Det var især tilfældet med afladen og hele afladshandlen. Begrebet om aflad var i den katolske kirke forestillingen om, at man gennem betaling til kirken, kunne få reduktion i, hvor lang tid man skulle renses og straffes i skærsilden for sine dårlige gerninger og synder. Man kunne så købe et afladsbrev, der afkortede opholdet i skærsilden. Afladspraksisen udviklede sig i middelalderen, og skulle blandt andet hjælpe til at skaffe penge til opførelsen af den nye Peters-kirke i Rom.

Korrekt opfattet var afladen udelukkende tænkt som eftergivelse af de ydre straffe for synden. Men kirken havde desuden med nogle uheldige formuleringer givet køberne den opfattelse, at her solgtes syndsforladelse.

Da alt dette med Tetzel kom til Wittenbergs nærhed, mærkede Luther i sin præstegerning de skadelige følger. Ifølge rygterne kunne man endog købe aflad for fremtidige synder. Luther så sig nødsaget til at gøre noget alvorligt.

Eck optrådte bagefter som sejrherre, men havde i virkeligheden hjulpet Luther til at se, at konciliernes ufejlbarhed måtte gå samme vej som pavens. I nogle kommentarer til disputatsteserne besvarede Luther den indvending, at troen på Skriften må hvile på troen på kirken, der giver Skriften vidnesbyrd. For Luther er det omvendt: troen opstår ikke ved noget menneskes autoritet, men ved Guds Ånd i hjerterne. Kirken er skabt af evangeliet og står derfor under dette.                  

Samtidig med denne strid fortsatte Luther sit regelmæssige arbejde ved universitetet og i kirken. Han udgav 1519 en latinsk kommentar til Galaterbrevet, læste atter over Salmerne og behandlede i prædikener og pjecer en mængde emner, som ægteskabet, bankrenter og særlig sakramenterne. Her finder vi vigtige træk af Luthers sakramentlære.

I boden er hovedpunktet tilsigelsen af syndernes forladelse, der alene hviler på Kristi forjættelse. Derfor kan også en lægmand i nødsfald absolvere. Boden hviler atter på dåben.

Dåben består i et ydre tegn, som burde være hel neddykning i vandet. En åndelig betydning, nemlig Guds pagtslutning samt syndens udrensning og det nye menneskes fremvækst, en proces, der fortsættes lige til den legemlige død. Og troen, der er det allernødvendigste. Dåbsløftet står over alle munke- og præsteløfter.

Nadveren består af de tilsvarende tre stykker. Luther vil ikke indlade sig på spidsfindigheder omkring nadverelementernes forvandling. Indførelse af lægmandskalk er ønskelig om end ikke nødvendig. Det ydre tegn er det mest underordnede, på troen kommer det an, i overensstemmelse med Augustins ord: ”Tro, så har du allerede nydt nadveren.”

Denne befriende forståelse af frelsen kom Luther altså først til personlig klarhed over i 1519, da han befandt sig på sit værelse i tårnet på klosteret i Wittenberg (Luther evangeliske gennembrud kaldes derfor sommetider for hans ”tårnoplevelse”).

Det er først på dette tidspunkt, Luther kommer til tro på denne sandhed, så hans samvittighed kommer til at hvile i Kristi fuldbragte frelse. Det udelukker ikke, at Luther vel også inden denne tid kan have haft visse teoretiske overvejelser omkring dette syn.

Helt konkret knytter Luther sit evangeliske gennembrud til læsningen af Romerbrevet. I vers 28 i kapitel 3 sætter Luther et kryds og skriver ude i margenen det latinske ord ”sola” (alene) – ved tro alene: ”For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger”. Helt præcist er der kun ét reformatorisk ”sola” og det er knyttet sammen med troen.

Luther ser nu, at udtrykket ”Guds retfærdighed” (Rom 1, 17) ikke skal forstås i aktiv og juridisk betydning, som noget mennesket skal præstere i forhold til Guds lov. Guds retfærdighed skal forstås passivt, som noget, Gud skænker mennesket for Kristi skyld. Det bliver således synonym med Guds barmhjertighed, at Guds forbarmer sig over os og tilgiver os vore synder. Fokus flyttes dermed fra menneskets egne præstationer og hen på det, Gud har udrettet for os ved sin søn.

I 1518 ankommer Philip Melanchthon til Wittenberg som professor i græsk. Luther fandt i ham en kollega, der kunne bøde på hans egne hidtil ufuldkomne græskkundskaber. Til gengæld trak Luther Melanchthon over i teologien. Melanchthon udtrykker det selv sådan: ”evangeliet lærte jeg af dr. Martin Luther”.

Melanchthon er nok Luthers vigtigste og mest betydningsfulde medarbejder. Han var så at sige Luthers teologiske sekretær, der ordnede og systematiserede hans undertiden noget rodede tanker og skrifter.

Melanchthon satte Luthers nye tanker i system og det var også ham, der udarbejdede Den Augsburgske Bekendelse, der er den lutherske kirkes egentlige bekendelsesskrift.

Luther og Melanchthon fulgtes under hele reformationen i et smukt parløb. De, der ser fundamentale forskelle mellem deres teologi, er ofte stoppet for tidlig i deres studier af Luther. De ændringer og korrektioner, man finder hos Melanchthon, svarer til dem, Luther foretog – og omvendt.

En anden af Luthers mest betydningsfulde medarbejdere er Johannes Bugenhagen, der ankom til Wittenberg i 1521.

Efter Luthers forslag blev han ansat som byens præst i 1523 og var Luthers personlige sjælesørger.

Hvor Melanchthon var ekspert i dogmatik og systematisk teologi, var Bugenhagen eksperten inden for kirkeret og kirkeordninger. Det var ham, der blev sendt til Danmark (1537-39) for at hjælpe til med at gennemføre reformationen her i praksis.

Bugenhagen stod for udarbejdelsen af Den Danske Kirkeordinans, der er den danske kirkes grundlov. Han kunne med god ret kaldes for Wittenbergs kirke-ambassadør.

Han blev udnævnt til generalsuperintendent i Kursachsen i 1536. Det svarer til hvervet som ærkebiskop eller øverste biskop.

Luther benævner ham ofte som Dr. Pomeranus eller Pommer.

I sommeren 1520 skrev Luther på én gang skrifterne ”Om pavedømmet i Rom” og det første af de tre store reformationsskrifter: ”Om kristenstandens forbedring”. Skriftet, der er adresseret til adelen, er et mægtigt opråb. Det er som ”edsvoren doktor i Den Hellige Skrift”, at Luther træder frem med bevidsthed om øjeblikkets alvor og ikke i tillid til egen magt. Det grundlag, hvorfra han går ud, er religiøst: enhver kristen er i dåben viet til præst, biskop og pave. For den apostolske lære om det almindelige præstedømme falder de mure, som romanisterne har brugt til at ophøje sig over den verdslige magt. På dette grundlag bygger Luther så en hel række kirkelige og sociale reformforslag. Også ved kirkens reformation bør øvrigheden, som døbt og medlem af kirken, hjælpe med.

I den følgende tid vendte Luther atter tilbage til teologien. En ”Sermon om messen” viste, i hvad retning hans tanker gik, og i oktober 1520 udkom ”Om kirkens babyloniske fangenskab”. Med stor religiøs dybde og kritisk evne behandler Luther sakramenterne med skarp polemik mod en magisk opfattelse.

Pavedømmet har gjort messen til en god gerning og et offer. Men det er ikke det, Kristus har indstiftet nadveren til. Den er ikke noget, vi yder Gud, men Kristi testamente, forjættelsen om syndsforladelse, altså en gave, som kun kan modtages i troende tilegnelse. Messen er således en sammenfatning af evangeliet, ja man kan tilegne sig testamentet uden det ydre tegn. Kun de bønner, der frembæres ved messen, kan kaldes et offer, men ikke selve nadveren. Hermed bortfalder præstens karakter af offerpræst.

Dåben selv er forblevet uforvansket, men dens kraft formørket. Med hensyn til det ydre tegn kunne Luther ønske genindførelse af neddykning. Men de ydre former er underordnede, således også døbeformlen. Dåb alene i Kristi navn er tilladelig, ja selv om en ugudelig præst ikke forrettede dåben i Herrens navn, var det nok, når den kun blev modtaget i Herrens navn. Det gælder om at modtage dåben som af Guds egen hånd. Det centrale er nemlig forjættelsen i Mark 16, 16, som må tilegnes i tro. Dåbens pagt gælder hele livet.

Boden er kun et sakramente i videre forstand: den mangler det synlige tegn, men har guddommelig indstiftelse. Den er forjættelse om syndstilgivelse, men man har forvansket den ved at betone angerens fortjeneste og gøre skriftemålet til en pine for samvittigheden og et middel til at tjene penge. Konfirmationen, ordinationen og den sidste olie kan ikke godtgøres ud fra Skriften at være sakramenter, men Luther viderefører faktisk konfirmationen som en god anledning til at lære de unge noget om kristendommen (et faktum, som er overset af mange). Den sidste olie gives normalt som en sidste velsignelse til den døende, men burde i stedet ifølge Jak 5, 13-18 bruges som et helbredende lægemiddel sammen med forbøn.

I samme periode udgiver Luther også på både latin og tysk den første egentlige fremstilling af den nye forståelse af evangeliet, skriftet ”Om den kristne frihed”.

Af Luthers skrifter fra 1520 giver skriftet ”Om de gode gerninger” synspunkterne for den evangeliske etik i form af udlægning af de 10 bud.

3. januar 1521 udstedtes den bandbulle, som afgørende lyste band over Luther. Aleanders krav om, at Luther skulle behandles som domfældt kætter, gik dog ikke igennem. Der var så stærk stemning for Luther, at kejseren stævner ham til med frit lejde at møde for rigsdagen i Worms i foråret 1521 for at forhøres. Dog var hans stilling så farlig, at Frederik den Vise ikke helt afviste tanken om at sende både Luther og Karlstadt til Danmark, hvad Christian II foreslog gennem sin sekretær.

Trods sine venners advarsler drog Luther af sted sammen med vennen Amsdorf, og efter at være blevet fejret af humanisterne i Erfurt, nåede han Worms 16. april. Forhøret dagen efter blev en skuffelse. På spørgsmålet, om han ville genkalde, svarede Luther med lav stemme ved at bede om betænkningstid. Men næste dag gav han med fast stemme det berømte svar, at hvis han ikke blev overbevist ud fra Skriften eller med en klar grund, kunne han ikke genkalde, da det ikke er sikkert og rådeligt at handle mod sin samvittighed.

Endnu større var dog måske Luthers fasthed, da han i de følgende dage under private forhandlinger nægtede at gå ind på kompromisforslag, vis på, som han sagde til Cochlæus, at hans lære var ham åbenbaret. 26. april drog Luther fra Worms og blev på hjemvejen hemmelig bragt til Wartburg efter vink fra Frederik den Vise. Kort efter erklærede kejseren ham fredløs.

Luther opholdt sig på Wartburg i 10 måneder som ”junker Jörg”. Her fik han tid til stille uddybende arbejde. Han påbegyndte sin betydningsfulde Kirkepostil. Den udkom i flere bind i 1522, 1525, 1543. I løbet af 3 måneder oversatte han desuden Ny Testamente efter Erasmus' græske udgave fra 1519. Denne oversættelse udkom 1522 med de kendte fortaler, hvor han i fortalen til Romerbrevet giver den berømte forklaring af troens væsen (”en guddommelig gerning i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud”).

Gammeltestamente vovede Luther sig endnu ikke til på Wartburg, dertil behøvede han hjælp fra hebraiskkyndige venner, hans oversættelse heraf udkom i dele i 1523, 24, 33, 34. Luther løste sin opgave som bibeloversætter enestående, indlevet som han var både i Skriftens tanker og i sit folks sprogbrug.

På Wartburg hørte Luther imidlertid om den iver, hvormed man i Wittenberg drog konsekvenser af hans lære, og om sværmeriske gruppers indtrængen, der med magt ville fjerne alle misbrug her og nu. Adskilligt her gjorde Luther betænkelig.

I begyndelsen af december 1521 aflagde Luther et hemmeligt besøg i Wittenberg, og efter tilbagekomsten skrev han ”Trofast formaning til alle kristne om at vogte sig for oprør”. Det er ikke den almindelige mand, men øvrigheden der skal reformere, og man skal handle varsomt med de svage.

Da reformationen var ved at løbe af sporet, vendte Luther trods kurfyrstens forbud tilbage til Wittenberg i begyndelsen af marts 1522. Luther ønskede, at reformationen skulle vinde alene ved Ordets magt. Og det skulle ske uden at såre samvittighederne hos de svage.

I løbet af et par år reformerer han stille og roligt gudstjenesten. Guds­tjenesten blev tysk, også dåbsritualet blev oversat (Dåbsbogen 1523), og Luther indså nødvendigheden af tysk salmesang. 1523–24 be­gynder den lutherske salmedigtning. Dels optages ældre tyske og oversatte latinske salmer, dels digter Luther og venner af ham nye. Luther skrev 1523 sin første salme ”Nu fryde sig hver kristen” som er sunget ud af hans egne oplevelser. Hans første salmer blev trykte 1524. Den berømte ”Vor Gud han er så fast en borg” forelå trykt 1529.

Foruden sit arbejde med gudstjenestens reform fortsatte Luther sin sædvanlige virksomhed som universitetslærer, bibelfortolker og prædi­kant. Luther har forslag om skolegang for alle børn, både drenge og piger, og udarbejder senere sammen med Melanchthon og Bugenhagen konkrete undervisningsplaner i Visitatsbogen.

Omkring 1525 var reformationen bleven en betydelig magt i Tyskland og til dels udover rigets grænser. Men netop omkring 1525 sker der en række ting, som skiller Luther fra kredse, der hidtil havde vist ham sympati.

Mange humanister skilte sig fra Luther på grund af de forstyrrelser i studierne og den stærke nedgang i besøget ved universiteterne, som de urolige tider medførte. Skønt Luther søgte at modvirke dette, forekom reformationen dem dog at føre til anarki. Erasmus havde længe holdt sig i sin forsigtige mellemstilling, men pressedes stadig mere af det gamles tilhængere, for at han skulle knuse Luther. Således også af den engelske konge, Henrik VIII, hvis forsvar for de syv sakramenter Luther 1522 havde givet et meget skarpt svar.

I 1524 gik Erasmus omsider til angreb på Luther med sit skrift ”Om den frie Vilje”, som rammer et helt centralt punkt i Luthers teologi. I sit svar ”Om den trælbundne Vilje” anerkender Luther, at Erasmus virkelig har truffet et hovedpunkt. Men han væmmes ved Erasmus' skepticisme, og skarpere end nogen sinde hævder han læren om menneskeviljens ufrihed og Guds enevirken som karakteristisk for kristendommen. Hermed følger han til dels i sporene af Augustin, hvis teologi er præget af religiøs determinisme og absolut prædestination også af syndefaldet. 

Synet på forudbestemmelsen
Hvor langt Luther her følger Augustin, er ikke helt klart. I hvert fald modererer Luther senere sit syn. I forbindelse med rigsdagen i Augsburg i 1530 fremlægger Zwingli nemlig et rendyrket eksempel på en absolut prædestinationslære (som Calvin fører videre på reformert grund). Både Augustin, Zwingli og Calvin lærer, at Gud fra evighed af ikke alene har udvalgt nogle mennesker til frelse, men også direkte har udvalgt resten til fortabelse. Både udvælgelsen til frelse og fortabelse er sket helt uafhængig af Kristus og menneskers forhold til ham.

Guds universelle frelsesvilje
Over for denne uhyrlige tanke bliver fremhævelsen af Guds universelle frelsesvilje nu et central punkt for de lutherske teologer i Wittenberg, som en naturlig konsekvens af den nye evangelieforståelse. Gud vil virkelig, at alle mennesker skal frelses. Og der er ikke modsatrettede viljer hos Gud. Han siger ikke én ting i sit Ord, mens han tænker og mener noget andet i sit hjerte. Derfor må årsagen til menneskers fortabelse alene søges i det enkelte menneske selv, som har mulighed for at afvise Guds seriøse frelsestilbud.

Det bliver nu en central tanke hos Luther, at Guds åbenbarede vilje, der er en kærlig frelsesvilje, er virkelig og ikke bare et skin. Denne frelsesvilje fremtræder reelt og seriøst i nådemidlerne. Denne opfattelse kommer tydelig frem i forbindelse med dåb af spædbørn. I modsætning til de voksne yder spædbørn nemlig endnu ikke nogen hårdnakket modstand mod Guds frelse.
Som en naturlig konsekvens af Guds universelle frelsesvilje lærer Luther derfor, at alle spædbørn kommer til tro og bliver genfødt og frelst i dåben.

Luthers mistro mod sværmeriet uddybedes, da det kom ham nær på livet i Thüringen. Mod den sværmeriske lovopfattelse og forkastelse af sakramenterne rettede han sit betydelige skrift ”Mod de himmelske profeter” 1524–25. Imod Karlstadts billedstorm og sabbatsopfattelse hævder han personlighedsprincippet: det gælder om at udrive billederne af hjerterne, ikke først borttage dem fra øjnene.

Moselovens betydning
Skriftet her giver desuden en grundlæggende forklaring af lovens betydning. Hvordan man skal forstå de kristnes forhold til Moseloven.

Hele Moseloven er afskaffet, heri indbefattet De Ti Bud. Hvis sabbatsbudet stadig stod ved magt, måtte man jo holde lørdagen hellig. Nu viser imidlertid Kol 2, 16 og Gal 4, 10, at det ikke gælder. Søndagen er da ikke i stedet for sabbatten, men er blot en praktisk indretning, til hvile for mennesker og dyr, og fordi man må have en dag til at høre prædiken og Guds ord. I og for sig kunne man også vælge en anden dag. De Ti Bud gælder da kun, for så vidt de stemmer med den naturlige lov, som Gud har skrevet i hjerterne. ”Men intet steds er de naturlige love så smukt og ordentligt affattede som hos Moses.”

Nadversyn
I anden del af skriftet hævder Luther de ydre nådemidlers betydning mod en sværmerisk åndelighed og præciserer sin nadverlære. I 1519 og 20 havde han lagt vægten på den åndelige side. Han nægtede ikke, at nadveren indeholdt Kristi legeme og blod. En symbolsk forståelse af indstiftelsesordene følte han sig vel da fristet til, men fandt den stridende mod teksten.

Imidlertid vandt en symbolsk tydning bifald hos Zwingli, til dels også hos de strassburgske teologer, som indtog en mellemstilling mellem Wittenberg og Zürich. I 1523 forsvarede Luther overfor de bøhmiske brødre realpræsensen: Brød og vin i nadveren bliver ved med at være rigtig brød og vin, men er samtidig bærere af Kristi legeme og blod. Brødet er på én gang rigtig brød og Kristi virkelige legeme. Men vigtigt bliver dette punkt først, da han står over for Karlstadts radikale og eksegetisk tåbelige lære. I et brev fra1524 advarede han strassburgerne derimod. Karlstadts lære var ham et udslag af fornuftens oprør.

Bondeoprøret i 1524–25 var navnlig fremkaldt af sociale årsager. Luther kunne langt på vej give bønderne ret i mange af deres krav til sociale reformer. I skriftet ”Formaning til fred på de schwabiske bønders 12 artikler” taler han hårdt til herrerne, men advarer samtidig indtrængende sine ”kære venner”, bønderne, mod oprør. Men hverken dette skrift eller Luthers personlige modige optræden blandt bønderne i Thüringen gjorde nogen virkning.

Stadig vildere gik det til, især i Mühlhausen under Münzers ledelse. Med hele sin mægtige personligheds kraft og al sin autoritet kastede Luther sig imod dem i det rystende skrift ”Mod bøndernes morderiske og røveriske bander”. Det var ham, som om alle djævle var faret i bønderne, der forbrød sig mod det guddommelige ord i Rom 13. De plyndrede klostre og slotte og dækkede deres gruelige synd med evangeliets navn. Når de bar sig ad som gale hunde, måtte man slå dem ned som gale hunde. Og dette gjorde fyrsterne på en måde, der atter forfærdede Luther.

1525 indgik Luther ægteskab. I årevis havde han krævet præsteægteskab og siden 1521 hævdet munkeløfternes ugyldighed. Rundt om ham giftede munke og nonner sig med hans billigelse. Men selv var han en af dem, som holdt længst ud i klostret, og syntes ikke selv at ville øve, hvad han prædikede. Så lidt sandhed er der i den anskuelse, at reformationen er et udslag af en munks giftelyster, om end Luther selv vedkendte sig ikke at være træ eller sten over for det andet køn.

13. juni 1525 om aftenen indgik Martin Luther ægteskab med Katharina von Bora i sin bolig, i nærværelse af præsterne Bugenhagen og Jonas, og maleren Lukas Cranach med hustru.

Katharina von Bora 1499-1552
Katharina von Bora, i daglig tale kaldte Käthe, blev født i Lippendorf 1499 i en mindre adelsslægt. På grund af moderens tidlige død blev hun som 10-årig optaget i cistercienserklosteret ”Marienthron” i Nimbschen (sydøst for Leipzig). Gennem Luthers virke blev hun og andre nonner grebet af det frigørende evangelium og flygtede til Wittenberg i 1523.

Katharina var 26 og Luther 41 da de blev gift. De fik tre sønner og tre døtre:

Johann, 1526-75, blev kansler hos Hertug Albrecht af Preußen;
Elisabeth, 1527-28;
Magdalena, 1529-42;
Martin, 1531-65, blev teolog;
Paul, 1533-93, blev kursachsisk livlæge;
Margrethe, 1534-70, alle efterkommerne af Martin Luther stammer fra hendes ægteskab.

Desuden husede hjemmet 7 niecer og nevøer og 4 andre børn plus logerende studenter, gæster og tjenestefolk. Der var dagligt omkring 40 personer til spisning. Rammerne omkring alt dette var det tidligere kloster, som kurfyrsten skænkede parret.

Årene 1526–30

Denne periode er præget af det store arbejde med at opbygge den nye evangeliske kirke. Rigsdagen i Speyer 1526 gav faktisk, om end ikke retsligt, landsfyrsterne magt til at ordne kirkeforholdene. Den sachsiske kirkevisitation (fra 1526) afslørede, hvor ringe det stod til rundt omkring i menighederne med selv den helt basale grundviden om kristendommen. I den forbindelse udarbejdede Luther og Melanchthon ”Den sachsiske Visitatsbog”.

Til undervisningsbrug udførte Luther et uvurderligt arbejde med sine to katekismer i 1529. Begge er de et ypperligt udtryk for den lutherske kristendomsopfattelse. 1529 udkom også Luthers ”Vielsesbog”. Med dette vielsesritual ville Luther ikke indføre nogen tvang. Efter Luthers eget ritual skal præsten udføre to tydelig adskilte handlinger: trolovelsen foran kirkedøren og velsignelsen foran altret.

Ved siden af dette foregik der en heftig strid med Zwingli i årene 1526–30 om synet på nadveren. De evangeliske menigheder i vest og syd­tyskland med Martin Bucer i spidsen forsøgte at mægle mellem Luther og Zwingli. Det samme gjorde Filip af Hessen, der havde politiske planer om et stort protestantisk forbund.

Det forsøg, man gjorde ved samtalen i Marburg l529 var ikke helt resultatløst. Adskillige misforståelser fjernedes, en sømmeligere tone blev anslået, og Zwingli gav efter i spørgsmålene om arvesynd og om dåben. I Marburgerartiklerne fastslår Luther de punkter, hvori schweizerne gav ham ret, men ved art. 15 om Kristi legemlige nærværelse i nadveren fastholdt hver part sin stilling.

Striden bevarede Lutheranerne fra tilslutning til Zwinglis og landgrevens farlige politiske planer. På hjemrejsen fra Marburg udarbejdede Luther på grundlag af Marburgerartiklerne ”Schwabacher-artiklerne” med skærpelse af modsætningen til zwinglianerne.

I 1530 indkaldte kejser Karl den Femte til en rigsdag i Augsburg, i et forsøg på at løse konflikten mellem lutheranerne og katolikkerne.

Fra luthersk side udarbejdede man da Den Augsburgske Bekendelse, som redegør for hovedpunkterne i den lutherske teologi.

Som fredløs kunne Luther ikke tages med til rigsdagen i Augsburg, men blev efterladt på den nærliggende borg Veste Coburg. Via sendebud stod Luther så i tæt kontakt med deltagerne på rigsdagen.

25. juni blev Bekendelsen oplæst på tysk for kejseren, hvorefter man overrakte ham et eksemplar på både latin og tysk.

Man opnåede dog ikke den ønskede enighed på rigsdagen, men Den Augsburgske Bekendelse fik alligevel meget stor religiøs og politisk betydning. Den var nu rigsofficiel bekendelsesskrift for de områder, der tilsluttede sig den lutherske lære. Den er således også officiel bekendelsesskrift for den danske folkekirke i dag.

I den følgende tid tiltrådte også sydtyskerne det lige stiftede Schmalkaldiske forbund. Dets hensigt var at værge evangeliet eventuelt også mod kejseren, en tanke, som Luther før havde afvist som oprørsk. Men nu havde juristerne overbevist ham om, at kejseren ikke var monark i fuld betydning over for landsfyrsterne.

I 1536 tilsluttede Bucer og de sydtyske menigheder sig direkte den lutherske lære ved underskrivning af Wittenberg-Konkordien, der fastslår Kristi realpræsens i nadveren og afviser den katolske forvandlingslære.

Realpræsensen begrænses desuden til kun at gælde under selve nadverfejringen. Efter nadverfejringens ophør er brød og vin ikke længere Kristi legeme og blod.

De eventuelt tiloversblevende nadverelementer skal dog behandles med respekt, især af hensyn til de svage (for at undgå alle problemer og spørgsmål, ser Luther helst at alt brød og vin konsumeres under nadveren).

I anledning af de stadig drøftede koncilieplaner affattede Luther ”De Schmalkaldiske Artikler” i 1537 samt skriftet ”Om koncilierne og kirken”, hvor Luther har en grundig kirkehistorisk gennemgang af de forskellige kirkemøder.

Inden for Luthers egne tilhængeres kreds var der 1537 kommen splid med Agricola, der for sin modstand mod loven påberåbte sig Luthers egne udtalelser. Unægtelig var Luthers anskuelser om loven og boden undergået en forandring, men ikke en forvandling. Den tanke, han havde lært af Staupitz, og som for ham selv havde været så værdifuld, at boden begynder ikke med frygt, men med kærlighed til retfærdighed og til Gud, havde han til tider søgt at gøre til den beherskende. Men eftersom han traf mennesker, der ikke kendte hans egen trældom under loven og smerte over synden, betonede han lovens betydning både til at fremkalde frygt, før evangeliet kunne gøre sin gerning, og som norm for de troende.

Striden om lovens brug er medvirkende til, at man atter genoptager de akademiske drøftelser på universitetet i Wittenberg. Luther udarbejder i denne forbindelse 6 teserækker om lovens betydning og brug. Det er de såkaldte ”Antinomer-teser”.

Hvad mange ikke ved er, at Luther havde et positivt forhold til jøderne. Han udgav flere skrifter med en positiv indstilling. Det gælder blandt andet hans skrift fra 1523 ”Jesus Kristus er jøde af fødsel”. Han hjalp ligeledes helt konkret nogle jøder med at få opholdstilladelse i Sachsen. Det håb, han havde om jødernes snarlige omvendelse til Kristus, svandt dog efterhånden ind. Især efter mødet med nogle missionerende jøder, der direkte hånede Jesus og kristendommen.

Det er i den kontekst, man må se Luthers skarpe skrift i 1543 ”Om jøderne og deres løgne”. Det er ikke racisme eller antisemitisme i gængs forstand. Det er et skrift, der er vendt mod disse spottende jødemissionærer. Det er en type jøder, vi ikke rigtig er kendt med i dag.

Hvis man skal finde en nutidig parallel, må man derfor tænke i retning af visse fanatisk muslimske grupper, der misbruger vores hjælp og gæstfrihed til at værge tilhængere blandt skoleeleverne med meget ufine metoder – og samtidig taler nedsættende og spottende om Danmark og dansk kultur.

Dette forhold  undskylder måske ikke alle Luthers skarpe ytringer, men det giver dog en vis forståelse for den situation, han befandt sig i.

I 1544 havde Luther den glæde at kunne indvi den første lutherske kirkebygning. Det var Slotskirken ved Schloss Hartenfels i Torgau.

Kirken blev bygget og indrettet efter Luthers ønsker og anvisninger. Det betød blandt andet, at kirken ikke fik et alter, men et bord, hvor præsten således kunne stå bagved bordet med front mod menigheden.

I modsætning til den katolske kirke, hvor man ofrer Kristi legeme og blod til Gud, er Gud i den lutherske kirke den, der deler gaver ud. I nadveren modtager vi frugten af Kristi frelsergerning for os for at vække og styrke vores tro.

Et nutidigt eksempel på denne lutherske indretning af kirkerummet kan bl.a. ses i Helligåndskirken i Århus. Her har præsten front mod menigheden under hele gudstjenesten. - Og det virker faktisk rigtig godt i praksis.

I 1546 var Luther på besøg i sin fødeby Eisleben, for at tilvejebringe forlig mellem greverne af Mansfeld. Her blev han syg og døde natten mellem 17. og 18. februar 1546, efter at have forsikret om, at han ville blive ved Kristus og den lære, han havde prædiket.

Han blev bisat i Slotskirken i Wittenberg den 22. februar, hvor Bugenhagen og Melanchthon talte over ham.

På hans gravplade i kirken kan man i dag læse, at Luther blev 63 år og 2 måneder og 10 dage. Det er en snart 500 år gammel trykfejl.

Martin Luther blev 62 år og 3 måneder og 8 dage.