Martin
Luther
Den
Store Katekismus
med
ny fortale
og
formaning til skriftemål
1530
I
1528 var Luther med på en rundrejse til de nye lutherske menigheder. Han kunne
da konstatere, at det stod sløjt til med folks viden om selv de helt grundlæggende
ting i kristendommen.
For
at råde bod på det, udarbejder Luther noget undervisningsmateriale. Det er en
bearbejdning af en række undervisningsforløb, som Luther selv havde haft over
katekismen.
Resultatet
af det er Den Lille og Den Store Katekismus. De svarer til hinanden som det vi
i dag ville kalde elevens bog og lærerens bog. I den lille finder man det stof,
som børnene og den jævne kristne skulle kunne. I den store et dette så uddybet
og forklaret. Luther giver desuden er række gode pædagogiske og teologiske råd,
samtidig med at der er konkrete vejledninger til de enkelte emner og afsnit.
De
første udgaver udkom i 1529, men allerede året efter kom der et nyt oplag. Her
har Luther udvidet sin indledning med en række vigtige iagttagelser og gode
råd. Desuden tilføjer han en kort vejledning om skriftemålet, hvor det især er
den personlige sjælesorg, Luther er optaget af.
Det
er denne reviderede og udvidede udgave fra 1530, der her bringes i en ny
oversættelse.
Oversat
og tilrettelagt ved
cand.theol.
Finn
B. Andersen
Når
vi lægger så megen vægt på katekismen og indtrængende beder andre gøre det, har
det sine gode grunde. Vi ser nemlig, at mange prædikanter og sognepræster
desværre er meget forsømmelige på dette område og foragter både deres embede og
denne lære. Nogle gør det på grund af deres høj akademiske uddannelse, andre af
ren dovenskab og økonomiske hensyn. Som om de var sognepræster og prædikanter
for pengenes skyld og ikke havde andet at bestille end at nyde de materielle
goder, så længe de lever, som de var vant til under pavedømmet.
De har nu så rigeligt, klart og let
tilgængeligt alt, hvad de skal bruge til at lære og prædike, i mange nyttige
bøger. Alligevel er de ikke så samvittighedsfulde og ansvarsbevidste, at de
anskaffer sådanne bøger, og hvis de har dem, bruger de dem dog ikke. Det er
bøger som ”Prædikener, der tolker sig selv”, ”Ingen grund til panik”, ”Færdige
prædikener” og ”Guldåren” og hvad ellers der findes af hjælpemidler. Ak, de er
alle sammen nogle værre materialister og livsnydere, der snarere burde passe
svin og fange rotter end at være sjælesørgere og sognepræster.
Nu da
de er fri for det unyttige og besværlige bønneremseri syv gange i døgnet, kunne
de i det mindste bruge lidt tid morgen, middag og aften. Her kunne de læste en
side eller to af katekismen, af min lille bog om bøn, af Ny Testamente eller
noget andet fra Bibelen, og så bede et Fadervor for sig selv og deres
sognebørn. På den måde kunne de dog vise evangeliet lidt respekt og
taknemmelighed, til gengæld for at de ved det er blevet befriet for så mange
byrder og besværligheder. Kunne de dog blot skamme sig lidt over, at de ligesom
svin og hunde, ikke har fået mere ud af evangeliet end denne skadelige,
kødelige frihed. For den store hob agter desværre evangeliet alt for ringe også
uden præsternes passivitet. Ja, selv når vi opbyder al vores energi, udretter
vi intet særligt. Hvad skal det så blive til, hvis vi er forsømmelige og dovne,
som vi var under pavedømmet?
Og
dertil kommer sikkerhedens og ligegyldighedens skammelige last, at mange mener,
at katekismen er en ringe, simpel lære. Når de har bladret den igennem en
enkelt gang, tror de straks, de kan det hele, og kaster bogen hen i en krog. De
skammer sig næsten over at læse mere i den. Ja, man finder også nogle slyngler
og nærighoveder blandt adelen, der hævder, at man nu hverken behøver sognepræst
eller prædikant mere, da man jo har det i bøgerne og selv kan læse det. De
lader ubekymret præsteembederne forfalde og stå tomme og lader sognepræst og
prædikant lide bitter nød og sult. Det passer fint for de tåbelige tyskere at
bære sig sådan ad, for vi tyskere har sådanne forfærdelige folk og må lide
under det.
Men
det siger jeg for min egen del: Jeg er også doktor og prædikant, ja så lærd og
erfaren som nogen af dem, der er så opblæste og sikre. Alligevel gør jeg som et
barn, der skal lærer katekismen. Om morgenen og når jeg ellers har tid, læser
jeg og gentager ord for ord Fadervor, De Ti Bud, Trosbekendelsen, Davids
salmer, osv. Og desuden må jeg endnu daglig læse og studere og kan alligevel
ikke tingene, som jeg gerne ville. Nej, jeg må blive ved at være et barn og
elev i katekismen, og det vil jeg også gerne. Men disse sarte, kræsne folk vil
med én gennembladning straks være klogere end alle doktorer, kunne alt og ikke
behøve mere. Nuvel, det er et sikkert tegn på, at de foragter både deres embede
og folks sjæle, ja, også Gud og hans ord. De behøver slet ikke at falde, de er
nemlig allerede faldet gruelig dybt. De trængte virkelig til at blive børn og
begyndte at lære den ABC, som de for længst mener at være kommet ud over.
Derfor beder jeg disse dovne tyksakke og
overmodige helgener, at de for Guds skyld vil åbne ørerne og tro, at de
sandelig, sandelig ikke er så lærde og så høje doktorer, som de selv indbilder
sig. Ingen skal tro, han er udlært i disse ting eller ved nok, selv om han så
selv synes, han kan det hele særdeles godt. For selv om man vidste og kunne alt
til punkt og prikke, hvad der dog ikke er muligt i dette liv, så er der
alligevel megen nytte og frugt ved, at man daglig læser og ved eftertanke og
tale øver disse ting. Helligånden er nemlig nærværende ved denne læsning,
gentagelse og eftertænkning og føjer stadig nyt, øget lys og forståelse til, så
det stadigt smager bedre og bedre og trænger dybere ind, som Kristus også lover
i Matthæus18, 20: Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt
iblandt dem.
Desuden
er det en uvurderlig hjælp mod Djævelen, verden, kødet og alle onde tanker, at
man omgås med Guds ord, taler om det, gennemtænker det. Således priser også den
første Salme dem salige, der dag og nat beskæftiger sig med Guds lov. Du kan
med garanti ikke finde røgelse af nogen slags, der virker stærkere mod
Djævelen, end at du beskæftiger dig med Guds bud og ord, taler og synger om
det, overvejer det. Det er i sandhed det rette vievand og det tegn, han flygter
for, og hvormed han lader sig fordrive.
Nu burde du jo alene af denne grund gerne
læse, tale, tænke og beskæftige dig med sådanne stykker, selv om du ingen anden
frugt og nytte havde, end at du derved kunne fordrive Djævelen og onde tanker.
Han kan nemlig hverken høre eller tåle Guds ord. Og Guds ord er ikke som anden
løs snak eller eventyr, men som Paulus siger i Rom l, 16, er det en ”Guds
kraft”, der tilføjer Djævelen brændende smerte, men os en overstrømmende
styrke, trøst og hjælp.
Er det nødvendig at sige mere? Hvis jeg
skulle fortælle om al den nytte og frugt, som Guds ord virker, hvordan skulle
jeg så få papir og tid nok. Djævelen kalder man en tusindkunstner. Hvad skal
man så kalde Guds ord, som forjager og tilintetgør en sådan tusindkunstner med
al hans kunst og magt? Det må jo være mere end en hundredtusindkunstner.
Hvordan kan vi så letsindigt foragte denne magt, nytte, kraft og frugt, især
os, der vil være sognepræster og prædikanter? Man burde jo ikke alene intet
give os at spise, men jage os bort ved at pudse hundene på os og kaste møg
efter os. For ikke blot behøver vi hver dag Guds ord som dagligt brød, men vi
må også have det som værn mod tusindkunstneren, Djævelens, uafbrudte
anfægtelser og fælder.
Er det ikke nok som opfordring til dagligt
at læse katekismen, så bør dog Guds bud alene tvinge os tilstrækkeligt. I Femte
Mosebog 6, 9 befaler Gud strengt, at man altid skal beskæftige sig med Guds bud
og have det som et mærke for sine øjne og i sine hænder hvad enten man sidder,
går, står eller ligger. Det er sikkert ikke uden grund, Gud byde og befale os
det så strengt. Nej, han kender den nød og fare, vi er i og Djævelens
vedvarende, rasende stormløb og anfægtelse. Derfor advarer han os og beskytter
os som med en god rustning mod Djævelens brændende pile, og med en effektiv
medicin mod hans dødbringende smitte og gift. Ja, sikke nogle vanvittige,
tåbelige fjolser vi er. Vi bygger og bor blandt så mægtige fjender, som
Djævelen, men ringeagter alligevel vores forsvarsvåben og er for dovne til at
se og tænke på dem.
Men
hvad gør nu disse overmætte, frække helgener, der ikke vil eller gider læse og
lære katekismen dagligt? De regner sig selv for meget klogere end Gud selv med
alle sine engle, profeter, apostle og alle kristne. For Gud selv skammer sig
ikke ved dagligt at belære os på denne måde, da han intet bedre ved at lære os,
og stadig lærer os det samme og ikke tager fat på noget nyt eller noget andet.
Og heller ingen hellige kender noget bedre eller noget andet at lære og kan
aldrig lære det færdigt. Er vi så ikke nogen forfærdelige snobber, når vi
bilder os ind, at vi kan det hele, bare vi har læst og hørt det én gang. Og at
vi ikke mere behøver at læse og lære det, men på én time er blevet udlært i
det, som Gud selv ikke kan blive færdig med at lære os? For han underviser os
fra verdens begyndelse til dens ende, og alle profeter og alle hellige har
måttet lære det, er blevet ved med at være elever og må stadig være det.
For det må jo være sådan: Den, der kan De
Ti Bud godt og grundigt, han forstår også hele Bibelen. Han kan derfor råde,
hjælpe, trøste, træffe afgørelse og dømme, i alle sager og spørgsmål, både
åndelige og verdslige, så han kan være dommer over alle lærdomme,
samfundsklasser, religiøse anliggender, retsspørgsmål og hvad der ellers kan
være i verden. Og hvad er hele Salmernes bog andet end blot tanker over og
indøvelse i det første bud? Nu ved jeg alt for godt, at sådanne driverter og
frække ånder ikke forstår en eneste Salme, endsige da hele Den Hellige Skrift. Alligevel
tror de, at de ved alt og foragter katekismen, der er et kort resumé og en
sammenfatning af hele Bibelen.
Derfor beder jeg endnu en gang alle
kristne, og især sognepræsterne og prædikanterne, at de ikke alt for tidligt
vil være doktorer og indbilder sig at vide alt. Det er nemlig med indbildninger
som med nyt tøj: det kryber. De skal dagligt øve sig flittigt og blive ved, og
desuden omhyggelig vogter sig for hovmod og sikkerhedens giftige smitte. Og de skal fortsætte med at læse, lære,
overveje og betragte, og ikke holde op, før de med sikkerhed har erfaret, at de
har lært Djævelen til døde og er blevet klogere end Gud selv og alle hans
hellige.
Hvis de gør sig den umage, vil jeg love
dem, ja, de skal selv erfare, hvilken frugt, de får, og hvor dygtige folk Gud
vil gøre af dem. Med tiden kan de selv smukt bekende, at jo længere og mere de
beskæftiger sig med katekismen, jo mindre ved de og jo mere har de at lære.
Først da vil de som de sultne og tørstige rigtig kunne smage det, de nu i deres
overflod og rigdom, ikke engang gider snuse til. Dertil give Gud sin nåde.
Amen.
1. Du
må ikke have andre guder end mig.
2. Du
må ikke misbruge Guds navn.
3. Du
skal holde hviledagen hellig.
4. Du
skal ære din far og mor.
5. Du
må ikke slå ihjel.
6. Du
må ikke bryde ægteskabet.
7. Du
må ikke stjæle.
8. Du
må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste.
9. Du
må ikke begære din næstes hus.
10.
Eller hans hustru, ansatte, dyr eller noget, der er hans.
1.
Jeg tror på Gud fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber.
2. Og
på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vores Herre, som er undfanget ved
Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død
og begravet, nedfaret til Helvede, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaren
til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges, højre hånd, hvorfra han
skal komme at dømme levende og døde.
3.
Jeg tror på Helligånden, en hellig kristelig kirke, de helliges fællesskab,
syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Amen.
Vor
far, du som er i Himlene!
1.
Helliget blive dit navn.
2.
Komme dit rige.
3.
Ske din vilje, som i Himlen, således også på jorden.
4.
Giv os i dag vores daglige brød.
5. Og
forlad os vores skyld, som også vi forlader vores skyldnere.
6. Og
led os ikke ind i fristelse,
7.
Men fri os fra det onde. Amen.
Katekismen
giver et kort resumé af Bibelen
Det
er de vigtigste stykker, som man først og fremmest må lære sig at gentage ord
for ord. Og man skal vænne børnene til dagligt at fremsige dem. Både morgen og
aften og ved måltiderne, og man skal ikke give dem mad og drikke, før de har
sagt dem. På samme måde har familiens overhoved også pligt til at forholde sig
overfor sine ansatte, at han ikke beholder dem i sin tjeneste, hvor de ikke kan
dem eller ikke vil lære dem. Man skal ikke finde sig i, at nogle er så
primitive og asociale, at de ikke vil lære disse tre hovedstykker. For her er
alt, hvad Bibelen indeholder, sammenfattet på en kort, enkel og ligefrem måde.
De kære fædre eller apostle, hvem det nu end har været, har her i et kort
resumé sammenfattet, hvad der er de kristnes lære, liv, visdom og kunnen, hvad
de taler om og beskæftiger sig med og hvad de lever på.
Når man har forstået disse tre stykker, er
det rimeligt, at man også kan gøre rede for vores sakramenter, som Kristus selv
har indstiftet. Det er dåben og Kristi hellige legeme og blod. Teksterne står
hos Matthæus og Markus i slutningen af deres evangelier, hvor Kristus giver
sine disciple de sidste instrukser og udsender dem.
Gå
hen og lær alle folkeslag og døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens
navn. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses.
Men
den, der ikke tror, skal fordømmes.
Så meget er nok for almindelige kristne at
vide om dåben fra Bibelen.
På
samme måde om det andet sakramente med korte, enkle ord som teksten hos Paulus:
Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da
han blev forrådt, et brød, takkede, brød det, gav sine disciple det og sagde:
Tag det og spis det! Det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min
ihukommelse!
På samme måde tog han også et bæger efter
måltidet og sagde: Dette bæger er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer
til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte I drikker, til min ihukommelse.
Således
har man nu i alt fem stykker, der rummer hele den kristne lære, som man altid
skal lægge vægt på, snakke om og overhøre ord for ord. For du skal ikke regne
med, at de unge lærer dem og husker dem alene gennem prædikenen. Når de nu kan
disse stykker godt, kan man tilføje nogle salmer eller sange, der passer til,
for at indprente og styrke det lærte. På den måde kan man gøre ungdommen kendt
med Bibelen, så de stadig når videre.
Man skal dog ikke slå sig til tåls med, at
de alene lærer ordlyden og kan gengive teksten. De unge skal også deltage i
gudstjenesten, især når katekismen gennemgås, så de hører den blive udlagt og lærer
at forstå, hvad hvert stykke rummer. Så de kan redegøre for, hvad de har hørt,
og svare rimelig fornuftig, når man spørger dem, så prædikenen ikke bliver uden
nytte og frugt. For at indprente disse ting for ungdommen bestræber vi os på,
at prædike over katekismen så ofte som muligt. Og vi gør det ikke svært og
indviklet, men kortfattet og letforståeligt, så det rigtig trænger ind og
bliver husket. Derfor vil vi nu behandle de nævnte stykker efter hinanden og så
tydeligt som muligt vise, hvad der er vigtigt.
Det
vil sige: Du skal alene anse mig for din Gud. Hvad betyder det, og hvordan skal
det forstås? Hvad betyder det at have en Gud, eller hvad er Gud?
Svar: En Gud kaldes det, som man venter sig
alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød. Altså er det at have
en Gud intet andet, end at man af hjertet stoler og tror på ham. Det er alene
hjertets tillid og tro, der afgør, både hvad der er Gud og afgud, som jeg ofte
har sagt. Er troen og tilliden ret, er også din Gud ret. Og omvendt, hvor
tilliden er falsk og urigtig, er den rette Gud der heller ikke. For de to hører
sammen, tro og Gud. Det, du knytter dit hjerte til og stoler på, er i
virkeligheden din Gud.
Derfor er dette buds meningen altså, at det
kræver hjertets sande tro og tillid, som retter sig mod den ene, sande Gud og
holder fast ved ham alene. Det vil sige så meget: Se til, at jeg alene er din
Gud, og søg ikke nogen anden. Det betyder, at mangler du noget godt, da vent
det af mig og søg det hos mig, og hvis du lider ulykke og nød, så hold dig nær
til mig. Jeg, jeg vil give dig, hvad du behøver og hjælpe dig ud af al nød. Lad
blot ikke dit hjerte hænge ved noget andet og finde ro deri.
Det
må jeg forklare tydeligere, så man virkelig forstår det ved nogle almindelige
eksempler på det modsatte. Mange mennesker mener, at have Gud og fuldt op af
alt, når de har penge og ejendele. I stolthed stoler de så sikkert på det, at
de ikke bryder sig om nogen anden. Se, de har også en Gud, som hedder Mammon
(Matt 6, 24), det vil sige penge og gods, som de af hele deres hjerte knytter
sig til, og som er den almindeligste afgud på jorden. Den, der har penge og
gods, føler sig sikker, føler sig glad og uforfærdet, som sad han midt i
Paradis. Og omvendt, den, der ingen har, han tvivler og taber modet, som vidste
han ikke af nogen Gud. Man vil finde meget få, som er ved godt mod, ikke jamrer
og klager, når de ikke har mammon. Det klæber ved den menneskelige natur lige
til graven. På samme måde med den, der stædigt sætter sin lid til, at han har
store evner, klogskab, magt, gunst, venskab og ære, han har også en gud, men
ikke den sande, den ene Gud. Det ser du igen af, hvor overmodig, sikker og
stolt man er over sådanne goder, og hvor modløs, når man ikke har dem eller
mister dem. Derfor siger jeg endnu en gang: At have en gud er at have noget,
som man af hjertet sætter hele sin lid til.
Se nu ligeledes på, hvad vi har begået i
blindhed under pavedømmet. Når nogen havde tandpine, fastede han og vendte sig
til den hellige Apollonia. Frygtede han ildebrand, gjorde han den hellige
Laurentius til nødhjælper. Frygtede han pest, aflagde han løfter til den
hellige Sebastian. Der er meget mere af sådan afskyelighed, hvor enhver vælger
sin egen helgen og tilbeder og påkalder ham om hjælp i nøden. Hertil hører også
dem, der er så ekstreme, at de slutter pagt med Djævelen, for at han skal give
dem, hvad de behøver af penge, hjælpe dem i ulovlig elskov, bevare deres kvæg,
skaffe deres tabte ejendom tilbage eller andet, som mirakelmagerne og de der,
beskæftiger sig med åndeverden gør. For alle disse sætter deres hjertes tillid
til noget andet end den sande Gud, venter sig intet godt af ham og søger det
ikke hos ham.
Nu
forstår du altså let, hvad og hvor meget dette bud kræver. Menneskets hele
hjerte og al dets tillid skal rettes mod Gud alene og ikke mod nogen anden. For
du kan nok forstå, at det at have en Gud ikke betyder, at man kan gribe om ham
med hænderne og holde ham fast eller stikke ham i en pung eller lukke ham inde
i en kasse. Men det er at gribe om ham, når hjertet griber om ham og hænger ved
ham. Og af hjertet at hænge ved ham betyder ikke andet end helt at forlade sig
på ham. Det er, som ville han sige: Hvad du før har søgt hos helgenerne eller
ventet dig af Mammon eller noget andet, det skal du alt sammen vente af mig, og
du skal holde mig for den, der vil hjælpe dig og i rigt mål give dig alt godt.
Se, nu ved du, hvad der er den rette
ærefrygt og gudstjeneste, der behager Gud, og som han påbyder os med trussel om
evig vrede. Nemlig at hjertet ikke har nogen anden trøst og tillid end til ham
og ikke lader sig rive derfra, men gerne risikerer og forsager alt i verden af
denne grund. På den anden side kan du let se og forstå, hvordan verden
udelukkende bedriver falsk gudstjeneste og afguderi. For der har aldrig været
et folk så amoralsk, at det ikke har indrettet og holdt en gudstjeneste. Men
hver har til sin særlige gud ophøjet det, som han ventede sig noget godt af og
hjælp og trøst. For eksempel har de hedninger, der satte deres lid til magt og
herredømme, gjort deres Jupiter til højeste gud. Andre, som stræbte efter
rigdom og lykke eller efter lyst og gode dage, Herkules, Merkur, Venus eller
andre. De gravide kvinder valgte Diana, og enhver gjorde straks det til gud,
som hans hjerte drog ham til. Men således indbefatter det at have en gud, også
efter alle hedningers mening, at have tillid og tro. Fejlen er, at deres tillid
er falsk og usand, for den er ikke rettet mod den ene Gud, uden hvem der i
sandhed ingen gud er, hverken i himlen eller på jorden (2 Mos 44, 6). Derfor
gør hedningerne egentlig deres opdigtede indbildning og drøm om Gud til afgud
og forlader sig på det rene intet. Således er det med al afgudsdyrkelse, for
den består ikke alene i, at man opstiller et billede og tilbeder det, men den
har først og fremmest sin rod i hjertet. Det spejder efter og søger hjælp og
trøst hos skabningen, hos helgener eller djævle. Det retter sig ikke mod Gud og
venter ikke, at han vil hjælpe, og tror heller ikke, at det gode, der sker,
kommer fra Gud.
Hertil kommer endnu en falsk gudstjeneste,
det største afguderi, som vi til dato har bedrevet, som stadig regerer i
verden, og som alle munkeordener er grundet på. Det angår alene samvittigheden,
som her søger hjælp, trøst og salighed i egne gerninger. Man tiltror sig at
kunne aftvinge Gud himmelen og fører regnskab over, hvor meget man har skænket,
fastet, holdt messe osv. Man forlader sig på det og pukker på det, som vil man
ikke have noget givet af ham, men selv erhverve det eller få det ved
helgenernes overskydende gerninger. Akkurat som om han måtte stå til tjeneste
for os som vores skyldner, mens vi var hans baroner. Hvad er det andet end af
Gud at gøre en afgud, ja en opdigtet gud, og at regne sig selv for gud? Men det
er nu lidt for akademisk til at passe i de unges undervisning.
Men
man skal fremholdes for folk, at de nøje skal mærke sig og huske dette buds
mening. Man skal sætte sin lid til Gud alene og håbe og vente sig alt godt af
ham som den, der giver os legeme, liv, mad, drikke, beskæftigelse og sundhed,
beskyttelse, fred og alt, hvad vi trænger til af timelige og evige goder. Han
bevarer os mod ulykke og redder og hjælper os, når noget ondt sker os. Kort
sagt, Gud er, som nu tilstrækkeligt er sagt, alene den, fra hvem man modtager
alt godt og fries fra al ulykke. Derfor, mener jeg også, vi her nordpå fra
gammel tid netop kalder Gud med et navn, der er smukkere og bedre end noget
andet. Vores ord ”gud” kommer nemlig af det lille ord ”god”, fordi han er en
evig kilde, der strømmer over med lutter godhed, og fra hvem alt, som er og
kaldes godt, har sit udspring.
For
selv om vi får meget godt fra mennesker, så modtager vi det jo i virkeligheden
fra Gud, fordi vi får det på grund af hans befaling og ordning. For vores
forældre og al øvrighed, ja, hver enkelt over for sin næste, har befaling til
at gøre os alt muligt godt. Egentligt modtager vi det ikke af dem, men gennem
dem, fra Gud. For skabningerne er kun Guds hånd, kanal og middel, som han giver
alt ved. Han giver moderen bryster og mælk at række barnet, korn og al vækst på
jorden til livets ophold, alt sammen goder, ingen skabning selv kan frembringe.
Derfor må ingen driste sig til at tage eller give noget, der ikke er befalet af
Gud, så man erkender det som hans gaver og takker ham derfor, som bønnen
kræver. Derfor skal man heller ikke afvise de ting, som goderne formidles igennem
og heller ikke i overmod søge andre måder eller veje, end dem, Gud har befalet.
For så er det ikke at få det fra Gud, men at søge det ved egen hjælp.
Så se nu enhver på sig selv, at man frem
for alle ting holder dette bud højt i ære og ikke regner det for en spøg. Spørg
og ransag dit eget hjerte grundigt, så vil du nok finde ud af, om det alene
holder sig til Gud eller ej. Har du et sådant hjerte, som kan vente sig alt
godt fra ham, især i nød og savn, og ellers lade alt fare, som ikke er Gud, så
har du den ene sande Gud. Omvendt, hænger hjertet ved noget andet, som det
venter sig mere godt af og bedre hjælp fra end af Gud, så det ikke løber til
Gud, men flygter fra ham, når det går dårligt, så har du en afgud.
For
at man skal være klar over, at Gud mener det alvorligt og holder øje med det,
har han for det først føjet en frygtelig trussel til dette bud, dernæst et
smukt, trøsterigt løfte. Det skal man understrege tydeligt og indskærpe
ungdommen, så den tager sig det til sig og husker det. Der står: ”Jeg er
Herren, din Gud, en nidkær Gud, der hjemsøger fædrenes misgerninger på børnene
indtil tredje og fjerde led, når man hader mig, men viser barmhjertighed i
tusind led, når man elsker mig og holder mine bud.” (2 Mos 20, 5-6). Skønt disse
ord gælder alle budene, som vi nedenfor skal høre, er de dog føjet netop til
dette hovedbud, fordi det betyder allermest, at et menneske har et ret
hovedstykke. For hvor hovedstykket er i orden, må også hele livet blive ret. Og
omvendt.
Så lær nu af disse ord, hvor vred Gud er
mod dem, der sætter deres lid til noget uden for ham, og omvendt, hvor mild og
nådig han er mod dem, der af hele hjertet tror og fortrøster sig til ham alene.
For vreden ophører ikke før i fjerde slægtled, men velgerningen eller godheden
strækker sig over mange tusind led. Dette betyder, at man ikke så sikkert skal
overlade alt til tilfældigheder, som de rå hjerter gør i den tro, at det ikke
betyder noget. Han er den Gud, der ikke ladet det ustraffet, at man vender sig
bort fra ham, og han ophører ikke med sin vrede før i fjerde led, når alle er
helt udryddede. Derfor vil han frygtes og ikke foragtes.
Dette
har han også vist os i alle de historier og beretninger, som Bibelen er fuld
af, og som den daglige erfaring stadig grundigt bekræfter. For han har udryddet
al afgudsdyrkelse fra begyndelsen af, både hos hedninger og jøder. Og endnu i
dag omstyrter han al falsk gudstjeneste, så at alle, der fremturer heri til
sidst, må gå til grunde. Selv om man derfor endnu finder stolte, mægtige og
rige vomme, der ser stort på Guds vrede, fordi de stoler på deres Mammon, i den
tro at de kan bestå mod Guds vrede, så vil de dog ikke kunne klare sig i
længden. Før man ser sig om, vil de gå til grunde med alt, hvad de har stolet
på, sådan som alle andre er gået under, selv om de troede sig endnu sikrere og
mægtigere.
Disse stivnakker tror, at Gud intet ser og
er ligeglad, fordi han er overbærende og ikke straks griber ind. Derfor må han
slå til og straffe, så det huskes lige til børnebørnene. Så alle fatter det og
ser, at det ikke er nogen spøg for ham. For det er dem, han tænker på, når han
siger: ”dem, der hader mig”, det vil sige, dem, som fremturer i deres trods og
stolthed. Hvad man prædiker eller siger til dem, vil de ikke høre. Irettesætter
man dem, for at de skal forstå deres situation og forbedre sig, inden straffen
rammer dem, bliver de tossede og vrede. Sådan gør de sig rigtig fortjent til
vreden, som vi nu dagligt ser det med biskopper og fyrster.
Men selv om disse trusselsord er
skrækkelige, så er trøsten i løftet meget mægtigere. De, der holder sig til Gud
alene, kan stole på, at han vil vise barmhjertighed imod dem. Det vil sige, at
han giver dem ene gode velsignelser, ikke alene dem, men også deres børn i
tusind og atter tusind generationer. Dette løfte skal bevæge og drive os til at
stole på Gud med hjertets fulde tillid, så vi søger alt godt hos ham, både
timeligt og evigt, fordi den høje majestæt tilbyder så store ting, lokker så
hjerteligt og lover så rigeligt.
Må
disse ord derfor gå enhver til hjertet og ikke regne dem, som om de var talt af
et menneske. For det er enten evig velsignelse, lykke og salighed eller evig
vrede, ulykke og fortvivlelse, der står på spil. Hvad kan du få eller ønske
mere, når han så venligt lover dig, at han med alt godt vil være din, at han
vil beskytte og hjælpe dig i al nød? Men der mangler desværre meget i at verden
tror og regner det for Guds ord, fordi de ser, at dem, der sætter deres lid til
Gud og ikke til velstandsånden, lider bekymring og nød. Og Djævelen modstår dem
og hindrer dem, så de mangler penge, popularitet og status, ja, knap nok livet.
Modsat har de, der tjener pengeguden, magt, popularitet, status og materielle
værdier og alt, hvad der er behageligt i denne verden. Derfor må man indprente
sig disse ord, der netop er rettet mod et sådant ydre skin, og vide, at de ikke
lyver eller bedrager, men vil blive virkeliggjort.
Tænk du selv efter eller spørg en anden og
sig mig: Hvad har de i sidste ende opnået, alle dem, der har brugt deres energi
og tid på at skabe sig en formue og materielle goder? Så vil du opdage, at
deres slid og arbejde er spildt. Og selv om de har samlet store formuer sammen,
så er de dog gået tabt og er forsvundet. Og selv har de aldrig nået at have
glæde af deres værdier, som de ikke engang har kunnet give videre blot til
tredje slægtled. Eksempler kan du finde nok af i alle historier og hos gamle,
erfarne folk. Læg kun mærke til dem og regn med dem. Saul var en stor konge,
udvalgt af Gud, og en from mand. Men da han sad solidt på sin trone, lod han
sit hjerte trække i den forkerte retning. Han satte sin lid til sin krone og
sin magt, så han måtte gå under med alt, hvad han havde, så ikke engang hans
børn forblev i live. David var derimod en fattig, foragtet mand, jaget og
upopulær, så hans liv intetsteds var sikkert. Men han blev bevaret i stedet for
Saul og blev konge. For disse ord måtte stå fast og gå i opfyldelse, fordi Gud
ikke kan lyve og bedrage. Overlad du kun til Djævelen og verden at bedrage med
deres glimmer, der nok holder en tid, men til syvende og sidst er intet.
Lad os derfor lære det første bud godt, så
vi forstår, at Gud ikke finder sig i nogen dumdristig tillid til noget som
helst andet og intet højere kræver af os end en hjertelig forventning om alt
godt. Vi skal derfor gå den rette, lige vej og bruger alle goder, som Gud
giver, på samme måde som en skomager bruger sin nål og tråd til sit arbejde og
derefter lægger dem til side. Eller som en gæst i et herberg, der får mad og
seng blot som et midlertidigt behov. Sådan skal enhver gøre i sin stilling,
efter Guds ordning, og ikke lade noget tage førstepladsen og blive herre eller
afgud. Det må være nok om det første bud, som vi har behandlet grundigt, fordi
der ligger allerstørst vægt på det. For, som vi før har sagt, hvor hjertet har
det godt med Gud, og dette bud holdes, følger alle de andre bud efter.
Det
første bud har nu undervist vores hjerte og lært os om troen. Det andet bud
fører os uden for os selv og retter mund og tunge mod Gud. Det første, der
bryder frem fra hjertet og viser sig, er nemlig vores ord.
Som jeg nu ovenfor har lært dig at svare
på, hvad det vil sige at have en Gud, må du også lære at forstå og gentage
meningen af dette og de andre bud enkelt og ligetil.
Når man spørger: Hvorledes forstår du det
andet bud, og hvad vil det sige at bruge Guds navn unyttigt eller misbruge det?
– svar da i al korthed: Det er at misbruge Guds navn, når man nævner Gud
Herren, hvordan det så end sker, til at bekræfte løgn og al slags umoral.
Derfor lærer dette bud så meget, at man ikke med falskhed må anføre Guds navn
eller tage det i munden, når hjertet godt véd, eller burde vide, at det
forholder sig anderledes. Det sker ofte, når nogen sværger for retten, og den
ene part lyver mod den anden. For Guds navn kan man ikke misbruge værre, end
hvis man bruger det til at lyve og bedrage med. Det er den simpleste og
enkleste mening med dette bud.
Af dette kan enhver nu selv let regne ud,
hvornår og på hvor mange måder, Guds navn bliver misbrugt, selv om det er
umuligt at opregne alle misbrug. Kort sagt, sker der al slags misbrug af Guds
navn for det første i almindelige handler og ting, der drejer sig om penge, ejendele
og anseelse. Det kan foregå offentligt for retten, i butikkerne eller andre
steder, når man sværger og aflægger falsk ed på Guds navn eller lægger sit
hoved på et fad i en sag. Og især er det meget almindeligt i sager omkring
parforholdet, når man bryder de løfter, man har givet hinanden.
Men allermest foregår misbrugene i åndelige
sager, der angår samvittigheden, når falske prædikanter står frem og udgiver
deres løgnagtige narrestreger for Guds ord.
Se, alt dette er at smykke sig med Guds navn
eller gøre sig selv ren og retfærdig med det, hvad enten det nu drejer sig om
almindelige handler eller høje og skarpsindige sager angående tro og lære. Og
blandt løgnerne hører også spotterne, ikke alene de grove, der er kendt for at
krænke Guds navn uden skam, og som ikke hører under kirken, men for retten, men
også dem, der offentligt spotter sandheden og Guds ord og påstår det kommer fra
Djævelen. Det er ikke nødvendigt at uddybe nærmere her.
Lad
os nu huske på, hvor stor vægt, der ligger på dette bud, så vi omhyggeligt kan
tage os i agt for al slags misbrug af det hellige navn. Det er den værste synd,
der kan begås i ydre forhold. At lyve og bedrage er i sig selv en stor synd.
Men den bliver endnu større, hvis man forsøger at retfærdiggøre det ved at
bruge Guds navn som skalkeskjul, så der af én synd bliver en dobbelt, ja, så
man mangedobler synden.
Derfor har Gud også tilføjet et alvorligt
trusselsord: ”For Herren vil ikke lade den ustraffet, der misbruger hans navn.”
(2 Mos 20). Det vil sige, at det ikke passere upåtalt, men bliver straffet. For
som han ikke vil lade det være ustraffet, at man vender sit hjerte fra ham,
således vil han heller ikke finde sig i, at man bruger hans navn til at smykke
løgnene med. Nu er det desværre en almindelig plage i hele verden, at der kun
er så få, der ikke bruger Guds navn til løgn og al slags ondskab. De er lige så
få som dem, der af hjertet alene tager deres tilflugt til Gud.
For den smukke egenskab har vi alle af
naturen, at når vi har gjort en skurkestreg, vil vi gerne dække og smykke vores
udåd, for at ingen skal se den eller vide besked om den. Ingen er så frække, at
de roser sig af deres ondskab. Alle vil gerne gøre det i smug, så ingen opdager
det. Overrasker man nu en, må Gud holde for med sit navn og gøre slyngelstregen
from, for at forvandle vanæren til ære.
Det er verdens almindelige fremgangsmåde,
og det har bredt sig som en syndflod i alle lande. Derfor har vi også fået den
løn, vi søger og fortjener: pest, krig, inflation, ildebrand, oversvømmelse,
ulydige hustruer, børn, kolleger og al slags ulykke. Hvor skulle al den
elendighed ellers komme fra? Det er en stor nåde, at jorden endnu bærer og
nærer os.
Derfor skal man frem for alt holde de unge
fast på dette og de andre bud og vænne dem til at have dem forrest i
hukommelsen. Og hvis de overtræder dem, skal man straks irettesætte dem og
altid indprente og indskærpe dem budet, så de kan opdrages ikke alene med
straf, men også i ærbødighed og frygt for Gud.
Så forstår du nu, hvad det betyder at
misbruge Guds navn. For at sammenfatte det kort, er det altså enten at bruge
det alene til løgn og under det navn udgive noget for sandhed, der ikke er det,
eller at bruge det til at sværge, bande og udøve magi ved, og handle ondt, på
hvad måde det end sker.
Foruden
det må du også vide, hvordan man bruger Guds navn ret. For når det hedder: ”Du
må ikke misbruge Guds navne,” siges der tillige, at man skal bruge det ret. For
Guds navn er netop åbenbaret og givet os, for at vi skal bruge det til gavn.
Derfor giver det sig selv, at når det er forbudt at bruge det hellige navn til
løgn eller umoralske ting, så er det på den anden side påbudt at bruge det til
sandhed og alt godt. Det gør man, når man sværger sandt, hvor det er nødvendigt
og det forlanges. Når man lærer ret. Og når man påkalder Guds navn i nød og
lover og priser det, når det går godt, osv. Det er alt sammen sammenfattet og
befalet i ordene fra Salme 50: ”Kald på mig på nødens dag. Jeg vil udfri dig,
og du skal ære mig!” Alt dette er at bruge Guds navn i sandhedens tjeneste til
vores evige gavn, og på den måde helliges hans navn, som vi beder i Fadervor.
Her har du således essensen af hele dette
bud forklaret. Og når man forstår det, kan man let svare på det spørgsmål, der
har bekymret mange lærere, nemlig hvorfor det er forbudt i evangeliet at
sværge, når dog Kristus, Paulus og andre hellige har sværget så tit? Meningen
er kort og godt den, at man ikke skal sværge på noget ondt, dvs. på en løgn, og
hvor det ikke er nødvendigt eller nyttigt. Men på det gode og til næstens
forbedring må man godt sværge. For det er en sand og god gerning, hvorved Gud
prises og sandheden og retten bekræftes, løgnen gendrives og folk forliges,
lydigheden fremmes og strid bilægges. For Gud selv træder imellem og skiller
ret og uret, ondt og godt fra hinanden. Sværger den ene part falsk, så har han
sin dom, at han ikke skal undgå straffen. Og selv om det går noget tid, skal
intet dog lykkes for ham. Alt, hvad han har vundet, skal forsvinde mellem
fingrene og aldrig blive nydt med glæde. Således har jeg ofte set det blandt
mange af dem, der brød deres ægteskabsløfte. Bagefter havde de ikke én god dag
eller time, men er endog blevet ramt forfærdeligt både på sjæl og legeme, og
deres ejendele.
Derfor
opfordrer jeg indtrængende, at man tidligt vænner børnene til ikke at lyve ved
at advare, afskrække, formane og straffe dem. Frem for alt må de ikke bruge
Guds navn til det. Hvis man blot lader stå til, kommer der ikke noget godt ud
af det. Det er jo åbenlyst, at verden er værre end nogensinde. Der er ingen lov
og orden, ingen samfundsmoral, ingen føler ansvar eller viser troskab, men
overalt finder man ansvarsløse folk uden nogen grænser. Hverken belæring eller
straf gør indtryk på dem. Og alt sammen skyldes det Guds vrede og straf, fordi
man har tilsidesat hans bud.
På den anden side skal man også tilskynde
og opmuntre børnene til at ære Guds navn og til stadighed have det klar i alt,
hvad de møder og oplever. For det er at vise Guds navn den rette ære, at man
forventer al trøst af ham og beder ham om hjælp. Altså skal hjertet først ved
troen giver ham ære, derefter kommer munden med sin bekendelse, som vi har
hørt.
Det er en god og nyttig vane, der er
effektiv mod Djævelen, der altid er i nærheden og lurer på, hvordan han kan
friste til synd og nederlag, smerte og lidelse. Men hvor man af hjertet nævner
Guds navn og påkalder det, dér kan han ikke forblive i længden, da han meget
nødigt hører dette navn. Og hvis Gud ikke holdt os oppe, fordi vi påkalder ham,
så ville der møde os mange skrækkelige og forfærdelige ting. Jeg har selv
prøvet det og erfaret, at pludselige, store ulykker straks har vendt sig og
ikke har anrettet skade på grund af denne påkaldelse. For at ærgre Djævelen
skal vi altid have det hellige navn på læben, for at han ikke skal kunne skade
os, som han gerne vil.
Det
er også en god skik, at man vænner sig til daglig at betro sig under Guds
beskyttelse med sjæl og legeme, hustru, børn, medhjælpere og alt, hvad man har,
mod al den ulykke, der kan møde os. Det er fra denne skik, bordbønnerne og
morgen- og aftenandagten stammer. Også den pædagogiske børneskik, at slå
korsets tegn, når man ser eller hører noget forfærdeligt og skrækkeligt, og
sige: ”Herre Gud, beskyt os. Hjælp os, kære Herre Krist!” eller noget lignende.
Og på samme måde, når vi uventet oplever noget godt, hvor lidt det så er, at
man da siger: ”Gud ske tak og lov! Det har Gud sendt.” osv. Sådan som man
tidligere vænnede børnene til at faste og bede til de forskellige helgener. Det
synes Gud betydelig bedre om end al slags klosterliv eller den strengeste
munkehellighed.
Se, sådan kunne man på barnets vilkår og
med leg opdrage ungdommen til at frygte og ære Gud. På den måde ville det
første og andet bud komme til sin ret og blive praktiseret. Da kunne noget godt
slå rod, vokse op og bære frugt, så sådanne folk voksede op, som hele landet
kunne få gavn af og glæde sig over. Det ville også være den rigtige måde at
opdrage børn på, imens man stadig kan vænne dem til det med det gode og
frivilligt. For det, man alene kan fremtvinge ved hjælp af tvang og straf,
kommer der ikke noget godt ud af. Man kan højest opnå, at de opfører sig pænt,
så længe de er under opsyn.
Men med den rette metode slår det rod i
hjertet, så de frygter Gud mere end trusler og straf. Dette siger jeg så
ligetil for ungdommens skyld, at det dog en gang må trænge ind og slå rod. For
når vi prædiker for børn, må vi også tale som dem.
Så har vi da vist, hvordan man forhindrer
misbrug af Guds navn og lært den rette brug, som ikke består i ord alene, men i
praksis og livsførelse. Og man skal vide, at det i høj grad behager Gud, og at
han vil belønne det rigeligt, som han også strengt vil straffe misbruget.
Hviledagen
har vi opkaldt efter det hebraiske ord sabbat, der egentlig betyder at hvile,
dvs., at ophøre med arbejdet. Derfor plejer vi også at sige, at vi holder
fyraften eller helligaften.
Nu har Gud i Det Gamle Testamente udskilt
den syvende dag og bestemt den til hvile og påbudt at helligholde den frem for
alle andre dage. Hvad denne ydre hvile angår, er budet alene givet til jøderne.
De skulle standse det grove arbejde og hvile, for at både mennesker og dyr
kunne rekreere sig og ikke blive nedslidt ved uafbrudt arbejde.
Jøderne tolkede senere budet alt for
snævert og misbrugte det groft, så de også anklagede Kristus og ikke ville
tolerere sådanne gerninger af ham, som de dog selv udførte på denne dag. Man
kan læse om det i evangelierne. Akkurat som om dette bud var opfyldt ved, at
man ikke udførte nogen ydre gerning. Det er dog ikke meningen, som kort og godt
er den, at de skulle holde fridagen eller hviledagen hellig, som vi siden skal
høre.
Derfor
angår dette bud efter sin ydre, bogstavelige mening ikke os kristne. Det angår
rent ydre ting som andre bestemmelser i Det Gamle Testamente, der er bundet til
særlige forhold, personer, tider og steder. Alt dette er nu gjort frit ved
Kristus. Vi vil derfor enkelt og ligetil vise, hvad Gud kræver af os i dette
bud i kristen betydning. Husk da på, at vi ikke holder hviledag for de lærde og
erfarne kristnes skyld, for de trænger ikke til det. Vi gør det første og
fremmest af hensyn til vores legeme og de almindelige behov, som naturen lærer
os og kræver, så almindelige mennesker, der hele ugen passer deres arbejde og
opgaver, kan få en pause til at slappe af og få ny energi. Men allermest gør vi
det, for at man på en sådan hviledag har mulighed for at deltage i
gudstjenesten, hvad man ellers ikke har. Man kan da samles, for at høre og
beskæftige sig med Guds ord, og for at bede, prise og lovsynge Gud.
Men disse ting er som sagt ikke bundet til
bestemte tider som hos jøderne, så det netop skal ske på den eller den dag.
Ingen dag er i sig selv bedre end nogen anden. Egentlig burde det foregå hver
dag, men da almindelige mennesker er forhindret, må man i det mindste vælge én
dag i ugen til det. Og da nu søndagen fra gammel tid har været brugt, skal man
lade det blive ved det, for at det kan foregå i enighed og orden, og der ikke
ved unødige forandringer skabes forstyrrelser.
Den
enkle mening med dette bud er da, at når man holder hviledag, skal man sørge
for at komme til at høre Guds ord. Denne dags egentlige formål er altså
prædikenen for børnene og almindelige mennesker. Men man skal ikke tolke hvilen
så strengt, at en eller anden tilfældig arbejdsopgave, som ikke kan udskydes,
skulle være forbudt.
Når man derfor spørger, hvad de ord
betyder: ”Du skal hellige hviledagen”, så svar: At hellige hviledagen betyder
så meget som at holde den hellig. Hvad vil det da sige at holde hellig? Ikke
andet end at bruge hellige ord, gøre hellige gerninger og leve et helligt liv.
For dagen i sig selv trænger ikke til nogen helligelse, for den er i sig selv
skabt hellig, men Gud vil have, at den skal være hellig for dig. Altså bliver
den hellig eller vanhellig for dig, alt efter om du øver hellig eller
vanhellige gerninger på denne dag.
Hvordan sker nu en sådan helligholdelse?
Ikke ved at man sidder og varmer sig under dynen og ikke udfører noget rigtigt
arbejde, heller ikke ved at man gør sig i stand og tager sit fineste tøj på,
men ved at man som sagt beskæftiger sig med Guds ord, øver sig i det.
Ja, vi kristne skal jo altid holde hviledag
på denne måde, altid foretage os hellige ting, dvs., daglig omgås Guds ord og
have det i hjerte og mund. Men da vi som sagt ikke altid har tid og lejlighed,
bør man hver uge sætte nogle timer af til ungdommen og i det mindste én dag for
hele menigheden, som de udelukkende kan bruge på De Ti Bud, Trosbekendelsen og
Fadervor, så hele vores liv og tilværelse bliver indrettet efter Guds ord. Når
som helst det sker, holdes der ret helligdag. Hvis det ikke sker, skal det ikke
kaldes en kristen hviledag. For at slappe af og gå ledige kan ikke-kristne også
godt, ligesom hele sværmen af pavelige præster daglig står i kirken, synger og
ringer, men alligevel ikke helliger nogen hviledag. De prædiker nemlig ikke
Guds ord eller lever efter det, men lærer og lever lige stik imod det.
For
Guds ord er helligdommen over alle helligdomme, ja, den eneste helligdom, som
vi kristne kender til og har. For selv om vi havde alle helgeners relikvier
eller indviede klæder i massevis, så ville det ikke gavne os. Det er alt sammen
døde ting, som ikke kan hellige nogen. Men Guds ord er den skat, der helliger
alle ting, og hvorved alle helgener selv er blevet helliget. Når som helst man
omgås med Guds ord, prædiker, hører, læser eller overvejer det, bliver
personen, dagen og arbejdet helliget, ikke for den ydre gernings skyld, men for
ordets skyld, der gør os alle hellige. Derfor siger jeg altid, at hele vores
liv og al vores gerning må leves og handles ud fra Guds ord, hvis det skal
kaldes helligt og gudvelbehageligt. Hvor dette sker, står dette bud ved magt i
sin fylde.
Alt, hvad vi derimod tænker og gør uden om
Guds ord, er vanhellig for Gud, selv om det stråler og skinner nok så meget.
Ja, selv om man så smykkede det med ene helgenrelikvier, som de selvopfundne
kirkelige ordener gør, der ikke kender Guds ord, men søger hellighed ved egne
gerninger.
Læg derfor mærke til, at dette buds kraft
og nytte ikke består i at hvile, men i at hellige, så at der hører særlige
hellige øvelser til denne dag. For andet arbejde og opgaver kaldes jo egentlig
ikke hellige øvelser, med mindre mennesket i forvejen er helligt. Men her må
der ske en sådan gerning, som gør mennesket selv helligt. Men det sker som sagt
alene ved Guds ord. I den hensigt har man indrettet steder, tider og personer
og hele den ydre gudstjeneste, for at det kan foregå offentligt.
Da
der nu ligger så stor vægt på Guds ord, at ingen hviledag kan helligholdes uden
det, skal vi vide, at Gud vil have dette bud strengt overholdt. Han vil straffe
alle, der foragter hans ord og ikke vil høre og lære det på de tidspunkter, der
er bestemt. Mod dette bud synder de, der misbruger og vanhelliger hviledagen
åbenlyst. De undlader at høre Guds ord på grund af pengebegær eller
letsindighed, eller de sidder rundt på værtshusene som gale, fulde svin. Men
det vanhelliges også af dem, der kun hører Guds ord som ren underholdning og
kommer og går af gammel vane. Når året er omme, er de ikke nået videre end året
før. For man har hidtil ment, at det var at helligholde hviledagen ret, når man
om søndagen havde overværet en messe eller hørt evangeliet blive oplæst. Men
Guds ord blev der ikke spurgt efter, ligesom der heller ikke var nogen til at
undervise.
Nuvel, selv om vi nu har Guds ord, har vi
dog ikke afskaffet dette misbrug. Vi hører gerne prædikenen og lader os formane,
men vi hører det uden alvor og opmærksomhed. Derfor skal vi huske på, at det
ikke alene drejer sig om at høre ordet, men at det også skal læres og bevares.
Og tænk ikke, at det er noget, du kan gøre som du har lyst til, eller at der
ikke ligger stor vægt på dette. Det er Guds bud, og at det betyder, at du
bliver krævet til regnskab for, hvordan du har hørt, lært og æret hans ord.
På samme måde må man også irettesætte de
kræsne ånder, der straks er overmætte og mister appetitten, når de har hørt en
prædiken eller to, som om de nu kunne selv og ikke mere behøvede nogen
læremester. For det er netop den synd, man hidtil har regnet blandt
dødssynderne, og som kaldes kræsenhed eller kedsomhed, er en ulykkelig,
ødelæggende tilstand, som Djævelen fortryller og bedrager mange hjerter med,
for at han kan overrumple os og ubemærket berøve os Guds ord.
For du må huske på, at selv om du kan det
aldrig så godt og er en mester i alle ting, så befinder du dig dog dagligt i
Djævelens rige. Og han hviler hverken dag eller nat, men søger at overrumple
dig, så han kan så vantro og onde tanker i dit hjerte mod de foregående og alle
de andre bud. Derfor må du altid have Guds ord i hjerte, mund og øre. For hvor
hjertet er passivt og ordet ikke lyder, bryder han ind og har gjort ulykken,
før man er klar over det. Omvendt har Guds ord en sådan kraft, hvor man tænker
på det, hører det og beskæftiger sig seriøst med det, at det aldrig er uden
frugt, men altid giver ny forståelse, energi og discipelsind og renser hjerte
og tanker. For Guds ord er ikke passivt og dødt, men virksomt og levende. Og
selv om vi ikke havde brug for anden hjælp eller var udsat for andre fare, så
burde det dog lokke enhver, at Djævelen derved holdes væk og jages bort, og
dette bud bliver opfyldt og glæder Gud mere end alle prangende, hykleriske
gerninger.
Hidtil
har vi lært de tre første bud, der handler om vores forhold til Gud. For det
første, at man hele sit liv af ganske hjerte skal forlade sig på ham, frygte og
elske ham. For det andet, at man ikke må misbruge hans hellige navn til løgn
eller noget andet ondt, men bruge det til Guds pris og til næstens og egen gavn
og salighed. For det tredje, at man på hviledage og helligdage omhyggeligt skal
beskæftige sig med Guds ord, for at vores liv og gerninger kan være på ret
kurs. Nu følger de syv andre bud, der gælder vores forhold til vores næste. Det
første og vigtigste er:
Denne
opgave som far og mor har Gud specielt fremhævet i forhold til alle andre
livsopgaver, der er forordnet af ham. Han befaler os ikke blot at elske, men
også at ære vores forældre. Vores søskende og vores næste i almindelighed,
befaler han os ikke noget højere, end at vi skal elske dem. Han fremhæver og
udmærker således vores far og mor frem for alle andre personer på jorden og
stiller dem på linie med sig selv. For at ære er noget meget højere end at
elske, fordi det ikke alene omfatter kærligheden, men også disciplin, ydmyghed
og ærefrygt, som for en skjult majestæt. Det kræver ikke alene, at man tiltaler
dem venligt og med ærbødighed, men især at man både med hjerte og i omgangsform
er sådan imod dem, at man viser dem ære og regner dem for de øverste næst efter
Gud. For den, man af hjertet skal ære, må man også agte for høj og stor.
Derfor skal man indskærpe børnene, at de
skal anse deres forældre som dem, der står i Guds sted. Selv om de er
ubegavede, fattige, skrøbelige og underlige, skal de huske på, at de dog er
deres far og mor, givet dem af Gud. På grund af deres livsførelse eller
fejltagelser skal man ikke berøve dem æren. Man skal ikke se på personerne,
hvordan de er, men på Guds vilje, der har skabt og indrettet det på den måde.
Ellers er vi alle lige over for Gud, men indbyrdes mellem mennesker er der
nødvendig med en sådan ulighed og fastsat forskel. Derfor har Gud også befalet
at overholde den, så du er lydig mod mig som din far, og at det er mig, der har
myndigheden.
Så lær nu for det første, hvad det er for
en ære mod vores forældre, dette bud kræver. Nemlig at man frem for alt andet
anser dem for kostbare og værdifulde som den største skat på jorden. Dernæst at
man også i sprogtonen viser selvdisciplin, så man ikke brokker sig, er stædig
og råber, men lader dem have ret og tier, selv om de også går for vidt. For det
tredje, at man også med praktiske opgaver og økonomisk viser dem den ære, at
man hjælper til i det daglige og også når de bliver gamle, syge, skrøbelige
eller økonomisk trængte. Alt dette skal man ikke blot gøre glad og gerne, men
også med ydmyghed og ærefrygt, som for Gud. For den, der i sit indre véd,
hvordan man skal betragte sine forældre, vil ikke lade dem lide nogen nød, men
sætte dem over og ved siden af sig selv og hjælpe dem med alt, hvad han har og
formår.
For
det andet: Læg mærke til, hvilken stor, god og hellig gerning, der her lægges
hen til børnene, men som man desværre ganske foragter og slår hen i vejret. Man
er sig ikke bevidst, at det er Gud, der har befalet det, og at det er et helligt
guddommeligt ord og lære. Havde man regnet med det, ville man vide, at de, der
lever efter dette ord, også må være hellige mennesker. Så havde man ikke
behøvet at opfinde noget klosterliv eller kirkelige ordener. Så var ethvert
barn blevet ved dette bud og havde kunnet vende sig til Gud med god
samvittighed og sige: Skal jeg øve gode og hellige gerninger, véd jeg ikke
noget bedre, end at vise mine forældre al ære og lydighed, for det har Gud selv
befalet. For det, Gud befaler, må være langt ædlere end alt, hvad vi selv kan
udtænke. Og fordi der ikke findes nogen højere og bedre mester end Gud, er der
virkelig ikke nogen bedre lærdom end den, han giver. Og nu lærer han i rigt
mål, hvad man skal gøre, når man vil gøre retskafne, gode gerninger. Og når det
er ham, der har befalet det, viser han, at de også behager ham. Når det nu er
Gud, der har befalet det og han ikke véd noget bedre at befale, så vil jeg jo
ikke kunne gøre det bedre.
Se, på denne måde burde man have undervist
et fromt barn, givet det en god opdragelse og beholdt det hjemme i lydighed og
til hjælp for forældrene, så man havde haft gavn og glæde af det. Men man har
ikke villet holde Guds bud frem, men har ladet det ligge og er løbet let hen
over det, så børnene ikke er blevet bekendt med det. I stedet har man stået og
måbet over det, vi selv har fundet på, uden at tage Gud med på råd.
Lad os derfor for Guds skyld omsider lære,
at de unge må sætte alt andet til side og først og fremmest give agt på dette
bud. Hvis de vil tjene Gud med virkelig gode gerninger, skal de gøre det, som
deres far og mor eller dem, der er sat i deres sted, har brug for. For den, der
véd og gør det, har først og fremmest den store trøst i hjertet, at man trods
alle dem, der øver deres egne gode gerninger, frimodigt kan rose sig og sige:
Se, denne gerning behager min Gud i Himmelen, det véd jeg bestemt. Lad dem med
deres mange, store, sure og besværlige gerninger alle på én gang træde frem og
rose sig. Lad os se, om de kan gøre noget, der er større og bedre end lydigheden
mod fader og moder, som ifølge Guds ord og vilje kommer lige efter lydigheden
mod Guds egen majestæt. Når det gælder Guds ord og vilje og hvordan den skal
udføres, er der intet, der gælder mere end forældrenes ønsker og hvad, de
siger. Blot det ikke strider mod lydigheden mod Gud og er i konflikt med de
forrige bud.
Derfor bør du af hjertet være glad og takke
Gud, fordi han har udvalgt dig og sat dig i stand til udføre en så værdifuld og
kærkommen gerning. Og selv om den ud ad til anses for den ringeste og mest
nedvurderede, så skal du anse den for noget stort og kostbart. Ikke på grund af
vores værdighed, men fordi den indbefattes i og omsluttes af en kostbar
prydelse og helligdom, nemlig Guds ord og bud. Oh, hvor meget skulle ikke alle
eneboere, munke og nonner give, hvis de med alt deres religiøsitet kunne
fremvise bare én eneste gerning, øvet på hans bud og med glad hjerte kunne sige
til Gud: Nu véd jeg, at denne gerning er dig velbehagelig. Hvad skal der dog
blive af disse stakkels fattige mennesker, når de for Gud og alverden skal stå
rødmende af skam foran et ungt menneske, der har levet efter dette bud, og de
så må tilstå, at de med alle deres anstrengelser ikke er værdige at række dette
barn et glas vand. Der sker dem nu kun deres ret på grund af deres djævelske
forførelse, fordi de ringeagter Guds bud og i stedet forgæves må plage sig med
selvopfundne gerninger og kun få kritik og ulykke som løn.
Skulle
et hjerte nu ikke springe og strømme over af glæde, når det tager fat på sine
daglige opgaver og gør, hvad der er befalet, at det da kan sige: Se, dette er
bedre end alle eneboernes hellighed, selv om de faster sig til døde og uden
ophør beder på deres knæ. Her har du nemlig en sikker tekst og et guddommeligt
vidnesbyrd om, at han har befalet dette, men ikke med et ord har befalet
klosterlivet. Men det er ulykken og verdens forfærdelige blindhed, at ingen
tror det. Djævelen har i den grad fortryllet os med falsk hellighed og vores
egne gerningers falske glimmer.
Derfor gentager jeg, at jeg gerne ser, at
man åbner øjne og ører og lægger sig dette på sinde, for at vi ikke igen skal
blive lokket fra Guds rene ord til Djævelens løgn og pjank. Så ville det også
stå bedre til, så forældrene fik langt mere glæde, kærlighed, venskab og
enighed i hjemmene. Og børnene kunne også vinde forældrenes hele hjerte. Hvis
børnene derimod er trodsige og ikke vil gøre, hvad de skal, før man truer dem
med straf, så gør de både Gud og forældrene vrede. De berøver sig selv den gode
samvittigheds skat og glæde og samler sig en bunke ulykker. Derfor går det nu
også sådan i verden, som alle beklager, at unge såvel som gamle er uden
hæmninger og grænser, og ikke har nogen ærefrygt eller respekt. De gør ikke
noget, uden de drives af udsigt til straf og repressalier, og i det skjulte
foretager de sig alt, hvad de kan komme af sted med. Derfor vil Gud også
straffe dem og lade dem rammes af al slags elendighed og ulykke. Forældrene
formår almindeligvis intet selv. Den ene tåbe avler den anden. Som de selv har
levet, sådan bliver deres børn.
Dette bør nu være det første og vigtigste,
der skal drive os til at adlyde dette bud. Og hvis vi ikke havde nogen far og
mor, måtte vi ønske, at Gud ville vise os sten eller træ, som vi kunne regne
for vores far og mor. Når han nu har givet os levende forældre, hvor meget mere
burde vi så ikke være glade for at kunne vise dem ære og lydighed. Vi véd, at
det behager den høje majestæt og alle engle, men ærgrer alle djævle. Tilmed er
det den største gerning, vi kan øve, næst efter den høje gudstjeneste, der er
befalet i de forrige bud. For at give nødhjælp og anden gerning mod næsten kan
ikke sammenlignes med dette. Gud har sat denne ordning øverst, ja stillet den i
sit sted på jorden. Denne Guds vilje og hans velbehag skal være os årsag og
bevæggrund nok til villigt og med lyst at gøre, hvad vi formår.
Desuden
er vi jo pligtige til over for verden at være taknemmelige for de velgerninger
og alt det gode, vi har modtaget fra vores forældre. Men her hersker Djævelen
også i verden, så børnene glemmer deres forældre, ligesom vi alle glemmer Gud.
Ingen tænker på, hvordan Gud forsørger, bevarer og beskytter os og giver os så
meget godt til sjæl og legeme. Men så snart noget ondt rammer os, bliver vi
vrede og beklager os utålmodigt. Straks har vi glemt alt, hvad vi i vores
livstid har modtaget af godt. Nøjagtig det samme gør vi mod vores forældre, og
der er ikke noget barn, der indser eller tænker på det, med mindre Helligånden
giver det. Denne utaknemmelighed i verden kender Gud så rigelig. Derfor
påminder og formaner han os ved budene, for at enhver skal huske på, hvad hans
forældre har gjort for ham. Derved erkender han, at han har legeme og liv fra
dem, og er blevet ernæret og opdraget af dem, og ellers hundrede gange var
omkommet i sit eget skidt uden dem. Derfor er det rigtig og godt sagt af gamle,
kloge folk: Gud, forældre og lærere kan man aldrig takke eller gengælde nok!
Den, som besinder sig på dette, vil vel uden tvang vise sine forældre al ære og
bære dem på hænderne som dem, Gud har skænket ham alt godt gennem.
Foruden
alt dette må det også være en stor drivkraft, at Gud har føjet en dennesidig
forjættelse til dette bud: ”for at du kan få et langt liv i det land, Herren
din Gud vil give dig.” (2 Mos 20, 12). Se selv, hvor seriøst Gud tager det med
dette bud, så han tilkendegiver, at lydigheden imod det ikke alene er ham
velbehagelig, og at han har sin glæde og lyst deri, men at det også skal bringe
lykke og blive til vores egen fordel, så vi kan føre et stille og roligt liv
med alt godt. Derfor priser og fremhæver Paulus det også i Efeserbrevet 6, 2,
når han siger: ”Det er det første bud, der er knyttet forjættelse til: for at det
må gå dig vel, og du må få et langt liv på jorden.” For selv om de andre bud
har deres forjættelser, er det dog ingen steder så klart og tydeligt udtalt som
ved dette bud.
Frugten og lønnen er, at den, der holder
dette bud, skal have gode dage, lykke og velstand. På den anden side er
straffen også, at den, der er ulydig, skal dø tidligt og ikke have nogen glæde
af livet. For udtrykket ”at leve længe” betyder i Bibelen ikke blot at opnå en
høj alder, men at have alt det, der hører med til et langt liv, som et godt
helbred, hustru og børn, beskæftigelse, fred, god regering osv., uden hvilket
dette liv ikke kan nydes med glæde eller vare længe. Vil du nu ikke adlyde din
far og mor og lade dig opdrage, kommer du til at adlyde politi og domstole, og
lyder du ikke dem, så kommer du i hvert fald til at adlyde bedemanden, det vil
sige, døden. For dette er kort og godt Guds vilje: Enten gengælder han dig med
alt godt, hvis du adlyder ham, elsker og tjener ham, eller han sender dig både
bøddel og død, hvis du gør ham vred. Hvad er grunden til, at der er så mange
forbrydere, som man daglig må idømme lange straffe, om det ikke er ulydighed?
Fordi de ikke vil lade sig retlede af det gode, bringer de det ved Guds straf
så vidt, at man kun ser ulykke og stor sorg på deres vej. For det sker meget
sjældent, at den slags mennesker dør en naturlig død i deres alderdom.
Men de fromme og lydige har den
velsignelse, at de lever godt og længe og, som vi før har sagt, ser deres
børnebørn i tredje og fjerde led. Man kan også se, at hvor der findes fine
gamle slægter, der lever i velstand og har mange børn, kommer det af, at nogle
af dem har fået en god opdragelse og har set det eksempel, forældrene har
givet. Derimod står der skrevet om de ugudelige i Salme 109, 13: ”Hans afkom gå
til grunde, hans navn slettes ud i næste slægtled.” Læg dig da på sinde, hvor
vigtig en ting lydigheden er for Gud, siden han sætter den så højt og finder så
stort behag i den og belønner den så rigeligt, men holder så strengt på at
straffe dem, der handler imod den.
Alt dette siger jeg, for at man skal
indprente ungdommen det. For ingen er klar over, hvor nødvendigt dette bud er,
da det under pavedømmet ikke har været værdsat eller lært. Det er så enkle og
lette ord, derfor mener enhver, at han kan springe let hen over dem og glor
efter andre ting, da han i forvejen kan dem. Man indser og tror ikke, hverken
at Gud vredes så strengt, hvis vi forsømmer dette bud, eller at de gerninger,
vi øver, når vi holder budet, er Gud så kostbare og velbehagelige.
Til
dette bud hører også at tale om al slags lydighed mod offentlige myndigheder,
der lovgiver og styrer. For fra forældrenes myndighed afledes og stammer al
anden myndighed. Hvis en far ikke formår at opdrage sit barn alene, tager han
en skolelærer til hjælp, der underviser det. Er han for svag, tager han sine
venner og naboer til hjælp. Dør han, overdrager han forældremyndigheden til
andre, der har ret til det. Ligeledes må han også have ansatte under sig til at
hjælpe med husets arbejde. Alle, der har den funktion, der ligger i ordet
”herre”, er i forældres sted og modtager deres magt og myndighed fra dem. I
Bibelen kaldes de derfor også alle for fædre dem, der ifølge deres myndighed
har et faderembede og skal vise et faderligt sindelag mod alle, som står under
dem. Således har romerne og andre folk også tidligere kaldt manden og konen i
huset for husfar og husmor, ligesom fyrster og konger kaldes for landsfædre. Og
det er en stor skam for os, der vil være kristne, at vi ikke også bruger den
betegnelse eller i det mindste agter og ærer dem som sådanne.
Hvad et barn nu er fader og moder skyldig,
skylder de også dem, der er i forældrenes sted. Derfor bør de ansatte se til,
at de ikke alene adlyder deres foresatte, men også ærer dem som deres egne
forældre og udfører alt, hvad de véd, man ønsker af dem. Ikke af tvang og
modvilje, men med glæde og lyst, netop fordi det er Guds bud, og det behager
ham mere end noget andet. Af denne grund bør de yde deres bedste og være glade
for, at de har fået nogle foresatte. De kan have en glad samvittighed og vide,
hvordan de skal gøre de rette gyldne gerninger, der hidtil har været forsømte
og foragtede. I stedet løb enhver i kloster, på valfart og efter aflad i
Djævelens navn, sig selv til skade og med dårlig samvittighed.
Hvis
man nu bare kunne gøre almindelige mennesker bevidst om dette, så måtte både
børn og unge jo springe højt af glæde, love og takke Gud. De kan ved dagligdags
opgaver erhverve sig en skat, som dem, man ellers regner for de helligste, ikke
har. Er det ikke en stor hæder at vide og kunne sige: ”Når du udfører dine
daglige opgaver i hjemmet, er det bedre end alle munkes hellighed og strenge
liv?” Og desuden har du det løfte, at det alt sammen skal blive dig til lykke
og velsignelse. Hvordan vil du blive saligere eller leve mere helligt, hvad
gerningerne angår? For over for Gud er det alene troen, der gør hellig og
tjener ham, mens gerningerne tjener andre mennesker. Da har du alt godt, hjælp
og beskyttelse fra Herren, dertil en god samvittighed og en nådig Gud, der vil
gengælde dig hundrede gange. Hvis du blot er ærlig og lydig, er du næsten
kongelig, men hvis ikke, hviler der kun vrede og unåde over dig fra Gud, og du
har ingen fred i hjertet og rammes desuden af al slags modgang og ulykker. Den,
det ikke gør indtryk på, så han forbedre sig, overlader vi til domstol og
bedemand. Derfor skal den, der vil lytte til et godt råd, huske på, at Gud ikke
spøger, men at det er dig, Gud taler til og kræver lydighed af. Lyder du ham,
da er du hans kære barn. Foragter du hans bud, da skal du have vanære og
modgang og et bedrøvet hjerte som løn.
Der er også grund til at tale om lydighed
mod de offentlige myndigheder, der som sagt også hører ind under faderstanden,
og hvis område strækker sig vidt. Her drejer det sig ikke om en enkelt far, men
om så mange fædre, som der er personer, der har nogen under sig, som
indbyggerne i et land eller en by, eller i et firma. For gennem disse offentlige
fædre giver Gud os dagligt brød, hus og hjem, beskyttelse og sikkerhed på samme
måde som gennem vores naturlige forældre. Da den altså med denne udmærkelse
bærer sit navn og sin rang, er det vores pligt at ære den og agte den højt som
den dyreste skat og det kosteligste klenodie på jorden.
Den,
der nu er lydig, villig og parat til at tjene og gerne vil gøre alt for at ære
sin øvrighed, véd, at han gør, hvad der er Gud velbehageligt, og at han får
glæde og lykke som løn. Vil han ikke gøre det med kærlighed, men foragte det,
og er modvillig og oprørsk, skal han på den anden side også vide, at han ikke
skal vente nåde og velsignelse. Og mener han, at han kan tjene penge på sin
modstand, vil han på andre måder miste ti gange så meget eller falde i
domstolenes hænder eller omkomme i krig, under epidemier eller inflation. Og
han skal ikke opnå, at få nogen glæde af sine børn og lide skade gennem sine
kolleger, naboer eller fremmede og tyranner, for at han kan få løn og høste,
hvad han søger og fortjener.
Om vi kun én gang ville lade os overbevise
om, hvor velbehagelige sådanne gerninger er for Gud og hvilken rig belønning,
de indebærer, så skulle vi udelukkende sidde i overstrømmende lykke og have
alt, hvad vores hjerte begærer. Men fordi man nu fuldstændig foragter Guds ord
og bud, som om de var talt af en eller anden nar, så lad os se, om du kan
skubbe Gud af tronen. Hvor vanskeligt bliver det mon for ham, at betale dig
igen? Lev du derfor hellere med Guds nåde, fred og lykke, end i ulykke under
hans unåde. Hvorfor tror du vel, at verden er så fuld af utroskab, synd,
elendighed og mord, andet end at enhver vil være sin egen herre og øvrighed,
ikke tager hensyn til nogen og gøre alt, hvad han har lyst til. Derfor straffer
Gud den ene slyngel med den anden, så hvis du bedrager og foragter din herre,
kommer der en anden, som er på samme måde over for dig. Ja, så du i dit eget
hus må finde dig i ti gange så meget ondt fra hustru, børn og kolleger.
Vi føler godt vores ulykke, brokker os og
klager over utroskab, vold og uret, men vil ikke indse, at vi selv er slyngler,
der redeligt har fortjent straffen og ikke bliver bedre derved. Vi vil ikke
have nåde og lykke og derfor er det rimeligt, at vi kun møder modgang uden
formildende omstændigheder. Der må åbenbart endnu findes fromme mennesker på
jorden, siden Gud endnu lader os få så meget godt. Hvis det gik os efter
fortjeneste, skulle vi ikke eje en øre i huset eller et græsstrå på marken. Alt
dette har jeg måttet udfolde med så mange ord, for at nogen dog ville tage det
til hjerte, og vi kunne blive frigjorte fra den blindhed og elendighed, hvori
vi er faldet så dybt. Så vi for alvor kunne lære Guds ord og vilje at kende.
For deraf skal vi lære, hvordan vi kan have nok af glæde, lykke og salighed,
både i tid og i evighed.
Vi
har altså talt om tre slags fædre i forbindelse med dette bud. De naturlige
fædre, de fædre, der er vores foresatte i det daglige arbejde og landsfædrene i
landets ledelse. Desuden er der også åndelige fædre, ikke som under pavedømmet,
hvor de vel havde titlen, men ikke har udført noget faderligt embede. For
åndelige fædre er alene dem, der underviser os i Guds ord og leder os, som
Paulus roser sig af at være en far, når han siger: ”For i Kristus Jesus var det
mig, der ved evangeliet blev far til jer.” (1 Kor 4, 15). Fordi de nu er fædre,
tilkommer der dem også ære, og det vel frem for andre. Men det er dem, der får
den allermindst. For verden ærer dem på den måde at man jager dem ud af landet
og ikke under dem en bid brød. Kort sagt, de må, som Paulus siger, være verdens
affald, et udskud i alles øjne (1 Kor 4, 13).
Derfor er det nødvendigt, at indskærpe for
folk, at de, der vil kaldes kristne, over for Gud er skyldige at vise dem, der
våger over vores sjæle, dobbelt ære, så man gør godt imod dem og støtter dem
økonomisk. Så vil Gud også give dig nok, og du skal ikke mangle noget. Men her
jamrer og klager alle sig. De er bekymrede for, om deres økonomi nu vælter, og
kan derfor ikke lønne bare én retskaffen præst, mens vi før mættede ti katolske
ædedolke. Derfor har vi også fortjent, at Gud tager sit ord og sin velsignelse
fra os og igen lader løgnepræster fremstå, der atter kan føre os til Djævelen
og i tilgift udsuge vores penge og vores blod.
Men de, der holder sig Guds vilje og bud
for øje, har det løfte, at det rigeligt skal gengældes dem, hvad de ofrer deres
naturlige og åndelige fædre og yder til deres ære. Ikke bare sådan, at de et år
eller to skal have brød, klæder og penge, men et langt liv, næring og fred og
evigt være rige og salige. Gør derfor kun, hvad du er skyldig, og lad Gud sørge
for, hvorledes han vil ernære og opholde dig. Har han lovet det og endnu aldrig
løjet, vil han heller ikke lyve for dig her. Det skulle drive os og skabe et
hjerte i os, der måtte smelte af lyst og kærlighed til dem, vi skylder ære, så
vi opløftede vores hænder og glade takkede Gud, der har givet os sådanne
løfter, for hvis skyld vi burde løbe til verdens ende. For om hele verden
forenede sine kræfter, formåede de dog ikke at lægge én time til vores liv
eller give os et eneste lille korn af jorden. Men Gud kan og vil give dig alt i
overflod efter dit inderste ønske. Men den, der foragter dette og slår det hen
i vejret, er ikke værdig at høre et Guds ord. Dette er nu rigeligt sagt til
alle, der hører ind under dette bud.
Desuden
er det også rimeligt, at der prædikes for forældrene og alle dem, der er i
forældrene sted, om hvordan de skal forholde sig mod dem, der er betroet i
deres varetægt. Det står vel ikke udtrykkeligt i De Ti Bud, men er dog ellers
befalet rigeligt så mange andre steder i Bibelen. I dette bud, hvor Gud nævner
far og mor, vil han også have forældrene indbefattet. For han vil ikke have
slyngler og tyranner til denne opgave og embede. Og han giver dem heller ikke
magt og ret til at styre, for at de skal lade sig tilbede, men for at de skal
huske på, at de selv er skyldige at lyde Gud, og at de frem for alt hjerteligt
og trofast skal varetage deres embede, så de ikke alene føder og legemligt
forsørger deres børn, kolleger og landsmænd, men først og fremmest opdrager dem
til Guds pris og ære. Tænk derfor ikke, at det beror på din egen opfattelse og
forgodtbefindende, men at Gud strengt har befalet og pålagt dig det, og for ham
skal du også stå til ansvar for det.
Her har vi atter den store elendighed, at
ingen er opmærksom på dette bud eller tager det alvorligt. Man lever, som om
Gud havde givet os børn, for at vi skulle have dem til fornøjelse og
underholdning. De ansatte, for at vi bare skulle bruge dem til opgaverne som
malkekøer og arbejdsheste. Og landets indbyggere, for at vi egenrådigt skal
herske over dem og overlade dem til sig selv, som om det ikke kom os ved, hvad
de lærer, eller hvordan de lever. Ingen vil indse, at der her er tale om en
befaling af den guddommelige majestæt, som strengt kræver det efterlevet og
straffer overtrædelser. Og man ser ikke den store nød, der gør at man med alvor
tager sig af ungdommen.
For
hvis vi vil have gode og dygtige folk både til de verdslige og kirkelige
opgaver, må vi sandelig ikke spare nogen energi, besvær eller omkostning på
vores børns undervisning og opdragelse, så de kan tjene Gud og verden. Vi skal
ikke alene tænke på, hvordan vi kan samle gods og penge til dem. Gud kan godt
forsørge dem uden os og gøre dem rige, således som han også daglig gør. Men han
har givet og betroet os børn, for at vi skal opdrage og lede dem efter hans
vilje, ellers behøvede han jo hverken far eller mor til det. Derfor må enhver
gør sig det klart, at han under tab af den guddommelige nåde frem for alt er
skyldig at opdrage sine børn til gudsfrygt og erkendelse. Og hvis de er egnede
til det skal man også lade dem undervise og studere, så man kan få nytte af dem,
hvor der er behov.
Hvis man nu gjorde det, skulle Gud også i
rigt mål velsigne os og give os sin nåde til at opdrage mennesker, som folk og
fædreland kunne forbedres ved. Så skulle man få gode og dygtige medborgere,
samvittighedsfulde og huslige kvinder, som igen kunne opdrage fromme børn og
legekammerater. Betænk nu selv, hvilken ubodelig skade du gør, hvis du er
sløset her og ikke gør dit til, at dit barn opdrages til et nyttigt, Gud
velbehageligt menneske. Du drager da al synd og vrede over dig selv og dine
børn og fortjener Helvede, selv om du var nok så from og hellig. Og fordi man
foragter dette, straffer Gud også verden så forfærdeligt, at man hverken har
offentlig ro og orden, styrelse eller fred. Derfor klager vi også alle sammen
uden at kunne indse, at det er vores egen skyld. For således som vi opdrager
dem, får vi dem også, ulydige og uden for pædagogisk rækkevidde. Det burde nu
være nok til formaning. En grundigere uddybning må ske en anden gang.
Vi
har nu gennemgået alt om det åndelige og det verdslige styre, altså lydigheden
mod den guddommelige og faderlige myndighed. Men her går vi nu ud af vores eget
hus til naboerne for at lære, hvordan vi skal leve indbyrdes, enhver med sin
næste. Derfor er hverken Gud eller øvrigheden indbefattet i dette bud, lige så
lidt som det fratager dem den ret, de har til at idømme dødsstraf. For Gud har
overdraget den magt, han har til at straffe forbrydere, til øvrigheden i
forældrenes sted. Som man kan læse i Femte Mosebog 21, 18-21, så stillede
forældrene førhen selv deres børn for retten og dømte dem til døden. Derfor er
der her tale om et forbud privatpersoner imellem, men ikke for øvrigheden.
Dette bud er nu let nok at forstå og er
ofte blevet udlagt, da man hvert år hører det i forbindelse med
evangelieteksten fra Matthæus 5, 20-26, hvor Kristus selv udlægger det og
sammenfatter det i en hovedsum, nemlig at man hverken må dræbe med hånd,
hjerte, mund, tegn eller attituder, og heller ikke give gode råd eller yde
hjælp til det. Derfor forbydes enhver her at vredes, undtagen som sagt dem, der
er sat i Guds sted, altså forældre og øvrighed. For Gud, og de, der er i Guds
sted, skal netop udtrykke deres vrede, irettesætte og straffe på grund af dem,
der overtræder dette og andre bud.
Men årsagen til og nødvendigheden af dette
bud er, at Gud udmærket er klar over, hvor ond verden er, og at dette liv
rummer mange ulykker. Derfor har han sat dette og andre bud mellem de gode og
de onde. Som der nu er mange slags fristelser mod alle bud, sådan går det også
her, fordi vi må leve blandt mange mennesker, der gør os fortræd, så det giver
anledning til at vi bliver irriteret på dem. Ser din nabo f.eks., at du har
fået et bedre hus og gård, større materiel fremgang og lykke fra Gud end ham,
ærgrer han sig og misunder dig og taler ondt om dig. Sådan får du ved Djævelens
tilskyndelse mange fjender, som ikke under dig noget godt hverken i legemlig
eller åndelig henseende. Når man nu oplever det, vil vores hjerter rase og
fnyse og hævne sig. Så begynder man at skændes og slås, og bagefter følger
elendighed og mord. Her kommer Gud os nu i forkøbet som en venlig far og vil
have striden bilagt, for at det ikke skal udvikle sig til noget værre, eller
den ene skal ødelægge den anden. Han vil kort sagt have, at hver og en skal
være beskyttet, befriet og berolige mod uret og vold fra andre menneskers side
og have dette bud opstillet som en ringmur, en fæstning og et fristed for
næsten, så man ikke skal tilføje ham fortræd og skade på legemet.
Meningen
med dette bud er altså, at man ikke skal tilføje sin næste noget ondt, selv om
han i høj grad har fortjent det. For når drab er forbudt, er også alt det
forbudt, der kan blive årsag og ophav til drab. For mange, som ikke slår ihjel,
forbander dog næsten eller ønsker ham af hjertet så meget ondt, at hvis det
skulle komme over ham, ville han snart dø. Da det nu af naturen hænger ved
enhver, og det er almindeligt, at ingen vil tåle noget af den anden, vil Gud
bortrydde selve roden og årsagen til hjertets vrede mod næsten og vænne os til
altid at have dette bud for øje og spejle os i det. Vi skal se på Guds vilje og
med hjertelig tillid og påkaldelse af hans navn overgive den uret, vi lider,
til ham og lade de andre rase og vredes i deres fjendskab, så de gør, hvad de
vil. På den måde skal et menneske lære at tæmme sin vrede og få et tålmodigt og
forsonligt hjerte, især mod dem, der giver ham årsag til vrede, altså hans
fjender.
Hovedsummen
af dette bud er derfor, at man tydeligt skal gøre folk forståelige, hvad det
betyder ikke at slå ihjel. For det første, at man ikke tilføjer nogen noget med
hånd eller i gerning. Dernæst at man ikke bruger tungen til at overtale eller
råde nogen til ondt. Ligeledes at man ikke bruger eller tillader noget middel
eller nogen metode, som kan skade eller krænke nogen. Og endelig, at hjertet
ikke er fjendsk mod nogen eller af vrede og had ønsker ondt over nogen, så at
både legeme og sjæl er uden skyld over for enhver, særlig over for dem, der
ønsker eller tilføjer dig noget ondt. At øve ondt imod dem, der under dig alt
godt og som er venlige mod dig, er jo ikke menneskeligt, men djævelsk. Imod
dette bud forsynder sig ikke blot de, der gør deres næste ondt, men også den,
der kan gøre sin næste godt ved at forhindre, forebygge, beskytte og redde, men
ikke gør det. Hvis du således lader nogen gå nøgen, som du kunne have givet
tøj, så er du skyld i at han fryse ihjel. Ser du nogen sulte, og du ikke giver
ham mad, så er du skyld i at han dør af sult. På samme måde, hvis du ser nogen
uskyldigt dømt til døden eller i lignende nød, og du ikke redder ham på trods
af, at du kender middel og udvej, så er du skyld i hans død. Og det hjælper
ikke, at du siger, at det ikke er sket med din medvirken, for du har unddraget
ham din kærlighed og berøvet ham den velgerning, som kunne have reddet ham.
Derfor
kalder Gud også med rette alle dem for mordere, som over for mennesker i nød og
livsfare ikke hjælper med vejledning og handling. Han vil lade dem ramme af en
meget hård dom på den yderste dag, som Kristus selv forkynder, når han siger:
”For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I
gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig, jeg
var nøgen, og i gav mig ikke tøj, jeg var syg eller i fængsel, og i så ikke til
mig.” (Matth 25, 42-43). Det vil sige: I ville have ladet mig og mine dø af
sult, tørst og kulde, sønderrive af vilde dyr, rådne op i fængsel og gå til
grunde i elendighed. Hvad er det andet end at kaldes mordere og blodhunde? For
selv om du ikke har begået noget sådant i handling, så har du dog ladet din
næste blive i sin ulykke og ladet ham omkomme. Og det er jo akkurat det samme,
som om jeg så nogen falde i vandet og kæmpe for livet eller falde i ilden og
kunne række ham en frelsende hånd og redde ham, men ikke gjorde det. Ville jeg
da ikke stå for alles øjne som en morder og usling? Derfor er det Guds bestemte
vilje, at vi ikke skal lade noget menneske lide noget ondt, men vise vores
næste al godhed og kærlighed. Og det gælder, som før sagt, ganske særligt dem,
der er vores fjender. For at gøre sine venner godt er kun en simpel hedensk
dyd, som Kristus siger i Matthæus 5.
Her har vi da atter Guds ord, hvormed han
opmuntrer og driver os til rette, ædle og høje gerninger, som mildhed,
tålmodighed og kort sagt kærlighed og virksom godhed mod vores fjender. Og han
vil stadig minde os om at tænke tilbage på det første bud, at han er vores Gud
og derfor vil hjælpe os, være os nær og beskytte os, så han kan neddæmpe vores
lyst til at hævne os.
Dette skulle man nu lære med kraft og
indskærpe, så ville vi få hænderne fulde af gode gerninger. Men dette er ikke
værd at prædike for munkene. Det ville gøre gejstligheden for stor skade og
være nærgående mod eneboernes hellighed, og man ville vel netop beskylde os for
at forbyde gode gerninger og lægge klostrene øde. For på denne måde ville det
almindelige kristne liv gælde lige så meget, ja, meget mere, og enhver kunne
se, hvordan de med et falsk og hyklerisk skin af hellighed bedrager og forfører
verden, fordi de har bagatelliseret dette og andre bud og holdt dem for
unødvendige, som om de ikke var bud, men blot evangeliske råd. Og desuden har
de frækt prist og udskreget deres hykleri og gerninger som det mest fuldkomne
liv, for at de kunne føre et godt og behageligt liv uden kors og tålmodighed.
Det er også derfor de er gået i kloster, for at de ikke skulle behøve at lide
noget ondt af nogen eller gøre noget godt. Men du skal vide, at dette er de
sande, hellige og guddommelige gerninger, som Gud med alle engle glæder sig
over, mens al menneskelig hellighed er at sammenligne med stank og skidt, som
ikke fortjener andet end vrede og fordømmelse.
De
følgende bud er nu i sig selv lette at forstå ud fra de foregående, for de går
alle ud på, at man skal vogte sig for alt det, der kan skade næsten. Og de er
opstillet i en udmærket rækkefølge. Først taler de om næstens person selv.
Dernæst peges der på den person, der står ham nærmest eller som har den højeste
værdi for ham næst efter hans liv, nemlig hans ægtefælle, som er ét kød og blod
med ham. Der er ikke noget andet, man kan skade ham mere med. Derfor indskærpes
det også her klart, at man ikke skal tilføje ham nogen skade ved hans
ægtefælle. Ifølge ordlyden sigter budet egentlig kun på ægteskabsbrud, fordi
det hos det jødiske folk var forordnet og påbudt, at enhver skulle gifte sig.
Derfor blev ungdommen også meget tidligt gift, så det at leve ugift ikke blev
regnet for noget. Offentlig prostitution var heller ikke tilladt, som det nu er
tilfældet. Derfor var ægteskabsbrud den almindeligste form for seksuel synd hos
dem.
Men
fordi der blandt os findes en værre suppedas og en skammelig sammenblanding af
alle former for seksuelle synder og utroskab er dette bud rettet imod al slags
uordentlig seksualitet, under hvad navn det end nævnes. Det er ikke blot den
ydre gerning, der er forbudt, men også ethvert middel, anledning og tillokkelse
til det. Så hjerte, mund og hele kroppen kan være disciplineret og ikke give
rum for seksuelle synder eller yde hjælp eller vejledning til det. Ja, ikke
alene det, men vi skal også forhindrer, beskytte og redde, hvor der er fare på
færde. Vi skal yde bistand og vejledning, for at vores næste kan bevare sin
ære. Hvis du undlader at gribe ind, hvor du kunne have hindret synden, eller
ser igennem fingre med det, som om det ikke kom dig ved, har du lige så stor
skyld som gerningsmanden selv. Kort sagt kræves der både at enhver lever
disciplineret, og at han også hjælper sin næste til det. Gud vil altså ved
dette bud omgærde og beskytte enhvers ægtefælle, så ingen forgriber sig på
vedkommende.
Men fordi dette bud gælder netop ægteskabet
og giver anledning til at tale om det, skal du for det første lægge vel mærke
til, hvordan Gud så herligt priser og ære det. Han både stadfæster og beskytter
ægteskabet med dette bud. Ovenfor i det fjerde bud stadfæster han det: »Du skal
ære din fader og din moder.” Men her værner og beskytter han det som sagt.
Derfor vil han også, at vi skal ære det og anse det for en guddommelig, salig
ordning, og leve i det, fordi han har indstiftet det før alle andre
livsstillinger. I den hensigt har han også skabt mænd og kvinder forskellige,
som man kan se - men ikke til umoral. Det er for at de skal holde sig til
hinanden, være frugtbare, få børn og forsørge dem og opdrage dem til Guds ære.
Derfor har Gud også velsignet denne ordning rigt frem for alle andre og har
skænket den alt, hvad der findes i verden, for at familien kan blive godt og
rigeligt forsørget. Det ægteskabelige liv er altså ikke en leg eller en
menneskelig opfindelse, men en fortræffelig ordning, og det ægteskabelige liv
er guddommelig seriøst. For det er Gud meget magtpåliggende, at man opdrager
folk, der kan tjene verden og hjælpe den til gudserkendelse, saligt liv og alle
gode egenskaber for at bekæmpe ondskaben og Djævelen.
Derfor har jeg altid understreget, at man
ikke må foragte eller ringeagte denne ordning, som den blinde verden og vores
falske kirkefolk gør. Vi skal værdsætte den i lyset af Guds ord, som den er
smykket og helliget med. Den er ikke blot ligestillet med alle andre
livsstillinger, men går forud og over alle, hvad enten det er kejsere, fyrster,
biskopper, og hvad de end kaldes. For hvilke kirkelige og verdslige ordninger
der end er, må de alle ydmyge sig og lade sig finde i denne ordning, som vi
senere skal høre. Derfor er den ikke nogen speciel ordning, men en altomfattende
og ædel ordning, der findes i hele kristenheden, ja i hele verden.
For det andet bør du også vide, at den ikke
blot er en hæderlig, men også en nødvendig ordning. Og det er alvorligt påbudt
af Gud, at mænd og kvinder, af hvilken samfundsklasse, de end er, skal være i
den. Det er de nemlig skabte til, med undtagelse af nogle få, som Gud særlig
har undtaget. Det er enten fordi de ikke egner sig til ægteskab, eller fordi de
ved en særlig overnaturlig nådegave er fritaget, så de kan bevare seksuel
renhed uden for ægteskabet. For hvor naturen går sin gang, som Gud har skabt
den, er det ikke muligt at bevare en ren moral uden for ægteskabet. Kød og blod
er og bliver kød og blod, og den naturlige lyst og drifterne har deres
uforanderlige og nødvendige gang, som enhver ser og mærker. For at det derfor
skal være lettere at undgå seksuelle synder, har Gud befalet ægtestanden, for
at enhver skal have sin egen ægtefælle og lade sig nøje med det. Selv om der
også i ægteskabet er behov for Guds nåde, for at hjertet kan forblive rent på
dette punkt.
Heraf
ser du, hvordan hele vores papistiske flok af præster, munke og nonner sætter
sig imod Guds ordning og bud, når de foragter og forbyder ægteskabet og lover
evig kyskhed og derved bedrager folk med løgn og hykleri. For ingen har så lidt
kærlighed og lyst til en ren moral, som netop de, der for deres store
helligheds skyld unddrager sig ægteskabet. Enten lever de offentligt og
skamløst i hor eller de gør hemmeligt nogen ting, der er endnu værre, som man
ikke engang tør nævne, men som man desværre så ofte har erfaret sandheden af.
Kort sagt, selv om de afholder sig fra
selve den ydre gerning, så kredser deres tanker uafbrudt om sex og urene
lyster. Det er et uafbrudt begær og en skjult lidenskab, som man kun kan leve
med i ægteskabet. Derfor er ethvert løfte om seksuel renhed uden for ægteskabet
forbudt ifølge dette bud. Og det er tilladt, ja, endog befalet stakkels bundne
samvittigheder, der er blevet bedraget gennem deres klosterløfter, at de må
træde ud af den umoralske ordning og træde ind i det ægteskabelige liv.
Klosterlivet har ikke magt til at bevare renheden, selv om det var aldrig så
guddommeligt, og de, der forbliver deri, må stadig synde mere og mere imod
dette bud.
Det fortæller jeg, for at man kan give
ungdommen lyst til ægteskabet og vide, at den er en salig og Gud velbehagelig
ordning. Derved kunne man med tiden atter bringe det derhen, at den igen kunne
komme til ære og ret, og at det hæmningsløse og umoralske liv, der nu breder
sig alle steder i verden med offentlige bordeller og andre skammelige ting, må
blive stoppet. Det er de sørgelige følger af denne foragt for ægteskabet. Det
er derfor også forældrenes og de offentlige myndigheders pligt at sørge for, at
ungdommen opdrages med en god moral og livsførelse. Og når de bliver voksne,
skal man lade dem gifte sig med ære efter Guds vilje. Dertil give Gud sin
velsignelse og nåde, så det bliver til velsignelse og glæde.
I
overensstemmelse hermed, skal det til slut siges, at dette bud ikke alene
kræver, at enhver lever moralsk rent i gerning, ord og tanker i sin
livsstilling, dvs., først og fremmest i ægteskabet, men også, at man elsker og
er glad for den ægtefælle, Gud har givet. For hvor den ægteskabelige renhed
skal bevares er det altafgørende, at mand og hustru lever med hinanden i
kærlighed og enighed, så de af hjertet og i troskab virkelig vil hinanden. Det
er en af de vigtigste ting, der fremmer kærligheden og viljen til at holde sit
ægteskab rent. Og hvor det er tilfældet, vil den rette seksualmoral også følge
af sig selv uden noget bud. Derfor formaner Paulus også så flittigt ægtefolkene
til at elske og ære hinanden. Her har du nu atter en kostelig gerning, ja,
mange og store, gode gerninger, som du med glæde kan rose dig af mod alle
kirkelige ordner, som man har fundet på uden Guds ord og bud.
Næst
efter din person og din ægtefælle er dine ejendele også vigtige. Også det vil
Gud have bevaret og befaler derfor, at ingen må tage noget af det eller skade
det. For at stjæle betyder ikke andet end med urette at sætte sig i besiddelse
af en andens ejendom. Heri er kort sagt indbefattet enhver gevinst, der sker på
næstens bekostning, i enhver form for handel. Det er nu en meget vidt udbredt
last, som man næsten ikke regner for noget, så den går ud over alle grænser.
Hvis man skulle hænge alle dem, der er tyve, men dog ikke vil kaldes det, ville
verden snart blive en ørken og hverken bødler eller galger række til. At stjæle
er som sagt ikke bare det, at man tømmer pengekasser og lommer, men også at man
snyder på torvet, i forretninger, spisesteder og værksteder, ja, kort sagt,
alle steder, hvor man handler og modtager og giver varer og arbejde for penge.
For
at forklare det for almindelige mennesker, skal jeg vise et grelt eksempel, så
man kan se, hvor fromme, vi er. Hvis en ansat ikke er ærlig og omhyggelig med
sine opgaver, men pådrager skader eller lader nogen ske, som godt kunne være
forhindret, så kan man påfører det sted, hvor man er, et tab på flere tusind
kroner. Vi taler her om ting, man gør i ond hensigt og ikke ved uheld, der ikke
var planlagt. Det samme er tilfældet hvis man på grund af dovenskab,
ligegyldighed eller ondskab sløser eller handler uforsvarligt med tingene for
at irritere og sætte sig op mod sine overordnede. Hvis en anden hemmeligt havde
fjernet eller stjålet de samme ting, ville han være blevet straffet som en
forbryder, men du tør rose dig af og holde på din ærlighed, og ingen skal vove
at kalde dig tyv. Det samme gælder også alle håndværkere og arbejdere, der i
deres begærlighed ikke ved, hvordan de bedst kan få mest mulig i betaling og
løn. Alligevel er de dovne og fusker med deres arbejde. De er alle sammen værre
end hemmelige tyve, som man dog kan sætte bag tremmer eller forebygge at de gør
det igen. Men mod de andre kan man ikke værge sig, og der er ingen, der tør
kritisere dem eller beskylde dem for tyveri. Man vil hellere tabe ti gange så
meget ud af sin pung. For her er det mine naboer, gode venner og mine egne
kolleger, som jeg ellers venter mig godt af, der er de første til at snyde mig.
Således sker det også i stor udstrækning på
torvet og i den daglige handel, hvor den ene åbenlyst bedrager den anden med
dårlige varer, mål, vægt og penge og snyder ham med smarte, udspekulerede
finansoperationer eller andre metoder. Man sætter priserne op og piner og
plager køber, som man har lyst. Hvem kan vel opregne alle disse ting? Det er
kort sagt det almindeligste arbejde og den største klub på jorden. Og betragter
man verden og alle dens foretagender, så er den ikke andet end en kæmpe stald,
fuld af store tyveknægte. Derfor er det heller ikke lommetyvene, der er de
virkelige stortyve, men dem, der sidder på fine kontorer og kaldes direktører
og ærlige borgere, mens de bag de flotte facade sjæler og røver.
Ja, her burde man måske tie om de små tyve,
når man skal tage fat på de store ærketyve, som de store i samfundet søger
selskab med, og som daglig udplyndrer ikke en by eller to, men hele landet. Og
hvad med alle tyves overhoved og øverste skyts-herre, den hellige pavestol i
Rom og hele dens slæng, som gennem tyveri har tilranet sig alverdens skatte, og
som de den dag i dag ruger over? Det er kort sagt sådan her i verden, at de,
der kan stjæle og røve åbenlyst, går frit og sikkert uden at nogen straffer
dem. De forlanger oven i købet at være æret og agtet, mens de små, hemmelige
tyve, som én gang har forgrebet sig, må lide skam og straf og anse de andre for
retskafne og hæderlige folk. De andre skal alligevel vide, at de over for Gud
er de største tyve, og at han også vil straffe dem efter deres værdighed og
fortjeneste.
Da nu
dette bud, som jeg har påvist, rækker så vidt, er det nødvendigt og rigtigt at
indskærpe og udlægge det for almindelige mennesker, så man ikke lader folk gå
så sikre og sorgløse omkring, men altid stiller dem Guds vrede for øje og
indprenter dem den. For det er ikke for de kristne, vi skal prædike dette, men
først og fremmest for de tyveknægte og skurke, som dommer og fængselsbetjent
snarere skulle prædike for. Derfor skal enhver vide, at han under fortabelse af
Guds nåde er forpligtet til ikke at gøre sin næste nogen skade, eller berøve
ham nogen fordel, eller vise utroskab i handel og arbejde. Tværtimod skal man i
troskab bevare hans ejendom, fremme og befordre hans gavn, særlig da hvis man
får løn og penge for det.
Den, der nu overmodigt foragter dette, kan
nok gå fri og undslippe samfundets staf, men han kan ikke undslippe Guds vrede
og straf. Han skal blive en hjemløs tigger, og desuden få al plage og ulykke,
hvis han forhærder sig i trods og hovmod. Nu lader du stå til, når du skulle
tage vare på dine opgaver, lever behageligt, modtager din løn som en tyv og
lader dig alligevel ære som et fint menneske. Det er der mange, der gør, når de
lægger sig ud med deres arbejdsplads og kun uvillig tjener og hjælper, når det
drejer sig om at afværge skader og ulykker? Se nu til, hvad du vinder ved det.
For når du en gang bliver din egen og får dit eget hjem, hvad Gud til din
ulykke nok skal hjælpe dig til, så skal alt dette komme igen og gengældes dig,
og al den skade, du har gjort, skal du komme til at betale tredive gange igen.
På samme måde skal det gå håndværkere og
medhjælpere, af hvem man nu må høre og finde sig i den værste frækhed, som om
de var herrer over andres ejendom, så enhver må give dem, hvad de forlanger.
Men lad dem blot flå en, så længe, de kan. Gud skal ikke glemme sit bud, men
give dem løn som fortjent og ikke lade dem komme på den grønne gren, men på den
rådne gren, så de ikke skal få nogen fremgang eller lykke. Gid vi havde en
ordentlig ledelse her i landet, så skulle man snart få bugt med dem og få
afværget al den frækhed. Sådan var det forhen tilfældet hos romerne, hvor man
til skræk og advarsel gjorde kort proces med sådanne folk.
Den samme skæbne burde ramme alle andre,
som gør det offentlige, frie marked til en røverhule, hvor man daglig snyder de
fattige og er årsag til nye ulykker og inflation. Enhver bruger det frie marked
efter sit eget forgodtbefindende, som om han med fuld ret og god samvittighed
kunne sælge sine varer så dyrt, som det nu passer ham, uden at nogen tør
protestere.
Alt
dette vil vi nu roligt se på og lade dem flå og stjæle og skrabe sammen, men vi
vil sætte vores lid til Gud, som også uden vores tro skal føre sin sag. Vi vil
håbe på, at han vil give dig en sådan velsignelse, at kornet i din lade, dyrene
i din stald og varerne på dit lager skal blive ødelagt, når du længe nok har
flået og stjålet. Ja, om du bedrager eller snyder nogen for en krone, skal rust
fortære og ødelægge dine penge, så du aldrig får nogen glæde af dem.
Vi ser det daglig erfaret og opfyldt for
vores øjne, at der ingen lykke er ved stjålet og uærligt erhvervet ejendom.
Hvor mange er der ikke, som dag og nat skraber penge sammen, og aldrig bliver
de en krone rigere? Og selv om de samler sig nok så meget, møder der dem så
mange plager og ulykker, at de hverken kan nyde det med glæde eller lade det gå
i arv til deres børn.
Men da ingen bekymrer sig om det, men
lever, som om det ikke kom os ved, må Gud på anden måde ramme os og lære os,
hvad der hører til en god livsførelse. Han må lade den ene skattestigning efter
den anden komme over os eller lade en flok slyngler gæste os, der på et øjeblik
tømmer vores pengekasser og punge og ikke standser, så længe vi har en krone
tilbage og som tak ødelægger og afbrænder vores huse og ejendomme og myrder og
voldtager kvinder og børn.
Kort sagt, stjæler du meget, vær så vis på,
at dobbelt så meget skal blive stjålet fra dig. Og den, der med magt og svindel
røver og erhverver sig en gevinst, skal komme til at finde sig i, at en anden
gør det samme ved ham. For den kunst mestrer Gud, når den ene røver og stjæler
fra den anden, så at straffe den ene tyv med den anden. Hvordan skulle man
ellers få bødehefter og fængsler nok?
Enhver,
der nu vil tage imod et godt råd, skal vide, at det er Guds bud, som han vil
have taget alvorlig. For selv om du foragter, bedrager, stjæler og udplyndrer
os, vil vi nok komme over det og udholde og tåle din frækhed og i
overensstemmelse med vores Fadervor tilgive dig og have barmhjertighed med dig.
Vi véd nemlig, at de ærlige dog altid skal have nok, og at du skader dig selv
mere end nogen anden.
Men tag dig i agt, når de stakkels fattige,
som der er så mange af, kommer til dig, dem, der må slide for de daglige
fornødenheder. Dem skal du behandle med respekt og ikke som nogen, der lever af
din nåde. Hold op med at flå dem og klæde dem ikke af til skindet, samtidig med
at du oven i købet afviser dem i stolthed og hovmod. Det er mennesker, som du
burde gøre vel imod.
Men nu må de gå skuffet og bekymret bort,
og fordi de ikke kan klage deres nød til nogen, skriger og råber de mod
himmelen. Jeg siger det endnu en gang, tag dig i agt for det som for selve
Djævelen. For deres suk og råb er dødsens alvorligt, og skal blive dig og hele
verden for tung en byrde at bære. For det skal nå frem til ham, der tager sig
af fattige og undertrykte hjerter og ikke vil lade dem være uhævnede. Men
foragter du det og trodser du, så se til, hvem du står imod. Vil det lykkes for
dig og gå dig vel, må du over for alverden kalde Gud og mig for en løgner.
Vi har nu formanet, advaret og forbudt
tilstrækkeligt. Den, der ikke vil agte eller tro det, vil vi lade gå, til han
selv kommer til at erfare det. Dog må man indprente dette for ungdommen, for at
den kan tage sig i agt og ikke følge i den gamle, hæmningsløse floks spor, men
have Guds bud for øje, at ikke Guds vrede og straf også skal ramme dem.
Vi har pligt til at tale og irettesætte med
Guds ord. Men til at styre en sådan offentlig frækhed, hører der vågne og
modige ledere til, der vil lovgive og sørge for at det går ærligt til i al
slags handel og foretagender, så de fattige ikke bliver plaget og undertrykt,
og at de offentlige myndigheder ikke selv bliver belastet med de andres synder.
Lad der nu være sagt tilstrækkeligt om,
hvad det vil sige at stjæle, for at man ikke skal tage det i al for snæver
betydning, men lade det gælde i alle forhold, hvor man har med næsten at gøre.
Og for at sige det kort ligesom ved de forrige bud: Det er forbudt for det
første at tilføje næsten skade og uret, hvordan det end sker, ved at forringe
eller fratage ham hans ejendele. Og man ikke må tillade eller se igennem fingre
med noget sådant, men forhindre og afværge det. På den anden side er det påbudt
at hjælpe og fremme alt til hans bedste, og hjælpe ham, hvis han lider nød,
dele med ham og yde ham lån, og det enten han er ven eller fjende.
Den, som nu søger og ønsker at gøre gode
gerninger, skal finde nok, som er Gud hjertelig velbehagelige, og som han vil
overøse med nåde og velsignelse, så det rigeligt skal gengældes os, hvad vi gør
til vores næstes nytte og gavn. Som også kong Salomon lærer i Ordsprogene 19,
17: ”Er man god mod den ringe, låner man Herren. Han gengælder en, hvad godt,
man har gjort.” Du har en rig Herre, som du kan stole på, og som ikke skal lade
dig mangle noget eller lide nød. Så kan du med god samvittighed nyde hundrede
gange mere, end du i utroskab og med uret kan sammenskrabe dig. Den, der ikke
bryder sig om velsignelse, skal finde vrede og ulykke nok.
Foruden
vores eget legeme, vores ægtefælle og vores ejendele har vi endnu en skat, som
vi ikke kan undvære, nemlig vores ære, vores gode navn og rygte. For det er
ikke rart at leve blandt andre i offentlig vanære og foragtet af enhver. Derfor
vil Gud ikke have, at næstens navn, ære og rygte berøves ham, så lidt som, at
hans penge og hans ejendele skal berøves ham, for at enhver kan stå som et
hæderligt menneske over for ægtefælle, børn, kolleger og naboer.
For
det første sigter dette bud ifølge den bogstavelige ordlyd, på den offentlige
domstol, når et stakkels uskyldigt menneske anklages og dømmes ved hjælp af
falske vidner, så han straffes på sin frihed, ejendele eller ære.
I vores dage kunne man måske tro, at dette
kun angik os i ringe grad, men blandt jøderne var det ganske almindeligt, selv
om dette folk levede under et godt styre. Og selv hvor et sådant styre endnu
findes, forløber det ikke uden denne synd. Årsagen hertil er, at hvor dommere,
eller andre folk med magt sidder i retten, kan det ikke undgås, at det går
efter verdens skik og brug. Man vil nødig fornærme nogen, men hykler og smigrer
for at vinde gunst, penge, gode forbindelser eller venskab. Af den grund må en
fattig mand ofte komme til kort med sin sag, få uret og lide straf. Og det er
en almindelig plage i verden, at der sjældent sidder ærlige folk i retten.
For der hører jo frem for alt en ærlig mand
til for at være dommer, ja, ikke alene ærlig, men også klog og dygtig, modig og
dristig. For den, der skal dømme sandt i alle sager og ramme rigtigt med sin
dom, vil ofte komme til at fornærme gode venner, familie, naboer og rige og
mægtige folk, som både kan gavne og skade ham meget. Derfor må han være ganske
blind og lukke både øjne og øren og kun se på det, der angår sagen og så dømme
efter det.
Derfor sigter dette bud for det første til,
at enhver skal hjælpe sin næste til hans ret og ikke tillade, at den forhindres
eller fordrejes, men fremme den og fastholde den. Det gælder hvad enten man er
dommer eller vidne, og ligegyldigt hvilken sag, det drejer sig om.
Der er her særlig sat vores herrer jurister
nogle retningslinier, for at de kan omgås sagerne med ærlighed og redelighed.
De skal lade ret være ret og ikke fordreje eller fortie noget af hensyn til
penge, ære eller position. Dette er en del af dette bud og dets egentligste
mening, hvad angår alt det, der sker inden for retsvæsenet.
Men dernæst har det en langt mere
vidtrækkende betydning, når man anvender det på de kirkelige domstole eller de
kirkelige myndigheder. Her er det således, at enhver vidner falsk imod sin
næste. For hvor der findes fromme prædikanter og kristne, fælder verden straks
den dom, at de er kættere, frafaldne, ja, oprørere og afskyelige forbrydere.
Dertil kommer så, at Guds ord på det skammeligste og giftigste må lade sig
forfølge, bespotte, udskælde og blive beskyldt for løgn, blive fordrejet, og
forklaret og udlagt falsk. Men lad det gå sin gang. Det er den forblindede
verdens skik, at den fordømmer og forfølger sandheden og Guds børn, og
alligevel ikke regner det for nogen synd.
Desuden
er alle tungens synder forbudt i dette bud, og det gælder for os alle sammen.
Det er de synder, som man skader og fornærmer sin næste med. For at sige falsk
vidnesbyrd er intet andet end sladder. Og det onde, som man med sin sladder gør
sin næste, vil Gud have afværget, hvad enten det nu er falske prædikanter med
deres lære og bespottelse, falske dommeres og vidners udsagn eller anden løgn
og ondsindet omtale uden for retten.
Hertil hører særlig den ondskabsfulde og
afskyelige last at bagtale og bagvaske, hvormed Djævelen rider os, og som der
kan siges meget om. For det er en almindelig og skadelig plage, at enhver
hellere vil høre ondt end godt om sin næste. Og selv om vi selv er så onde, og
ikke kan tåle, at nogen taler dårligt om os, men gerne vil, at al verden skal
forgylde os ved sin omtale af os, kan vi dog ikke tåle, at man taler godt om de
andre.
For at vi kan undgå denne last, skal vi
derfor huske, at det ikke er tilladt at dømme og straffe sin næste offentligt,
selv om man ser ham synde, med mindre man har befaling til at dømme og straffe.
Der er nemlig en meget stor forskel mellem at dømme og at have kendskab til
synd. Du kan godt have kendskab til den, men dømme den, skal du ikke. At min
næste synder, kan jeg nok se og høre, men jeg har ingen befaling til at omtale
det for andre. Hvis jeg gør det alligevel og dømmer og fordømmer, så falder jeg
i en synd, der er større end næstens. Men har du kendskab til noget, så gør
dine ører til en grav og luk den til, til du får befaling til at være dommer og
at straffe på embedes vegne.
Bagtalere er altså dem, der ikke lader det
blive ved at have kendskab til synden, men går videre og fælder dom. Og når de
véd en smule om en anden, render de rundt i alle kroge med det og fryder og
morer sig over at kunne rode op i andres smuds, ligesom svinene, der vælter sig
i skidtet og roder deri med deres tryner. Det er ikke andet end at gribe ind i
Guds dom og embede, dømme og straffe med den hårdeste dom. For ingen dommer kan
straffe strengere og gå videre, end at han siger: Denne er en tyv, morder,
forræder osv. Den, der derfor vover at sige noget sådant ophøjer sig selv til
offentlig myndighed. For selv om du ikke har nogen straffesanktion, så bruger
du dog din tunge til næstens skam og skade.
Derfor vil Gud have forhindret, at nogen
taler dårligt om en anden, selv om han også er skyldig og man godt véd det.
Endnu værre er det, hvis man ikke véd det, og kun har det fra løse rygter. Du
spørger: Skal jeg da ikke sige det, hvis det er sandhed? Jeg svarer: Hvorfor
bringer du det så ikke frem for en dommer? Fordi jeg ikke kan bevise det
offentligt, og så giver man mig bare en over næsen og afviser mig i vrede. Aha,
kære, lugter du nu lunten? Hvis du ikke har mod til at gå til rette vedkommende
og forsvare din påstand, så hold hellere din mund. Men véd du noget, så hold
det for dig selv og tal ikke til andre om det. Men siger du det videre, selv om
det er sandt, så er du dog en løgner, når du ikke kan bevise det, og så bærer
du dig til og med ad som en kujon. For man skal ikke fratage nogen hans gode
navn og rygte, med mindre det i forvejen offentligt er frataget ham.
Falsk vidnesbyrd er altså alt det, man ikke
kan bevise. Derfor, hvad der ikke gennem tilstrækkeligt bevis er kendt, skal
ingen offentliggøre eller udgive for sandhed. Kort sagt: Hvad der er hemmeligt,
skal man lade forblive hemmeligt eller også straffe det hemmeligt, som vi siden
skal høre. Hvis du derfor støder på en, der fører unødvendig sladder og
nedsættende tale om en anden, så modsig ham i hans åbne ansigt, at han kan
rødme og skamme sig. På den måde vil mange forstå at holde sin mund, som ellers
vil bringe et stakkels menneske i vanry, som han vanskeligt kan befri sig fra.
For godt navn og rygte er let at røve, men ikke let at give tilbage.
Det
er altså kort og godt forbudt at tale ondt om næsten. Dog er de offentlige myndigheder,
præster og forældre også undtaget her. For dette bud må ikke forstås på den
måde, at det onde ikke må være straffet. Det er her ligesom med det femte bud,
der forbyder at påføre nogen legemlig straf. Alligevel synder domstol og
fængselsvæsen ikke imod Guds bud, når de ifølge deres embede gør næsten ondt.
For Gud selv har indrettet dette embede og forbeholdt sig retten til at straffe
efter sit behag i henhold til sin trussel i det første bud.
Skønt man ikke skal dømme eller fordømme
nogen, er det derfor en synd, hvis de, der har fået befaling til det, ikke gør
det, ligesom det er synd, hvis nogen gør det uden i embedes medfør. For i
embedes medfør er det nødvendigt, at man taler om det onde, fremfører klagemål,
spørger og vidner. Det er på samme måde som en læge, der må se og føle på
intime steder, hvis han skal kunne hjælpe. Sådan er øvrighed, forældre, ja også
søskende og i øvrigt gode venner skyldige, hvor det er nødvendigt og nyttigt,
at straffe det onde.
Men det ville være den rette måde, om man
handlede i overensstemmelse med evangeliet, hvor Kristus i Matthæus 18, 15
siger: ”Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og drag ham til ansvar på
tomandshånd.” Her har du en kostelig og god regel om, hvordan du bedst kan
styre din tunge, så du kan tage dig i agt for det forfærdelige misbrug. Ret dig
nu efter det, så du ikke er for hurtig til at udsprede ondt om din næste til
fremmede og lyve ham noget på. Forman ham derimod i enrum, så han kan omvende
sig. Gør på samme måde, hvis der er en, der sladrer om en eller anden. Lær også
ham, at han selv bør gå hen og irettesætte vedkommende hvis han har set det. Og
hvis ikke, så skal han holde sin mund.
Det
kan du også lære af det, der dagligt foregår i hjemmet. For sådan handler de
ansvarlige i hjemmet. Hvis de ser et af børnene eller en medhjælp ikke gør,
hvad de skal, siger de det selv til vedkommende person. Men hvis de var så
tossede, at de gik ud på gaderne for at klage til naboerne over vedkommende,
ville naboerne sikkert sige: Din tosse, hvad kommer det os ved? Hvorfor siger
du det ikke til vedkommende selv? Se, det ville være kærligt handlet at gøre
sådan, så der blev rådet bod på det onde, og din næste beholdt sit gode navn og
rygte, som også Kristus siger på det anførte sted: Hører han dig, så har du
vundet din broder. Da har du gjort en stor og fortræffelig gerning. For mener
du, at det er en ringe ting at have vundet en broder? Lad alle munke og hellige
ordener med alle deres gerninger blive smeltet sammen i klump og se, om de kan
rose sig af, at de har vundet én broder.
Endvidere lærer Kristus: ”Men hører han dig
ikke, så tag endnu een eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort
efter to eller tre vidners udsagn.” Man
bør altså altid henvende sig til den, hvem det angår, og ikke bagtale ham, uden
at han ved af det.
Men vil det heller ikke hjælpe, så fremlæg
det for den offentlige myndighed, hvad enten det nu er for en verdslig eller en
kirkelig domstol. For her står du ikke alene, men har de vidner med dig, gennem
hvilke du kan overbevise den skyldige og på hvis udsagn dommeren kan begrunde,
dømme og straffe. Derved kan man på lovlig og retfærdig vis standse eller
forhindre det onde. Men at gå rundt og sladre i krogene om næsten og rode i snavset
forbedrer ingen. Og når man så senere skal stå i retten og vidne, vil man helst
ikke have sagt det. Derfor var det godt for sådanne sladderhanke, at man lod
dem bøde for deres øregas, andre til advarsel. Hvis du gjorde det for at gavne
din næste eller af kærlighed til sandheden, behøvede du ikke at snige dig
hemmeligt omkring eller undgå dagen og lyset.
Alt dette gælder hemmelige synder. Men hvis
synden er offentlig kendt, så dommeren og alle andre kender til det, kan du
uden at synde tage afstand fra en sådan og lade ham fare som en, der har
pådraget sig selv vanære. Og du kan også offentligt vidne imod ham. For når det
er kommet åbenlyst for dagen, kan der ikke være tale om bagtalelse eller falsk
dom eller falsk vidnesbyrd, som når vi nu straffer paven og hans lære, som
offentligt er fremstillet i bøger og udskreget for al verden. For hvor synden
er åbenlys, er det kun rigtigt at revse den offentligt, så enhver kan tage sig
i agt for den.
Dette
er altså hovedindholdet af dette bud og den almindelige mening med det, nemlig
at ingen skal være sin næste, hverken fjende eller ven, til skade med sin tunge
eller tale ondt om ham, det være sig sandhed eller løgn, når det ikke sker på
embedes vegne eller i den hensigt, at det skal blive til hans forbedring. Man
skal bruge sin tunge til at sige det bedste om enhver, til at skjule næstens
synd og fejl, undskylde ham, retfærdiggøre ham og holde hans gode navn og rygte
i ære. Årsagen skal allermest være den, som Kristus påpeger i evangeliet og som
han vil have alle de bud, der angår næsten, samlet i: ”Alt hvad I vil, at
mennesker skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem.” (Matth 7, 12).
Dette lærer naturen os også på vores eget
legeme, som Paulus siger i Første Korinterbrev 12, 22: ”Tværtimod, de lemmer på
legemet, som synes at være de svageste, netop de er nødvendige, og de lemmer,
som vi synes er mindre ære værd, dem giver vi desto større ære, og de lemmer,
som vi undser os ved, klæder vi med desto større blufærdighed.” Ansigt, øjne,
næse og mund skjuler ingen, for de behøver det ikke, fordi de er de anseligste
lemmer, vi har. Men de skrøbeligste, dem vi rødmer over, skjuler man med omhu.
Her må hænder, øjne og hele legemet hjælpe med at dække og tilhylle.
Således bør vi alle skjule vores næstes
skrøbeligheder og efter al evne tjene, hjælpe og fremme hans ære og omvendt
værge ham imod, hvad der kan blive ham til vanære. Og det er i særdeleshed en
god og fin vane, at man opfatter alt det, man hører om næsten, på bedste måde,
når det da ikke er noget åbenlyst ondt. Man skal holde ham det til gode imod
den giftige sladder, der kun forsøger at opspore og opsnappe noget ondt hos
næsten og fordreje og udlægge alt på den værste måde, som det nu især sker med
det stakkels Guds ord og dets forkyndere.
Derfor er der i dette bud indbefattet
rigtig mange gode gerninger, som i højeste grad har Guds velbehag og bringer
overflod af godhed og velsignelse med sig, hvis blot den blinde verden og de
falske hellige ville erkende dem. For der er intet i og på hele mennesket, som
i højere grad og i videre omfang både kan gøre godt og øve skade i åndelige og
verdslige sager, end netop tungen, der dog er det mindste og svageste lem.
9 Du
må ikke begære din næstes hus
10 Du
må ikke begære din næstes hustru, folk eller dyr eller noget, der hører din
næste til
Disse
to bud er særligt givet til jøderne, selv om de til dels også angår os. De
handler nemlig ikke bare om ydre ægteskabsbrud og tyveri, fordi det allerede er
forbudt tilstrækkeligt i de foregående bud. Men nogle mente, at de havde holdt
alle budene, når blot de i det ydre havde gjort eller undladt de pågældende
gerninger. Derfor har Gud tilføjet disse to bud, for at man også skal anse
selve det at begære eller tragte efter næstens hustru eller ejendom for synd og
forbudt. Særlig fordi arbejdere og medhjælpere under det jødiske styre ikke som
nu var frie og tjente for løn, så længe de ville, men var deres herres ejendom
med legeme og alt, hvad de ejede, ligesom kvæget og anden ejendom.
På samme måde havde en mand magt over sin
hustru, så han ved skilsmissebrev offentligt kunne skille sig fra hende og tage
en anden. Derfor var der risiko for, at en, der gerne ville have en andens
hustru, fandt et påskud til at skille sig fra sin egen hustru og lokke den
andens bort fra sin mand, så han under skin af ret kunne tage hende til sig.
Det blev ikke regnet for nogen synd eller skam blandt jøderne, lige så lidt som
det gør hos os i vores dage, hvis en arbejdsgiver afskediger sine ansatte og
lokker en andens medarbejdere til sig.
Derfor forstod jøderne disse bud helt
korrekt således, at ingen må gå med tanker eller planer om at erhverve sig
noget, der tilhører en anden. Det kan være hans hustru, ansatte, hus og gård,
marker, dyr. Heller ikke selv om det kan gøres med skin af ret, hvis det
alligevel er til skade for næsten. Men budets indhold er endnu mere omfattende
og dybere end det. For i det syvende bud er den synd forbudt at tilegne sig
fremmed ejendom eller holde noget tilbage, man ingen ret har til. Men her
forbydes det desuden, at fralokke næsten noget, selv om man kan gøre det uden
direkte at komme i konflikt med samfundets love, så ingen kan beskylde en for
at have gjort noget ulovligt.
For
af naturen er vi sådan, at ingen under sin næste så meget som sig selv, og
enhver skraber så meget til sig selv, som han formår, så må de andre klare sig,
som de bedst kan. Og så vil vi oven i købet anses for at være gode mennesker og
på smukkeste måde pynte på os selv og skjule det skurkagtige sind. Vi spejder
og søge efter så mange behændige kneb og smarte fiduser, som man i vores tid er
så dygtige til, så det ser ud, som om man havde loven på sin side, som man
frækt påberåber sig.
Alligevel vil man ikke finde sig i, at det
kaldes for frækhed, men påstår, at det blot er fornuftighed og forsigtighed.
Her er også jurister og advokater gerne behjælpelige, som vrider og drejer
retten, som det bedst kan tjene sagen. De fordrejer ordene og kommer med
udflugter uden hensyn til nogen rimelighed eller næstens behov. Kort sagt, den,
der i sådanne sager er den dygtigste og mest udspekulerede, får bedst hjælp af
domstolene. Som det også hedder: ”Loven hjælper den, der er årvågen.”
Derfor er dette sidste bud ikke givet for
dem, der i verdens øjne er rene slyngler, men netop for de mest ærbare. De, der
vil roses og kaldes redelige og hæderlige mennesker, fordi de ikke har forbrudt
sig imod de foregående bud. Således som særlig jøderne gerne vil gælde for at
være, og endnu mange mægtige og betydningsfulde mennesker i dag. For de andre,
den almindelige hob, står meget lavere, nemlig under det syvende bud, for de
spørger ikke efter, hvordan de med ære og ret kan skaffe sig tingene.
Den
slags sker især, hvor man søger domstolene for at fratage noget fra næsten og
skille ham af med noget af det, der er hans ejendom. For at give et eksempel,
kan det være, når man er uenige og skændes om en stor arv eller om faste
ejendomme, da fremfører man og tager alt det til hjælp, som kan have skin af
ret. Man pudser og pynter det op, så retten må tilfalde en, og man kan beholde
ejendommen på en sådan måde, at ingen bagefter kan klage over det eller gøre
krav på det.
På samme måde går det, når nogen vil have
et slot, en by, et gods eller noget andet stort. Så bruger mange bestikkelse og
gode forbindelser eller på anden måde, for at det kan blive frakendt en anden
og tilkendt ham, og han tilmed kan få det bekræftet ved brev og segl, så det
kan siges, at være erhvervet med fuld lovlig ret og med ærlighed.
Det samme sker også ved almindelig køb og
salg, når den ene behændigt snupper noget ud af hånden på den anden, så han må
kigge langt efter det. Eller overlister og snyder ham, hvor han ser sin fordel
eller gevinst, så den, der er blevet snydt måske som følge af pengemangel eller
gæld ikke kan beholde det. Svindleren kan på den måde få det for det halve
eller for slet ingen penge.
Og så skal det tilmed hedde sig, at det
ikke er taget eller erhvervet med urette, men købt redeligt. Det hedder her:
Den, der kommer først til mølle, får først malet. Og enhver er sig selv
nærmest, den anden må så se, hvad der bliver tilbage. Og hvem er vel så klog,
at han kan udtænke alle de måder, som man under ærligheds maske kan tilrane sig
andres ejendele? Det anser verden ikke for uret og vil ikke se, at næsten lider
tab og må give afkald på det, han ikke uden skade kan undvære. Men da der ikke
findes nogen, der vil, at noget sådant skulle ske for ham selv, burde man let
kunne indse, at disse udveje og påskud er falske.
Sådan gik det også til med hustruerne før i
tiden. Når en blev forelsket i en anden mands hustru, kendte man sådanne kneb,
at man enten selv eller gennem andre, sørgede for, at hendes ægtefælle blev
træt af hende. Eller hun opførte sig på en sådan måde, at hendes mand måtte
lade sig skille og overlade hende til den anden. Den slags ting gik uden tvivl
stærkt i svang under den gamle pagt, ligesom man i evangeliet kan læse om kong
Herodes, at han tog sin egen broders hustru til ægte, mens broderen endnu
levede. Og dog ville han, som Markus 6, 20 vidner, gå for at være en ærlig og
from mand.
Sådanne eksempler håber jeg ikke skal finde
sted blandt os, fordi Det Nye Testamente forbyder, at ægtefolk må lade sig
skille. Men måske har man tilfælde, hvor en med list forsøger at fratage en
anden en rig forlovet. Men det er ikke sjældent blandt os, at den ene franarrer
og berøver den anden ansatte eller overtaler dem med gode ord.
Alt
dette må nu være, som det vil. Men vi skal vide, at Gud ikke vil, at du
fratager din næste noget, der tilhører ham, så han må savne det. Blot for at du
kan få din begærlighed tilfredsstillet, samtidig med at du i verdens øjne kan
beholde det med ære. For det er en skjult, svindleragtig ondskabsfuldhed. Og du
har spillet under dække, som man siger, for at man ikke skal lægge mærke til
det. Og selv om du lader, som om du ikke har gjort nogen uret, så er du dog
gået din næste for nær.
Selv om det ikke kaldes at stjæle og
bedrage, så betyder det dog, at du har begæret næstens ejendom, det vil sige,
franarret ham det mod hans vilje og misundt ham det, Gud har givet ham. Og selv
om dommeren og alle andre må lade dig beholde det, vil Gud dog ikke lade dig
have det i fred. For han gennemskuer dit skurkagtige hjerte og verdens snuhed,
der tager hele hånden, hvis man blot rækker den en lille finger, så det også
resulterer i åbenlys uret og vold.
Altså lader vi disse bud have deres
ligefremme betydning, at der for det første er befalet, at man ikke skal ønske
sin næste nogen skade. Man skal heller ikke hjælpe eller give anledning til
det, men unde ham og lade ham beholde, hvad han ejer. Desuden skal man fremme
og hjælpe, hvad der kan blive ham til nytte og gavn, som vi ønsker, at andre
skal gøre mod os. Budet er således særlig rettet imod misundelsen og den
skammelige købesyge, for at Gud kan udrydde årsagen og roden, som det
udspringer fra og som man skader næsten med. Derfor siger Gud det også så
tydeligt med ordene: ”Du må ikke begære, osv.” Gud vil først og fremmest have,
at vores hjerte skal være rent, selv om vi dog ikke når så langt, så længe vi
lever her. Derfor forbliver det et bud, der i lighed med de andre bud, altid
anklager os og viser os, hvor lidt vores fromhed er værd over for Gud.
Vi
har nu gennemgået De Ti Bud. De er et sammendrag af den guddommelige lære om,
hvad vi skal gøre, for at hele vores liv kan behage Gud. De Ti Bud er den sande
kilde, som alt det udspringer fra, der kan kaldes gode gerninger. De er den
rette kanal, som alle gode gerninger må strømme igennem. Ingen gerning og intet
sindelag, der tilsidesætter disse bud, kan være Gud velbehagelig om gerningerne
og sindelaget end i verdens øjne er nok så fin og imponerende. Lad os nu se,
hvad vores store helgener kan prale af med hensyn til deres munkeordener og
store, vanskelige gerninger. Ting, som de har udtænkt og pålagt sig, mens de
har ladet budene ligge, som om de var for ringe eller for længst var udført.
Jeg mener, at man skulle have nok at gøre,
hvis man skal holde disse bud: mildhed, tålmodighed, kærlighed til fjender,
seksuel renhed, hjælpsomhed og alt, hvad det fører med sig. Men sådanne
gerninger gælder intet og regnes ikke i verdens øjne. De er ikke
bemærkelsesværdige og opsigtsvækkende og øves ikke på særlige tidspunkter,
særlige steder og måder, men er almindelige hverdagsopgaver, som den ene nabo
kan gøre mod den anden. Derfor har de ingen anseelse.
Munkenes
gerninger får alle til at spærre øjne og øren op. Dertil bidrager de selv med
stor pomp og pragt og herlige bygninger, som de udsmykker sådan, at alt kan
skinne og stråle. Man afbrænder røgelse, man synger og ringer, man tænder
bedelys og alterlys, så man for alle disse ting ikke kan se eller høre andet
end en præst, der står i en gylden kåbe eller en lægmand, der hele dagen ligger
på knæ i kirken. Det kaldes en kostelig gerning, som man ikke kan rose nok. Men
at en fattig tjenestepige passer et lille barn og trofast gør, hvad der er
hende pålagt, må ikke regnes for noget. Hvad skulle ellers munke og nonner søge
i deres klostre?
Men se, er det ikke en forbandet frækhed af
disse håbløse helgener, at de vover at opfinde et højere liv og bedre levemåde,
end De Ti Bud lærer. De påstår som sagt, at det er et ringe liv, der kun passer
for almindelige mennesker, mens deres er for de hellige og fuldkomne. De
ynkelige, blinde mennesker ser ikke, at intet menneske kan bringe det så vidt,
at han holder blot et eneste af De Ti Bud, som de skal holdes. Her må både
Trosbekendelsen og Fadervor komme os til hjælp, som de midler, hvor vi må søge
og nedbede og uafladelig modtage, hvad der er nødvendigt, for at holde budene,
som vi siden skal høre. Derfor er det med deres pral, som hvis jeg ville prale
og sige: Jeg ejer ganske vist ikke en rød øre, men en million tror jeg nok, jeg
kan betale.
Det
understreger jeg så kraftigt, for at man kan blive befriet for det grove misbrug,
der har slået så dybe rødder og for at man i alle samfundslag kan vænne sig til
alene at se hen til Guds bud og blot bekymre sig om det. For det vil vare
længe, inden man kan tilvejebringe en lære eller en livsform, der kan hamle op
med De Ti Bud, fordi de er så høje, at ingen i menneskelig kraft kan opfylde
dem. Og den, der kunne det, måtte være et himmelsk, engleagtigt menneske, højt
hævet over al verdens hellighed.
Gå bare i gang og tag godt fat, sæt al din
energi og evner ind, så vil du få så meget at bestille, at du ikke vil søge
eller spørge efter nogen anden gerning eller regne nogen anden hellighed. Det
må være nok om den første del af katekismen, både til undervisning og
formaning. Dog vil vi til slut gentage den tekst, der hører til, og som vi har
omtalt under det første bud. Så kan man kan se, hvor stor vægt Gud lægger på,
at man grundigt lærer, beskæftiger sig med og lever efter De Ti Bud.
”Jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, der
indtil tredje og fjerde led straffer efterkommerne på grund af synden hos dem,
der hader mig, men i tusind led viser barmhjertighed mod dem, der elsker mig og
holder mine bud!”
Skønt denne tilføjelse som sagt først og
fremmest er føjet til det første bud, er den dog givet for alle budenes skyld,
fordi de alle sigter på dette og skal være rettet imod det. Derfor har jeg
sagt, at man også skal påminde og indskærpe ungdommen det, så den lærer det og
husker det. Så kan man se, hvad der skal drive og lokke os til at holde disse
bud. Derfor skal man opfatte ordene, som om de hørte særligt til hvert eneste
af budene, så de bliver en virkelig bestanddel af dem alle.
Disse
ord indeholder både et vredt trusselsord og et venligt løfte for at afskrække
og advare os, men også for at lokke og drage os til at modtage hans ord som
guddommelige alvorsord og agte dem højt. Gud udtrykker, hvor stor vægt, han
lægger på det, og hvor strengt, han våger over det. Han straffer alle grueligt
og forfærdeligt, som foragter og overtræder hans bud, men på den anden side
belønner han rigeligt dem, der agter hans bud højt og gerne vil handle og leve
efter dem. Dermed kræver han, at alle budene skal opfyldes med et sådant
hjerte, der frygter Gud alene og kun har ham for øje. Og som følge af denne frygt
afholder sig fra alt, der er imod hans vilje, for at han ikke skal vredes. Som
på den anden side også stoler på ham alene og af kærlighed gør det, som han vil
have, fordi han taler så venligt med os som en far og tilbyder os al nåde og
godhed.
Dette er også meningen og den rette
udlægning af det første og fornemste bud, som alle de andre skal have deres
udspring i og flyde igennem. Ordene ”Du må ikke have andre guder end mig”,
betyder altså simpelthen ikke andet end det, som her siges: Du skal frygte og
elske mig som din eneste rette Gud og forlade dig på mig. For hvis dit hjerte
er således over for Gud, har du opfyldt dette og alle de andre bud. Den,
derimod, der elsker noget andet i Himmelen og på jorden, holder hverken dette
eller noget andet bud. Den hellige Skrift forkynder og indskærper således over
alt dette bud med henblik på de to stykker, gudsfrygt og tillid. Især gør
profeten David det fra først til sidst i Salmerne, hvor han siger: ”Herren har
behag i dem, der frygter ham, dem, der stoler på hans barmhjertighed” (Salme
147). Det er, som om hele budet er forklaret i det ene vers og netop siger så
meget: Herren har behag i dem, der ingen andre guder har!
Altså
skal det første bud lyse og kaste glans over alle de andre. Derfor må du også
lade dette stykke omfatte alle budene ligesom båndet eller ringen i kransen,
således at det føjer begyndelsen til slutningen og binder det hele sammen, så
man stadig gentager det og ikke glemmer det. Sådan i det andet bud, at man
frygter Gud og ikke misbruger hans navn til at bande, lyve, bedrage og anden
synd, men bruger det ret ved påkaldelse, bøn og tak, udsprungen af kærlighed og
tillid til det første bud. På samme måde skal denne frygt, kærlighed og tillid
drive og tvinge os, så vi ikke foragter hans ord, men gerne lærer og hører det,
ærer det og holder det helligt.
Det samme gælder nu også hvad de følgende
bud angår med hensyn til næsten. Alt skal ske i kraft af det første bud, nemlig
at man ærer sin far og mor, herrer og al øvrighed, underordner sig dem og er
dem lydige, ikke for deres skyld, men for Guds skyld. For du må hverken anse
eller frygte din far eller mor eller gøre noget eller undlade at gøre noget,
dem til behag, men kun se til, hvad Gud kræver og fordrer af dig. Undlader du
det, har du en vred dommer, men handler du efter det har du omvendt også en
nådig fader. Ligeledes, at du ikke tilføjer din næste nogen lidelse, skade
eller ulykke eller på anden måde går ham for nær. Det gælder både hans legeme,
hans hustru, ejendele, ære eller ret, som det i det ene bud efter det andet er
befalet. Heller ikke selv om du havde lejlighed og årsag til det, og ingen
mennesker ville straffe dig for det.
Men du skal gøre godt imod enhver, være
hjælpsom og fremme hans forhold, når og hvor du kan, alene af kærlighed til Gud
og i tillid til, at han rigeligt skal lønne dig for alt. Så ser du, hvordan det
første bud er begyndelsen og kildevældet, der strømmer gennem alle de andre bud
og som de atter vender tilbage til, og som de alle afhænger af, så begyndelse
og ende er knyttet sammen og viklet ind i hinanden.
Det er gavnligt og nødvendigt atter og
atter at erindre om, formane til og fremholde for ungdommen, så de ikke bliver
opdraget som dyr med straf og tvang, men i gudsfrygt og til hans ære. Det er
ikke et menneskeligt påhit, men den høje majestæts egne bud. Og han våger selv
over det med en sådan alvor, at han rammer den med vrede og straf, der foragter
hans bud, men omvendt gengælder dem overstrømmende rigelig, der holder dem.
Hvor man betænker det og lægger sig det på sinde, da vil man af sig selv føle
lyst og trang til gerne at gøre Guds vilje.
Derfor er det ikke uden grund befalet i Det
Gamle Testamente, at man skal skrive budene på alle vægge og i alle hjørner,
ja, selv på sine klæder. Det var ikke blot for at de skal være skrevet der og
være til pynt, som jøderne gjorde, men for at man uafbrudt skulle have dem for
øje og i stadig erindring søge at opfylde dem i alt, hvad man foretog sig. Det
var som om budene stod skrevet alle steder, hvor man så hen. På den måde vil
man både hjemme i sit hus og over for sine naboer finde anledning nok til at
leve efter De Ti Bud, så ingen for den sags skyld behøvede at gå langvejs.
Her ser man atter, hvor højt disse bud bør
ophøjes og prises frem for alle andre ordner, bud og gerninger, som man ellers
lærer og lægger vægt på. For her kan vi trodse og sige: Lad alle vise og
hellige træde frem, og lad os se, om de kan fremvise én eneste gerning, som
disse bud. Dem kræver Gud med en sådan alvor og befaler under trussel om sin
strengeste straf og vrede, og tilføjer desuden så herlige løfter om, at han vil
overøse os med alt godt og alle velsignelser. Derfor bør man også frem for alt
andet lære De Ti Bud og holde dem for dyrebare og værdifulde, som den største
skat, Gud har givet os.
Hidtil
har vi hørt det første stykke i den kristne lære og set alt det, Gud vil, at vi
skal gøre og lade være med. Nu følger så meget passende Trosbekendelsen, der
viser os alt det, vi kan forvente at modtage af Gud. Kort sagt, lærer vi ham
her at kende helt og aldeles. Det har netop det formål, at vi så kan gøre det,
som De Ti Bud befaler. For de rager så højt, at alle menneskers evne er alt for
ringe og svage til at holde dem.
Det er lige så nødvendigt at lære denne del
af katekismen at kende som den første del, for at man kan vide, hvordan man
kommer så vidt, og hvorfra man får kraft til at holde budene. For hvis vi af
egen kraft kunne holde De Ti Bud, som de skal holdes, så behøvede vi intet
andet, hverken troen eller Fadervor. Men inden man nøjere forklarer troens
nytte og gavn, er det for almindelige mennesker nok, at de lærer at fatte og
forstå troens indhold.
For det første har man hidtil delt
Trosbekendelsen op i 12 artikler, selv om der i virkeligheden er mange flere,
hvis man enkeltvis ville opstille alle de stykker, der står i Bibelen og hører
til troen. Enkelte af dem kunne heller ikke udtrykkes med så få ord.
Men for at man lettest og enklest kan
tilegne sig det, sådan som det skal læres af børnene, vil vi kort sammenfatte
bekendelsen i tre hovedartikler efter de tre personer i guddommen. Her er det,
som alt, hvad vi tror på, viser hen til. Den første artikel om Gud Fader
forklarer skabelsen, den anden om Sønnen forklarer frelsen, den tredje om
Helligånden helliggørelsen.
I sin allerkorteste form kan bekendelsen
altså sammenfattes i ordene: Jeg tror på Gud Fader, der har skabt mig, jeg tror
på Guds Søn, der har befriet mig, jeg tror på Helligånden, der gør mig hellig.
Én Gud og én tro, men tre personer, derfor også tre artikler eller bekendelser.
Vi
vil nu i korthed gennemgå ordene.
Jeg tror på Gud Fader, den almægtige,
himmelens og jordens skaber
Her
er på det allerkorteste afbildet og fremstillet, hvordan Gud Faders væsen,
vilje, gerning og værk er. For når De Ti Bud har befalet os, at man ikke må
have mere end én Gud, må man vel spørge: Hvad er Gud da for en mand? Hvad gør
han? Hvordan kan man prise ham, eller male og beskrive ham, så man kan kende
ham? Det lærer nu denne og de følgende artikler, så Trosbekendelsen ikke er
andet end de kristnes svar og bekendelse til det første bud. Som når man
spurgte et lille barn: Kære, hvad har du for en Gud? Hvad véd du om ham? Barnet
kunne så svare: Min Gud er først og fremmest Faderen, der har skabt himmelen og
jorden. Ud over det, holder jeg intet for Gud, for der er ingen anden, der
kunne skabe himmelen og jorden.
Men for de lærde og mere erfarne kan man
nærmere udfolde alle tre artikler og dele dem i så mange stykker, der er ord.
Men for de unge må det være nok at forklare det nødvendigste, nemlig at denne
artikel angår skabelsen, så man bliver stående ved ordet: Himmelens og jordens
skaber. Hvad er nu sagt, eller hvad mener du med ordet: Jeg tror på Gud Fader,
den almægtige, himmelens og jordens skaber? Svar: Dette mener og tror jeg, at
jeg er Guds skabning, det vil sige, at han har givet og uden afbrydelse stadig
opholder mit legeme, sjæl og liv, lemmer, både store og små, alle sanser,
fornuft og forstand m.m., mad og drikke, tøj, arbejde, ægtefælle og børn,
kolleger, hus og hjem osv. Dernæst at han lader alle skabninger tjene mig til
livets nytte og gavn, både sol, måne og stjerner på himmelen, dag og nat, luft,
ild, vand, jord og hvad den bærer og yder, fugle, fisk, dyr, korn og planter af
enhver slags. Desuden hvad der mere findes af legemlige og jordiske goder som
en god ledelse, fred og tryghed. Man lærer således af denne artikel, at ingen
af os har livet fra sig selv eller ved sig selv kan opholde livet eller noget
af alt det, der lige er opregnet og hvad mere der kunne opregnes, hvor lille og
ringe det end er. For alt er sammenfattet i ordet: Skaber.
Desuden
bekender vi også, at Gud Fader ikke alene har givet os alt det, som vi har og
ser for vores øjne, men at han også daglig vogter og beskytter os mod alt ondt
og al ulykke, forhindrer al slags fare og uheld. Og alt det gør han af ren og
skær kærlighed og godhed, uden at vi har gjort os fortjent til det, som en
venlig fader, der drager omsorg for, at intet ondt skal hænde os. Men at uddybe
det, hører ind under de to andre ord i denne artikel, nemlig ”Fader” og
”almægtig”.
Heraf følger nu af sig selv, at når alt
det, vi ejer og har, og hvad der er i himmelen og på jorden, daglig gives os af
Gud og af ham opholdes og bevares for os, så er vi også skyldige uden ophør at
elske, prise og takke ham for det. Vi skal kort og godt, ganske og aldeles
tjene ham med disse ting, sådan som han kræver og befaler i De Ti Bud.
Her er der nu meget at tale om, hvis man
skulle udfolde, hvor få de er, der tror denne artikel. For vi springer alle let
hen over denne artikel, hører den og siger den, men vi ser og tænker ikke på,
hvad den lærer os. For hvis vi af hjertet troede det, ville vi også handle
efter det og ikke gå så stolt frem, være trodsige og prale, som om vi havde
liv, rigdom, magt og ære fra os selv, så man skulle frygte og tjene os, sådan
som den usalige, forvendte verden gør. Den er aldeles overvældet af sin
blindhed og misbruger alle Guds goder og gaver alene til sit eget hovmod,
købesyge, lyst og nydelse. Den ser ikke engang hen til Gud for at takke ham
eller erkende ham som sin herre og skaber.
Derfor skulle denne artikel ydmyge og forskrække
os alle, hvis vi troede den. For vi synder daglig med øjne, øre, hænder, legeme
og sjæl, penge og ejendele og med alt, hvad vi har, især dem, der endnu
bekæmper Guds ord. Dog har de kristne det fortrin, at de erkender, at de er
skyldige at tjene Gud og være ham lydige.
Derfor
skal vi daglig øve os i denne artikel, indprente os den og erindre den i alt,
hvad vi oplever og hvad der hænder os af godt. Og når vi bliver reddet ud af
nød og fare, skal vi tænke på, hvordan det er Gud, der giver og tildeler os alt
dette. Vi skal deri skønne og se hans faderlige hjerte og uudsigelige kærlighed
imod os. Så ville vores hjerte blive opvarmet og opflammet til at være
taknemmeligt og til at bruge alle sådanne goder til Guds ære og pris.
Så har vi da i korthed meningen med denne
artikel og det, der er vigtigst for almindelige mennesker at lære. Både hvad vi
har modtaget fra Gud, og hvad vi derfor også er ham skyldige. Det er en meget
dyb og værdifuld erkendelse, men en endnu kosteligere skat. For her ser vi,
hvordan Faderen har givet os sig selv med alle sine skabninger og på det
allerrigeste forsørger os i dette liv, foruden at han også ved sin Søn og
Helligånden overøser os med uudsigelige, evige goder, som vi nu skal høre.
Jeg tror på Jesus Kristus, Guds enbårne
Søn, vores Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint
under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på
tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders,
den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Her
lærer vi den anden person i guddommen at kende, så vi ser, hvad Gud har skænket
os ud over de førnævnte timelige goder. Han har nemlig udøst sig selv helt og
aldeles og ikke beholdt noget, som han ikke har givet os. Denne artikel er
utrolig dyb og omfattende, men for også at behandle den kort, så børn kan
forstå den, vil vi tage ét ord for os og indbefatte hele artiklens indhold i
det. Vi lærer nemlig her, hvordan vi er blevet befriet. Det samler vi i ordet,
at Jesus Kristus er vores ”Herre”.
Når nogen nu spørger: Hvad tror du i den
anden artikel om Jesus Kristus? svar da kort: Jeg tror, at Jesus Kristus, den
sande Guds søn, er blevet min Herre. Hvad betyder så det at blive en herre? Det
vil sige, at han har befriet mig fra synden, fra Djævelen, fra døden og fra al
ulykke. For tidligere havde jeg ikke nogen herre eller konge, men var fanget
under Djævelens magt, fordømt til døden, bundet i synd og blindhed.
For
dengang vi var blevet skabt og havde modtaget al slags godt af Gud Fader, kom
Djævelen og bragte os ud i ulydighed, synd, død og al ulykke. Vi faldt i Guds
vrede og unåde, dømt til evig fordømmelse, som vi selv havde bevirket og
fortjent det. Der var hverken gode råd, hjælp eller trøst, før denne eneste og
evige Guds Søn af grundløs godhed forbarmede sig over vores jammer og
elendighed og kom ned fra Himmelen for at hjælpe os. Så er vores tyranner og
fangevogtere nu jaget bort alle sammen, og i deres sted er Jesus Kristus
kommet, livets, retfærdighedens, al godheds og saligheds Herre. Og han har
revet os stakkels fortabte mennesker ud af Helvedes gab, vundet og frigjort os,
og atter ført os tilbage til Faderens yndest og nåde. Han har taget os under
sin beskærmelse og beskyttelse som sin ejendom, for at regere og lede os ved
sin retfærdighed, visdom, magt, liv og salighed.
Hovedindholdet
af denne artikel er altså, at det lille ord ”Herre” ganske enkelt betyder så
meget som en befrier. Det vil sige, den, der har ført os fra Djævelen tilbage
til Gud, fra døden til livet, fra synden til retfærdigheden og bevarer os her.
Men de andre stykker, der følger efter hinanden i denne artikel, tjener kun til
at forklare og udfolde denne befrielse. Hvordan og med hvilke midler befrielsen
er sket, det vil sige, hvad han har måttet udholde, hvad han har brugt og
risikeret for at vinde os og bringe os under sit herredømme. Han måtte nemlig
blive menneske, undfanget af Helligånden og uden al synd født af Jomfruen, for
at han kunne blive Herre over synden. Han har desuden måttet lide, dø og blive
begravet for at gøre fyldest for mig og betale, hvad jeg har forskyldt. Og betalingen
var ikke med sølv eller guld. Han betalte med sit eget dyrebare blod. Og alt
dette har han gjort, for at han kunne blive min Herre. Han har jo ikke gjort
det, eller behøvede at gøre det, for sin egen skyld. Derefter er han igen
opstået, har slugt og fortæret døden. Og til sidst er han faret til Himmels og
har taget herredømmet ved Faderens højre, så at Djævelen og alle magter må
adlyde ham og ligge ved hans fødder, indtil han på den yderste dag omsider
fuldstændig adskiller og afsondrer os fra den onde verden, Djævelen, døden og
synden.
Nærmere
forklaring følger på søndag
Men
at uddybe hver enkelt af disse stykker, hører ikke hjemme under den korte
børnelærdom, men til de store prædikener hele året igennem, især på de søndage
og helligdage, der er forordnet til at behandle hver enkelt artikel udførlig,
som Kristi fødsel, lidelse, opstandelse, himmelfart, osv. Desuden hviler hele
det evangelium, vi prædiker, på, at man grundigt forstår denne artikel. På
denne artikel hviler hele vores frelse og al salighed. Og denne artikel er så
indholdsmættet og omfattende, at vi altid vil have rigeligt at lære.
Jeg tror på Helligånden, én, hellig,
kristen kirke, de helliges menighed, syndernes forladelse, kødets opstandelse
og et evigt liv. Amen.
Denne
artikel kan jeg, som sagt, ikke forklare bedre end ved at tale om helligelsen.
Ved det fremstilles og afbildes Helligånden ved sit embede, nemlig at han gør
hellig. Derfor må vi holde fast ved ordet ”Helligånd”, fordi det er så
kortfattet, at man ikke kan bruge noget bedre. For der nævnes mange slags ånder
i Bibelen, som menneskets ånd, himmelske ånder og onde ånder. Men alene Guds
Ånd kaldes Helligånden, det vil sige, den, der har gjort os hellig og endnu gør
os hellig. For ligesom Faderen kaldes en Skaber og Sønnen en Befrier, således
skal også Helligånden ifølge sin gerning kaldes en Helliger eller en
Helliggører. Men hvordan går denne helligelse til? Svar: Ligesom Sønnen har
fået det herredømme, ved hvilket han befrier os, gennem sin fødsel, død og
opstandelse, således udfører Helligånden også sin helligelse gennem de ting,
der nævnes i artiklen. Det er de helliges samfund eller den kristne kirke,
syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Det vil sige, at
Helligånden først fører os ind i sin hellige menighed og lægger os i kirkens
skød, som han bruger til at prædike for os og bringe os til Kristus.
For
hverken du eller jeg kunne nogensinde vide noget om Kristus eller tro på ham
eller få ham til Herre, hvis det ikke ved evangeliets prædiken blev tilbudt og
skænket os i vores indre af Helligånden. Frelseværket er udført og fuldbragt.
For Kristus har erhvervet og vundet skatten til os ved sin lidelse, død og
opstandelse. Men hvis hans gerning forblev skjult, så ingen vidste det, var det
jo forgæves og spildt. For at nu en sådan skat ikke skal ligge begravet, men
tværtimod tages i anvendelse og blive til gavn, har Gud ladet ordet udgå og
forkynde. Derved bliver Helligånden givet, der bringer og tilegner os denne
skat og befrielse. Derfor er helligelsen intet andet end at bringe os til den
Herre Kristus, så vi kan modtage et sådant gode, som vi ellers ikke kunne selv.
Så lær nu at forstå denne artikel helt
tydeligt. Når man spørger: Hvad mener du med ordene: ”Jeg tror på Helligånden”,
så skal du svare: Jeg tror, at Helligånden gør mig hellig, som hans navn lyder.
Men hvorved gør han dette, eller på hvad måde og med hvilket middel gør han
det? Svar: Ved den kristne kirke, syndernes forladelse, kødets opstandelse og
det evige liv. Han har nemlig en særlig menighed i verden, som er den mor, der
føder og plejer enhver kristen ved Guds ord. Ved menigheden åbenbarer og
forkynder han ordet, så hjerterne bliver oplyst og antændt. På den måde fatter og
modtager man det, hænger ved det og forbliver ved det.
For
hvis Helligånden ikke lader Guds ord prædike og opvækker hjerterne, så man
fatter det, da er det spildt. Sådan gik det til under pavedømmet, da troen var
gemt helt væk, og ingen kendte Kristus som en Herre eller Helligånden som den,
der gør hellig. Det vil sige, at ingen troede, at Kristus var vores Herre, der
uden vores gerninger eller fortjeneste havde vundet os en sådan skat og gjort
os velbehagelige for Faderen. Hvad manglede der da? Helligånden var der ikke
til at åbenbare det og lade det prædike. I stedet var der mennesker og onde
ånder, der lærte os, at vi skulle blive salige og finde nåde ved vores egne
gerninger. Derfor var der heller ikke nogen kristen kirke. For hvor man ikke
prædiker om Kristus, er der ingen Helligånd, som skaber, kalder og samler den
kristne kirke. Og uden for denne kirke kan ingen komme til den Herre Kristus.
Lad det være tilstrækkeligt om denne artikels hovedindhold. Men fordi de
stykker, der omtales i den, ikke er så klare for almindelige mennesker, vil vi
kort gennemgå dem.
Trosbekendelsen
kalder på latin den hellige kristne kirke for ”communio sanctorum”. Det betyder
et samfund af hellige. Begge udtryk betyder det samme, men til at begynde med
har det ene udtryk ikke stået der, og det er også oversat dårligt og
uforståeligt ved ”de helliges samfund”. Hvis man tydeligt skulle gengive det,
måtte man oversætte det helt anderledes. Det græske ord ”ecclesia” betyder
egentlig en ”forsamling”. Men vi er så vant til ordet ”kirke”, som folk ikke
forbinder med en forsamling af mennesker, men med et indviet hus eller
kirkebygning. Huset skal ikke kaldes en kirke uden alene på grund af de
mennesker, der kommer sammen i bygningen. For vi, der kommer sammen, laver og
indretter os et særligt rum og giver huset navn efter forsamlingen.
Ordet »kirke« betyder således egentlig ikke
andet end en almindelig forsamling. Ordet er af græsk oprindelse, ligesom også
ordet ecclesia, for grækerne siger på deres sprog ”kyria”, ligesom man på latin
kalder det ”curia”. Derfor skulle det på vores sprog egentlig hedde ”en kristen
menighed eller forsamling”, eller allerbedst og klarest ”en hellig kristenhed”.
På samme måde skulle ordet ”communio”, der
er tilføjet, heller ikke gengives ved samfund, men ved menighed. Udtrykket er
nemlig ikke andet end en slags fodnote eller tolkning, som en eller anden har
brugt til at forklare, hvad en hellig kirke betyder. Det er der så nogle folk uden
ret megen sprogkundskab, der har oversat til ”de helliges samfund”, skønt det
udtryk er svært at forstå og ikke giver nogen mening for almindelige mennesker.
Man burde i stedet oversætte det med ordene ”de helliges menighed”, det vil
sige, en menighed hvor der udelukkende er hellige, eller endnu bedre ”en hellig
menighed”. Dette siger jeg, for at man kan forstå udtrykket, fordi det nu er
blevet så almindeligt, at det vanskeligt igen kan udryddes, og det bliver jo
næsten anset som kætteri, hvis man forandrer et eneste ord.
Men
meningen og indholdet af tilføjelsen er den: Jeg tror, at der er et lille
helligt folk og menighed på jorden, der består udelukkende af hellige
mennesker, under ét hoved, Kristus. De er sammenkaldt af Helligånden, i én tro,
ét sind og samme overbevisning, med mange slags gaver og dog fælles i
kærligheden, uden partier og splittelse. Af den er jeg også en del og et lem,
delagtig i og fælles om alle de goder, den har. Jeg er bragt til denne menighed
og indlemmet i den ved Helligånden, ved at jeg har hørt Guds ord og endnu hører
det. Det er nemlig sådan, man kommer derind. For tidligere, førend vi kom
derind, tilhørte vi fuldstændig Djævelen og kendte intet til Gud og Kristus.
Helligånden forbliver hos denne hellige menighed eller kristenhed lige til den
yderste dag. Ved den drager han os og bruger den til at fremholde Ordet, så vi
er optaget af det. Ved Ordet virker og forøger Helligånden nemlig helligelsen,
så vi dagligt vokser og bliver stærk i troen og dens frugter, som Helligånden
frembringer.
Dernæst tror vi også, at vi i kristenheden
får syndernes forladelse. Det sker ved de hellige sakramenter og absolutionen,
samt ved alle slags trøstende ord i hele evangeliet. Under dette punkt hører
derfor alt, hvad der er at sige om sakramenterne og deres brug, ja, kort sagt,
hele evangeliet og alle opgaverne i menigheden, der altid må være i gang. For
selv om Guds nåde ganske vist er erhvervet ved Kristus, og helligelsen er
udført ved Helligånden gennem Guds ord, da vi blev forenet med den kristne
kirke, er vi dog aldrig uden synd på grund af vores kød, som vi endnu slæber
rundt på.
Derfor
er alt i kristenheden indrettet til, at man daglig kan hente den reneste
syndsforladelse ved ord og tegn, til trøst og oprejsning for vores
samvittighed, så længe vi lever. Selv om vi stadig har synd, virker Helligånden
altså, at den dog ikke skader os, fordi vi er i kristenheden, hvor der ikke er
andet end syndsforladelse. Både fordi Gud tilgiver os, og fordi vi indbyrdes
tilgiver og bærer over med hinanden og hjælper hinanden. Men uden for
kristenheden, hvor evangeliet ikke findes, er der heller ingen tilgivelse,
ligesom der heller ikke kan være nogen hellighed. Derfor har de udstødt og
udskilt sig selv alle dem, der søger og vil fortjene hellighed ved deres egne
gerninger, og ikke ved evangeliet og syndernes forladelse.
Da
helligheden imidlertid er begyndt og daglig forøges, venter vi, at vores kød
bliver aflivet og begraves med al dets urenhed, men derefter kommer til syne
igen i herlighed og opstå i fuldstændig og total hellighed til et nyt, evigt
liv. For endnu er vi kun halvvejs rene og hellige, så Helligånden stadig må
arbejde på os med ordet og daglig uddele syndernes forladelse, indtil vi når
det liv, hvor der ikke mere skal være nogen forladelse. Da skal der helt og
holdent være rene og hellige mennesker, fulde af fromhed og retfærdighed,
frelste og frie fra synd, død og al ulykke, i et nyt, udødeligt og forklaret legeme.
Se, alt dette skal være Helligåndens embede og gerning, at han her på jorden
begynder og daglig forøger helligheden ved hjælp af de to ting: den kristne
kirke og syndernes forladelse. Men når vi er blevet til støv, vil han på et
øjeblik fuldføre det helt og til evig tid bevare os ved de sidste to ting i
artiklen. Men at der her står ”kødets opstandelse” er heller ikke en helt
præcis oversættelse. For når vi hører ordet ”kød”, tænker vi straks på butikker
med fødevare. Det ville være mere dækkende, hvis vi sagde ”legemets eller
ligets opstandelse”. Det har dog ikke den store betydning, når man blot
forstår, hvad der menes med udtrykket.
Dette er nu den artikel, der altid må være
i gang og fortsætte sit værk. For skabelsen er afsluttet, og befrielsen
fuldført, men Helligånden udfører stadig sin gerning indtil den yderste dag. Og
i den hensigt har han stiftet en menighed på jorden, som han taler og udretter
alt gennem. For han har endnu ikke samlet hele sin kristenhed eller helt uddelt
syndernes forladelse. Derfor tror vi på ham, som daglig kalder os ved Ordet og
giver, forøger og styrker troen ved det samme ord og ved syndernes forladelse.
Og når det alt sammen er fuldbyrdet, og vi holder ud og afdør fra verden og al
ulykke, vil han til sidst gøre os fuldstændig hellige for evigt. Det venter vi
nu på ved Ordet i troen.
Se,
her har du Guds sande væsen, vilje og værk på det smukkeste afbildet i ganske
få, men dog indholdsmættede ord. Heri består al vores visdom, der langt
overstiger al menneskelig visdom, tanke og forstand. For selv om hele verden
energisk har stræbt efter at finde ud af, hvad Gud dog er for en størrelse, og
hvilke planer, han har med os, så er man dog aldrig nået frem til noget. Men
her har du det alt sammen fuldt udfoldet. I disse tre artikler har han selv
vist os og lukket op for sit faderlige hjertes inderste væsen og uudsigelige
kærlighedsfylde. For han har netop skabt os, for at han kunne befri os og gøre
os hellige. Og ud over at han har skænket og overdraget os alt, hvad der er i
himmelen og på jorden, har han også givet os sin Søn og Helligånd, ved hvem han
drager os til sig. Vi kan nemlig aldrig nå frem til at erkende Faderens
barmhjertighed og nåde, uden ved vores Herre Kristus, der er det faderlige
hjertes spejl. Uden Kristus ser vi ikke andet end en vred og frygtindgydende
dommer. Men vi kunne heller ikke vide noget om Kristus, hvis ikke Helligånden
havde åbenbaret det.
Derfor adskiller og afsondrer disse tre
trosartikler os kristne fra alle andre mennesker på jorden. Der findes ganske
vist også uden for kristenheden mennesker, der kun tror på og tilbeder én sand
Gud, det være sig hedninger, tyrkere, jøder eller falske kristne og hyklere.
Men ingen af dem véd, hvad Gud tænker om dem og derfor forventer de heller ikke
nogen kærlighed eller noget godt af ham. Derfor forbliver de under evig vrede
og fordømmelse. De har nemlig ikke vores Herre Kristus og er heller ikke oplyst
og benådet med nogen gave fra Helligånden.
Heraf
ser du, at troen er en helt anden lære end De Ti Bud. Budene lærer os ganske
vist, hvad vi skal gøre. Troen derimod fortæller os, hvad Gud gør og giver os.
De Ti Bud er desuden indskrevet i alle menneskers hjerter, men troen kan ingen
menneskelig klogskab fatte. Den kan alene læres af Helligånden. Budene gør
ingen til kristen, for Guds vrede og unåde forbliver altid over os, fordi vi
ikke kan holde, hvad Gud kræver af os. Men troen bringer intet andet end nåde
og gør os fromme og velbehagelige for Gud. For ved denne erkendelse får vi lyst
og kærlighed til alle Guds bud, fordi vi her ser, hvordan Gud helt og aldeles
med alt, hvad han har og formår, giver os sig selv til hjælp og bistand, så vi
kan holde De Ti Bud. Faderen giver os alle skabninger til hjælp, Kristus giver
alle sine gerninger og Helligånden giver alle sine gaver.
Det er tilstrækkelig forklaring til
Trosbekendelsen, som grundviden for almindelige mennesker, så man ikke bliver
overbebyrdet. Når blot man fatter hovedindholdet, kan man senere selv gå videre
og inddrage flere steder fra Bibelen, så man fortsætter med at øge sin indsigt.
For så længe vi lever her på jorden, er det nødvendigt at prædike og høre om
dette dagligt.
Vi
har nu hørt, hvad vi skal gøre og tro. Heri består det bedste og saligste liv.
Nu følger det tredje stykke, der handler om, hvordan man skal bede. Det
forholder sig nemlig sådan, at intet menneske kan holde De Ti Bud fuldstændig,
selv om vi er begyndt at tro. Djævelen og verden og vores eget kød sætter sig
imod det af al magt. Derfor er intet mere nødvendigt, end at man altid har åben
for forbindelsen til Gud. At man råber og beder ham om, at han vil opholde og
forøge troen og opfyldelsen af De Ti Bud og rydde alt det bort, der ligger i
vejen og hindrer os. For at vi kan vide, hvordan, vi skal bede, har vores Herre
Kristus selv lært os måden og ordene. Det skal vi nu se på.
Men
før vi gennemgår Fadervor stykke for stykke, er det allervigtigste, at vi
formaner og tilskynder folk til at bede, ligesom Kristus og apostlene har
gjort. Det er nemlig udgangspunktet, at man er klar over, at vi ifølge Guds bud
er skyldige at bede. For under det andet bud, ”du må ikke misbruge Guds navn”,
har vi hørt, at der kræves, at man skal prise det hellige navn og påkalde det
eller bede. For at påkalde er ikke andet end at bede. Og det er befalet strengt
og alvorligt. Det er lige så nødvendigt som de andre bud om, ikke at have andre
guder, ikke at slå ihjel, ikke at stjæle, osv. Derfor må ingen tro, at det er
lige meget, om man beder eller ej. Mange overfladiske mennesker lever i den
indbildning og tanke: Hvorfor skulle jeg bede. Det er ikke til at vide, om Gud
bryder sig om eller vil høre min bøn? Beder jeg ikke, så beder en anden. På den
måde vænner de sig til aldrig at bede. Og de bruger det påskud, at da vi
forkaster falske og hykleriske bønner, så lærer vi, at man ikke skal eller må
bede.
Det er ganske vist sandt, at det, man
hidtil har foregivet skulle være bøn, og som man har afplapret og skrålet i
kirken, ikke har været nogen virkelig bøn. Sådan ydre ting kan vel være en
øvelse for små børn, skoleelever og almindelige mennesker, når de bruges på
rette måde. Det kan kaldes at synge eller læse, men ikke at bede i egentlig
forstand. At bede er nemlig, som det andet bud siger, at råbe til Gud i al nød.
Det kræver han af os, og det kommer ikke an på, hvad vi synes. Hvis vi vil være
kristne, må og skal vi bede. Nøjagtig som vi må og skal være lydige mod vores
forældre og de offentlige myndigheder.
Ved
bøn og påkaldelse bliver Guds navn æret og brugt til vores gavn. Det skal du
først og fremmest huske på, for at de tanker, der vil afholde eller skræmme dig
fra at bede, kan blive tilbagevist og bragt til tavshed. Det går jo heller
ikke, hvis et barn siger til sin far: Hvilken rolle spiller min lydighed? Jeg
gør akkurat, hvad der passer. mig, det er jo ligegyldigt. Nej, budet står der.
Du skal og må gøre det. Sådan beror det heller ikke her på min vilje, om jeg
beder eller ej, men jeg skal og må bede, med tanke på Guds vrede og unåde.
Det
skal man altså frem for alt lægge mærke til og fastholde, for at man derved kan
tilbagevise og bringe de tanker til tavshed, der vil afholde eller skræmme os
fra at bede. Som om det ikke havde noget at betyde, om vi bad eller ej, eller
som om det kun er befalet dem, der er mere hellige end os og derfor står sig
bedre med Gud. Af naturen er det menneskelige hjerte nemlig så usikker, at det
altid flygter for Gud og tænker, at han hverken ønsker eller bryder sig om
vores bøn, fordi vi er syndere, der kun har fortjent hans vrede.
Imod sådanne tanker skal vi se på dette bud
og vende os til Gud, for at vi ikke skal gøre ham endnu mere vred ved vores
ulydighed. Ved dette bud giver han os endnu tydeligere til kende, at han ikke
vil forstøde os eller jage os bort, selv om vi er syndere. Han vil i stedet
drage os til sig, for at vi kan ydmyge os for ham, klage vores nød og
elendighed og bede om nåde og hjælp. Man læser derfor i Bibelen, at han også vredes
på dem, der for deres synders skyld er blevet ramt, fordi de ikke igen vendte
sig til ham og ved bønnen atter har stillet hans vrede og søgt hans nåde.
Heraf skal du nu drage den slutning, at
fordi det er befalet så alvorligt at bede, må man på ingen måde foragte sin
bøn, men tænke stort og højt om den. Lær dette ved eksempler fra de andre bud.
Et barn må på ingen måde foragte sin lydighed imod sin far og mor, men altid
tænke: Denne gerning er en lydighedshandling, og hvad jeg gør, udfører jeg kun
i den hensigt at lyde Guds bud. Det bygger jeg på, og det kan jeg holde mig til
og anse for noget stort, ikke for min egen værdigheds skyld, men for budets
skyld. På samme måde er det også her. Hvad og hvorfor vi beder, skal vi anse
som påbudt af Gud og gjort i lydighed mod ham og tænke således: Min person gør
ikke bønnen noget værd, men det, at Gud har befalet det. Derfor skal enhver,
hvad han end beder om, altid komme frem for Gud i lydighed mod dette bud.
Derfor beder og formaner vi enhver
indtrængende, at man lægger sig det på hjerte og på ingen måde foragter bønnen.
For hidtil har man i Djævelens navn lært sådan, at ingen har regnet det for
noget, og man har ment, at det var nok, når den ydre gerning skete. Det var
lige meget, om Gud hørte det eller ej. Det er at gøre grin med bønnen og bare
at mumle hen i vejret, derfor er det en forgæves bøn. For vi lader os forvirre
og afskrække af sådanne tanker: Jeg er ikke hellig og værdig nok. Hvis jeg var
så from og hellig som Peter eller Paulus, så ville jeg bede. Men den slags
tanker må man jage bort. For det samme bud, som gjaldt Paulus, gælder også mig,
og det andet bud er givet lige så vel for min skyld som for hans, så han har
ikke noget bedre eller helligere bud at rose sig af.
Derfor skal du sige: Den bøn, jeg beder, er
lige så værdifuld og hellig og velbehagelig for Gud, som Paulus’ og de
allerhelligstes. Jeg vil gerne lade ham være helligere, hvad hans person angår,
men ikke hvad budet angår. I forholdet til bønnen anser Gud ikke personen, men
han har behag i bønnen for sit ords skyld og på grund af lydigheden. For på det
bud, som alle hellige grunder deres bøn på, grunder jeg også min. Desuden beder
jeg netop om det samme, som de alle beder og har bedt om. Og yderligere er det
lige så vigtigt, ja, endnu vigtigere for mig end for de store hellige.
Dette er det første og vigtigste stykke, at
al vores bøn skal grunde sig på og bero på lydighed mod Gud, uanset vores
person, om vi er syndere eller fromme, værdige eller uværdige. Og vi skal vide,
at Gud ikke vil, at man skal drive gæk med det. Han vredes og straffer, hvis vi
ikke beder, lige så vel, som han straffer al anden ulydighed. Men vi skal også
vide, at han ikke vil lade os bede forgæves. For hvis han ikke ville bønhøre
dig, ville han heller ikke så strengt befale dig at bede.
For
det andet skal vi så meget ivrigere drives og lokkes til bøn, fordi Gud har
knyttet et løfte til den og tilsagt os, at det vi beder om, virkelig skal ske.
Som han siger i Salme 50: ”Og kald på mig på nødens dag, jeg vil udfri dig, og
du skal ære mig.” Og Kristus siger i Matthæus 7, 7: ”Bed, så skal der gives
jer…, for enhver, der beder, han får.” Det burde jo opvække vores hjerte og
antænde det med lyst og kærlighed til at bede, fordi han med sit ord bevidner,
at det er ham inderligt velbehagelig, at vi beder. Han vil virkelig høre og
bønhøre os, for at vi ikke skal ringeagte det eller slå det hen i vejret og
bede uden vished. Dette kan du foreholde ham og sige: Her kommer jeg, kære far,
og beder, ikke som følge af mit eget påfund eller min egen værdighed, men efter
dit bud og løfte, som ikke kan skuffe mig eller lyve. Den, der ikke tror et
sådant løfte, skal vide, at Gud vredes på ham som en, der vanærer ham og gør
ham til en løgner.
Desuden burde det også lokke og drage os,
at Gud foruden sit bud og sit løfte kommer os i forkøbet og selv lærer os
ordene. Han viser os både måden, vi skal bede og lægger os i munden, hvad vi
skal bede om. Vi kan se, hvor hjerteligt han antager sig vores nød, og at vi ikke
skal tvivle på, at en sådan bøn er ham velbehagelig og virkelig vil blive hørt.
Det er en kæmpe fordel frem for alle andre bønner, som vi selv kan udtænke. For
dem ville samvittigheden altid være i tvivl om og sige: Jeg har bedt, men hvem
ved, om det behager ham, eller om jeg har bedt på rette måde? Derfor findes der
her på jorden ikke nogen finere bøn end Fadervor, fordi der er sådan fantastisk
vidnesbyrd om, at Gud hjertelig gerne hører det. Derfor skal vi ikke bytte det
bort for al verdens gods.
Denne
bøn er desuden også foreskrevet os, for at vi skal se og tænke på den nød, der
skal tvinge os til at bede uafbrudt. For den, der vil bede, må fremføre,
forelægge og nævne noget, som han begærer. Ellers er det ikke nogen bøn. Derfor
har vi også med rette forkastet de bønner, som munke og præster dag og nat med
møje fremhyler og fremmumler, skønt ingen af dem tænker på at bede om noget som
helst. Og hvis man bragte alle deres kirker og alle kirkens ansatte sammen,
måtte de indrømme, at de aldrig af hjertet har bedt om så meget som blot en
dråbe vin. For ingen af dem har givet sig til at bede af lydighed mod Gud og af
tro på løftet eller på grund af nød. Man har i bedste fald ikke tænkt på andet
end at gøre en god gerning, som man ville betale Gud med, som om de ikke ville
modtage noget af ham, men kun bringe ham noget.
Men hvor det skal være en ret bøn, må det
også være alvor, at man kender sin nød, nemlig sådan en nød, der trykker os og
driver os til at råbe til Gud og påkalde ham. Så bliver bønnen af sig selv, som
den skal være, så man ikke behøver nogen undervisning i, hvordan man skal
forberede sig til det og komme i den rette stemning. Men den nød, der skal
ligge os på hjerte, både for os selv og for andre, vil du i rigeste mål finde i
Fadervor. Derfor skal den også tjene til, at man husker denne nød, betragter
den og lægger sig den på sinde, så vi ikke bliver sløsede til at bede. For vi
har alle rigeligt, som vi mangler. Men fejlen er, at vi ikke føler det eller
ser det. Derfor vil Gud også, at du skal klage din nød og fremføre dit ønske,
ikke fordi han ikke kender det, men for at dit hjerte må blive optændt til at
bede endnu stærkere og ønske sig endnu mere. Du skal folde dit tæppe helt ud,
så der er plads til at modtage en masse.
Derfor burde man fra barn af vænne sig til,
at enhver daglig beder for al sin nød, når man føler noget, der trykker. Og
også for andre folk, som man lever iblandt, som for præsten, de offentlige
myndigheder, naboer, kolleger og altid for Gud fremholde hans bud og
forjættelser og vide, at han ikke vil have det foragtet. Dette siger jeg, fordi
jeg gerne vil have det indprentet igen i folk. Så de kunne lære at bede ret og
ikke gå så ligeglade og kolde omkring, så de dag for dag bliver mere uegnet til
at bede. Det er netop det, Djævelen ønsker og hjælper til af al sin magt, for
han føler udmærket, hvilken plage og skade, der tilføjes ham, når der virkelig
bliver bedt.
For
det skal vi vide, at al vores beskærmelse og beskyttelse beror på bønnen alene.
For vi er alt for svage over for Djævelen og al hans magt og hele hans følge,
der rejser sig imod os, så de sagtens kunne træde os under fod. Derfor må vi
besinde os og gribe til de våben, som de kristne skal være udrustede med for at
modstå Djævelen.
For hvad mener du, det er, der hidtil har
udrettet så store ting, afværget eller forhindret vores fjenders råd, planer,
som Djævelen har villet undertrykke evangeliet med. Det er nogle fromme
menneskers bøn, der som en jernmur er kommet imellem dem og os. Ellers ville
man have fået set et ganske andet skuespil, hvor Djævelen havde ødelagt hele
Tyskland i dets eget blod.
Lad dem blot le og drive deres spot med
det. Vi vil dog ved bønnen alene være stærke nok både over for dem og Djævelen,
blot vi holder flittig ved uden at blive trætte. For når som helst en from
kristen beder: Kære far! Lad dog din vilje ske, da siger han deroppe: Ja, kære
barn, det skal sandelig ske og opfyldes, på trods af al verden og Djævelen!
Det er nu sagt til formaning, at man frem
for alle ting kan lære at agte bønnen for stor og dyrebar og forstå forskellen
mellem at fremplapre en remse og bede en bøn. For vi forkaster ikke bønnen. Kun
det unyttige skrigeri og mumlen forkaster vi, ligesom Kristus selv forbyder og
forkaster lange opremsninger, når man beder.
Nu vil vi gennemgå Fadervor enkelt og kort.
Den består af syv artikler eller bønner efter hinanden, der omfatter alle
former for nød, der uafbrudt omgiver os. Enhver af dem er så alvorlig, at det
burde drive os til at bede hele livet.
Den
første bøn er vanskelig at gengive ordentlig, fordi udtrykket ikke er helt
almindeligt. Meningen med udtrykket er dette: himmelske far, hjælp os, at kun
dit navn må være helligt! Hvad betyder det så, at Guds navn må blive helligt?
Er det da ikke allerede helligt? Svar: Jo, det er altid helligt i sig selv, men
i vores brug af det, er det ikke helligt. For Guds navn er givet os, fordi vi
er blevet kristne og er døbt. Vi kaldes Guds børn og har sakramenterne, ved
hvilke han gør os til en del af sig selv. Alt, hvad Gud har, skal derfor tjene
til vores nytte. Det vigtigste for os er da, at Guds navn må blive holdt i ære,
helligt og ophøjet som den højeste skat og helligdom, vi ejer. Derfor beder vi
som fromme børn om, at hans navn, som er helligt i Himmelen, også må være og
blive helligt på jorden, hos os og i hele verden.
Hvorledes bliver det nu helligt blandt os?
Det tydeligste svar, man kan give er: Når både vores lære og vores liv er
gudfrygtigt og kristent. For når vi i denne bøn kalder Gud vores far, har vi
også pligt til altid at regne os og opføre os som fromme børn, så han ikke skal
have skam, men ære og ros på grund af os. Nu bliver hans navn vanhelliget af os
enten ved ord eller gerninger, for hvad vi gør her på jorden, er enten ord
eller gerninger, tale eller handlinger. Det sker altså for det første, når man
i Guds navn prædiker og lærer noget, der er falsk og forførerisk, så hans navn
bruges til at pynte og tilsløre løgnen med. Det er den største skændsel og
vanære af Guds navn. Det sker også, når man bruger Guds navn til at dække over
sværgen, banden og magi, osv.
For det andet vanhelliges Guds navn gennem
åbenlyst syndig livsførelse og handling, når de, der kaldes kristne og Guds
folk, er ægteskabsbrydere, alkoholikere, købelystne, misundelige og bagtalere.
Her bliver Guds navn for vores skyld atter udsat for skam og spot. En jordisk
far får jo skam og kritik af at have et ondt og ulydigt barn, som med ord og i
gerninger handler sådan imod ham, at han bliver foragtet og vanæret. På samme
måde er det også Gud til vanære, hvis vi, der benævnes efter hans navn og har
alt godt fra ham, lærer, taler og lever anderledes, end som fromme og himmelske
børn. Så må Gud høre, at man siger om os, at vi ikke er Guds, men Djævelens
børn.
Du ser altså, at vi i dette stykke netop
beder om det, Gud kræver i det andet bud, nemlig at man ikke skal misbruge hans
navn til at sværge, bande, lyve, bedrage osv., men bruge det ret til Guds pris
og ære. For den, der bruger Guds navn til noget syndigt, vanhelliger og
skandaliserer dette hellige navn, ligesom man tidligere regnede en kirke for
vanhellig, hvis der var begået et mord eller anden forbrydelse i den. Eller man
vanærede en alterkalk eller en anden hellig ting, som i sig selv var hellig,
men blev vanhelliget ved misbrug. Således er denne bøn let og klar nok, når man
blot forstår selve det sproglige udtryk, nemlig at udtrykket ”at hellige”
betyder at love, prise og ære, både med ord og i gerning.
Læg nu mærke til, hvor nødvendig denne bøn
er. Vi ser, hvordan verden er fuld af religiøse sekter og falske lærere, der
alle bruger det hellige navn som skjul for deres djævelske lære. Derfor burde
vi uafbrudt råbe og skrige imod alle sådanne, både mod dem, der fører falsk
lære og har en falsk tro, og mod dem, som angriber, forfølger og undertrykker
vores evangelium og den rene lære. Det er folk som pavens biskopper, tyranner,
sværmere osv. Men også hos os selv, der ganske vist har Guds ord, men ikke er
taknemlige for det, eller lever efter det, som vi bør. Når du nu af hjertet
beder om det, kan du være vis på, at det behager Gud. For intet er ham kærere
at høre, end at hans ære og pris sættes over alt andet, og at hans ord læres
rent og holdes højt og i ære.
I den
første bøn bad vi om, at Gud vil våge over, at verden ikke smykker sin løgn og
ondskab med hans navn, men at han vil gøre sådan, at den holder det højt og
helligt både med lære og liv, så det gennem os må blive lovet og priset. I den
anden bøn beder vi så om, at også hans rige må komme. Men ligesom Guds navn i
sig selv er helligt, og vi alligevel beder om, at det må være helligt iblandt
os, sådan kommer Guds rige også på samme måde af sig selv uden vores bøn.
Alligevel beder vi om, at det også må komme til os. Det vil sige, at vi beder
om, at det må være virksomt iblandt os og hos os, så vi også må høre til dem,
blandt hvem hans navn helliges og hans rige kommer.
Hvad betyder nu Guds rige? Svar: Intet
andet end det, vi før hørte i Trosbekendelsen, at Gud har sendt sin søn,
Kristus, vores Herre, til verden, for at løskøbe og befri os fra Djævelens magt
og føre os ind i sit rige. Han vil som en retfærdighedens, livets og
salighedens konge herske over os imod synd og død og en ond samvittighed.
Derfor har han også givet os sin Helligånd, der skænker os alt det ved sit
hellige ord, og som oplyser og styrker os ved sin kraft i troen. Derfor beder
vi nu for det første om, at det må blive virksomt hos os og hans navn blive
prist gennem hans hellige ord og en kristen livsførelse. At vi, der har
modtaget dette ord, må forblive ved det og daglig vokse i det, og at det hos
andre mennesker må vinde indgang og tilslutning. Vi beder om, at det med kraft
må udbredes over jorden, så mange må blive bragt til nådens rige ved
Helligånden og få del i befrielsen. Så vi alle til evig tid må forblive i det
ene kongerige, der nu har taget sin begyndelse.
For Guds riges kommer til os på to måder.
Dels her i tiden ved ordet og troen, dels evigt, når Kristus kommer igen. Vi
beder om begge disse ting, at det må komme til dem, der endnu ikke er delagtige
i det, og til os, som har fået det, at det må tiltage ved daglig vækst, og
siden i det evige liv. Alt dette er det samme som at sige: Kære Fader! Vi beder
dig, giv os først og fremmest dit ord, så evangeliet må blive prædiket ret over
hele verden. For det andet, at det ved troen må blive modtaget og blive
virksomt og levende i os. At dit rige således må have fremgang iblandt os
gennem ordet og Helligåndens kraft, og at Djævelens rige må blive omstyrtet, så
han ikke længere kan have magt og ret over os. Vi beder om, at det til sidst må
blive ødelagt, og synd og død og Helvede blive tilintetgjort, så vi evigt må leve
i fuldkommen retfærdighed og salighed!
Heraf ser du, at vi ikke beder om småting
eller om jordiske, forgængelige goder, men om en stor og evig skat og om alt,
hvad Gud kan give os. Og det er alt for stort til, at et menneskeligt hjerte
skulle komme på den tanke at driste sig til, at ønske det, hvis Gud ikke selv
havde befalet os at bede om det. Men fordi han er Gud, vil han også have den
ære, at han giver meget mere og rigeligere, end nogen kan fatte. Som en evig
uudtømmelig kilde, der strømmer rigeligere, jo længere den flyder og jo mere
den dækker. Han begærer intet højere af os, end at vi beder om mange og store
ting, ligesom han på den anden side vredes, når man ikke tillidsfuld beder og
ønsker noget.
Det er som hvis en rig og mægtig konge gav
en fattig tigger lov til at bede om hvad som helst, og var parat til at give
ham de største kongelige gaver, og klovnen så ikke bad om andet end en portion
slotssuppe. Man ville med rette anse ham for et fjols eller en uforskammet
skurk, der gjorde grin med kongens gavmildhed og ikke havde fortjent at møde
kongen mere. Sådan er det også en stor skam og vanære for Gud, når han tilbyder
og lover så mange og ufattelig store gaver, og vi så foragter det og ikke tror,
at vi skal få dem, og næppe nok tør bede om et stykke brød.
Dette skyldes alt sammen den forfærdelige
vantro, der ikke venter sig så meget af Gud, som at han skulle mætte os,
endsige at man forventer sådanne rige gaver af Gud, uden at tvivle. Derfor bør
vi styrke os imod det og lade Guds rige være det første, vi beder om. Så skal
vi bestemt også få alt andet i rigt mål. Som Kristus siger: ”Søg først Guds
rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” For
hvordan skulle han lade os lide mangel og nød med hensyn til dette liv, når han
lover os det evige og uforgængelige?
Vi
har nu bedt om, at Guds navn må blive æret af os, og at hans rige må vinde
fremgang iblandt os. I de to stykker er alt indbefattet, som gælder Guds ære og
vores frelse, så vi må få Gud og alle hans goder i eje. Men her er det af stor
nødvendighed, at vi holder fast ved det og ikke lader os rive bort fra det.
Ligesom et land med et godt styre både må have nogen, der bygger og styrer godt,
og nogen, der forsvarer, beskytter og værner om det, således er det også her.
Selv om vi har bedt om det vigtigste, nemlig om evangeliet, troen og
Helligånden, at han vil styre os og befri os fra Djævelens magt, så må vi også
bede om, at han vil lade sin vilje ske. For det ville være mærkeligt, om vi
blot skulle holde fast ved det og tåle alle de mange stød og knubs af alle dem,
der forsøger at forhindre de to foregående stykker.
For ingen gør sig det klart, hvordan
Djævelen sætter sig imod det, fordi han ikke kan tåle, at nogen tror eller
lærer ret. Og det gør ham meget ondt, at han må lade sine løgne og
modbydeligheder, der æres under det guddommelige navns skønneste skin, blive
afsløret og kritiseret, og dertil blive uddrevet af hjertet og finde sig i, at
hans rige lider en sådan skade. Derfor larmer og raser han af al sin magt og
kraft som en vred fjende og samler alt, hvad der er ham underlagt og tager
desuden verden og vores eget kød til hjælp. For vores kød er i sig selv sløvt
og har lyst til det onde, selv om vi har modtaget og tror Guds ord. Og verden
er ond og ugudelig. Her ophidser han og puster til ilden, for at han kan hindre
os og drive os tilbage og fælde os og atter bringe os under sin magt. Det er al
hans vilje, sind og tanke, som han tragter efter dag og nat. Og han under sig
ikke et øjebliks ro, men bruger alle kneb, rænker, midler og metoder, som han
overhovedet kan udtænke.
Derfor må vi virkelig være forberedt og
huske, at hvis vi vil være kristne, får vi Djævelen og alle hans engle og
verden til fjender, og at de vil tilføje os al mulig ulykke og hjertesorg. For
hvor Guds ord bliver prædiket, modtaget eller troet, så det bærer frugt, skal
det kære, hellige kors heller ikke udeblive. Og her skal ingen tænke, at han
kan leve i fred, men han må sætte alt det ind, han har på jorden, gods, ære,
hus og hjem, hustru og børn, legeme og liv. Dette gør vores kød og den gamle
Adam ondt. For det gælder om at være standhaftig og tålmodigt finde os i, at
man angriber os og slippe det, man tager fra os. Derfor er det som i alle andre
tilfælde meget nødvendigt, at vi uafbrudt beder: Kære Fader, ske din vilje,
ikke Djævelens og vores fjenders vilje, ej heller alle deres, som forfølger og
undertrykker dit hellige ord eller som hindrer dit rige. Og giv os, at vi med
tålmodighed bærer og overvinder alt det, vi af den grund må lide, så vores arme
kød ikke af dovenskab eller sløvhed skal vige eller falde fra.
Se, således har vi i disse tre bønner
enkelt og ligetil de vigtigste ting, der vedrører Gud. Det er dog alt sammen af
hensyn til os, fordi det, vi beder om, alene gælder os. Nemlig, at de ting også
må ske i os, som også sker uden vores medvirken. Guds navn bliver helliget og
hans rige kommer, også uden vores bøn. På samme måde sker og fuldføres hans
vilje også, selv om Djævelen og hele hans følge larmer, vredes og raser
kraftigt imod det og forsøger at udrydde evangeliet helt. Men for vores egen
skyld må vi bede om, at Guds vilje må ske blandt os trods al deres rasen, så de
ikke kan udrette noget, og vi trods al vold og forfølgelse holder fast og lader
Guds vilje være os til behag.
Sådan en bøn skal nu være vores skjold og
værn, der kan tilbageslå og overvinde alt, hvad Djævelen, paven, biskopperne,
tyrannerne og kætterne kan gøre mod vores evangelium. Lad dem da alle sammen
rase og forsøge det yderste, lad dem rådslå og beslutte, hvordan de kan
undertrykke og udrydde os, for at deres vilje og råd kan have fremgang. Mod
dette skal en eller to kristne med denne ene bøn være vores mur, som de skal løbe
panden imod og knuses. Den trøst og det trodsige mod har vi, at Djævelens og
alle vores fjenders vilje og planer skal blive tilintetgjort, hvor stolte,
sikre og vældige, de end føler sig. For hvis deres vilje ikke blev brudt og
forhindret, kunne Guds rige ikke være på jorden og hans navn ikke blive
helliget.
Her
tænker vi nu på vores stakkels madkurv, vores legemes og jordiske livs behov.
Det er en kort og enkel bøn, men omfatter dog alligevel mange ting. For når du
nævner og beder om dagligt brød, så beder du om alt det, der hører med til at
have og nyde det daglige brød og om at blive fri for alt, der hindrer det.
Derfor må du lade dine tanker gå videre end til komfuret og dagligvarerne, men
også ud over markerne og i hele landet, der bærer og skaffer det daglige brød
og alle slags næringsmidler. For hvis Gud ikke lod kornet vokse og velsignede
fødevarerne og hele landets produktion, ville vi aldrig kunne tage et brød ud
af ovnen eller have noget at sætte frem på bordet.
Og for at vi kan fatte os i korthed, så
omfatter denne bøn alt det, der hører til dette liv på jorden, fordi det kun er
derfor vi har brug for det daglige brød. Nu hører det ikke alene til livet, at
vores legeme får næring og tøj, og hvad der hører til livets ophold, men også
at vi må leve i fred og ro blandt de mennesker, vi færdes og omgås med i
dagligdagen. Kort sagt, alt, hvad der angår vores daglige liv i hjemmet og
blandt vores naboer, såvel som hos de offentlige myndigheder. For hvor disse
ting bliver forhindret, så alt ikke går, som det skal, skader det også livet,
så det til sidst ikke længere er til at holde ud. Derfor er det allervigtigst
at bede for de offentlige myndigheder og landets ledelse, fordi det er via dem,
Gud især sørger for dagligt brød og gode livsvilkår. For selv om vi af Gud har
fået alt godt i overflod, kan vi dog ikke i tryghed og glæde beholde noget af
det, hvis han ikke giver os et stabilt og fredeligt styre. For hvor der råder
ufred, strid og krig, er det daglige brød allerede borte eller i al fald
indskrænket.
Derfor var det rimeligt, hvis man i enhver
god fyrstes skjold i stedet for en løve eller en krone satte et brød eller
prægede det på mønterne for at minde både dem og befolkningen om, at vi gennem
de offentlige embeder har beskyttelse og fred og uden dem ikke kan spise eller
beholde det kære brød. Derfor er de også al ære værd, så vi giver dem, hvad vi
skal som dem, ved hvem vi nyder alt det, vi har, i fred og ro. Ellers kunne vi
ikke beholde en eneste øre. Dernæst skal vi også bede for dem, at Gud gennem
dem må give os endnu mere velsignelse og gode gaver.
Hermed er der nu i korthed angivet og
påpeget, hvor langt denne bøn når, til alle de forskellige forhold på jorden.
Heraf kunne man nu gøre en lang bøn og med mange ord opregne alle de ting, der
hører med her. Vi beder således om, at Gud vil give os mad og drikke, klæder,
hus og hjem og godt helbred, og lade kornet på marken vokse og afgrøderne
trives, og dertil hjælpe os hjemme med økonomien, give og bevare en from
ægtefælle, fromme børn og kolleger, lade vores arbejde, opgaver, og hvad vi
ellers har at gøre, få fremgang og lykke, give os trofaste naboer og gode
venner osv.
På samme måde, at han vil give kejsere og
konger og alle samfundslag, og især landets ledelse, alle offentlige
myndigheder og embedsmænd visdom, kraft og lykke til at regere godt og klare
alle ulykker og fjender. Og at han vil give indbygger og menigmand lydighed,
fred og enighed. Ligeledes at han vil vogte os for al slags skade på legeme og
næring, uvejr, hagl, ildebrand, oversvømmelse, giftstoffer, epidemier,
kvægsygdomme, krig og vold, inflation, skadedyr, forbrydere osv. Angående alt
det er det godt at indprente folk, at alt dette og meget andet må gives os af Gud,
og at vi må bede om det.
Men først og fremmest er denne bøn rettet
mod vores farligste fjende, Djævelen. For al hans higen og tragten går ud på at
fratage os eller hindre alt det, vi har fra Gud. Og han nøjes ikke med at
forhindre og forstyrre det åndelige styre, for på den måde at forføre sjælene
og bringe dem under sin magt gennem sine løgne. Han forsøger også at afværge og
forhindre, at der kan bestå noget styre med gode og fredelige forhold på
jorden. Derfor er han skyld i så megen strid, mord, oprør og krig, ligesom
uvejr og hagl. Han ødelægger kornet og kvæget, forurener luften osv. Kort sagt,
det gør ham ondt, at nogen får en bid brød af Gud og får lov til at spise det i
fred. Og hvis det stod i hans magt, og vores bøn ikke forhindrede det, ville vi
sandelig ikke beholde et strå på marken, ikke en krone i huset, ja, ikke en
time ville han lade os leve, især ikke dem, der har Guds ord og gerne vil være
kristne.
Se, således vil Gud vise os, hvordan han
antager sig al vores nød, og så trofast sørger også for vores timelige behov.
Og selv om han også i rigeligt mål gør det for de ugudelige og onde, vil han
dog, at vi skal bede om det, for at vi skal erkende, at vi modtager det af hans
hånd, og derved se hans faderlige godhed imod os. For hvis Gud slår hånden af
os, vil intet lykkes eller trives, hvad man daglig erfarer. Hvad er det ikke
for en plage i verden med den dårlige økonomi, ja, med daglige prisstigninger
og snyd i almindelig handel og arbejde? Man undertrykker de stakkels fattige og
berøver dem deres daglige brød, hvad vi desværre må finde os i. Men de skal se
til, at de ikke glemmer den fælles bøn, og vogte sig for, at dette lille stykke
af Fadervor ikke vender sig imod dem.
Denne
bøn angår nu vores stakkels, elendige liv, der ikke foregår uden synd. Selv om
vi har Guds ord og troen og lever efter hans vilje, samt styrker os ved Guds
gaver og velsignelse, så fejler vi endnu daglig og gør ting, vi ikke burde. For
vi lever i denne verden blandt mennesker, der påfører os meget ondt og giver os
anledning til utålmodighed, vrede, hævn, osv. Dertil kommer, at vi har Djævelen
i hælene på os, som angriber os fra alle kanter og kæmper imod alle de
foregående stykker, så det ikke er muligt altid at stå fast i en sådan stadig
kamp. Derfor er der også her yderst nødvendigt at bede og råbe: Kære far!
Forlad os vores skyld! Ikke sådan at forstå, at han ikke uden vores bøn og før
vores bøn tilgiver synden. Før vi bad om det eller nogensinde tænkt på det,
skænkede han os jo evangeliet, hvori der udelukkende er tilgivelse. Men det
gælder om, at vi erkender og modtager en sådan tilgivelse.
Vort kød, som vi daglig lever i, er af den
art, at det ikke stoler og tror på Gud. Det lader sig stadig beherske af onde
lyster og begær, så vi daglig synder i ord og gerning, ved overtrædelser og
undladelser. Derfor bliver vores samvittighed usikker, så vi frygter Guds vrede
og unåde og derved mister den trøst og tillid, som evangeliet skænker os.
Derfor er det nødvendigt, at man uafbrudt griber til denne bøn og henter trøst,
så vores samvittighed igen kan blive oprejst.
Det tjener til, at Gud kan bryde vores
stolthed og holde os i ydmyghed. For den ret har han forbeholdt sig, at når nogen
vil pukke på sin fromhed og foragte andre, må han betragte sig selv og holde
denne bøn op for sig. Så opdager han, at han er nøjagtig lige så from som de
andre, og at vi alle må skamme os over for Gud og glæde os over, at vi kan få
forladelse. Og så længe vi lever her på jorden skal ingen tænke, at han kan nå
så vidt, at han ikke længere behøver en sådan forladelse. Kort sagt, hvis Gud
ikke uafbrudt forlader os vores skyld, er vi fortabte.
Meningen med denne bøn er altså, at Gud
ikke vil se hen til vores synd og lønne os, efter hvad vi daglig fortjener, men
handle nådigt mod os og tilgive os, som han har lovet, så vi med en glad og
frimodig samvittighed kan træde frem for ham og bede. For hvis hjertet ikke
står i det rette forhold til Gud og kan gribe denne trøst, vil det aldrig
driste sig til at bede. Men en sådan tillid og et sådant glad hjerte kan ingen
få, uden at han ved, at han har sine synders forladelse.
Men der er tilføjet et gavnligt og
trøsterigt tillæg: ”Som også vi forlader vores skyldnere.” Han har lovet os, at
vi skal være sikre på, at alt er os forladt og eftergivet, men dog kun hvis vi
også tilgiver vores næste. For ligesom vi daglig pådrager os mere skyld over
for Gud, og han dog af nåde forlader os alt, sådan må vi også bestandig tilgive
vores næste, når han gør os skade og uret, når han lægger onde planer imod os,
osv. Tilgiver du nu ikke, så tro ikke, at Gud tilgiver dig.
Men tilgiver du, så har du den trøst og
vished, at tilgivelse skænkes dig i himmelen. Men ikke på grund af din
tilgivelse, for Gud gør det frit, uforskyldt og af ren nåde, fordi han har
lovet det, sådan som evangeliet lærer os. Men til at styrke os og gøre os
trygge sætter han dette som et garantimærke ved siden af løftet. Det stemmer
med bønnen i Lukas 6, 37: »Tilgiv, så skal i få tilgivelse.” Derfor gentager
Jesus det også lige efter Fadervor, når han i Matthæus 6, 14 siger: ”For
tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske far også tilgive
jer, osv.”
Derfor er dette tegn tilføjet denne bøn,
for at vi, når vi beder, skal huske på løftet og tænke således: Kære far!
Derfor kommer jeg og beder om, at du vil tilgive mig, ikke fordi jeg kan gøre
fyldest eller kan fortjene det, men fordi du har lovet det og sat dit segl
derpå, for at det skal være sikkert, som om jeg fik absolutionen udtalt af dig
selv. For det samme, som dåb og nadver udretter som ydre tegn, det virker også
dette tegn til at styrke vores samvittighed og gøre den glad. Og det er netop
frem for alt andet givet os i den hensigt, at vi hvert øjeblik skal kunne bruge
og øve det, som noget, vi altid har hos os.
Vi
har nu hørt nok om, hvilket besvær og arbejde, det koster at få alt det, man
beder om og holde fast ved det, og at det alligevel ikke sker uden skrøbelighed
og snublen. Dertil kommer, at selv om vi også har fået tilgivelse og en god
samvittighed og er fuldstændig frikendte, så er det dog således med livet, at
man kan stå i dag og falde i morgen. Selv om vi derfor er kristne og har en god
samvittighed for Gud, må vi dog stadig bede om, at han vil bevare os fra at
falde tilbage og give efter for anfægtelse eller fristelse. Men der er tre
slags fristelser, der lokker: kødets, verdens og Djævelens. For vi bor i kødet
og har gamle Adam på nakken, der daglig rører sig og lokker os til seksuelle
synder, dovenskab, frådseri og drukkenskab, købesyge og bedrageri for at narre
og snyde næsten, og, i en sum, alle slags onder lyster. Det hænger ved os af
natur og bliver tillige sat i bevægelse ved andres selskab og eksempel, når vi
hører og ser noget, der let kan smitte og optænde selv et uskyldigt hjerte.
Desuden er der verden, der plager os med
ord og gerninger og lokker os til vrede og utålmodighed. Der er kort sagt ikke
andet end had, misundelse, fjendskab, vold, uret, utroskab, hævn, sværgen,
skænderi, bagtalelse, hovmod og stolthed i forbindelse med overdreven luksus,
ære, ros og magt, fordi ingen vil være den ringeste, men enhver vil sidde til
højbords og ses af alle. Hertil kommer så også Djævelen, der puster til ilden
og ophidser overalt. Men især driver han sit spil med det, der angår
samvittigheden og de åndelige ting, så vi ringeagter både Guds ord og gerning.
Så kan han nemlig rive os bort fra troen, håbet og kærligheden og drive os til
vantro, falsk sikkerhed og forhærdelse eller omvendt til fortvivlelse,
gudsfornægtelse og bespottelse og utallige andre forfærdelige ting. Alt det er
nu snarer og fælder, ja, virkelige gloende pile, som ikke kommer fra kød og
blod, men som Djævelen på det allergiftigste skyder mod vores hjerter.
Det er store, alvorlige farer og
anfægtelser, som enhver kristen oplever. Og blot én af dem, er mere end
rigelig. Og fordi vi er i dette elendige liv, hvor man fra alle sider trænger
og jager os, tilskyndes vi til altid at råbe og bede om, at Gud ikke vil lade
os blive sløve og trætte og atter falde tilbage i synd, skam og vantro. Ellers
er det umuligt at overvinde selv de mindste anfægtelser.
Bønnen om ikke at blive ledt ind i
fristelser, betyder altså, at Gud giver os kraft og styrke til at stå imod,
uden at anfægtelsen dog borttages eller ophæves. For fristelser og
tilskyndelser kan ingen undgå, fordi vi lever i kødet og har Djævelen omkring
os. Vi må derfor finde os i at møde anfægtelser, ja, at stå i dem op til
halsen. Men vi beder om, at vi ikke må falde og drukne i dem. Derfor er der
stor forskel på at opleve fristelse og at indvilge i den eller sige ja til den.
Vi kommer alle til at mærke til fristelser,
selv om alle ikke oplever det på samme måde, men nogle værre og sværere end
andre. Sådan fristes de unge først og fremmest af kødet, de voksne og ældre af
verden. Dem, der beskæftiger sig meget med teologiske spørgsmål, som de stærke
kristne, fristes af Djævelen. Men at mærke og føle fristelsen skader ingen,
fordi det sker imod vores vilje, og vi helst var fri for den. For hvis man ikke
mærkede og følte fristelsen, var der jo ikke tale om anfægtelse. Men at
indvilge i fristelsen sker, når man overlader den roret og ikke står imod den
eller beder om hjælp.
Derfor må vi kristne være rustede og daglig
være forberedte på og vente, at vi uafbrudt bliver anfægtet. Ingen skal vandre
så tryg og uagtsom, som om Djævelen var langt fra os, men altid være forberedt
på hans angreb og slå ham på flugt. For selv om jeg også i dette øjeblik er
uden forbudte lyster, tålmodig, venlig og står fast i troen, skal Djævelen nok
i samme sekund afskyde en sådan pil imod mit hjerte, så jeg næppe kan blive
stående. For han er en sådan fjende, som aldrig ophører eller bliver træt, men
hvor den ene anfægtelse hører op, kommer der altid andre og nye til. Derfor er
der ikke noget andet råd eller nogen anden trøst end at løbe hen og gribe om
Fadervor og af hjertet sige til Gud: Kære far! Du har befalet mig at bede, lad
mig nu ikke blive fristet og falde tilbage! Så vil du mærke, at den må høre op
og omsider overgive sig. Men vil du driste dig til at klare dig selv med dine
egne tanker og dit eget råd, vil du kun gøre det værre og give Djævelen mere
rum. For han har et slangehoved, og hvis han blot kan finde et hul, hvor det
kan komme igennem, følger hele kroppen efter. Men bønnen kan holde ham borte og
drive ham tilbage.
På
grundsproget lyder denne lille bøn således: ”Fri eller beskyt os fra den onde
eller den ondskabsfulde.” Det ser ud, som om Kristus taler om Djævelen og har
ønsket at sammenfatte det hele, så hovedindholdet af hele Fadervor er rettet
imod vores hovedfjende. For det er ham, der forhindrer alt det iblandt os, som
vi beder om: Guds navn og ære, Guds rige og vilje, det daglige brød, en glad og
god samvittighed osv. Derfor sammenfatter vi nu til sidst alt dette og siger:
Kære far! Hjælp dog, at vi må blive fri for årsagen til alle disse ting! Men
ikke desto mindre indbefattes heri også alt ondt, som møder os i Djævelens
rige: fattigdom, ulykker, død og, kort sagt, al den usalige jammer og
hjertesorg, som der er så ufattelig meget af på jorden. Fordi Djævelen ikke
alene er en løgner, men også en morder, jagter han uafbrudt vores liv og køler
sin vrede ved at bringe os ulykke og skade på legemet. Det er årsagen til de
mange dødsulykker og at så mange bliver psykisk syge, drukner, begår selvmord
og mange andre skrækkelige ting. Derfor har vi her på jorden ikke andet at gøre
mod denne hovedfjende end uafbrudt at bede. For hvis Gud ikke hjalp os, var vi
ikke sikre for ham et eneste øjeblik.
Heraf ser du, hvordan Gud ønsker, at vi
skal bede om alt, hvad der anfægter os også legemligt, så vi ikke søger og venter
hjælp fra andre end ham. Denne bøn har han imidlertid sat til sidst. For skal
vi bevares og fries fra alt ondt, må hans navn først helliges i os, hans rige
være iblandt os og hans vilje ske. Derefter vil han bevare os fra synd og skam,
og alt det, der gør os ondt og skader os.
Sådan har Gud kortfattet beskrevet al den
nød, der til enhver tid kan komme over os, så vi ikke skal have nogen
undskyldning for at lade være med at bede. Men her er det afgørende, at vi også
lærer at sige Amen. Det vil sige, at vi ikke tvivler på, at vores bøn virkelig
er hørt og skal blive opfyldt. For Amen er helt og holdent et troens ord uden
spor af tvivl. Det grunder sig ikke på eventyr, men véd at Gud ikke lyver, når
han har lovet at bønhøre os. Hvor en sådan tro ikke findes, er der heller ingen
sand bøn. Derfor er de folk fanget i en skadelig indbildning, der beder på en
sådan måde, at de ikke vover af hjertet at sige ja dertil og tro på, at Gud
virkelig bønhører. De bliver i tvivlen og siger: Hvordan skulle jeg være så dristig
og rose mig af, at Gud hører min bøn? Jeg er dog en elendig synder, osv.
Det skyldes, at de ikke ser på Guds løfter,
men på deres egne gerninger og værdighed. På den måde gør de Gud til en løgner
og ringeagter ham. Derfor får de heller ikke noget, som Jakob siger: ”Man skal
bede i tro, uden at tvivle, den, der tvivler, ligner nemlig en havets bølge,
der jages og kastes hid og did af vinden, og et sådant menneske må ikke vente
at få noget fra Herren.” (Jakob 1, 6-7). Se, så vigtigt er det for Gud, at vi
er overbeviste om, at vi ikke beder forgæves, og at vi på ingen måde skal
ringeagte vores bøn.
Vi
har nu gennemgået de tre hovedstykker i den almindelige kristne lære. Ud over
det skal vi også se lidt på vores to sakramenter, der er indstiftede af
Kristus. Enhver kristen må i det mindste have en kort grundlæggende viden om
dem. For uden sakramenterne ville der ikke være nogen kristne, selv om man
desværre hidtil intet har lært om dem. Vi begynder med dåben, ved hvilken vi
allerførst blev optaget i kristenheden. Men for at man lettere skal kunne
forstå det, vil vi gennemgå det systematisk, og kun standse ved det, der er
vigtigt. For hvordan man skal fastholde og forsvare dåben over for andre
kirkesamfund og kirkelige retninger, overlader vi til de lærde.
Først må man frem for alt nøje kende de
ord, som dåben er grundet på, og som det hele drejer sig om. Det er ordene i
Matthæus 28, 19, hvor vores Herre Kristus siger: ”Gå ud i hele verden, lær alle
folk og døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn." Og i Markus
16, 16: “Den, der, tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den, der ikke
tror, bliver fordømt.“
I disse ord skal du for det første lægge
mærke til, at her står Guds bud og indstiftelse, så man ikke kan tvivle om, at
dåben er en guddommelig ting, der ikke er udtænkt eller opfundet af mennesker.
For ligesom jeg kan sige om De Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor, at dem har
intet menneske udtænkt i sit eget hoved, men de er åbenbaret og givet af Gud
selv, sådan kan jeg også triumferende sige, at dåben ikke er noget
menneskeværk, men indstiftet af Gud selv. Tilmed har han alvorligt og strengt
påbudt, at vi skal lade os døbe ellers bliver vi ikke frelst. Man skal derfor
ikke tro, at det blot er en bagatel i stil med at tage noget nyt tøj i brug.
For det er af største vigtighed, at man anser dåben for virksom, værdifuld og
herlig. Det er på det punkt, vi allermest kæmper og strider, fordi verden nu er
så fuld af kirkelige retninger, der råber op om, at dåben er en ydre ting, der
intet udretter. Men lad den aldrig så meget være en ydre ting, for her står
Guds ord og bud, der indstifter, begrunder og stadfæster dåben. Og hvad Gud
indstifter og påbyder, kan ikke være unyttigt, men må være en aldeles kostelig
ting, selv om den også i det ydre var ringere end et halmstrå. Har man hidtil
regnet det for noget stort, når paven med sine breve og skrivelser uddelte
aflad, gav tilladelse til kirkebyggeri og alterudsmykning, og det alene for
brevenes og seglenes skyld, så burde vi anse dåben for noget langt højere og
mere værdifuldt, fordi Gud har befalet den, og den desuden sker i hans navn.
For sådan lyder ordene: Gå hen og døb, men ikke i jeres navn, men i Guds navn.
For at blive døbt i Guds navn er, at blive
døbt af Gud selv, og ikke af et menneske. Selv om det sker ved et menneskes
hånd, er det dog i sandhed Guds eget værk. Enhver kan derfor tænke sig til, at
dåben er langt højere end nogen gerning, øvet af et menneske, ja, selv af en
helgen. For hvordan skulle man kunne udføre en gerning, der var mere værd end
en, der er udført af Gud selv? Men her har Djævelen travlt med at blænde os med
billig glimmer og føre os bort fra Guds gerning og hen til vores egen gerning.
For det ser langt mere religiøst ud, når en munk gør en masse vanskelige og
store gerninger. Og vi synes alle sammen meget bedre om det, som vi selv
udretter og gør os fortjent til. Men Bibelen lærer sådan: selv om man samlede
alle munkenes mest skinnende gerninger sammen i en bunke, så ville de alligevel
ikke være så ædle og fine, som hvis Gud samlede et halmstrå op. Hvorfor? Fordi
personen er ædlere og bedre! Man skal nemlig ikke agte personen efter
gerningerne, men gerningerne efter personen, fra hvem de må hente deres værdi.
Men det er den tåbelige fornuft ligeglad med. Fordi dåben ikke glimrer som de
gerninger, vi selv gør, skal den ikke gælde for noget.
Lær
nu heraf at få en korrekt forståelse af dåben, så du kan svarer på spørgsmålet
om, hvad dåben er. Nemlig, at den ikke bare er almindeligt vand, men at dåben
er vand, omsluttet af Guds ord og bud og derved helliget. Dåben er udelukkende
gudvand. Ikke fordi selve vandet er
finere end andet vand, men fordi Guds ord og bud er hos det. Derfor er det helt
igennem skurkestreger og Djævelens hån, når vores nye superånder, fjerner Guds
ord og befaling fra dåben og ikke anser den for andet end det vand, der kommer
ud af vandhanen. Derfor råber de op: Hvad skulle en håndfuld vand mon kunne
hjælpe sjælen? Ja, kære, hvem véd ikke, at vand er vand, hvis man adskiller
vandet og ordet? Men hvordan tør du gribe ind i Guds ordning og fjerne den
største skat, som Gud har forbundet og omsluttet den med, og som han ikke vil
have skilt derfra? For kernen i vandet er Guds ord eller bud og Guds navn, der
er en større og finere skat end himmelen og jorden.
Læg altså godt mærke til denne forskel, at
dåben er en helt anden ting end alt andet vand. Ikke på grund af selve vandets
beskaffenhed, men fordi der her er føjet noget mere værdifuldt til. For Gud har
selv føjet sin ære til og lagt sin kraft og sin magt deri. Derfor er det ikke
bare almindeligt vand, men et guddommeligt, himmelsk, helligt og frelsende
vand, eller hvordan man nu skal prise det. Alt sammen på grund af Ordet, der er
et himmelsk og helligt ord, som ingen kan prise tilstrækkeligt. For Ordet
formår alt og rummer alt, hvad Gud er. Derfor er dåben også det, vi kalder et
sakramente. Som Augustin rammende siger: ”Ordet kommer til elementet og der
fremstår et sakramente.” Det vil sige, når ordet kommer til elementet eller den
naturlige ting, bliver det til et sakramente, der er en hellig ting og et
guddommeligt tegn.
Derfor lærer vi altid, at man ikke skal
bedømme sakramenterne og de ydre ting, som Gud har anordnet og indstiftet, efter
deres umiddelbare udseende. Man skal huske på, at Guds ord er indesluttet i
disse ting, som nødden i sin skal. På samme måde er det jo også med vores
forældre og de offentlige myndigheder. Hvis man kun ser på, hvordan de har
næser, øjne, hud og hår, så ligner de jo alle andre mennesker, og en eller
anden kunne da komme og sige: Hvorfor skal jeg holde mere af mine forældre end
af de andre? Men fordi budet kommer til: Du skal ære din far og din mor, så ser
jeg her et helt andet menneske, smykket og klædt med Guds majestæt og
herlighed. Budet er den gyldne kæde, de bærer om halsen, ja, kronen på deres
hoved, som viser mig, hvordan og hvorfor jeg skal ære netop dette kød og blod.
På samme måde og endnu mere skal du ære
dåben og anse den for værdifuld for Ordets skyld, fordi Gud selv har æret den
både med ord og gerninger, og endog stadfæstet den med tegn fra himlen. For
mener du, at det blot var skuespil, da Kristus lod sig døbe, og himmelen
åbnedes, og Helligånden fór ned i synlig skikkelse, og der var ren og skær
guddommelig herlighed og majestæt? Derfor understreger jeg endnu en gang, at
man for alt i verden ikke må adskille og fjerne de to ting, Ordet og vandet,
fra hinanden. For hvis man fjerner Ordet, så er det ikke andet vand end det
vand, vi bruger til daglig. Det kunne man for den sags skyld godt kalde en
badedåb. Men når Ordet føjes til, som Gud har forordnet det, så er det et
sakramente og kaldes Kristusdåben. Det er nu det første stykke om det hellige
sakramentes væsen og værdighed.
For
det andet, da vi nu véd, hvad dåben er, og hvad vi skal anse den for, så må vi
også lære, hvorfor og hvortil den er indstiftet, det vil sige, hvad den gavner,
giver og gør. Det kan man heller ikke lærer bedre end gennem de førnævnte ord
af Kristus, nemlig: ”Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst." Det
skal man helt enkelt forstå som ordene lyder, så dåbens kraft, gerning, nytte,
frugt og resultat er, at den frelser. For man døber ingen, for at han skal
blive borgmester, men for at han skal blive frelst, som ordene lyder. Men at
blive frelst, betyder jo som man ved, netop at blive løst fra synden, døden og
Djævelen og at komme ind i Kristi rige og leve evigt i fællesskab med ham.
Her ser du atter, hvor dyrebar og værdifuld
dåben må anses for at være, fordi vi ved den opnår en sådan uudsigelig skat,
som også viser, at den ikke bare er helt almindelig vand. For almindelig vand
kan ikke udrette sådanne ting. Men Ordet gør det, samt det at Guds navn er
deri. Og hvor Guds navn er, dér må der også være liv og salighed, så det med
rette kan kaldes et guddommeligt, frelsende, virkende og nåderigt vand. For ved
Ordet får vandet kraften til at være genfødelsens bad, som Paulus siger det i
Titusbrevet 3.
Men vores kloge hoveder, de nye superånder,
fremhæver, at alene troen frelser, mens gerninger og ydre ting derimod intet
hjælper. Til det svarer vi, at det er fuldstændig rigtigt, at intet i os ud
over troen frelser, som vi skal se. Men de blinde vejledere vil ikke se, at
troen må have noget, den kan tro. Det vil sige, at troen må have noget, som den
kan holde sig til, og som den kan stå fast på. Derfor klynger troen sig nu til
vandet og tror, at det er en dåb, der er fuld af salighed og liv. Ikke på grund
af vandet, som det vist nu er tilstrækkelig klart, men fordi vandet er forenet
med Guds ord og ordning, og fordi hans navn er knyttet dertil. Når jeg nu tror
på det, hvad andet tror jeg så på end Gud, som den, der har givet og plantet
sit ord i vandet og giver os denne ydre ting, for at vi her kan gribe en sådan
skat?
Nu er de så tåbelige, at de adskiller troen
og den genstand, som troen er knyttet og bundet til, selv om det så blot er
noget ydre. Ja, det skal og må være noget ydre, så sanserne kan fatte og gribe
det og derved føre det ind i hjerterne. Hele evangeliet er jo også en ydre og
mundtlig prædiken. Kort sagt, hvad Gud gør og virker i os, det vil han virke
gennem sådanne ydre ordninger. Hvor Gud nu taler og uanset hvilke midler, han
bruger, så skal troen rette sin opmærksomhed derhen og holde sig til det. Her
har vi ordene: ”Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst." Hvad
andet taler disse ord om end dåben, det vil sige, om det vand, der er
indesluttet i Guds ordning? Deraf følger, at den, der forkaster dåben, forkaster
Guds ord, troen og Kristus, som henviser og binder os til dåben.
For
det tredje, da vi har set dåbens store nytte og kraft, så lad os nu videre se,
hvem, der modtager det, som dåben giver og gavner. Det er atter klart og
tydeligt udtrykt netop i ordene: ”Den, der tror og bliver døbt, skal blive
frelst.” Det vil sige, at det alene er troen, der gør et menneske værdig til at
modtage det frelsende, guddommelige vand på gavnlig måde. Fordi disse ting
frembæres og loves her i ordene ved og med vandet, kan det ikke modtages på
anden måde, end ved, at vi tror det af hjertet. Uden tro er dåben ikke til
nogen nytte, selv om den så i sig selv er en guddommelig og uvurderlig skat.
Derfor udretter dette korte udtryk ”den, der tror”, så meget, at det udelukker
og tilbageviser alle gerninger, som vi kan finde på at gøre i den hensigt at
opnå og fortjene frelsen. For det står fast, hvad der ikke er tro, det bidrager
intet til frelsen og modtager heller intet. Men hvis de nu siger, som de
plejer: Dåben er dog også selv en gerning, og du siger, at gerningerne intet
gælder til salighed. Hvad bliver der da af troen? Svar: Ja, vores gerninger
udretter ganske rigtigt intet til frelsen, men dåben er heller ikke vores
gerning, men Guds gerning. Du må nemlig nøje skelne Kristusdåben fra badedåben.
Og Guds gerninger er frelsende og nødvendige til frelse, og de udelukker ikke
troen, men kræver den, for uden tro kan man ikke gribe dem. For derved, at du
lader dig overøse med vand, har du endnu ikke udført og modtaget dåben, så den
gavner dig noget. Nej, dåben gavner dig, når du lader dig døbe i den
overbevisning, at det sker efter Guds befaling og ordning og i Guds navn, så du
i vandet kan modtage den lovede frelse. Nu kan hverken hånden eller legemet
modtage denne frelse, men hjertet må tro det.
Sådan ser du klart, at dåben ikke er en
gerning udført af os, men at det er en skat, som Gud giver os, og som troen
griber. På samme måde som vores Herre Kristus på korset ikke er vores gerning,
men en skat, indesluttet og frembåret i Ordet og modtaget i troen. Derfor gør
de os uret, når de råber op imod os, som om vi prædikede imod troen. Når vi dog
udelukkende påpeger, at troen er så nødvendig, at vi uden den hverken kan
modtage noget eller få gavn af det.
Hermed har vi de tre ting, man må vide om
dette sakramente. Og som det vigtigste, at det er Guds ordning, som vi bør
holde i ære. Dette forhold alene var tilstrækkelig grund til at lade sig døbe,
selv om dåben udelukkende var en ydre ting. På linie med det fjerde bud om at
ære sine forældre, der alene angår kød og blod, men er omsluttet af Guds bud og
derfor har en anden status. Sådan også med dåben, selv om vi kun havde ordene
”Gå hen og døb”, så måtte vi dog modtage og benytte dåben som en Guds ordning.
Men nu foreligger der ikke alene et bud og en befaling, men også et løfte.
Derfor er dåben noget langt herligere, end hvad Gud ellers har påbudt og
anordnet. Kort sagt, dåben er så fuldt af trøst og nåde, at himmel og jord ikke
kan rumme det. Men det er en stor kunst, at tro det. Der er ingen mangler ved
skatten, men der mangler det, at man griber og fastholder den.
Derfor har enhver kristen hele livet
igennem nok at lære og øve sig i angående dåben. Han har altid nok at gøre med
at blive fastere i troen på, hvad dåben tilsiger og bringer, nemlig sejr over
døden og Djævelen, syndernes forladelse, Guds nåde, Kristus med alt, hvad han
har og Helligånden med sine gaver. Kort sagt, det er så overstrømmende, at når
vores svage natur betænker det, falder den i tvivl, om det nu også er rigtigt.
Tænk nemlig selv efter: Hvis der et sted var en læge, som kunne forhindre at
folk døde, eller, hvis de døde, straks kunne bringe dem til live igen på en
sådan måde, at de derefter levede evigt, hvor ville verden da lade det sne og regne
over ham med penge, så almindelige mennesker ikke kunne komme til for de rige.
Men her i dåben får enhver gratis en sådan skat og et sådant lægemiddel bragt
lige til døren. Et lægemiddel, der opsluger døden og holder alle mennesker i
live.
Derfor skal vi tænke på dåben og bruge den
nyttigt, så vi styrker og trøster os ved den, når vores synd og samvittighed
tynger os. Sig da: Jeg er dog døbt, men er jeg døbt, så er det også lovet mig,
at jeg skal blive frelst og have det evige liv både til sjæl og legeme. Derfor
sker begge dele i dåben, både at legemet, der ikke kan modtage andet end
vandet, overøses og at ordet samtidig udtales, for at sjælen også kan modtage
det. Fordi nu begge dele, vand og ord, er én dåb, så må også både legeme og
sjæl blive frelst og leve evigt. Sjælen gør det ved ordet, som den tror på, og
legemet, fordi det er forenet med sjælen og også modtager dåben, således, som
det er i stand til. Derfor har vi ingen større skat, hverken til legeme eller
sjæl, for derved bliver vi aldeles hellige og salige, hvilket ellers intet liv
og ingen gerning på jorden kan udrette.
Det er nu tilstrækkeligt at vide om dåbens
væsen, gavn og brug.
Her
opstår nu et spørgsmål, som Djævelen har forvirret verden med gennem sine
kirkelige partier, nemlig angående barnedåben, om børnene nu også tror og
bliver døbt på rette måde? Herpå svarer vi kort: Den, der er ulærd, må skyde
det spørgsmål fra sig og henvise det til de lærde.
Men
vil du svare, så svar således: At barnedåben behager Kristus, fremgår tydeligt
af hans egen gerning. Gud har nemlig helliget og givet Helligånden til mange af
dem, der er blevet døbt som børn. Også den dag i dag findes der mange, hvor man
kan mærke på både deres liv og lære, at de har Helligånden. Ligesom det jo også
af Guds nåde er givet os den gave, at vi kan udlægge Bibelen og kende Kristus,
hvilket ikke kan ske uden Helligånden. Men hvis Gud ikke anerkendte barnedåben,
ville han ikke give nogen af dem Helligånden eller blot en lille del. Kort
sagt: Der måtte fra gamle dage af og indtil denne dag ikke have været en eneste
kristen på jorden.
Nu bekræfter Gud dåben ved at indgyde
Helligånden, som man jo kan spore hos adskillige kirkefædre, som Bernhard,
Gerson, Johann Hus og andre, der er døbt som børn. Og når den hellige kristne
kirke skal bestå indtil verdens ende, må man jo indrømme, at barnedåben er Gud
velbehagelig. Han kan ikke være imod sig selv eller hjælpe løgnen og ondskaben
eller give sin nåde og Ånd dertil. Dette er næsten det bedste og stærkeste
bevis for almindelige mennesker, der ikke har studeret. For man kan ikke berøve
os eller omstøde denne artikel: ”Jeg tror på den hellige, almindelige kirke, de
helliges menighed, osv.”
Dernæst
siger vi videre, at det vigtigste for os ikke er, om den, der bliver døbt, tror
eller ikke tror. Dåben bliver nemlig ikke ugyldig af den grund, men alt beror
på Guds ord og bud. Det er måske sat lidt på spidsen, men følger dog af det
foregående. Her så vi, at dåben udelukkende er vand og Guds ord hos og med
hinanden. Det vil sige, at når ordet er hos vandet, så er dåben korrekt, selv
om troen ikke kommer til. Min tro gør ikke dåben, men modtager den. Og dåben
bliver ikke forkert, selv om den end ikke modtages og bruges rigtig, fordi
dåben ikke er bundet til vores tro, men til ordet. For selv om en jøde i dag
kom med falskhed og forkerte motiver, og vi med fuld alvor døbte ham, måtte vi
ikke desto mindre sige, at denne dåb var gyldig. For vandet er til stede sammen
med Guds ord, selv om det ikke blev modtaget, som det skulle. Det er på samme
måde med dem, der går uværdigt til nadver. De modtager et rigtigt sakramente,
selv om de ikke tror.
Vi kan altså konstatere, at disse partiers
indvending intet har at betyde. For selv om børnene ikke kunne tro - hvad vi
dog har set, ikke er rigtigt - så ville dåben alligevel være gyldig, og ingen
skal gendøbe dem. Nadveren tager jo heller ikke skade af, at der er en, der
deltager med forkerte motiver. Og man kan ikke give lov til, at vedkommende på
grund af det første misbrug lidt efter atter fik nadveren, som om han ikke fik
et virkeligt sakramente første gang. For det ville i allerhøjeste grad være at
spotte og krænke sakramentet.
Hvordan kan man komme på den tanke, at Guds
ord og ordning skulle være forkert og ikke gælde noget, fordi vi bruger det på
uret måde? Derfor, har du ikke troet, så tro nu og sig til dig selv: ”Dåben var
der intet galt med, men jeg har desværre ikke modtaget den ret.” For også jeg
selv og alle, der lader sig døbe, må over for Gud bekende: ”Jeg kommer her i
min tro, og hjulpet af de andres tro, alligevel kan jeg ikke bygge på, at jeg
tror, og at mange beder for mig, men jeg bygger på, at det er dit ord og din
befaling.” Jeg går heller ikke til nadver på min tro, men på Kristi ord. Om jeg
så er stærk eller svag, det lader jeg Gud råde for. Men det véd jeg, at han
befaler mig at komme og spise og drikke, og at han skænker mig sit legeme og
blod. Det lyver eller bedrager mig ikke.
Sådan
gør vi nu også med barnedåben. Vi bærer barnet til dåben i den overbevisning og
med det håb, at barnet kan tro, og vi beder Gud om, at han vil skænke det
troen. Men vi døber ikke på det, men alene på, at Gud har befalet det. Hvorfor?
Fordi vi véd, at Gud ikke lyver. Jeg, mine nærmeste og alle mennesker kan tage
fejl og lyve, men Guds ord kan ikke fejle.
Derfor er det frække og tåbelige folk, der
drager denne slutning: Hvis jeg ikke tror, så kan dåben ikke være rigtig. Det
ville jo være det samme som at sige, at hvis man ikke tror, så er Kristus
heller intet. Eller hvis jeg ikke er lydig, så er forældre og øvrighed intet.
Er det mon at drage en korrekt slutning, at hvis man ikke gør, hvad man skal
gøre, så skal selve genstanden heller ikke være noget eller gælde noget? Min
gode ven, vend det om og slut meget snarere sådan: Netop derfor er dåben noget
og rigtig, fordi man kan modtage den forkert. For hvis den ikke i sig selv var
gyldig, kunne man ikke misbruge den eller synde imod den. Det er nemlig sandt,
som man siger: ”Misbrug ophæver ikke en tings væsen, men stadfæster den.” Guld
taber ikke sin renhed, selv om det bæres af en slyngel, der har stjålet det.
Derfor står det fast, at dåben altid
forbliver gyldig og beholder sit sande væsen, selv om kun ét menneske blev
døbt, og det endda ikke troede ærligt. For Guds indstiftelse og ord lader sig
ikke rokke eller ændre af mennesker. Men disse sværmerånder er så forblindede,
at de ikke ser Guds ord og bud og ikke regner dåben for mere end vandet i
vandhanen, eller øvrigheden for andet end almindelige mennesker. Og fordi de
ikke kan se nogen tro og lydighed, skal selve tingene heller intet gælde. Her
er en hemmelig, oprørsk djævel på færde, der gerne vil rive magten fra øvrigheden,
for at man siden kan træde den under fødder og forvrænge og tilintetgøre alle
Guds gerninger og indstiftelser. Derfor må vi være vågne og bevæbnede og ikke
lade os lokke eller vige fra ordet, så vi ikke bare lader dåben være et
uvirksomt tegn, som sværmerne tror.
Til
sidst skal man også vide, hvad dåben symboliserer, og hvorfor Gud netop har
føjet dette ydre tegn og handling til det sakramente, ved hvilket vi først
optages i kristenheden. Det ydre tegn eller ceremonien bestod oprindelig i, at
man dykkede os helt ned under vandet og derefter løftede os op igen. Disse to
stykker, at komme under vandet og igen komme op, viser dåbens kraft og
virkning, som ikke er andet end den gamle Adams dødelse og derefter at det nye
menneskes opstår. Disse to ting skal ske med os hele vores liv. Et kristent liv
er således ikke andet end en daglig dåb, som en gang er begyndt og stadig
fortsættes. For det må ske uden ophør, at man stadig renser det ud, der er af
den gamle Adam, så det, der hører det nye menneske til, kan komme frem. Hvad er
da det gamle menneske? Det er det, der er os medfødt fra gamle Adam, vrede,
had, misundelse, umoral, griskhed, dovenskab, hovmod, ja, vantroen med alle
dens laster, der af naturen ikke har noget godt i sig. Når vi nu kommer ind i
Kristi rige, skal alt dette daglig aftage, så vi stadig bliver mildere, mere
tålmodige og fredselskende og mere og mere aflægger vantroen, griskheden,
hadet, misundelsen og hovmodet.
Dette er de kristnes rette brug af dåben,
som brugen af vand symboliserer. Hvor denne renselsesproces nu ikke sker, men
man overlader magten til det gamle menneske, så det bliver stærkere, kan man
ikke tale om, at dåben bliver brugt, men at man tværtimod bekæmpet dåben. For
de, der er uden for Kristus, kan ikke gøre andet end dag for dag blive værre,
som også ordsproget siger: ”Jo længere, jo værre!” Hvis én i fjor var stolt og
grisk, er han i år mere grisk og stolt. Lige fra ungdommen vokser syndens
frugter og bliver ved. Et lille barn har ingen særlig last, men når det vokser
op, bliver det udisciplineret og umoralsk, og som voksen, kommer de alvorlige
laster frem, jo længere, jo værre. Derfor følger det gamle menneske uophørligt
sin natur, hvis man ikke hindrer det og dæmper det ved dåbens kraft. Når man
derimod er blevet en kristen, mindskes den gamle natur dag for dag, indtil den
helt forsvinder. Det er virkelig at nedsænke sig i dåben og daglig komme op
igen. Altså er det ydre tegn ikke kun givet, for at det skal virke kraftigt,
men også for at symbolisere denne virkning. Hvor troen nu bærer frugt, er det
ikke blot et tomt symbol, men virkningen er med. Men hvor troen ikke findes,
forbliver det blot et ufrugtbart tegn.
Her
kan man også se, at dåben både med sin kraft og symbolik også omfatter det
tredje sakramente, som man kalder boden. Men egentlig er det blot dåben i brug.
For hvad er bod andet end alvorligt at bekæmpe det gamle menneske og træde ind
i en ny livsførelse? Når du derfor lever i boden, så vandrer du i dåben, der
ikke alene symboliserer det nye liv, men også virker det, begynder det og
hjælper det fremad. For i dåben får vi nåde, ånd og kraft til at undertrykke
det gamle menneske, så det nye kan komme frem og blive stærkt. Derfor bliver
dåben altid stående. Og selv om nogen falder ud og synder, har vi dog altid fri
adgang, så man igen kan underlægge sig det gamle menneske. Men man må ikke mere
overøse os med vand. For selv om man lod sig nedsænke i vand hundred gange, er
der dog ikke mere end én dåb, hvis gerning og betydning består og vedvarer.
Boden er altså intet andet end en tilbagevenden og indtræden i dåben, så man
genoptager og udfører det, man tidligere var begyndt på, men var holdt op med.
Det siger jeg, for at man ikke skal få den
opfattelse, som vi har haft længe, at dåben var tilintetgjort, hvis man faldt i
synd, så man ikke mere kunne bruge den. Grunden hertil var, at man ikke så på
dåben som andet end en ydre gerning, der én gang var udført. Og det skyldes
sikker en udtalelse af Hieronymus, hvor han siger: ”Boden er den anden planke,
som vi må redde os i land på, efter at skibet er forlist, som vi gik om bord i
og sejlede med, dengang vi kom ind i kristenheden.” Ved den udtalelse er dåbens
brug ophævet, som om den ikke mere kan gavne os. Derfor er denne udtalelse
forkert. For skibet går ikke under, for det er Guds ordning og ikke vores
opfindelse. Men det kan godt ske, at vi snubler og falder over bord. Men hvis
nogen falder ud, må han se til, at svømme tilbage til skibet og holde fast i
det, indtil han atter bliver halet indenbords. Og så må han genoptage det, han
var begyndt på.
Dåben er altså en herlig og værdifuld ting,
der river os ud af Djævelens gab og gør os til Guds ejendom, dæmper og
borttager synden og derefter daglig styrker det nye menneske og stadig øver sit
værk, indtil vi forlader denne elendighed og kommer til den evige herlighed.
Derfor skal enhver anse dåben for sit daglige tøj, som han altid skal have på,
så han altid er at finde i troen og dens frugter, holder det gamle menneske
nede og lader det nye vokse. For vil vi være kristne, må vi øve den gerning,
som vi blev kristne ved. Men falder nogen ud, må han atter komme tilbage. For
ligesom Kristus, vores nådestol, ikke forlader os eller nægter os at komme
tilbage, selv om vi synder, sådan forbliver alle hans skatte og gaver også. Når
vi i dåben én gang har modtaget syndernes forladelse, så bliver den også hos os
hver dag, så længe vi lever, dvs. så længe vi trækkes med det gamle menneske.
Ligesom
vi har hørt om den hellige dåb, må vi også se på det andet sakramente og de tre
hovedpunkter: Hvad nadveren er, hvad den gavner, og hvem der skal gå til
nadver. Svarerne finder vi i de ord, som Kristus har indstiftet nadveren med.
Og de ord bør enhver kende, der vil være en kristen og gå til alters. For vi
har ikke tænkt os, at lade nogen kommer til nadver, der ikke véd, hvad de
kommer efter eller hvorfor de kommer.
Nadverordene lyder sådan: ”Vor Herre Jesus
Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav
sine disciple det og sagde: Tag dette og spis det, det er mit legeme, som gives
for jer. Gør dette til ihukommelse af mig! Ligeså tog han også bægeret efter
måltidet, takkede, gav dem det og sagde: Drik alle heraf, dette bæger er den
nye pagt ved mit blod, der udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette,
så ofte som I drikker det, til ihukommelse af mig!”
Heller ikke her vil vi strides og kæmpe med
dem, der spotter og vanærer dette sakramente. Men ligesom ved dåben vil vi
først og fremmest lære, hvad der er hovedsagen, nemlig at den vigtigste ting er
Guds ord og indstiftelse eller befaling. For nadveren er ikke udtænkt eller
indstiftet af noget menneske, men af Kristus, uden nogens råd og beslutning.
Som vi har set, forbliver De Ti Bud, Fadervor og Trosbekendelsen urokkede i
deres væsen og værdighed, selv om ingen holder dem, beder eller tror. På samme
måde forbliver også dette højværdige sakramente urokket og ubeskadiget, selv om
vi bruger og behandler det uværdigt. Du tror vel ikke, at Gud skulle spørge
efter vores gerning og tro, så han af den grund skulle ændre sin ordning? I
alle jordiske ting forbliver alt jo, sådan som Gud har skabt og ordnet det,
hvordan vi så end bruger og behandler det. Det må man altid indskærpe, for så
kan man tilbagevise næsten alle de kirkelige partier. For de vurderer
sakramenterne uafhængigt af Guds ord, som noget, vi gør.
Hvad
er da nadveren? Svar: Det er vores Herre Kristi sande legeme og blod, i og
under brødet og vinen. Og det er ved Kristi ord befalet os kristne at spise og
drikke. Og som det blev sagt om dåben, at den ikke er almindelig vand, så siger
vi også her, at nadveren er brød og vin, men ikke almindeligt brød og vin, som
man plejer at sætter på bordet, men brød og vin omsluttet af Guds ord og bundet
til det.
Det er Ordet, der frembringer dette
sakramente og adskiller det fra almindeligt brød og vin, så det er og kaldes
Kristi legeme og blod. For det hedder: ”Når ordet kommer til den ydre ting,
bliver det et sakramente.” Denne sætning af Augustin er så rammende og godt
sagt, at han næppe har sagt noget bedre. Ordet må gøre elementet til et
sakramente. Hvis ikke, forbliver det blot en almindelig genstand. Nu er det
ikke en fyrstes eller en kejsers, men den guddommelige majestæts ord og
ordning, som alle skabninger burde falde til fode og bekende, at det er
således, som han siger, og modtage det med al ære, frygt og ydmyghed. Ved hjælp
af dette ord kan du styrke din samvittighed og sige: Selv om hundred tusind
djævle og alle sværmerne kommer farende og siger: Hvordan kan brød og vin være
Kristi legeme og blod, så véd jeg dog, at samtlige ånder og høj lærde tilsammen
ikke er så kloge som den guddommelige majestæts lillefinger. Nu har vi Kristi
ord: ”Tag dette og spis det, det er mit legeme. Drik alle heraf, det er den ny
pagt i mit blod.” Det holder vi fast ved, og vi vil se dem, der vil være i
stand til at mestre ham og gøre det anderledes, end han her har talt det. Det
er vel sandt, at når du tager ordet væk eller betragter det uden ordet, så har
du intet andet end almindelig brød og vin. Men når ordet forbliver der som det
skal og må, så er brødet og vinen i kraft af dette ord, i sandhed Kristi legeme
og blod. For som Kristi mund taler og siger, sådan er det, fordi han ikke kan
lyve eller bedrage.
Derfor er det let at besvare de mange
spørgsmål, som man i øjeblikket er optaget af. Om også en ugudelig præst kan
forvalte og uddele sakramentet, og lignende spørgsmål. For ud fra det, vi lige
har set, er svaret klart: Selv om en slyngel uddeler eller modtager
sakramentet, så modtager han alligevel det rette sakramente, lige så vel som
den, der omgås med det på den allerværdigste måde. I begge tilfælde er det
Kristi legeme og blod, for sakramentet er ikke grundet på menneskers hellighed,
men på Guds ord.
Ligesom ingen helgen på jorden, ja, ingen
engel i Himmelen, kan gøre brød og vin til Kristi legeme og blod, sådan kan
heller ingen forandre eller ændre nadveren, selv om det også bliver misbrugt.
Ordet, der indstifter og frembringer sakramentet, bliver ikke falsk på grund af
personen eller vantroen. For Kristus siger ikke: Når I tror eller er værdige,
så har I mit legeme og blod, men derimod: Tag, spis og drik, det er mit legeme
og blod. Ligeledes: Gør dette. Nemlig det, jeg nu gør, indstifter, giver jer og
byder jer at tage. Det betyder så meget som: Hvad enten du er uværdig eller
værdig, så har du her hans legeme og blod, i kraft af de ord, der kommer til
brødet og vinen. Mærk dig det og hold godt fast derpå. For disse ord er hele
vores grundlag for vores beskyttelse og vores værn imod alle de vildfarelser og
forførelser, der nogensinde er opkommet eller endnu måtte fremkomme.
Således
har vi nu i korthed omtalt det første stykke, der angår sakramentets væsen. Lad
os nu videre se på den kraft og magt, hvortil sakramentet er indstiftet. For
det er hovedsagen, at man er klar over, hvad man skal søge og hente deri. Det
fremgår nu tydeligt og klart af de netop citerede ord: ”Det er mit legeme og
blod, som gives og udgydes for jer til syndernes forladelse.” Her siges kort
sagt: Derfor går vi til nadver, for at vi her kan modtage en sådan skat, ved og
i hvilken vi får syndernes forladelse. Hvorfor det? Fordi ordene står der og
giver os det. For derfor byder Kristus mig at spise og drikke, for at det skal
være mit og komme mig til gavn som et sikkert pant og tegn, ja, som selve det
gode, der er givet for mig imod synden, døden og alt ondt.
Derfor kaldes det med god grund for
himmelføde, der nærer og styrker det nye menneske. For ved dåben bliver vi
først genfødt, men alligevel forbliver det gamle menneske hos os. Det giver os
så mange hindringer og anfægtelser fra Djævelen og verden, så vi ofte bliver
trætte og sløve, ja, så vi undertiden snubler. Derfor er dette sakramente givet
til daglig føde og næring, for at troen kan tage til og styrkes, så den ikke
falder tilbage under sådan kamp, men bestandig bliver stærkere og stærkere. For
det nye liv skal leves sådan, at det altid tager til og går fremad. Men
herunder må det lide meget. For Djævelen er så ond en fjende, at når han ser,
at vi står ham imod og bekæmper det gamle menneske, og han ikke kan undertrykke
os med magt, da sniger han omkring og angriber os fra alle sider. Han prøver
alle kneb og holder ikke op, før han omsider har gjort os trætte, så man enten
falder fra troen eller lader hænder og fødder synke og bliver ked af det hele
eller utålmodig. Ind i denne situation, hvor hjertet føler, at det bliver for
svært, er denne trøst netop givet, så vi her kan hente ny styrke og energi.
Men her vrider nu vores kloge ånder sig med
stor evne og klogskab, så de skriger og larmer op: Hvordan kan brød og vin
tilgive synden eller styrke troen? Selv om de hører og véd, at vi ikke siger
dette om brød og vin, da brød i sig selv er brød, men om det brød og vin, der
er Kristi legeme og blod og har hans ord hos sig. Dét og intet andet er netop
skatten, som en sådan syndsforladelse er erhvervet ved. Nu skænkes og tilegnes det
os ikke på anden måde end i de ord: ”Givet og udgydt for jer”. For i de ord har
du begge dele, både at det er Kristi legeme og blod, og at det er dit som en
skat og en gave. Nu kan Kristi legeme jo ikke være en ufrugtbar og virkningsløs
ting, der intet virker eller gavner. Men lige meget hvor stor skatten end er i
sig selv, må den dog være omsluttet af Ordet og rækkes os, ellers ville vi ikke
vide noget om den eller søge den.
Derfor er det også helt hen i vejret, når
de siger, at Kristi legeme og blod ikke er givet eller udgydt for os i
nadveren, og derfor kan man ikke få syndernes forladelse i sakramentet. For
selv om frelsen er fuldbragt på korset og syndernes forladelse er erhvervet ved
det, så kan det dog ikke komme til os på anden måde end gennem ordet. For
hvordan vidste vi ellers at det var sket eller skulle skænkes os, hvis man ikke
forkyndte det gennem prædikenen eller det mundtlige ord? Hvorfra kunne de vide
det, eller hvordan kunne de gribe og tilegne sig det, hvis de ikke holder sig
til og tror på Bibelen og evangeliet? Men nu er hele evangeliet og indholdet i
Trosbekendelsen jo ved ordet lagt ind i dette sakramente og serveret for os.
Hvorfor skulle vi da lade dem rive en sådan skat ud af sakramentet? De må dog
bekende, at det netop er de ord, vi hører overalt i evangeliet. Og lige så lidt
som de kan sige, at hele evangeliet eller Guds ord uden for sakramentet er
virkningsløst, lige så lidt kan de sige, at de samme ord er det i nadveren.
Således
har vi nu hele sakramentet, både hvad det er i sig selv, og hvad det giver og
gavner. Nu må vi så også se, hvem det er, der modtager denne kraft og nytte.
Som vi ovenfor har sagt det i forbindelse med dåben og ellers ofte har slået
fast, så er svaret i al korthed dette: Den, der tror det, som ordene forkynder
og som de bringer. For de er ikke sagt eller forkyndt for sten eller træ, men
til dem, der hører ordene: ”Tag og spis!” Og fordi Kristus tilbyder og lover
syndernes forladelse, kan det ikke blive modtaget på nogen anden måde end ved
troen. Denne tro kræver han selv i ordet, når han siger: Givet ”for jer” og
udgydt ”for jer”. Det er som vil han sige: Derfor giver jeg det og byder jer at
spise og drikke, for at I skal tilegne jer det og nyde det. Den, der nu
betragter det som sagt til ham personlig og tror, at det er sandt, han ejer det
også. Men den, der ikke tror, han har intet, fordi han lader sig det tilbyde
forgæves og ikke vil nyde et sådant frelsebringende gode. Skatten er åbnet og
lagt uden for din dør, ja, på dit bord, men det hører med, at du også tager den
til dig og stoler på det, som ordene giver dig.
Det er nu hele den kristne forberedelse til
at modtage dette sakramente på værdig måde. For da denne skat udelukkende
frembydes i ordene, kan man ikke gribe og tilegne sig den på anden måde end med
hjertet. For med de bare næver kan man ikke gribe en sådan gave og evig skat.
Faste og bøn kan være en udmærket ydre forberedelse og øvelse for børnene, for
at legemet kan opføre sig disciplineret og ærbødigt over for Kristi legeme og
blod. vores legeme kan imidlertid ikke fatte eller modtage det, der bliver
skænket i og med nadveren. Men troen i hjertet gør det, hvor denne skat
erkendes og begæres. Dette må nu være nok, som en grundlæggende undervisning om
dette sakramente. Hvad der yderligere kunne være at sige, hører hjemme i anden
sammenhæng.
Da vi
nu har den rette lære og forståelse af sakramentet, er det til sidst også
nødvendig med en formaning og tilskyndelse til, at man ikke skal være ligeglad med
en sådan stor skat, der dagligt bruges og uddeles blandt de kristne. De, der
ønsker at være kristne, skal bestræbe sig på ofte at modtage dette højværdige
sakramente. For vi ser, at nogen undlader det af ren og skær dovenskab. Mange
af dem, der hører evangeliet, lader både ét og to år gå uden at bruge nadveren,
fordi pavens narrestreger er afskaffet, så vi er fri for hans tvang og regler.
Som om de er så stærke kristne, at de ikke har brug for nadveren. Nogle holder
sig også væk af frygt, fordi de har hørt, at ingen skal komme uden at føle sig
drevet af hunger og tørst. Og andre indvender, at det er en fri ting, der ikke
er nødvendig, og at det er nok, at de tror. Og sådan går det med de fleste, at
de bliver helt udisciplineret og til sidst foragter både sakramentet og Guds
ord.
Det er ganske rigtig sandt, som vi har
sagt, at man for Guds skyld ikke skal drive eller tvinge nogen, for at man ikke
atter skal begå et nyt sjælemord. Men det skal man dog gøre sig klart, at folk,
der i så lang tid holder sig borte fra nadveren, ikke bør regnes for kristne.
For Kristus har ikke indstiftet det, for at man skal behandle det som et
skuespil, men har befalet sine kristne at spise og drikke det og derved tænke
på ham. De, der virkelig er kristne og anser nadveren for værdifuld og nyttig,
skal nok selv søger for at komme til nadver. Men for at den jævne kirkegænger
og de svage, der også gerne vil være kristne, kan blive endnu mere tilskyndet
til at overveje den nød og det behov, der skal drive dem, vil vi dog sige lidt
om det. For ligesom det i andre spørgsmål, der angår troen, kærligheden og
tålmodigheden, ikke er nok blot at lære og undervise, men det også er
nødvendigt at formane daglig, således er det også her tiltrængt at prædike, for
at man ikke skal blive sløv og doven. For vi véd og føler godt, hvordan
Djævelen altid bekæmper dette og alle kristne aktiviteter, og forsøger at
ødelægge og hindre så meget, han kan.
For det første har vi den klare tekst, hvor
Kristus siger, ”gør dette” til ihukommelse af mig. Det er ord, der byder og
befaler os, der vil være kristne, at bruge sakramentet. Den, der derfor vil
være Kristi discipel, han skal tænke på nadveren og bruge den, ikke af tvang,
men af lydighed mod vores Herre Kristus og til hans behag. Men indvender du:
Der står jo også ”så ofte som I gør det”. Han tvinger altså ingen, men gør det
frit. Svar: Det er sandt, men der står ikke, at man aldrig skal gøre det. Netop
fordi han siger ”så ofte”, som I gør det, så er det jo underforstået, at man
skal gøre det ofte. Ordene er netop tilføjet, fordi sakramentet skal være frit
og ikke bundet til særlige tider som jødernes påskelam. Dette måtte de kun
spise én gang om året og kun på den fjortende dag efter den første fuldmåne om
aftenen. Det er, som han derfor her vil sige: Jeg indstifter en påskefest eller
et måltid for jer, som I ikke kun skal nyde én gang om året på netop denne ene
dag, men så ofte I har lejlighed og behov og uden hensyn til tid og sted. Paven
har ganske vist fordrejet disse ord og gjort nadveren til en jødefest på ny.
Du
ser således, at friheden ikke er givet til, at man skal foragte sakramentet.
For det kalder jeg foragt, hvis man uden gyldig forhindring, lader gå så lang
tid, hvor man ikke ønsker at komme til nadver. Vil du have en sådan frihed, kan
du lige så godt tage endnu mere frihed, så du slet ikke er nogen kristen og
ikke behøver hverken at tro eller bede. For det ene er lige så meget Kristi bud
som det andet. Men vil du være en kristen, må du i det mindste engang imellem
adlyde og efterkomme dette bud. For et sådant bud burde jo bevæge dig til
selvbesindelse og til at tænke: Hør, hvad er jeg egentlig for en kristen? Hvis
jeg virkelig var en kristen, ville jeg vel længes lidt efter det, som min Herre
har befalet mig at gøre.
Når vi stiller os så ligegyldige over for
nadveren, kan man sandelig se, hvad slags kristne vi har været under
pavedømmet. For da gik vi messe udelukkende af tvang og frygt for menneskebud,
uden lyst og kærlighed, og uden at tænke på, at det er Kristi befaling. Men vi
tvinger eller presser ingen, og ingen skal gøre det bare for at tjene os eller
være os til behag. Men det skal tilskynde og opmuntre dig, at Kristus vil have
det, og at det behager ham. Man skal ikke lade sig presse til troen eller nogen
god gerning af mennesker. Vi gør ikke andet, end at vi siger og formaner, hvad
du skal gøre, ikke for vores, men for din egen skyld. Kristus drager og
tilskynder dig. Vil du foragte det, bliver ansvaret dit eget.
Dette skal nu være det første, særlig for
de kolde og ligegyldige, for at de skal tænke sig om og vågne op. For det er
virkelig sandt, hvad jeg også selv har erfaret, og som enhver vil opdage hos
sig selv, at når man unddrager sig nadveren, bliver man dag for dag mere rå og
kold og slår det til sidst hen i vejret. Ellers må man jo rådføre sig med sit
hjerte og sin samvittighed og opføre sig som et menneske, der gerne vil stå sig
godt med Gud. Jo mere nu dette sker, desto mere vil hjertet blive opvarmet og
opflammet, så det ikke bliver helt koldt.
Men
siger du: Hvad så, hvis jeg ikke føler mig beredt? Svar: Det er også min
anfægtelse. Og den stammer særlig fra den gamle opfattelse under paven. Den
gang pinte man sig selv, for at man kunne være helt ren, og Gud ikke skulle
finde den mindste plet på os. Det har gjort, at vi nu er blevet så ængstelige,
at enhver straks siger forfærdet: Oh, ve, du er ikke værdig! Og så begynder
vores natur og fornuft at måle vores uværdighed overfor det store, dyrebare
gode. Da føler man sig som en mørk lygte imod den lyse sol eller som smuds imod
ædelstene. Og fordi vi ser dette, vil vi ikke frem, men venter, til vi bliver
beredt. Og så går den ene uge efter den anden, det ene halvår efter det andet.
Men vil du se efter, hvor from og ren, du er, og arbejde på, at intet skal
anklage dig, så kommer du aldrig.
Derfor skal man her gøre forskel på folk.
For de, der er amoralske og udisciplineret, til dem skal man sige, at de skal
blive borte. De er ikke skikkede til at modtage syndernes forladelse, fordi de
ikke føler behov for den og ikke ønsker at være fromme. Men de andre, der ikke
er sådanne umoralske folk uden hæmninger, de skal ikke blive borte, selv om de
også er svage og skrøbelige. Som også Hilarius har sagt: ”Hvis en person ikke
har begået en sådan synd, at man med rette kan udstøde ham af menigheden og
regne ham for en ikke-kristen, skal han ikke holde sig borte fra sakramentet,
for at han ikke skal berøve sig livet.” Så vidt kommer ingen, at han ikke
daglig har mange skrøbeligheder i kød og blod.
Derfor skal disse mennesker lære, hvor
vigtigt det er at være klar over, at sakramentet ikke afhænger af vores
værdighed. For vi lader os ikke døbe, fordi vi er værdige og hellige, og vi går
ikke til skrifte, fordi vi er rene og uden synd. Tværtimod kommer vi lige
modsat, fordi vi er arme elendige mennesker og netop fordi vi er uværdige. Det
gælder naturligvis ikke den, der slet ikke begærer nåde og absolution, og som
ikke har tænkt sig at lægge sit liv om. Men den, der gerne vil have nåde og
trøst, skal tilskynde sig selv og ikke lade sig afskrække men sige: Jeg ville
gerne være værdig, men jeg kommer uden værdighed på dit ord, fordi du har
befalet det, og som den, der gerne vil være din discipel. Min værdighed må det
gå med, som det kan. Det er imidlertid svært, for det blokerer og hindrer os
altid, at vi mere ser på os selv end på Kristi ord. For vores natur vil gerne
have det således, at den kan bygge på sig selv, og hvis ikke, holder den sig
tilbage. Det er nok om det første stykke.
For
det andet er der foruden budet som nævnt også løftet, der på det allerstærkeste
skal tilskynde og drive os. For der står de venlige og kærlige ord: ”Det er mit
legeme, som gives for jer. Det er mit blod, som udgydes for jer til syndernes
forladelse.” Disse ord er ikke prædiket for stok og sten, men for dig og mig.
Ellers kunne Kristus lige så godt have tiet stille og ikke indstiftet noget
sakramente. Derfor må du betænke og tage dig selv med ind i ordet ”jer”, for at
Kristus ikke skal tale forgæves med dig.
For her byder han os den skat, som han har
bragt os fra himmelen, og som han også på det venligste indbyder til, når han i
Matthæus 11, 28 siger: ”Kom hid til mig, alle I, der er trætte og tyngede af
byrder, og jeg vil give jer hvile.” Det er både synd og skam, når han så
hjerteligt og venligt opfordrer og formaner os til at gribe vores højeste og
bedste gode, og vi så stiller os så fremmede til det og går så lang tid, at vi
bliver helt kolde og forhærdede, så vi hverken har lyst eller kærlighed til
nadveren. Man skal jo ikke anse sakramentet for en skadelig ting, som man skal
flygte fra, men som et helt igennem helbredende og trøstende lægemiddel, som
hjælper og giver liv til både sjæl og legeme. For når sjælen bliver helbredt,
så er legemet også hjulpet. Hvorfor opfører vi os så som om det var en gift,
der bringer smerte og død? Det er vel sandt, at de, der foragter det og lever
ukristeligt, modtager nadveren til deres skade og fordømmelse. For sådanne
mennesker er ingen ting nemlig godt og frelsende. De er i samme situation som
en syg, der i ulydighed spiser og drikker noget, som lægen har forbudt. Men de,
der mærker deres svaghed og gerne vil være fri for den og begærer hjælp imod
den, de skal bruge nadveren som en kostelig modgift imod den gift, de har i
sig. For her i sakramentet modtager du af Kristi mund syndernes forladelse, der
omfatter og bringer Guds nåde og Guds Ånd med sig med alle sine gaver,
beskyttelse og kraft mod døden, Djævelen og al ulykke.
Således har du fra Guds side både vores
Herre Kristi befaling og hans løfte. Yderligere skal din egen nød, som du
kæmper med, drive dig, da det er derfor denne befaling, indbydelse og løfte er
givet. For Kristus siger selv: ”De raske har ikke brug for læge, men de syge”
(Matt 9, 12). Og de syge er jo netop dem, der er plagede og er besværede med
synd, frygt for døden og anfægtelse af kødet og Djævelen. Er du nu besværet, og
føler din svaghed, gå så glad hen og lad dig forfriske, trøste og styrke. For
vil du vente, til du bliver dette kvit, så du kan komme ren og værdig til
sakramentet, så må du i al evighed blive borte derfra. For da fælder han dommen
og siger: Er du ren og from, så behøver du ikke mig, og jeg heller ikke dig.
Derfor er de uværdige alene dem, der ikke mærker deres svaghed og ikke vil være
syndere.
Men
siger du: Hvordan skal jeg da bære mig ad, når jeg ikke kan føle en sådan nød
eller hunger og tørst efter sakramentet? Svar: De, der har det sådan, ved jeg
ikke noget bedre råd at give, end at de må gribe i deres eget bryst og se
efter, om de ikke også har kød og blod. Og hvis det er tilfældet, så læs for
din egen skyld, hvad Paulus skriver i Galaterbrevet 5, 19 om dette kød: ”Kødets
gerninger er åbenlyse, som: utugt, ægteskabsbrud, urenhed, magi, overtro,
fjendskaber, strid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse,
drukkenskab, nydelsessyge og lignende.” Hvis du derfor ikke kan føle det, så
tro dog Bibelen. Den lyver ikke for dig, for den kender dit kød bedre end du
selv. Ja, Paulus trækker i Romerbrevet 7, 18 den slutning: ”For jeg véd, at i
mig, det vil sige, i mit kød, bor der intet godt.” Når Paulus må sige sådan om
sit kød, så vil vi ikke være bedre eller helligere. Men at vi ikke føler det,
er kun så meget værre. Det er et tegn på, at man har et spedalsk kød, der intet
kan føle, og dog breder sig og smitter alt. Som sagt, er du i den grad
følelsesløs, så tro dog Bibelen, der udtaler dommen over dig. I det hele taget,
jo mindre du føler dine synder og skrøbeligheder, jo mere grund har du til at
søge hjælp og lægedom.
For det andet, så se efter, om du ikke også
er i verden. Og hvis du ikke ved det, så spørg din nabo ad. Er du i verden, så
regn ikke med, at det vil mangle på synd og nød. Begynd kun at leve, som om du
ville være en kristen og blive ved evangeliet, og se så til, om du ingen
fjender får, der tilføjer dig ondt, uret og vold og giver dig anledning til
synd og umoral. Har du ikke erfaret det, så lad Bibelen, som overalt giver
verden dette vidnesbyrd, sige dig det.
Foruden alt dette har du jo også Djævelen
om dig, og ham kan du ikke helt undgå, når vores Herre Kristus selv ikke kunne
undgå ham. Hvad er da Djævelen? Ikke andet, end hvad Bibelen kalder ham, en
løgner og en morder. En løgner, der forfører hjertet bort fra Guds ord og
forblinder dig, så du ikke føler din nød og kan komme til Kristus. En morder,
som ikke under dig livet en eneste time. Hvis du kunne se, hvor mange knive,
spyd og pile, der hvert øjeblik er rettet imod dig, ville du være glad for at
kunne komme til nadver, så ofte som muligt.
Men at man kan gå så tryg og uopmærksom
omkring, beror ene og alene på, at vi ikke tænker og tror, at vi er i kødet og
i den onde verden, eller i Djævelens rige. Øv dig derfor vel i dette og gå i
dig selv, eller se dig om og hold dig blot til Bibelen. Føler du da stadig
intet, har du så meget mere grund til at klage både for Gud og din broder. Lad
dig da vejlede og modtag forbøn, og stop ikke før stenen er væltet fra dit
hjerte, så skal du nok blive klar over nøden. Du skal opdage, at du ligger
dobbelt så dybt som andre stakkels syndere, og at du trænger meget mere til
sakramentet imod din elendighed, som du desværre ikke ser. Må Gud dog give dig
nåde, så du kan føle din nød og få mere behov for sakramentet. Især fordi
Djævelen angriber dig sådan og uden ophør angriber dig, så han kan ødelægge dig
både på sjæl og legeme, så du aldrig kan være sikker for ham. Hvor hurtigt kan
han ikke påføre dig jammer og elendighed, når du allermindst venter det.
Om
skriftemålet har vi altid lært, at det skal være frit og uden det pavelige
tyranni, løsrevet fra al tvang og befriet fra den uudholdelige byrde, der var
pålagt kristenheden. For der har ikke været nogen større plage indtil nu, end
at man har tvunget alle til at skrifte, som om det handlede om den største
dødssynd. Man har desuden gjort det så byrdefuldt og pint folk med at optælle
alle synder, så ingen var i stand til at skrifte grundigt nok. Og det værste
var, at ingen lærte eller vidste, hvad skriftemålet er, eller hvor nyttigt og
fuld af trøst det er. Det eneste resultat var en masse angst og skræmte
samvittigheder. Alle var tvunget til at skrifte og intet var mere ubehageligt.
Men nu er vi befriet for de ting, så man
ikke længere er tvunget til det og skal gøre det i frygt. Desuden er vi sparet
for den plage at skulle fortælle alle synder nøjagtig. Og endelig har vi den
fordel, at vi nu ved, hvordan man skal bruge skriftemålet på en god måde, til
trøst og styrke for vores samvittighed.
Den
frihed har alle været dygtig til at lære, ja desværre alt for dygtig. Man gør
kun, hvad man selv vil og bruger friheden som om det var en frihed til aldrig
mere at bruge skriftemålet. Vi er hurtige til at lære det, der passer ind i
vores eget kram. Og de ting, der er behagelig og godt i evangeliet, har folk
let ved at fatte. Men som jeg har sagt, så hører disse svin ikke ind under
evangeliet og skal ikke høste nogen af fordelene, men skal forblive under paven
og drives og plages til at skrifte, faste osv., endnu mere end før.
Den, der ikke tror evangeliet og vil leve
og handle efter det, som en kristen skal, han skal heller ikke nyde nogen af
fordelene. Hvad er den af, når du kun vil have alle goderne, men intet yde
eller gøre? Derfor vil vi ikke prædiket for sådanne folk eller give dem del i
vores friheder, men sende dem tilbage til paven, så han kan plage dem som en
sand tyran. For til folk, der ikke vil adlyde evangeliet, hører netop en sådan
fangevogter, der er Guds djævel og bøddel. Men for andre, der gerne lader sig
vejlede, må vi stadig prædike, påminde, tilskynde og lokke, så denne værdifulde
og trøsterige skat, som evangeliet rækker os, ikke ligger ubrugt. Derfor vil vi
også sige lidt om det personlige skriftemål for at undervise og formane folk.
For
det første har jeg sagt, at foruden det skriftemål, vi her taler om, er der
endnu to former, som man kunne kalde almindelige syndsbekendelser, som alle
kristne skal bruge. Det er de bekendelser, hvor man skrifter sin synd for Gud
alene eller for næsten alene og beder om tilgivelse. Det er også det, der er
indeholdt i Fadervor, når vi siger: ”Forlad os vores skyld, som vi også
forlader vores skyldnere.” Ja, hele Fadervor er intet andet end et sådant
skriftemål. For hvad er vores bøn andet, end at vi bekender, hvad vi ikke har
eller ikke gør, hvad vi skulle, og beder om nåde og en god samvittighed? Dette
skriftemål skal og må ske uden ophør, så længe vi lever. For et kristent liv
består egentlig i, at vi erkender os som syndere og beder om nåde.
På samme måde er også det andet almindelige
skriftemål, som enhver skal gøre overfor sin næste, bundet til Fadervor, nemlig
at vi indbyrdes skrifter vores synd og tilgiver hinandens skyld, før vi kommer
til Gud og beder ham om tilgivelse. Nu er vi uden undtagelse alle skyldige over
for hinanden. Derfor skal og må vi ganske åbenlyst bekende vores synd alle og
enhver, og ikke skamme sig over for hinanden. For det går, som man siger: Er én
from, vil alle være det. Og ingen handler over for Gud eller næsten, som han
skal. Dog er der ved siden af denne almindelige skyld også en særlig, hvor man
har gjort en anden vred, så man specielt må bede ham om tilgivelse. Sådan har
vi i Fadervor to absolutioner eller syndstilgivelser. Vi får både tilgivelse
for, hvad vi er skyld i over for Gud og over for vores næste, hvis vi tilgiver
næsten og forsoner os med ham.
Foruden
disse offentlige, daglige og nødvendige skriftemål findes der så også det
personlige skriftemål, som alene sker i samtale med en anden kristen. Det er
hvis der er noget særligt, der anfægter eller plager os. Noget, som vi kæmper
med, men ikke rigtig finder ro i. Eller hvis vi føler os svage i troen. Vi kan
da snakke med en anden kristen om det og få gode råd, trøst og styrke, når og
så ofte vi vil.
Denne personlige samtale er ikke omfattet
af budet som de andre to, men er stillet til rådighed for enhver, der har behov
for det, for at man kan bruge det, når det er nødvendigt. Det udspringer af den
ordning, at Kristus selv har lagt absolutionen eller tilsigelsen af syndernes
forladelse i munden på sin kristenhed og har befalet, at vi skulle løses fra synden
på denne måde. Hvor der nu er et hjerte, der føler sin synd og begærer trøst,
har man her en sikker tilflugt, hvor vi finder og hører Guds ord. Her sætter
Gud os fri ved et andet menneske og forkynder tilgivelse.
Som
jeg ofte har sagt, skal du derfor lægge godt mærke til, at skriftemålet består
af to dele: Den første er vores værk eller vores gerning, at jeg beklager min
synd og begærer trøst og opmuntring. Det andet er et værk, som Gud gør, når han
ved ordet, der er lagt et andet menneske i munden, frikender mig for mine
synder. Dette er det fornemste og mest værdifulde stykke, der gør skriftemålet
lifligt og trøsterigt. Indtil nu har man lagt al vægt på vores gerning og ikke
tænkt længere, end at vi skulle have skriftet fuldstændigt. Akkurat som om det
kun var en god gerning, som man ville betale Gud med. Hvis skriftemålet ikke
var foretaget fuldkomment og på den mest nøjagtige måde, måtte absolutionen
ikke gælde eller synden være tilgivet. Dermed drev man folk så vidt, at enhver
måtte fortvivle over at skulle skrifte så nøjagtigt, så det var helt umuligt.
Ingen kunne finde ro eller tro på absolutionen. Derfor gjorde de ikke alene det
kære skriftemål unyttigt for os, men gjorde det også besværligt og upopulært
til åbenlys skade og fordærv.
Derfor skal vi være omhyggelige med, at
adskille de to dele vidt fra hinanden og regne vores gerning for ringe, men
Guds ord for højt og stort. Vi skal ikke bruge skriftemålet som ville vi gøre
en kostelig gerning og give noget til Gud, men kun for at modtage fra ham. Du
behøver ikke komme og fortælle, hvor retskaffen eller ond du er. Er du en
kristen, ved jeg det allerede, er du det ikke, ved jeg det endnu mere. Men du
skal gøre det, for at du kan klage din nød og lade dig hjælpe, så du kan få et
glad hjerte og en god samvittighed.
Her er det ikke nødvendigt, at presse nogen
med bud. Men vi siger: Den, der er kristen eller gerne vil være det, har her et
godt råd, nemlig at han skal gå hen og hente denne kostelige skat. Er du ikke
kristen og begærer du ikke denne trøst, så overlader vi til en anden at tvinge
dig. Dermed ophæver vi nu hele pavens tyranni, bud og tvang, da vi aldeles ikke
behøver den. For vi lærer som sagt således: Den, der ikke villig og for
absolutionens skyld går til skrifte, skal blot blive væk. Ja, den, der går for
sin gernings skyld, og sætter sin lid til hvor fuldstændigt han har skriftet,
skal også blive væk. Men vi formaner til, at du skal skrifte og fortælle din
nød, ikke fordi du skal gøre det som en god gerning, men fordi du skal høre,
hvad Gud siger til dig. Du skal se på ordet eller absolutionen, agte det som
værdifuldt og dyrebart og modtage det som en virksom, nyttig skat med al
ærbødighed og tak.
Når
man nu understreger dette og påviser den nød, der skulle bevæge og tilskynde
os, behøver man ikke megen nøden og tvang. Enhver skulle drives af sin egen
samvittighed og gøres så bange, at han ville blive rigtig glad og gøre som en
tigger, der hørte, at man et sted uddelte en stor gave og penge og tøj. Da
behøvede man ingen til at drive eller tvinge ham af sted. Han ville af sig selv
løbe, alt hvad han kunne, for ikke at gå glip af det. Man skal ikke gøre det
til en befaling, så alle tiggere skulle løbe derhen alene, fordi man befalede
det, men ikke fortalte, hvad man skulle søge og hente der. Det ville betyde, at
man gik med ulyst og ikke regnede med at hente noget, men blot skulle udstilles
som en fattig og elendig tigger? Det ville man ikke øse megen glæde eller trøst
ved, men blot blive endnu mere fjendtlig stemt over for budet.
Indtil nu har pavens prædikanter været
tavse om den fortræffelige, rige gave og uudsigelige skat og kun drevet folk
sammen, netop af den grund, at man skulle se, hvor urene og smudsige mennesker
vi var. Hvem kunne da med glæde gå til skrifte? Men vi siger ikke, at man skal
se, hvor fuld du er af smuds og spejle dig deri, men vi råder og siger: Er du
fattig og elendig, så gå hen og brug den lægende medicin. Den, der nu føler sin
elendighed og nød, vil få en sådan længsel efter skriftemålet, at han med glæde
løber efter det.
Men den, der ikke regner det og ikke kommer
af sig selv, ham lader vi passe sig selv. Men de skal dog vide, at vi ikke
regner dem for kristne. Så lærer vi nu, hvor fortræffeligt, kostbart og trøsterigt
det er med skriftemålet, og vi formaner til, at man ikke foragter denne dyre
gave i betragtning af vores store nød. Er du nu en kristen, behøver du hverken
tvang fra min side og da slet ikke pavens bud, men du vil sikkert tvinge dig
selv og bede mig om, at du må få del i det. Men foragter du det og går
hovmodigt omkring uden skrifte, så trækker vi den slutning, at du ikke er
kristen og heller ikke skal modtage nadveren. For du foragter, hvad ingen
kristen skal foragte, og bevirker derved, at du ikke kan have nogen tilgivelse
af synden. Og det er et sikkert tegn på, at du også foragter evangeliet.
Kort sagt: Vi vil ikke vide af nogen tvang.
Men den, der ikke hører og følger vores prædiken og formaning, med ham vil vi
ikke have noget at bestille, og han skal heller ikke have nogen fordel af
evangeliet. Var du en kristen, ville du være glad, selv om du skulle løbe
hundrede kilometer efter det, og du ville ikke lade dig presse, men komme og
presse os. For her må det blive omvendt med tvangen, så vi står under budet, og
du kommer i frihed. Vi presser ingen, men ser gerne, at man presser os, ligesom
man tvinger os til at prædike og uddele nadveren.
Når jeg derfor formaner til skrifte, gør
jeg ikke andet, end at jeg formaner dig til at være en kristen. Hvis jeg kan
bringe dig til at være det, har jeg også bragt dig til at bruge skriftemålet.
For de, der stræber efter gerne at ville være fromme kristne og blive deres
synder kvit og have en glad samvittighed, har allerede den rette hunger og
tørst. De snapper efter brødet som en jaget hjort, der er udmattet af sult og
tørst. Som Salme 42 siger: ”Som hjorten skriger efter vand, således skriger min
sjæl til dig, Gud.” Så smertefuldt og bange, som hjorten søger efter en frisk
kilde, så angst og bange søger jeg efter Guds ord eller absolutionen og
nadveren. Se, det ville være en ret lære om skriftemålet. Så kunne man få lyst
og kærlighed til det, så folk kom til os og løb efter os, mere end vi brød os
om. Papisterne lader vi plage og pine sig selv og andre, som ikke regner denne
skat, men lukker sig selv ude. Men lad os løfte vores hænder og love og takke
Gud, fordi vi er kommet til en sådan erkendelse og nåde.
Hele
denne gennemgang af katekismen er nu sagt til formaning, ikke alene til os gamle
og voksne, men også til de unge mennesker, som man skal opdrage i den kristne
tro og forståelse. Derved kan man så meget lettere gøre de unge fortrolige med
De Ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor, så de går til dem med lyst og alvor og
fra ungdommen af øver sig i dem og blive vant til dem. For det er nu næsten for
sent med de gamle, så man ikke kan nå langt med dem. Man må derfor opdrage dem,
der skal komme efter os og overtage vores embede og gerning, så at de frugtbart
kan opdrage deres børn, for at Guds ord og kristenheden kan blive bevaret.
Derfor bør enhver, der har ansvar i familien vide, at man efter Guds befaling
og bud er skyldig at lære sine børn det, eller lade dem undervises i det, de
skal kunne. Fordi de er døbt og optaget i kristenheden, skal de også have del i
nadverens fællesskab, for at de kan hjælpe os og blive til nytte. For de bør
dog alle hjælpe os at tro, elske, bede og stride imod Djævelen.
Tilbage
til forsiden