Martin Luther

Formaning til at gå til nadver

(Formaning til vor Herres legeme og blods sakramente)

1530

 

 

 

 

 

(Oversat efter originalteksten i WA 30 II, 595-626)

oktober 2007,

Cand.theol.

Finn B. Andersen

 

 

 

 

Barnedåbens store fordel

Det er Guds særlige velgerning, at dåben bliver meddelt de små børn overalt i hele kristenheden, så man ikke venter til de bliver voksne og kommer til fornuft. Det anser jeg for Guds særlige råd og forsyn. For skulle man nu døbe de voksne og gamle, tror jeg virkelig ikke, en tiendedel lod sig døbe. Ja, så vidt det stod til os, var vi sandelig for længe, længe siden blevet til rene og skære muslimer. For de, som ikke var døbt, ville aldrig komme for at høre de kristnes prædikener. De ville foragte alt kristent væsen og lærdom, fordi den vil gøre dem til hellige, fromme folk. Det gør selv de, der er døbt og vil være kristne. Hvis nu sådan en udøbt flok tog overhånd, hvad ville der så ikke med det samme blive andet, end blot islam og hedenskab? Og skønt der var nogle få iblandt dem, som kom for at høre de kristnes prædikener, så ville de dog udsætte dåben til den sidste time, som man nu gør med omvendelsen og livsførelsens forbedring.

      Og jeg tør godt vædde meget på, at Djævelen ved sværmerånderne og gendøberne har haft al dette i sinde, så han kunne afskaffe barnedåben, så kun de gamle og voksne blev døbt. For hans tanker er helt sikkert disse: Hvis jeg kunne afskaffe barnedåben, da ville jeg gøre det sådan med de gamle, at de ville udsætte dåben, indtil de havde bedrevet al ondskab, eller indtil deres sidste time. Ved denne udsættelse vil jeg smukt holde dem fra prædiken, så de hverken lærer noget om Kristus eller dåben. Sådan har jeg tidligere gjort rundt omkring i verden med mægtige eksempler som muslimer, perser, tatarer, jøder og hedninger, så de til sidst blev forhærdede og sagde: Hvad skal vi med dåb? Hvorfor skal vi være kristne? Hvad flertallet gør, følger jeg. Mener du, at Gud for tre eller fire kristnes skyld vil fordømme hele verden? Hvorfor skulle jeg leve sammen med det foragtede mindretal af tiggere og stakler?

 

Augustins negative erfaring med udsættelse af dåben

Augustin skriver om sig selv, at han mor og andre gode venner havde udsat hans dåb. De ville ikke døbe ham i hans ungdom, så han ikke skulle falde i synd bagefter. Man ville vente til han var blevet ældre, så han bedre kunne stå ved sin dåb. Denne gode tanke betød imidlertid, at Augustin kom længere og længere væk både fra dåben og evangeliet. Til sidst blev han lokket ind i det manikæiske kætteri, så han spottede både Kristus og dåben. Først da han var tredive vendte han med stort besvær om til Kristus fra kætteriet. Og hans mor måtte græde mange tårer over det og på denne måde gøre bod for sin gode mening og tanke, at hun havde været med til at udsætte sin søns dåb.

      For Djævelen ser godt, hvor tøjlesløse og ugudelige folk er uden kristendommen. Næppe en tiendedel spørger efter dåben. Ja, de tænker slet ikke på, hvad dåben er eller takker Gud for, at de er døbt. Endnu mindre tænker de på, at de skulle tage dåben til hjerte, og leve et anstændigt liv i overensstemmelse med dåben. Hvad skulle det så ikke blive til, hvis de slet ikke blev døbt og hørte nogen prædiken, da det koster arbejde at blive og forblive en kristen, selv om man dagligt beder og praktiserer dåben. Og dog er dåb og lærdom en stor fordel og kraftig formaning, der i det mindste må bevæge nogen til at tænke længere end en udøbt hedning.

 

Udsættelse af nadvergang er også farligt

Alt dette kan enhver godt mærke og forstå her, at folk nu regner vor herre Kristi legeme og blods hellige sakramente så ringe, og forholder sig, som var der intet på jorden, de mindre behøvede, end netop dette sakramente. Alligevel vil de kaldes kristne. De mener, at når de nu er blevet fri for den pavelige tvang, så behøver de ikke mere gå til nadver. De kan sagtens undvære det og mener, de kan foragte det uden synd. Ja, det er dem ligegyldigt, om dette sakramente aldrig blev brugt eller helt forsvandt. Dermed viser og bekender de i gerning med hvor stor andagt og lyst, de har brugt dette sakramente, da de blev tvunget til det af paven. Og hvor gode kristne, de har været. Man lærer også heraf, hvor godt man kan gøre folk kristne og fromme med tvang, som paven med sine love har sat sig for. Det bliver der nemlig blot falske hyklere, uvillige og tvungne kristne ud af. Og en tvungen kristen er en speciel fornem og velkommen gæst i Himlen, som Gud er særlig glad for. Han vil bestemt sætte vedkommende øverst blandt de engle, der befinder sig dybest nede i Helvede.

 

Prædikanternes ansvar

Men jeg frygter og holder for, at det for en stor del også er vor skyld, vi, som er prædikanter, præster, biskopper, og sjælesørgere. Vi lader folk lever i deres egen elendighed. Vi formaner ikke, driver ikke og irettesætter dem ikke, som vort embede dog fordrer, men snorker og sover ligeså sikkert som dem. Vi tænker ikke længere, end at den, som kommer, kommer og den, som ikke kommer, må blive borte. Men denne verdens fyrste hviler ikke. Dag og nat går han omkring med sine engle og angriber både os og folket. Han opholder os, hindre os, og gør os dovne og lade til al gudstjeneste, så han i det mindste kan svække både dåben, nadveren, evangeliet og al Guds ordning, hvor han ikke helt kan udslette det. Derfor skulle vi jo derimod tænke, at vi er vor Herre Kristi engle og vagtmænd, som imod sådanne djævelengle dagligt skal våge over folket. Vi skal holde dem vågne med uafbrudt driven, læren, formanen, opmuntring og tilskyndelse, som Paulus befaler sin kære Timotheus, så Djævelen ikke så ganske sikker og uden modstand skal øve sit hærværk iblandt de kristne.

 

Prædikanterne skal opmuntre folk til at gå til nadver

Derfor vil jeg hermed have både mig selv og alle præster med al flid og alvorlig ganske broderlig bedt om, at de sammen med mig heri vil have flittigt opsyn med folket. Det folk, som Gud har erhvervet sig som sin ejendom med sin søns blod, har kaldt og bragt dem til dåben og sit rige, har betroet os dem og vil kræve strengt regnskab for dem, som vi alle godt véd. For hvis vi, som har embedet og befalingen, er passive og dovne her, så må vi vente længe, før folket formaner sig selv og kommer, når det går tungt nok, når vi anstrenger os mest. For, som sagt, Djævelen er til stede med sine engle og hindrer det. Desuden må folket se på os, og høre vore ord. Det er ikke os, der skal se på dem og deres gerning. Og hvad skulle prædikeembedet og læreembedet udrette, hvis folket kunne lære og formane sig selv? Kristus havde da kunnet beholde det og ikke haft behov, at erhverve det så dyrt. Ja, hvorfor sidder vi i sådan et embede, hvis vi ikke vil drive på lærdommen og formaningen? På den måde bliver vi slet ikke bedre, men måske værre, end pavens biskopper, præster og munke hidtil har været, som heller ikke har antaget sig folket, hverken med lærdom eller formaning.

      Jeg ved godt, at nogle er så forrykte og forhærdede, at de slet ikke agter hverken lærdom eller formaning. Hvad skal vi så gøre? Vi får det ikke bedre, end Kristus selv og hans apostle, ja, alle profeterne har haft det. Kristus siger i Matt 11, 17, at hans jøder hverken dansede eller sørgede, selv om man spillede på fløjte for dem og sang klagesange. Og Paulus siger i 2 Tim 4, 3: ”Der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære.” Alligevel befaler han, at man ikke skal ophøre, men frimodig blive ved i tide og utide. For vi véd jo, at lærdom og formaning, som er Guds ord, embede og befaling, ikke vil være uden frugt, som Es 55, 11 siger. Selv om det så også kun vinder én Zakæus, én tolders, eller én røver på korset. Der bliver dog nogle, som vil tænke på deres dåb, når de hører formaningen. De vil ikke blot som de ikke-kristne foragte deres sakramenter, som Kristus så rigelig har skænket dem, og så dyrt erhvervet dem. Ved dette eksempel kunne de umodne, rå og udisciplinerede kristne måske også omsider opvækkes, og blive anderledes, ligesom når én kniv skærper den anden.

 

Ikke tvang, men formaning

Ikke at jeg hermed vil råde til, at drive folket til nadveren på bestemte tider og dage med love, som paven har gjort. Derved har paven skaffet både sig selv og præsterne behagelige og rolige dage, så de ikke har haft behov for at arbejde med at lære og tilskynd til nadveren. De har fanget og tvunget samvittighederne, så de har deltaget i nadveren uden lyst og vilje, gavn og frelse. Det er ikke blevet et troens sakramente, men en fortjenestefuld gerning. Og Djævelen kunne sandelig aldrig have udtænkt et bedre og kraftigere kneb, til at gøre nadveren ganske til intet, end med sådanne love. Her er skinnet og skallen blevet til overs, men kernen og kraften er taget bort, uden at nogen har bemærket det. Og dog skal det kaldes Kristi sakramente, skønt man havde gjort det til et offer og en menneskegerning.

      Gud har bestemt ikke indstiftet prædikeembedet, fordi det skulle skaffe ham sådanne sikre, dovne prædikanter, og uvillige og tvungne kristne. Ja, den, som ikke villig og gerne er en kristen og går til nadver, må hellere blive langt væk, og fare hvorhen han vil. Gud vil ingen tvungen tjeneste have. Som Paulus siger i 2 Kor 9, 7: ”Enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.” Prædikeembedet er derimod indstiftet, for at det skal bringe, lokke og opdrage folk, så de villig og gerne kommer, ja med magt løber, kappes og trænges om det. Som Kristus siger i Matt 11, 12: ”Himmeriget bliver stormet, og de fremstormende river det til sig.” Han vil ikke have overforkælede, kræsne og mætte sjæle, men de sultne og tørstige, som trænger sig på og river det til sig. Som han siger i Matt 5, 6: ”Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.”

 

 

 

To forskellige slags hovedgrunde til at gå til nadver

Derfor vil jeg hermed give præsterne grund til at formane deres folk og lokke dem til nadveren og anføre nogle ting, som skal bevæge dem til villig og uden mennesketvang at gå til nadver og med lyst modtage det. Sådan har jeg også tidligere gjort i katekismen. De prædikanter, som kan gøre sådant bedre, behøver ikke denne prædiken. Det er nok, at de er formanet til at tage fat. Men de andre, som ikke kan det bedre, kan sikkert godt bruge noget af det eller forelæse det ord for ord for folket, hvis de synes. Nadveren må ikke forsvinde helt og blive ringeagtet.

      Grundene vil jeg dele i to. De første angår Kristus selv. De andre os, som vil være kristne.

 

 

De første grunde angår Kristus selv

Nadveren er indstiftet og oprettet af Kristus selv

Det er rimeligt, at en kristen er helt klar over, at dette sakramente ikke er opfundet eller udtænkt af mennesker, men er indstiftet og oprettet af Kristus selv, efter Guds, hans faders, vilje og befaling. Og det er ikke for hunde, svin, træ eller sten, men for os mennesker, og især for os kristne, at det er forordnet og indstiftet af stor, hjertelig og grundløs kærlighed, for at vi skal bruge det. Men når et kristent hjerte betænker dette, hvordan er da andet muligt, end at det da må bevæges til med lyst og kærlighed at søge og begære dette sakramente uden al tvang og love. Men bliver det ikke bevæget af det, så et der ikke en dråbe af en kristen tanke i samme hjerte. Det er uden tvivl et ikke-kristen, muslimsk og hedensk hjerte, som bestemt ikke tror, at Kristus har indsat dette sakramente og befalet at bruge det. Meget mindre tror det, at Kristus af grundløs og hjertelig kærlighed har anordnet dette for os. For hvor én af disse to ting virkelig tros, kan intet hjerte forholde sig så passiv, doven og foragtelig mod det. Derfor må enhver se på sig selv og prøve sit eget hjerte først, om man tror, at Kristus, Guds søn, har indstiftet og efterladt os mennesker sådant et sakramente? Og om man også tror, at Kristus af grundløs kærlighed har ment det hjerteligt og trofast med os? Tror du ikke det, skal du vide, at du ikke er en kristen, men en frafalden og fordømt hedning og muslim. Du regner hverken, Kristus eller hans befaling ja ikke hans kærlighed eller troskab imod dig, men stiller dig an, som var det alt sammen ren og skær løgn og narreværk. Men tror du det, så vil samme tro holde denne prædiken for dig i dit hjerte: Du vil være en kristen, og véd, at det er Kristi befaling og anordning, at bruge dette sakramente, men du lader det stå hen et halvt, helt, ja tre år, eller længere. Hør, min kære ven, hvordan rimer det sig med at være en kristen? - Mon ikke du for sådan en prædiken vil skamme dig og frygte for dig selv? Lyder denne prædiken ikke i dit hjerte, så er der ingen tro på, at dette sakramente er Kristi indstiftelse, og din mund lyver, når den siger, at du bestemt tror dette. Du er dobbelt hedensk og værre end nogen muslim, for du tror det ikke og lyver oven i købet, når du siger, du tror det.

 

Foragt for nadveren og anden ugudelighed stammer fra vantroen

Altså ser du og må bekende, at alle løgne, falsk livsførelse, foragt for guddommelig ordning, træghed, dovenskab og passivitet over for nadveren, desuden utaknemmelighed og forglemmelse af sådan Kristi usigelige kærlighed til os flyder og kommer alt sammen fra vantroen. Det er et hjerte, der ikke tror, at dette sakramente er Kristi kærlige og hjertelige forordning. For hvad et hjerte ikke tror, det kan det heller ikke regne, ære, elske eller prise, og når man foragter, forsømmer eller forglemmer noget, er det et sikkert tegn på, at man ikke bryder sig om det, ikke tror noget deraf og ikke tager det til sig. Hvad man derimod tror og holder for vist, kan man ikke foragte, det være godt eller ondt. Er det godt, så elsker og begærer hjertet det. Er det ondt, så frygter og skyr hjertet det, ligesom vi erfarer, at dette også sker ved falsk tro og vildfarende indbildning, at man frygter, hvor intet er at frygte, og glæder sig, hvor intet er at glædes ved. Så dynamisk og virksom en ting er en tro.

      Derfor skal præsterne fremstille den første årsag grundigt for folk, så de forstår, og også tror, at dette sakramente er Guds nådige og faderlige forordning, indstiftet for os mennesker. Ingen tvinger vi hermed til troen, men vi viser, hvad der hører til troen. Og den, som vil være en kristen, kan hermed vide, hvad og hvordan, man skal tro. Så undgår man at bedrage sig selv under det kristne navn og skin og anse sig for en kristen, mens man dog er en ikke-kristen og hedning, ja meget værre end en hedning og ikke-kristen.

      Hvis nogen så fornægte Kristus og ikke vil være kristen, men forblive vantro, så lader vi dem fare uden nogen tvang. Vi lader dem også være i fred. Blot siger vi til dem: ”Den, der ikke tror, skal dømmes.” De skal nok finde deres dommer og betvinger. Vi er undskyldt og har gjort vores. For det har ikke været Gud nogen spøg eller unyttig plan, at han har indstiftet og indsat dette sakramente for os mennesker. Derfor vil han heller ikke have det foragtet, ubenyttet eller ubrugt og endnu mindre, at man skal holde det for en unødig og ringe ting; men han vil, at man skal bruge og benytte det godt.

 

På grund af Guds befaling

Selv om det var et sådant tomt sakramente, som hverken var nyttigt for os eller hverken gav os nåde eller hjælp, men alene var et indholdsløst bud og en lov, som fordrer dets brug af os ifølge sin guddommelige magt, skulle vi dog alene for samme buds skyld drives og lokkes til ikke at foragte det eller holde det for unødigt eller ringe. Vi skulle med alvor og trofast lydighed flittigt benytte det og skatte det højt, fordi intet kan være større og herligere, end hvad Gud byder og befaler ved sit ord. Men nu er det ikke et sådant tomt sakramente, som er et blot ørkesløst bud. Det er ikke noget, vi blot uden nytte og nødvendighed måtte holde, ligesom jøderne måtte holde deres ofre og ydre skikke uden nytte og nødvendighed. For dem var det blot til byrde og en pligt, som de var tvunget og fanget til at gøre på samme måde, som slaver eller arbejdspligtige er i det verdslige styre. Men vores nadver er et nådefuldt sakramente, fuldt af nytte og velsignelse, som bringer utallige, usigelige goder med sig. Derfor det ikke alene ikke regnes eller glemmes, men skal på det højeste æres og bruges flittigt.

 

Kristus har indsat nadveren til sin ihukommelse

For nu at vise dette på enkelte punkter, så læg for det første mærke til, at han har indsat dette sakramente til sin ihukommelse. Han siger: ”Gør dette til ihukommelse af mig!” (Luk 22, 19). Læg godt mærke til ordet ”ihukommelse”. Det vil lære dig meget og lokke dig meget. Men jeg taler endnu ikke om vores nytte og trang, som vi kunne søge stillet i nadveren, men om den nytte, som Kristus og Gud selv har af det. Det drejer sig stadig om, hvor nødvendigt det er til hans guddommelige ære og dyrkelse, at man flittig bruger det og holder det i ære. For du hører her, at han lægger sin guddommelige ære og gudstjeneste i dette sakramente, så man heri skal ihukomme ham. Men hvad er det at ihukomme ham andet end at prise, høre, prædike, love, takke og ære hans nåde og barmhjertighed, som han har vist os i Kristus? Til denne Kristus har han henvist og henlagt al sin ære og gudstjeneste, så han uden for Kristus ikke vil vide af eller erkender nogen ære og gudstjeneste eller vil være nogens Gud. Derfor har han også fordømt og ophævet sin egen gamle gudstjeneste, som var givet i Moseloven, sammen med alle andre gudstjenester i hele verden, de være nu så store, skønne, gamle eller herlige, som de være ville.

 

Selvvalgt gudstjeneste

Enhver vil ære Kristi lidelse og gøre Gud en tjeneste efter egen lyst og fromhed. Én foretager dette, en anden noget andet, en løber til Rom, en anden bliver munk, en tredje faster, og hvem kan opregne alle de gudstjenester, som vi hidtil af Djævelens indskydelse og egen andagt har indstiftet og overholdt. Dermed har vi fordunklet og forglemt denne høje, skønne gudstjeneste, nemlig hans ihukommelse og Kristi lidelses ære, som Gud selv har indsat. Om den har han vidnet, at den behager ham hjertelig. Ja, han har indsat den sådan, at man aldrig kan bliver færdig med den eller holde den nok. For hvem kan ihukomme Gud nok? Hvem kan love ham for meget? Hvem kan takke ham for meget? Hvem kan ære Kristi lidelse for meget? Hvorfor har vi gale helgener da så skammelig sværmet hen, som om vi i dette sakramente ingen gudstjeneste havde eller for længe siden havde udført den og gjort os ganske færdige med den? Hvorfor har vi ved siden af og over den oprettet så mange skændige, afskyelige, stinkende gudstjenester af egen fromhed og selvudvalgte gerninger og opfyldt verden med det, mens vi har fornægtet, krænket og bespottet denne rette gudstjeneste? Vil du nu vise Gud en herlig, stor gudstjeneste og ret ære Kristi lidelse, så tænk på og gå til nadveren, hvor hans ihukommelse sker, det vil sige hans lov og ære. Og øv eller hjælp derved med flid at øve denne ihukommelse, så vil du sikkert glemme den selvvalgte gudstjeneste. For du kan som sagt ikke love og takke Gud for hans i Kristus viste nåde for ofte og for meget.

 

Guds ord og gerninger har ringe værdi for verden

Sådan ihukommelse synes vel at være en ringe gudstjeneste, fordi den ikke har megen ydre pragt med klæder, ceremonier, bygninger og sådanne ting, som øjne og ører fyldes med. Den udføres alene med det mundtlige ord, som for øjnene har en ringe anseelse på jorden. Men hvor høj og herlig den er for Gud og hans engle, kan intet øje se, ingen øre høre, eller noget hjerte begribe. Guds ord og gerninger har alle ved første blik en ringe anseelse, derfor må de betænkes med flid og alvor. Den, som gør det, opdager, hvor store de er. Gud siger selv i salme 50, 23: ”Den, der bringer takoffer, ærer mig.” Hvad andet er dermed sagt end dette: Takoffer giver mig min guddommelige ære, det gør mig til Gud og gør, at jeg vedbliver at være Gud. Ligesom derimod gerningsofrene fratager ham hans guddommelige ære og gør ham til afgud og ikke lader ham vedblive at være Gud. For den, som ikke takker, men vil fortjene noget, han har ingen Gud og gør indvendig i sit hjerte og i det ydre i sine gerninger en anden Gud af den rette Gud, det vil sige, under den rette Guds navn. Det er noget, Gud ofte beklager hos Esajas og andre profeter og meget strengt forbyder i det første bud, at man gør sig andre guder eller fremstiller ham selv anderledes, end han er.

 

Sådan laver man Gud

Vil du nu være en Guds-fremstiller, så kom og hør her! Han vil lære dig kunsten, så du ikke begår fejl og laver en afgud, men fremstiller den rette Gud som den rette Gud. – Du skal jo ikke lave hans guddommelige natur, for den er og forbliver uskabt i al evighed. Men du kan gøre ham til Gud for dig, så han også bliver en ret Gud for dig, ja, dig, som han i sig selv er en ret Gud. Denne kunst er kort og tydeligt beskrevet i de ord: ”Gør dette til ihukommelse af mig!” Lær at ihukomme ham. Det er, som sagt, at prædike, prise, love, ære og takke for den i Kristus beviste nåde. Gør du det, se, så bekender du med hjerte og mund, med ører og øjne, med liv og sjæl, at du intet har givet eller kan give Gud, men har og modtager alt, ja, alt af ham, især det evige liv og den uendelige retfærdighed i Kristus.

      Men når det sker, så har du gjort ham til en ret Gud for dig og med sådan bekendelse bevaret hans guddommelige ære. For det kaldes en ret Gud, som giver og ikke tager, som hjælper og ikke lader sig hjælpe, som lærer og regerer og ikke lader sig belære og regere. Kort sagt, som gør og giver alt og ikke trænger til noget, ja som gør alt sådant uforskyldt af ren og skær nåde uden fortjeneste mod de uværdige og dem, som ingen fortjeneste har, ja mod de fordømte og fortabte. Sådan ihukommelse, bekendelse og ære vil han have.

      Se, denne gudstjeneste fremtræder vel uden al pragt og fylder ikke øjnene efter kødet, men den fylder hjertet, som ellers hverken himmel eller jord kan fylde. Men når hjertet er fuldt, da må også både øjne og ører, mund og næse, legeme og sjæl og alle lemmer være fulde. For som hjertet forholder sig, sådan forholder og stille alle lemmer sig, og alt sammen er tunger, fulde af lov og tak til Gud. Dette er et andet smykke og prydelse end de gyldne messehagler. Ja, kejserkroner, kongekroner, pavekroner, alle kirkers og al verdens pragt og prydelse er smuds mod denne herlige Kristi ihukommelse. En tanke i denne gudstjeneste lyder klarere, højere, bedre og klinger videre end alle trommer, basuner, orgler, klokker og alt, hvad der giver lyd på jorden, om de så alle var samlet i en bunke og alle på én gang lød med fuld styrke. Se, det er ganske vist en anden klang og sang end al anden sang og klang på jorden, og den lyder i det ydre svagt, når den trænger ind i øret. Men indvendig fra og ud af hjertet lyder den så højt, at al skabnings klang og alle menneskers sang derimod er som fuldstændig stum og døv.

 

At pryde Gud er så meget som at smykke Gud

Men at det at love og takke Gud netop er det samme som at smykke og hylde Gud, står klart i Moses’ sang i 2 Mos 15, 2: ”Han er min Gud, ham vil jeg prise, min faders Gud, ham vil jeg hylde.” Her hører du, hvordan du kan gøre din Gud skøn, smykke, hylde og på det dejligste male ham, sætte krans og krone på ham, besmykke ham med spænder og kæder. Du behøver ikke penge eller ædelsten, men blot at tro med hjertet og love med munden og høre hans lovprisning og nåde med ørerne og hvad mere er nævnt tidligere. Den, som ikke vil give sin Gud sådan prydelse og smykke, hvad andet skal overgå ham, end at han i Djævelens navn bliver forblændet og gal. Man farer hen og smykker i stedet for billeder af træ og sten, maler tavler og vægge, pryder alter og kirke, klæder offerpræsterne med guld og silke og anvender alt sit gods og al sin magt på stiftelser, klostre, valfarter og andre sådanne falske, fordømte egne gudstjenester. Ikke at jeg fuldstændig fordømmer ydre prydelse, men den må ikke kaldes en gudstjeneste og endnu mindre hindre eller fordunkle denne eneste rette gudstjeneste. Vil det være nyttigt, må det befordre og fremme denne takke-gudstjeneste, ellers er den fordømt sammen med al anden gerning og fortjeneste, som man vil vinde eller købe Guds nåde med.

 

Også døve og stumme kan ihukomme og takke Gud ved at gå til nadver

Hvis du nu ingen anden grund eller nytte havde af dette sakramente end alene denne ihukommelse, skulle du da ikke finde nok i det, som kunne drive og lokke dig? Skulle dit hjerte ikke sige sådan til dig: Godt, selv om jeg ellers ingen nytte har af det, vil jeg dog komme, min Gud til lov og ære, og hjælpe til med at bevare hans guddommelige ære og også være med til at gøre ham til en ret Gud. Kan eller skal jeg ikke prædike, så vil jeg dog være tilhører. Og den, som er tilhører, hjælper også til at takke og ære Gud; for hvor der ingen tilhører var, kunne der heller ingen prædikant være. Kan jeg ikke høre, så vil jeg dog være til stede blandt tilhørerne og vil i det mindste med min gerning, med mit legeme og mine lemmer være der, hvor man lover og ærer Gud. Og selv om jeg ikke kan gøre andet, så vil jeg dog modtage nadveren, netop for at jeg ved sådan modtagelse kan bekende og vise, at jeg også er en af dem, som vil love og takke Gud. Sådan vil jeg min Gud til ære modtage nadveren, og denne modtagelse skal være min ihukommelse, hvorved jeg tænker på og takker for hans nåde, som er vist mig i Kristus.

 

Det kristne fællesskabs velsignelse

Det er ingen ringe gerning, at man gerne vil være med blandt den flok, hvor man lover og takker Gud. Det har de gamle fædre ønske sig med dybe suk, som salme 42, 5 viser: ”Jeg gik i festskaren, jeg vandrede til Guds hus under jubelråb og takkesange i valfartsskaren.” Og i salme 118, 15 hedder det: ”Der lyder jubel og sejrsråb i de retfærdiges telte.” Og meget mere af samme slags. For den, som er blandt denne flok (hvis det ellers er den rette), tager del i al ære og tak, som gives til Gud. Når du derfor kan gøre Gud en sådan tjeneste og en sådan stor ære uden at det volder dig omkostning eller besvær (for du kan udføre alt ved villig at lytte eller ved legemlig at tage imod og med et taknemmeligt hjerte), så må du jo dog være en fortvivlet slyngel, hvis du ikke vil vise din Gud denne ære. Du burde jo gerne ville løbe til verdens ende, hvis du vidste at kunne finde en sådan flok, hvor man lover og ærer Gud, og hvor du kunne tage del i deres hellige selskab. Hvordan har du ikke forhen løbet til helgenernes grave, klæder og ben? Hvordan har man ikke valfartet til Rom, Jerusalem, Skt. Jakob, blot for at se sten, ben, træ og jord? På Kristus tænkte man ikke. Og her i din by lige uden for din dør er Kristus selv til stede med legeme og blod, med sin ihukommelse, lov og ære. Og du gider ikke gå hen og også hjælpe til med at takke og love. Du er bestemt ikke en kristen. Heller ikke et menneske, men en djævel eller djævelens ven.

 

Konsekvenserne af at fornægte Kristus

Det ville være uret, hvis det gik sådanne foragtere og løgnagtige kristne anderledes end at de til straf for deres skændige utaknemmelighed blev besat, bedraget og forført af Djævelen, så de aldrig skulle høre eller lære noget om nadveren. De skulle få papister og sværmere til lærere. Sværmere, der gør nadveren til ren og skært brød og vin, og som fjerner kernen og kun giver skallen. Papisterne, der gør nadveren til et offer og en købmandshandel, der skal tilgive synden og hjælpe i al nød. Og som sætter nadveren i et udstillingsskab og går i procession med det og gør det til et skuespil, som de kan drive deres narreværk med. De har kun den ene halvdel af nadveren tilbage og det endda uden frugt, men udelukkende til skade. Det må man oven i købet betale for, indtil lærerne er blevet gjort til konger og fyrster. - Og det er kun helt retfærdigt. Som salme 18, 27 siger: ”Over for den falske forstiller du dig.” Hvorfor har de foragtet denne gudstjeneste sammen med Kristi ihukommelse, der er så herlig, skøn og stor og som de kunne have uden omkostning og besvær? Godt, så lad dem have skallerne med al skade på legeme og sjæl, gods og ære. De skal få det, som de ønsker.

 

To slags lovprisning og gudstjeneste

Den, som derimod virkelig holder Kristi ihukommelse og ærer hans lidelse, er sikker og fri for al vildfarelse og for alt djævelsbedrag. Han behøver heller ikke at vove omkostning og besvær på det, og gør desuden megen nytte. For han gør Gud to store gudstjenester, to store æresbevisninger. Den første er, at han ikke foragter, men underdanigt og gerne bruger Guds indstiftelse og forordning. Denne ære behager uden tvivl Gud vel, da han ikke har indstiftet dette sakramente for intet, men til at bruges, og intet behag kan have i, at man lader det stå uvirksomt og ubenyttet. For derved viser man sig næsten, som om man holdt Gud for en nar, der anordnede unødvendige indstiftelser for os og ikke vidste, hvad han skulle indsætte for os. Eller som om han var kræmmer, der gik omkring og solgte rådne, dårlige varer. Og hvem kan udregne, hvilken vanære man gør Gud og vor Herre Kristus blot i dette stykke, at man sådan foragter hans sakramente, lader det ubenyttet og ubrugt og dog ikke vil være papistisk, men evangelisk. Denne vanære ophæver og hjælper man til at borttage, når man holder sig til det kære sakramente og ærer og bruger denne Guds indstiftelse. Derfor vil Gud igen ære vedkommende, som der står skrevet i 1 Sam 2, 30: ”Kun dem, der ærer mig, vil jeg ære, men de, der ringeagter mig, skal blive til skamme.”

      Den anden ære er, at han holder og hjælper til at bevare Kristi ihukommelse. Det vil sige, prædikenen, lovprisningen og takken for Kristi nåde, som er bevist os elendige syndere ved hans lidelse. Det er for at ihukomme dette, at Gud først og fremmest har indstiftet dette sakramente. Og det er også denne ære, han søger og fordrer her, at han i Kristus bliver erkendt og anset som vores Gud. Hvilken stor ære og herlig gudstjeneste dette er, er allerede nævnt ovenfor. Dermed bevares nemlig Guds ære, og Gud gøres til den rette Gud. Derfor vil han uden tvivl til gengæld bringe vedkommende til guddommelig ære og gøre ham til en Gud og til et Guds barn. Og hvem kan her opregne, hvad godt denne ære og gudstjeneste udretter? For ikke alene takker og lover man dermed Gud i Kristus, som er denne guddommelige indstiftelses egentlige formål, men man bekender også dermed offentligt for verden sin Herre Kristus og at man er og vil være en kristen. Dermed udfører man samtidig på én gang en ret præsts to højeste embeder. Med tak, lov og pris til Gud bringer man det skønneste offer, den højeste gudstjeneste og det herligste værk, nemlig et takoffer. Med bekendelsen for mennesker gør man så meget, som hvis man prædikede og lærte folk at tro på Kristus. Dermed hjælper man til at forøge og opretholde kristenheden. Man hjælper til at styrke evangeliet og nadveren. Man hjælper til at omvende syndere og angribe Djævelens rige. Kort sagt: Hvad Ordets lære gør i verden, hjælper man med og er delagtig i samme gerning. Men hvem kan opregne, hvor stor nytte, der sker her?

 

Vantro er gudsbespottelse

Derimod må man på den anden side betænke, hvilke usalige folk, de er, som foragter nadveren og er så lade og dovne til at bruge det. For disse kunne af dette registers modsætning tælle og beregne deres udyd. Først, at de vanærer Gud selv i hans indstiftelse og anser ham for en nar, fordi han anordner sådanne unødige gudstjenester. Ja, fordi de ikke tror, at det er en gudstjeneste og hans guddommelige ordning og nåderige indstiftelse, så beskylder de ham med deres vantro for at være en løgner og en dårlig person. For vantro er intet andet end gudsbespottelse, hvorved han holdes for en løgner. Dernæst foragter de også Kristi ihukommelse, som Gud har indsat, og som fejres i dette sakramente. De viser ikke Kristi lidelse nogen ære og takker ham ikke, men gør sig skyldige i den mest skrækkelige utaknemmelighed. Hvad desuden er endnu værre, er at de viser sig som sådanne, der ugerne vil høre om tak og ære for Kristi lidelse eller ikke gerne vil være med, hvor man ærer og takker for denne. Dermed hindrer og røver de hans guddommelige ære, så han ikke kan være deres Gud eller erkendes som Gud i Kristus. Så vidt det står til dem, ville de gerne, at både Kristi lidelse og al guddommelig ære i hele ganske verden intet skulle gælde og ophæves og kun djævle blev vore guder. For de spørger ikke efter, hvordan Kristi lidelse kan æres, hans ihukommelse bevares, hans ord prædikes, eller Gud erkendes. Det er mange gange værre, end hvis nogen kastede skidt på et billede af Gud eller vanærede Kristus selv.

 

Et forargeligt eksempel

Desuden giver de dermed de andre et dårligt, forargeligt eksempel og er skyldige i alle de menneskers synd, som efter deres eksempel også holder sig fra og foragter dette sakramente. Så vidt det stod til dem, blev Kristi ihukommelse glemt, hans lidelse blev helt forgæves og unyttig, og endelig måtte den kristne tro gå helt under. Hertil kommer desuden de gode ting, som de forsømmer og hindrer, at de ikke bringer Gud noget takoffer, ikke bekender deres Herre Kristus, ikke belærer, opmuntrer og forbedrer deres næste med gerning og eksempel, men unddrager Gud takofferet, fornægter Kristus og forvilder deres næste. Kære, hvad under var det, om Gud blot lod djævle rase over os med daglige smitsomme sygdomme, krig, inflation, vold og jammer? Muslimer, sigøjnere og alle djævle er for lidt til at plage sådan ondskab, da ikke alene denne store, forfærdelige vanære og foragt for Gud, men tillige en så skændig og forbandet utaknemmelighed mod Kristus har taget sådan overhånd blandt det kristne folk.

 

Jødernes og de kristnes mindefester

Jøderne måtte årligt prise, love og takke for deres udgang og frelse fra Egypten og gennem Det Røde Hav, og de kære profeter kunne aldrig ophøje og forherlige dette Guds under nok. Og vi hedninger, som tidligere har været Djævelens egne og ikke har fortjent at vide noget om Kristus eller have noget af ham er kommet til sådan nåde og lære, at vi er blevet delagtige i Kristi forløsning. Han har ikke forløst os fra Egypten og Det Røde Hav men fra synd, død, Helvede, Djævel, Guds vrede og al jammer og har ikke bragt os til det jordiske land Kana’an, men til en evig retfærdighed, liv, Himmel, nåde og til Gud selv. Og alt dette har han gjort ikke ved Moses eller ved engle, men ved sig selv. Ja, han har ladet det bliver sig så inderlig svært, har svedet blod for det, ladet sit hjerte smelte som voks, ladet sig dræbe på korset, grædt og sukket for os, ladet sig bespotte på det skændigste. Ja, hvilken tunge, hvilket hjerte er her i stand til at betænke eller beskrive denne kærlighed, nåde og barmhjertighed?

      Og for alt dette skal han fra dem, som han har gjort dette for, ikke have fortjent mere end denne tak og ære, at man ikke gider ihukomme eller høre noget om det eller være blandt dem, der betænke hans ihukommelse. Man vil ikke bruge nadveren til hans ære, men lade ham sidde forgæves med sit sakramente og omsonst opfordre os til at komme, mens vi går hen og frådser i mad og drikke, eller det, som er værre. Det er et under, at solen ikke for længe siden er blevet kulsort, der skulle ikke vokse et græsstrå, ikke blive en dråbe vand eller luft i verden for denne umenneskelige utaknemmeligheds skyld. Jøderne har været slemme, men vi hedninger er meget værre. Vi, som så skændigt foragter hans lidelse og er så utaknemmelige for den. Vi, som ikke gør så meget for at vise ham vor kærlighed og ære, at vi bruger dette sakramente og vil hjælpe til med at fejre hans ihukommelse.

 

Pavedømmets mishandling af nadveren

O pave, o bisper, o sofister, o munke, o præster, hvad har I gjort, at I er skyldige og årsag i alt dette. I, som har gjort nadveren til en offermesse og gerning og dermed fordunklet og berøvet folk denne rette brug, ære og tak. For de har ikke søgt andet heri end deres egen gerning, lydighed og fortjeneste. Det har I lært dem og med lovbud tvunget dem til sådan gerning og oven i købet stjålet den ene del af nadveren.

      I myggesiere og kamelslugere har foregivet at vise nadveren stor ære, ved at man skulle sætte det i gyldne kostbare udstillingsskabe, have det i gyldne bægre og fade. Præsten skulle have salve på fingrene og bruge kostbar messedragt, alterklæder, tavler, lys, faner og mange slags processioner og sang, som om det havde stor betydning. Og for at man skulle lægge mærke til jeres store, hellige alvor, har I fundet på, at man skulle drikke af kalken med små sugerør, så at ikke en dråbe af Kristi blod blev spildt. Og I har sandelig set nøje på troen, så I har befalet, at man skulle tro, at hele Kristus var under både brødet og vinen. Det kære sakramentet har I derimod gjort til et offer og en gerning, som I har købt hele verdens gode og ære med. Men hvor er læren om Kristi ihukommelse blevet af? Hvornår har I undervist folk om, at de skulle bruge dette sakramente af kærlighed og ære det, som en Guds indstiftelse og heri prise, love og takke Kristus, modtage det til hans lidelses ære og erkende hans nåde, som er skænket os uden vor gerning og fortjeneste? Ja, I har tværtimod lært dem om deres egne gerning og frie vilje og af nadveren selv gjort en gerning og fordrejet det hele. Og I angrer det ikke engang, men forsvarer det endog. O spottere, o gøglere, o hyklere! Ak min Herre Kristus! kom dog snart med ild og svovl fra Himlen og gør en ende på denne spot og skændsel! Hvorfor ødelægger de det dog så fuldstændig utåleligt og uudholdeligt?

 

Grund til at gå til nadver

Men for at jeg omsider kan komme videre, så har du her en vigtig og fortrinlig grund, som må lokke dig til at gå til nadver, så dit hjerte kan formane dig på denne måde: Godt, jeg vil gå til nadver ikke for dermed at ville gøre en god gerning eller vinde noget fortjeneste, heller ikke af lydighed mod eller på befaling af paven eller kirken, men min Gud til lov og ære, som har indstiftet dette. Jeg vil modtage det af kærlighed og tak mod min Herre og frelser, som til sin lidelses ære har indsat dette, for at jeg skal brug det og takke ham. Derfor vil jeg være en af dem, som takker ham for hans lidelse, og ikke findes blandt foragterne og de utaknemmelige, heller ikke give andre et ondt eksempel til forargelse. Jeg vil tværtimod lokke andre til, at de også må ære og love det, og således hjælpe til at holde og befæste Kristi lidelses ihukommelse og tillige som en kristen bekende min Herre for verden. Dette takoffer vil jeg bringe ham, selv om jeg ingen anden nytte skulle have af det. Det skal være min tak til Herren for hans bitre lidelse, som han har lidt for min skyld.

 

Hvad er Kristi ihukommelse

Men jeg håber, det ikke er nødvendigt her at lære længe om, hvad der forstås ved Kristi ihukommelse, som vi andetsteds ofte og udførligt har lært. Nemlig at det ikke er at betragte lidelsen, hvormed nogen har villet tjene Gud og erhverve nåde som ved en god gerning, idet de går rundt og sørger over Kristi lidelse. Men det er at ihukomme, når man lærer og tror hans lidelses kraft og frugt, sådan at vor gerning og fortjeneste er intet, den frie vilje er død og tabt, men at vi alene ved Kristi lidelse og død bliver løste fra synden og fromme. Det er altså en lære og ihukommelse af Guds nåde i Kristus og ikke en gerning, gjort af os imod Gud. Imod denne lære og tro arbejder hele pavedømmet med sine stiftelser, klostre og egne gerninger. Desuden har de af nadveren også gjort den mest udbredte og største gerning, mens det dog allermindst skulle handle om vores gerninger, men alene om ren og skær nåde. De har altså helt undertrykt Kristi ihukommelse og fordrejet denne Guds nåderige indstiftelse til en sådan skrækkelig afskyelighed. Vogt dig derfor og lær her ikke at gøre andet end at takke din Herre Kristus for hans lidelse og Gud for hans nåde og barmhjertighed. Til tegn på og bekendelse af sådan tak og lov skal du modtage nadveren med glæde.

 

Troen på nåden er et takoffer

Hvis papisterne her vil være spidsfindige og fordreje min tale, som de plejer, og kaste mig i næsen, at jeg selv har gjort et offer i nadveren, mens jeg dog hidtil standhaftig har kæmpet for, at messen ikke er noget offer, da skal du dertil sige sådan: Jeg gør hverken messe eller nadver til offer, men Kristi ihukommelse, det vil sige læren om og troen på nåden i modsætning til vor fortjeneste og gerning, det er et offer - nemlig et takoffer. For med denne ihukommelse bekender og takker vi Gud, fordi vi af bare nåde ved Kristi lidelse bliver forløste, fromme og salige. Men papisterne har forkastet, fordømt og bespottet sådan ihukommelse og fordømmer den endnu den dag i dag. For de vil forsvare deres gerning og fortjeneste, beholde klostre og offermesser, som strider imod Kristi ihukommelse, ligesom vi jo véd, at de sælger og meddeler disse deres gerninger og messer til deres stiftelser og brødre, for at deres gerninger, som noget, hvortil de for sig selv har for meget og til overs, også skulle hjælpe andre mennesker til nåden. Og sådan gør de dermed, hvad dog Kristus alene gør ved sin lidelse, sætter sig selv i stedet for Kristi ord og gerning og siger: Jeg er Kristus, Matt 24, 23. Det er en af de ting, hvorimod jeg har kæmpet.

 

Papisterne har gjort nadveren til et offer

For det andet har de ikke alene undertrykt dette takoffer og ihukommelse, men i dets sted opdigtet et andet offer, nemlig sådan at de har gjort nadveren, som de skulle modtage og modtage af Gud, nemlig Kristi legeme og blod, til et offer og ofret Gud det; og havde de ikke opdigtet det offer, skulle de ikke være blevet mig sådanne herrer. Desuden anser de Kristi legeme og blod ikke for et takoffer, men for et gerningsoffer, hvormed de ikke takker Gud for hans nåde, men først og fremmest fortjener og erhverver sig selv og andre nåde. Det er altså ikke Kristus, der har erhvervet os nåden, men vi skal selv erhverve nåden ved vores gerning, idet vi ofrer Gud hans søns legeme og blod. Det er den egentlige grundafskyelighed og grundlaget for al gudsbespottelse i pavedømmet. Imod sådant bespotteligt offer har jeg kæmpet og kæmper endnu, så vi hverken vil lade nadveren være eller kaldes et offer, men et sakramente og en Guds indstiftelse, som er givet os.

      Med denne kamp har vi udrettet så meget, at de nu føler, hvordan de har uret, og at messen ikke er noget offer; men de vil ikke tilbagekalde denne uret eller gøre bod for den. Derfor begynder de at file på ordene, vil gerne smykke sig med den forklaring, at messen eller nadveren er et symbolsk offer eller gerningsoffer, hvorved man peger hen til og tænker på Kristi offer, som han har udført for os på korset. Ja, hvem der havde segl og brev på, at denne forklaring behager Gud. Men hvem vil forsikre os om det? Desuden bliver denne forklaring en uforskammet, håndgribelig løgn, når man i stiftelser og klostre finder de segl og breve frem, hvori de har solgt messer og vågegudstjenester både for levende og døde som et gerningsoffer eller fortjenesteoffer. Det viser deres bøger og skrifter også, som endnu er for hånden. Og det er let at regne ud, at de med sådanne løgnforklaringer har til hensigt at bestyrke disse gamle afskyligheder, fordi de ikke tilbagekalder dem eller gør bod for dem, men forsvarer dem. Gregorius skriver da også, at han har ladet messen ofre for en død i tredive dage. Men hvad hjælper det, at forsvare disse gamle afskyligheder med åbenlyse løgne imod den klare sandhed. Hvad hjælper det til andet, end at det ene påfører det andet endnu mere skam?

      Deres forklaring hjælper heller ikke noget på sagen. For selv om de kalder nadveren et symbolsk offer eller mindeoffer, så gør de alligevel en gerning ud af det, som vi gør mod Gud til vor fortjeneste. På den måde prises vor gerning mod Gud alligevel og ikke Guds nåde mod os. Ligesom nogle hidtil have ladet lidelsen male og samlet den i bøger og givet sådan gerning stor ære. Sådan har Alberts lært, at det er bedre at betænke Kristi lidelse én gang end at faste et helt år, og at det er bedre dagligt at læse en bønnebog end at piske sig selv til blods. På samme måde bliver også nadveren en sådan gerning, når den skal kaldes et symbolsk offer eller et mindeoffer, hvormed man alene betænker Kristi lidelses tildragelser og historie. En sådan gerning kan også en ugudelig og Djævelen gøre.

 

Kristus har indsat nadveren til sin ihukommelse

Det er ikke det, Kristus har indstiftet nadveren til, men til sin ihukommelse, for at man rettelig skal lære, tro, elske og prise hans nåde. Det formår ingen gudløs. Derfor er der intet godt ved papisternes forklaring. De vil blot beholde deres offermesse med disse bortforklaringer og kneb. De gør det ikke af hensyn til nadveren, men til deres egen vom og pengepung.

       Mærk desuden dette: De vil som præster have noget særligt, højere og bedre i nadveren frem for alle andre kristne. For skønt hele kristenheden bruger nadveren, modtager det, tror det og takker for det, så må det dog ikke kaldes noget offer, og ingen kan her bruge sakramentet eller forvalte det for en anden, men enhver for sig selv alene. Men når de katolske præster fejrer det, så er det et offer, som de gør, ikke alene for sig selv, heller ikke for at takke Gud, men for alle andre kristne, for dermed at opnå nåde og hjælp for dem. Ser og fatter du ikke her, at Kristi ord ikke gør et offer af nadveren, og at det i og for sig selv heller ikke er noget offer; men når messehagelen og kronragningen kommer til, så bliver det et offer. For selv om hele kristenheden tog fat i nadveren med hænder og mund, kalk og alterklæder, med tro og kærlighed, med lov og tak, ja dertil alle engle i Himlen, så er det dog intet offer; men når den kronragede præst omgås dermed over alteret, da er det et offer, en så mægtig ting er indvielsen, såvel personens som alterets.

      Og kære, spørg dem dog fra mig, hvorfor ikke sakramentet også er et offer, når lægfolk modtager og bruger det, eller om de har et andet sakramente end lægfolket?

 

Pavedømmet har to forskellige slags sakramenter

Således har man nu i pavedømmet to slags alterets sakramenter, den almindelige kristen har intet offersakramente, men nadveren slet og ret (skønt dog blot halvdelen), mens præsterne har et offersakramente og det helt. Det går broderligt til, og de har delt det imellem sig. Nu har Kristus jo dog givet og efterladt alle sine kristne i fællesskab én slags dåb, nadver og evangelium og har ikke villet have nogen forskel på personerne. Hvorfra kommer da sådan forskel, at vor kære trøstefulde skat i præstens hånd og mund bliver et offer og i vore hænder og munde ikke kan være et offer, men må være et sakramente slet og ret, mens begge dog er ét og samme slags sakramente? Det kommer helt sikkert af pavens magtfuldkommenhed (sådan vil jeg have det, sådan befaler jeg), ved hvilken han også kan bringe evangeliet til enten at hedde kætteri eller sandhed. Som når Luther lærer evangeliet, at munke og nonner kan gifte sig, da er det kætteri, men når paven tillader munke og nonner dette, så er det det sande evangelium. Og når nogen misbruger eller skader kirkegodset, da hedder det at være kommet Kristi arvegods for nær; men når de tager det fra de fattige og ødelægger det med horeri og krig, da hedder det at hellige Kristi arvegods. Paven er en mægtig skaber og Gud.

 

Ifølge Luther kan nadverens brug kaldes er et takoffer

Hvor sagen ellers er rigtig, skal det ikke komme så meget an på ordene (skønt dette dog er farligt i Skriften). For at de derfor ikke skal mene, at jeg vil strides om ord, så vil vi gå med på det og lade, ikke nadveren selv, men nadverens modtagelse eller brug kaldes et offer med følgende forbehold og betydning. For det første at det ikke skal hedde et symbolsk offer eller gerningsoffer, men et takoffer, sådan at den, som modtager nadveren, gør det som tegn på sin taksigelse, hvormed man viser, at man for sin del i sit hjerte er Kristus taknemmelig for hans lidelse og nåde. For det andet, at præsterne heller ikke gør et andet offer ud af det på alteret, men at heller ikke de modtager dette anderledes eller i anden mening end som et tegn, hvormed de viser at de for deres del i hjertet takker Kristus ligesom de andre kristne, som de fra alteret rækker det til. Både præsternes og lægfolkets nadver er én og samme slags, og præsten har ikke et bedre eller et andet eller mere i nadveren end lægfolket. De har jo heller ikke en bedre dåb eller evangelium end det, som man modtager af dem. For det tredje, at de herefter ikke sælger nogen nadveren eller messen som et gerningsoffer eller ofrer det for andre for at opnå nåde, hverken for levende eller døde, men at enhver præst helt enkelt alene for sig selv siger Gud tak (ligesom andre kristne). For det fjerde (hvis jeg tør nævne det): Når messen eller nadverens brug altså er et takoffer, så må de erstatte og tilbagegive alle de goder, pantebreve, skøder og klostre, som de har erhvervet og ejer, fordi de har brugt messen som et gerningsoffer. Disse ting er jo erhvervet med løgn og bedrageri, ja med gudsbespottelse og forræderi af Kristus. For havde konger og fyrster vidst, at en præst ikke udretter mere på alteret end en lægmand, som modtager det, nemlig at han takker Gud for sig alene, mener du da, at de ville være så gale at give disse ejendomme til en, som ikke ofre noget for dem eller forsoner Gud for dem, men alene selv takker Gud? Uf, uf, uf, hvor det kribler mig i tænderne! Dette stykke venter jeg ikke at vinde gehør for hos dem, det véd jeg godt.

     

Nadveren som ”offer”

Desuden vil jeg også indrømme dem, at de også kan bringe et sådant takoffer for andre, ligesom jeg også uden for messen kan takke Gud for Kristus og alle hans hellige, ja for alle skabninger. Præsten kan altså tænke i sit hjerte: Se, kære Gud, dette sakramente bruger og modtager jeg dig til lov og tak, fordi du har gjort Kristus og alle dine hellige så herlige. For hvem ved ikke, at vi er skyldige at takke Gud for os selv, for alle mennesker og for alle skabninger, som Paulus lærer. (1 Tim 2, 1-2). Derfor kan jeg godt lide, at præsterne i messen takker Gud for os alle. Blot de ikke anser dette for noget specielt og andet frem for lægfolket, som om en almindelig kirkegænger ikke også med den samme tak kunne og skulle tage eller bruge nadveren. Specielle fortrin kan jeg ikke acceptere i sakramenter, der er ens og fælles for alle. Meget mindre vil jeg acceptere, at de skulle takke for andre (det vil sige i andres sted), som om det, når præsten takker, skulle være bedre end når jeg selv takkede, og at jeg skulle give ham penge, fordi han takker for mig og i mit sted. Nej, dette kræmmermarked vil jeg ikke have, og sådanne aftaler kan jeg ikke acceptere.

      Vil de ikke antage de stykker, så vil vi heller ikke acceptere deres listige, falske forklaring om et symbolsk offer eller mindeoffer. Vi vil heller ikke gå med til at bruge disse navne om nadveren. Det er misbrug og kætteri. Faren for misforståelse er for stor og farlig. For Kristus stiller her de stykker sakramente og ihukommelse langt fra hinanden, når han siger: Gør dette til ihukommelse af mig! Nadveren er én ting, og ihukommelsen en anden. Nadveren skal vi bruge og benytte, siger han, og samtidig skal vi ihukomme ham, det vil sige, lære, tro og takke. Ihukommelsen skal være et takoffer; men nadveren selv skal ikke være et offer, men en Guds gave, som er skænket os, og som vi modtager med tak og bruger som tak. Og jeg er overbevist om, at det er derfor, de gamle brugte navnet ”eukaristi” som betyder ”taksigelse” (på græsk). Det var fordi, man efter Kristi befaling ved dette sakramente takkede Gud og brugte og modtog det med tak. Dette ord er så siden hen på grund af misforståelse kommet til at betegne selve nadveren. Og det ville da heller ikke være forkert, hvis man også i dag sagde, at man ville deltage i eukaristien eller i taksigelsen, når man gik til gudstjeneste eller nadver. Man deltager nemlig i det embede, hvor man takker og lover Gud i hans sakramente, sådan som det ser ud til, at de gamle har tænkt.

     

Lovsang i messen

Derfor antager jeg, at så megen skøn og herlig sang til tak og lov er blevet anordnet og hidtil beholdt i messen. Som Helligsangen (Sanctus), ”O, du Guds lam” (Agnus Dei), gendigtningen af trosbekendelsen: ”Vi tror alle på én Gud” (Wir glauben all' an einen Gott - gendigtning af den nikænske trosbekendelsen). Sangen: ”Gud være lovet” eller Johan Huss' sang: ”Jesus Kristus, vor Frelser”. Her finder du intet om offer, men alene lov og tak. Derfor har vi også beholdt disse sange ved vores nadver. Især passer ”O, du Guds lam” mere end alle andre sange godt til nadveren. Her lovprises Kristus og der synges klart om, at han har båret vore synder. Kristi ihukommelse fremstilles med korte, skønne ord. Kort sagt, hvad der er dårligt i den katolske messe, om offer og gerninger, har Gud ordnet så forunderlig, at præsten læser det alt sammen hemmeligt og kalder det stillemesse. Men hvad der synges offentligt af koret og blandt menigheden, er næsten udelukkende gode ting og lovsange. Det er som om Gud på denne måde har villet tilkendegive, at han ønsker at forskåne sine kristne for stillemessen, så deres ører ikke skal høre disse vederstyggeligheder. På den måde har han ladet de gejstlige plage sig selv med deres egen afskylighed.

     

Grund nok til at gå til nadver med lyst

Dette må være nok om det første stykke eller de grunde, som skulle tilskynde og bevæge os til med lyst og kærlighed at gå til nadver, nemlig at vi skal gøre dette for at love og takke Gud, for at ære og bekende Kristus, for at give vor næste et godt eksempel og forbedre ham og endelig til nadverens, lærens og troens og hele kristenhedens bevarelse, skønt vi intet skulle eller kunne fortjene ved det. Vi er jo dog skyldige at gøre alt dette. Det er nemlig et almindeligt Guds bud, at vi skal love og takke ham, elske og ære Kristi lidelse, forbedre næsten og hjælpe til med at bevare læren, troen og kristenheden. Hvor meget mere skulle vi ikke gøre det her, da han har indsat en særlig indstiftelse til det og tillige kalder og lokker os dertil? Og hvis vi ikke ville eller kunne modtage det, skulle vi dog gerne være til stede og se det blive modtaget og høre Gud bliver lovet og Kristus takket. Dette sker ikke efter egen fromhed eller menneskevalg, men er grundet i Kristi ord: Gør dette til ihukommelse af mig.

     

 

 

 

 

Den anden slags hovedgrunde angår os selv

     

Hvad nadveren giver os

Hidtil har vi ikke talt om vores nytte, som vi kan søge og få i nadveren, men alene om den nytte, som vi kan gøre Gud selv, Kristus, næsten, evangeliet og nadveren og hele kristenheden. Skønt hvem kan begribe, hvor stor en nytte det alt sammen er, når du lover Gud, takker Kristus, ærer hans lidelse, forbedrer din næste, hjælper til at befordre og bevare nadveren og evangeliet samt kristenheden, desuden hjælper til at hindre og afværge det modsatte af alle disse frugter. Men for at vi skal se, hvilken stopfuld, nåderig Guds indstiftelse det er, og for at vi derved kunne få det hjertelig kært og gerne bruge det, så ville vil vi nu se, hvad for nytte der især tilbydes og gives os selv i nadveren. Kristus har ikke glemt os i dette sakramente. Og skønt jeg tidligere i Den Lille Katekismus har sagt næsten alt dette, så en præst, som vil være flittig eller behøver det, godt kan klare sig med det, så vil jeg dog også nævne det her.

 

For jer

For det første, ligesom jeg ovenfor har formanet til, at du nøje skal mærke det ord (til min ihukommelse) som det, hvormed Kristus tilskynder og lokker dig til, at du af kærlighed og taknemmelighed mod ham og for at ære hans lidelse gerne skal gå til nadveren eller i al fald gerne være til stede derved, sådan skal man også her omhyggeligt lægge mærke til de ord: ”For jer”, når han siger: ”Som gives for jer” og ”som udgydes for jer”. (Luk 22, 19-20). Disse to ord ”min” og ”jer”, er mægtige ord, som passende skulle drive dig, så du gerne løb over hundrede og tusinde kilometer til dette sakramente. For når du betænker, hvem det er, som siger: ”Min”, når han siger: Gør dette til min ihukommelse, så vil du finde, at det er din kære Herre Kristus Jesus, Guds søn, som har udgydt sit blod og er død for dig. Med dette ord, ”min” begærer han ikke mere, end at du vil erkende dette og tro det, samt at du dog lader det behage dig og takker ham for det, som er blevet ham så inderlig svært, og at du ikke så skammelig foragter det og holder hans sakramente så ringe og forsømmer det, da det dog ikke koster dig noget eller fordrer noget af dig.

      Når du således betænker, hvem de er, han siger dette til: ”For jer”, så vil du jo finde, at det er dig og mig og alle mennesker, for hvem han er død. Men er vi dem, for hvem han er død, så må deraf følge, at vi har været i synd, død, Helvede og under Djævelen, som også de ord klart medfører: ”Udgydt for jer til syndernes forladelse”. Er der synd, så er visselig døden der også. Er døden der, så er visselig Helvede og Djævelen der også. Sådan hjælper denne ihukommelse til, at du desto flittigere må takke ham og desto hellere må gå til nadver til hans lidelses ære. For hvilket hjerte kan nogensinde begribe nok, hvilken velgerning og nåde det er, at han forløses fra død og djævel, fra synd og alt ondt, bliver retfærdig, levende og salig uden sin egen fortjeneste og medvirkning, alene ved Guds søns blod og død? Og han begærer dog intet derfor, uden lov og tak, at man erkender og tror det og ikke så skammelig foragter det eller lader det stå ubrugt.

 

Nadveren minder os om Kristi velgerning og vor nød

Den første nytte og frugt, som du har af nadverens brug, er da, at du derved erindres om denne velgerning og nåde. Derved vækkes, fornyes og styrkes din tro og kærlighed, så du ikke glemmer eller foragter din kære frelser og hans bitre lidelse og din store, evige nød og død, som han har hjulpet dig ud af. Kære ven, du skal ikke anse denne nytte for en ringe ting. Ja, selv om der ikke var anden nytte ved brugen af nadveren end denne erindring om Kristi velgerninger og om din nød, hvorved du blev vækket til tro og kærlighed til din kære frelser, så var det dog mere end rigelig nytte og frugt. Denne tro er nemlig højst nødvendig, for at vi kan forbliver hos Kristus. Og det gør ingen uden denne tro. Modsat er vantroen en farlig, daglig, uafladelig djævel, som både med magt og list vil rive os væk fra vor kære frelser og hans lidelse. Det koster besvær og arbejde, hvis man dagligt skal opflamme, tilskynde og øve en sådan tro, så vi ikke glemmer Kristi lidelse og velgerning. Hvordan skal det så gå, hvis man unddrager sig, sjældent beskæftiger sig med det og foragter eller forsømmer hans ihukommelse og nadver?

     

Nadveren vækker kærlighed til næsten

Den anden nytte er, at hvor sådan tro stedse opfriskes og fornyes, bliver hjertet tillige stedse på ny opfrisket til næstekærlighed og til alle gode gerninger, og styrket og rustet til at modstå synden og alle Djævelens anfægtelser. For troen kan ikke være passiv. Den må øve kærlighedens frugt ved at gøre godt og undgå ondt. Helligånden er til stede, som ikke lader os være uvirksomme, men gør os villige og ivrige efter alt godt og omhyggelige og flittige til at kæmpe mod alt ondt. En kristen fornyes fra dag til dag og vokser stedse mere og mere i Kristus ved denne rette brug af nadveren, sådan som Paulus også lærer os, at vi stedse skal fornyes og vokse (Ef 4, 23). Hvor man på den anden side afholder sig fra nadveren og ikke bruger den, må den skade følge og kan ikke udeblive, at ens tro mere og mere bliver svag og kold. Heraf følger videre, at man bliver doven og kold i kærligheden til næsten, energiforladt og uden lyst til gode gerninger, uskikket og uvillig til at modstå det onde. Jo længere der gå, jo mindre lyst får man til nadveren, indtil man bliver helt træt af at tænke på sin kære frelser og foragter ham og således nedbryder sig selv fra dag til dag og bliver tilbøjelig og får lyst til alt ondt. For Djævelen er til stede og hviler ikke, før han får styrtet os i synd og skændsel.

 

Luthers egen erfaring med at udskyde nadveren

Jeg vil her til eksempel for alle, som vil lade sig advare, anføre min egen erfaring, for at man kan lære, hvilken snu slyngel Djævelen er. Det har nogle gange hændt mig, at jeg har bestemt mig til på den eller den dag at gå til nadver. Men når den dag kom, så var sådan andagt borte, eller der kom en anden forhindring, eller jeg følte mig uskikket, så jeg sagde: Godt, om otte dage vil jeg gøre det. Otte dage senere følte jeg mig imidlertid ligeså, skikket og forhindret som før. Godt, jeg vil vente otte dage mere. Af sådanne otte blev der så mange, at jeg næsten kom helt væk fra det og aldrig var kommet til nadver. Men Gud viste mig nåde, så jeg opdagede Djævelens list. Derfor sagde jeg: Er det det, du vil Satan, så langt væk med din og min egnethed! – Og så skyndte jeg mig at gå til nadver. For at trodse Satan har jeg også enkelte gange gjort det uden at skrifte først (hvad jeg ellers normalt gør). Især når jeg ikke har været mig nogen grov synd bevist.

      Min egen erfaring er altså denne: Selv om man ingen lyst eller andagt har til nadveren og dog med alvor tænker på at deltage, så frembringer sådanne tanker af sig selv også andagt og lyst nok, fordriver også smukt disse ulysttanker, som hindrer og gør os uskikket. For det er et nåderigt, kraftigt sakramente. Når man kun med alvor tænker lidt på det og ønsker det, så antænder, tilskynder og drager det hjertet nærmere. Forsøg det kun, og hvis du ikke finder det sådan, må du kalde mig en løgner. Jeg vil vædde på, at du også vil finde, hvordan Djævelen så mesterlig har narret dig og så listig har holdt dig borte fra nadveren, for at han med tiden helt kunne bringe dig fra troen og få dig til at glemme din kære frelser og al din nød.

     

At finde sig kold og uden lyst til nadveren

Selv om du ellers ikke havde nogen grund eller behov for at gå til nadveren, kære ven, var det så ikke slemt nok og grund nok, at du føler dig så kold og uden lyst til at gå til nadver? Hvad er det andet, end at du dermed føler dig kold og uden lyst til at tro, at takke og at tænke på din kære Frelser og al den velgerning, han har bevist dig ved sin bitre lidelse, for at han kunne forløse dig fra synd, død og djævel og gøre dig retfærdig, levende og salig? Men hvad vil du opvække din tro med? Hvormed vil du tilskynde dig selv til taksigelse? Vil du vente, indtil det kommer over dig af sig selv, eller Djævelen giver dig tid til det, eller hans mor trækker dig derhen? Så bliver det aldrig til noget. Her ved nadveren må du varme dig, og den må du holde dig til. Her er en ild, som kan antænde hjerterne. Her må du betænke din nød og trang og høre og tro din frelsers velgerninger, så vil dit hjerte blive anderledes og fatte andre tanke.

 

De fjender, vi kæmper imod

Derfor har Gud gjort ret og godt i, at han har ladet os blive i en sådan situation, hvor vi må kæmpe og brydes med synden, døden, Djævelen, verden, kødet og alle slags anfægtelser, så vi bliver nødte og tvungne til at søge og begære hans nåde, hjælp, ord og sakramente. Hvis det ikke var sådan, ville intet menneske spørge en pind hverken efter hans ord eller hans nadver, hverken søge nåde eller hjælp. Men nu da disse jagthunde, ja djævle, er efter os og finder os, skal vi nok blive holdt vågen. Ligesom en jaget hjort skriger efter det friske vand sådan må også vi skrige efter Gud, som salme 42 siger, for at vor tro kan blive godt prøvet, erfaren og stærk, så vi kan forblive i Kristus og blive befæstede.

     

Undskyldninger for at blive borte fra nadveren

Siger du, at du ikke føler nogen synd, død, verden, djævel og ikke har nogen kamp eller strid med dem, derfor er der heller ikke noget, der tvinger dig til at gå til nadver. Svar: Jeg håber ikke, at dette er dit alvor, at du alene blandt alle helgener og mennesker på Jorden skulle være uden disse følelser. Og hvis jeg vidste, at det var dit alvor, så ville jeg sandelig indrette det sådan, at man på alle gader, hvor du gik, måtte ringe med alle klokker og udråbe foran dig: Her går en ny helgen frem for alle helgener, som hverken føler eller har nogen synd. Men jeg vil uden spøg sige det, føler du ingen synd, så er du sandelig fuldstændig død i synden og synden hersker med al magt over dig. For at jeg ikke skal tale om de grove, ydre synder, som lyst til utugt, hor, vrede, had, misundelse, hovmod, gerrighed, vellyst og så videre, så er det allerede alt for megen og stor synd, at du ikke har nogen trang eller lyst til nadveren. Derpå mærker man, at du heller ikke har nogen tro, ikke regner Guds ord, har forglemt Kristi lidelse og er fuld af utaknemmelighed og al slags åndelig afskyelighed.

      Derfor er det mit råd, når du finder dig så helt ufølsom, at du ikke føler synd, død og så videre: Grib dig selv i munden, næsen, ørerne, hænderne og mærk efter, om det er kød eller sten. Er det kød, godt, så tro dog Skriften, hvis du ikke kan stole på dine følelser. Men Skriften siger: ”Kødets lyst står Ånden imod.” Gal 5, 17. Ligeledes: ”Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt.” Rom 7, l8. Og flere andre steder. Ifølge disse ord sig da: Sandelig føler jeg, at jeg har kød i mit legeme, altså er der bestemt intet godt deri. Så længe jeg derfor har kød, er det derfor nødvendig for mig at gå til nadver for at styrke min tro og ånd mod kødet, som er imod min ånd. Skriften lyver ikke for dig, men dine følelser eller ikke-følelser bedrager dig. For skønt synden ved Kristus er forladt og derfor overvundet, så den ikke kan fordømme os eller anklage samvittigheden, så er den dog for så vidt endnu til stede, så den kan anfægte os og prøve vores tro.

      På samme måde, hvis du ikke mærker til verden, så se dig om, hvor du er, om du ikke bor blandt folk, hvor du ser, hører og erfarer mord, hor, rov, vildfarelse, kætteri, forfølgelse og al slags umoral. Når du ser det, så tro dog Skriften, som siger: ”Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder.” 1 Kor 10, 12. For i sådanne stykker kan du også falde hvert øjeblik ikke alene med hjertet, men også i handling. For du kan godt hade din fjende og gøre ham skade eller hindre det gode, osv. Derefter må du sige: Sandelig, jeg ser, at jeg er i verden midt blandt alle slags synder og laster, hvori jeg godt kan falde. Derfor, så længe jeg er i verden, behøver jeg bestemt at gå til nadver, så at jeg kan holde mig til min frelser og styrke min tro, for at jeg kan modstå denne onde verden og bevares for synd og laster. For skønt Kristus har overvundet verden for os, så den ikke kan tvinge os til synd, så er den dog for så vidt stadig til stede, så den kan anfægte, plage og forfølge os og dermed prøve vores tro.

      På samme måde, hvis du ikke føler døden, så gå til lighuset og gravene på kirkegården eller tro Skriften, som siger: ”Det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes.” (Hebr 9, 27). Så vil du sinde, at du endnu ikke legemligt er i Himlen, men også endnu har døden for dig, og at din grav også venter på dig så vel som på de andre, og at du intet øjeblik er sikker for den. Når du ser det så tænk: Sandelig, jeg er endnu ikke kommet over, jeg må også endnu kæmpe med døden. Så længe jeg da endnu lever, er det nødvendig for mig at gå til nadver, så jeg kan styrke min tro, for at ikke døden (når den overrasker mig) skal forskrække mig og gøre mig forsagt. For det er en grusom fjende, utålelig for de vantro og også skrækkelig for de svagttroende. Og skønt Kristus har overvundet den, så den ikke kan fortære eller beholde os, så er den her dog stadig, så den kan forskrække og anfægte os med forsagthed og således prøve vores tro.

      Mærker du heller ikke til Djævelen, hvordan han kan drive til vantro, fortvivlelse, til at spotte og hade Gud, så tro Skriften, som viser os, hvordan han jammerligt har plaget Job, David og Paulus og flere andre med disse ting og endnu også kan plage dig sådan. Sig derfor: Sandelig, Djævelen er endnu en fyrste i verden, og jeg er endnu ikke sluppet fri for ham, men så længe jeg er i hans fyrstendømme, er jeg ikke sikker for ham, derfor må jeg gå til nadver og holde mig til min kære hjælper og frelser, for at mit hjerte og min tro daglig kan styrkes, så Djævelen ikke skal spidde også mig på sin pæl eller myrde mig med sine gloende, giftige pile. For skønt Kristus har overvundet Djævelen, så er han dog for så vidt endnu vedblevet at være verdens herre, så han kan angribe os med de høje, åndelige anfægtelser og således prøve vores tro.

      Dette har jeg måttet sige så udførligt og grundigt for de grove, dovne kristnes skyld, som ikke forstår at tænke dybt over tingene og således uforvarende bliver passive og sikre, som om de hverken behøvede Gud eller hans ord. De lever, som om det hverken havde fare eller nød med dem. Derfor taber de troen og bliver uegnet til gode gerninger. Men Gud har ladet os beholde disse fjender, for at vi skal have noget at kæmpe med og ikke bliver passive og sikre. Sådan står der også i Dommerbogen 1, 21, at han også lod nogle konger og fyrster bliver tilbage omkring hans folk, at de skulle lære at føre krig og vedblive at være krigsvante. For Guds Ord er almægtigt, derfor er også troen og Ånden virksomme og i bevægelse, må stedse have noget at bestille og ligge i krig. Og Guds ord kan ikke have ubetydelige fjender, men må have de allermægtigste fjender, som det kan indlægge sig ære ved efter sin store magt. Det gælder de fire forbundsfæller: Kødet, verden, døden og Djævelen. Derfor kaldes Kristus også for Herren Zebaoth, det vil sige: Krigshærenes eller hærskarernes Gud, der stedse er i krig og fører krig inde i os.

 

Nadveren er et tegn på den højeste kærlighed til os

Derfor behøver vi særdeles meget at have en nådig Gud, som kan hjælpe os. Og ikke det alene, men vi må også være visse og sikre på, at han helt bestemt vil være os nådig og hjælpe os. Men hvordan kan vi være visse og sikre på det, hvis han ikke gav os et vist og sikkert tegn på sin nåde og kærlighed til os? Hvem kunne ellers vide, hvad han har tiltænkt os? Det har han nu gjort her i nadveren og givet os et sikkert tegn på sin kærlighed og nåde. Nadveren er jo ikke noget tegn på hans vrede, og han ville aldrig give os det, hvis han var vred på os, men det er et tegn på hans højeste kærlighed og grundløse barmhjertighed. Og hvordan kan han vise højere kærlighed og dybere barmhjertighed end derved, at han her virkelig giver os sit eget legeme og blod? Det skal ikke alene være et nådigt tegn, men også proviant, hvormed vi skal slukke tørsten og styrke os, alle os, der i hans hær ligger i kamp sammen med ham, og det er egentlig den løn og proviant, hvormed han lønner og bespiser sin hær og sine krigsfolk, indtil de endelig sejrer og beholder marken med ham. O, det er god mønt, kosteligt, rødt guld og rent hvidt sølv, dejligt, skønt brød og god, sød vin og af alt dette overflod og rigelig fuldt op, så det er herligt at være i denne hær.

 

Uværdig nadverfejring

Men siger du, Paulus gør det meget risikabelt i 1 Kor 11, 27, hvor han siger: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig imod Herrens legeme og blod.” Dermed gør han os bange og ængstelige for nadveren. For hvem er det, som kan regne sig værdig? Svar: Kære ven, du skal være opmærksom på, hvem Paulus taler imod, nemlig imod dem, der faldt over nadveren som svin og gjorde det til et legemligt frådseri og ikke behandlede det anderledes end som andet dagligt brød og vin. Desuden foragtede de hinanden indbyrdes og enhver holdt sit eget måltid. Vi taler derimod om dem, som tror, at det ikke er et svinemåltid, men Kristi sande legeme og blod og som véd, at Kristus har indsat det til sin ihukommelse og vor trøst. Dem, der gerne vil være kristne, gerne love, takke og ære deres Herre og desuden gerne vil have hans nåde og kærlighed, men er bekymret på grund af deres egen person og uværdighed. De holder sig væk fra nadveren hindret af sådan falsk frygt.

      Kære ven, du skal ikke se på dig selv, hvor værdig eller uværdig, du er, men på din nød, hvordan du har behov for Kristi nåde. Hvis du ser og føler din nød, er du værdig og egnet nok. Kristus har ikke indsat nadveren til skade og unåde, men til trøst og hjælp. Frem for alt skal du dog se på, at ligegyldig hvor uværdig du er, så er din Herre Kristus dog værdig til, at du skal love, ære og takke ham og hjælpe med at opretholde hans ordning og indstiftelse, som du har pligt til og har lovet i dåben. Dit hjerte skal altså tænke sådan: Godt, er jeg uværdig til at modtage nadveren, så er min Herre Kristus så meget værdigere, så jeg skal love, ære og takke ham og ære hans indstiftelse, som jeg har pligt til og har lovet i dåben. Og videre: Den, som vil tigge, må ikke skamme sig. Skam er en unyttigt husfælle i en fattig tiggers hus. Sådan roser også Kristus selv en påtrængende tigger i Luk 11, 8.

     

To gode grunde mere

Se, således har du to goder og årsager, til at modtage sakramentet. For det første, at du dermed takker og lover Kristus. For det andet, at du også får trøst og nåde for dig selv. Disse to måder kan ikke være onde eller til misbrug, men må være rette og Gud behagelige. For mod Gud kan vi ikke forholde os på mere end disse to måder, nemlig med tak og bøn. Med tak ære vi ham for hans gode og nåde, som vi allerede har modtaget. Med bønnen ærer vi ham for de goder og den nåde, som vi fortsat gerne vil have. For den, som i sådan en mening går til nadveren, hvad gør han andet, end at han i gerning siger: Herre! Jeg takker, dig for al din nåde, som du har givet mig, og beder om, at du endnu fremdeles vil hjælpe mig i min nød. Det er et takoffer og bønoffer. Mere kan du ikke bevise imod Gud, eller ære ham højere.

      Så se dog, hvor herligt et sakramente dette er, at du samtidig takker for den forrige nåde, og beder om den kommende. Men hvem kan takke og bede nok? Derfor er der ingen grund til at være passiv og doven her, men derimod til lidenskabelig og kraftig opmuntring, at man gerne og med lyst skal modtage sakramentet. O, havde de kære profeter og gamle fædre dog skullet se eller høre sådan et sakramente, hvor glade og begærlige skulle de da have været derefter? Hvor ville de have forundret sig over os, at vi var sådanne salige folk i modsætning til dem? Men hvor ondt ville det derimod have gjort dem, hvis de skulle se, at vi så skændig foragter det. Men endnu værre havde det været, hvis de havde set det forbandede og gruelige kræmmermarked, som papisterne og sofisterne har gjort nadveren til, med deres private messer og lignende ting.

 

Den bedste måde at bruge nadveren på

Derfor se til, at du ikke bruger dette sakramente anderledes, end på disse to måder, nemlig med tak og bøn. Og vogt dig for papisternes vederstyggelighed, som gør et offer ud af det, hvormed de ikke takker for den forrige nåde, men som med en gerning vil erhverve og fortjene den nye nåde, som de desuden ikke alene gør for sig selv, men også for andre, som de sælger disse messer til. Men du skal takke Gud i nadveren og hjælpe til med at love ham for den forrige nåde, især den, der er vist dig i Kristus. Ja, du skal begære og bede om den nye nåde, som du trænger til. Så gør du det ikke til et kræmmermarked eller til noget fortjenstfuldt, som du kan meddele eller sælge til andre. Enhver må her for sig selv takke Gud og bede med alle andre.

 

Formaning til at formane

Så meget vil jeg denne gang vise prædikanterne, som ikke véd bedre, og dernæst bede dem om, at de vil hjælpe til med, nøje at indskærpe og fremstille dette for folket. For skønt nogle forhærdede, ubodfærdige og hæmningsløse folk ikke regner det, så vil det dog bringe frugt hos mange. Som man siger: Et godt ord finder et godt sted. Og Gud siger selv i Es 55, 11: ”Mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde.”

 

Kirketugt og nadver

Men hvor nogle finder sådanne foragtere, som ikke regner disse formaninger og ikke bruger nadveren, mens de er sunde og raske, skal man også lade dem være, når de ligger for døden, og ikke give dem nadveren. Har de levet, som hunde og svin, så lad dem også dø som hunde og svin. Det skulle da lige være, hvis de viste meget klare tegn på et bodfærdigt og troende hjerte. For vi skal ikke give hundene det hellige eller kaste perler for svin, siger Kristus i Matt 7, 6. Gud vil også selv se til blandt disse foragtere, at de ikke skal være Kristi nadver værd eller nyde den.

      Det vil jeg fortælle et eksempel om, som ikke er sket så langt væk, i Torgau, hvor man stadig har både præsten og kirketjeneren som vidner. Her var der en mand, hvis navn jeg ikke vil nævne, der ikke gik til nadver i 6 eller 7 år, under påberåbelse af den kristne frihed. Han ville vente og udsætte det, til han blev syg.

      Da han nu begyndte at mærke, at han skulle dø, tilkaldte han præsten og bad om nadveren. Da præsten havde gjort nadveren parat og ville give ham brødet i munden, forlod sjælen ham og efterlod ham med oblaten på tungen i hans åbne mund. Præsten måtte derfor taget det igen. Da det nu var ulækkert, hvis præsten selv skulle spise det, spurgte han mig til råds, hvad han skulle gøre med det. Jeg anbefalede ham da at brænde det op.

      Lad det være dig et eksempel til advarsel, så du ikke lever så ligegyldigt, selv om du ikke er tvunget til at gå til nadver. Hvis du foragter Guds sakramenter, kan han også være ligeglad med dig, når du er i nød. Som han siger i Ordsp 1, 25-26: ”Fordi I lod hånt om alle mine råd og ikke ville vide af min retledning, derfor ler jeg over jeres ulykke, spotter, når rædslen kommer over jer.” Det er også kun ret og rimeligt, at den, der vil være en kristen og fører dette navn med skam, så han ikke går til nadver, når han godt kan, heller ikke skal have det, når han engang gerne vil.

 

Ingen skal tvinges til nadveren

Ikke at jeg dermed vil nøde eller tvinge nogen til nadveren, eller fastsætte nogen befaling eller tid, som paven har gjort. For Gud vil ingen tvungne tjenere have. Meget mindre vil han give nogen noget imod deres vilje. Men jeg vil gerne hermed formane, at enhver ville tvinge sig selv og af egen andagt nøde sig selv til at hente så kær og ædel en skat for sjælen. Og desuden vil jeg vise, hvor rimeligt, det er, at Gud er misfornøjet med, at man så skændig foragter hans tilbudte nåde og godhed. Om det dog ville hjælpe til, at folk uden tvang og lov kunne lære at søge og modtage Guds nåde. For så stor foragt og utaknemmelighed fortjener helt sikkert større straf end den, at man til sidst må undvære nadveren. Langt større straf vil da også helt sikkert følge efter.

 

Foragt for nadveren er en skrækkelig synd

For betænk selv, hvor upassende og skrækkelig en foragt og utaknemmelighed det er: Før under pavedømmet, da vi blev tvunget og drevet til nadveren, løb vi af sted i flok. Desuden måtte vi give penge nok for det, og købe alting dyrt, da man dog ikke gav os mere, end det halve sakramente og kun brødet. Og det, som var endnu værre, vi måtte ikke modtage det til vores nytte eller Guds ære, men alene for at være paven lydige, som med en træls tjeneste. For man spurgte ikke meget efter, hvad nytte vi havde deraf, eller hvad ære Gud fik. Pavens præster prædikede og lærte heller intet om det. Man var kun interesseret i, hvor stor lydighed man kunne have af os. Ja, vi måtte modtage nadveren til skade for både sjæl og legeme. Da blev der intet lært om troen, men det måtte være en gerning, hvormed man beviste Gud en velgerning. Derved blev den rette brug, nytte og frugt af nadveren skjult og berøvet os.

      Men nu, da man ikke alene har det for intet, men endog lærer dets rette brug, ja kan bruge det til vor nytte og Guds ære, da anstiller vi os så usle og skændig dertil, som om vi ikke var mennesker (end sige kristne), men som om vi var stokke og sten, der ikke behøvede det, ja som det slet ikke angik.

 

Uhyggelige konsekvenser

Hvad skulle vi da undre på, om Gud igen plagede og straffede os? Ja fordi, vi vil kaldes kristne og dog opfører os så foragtelig og gudsbespottelig imod vor Frelser, så var det intet under, om han uden ophør plagede os med dyrtid, pest, krig og al ulykke. For hvad skal det ligne, at vi så nådigt er forløst fra Satans fængsel og pavens gruelige lænker, og desuden tilbydes så rig en nåde, men vi er ikke alene utaknemmelige for denne forløsning, men bespotter endog den tilbudte nåde, som en unødvendig og unyttig ting.

      Derfor siger jeg passende på Guds vegne: Vil du ikke spise og drikke af min nadver, som så hjertelig er dækket til dig, så vil jeg også til gengæld tilskikke dig dyrtid, så du heller ikke skal få almindelig mad. Er du så mæt, at du ikke vil have min mad? Så vil jeg gøre dig sulten så sulten, at du ikke skal have noget at spise. Vil du ikke have livets brød, som jeg så rigelig byder dig? Så hav pest, feber og alle slags sygdomme. Ja, dø i Djævelens favn. Vil du ikke have kærlighedens, nådens og fredens sakramente, som skænker dig disse ting? Så hav krig, strid, ufred og al uro. For hvad skal dog Gud gøre andet imod os? Hvor kan han tåle det, at hans nåde stedse, jo længere jo mere foragtes, utaknemmeligheden bliver stedse større? Han har jo dog erhvervet os nåden så dyrt, at han har ladet sin egen søn korsfæste for det. Han må slå til og lade alle plager ramme os, som det også allerede begynder og går for sig. Vi tvinger ham til vrede, så han må borttage sin nåde og lade unåden herske. Han kan ikke gøre andet på grund af vor uophørlige foragt og utaknemmelighed.

 

Afslutning

Godt, jeg vil gøre mit, og troligt bede prædikanterne om, at de flittig vil hjælpe mig med at fortsætte, så vi dog ikke helt skal vække Guds vrede. Uden tvivl vil nogle fromme hjerter antage det og bedre sig. For de andre vil jeg være undskyldt. Deres blod være over deres eget hoved. De er advaret. Al nådens og barmhjertigheds Gud og fader give os sin Helligånd, der kan opvække og formane os til, med alvor at søge hans ære, og med hele hjertets andagt at takke ham for hans utallige og uudsigelige gode ting og gaver, ved Jesus Kristus vor Herre og Frelser. Ham være lov, tak, ære og pris i evighed! Amen.

 

 

Oversat efter originalteksten i WA 30 II, 595-626, oktober 2007, Finn B. Andersen