, darum dass im jüdischen Volk so geordnet und geboten war, dass jedermann musste ehelich erfunden werden, darum auch die Jugend aufs zeitlichste beraten ward, also dass Jungfrauenstand nichts galt, auch kein öffentliches Huren- und Bubenleben (wie jetzt) gestattet ward. Darum ist der Ehebruch die gemeinste Unkeuschheit bei ihm gewesen.

Ægteskabet er en guddommelig ordning
Men fordi der blandt os findes en værre suppedas og en skammelig sammenblanding af alle former for seksuelle synder og utroskab er dette bud rettet imod al slags uordentlig seksualitet, under hvad navn det end nævnes. Det er ikke blot den ydre gerning, der er forbudt, men også ethvert middel, anledning og tillokkelse til det. Så hjerte, mund og hele kroppen kan være disciplineret og ikke give rum for seksuelle synder eller yde hjælp eller vejledning til det. Ja, ikke alene det, men vi skal også forhindrer, beskytte og redde, hvor der er fare på færde. Vi skal yde bistand og vejledning, for at vores næste kan bevare sin ære. Hvis du undlader at gribe ind, hvor du kunne have hindret synden, eller ser igennem fingre med det, som om det ikke kom dig ved, har du lige så stor skyld som gerningsmanden selv. Kort sagt kræves der både at enhver lever disciplineret, og at han også hjælper sin næste til det. Gud vil altså ved dette bud omgærde og beskytte enhvers ægtefælle, så ingen forgriber sig på vedkommende.


Weil aber bei uns ein solches schändliches Gemenge und Grundsuppe aller Untugend und Büberei ist, ist dies Gebot auch wider alle Unkeuschheit gestellt, wie man sie nennen mag, und nicht allein äußerlich die Tat verboten, sondern auch allerlei Ursache, Reizung und Mittel; also dass Herz, Mund und der ganze Leib keusch sei, keinen Raum, Hilfe noch Rat zur Unkeuschheit gebe, und nicht allein das, sondern auch wehre, schütze und rette, wo die Gefahr und Not ist, und wiederum helfe und rate, dass sein Nächster bei Ehren bleibe. Denn wo du solches nachlässt, so du könntest dafür sein, oder durch die Finger siehst, als ging dichs nicht an, bist du eben sowohl schuldig als der Täter selbst. Also ist, aufs kurze zu fassen, so viel gefordert, dass ein jeglicher beide für sich selbst keusch lebe und dem Nächsten auch dazu helfe; also dass Gott durch dies Gebot eines jeglichen ehelich Gemahl will umschränkt und bewahrt haben, dass sich niemand daran vergreife.

Men fordi dette bud gælder netop ægteskabet og giver anledning til at tale om det, skal du for det første lægge vel mærke til, hvordan Gud så herligt priser og ære det. Han både stadfæster og beskytter ægteskabet med dette bud. Ovenfor i det fjerde bud stadfæster han det: »Du skal ære din fader og din moder.” Men her værner og beskytter han det som sagt. Derfor vil han også, at vi skal ære det og anse det for en guddommelig, salig ordning, og leve i det, fordi han har indstiftet det før alle andre livsstillinger. I den hensigt har han også skabt mænd og kvinder forskellige, som man kan se - men ikke til umoral. Det er for at de skal holde sig til hinanden, være frugtbare, få børn og forsørge dem og opdrage dem til Guds ære. Derfor har Gud også velsignet denne ordning rigt frem for alle andre og har skænket den alt, hvad der findes i verden, for at familien kan blive godt og rigeligt forsørget. Det ægteskabelige liv er altså ikke en leg eller en menneskelig opfindelse, men en fortræffelig ordning, og det ægteskabelige liv er guddommelig seriøst. For det er Gud meget magtpåliggende, at man opdrager folk, der kan tjene verden og hjælpe den til gudserkendelse, saligt liv og alle gode egenskaber for at bekæmpe ondskaben og Djævelen.

Dieweil aber dies Gebot so eben auf den Ehestand gerichtet ist und Ursache gibt davon zu reden, sollst du wohl fassen und merken: zum ersten, wie Gott diesen Stand so herrlich ehrt und preist, damit er ihn durch sein Gebot beide bestätigt und bewahrt. Bestätigt hat er ihn droben im vierten Gebot: du sollst Vater und Mutter ehren; hier aber hat er ihn (wie gesagt) verwahrt und beschützt. Darum will er ihn auch von uns geehrt, gehalten und geführt haben als einen göttlichen Stand, weil er ihn erstlich vor allen andern eingesetzt hat und darum unterschiedlich Mann und Weib geschaffen (wie vor Augen), nicht zur Büberei, sondern dass sie sich zusammen halten, fruchtbar seien, Kinder zeugen, nähren und aufziehen zu Gottes Ehren. Darum ihn auch Gott vor allen Ständen aufs reichlichste gesegnet hat, dazu alles, was in der Welt ist, darauf gewandt und ihm eingetan, dass dieser Stand je wohl und reichlich versorgt würde; also dass kein Scherz noch Fürwitz, sondern treffliches Ding und göttlicher Ernst es ist um das eheliche Leben. Denn es liegt ihm alle Macht daran, dass man Leute ziehe, die der Welt dienen und helfen zu Gottes Erkenntnis, seligem Leben und allen Tugenden, wider die Bosheit und den Teufel zu streiten.

Derfor har jeg altid understreget, at man ikke må foragte eller ringeagte denne ordning, som den blinde verden og vores falske kirkefolk gør. Vi skal værdsætte den i lyset af Guds ord, som den er smykket og helliget med. Den er ikke blot ligestillet med alle andre livsstillinger, men går forud og over alle, hvad enten det er kejsere, fyrster, biskopper, og hvad de end kaldes. For hvilke kirkelige og verdslige ordninger der end er, må de alle ydmyge sig og lade sig finde i denne ordning, som vi senere skal høre. Derfor er den ikke nogen speciel ordning, men en altomfattende og ædel ordning, der findes i hele kristenheden, ja i hele verden.

For det andet bør du også vide, at den ikke blot er en hæderlig, men også en nødvendig ordning. Og det er alvorligt påbudt af Gud, at mænd og kvinder, af hvilken samfundsklasse, de end er, skal være i den. Det er de nemlig skabte til, med undtagelse af nogle få, som Gud særlig har undtaget. Det er enten fordi de ikke egner sig til ægteskab, eller fordi de ved en særlig overnaturlig nådegave er fritaget, så de kan bevare seksuel renhed uden for ægteskabet. For hvor naturen går sin gang, som Gud har skabt den, er det ikke muligt at bevare en ren moral uden for ægteskabet. Kød og blod er og bliver kød og blod, og den naturlige lyst og drifterne har deres uforanderlige og nødvendige gang, som enhver ser og mærker. For at det derfor skal være lettere at undgå seksuelle synder, har Gud befalet ægtestanden, for at enhver skal have sin egen ægtefælle og lade sig nøje med det. Selv om der også i ægteskabet er behov for Guds nåde, for at hjertet kan forblive rent på dette punkt.   

Darum habe ich immerdar gelehrt, dass man diesen Stand nicht verachte noch schimpflich halte, wie die blinde Welt und unsere falschen Geistlichen tun, sondern nach Gottes Wort ansehe, damit er geschmeckt und geheiligt ist, also dass er nicht allein andern Ständen gleichgesetzt ist, sondern vor und über sie alle geht, es seien Kaiser, Fürsten, Bischöfe und wer sie wollen. Denn was beide, geistliche und weltliche Stände sind, müssen sich demütigen und alle in diesem Stand finden lassen, wie wir hören werden. Darum ist es nicht ein sonderlicher, sondern der gemeinste, edelste Stand, so durch den ganzen Christenstand, ja durch alle Welt geht und reicht. Zum andern sollst du auch wissen, dass es nicht allein ein ehrlicher, sondern auch ein nötiger Stand ist und ernstlich von Gott geboten, dass sich insgemein hindurch alle Stände, Mann- und Weibsbilder, so dazu geschaffen sind, darin finden lassen; doch etliche (wiewohl wenig) ausgenommen, welche Gott sonderlich ausgezogen, dass sie zum ehelichen Stand nicht tüchtig sind, oder durch hohe, übernatürliche Gabe befreit hat, dass sie außer dem Stande Keuschheit halten können. Denn wo die Natur geht, wie sie von Gott eingepflanzt ist, ist es nicht möglich, außer der Ehe keusch zu bleiben; denn Fleisch und Blut bleibt Fleisch und Blut, und geht die natürliche Neigung und Reizung ungewehrt und unverhindert, wie jedermann sieht und fühlt. Derhalben, auf dass desto leichter wäre Unkeuschheit etlichermaßen zu meiden, hat auch Gott den Ehestand befohlen, dass ein jeglicher sein bescheiden Teil habe und ihm daran genügen lasse; wiewohl noch Gottes Gnade dazu gehört, dass das Herz auch keusch sei.

Det urene cølibat

Heraf ser du, hvordan hele vores papistiske flok af præster, munke og nonner sætter sig imod Guds ordning og bud, når de foragter og forbyder ægteskabet og lover evig kyskhed og derved bedrager folk med løgn og hykleri. For ingen har så lidt kærlighed og lyst til en ren moral, som netop de, der for deres store helligheds skyld unddrager sig ægteskabet. Enten lever de offentligt og skamløst i hor eller de gør hemmeligt nogen ting, der er endnu værre, som man ikke engang tør nævne, men som man desværre så ofte har erfaret sandheden af.


Daraus siehst du, wie unser päpstischer Haufe, Pfaffen, Mönche, Nonnen, wider Gottes Ordnung und Gebot streben, so den Ehestand verachten und verbieten und sich ewige Keuschheit zu halten vermessen und geloben, dazu die Einfältigen mit lügenhaftigen Worten und Schein betrügen. Denn niemand so wenig Liebe und Lust zur Keuschheit hat, als eben die den Ehestand vor großer Heiligkeit meiden und entweder öffentlich und unverschämt in Hurerei liegen oder heimlich noch ärger treiben, dass mans nicht sagen darf, wie man leider allzuviel erfahren hat.

Kort sagt, selv om de afholder sig fra selve den ydre gerning, så kredser deres tanker uafbrudt om sex og urene lyster. Det er et uafbrudt begær og en skjult lidenskab, som man kun kan leve med i ægteskabet. Derfor er ethvert løfte om seksuel renhed uden for ægteskabet forbudt ifølge dette bud. Og det er tilladt, ja, endog befalet stakkels bundne samvittigheder, der er blevet bedraget gennem deres klosterløfter, at de må træde ud af den umoralske ordning og træde ind i det ægteskabelige liv. Klosterlivet har ikke magt til at bevare renheden, selv om det var aldrig så guddommeligt, og de, der forbliver deri, må stadig synde mere og mere imod dette bud.

Und kürzlich, ob sie gleich des Werkes sich enthalten, so stecken sie doch im Herzen voll unkeuscher Gedanken und böser Lust, dass da ein ewiges Brennen und heimliches Leiden ist, welches man im ehelichen Leben umgehen kann. Darum ist durch dies Gebot aller unehelichen Keuschheit Gelübde verdammt und Urlaub gegeben, ja auch geboten allen armen gefangenen Gewissen, so durch ihre Klöstergelübde betrogen sind, dass sie aus dem unkeuschen Stand ins eheliche Leben treten, angesehen dass, ob sonst gleich das Klosterleben göttlich wäre, doch nicht in ihrer Kraft steht, Keuschheit zu halten, und wo sie darin bleiben, nur mehr und weiter wider dies Gebot sündigen müssen.

Det fortæller jeg, for at man kan give ungdommen lyst til ægteskabet og vide, at den er en salig og Gud velbehagelig ordning. Derved kunne man med tiden atter bringe det derhen, at den igen kunne komme til ære og ret, og at det hæmningsløse og umoralske liv, der nu breder sig alle steder i verden med offentlige bordeller og andre skammelige ting, må blive stoppet. Det er de sørgelige følger af denne foragt for ægteskabet. Det er derfor også forældrenes og de offentlige myndigheders pligt at sørge for, at ungdommen opdrages med en god moral og livsførelse. Og når de bliver voksne, skal man lade dem gifte sig med ære efter Guds vilje. Dertil give Gud sin velsignelse og nåde, så det bliver til velsignelse og glæde.   

Solches rede ich nun darum, dass man das junge Volk dazu halte, dass sie Lust zum Ehestand gewinnen und wissen, dass es ein seliger Stand und Gott gefällig ist. Denn damit könnte mans mit der Zeit wiederum dahin bringen, dass er wieder zu seinen Ehren käme und des untätigen, wüsten, unordentlichen Wesens weniger würde, so jetzt allenthalben in der Welt zu Zoten geht mit öffentlicher Hurerei und andern schändlichen Lastern, so aus Verachtung des ehelichen Lebens gefolgt sind. Darum sind hier die Eltern und Obrigkeit auch schuldig, auf die Jugend zu sehen, dass man sie zur Zucht und Ehrbarkeit aufziehe, und wenn sie erwachsen, mit Gott und Ehren berate. Dazu würde er seinen Segen und Gnade geben, dass man Lust und Freude davon hätte.

Et godt ægteskab kræver indsats

I overensstemmelse hermed, skal det til slut siges, at dette bud ikke alene kræver, at enhver lever moralsk rent i gerning, ord og tanker i sin livsstilling, dvs., først og fremmest i ægteskabet, men også, at man elsker og er glad for den ægtefælle, Gud har givet. For hvor den ægteskabelige renhed skal bevares er det altafgørende, at mand og hustru lever med hinanden i kærlighed og enighed, så de af hjertet og i troskab virkelig vil hinanden. Det er en af de vigtigste ting, der fremmer kærligheden og viljen til at holde sit ægteskab rent. Og hvor det er tilfældet, vil den rette seksualmoral også følge af sig selv uden noget bud. Derfor formaner Paulus også så flittigt ægtefolkene til at elske og ære hinanden. Her har du nu atter en kostelig gerning, ja, mange og store, gode gerninger, som du med glæde kan rose dig af mod alle kirkelige ordner, som man har fundet på uden Guds ord og bud.


Aus dem allen sei nun zu beschließen gesagt, dass dies Gebot nicht allein fordert, dass jedermann mit Werken, Worten und Gedanken keusch lebe in seinem, das ist allermeist im ehelichen Stande, sondern auch sein Gemahl, von Gott gegeben, lieb und wert halte. Denn wo eheliche Keuschheit soll gehalten werden, da müssen Mann und Weib vor allen Dingen in Liebe und Eintracht beieinander wohnen, dass eines das andere von Herzen und mit ganzer Treue meine. Denn das ist der vornehmsten Stücke eines, das Liebe und Lust zur Keuschheit macht, welches, wo es geht, wird auch Keuschheit wohl von selbst folgen ohne alles Gebieten; deshalb auch St. Paulus so fleißig die Eheleute ermahnt, dass eines das andere liebe und ehre. Da hast du nun abermals ein köstliches, ja viel und große gute Werke, welche du fröhlich rühmen kannst wider alle geistliche Stände, ohne Gottes Wort und Gebot erwählt.

 

 

 

 

To slags tilhørere og to forskellige budskaber

Martin Luthers store kommentar til Første Mosebog, kapitel 19, 1

(WA 43, 46-50)

 

1. I dette kapitel beskrives straffen for den synd, hvorom Moses i foregående kapitel har sagt, at skriget fra Sodoma var steget op til Himlen. Nu behandler jeg ikke gerne denne skrækkelige historie, ligesom jeg heller ikke gerne behandlede historien oven for om Vandfloden, for det er jo skrækkeligt at føle og erfare Guds vrede, som han således uden al grænse lader udgå over den stakkels menneskelige slægt. Derfor går det mig såre dybt til hjerte, når jeg læser om det eller skal udlægge det. For skønt jeg selv også ofte fortørnes over folks ondskab og ubodfærdighed, så går dog en så stor jammer, som her overgår Sodoma, mig såre nær, og jeg føler også Abrahams anfægtelse, som han havde, da han gjorde sig sin største flid for ved forbøn at afvende Guds store vrede fra de ubodfærdige syndere.

In hoc capite describitur poena illa peccatorum, cuius capite praecedenti facta est mentio, quod clamor Sodomae ascenderit ad coelum. Porro horribilem hanc historiam, sicut et illam diluvii, non libenter tracto. Est enim horribile, sentire et experiri iram Dei, sic immodice pene grassantem in miserum genus humanum. Toto igitur pectore commoveor, cum vel lego, vel tracto ista. Etsi enim sum homo iracundus, tamen tam insigni calamitate permoveor, et sentio tentationem Abrahae, quam habuit, cum conaretur omnibus viribus avertere per intercessionem tantam iram ab impoenitentibus peccatoribus.

2. Vore nye profeter, lovfjenderne (antinomerne), hævder, at man skal omgås mildt med folk, og ikke gøre dem bange med eksemplerne på den guddommelige vrede. Paulus taler dog helt anderledes i 2 Tim 3, 16-17, når han siger, at ”Skriften er nyttigt til undervisning, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” Så ved vi også, at han i 2 Tim 2, 15 befaler, at man skal gå lige på med sandhedens ord (kan også oversættes, som Luther gør: dele sandhedens ord ret). Og i 1 Kor 10, 6 siger han efter mange eksempler og vidnesbyrd om Guds vrede mod synderne, at disse ting er blevne forbilleder for os, at vi ikke skal få lyst til det onde, sådan som de fik det.

Antinomi, novi isti Prophetae, contendunt homines tractandos suaviter, nec terendos irae divinae exemplis. Sed diversum Paulus dicit [2. Tim. 3, 17] 2 Tim⌊othei 3. Ubi dicit ‘Scripturam etiam utilem ad obiurgandum et ad castigandum, ut homo Dei sit perfectus, et ad omne bonum opus paratus’. [1. Kor. 10, 6] Et notum est praeceptum de verbo Dei recte secando. Et 1. Corinth⌊iorum 15 [sic!] post varia irae divinae testimonia contra peccatores clare dicit. Scripta illa esse propter nos, ne illorum exemplo concupiscentia peccemus.

3. Derfor skal man behandle sådanne eksempler således, at de tjene os til lærdom og undervisning. Herren befaler Abraham, der var langt helligere end vi, at han skulle prædike derom for sine børn. For i verden vil du altid finde to slags mennesker: Den ene slags er stolt, stædig, foragter Guds Ord og alle gode formaninger og er over al måde tryg. Vil du nu omgås lempelig med sådanne folk og prædike meget om Guds nåde og barmhjertighed, vil du kun gøre dem værre. Sådanne frugter fremkalder lovfjendernes vildfarelse, som jeg beder jer vogte jer for. De er ikke tilfredse med, at de selv mister liv og sjæl, men de ville også tage os med sig og belæsse os med deres synder, for at vi må fordømmes med dem, medens de selv vil have deres synder urevsede, ligesom sodomitterne.

Ergo exempla irae divinae, quale hoc praesens est, sic sunt tractanda, ut faciant ad doctrinam et eruditionem nostram. Sicut Dominus Abrahae, qui nobis longe sanctior fuit, mandat, ut filiis suis haec narret. Semper enim invenies duo hominum genera: Alterum superbum, praefractum, contemnens verbi ac piarum admonitionum, et immodice securum: Hos si suaviter tractes, si misericordiam Dei eis proponas, deteriores reddes. Hic scilicet fructus est, quem error Antinomorum affert. Sed moneo, ut eos caveatis. Non enim sunt contenti, quod ipsi pereunt, volunt nos quoque secum rapere ad interitum, ac suis peccatis onerare, dum ea repraehendi nolunt, sicut Sodomitae.

 

4. Men nu har Gud forordnet prædikeembedet i verden, ikke for at præsterne skal tie stille, men overbevise om synd, lære, trøste, forfærde og således frelse, hvem de kan. Dette prædikeembede ophæver lovfjenderne ganske og aldeles, fordi de slet ikke ville vide af nogen anklage, og byder os indvilge i deres synd mod Paulus’ lære. I Rom 1, 32 fordømmer han ikke alene dem, som selv gør synd, men også dem, der bifalder det. Men nu bifalder man synderne, når man ikke revser dem, således som hvis jeg ville tie stille til pavens, hans kardinalers og biskoppers synder, gudsbespottelse og tyranni. Men Herren siger hos profeten Ez 3, 19: ”Hvis du advarer den uretfærdige, har du reddet dit liv.”

Posuit autem Deus ministerium verbi in hunc mundum, non ut tacerent ministri, sed ut arguerent, docerent, consolarentur, terrerent, atque hoc modo salvarent, quoscunque possent. Hoc ministerium Antinomi in totum tollunt, dum repraehensiones nolunt ferre, ac iubent nos consentire ipsorum peccatis contra Pauli sententiam, qui non solum facientes, sed [Röm. 2, 1] consentientes damnat. Rom⌊anorum 2. Consentiunt autem, qui peccata non arguunt, ut si dissimularem cardinalium, Papae, Episcoporum peccata et [Hes. 3, 19] blasphemias et tyrannidem. Atqui Dominus apud Prophetam dicit: ‘Tu liberaveris animam tuam, si argueris peccata populi tui.’

 

5. Man skal ganske vist være barmhjertig og tolerant selv mod de værste menne­sker. Men når de vil tage os med i for­dærvelse, da må barmhjertigheden ophøre. Da skal selv vore for­ældre og børn ikke være os så kære, at vi skal lade os for­dømme sammen med dem. Da skal man glemme al barmhjertighed, som Lot gjorde, der lod sin hustru fare, da hun imod Herrens bud så sig tilbage undervejs. Derfor skal man lade sådanne forhærdede folk fare, som ikke ville tåle nogen for­maning.

Sicut etiam pessimi homines in misericordia tolerandi. Sed cum volunt nos secum rapere in interitum, ibi misericordia cesset necesse est, non parentum autoritas, non liberorum amor tanti nobis esse debet, ut cum eis perire velimus. Obliviscenda ibi omnis misericordia est ad exemplum Loth, deserentis uxorem respicientem in via contra Domini mandatum. Tales quia indurati sunt, nec ullam admonitionem admittunt, sunt relinquendi.

6. Men mod dem, som ikke er så trodsige, men vil lade sig lede, vil Gud at vi skulle øve barmhjertighed, sådan som lignelsen om den fortabte søn lærer i Luk 15, 4 ff. Sådanne mennesker er ikke ubodfærdige sodomitter, som hører hjemme under Guds hammer, der knuser klipperne. For de andre skal man ikke skjule Guds domme, for så besmitter de os med deres synder, hvis vi indvilger i dem. Alle kristne er nemlig satte i denne verden, for at vi skal tjene næsten, ikke alene hvad den anden tavle angår, men meget mere den første, for at alle mennesker skal lære at frygte Gud og stole på hans barmhjertighed.

Illi autem, qui non sic sunt praefracti, sed flecti possunt, erga hos [Luk. 15, 4 ff.] misericordia vult Deus uti, sicut docet parabola de ove perdita. Non enim sunt impoenitentes Sodomitae, quibus debetur malleus divinus, qui conterit petras. Ab his iuditium Domini non est abscondendum, alioqui fiet, ut nos ipsorum peccatis polluamus consentiendo eis. Omnes enim Christiani sunt in mundo ideo positi, ut serviant proximo, non solum quod ad secundam tabulam attinet, sed magis ad primam, ut discant omnes timere Deum, et confidere misericordia eius.

 

7. De andre, som allerede er ydmygede og mismodige, kalder Kristus for en lille hjord i Luk 12, 32. Dem byder han, at de ikke skal frygte. De er ikke modvillige eller forstokkede, selv om de stadig er svage og synder mange gange. Mod dem skal en Ordets forkynder være klog og trofast, så han deler Ordet rettelig for dem og ikke blander noget fremmed i og noget, som er den rene lære imod. De er allerede i forvejen forfærdede ved Guds vrede og domme, så dem skal han ikke mere forfærde, men trøste og oprejse. Dette er en stor visdom og særlig nødvendig for prædikeembedet, at man skelner ret mellem de to slags tilhørere. Enhver kan på denne måde høre det ord, som passer til ham. De stædige og forstokkede skal høre de skrækkelige eksempler på Guds vrede, men de svage og forsagte venlig trøst. For Kristus er sat til fald for nogle, og til oprejsning for andre, Luk 2, 34.

[Luk. 12, 32] Altera pars, qui iam antea humiliati et pavidi sunt, sicut Christus eos vocat pusillum gregem, ac mandat, ne timeant, hi etsi infirmi sunt, et varie peccant, tamen non sunt praefracti nec indurati, erga tales sit minister prudens ac fidelis, qui recte secet verbum Dei, et nihil peregrinum sanae doctrinae admisceat, territos ira et iuditio Dei non terreat amplius, sed erigat. Haec magna sapientia est, et in ministerio admodum necessaria, ut duplices auditores recte discernantur, et quisque audiat suam vocem, Duri horribilia irae divinae exempla, pavidi autem suaves consolationes. [Luk. 2, 34] ‘Christus enim positus est, aliis in resurrectionem, aliis in ruinam’.

 

8. Derfor skal man oprejse de bedrøvede, mens de, som er opblæste og hovmoder sig i sikkerhed, skal ydmyges og nedtrykkes, som Maria synger i sin lovsang, Luk 1, 51. Dette er Ordets rette deling. For det kan ikke stå fejl, at der jo blandt de trygge også må være forsagte og frygtsomme og omvendt. Derfor er nødvendig at tilpasse sine ord, så de hårdhjertede og trygge kan forstå, at det gælder dem, når man taler om de forfærdelige eksempler på Guds vrede, men de forfærdede og forsagte kan tage trøsteordene og forjættelserne til sig.

Humiliati igitur erigendi sunt, contra in securitate exaltati, deprimendi, sicut sancta Maria in suo cantico etiam docet. Haec est recta sectio. Non enim fieri potest, quin pavidi securis admixti sint: moderatione igitur hac opus est, ut, qui sunt duri, sciant se peti horribilibus exemplis. Pavefacti autem arripiant verba solatii et promissionis.

9. Det er derefter Helligåndens embede, at han leder hjerterne ved ord og bekendelse, sådan at de forsagte gribe trøsten, men de modvillige og sikre enten omvendes ved lovens stemme eller ganske for­dømmes. For man skal ikke anklage alle menne­sker uden forskel, men mens Vandfloden og Sodomas undergang er ligesom tordenslag, hvorved hjerterne forstrækkes, står der ved side af disse vredeseksempler også den trøst, at Noah og Lot blev frelste. Når man nu prædiker dette samtidig, så ud­rettes derved så meget, at de forsagte og frygtsomme ikke helt fortvivler.

Atque hoc postea spiritus sancti offitium est, per verbum et confessionem dirigere corda, ut pavidi apprehendant consolationes, praefracti autem vel convertantur territi voce legis, vel prorsus pereant. Non enim sine discretione universi damnandi sunt. Sicut enim diluvium et Sodomitarum interitus ceu fulmina sunt, quibus animi terrentur: Ita his irae exemplis additur consolatio de servato Noah et Loth: sic fiet, ut pavidi non desperent.

 

19. Dette er grunden til, at jeg også læser sådanne historier, skønt såre ugerne. For mig forfærder Guds store vrede, som man ser i sådanne sørgelige historier. Dog indser jeg, at denne lære er nyttig og tjenlig. Ikke alene til, at de stolte og sikre for­skrækkes, men også til, at de fromme lever gudsfrygtigt og ikke synder og omkommer, sådan som de ugudelige. Desuden afmales i sådanne eksempler Guds vrede således for os, at Guds godhed dog fremlyser i den, idet han nådig frelser sine troende.

Hic est finis, cur huiusmodi horribiles historiae a me legantur, licet invitus eas legam, quia terreor magnitudine irae Dei, et tamen video prodesse hanc doctrinam, non solum, ut superbi terreantur, sed etiam ut pii in timore Dei contineantur, nec exemplo impiorum peccent et pereant.

Deinde sic proponitur in hisce exemplis ira Dei, ut tamen simul eluceat Dei benignitas, misericorditer servantis fideles.

 

11. Således siger Kristus i Es 61,1: ”Gud Herrens Ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger.” Se, de fattige og de, som har et sønderbrudt hjerte, de fangne, bundne, sørgende forjættes her frihed, at fængslet åbnes og et nådeår eller en tid, hvori Gud er forsonet. Dem derfor, som ikke er elendige og har et sønderbrudt hjerte, for dem prædikes en hævnens dag, det vil sige, Guds vrede.

[Jes. 61, 1 ff.] Sic Christus apud Esaiam dicit, capite 61: ‘Spiritus Domini super me, eo quod unxerit me. Ad annuciandum pauperibus misit me, ut mederer contritos corde, et praedicarem captivis indulgentiam et clausis apertionem, ut praedicarem annum placabilem Domino, et diem ultionis Deo nostro, ut consolarer omnes lugentes etc.’ Ecce pauperes, contriti corde, captivi, clausi, lugentes, his promittitur indulgentia, liberatio et annus seu tempus, quo Deus placatus sit. Qui igitur non sunt pauperes et contriti corde, his dies ultionis praedicatur, hoc est, ira Dei.

 

12. Når Kristus selv lærer, at han ved siden af Guds barmhjertighed også forkynder læren om Guds vrede, hvorfor skulle vi da ikke følge hans eksempel? Derfor er det den højeste visdom, at man ret kan holde disse to stykker sammen, nemlig Guds barmhjertighed, som han viste ved at frelse Lot, og hans vrede ved at ødelægge sodomitterne. De forfærdede og frygtsomme hjerter behager helt sikkert Gud vel, for han forjætter, at han ikke vil sønderbryde det knækkede rør eller slukke den osende væge, Es 42, 3.

Si igitur Christus sic docet, ut cum misericordia irae doctrinam coniungat, cur nos eum non sequeremur? Summa igitur sapientia est, recte miscere haec, misericordiam in servato Loth ostensam, et iram in Sodomitis perditis. Territi animi et paventes sine dubio placent Deo, promittit enim [Jes. 42, 3] se ‘calamum conquassatum non fracturum, nec fumigans linum penitus extincturum’.

 

13. Skønt derfor sådanne vredeseksempler tjene til, at man der­med skal få folk til at angre, så skal man dog ikke drive det længere, når målet er nået. Man skal lindre de smerter, man på denne måde har frembragt, og atter læge sårene. Skriften kalder gudsfrygt et offer og en gudstjeneste, Sl 51, 19, fordi Helligånden har ladet sådanne beretninger optegne, for at hjerterne derved skulle opvækkes til gudsfrygt, vogte sig for synder og gøre, hvad der er ret og godt. Derfor gør man ret i, at man forkynder det i kirken. For ligesom kirken har to slags folk, så forkynder den også to slags ord. Beretningerne og eksemplerne på Guds vrede og trusler mod de hårde hjerter skal forkyndes for de sikre og ubodfærdige, og forjættelserne for de ængstede og ydmygede hjerter. Og den allerstørste visdom er, at man fordeler dette ret.

Etsi igitur haec irae exempla ad contritionem faciunt, tamen ab eis cessandum est, cum animi fracti sunt, et mitigandus dolor ac sanandum [Ps. 51, 19] vulnus. Scriptura vocat timorem sacrificium Dei et cultum, Psalmo quinquagesimo primo. Cum autem in hunc finem historiae hae per spiritum sanctum sint scriptae, ut excitentur animi ad timorem Dei, ac fugiant peccata et faciant iuditium et iustitiam, recte proponuntur in Ecclesia, quae sicut duplices homines habet, ita etiam duplex verbum proponit, historias irae et comminationes contra duros, securos, impoenitentes, et promissiones pro contritis ac humiliatis. Summa autem sapientia est, haec recte dispensare.

 

14. Paven har den magt at sætte i band, men mod hvem bruger han vel mere bandet end mod os, vi som dog ikke er trygge, men har et sønderbrudt hjerte? Men sine embedsmænd, disse epikuræiske svin, de trygge domherrer, kardinaler, biskopper og tyranner, priser han som hellige mennesker og hæver dem til skyerne. Således fyldestgør han sit navn, at han i kirken skal beskytte og styrke de fat­tige og fordømme de genstridige og ulydige.

Papa habet excommunicationis fulmen, sed contra quos eo utitur?, Nonne contra nos, qui non securi, sed contriti sumus et humiliati? Sui autem ordinis homines, Epicureos, Canonicos securos, Cardinales, Episcopos, Tyrannos beatos praedicat, et in coelum evehit. Sic titulum, quod confortet pauperes Ecclesiae, et damnet rebelles, implet.

 

15. Dog er han ikke den første, som handler sådan. Betragt det trettende kapitel hos Ezekiel, hvor Gud siger: ”I vanhellige mig for nogle håndfulde byg” (vers 19). Det vil sige, for timelige goders skyld har I forfalsket min lære. De fromme har I fordømt og de onde har I bestyrket i deres forehavende. For dette mener han med det følgende: ”For et par stykker brød har I dræbt mennesker, som ikke skulle dø, og holdet mennesker i live, som ikke skulle leve, når I lyver for mit folk.” Og i vers 22: ”I bringer lidelse over den retfærdige ved jeres falskhed, skønt jeg ikke ville bringe lidelse over ham.” Sådan mangler hele pavedømmet den visdom, rettelig at fordele Guds Ord. Derfor kan det heller ikke opbygge, men nedriver og ødelægger alt med sin lære.

[Hes. 13, 19] Sed hoc non novum est, Ezechielem vide, capite 13: ‘vos Prophanastis me apud populum meum propter pugillos hordei’, id est, propter temporalia bona consequenda corrupistis doctrinam, et bonos damnastis, malos autem confirmastis: hoc enim est, quod sequitur: ‘Propter fragmenta panis interfecistis animas, quae non fuissent mortuae, et vivificastis animas quae [Hes. 13, 22] non vixissent, dum vos mentimini populo meo, qui auscultat mendatiis’ et alibi. ‘Contristastis cor iusti, quem ego non contristavi.’ Caret igitur sapientia illa verbi recte secandi totus Papatus, non igitur aedificare potest, sed convellit et evertit omnia per suam doctrinam.

 

16. Men Helligånden foreholder os disse beretninger om Guds vrede og dom sådan, at han tillige viser os en stærk trøst deri, nemlig at Gud vil redde og frelse dem i nøden, som frygte ham, sådan som han her viser mod Lot. Derfor er det ikke blot sådan, at sodomitterne omkommer, men Lot frelses også og takker Gud. Er du nu forsagt og mismodig, så se hen til Lot, som Gud frelste, og håb, at han vil gøre dette også med dig. Men du, som trygt bedriver hor, skraber til dig og plejer dit eget skind, er et nydelsessyg svin, du skal betragte sodomitterne og hvilken forfærdelig straf der fulgte på deres skammelige væsen og umoralske liv. Kom i hu, at fem byer pludselig blev ødelagt af ild fra himlen, at jorden sank sammen og der opstod en forfærdelig saltsø af det, hvor ingen kan bo, mens de ugudelige syndere alle omkom i ét øjeblik og er fortabte i al evighed.

Spiritus sanctus autem sic etiam hasce irae et iuditii Dei historias proponit, ut simul consolationem firmam ostendat, Deum sicut Loth timentes se ex certo interitu liberaturum. Non solum igitur pereunt Sodomitae, sed Loth servatus Deo gratias agit. In Loth salvatum respice tu, qui paves et humiliatus es, ac spera idem erga te facturum Deum. Contra tu, qui secure fornicaris, nempe colligis opes, laute curas cuticulam, et es Epicuri de grege porcus, flecte oculos ad Sodomitas, vide, quae eorum scelera indigna sit secuta gravis poena, cogita subito coelesti igni inflammatas quinque civitates, subsedisse terram, successisse horribilem bituminis lacum, uno momento eversis ac inaeternum perditis peccatoribus.

17. Når du nu alvorligt betænker alt dette, så vil det vække dig, så du også betænker din nød, afstår fra dine synder og beder om tilgivelse. Dette kender vore tåbelige og blinde lovfjender intet til, så derfor vil de ophæve denne prædiken om Guds vrede i kirken, til deres store skade og fare. Derfor beder jeg om, at man vogter sig for dem, for de er gale ånder, uerfarne i åndelige sager, men de opblæser sig og indbilder sig at være lærde og kloge, hvad de dog ikke er. - Men nu videre i historien.

Haec diligente cogitata excitabunt te, ut de tuo quoque periculo cogites, et peccare desinas, ac veniam peccatorum exposcas. Hoc stulti et coeci Antinomi nostri, Grikel et Iekel, non norunt. Ideo hanc irae Dei praedicationem cum magno et certo malo ex Ecclesia tollunt. Moneo igitur, ut caveatis tales, sunt enim fanatici spiritus et rerum spiritualium imperiti, inflati autem vana opinione doctrinae et sapientiae. Sed redeo ad historiam.

 

18. I det foregående kapitel kalder Moses dem, som han her benævner engle, for mænd. Disse navne komme ud på ét og er således at forstå, at Herren åbenbarede sig i dem. Men hvorfor Moses på de to steder ikke har brugt samme navn, ved jeg ikke, kun er det min tro, at Helligånden derved har villet antyde, at det ikke var naturlige mennesker.

Superiore capite nominat viros, quos hic clare vocat Angelos. Ita tamen idem nomen intelligendum est, ut statuas apparuisse in eis Dominum. Cur autem appellationem sic mutaverit Moses nescio, nisi forte voluit spiritus sanctus significare, non fuisse naturales homines.

 

19. Moses siger, at det var aften, da de ankom til byen. De havde jo ved middagstid spist med Abraham. Og fordi Mamre og Sodoma ligger lidt for langt fra hinanden, til at et menneske kunne rejse denne strækning på så få timer, siger teksten her, at det var engle, for at ingen skulle anse denne beretning for et digt eller en fabel.

Quod de vespere commemorat Moses, existimo fuisse proximum vesperum, quod secutum est eum meridiem, quod cum Abraha pransi sunt. Quia autem iter longius est a Mamre ad Sodoma, quam ut tam paucis horis possit confici ab homine, Ideo quoque Angelos fuisse hoc in loco Psalmus dicit, ne quis suspicaretur rem fictam narrari.

 

29. Men her må man atter mindes, hvad jeg ovenfor sagde om gæstfriheden. For som du ovenfor hørte om Abraham, således hører du her også om Lot, at han ven­tede på gæsterne, løb dem i møde, tog imod dem med begge hænder og næsten nødte og tvang dem til at tage ind til sig. Så har jeg også sagt, at gæstfriheden ikke roses mere på noget sted i Skriften, end i Matt 25, 35, hvor Kristus siger: ”Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise.”

Referenda autem ad hanc historiam illa sunt, quae supra de hospitalitate diximus. Sicut enim de Abraham, ita de Loth quoque audis exoptasse, obviisque ulnis excepisse hospites, ac tantum non coëgisse, suo ut uterentur hospitio. Dixi autem nullum hospitalitatis encomium maius [Matth. 25, 35] esse, quam illud Matthaei 25: ‘Esurivi, et dedistis mihi panem’.

 

21. At Lot sidder i Sodoma port, dermed menes noget andet, end hvad Skriften ellers kalder at sidde ved byens port. For byens port kaldes det sted, hvor man gik hen for at holde råd og sidder til doms. For dengang havde man rådhuse ved byernes porte, hvor de havde sine befæstninger og kom sammen, når de ville rådslå om offentlige sager. Lot derimod sidder forrest ved indgangen til byen.

Quod Loth sedit in porta Sodomae, aliud est, quam sedere in porta civitatis. Porta enim civitatis significat locum curiae. Mos enim orientalium populorum erat, Curiam ponere in portis, Ibi enim arcem, seu propugnacula habebant, ac conveniebant deliberaturi de republica. Loth autem sedet in ingressu civitatis.

 

22. Derfor priser Moses her atter hans gæstfrihed. For hvorfor han ikke holder sig hjemme, men sidder der, er let at forstå. Han venter på fremmede, ser, at folkene i byen er tossede og fulde af ondskab, derfor vil han, at de, som måtte komme fra fremmede steder, skulle overnatte hjemme hos ham, hvor de kunne være i sik­kerhed for folks misgerninger og ondskab. Og måske var der på denne tid en stor forfølgelse i Ur i Kaldæa, hvorfor fromme og gud­frygtige mennesker i flokke fulgte med Abraham, da han vankede om­kring i sin elendighed, da de langt hellere ville være med ham i elen­dighed, end hjemme hos de ugudelige. Denne brødrenes nød og tilstand tænker Lot og Abraham på og sidder enten ved sine husdøre eller i byernes porte, for at de fremmede, som måtte komme, kunne finde et sted at overnatte.

Est autem commendatio hospitalitatis. Res enim ostendit, cur se domi non continuerit. Expectat hospites, videt civium furorem et iniurias, si qui igitur veniant peregrini, vult eos secum esse, ubi sine contumelia et iniuria pernoctare possint. Ac fortasse eo tempore magna persecutio fuit in UR Chaldaeorum. Itaque pii frequentes Abrahamum exulem secuti sunt, cum eo potius in exilio, quam cum impiis in patria victuri. Fratrum igitur periculo moniti Abraham et Loth sedent aut in ostio domus, aut in ipsa porta, ut, si qui veniant, hospitium inveniant paratum.

 

23. Da nu Lot ser englene, bøjer han sig for dem med ansigtet ned til jorden, som om han tilbad dem. Dette står ikke ovenfor om Abraham, men han bøjer sig kun eller bøjer knæ for dem, men Lot falder på sit ansigt til jorden. Sådan ærbødighed viser han disse gæster. Heraf kan man se, hvad de hellige fædre holdt for orden i sine huse, og hvorledes de oplærte sine efterkommere, når de modtog fremmede folk, når de kom, med sådan ærbødighed og ærefrygt, som Gud selv, for ham ærede de i dem.

Videns igitur Loth Angelos adorat eos facie tenus in terram. Hoc de Abraha non est scriptum, qui tantum incurvavit se, seu genu flexit. Loth procumbit in faciem in terram, tanta erga hospites tum fuit reverentia.

Apparet autem hinc, quae fuerit disciplina in familiis piorum, et quomodo adsuefecerint suos posteros, quod venientes peregrinos homines ita exceperunt reverenter, ac si Deus ipse veniret. Deum enim in eis reveriti sunt et honorarunt.

 

24. Nu til dags, da det er gået nedad bakke med verden, erfarer man så meget ondskab, så mange slags list og bedrageri, at man næppe ved, hvem man skal tjene eller vise godt. Dog skulle vi gøre så meget, at vi i al fald ære dem, som er os bekendte, og tjener dem.

Nostro saeculo, in hac fece mundi, tanta malitia, tam variae fraudes et doli sunt, ut, quid cui facias, nescias. Hoc tamen praestandum nobis est, ut saltem, quos novimus, honore adficiamus, ac iuvemus offitiis. Sed audi, quomodo cum ignotis hospitibus loquatur Loth.

 

 

 

 Se også Luthers skrift om ægteskabet fra 1523 i engelsk oversættelse her