Martin
Luther
(Udsnit fra altertavlen i Wittenberg bykirke)
Den hellige dåb
1535
Luthers skrift ”Den hellige dåb” fra 1535 er det sidste skrift, han selv udgav om dåben. Hvor hans tidligere skrifter om emnet ofte er rettet mod en bestemt front, så trækker Luther her alle fronterne op og giver dermed en meget fyldig og klar skildring af det gennemarbejdede reformatoriske dåbssyn, som også er den danske folkekirkes syn.
Oversat efter originalteksten i Weimar-udgaven: WA 37, 627-672.
(D. Martin Luthers Werke, Weimar 1883-1929).
Cand.theol.
Finn B. Andersen, 2006
Martin Luthers fortale
Når jeg tænker på, hvor behagelig jeg hidtil har gjort mig
for Djævelens skønne og kære brud, som hedder verden, så burde jeg ophøre med
min prædiken og skriven. Jeg ville hellere ønske, at mit navn var glemt, eller
aldrig tænkt på, end at jeg skulle blive ved med at prædike og skrive mere, og
for min egen skyld var det også ganske let gjort.
Men da den
smukke brudgom, Satan og hans kære brud, verden, vil være frygtet og opæde min Herre
Jesus Kristus, så må jeg anstille mig, som om jeg er bange, og som om min Herre
Kristus er død og forrådnet for 1500 år siden. Dog er min frygt ikke til døden
og min Herres Kristi død ikke hans liv til skade. Det siges, at mådehold i alle
ting er godt, så min Herre Kristus skal ikke være helt død og jeg ikke fuldstændig
nedkæmpet. Derfor er jeg også glad for, at dette skrift bliver udgivet til den
hellige dåbs ære, som nu i vor tid har så mange fjender. Ja, Djævelen med hans
vantro verden raser heftigt imod den.
De nye gendøbere
raser endnu stadig med de gamle antikristelige ærke-gendøbere, som har døbt, og
endnu døber sig med deres egne geringer. Desuden er de
nydelsessyge kommet til, som døber på en speciel måde,
som hedder ”intet”. Den kære hellige dåb bliver således hårdt bestormet på alle
sider, så vi har rigelig behov for at se os vel for og våge.
Skønt det nok ikke
kan ske uden skade, så håber jeg dog, at den fattige Kristus skal beholde
marken mod Djævelen og hele hans hob af indflydelsesrige personer, kloge
hoveder og råd. Dertil hjælper en alvorlig bøn af enhver, som vil være et tro
lem af den foragtede, men herlige konge, der må blive evindelig, at hans doms
og hjemsøgelses time tillige med hans rige må komme snart. Ham, som er vor
rette evige Gud og Herre, være tak og lov i evighed, tillige med Faderen og Helligånden.
Amen.
Matthæus 3, 13-17
Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved
Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde:
»Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede
ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede
han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene
åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over
sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg
fundet velbehag!«
På helligtrekongersdag
skal der prædikes om dåben
Blandt den Herres Kristi fornemste fester er der også denne,
som man på græsk kalder ”Herrens åbenbarelse”. Den er af de gamle fædre kaldet sådan
og indsat af tre grunde:
1. Fordi Kristus ved en stjerne blev åbenbaret for
vismændene i Østerland.
2. Fordi han gjorde det første tegn, da han forandrede vand
til vin ved brylluppet i Kana, og åbenbarede sin herlighed for sine disciple,
Joh 2.
3. Fordi han blev døbt af Johannes i Jordan, hvor den herlige
åbenbarelse fra himlen foregik over ham, Matt 3.
Uden tvivl er det heller ikke uden årsag, at der fra først af
i kristenheden blev forordnet en særlig tid på året til at prædike om det
højværdige sakramente, den hellige dåb, for at den skal kendes godt og æres ret
af de kristne, som deres højeste skat
på jorden, hvori deres frelse og salighed ligger. Denne fest skulle derfor med
rette have det fornemste navn ”Om Kristi dåb”, og denne prædiken om den hellige
dåb skulle da have førsteprioritet.
Det er nødvendigt at
prædike om dåben
Det er ikke alene ret og rimeligt, men også strengt
nødvendigt, at man taler om dette hellige sakramente i kristenheden, og
underviser folk grundigt om det, så de ikke nedvurderer deres kære dåb. Det er desværre
hidtil sket, fordi man ikke har prædiket eller undervist om dåben, men
fuldstændig har skubbet den til side og glemt den helt. I stedet har man disket
op med vore egne gerninger og alle mulige munkeordner og sat dem i dåbens sted.
Til sidst har man anset en munkedragt for meget mere værdifuld end dåben. Det
var ikke sket, hvis man havde fremhævet den hellige dåb ret og undervist om
den. Så havde man uden tvivl kunnet undgå alle mulige vranglærer.
Den skæbne som Guds Ord
og gerning altid har i verden
For at gøre skade har den lede Djævel forsøgt at fjerne den
rette, rene lære fra prædikestolen og indføre sin løgn og forførelse i stedet.
Desuden har Guds Ord og gerning altid den skæbne i verden, at hvad Gud taler og
udretter, regner man ikke for noget, men hvad Djævelen taler og gør, agter og
ophøjer man, som en kostelig ting. Dette overgår virkelig den kære Gud med alle
hans ord og gerninger. Derfor er det nødvendigt, at man på det bedste priser og
fremhæver hans ord og gerninger for de kristne, så de kan lære, at holde det højt
og herligt, og ikke bedømme og måle det med verdens målestok.
For det er jo
sandt, at de i det ydre synes helt ringe og foragtelige, da de ikke er kommet
frem eller bliver fremhævet med stor pral og herlig pragt. Men hvis man lod det
udsmykke med ren guld, perler og silke, eller man udstrøede sække fulde af guld
og sølv, eller man udrettede det ved store, mægtige og lærde folk, så ville det
også få ære og anseelse, så al verden ville strømme til, og synge og tale
derom. Men da man nu frembryder det så aldeles ringe og uden al pragt, alene
ved et ringe menneskes mund og hånd, og med så almindelige tegn som vand, så
bliver det foragtet og forkastet.
For verden vil
og kan ikke regne det for noget, som ikke fremkommer, så det kan opspile øjne
og mund på folk. Åh, hvad skulle det gavne, siger man, at man neddypper et
lille barn i vand eller overøser det med en håndfuld vand. Hvad forskel er der
på dette vand og så det, man vasker sig med? Det var noget andet, hvis en præst
trådte frem med kostbare dråber eller salver, som kostede tusindvis af kroner. Eller
hvis en berømt person udførte dåben med flot musik og udsmykning, ligesom når
man indvier kirkerne. Men da sådan en udsmykning og popularitet ikke er til
stede, og Gud på synlig vis ikke bidrager med mere end en håndfuld vand, så må
han opleve, at det bliver foragtet af verden. Den vil kort og godt have øjne og
ører fyldt eller ikke have med det at gøre.
Ifølge verdens
mening sker der derfor også kun Gud ret; for hvad er det dog, siger de, at han
anstiller sig så dårlig og ikke griber det anderledes an, hvis han vil have det
agtet og æret højt som en guddommelig ting? Hvis han er så stor, mægtig, klog
og vis, så skulle han også begynde det anderledes. Men han gør det netop også, for
at han kan gøre verden til dåre i sin klogskab, da den vil mestre Guds i hans ord
og gerninger, så den ikke kan lade noget deraf være ret og godt for ham. Derfor
vil han også give den nok deraf, og ikke desto mindre ved et sådan ringe og foragtet ord udrette disse ting i sine
kristne, som den aldrig kan forstå eller begribe. Gud gør så verden ret igen,
da den på grund af den ringe anseelse foragter og hverken vil høre eller se
det, at den da til straf for sin forhærdede ondskab selv berøver sig samme høje
guddommelige gode ting, og bliver ført af Djævelen i alle slags vildfarelser, selv
om det sker under stor skin af Guds navn.
Man må redde den
hellige dåbs ære fra gendøberne
Vi oplever nu, at det går det kære ord og sakramenterne ilde
og er blevet forsikret om det ved den skade, vi har erfaret, der er sket i
kristenheden. Dagligt må vi frygte for fare, især fordi gendøbernes skændige
sværm bryder ind alle vegne. Herved vil Djævelen igen formørke og udslukke den
rette lærdom, efter at den ved Guds nåde er bleven renset og lutret så den
skinner og lyser lidt. Derfor skal vi så meget desto mere ære, prise og smykke
vor kære dåb, så meget, vi nogensinde kan, og desto flittigere blive ved med at prædike derom. Derfor vil vi nu
igen tale om den, så meget Gud giver nåde til, til sand undervisning for de
enfoldige, så de ret kan kende, tydelig adskille og dømme alle slags
vildfarelser, som opstår derimod. Vi vil da først tale om dåben i sig selv, efter sit væsen.
Første del
Om den hellige dåbs væsen
Der hører tre dele til
dåben
Vi deler dåben i tre adskilte dele, som er:
1. Vandet
2. Ordet
3. Guds befaling eller forordning.
Man skal ikke kun se på vandet, som andet vand, men også på Ordet,
som hedder Guds Ord, hos og med vandet, og for det tredje Guds vilje og magt,
eller hans befaling og indstiftelse. Det er de stykker, som hører med til
dåbens fuldkomne væsen og rette beskrivelse. De skal betragtes sammen og ikke deles
eller afskilles fra hinanden, da de til
sammen danner en ret dåb. For til et sakramente
behøves for det første et ydre håndgribelig tegn eller ting, ved hvilket Gud
handler synligt med os, så vi kan være vis på det. Gud vil ikke virke i os uden ydre midler, alene ved hemmelige
indgivelser eller særlige himmelske åbenbaringer.
Men ydre handlinger
og tegn gælder og udretter det heller ikke alene, hvis hans ord ikke kommer
til, så tegnet bliver virksomt og vi forstår, hvad Gud virker i os ved et sådan
tegn. Men til dem begge må også komme en guddommelig befaling, hvorved vi i
sådan et tegn og ord kan være visse på hans vilje og gerning.
Gendøberne anser blot dåben
for vand
Disse tre stykker må jeg derfor behandle hver for sig, for
herimod indfinde sig tre slags lærere eller mestre, som alle fordrejer og
lemlæster dåben. Først er det de grove køer og svin, som alene gør dåben til
vand. De kan ikke sige andet end at vand er vand, og forbliver vand. De er ikke
klogere end en ko eller en gris, hvad enten det så drejer sig om hedninger, muslimer,
sværmerånder eller grove papister. De befinder sig på dyrenes plan, for en ko skal
ikke vide mere, end den ser, nemlig vand, og den, som ikke kender Guds Ord, kan
heller ikke tale anderledes end en hest eller et muldyr som Skriften også
kalder dem i Salme 32, 9.
Sådanne er nu
vor skændige gendøber-sværm, Djævelens apostle, som strejfer omkring her og der
i landet og prædiker mod os, udskælder os groft tillige med alle kristne af
deres høje forstand, at vi er så store narre og mener at blive salige ved vand.
Ja, de er visselig højlærde mestre og fine høje ånder, som lærer os sådan en ny
og høj kunst, at vand er vand. Hvem kunne ellers have vidst eller tænkt det, hvis
disse højlærde doktorer ikke var kommet? Man måtte da ellers spørge et barn på 7
år om det, eller gå i skole med æsler og køer et stykke tid, eller gå i bad med
svinene. Dog er de sådanne bøfler og tåber, at de ikke kan andet end at skrige
imod os, at vand er vand, og dernæst diske op med deres hjemmelavede
åndelighed.
Jeg undrer mig
over, hvorfor de ikke følger deres egen lærdom og helt afskaffer dåben, når de
er så ivrige og foragter vanddåben så meget. De døber jo sig selv og andre
igen, og dømmer dermed sig selv med deres handlinger. For hvis de ikke vil lade
vores dåb gælde, hvor vi har Guds Ord og befaling, så må deres egen dåb, som de
selv anser for ren og skær vand, jo gælde meget mindre.
Men det er den
lede Djævels bedrageri (skønt det er en grov og slyngelagtig Djævel), som med
sådant kogleri og skrig bedrager og narrer det arme folk: Ser I ikke, at vand
er vand, hvad skulle vand, som en ko drikker, gavne sjælen og rense synden? Dermed
er munden opspilet på nysgerrige mennesker, så de falder til i hobetal og siger:
Det er visselig sandt, ak, hvor har Djævelen bedraget mig, at jeg ikke har set
og bemærket det.
Det kalde de en
dyrebar retskaffen lærdom og Åndens høje kunst, når de blot kan sige så meget:
Vand er vand. Dog bliver de arme mennesker bedraget med den slags vrøvl, fordi
de med så mange prægtige ord og stort skrig, som de kommer med, kan smykke den.
Som om vi lærte, at vand i sin egenskab af vand, vasker og renser sjælen. Oh, siger
de, tro det ikke, for der ser du, hvor de forfører dig, at du skal tro og
forlade dig på ren og skær vand, som er en skabt ting.
Man river Guds Ord og
befaling væk fra det ydre element
Men det hedder fordømte forrædere og skurke, som bevidst sønderriver
dåben, og skiller og bortskærer de to
vigtigste bestanddele, nemlig Guds Ord og befaling, og kun efterlader en
tom skal. De vil ikke høre eller se, hvordan vi altid og allermest drive på de to
nævnte stykker, som er hos og sammen med vandet. De råber kun op om det ene
stykke, og udråber dette som en særlig kunst og ånd. Kære ven, så klog og lærd er
jeg dog og, ja enhver klovn kunne, hvis det skulle være, uden al kunst, af egen
forstand rive og skille det fra hinanden, som hører sammen og er ét væsen.
For hvem kunne
ikke også på samme måde sige: Hvordan skulle Kristus kunne hjælpe fra synd, død
og Djævelens magt? Siger du ikke selv, at han er et menneske, som et andet
menneske? Hvorfor skulle jeg adlyde denne, som min far, fyrste og herre, og
være ham underdanig, hvad er han andet, end jeg? Men den slags hedder ikke en
kristens, eller et fromt menneskes kunst, men en fordømt skurks kunst, som bevidst
river det fra hinanden, som hører med til hele personen, nemlig, at Kristus er
både sand Gud og sandt menneske, og at ens far og mor eller fyrste ikke alene er
almindelige personer som andre mennesker, men sådanne personer, som har et specielt
embede ifølge Guds Ord og befaling. Derfor får de straks et andet væsen og
navn, at de ikke blot hedder Hans eller Grete, men far og mor.
Sådan handler
denne sværm også med dåbens sakramente, når de alene ser på vandet, som om der
intet Guds Ord eller anordning var derhos. For at give et tydeligt eksempel, så
bærer de sig ad som nogen, der får øje på kongen, der har sin nye frakke på,
som de tilfældigvis har set blive renset og banket ren for fnug. Derfor begynder
de nu også at slå på frakken og siger: Åh, hvad, det er jo blot en frakke. – Så
skulle de nok se, at man hurtigt greb fat i dem og satte dem i fængsel på grund
af foragt for kongen. Det ville ikke hjælpe dem at sige, at det ikke var kongen,
de slog på, men blot frakken. De måtte da høre, at det ganske vist kun er en
frakke, men det er kongens frakke, som han selv går i. Derfor er det ikke
længere bare en frakke, men frakken og personen hører sammen, så det er en
kongelig frakke, fordi den bliver båret og får værdi på grund af kongens
person.
Ordet og vandet hører sammen
i dåben
Dette må jeg beskrive så simpelt, så man kan se, hvad det er
for tåbelige ånder, der på samme måde skiller Ordet fra vandet. Derfor anser de
dåben for almindelig vand, og spotter og ødelægger den, så det er skrækkeligt
at høre. Ja, de foregiver, at de gør Gud en stor tjeneste ved at spotte og
skænde dåben. Men hvordan vil de bestå, når Gud engang vil sige til dem: Hvorfor
har du skændet og spottet min kære dåb, og kaldt den et hundebad, når jeg selv
har sagt, at man ikke skal regne det for almindelig vand, men for mit vand, altså Guds vand. Mit ord og befaling er jo sammen med og i vandet, for der
står skrevet: ”Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber
dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde
alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil
verdens ende.” (Matt 28, 19-20). Her kan du se, hvilken person, vandet har
iklædt sig, og som er hos og i det, nemlig Faderens og Sønnens og Helligåndens
navn. Derfor er det den guddommelige majestæts vand. Det kan ikke længere
kaldes almindelig vand, som koen drikker. For Gud giver helt bestemt ikke sit
vand (hvori hans navn og majestæt er), for at koen skal drikke det eller
grisene skal bade i det. De er ikke de skabninger eller væsner, som kan blive
døbt og helliget.
Dette ved de udmærket,
og dog skænder og spotter de dumdristig og bevidst. Derfor skal de også få en desto
værre dom. Men vi skal vogte os for dem, og omhyggeligt lære, at vi ikke skal adskille
og splitte vandet og Ordet i den hellige dåb, så vi anser det for ganske
almindelig vand. For det ved vi udmærket godt, at hvis man adskiller det, så er
vandet ingen dåb. Det er det virkelig heller ikke hos dem, hvis de ifølge deres
lære anser det for almindelig vand og døber uden ord og befaling. Derimod siger
vi, at det ikke længere skal eller kan kaldes almindelig vand, fordi det er forbundet
med Guds Ord. Derfor kan man ikke længere sige, som de gør, at vand er vand.
For det kaldes ikke en dåb, fordi det er vand, men fordi det har Guds Ord og
befaling. Det er de to hovedstykker, der adskiller dette vand fra alt andet
vand og gør det til en dåb eller et helligt sakramente, som vi skal høre mere
om.
Dette er den første
vildfarelse angående dette sakramente, af dem, som alene betragter det ene stykke,
nemlig selve vandet, og skille det fornemste stykke derfra, så det hos dem blot
er en tom skal.
Nogle glemmer befalingen
Desuden er der andre, som ikke er så mange, heller ikke alle
er så grove, men de betragter ikke dåben ret, skønt de indrømmer så meget, at
vand og ord hører sammen, ellers er det ikke en dåb. Ja, de citerer Augustin:
”Ordet kommer til elementet, så det bliver et sakramenter.” Altså vandet (som
er elementet) og Ordet i forening danner et sakramente. De begår dog den fejl,
at de glemmer det tredje stykke, nemlig
Guds befaling og ordning.
Nogle mener, at
der er nok, når ordene blot bliver udtalte, ligesom man læser velsignelse over
en ting. De mener, at der ved en sådan tale eller i kraft af dette ord, sker
noget særligt med dåben, så det bliver et sakramente. De er også simple lærere
som papisterne, der stort set holder sig til denne opfattelse og ikke kan se
længere.
Men andre, som er
mere spidsfindige, tager også fejl i det tredje stykke, selv om de har de to
andre med. De tilføjer noget andet end de andre. De kan godt se, at det ikke er
nok, at man alene tager noget vand og taler et ord over det. Derfor siger de,
at der hører endnu et stykke med, nemlig troen. Det begrunder de med
Det er også en alvorlig
og skadelig vildfarelse, selv om de i dette stykke er bedre, end de første,
fordi de ikke bespotter dåben, som om den blot var vand. Det er en tankegang,
der har været fremme før og som endnu er udbredt. Det er også ud fra denne tankegang, at den udbredte diskussion om barnedåben har sit
udspring. Det er gendøberne, der har sat den i gang. Deres hovedargument, som de
bruger til at bekræfte sig selv, er denne: Du blev døbt, da du var barn og ikke
kunne tro, derfor er din dåb forgæves. Dette er egentlig så meget sagt: Hvis du
ikke tror, så er Guds Ord og sakramenter intet, men tror du, så er de noget. Derfor
modtager kun den, der har tro, den rette dåb, mens den, der ikke har tro, ikke
modtager andet end vand og derfor ikke er ret døbt. Derfor må man døbe dem på
ny, når de begynder at tro.
Kan en vantro eller en
kætter give en virkelig dåb
Af samme vildfarelse er også de, som mener, at den dåb ikke
er ret, som udføres af kættere eller vantro mennesker. Denne vildfarelse har
også tidligere berømte personer været ude i som den hellige Cyprian. Der opstod
en stor strid om dette emne, fordi kristenheden blev delt og der var mange
kætterier. Mange var døbt af disse kættere, og derfor blev spørgsmålet så, om
en sådan dåb var gyldig. Nogen (og deriblandt Cyprian) gik da så vidt, at de
anså det for en uret dåb. Den, som var døbt af en ond, vantro tjener (og især
en kætter), måtte døbes igen. Man henviste da til ordene fra Siraks Bog 34, 4:
”Hvad kan blive rent af noget urent, og hvilken sandhed kan opnås fra løgnen?”
Og ligeledes 3 Mos 15, 10: ”Enhver, der rører ved en uren, er uren indtil
aften.” Deraf ville de slutte, at fordi den, som udførte dåben, selv var uren
og uden troen, så kunne dåben heller ikke være ren, og den, der blev døbt,
kunne heller ikke blive ren. Derfor var det ikke en ret dåb, selv om både vandet
og Ordet var forenede, fordi der var noget galt med den person, der udførte
dåben. Se, det er at gøre dåben til sin egen og grunde og bygge den på
mennesker. Det har et fint og fromt skin, og har som sagt narret selv store
teologer, og har fået flertallet med sig.
Guds befaling må ikke
skilles fra dåben
Mod sådan vildfarelse skal man af Guds Ord lære at kende og
bedømme dåben ret og fuldkomment. For alt sådant kommer af, at de ikke giver
agt på det tredje stykke, som hører med til dåben (og egentlig burde kaldes det
første stykke). Man skiller dåben fra Guds ordning og befaling, hvormed han har
taget dåben helt i sine egne hænder. Han
lader hverken dig eller noget andet menneske bidrage med noget, der gør vandet
til en dåb. Jeg er ganske vist en, der døber dig og du er den, der bliver
døbt, men derfor er det ikke min eller din dåb, men Kristi dåb. Kort sagt:
Enhver kan give og modtage dåben, når den først er lavet og indstiftet, men det
er kun ham, der kan lave og indstifte den.
For sådan lyder
hans ord: ”Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem
i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Den, der tror og bliver døbt, skal
frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” (Matt 28, 19 og
Det er ikke
præsten eller en anden tjener, der udtaler disse ord, men ham, der har lavet
dåben. Ham, der siger: Gå hen og døb! Det vil sige: Her har I min befaling og
ordning. Det ønsker og befaler jeg, at I skal døbe i Faderens og Sønnens og
Helligåndens navn. Og hvor Ordet og vandet forenes, er det en dåb, og den, der
tror det, skal blive frelst derved. Der skal mere til end de to stykker, vandet
og Ordet, ellers var det ikke nok, at bruge vand og udtale ordene: Jeg døber
dig, osv. (selv hvis troen var til stede), hvis man ikke også havde en klar og
tydelig befaling til at gøre det.
Guds Ord misbruges af
papister og healere
Man må frem for alt være klar over, hvor dåben kommer fra
eller hvordan den er en dåb, så man kan svare på spørgsmålet om, hvem der har
befalet os at forene vandet og Ordet. Eller hvordan man er klar over, at dette
er et helligt sakramente. Hvis det var nok med de to første stykker, så kunne
enhver jo lave en dåb, hvis han ville, ja, så mange sakramenter, som det skulle
være. Vi kunne selv vælge et eller andet, som Gud har skabt og så tale Guds Ord
over det. Nøjagtig som papisterne gør med
deres vievand, lys, olie, urter og altre, som de velsigner i Faderens, Sønnens
og Helligåndens navn og læser salmer og bønner over. Her har man jo Guds Ord og
Guds skabning forenet, så man med Augustin kan sige: Ordet kommer til elementet
og frembringer et sakramente. Hvorfor gælder og virker det så ikke lige så
meget som dåben? Hvorfor gør vi ikke også vievand og alterlys og alle munkekapper
og nonnekapper til sakramenter? Ja, også alle slags magiske besværgelser og
ritualer, som når healere og Djævelens hekse blæser koen i øret og også udtaler
Guds og de helliges navne? Her er også både en skabning eller en ting og Guds
Ord sammen. Hvorfor er det så ikke også et sakramente, hvis man siger, at Ordet
og elementet til sammen danner et sakramente?
Svar: Ja, det er
sandt, at de to stykker hører til, men det er endnu ikke nok til, at de alene
kan udgøre et sakramente, men der hører endnu én ting med, så man har en hel
treenighed, nemlig Guds bud og befaling. Når du kan sørge for, at den
guddommelige majestæt i himlen siger: ”Dette har jeg sagt og befalet”, så gælder
det om disse to stykker, at de kaldes et sakramente. Ellers måtte alt det som
sagt kaldes et sakramente, som enhver fandt på. Ingen er jo så dum, at han ikke
kan udtale Guds Ord over en skabt ting, som healerne
og heksene gør, der stjæler mælken eller bytter børnene om i vuggen. De
bruger jo ikke onde ord, men udelukkende smukke, hellige ord og navne og bruger
desuden Guds skabninger. Det virker fint,
fordi Djævelen hjælper smukt til. Han vil gerne udføre disse fjollerier i
skjul af Guds navn og således bedrage folk, så de tror, at det er ren og skær
guddommelige ting, fordi der bliver brugt så smukke ord.
Uden Guds befaling er
ingen ting et sakramente
Men her må man spørge efter det tredje stykke, om Gud har befalet
og forordnet, at du skal gribe fat i et træstykke eller et stykke stof eller noget
andet og udtale Guds Ord over det, så koen kan give mælk, og om du skal velsigne
palmetræer eller urter, for at udvirke, hvad du ønsker. Kan du bevise det, så
vil vi holde det for en guddommelig anordning, men at du efter dit eget hoved vil
foretage dig det og alligevel sige, at det jo er Guds gode skabning og Guds
sande, hellige ord, som du bruger, det er ikke tilstrækkeligt. Der mangler Guds
befaling og lydigheden mod ham. Det er dit eget påfund og en skændig ulydighed,
ja, Djævelens værk og tjeneste.
Det var noget andet,
hvis du kunne fremvise Guds bud eller befaling, og sige: Det har jeg ikke selv
optænkt, eller udvalgt, eller begyndt efter mit eget hoved, men Gud har befalet
mig, at tage denne ting og bruge disse ord. Ligesom vi her kan bevise med
dåben, at han giver os befaling og befaler os at døbe, altså at nedsænke et menneske
i vandet og udtale den treenige Guds navn over det. For en sådan vanddåb har
hverken jeg eller noget andet menneske selv udvalgt, som healerne og de
pavelige kvægvelsignere. Jeg har heller ikke selv opfundet ordene eller talt
dem af egen fromhed, men både vand og ord
er klart og tydeligt nævnet for mig, ja indeholdt og forvaret i Guds befaling.
Vi skal ikke selv vælge
hverken genstanden eller ordene
For Gud vil ikke, at vi i nogen ting, hvor ubetydelig det
end er, skal begynde noget af eget valg eller fromhed, eller hvad man vil kalde
det. Han vil aldeles ikke handle med os uden sit ord og klare befaling, meget
mindre vil han tolerere det i disse vigtige sakramenter, som egentlig er guddommelige
gerninger, hvor vi ikke bidrager eller udretter noget. Derfor indeslutter han
det helt i sin befaling, og for at vi kan være visse på det, forvarer han det så
nøje, at han selv præcis nævner og klart udtrykker, hvilket tegn eller ting, vi
skal bruge og foreskriver ceremonien eller måden, som ordene skal lyde på.
Derfor skal man bruge netop disse tegn og ingen andre, og nøjagtig samme ord og
ingen andre.
Når healerne bruger
Guds skabning og hans ord, er det ikke i orden, fordi det tredje stykke ikke er
der, at Gud selv har befalet, at bruge disse skabninger og ord til det. På
samme måde gælder det også her, at det ikke er et sakramente eller en dåb uden
eller uden for, ved siden af eller ud over en klar befaling. Hvis du for
eksempel ville døbe et barn med vand og læse et Fadervor eller noget andet fra
Skriften, så var det ikke en ret dåb. Det er ikke nok at hævde, at der både
bliver brugt vand, som hører til en dåb og Guds Ord. Det tredje stykke mangler,
nemlig at Gud ikke har befalet at bruge disse ord.
På samme måde
hvis du ville bruge noget andet, end den bestemt og nævnte ting og brugte de
rigtige ord (jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn), det er
heller ikke at døbe, men at lege med sakramentet og spotte det. Du overtræder bevidst
den anordning og befaling, som tydeligt nævner den ting, vi skal bruge. Ligesom også med Kristi legemes og blods sakramente,
som ikke er et sakramente, hvis befalingen og indstiftelsen ikke overholdes. Hvis
man for eksempel over brødet og vinen på altret ville læse De Ti Bud, Trosbekendelsen
eller et andet Bibelord eller en salme. Eller hvis man på den anden side brugte noget andet end brød og vin som guld, sølv, kød, olie eller vand, så
ville det ikke være Kristi legeme og blod. (også selv om man brugte Kristi
rette indstiftelsesord). Selv om Guds Ord og Guds skabning er der, er det dog
ikke et sakramente, for hans ordning og befaling mangler. I sin indstiftelse
har han nævnt brød og vin og udtalt disse ord: ”Tag det og spis det, det er mit
legeme, osv. Drik dette, det er mit blod, osv.” Kort sagt: Vi skal ikke selv vælge eller bestemme hverken genstanden
eller ordene, eller overhovedet gøre eller undlade noget af egen drift, men
hans ordning og befaling skal udpege både ordene og genstanden for dig. Det skal du overholde uændret til punkt og
prikke.
Lær da at holde
disse tre stykke sammen. Så har du alt, hvad dåben er i sig selv og efter dens
væsen, så du kan give en ret og fyldestgørende definition på dåben, hvis nogen
spørger dig. Du kan da svare: Dåben er vand og Guds Ord, begge dele givet og
forordnet på Guds befaling. Han har befalet, at man skal bruge en ting, nemlig
vandet, og udtale ordene i hans navn. Når begge dele sker på hans befaling, så
hedder og er det også helt sikkert en ret dåb. Disse tre stykker skal altså
altid være sammen og ingen af dem uden de andre. De hører sammen som en kæde,
ja, som lemmer på hinanden.
Parallellen til
nadveren
Det forholder sig på samme måde som med Kristi legemes og
blods sakramente, hvor det hedder: ”Vor Herre Jesus Kristus tog begge dele,
både brødet og vinbægret, velsignede det og gav sine disciple det og sagde: Tag
det og spis det. Og ligeledes: Drik alle heraf.” Her er også et stykke, som hedder
en skabt ting eller genstand, som man ser og rører ved, nemlig brød og vin.
Dernæst er Ordet der også, som lyder: ”Det er mit legeme, som gives for jer,
det er mit blod, som udgydes for jer.” Men disse to stykker skaber endnu ikke
et sakramente, så også vi kan og skal spise og drikke Kristi legeme og blod. Der
hører endnu et stykke med, som han også tydeligt tager med, når han siger: ”Gør
dette.” Det vil sige: Jeg byder, befaler og bestemmer hermed, at I også skal
gøre dette, nemlig tage brød og vin, og udtale disse mine ord og således spise
og drikke mit legeme og blod. Dette stykke binder de to andre sammen og gør os
sikre på, at vi har et ret sakramente.
Almengyldig regel
Ved sådan en undervisning og forståelse kan du nu selv fortsætte
og blive en sådan mester, så du ret og sikker forstår at bedømme sagen. Desuden
kan du svare let og korrekt og gendrive al slags falsk lære og vrøvl om dåben
fra gendøbernes side. Det gælder de første spottere, som alene angriber det
første stykke og med høje råb og smarte ord siger: Hvad skulle en håndfuld vand
som en skabt ting gavne sjælen eller udslette synden? Ånden må gøre det. For tænk
selv efter: Sjælen er da ingen legemlig ting, som man kan bade eller vaske med
vand. Derfor kan du se, at man vil narre og forføre dig til at tro på noget
skabt og ikke på Gud. De fremkommer så med en masse snak om at bade sjælen
åndeligt. Med en sådan tale drager de almindelige mennesker med sig, så de
tror, at det er rigtigt og ikke er til at overbevise. Men i grunden er det blot
vrøvl og løgn, som de spotter og ødelægger vor kære dåb med. Bevidst og med
overlæg river de det bedste stykke væk og ud af syne og vrøvler alene om selve
vandet.
Derfor kan du
med rette svare sådan: Du skændige løgneånd, du ved godt selv, at vi ikke lære sådan
om dåben, som om den blot er vand, men du bruger kun et sådan skin til at bespotte
det højværdige, hellig sakramente, og forfører dermed de arme sjæle. Vi har,
gudskelov, så gode øjne og fornuft, ja så megen bevidsthed og fornemmelse, at
vi ved, hvad vand er og også kan sige: Vand er vand (som er jeres højeste kunst).
Men at du prædiker dette om dåben, at den ikke er andet end vand og river det
fornemmeste stykke væk, nemlig Guds Ord og befaling, hvorved dette vand
helliges og bliver et sakramente, det har Djævelen, din mester og løgnens far
befalet dig. Dermed gør du som en skurk og en dumdristig forfalsker og
bespotter af Guds majestæt, ord og gerninger. Du bedrager folk med falske ord,
så man ikke ser andet end hvad en ko ser.
For det må både
du og Djævelen nødes til at bekende, at Kristus selv har indsat denne dåb og givet
sit ord og befaling, når han befaler os at døbe i Faderens, Sønnens og
Helligåndens navn, og lover, at den, som bliver døbt og tror, skal blive salig.
Dette må du ikke rive væk fra vore øjne, som om det ikke skulle gælde eller
gøre nogen forskel, mens du fører os bort til drømmeland og fremfører dine egne
åndelige drømme. For, Gud ske lov, ved og lærer vi også, hvad Helligånden virker i os, og det mere og bedre end dem. Men vi
vil ikke tillade, at Helligånden bliver revet væk fra dåben og nadveren og i
stedet vises hen i en tom krog, hvor man kan sidde og gabe efter Ånden og hemmelige
åbenbarelser uden om Guds Ord og ordning. Vi
ved nemlig, at Gud netop ved Ordet og sakramenterne, og ikke på nogen anden
måde, vil virke i os. Derfor skal man ikke spørge yderligere efter Ånden,
når vi har dåbens sakramente. Vi hører af Kristi Ord og indstiftelse, at Helligåndens
navn, samt Faderens og Sønnens, det vil sige, hele den guddommelige majestæts
navn, er til stede. Fordi Guds navn og ord altså er deri, må man ikke kun holde
det for almindelig vand, som ikke udretter mere end vand fra vandhanen, men det
er sådan vand, hvorved vi renses fra vore synder. Det er et bad, der genføder, som Skriften kalder det (Tit 3, 5), hvor
vi bliver født på ny til et evigt liv, som vi skal høre nærmere.
Manglende tro ophæver
ikke Guds ordning
Det må være svar nok til dem, som kun anser dåben for et
almindelig karbad og hverken giver agt på Guds Ord eller befaling. Samme svar
kan man give dem, som nok priser dåben, men dog ikke betragter den rigtig
ifølge det tredje stykke. De grunder ikke
dåben på Guds befaling og anordning, men på vor tro og værdighed, som en
anden menneskelig gerning. Som om det ikke
var nok, at Gud har anordnet og befalet det, men at det først må bekræftes ved
os og ikke gælder, før vor tro kommer til.
Mod dette syn
svarer vi sådan: Det må være med vor tro,
som det vil, den må komme eller blive borte, den hverken giver eller tager
noget som helst fra dåben. Ja, selv om jeg aldrig mere troede, så er dåben
dog alligevel ret og fuldkommen. For det
kommer ikke an på min tro eller vantro, men på Guds anordning og indstiftelse.
Ligesom hvis en skurkagtig person kom for at bedrage os, og anstillede sig som om
han ville blive en kristen og ønskede at blive døbt, så præsten for vore øjne
overøste ham med vand og sagde disse ord: Jeg døber dig i Guds og den Herres Jesu
Kristi navn, osv. og på hans befaling, så var han rettelig og virkelig døbt,
selv om han mente noget andet i sit hjertet og desuden senere bespottede og
hånede det offentligt. Skulle Gud tage hensyn til din vantro, når han har
anordnet og befalet det? Skulle hans anordning og befaling derfor ikke gælde,
eller forhindres ved din vantro og misbrug? Det er tværtimod sådan, som Paulus
siger i Rom 3, 4, at selv om hvert menneske er en løgner, så må Guds Ord og
ordning forblive sandt og uforandret. Hvis
du tror det og bruger det ret, er det godt for dig, hvis ikke, så bruger du det
til din egen fordømmelse.
Troen gør ikke dåben
gyldig, men bevirker, at vi får nytte af dåben
Man kan nemlig godt bruge dåben og andre af Guds sakramenter
og ordninger, til skade og fordærv. Én
person kan således blive frelst og en anden fordømt ved den samme dåb. Men
det hører ikke med til dåbens væsen,
men til dens virkning og brug. Det er
noget helt andet, når man taler om, hvad dåben er i sig selv. Her hører ingen
menneskelige gerninger med, men alene Guds skabning og ord, begge indsat af ham
og indbefattet i hans befaling. For, som før sagt, så har Gud helt taget det i
sin egen hånd, så intet menneske har noget at bestille eller bidrage med her. Det hele skulle bero på ham, som på en
sikker grund, så det ikke kunne slå fejl eller snyde os, som mennesker kan fejle
og snyde. Når dette derfor er til stede,
nemlig Guds befaling sammen med de to stykke, så er det virkelig et sandt, fuldstændigt
sakramente, selv om det ikke bliver ret modtaget eller brugt, så det ikke kan udføre
sin virkning og kraft.
Sådan er det
også med andre af Guds anordninger, også i fysiske ting, som at den kære sol dagligt
står op og følger sin bane på himlen. Det er og bliver altid samme sol, som
skinner og lyser, som den er skabt og har fået befaling om i Første Mosebog 1.
Uforandret og uhindret skinner den, selv om nogen ikke ser eller oplever det, som
den, der er blind, eller den, der lukker vinduer og døre i, så solen ikke kan skinne
på ham eller varme ham. Ja, kort sagt, alle Guds skabninger er og bliver i
deres væsen og gerning, som de er bestemt til, selv om de ikke virker og
udretter det hos enhver. Sådan er de hellige sakramenter også retskafne og
fuldkomne efter deres væsen og Guds frelsende gerning, hvis de ellers behandles
og gives efter Guds befaling. Men at de ikke
komme enhver til nytte, det er ikke sakramenternes skyld, men deres, som ikke
bruger dem ret, så de kan erfare deres kraft.
Dåbens herlighed – et
Gudfyldt vand
Når vi nu har et så sikkert vidnesbyrd, så skal vi lære at
rose og prise det højværdige sakramente imod de ånder, som foragter og bespotter
det. For af det, som hidtil er sagt, kan enhver vel selv tænke, at man ikke må anse
vanddåben så ringe, som et menneskeligt påfund, men holde den højt og ære den som
et helligt sakramente og Guds majestæts særlige gerning. Dåben kan passende kaldes
et helligt, himmelsk ja, guddommeligt vand.
Alt dette siger jeg endnu ikke om dåbens kraft og nytte, hvor store ting den
virker og udretter, som vi senere skal se på, men om dens naturlige væsen, som
den er i sig selv. Her siger jeg, at når du betragter, hvordan dette vand er
forbundet med Guds navn og ord, fordi han selv befaler at sige sådan ved dåben:
”Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn (som vil han sige: Jeg
Gud Fader, jeg Guds Søn, og jeg Gud Helligånd, helliger dette vand) - så kan du
ikke sige, at det er helt almindeligt eller jordisk vand, eller som sværmerne
kalde det, et karbad og et hundebad, men du må sige, det er selve den guddommelige
majestæts vand. Og det er ikke os mennesker, men Guds selv, der - ved vor hånd - døber og har lagt og blandet sit
navn i vandet, så det er helt sammenblandet med vandet og man godt kunne kalde
det et Gudfyldt vand.
Det er ligesom,
når du griber fat om et stykke jern, som
er rødglødende af varme, da griber du ikke kun fat om et stykke almindelig
jern, men om ild, der brænder. Selv om du ikke ser ilden, men alene jernet (som
ikke gløder så klart i dagslys, som i mørke), så er det alligevel ikke kun
jern, men to ting, jern og ild. Ja,
ilden har fuldstændig gennemtrængt det hele, så man ikke mærker andet end
varmen. På samme måde skal man også betragte dåben som indføjet i Guds navn og
helt og aldeles gennemtrængt af dette, så det hele er blevet ét væsens og noget
helt andet end al andet vand. Det er ligesom
med helsebringende urtemedicin, som man laver til en syg. Selv om urterne
bliver blandet i vand, så et vandet dog så gennemsyret af helsebringende urter
og sukker, så man ikke længere kan smage vandet. Men her ved dåben er der tale
om noget meget mere værdifuldt vand, som
er gennemsødet med Guds navn, ja, helt og aldeles er guddommeligt, selv om
man ikke kan se andet end vandet.
Guds Ånd og navn er
forbundet med dåben
For man må ikke holde det for en ringe ting, hvor Guds navn
er, da dette navn er det eneste, som renser og helliger alle ting, ja som tilvejebringer
og udretter alle ting. Kort sagt: Guds
navn er intet andet, end den almægtige guddommelige kraft, evige renhed, hellighed
og liv, og hvor det bruges efter guddommelig befaling, kan det ikke være uden
frugt og nytte, men må virke store og uudsigelige ting, og udrette det, som Gud
vil. Derfor må han også i dåben frembringe rene, hellige, ja fuldstændig himmelske
og guddommelige mennesker, som vi herefter videre skal se.
Da dette nu er
sikkert og uimodsigeligt, må følgen også være, at dåben er en ret åndelig ting,
ja, ikke er andet end ånd og fører Ånden med sig. Derfor er sværmeråndernes
sladder uden hold, når de fører folk væk fra Ordet og fjendtligt råber op om,
at Ånden må til, for ydre ting (som vand) kan ikke hjælpe sjælen. De kan dog
aldrig selv med sikkerhed sige, hvad Ånd og åndelige ting er, eller hvordan og
med hvad, man opnår det. I stedet viser de folk hen i en tom krog, hvor de selv
kan drømme sig en ånd til. Men det hedder altså: Vil du lære mig, hvad ånd er,
og hvor jeg kan finde den, så skal du ikke vise mig hen til drømmeland, men kig
kun efter Guds Ord. Hvor du har det, behøver du ikke spørge mere eller søge
videre, for uden for dette ord finder du
aldrig Ånden, om du så søgte hele livet, ja drømte og tænkte dig til døde.
Nej, du må søge Ånden her, hvor han selv har placeret sig i Ordet, da han
indstiftede dåben i sit eget navn. Eller vil du påstå, at den guddommelige
majestæts navn er andet, end ren og skær Ånd. Især da når Helligåndens navn eller
person direkte er nævnt her. Derfor må Helligånden også virkelig være til stede
i dåben. Og når Ånden er der, må vandet også være åndeligt, så Helligånden virker i det og giver Ånden ved
det eller frembringer åndelige mennesker. Altså er dåben i sandhed åndeligt vand, både i sig selv eller i
sit væsen og i sin virkning i dem, der modtager
dåben i tro.
Se, når man betragter
dåben sådan, og vil skildre den i overensstemmelse med dette, så fremstår der en
så stor og herlig ting, at det ikke kan udsiges godt nok eller fattes, ja
herligere end hele himlen og jorden. For den guddommelige majestæt er til stede
og udfører sin højeste gerning, nemlig
at han skænker os sig selv og føder os helt på ny og frelser os, som vi skal
høre. Og det gør han alt sammen ved, at han sætter sit navn i dåben. Om det
navn har han befalet, at man ikke skal misbruge det, men holde det højt og
helligt over alle ting, fordi vi derved har Gud selv og alle ting, som hører
til vor frelse og det evige liv, ja det udretter alle ting i himlen og på jorden.
Derfor skal vi ikke foragte den kære dåb eller lade den bespotte, men ophøje og
ære den højt, som vi bør ære Guds navn og majestæt, og ikke tåle at blinde,
vildfarende ånder, som ikke ved, hvad ånd er, eller hvor Ånden er, alligevel skriger
meget op om det, ja spotter den rette Ånd.
Svar på tiltale
Men spørger du: Hvorfor siger du disse rosende ting alene om
vanddåben og ikke om nogen anden skabning? Du siger jo, at hvor Guds navn og
ord er, dér er Ånden også, altså må følgen være, at hvor Guds navn og ord
kommer til en skabning, må Ånden også være til stede. Enhver kan således
frembringe og finde Ånden alle steder. Svar: Der mangler det tredje stykke, som
jeg nævnte før, nemlig Guds befaling og anordning. Det er ikke nok, du selv
udvælger dig en skabning, skønt al Guds skabning er god, og at du bruger Guds navn,
men befalingen eller ord, som byder dig, at udtale Guds navn over denne
skabning, hører med. Det giver dig altså ikke frihed til at bruge hans navn og
skabning, som du selv vil, for han har befalet dig, at du ikke må misbruge hans
navn. Hermed siger han, at man kan bruge dette navn uden og imod Ånden, det
navn, der i sig selv er fuld af ånd og alt godt. Men det kaldes at misbruge
hans navn, når man ikke bruger det, sådan som han byder og befaler, men uden nogen
befaling bruger det og gør med det, hvad man selv udtænker. Ligesom healerne og
magikerne, og de falske lærere og sværmere, misbruger dette navn til synd og
skam, skønt det er det rette hellige navn, og netop selv samme sande Guds Ånds navn
og ord, som er i dåben. Det må være nok talt om det første stykke, hvad dåben
er i sig selv.
Anden afdeling
Om dåbens nytte
Om dåbens hensigt og
nytte
Selv
om vi allerede har berørt det lidt, vil vi nu se på, hvorfor dåbens højværdige
sakramente er indsat, og hvortil det tjener, eller hvad det skal udrette? Gud
har nemlig forordnet og befalet, at række hans Ord og dåb, for at mennesker skal frelses, det vil sige forløst fra synd og dø og
sat over i Guds rige og det evige liv. Sådan lyder teksten jo: ”Den, der tror
og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”
Men
her er det en helt anden sag. For ved denne dåb bliver alle disse ydre
renselser afskaffet, og ikke mere pålagt eller fordret af os, som en lov eller
gerning, vi skal gøre. Den er kun anordnet til, at den skal tjene og give os, ikke noget legemligt
og forgængeligt, men evig nåde, renhed eller hellighed og et evigt liv. Derfor
kaldes dåben med rette for ”det bad, der genføder” og det rette ungdommens bad,
fordi den, som bader deri, bliver ung igen og født på ny. Ikke som tidligere af
moders liv, som er den gamle fødsel, men fra synden til retfærdighed, fra skyld
og fordømmelse til uskyldighed og nåde, fra døden til det evige liv.
Kristi dåb viser, hvorfra
vores dåb har sin kraft
Men
for at udfolde dette videre, så man kan se, hvorfra og hvorved dåben har sådan
en kraft, og hvor højt og herligt den er æret af Gud selv, ja hvor meget han
har anvendt derpå, så vil vi først anføre teksten og historien om vor Herres
Kristi dåb. Den er beskrevet af alle evangelister, men mest udførligt hos Matthæus
i kap. 3, 13-17. Den lyder sådan:
”Da kommer Jesus fra Galilæa
til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham
i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?«
Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.«
Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se,
himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og
komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham
har jeg fundet velbehag!«”
Den hellige treenighed
åbenbarer sig
Det er
den tekst, som lærer, ret at prise og agte dåben højt, og så herlig en
åbenbarelse, hvis lige ikke tidligere er hørt eller set og ikke kan udsiges med
ord. Denne tekst læser både sværmere, og alt hvad der er under pavens magt, og
denne åbenbaring og dejlige billeder står tydeligt og klart for enhvers øjne. Alle,
som kaldes kristne, burde være så kloge eller fromme, at de ikke løb så let hen
over det, men lukkede øjnene lidt op og så, hvad der foregår og hvad det er for
noget. Her åbenbarer Gud sig synligt fra Himlen og lader sig høre med legemlig
røst. Hvor vidt og langt ville al verden ikke løbe, hvis vi ikke tidligere
havde hørt det og erfarede, at der var et sted i verden, hvor en sådan herlig
åbenbarelse skete? Men det må være sådan. Verden skal være blind, og ikke agte
disse ting, skønt det kommer både for dens øjne og ører. Det skinner ikke så
stort og prægtigt, som den gerne ville have det, men bliver fortalt uden alt
pral med simple og almindelige ord. Imidlertid må verden til straf for sin
foragt gabe og se på andre ting., som den selv har optænkt eller drømt. Men lad
os dog åbne hjertet lidt, betragte denne åbenbarelse og agte den så højt, vi
kan; for så stor og høj, som den er, kan vi dog aldrig fatte den helt.
Vor dåb bliver æret ved
Kristi dåb, som skete for vor skyld
Vi ser
her, hvordan den Herre Kristus selv ærer dåben, at han kommer fra Galilæa til Johannes
Døberen ved Jordan, netop da han nu vil begynde at tiltræde sit embede, hvortil
han var sendt, at han selv skulle drage omkring og prædike. Han ville ikke begynde,
før han selv var døbt af Johannes. Nu var Johannes både med sin prædiken og
dåb til stede alene derfor, at han skulle vise hen til den kommende Kristus og
skulle ikke virke eller gælde videre, men overgive Kristus alle ting, når han
selv kom. Han har altså ikke været mere, end Kristi tjener til at formane folk,
at de skulle forbedre sig og tage imod den kommende Kristus, som den rette
herre og frelser, der selv rettelig skulle døbe dem, de vil sige, rense dem fra
synden og gøre dem retfærdige. Dog kommer Kristus, netop da han vil begynde at
lære og Johannes embede skal ophøre, og vil først døbes af ham. Hvorfor gør han
det? Eller hvortil behøver han hans dåb? Er han ikke den person, Johannes viser
folk hen til? Så behøver han heller ikke dåben til, at han derved kan blive
renset, ja den synes aldeles at være unødvendig for ham, fordi Johannes selv
siger, at det er en dåb til omvendelse. Han er jo allerede ren og hellig, født
uden al synd ved Helligånden af Jomfru Maria, ja han er idel hellighed i hele sit
legeme og liv, og netop den, ved hvem enhver må blive helliget. Johannes burde
derfor egentlig ophøre med sin dåb på denne mand, som han også vægrer sig ved
at døbe. Han burde unddrage sig og træde ud af sit embede og dåb, og overgive
det til Kristus.
Nu er det let at slutte, at Kristus ikke gør dette for sin egen skyld,
men for os. For som sagt behøver han hverken dåben eller prædikeembedet for
sin egen person, men har gjort alle ting, for at vi skulle blive hjulpet ved
det. Derfor ærer han dette embede så højt, at han ikke alene anordner dåben og
befaler, at den skal udføres (hvilket dog var nok), men han antager den endog
selv af sin tjener, så han dermed kan bekræfte den og med sin gerning og
eksempel lære, at agte den kære dåb højt og herligt berømme den.
Hermed viser han selv, at dåben må være en frelsende, nådefuld ting,
da han ikke alene giver sit ord og embede dertil, men endog nedsænker sig selv
deri, og med sit eget hellige legeme rører dette vand, ja helliger og fylder det med velsignelse. For se dog,
hvad han er for en person! Gud Faders af evighed og jomfru Marias søn, både
sand, almægtig Gud og Herre over alle skabte ting, og sandt menneske, som alene
uden nogen synd er fuld af retfærdighed og hellighed, så han helliger alle
ting ved sig selv.
Spotterne forsynder sig
groft mod vanddåben
Hvem
er da de, som tør foragte denne vanddåb, som om den ikke var bedre, end andet
vand, som en ko drikker, når denne almægtige person med sit hellige legeme har
rørt ved det? Ja, hvordan kan et menneske være så uforskammet, at han ikke
skulle skamme sig i sit hjerte eller at han turde opløfte sine øjne, når han
ser, at denne høje person, Kristus, dåben til ære og os til gode selv kommer
til Johannes, og ønsker at døbes af ham. Han vil ikke optræde eller prædike
udøbt, som han dog havde god ret og magt til. Og dog tør en syndig madikesæk ikke
alene foragte dåben, men endog skænde den med sådanne bespottelige ord: ”hundebad”,
og ”badevand”, som er skrækkelige at høre for en kristen, så det må være
forbandede folk i Helvedes afgrund, som vitterlig og ondsindet taler så
bespottelig mod den hellige dåb. Gud må til straf for deres djævelske ondskab
beskæmmer og forblinder dem, så de hverken har øjne eller øren, som kan se og
høre, hvordan Kristus selv ærer og helliger dåben. Når den mand Jesus Kristus,
Guds Søn ikke selv vil være udøbt og agter dåben så højt og vil have den æret
af os, så skulle dog selv en enfoldig person kunne regne ud, at dette Kristi
eksempel er nok til at ære dåben og gerne antage den, selv om den intet
udrettede eller gav os noget (som dog er umulig) og det ikke var befalet os at
døbe al verden.
Dåben æres ved hele den
guddommelige majestæts herlige åbenbarelse
Den
hellige dåb bliver her endnu højere æret og prist, ved et stort og herlig tegn
og underlig ting fra Himlen, ligesom det ikke var nok, at Kristus lod sig selv
døbe af sin tjener Johannes. Så snart han træder op af vandet, åbner hele Himlen
sig, så den guddommelige majestæt kommer synligt herned og åbenbarer sig. Skønt
det ganske vist er enfoldig beskrevet, så er det dog visselig det største tegn og den herligste
åbenbarelse, som nogen tid er hørt eller set. Her viser Gud sig selv, ikke
som for fædrene, ved hemmelige åbenbarelser eller i fremmed skikkelse, som ved
en engel, men personlig og i sin egen majestæt, åbenlyst over den ganske
himmel, hvor der intet mørke er, eller skyer, men idel lys og klar glans. Ja,
desuden ikke ved et blot syn eller et stumt tegn, men med levende røst og en
herlig prædiken. Alle guddommens tre personer åbenbarer sig, hver for sig i tre
slags skikkelser eller billeder, så majestæten ganske og aldeles har udøst sig
og fremstillet sig nærværende ved Kristi dåb.
Herved er munden mægtig stoppet på de
lede ånder, som foragter dåben. For hvor skulle eller kunne man prise den højere,
end vi her ser, at den bliver æret og prist af den guddommelige majestæt med så
overmåde herlig en åbenbarelse, at Himlen, som tidligere var lukket, åbner sig
og bliver idel lys, ja idel dør og vindue. Hele treenigheden står ved dåben og
helliger den med sin nærværelse, vidner og prædiker selv derover, som vi videre
skal høre.
Nu er dette syn og åbenbarelse heller ikke
sket for den Herres Kristi skyld, da han ikke for sin egen skyld antog dåben. For
hvortil behøvede han det, at Faderen med Helligånden skulle åbenbare sig for
ham og prædike om ham, fordi de altid personlig var i og med Kristus. Det er alt sammen sket
for vor skyld, som tror på ham, er døbt i hans navn og skal blive salige.
Det er vist de kristne til et evigt billede, hvori Gud selv åbenlyst har vist
sig, ladet sig se og høre og holdet sig så nær til os, at han ikke kunne vise
sig tættere på, og det i den alleryndigste og venligste skikkelse, ja ved den
allertrøsteligste prædiken, som vi skal høre. Sammen med ham var visselig en
utallig mængde af hele den himmelske hærskare, som alle har stået der for deres
herre og skabere, dåben til ære. Alt sammen derfor, at vi skal lære, hvad han
vil udrette ved dåben og hvad vi modtager deri.
Den guddommelige
majestæts er i sandhed til stede ved dåben
Dåbens kraftige
virkning
Man må
ikke lade et sådan billede være forgæves og uden kraft, som et menneskeligt
billede eller gengivelse på papir eller i et spejl, hvor der er ikke er andet
end en malet farve eller spejlbillede, der ikke indeholder eller formår noget.
Her er det helt igennem noget levende, hvor den guddommelige majestæt selv afbilder
og maler sig selv og således er virkelig
og personlig til stede. Det er ikke kun et billede, men hans væsen selv, ja
udelukkende liv og kraft. Han farer ikke
herned blot for at vise et tomt syn, som et spøgelse på gøglernes måde, men han
vil udfolde og vise sin kraft og gerning her. Og ikke sådan en gerning som han
ellers i almindelighed virker og udretter med skabningen, som han skaber og
opholder, eller noget, som udrettes ved dem. Her er det den guddommelige majestæts egen, rette og højeste gerning,
som angår vor genløsning og evige salighed. Den tilhører egentlig enhver
person i den guddommelige majestæt. Faderen er der med sit lys og sin majestæt,
Sønnen med sit blod, Helligånden med
sin ild. Derfor må man ikke anse dette vand eller denne dåb for et almindeligt
vandbad eller blot et symbol. Hvor
Gud selv forpligter sig til at være til stede, må han også være virksom og udrette
store guddommelige ting. Hvorfor skulle han ellers vise sig synlig med sådan
pragt og væsen? Men nu sker det alt sammen, fordi vi i dette billede skal lære
at forstå, hvad Gud har i sinde, og hvad hans vilje og mening er med dåben. Det
viser han også senere og forklarer med sin prædiken. Han vil nemlig her give os
sin majestæt, lys, kraft, ja sig selv med alt, hvad han har og formår. Men hvad
formår han? At fjerne vor synd, døden og al ulykke og derimod give os evig
retfærdighed, liv og glæde. Ved hvilket middel gør han det? Ved sin kære Søns
blod. Det er de omkostninger, han må
anvende på det, og hvorved dette er erhvervet til os. Som Kristus siger: ”Således
elskede Gud verden, at han gav sin eneste søn.” Men for at vi ved troen kan finde og erfare dette, må Helligånden med
sin ild oplyse og antænde os.
Når nu alt dette sker ved dette hellige
dåbssakramente, så bør man med rette ikke se på det som en ko gør, at det er
vand og vådt, men som helt og holdent Guds
Søns blod og Helligåndens ild, hvori Sønnen ved sit blod helliger, Helligånden
ved sin ild bader og Faderen ved sit lys og glans levendegør. Alle tre er således
personlige til stede og udretter en guddommelig gerning, ja alle udøser deres kraft i dåben. Hvem kan beskrive
en sådan uudsigelig nåde og herlighed: At Gud således åbenbarer sig, at han vil
være vores, og give os alle ting? Eller hvordan tør et menneske foragte dåben,
når han ser og hører, at Gud selv anordner og indsætter den, ærer og priser den
med sin nærværelse, ja selv døber med sin egen finger, hvor det sker og
forrettes efter hans befaling og anordning (når ikke en vindmager eller
sværmerånd kommer til) som han byder og siger: Gå ud og døb i mit navn, og se:
I skal ikke agte det anderledes, end at jeg selv med Faderen og Helligånden
døber. Hvordan kan man sige eller tænke herligere og større ting om dåben? Er
dog himmel og jord ikke for ringe til at rumme dette?
Dåben bliver æret ved Faderens
prædiken over Kristi dåb
Det allerstørste
af det hele er imidlertid, at Gud Fader selv taler og holder en prædiken over Kristi
dåb. Her skulle hele verden strømme til, for at høre den præst, som hedder Gud Fader,
tale herned fra Himlen. Det ville vi jo gøre nu, hvis vi vidste et sted, selv
ved verdens ende, hvor man kunne høre Gud tale. Hvor salige ville vi ikke prise
dem, som oplevede dette? Og her sker det for øjnene af os og Gud viser os den
nåde, at han ikke kun engang har talt, så det kun var dem, der hørte det den
gang, der kunne rose sig af det. Nej, han lader det fortsat prædike for alle,
som skal komme indtil den yderste dag. Vi kan dagligt høre det, hvis vi blot er
så fromme, at vi åbner ørerne og hjertet og vil forstå det.
Lad os nu høre, hvordan Faderens prædiken
lyder. Det må uden tvivl være en fortræffelig og dyrebar prædiken, som han selv
holder fra Himlen:
Det er min elskede søn,
i ham har jeg fundet velbehag!
Det er
en kort prædiken, men så rig og vid, at ingen på jorden kan begribe den helt,
eller i evighed lære den. For heri indbefatter og fremviser den guddommelige
majestæt al sin guddommelige visdom og forstand, ja udøser hele sin vilje og hjerte,
så det skulle blive aldeles åbenbart, hvad han selv er og formår. Men det er
uendelig og ubegribelig, og dog er alting hermed på det korteste indbefattet og
samlet i denne ene person, som hedder Kristus. Han viser os alene derhen, og
ved intet andet at prædike om, undtagen om denne Kristus, som her døbes. Hermed
beskikker og indvier han ham til lærer og præst, ja til konge og herre over
alle ting, ikke med duftende salve, men med den levende Helligånd, som synligt
hviler på ham.
Gud Faders prædiken er ikke
holdt for Kristi skyld, men for vores
Denne
prædiken har vi hverken planer om eller er i stand til at udfolde. Dog vil vi
komme med et par kommentarer. For det første skal man bemærke, at disse ord ikke
er talt, fordi Kristus behøver det, ligesom hele åbenbarelsen ikke skete for
hans skyld, ja han er ikke for sin egen skyld blevet menneske, men det er prædiket
og skrevet for os. På samme måde er det alt sammen sket for vor skyld, at han blev
undfanget, født, led og opstod.
Derfor skal vi ikke lade det gå forbi,
som unyttig, slet og kold prædiken, og ikke lade dette herlige vidnesbyrd være
forgæves. Det burde passende skrives med brændende bogstaver i vore hjerter, da
den høje Majestæt selv prædiker det for os, og det er jo en skændig plage, at
man lader sådanne ord ligge så kolde og døde, at man ikke regner dem eller forstår
at bruge dem. Enhver tænker, at det er en gammel fortælling, som ikke angår os.
Man læser og hører det ikke anderledes, end en historie om en militærkamp eller
en berømt feltherre. Men det er ikke at
behandle Guds Ord ret, når det modtages så koldt og dødt, at man ikke bliver
varmer eller forbedret af det. Derfor skal du høre og læse disse ord, som om Faderen
talte dem fra Himlen ind i dit og mit hjerte i dette øjeblik. Det er som om
han siger: Nu skal alle ører og hjerter i hele verden vende sig herhen, for sådan
prædiker jeg, nemlig ikke om andet end om denne Søn. Jeg vil heller ikke have
andet prædiket og befalet, hørt eller antaget som mit Ord og prædiken. Alle
øjne og ører skal fyldes hermed og være henvist til at hænge ved Sønnen. Hans
ord vil smukt vise os, hvad nytte, vi har af dette.
Nu har vi to stykker deri, sådan som han
også selv deler det. Det første hedder: ”Denne er min elskelige søn”. Det
andet: ”i ham har jeg fundet velbehag”. Det ord: ”min søn”, må vi ikke lade os fordreje,
som kætterne gør, som siger, at det er et ord, som tilkendegiver Guds nåde, og
ikke Kristi natur eller sande guddom. For så klogt og skarpsindigt har de
kunnet foregive det og slutte (som jøderne også gør): Gud i himmelen har dog
ikke haft nogen hustru, derfor har han heller ikke nogen naturlig søn, hvorfor
Kristus må kaldes Guds Søn af nåde alene og efter udvælgelse, ligesom en mand,
der ingen børn har, kan antage en fremmed, som han kalder sin søn og gør til
arving. En sådan person hedder da ikke en naturlig, eller født, men en antaget
søn, og om han end lige så vel er en arving til alt hans gods, så er han det
dog ikke af naturen, heller ikke af Faderens kød og blod, men alene efter hans
vilje, hvorved han har udvalgt og antaget ham.
Kristus kaldes Guds Søn
i helt bogstavelig forstand
Vi
siger derimod således efter Skriften: at Kristus kaldes og er Guds Søn, ikke
alene ifølge Guds vilje og nåde, sådan som vi alle kaldes antagne og udkårne børn,
men han er en sand, naturlig søn ved sin sande, naturlige, guddommelige fødsel,
af samme guddommelige væsen som Faderen. For sådan en måde at tale på, som her
siger: ”Denne er min søn”, finder man ellers ikke i Skriften, når Gud taler om én
alene, eller kalder ét enkelt menneske sin søn. Når Gud ellers siger det om
andre mennesker, da forstås det om mange, at han mener en hel flok med ordet ”min
søn”, som i Hos 11, 1: ”Fra Egypten kaldte jeg min søn.” Her er der tale om hele
Israels folk. Ellers er der den forskel, at Gud endnu ikke har sagt sådan et
ord til nogen særskilt person, hverken engel eller menneske. Som Hebr 1, 5
siger: ”For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: Du er min søn, jeg
har født dig i dag.” Sådan siger han også samme sted, at han har talt til David
om Kristus alene: ”Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn.” Det
bruger David selv i salmerne om Kristus, og viser, at Herren har forstået det
om hans rette naturlige søn, som når han siger i Sl 89, 28: ”Jeg gør ham til
den førstefødte, den øverste blandt jordens konger.” Ligeledes i Sl 2, 7:
”Herren sagde til mig: Du er min søn, jeg har født dig i dag.” Dette siger han
ikke til nogen anden person, end ikke til englene, som dog er de højeste
skabninger, Gud har skabt, ja de kaldes også ellers Guds børn. Dog siger Hebræerbrevet,
at han ikke æret dem med den titel, men alene denne person, Kristus, ærer han
dermed. Derfor skal vi med disse ord gøre vor tro fast og sikker, og slutte, at
denne søn er noget højere og andet, end alle skabninger både i himlen og på
jorden. Gud giver ikke nogen anden dette navn, derfor må han virkelig være en
ret naturlig søn, af samme natur, væsen og majestæt som Faderen, ligesom et
menneskes søn kaldes en naturlig søn, fordi han er af samme natur eller samme
kød og blod.
Så er dette først talt om denne person,
at han her vidner og henvender det på den eneste Kristus, som blev døbt i
Jordan, og udtager ham specielt frem for andre, ærer og priser ham over alle. skabninger,
ja selv ved en speciel åbenbaring udråber hans navn. Heraf må man tydeligvis slutte,
at han må være højere end alle engle. Derfor er han sandelig Gud, for over
englene er intet uden Gud. Derfor skal vi også således agte og ære ham, som han
ved denne prædiken bliver beskrevet og fremstillet, som sådan en person, der
tillige er et sandt, naturlig menneske. Dog ikke kun et menneske, men også en sand, naturlig og født Guds søn.
Dette må vi med troen fatte og beholde,
og lade de dårer fare, som støder imod det med deres fornuft, og klovner rundt
med deres tanker. Det kunne jeg også sagtens gøre, hvis hjernespind og
drømmerier talte med. Men hvordan skulle det kunne bestå mod sådanne klare og
stærke ord, og hvordan bliver min samvittighed sikker på disse forklaringer og tolkninger?
De fører mig ind i drømmeland eller præsenterer mig for andre ord, som de vender
og drejer på samme måde. For eksempel citerer de højt og triumferende 5 Mos 6,
4: ”Herren er én.” Som om vi ikke også bekender det, eller at vi skulle have vanskeligheder
med at sige det.
Men der er kun én Gud
For
det ved jeg også udmærket godt og det er det, vi har sagt, at
i forhold til skabningen er der ikke mere end én Gud.
Men når man går uden for og ud over det skabte til Guds majestæt og ønsker besked
om, hvordan hans væsen er, så slår min
forstand ikke til. Jeg må da høre,
hvad han selv fortæller om, hvad og hvordan, han er. Da hører jeg ham selv
sige, at der er tre personer i én natur og ét guddommeligt væsen. Dét skal jeg
holde mig til og ikke spille klog ved at indvende, at det ikke er til at
forstå. Derfor er det ingen modsætning, at man kan komme med skriftsteder, der
siger at der ikke er mere end én Gud. Dermed vil Moses og Skriften blot sige
det, vi også siger, når vi taler om Guds væsen i forhold til det skabte. Her er
ikke mere end én Gud og man skal ikke søge andre. Når jeg nu ved og tror dette,
så må jeg også høre, hvad samme Gud selv fortæller om sit majestætiske væsen. Hvordan
han forstår og forklarer, hvem han er. Så tager jeg ikke fejl eller går
forkert. Når jeg nu hører af hans egen mund og vidnesbyrd fra himlen, at
Kristus er hans virkelige søn og samme Gud, men dog en anden person, så skal
jeg holde det for sandt. Men hvordan det kan gå til og kan passe, tilkommer det
ikke mig at udforske, men alene at tro og tale, som jeg hører ham tale. Når Gud
derfor her kalder Kristus for sin søn på en sådan måde, som han ikke kalder
nogen anden skabning, så må han virkelig være sand Gud.
Kristi person
Altså
bekender vi også denne artikel blandt vores trosartikler: Jeg tror på Kristus, Hans
(Faderens) eneste søn, osv. Ordene ”eneste søn” forstår vi sådan, at han er
hans rette naturlige søn, født af hans natur. Han er vor Herre, som vi tilbeder
og påkalder (som en Gud), født af Faderen i evighed, og i tiden eller efter den
menneskelige natur, født af Jomfru Maria. Der er altså to naturer forenet sammen
i én person, som hedder Kristus. Sådan tror og prædiker vi. Den, der ikke vil
det, må lade være og spille klog og belære Gud om, hvordan han skal tale. Vi
vil derimod lade Gud belære og undervise os og følge ham, selv om det ikke rimer med vor forstand.
Det er nu det første, at vi her lærer, hvem
denne person er, nemlig Guds eneste søn, som hermed indsættes som herre af Ham
(som hans rette, fødte arving) over himmel og jord og alle skabninger. Han
bliver således af Faderen selv udråbt, kronet og fremstillet som konge, ikke med
purpur eller guld, ikke på en guldtrone eller salvet med olie, som man gør med
mennesker, men han pryder ham med en anden krone og salve, nemlig den
guddommelige majestæts prædiken og røst, som lyder sådan: Denne er min elskede
søn, herre over himmel og jord, konge over alle konger, og herre over alle
herrer. Efter sin natur er han ganske vist også tidligere Gud og herre over
alle skabninger, så han ikke for sin egen skyld behøvede sådan tale eller røst,
men det bliver os hermed åbenbaret, forklaret og skildret, så vi også kan vide,
hvad han skal regnes for, og det bliver prædiket for os, så vi således skal
anse ham (som han her fremstår som menneske) som den person på hvem alle ting
hviler, både himmel og jord, engle og mennesker, retfærdighed, liv, synd, død
og helvede og alt, hvad man kan nævne, som ikke er Gud selv. Dette mennesker er
sat over alt dette og det forkyndes for os, for at vi skal tro, at vi har en
sådan herre og er døbt, fordi han vil være vor herre, regere os, beskytte og hjælpe
os, så vi i ham skal have alle ting, og intet skal kunne skade eller overvinde os.
Men det lader sig ikke udsige med noget
sprog, eller udsmykke med guld og ædelstene, for det er over alle måder højt,
at kaldes Guds, naturlige søn og en herre over alle skabninger. En eneste engel
er alene herligere og mægtigere, end hele verden med alt dens pragt og magt,
men han er ubegribelig vidt og højt over alle engle, og hvad som kan tænkes blandt
skabningerne, og dog bliver han her ganske uddelt
og givet os i disse ord: Dette er
min elskede søn. Men som jeg har sagt, så må det alt sammen gribes med troen. For efter sanserne er
det helt urimelig, at disse ting siges om dette menneske, og så stor og
forunderlig, som den herlighed er, at være Guds naturlige søn og arving, eller
herre over alle ting, så meget, ja langt mere forunderlig er det, at alt dette
bliver tilegnet denne person, som ligger der i jomfruens skød, og står her ved
Jordan og lader sig døbe. Der er intet andet at se, end et fattig, elendig,
nøgen menneske, så der ikke kan være noget ringere udseende, helt uden al skin
af herlighed og magt. Og dog skal vi alene tro og kalde ham alle herrers herre,
kejseres kejser, ja alle engles herre, han, som mægtig hersker både over
verden, Djævelen, synd, død og alle ting. Hvem kunne se det på dette fattige
menneske eller hvem turde sige og tro det om ham, hvis Gud ikke selv åbenbarede
og sagde det fra Himlen.
Dette er det første stykke af denne
guddommelige, himmelske prædiken.
Kristus som vor
ypperstepræst
Det
andet stykke lyder sådan: ”I ham har jeg fundet velbehag!” (Matt 3, 17). Hermed
indvier han ham også til præst og prædikant, ligesom Salme 110, 4 kalder ham en
evig præst, som evigt står foran Gud for at forsone os og forsvare os. Vi er
nemlig alle født i synd og dømt til døden under
Guds evige vrede, lige fra det første til det sidste menneske. Det har Djævelen forårsaget og påført
hele menneskeheden. Hvem kan nu forsone Gud igen og tage forbandelsen fra os? Der
er endnu aldrig fremstået noget menneske, nogen profet eller helgen, som har vovet
træde frem for Gud og har kunnet stille hans vrede. De har alle selv måttet dø for
det samme. Ikke engang nogen engel har formået at påtage sig denne vrede og gøre fyldest for den.
Hvis vi skulle hjælpes, så vi kunne blive
frelst, synden blive udslettet, døden udryddet, Djævelens rige ødelagt, Helvede
slukket og Guds nåde skinne, blive kendt og prist, så måtte Gud selv begynde og sende og give os en
midler, ved hvem vi kunne komme fra vreden til nåden, fra synd og død til liv
og gudsfrygt. Det har ingen kunnet være eller gøre, undtagen hans egen søn.
Derfor kom han selv til os og iførte sig vor natur, kød og blod. Hvis han
skulle hjælpe os fra synden, måtte han dog selv fødes uden synd, så han som mægler
mellem Gud og os var både sand Gud og sandt menneske. For at han kunne antages
og tros som dette, har Faderen hermed selv åbenbaret dette fra Himlen og vidnet
om ham: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Hermed vil han
sige: Hvis I vil være fri fra vreden og fordømmelsen, og søge og finde nåde hos
mig, så må I komme herhen og klynge jer til denne mand. Han skal være den
eneste rette præst og mægler. Her, og
ellers ingen andre steder, kan I finde forsoning
og en nådig Gud.
Der har hidtil under Moseloven været mange
slags gudstjenester, præster og ofringer, og mange slags gerninger og skikke, som
er udført for at Gud skulle sige, at han havde behag i det. Men ingen har kunnet
udrette det. Ingen har fået et sådan himmelsk vidnesbyrd, hvor Gud har sagt, at
han havde behag i det og derfor ville være nådig og tilgive synden. Alene i
denne person har jeg velbehag (siger Gud), så jeg på grund af ham vil være
nådig og lade mig forsone. Fra ham må alt det strømme, som skal behage mig og
som jeg skal godtage.
Hermed borttages og udelukkes alt, hvad vi
kan udrette og foretage os, enten det er gudstjeneste, ofre og gerninger fra
Moseloven eller udsprunget af egen fromhed, i den mening, at vi derved skulle opnå
nåde hos Gud og blive salige. Alt, som skal behage Gud, er alene indesluttet i Sønnen,
så intet ved siden af eller uden ham tæller med til at forsone Gud. Hvad Sønnen
er, taler og udretter, eller hvad der er i ham og bliver talt eller gjort i
ham, det kan man være sikker på, behager Gud hjerteligt. Intet andet hverken
kan eller vil jeg have mit velbehag og lyst i. Her skal alles øjne, ører og
hjerter vende sig hen. Her er alt. Al vrede og unåde skal være ophævet og borte
og kun nåde og kærlighed skal være der i stedet for.
Se, således har Gud ved denne røst sat
ham i den højeste ære, at han både er hans rette konge og præst, en arving og
herre, der i sig selv mægtig hersker og regerer over alle ting, og desuden har gjort Faderen nådig mod os. Hermed
viser Gud sit faderlige hjerte mod alle, som tror på Kristus, at de skal være
visse på, at Gud ikke vil være deres fjende, men deres nådige og venlige far,
der ikke mere vil eller kan vredes på os eller støde os fra sig (såfremt vi
blive i Kristus). Selv om vi snubler og falder, men igen vender om og holder os
til denne Søn, skal alle ting være fuldstændig tilgivet og glemt. Det hedder
da: Det behager mig godt for min kære søns og præsts skyld, derfor er jeg
forsonet og nådig. Her har I mit hjertes
inderste.
Vi bliver på det stærkeste
forsikret om Guds nåde
Gud
indbefatter således selv med så korte, men fortræffelige og grundløse ord,
intet, uden idel nåde og trøst, og åbner en stor himmel for os fuld af
hjertelig barmhjertigheds og faderlig kærligheds lys og ild. Vi skal ikke mere
frygte for ham, som for en vred dommer, som Djævelen
skildrer ham for de bange og forskrækkede hjerter, og som loven truer de hårde, ubodfærdige hjerter. Han ønsker, at vi skal forvente
os al kærlighed og godt af ham, med glade hjerter modtage det af ham, og ikke
mere frygte for nogen af dem, som vil forskrække og bedrøve os.
Det er alene derfor, han selv har givet
os denne åbenbaring, så vi skal være visse og forsikrede på, at han i Kristus,
hans kære søn, udelukkende vil vise os nåde og faderlig kærlighed, og derved
opholde os mod alt det, som vil rive os bort. Hermed har han ophævet al vrede og skyld, ja, alle herrers, kongers,
fyrsters og engles magt og herredømme, al verdens visdom, hellighed og
gudstjeneste, ja kort sagt, alt, hvad der
vil fordre noget af os. Der er intet andet, der skal gælde end alene at
holde sig til denne herre og ypperstepræst, som vil hjælpe os mod alle fjender
og anfægtelser, skræk og plager. Han er en evig midler,
ja, en evig pant, som Faderen har givet
os, at han vil være vor nådige og venlige far. Kun må vi ikke søge det andre
steder end i denne søn, som han viser os hen til. Det er det, som de gør, der
ved loven eller deres egne udvalgte gerninger forsøger at forsone Gud og opnå syndernes
forladelse.
For
at vi desto stærkere og sikrere skal fatte Faderens nådige hjerte og vilje, har
han vist os det, ikke alene i disse ord, men også i denne åbenbarelses ydre tegn
og hændelser. For han åbenbarer sig ikke her, som tidligere, da han oprettede
den gamle pagt og gav loven ved Moses på Sinaj bjerg. Da var hele himlen sort
og mørk af tykke skyer, og intet andet kunne høres eller ses end torden og lyn,
så bjerget røg og jorden rystede og der var idel skræk og angst. Her er kun lys
og klarhed og glæde. Alting er idel himmel, og alle skabninger smiler til os, ja
den guddommelige majestæt bøjer sig ned til os, så der ingen adskillelse er mere
imellem Gud og os. Han viser sig synlig i den allervenligste og skønneste
skikkelse: Sønnen stående i sin menneskelige natur i vandet sammen med sin tjener
Johannes, som et andet uskyldigt menneske. Faderen med den yndige røst og
prædiken, som taler om idel nåde og kærlighed. Helligånden bekræfter dette
svævende over Kristus i den alleryndigste skikkelse af en uskyldig due. Det
hele foregår uden surhed og vrede med et venligt hjerte. Kort sagt, alt hvad
man her ser og hører, er udelukkende trøsterig og venlig kærlighed. Det er som om himlen dryppede med honning og
sukker, ja udøste ren nåde, så det regnede med barmhjertighed, så vi ikke
skal tænke andet om ham eller forvente os andet fra ham.
For hvilket hjerte kan optænke, eller
hvilken tunge udsige, hvor sød en trøst der er i disse ord, når man tror og føler - som en kristen bør tro
det - at dette siges til os af Gud: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg
fundet velbehag!” Hermed siges der jo intet mindre til os end dette: Her skænker jeg jer al min nåde, kærlighed
og omsorg, som jeg har i mit hjerte og mine kræfter. Og for at I ikke skal
tvivle på det, giver jeg jer hermed, ikke Mose eller en profet eller en engel,
ikke en skat af guld, sølv eller andre store jordiske eller himmelske gaver, men
min egen elskede søn. Det vil sige, mit eget hjerte og al nådes og alle goders rette, evige brønd og kilde, som ingen
engel eller skabning i himlen og på jorden kan udgrunde eller forstå. Han skal
være tegnet og pantet på min nåde og kærlighed imod jeres synd og angst.
Ligesom han af fødsel og rettelig er den eneste herre og arving over alle
skabninger, således skal I også i ham være mine børn og arvinger, og have alt
hvad han har og formår. Foruden det, at han skænker os den ret og arv, som han
har af naturen, har han også ved sin
lidelse og død som vor ypperstepræst og biskop, fortjent og erhvervet os,
at vi skal være hans udvalgte børn og evige medarvinger til alle hans goder.
Hvad mere skulle han nu gøre eller give os, eller hvad kunne et menneskes hjerte
ønske højere eller udtænke bedre? Han gør det uden al vor fortjeneste og
medvirken, inden noget menneske har bedt ham om det eller tænkt på det. Vi har således
aldeles intet at rose os af. Vi må lade
det være ren nåde, som vi intet kan bidrage til, uden at vi kan takke og love
ham for denne uudsigelige nåde. Det er også det eneste, han ønsker af os.
De, som vil forsone Gud
ved gerninger
Heraf
kan du selv dømme, hvad de gør, som imod denne guddommelige prædiken og
åbenbaring lærer og prædiker om egne menneskelige gerninger og fortjeneste, og
fører andre til at ville forsone Gud dermed og erhverve nåden, som om de
aldeles ikke behøvede denne herre Kristus dertil, og godt kunne behage Gud uden
ham. Ja hvad fortjener vore papister, som ikke vil høre eller tåle denne
prædiken om Kristus og dåben, men forfølger og myrder dem, som prædiker ret. De
forkaster hårdnakket al nåde og kærlighed, som tilbydes og loves dem i Kristus,
og vil aldeles ikke tåle den. Det var derfor rimeligt, at de da i stedet fik idel
vrede og unåde, så de uden al barmhjertighed blev udryddede, ja måtte brænde
evigt i Helvede. Man ser da også allerede, at sådan en vrede og straf er besluttet
over dem, at de altid farer videre i deres forhærdede ondskab, gør det altid værre,
så de skal omkomme des skrækkeligere. Men Gud bevare os, som har nåden, at vi
må skønne på det, og hjælpe os, at vi også må fastholde det.
I disse ord er hele evangeliets
indhold indbefattet
Det må
nu være kort sagt om denne herlige tekst, hvori det nye testamentes rette begyndelse
og hele evangeliets indhold er
indbefattet og givet os af Gud selv så kort, men dog fuldt og helt, at
intet menneske kan fatte eller forklare det. Derfor skal man ikke betragte det så
koldt og smutte hen over det, som om det var menneskepåfund, for vi ser deri, hvor
store og herlige ting der skrives og vises os om dåbens højværdige sakramente
og, hvad vi skal regne det for. Dette vand er nemlig helliget ved Kristus,
fordi han med sit eget legeme har rørt det og Himlen er blevet åbnet for os. Hele den guddommelige majestæt er personlig til
stede heri, og giver sig helt og aldeles til os. Ja, den viser os idel nåde
og velbehag fra Faderen i Kristus, som dåben tilhører. Den bevidner, at han
vil velsigne og hjælpe os, og i stedet for synden give os guddommelig
retfærdighed og for døden det evige liv. Fordi alt dette sker ved Kristi dåb,
bliver der os dermed klart vist, at alt dette gives os i og ved dåben. Det er
nemlig ikke fortalt for Kristi skyld, men for vores. Og det sker netop på det
sted, hvor Johannes døber, hvor det ellers var øde, så man kan se, at han vil
ære dåben og vise os, hvad han anser den for. Eller kunne han sagtens have
ladet det foregå på et finere sted, som i templet i hovedstaden Jerusalem.
Dåbens kraft består i at
den frelser os
Så ser
du altså, hvad der er at sige om dåbens
kraft og nytte. Det har Kristus, som allerede nævnt, sammenfattet og
forklaret med dette ene ord: ”Den, der
tror og bliver døbt, skal blive FRELST.”
Dermed giver han til kende, at hans vilje og bestemmelse er, at vi skal lade os
døbe, ikke for at kroppen kan blive vasket, så vores hud bliver ren, eller at
det blot skal være et virkningsløst kendetegn, som man kan kende os på ligesom med
jødernes omskærelse, men først og fremmest for at vi skal blive frelst. Altså for at vi skal blive
befriet fra synd, død, Helvede og alt ondt, og blive evig retfærdige, hellige,
levende og Himlens arvinger. Det ligger
alt sammen i Ordet ”frelse”, for skal vi frelses, må vi først renses fra
synden og blive retfærdige fordi ingen kan frelses, som ikke først er retfærdig
og hellig. På samme måde må vi også befries fra døden og eje livet. Desuden må
vi sikres mod Helvede og fortabelsen, og al jammer, ulykke, sorg, frygt og
angst må borttages og byttes ud med evig fred og glæde. Alt dette skænker dåben os, som sagt. Ikke fordi man bruger vand,
men fordi Guds navn og kraft er deri.
Og Gud har bestemt, at dåben skal være et himmelsk, guddommeligt vand, og vil skænke os alt dette ved disse to midler,
vandet og Ordet. For Gud har kraft og styrke nok i sin lillefinger til, at han sagtens
kunne udrette det ved en ringere ting end vand, hvis han havde villet og bestemt
det.
Så har du nu begrundelsen for, hvorfor vi
priser og ophøjer den kære dåb så højt over alle andre ting på jorden. For af
al dette ser du klart, at vi ikke roser vor egen gerning, hvor stor og kostelig
den end måtte være, men alene Guds gerning og kraft, som det er passende at rose
og prise. Det kan de andre lærere og prædikanter ikke, hverken de nye sværmerånder
eller de gamle papister, skønt de også har Skriftens herlige tekst og vidnesbyrd
om dåben liggende lige for næsen. De farer forbi, som om det ikke var noget. De
kan ikke andet end at fremholde deres egne påfund og drømme, mens de råber op
om, at vi forbyder gode gerninger og ikke lever, som vi skal (efter deres
hoved). Dermed mener de, at de har gjort tilstrækkeligt og overvundet os. Men
lad dem blot bjæffe og udspy deres gift, for de er ikke værd, at de skulle kunne
tale anderledes. Men var de så fromme, at de kunne eller ville tage hensyn til Skriften,
så undlod de nok at angribe vores lære.
For hvad er det for noget, at de råber så
meget op om gerninger? Hvad har vi her med gerninger at gøre, at vi skulle
kunne befale eller forbyde dem? Hvorfor taler de ikke med Kristus om det, og
befaler ham, at gøre det anderledes? Det er jo ikke os, der har udtænkt eller opfundet
disse ord: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses.” Er disse ord lutherske eller papistiske? Jeg mener, de er Helligåndens
og Kristi egne ord og står i samme Bibel, som både de og vi har. Og det er
korrekt, at vi her ikke taler og heller ikke skal tale om vore gerninger.
For sig mig lige, hvad der er i dåben, som
vi kan rose som vort eget? Eller hvad har vi bidraget med? Jeg håber ikke, at
nogen skulle være så grov og hovmodig, at han vil påstå, at dåben er hans eller
noget andet menneskes? Det hedder jo ikke, at døbe i mit, dit eller nogen helliges
navn, men i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Her er mesteren, som kan og
skal udrette det. Af ham skal man rose sig, hvis man vil tale om gerninger. Han
gør de rette gerninger, som passende bør roses som guddommelige gerninger, nemlig
at udslette synden, fordrive døden og udslukke Helvede. Det er andre gerninger,
end de elendige ting, de har lært om, nemlig munkelivet og egne udvalgte
gerninger, at faste, gå uden fodtøj og holde messe. Det har de ikke alene opfundet
uden Guds Ord, men endog til den kære dåbs foragt og spot, ja til Guds navns og
gerningers gruelige bespottelse. De sætter deres egne påfund på linie med dåben
og roser dem lige så højt. Som deres lærere helt uforskammet skriver, så har
det at gå i kloster og tilslutte sig en munkeorden samme værdi, som hvis man
kom direkte fra døbefonten.
Papisterne fordunkler
dåbens ære ved deres lære om egen fortjeneste
Det er
den lede Antikrists bespottelige prædiken og den rette hovedvederstyggelighed,
hvormed han har opfyldt kristenheden, så han har ført folk væk fra dåben hen til
vore egne gerninger. Ja han har med magt revet dem væk og sat gerningerne i Kristi
og dåbens sted, så ingen har kunnet beholde dem, undtagen dem, som Gud har
opholdt på forunderlig måde. Næppe er dåben overstået, før de har revet det
hele væk igen med sådanne ord: Åh, du har for længst mistet dåben og besmittet
din dåbskjole med synd. Nu må du angre det og gøre det godt igen ved at faste, bede,
tage på pilgrimsrejse og afholde messe, indtil du får Gud forsonet igen og atter
modtager nåde. Sådan bliver det hele ødelagt med et snuptag og alt, hvad vi har
modtaget i dåben bliver gjort til intet. Dermed bliver det, som Peter har
profeteret om desværre opfyldt, at de, der lige har gjort sig fri af verdens
urenhed, igen lader sig besnære og overvinde på grund af papisternes lære. Det går
dem, som soen, der atter vælter den sig i sølet, når den er vasket. (2 Pet 2,
20-22). Det skyldes pavens lære og hans teologers bøger og udtalelser, der alle
har skændet og ødelagt Kristus og hans dåb, så ingen har kunnet glæde eller
trøste sig ved dåben.
Jeg har selv varet munk i femten år,
foruden det, jeg tidligere har levet, Jeg har flittigt læst alle deres bøger,
og gjort alt, hvad jeg evnede. Alligevel har jeg ikke kunnet trøste mig ved
dåben én eneste gang, men har altid tænkt: Oh,
hvornår vil du mon blive from og gøre fyldest, så du kan få en nådig Gud? Det
var sådanne tanker, der drev mig i
kloster, hvor jeg pinte og plagede mig med faste, kulde og en streng
livsførelse. Alligevel udrettede jeg ikke mere ved det, end at jeg mistede den kære
dåb, ja hjalp til med at fornægte den. Det er den frugt og løn, vi kan takke
deres gerningslære for, som de stadig forsvarer. De kan ikke andet end at råbe
op om gerninger imod den prædiken om Kristus og hans dåb, som Gud selv har
givet fra Himlen. De ophæver altså virkelig i praksis Kristi dåb og stifter en gerningsdåb. Ja, de gør os slet og ret
til jøder og muhamedanere, som om vi aldrig var blevet døbt.
Formaning til at gøre
forskel på Guds og vores gerning
For at vi ikke skal blive forført ved disse ting, så lad os
beholde den lære ren, som vi her ser, nemlig at dåben ikke er vores værk eller
gerning. Vi må fastholde den store og
afgørende forskel på Guds gerninger og vores. Der er nogen ting, som den guddommelig
majestæt gør, som er fælles for alle mennesker, som at han har skabt os med
sjæl og legeme, og skænker os alt, hvad der er i himlen og på jorden. Disse
gerninger er alle sammen gode og kostbare. Foruden disse gerninger gør han nogen
mod dem, der bliver kristne og hans børn. Efter at vi ved synden er faldet og
er blevet fordærvet, tager han os endnu engang i sine guddommelige hænder. Han
giver os sit ord og dåben og renser os derved fra synden. Det er gerninger, der
som sagt alene tilkommer den guddommelige majestæt. Hertil medvirker og formår vi aldeles intet andet end at modtage det og
få noget af ham. Det er disse gerninger, man skal rose, hvis man vil tale
om store, guddommelige gerninger. For det er Gud, der er den rigtige gerningsmester,
der med sin lillefinger kan slette synden, dræbe døden, overvinde Djævelen og
ødelægge Helvede.
Men bagefter, når vi har og kender dette
Guds værk, vil vi også tale om gerninger, som vi kan og skal gøre. Nemlig at vi
over for alle mennesker skal takke og love Gud for dette værk, så andre også kan
erkende og modtage det. Vi skal desuden leve Gud til ære og næsten til nytte,
hjælpe og tjene enhver med legeme, ejendele og hvad vi formår. Til dette formål
lærer og roser vi vore gode gerninger, men ikke for at vi ved dem skal komme i
Himlen. Formålet med disse gerninger er
nemlig ikke, at vi ved dem skal udslette synden, overvinde døden og opnå Himlen,
men til næstens nytte og gavn. På denne måde er begge slags gerninger fordelt
rigtigt, så man adskiller dem så langt fra hinanden som himmel og jord. Guds gerninger kommer ned ovenfra og skænker
os udelukkende himmelske, evige goder. Vore gerninger bliver hernede og har
alene at gøre med de ting, der tilhører dette liv på jorden. Denne forskel,
som er så rigtig og klar, kender de grove papister intet til. De snakker meget
om gerninger, men ved hverken, hvad det er at lære eller forbyde gode gerninger.
De blander alting sammen, så man ikke ved, hvad der er Guds gerninger eller
vores. Ja, man lader helt Guds gerninger fordunkles og ligge, og opfinder menneskelige
gerninger i stedet. Sådan fordrejer og fordærve man den rette lærdom alle vegne.
Den tredje del
Om den hellige dåbs rette
brug
At
døbes i tro
Vi har nu set, både hvad dåben er og
hvilken kraft og nytte, den har. Nu vil vi også se på dåbens brug eller
på dem, der bliver døbt.
Her skiller vejen sig, så der
opstår forskelle. For selv om alle bliver døbt med samme dåb, modtager de ikke
alle dåbens kraft og nytte. Der er nemlig to slags mennesker, der bliver døbt. Nogle
modtager dåben i tro, andre uden tro. I sig selv er dåben god nok og lige
så hellig og guddommelig for den vantro som for den troende. Dog er der den
afgørende forskel, at den vantro ingen gavn har af dåbens kraft og nytte. Men
det er ikke dåbens skyld, men deres egen, da de ikke bruger den, som man skal.
Karret er ikke skikket til at tage imod. Hjertet er tillukket, så dåbens kraft
ikke kan komme ind og virke i det. De begærer det ikke og vil ikke lade det
ske.
Det kender vi også fra naturen: Den
kære sol varmer og lyser alle steder, men ikke alle ser det eller bliver varme.
Og dog er den rette, kære sol med sin varme, glans og al energi hos den ene såvel
som den anden. Hvorfor lever nogle så i mørke og kulde? Fordi de har lukket
døre og vinduer, og ikke ønsker at se solen. Sådan er det også med de vantro
hjerter. De er døbt med den rette dåb, der er et guddommeligt, himmelsk bad med
alt, hvad Gud har lagt deri, men da de ikke vil tro og modtage det, så har de
ingen gavn deraf. Ikke på grund af manglende kraft eller ufuldkommenhed hos
dåben, men fordi de vender den ryggen og ikke åbner hjertet, så den kan
komme ind og virke i dem.
Den, der derimod tror, at Gud i
dåben har indstiftet et genfødelsens bad, i hvilket man bliver renset fra
synden og bliver et Guds barn, han får det. Som man tror, får man. Her står
hjertet åben, så dåben kan komme til med hele sin kraft. Den oplyser og varmer,
og skaber af det gamle, døde menneske en ny, levende helgen.
Den forskel har Kristus vist med
ordene: "Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den, der er
vantro, skal blive fordømt". Med disse ord har han angivet, både hvad
dåben gavner og virker, og hvordan de skal være skikket, i hvem dåben udfører
sit hverv. Eller hvad der hører til, for at man kan modtage dåben til nytte og
gavn, nemlig troen.
Den rette dåb kan modtages
forkert
Vi har ofte indprentet, hvordan man skal bruge dåben og at troen altid skal holde
sig til den og øve sig på dette så længe, man lever. Nu er det nok, at vi lærer
at skelne ret, så vi kan modstå sværmerne. For én ting er at blive døbt med
den rette dåb, noget andet at modtage dens kraft og nytte. Man skal ikke
ringeagte og forkaste dåben i sig selv, blot fordi den ikke straks bliver ret
modtaget. Dette gør gendøberne, som påstår, at papisternes dåb ikke er gyldig,
da den både gives og modtages uden tro. Derfor må de, der er døbt af dem, døbes
igen. Denne vildfarelse har også mange haft tidligere i kirkens historie, som
for eksempel Cyprian.
At vi strides med papisterne om dåb
og nadver betyder ikke, at vi anser deres dåb og nadver for ugyldig eller uden
kraft, når de forvaltes efter Guds indstiftelse. Det er deres lære, vi
straffer, som er imod troen og dåbens rette brug. Derved gør de, at dåben
intet udretter. Og de, der er ret døbt, river de atter bort og lader
ingen beholde dåben ren, så vidt det står til dem. De hævder nemlig, at dåben
ikke gavner længere, når dåbskjolen først er snavset til og uskylden er borte. De
synder, man begår efter dåben, må derfor fjernes ved gerningsbod og
fyldestgørelse. De sætter altså vore egne gerninger i dåbens sted. Derved
indstifter de en ny dåb, ikke i vand, men i gerninger. Uforskammet sammenligner
de munkevæsenet og klosterlivet med dåben.
Det er mod en sådan uforskammet og
fordømt lære, vi prædiker og strider. Men alligevel fornægter vi ikke dåben,
som vi har fået fra dem. Tværtimod bringer vi atter den kære dåb, som de i
kirkens navn har modtaget af Kristus gennem apostlene, i sin rette brug, imod
deres gerningsdåb, som de har tilføjet. Ligesom vi atter har bragt
evangeliet og Skriften, som de ganske vist har modtaget ret, men fordunklet og
forfalsket ved deres menneskelære, ud i lyset igen ren og klar. Denne sondring
gør gendøberne ikke, så de skelner mellem dåben, som paven giver i Kristi navn
og så den lære, som han har udtænkt imod dåben. Sammen med læren forkaster de
også dåben som om den intet er eller gælder. Som om også dåben var et
menneskepåfund ligesom deres lære. Dermed river de fuldstændig dåben væk.
I læren skal dåben
og troen holdes skarpt adskilt
For at vi nu kan beholde dåben og den
rette lære både over for papisterne og gendøberne, så lære og indprenter vi
altid den skelnen mellem Guds værk og vor. Når vi taler om, hvad dåben er og
dens nytte, så taler vi ikke om vore gerninger. For hvem vil påstå, at han har
udtænkt og indstiftet dåben, eller kendt til den, hvis ikke Gud selv havde
indstiftet den og befalet os at døbe? Langt mindre kunne vi give dåben dens
kraft og nytte. Både dens væsen og kraft er helt og holdent Guds værk, hvortil
vi intet bidrager. Hvor vi ser, der bliver handlet efter Guds Ord og befaling,
skal vi overhovedet ikke betvivle, at den, der bliver døbt, modtager den rette
dåb. Men når du er døbt, skal du se til, hvordan du tror og bruger dåben ret. Kort
sagt skal man skille disse to, dåb og tro, så langt fra hinanden som himmel og
jord.
Hvad Gud udretter og laver, er
nemlig sådanne ting, der er faste, sikre, uforanderlige og evige som Gud selv.
Derfor forbliver de også faste og uændrede, og bliver ikke anderledes, selv om
nogen misbruger dem. Men hvad vi gør, er foranderlig og usikker, så man ikke
kan stole og bygge på det. Derfor, for at dåben skal bestå og være sikker, har
han ikke grundet den på vores tro, da den er usikker og kan være falsk, men på
sit ord og ordning. Så er den gyldig og består, selv om troen ikke er til
stede.
Ved hjælp af denne skelnen kan
enhver selv bedømme og gendrive de vildfarelser, der kan opstå i forbindelse
med dåben. Som når man siger, at dåben ikke gælder, når den er givet af en, der
ikke tror. Det lyder jo fromt og har været en vidt udbredt mening, så endog den
store biskop og martyr Cyprian blev fanget af den. Men det er at bygge dåben på
mennesker, så den bliver usikker og unyttig. For hvis jeg skulle vente til jeg
var helt sikker på, at den, der døbte mig, var ren, så blev hverken jeg eller
nogen anden nogensinde døbt. Jeg måtte jo så også fjerne Fadervor, hvor vi
beder: Forlad os vor skyld.
Guds ordninger
afhænger ikke af vor værdighed
Derfor siger vi: I denne sag må vi for
alt i verden ikke bygge på vor værdighed og rene hænder. Her har vi nemlig
andre hænder end vore, nemlig Kristi hænder, der er helt rene og hellige, så de
gør alt det helligt og rent, de rører. Det er ham, der indstifter og forvalter
dåben. Alt, hvad der sker i dåben, er hans værk. Når nu han, hvis dåb det er og
som selv døber, er hellig, hvorfor skulle det så bekymre mig, om jeg, du og
alle mennesker er urene? Ligesom den kære
sol ikke bliver besmittet og uren, fordi den skinner på såvel møg som på guld.
Den skinner lige så klart på møgdyngen som på de hvide klæder. Det skader den
ikke, om det, den rammer og oplyser, er urent. På samme måde med dåben. Selv om
den bliver givet ved en uren tjener, så skader det hverken dåben eller mig, der
bliver døbt. Dåben og dens embede tilhører nemlig ikke mennesker, men Kristus.
Ja, hvis Guds ordning og befaling
kun gælder dér, hvor personen er ren og uden synd, så kunne ingen mere prædike Guds
Ord eller lære, trøste og regere. Man ville aldrig finde én, der er helt ren og
ikke har behov for at bede Fadervor. Så skulle børnene heller ikke adlyde deres
forældre, da de ikke er rene og hellige. Så måtte man også afskaffe øvrigheden,
da de fleste ikke er fromme. Det kunne blive et kønt virvar.
Cyprian er far til
gendøberne
Du ser altså at dette er en forfærdelig
vildfarelse som Gud på en særlig måde atter må have befriet Cyprian fra og
renset ham ved Kristi blod. Dog blev kimen her lagt til mange skadelige ting. Det
er herfra gendåben fra først af har sit udspring. Den, der nu igen tager
overhånd, så land og folk føres i fordærv. Deres tomme bedrag bygger på denne
påstand: I troede ikke, da I blev døbt. Eller selv om I troede, så var de, der
døbte jer, dog urene og gudløse. Derfor må I atter lade jer døbe.
Den, der ikke vil forføres her, må
lære at skelne ret, så han svarer: At jeg er døbt, er ikke mit værk, heller
ikke hans, som døbte, for dåben tilhører ikke mig, eller præsten eller noget
andet menneske, men Kristus, min Herre. Hverken min eller din renhed gør noget
hertil, for hverken jeg eller noget menneske skal hellige og rense dåben.
Tværtimod skal vi alle helliges og renses i dåben. Derfor grunder jeg ikke
dåben på min tro, men derimod bygger jeg min tro på dåben.
Lad os blot forestille os, at den,
der bliver døbt, ung eller gammel, slet ikke tror. Det kan jo hænde, at en
eller anden lader sig døbe i en falsk hensigt. Man skal da ikke sige, at
hans dåb intet er. Tværtimod må jeg sige, at han har modtaget den rette dåb, selv om det er til skade og fordømmelse.
En vantro, der misbruger Guds navn, synder jo også mod den rigtige Gud. Og
evangeliet er Guds Ord, selv om en skurk prædiker eller hører det. Sådan som
også Kristi legemes og blods højværdige sakramente modtages af såvel forræderen
Judas som af Sankt Peter. Gud bliver ikke en anden på grund af os, eller ændrer
og svækker sit ord og værk på grund af vor tro eller vantro. Og det ved vi med
sikkerhed, at vi hverken er eller kan blive rene. Hvis dåben beror på vor
renhed og tro, ser det altså ilde ud. Djævelen ville da snart rive troen væk og
ødelægge dåben, så ingen længere kunne være sikker og forlade sig på dåben.
Gendøbernes dåb er
usikker
Desuden vil jeg gerne høre af
gendøberne, hvordan de sikrer sig, at deres dåb er ret, når de forkaster vores
og gendøber dem, som de mener, er uret døbt. Kan de give en sådan forsikring,
skal jeg gerne lade mig døbe ikke blot én gang, men så tit, de ønsker. Hertil
svarer de: Du ved ikke, om du troede, da du blev døbt, men nu døber jeg dig,
fordi du tror og ved, hvad du gør.
Men hvor ved de fra, at den, der
skal døbes, nu også virkelig tror? Jo, svarer de, du bekender troen og ønsker
at blive døbt. Men det er jo at bygge på sand. For hvordan ved du med
sikkerhed, at han ikke bedrager dig med sin bekendelse? Er det tilstrækkeligt,
at han siger det med munden? Sådan kan enhver skurk vel sige og opføre sig som
om han tror. Hvis du stoler på det, må jeg minde dig om, at Skriften lærer, at
alle mennesker er løgnere og falske. Skriften forbyder os, at stole på
mennesker. Din gendåb bliver således uvis. Ja, forbudt og fordømt, da
den grunder sig på mennesker og sætter sin tillid til en skabning. Vi vil
derimod ikke bygge på mennesker, men alene på Guds værk. Det er ikke alene
sikkert, men forbliver og gælder også evigt, når det én gang er udført. Det
skal man ikke ændre eller forny, som man gør med menneskers handlinger og værk.
I dåben oprettes en
evig nådepagt
Det gælder også dåben, ved hvilken vi,
når vi én gang har modtaget den, bliver optaget blandt deres tal, der skal
frelses, og i hvilken Gud slutter en evig nådepagt med os. At vi ofte
snubler og falder, dermed er dåben ikke spildt. Ligesom nåden forbliver og
råder evigt, så vi altid kan vende tilbage, hvis vi falder, således forbliver
dåben også altid. Du kan ikke falde så langt og dybt, at du ikke atter kan
og skal komme tilbage. Og selv om du ikke tidligere har troet, skal du ikke
lade dig døbe på ny. For dåben er som sagt et evigt bad, hvor vi er placeret og
skal forbliver evigt, ellers er vi fordømt.
Du ser altså, at gendøberne er
nogle blinde fjolser og forførere, der intet forstår af Guds Ord og værk. De
synder dobbelt mod den hellige dåb. For det første ved at skænde og fordømme
den rette dåb ved deres lære. For det andet ved at deres dåb ikke er sikker, og
derfor i sandhed ingen dåb er, men blot en opdigtet idé. Nu er det slemt nok,
at kritisere den rette dåb og dermed påfører sig selv en forfærdelig straf. De
bekæmper Guds ordning, så de berøver både sig selv og andre dåben med al den
nåde, der er givet deri.
Dåbens etiske
konsekvenser for vort liv
Det må nu være nok om den hellige dåbs højværdige sakramente, så man kan
opretholde den rene lære og forståelse imod Djævelens hjernespind. Det har
lykkedes ham, at fjerne dåben helt, eller at berøve folk dens kraft og nytte.
Men vi, der ved Guds nåde har læren og brugen af dåben ren og klar, har
særskilt behov for en prædiken om dåbens frugt og følge. Her sporer man
nemlig stor mangel hos os.
Jeg har tit sagt, at man skal gøre forskel på de to ting, lære og liv. Sekterne, både sværmerne og
papisterne, falder fra læren og ødelægger enten dåbens rette væsen eller dens
rette brug. Vi, der har evangeliet, priser og ære derimod dåben som Guds værk
og ordning. Vi synder, Gud være lovet, ikke mod læren eller Guds Ord. Det lyder
rent og klart fra prædikestolen og også i brugen, så vi døber og bliver døbt i
overensstemmelse med dette. Men når det gælder at følge læren med livet, så er
vi strafskyldige. Hvor læren og troen er ret, da skulle den frugt også følge,
at vi levede dåben værdig og viste, at vi ikke havde modtaget den forgæves. For
hvad nytter det, at du har en rigtig og klar opfattelse af Guds Ord og
befalinger, når du ikke handler derefter? Selv om vi ganske vist ikke bekæmper
dåben, så er vi ikke undskyldt, fordi vi ikke viser vores tro og lever
derefter.
Synd i læren er værre
end synd i livet
Dog er denne fejl i livsførelsen
meget anderledes end denne synd mod læren.
Mangler i livsførelsen er der råd mod og livet kan forbedres, men hvor læren er
falsk, er der heller ingen hjælp at hente til livsførelsen, men begge dele er
tabt og fordømt.
Det er her som
med en borger i en by. Han kan begå to slags synder mod de offentlige myndigheder.
Han kan være ulydig og overtræde en bestemmelse, så han bliver skyldig, men
hvis han indrømmer det og tager sin straf, så er retten og lydigheden stadig
opretholdt. Det er det, vi kalder lære og liv. En sådan lovovertræder og ulydig
person anerkender dog stadig retten og lader loven gælde. Men hvis han gik
videre og bekæmpede lovene og ikke ville anerkende retten, men tværtimod ødelagde
den, det ville straks være noget helt andet. Så var han ikke blot en
lovovertræder og ulydig person, men også en oprører og anarkist, der satte sig
op mod myndighederne og omstyrtede retten og ville være sin egen lov. Her var
det ikke nok med fængsel, men at jorden åbnede sig og slugte en sådan person,
sådan som det skete med Kora, Datan og Abiram i 4 Mos 16.
Noget sådant kan
det verdslige samfund ikke tolerere, at synden ikke vil være synd, men ret og
ikke vil straffes, men tillades og roses. Sådan gør papisterne også nu, når de
bevidst og med fuld overlæg forfølger det sande evangelium og vil forsvare
deres ugudelige væsen med magt. Uforskammet lukker de munden på Gud og lærer,
at det, Gud siger, ikke betyder noget, men det, som de selv siger og gør, det
skal være ret. Guds Ord og befalinger gælder ikke, før de bifalder dem. Det er
at støde Gud fra tronen og sætte sig op mod majestæten. Sådan gør gendøbernes
sekter også mod dåben. De bekæmper åbenlyst Guds ordning og laver en anden i
stedet. Her hjælper heller intet fængsel eller jordisk straf, men Djævelen selv
og de evige flammer i Helvede.
Dåben forpligter livet
Må Gud bevare os mod sådanne synder, som han da også gør. I
sådanne tilfælde kan der ikke være hverken nåde eller tilgivelse, fordi det
netop bekæmper disse ting. Men når vi har den nåde, at læren er ret hos os, så
må vi også se til, at vi indretter vort liv derefter og ikke misbruger nåden
eller lader den være forgæves. Når vi er døde fra synden i dåben og er blevet
nye mennesker, skal vi også for fremtiden leve et nyt liv som nyfødte
mennesker, som Peter og Paulus formaner os til. Det skal kunne mærkes på os, at vi har modtaget dåben til nytte og
frelse.
Ganske vist
bliver dåben ikke forvaltet forkert hos os, men Djævelen, som altid lægger
hindringer i vejen, bevirker dog, at den bliver uden frugt hos os. Selv om vi
rigtig nok har fundet nåde og er blevet døbt uden vore egne gerninger og gode
livsførelse, så skal vi dog herefter bestræbe os på at ære og pryde dåben med
ord, gerninger og hele vort liv. Døbefont, alter og prædikestol står der netop
for at minde os om, at vi skal huske på, at ære den kære døbefont og leve, så
vi kan se på den med glæde, uden at den skal anklage os.
Mange opfører
dig desværre som om de har i sinde at forblive som før i deres gamle hud. De
lever, som de vil, og bruger kun den hellige dåb som et skalkeskjul. Som om de
er kaldet til nådens rige, for at få lov til at leve, som de vil, og alligevel
forlade sig på, at Gud er dem nådig. De undskylder sig sådan: Jeg er et svagt
menneske. Gud må holde mig det til gode og tilgive. Nej, kære bror, den vej har
jeg ikke anvist dig, at dåben skulle give frihed til at synde, men lige modsat.
Du er blevet renset for dine synder og har fået nåde, for at du skal føre et
nyt liv og holde op med at synde. Det rimer ikke, at være døbt og forblive
i synden. Dåben er jo netop givet, for at borttage synden, så mennesket kunne
blive from og vokse i gode gerninger. Hvor man før var ulydig, vred og utro,
skal man da opgive dette, bede et Fadervor og så for fremtiden stræbe efter at
være lydig, tålmodig og kysk. Hvis du ikke gør det, skal du ikke tro, det står
ret til med dig. Da skal du ikke rose dig højt af Kristi nåde og undskylde dine
synder dermed.
At falde i synd og
at leve i synd
Det er noget andet, om du forbedrer dig
så meget, at du ikke længere bliver vred eller misundelig som før, men i løbet
af et år eller så, måske falde en eller to gange på grund af svaghed eller
uforsigtighed. Det kan man holde dig til gode og atter hjælpe dig til
rette. Men at du forbliver i dit gamle væsen og fortsætter med vrede,
utålmodighed og misundelse, det viser, at du har modtaget den hellige dåb til
stor skade.
Altså hvis du tidligere har været
utro, havesyg og tyvagtig, så skal dåben lærer dig, at du ikke længere skal
gøre disse ting. Det forrige liv skal være tilgivet og dødt, og for fremtiden
skal du være et andet, fromt, retfærdigt, godgørende, kysk menneske. Lever du
et sådan liv med disse frugter, så viser det, at dåbens kraft virker i dig.
Sker det da, at du snubler og falder i et stykke eller to, så har du lov til at
trøste dig med nåden og syndsforladelsen. Men altså ikke hvis du bliver ved og
fortsætter dermed, idet du siger: Hvad kan jeg gøre? Jeg kan ikke andet. Og er det ikke ren nåde og forladelse? - Den
går ikke. Dermed gør du Gud vred og kommer længere og længere bort fra
nåden, så du til sidst mister den. Så havner du i den utilgivelige synd, at du
fornægter og ringeagter den kære dåb og nåden, ligesom sværmerne.
Sand
og falsk kristendom
Hold derfor selv dit liv frem for dig og se, hvordan det rimer med din dåb.
Skønt du er kaldet og sat i nådens rige, hvor du på grund af Kristus har del i
alt, hvad de kristne har, så gavner det
dig intet, hvis du altid forbliver som før. Du kan ganske vist kaldes en
kristen, men har dog mistet Kristus. Synden er din herre og du tjener Djævelen.
Du har ikke andet end navn og skin af kristendom, hvormed du bedrager dig
selv og andre. For Gud har ikke alene givet den kære dåb og nadver, for at
tilgive dine synder. Han vil også dagligt udrense og helt fjerne, hvad der
endnu er tilbage af synd, så der fremstår et helt andet menneske, der er egnet
til og ivrig efter gode gerninger. Hvor dåben er ret modtaget, sker det
virkelig også at synden daglig aftager og bliver mindre. Hvis ikke så viser
det, at du nok har iklædt dig festdragten, men at der gemmer sig en skurk
derunder, som besmitter og ødelægger den skønne dragt.
Hvis vi vil have
den herlige nåde, hører det også med, at vi ære den og anser den for et ædelt,
smukt klenodie. Denne ære og agtelse må vi vise med vort liv, sådan som Paulus
lærer det i Tit 2, 10, at tjenestefolk og andre skal leve, så de kan være en
pryd for Guds, vor frelsers, lære. Hvordan gør de det? Ved at de er lydige,
ikke snyder i handler, er trofaste, osv. Det er den skønne krans, der pryder
den kære dåb og gør den anbefalelsesværdig for andre. Det giver os det
vidnesbyrd, at vi har modtaget dåben på nyttig måde og er rette kristne. Den,
som derimod ikke fører et sådant liv i sin dagligdag, vanærer både læren og
dåben og vidner mod sig selv, at han ikke var nåden værdig og ikke er andet end
en møgplet og urenhed blandt de kristne, som Peter siger det i 2 Pet 2, 20.
Lad os derfor
med alvor og energi stræbe efter, at vi også må blive fundet blandt dem, der
ærer og smykker denne vore høje skat i
livsførelse og væremåde, så vi kan rose os og ikke skamme os over den for
Gud og alle mennesker. Det skulle nødigt gå os som de andre, som har mistet den
kære dåb og hvor alt, hvad de har lært og levet er gået til grunde, ja, er
faldet under fordømmelse. Det er blevet syv gange være med dem end før. Det er
kun rimeligt, at de bliver straffet, når de har ladet denne skat fare og ikke
har givet agt på at smykke den kære dåb med rette, gode gerninger. Derfor må de
nu lade sig drive og plage med falske, gode gerninger, sådan som Djævelen
bevirker det ved sine forførere. Sådan kan det også gå os, hvis vi ikke giver
agt og passer på, så vi ikke mister Ordets og den frelsende dåbs dyrebare skat.
Den, der har givet os det, kan også tage det bort igen, ligesom Djævelen altid
er ivrig efter og pønser på at gøre det. Dette er nu sagt ganske kort til
formaning for os. Vi må nemlig prædike på begge måder, så vi kan gendrive
den falske lære og straffe synden, så
både læren og livet kan være ret. Amen!